På Sporet af Danerne - i Asien

14. Xianbei Stammerne

1. Xianbei

Xianbei var en gruppe af folk, som levede på den Østasiatiske slette, groft beskrevet i det nuværende Indre Mongoliet med udløbere i Øst og Vest. Her havde de levet "altid", eller i hvert fald længe før den nedskrevne historie tog sin begyndelse.

Xianbei betyder ordret efter de kinesiske tegn "friske tyveknægte".

Det mest kendte Xianbei folk var Xianbei Tuoba stammen. De havde deres navn efter deres hellige kongeslægt, Tuoba. Det udtales efter moderne udtaleregler (pin ying) noget i retning af "Tor-bar", idet "o" er en lukkelyd. Jeg tror, at det betød slægten efter "Tor".

Typisk Xianbei kunst - Inner Mongolia Autonomous Region Museum.

I Kinas tidlige historie betegnedes alle folk på sletten som "-rong"; det betyder noget i retning af barbarer, vilde eller indfødte. Under Qin dynasty (221 - 206 f.Kr) og begyndelsen af Han Dynasty blev de fleste af slettefolkene kategoriseret som Xiongnu. Først ved Xiongnu føderationens sammenbrud dukkede Xianbei op i historien under deres særskilte navn.

I året 48 e.Kr. splittedes den før så mægtige Xiongnu sammen-slutning i to grupper, de sydlige og de nordlige Xiongnu. En embedsmand ved Han hoffet ved navn Zang Gong foreslog, at Kina skulle drage fordel af situationen og alliere sig med Xianbei og angribe Xiongnu, men kejser Guang Wu-di afviste bestemt videre krigshandlinger.

Bodisatva med lyst hår fra Dunhuang hule 57 - eller er hun en dronning? - Fra Tang dynasty tid.

Navnet Xianbei betyder ordret friske tyveknægte. Det kan ikke være et navn, de kaldte sig selv. Samtidig lyder det meget som "Xin bai", altså "nye hvide".

Northern Wei riget var en folkevandringsstat, regeret af en gren af Xianbei folket. Deres hellige kongefamilie var Tuoba slægten. Den synes, at have været kongefamilien over alle. Både kongerne af Qi Dan og Dan(g) Xiang (Tangut) hævdede, at de nedstammede fra Tuoba. Disse riger opstod flere hundrede år efter Northern Wei's undergang; her kan man virkelig tale om at "Kongen vendte tilbage". Tuoba kongeslægten må have haft en simpelthen enorm prestige.

Typer fra Mogave Caves ved Dun Huang fra Northern Wei perioden - Nogle barske mænd, var de konger?" - Fra Wei Dynasty tid.

Mange nationers historie-interesserede "gør krav" på Xianbei. Kinesisk litteratur betegner dem rutinemæssigt som et typisk mongolid folk. Koreanerne er ikke i tvivl om, at det var tungusisk folk, som de mener om sig selv. Tyrkiske historie-interesserede betegner dem ofte som et "proto-tyrkisk" folk, uden der findes egentlige argumenter, som understøtter en sådan påstand. Alle parter titulerer rutinemæssigt Xianbei's konger som khan, selvom det er en tyrkisk titel, som slet ikke var opfundet på denne tid.

Men der er mange indikationer af, at Xianbei var et ikke-mongolsk folk med hvid hud og ofte med lyst eller rødt hår.

Debatten om Xianbei's etniske oprindelse er en indædt diskussion med politiske overtoner, som har stået på i årevis. Tanken om, at mulige Indo-Europæiske folk skulle have haft deres rod indefor det moderne Kina's grænser, vækker en ganske betydelig følelsesmæssig modvilje.

Xianbei ring.

Grundlæggende bliver udsagnene om Xianbei's henholdsvis mongolske eller tungusiske oprindelse blot gentaget mange gange, som var det en indlysende sandhed, men med ganske få og spinkle egentlige beviser. Da det synes at være politisk korrekt i både Øst og Vest, har det efterhånden fået et skær af sandhed.

Tilhængere af Xianbei's mongolske oprindelse mener at vide, at Xianbei's efterkommere, Qi-Dan, mobiliserede deres soldater i militære enheder kaldet "ordo". Mongolsk har et ord med den samme betydning, "ordu", for eksempel i "Den Gyldne Horde" og andre af Djengis Khan's hære. Ordet genfindes i dansk og engelsk som "horde", men de tror, at det kommer fra mongolsk. Derfor, da Xianbei's efterkommere brugte et ord, som mongolerne også brugte, må de have været af mongolsk etnisk oprindelse, konkluderer teoriens tilhængere.

Men dette bevis er intet værd, og det beviser rent faktisk det modsatte.

Amerikanerne var de første til at bore efter olie "off shore", de gav navne til "derrick", "casing", "christmas tree" og "spot cans". Deres efterfølgere Briter, Nordmænd og Danskere overtog blot den terminologi, som allerede fandtes i branchen.

Til venstre: Xianbei kavaleri.
Til højre: Kriger figur udgravet i grav i Cixian fra Northern Dynasty perioden. Han ligner en viking på afveje, blot er han nogle hundrede år for tidligt.

Indo-Europæerne var de første til at udvikle bereden krigsførelse på steppen, og de udviklede den dertil hørende terminologi. De opfandt begrebet "horde", oprindelig "orde", som betegnelsen for en militær formation. Da mongoler og tyrker langt senere tog steppen i besiddelse, overtog de blot en terminologi, som allerede fandtes.

Dansk er et meget gammelt Indo-Europæisk sprog, som stadig indeholder en mængde ord, som begynder med "or-", som betegner forskellige militære aktiviteter. Prøv blot at åbne et dansk computer leksikon, skriv "or-" og se, hvad der kommer frem.

En lyshåret steppekriger fremviser sin dresserede hest - hulemaleri fra Dunhuang.

"Or-log" betegner maritim krigsførelse. "Or-lov" er ferie fra hæren. "Or-donans" er et militært sendebud. "Or-dre" er en militær kommando. "Or-den" er de forhold, som typisk bør herske i en hær. "Or-ganisation" er måden, man skaber "or-den" på. Or-den kan også være en militær hædersbevisning. "Or-ke" er det at udføre anstrengende bestræbelser, som det ofte er tilfældet i krig.

Det grundlæggende ord "Horde" eller "orde" kan genkendes i Dansk og Engelsk som "orden" eller "order" som betegnelsen for en organisation, såsom en ridder orden, Tempelherre ordenen, Johanitter ordenen med videre. Sådanne militære betegnelser er i forholdsvis nyere tid erstattet af udtryk som "regiment", "arme" og "bataljon" og derfor er betydningen af horde degraderet til at betegne en spontan, primitiv og aggressiv gruppe.

Bygningsfundament fra Tuoba Xianbei hovedstaden Luoyang med en dværg i hvert verdenshjørne.

Luoyang var hovedstaden i Northern Wei, som var en Tuoba Xianbei stat. Her findes et søjlefundament med en dværg i hvert verdenshjørne. Det bringer tanken hen på dværgelisten i Vølvens Spådom, vers 11-13 i Ældre Edda, hvor dværgene Nordri og Sudri, Austr og Vestri, har navn efter verdenshjørnerne - eller måske er det verdenshjørnerne, som er opkaldt efter dværgene. Selve den ide at en dværg skulle vise et verdenshjørne er så speciel, at der må være en forbindelse.

Argumenterne for at Xianbei skulle være af tungusisk oprindelse er lige så lidt overbevisende.

Nogle mener, at have rekonstrueret en gruppe ord fra det nu uddøde Tuyuhun Xianbei sprog, som viser, at det tilhører den tungusiske sprogfamilie.

Nu er det sådan, at alt overleveret om Xianbei kommer fra kinesiske kilder, og kinesiske skrifttegn siger som bekendt intet om udtalen. Det er svært at se, hvordan en sådan rekonstruktion har fundet sted. Xiabei's tungusiske oprindelse nævnes mange steder som en selvfølge, men ingen så meget som antyder, efter hvilke principper en sådan sproglig rekonstruktion har fundet sted. Det kan ikke være noget, som er særligt indlysende eller videnskabeligt.

Det kinesiske tegn for hus - det kan udtales haus, hus, house, dom, casa eller fangzi.

Dunhuang dokumenterne, P. 1283 (på tibetansk) fortælles om Qi Dan folkets sprog: "I Sproget kunne de (Qi Dan) og Tuyuhun i store træk kommunikere med hinanden", altså at sprogene forholdt sig til hinanden som for eksempel Dansk og Svensk. Tuyuhun var en gren af Murong Xianbei, og Qi Dan nedstammede fra Tuoba Xianbei. Dette indikerer, at folkevandrings-tidens Xianbei stammer, som i grove træk levede i det nuværende Indre Mongoliet, i hovedsagen talte samme sprog. Xianbei folkene oprettede Wei Dynasty og mange andre folkevandringsstater. Sui og Tang Dynasty udsprang fra Xianbei folk, som havde antaget kinesisk kultur. Deres sprog, af hvilken natur det end var, må nødvendigvis have haft en markant inflydelse på udviklingen af det kinesiske sprog.

Til venstre: En stærk mand med store øjne, stor næse og i det hele taget kaukasiske træk - skulptur fra hulerne ved Dunhuang.
Til højre: To typer på et hulemaleri. Manden øverst til venstre må være en af dem, som den lærde Yan Shigu tænkte på, da han skrev - "disse "Hu" folk har grønne øjne, rødt skæg og deres udseende er som skæggede aber."

Nu er det sådan sådan, at der er et mindre antal ord, der på en Dansk og Kinesisk lyder som hinanden og har tilsvarende betydninger.

Hvilket indikerer, at nogle af danernes Indo-Europæiske slægtninge eller forfædre, måske Aserne, som kom fra Asien, har haft en fælles oprindelse med Xianbei stammerne.

I "Han Shu" har den lærde Yan Shigu (581 - 645 e.Kr.) tilføjet en kommentar om Wusun folkets udseende: "Wusun i de Vestlige Områder er de samme som "Rong" folkene (gammel betegnelse for indfødte stammer omkring Kina). Nu om dage har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art."

Yan Shigu virkede ved hoffet hos den første Tang hersker, Li Shimi. Han skrev kommentarer i både "Han Shu" og "Shi Ji". Han levede i en meget turbulent periode. Den dominerende Xianbei stat, "Northern Wei" splittedes i Eastern Wei og Western Wei, som igen udviklede sig til Northern Qi og Northern Zhou. Northern Zhou udråbte sig selv som Sui Dynasty og gjorde krav på magten i hele Kina. Det nye dynasty gik imidlertid hurtigt under i bondeoprør og borgerkrig. Af dets ruiner oprejstes imidlertid det berømte Tang Dynasty på det politiske fundament af koalitioner med folkene på steppen, især med mange Xianbei stammer og stater.

Budda of the Future fra Mogave caves ved Dunhuang hule 275 - fra Northern Wei perioden. - han har lyst hår, store øjne og hvid hud. Han ligner ikke en mongolsk eller tungusisk type.

Yan Shigu's kommentar er ikke blot et udsagn om det fjerne Wusun folk, det er også et udsagn om de "Hu" folk, som omgav ham. Det var utvivlsomt de evigt rivaliserende Xianbei folk, han havde i tankerne, da han skrev om "grønne øjne", "rødt skæg" og "skæggede aber".

Skriftet "Zhi Zhi Tong Jian" (det betyder "Comprehensive Mirror for Aid in Government) blev præsenteret for kejseren under Song Dynasty af Sima Guang (1019-1086). Han havde brugt atten år til at forfatte det. Her fortælles en historie om, at Kejseren af dynastiet "Eastern Jin", Jin Ming Di (Sima Shao 323 - 326 e.Kr) havde gult hår og skæg, fordi hans mor var en Xianbei. Engang tog han uanmeldt ud for at inspicere sine tropper. Men på grund af hans hårfarve troede hans soldater, han var en Xianbei og jagtede ham som en fjende.

Folkesange fra dengang lød: "Huang tou Xianbei", som betyder: "Xianbei har Gult hoved".

2. Hvordan så Xianbei Folket ud?

Til venstre: Figur i brændt ler som forestiller Xianbei soldat med dybe øjenhuler og stor næse - Foto Treasures of ancient China Exhibition - Udgravet i Jing County, Hebei Province, 1948.
I midten: Figur i brændt ler som forestiller Xianbei soldat med moderne asiatiske træk - Treasures of ancient China Exhibition - Udgravet i Jing County, Hebei Province, 1948.
Til højre: Statue i Luoyang med høj næseryg.

Hos Xianbei folket, og også hos deres efterkommere Qi-Dan, var kvinder ret lige med mænd. De red på heste og skød med bue fuldt så godt som mænd, siger et gammelt digt. Også under det efterfølgende Tang Dynasty kunne kvinder gøre meget det samme som mænd. Dog var der strenge straffe for utroskab.

Det er kendt, at Tang Dynasty havde et ret fyldigt kvindeideal, og at kvinder også spillede polo. Først under det etnisk kinesiske Song Dynasty udvikledes det meget slanke kvindeideal med elegante små fødder.

I Tuoba Xianbei's fordum hovedstad Luoyang findes nogle få statuer med ret høj næseryg blandt de statuer og figurer, som er bevaret til vor tid. Hovedparten af de øvrige bevarede figurer er enten med et neutralt etnisk udseende eller med moderne asiatiske træk.

Til venstre: En lyshåret Budda fra hule no. 45 ved Dunhuang - skal vi gætte på at det er en Xianbei type på hans venstre side.
Til højre: En lys skønhed fra Dunhuang hulerne - bodhisatva eller danserinde? Sikkert danserinde. - Hun har hvid hud og lyst hår men moderne asiatiske smalle øjne.

I Dunhuang hulerne har de afbillede personer i almindelighed sort hår. Der er imidlertid en vis frekvens af gult og brunt hår især på figurerne fra Wei, Sui og Tang Dynastierne, som jo var stærkt prægede af Xianbei folkene.

Der er ikke tale om, at malingen er skallet af eller blevet misfarvet eller lignende, da figurerens øvrige maling ser ud til at være i god stand. Mange af figurerne med lyst hår har imidlertid udprægede moderne asiatiske ansigtstræk, smalle øjne, lav næseryg osv.

Jeg tror, at nogle af kunsterne i Dunhuang dengang syntes, at gult hår og hvid hud var pænt; de syntes også at smalle øjne og lille næse var pænt, og derfor skabte de sådanne rigtigt pæne figurer med både lyst hår og moderne asiatiske træk.

Til venstre: Endnu en Budda med lyst hår fra Dunhuang hule no. 45.
Til højre: En lyshåret gruppe med Budda i midten. Personen til højre for Budda må være en Xianbei type.

"Budda of the Future" i Mogave hulerne ved Dunhuang hule no. 275 har en vestlig, næsten græsk stil. Statuen blev lavet under Northern Wei dynastiet kort tid efter invasionen fra steppen.

I almindelighed syntes Xianbei at have været nogle ret brede typer med runde eller firskårerne ansigter. De havde store øjne og hos mænd kraftigt skæg. De har ofte temmelig store brede næser, synes det, som andre måske har set ned på. Nogle af dem syntes at have haft en vis "miss Piggy" stil, som ofte er overdrevent især hos mere barske og mindre sympatiske personer såsom soldater, gravvogtere og lignende.

Måske er figurernes udseende et udtryk for den enorme politiske korrekthed, som herskede i Northern Wei efter 494 e.Kr. og formentligt også i det efterfølgende Eastern Wei.

Til venstre: Den kosmiske dans - Longmen ved Luoyang.
Til højre: En Xianbei konge af Northern Zhou. Han har et meget stort hoved med store øjne, måske var han et barn. Longquan Mountain.

Ganske som Dan-Xiang (Tangut), Sogderne og selvfølgelig Inderne (guden Shiwa), kendte de den kosmiske dans, gudens kreative destruktion. Det er en Indo-Europæisk ide.

Den kosmiske dans findes også i buddhismen, som en gud, der tramper på et ondt væsen. Den buddistiske Northern Wei gud har ædle, lidt smalle øjne, som blev anset for smukt, medens manden som han tramper rundt på, har lidt overdrevne Xianbei træk. Således også med de mange grav-vogtere, det er noget usympatiske væsener, som måske er blevet udstyret med overdrevne Xianbei træk som for eksempel store øjne. En slags politisk korrekthed på samme måde, som når skurkene i "James Bond" ofte er overdrevne "ariske" typer.

To grav-vogter figurer har en særlig skræmmende miss Piggy stil. Bemærk deres skythiske huer, som er et Indo-Europæisk træk.

Til venstre: Den kosmiske dans - den lille mand, som guden tramper på har store øjne og en bred opstopper næse.
I midten: Xianbei kriger en face - måske grav-vogter med særlig frygtindgydende træk.
Til højre: Den samme Xianbei kriger profil - som sagt måske grav-vogter. Ingen kan komme til at se således ud på en naurlig måde.

Den lille mand som guden tramper på under den kosmiske dans har store øjne og bred næse med lidt opstopper. Det må have været anset for grimt.

En Xianbei kriger har særlig udtalt og skræmmende Xianbei ansigtstræk. Det er svært at tro, nogen virkelig har set sådan ud. Måske er han en grav-vogter, som skal skræmme de onde ånder væk fra graven.

De vise mænd fra Northern Wei ser ret almindelige ud, ikke specielt moderne asiatiske.
Til venstre: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han har ret kaukasiske træk.
I midten: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han har et rundt ansigt og ret små øjne, skal vi sige han er en mellemting mellem en kaukasisk type og en moderne asiatisk type.
Til højre: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han er en kaukasisk type.

En gruppe soldater angives at være Xianbei soldater fra Northern Zhou perioden; de minder mest af alt om nogle af kongen af de djævelske dæmoner's håndlangere.

Angivelig Xianbei soldater fra Northern Zhou perioden.

Det bringer tanken hen på Taiping herskeren Hong Xiuquan's åbenbaring i hans drøm: "De, som rejser op til Himlen ad den østlige vej," som Hong gjorde i sin drøm, "De ser Gud i sin Majestæt, stadig med sort dragekappe, hat med opbukket skygge og gyldent skæg," som også Hong så ham. "De ser kongen af de djævelske dæmoner, med firskåret ansigt og røde øjne, og erfarer, at han er virkelig den samme som den dæmoniske djævel i det østlige ocean og djævle kongen på Jorden, som kaldes Yan Luo. Som Gud viste det for Moses på Sinai Bjerget, idet han skrev lovens tavler "med sin egen hånd", identificerer han djævle kongen for Himlens gæst (med egen hånd)". ("Gods Chinese Son" side 108)

Det vil sige at Taiping herskeren mente, at Gud havde åbenbaret for ham, at djævlekongen i det Østlige Ocean (de fremmede djævles konge) i virkeligheden var den samme som djævlekongen på Jorden (de kinesiske djævles konge), som hed Yan Luo og havde et typisk firskåret ansigt og røde øjne.

Det indikerer, at Hong syntes, at nogle efterkommere efter Xinbei og Yuzhi på sletten og i de vestlige bjerge, som kineserne kaldte djævle, lignede de Portugisiske og Engelske djævle, som kom fra det østlige ocean og sandsynligvis var styret af den samme konge. Det har sikkert været årsagen til, at Europæerne fik betegnelsen "fremmede" djævle, idet de lignede de lokale djævle, som de allerede havde.

Hong Xiuquan betegnede også Manchuerne som djævle, og han efterlod ingen tvivl om, hvad han mente, man burde gøre ved djævle, nemlig slå dem ihjel og udslette dem fra Jordens overflade.

3. Xianbei i den Tidlige Historie

"Hou Han Shu" citerer et memorandum overleveret til kejseren i 177 e.Kr: "Lige siden de nordlige Xiongnu flygtede (mod Vest), er Xianbei blevet stærke og talrige, og har overtaget alt land, som tidligere tilhørte Xiongnu og påstår at have 100.000 krigere - Rent metal og smedejern er kommet i oprørernes besiddelse. Han kinesiske desertører har også søgt tilflugt (hos Xianbei) og virker som deres rådgivere. Deres våben er skarpere og deres heste er hurtigere end Xiongnu's."

De kendte Xianbei folks områder.

"Hou Han Shu" citerer videre en historieskriver fra 185 e.Kr: "Xianbei folket invaderer vore grænser så ofte, at næppe et år går hen i fred, og det er kun når handelssæsonen oprinder, at de kommer frem i ydmyghed. Men når de gør det, er kun tilbøjelige til at tilegne sig værdifulde kinesiske varer, det er ikke fordi, at de respekterer den kinesiske magt eller er taknemlige for kinesisk gavmildhed. Så snart, som de har opnået alt det, de på nogen måde kan, vender de tilbage til deres vane med at plyndre og ødelægge."

Ifølge "The Perilous Frontier" af Thomas Barfield blev der i sen Han Dynasty optalt 120 små Xianbei stammer på steppen. Til sammenligning blev der på hele steppen kun rapporteret om ti til tyve grupper, som kunne henregnes under betegnelsen Xiongnu.

Xianbei var tilsyneladende mere rivaliserende og ufordragelige og havde derfor sværere ved at finde sammen i større organisationer.

I løbet af et par hundrede år samledes dog nogle større og mere talrige Xianbei folk. Murong Xianbei dannede Yan staterne i Nord-øst Kina, og Tuyuhun Xianbei dannede et rige på den Tibetanske højslette. De mest berømte er Tuoba Xianbei, som skabte folkvandrings riget "Northern Wei".

Hvid hest og hestepasser med gult hår - Glaseret keramik fra Tang Dynasty - privat eje.

Duan Xianbei smeltede sammen med Murong Xianbei i Yan riget gennem politiske ægteskaber, kongen var en Murong og dronningen var fra Duan folket. Yuwen levede på sletten langs Liao floden, nogle lærde mener, at det måske ikke var et Xianbei folk. Qifu skabte Western Qin i den moderne provins Shaanxi. Tufa Xianbei skabte Southern Liang i den moderne Gansu provins.

I den klassiske roman "The Outlaws of the Marsh" bliver røverhøvdingen Song Jiang opsøgt af en barsk udseende mand, som giver ham en hvid hest: "Mit familie navn er Duan, mit givne navn er Jingzhu. På grund af mit røde hår og gule skæg bliver jeg kaldt "Den Gyldne Hund". Min famile er fra Zhuozho Prefecture, og jeg tjener til det daglige brød ved at bakse med heste oppe nordpå. - " (side 1267)

"The Outlaws of the Marsh" er en samling af sagn og legender fra Song og Yan Dynasty, skrevet sammen af Shi Nai'an og Luo Guanzong og udgivet nogenlunde samlet første gang i 1541

Portugiserne og Englænderne var da endnu ikke ankommet til Kinas kyster. Portugiserne landede første gang i Japan i 1542 e.Kr. og Englænderne kom langt senere. Men folk i Øst Kina kunne stadig huske Duan Xianbei folket, deres heste og deres gyldne hår.

Gaxian hulen i det nordøstlige Indre Mongoliet.

Skriftet "Wei Shu" er historien om Northern Wei, som blev grundlagt af Tuoba Xianbei folket. Her fortælles, at i 443 e.Kr. kom en gruppe ryttere fra et folk kaldet Wuluohou og bad om at få foretræde hos kejser Tuoba Dai. De fortalte ham, at de havde hørt om en hule, som lå i den nordøstlige del af den moderne provins "Indre Mongoliet", idag kaldet "Oroqen Autonomous Banner". De lokale tilbad denne hule som Xianbei forfædres helligdom, fortalte de, hvilket overbeviste kongen om, at den legendariske klippe hule, hvor alle Xianbei's fælles forfædre i tidernes morgen havde deres oprindelige hjem, var blevet fundet.

"Wei Shu" fortæller videre, at kongen sendte en af sine mænd, Li Chang, ud for at efterforske sagen. Li Chang fandt, at historien var sand og afholdt forskellige cermonier på stedet for at ære Xianbei's oprindelige forfædre. Han lod gøre en inskription på klippen ved hulen, som beskrev ceremonierne.

Hulen og indskrifterne blev udforsket af professor M.I. Wenping i 1980. Den har været beboet siden istiden. Den er i dag kendt som Gaxian hulen.

4. Folkevandringstiden - De Fem Hu Invaderer Kina

"Northern Wei" blev grundlagt af Tuoba Xianbei folket. Den blev den vigtigste stat i Nord Kina i årene efter folkevandringstiden, som i Kina blev kaldt "Sixteen states" eller "Wu Hu" (fem Hu) perioden.

Det hedder "Fem Hu" fordi Kina blev invaderet af de fem "Hu" folk, som var Xiongnu, Xianbei, Jie, Di og Qiang.

De germanske kongeriger i folkevandringstiden i Europa.

Betegnelsen "hu" betegnede folk med dybe øjenhuler, kraftigt skæg, stor næse og så videre. Xiongnu var måske Tyrkernes forfædre, Xianbei bliver beskrevet i nærværende artikel. Jie var et fåtalligt folk med udpræget kaukasisk udseende, måske efterkommere af Yuezhi. Di ved man meget lidt om, måske var de beslægtet med Xiongnu. Qiang havde levet i de vestlige bjerge i årtusinder, måske var det dem, som Przhevalskii mødte i 1876, som han kaldte "Tangutanere". Han skrev, at de alle var mørkhårede og lignede Zigøjnere.

Staten Wei's situation i Nord Kina lignede meget Frankerriget's situation i Europa.

Under selve folkevandringstiden var situationen i Europa kaotisk. Hunnerne kæmpede mod Visi-Goterne og Burgunderne, Visi-Goterne kæmpede mod Frankerne, Langobarderne kæmpede mod Herulerne og så videre. Indenfor de enkelte folks regerende kongefamilier herskede også en intens rivalisering om magten over de nyligt vundne rigdomme, blot tænk på beretningen om den Frankiske kongefamilie, de langhårede Merovinger. Da støvet fra de indledende kampe lagde sig fremstod Frankerne under Karl den Store som de store vindere. For at vinde anerkendelse fra de erobrede folkeslag besluttede de efter nogen tid at kalde sig "Det Hellige Tysk-Romerske Rige", samtidig med at de støttede den Romersk Katolske kristendom.

Folkevandringsriger i Kina i de seksten kongerigers periode - folkevandringen fra steppen mod Kina startede dog halvtres til hundrede år førend den gjorde i Europa.

I Kina blev det herskende Jin Dynasty ligeledes løbet over ende af barbariske folk fra steppen, som derefter vendte sig mod hinanden i en intens kamp om det nyvundne land. Xianbei folkene kæmpede mod forskellige Xiongnu, Murong og Tuoba Xianbei kæmpede mod hinanden. De fleste kinesiske folkevandrings-stater levede i en mere eller mindre permanent krigstilstand med deres naboer. Da støvet lagde sig havde "Northern Wei" gennem mange års kampe forenet næsten alle de barbariske nationer i Nord Kina. For at vinde de erobrede folks anerkendelse tilegnede de sig kinesisk kultur og sprog, og de støttede Buddhismen's udbredelse.

5. Murong Xianbei's Yan Riger

Alle nationerne i Nord Kina i folkevandringstiden kaldes ofte noget med "Former", "Later", "Northern", "Eastern" og så videre. Det er alt sammen tilnavne, som eftertidens historikere har givet dem for at holde styr på de mange lande, som hed det samme.

Xianbei kunst kunne godt være lidt knyttet - lige som de senere Qi Dan's også kunne være det.

For eksempel var der seks forskellige riger, som kaldte sig "Yan". Der var det oprindelige Yan, som fandtes i Kinas oldtid, samtidig med at Sokrates og Platon gik rundt i Athen. Desuden har der været Former Yan (337-370), Later Yan (384-409), Northern Yan (409-436), Southern Yan (398-410) og Western Yan (384-394).

De fleste Yan riger blev oprettet af Murong Xianbei folket. De var kortvarige og ekstremt ustabile. For eksempel "Western Yan" eksisterede kun i ti år, og i den tid havde de syv forskellige herskere, som alle led en unaturlig død.

6. Navnet Tuoba

Tuoba skrevet med kinesiske skrifttegn.

I danske ører vil ordet Tuoba lyde meget som Thor-far. Thor er den skandinaviske tordengud, og far - ja det er ordet for vort fædrene ophav. Derfor tror jeg, at Tuoba betyder "slægten efter Thor".

Den bogstavelige betydning af de to kinesiske tegn i forenklet kinesisk, som siger Tuoba, er "udvidelse" og "efterskrift", og det giver ikke rigtigt nogen mening. Det er klart, at disse to tegn er valgt, fordi de bedst muligt beskriver udtalen af ordet uanset deres bogstavelige betydning.

Tarzan skrevet med kinesiske skrifttegn.

Hvis man på Google Translate prøver at oversætte Tarzan, altså abernes konge, fra engelsk til kinesisk får man to tegn, der egentlig betyder Thai bjerget, som udtales taishan. (Det er også et berømt bjerg i Shandong). Spørger man dernæst en kineser: "Hvad hedder abernes konge?" så vil han måske svare: "mm-ja, det står jo her, lad os nu se, jo - han hedder Taishan".

De tegn, man vælger for at beskrive lyden af et fremmed ord er hyppigt den bedst mulige tilnærmelse og gengiver ikke nødvendigvis nøjagtigt den oprindelige udtale på et andet sprog. Så må det også være sådan at ordet Tuoba repræsenterer udtalen af de kinesiske tegn man har valgt at bruge, og den oprindelige udtale kan have været lidt anderledes.

Efter pin-yin systemet alfabetiseres det kinesiske ord "Tuoba" som netop "Tuoba", som udtales som noget i retning af toår!-bah.

"O" er en lukkelyd i pin-yin, man kan forestille sig, at det bliver efterfuldt af et "r". "ou" udtales lidt "å" agtigt som i navnet for Kina, Zhong Guo, som udtales i retning af djung gjår. Udråbstegnet skal symbolisere den fjerde tone, som er faldende, lidt bestemt, som når vi giver en ordre til hunden. Det afsluttende "h" skal symbolisere den anden tone som er stigende, lys og optimistisk.

Efter det ældre Wade-giles alfabetiserings system skal det skrives "T'o-pa", men udtalen må ifølge sagens natur være den samme.

Navnet på et folk eller en slægt er ofte et ord, hvis betydning fortaber sig i fortidens tåger, eller et navn eller en betegnelse for en oprindelig stamfader fulgt af noget, som betyder efterkommere, børn, slægt eller lignende.

For eksempel etniske kinesere kalder sig Hua Xia, som betyder efterkommere efter Hua, som er den gule kejser. Skjoldungerne betyder efterkommerne efter barnet, som blev fundet liggende på et skjold. Gjuk-ungerne betyder efterkommere efter Gjuk og så videre.

"Far" hedder på kinesisk "ba" (faldende tone). Det er meget tæt det danske "far", og det kan være vanskeligt at høre forskel.

Det afsluttende "-ba" i Tuoba er med stigende tone.

Hvis man hører godt efter, kan man høre, at det danske "far" også bliver udtalt med stigende tone. Det er kun, hvis man ønsker at bebrejde sin far noget eller advare ham, man kan udtale det med faldende tone.

På dansk siger man om en so, som føder, at den "farer". Det er nemt at forestille sig at dette udtryk førhen har været gyldigt for mennesker, men efterhånden er blevet reduceret til dyreverdenen.

Indbyggernavne med -far, i betydningen indbyggere, var typiske for flere historiske folkeslag i Europa, Danerne, Anglerne og Burgunderne. Hos Danerne i Sjællands-, Lolands-, Langelands-, Hallands-, Blekinge-, Gullandsfarer - Hos Anglerne i Lindisfarer og hos Burgunderne i Burgunda-farer. For eksempel blev en mand fra Sjælland kaldt en Sjællands-far. For Anglerne kom en Lindis-far fra Lindis, og en Burgunder kaldte sig en Burgunda-far. Betydningen af denne -far er tæt på efterkommere

Så et kvalificeret gæt på betydningen af "Tuoba" vil være, at det betyder efterkommere efter en oprindelig stamfader, "Thor".

Den kinesiske tordengud med en hammer med et kort skaft, med hviken han frembringer tordenen. Den Skandinaviske gud, Thor, har også en hammer med et kort skaft.

Wei shu, "Book of Wei" blev skrevet af Wei Shou fra 551 til 554 e.Kr. Heri fortæller han, at navnet "Tuoba" kommer af, at Tuoba Xianbei folket nedstammer fra "Den Gule Kejser", som antages at være alle kineseres fælles stamfader.

Wei Shou levede i Eastern Wei, som var den del af det splittede Northern Wei rige, som stadig holdt fast i den hårdkogte kinesificerings- og integrations-politik, som blev indledt i 494 e.Kr. Han bruger det kinesiske navn "Yuan", som erstattede kejserslægtens oprindelige navn "Tuoba", også for kejsere før 494 e.Kr. og skaber dermed nogen forvirring.

Han fortæller kun om kejseren af Eastern Wei, men nævner intet om hans rivaler i det Western Wei, som havde forkastet integrations-politikken og vendt tilbage til den traditionelle Xianbei kultur.

Det har uden tvivl været politisk ukorrekt, og sikkert skadeligt for helbredet, ikke at bifalde statens race politik. Og så kunne han jo ikke så godt skrive, at Xianbei folket har en stamfader, og kineserne en anden, det ville sikkert have været ganske farligt. Desuden, efter mere end et halvt århundredes intensivt integrations-pres, i en tid, hvor der kun fandtes få bøger, kunne mange måske slet ikke huske deres folks historie.

Men han bekræfter, at i navnet Tuoba ligger en betydning af at nedstamme fra en oprindelig stamfader.

Desuden synes forfatteren af Wei Shu også at være uenig med general Ran Min, som netop mente, at Xianbei og Jie folkene var nogle dyriske barbarer, som ikke nedstammede fra den Gule kejser, som han selv gjorde som kineser.

7. Northern Wei Riget Skabes

Tuoba Xianbei folket trådte ind i historien i kongedømmet "Dai". Det lå omkring den moderne by Hohhot i den kinesiske provins "Inner Mongolia".
I 341 e.Kr. mistede kong Tuoba Shiyijian af Dai sin hustru, som var søster til Murong kongen Huang af "Former Yan".

Gravvogter i kejser Xuanwu's grav - Northern Wei.

Han bad Huang af Yan om en ny hustru. Kong Huang forlangte imidlertid en stor sum penge for en ny prinsesse. Kong Shiyijian afviste at betale og ledsagede afvisningen med ukvemsord. Huang sendte derefter sin kronprins med en hær imod Dai, og kong Shiyijian flygtede op i bjergene med hele sit folk. Året efter sendte han sin broder til Yan for endnu engang at bede om en ny kone, vi ved ikke om det lykkedes. Nogle måneder senere ankom en udsending fra Murong riget, Yan, for at anmode om en prinsesse for kongen. Kong Tuoba Shiyijian accepterede anmodningen fra Yan og valgte sin egen søster som hustru for Huang.

I 376 e.Kr. blev kongedømmet Dai angrebet af "Former Qin", som var grundlagt af "Di" folket, siges det. Tuoba folket flygtede igen op i bjergene, og under opholdet der døde kong Shiyijian. Det lykkedes angriberne at erobre Dai, og det ophørte dermed at eksistere som et selvstændigt Tuoba Rige.

Det er morsomt og lidt interessant at "Dai" udtales som første led i det danske ord "dej-lig".

Kort over Indre Mongoliet, som viser Dai, Wei og later Zhao.

De nye herskere overlod området til Xiongnu folket "Tiefu", som var ledet af konger af slægten "Liu". Kongeslægten havde tidligere båret det oprindelige navn "Dugu", men en af deres forfædre havde ægtet en kvinde, som de mente var en Han Dynasty prinsesse, og derfor skiftede de navn til Liu, som var Han kejsernes familie navn.

Former Qin var kortvarigt herrer af den nordlige slette. De blev imidlertid ofre for deres egne for store ambitioner. De søgte at erobre det kinesiske Jin Dynasty, som stadig holdt stand i det sydlige Kina. De led et katastrofalt nederlag mod en numerisk underlegen kinesisk hær i slaget ved Fei River i 383 e.Kr. langt mod syd i den moderne provins Anhui.

To Xianbei figurer fundet nær Ningxia, de bærer typisk xianbei klædning.

"Former Qin" gik derefter i opløsning og Tuoba Gui (386-409), som var barnebarn af kong Tuoba Shiyijian, så muligheden for at genoprette Dai riget i den nordlige del af den moderne kinesiske provins Shanxi. Han oprettede sin hovedstad i "Pincheng" som i dag hedder Datong. Det kongelige hof opholdt sig imidlertid kun i hovedstaden nu og da. Det meste af tiden rejste de rundt i landet og tog vare på rigets problemer. To gange om året tog de op i bjergene for at ære forfædrene.

Efter nogle få år besluttede han dog at ændre rigets navn fra "Dai" til det mere ambitiøse "Wei".

Til venstre: "En Xianbei konge eller kejser.
I midten: En Xianbei mand eller kvinde, sikkert en mand.
Til højre: En Xianbei soldat.

Allerede i 386 e.Kr. samme år som det nye rige blev skabt, generobrede Tuoba Gui det tidligere Dai område. Kong Liu Peini af Tiefu Xiongnu overgav sig. To af hans brødre, Liu Xian og Liu Kangni, fortsatte kampen mod Tuoba indtil deres død. En anden gren af Tiefu Xiongnu, ledet af Liu Weichen, led nederlag til Tuoba i 391 e.Kr. og han blev dræbt af sine egne. Det lykkedes imidlertid en af hans sønner, Liu Bobo, at undslippe til Ordos området, hvor han i 407 e.Kr. grundlagde en ny stat, som han kaldte Xia.

8. Ran Min's Massakre på Jie Folket

De to Xianbei herskere, Tuoba Gui af Wei og Murong Chui af "Later Yan", forenede sig om at angribe landet "Later Zhao" som lå i den moderne Hebei province omkring byen Handan.

To statuetter som angivelig forestiller fremmede købmænd- Tang Dynasty - Gansu Provincial museum. Betegnelsen vestlige købmænd bliver ofte brugt, når fundene ikke har moderne asiatiske træk.

Later Zhao var oprindeligt grundlagt af "Jie" folket. Imidlertid havde en kinesisk født general, Ran Min, arrangeret en slags krystalnat og massakreret alle Jie, som han kunne få fat på. Det siges at have været adskillige hundrede tusinde. De var let genkendelige på grund af deres typiske kaukasiske udseende, dybe øjenhuler, stor næse, kraftigt skæg og så videre. Nogle mener, at de nedstammede fra Yuezhi. Skrifttegnet for "Jie" betyder ordret sådan noget som "kastreret vædder" eller "dyreskind". Det kan ikke være noget, som de kaldte sig selv.

Ran Min var en adopteret søn af en Jie adelsmand.

Ran Min's styrker havde god succes i begyndelsen af krigen, men de faldt i et Xianbei baghold. Wei's pansrede ryttere splittede de kinesiske linier. General Ran Min blev taget til fange i live. Før han blev henrettet blev han spurgt, hvorfor han havde kuppet Jie herskerne i Later Zhao. Han svarede: "Hvis dyriske barbarer som jer kan blive kejsere, hvorfor så ikke jeg, en efterkommer af den Gule Kejser?" (Etniske kinesere kalder sig selv "Hua Xia", som betyder efterkommer efter Den Gule Kejser, Huang Di.)

Ran Min's "Later Zhao" ophørte med at eksistere i 387 e.Kr.

9. Tuoba Wei's Bevægelses Krig

Som forsvar mod nomaderne mod nord havde Kineserne altid sat deres tillid til den store mur, gaver og bestikkelser.

Tuoba brugte derimod bevægelig krigsførelse. Kejser Tuoba Tao (408-452 e.Kr), forklarede, hvordan Rouran nomaderne mod nord skulle bekæmpes: "Kineserne er fod soldater, og vi er soldater til hest. Hvad kan en hjord af føl og kvier gøre imod tigre og et ulvekobbel?

Med Rouran folket er det således, at de græsser mod nord om sommeren, når efteråret kommer, drager de sydpå, og om vinteren hærger de vore grænser. Vi behøver blot at angribe dem om sommeren på deres græsgange. På denne tid er deres heste nyttesløse, hingstene har travlt med de unge hopper, og hopperne har travlt med deres føl. Hvis vi angriber dem der og afskærer dem fra deres græsgange og deres vand, vil vi indenfor få dage enten have overvundet eller tilintetgjort dem."

I Tuoba Tao's regeringstid blev Northern Wei's areal fordoblet, i praksis forenede han hele Nord Kina under hans herredømme.

10. Kejser Tuoba Tao ifølge Historikeren Sima Guang

Sima Guang beskrev Tuoba Tao i sin "Zhi Zhi Tong Jian" ("Comprehensive Mirror for Aid in Government):

"Kejseren af Wei var stærk og tapper, og rolig og beslutsom. Uanset om det drejede sig om at forsvare en by eller at kæmpe på slagmarken, var han altid i forreste række. Hans livvagter kunne lide tab, men hans udtryk var altid det samme, og derfor var de frygtsomme og imponerede af ham, og villige til at kæmpe hårdt til døden. Han var også nøjsom, og han var tilfreds med sin klædning og sin mad, når blot det var tilstrækkeligt."

Xianbei konge fra Northern Zhou Dynasty - Longquan Mountain.

Når hans embedsmænd foreslog ham at styrke forsvaret af hovedstaden og ombygge paladset, idet de argumenterede med "I Ching", "Prinser og hertuger må bygge forsvarsværker for at sikre deres hjem og ejendom," og med Xiao He, "En kejser kan være hjemme overalt i sit kejserdømme, men hvis hans hjem ikke er tilstrækkelig storslået og luksuriøst, kan han ikke demonstrere sin styrke," svarede han, "de gamle vismænd sagde også: "hvad det kommer an på er fleksibilitet, ikke sikre forsvarsværker." Helian Bobo brugte kogt jord til at bygge sin by; og jeg tilintetgjorde hans stat; det var ikke, fordi han ikke var sikker nok. Lige nu er der ikke fred i landet, og vi behøver arbejdskraft, og jeg foragter store bygningsværker. Hvad, Xiao He sagde, var ikke rigtigt."

Han følte også, at penge burde bruges på staten og militæret og skulle ikke ødes bort. Han uddelte penge som belønninger kun til de familier, hvis sønner var døde for staten, eller dem, som signifikant havde bidraget til nationens sag. Når han sendte generaler ud, gav han dem altid instrukser personligt, og de, som ikke fulgte hans råd, nåede som oftest ikke deres mål.

Han var også god til at bedømme sine mænds personlighed, og var i stand til at udvælge generaler blandt sine soldater, han udnævnte kun embedsmænd, som var kvalificerede, ikke dem, som havde gode forbindelser. Han havde en meget skarp iagttagelsesevne og kunne se, hvad der skete under overfladen, og hans undersåtter kunne ikke føre ham bag lyset. Han belønnede menige og almindelige mennesker, hvis de fortjente det, og han straffede mænd i høje embeder, hvis de fortjente det. Han beskyttede heller ikke dem, som han sædvanligvis begunstigede, og han sagde ofte: "Jeg og folket adlyder lovene, og hvorledes vover du at ignorere dem?"

Imidlertid var han grusom og uddelte ofte dødsstraf, og han fortrød ofte henrettelserne bittert.

11. Helian Bobo's Xia Rige

I 407 e.Kr. grundlagde en Xiongnu Tiefu ved navn Liu Bobo kongedømmet "Xia" i det moderne Ning-Xia område. Han kaldte det "Xia" på grund af historien om, at Xiongnu nedstammede fra det oldgamle Xia Dynasty.

Ruinerne af Tongwan i Tongwanchang.

I 413 e.Kr. besluttede han at bygge en hovedstad, som skulle være absolut uindtagelig. Han gav sin onde general Chigan Ali til opgave at lede byggeriet. Byen fik navnet "Tungwan", som betyder de forenede ti tusind, da det var Bobo's mål at herske over alle Kinas ti tusind stater.

Chigan gav ordre til, at al jord, som skulle bruges til byens volde, skulle koges (med ris) for at gøre den hård og vanskelig at ødelægge. Han testede ofte voldens kvalitet; hvis en jernkile var i stand til at trænge mere end en tomme ind i muren, ville formanden, som var ansvarlig for denne sektion af volden, blive henrettet, og liget ville blive brugt som fyld i voldens indre.

Liu Bobo overvågede selv fremstilling af våben og rustninger. Han gav ordre til, at de skulle testes ved at pile blev skudt mod rustningerne; hvis pilene kunne gennemtrænge rustningerne, skulle smedene, som havde fremstillet rustningerne, halshugges, hvis pilene ikke kunne gennemtrænge rustningerne, skulle smedene, som havde fremstillet pilespidserne, henrettes. På den måde blev både befæstninger, våben og rustninger af meget høj kvalitet.

Ruinerne af byen Tongwan i Tongwanchang.

I 413 e.Kr. besluttede kong Bobo at skifte navn fra "Liu Bobo" til "Helian Bobo". Hans famille havde tidligere antaget Han kejsernes familienavn Liu. Men det mente Bobo altså ikke var passende.

En kinesisk historiker beskriver Helian Bobo således: "Han var arrogant og grusom, og han behandlede folket som ukrudt. Ofte steg han op i et tårn med bue og pil, og når som helst han fik en impulsiv mistanke, modvilje eller vrede mod en person, ville han personligt dræbe vedkommende. Hvis nogen stirrede på ham, ville han skære deres øjne ud. Enhver, som slog en løssluppen latter op, ville få deres læber skåret op med en knive. Enhver, som dristede sig til at have en anden mening end ham, ville først få deres tunge skåret ud og derefter ville hovedet blive hugget af."

Helian Bobo besluttede i 424 e.Kr. at grunde, som ikke er overleveret til historien, at skubbe sin ældste søn, Helian Gui, til side som kronprins og i stedet udnævne en anden søn, Helian Lun, til at efterfølge ham. Helian Gui var en meget dygtig general; han førte øjeblikkelig sine soldater mod Helian Lun, besejrede ham og dræbte ham. Da en anden søn Helian Chang hørte dette, gennemførte han et overraskelses angreb, dræbte Helian Gui, tog kommandoen over hans tropper og førte dem tilbage til hovedstaden Tongwan. Det imponerede han far så meget, at han udnævnte Helian Chang til kronprins.

Den gamle havde derimod meget lidt til overs for en anden søn, Helian Ding. Det siges at Ding havde for let til latter efter Bobo's smag.

Helian Bobo døde sommeren 425 e.Kr. og hans søn, Helian Chang, efterfulgte ham.

Allerede i 426 e.Kr. angreb Northern Wei Helian brødrenes Xia rige. Med hurtige kavaleri enheder trængte de hurtigt dybt ind i Xia område, og samme år erobrede de Chang'an (Xian). Den unge konge, Helian Chang, sendte sin bror Helian Ding af sted med en hær for at generobre byen. Imidlertid blev Xia hæren engageret i en stillings krig omkring Chang'an og kom ingen vegne.

Da Northern Wei kejseren, Tuoba Tao, erfarede, at Xia hæren var engageret omkring Chang'an, stødte en anden Wei hær under general Daxi hurtigt frem mod Xia fæstningen Tongwan og indledte en belejring. Wei hæren plantede det falske rygte i Tongwan, at de havde mangel på mad. Dette fristede Helian Chang til at forlade sin uindtagelige fæstning og gennemføre et modangreb, som imidlertid fuldstændigt mislykkedes. Han flygtede med resterne af sin hær til byen Shanggui, i dag Tianshui i Gansu. Wei hæren indtog derefter let hans uindtagelige Tongwan.

Kort over Ningxia og det sydøstlige Gansu.

Det lykkedes Helian Ding at gøre sin hær fri af konfrontationen omkring Chang'an og slutte sig til sin broder i Shanggui. I foråret 428 e.Kr. trak den nu forenede Xia hær sig yderligere tilbage til Pingliang, også i Gansu. Wei hæren blev hærget af sygdom, hvilket fristede Helian brødrene til at tage initiativet og omringe Wei hæren. Imidlertid, under belejringen gennemførte nogle Wei enheder et udfald, kong Helian Chang anførte personligt sine mænd, men han faldt af hesten og blev taget til fange.

Hans broder Helian Ding blev nu konge af Xia og Qifu Xiongnu folket. Han samlede resterne af hæren og trak sig tilbage mod Pingliang.

Wei generalen Daxi følte sig ydmyget over, at han næsten var blevet overvundet at Xia styrkerne. På trods af, at han nu virkelig havde alvorlig mangel på proviant og også mangel på vand, forfulgte han fjenden mod Pingliang.

En underordnet Wei officer, som var anklaget for forsømmelser, deserterede og fortalte Helian Ding om Wei hærens virkelige alvorlige situation. Helian Ding troede ham, tog initiativet, omringede Wei hæren og tog deres general Daxi og hele hans hær til fange.

I byen Anding og i Chang'an var stationeret nogle få tallige Wei styrker. Da de hørte, at general Daxi havde overgivet sig med hele sin hær, forlod de deres poster og trak sig tilbage til mod nord. Derved kunne Helian Ding tage Anding og Chang'an og hele området tilbage uden kamp.

Helian Ding beklagede, at den gamle Helian Bobo ikke havde udnævnt ham til sin efterfølger fra begyndelsen, i så fald ville Tongwan ikke være blevet tabt, mente han.

Xianbei bæltespænde af guld.

Kong Helian Chang blev som fange bragt tilbage til Northern Wei. Han blev ikke henrettet, tværtimod. Kejseren behandlede ham godt. Kejseren gav ham sin søster til ægte og udnævnte ham til prins af Qin. Måske kejseren vidste, at Helian Chang og hans brødre alle var meget dygtige og erfarne generaler, som kunne gøre god fyldest i Wei hæren.

I 431 e.Kr. erklærede det sydkinesiske Liu Song Dynasty en offensiv mod deres fjende og rival, Northern Wei. Helian Ding så muligheden for at alliere sig med sine fjendes fjende. Xia og Song aftalte at besejre Wei og dele deres område mellem sig.

Samtidig - i en anden del af Gansu udviklede de politiske begivenheder sig til ugunst for Helian Ding og hans Xia veteraner. Qifu Xianbei staten, "Western Qin", var hårdt presset af sine naboer, som var Xianbei Tuyuhun og Xiongnu staten Northern Liang. Kong Qifu Mumo besluttede at overgive sig til stormagten Northern Wei, imod at han fik Pingliang og Anding områderne som hertugdømme. De var naturligvis ikke disponible lige i aftalens øjeblik, men man mente, at det et spørgsmål om tid. Kong Qifo Mumo og hans hær forlod sit rige for at slutte sig til Northern Wei i kampen mod Xia og Helian Ding. Da disse efterretninger kom Helian Ding for øre, drog han straks ud for at afskære Qifo Mumo og hans hær, som imidlertid havde gjort holdt i byen Nan'an, også i Gansu. Imidlertid, Song Dynasty tog ikke noget seriøst initiativ i krigen, og Northern Wei besluttede at vende sig mod Xia og Helian Ding først. Kejseren selv anførte en hær mod Pingliang, som var forsvaret af Ding's lille broder Helian Shegan. Kejseren lod den fangne konge Helian Chang prøve at overtale sin broder til at overgive sig. Helians Changs skæbne var en illustration af de fair betingelser, de kunne vente, hvis de overgav sig. Shegan nægtede at overgive sig.

Da Helian Ding hørte at Pinglian var under belejring prøvede han at vende om og komme sin lillebror til undsætning, men han blev afskåret af en betydelig Wei hær anført af general Tuxi Bi. Wei generalen narrede Ding til at tro, at hans hær kun var en lille styrke og udløste derved et angreb fra Helian Ding. I det følgende slag blev Xia hæren ilde medtaget og trak sig tilbage til Chingdu sletten nær Pingliang, hvor de blev omringet af Wei hæren. I flere dage holdt de ud - uden vand og mad. Til sidst lykkedes det Ding at kæmpe sig vej ud af omringningen, men det meste af hæren gik tabt, og han blev selv alvorligt såret. Han samlede de overlevende og flygtede til Shangui.

Omkring nytår 431 e.Kr. måtte Helian Shegan og en anden broder Helian Duluogu overgive både Pingliang og Anding.

Xianbei kavalerist fra Eastern Wei.

Helian Ding samlede en sidste hær og drog mod nord for at angribe den lille Xiongnu stat "Northern Liang" i den hensigt at overtage dets territorium og derved sikre sit folks eksistens og overlevelse. Men Tuyuhun kongen, Murong Mugui, havde forudset dette og sendt en hær for at afskære ham vejen. Netop da Xia hæren var ved at krydse en flod, blev de angrebet af Tuyuhun, som tog Helian Ding og alle hans folk til fange. Mugui udleverede Helian Ding til northern Wei i 432 e.Kr. imod at blive udnævnt til prins af Xiqin og modtage andre belønninger.

Af grunde, som ikke er overleveret til historien, flygtede Helian Chang fra sit forgyldte fangenskab i 434 e.Kr. Han blev imidlertid fanget af Wei generaler Vest for den Gule Flod, som henrettede ham. Derefter opgav Wei kejseren at vinde Helian brødrenes loyalitet, og de blev alle henrettet.

Dette var enden på Xiongnu Tiefu folket.

12. Gai Wu Oprøret

To soldater i typisk Xianbei beklædning.

I efteråret 445 e.Kr. startede en Xiongnu ved navn Gai Wu et oprør mod Northern Wei i det tidligere "Former Qin" område i moderne Shaanxi. Meget hurtigt sluttede en stor mængde andre Xiongnu og Han kinesere sig til ham. Gao søgte og fik støtte fra Liu Song styret i Syd Kina, idet han erklærede sin loyalitet som vassal.

Det mislykkedes for de lokale myndigheder at kvæle oprøret i fødslen, og Gai oprøret blev stadigt stærkere, idet han påberåbte sig titlen "Prins af Tiantai".

Foråret 446 e.Kr. ledede kejser Tuoba Tao personligt et succesfuldt angreb på Gai Wu's allierede, Han oprøreren, Xue Yongzong. Ved efterretningerne om Yongzongs nederlag flygtede Gai Wu op i bjergene, og kejseren straffede ubarmhjertigt dem, som havde støttet oprøret; de blev alle dræbt uden nåde.

Da Wei styrkerne indtog Chang'an (Xian) fandt de en mængde våben skjult i buddhistiske klostre. Kejseren mente derfor, at munkene havde samarbejdet med Gao Wu oprørerne. Derfor blev alle buddhistiske munke i byen dræbt, templerne brudt ned og de hellige skrifter brændt. Han udsendte derefter et forbud mod Buddhismen overalt i hans kejserdømme.

13. Enke-kejserinde Feng og Kejser Tuoba Hong's Integrations og Kinesificerings Politik

Alle folkevandringstidens erobrer-folk, i Europa såvel som i Asien, etablerede et samfund baseret på det duale system, som det kaldes. Det var grundlæggende et slags apartheid system. Erobrerfolket var en overklasse, som tog vare på militær, administration og religiøse anliggender, medens landets oprindelige indbyggere var bønder, købmænd og håndværkere, som sørgede for den grundlæggende produktion.

Frankerne erobrede den romerske provins Gallien inklusive bønder og håndværkere. Erobrerne mente, at det var deres naturlige ret, at de og alle deres efterkommere skulle nyde godt af det land, som de på ærlig vis havde vundet ved sværdet. Først den franske revolution mere end tusind år efter afskaffede adelens medfødte privilegier.

En lærd mand med et typisk kaukasisk udseende - Dunhuang hule 202 fra tidlig Tang Dynasty 642 e.Kr.

Northern Wei var også en sådan folkevandringsstat. Xianbei Tuoba folket var erobrerne og herrefolket, og de udgjorde kernen i militæret. Som kejser Tai Wudi udtrykte sig: "Kineserne er fod soldater, og vi er soldater til hest." Der var ikke tale om at kineserne var slaver, men de havde klart en ringere status, ganske som bønderne havde det i middelalderens Frankrig.

Men forskellen mellem Europa og Kina har nok været, at i Europa var det gemene folk og herrefolket grundlæggende af samme race. Hvis man ikke lige vidste det, eller kunne slutte ud fra påklædning, talemåder og manerer, kunne man ikke sige, hvem der var herrer, og hvem der var tjenere.

Der findes beretninger fra middelalderlige Europæiske bondeoprør, hvor bønderne bliver beskrevet som: "små, sorte og slet bevæbnede". Men på den franske revolutions tid er der ingen indikationer af nogen etnisk forskel mellem stænderne.

Men i folkevandringstidens Nord-Kina syntes der at have været en ret synlig etnisk forskel mellem herrefolket og de mere underordnede personer. Som Ran Min sagde, før han blev henrettet: "Hvis dyriske barbarer som jer kan blive kejsere, hvorfor så ikke jeg - ". Det ligger også logisk i betegnelsen "Wu Hu", "Fem Hu", da betegnelsen "Hu" går på den fysiske fremtoning.

En Budda fra Yungang hulerne ved Datong- høj næseryg og smalle øjne, et kompromis.

Konger og kejsere var ansvarlige for at bevare den følsomme balance mellem erobrerne og folket. De barbariske erobrerfolk var rygraden i staterne og uden dem ville de gå i opløsning, landet oprindelige beboerne var den produktive del af nationen, og de udgjorde det overvældende flertal. Enhver ændring i balancen mellem landets grupperinger kunne blive katastrofal.

Kejserinde Feng og hendes barnebarn kejser Xiaowen (467-499) af Northern Wei introducerede i 494 e.Kr. en dramatisk integrationspolitik. De troede, det ville gøre det nemmere at regere landet, men det viste sig at blive deres lands og deres folks endeligt.

Kejseren og hans familie ændrede navn fra det oprindelige xianbei "Tuoba" til det kinesiske "Yuan".

Sproget ved hoffet og alle andre adminstrations centre blev ændret fra xianbei til kinesisk. Embedsmænd, som ikke talte kinesisk, fik en kort frist til at lære det.

Alle Xianbei familier fik ordre om at ændre deres traditionelle Xianbei navne til kinesiske navne.

Alle Xian-Bei familier blev opfordret til ægte deres sønner og døtre med kinesere.

Det blev forbudt at bære de traditionelle Xianbei dragt, alle skulle klæde sig i kinesisk dragt. Kunstneriske frembringelser skulle være i overensstemmelse med kinesisk kultur.

Det minder lidt om Langobarderne, Frankerne og Goterne i Europa. De opgav alle deres eget oprindelige sprog og begyndte at tale latin, måske syntes de, det var finere. Men de var ikke så gode til det, og de resulterende sprog blev italiensk, fransk og spansk. Som var latin blandet op med deres oprindelige sprogs ord og vendinger.

Luoyang bymur - Ruinerne af det gamle Luoyang, Tuoba's hovedstad, ligger i nogen afstand fra den moderne by.

Hovedstaden i landet Wei blev flyttet fra Pincheng til Luoyang. Oprindeligt lå det administrative center i Pincheng, som var nær fronten mod Rouran nomaderne på steppen. Efter flytningen til Luoyang blev hæren og de oprindelige Xianbei stammer og klaner, som udgjorde kernen i hæren, nedgraderet.

Bevægelig krigsførelse som militær strategi blev opgivet til fordel for en traditionel kinesisk forsvar af stationære stillinger, gaver og bestikkelse til udvalgte barbarer. Militæret blev nedgraderet og i stigende grad befolket med straffefanger og lignende.

De traditionelle Xianbei stammer og klaner var rasende. En opposition mod integrations politikken centreret omkring kronprinsen Yuan Xun, blev afsløret, og han blev tvunget til at begå selvmord.

I 528 e.Kr. bad Northern Wei's sidste virkelige kejser generalen Erzhu Rong om at marchere mod Luoyang og skaffe ham af med sin moder's (enkekejserinde Ling) kinesiske rådgivere. Før de ankom, fik enkekejserinden imidlertid nys om planen, og det lykkedes hende at dræbe den unge kejser med gift.

Erzhu Rong og hans Xianbei hær omringede paladset og dræbte hele hoffet sammen med al deres familie, to tusind personer, hvoraf de fleste var kinesere.

Derefter placerede han sin svigersøn Tuoba Ziyu på tronen, medens han selv beholdt kommandoen over militæret og dermed den virkelige magt.

En grav-vogter eller andet monster fra Xianbei staten Eastern Wei - bemærk hans frastødende store øjne.

Medens Erzhu Rong og hæren var på ekspedition nordpå, blev Luoyang erobret af styrker fra nabostaten "Liang". De afsatte Tuoba Ziyu og indsatte deres egen kejser, Tuoba Hao (529 e.Kr).

Erzu Rong vendte tilbage, nedkæmpede Liang styrkerne og genindsatte sin svigersøn som Kejser.

Imidlertid i 530 e.Kr. dræbte den unge kejser sin svigerfar med et slag med det kongelige scepter. Han mente ikke, at det passede sig for en sand konge, at lade sig lede af en mand af lavere byrd. Erzhu Rong's nevø, Erzhu Zhao, hævnede sin onkel i samarbejde med en anden general, Gao Huan, og sammen satte de en ny kejser, Tuoba Ye, på tronen. Medens Erzhu Zhao var på ekspedition med hæren mod nord, tvang en slægtning imidlertid den nye kejser til at abdicere, og han indsatte sin egen kandidat, Tuoba Gong, på tronen. I mellemtiden var general Gao Huan blevet ven med mænd, som hadede Erzhu slægten, og i 531 e.Kr. indsatte han sin egen kejser, Tuoba Lang, på tronen. Imidlertid allerede efter et år blev han utilfreds med sin kejser's opførsel og indsatte en ny, Tuoba Xiu, (531 e.Kr). Han gav den nye kejser sin ældste datter som hustru. Imidlertid medens han var borte på hærtog mod rigets fjender, gjorde kejser Tuoba Xiu oprør mod sin general og forstødte hans datter som hustru. General Gao måtte vende om og indsætte en ny kejser, Tuoba Shao, som fik hans forstødte ældste datter som hustru. Den tidligere kejser undslap. Imidlertid efter kort tid måtte general Gao Huan endnu engang sætte en ny kejser på tronen, nemlig Tuoba Shanjian, som fik en anden af hans døtre til ægte. I 550 e.Kr. afsatte Gaou Huan's søn Gao Yang den sidste kejser af Tuoba slægten og proklamerede sig selv som den første kejser af Northern Qi.

Som man ser, det ligner det Romerske Riges endeligt, blot hurtigere og mere absurd.

Indre Mongoliet blev i det nittende århundrede befolket af emigranter fra navnlig de kinesiske kerneprovinser Henan, Hebei og Shandong. Samtidig med at amerikanske nybyggere drog mod vest, drog Qing dynasty kinesere mod nord. Personer fra Indre Mongoliet, som man træffer i lufthavne og på banegårde ligner alle andre kinesere.

14. Kinesiske Navne

Når man læser oversættelserne af de klassiske kinesiske skrifter, såsom "Weilue" og "Hou Han Shu", er det slående, at alle navne lyder kinesiske. Hos Xiong-Nu, Qi-Dan, Dan(g)-Xiang, Xianbei og Qiang folkene har alle konger og generaler tilsyneladende haft kinesiske klingende navne. Stednavne og selve navnene på folkene i Vesten, omtalt i skrifterne, lyder ligeledes kinesiske.

Man sidder tilbage, lidt med fornemmelsen af, at Øst-Asiens og Kinas historie måske var en helt intern Kinesisk-Koreansk udvikling kun påvirket af nogle grænseepisoder med tyrker og mongoler.

Det er jo også det, som historie-interesserede i denne del af Verden hævder så engageret. De er passionerede tilhængere af den historie filosofi, som bygger på "Kina er en ø" konceptet, altså at Riget i Midten har udviklet sig fuldstændig selvstændigt uden nogen nævneværdig interaktion med resten af Eurasien.

Men efter al sandsynlighed var de kinesisk klingende navne på Vestens folk navne, som kineserne havde givet dem, og fortidens barbariske konger og generaler, som havde kontakt med Kina, havde både deres eget barbariske navn og et kinesisk navn, som kineserne kunne huske og udtale. For eksempel havde Dan-Xiang kongen "Weiming" også et kinesisk navn "Li Yuanhao". (Ved nøjere overvejelse betyder "Wei Ming" "mægtigt navn" på kinesisk, så det var måske også en betegnelse, som kineserne havde givet ham).

Det kinesiske tegn for mægtig stor - wei da.

Engang da jeg var i Kina, ønskede jeg at købe et udskåret stempel som en gave til min søn. Min søns barbariske navn er "Magnus", som jo kommer af latin og betyder "stor". Jeg diskuterede med kvinden i butikken, hvordan vi skulle udtrykke dette med et kinesisk tegn. Vi valgte Mao Zhe Dong's tilnavn "Wei da", som betyder "mægtig stor".

Vi forestiller os nu, at tiden er skredet nogle århundreder frem. En historiker har fundet en gammel bog, som er stemplet med Hansen's søn's barbariske navn. Han kontakter en ekspert, som er kyndig i de specielle forenklede kinesiske tegn fra Mao dynastiet, og spørger ham: "Sig mig, hvad var Hansen's søn's barbariske navn?" Eksperten ser på de kinesiske tegn og siger: "Det er ligetil, han hed Wei Da".

Selv hvis man prøver at finde nogle kinesiske tegn, hvor udtalen matcher det barbariske navn så godt som muligt og meningen ignoreres, kan det vanskeligt undgås, at en senere alfabetisering kommer til at klinge temmelig kinesisk.

Gener for lyst hår og blå øjne findes stadig på den østlige steppe. Foto fundet på internettet:
Øverst til venstre: Lyshåret lille pige fra Tuva, som er det russiske autonome område lige nord for Mongoliet.
Øverst til højre: Lyshåret lille pige fra Mongoliet.
I midten: Kirgisisk dreng med blå øjne.
Nederst: Lyshåret lille pige også fra Tuva.

15. Litteratur

20200625