1. Platon

Til venstre: Grækenland under den Peleponnesiske Krig 431-404 f.Kr. mellem demokratiet Athens og dets allierede, som er er vist med gult, og kongedømmet Sparta og dets allierede, som er vist med med rødt. Foto Slideplayer.
Til højre: Buste, som siges at forestille Platon. Han var barn og ung mand i Athen under krigen og deltog aktivt i det sidste krigsår 404-403 f.Kr.

Platon var borger i den græske bystat Athen. I hans ungdom udkæmpedes "Den Peleponnesiske Krig", som varede i 27 år. Krigen var en katastrofe for den græske verden. Sparta vandt, men den egentlige vinder på langt sigt blev - efter nogle få årtier - Grækernes nordlige nabo, kong Philip af Make-donien, som var Alexander den Store fader.

Sokrates var Platons lærer. Han blev henrettet i Athen efter et demokratisk folkekrav. Anklagen lød at han fordærvede ungdommen. Platon og hans venner var tilstede i hans sidste timer. De så til, da deres lærer drak skarn-tydesaften. Vi bemærker at han blev straffet for noget, som han havde sagt.

Sokrates død. Maleri af David

Platon skrev ikke filosofiske af-handlinger med knivskarpe de-finitioner, men dialoger. Han tro-ede at alle inderst inde kender sandheden eller i det mindste at de ville være i stand til at gen-kende den objektive sandhed, når blot de blev ført til den gennem de rette spørgsmål og logiske argumenter. I dialogen Meno lod han således Sokrates stille en serie af spørgmål til en slavedreng Meno, som aldrig havde studeret geometri, og fremkaldte derved hos ham en el-lers ubevidst viden om Euklids geometri.

Hans dialoger er befolket af historiske personer, som taler og diskuterer med hinanden. I dialogen "Staten" (The Republic) optræder for eksempel den retfærdige og ærlige gamle forretningsmand Cephalus, hans søn Pole-marchus, sofisten Thrasymachus, Platons brødre, Glaucon og Adeimantus. Sokrates - med sine underfundige spørgsmål - er Platons gennemgående figur.

Mange antager at Sokrates er talerør for Platon selv, men han lod sig ikke så nemt hænge op bestemte meninger. Han havde ingen problemer med at lade Sokrates fremføre et synspunkt i en i en dialog og det modsatte i en anden. Han har uden tvivl ment at en dialogs logik i sin helhed peger på hans budskab.

Titanen Kronos kastrerer sin fader Uranus. Dette var en af de hi-storier, som Platon fandt ikke var egnet til godnathistorie for børn. Hesiod fortæller at Uranus havde atten børn med Gaia (Jorden) - heriblendt Titanerne, men Uranus hadede dem og skjulte dem et eller andet sted inde i Gaia. Vred og i nød opfordrede Gaia sine børn til at straffe deres fader. Kun hendes søn Kronos var villig. Gaia skjulte Kronos i "baghold" og gav ham et segl, og da Uranus kom for at ligge hos Gaia, brød Kronos frem og kastrerede sin far. Dette gjorde det muligt for Gaias børn at blive født, og Kronos (tiden) blev øverste hersker af kosmos med Titanerne som hans underordnede. Bemærk at Kronos endnu ikke var blevet født og at derfor må have luret inde i Gaia, og slået til da Uranus førte sin dyrbare ind - det fremgår ikke af Vasaris og Gherardis maleri og ville uden al tvivl have været svært at fremstille billedligt.
Kronos giftede sig med Rhea. Men Gaia og Uranus havde spået ham at en af hans børn ville styrte ham fra tronen. Derfor slugte han om-hyggeligt alle sine børn efterhånden som de blev født. Men da Zeus blev født gemte Rhea ham i en hule på Kreta og gav istedet Kronos en stor sten pakket ind i klæde, som han slugte, idet han troede at det var endnu et af Rheas børn. Da Zeus var vokset op tvang han med troldom sin fader til at udspy sine søskende, og derefter overvandt han Kronos i den store krig mod Titanerne. Fresco af Giorgio Vasari og Cristofani Gherardi fra omkring 1560 i Sala di Cosimo i Palazzo Vecchio. Foto Wikipedia.

For eksempel i dialogen "Lovene" lader han en af deltagerne prise ytrings-friheden: "Hvor modig en ting er ytringsfrihed, som har gjort at Athenerne hidtil overgår alle andre Hellas-stater i storhed!".

Men i "Staten" bruger han lange passager til at lade Sokrates beskrive, hvorledes han i sin idealstat vil bortcensurere store dele af den Græske kultur: "Derefter vil den første ting være at etablere en censur af fiktionens forfattere og tillade enhver fortælling om fiktion, der er god, og afvise de dårlige; og vi vil ønske, at mødre og barnepiger kun fortæller deres børn de tilladte. Der er tale om: "Homer og Hesiod og resten af digterne, der nogen-sinde har været menneskehedens store fortællere." - Deres fejl består i "at fortælle løgne, og hvad mere er, dårlige løgne."

Alle historier, hvor guderne lo ad menneskene eller hvor guderne ikke var gode, skulle bortcensureres uanset om begivenhederne var symbolske eller ikke.

Platon er den Vestlige filosofis klippegrund. Han grundlagde i praksis meta-fysikken, der er en rastløs og uophørlig søgen efter sandheden om, hvad der er årsag til fænomenerne, som de viser sig for os. Den har gennemsyret Vestens filosfi i tusinder af år, indtil den nylige fremkomst af Frankfurter-filosofferne, som kalder deres filosofi for post-metafysisk, som betegner at de ikke søger objektiv sandhed.

Platon's Akademi i mosaik. Fra Villaen T. Siminius Stephanus i Pompeii. Photo Wikipedia.

I dialogen "Staten" kan findes den utopiske original til Ciceros "De Republica", Augustines "Guds by", "Utopia" af Sir Thomas More, Dantes forslag til verdensregering i "Monarchia" og "Det Ny Atlantis" af Francis Bacon der alle er op-bygget efter nogenlunde den samme model. Forfattere af uto-pier, heriblandt Platon, må gan-ske sikkert have vidst at deres tankeksperimenter aldrig ville blive virkeliggjorte i bogstavelig forstand, men at utopierne var tænkt som inspiration og reference.

I "Staten" findes også den første afhandling om uddannelse, fra hvilken Mil-ton, Locke, Rousseau, Jean Paul og Goethe's teorier om uddannelse er legitime efterkommere. Videnskaberne om logik og psykologi, som har skabt så mange uvurderlige teorier, er oprindeligt baseret på analyser af Platons dialoger.

Platon er også ophavsmand til politisk filosofi. Hans efterfølgere tæller Tho-mas Hobbes, John Locke, Montesquieu, Rousseau, John Stuart Mill og Marx. I dialogen "Staten" sammenligner hans diskussionsdeltagere fem for-skellige styreformer nemlig aristokrati, oligarki, demokrati, tyranni og hans egen utopiske idealstat, som dog aldrig blev virkeliggjort i hans tid.

Atlantis er en - muligvis fiktiv - ø nævnt i en allegori om nationers hybris i Platons dialoger "Timaeus" og "Cri-tias". Han beskrev den som grundlagt af Poseidon og belig-gende i Atlanterhavet og fortalte at hoved-staden var omgivet af mægtige cirkelformede kanaler med et palads i centrum. På dette Athanasius Kirchers kort over Atlantis er øen placeret midt i Atlanterhavet. Kortet er orienteret med syd øverst. Mundus Subterraneus 1669, udgivet i Am-sterdam. Photo Athanasius Kircher Wikipedia.

Oprindeligt var alle Græske stater ledet af konger, som herskede i over-ensstemmelse med gamle love og varetog oldgamle religiøse ceremonier, Platon kalder det aristokrati. Oligarki betyder "fåmandsvælde" og betegner en styreform, som blandt andet fandtes i Thebes, hvor nogle få familier, der giftede sig indbyrdes, udøvede den politiske magt. Tyranni betegner en stat styret af en enehersker, som ikke lader sig begrænse af gamle love og tra-ditioner.

Mange steder i Platons værker skinner hans foragt for demokratiet igen-nem. Han så sin mentor, Sokrates, blive henrettet som følge af en demo-kratisk flertalsbeslutning. I sin ungdom var han vidne til at staten Athen gentagne gange pådrog sig katastrofale tab i den Peleponnesiske krig på grund af ukloge beslutninger, som de demokratiske forsamlinger havde la-det sig ophidse til at vedtage.

Platons hule-lignelse: Nogle fanger har siden barndommen været læn-ket i en hule. Deres syn er tilpasset mørket. De kan kun se mod hu-lens væg. På denne væg projiceres skygger af mennesker, dyr og ting, som bæres forbi af frie mænd. Fangerne ved ikke, at det, som de ser, kun er skygger af virkelige ting, fordi de aldrig har set andet end skygger.
En fange frigøres og tvinges ud af hulen. Han vender sig om mod sollyset. Det gør ondt i hans øjne, og hans naturlige reaktion er at ville løbe tilbage til sin trygge "skyggevirkelighed" (som vi kan ligne ved fjernsynet). Men lidt efter lidt vænner hans øjne sig til sollyset, og han kan nu se virkelige mennesker og virkelige ting med langt flere detaljer og farver end disse tings skygger på hulens væg.
Der er forskellige fortolkninger af denne lignelse, men i alminde-lighed antages det at det har været Platons mening at skyggerne re-præsenterer hverdagens fænomener, som de viser sig for almindelige mennesker, og de virkelige mennesker og ting udenfor hulen i sol-lyset repræsenterer en mere sand og højere virkelighed, som kun fi-losofferne er i stand til at se - takket være deres visdom og lange uddannelse. Foto Imgur.

I moderne tid er vi vidne til en kollosal begejstring for styreformen demokra-ti, som grænser til religiøs dyrkelse. Dog er et netop det moderne masse-demokrati, som har faciliteret de fleste katastrofale beslutninger, hvoraf mindst en af dem har potentiale til at gøre en ende på den Vestlige Civili-sation, nemlig beslutningen om at åbne grænserne for den islamiske im-migration. Derfor er det helt på sin plads at bruge Platon til at oveveje om demokrati nu også er en god ide.

2. Den Ideale Stat

I beskrivelsen af den ideale stat lader Platon Sokrates fremføre at politisk ledelse er en færdighed - på linie med for eksempel en læges kunnen: "Politik er en blandt mange slags færdigheder - ikke tømreren eller metal-arbejderens eller bondens dygtighed, men den, der rådgiver om hele sta-tens interesser. Af en sådan art er filosoffernes dygtighed, som er en lille klasse i antal, langt mindre end smedene; men i dem er statens visdom koncentreret. Og hvis denne lille herskende klasse har visdom, så vil hele staten være vis."

De tre stænder i Platons utopiske stat. Til venstre de suveræne herskere, filosofferne, som er en meget lille gruppe, omhyggeligt udvalgte som børn og med en meget lang uddannelse i musik, gymna-stik, geometri, astronomi og dialektik. I midten vogterne, som er soldater og lignende, som også er udvalgte som børn, de skal være fysisk stærke og modige. Til højre en pottemager som repræsenterer håndværkerne og købmændene, de skal blot passe deres arbejde og overlade nationens ledelse til filosofferne. Photo The Philosophy Site.

Det vigtigste spørgsmål i politisk filosofi er "Hvem skal regere?" Platon og Thomas Hobbes mente at de få skal lede nationen, medens Rousseau, John Locke, John Stuart Mill og Marx holdt på de mange. Platons svar på dette spørgsmål var at en fåtallig gruppe af specielt uddannede intellek-tuelle vil være de bedst egnede til at regere. Han kaldte selv dette syns-punkt for aristokratisk, og virkelig, de græske ord "ariston" og "kratos" sat sammen betyder de bedstes herredømme.

Arbejdsdeling er et meget vigtigt element i Platons filosofi. Han lader Sokra-tes sige: "Vi må udlede, at alle ting produceres mere rigeligt og let og af bedre kvalitet, når et menneske gør en ting, som er naturlig for ham og gør det på det rigtige tidspunkt og overlader andre ting til andre." - "Vi kan an-tage, at en mand er en bonde, en anden en tømrer, en anden en væver."

Platon i hans akademi i Athen, tegnet efter et maleri af den svenske maler Carl Johan Wahlbom. Photo Dr Joe Kiff fra Svenska Familje Journal Wikipedia.

Han kommer frem til at krig og den øverste ledelse af samfundet også er særskilte opgaver, som også bør ud-føres af sådanne personer, der på grund af deres per-sonlighed er særligt vel-egnede til disse job og yder-ligere har relevant uddannelse og erfaring.

Soldaterne skal være stærke og modige, og lederne skal have personlighed som vagthunde og elske lærdom. Sokrates siger: "Vores by vil nu kræve en lille tilføjelse af en lejr, og borgeren vil blive omdannet til en soldat. Men så må vores gamle doktrin om arbejdsdeling ikke igen glemmes. Kunsten om krig kan ikke læres på en dag, og der skal være en naturlig evne til militære opgaver. Der vil være nogle krigeriske naturer, der har denne dygtighed - hunde, der er gode til at lugte, hurtige til at forfølge og har stærke lemmer til at kæmpe. Og da ånd er grundlaget for mod, vil sådanne naturer, hvad enten de er af mennesker eller dyr, være fulde af ånd. Men disse livlige naturer er tilbøje-lige til at bide og fortære hinanden; foreningen af mildhed over for venner og hårdhed mod fjender synes at være en umulighed, og en stats vogter kræver begge kvaliteter. Hvem kan så være vogtere? Billedet af hunden antyder et svar. For hunde er venlige over for venner og hårde over for fremmede. Jeres hund er en filosof, der dømmer efter reglen om at vide eller ikke vide; og filosofi, hvad enten det er hos mennesker eller dyr, er mildhedens moder. De menneskelige vagthunde skal være filosoffer og elskere af læring, som vil gøre dem blide. Og hvordan skal de blive lærde uden uddannelse?"

Græske hopliter i kamp. De antikke græske sol-dater kaldtes hopliter De kæmpede med skjoldene kant mod kant i en for-mation som kaldtes fa-lanks. Især spartanerne blev indpodet at vigtig-ste var ikke at være tapper men at holde sin plads i formationen. Da den Spartanske konge Demaratos blev spurgt, hvorfor en mand bliver vanæret, når han mister sit skjold, men ikke når han mister sit kyras, svarede han at det var fordi at kyrasset var for beskyttelse af den enkelte, men skjoldet var for hele falanksens sikkerhed. Foto Realm of History.

Platon mener at sjælen er en udelelig enhed af tre dele nemlig rationalitet, åndelighed og begær. Den rationelle del søger at få alle tre dele til at sam-arbejde harmonisk i søgen efter sandhed. Den åndelige del repræsenterer sådanne følelser som mod og udholdenhed. Den begærlige del repræsen-terer ønsket om mad, vand, sex, fornøjelser og formentligt det ubevidste.

I dialogen "Phaedrus" bruger han en analogi med en stridsvogn trukket af to vingede heste til at beskrive forholdet mellem sjælens tre dele: "Først styrer menneskesjælens vognstyrer et par heste, og for det andet er den ene af hestene ædel og af ædel race, men den anden tværtimod i race og karak-ter. Derfor er det i vores tilfælde nødvendigvis vanskeligt og besværligt at køre."

Platon beskriver at den udelelige sjæls tre dele svarer til vognstyreren, den ædle hest og den mindre ædle hest, som også svarer til til de tre stænder i hans utopiske samfundsmodel.

Vognstyreren - sjælens rationelle del - repræsenterer vogterne, filosofferne, som er statens absolutte ledere. De motiveres af søgen efter viden og sandhed. De er ligeledes udvalgte som børn og har været igennem en langvarig uddannelse inden for musik, gymnastik, matematik, astronomi og dialektik, som gør dem i stand til at se det egentlige, ideernes verden, det gode, som skjuler sig bag hverdagens fænomener. Deres dyder er fornuft og visdom.

Platons stridsvogns-analogi beskriver sjælens tre dele. Desværre er he-stene ikke vingede på denne tegning. Den ædle hest, som repræsenterer åndeligheden, søger opad mod lyset og sandheden, medens den mindre ædle hest, som repræsenterer begæret, søger nedad mod sanseligheden. Vognstyre-ren, som repræsenterer rationaliteten, søger at få det bedste ud af det. Freud fulgte i hans fodspor også med en tredeling af sjælen i superego, ego og id. Ligeledes Søren Kierkegaard beskrev sjælen som inddelt i kælder, stue og første sal. Tegning Art of Manliness.

Den ædle hest - sjælens åndelige del - svarer til soldaterne og formentlig politi og embedsmænd, som er udvalgte som børn. De motiveres af højere følelser, herunder ud-holdenhed, pligtfølelse, ønske om retfærdighed og aggressivitet. Deres dyd er mod.

Den mindre ædle hest - sjælens irrationelle del - svarer til håndværkerne og købmændene. De skal blot passe deres arbejde og overlade nationens le-delse til dem der har forstand på det. De motiveres af de lavere følelser, så-som sult, begær og dovenskab. Deres dyd er mådehold.

3. PRO Demokrati

Vi kommer ikke uden om at det vigtigste argument for demokrati er at det er et fair system. Det er ri-meligt og retfærdigt at de, som skal betale og leve med beslut-ningerne også skal være de ulti-mative beslutningstagere.

Amerikanske vælgere venter tål-modigt på at komme til at afgi-ve deres stemme til præsident-valget.

Jo, men mange mennesker er selviske, det er menneskets natur, og ledere, som ikke med mellem-rum skal vælges, vil pleje deres egne interesser og vil beslutte til fordel for dem selv. Det er bedre at folket har foden på bremsen og kan sige stop, hvis udviklingen truer med at komme ud af kontrol.

Det er vigtigere at samfundets le-dere har de korrekte holdninger til de store politiske spørgsmål - kli-ma, lighed og en retfærdig forde-lingspolitik - som er populære i den brede befolkning, end at de er kva-lificerede i national ledelse.

Vælgere og politiker i dialog.

Forholdet mellem politikerne og deres vælgere er ikke det samme som forholdet mellem en læge og hans patienter.

En læge har patent på sandheden. Han ved, hvad der er godt for hans patienter. Hvis patienterne ønsker at blive raske, må de følge lægens anbefalinger.

Men en politiker har ikke på sam-me måde patent på sandheden. Vælgerne bestemmer selv, hvilke samfundsmæssige forhold og overordnede mål, som vil gøre dem lykkelige. Politikerne skal blot lytte til vælgerne og indrette deres politik derefter.

Dette er Platons fundamentale fejl-tagelse. I Platons verden er her-skerne en slags formyndere for deres undersåtter, fordi de ved, hvad der er godt for dem. På sam-me måde som forældre er formyn-dere for deres børn. Men vælgerne er frie, modne personer i et demo-kratisk samfund, og de har ret til selv at bestemme, hvad der vil gø-re dem lykkelige.

Den demokratiske beslutnings-proces.

Platons alternativ til demokrati er jo at ikke de fleste, men de bedst egnede bør regere. Det store fler-tal skal blot koncentrere sig om deres rolle i den samfundsmæs-sige produktion og deres eget liv.

Men en sådan ordning vil vi aldrig kunne leve med. Hver gang, vi ser sådan et overmenneske stå ud af en bil med tonede ruder og gå ind på et femstjernet hotel, vil vi føle et stik i vore hjerter. Vi vil blive mindet om, at vi er kun andenrangs bor-gere i vort eget land, en slags lyk-kelige praktiske undermennesker.

Vi vil langt foretrække at være lige-mænd i et hvilket som helst man-gelfuldt fungerende demokrati fremfor at være undermennesker i en mere effektiv autoritær stat. Dybt i vort sind vil vi aldrig accep-tere, at blive reduceret til en slags tyende i vort eget land.

Kvindelig kandidat fører valg-kamp.

Men, det er almindelig kendt at en demokratisk styreform er opskiften på udvikling og velstand. I Dan-mark har vi et ret avanceret demo-krati, som har gjort os til et af ver-dens rigeste lande og mange undersøgelser har vist at Dansker-ne også er et meget lykkeligt folk.

CONTRA Demokrati

Det er et forkert kriterium. Platons alternativ til demokrati er netop at ikke de fleste, men de bedst egne-de, bør regere. Man skal ikke over-veje, hvem der skal have ret til at bestemme. Det er mere rationelt at overveje, hvem der vil være i stand til at træffe de bedste beslutninger til befolkningens fælles bedste.

Vi vil helst opereres af en uddannet kirurg, en erfaren fagmand, og ikke en amatør der er blevet valgt til jobbet af et demokratisk flertal.

I alle private enterpriser, i militære og alle andre organisationer be-tragtes ledelse som en færdighed, en disciplin, som chefer skal have forstand på. Ingen steder bliver en en virksomheds ledere valgt af alle firmaets ansatte - inklusive rengø-ringspersonale og nattevagter, som ikke har noget kendskab til organisation, markedsføring eller produktudvikling. Hvordan kan le-delse af hele nationen være en enestående undtagelse?

Lad os forestille os, at vi fik blind-tarmsbetændelse. Ville vi så lade os operere af en mand, som ikke var uddannet kirurg? En mand, som var valgt til jobbet på grund af hans populære holdninger til sund-hedsvæsenet og hans tillids-vækkende offentlige fremtræden?

Nej! Vi ville foretrække en erfaren fagmand, som virkelig var uddan-net i medicin og kirurgi.

Statens ledelse, udenrigspolitik og forsvar er vanskelige funktioner, ganske som kirurgi. Vor velstand, vore børns fremtid og hele vores liv afhænger af, om nationens le-dere træffer de rigtige beslutning-er. Skulle vi så overlade disse vanskelige opgaver til populære amatører?

I lande med flere etniske identiteter vil en demokratisk valgt regering ofte have sin rod i en bestemt stamme, en bestemt region eller i et bestemt folkeslag. Regeringerne er loyale mod deres egne etniske rødder og giver privilegier til deres egne stammefrænder.

Det er netop bagrunden for de gentagne uroligheder og mas-sakrer i de Afrikanske demokratier.

Yoweri Museveni holder tale i FN.

Ugandas præsident, Yoweri Muse-veni skrev: "Jeg er en af dem, som ikke tror på et flerparti demokrati. Faktisk er jeg totalt imod det, i-hvertfald hvad angår Afrika i dag." - "Hvis man skaber et flerparti sy-stem i Uganda, kan et parti ikke vinde valgene, medmindre de fin-der en måde opdele de fire og halvfems procent af vælgerne (som er bønder), og det er her ho-vedproblemet dukker op, stammer, religion og regionale tilhørsforhold, som danner basis for intens gu-erilla aktivitet".

Det ikke således at Danmark er velhavende, fordi vi har demokrati. Tværtimod forholder det sig med stor sikkerhd sådan at vi kan tillade os den luxus at have et masse-demokrati, netop fordi vi er vel-havende. Men de demokratiske politikere har allerede i deres iver at behage de vælgere, som de selv har gejlet op, truffet dårlige beslutninger, som vil indhente os i fremtiden.

Det er en stor svaghed ved demo-krati at dets politikerne ikke er i stand til at lægge kursen om ved at træde frem for deres vælgere og sige: "Hør her venner, vi er kom-met på et forkert spor, vi må gøre sådan og sådan". Det er ganske utænkeligt, for så kunne de jo risi-kere at miste stemmer.

Vi er netop - i 2020 - blevet belært af det nyligt overståede Ameri-kanske valg om at demokrati kun kan lade sig gøre i en homogen nation, hvor befolkningen deler grundlæggende værdier og re-spekterer hinanden.

Demokrati er ikke muligt i en multi-etnisk stat splittet op i intens riva-liserende racer og religioner. Der er alt for mange måder at mani-pulere et valgresultat på, som al-drig vil blive opdaget.

4. Vælgere er Uvidende og Ukvalificerede

Idag er det almindeligt at sammenligne staten med et skib. Man kan tale om at den og den statsminister står ved roret, eller at han eller hun afløster en anden ved roret. I Kina blev Mao smigret med titlen "den store rorgænger".

Platon var den første som lignede staten ved et skib. I dialogen "Staten" skrev han: "Forestil jer da en flåde eller et skib, hvor der er en kaptajn, der er højere og stærkere end nogen af besætningen, men han er lidt døv og har en lignende svaghed i sit syn, og hans viden om navigation er ikke me-get bedre. Besætningen skændes indbyrdes om hvem der skal overtage ledelsen - enhver er af den opfattelse, at han har ret til at styre skibet, selv-om han aldrig har lært kunsten at navigere og ikke kan fortælle, hvem der lærte ham det, eller hvornår han lærte det, og vil yderligere hævde, at det kan ikke læres, og de er klar til at skære enhver i småstykker, der siger det modsatte."

Illustration i "Tåbernes Skib" af Sebastian Brant illustreret af Albrecht Dürer fra 1494. Foto Literary Kicks.

"De stimler sammen om kaptajnen og tigger og beder ham om at overlade roret til dem; og hvis nogen til enhver tid ikke bliver foretrukket, men andre foretrækkes frem for dem, dræber de de andre eller kaster dem overbord, og efter først at have uskadeligjort den ædle kaptajns sanser med drikke eller et eller andet narkotisk stof, gør de mytteri og overtager skibet og gør provianten frit tilgængelig for alle; således fortsætter de deres rejse medens de spiser og drikker på en sådan måde, som man kunne forvente af dem. Han, som er deres anfører og på en snedig måde hjalp dem i deres plan for at tage skibet ud af kaptajnens hænder og over i deres egne, hvad enten det var ved magt eller overtalelse, smigrer de med tilnavne som sømand, navigatør og fuldbefaren sømand og håner den anden slags mand, som de kalder en nyttesløs døgendigt; men at den sande navigatør skal være op-mærksom på året og årstiderne og himlen og stjernerne og vindene, og hvad der ellers hører til hans kunst, hvis han skal være virkelig kvalificeret til føre kommando over et skib, og at han bør og vil være styrmanden, hvad enten andre mennesker kan lide det eller ej - muligheden for denne forening af autoritet med navigationens kunst er aldrig for alvor kommet ind i deres tanker eller blevet gjort til en del af deres planer."

"Nu, på skibe hvorpå der er mytteri og af sømænd, der er mytterister, hvor-dan vil den sande mavigatør blive betragtet? Vil han ikke af dem blive kaldt et sludrehoved, en stjernekigger, en døgendigt?"

Platon og Aristoteles i udsnit af Raphaels maleri "Skolen i Athen" i Vatikanet. Foto Raphael Wikipedia.

Det er nemt at se at skibet repræsenterer staten, kaptajnen repræsenter den gamle konge, som har set bedre dage, besætningen er det almindelige folk i staten, som hungrer efter demokrati - idag vil vi kalde dem vælgerne - og end ikke ved at der sådan noget som navigation. Deres anfører i myt-teriet er en typisk politiker, som er helt fortrolig med magtspillet men ved intet om navigation. Han og hans tilhængere hævder endda at "kunsten at navigere" - "ikke kan læres, og de er klar til at skære enhver i småstykker, der siger det modsatte." - Men "den sande navigatør", der har forstand på at navigere efter solen og stjernerne og udnytte vindens retning, er filosoffen, som mytteristerne og især deres anførere for enhver pris vil undgå som styrmand.

Platon beskrev hvorledes datidens lærde, sofisterne, var eksperter i mani-pulation. Vi genkender de moderne politikere, som er klare til at springe på enhver bølge for at øge deres stemmetal. I "Staten" sammenlignede han folket, vælgerne, med et stort og stærkt dyr, som blev passet, plejet og fod-ret af manipulatorerne: "Endvidere vil jeg have at I tænker på at lejesvend-ene, sofisterne, kun meddeler verden deres egne meninger; de er dyre-passere for det store og stærke dyr, de ved, hvordan de skal smigre det eller gøre det vredt, og de observerer betydningen af dets uartikulerede grynt. Godt er, hvad der behager det, og ondt er, hvad det ikke kan lide; sandhed og skønhed bestemmes kun ved det brutale dyrs smag. Sådan er sofisternes visdom, og således forholder det sig med dem, der gør den of-fentlige mening til test for sandhed, hvad enten det er i kunst eller moral."(Staten)

Når man sidder og kigger på resultatere på en valgaften og bemærker at efter at 20% af stemmerne er talt op kan resultatet forudsiges med rimelig sikkerhed, så må man tænke at vælgermassen er virkelig et stort dyr, hvis grynten og vaner viser dets humør og hensigter.

5. PRO Demokrati

Det er ikke således at personer, som har en lang teoretisk uddan-nelse altid vil være bedre ledere eller regenter end personer, som ikke har en sådan uddannelse.

Man kan pege på mange eksemp-ler på politikere, som er kommet mere eller mindre direkte fra Uni-versitet til folketinget, og de har aldrig præsteret noget særligt. De mangler erfaring fra den virkelige verden.

Ung politiker.

Desuden kan mænd først blive go-de ledere, når de har oplevet nederlag og modgang i deres liv og karriere, fordi at først da vil de for alvor gøre sig klart at de står overfor den nådesløse og pedan-tiske virkelighed, og den slags er-faringer får man ikke på Univer-sitetet.

Yderligere, det er ikke en god ide at give en regent absolut magt. Som en lord Acton bemærkede: "Magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut".

Vi så det med den enevældige Christian 4. der var en stor konge, som havde mange gode intenti-oner med Danmark og Norge.

Han anlagde fabrikker, nye havne og købstæder, men han kunne i længden ikke modstå den smiger, som han uafladeligt var omgivet af i hele sit liv.

Han endte med at betragte sig selv som en slags protestantisk pave, som skulle frelse kristenheden ved at besejre kejseren i trediveårs-krigen i Tyskland, hvilket endte meget dårligt.

Adolf Hitler omgivet af en jublende mængde. Foto Pinterest.

Adolf Hitler er et andet godt eks-empel på at magt korrumperer. Han startede forrygende med at befri Tyskland fra Versailles Trak-tatens bestemmelser om tyngende betalinger til de sejrende magter i WW1 og meget andet.

Da han erobrede Frankrig på få uger, efter at Frankrig selv havde erklæret krigen, kunne han gå på vandet.

Men specielt hans personlighed kunne ikke i længden modstå den deraf følgende smiger og førerdyr-kelse. Han endte med at træffe overdrevent dramatiske beslut-ninger, for derved at føre sig selv frem som den geniale fører, som i et hug løste vanskelige problemer - til ulykke for det Tyske folk.

Men fordi, man ikke har en lang teoretisk uddannelse, behøver man jo ikke at være dum. At til-bringe årtier på skoler og undervis-ningsanstalter, løsrevet fra den praktiske virkelighed, kvalificerer ikke nødvendigvis til at blive en af samfundets topledere. Det er ikke en absolut fordel, at have tilbragt det halve af sit liv i et beskyttet universitetsmiljø.

Erfaringer fra det virkelige prak-tiske liv med virkelige mennesker, indlevelsesevne og gode kom-munikationsevner, viser sig ofte at være mere værdifuldt end en stor sum af teoretisk viden om jura og retsvæsen.

Der findes successfulde demo-kratier, der netop har success fordi de ikke giver frit løb for alle mulige degenererede frihedsbevægelser. Hvilket antyder at demokratier ikke nødvendigvis vil ende i kaos og derefter blive erstattet af tyrannier, som Platon forudsiger.

Den tidligere præsident i Singa-pore, Lee Kuan Yew, har anført, at sådanne disciplinerede stater, som hans eget Singapore and Syd Ko-rea, har haft en høj vækst, netop fordi de har stabile regeringer og ikke giver frit løb for avanceret de-mokrati og tolerance.

Singapore.

I Singapore har man meget strikse regler. Man må ikke tygge tygge-gummi, det sviner. En amerikansk teenager blev idømt 50 stokkeslag med en bambusstok mættet med vand for at vandalisere lakken på parkerede biler.

Da Lee Kuan Yew blev statsmini-ster i 1959 var Singapore blot en fattig malaria befængt forhen-værende engelsk koloni. Idag er det en af de rigeste lande i Asien. Han fratrådte i 1990, men blev i regeringen som senior minister.

5. CONTRA Demokrati

Thucydides var en af Platons sam-tidige. Han skrev historien om Den Peleponesiske Krig. Hans klare budskab var, at Athen tabte krigen, fordi det var et demokrati. Vælger-ne i Athen lod sig for let ophidse til ukloge handlinger, som førte til unødvendige tab, ydmygelser og nederlag.

Den Peleponesiske Krig på græsk vase.

Langt over 80% af moderne væl-gere interesserer sig kun forbi-gående og overfladisk for nation-ens problemer og afgiver deres stemmer styret af flygtige sym-patier og anti-patier med de op-stillede kandidater, deres person-lighed, køn og udseende.

Kvinder bruger valghandlingen som et våben mod feminismens fjender, de onde hvide mænd; de går til stemmeurnerne fast beslut-tede på at vise at de skal ikke be-stemme alting!

Venstreorienterede vælgere bruger valghandlingen til at få ram på de rige.

Alle mænd rivaliserer om kvinders kærlighed, og mandlige vælgere kan føle en ubevidst mod-vilje mod en kandidat, som er en mand i sin bedste alder - fordi han er en rival.

Når vi tillader at lade de mest po-pulære, men mindre kvalificerede, regere, vil de lave fejltagelser, hvil-ket vi ser til overflod idag.

Politikerne har tilladt den islamiske indvandring, som kan koste Dan-skerne deres land eller som mini-mum skabe død og ødelæggelser i en ikke særlig fjern fremtid. De har gejlet folket op til at tro at - blandt alle mulige faktorer - CO2, der fin-des som en ganske forsvindende lille af del atmosfæren - nemlig 4 titusindedele - er alt-afgørende for klimaets udvikling og de har yder-ligere prædiket at det er på grund af menneskenes synder at det måske er blevet lidt varmere de sidste par årtier. Og af den grund plastret Danmark til med vind-møller, som kun leverer en mindre del af elforsyningen - altså når vinden blæser.

I nyere historisk tid er et stort antal fatale politiske beslutninger truffet af demokratiske folkevalgte poli-tikere. Formentlig netop fordi de var folkevalgte og derfor alt for føl-somme i forhold til forbigående stemninger blandt vælgerne.

Den Danske konge regerede fra gammel tid som konge over Dan-mark og som hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. I 1848 lød folke-kravet på et demokratisk og samlet Danmark. Det betød at Slesvig skulle være Dansk, mens Holsten og Lauenborg skulle overlades til Det Tyske Forbund. Under trussel om revolution fik politikerne kongen til at acceptere kravene.

Men Slesvig og Holsten ønskede at forblive samlet og beholde den danske konge som deres hertug og repræsentant i Det Tyske For-bund. Da de hørte, at kongen var blevet afløst af et "pøbelvælde" - hvilket var den ny demokratiske grundlov - gjorde de øjeblikkeligt oprør. Hvilket førte til den Første Slesvigske krig, som efter store tab endte med staus quo.

Tilbagetoget fra Danevirke i 1864. Maleri af Niels Simonsen.

Men i 1864 brød de demokratiske Danske politikere London freds-traktaten ved at proklamere endnu en ny grundlov, som også omfat-tede Slesvig, men ikke Holsten. Dette gav Bismarck påskud til at genoptage krigen og Preussen og Østrig nedkæmpede Danmark på kun tre måneder. De Danske poli-tikere havde ikke gjort nævnevær-dige militære forberedelser.

Et demokrati begunstiger afvig-ende personlighedstyper. Lederne er udpeget af vælgerforeninger og andre politiske partier. Før en kan-didat kan stille op i de nationale valg til landets ledelse, må han i årevis have arbejdet sig op gen-nem parti-organisationerne i kamp mod mange andre kandidater som også stiler efter en politisk karriere. Det drejer sig om at gøre sig be-mærket, profilere sig og skabe for-bindelser, alle kneb gælder og det-te er en stor fordel for afvigende personlighedstyper.

Hitler, Stalin og Mao arbejdede sig på lignende måde op gennem vidt-forgrenede hirakiske partiorgani-sationer. Adolf Hitler var uden tvivl narcissist, Stalin led af paranoid schizophrenia. Havde de været mere almindelige personligheds-typer var de aldrig kommet så langt.

Men i et kongedømme behøver re-genten - altså kongen - ikke at kva-lificere sig ved at arbejde sig op i-gennem en partiorganisation med spidse albuer og luskede aftaler. Der vil derfor være langt større sandsynlighed for at en konge vil være en almindelig venlig og varm-hjertet personlighed.

6. Demokrati Fører til Kaos og Efterfølgende Tyrani

Det fortællende jeg i Platons dialog, "Staten", som er Sokrates, siger i bog VIII at der er fire regeringsformer i Hellas, som lovmæssigt efterfølger hin-anden: "Først den fra Kreta og Sparta, som generelt hyldes; hvad der kal-des oligarki kommer derefter; den er ikke lige så accepteret og er en rege-ringsform, der er fuld af ondskab: for det tredje demokrati, der naturligt føl-ger oligarki, skønt den er meget varieret og forskellig, og til sidst kommer tyranni, stort og berømt, som adskiller sig fra dem alle og er den fjerde og værste uorden i en stat." Desuden tilføjer han sin egen utopiske idealstat som den femte regeringsform, der efterfølger tyrani, men som dog ikke blev realiseret i nogen Græsk stat.

Perikles' holder begravelsestale 430 f. Kr. for de Athenere, som faldt i det første år af den Peloponnesiske krig mod Sparta. Maleri af Philipp Foltz 1852. Foto Wikipedia.

Borgernes karakter og personlighed er årsag til regeringsformen: "Ja, sagde han, staterne er som mændene; de vokser ud af de menneskelige karak-terer." Det er således det stik modsatte synspunkt af Marx, som mener at borgernes karakter og personlighed skabes af samfunds-forholdene - men alligevel en lignende logik.

Platon lader gang på gang sine personer fremføre at borgernes og især de kommende lederes karakter skabes gennem uddannelse. Vejen til det per-fekte samfund går således gennem den helt rigtige uddannelse og den rig-tige opdragelse og påvirkning af især de kommende ledere under deres opvækst.

Oprindeligt var alle Græske stater ledet af konger, som Herodot fortæller. Platon lader Sokrates fortælle hvorledes et oligarki opstår: "Og så til sidst, i stedet for at elske kamp og ære bliver mænd elskere af handel og penge; de ærer og ser op til den rige mand og gør ham til hersker og vanærer den fattige." - "De fortsætter derefter med at lave en lov, der fastsætter et beløb som kvalifikation for statsborgerskab; summen er højere et sted og lavere et andet, da oligarki er mere eller mindre eksklusivt; og de tillader ingen, hvis ejendom falder under det bestemte beløb, at have nogen andel i regeringen."

Sokrates hoved udført i marmor. Romersk arbejde fra det første århundrede, må-ske et kopi af en tabt ældre bronze-statue af Lysippos. Det kan således ikke udelukkes at den har portrætlig-hed. Sokrates blev henrettet i Athen efter et demokratisk folkekrav. Han optræder i alle Platons dialoger und-tagen den sidste "Lovene". Men, som sagt, han døde allerede i Platons ung-dom i en ret høj alder. Foto Sting Wikipedia.

Han erklærer at det er ikke fair: "Tænk bare hvad der ville ske, hvis navigatører skulle vælges i henhold til deres ejendom, og en fattig mand blev nægtet tilladelse til at styre et skib, selvom han var en bedre naviga-tør?"

Sokrates forklarer: "Et Oligarki er karakte-riseret ved en uundgåelig splittelse: en sådan stat er ikke en, men to stater, den ene af fattige, den anden af rige mænd; og de lever på samme sted og konspirerer altid mod hinanden."

"Herskerne, der er opmærksomme på, at deres magt hviler på deres rig-dom, nægter ved lov at begrænse sparsommelighedens ekstravagance, fordi de vinder ved andres ruin; de tager interesse i dem og køber deres godser op og øger dermed deres egen rigdom og betydning?"

Han fortæller om årsagerne til oligarkiers sammenbrud og demokratiernes fremkomst: "En mand kan sælge alt, hvad han har, og en anden kan er-hverve hans ejendom; alligevel efter salget kan han bo i den by, som han ikke længere er en del af, hverken handelsmand eller håndværker eller rytter eller hoplit, men kun en fattig, hjælpeløs skabning." - "Oligarkier har både ekstrem stor rigdom og fuldstændig fattigdom".

"Og i oligarkiske stater er mænd med god familie ofte blevet reduceret til tiggere på grund af den generelle udbredelse af skødesløshed og ekstra-vagance?"

Statuer af Harmodius og Aristogeiton som dræbte den Athenske tyran Hippias broder i 514 f.Kr. i Caracallas Bade i Rom. Foto Livius.org.

Men de forarmede - og nu ejendomsløse - mænd lurede på hævn: "Og stadig forbliver de i byen; der er de klar til at slå til og fuldt be-væbnede, og nogle af dem skylder penge, andre har mistet deres statsborgerskab; en tredje klasse er i begge kniber; og de hader og konspirerer mod dem, der har taget deres ejendom, og mod alle andre, og er ivrige efter revolution."

Han fortsætter: "Den solbrændte fattige mand kan blive placeret i et slag ved siden af en velhavende, der aldrig har ødelagt sin teint og har masser af overflødigt kød - når han ser sådan en pustende og helt ude af sig selv, hvordan kan han undgå at drage den kon-klusion, at mænd som ham kun er rige, fordi ingen har haft modet til at ødelægge dem?"

"Og således opstår demokrati, efter at de fattige har overvundet deres mod-standere, slagtet nogle og forvist andre, mens de giver resten lige store de-le af frihed og magt; og dette er den regeringsform, hvor embedsmænd ofte vælges ved lodtrækning."

"Levemåden i en sådan stat er demokraternes; der er frihed og ytrinsfrihed, og enhver gør, hvad der er rigtigt i hans egne øjne og har sin egen måde at leve på."

Platon fortsætter med at lade Sokrates beskrive demokrati: "Og er deres menneskelighed mod de fordømte ikke i nogle tilfælde ret charmerende?"

"Bemærk også, sagde jeg, den tilgivende ånd af demokrati og deres "lige-gyldighed" med bagateller og den tilside-sættelse, som de viser alle de fine principper, som vi højtideligt fastlagde ved grundlæggelsen af byen."

Michael Stuhlbarg (anden fra venstre) som titelperson i Tim Blake Nelsons teater-stykke "Socrates", instrueret af Doug Hughes, på Public Theatre i New York 2019. Foto Joan Marcus.

Han fortsætter beskri-velsen af demokrati: "Staten er ikke en, men mange, som en basar, hvor man kan købe alt. Den store charme er, at man kan gøre, som man vil; man kan tage del i politik, hvis man vil, lade være, hvis man vil; gå i krig og slutte fred, hvis man føler sig disponeret til dette, og alt sammen ganske uafhængig af nogen anden. Når man dømmer mænd til døden, forbliver de i live; ønsker man at en gentleman skal gå i eksil, og han spadserer rundt om gaderne som en helt; er der ingen som ser ham eller tager notits af ham." - "Sådan er demokrati; en behagelig, lovløs, varieret slags regering med mange ansigter, der fordeler lighed til både lige og ulige."

Sokrates siger: "For det første er de ikke frie? Og er ikke byen fuld af frihed og åbenhed - en mand kan sige og gøre hvad han vil?" - "Og hvor frihed er, er individet klart i stand til at leve sit eget liv, som han vil?" - "Så i denne slags stat vil der være det største udvalg af menneskelige naturer?

Platon mener - som ovenfor nævnt - at til hver af hans samfundsformer er knyttet en typisk personlighed, som er årsag til samfundsformen. Demo-kratiske personligheder: "tager afstand fra beskedenhed, som de kalder dårskab, og afviser mådehold. Når huset (dem selv) er blevet fejet og pyn-tet, klæder de de landflygtige laster fint på og bringer dem tilbage med nye navne, idet de krones med kranse. Frækhed kalder de en egenskab ved god familie, anarki for frihed, affald som pragt og uforskammethed for mod. Sådan er den proces, hvormed ungdommen går fra de nødvendige fornøjelser til det unødvendige."

Sokrates taler med sine venner i sine sidste timer. Ukendt kunstner Foto Pinteret.

Platon lader Sokrates fortsætte med at be-skrive den demokra-tiske mand. Ligheden med "Husmødrene i forstæderen" og deres oprørske sønner er slående: "Hans op-rindelse er som følger: - Han er ofte den unge søn af en modig far, der bor i en dårligt regeret by, fra hvilken han afviser æresbevisninger og embeder og vil ikke gå til retten eller kræve sin ret på nogen måde, men er klar til at give afkald på sine ret-tigheder for at han kan undslippe problemer."

"Sønnens personlighed begynder at udvikle sig, når han hører sin mor kla-ge over, at hendes mand ikke har nogen plads i regeringen, hvoraf konse-kvensen er, at hun ikke har forrang blandt andre kvinder. Yderligere, når hun ser sin mand ikke er meget ivrig efter penge, og i stedet for at kæmpe og argumentere ved domstolene eller i forsamlingen tager han det, hvad der end sker med ham, som det kommer og i stilhed, og når hun bemærker, at hans tanker altid er centreret omkring ham selv, mens han behandler hende med meget betydelig ligegyldighed, bliver hun irriteret, og siger til sin søn, at hans far kun er en halv mand og alt for easy-going: hun tilføjer alle de andre klager over sin egen mishandling, som kvinder er så glade for at udbrede sig om."

"Og du ved, sagde jeg, at de gamle tjenere også, som formodes at være knyttet til familien, fra tid til anden taler privat om samme belastedende emne til sønnen, og hvis de ser nogen, der skylder penge til hans fader eller foruretter ham på nogen måde, og han undlader at retsforfølge dem, for-tæller de den unge, at når han vokser op, skal han gøre gengæld mod folk af denne slags og være mere mand end hans far.

"Resultatet er, at den unge mand, der hører og ser alle disse ting - også hører hans fars ord og får et nærmere indblik i hans livsstil og sammen-ligner ham med andre - bliver trukket i forskellige retninger: mens hans far dyrker og nærer det rationelle princip i sin sjæl, tilskynder de andre ham til det lidenskabelige og appetitvækkende; og han er ikke oprindeligt af dårlig karakter, men efter at have været i dårligt selskab, bringes omsider af deres fælles indflydelse til et afgørende punkt og opgiver kongeriget, der er i ham, til det middelmådige princip om stridbarhed og lidenskab og bliver arrogant og ambitiøs."

Møde i Græsk folke-forsamling. Ukendt kunstner - Foto Swamp-Lynx

"Ja, sagde jeg, han lever fra dag til dag og tilfredsstiller sig selv i nuets appetit; og undertiden begynder han at drikke, medens han lytter til fløjtespil; så bliver han vand-drikker og prøver at blive tynd; så tager han en tur i gymnastik; nogle gange laver han intet og forsømmer alt, så lever han endnu en gang som en filo-sofs liv; ofte har han travlt med politik og står op og siger og gør, hvad der lige falder ham ind; og hvis han gerne vil ligne nogen, som er kriger, er han væk i den retning eller i retning af forretningsmand endnu en gang. Hans liv har hverken lov eller orden; og dette distraherede forhold betegner han som glæde og lykke og frihed; og således fortsætter han."

Derfor mener Platon at demokrati med uundgåelighed vil give plads til tyranni. Sokrates spørger: Sig mig så, min ven, på hvilken måde opstår tyranni? - at det har en demokratisk oprindelse er tydeligt.

"Demokrati har sit eget gode, hvormed det umættelige ønske efter dette vil bringe hende til opløsning?" - "Hvilket gode?" - "Frihed, svarede jeg."

Lidt på samme måde som et legemes antistoffer - som i sig selv er et gode - kan overreagere og bringe døden til et menneske, således kan det ustop-pelige begær efter frihed bringe demokratiet til fald, idet det vil vende sig mod sine egne.

Sokrates forklarer: "Når et demokrati, der tørster efter frihed, har onde toach-masters, der præsiderer over festen og har drukket for dybt af frihed-ens stærke vin, så medmindre hendes herskere er meget imødekommende og serverer rigeligt med stærke drikke, vil hun (demokratiet) kalde dem til regnskab og straffe dem og sige at de er nogle forbandede oligarker.

Statue af Platon. Foto The Guardian.

På forunderlig vis - to og et halvt årtusind før vor tid - forud-sagde han den vestlige kulturs opløs-ning ved undergravning af enhver autoritet: "Faderen bliver vant til sætte sig på niveaue med sine sønner og frygte dem, og sønnen er på niveau med sin far, uden at have respekt eller ærbødighed for nogen af sine forældre; og dette er hans frihed," - "og den fremmede er lige så god som begge."

"Unge og gamle skal alle være lige", lader Platon Sokrates fortsætte "og den unge mand er på niveau med den gamle og er klar til at konkurrere med ham i ord eller handling; og gamle mænd nedlader sig overfor de unge og er fulde af behagelighed og munterhed; de er bange for at blive anset for vrantne og autoritative, og derfor antager de de unges manerer."

"Og frem for alt, sagde jeg, og som resultat af alt dette, se hvor følsomme borgerne bliver; de knurrer utålmodigt ved den mindste berøring med au-toritet, og i længden som du ved, holder de endog op med at tage vare på selv lovene, skriftlige eller uskrevne; de vil ikke have nogen over sig."

"Sådan, min ven, sagde jeg, er den retfærdige og herlige begyndelse, hvor-fra tyranni udspringer," fastslog Sokrates.

7. PRO Demokrati

Hvis samfundet skal ledes af en al-mægtig intellektuel elite og almin-delige borgere blot skal passe de-res arbejde og privatliv så vil de miste entusiasme og initiativ som et resultat af kedelige eller restrik-tive rutiner.

I dag er samfundet fuldstændigt forskelligt fra Platons Athen. I da-tidens græske byer havde hver borger sin statiske plads i hieraki-et, og den teknologiske og sam-fundsmæssige udvikling var mini-mal. Athen var etnisk homogent, beboet af kun hellenere.

En politiker mødes med vælgerne.

De moderne samfund derimod, er under stadig udvikling. Der er en kolossal geografisk og social mo-bilitet. Nutidens samfund er multi-kulturelle med mange etniske og religiøse grupper.

Hvis vi ikke giver folk mulighed for at give deres mening til kende og afgive deres stemme, vil de ikke føle, at dette samfund også er de-res. Vi vil risikere, at nationen fal-der fra hinanden i forskellige grup-per.

Det er ikke nødvendigvis dårligt at være uenige. Der vil altid være for-skelle mellem mennesker, og det er netop, når disse forskellige synspunkter mødes, at det nye, de rigtige løsninger kommer ind i Ver-den.

Den demokratiske beslutningspro-ces muliggør netop et retfærdigt og fredeligt kompromis mellem stridende politiske grupper og de-res ideer.

De rivaliserende grupper mødes og udveksler synspunkter om, hvad de hver især anser for særligt vigtig. På dette grundlag kan de udarbejde et fælles handlings-program, som indeholder de vig-tigste punkter fra hver gruppe eller kompromisser på særlige punkter, som begge parter anser for vigtige.

Denne demokratiske beslutnings-proces har i mange år afgjort alle interne stridigheder på fredelig vis.

Det Amerikanske demokrati har således ikke oplevet uroligheder af betydning siden borgerkrigen slut-tede i 1865.

De Europæiske demokratier har ikke oplevet væsentlige urolighe-der siden Anden Verdenskrig slut-tede i 1945.

Der har i flere hundrede år ikke været nogen indikation af at demo-kratierne skulle efterfølges af dik-taturer, snarere omvendt, som det er set i Grækenland, Spanien, Por-tugal og Øst Europa.

Nellike revolutionen i Portugal 1974.

I Portugal blev Verdens længst ek-sisterende diktatur omstyrtet af mi-litæret i 1974.

Ligeledes i 1974 indledte de poly-tekniske studerende i Athen mod-standen mod Papadopulus dikta-turet. Kort tid efter blev det om-styrtet af militæret.

I 1982 strejkede de polske skibs-værftsarbejdere, ledet af deres fagforening Solidaritet med Lech Walesa i spidsen. Det var det før-ste slag mod de socialistiske systemer i Øst Europa i moderne tid.

Efter en militær opstand i 1989 blev den rumænske diktator Nico-lae Ceausescu og hans hustru Elena arresteret.

Den tidligere rumænske diktator og hans hustru for retten i en militærbase uden for Bukarest.

Efterfølgende en kort rettergang på en miltærbase udenfor Buka-rest blev de, 2. juledag 1989, blev de skudt af en henrettelses pele-ton. Dermed sluttede det Rumæn-ske diktatur, og vejen var banet for demokrati i landet.

Sovjetunionen og dets socialistiske system faldt i 1991.

Boris Yeltsin's finest moment idet han stopper et kup mod premierminister Mikhail Gorbachev stående på en tank. Photo cato.org.

Det kan vanskeligt benægtes, at Verdens folk længes efter frihed og demokrati. Et efter et falder dikta-turerne og demokrati tager over.

Demokrati er en stor success, og det har på ingen måde ført til kaos og diktatur, sådan som Platon for-udsagde.

7. CONTRA Demokrati

Demokrati fører til uenighed og konflikter blandt folket, hvilket er et fundamentalt onde og bør und-gås.

Borgerne engagerer sig følelses-mæssigt i forskellige potentielle løsninger på samfundets proble-mer, og i forskellige politiske ret-ninger. Når deres foretrukne løs-ninger ikke bliver valgt, vil de føle sig vrede og frustrerede.

Hvem har ikke prøvet at få stem-ningen ved en festlig sammen-komst med venner eller naboer ødelagt af engagerede politiske diskussioner, mere, eller måske navnlig mindre, saglige efter-hånden som aftenen skred frem?

Det kan være svært, ikke at sende en tanke til Ludvig Holberg og hans "Politiske Kandestøber".

Ludvig Holberg, maleri af Johan Roselius 1752

At demokrati fører til indbyrdes uenighed og konflikter er let at få øje på. Vi kan blot se i fjernsynet, hvordan politikerne anklager hin-anden og afbryder hinanden, når de diskuterer. De synes mere in-teresserede i at markere forskel-lene i deres holdninger, end de er i at finde frem til fælles løsninger på nationens problemer.

Hitler kom til magten i forbindelse med uroligheder og efterfølgende demokratiske valg. Hvilket under-støtter Platons teori om at demo-krati vil blive efterfulgt af tyranni.

Den Tredje Verden har mange eks-empler på, at kaotiske demokra-tiske tilstande har skabt grobund for efterfølgende diktatoriske re-gimer.

I 1985 blev militærregimet i Sudan erstattet af en demokratisk rege-ring. Det efterfølgende valg førte straks til anarki og kaos. Ganske som Platon forud sagde, blev de turbulente demokratiske tilstande hurtigt erstattet af et nyt og endnu mere brutalt militær diktur.

Folkedrabet på Tutsierne i 1994

Efter pres fra de vestlige regering-er etablerede Rwanda i 1992 et flerpartisystem. De nye politiske partier blev dækker over etniske grupper, som etablerede morde-riske militser. Modsætninger mel-lem de disse politiske partier og deres bagland skabte grundlaget for de begivenheder, som førte til folkedrabet på Tutsierne i 1994.

I Kenya har uroligheder i forbind-else med en et demokratisk valg ført til, at flere hundrede mænd, kvinder og børn er blevet inde-brændt eller hakket ihjel.

En arbejdsløs Tunesisk akade-miker sagde: "I Tunis har vi 25 pct. arbejdsløshed. Hvis vi holdt valg under sådanne omstændigheder, ville resultatet blive en fundamen-talistisk regering samt vold og ter-ror lige som i Algier. Først må vi skabe en god økonomi, og der-næst kan vi begynde at tænke på valg."

Et politisk parti må have et ståsted, et fundament i samfundet, ellers vil det aldrig få stemmer nok. Nogle partier henvender sig til arbejdere og offentligt ansatte, andre hen-vender sig til pensionister og et-niske minoriteter, nogle repræsen-terer de selvstændige, nogle par-tier har et godt samarbejde med erhverslivets store koncerner og så videre.

En demokratisk valgt regering må være loyal mod sin basis vælger-gruppe og holde ihvertfald nogle af de løfter, de har giver under valg-kampen. Derfor kan de i sagens natur ikke til fulde repræsentere hele nationens interesse.

I følge Security firmaet, Kroll Asso-ciates, er det demokratiske Syd Afrika vurderet som en af de mest voldelige steder i Verden, som ikke er krigszone.

Demokrati gudinden på den Himmelske Freds Plads.

I moderne tid har Kina præsteret en nærmest eksplosiv økonomisk vækst med tocifrede vækstrater. Dette er kun muligt, fordi landet ikke er et demokrati. Sådan noget som et-barns politikken ville aldrig have overlevet en demokratisk valgkamp.

8. Litteratur