18. Danmarkshistorien - Gorm den Gamle

Indledning

Gorm den Gamle er meget godt dokumenteret som Dansk konge. Han er nævnt på begge Jelling runestene, af Adam af Bremen, Roskilde Krøniken, Jomsvikinge Saga, Olav Trygvasons Saga, Saxo Grammaticus, Svend Aggesen, Hauksbok Fagrskinna og Knytlinge Saga. Hans regeringstid som Dansk konge er hævet over enhver tvivl, og derfor er der tradition for at han er den første konge i kongerækken.

På den lille Jellingsten lyder teksten: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som er oversat til nu-dansk som: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod".

Knytlingerne kom fra Normanisk område i England

Den mest pålidelige beretning om Gorms forfædre er Adam af Bremens; han havde den direkte fra Sven Estridsen, som man må tro kendte sine forfædre. Han skrev: "Danerkongen, som vi længe må mindes, og som huskede alle barbarernes bedrifter, ret som om de var skrevet op" - "Noget har den berømte danske konge forelæst for os, da jeg spurgte ham om det. Efter Olaph, sagde han, Sveonernes fyrste, som regerede i Danmark sammen med sine sønner, blev Sigerich sat i hans sted. Og da han havde regeret i kort tid, kom Hardegon Sueins søn fra Northmannia og berøvede ham riget." Dette skete i 917 eller 918. Da Knytlingerne ofte senere bruger navnet Sven, må vi antage at denne Sven fra Northmannia var Knytlingernes stamfader.

En Saga fortæller at Knytlingerne nedstammede fra Regnar Lodbrog. Da Harald Blåtand i Olav Tryggvesons Saga bliver konfronteret med Guld-Haralds krav om medkongeskab, fortælles det: "Ved dette krav blev Harald meget vred og sagde at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, fader hans, at han skulle blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans far, Horda-Knut eller af Sigurd Orm-i-øje eller af Regnar Lodbrog."

Adam beretter at få år før bisp Unni af Bremen og Hamburg døde år 936 i Birka besøgte han Danmark: "Hos Danerne herskede på den tid Hardecnudth Wurm. Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land, og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Dette indikerer at kong Wurm er identisk med Gorm den Gamle.

Mange mener at dette Northmannia, som Hardegon kom fra, må have været enten Norge eller Normandiet i Frankrig. Imidlertid, historikeren Erik Kroman argumenterer for at Hardegon, Svens søn, kom fra de Normanniske områder i England. Hardeknuds og Gorms navne peger entydigt mod Normanner-rigerne i England, påpeger han.

I den østlige del af England, som senere skulle blive kaldt Danelagen, udråbte vikingerne deres egne konger. Guthrum (Gorm) herskede i East Anglia indtil 890. Halvdan, en søn af Regnar Lodbrog, uddelte land til sine mænd i Northhumbria i 876, men blev fordrevet af sine egne og erstattet af en ny konge, som havde to navne, Gudred og Cnut. Alternativt kan der have været to konger, således at Gudred blev afløst af Cnut. Denne sidste kendes kun fra mønter. Gudred faldt i krigsfangenskab som ung, men blev løskøbt af Danerne og valgt til konge af York.

Simeon af Durham fortæller at Sct. Cuthbert viste sig for abbed Eadred og bød ham handle på følgende måde: Han skulle gå til den Danske hær og sige at han kom som udsending fra helgenen. Dernæst skulle han bede om at få den dreng at se, som hed Gudred, som sagdes at være søn af Hardecnut af Lethra i Sverige, og som de Danske havde solgt til en enke i Hwittingaham. Når han var fundet, og der var givet løsepenge for ham, skulle Eadred føre ham frem for hæren og lade ham vælge til konge på bjerget Oswiesdun, idet han satte en guldring på hans højre arm. Abbed Eadred fulgte St. Cuthberts bud, og drengen blev enstemmigt hyldet af hæren og befolkningen.

Også Adam af Bremen taler mange år senere om om Gudred: "Som tidligere nævnt, og som der står skrevet i Anglernes bedrifter, forblev Anglien efter Gudreds død, regnet fra dennes sønner Analept, Sigerih og Reginold, i næsten hundrede år under Danernes herredømme. Men så sendte Harald sin søn Hiring med en hær til Anglien. Han undertvang øen, men blev til sidst forrådt og dræbt af Nordhumberne."

Kongerne Chnob og Gurd i Hedeby

En notits i Korvej-årbøgerne under året 934 giver en datering: "Kong Henrik underkuede Danerne."

Umiddelbart, passer det ikke med at "Hardegon, Sueins søn fra Northmannia" berøvede Sigerich riget omkring 917, og derefter regerede hans efterkommere Hardecnut, Gorm og Harald Danmark uden afbrydelser.

Adam fortæller om kong Gnupa i et afsnit, der behandler ærkebisp Adalgars tid, som var årene 888-909 - altså før den "Normanniske" invasion - idet han referer til Sven Estridsen: "Efter ham fulgte Olaph, som kom fra Sueonia og opnåede herredømmet over Danernes rige med vold og våben; og han havde mange sønner, af hvilke Chnob og Gurd opnåede herredømmet efter faderens død."

Yderligere er kong Chnuba og hans søn Sigtryg dokumenteret af noget så solidt som to runestene, som er fundet nær Hedeby, som bærer de ret enslydende indskrifter: "Asfrid gjorde denne kumbl efter Sigtrygg sin og Gnupas søn" og "Asfrid Odinkardatter gjorde denne kumbl efter Sigtrygg konge sin og Gnupas søn - Gorm ristede runerne".

Adam har en anden version end Widukind om Henrik I Fuglefængers angreb på Danerne, hvor kong Chnuba ikke nævnes: "Hos Danerne herskede på denne tid Hardeknudth Wurm; han var, det må jeg sige en meget grusom orm og de kristne særdeles fjendtlig stemt. Fordi han bestræbte sig for fuldstændig at udrydde de kristne, som var i Danerlandet, fordrev han de Guds præster fra sit land; mange af dem dræbte han også under tortur" Da Henrik Fuglefænger rykkede ind i landet med en hær: "forskrækkede han ved første angreb kong Wurm så meget at han ville gøre, hvad der blev ham befalet og ydmygt bad om fred. Efter at Henrik, der således var blevet sejrherre, havde lagt rigets grænser ved Sliaswich, som nu kaldes Heidaba, indsatte han en markgreve og befalede en koloni af Saxere at bosætte sig der. Alt dette - som er meddelt af en vis danerbisp, en kyndig mand - har vi, så pålideligt, som det er opfattet, lige så redeligt overgivet til vor kirke."

Faktisk, syv ældre kilder fortæller om kong Henriks sejr over Danerne, men kun en af dem omtaler kong Chnuba.

Adskillige historikere mener at Chnuba virkelig var søn af den Olaph, som "tilegnede sig herredømmet over Danernes rige med vold og våben", men da han blev angrebet af Henrik I Fuglefænger i 934, regerede han kun over en mindre del af Danmark omkring Hedeby. De fremhæver at ruten Slien-Ejderen til Nordsøen var Nordens vigtigste handelsvej, som kong Chnuba således beherskede. Det var tilligemed den rute, som alle vikingetogter fra Syd Skandinavien mod Vest-Europa tog.

Alfred den Stores Geografi

I en tilskrift til Alfred den stores oversættelse af Orosius' Roms Historie fra omkring år 890 kan udledes en skitse af de politiske forhold i Syd Skandinavien. Det var skrevet kun omkring 27 år før "Hardegon Sueins søn, fra Northmannia" berøvede Sigerich riget:

" - vest for Gammelsaxserne er floden Elbens munding og Frisland. Og derfra mod nordvest er det land, som hedder Angel, og Sillende og til en vis grad, Danerne (en del af Dene);" - og videre: "Vest for Syd-Danerne er den arm af verdenshavet, som flyder omkring landet Britannien, og nord for dem er den havarm, der hedder Østersøen; og øst for dem og mod nord bor Nord-Danerne, både på fastlandene og på øerne". Vi kan tro at der var to grupper af Daner, nemlig Syd-Daner, som kan have boet omkring Hedeby, og Nord-Daner, som boede på Sjælland og i Skåne. I hvert fald antydes at et område, som delvist omfattede Angel og Sillende, udgjorde en politisk enhed beboet af Syd-Danerne. Hvilket passer med at Chnuba og senere hans søn Sigtrygg var konger af dette område.

I en anden del af kong Alfreds geografi fortæller den rejsende Ottar: "Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet - Og han fortalte, at han fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem Venderne, Sachserne og Anglerne og hører til Danerne - Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han til bagbord Denemearce, til styrbord det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet. Og i disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark." Af hvilket vi kan udlede at Halland, Sjælland, nogle andre øer og Hedeby tilhørte Danerne. Selve Jylland blev stadig kaldt Gotland, og synes ikke at have hørt til "Denemearce".

Thyra Danebod

På den lille Jellingsten står: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som på nu-dansk lyder: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod".

Det falder i øjnene at Gorm og Thyra bliver beskrevet meget forskelligt i de fleste Skandinaviske sagaer og Krøniker.

Gorm har de ikke meget til overs for. I Jomsvikinge Saga kaldes han Gorm hinn Heimski, som betyder Gorm hjemmeføding. Hos Svend Aggesen er han Gorm Løghæ, som beskriver en slap og svag regent, som lever et udsvævende liv. Historiæ Norwegiæ kalder ham Gormo Stultissimus. Saxo tillægger ham dog noget initiativ, idet han her beskrives som en grum kristenforfølger, som jævner kirkerne med jorden.

Thyra, derimod, fremstilles som intelligent og beslutsom. I Jomsvikinge Saga fortælles at Gorm bejler til Klak-Haralds datter Thyra: "Over Holseteland herskede til den tid en jarl, ved navn Harald, som blev kaldt med tilnavnet Klak-Harald; han var en viis mand. Han havde en datter, som hed Thyre, der i Forstand overgik alle andre kvinder, og udlagde drømme bedre end nogen anden; hun var også meget smuk. Jarlen satte i henseende til landets styrelse hele sin Lid til sin datter, og lod hende råde alle dele med sig, og han elskede hende særdeles høit." Det berettes at hun "var den klogeste kvinde og tydede drømme bedre end mænd." Derfor fik hun lov selv at svare bejleren "thi" sagde faderen, "hun er langt klogere end jeg -"

Gorm den Gamle

Adam af Bremen beretter at i året 936 eller kort før rejste ærkebiskop Unni af Hamburg til Danmark, og her mødte han Danernes konge, Hardecnudth Wurm. Adam skrev: "Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Nogle, her i blandt forfatteren, tror at Adam har glemt et "filius" i den latinske tekst, således at der skulle have stået "Hardecnudth filius Wurm", som ville betyde Wurm, søn af Hardecnudth. Wurm var uden al tvivl den konge, som vi kalder Gorm den Gamle, på Jelling stenen simpelthen kaldt Gorm konge. Da Unni besøgte ham, havde måske siddet på tronen i nogle år.

I den store saga om Olaf Tryggveson hedder det at: "Da Hardeknuds søn Gorm voksede op, var han den dejligste mand, man kunde se for sine øjne, han var derhos stor og stærk, og fortrinlig i alle Færdigheder; dog ansås han ikke for at besidde den Visdom, som hans Frænder før ham havde ord for." Og i Knytlinge Saga læser vi: "Meget viis var han ikke (Knud den Store), ligeså lidt som Kong Svend, hvem han i alt slægtede på, eller som forhen Harald og Gorm, som ikke heller vare synderlig vise."

Heimskringla har større respekt for kong Gorm. Det fortælles at den Norske kong Harald Hårfagre sendte mænd for at hente en kvinde ved navn Gyda Eriksdatter, som han ville have til frille. Hun svarede mændene at hun ikke ville ofre sin mødom på sådan en småkonge: "Men det tykkes mig underligt at ikke den konge findes, som vil tilegne sig Norge således, at han har enevælde derover, som Kong Gorm har det i Danmark eller Erik i Uppsala", og hun sender mændene ud af døren med beskeden om at aldrig ville hun ægte Harald, før han har underlagt sig hele Norge og rådede for det rige lige så frit "som Kong Erik for Sveavældet eller Kong Gorm for Danmark, "thi først da tykkes han mig at kunne kaldes tjodkonge".

Olav Tryggvarsson Saga imødegår også billedet af Gorm som en gammel og dvask konge: "Kong Gorm trængte med sin hær ind i det rige i Danmark som kaldtes Reidgoteland, men nu kaldes Jylland, imod den konge, som da rådede derfor; han hed Gnupa. De havde nogle kampe sammen, men således endte det at Gorm fældede den konge og tilegnede sig hele hans rige. Dernæst for Gorm mod den konge, som hed Silfraskalli og havde ufred og kampe med ham, og kong Gorm fik stadig sejr, og omsider fældede han den konge, derpå gik han længere op i Jylland og for således med hærskjold at han ødede alle konger helt sydpå til Sli, og ligeledes vandt han et stort rige i Vendland. Mange kampe havde Gorm med Sakserne, og han blev den mægtigste konge."

Det lyder som om at da Hardegon, søn af Sven, gik i land i Jylland i år 917 var de politiske forhold temmelig kaotiske. Der var der mindst to konger foruden Sigerich, nemlig Gnupa og Silfraskalli, som begge - sammen med andre konger af mindre Gotiske riger - blev overvundet af Knytlingerne, senest af kong Gorm.

Også Adam af Bremen taler om kampe mod Saxerne: "Også Danerne, som havde Slaverne til hjælp, hærgede først Saxen hinsides Elben, dernæst også det på denne side Elben og indjog Saxerne stor rædsel."

Kampene mod Saxerne bliver ligeledes bekræftet af Dudo af Sct.Quentin, som beretter om nogle forhandlinger mellem den tyske kong Heinrich og den franske kong Ludvig i år 942, hvor den dansk-talende Wilhelm af Normandiet var til stede: "Mens kongerne talte sammen i enrum, begyndte hertug Herman af Saxen pludselig at tiltale Wilhelm på dansk. Så sagde Normannerhertugen: "Hvem har lært dig det danske sprog, som Saxerne ellers ikke forstår?" Han svarede: "Det krigeriske og ypperlige afkom af din våbenduelige slægt har mod min vilje lært mig dansk." Vilhelm: - "Hvorfor mod din vilje?" Herman: - "Fordi de jævnlig erobrede borgene i mit hertugdømme, leverede mange slag mod mig og førte mig som krigsfange til deres land, og derfor lærte jeg det mod min vilje."

Også kongs-sagaen Fagrskinna viser stor respekt for kong Gorm og antyder at Gorm var en særdeles aktiv konge, som udvidede Knytlingernes område i Jylland. Da Guld Harald kom hjem fra vikingetogt til Harald Blåtands kongesæde, gjorde han krav på halvdelen af riget, og Harald Blåtand søgte Haakons Jarls råd. Han svarede kongen: "Eders fader Gorm blev så stor en mand i sin æt at han tilegnede sig mange kongers vælde. Dette eksempel skulle Harald følge, han skulle skaffe Guld Harald et andet rige, som ikke var mindre end Danmark, thi "så ville eders fader, Gorm, have gjort at han ikke ville lade sin magt mindske af sine mægtige frænder, men snarere have øget deres, og i den henseende ville han have taget hvilket rige som helst." Senere siger Haakon til kong Harald: "Eders fader Gorm tilegnede sig et stort rige, som hans fader ikke havde haft. Hvilket rige skal I herre få, der er så stort eller større end Danmark, som Eders fader vandt under sig? Det ville nu være en høvdingedåd at tilegne sig Norge og hævne sin fostersøn."

I en version af Olav Tryggvessons Saga hedder Gorms ældste søn Knud Dana-Ast. Det er nærliggende at gætte på at det står for Knud dana-as-æt - Dana fra sin moders og As fra sin faders æt. Han døde før Gorm og blev således ikke konge. Det fortælles at Knud og Harald, Gorms sønner, kom til England med en hær, og indtog Northumbria, idet de sagde at det var deres arveland, som deres forfædre havde ejet. Kong Athelstan gik imod dem med en stor hær, og de mødtes i et slag nord for Klyfland, hvor der var mange faldne på begge sider. En tid efter gik Gorms sønner op ved Skardeborg, og videre til York. Knud og andre badede, og han blev dræbt af en pil. Da Kong Athelstan nærmede sig med en stor hær, sejlede Danerne hjem.

Jomsvikinge Saga fortæller at Knud blev dræbt af sin broder Harald ved Limfjorden. Saxo mener at Knud blev dræbt af en pil fra mørket under en belejring af Dublin "mens han så på lege, som holdtes ved nattetid".

Datteren Gunhild blev ifølge Historia Norwegiæ gift med Harald Hårfagers ældste søn Erik Blodøkse. Dette understøttes af at Gunhild kaldte en af sine sønner for Gorm, som ellers var et sjældent navn. Hun beskrives i Sagaerne som den smukkeste blandt kvinder, men lille af skikkelse. Ved Harald Hårfagers død i 933 blev Erik valgt til Norsk konge; en værdighed han imidlertid kun nød i to år, hvorefter han blev fordrevet fra Norge på grund af sin hårdhændene fremfærd. Derefter blev han konge af York indtil omkring 948, da han blev fordrevet af den nyligt valgte Engelske kong Eadred. Erik Blodøkse faldt, og Gunhild flygtede med sine mange sønner. Dermed sluttede vikinge-herredømmet i York.

Landsbyerne

Søkonger herskede over flåder af skibe uden fast tilholdssted. Skibene var sikkert bemanded med mænd, som ikke kunne finde deres udkomme andetsteds, hvilket vidner om et stort befolkningspres. Widtsith digtet fortæller for eksempel: "Sigehere herskede over Sø-Danerne i mange år"; og Saxo fortæller om Roar og Helge: "De delte således riget imellem sig, at Helge fik havet at råde over"; og Adam af Bremen: "Guttovn, kong Horic's nevø, som var blevet drevet ud af Danmark, og havde levet som en pirat, i samarbejde med sin bror Harald, og efter at have samlet et stort antal skibe, angreb deres onkel. Som et resultat af kampen blev Horic og alle hans ledende mænd dræbt."

Der vokser ikke korn på havet, så vi må tro at alle disse søkonger og deres mænd levede af at røve og plyndre langs kysterne.

Der må med ret stor sikkerhed have været en stor befolkning i Skandinavien i Vikingetiden. Imidlertid er det ikke lykkedes hverken med pollen analyser eller udgravninger at påvise at landsbyerne lå særlig tæt, eller de var meget folkerige i denne periode.

Men da Skandinaverne bosatte sig i Danelagen i England og i Nordmandiet i Frankrig netop i 800-900 tallet navngav de deres ny bebyggelser på samme måde, som de sikkert har navngivet ny anlagte bygder og landsbyer hjemme i Skandinavien i samme periode. Disse stednavne indeholder typisk efterleddene:

-by som i Derby og Rødby,
-torp som i Scunthorpe og Kastrup,
-toft som i Thurdistoft og Gentofte.
-tved som i Stennestwatt og Næstved.
-dal som i Coalbrookedale og Kokkedal.
-bæk som i Holbeck ved Leeds, Holbæk og Hornbæk.

Da det er almindelig kendt at der findes mange af denne type landsbynavne i Danmark, må man konkludere at i hvertfald nogle af disse blev grundlagt i Vikingetiden på samme tid, som landsbyer med lignende navne blev det i de erobrede dele af England og Frankrig. Da disse stednavnetyper findes i tusindvis er det en stærk indikation af en befolknings-ekspansion også indenfor Skandinavien.

-by endelsen har stadig bevaret sin oprindelige betydning i moderne dansk, nemlig som sagt "by" i betydningen en bebyggelse, som er større end end en almindelig landsby. Vi kender det i for eksempel Brøndby, Dalby og Holeby. Forleddet synes i de fleste tilfælde at være et personnavn.

-torp navnene er for de flestes vedkommende med tiden ændret til -strup eller -rup. Der findes omkring 3.500 stednavne af typen -torp, -strup eller -rup på gammel Dansk område. Stednavneforskeren Johannes Steenstrup konkluderede: "Torp er den bebyggelse, som er opstået som aflægger fra en anden by, en udflytter eller flere har grundet et anlæg på den ældre landsbys mark eller tilliggende." Nyanlagte landsbyer har været navngivet således gennem meget lang tid. Det ældste eksempel på en -torp i Skandinavien er omtalen af Sliesthorp i de Frankiske rigsannaler for året 804, idet det hedder: "- på samme tid kom danerkongen Godfred med sin flåde og hele rigets rytteri til stedet, der kaldes Sliesthorp, i grænselandet mellem hans rige og Saxen". Derfor må Sliesthorp være ældre end 804. De yngste eksempler på -torp landsbyer må være dem, som indeholder et kristent navn fra Bibelen som forled, for eksempel Niels i Nielstrup nær Svenborg og Peter i Pederstrup syd for Odense.

Tåstrup - oprindeligt Thorstrup - Frøstrup og Tistrup indeholder gudenavnene Thor, Frøj og Tyr og kan meget vel have fået deres navne fra en form for tilstedeværelse af disse guder. Dog blev ihvertfald Thor brugt som personnavn langt ind i Middelalderen, således at Tåstrup muligvis kan have fået sit navn efter bonden Thor, som grundlagde denne bygd.