Forside DH-Debat
12. Goterne I
14. Goterne III

13. Danmarks Historie - Goterne II

Hunnerstormen. - Fritigerns Goter på Balkan. - Alariks Goter på Balkan og i Italien. - De Vestlige Goter i Gallien. - De Østlige Goter i Italien. - Links og litteratur.

Hunnerstormen

I vinteren 375-76 e.Kr. nåede rygter om heftige kampe i de Østlige Goters område frem til Konstantinopel. I begyndelsen blev efterretningerne ignoreret. Imidlertid, i sensommeren 376 e.Kr. ankom en meget stor mængde Gotiske flygtning, mænd, kvinder og børn med deres vogne og trækdyr til Donaus nordre bred og bad om tilladelse til at krydse floden og søge beskyttelse på Romersk territorium. Der var mange mindre familiegrupper, men i hovedsagen var de organiseret i to store grupper med hver deres politiske ledelse. Gruppen domineret af Tervingi Goterne kom fra det nuværende Rumænien, og Moldavien; under ledelse af Alavivus og Fritigern havde de revet sig løs fra deres konge, Athanaric, som ønskede at etablere et forsvar mod Hunnerne. Gruppen domineret af Greuthungi Goterne var ledet af Alatheus og Saphrax; de havde rejst den lange vej fra det sydlige Ukraine til Donau.

Goterne boede spredt rundt i landet i små landsbyer
Som alle andre Germanske agerbrugere og kvægavlere boede Goterne spredt rundt i landet i små landsbyer - hvilket gjorde dem sårbare overfor Hunnernes angreb.

Amminius skrev om årsagen til dette kaos: "Grobunden og oprindelsen til al denne ødelæggelse og til forskellige ulykker påført af Mars' vrede, der rasede overalt med ekstraordinær vildskab, finder jeg at være dette: Hunnerne." - "Blandt de andre Gotiske folkeslag spredtes efterretningerne om at en hidtil ukendt race af mennesker, som hidtil havde skjult sig i en fjern afkrog på Jorden, havde rejst sig som en snestorm fra de høje bjerge, idet de røver og plyndrer alt på deres vej".

Umiddelbart giver Amminius beretning indtryk af en panisk flugt for en grusom og overlegen fjende. Men der kan udledes flere detaljer. Hunnerne overvandt først Alanerne på den østlige steppe, og derefter vendte de sig mod de østlige Goter, som var ledet af den berømte kong Ermanarik, som modstod Hunnernes angreb "i lang tid".

Det tager tid at skabe sig berømmelse, så vi må tro at Ermanaric været ret gammel på dette tidspunkt. Amminius skrev: "Han dulmede sin frygt ved at tage sit eget liv". Det lyder ikke sandsynligt at sådan en barsk gammel konge, som var frygtet videnom, skulle være blevet overvældet af frygt. Vi må tro at han hængte sig selv som et offer til guderne for at frelse sit folk. Han blev efterfulgt af Vithimer, som ifølge Amminius "udkæmpede adskillige slag".

Goterne kunne ikke modstå Hunnernes angreb
Goterne kunne ikke modstå Hunnernes angreb.

Yderligere var Vithimer i stand til at rekrutere andre Hunner til at kæmpe på Goternes side. Til sidst blev han dræbt i kamp. Han blev efterfulgt af sin mindreårige søn Vitheric, som blev støttet af to militære ledere ved navn Alatheus og Saphrax. Under deres ledelse besluttede en stor gruppe af de østlige Greuthungi Goter at forlade deres land omkring floden Dnieper i det sydlige Ukraine og søge sikkerhed bag Romerrigets grænser.

En meget stor del af de mange grupper af Goter blev dog tilbage i deres hjemland og sluttede sig endeligt til Hunnerne, ider de fulgte devisen: "If you can't beat them, join them".

Hunnernes militære overlegenhed synes at have været baseret på deres overlegne ridekunst og måske bedre heste, kombineret med deres avancerede Komposit buer.

Amminius beskrev Hunnernes kampform: "de kommer ind i kampen ordnet i kileformede masser - og de er let udstyrede til hurtig bevægelse og uventede i handling, pludselig deler de sig bevidst i spredte grupper og angriber, idet de farer omkring her og der i uorden, og idet de samtidig udfører fantastisk nedslagtning - de kæmper fra afstand med missiler med skarpe knogler, i stedet for de sædvanlige spidser, fæstnet til skaftet med vidunderlig dygtighed, så galopperer de over de mellemliggende afstande og kæmper ansigt til ansigt med sværd."

Kassai Lajos
Ungareren Kassai Lajos har viet sit liv til bueskydning til hest. Han bruger en asymmetrisk komposit bue. Man kan ane pilens flugt på fotografiet.
Der er mig bekendt aldrig fundet en velbevaret kompositbue i grave fra folkevandringstiden. Men nogle har ud fra den indbyrdes placering af de bevarede dele konkluderet at Hunnerne brugte en asymmetrisk bue.
Jo længere en bue er, jo kraftigere er den. Men en for lang bue ville være upraktisk for en rytter, idet den vil vikle sig ind i seletøj, hestens manke mv. Derfor mener nogle at Hunnerne brugte en asymmetrisk bue, hvor den lange ende blev holdt øverst. Men det vil medføre nogle sigteproblemer, mener nogle eksperter.

Zosimus skrev baseret på optegnelser af historikeren Eunapius: "de var helt ude af stand til og uvidende om at udkæmpe et slag til fods, men ved at fare omkring, angribe og trække sig tilbage i god tid, medens de skød fra deres heste, fremkaldte de enorm nedslagtning."

I moderne tid har Ungareren Lajos Kassai demonstreret at det med en kompositbue er muligt at afskyde 12 dødelige pile på mindre end 17 sekunder, som alle rammer deres mål. På hesteryg med en fart på 30 km i timen har han demonstreret at han kan affyre 6 pile på 10 sekunder, som alle rammer deres mål (Se link til video nedenfor).

Hunnernes komposit-buer var mere langtrækkende end Goternes langbuer. På sikker afstand kunne de molestrere fjenden med en regn af pile. Derefter galloperede de nærmere og affyrede endnu en dødelig pileregn fra hesteryg, medens de galloperede hid og did med stor fart. Når fjenden var gjort fuldstændig mør, angreb de på hesteryg de sidste forvildede overlevende med sabel eller sværd i hånd.

Kompositbuer bestod af en kerne af træ, som på indersiden var pålimet et lag af ben eller horn og på ydersiden et lag af sener. Den fantastiske lim blev fremstillet ved kogning af fiskeben og dyrehuder.

Fritigerns Goter på Balkan.

Antikke kilder mener ikke at den pludselige fremkomst af tusinder af Gotiske asylsøgere ved Donau overhovedet blev opfattet som et problem. Amminius fortæller: "Sagen forårsagede mere glæde end frygt og uddannede smigrere roste umådeholdent fyrstens held, som uventet bragte ham så mange unge rekrutter fra Jordens ende, som ved foreningen af hans egne og de udenlandske styrker, ville give ham en uovervindelig hær." Romerne i både Vest og Øst var i konstant forlegenhed for egnede soldater. I særdeleshed kejser Valens, fordi han var i krig mod Perserne.
Den Gotiske Pietroasele skat
Den Gotiske Pietroasele skat udstillet i National Museum of Romanian History i Bukarest -Wikipedia.

De Vestlige Goter under ledelse af Tervingi Goterne Alavivus og Fritigern fik tilladelse til at krydse Donau og søge tilflugt i det Østlige Romerrige. Det skete i 376 e.Kr. nær fortet Durostorum. De Østlige Goter under ledelse af Greuthungi Goterne Alatheus og Saphrax blev derimod afvist.

Det blev aftalt at de skulle bosættes i Thrakien. Unge Gotiske mænd skulle rekruteres til den regulære Romerske hær, og under deres egne høvdinge skulle Gotiske korps kæmpe sammen med regulære Romerske enheder. De Gotiske ledere erklærede sig villige til at konvertere til kristendommen.

En genskabelse af romerske legionærer
En genskabelse af Romerske legionærer i Aalen d. 24. September 2000. - I den sene kejsertid var de egentlige Romerske kamp-enheder en slags fremmedlegioner, som i hovedsagen bestod af unge mænd fra forskellige barbariske stammer, hvervet enkeltvis, deriblandt mange Goter. De var godt udstyrede med hjelme, ringbrynjer og store skjolde. Der var vel trænede, måske som den Franske Fremmedlegion idag. Der herskede en stram disciplin, og officererne havde magt til at piske og henrette soldater, hvis de fandt det nødvendigt.

Bevogtet af Romerske soldater under general Lupicinus påbegyndte de rejsen til deres nye hjem i Thrakien. Det må antages at Goterne var ankommet til Donau med deres høst for året 376. Men de tilbragte lang tid ved Donau, medens de ventede på kejserens tilladelse til at krydse floden, og det havde tæret provianten. Under rejsen mod Thrakien meldte sulten sig. Nogle kilder fortæller at Romerne byttede mad for unge Goter, som de kunne sælge som slaver. Dette var en kilde til stigende vrede blandt Goterne.

Sent i år 376 e.Kr. havde de slået lejr uden for byen Marcianople. Lupicinus inviterede Alavivus og Fritigern til en middag. Den Romerske general posterede vagter, som skulle holde de øvrige Goter på afstand. Under middagen udbrød der kampe udenfor mellem vagterne og vrede Goter, hvilket resulterede i at en stor deling Romerske soldater blev dræbt. Amminius fortæller: "Da Lupicinus erfarede af et hemmeligt budskab, at dette var sket, beordrede han alle de to lederes ledsagere dræbt, der som en æresvagt og for at varetage deres sikkerhed ventede på dem foran generalens kvarter. Da Goterne, der belejrede murene, hørte denne nyhed, øgede de i deres vrede gradvist deres antal for at hævne deres konger, der, som de troede var blevet tilbageholdt med magt - og da Fritigern var hurtig i opfattelsen og frygtede, at han kunne være blevet holdt som et gidsel sammen med resten, råbte han, at Romerne ville blive nødt at kæmpe med store tab af menneskeliv, medmindre han selv fik lov til at gå ud sammen med sine ledsagere for at berolige folket. Og da denne anmodning blev indrømmet, forlod de alle stedet."

Gotisk kavaleri
En kunstnerisk fremstilling af Gotisk kavaleri. - desværre ukendt kunstner da signaturen ikke er nem at tyde.

Kampene begyndte morgenen efter den fatale middag. Indledningsvis plyndrede Goterne hele omegnen af Marcianpolis. General Lupicinus samlede de soldater, som han havde til rådighed, og rykkede ud mod Goternes lejr, som lå omkring 15 km. udenfor byen. Romerne blev fuldstændig slået, og kun Lupicinus og nogle få andre undslap.

Fritigern opfordrede nu sine Goter til at "angribe og ødelægge de rige og frugtbare dele af landet, som stadig var uden beskyttere, og som kunne plyndres uden fare."

Ammianus fortsætter: "Goterne advancerede forsigtigt spredt ud over hver en del af Thrakien, mens deres fanger eller dem, der overgav sig til dem, udpegede de rige landsbyer, især dem, hvor det blev sagt, at rigelige forsyninger af fødevarer kunne findes - med sådanne vejvisere kunne ikke noget, der ikke var utilgængeligt og udenfor rækkevidde, forblive uberørt. For uden forskel på alder og køn stod alle steder i lys lue med nedslagtninger og store brande; spædbørn blev revet fra deres mødres bryster og dræbt, matroner og enker, hvis mænd var blevet dræbt for øjenene af dem, blev bortført, unge og ældre drenge blev slæbt væk hen over deres forældres lig. Endelig, mange ældre mænd jamrede over at de havde levet længe nok efter at have mistet deres ejendele og deres smukke kvinder, medens de blev ført i eksil med armene bundne på ryggen, grædende over den glødende aske af deres forfædres hjem."

Goter på vandring
Goter på vandring - Overalt hvor Goter eller andre folkevandringsfolk drog hen medbragte de deres koner og børn og alle deres ejendele på vogne trukket af okser. Et Gotisk folk på vandring har formentligt haft en udstrækning på mange kilometer. De østlige Goter under ledelse af Theoderik drog fra omegnen af Konstantinopel til den Italienske grænse på omkring et år. Der er i fugleflugts-linie omkring 1000 km. hvilket vil give knap 3 km. om dagen, målt på en sådan linie. De var flere gange opholdt af kampe mod Gepiderne og sygdom, men lad os gætte på en gennemsnitlig march-hastighed på mindre end 10 km. om dagen. Vandalerne var omkring et år om at rejse fra Tanger til Tunis, hvilket giver omtrent samme march-hastighed. - Tegning af Rodney Thomsen.

Mange udgravninger har i moderne tid dokumenteret nedbrændte bygninger og andre ødelæggelser fra netop omkring 376 - 378 e.Kr.

Fritigerns hær voksede som en snebold. For at skaffe soldater nok til at bevogte de Vestlige Goter på marchen mod Thrakien havde Lupicinus været nødt til at udtynde garnisonerne langs Donau grænsen. Dette havde givet de Østlige Goter ledet af Alatheus og Saphrax mulighed for at gå over Donau og tage del i plyndringerne for senere at slutte sig til Fritigerns styrker. En lille Gotisk styrke ledet af Suerida og Colias var stationeret i Hadrianople sammen med deres familier, hvor de længe havde været en del af det Romerske militær. Da kampene brød ud, fik de problemer med de lokale indbyggere i byen, og derfor valgte de at slutte sig til Fritigern. Yderligere var det lykkedes at overtale en betydelig styrke af Hunner og Alaner til at slutte sig til Goterne imod at få del i byttet.

Men kejser Valens havde ikke ligget på den lade side. Han betroede en af sine generaler at forhandle en kompromis fred med Perserne på de betingelser, som kunne opnås, og sendte en stor del af sine tropper fra Armenien tilbage til Konstantinopel, hvor de ankom om sommeren 377 e.Kr. hvilket fik Goterne til at trække sig tilbage mod den nordlige del af Balkan. Desuden overtalte han sin vestlige kejserkollega Gratian til at sende forstærkninger til Balkan.

Den Romerske plan var at forene de Vestlige og Østlige hære i 378 e.Kr. og derefter med overvældende overmagt tilintetgøre Goterne.

Slaget ved Adrianople
Slaget ved Adrianople - Amminius er ikke ganske klar i sin beskrivelse af slagets gang. Meget af vor viden er eftertidens rationaliseringer. Men det har sikkert været et "Bloody mess" som man siger, fyldt med støv, røg, skrig og blod, hvor Goter og Alaner kæmpede desperat for deres frihed og overlevelse som folk for øjenene af deres kære i vognborgen. - wikipedia.

Kejser Valens sluttede sig til sine tropper udenfor Konstantinopel midt i Juni.

Den Vestlige kejser Gratian havde imidlertid fået problemer ved sit riges østlige grænse. Han havde allerede sendt mange soldater til Pannonien som forberedelse til ekspeditionen mod Goterne på Balkan, men herved havde han svækket bevogtningen af Rhin-grænsen. Det var kommet en Alemanni stamme kaldet Lentienses for øre. I Februar krydsede de Rhinen og invaderede Romerriget. Dette tvang Gratian til at kalde sine tropper tilbage fra Pannonien for at besejre Lentienses, og derved blev hans Balkan felttog forsinket.

Valens og hans hær ventede i to måneder uden at høre eller se noget til Gratian og hans Vestlige hær. Tilsidst ankom et brev, som beskrev Gratians storslåede sejr over Allemanni. Han lovede at komme, men imidlertid forsinket.

Valens kunne ikke længere holde sin hær i inaktivitet, desuden var han ivrig efter at præstere en lige så imponerende sejr som hans vestlige kollega. Han rykkede mod nord og nærmede sig byen Hadrianople, hvor Goterne havde slået lejr nord for byen. Valens besluttede sig til at slå til uden at afvente ankomsten af den vestlige hær.

Tidligt om morgenen d. 9. August 378 e.Kr. efterlod Romerne deres træn i lejren, bevogtet af en mindre styrke, og marcherede mod nord mod Goternes lejr. Omkring klokken to om eftermiddagen fik de vognborgen i syne. Amminius skrev at vognene var arrangeret i en perfekt cirkel; som drejet på en drejebænk. Vi sender en tanke til de samtidige ringborge i Jylland og de senere viking ringborge.

Vognborg fra Syd Afrika
Vognborg i Syd Afrika, som er opført til minde om et historisk slag ved Blood River - Wikipedia.

Amminius beskriver slagets gang. Romerne angreb med en blanding af kavaleri og infanteri på fløjene og med svært infanteri i center. Romernes venstre fløj havde stor fremgang i begyndelsen og trængte Goterne tilbage til vognborgen. De var ved at gøre klar til at storme vognborgen, da katastrofen indtraf. Da stormede Gotisk kavaleri ledet af Alatheus og Saphrax sammen med svært Alansk kavaleri frem bag fra og ramte Romernes venstre fløj: " - det Gotiske kavaleri, som vendte tilbage med Alatheus og Saphrax kombineret med en gruppe af Halani, slog ned som et lyn gør nær høje bjerge, og kastede alle i forvirring, som de kunne finde med deres hurtige angreb, og dræbte dem hurtigt." Romernes venstre fløj blev spredt i vild forvirring. Derefter lå det Romerske center åben for et flankeangreb.

Det Romerske svære infanteri i center var opstillet i en tæt skjoldmur-formation, som gav meget lidt plads til den enkelte soldat. Amminius fortæller: "Infanteristerne stod dermed ubeskyttede, og deres enheder var presset så tæt sammen, at næppe nogen kunne trække sit sværd eller trække armen tilbage. På grund af skyer af støv kunne himlen ikke længere ses, og genlød frygtelige skrig. Pilene hvirvlende død fra alle sider og fandt altid deres mål med dødelig effekt, da de ikke på forhånd kunne ses eller vogtes imod. Men da barbarerne strømmede fremad i store horder, som nedtrampede heste og mænd, og i trængslen i gelederne kunne der ikke findes plads til tilbagetog nogen steder, viste vore soldater ekstrem foragt for at falde i kamp, modtog deres døds-slag, men angreb deres overfaldsmænd; og på begge sider splittede slag af økser hjelme og brystplader."

Kejser Valens faldt sammen med størstedelen af sin hær; hans lig blev aldrig fundet, og ingen ved med sikkerhed, hvordan han døde. Ifølge Amminius var dette det største Romerske nederlag siden slaget ved Cannae i 215 f.Kr. hvor Hannibal udslettede hele den Romerske hær.

De nedre Donaulande i Romertiden
De nedre Donaulande i Romertiden - På kejser Valens og Fritigerns tid havde Romerriget opgivet "Dacia Inferior" - i hovedsagen nutidens Rumænien - som da var beboet hovedsageligt af af Goter. Marciapolis og Hadrianople er markeret med røde cirkler. Hadrianople eller Adrianople er nutidens Edirne i Europæisk Tyrkiet. Efter fire års krig blev Goterne bosat syd for Donau i det skraverede område, som idag er det nordlige Bulgarien.

Gratian var kun 300 km. borte og kunne kun se magteløst til, medens Goterne nu blev de ubestridte herrer på Balkan. De marcherede derefter direkte mod Konstantinopel ivrige efter at tage byen med dens mange skatte. Men de måtte give op overfor byen mægtige mure.

Krigen trak ud yderligere fire år. Goterne var ude af stand til at vinde endelig sejr ved at indtage befæstede byer, og Romerne havde mistet de bedste dele af deres hær ved Hadrianople. Goterne var tvunget til drage hvileløst omkring på Balkan på grund af problemerne med at skaffe mad til deres store antal; vi husker at de var ikke blot våbenføre mænd, det var hele folket inclusive kvinder og børn.

Den nye kejser, Theodosius, rekruterede en hær i Ægypten og Mellemøsten med det formål at hævne nederlaget ved Hadrianople. Men da soldaterne erfarede at de skulle kæmpe mod Goter, visnede hæren bort på mystisk vis. Themistius skrev: "Når der endnu ikke var en konge sat over Romernes affærer, med Thrakien lagt øde, med Illyrien lagt øde, når hele hære var forsvundet fuldstændigt som skygger. -"

I 382 e.Kr. blev der sluttet fred og Goterne fik anvist land, som de kunne dyrke, imod at de udførte udstrakt militær tjeneste for kejseren, dels som soldater i den regulære Romerske hær og dels som særlige Gotiske hjælpekorps. Man kan sige at de fik en lignende stilling i det Romerske Rige, som kosakkerne senere havde i Zarens Rusland.

Alariks Goter på Balkan og i Italien

Fredsslutningen i 382 e.kr. pålagde Goterne omfattende militærtjeneste for kejseren, når han fandt det nødvendigt. Kejser Theodosius kaldte to gange på ekstraordinære Gotiske styrker, sikkert noget i nærheden af alle mand af hus. Første gang i kampen mod Magnus Maximus i 387 e.Kr. og anden gang 392 e.Kr. i opgøret med Eugenius, som var indsat på den vestlige kejsertrone af den Frankiske general Arbogast.

Slaget ved Frigidus
Slaget ved floden Frigidus tegnet af Johann Weikhard von Valvasor i 1689.

En romersk borgerkrig mellem den østlige kejser Theodosius og den vestlige tronraner Magnus Maximus blev afgjort i slaget ved floden Save i moderne Kroatien i 388 e.Kr.

Borgerkrigen mod Arbogast og Eugenius blev afgjort 394 e.Kr. i slaget ved floden Frigidus, som antages at løbe omkring den moderne grænse mellem Italien og Slovenien. Der deltog Goter på begge sider, idet også Arbogast havde sit eget Gotiske korps. Nogle antager at Goterne fra Balkan var ledet af Alarik. Goterne kæmpede i forreste linie, og deres tab var meget betydelige. Orosius angiver at deres tab var omkring 10.000 mand på slagets første dag, hvilket dog sikkert er overdrevent. Hanskriver videre at slaget ved Frigidus var årsag til to Romerske sejre, den ene over Eugenius og den anden over Goterne, fordi deres tab havde været så store.

I begge de Romerske riger var en betydelig politisk og folkelig modstand mod barbarerne, altså i hovedsagen de Germanske stammer. Kejser Theodosius holdt hånden over sine Goter, som var så vigtige for ham som militære aktiver. Da en Gotisk soldat blev lynchet af en pøbel i Konstantinopel, idømte kejseren byen en stor bøde. Da en Romersk militærafdeling, som var stationeret ved Tomi ved Donau, angreb en Gotisk afdeling, som var stationeret i nærheden, blev den ansvarlige officer afskediget.
Theodosius' Missorium Detalje af Theodosius' Missorium
Til venstre: Theodosius' Missorium er et stort ceremonielt sølvfad, som antages at være fremstillet i Konstantinopel omkring 388 e.Kr. i anledning af ti års jubilæet for Theodosius I som kejser. Han var den sidste Romerske kejser, som regerede i både rigets Vestlige og østlige del. Han er flankeret af sine germanske livvagter, måske Goter. Sølvfadet er udstillet i Real Academia de la Historia, i Madrid i Spanien.
Til højre: Detalje af Theodosius' Missorium, som viser hans Gotiske livvagter. Faktisk blev kejseren næsten altid vist med netop sådanne typer bag ham - Wikipedia.

Efter kejser Theodosius død i 395 e.Kr. ønskede Goterne på Balkan at genforhandle fredsaftalen fra 382 e.Kr. for at opnå større sikkerhed, og i direkte modstrid med aftalen udpegede de deres egen konge, og valget faldt på Visi-Goteren Alarik.

Han søgte at opnå en aftale med den ny kejser i Konstantinopel, som skulle give Goterne en mere sikker position i det Romerske samfund, men alle tilnærmelser blev pure afvist af hoffet. I frustration slap Alarik sine mænd løs, og i hele resten af 395 og indtil 397 e.Kr. plyndrede Goterne på vanlig vis Balkans provinser. I 397 e.Kr. var eunukken Eutropius klar til at forhandle på kejserens vegne. Han udnævnte Alarik til Romersk general og gav Goterne land i Dakien og Makedonien samt de sikkerheds-garantier, som de ønskede.

Germaner og romere
Relief som forestiller Germaner, måske Goter, og Romere. Goterne kan genkendes på deres snævre bukser og skæg. Flere Goter synes at være bagbundne. Den siddende person synes at være en romersk øvrighedsperson, måske en kejser, han har ikke snævre bukser, men usædvanligt for Romere, har han skæg. Nogle mener at det forestiller Sarmater Sarkofag i Museo Pio-Clementino of the Vatican Museums - Wikipedia

Men dette var for meget for hoffet; en intrige fik Eutropius afsat i 399 e.Kr. anklaget for at være barbar-elsker. Derefter blev hans aftale med Alariks Goter annulleret.

I det hele taget var der en udpræget anti-barbarisk stemning i Konstantinopel. Gainas var en romersk General af Gotisk oprindelse; han blev offer for en intrige i 400 e.Kr. men nåede at slippe ud af byen med livet i behold. Men adskillige tusinde Goter inclusive deres koner og børn, som levede i byen tilknyttet den regulære Romerske hær, var ikke så heldige, de blev alle massakreret af byens pøbel. Peter Heather mener at Gainas anførte et oprør bestående af Goter bosat i Lille Asien, som ønskede samme betingelser, som Alarik havde opnået hos Eutropius. Arcadius søjlen blev således rejst for fejre kejser Arcadius' sejr over Gainas.

Alarik prøvede at gøre den effektive hersker af det Vestlige Rige, Stilicho, interesseret i en aftale, men uden held. Hans Goter tilbragte de følgende år på Balkan. Det romerske Militær var ingen trussel for dem, men på baggrund af den herskende anti-barbariske stemning kunne de ikke få kontakt, således at de kunne forhandle sig til en sikker position i samfundet.

Men endelig i 406 e.Kr. kom der et budskab fra Stilicho. Han opfordrede Goterne på Balkan til at blive hans allierede i et angreb på det øst Romerske Rige, som skulle give ham magten i Konstantinopel. Goterne skulle drage til Epirus (det moderne Albanien) og der afvente den Vest Romerske hær. Angrebet var planlagt til sommeren 407 e.Kr.

Radagaisus sidste kamp ved Fiesole
I lofts-udsmykningen i Palazzo Vecchio i Firenze indgår dette billede - malet 1563-1565 - hvor Giorgio Vasari har forestillet sig Radagaisus sidste kamp ved Fiesole nær Firenze - Google art project

Stilicho havde netop besejret en meget stor Gotisk styrke, ledet af Radagaisus, som selvbevidst gik direkte mod Italien. Umiddelbart kom de fra den Ungarske steppe, men i en ikke særlig fjern fortid må de være kommet fra det oprindelige Gotiske områder ved Østersøen og de indre Danske farvande. I et halvt år havde Radagaisus Goter frit spil i Italien, så lang tid tog det Stilicho at samle tilstrækkeligt med soldater til at matche dem. Men så var det også slut. De blev besejret ud for Firenze, hvor Radagaisus blev henrettet. Stilicho indrullerede Radagaisus' elite-krigere i sin hær, medens deres koner og børn blev indkvarteret i forskellige Italienske byer. De resterende Goter blev solgt som slaver, hvilket slog bunden ud af slavemarkedet.

Der er ingen tvivl om at de oprindelige Romerske borgere var uegnede som soldater. En tronkræver eller kejser-kandidat måtte råde over kernetropper af barbarisk oprindelse, Hunner, Alaner, Goter eller andre Germaner, ellers kunne han aldrig vinde. Stilicho må have følt at den nylige styrkelse af den vestlige hær med mange tusinder af Radagaisus elite-krigere og en alliance med Alariks kampvante Goter ville sætte ham i stand at erobre det Østlige Romerrige.

Men tingene gik gruelig galt for Stilicho. Mange tror at han i sin bestræbelse for at samle tilstrækkeligt med soldater til at slå Radagaisus i Nord Italien, havde hentet store styrker, som ellers bevogtede grænsen ved Rhinen. Dette var kommet barbarerne for øre. D. 31. December 406 e.Kr. krydsede en enorm gruppe af Vandaler, Sveber og Alaner den frosne Rhin ved Mainz næsten uden modstand. De spredte sig straks plyndrende ud over Gallien (Frankrig). Denne begivenhed regnes traditionelt som indledningen til folkevandringstiden. Alle Stilicho's planer om at erobre det østlige rige sammen med Alariks Goter måtte nu selvindlysende aflyses.

Stilicho og hans hustru og søn
Omslag på en antik sammenklappelig voks-skrivetavle. Til højre Stilicho og til venstre hans hustru Serena og sønnen Eucherius. Udstillet i Römisch-Germanisches Zentralmuseum, Mainz i Tyskland. Wikipedia - Foto: Bullenwächter.

I begyndelsen af 408 e.Kr. var Stilcho's stilling meget vanskelig. De Romerske legioner i Britanien (England) havde udråbt deres egen kejser, som var sat over Kanalen og nu førte sig frem i Gallien, hvor samtidig Vandaler, Sveber og Alaner plyndrede viden om. Alarik og hans Goter var ved at blive utålmodige. De rykkede fra Epirus til provinsen Noricum, som er det sydlige Østrig.

Stilicho var søn af en Vandal far og en Romersk mor, og det kom til at koste ham dyrt. Nogle senatorer foranstaltede en anti-barbarisk smæde-kampagne mod ham med det resultat at nogle etniske Romerske enheder gjorde mytteri og dræbte hans nærmeste medarbejdere. Han vendte resigneret tilbage til kejserstaden Ravenna, hvor han blev halshugget, senere blev hans hustru og søn også henrettet. Det ny regime afviste bestemt enhver forhandling med Alariks Goter.

Kort efter Stilicho's henrettelse foranstaltede etniske Romerske enheder i den Vestlige hær omfattende progromer i Italienske byer mod familierne til de barbariske tropper, som Stilicho havde rekruteret. Det var hovedsageligt Radagaisus' elite-krigere. Samtlige kvinder og børn blev dræbt og deres huse ødelagt. Rasende og tørstende efter hævn forlod mændene deres enheder og sluttede sig til Alarik i Noricum, og derved voksede hans styrke til det dobbelte.

Alarik hidkaldte sin svoger Atawulf og hans mænd, som opholdt sig i Pannonien (Ungarn). I spidsen for en enorm hær af kampvante Goter drog han derefter i en lige linie mod Rom, og indledte en belejring sent på året 408 e.Kr. I lejren uden for Roms mure blev hæren yderligere forstærket af tusinder af bortløbne slaver; vi må tro at det var i stort omfang de af Radagaisus' Goter, som var blevet solgt som slaver i 406 e.Kr.

Det blev hurtigt klart at Alarik ikke havde nogen intention om rent faktisk at indtage byen. Han ønskede bytte at uddele til sin enorme hær for at holde dem tilfredse, og han ønskede at bruge truslen om at indtage Rom som et argument og pression i forhandlinger med kejseren om en overenskomst med Romerriget, som skulle inkludere land til hans mænd.

Parti af Titus søjlen
En berømt scene på Titus søjlen i Rom er den, hvor Jerusalems Tempelskat bliver båret i triumf gennem Roms gader. I 70 e.Kr. blev Jerusalem plyndret af Romerne under kejser Titus, og de hjembragte tempelskatten til Rom. Her blev den opbevaret i 340 år, indtil Alariks Goter tog den i 410 e.Kr - Wikipedia.

I to år lå størstedelen af den store Gotiske hær udenfor Roms mure. Alarik prøvede alt for at komme i seriøse forhandlinger, han brugte truslen om at indtage Rom, Goterne indtog de fleste andre byer i Nord Italien, de belejrede kejserbyen Ravenna, og han fik udnævnt en modkejser i Rom, men intet hjalp, kejseren var uimodtagelig for enhver trussel.

Der blev aldrig gjort noget helhjertet Romersk forsøg på at angribe Goterne; de vidste at de umuligt ville kunne klare en sådan stor hær af hærdede og erfarne krigere.

D. 24. August 410 e.Kr. havde Alarik fået nok; desuden manglede han sikkert bytte til at uddele til sine mange mænd. Den Salariske port åbnedes - af slaver siger nogle - og Goterne trængte ind i byen uden problemer. For første gang i 800 år blev Rom indtaget af en fjende.

I tre dage havde Goterne frit spil. Alle huse og paladser blev minutiøst gennemsøgt for værdigenstande. Dog var det efter tidens standard en lempelig plyndring. Goterne var kristne, og de undlod at plyndre St. Peter og St. Paul basilikaerne, som var anerkendte valfartsmål. Kun få bygninger blev brændt.

Roms plyndring var ikke en sejr for Alarik. Han kunne have indtaget byen på et hvilket som helst tidspunkt i de to år, hvor de havde belejret den. Men han havde ønsket at bruge truslen om at indtage Rom som en brik i en forhandling om at tildele Goterne land, som de kunne dyrke; og det lykkedes ikke.

Goterne plyndrer Rom
Et klassisk maleri, som forestiller Goternes plyndring af Rom i 410 e.Kr.

Tungt belæsset med bytte drog Goterne derefter mod syd. Blandt byttet var Jerusalems tempelskat, som havde været opbevaret i Rom siden Romerne slog et Jødisk oprør ned i det første århundrede e.Kr. Deuden medbragte de en menneskelig skat, nemlig kejserens søster, Galla Placidia, som dengang må have været omkring 18 år gammel.

Som Spartacus mere end fire hundrede år tidligere, ønskede de at sætte over Middelhavet til Afrika. Men en storm ødelagde de skibe, som de havde fået samlet, og planen blev opgivet.

Alarik døde, og Jordanes fortæller: " - de afledte floden Busentus (Busento) nær byen Consentia (Cosenza) - og førte en gruppe fanger ned i flodsengen for at grave hans grav. I dette dyb begravede de Alarik sammen med mange skatte, og derefter ledte de floden tilbage til dets leje, og for at ingen nogensinde skulle kende stedet, dræbte de alle graverne."

Atawulf, Alariks svoger, blev valgt til ny konge. Under hans ledelse drog de Vestlige Goter, som Alariks Goter kaldes af mange, igen mod nord til Gallien i 411 e.Kr. Måske havde de fået efterretninger om at Aetius var afrejst til Ungarn for at hverve en Hunnisk hær, som kunne løse det Gotiske problem.

De Vestlige Goter i Gallien

Der er ikke mange efterretninger om Goternes tidlige færd i Gallien. De overvejede at støtte tronkræveren Jovinus, men opgav snart projektet. I 413 e.Kr. var der kampe mellem Goter og Romerske styrker omkring Marseilles. Det vides at de slog sig ned i Narbonne ved den franske Middelhavskyst mellem Marseilles og den Spanske grænse.
Galla Placidias Maosoleum i Ravenna Portræt af Galla Placidia på medaljon
Til venstre: Galla Placidias Maosoleum i Ravenna. Foto: Gunther Hissler.
Til højre: Portræt af Galla Placidia på medaljon udstillet i Galla Placidias Maosoleum - wikipedia

I Januar 2014 giftede kong Atawulf sig med sit gidsel, Galla Placidia, kejserens søster, som da må have været omkring 22 år gammel. Brylluppet blev holdt hos en agtværdig borger i Narbonne. Atawulf gav Placidia i bryllupsgave 50 unge mænd, som hver bar to fade med ædelstene og guld, der alt sammen stammede fra plyndringen af Rom. De fik snart et drengebarn, som de gav navnet Theodosius, men som imidlertid døde som spæd og blev begravet i en kiste af sølv i en kirke nær Barcelona. I hele resten af sit lange og begivenhedsrige liv var Galla Placidia altid omgivet af Gotiske livvagter; måske elskede hun sin Atawulf.

Som alle folkevandringsfolk drog Goterne omkring i lange vogntog medbringende kvinder, børn og gamle. Militært set var de nærmest uovervindelige, ihvertfald set med Romerske øjne; men de havde en stor strategisk svaghed, nemlig at de ikke havde sikre forsyninger af mad. De var tvunget til hele tiden at drage til nye områder, som endnu ikke var plyndret; og selv på den måde kunne det være svært at skaffe mad til tusinder af mennesker.
Gotisk bæltespænde Gotisk bæltespænde Gotisk bæltespænde
Gotiske bæltespænder fundet i Spanien - Los Godos Encuentro ediciones.

Jordanes fortæller om Atawulf's død: " - og i det tredje år efter at han havde undertvunget Gallien og Spanien, faldt han gennemboret gennem maven med sværd ført af Ibrwulf, en mand, hvis lavstammethed han ofte havde hånet". Olympiodorus fortæller om den samme hændelse: " - hans drabsmand var en af hans egne mænd, Dubius ved navn, som havde ventet på chancen for at hævne et gammelt nag. For længe siden var hans herre, en konge af en del af Goterne, blevet dræbt af Atawulf, der bagefter tog Dubius i sin egen tjeneste. Så ved at dræbe sin anden herre, hævnede Dubius sin første."

Olympiodorus bekræfter at heller ikke de Vestlige Goter var en fuldstændig homogen gruppe, men sammensat af flere under-grupper, som sikkert var oprindelige Gotiske folk, og Visi Goterne var blot den ledende gruppe.

Nogle siger at i 415 e.Kr. havde Goterne fået nok af Atawulfs store ambitioner. Anført af Sergerik dræbte de ham sammen hans bror og alle hans børn af første ægteskab. Men allerede efter syv dage blev Sergerik skubbet af tronen og erstattet af Wallia. Den ny konge efterkom kejserens krav og sendte Galla Placidia, som nu var enke, til Ravenna og modtog til gengæld 600.000 modii hvede, hvilket er lige knap 24.000 ton.

Anvendelse af Gotisk bæltespænde
Anvendelse af Gotisk bæltespænde foreslået af V. Bierbrauer i 1975.

Den nye Romersk-Gotiske forståelse gav snart resultater. I snart fem år havde Vandaler, Alaner og Sveber okkuperet Spanien. I 416 e.Kr. blev de angrebet at en kombineret Romersk-Gotisk styrke med dramatiske resultater. Hydatius fortæller: "Alle Siling Vandaler i Baetica blev udslettet af kong Wallia. Alanerne, der herskede over Vandaler og Suevi, led så store tab i hænderne på Goterne at de få overlevende efter deres konge Addax' død, uden tanke for deres eget rige, søgte beskyttelse under Gunderik, kongen af Hasding vandalerne, som havde slået sig ned i Gallaecia."

Efter de Vestlige Goters bedrifter i Spanien kaldte kejseren dem i 419 e.Kr. tilbage til Gallien og belønnede dem med land i Garonne dalen mellem Toulouse og Bordeaux. Olympiodorus skrev at "Goterne fik land at dyrke". Vi må dog tro at bønderne, der gjorde det egentlige arbejde med jorden, stadig var der, og Goterne i hovedsagen erstattede de Romerske godsejere.

Igen i 420 og i 422 e.Kr. blev Vandalerne i Spanien igen angrebet af Romere og Goter, men med mindre success. Romerne var ledet af Castinus, som ikke kunne fordrage Goter, og han angav årsagen til sine nederlag som "Goternes forræderi".

Kongedømmet Toulouse
Kongedømmet Toulouse - I 419 fik Goterne, hvad de ønskede, og hvad deres konger altid havde arbejdet for, nemlig deres eget land, hvor de selv kunne producere deres mad. De fik anvist land i Garonne dalen i Gallien med Toulouse som hovedstad. De anerkendte kejserens overhøjhed, men de fik ret til at have deres egen konge mod at de stillede soldater, når kejseren ønskede det. Det var meget som den ordning, de russiske kosakker havde under zaren bortset fra at disse ikke havde ret til at vælge deres egen konge.

I 428 e.Kr. døde Vandalernes kong Gunderik, og blev efterfulgt af sin halvbroder, Geiserik. Jordanes fortæller om ham: "Geiserik var en mand af moderat højde og halt som følge af et fald fra en hest. Han var en mand af dybe tanker og få ord og med foragt for luksus, rasende i sin vrede, grådig efter gevinst og snu til at vinde barbarerne over på sin side, og han havde erfaring i at så kimen til uenighed for at vække fjendskab."

I 439 e.Kr. var der kampe mellem Romerne og Goterne i Gallien. En Romersk hær, som hovedsagelig bestod af Hunniske lejetropper ledet af Romeren Litorius, som var Aetius' mand, drev Goterne ud af Narbonne og belejrede Toulouse. Men i et desperat og rasende udfald anført af kong Theoderik blev Hunnerne fuldstændigt besejret.

Geiserik vidste at intriger og kaos i den Romerske ledelse en dag ville få en ende, og så ville han igen få Romere og Goter på halsen. Derfor ønskede han at føre sit folk et sted hen, hvor de kunne nyde rigdom og sikkerhed. Dette sted var den Romerske provins Afrika. Vandalerne gennemførte, hvad Spartacus og Alarik måtte opgive, i 439 e.Kr. satte de over strædet ved Gibraltar, hele folket med kvinder, børn, gamle, vogne og trækdyr. Et år efter i 440 e. Kr. indledte de belejringen af Hippo i provinsen Afrika omkring nutidens Tunis, og efter nogle få år havde de tilegnet sig de fleste af de Romerske provinser i Afrika. Dette skulle i sidste ende knække ryggen på det Vestlige Rige.
Honoria og Attila
Claus Deleurans fremstilling af episoden med Honorias brev til Attila. Der er uenighed om familieforholdet mellem Galla Placidia og Honoria.

Den sene kejsertids Romerrige fungerede ved at imperiet rådede over rige og udstrakte provinser, som betalte skatter. Disse brugte kejseren til at betale lejetropper, hovedsageligt forskellige barbarer, som forsvarede riget mod andre barbarer. Afrika var den rigeste og mest frugtbare provins, billig i drift, fordi den var beskyttet af ørken og hav, og da den blev erobret af Vandalerne, mindskedes skatte-revenuet katastrofalt, hvilket i det lange løb gjorde det Vestlige Rige ude af stand til at lønne de soldater, som der skulle til, for at forsvare resten af riget.

Slaget på de Kataluniske marker
Claus Deleurans fremstilling af Slaget på de Katalauniske marker - For år tilbage lykkedes det denne artikels forfatter at finde stedet alene ved hjælp af denne tegning. Dog kan man føle tvivl om det virkelig er det rette sted, for Jordanes forklarer at Attila forsvarede sig i en vognborg og ikke bag jordvolde. Selve voldene er utvivlsomt af Keltisk oprindelse. Måske var dele af voldene den bakkekam, som Jordanes omtaler.

Prosper af Aquitaine fra omkring 450 e.Kr. beretter at Hunnernes konge Attila sendte et budskab til det Vestlige Rige om at Goterne i Toulouse var hans undvegne vasaller, som han ønskede at kalde til orden, og da Goterne også var fjender af Rom, "ville han handle som beskytter af Romernes venskab" ved at bringe dem tilbage til lydighed.

Galla Placidia havde to overlevende børn, nemlig kejseren Valentinian 3. og en datter ved navn Honoria. På grund af en affære med sin forvalter, var Honoria blevet sat i en slags husarrest. I sin kedsomhed besluttede hun at hun ville have et spændende liv; hun ville også giftes med en stor barbarisk konge, som hendes mor havde været gift med Atawulf. Hun sendte eunukken Hyacinthius til Attila med et brev, hvori hun tilbød ham ægteskab, hvis han ville komme og redde hende fra et uønsket Romersk ægteskab. Som bevis medbragte Hyacinthius hendes ring til Hunnernes konge.

Attila mobiliserede sine Hunner og alle sine vassaller. Sidonius opregner vassallerne: "Rugians, Gepider, Geloni, Burgunderne, Scirii, Bellonotii, Neurii, Bastarnae, Thuringians, Bructerii og Frankere, som lever langs Neckar-floden. Jordanes anfører at de Østlige Goter deltog på Attilas side: "Iøjnefaldende i blandt dem var de Østlige Goters hær under ledelse af brødrene Valamir, Thiudimer og Vidimer." Nogle mener at også Heruler, Alaner og Alemaner deltog på Attilas side, men det er ikke lykkedes forfatteren at genfinde sådanne kilder.

En mægtig hær satte sig i bevægelse mod vest, og i foråret 451 e.Kr.satte den over Rhinen, måske omkring Mainz eller Koblenz. Som senere tiders hære invaderede den Gallien gennem nutidens Luxenbourg eller det sydlige Belgien. Derefter drog de plyndrende op gennem Moselle dalen, erobrede Metz, plyndrede Reims og Troyes for endelig at indlede en belejring af den befæstede by Orleans, som var forsvaret af Alaner under kong Sangibanus.
Gotisk bæltespænde fundet ved Revel i Haute Garonne Gotisk bæltespænde fundet ved Toulouse
Til venstre: Gotisk bæltespænde fundet ved Revel i Haute Garonne i Frankrig. Det forestiller måske en grif.
Til højre: Gotisk bæltespænde fundet ved Toulouse i Frankrig.
Hullerne med circler omkring må have været indfæstningspunkter for ædle stene, som imidlertid for længst er pillet af fra - Los Godos Encuentro ediciones.

Attilas ambassadør fortalte kejser Valetinian 3.:"Min herre Attila har beordret Dem, gennem mig, til at forberede dit palads for ham." Han ræsonerede: Honoria var hans, hvilket han kunne bevise med ringen, og dermed tilhørte alt, hvad der var hendes, Attila. Hun havde modtaget det halve af riget fra sin fader, men det var blevet frataget hende på grund af hendes brors grådighed. Det ville Attila rette op på. Han krævede det halve af kejserens rige.

Den sidste Romer, Aetius, sålees kaldt af Jordanes, mobiliserede alle kræfter i Gallien. Goterne i Toulouse havde i mange år stået på fjendtlig fod med Aetius. De var den stærkeste militære magt i Gallien. De var ikke mange, men hver voksen Gotisk mand var en hærdet soldat med års erfaring. For at besejre Attilas hær måtte Aetius overtale sine hidtidige fjender til at gå i krig.

Relieffer fra kongedømmet Toulouse
To relieffer fra kongedømmet Toulouse fundet i Narbonne: Til venstre et kristent motiv og til højre er motivet en rytter, en hjort og en dinosaur! udstillet i Museum Lapidario. - Los Godos Encuentro ediciones.

Han sendte den senere kejser Avitus, Theoderiks ven, til Toulouse. Avitus tiltalte kong Theoderik: "Tapreste af nationer, det vil være klogt af jer at forene jer imod Roms undertrykker, som ønsker at slavebinde hele verden - I, som er mægtige i våben, giv agt på faren og slut jeres hænder til vore."

Den gamle konge svarede ifølge Jordanes: "Romere, I skal få, hvad I ønsker, du har gjort Attila til vores fjende også - jeg kalder ingen krig en byrde, medmindre den mangler en god sag, for ham, til hvem værdighed smiler, frygter intet ondt."

Goterne fra Toulouse mødte talstærkt op: "Og så blev en talrig skare ført frem af Theodorid, konge af de Vestlige Goter, der sendte fire af sine sønner hjem, nemlig Friderich og Eurich, Retemer og Mimnerith, og tog kun de to ældste sønner, Thorismud og Theodorid, med som partnere i sin strid. O modige udvalgte, sikkert forsvar og sødt kammeratskab, at få hjælp af dem, der er føler glæde ved at have del i samme farer."

Jordanes fortæller om den vestlige hær: "På Romerne side stod patricieren Aetius, som dengang hele imperiet i Vesten afhang af, en mand af en sådan visdom at han fra overalt havde samlet krigere for at møde dem på lige vilkår. Nu disse var hans hjælpetropper: Frankere, sarmater, Armoricianer, Liticianer, Burgunder, Sakserne, Riparianer, Olibriones og nogle andre keltiske eller germanske stammer"

Attilas lejr
Det gamle keltiske voldsted ved La Cheppe, som kaldes "Le Camp d'Attila". Jordanes taler om en bakkekam, som strækker sig over slagmarken; Det er lidt svært at forestille sig ret høje bakker i Nord Frankrig, men den gamle keltiske vold kan have været det højdedrag, som han omtaler. De indledende kampe ville i så fald have været om at forhindre Attila i at forskandse sig i det gamle voldsted - Foto Patrimoine Culturel

Attila belejrede stadig Orleans, og den Alanske kong Sangibanus forhandlede allerede om overgivelse. Da Attila erfarede at den forenede Romerske, Gotiske og Frankiske hær nærmede sig, afbrød han belejringen og drog i ilmarch mod øst; han ønskede måske at komme ud på åbent land, hvor Hunnernes kavaleri kunne udfolde sig eller for at forskandse sig i det gamle Keltiske voldsted.

Hærene mødtes omkring 21. Juni om eftermiddagen 451 e.Kr. på et sted kaldet de Kataluniske Marker, 70 km. øst for Verdun og 12 km. nord for Chalons-sur-Marne. Jordanes giver en ganske detaljeret beskrivelse af slages gang.

Det ser ud som om Aetius havde planlagt en Cannae strategi, hvilket ville sige at lokke fjendes hovedstyrke til at trænge frem mellem to stærke fløje, som derefter kunne angribe ham i flankerne fra begge sider.

Jordanes fortæller: "Slagmarkens terræn steg i en stejl skråning til en bakketop, som begge hære forsøgte at vinde; fordi det var en fordelagtig stilling, som ville være en stor hjælp. Hunnerne besatte højre side med deres styrke, Romerne, Vestgoterne og deres allierede den venstre, og derefter idet de opgav højderyggen, begyndte de en kamp om dens top."

"Nu Theoderidus med Vestgoterne holdt højrefløjen, og Aetius med Romerne den venstre. I midten placerede de Sangibanus og Alani og udtænkte dermed med militær forsigtighed at omgive manden i hvis loyalitet de havde liden tillid med et væld af trofaste tropper."

"Imidlertid, på den anden side var Hunnernes slagorden arrangeret således, at Attila og hans modigste tilhængere var placeret i midten. Ved at arrangere dem således havde kongen hovedsageligt taget hensyn til sig selv, da ved sin position midt i hans races elite tropper ville blive holdt uden for truende fare. De utallige folkeslag og stammer, som han havde underkastet sit herredømme dannede fløjene."

Det vil sige at Hunnernes stærke center stod over for en formodet svagere - men mobil og fleksibel - modstander. Medens de hærdede og erfarne Vestlige Goter og Romerske legioner udgjorde hver sin fløj i den vestlige hær og stod over for en mængde forskellige enheder af forskellig etnicitet, som sikkert ikke samarbejdede udpræget godt.

Det keltiske voldsted ved la Cheppe
Det keltiske voldsted ved la Cheppe, som kaldes Attilas Lejr, som det ser ud i dag. I folkevandringstiden har voldene utvivlsomt været højere, således at det giver mening at Jordanes kalder det et "bjerg", hvis besiddelse var afgørende for slagets udfald.

Jordanes fortæller om de indledende kampe: "Så begyndte kampen om fordelen ved den position, som vi har nævnt." - Som var en høj på en bakkekam. - "Attila sendte sine mænd til at indtage toppen af bjerget. Men han blev slået af Thorismudo og Aetius der, idet de tvang sig vej op til bakketoppen, således at de overvandt den, kom højere op og på grund af fordelen ved denne position let slog Hunnerne på flugt, da de kom op."

"Attila fandt det da nødvendigt at holde en tale til sine mænd: Hvis, efter sejre over sådanne store folk, efter at have undertvunget Verden, bør I komme til et stop - For hvad er krig andet end jeres sædvanlige skik? Eller hvad er sødere for en modig mand, end at søge hævn med egen hånd? Det er en stor naturens gave at tilfredsstille sjælen med hævn - Lad os da angribe fjenden ivrigt; for de er altid de modigste der angriber. - I ved, hvor ineffektive Romerne våben er. - Angrib Alanerne, kast jer over Vestgoterne! Der er hurtig sejr for os netop hvor slaget er tykkest. For når senerne er skåret over vil lemmerne snart falde, ej heller kan et legeme stå, når man har fjernet knoglerne - Ingen spyd skal skade dem, der er sikker på at leve - jeg skal kaste den første spyd på fjenden. Hvis nogen kan udholde at hvile, mens Attila kæmper, er han en død mand."

Attila udtrykte størst respekt for Alaner og Visigoter, idet han kaldte dem for den fjendtlige hærs sener og knogler. Han sluttede med en advarsel til potentielle kujoner og desertører.

Måske netop fordi han frygtede og respekterede Alanerne, som Attila og Hunnerne stod overfor, angreb de sandsynligvis netop dem ivrigt.

De stødte sammen i nærkamp, og kampen blev hård, forvirrende, monstrøs, uden ophør, en kamp, hvis lige ingen i gammel tid nogensinde har beskrevet. Der blev udført sådanne bedrifter at enhver, der gik glip af denne fantastiske forestilling, ikke kunne have set noget mere ekstraordinært i hele sit liv."

Theoderik, Goternes gamle konge, faldt: "På dette tidspunkt faldt kong Theodoridus, medens han red omkring i sin hær for at opmuntre dem, idet han blev kastet af sin hest og trampet under fode af sine egne mænd, og dermed sluttede sine dage i en høj alder."

Da Hunnerne trængte frem i center, blev de på afgørende vis angrebet i flanken af Vest Goterne: "Så faldt Vestgoterne over Hunnernes horde, idet de adskilte sig fra Alanerne, og faktisk ville have dræbt Attila, havde han ikke først klogt taget flugten og straks lukket sig selv og sine kammerater inde bag barriererne i lejren, som han havde forskanset med vogne."

Attila må have indset at han var trængt for langt frem, han blev angrebet fra flere sider og hans hær var i uorden. Han trak sine resterende mænd tilbage til vognborgen.

Det blev nat og forvirringen bredte sig på slagmarken. Theoderic's søn Thorismund forvildede sig ind i Hunnernes vognborg og blev kun med nød og næppe frelst af sine mænd. Aetius kom væk fra sine enheder og tilbragte natten hos Visigoterne.

Thorismund hæves på skjolde og kåres til konge
Thorismund hæves på skjolde og kåres til konge på slagmarken ved Chalons i 451 e.Kr. - ukendt kunstner.

Attilas hær var trængt sammen omkring vognborgen af den vestlige hærs to stærke fløje. Han indså at han stod til at tabe et slag, for første gang nogensinde, og beordrede træsadler stablet op som forberedelse til sit ligbål. Han må have forventet det afsluttende angreb på vognborgen ved solopgang.

Goterne fandt kong Theoderic's lig. De løftede hans søn Thorismund på deres forhuggede skjolde og udråbte ham til ny konge.

Jordanes fortsætter: "Derfor samledes Goterne og Romerne og overvejede, hvad de skulle gøre med den besejrede Attila. De besluttede at udmatte ham ud med en belejring, fordi han ikke havde nogen forsyninger og blev forhindret i at komme ud af en byge af pile fra bueskytter placeret inden for Romerske befæstning.

Det siges at efter nogle dage så Hunnerne til deres undren at Goter og Franker forlod valgpladsen og så ud til at drage hjem. Traditionen siger at Aetius ophævede belejringen og lod sine gamle allierede slippe af krogen. Efter en tid vovede Hunnerne sig ud af vognborgen, og resterne af hæren drog direkte tilbage til Ungarn.

Det fortælles at næsten to hundrede år senere, da de Vestlige Goter boede i Spanien regeret af kong Sisenanth, udbrød der oprør, fordi kongen ville give den Frankiske kong Dagobert en berømt juvelbesat guldskål fra det Gotiske kongelige skatkammer. Det drejede sig om en guldskål eller tavle, rigt besat med juveler, som vejede fem hundrede pund. Aetius havde givet den til Thorismund, som en del af hans andel af byttet fra sejren over Attila. Dette indikerer at Attila fik lov til at drage tilbage til Ungarn mod at aflevere sit guld til sejrherrerne.

Bortset fra Hunner og Alaner var slaget på de Kataluniske Marker virkeligt et opgør mellem forskellige Germanske stammer. Heller ikke Aetius' Romerske legioner bestod af Romere; i flere hundrede år gennem den sene kejsertid var soldaterne i de Romerske kamptropper hovedsagelig Germaner og andre barbarer, som var hvervet enkeltvis.
Sarkofag fra kongedømmet Toulouse
Sarkofag fra kongedømmet Toulouse Sarkofag fra kongedømmet Toulouse
Øverste: Sarkofag fra kongedømmet Toulouse - Motivet på langsiden forestiller jesus og ti af hans disciple. De har alle krøllet hår.
Til venstre: Gavl-ende 1 har motivet: En hyrde og nogle får - han må være en af de manglende disciple.
Til højre: Motivet på gavlende 2 er en mand, som kæmper mod en løve. Han må være den tolvte discipel - Los Godos Encuentro ediciones.

Thorismund nød ikke sin kongelige værdighed længe. Han skændtes med Aetius om fordelingen af byttet fra sejren over Hunnerne, og begyndte at føre krig mod Romerne; et magtfulde parti blandt Goterne var meget imod dette og ønskede at vedligeholde venskab med imperiet. Et oprør brød ud, og i 453 e.Kr. blev Thorismund myrdet af to af sine brødre, hvoraf den ene, Theoderik 2. efterfulgte ham som konge.
De Vestlige Goters Rige mellem 490 og 507 e.Kr. Vandalernes rige
Til venstre: I 17 år beherskede de Vestlige Goter under kong Eurik et imponerende rige fra Paris til Gibraltar. I 473 e.Kr samarbejdede Goterne i Spanien stadig med en Romersk general ved navn Vicentius, men nogle få år efter herskede de alene også over størstedelen af Spanien - Wikimedia.
Til højre: Vandalernes kongerige under sin største udstrækning - I 461 e.Kr. herskede Goterne dog på Sicilien, og de gav kejser Justinian lov til at bruge øen som base for for angrebet mod Vandalerne.

Romerne havde stadig deres øjne stift rettet mod Afrika. En general ved navn Majorian stod for det første forsøg i 461 e.Kr. Han samlede omkring 300 skibe omkring Barcelona; de skulle tranportere en invasionsstyrke over til Afrika ad den samme rute, som Vandalerne selv havde fulgt. Men Geiserik slog til først og ødelagde skibene på stranden.

Så trådte Konstantinopel til. Kejseren skrabede bunden af statskassen og brandskattede borgerne, hvorved man fremskaffede den utrolige sum af 100.000 pund guld, hvilke blev brugt til at udruste 1.100 skibe med omkring 30.000 soldater, ikke includeret sømænd.
Mosaik som viser Romerske skibe fra den sene kejsertid Mosaik som viser Romersk skib fra den sene kejsertid Mosaik som viser Romerske skibe fra den sene kejsertid Mosaik som viser Romersk skib fra den sene kejsertid
I Piazzale delle Corporazioni i Ostia er hver af den sene kejsertids shipping laug markeret med et motiv i mosaik, gerne et skib. Det ses at handelsskibe blev drevet frem alene ved sejl, som var et enkelt råsejl, nogle gange suppleret med et mindre råsejl i forstavnen. De brugte to styreårer. Nogle skibe havde en slags bulp eller vædrings-spyd for. Skibene var ret små, måske mindre end vikingeskibe. Det må have været den slags skibe, som udgjorde den Romerske flåde i 461 e.Kr. På mosaik nr. 3 ses det berømte fyrtårn i Ostia - Fotos: Ostia Topographial Dictionary.

I 461 e.Kr, afsejlede armandaen fra Sicilien, og de mange skibe samledes efter planen i læsiden af kap Bon, et næs omkring 60 km. fra Carthago - eller rettere, hvad de troede var læsiden. Den fremherskende vindretning i disse egne om sommeren er østlig, men ved et fuldkommen tilfælde var vinden netop denne dag nord-vestlig. Det betød at hvis et skib trak ankeret op, ville det umiddelbart drive mod stranden. Skibene kunne kun komme væk ved at krydse mod vinden, hvilket formentlig ikke kunne lade sig gøre med så simpel sejlføring og fordi så mange skibe var samlet et sted. Flåden var "sitting ducks"!

Tre skibe ankommer til Ravennas havn
Tre skibe ankommer til Ravennas havn - Detalje af mosaik fra det sjette århundrede i Basilica Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna.

Procopius beskriver hvad der skete: "Da Vandalerne kom nær, satte de ild til de skibe, som de bugserede, og da deres sejl var udspændte af vinden, lod de dem gå imod den Romerske flåde. Og da der var et stort antal skibe der, spredte disse både let ilden, uanset hvor de ramte og blev selv let ødelagt sammen med dem, som de kom i kontakt med."

Gamle sejlskibe var fyldt med soltørret træ, beg og tjæret tovværk, de brændte som fakler, når de først var antændt. Procopius fortæller videre: "Da branden således avancerede, blev den Romerske flåde fyldt med tumult, som det var naturligt, og med en stor larm, der overdøvede støjen fra vinden og flammerne, medens soldaterne og matroserne med deres stager skubbede mod både brand-både og skibe, som ødelagde hinanden i komplet uorden. Og Vandalerne var også allerede nær, idet de vædrede og sænkede skibe og gjorde bytte af såvel soldater, som forsøgte at flygte, samt deres våben." Det Romerske nederlag var sønderknusende.

Dette varslede det Vestlige Riges endeligt. De Romerske riger havde ikke flere penge og ikke flere skibe, og der var ingen udsigt til at de ville få det i en overskuelig fremtid, fordi de havde jo netop mistet de provinser, som gav det største skatte-provenue.

De Vestlige Goters konge, Theoderik 2. så ikke den store betydning af den Romerske armandas ødelæggelse, han var stadig tilfreds med at tjene kejseren i krige mod andre barbarer. Men hans lillebror, Eurik, var gjort af et andet stof; i 465 e.Kr. organiserede han et kup, siger nogle, hvor han fik dræbt sin storebror, og derefter selv overtog tronen. Jordanes skriver at "Hans bror Eurik efterfulgte ham med et sådant ivrigt hastværk, at han blev plaget af en skummel mistanke."

Clovis døbes af katolsk biskop
Kong Clovis døbes af en katolsk biskop. Skulptur i Reims lavet af Paul Dubois i 1896. Foto: Wikipedia

Eurik besatte hurtigt de fleste af de Romerske provinser i Gallien og sendte ambassadører til Vandalerne i Afrika og Sveberne i det nordvestlige Spanien for at søge at forbedre forholdet til dem. Jordanes forklarer: "Idet han var opmærksom på de hyppige skifter af Romerske kejsere tog Eurik, konge af Visi-Goterne, initiativ til at underlægge sig de Galliske provinser på egen hånd." Han forstod, at der ikke længere var grund til at bekymre sig om de centrale Romerske myndigheder.

Goterne og deres konger var Arianere; medens den store masse af deres undersåtter i Gallien og Spanien var katolikker, og hadet mellem de religiøse retninger var så stort, at det var næsten umuligt for en hersker at vinde sine undersåtters tillid og lydighed, idet de betragtede ham som kætter. Det må retfærdigvis nævnes at de arianske Goter næppe nogensinde gjorde sig skyldige i religiøs forfølgelse. Men da de katolske biskopper prædikede oprør og konspirerede mod tronen, slog Eurik nogle af dem ihjel, forviste andre og nægtede at lade efterfølgere indvie i de stifter, hvor der nu ingen biskopper var; følgelig kunne præster ikke blive udnævnt; sognene forblev uden præster, og hele kirkens organisation henfaldt i en tilstand af kaos, hvilket udløste en bitter harme både i riget selv og blandt katolske kristne i de omkringliggende lande.

Denne tingenes tilstand fortsatte indtil år 496 e.Kr; da kom nyheden at Frankernes konge, Clovis, havde erklærede sig kristen og var blevet døbt af en katolsk biskop. Tanken om at invitere en Frankiske invasion vandt nu hurtigt genklang hos katolikkerne i Goternes Rige, idet deres utilfredshed blev øget med rapporterne om den voksende rigdom og velstand hos kirken i Clovis' Frankiske Rige. Mange præster begyndte åbent at prædike oprør, og bad offentlige bønner for de kommende befriere fra nord.

Kong clovis kæmper mod Goterne
Slag mellem Clovis og Goterne - National Library of the Netherlands.

I året 507 e. Kr. erklærede Clovis krig mod Goterne. Alt, hvad han sagde var: " - at det er en skam, at Arianere skal besidde det fineste land i Gallien, og at det var hans pligt som en katolsk konge at drive dem ud, og føje deres land til sine egne besiddelser." Som Henry Bradley udtrykte det; "Frankerne gik i krig mod Goterne, ligesom Hebræerne mod Kana'ans folk, overbeviste om at de fulgte Guds vilje, og at han var på deres side. De blev overalt modtaget med jubel af præsterne og deres menigheder."

Den krig, der fulgte, beseglede Visi-Goterne skæbne i Gallien. De blev fuldstændig besejret i slaget ved Vougle syd for Poitiers, hvor kong Alarik 2. faldt. Hans mænd bragte hans femårige søn, Amalarik, over Pyrenæerne til Spanien. I løbet af de næste to år erobrede Clovis næsten alle Goternes Galliske besiddelser - med meget lidt modstand - og føjede dem til Frankernes Rige.

De Østlige Goter i Italien

Som vi husker var det ikke alle Goter, som søgte tilflugt i Romerriget, da Hunnerne angreb. Nogle, sikkert de fleste, forsvarede sig og i sidste ende fulgte mottoet: "if you can't beat them, join them".

Men selvom de overlevede, var de stadig besejrede folk. Priscus fortæller at under en af Attilas sønners sidste mislykkede angreb på en Romersk by med en styrke af Hunner og Goter, mindede Romerne de sidste om, hvordan de blev behandlet af Hunnerne: "Disse mænd bekymrer sig ikke om landbrug, men som ulve angriber de og stjæler Goternes lager af fødevarer, med det resultat at de selv (Goterne) forbliver i en position som slaver og selv fortsat lider af mangel på føde". Det var formentlig en vigtig motivation for de østlige Goter til at deltage i Attilas krige at Hunnerne vidste, hvor de boede.

Efter Attilas død opstod der uenighed mellem Hunnerne og deres vassaller. Ved en flod kaldet Nedao stod i 454 e.Kr. et slag mellem Hunnerne og Gepiderne under kong Arderik, i hvilket Gepiderne sejrede. Nedao var måske en biflod til Sava, som afvander Kroatien og Serbien. Attilas søn Ellac blev dræbt enten i slaget eller i de indbyrdes krige, som fulgte, da Goter og andre undertvungne folk rejste sig mod Hunnerne - og hinanden. Attilas sidste overlevende søn, Ernak, førte sit folk mod sydøst og ud af Europæisk historie.

I 376 e.Kr. flygtede Goterne for Hunnerne, og de Vestlige Goter søgte tilflugt i Romerriget, men trekvart århundrede år senere besejrede de Hunnerne ved Toulouse, på de Kataloniske marker og ved floden Nedao. De må have fundet et våben eller en taktik, som kunne imødegå Hunnernes beredne bueskytter; Måske det var det frontale Gotiske kavaleri-angreb.

Jesus på loftsmosaikken i det arianske Dåbskapel i Ravenna
Jesus på loftsmosaikken i det arianske Dåbskapel i Ravenna. Det er en temmelig afslørende fremstilling af Jesus, og vi er ikke vant til at se ham som en hvalpet teen-ager. Men Theoderik og Ostrogoterne valgte at fremstille ham således, måske fordi de var Ariansk kristne, og derfor mente de at sønnen var afledt af faderen og stod under faderen.

Theoderik søn af Theudemer blev født da de Østlige Goter boede i Østrig, ikke langt fra Wien omkring år 454 e.Kr. samme år som hans onkel, kong Walamer, vandt en stor sejr over Hunnerne. Han skulle senere blive kendt som Theoderik den Store. I sin ungdom opholdt han sig ti år som gidsel ved kejser Leos hof i Konstantinopel, hvor han blev opdraget som en ung Romer af fornem familie.

Theudemer blev de Østlige Goters næste konge. Hans folk beklagede sig til ham: De var på randen af hungersnød. I næsten et århundrede havde de vandret omkring under Hunnernes herredømme, De egnede sig ikke til at dyrke jorden som fredelige bønder, sagde de og bad mindeligt deres konge lede dem frem til krig, uanset mod hvilken fjende, når blot de kunne få chancen for at forsørge sig selv ved plyndringer.

Kong Theudemer gav efter for sit folks bønner og førte dem til Balkan, som så ofte før havde haft den triste skæbne at blive plyndret af Goter. Byen Naissus og flere andre faldt i deres hænder, og kejser Leo i Konstantinopel var så foruroliget over deres sejre, at han i 474 e.Kr. tilbød Goterne at bosætte sig i Makedonien omkring byen Pella, imod at de stillede soldater til hans rådighed, når det blev nødvendigt. Kort efter at de havde bosat sig i Makedonien døde kong Theudemer, og hans tyveårige søn Theoderik blev konge af de østlige Goter.

Samme år døde også kejser Leo og blev afløst af sin svigersøn Zeno.

Imidlertid, da Ostro-Goterne ankom til det Østlige Rige, var der allerede en anden gruppe Goter, der blev anført af en Theoderik Strabo, en navnebror til Ostro Goternes konge. Den rivaliserende gruppe Goter støttede en alternativ kejser, som i to år regerede i Konstantinopel. Men Ostro-Goterne fordrev tronraneren og genindsatte Zeno på tronen.
Domagnano skatten Domagnano skatten Domagnano skatten Domagnano skatten
Domagnano skatten er en Gotisk skat fundet ved Domagnano i San Marino i slutningen af det nittende århundrede. Skatten er nu delt mellem forskellige institutioner. Hovedparten ejes af British Museum i London og Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg. Den er dateret til omkring år 500 e.Kr.
Fra venstre mod højre: Et par brocher i guld og ædelstene formet som ørne begge 12 cm. lange.
En dragtnål i guld med indsatte ædelstene formet som en cikade.
Ørenringe i guld med indsatte ædelstene - med en underpendel.
Ørenringe i guld med indsatte ædelstene - med to under-pendler - Wikipedia.

Zeno berømmede Theoderik og hans Ostro-Goter for deres loyalitet, men Theoderik stolede ikke på kejseren. Alt imens plyndrede Theoderik Strabo Thrakien med stor grusomhed. Det siges at han lod hænderne hugge af sine fanger, så de ikke igen kunne kæmpe mod ham. Zeno sendte en Romersk hær mod ham, som imidlertid blev slået. Endnu engang måtte Zeno sende bud efter Theoderiks Ostro-Goter og bede dem om at besejre Theoderik Strabos Goter, han lovede dem støtte af en stor Romersk hær. Men da Ostro-Goterne stod overfor Theoderik Strabos forskandsede hær, var der ikke nogen Romerske soldater i syne, som kejseren havde lovet. Det var åbenlyst at han havde sat dem op mod hinanden, i håb om at de to Gotiske hære ville ødelægge hinanden i et blodigt slag.

Mønt med portræt af Theoderik
Mønt udstedt af Theoderik som Theoderik Rex - konge af Italien,som han kaldte sig - med hans portræt. Han har moustace og lokket hår, men ikke direkte krøller.

Men imidlertid til kejserens skræk, Theoderik Strabos Goter og Ostro-Goterne forenede sig og marcherede mod Konstantinopel. Zeno betalte derefter Strabo en stor sum penge og gav ham løfte om privilegier imod at han brød alliancen med Ostro Goterne. Efter flere år med hårde kampe og omfattende plyndringer døde Theoderik Strabo efter et fald fra en hest. De fleste af hans mænd sluttede sig derefter til Theoderik.

Nu var gode råd dyre for Zeno, idet han nu skulle kontrollere en stor forenet Gotisk hær. Han fik da den ide at sende Theoderik og Goterne mod Italien, som i nogle år havde været regeret af Odovacar, som var en Scirii af kongligt blod, der havde arbejdet sig op til Romersk general og derefter fået magten i landet. Scirii var et gotisk talende folk, sikkert også en slags Goter.

Odovacar anerkendte i ord kejserens overhøjhed i Italien men tolererede i realiteten ingen indblanding i sin regering. På forskellige måder søgte han at opnå kejser Zenos velvilje. Han sendte den kejserlige purpurkappe og andre symbolerne på den Vestlige kejsers værdighed til Konstantinopel og beordrede statuer af kejser Zeno rejst i Rom og andre steder.

Men Zeno var ivrig efter at være den virkelige herre i Italien. I år 488 e. Kr. gav han Theoderik til opgave at invadere landet og erobre det på hans vegne. Nogle mener at det kilometerlange Gotiske vogntog med kvinder, børn, gamle og kvæg, som derefter sneglede sig op gennem Balkan, talte i hundretusinder af mennesker, i alle tilfælde var de mange.
Tre af de 22 kvindelige martyrer i Basilica of Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna
Mosaik med tre af de 22 kvindelige martyrer i Basilica of Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna, som blev bygget af Theoderik den Store i den Gotiske periode. De har alle tre blå eller grå øjne og ligner så mange Nord-Europæiske kvinder.

Først året efter stod Goterne ved bredden af floden Isonzo, som løber omkring grænsen mellem Italien og Slovenien. På den modsatte bred stod Odovacars hær, rede til at forhindre dem i at komme over. Odovacar styrker var sammensat af en broget skare af flere små stammer, hvis høvdinge foragtede at adlyde ordrer fra en overordnet, som de regnede for mindre fornem end dem selv - siger nogle. Den 28. august 489 e.Kr. trængte Goterne over floden, og Odovacar trak sig tilbage til Verona.

Efter at have givet sin hær nogle dages hvil nær ruinerne af Aquileia, brød Goterne op for at møde fjenden . Den 30. September stod det afgørende slag ved Verona. Forud for slaget lod Theoderik sig iklæde sine mest pragtfulde klæder, hjulpet af sin mor og søster. Han håbede at det ville vise, hvem han var og inspirere hans mænd. Goternes tab var meget store, men i sidste ende sejrede de på grund af kongens lederskab og eksempel.

Mosaik i St. Apollinare Nuovo kirken i Ravenna, som forestiller Theoderik den Store
Mosaik i St. apollinare Nuovo kirken i Ravenna, som forestiller Theoderik den Store - Den er restaureret som kejser Justinian, hvis navn står foroven, men portrættet forestiller med næsten fuldstændig sikkerhed Theoderik. Han har brune øjne. Her har han ingen moustache.

Sejren satte Theoderik i besiddelse af byerne Verona og Milano. Store dele af Odovacars hær overgav sig til Theoderik. Odovacar selv flygtede i forvirring med resten af sin hær og søgte ly i den uindtagelige fæstning Ravenna.

Blandt de høvdinge, som deserterede til Theoderic, var en vis Tufa, som havde haft en vigtig kommando i Odovacars hær. Det lykkedes denne mand fuldstændigt at vinde Theoderiks tillid. Han foreslog at han skulle betros en stor hærgruppe og sammen med nogle udvalgte Gotiske officerer belejre Odovacar i Ravenna. Dette blev accepteret. Men da de nåede omegnen af Ravenna deserterede Tufa tilbage til sin tidligere herre. Theoderiks officerer blev lagt i lænker og overgivet til Odovacar, som holdt dem fængslet i nogen tid og derefter dræbte dem.

De soldater, der havde sluttet sig til Theoderik, da Odovacars sag syntes håbløs, svigtede ham nu igen i tusindvis og sluttede sig til Tufa. For en tid virkede det, som om lykken var vendt, og Odovacar trods alt ville komme til at genvinde sit tabte herredømme. Goterne måtte opgive Milano og Verona, og trække sig tilbage til det nærliggende Pavia.

Men Odovacar var ude af stand til at følge op på sin succes. I modsætning til Goterne var hans tilhængere en broget skare - siges det - som ikke var holdt sammen af nationale følelser og følelsen af loyalitet mod deres leder. De begyndte snart at desertere i stort tal; og skænderierne mellem generalerne gjorde det umuligt for dem at gennemføre virkningsfulde foranstaltninger.

Gotisk guldring med smaragd fundet i Spanien
Gotisk guldring med smaragd fundet i Spanien - Los Godos Encuentro ediciones.

Med støtte af en hær af Vestlige Goter sendt af kong Alarik i Toulouse i 490 e.Kr. besejrede Goterne nu fjenden overalt i Italien, og inden længe var Odovacar indesluttet i Ravenna.

Først efter to og et halvt års belejring tvang sulten Odovacar til at tilbyde vilkår for overgivelse. Det blev bestemt, at Odovacar skulle have lov til at leve i Ravenna med titel af konge, og skulle behandles, for så vidt angik pomp og pragt, på samme måde som hans sejrherre. Den 5. Marts 493 red Theoderik ind i byen og tog det kejserlige palads i besiddelse.

Allerede ti dage efter inviterede han Odovacar til en banket i paladset. I to sidekamre ventede bevæbnede mænd, som var instrueret om at komme ud og dræbe Odovacar og hans tilhængere på et bestemt signal. Så snart Odovacar havde indtaget sit sæde, greb to soldater hans hænder, idet de foregav at bede ham om nogle tjenester. Signalet blev givet, og de bevæbnede mænd stormede ind i hallen. Men da de så, at de skulle dræbe en forsvarsløs ældre mand - Odovacar var da tres år - og ikke forsvare deres konge, lod de våbnene synke. Theoderik trak da sit eget sværd, og idet han råbte: "Således behandlede du mine venner!" kløvede han næsten Odovacar i to dele. Theoderik så med forbavselse på virkningen af sit hug og snerrede: "Den stakkel kan ikke have haft nogen knogler."

Kirken San Vitale i Ravenna
Kirken San Vitale i Ravenna blev grundlagt af Theoderik men først fuldendt efter hans død. Det er den bedst bevarede byzantinske kirke i Ravenna. Foto European traveller.

Selv om de levede blandt Romerne, blandede Goterne sig ikke med dem; de var stadig et separat folk, med deres egen lovgivning og deres egne ledere. Hæren og nationen var det samme, de officerer, som førte Goterne i krig, regerede dem i fredstid. Når en retssag opstod mellem Goter indbyrdes, blev sagen dømt efter Gotisk lov; mens sager mellem en Got og en Romer blev prøvet for en ret, hvor en Gotisk og en Romersk dommer sad sammen. En tredjedel af Italiens jord var tildelt Goterne. De var Theoderiks soldater, ordensmagt og vagter; de indfødte Italienerne fik ikke lov at komme ind i hæren.

Det romerske senat eksisterede stadig, og selv om dets magt var begrænset, udviste Theoderik altid stor respekt for det. Han brugte fortrinsvis Romere i statens administration.

Under kejserne havde korruption været et stort onde. Når blot de fik det skatteprovenu, som de ønskede fra hver provins, bekymrede de sig ikke om at embedsmændene opkrævede ekstra skat til dem selv. Men Theoderik arrangerede strengt tilsyn med skatteopkrævningen og tillod ikke korruption. Procopius skrev: "han var overordentlig omhyggelig med at observere retfærdighed, han bevarede lovene som en sikker basis."

Goterne var arianere og Italienerne var katolikker, og dette skabte en farlig spænding i samfundet, som Theoderik var meget bevidst om. Han vågede nøje over at domstolene behandlede medlemmer af alle trosretninger, katolikker, arianere og jøder, ens og fair. Han annoncerede: "Fordelene ved retfærdighed skal ikke nægtes selv for dem, der afviger fra troen"

Mosaik i Basilica Santi Cosma e Damiano
Mosaik i Basilica Santi Cosma e Damiano fra det sjette århundrede nær Forum Romanum i Rom. Motivet er Kristi genskomst. Basilikaen blev grundlagt af Theoderik den Store og pave Felix IV (527 e.Kr.) ovenpå et hedensk tempel. I midten Kristus og til højre sankt Peter, Cosmas og Kong Theodorik. Til venstre Sankt Paul, Sankt Damian og Pave Felix IV, som holder en model af kirken i hånden. Cosmas og Damian var læger og medicinernes beskyttere. Wikipedia.

De kristne kejsere havde tilladt deres undersåtter at bruge antikke templer og andre offentlige bygningsværker fra før Romernes omvendelse til kristendommen som stenbrud for materialer til deres egne bygninger. Theoderic forbød bestemt denne form for ødelæggelse. Det er almindeligt at skyde skylden på "Goterne" for ødelæggelsen af det gamle Roms monumenter; men sandheden er at vi står i gæld til en Gotisk konge for bevarelsen af mange gamle bygninger.

Gennem mange års borgerkrige og elendighed såvel i Italien som i hele den Romerske Verden havde kunsten lidt en håbløs tilbagegang. Theoderik sparede ingen omkostninger for at finde og belønne de bedste arkitekter, billedhuggere og malere, der kunne findes; og en gren af kunsten, nemlig mosaik-arbejde, kan siges at have nået sit højeste niveau i hans regeringstid.

Theoderik regerede Italien i 36 år fra 490 til hans død 526 e.Kr. Bortset fra nogle kortvarige grænsekrige mod henholdsvis Konstantinopel og Frankerne var der i alle disse år fred, fremgang og velstand.

Han havde ingen sønner, men en datter ved navn Amalaswintha, som han fik gift med en mand af oldgammelt Ostro-Gotisk blod ved navn Eutharic. Imidlertid døde han nogle år før Theoderic, men dog ikke før han havde fået en søn ved navn Athalarik, som således var ætling af Theoderik og samtidig af den gamle Ostro-Gotiske kongeslægt, Amalerne.

Da den gamle konge konge døde, blev Athalarik udråbt til ny konge, dog således at hans mor Amalaswintha skulle regere på hans vegne, indtil han blev myndig.

Ostrogotisk kongerække
De østlige Goters kongerække siden sejren over Hunnerne 454 e.Kr.

Amalaswintha selv var langt mere en Romersk end en Gotisk. Hun havde ikke glemt sit modersmål; men hun talte græsk og latin lige så godt. Hendes udvalgte venner var alle Romerne.

Cassiodorus' breve fortæller os om Amalaswinthas politik. Alle voldshandlinger begået af Goter blev nøje undersøgt, og straffet hårdt; lovene om religion blev ændret til fordel for katolikkerne; nogle tidligere konfiskerede Romerske godser blev givet tilbage til ejerfamilierne; Romerske embedsmænd blev forfremmet og belønnet; og særlige undtagelser fra beskatning blev gennemført for mange provinser. Det siges, at under hele Amalaswinthas regeringstid blev ikke en eneste Romer straffet, hverken med død eller tab af ejendom.

Hun har helt sikkert haft sin opmærksomhed stift rettet mod de religiøse modsætninger mellem arianere og katolikker, som ulmede under staten. Mange mente at hun også havde betydelig sympati for Romerne på bekostning af sine egne.

Amalaswintha holdt sin søn strengt til bøgerne, og udenfor skoletiden måtte ham tilbringe sin tid i selskab med tre aldrende Goter, "de mest intelligente og velopdragne" - hvilket betyder dem, der mest lignede Romere - som hun havde været i stand til at finde.

Amalaswintha
Ansigtsmaske af Amalaswintha, siges det - jeg ved desværre ikke, hvor den findes.

Goterne var meget imod denne boglige opdragelse af deres konge. De mente at Athalaric blev uddannet til at være en sygelig, ubrugelig bogorm, uegnet til at udholde en krigs strabadser og farer, og opdraget til at foragte sit eget folk som uvidende barbarer. En konge skulle kunne ride, fægte og skyde med bue, sagde de.

En dag skete det, at Athalaric havde gjort noget forkert, og hans mor havde slået ham. Drengen gik grædende ind til mændene, og Goterne, som gjorde tjeneste der, fik snart at vide, hvad der var i vejen. Mange vrede taler blev holdt, og det blev aftalt, at en deputation skulle sendes til dronningen for at fremlægge deres sag.

Procopius fortæller: "Og alle de vigtigste mænd blandt dem samledes, og trådte frem for Amalasuntha og klagede over at deres konge ikke blev uddannet korrekt set ud fra deres synspunkt eller til sin egen fordel. Fordi breve, sagde de, er langt fra mandighed, og undervisning af gamle mænd resulterer for det meste i en fej og underdanig ånd. Derfor, den mand som bør vise dristighed i noget arbejde, og være stor i anseelse bør være fri for den frygtsomhed, som lærerne inspirerer, og begynde at uddanne sig i våbenbrug. De tilføjede, at selv Theoderic ville aldrig tillade nogen af Goterne at sende deres børn i skole; for han plejede at sige til dem alle, at hvis frygten for remmen en gang kom over dem, ville de aldrig få modet til foragte sværd eller spyd. Og de bad hende om at overveje, at hendes far Theoderic, før han døde, var blevet herre over hele dette territorium og havde tilegnet sig et kongerige, der ikke var hans efter nogen slags ret, selvom han ikke havde så meget som hørt om bogstaver. "Derfor, o dronning," sagde de, "send disse vejledere bort nu, og giv nogle mænd af hans egen alder til Atalaric til at være hans kammerater, som kan gennemleve ungdoms-perioden med ham og dermed give ham en impuls mod den overlegenhed, som er i overensstemmelse med barbarisk skik.""

Amalaswintha vidste at hun ikke kunne afvise dem. Hun svarede bittert at de kunne få det, som de ønskede.

Theoderik den Stores maosoleum i Ravenna
Theoderik den Stores maosoleum i Ravenna - Los Godos Encuentro ediciones.

Men hendes indrømmelse gavnede hende intet. De Gotiske stormænds fortsatte uforskammethed blev en byrde i hendes liv. Hendes ordrer blev sjældent adlydt.

Oppositionen mod Amalaswintha regering blev ledet af tre Gotiske adelige, der var så stærke og indflydelsesrige, at hun følte, at hvis hun blot kunne skaffe sig af med dem, så ville hun kunne regere riget, som hun ønskede. Det lykkedes hende at sende disse tre mænd til forskellige dele af landet under påskud af at betro dem forsvaret af grænserne, og der fik hun dem alle myrdet.

Athalaric blev aldrig en rigtig Gotisk konge. Han døde i 534 e.Kr. - omkring 16 år gammel - af overforbrug, druk eller overflod, som det siges. Måske var den unge mand overvægtig.

Hans mor, som nu var måske 35-45 år gammel, fortsatte med at regere riget i sit eget navn, men hun følte, at hendes stilling var uholdbar. Goterne havde modvilligt accepteret en kvindelig regent på kongens vegne; der var kun lidt håb om, at de ville tolerere noget så uhørt som en kvindelig øverste hersker. Derfor besluttede hun at invitere sin fætter Theodahad, søn af Theoderiks søster Amalafrida, til at deltage i regeringen, dog således at det var hende, som traf vigtige afgørelser. Theodahad og Amalaswintha blev derefter højtideligt proklameret som konge og dronning af Italien.

Gotisk bæltespænde fundet i Italien
Gotisk bæltespænde fundet i ved Landriano nær Pavia i Italien.

Theodahad var en mand lidt oppe i årene, i høj grad kendt for sin lærdom, fortrolig med latinsk litteratur, Platons skrifter og det hellige Skrift. Desværre var han endnu mere kendt for sin fejhed og griskhed. Næsten al jord i provinsen Toscana tilhørte ham, og han var altid intrigant for at skaffe sig mere jord. Mere end én gang måtte Theoderik tvinge ham til at give tilbage, hvad han uretmæssigt havde tilegnet sig.

I 534 e.Kr. søgte en kejserlig udsending fra Konstantinopel at problematisere forholdet til Goterne i Italien. Amalaswintha svarede ham: "Oh kejser, dette bringer os til at tænke på at da du ønskede at føre krig mod Vandalerne, ikke blot undlod vi at hindre dig deri, men vi gav dig omhyggeligt fri passage mod fjenden og stillede et marked til din rådighed, hvor du kunne købe alle de uundværlige forsyninger, især de mange heste, som din endelige sejr over fjenden hovedsagelig skyldtes."

Jesus ved Geneserat Sø
Mosaik i Basilica of Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna, som forestiller Jesus ved Geneserat Sø. Vi er ikke vant til at se en så ungdommelig, ja faktisk barnlig Jesus. Goterne var ariansk kristne, og for dem var Sønnen afledt af Faderen og havde sin kraft fra Ham. Og vi kan tænke at en sådan barnlig Jesus repræsenterer netop en søn.

Den unge general Belisarius erobrede Afrika fra Vandalerne for kejseren i 533-534 e. Kr. Objektivt set var det ikke klogt af Amalaswintha at støtte kejseren i denne krig; eftertiden viste at med erobringen af denne rige provins fik kejseren et meget betydeligt øget skatteprovenu, som gav ham mulighed for at betale de hære, som han senere skulle sende mod netop Goterne i Italien.

For en tid virkede det, som om Amalaswintha havde opnået, hvad hun ville. Oppositionen blandt Goterne var skræmt ved mordene på de tre stormænd, og hun regerede Italien som en absolut monark. Men hendes triumf varede ikke længe. Theodahad hadede sin kusine inderligt, og efter kun få uger som konge allierede han sig åbenlyst med Amalaswinthas fjender, det vil sige pårørende og tilhængerne af de tre myrdede stormænd. De mænd, der havde udført mordene blev henrettet, og dronningen blev fængslet på en ø i søen Bolsena, omkring 90 kilometer nord for Rom.

I hemmelighed havde Theodahad allerede indledt forhandlinger med Konstantinopel om prisen for at overlade Toscana til kejseren.

Syd Vest Europa omkring 525 e.Kr.
Syd Vest Europa omkring 525 e.Kr.

Efter kort tid skaffede ovefalds-mænd sig adgang til slottet på øen i søen, hvor de kvalte den fængslede dronning i hendes bad. Det skete i 534 eller 535 e.Kr, og da havde hun regeret Italien i omkring ni år. De fleste antager at Theodahad stod bag, men mordet blev aldrig opklaret.

Det økonomisk blomstrende Italien under Theoderik og Amalaswintha, var en stadig øget fristelse for udenlandske magter. Kejseren i Konstantinopel, Goternes arvefjender Gepiderne, Frankerne, Langobarderne og Burgunderne i nord ønskede alle at få del i Italien rigdomme. Det tiltagende kaos i Goternes ledelse åbnede en mulighed.

Kejser Justinian havde efter alt at dømme ingen andel i dronningens død, men den gav ham en længe ventet undskyldning for en erobringskrig mod Goterne. Ved at erklære sig som hævneren af Theoderiks myrdede datter kunne han få sympati ikke alene fra alle Romere i Italien, men også fra mange Goter, som afskyede Theodahad som en fej forrædder. Desuden var krisen i den Gotiske ledelse med en uduelig konge en uforlignelig chance.

I år 535 e. Kr. erklærede Justinian en krig, som han svor skulle fortsætte, indtil den Gotiske magt i Italien var udslettet. Han holdt sit løfte; men kampen blev hårdere og længere end han havde drømt om. Først efter tyve års krig og ødelæggelse nåede han sit mål, og da var det førhen så rige og blomstrende Italien ødelagt, affolket og raseret.

Gotisk dragtnål fundet i Italien
Gotisk dragtnål fra det 6. århundrede e.Kr. lavet af guld og indlagt med emalje, granat og smaragher fundet i Italien - Los Godos Encuentro ediciones.

Kejseren sendte straks brev til Frankerne: "Goterne har med magt grebet Italien, som var vort. Ikke blot nægter de absolut at give det tilbage, men har begået yderligere uretfærdigheder imod os, som er uudholdelige og overskrider alle grænser. Af denne grund har vi været tvunget til at gå i krig mod dem, og det er passende, at I skal slutte jer til os i at føre denne krig, - ikke kun på grund af den ortodokse tro, som afviser Arians udtalelser, men også på grund af det fjendskab vi begge føler mod Goterne." Samtidig sendte han en stor sum penge og lovede at sende flere.

Samtidig betalte kejseren Goternes arvefjender, Gepiderne, for at angribe de Gotiske områder øst for Adriaterhavet.

Basilica of Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna
Theoderik den Store lod bygge Basilica of Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna, oprindeligt indviet til "Kristus forløseren", hvilken må betyde den arianske Kristus. Efter Goternes nederlag lod kejser Justinian kirkens dekoration ændre for at udslette alle spor af Goternes og deres arianske tro, og kirken blev omdøbt til Sanctus Martinus in Coelo Aureo - wikipedia.

Kejser Justinians berømte general Belisarius, som netop havde besejret Vandalerne i Afrika, gik i land på Sicilien med en lille, men meget erfaren og veltrænet hær. Vi skal ikke tro at soldaterne var Romere, de fleste var formentligt alle slags barbarer. Det vides at der var både Hunner, Arabere, Heruler og Massagetes fra Central-Asien i hans hær.

Cantana, Syrakus og de fleste andre Sicilianske byer overgav sig uden sværdslag. Palermo var imidlertid stærkt befæstet og blev holdt af en vigtig Gotisk garnison. Belisarius opfordrede Goterne at overgive sig, men i tillid til styrken af byens mure afviste de hans krav. Men alligevel overgav de sig efter få uger, hvilket ikke kan forklares. Goterne tilgav aldrig Sicilianere for deres utaknemmelighed ved så begejstret at modtage nye herskere.

Belisarius' hær var ikke særlig stor, men alligevel gik det ikke Goterne godt i begyndelsen af krigen. Der er ingen tvivl om at fjendernes indledende success meget skyldtes den hjælpeløse og svage kong Theodahad og kaos i Goternes ledelse.

Portræt af Theodahad på mønt
Portræt af Ostro-Goten Theodahad på mønt udstedt i Rom. Han havde moustache, og hans hår var ikke lokket eller krøllet. Måske var det mest Visi-Goterne, som var kendetegnet ved lokket eller krøllet hår. Det vil i så fald vise at de var en gruppe af nært beslægtede.

Theodahad frygtede at finde sig selv i dødelig fare i spidsen for en Gotisk hær, udsat for fjendernes våben. Han forhandlede allerede med kejserens agenter om betingelserne for en fred, som inkluderede anerkendelse af kejserens overhøjhed i Italien, Goternes pligt til at levere soldater til den kejserlige hær, ingen senatorer eller katolske gejstelige skulle kunne straffes uden kejserens godkendelse samt penge til Theodahad selv.

I April 536 e.Kr. krydsede Belisarius Messina Strædet og gik i land i Reggio uden at møde modstand. Han blev budt velkommen af Ebermund, som var Theodahads svigersøn og havde fået overdraget ledelsen af forsvaret for den sydlige kyst. Ebermund gik over til fjenden med alle sine tilhængere og blev belønnet af kejseren med penge og mange hæderbevisninger.

Uden videre modstand trængte den kejserlige hær frem til Neapel, hvor de fandt en stærk befæstning og en talrig Gotisk garnision. Belisarius afbrød viadukten med vand fra bjergene og indledte en belejring, men byen havde rigeligt med vand fra brønde indenfor murene, og kunne således forventes at holde ud længe.

De belejrede sendte bud til deres konge, Theodahad, og anmodede om hjælp og undsætning. Men Theodahad foretog sig intet, han var jo allerede ved at forhandle om overgivelse.

Belisarius var på nippet til at opgive belejringen af Neapel, da en af hans mænd, en Massagete ved navn Paucaris, ved et tilfælde fandt en snæver tunnel gennem en klippe, som havde ledt viaduktens vand ind i byen. I stilhed udvidede de tunnelen indtil en mand i rustning netop kunne klemme sig igennem. En frivillig styrke på 600 mand krøb gennem tunnellen og angreb forsvarerne på bymuren bagfra. Goterne og byens jødiske mænd kæmpede desperat, men kampen endte med at byen faldt i Belisarius' hænder. I de første dage dræbte erobrerne alle indbyggere, som de kom over, mænd kvinder og børn, fordi de have modsat sig kejserens befaling.

Jesus på mosaik i Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna
Jesus, forløseren, på mosaik i kirken Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna - Som vi kan se en meget ungdommelig for ikke at sige barnlig Jesus, som må have været i overensstemmelse med den arianske kristendom.

Mens disse begivenheder fandt sted, havde Goterne i nærheden af Rom tålmodigt ventet på at Theodahad skulle tage foranstaltninger til forsvar. Deres loyalitet over for deres konge havde en sådan mærkelige magt, at det var ikke før Napoli var faldet, og Justinian heredømme blev proklameret kun 75 kilometer fra Rom, at de kunne få sig selv til at tro, at deres konge var en forræder. Men nu, da alt dette var sket, og Theodahad stadig var passiv, kunne de ikke længere tvivle.

Et nationalt råd blev indkaldt på et sted kaldet Regeta omkring 60 km. syd for Rom. Lederne fremlagde deres grunde til at klage over kongen, og spurgte forsamlingen, hvad der var deres vilje. "Ned med Theodahad!" var den enstemmige råb. Som ny konge valgte de Witigis, en mand af ydmyg oprindelse, som de mente var den bedste militære leder, de havde.

Da Theodahad hørte om dette, begav han sig øjeblikkelig på vej til Ravenna i stor fart for at søge sikkerhed der. Men kong Witigis sendte en mand ved navn Optaris efter ham med ordre om at bringe ham tilbage, død eller levende. Denne Optaris hadede Theodahad, fordi han engang havde forhindret ham i ægte en kvinde, som han elskede. En smuk og velhavende ung kvinde var blevet lovet til ham i ægteskab, men påvirket af bestikkelse havde kongen tvunget hende til at gifte sig med en anden. Optahari anførte forfølgelsen af flygtningen, og ved at ride nat og dag lykkedes det at gribe ham, før han nåede Ravenna. Den elendige konge blev smidt på ryggen på jorden og dræbt. Procopius skrev: "Og han overhalede ham, mens han stadig på vej, lagde ham på ryggen på jorden, og dræbte ham som var han et offer til guderne."

Gotiske garnisioner i Italien under den krigen mod Konstantinopel
Gotiske militære installationer under den Gotiske krig 535-555 e.Kr. - Fra Los Godos Encuentro ediciones.

Kong Witigis var en ærlig og tapper mand, men det skulle vise sig at han var af en ængstelig natur og ikke helt havde overblik over krigens store linier. Han forklarede en forsamling i Rom at hovedparten af hæren skulle begive sig til Ravenna. Man skulle efterlade en garnison i Rom på fire tusinde mand. Årsagen var at han ikke ønskede at udkæmpe en tofronts-krig. Først ville han slutte fred med Frankerne, og derefter ville han konfrontere Belisarius. Goterne følte sig skuffede, men de adlød den konge, som de selv havde valgt. Det skulle imidlertid vise sig at være en meget dårlig beslutning.

En modig og dygtig officer ved navn Leudahari fik kommandoen over de fire tusinde garnisons-tropper i Rom, og derefter marcherede hele hæren til Ravenna.

Witigis sluttede fred med Frankerne ved at give dem de Gotiske områder i Gallien samt to tusinde pund guld. Frankerne lovede at sende deres vassaller Alemanerne og Burgunderne for at kæmpe på Goternes side.

I Rom havde Pave Silverius og senatorerne hørt om den triste skæbne, der havde ramt Napoli på grund af byens modstand mod den kejserlige hær, og fast besluttet på at redde Rom fra lignende ulykker ved rettidig overgivelse sendte de bud til Belisarius og opfordrede ham til at komme til Rom, og de lovede, at portene skulle være åbne ved hans ankomst. Belisarius spildte ikke tiden og drog omgående mod Rom.

Da Romerne fortalte Leudahari og hans fire tusinde Goter, hvad de havde gjort, nægtede soldaterne at kæmpe. Medens Belisarius og hans hær i december 536 e.Kr marcherede ind i Rom gennem den sydlige port, marcherede fire tusinde Goter samtidig ud gennem den nordlige port. Kun Leudahari blev tilbage og lod sig tage til fange af Belisarius.

Belisarius sendte en del af sin hær, som inkluderede de Asiatiske Massagetes, mod nord for at indtage byerne i Toscana, som Theodahad havde lovet kejseren til gengæld for et liv i Konstantinopel. Narnia, Spolitium, Perusia og en række andre byer overgav sig villigt og uden sværdslag.

Kejser Justinian 1.
Kejser Justinian 1. på mosaik i kirken San Vitale i Ravenna - Justinian regerede i Konstantinopel 527-565. Han søgte at genskabe det oprindelige Romerrige ved erobre Afrika og Italien tilbage til Imperiet. Han sendte også tropper til Spanien og det sydlige Gallien, men uden nævneværdig succes. Derved engagerede han sig i en bekostelig og opslidende krig mod Goterne i Italien, som kom til koste Imperiet nederlag på den østlige front mod Perserne. -Wikipedia.

Da Witigis nu havde sluttet fred med Frankerne i nord og samlet en meget stor hær ved Ravenna, rykkede han mod syd og indesluttede Rom. Balisarius havde ikke soldater nok til at bemande hele Roms bymur, som var 21 kilometer i omkreds, og derfor udskrev han alle våbenføre mænd i byen til bevogtning af murene. Da Goterne så dette, råbte de til Romerne på muren: "Hvilken galskab har grebet jer, oh Romerne! - at I har udskiftet jeres tapre beskyttere med en håndfuld elendige grækere, der aldrig vil være i stand til at forsvare jer. Hvad har Grækenland nogensinde sendt til Italien andet end skuespillere og tyve". Ingen svarede med et ord.

Goterne nedbrød viadukterne og omgav Rom med en række befæstede lejre. Imidlertid havde Romerne stadig vand, da Tiberen flød igennem byen. Witigis prøvede alt, angreb med rambukke, kastemaskiner og stiger, angreb gennem tunneller, forsøg på give vagter på muren vin med sovemiddel, afledningesangreb og efterfølgende angreb på modsat side af byen, adskillige deputationer prøvede at få de indesluttede til at overgive sig, men alt forgæves. Belisarius styrke blev dog efterhånden halveret og folk i byen sultede.

Medens Goterne var optaget af belejringen af Rom, var deres ejendomme, kvinder og børn ubeskyttede. Skarer af banditter, anført af røverhøvdingen John, raserede landet. Røveren John var også sendt af kejseren. Til sidst gav de op, satte ild til deres lejre og forlod Roms mure. Belejringen havde da varet et år og ni dage, og Goterne kom ikke igennem.

Gotiske armringe af guld og ædle stene fundet i Spanien
Gotiske armringe af guld og ædle stene fundet i Spanien - Los Godos Encuentro ediciones.

Goterne belejrede dernæst Rimini. For at undgå den triste skæbne, som havde overgået indbyggerne i Neapel, inviterede Milans borgere alt imens kejserens hær til at overtage deres by på samme måde, som Romerne tidligere havde gjort. Belisarius sendte en afdeling på tusind mand for at tage byen i besiddelse. Witigis blev rasende, da han hørte om Milanesernes forræderi og sendte sin nevø Uraias med en stor afdeling af sin hær; han beordrede at når byen var taget, skulle der ikke vises barmhjertighed over for forræderne. Uraias fik følgeskab af ti tusind Burgunder.

Netop på dette tidspunkt, sommeren 538 e.Kr. landede en ny kejserlig hær ved Ancona syd for San Marino under kommando af eunukken Narses, kejserens kammerherre. Sagen var at kejseren var begyndt at frygte Belisarius' success. Han havde givet Narses besked på at tage imod ordrer fra Belisarius - men dog kun hvis ordren var gavnlig for staten! Disse modstridende ordrer førte til organisatorisk kaos i den kejserlige hær. Det lykkedes dem at undsætte Rimini, men Milan blev generobret af Goterne. Som straf for Milanesernes forrædderi ødelagde de byen, dræbte alle mændene og gav kvinderne til Burgunderne. Ved denne nyhed skyndte alle de omkringliggende byer sig at forsikre Goterne om deres troskab.

Ved slutningen af 539 e.Kr var stillingen den at de kejserlige tropper beherskede hele Syd Italien indtil floden Po, dog undtagen Ravenna, hvor Witigis havde forskanset sig med en stor Gotisk hær. Området nord for Po omkring Milano, som idag kaldes Lombardiet, var behersket af Goterne.

Konstantin præsiderer over synoden i Nicæa
Konstantin præsiderer over synoden i Nicæa i 325 e.Kr. Synoden besluttede en lang række praktiske ting om udnævnelser af biskopper, det rette tidspunkt for påsken etc. De vedtog også den rette forståelse af forholdet mellem Gud og Jesus, og dermed fordømte de Arius og hans tro på at sønnen er afledt af Faderen, og står under ham. Det er Arius, som ligger nede i kælderen. Kun to deputerede stemte for Arius, og de blev begge forvist til en fjern provins sammen med Arius selv. Som Procopius skrev var næsten alle Germanske folkevandringsfolk Arianere. Det må have forekommet dem mest naturligt at der var orden i sagerne, også i Himlen, og der var nogen, som bestemte. Frankerne forblev dog hedninger temmelig længe, og de var kloge nok til at se fordelene ved at lade sig omvende til den katolske kristendom. - Jeg kender desværre ikke oprindelsen til dette billede, men det ser ud til at være græsk.

Procopius var sekretær for Belisarius og således selv til stede i Italien; han skrev om de skrækkelige scener, som han var øjenvidne til: "Og ikke mindst Toscanerne blev angrebet af hungersnød af samme grund; og mange af dem som levede i bjergene spiste brød lavet af agern på egetræerne, som de malede ligesom korn. Den naturlige resultat af alt dette var at de fleste af disse mennesker blev ofre for alle mulige sygdomme, og det var kun et par stykker, der skilte sig ud og kom sig. Faktisk siges det, at blandt de romerske landmænd i Picenum omkom ikke mindre end halvtreds tusind personer af hungersnød, og rigtig mange flere nord for den Ioniske bugt."

"Jeg vil nu fortælle om den udseende, som de fik, og på hvilken måde, de døde, for jeg var et øjenvidne. Først blev de alle magre og blege; for kødet blev dårligt forsynet med næring, som efter det gamle ordsprog "tog fat på sig selv", og galden, som nu beherskede deres krop på grund af dens overskud, lånte dem næsten sin egen fremtoning. Og efterhånden som sygdommen udviklede sig forsvandt al fugtighed fra dem, og huden blev meget tør, så den lignede læder mere end noget andet, hvilket gav den udseende af at være fastgjort til knoglerne. Og da de ændrede udseende fra en gusten til en sort farve, kom de til at ligne fakler, som er grundigt afbrændt. Og deres ansigter havde altid et udtryk for forbløffelse, mens de altid havde en frygtelig slags vanvittige stirren. Og de døde, nogle på grund af mangel på mad, og andre også ved at mætte sig for meget med den. For da alle den varme, som naturen havde antændt inden i dem, var døet bort, når nogen madede dem til mæthed, og ikke lidt efter lidt, ligesom nyfødte spædbørn, blev resultatet at de, da de endnu var ude af stand til at fordøje føden, døde langt hurtigere."

Procopios fortsatte: "Og de fleste af mennesker blev så overvældede af deres sult, at hvis de fandt en smule af græs nogen steds, ville de skynde sig til det med stor iver, og knælende ville de forsøge at trække det op fra jorden. Derefter ville de finde sig selv ude af stand til at gøre det, og fordi alle kræfter havde forladt dem, ville de falde på ned græsset og deres udstrakte hånd og dø." Ligene lå ubegravede, men fuglene rørte dem ikke, for der var intet kød på knoglerne.

Kongens nevø, Uraias, Milanos erobrer, begav sig på vej mod nord med fire tusinde mænd for at angribe Ravennas belejrerne, men næsten alle hans soldater deserterede, og han blev tvunget til at vende tilbage til Ligurien og overlade Ravenna til sin skæbne.

Da ankom ambassadører fra kejser Justinian, der var bemyndigede til at tilbyde Goterne en liberal freds-slutning. Witigis skulle forblive konge af landet nord for Po, og beholde halvdelen den kongelige skat. Goterne var tilfreds med forslaget, men de havde mistanke om at det kunne være en fælde, og derfor nægtede de at acceptere det, medmindre Belisarius ville forsikre dem skriftligt, at han betragtede sig bundet af denne traktat.

Gotisk kors fundet i Spanien Gotisk bæltespænde af sølv fundet i Italien
Til venstre: Gotisk kors fundet i Spanien.
Til højre: Gotisk bæltespænde af sølv fundet i Italien - Los Godos Encuentro ediciones.

Ganske kort tid efter besluttede Goternes råd at tilbyde kongeriget Italien til Belisarius selv. Budbringerne, der bragte dette forslag til Belisarius, bragte også et brev fra Witigis, hvori han erklærede at han var træt af sin kongemagt og bønfaldt sin sejrherre om at give efter for Goternes ønske.

Belisarius lod som om han accepterede forslaget. Sammen med de Gotiske ambassadører holdt han sit indtog i Ravenna med sine mænd, samtidig ankom Romerske fødevare forsyninger, som blev uddelt til den sultende befolkning i byen.

Da de Gotiske kvinder så de lavstammede, usselt udseende mænd, der fulgte Belisarius, overfaldt de deres egne mænd med hån og spot, og endog spyttede dem i ansigtet, for at de havde ladet sig besejre af sådanne fjender.

Men da det kom til stykket afviste Belisarius at blive konge af Italien; istedet drog han til Konstantinopel med Goternes skatte samt kong Witigis og hans dronning Mataswintha, som var Amalaswinthas datter og Theoderiks barnebarn.

Mosaik i kirken Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna
Mosaik i kirken Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna. Det forestiller måske Jesus' trone, som venter på hans genkomst. Under det Gotiske styre blomstrede Ravenna som aldrig før, og mosaik-kunsten nåedede alle tiders højdepunkt.

Derefter henvendte Goterne sig til Uraias og tilbød ham at blive konge. Han afslog tilbuddet med henvisning til at han var nevø af så uheldig en hersker som Witigis, og derfor ville han ikke kunne opnå hærens tillid. Han anbefalede i stedet Hildibad, der var nevø af Theudis, konge af de Vestlige Goter. Hildibad accepterede, og han førte Goterne til sejr over de rivaliserende Romerske generaler, der nu var uden en øverstbefalende. Men han regerede ikke længe. En dag, da kongen sad tilbagelænet ved middagsbordet sammen med alle sine vigtige adelsmænd, kom en Gepide soldat, som havde en privat anliggende at hævne, bag om ham og huggede hans hoved af med sit brede sværd.

Derefter valgte de en konge ved navn Erarik, som tilhørte Rugierne, der var en undergruppe af Goterne i Italien. Men efter at Erarik havde været på tronen tre eller fire måneder og intet havde foretaget sig mod Romerne, blev Goterne utålmodige og sendte en deputation for at tilbyde kronen til Hildibads nevø, Totila, som var en ung mand på 25 år. Han svarede deputationen at hvis Erarik blev dræbt før en fastsat dato, var han villig til at blive Goterne konge. Ganske rigtigt, Erarik blev kort efter myrdet, og Totila blev udråbt til konge.

Gotisk bæltespænde fra Italien eller Spanien
Gotisk bæltespænde fra Italien eller Spanien.

Kejser Justinian havde ikke udnævnt nogen øverstbefalende i Italien efter Belisarius, og de 11 uafhængige kejserlige generaler havde svært ved at enes. De blev dog enige om et angreb på Verona, som imidlertid sørgeligt mislykkedes, Romerne flygtede derefter mod syd, forfulgt af Totilla i spidsen for Goterne, som sejrede i flere slag. Tortilla erobrede den ene by efter den anden, og i 542 e.Kr. stod han foran Neapels mure. Justinian sendte en undsætningsstyrke, som imidlertid også blev slået, og dens lænkede leder, Demetrius, blev udstillet foran byens mure. Efter nogle uger havde sulten gjort sit arbejde, og byporten blev åbnet.

I 544 e.Kr. sendte kejseren Belisarius tilbage til Italien for at tage kommandoen over de kejserlige hære der. Han skulle forblive i Italien de næste fem år, og da han omsider vendte tilbage Konstantinopel var det med bevidstheden om fiasko: den Gotiske magt var stadig ubrudt.

Rom blev endnu en gang udsat for en belejrings elendighed. Lederen af kejserens garnison var Bessa, en Thrakisk Goth, som tidligere havde vist sig som en modig soldat, men hvis hårdhjertede griskhed nu var tilføjet de uheldige Romernes lidelser. Under belejringen berigede han sig ved at sælge sit store forråd af fødevarer til de byens sultende indbyggere til uhyrlige priser.
Pendler fra Domagnano skatten Pendler fra Domagnano skatten Pendel fra Domagnano skatten
Pendler af guld fra Domagnano skatten, som er en Gotisk skat fra omkring år 500 e.Kr. fundet ved Domagnano i San Marino - Wikipedia.

Til sidst ankom dog en kejserlig undsætningsstyrke ledet af Belisarius til den Romerske havneby Ostia. Men det Romerske angreb brød sammen på grund af dårlig koordinering med styrkerne i byen, og Belisarius trak sig tilbage til havnebyen. I mellemtiden i december 546 e.Kr åbnedes en af Roms porte af fire vagter, som samarbejdede med Totilla, og Rom var igen i Goternes hænder. De fandt at størstedelen af indbyggerne havde forladt byen, måske frygtede de at lide samme skæbne som Milans borgere. Totilla lod store dele af bymuren ødelægge, men opgav tilsyneladende at lade hele muren nedrive. Måske var det hårdt og langvarigt arbejde at ødelægge 21 km. bymur.

Men af grunde, som ikke står helt klare, fandt han det nødvendigt at marchere mod Ravenna med alle sine stridskræfter, og Rom blev efterladt ubevogtet. Da Belisarius erfarede dette, drog han straks ind i Rom og tog den igen i besiddelse i kejserens navn. Selvfølgelig var der ikke tid til at genopbygge murene, men ved at sætte mænd til at arbejde dag og nat, lykkedes det ham inden for tre uger at opføre palisadeværker de steder, hvor Totila havde ødelagt de oprindelige bymure. Indbyggerne strømmede tilbage til byen, som endnu engang genvandt noget af sit tidligere udseende.

Belisarius forlader Rom
Belisarius forlader Rom. "Sortie of Belisarius from Rome" 19. århundrede illustration af H. Vogel.

Da Totila hørte, hvad der var sket, marcherede han i hast med hele sin hær til Rom. Belisarius havde endnu ikke havde været i stand til at opsætte nye porte i stedet for dem, der var blevet ødelagt. Efter tre rasende forsøg på at tage portene med storm blev Goterne tvunget til at opgive. Som Procopius skriver: "Hidtil havde Goterne næsten tilbedt deres unge konge som en gud; men nu bebrejdede de ham vredt at han ikke enten havde destrueret Rom ellers besat den selv." Det var meget den samme fejl, som Witigis gjorde. "De gjorde ikke oprør imod Totila: en af deres nationale dyder var trofasthed mod deres valgte ledere, selv i modgang. Men deres tillid til hans visdom og lykke var rystet," skrev Procopius.

Men Belisarius vurderede alligevel situationen som håbløs og anmodede kejseren om tilladelse til at vende tilbage til Konstantinopel. I 549 e.Kr forlod han Italien for aldrig mere at vende tilbage.

Kort efter faldt Rom igen i Goternes hænder, også denne gang ved at kejserlige soldater samarbejdede med Totilla. Goterne simulerede et angreb nær Tiberen, og garnisionen ilede derhen, men i mellemtiden åbnede fire Romerske soldater en port i modsat side af byen, og Goterne strømmede ind. De kejserlige soldater overgav sig hurtigt og lod sig indrullere i Goternes hær.

Gotisk guldkors fundet i Spanien
Gotisk guldkors fundet i Spanien - Los Godos Encuentro ediciones.

Totila brugte to år på at plyndre Sicilien som straf for indbyggernes tidligere troløshed. Han erobrede øerne Sardinien og Korsika og foretog sejrrige invasioner af kejserens domæner i Grækenland.

Men midt i alle disse sejre trak mørke skyer op i horisonten. Kejseren afsluttede krigen mod Perserne og fik nu frie hænder mod Goterne. Den katolske pave Vigilius rejste til Konstantinopel og opfordrede indtrængende kejser Justinian til at generobre Italien fra de arianske kættere. Som svar på katolikkernes bønner forberedte Justinian en ny ekspedition, som han lagde under kommando af sin nevø Germanus. En af grundene til at Goterne fandt denne nyhed så foruroligende var, at Germanus var gift med deres egen Gotiske prinsesse Mataswintha, idet hendes mand, Witigis, i mellemtiden var død. Hun ville ledsage sin nye mand til Italien. Prinsesse Mataswintha var Amalaswinthas datter og Theoderiks barnebarn, og kendt for at beundre alt Romersk og foragte sine egne i endnu højere grad end hendes mor og hendes onkel Theodahad havde gjort.

Til alles overraskelse bevilligede Justinian enorme summer til støtte for ekspeditionen, og også Germanus selv bidrog ud af sin private formue. Den høje løn, der blev tilbudt, fristede mange Gepider, Heruler, Langobarder og andre barbarer til at lade sig hverve under Germanus, således at den hær, som nu truede Goterne i Italien, var langt den mest formidable, som kejseren nogensinde havde sendt imod dem.

Men det var ikke Germanus' skæbne at han skulle erobre Italien. Han blev syg og døde, før han havde krydset Adriaterhavet. Justinian udnævnte istedet eunukken Narses til øverstbefalende for ekspeditionen; han var nu 75 år gammel, siges det, svag i sin krop, men klar i tanken.

Narses accepterede opgaven på én betingelse: Han måtte have ubegrænsede forsyninger af penge, så han kunne rejse en hær af helt overvældende styrke - selv hæren, som allerede var samlet under Germanus, forekom ham utilstrækkelig.

Narses' anmodning blev imødekommet, og inden længe var han på vej mod Italien i spidsen for den mægtigste hær, som nogensinde havde tjent under Justinians banner. Den talte soldater fra mange barbariske folkeslag. Selv det fjerne Persien var repræsenteret af en stor mængde desertører, der tjente under et barnebarn af den Persiske konge.

Gualdo Tadino
Slaget ved Gualdo Tadino kaldes også for slaget ved de Galliske Gravmæler - Wikipedia.

Den kejserlige hær ankom til Ravenna uden at have mødt synderlig modstand. Her hvilede den i ni dage. Narses modtog et brev fra Usdrila, lederen af den Gotiske garnison i det nærliggende Ariminum, som hånligt spurgte om Romerne havde til hensigt at skjule sig bag stenmure, og udfordrede dem til at komme ud og kæmpe som mænd. I en træfning på broen over floden Marecchia blev Usdrila dræbt, og hans hoved blev båret ind i den Romerske lejr.

Hærene mødtes i Juni 552 e.Kr. nær den lille by Taginae (Tadino), hvor Totilla havde slået lejr med sin hær.

Goterne var ved at miste modet ved synet en sådan overmagt, men Totilla opmuntrede sine mænd: "Soldater," sagde han, "dette er vores sidste kamp. Hvis vi vinder denne kamp, er Justinians magt knust, og vor frihed er sikret. Vis jer som mænd denne dag, for imorgen vil det være for sent. - Skån hverken jeres heste eller jeres våben, for hvad enten det bliver sejr eller nederlag, vil I aldrig mere få brug for dem. Husk, at der er kun sikkerhed gennem sejr, at flygte er at søge ødelæggelse. Lad ikke de mange fjender forfærde jer; Vi er en nation, som kæmper for vor frihed, for vort land og for alt, hvad der gør livet dyrebart; de er et sammenrend af lejesvende, Hunner og Heruler, og folk af alle racer og tungemål, splittet af gammelt nag og kun bundet sammen af en fælles interesse, nemlig deres løn."

Den kejserlige hær var afventende, de ønskede at Goterne skulle angribe først. Totilla brugte flere timer til at ride fronten af, fordi han stadig afventede ankomsten af sin svoger Teja med en gruppe på nogle tusinde ryttere. Da de var ankommet, skiftede han hest og var klar til kamp.

Selv om Narses havde fordelen af numerisk overlegenhed, opstillede han sin hær i en stærk defensiv position. I center var et stort antal barbariske lejetropper opstillet i en tæt falanks med de egentlige byzantinske tropper på hver side. På hver fløj placerede han 4.000 bueskytter. Han havde kun 1.500 kavalerister, hvoraf en tredjedel skulle tage sig af egne desertører, og to tredjedele var reserveret til at angribe det Gotiske kavaleri bagfra.

Tejas død i slaget ved Mons Lactarius
Tejas død i slaget ved Mons Lactarius - Slaget fandt sted på de sydlige skråninger af Vesuv i 552 eller 553 e.Kr. Goterne havde forskandset sig på Vesuvs skråning, hvor de var sikre mod angreb, men de havde ikke mad, og til sidst besluttede de sig til at foretage et overraskelsesangreb. Det kom så uventet, at den Romerske hær ikke havde tid til at indtage deres sædvanlige formation. Goterne havde efterladt deres heste og angreb til fods. I denne kamp var der ikke plads til taktik, det var en ren prøve på personligt styrke, tapperhed og dygtighed. Kong Teja anførte angrebet, og han blev målet for fjendens spyd og pile. Teja stod dækket af sit skjold. På et tidspunkt stak tolv spyd i skjoldet, og han fandt at han ikke kunne bevæge sig let. Han bad om et nyt skjold. Det blev bragt til ham, men i det øjeblik, hvor han udskiftede det gamle med det ny, var han ubeskyttet, og et heldigt spydkast sårede ham dødeligt. Resten af Goterne fortsatte med at kæmpe, indtil mørkets frembrud, og igen den næste dag. Kampen sluttede ved at de endeligt indså, at der ikke var noget håb. De forhandlede med Narses, og det blev aftalt at de kunne drage mod nord med deres familier og ejendele og muligvis slutte sig til de vestlige Goter eller Langobarderne - Stik af Erich Förster 1830.

Totilla beordrede sine mænd kun at medbringe lanser til slaget. Goterne syntes at have indledt kampen med et frontalt massivt kavaleri-angreb, som imidlertid brød sammen i en regn af pile fra Narses' 8.000 bueskytter. Slaget varede til langt efter mørkets frembrud. Der er flere forskellige beretninger om Totillas død. Nogle siger at han allerede ved slagets begyndelse blev truffet af en pil, andre siger at han blev dræbt efter mørkets frembrud af Gepiden Asbad. Goterne blev fuldstændig slået og mindst 6.000 mand faldt.

Men det skulle vare tre år mere, før Goterne i Italien endeligt gav op. I Pavia blev Teja udråbt til ny konge. Han prøvede forgæves at alliere sig med Frankerne. Det sidste egentlige slag i den Gotiske krig i Italien fandt sted i oktober 552 e.Kr. ved Mons Lactarius ikke langt fra Neapel; her faldt Teja. Derefter blev ikke der ikke udråbt flere Gotiske konger i Italien. De Gotiske garnisioner i de Italienske byer forsvarede sig ofte til sidste mand. De sidste overgav sig til den kejserlige hær ved Salerno i 555 e.Kr. Da havde krigen raset i tyve år, og det rige blomstrende Italien, som kejseren havde rakt hånden ud efter, var fuldstændig ruineret, affolket og raseret.
Archery Rapid Fire Hun Archery Kassai Youtube.
History of the Goths in 36 episods by Henry Bradley - Heritage History.
Goths History Files.
Goterne jmarcussen.dk.
Jordanes - The origin and Deeds of the goths Translated by Charles C. Mierow
Radagaisus Wikipedia
This week in history: The Goths triumphed over the Romans at Adrianople Deseret News
Procopius of Caesarea - History of the Wars I and II - The Persian War Project Gutenberg.
Procopius of Caesarea - History of the Wars III and IV - The Vandalic War Project Gutenberg.
Procopius of Caesarea - History of the Wars V and VI - The Gothic War Project Gutenberg.
Procopius in seven volumes Internet Archieve
Procopius of Caesarea - The Secret History of the Court of Justinian Project Gutenberg.
The story of the Goths, from the earliest times to the end of the Gothic dominion in Spain" by Henry Bradley Internet Archieve.
Goterne - runeindskrifter Arild Hauges Runer.
Portonaccio Sarcophagus Wikipedia
The Mausoleum of Galla Placidia, Ravenna Khan Academy
Ludovisi Battle sarcophagus Wikipedia
Domagnano Treasure Wikipedia
The Roman History of Ammianus Marcellinus Penelope
The origin and deeds of the Goths - by Jordanes Translated by Charles C. Mierow
"The Fall of the Roman Empire - A new history" by Peter Heather - Pan Books.
"Attila - A Barbarian King and the Fall of Rome" John Man - Bantam Press.

Tilbage til start af artikel

20141107

Passed W3C Validation