Forside DH-Debat
- Hovedpunkter i P. J. Buchanans Politiske Historie om Optakten til Anden Verdenskrig

Hovedpunkter i P. J. Buchanans politiske Historie om Oprindelsen til Første Verdenskrig

Indledning - Del og Hersk - Den Britiske Militarisme - Udbruddet af 1. Verdenskrig - Schlieffen Planen - Storbritannien går ind i Krigen - Krigens Gang - Versailles Freden - Hunger Blokaden - Arven efter Første Verdenskrig - Links og Litteratur -

Indledning

Europa er dødsmærket. Vi har mistet tilliden til vor egen civilisation. Vi har påtaget os skylden for alle verdens virkelige og indbildte synder. Vi er blevet et kontinent af selvpinere, og rundt om i Verden kan man se, hvordan dette selvhad fører til at Europæerne mister andre folkeslags respekt, medens vi langsomt er på vej til at begå kulturelt - og i sidste ende også fysisk selvmord.
Vestens selvhad
Vestens selvhad. Fra venstre mod højre:
Transgender kvinde. Foto Gloucestershire Echo.
Demonstration ved WTO Geneva. Foto: Follow the money - wordpress.
Europæisk punker. Foto Pinterest.

Vi pisker os selv som klima-syndere, der er skyld i dårligt vejr i hele Verden. Vi trygler de tidligere koloni-nationer om tilgivelse for den hvide mands historiske racisme og kolonialisme, selvom folkene der netop på grund af kontakten med Vesten - gennem kolonialismen og globaliseringen - fik et enormt teknisk, organisatorisk og kulturelt boost, som de aldrig ville have kunnet skabe, hvis de havde været overladt til sig selv. Vi bebrejder os selv for århundreders, ja årtusinders uretfærdig undertrykkelse af kvinder, selvom samme vestlige kvinder benytter deres nye særstilling til i stort omfang at afvise at føde børn, således at ikke et eneste Europæisk land har en fødselsrate, der vil gøre det i stand til at overleve det 21. århundrede som en etnisk Europæisk nation.

Hvad er der sket med os?

Buchanan skriver: "På et eller andet tidspunkt i det sidste århundrede led den vestlige mand et katastrofalt tab af tillid - til sig selv, til sin civilisation og til den tro, der fødte den."

Soldatergrave i Normandiet
Soldatergrave i Normandiet. Foto Stockfreeimages.

Han citerer George F. Kennan: "Alle undersøgelses-forløb leder os tilbage til Første Verdenskrig" og historikeren Jacques Barzun, som kaldte krigen, der begyndte i August 1914: "Det slag, der førte den moderne verden på ind på dets kurs mod selvdestruktion".

Modsat de fleste andre beretninger om Første og anden Verdenskrig, som fokuserer på militære begivenheder, beskriver Patrick J. Buchanans bog fra 2008, "Churchill, Hitler and the Unnecessary War - How Britain lost its Empire and the West lost the World", de politiske begivenheder, der førte til Første og navnlig Anden Verdenskrig. Hans hovedemne er Anden Verdenskrig, man han har også en fyldig behandling af Første Verdenskrig. Denne artikel vil fokusere på det politiske forløb af starten og afslutningen af Første Verdenskrig hovedsagelig baseret på Buchanans bog.

Del og Hersk

Igennem mange hundrede år var del-og-hersk princippet den dybe strøm i Britisk udenrigspolitik i forhold til resten af Europa, og det var den stadig ved udbrud af både Første og Anden Verdenskrig. Storbritannien ville for ehver pris undgå at en enkel magt skulle blive dominerende på det Europæiske fastland. Dette princip førte landet i krig mod det Franske monarki, Napoleon, Rusland og senest to gange mod Tyskland.

De oprindelige Kinesiske nationer i de stridende staters periode
De oprindelige Kinesiske nationer i de stridende staters periode omkring 3-400 f.Kr. Som Europa idag, bestod Kina oprindeligt af et antal indbyrdes rivaliserende og krigende stater. En situation vi også genkender fra det klassiske Grækenland. Imidlertid opbyggede landet Qin tidligt en stærk økonomisk basis takket være konstruktion af dæmninger og overrislingsanlæg i deres bagland i Wei dalen og på Sichuans Chengdu Slette. Derved blev de i stand til at erobre de andre kinesiske stater en efter en. På grund af deres indbyrdes rivalisering lykkedes det aldrig de mindre magter at opbygge en koalition, som kunne modstå Qin. Derfor blev Kina, i modsætning til Europa, et kejserdømme allerede 221 BC.
Tysklands samling signalerede begyndelsen til en lignende udvikling i Europa - ikke nødvendigvis gennem erobringer men på grund af selve eksistensen af en stor dominerende nation - og Storbritannien ofrede alt for at undgå dette. Heller ikke USA var interesseret i nogen form for forenet Europa, sandsynligvis fordi det selv ønskede at opnå en global dominerende rolle.

I Europa opstod efter Napoleonskrigene den Tyske Romantiske Bevægelse og ideen om en nationalstat, som skulle være fælles for alle tysk-talende folk. "Deutchland uber Alles" var mottoet. I 1871 blev kludetæppet af tyske fyrstedømmer forenet i "Det Tyske Rige" under kejser Wilhelm 1. med Otto von Bickmark som kansler. Dette forstyrrede den politiske ligevægt i Europa. Det nye Tyskland var en meget stærk økonomisk og dermed også militær magt, som kunne matche næsten hvilken som helst koalition af mindre magter. Selve eksistensen af et forenet Tyskland varslede et nyt Europa.

Buchanan citerer den samtidige Britiske prime minister Disraeli, som straks erkendte den jordskælv-agtige betydning, som de tyske staters forening under den Preussiske konge havde: "Krigen (?) repræsenterer den Tyske revolution, en større politisk begivenhed end den Franske revolution i det sidste århundrede - Der er ikke en diplomatisk tradition, som ikke er fejet væk. Vi har en ny verden - magtbalancen er fuldstændig ødelagt."
Englændere og Russere i the Great Game
Til venstre: Britisk Elefant og muldyr batteri i Anden Afganske krig. Foto John Burke Wikipedia.
Til højre: Russiske soldater i Central Asien.
The "Great Game" eller "The War of Shadows" var en slags kold krig i Central Asien mellem Rusland og Storbritannien, som udviklede sig i løbet af 1800 tallet og blev afsluttet i 1907.

Herefter blev det et vigtigt mål for Britisk udenrigspolitik at væve et net af alliancer rundt omkring det nye Tyskland. I 1907 afsluttede England og Rusland deres rivalisering i Asien, the Great Game, idet Zar Nicolas 2. accepterede den britiske tilstedeværelse i det sydlige Persien og Storbritannien accepterede Russernes tilstedeværelse i den nordlige del. Begge parter enedes om at holde sig ude af det centrale Persien, Tibet og Afganistan. Storbritannien allierede sig med Japan. De støttede - men tog ikke selv del i - en alliance mellem Frankrig og Rusland og indledte hemmeligt et omfattende politisk og militært samarbejde med deres gamle ærkefjende, Frankrig.

David Lloyd George og Winston Churchill in 1907
David Lloyd George og Winston Churchill i 1907. Foto Wikimedia.

Allerede i 1911 betroede Churchill sig til Lloyd George om de virkelige grunde til at han ønskede at bringe Storbritannien ind i enhver Fransk-Tysk krig: "Det er ikke for Marokko, og heller ikke for Belgien, at jeg vil deltage i dette forfærdelige foretagende. En årsag alene bør retfærdiggøre vor deltagelse - at forhindre, at Frankrig bliver trampet ned og plyndret af de Preussiske junkere - en katastrofe, der ville være ødelæggende for Verden og hurtigt fatal for vores land."

Buchanan citerer historikeren John Laughland's beskrivelse af hvorledes den Britiske Lord Chancellor, Lord Haldane, forklarede del-og-hersk princippet for den Tyske ambassadør i London i 1912: "Storbritannien ville ikke tolerere "En samlet kontinental gruppe under ledelse af en enkelt magt". Da kejseren læste rapporten fra samtalen, dækkede han den med de mest voldelige marginale kommentarer. I et karakteristisk vredes-angreb erklærede han, at det engelske princip om "magt balance" var "idioti", som ville gøre England "til vor fjende i al evighed."

I 1938 blev Churchill anklaget for at være besat af anti-tyske følelser. Han afviste anklagen og forklarede sig: "Den Britiske politik gennem fire hundrede år har været at modsætte sig den stærkeste magt i Europa ved at sammen-væve en kombination af andre magter, der er stærk nok til at møde tyranen. Nogle gange var det Spanien, nogle gange det Franske monarki, nogle gange det Franske imperium, nogle gange Tyskland. Jeg er ikke i tvivl om, hvem det er nu. Men hvis Frankrig fremfører et krav om overherredømme i Europa, bør jeg ligeledes søge at sætte mig imod dem. Det har været således at vi gennem århundrederne har bibeholdt vore friheder og opretholdt vores liv og magt."

Den Britiske Militarisme

Nogle historikere insisterer på, at Storbritannien udkæmpede Første Verdenskrig for at udslette den Preussiske militarisme, der truede med at dominere Europa og Verden. Men når man ser tilbage på de hundrede år fra 1815 til 1914, fra Waterloo til Den Store Krig, synes Tyskland at have været blandt de mindst militaristiske blandt de Europæiske stormagter.

Europæiske nationers krigsdeltagelse fra 1815 til 1914
Europæiske nationers krigsdeltagelse fra 1815 til 1914 fra "Churchill, Hitler and the Unneccessary War." Buchanan specificerer ikke, hvilke krige han hentyder til. Men Wikipedia's "List of wars involving the United Kingdom" inkluderer 57 militære konfrontationer i peioden, herunder 1. og 2. Opiumskrig, Krim krigen og 1. og 2. Boerkrig. De resterende 52 konfrontationer er mindre krige mod i hovedsagen Ashanti, Maratha, Xhosa, Burma, Maori, Afganistan, Sikh, Qing dynasty, Zulu, Bhutan, Mahdien i Sudan, Burma, Sikkim, nedkæmpning af forskellige revolter og oprør, indblanding i forskellige borgerkrige og lignende.
De tilsvarende lister for henholdsvis Preussen og efter 1871 Kejserriget Tyskland indeholder kun 15 militære konfrontationer, hvoraf de 4 er Europæiske krige, nemlig 1. og 2. Slesvigske krig mod Danmark, krig mod Østrig og krig mod Frankrig. Resten udgøres af uroligheder i Afrika og Samoa.

Preussen udkæmpede fire krige mellem 1815 og 1914. Den første mod Danmark i 1848. Preussen og det Tyske Forbund besluttede at komme de Holstenske oprørerne mod den Danske regering til hjælp, og sendte en hær på 32.000 mand ledet af den Preussiske general Wrangel. Krigen blev afsluttet som uafgjort af stormagterne med freden i London. I 1864 brød Danmark freds-bestemmelserne, hvilket tillod Preussen og Østrig at sende endnu en hær, som nedkæmpede Danskerne på kun seks måneder. Den tredie krig mod Østrig i 1866, som drejede sig om retten til de erobrede Danske hertugdømmer, var endnu kortere, nemlig kun syv uger. Den fjerde krig i perioden var i sin begyndelse en forsvarskrig, idet Napoleon 3. af Frankrig i 1870 erklærede krig mod Presussen, idet han fejlagtigt troede at han kunne gentage sin berømte forfaders success og marchere hele vejen til Berlin.
Boer republikker og Boer familie
Til venstre: Den oprindelige Syd Afrikanske Boer bosættelse, The great Trek og Boer republikkerne Transvaal og Orange Fristaten.
I 1648 strandede et Hollandsk skib ved Table Bay i Syd Afrika ved det nuværende Cape Town og besætningen måtte overleve i landet gennem adskillige måneder. De blev så betaget af landets frugtbarhed og skønhed at mange vendte tilbage med deres familier. Der blev opført et fort og jorden blev opdyrket. Men på grund af en tyrannisk ledelse fra Amsterdam forlod mange kolonien og opdyrkede deres eget land længere væk og befolkede derved hele den sydlige Kap-provins. I forbindelse med Napoleonskrigene kom Holland under Frankrig og derved i krig mod England, som overtog kolonien i 1795. Der blev fundet guld, og mange Engelske kolonister strømmede til. Omkring 1830 beluttede en meget stor del af Boerne at drage mod nord og oprette deres egne uafhængige republikker, Transvaal og Orange Fristat, hvor de kunne have deres slaver og deres religion i fred. Denne udvandring kaldes "The Great Trek". Imidlertid, der blev fundet guld og diamanter i deres nye områder, og Briterne ønskede derfor at indlemme også disse områder i Imperiet, hvilket startede Boerkrigene, som Boerne tabte. Wikidata.
Til højre: Boerfamilie - Boernes sprog kaldes Afrikaan, det er en slags middelalder-hollandsk, som er tættere på Dansk end nutids-Hollandsk. Foto Wikipedia.

I 1914 fordømte Churchill kejser Wilhelm 2. som en aggressiv Preussisk krigsherre, som var ude på at underlægge sig Verden. Men i sine femogtyve år på tronen havde kejseren aldrig oplevet krig. I de to Marrokkanske kriser i 1905 og 1911 var det ham, der havde trukket sig. Den Tyske hær havde aldrig kæmpet mod England.

Buchanan skriver; "Hvorledes kan man da kalde Tyskland for Europas "butcher birds"? - som Britiske statsmænd gjorde, og som Britiske historikere stadig gør det."
Britiske vælgere fejrer undsætningen af byen Mafeking
Krigsbegejstrede Britiske vælgere jubler over undsætningen af byen Mafeking på Piccadilly i London en fredag aften i Maj 1900. Tegning W. Small and Frank Dadd.

Churchill, derimod, var allerede en krigsveteran. Under sir Blindon Blood deltog han i kampene omkring Khyber passet ved Indiens grænse mod Afganistan. Han red med Kitchener's kavaleri i historiens sidste kavaleri-angreb på dervish-hæren ved Omdurman i Sudan. Sammen med en deling Engelske soldater angreb han Boerne i Boerkrigens første dage med et pansret tog. Han blev taget til fange, men undslap og marcherede sammen med den Engelske hær til undsætning af byen Ladysmith.

Storbritannien havde været involveret i flere krige end Tyskland i århundredet før Sarajevo, og Churchil havde personligt set mere krig end næsten enhver soldat i den Tyske hær.

Udbruddet af Første Verdenskrig

Illustration af attentatet i Sarajevo Illustration af attentatet i Sarajevo i den Italienske Avis La Domenica del Corriere, 12. Juli 1914.

28. Juni 1914 blev Ærkehertrug Franz Ferdinand af Østrig, arving til den Østrig-Ungarske trone, og hans hustru, Sophie, myrdet under et officielt besøg i Sarajevo. Det viste sig hurtigt at gerningsmanden, Gavrilo Princip, tilhørte terrorgruppen "Sorte Hånd". Han havde tilbragt lange perioder i Beograd og blot for nylig krydset grænsen fra Serbien medbringende våben og bomber af Serbisk fabrikat.

6. Juli 1914 gav Tyskland sin ubetingede støtte til sin allierede Østrig-Ungarn i striden med Serbien - den såkaldte "blanco check". Wien havde forud konsulteret Berlin, idet man frygtede en mulig krig mod Serbiens allierede, Rusland, hvis man skred til en militær straffe-aktion mod Serbien. Rusland var et monarki, som Tyskland og Østrig-Ungarn var det, og i Berlin og Wien vurderede man at det ikke ville gå i krig til støtte for kongemordere.

23. Juli 1914 sendte Østrig-Ungarn et 10-punkts ultimatum til Serbien. Serberne accepterede alle punkter på nær et. Overalt i Europa anså man det Serbiske svar som tilfredsstillende. For eksempel kommenterede Tysklands Kejser Wilhelm 2. det som "en stor moralsk sejr til Wien, og med det er enhver årsag til krig fjernet."
Tsar Nicholas 2. holder et ikon frem for de russiske tropper, der afgår til østfronten i 1914.
Tsar Nicholas 2. holder et ikon frem for de russiske tropper, der afgår til fronten i 1914. Foto Pinterest.

24.-25. Juli 1914 - nogle skriver 30. Juli - besluttede det russiske ministerråd sig for en delvis mobilisering, kun mod Østrig-Ungarn for at demonstrere støtte til Serbien. Imidlertid, generalerne påpegede at så ville de være helt forsvarsløse overfor Tyskland. Derefter ændrede Zar Nicolai beslutningen til fuldstændig mobilisering.
I en efterfølgende udveksling af telegrammer med sin fætter, den Tyske kejser Wilhelm, skrev Zar Nicholas: "Det er teknisk umuligt at stoppe vores militære forberedelser, der er obligatoriske på grund af Østrigs mobilisering. Vi er langt fra at ønske krig." Men på det tidspunkt var udviklingen mod krig allerede gået for langt: Kejser Franz Josef havde afvist kejser Wilhelms mæglingstilbud og sagde, at det kom for sent, da Rusland allerede havde mobiliseret, og Østrigske tropper allerede marcherede mod Serbien.
New York Times 29. Juli 1914
New York Times 29. Juli 1914. Foto Wikimedia Commons.

28. Juli 1914 afviste Østrig-Ungarn Serbiens svar på deres 10-punkts ultimatum og erklærede krig mod Serbien, og samme nat (kort efter midnat) blev Belgrad bombarderet af en Østrig-Ungarsk kanonbåd, hvilket skulle blive den første krighandling i Første Verdenskrig.

En Østrig-Ungarnsk kanonbåd bombarderer Belgrad
En Østrig-Ungarnsk kanonbåd bombarderer Belgrad d. 29. Juli 1914 kort efter midnat. Tegning af Horace Davis. Wikimedia Commons.

31. Juli 1914 sendte Tyskland et ultimatum til Rusland og krævede at de aflyste deres mobilisering og samme dag et ultimatum til Frankring, hvori de krævede at Frankrig skulle love neutralitet i tilfælde af krig mellem Rusland og Tyskland.

1. August 1914 nægtede den Russiske regering at stoppe sin mobilisering, og Frankrig afviste at erklære sig neutralt, idet den Franske statsminister besvarede ultimatumet ved blot at sige: "Frankrig vil pleje sine egne interesser". Som respons erklærede Tyskland samme dag krig mod Rusland.

2. August 1914 indtog de Tyske hære det Belgiske Longwy fort nær den Luxembourgske grænse og åbnede derved Frankrig for en massiv Tysk invasion. Det var et led i deres omhyggeligt forberedte Schliffen-plan, som gik ud på - i tilfælde af en tofrontskrig - først at besejre Frankrig med en hurtig knock-out for derefter med alle disponible styrker at vende sig mod det mere langsomt mobliserende Rusland. For at undgå at lade sig forsinke og forbløde foran de stærke Franske forter ved den egentlige Tysk-Franske grænse foreskrev planen at den Tyske hær skulle omgå forterne ved at trænge gennem Belgien og derefter omringe og indtage Paris.

Triple Alliancen
Ved udgangen af det første årti af 1900-tallet var de store europæiske magter delt mellem Triple Ententen og Triple Alliancen. Ententen bestod af Frankrig, Storbritannien og Rusland, Storbritannien var dog ikke formelt medlem, men havde en hemmelig alliance med Frankrig. Triple Alliancen var oprindeligt sammensat af Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien, som imidlertid forblev neutral i 1914, idet de hæftede sig ved at det var en forsvarsalliance, og det var Østrig-Ungarn, som angreb. Senere blev Italien lokket ind i krigen på Ententens side. Nydas Wikimedia Commons.

3. August 1914 erklærede Tyskland krig mod Frankrig som respons på landets afvisning af at erklære sig neutralt.

4. August 1914, da Storbritanniens ultimatum til Tyskland - vedrørende krænkelsen af Belgisk neutralitet - udløb, erklærede det krig mod Tyskland.

Derefter fulgte flere krigserklæringer i hurtig rækkefølge og verdenskrigen var derefter i fuld gang.

Var Første Verdenskrig en nødvendig krig? Buchanan citerer den Britiske historiker John Keegan: "Den første verdenskrig var - en unødvendig konflikt. Unødvendigt, fordi den række af begivenheder, der førte til dets udbrud, kunne være blevet brudt på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de fem uger, der gik forud for de første væbnede sammenstød, hvis forsigtighed eller almindelig godwill havde fundet en stemme."

Serbisk infanteri ved Ada Ciganlija under Første Verdenskrig
Serbisk infanteri ved Ada Ciganlija under Første Verdenskrig. Krigen i Serbien blev ikke det walk-over som Østrigerne måske havde forestillet sig. Serberne forsvarede sig forbitret. Gennem hele krigen bølgede fronten frem og tilbage fra nord til syd og tilbage igen. Østrigerne henrettede civilister som gengæld for partisanvirksomhed. Bulgarien angreb fra syd og massakrerede tusindvis af Serbiske mænd. Serbien mistede over 29% af sine indbyggere. Photo fra Wikipedia uploaded af Avala.

Han fortsætter: "Havde Østrigerne ikke søgt at udnytte drabet på Ferdinand til at knuse Serbien, ville de have accepteret Serbiens godkendelse af ni af deres ti krav som en oprejsning. Havde Zar Nicholas 2. været mere vedholdende i sin bestræbelse at ophæve sin ordre for fuld mobilisering, ville Tyskland ikke have mobiliseret, og Schlieffen-planen ville ikke have begyndt at udfolde sig automatisk. Havde Kejseren og Bethmann (Tysk kansler) forstået krisens alvor, bare dage tidligere, kunne de have accepteret Greys forslag om at gen-indkalde den seks-magtskonference, der løste Balkan-krisen i 1913. De samme seks ambassadører var alle i London, herunder Tysklands Prins Lichnowsky, en anglophile, der var desperat for at undgå krig med Storbritannien."

Men man kommer ikke udenom at Østrig-Ungarn havde et stort ansvar for starten af den fatale krig. De undervurderede betydningen af Serbiens alliance med Rusland, og de var for ivrige efter at få gang i krigshandlingerne, således at der ikke blev tid til forhandlinger.

Europa i 1914
Europa i 1914. Det ses at Serbien ikke havde fælles grænse med Rusland. Foto Facebook.

Man kan føle mistanke om at hele affæren var en Tysk-Østrigsk diplomatisk intrige, som havde til formål at splitte den Fransk-Russiske alliance - Idet de spekulerede i at Frankrig ikke ville gå i krig for Serbien.

Man kan også mene at det var uklogt af Rusland at indgå en egentlig forpligtigende alliance med en lille nation, som de ikke selv delte grænse med, men som derimod grænsede op til en rivaliserende stormagt. Det bragte dem en krig, som de ikke havde ønsket, og som i sidste ende skulle blive fatal for det Russiske kejserdømme. Moderne stormagter ville i højere grad have foretrukket at støtte sådan en lille nation mere uforpligtigende med penge, våben og "frivillige". Det kan sikkert være lige så effektivt, men langt mindre eksplosivt.

Mobilisering er ikke det samme som åben krig, og man kan tænke at det burde have været muligt at fortsætte forhandlingerne, selv når hærene stod klar overfor hinanden på hver sin side af grænsen. Det er sket mange gange før i historien.

James Dean i Vildt blod
James Dean i filmen Vildt Blod fra 1955. I filmen udkæmpede de nyligt motoriserede Amerikanske teen-agers en konkurrence, som de kaldte Chicken Race. Den bestod i at to unge mænd i hver sin bil kørte direkte mod hinanden for fuld fart. Den, som først veg til side, blev en "chicken" og havde således tabt kampen.
Man kan tro at det diplomatiske spil i 1914 fungerede på lignende måde. Parterne havde forskellige krav og interesser, og hvis de ikke kunne blive enige, ville det betyde krig, hvad ingen var interesseret i. Men den, som først trak sig og indbød til kompromis, fik en dårlig forhandlingsposition, og havde således tabt det diplomatiske spil.
Rusland afviste Tysklands krav om at stoppe mobiliseringen, og Frankrig afviste Tysklands krav om at erklære sig neutralt, men det betød ikke nødvendigvis at de var besluttede på krig. De kendte ikke eksistensen af Schlieffen Planen, og kan have troet at der stadig var tid til forhandlinger; de ønskede sikkert blot at skærpe situationen for at forbedre deres endelige forhandlingsposition. Foto Facebook.

Men det var ikke muligt for Tyskland, som på grund af sin geografisk udsatte position, klemt inde mellem to andre magter, stod overfor truslen om en tofronts-krig. Tyskland havde udarbejdet den offensive Schlieffen-plan, som tilsagde at de med lynets hast skulle angribe den stærkeste fjende først - hvilket var Frankrig - og derefter vende sig mod det mere langsomt mobiliserende Rusland. Derfor - hvis krig synes uundgåelig - kunne de ikke spilde tid på forhandlinger, der måske ville vise sig resultløse og blot give Rusland mere tid til mobilisering.

Schlieffen Planen

Alsace og Lorraine Alsace og Lorraine markeret med rødt. Det er et område på Rhinens venstre bred som blev indlemmet i Tyskland efter krigen i 1871. Efter freden i Versailles i 1919 blev det igen en del af Frankrig.

Tyskland følte i nogen grad at de stod med ryggen mod muren. Den Tyske kronprins Henry bemærkede på sine rejser: "Vort land er overalt ikke meget elsket og faktisk ofte hadet."

Buchanan skriver: "Særlig i Frankrig var det hadet. Kejserens bedstefar - imod råd fra Bismarck - havde indlemmet de Franske provinser Alsace og Lorraine i Tyskland efter krigen i 1871. Den Preussiske generalstab havde overtalt kejseren til at de skulle være knyttet til Tyskland for at holde Frankrig permanent i defensiven. Men tabet af dem havde gjort Frankrig til en dødelig fjende, fast besluttet på hævn."

Rusland var nu Frankrigs allierede. Og på grund af dets størrelse, ressourcer og befolkning, frygtede Tyskerne, at Rusland snart ville tage lederskab af alle de Slaviske folkeslag. Den tyske generalstab - med en upålidelig allieret i Italien, en smuldrende allieret i Østrig, og et enormt Russisk imperium, der voksede i magt, efterhånden som den anlagde jernbane-spor ind i Polen - foretrak at hvis krig skulle komme, måtte det hellere komme før end senere. Tiden var ikke på Tysklands side. "Fremtiden tilhører Rusland, som vokser og vokser, og som hænger over os som en stadig mere forfærdelig inkubus" sagde (kansler) Bethmann-Holweg. "Om et par år vil der ikke være noget forsvar imod det."

Grev Alfred von Schlieffen
Grev Alfred von Schlieffen blev født i 1833. Han var chef for den Tyske generalstab fra 1891 til 1906. Han døde 79 år gammel i 1913. I 1906 indførte han Schlieffen Planen som den Tyske plan i tilfælde af krig. De andre Europæiske magter kendte ikke planen før den udfoldede sig i 1914.

Oprindeligt havde Tyskland en defensiv plan, som var udarbejdet af sejrherren i den Fransk Tyske Krig i 1871, Helmuth von Moltke, der fik sin militære uddannelse på Kadetskolen i København og gjorde tjeneste ved det Danske hof. Senere gik han i Preussisk tjeneste.

Moltkes plan omfattede et forsvar ved Rhinen og en begrænset offensiv i Polen. Han sagde at planen skulle tillade fjenderne at "ødelægge deres hære ved at kaste dem mod de (Tyske) mure af ild og stål."

Imidlertid, Grev Alfred von Schlieffen blev chef for den Tyske generalstab i 1891, og i 1906 knæsatte han den offensive Schlieffen Plan som Tysklands plan i tilfælde af en to-frontskrig. Planen gik ud på at slå Frankrig ud først ved at gå gennem Belgien og derefter vende sig mod det langsomt mobiliserende Rusland; planen blev dermed et kapløb med tiden. Derfor, hvis krig var overvældende sandsynlig, tillod den ikke Tyskland at bruge kostbar tid på forhandlinger, således at Rusland fik tid til fuld mobilisering, hvilket ville gøre Schlieffen Planen ubrugelig.

Tyskland var en industri-nation, som importerede tæt på en trediedel af dets fødevarer. Det kunne vanskeligt tåle en langtrukken krig, der kunne ødelægge dets markeder og afskære dets fødevareforsyninger. Det har sikkert været en vigtig grund til at foretrække en offensiv plan, der kunne afslutte krigen hurtigt.

Buchanan giver ordet til A.J.P. Taylor, som forklarer: "Alle magterne undtagen en kunne mobilisere og alligevel fortsætte med diplomati og holde deres hære inden for deres grænser. Mobilisering var en trussel af høj orden, men stadig en trussel. Tyskerne havde imidlertid kørt mobilisering og krig sammen i et. Schlieffen - selvom han var død - var den virkelige maker af Første Verdenskrig. "Mobilisering betyder krig" var hans idé. I 1914 trykkede hans døde hånd automatisk på aftrækkeren."

Schlieffen planen
Schlieffen planen gik ud på først at angribe den stærkeste fjende, Frankrig, gennem Belgien med overvældende styrke og derved omgå de stærke Franske forter ved den egentlige Tysk-Franske grænse, indtage Paris og derved sætte Frankrig ud af spillet, hvilket vil gøre det muligt hurtigt derefter at overføre tropperne til Østfronten med jernbane tidligt nok til at møde den østlige fjende, Rusland, som formodedes at være langsom til at mobilisere.

Tyskerne havde glemt Bismarck, der advarede om, at præventiv krig er "som at begå selvmord af frygt for døden".

Schlieffen planen udfoldede sig som planlagt d. 3. August 1914, men i løbet af omkring halvanden måned gik den i stå, hærene gravede sig ned og påbegyndte den udmattende skyttegravskrig, som vi især husker Første Verdenskrig for.

En vigtig årsag til at Schlieffen fremstødet vaklede og til sidst gik i stå var ankomsten til Normandiet af en Engelsk hær på 120.000 mand. Det Tyske brud på Belgisk neutralitet havde skabt et omslag i den Engelske folkestemning, som havde gjorde det muligt for Winston Churchill, Grey, Lloyd George og andre Engelske politikere at få flertal i parlamentet for en krigserklæring mod Tyskland. Overførslen af de 120.000 mand var planlagt lang tid i forvejen.

Storbritannien går ind i Krigen

Buchanan skriver: "For Storbritannien var Første Verdenskrig ikke en nødvendighed krig, men en krig, som de selv valgte. Tyskerne ønskede ikke krig med Storbritannien, og heller ikke at ødelægge det Britiske Imperium. De frygtede en to-frontkrig imod et frem-voksende Russisk imperium og et Frankrig fast besluttet på hævn for tabet af Alsac-Lorraine i 1871. Berlin ville have betalt en høj pris for Britisk neutralitet."

Unge mænd fra London melder sig som frivillige i August 1914
Så stor var den folkelige begejstring for sagen at så snart krigen var erklæret, meldte tusinder af unge mænd sig som frivillige soldater. På nogle dage meldte flere end 10.000 unge mænd sig. Omkring jul 1914 havde hundreder af tusinder meldt sig, og det fortsatte godt i 1915. Mænd fra alle samfundsklasser og alle områder i Storbritannien meldte sig frivilligt. Andre, der var i udlandet i august 1914, rejste tusindvis af kilometer for at komme hjem og melde sig. Hele grupper fra virksomheder, kontorer og universiteter meldte sig sammen. Der var langt flere frivillige end regeringen kunne bevæbne og udstyre, og nogle trænede i måneder iklædt deres civile tøj uden egnede våben. Især sportsmændende satte en ære i at melde sig. Det var blomsten af Storbritanniens ungdom som blev sendt til slagmarkerne i Flandern og Normandiet.

Den Britiske krigserlæring til Tyskland var en fuld demokratisk beslutning, som med stor sandsynlighed var støttet af et overvældende flertal af de Britiske vælgere.

Buchanan skriver: "I løbet af den weekend (1-2 August) gennemgik det Britiske folks stemning en markant og bemærkelsesværdig ændring. En freds-demonstration planlagt til søndag på Trafalgar Square opløstes. Millioner, der ikke ønskede at gå i krig for Frankrig, var pludselig vildt begejstrede for krig for Belgien. Som Lloyd George observerede: en afstemning den 1. august ville have vist 95% imod krigshandlinger - en afstemning den følgende tirsdag (4. august) ville have resulteret i 99% for."

Nationen Belgien blev skabt i 1815 af Winerkongressen, der ordnede de politiske forhold i Europa efter Napoleonskrigene. Yderligere, Storbritannien, Frankrig og Preussen havde i 1839 indgået en traktat vedrørende Belgien. Men denne traktat gav underskriverne ret, men ikke pligt, til at gribe ind, hvis Belgien blev angrebet. Det var sandsynligvis ikke traktatens intention at en uderskriver-nation skulle handle alene i tilfælde af angreb på Belgien. Storbritannien var således ret frit stillet med hensyn til den kontinentale krig, som blev erklæret i 1914.

Heart of Midlothian Football Club meldte sig samlet til hæren i 1914
Et helt fodboldhold fra Heart of Midlothian Football Club meldte sig samlet til hæren i 1914. De fleste kæmpede i den 16. (Service) Bataljon af Royal Scots, også kendt som McCraes Bataljon. På den første dag i Somme Slaget i 1916 mistede den Britiske hær næsten 20.000 mænd, herunder tre af Hearts fodboldspillere. Krigen krævede syv af Hearts spillernes liv, og flere overlevende var så alvorligt såret, at de aldrig kom til at spille fodbold igen. Foto Heart of Midlothian Football Club.

Winston Churchill havde ikke meget varme følelser for det lille Belgien. Buchanan citerer Manchester: "Churchill var ligeglad med Belgierne; han mente at deres adfærd i Congo var skammeligt". Desuden havde Churchill selv planlagt at krænke Belgiens neutralitet. "Hvis krigen kom, var Churchill fast besluttet på at krænke Belgisk neutralitet ved at beordre Royal Navy til at blokere Antwerpen for at forhindre, at den blev en destination for varer bestemt for Tyskland."

Buchanan citerer Niall Ferguson: "Hvis Tyskland ikke havde overtrådt Belgisk neutralitet i 1914, ville Storbritannien have gjort det. Dette sætter den Britiske regerings meget-ønskede moralske overlegenhed i kampen for "Belgiske neutralitet" i et andet lys."

Frivillige melder sig til hæren på Trafalgar Square og får deres betaling
Frivillige lader sig hverve til hæren på Trafalgar Square og får deres betaling. Foto: encyclopedia.1914-1918-online.net.

Oprindelig var de Britiske ministre og parlamentsmedlemmer ikke indstillet på krig på kontinentet, men det dramatiske omsving i vælgernes holdning og navnlig følelser til fordel for Belgien gjorde sin virkning: "Ved afslutningen af det andet kabinetsmøde søndag (2. august) var et flertal blevet enige om: Hvis Tyskland invaderede Belgien, og Belgierne kæmpede og opfordrede Storbritannien til at hjælpe, betød britisk ære og 1839-traktaten, at det skulle kæmpe. Fem kabinetsmedlemmer var tæt på at følge Burns og trække sig tilbage. Da de ikke så nogen grund der retfærdiggjorde et stort offer af britisk blod og penge i en Fransk-Tysk krig, opfordrede de Lloyd George til at lede dem ud. Havde Lloyd George accepteret dette, og hvis alle seks ministre havde trukket sig mandag, måtte Asquith's kabinet have trukket sig tilbage, hans regering ville være være faldet, og historien ville have taget en anden kurs.

Buchanan citerer Charmley: "Lloyd George var nøglefiguren, og Churchill spillede en vigtig rolle i at vinde hans støtte til en krigserklæring." og fortsætter: "Da Lloyd George blev rådvild, pressede Churchill ham til at tage stilling til spørgsmålet om Belgiens neutralitet. Churchill vidste, at den offentlige mening ville svinge rundt til krig, når tyskerne invaderede Belgien, som de måtte. Han troede, at Lloyd George ville svinge med den. Churchill kendte sin mand."

David Lloyd George
David Lloyd George på foto fra 1919. Født 1863 - død 1945. Prime Minister of the United Kingdom 1916 til 1922. Leder af Liberal Party. Foto Wikipedia.

Så sent som den 27. juli havde Lloyd George af sig selv sagt, at han "kendte ikke nogen minister, som støttede det (krig), og tilføjede "Der kunne ikke være tale om at deltage i nogen krig." Men kansleren kunne se Unionisterne forene sig bag Grey og Churchill. Lloyd George havde været imod Boerkrigen, og han ønskede ikke at gentage den smertefulde oplevelse af at "stå op imod en krigsbegejstret befolkning", hvis nationen ville kæmpe, ville han stå sammen med nationen. For Lloyds George vidste, at hvis han ikke gjorde det, ville hans stilling som kronprins i det Liberale Parti, en position han havde brugt i 25 år på at opbygge, blive tabt, sandsynligvis til hans unge rival, "the first Lord". Lloyd George kunne derefter afslutte sin strålende karriere som backbencher i et liberalt parti ledet af Winston Churchill.

Buchanan citerer Niall Ferguson: "Det var en historisk katastrofe - dog ikke for hans egen karriere - at Lloyd George ikke støttede modstanderne af invention på dette kritiske tidspunkt."

Forfatteren til hans biografi, Peter Rowland, skriver: "Sandheden i denne sag var simpelthen, at han ikke ønskede at træde tilbage. I disse sidste dage i juli ledte han efter en "face-saving" formel, der kunne gøre det muligt for ham at forblive som Asquiths næstkommanderende."

En stor menneskemængde jubler over den Engelske krigserklæring mod Tyskland
En stor menneskemængde jubler over den Britiske krigserklæring mod Tyskland på Trafalgar Square d. 4. August 1914. Foto Pinterest.

De Engelske vælgere var ovenud begejstrede over udsigten til at straffe de forhadte Tyskerne for deres brutale overfald på det lille Belgien. Buchanan citerer Rowland og historikeren G.J.A. Meyer: "(Lloyd George) fik kvalme af de store folkemængder, der jublende stimlede sammen om Whitehall og Parliament Square, og hans ansigt var hvidt, da han sad sammensunken i sit sæde i Commons og "lyttede til Grey, der fremlagde sager forbundet med krig." Tiljublet på vej til parlamentet mumlede Lloyd George: "Dette er ikke min flok - jeg har aldrig ønsket at blive hyldet af en krigs-pøbel."

Som Churchill bemærkede: "Hvert Britisk hjerte brændte for lille Belgien".

Klokken 11.00 den 4. august, da ultimatumet udløb, og det øjeblik kom, da Storbritannien var i krig, forlod en grædende Margot Asquith sin mand for at gå i seng, og hun begyndte at gå op ad trappen: "Jeg så Winston Churchill med et lykkeligt udtryk i ansigtet ile mod kabinet-rummets dobbeltdøre." (Emrys Hughes).

Det er ganske klart at Storbritannien ikke gik ind krigen alene for at frelse det lille Belgien. Buchanan angiver fem begrundelser for Storbritanniens krigsdeltagelse, som dog i stort omfang kan henregnes til den Europæiske del-og-hersk politik, som nationen havde praktiseret i århundreder.
Engelske soldater på vej mod skyttegravene
10. Batailon East Yorshire Regiment på vej mod skyttegravene nær Doullens 28. Juni 2016. Foto Pinterest.

1. Bevare Frankrig som en stormagt, som ganske klart kan henregnes til del-og-hersk principet.

2. Britisk ære, Hvad der bragte regeringsmedlemmerne til at skifte mening og slutte op bag Grey var ikke Frankrig eller en abstraktion som magtbalancen. Det var Belgien - I sin tale den 6. august: "Hvad kæmper vi for?" gav Asquith dette svar: Storbritannien havde en pligt til "at opretholde Belgisk neutralitet i lov og ære" og "at hævde princippet - at små nationer ikke skal knuses". Det er jo nærmest rent idealistiske grunde og "I sine erindringer angiver heller ikke Grey som casus belli nogen fare for Britiske interesser, men betragter det som et spørgsmål om national ære," skriver Buchanan. Men netop Grey havde, sammen med Churchill, år i forvejen hemmeligt lovet Frankrig støtte og forberedt overførsel af en hær på 100.000 mand, hvis det blev nødvendigt, og det blev det jo. Derfor må vi tro at den virkelige dybere liggende begrundele var ikke Belgien, men det oldgamle Britiske del-og-hersk princip.

3. Bevarelse af Magt . "Hvorfor trådte de anti-krigs liberale i kabinettet ikke tilbage? Fordi Lloyd George bad dem om at vente. Fordi de frygtede at en splittelse i regeringen ville medføre Asquith regeringens fald og et nyvalg kunne bringe unionisterne, som støttede Grey, Churchill og krig, til magten". Hvilket fortæller os at stemningen blandt de Britiske vælgere var overvejende for krig. Åbenbart mente Lloyd George at en eventuel ny regering ville være endnu mere fast besluttet på krig end hans egen Asquith's regering - der var ikke nogen fredselskende opposition af betydning.

Engelsk pøbel plyndrer Tyskejet butik i London i 1914
Engelsk pøbel plyndrer Tyskejet butik og tilknyttet lejlighed i London i 1914. Foto The World University Ranking.

4. Germanophobia, "Storbritannien brød sig ikke om Tysklands opstigning og frygtede at et nederlag for Frankrig ville betyde Tysk dominans i Europa som ville overskygge Storbritanniens førende stilling som en økonomisk magt og verdensmagt," skriver Buchanan.

England var fødestedet for den industrielle revolution, og det skal tjene til Englændernes evige hæder. Men de havde det ikke godt med den Tyske industris hurtige vækst. Tyskland producerede allerede dobbelt så meget stål som Storbritannien. I sine bestræbelser på at sælge sin Versailles Fred til Amerikanerne holdt præsident Wilson en tale i St. Louis and St. Paul, hvori han sagde: "Denne krig var i sin vorden en kommerciel og industriel krig - de Tyske bankfolk og de Tyske købmænd og de Tyske producenter ønskede ikke denne krig. De ville have erobret Verden uden den, og de vidste, at den ville ødelægge deres planer."
Tyske kolonier
Tyske kolonier før Første Verdenskrig. Foto Pinterest.

5. Imperiale ambitioner og opportunisme Buchanan skriver: "Det Britiske krigs-parti forestillede sig sandsynligvis at Frankrig og Rusland ville komme til at bære omkostningerne i blod ved den landbaserede krigførelse i Europa, medens Royal Navy, uovertruffen på havet, hærgede Tysklands handel, overtog dets markeder og sænkede den tyske Højsø-flåde, medens imperiet opslugte hver eneste tysk koloni fra Togoland til Bismarck Archipelago." Som Bismarck var Briterne ganske klar over at Tyskland havde mange attraktive kolonier over hele Verden, men ingen flåde, som kunne beskytte dem.
Det Britiske Imperium omkring 1920
Det Britiske Imperium omkring 1920 efter at det havde opslugt de Tyske kolonier. Det er ikke grebet ud af luften når Buchanan skriver at en sandsynlig motivation for Storbritannien for at tage del i den kontinentale krig i 1914 var at de gerne ville udvide deres imperium - på Tysklands bekostning.
I historien løb har Storbritannien deltaget i en serie af Europæiske krige, ofte på de formodet svageste magters side. I ly af disse krige og som resultat af disse, vandt Briterne en meget stor del af deres imperium på andre Europæiske magters bekostning.
Som et resultat af de Engelsk-Hollandske krige med den første i 1652 vandt Storbritannien Jamacia fra Spanien og New Amsterdam fra Holland (som blev omdøbt til New York) og sikrede i det hele taget sin position i Nord Amerika og Indien i forhold til Holland.
I ly af niårskrigen 1688 mellem Frankrig og en stor alliance af andre Europæiske stater udkæmpedes flere krige i Nord Amerika mellem Britiske nybyggere og alliancer mellem Franske styrker og indianere.
Den Spanske arvefølgekrig 1701 - mellem Frankrig og en stor alliance af andre Europæiske stater, herunder Østrig, England og Holland - indbragte England Newfoundland, Acadia, Gibraltar og Mallorca.
Under Syvårskrigen i 1756 blev Storbritannien den dominerende magt i Indien ved at erobre de Franske områder og Mughal riget. Briterne overtog de andre Europæiske magters kolonier og handelsstationer i Indien. De overtog Rupert's Land i det nuværende Canada, Florida og en meget stor del af de andre Franske områder i Nord-Amerika.
I forbindelse med Napoleonskrigene 1804 kom Storbritannien i besiddelse af de Ioniske Øer, Malta, Mauritius, Saint Lucia, Tobago, Trinidad, Helgoland, Guyana og ikke mindst Cape Kolonien. De fik bekræftet deres besiddelse af Ceylon.
Kort: General History by Dean Swift.

Krigens Gang

Navnlig Briterne indtræden i krigen gjorde den til en virkelig Verdenskrig. Sammen med dem kom soldater fra Storbritanniens dominions, Canada, Australien, New Zealand og Indien. Også Frankrig mobiliserede deres Nord-Afrikanske kolonier.

Britiske soldater i slaget ved Somme
Britiske soldater i slaget ved Somme. Foto Pinterest.

Allerede dagen efter den Britiske krigserklæring, d. 5. August 1914, angreb tropper fra det Britiske Uganda protektorat Tyske forposter ved Victoria søen Øst Afrika. Allerede d. 9. August, kun en uge efter krigserklæringen, blev den Tyske koloni Togoland angrebet af Britiske og Franske styrker, hvilket antyder at de var godt forberedte og det virkelig var et vigtigt Britisk krigsmål at tilegne sig de Tyske kolonier.

Efter omkring seks uger gik Schlieffen Planen i stå. Hærene gravede sig ned og den opslidende skyttegravskrig begyndte. Den umiddelbare årsag var at tyskerne mødte uventet hård modstand på grund af ankomsten af en Britisk hær på 120.000 mand, den første Engelske hær på kontinentet i hundrede år.

Schlieffen planen var ikke enestående, mange nationers generalstabe havde offensive planer. Der var stor tillid til offensive strategier. Men den blev hurtigt gjort til skamme. Det viste sig næsten umuligt at trænge igennem en skyttegravslinie, defensiven var fuldstændig overlegen. Hvis det undtagelsesvis lykkedes for en krigsførende at slå hul i fjendens forsvar, stod de overfor udfordringen med at få tilstrækkelig mange soldater igennem hullet, hvilket var vanskeligt, fordi det hele var et oprodet sølet kaos af pigtråd, skyttegrave og granathuller. Forsvarerne, derimod havde gode veje bag skyttegravene og var som regel hurtigt i stand til at lukke hullet.

Militære tab i første og anden Verdenskrig
Militære tab i første og anden Verdenskrig. Fra Buchanans "Churchill, Hitler and the unnecssary War.

Tabene var monstrøse, aldrig havde man oplevet en Europæisk krig med så enorme tab. Alene den første dag i slaget ved Somme i 1916 faldt 20.000 Engelske soldater.

Russerne rykkede ind i Øst-Preussen - Englands trofaste allierede, Japan, erklærede krig mod Tyskland i August og en uge efter erobrede de den Tyske koloni Qindao i Kina - Det Tyrkiske Ottoman Empire angreb Rusland i Oktober - I Februar 1916 indledtes slaget ved Verdun, som kom til at vare i 9 måneder og koste Frankrig 167.000 falde soldater og Tyskerne 150.000 - I Maj 1916 sejlede den Tyske Højsøflåde ud fra Wilhelmshafen og udkæmpede Slaget ved Jylland, som blev uafgjort - I Juli startede slaget ved Somme, som kom til at vare 4 måneder og koste de allierede 420.000 døde - I slutningen af 1916 lykkedes det Britiske diplomater at lokke Rumænien og Italien ind i krigen på deres side ved at love dem landvindinger på Østrig Ungarns bekostning - I April 1917 erklærede USA krig mod Tyskland - I November 1917 erobrede Bolsjevikerne magten i Rusland, og de sluttede Brest Litovsk Freden med Tyskland i December 1917 - I Januar 1918 blev de Tyske tropper ved Østfronten overført til Vestfronten - Amerikanske tropper ankom til Vestfronten i løbet af foråret og sommeren 1918.
Engelske soldater på vej tilbage fra skyttegravene
Engelske soldater på vej tilbage fra skyttegravene. Foto Flandres Today.

29. september 1918 meddelte den tyske øverstkommanderende, General Erich Ludendorff, Kejser Wilhelm 2. at den militære situation, som Tyskland stod overfor, var håbløs og man burde anmode om øjeblikkelig våbenhvile baseret på USA's præsident Woodrow Wilson's fjorten punkter.

11. November 1918 underskrev repræsentanter for Tyskland og de Allierede en erklæring om våbentilstand i en jernbanevogn i en skov ved Compiegne omkring 80 km nord-øst for Paris.

Våbentilstands-betingelserne var i hovedsagen nedskrevet af den allierede øverst-kommanderende marshal Ferdinand Foch, og de var udpræget til fordel for de Allierede. Vilkårene omfattede ophør af fjendtligheder, tilbagetrækning af tyske styrker til bagved Rhinen, allieret besættelse af Rhinlandet og brohoveder længere mod øst, bevarelse af infrastruktur, overgivelse af fly, krigsskibe og militær materiel, frigivelse af allierede krigsfanger og internerede civile, men ingen frigivelse af tyske fanger og ingen stop af den allierede blokade af Tyske havne før en endelig fred var aftalt.

De endelige Fredsbetingelser mellem de Allierede og Tyskland blev aftalt i 1919 af fredskonferencen i Paris og nedfældet i Versailles-traktaten.

Versailles Freden

Da Tyskland underskrev våbenhvilen d. 11. november 1918, troede dets ledere, at de accepterede en "fred uden sejr", som skitseret af USA's præsident Woodrow Wilson i hans berømte fjorten punkter. Men efterhånden som lederne af de Allierede ankom til fredskonferencen i Paris i begyndelsen af 1919, blev det stadig mere klart at efterkrigstidens politiske virkelighed skulle komme til at afvige markant fra Wilsons idealistiske visioner.

Hang the Kaiser
Typisk valgplakat fra 1918 for Lloyd George koalitionen. Foto First World War Hidden History.

Buchanan skriver: Dagen efter våbenstilstanden indledte Lloyd George sin valgkampagne med en opfordring til en storsindet fred: "Vi må ikke tillade nogen form for hævn, enhver ånd af grådighed, ethvert aktivt ønske om at ignorere de grundlæggende principper for retfærdighed."

Men han indså hurtigt sin fejltagelse, forklarer Buchanan: Lloyd George havde misforstået stemningen i sit land og hos pressens baron Alfred Lord Northcliffe, Napoleon of Fleet Street, som han havde nægtet en plads i delegation til fredskonferencen. Pisket op af Northcliffe aviser, afviste offentligheden sådanne ædle følelser og tog råbet "Hæng Kejseren" til sig." Som altid opmærksom på de populære folkelige holdninger lovede Lloyd George straks at hjembringe en fredsaftale, hvor Tyskland skulle betale "de fulde omkostninger for krigen". "De komme til at betale til den sidste skilling," brølede han til en menneskemængde, "vi vil ransage deres lommer efter den."

Måske havde nogen informeret ham om at gennem de sidste krigsår havde Storbritannien pådraget sig en enorm dollargæld, som nu skulle forrentes og afdrages - og pengene kunne kun findes et sted, nemlig i Tyskland.

Fredskonferencen efter Første Verdenskrig åbnede i Paris 18. januar 1919. Datoen var nøje valgt, da det var netop 18. januar det forenede Tyskland blev udråbt i Versailles i 1871.

Buchanan skriver: "Da han ankom til Paris med et mandat uden nåde, fandt Lloyd George sin beslutsomhed til at gennemtvinge en hård fred overgået af Georges Clemenceau, "Frankrigs Tiger", hvis hærgede land havde mistet 1,3 millioner af sine sønner."

Tyske områder afstået efter Versailles freden
Tyske områder afstået efter Versailles freden. Eupen Malmedy til Belgien, Alsac-Lorraine til Frankrig, det nordlige Slesvig til Danmark efter en folkeafstemning, Vest Preussen, Posen og øvre Schlesien til Polen, Memel til Lithauen og Saar-området og byen Danzig til administration under Folkeforbundet. Foto Pinterest.

Buchanan lader Thomas A. Baily beskrive Clemenceau: "Tigeren havde en stor kærlighed - Frankrig; og et stort had - Tyskland. Som en ung mand på niogtyve år havde han set Paris under de indtrængende Tyskeres hæl, og røgen som væltede op fra den brutale afbrænding af St. Clouds Slottet." - "Som en gammel mand på tooghalvfjerds havde han set de grå tyske horder strømme ind i hans elskede Frankrig." Hans frygt og had fandt sit udtryk i en bemærkning tilskrevet ham: "Der er tyve millioner Tyskere for mange."

Modsat de allerfleste fredsforhandlinger, som historien kan berette om, fik de overvundne, Tyskerne, ikke plads ved forhandlingsbordet. Buchanan fortæller: "På Viener-kongressen i 1815 sad Napoleons udenrigsminister Talleyrand sammen med Englands Castlereagh, Østrigs Metternich, Alaxander I af Rusland og Frederick William III af Preussen, koalitionen, der havde ødelagt Napoleons imperium, for at skabe en ny struktur for freden. I Brest-Litovsk i 1918 havde Tyskerne og Russerne forhandlet med hinanden om vilkårene. Men selvom Tysklands skæbne skulle besluttes (i Versailles) var ingen tyskere blevet inviteret, for de allierede var kommet til Paris for at straffe dem som den skyldige nation, der var ansvarlig for at ødelægge freden."
Europa efter Versailles Freden
Europa efter Versailles Freden. Tyskland fik trods alt lov til forsat at eksistere som en nation og blev ikke brudt op i de oprindelige Tyske stater fra før 1871, men Østrig-Ungarn blev fuldstændig sønderlemmet. Kongressen konstruerede to fuldstændig nye stater, som aldrig havde eksisteret før, nemlig Czechoslovakiet og Jugoslavien. Polen, Ungarn og Lithauen blev genoplivet som selvstændige nationer. Finland var allerede skabt som en selvstændig nation for første gang ved Brest-Litovsk freden mellem Tyskland og det ny Sovjet-Unionen i 1918 sammen med Estland og Letland. Rumænien blev belønnet med Transsylvanien, som blev taget fra Ungarn. Bulgarien mistede adgangen til det Ægæiske Hav til Grækenland. Serbien og Montenegro blev indlemmet i Jugoslavien sammen med Kroatien, Bosnien og Slovenien. Italien fik Trieste og Syd-Tyrol, og det ny Polen fik Galizien med byerne Krakow og Lemberg.

Versailles berøvede Tyskland en tiendedel af sine indbyggere og en ottendedel af dets territorium. Tysklands oversøiske imperium, den tredjestørste på Jorden, blev fuldstændig konfiskeret. Al tyske statsborgeres privat-ejendom (i kolonierne) blev erklæret tabt. - Tysklands floder blev internatioliseret, og landet blev tvunget til at åbne sit hjemmemarked for allieret import, men nægtet tilsvarende adgang til de Allieredes markeder".

Amerikansk politisk satire over de tyske krigsskade-erstatninger
Samtidigt Amerikansk syn på de tyske krigsskade-erstatninger. Politisk satire 1921 Foto Wikipedia.

Territorier skåret væk, kolonier borte, Tyskland skulle have sine lemmer brudt, så det aldrig kunne kæmpe igen, skriver Buchanan. Det var forbudt for Tyskland at producere pansrede biler, tanks, ubåde, tungt artilleri eller at opbygge et luftvåben. Krigsskibene blev beslaglagt som krigsbytte, ligesom den tyske handelsflåde blev det. Dets flåde skulle bestå af seks små slagskibe, seks lette krydsere, tolv destroyere og tolv torpedobåde. Generalstaben blev afskaffet, og hæren blev begrænset til hundrede tusind mand.

Ansporet af Lord Northcliffes aviser opfyldte Lloyd George sit løfte om, at Tyskland skulle pålægges at bære krigens fulde omkostninger - ved at indkludere pensioner til de Allieredes soldater".

Præsident Wilson lod sig rive med af den hævngerrige stemning og glemte de fleste af sine idealistiske fjorten punkter, fortæller Buchanan: "En forarget Amerikansk delegation opfordrede ham til at nedlægge veto mod erstatnings-regningen, idet de hævdede, at den ikke fulgte logisk fra nogen af hans fjorten punkter. "Logik, logik, jeg giver fanden i logik", svarede Wilson, "Jeg vil medtage pensioner".

"The big four" dominerede fredsforhandlingerne. Det var Woodrow Wilson fra USA, David Lloyd George fra Storbritannien, Georges Clemenceau fra Frankrig og i mindre grad Vittorio Orlando fra Italien Ingen af de besejrede nationer blev opfordret til at give deres mening til kende, og selv de mindre allierede nationer havde kun lidt at sige.

the big four
The Big Four i Versailles. Fra Venstre mod højre: David Lloyd George, Vittorio Emanuele Orlando, Georges Clemenceau og Woodrow Wilson. Foto Edward N. Jackson (US Army Signal Corps) Wikipedia.

I krigens sidste år havde de Allierede lånt mange miliarder dollars i USA til den fortsatte krigsførelse. Det er nemt at forestille sig at det var tilbage-betalingen af disse astronomiske summer, der bekymrede regeringerne i Frankrig og Storbritannien. Pengene skulle nødvendigvis presses ud af Tyskland. Det kan også være forklaringen på at de tillod Tyskland fortsat at eksistere som en samlet stat, idet det er nemmere at have en stor debitor end flere små, som skubber ansvaret over på hinanden.

Vigtigst er det, at traktatens artikel 231 "krigsforbudsklausulen", placerede skylden for at anspore krigen udelukkende hos Tyskland og derfor tvang det til at betale omkring 63 milliarder dollars i erstatning, senere nedsat til 33 milliarder dollar (omkring 490 milliarder dollar i 2018 dollars) til de Allierede nationer.

Buchanan skriver "I 1920 fastsatte de allierede den endelige ersatnings-regning til 32 millioner guld-mark, en umulig sum".

I henhold til artikel 227 blev Kejseren erklæret for at være en krigsforbryder, som skulle anholdes og retsforfølges.
Togstammer lastede med demonterede maskiner for Frankrig
Togstammer lastede med demonterede Tyske maskiner, som skal sendes til Frankrig som afdrag på krigsskade-erstatningen fastsat i Versailles traktaten. Foto Bundesarchiv Bild Deutsche Reparationslieferungen.

Den senere berømte økonom John Maynard Keynes var til stede i Versailles som officiel repræsentant for den Britiske statskasse. Han afbrød sin deltagelse i konferencen, da han ikke ønskede at være ansvarlig for de politiske og især økonomiske følger af konferencens beslutninger, og tog hjem og skrev bogen "De økonomiske konsekvenser af Freden", som blev en bestseller.

I bogen kaldte han Versailles Traktaten en "Karthagisk fred", et mislykket forsøg på at ødelægge Tyskland på den Franske revanchismes vegne. Han skrev at man snarere burde have fulgt de mere retfærdige principper for en varigt fred, der var udmøntet i præsident Woodrow Wilsons fjorten punkter, som Tyskland havde accepteret ved våbenhvilen. Han sagde: "Jeg tror, at kampagnen for at få Tyskland til at betale for de generelle omkostninger ved krigen, var en af de alvorligste handlinger ledet af politisk uvisdom, som vores statsmænd nogensinde har været ansvarlige for." Han troede, at det beløb, som Tyskland blev anmodet om at betale i erstatning, var mange gange større end det var muligt for Tyskland at betale, og at disse krav ville skabe dramatisk ustabilitet. Som vi ved, fik han på sørgelig vis ret.

Hunger Blokaden

Formålet med den Britiske flåde-blokade af de Tyske havne for at forhindre import af fødevarer var at tvinge Tyskland til at underskrive Versailles-traktaten uden nogen indrømmelser i dens hårde betingelser. Det er anslået at ofrene for hungernøden i Tyskland var flere end Tysklands militære tab ved fronten. I dag husker kun få sult-katastrofen i Tyskland under og umiddelbart efter Første Verdenskrig, fordi blokaden i det store og hele ikke blev lækket til de Allierede landes presse, eller mere sandsynligt, pressen valgte ikke at skrive om det, da den almindelige holdning blandt læsere og vælgere var at det havde Tyskerne bare godt af.
Tyske husmødre i kø under Blokaden
Tyske husmødre i kø under Blokaden. Formodentlig i 1914. Foto Bundesarchiv

Da Herbert Hoover som leder af den Amerikanske fødevareforsyning ankom til England, blev han bedt om ikke at omtale blokaden offentligt. Hoover skrev: "Sir John Beale fra det britiske fødevareministerium tilkaldte mig dagen efter at jeg ankom og opfordrede til, at jeg ikke diskuterede fødevareblokaden mod Tyskland offentligt mere, da de var imod at ophæve den "indtil Tyskerne havde lært nogle få ting".

"Hvorfor skrev tyskerne under?" spørger Buchanan retorisk.

"Tyskland stod overfor invasion og fortsat hungesnød, hvis det nægtede," svarer han. Med sine handelsskibe og endda baltiske fiskerbåde beslaglagt, og med blokaden stadig i kraft, kunne Tyskland ikke føde sine indbyggere. Da Berlin anmodede om tilladelse til at købe 2,5 millioner tons mad, blev anmodningen nægtet."

Suppekøkken i Berlin under blokaden
Suppekøkken i Berlin under blokaden. Foto Bundesarchiv

Buchanan udpeger Winston Churchill som den hovedansvarlige for blokaden: "Blokaden var ansvarlig for tusindvis af mænds, kvinders og børns død efter at tyskerne havde nedlagt deres våben, og overgivet deres krigsskibe. Dens arkitekt og hoved-forkæmper var "The First Lord" af adminiralitetet. Hans mål, sagde Churchill, var at "sulte hele befolkningen - mænd, kvinder og børn, gamle og unge, sårede og sunde - til underkastelse" (Ralph Raico). Den 3. marts 1919, fire måneder efter at Tyskland accepterede våbentilstanden og nedlagde deres våben, tog Churchill triumferende ordet i Commons for at erklære: "Vi håndhæver blokaden med strenghed, og Tyskland er meget nært udsultning"

Fem dage senere skrev Daily News: "Fødselsraten i de store byer (i Tyskland) er ombyttet med dødsraten. Det er rimeligt sikkert, at flere mennesker er døde blandt den civile befolkning af den indirekte effekt af krigen, end der er døde på slagmarken."

"Så alvorlige var lidelserne at den britiske kommandør ved Rhinen den 10. Marts offentligt opfordrede til at der blev sendt mad til befolkningen, da synet af de spøgelsesagtig sultende børn var skadelig for hans troppers moral." beretter Buchanan - "Hans tropper, sagde general Plumer, kunne ikke længere udholde synet af "horder af magre og oppustede børn der rodede i slagte-affaldet fra de britiske garrisoner."

Børnehjem i central Europa i 1919-20
Børnehjem i central Europa i 1919-20. Foto Europas Infos

Den Amerikanske repræsentant ved Versailles, Thomas Lamont, noterede indigeret: "Tyskerne blev pålagt at levere kvæg, heste, får, geder mv. (Til Frankrig som krigsskade-erstatning) Der kom en stærk protest fra Tyskland, da malkekøerne blev sendt til Frankrig og Belgien, således at Tyske børn ikke kunne få mælk."

Den senere Amerikanske præsident, Herbert Hoover, ledede American Relief Administration, som sendte fødevare-forsyninger til Europa fra 1917 til 1920, først til den Amerikanske hær og senere til nødlidende i Central- og Øst-Europa. John Maynard Keynes citerede en observatør, der fulgte Herbert Hoover's mission for at hjælpe de sultende: "Man tror det er en børnehave for de små børn. Nej, det er børn på syv og otte år. Små ansigter med store, triste øjne, overskygget af store fremtrædende, uhyggelige pandpartier, deres små arme er bare hud og knogler og over de skæve ben med deres forvredne led de af sult ødem opsvulmede spidse maver - "Du ser dette barn her," forklarede den ledende læge, "det spiste tilsyneladende en utrolig mængde brød, og dog blev det ikke stærkere. Jeg fandt ud af at det skjulte alt det brød, som det havde fået under sin halm-madras. Frygten for sult var så dybt forankret i barnet, at den opbyggede lagre i stedet for at spise maden: et misforstået dyrisk instinkt gjorde frygten for sult værre end de faktiske smerter."

Pave Benedict XV bøn om at afslutte blokaden blev ignoreret. Først den 12. juli 1919 - to måneder efter at Tyskerne havde skrevet under i Versailles - ophævede de Allierede endelig blokaden.
Berliner kvinder roder i affaldet for at finde noget spiseligt
Berliner kvinder roder i affaldsbunker for at finde noget spiseligt - 1918. Foto Bundesarchiv

Buchanan beskriver hvorledes Clemenceau, med Wilson ved sin side, den 7. maj 1919 i Trianon Palace Hotel i Versailles overrakte fredsbetingelserne til Tyskerne: "Timen er kommet for den vægtige afvikling af Deres skyldighed," sagde Clemenceau. "De har bedt om fred. Vi er rede til at give Dem fred."

Da den tyske udenrigsminister Ulrich von Brockdorff-Rantzau læste sit svar til Clemenceau, nægtede han at stå: "Vi kan føle styrken af al det had, som vi må møde i denne forsamling - det kræves af os, at vi indrømmer at vi er de eneste skyldige i denne krig. En sådan indrømmelse i min mund ville være en løgn. Vi er langt fra at afvise ethvert ansvar for denne store verdenskrig - men vi nægter at Tyskland og dets folk var de eneste skyldige. De hundrede tusinde, der er omkommet siden 11. november på grund af blokaden, blev dræbt med koldt blod efter at vore modstandere havde sejret og var blevet forsikret om sejren. Tænk på det, når De taler om skyld og straf."

George Clemenceau og Lloyd George forlader Trianon Palace Hotel
George Clemenceau og Lloyd George forlader Trianon Palace Hotel i Versailles under fredskonferencen i 1919. Samtidigt avisfoto.

Buchanan lader Thomas Fleming beskrive scenen: Da han hørte dette krasse og trodsige Tyske svar, blev "Clemenceaus ansigt purpurfarvet". Lloyd George brækkede papirkniven af elfenben, han holdt i hånden og sagde, "det er svært at have vundet krigen og være nødt til at lytte til dette".

Wilson eksploderede. "Hvilke uhyggelige manerer - Tyskerne er et dumt folk" - "Er det ikke ligesom dem," hviskede han til Lloyd George. "Dyr var de, og dyr er de".

Tyskerne nægtede stadigt at underskrive: "Hvilken hånd ville ikke visne, der binder den selv og os i disse lænker?" sagde kansler Philip Scheidemann. Han trådte tilbage umiddelbart efter.

Den endelige Versailles traktat blev underskrevet 28. Juni 1919 i spejlhallen i Versailles slottet, som var den selvsamme hal, hvori kong Wilhelm 1. af Preussen blev kronet som kejser over hele Tyskland i 1871.
Heste aflevere som krigsskade-erstatning
Berlinerne afleverer deres heste, som skal sendes til Frankrig som afdrag på krigsskade-erstatningen. Den blev i stort omfang betalt i naturalier. Foto oprindelig Bundesarchiv.

"Men med familier, der sulter, bolsjevikiske oprør i München, Köln, Berlin og Budapest, Trotskijs Røde Hær, der trænger ind i Europa, Tjekker og Polakker klar til at slå til fra øst og Foch som forbereder sig på at marchere mod Berlin i spidsen for en amerikansk-britisk-fransk hær, kapitulerede Tyskland," skriver Buchanan.

Selvom de Tyske repræsentanter ikke havde skrevet under, kan man tro at Tyskerne under alle omstændigheder ville havde været i stand til at slå revolutionerne ned, og Trotskys Røde hær blev først standset af Polakkerne under general Pilsudsky ud for Warszawa året efter. Man kan tro at en Amerikansk-Britisk hær ikke ville opnå meget ved at rykke ind i Tyskland, når den ikke ville møde egentlig militær modstand. Da de trods alt ikke kunne sprede død og ødelæggelse omkring sig som en Djengis Khan, kunne de blot have marcheret planløst omkring og eventuelt sprængt nogle nationale symboler i luften.

Offentligt suppekøkken i Munchen i vinteren 1916-17
Offentligt suppekøkken eller gullach-kanon i Munchen i vinteren 1916-17. Foto Bundesarchiv.

Men Tyskland var en industri-nation, som importerede tæt på en trediedel af dets fødevarer. Det havde behov for at være en integreret og accepteret del af Europa og det Internationale samfund, ellers ville det ikke være i stand at eksportere og tjene penge til at importere de nødvendige fødevarer. Mere end andre nationer, ville det ikke kunne tåle at blive en isoleret paria-nation, en slags datidens Nord-Korea. Med dets fabrikker og stålværker ubenyttede og forsømte ville dets tekniske og merkantile talenter visne bort.

"Fra den time, de skrev under, følte Tyskerne sig aldrig bundet," slutter Buchanan. "Vorvaertz, Berlins uofficielle stemme, skrev: "Vi må aldrig glemme at det er kun en lap papir. Traktater baseret på tvang kan kun beholde deres værdi så længe magten findes. Mist ikke håbet. Genopstandelsens dag kommer."

Arven efter Første Verdenskrig

Buchanan skriver: "Hver europæisk krig er en borgerkrig," sagde Napoleon. Historikere vil se tilbage på 1914-1918 og 1939-1945 som to faser af den store borgerkrig i vesten, hvor de engang kristne nationer i Europa gik løs på hinanden med sådan barbarisk vildskab, at de bragte alle deres imperier til fald, afsluttede århundreder med vestligt dominans og fremskyndede deres civilisations død."

Soldater i Første Verdenskrig
Soldater i Første Verdenskrig. Foto New Statesman.

"Disse to verdenskrige var brodermord og selv-på-førte sår på en civilisation tilsyneladende fast besluttet på selvmord. Otte millioner soldater omkom i Første Verdenskrig. Tyve millioner mere blev sårede, syge, lemlæstede eller spyttede blod fra gasangreb. Toogtredive millioner civile var blevet dræbt eller såret." Denne krig skulle give fødsel til leninismens, stalinismens, nazismens og facismens fanatiske og morderiske ideologier og indvarsle Anden Verdenskrig, der ville bringe døden til endnu flere millioner.

Buchanan citerer Charles Mee, hvis bedstefar mistede alle ti brødre i krigen. Han skrev i sin bog om Versailles, at der ikke kun havde været en kollaps i politisk orden i Europa, men "krigen havde diskrediteret meget af den nationale stoltheds retorik, ære og ofre såvel som troen på fornuft, fremskridt og humanisme. Ej heller syntes troen på Gud eller Newtons fysik at have klaret sig godt."

"En generation var blevet decimeret," fortsætter Mee: "Ingen har før set et lignende slagteri."

Algierske soldater i Europa
Agierske soldater i Europa under Første Verdenskrig. Foto Library of congress.

Så var der tabet af moralsk autoritet. Hvordan kunne Briter og Europæere, der netop havde afsluttet fire års barbarisk slagtning af hinanden, hævde en moralsk autoritet, der gav dem ret til at styre andre mennesker? Briternes nederlag ved Gallipoli (til Tyrkerne) var rygtedes i Asien og den Arabiske Verden" - "Europæere var ikke uovervindelige".

Frankrig mobiliserede i hundrede-tusindvis af Nordafrikanske muslimer og Englænderne lige så mange Indere, og gav dem til opgave at dræbe Tyskere. De vendte hjem til deres kolonier med sikker viden om at Europæere kunne dræbes lige så let som alle andre. De havde sikkert også hørt om Wilsons princip om folkenes selvbestemmelse.

De to morderiske verdenskrige fik vestlige mænd til tvivle på deres værdier, deres kultur og ikke mindst deres ledere. Hvordan kunne det gå til at et sådant vanvid kunne fortsætte år efter år?

Groft taget er der to slags politiske holdninger.

Den første og oprindelige er den konservative holdning. Vi tager udgangspunkt i nationer, organisationer og menneskene, således som de træder frem fra historien. Hvis og når der er problemer, vil vi søge at løse dem med marginale korrektioner.

Utopia af Thomas Moore
Utopia af Thomas Moore. Foto Altmarius.

Den anden holdning er social-konstruktivismen. I vore drømme og forestillinger udtænker vi det optimale samfund og det perfekte menneske. Vi ønsker at udrydde alt gammelt og overleveret med nødvendige magtmidler, som er berettiget af det ædle formål, opbygge det nye samfund helt fra grunden og omforme menneskene til det perfekte ideal.

Der er mange varianter af social-konstruktivisme, men de vigtigste er socialismen og kommunismen, som er i familie med hinanden.

Der har altid eksisteret utopiske social-konstruktivistiske ideer som for eksempel Thomas Moores Utopia, Robert Owens New Harmony, Charles Fouriers Phalansteres og mange andre. Før verdenskrigene havde de ikke mange tilhængere, bortset fra kunstnere, forfattere og andre med stærk forestillingsevne, som altid har følt sig tiltrukket af sådanne dristige tanker.

Men Verdenskrigenes enorme ødelæggelser, lidelser og spild af millioner af menneskeliv fik de enkelte til at tvivle på deres overleverede værdier, deres egen kultur, civilisation og ikke mindst deres ledere, som havde ført dem ud i alt dette. Derved åbnedes lemmen til underverdenen, og sammen med forestillinger om fremtidige perfekte samfund kom Lenin, Stalin, Hitler og Mao ind i Verden.
"Churchill, Hitler and the Unnecessary War - How Britain lost its empire and the West lost the World" by Patrick J. Buchanan. - Three River Press New York.
Churchill, Hitler and the Unnecessary War. Wikipedia.
Concentration Camps Herman Labuschagne
List of wars involving the United Kingdom. Wikipedia.
List of wars involving Prussia Wikipedia
List of wars involving Germany Wikipedia
AJP Taylor's Railroad Timetable Theory History - European History
July Crisis Wikipedia
Timeline of World War I Wikipedia
"Your country needs you": why did so many volunteer in 1914? The Conversation
David Lloyd George Wikipedia
British Empire Wikipedia
Armistice of 11 November 1918 Wikipedia
Wilsons 14 punkter (forkortet) Wikipedia
Wilson's 14 punkter History Watch
How the Treaty of Versailles and German Guilt Led to World War II History
War Without End 3: Let Germany Starve First World War Hidden History.
The Starving of Germany in 1919 Gingko.
The Allied Attempt to Starve Germany in 1919 Hidden Historical Fact.

Tilbage til start af artikel

20190122

Passed W3C Validation