DH Debatklub Logo

Dalum Hjallese Debatklub

Den Politiske Historie om WW1 og WW2

3. Forløbet af WW2

Det var en besættelse for Winston Churchill at holde krigen gående. I sin "Sejr for enhver pris tale" sagde han: "I spørger, hvad er vores mål? Jeg kan svare i et ord: Sejr. Sejr for enhver pris, sejr på trods af al terror, sejr, uanset hvor lang og hård vejen vil blive." Han afviste alle tyske fredsfølere. Han blev kun overgået af præsident Roosevelt, som på topmødet i Casablanca krævede ubetinget tysk overgivelse, hvilket udelukkede alle fredsforhandlinger og forlængede formentligt krigen med flere år. Forfatter Bent Hansen, sidst ændret 2023-12-09.

1. Var krigen virkelig nødvendig?

Churchill, Hitler and the unnecessary War

Denne artikel er i hovedsagen baseret på bogen: "Churchill, Hitler and the Unnecessary War - How Britain lost its Empire and the West Lost the World" af Patrick J. Buchanan.

"Således er spørgsmålet, som denne bog adresserer, ikke om Briterne var heroiske." skriver Buchanan, "det er afgjort for alle tider. Men var deres statsmænd kloge? For hvis de var kloge, hvordan kunne det ske at Storbritannien i blot en generation kunne forvandles fra at være leder af det mest fantastiske imperium til en nation, hvis eneste håb om at undgå nederlag og ødelæggelse var et Amerika, der ikke elskede imperiet? I 1942 var Storbritannien afhængig af USA for alle fornødenheder til national overlevelse: ammunitionen til at fortsætte med at kæmpe, skibene, der skulle bringe dets forsyninger, tropperne der skulle redde det kontinent, hvorfra Storbritannien var blevet udstødt efter blot tre uger af Rommels og Guderians panserstyrker. Hvem sov i timen? Hvem mistede Storbritannien? Hvem mistede imperiet? Var det kun appeaserne, de skyldige mænd?"

For deres forbrydelser modtog Hitler og hans medarbejdere - i dag metaforer for det absolut onde - den skånselsløse retfærdighed, de fortjente. Men vi kan ikke ignorere omkostningerne ved Churchills krige eller spørgsmålet: "Var det virkelig nødvendigt, at 50 millioner skulle dø for at omstyrte Hitler?"

2. Demokrati, Nazisme og Kommunisme

Hitler troede på den nazistisk ideologis overlegenhed og frelsende kraft for Tyskland, men han troede ikke på at eksportere den til Vesten. I Maj 1942 advarede han sine kammerater: "Jeg er stærkt imod ethvert forsøg på at eksportere Nationalsocialismen. Hvis andre lande er besluttede på at bevare deres demokratiske systemer og haste imod deres egen ødelæggelse, så meget desto bedre for os."

Den Polske udenrigsminister Jozef Beck modtages af Adolf Hitler. Beck bukker dybt. Alle forhandlinger mellem Polen og Tyskland om Danzig og korridoren blev gennemført med den mest udsøgte høflighed fra begge parters side. Hitler forklarede meget tålmodigt, hvilke fordele Polen kunne opnå ved et samarbejde med Tyskland. Imidlertid, i praksis gav Beck sig ikke en tomme. Foto Pinterest.

Hitler havde ret. Alle Storbritanniens dårlige beslutninger blev truffet under indtryk af ophidsede vælgerstemninger. Da den Engelske vælgerstemning vendte til fordel for det lille Belgien d. 4 August 1914, mistede krigsmodstanderne modet og stemte for krigserklæringen mod Tyskland. Lloyd George vidste at den drakoniske Versailles Fred i 1919 ville skabe en ny krig i løbet af få årtier, men han vovede ikke at gå imod vælgerstemningen, som formentlig var til fordel for en hård fred som hævn for deres faldne sønner. Pressen og vælgerne ydmygede Chamberlain og Halifax i 1938, fordi man mente at de på kujonagtig vis havde givet efter for Hitlers trusler i Munchen. Derfor vovede ingen Britiske politiker i 1939 at tage det nødvendige skridt til at presse Storbritanniens allierede, Polen, til at indlede forhandling med Hitler om den Tyske by Danzig, som ønskede at blive genforenet med Tyskland - og dette førte skridt for skridt til den mest frygtelige krig, som Verden endnu har set.

Winston Churchill eskorteres gennem en fabrik af kvindelige arbejdere i 1918. Foto Pinterest.

Da Mussolini foreslog en international konference nogle få dage efter det Tyske angreb på Polen, stillede den Engelske regering - af frygt for vælgernes dom - den urealistiske betingelse at Tyskerne skulle trække sig tilbage bag egne grænser.

Da krigen var erklæret, pegede det socialdemokratiske Labour Party på Winston Churchill som leder af en regering med tværpolitisk støtte. Churchill var en populær og farverig politiker, som instinktivt forstod at tilpasse sig vælgernes følelser og holdninger. Han stod - som efter al sandsynlighed vælgerne - på en konsekvent og uforsonlig krigslinie mod Tyskland.

Det er en iboende egenskab ved massedemokrati at politikere bevidst eller ubevidst søger den mindste modstands vej mod popularitet, øgede stemmetal, positioner og berømmelse.

Winston Churchill gennemførte hele krigen, indtil England var bankerot og ruineret, uden en eneste gang at søge muligheder for fredsforhandlinger. Få år efter krigen mistede Storbritannien hele sit imperium og blev af begejstrede vælgere reduceret til den multietniske, socialdemokratiske velfærdsstat, som vi kender i dag - En Europæisk nation, lidt vigtigere end Schweiz.

Hitler appellerer for venskab og fred. Winston Churchill afviste systematisk alle Hitlers fredsfølere. Foto Daily Mirror.

Der var dog en brist i Hitlers logik. Han mente at de demokratiske Vesteuropæiske nationer ville ødelægge sig selv på grund af uvidende og følelsesbetonede vælgeres irrationelle og skadelige beslutninger, men alligevel forventede han at de ville reagere rationelt - i overensstemmelse med deres egne interesser - på hans fredsfølere, hvilket de som bekendt ikke gjorde. Og til Tysklands ulykke trak de det Tredie Rige med sig i faldet. Franz Halder, den Tyske generalstabschef, skrev 13. juli 1940 i sin dagbog: "Føreren er stærkt forundret over Storbritanniens vedvarende uvilje imod at slutte fred"

I forbindelse med spørgsmålet om Hitlers Tyskland nogensinde var en trussel mod hans eget land, USA, sammenligner Buchanan Nazismens og Kommunismens ideologiske trusler mod Amerika. Man kan tro at billedet har været meget lignende i Storbritannien.

I amerikanske kulturelle og intellektuelle kredse havde kommunismen stor appel. Roosevelt administrationen var spækket med sovjetiske spioner, kommunister og sympatisører, fortæller Buchanan.

Som ideologi var Nazismen handicappet af den snæverhed, som appellen havde. Det var ikke engang en ideologi for hvidt overherredømme - Hitler var villig til at gøre Slaviske folk til fæstebønder - men det var en ideologi for Arisk overherredømme. Kommunismen appellerede derimod til folk af alle racer og på alle kontinenter, der ønskede at afkaste kolonialismens åg og afslutte Europæisk dominans. Den tilbyder hele menneskeheden en vision om et paradis på Jorden. Den var baseret på den enkeltes drømme om et fremtidigt perfekt og retfærdigt samfund uden økonomiske kriser og arbejdsløshedens svøbe.

Diktatoren

Plakat for filmen "Diktatoren" med Charlie Chaplin fra 1940, hvor han gjorde grin med Hitler. Den var en stor succes. Men en lignende film, hvor Chaplin gjorde sig lystig over Lenin eller Stalin kunne umuligt have været produceret. Der ville have været demonstrationer foran biograferne og muligvis i biograferne. Aktivister ville protestere over filmens anti-kommunisme. Publikum ville have fundet det smagløst at gøre grin med de revolutionære ikoner, der havde så idealistiske motiver. Foto Wikipedia.

Buchanan fortæller at i Hollywood havde kommunismen i slutningen af 1930'erne så stor indflydelse at antikommunistiske film ikke kunne laves, og pro sovjetiske film rutinemæssigt blev produceret.

Hitlers rabiate anti-semitisme betød, at Nazismen var død allerede ved ankomsten til Vesten - For Amerikanere var Hitler og Mussolini latterlige Chaplin-lignende figurer. Men Lenin, Stalin og Trotskij havde alle beundrere i regeringen, i pressen og på fakulteter og inden for studenternes organisationer på Amerikas elite skoler og universiteter.

Som vi har erfaret efter Hitlers død, var Nazismens rødder ikke særlig dybe og kunne let trækkes op. Men Marxismens overbevisning og ideologi - selv efter Sovjetunionens sammenbrud - bevarer et greb på menneskers sind og genfindes konstant i nye mutationer.

I Storbritannien havde alle familier mistet en søn, en bror, en far eller en onkel i Første Verdenskrig - kun tyve år tidligere - dræbt af Tyskerne. Og selv før da, var Tyskerne hadede og foragtede, sandsynligvis fordi Tyskland var en voksende industriel konkurrent til Storbritannien. Det må have været let - og fristende - for en ambitiøs politiker som Winston Churchill, at føre sig frem som en fjende af Tyskland og Hitler som ondskabens ultimative fyrste.

Men i 1939 havde Stalin dræbt tusinde gange flere mennesker end Hitler, og hvis en politiker ønskede at bekæmpe ondskaben, havde det været meget mere relevant at konfrontere Stalin og Sovjetunionen end Hitler og Tyskland. Men Lenin og Stalin havde ivrige tilhængere overalt, mere eller mindre åbent erklærede. Han ville have været udsat for stærk politisk modvind, være blevet latterliggjort og angrebet på sin personlighed.

En Gulag arbejdslejr. Stalin var langt forud for Hitler i 1939 med hensyn til terror, drab og ondskab i det hele taget. Han havde genindført slaveriet ved at fratage millioner de få rettigheder de havde og sende dem til Gulag arbejdslejrene, og han havde genindført stavnsbåndet i landsbyerne, hvor bønderne ikke havde lov til at rejse væk fra jorden. Foto BBC Picture Archieve.

Allerede i 1919 fordømte Winston Churchill det Sovjetiske styre: "Af alle tyrannier i historien", fortalte han et publikum i april dette år, "er det Bolsjevikiske tyranni det værste, det mest ødelæggende, det mest nedværdigende." - "De grusomheder, der blev begået under Lenin og Trotskij, er uden sammenligning mere hæslige, i større skala og mere talrige end nogen, som der Kaiser var ansvarlig for".

Men han kom snart til erkendelse af - måske ubevidst - at angreb mod Hitler, Nazismen og Tyskland repræsenterede den mindste modstands vej til succes, berømmelse og karriere. Først efter mange krigsårs "blod sved og tårer" vendte han tilbage til sin modstand mod Sovietunionen med sin berømte "Iron Curtain speech" in Fulton, Missouri, on March 1946.

3. Hitlers Ambitioner

"Emnet i dette kapitel er ikke, om Hitler var rå, grusom og hensynsløs, eller at barbariet i hans Nazi-regime degenererede til noget, der kun blev rivaliseret af Stalin, Mao og Pol Pot," skriver Buchanan, "men om Hitler nogensinde søgte krig mod Vesten."

Ser man tilbage på hver af kriserne, og hvordan han reagerede, synes svaret at være et "Nej". Hvilket indikerer at hans fredsfølere var seriøse.

I 1934 havde Hitler været næsten hysterisk over at de Østrigske Nazister, der havde myrdet Dollfuss, kunne trække ham ind i en konfrontation med Mussolini.

Hitler beskrev dagene i marts 1936, da han sendte tre let bevæbnede bataljoner ind i Rhinlandet med ordrer om at trække sig tilbage straks, hvis de mødte Fransk modstand, som "de mest nervepirrende" i sit liv.

Dollfuss og Mussolini som nummer et og to fra venstre. I 1934 betragtede Mussolini Østrig som italiensk interesseområde. Hitler var umådeligt lettet over at drabet på Dollfuss ikke bragte ham i modsætning til Mussolini og Italien. Dollfuss var fysisk set en lille mand, men modig. Foto Pinterest.

Ved Anschluss i marts 1938, da Mussolini sendte budskab om at han ikke ville blande sig, hvis Hitler sendte sin hær ind, var Hitler næsten hysterisk af taknemmelighed og lettelse.

I august 1939, efter at Ribbentrop-Molotov-pagten eksploderede, da Chamberlain bekræftede sin alliance med Polen, udsatte en forbløffet Hitler sin invasion en uge for at finde en vej ud af en krig mod Storbritannien.

Hitler ønskede aldrig en krig med Storbritannien. Som hans flådeaftale viste - idet han accepterede en Kriegsmarine på en tredjedel størrelse af Royal Navy - og derefter undlod at bygge op til de tildelte grænser.

Efter at have kæmpet fire år på Vestfronten havde Hitler dannet sig uudslettelige ideer om, hvorfor Tyskland tabte krigen. - "Den afgørende lektion Hitler konkluderede fra nederlaget var, at Tyskland aldrig igen må udkæmpe en to-frontkrig". Men - mærkeligt nok - ikke desto mindre gjorde han det.

Berlinere parterer en hest på gaden under hungerblokaden i 1918. Foto Bundes Archieve.

For det andet vidste Hitler, at jo længere en krig varede, jo svagere blev Tyskland i forhold til sine potentielle fjender, som USA og Rusland, der sammenlignet med Tyskland kunne drage fordel af tæt på endeløse ressourcer i befolkning og opdyrket land. Tyskland var en Europæisk magt, endnu ikke en verdensmagt. Hitler forstod dette.

Hitler havde også konkluderet, at der Kaisers beslutning om at bygge en Højsø-flåde for at udfordre Royal Navy var en stor fejltagelse. Og hvad godt havde Højsø flåden gjort for Tyskland? Det havde ikke stoppet den Britiske ekspeditionsstyrke i at krydse Kanalen og besejre Schlieffen-planen, den havde vist sig ude af stand til at forsvare de Tyske kolonier. Den havde ikke været i stand til at bryde den blokade, der havde sultet Tyskland til overgivelse.

Dette førte til den tredje lektion, som Hitler drog fra krigen. Tyskland kunne ikke forsvare oversøiske kolonier mod de Angel-Saksiske Sø Magter. Dets kolonier ville altid være gidsler hos de Britiske og Amerikanske flåder. Det havde allerede Bismarck påpeget, men der Kaiser ville ikke høre.

Således, før Tyskland kunne påtage sig en ny krig, skulle det opnå økonomisk selvforsyning i Europa.

Britiske krigsskibe fra Første Verdenskrigs tid. Foto I09.

Autarky er et ord, der ofte forekommer i Hitlers taler. Med autarky mente Hitler, at Tyskland inden for grænser, som kunne forsvares, skulle finde alle de ressourcer, der var nødvendige for at støtte det i krig. Aldrig igen skulle Tyskland være afhængig af import. Britiske og Amerikanske krigsskibe skulle ikke igen afskære og sulte Tyskland ud, som de havde gjort i Første Verdenskrig.

Hitlers konklusioner: Da et oversøisk imperium ikke kan forsvares, skal det nye tyske imperium oprettes ikke i Afrika eller Asien, men i Central- og Østeuropa, hvor Royal Navy's og Amerikanske krigsskibe ikke kunne komme. Det udtrykker han ret klart i Mein Kampf: "Vi stopper den endeløse Tyske vandring mod Syd- og Vesteuropa og vender vort blik mod landet i Øst" - "Hvis vi taler om jord i Europa i dag, kan vi primært kun have i tankerne Rusland og dets vasal grænsestater."

A.J.P. Taylor og andre historikere hævder, at Hitlers udenrigspolitik var mere traditionel og på mange måder mindre ambitiøs end der Kaisers, der så Tyskland som en stor hav magt, en koloni magt og en global magt. Hitler udelukkede ikke at vinde tabte kolonier i Afrika tilbage, men det har aldrig været der, hans ambitioner og interesser lå.

Siegfried Linien

Siegfried Linien også kaldet West Wall. Foto ibiblio.org.

For Hitler var Storbritannien Tysklands naturlige allierede og den nation og det imperie, som han beundrede mest. Han misundte ikke Storbritannien dets kolonier. Han ønskede heller ikke at opbygge en flåde for at udfordre Royal Navy. Han ønskede ikke at omstyrte det Britiske imperium. Han var rede til at tilpasse sig.

Der er andre beviser for, at Hitler aldrig havde til hensigt at invadere Vesteuropa. Fordi der Kaisers krigsstrategi var at tage offensiven fra dag ét, byggede han ikke nye defensive befæstninger for at matche de store Franske forter, Toul og Verdun. Hitler derimod, investerede gennem tre og et halvt år - efter hans hær var gået ind i Rhinlandet - enorme summer og titusindvis af arbejdstimer i opførelsen af sin Siegfried Linie. Taylor spørger: "Hvis Hitler hele tiden havde planlagt en invasion af Frankrig, hvorfor byggede han da - for monstrøse omkostninger - rent defensive befæstninger op og ned ad Rhinlandet?"

4. Jøderne

Det antages af nogle at Nazisterne dræbte omkring 6 millioner Jøder i Ausswitch, Treblinka og lignende udryddelseslejre. Ingen kender det nøjagtige tal, men der er ingen tvivl om at det var mange.

Buchanan skriver: "For hvad der skete med Europas jøder, har Hitler og hans medskyldige i denne ubeskrivelige forbrydelse det fulde moralske ansvar. Som mennesker, der deltog i massemord, fik de deres retfærdige straf. De fik hvad de fortjente."

Udbrændt koptisk kirke i Gizeh i Ægypten efter at den var angrebet af en ophidset muslimsk pøbel. Foto France 24.

Drab og fordrivelse af etniske og religiøse minoriteter er ikke noget nyt, det er sket mange gange i historien. For eksempel foregår der lige nu en omfattende forfølgelse og fordrivelse af kristne i Mellemøsten, som inkluderer kirke-afbrændinger, drab og fordrivelser. De mellemøstlige kirkesamfund var de første kristne i verden efter at Jesus havde lidt døden på korset. Europa blev først kristnet mange hundrede år senere. De Irakiske Kaldærer, Ægyptiske Koptere, Libanesiske Maroniter, Syriske Ortodokse Kirke, Armenske kristne og den Assyriske Evangeliske Kirke bliver overalt i Mellemøsten forfulgt og terroriseret af fanatiske muslimer.

De muslimske progromer mod kristne foregår hyppigt ved at en pøbel efter fredagsbønnen forsamles ud for en kirke eller andre steder, hvor de kan finde kristne eller andre vantro, og tilsyneladende spontant, motiveret af deres "retfærdige harme", begår deres ugerninger i større eller mindre forståelse med myndighederne.

Folkedrabet på de Europæiske Jøder foregik på en langt mere organiseret og effektiv måde. Auschwitz, Birkenau, Bergen-Belsen og de andre lejre var placeret logistisk optimalt i forhold til byer med store Jødiske befolknings-koncentrationer. Ofrene blev systematisk arresteret og ført til lejrene i godsvogne på jernbanespor anlagt til formålet, hvor de blev ombragt med videnskabeligt udviklede metoder.

Fordrivelse og drab på uønskede minoriteter kan findes mange steder gennem historien.

Armenske børn under det Tyrkiske folkedrab på Armenerne. Foto The Armenian Genocide Museum-Institute.

I 1002 beordrede den Engelske kong Æthelred at alle Daner, som opholdt sig i landet, skulle dræbes på St. Brice's Dag. Jøderne blev udstødt fra Spanien og Portugal omkring 1490. St. Bartholomew's Dag massakren i 1572 indledte forfølgelsen og fordrivelsen af Hugeunotterne fra Frankrig.

Den Kinesiske Boxer-opstand var et forsøg på at rense landet for "de fremmede djævle", hvilket var de Europæiske missionærer og købmænd, og selve udtrykket "fremmede" djævle antyder at man tidligere i historien havde skaffet sig af med en uønsket minoritet af mere hjemlige djævle, som lignede Europæerne.

I ly af Første Verdenskrig dræbte Tyrkerne flere millioner kristne Armenier og Grækere.

Stalin tvangsforflyttede mange uønskede etniske minoriter til Sibirien, heriblandt baltere, kalmykker og Volga tyskere. De overlevende 1,5 millioner Japanere i projektoratet Manchukuo i Nordkina blev i 1946 sendt til deres hjemland, Japan, på Amerikanske krigsskibe. Efter Anden Verdenskrig blev "problemet" med de mange millioner tysktalende grupper overalt i Østeuropa - i det nu Russiske Østpreussen, det moderne Polen, Tjekkiet, Rumænien ja endog i Rusland - løst ved at udrydde nogle og etnisk rense de resterende områder ved fordrivelse.

En gruppe Bantu negre er ved at indlede et angreb på en afsides boende hvid landmandsfamilie i Syd Afrika. Foto Capitalists Exploits.

Mau-Mau opstanden i Kenya omkring 1952 havde til formål at dræbe eller fordrive de Europæiske farmere.

I 1962 blev en million Franskmænd fordrevet fra Algier af en skånselsløs arabisk terror, som også var rettet mod Europæiske kvinder, børn og ældre. En repræsentant for befrielsesbevægelsen FLN udtalte at hvis blot der var en Franskmand tilbage i Algier, ville revolutionen have været forgæves. I Rwanda i 1994 blev 800.000 etniske Tutsier slået ihjel af de dominerende Hutuer.

Den dag i dag bliver afsides boende hvide Sydafrikanske farmere regelmæssigt dræbt af voldelige grupper af sorte Bantu negre, som udgør det etniske flertal i Syd Afrika.

Alt dette bliver i dag ofte forklaret som enten xenophobia, som beskriver en irrationel og ubegrundet frygt for de fremmede, eller - hvis det er hvide mænd det går ud over - som undertrykte folks retfærdige kamp mod de imperialistiske udbyttere. Men sådanne angreb på minoriteter kan virkelig i stort omfang - men ikke altid - opfattes som et folks modstand mod at blive "erobret indefra" eller så at sige at blive "body-snatched" som en nation, således som det i forholdsvis nyere tid er sket i både Libanon og Kosovo.

Jødiske mænd og drenge ankommer til Ausswitch måske i 1943-44. De ligner alle andre Europæiske mænd og drenge, og det er svært at se at de skulle tilhøre en genetisk bestemt Jødisk race. Foto Folksbildingsnettet

Før og under Anden Verdenskrig forsvandt de historiske jødiske samfund i de Europæiske nationer. Enten flygtede Jøderne til fortrinsvis Israel og USA, eller de blev dræbt i udslettelses-lejre som Ausswitch og Treblinka. I Vesteuropa er de Jødiske minoriteter i de seneste årtier blevet erstattet af endog større muslimske parallel-samfund.

Førkrigstidens Europæiske jøder havde mere at byde på end de moderne muslimske minoriteter, tænk blot på Sigmund Freud, Felix Mendelsohn, Franz Kafka og Albert Einstein, som alle var mere eller mindre af jødisk oprindelse.

Jødiske kvinder og børn ankommer til Ausswitch måske i 1943-44. De ligner alle andre Europæiske kvinder og børn. Foto Folksbildingsnettet.

Mange unge jødiske mænd studerede medicin og jura for at blive selvstændige som læger og advokater og derved undgå potentiel anti-semitisme fra arbejdsgivere. I 1925 i Tyskland var for eksempel 26 procent af alle advokater og 15 procent af alle læger jødiske, selv om jøder kun udgjorde en procent af befolkningen. Præsident Roosevelt bekræftede dette, da han i 1943 fortalte franske militærledere på Casablanca-konferencen om "de forståelige klager, som Tyskerne fremfører mod Jøderne i Tyskland, nemlig at medens de kun repræsenterede en lille del af befolkningen, var over halvtreds procent af advokater, læger, skolelærere, gymnasielærere og lignende i Tyskland Jøder."

I 1935 indførte Hitler Nürnberg lovene, som diskriminerede Jøder i alle områder af samfundslivet. Dog var Hitlers Rige ikke derved blevet genocidal, men ondskabsfuldt antisemitisk. Den Nazistiske politik var at gøre livet så surt for Jøderne i Tyskland, at de ville forlade landet. Seks uger efter München kom Krystalnatten. Synagoger blev brændt, Jødiske forretninger smadret og plyndret, og Jøder blev angrebet, brutaliseret og dræbt. Før Krystalnatten var måske halvdelen af den Jødiske befolkning flygtet fra Tyskland. Af dem, der blev, flygtede måske halvdelen efter terror-natten den 9. november 1938.

Jødiske børn, som overlevede Ausswitch. Igen, de ligner almindelige Europæiske børn, og man kan ikke genkende en speciel, genetisk betinget Jødisk race. Foto Una atalaya en el Cáucaso.

Hitler anså jødedommen og kommunismen for at være et og det samme. På seks-årsdagen for sin magtovertagelse, den 29. januar 1939, holdt Hitler en tale til Rigsdagen: "- Hvis de internationale investorer i og uden for Europa skulle få held med igen at kaste nationerne ud i en verdenskrig, vil resultatet ikke blive Jordens bolsjevisering og dermed jødernes sejr, men udslettelsen af den jødiske race i Europa."

Nazisterne tog ved lære af tyrkernes udryddelse af de kristne Armenier i ly af Første Verdenskrig. De greb muligheden for at udrydde jøderne i ly af Anden Verdenskrig. Goebbels skrev i sin dagbog i februar 1942: "Verdens Jødedom vil lide en stor katastrofe - føreren har indset de fulde konsekvenser af den store chance, der tilbydes af denne krig". Den 7. marts 1942 fremgår den uhyrlige sætning "den endelig løsning på det jødiske spørgsmål" i Goebbels dagbog.

Detaljerne i Holocaust blev fastlagt på den berygtede Wannsee Conference i en forstad til Berlin d. 20 januar 1942.

I moderne tid er opstået den myte at de allierede førte krigen for at standse sådanne grusomheder, som der foregik i Ausswitch og Treblinka.

Men sagen er at de allierede ikke kendte eksistensen af dødslejrene på forhånd. Det kom som en fuldkommen overraskelse for de amerikanske tropper, da de stødte Buchenwald, og ligeledes var de russiske soldater helt uforberedte på det, som de fandt i Ausswitch. Det kan derfor ikke have været et allieret krigsmål at standse dødslejrene, da de ikke kendte til deres eksistens før de indledte krigen. Desuden blev lejrene i Polen først etableret nogle år innde i krigen.

5. Forhandlingsmuligheder under Krigen

5. september 1939 Taylor fortæller at efter det Tyske angreb på Polen opfordrede Mussolini til en Europæisk fem magts konference. Halifax og Chamberlain forelagde forslaget i henholdsvis overhuset og underhuset. Men påvirkede af den ophidsede stemning blandt de Britiske vælgerne forlangte de, at en betingelse for konferencen skulle være, at den Tyske hær skulle trække sig tilbage til deres oprindelige positioner forud for krigshandlingerne. Så droppede Italienerne forslaget, og lod historien gå sin gang. De vidste, at noget sådant ville Hitler aldrig acceptere.

Overskrift i Hope Star Newspaper 6. oktober 1939. Foto Hope Star Newspaper Archives.

6. oktober 1939 Ifølge Ian Kershaw's "Fateful Choices" fremsatte Hitler et "fredstilbud" til Storbritannien og Frankrig, efter at Polen havde overgivet sig; "Det blev afvist uden tøven".

13. Maj 1940 Churchill erklærede i sin første adresse til Parlamentet som premierminister: "I spørger, hvad er vores mål? Jeg kan svare i et ord. Det er sejr, sejr for enhver pris." Churchill var tro mod sine ord, det var ham alene, som nægtede at overveje enhver aftale om at afslutte krigen ved Dunkerque. Det var også ham, der afviste Hitlers tilbud om fred i juli 1940.

25. Maj 1940 mødte Halifax Italiens ambassadør i Storbritannien, Giuseppe Bastianini. Italien var endnu ikke trådt ind i krigen. Samtalen kom hurtigt ind på en mulig Italiensk mægling mellem de Allierede og Tyskland.

Churchill's "Sejr for enhver pris tale" 13. Maj 1940: "Jeg har intet at byde på, undtagen blod, slid, tårer og sved." - "I spørger, hvad er vores politik? Jeg vil sige: Det er at føre krig, til søs, på jorden og i luften, med al vor magt og med al den styrke, som Gud kan give os; at føre krig mod et monstrøst tyranni, aldrig overgået i det mørke og beklagelige katalog over menneskelige forbrydelser. Det er vores politik. I spørger, hvad er vores mål? Jeg kan svare i et ord: Sejr. Sejr for enhver pris, sejr på trods af al terror, sejr, uanset hvor lang og hård vejen vil blive; for uden sejr er der ingen overlevelse. Lad dette blive forstået; ingen overlevelse for det Britiske Imperium, ingen overlevelse for alt hvad det Britiske imperium har stået for." Foto BBC archieve.

Den følgende morgen aflagde Halifax rapport om denne samtale til War Cabinet, hvor han sagde at de "efter hans mening måtte se i øjnene, at det nu ikke så meget var et spørgsmål om at gennemtvinge et totalt nederlag for Tyskland, men om at sikre vores eget imperiums uafhængighed og om muligt Frankrigs uafhængighed." I betragtning af Frankrigs forestående fald og de Britiske styrkers omringning i Dunkerque, mente han at Det Forenede Kongerige burde undersøge muligheden for en forhandlingsløsning med Adolf Hitler, formidlet af den stadig neutrale Italienske leder Benito Mussolini. Efter tilsyneladende at have taget denne ide under overvejelse udmanøvrerede Churchill Halifax ved to dage senere at indkalde til et møde i en større parlamentarisk gruppe, det femogtyve mand store Outer Cabinet, hvor han argumenterede for at fortsætte krigen og fik opbakning til dette. Churchill hævdede at have fortalt den Franske statsminister, Reynaud, at Storbritannien ikke var rede til "at give efter for noget som helst. Vi vil hellere kæmpe end være slaver for Tyskland."

Halifax's og Chamberlain's sprogbrug var meget diplomatisk og indirekte, medens Churchill udtalte sig bramfrit og ligeud. Det tyder på at Winston Churchill stod på den politisk sikre grund i det Britiske massedemokrati, nemlig vælgernes gunst - det overvejende flertal af de Britiske vælgerne var sandsynligvis tilhængere af at give de forhadte Tyskere en over snuden.

Engelske og Franske soldater venter på at blive evakueret på stranden ved Dunkerque. På kun tre uger var de kombinerede Franske og Engelske hære blevet slået af de Tyske panzers og styrtbombere. Hitler holdt sin panserstyrke tilbage for ikke at ødelægge muligheden for fredsforhandlinger. Churchill organiserede en nødtørftig evakuering og udråbte den som en stor sejr. Foto Wikipedia.

26. maj 1940 indledtes evakueringen af den omringede Britiske hær fra havnen og stranden ved Dunkerque i Nord Frankrig. Den varede til 4. juni.

Hitler udstedte sin stopordre til sine Panserstyrker og tillod den Britiske hær at undslippe ved Dunkerque.

Han fastslog i sit senere testamente den 26. februar 1945: "Churchill var helt ude af stand til at sætte pris på den sportslige ånd, som jeg havde givet bevis på ved at afholde mig fra at skabe et uopretteligt brud mellem Briterne og os selv. Vi afstod faktisk fra at ødelægge dem i Dunkerque. Vi burde have kunnet få dem til at indse, at deres accept af det Tyske hegemoni, som blev oprettet i Europa, en tilstand, hvis indførelse, som de altid havde været imod, men, som jeg havde implementeret uden problemer, ville bringe dem uvurderlige fordele."

Buchanan refererer til Ian Kershaw: "Selv efter at Storbritannien og Frankrig havde erklæret krig mod Tyskland, betroede Hitler sin indre cirkel: Hvis vi på vores side undgår alle krigshandlinger, vil alt dette fordampe. Så snart vi sænker et skib og de får betragtelige tab, vil krigspartiet derovre vinde styrke" (Albert Speer: Inside the Third Reich)

Overskrift i Birmingham Gazette 19. marts 1940. Mange mener at også Paven og Vatikanet arbejde for fred i Europa. Foto Pinterest.

10. juni 1940 eller deromkring. I sin efterkrigsbog, "The other Side of the Hill", fortæller Liddel Harts om en samtale, som Hitler havde ved Charleville efter Dunkerque, med general von Rundtstedt og to af hans stab, Sondenstern og Blumentritt. Sidstnævnte fortalte Liddel Hart, at samtalen var kommet ind på Storbritannien: "Han (Hitler) forundrede os da ved at tale med beundring om det Britiske Imperium, om nødvendigheden af dets eksistens og den civilisation, som Storbritannien havde bragt ind i verden - han sammenlignede det Britiske Imperium med den Katolske Kirke - og sagde, at de var begge væsentlige elementer for stabilitet i verden. Han sagde, at alt hvad han ønskede fra Storbritannien var, at det skulle anerkende Tysklands stilling på kontinentet. Tilbagegivelsen af Tysklands tabte kolonier ville være ønskelig, men ikke væsentlig, og han ville endog tilbyde at forsyne Storbritannien med tropper, hvis det skulle blive involveret i nye vanskeligheder hvor som helst - han konkluderede med at sige, at hans mål var at skabe fred med Storbritannien på et grundlag, som det ville betragte som foreneligt med dets ære at acceptere."

Det tyder på at Hitler var indstillet på at være fleksibel i mulige fredsforhandlinger med Storbritannien.

25. juni 1940, efter Frankrigs fald, ifølge Buchanan, ringede Hitler til Goebbels for at fastlægge vilkårene for en aftale med England. Storbritanniens imperium skulle bevares, men Storbritannien skulle vende tilbage til Lord Salisbury's politik, som var "splendid isolation" fra Europas magtpolitik. Her er et citat fra Goebbels dagbog: "Føreren - mener, at det (det Britiske Imperium) skal bevares, hvis det overhovedet er muligt. For hvis det kollapser, så vil vi ikke arve det, men udenlandske og endda fjendtlige kræfter vil overtage det. Men hvis England ikke ønsker det på nogen anden måde, så skal det blive banket til at falde på knæ. Føreren vil imidlertid være imødekommende for en fred på følgende grundlag: England ud af Europa, kolonier og mandater returneres. Reparationer for, hvad der blev stjålet fra os efter Verdenskrigen."

Tyske fly sendte tusindvis af løbesedler ned over England med opfordring til fred. Hitler kunne ikke forstå, hvorfor Englænderne absolut ville have krig. Foto ebay.

Ribbentrop skrev, at efter Dunkerque var Hitler opsat til at slutte en hurtig fred med England. Hitler skitserede de fredsbetingelser, han var villig til at tilbyde Briterne: "Det vil kun være et par punkter, og det første punkt er, at der ikke må gøres noget mellem England og Tyskland, som på nogen måde vil krænke Storbritanniens prestige. For det andet skal Storbritannien give os en eller to af vores gamle kolonier tilbage. Det er det eneste, vi vil have."

19. juli 1940 tog Hitler initiativ til at afslutte krigen efter Frankrigs fald. I en sejrtale til Rigsdagen erklærede han, at det aldrig havde været hans hensigt at ødelægge eller blot skade det Britiske Imperium. Hitler fremsatte et generelt fredstilbud med følgende ord: "I denne time føler jeg at det må være min pligt overfor min samvittighed endnu engang at appellere til forstanden og den sunde fornuft i Storbritannien så vel som andre steder. Jeg anser mig selv for at være i en situation til at kunne gøre dette, da jeg ikke er den overvundne, tigger ikke om begunstigelser, men sejrherren, og taler i fornuftens navn. Jeg kan ikke se nogen grund til, at denne krig skal fortsætte."

22. juli 1940 afviste Storbritannien officielt Hitlers fredstilbud.

Alan Clarke, forsvarsrådgiver for Margaret Thatcher, mener, at kun Churchill's besættelse med Hitler og "målbevidste vilje til at holde krigen i gang" forhindrede ham i at acceptere Tysklands tilbud om at afslutte krigen i 1940: "Der var flere lejligheder, hvor en rationel leder kunne have fået, først rimelige, så fremragende vilkår fra Tyskland. Hitler tilbød faktisk fred i juli 1940, før Slaget om Storbritannien startede. Efter RAF-sejren var de tyske vilkår stadig opnåelige, nu vejet mere til Storbritanniens gunst".

5. december 1940 Hitler gav udtryk for sin forundring til den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin over Storbritanniens afvisning af at acceptere hans fredstilbud. Hitler mente, at han gentagne gange havde strakt hånden frem for fred og venskab til Briterne, og hver gang havde de givet ham et blåt øje til svar. Hitler sagde: "Det Britiske Imperiums overlevelse er også i Tysklands interesse, for hvis Storbritannien taber Indien, vinder vi intet derved."

Sven Hedin hilser på Adolf Hitler under Olympiaden i Berlin 1936. Den Svenske opdagelsesrejsende udforskede de sidste hvide pletter på kortet i det Centrale Asien. Hitler var en stor beundrer af Hedin, og det var gensidigt, hvilket førte til at Hedin levede den sidste del af sit liv i Sverige i relativ ubemærkethed. Foto Wikipedia.

14. august 1940, under Slaget om Storbritannien, indkaldte Hitler sine felt-marskaller til Rigs Kancelliet for at indskærpe dem, at sejren over Storbritannien ikke måtte føre til det Britiske Imperiums sammenbrud: "Tyskland stræber ikke efter at smadre Storbritannien, fordi arvtagerne vil ikke være Tyskland, men Japan i øst, Rusland i Indien, Italien i Middelhavet og Amerika i verdenshandelen. Derfor er fred mulig med Storbritannien - men ikke så længe Churchill er premierminister. Derfor må vi se, hvad Luftwaffe kan gøre, og afvente et muligt valg til parlamentet."

Det var dog efter al sandsynlighed de menige Briters fascination af krigen og had til Tyskland og Tyskere, der holdt Churchill ved magten i tykt og tyndt. Den Tyske strategi med at bombe de Britiske byer blev ingen succes, den styrkede blot Briternes støtte til krigen.

10. maj 1941 landede Hitlers næstkommanderende, Rudolf Hess, med faldskærm i Skotland. Hans plan var at tage kontakt med Hertugen af Hamilton, som var et indflydelsesrigt medlem af den Engelsk-Tyske venskabsforening.

Rudolf Hess havde studeret Geopolitik - Her ses han (til højre) sammen med sin professor i Geopolitik, Karl Haushofer - fra omkring 1920. Foto The History Press.

Hess havde studeret geopolitik i sin ungdom. Han kendte Hitlers plan om at angribe Sovjetunionen og han vidste at Tyskland ikke kunne vinde en tofrontskrig. I Spandau-fængslet fortalte han journalisten Desmond Zwar at Tyskland ikke kunne vinde en krig på to fronter: "Jeg vidste at det, som jeg havde at sige, ville have fået hans billigelse. Hitler havde stor respekt for det Engelske folk."

I Skotland blev Hess meget hurtigt taget i Home Army's varetægt. Hertugen af Hamilton, som var wing commander på en nærliggende militær flyveplads, havde en samtale med ham den følgende dag under fire øjne. Rudolf Hess erklærede: "Jeg er på en mission for menneskeheden. Føreren ønsker ikke at besejre England og ønsker at stoppe kampene."

Efter krigen diskuterede Albert Speer formålet med flyvningen med Hess, som fortalte ham, at "ideen var blevet ham inspireret af overnaturlige kræfter i en drøm. Vi ville garantere England dets imperium, og til gengæld skulle det give os frie hænder i Europa."

Den Amerikanske journalist, Hubert Knickerbocker, der havde mødt både Hitler og Hess, spekulerede at Hitler havde sendt Hess med en meddelelse til Winston Churchill om den kommende invasion af Sovjetunionen og et tilbud om en forhandlet fred eller endog et anti-bolshevistisk partnerskab.

Soldater og politifolk i Eaglesham inspicerer vraget af den Messerschmitt ME-110, hvormed Nazi-lederen Rudolf Hess lavede sin solo flyvning til Skotland i maj 1941. Foto Inconvenient History.

Efter mødet med Hess arrangerede Hamilton et møde med Churchill gennem udenrigsministeriet. De mødtes i Ditchley, hvor Churchill opholdt sig for weekenden. De havde nogle indledende samtaler den aften, og Hamilton fulgte Churchill tilbage til London næste dag, hvor de begge mødtes med medlemmer af krigskabinettet.

Hitler frygtede, at hans allierede, Italien og Japan, ville opfatte Hess' handling som et forsøg på hemmeligt at indlede fredsforhandlinger med Briterne, derfor beordrede han at den tyske presse skulle karakterisere Hess som en galning, der tog beslutningen om at flyve til Skotland helt alene, uden Hitlers viden eller godkendelse. Hitler kontaktede Mussolini for at berolige ham.

Rudolf Hess blev tilbageholdt i Britisk varetægt indtil krigens afslutning, hvor han blev sendt tilbage til Tyskland for at blive stillet for retten i Nurnberg-processen. Han afsonede sin livstidsdom i det Vesttyske Spandau fængsel indtil sin død, angiveligt ved selvmord, som 93-årig.

22. juni 1941 indledte Tyskland operation Barbarossa, som var angrebet på Sovjetunionen.

Nogle af de 91.000 tyske soldater, som blev taget til fange ved Stalingrad sammen med et tilsvarende antal Rumænere, Italienere og Ungarere. Inden for et par uger ville over en fjerdedel være døde. Mindre end 6.000 tyskere overlevede de Sovjetiske arbejdslejre og vendte tilbage til Tyskland i begyndelsen af 1950'erne. Slaget ved Stalingrad var krigens vendepunkt. Tyskland mistede med et slag 25% af sin hær. Efter Stalingrad og efter at Hitler havde erklæret krig mod USA var Tysklands skæbne beseglet. Det tog derefter yderligere to år og millioner af soldaters liv at slutte krigen. Photo Medium.

Tysklands udenrigsminister Joachim von Ribbentrop havde fortalt Rep. Hamilton Fish, at samarbejde mellem England og Tyskland var afgørende for opretholdelsen af fred. Hitler havde endda "tilbudt at stille femten tyske hærafdelinger og hele flåden til rådighed for den britiske regering for at støtte dets imperium i tilfælde af krig hvor som helst i verden."

11. december 1941 erklærede Hitler krig mod USA.

19. november 1942 brød den Røde Hær igennem på begge sider af de Tyske positioner ved Stalingrad, og det stod klart at den Tyske hær var kørt fast ved Stalingrad og var ved at blive omringet.

14. januar 1943 begyndte topmødet i Casablanca i Fransk Marokko. Tilstede var den Amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og den Britiske premier minister Winston Churchill. Joseph Stalin havde meldt afbud under henvisning til at hans tilstedeværelse i Sovjet-Unionen var nødvendig på grund af slaget ved Stalingrad, som stadig rasede.

Topmøde i Casablanca i januar 1943. Fra venstre mod højre: general Henri Giraud, præsident Franklin Roosevelt, general De Gaulle and premier minister Winston Churchill. Stalin havde meldt afbud, da han havde travlt med slaget ved Stalingrad. Foto IWM.org.

Den absolut vigtigste beslutning på mødet i Casablanca var kravet om Tysklands Betingelsesløse overgivelse. Dermed var al fremtidig tale om fredsforhandlinger udelukket. Dwight D. Eisenhower, den Amerikanske general og senere præsident, mente at denne beslutning forlængede krigen med flere år. Man kan tilføje at det sandsynligvis også forlængede tabslisterne med flere millioner soldater liv og sikrede Europas fuldstændige ødelæggelse, økonomisk, kulturelt og politisk.

Ifølge den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Charles Bohlen, hviler "Ansvaret for denne betingelsesløse overgivelses-doktrin næsten udelukkende på præsident Roosevelt".

New York Times' korrespondenten Drew Middleton, som var i Casablanca under konferencen, afslørede senere i sin bog, "Retreat From Victory", at Churchill sagde, at han var "skræmt af meddelelsen", (kravet om ubetinget overgivelse). "Jeg forsøgte at skjule min overraskelse. Men jeg var hans (Roosevelts) ivrige løjtnant". Det indikerer en vag - og meget sen - erkendelse hos Churchill af behovet for fred. Han havde afvist alle Tyske fredsfølere og aldrig selv søgt fred.

Allerede i 1942 var Storbritannien fuldstændig afhængig af Amerikanske forsyninger af våben, ammunition, brændstof med videre, ganske som de havde været det under den Første Verdenskrig. Roosevelts ord var lov, og Churchill var hans "ivrige løjtnant".

Liberty skibet SS John W. Brown på De Store Søer i 2000. John W. Brown er en af kun to overlevende Liberty skibe fra Anden Verdenskrig. Liberty skibe var meget simple og billige skibe konstrueret for masseproduktion, som hovedsageligt blev bygget for at transportere forsyninger fra USA til Europa under Anden Verdenskrig.
Ganske som under Første Verdenskrig holdt USA krigen i gang fra den første dag ved at forsyne den svagere part, de Allierede, med våben, ammunition, brændstof, mad og mange andre forsyninger. For at løse denne enorme transportopgave, konstruerede man et billigt skib med et simpelt design, velegnet til masseproduktion, som var nemt og hurtigt at bygge. De blev bygget med en doktid på kun 24 dage. Atten amerikanske skibsværfter byggede 2.710 Liberty-skibe mellem 1941 og 1945. Desuden blev der bygget 534 af en noget forbedret type, som kaldes Victory-skibe. Derudover blev bygget 550 hurtigt konstruerede tankskibe kaldet T2 og T3. I 1943 producerede Amerikanske og Canadiske skibsværfter 140 fragtskibe om måneden. Desuden beslaglagde Amerikanerne som bekendt hundredvis af neutrale skibe, som de kunne komme til det, for at bruge dem til transporten over Atlanten. En meget stor del af A.P. Møllers flåde blev således beslaglagt af Amerikanerne, og den unge Mærsk McKinney Møller måtte tage til New York efter krigen for at forlange dem udleveret. Foto Wikipedia.

1943 Den nøjagtige dato kendes ikke af forfatteren. Det siges at den Tyske militære efterretningschef Canaris i 1943 var i kontakt med Britiske agenter i det besatte Frankrig. Han blev ført med bind for øjnene til nonneklosteret Passion af Vor Velsignede Herre - hvor han mødte den lokale leder af den Britiske efterretningstjeneste - Canaris ville kende betingelserne for fred, hvis Tyskland skaffede Hitler af vejen. Churchills svar, som blev sendt til ham to uger senere, var enkelt: "Betingelsesløs overgivelse" hvilket Churchill jo for ret nylig havde aftalt med Roosevelt.

6. Morgenthau Planen

I september 1944 krydsede Churchill Atlanterhavet til et topmøde med Roosevelt i Quebec's Citadel. Under banketten den 13. september sad USA's finansminister Morgenthau og hans stedfortræder, Harry Dexter White, en sovjetisk spion, ved Churchill's bord, hvor sekretæren fremlagde sin Morgenthau Plan, som var udformet af White.

Henry Morgenthau til venstre med præsident Franklin D. Roosevelt ved rattet. Morgenthau var den eneste jøde i Roosevelts kabinet, og nogle har spekuleret at planen var den Jødiske hævn over Tyskland for Holocaust. Photo Focus.de

Planen "havde til hensigt at gøre Ruhr området til et spøgelsesland. Den havde til formål at reducere den samlede tyske levestandard for at forhindre Tysklands genopbygning som en aggressiv magt. Det forbød bistand til den Tyske landbrugssektor og forbød produktion af olie, gummi, handelsskibe og fly." - "Den industrielle region Saar skulle ødelægges - Alle maskiner og fabrikkudstyr skulle overføres til Russerne" skriver Gregor Dallas. Tyskland skulle omdannes til en landbrugs-nation.

Da en Amerikansk embedsmand påpegede overfor Morgenthau, at Tysklands befolkning ikke kunne overleve ved landbrug alene, at millioner ville sulte, foreslog Morgenthau de Allierede at sende de overskydende Tyskere til Nordafrika.

Historikeren Gregor Dallas beskriver Churchill's umiddelbare reaktion: "Morgenthau havde kun fået sagt nogle få sætninger, da Churchill begyndte at sidde uroligt på stolen og mumle. Da han kom til slutningen, modtog sekretæren en "verbal skideballe" som han aldrig før i sit liv havde fået." Churchill sagde at planen - "Morgenthau Planen" som den er gået ned i historien - var unaturlig og u-kristen og unødvendig." Jeg går fuldstændig ind for at afvæbne Tyskland, men vi bør ikke forhindre dem i at leve et anstændigt liv." sagde Churchill - "Jeg er enig med Burke. Man kan ikke anklage en hel nation."

Churchill blev imidlertid informeret af sine rådgivere, at "Fase II" af lend-lease programmet, som Storbritanniens økonomiske overlevelse afhang af, kunne afhænge af hans støtte til Morgenthau-planen. Fredag 15. september var han knækket. "Mit folks fremtid er på spil" fortalte han en protesterende Eden. - "og når jeg skal vælge mellem mit eget folk og det Tyske folk, har jeg til hensigt at vælge mit eget folk"

Morgenthaus plan for det ny afindustrialiserede Tyskland fra hans bog fra 1945 "Germany is Our Problem".
Østpreussen skulle deles mellem Polen og Sovjetunionen, således som det skete og stadig er tilfældet i dag. En sydlig del af Silesien skulle overføres til Polen. De Tyskerne, som endnu ikke var flygtet, skulle deporteres. Syd Slesvig skulle overføres til Danmark. Det resterende Tyskland skulle deles i tre dele:
- En Nordtysk Stat, som ligner et forstørret Østtyskland.
- En Sydtysk Stat, som ligner et forstørret Bayern.
- En International Zone, som omfatter resten, hovedsageligt Rhinlandet inklusiv Ruhr Området, Tysklands industrielle centrum.

For alle dele af Tyskland skulle sikres "den totale ødelæggelse af hele den Tyske rustnings-industri og fjernelse eller destruktion af andre nøgleindustrier, der er grundlag for militær styrke."

Den Internationale Zone eller Ruhr-området, som blev anset for hjertet i den Tyske våbenindustri, skulle have en særlig barsk behandling. Ikke alene skulle våbenindustrien, men al industri ødelægges: "Alle industrianlæg og alt udstyr, der ikke allerede er ødelagt af militære handlinger, skal enten helt demonteres og fjernes fra området eller destrueres fuldstændigt. Alt udstyr skal fjernes fra minerne, og minerne skal grundigt ødelægges." - "Alle mennesker og deres familier i området, der har særlige færdigheder eller teknisk uddannelse, bør opfordres til at emigrere permanent fra området og bør spredes så vidt som muligt."

I Washington rejste sig en storm over den barbariske fred, der skulle pålægges Tyskland. Krigsministeren, Stimson, mindede Roosevelt om, at Morgenthau-planen var en markant krænkelse af "Atlantic Charter" og hans egne ord "frihed fra vilje og frihed fra frygt". En ansvarlig person lækkede planen til pressen. I løbet af en uge var den Amerikanske presse glødende, og Roosevelt trak i land. Churchill skulle imidlertid bære planen videre til Stalin og Molotov.

I den Amerikanske valgkampagne i efteråret 1944 påpegede Roosevelts modstander, Thomas Dewey, at den Nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels brugte planen til at rejse endnu flere soldater og vilje i forsvaret af Fædrelandet, hvilket påførte de Britiske og Amerikanske tropper titusindvis af yderligere tab i de kampe, der fulgte efter offentliggørelsen. "Udgivelsen af denne plan" hævdede Dewey, "svarede til ti friske Tyske divisioner."

Den relative fordeling af Marshall hjælpen på de Europæiske lande. Marshall planen var en økonomisk opfølgning af Truman-doktrinen, som signalerede en aktiv politik mod udbredelsen af kommunismen. USA's politikere havde den opfattelse at økonomiske kriser gav grobund for udbredelse af kommunisme. Et stærkt, samlet og genopbygget Vesteuropa ville derimod være en militær modvægt mod Sovjetunionen og svække de kommunistiske partiers indflydelse i de enkelte lande. Ydermere var tanken bag Marshall-hjælpen, at USA selv kunne undgå en økonomisk krise, idet det var afhængigt af at handle med dets Europæiske samhandelspartnere. Modtagere af Marshall hjælp skulle forpligtige sig til at være medlemmer af den internationale økonomiske organisation OECD. Foto Wikipedia

Et senere memorandum udarbejdet af Churchill og Roosevelt - også i september 1944 - var baseret på den oprindelige Morgenthau-plan "der fjernede de krigs-skabende industrier i Ruhr og Saar - så frem til at omdanne Tyskland til et land primært landbrugs- og pastoralt i sin karakter." De to statsledere må have været ganske klar over at Tysk landbrug kun kunne føde to tredjedele af landets indbyggere, og deres plan ville medføre udstrakt hungersnød.

Morgenthau-planen forblev i kraft indtil juli 1947, hvor den blev afløst af Marshall planen, som havde navn efter den amerikanske udenrigsminister George Marshall.

7. Bombning af Civile og anden Terror

Angrebet på den gamle Hansestad Lubeck natten til den 28. marts 1942 skabte en ildstorm, der forårsagede alvorlig skade på den historiske ældre bydel. Bomber ødelagde tre af byens vigtigste kirker. RAF Bomber Command anså bombningen af Lubeck for en stor succes. Foto Bundesarchiv.

"Samme dag Churchill tiltrådte som premierminister i maj 1940, beordrede han bombning af civile", skriver Buchanan.

Buchanan skriver at blot fireogtyve timer efter, at den tyske hær invaderede Frankrig, sendte Bomber-kommandoen atten Whitley-bombefly på et nat-angreb langt fra fronten i Westfalen. - "Dette angreb natten til den 11. maj 1940, som i sig selv var trivielt, var en epokegørende begivenhed, da det var den første bevidste overtrædelse af den grundlæggende civiliserede krigsførelse princip, at krigshandlinger kun må finde sted imod fjendens militære styrker."

Efter Frankrigs fald skrev Churchill et dystert brev til Lord Beaverbrook, minister for flyproduktion: "Når jeg ser rundt for at finde ud af hvordan vi kan vinde krigen, ser jeg, at der kun er en sikker vej. Vi har ingen kontinental hær, der kan besejre Tyskernes militære magt. Blokaden er brudt, og Hitler har Asien og sandsynligvis Afrika at trække fra. Skulle han blive afvist her eller ikke prøve invasion, vil han sprede sig mod øst, og vi har intet, som kan stoppe ham. Men der er en ting, der vil bringe ham ned og det er et absolut ødelæggende, udryddende angreb fra meget tunge bombefly fra dette land på det Nazistiske hjemland."

"I slutningen af 1940", skriver historikeren Paul Johnson, "blev Britiske bombefly i stor og voksende grad brugt til at dræbe og skræmme den Tyske civile befolkning i deres hjem".

Tidligt om morgen 25. juli 1943 udførte næsten 800 RAF Halifax og Lancasters et 50-minutters bombardement på Det Tredje Riges næststørste by, Hamburg. Piloterne brugte den gotiske spir på St. Nikolais kirke i byens historiske centrum som et pejlemærke og dræbte 1.500 mennesker.
Tre nætter senere, lige efter midnat, vendte bombeflyene tilbage. Hvad der nu fulgte var umådeligt meget værre. Bombeflyenes mål var byens overfyldte arbejderklasse distrikter, Hammerbrook, Hamm og Borgfelde, som mange af dem, der havde mistet deres hjem i det foregående bombardement, var flygtet hen til. Usædvanligt varmt vejr kombineret med store mængder brandbomber skabte en orkanlignende ildstorm, der kostede yderligere 40.000 menneskers liv. Foto Bundesarchiv.

Poul Johnson skriver videre: "Denne politik, der blev indledt af Churchill, godkendt i kabinet, godkendt af parlamentet og efter alt at dømme, entusiastisk støttet af størstedelen af det Britiske folk - opfyldte således alle betingelser for samtykkeprocessen i et demokrati styret af lov - markerer et kritisk stadium i menneskehedens moralske forfald i vor tid."

"Hvad angår luft strategien" skriver A.J.P. Taylor. "Overgik Briterne de frygtindgydende Tyskere først i teorien, senere i praksis, og en nation, som hævdede at kæmpe for en moralsk sag, var stolte af omfanget af dets umoralske handlinger."

Churchill møder Stalin i Moskva i 1942. Fra venstre mod højre Churchill, William Averell Harriman, som var Roosevelts betroede mand, Stalin og Molotov. Stalin hånede Briterne og sagde de Britiske soldater ville miste deres frygt, så snart de begyndte at kæmpe. Det var vigtigt for Churchill at bevise overfor Stalin at Storbritannien virkelig gjorde noget i krigen mod Tyskland. Foto Library of Congress.

I sit første møde med Stalin i 1942 bragte Churchill Royal Airforce's bombardementer af tyske byer op for at for at indynde sig hos tyrannen ved at imponere ham med, hvor hensynsløs Storbritannien havde til hensigt at være: "Churchill talte nu om bombningen af Tyskland. Den var allerede betydeligt, sagde han og ville øges." Storbritannien betragtede den tyske civile befolknings moral "som et militært mål". Vi søger ingen barmhjertighed, og vi vil ikke vise barmhjertighed. "Storbritannien håbede at "knuse" tyve tyske byer, og flere var allerede knust. Hvis det bliver nødvendigt, når krigen går videre, håber vi at knuse næsten hver eneste bolig i næsten alle Tyske byer. (Johnson).

Churchill bragte en Frederick Lindemann ind i War Cabinet som videnskabelig rådgiver. Lindemann præsenterede sin rapport tidligt i 1942: "Bombningen skal være rettet specielt mod tyske arbejderklasse-huse. Mellemklasse-huse har for meget plads rundt om dem og er således tilbøjelige til at spilde bomber."

Foto taget fra fly over Dresden, der viser brandbombe-brande i Dresden under det andet store angreb natten til 14. februar. Foto RAF Film Production.

Britiske propaganda udsendelser hævdede, at Luftwaffe havde påbegyndt bombningen af byer ved brutalt at gå mod London. Men det var Briterne, der først rettede krigen mod civile, og de var stolte af det. "For at opnå udryddelse af det Nazistiske tyranni er der ingen form for vold, som vi ikke vil udføre," fortalte Churchill parlamentet 21. september 1943.

Inden han rejste til Yalta, beordrede Churchill operation Thunderclap, som var massive bombardementer for at gøre tyske civile hjemløse og gøre dem til flygtninge for at tilstoppe de veje, som tyske soldater skulle bruge for at stoppe den Røde Hærs offensiv. Air Marshall Arthur "Bomber" Harris satte Dresden på mållisten.

Buchanan beretter: "I to bølger med tre timers mellemrum regnede 650.000 brandbomber ned over Dresdens smalle gader og barok-bygninger sammen med yderligere 1.474 tons eksplosiver - brandene brændte i syv dage.

Dresdens gamle bygninger efter angrebet. Dresden var en civil by uden militær betydning. Foto Bundesarchiv.

Mere end 650 hektar af byen blev ødelagt (sammenlignet med 40 hektar brændt i det tyske angreb på Coventry) og smeltende gader brændte skoene af dem, der forsøgte at flygte. Biler uberørte af ilden bristede i flammer kun fra varmen. Tusindvis søgte tilflugt i kældrene, hvor de døde, berøvet ilt af flammerne, før bygningen over dem kollapsede.

Forfatteren Kurt Vonnegut, som var en af 26.000 allierede krigsfanger i Dresden, som hjalp med at rydde op efter angrebet, husker hvordan de gravede sig ind i ruinerne for at finde de døde, der sad oprejst i det, han senere skulle beskrive i "Slaugtherhouse Five" som "Corpse Mines". Flydende i de statiske vandtanke var de kogte kroppe af hundreder flere.

Morgenen efter Lancasters' angreb ankom fem hundrede B-17 over Dresden i to bølger med tre hundrede jagere som eskorte for at beskyde de flygtende overlevende. Estimater af antallet af døde i ildstorm-området varierer fra 35.000 til 250.000. Associated Press rapporterede, at "Allierede krigs-ledere har truffet den længe ventede beslutning om at benytte bevidst terror-bombning af Tyske befolknings-centre som et hensynsløst middel til at fremskynde Hitlers endeligt."

En af de advarselsskilte mod miltbrandbakteier, der fandtes spredt ud over Gruinard Island indtil dens dekontaminering i 1990. Foto TSPL.

Air Marshall Harris antyder at Churchill gav ordren til at afbrænde Dresden: "Jeg vil kun sige, at angrebet på Dresden på det tidspunkt blev betragtet som en militær nødvendighed af meget vigtigere personer end mig selv."

I 1944 godkendte Churchill fremstillingen af fem millioner miltbrandkager, der skulle kastes ned Nordtysklands græsgange for at forgifte kvæget og gennem dem folket. Som Glasgow Sunday Herald rapporterede i 2001: "Målet med operationen Vegeterian var at udrydde de tyske oksekøds- og mælkebesætninger og derefter se bakterien sprede sig til den menneskelige befolkning. Med mennesker, der ikke havde adgang til antibiotika, ville det have forårsaget at mange tusind - måske endda millioner - af tyske mænd, kvinder og børn ville komme til at lide en forfærdelig død."

Miltbrand-kagerne blev testet på Gruinard Island ud for Wester Ross i Skotland, som ikke blev renset for forurening før 1990.

8. Resultatet af Krigen

Målt på størrelsen af hærene, omfanget af de kampene og længden af tabslisterne, var Anden Verdenskrig mindre en krig mellem Fascisme og Frihed, end det var en krig mellem Nazisme og Bolsjevisme. Hitler tabte, Stalin vandt.

Det Amerikanske Lend-Lease-program var det system, som autoriserede USA's regering til at bortgive 50 milliarder dollar i militær bistand i perioden 1941-45. Der krævedes ingen tilbagebetaling.
31 milliarder dollars gik til Storbritannien,
11 milliarder dollar til Sovjetunionen,
3 milliarder dollar til Frankrig
1,6 milliarder dollar til Kina.
Desuden opererede Canada et lignende program for bistand til Storbritannien, og Storbritannien havde sit eget program for hjælp til andre, især Sovjetunionen. Foto Conservopedia.

"De fleste af kampene og tabene i den blodigste af alle krige, den for at omstyrte Hitlers Rige, fandt sted på Østfronten." Buchanan citerer Davies: "Det Tredje Rige blev stort set besejret - ikke af de liberale demokratiers styrker - men af den Røde Hær fra et andet massemyrdende tyranni. Auschwitz's befriere tjente et regime, der selv drev et endnu større netværk af koncentrationslejre."

På vestfronten udspillede krigen sig meget som Første Verdenskrig. USA holdt krigen i gang ved at levere våben, ammunition, brændstof og mad til den svagere part, som var Storbritannien.

Konvoj på vej over Atlanterhavet. Det var ikke ufarligt at sejle forsyninger til Storbritannien. Gennem 1941 og 1942, for eksempel sænkede den Tyske Krigsmarine 2,963 Allierede skibe. Ofte krydsede en halv snes konvojer med mere end 20.000 sømænd Atlanterhavet samtidig med hastigheder mellem syv og ni knob. Dårligt vejr og tåge var en velsignelse for konvojerne, da det gjorde U-bådsoperationer meget vanskelige. Hvis der var for meget røg fra skibenes skorstene var det et livsfarligt tegn, som kunne ses mange sømil væk. Foto Rhiw.com.

Seks måneder efter at Sovjetunionen blev invaderet, var Hitler blevet stoppet i øst og havde erklæret krig mod USA, skriver Buchanan. Det Nazistiske Tyskland var dødsdømt. Det ville tage det tre år at dø og tage millioner med sig i døden. Tyskland ville blive ødelagt og Fascismen for evigt kompromitteret. Men prisen ville være snesevis af millioner døde og Europas ødelæggelse. Og Freden af 1945, Stalins fred øst for Elben, ville få Ian Smuts "Karthagiske Fred" fra 1919 til at fremstå som storsindet. De sande vindere af den største krig i historien skulle blive USA og Sovjet-Unionen.

"Churchill havde viet sit liv til tre formål: Bevarelsen af imperiet, holde socialismen stangen og forhindre enhver fjendtlig magt i at dominere Europa. I juli 1945 var alle tre formål blevet tabt, og Churchill blev afskediget af de mennesker, han havde ført til krig."

Konvoj til Murmansk. I alt 78 konvojer leverede fire millioner tons vitale laster af kampvogne, ammunition, våben og andre forsyninger til Sovjetunionen - hvilket gjorde det muligt for Den Røde Hær at afvise Nazi-invasionen. Omkostningerne i liv var forfærdelige. Mere end 3.000 søfolk omkom i de forræderiske farvande i Det Arktiske Hav, blandt dem mange Skandinaver. Foto Daily Mirror.

Men hvad havde alt dette "blod, sved, slid og tårer" skabt?

I Øst- og Centraleuropa havde Hitlers styre givet plads til Stalins. Pax Britanica havde givet plads til Pax Americana. Og for dette havde det Britiske imperium ofret sig selv. Men der var denne bemærkelsesværdige succes: Storbritannien havde genindsat Etiopiens kejser på hans trone. En kritiker sagde, "Det var ironisk, at Briterne hentede Haile Selassie tilbage til Addis Abeba for at bringe Russerne ind i Wien, Berlin og Port Arthur."

United States of America var den sidste af de store magter som gik i krig. USA kom ud af krigen som den første nation i Verden, uovertruffen i luften og på havet, med de færreste tab i forhold til dets befolkning, kun fire hundrede tusinde. Bortset fra Pearl Harbor og Aleuterne, var hjemlandet uskadt - Ledelsen af Vesten gik fra Storbritannien og Europa til Amerikas Forenede Stater.

Stalingrads ruiner. Foto Pinterest

Sovjetunionen mistede millioner af soldater og civile og led omfattende ødelæggelser, men Stalin kom ud af krigen som den mest magtfulde zar i historien, med den sejrrige Røde Hær i Berlin, Wien og Prag.

Storbritannien tabte hvert eneste slag til Tyskerne, i Norge, Frankrig, Grækenland, Kreta og Libyen - indtil El Alamein i 1942. Det sluttede krigen med fire hundrede tusinde døde og en Pyrrhussejr. Få år efter krigen mistede det hele sit imperium og blev omdannet til en mellemstor Europæisk velfærdsstat.

Frankrig var besat i fire år. Vichy perioden var karakteriseret ved udbredt samarbejde med besættelsesmagten. Fransk Indokina blev overtaget af Japan. Ved krigens slutning var Syrien og Libanon væk. I 1954 blev Franskmændene besejret ved Dien Bien Phu og jaget ud af Viet-Nam af general Giap og Ho Chi Minh. I 1962 blev det drevet ud af Algeriet af FLN's terror taktik. Hele Nordafrika faldt væk, og Frankrigs imperium syd for Sahara smuldrende snart.

Katyn massakren. Under den Sovjetiske invasion i Polen i 1939 - som følge af Molotov-Ribbentrop-pagten - tog Russerne et sted mellem 250.000 og 450.000 Polske fanger. Hovedparten blev hurtigt løsladt. De resterende blev interneret i fangelejre i det vestlige Sovjet. Den 5. marts 1940 besluttede det Sovjetiske politbureau med Stalin i spidsen, at de 25.700 resterende Polske fanger skulle henrettes. Ordren var underskrevet af Stalin, Molotov, Vorosjilov og Mikojan. Henrettelserne begyndte den 4. april 1940 og fandt sted hver nat i lang tid. Omkring 8.000 var officerer i den polske hær, desuden var der gendarmer, godsejere, fabriksejere, præster og advokater. I denne massakre blev en stor del af den Polske nationale elite udslettet. Størstedelen af de henrettede blev begravet i Katyn Skoven nær Smolensk.
Buchanan skriver at Churchill kendte til massakren, men fortsatte med at lave aftaler med Stalin - i tillid til at han ville holde dem. Foto: Kresy Family.

Polen kom ud af krigen som en Sovjetisk satelitstsat. I 1939 stolede Polakkerne på de Allieredes krigsgarantier, men led tab på hundrede tusinde døde ved det Tyske angreb i september. Det polske officerskorps og mange andre af dets nationale elite blev massakreret af Stalins NKVD i "killing fields" som Katyn Skoven året efter. Polens hjemmehær, rejste sig i Warszawa i 1944 efter opfordring fra Den Røde Hær, som var rykket frem til den vestlige side af floden Vistula overfor Warszawa. Og medens Den Røde Hær så til og nægtede at gribe ind, led den polske hjemmehær og Warszawas civile befolkning store tab på måske mere end 100.00 faldne, indtil den var endeligt tilintetgjort af Wehrmacht og SS. "Eliten af Polens patriotiske og demokratiske ungdom blev elimineret" skriver en historiker.

Etniske tyskere fordrives fra Silesia, måske i 1945-47. Foto Pinterest.

Tyskland kom ud af krigen i total ruin med millioner af civile døde på grund af de Allieredes tæppebombninger og den Røde Hærs repressalier. I en af de største folke-flytninger i den menneskelige historie blev tretten til femten millioner Tyskere drevet ud af de lande, som deres forfædre havde beboet i århundreder. To millioner omkom i den langvarige orgie af voldtægt og hævn. Problemet med Tyske mindretal i Europæiske lande blev "løst" ved at udrydde nogle og "etnisk rense" resten af områderne.

Tyve gange så mange Tyskere blev drevet fra deres hjem mellem 1944 og 1948, som de 600.000 Palæstinensere i 1948. Øst Preussen, Pommern, Øst-Brandenburg, Schlesien, Danzig, Memel og Sudetenland blev ubarmhjertigt og hensynsløst renset for Tyskere, hvis forfædre havde beboet disse lande i mange århundreder.

Italien kom nogenlunde intakt ud af krigen, selvom det mistede alle sine kolonier. Landet blev bombet og invaderet af Tyske, Britiske og Amerikanske styrker. Det tusind år gamle kloster, Monte Cassino, blev næsten fuldstændig ødelagt af Allierede bomber i 1944. Italien mistede omkring 200.000 af sine sønner, først i kampene i Rusland og senere i partisankrigen i selve Italien. Mussolini blev henrettet af kommunistiske partisaner, hans krop hængt op med hovedet nedad sammen med hans elskerinde, Clara Petacci.

I 1939 havde Stalin henrettet mange af hans egne partikammerater fra 1917 og millioner af andre Russere. Han havde genindført slaveriet for millioner i arbejdslejre i det nordlige Rusland og Sibirien, og han havde genindført stavnsbåndet, idet han havde forbudt bønderne at forlade deres landsbyer. Hans folkelige støtte var formentlig helt ubetydelig. Han blev reddet på kanten af afgrunden i 1939 ved at hans værste fjender gik i krig mod hinanden, idet Storbritannien og Frankrig erklærede krig mod Tyskland, og derefter blåstemplede de ham ved at gøre ham til ligeværdig partner i kampen mod "ondskabens fyrste" og yde Stalin massiv materiel støtte. Vesten skabte selv deres ærkefjende Sovjetunionen. De Russiske tab i krigen var enorme, 20 millioner var det officielle tal under Sovjet-styret. Stalin kom ud af krigen som den største Zar i Ruslands historie. Hans magt strakte sig fra Vladivostock til Berlin. Foto Pinterest.

De Baltiske republikker, Litauen, Letland og Estland blev annekteret af Stalin allerede i juni 1940 som konsekvens af Molotov-Ribbentrop pagten. Stalin lod millioner af Baltere deportere til Sibirien og det Nordlige Rusland og forflyttede et tilsvarende antal etniske Russere til de Baltiske lande.

Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Jugoslavien, Albanien og Østtyskland mistede effektivt deres selvstændighed og blev satellitstater i det ny Sovjetiske imperium.

9. Winston Churchill - Århundredets Mand

En vigtig motivation for Buchanan til at skrive sin bog var at stærke kræfter blandt Vestens medier ønskede at udnævne Winston Churchill til det tyvende århundredes store helt, og det ønskede han at imødegå.

Da det Britiske ultimatum til Tyskland udløb d. 4. August kl. 11 og bragte Storbritiannien i krig mod Tyskland, sad Lloyd George sammen med sin utrøstelige prime minister i dennes kontor, og han fortalte senere en ven om dette skæbnesvangre øjeblik: "Winston stormede ind i rummet, strålende, hans ansigt lysende, med ivrige bevægelser, det ene ord efter det andet strømmede ud af hans mund, hvordan han skulle sende telegrammer til Middelhavet, Nordsøen, og Gud ved hvorhen. Man kunne se, at han var en virkelig glad mand."

Et udvalg af den unge Churchill's legetøjssoldater udstillet i Blenheim Palace nord for Oxford. Foto "Hey! - What? - What did you say."

Churchill var begejstret. Seks måneder senere, efter det første slag ved Ypres med titusindvis af Britiske soldater i deres grave, sagde han til Violet Asquith: "Jeg tror, at en forbandelse måske hviler på mig - fordi jeg er så glad. Jeg ved, at denne krig smadrer og knuser tusinder af liv hvert øjeblik og alligevel - jeg nyder hvert sekund."

Maurice Hankey sagde: "Churchill var en mand af helt anden type end alle sine kolleger. Han havde en virkelig entusiasme for krig. Hvis der skulle være krig, kunne han i det mindste nyde det"

Som dreng havde Winston Churchill en stor samling af legetøjs-soldater. Han fik sit første sæt soldater, da han var syv år gammel. Da han var teenager, spillede han stadig krigsspil - længere tid end andre drenge - med et sæt, der var vokset til 1.500 stk. De fleste er idag udstillet i Churchill's barndomshjem, Blenheim Palace.

Men han havde ikke meget held med de rigtige soldater. Næsten alle militære projekter, som blev iværksat af Winston Churchill mislykkedes katastrofalt.

Det var Boerkrigen der gjorde Churchill berømt og afslørede de kvaliteter eller mangel på samme, der skulle gøre ham både beundret og mistroet hele sit liv.

Tegning af pansret tog. Foto Pinterest

Han sejlede til Sydafrika som korrespondent for avisen Morning Post. Churchill var ivrig efter at se kampe tæt på. Med 150 soldater i tre vogne, fastgjort foran og bag lokomotivet, kørte han med et pansret tog mod nord for at udspejde Boer territorium syd for den belejrede by, Ladysmith, i Natal.

Som toget kørte nordpå, observerede Churchill Boere på hesteryg, som observerede ham. Boerne lod toget passere, så dyngede de klippestykker på sporene. Længere nordpå tiltrak toget beskydning fra en Boer-feltkanon. Straks satte de det i bakgear og rasede tilbage ned ad sporene og stødte ind i klippestykkerne. Vognene blev afsporet og Boer skarpskytter med mauser-rifler og en felt-kanon begyndte at beskyde Briterne. Churchill hjalp til med at rydde sporet for at gøre lokomotivet i stand til at flygte mod syd med halvtreds overlevende, mest sårede. Sammen med 58 andre Briter, var han nødt til at overgive sig - En fiasko og ydmygelse for den Britiske hær. Boerne havde kun fire sårede.

Churchill blev fængslet i Pretoria, undslap og vendte tilbage til Sydafrika. Få hændelser i hans unge liv er mere lærerige for at forstå den fremtidige leder, som Churchill ville blive. I hændelsen med det pansrede tog havde Churchill vist både hensynsløst vovemod og sørgelig ringe dømmekraft. General Redvers Buller, kommandanten i Sydafrika, beskrev operationen som "ubegribelig dumhed".

Winston Churchill som reporter for avisen Morning Post i Syd Afrika under Boer Krigen i 1899. Foto C. Peter Chen.

Lloyd George sagde om Churchill: "Stakkels Winston - En strålende fyr uden en dømmekraft, som passer til hans heftige indskydelser. Hans styretøj er for svagt til hans hestekræfter"

Robert Boothby, Churchills personlige assistent som kansler, så ham som manden, der skulle lede de konservative, der ønskede at stå op imod diktatorerne, skrev til Churchill efter hans fem minutters katastrofe (idet han støttede Edward III's abdikation - "fyldt med følelser og brandy") "Hvad der skete denne eftermiddag, får mig til at føle, at det er næsten umuligt for dem, der er mest dedikeret til dig personligt, at følge dig blindt - i politik. Fordi de kan ikke være sikre på, hvor i helvede du lander næste gang"

Som militærstrateg var Churchill involveret i to af de største fadæser i Første Verdenskrig.

Først kom Antwerpen fiaskoen i 1914, hvor han sendte sin uprøvede marine-brigade over Kanalen for at forsvare Antwerpen og drog selv over for at lede operationen. Han opnåede kun at se Antwerpen indtaget af Tyskerne på nogle få uger og hans marine-brigade decimeret og interneret i det neutrale Holland for resten af krigen.

Churchills marinesoldater marcherer ind i Antwerpen. Foto Pinterest.

Derefter kom Dardaneller katastrofen og hans afskedigelse som First Lord. Den overordnede plan var storslået. Man ville tvinge sig igennem Dardanellerne med slagskibe, indtage Konstantinopel, åbne en ny forsyningsrute til Rusland og derved motivere de neutrale Balkan-lande til at slutte sig til de Allierede.

Men udførelsen af planen var forfærdelig. Churchill overtrådte Nelson's diktum: "Skibe kæmper ikke mod forter". Royal Navy's forsøg på at sejle gennem Dadanellerne - uden at lande tropper til at angribe de Tyrkiske forter bagfra - resulterede i tabet af tre slagskibe og alvorlige skader på yderligere tre på den første dag. Derefter fulgte ugers forsinkelse, som Tyrkerne brugte på at befæstede Gallipoli. Så kom den Britiske-Franske-Anzac invasion ved Gallipoli, der resulterede i måneders skyttegravskrig. De allierede tab udgjorde over 56.000, heraf 8.709 fra Australien og 2.721 fra New Zealand. I Australien og New Zealand markerer de stadig Anzac Day 25. april, hvor så mange af deres sønner faldt. Projektet blev tilsidst opgivet, og Winston Churchill blev afskediget som First Lord.

I september 1939 kom Churchill tilbage til admiraliteten og begyndte straks at arbejde for en invasion af det neutrale Norge for at afskære Tyskland fra Svensk jernmalm, som om vinteren, når Sveriges nærmeste havn var lukket af is, blev transporteret over Norge til Narvik og derfra til Tyskland. Attlee og Labour havde afvist enhver krænkelse af Skandinavisk neutralitet, og kabinettet diskuterede for og imod om det var klogt at minere neutralt farvand og indtage Narvik.

Gennem hele krigen var den tyske økonomi og krigsførelse afhængig af importeret Svensk Jernmalm. Fra Malmberget og Kiruna blev det transporteret med malmbanen til Luleå og derfra med skib til Tyskland. Imidlertid, om vinteren var den Botniske Bugt tilfrossen og malmen blev i stedet udskibet fra Narvik. Foto Wikipedia.

Imidlertid, Churchill røbede Storbritanniens kort til Berlin. Den 17. februar opbragte den Britiske destroyer, Cossack, det Tyske fragtskib Altmark i Norges kystfarvand og befriede nogle Britiske fanger, som var under transport til Tyskland. De fleste var sømænd fra handelsskibe sænket af Graf Spee. En rasende Hitler frygtede nu, at Briterne ville invadere Norge. Han beordrede forberedelser gjort til at komme Briterne i forkøbet med sin egen invasion.

Andrew Roberts skriver: "Bevarede referater af Hitlers konferencer afslører at han tidligt i 1940 betragtede "vedligeholdelsen af Nordens neutralitet for at være den bedste kurs for Tyskland". Men i februar kom han til den konklusionen at: "Englænderne planlægger at lande der, og jeg vil være der før dem." Hans klare beslutning om at planlægge et angreb på Norge (og Danmark) blev taget et par dage efter at den Britiske destroyer HMS Cossack på Churchills ordre sejlede ind i Norsk farvand og bordede det tyske fragtskib Altmark for at befri Britiske fanger. Churchill blev meget populær på grund af denne succes, som pressen gjorde meget ud af."

På trods af Churchills forsikringer om, at Royal Navy havde absolut kontrol over Nordsøen, gjorde Tyske tropper 9. april landgang i København, Oslo og fem andre Norske havne, herunder Narvik, inden for få timer inden den forventede ankomst af Britiske marinesoldater.

Narvik under Anden Verdenskrig. Kampene drejede sig om kontrollen med selve Narvik med udskibningshavn og det bagved liggende område mod Sverige inklusive malmbanen. Da de Allierede styrker ankom, var området allerede besat af Tyske tropper. På trods af stor numerisk overlegenhed lykkedes det aldrig for de Allierede at erobre hele Narvik og malmbanen. Foto Norsk Telegrambyraa.

Ifølge Roberts havde Churchill plapret ud med sin Norske plan på et hemmeligt møde med neutrale presse-attacherer, og den tyske efterretningstjeneste havde opsnappet vitale oplysninger om det Britiske angreb.

Både Lloyd George og George Kennan når til den konklusion, at Briterne selv ved at krænke Norsk neutralitet havde trukket Hitler ind i Skandinavien.

For at sikre adgangen til Norge besatte Tyskerne også Danmark 9. april 1940.

Da de Allierede ankom til Narvik, var byen og området op til den Svenske grænse allerede besat af tre Tyske bjergjæger divisioner. På trods af overvældende numerisk overlegenhed, var de Allierede ikke i stand til at generobre hele Narvik området i de tre måneders kampe, som fulgte. Den allierede ekspeditions-styrke omfattede Britiske styrker, enheder fra den Franske Fremmedlegion og Polske enheder og de samarbejdede med dele af den Norske hær. Efter tre måneders hårde kampe gav de op, og tropperne blev trukket tilbage til Storbritannien. Historikeren Henrik O. Lund skriver: "Tyskerne opnåede de fleste af deres mål i, hvad der skal betragtes som en forbløffende militær succes set i lyset af overvældende odds."

Besætningen på den Engelske destroyer HMS Hardy i Ofotfjord ved Narvik. Efter hårde kampe blev skibet sænket af Tyske destroyere og den overlevende del af besætningen måtte klare sig de 350 meter gennem det kolde vand til kysten. Foto MailOnline.

To år senere - under pres fra Stalin for at åbne en anden front - lancerede Churchill, nu premierminister, et angreb henover Kanalen på den Franske havn, Dieppe. Et blodbad fulgte hvor to tredjedele af de seks tusinde kommando-soldater, for det meste Canadiere, blev dræbt, såret eller taget til fange, og med RAF-tab på tre til en mod Luftwaffe. Canadiere har aldrig glemt, hvad en officer kaldte de blodigste ni timer i Canadisk militær historie. Mange bebrejder Churchill for tabet af deres modigste sønner i et angreb, som endog Tyske forsvarere anså som en selvmorderisk ofring af modige soldater.

I München i 1939 aftalte Chamberlain at overføre 3,25 millioner Sudetertyskere til Berlin i stedet for at udkæmpe en meningsløs krig for at holde dem under et Tjekkisk styre, som de ønskede at slippe af med. I Teheran og Jalta afskrev Churchill hundrede millioner kristne til Stalins terror og besluttede at lade ham annektere de Baltiske lande og 40% af Polen, den nation, for hvis "integritet" Storbritannien var gået i krig. På hans krigstids-møder med Stalin var Churchill også enig i etnisk udrensning af 13 til 15 millioner Tyskere fra deres forfædres hjem, hvoraf to millioner ville dø i under deres exodus. Han accepterede Stalins brug af Tyskere som slavearbejdere og den tvungne repatriering af hundredtusindvis af russere, ukrainere og kosakker - som var taget til fange i tyske uniformer - til et barbarisk regime, som han selv havde kaldt "de mest uærlige mordere i hele historien".

Tilfangentagne kosakker. Efter Normandiet faldt tusindvis af Tyske fanger, der var etniske Russere, i Britiske hænder og blev overført til England. Da de var blevet taget til fange i tyske uniformer, havde de ret til - i henhold til Geneve-konventionen fra 1929 - behandling som krigsfanger. Men da deres forhold blev drøftet i London, mindede en irriteret Churchill Sir Alexander Cadogan fra udenrigsministeriet om at: "Jeg troede, vi havde arrangeret at sende alle Russerne tilbage til Rusland - vi bør slippe af med dem så hurtigt som muligt. Det var vores løfte til Molotov, som jeg forstod det."

Buchanan fortsætter: "Mere end "allieret sig med Stalin" har Churchill konspireret med Stalin i sådanne historiske forbrydelser som den tvungne udlevering af millioner af regime-modstandere til NKVD, lige gyldigt om de var "sovjetiske borgere" eller ikke. Stalin var især interesseret i kosakkerne, der havde kæmpet mod bolsjevikkerne i borgerkrigen 1919-1920 og flygtet med deres familier mod vest. Selv om de aldrig havde været "sovjetiske borgere", blev kosakkerne sendt tilbage." - for de fleste af dem til den visse død.

Churchill og Stalin i Moskva i 1942

Churchill og Stalin i Moskva 1942. Den 13. oktober 1944 skrev Churchill til sin hustru, Clementine, fra Moskva: "Jeg har haft en meget behagelig snak med de gamle bjørn (Stalin). Jeg kan lide ham, jo mere jeg ser ham."

"Stakkels Neville Chamberlain troede, at han kunne stole på Hitler, men han tog fejl. Men jeg tror ikke, jeg tager fejl med Stalin," sagde Churchill efter sin tilbagekomst fra Yalta. Han erklærede for Parlamentet: "Jeg kender ingen regering, der står fast på sine forpligtigelser, selv om de ikke er i deres egen interesse, mere solidt end den Russiske Sovjetregering"

Men hvordan kunne en statsmand af Churchills klasse - femogtyve år efter at han havde beskrevet bolsjevismen som det blodigste tyranni i historien - sætte sin tillid til en despot, der havde massakreret, sultet og myrdet millioner af egne landsmænd? På hvilket grundlag kunne Churchill forkaste sin døde rival, Chamberlain, for kortvarigt at have haft tillid til Hitler, når han, Churchill, indrømmer at have stolet på Stalin for at respektere "Polens suverænitet, uafhængighed og frihed?"

10. Links og Litteratur

Churchill, Hitler and the Unnecessary War. Wikipedia.
Blood, Toil, Tears, and Sweat American Literature.
The Morgenthau Plan fpp.co.uk.
The 1945 air raid on Dresden fpp.co.uk
Norway 1940: The Siege of Narvik Historigraph Youtube
href="http://www.rhiw.com/y_mor/hugh_roberts/atlantic/atlantic_02.htm"> Battle of the Atlantic Rhiw.com
Britain's Cossack Betrayal Warfare History Network
Churchill believed he could charm anyone MailOnline
20200614

Passed W3C Validation