Forside DH-Debat
11. Hvor lå Danevang?
13. Xiong-Nu og Wusun Folket

12. Et Dan-gård på den Tibetanske Højslette

Om Navnet Dan

Xiong Nu, som vi i Vesten kender som Hunnerne, angreb Yuezhi folket på Qilian Bjergenes grønne skråninger. De dræbte deres konge og gjorde en drikke skål af hans hovedskal. Det skete omkring 170 BC.

Yuezhi's oprindelige hjemland
Yuezhi's oprindelige hjemland. Den nøjagtige udstrækning er genstand for nogen debat.

Hovedgruppen af Yuezhi folket drog derefter vestpå og slog sig i første omgang ned i Fergana-dalen. Denne gruppe kalder kineserne "Da Yuezhi", hvilket betyder "Store Yuezhi".

Men nogle af Yuezhi folket ønskede ikke at forlade deres forfædres land. Det antages, at de trak sig lidt højere op i bjergene og fandt en form for sameksistens med Qiang stammerne, som allerede boede der. Kineserne kaldte denne gruppe for "Xiao Yuezhi", som betyder "Lille Yuezhi".

Nogle mener, at Han dynasty kineserne kaldes Yuezhi for "Da Yuezhi" fordi Yuezhi's rigtige navn, som de selv kaldte sig, i kinesiske ører lød som "da" eller "ta.

Yuezhi brand grave nær Hami Typisk moderne landskab i Gansu
Til venstre: Yuezhi brand grave nær Hami. - Yuezhi brændte deres døde.
Til højre: Typisk moderne landskab i Gansu - Yuezhi opdrættede heste. Det vil ikke være særlig nemt i dag, der er for tørt. Det moderne landskab synes at egne sig bedre for opdræt af kameler.

Det er en kinesisk tradition at lege med ord, som lyder ens eller næsten ens, men har forskellige betydninger. Moderne kinesisk humor udnytter fuldt ud denne form for ordspil. Og selve sproget tilbyder rige muligheder for sådanne morsomheder.

Så kunne det være, at de kaldte Yuezhi for "Da" Yuezhi, dels fordi "da" lød som det navn, Yuezhi kaldte sig, og dels fordi det betyder stor og betegnede den større gruppe af Yuezhi, der drog mod vest, i modsætning til den mindre gruppe, som forblev i hjemlandet. På denne måde fik udtrykket "Da" Yuezhi en dobbelt betydning, som de fandt interessant.

Det er ikke sandsynligt, at "Yuezhi", "Måne tilbederne", var det navn, som de kaldte sig selv. Det må have været et navn, som kineserne har givet dem. Det synes, at Han-dynastiet kineserne følte noget overlegne i forhold til folkene i Vesten, og ofte gav dem temmelig nedladende navne.

Bemærk, hvordan de beskriver "Qiang" folkene i det klassiske dokument, "Weilu."

"Afsnit 3 - Qiang stammerne
Fra Dun-huang i det vestlige område boede Chou Qiang (oprørske Qiang) i Nanshan Mountains (South Mountains), og flere tusinde li mod vest til Congling (Pamir) er resterne af Yuezhi og Congzi (Brune Løg Qiang) - Baima (Hvide Hest Qiang) -- og Huangniu Qiang (Gule Okse Qiang)."

Gruppe fra Kushan udgravningen Hadda nær Khyber Passet nær Jalabad i Afganistan
Gruppe fra Kushan udgravningen Hadda nær Khyber Passet nær Jalabad i Afganistan. Kushans var Yuezhi's efterkommere, så Yuezhi må have set nogenlunde sådan ud.

Det er ikke meget troligt, at et folk ville kalde sig selv for "Brune Løg Qiang" eller "Gule Okse Qiang" eller lignende. Det er indlysende, at Han-dynasty kineserne følte sig temmelig overlegne og kunne lide at kalde stammerne og folkene i Vesten med nogle fantasifulde navne.

Grækerne har aldrig brugt betegnelserne "store" og "lille" om Yuezhi. De kendte tilsyneladende intet til disse betegnelser. Kun kineserne brugte udtrykene "Da" og "Xiao" Yuezhi.

Så kunne Yuezhi's rigtige navn, som de kaldte sig selv, have være noget, der lyder som "da" eller "ta". Det kunne have været "Dan" eller "Tan", som det også er stavet med runer på stenen i Jelling (Tan-mark for Dan-mark).

Suffikset "Dan" eller "Tan" synes også at have en vis tradition i området. Tænk bare på "Qi Dan", "Kho-tan", "Tan-gut" eller "Dan Xiang."

Portræt af Kushan hersker på en mønt
Kushan hersker med stor næse, hovedskalsdeformation og den kongelige hestehale.

"Qi Dan" og "Dan Xiang" folk dukkede op i historien tusind år senere (se Kapitel 17. Og 18.). Begge betragtede sig selv som efterkommere af folket "Tuoba Xianbei" og begge blev af kineserne kaldt noget med "Dan". Det tyder på, at det er således at udtrykket "Dan" også indgik i Xianbei folkenes egne navne, som de kaldte sig selv.

Et Tangaard ved Koko Nor og i Nanshan Bjergene

Den græske geograf Ptolemæus (Ptolemy), som levede i Ægypten, kendte et land kaldet "Tha-gouroi", som var beliggende i Nanshan bjergene i Qinghai eller deromkring ("The Cambridge History-" side 152). Ptolemæus levede 90 - 168 AC og Xianbei stammen Tuyuhun etablerede først deres kongedømme ved Koko Nor i 329 AC; Derfor må vi tro at dette Tha-gouroi var et lille Yuezhi's område.

John E. Hill ser i det græske Tha-gouroi et kinesiske ord "Ta'guo", altså et "Tan-gård", som er blevet "helleniseret".
Tan-gård med græske bogstaver

Tan-gård skrevet med græske bogstaver.

Det er godt set af John Hill, at ordet kan indeholde et -"guo" eller "-gård". Men måske tror han, at kun kineserne kalder en nation for "-Guo" [-gjår]. Imidlertid, det er ikke nødvendigt at at tage omvejen over kinesisk. Ptolemæus kan have fået sin viden fra købmænd, som havde været i direkte kontakt med Kushans, som naturligvis var i stand til at berette om et oprindeligt hjemland i Nanshan bjergene, hvor nogle af deres tilbageværende landsmænd stadigt boede. Et hjemland, de kan have kaldt "Dan-gård" eller "Tan-gård" helt på linje med de skandinaviske betegnelser "Mid-gård" og "As-gård".

Moderne kinesiske navne for nationer, udtrykt med alfabetet, bruger også endelsen "-guo" [gjår], for eksempel "Djung-gjår" (Kina), "Fa-gjår" (Frankrig), "Dø-gjår" (Tyskland), "Mei-gjår" (USA) og så videre - alt udtrykt med dansk lydforståelse.

Et typisk moderne landskab i Gansu
Et typisk moderne landskab i Gansu - med en flok vilde kameler i baggrunden.

Det siges, at hovedgruppen af Yuezhi, der forlod deres forfædres land, var inddelt i fem forskellige grupper, sandsynligvis ifølge hvilken egn i deres oprindelige hjemland, de kom fra.

Det siges at en af grupperne, kaldet "Guis-huang", overvandt de andre grupper og at navnet "Kushans", som de blev kendt under i Vesten, kommer deraf.

Men kineserne fortsatte med at kalde dem "Da Yuezhi".

Lad os igen vende opmærksomheden mod beskrivelse af Qiang stammerne i det klassisk dokument "Weilu".

"Afsnit 3 - Qiang stammerne.

Portræt af Yuezhi kongen Shaka på en mønt
Yuezhi kongen Shaka med stor næse og kongelig hestehale.

Fra Dunhuang i det vestlige område boede Chou Qiang (oprørske Qiang) i Nanshan Mountains (South Mountains), og flere tusinde li mod vest til Congling (Pamir) er resterne af Yuezhi og Congzi (Brune Løg Qiang) - Baima (Hvide Hest Qiang) -- og Huangniu Qiang (Gule Okse Qiang)."

"Hvert af disse folk har deres egen høvding. De grænser mod nord til forskellige kongedømmer. Hverken afstanden (fra Kina), eller udstrækningen (af deres territorier) er kendt."

Så Han-dynastiet dokument bekræfter, at ikke alle Yuezhis drog mod vest. Det nævner "resterne af Yuezhi", som må have været "Xiao Yuezhi", der boede i bjergene.

I det nordlige Qinghai i en lavning i det Tibetanske Højland ligger en smuk saltsø med det oldgamle navn "Koko Nor". Kineserne kalder søen for "Qinghai Lake".

Salt søen Koko Nor set fra rummet Bredden af saltsøen Koko Nor
Til venstre: Salt søen Koko Nor set fra rummet.
Til højre: Bredden af saltsøen Koko Nor

I noterne til oversættelse af "Weilu" skriver John E. Hill: "Lille Yuezhi var efterkommere af Yuezhi folket, der fandt tilflugt i Qilian Bjergene i begyndelsen af Han, da Yuezhi blev angrebet af den store Xiong Nu leder, Modun , og deres hovedstyrke blev drevet vestpå ind i Centralasien", og fortsatte: "I slutningen af Han-dynastiet perioden kunne de tilsyneladende mønstre omkring ni tusinde bevæbnede mænd i området, deres vigtigste centre var Xi Ning-dalen og Lianju Området (øst og vest for Koko Nor) og i Wuwei, med et par grupper i det nordlige Zhanggye. Se HH'er 87/77, 2899. "de Crespigny (1984), s. 478, n. 15 ".

En anden kommentar fundet af John E. Hill: "Xia Hou's Løjtnant Chang Ho krydsede Huang Ho (en flod) (sent på året 217 AC) og nåede "Little Huang Tungs" område øst for Koko Nor, midt iblandt den Yuezhi stamme, som havde været den vigtigste kraft i oprøret." (Se noter til den klassiske tekst Weilu)

Så man må antage at det oprindeligt var lille Yuezhi, der boede ved Koko Nor.

Kongedømmet Tuyuhun ved Koko Nor

Imidlertid er det også kendt at i 329 AC oprettede Tuyuhun Xianbei folket et rige med centrum omkring salt søen Koko Nor og i Qaidam lavningen i den nordøstlige del af den moderne kinesiske provins Qinghai.

Hvad der blev af Lille Yuezhi folket, og hvordan landet blev overtaget af Tuyuhun, ved jeg ikke.

Måske havde de allerede forladt højsletten og søgt nyt land mod vest, som så mange andre folk i folkevandringstiden gjorde. Måske blev Lille Yuezhi fortrængt af de indtrængende fjender, eller de fandt en form for sameksistens med Tuyuhun. Måske blev de opslugt af Tuyuhun; ingen ved det.

Landet Tuyuhun omkring Koko Nor
Folkevandringsstaten Tuyuhun omkring Koko Nor.

Xianbei stammernes udseende blev kommenteret af den lærde Yan Shigu, som virkede ved hoffet hos den første Tang hersker, Li Shimi. Han skrev i en kommentar i Sima Qins historiske værk Shi Ji: "Nu om dage, har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art."

Da Xianbei på Yan Shigu's tid var de dominerende steppe barbarer, må det have været dem, han talte om.

Tuyuhun folket var i slægt med Murong Xianbei folket.

Vedrørende Tuyuhun's sprog kan vi støtte os til skrifterne fra Dunhuang.

Stenløve i Qinghai sat af Tuyuhun folket
Stenløve i Qinghai sat af Tuyuhun folket nær Dulan.

Dunhuang dokumenterne, P. 1283 (på tibetansk) fortæller om Qi Dan (se kapitel 17 "Qi Dan Folket") folkets sprog: "I Sproget kunne de (Qi Dan) og Tuyuhun i store træk kommunikere med hinanden". Tuyuhun var en gren af Murong Xianbei og Qi Dan nedstammede fra Tuoba Xianbei. Dette indikerer, at folkevandringsstidens Xianbei stammer i det nuværende Indre Mongoliet og nord Kina i hovedsagen talte samme sprog.

Xianbei folkene oprettede Wei Dynasty og mange andre folkevandringsstater. Sui og Tang Dynasty udsprang fra Xianbei folk, som havde antaget kinesisk kultur. Deres sprog må nødvendigvis have haft en markant inflydelse på udviklingen af det kinesiske sprog.

Og da der findes mange ord på både dansk og kinesisk, som ligner hinanden samt andre kulturelle ligheder, kunne dette indikere, at det oprindelige Xianbei sprog og kultur var en fælles kilde, som har påvirket både skandinavisk og kinesisk kultur.

Gamle gravhøje i Qaidam lavningen i Qinghai
Gamle gravhøje i Qaidam lavningen i Qinghai.

Omkring salt søen Koko Nor og i Qaidam lavningen i den nordøstlige del af den moderne kinesiske provins Qinghai er fundet i hundredevis af spor af gamle gravhøje, som formodes at stamme fra Tuyuhun.

I nogle af de gamle dokumenter, som Stein og Pelliot bragte tilbage fra Dun Huang, fortælles det, at et "Aza" folk stadig havde fodfæste rundt omkring Koko Nor omkring 800 til 900 AC. De foretog røvertogter på den kinesiske Dun-Huang område, hvor den bortførte børn og unge som slaver eller måske "trælle" (Se "Life Along the Silk Road" side 176). På moderne tibetansk hedder slaver stadig "tralpas".

I "The History of Tibet" af Alex Mcay (side 46) siges det, at det var kongeslægten, som kaldte sig "A-cha'i", (fundet i Tibetansk Litteratur som "A-sha") og folket blev kaldt "T'u-Yu-Hun", Tibetansk "Thogon", "Tho-Yu-Gon".

Grav fra Tang Dynasty tid som stammer fra Tuyuhun folket
Grav fra Tang Dynasty tid i Qaidam lavningen på den tibetanske højslette.

Tuyuhun var et ret mystisk rige, som man ikke ved ret meget om. Da riget havde sin største udstrækning dækkede det meget nær det samme område som det senere Dan Xiang rige, nemlig det nordlige Qinghai samt dele af de moderne provinser Gansu, Xin Jiang, Ning Xia og Sichuan.

En gren af Silkevejen gik igennem Qaidam Basin, og det synes at have gjort Tuyuhun folket ret velhavende. Man har fundet Persiske og Østromerske mønter og hundredevis af rester af silke.

Det hedder om A-zha folket : "Efter mange års krig, blev de endeligt besejret af tibetanere i 663 AC og genvandt aldrig deres uafhængighed ". Se: Mole (1970), s. 2, 30 og 73 , n. 22 " (Hill). Tuyuhun riget varede i omkring 300 år. Det ophørte med at eksistere omkring 663 AC. Nogle kilder siger, at det blev ødelagt af kongen af Tibet, andre siger at det blev erobret af kongen af Turfan, og atter andre siger, det blev erobret af Western Wei.

Lad os lige se tilbage på Dunhuang dokumentet P1283 med bemærkningen på Tibetansk: "I Sproget kunne de (Qi Dan) og Tuyuhun i store træk kommunikere med hinanden." Hvis dette er sandt, synes beretningerne om Tuyhuns endeligt i 663 AC at være noget overdrevne, idet Qi Dan først etablerede deres vestlige rige i disse egne, "Kara Khitan", i 1124 AC.

Højsletten i Qinghai Provinsen
Højsletten i Qinghai Provinsen.

Det kinesiske landsdækkende CCTV 1 i samarbejde med Japansk TV bragte for nogle år siden en udmærket udsendelsesrække om Silkevejen. Heriblandt var en udsendelse om Qinghai, altså den nordlige del af den tibetanske højslette, der hvor lille Yuezhi, Tuyuhun og Aza engang boede.

Udsendelsen viste Qinghai som en højslette på et niveau omkring 3000 m. I dag minder landskabet en del om Island, saa vidt jeg kunne se. Fuldstændig træløst, ret koldt, selv om sommeren kan der komme sne.

På sletten er en mængde gravhøje, alle røvet en gang i fortiden. De er gravet op, og alting er fjernet. Til konstruktione af disse høje var blevet brugt store mængder træ. De er bygget op lagvist af tømmerstokke og jord.

Tømmerstokke af cypres brugt i Tuyuhun gravhøje Tømmerstokke af cypres brugt i Tuyuhun gravhøje
Tømmerstokke af cypres brugt i Tuyuhun gravhøje.

Så store dele af denne del af Qinghai har tilsyneladende tidligere været dækket af cypres skove. Det kan påvises, at til de ældre grave var blevet brugt kraftigere tømmerstokke end til de yngre grave. Det antyder, at større træer blev stadig vanskeligere at finde. Det passer med at cypresser vokser ekstremt langsomt. I dag er området fulstændig træløst.

Nogle Tuyuhun grave fra Tang Dynasty tid minder meget om gravene på Kinas nordlige slette.

På trods af at gravene er blevet røvet, er der dog fundet nogle ting i Qinghai.

Det mest interessante er nogle silketæpper fremstillet med samme teknik, som blev brugt i Vesten og i Mellemøsten. De rekonstruerede silketæppemotiver viste et tilsyneladende mørkhåret folk med europæisk udseende, store næser, øjne mv. Motiverne på tæpperne viser personer, som lever et aktivt og muntert liv, de går på jagt, drikker og får sig nogle gode middage. Et sted er vist en, som kaster op, som om han har fået for meget at spise og drikke. Mange andre fund indikerer, at de havde gode forbindelser til Vesten og Grækerne i Baktrien.

Fragmenter af den Klassiske Roman - Tre Kongeriger

Første bind af den klassiske roman - Three Kingdoms Første bind af den klassiske roman - Three Kingdoms.

I den klassiske kinesiske roman "Tre Kongedømmer" berettes også om folkene i de vestlige bjerge og højsletter.

De klassiske kinesiske romaner har formentligt samme sandhed-værdi som de islandske sagaer. Personlige beskrivelser og oplysninger om enkelt personers bedrifter er bestemt fiction, mens beskrivelserne af det underliggende miljø og samfund er sandsynligvis hentet fra virkeligheden. De detaljerede oplysninger fra det underliggende miljø er det "uendeligt små", som skal suggere os til at tro, at selve handlingen og hovedpersonerne også er sande.

Man skal vide, at historiske kinesiske forfattere var ikke meget analytiske med hensyn til andre folk, som levede nær Kina. Under Han-dynastiet blev alle vestlige stammer og folk for det meste kaldt Xiong Nu. I "De tre kongeriger" perioden blev folkene i den vestlige område for det meste betegnet som Qiang. I Jin dynasty perioden, var det almindeligt at kalde folk på sletten for Xianbei.

Den klassiske roman, "Tre kongeriger" giver en meget detaljeret beskrivelse af strategi og taktik i de politiske intriger og krigsførelsen i Kina i den historiske periode af samme navn, ca. 220 AC til 300 AC. "De Tre Kongedømmer" perioden efterfulgte sammenbruddet af Han-dynastiet. Romanen blev skrevet i slutningen af Yuan-dynastiet, under Mongolernes herredømme, i 1320 AC, mange år efter de begivenhederne, som den beskriver. Men på basis af den historiske skildring givet i "Annals of the Three Kingdoms" skrevet omkring 300 AC under Jin dynastiet, der fulgte umiddelbart efter "Tre Kongeriger" perioden.

Qiang forsvarstårne i Danba i Sichuan
Qiang forsvarstårne i Danba i Sichuan.

"Tre kongeriger" var Mao-Zhe-Dongs foretrukne læsning. Her fik han en mængde inspiration til, hvordan han kunne overvinde sine fjender med snedige midler.

King Cheliji af Vest Qiang og hans minister, Ya Dan, var blevet overtalt af kongen af Wei til at deltage i krigen i Kina. Kongen sendte tusindvis af Qiang krigere under ledelse af General Yu Eji mod Kongeriget Shu. De var bevæbnet med bue og pil, armbrøster, spyd og sværd, jern sceptere med pigge og flyvende hamre.

"Flyvende hamre" var beregnet til at kaste i ansigtet på en uforberedte fjende på tæt hold. Måske er det fra noget sådant, den olympiske disciplin hammer kastning kommer.

De havde vogne beklædt med jern plader, trukket af kameler eller muldyr. Når de slog lejr for natten, kørtes de pansrede vogne sammen i en ring og blev lænket sammen.

Irske forsvarstårne fra Meelick Forsvarstårne i Nord Ossetien i Kaukasus Bjergene
Til venstre: Irske forsvarstårne fra Meelick.
Til højre: Forsvarstårne i Nord Ossetien i Kaukasus Bjergene.

I første omgang blev Shu tropperne besejret: "Pludselig åbnede Qiang rækkerne sig, og deres jernvogne kom brusende som et tidevand, og deres armbrøstskytter fyldte luften med bolte." Deres anfører trådte frem bevæbnet med en stålhammer i hånden og råbte: "Jeg er marskal Yu Eji, ryk ikke længere frem lille general". (Tre Kongedømmer III side 1669).

Er det ikke sådan vi forestiller os Thor, ubarmhjertigt rasende frem i en jernvogn, med en hammer i hånden?

"Qiang bygger på rå styrke og mod alene. Hvad bryder de sig om intelligent taktik?", sagde en af Shu generalerne.

I sidste ende besejrede de civiliserede kinesere de indfødte med en snedig plan. ("Three Kingdoms" III side 1672)

Flyvende hamre, som "Mjølner", Thors hammer, havde en vis tradition i Kina. I "Creation of the Gods", en anden klassisk roman om overgangen fra Shang til Zhou dynasty, fortælles, at en berømt kinesisk kriger fra Shang dynasty havde en lille, men dødbringende, "stringed" hammer, som han brugte som kastevåben. Snoren gjorde ham i stand til at genvinde den efter kastet. Thors hammer "Mjølner" havde også den egenskab, at den vendte tilbage til Thors hånd efter et kast.

En Qiang konge, Ma Teng, var søn af en Qiang far og en kinesisk mor. Han var "8 span høj med en heroisk fysik og slående træk." (En "span" er lidt mindre end ti tommer, hvilket er omkring 0,24 m, og dermed var kongen tæt på 1,9 m. høj) "Three Kingdoms" II side 998 og I side 545).

Ma Teng blev lokket i baghold og dræbt af kongen af Wei.

Xu Chu kæmper imod Ma Chao. Billede fra den lange korridor i Sommerpaladset ved Beijing
Xu Chu kæmper imod Ma Chao. Maleri i den lange korridor i Sommerpaladset ved Beijing.

Hans søn Ma Chao angreb kongeriget Wei for at hævne sin fader. Kongen af Wei beskrev Ma Chao således: "Han var lys og hvid, som var han dækket af pudder, læber så røde, som var de dækket af vermillion, bredskuldret, smal om midjen med en kraftig stemme og adræt fysik, klædt i hvid brynje og hjelm." (Three Kingdoms II side 1001). Ma Chao bar et løve emblem i sin hjelm. (Three Kingdoms III side 1173)

Under et slag mellem Wu og Wei kom en fornem Wu kineser bort fra sin deling. Han mødte en deling Wei soldater ledet af Qiang kongen, Shamoke. "Shamoke havde en dyb rød farve i ansigtet og udstående grønne øjne. Han svingede et scepter med stålpikke og bar to buer. Han viste sin krigeriske holdning." Kineseren vendte sin hest og forsøgte at flygte fra så formidabel en modstander, men Shamoke skød en pil gennem hovedet på ham. ("Three Kingdoms" III side 1467)

I noterne til "Three Kingdoms" kan man læse, at Qiang havde et religiøst forhold til hvide heste, som de ofrede til deres gud. ("Three Kingdoms" i noter side 547,551)

Dette tyder på, at deres gud kan have været "Den store hvide konge" - Guden i Vesten.

Fragmenter af den Klassiske Roman - Rejsen mod Vest

En anden klassisk roman er "Journey to the West". Den er inspireret af Xuanzang's rejse til Indien for at hente hellige buddistiske skrifter. Xuanzang har gennem flere generationer levet et dydigt liv, han er ovenud god og fuldkommen verdensfjern og kommer derfor ustandseligt i vanskeligheder. Det ene monster efter det andet ønsker at få fat på ham og spise ham, fordi at hvis de indtager hans ædle kød, vil de få et evigt liv. Imidlertid er Xuanzang ledsaget af sine mere jordnære og handlekraftige diciple, som hver gang frelser ham fra at blive spist. De forskellige episoder på vejen mod vest er fuldstændig eventyrlige og har ingen direkte historisk relevans. Diciplene er Brother Monkey, Brother Pig og Brother Sand. Romanen er udviklet af professionelle historie fortællere op gennem Ming og Qing dynasty. Det må dog antages, at beskrivelsen af Vesten og dens indbyggere afspejler tidens opfattelse af hvilke slags mennesker, man kan forvente at møde der.

Brother Monkey i kamp mod en af Vestens rødhårede djævle
Brother Monkey i kamp mod en af Vestens rødhårede djævle. Et tema fra den klassiske roman Rejsen mod Vest.

Under Xuanzang og hans diciples rejse langs med Qilian eller Nanshan Bjergene, bliver de standset af røvere. Et digt beskriver, hvordan røverne ser ud:

"Den enes blålige ansigt og fremtrædende hjørnetænder var værre end en ond gud's
De andres udstående øjne var som dødens stjerner
Det røde hår ved deres tindinger synes i flammer
Deres brunlige (krops-) hår var skarpe som nåle
etc"

("Journey to the West" side 1277 )

Dette må være de de professionelle historiefortælleres dramatiserede version af datidens opfattelse af hvilken slags røvere, man kunne forvente at møde nær Nanshan bjergene ved grænsen til den nuværende Qinghai Provins.

De Indo-europæiske folk i de Østlige Bjerge Forsvandt fra Historien

Ingen ved, hvad der blev af Yuezhi og Xianbei folkene, som boede i de østlige bjerge. Vi kan kun gætte.

Jeg tror, at de mistede deres sprog og deres etniske og nationale idenditet og blev blandet op med alle andre kinesere - i det omfang de ikke en gang i fortiden blev forfulgt og udryddet som djævle. De fleste af djævlebeskrivelserne i den klassiske roman "Rejsen mod Vest" omfatter rødt hår, store øjne og stor næse, som er typiske kaukasiske træk.

Kampen mod djævlene er et gammelt og gennemgående tema i kinesisk kultur, og det kan ikke være grebet helt ud af luften.

En gammel taoistisk billed tavle blev vist i et fly magasin fra Southern China, "Blue Sky Aviation" i forbindelse med et turist fremstød for Sichuans naturskønne bjerge. Den blev bragt uden særlige kommentarer.

En taoistisk billed tavle fra Aba county i Sichuan Den moderne provins Sichuan
Til venstre: En taoistisk billed tavle fra Aba county i Sichuan, som forestiller en typisk djævel med rødt hår, stor næse og øjne, omgivet af smådjævle.
Til højre: Den moderne provins Sichuan.

Bemærk hovedet lige over den djævelske hovedfigur. Det har gult hår. Bemærk ligeledes de små dæmoner forneden til højre, som har brunt hår.

Den er fra Aba County nær Sichuans grænse til Qinghai og Gansu, som idag er Qiang område. Tidligt i historien kan det også have været Yuezhi område, senere Tuyuhun område og i sen middelalder Dan Xiang område.

Eksistensen af sådanne billede viser, at sådanne personer med lyst hår må have boet der i fortiden. Hvor skulle malerne ellers have fået ideen fra?

I dag er det ikke muligt at finde personer i dette område med lyst eller brunt hår, de er alle sorthårede. Personer med anlæg for lysere hårfarver synes at have haft en ret stor dødelighed i historiens løb. Kun Den Japansk Kinesiske Silk road Ekspedition i firserne kunne vise en lille lyshåret pige hos et nomadefolk højt oppe i Qilian bjergene.

Moderne kinesere er ikke et racerent mongolid folkefærd. Man træffer ofte personer, som har slående kaukasiske træk, som for eksempel store øjne og stor næse. En meget stor del af kineserne har fuldkommen hvid hud. Derfor tror jeg, at resterne af Yuezhi og Xianbei stammerne også var blandt de moderne kineseres forfædre.

Fælles stednavne-endelser for Central Asien og Skandinavien

Mange saltsøer i central Asien hedder noget med "nor", som for eksempel Koko Nor, Orku Nor, Ebi Nor, Ubsa Nor, Ayar Nor, Ulungur Nor, Durga Nor, Kara Nor og den nu forsvundne Lop Nor.

Ganske tilsvarende kaldes kaldes lavandede indsøer med brakvand i Skandinavien for Kertinge Nor, Korsør Nor, Stege Nor, Hedeby Nor og Vindeby Nor og så videre. Flemming Rickfors har identificeret mere end tredive nor i Danmark og Norge.

Kertinge Nor
Kertinge Nor ved Kerteminde.

En anden interessant ting ved stednavne i Qinghai og de nærliggende områder er, at mange byer og steder kaldes noget med "Ning", for eksempel Xining eller Ning Xia; ganske som utallige landsbyer i Danmark, som for eksempel Revninge, Kertinge, Refsvindinge og Mesinge.

Det kan sandsynliggøres at gammel dansk "ning" betyder person eller personer. Det kan genfindes i hed-ning, Fær-ing, Islænd-ing flygt-ning og slægt-ning og mange andre forbindelser, hvor det klart betyder "person". Landsbyen Kertinge nær Kerteminde, "Kert-ninge", vil således betyde "Kert-personerne", altså de mennesker som har tilknytning til vandområdet "Kert".

På samme måde kan man forestille sig, at for eksempel navnene Mesinge og Revninge blevet til. Der fandtes allerede nogle naturformationer, som kaldtes "Mes" og "Rev", søer eller vandløb eller lignende. De folk, som boede der før, havde givet dem disse navne. Måske stammer sådanne korte navne helt tilbage til ældre stenalders jægere.

Da danerne slog sig disse steder blev det til Mes-ninge" og "Rev-ninge", som betyder de personer, som holder til ved "Mes" og "Rev".

Det kan indvendes at "ning" ikke betyder person, men er en afledning eller bøjningsform noget i lighed med den engelske "ing" form. Men hvis man tænker nøjere over det, er den engelske betydning i virkeligheden lidt af det samme som betydningen "person".

Det sidste led i udtrykkene Midgård og Asgård fra den nordiske mytologi betegner helt klart områder. Moderne kinesiske navne for nationer, udtrykt med alfabetet, bruger også endelsen "-guo" [gjår], for eksempel "Djung-gjår" (Kina), "Fa-gjår" (Frankrig), "Dø-gjår" (Tyskland), "Mei-gjår" (USA) og så videre.

Jeg tror, at enten Yuezhi stammerne, Xianbei folkene, Aza eller alle disse grupper kaldte lavvandede saltsøer for -nor, som i Koko Nor, og deres byer og områder for -Ning, som i Xining, og deres områder blev kaldt -Vang, som i Dun-(h)wang, og et større afgrænset områder for -Gård, som i det moderne navn for Kina, Zhung-guo, udtales [djung-gjår]. Ganske som de danske betegnelser for eksempel Kertinge Nor, Revninge, Danevang og Midgård og Asgård fra den nordiske mytologi.

Danerne var et Øst Indo-Europæisk folk, et såkaldt Iransk folk. De kom ikke direkte fra Verdens Midte til Skandinavien, de havde først været en tur østpå. Indo-Europæerne har naturligvis også efterladt deres spor i de østlige sprog, for eksempel i kinesisk.

På kinesisk tiltaler man i almindelighed hinanden med "ni", som på svensk, men i Nord Kina specielt i Beijing området tiltaler man foresatte og ældre mennesker med det mere respektfulde "ning". Det understøtter at "-ning" oprindeligt betød person eller personer.

I moderne tid er de kinesiske provinser Qinghai og Gansu i hovedsagen beboet af den tyrkisk muslimske Hui nationalitet.

Se: The Peoples of the West - Draft English translation by John E. Hill

Samt: The Western Regions according to the Hou Hanshu - Translatet by John E. Hill

Også Silk Road Links - Kenyon College. med en mængde links om Asiatisk historie og Silkevejen

Flemming Rickfors har identificeret mere en tredive stednavne med - nor i Danmark og Norge: Verasir.dk - Langskibenes herkomst - Salt, Fersk og Nor vand

Se også The History of Chinese Relations with the Hsiung Nu - oversat af Daniel C. Waugh.
Tilbage til start af artikel
20130210

Passed W3C Validation