Forside DH-Debat
16. Germansk Jernalder
18. Gorm den Gamle

17. Danmarks Historie - Tidlig Vikingetid

Indledning - Vikingeskibet - Vikingetogterne - Danske konger i tidlig Vikingetid - Danelagen - Normandiet - Vikinger i Rusland - Vikinger på Øerne i Atlanternhavet og Island - Religion - Links og Litteratur

Indledning

Vikingetiden startede med angrebet på klosteret St. Cuthbert på øen Lindisfarne den 8. juni i året 793. Dette afsnit vil behandle den tidlige vikingetid indtil ærkebiskop Unni af Hamburg nogle år før 936 besøgte Danmark og fandt Worm, som vi tror er Gorm den Gamle, på tronen. Han var den første nogenlunde dokumenterede konge af Danmark, og man kan anse hans tid som starten af historisk tid.
Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid
Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid.

Vikingernes invasion af England under Hinguar og Hubba Detalje, der viser vikingernes invasion af England under Hinguar og Hubba, fra en illustration i "Liv, Passion og Mirakler af St. Edmund, konge og martyr" omkring år 1130, sandsynligvis skabt på Abbey af Bury St. Edmunds - En Irsk krønike skrev om vikingerne: "Somme var mørke og somme var lyse".

Munken Alcuin fra York skrev til "den højt elskede kong Ethelred og alle hans stormænd": "Betænk, at i næsten 350 år har vi og vore forfædre boet i dette så smukke land, og aldrig tidligere har en så rædselsfuld gerning forekommet i Britannia som den, vi nu har været udsat for fra et hedensk folks side. Ej heller ville man have troet at en sejlads af den type kunne forekomme."

Angrebet var efter alt at dømme kommet direkte fra Nordsøen som lyn fra en klar himmel. Denne sejlads tværs over Nordsøens åbne hav og ikke langs kysterne, som man ellers plejede, "kunne forekomme" fordi vikingeskibet nu var fuldt udviklet som skibstype.

I løbet af vikingetiden befolkede tusindvis af Skandinaver Island, Grønland, Færøerne og Shetlandsøerne. Vikinger erobrede og befolkede store dele af England, Irland og Normandiet. Der må have været to hovedårsager til dette nemlig pres fra et stort befolkningsoverskud og den tekniske udvikling af vikingeskibet, som gjorde det muligt at rejse direkte over havet, og derved undgå besværlige bjerge, moser og fjendtlige naboer, som en rejse over land ville byde på.

Oseberg vikingeskibet på museet i Oslo
Oseberg vikingeskibet på museet i Oslo. Foto Daderot wikipedia.

Dudo af sct. Quentin beskrev, hvorledes de Skandinaviske folk siden folkevandringstiden har drevet deres befolknings-overskud til udvandring og erobring ved lodtrækning: "Men disse folk, som overmodigt hengiver sig til overdrevent vellevned, lever i forargeligt samliv med mange kvinder og avler der i skamløst og ulovligt samkvem utalligt afkom. Når det engang er vokset op, strides de unge vildt med fædre og bedstforældre, eller med hinanden om ejendom, og vokser de for meget i tal, og de ikke kan skaffe dyrkbar jord at bo på, udtages ved lodtrækning efter gammel skik en stor gruppe af unge mennesker, som bliver stødt ud til fremmede folk og riger, for at de ved kamp kan vinde sig lande, hvor de kan leve i stadig fred. Sådan hærgede Geter og Goter næsten hele Europa, indtil de kom derhen, hvor de nu bor."

"For et heldigt udfald af deres uddrivelse ofrede de iøvrigt til deres gud Thor og det ikke med et større eller mindre stykke kvæg eller vingudens eller korngudindens gaver, men de ofrede menneskeblod, idet de regnede dette for det mest værdifulde af alle ofre." - "Med offeret blod bestrøg de efter folkeskikken deres hoved, hejsede hurtigt skibs-sejlene for vinden, idet de på den måde mente at forsone guderne, og trak af al magt i årene. Hvis derimod efter anden lodtrækning de drog ud som ryttere, så løftede de krigsbanneret højt i kamplyst."

Vikingeangreb af Alphonse de neuville omkring 1875
Vikingeangreb tegnet af Alphonse de Neuville omkring 1875.

Dudo fortsætter: "De drives som landflygtige ud for i kamp at vinde bytte. De drives hjemmefra for at omgå udlændinge" - "Alle lande lider og bryder ynkeligt sammen under den talstærke fjende" - "De sejler nær ind til havkysterne for at sikre sig bytte på land. Hvad de raner fra det ene rige fører de til det andet. De søger midlertidig fred i havne for at opnå vinding ved at bytte røvede varer."

Det var ikke blot Vest Europa det gik ud over. Mindst tre gange angreb store vikingeflåder deres egne Skandinaviske hjemlande og dræbte konger og stormænd.

Det er ikke helt klart hvad ordet viking kommer af. Nogle mener at det er betegnelse for pirater, som lå på lur i en "vig" - altså en bugt. Andre mener at de første vikinger kom fra Viken i Norge. Den nyeste forklaring er at det kommer af ordet "vige" i den forstand at mænd på langfart afløste hinanden ved årene, for eksempel omkring hver fjerde time - de veg for hinanden på robænkene og blev derfor kaldt vig-inger altså vikinger. Forfatteren mener at det mest sandsynlige er at vikinger betegner de uheldige, som ved lodtrækning blev udvalgt til at vige landet og klare sig selv med deres våben.

En episode i den lange Olav Tryggvessons saga illustrerer meget godt, hvad "viking" betyder.

På en lille ø ved Nord Norges kyst boede to bønder Thorvald og Ingjald, som var gode naboer. En mand ved navn Sokke "var en stor viking og ildgerningsmand, og for vide omkring med røven og plyndren". En sommer kom Sokke til øen og gik om natten i land med sit mandskab, og kom til Thorvalds gård, medens alle sov. De røvede al godset og stak ild til husene. "Thorvald gik til døren, og spurgde, hvo det var, der forestod branden. Sokke angav sit navn. "Hvad grund have du dertil?" sagde Thorvald, "thi jeg ved ikke, at vi have gjort dig nogen skade?" - "Vi vikinger," svarede Sokke, "spørger ikke om nogen grund, når vi ville have menneskers gods og liv." Alle seksten personer i Thorvalds gård omkom.

Hos Ingjald på den anden gård opholdt sig to drenge. "De mænd, som Sokke havde sendt til Ingjald, stak der ild i huset; Ingjald gik til døren, og bad om lov for sig og sine til at gå ud, men til at give den var vikingerne ikke til at bevæge. Ingjald vendte da tilbage til drengene Ottar og Avald, og sagde til dem: "Nu er sandsynligvis min levetid forbi, men gerne ville jeg skaffe eder bort fra ilden, at I dog kunne leve længere; nu vil jeg hemmelig føre eder ud af en løndør, som er her paa gården; se så til ved røgens hjælp at undkomme til skoven." Drengene undslap, og da de var blevet voksne, fandt de frem til Sokke og hans mænd og tog hævn.

De Anglo-Saxiske krønikeskrivere kendte ikke ordet "vikinger", de bruger konsekvent udtrykket "Daner" for næsten alle, som kom fra Skandinavien. De Frankiske forfattere, herunder Rimbert og Adam af Bremen, kalder oftest indbyggerne i Skandinavien for "Daner eller Normanner", nogle få steder "Daner og Normanner". Enkelte steder skriver Adam: "Danerne og de andre folkeslag, som bor hinsides Danmark, kaldes for resten af de Frankiske historieskrivere allesammen Normanner", og "Danerne og Sveaerne, som vi kalder Normanner". Nogle få steder kalder Adam sørøverne for "Ascomanner". Et enkelte sted henviser Adam dog til Nordmænd, idet han skriver om: "det yderste hav, som skiller Nordmændene fra Danerne, og den dag i dag efter kongens (Ottos) sejr kaldes Ottisand." Dog skriver han i beskrivelsen af Sjælland: "Seland er overordentlig rig på guld, som samles sammen på sørøvertogter. Disse sørøvere kalder sig selv for Wichinger, mens vi kalder dem ascomanner."

En bemærkning i Olav Tryggvasons Saga giver en ide om vikingers alder: "Da de skulle bemande skibene, blev besætningerne udvalgt så omhyggeligt, at på Ormen Lange måtte ingen mand være, som var over tres år eller under tyve, og de var udvalgte folk også med hensyn til mod og styrke." Jomsvikingerne var et elitekorps, og de havde skrappere krav: "Ingen skulle kunne optages i Palnatokes følge, som var ældre end halvtres eller yngre end atten år gammel," står der i Jomsvikinge Saga.

Vikingeskibet

Rekonstruktion af Ladby skibet Rekonstruktion af Ladby skibet i fuld skala ud for Museet ved Ladby syd for Kerteminde.

Vikingeskibet som skibstype er resultatet af mere end tusind års udvikling. I løbet af de mere end 1.300 år siden Hjortspringbåden er tusindvis af skibe blevet bygget, hvoraf de fleste har haft små eller store detaljer, som gjorde dem bare lidt bedre end forgængerne. Vikingeskibene har elementer til fælles med Hjortspringbåden. De er begge bygget af planker lagt på et skelet af spanter, som fastholder formen. I Hjortspringbåden er alle elementer bundet sammen, medens vikingeskibe kun har bordeplankerne under vandlinien bundet til spanterne.

Introduktion af sejl var dog en revolutionerende nyskabelse, et spring i udviklingen. Sejl gjorde lange sørejser overkommelige, mens årene stadig gjorde det muligt at navigere i snævre farvende uafhængigt af vinden.

Beowulf digtets ukendte forfatter tog ikke et sejl som en selvfølge, han var tydelig facineret af den ny opfindelse: "De tog afsked på skibet, til uroligt dybt vand; han forlod Dena land; derefter var på masten et mægtigt hav-klæde, et sejl fastgjort med reb; sø-bjælken tordnede."

Men, indlysende, et sejl kræver en mast, og igen en mast kræver en køl, som er stærk og stiv nok til at optage kraften og momentet fra sejlføringen. Kølen og stævnene er grundlaget for opbygningen af et vikingeskib. Kølen er skibets største enkeltdel og i reglen fremstillet i eg, meget gerne i et stykke.

Rekonstruktion af Ladby Skibet
En frivillig skibsbygger lægger sidste hånd på mastefisken på rekonstruktionen af Ladby skibet. Kølsvinet er et kraftigt stykke tømmer under dæk, som støtter masten og fordeler momentet fra sejlføringen over flere spanter. På dækket over kølsvinet ses mastfisken, som også støtter masten og desuden er udformet således at det er muligt at lægge masten ned og rejse den igen.

Bordeplankerne blev flækket ud af en ege-stamme, sommetider af ask. Når de således blev flækket ud med kiler, forblev fibrene ubrudte i hele plankens længde, hvilket gjorde at plankerne var smidige og elastiske, men alligevel stærke.

De nederste par planker, som kaldes kølbordene, blev monteret først, nærmest kølen. Dernæst monteredes de næste par planker, således at de delvis overlappede de underliggende planker og så fremdeles. Dette kaldes klinkbygning, som er forskellig fra kravelbygning, hvor plankerne bliver monteret kant mod kant. Joller og småbåde blev klinkbygget langt op i vor tid. Idag fremstilles de i plastic, men de støbes stadig, så de ser ud som om de er klink-byggede.

Når bordplankerne var monteret og fastgjort indbyrdes med nagler, monteredes spanter og tofter og skroget opnåede sin endelige form. Det hele blev gjort vandtæt ved kalfatring med uld vædet i tjære. På Bayeuxtapetet kan man se at hveranden bordeplanke var malet i okkergul, og hver anden i en rødlig farve.

Et skibs evne til at rette sig op efter en krængning - typisk forårsaget af vind eller bølger - kaldes dets stabilitet. Jo bredere det er, jo mere stabilt er det. Gokstad- og Oseberg-skibene var begge forholdsvis fyldige i deres skrogform - omkring fem meter brede midtskibs. Medens Ladby skibet, et af Skuldelev krigsskibene og skibet fundet i Hedebys havn kun var godt tre meter brede. Gokstad- og Oseberg skibene må have været virkelig stabile havgående skibe, som kunne have sejlet til Island eller Grønland, medens Ladby skibet og Skuldelev snekkerne har været fleksible og hurtige skibe velegnet til at operere i de indre Danske farvande og Østersøen. Nogle vikingeskibe har haft ballast i form af store sten i bunden for at forbedre stabiliteten og dæmpe skibets bevægelser i søen.

Vikingeskibes længde og bredde
Længder og bredder af nogle vikingeskibe. Oseberg og Gokstad skibene var velegnede til åbent hav. Hedeby, Ladby, Skuldelev 2, Skuldelev 5 og skibet fra Roskilde middelalderhavn var typiske slanke og hurtige krigsskibe, som kaldtes snekker. Skuldelev 1 og skuldelev 3 var typiske handelsskibe, som kaldtes knarr. Nogle mener at Skuldelev 6 var en fiskebåd.

Vikingeskibenes længde blev begrænset af kølens længde, som gerne skulle være i et stykke. Desuden må et langt skib have været tungere at ro end et kort skibe. Et langt skib må nødvendigvis have større midskibs styrke end et kort skib for at modstå det langskibs bøjningsmoment, som opstår, når skibet arbejder i søen. Dette opnås ved større bredde eller dybgang eller en kraftigere midtskibs konstruktion, hvilke muligheder alle vil give en større vægt per meter skibslængde. Det vil sige at et givet tværsnit af båden, skal vi sige 1,1 meter langt, som giver plads til to roere ved rælingen i henholdsvis styrbord og bagbord, har været tungere end end et tilsvarende tværsnit af et kortere skib. Det betyder at jo længere båden er, jo flere kilo skal hvert besætningsmedlem typisk ro fremad. Jeg husker en bemærkning hos Saxo om at Ormen Lange blev lagt op, fordi den var så tung at ro.

Dette bekræftes indirekte af Olav Tyggvassons Saga, hvor der fortælles om hans flådes afrejse fra Venden forud for slaget ved Svold: "Alle småskibene gik hurtigere end de andre, og sejlede i forvejen ud til havs." Videre da Svend Tveskæg, Olav Skotkoning, Erik Jarl og Sigurd Jarl stod på øen Svold og så Olav Tryggvassons skibe passere et efter et: "- da fik de øje på tre vældige skibe og det fjerde kom sidst efter de andre, og det var Ormen lange." Hvilket indikerer at dette store skib sejlede langsomst.

Vikingeskib på gotlandsk billedsten
Vikingeskib på Gotlandsk billedsten - Det ses tydeligt, hvorledes sejlet er forstærket med reb. Nogle har argumenteret at dette sejl er bredere og lavere, end vi plejer at forestille os sejl på vikingeskibe, og det er således at de virkelig så ud. Foto Sjolander.com.

Sejlet blev vævet af uld eller muligvis hamp i lange baner, som blev syet sammen og forstærket med bastreb. Der er indtil nu ikke fundet noget bevaret sejl. De har sikkert farvet banerne i forskellige farver, således at der færdige sejl fremstod med lodrette striber. Det blev monteret på en tværstang øverst i masten - en rå - derfor kaldes det råsejl. Det har formentlig været præpareret med en substans, som gjorde det vindtæt og vandskyende, for eksempel animalsk fedt. Nogle mener at det også kunne have været behandlet med et udtræk af birke- eller egebark for at modvirke råd.

Det er indlysende at et sådant råsejl var velegnet til sejlads med vind fra agter, men moderne forsøg har vist at det faktisk kan lade sig gøre at krydse op mod vinden, selvom det ikke er den allerbedste sejlføring til opgaven. Med vind fra øst kunne et vikingeskib sejle fra Jylland til England på tre dage.
De Normanniske skibe på Bayuex tapetet
Wilhelm Erobrerens skibe på Bayeux tapetet. Det ses tydeligt at sejlene er vævede i lodrette baner, som er forskelligt farvede. Også bordeplankerne er malet i forskellige farver. Foto Angelfire.com.

Skibet havde ikke et egentligt ror, men en styreåre monteret agter i styrbords side. Derfor kaldes højre side i sejlretningen stadig for styrbord, og modsat side kaldes for bagbord.

Vikingetogterne

I selve Danmark findes ingen rimelig pålidelige skriftlige kilder til den tidlige Vikingetids historie bortset fra kortfattede runeindskrifter; men i de Vest Europæiske lande findes mange beretninger om Daner og Vikingers færden; for eksempel i de Frankiske Rigsannaler, den Angelsaksiske Krønike, Anskars Levned og ikke mindst Krøniken om Ærkebispedømmet Hamborgs Historie, Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum, af Adam af Bremen.
Vikingernes togter
og bosættelser
Vikingernes togter og bosættelser. Takket være vikingeskibets enestående sejlegenskaber bosatte de Skandinaviske folk sig mange steder mod syd, øst og vest. Mod nordvest grundlagde de Nordbo kolonier på alle de Nord Atlantiske øer, Island og Grønland. Kort fra Wikipedia.

Angrebet på klosteret på øen Lindisfarne ud for kysten af Nord England er det første kendte vikingetogt. Den Anglo Saksiske Krønike skriver om året 793: "I dette år kom frygtelige varsler over Northumbrian's land, som jog skræk i folk på det mest sørgelige: disse var enorme plader af lys, som for gennem luften, og hvirvelvinde og fyrige drager flyvende hen over himmelhvælvingen. Disse enorme tegn blev hurtigt efterfulgt af en stor hungersnød, og ikke længe efter, på sjette dagen før ides i januar samme år, skabte de rystende angreb af hedenske mænd beklagelig ravage i Guds kirke på Holy Island ved rov og nedslagtning."

Dragehoved til vikingskib fundet i Schelde floden
Dragehoved til vikingeskib fundet i Schelde floden nær Appels. Det leder også tanken hen på et fuglehoved. Foto Pintertest.

Men Saxerne i Dorset i Syd England stiftede bekendtskab med vikinger allerede seks år før angrebet på Lindisfarne. I den Anglo Saksiske Krønike for året 787 e.Kr. står: "Her ægtede Beorhtric kong Offa's datter Eadburh. Og i hans dage kom der for første gang tre skibe; og derefter red fogeden dertil og ønskede at tvinge dem til at gå til kongens by, fordi han ikke vidste, hvad de var; og de dræbte ham. Disse var de første af de danske mænds skibe, der opsøgte den engelske races land."

Munken Simeon of Durham skrev i Historia Regum: "I samme år kom hedningene fra de nordlige regioner med en flådestyrke til Britain ligesom stikkende hvepse og spredes sig til alle sider som frygtsomme ulve, røvede, rev og slagtede ikke kun lastdyr, får og okser, men selv præster og diakoner, og grupper af munke og nonner. Og de kom til Lindisfarnes kirke, lagde alt øde med grov udplyndring, trampede på de hellige steder med forurenede trin, gravede altrene op og tog alle skattene i den hellige kirke. De dræbte nogle af brødrene, tog nogle med sig i lænker, mange drev de ud, nøgne og overøst med fornærmelser, nogle druknede de i havet."

Man får det indtryk at vikingerne især angreb kristne instutioner. I de første tredive år efter angrebet på Lindisfarne hører vi kun om angreb på kirker og klostre. Nogle historikere har foreslået at de tidlige angreb var motiveret af fjendskab mellem Asetroen og Kristendommen.

Vikingerne begrænsede sig ikke til England. Allerede i år 800 organiserede Karl den Store forsvaret af kyststrækningen mellem Rhinen og Seinen mod sørøvere, som "hærgede i Nordsøen".

Vikingeangreb og vikingebefæstninger i 800 tallet, som med sikkerhed har fundet sted
Vikingeangreb og vikingebefæstninger i 800 tallet, som med sikkerhed har fundet sted. Efter Peter Sawyer med flere. - Vi bemærker at der synes at være færre angreb i den Tyske kejser område end i Frankrig og England. Danerne kan have været forsigtig med at angribe Tyskland af frygt for et korstog mod nord i forlængelse af krigen mod Saxerne.

Omkring år 830 blev angrebene stærkere, frækkere og hyppigere. De første angreb på et større mål, som ikke var en kristen instution, var plyndringen af handelsbyen Dorestad nær Utrect i år 834. Den lå 80 km. fra havet ved en biflod til Rhinen.

Adam fortæller at kejseren i året 832 gjorde Hammaburg til bispesæde for "alle de vilde Daner- Sveoner- og Slaverstammer og andre omkringboende folkeslag". Måske netop dette gjorde byen til mål for vikingeangreb. Han fortæller om årene 836-837: "Imidlertid hærgede Normannerne overalt med sørøvertogter og gjorde Friserne skatskyldige. På den tid sejlede de op ad Rhinen og belejrede Køln, og op ad Elben og stak ild på Hammaburg. Hele den berømmelige stad gik til grunde enten ved udplyndring eller ved brand. Ved den lejlighed ødelagdes kirken, klostret og biblioteket, der var blevet samlet med så stor flid. Den hellige Ansgar slap, som det fortælles, med nød og næppe nøgen bort med helgen-relikvierne."

Det vides at Vikinger angreb Sevilla i året 844.

Quentovic ved Boulogne, London og Southhampton blev angrebet og plyndret mellem årene 840 og 842. I 841 sejlede en vikingeflåde op ad Seinen og plyndrede Rouen og flere klostre. I 845 frikøbte Paris sig for den uhørte sum af 7.000 pund sølv. Klostre og byer langs Somme, Seinen, Loire, Garonne og endog Rhone blev plyndret. Fra år 853 opholdt vikingeflåder sig permanent i floderne Seine og Loire.

Regnar Lodbrog
Den populære opfattelse af Regnar Lodbrog - Billede fra Ladbroke alancaster149.hubpages - ukendt kunstner.

Den Normanniske historieskriver Dudo beretter om vikingehøvdingene Bjørn Jernside og Hastings, der sejlede ud fra Loire flodens munding år 859 med 62 skibe og kom tilbage tre år senere efter mange plyndringer i Middelhavsområdet. De angreb mange steder i Spanien, Nordafrika, Rhonedalen og Italien og tog stort bytte. Dudo fortæller at de ønskede at plyndre Rom, og med stor snedighed indtog den lille norditalienske by Luna i den tro, at det var Rom.

Adam af Bremen skrev om søkonger: "Der var også andre konger hos Danerne eller Normannerne, som på denne tid ved sørøverangreb hærgede Gallien; de vigtigste blandt dem var tyrannerne Horich, Orwig, Gotafrid, Rudolf og Ingvar, søn af Lodparch, som overalt dræbte kristne under pinsler. Det står skrevet i Frankernes Bedrifter" - Ingvar, søn af Lodparch, kan have været en af Regnar Lodbrogs sønner.

Han fortæller videre om året 876: "Men efter kejserens død rasede råt barbari, sluppet løs fra tøjler og tømmer. Og eftersom Daner og Normanner hørte ind under Hamburgerkirkens hyrdeforsorg, kan jeg ikke forbigå, hvilke store ulykker Herren lod ske ved dem på den tid, og hvor vidt hedningerne udstrakte deres magt over de kristne. Dette er altsammen skildret med jammerklager i Frankernes Historie og i andre bøger. Dengang blev Saxen hærget af Daner eller Normanner. Hertug Brun faldt tillige med 12 andre grever, og bisperne Thiadrich og Markwad blev myrdet. Dengang blev Frisland udplyndret og byen Utrecth ødelagt. Den hellige Radbod, byens bisp, flygtede for forfølgelsen og opslog sit sæde i Deventer; mens han opholdt sig der, svingede han til straf bandlysningens sværd over hedningerne. Dengang stak sørøverne ild på Køln og Trier. I Aachen gjorde de paladset til stald for deres heste. I Mainz begyndte man at genopbygge bymuren af frygt for barbarerne. Kort at fortælle: byer gik til grunde med deres borgere, bisper sammen med hele deres hjord. Berømmelige kirker gik op i luer med de troende deri. Vor Ludvig kæmpede med hedningerne og gik af med sejren, men døde snart efter. Frankrigs Ludwig døde både som sejrherre og som besejret. Dette, som er skildret med veklager i kejserens årbøger, har vi berørt i anledning af omtalen af Danerne."

Mammen øksen
Mammen øksen fundet ved Mammen øst for Viborg. Den er af jern med indlægninger af sølv. Dekorationen er udført i Germansk dyreornamentik i Mammen stilen, som netop har fået navn efter denne økse. Denne side forestiller et træ, sikkert verdenstræet Yggdrasil. Modsat side forestiller en fugl, måske hanen Gyldenkam. Den sidder i toppen af træet Yggdrasil. Hver morgen vækker den Odins krigere, og den vil gale ved Ragnaroks komme.
Øksen var Vikingers foretrukne våben. Wilhelm af Poiters beretter at Rollo og hans mænd i Normandiet kom i kamp mod en gruppe Frankiske stormænd ledet af Karl den Enfoldige. I de følgende forhandlinger, som førte til Saint-Claire-sur-Epte traktaten i år 911, hedder det: "Denne overenskomst havde Frankerne bedt om, da de ikke længere med deres sværd kunne modstå Danernes økser."
Efter den første dags kampe i slaget ved Hastings var Normannerne modløse og de sagde til deres leder, Wilhelm, som senere fik tilnavnet erobreren, at de var trætte af de Danske økser.

Men kongen af Frankrig fandt efterhånden på metoder at forsvare sig med; blandt andet hvervede han vikinge kongen Weland til at forsvare landet mod andre vikinger. Ironisk nok blev Weland senere dræbt i en duel, som opstod, fordi modparten udtrykte tvivl om hans loyalitet mod kongen.

Adam af Bremen fortæller: "Da Normannerne ville hævne det nederlag, de havde lidt i Frisland, på hele riget, så trængte de under kongerne Sigfrid og Gotafrid op ad floderne Rhinen, Maas og Schelde ind i Gallien og anrettede et ynkeligt blodbad på de kristne; ja, de angreb selve kong Karl og drev spot med vore brødre. Også til England sendte de en af deltagerne, Halfdan, og da han blev dræbt af Anglerne, indsatte Danerne Gudred i hans sted. Han erobrede Northumberland. Det står skrevet i "Anglernes Bedrifter".

Regnar Lodbrog i Ormegården
I en sen alder besluttede Regnar Lodbrog sig til at drage på vikingetogt til England, hvor han blev taget til fange af kong Ella af Northumbria. Han kastede den fremmede sørøver i en ormegård, hvilket vil sige et hul fyldt med slanger, sikkert hugorme. Det siges at før han døde kvad han: "Grynte ville grisene, hvis de kendte galtens lod." - tegning af Louis Moe.

Indtil midt i 800-tallet havde vikingerne stort set holdt sig til "hit-and-run" angreb med udgangspunkt i deres skibe ved kysten eller på de store floder. Men i år 865 blev det alvor for Anglerne i England.

Ifølge Nordiske sagn var Regnar Lodbrog draget på viking i det nordlige England, hvor han uheldigvis blev taget til fange af kong Ella af Northumbria. Han kastede den fremmede sørøver i en ormegård, hvilket vil sige et hul fyldt med slanger, sikkert hugorme. Det siges at før han døde kvad han: "Grynte ville grisene, hvis de kendte galtens lod." Hvilket var en hentydning til at han forventede at blive hævnet af sine berømte sønner.

I år 865 landede en uset stor vikingehær i East Anglia, ifølge traditionen ledet af Lodbrogssønnerne Halfdan Vidfavne, Ivar Benløs og Ubbe. Hæren skaffede sig hurtigt heste og i foråret 866 var den på vej mod nord langs den gamle Romerske vej og blev færget over Humber floden uden problemer. Dernæst indledte hæren en belejring af York.

Folket i Northumbria var splittet i to partier, som støttede to rivaliserende kongsemner. Først for sent indså de at de skulle glemme deres fejde, holde sammen og drive den store vikingehær tilbage. De angreb Danernes hær uden for York. Først var angrebet en succes; vikingerne blev drevet tilbage mod byens mure, og forsvarerne gjorde udfald; men i forvirringen fik Vikingerne overtaget og besejrede dem alle med brutal nedslagtning, drab på Northhumbernes konger og fuldstændig ødelæggelse af deres magt. Dette var enden på Northumbria. Det nordlige England genvandt aldrig igen sin selvstændighed som et Anglisk rige.

Repton graven
I Repton i Derbyshire har professor Martin Biddle og hans hustru Birthe Kjølbye Biddle fundet mange vidnesbyrd om Vikingernes tilstedeværelse. De er også overbeviste om at have fundet vikingehøvdingen Ivar Benløs' grav. De mener at han fik tilnavnet benløs, fordi han en sådan en høj og leddeløs lemmedasker.
I 1686 søgte en landarbejder ved navn Thomas Walker efter sten i en indhegning vest for Repton kirke. Han fandt et underjordisk kammer med en stenkiste, som indeholdet skelettet af en mand ni fod høj. Omkring kisten lå "hundrede menneskelige skeletter stablet op med fødderne pegende mod stenkisten". Hundrede år senere skrev godsejeren George Guilbert om: " - en kælder med en umådelig mængde menneskeknogler, som vi samlede sammen i en bunke."
Ægteparret Biddle undersøgte stedet omhyggeligt 1980-86 og fandt knogler fra mindst 249 individer. Den ni fod høje mand i stenkisten var ikke bevaret. En anden begravelse nord for kirken afslørede en seks fod høj mand, som var begravet med et sværd, en lille Thors hammer og en vildsvine-tand. En undersøgelse af knoglerne afslørede at han døde en grusom og brutal død. To sår i hans kranie blev sandsynligvis forårsaget af spyd, og mærker på ryggen tyder på at hans indre organer blev udtaget efter døden. En voldsomt slag på det øverste lårben kunne have fjernet hans kønsdele. Måske var dette grunden til at vildsvinetanden blev lagt mellem benene på skelettet at dem, der begravede ham, ønskede at gøre hans krop hel, før hans rejse til Valhal. Ifølge Dr. Bob Stoddart, Manchester University, blev manden stukket i hovedet, kæben, arm og lår og tømt for indvolde. Alle hans tæer og begge hans hæle var flækket på langs.

Simeon af Durham, som skrev et hundrede og halvtreds år efter det katastrofale slag ved York, skrev: "Hæren plyndrede her og der og fyldte hvert et sted med blodsudgydelse og sorg. Vidt og bredt ødelagde den kirker og klostre med ild og sværd. Når den forlod et sted, efterlod den intet stående undtaget vægge uden tag. Så stor var ødelæggelsen, at man i nutiden næppe kan se noget tilbage på disse steder, eller noget tegn på deres tidligere storhed."

Vikinger på vej til England i life of St. Edmund
Vikingeflåde på vej til England i life of St. Edmund fra 1100 tallet.

I løbet af de følgende 14 år erobrede den "Store Hedenske Hær" yderligere fire Angliske kongedømmer. East Anglia blev erobret det første. I året 871 blev hæren forstærket med den "store sommerhær", som ankom fra Skandinavien. Den således forstærkede hedenske hær erobrede i år 874 Mercia og nogle mindre kongedømmer. Deres ophold i Derbyshire bevidnes blandt andet af en massegrav med 250 personer ved Repton og af Heath Wood-gravhøjene i nærheden.

Samme år bosatte en væsentlig del af hæren sig i de erobrede områder og begyndte at dyrke jorden. I år 877 fulgte en anden gruppe deres eksempel. Høvdingen Halfdan drog mod nord for at angribe Pikterne, medens en kong Guthrum blev tilbage som anfører i syd, og i år 876 fik han forstærkning af nye vikinger og vandt slaget ved Wareham. Men Vest Saxernes konge Alfred den Store rejste sig igen og besejrede endeligt den store hær ved Edington år 878.

Efter slaget ved Edington sluttede Alfred den Store og Guthrum fred, Danelagen blev etableret og vikingerne slog sig ned og begyndte at dyrke jorden.

Samtidig med at "Den Store Hær" hærgede i England angreb andre vikinger i Frankrig, ledet af en vikingehøvding kaldet Alstignus, Hastignus eller Hastings. Dudo af Saint-Quentin skrev: "Nu kalder Dacerne sig Danaer eller Daner og berømmer sig af at nedstamme fra Antenor, han, som engang efter at have hærget landet Troja slap bort midt imellem achiverne og nåede frem til Illyriens grænser med sine folk. Og disse Dacer, som efter en nedarvet beretning engang var blevet jaget hjemmefra, strømmede nu under deres fører Anstignus med vildskab til Franciens fjerneste landskaber." - "Han trængte ind på Galliens magtområde og tilrev sig herredømmet over Frankerriget." - "Med ord og handling udæskede han Frankerkongen, som modløs holdt til huse i byerne med sine folk" - "Han dømte præsteskabet, straffede dem med en grusom død. De iførte sig skamløst messehaglerne, som de røvede fra de hellige altre. De iførte sig de hvide messeskjorter, som er viet messetjenesten. Hver og en, som løfter våben mod dem, dræber de grumt. De øvrige folk føres fangne og afvæbnede bort." Udtrykket "han dømte præsteskabet" antyder en særlig modvilje mod kristendommen.

Vikingehøvdingen Hastings rejser sig fra kisten
Vikinge høvdingen Hastings rejser sig fra sin kiste og griber sin økse under sin begravelse i byen Luna i Italien - ukendt kunstner.

Hastings er kendt for at have ført sin flåde af vikingeskibe gennem Gibraltar og ind i Middelhavet, hvor de angreb byen Luna i den tro at det var Rom. Dudo beretter at "han sendte en budbringer, som skulle sige følgende til byens greve og biskoppen: "Alstignus, Dacernes fører, og alle hans mænd, der ved lodkast er udjaget af Dacia, står til Eders tjeneste. Det er Eder ikke ukendt, at vi er uddreven af Dacernes land, at vi, der er omflakkende på alle havets bølger, båret gennem det stormpiskede havs undere, nu er kommet til Frankerfolkets rige." - Aner vi en vis bitterhed over at de ved lodkastning var blevet uddrevet af deres oprindelige fædreland, "Dacernes land"?

Derefter fulgte en tårepersende beretning om at de var udmattede efter en lang rejse, de ønskede at købe levnedmidler, deres anfører var syg med mange smerter og ønskede at blive døbt, da han ikke havde langt igen. Derefter fik vikingerne adgang til byen. Hastings lod som om han var syg og blev døbt med olie og vievand. Senere lod vikingerne som om han var død. Hastings instruerede dem: "Meld mig i den kommende nat død for biskoppen og greven og forlang under tårer at de lader mig som nydøbt blive begravet i deres by. Sig til dem at jeg giver dem mine sværd, armringe og øvrige ejendele." Alle vikingerne bar nu den tilsyneladende livløse Hastings gennem byens gader under gråd, jammer og klager. Men da de kom til kirken sprang Hastings op fra sin båre og greb sin økse, og de huggede biskoppen, greven og præsterne ned. De plyndrede byen og førte kvinderne sukkende og klagende til skibene.

Danske konger i tidlig vikingetid

Ufuldstændig kongerække for tidlige vikingetid Ufuldstændig og formentlig fejlbehæftet skitse til kongerække for tidlig vikingetid. For de fleste af kongerne anføres at de var konger af Danmark. Vi ved dog ikke med sikkerhed, hvad Danmark omfattede på denne tid. Erik I og Erik II (830) betegnes som konger af Jylland, Chnob, Gurd og Sigerich var muligvis lokalkonger omkring Hedeby. Chnuba og Chob var sikkert identiske. Her er ikke medtaget søkonger, som for eksempel nævnt af Adam som Horich, Orwig, Gotafrid, Rudolf og Ingvar og konger af den Store Hedenske hær i England, som for eksempel Ivar, Ubbe og Guthrum. Kilder Adam af Bremen, de Frankiske Annaler, Roskildekrøniken og Widukind.

De Frankiske Rigsannaler, Annales Regni Francorum, fortæller om år 804: "Kongen tilbragte vinteren i Aachen. Men om sommeren førte han en hær til Saxen og overflyttede alle Saxer, som boede hinsides Elben og i Wihmuodi, med kvinder og børn til Franken og gav landskaberne nord for Elben til Abodriterne." De beretter om "den afsindige, selvglade og overmodige danerkonge Godfred" - "på samme tid kom danerkongen Godfred med sin flåde og hele rigets rytteri til stedet, der kaldes Sliesthorp, i grænselandet mellem hans rige og Saxen. For han havde lovet at komme til en forhandling med kejseren, men ængstet ved sine folks råd, kom han dog ikke nærmere, men viderebragte sine ønsker gennem sendemænd. Kejseren havde slået lejr ved Elben, ved Holdunsteti, og efter at have sendt et budskab til Godfred angående udlevering af overløbere, kom han ved midten af september til Køln og tog derefter til Ardennerne".

I år 808 invaderede Godfred i spidsen for Danernes hær igen landet nord for Elben, som Frankerne havde givet til de Vendiske Abodriter. Annalerne skriver: "Da det nu meddeltes, at danerkongen Godfred med en hær var gået ind i Abodriternes land, sendte han sin søn Karl til Elben med en kraftig styrke af Franker og Saxer og med befaling om at gøre modstand mod den afsindige konge, hvis han skulle gøre forsøg på at angribe Saxisk område. Men da kongen i nogle dage med vagthold havde overvåget kysten samt dertil stormet og erobret nogle slaviske borge, vendte han med store tab for sine tropper atter hjem. For skønt han havde jaget abodriterhertugen Drasco, der selv ikke stolede på sine landsmænds troskab, bort og ved svig havde fanget en anden hertug, Godelaib, og hængt ham i galgen og havde gjort to trediedele af abodriterne skatskyldige under sig, mistede han dog de bedste og tapreste af sine krigere og med dem sin brodersøn Reginold, som under belejringen af en by faldt med mange danske stormænd."

Hedeby
Hedeby, som også kaldet Haitabu eller Sliastorp, ligger ved Haddeby Nor to km. syd for byen Slesvig. Den 6-10 m. høje halvkredsvold omkring byen findes stadig. Hedeby blev grundlagt i 808 af den Danske kong Godfred. Arkæologiske undersøgelser har vist, at træerne, hvoraf de centrale dele af Hedeby blev bygget, blev fældet i 811. Den første kirke i Danmark blev bygget her i 848 med tilladelse af kong Horic I. De første danske mønter blev fremstillet her. I 1066 blev byen ødelagt af Slaviske stammer og derefter opgivet, og købmændene flyttede til den moderne by Slesvig. Foto Grænseforeningen.

Annalerne fortæller at i dette år ødelagde Godfred handelspladsen Reric og førte købmændene til Hedeby, og han lod opføre en vold langs Ejderens nordlige bred: "På Godfreds side stod under dette felttog også de slaver, som kaldes Wilzer, og som på grund af det gamle fjendskab, de nærede til abodriterne frivilligt havde sluttet sig til hans styrker; da han nu vendte hjem til sit rige, drog også de med det bytte, de havde taget hos Abodriterne, hjem til sig. Men før Godfred vendte tilbage, ødelagde han den ved havet anlagte handelsplads, som i Danernes sprog hedder Reric, og som havde indbragt hans rige store fordele ved inddrivelse af skatter. Idet han også tog de derværende købmænd med sig, lod han flåden lette anker og kom med hele hæren til havnebyen Sliesthorp. Her opholdt han sig nogle dage og bestemte, at han ville befæste sit riges grænse mod Saxen med en vold, således at der fra den østlige havbugt, som danerne kalder Ostersalt, til Vesterhavet og langs Ejderens hele nordbred skulle strække sig en forsvarsvold kun afbrudt af én port, gennem hvilken kærrer og ryttere kunne komme ud og atter vende hjem. Efter at han nu havde fordelt arbejdet mellem sine anførere, vendte han hjem."

Den tidligste præcise datering af Danevirkes hovedvold giver årstallet 737, da volden blev forsynet med en egetræspalisade. Måske Godfred beordrede udvidelser eller forbedringer af volden i 808.

Dannevirke
Dannevirke - Foto Wikipedia ved Joachim Müllerchen.

Det fortælles at Godfred: "pralede opblæst af et forfængeligt sejrshåb med at han ville møde kejseren i feltslag." I året 810 hærgede Godfreds flåde det Frankiske Frisland.

Han kom dog aldrig til at møde kejseren i åbent slag for: "Kong Godfred blev dræbt af sine egne mænd og efterfulgt af Hemming, hans brodersøn."

De Danske konger må konstant have frygtet et korstog mod nord i forlængelse af Karl den Stores brutale krig mod Saxerne i årene 772 - 804. Deres politik vekslede mellem styrke og samarbejde. Allerede i året 811 aftalte Hemming en fred med kejseren. I Annalerne fortælles at der ved fredsslutningen "fra begge folk, Franker og Daner trådte tolv fornemme mænd sammen ved Ejderen; fra Danernes side først i rang Hemmings brødre, Hankwin og Angandeo, endvidere blandt sine ansete mænd Osfrid med tilnavnet Turdimulo, Warstein, Suomi, Urm, endnu en Osfrid, søn af Helge, Osfrid fra Skåne, Hebbi og Aowin". Navnelisten antyder at Hemmings rige omfattede Skåne.

Kong Hemming døde i 812, og hans død udløste en blodig strid om tronen. Adam af Bremen beretter at da "Sigfrid og Anulo , Gotfrids brodersønner ikke kunne komme overens om førsteretten til riget, lod de magtens fordeling komme an på kamp. I dette slag omkom 11.000 mænd og begge kongerne faldt; Anulo's parti vandt en blodig sejr og satte Reginfred og Harald på kongetronen. Snart blev Reginfred fordrevet af Harald og gik på sørøverfærd med sin flåde; Harald gik i forbund med kejseren."

Tre mønter slået i Hedeby
Tre mønter slået i Hedeby omkring år 825. De to forestiller skibe med rette stævne, sikkert den slags handelsskibe, som besøgte Hedeby. Den tredie forestiller et dyr, som ser bagud, muligvis med en slange ved bagbenene.

De Frankiske Annaler anfører at 10.940 mænd faldt, inden Harald og Reginfred blev valgt til konger. Dette var den Harald, som eftertiden har givet tilnavnet Klak. Men sejren betød ikke fred: "Godfreds sønner og ikke så få af deres stormænd, som allerede for en tid havde forladt fædrelandet og nu levede i landflygtighed hos Sveaerne, begyndte krig mod dem med tropper samlet fra alle sider, og da landsmænd strømmede til i skarer, drev de dem efter et slag uden stort besvær fra kongemagten."

Harald og Reginfred havde øjensynligt hersket over et stort rige. Annalerne fortæller i forbindelse med en fredsslutning i år 813 at: "Westfolda, landet vest for Oslo Fjord, var den fjerneste egn mod nordvest i dannerkongernes Harald og Reginfreds rige, som skuer over mod nordspidsen af Britanien, og hvis høvding og folk nægtede dem lydighed."

Hæfte af sværd fundet i Hedeby
Hæfte af sværd fundet i Hedeby. Det er prydet med mange, sikkert magiske, symboler heriblandt et hagekors - Foto Pintertest.

Året 814 samlede Harald og Reginfred en hær og gik i krig mod Godfreds sønner: "I denne kamp faldt Reginfred og en af Godfreds ældste sønner. Efter denne oplevelse troede Harald ikke mere på sin sag, drog til kejseren og gav sig i hans varetægt. Da kejseren havde modtaget ham, bød han ham tage til Saxen og vente på et gunstigt tidspunkt, hvor han ville byde ham den hjælp, han bad om."

Dette tidspunkt kom året efter, 815: "Efter vinterens afslutning ved midten af Maj var det gunstige tidspunkt for opbrud inde. Som befalet gik nu alle Saxiske grever og alle Abodriternes soldater med kejserens legat Baldrich til hjælp for Harald over Ejderen og ind i den Normanniske landsdel Silendi; derfra marcherede de videre og slog endelig på syvendedagen lejr ved havkysten. Her lå de i tre dage, men da Godfreds sønner, som havde opbudt store kampstyrker og en flåde på 200 skibe mod dem og havde tilhold på en ø, der lå tre mil fra fastlandet (tre Romerske mil er 4,5 kilometer), ikke turde binde an med vore, så drog vor styrke efter at have hærget hele det omliggende land, og af befolkningen at have fået stillet fyrre gidsler, tilbage til kejseren i Saxen." En sådan hær uden kvinder og børn kunne måske marchere 15-17 km. om dagen, hvilket de gjorde i 7 dage, som giver 100-120 km ialt. Måske var øen Fyn, og hærene stod over for hinanden ved Lillebælt syd for Kolding. Det lyder også som om kejserens styrker uden større besvær havde passeret Danevirke. Den militære situation minder om 1864.

I året 817 kom Danernes modangreb. De havde nu allieret sig med Frankernes tidligere allierede, Abodriterne, og angreb den Frankiske fæstning Esefeld ved Itzehoe nord for Elben. En dansk flåde trængte ind i Elbens munding, medens Daner og Abodriter indesluttede borgen. Esefeld holdt stand, men Frankerne opgav den få år senere og etablerede sig istedet i et nybygget fort ved Elben, Hammarburg, som lå 60 km. længere mod syd.

Motiver fra Gosforth korset
I Nord England nær kysten ved det Irske Hav findes et stenkors med scener hvoraf nogle kan genkendes fra den nordiske mytologi. Det antages at stamme fra 800-900 tallet. Dette er en skitse af nogle få af motiverne. Den øverste er en rytter med et spyd i hånden. Vi kan tro at det er Odin med spyddet Gungner, men han rider på en normal hest med fire ben og ikke otte, som Odins hest Sleipner ellers havde. Det er også uklart, hvorfor han rider med hovedet nedad. Det nederste motiv er utvivlsom Loke, som er bundet i hulen i Jotunheim, hvor hans hystru Sigyn opsamler giften, som drypper fra en slange, i en skål.

Året efter, 818, hører vi at "Danerkongen Godfreds sønner, på grund af Haralds vedvarende angreb, sendte sendemænd til kejseren, bad om fred og erklærede at de ville holde den, men da dette mere så ud som hykleri end oprigtigt ment, lod man det ligge som tomme ord og ydede fortsat bistand til Harald mod dem."

Annalerne fortælles videre at Harald støttet af Abodriterne på kejserens befaling "sejlede til sit fædreland for at overtage styret der. To af Godfreds sønner sluttede sig til ham, som det siges, for at dele magten." I 821 fortælles det at "alt var roligt fra Danernes side og af Godfreds sønner fik Harald tilstået del i rigets styrelse". Vi bemærker at Harald sejlede til den del af det Danske rige, hvor han havde sine støtter og tilhængere, hvilket indikerer at Haralds område var på øerne, måske Sjælland. Samme år vendte Ebo tilbage til Danmark ledsaget af biskop Wilderic af Bremen, og opnåede at omvende en række Daner.

I året 822 kom "Normanniske sendebud fra både Haralds og Godfred-sønnernes side" til rigsdagen i Frankfurt.

Men det idylliske samarbejde varede ikke evigt. I 824 blev Harald modtaget af kejser Ludvig den fromme i Compiegne: "med bøn om hjælp mod Godfreds sønner, som truede med at jage ham af lande. For at undersøge hans sag nærmere blev greverne Theothar og Rodimund sendt til Godfreds sønner. De undersøgte omhyggeligt Godfred-sønnernes sag og hele Normannerrigets tilstand og fremlagde for kejseren alt det, de i disse egne havde kunnet udfinde - med dem vendte også ærkebiskop Ebo af Reims tilbage, som på kejserens råd og efter pavens tilskyndelse var rejst til Danernes land for at prædike evangeliet og sidste sommer havde omvendt og døbt mange af dem."
Motiv fra Gosforth korset
I St Mary's kirkegård ved Gosforth nær kysten ved det Irske Hav findet et stenkors med motiver, hvorf nogle kan genkendes fra den nordiske mytologi. Det antages at stamme fra 800-900 tallet. Dette er en skitse af et af motiverne, som utvivlsomt forestiller Vidar i kamp mod Midgårdsormen i Ragnarok slaget.

Øjensynligt blev Harald i 824 geninsat i sit embede. Det siges at ærkebisp Ebo af Reims, som på den tid missionerede blandt Danerne, bibragte en god forståelse mellem Gotfred-sønnen Horic og Harald, og banede dermed vejen for en omvendelse af landet.

I året 826 lod Harald sig døbe i Mainz sammen med sin hustru og et stort antal Daner.

Motiver fra Gosforth korset
I St Mary's kirkegård ved Gosforth nær kysten ved det Irske Hav findet et stenkors med motiver, hvorf nogle kan genkendes fra den nordiske mytologi. Det antages at stamme fra 800-900 tallet. Dette er en skitse af nogle få af motiverne. Det øverste motiv er et dyr, som kæmper med to slanger, som slår knuder på sig selv. Det minder om motivet med et dyr, som kæmper mod slanger, som Londondyret og flere andre billeder, som er fundet i Lille Asien og Kina, men som endnu ikke er blevet kædet sammen med nogen fortælling fra den Nordiske mytologi. Den mellemste fletning kan være Midgårdsormen, som andre ster fremstilles netop sådan. De to mænd i båden giver associationer til Thors fisketur med jætten Hymer. Det vil så være Thor til højre med hamemren Mjølner, eller det er Hymer med den økse, han brugte til at kappe snøren, da Midgårsormen bed på.

Haralds dåb er beskrevet udførligt af den samtidige Abbed Ermoldus Nigellus i fjerde del af et større digt til Kejser Ludvigs ære; han har måske været til stede selv og skrevet digtet umiddelbart efter. Harald med hustru, søn og et talrigt følge kom sejlende op ad Rhinen til kongsgaarden Ingelheim, som Karl den store havde bygget i nærheden af Mainz. Paladset var rigt udsmykket, blandt andet med billeder af Karolingernes Sejre; her blev han vel modtaget af Kejseren og hans hoffolk.

Dåben fandt Sted i Skt. Albans-Kirken ved Mainz, fortæller Nigellus i digtet, sikkert i et særligt dåbskapel; Kejseren selv stod fadder til Harald og iførte ham den hvide dåbsdragt, paa samme maade kejserinde Judith hans hustru, prins Lothar hans Søn og ansete hofmænd hans følge. Derpå modtog de døbte kostbare gaver; Harald fik saaledes en purpurkåbe med guldbræmme og ædelstene og et sværd med gyldent hæfte, som kejseren selv havde baaret, desuden et bælte; endvidere blev han smykket med guldkrone, kæde og sporer. De nordiske barbarer blev overøste med rigdomme, som de aldrig havde drømt om.

Nigellus lange digt beskriver begivenheden:

"Hvorpå han straks af sig selv med håndtryk kejseren giver
sig selv og sit rige i vold, alt hvad der hørte ham til
"Modtag kejser, mig selv," han sagde, "og riget jeg styrer,
dig vil jeg tjene fra nu, det har jeg ærligt bestemt."
Tog i hænderne nu hans hænder med ære
Daners og Frankers land føjedes sammen til et.


Dragehoved fra Oseberg skibet
Dragehoved fra Oseberg skibet - Foto Irish Archeology.

Da dette var sket, deltog alle i den højtidelige gudstjeneste; i festligt optog drog man til kirken. De høje hvælvinger, billederne, der forestillede begivenheder i Bibelen, gudstjenestens rigdom, klokkeklang og klerkenes sang gjorde et stort indtryk på Danerne, fortæller digtet. Efter at have opholdt sig ved kejserhoffet en tid drog Harald tilbage til sit rige; i hans følge var to munke. Nigellus nævner ikke deres navne, men det må have været Ansgar og Autbert.

De fleste betragter Nigellus' beretning som meget pålidelig, for han var en samtidig, og han var sandsynligvis tilstede, da det skete.

Roskildekrøniken er enig med Abbed Nigellus; den første sætning af krøniken siger: "År 826 efter Herrens kødvordelse blev Harald, Danernes konge, døbt i Mainz af ærkebiskop Otgar, og kejser Ludvig stod fadder i sit sjette regeringsår. Med ham blev hans broder Erik og kongens hustru sammen med en stor mængde Daner oplyst og knyttet til den kristne tro."

"Vita Anskarii" er skrevet af Rimbert, som var en af hans elever: "Derefter hændte det sig, at en vis Kong Harald, som regerede over en del af Danmark, blev af andre konger i samme land forfulgt med had og fjendskab og uddrevet af sit rige. Han søgte hans Højhed Kejser Ludvig paa hånd og bad ham hjælpe sig, at han kunne faa sit rige igen. Kejseren beholdt ham hos sig og formanede ham både selv og ved andre til at antage kristendommen, for at der således kunde være større fortrolighed imellem dem; og det kristne Folk ville da komme ham og hans undersåtter villigere til hjælp, naar man paa begge sider dyrkede samme Gud."

Odin på sin ottebenede hest Sleipner
Odin på sin ottebenede hest Sleipner på den Gotlandske billedsten Tjängvide-stenen i Älskogs socken- Foto Wikipedia

Også Rimbert fortæller at kejser Ludvig udpegede Ansgar til at rejse med Harald tilbage til Danmark: "Han bød dem at drage med ovennævnte Harald og pålagde dem især at sørge for hans tro, og ved gudelig formaning stadig at styrke ham og hans mænd, som var døbte med ham, at de ikke ved djævelens tilskyndelse skulde falde tilbage til deres forrige vildfarelser. Tillige skulle de ved ordets prædiken flittigt formane ogsaa andre til at antage den kristelige tro."

Annalerne fortæller at i år 827 holdt kejseren møde med en af Godfred sønnerne, Horic, i Nymwegen: "Imens bortstødte Danernes konger, Godfreds sønner, Harald fra hans andel af rigets styrelse og tvang ham til at forlade Danernes land." Hvilket sikkert var på grund af den famøse dåb og troskabsed året før.

"Men fordi Kong Harald undertiden ikke kunde blive med fred i sit rige, saa gav ovennævnte Kejser ham et len hinsides Elben, for at han kunde ty derhen, dersom det måske blev nødvendigt for ham" fortæller Vita Anskarii. "De ovennævnte Guds tjenere, der skulde være, hvor han var, havde således deres opholdssted snart imellem Kristne, snart imellem hedninger." Haralds len må have været i det tidligere Gammel Saxen, hvorfra Saxerne nu var blevet deporteret.

Ansgar prædiker i Hedeby
Ansgar prædiker i Hedeby - tegning af Louis Moe 1898.

Anskars første mission blandt Danerne var ingen sucess. Han vendte tilbage senest i år 829 og blev samme år sendt på mission til Birka i Sverige.

Det var en voldelig tid, plaget af vikinge angreb, ikke blot i Vest Europa, men også i Danmark. "Vita Anskarii" fortæller at medens han opholdt sig i Sverige, svandt udsigten til at genoptage missionen i Danmark. Erik, konge af Jylland, der tidligere havde støttet Anskar, var blevet upopulær hos sine hedenske undersåtter, og i en kamp, der varede i tre dage, blev han og næsten alle hans nærmeste mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Erik II blev tilbage som regent over kun en lille del af Jylland.

Rimbert beretter om året 845: "I samme år blev byen Hamburg angrebet og plyndret af en hær af Normanner ledet af Erik konge af Jylland, der lagde hele landet øde og ødelagde næsten alle kristne kirker." Nogle mener dog at angrebet blev ledet af Horic I.

I 847 e.Kr. havde de tre Frankiske herskere Lothar, Ludvig og Karl fået nok af vikingeangreb. De lod den danske kong Horic I vide at de vil indlede en krig mod ham, hvis han ikke afholdt sine folk fra at angribe de kristne lande. De Danske konger må konstant have frygtet et korstog mod de nordlige lande, således som Saxerne havde været udsat for, og vikingernes plyndringer må have været en konstant politisk hovedpine.

Rekonstrueret stavkirke fra Hørning
Rekonstrueret stavkirke fra Hørning syd for Århus. Med udgangspunkt i stolpehuller og spor af vægstolper har Mosgaard Museum ved Århus rekonstrueret en stavkirke fra omkring 1060. Der er ikke fundet noget spor efter den kirke, som Ansgar fik tilladelse til at bygge i Hedeby, men den har sikkert set ud noget i den retning. Foto Sten Porse - Wikipedia

Rimpert fortæller i "Vita Anskarii", hvordan det lykkedes Anskar at genoptage missionen i Danmark omkring år 854 ved snedigt at indynde sig hos den danske konge: "Derfor aflagde han hyppige besøg hos Horic, der på det tidspunkt var eneste hersker over Danerne, og søgte at forlige sig med ham ved gaver og ved mange former for tjenester i håb om, at han kunne få lov til at prædike i hans rige. Ved flere lejligheder blev han sendt til ham som en ambassadør for kongen (Ludvig den Tyske) og søgte ihærdigt og trofast at skabe en fred, der var fordelagtig for begge riger. Hans troskab og godhed blev således anerkendt, og kong Horic begyndte at betragte ham med stor hengivenhed og gøre brug af hans råd og behandlede ham i enhver henseende som en ven; således fik han lov til at dele hemmeligheder, når han med sine rådgivere drøftede spørgsmål vedrørende riget. Ved en forhandling om de forhold, der skulle arrangeres for at etablere en alliance mellem folket i dette land, det er sakserne, og hans eget rige, ønskede kongen kun at de skulle de garanteres ved hans løfte, som han sagde, at han havde fuldstændig tillid til med hensyn til alt, der foreligger godkendt og lovet."

Det lykkedes tilsyneladende Anskar at bibringe kongen en vis sympati for kristendom, og på grund af det gode forhold fik han lov til at oprette en kirke i Hedeby: "Efter at han havde givet udtryk for disse ønsker, foreslog vor gode fader ham at han fik tilladelse til at bygge en kirke i sit rige, hvor en præst altid kunne være til stede, rede til at tjene dem, der var villige til at modtage kimen til det guddommelige ord og dåbens nåde. Kongen gav ham venligt tilladelse, og gav ham lov til at bygge en kirke på et sted, der tilhører hans rige, kaldet Sliaswic."

Scene på Larbro Stora Hammers stenen
Scene på Larbro Stora Hammers stenen på Gotland - Fra venstre angriber vikinger fra et skib assisteret af en slange med åbent gab, selvom figuren ligner en smedetang. Forsvarerne på land er anført af en høj kvindeskikkelse, som holder noget i hånden. Måske er hun en gudinde. Over forsvarerne svæver noget ubestemmeligt, måske en hund eller ulv også med åbent gab. Foto Berig Wikipedia.

Det var en urolig og voldelig tid ikke blot langs Englands og Normandiets kyster, men også i Danmark. "Vita Anskarii" fortsætter om året 854: "I mellemtiden skete det ved guddommelig dom, at kong Horic blev dræbt i krig i en kamp forårsaget af pirater, som var hans slægtninge, som forsøgte at invadere hans rige. Sammen med ham omkom ved sværdet alle de ledende mænd i dette land, der tidligere havde været bekendte og venner af biskoppen." Adam af Bremen oplyser nogle hundrede år senere at angriberen var "Guttovn, kong Horic's nevø, som var blevet drevet ud af Danmark, og havde levet som en pirat, i samarbejde med sin bror Harald, og efter at have samlet et stort antal skibe, angreb deres onkel. Som et resultat af kampen blev Horic og alle hans ledende mænd dræbt."

"Af denne årsag blev biskoppen ængstelig og ikke så lidt bedrøvet, på grund af de venner, som han tidligere havde knyttet til sig ved generøse gaver. Der var slet ingen i den yngre Horic's hof, ved hvis medvirken han kunne vinde ham til at gøre det, som Herren ønskede."

Udskæring på Oseberg vognen
Udskæring på Oseberg vognen. Museum of cultural history Oslo - To personer modtager en rytter, den ene person holder noget i hånden. Over rytteren svæver en hund eller en ulv. Alle personerne har fremskudte "karakterfaste hager", som vi kender det fra brakteaterne. Under dem er en drage. Foto Ove Holst.

Men den yngre Horic stod ikke tilbage for sin afdøde far i velvilje mod Anskar og hans tro: "Da så vor ærværdige præst kom ind i tilstedeværelsen af kongen, idet han var hjulpet af den mest noble Burghard, som tidligere havde hjulpet den ældre Horic i alle anliggender og havde stor indflydelse hos begge konger, fordi han var deres slægtning, viste kongen sin glæde over at modtage ham ved at tillade ham straks at gøre alt forbundet med den kristne religion, som hans forgænger tidligere havde lov til at gøre. Desuden var han enig i, at der burde være en klokke i kirken, hvis anvendelse hedningerne betragtede som ulovlig. I en anden landsby kaldet Ripa, som ligger i hans rige, gav han ligeledes en plads for opførelsen af en kirke og gav tilladelse til en præst at være der."

Paven godkendte endeligt sammenlægningen af bispedømmerne Bremen og Hamburg i året 864 siges det, og Ansgar blev udnævnt til ærkebiskop også for Bremen. Roskildekrøniken skriver i denne forbindelse: "Senere vendte Ansgar tilbage og blev ærkebisp i Hamburg: han drog nu rundt, snart blandt Danerne, snart blandt folkene hinsides Elben, og vandt en utallig mængde af begge folk for troen. Da så den Bremiske ærkebisp Ljudrik døde, gav kejser Ludvig det Bremiske ærkebispedømme til Ansgar. Ved denne kongelige gave glædedes den Guds bekender sig såre og drog derefter til Danmark. Her gjorde han Danekongen, den før nævnte Erik, kong Haralds broder tillige med hans folk, til ivrige kristne; efter Haralds død var denne nemlig kommen på tronen. Erik byggede først en kirke i Slesvig og gav tillige enhver i sit rige, der vilde det, lov til at antage kristendommen." Det er jo ikke helt det samme, som der står i "Vita Anskarii", men vi får at vide at der herskede en konge ved navn Erik, som var bror til Harald, kaldet Klak, over ihvertfald en del af Danmark. Hvis det var denne Erik, må han dog have været godt oppe i årene på dette tidspunkt.

Vikingesværd fra Kilmainham Dublin
Vikingesværd fra Kilmainham i Dublin. Første gang i 1836 og siden ved flere udgravninger, sidst i 1933-34 ved anlæg af en mindepark for 1. Verdenskrigs faldne, fandtes mindst 19 vikingebegravlser som indeholdt sværd, spydspidser, skjoldbuler, øksehoveder og knive, men også landbrug redskaber som saks og segl, smede værktøj som tænger og knibtang og købmands-redskaber som vægte og vægtlodder. De stammer med overvældende sandsynlighed fra en vikingebebyggelse, som eksisterede i Dublinområdet fra år 841 til 902. Foto Irish Archeology.

Ansgar døde 865 e.Kr. i Hamburg og dermed slutter "Vita Anskarii".

"Fulds Annalerne" nævner at i året 873 var der forhandlinger mellem den Tyske konge og to Danske konger. De synes at have fundet sted på grænsen mellem de to riger.

Roskilde krøniken beretter at i Anskars levetid angreb Normanner fra Nord Frankrig Danmark og dræbte kong Erik: "På den tid havde Normannerne hærget i Frankrig og gjorde fremstød op ad floderne Loire, Seine og Rhinen. Greben af rædsel for dem overlod Frankrigs konge Karl dem et land til bebyggelse, og det besidder de endnu den dag idag. Dernæst angreb de Danmark og dræbte kong Erik. Da han var død blev Erik Barn ophøjet til tronen. Der er ikke ringe tvivl med hensyn til denne Erik Barn, hvorvidt han var søn af førnævnte Erik eller ej. Han blev snart rasende på Kristusdyrkerne, jog præsterne ud af landet og befalede at lukke kirkerne. Uforfærdet opsøgte den hellige Ansgar ham, og han forvandlede den grumme tyran fra en vild løve til det blideste lam." Vi betænker at Rollo og hans mænd først ankom til Normandiet omkring år 900.

Omridset af et land, som kaldtes Danmark, dukker frem af historien takket være Ottars og Wulfstans rejseskildringer i tilføjelser til kong Alfreds den Store's Romerske Historie af Osorius fra måske omkring 850 til senest år 899. Ottar rejste fra Skiringssal i Norge til Hedeby i Slesvig, og Wulfstan rejste fra Hedeby til handelsbyen Truso i Wislas delta.
Udsnit af Stenkyrka Smiss billedsten på Gotland
Udsnit af Stenkyrka Smiss billedsten på Gotland. Angribende vikinger, som kommer ind fra højre på et skib, står over for en overtallig styrke på land ledet af en høj kvindeskikkelse, som holder noget i hånden, der ligner en sammenkrøllet slange og et sænket banner.

Ottars rejseskildring lyder således: "Ottar sagde: Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet. Og han fortalte, at han fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem Venderne, Sachserne og Anglerne og hører til Danerne. Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han til bagbord Danmark, til styrbord det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet. Og i disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark."

Ottars og Wulfstans rejser
Ottars og Wulfstans rejser.

Det er åbenbart at Ottar sejlede mod syd fra Norge i tre dage først med Halland og siden Sjælland til bagbord - som han kalder Danmark - og Skagerak og Kattegat til styrbord. Efter at have rundet Røsnæs, sejlede han ud over havet mod vest og fik hurtigt landkending med den karakteristiske klint på Fyens Hoved, som var en del af, hvad han kaldte Gotland - som han ikke kalder Danmark.

Derefter sejlede han mod syd med Fyn til styrbord og med "de øer som hører til Danmark" til bagbord. Farvandet mellem Langeland og Ærø er ret lavvandet og det må have været endnu mere grundet for tusind år siden, derfor tror jeg, at han gik nord om Ærø, og "de øer som tilhører Danmark" vil derefter være Langeland og Ærø, bemærk at de er i flertal. "Han havde til styrbord Gotland og Sillende og mange øer", det vil sige det fynske øhav og bagved dette Fyn, som han kaldte Gotland. Man sejlede langs kyster og efter landkendinger, og dette ville være en karakteristisk rute. Efter at have passeret Ærøs vestlige pynt ville han have landkending med Als, som han kalder Sillende, idet man skulle være lokalkendt for at vide, at Als er en ø. Med denne rute ville han vide med sikkerhed at han dernæst skulle holde til bagbord for at finde indsejlingen til den smalle fjord Slien. Her vil han have landskabet Angel til styrbord, som han siger.

Tegning af Ottar, som er en rekonstruktion af Skuldelev 2
Tegning af Ottar, som er en rekonstruktion af Skuldelev 2. Skibet er 16 meter langt og 4,8 meter bredt og antages at have haft en besætning på 6-8 mand og en dødvægt, altså lastekapacitet, på 24 ton. Fra "Podra morska Wulfstana W IX wieku"

Nu vil mange nok indvende, at ved Gotland skal forstås Jylland, og han derfor gik ned gennem Lille Bælt. Men i Lillebælt er der en meget stærk strøm i nordgående retning, hvilket ikke er gunstigt for den tids skibe. Desuden, den snævre del af Lille Bælt ved Strib og Middelfart minder mest af alt om en flodmunding. Hvilken skipper ville tage sit skib med en kostbar ladning denne vej, hvis det ikke var nødvendigt? Ydermere er det slet ikke en genvej. Til sidst, hvis han gik ned gennem Lille Bælt, ville han ikke have "mange øer" til styrbord.

Wulfstans rejseskildring lyder således: "Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, og at han var i Truso på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl. Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne. Disse lande hører alle til Danmark. Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge. Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord, og disse lande tilhører Sveerne. Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding. Wisla er en meget stor flod, som adskiller Witland fra Vendland. Witland hører til Esterne."

Thors hammer på Stockholm Museum
Thors hammer på Stockholm Museum - Foto Pintertest.com

Der af kan vi slutte at den politiske enhed Danmark på denne tid bestod af Halland, Skåne, Sjælland, Lolland, Falster og "de øer, som tilhører Danmark", hvilket må have været Langeland og Ærø, samt Hedeby. Derimod Jylland og eventuelt Fyn bliver udtrykkeligt kaldt Gotland og ikke Danmark.

Roskildekrøniken har også en nyttig oplysning, som bekræfter dette billede: "Jeg siger "konger", for den gang var der mange konger i Danmark; for som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredie på Fyn, en fjerde på Sjælland, en femte i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark; undertiden en over hele England sammen med Danmark, som vi senere skal vise." Det forklarer måske, hvorfor de følgende sider af denne krønike er så svære at gennemskue, indtil den med sikkerhed taler om den Harald Blåtand og den Svend Tveskæg, som vi mener at genkende.

I forbindelse med en beskrivelse af Østersøen skriver Adam af Bremen: "Omkring den bor der mange folkeslag, Danerne og Svenskerne, som vi kalder Normannerne, sidder nemlig inde med både Østkysten og øerne i den." Men altså åbenbart ikke Vestkysten - altså Jylland? Andetsteds taler han om "de Daner, som kaldes Jyder".

I "Fulda Annalerne" for år 873 læser man "at Sigfrid regerede sammen med sin broder Halpdan. De sendte også gaver til kejser Ludvig, nemlig et sværd af guld indtil fæstet samt andre ting og bad om fred: Efter at der fra begge sider var blevet sendt underhandlerere til Ejderfloden, svor de efter folkets skik ved deres våben at ville holde ubrydelig fred." Vikingers tøjleløse angreb langs Europas kyster må have været et stort politisk problem for de Danske konger, som må have frygtet et angreb fra den tyske kejser, som kejseren tidligere så brutalt havde angrebet Saxerne og tvunget dem til at antage Kristendommen.

Sølvskatten fra Rebild
Sølvskatten fra Rebild - På en byggegrund i Rebild fandt man 1971 en sølvskat fra omkring år 900. Skatten består af både smykker, mønter og sølvbarrer, i alt 146 genstande. Man kan tro at skatten blev gravet ned på grund af urolige tider og årsagen til at at den ikke blev gravet op igen kan have været at ejeren ikke overlevede de urolige tider. Foto: rebildspillemaendene.dk

Adam af Bremen fortæller: "Normannerne eller Danerne dengang (måske i slaget ved Løwen 891 e.Kr.) blev næsten fuldstændig udslettet i nogle alvorlige kampe med kong Arnulf. Krigen gik efter Himlens styrelse. Thi mens der nedhuggedes 100.000 hedninge, viste det sig at der knap nok var faldet en eneste af de kristne." - "Derimod har jeg af den sandfærdige Danerkonges Svends mund (Svend Estridsen) hørt følgende da han engang på vor opfordring opregnede sine forfædre: "Efter Normannernes nederlag," sagde han, "herskede, så vidt jeg har efaret, Heiligo, en mand, som var elsket af folket på grund af sin retfærdighed og sin hellighed. Efter ham fulgte Olaph, som kom fra Sverige og satte sig i besiddelse af kongedømmet i Danmark med våbenmagt, han havde mange sønner af hvilke Chnob og Gurd satte sig i besiddelse af kongedømmet efter faderens død."

Han fortsætter: "Men noget har den berømmelige Danerkonge fortalt os på vor anmodning derom: "Efter Svensker-høvdingen Olaph," sagde han, "som herskede i Danmark samen med sine sønner indsattes Sigerich i hans sted. Da han havde hersket en kort tid, berøvede Hardegon, Svends søn, som kom fra Normandie ham kongemagten. Men om nogle af disse mange konger eller rettere tyranner hos Danerne har hersket samtidig, eller om den ene kun har overlevet den anden i kort tid, er usikkert." Det er uklart hvad han mener med at Hardegon kom fra Normandie, for alle krønikeskrivere kalde både Daner og Sveaer for Normanner, men ifølge Roskilde Krøniken er der tidligere kommet Normanner, udtrykkeligt fra Frankrig, og dræbt en kong Erik, sandsynligvis på Sjælland. Vi må tro at Hardegon angreb kom en 20-30 år efter slaget ved Løwen 891, altså omkring 910-20, på hvilket tidspunkt det Normanniske hertugdømme i Nord Frankrig var etableret, men andre vikinger hærgede stadig langs Frankrigs kyster.

Adam mente også at vide at et Svensk Dynasty havde slået sig ned i Hedeby og hersket der i tre generationer. To runesten fra den første fjerdedel af 900-tallet er blevet fundet nær Hedeby. En inskription nævner det kongelige navn Sigtrygg, og stenen blev rejst af Gnupas hustru Asfrid, datter af Odinkar. Adam nævner en svensk prins Olaph som Gnupas og Sigtryggs forfader. I "Rex Saxonum Gestae" af Widukind af Korvey fra år 970 fortælles at Henrik I kæmpede mod Danerne i 934 e.Kr. og tvang "Chnuba" til at lade sig døbe.

Drikkehorn fra vikingetiden
Drikkehorn fra Vikingetiden udstillet på Nationalmuseet. Foto pintertest.com

Danske konger var stadig fjendtlige mod kristendommen. Adam fortæller at få år før bisp Unni af Bremen og Hamburg døde år 936 i Birka besøgte han Danmark: "Hos Danerne herskede på den tid Hardecnudth Wurm. Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Det antages almindeligvis at kong Wurm er identisk med Gorm den Gamle, som er attesteret af Jelling stenen.

Danelagen

Før år 870 erobrede den store hedenske hær først York, derefter resten af Northhumbria og East Anglia. Få år efter overtog de den østlige del af kongeriget Mercia. Måske var det deres plan at erobre alle de Angel-Saxiske kongedømmer, men de stødte på beslutsom modstand fra kong Alfred af Wessex og hans allierede. De prøvede at fange kong Alfred, da han fejrede jul på sin gård i Chippenham, men han undslap og gemte sig hos lokale bønder. I maj 878 mødte kong Alfred vikingehæren under kong Guthrum ved Ethendun (Edington), hvor Alfred gik af med sejren.

Skandinaviske stednavne i Danelagen
Skandinaviske stednavne i Danelagen, hvilke er navne, som ender med:
-by som i Grimsby, Derby, Asgardby, Danby og Rugby.
-torp som i Scunthorpe, Copmanthorpe, Crownthorpe and Grimethorpe
-toft som i Tofts of Tain og Thurdistoft.
-tved som i Slaithwaite, Stennestwatt og Brunatwatt.
-dal som i Bernisdale, Ugadale og Coalbrookedale.
-bæk som i Holbeck ved Leeds, Troutbeck og Tooting Bec.
Kort fra: Dictionary of the Scots Language.

Mange kilder nævner langt flere stednavnetyper af Skandinavisk oprindelse, men faktisk, Angel-Saksisk og Gammel Nordisk var tæt beslægtede sprog, og det er vanskeligt at skille Skandinaviske stednavne-elementer fra Angel-Saksiske.

I år 884 ankom en ny vikingeflåde fra Skandinavien, og kong Guthrum angreb på ny, men forgæves. Vikingerne mistede endog ved denne lejlighed London, som de havde holdt indtil da.

Kong Alfred aftalte nu en fred med kong Guthrum. Den indebar at Guthrum lod sig døbe, og der blev fastlagt en grænse mellem Danernes område, som kaldtes Danelagen, og Alfreds rige: "Først om vore landegrænser: Opad Themsen, så op ad Lea og langs Lea til den kilde, så i lige linje til Bedford, så op til Ouse til Wætlingastræt."

Danernes ønske og måske hele motivation var utvivlsomt at få deres egen jord. Den Angel-Saxiske Krønike for 876 e.Kr. siger: "- uddelte Halvdan Northhumbriernes land, og de gik igang med at pløje og sørge for sig selv." En anden krønike om samme begivenhed siger: "Halvdan besatte Northhumbria og delte det mellem sig og sine høvdinge og lod jorden opdyrke af hæren". Det hedder om Guthrum og hans mænd i East Anglia efter fredsslutningen i år 884: "- og der slog han sig ned og uddelte jorden."
Vikingesværd fundet i Repton
Et sværd fra en vikinge-begravelse i Repton i Derbyshire, førhen Mercia. Dette sværd er nu i Derby Museum and Art Gallery. Foto Derby Museum.

Der er meget lidt tvivl om at drivkraften i vikingetogene var et stort fødselsoverskud i Skandinavien. Dudo beretter om at man i Skandinavien "ved lodtrækning efter gammel skik udtages en stor gruppe af unge mennesker, som bliver stødt ud til fremmede folk og riger, for at de i kamp kan vinde sig lande, hvor de kan leve i stadig fred." Det er overvejende sandsynligt, at vikingernes motivation for at kæmpe i det fremmede var at få det, som de ønskede og ikke kunne få i deres hjemland, nemlig deres egen jord og familie. Adskillige kilder fortæller at Danerne var smart klædt på, og de vaskede sig hver lørdag - det gjorde de sikkert for at gøre indtryk på pigerne.

Udgravning af Vikinge gravhøje i Heath Wood
I Heath Wood nær Ingleby i Derbyshire nogle få km. fra Repton findes 59 gravhøje, som er Skandinaviske ligbrændingsgrave. Ved en udgravning i 2004 fandtes en mængde ting, som kan ses i Derby Museum. Det menes at fundene er fra samme periode som begravelsespladserne i det nærliggende Repton; ligene i Repton er imidlertid ikke blevet brændt. Billedet viser udgravning af høj 21. Andre udgravede høje ses i baggrunden. Foto Julian D. Richards.

Alfred den Store døde i 899 e.Kr. og blev efterfulgt af sin søn Edward, som indledte en langsom tilbage-erobring af de tabte områder. Inden sin død i 924 e.Kr. var han også konge over Mercia og Northumbria og over: "- både engelske, danske norske og andre." En vigtig årsag må have været at Danerne ikke længere var en hær, men bønder spredt ud over landet - og dermed sårbare. Danerne havde fået, hvad de ønskede, nemlig jord og familie, de så sikkert ikke så nøje på hvilken konge, som de svor troskab.

Det Angel-Saxiske Old-English og det Skandinaviske Gammel-Nordisk var tæt beslægtede sprog. Daner og Angler må have kunnet forstå hinanden umiddelbart med lidt god vilje, som Nordmænd, Svenskere og Danskere stadig kan den dag idag. Men alligevel er det lykkedes sprogforskere at påvise et betydeligt antal moderne engelske ord og ikke mindst mange stednavne, som har deres oprindelse fra de vikinger, som bosatte sig på de Britiske øer. I "A History of English Language" står: "I en del af Skotland blev blev Norse stadig talt så sent som i det syttende århundrede".

I England, Skotland og Irland er påvist 1.400 til 2.000 stednavne, som kan tilskrives vikinger; hvilket viser at indvandringen fra Skandinavien var meget betydelig.

Heysham Hogbacks set fra begge sider
Heysham Hogback set fra begge sider. Ingen har indtil nu kunnet forklare motiverne på siderne fuldt ud - Hogbacks (svinerygge) findes udelukkende i områder i det nordlige Storbritannien, som blev bosat af Vikinger - Det vil sige det sydlige Skotland, Cumbria og Yorkshire - Stephen Driscoll, professor i historisk arkæologi ved Glasgow Universitet mener at de buede sider ligner det klassiske Vikinge hus og det flettede mønster på dem er også af typisk Skandinavisk oprindelse. - Fra Thor Ewing's blog foto Fraser Smalley.
Indtil omkring 1990 blev hogbacks ikke regnet for noget særligt, således blev 14 hogbacks i Govan ved en fejltagelse smidt ud og ødelagt i forbindelse med nedlæggelsen af Harland and Wolff skibsværftet i Glasgow omkring 1980.

Da Anglernes og Vikingernes sprog var meget tæt beslægtede, er det svært at afgøre hvilke ord, som kommer fra Skandinavisk, og hvilke ord, som er oprindelige Angel-Saxiske. Men det vides for eksempel at den typiske Skandinaviske hårde "sk" lyd, som i "skum" og "skal" i Angel-Saxisk meget tidligt blev til den åbne engelske "sh" lyd som i "ship" og "shall". Deraf kan man konkludere at moderne engelske ord, som indeholder det hårde skandinaviske "sk" lyd, repræsenterer Skandinavisk indflydelse; hvilke ord er for eksempel: sky, skin, skill, scrape og skirt. Mange andre almindelige og meget brugte dagligdags ord i Engelsk kan henføres til Skandinavisk. Det drejer sig om sådanne ord som: "law", "give", "window", "dream", "house", "egg", "flat". Det antages af nogle at der er omkring 900 Skandinaviske låneord i moderne englsk, hvis oprindelse er fuldstændig overbevisende. Dertil kommer mindst lige så mange, hvis Skandinaviske oprindelse er sandsynlig, og desuden et utal af ord i lokale dialekter.

Normandiet

Dudo af Saint-Quentin beretter at Normandiets grundlægger, Rollo, var søn af "en meget gammel og meget rig mand i Dacernes land, som havde en utrolig mængde krigsfolk samlet omkring ham". Richer of Reims angiver faderens navn som Catillus, sikkert Ketil. Efter faderens død blev Rollo og hans bror angrebet af Dacias konge, og Rollos bror faldt i kampene. Rollo søgte ly på øen Scanza med seks skibe og drog derefter til England og tog del i kampene der. Omkring år 900 dukkede han op i Seine mundingen sammen med sine hærdede veteraner.

Normandiets gradvise udvidelse i vikingetiden - tegning Johny Granjean Gøsig Jacobsen
Normandiets gradvise udvidelse i vikingetiden. Andre grupper af vikinger, som havde slået sig ned i langs den Franske kyst sluttede sig efterhånden til Rollos hertugdømme

Hertug Ragnold af Francien sendte vikingen Hastings og nogle andre dansk talende mænd til dem for at finde ud af, hvem de var, og spørgsmål og svar blev udvekslet:

Udsendingene sagde: "Kongemagtens grever befaler, at I meddeler, hvem I er, hvorfra I kommer, og hvad I ønsker."

"Vi er Daner, vi er kommet hertil fra Dacia. Vi er kommet for at betvinge Francien", lød svaret.

"Hvad hedder jeres herre?" lød det næste spørgsmål.

De svarede: "Vi har ingen herre, for vi er alle lige i magt" - Hvilket sidste sikkert refererer til deres strid med den Danske konge og efterfølgende flugt fra "Dacia" og hans herredømme. Det er også muligt at det refererer til en vis lighed magten, som kan spores mange gange i vikingetiden. For eksempel ved at i mange vikinge bosættelser oprettede de rutinemæssigt et ting.

Selve navnet Normandiet betegner dets Skandinaviske oprindelse. Efter at Rollo og hans mænd havde slået sig ned der, blev det kendt som "Northmania", det vil sige Normannernes land. Det betyder ikke at de nødvendigvis kom fra Norge. Vi husker at alle Frankiske krønikeskrivere kaldte sørøverne fra nord for Normanner eller Daner, uanset hvilke af de moderne Skandinaviske nationer de måtte komme fra.

Vikinger angriber Paris
Vikinger på Seinen angriber Paris - tegning af Alphonse de Neuville 1875.

I året 911 skænkede kong Karl III med tilnavnet "den Enfoldige" kystlandet ved Seine mundingen til Rollo som len, imod at han forpligtede sig til at forsvare landet mod andre vikinger. Hans lille skare fik hurtigt selskab af andre Skandinaver, og i de følgende tyve år voksede hertugdømmet Normandiet imod vest til dobbelt størrelse.

Efterkommerne efter Rollo og hans mænd giftede sig med kvinder fra områdets oprindelige indbyggere og antog hurtigt det lokale Gallo-Romanske sprog. De blev Normannerne - en blanding af Skandinaver og indfødte Franker og Gallere. Det danske sprog holdt sig kun lidt mere end en generation i Normandiet. Blot 30 år efter at Rollo var blevet forlenet med Normandiet, måtte hans sønnesøn sendes til Bayux for at lære dansk. Dudo skrev: "Hertug Wilhelm besluttede at sende sin søn Rikard til Bayeux for at han kunne lære dansk: "Eftersom jo byen Rouen bruger romansk sprog mere end dansk, og man i Bayeux taler mere dansk end romansk, ønsker jeg, at han nu snarest muligt bringes til byen Bayeux, endvidere, Botho at han nu bor der under dit opsyn, opfostres og opdrages med stor omhu, anvender dansk i daglig tale og lærer det grundigt, så han i fremtiden kan tale det flydende med Dacerne."

Der blev hurtigt brug for at kunne tale med Danerne. Kun et par år efter kom Normannerne i alvorlige vanskeligheder. Kong Ludvig tog den unge tronarving som gidsel og besatte hele Normandiet med støtte fra sine andre store vassaller.

Widukind skrev i forbindelse med denne krig i 944, som den tyske Otto I også deltog i at den tyske kejser drog til Rouen, "Danernes by" (Ruthun Danorum urbem adiit).

På dette kritiske tidspunkt, ankom en stor undsætningsstyrke fra Skandinavien. Dudo beretter at en umådelig mængde hedninger ankom til Normandiets kyster ledet af en kong Haigrold af Dacia, hvilket kan betyde en dansk konge ved navn Harald. Det danske undsætningskorps ændrede fuldstændig situaionen til det bedre for de betrængte Normanner. Der er ingen efterretninger om at kong Haigrold og hans mænd nogensinde drog hjem til Skandinavien igen.

Vikinger klar til landgang
Vikinger, som er klar til at gå i land. Fra et manuskript i Bibliothèque Nationale de France i Paris fra 1400 tallet.

Normandiet blev hurtigt for trangt for de Normanniske ridderere. Amatus of Monte Cassino fortæller at i år 999 var en gruppe på omkring 40 Normanniske pilgrimme på vej tilbage fra Jerusalem og var nået til Salerno, da byen blev angrebet af Muslimer. Pilgrimmene var forbløffede over den ringe modstand den lokale befolkning ydede. De opnåede at få våben og heste hos fyrst Gaimar IV af Salerno, og derefter lykkedes det dem at fordrive angriberne. Fyrst Gaimar opfordrede dem til at forblive i hans tjeneste, men de afviste tilbuddet og vendte tilbage til Normandiet; dog sammen med en italiensk udsending, der ganske vellykket rekrutterede frivillige "for at komme til dette land, der flyder med mælk og honning og så mange smukke ting."

I Normandiet ville kun den ældste søn af en adelsmand arve, og alle yngre sønner var henvist til en militær karriere eller et liv i kirken. Den Italienske udsending havde derfor stor succes med at rekruttere yngre sønner til at rejse med ham tilbage til Syd Italien.

Benediktiner-munken Goffredo Malaterra karakteriserede Normannerne således: "De er de mest kløgtige folk, ivrige efter at hævne krænkelser, de vil hellere berige sig fra andre, end fra deres oprindelige marker. De er ivrige og faktisk grådige efter profit og magt, hykleriske og bedrageriske i næsten alt, men mellem generøsitet og griskhed tager de en mellemvej. Deres ledere er dog meget generøs, da de ønsker at opnå et godt ry. De ved, hvordan man smigrer, og er meget afhængige af udøvelse af veltalenhed, i en sådan grad, at man lytter selv til deres unge drenge, som om de var uddannede talere. Og medmindre de holdes i ave ved retfærdighedens åg, er de de mest uhæmmede mennesker. Når omstændighederne kræver det, er de parate til at udføre hårdt arbejde og udholde sult og kulde; de er meget afhængige af jagt og jagtfalke, og de glæder sig over smart tøj og udspekuleret pynt for deres heste og dekorationer på deres andre våben."

Fyrst Sergio IV af Napoli gav de tilstrømmende Normanner tilladelse til at beholde al det land, som de kunne erobre fra de invaderende muslimer. Normannerne drog fuld fordel af situationen. Omkring år 1053 havde de sat sig i besiddelse af hele den sydlige del af Italien.

Normanniske områder i tidlig middelalder
Normanniske områder i tidlig middelalder. Tegning af Trevor Rowley.

Derefter gennemførte de et ambitiøst natligt amfibie angreb på det muslimske Sicilien. Roger d'Hautville anførte en flåde på 13 skibe, som overførte 270 riddere. Ved daggry blev de forstærket af yderligere 170 riddere. Muslimerne ydede hårdnakket modstand, og det tog 30 år før al modstand på øen var nedkæmpet.

Erfaringerne fra den Sicilianske amfibie aktion blev uden al tvivl taget i anvendelse af Wilhelm af Normandiet - med det senere tilnavn Erobreren - i det endnu mere ambitiøse amfibie-angreb på det Angel-Saksiske og Danske England i det berømte slag ved Hastings i 1066.

Normanner under Bohemund af Tarento og hans nevø Tancred var en meget vigtig del af det første korstog. Efter en vellykket belejring og følgende erobring af Antiokia etablerede Bohemund et uafhængigt Normannisk fyrstedømme omkring byen. Tancred og andre Normanniske riddere fortsatte sydpå og tog del i erobringen af Jerusalem.

I England er stednavne, som vidner om Skandinavisk indflydelse, karakteriseret ved Skandinaviske endelser som for eksempel -by og -torp. I Normandiet er det oftest stednavnenes forled, som røber Skandinavisk indflydelse. I hele det nordlige Frankrig ender hundredevis af stednavne med -ville, hvilken endelse er af Romersk oprindelse. Men forleddene til disse -ville landsby navne i Normandiet er ofte Skandinaviske personnavne som for eksempel Osmund i Omonville (i 1100 tallet Osmundivilla), Thorketill i Teurthéville-Hague (Torquetevilla i 1100 tallet) og Gonnesville, som er opkaldt efter Gunnar eller Gunni. Houlbec som det Danske Holbæk er af ret indlysende dansk oprindelse.

Da Korsfarerne passerede Konstantinopel fik de foretræde for kejser Alexios. Kejserens datter Anne Komnena beskrev Bohemund:

- kort sagt, havde aldrig før blevet set i romernes land, han være en af barbarerne eller grækerne - for han var et under for øjnene at se på, og hans ry var frygtindgydende. Lad mig beskrive barbarens udseende i særdeleshed - Han var så høj i statur, at han overgik den højeste med næsten en cubit, smal i talje og lænd, med brede skuldre og et dybt bryst og kraftfulde arme. Og i hele sin kropsbygning var han hverken for spinkel eller tynget af huld, men perfekt proportioneret, og man kan sige at han var bygget i overensstemmelse med Polycleitus' kanon. Han havde stærke hænder og stod fast på sine fødder, og hans nakke og ryg var godt komprimeret. En nøjregnende observatør ville lægge mærke til, at han bøjede sig en smule frem, men det var ikke fra nogen svaghed i hvirvlerne i hans rygrad, men han havde nok haft denne stilling lidt fra fødslen. Hans hud var meget hvid over hele kroppen, og i hans ansigt var det hvide blevet anløbet med rødt. Hans hår var gullig, men hang ikke ned til hans talje ligesom de andre barbarers; for manden var ikke uforholdsmæssigt forfængelig med sit hår, men havde klippet det kort til ørerne. Om hans skæg var rødligt, eller enhver anden farve kan jeg ikke sige, for ragekniven var gået hen over det meget nøje og efterladt en overflade glattere end kridt, mest sandsynligt var det også rødligt. Hans blå øjne antydede både en høj ånd og værdighed; og hans næse og næsebor indåndede luften frit; hans bryst svarede til hans næsebor og ved hans næsebor - bredden af hans bryst. For hans næsebors natur havde givet fri passage for den høje ånd, som boblede op fra hans hjerte. En vis charme hang om denne mand, men blev delvist skæmmet af en generel fornemmelse af uhygge. For i hele hans krop og hos hele manden gav uforsonlighed og vildskab sig til kende, både i hans størrelse og blik, forekommer det mig, og selv hans latter lød for andre som fnysen. Han var således skabt i sind og krop, at både mod og ildhu opstod i ham og begge tilbøjelige til krig. Hans kløgt var mangeartet og udspekuleret, og han var i stand til at finde en udvej af alle kniber. I sin samtale var han godt informeret, og de svar, han gav var ganske uigendrivelige. Denne mand var af en sådan størrelse og sådan karakter at han kun blev overgået af kejseren selv i lykke og veltalenhed og i andre af naturens gaver.
Stednavne med efterleddet -toft som i Æbeltoft og Martofte findes mindst 589 steder i Normandiet, idet de er blevet til -tot. Som for eksempel Aptot, som svarer til Ebeltoft, og Routot, som kommer af Rolftofte. Der er mere end 100 eksempler på navne med efterleddet -hogue, som kommer fra Skandinavisk Haug, hvilket betyder bakke eller høj, og mere end 70 eksempler på efterleddet -dalle som kommer fra dal, som i det danske Kongsdal. Det almindelige Normanniske -beuf står for -bod, som i Munkebo og Maribo.

Normandiet mangler helt sådanne stednavne-endelser, som karakteriserer de Norske bosættelser på de Nord Atlantiske øer, som for eksempel -bolstadr.

I Snorres Heimskringla står at Rollo er identisk med en Ganger-Rolf, søn af Ragnvald Møre jarl i Norge: " - han blev kaldt Ganger-Rolf. Han hærgede meget i Østersølandene. En sommer, da han kom til Viken fra vikingetogt østpå, gjorde han dér strandhugst. Kong Harald var i Viken; han blev meget vred, da han hørte om dette, for han havde nedlagt strengt forbud mod at plyndre indenlands. Kongen tinglyste derfor, at han gjorde Rolf fredløs i Norge. Da Hilde - Rolfs mor - hørte dette, opsøgte hun kongen og bad om fred for Rolf, men kongen var så vred, at det ikke nyttede hende at bede." - "Ganger-Rolf drog derefter vest over havet til Suderøerne og derfra vestpå til Valland, hvor han hærgede og tilegnede sig et stort jarledømme; det blev befolket af mange Nordmænd, og blev siden kaldt for Normandiet. Jarlerne i Normandiet er kommet fra Rolfs efterslægt".

Vi noterer at i Alfred den Stores geografi står: "Nord Danerne har mod nord, den arm af havet, som kaldes det Østlige Hav", hvilket må betyde at grænsen mellem det Østlige og det Vestlige hav gik et sted ud for Skagen. Hvilket må indebære at når Ganger-Rolf "hærgede meget i Østersølandene", så plyndrede han i landene syd for Skagen.

Dudo af st. Quentin derimod fortæller gang på gang udtrykkeligt at Rollo kom fra Dacia, som var Danernes land.

Han skriver om Rollos fader: "Han bød over Daciens og Alaniens grænseegne, og han underkastede sig folkene med magt i mange slag. Han var nemlig den ypperste af alle i Østen." Og senere om Rollos flugt fra sit fødeland: "Men Rollo, som ikke havde mulighed for at opholde sig i Dacia, fordi kongen bar hærskjold imod ham, drog til øen Scanza med seks skibe. Dacia mistede da en retsindig fører, en højtstående og stærk fortaler og hengav sig til dyb sorg." Hvilket lader os tro at ikke alene kom Rollo fra Dacia, Danernes land, men også den østlige del af dette land, hvilket ikke kan være Norge. Desuden, Scanza er den Skandinaviske halvø, som også omfatter Norge. Men Rollo flygtede dertil fra sit fødeland Dacia, hvilket betyder at hans fødeland ikke var i Scanza.

Udbredelsen af stednavne med endelsen -ville i Frankrig
Udbredelsen af stednavne med endelsen -ville i Frankrig. Det ses at de ligger tæt i Normandiet, men de er også mange andre steder, hvor der aldrig har boet vikinger. I Danmark kendes typen kun fra Tisvilde på Sjælland - Fransk Wikipedia.

Dudo omtaler flere steder de Normanniske hertuger og deres mænd som "Dacerne", hvilket må betyde Danerne og nævner mange steder at de tidlige Normanner talte Dansk.

Han beretter om nogle forhandlinger mellem den tyske kong Heinrich og den franske kong Ludvig: "Mens kongerne talte sammen i enrum, begyndte hertug Herman af Saxen pludselig at tiltale Wilhelm på dansk. Så sagde Normannerhertugen: "Hvem har lært dig det danske sprog, som Saxerne ellers ikke forstår?" Han svarede: "Det krigeriske og ypperlige afkom af din våbenduelige slægt har mod min vilje lært mig dansk." Vilhelm: - "Hvorfor mod din vilje?" Herman: - "Fordi de jævnlig erobrede borgene i mit hertugdømme, leverede mange slag mod mig og førte mig som krigsfange til deres land, og derfor lærte jeg det mod min vilje." Denne dialog må betyde at Dudo og den Nordiske overlevering i Rouen stadig på hertug Wilhelms tid betragtede sig som Daner af oprindelse.

Hertug Wilhelm besluttede at sende sin søn Rikard til Bayeux for at han kunne lære dansk: "Eftersom jo byen Rouen bruger romansk sprog mere end dansk, og man i Bayeux taler mere dansk end romansk, ønsker jeg, at han nu snarest muligt bringes til byen Bayeux"

Da Normannerne kom i vanskeligheder omkring år 945 bredte rygtet sig at "hedninger var ankommet til Normandiets kyster" ledet af en kong Haigrold af Dacia, hvilket må betyde en dansk konge ved navn Harald.

Heimskringla blev skrevet på Island 300 år efter at begivenhederne fandt sted, flere tusinde kilometer fra både Norge og Normandiet. Dudo skrev kun 50 år efter at de sidste af Rollos mænd var døde i selve det land, hvor begivenhederne fandt sted. Han kunne hente oplysninger temmelig direkte fra de oprindelige nybyggernes børn og børnebørn. I denne sag må Dudo af st. Quentin betragtes som en langt mere pålidelig kilde end Snorre.
Normanisk kavaleri på Bayoux tapetet
Normanisk kavaleri på Bayoux tapetet

Nu kan man indvende at Datidens krønikeskrivere betegnede alle vikinger fra Skandinavien og Østersøområdet over en kam som enten Daner eller Normanner, og de talte alle den danske tunge sikkert i forskellige dialekter, og dette at Dudo skrev at de talte dansk stedfæster ikke nødvendigvis Rollos hjemstavn til det moderne Danmarks område. Men det nævnes at han kom fra det østlige Dacia, og ikke fra Scanza. Måske Rollo og hans oprindelige skare kom fra Sjælland eller et sted på den sydlige Østersøkyst. Men uanset Rollos herkomst er det sandsynligt at talrige vikinger fra alle dele af Skandinavien sivede ind i hans hertugdømme gennem de første hundrede år af hertugdømmets levetid.

Vikinger i Rusland

Den arabiske rejsende Ibn Fadlan traf et folk ved Volga, som han kaldte Rus. Meget tyder på at de var Skandinaviske vikinger, som drev handel ved Volga.

En Rus efter Ibn Fadlan
En fremragende tegning, som er meget loyal over for Ibn Fadlans beskrivelse af Rus - fra kampgruppe-engel.blogspot.com - desværre ukendt kunstner.

Ibn Fadlan beretter: "Jeg så ar-Rusiya, da de var kommet dertil på deres handelsrejser og havde slået sig ned ved floden Atul. Ikke har jeg set folk med mere fuldkommen legemsbygning end dem. De er høje som daddelpalmer og rødmossede. De bærer ikke qurtaqer og heller ikke kaftaner. Men deres mænd bærer en klædning, som dækker den ene halvdel af kroppen, mens den ene hånd stikker frit ud af den."

"Hver af dem har en økse og et sværd og en kniv, og han skiller sig aldrig fra noget af det, vi har nævnt. Deres sværd er brede og flade og riflede og efter frankisk mønster. Fra fingerspids til hals har hver af dem en samling træer, figurer og lignende."

Han beretter at de ofrer til deres guder, som er "en høj træstøtte med et ansigt, som ser ud som et menneskeansigt", hvilket svarer Adam af Bremens beretning fra Upsala.

Ibn Fadlan fortæller at en afdød Rus høvding blev begravet i sit skib med et pragtfuldt udstyr sammen med en udvalgt trælkvinde, en hund og to heste, samt en hane og en høne. Det minder om høvdingen, som blev begravet ved Ladby i sit skib med et rigt udstyr, sammen med 11 heste og 4 hunde. Da Rus høvdingen var blevet brændt i sit skib, opkastede hans mænd en høj over stedet, hvilket også var tilfældet i Ladby. En væsentlig forskel er at høvdingen i Ladby ikke blev brændt.

Begravelsescermonierne indebar at den afdøde høvdings mænd en efter en havde samleje med den udvalgte trælkvinde. Hun blev derefter tre gange løftet op over en slags dørkarm på mændenes håndflader, hun sagde at hun så sine forfædre og hendes afdøde herre, hvorefter hun dræbte en høne og kastede den over dørkarmen. Hun blev dræbt på skibet af en gammel kvinde med en bredbladet kniv, samtidig med at hun blev stranguleret. Ilden blev antændt af en nøgen mand, som nærmede sig skibet baglæns med en fakkel i den ene hånd, medens han med den anden hånd dækkede sin anus.

"Beretninger om Svundne Tider", "Povest' vremennykh let", blev nedskrevet af munken Nestor omkring år 1100. Heri berettes hvorledes de Slaviske stammer inviterede vikinger, som de kaldte væringer, til at komme og herske over dem: "De fire stammer, der var blevet tvunget til at betale tribut til de væringerne - Chuds, Slavs, Merians og Krivichians drev væringerne tilbage over havet, nægtede at betale dem yderligere tribut, og satte sig for at regere sig selv."
Vikinge gravhøje langs Volkov floden nær Staraya Ladoga Vikinge økse fra Staraya Ladoga
Til venstre: Vikinge gravhøje langs Volkov floden nær Staraya Ladoga. Manden i båden nederst til højre giver et indtryk af størrelsen.
Til højre: Vikinge økse fra Staraya Ladoga.

"Men der var ingen lov blandt dem, og folk vendte sig mod folk. Der opstod splid mellem dem, og de begyndte at føre krig mod hinanden. De sagde til hverandre: "Lad os finde en fyrste, der kan herske over os, og dømme os efter sædvane". Således drog de over havet til væringerne, til Rus. Disse særlige væringer var kendt som Rus, lige som nogle kaldes Swear, og andre Normanner og Angler, og stadig andre Goter, for de var således navngivet. Chuds, Slavs, Krivichians og Ves sagde derefter til Rus, "Vores land er stort og rigt, men der er ingen orden i det. Kom og reger som fyrster, hersk over os".
Rus ankommer til Staraya Ladoga Staraya Ladoga
Til venstre: Rus ankommer til Staraya Ladoga. De inviterede væringer, Rurik og hans brødre Sineus and Truvor, bydes velkomne af Ilmen Slavs. Maleri af Viktor M. Vasnetsov 1913.
Til højre: Staraya Ladoga ligger ved bredden af Ladoga søen, ikke langt fra St. Petersburg. Kort fra rusmania.com.

"Tre brødre, med deres slægtninge, blev udvalgt. De bragte hele Rus med dem og udvandrede. Den ældste, Rurik, bosatte sig i Novgorod; den anden, Sineus i Beloozero; og den tredje, Truvor, i Izborsk. Fra disse væringer fik det Russiske land sit navn. Således nedstammer de, der slog sig ned i Novgorod, fra væringer, men tidligere var de slavs. Inden to år døde Sineus og hans bror Truvor. Rurik samledes al myndighed i sine egne hænder, og uddelte byerne til sine egne mænd, Polotsk til en, Rostov til en anden, og til en anden Beloozero. Væringerne i disse byer er kolonister, men de første, som slog sig ned i Novgorod var Slavs; i Polotsk, Krivichians; i Beloozero, Ves; i Rostov, Merians; og i Murom, Muromians. Rurik hersker over alle disse folk." - Det antages at Ruriks ankomst til det nuværende Rusland fandt sted i årene omkring 860-862.

"To af Rurik mænd, Askold og Dir, som ikke var af hans folk, men var krigere, bad om tilladelse til at rejse til Konstantinopel med deres folk. De sejlede dernæst ned ad Dnepr, og under deres rejse så de en lille by på en bakke. De spurgte, "Hvis by er dette?" Indbyggerne svarede: "Der var tre brødre, Kii, Shchek og Khoriv, der byggede denne borg, men de er siden døde. Vi, der er deres efterkommere, bor her og yder tribut til Khazarerne". Askold og Dir forblev i denne by, og efter at have samlet mange væringer, etablerede de deres herredømme over Polianians' land. Rurik regerede i Novgorod."

Det er aldrig lykkedes at identificere Rus folket i Skandinavien på en overbevisende måde. Nogle har peget på det Svenske landskab Roslagen, som omfatter kysten og øerne nord for Stockholm. Desuden, Nestor nævner at Askold og Dir og deres stamme, som grundlagde Kiev, ikke tilhørte Ruriks folk, hvilket kan betyde at de var vikinger fra andre steder i Skandinavien, som havde sluttet sig til Rus - eller de tilhørte en andet slavisk folk.

Askold og Dir på Dnepr
Askold og Dir på Dnepr. De ser en lille by på en bakke. Malet af Nicholas Roerich 1899.

Kiev voksede hurtigt, allerede i slutningen af det 800 tallet var byen blevet hovedstad i de østlige slavers rige, som, vi kan tro, omfattede det meste af det nuværende Ukraine. I år 988 indførte Storfyrst Vladimir kristendommen i sit rige. Dette var med til at etablere politiske og kulturelle forbindelser med Konstantinopel. På dette tidspunkt levede næsten 50.000 mennesker i byen; Den havde omkring 400 kirker og 8 markeder.

I året 1240 indtraf katastrofen. Kiev blev angrebet af en numerisk overvældende og erfaren Mongolsk hær ledet af Batu Khan. I løbet af få måneder knuste de Kievs mure med kastemaskiner. Kievs kirker og markeder blev forvandlet til murbrokker, og byens befolkning blev massakreret, fordi de havde nægtet at overgive sig. Før havde Kiev 50.000 indbyggere, og kun 2.000 var i live efter Mongolernes angreb.

Denne katastrofe var årsagen til at Moskva og ikke Kiev blev centeret i det Russiske rige, som opstod efter Mongolernes fald nogle hundrede år senere.

Vikinger på Øerne i Atlanternhavet og Island

Man og øerne, som hørte under den Norske konge Man og de ydre og indre Hebrider hørte under den Norske konge indtil 1266, og Shetland og Orkney hørte under de Skandinaviske Unions konger indtil 1468.

Øerne nord og vest for Skotland blev fuldstændigt koloniseret af vikinger. Det fortælles at efter Harald Hårfagers afgørende sejr i slaget i Hafrsfjord, som efter traditionen fandt sted i år 872, flygtede mange fra Norge til Orkney, Shetland og Færøerne. Det siges i Orkneyinga Saga, at de hærgede Norge fra deres nye bosteder i Atlanterhavet, og derfor udrustede Harald Hårfager omkring 875 en flåde, som angreb disse øer, undertvang dem og derefter også tog Hebriderne, øen Man i det Irske Hav og nogle få Skotske kystområder i besiddelse, hvilke øer siden nominelt hørte under den Norske konge.

De nord-atlantiske øer nord og øst for Skotland havde været beboet i årtusinder. På Shetland- og Orkneyøerne og på Hebriderne findes rester af stencirkler i lighed med Stonhenge, som er fra omkring 2.500 f.Kr. Pikternes forsvarstårne, gravsteder, obelisker og underjordiske huse kan ses på alle tre ø-grupper. Imidlertid, det er uvist, hvor de oprindelige beboere selv er blevet af. Vi må tro at vikingerne har jaget mændene væk, eller gjort dem til trælle.

På en gammel kirkegård på Isle of Man kan man se at de afdøde mænd hovedsageligt havde navne af nordisk oprindelse, mens kvinder havde navne af lokal oprindelse. Irske og Britiske kvinder er nævnt i gamle tekster om grundlæggelsen af Island, hvilket indikerer, at de Skandinaviske nybyggere ofte var ledsaget af kvinder fra de Britiske øer. Genetiske undersøgelser af befolkningen på de vestlige øer og Isle of Skye i Hebriderne har vist at vikingernes bosættelser hovedsageligt blev etableret af Skandinaviske mænd, der giftede sig med lokale kvinder.

Edgar af Skotland anerkendte i 1098 formelt at Hebriderne tilhørte Magnus III af Norge. Den Norske konge kunne derefter med rette bære titlen "Konge af Man og Øerne".

Tre af Lewis skakbrikkerne
Tre af Lewis skakbrikkerne, som antages at være tårne. Lewis skakbrikkerne blev fundet i 1831 på øen Lewis i de Ydre Hebrider, som idag hører til Skotland. De 78 stykker er alle lavet af hvalros-, eller narhval-tand sikkert fra Grønland. Mange tror at de er lavet i Norge, fordi lignende brikker er udgravet i Nidaros og øen på Hitra i nær Tronheim Fjord, og lignende udskårne figurer findes i Nidaros Domkirke i Tronheim. Foto pintertest.com

Efter en krig mellem Skotland og Norge afstod kong Magnus VI Hebriderne og øen Man til Skotland i Perth traktaten i 1266. Men Skotlands herredømme over Man blev ikke fast etableret før 1275, da Man hæren led nederlag i det afgørende slag ved Ronaldsway, nær Castletown. Siden tilhørte Man skiftevis Skotland og England, indtil øen fik hjemmestyre i 1866. Lige siden vikingetiden har øens nordiske ting, Tynwald, været samlet hvert år for at drøfte øens problemer. Den siges at være den ældste eksisterende parlamentariske forsamling.

I 1397 blev Norge en del af Kalmarunionen, og Norge - og dermed Orkney og Shetland øerne samt de andre Nord Atlantiske øer - kom under de danske unions-konger. I 1468 blev Christian I's datter Margrete trolovet med Jacob III af Skotland. For at skaffe penge til medgiften pantsatte Christian Orkney- og Shetlandsøerne til Skotland. Kongen sikrede sig en klausul om indløsningsret til fremtidige Skandinaviske konger. Pantet blev af senere konger forsøgt indløst, men dette blev afvist af de Skotske monarker, og det blev derfor aldrig indløst. Siden har øgrupperne tilhørt Skotland og efterfølgende Storbritannien.

Plade af hvalben fra vikinge grav på Orkney øerne
Plade af hvalben fra vikinge grav på Orkney øerne i smuk Sösdala stil. Den blev fundet i en viking begravelse. Det var en båd begravelse: en lille robåd nedsænket i en grav. I midten lå resterne af en kvinde omkring 70 år med hvalben pladen og andre gravgaver herunder brocher, tenvægte, et strygejern, segl og saks. Lignende plader er blevet fundet i andre rige kvinders grave, for det meste i det nordlige Norge. Lejlighedsvis kendes eksempler fra Danmark, Sverige og dele af Irland, hvor vikingerne slog sig ned. Ved siden af kvinden lå resterne af et barn på omkring ti år. I den anden ende af båden lå skelettet af en mand i trediverne, med benene bøjet og armene foldet, med sværd, pile, en knogle og hjortetak kam og spillebrikker af hvalbarder. Foto: fuckyeahnorsemen.tumblr.com.

Både Flateyjarbók og Olav Tryggvasons Saga nævner en mand ved navn Grímur Kamban som den første, der opdagede Færøerne. Men de to kilder er uenige om, i hvilket år han gjorde det. Flateyjarbók angiver at Grímur Kamban forlod Norge under Harald Hårfagers regeringtid 872-930, medens sagaen om Olav Tryggvason indikerer at Kamban var bosat på Færøerne længe før Harald Hårfagers herredømme, og at andre Nordmænd blev fordrevet til Færøerne på grund af hans kaotiske styre. Masseindvandringen til Færøerne viser faktisk at der må have været et ret udbredt kendskab til øgruppens placering, hvilket understøtter Olav Tryggvasons Sagas beretning om at Grímur Kamban var bosat på Færøerne tidligere end Harald Hårfagers regering.

Iøvrigt skrev den irske munk Dicuil i "Liber de Mensura Orbis Terræ" allerede omkring år 825 om en gruppe øer i det Nordlige Hav, som minder om Færøerne, og fortalte at munkene på øerne allerede i hans tid var fordrevet af vikinger: "Mange andre øer ligger i det nordlige Ocean. Man når dem fra de nordlige øer i Storbritannien, ved at sejle direkte i to dage og to nætter for fulde sejl i gunstig vind hele tiden - De fleste af disse øer er små, de er adskilt af smalle kanaler, og i næsten hundrede år har der boet eneboere, som er kommet fra vort land, Irland, med skib. Men ligesom disse øer har været ubeboet fra Verdens begyndelse, så har nu Normanniske pirater nu drevet munkene bort, men utallige får og mange forskellige arter af hav-fugle findes der - "

Vikinge-kultstedet hof i Hov på Suðuroy på færøerne
Vikinge-kultstedet Hov på Suderø på Færøerne.

Nogle har fundet at et antal ord på det Færøske sprog ligner tilsvarende Irsk-Gæliske ord, som for eksempel det Færøske "drunnur", som betyder en dyrehale og svarer til det Irske "dronn", og det Færøske "lamur", som betyder hånd eller pote og svarer til det Irske "lamh". Derfor tror nogle at de oprindelige nybyggere mest var mænd, som hentede deres hustruer i Irland.

Som andre Skandinaviske bosættelser oprettede Færingerne et ting, hvor de kunne drøfte fælles problemer og bilægge strids-spørgsmål. Ifølge Færinge Saga fandt det sted på Tinganes i Tórshavn på øen Streymoy.

Ifølge Landnamabok, blev Island opdaget af Naddoddr, en af de første bosættere på Færøerne, som var sejlet fra Norge til Færøerne, men blev slået ud af kurs og drev til østkysten af Island. Naddoddr kaldte landet Snæland. Den Svenske søfarer Gardar Svavarsson kom også til Islands kyst ved et uheld. Han opdagede, at landet var en ø og kaldte den Gardarsholmi efter sig selv. Den første Skandinav, der bevidst sejlede til Island var Floki Vilgerdarson, også kendt som Hrafna-Floki (Ravne-Floki). Han fandt den nordlige Arnarfjord pakket med is og kaldte derfor landet Island.

Drikkehorn fra vikingetiden
Drikkehorn fra vikingetiden udstillet på National Museum i Reykjavik. Foto fra reddit.com

Ingolfur Arnarson regnes for Islands første permanente nybygger. Ifølge historien, kastede han to udskårne søjler overbord, da han nærmede sig land, og lovede at bosætte sig, hvor de drev i land. Han sejlede derefter langs kysten, indtil søjlerne blev fundet på den sydvestlige halvø. Der slog han sig ned med sin familie omkring år 874, på et sted, som han kaldte Reykjavik på grund af vanddampen, som stiger op fra den vulkanske undergrund.

Nogle har estimeret at omkring år 930 levede 60.000 mennesker på Island. Ved denne tid etablerede de Altinget, som er et af Verdens ældste parlamenter. Det afholdtes på Tingvellir sletten i to uger hver sommer.

Også omkring 930 besluttede Islændingene på Altinget at lade sig omvende til kristendommen. Det skete ved flertals-beslutning, fordi de mente at der kun skulle være en religion i landet, da flere religioner ville være årsag til strid og ufred. Det var dog tilladt at blote til de gamle guder, når blot man ikke gjorde det offentligt.

Island er berømt for de Islandske Sagaer, som blev nedskrevet på fåreskind i Middelalderen på initiativ af blandt andet Snorre Sturlason.

Religion

Kontakterne mellem Skandinavien og de Angel-Saxiske kongeriger i England strakte sig helt tilbage til 400 tallet, ja helt tilbage til Anglernes erobring af landet. Historikeren Jørgen Jensen skriver: "Tætte dynastiske forbindelser, familiemæssige relationer og andre allianceskabende foranstaltninger, det er, hvad gravene i Sutton Hoo, Vendel og Valsgarde samt en række Frankiske konge- og adelsgrave fra samme tid vidner om. I årtusinder havde de eksisteret indenfor den Europæiske elite og bidraget til forbindelserne mellem de forskellige folkeslag. Bag det ensartede udstyr i fyrstegravene må have ligget en udveksling af mennesker, som foregik i forbindelse med indgåelse af ægteskaber, indgåelse af politiske alliancer, udveksling af gidsler osv."

Gravsten fra Lindisfarne
Gravsten fra Lindisfarne, som efter al sandsynlighed viser vikingers angreb på klosteret i år 793.

"Men det er påfaldende så tavse de skriftlige kilder fra 700-tallet - først og fremmest Beda og Alquin - er om Englands Nordiske forbindelser. F. eks, nævner Alquin kun kontakterne til de nordiske hedninge for at fordømme dem. Denne uvilje mod det Nordiske må være et udtryk for den religiøse modsætning mellem parterne. Mellem på den ene side et hedensk samfund, hvor religionen var så integreret i samfundssystemet, at en forandring i religionen ikke kunne ske uden at selve samfundet forvandledes. Og på den anden side en ekspansiv kirke, som kunne agere i nøje overensstemmelse med kongemagten, bla.a. ved at iværksætte vidtgående missions-aktiviteter."

"Kan det mon tænkes," slutter Jørgen Jensen, "at et sådant politisk-religiøst modsætningsforhold, som de arkæologiske kilder i øvrigt ikke fortæller noget om, kan have medført en voldsom reaktion? En reaktion mod, hvad der opfattedes som en trussel mod den nordiske befolknings egen kultur og idenditet? Den tanke har været fremme at de første vikingetogter mod de betydningsfulde kirkelige centre som Lindisfarne og Ionna på den Britiske østkyst var et bevidst slag mod imod fjendens mest værdsatte kulturelle monumenter og mod missions-virksomhedens hovedkvarter."

Faktisk var alle de tidlige vikingeangreb, som vi kender, indtil plyndringen af Dorestad i år 834 rettet mod kristne religøse centre, såsom kirker og klostre.

Stadig i år 845 ved angrebet på Hamburg, som netop få år forinden var blevet gjort til center for den Kristne mission i Skandinavien, ødelagde vikinger omhyggeligt alle kristne kirker. Vita Anskarii beretter: "I samme år blev byen Hamburg angrebet og plyndret af en hær af Normanner ledet af Erik konge af Jylland, der lagde hele landet øde og ødelagde næsten alle kristne kirker."

Saint Edmunds død
Edmund var konge af East Anglia og blev dræbt af vikinger. Ælfric af Eynsham fortæller om Edmunds død: "Kong Edmund, mod hvem Ivar rykkede frem, stod inde i sin hal, og kastede sine våben bort efter Frelserens eksempel. Han ønskede at følge eksemplet med Kristus, som forbød Peter at overvinde de grusomme jøder med våben. Lo! Den ugudelige mand bandt derefter Edmund og fornærmede ham forsmædeligt, og slog ham med stænger, og bagefter førte han den fromme konge til en fast levende træ, og bandt ham der med stærke bånd, og slog ham med piske. Imellem piskeslagene kaldte Edmund med ægte tro på Frelseren Kristus. På grund af hans tro, fordi han kaldte Kristus for at hjælpe ham, blev hedningerne rasende vrede. Derefter skød de spyd på ham, som om det var et spil, indtil han var helt dækket med deres missiler, ligesom børster på et pindsvin. Da den ugudelige pirat Ivar så, at den ædle konge ikke ville svigte Kristus, men med resolut tro kaldte på ham, beordrede han Edmund halshugget, og hedningerne gjorde det. Mens Edmund stadig kaldte på Kristus, slæbte hedningerne den hellige mand til hans død, og med ét slag afhuggede de hans hoved, og hans sjæl rejste lykkeligt til Kristus." - Scenen minder om Aserne, som skyder til måls efter Balder, eller St. Sebastian's som beskydes med pile. Foto Wikipedia.

I sin omtale af søkongerne skrev Adam af Bremen: "Grusomst af dem alle var Ingvar, Lodparchs søn, som overalt lod de kristne dræbe under tortur. Det er beskrevet i Frankernes Historie." Han må være Lodbrog sønnen Ingvar.

Missionærerne yndede at fremføre at deres gud var mægtigere end andre guder og hjalp dem, som troede på ham, som når hedninge blev besejret, eller en angribende hær blev ramt af mystiske sygdomme. Vikingernes ustandselige angreb mod kirker og klostre kan have været et bevidst anslag mod påstanden om den kristne tros sandhed. For hvis den kristne Gud ikke kunne beskytte sine egne og blot så afmægtig til, medens hedningene dræbte hans præster og plyndrede og afbrændte hans hellige steder, så måtte enhver jo kunne indse at han ikke var så stærk og almægtig, som præsterne påstod.

Missionærernes argumenter vendte sig også mod dem selv, da ærkebispesædet i Hamburg, selve centeret for den Nordiske mission, blev angrebet og plyndret i år 845.

Guderne Odin, Tyr, Thor og Frey eller Freja har alle lagt navn til ugedage, det gjaldt for hele det Germanske Europa længe før vikingetiden.

Hver gud blev dyrket for sig med særlige ritualer. Det antages af mange at Odin var kongers og aristokraters krigsgud, som krævede menneskeofre. Vi ved fra Engelske krønikeskrivere fra 900 tallet at Danerne holdt mest af Thor. Frey rådede over fred, fryd og frugtbarhed.

Gotlandsk billedsten med guderne Odin, Thor og Frey
Gotlandsk billedsten i Swedish Museum of National Antiquities i Stockholm. Det antages at de tre personer midt i billedet er guderne Odin, Thor og Frey, hver med deres karakteristiske våben. Odin med spyddet Gungner, Thor med hammeren Mjølner og Frey med sit gode sværd. Frey ser sig tilbage mod en rund skive, måske solen. Foto Wikipedia.

Adam af Bremen beretter om det hedenske tempel i "Upsala" på en måde, så vi må tro at Thor var hovedguden: "Dette folk har en meget berømt helligdom, som hedder Upsala og ligger ikke langt fra byen Sigtuna (og Birca). I dette tempel, som helt og holdent er beklædt med guld, er der 3 gudestøtter, som folket tilbeder, således at Tor, som den mægtigste, har sin trone midt i hallen, mens Odin og Frey har deres pladser på hver side af ham. Deres virkefelter er følgende: Om "Tor" hedder det, han "hersker i luften og råder for torden og lyn, storm og regn, godt vejr og afgrøde. Den anden Odin d.v.s. raseri styrer krigerne og forlener mennesket med tapperhed imod fjenderne. Den tredie er Frey, der skænker mennesket fred og fryd. Hans billedstøtte udstyrer de da også med en vældig penis. Odin derimod fremstiller de bevæbnet, ligesom vore landsmænd fremstiller Mars, mens Tor med sit scepter synes at ligne Jupiter" - "Hvis sygdom og hungersnød truer, ofrer de til afguden Tor, hvis krig, til Odin, og hvis der skal fejres bryllup, til Frey. Der plejer også hvert niende år at blive fejret en fælles højtid for alle Sveonernes landskaber. Ingen får fritagelse for at møde til denne højtid." - "Ofringen forgår på følgende måde: Af enhver art levende væsener ofres 9 stykker, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. Denne lund er nemlig hedningerne så hellig, at hvert træ i den anses for guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste tillige med mennesker, og en kristen har fortalt mig at han har set 72 sådanne kroppe hænge der imellem hinanden. Iøvrigt er de sange, der plejer at blive sunget under denne offerceremoni, mangfoldige og uhøviske, hvorfor det er bedst at tie om dem."

Ugedagenes navne og de tilknyttede guder
Ugedagenes navne og de tilknyttede guder. De Germanske stammer overtog syv-dages ugen fra Romerne men erstattede de Romerske gudenavne med deres egne, som de mente passede. Dog ikke for lørdag, dens navn kommer af vaskedag.

Ugedagenes navne lader os også tro at Thor og ikke Odin var den vigtigste gud. Romerne gav navne til ugedagene efter deres guder, hvilket system blev efterlignet af Germanerne, dog således at de erstattede de Romerske gudenavne med navnene på deres egne tilsvarende guder. I den Romerske verden havde den femte dag navn efter hovedguden Jupiter, og i den Germanske Verdens har den femte dag navn efter Tor, som vi så må tro var deres vigtigste gud.

Også Snorre lader os tro at Thor var hovedguden. Han beskriver ligefrem Odin som en efterkommer af Thor. Prologen til Snorres yngre Edda fortæller: "En konge blandt dem blev kaldt Munon eller Mennon; og han blev gift med en datter af den højtstående Kong Priamos, hende, som kaldes Trøan; de havde et barn ved navn Tror, som vi kalder Thor. Han blev opfostet i Thrakien ved en vis krigs-hertug kaldet Lorikus; men da han var ti vintre gammel tog han sin fars våben til sig. Han var så prægtigt at se på, da han færdedes blandt andre mænd, som elfenben, der er indlagt i eg; hans hår var mere gyldent end guld. Da han var tolv år gammel havde han nået sit fulde mål af styrke; så løftede han ti bjørne-skind fri af jorden alle på én gang; og derefter dræbte han hertug Lorikus, hans plejefar, og med ham hans kone Lora eller Glora, og tog i egen hånd området Thrakien, som vi kalder Thrudheim."

Thor i kamp mod Jætter
Thor i kamp mod Jætter. Bronzestatuen, som viser Thors kamp mod Jætterne, blev udført af billedhuggeren Carl Bonnesen i 1926 på bestilling af forretningsmanden Harald Plum. Det tog Bonnesen mere end fire år at fuldføre statuen, og derefter tog det bronzestøberne fire år at støbe den. På den tid var den Danmarks næststørste bronzestatue, kun overgået af Gefionspringvandet. Det blev oprindeligt opstillet på øen Thorø ved Assens, som Harald Plum ejede. Efter Plums død blev det flyttet til Næsbyvej i Odense på de daværende Haustrups fabrikkers grund, som nu er Glud & Marstrand. Der står den idag halvt skjult bag nogle buske. Foto: Fyens Stiftstidende.

"Så gik han ud vidt og bredt over landene, og opsøgte hver fjerdedel af jorden, idet han alene overvandt alle Bersærkerne og Jætter, og en drage, den største af alle drager, og mange dyr. I den nordlige halvdel af hans kongerige fandt han profetinden som kaldes Sibil, som vi kalder Sif, og ægtede hende. Sifs afstamning kan jeg ikke fortælle om; hun var den fagreste af alle kvinder, og hendes hår var som guld. Deres søn var Loridi, der lignede sin far; hans søn var Einridi, hans søn Vingethor, hans søn Vingener, hans søn Moda, hans søn Magi, hans søn Seskef, hans søn Bedvig, hans søn Athra (hvem vi kalder Annarr), hans søn Ítermann, hans søn Heremod, hans søn Skjaldun (hvem vi kalder Skjold), hans søn Bjaf (hvem vi kalder Bjarr), hans søn Jat, hans søn Gudolfr, hans søn Finn, hans søn Friallaf (hvem vi kalder Fridleifr); hans søn var ham, der hedder Voden, hvem vi kalder Odin: han var en mand vidt berømt for visdom og mange bedrifter. Hans kone var Frigida, som vi kalder Frigg."

Odense - Odins by
Odense Odins by.

Også i Olav Tryggvassons Saga er Thor den vigtigste gud. Det fortælles at Olav trængte ind i bondens Jarnskjegges gudehov: "- men da kongen kom til, hvor guderne var, så sad Thor der og var mest æret af alle guderne og var prydet med guld og sølv."

I Olav den Helliges Saga havde kongen overvundet en hedensk høvding i Gudbrandsdalen og taget hans søn som gidsel: "Om aftenen spurgte kongen Gudbrands søn, hvordan deres gud så ud. Han sagde, at han lignede Thor, " - og han har en hammer i hånden, er velvoksen og hul indeni. Under ham er der lavet et slags stel, som han står ovenpå, når han er ude. Han mangler ikke guld og sølv. Fire brød bliver der ført til ham hver dag — og dertil slagtekød." Videre i sagaen: "Bønderne bar deres gudebillede frem for kong Olav og sagde: "Du prøver at skræmme os med din gud, der er blind og døv, og hverken kan hjælpe sig selv eller andre, og som ikke rører sig af stedet, medmindre han bliver båret. Jeg forventer nu, at han om kort tid kommer til skade, og kig nu op og se mod øst; dér kommer nu vores gud med meget lys!" Da stod solen op, og alle bønderne så hen imod solen." Man kan tro at de forbandt Thor med en solgud.

Håkon Jarl dyrkede valkyrien Thorgerd Hölgabrud som sin personlige beskytter. I Jomsvikingesaga ofrer han sin 7-årige søn Erling til hende for at få sejr over Jomsvikingerne i. Hun sendte et hagvejr fra nord, som stod Jomsvikingerne lige i ansigterne og førte til deres nederlag.

Ifølge Njals Saga ejede Håkon Jarl og Dale-Gudbrand et gode-hus, hvori der fandtes billeder af tre guder: Thorgerd, Thor på sin vogn og Thorgerds søster Irpa alle prydede med en guldring i hånden eller på armen. Ifølge Færingesaga havde Håkon Jarl i Lade eller i nærheden et tempel, hvori der fandtes flere gudebilleder, hvoraf den mest ansete var Thorgerd Hölgabrud, som også her bærer en ring i hånden. Også i den senere fortælling om Thorleiv Jarleskjald kan læses om det samme tempel, og her kaldes det søstrene Thorgerd Hörgabruds og Irpas tempel og der omtales et spyd, som Håkon havde taget fra disse søstres tempel, og som Hørgi (Hølgi) havde ejet. Ifølge Hardarsaga Grimkelssoner havde Grimkel Gode, søn af Bjørn Gullbere fra Orkedalen ved Ølvuvatn, et tempel med billeder af mange guder, af hvilke Thorgerd må have været den mest ansete, siden templet kaldes "Hof Thorgerdar Hölgabrudar". I løbet af den sene vikingetid og middelalder blev Thorgerd Hölgabrud efterhånden reduceret til en troldkvinde på en ø højt mod nord.

Domalde på blotbænken
Kong Domalde ofres til Guderne for at frelse Svearne fra hungersnød. Illustration til Heimskringla af Erik Werenskiold. Domalde var den ottende efterkommer efter Odin den Gamle som Svearnes konge. Ingen ved dog med sikkerhed, hvordan han døde. I Ynglingesage står blot: "Høvdingene holdt da råd og blev enige om at uåret kom fra Domalde, deres konge, og ligeledes enedes de om at føre våben mod ham og dræbe ham og farve gudernes alter-støtter røde med hans blod. Og det gjorde de." - og det hjalp.
Nogle få hundrede år før var Jesus blevet kendt over hele verden, fordi han på lignende måde lod sig ofre på korset for frelse menneskene, ikke blot fra hungersnød, men fra døden, fordi Jesus ved sine lidelser og død muliggør at troende kan få tilgivelse for deres synder, og dermed adgang til et evigt liv i Paradis, efter de har forladt denne Verden.

Den arabiske rejsende Ibn Fadlan traf folket Rus, som vi tror var vikinger, ved Volga: "Så snart deres skibe var kommet til ankerpladsen, gik hver af dem i land, idet de havde brød, kød, løg, mælk, nabid (øl) med sig og gik hen til en høj træstøtte med et ansigt, som ser ud som et menneskeansigt. Rundt omkring den er der små figurer, og bag disse figurer høje træstøtter, som er sat ned i jorden." Ibn Fadlan bekræfter således at på helligstedet er en hovedgud, som repræsenteres af den største træfigur, og som har træstøtter, som repræsentere mindre betydningfulde placeret på hver side. Den største træstøtte kan have repræsenteret Thor eller muligvis Odin.

Den tyske biskop Thietmar af Merseburg fra 1015 skrev i en krønike om den tyske kong Henrik I's bedrifter: " - desuden brugte han sine tropper til at knægte Nordmændene og Danerne, og da han havde bragt dem ud af oprindelige vildfarelser, lærte han dem og deres konge, Knud, at bære Kristi åg. men da jeg har hørt nogle mærkelige ting om de traditionelle fangeofringer hos disse folk, vil jeg ikke lade denne sag gå upåtalt hen. I disse territorier er der et sted, som hedder Lejre også kaldet Sjælland, som er kongerigets hovedstad. Der samledes de alle hvert niende år på den dag i Januar, hvor vi fejrer hellig tre konger. På dette sted slagtede de 99 mennesker og et lignende antal heste til ære for deres guder, og de ofrede hunde og haner i stedet for høge i den sikre tro at disse ville hjælpe dem i underverdenen og gøre bod for de forbrydelser, de havde begået. Hvilken ædel handling af vores konge at forhindre dem i et så afskyeligt ritual! Hver den, som skåner menneskeblod bringer Gudfader et velkomment offer, thi Herren forbød os at dræbe uskyldige og fromme."

Kun Adam af Bremen taler om at gudestøtterne var placeret indendørs, i et tempel, dog således at de egentlige offerhandlinger fandt sted i fri luft i en hellig lund nær templet. Thietmar og Ibn Fadlan nævner ikke noget om templer, så vi må tro at gudestøtterne i almindelighed var placeret udendørs i fri luft.

Tacitus berettede om de Germanske stammer i det første århundre efter Kristi fødsel: "de anser det for uforeneligt med de himmelske magters storhed at slutte dem inde bag vægge og give dem menneskelige træk" og yderligere, at de :"indvier lunde og skove til deres guder".

Der er meget som tyder på at Tacitus udsagn om gudsdyrkelse i naturen det stadig var gyldigt i vikingetiden, for vi kan den dag idag genfinde gudernes navne i stednavne, som betegner naturformationer.

Odin, Thor og Frøj
Fra venstre mod højre: Tommy Olesen fra Roskilde Museum udgravede i 2009 en to cm. høj forgyldt sølvfigur i Gammel Lejre, som uden al tvivl forestiller Odin på sin trone Lidskjalv, hvorfra han kan skue ud over hele verden. Odins to ravne, Hugin og Munin, sidder på armlænene. De fløj ud hver morgen for at vende hjem om aftenen og fortælle Odin om alt, hvad der var sket.
På gården Eyrarland nær Akureyri på Island fandt ejeren i 1815 eller 1816 en 6.4 cm høj bronzefigur fra omkring år 1.000. Den menes at forestille guden Thor med hammeren Mjølner.
Nær Rällinge i Södermanland i Sverrige har man fundet en bronzefigur med en oprejst penis, som utvivlsomt forestiller Frey.

Odin gav navn til Odense, som i henhold til Snorre's Edda oprindelig betyder Odins Ø (Óðinsey). Onsved syd for Fredrikssund må betyde Odins skov. Onsild syd for Hobro hed i Valdemars Jordebog "Othenshyllæheret", som fortolker "hyllæ" som høj. Man kan forestille sig at Oddense nord for Skive og Oens syd for Horsens har en lignende betydning som Odense. Onsbjerg på Samsø må indlysende betyde Odins bjerg, og betydningen af Onsjø i Skåne giver sig selv. Vojens har utvivlsomt også navn efter Odin. Der er ingen eksempler på at en person har båret navnet Odin.

Historikeren Peter Sawyer skriver: "Hertil kommer at mange af de stednavne som indeholder navnet Odin ejedes af kongen, her må især Odense fremhæves. Odin var en fornem krigsgud, som krævede menneskeofringer, et respektindgydende særkende for en kongelig guddom. Til trods for at islændingene udmærket kendte Odin, optræder hans navn ikke i de islandske stednavne; det stemmer smukt overens med tanken om Odin-dyrkelsens kongelige tilknytning, for der var ingen konger på Island."

Thorshammer fra Vendsyssel
En utrolig velbevaret Thors hammer fundet i Vendsyssel af brødrene Michael og Peter Stokbro nord for Fredrikshavn i 2013. Foto fra brødrenes hjemmeside bricksite.com.

I Eyrbyggjasága findes en beskrivelse af et tempel indviet til Thor. Det blev opført af landnamsmanden Thorolf, da han bosatte sig på Island. Her nævnes en række af de genstande, der fandtes i det. Der var opstillet to højsædestøtter, hvor der var isat to "reginnagler", der var en kedel til opsamling af blodet fra offerdyrene, en guldring, samt afbildninger af både Thor selv og andre guder. Guldringen blev benyttet, når man aflagde en ed, hvilket viser Thors stilling som retsgud. Reginnaglerne kunne have været stålnagler brugt til at frembringe ild.

Stednavne, som indeholder navnet Thor, optræder mange steder, og betydningen af efterledet er meget ligetil. For eksempel kan nævnes Thorsbjerg ved Vojens, Torshavn på Færøerne, Thorsted nær Thisted, Thorshøj i Nordjylland, Thorsager på Djursland, Thorskoven syd for Århus, Thorsø nord for Silkeborg, Torslunde mellem København og Roskilde, Thorning syd for Viborg, som sikkert betyder efterkommerne efter Thor, og Torsjö i Skåne. Stednavne med Thor kompliceres af at personnavne, som indeholder Thor, har været brugt siden middelalderen, som for eksempel : Tor eller Thor, Torben, Torbjørn, Torkil eller Terkel, Torleif, Torsten, Torvald, Troels, Tora og så videre.

Nogle få stednavne i Danmark indeholder navnet på guden Frey. Det drejer sig om Frøbjerg nord for Assens, Frøsmose ved Ringsted, Frølunde nord for Korsør, Frøslev nord for Flensborg og Frøstrup vest for Thisted. De fleste stednavne, som indeholder denne guds navn, findes dog i Sverige omkring søen Mälaren, som for eksempel Fröslunda og Frösvi, der indlysende henfører til helligdomme for Frey.

Ofrede våben fundet i Tissø
Våben fra vikingetiden fundet i Tissø mellem Kalunborg og Slagelse. Den oldgamle skik med at ofre våben til Guderne i søer og moser fandtes stadig i Vikingetiden. Foto pintertest.com

Lodkastning var en Germansk skik, som allerede Tacitus skrev om: "De lægger mere vægt på spådom og og lodkastning end andre folk. Deres metode til lodkastning er enkel: De skærer en gren fra et frugtbærende træ og deler det i små stykker, som de markerer med visse kendetegn og spreder dem tilfældigt på en hvid klud. Derefter tager stammens præst, hvis lodkastningen sker offentligt, eller faderen i familien, hvis det sker privat, med øjnene hævet til himlen tre stykker op, en ad gangen, efter at have påberåbt guderne og med øjnene hævet mod himlen, og fortolker dem i henhold til de tidligere markerede tegn på dem." Adam af Bremen har en helt lignende skildring af spådom ved lodkastning hos de tidlige Saxere.

"Wilibrods Levned" fortæller om et andet eksempel på lodkastning. Missionærerne besøgte den grusomme Friserkonge, der bestemte at man hver dag skulle kaste lod om, hvem der denne dag skulle lide døden. Forfatteren beretter med stolthed at kun en munk ved den lejlighed led martyrdøden.

En sådan tillid til lodtrækning vidner om, at mennesker i den tidlige vikingetid mente, at guderne kunne påvirke begivenhederne i menneskenes verden gennem tilfældet. Hvis de havde kendt kaos teorien, ville de sandsynligvis have ment, at guderne kunne gribe ind i jordiske anliggender ved at manipulere tilfældet som den første årsag i en kæde af følgende begivenheder karakteriseret ved årsag og virkning.

Kaos teorien: En sommerfugl basker tilfældigt med vingerne over en Vestindisk ø og bliver dermed første årsag til en lang kæde af årsag og virkning, alle bestemt af uforanderlige naturlove, som slutteligt fører til at en cyclon hærger den Amerikanske Østkyst med omfattende ødelæggelser til følge.
Et stykke textil fra Osebergskibet
Et stykke af tekstil fundet i Oseberg vikingeskibet. Tapetet viser en religiøs procession, og en scene med tilsyneladende menneskeofringer - hvor menneskekroppe hænger i et træ. Tapetet giver arkæologisk støtte til Adam af Bremens beretning om Uppsala helligdommen, hvor ni mænd siges at have været hængt i en hellig lund sammen med forskellige arter af dyr. Foto: Freyia Völundarhúsins.

Der var også kontinuitet i religionen. Den oldgamle skik at nedsænke besejredes fjenders våben i hellige moser og søer fandtes stadig i vikingetiden. Der er fundet omkring 50 genstande i Tissø fra vikinge tiden, det drejer sig især om våben i form af sværd, økser og lanser, men også nogle smykker. Vi tror at søens navn betyder Tyrs sø. Og da Tyr var en af vikingetidens krigsguder, er det nærliggende at tolke disse fund som ofre til ham.

Rebene sad stadig om halsen på Tollund manden og Borremose manden, da de blev fundet, hvilket tyder på at de blev hængt eller stranguleret. Man kan tro at ofre til guderne skulle dræbes på en sådan måde at de kom hele og ubeskadigede i gudernes besiddelse; hvilket vil sige uden sår eller knoglebrud. Denne skik fandtes stadig i Vikingetiden, både Adam af Bremen og Thietmar af Merseburg beskriver at ofre til guderne bliver hængt.

Ofringer på Gotlandsk billedsten
Gotlandsk billedsten fra Hammars i Lærbro -nu i Bungemuseet i Farøsund. Den viser en kriger i fuld udrustning med en løkke om halsen bundet til et nedbøjet træ parat til at blive ofret ved hængning, når træet frigøres. Til højre ofres en person på offerbænken. Foto Wikipedia.

Krønikeskrivere beretter om Daner eller Normanner, som lod sig døbe hos den Frankiske kejser. Men ikke alle konvertitter var lige seriøse. Den Schweiziske munk Notker, som skrev Gesta Karoli Magni, fortæller følgende anekdote om omvendelsen af de nordlige hedninge: "Omsider spurgte den gudfrygtige kejser, som havde fattet medlidenhed med dem, deres udsendinge, om de ville antage den kristne tro, og da han fik det svar, at de var parate til at adlyde ham når som helst, hvor som helst og i hvad som helst, lod han dem døbe - De blev så at sige adopteret af stormændene ved hoffet, og derpå modtog de fra det kejserlige kammer de hvide dåbsklæder og af deres faddere en frankisk klædedragt bestående af kostbare klædningsstykker, våben og forskellige smykker. Man fortsatte længe med dette, og da der år for år indfandt sig flere hos kejseren til påskelørdag, ikke for Christi skyld, men for de jordiske fordeles skyld, og ikke længere som gesandter, men for at gå i kejserens tjeneste som vasaller, skete det en gang, at der kom helt op til halvtreds. Kejseren spurgte dem, om de ønskede at blive døbt, og da de havde bekendt deres synder, lod han dem straks bestænke med vievand. Da der imidlertid ikke var så mange linneddragter til rådighed, lod han noget chemisestof skære op og rimpe sammen til tunikaer eller sådant arbejdstøj, som man bruger, når man bereder jorden for plantning af vinstokke. Da man nu uden varsel iførte en af de ældre dåbskandidater en af disse klædninger, kiggede han undrende på den en tid lang, og så sagde han stærkt opbragt til kejseren: "Nu er jeg blevet vasket her de første tyve gange, og hver gang har man iført mig de bedste og hvideste klæder, og se, nu giver man mig en sæk på, som ikke sømmer sig for en kriger, men for en svinehyrde. Og hvis det ikke var fordi jeg, berøvet mine egne klæder, ville blues over min nøgenhed, hvis jeg ikke tog dine på, så kunne du beholde dit kluns og din Kristus"

Frankiske rigsannaler: Om Godfred og Danevirke Nomos.
Danmark i Europa 750-1300 Af Nils Hybel
Da fortællingen om Danmark blev udfordret Roskilde Universitet - Hans Bjerregård Christoffersen.
Vikingetogternes begyndelse Fortidens Jelling
Dannevirke Wikipedia.
Ansgars Levned Heimskringla.
Vikingetidens Konger Karsten Krambs
Guide to Scandinavian origins of place names in Britain Ordnance Survey.
Ladby Skibslaug Ladbyskibet fra grav til hav
Niels Lund: "The foreign policy of Horik I, king of Denmark 814-854" Systime
The Cambridge History of Scandinavia Prehistory I Knut Hell - Google Books.
The annales of Fulda Timothy Reuter - Google Books
The Annals of St. Bertin Janet L. Nelson - Google Books
The Viking Expeditions to Spain during the 9. Century Víctor Emanuel Aguirre - University of Southern Denmark
Anglo-Saxon Chronicle: Peterborough manuscript.
Full text - Adam af Bremen och hans skildring af Nordeuropas lander och folk Internet Archieve
Rimbert: Life of Anskar, the Apostle of the North Medieval Sourcebook
Roskildekrøniken - Den ældste Danmarkskrønike Heimskringla
Vikingeskibe Forsejl.dk
Bygningen af Havhingsten Magasinet Viking
Vikings BBC History
Ibn Fadlan om Vikingernes (Ar-Rus') Skikke Ca. 922 Danmarkshistorien.dk .
Et vikingeskib længere end Rundetårn Jyllands-Posten.
Arkeologiforum Vem var Ragnar Lodbrog?
Dronning Edels Familie - Per Ullidtz Google Books.
User:Amitchell125/danelaw Wikipedia.
Viking Place Names in the UK stavacademy.
Bones of the Vikings: when raiding goes wrong Irish Archeology.
Yorkshire Dialect Words of Old Norse Origin The Viking Network.
The Earliest Artistic Representations of Old Norse Gods Germanic Mythology
Thietmar af Merseburg: Om danernes hedenske skikke Nomos
Tacitus: Germania Oversat af H. H. Lefolii (1901-1902) - Ribe Katedralskole.
Odinsví - Óðinsey Asernes Æt
Temple of Uppsala and Dísablót Freyia Völundarhúsins.
Otteogtyvende tværfaglige Vikingesymposium Forlaget Hikum
Norman toponymy Wikipedia
Danelaw Wikipedia
Gamle Stednavne i Thisted Amt og Øster Hanherred Ved S C. Sortfeldt
List of generic forms in place names in the United Kingdom and Ireland Wikipedia
Heath Wood-gravhøjene Wikipedia
Viking Repton, by Barry M. Marsden St Wystan's Church, Rept
The Danelaw English Monarchs
Excavations at the Viking Barrow Cementery at Heath Wood, Ingleby Derbyshire University of York
Repton and the Vikings Martin Biddle and Birthe Kjølbye-Biddle
Understanding the Heysham Hogback Thor Ewing
Govan Stones: The Viking-Age treasures BBC
The Earliest Representations of Old Norse Gods Germanic Mythology
The Normans Albions Swords
Excerpts from "Tales of Times Gone By" [Povest' vremennykh let] University of Oregon
Bohemund af Tarento Wikipedia
Alfred den Stores geografi Columbia.edu
Anna Comnena: The Alexiad Medieval Sourcebook.
Arkiv for/för nordisk filologi - Andet Bind - 1885 Runeberg.
Danmarks Oldtid - Yngre Jernalder og Vikingetid - Jørgen Jensen - Gyldendal.
Dudo - Normandiets Historie under de første hertuger - Erling Albrectsen - Odense Universitetsforlag.
Adam af Bremens Krønike - Allan A. Lund - Wormanium 2000.
A History of the English Language - Albert C. Baugh and Thomas Cable -Routledge & Kegan Paul.

Tilbage til start af artikel

20161104

Passed W3C Validation