I sin bog "The Craddle of the East" argumenterede professor Ping Ti Ho for, at Kinas tidlige kulturelle præstationer inden for områder som landbrug, sprog og metallurgi blev udviklet med ringe eller ingen indflydelse fra andre kulturer. Denne ide har udviklet sig til den folkelige kinesiske historieteori, "Kina er en ø", som udsiger at Kina og hele Kina altid har været befolket af østasiatiske etniske typer. Og eventuelle historiske fund, som viser noget andet, vil blive afvist med at der er tale om "fremmede købmænd", "persiske købmænd" eller lignende forbigående fænomener.
Yuezhi er interesant, fordi de helt sikkert var kaukasiske typer, som havde deres oprindelige hjem, hvor de havde boet "altid", inden for det moderne Kinas grænser.
Ingen ved, hvad der skete med Sogderne, Yuezhi- og Xianbei-folkene efter Tang-dynastiet. Vi kan kun gisne. Jeg tror at de mistede deres etniske og nationale identitet og deres sprog og blev blandet med alle de andre kinesere - de af dem, der ikke var bleven forfulgt og udryddet som djævle.
1. Yuezhi
Både Sima Qians Shiji 85 f.Kr. og Han Shu 111 e.Kr., som er en slags fortsættelse af Shiji, og Hou Hanshu fortæller om et folk, som kineserne kaldte Yuezhi, der boede på steppen "mellem Dunhuang og Qilian bjergene" i den moderne kinesiske provins Gansu.
Hanshu og Hou Hanshu er forskellige dokumenter. Han Shu er det ældste og dækker det tidlige Han Dynasti, 206 f.Kr. - 8 e.Kr. og er skrevet af Ban Gu på grundlag af hans faders arbejde, og den blev færdiggjort af hans søster Ban Zhao. Hou Hanshu blev skrevet 400 år senere af Fan Ye. Den inkluderer de tidligere historiske beretninger, herunder Shiji og Hanshu.
Guldmønt, der viser Kushan kongen Kanishka I. Han havde deformeret hovedskal, kraftigt skæg, dybt liggende store øjne og kongelig hestehale. Kushans var efterkommere af Yuezhi. Bagsiden af mønten har indskriften Buddha. Foto Classical Numismatic Group, Inc Wikipedia.
Shiji beretter, at efter et katastrofalt nederlag til deres arvefjende, Xiongnu, i 176 f.Kr. migrerede Yuezhi i forskellige retninger.
Gruppen "Da Yuezhi", som betyder "Store Yuezhi", rejste mod vest og både bosatte sig i de sogdiske byer ved Oxus floden og grundlagde og Kushan riget, dette sidste hovedsagelig i moderne Afganistan.
Gruppen "Xiao Yuezhi", som betyder "Lille Yuezhi", trak sig op i bjergene, som afgrænsede det Tibetanske Højland.
I deres nye hjemland mod vest slog de mønter med portrætter af deres konger, som viste indoeuropæiske typer med store næser og store dybtliggende øjne. Senere kinesiske rejsende, som besøgte dem i deres nye hjemland, beskrev, at de havde rødlig-hvid hud. Deraf kan man konkludere at det må deres forfædre i området "mellem Dunhuang og Qilian bjergene" også have haft.
Kinesiske arkæologer ledte i årevis efter genstande eller tegn på Yuezhi i det område, som Sima Qian definerede, nemlig sydøst for Dunhuang indtil Qilian bjergene, men fandt intet.
Det oprindelige Yuezhi område mellem Tianshan bjergene og Dunhuang. Denne definition sandsynliggør at byerne Turfan, Hami og Dunhuang i en fjern fortid var Yuezhi bebyggelser.
I dag er området hovedsagelig en gold ørken. Det var også her at pilgrimmen Xuanzang nær var omkommet på sin vej gennem ørkenen fra Hami til Turfan i 630 e.Kr.
Det er nemt at forestille sig at udtørringen allerede var startet i 176 f.Kr. og det ikke blot var frygten for Xiongnu, der motiverede Yuezhi til at finde andre og grønnere græsgange. Eget arbejde på Nasa foto Wikipedia.
Imidlertid, inspireret af en kommentar fra en Tang dynasti skribent ved navn Yan Shigu, som lyder at "Qilian" er et Xiongnu ord, der betød "himmel", vendte arkæologerne deres opmærksomhed mod området mellem Tianshan Bjergene og Dunhuang, idet Tianshan betyder "Himmel Bjergene" på kinesisk, og her har de haft langt større succes.
Dette er de kinesiske skrifttegn for Yuezhi. Det første tegn betyder "måne". Det andet tegn betyder "zhi", som betyder noget i retning af "medlem af" eller "tilhænger af". I gamle dage fik døtrene i en kinesisk familie ofte ikke noget navn, de var jo kun piger, de nøjedes med et nummer. Når så en pige blev gift ind i en anden familie, som f.eks. hed "Wang", så blev dette tegn brugt, og pigen kom til at hedde "Wang Zhi". Hvis man skal tage skrifttegnene efter deres pålydende dyrkede Yuezhi folket altså Månen. Det er dog mere sandsynligt at tegnene blev brugt som en slags alfabet, sådan at forstå at ordene for disse tegn lød som Yuezhis navn, som de kaldte sig selv. Eget arbejde.
Stavningen "Yuezhi" er en regelret alfabetisering af moderne kinesisk udtale i henhold til Pinyin systemet. Med det ældre Wade Giles alfabetisering system ville det hedde "Yüeh-Chih". Imidlertid, hvis det bliver alfabetiseret efter umiddelbare europæiske udtaleregler med konsonanterne som på engelsk og vokalerne som på italiensk, ville det hedde "Jushei" eller måske "Jüshei".
I professor Daniel C. Waugh's "Selections from the Han Narrative Histories" skriver han "Yue-te". Nærværende forfatter ved ikke hvorfor. Men da vi ved at et foranstillet "Y" på mange sprog, svarer til "J", kan dette sidste også skrives "Jue-te" efter en umiddelbar alfabetisering.
2. Yuezhi i kinesisk oldtid
Arkæologiske fund viser at allerede under Shang Dynasti. 1600 - 1046 f.Kr. blev kejserne begravet med jade, som stammede fra Khotan, formentlig bragt til Kina af Yuezhi købmænd.
Den ældste omtale af Yuezhi er en passage i "Yi Zhou Shu" 1046 - 771 f.Kr. i "De tabte kapitler fra Zhou-bogen", som den franske jesuit og sinolog, Thierry, fandt frem til. I følge denne boede Yuezhi i den nordvestlige udkant af Zhou-territoriet. Det hedder om folk, som fremførte tribut til Zhou kongen: "Vest for disse folk er fanyuerne med deres tribut, hvide tigre, Yuezhierne med deres tribut, toutao-heste."
Den klassiske Kinesiske tekst "Shan Hai Jing", som er mindst 2.200 år gammel, indeholder eventyrlige beretninger vedrørende mytologi, geografi og kultur i og omkring Kina fra tiden før Qin dynastiet. Under afsnittet om Bai folket i "Shan Hai Jing" findes en beskrivelse af "hvide folk med langt hår" hinsides den nordvestlige grænse.
Det er blevet påvist at næsten al jade i Shang og Zhou dynasti Kina kom fra Tarim Basin. Alle jade stykker, som blev udgravet fra Fu Hao af Shang dynastis grav fra omkring 1200 f.Kr, var fra Khotan. Det var mere end 750 stykker.
Fotografierne viser jade fra det kinesiske Shang Dynasty i bronzealderen - før 1000 f.Kr. Fotos kinesisk internet
I romanen "Mu Tianzi Zhuan", som betyder "Mus, himlens søns, rejser", skreven mellem 403 og 350 f.Kr., møder kong Mu et folk kaldet "Yuezhi" på "den store slette" efter at have rejst i syv dage, startende fra Yu-passet.
Thierry identificerede Yu-passet med Yanmenguan porten i den store mur i Shanxi. Han beregnede at den "store slette", hvor Yuezhi holdt til, kan ligge mellem Helanshan Bjergene og Den Gule Flod i Ningxia eller i Indre Mongoliet ved den Gule Flods højre bred - ikke langt fra Qin folkets oprindelige hjemstavn i Tianshui i det sydlige Gansu.
"Guanzi" er en enestående samling af tekster om politisk økonomi og filosofi, som blev samlet i det tidlige Han dynasti omkring 200 f.Kr. Mange af teksterne menes at stamme fra sidste del af De Krigende Staters Periode.
Flere steder i "Guanzi" omtales Yuezhi, som også kaldes Niuzhi, "som levede tæt på de jadeproducerende bjerge".
Guldmønt med Kushan kongen Kujula Kadphises, som betragtede sig selv som efterkommer efter Yuezhi. På bagsiden er guden Shiva. Foto Classical Numismatic Group Wikipedia.
Der står: "Jade kommer fra Yuezhi, guld fra Ru- og Han-floderne, og perler fra Chiye."
Yuezhi beskrives som snedige købmænd: "Hvad der kan bæres uset i barmen eller holdes uset under armen, og som er sammenlignelig i værdi med tusind guldstykker, er en hvid jade-bi. Når man har brugt hvid jade-bi som penge, kan Yuezhi, der bor otte tusind li herfra, bringes for retten."
Sima Qian fortæller i Shiji, at kineserne under Qin Dynastiet, 221-206 f.Kr. købte jade og heste til militæret af et folk, som de kaldte "Wuzhi" - med pinyin alfabetisering. Det betyder noget i retning af krage folket, så det er åbenlyst ikke noget, som de kaldte sig selv. "Wuzhi" blev ledet af en mand ved navn Luo.
"Wuzhi" er sandsynligvis også en tidlig omtale af Yuezhi som de handelsmænd, der skabte den forbindelse mellem Kina og vesten, som senere skulle få navnet Silkevejen.
Efter al sandsynlighed hentede "Yuezhi" og "Wuzhi" jade i Khotan og heste hos Yuezhi selv. De byttede disse varer for kinesisk silke, som de derefter bragte tilbage mod vest, hvor de solgte dem videre.
I Hou Hanshu fortælles at kineserne omkring år 0 e.Kr. fandt Turfan og Hami beboet af et folk, som kineserne kaldte "Jushi", hvilket formentlig er en umiddelbar alfabetisering baseret på engelske konsonanter og italienske vokaler. Desuden levede en nomadisk gren af "Jushi" folket på steppen 200 km nord for Turfan.
Yuezhi er det mest berømte af de indoeuropæiske folk, som havde deres oprindelse indenfor det moderne Kinas grænser. De levede mellem Dunhuang og bjergene mod nord. Jushi levede lidt længere mod nordvest og var formentlig også en slags Yuezhi, som havde levet der "altid". Jesuitten og sinologen Thierry mente at kong Mu mødte Yuezhi på "den store slette" ved den Gule Flod nær Helanshan Bjergene. Det oprindelige Qin folk var sandsynligvis et indoeuropæisk folk, som levede i det sydlige Gansu. De opdrættede heste, som også Yuezhi, Wuzhi og alle de andre gjorde. Eget arbejde på blank map fra wikipedia.
Nærværende forfatter kender ikke de kinesiske skrifttegn for "Jushi", men ordet minder jo meget om Yuezhi, og de levede i det område som Yuezhi levede i blot godt hundrede år tidligere, så derfor må det være nærliggende at Jushi var nogle Yuezhi, som ikke deltog i migrationen mod vest.
Arkæologen Xie Yao Hua fra Turfan fortæller om et gravfund i Turfan fra omkring år 0 e.Kr. "Jushi aristokraternes gamle grave blev opdaget nord for Yanaiz-området i august 1994. Efter mere end tre måneders arkæologisk udgravning blev der fundet 27 satellitgrave med ofrede heste og kameler forbundet med grav nr. 2, og 26 satellitgrave forbundet med grav nr. 3. Efter omhyggelige undersøgelser og diskussioner nåede specialisterne til den konklusion, at den optimale måde at beskytte gravene på var ved at overdække dem med beton."
Hanshu beskriver Yuezhi som typiske steppenomader: "Da Yuezhi var en nomadisk horde. De bevægede sig rundt efter deres kvæg og havde de samme skikke som Xiongnu folket. Da deres soldater talte mere end hundrede tusinde, var de stærke og foragtede Xiongnu. Tidligere boede de i regionen mellem Dunhuang og Qilian."
Ulig Xiongnu indlod Yuezhi sig sjældent på at føre krig mod kejserens Kina. De foretrak at blive rige ved handel og ikke ved plyndring. Kun Jushi i Turfan angreb sammen med Xiongnu de kinesiske styrker under Han dynastiets ekspansion i Tarim Bækken omkring årtusindskifter.
3. Yuezhi og Xiongnu
Yuezhis ærkefjende var Xiongnu folket, som oprindeligt boede på Ordos sletten.
Under Han Dynasti, måske omkring 200 f.Kr. hed kongen eller overkongen af Xiongnu T'ou-man og bar titlen "chanyu", "Himmelens Søn, den storslåede, født af Himmelen og Jorden og skabt af Solen og Månen."
Den Gule Flod udspringer på det tibetanske højland som flere andre af Centralasiens store floder. Efter et kort løb på tværs af Hexi korridoren slår den et stort sving mod nord og vender tilbage til syd ved Xian, før den løber ud i Bohai eller Det Gule hav. Området indenfor dette store sving kaldes Ordos.
Mange historikere mener at Ordos plateauet var Xiongnus oprindelige hjem, og det var temmelig sikkert hjemsted for T'ou-mans Xiongnu på Han dynastis tid. Den sydlige del af Ordos er frugtbar løss-slette medens den nordlige del er temmelig tør græsslette, selv om den ganske givet har været mere grøn for to tusind år siden. Allerede i De Krigende Staters Periode havde Qin staten etableret kunstvanding langs Wei Floden mod syd.
Yuezhi boede mellem Tianshan bjergene og Dunhuang, og "Donghu" boede hovedsageligt i Indre Mongoliet. "Dong" betyder øst og "hu" betegner folk af kaukasisk type med kraftig skægvækst, store næser, dybe øjenhuler med videre.
Foto eget arbejde på Shannon1 - Created using Natural Earth and NASA SRTM data, both public domain. Wikipedia kort.
T'ou-mans ældste søn, den tilsyneladende arving til hans position, hed Modun, men han havde også en yngre søn med en anden hustru, som han senere havde taget, og som han holdt meget af. Han besluttede, at han ville skaffe sig af med sin ældste søn, og derfor sendte han ham til Yuezhi som gidsel. Efter at Modun var ankommet til Yuezhi foretog han et overraskelsesangreb på dem. Yuezhi ønskede at dræbe deres gidsel, men det lykkedes Modun at få fat på en god hest og undslippe til Xiongnus lejr.
Et typisk deformeret kranium fra Stavropol Museum i det sydlige Rusland - sandsynligvis fra en Goth, Hun eller Alan.
Yuezhi brugte hovedskals deformation af udvalgte drengebørn. Det var en meget udbredt skik i Central Asien på denne tid og havde sandsynligvis været det i århundreder. Den udførtes ved at hovedet på nyfødte drengebørn blev lagt i klemme mellem to stykker træ eller bundet stramt op. Hovedskallen på nyfødte er nemlig meget blød og kan ret nemt deformeres. Hunner, Sava, Alaner og Goter brugte også hovedskalsdeformation. Foto Stavropol Museum.
Nogen tid efter dræbte Modun sin fader under en jagtudflugt og blev selv Chanyu. Han lod straks sin stedmoder og hendes søn henrette.
Under Chanyu Modun besejrede Xiongnu deres rivaler på den østlige steppe, som blev kaldt Donghu, altså de "østlige Hu", som sandsynligvis omfattede Di og Xianbei folkene i det nuværende Indre Mongoliet, hvilke folk derefter anerkendte Modun som deres overherre og leder.
Shiji rapporterer yderligere, at "senere underlagde Modun sig staterne Hunyu, Quyi, Dingling, Likun og Xinli mod nord".
Derefter vendte Modun sig mod Yuezhi på den vestlige slette. Sima Qin fortæller om Yuezhi: "Tidligere var de meget magtfulde og foragtede Hsiung-nu, men senere, da Modun blev leder af Hsiung-nu nationen, angreb og besejrede han Yüeh-chih." - "Yüeh-chih boede oprindeligt i området mellem Ch'i-lien Bjergene og Tun-huang, men efter at de var blevet besejret af Hsiung-nu, flyttede de langt væk mod vest, forbi Ta-yüan (grækerne i Fergana), hvor de angreb og erobrede folket i Ta-hsia (Baktrien - også et græsk område) og oprettede deres konges hof på den nordlige bred af Kuei floden (Oxus). Et lille antal af deres folk, der ikke var i stand til at rejse vestpå, søgte tilflugt blandt Ch'iang-barbarerne (Qiang) i de sydlige bjerge, hvor de er kendte som Lille Yüeh-chih."
4. Yuezhis migration mod vest
Det fortælles at Yuezhi led et katastrofalt nederlag til Xiongnu.
I følge Sima Qian sendte Shanyu måske omkring år 180 f.Kr. et brev til Han hoffet, hvori det lød:
"Den store Shanyu, som himlen har indsat, spørger respektfuldt om kejserens helbred. Tidligere rejste kejseren spørgsmålet om fredsalliance, og jeg var meget glad for at efterkomme den intention, der blev udtrykt i hans brev. Visse af Han-grænse embedsmænd fornærmede dog Den Vise Konge af Højre Fløj, og som følge heraf fulgte han Hou-i, Luhou, Nan-chihs og andre af hans generalers råd og - uden at bede om min tilladelse - indledte kamphandlinger mod Han embedsmændene og brød dermed pagten mellem herskerne i vore to nationer og brød de broderskabsbånd, der forenede os. Kejseren har to gange sendt breve, hvori han beklagede denne situation, og jeg har til gengæld sendt en udsending med mit svar, men min udsending har ikke fået lov til at vende tilbage, og der er heller ikke kommet nogen udsending fra Han. Som følge heraf har Han afbrudt de fredelige forbindelser, og vores to nabolande er ikke længere bundet i alliance."
Statue af Kushan kongen Kanisha 100-146 e.Kr med sværd og stridskølle. Det er en statue fra Indien. Bemærk hans solide støvler, det må have været varmt i det Indiske klima. Måske var Yuezhi et konservativt folk, som holdt godt fast i deres oprindelige skikke fra hjemlandet. Kushans betragtede sig selv som efterkommere af Yuezhi. Foto Wikiwand.
"På grund af dette brud på pagten har jeg straffet den Vise Konge af Højre Fløj ved at sende ham vestpå for at opsøge Yüeh-chih og angribe dem. Ved Himmelens hjælp, hans krigsmænds fortræffelighed og hans hestes styrke er det lykkedes ham at udslette Yüeh-chieh og nedslagte eller tvinge hvert medlem af folket til underkastelse. Derudover har han erobret Lolan-, Wusun- og Hu-chieh-stammerne samt 26 nationer i nærheden. Alle de mennesker, der lever af at spænde buen, er nu forenet i en familie, og hele regionen i nord er i fred."
Sima Qian fortæller at omkring 140 - 135 f.Kr. afhørte kejserens mænd forskellige Xiongnu krigere, som havde overgivet sig til Han folket, og alle rapporterede, at "Hsiung-nu havde besejret kongen af Yüeh-chih folket og lavet hans hovedskal om til et drikkebæger. Som følge heraf var Yüeh-chih flygtet og bar et konstant nag mod Hsiung-nu, selvom de indtil videre ikke havde været i stand til at finde nogen, som ville deltage i et angreb på deres fjende."
Det blev efterhånden kendt at store dele af Yuezhi var migreret mod vest. Det antages at være sket omkring 176 f.Kr. I beretningen om den store rejsende, Zhang Qian, i "Hanshu", fortælles at efter Yuezhi kongens død ledede hans dronning rejsen mod vest.
Vi skal nok ikke forestille os at hele Yuezhi folket, som antagelig talte flere hundrede tusinde individer, rejste i en lang kolonne med alle deres vogne, kameler og talrige heste. Så ville de ikke have været i stand til at finde græs til deres dyr. De må nødvendigvis have rejst i mange grupper ad flere forskellige ruter.
Yuezhis migration. Som Sima Qian siger: "Yüeh-chih boede oprindeligt i området mellem Ch'i-lien Bjergene og Tun-huang, men efter at de var blevet besejret af Hsiung-nu, flyttede de langt væk mod vest, forbi Ta-yüan (grækerne i Fergana), hvor de angreb og erobrede folket i Ta-hsia (grækerne i Baktrien). Han nævner ikke i denne forbindelse Yuezhis ophold ved Ili Floden, men det er nævnt andre steder. Foto Wikimedia Commons.
Det er nemt at forestille sig, at nogle Yuezhi har benyttet passet over Tian Shan Bjergene mellem Kucha og Aksu, som Xuanzhang benyttede et halvt årtusind senere. Derved ville de være kommet direkte til Ili sletten mellem saltsøen Issyk Kul og Balkhash Søen, måske overraskende for de oprindelige beboere. Det siges at Yuezhi forjog de Saka steppenomader, som levede der før dem. Hanshu fortæller: "Yüeh-chih angreb kongen af Sai, som flyttede et betydeligt stykke mod syd, og Yüeh-chih besatte derefter hans lande."
Men blot 25 år senere blev Yuezhi i deres nye hjem ved Ili Floden angrebet af en forenet styrke af Xiongnu og Wusun, måske omkring 133 - 132 f.Kr.
Men hvem var Wusun?
Sima Qian fortæller at "Wusun bor to tusind li nordøst for Ta-yüan, (Fergana) idet de flytter fra sted til sted i området med deres flokke af dyr. Deres skikke er meget som Hsiung-nus. De har tyve eller tredive tusind dygtige bueskytter og de er meget modige i kamp. De var oprindelig Hsiung-nus undersåtter, men senere, da de var blevet stærkere, nægtede de at møde frem til samlingerne ved Hsiung-nu hoffet, selv om de dog stadig anser sig selv som en del af Hsiung-nu nationen."
Den store rejsende Zhang Qian forlader kejser Han Wudi omkring 130 f.Kr. og indleder sin ekspedition til Centralasien på Vægmaleri i hule 323, Mogao-hulerne, Tang-dynasti.
Zhang Qian var en Han Dynasti embedsmand, som rejste fra Kina til Centralasien og derved lagde grunden til Silkevejen, som åbnede Kina for handel og kulturel udveksling med Vesten. I 138 f.Kr. blev Zhang Qian sendt ud med omkring 100 mænd for at kontakte Yuezhi folket i Baktrien for at skabe en alliance mod Xiongnu. Under sin rejse gennem Xiongnu-territorie blev han taget til fange og holdt i over ti år. I denne periode fik han en Xiongnu hustru og fik en søn med hende. Det lykkedes ham til sidst at flygte gennem Tarim Bækken kun med sin hustru og sin tjener og nåede til sidst frem til Yuezhi, hvor han forelagde sit ærinde. Men Yuezhi havde "fundet en dal rig og frugtbar og sjældent plaget af invasioner" og de var ikke interesserede i krig mod Xiongnu. På rejsen tilbage til Kina blev han endnu engang taget til fange af Xiongnu, men under et internt oprør blandt dem lykkedes det ham at flygte endnu en gang. Nogle år senere udførte han endnu en rejse, denne gang til Wusun. Han skrev en rapport om alle de nationer, som han rejste igennem, som i hovedsagen findes i Shiji. Han rapporterede om "hestene, som sveder blod" fra Fergana, som skulle få så stor betydning for Han Dynastiets kamp mod Xiongnu. Hans tilbagekomst skete kun 40 år før færdiggørelsen af Shiji, og Sima Qian kan meget vel have kendt Zhang Qian personligt. Zhang Qian kaldes ofte for grundlæggeren af Silkevejen.
Foto Rong Xinjiang (2013). Atten forelæsninger om Dunhuang. PHG Wikipedia.
Sima Qian lader den store rejsende, Zhang Qian, fortælle om Wusun: "Da jeg levede hos Hsiung-nu hørte jeg om kongen af Wusun folket, som hedder K'un-mo. K'un-mo's fader var hersker i en lille stat ved Hsiung-nu territoriets vestlige grænse. Hsiung-nu angreb og dræbte hans fader, og K'un-mo, som blot var et spædbarn, blev smidt ud i vildnisset for at dø. Men fuglene kom og fløj over stedet, hvor han var, med kød i deres næb, og ulvene ammede ham, så han var i stand til at overleve. Da Shan-yü hørte om dette troede han at K'un-mo var en gud og tog ham til sig og gjorde ham til en stor feltherre."
Men, for at uddrage essensen i denne forbindelse, "en lille stat ved Hsiung-nu territoriets vestlige grænse", er en meget upræcis stedsangivelse.
Russiske arkæologer har påvist, at fund fra Wusun området omkring Ili Floden meget ligner Xiongnu fund fra Tuva. Der er fundet karakteristiske Wusun begravelser ved Zaisan Søen i Altai bjergene, som ligner dem fra området ved Ili Floden. Derfor kan vi tro at Wusun var et folk nært beslægtet med Xiongnu.
Sogdiana i forhold til moderne politisk kort. De arkæologiske sites efter de Sogdiske bystater findes i dag i både Uzbekistan, Tajikistan, Kazakstan og Kyrgyzistan. Sogdiana lå nord for Baktrien og det senere Kushan Rige og stik vest for Fergana. Byerne blev aldrig samlet til en politisk enhed, og det var formentlig deres svaghed, da de nyomvendte muslimer angreb i 712 e.Kr. Eget arbejde.
Som nævnt ovenfor blev Yuezhi fordrevet fra Ili Sletten af Xiongnu og Wusun i forening. Formentlig boede Wusun der i mange år, men da pilgrimmen Xuanzang et halvt årtusind senere mødte Vest-Tyrkerne ved bredden af saltsøen Issyk Kul, blev Wusun ikke nævnt med et ord.
Yuezhi må have passeret Ta-yüan folket i Fergana Dalen på deres vej mod Baktrien, tilsyneladende dog uden at vise interesse. Når vi alligevel kender til Ta-yüan, er det fordi den store rejsende, Zhang Qian, besøgte stedet og fik en gæstfri modtagelse af kongen, der forsynede ham med tolk og vejviser for hans videre rejse mod Yuezhi i Baktrien, som også kaldes "Daxia" eller "Da Xia" af kineserne.
Gruppe fra Kushan udgravningen Hadda nær Khyber Passet nær Jalabad i Afganistan. Kushans var Yuezhi's efterkommere, så Yuezhi må have set nogenlunde sådan ud. Det ser også ud som om at han har været så heldig at få en Kinesisk prinsesse.
Zhang Qian skrev i sin rapport, at "folket i Da-yüan er fast bosatte i landet. De pløjer markerne og dyrker ris og hvede. De laver også vin af druer. Regionen har mange fine heste, der sveder blod. Deres forfædre formodes at være de Himmelske Heste. Vest for Ta-yüan løber alle floderne mod vest og munder ud i det vestlige hav, og øst for Ta-yüan løber alle floderne mod øst og udmunder i den salte marsk." (Lop Nor)
"Hou Han Shu" fortæller, at da Yuezhi ankom til deres nye hjem i Baktria, delte de sig i fem grupper. Navnet på en af grupperne var "Guisehuang." Denne gruppe vandt senere magten over de andre fire grupper, siges det, og i Vesten blev de kendt som "Kushans", som oprettede det berømte Kushan Rige.
Panelerne i den sydlige ende af Apadana-trappen i Persepolisfra omkring 450 f.Kr. viser 23 delegationer, der bringer deres tributter til den persiske konge. De spænder fra etiopierne nederst til venstre til arabere, thrakere, indere, parthere, elamiterne og mederne øverst til højre. Ifølge Donald N. Wilbers bog "Persepolis, The Archaeology of Parsa, Seat of the Persian Kings" viser dette panel Suguda, som er sogdianerne, som tilbyder bægre, et stykke stof, et dyreskind og et par væddere. Foto Sogdian Tribute Bearers on the Apadana Staircase 16. Marcus Cyron, A. Davey from Portland, Oregon, Wikipedia.
I følge dokumentet "Xin Tangshu" var sogdiana opdelt i mindst ni klaner, som boede i særskilte sogdiske byer. De var: Kang (Samarkand), An (Bukhara), Cao, Shi2 (Tashkent), Mi, He, Huoxun, Wudi og Shi4 (Kesh). Der er to Shi med forskellige tal tilknyttet. Tallene betegner toner i det kinesiske sprog ifølge Wade-Giles alfabetisering systemet. Navnet "Kang" kan stadigt genkendes i det sidste led i navnet på byen Samarkand.
En Sogdisk konge på en mønt. Foto kinesisk internet.
Alt, hvad der står i "Xin Tangshu" om Yuezhis fjerne oprindelse "mellem Dunhuang og Qilian Bjergene" er, at kongen af Samarkand nedstammede fra Yuezhi, og at hans forfædre havde boet i en by kaldet Zhaowu nord for Qilian-bjergene, før de blev besejret af "Tujue"(?) og tvunget til at migrere over Pamir. De otte andre sogdiske klaner blev ledet af prinser fra Kang.
Nu er det sådan at Sogderne fandtes, før Yuezhi kom. De er nævnt i Herodotus' tredje bog i hans "Histories" fra omkring 430 f.Kr, som et folk, der betaler skat til de persiske konger.
Alexander den Stores ægtede den sogdiske prinsesse, Roxana, i 327 f.Kr.
Sogdiana blev aldrig en samlet nation, men forblev en løs sammenslutning af rivaliserende byer. De blev overvundet af nyomvendte muslimer fra Mellemøsten i 705 e.Kr..
Med støtte fra den Sogdiske hersker i Balkh, som havde ladet sig omvende til Islam, indledte nyligt omvendte arabere erobringen af Sogdiana. Fleksible som altid lod mange ledende Sogdere sig omvende - sikkert i håb om at få fred til at fortsætte deres handel. Men efter erobringen udsendte araberne en ny lov, som sagde at bevis for omskæring og evne til at læse Koranen på arabisk var nødvendig for nye konvertitter, og derfor var de ikke længere fritaget for skatten på ikke-muslimer, jizyaen.
Den firearmede sogdiske gudinde Nana med solen i den ene hånd og månen i en anden - siddende på en løve. For Sogderne var Nana en meget vigtig gudinde. I den Skandinaviske gudeverden har hun en mere tilbagetrukken rolle som Balders hustru. Tegning fra udgravning i Uzbekistan.
Det syntes som om, at Aserne engang i fortiden har dyrket den samme Ariske religion som Sogderne. Men at de har forkastet den som noget blødsødent overtro. De har degraderet det Sogdiske Paradis til en mørk og skummel underverden. Måske har de skiftet tro, tvungen af tidens barske nødvendighed. Foto kinesisk internet.
Først da gjorde de Sogdiske adelsmænd oprør mod erobrerne, men for sent, hele den Sogdiske adel blev udryddet.
I 1220 AC blev yderligere størstedelen af befolkningen slået ihjel af Djengis Khans mongolsk-tyrkiske hære.
Alligevel lykkedes det den Japansk Kinesiske Silkroad Ekspedition i begyndelsen af 1980'erne at finde en gammel mand i Tajikistan, som stadig talte sogdisk.
Hvorledes det gik til at de nyankomne Yuezhi blev integreret i de sogdiske byer, og deres prinser blev sogdiske konger vides ikke.
Baktrien placeret på moderne politisk kort. Eget arbejde.
I det femte århundrede e.Kr oversatte munken Kumarajiva nogle tekster til kinesisk, og derved oversatte han navnet Tochar med skrifttegnene for Yuezhi.
I Justin's prologue til Pompejus Trogus' bog XLII står:"Reges Tocharorum Asiani interitusque Saraucarum", "Asiani blev konger af Tochari og udslettede derefter kongen af Saka" (Baktrien). Hvilket må dække over at Yuezhi tog Asiani som konger og derefter erobrede Baktrien fra Grækerne. Der tilegnede de sig græsk kultur, og med basis i Baktrien skabte de deres Kushan rige i nuværende Afganistan, Pakistan og Indien.
Det er første gang vi hører om Aserne.
Yuezhi - eller i hvert fald den del af dem, som kaldte sig Guishuang - bosatte sig på den nordlige bred af Oxus Floden i det nordlige Baktrien i moderne Tajikistan og Uzbekistan. I første omgang erobrede de ikke hele Baktrien.
På Zhang Qians første rejse nåede han virkelig efter mange trængsler frem til Yuezhi i deres nye hjem i Vesten i 128 f.Kr. og fremførte sit ærinde, nemlig en alliance mellem kejserens Kina og Yuezhi i en krig mod Xiongnu. Men Yuezhi var ikke interesserede. De svarede: "Vi har fundet en dal, rig og frugtbar og sjældent plaget af invasioner."
Shiji beskriver Zhang Qians anden rejse til Wusun 116 f.Kr. Der står: "Zhang Qian sendte derfor sine stedfortrædende udsendinge på separate missioner til staterne Dayuan, Kangju, Da Yuezhi, Daxia, Anxi, Shendu, Yutian, Wumi og de tilstødende stater". Her skelnes mellem Da Yuezhi og Daxia (Baktrien), Hvilket viser viser at Yuezhi endnu ikke havde overtaget hele Baktrien.
Kushan fyrste fra Kalchayan i profil og en face. Bemærk den kunstige hovedskalsdeformation. Kalchayan er en arkæologisk udgravning i det sydlige Uzbekistan, kendt for sit palads fra Kushan-perioden, terrakottaskulpturer og vægmalerier - udgravet af Galina Pugachenkova 1959-1963. Foto ALFGREN - Wikipedia.
Hanshu skriver om Baktrien: "Ta-hsia (Baktrien) ligger over to tusind li sydvest for Ta-yuan (Fergana), syd for Kuei-floden. (Oxus) Befolkningen dyrker jorden og ejer byer og huse. Deres skikke er som Ta-yuans . Området har ingen stor hersker, men kun et antal småhøvdinge, der styrer de forskellige byer. Folket er dårlige i brug af våben og bange for kamp, men de er kloge i handel. Efter at Store Yüeh-chih rykkede vestpå og angreb og erobrede Ta-hsia, kom hele landet under deres herredømme. Landets befolkning er stor og tæller nogle millioner eller flere mennesker. Hovedstaden hedder byen Lan-shih og har et marked, hvor alle mulige varer købes og sælges."
Den store rejsende Zhang Qian berettede om Yuezhis efterkommere i Vesten: "De er dygtige til handel og vil prutte over en brøkdel af en skilling. Kvinder holdes i stor respekt, og mændene træffer beslutninger efter råd fra deres kvinder."
I løbet af det første århundrede e.Kr. forenet under kong Kujula Kadphises skabte Yuezhi Kushan-imperiet, som strakte sig fra det nordlige Indien til dele af Centralasien. På sit højdepunkt under kong Kanishka omfattede imperiet det nordlige Indien, Pakistan, Afghanistan og dele af det nuværende Turkmenistan og Uzbekistan. Det var meget de tidligere græske områder, hvor Alexander den Store havde ladet bygge byer og efterladt græske kolonier næsten 400 år tidligere.
Kushan riget under sin største udstrækning under kong Kanishka. De fleste historikere mener at riget har strakt sig mod øst til Varanasi ved Ganges' mellemste løb, ja måske endog Pataliputra. Foto Created from DEMIS Mapserver, which is public domain Koba-chan. Reference Schwartzberg Atlas p. 145 Map g - Wikipedia.
Under kong Kanishka blev Yuezhi fremtrædende beskyttere af buddhismen, hvilket fremmede spredningen af buddhistisk litteratur og kunst til Centralasien og Kina. Kushan-imperiet adopterede hellenistiske kunstneriske stilarter, hvilket førte til den græsk-buddhistiske kunst, som kaldes Gandhara, kendt for skulpturer af Buddha og bodhisattvaer.
Kushan kongerne udstedte deres egne mønter, der ofte afbildede kejseren sammen med guddomme fra flere trosretninger. Som det ses på mønterne brugte de et alfabet baseret på det græske alfabet til at skrive deres oprindelige baktriske sprog, men tilføjede et nyt bogstav til at repræsentere "sh"-lyden, For eksempel i Kushan. Græsk var deres oprindelige administrative sprog.
Navne på folk og geografiske steder i forbindelse med Yuezhis migration til Vesten. Wusun var et kortskallet kaukasisk folk, som levede på Ili sletten nord for Tien Shan Bjergene ved søen, der nu har det tyrkiske navn Issyk Kul. Baktria blev grundlagt af Alexander den Store under hans store erobringstogt mod Perserriget. Kineserne kalder det Daxia Fergana dalen var også blandt Alexanders erobringer. Sogdiana lå mellem floderne Jaxartes og Oxus (som nu hedder Syr Darja og Amu Darja) også kaldet Transoxanien, hvor nogle af Da Yuezhi bosatte sig i de Sogdiske byer Sarmakand, Bukhara med flere. Tarim Bækken med den frygtede ørken Taklamakhan er afgrænset mod nord af Tienshan bjergene - høje som Alperne, mod syd af Kunlun Bjergene, som fører op til det Tibetanske Højland, mod Vest af de tårnhøje Pamir bjerge. Ved adgangsvejen til Tarim Bækken fra øst lå den nu udtørrede saltsø Lop Nor.
Byen Loulan lå ved bredden af Lop Nor.
I Tarim Bækken lå en mængde selvstændige kongedømmer byer. Han Dynasty kineserne angiver antallet til 40-50. Mellem Kucha og Aksu er et højt pas mod nord over Tianshan Bjergene. Eget arbejde.
En Tang-dynasti lærd, der også kommenterede Sima Qians Shiji, citerede fra et i dag mistet dokument kaldet "Yiwuzhi" af den lærde Wan Zhen fra det 3. århundrede: "Da Yuezhi er lokaliseret omkring syv tusind li nord for Indien. Deres land ligger i stor højde. Klimaet er tørt. Regionen er afsidesliggende. Statens konge kalder sig selv "Himmelens Søn". Der er så mange rideheste i landet, at antallet ofte når flere hundrede tusinde. Byplaner og paladser ligner temmelig meget dem fra Daqin (det romerske imperium). Folkets hud er rødlig hvid. De er dygtige til bueskydning fra hesteryg. Lokale produkter, sjældne og værdifulde ting, tøj og polstring er meget gode og selv Indien kan ikke sammenlignes med dette."
I det 3. århundrede e.Kr. blev Kushan imperiet opløst i mindre kongeriger.
5. Dunhuang
Byen Dunhuang blev meget hurtigt en kinesisk by, da Han Dynasti omkring år 0 e.Kr. nåede frem til tærsklen til Tarim Basin. Før den tid har den sandsynligvis været en Yuezhi bebyggelse, stor eller lille.
Dunhuang er ikke et standard kinesisk bynavn, som f.eks. noget med -zhou eller -jing. Det er et navn, hvor elementerne ikke kan genkendes fra andre byer.
Flere af de tidlige opdagelsesrejsende har givet bud på, hvad de mener at navnet betyder. Sir Aurel Stein mente at vide, at navnet betyder noget i retning af "blazing beacons", altså brændende bavner (fjenden kommer). Men det lyder ikke sandsynligt, da en by må have et godt navn. Hvilken købmand ville vælge at slå sig ned i en by med et sådant navn med udsigt til at barbarerne ville komme hvert andet år og stjæle hans guld, brænde hans varelager af og udsætte ham for det, som var værre.
Kort over den moderne by Dunhuang gennemstrømmet af floden Dang. Foto China Maps.
Stednavne er meget sejlivede. Dunhuang er sandsynligvis et oldgammelt navn, givet byen af dem, der boede der, før de nuværende beboere kom, sådan som det ofte er med stednavne.
Vi ved ikke hvilket sprog Yuezhi talte. Det er almindeligt at antage at de talte tokharisk, men der var virkelig mange indoeuropæiske kongedømmer, der "talte hvert sit barbariske sprog", som den buddhistiske pilgrim Faxian skrev. Desuden er der et tids span på omkring fem hundrede år mellem Yuezhi, som Han dynasti kineserne mødte, og de tokhariske buddhistiske dokumenter, som Stein og Pelliot fandt i "Bibliotekshulen" i Magao nær Dunhuang.
Men på grund af deres karakteristiske kaukasiske udseende og den historiske sandsynlighed for at Yuezhi sammen med kongedømmerne i Tarim Bækken nedstammer fra indoeuropæiske beredne nomadefolk, på den eurasiske steppe kan man mene at deres sprog må have har været et indoeuropæisk sprog.
Indoeuropæiske nomader på den Pontiske Steppe i det sydlige Rusland tæmmede hesten og opfandt støbning af kobber og bronze og i løbet af nogle få hundrede år tog de den i praksis mennesketomme eurasiske steppe i besiddelse fra vest til øst. Med stridsvogne, kavaleri og skarpe bronzevåben forsvarede de nidkært deres områder mod mongolske, tungusiske og tyrkiske folk, som gerne ville til fadet.
Men i tidens løb, takket være de evige kampe mellem de mange indoeuropæiske kongedømmer indbyrdes, kongelige ægteskaber nationerne imellem og de etniske kvinders charme, fik mongoler, tunguser og tyrker efterhånden også adgang til rideheste og skarpe våben af metal.
Pomponius Mela (omkring 40 e.Kr.) skriver om Codanus Sinus. Det er temmelig sandsynligt at Codanus var navnet på de indre Danske farvande forstået som en flod eller flodmunding på et oprindeligt indoeuropæisk sprog, ganske som Eridanos, Rodanos og alle de andre flodnavne, som kan føres tilbage til udtrykket "dana" for "flod". Endelsen -us i Codanus er efter al sandsynlighed en køn- og kasus-endelse. Vi genkender co- i mange moderne ord som betegner samarbejde eller samvirke mellem flere agenter, for eksempel company, coordinate, corperation. Codanus kan således have betydet sådan noget som "samvirkende floder", hvilket ikke er nogen dårlig beskrivelse af de tre danske stræder, som udspyr brakvand i det Vestlige Ocean. Foto Wikimedia Commons.
Med Jordens faldende temperatur og den deraf følgende udtørring af steppen på grund af mindsket monsunregn, valgte mange af de indoeuropæiske steppenomader i tidens løb at udvandre mod Vesteuropa, Balkan, Kina, Iran, Indien med videre, hvilket gav mere plads til de nyankomne.
Derfor må vi antage at hvad angår den eurasiske steppe - jo længere tilbage i tiden jo mere indoeuropæisk må sprog og civilisation have været.
Danu er et oldgammelt indoeuropæisk ord for flod. Vi finder det i de europæiske flodnavne Donau, Dnieper, (som oprindeligt hed Danapris, Danastro eller Danaper), Dniester, (Danastius, Danaprum eller Danaster), Don (Tanais), Rhone (Rodanus), Po (Eridanos), i de romerske geografers navn for de danske farvande, Codanus, og Homers betegnelse for grækerne, som han kaldte Dana'ans.
Derfor kan man mene at første led i bynavnet Dunhuang er Dun- Don- eller Dan-, som repræsenterer flod. Og i modsætning til den omkringliggende ret tørre ørken bliver Dunhuang virkelig også i dag gennemstrømmet af Dang Floden, som sikkert hed Dan, Dun eller lignende i en fjern fremtid, der henter sit vand fra bjergene. For to tusinde år siden må området have været meget mere vandrigt end i dag.
Byen Dunhuang ligger i den nordlige del af Gansu provinsen.
Sidste led i bynavnet er -huang, som er alfabetiseret med pinyen systemet. Efter en mere umiddelbar alfabetisering, med konsonanterne som i engelsk og vokalerne som i italiensk, vil det blive noget i retning af "hwang", hvilket som sagt er en usædvanlig endelse for et kinesisk bynavn.
Denne endelse kan nærværende skribent kun genfinde to andre steder.
"Hansu" nævner "Danhuan", som et ubetydeligt sted på ruten nord om Tienshan Bjergene. Stedet beskrives med andre skrifttegn end Dunhuang og det bliver alfabeteseret uden det afsluttende "g", men det skal vi ikke lade os narre af.
Arkæologerne Mallory og Mair mener at stedet lå nær Ürümchi. De skriver: "Langs Eurasiens ruter er der mange andre stednavne registreret i forskellige kinesiske former, som faktisk er variationer af Tuharan (Tokharian). En lille bosættelse med angiveligt 27 husstande ved navn Danhuan, i følge Hanshu, lå sandsynligvis ikke langt fra Qilian-bjergene (Tianshan-bjergene)".
Det lyder ekstremt beskedent med 27 husstande for et helt kongedømme. Men som diskuteret i tidligere afsnit, skal vi ikke tage Hansus mængdeangivelser for gode varer. Nærværende skribent har en begrundet mistanke om at Han dynasti kineserne havde et meget dårligt forhold til tal og mængder.
Grækenland minder geografisk om Danmark, idet det består af en halvø og et utal af øer, hvor i mellem flyder strømme af brakvand fra de mange floder, som udmunder i Det Sorte Hav. Derfor kaldte Homer grækerne for danaans eller danai. Da Grækerne havde forladt Trojas mure og efterladt deres trojanske hest, sagde præsten Laocoon: "Jeg frygter Dana'ans, selv de, der frembærer gaver." Foto Wikimedia Commons.
Et andet stednavn eller folkenavn med endelsen "-huang" er "Guishuang", som er en af Yuezhis fem klaner kaldte sig, da de slog sig ned i det nordlige Baktrien efter deres lange rejse. Nogle mener at navnet "Guishuang" er oprindelsen til betegnelsen "Kushan".
"Hwang" minder om det gamle danske "vang", som betegner et dyrket stykke jord, eller en eng brugt til græsning. Det findes i danske stednavne som for eksempel Søvang og Vestervang. Nærværende skribent ved ikke om det også findes i andre gamle indoeuropæiske sprog.
6. Xiao Yuezhi, Tuyuhun og Aza ved Koko Nor
Da Yuezhi blev besejret af Xioungnu kongen Modun, rejste hovedparten af dem imod vest. Dem kaldte kineserne "Da Yuezhi" - det betyder "Store Yuezhi". Men en mindre gruppe valgte at forblive tæt på deres gamle land og trak sig op i Nanshan bjergene - der også kaldes Qilian Bjergene - ved saltsøen Koko Nor. Dem kaldte kineserne "Xiao Yuezhi" - det betyder "Lille Yuezhi".
Den moderne kinesiske provins Qinghai med søen med det oldgamle navn Koko Nor. I dag har den kinesiske regering valgt at nedgradere historien og kalde den det prosaiske navn Qinghai Søen. Provinserne Qinghai, Tibet og dele af Sichuan og Xinjiang udgør det Tibetanske højland. Qilian Bjergene afgrænser højlandet mod nordvest. På højlandet bag disse bjerge ligger byen Xining ikke langt fra Koko Nor. Foto kinesisk internet
Den græske geograf Ptolemæus, som levede i Ægypten, kendte et land kaldet "Tha-gouroi", som var beliggende i Nanshan bjergene ved Koko Nor. Ptolemæus levede 90 - 168 e.Kr. og Xianbei stammen Tuyuhun etablerede først deres kongedømme ved Koko Nor i 329 e.Kr. Derfor kan vi tro at dette "Tha-gouroi" kan have været et Xiao Yuezhi's område.
Den Romerske historiker Plinius havde kendskab til, at et folk kaldet "Tagorae" havde krydset floden Tanais (Jaxartes) fra øst mod vest sammen med "andre scyther" (Pliny VI, 22)
Den australske sinolog John E. Hill mener at det græske "Tha-gouroi" beskriver et kinesiske ord, "Ta'guo", som er blevet "helleniseret". Den moderne udtale af "guo" fremgår klart af det moderne navn for Kina, alfabetiseret med Pinyin systemet, "Zhong Guo", hvor "Guo", alternativt alfabetiseret med konsonanter som i engelsk og vokaler som i italiensk, bliver til "Gjaar"
Det er godt set, at ordet indeholder et -"guo" eller "-gjaar". Imidlertid, det er ikke nødvendigt at tage omvejen over kinesisk, fordi det er et indoeuropæisk navn, som det var helt naturligt for Xiao Yuezhi at kalde deres hjemstavn. Kinesisk er ikke et indoeuropæisk sprog, selvom man i sproget kan identificere mange ord, som skyldes indoeuropæisk påvirkning langt tilbage i historien.
"Guo" eller "Gjaar" svarer etymologisk til gl. engelsk "geard", gl. saxisk "gard", gl. islandsk "gardhr", gotisk "gards", gl. slavisk "gradu", engelsk "garden, dansk "gård" og walisisk "garth".
Tha-gouroi skrevet med græske bogstaver. Foto ukendt oprindelse.
Sinologen Rafe de Crespigny skriver om Xiao Yuezhi at "I slutningen af Han-dynasti perioden kunne de tilsyneladende mønstre omkring ni tusinde bevæbnede mænd i området, deres vigtigste centre var Xining-dalen og Lianju Området" og videre "og i Wuwei, med et par grupper i det nordlige Zhanggye". Lianju, Wuwei og Zhanggye er områder i det nordlige Gansu.
En anden sinolog, Beckwith, bekræfter at Xiao Yuezhi holdt til ved Koko Nor. Han nævner at Han Dynastiet sendte en ekspedition mod området i år 217 e.Kr. for at nedkæmpe den del af Xiao Yuezhi, som holdt til der: "Hsia-hou's løjtnant, Chang Ho, krydsede Huang-ho (en flod i Gansu) og nåede Lille Huang-chung's område øst for Koko Nor, hjemstavn for den Yüeh-chih-stamme, der havde været ledende i oprøret."
Satelit foto af den Tibetanske Højslette med Koko Nor, Qaidam Basin, Tarim Basin og bjergkæderne Himalaya, Pamir, Tienshan, Kunlun og Nanshan, hvilken sidste er bjergene øst og nord for Koko Nor omkring byen Xining, som ligger nær Koko Nor. Nanshan er det moderne prosaiske navn, som betyder Sydbjergene, tidligere blev de kaldt Qilian Bjergene. Foto Eget arbejde på NASA foto wikipedia.
Imidlertid er det også kendt at i 329 e.Kr. oprettede Tuyuhun Xianbei folket et rige med centrum omkring salt søen Koko Nor og i Qaidam lavningen i den nordøstlige del af den moderne kinesiske provins Qinghai.
Hvad der blev af Xiao Yuezhi folket, og hvordan landet blev overtaget af Tuyuhun, ved jeg ikke.
Måske havde de allerede forladt højsletten og søgt nyt land mod vest, som så mange andre folk i folkevandringstiden gjorde. Måske blev Xiao Yuezhi fortrængt af de indtrængende fjender, eller de fandt en form for sameksistens med Tuyuhun. Måske blev de integreret i Tuyuhun; ingen ved det.
Den Tibetanske Højland i Qinghai. Koldt og uden træer, det kan minde om Island. Foto kinesisk internet.
Af udseende var Tuyuhun og Yuezhi sikkert ikke så forskellige. Xianbei stammernes udseende blev kommenteret af den lærde Yan Shigu, som virkede ved hoffet hos den første Tang hersker, Li Shimi. Han skrev i en kommentar i Sima Qians historiske værk Shi Ji: "Nu om dage, har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art." Da Xianbei på Yan Shigu's tid var de dominerende steppe-barbarer, må det have været dem, han talte om.
Vi kan sige meget lidt om Tuyuhuns sprog, men desværre intet om Xiao Yuezhis, udover at vi tror at det var en slags Tocharian.
Gamle gravhøje i Qaidam lavningen i Qinghai. Foto kinesisk internet.
En gren af Silkevejen gik igennem Qaidam Basin, og det synes at have gjort Tuyuhun folket ret velhavende. Man har fundet persiske og østromerske mønter og hundredvis af rester af silke.
Omkring Koko Nor og i Qaidam lavningen i den nordøstlige del af Qinghai er fundet i hundredvis af spor af gamle gravhøje, som formodes at stamme fra Tuyuhun.
Sinologen John E. Hill mener at Tuyuhun var identisk med stammen Zilu - som er nævnt i dokumentet, Weilu. Han skriver: "De voksede gradvist til en magtfuld stat centreret omkring Koko Nor. De blev senere kendt af kineserne som Tuyuhun, og af tibetanerne som 'A-zha. Efter mange års krig blev de endeligt besejret af tibetanerne i 663 e.Kr. og genvandt aldrig deres uafhængighed. Nogle af dem flygtede til Kineserne, andre forblev og blev gradvist absorberet blandt tibetanerne."
Det bliver delvist bekræftet af Alex Mcay i hans bog "The History of Tibet" (side 46) hvor han skriver at det var kongeslægten, som kaldte sig "A-cha'i", (fundet i tibetansk litteratur som "A-sha") medens folket blev kaldt "T'u-Yu-Hun", tibetansk "Thogon" eller "Tho-Yu-Gon".
Stenløve nær Dulan i Qinghai, sikkert sat af Tuyuhun folket. Foto kinesisk internet.
I nogle af de gamle dokumenter, som Stein og Pelliot bragte med tilbage fra Dunhuang, fortælles om et "Aza" folk, som stadig havde fodfæste rundt omkring Koko Nor omkring 800 til 900 e.Kr. De foretog røvertogter ind på den kinesiske Dunhuang område, hvor de bortførte børn og unge som slaver. På moderne tibetansk hedder slave "tralpas", hvilket minder lidt om det skandinaviske "træl".
Det kinesiske landsdækkende CCTV 1 i samarbejde med Japansk TV bragte for nogle år siden en udsendelsesrække om Silkevejen. Heriblandt var en udsendelse om Qinghai, altså den nordlige del af den Tibetanske højslette, der hvor Xiao Yuezhi, Tuyuhun og Aza engang boede.
Udsendelsen viste Qinghai som en højslette på et niveau omkring 3000 m. I dag minder landskabet en del om Island, så vidt jeg kunne se. Fuldstændig træløst, ret koldt, selv om sommeren kan der komme sne.
Tømmerstokke af cypres brugt i Tuyuhun gravhøje. Foto kinesisk internet.
På sletten er en mængde gravhøje, alle røvet en gang i fortiden, hvor de blev gravet op, og alting blev fjernet. Til konstruktion af disse høje var blevet brugt store mængder træ. De er bygget op lagvist af tømmerstokke og jord.
Så, store dele af denne del af Qinghai har tilsyneladende tidligere været dækket af cypres skove. Det kan påvises, at til de ældre grave var blevet brugt kraftigere tømmerstokke end til de yngre grave. Det antyder, at større træer blev stadig vanskeligere at finde. Det passer med at cypresser vokser ekstremt langsomt. I dag er området fuldstændig træløst.
Nogle Tuyuhun grave fra Tang Dynastiet tid minder meget om gravene på Kinas nordlige slette.
Grav fra Tang Dynasti tid i Qaidam lavningen på den tibetanske højslette. Foto kinesisk internet.
På trods af at gravene er blevet røvet, er der dog fundet nogle ting i Qinghai.
Det mest interessante er nogle silketæpper fremstillet med samme teknik, som blev brugt i Vesten og i Mellemøsten. De rekonstruerede silketæppemotiver viste et tilsyneladende mørkhåret folk med europæisk udseende, store næser, øjne mv. Motiverne på tæpperne viser personer, som lever et aktivt og muntert liv, de går på jagt, drikker og spiser nogle gode middage. Et sted er vist en, som kaster op, som om han har fået for meget at spise og drikke. Mange andre fund indikerer, at de havde gode forbindelser til Vesten og grækerne i Fergana og Baktrien.
7. Sogderne i Kina
Da Yuezhi migrerede til Sogdiana og Baktrien, og Xiao Yuezhi trak sig op i det tibetanske højland. Som vi har diskuteret, tog mange sogdiske byer Yuezhi adelsmænd som konger, måske i håb om at de havde gode forbindelser blandt deres landsmænd i Kina, som kunne udnyttes til øget handel. Nogle Yuezhi levede i de kinesiske samfund og ernærede sig ved handel, som de altid havde gjort.
Østvæggen på sogderen Wirkak og hans hustru Wiyusis sarkofag i Xian fra 580 e.Kr. Hans kinesiske navn var Shi Jun. Graven er en sarkofag udformet som et hus, rigt dekoreret på alle sider med udskårne relieffer på. Foto kinesisk internet.
Den franske historiker Etienne de la Vaissiere fortæller at så tidligt som i år 227 e.Kr., da en erobrer hær nærmede sig byen Liangzhou i Gansu "sendte de forskellige konger i Liangzhou tyve mænd, inklusive Zhi Fu og Kang Zhi, de adelige ledere af Yuezhi- og Kangju-Hu, ud for at modtage den militære kommandant, og da den store hær rykkede nordpå, konkurrerede de om at være de første til at modtage os". Dette i følge dokumentet "Sanguo zhi". Kangju-Hu var fra den sogdiske by Kangju.
La Vaissiere mener at det femte og sjette århundrede var en storhedstid for den sogdiske migration ind i Kina. Mange Sui- og Tang-tekster og gravskrifter for sogdiske familier beskriver, hvordan oldefaderen kom til Kina under Wei som karavaneførere. Disse familier etablerede sig først i Gansu, den næste generation flyttede til de største kinesiske byer, og nogle sogdere formåede at nå hoffet. For eksempel beskriver An Tugens biografi i "Bei shi", hvordan An Tugens oldefader kom til Kina fra Anxi i det vestlige Sogdiana og etablerede sig i Jiuquan i den vestlige del af Gansu. I midten af det sjette århundrede blev An Tugen forfremmet til minister for det nordlige Qi.
Sogdiske musikere og tjenere afbilledet som stenrelieffer på to sider af sogderen Wirkaks sakofag i Xian. Foto Gary Todd Wikipedia.
Videre beskriver La Vaissiere hvorledes en anden sogdisk familie bliver integreret i det kinesiske samfund men dog beholder tilknytningen til det sogdiske samfund og gifter sig med andre sogdere.
Ifølge navnet Shi stammer familien fra den sogdiske by Kesh, og teksterne på gravene beskriver faktisk, hvordan familien migrerede fra de vestlige lande. Oldefaderen, Miaoni, og bedstefaderen, Boboni, "tjente deres land i egenskab af sabao", som er karavanfører. Faderen, Renchou, "forspildte sit liv uden at udrette noget i sin officielle karriere." Et medlem af den fjerde generation, Shi Shewu, var familiens store mand, og gennem ham blev familien integreret i det kinesiske samfund. Han var militær officer for Sui, og hans grav og gravskrift er kinesiske. Hans ældste søn, Shi Hedan, var tolk i Tangs kejserlige sekretariat. En anden søn, Shi Daoluo, var soldat. Et barnebarn, Shi Tiebang, var ansvarlig for en hesteavlsgård, som tilhørte hæren nær Guyuan. Shi Daode fra en anden gren af Shi klanen, og hans onkel, Shi Suoyan, som er begravet på samme gravplads, var også medlemmer af militæret og embedsværket. Efter så mange generationer i Kina giftede nogle af familiemedlemmerne sig stadig i det sogdiske miljø, blandt dem Shi Hedan, tipoldebarn af Shi Miaoni, som giftede sig med en Kang, som i følge navnet stammede fra Smarkand, og Shi Suoyan, som giftede sig med en An fra Bukhara.
Optegning af øst væggen på sogderens Wirkak og hans hustru Wiyusis sarkofag i Xian. Wirkak døde i en høj alder, efter et langt liv fyldt med fredelige gerninger, handelsrejser og vigtige forhandlinger. På hans sarkofag er ingen antydning af kamp og strid. Og derfor kom de i Paradiset, kan man formode.
Wirkak og hans hustru Wiyusi er på vej over Cinvat Broen til det sogdiske Paradis. Øverst til højre ser man dem feste i Paradiset, over dem ses den Sogdiske Gud Wesparkar, som hilser de afdøde.
Øverst til venstre svæver solguden Mithra over Verden sammen med nogle "apsaras", som er en slags engle, og vingede heste. En synder syntes at være blevet afvist på broen og er i frit fald ned mod vandet.
Under broen lurer monstre på de syndere, som vil blive afvist af broens vogtere. På broen antages de afdøde at møde en ung lys kvinde, som vil være personificeringen af deres livs gerninger.
Motivet minder om den skandinaviske gud Hermods passage over Gjallar Broen på hans vej til underverdenen for at hente Balder fra de dødes rige. Efter Balders død påtog Hermod sig at ride til de dødes rige, "Hel", for at udvirke, at Balder kunne komme tilbage til de levendes Verden. Hermod kom til Gjallar Broen, som de afdøde skal passere for at komme til de dødes rige. Her blev han råbt an af møen Modgun, som vogter broen. Hermod får udvirket, at hvis alle og alt i hele Verden vil græde over Balders død, vil han blive løsladt fra underverdenen. Foto kinesisk internet.
Adskillige sogdere i Kina synes at have været meget rige.
I 2000 fandt man den rigt dekorerede An Qie's grav i en sydlig forstad til Taiyuan i Shanxi. Yu Hongs grav indeholdt således en gravseng formet som et kinesisk hus, prydet med 53 udskårne marmorpaneler, oprindeligt malede og forgyldte. Yu Hong døde i 593 i en alder af 58 år.
Sogderen Yu Hong og hans hustrus Grav i Shanxi Muaeum. Indtil nu er der ni fundet sogdiske grave i Kina, den ene mere pragtfuldt udsmykket end den anden. Foto 123_456 Wikipedia.
Sogderne i Kina fandt deres endeligt i midt i Tang Dynastiet under den såkaldte An Lushan revolution, som fandt sted 755 - 763 e.Kr. Siden da er der ingen efterretninger om sogdere i Kina.
An Lushan var den vigtigste militære guvernør i det nordøstlige Kina på grænsen til Korea og Qi Dan. Hans fader var sogder, og hans moder var tyrkisk. Nogle kilder siger at han blev adopteret af disse forældre.
Første led i hans navn angiver at slægten kom fra Bukhara og andet led er en direkte oversættelse til kinesisk af det sogdiske navn Rokhshan, som betyder "lysende", som var det samme navn som Roxane, Alexander den stores hustru. Han bosatte sig som ung dreng i det nordøstlige Kina, fungerede som tolk på markederne, blev soldat og avancerede fra menig soldat til toppen af hærens hieraki.
Situationen tilspidsede sig i foråret 755 e. Kr. An Lushan indsendte et andragende til kejser Xuanzong om at erstatte 32 Han-generaler under hans kommando med ikke-Han-generaler, hvilket kejseren accepterede trods protester fra kansler Yang, men som han alligevel efterfølgende forhalede.
En sogdisk gud udfører den kosmiske dans på kisten i Wirkaks grav i Xian. Den dansende guds fire arme udstråler fra hovedet, og synes at danne en hagekors-lignende figur, som vi kender den fra historien. Den lille mand forneden synes at holde guden oppe. Foto kinesisk internet.
I hemmelighed arresterede kansler Yang derefter nogle af An Lushans mænd og henrettede dem, der i blandt en af hans nære venner. Det vakte betydelig bekymring hos An Lushan, som derefter nægtede at deltage i begravelsen af en kejserlig prins i sommeren 755 e.Kr. og ikke tilbød at sende heste til Chang'an dette efterår, hvilket ellers var sædvane.
Vinteren 755 e.Kr. rykkede An Lushan frem mod hovedstaden Chang'an, idet han sagde at han havde fået en hemmelig meddelelse fra kejser Xuanzong om at rykke ind i hovedstaden og fjerne kansler Yang.
Men kejseren trak tropper sammen for at overvinde An Lushan. Han lod Lushans voksne søn og henrette og tvang dennes hustruer til at begå selvmord.
An Lushan indtog derefter Chang'an og proklamerede sig selv som kejser af det nye Yan dynasti. I sidste ende måtte kejseren flygte til den fjerne provins Shu, som var nutidens Sichuan.
Tang hoffet fremstillede krigen, som en strid mellem oprørske hu-barbarer og de rigtige kinesere repræsenteret ved Tang dynastiet.
Prædikatet "hu" var en fællesbetegnelse for alle etniske typer med store næser, store dybtliggende øjne og kraftigt skæg.
Etienne de la Vaissiere mener at Tang hoffets synspunkt ikke var ganske uberettiget. Mange tekster beskriver borgerkrigen som et sogdisk oprør og opregner, hvordan sogdiske handlende støttede An Lushan. Desuden, skriver han, antyder nogle nye opdagelser, at denne ide var noget, som oprørerne selv hævdede.
Vaissiere skriver nemlig at Shi Seming, An Lushans anden efterfølger, selv sogder, satte den sogdiske kongelige titel Zhaowu, som betyder juvel oversat fra det sogdiske Jamuk, på niveau med Huangdi på sine nyligt opdagede ceremonielle jadesten. Oprørernes tropper blev benævnt ved det kinesiske ord Zhejie, en rimelig oversættelse af det sogdiske Chakar, som betyder "professionel soldat".
En figur fundet i Indien, som menes at forestille Yuezhi. De er godt klædt på efter indiske forhold. Måske har det været et konservativt folk - som holdt fast i deres gamle skikke. Foto Wikimedia Commons.
Imod dette kan man indvende at nye herskere altid ændrer deres titler, våbenskjold med videre for at signalere at nu kommer der noget helt nyt og bedre. Desuden brugte Shi Seming kinesiske ord, som man blot kan mistænke for at være oversat fra sogdisk. Ydermere var sogdisk datidens lingua franca, som engelsk er det i dag.
I 760 e.Kr. beordrede den tidligere oprørsgeneral Gao Juren, nu på kejserens side, et massedrab på alle sogdere i Fanyang, som er nutidens Beijing.
Sogdere blev identificeret af deres store næser. Gao Jurens soldater kendte dog ikke de finere nuancer mellem Sogdere, Yuezhi, Xiongnu og andre kaukasiske typer. Sogdere var ofte rige og det siges at Gao Juren indsamlede deres sølv og guld, som han præsenterede for kejseren for at opnå tilgivelse for hans tidligere tilknytning til An Lushan.
Efter alt at dømme accepterede kejseren hans gave, og så var scenen sat for kampen mod djævlene.
8. Fragmenter af den klassiske roman - Tre Kongeriger
Der er ingen efterretninger i historiske dokumenter om sogdere eller yuezhi i Kina efter den såkaldte An Lushan revolution.
Første bind af den klassiske roman - Three Kingdoms. Foto kinesisk internet.
Først under Ming Dynastiet omkring 1500-tallet fremkommer beretninger om andre folk end Han kinesere. Den klassiske kinesiske roman "Romance om de tre kongeriger", som er en historisk roman tilskrevet Luo Guanzhong, beretter om djævle og røvere i de vestlige bjerge og højsletter.
Den foregår i de turbulente år mod slutningen af Han-dynastiet i De Tre Kongerigers periode i kinesisk historie, som startende i 184 e.Kr. og sluttende med Kinas samling under det vestlige Jin Dynasti i 280 e.Kr. Romanen er primært baseret på dokumentet "De Tre Kongerigers Optegnelser", skrevet af Chen Shou i det 3. århundrede e.Kr.
"Romance om de tre kongeriger" er ikke nogen let sag, den engelske udgave er på 2.172 sider. Den er verdenslitteratur, fængslende og spændende. Udfordringen for en vesterlænding er at holde styr på de kinesiske navne, som for os ikke byder på mange holdepunkter for hukommelsen.
De klassiske kinesiske romaner har formentligt samme sandhedsværdi som de islandske sagaer. Personlige beskrivelser og oplysninger om enkelte personers bedrifter er helt bestemt fiktion, mens beskrivelserne af det underliggende miljø og samfund er sandsynligvis hentet fra datidens virkelighed.
De detaljerede oplysninger fra det underliggende miljø er det "uendeligt små", som skal få os til at tro, at selve handlingen og hovedpersonerne også er sande.
Man skal vide, at historiske kinesiske forfattere ikke var meget analytiske med hensyn til andre etniske folk, som levede nær Kina.
Qiang forsvarstårne i Danba i Sichuan. Foto kinesisk internet.
Under Ming dynastiet, hvor romanen blev til, blev folkene i den vestlige område for det meste betegnet som Qiang.
Den klassiske roman giver en meget detaljeret beskrivelse af strategi og taktik i de politiske intriger og krigsførelsen i Kina i den historiske periode af samme navn, som man forestillede sig det under Ming Dynastiet.
Som sagt, romanen er et langt episk værk, som kan minde om de islandske sagaer, men nærværende skribent er kommet til erkendelse af en fundamental forskel i grundstemningen.
De islandske sagaer beskriver skæbnens uafvendelige gang, der er intet, som den enkelte kan gøre for at ændre sin skæbne. Han kan kun søge at skabe sig et godt ry og et godt eftermæle. Før et slag har nornerne allerede afgjort, hvem der skal falde, og hvem som skal leve. Ingen kan undgå sin skæbne. Det eneste, som den enkelte kan gøre, er at kæmpe tappert.
Men i "Romance om de tre kongeriger" kan de enkelte i høj grad påvirke deres skæbne. Grundlæggende beskriver den et spil med tre agenter, og som vi ved i spilteori, er der ikke noget på forhånd givet udfald. En agent spiller ud og gør sådan og sådan, de andre agenter reagerer med et passende modspil, den første agent besvarer de andre agenters modspil og så videre.
"Romance om de tre kongeriger" var Mao Zhe Dongs foretrukne læsning. Her fik han en mængde inspiration til, hvordan han kunne overvinde sine fjender med snedige planer. Det var sædvanligvis noget med: "Lad den ene fjendes hånd slå den anden fjende"
En roman er i følge sagens natur ikke nogen videnskabelig etnografisk afhandling, men den giver alligevel en indikation af hvem, der levede i de vestlige bjerge under Ming Dynastiet.
Kong Cheliji af Vest Qiang og hans minister, Ya Dan, var blevet overtalt af kongen af Wei til at deltage i krigen i Kina. Kongen sendte tusindvis af Qiang krigere under ledelse af General Yu Eji mod Kongeriget Shu. De var bevæbnet med bue og pil, armbrøster, spyd og sværd, jern sceptere med pigge og flyvende hamre.
"Flyvende hamre" var beregnet til at kaste i ansigtet på en uforberedte fjende på tæt hold.
Qiang havde vogne beklædt med jern plader, trukket af kameler eller muldyr. Når de slog lejr for natten, kørtes de pansrede vogne sammen i en ring og blev lænket sammen.
I første omgang blev Shu tropperne besejret: "Pludselig åbnede Qiang rækkerne sig, og deres jernvogne kom brusende som et tidevand, og deres armbrøstskytter fyldte luften med bolte." Deres anfører trådte frem bevæbnet med en stålhammer og råbte: "Jeg er marskal Yu Eji, ryk ikke længere frem lille general". (side 1669).
"Qiang bygger på rå styrke og mod alene. Hvad bryder de sig om intelligent taktik?", sagde en af Shu generalerne.
I sidste ende besejrede de civiliserede kinesere de indfødte med en snedig plan.
En Qiang konge, Ma Teng, var søn af en Qiang far og en kinesisk mor. Han var "8 span høj med en heroisk fysik og slående træk." (En "span" er lidt mindre end ti tommer, hvilket er omkring 0,24 m, og dermed var kongen tæt på 1,9 m. høj) (side 998 og side 545).
Ma Teng blev lokket i baghold og dræbt af kongen af Wei.
Xu Chu kæmper mod Ma Chao. Maleri i den lange korridor i Sommerpaladset ved Beijing. Foto kinesisk internet.
Hans søn Ma Chao angreb kongeriget Wei for at hævne sin fader. Kongen af Wei beskrev Ma Chao således: "Han var lys og hvid, som var han dækket af pudder, læber så røde, som var de dækket af vermillion, bredskuldret, smal om midjen med en kraftig stemme og adræt fysik, klædt i hvid brynje og hjelm." (side 1001). Ma Chao bar et løve emblem i sin hjelm. (side 1173)
I noterne til "Three Kingdoms" kan man læse, at Qiang havde et religiøst forhold til hvide heste, som de ofrede til deres gud. (noter side 547,551)
Det tyder på, at deres gud kan have været "Den store hvide konge" - Guden i Vesten.
9. Fragmenter af den klassiske roman Rejsen mod Vest
Broder Monkey i kamp mod en af Vestens rødhårede djævle. Et tema fra den klassiske roman Rejsen mod Vest. Foto kinesisk internet.
En anden klassisk roman er "Rejsen mod Vest".
Den er skabt af generationer af kinesiske historie-fortællere, men samlet og fortalt af Wu Cheng'en i 1500-tallet under Ming Dynastiet. Den er heller ikke nogen letvægter. Den engelske udgave er på 2.317 sider.
Historien er inspireret af den buddhistiske munk Xuanzang's rejse til Indien i 630 e.Kr. for at hente hellige buddhistiske skrifter. Den har dog meget lidt at gøre med Xuanzang's faktiske rejse. Romanen er et eventyr, eller skal vi sige en samling af fantastiske eventyr, der dog giver en ide om hvilke slags folk, som Ming dynastiets kinesere mente at man kunne forvente at træffe i de vestlige bjerge.
Xuanzang har gennem flere generationer levet et dydigt liv, han er ovenud god og fuldkommen verdensfjern og kommer derfor ustandseligt i vanskeligheder. Det ene monster efter det andet ønsker at få fat på ham og spise ham, fordi at hvis de indtager hans ædle kød, vil de få et evigt liv.
En taoistisk djævle genkendelsestavle fra Aba county i Sichuan. Kampen mod djævlene er et gammelt og gennemgående tema i kinesisk kultur, og det kan ikke være grebet helt ud af luften.
Tavlen viser en typisk djævel er omgivet af hans smådjævle. Djævle er oftest karakteriseret ved at de har hår, rødt som flammer, store øjne, en næse som et hængende trug og kropsbehåring.
Den evige kamp mod djævlene er en fast del af kinesisk kultur, og vi kan tro at den har været det siden Tang dynastiet. Det hedder sikkert fremmede djævle fordi de ligner de mere hjemlige djævle, som de allerede kender.
Bemærk hovedet med gult hår lige over den djævelske hovedfigur. Bemærk ligeledes de små dæmoner forneden til højre, som har brunt hår.
Taiping oprørene mente at de fremmede djævle, som kom fra havet, var de samme som de hjemlige djævle, som de allerede havde på Jorden. I deres bønner sagde de: "De, der rejser til himlen ad den østlige vej, som Hong i sin drøm, de ser Gud i sin majestæt, stadig iført en sort dragekappe, en bredskygget hat og med gyldent skæg, ligesom Hong også så ham. De ser lederen af de djævelske dæmoner, med firkantet hoved og røde øjne, og erfarer, at han virkelig er den samme som den djævelske dæmon i det østlige hav og djævlekongen på jorden, som de kalder Yan Luo." Hong Xiuquan var Guds kinesiske søn, leder af Taiping oprøret. Foto Blue Sky Aviation.
Imidlertid er Xuanzang ledsaget af sine mere jordnære og handlekraftige disciple, som hver gang frelser ham fra at blive spist. De forskellige episoder på vejen mod vest er fuldstændig eventyrlige og har ingen direkte historisk relevans. Disciplene er Broder Monkey, Broder Pig og Broder Sand.
På Xuanzang og hans disciples rejse langs med Qilian Bjergene, bliver de standset af røvere. Et digt beskriver, hvordan røverne ser ud:
"Den enes blålige ansigt og fremtrædende hjørnetænder
var værre end en ond gud's
De andres udstående øjne var som dødens stjerner
Det røde hår ved deres tindinger synes i flammer
Deres brunlige (krops-) hår var skarpe som nåle
etc". (side 1277)
Dette må være de professionelle historiefortælleres dramatiserede version af datidens opfattelse af hvilken slags røvere, man kunne forvente at møde i de Vestlige bjerge under Ming Dynastiet.
