Forside DH-Debat
19. Harald Blåtand
21. Harald II Svensøn

20. Danmarks Historie - Svend Tveskæg

Indledning - Svend Tveskæg - Tilbageslag for Knytlingerne - Krig mod Venden - Jomsvikingerne - Svend Tveskægs Arveøl efter sin Fader - Slaget i Hjørungavaag - Vikinger vender sig igen mod England - Slaget ved Maldon - Svend Tveskægs 1. invasion i England - Svend Tveskæg ægter Sigrid Storråde - Slaget ved Svold - Massakren på St. Brices dag - Svend Tveskægs 2. invasion i England - Thorkel Højes invasion i England - Svend Tveskæg erobrer hele England - Svend Tveskægs død og begravelse - Skibe og sejlads - Links og Litteratur

Indledning

Knytlinge-kongen Svend Tveskæg ledede et oprør mod sin fader, Harald Blåtand. Efter nogle vanskelige år virkeliggjorde han Knytlingernes gamle drøm om også at herske over England.
Tidslinie for Danmarks historie
Tidslinie for Danmarks historie baseret på Kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald en del af Danmark omkring år 917. Det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier, da det giver et godt overblik.
Knytlingerne har fået deres navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud I og var far til Gorm den Gamle. Magnus den Gode var søn af den Norske katolske helgen, Olav den Hellige; hans regeringstid fremstår som et interregnum til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid. Svend Estridsen var sønnesøn af Svend Tveskæg.
De rivaliserende konger, Sven, Knud og Valdemar var alle kongsemner som nedstammede fra Svend Estridsen, men perioden fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, vistnok de fleste, medregner kun Valdemar I den Store, hans søn Knud VI og Valdemar II Sejr til Valdemarerne. Men ingen har patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik IV Plovpenning, Abel og Christoffer I - indtil Christoffer II, som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar IV Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans datter Margrete I og hans barnebarn Oluf. Man kan sige at Valdemar Atterdag lagde grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborgere var også Unions konger, men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde var et markant vendepunkt i landets historie. Som en følge af Den Lutherske reformation overtog kongerne den trediedel af Danmarks jord, som havde tilhørt kirken. Denne rigdom gjorde det muligt at skubbe den gamle adel til side og etablere enevælden, som var årsag til Danmarks historiske nedgang. En demokratisk Grundlov blev indført i 1848 uden blodsudgydelser.
Den Oldenborgske linie uddøde med den barnløse Frederik VII i 1863. Tronen blev overtaget af Christian IX af Glücksborg.

Knytlingerne Knytlingerne - Adam beretter om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud IV den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud IV, hvoraf følger at der må have været en Knud I eller en Hardeknud I, forud for Gorm, hvilket Adam jo også fortæller. Forfatteren mener at navnene Hardegon og Hardecnudt er for forskellige og betegner ikke den samme person.


Omkring år 987 gjorde Svend oprør mod sin fader, Harald Blåtand, sammen med rigets ledende mænd - efter sigende på grund af den ny religion, som faderen havde indført og det omfattende tvangsarbejde, som han havde pålagt folket i forbindelse med bygning af trelleborge, broer og forsvarsvolde.

I nogle år efter sin faders død opholdt Svend sig i England og måske i Skotland, angivelig på vikingetogter. Adam af Bremen citerer Svend Estridsen for at den Svenske konge Erik Sejrsæl havde herredømme i Danmark eller i hvert fald i en del af landet i denne periode.

Erik Sejrsæl døde omkring 995. Svend Tveskæg fik sit politiske gennembrud, da han giftede sig med hans enke, Sigrid Storråde, idet han derved overtog Erik Sejrsæls position som Nordens dominerende konge.

Mønt med et portræt af Svend Tveskæg
Mønt med et portræt af Svend Tveskæg fra Kungliga Myntkabinettet i Stockholm. Vi må ikke håbe for ham at det ligner. Claus Deluran mener at kunne se at han har håret ordnet i en tyk fletning i nakken. Fra Niels Jørgen Jensens og Mogens Skjoldagers Danske mønt.

Svend Tveskægs store bedrift var realiseringen af Knytlingernes gamle drøm om at erobre England. Det var en politisk såvel som militær bedrift. Han formåede at forene interne nationale modsætninger mellem det oprindelige Knytlinge rige i Jylland og det østlige Danmark, som købmanden Ottar havde kaldt Denemearce. Han forsonede sig med Jomsvikingerne, som havde været hans faders trofaste støtter i borgerkrigen. Han eliminerede sin Skandinaviske rival Olav Tryggvason i slaget ved Svold. Han samarbejdede med de Danske stormænd og forenede deres kræfter til gavn for Danmark. Med sit ægteskab med Sigrid Storråde var han blevet stedfader til den Svenske kong Olof Skotkonung, hvilket han udnyttede til at skabe gode relationer og sikkerhed for det hjemlige rige, således at han frit kunne vende sin opmærksomhed mod England.

Imidlertid, han fik ikke lov til at nyde sin triumf længe. Blot fem uger efter at han var blevet kåret som konge af England, døde han den 2. Februar 1014, ret pludseligt.

Svend Tveskæg

Mange sagaer og krøniker - faktisk de fleste - beretter at Svend havde et udpræget dårligt forhold til sin fader. Vi må tro at når så mange kilder fortæller det, må der have været noget om det. Alle Haralds bygningsværker var meget geometrisk korrekte, og man kan få den ide at han var en perfektionistisk type, og måske også svær at stille tilfreds som en fader.

Edward Bekenderen på Bayeux-tapetet
Edward Bekenderen på Bayeux-tapetet med "tveskæg". Det var højeste mode i sen vikingetid at arrangere sit skæg på denne måde. Svend Tveskæg var dog med på moden en generation før Edward Bekenderen. Dette, at han var med på sidste ny mode, antyder en åben og fleksibel personlighed.

Det Engelske hyldest-skrift til dronning Emma, Encomium Emmae Reginae, også kaldet Cnutonis Regis Gesta, fortæller at Svend var elsket af alle: "Danernes konge, jeg mener Svend, har, efter hvad jeg ved sandfærdig beretning har bragt i erfaring, vel næsten været den lykkeligste af alle sin tids konger" - "Dernæst skænkede Guds kraft ham så stor nåde, at han, endog medens han endnu var barn, blev elsket med den inderligste kærlighed af alle; kun hans egen fader kunde ikke lide ham, men det var ikke nogen skyld hos drengen, som gjorde ham fortjent til dette, men alene misundelsen, der forstyrrede forholdet. Da han havde nået ynglingealderen, voksede han dag for dag i folkets kærlighed; men som følge heraf tiltog også hans faders ugunst mod ham mere og mere, i den grad at han ikke længere i al hemmelighed men ganske åbenlyst tragtede efter at få ham jaget bort fra fædrelandet, idet han med ed forsikrede, at han ikke skulde komme til at sidde på tronen efter ham selv."

Også Saxo fortæller at Svend var langt mere populær, end hans fader havde været: "Lige så stort had folket havde næret til Harald, lige så stor kærlighed nærede det til Svend, og medens det havde afskyet ham, som indførte kristendommen, elskede det ham, som foragtede den." Især kvinderne holdt meget af Svend, fortæller Saxo, idet de tre gange havde indsamlet løsepenge i form af smykker af guld og sølv til at frikøbe ham fra fangenskab. "Han viste sig da også taknemlig mod kvinderne" - "thi han gav kvinderne lovlig arveret, hvad de hidtil ikke havde haft."

Encomium skriver at hans mænd var parate til at gå gennem ild og vand for hans skyld: "Ingen af dem af frygt for døden ville unddrage sig faren, men tværtimod enhver af troskab mod ham uforfærdet ville gå ene mand mod talløse fjender."

Svend Tveskæg blev hurtigt kristen. Han har sikkert indset at denne udvikling var uundgåelig, og at det ikke var klogt at kæmpe imod. Svend Aggesen fortæller at omtrent samtidig med at Svend antog den ny religion, blev den afsværget af hans fader under hans sidste tid i Jomsborg: "I hans landflygtighed satte man hans søn Svend med tilnavnet Tveskæg til konge i hans sted. Troen på den hellige treenige Gud, som faderen under sin landflygtighed havde forkastet, den antog han af et oprigtigt hjerte." Dette forstærker opfattelsen af at der var en følelsesmæssig modsætning mellem fader og søn.

Palnatoke og Svend Tveskæg
Palnatoke og Svend Tveskæg tegnet af Louis Moe. Det må være Palnatoke til venstre, som holder den guld-omviklede pil, hvormed de planlægger at dræbe Harald Blåtand.

Men Svend var på ingen måde fanatisk kristen, som for eksempel Olav Tryggvason og Olav den Hellige var det. Han havde således ingen problemer med at gifte sig med Erik Sejrsæls enke, Sigrid Storråde, som ikke ønskede at blive kristen.

Knytlinge Saga fortæller om far og søn: "Kong Harald Gormsøns søn, Svend, forlangte en del af riget af sin fader kong Harald, men da denne ikke yndede ham meget, fordi han var uægte født, ville han ikke give ham noget rige at styre."

Olav Tryggvasons Saga er helt enig, her siger Håkon Jarl til Guld-Harald: "Tag nu først imod dette rige. Kong Harald er gammel og har bare en søn, som han ikke er særlig glad for, og som desuden er frillesøn."

Imidlertid, den lange Saga om Olav Tryggvason nøjes med at sige: "Kong Haralds Søn Svend, som siden fik tilnavnet Tveskæg, voksede i sin ungdom op hos en mægtig høvding, som hed Palnatoke og herskede over Fyn." Hvilken lyder som en sandsynlig forbindelse mellem Svend og Palnatoke.

Sølvbægeret fra Fejø
Sølvbægeret fra Fejø. I 1872 pløjede gårdejer Rasmus Pedersen sin mark ved Sletteren på Fejø og fandt et sølvbæger fra vikingetiden sammen med 4-5 mindre drikkebægre. I Juli 2016 arrangerede detektorsøgeren Torben Christiansen en weekend for 18 detektorfolk på det historiske findested, hvor de fandt yderligere 8 sølvdrikkebægre. Foto: Folketidende.dk.

I Jomsvikinge Saga ligger Harald med en mandhaftig bondepige på Fyn ved navn Sy-Æsa, med det resultat at hun bliver med barn. Det bliver et velskabt drengebarn, som får navnet Svend. Harald afviser faderskabet, og Palnatoke tager drengen til sig og opdrager ham som sin egen. Da Svend som en ung mand drager til sin biologiske far, får han gentagne gange en kold skulder.

Encomium Emmae Reginae finder det nødvendigt at fremhæve at Svend stammede fra de mest fornemme familier: "Han nedstammede nemlig, hvad der jo regnes for det ypperste mellem menneskene, fra den højædleste æt, og han vandt sig stor ære for verden ved sin styrelse af det rige, som han havde at forvalte."

Adam af Bremen har meget dårligt at sige om Svend; han kalder ham "et fjendtlig sindet menneske" drevet af misundelse, som "iværksatte den store forfølgelse af kristne i Danernes lande" og rasede i sin "grumhed og troløshed". Hvis han havde kendt det kedelige rygte om at Svends moder i virkeligheden var bondepigen Sy-Æsa fra Fyn, ville han sikkert ikke have tøvet med at bringe det til torvs. Meget af den dårlige presse, som Svend fik, stammer fra Adam.

Drikkebægrene fra Fejø
Et udvalg af drikkebægerne fra Fejø. Foto: fejoe.info

Flere historikere mener at Adams uforsonlige fjendskab mod Svend Tveskæg kom af at kongen - og iøvrigt senere konger - foretrak præster og munke fra England fremfor Hamborg-Bremen.

Thitmar af Merseburg anså Svend for et rent uhyre: "Jeg er ganske ofte blevet fortalt at Angler, hvis navn stammer fra engleblid eller smukke ansigt, led ubeskrivelige sorger fra denne Danernes grusomme konge, Haralds søn, Svein. Denne hersker lod dem, der tidligere havde været støtter af Peter, apostelenes fyrste, og åndelige børn af den hellige fader Gregory, betale en tvungen årlig skat til disse urene hunde, og mod deres vilje give dem en stor del af landet til deres boliger, efter at de havde dræbt eller taget i fangenskab mange af dets indbyggere." Derefter fortsætter han i samme rille som Adam af Bremen.

Vi må tro at historien om bondepigen Sy-Æsa som Svends moder var et våben i tidens politiske intriger. Man kan nemt forestille sig at der var politisk modstand mod Knytlingerne, især i den østlige del af landet, som købmanden Ottar havde kaldt Denemearce. Nogle indflydelsesrige slægter på Sjælland kan have set ned på Svend og hans slægt som vikinger og opkomlinge. De havde kun accepteret Harald Blåtand, fordi han var "Thyras søn", som Saxo omtaler ham.

Måltid på Bayeux tapetet
Man drak ikke altid af horn i vikingetiden. Motiv på Bayeux tapetet, som viser Normannernes første måltid i England efter sejren ved Hastings i år 1066. Billedtæppet er vævet omkring 1070. Foran personen til højre, som rækker hånden op, står et drikkebæger, der ligner dem, som er fundet på Fejø. Personen til venstre holder et lignende bægre i hånden. De fleste Normanner er glatbarberede, kun en enkelt har "tveskæg" - Bayeux Museum.

Jomsvikinge Saga bringer en fantastisk historie om hvorledes jomsvikingen Sigvalde bortførte Svend ved at foregive at være syg og derved lokke kongen ud på sit skib, som derefter afsejlede mod Jomsborg. Her stillede Sigvalde som betingelse for hans frigivelse at han giftede sig med Vendernes kong Burislavs datter Gunhild, medens Sigvalde skulle have hendes lille søster Astrid, som han selv var meget indtaget i. Svend og Sigvalde holdt derefter et stort gilde i Jomsborg, hvor de ægtede henholdsvis Gunhild og Astrid.

I overensstemmelse med flere andre kilder beretter Olav Tryggvasons Saga: "Så drog kong Svend hjem til Danmark med Gunhild - sin kone. Deres sønner var Harald og Knud den Mægtige." Ægteskabet bekræftes i hovedtræk af Thietmar af Merseburg, som nævner i sin krønike fra omkring 1015 Svends hustru som hertug Mieszkos datter, søster til hans efterfølger Boleslav.

Omkring år 997 valgte Svend af politiske grunde at gifte sig med Sigrid Storråde, som var enke efter den Svenske kong Erik Sejrsæl. Med Sigrid fik han datteren Estrid. Kun Thietmar og Saxo lader også Knud være søn af Sigrid. Gunhild rejste efter al sandsynlighed tilbage til Venden.

Nyt Viking Site i New Foundland
Nyt Viking Site i New Foundland. I Svend Tveskægs regeringstid, medens vikinger angreb England, sejlede Leif den Lykkelige i 1002 ud fra Grønland og opdagede Vinland, det vil sige Amerika. Indtil dette år har det eneste kendte Viking site i den ny verden været L'Anse aux Meadows. Imidlertid har arkæologen Sarah Parcak - ved hjælp af satelit fotos - fundet, hvad der menes at være et andet site, som hedder Point Rosee. Foto: National Geographic.

I hvert fald beretter "Kong Knuts Liv og Gerninger" (Encomium Emmae Reginae) at efter Svends død drog brødrene Harald og Knud til Venden og hentede deres mor: "Endvidere gjorde de i forening et togt mod Vendernes land og hjemførte deres moder, som opholdt sig der." Flere andre sagaer fortæller at Gunhild døde, før Svend ægtede Sigrid Storråde. Men den Engelske beretning er skrevet af en person, som efter al sandsynlighed har truffet efterkommere efter Svend og personer, som havde kendt ham. Derfor må det være sandt at Svend forstødte Gunhild, hun rejste hjem til Venden og kom tilbage efter Svends død. Dette understøtter også at Knud var søn af Gunhild og ikke af Sigrid Storråde, som Saxo skrev.

Harald var den ældste af Gunhilds to sønner. Da Svend Tveskæg døde, blev han valgt til konge af Danmark efter sin fader som Harald II. Det vides med rimelig sikkerhed at han allerede i 1013 blev betroet lederskabet i Danmark, da Svend sejlede til England i spidsen for den store hær. Efter Svends død i 1014 blev han valgt til konge af Danmark, hvilken post han beklædte indtil sin tidlige død i 1018.

Haralds lillebror, Knud, ledsagede omkring 18-22 år gammel sin far på togtet mod England. Medens Svend Tveskæg underlagde sig England, bevogtede Knud skibene og de mange gidsler, som Englændere stillede. Knud blev konge af England, Danmark og Norge. Som sin fader og sin storebror blev heller ikke han særlig gammel, idet han døde i en alder af kun omkring 40 år.
Svend Tveskæg, hans hustruer og børn
Svend Tveskæg, hans hustruer og børn. Der er dog en vis uenighed om, hvem Knuds mor var. Sagaerne og Encomium fortæller at Knud var søn af Gunhild, medens Thietmar af Merseburg, som levede samtidig med Svend, siger at Knuds mor var Sigrid Storråde. Ligeledes Saxo: "Da nogen tid var leden, fødte Sigrid ham en søn, Knud."

Knytlinge Saga oplyser at: "Kong Svend Tveskæg havde fremdeles en Datter, ved Navn Gyda, som var gift med Jarlen Erik Hakonsøn i Norge." Dette bekræftes af blandt andet Olav Tryggvasons Saga.

Saxo taler om at: "Svend blev overvunden af ham (Erik Sejrsæl) i Skåne, hvor han efterlod en overmåde fager datter Thyra, som han havde opkaldt efter sin farmoder." Desuden taler han om en Thyra, som Svends agenter søgte at gøre Olav Tryggvason interesseret i istedet for den ældre enke Sigrid Storråde. Det ligner en forveksling med Svends søster Thyra, som løb væk fra sin mand, kongen af Venden, og giftede sig istedet med Olav Tryggvason uden sin brors tilladelse.

Kvindedragt fra vikingetiden
Kvindedragt fra vikingetiden udstillet på Museet Ribes Vikinger. Prinsesserne Gyda og Estrid kan have været således klædt. Vikingen i baggrunden er klædt i en slags plusfours pludder-bukser, en mode som stadig fandtes i 1950'erne. Foto: www.arild-hauge.com

Magnus den Godes Saga i Heimskringla fortæller at Svend og Sigrid Storråde havde en datter ved navn Astrid, som var mor til den Svend, som fik tilnavnet Estridsen: "Der var en mand, der hed Svend - søn af jarl Ulf, søn af Torgils Sprakeleg. Svends mor var Astrid - datter af kong Svend Tveskæg; hun var samfædre søster til Knud den Mægtige, og hun havde samme mor som den svenske kong Olaf Erikson - deres mor var dronning Sigrid Storråde, der var datter af Skøgul-Toste."

Mange andre kilder bekræfter at Svend havde en datter ved navn Estrid, dog uden at nævne moderen. Adam af Bremen beretter at Estrid blev gift med hertug Richard af Normandiet, som imidlertid hurtigt forskød hende, hvorefter han drog på korstog til Jerusalem, hvorunder han døde. Svend Tveskæg gav hende herefter til Ulf Jarl: "Som jeg tidligere har sagt, gav danerkongen Chnut sin søster, som grev Richard havde skilt sig fra, til sin hertug Ulf. Hun fødte børnene Svein, Toste og Harold." Svein Estridsen blev fader og stamfader til mange danske konger.

Tilbageslag for Knytlingerne

De ni år fra Haralds død i år 987 til Svend Tveskæg ægtede Erik Sejrsæls enke, måske omkring år 996, var en meget kritisk periode for Knytlinge slægten. Alle Haralds landvindinger gik midlertidig tabt.

Sko fra vikingetiden
Sko fra vikingetiden. Vikinge sko af læder udstillet i Museet Ribes Vikinger. Foto: www.arild-hauge.com

Thietmar af Merseburg, som var en samtidig med Svend Tveskæg, skrev:"Virkelig, ved at opgive sit herredømme på dette tidspunkt til udenlandske fjender, udvekslede han sikkerhed for omflakken, fred for krig, et kongerige for et eksil." Det lyder, som om Svend i en periode slet ikke var konge i Danmark.

Adam beretter temmelig entydigt at Erik Sejrsæl blev konge af Danmark: "Heric havde, sagde han, to riger, Danernes og Sveonernes."

Selvom Adam er klart fjendtlig i forhold til Svend Tveskæg, kan vi ikke ignorere hans udsagn, da han refererer direkte til hans barnebarn Svend Estridsen, som burde vide det: "Da samlede Sveonernes mægtige kong Heric en hær så talrig, som der er sand på stranden, og invaderede Danernes land. Svein, som var forladt af Gud, satte forgæves sit håb til sine afguder. I mange søslag - på den måde kæmper de gerne med hinanden - blev alle Danernes styrker splittet. Sejrherren, kong Heric, vandt Danernes land. Svein, der blev fordrevet fra sit rige, og fik sin fortjente løn af den nidkære Gud."

Imidlertid er der nogen uklarhed om, hvad der på denne tid skal forstås ved Danmark.

Forslag til politisk Danmarkskort i begyndelsen af Svend Tveskægs tid
Forslag til politisk Danmarkskort i begyndelsen af Svend Tveskægs tid. Halvandet hundrede år før sejlede købmanden Ottar fra Skiringssal i Norge til Hedeby; han berettede at han havde Denemearce til bagbord og Gotland til styrbord. Harald Blåtand forenede sit eget Knytlingerige med det østlige Danmark, altså Denemearce. Forfatteren kan ikke bevise at Danmark stadigt var delt i flere politiske enheder. Men jeg kan blot sige at det giver en god forklaring på begivenhederne.

Harald Blåtand, Thyras søn, som Saxo kalder ham, endte med at herske over både sit eget Knytlinge-rige i Jylland og det østlige Danmark, som Ottar og Wulfstan kaldte Denemearce. Han "vandt sig hele Danmark" , skrev han på Jelling stenen. En sandsynlig fortolkning af dette udsagn kan være at han var Knytlinge-konge i Jylland, og derefter blev han valgt til konge også i hele Denemearce, hvilket vil sige Sjælland og omliggende øer samt Skåne og Halland.

Thorleifr Jarlsskjald Raudfeldarsons drapa om Svein Tjuguskegg lyder:

Heid gav Himmelstrålers
Høvding ofte Jyders
Konning til på England
Sværde røde at farve.


Købmanden Ottar kaldte Jylland for Gotland omkring år 850. Nogle hundreder år efter taler Adam af Bremen om Jylland og "de Daner, som kaldes Jyder". Man kan få den ide at betegnelserne Jylland og Jyder er knyttet til Knytlingerne og deres ankomst omkring år 917. Den ærværdige Bede omtaler omkring år 700 Jyder i Britanien, medens halvøen i Danmark stadig kaldtes Gotland: "De nykomne var af Germaniens tre stærkeste racer, nemlig Saxer, Angler og Jyder. Af Jyders oprindelse er mændene fra Kent og Withsætan, som er stammen, der bor på øen Wight."

Det var ikke nogen selvfølge at Knytlingerne skulle herske også i Denemearce. Som andre riger på denne tid var det et valgkongedømme. De havde valgt Harald, fordi han var af kongeligt dansk blod efter sin moder, Thyra. Måske anså de Knytlingerne i almindelighed for vikinger og opkomlinge, som ikke var værdige til at lede et oldgammelt og fornemt rige som "Denemearce". De kan have tænkt at der også havde været problemer med disse Knytlinger. Under Harald var hele landet blevet pålagt omfattende tvangsarbejder med at bygge trelleborge og forsvarsvolde med henblik på forsvar mod et muligt korstog fra kejser Otto 2. og enorme resourcer af egetræ var blevet brugt til dette formål; og derefter viste det sig at det slet ikke havde været nødvendigt, da kejseren døde i Italien, og hans rige derefter faldt hen i afmagt under hans tre-årige søn.
Den oprindelige økse fra Langeid Pragtsværdet fra Langeid
Til venstre: Den oprindelige økse fra Langeid i Aust-Agder. Foto Historisk Museum i Oslo.
Til højre: Pragtsværdet fra graven i Langeid. Foto museum-of-artifacts.

Idag er Danmark allieret med Verdens stærkeste militærmagt, USA, og vi ønsker at de kommer, når vi kalder. Stormændene og tingbønderne i Denemearce kan have valgt den erfarne og sejrrige Svenske kong Erik fremfor den unge Svend, fordi de ønskede at have Sverige bag sig i en mulig konflikt med kejserriget.

Rekonstrueret langøkse fra Langeid
Rekonstrueret langøkse fra Langeid. I en grav fra sen vikingetid ved Krokå-Langeid i Aust-Agder fandtes et pragtsværd og en kampøkse. Vegard Vike og Anders Helseth Nilsson har rekonstrueret øksen fra myremalm med datidens smedeteknik. Foto Historisk Museum i Oslo.

Sagaerne fortæller at Svend blev konge efter sin fader Harald, medens Adam af Bremen, som referer til hans barnebarn, Svend Estridsen, fortæller at Erik Sejrsæl blev konge efter Harald. Det er to modstridende oplysninger, synes vi.

Imidlertid, hvis vi tror at Svend efterfulgte sin fader Harald som konge af Knytlingernes oprindelige rige i Jylland, men i konkurrence med Erik Sejrsæl mislykkedes det for ham at blive valgt i Denemearce, så kan begge oplysninger være sande.

I forbindelse med et forsøg på at blive valgt til konge på Sjælland og omliggende landskaber måtte Svend sikkert kæmpe mod rygter og sladder om, at hans moder i virkeligheden var en mandhaftig bondepige fra Fyn, samt sandsynligvis indædt modstand og konstant bagvaskelse fra præsteskabet fra Hamburg-Bremen ærkebispe-sædet. Historien om hans simple afstamning findes i Jomsvikinge Saga.

Udsnit af Bayeux tapetet
Udsnit af Bayeux tapetet. Scenen viser to Engelske budbringere, som er kommet til Normandiet og forlanger Harold Godwinson løsladt fra det Normanniske fangenskab. Den ene af englænderne er bevæbnet med en typisk langøkse, som han tilsyneladende truer med at bruge.
Normannerne til højre er klædt i knækorte bukser over strømper eller lignende. Det ligner en slags buksedragt. De Engelske repræsentanter er forskellige. Den forreste med øksen har lange tvær-stribede strømper og en slags ternet kilt samt en kappe, som tillader højre arm fri. Den bagerste er klædt i en rød kjortel med bælte. Man kan forestille sig at manden med øksen er fra Danelagen, og den bagerste er en Angel-Saxer. De er alle glatbarberede.
Under dem ses bønder, som bearbejder jorden med en hjulplov og en harve. Hjulploven bearbejdede jorden langt mere effektivt end arden, idet den vendte jorden, hvor arden blot havde lavet furer i marken. Den har været årsag til et meget større udbytte end før. Den kendtes allerede i central Europa i 600-tallet. I Danmark har man fundet de karakteristiske lange højryggede agre tilbage fra vikingetiden og måske tidligere. Dens udbredelse har forudsat en omfordeling af jorden, således at agrene blev lange og smalle - fordi hjulploven var vanskelig at vende. Den må have været en vigtig årsag til at vikingetogterne efterhånden ebbede ud, idet landbrugsproduktionen blev rigeligere, og det ikke længere var nødvendigt at udstøde grupper af unge mennesker på grund af overbefolkning; som Dudo skriver - "til fremmede folk og riger, for at de ved kamp kan vinde sig lande, hvor de kan leve i stadig fred".

Adam af Bremen kendte tilsyneladende ingen grænser i sin nedgøring af Svend Tveskæg: "Kong Svein fik straffen for de forbrydelser, han havde begået mod Guds kirker. Han blev besejret og ladt i stikken af sine folk, fordi Gud havde forladt ham. Under sin omflakken kom han hjælpeløs til Nortmannerne, hvor Thrucco, Haccos søn, på den tid var konge. Da han var hedning, lod han sig ikke bevæge af medlidenhed med den landflygtige. Den ulykkelige mand, der var opgivet af hele Verden, sejlede så over til Anglien for at få hjælp hos sine fjender. På den tid herskede Adelrad, Edgars søn, over Brittannerne. Han havde ikke glemt de overgreb, som Danerne fra gammel tid havde tilføjet Anglerne, og bortviste den landflygtige. Til sidst tog dog Scoternes konge af medlidenhed med hans ulykkelige lod velvilligt imod kong Svein - ". Det lyder utroligt at Adam skulle have hørt alt dette fra Svend Tveskægs barnebarn, Svend Estridsen.

Kam fra vikingetiden
Kam fra vikingetiden. På film fremstilles vikinger oftest som snavsede, sjuskede og uordentlige personer med et "naturligt", pjusket og snavset hår. Det er måske en opfattelse vi har fra Rousseau's "tilbage til naturen". Men det har efter al sandsynlighed altid været god tone at have et velkæmmet ordnet hår. Foto: Pinterest.com

Saxo har en helt lignende nedsættende beskrivelse af Svends modgang. Han har sikkert læst det hos Adam.

Krig mod Venden

Svend Tveskæg prøvede også at genvinde sin faders herredømme i Venden, men Kong Boleslaus sluttede forbund med Erik Sejrsæl, og Svend opnåede blot at blive taget til fange, således at han måtte frikøbes for en stor mængde guld og sølv, således som Saxo beretter.

Skolie 24 hos Adam fortæller: "Sveonerkongen Heric indgik et forbund med Polanernes mægtige Konge Bolizlaus, som gav Heric sin søster eller datter til ægte. For dette svogerskabs skyld blev Danskerne angrebet af Slaver og Sveoner i forening." (Skolier er senere tilskrevne bemærkninger i Adams manuskript, måske af Adam selv eller en senere afskriver).

Krigen mod Slaverne bekræftes endnu engang af Adam, idet han skriver: "Men Herrens straf ramte den troløse konge. I krigen mod Slaverne blev han to gange taget til fange og to gange løskøbt mod en stor mængde guld."
Svend løskøbes fra fangenskab med hans vægt i sølv og guld
Kvinderne skænker deres smykker for at løskøbe Svend Tveskæg med hans vægt i sølv og guld. Tegning af Lorenz Frølich fra 1877. Fra DPUs samling af anskuelsesbilleder.

Jomsvikingerne

Palnatoke var søn af den fynske stormand Palner Tokesen. Saxo kalder ham Toke, rimeligvis var han Toke, søn af Palner. Han var Svend Tveskægs fosterfader. Jomsvikinge Saga lader ham grundlægge Jomsborg, hvilket ikke er sandsynligt, da adskillige andre kilder omtaler borgen allerede i Haralds tid. Rimeligvis blev han indsat i Jomsborg som Svends betroede mand.

Saxo fortæller at Harald Blåtand stillede så mange urimelige krav til ham - som at skyde et æble af sin søns hoved og stå på ski ned ad Kullen - at til sidst "gav han sig i tjeneste hos hans søn Svend for at lade sin dygtighed komme ham til gode." Alt dette skal formentlig forklare og undskylde at han var en hovedperson i den gruppe af rigets ledende mænd, som svigtede deres konge, og anførte et oprør mod ham sammen med den Svend, som senere fik tilnavnet Tveskæg. Måske var Harald virkelig blevet lidt sær på sine gamle dage.

Palnatokes mesterskud
Tokes mesterskud. Saxo kalder Palnatoke for Toke, hvilket understøtter at han virkelig hed Toke og var søn af Palner. Tegning af Louis Moe.

Heimskringla fortæller ganske vist i Olav Tryggvasons Saga at Palnatoke ledede Jomsvikingerne allerede i Haralds tid: "Men da hele hans flåde var kommet, og dertil Palnatoke af Jomsvikingerne for at hjælpe ham, sejlede Svend til Sjælland og ind i Isefjorden. Der lå kong Harald, hans fader, med sine skibe, han skulle ud i leding. Svend lagde til strid med ham, det kom til et stort slag." Men alle andre kilder siger at Haralds professionelle krigere i Jomsborg var hans mest loyale støtter. For eksempel skriver Saxo: "Han forlod altså Danmark og drog landflygtig til Julin, der var helt fuldt af Danske krigsfolk, og som så at sige var moderskødet for hans pålideligste krigsstyrke."

Derfor må vi tro at Jomsvikingerne støttede Harald til det sidste. Efter borgerkrigen forsonede Svend Tveskæg sig med dem, og først da indsatte han sin betroede mand, Palnatoke, som en slags øverste leder og tilsynsførende i Jomsborg. Jomsvikinge Saga siger: "Dernæst gav Palnatoke efter vise mænds råd love der i Jomsborg, for at der kunde samles flere til, end der tilforn vare." Hans opgave var at tiltrække flere erfarne krigere og udvide Jomsborg.

Samme Olav Tryggvasons Saga fortæller at Sigvald Jarl var leder af Jomsborg, da Harald døde: "Der fik Harald så store sår at han døde. Siden blev Svein taget til konge i Danmark. Da var Sigvalde jarl over Jomsborg." Sigvald Jarl synes at have været den operationelle leder af Jomsvikingerne hele tiden, både under Harald og Svend, og sikkert også medens Palnatoke havde tilsyn med Jomsborg.
Schlossberg nordøst for Altstadt von Usedom Udstrækning af borganlæg, angiveligt fra 1000 tallet efter Ronny Krüger 2015
Til venstre: Schlossberg nordøst for Altstadt von Usedom. Foto Andreas Koehler-Balden.
Til højre: Udstrækning af borganlæg - angiveligt fra 1200 tallet - efter Ronny Krüger 2015. Nordøst for Altstadt von Usedom ligger mur-rester af en stor slavisk fæstning. Det gamle borg-areal hedder idag "Bauhof". Med sine omkring 380 meter i diameter er den en af de største Slaviske borge i nutidens Vorpommern. Oprindelsen af denne befæstning antages at være fra omkring år 1000. Den blev oprindeligt bygget på et naturligt forbjerg, der var beskyttet af hav og søer, som imidlertid idag er stærkt tilsandede. En nærliggende naturhavn var forbundet med Peene, Szczecin lagunen (Stettiner Haff) og Østersøen. Omkring år 1200 blev der bygget et lille slot i den sydlige del af fæstningen; i dag hedder slots-højen "Schlossberg".
Nogle forfattere mener at denne borg kan have været Jomsborg - selvom den dog ikke svarer helt til beskrivelsen i Jomsvikinge Saga.

Bortset fra Palnatoke og Vagn Ågesøn, som var fra Fyn, kom alle navngivne Jomsvikinger fra Sjælland, Skåne og Bornholm. Der nævnes ikke en eneste Jomsviking fra Jylland. Den store Saga om Olav Tryggvason fortæller i forbindelse med Svend Tveskægs arveøl for sin fader: "Jomsvikingerne havde 40 Skibe med sig fra Vindland og 20 Skibe fra Skåne." Hvilket antyder at Jomsvikingerne havde en særlig tilknytning til Skåne, eller i hvert fald til Øst-Danmark.

Grafisk rekonstruktion af Jomsborg
Grafisk rekonstruktion af Jomsborg efter beskrivelsen i Jomsvikinge Saga. Den minder om Hedeby, men var antagelig større. Tegning: Historienet.

I den lange saga om Olav Tryggvasons beskrives Sigvald Jarl og hans broder Thorkel Høje, som også var Jomsviking og senere kom til at spille en stor rolle i England: "I den tid herskede over Skåne i Danmark Harald Jarl, som blev kaldt Strut-Harald; hans sønner var Sigvald, Heming og Thorkel hin Høje. Sigvald var høj af vækst, langagtig af ansigt, havde en krum næse, en bleg ansigtsfarve og smukke øjne; Thorkel var den højeste af mænd, skøn af udseende og stærk af kræfter."

Harvard den Huggende og Aslak Holmskalle kom også fra Sjælland.

Kongen af Bornholm havde to sønner, som også blev Jomsvikinger: "Dengang herskede over Bornholm en høvding, som hed Vesete, hans kone hed Hildegun, deres sønner var: Bue hin Digre og Sigurd med tilnavnet Kappe."

Det forhistoriske Wolin
Den tidlige middelalders Wolin frit efter "Bericht der Römisch-Germanischen Kommission 69". Også det gamle Wolin havde en halvkredsvold ganske som Hedeby, Aros med flere. Nogle har foreslået at Jomsborg lå her. Foto: Stefan Bollmann - wikipedia.

Om Bue Digre hed det: "Bue var ikke smuk, men hård i sind, han var både høj og tyk og så stærk, at man aldrig vidste eksempel på, at noget var for stærkt for ham." Om Sigurd hed det: "Hans broder Sigurd Kappe var en skøn mand, fåtalende og meget beskeden, men af en fast karakter."

Bues og Sigurds nevø, Vagn Ågesøn, var også Jomsviking: "Vesetes datter hed Thorgunna, hun var gift med Åge i Fyen, deres søn hed Vagn; han var tidlig både stor og stærk og skøn af udseende, men meget ond at komme til rette med og heftig i sindet, da han voksede til."

Svend Tveskægs Arveøl efter sin Fader

Som vi husker fortæller Knytlinge Saga at Harald Blåtand "lod Jomsborg anlægge, og lagde deri en betydelig besætning, som han gav sold og love." Det virkede som var de et militært elitekorps, en lille stående hær.

Hal i Lofoten Vikinge Museum
Hal i Lofoten Vikinge Museum i Norge. Svend Tveskægs arveøl efter sin fader kunne have været holdt i sådan en hal. Foto: Jon Olav Eikenes.

Jomsvikingerne havde været Haralds trofaste støtter lige til det sidste, hvilket meget naturligt førte til at de havde et spændt forhold til hans søn, Svend, som de oprindeligt havde bekriget.

Håkon Jarl i Norge var overbevist hedning, og han havde misbilliget Haralds tilnærmelse til kristendommen. Allerede i den sidste del af Haralds tid var han ophørt med at sende skatter til Danmark. Harald havde ikke gjort noget ved det, sikkert som en anerkendelse af den Norske støtte i krigen mod Otto 2. Efter Haralds fald regerede Håkon det meste af Norge på egen hånd og anerkendte efter alt at dømme ikke Svend Tveskægs overherredømme.

Svend ønskede at sende Jomsvikingerne mod Håkon Jarl for at bringe ham til orden. Imidlertid, elite-korpset skulle lide et alvorligt nederlag i slaget i Hjørungavaag.

Svend Tveskæg aflægger løfte om at erobre England ved arveøllet efter sin fader Harald Blåtand.
Svend Tveskæg aflægger løfte om at erobre England ved arveøllet efter sin fader Harald Blåtand. Tegning af Lorenz Frølich.

Uanset at flertallet af Jomsvikingerne kom fra det østlige Danmark, som købmanden Ottar kaldte Denemearce, havde de behov for en konge, som ville værdsætte og lønne dem for deres tapperhed, erfaring og dygtighed, og de må have set at knytlingen Svend var en intelligent, handlekraftig og vindende person. Svend Tveskæg på sin side havde store planer og brug for dygtige mænd.

"Kong Svend gjorde et stort gilde, og stævnede til sig alle de høvdinger, som var i hans rige," fortæller den lange Saga om Olav Tryggvason, "han ville nemlig gøre arveøl efter sin fader Kong Harald. Til dette arveøl kom en stor mængde mennesker."

I den lange saga om Olav Tryggvason og andre sagaer berettes om det stadig anspændte forhold mellem Jomsvikingerne og Svend: "På gildets første dag drak kong Svend, før han steg op i faderens højsæde, sin faders minde, og gjorde da det løfte, at inden tre vintre vare ledne, skulde han komme til England med sin hær, og enten dræbe Kong Adelraad, eller drive ham ud af landet. Dette minde skulde alle de ved gravøllet tilstedeværende drikke."

Derefter blev der drukket adskillige andre minder og stemningen i salen blev ret munter.

Jomsvikingerne aflægger løfter ved Svend Tveskægs arveøl
Jomsvikingerne aflægger løfter ved Svend Tveskægs arveøl for sin fader. Tegning af Eilif Peterssen i Heimskringla.

Da talte Kong Svend: "Nu må I, Jomsvikinger!" sagde han, "så meget mere være Eder om berømmelse, som I er navnkundige fremfor de fleste mænd over hele Norden."

Jomsvikingerne ville gerne bevise deres værd. De ønskede ikke at stå tilbage for kongen, de gav dyre løfter: "Sigvald Jarl drak da sin faders minde, og gjorde det løfte, at inden tre Vintre vare ledne, skulde han have besøgt Norge, og enten have dræbt Håkon Jarl eller drevet ham af landet. Dernæst gjorde Thorkel hin Høje det løfte, at han skulde følge sin broder Sigvald til Norge, og ikke flye af kampen, sålænge Sigvald vedblev at stride. Bue hin Digre gjorde dernæst det Løfte, at han skulde fare til Norge med dem, og ikke flye af kampen for Håkon Jarl."

De øvrige Jomsvikinger fulgte trop nogle minder senere: "Siden gjorde Sigurd Kappe løfte, at han vilde drage til Norge, og ikke flye af kampen, sålænge den største del af Jomsvikingerne endnu strede. Dernæst gjorde Vagn Aagesøn det løfte, at han skulde fare med dem til Norge, og ikke komme tilbage, førend han havde dræbt Thorkel Lejra, som var lensmand øster i Viken, og gået i seng hos hans datter Ingeborg."

Dragen Harald Hårfagre på vej over Atlanten
Drageskibet Harald Hårfagre på vej over Atlanten i Maj 2016. Sådan kan det have set ud da Jomsvikingerne sejlede over Nordsøen til Norge. De var kommet afsted meget sent på året: Foto Iceland Magazine.

Den lange saga om Olav Tryggvason fortsætter: "Men da Jomsvikingerne morgenen efter havde sovet rusen ud, syntes de, at de havde ført for store ord. De talte da sammen indbyrdes, og overlagde sagen, hvorledes de skulde forholde sig med togtet; og de bleve da enige om at gøre sig færdige så hurtig, det var muligt. Straks efter gildet rustede Jomsvikingerne også deres skibe og mandskab." - "Det var nær vinterens begyndelse. Dette blev nu spurgt vidt omkring. Det skete to vintre efter Kong Harald Gormssøns fald."

Slaget i Hjørungavaag

Jomsvikingerne sejlede til Norge umiddelbart efter at de havde gjort deres løfter ved Svend Tveskægs arveøl, selvom det var blevet meget sent på året. "De havde en hvas bør, og skibene skød en stærk fart". De må have have håbet at konfrontere Håkon Jarl, før han nåede at samle en flåde fra Norges udstrakte fjorde. Men deres hastværk viste sig forgæves. Efter nogen tids søgen blandt de Norske øer, skær og fjorde fandt de sig ansigt til ansigt med en meget stor norsk flåde i den lille fjord Hjørungavaag.

Hjørungavaag
Fjorden Hjørungevaag ved øen Hareidlandet syd for Ålesund i Norge. Efter Google Map - Der er dog diskussion om det er det rigtige sted, idet Jomsvikinge Saga siger: "Det fortælles her, at Hjørungavåg vender med det inderste af vigen mod øst og mundingen mod vest", og det er ikke tilfældet her. Google map.

Der var dobbelt så mange skibe på Norsk side, som på Jomsvikingernes, men deres skibe var store med større sidehøjde over vandlinjen end de norske, hvilket var en stor fordel. Der var formentlig langt flere Nordmænd end Jomsvikinger, men Nordmændene var almindelige bønder, der vel kunne bruge våben, men i deres hverdag havde meget andet at lave. Jomsvikingerne derimod var udvalgte profesionelle krigere.

Den norske flåde var ledet af Håkon Jarl, hans sønner Erik og Svend Jarl og flere høvdinge, deriblandt Tore Hjort fra Halogaland og Torkel Leira fra Viken.

Olav Trygvessons Saga siger: "Siden lagde de flåderne sammen, og nu udkæmpedes den hårdeste strid, og mange faldt på begge sider, men mange flere af Håkons hær, for Jomsvikingerne huggede både hårdt og ofte og skød tværs igennem skjoldene."

Håkon Jarl ofrer sin søn Erling for at få sejr
Håkon Jarl ofrer sin søn Erling for at få sejr. I Jomsvikinge-Drapa i den lange Olav Tryggvasons Saga fortælles at Håkon ofrede sin syv-årige søn, Erling, midt under slaget for at få sejr:

"Ond mod mennesker, Hakon
(Grufuld gerning skete!)
Grumt sin søn fik ofret."


Og valkyrien Hølges Datter sendte da den haglstorm, som vendte slagets gang:

"Hørte jeg da, at det hårde
Hølges Datters Uvejr."


Thorgerd Hölgabrud er omtalt i flere sagaer. Nogle mener at hun har navn efter finnekongen Guses datter, nogle steder kaldt Thora, som mod sin faders vilje blev gift med kong Hölgi, som har givet navn til Haalogaland, som er det nordlige Norge. I løbet af den sene vikingetid og middelalder blev Thorgerd Hölgabrud reduceret til en troldkvinde på en ø højt mod nord.

I Jomsvikinge Saga er det Håkons træl, Tormod Kark, som fører kniven.
Flere mener at ofringen er en efter-rationalisering, som ikke er sand. Formålet med historien har været at forklare og undskylde at Jomsvikingerne ikke kunne holde deres løfte og erobre Norge; for mod guder kæmper mennesker forgæves. Tegning Lorenz Frølich.

Vagn Ågesen angreb Svend Jarls afsnit så hårdt og kompromisløst at han gjorde sig klar til at flygte, men så fik han hjælp af sin broder Erik Jarl. Bue Digre havde imidlertid allerede frigjort sine skibe fra kampformationen for at forfølge de formodede flygtende, derved kunne Erik Jarl lægge sine skibe fuldstændig omkring hans, og der blev en forbitret kamp.

"Da blev det et stygt vejr, og en haglbyge med hagl så fæle at haglkornene vejede en øre" (26,7 gram). - "Uvejret stod Jomsvikingerne lige i ansigterne og hæmmede dem meget."

"Da huggede Sigvalde rebene over og vendte sit skib og ville flygte. Vagn Ågesen råbte til ham og bad ham om ikke at flygte, men Sigvalde ænsede ikke, hvad han sagde; da skød Vagn et spyd efter ham og ramte ham, som sad ved roret."

Jomsvikingerne får en haglstorm imod sig i Hjørungavaag
Jomsvikingerne får en haglstorm imod sig i Hjørungavaag. Illustration af H. Egedius i Olav Tryggvasons Saga.

Sigvalde roede bort med størstedelen af Jomsvikingernes skibe. Vagn Ågesen ville ikke svigte sit løfte; han nægtede at flygte og kæmpede heftigt videre til det sidste. Bue Digres skib, som nu ikke længere havde plads i Jomsvikingernes kampformation, var allerede omringet af flere af Erik Jarls skibe, og han kunne ikke komme fri.

Nordmændene bordede Bue Digres omringede skib fra alle sider, og der udkæmpedes en episk kamp.

Jomsvikinge Saga fortæller at en Nordmand ved navn Thorkel Midlang sprang op på Bues skib: " - og dette skete nu i en håndevending; han hug af ham læben og hagen helt ned igennem, så at stykket straks faldt ned paa skibet, og tænderne sprang Bue ud af munden ved hugget. Da Bue fik dette sår, sagde han: "Kun lidet vil nu den Danske mø på Bornholm synes om at kysse os, om vi skulle nogensinde herefter komme did." - "Straks efter dette tog Bue sine guldkister, en i hver hånd, og sprang derpå over bord med begge kisterne, og ingen af dem kom op mere." - "Da Bue steg op, og agtede at springe over bord, som han derpå gjorde, skal han, efter nogles udsagn, have sagt disse ord: "Over bord, alle Bues Mænd!" og da sprang han straks over Bord."

"Siden lagde Erik Jarl til mod Vagns skib, og der fik han hård modstand. Men til slut blev skibet ryddet, og Vagn blev fanget sammen med 30 af hans mænd."

De overlevende Jomsvikinger blev bundet til en træstamme.
De overlevende Jomsvikinger blev bundet til en træstamme for at blive henrettet. Illustration af H. Egedius i Olav Tryggvasons Saga.

Den lange Olav Tryggvasons Saga fortæller: "Så snart Vagn og hans folk var kommet i land, blev de alle bundne paa den måde, at et reb blev snæret om fødderne på dem alle, men deres hænder var løse. De sad alle sammen paa en træbul." - "Da gik Thorkel Lejra til, og talte således: "Det løfte gjorde du, Vagn! at dræbe mig, men nu synes det mig rimeligere, at jeg dræber dig." Thorkel havde en stor økse; han nedhuggede først den, som sad yderst paa bullen, og siden den ene efter den anden."

Det så ikke godt ud for Jomsvikingerne, men de ønskede alle at efterlade sig et godt ry og til fulde følge Jomsborgs lov: " - Ingen måtte ængsteligt ord mæle, eller nogen ting frygte, hvor farlig den end så ud." Havde James Bond levet tusind år før, ville han have været selvskreven som Jomsviking.

Sagaen beretter: "Man fortæller, at alle Jomsvikingerne talte manddomsord, før de blev dræbt; således sagde en af dem: "Jeg har en pind i hånden, og jeg vil stikke den ned i jorden, hvis jeg ved noget til mig selv, efter at hovedet er af mig." - "Da blev hovedet hugget af ham, og pinden faldt ned paa jorden af hans hånd, som man kunde vente. Atten Jomsvikinger blev der dræbt."
Vikingeskib på rejse over Nordsøen.
Vikingeskib på rejse over Nordsøen.

"Men da atten var dræbte, sad der en meget smuk mand med et dejligt langt hår. Han svøbte håret frem over sit hoved, rakte halsen ud, og sagde: "Gør ikke mit hår blodigt!" En af Håkon Jarls hofsinder tog da ved håret med begge hænder, og holdt fast i det. Thorkel svang øksen højt i vejret, og huggede hårdt til. Vikingen rykkede da hovedet så hurtig til sig, at den, som holdt håret, fulgte med. Øksen traf da ham på armene og tog begge hænder af."

"Da gik Erik Jarl til, og sagde: "Hvo er du smukke mand?" "Sigurd kalder man mig," sagde han, "jeg er Bues naturlige søn, og endnu er ikke alle Jomsvikingerne døde." "Ja, det kan man se," svarede jarlen, "at du er Bues Søn; vil du tage imod fred?" - "Så vil jeg det," sagde Sigurd."

Da sagde Thorkel Lejra: "Om du end, Jarl! vil lade alle disse mænd få fred, da skal Vagn Aagesøn dog ikke komme bort med livet;" og han sprang i det samme frem, og hævede øksen i vejret; men Bjørn hin Bretske lavede sig til fald i rebet, og faldt fladt ned for Thorkel Lejras fødder; Thorkel faldt da over ham, og slap i det samme øksen af hånden, hvilken Vagn greb, og hug dermed Thorkel banehug."

Senere i sagaen fortælles at Erik jarl giftede Thorkel Lejras Datter Ingeborg med ham. Således opfyldte Vagn Ågesøn sit løfte, selv om det en overgang så ret sort ud for ham. Det hedder: "Derpå drog Vagn med sin kone Ingeborg hjem til Danmark, og slog sin bopæl op i Fyn, og blev en berømt høvding, og fra ham nedstammer mange stormænd."

Vikingerne vender sig igen mod England

I 800-tallet var Skandinaviske vikinger - ledet af Regnar Lodbrogs sønner, Guthrum og Gudred med flere - tæt på at ødelægge alle de de Angel-Saxiske riger i England. De etablerede en permanent tilstedeværelse i det østlige England i det område, der blev kendt som Danelagen, og i områder, der grænser til det Irske Hav, herunder det nord-vestlige England. De blev standset af beslutsom modstand ledet af kong Alfred af Wessex. I første halvdel af 900-tallet genvandt Alfreds efterkommere lidt efter lidt kontrollen over England, herunder Danelagen, og i 954 blev den sidste vikingekonge, Erik Blodøkse, fordrevet fra York. Dermed var hele England forenet under kong Edgar, som fik tilnavnet "Den fredsommelige", fordi der ikke var store invasioner i hans tid, og landet oplevede en periode med fred og velstand.

En samtidig afbildning af kong Edgar
En samtidig afbildning af kong Edgar i New Minster Charter. Scannet fra bogen The National Portrait Gallery History of the Kings and Queens of England by David Williamson. Wikipedia.

Men netop denne velstand virkede som en magnet på nye vikingeflåder. Den Angel-Saxiske Krønike beretter om året 980: " - Southampton blev plyndret af en pirat-hær, og det meste af befolkningen blev dræbt eller fængslet. Og samme år blev Isle of Thanet overrumplet, og grevskabet Chester blev plyndret af en pirat-hær fra Nord." Året 981 fortsatte i samme spor: "I dette år blev St.Petroc's-stow plyndret; og i samme år blev megen skade gjort overalt langs kysten, både i Devonshire og Wales"; og for 982: "I dette år kom til Dorsetshire tre skibe af pirater, og plyndrede i Portland." Florence af Worcester noterede for året 988: "Wecedport blev plyndret af de danske pirater, der også dræbte en thegn af Devonshire ved navn Goda, Strenwold, en meget modig soldat, og flere andre - "

Men England kom under angreb ikke blot på grund af landets rigdom, men også fordi det var nemt at få fat på rigdommene. Landet var dårlig ledet og militært svagt, og desuden var det en ø med en udstrakt kyst, som tilbød mange landgangsmuligheder.

I Englands nyere historie har det været en fordel at landet er en ø; idet potentielle angribere har frygtet at en invasionshær skulle blive angrebet på havet, således at deres skibe ville blive sænket, så alle soldaterne ville drukne. Det var for eksempel de tyske generalers frygt under anden verdenskrig. Men i vikingetiden havde man ikke midler til at sænke et skib så hurtigt og effektivt - som det nu er muligt med kanoner, bomber og topedoer - man måtte sejle helt tæt på det fjendtlige skib, entre det, og søge at nedkæmpe besætningen i nærkamp.

Desuden var en engelsk flåde så godt som ikke eksisterende. Æthelred "sendte sendebud til hertugen af Normandiet, at indhente råd og støtte" om, hvorledes man skabte en flåde. Den Angel-Saxiske Krønike fortæller om de skibe, som Æthelreth fik bygget: "der var så mange af dem, som der aldrig var i England i enhver konges dage, som bøger fortæller os." De blev alle stationeret i Sandwich: "at de skulle ligge der, og forsvare dette land mod enhver udenlandsk styrke".

Imidlertid, Brihtric, bror til ealdorman Eadric, beskyldte en Wulfnoth fra Sussex for forræderi. Wulfnoth flygtede med tyve skibe, "hvormed han plyndrede overalt på sydkysten og udvirkede alle slags fortræd." Brihtric "tænkte, at han burde skabe sig selv et stort ry", og forfulgte i firs skibe. Desværre, en storm blæste op og kastede Brihtric's skibe på grund. Wulfnoth kom til stede og brændte de grundstødte skibe."

skat med 5.248 sølvmønter fra Æthelred den Rådvildes tid
I december 2015 fandt detektorfører Paul Coleman en skat med 5.248 sølvmønter fra Æthelred den Rådvildes tid nær Lenborough i Buckinghamshire i England. Måske blev de gravet ned i Jorden, da Vikinger nærmede sig.
England var et rigt land med et højt udviklet valutasystem og skatte-inddrivnings-system. Foto Mail Online.

Efter dette opgav Æthelreth ideen om at skabe en flåde, de resterende skibe fik lov at forfalde i London af sig selv.

De Tysk-Romerske kejsere havde kæmpet mod Maygarerne og der lært værdien af kavaleri, som de herefter brugte med success. Olav Tryggvasons Saga i Heimskringla nævner for eksempel at kejser Otto brugte kavaleri mod Harald Blåtands styrker, sikkert med success. Vikinger kunne angribe Saxen og Frisland som hit-and-run angreb, men hvis de gjorde ekspeditioner længere ind i landet, risikerede de at blive angrebet af kavaleri. Normannerne på den anden side af Kanalen interesserede sig levende for alt, hvad der havde med krig og våben at gøre, og de var allerede i gang med at anskaffe kavaleri, men kong Æthelreth havde ikke den tanke, eller det måske blev ved tanken, og blandt andet derfor var England et foretrukket mål for vikinge-angreb.

For en at kriger skulle blive i stand til at føre krig til hest, krævedes det, at han og hans hest skulle tilbringe mange timer sammen med træning. Hesten skulle trænes til at blive styret udelukkende med rytterens ben, således at han havde hænderne fri til at bruge våben. Almindelige heste bliver nemt skræmt ved pludselige lyde og bevægelser; en kavaleri-hest skulle trænes til at være lydig også i slagets tummel.
Kavaleri på Bayeux  tapetet
Kavaleri på Bayeux tapetet. Omringede Angel-Saxiske infanterister angribes af Normannisk kavaleri i slaget ved Hastings. Faktisk, i Harald Hårderådes Saga beskrives at de Norske styrker blev angrebet af Tingmændenes, altså Angel-Saxernes, ryttere i slaget ved Stamford Bridge, men dem hører vi intet om i det efterfølgende slag ved Hastings.

De sædvanlige små islandske heste, som man også brugte i England, var ikke velegnede som kavaleri-heste. Sådanne måtte være store og stærke, så de kunne bære en kriger med hans våben og rustning. Men disse store heste, som er almindelige idag, er nogle følsomme dyr; de kan kun spise havre, og de kan ikke tåle at gå ude om vinteren, desuden lever de ikke så længe som islandske heste. I det hele taget var det dyrt og besværligt at opdrætte kavaleri-heste, og formentligt derfor blev det ikke gjort i Æthelreths England.

En vigtig årsag til Englændernes mangel på success var utvivlsomt kong Æthelreds personlighed; han var en ængstelig og neurotisk person, der let lod sig påvirke af skiftende rådgivere. Det må være derfor han fik tilnavnet "den Rådvilde". Han førte aldrig selv sine hære i felten. Man kan ikke ignorere at forræderi og inkompetence hos de mænd, som Æthelred udpegede til at lede sine hære, spillede en rolle i nederlaget. Han manglede "det", kongelykken, den udstråling af autoritet, mod og beslutsomhed, som gør at mænd elsker at følge en leder.

Vikingegruppen Freja
Vikingegruppen Freja på tur på islandske heste. De fleste islandske heste i dag måler 130-140 målt ved manken, siges det. I vikingetiden målte de også i gennemsnit 135 cm. Moderne heste som holstenere og oldenborgere er 160-170 cm høje. Foto Vikingegruppen Freja.

Vilhelm af Malmesbury skrev: "Jeg har læst, at da han ti år gammel hørte nyhederne fra udlandet om at hans bror var blevet dræbt, irriterede hans gråd i den grad hans rasende mor at hun - da hun ikke havde en pisk for hånden - slog den lille uskyldige med nogle stearinlys, som hun havde grebet; hun ophørte ikke, før hun vædede ham - næsten livløs - med sine tårer. På grund af dette frygtede han stearinlys resten af sit liv i en sådan grad, at han aldrig ville udsætte sig for at lyset af dem blev bragt i hans tilstedeværelse."

Æthelreth gjorde alt det rigtige. Han søgte at etablere en flåde. Han pålagde hvert distrikt at stille med en mand i brynje. Han splittede sine fjender med del og hersk politik, idet han opfandt Olav Trygvesson og sendte ham hjem til Norge, han fik den kompetente danske høvding Thorkel Høje til at bekæmpe sine landsmænd, og han sendte senere Olav den Hellige hjem til Norge med det kristne budskab. Han brugte meget at tilbyde angribere betaling for at undlade at angribe, en metode, som Alfred den Store også havde brugt. Men alligevel lykkedes det ikke rigtigt for Æthelreth.

Kam fra 900 tallet fundet i York
Kam af hjortetak med holder fra 900 tallet fundet i York udstillet i British Museum. Foto: archaeology.wiki.

Mange steder i krønikerne er beskrevet hvorledes Angel-Saxerne undgik direkte kamp mod vikingerne, de betalte angriberne for trække sig tilbage, de undlod at kæmpe eller ligefrem flygtede. Anglerne og Saxerne var kristne og havde været det i hundreder af år, de hyldede de pacifistiske elementer i kristendommen som at være god mod sin næste, vende den anden kind til, lægge alt i Guds hånd, det ultimative krav om godhed her og nu og så videre. Medens vikingerne kom fra en kultur, som målte mænd på deres mod, styrke og færdighed i brug af våben.

Slaget ved Maldon

Den Angel Saxiske Krønike beretter for året 991: "Ipswich blev hærget, og meget snart efter blev ealdorman Brithnoth dræbt ved Maldon." Slaget ved Maldon er beskrevet i digtet "Sangen om Maldon", som besynger ealdorman Brithnoth's tapperhed og han og hans hirds heroiske død.
Slaget ved Maldon
Slaget ved Maldon. Maldon ligger omkring 50 km nord-vest for London.

Et andet manuskript af Den Angel Saxiske Krønike for året 991 skriver: "I dette år kom Olav med 93 skibe til Folkestone, og hærgede rundt om den, og derfra gik til Sandwich, og så derfra til Ipswich, og overrumplede dem alle, og så til Maldon. Og Ealdorman Brihtnoth kom imod ham der med sin hær og kæmpede imod ham; og de dræbte Ealdormanden der og beholdt valgpladsen."

Florence of Worcester's Krønike nævner lederne som Justin and Guthmund, søn af Stercan. En anden del af den Angel-Saxiske Krønike omtaler: "Den hær, som Olaf og Jostein og Gudmund, Steitas søn, var med."

Ealdorman Brihtnoth hær var sikkert hovedsagelig udskrevne lokale bønder fra Essex, som var blevet mobiliseret efter et vikingeangreb på Ipswich. En vikingeflåde var landed på Northey Island øst for Maldon, og Brihtnoths hær havde afskåret dem der. Det var højvande, og der fandt en forhandling sted henover den fjordarm, som skilte dem. Sangen om Maldon fortæller:
Slagmarken ved Maldon
Slagmarken ved Maldon set fra luften. Ealdorman Brithnoths styrker var opstillet på bredden øverst i billedet og vikingerne stod på øen Northey Island nederst i billedet; Vikingerne krydsede fjordarmen ad ebbe-vejen fra Northey Island til fastlandet. Foto Terry Joyce - Wikipedia.

"Så på flodbredden, selvsikkert råbende,
stod en viking budbringer, der holdt en tale,
som afslørede sømændenes pral,
til jarlen, hvor han stod på bredden:
"Tapre hav-folk har sendt mig til Eder,
befalet mig at sige, at du skal hurtigt
sende os ringe for beskyttelse; og det er bedre for dig
at købe dig fri af denne spyd-storm med skat
end for os at tage del i sådan en hård kamp.
Vi har brug for ikke at ødelægge hinanden, hvis du er rig nok;
vi vil foreslå en våbenhvile i bytte for guld.
Hvis du, den rigeste her, er enige om dette."


Angel-Saxisk sværd fundet i Norge
Fæste af Angel-Saxisk sværd fundet i Heggestrøa Steinkjer kommune i Norge med typisk Angel-Saxisk sølv indlæg - Sangen om Maldon fortæller om hvordan Brithnoth dødeligt såret forsvarede sig mod de fremstormende vikinger:

"Alt for snart en af de søfarende stoppede ham
med et sår i jarlens arm.
Den lyse sværd faldt til jorden;
han kunne ikke længere holde den hærdede klinge."

Foto: The Norse Mythology Blog.

Brihtnoth nægtede at betale angriberne for at vende om, i stedet udfordrede han dem til kamp.

Da tidevandet faldt søgte Vikingerne at krydse dæmningsvejen, men en lille gruppe Saxerne holdt dem tilbage.

Forbløffende nok valgte Brihtnoth at trække sin hær tilbage og tillade vikingerne at komme uhindret over til fastlandet. Sangen om Maldon fortæller:

"Dernæst Jarlen i sit overmod begyndte
at tillade for meget land til dette forhadte folk.
Over det kolde vand, han råbte så,
Sønnen af Byrhthelm, medens soldaterne lyttede:
"Her er plads nok - nu kom hurtigt til os"


"Over kom slagter-ulvene, de ænsede ikke vandet,
viking styrken gik vestpå over Panta,
idet de bar deres skjolde over det lysende vand,
hav-mændene bar deres linde-skjolde i land."


Nørremølle skatten fra Bornholm
Nørremølle skatten blev fundet på en mark ved Nørremølle nær Nexø på Bornholm i 2006 af amatørarkæologen Finn Jensen og blev udgravet af Bornholms Museum. Den består af 1168 sølvmønter og 254 stykker brudsølv, ialt 2,5 kg sølv. Den er nedgravet i 1000 tallet. Den indeholder mange engelske mønter fra hele 27 forskellige engelske møntsteder - De engelske sølv mønter kan meget vel være erhvervet som Danegæld under vikingetogter, for eksempel til egnen omkring Maldon. Foto Pinterest.

Brihtnoth trak sig tilbage og ordnede sin hær og afventede vikingernes angreb. Bueskytterne afskød deres pile, og resten af hans mænd lod spyddene flyve, efterhånden som fjenden kom nærmere.

Endelig blev hærene låst til hinanden i nærkamp, de fægtede med spyd og stak med sværd. Kampen vendte sig mod Saxerne, da deres leder faldt. Mange flygtede derefter til skoven bag dem, men Brihtnoth egen hird fortsatte kampen omkring deres faldne høvding og dræbte mange fjender, før de også blev hugget ned.

Mange vikinger faldt, siger nogle kilder, men dog var der nok tilbage til at motivere Øst-Saxerne til at betale en stor sum penge for at få dem til at sejle væk, idet Florence of Worchester skriver: "Desuden i dette år, først og fremmest efter råd af Siric, ærkebiskop af Canterbury, og ealdorman Aethelward og Alfric, en skat på ti tusinde pund blev udbetalt til Danerne, som prisen for ophør af de hyppige plyndringer, afbrændinger og nedslagtninger, som de hyppigt udførte ved kysten, og deres indgåelse af en varig fred."

Det er et stort mysterium at Ealdorman Brihtnoth tillod hele den fjendtlige hær at komme over dæmningsvejen uden at gribe ind. En mere moderne og logisk taktik ville have været at angribe, når omkring halvdelen af fjenderne var kommet over.

Bronzestatue af Ealdorman Brithnoth i Maldon
Bronzestatue of Ealdorman Brithnoth i Maldon i Essex skabt af John Doubleday i 2008. Foto Oxyman - Wikipedia.

Brihtnoth siges at have været omkring tres år gammel med en lang militær karriere bag sig. Hans beslutninger kan ikke have været ganske uden forbindelse med virkeligheden.

Lad os erindre Clausewitch's tese om at krigens mål er ødelæggelsen af de fjendtlige styrker og dermed deres evne til fortsat at føre krig. Hvis Brihtnoth ikke havde tilladt vikingerne at krydse fjordarmen Panta, ville de blot have sejlet et andet sted hen og plyndret der, og så kunne han begynde forfra. Derfor hvis han ønskede at dræbe og ødelægge dem, måtte han tillade dem at krydse den fjordarm, som adskilte øen Northey fra fastlandet.

Men det forklarer ikke, hvorfor han ikke angreb dem, da de var ifærd med at krydse vandet. Sangen om Maldon begrunder det med hans overmod, men man kan forestille sig en anden forklaring. Nemlig at hans tropper var af så dårlig kvalitet og med en så dårlig moral at de ikke var i stand til at foretage et beslutsomt angreb på de frygtede vikinger. Derfor kan han have tænkt at den eneste mulighed for at overvinde vikingerne var at slide dem op i et angreb mod en stærk defensiv stilling. Sangen om Maldon fortæller:

"Så begyndte Byrhtnoth at ordne tropperne,
beordrede, instruerede og viste soldaterne,
hvordan de skulle stå og holde kamppladsen,
fortalte dem at de skulle holde deres skjolde forsvarligt,
fast i deres næver, og aldrig være bange."


"Mod angriberne stod Byrhtnoth og hans mænd
rede; Han beordrede dem til at rejse
kamp-væggen med deres skjolde, og stå
fast mod fjenden. Kampen var nær,
herlighed i kamp; tiden var kommet
da skæbnens udvalgte mænd skulle falde.
Råbet blev udstødt, ravne kredsede,
ørnen længtes efter bytte, og panik var på jorden."


Og da Byrhtnoth havde sluppet sine våben, fordi han var hårdt såret:

"Men stadig sagde den gamle kriger,
hvad han kunne, idet han opmuntrede de unge mænd
og bød dem at gå fremad som gode kammerater."


Pragtfuld engelsk sværd fundet i Skåne.
Pragtfuld engelsk sværd fundet i Skåne. Idag er det udstillet i Stockholm Historiske Museum. Sangen om Maldon fortæller at vikinger var ivrige efter at tage Byrhtnoth's fornemme sværd, da han lå såret og afmægtig:

"Så gik en pansret mand til at jarlen,
han ønskede at plyndre krigerens udrustning,
hans klæder og ringe og dekorerede sværd."


Foto: Department of Archaeology, Conservation and History University of Oslo.

Hvilket sædvanligvis bliver fortolket derhen at han ordnede sin hær i en stærk defensiv skjoldborg. Men det kan yderligere fortolkes derhen at de fleste af hans soldater var uerfarne unge mænd, som havde behov for at blive instrueret i, hvordan de skulle holde deres skjolde, bruge deres våben og støtte hinanden i kampen.

En stor del af Byrhtnoths krigere flygtede, da vikingerne nærmede sig. Det hedder i sangen:

"Sønnen af Odda var den første i flugten,
Godric forlod slaget, og efterlod den gode mand,
der ofte havde givet ham mange heste;
han sprang på hesten, som tilhørte hans herre"


Godric, elendige søn af Odda, har forrådt os alle.
Da han red på hesten, den stolte ganger,
for mange mænd troede, at det var vores herre;
og så blev vore styrker delt på dette område,
skjoldet-væggen brudt. Skam få hans gerning,
hvorved han forårsagede så mange mænd til at flygte!

Svend Tveskægs 1. invasion i England

Historikeren Ian Howard betragter Svend Tveskægs ophold i England i tidsrummet mellem Harald Blåtands død omkring år 987 til Erik Sejrsæls død i 995 som Svend Tveskægs 1. invasion, selvom han sandsynligvis ikke deltog i slaget ved Maldon.

Æthelred 2.
Kong Æthelred II, fra The Life of King Edward the Confessor. Cambridge University Library.

Imidlertid, både Adam af Bremen og Saxo skriver i deres nedgøring af Sven Tveskæg at han opholdt sig blandt andet i England: "Under sin omflakken kom han hjælpeløst til Normannerne, hvor Thrucco, Hacos søn, på den tid var konge. Da denne var hedning, lod han sig ikke bevæge af medlidenhed med den landflygtige. Den ulykkelige mand, der var opgivet af hele verden, sejlede så over til Anglien for at søge hjælp hos sine fjender. På den tid herskede Adelrad, Edgars søn over Brittanerne. Han havde ikke glemt de overgreb, som Danerne fra gammel tid havde tilføjer Anglerne og bortviste den landflygtige." Mange historikere mener derfor at Svend må have været i England omkring tidspunktet for slaget ved Maldon, men han nævnes næsten ikke i Engelske kilder for denne tid.

Kun kong Æthelreds godkendelse af adelsmanden Æthelric of Bockings testamente antyder at Svend var aktiv i England i denne periode. Æthelric havde på et tidspunkt været under mistanke for at have taget del i et komplot, der gik ud på at modtage Svend, når han invaderede England. Derfor var det nødvendigt at indhente kong Æthelreds godkendelse af hans testamente, hvilken godkendelse lyder: "Det var mange år før Æthelric døde, at kongen fik at vide, at han var impliceret i den forræderiske plan, at Swegn skulle blive modtaget i Essex, når han først kom der med en flåde." Det sandsynlige datering for for denne sammensværgelse er et tidspunkt før september 993.

Vi bemærker at ingen var i tvivl om at der var en sammensværgelse, kun blev Æthelric frikendt for at have taget del i den. Eksistensen af en sådan sammensværgelse viser at Svend Tveskæg var en dygtig politiker, god til at vinde andres tillid og skabe alliancer.
Olav Tryggvasons dåb
Olav Tryggvasons dåb fortalt af Claus Deluran i Danmarkshistorie for folket 8. Ekstrabladets forlag. Da Olav Tryggvason havde modtaget sin del af den indsamlede Danegæld drog han til Norge med Æthelreds hjælp og støtte"

I 994 kom Svend virkelig. Den 8. september ankom en flåde på 94 skibe til London. De blev kommanderet af Olav Tryggvason og Svend Tveskæg, siges det. Anglo-Saxon Chronicle fortællet at Olav og Svend: "belejrede byen tæt, og havde til hensigt at sætte ild; Men de led mere skade og ondt, end de nogensinde havde antaget at nogen borgerne kunne påføre dem. Den dag hjalp den hellige Guds moder i hendes barmhjertighed borgere, og skaffede dem af med deres fjender. Derfra drog de fremad, og bevirkede det største onde, nogen hær nogensinde kunne gøre, i afbrænding og plyndring og manddrab, ikke kun på hav-kysten i Essex, men i Kent og Sussex, og i Hampshire. Dernæst skaffede de sig heste, og red så langt, som de ville, og begik ubeskrivelige onder. Så besluttede kongen og hans råd at sende bud til dem, og tilbyde dem betaling og forsyninger, forudsat at de afstod fra plyndringer. De accepterede vilkårene, og hele hæren kom til Southampton, og der opslog de deres vinter kvarterer; hvor de blev forsynet af alle undersåtter i det West-saksiske rige, og de blev betalt 16.000 pund i penge".

Svend Tveskæg ægter Sigrid Storråde

I 995 døde Erik Sejrsæl, Svearnes konge, om hvilken Adam af Bremen fortæller at han var også konge af Danmark i sine sidste år. Svend Tveskægs ægteskab med hans enke var et vendepunkt i hans karriere. Det var et politisk mestertræk. Med et slag overtog han Erik Sejrsæls rolle som Nordens dominerende konge.

Sigrid Storråde var ikke en kvinde for tøsedrenge. Harald Grenske, Olav den Helliges fader, friede til hende, men hun indebrændte ham sammen med en anden frier, for at sådanne småkonger, som kom rejsende for at fri til hende, skulle lære at holde sig til deres egen stand.

Olav Tryggvason ankommer til Norge
Olav Tryggvasons ankomst til Norge sammen med Engelske præster og munke. Historikeren Niels Lund er overbevist om at han var støttet af den Engelsk kong Æthelreth med det formål at svække hans værste fjender, nemlig Danerne. Tegning af Peter Nicolai Arbo - wikipedia.

Olav Tryggvasons Saga i Heimskringla fortæller om Harald Grenskes frierfærd: "Da sejlede han til Svitjod og sendte bud til dronning Sigrid at han gerne ville møde hende. Hun red ned til ham, og de talte sammen. Han kom snart til sagen, og spurgte om Sigrid ville gifte sig med ham. Hun sagde det var bare et påfund af ham, og at han var allerede så vel gift at det var fuldt ud godt nok for ham." - "De sagde ikke stort flere ord til hverandre, og så red dronningen bort." - "Nu var kong Harald Grenske nok så tung til sinds; han ville ride op i landet og tale med dronning Sigrid endnu en gang. Mange af hans mænd rådede ham fra det, men han tog alligevel afsted med et stort følge, og kom til gården som dronningen ejede. Samme kveld kom der en anden konge dertil; han hed Vissavald og var østfra i Gardarike; han kom for at fri til hende."

Sagaen fortsætter: "Så lod dronning Sigrid folk gå på dem om natten, både med ild og våben, huset brændte, og alle mænd, som var inde i det; og de, som kom ud, blev dræbt. Sigrid sagde at sådan skulde hun vænne småkonger af med at komme fra andre lande og fri til hende. Efter dette blev hun kaldt Sigrid Storråde."

Dette afskrækkede ikke Olav Tryggvason, han var efter alt at dømme en høj og smuk mand, og han ønskede også at få store politiske fordele ved at ægte Sigrid. Den Store Saga fortæller at hun tog godt imod hans frier-færd. Men da han bad hende om at lade sig kristne gik det galt: "Da sagde Kong Olaf, at Sigrid skulde lade sig døbe og antage den sande tro; hun svarede: "Ej vil jeg forlade den tro, som jeg har haft og holdt hidtil, og som mine frænder har haft før mig; Men jeg skal heller ikke sige noget imod, om du tror på det gudebillede, som du kan lide." Kong Olav blev meget vred ved hendes svar; han slog hende temmelig overilet med sin handske i ansigtet, og sagde: "Tænker du skrumpne kjærling, at jeg vil have dig, der er så gammel, og tillige hedensk som en hund; slå det af dine Tanker, og gør dig ej så dristig, at du oftere i mit påhør bespotter min Herres navn med dine hedenske udtryk, så at du kalder den højeste Himlens Konge, paa hvem jeg tror, et gudebillede." Da sagde Sigrid: "Alle disse forhånelser og beskæmmelser, som du gør mig, Olaf! kunne vel blive din Bane."

Sigrid Storråde og Olav Tryggvason
Sigrid Storråde og Olav Tryggvason stirrer vredt på hinanden, sidst nævnte med sin handske i hånden.

Men Svend var klog og fleksibel, for ham var det ikke noget problem at Sigrid ikke var kristen. Sagaen fortsætter: "Dermed skiltes de fra samtalen, begge meget vrede. Kong Olaf drog da mod nord op til Viken, men Dronningen østerpå ind i Sverige til sine gårde, og kort efter giftede hun sig med de danskes konge, Svend Tveskæg; thi da var hans forrige dronning, Gunhild, en datter af Vendernes Konge Burislaf, død. Der blev nu ved svogerskabet kært venskab mellem de danskes Konge Svend og de svenskes konge Olaf, Dronning Sigrids søn."

Svend Tveskæg udnyttede klogt ægteskabet og svogerskabet til at skabe venskabelige forbindelser til Sverige, hvilket første gang viste sin værdi ved Olav Tryggvasons nederlag ved Svold, og som på længere sigt gav fred og ro i Skandinavien, således at han kunne vende sin opmærksomhed mod England.

Slaget ved Svold

Olav Tryggvasons Saga i Heimskringla fortæller at slaget ved Svold blev inspireret af to kvinders intriger.

Thyra i Norge overtalte Olav Tryggvason til at foretage en ekspedition til Venden for at få hendes ejendomme der tilbage. "Du tør ikke fare gennem Danevældet for min broder, kong Sven" sagde hun til ham.

Guldsmykke fra Hiddensee
Et af vikingetidens mest pragtfulde smykker fundet på øen Hiddensee vest for Rugen som del af en guldskat. Foto: Gyldendal og Politikkens Danmarkshistorie.

Dronning Sigrid i Danmark "var meget fjendtlig sindet mod Olav Tryggvason, hvortil grunden var, at Kong Olaf havde afbrudt den tilsigtede forbindelse med hende, og slået hende i ansigtet." - fordi hun nægtede at blive kristen. Hun sagde til Svend: "Det er dig til stor vanære, at han har taget din søster Thyre til frille og elskerinde, og ikke agtet dig så meget, at du kan råde for hendes giftermål."

Olav Tryggvason havde underlagt sig Viken, som traditionelt hørte under den Danske konge, han havde dræbt Håkon Jarl og fordrevet hans sønner Erik Jarl og Svend Jarl. Svend Tveskæg må have ønsket at eliminere sin rival, der også ønskede at blive den dominerende konge i Norden, på en måde, der ikke bragte ham i modsætning til sin stedsøn, Olav Skotkonung i Sverige.

Svend allierede sig da med Olav Skotkonung og Erik Jarl fra Norge i den hensigt at angribe den Norske konge på hans hjemrejse fra Venden til Norge.

Olav drog til Venden med alle sine skibe, her iblandt hans stolthed, det store skib, Ormen Lange. I Venden blev han modtaget af kong Burislav, den ægtemand, som Thyra havde forladt til fordel for Olav. Mærkeligt nok imødekom han uden videre Olavs krav.

Til Venden kom også Sigvalde Jarl, Jomsvikingernes leder. Han havde påtaget sig at være agent for kong Svend ved at gøre sig til ven med Olav Tryggvason og lokke ham i bagholdet.

Kongerne står på øen Svold og ser Olav Tryggvasons skibe sejle forbi
Kongerne Svend Tveskæg, Olaf Skotkonung og Erik Jarl står på øen Svold og ser Olav Tryggvasons skibe sejle forbi, idet de venter på Ormen Lange. Illustration af H. Egedius i Olav Tryggvasons Saga.

Olav Tryggvasons flåde sejlede ud fra Venden i spredt orden, de små skibe, som sejlede hurtigst, kom først, og de store skibe deriblandt Ormen Lange kom sidst. Den Store Saga om Olav Tryggvason beretter: "Men da Sigvalde Jarl sejlede ind til øen Svølder, roede der folk imod ham på en skude; de berettede Jarlen, at den Danske og den Svenske konges flåder lå der i havnen for dem. Da lod jarlen sejlene synke på sine skibe, og de førte skibene med årerne ganske sagte ind under øen."

Ved synet af den fjendtlige flåde lod nogle af de Norske skibe deres sejl falde og ventede på kong Olav på Ormen Lange. Sagaen fortsætter: "Men da Kong Olaf sejlede hen til holmen, og han så, at hans folk havde strøget sejlene, og ventede på ham; styrede han lige ind på dem, og spurgte, hvorfor de ikke sejlede videre; de sagde til kongen, at der lå en fjendtlig flåde for dem, og bad ham at flygte. Ved denne tidende stod Kongen op i løftingen, og sagde til sine mænd: "Skynder eder at stryge sejlene, men nogle skulle lægge årerne ud og tage farten af skibet; jeg vil gerne slås hellere end flygte;" Måske Olav var klar over at Ormen Lange var god i kamp, men en dårlig sejler.

Hiddensee skatten
Guldskat fra vikingetiden fundet på øen Hiddensee vest for Rugen ikke langt fra Jomsborg. Fra udstilling på Nationalmuseet. Foto Wikipedia.

Hovedparten af de mindre Norske skibe havde forlængst passeret øen Svold uvidende om den fjendtlige flåde bag øen: "Kong Olaf lod de elleve Skibe, som han havde der, blæse til at lægge sammen; Kongeskibet var midt i Flåden."

De forberedte nu slaget ved at binde skibene sammen: "Kong Olafs Mænd lagde nu skibene sammen, som han bød, men da kongen så, at de begyndte at binde stavnene sammen på Ormen Lange og Ormen Korte, råbte han højt: "Læg det store Skib bedre frem, ej vil jeg være bagest af alle mine mænd i denne hær, når kampen begynder." Ormen Lange var længere end de andre skibe, og når de blev bundet sammen side om side, ville enten Ormens forstavn eller agterstavn eller begge rage frem foran de andre. Kongen ønskede at Ormens høje forstavn skulle rage frem fra den sammen-bundne flåde.

"Da sagde Ulf den Røde, kongens bannerfører og stavngjemmer: "Hvis Ormen skal ligge så meget længere frem, som den er større og længere end andre skibe, da vil forstavnen være meget udsat for at bestormes." Dette afviste kongen, idet han beskyldte Ulf for fejhed.

Snart begyndte kampen. Svend Tveskægs og Oluf Skotkonungs skibe styrede direkte mod Ormen Langs høje forstavn, hvor Olav Tryggvason stod højt hævet over alle andre iklædt en rød kjortel over sin rustning. Den ene gang efter den anden løb de storm mod Ormen og Olav Tryggvason, men forgæves. Olav og hans mænd havde stor fordel af at stå hævet over angriberne og slynge spyd og andre våben ned på dem. Ormen Lange havde en stor sidehøjde, og i forstavnen var den ekstra høj og umulig at entre fra almindelige skibe. Svend Tveskæg og Oluf Skotkonung fik store tab ved dette angreb.

Ejnar Tamberskælver prøver kongens bue
"For veg, for veg er kongens bue", udbrød Ejnar Tamberskælver. Illustration af H. Egedius i Olav Tryggvasons Saga.

På Ormen Lange stod Ejnar Tamberskælver og skød med bue "han skød hårdest af alle". Erik Jarl spurgte sine mænd, om de vidste, hvem der skød så hårdt; og lige i det samme kom en anden pil så nær jarlen, at den fløj mellem armen og siden på ham. Jarlen havde en mesterbueskytte, som hed Find Eyvindssøn, som var af finsk afstamning. Han sagde til ham: "Skyd den store mand i krapperummet!" - "Find skød da en pil, som traf midt på Ejnars bue, idet han spændte den på det hårdeste tredie gang. Buen gik sønder med et højt brag. Da sagde Kong Olav: "Hvad brast der så højt?" "Norge af eders hånd, Konning!" svarede Ejnar. "Nej så stort var braget dog ikke," sagde kongen, "thi Gud monne råde for mit rige, og ikke din Bue; tag nu min bue og skyd med den!" Kongen kastede da buen til ham. Ejnar tog Buen op, og trak den straks frem for pilspidsen; da sagde han: "For veg, for veg er den vældiges bue;" han kastede da buen tilbage til Kongen, og tog sit skjold og sit sværd og stred med mandighed."

Medens Svend Tveskægs og Oluf Skotkonung angreb Ormen Lange lagde Erik Jarl sit skib side om side med det yderste af Olav Tryggvasons skibe: " - ryddede det, og hug det straks løs fra de andre; han lagde da til det næste, og sloges, indtil det var ryddet; Mandskabet begyndte da at løbe fra de mindre skibe op paa storskibene, men Jarlen hug dem løs efterhånden, som de var ryddede." - "efterhånden som folkene faldt paa hans skibe, gik der straks andre op i steden af de Danske og Svenske."

Erik Jarls mænd border Ormen Lange
Erik Jarls mænd border Ormen Lange. Illustration af H. Egedius i Olav Tryggvasons Saga.

Den Store Saga om Olav Tryggvason fortsætter: "- så vidt kom det tilsidst, at alle hans skibe vare ryddede uden Ormen Lange; på den havde hele den norske konges mandskab, som endnu mægtede at stride, samlet sig." Erik Jarl søgte at borde skibet, men blev slået tilbage med store tab.

Han søgte råd hos jomsvikingen Thorkel Høje, som svarede: "Ej kan jeg give et råd dertil, som kan være fuldkommen sikkert, men jeg vil sige, hvad der synes mig rimeligst til at hjælpe: du skal tage store træer og lægge dem fra dit skib op på Ormen, saa den kommer til at hælde; da vil det blive eder lettere at bestige den, når dens bord ikke er højere end de andre skibes." Det lyder som noget af en ingeniør-mæssig udfordring, men sagaen fortæller at Erik Jarl gjorde således, og det derefter lykkedes ham at erobre Ormen Lange. Olav Tryggvason sprang i havet iført fuld rustning, og ingen har set ham siden.

Den lange Saga om Olav Tryggvason fortæller at "Det siges, at dette slag stod på den anden dag i ugen, den 9. September, det er en nat efter den sidste mariemesse; da var forløbne fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 1000 år; det var i det 38. år af Kong Adelraads regering i England, i det 8. Aar af den danske konge Svend Tveskægs regering; i det samme år døde Otto, som var den tredie kejser med det navn, og Henrik kom til regeringen." Det kan vanskeligt misforstås.

De Islandske sager mener at øen Svold lå i nærheden af Rugen, medens Adam mener at "det skete i farvandet mellem Sconien og Seland".
Ranveigs smykkeskrin
På national museet findes et lille skrin med en runeindskrift i bunden: "Ranveig ejer dette skrin". Det kommer fra det Kongelige Kunstkammer, og det er noteret at det er fundet i Norge. Tekniske træk og skrinets design viser at det er fremstillet i Irland eller Skotland omkring år 600. Det er antagelig et relikvieskrin, som er hjembragt af Norske vikinger, som netop kom meget på disse kanter. Først i 1980 indså en norsk forsker at de tilfældige streger i bunden ved siden af runeindskriften, en slags grafitti, forestillede skibe. Grafitti mageren må have drømt om skibe, langfart og eventyr. Her er skibene synliggjort med farvelægning - pinterest.com

Nogle historikere mener at skjaldeversene i sagaerne er de ældste og oprindelige, medens prosa-teksten i vidt omfang er senere Islandske tilskrivninger. I så fald er det vigtigt at Hallarstejns drapa i den lange saga om Olav Tryggvason taler om:

"Sidste Gang for gunstig
Vind ved Svølders Munding;"


Også senere i Skule Thorstejnssøns drapa:

"Helt i Stridens Bulder
Syd foran Svølders Munding."


Det lyder som om Svølder er en å, flod eller fjord og ikke en ø.

Desuden, i Olav den Helliges Saga fortælles at Olav havde været på togt i Østersøen. Det led mod vinter, og hans mænd ønskede at sejle hjem til Norge, men kong Knud af Danmark holdt vagt i Øresund. Hans mænd sagde at Danerne ikke ville vove at angribe dem, men Olav var klogere: "Han vidste at det var gået anderledes for Olav Tryggvason, da han gik i kamp med få folk, end at Danerne ikke vovede at kæmpe." Olav den Hellige besluttede at efterlade sine skibe i Sverige og gå hjem over land til Norge. Kun Hårik fra Tjøtta mente at han var for gammel til at gå så langt og insisterede på at sejle hjem. Han tog masten ned, camoflerede skibet med gråt klæde og roede forbi Danernes vagtmænd om natten.

Danmark efter slaget ved Svold
Danmark efter slaget ved Svold med jarledømmer og allierede. Med Olav Tryggvasons fald genvandt Svend Tveskæg det herredømme over Viken, som de danske konger traditionelt havde haft. Håkon Jarls sønner, Erik jarl og Svend Jarl herskede i Fjordene som jarler under Svend Tveskæg. Baseret på mange ægteskabelige forbindelser havde Danerne gode forbindelser med både kong Burislav af Venden og det uafhængige kongedømme på Bornholm. Med sit ægteskab med Sigrid Storråde kom Svend i familie med den Svenske konge, hvilket han udnyttede til fulde til at skabe ro og samarbejde med Sverige. Kort fra Wikipedia.

Derfor kan vi tro at det var i Øresund at Danerne kunne sætte proppen i hullet, og Svold eller Svølder kan have været Amager eller en fjord eller flod-udløb nær Øresunds smalleste sted ved Helsingør, som Adam også nævner.

Sagaen slutter beretningen om slaget ved Svold: "De danskes og svenskes konger og Erik Jarl skiftede Norge imellem sig" - "Den danske kong Svend fik Viken alene, som han havde før haft, men han overdrog Erik Jarl Rommerige og Hedemarken. Erik Jarl og Svend Jarl lod sig begge døbe, og antog den sande Tro; men medens de herskede over Norge, lod de enhver gøre, lige som han ville, i henseende til kristendommens holdelse, men de gamle love og alle landets skikke holdt de vel over; de var vennesæle, men dog myndige mænd. Erik Jarl var for det meste den, der styrede det hele, men Svend Jarl var den skønneste mand, man nogensinde havde set.

Massakren på St. Brices dag

En af Æthelred den Rådvildes ukloge beslutninger var hans ordre om at "dræbe alle Danske mænd, som var i England", på St. Brices dag, den 13. november 1002.

Nørremølle skatten fra Bornholm
En massegrav fundet under St John's College i Oxford, som kan knyttes til massakren på St. Brices dag i St Frideswide's kirken i Oxford. De 34 til 38 skeletter af unge mænd i alderen 16 til 25 blev fundet respektløst dumpet i en grøft. De var mere robuste og højere end gennemsnittet, nogle bærer ældre ar, som indikerer at de var professionelle krigere. Skeletterne er Radiocarbon dateret til året 1002. Kemisk analyse af tænderne har vist at de i deres liv har fået mere marine protein end den typiske lokale Oxfordshire befolkning, de har også haft en mængde skaldyr i deres kost. Kranierne er for det meste knuste eller med brud. Osteo-arkæolog Ceri Falys mener, at "man får hug-mærker på underarmene, når man hæver sine våben for at forsvare sig selv, men vi har minimale beviser på dette på disse skeletter, det ser ud til, at uanset, hvem der angreb dem, er det sandsynligt, at de blot forsøgte at løbe væk." - "Nogle af knoglerne har endda tegn på forkulning, hvilket tyder på, at disse personer kan have været brændt levende i en vis udstrækning." Arten af sårene tyder på de blev brutalt slagtet. Nogle skeletter viser tegn på, at være blevet stukket mange gange kort før døden. Foto: Thames Valley Archaeological Services.

Den Angel-Saxiske krønike skriver ikke meget om dette år: "I dette år besluttede kongen og hans rådgivere, at de skulle betale til flåden, og slutte fred med dem på betingelse af, at de burde ophøre deres skadelige angreb. Kongen sendte ealdorman Leofsige til flåden, og efter ordre af kongen og hans rådgivere arrangerede han, at der skulle være en freds-forlig med dem, og de skulle modtage forsyninger og betalinger. De accepterede dette, og de blev betalt 24.000 pund. Så midt i dette dræbte Leofsige Æfic, kongens høje minister, og kongen forviste ham fra landet. Og det samme forår kom hendes nåde, datter af Richard, her til landet. Samme sommer døde ærkebiskop Ealdulf. Og i dette år beordrede kongen alle de Daner, der var blandt de engelske folk, til at blive dræbt på St. Brices dag, fordi kongen fik at vide, at de planlagde at tage hans liv og derefter alle hans rådgiveres, og efter dette at have hans rige."

Halshuggede Vikinger i Dorset
Massegrav i Dorset i Syd England, som kan henføres til St. Brices dag. I 2009 blev der i forbindelse med anlæg af en vej ved Weymouth i Dorset i Syd England fundet skeletterne af omkring 50 unge mænd mellem 18 og 25 år gamle. Hovederne og resten af skeletterne lå hver for sig, hvilket tydeligt indikerede at de var blevet halshuggede. Hugmærker på skuldre, arme og hænder viste at halshugningen havde været ret kaotisk, og nogle af ofrene havde søgt at værge for sig med arme og hænder. Der var heller intet spor af tekstiler i graven, hvilket antyder at ofrene har været nøgne, da de blev henrettede. Radio-carbon analyser viser at massakren fandt sted i perioden 970-1025. Analyser af tænder viser at ingen af mændene kom fra de Britiske øer, idet de har spist en større mængde marine protein i deres liv end den lokale engelske befolkning. Analysen er blevet sammenlignet med tilsvarende analyse fra massegraven under St. Johns College, Oxford, hvorved det er sandsynliggjort at de henrettede i Dorset havde samme oprindelse som de dræbte i Oxford. Foto Oxford Archaeology.

Kong Æthelred skrev selv om sin ordre to år senere da han forklarede nødvendigheden af at genopbygge St Frideswide's kirke i Oxford: " - et dekret blev sendt ud af mig, med råd til mine ledende mænd og stormænd, om, at alle de Daner, der var blomstret op på denne ø, spirende som muslinger i en hvedemark, skulle blive ødelagt ved en mest retfærdige udryddelse, og dette dekret var at blive sat i kraft så langt som til døden. De Daner, der boede i den førnævnte by, idet de stræbte efter at undslippe døden, trådte ind i denne Kristus' helligdom, og idet de med magt brød døre og bolte, besluttede på at søge tilflugt og forsvar for dem selv deri mod befolkningen i byen og forstæderne; men da alle mennesker i forfølgelsen, tvunget af nødvendighed, stræbte efter at drive dem ud, og ikke kunne, satte de ild til plankerne og brændte, som det synes, denne kirke med sine ornamenter og sine bøger. Bagefter med Guds hjælp, blev den fornyet ved mig."

Historikeren Henry of Huntingdon, som skrev omkring 130 år senere, fortæller hvad han havde hørt om den dag: "Kong Æthelreds stolthed steg, og hans troløshed voksede: i et forræderisk plot, beordrede han alle de Daner, der boede fredeligt i England til at blive dræbt på samme dag, nemlig festen for St Brice. Vedrørende denne forbrydelse, hørte jeg i min barndom meget gamle mænd fortælle, at kongen havde sendt hemmelige breve til hver by, og i henhold til disse lemlæstede de Engelske enten alle de intetanende Daner på samme dag og time med deres sværd, eller pludselig, i samme øjeblik, tog dem til fange og ødelagde dem med ild."

St. Brices dag massakren
St. Brices dag massakren. Billede fra English Historical Fiction Authors. Tegning A. Pearge.

Ordren var fra starten urealistisk, fordi der boede mange tusinder mennesker af Skandinavisk afstamning i Danelagen, Northhumbria og i det Nord-vestlige England langs Det Irske Hav, sikkert hundrede tusinder, som havde boet der i mange generationer - siden de tidlige vikinge invasioner. Det ville have været umuligt at dræbe "alle Daner blandt de Engelske". Historikere har længe diskuteret hvor mange og hvem, der blev dræbt. Vi ved ikke med sikkerhed om det hovedsageligt var lejesoldater, som Æthelred ikke havde tillid til, eller ordren også var et signal til progomer mod frimænd af Dansk afstamning overalt i land-områderne.

Blandt de myrdede var Svend Tveskægs søster Gunhild og hendes mand Pallig. William af Malmesbury fortæller: "Sweyn - hovedsagelig for at hævne sin søster Gunhilda. Denne kvinde, som besad betydeligt skønhed, var kommet over til England med sin mand Pallig, en magtfuld adelsmand, og ved at omfavne kristendommen havde han givet et løfte om den danske fred. I sit syge, skæbnesvangre raseri, havde Edric befalet hende, selvom hun proklamerede at han, ved at udgyde hendes blod, ville bringe stor ulykke over hele riget, at blive halshugget med de andre Daner. Hun mødte sin død med fatning; og hun blev hverken bleg i øjeblikket eller efter døden, heller ikke da hendes blod var udgydet, mistede hun sin skønhed, eller da hendes mand blev myrdet foran hendes ansigt og hendes søn, en yngling af elskværdig disposition, blev spiddet med fire spyd."

St. Brices dag massakren af Claus Deluran
St. Brices dag massakren af Claus Deluran i Danmarkshistorie for folket 8. Ekstrabladets forlag.
Vilhelm af Jumièges beskriver forfærdelige grusomheder, som for eksempel at kvinder blev begravet til taljen, så deres bryster kunne blive sønderbidt af hunde, børn, som fik deres hjerner smadret mod dørstolper. Han fortæller at det lykkedes nogle unge at flygte fra London til Danmark, og der fortælle Svend Tveskæg om den skade, der var blevet påført hans folk. William skrev at Æthelred havde ingen grund til at beordre massakren, men blev "grebet af et pludselig raseri". Roger af Wendover, hævder imidlertid, at Æthelred reagerede på en vis Huna's bekymringer, han siges at have være Æthelreds ledende hærfører, "en uforfærdet og krigerisk mand". Denne Huna: "så klart Danernes uforskammethed, som efter aftalen om fred var vokset stærkt i hele England, idet de formodedes at krænke og fornærme hustruer og døtre af de ypperste i riget, og disse kom i stor nød til kongen og forelagde deres sørgelige klager for ham." Det lyder som om denne Huna mente at Danerne var alt for populære hos de engelske kvinder, og derfor burde der gøres noget.

Vi bemærker at William af Malmesbury udtrykkeligt siger at Danerne blev halshugget, hvilket passer med tilstanden af de fundne skeletter i hvert fald i Dorset.

Svend Tveskægs 2. invasion i England

Vikinge våben i Londons Museum Vikinge våben i Londons Museum. Foto London Museum.

Ikke alene Svend Tveskæg, men alle de dræbte må have haft slægtninge i Skandinavien, som alle må have følt det som deres pligt at tage hævn. Massakren på St. Brice dag var et milepæl i historien, fra da af betragtede Svend Tveskæg Æthelreth 2. som sin uforsonlige fjende, hvilket var en vigtig årsag til den bølge af invasioner i årene 1003 til 1005 som historikeren Ian Howard kalder Svend Tveskægs 2. invasion. Disse angreb var karakteristiske ved at den Danske konge ofte ledede dem personligt.

Svends hævn lod ikke vente længe på sig. Allerede det følgende år 1003 beretter Florence of Worcester at han: " - brød ind i byen Exeter på grund af dumhed, skødesløshed og overgivelse hos Hugo, en Normannisk jarl, som dronning Emma havde givet kommandoen over Devonshire; og han plyndrede den, nedbrød muren fra den østlige til den vestlige port, og efter at have fået stor bytte drog tilbage til sine skibe."

Den Angel-Saxiske Krønike fortæller at Svends's hær fortsatte til Wiltshire: "Derefter blev samlet en meget stor styrke, fra Wiltshire og fra Hampshire; som snart var klar til deres march mod fjenden, og ealdorman Ælfric skulle have ført den fremad; men han frembragte sit gamle tricks, og så snart de var så tæt på, at hver hær så hverandre, så lod han som om han var syg, og begyndte at gylpe, idet han sagde at han var syg; og forrådte således folket, som han burde have ført; som det siges: "Når lederen er syg er hele hæren hæmmet". Da Swein så, at de ikke var klar, og at de alle trak sig tilbage, da førte han sin hær ind i Wilton; og de plyndrede og brændte byen. Så drog han til Sarum (Salisbury); og derfra tilbage til havet, hvor han vidste, hans skibe var."

Nävelsjö-runestenen i Småland med teksten "Gunnkel satte denne sten efter Gunnar, hans far, Rodes søn. Helge, hans bror, lagde ham i stenkiste i England i Bath." Der findes omkring 30 runesten i Syd Skandinavien, som refererer til England, oftest om en slægtning, som er faldet der. Foto: Bengt A. Lundberg.

Ikke al engelsk modstand var helt så håbløs. Anglo-Saxon Chronicle fortæller at i året 1004 hærgede Svend Norwich: "Da aftalt Ulfcytel med Rådet i East-Anglia, at det var bedre at købe fred med fjenden, førend de gjorde for meget skade på landet, for de var kommet uventet, og han havde ikke haft tid til at samle sine styrker. Da, under våbenhvilen, der skulle have været mellem dem, sneg hæren sig ud fra deres skibe, og tog deres kurs mod Thetford. Da Ulfcytel forstod dette, så udsendte han en ordre om at hugge skibene i stykker, men dem, som han tænkte på, forpurrede hans plan. Så samlede han sine styrker, så hemmeligt som han kunne. Fjenden kom til Thetford inden tre uger efter at de havde plyndret Norwich; og blev der en nat, de ødelagte og brændte byen; men, om morgenen, da de var på vej til deres skibe, kom Ulfcytel med sin hær, og sagde at det måtte der komme til hård nærkamp. Og således mødtes de to hære; og meget nedslagtning blev gjort på begge sider. Der blev mange af veteranerne i East-Anglia dræbt; men, hvis hovedhæren havde været der, ville fjenden aldrig være vendt tilbage til deres skibe. Som de selv sagde, havde de aldrig mødt hårdere modstand i England end den Ulfcytel gav dem." Det lykkedes ikke helt for Ulfcytel, men i modsætning til ealdorman Ælfric var han en modig mand, og han flygtede ikke.
Angel-Saksisk illustration til en historie i Bibelen
Angel-Saksisk illustration til en historie i Bibelen, som viser kongen med sværd og stav omgivet af sine hofmænd og rådgivere. De har alle sammen "tveskæg", det må have været højeste mode. Til højre bliver en mand hængt.
Da vikingerne pludselig vendte tilbage i 980, fandt de et fredelig og velhavende England moden for plyndring. Det var bestemt et godt administreret, eller i det mindste et meget administreret, kongerige, hvor staten havde effektive mekanismer til opretholdelse af orden og inddrivning af skatter. Men man skal ikke forveksle bureaukratisk effektivitet med militær styrke. Kong Æthelreds England var effektiv til at inddrive penge til betaling af Danegæld, men ineffektiv til at forsvare sig militært.

Imidlertid, Henry af Huntingdon skrev om 1006: "I det sjette år viste den forvovne Sweyn sig igen ud for Sandwich med en stærk flåde. Han blev fulgt af sine tre sædvanlige ledsagere, brand, nedslagtning og plyndring og hele England skælvede for ham, ligesom lyden af et bundt af siv rystet af vestenvinden."

Florence of Worcester fortæller at Juli 1006 : " - en enorm flåde af Daner kom over til England, landede i havnen i Sandwich, ødelagde alt, hvad der lå i vejen for dem med ild og sværd, og tog stort bytte, undertiden i Kent og undertiden i Sussex."

På grund af sin militære afmagt greb Æthelred til stadig mere omfattende udbetalinger af Danegæld.

Danegæld betales til kong Svend
Danegæld betales til kong Svend. Tegning af Lorenz Frøhlich.

Æthelred udskrev styrker fra Wessex og Mercia i 1006. De tilbragte efteråret med en forgæves kampagne mod Danerne, der uforknytte udøvede deres "business as usual". Da vinteren nærmede sig tog de Engelske styrker hjem, og Danerne, ifølge Anglo-Saxon Chronicle: " - drog efter Mortens til deres kvarterer på Isle of Wight, og forsynede sig der overalt med, hvad de ønskede. Så, i midvinteren drog de på deres fouragerings-ture ud gennem Hampshire ind i Berkshire til Reading. Og de gjorde det efter deres skik - de tændte deres lejr-bål efterhånden, som de drog fremad. Derfra marcherede de til Wallingford, som de fudstændig ødelagde, og krydsede på en nat til Cholsey. Så vendte de derefter langs Ashdown til Cwichelm's Barrow, og der afventede de sådanne trusler, som der var pralet med; for det blev ofte sagt, at hvis de gik til Cwichelm's Barrow, ville de aldrig komme tilbage til havet. Men de gik en anden vej hjemad. Derefter blev hæren samlet ved Kennet; og det kom til et slag der, og snart var de Engelske styrker på flugt; og derefter bar de deres bytte til havet. Der måtte folk i Winchester se den stolte og frygtløse fjender, da de gik forbi deres porte til havet, tog deres kød og plyndrede i en afstand af halvtreds miles fra havet. Derefter var kongen gået over Themsen ind i Shropshire; og der valgte han sin bolig for midvinter. I mellemtiden, så stor var frygten for fjenden, at intet menneske kunne tænke eller udtænke, hvordan de skulle drive dem fra landet, eller holde dette territorium imod dem; for de havde frygtelig mærket hvert shire i Wessex med ild og ødelæggelser. Kongen begyndte alvorligt at konsultere med sit råd om, hvad de alle troede var mest hensigtsmæssigt for at forsvare dette land, førend det blev fuldstændig ødelagt. Derefter tilrådede kongen og hans råd at til fordel for hele nationen, selvom de alle nødigt ville gøre det, var der brug for at fjenden skulle bestikkes med en betaling. Kongen sendte derefter bud til hæren, og beordrede at det skulle blive gjort kendt for dem, at hans ønske var, at der skulle være fred mellem dem, og at udbetalinger og forsyninger burde gives til dem. Og de accepterede betingelserne; og de blev forsynet i hele England."

Og således gik det slag i slag. I indledningen til Anglo-Saxon Chronicle for 1007 noteres: "I dette år blev betalt til den fjendtlige hær, det var 36.000 pund. Også i dette år blev Eadric udnævnt til ealdorman over alle riger i Mercia".

Thorkel Højes Invasion i England

I August 1009 ankom en stor flåde til Sandwich ledet af Thorkel Høje, som var en kendt leder af Jomsvikinger.

En af Orkesta runestenene
En af Orkesta runestenene, som er rejst efter Ulf. Den står nu ved kirken i Orkesta nord for Stockholm i Uppland i Sverige. Teksten fortæller: "Og Ulfr har taget tre betalinger i England. Det var den første, at Tosti betalte. Så Thorkil betalte. Så Knud betalte". Ulf var en veteran fra kampene i England, og efter alt at dømme levede han flere år efter hjemme i Uppland, idet det ikke nævnes at han faldt i England. Foto: Berig wikipedia

Det vides ikke med sikkerhed om de mænd, som fulgte ham, var Jomsvikingerne. Men Jomsborg eksisterede før Svend Tveskæg invaderede England, og det eksisterede mange år efter, derfor må vi tro at Jomsborg og Jomsvikinger også eksisterede i mellemtiden. Invasionen i England stod på gennem mange år, og det forekommer utænkeligt at et elitekorps som Jomsvikingerne ikke skulle have haft del i kamphandlingerne. Thorkel Høje er i flere Sagaer nævnt som leder i Jomsborg, og når han ankommer til Sandwich i spidsen for en hær, må vi logisk set tro at den omfatter Jomsvikinger.

Vi husker bemærkningen i Den Store Saga om Olav Tryggvason om at Jomsvikingerne ankom til Svend Tveskægs arveøl for sin fader ledsaget af skibe også fra Skåne: "Jomsvikingerne havde 40 Skibe med sig fra Vindland og 20 Skibe fra Skåne." Man kan forestille sig at den flåde, som Thorkel Høje ankom til Sandwich med i 1009, omfattede de egentlige Jomsvikinger ledsaget af hang-arounds fra Skåne, Sjælland og Bornholm, hvorfra de fleste navngivne Jomsvikinger også kom.

En ung Nordmand kaldet Olav Digre var også i Thorkels hær. Han skulle senere blive kendt under navnet Olav den Hellige.

Anglo-Saxon Chronicle beretter for året 1009 at "Lige efter Lammas (august) kom den enorme fjendtlige hær, som vi kalder Thorkels hær, til Sandwich, og banede sig straks vej til Canterbury og ville hurtigt havde erobret den befæstede by, hvis de ikke hurtigt havde bedt dem om fred; og alle East Kentish folk sluttede fred med hæren og gav den 3.000 pund. Umiddelbart derefter vendte hæren rundt, indtil den kom til Isle of Wight og der, både i Sussex og Hampshire og også i Berkshire, hærgede og brændte de, som det er deres skik."

Runesten fra Västanåker i Västergötland
Runesten fra Västanåker i Västergötland. På den står: " - rejste denne sten til minde om Gudmar hans søn, som døde i England". Foto: Berig wikipedia

En del af Anglo-Saxon Chronicle oplyser yderligere for 1009: "I august måned kom en anden utallig flåde af Daner, under kommando af Hemming og Eiglaf,over til Isle of Thanet, og straks sluttede sig til den anden flåde. Derfra gik begge flåderne til Sandwich, hvor tropperne landede, marcherede i kamporden til byen Canterbury, og begyndte at angribe den. Borgerne i Canterbury, med indbyggerne i East Kent, ansøgte snart for fred, og opnåede det, hvilket gav tre tusinde pund som vederlag."

Det er nævnt i flere sagaer at Thorkel og Sigvalde Jarl havde en bror ved navn Hemming. Mange historikere antager at denne Hemming, som de mødte, var Thorkels bror, og det var derfor hærene straks forenede sig uden problemer.

Anglo-Saxon Chronicle skriver at Thorkel og Hemmings forenede hære: "marcherede i kampformation til byen Canterbury, og begyndte at angribe den." Det lyder temmelig disciplineret og bringer tanken hen på et militært elitekorps.

Anglo-saxon Chronicle fortæller at i desperation prøvede kong Æthelred at moblisere hele folket: "Derefter beordrede kongen at udskrive hele befolkningen, at mænd kunne gå mod dem fra alle sider, men ikke desto mindre marcherede de, som det passede dem. Ved en lejlighed var kongen begyndt sin march foran dem, da de var på vej mod deres skibe, og alle mand var klar til at angribe dem, men planen blev derefter forpurret af ealdorman Eadric, som det altid skete."

Englænderne var lette at overtale til at lade være med at kæmpe mod de frygtede vikinger. Florence of Worcester giver yderligere information: "Så vendte deres lykke sig, mens de var væk som sædvanlig på plyndring langt fra havet og var på vej tilbage belæsset med bytte, kongen besatte vejen ad hvilken de skulle vende tilbage til deres skibe, med mange tusinde bevæbnede mænd, og han var klar og det var hele hans hær, til at erobre eller dø. Men den forræderiske hertug Eadric Streona, kongens svigersøn, for han havde giftet sig med hans datter Edith, stræbte på alle måder ved taler både forræderiske og snedige, på at de ikke skulle engagere sig i kamp, men burde tillade deres fjender til at gå deres vej. Han opfordrede og overtalte således, som en forræder mod landet, han reddede Danerne ud af hænderne på de Engelske og tillod dem at komme væk. De vendte virkeligt væk fra dem, og vendte tilbage til deres skibe med stor jubel."

Den tapre og berømte Ulfcytel i East Anglia prøvede at standse dem, men forgæves: Efter påske, 1010, slog Danerne ned på Ipswich. Ulfcytel samlede en hær, fra både East Anglia og Cambridgeshire, på et sted kaldet Ringmere. Danerne marcherede for at møde Ulfcytels styrker. Slaget fandt sted, og East Anglerne flygtede snart. I lang tid holdt mændene fra Cambridgeshire stand, men i sidste ende blev de overvundet, og Danerne sejrede. Efter at have forsynet sig med heste tilbragte de tre måneder med at plyndre East Anglia.

I Olav den Helliges Saga fortælles om Olavs syvende kamp, som ifølge sagaen fandt sted efter Svend Tveskægs død: "Kong Olav var om vinteren hos kong Adalråd; da havde de en stor strid på Ringmare-heden i Ulvkjelsland; dette rige havde Ulvkjel Snilling den gang; der fik kongerne sejr." Det er kendt at Olav Digre var med i Thorkels Høje hær, da denne hærgede England, så måske har sagaen lidt uorden i kronologien således at der er tale om det ovennævnte slag ved Ringmere.

Slagpladsen Ringmere i East Anglia
Slaget mellem Thorkel Højes vikinger, som sandsynligvis omfattede Jomsvikinger, og styrker fra East Anglia og Cambridgeshire under ledelse af den berømte Ulfcytel stod ifølge Peterborough Chronicle på et sted kaldet Hringamere or Ringmere i Maj år 1010. Vikingerne sejrede og brugte derefter 3 måneder til at plyndre East Anglia. Det foreslås at lokaliteten Ringmere, hvor "mere" vistnok betyder sø, var Rymer Point, nær Honington. Denne lokalitet er også yderst usædvanligt ved at ni sogne ligger i ring omkring den gamle sø, formentlig for at give vanding, eller fiske-rettigheder til hvert sogn i et område ellers blottet for åbent vand. Dette ville have været et velkendt sted, som kan have været samlings punkt for hæren, som skulle møde Thorkels vikinger. Resten af søen kan stadig ses på dette gamle fotografi. Foto St Edmundsbury Chronicle.

Thorkels vikinger plyndrede, dræbte og brændte overalt i Oxfordshire, Cambridgeshire, Buckinghamshire, Hertfordshire og byerne Northampton, Ipswich, Chilterns, Oxford, Reading, Thetford, Bedford og Temsford: " - og derefter fortsatte de videre ud i de vilde moser, idet de dræbte både mennesker og kvæg, og drog brændende gennem enge. Thetford brændte de også, og Cambridge, og bagefter gik de tilbage sydpå til Themsen, og rytterne red mod skibene. Derefter gik de vestpå ind i Oxfordshire og derfra til Buckinghamshire og så langs Ouse, indtil de kom til Bedford, og så videre til Temsford, altid brændte de, hvor de gik. Så vendte de tilbage deres skibe med deres bytte." Englænderne var i fuldstændig uorden og forvirring.

Anglo-Saxon Chronicle indleder året 1011 med: "I dette år sendte kongen og hans råd budskab til hæren, og ønskede fred, idet de lovende dem både betalinger og forsyninger, forudsat at de ophørte med plyndringer."

Men Danerne var ikke blevet helt færdige: "Og alligevel, på trods af alt dette fred og venskab og betalinger, drog de overalt rundt i grupper; plyndrede og ødelagde og dræbte vort elendige folk."
Belejring af Canterbury
Belejring og massakrer i Canterbury fortalt af Claus Deluran i Danmarkshistorie for folket 8. Ekstrabladets forlag.
Mellem 8. og 29. September i året 1011, belejrede Danerne Canterbury. Florence af Worcester siger, at "på belejringens tyvende dag", blev en brand påsat "på grund af et forræderisk påfund" af en ærkediakon, hvilket gjorde det muligt for Danerne at få adgang til byen. Ifølge Florence begik de frygtelige grusomheder: " - nogle blev dræbt af sværdet, nogle blev brændt i flammerne, mange blev slynget fra murene, og nogle blev hængt op i deres intime del og således døde. Matroner blev trukket ved deres hår gennem gaderne i byen, og derefter kastet i ilden. Spædbørn blev revet fra deres moders bryster og blev fanget på spydspidserne eller kværnet i stykker af vogne, som kørte over dem. Der blev Kristi kirke plyndret og brændt, og alle munke og lægfolk, både mænd, kvinder og børn, blev decimeret; ni ud af ti blev dræbt, og den tiende holdt i live." - Selv om de lod Abbot Ælfmær gå fri, tog de til fange: Biskop Godwine, abbedisse Leofrun, kongens greve Ælfweard og Ælfheah, ærkebiskoppen af Canterbury.

I løbet af påsken perioden 1012 var ealdorman Eadric i London og førte tilsyn med betaling af 48.000 pund til Danerne.

I mellemtiden var Ærkebiskop Ælfheah stadig fange. Danerne krævede, at han betalte 3.000 pund for sin frihed, og de blev vrede, da han nægtede at lade sig frikøbe.
Drabet på ærkebiskop Ælfheah 1. Drabet på ærkebiskop Ælfheah 2.
Claus Delurans fremstilling af Drabet på Ærkebiskop Ælfheah i Danmarkshistorie for folket 8. Ekstrabladets Forlag. Anglo-Saxon Chronicle fortæller: "De var også meget berusede; For der blev bragt vin til dem fra syd Så tog de biskoppen, og førte ham til deres husting på dagen før søndag efter påske." - " - og der de så skammeligt dræbte ham. De overvældede ham med knogler og okse-hoveder, og en af dem huggede ham med en økse af jern i hovedet, så han sank sammen ved slaget, og hans hellige blod faldt til jorden, mens hans hellige sjæl blev sendt til Guds rige."

Mordet på Ælfheah blev udført i strid med Thorkel Højes ønske. Ifølge den tyske krønikeskriver, Thietmar af Merseburg, forsøgte Thorkel at redde Ælfheah ved at tilbyde alle sine ejendele, undtagen sit skib, til gengæld for ærkebiskoppen liv. Thorkel havde øjensynlig problemer med at styre sine mænd.

Det kom som en overraskelse at da Danerne drog hver til sit efter at have modtaget deres smukke betaling, blev Thorkel og Olav Digre og femogfyrre skibe tilbage og gik i Æthelreds tjeneste: " - og lovede ham, at de ville forsvare dette land, og han skulle føde og klæde dem." ifølge Anglo-Saxon Chronicle.

Svend Tveskæg erobrer hele England

Svend Tveskægs endelige erobring af hele England var i højere grad en politisk end en militær bedrift. Det varede mindre et halvt år fra hans flåde ankom til Sandwich, til Æthelred flygtede til Normandiet, og London overgav sig. Kampagnen blev gennemført uden et eneste større slag; kun omkring London var nogle mindre kampe.

Kong Svend og hans allieredes sejr over den norske kong Olav Tryggvason i år 1000 og hans gode forhold til Sverige tillod ham at føle sig tilstrækkelig sikker på sin kontrol over Danmark til at indlade sig på en oversøisk kampagne i England.

Villiam af Malmesbury skrev, at invasionen i årene 1013-1014 var motiveret af Svends ønske om hævn for massakren på Danerne i år 1002.

Keltisk kors med viking
I Pickering i Yorkshire står et keltisk kors, hvor på korsets stamme er afbilledet en vikingehøvding med konisk hjelm og næseskinne, på hans højre side spyd og på venstre side sværd og økse. Kuglen over hans venstre skulder er højsæde afslutninger - M. Firby - The Danish in Yorkshire.

Thorkels tjeneste hos kong Æthelred kan meget vel have været en udløsende faktor for Svends beslutning om at invadere England. Hans samarbejde med Æthelred kan ikke have været hilst velkommen hos kong Svend. De femogfyrre skibs-besætninger, der forblev i England var effektivt under Thorkels ledelse, og de var alle på Æthelreds lønningsliste. Thorkel og hans mænds tilstedeværelse i England var ikke blot en trussel mod Svends mulige ambitioner i England, det repræsenterede også en potentiel trussel mod selve Danmark og Skandinavien. Tyve år før havde Olav Tryggvason været lejesoldat for Æthelred og blev efterfølgende sendt tilbage til Skandinavien med Engelsk støtte; det må have været let at forestille sig, at Thorkel Høje og Olav Digre på samme måde kunne blive sendt tilbage til Skandinavien med Engelsk støtte, som det faktisk senere skete for Olav, der senere fik tilnavnet "den Hellige".

Thorkel Høje og Jomsvikingerne havde i forvejen en tilknytning til det østlige Danmark, som købmanden Ottar havde kaldt Denemearce, og som stadig havde deres egne tingsteder og egen idenditet, hvilket en hjemvendende vikingeflåde kunne udnytte.

Ifølge Encomium Emmae Reginae tiltalte Svends krigere ham: "Herre Konge", sagde de, "Thorkil, høvedsmanden for dine krigere, er med orlov fra dig dragen bort for at hævne sin broder, der var bleven dræbt der ovre, og har taget en stor del af din hær med sig; der glæder han sig nu over sine sejre og behersker som sejrherre den sydlige del af landet, og han foretrækker at leve med bram der ovre i det fremmede land og som ven af Anglerne, hvem han har besejret med din hærmagt, fremfor at føre hæren hjem igen og stille sig under dig og lade sejren tilskrives dig. Og nu må vi ved hans svig undvære vore stalbrødre og fyrretyve krigsskibe, som han har ført bort med sig, bemandede med de ypperste krigere blandt Danerne. Vor hersker må ikke finde sig roligt i dette så svære tab, nej, han skal drage ud og tage sin hær, der gerne vil det, med sig; og vi skulle da bringe den trodsige Thorkil i hans hånd tillige med hans følgesvende og desuden de med dem forbundne Angler med samt alle deres besiddelser. Vi ved nemlig, at de ikke kunne modstå os længe, eftersom vore landsmænd uden vanskelighed ville gå over til os. Og hvis det stiller sig så, at de er villige til dette, skal vor Konge skåne sin høvedsmand og Danerne og skænke dem store æresbevisninger; men ville de det ikke, skulle de nok få at føle, hvem de har ringagtet, berøvede både dette land her og det andet hist ovre skulle de komme til at lide straf blandt kongens fornemmeligste fjender."

Thorkel Høje drog til England i 1009 i spidsen for "de ypperste krigere blandt Danerne", hvilket må være Jomsvikingerne, som Thorkel jo også var høvding over. Som vi ved, tog han sin hævn til fulde, og gik derefter i tjeneste hos kong Æthelred, " - som ven af Anglerne - " som Svends mænd sagde.

Desuden må Svend Tveskæg have erindret at hans egen slægt, Knytlingerne, selv var kommet fra vikinge-områder i England og havde etableret sig i Jylland nogle hundrede år før.

Floden Trent, som løber igennem Gainsborough
Floden Trent, som løber igennem Gainsborough. Svend Tveskæg lagde sin flåde i Gainsborough og gjorde byen til sit hovedkvarter i England. Trent er en af Englands mest vandrige floder, og Gainsborough har en lang historie som en vigtig indlandshavn. foto BBC.

En vigtig årsag til Englændernes modvilje mod kong Æthelred var de rådgivere, som han omgav sig med, og som styrede og påvirkede ham meget. Særlig forhadt var Ealdorman Eadric of Mercia kaldet Streona, som i 1006 påvirkede kongen til at få Ealdorman Ælfhelm af Northumbria myrdet og hans to sønner blindet. Da Svend ankom til Gainsborough med sin flåde var det netop i samarbejde med Ælfhelm slægten. Sammenholdet mellem de to slægter blev beseglet ved at Svend Tveskægs unge søn Knud straks ved ankomsten blev gift med Ælfhelms datter Ælfgifu. Det siges at Ælfgifu betyder "Elvers Gave".

Hans flåde ankom til Sandwich i slutningen af Juli 1013, og allerede ved juletid, et halvt år efter, flygtede Æthelred til Normandiet, og London overgav sig som den sidste større by.

Sikkert til stor forvirring for Æthelreds styrker gik Svend ikke i land ved Sandwich, men fortsatte til Humbers munding. Anglo Saxon Chronicle skriver: " - og i samme år, før måneden August, kom kong Svend med sin flåde til Sandwich og gik derefter meget hurtigt rundt om East Anglia ind i mundingen af Humber og så op i Trent, indtil han nåede Gainsborough."

Svend tog sin flåde langt ind i landet for at opslå sin lejr ved Gainsborough; det burde have været en farlig strategi at tage flåden så langt ind i fjendens territorium uden først at påføre et nederlag til de styrker, der burde have været bragt mod ham. Han kunne kun have valgt denne strategi, fordi han var rimelig sikker på, at der ikke ville være nogen væsentlig modstand. Dette indikerer, at aftalerne var allerede på plads - og dermed gidsler leveret til ham - før han sejlede til Humber flodmundingen og op ad floden Trent.

Svend Tveskægs march mod syd var et rent triumftog. Overalt overgav byerne sig uden kamp og hyldede ham som konge. Anglo-Saxon Chronicle fortsætter: "Og derefter hyldede jarl Uhtred og alle Northhumbrians ham på en gang, og det samme gjorde alle folk i Lindsey og derefter alle de folk, som tilhører Femborge distriktet og hurtigt bagefter alle de danske bosættere nord for Watling Street, og gidsler blev givet til ham fra hvert shire."

Anglo-Saxon Chronicle fortæller: "Da han forstod at hele folket havde overgivet sig til ham, gav han ordre til, at hans hær skal klargøres og forsynes med heste, og så drog han sydover med sin fulde styrke og efterlod skibe og gidslerne i sin søn Cnuts varetægt."

Områder som anerkendte Svend som konge i August år 1013
Det skravede areal angiver de områder, som havde afkastet deres troskab til Æthelred og anerkendt Svend som konge allerede i august år 1013 - kun en måned efter at Svend var gået i land. Den stiplede linie er Watling Street, som traditionelt afgrænser Danelagen fra det Saksiske område i Syd England. Den unge Knud fik overladt ansvaret for dette område, medens hans fader fortsatte felttoget mod syd. Meget tyder på at alt var aftalt på forhånd. Kort fra "Swein Forkbeards Invasions and the Danish Conquest of England 991-1017" by Ian Howard.

Knuds ansvar må have været mere end blot at passe på skibe og gidsler. Han havde fået overladt ansvaret for et område, som var større, sandsynligvis rigere og politisk mere kompleks end kongeriget Danmark. Gennem sit ægteskab var han allieret med den førende slægt i Midlands, og hans rådgivere har antagelig inkluderet jarl Uhtred og Morcar samt ledende Daner, som var loyale mod kong Svend. Hans opgave må også have været at bevare kontrollen med de nordlige provinser, fremme loyaliteten til den nye kongelige familie og fremskaffe forsyninger og mænd til sin fars felttog.

Svends hær var meget disciplineret, først da den havde krydset Watling Street gav den sig til at plyndre. Anglo-Saxon Chronicle skriver: "Da han havde krydset Watling Street, gjorde de den største skade, som nogen hær kunne gøre. Han vendte sig derefter mod Oxford, og borgerne overgav sig omgående og stillede gidsler, og derfra til Winchester, hvor de gjorde det samme."

Domesday Book indikerer at de mest folkerige byer i England efter London på denne tid var Winchester, York, Lincolm, Norwich, Thetford og Oxford. Bortset fra London overgav alle disse byer sig hurtigt til Svend. De fire overgav sig uden videre, og de andre to under trusler.

Æthelred den Rådvilde
Æthelred den Rådvilde. Illustration i krøniken: "The Chronicle of Abindon" fra omkring 1220. British Library.

Kun da Svend Tveskæg nærmede sig London mødte han modstand, og nogle af hans krigere druknede i Themsen. Anglo Saxon Chronicle: "Han vendte sig derefter mod øst mod London, og mange af hans mænd druknede i Themsen, fordi de ikke gjorde sig ulejlighed med at finde en bro. Da han kom til det befæstede sted, ville borgerne ikke overgive sig, men gjorde modstand med den yderste tapperhed, fordi kong Æthelred var inde og Thorkel med ham."

Da Svend fandt at London var godt forsvaret, blev han ikke fristet til en lang belejring men vendte sig istedet mod vest og modtog de vestlige lederes overgivelse: "Så vendte kong Svend derfra til Wallingford, og så vest over Themsen til Bath, hvor han forblev med sin hær. Så kom ealdorman Æthelmær der og med ham de vestlige thegns, og alle underkastede sig Svend, og de gav ham gidsler." Man kan forestille sig at han også afstod fra at angribe London, fordi det ville bringe ham i åben modsætning til Thorkel Høje, hvilket var uacceptabelt, fordi denne havde en stærk baggrund i det tidligere Denemearce, hvilket ville give politiske problemer derhjemme.

Wallingford og Bath var begge godt befæstede byer, men Anglo-Saxon Chronicle nævner ikke noget om modstand mod Svend.

Efter dette blev han anerkendt som konge over hele landet undtagen London. Derefter overgav London sig uden kamp: "Da han havde ordnet alt, så vendte han sig nordover til sine skibe og hele nationen betragtede ham som fuld konge, og efter dette overgav borgerne i London sig og stillede gidsler, for de var bange for, at han ville ødelægge dem. Derefter krævede Svend fuld betaling og forsyninger til sin hær den vinter, og Thorkel forlangte det samme for hæren, som lå i Greenwich, og på trods af dette hærgede de så ofte, som det passede dem."

Kong Æthelred flygtede fra London til øen Wight, sikkert beskyttet af Thorkel Højes skibe. Her fejrede han julen, hvorefter han sejlede til Normandiet, hvor fik beskyttelse hos sin svoger hertug Rikard 2. Thorkel fulgte ham ikke til Normandiet.

Æthelreds flugt havde efterladt Thorkel Høje og hans Jomsvikinger i nogen forlegenhed idet de havde svoret at tjene Æthelred og forsvare hans land, men nu var han flygtet og hans undersåtter havde accepteret erobrerens herredømme. Imidlertid, det var ikke klogt at sejle til Danmark i januar, og så der var intet Thorkel kunne gøre andet end at forblive trofast i Greenwich og insistere på aftalens betingelser, nemlig at kongen skulle føde og klæde dem. Medens Svend krævede sølv og forsyninger, havde Torkel krævet det samme fra hans vinterhovedkvarter i Greenwich. Hvad de ikke kunne få, tog de selv: "de plyndrede landet så ofte, de ønskede det".

Svend Tveskæg drog tilbage til sine skibe i Gainsborough.

Svend Tveskægs død og begravelse

Svend Tveskæg, konge af Danmark, Norge og England, døde den 3. februar år 1014 i Gainsborough i England. Hans fødselsår kendes ikke, men han var sandsynligvis midt i 50'erne, da han døde.

Der findes flere beretninger om hans død, som afviger lidt eller meget fra hinanden.

Den lange saga om Olav Tryggvasson fortæller at Kong Svend døde pludselig om natten i sin seng: "Kong Svend døde pludselig om Natten i sin Seng, og det er Englændernes Sagn, at Kong Edmund den Hellige har dræbt ham paa den samme Maade, som Merkurius Rise dræbte Nidingen Julianus."

Svend Tveskægs død.
Svend Tveskæg dræbes af Kong Edmund den Hellige. Illustration fra The Life of King Edward the Confessor. Manuskript fra omkring 1250. Fra Wikimedia Common

De Engelske myter fortæller at han blev dræbt i sin søvn af den hellige St. Edmund, som i sin tid blev gjort til martyr af Regnar Lodbrogs søn Iver Benløs. Vilhelm af Malmesbury skriver om dette: "Helgenen slog ham med en stang og dræbte ham. Fordi han var blevet ramt i søvne, var der en lang forsinkelse, før måden han døde på blev åbenbaret for forfatteren og dem, der stod udenfor. Livvagterne havde til deres forbløffelse faktisk hørt en samtale mellem mennesker, som argumenterede og lyden af et slag."

Nogle taler om et fald fra en hest. De fleste sagaer og krøniker fortæller blot at han døde.

Retsmediciner Jørgen Lange Thomsen har påvist at mange danske vikingekonger døde temmelig tidligt uden nogen forudgående symptomer. Han mener, at der kan være tale om hjertesygdommen Brugadas syndrom, som er en arvelig sygdom i hjertet. Den viser sig temmelig pludseligt, og det første symptom er i de fleste tilfælde døden, hvorfor det som regel også er det eneste symptom.

Så er der muligheden for at Svend blev forgiftet. Det er svært at overse at hans død kom lige i rette øjeblik for den landflygtige kong Æthelred 2. Efter Svends død inviterede det Engelske rigsråd, Witan, Æthelred tilbage som konge, og i løbet af kun omkring et halvt år blev stort set alle Danske styrker forjaget fra England. Det tog Svends søn Knud omkring to år at samle mænd og skibe til en modoffensiv; man kan spørge: hvordan kunne Æthelred mobilisere en mod-offensiv næsten øjeblikkelig efter Svends død - Hvis ikke Svends død var et planlagt led i denne offensiv, som var forberedt længe før?

Æthelred vendte tilbage til England i fasten, som var de 40 dage mellem fastelavn og påske. I 1014 faldt påske søndag på d. 27 Marts, hvilket betyder at fasten startede med fastelavn d. 16 Februar, to uger efter Svend Tveskægs død.

Det vil sige at budskabet om Svends død skulle først bringes fra Gainsborough til en central person, som sendte bud i alle retninger til medlemmer af Witan, som derefter samlede sig et centralt sted og forhandlede. Derefter sendte de bud til Æthelred på den anden side Kanalen. Æthelred sendte sin søn som yderligere forhandlede. Resultatet af forhandlingerne bragtes til Normandiet tilbage til Æthelred, som derefter kunne drage til England. Alt dette skulle således have været afviklet indenfor max. 53 dage.

Æthelred kom til England i rekordfart. Rejser gik ikke så hurtigt i vikingetiden, man skulle skaffe heste, vente på gunstig vind og så videre.

Der er noget i retning af 320 km fra London til for eksempel York i det nordlige England. De siges at indebære en rejsetid på to uger i vikingetiden. Vi husker også at William Erobreren måtte afvente gunstig vind i adskillige dage, før hans flåde kunne sejle; og han skulle kun krydse kanalen en gang.

I 1800 tallets Danmark kunne postryttere - på moderne heste - tilbagelægge en mil på en time om vinteren, og da en dansk mil er 7,5 km vil det sige 7,5 km i timen. En sådan forholdsvis moderne postrytter ville da bruge omkring 42 timer på rejsen, afhængig af mulighederne for at skifte heste. Men da han kunne kan ride i dagtimerne, ville turen have taget minimum 5 dage. Med datidens islandske heste tog det givet vis længere tid.

Det lyder rimelig urealistisk at en sådan række begivenheder kunne afvikles på under 53 dage, og man kan mene at hele plottet må have været forberedt på forhånd, inklusive et giftmord på Svend Tveskæg.
Lewis Chessmen
Lewis Chessmen på Museum of Scotland i Edinburgh. Lewis chessmen er en samling middelalderlige skakbrikker, der blev fundet på Isle of Lewis i Hebriderne i 1831. De stammer fra fire eller fem sæt skakbrikker og to sæt er komplette. Næsten alle brikkerne er udskåret i elfenben fra hvalros, sikkert fra Grønland, mens nogle få er lavet af hvaltænder. Foto Christian Bickel - Heimskringla.

Men måske skulle vi spise brød til. Encomium Emmae er et skrift tilegnet dronning Emma, som var gift med hans søn kong Knud, og det var sandsynligvis udarbejdet af personer, som kendte kongefamilien; man skulle tro at de vidste besked.

Her står at læse at Svends død ikke kom så pludseligt, han mærkede selv forud at han skulle dø: "Da han nu forud anede, at hans legemes opløsning stod for døren, lader han sin søn Knut, som han havde hos sig, kalde til sig og forkynder ham, at han selv snart skulle vandre alt køds vej. Og idet han gav ham mange formaninger angående rigets styrelse og indstændig opfordrede ham til iver for kristendommen, betroede han, Gud være takket, denne mand, den værdigste af alle, det kongelige scepter. Denne hans handling gav særligt Danerne, over hvem han lovmæssigt skulde herske, deres bifald, og de glædede sig over, at han blev indsat til konge over dem, medens hans fader endnu var i live. Efter at dette var sket, som her er sagt, bad faderen sin søn om, at han, hvis han nogen sinde vendte tilbage til sit fødelands jord, vilde føre sin faders lig med sig tilbage dertil og ikke lade ham, som hørte til et andet folk, ligge jordet i et fremmed land; han vidste nemlig nok, at han paa grund af, at han med magt havde tiltaget sig kongedømmet, var forhadt af folkene der ovre. Og ikke længe efter betalte han naturen sin sidste gæld, idet han gengav sin sjæl til Himlen, men sine lemmer til Jorden."

Hvis dette er sandt, udelukker det både himmelsk indgriben og gift.

Vikingeskibet Havhingsten
Hoveddimensioner på vikingeskibet Havhingsten: Længde 29,4 meter, Bredde 3,8. Sidehøjde omtrent 2 meter, hvilket med en dybgang på 1 meter giver en sidehøjde over vandlinien på også 1 meter. Vikingeskibes dybgang var 0,5 til 1,0 meter, men Havhingsten er et ret stort skib, hvilket sandsynliggør en dybgang på 1 meter. Vi kender ikke dimensionerne på de store vikingeskibe, som for eksempel Ormen Lange, men de havde navnlig større sidehøjde over vandlinien, hvilket gjorde det vanskeligt at kæmpe imod dem, idet deres mandskab kunne kaste sten og spyd ned i hovederne på de lavere placerede angriberne, og desuden var det vanskeligt at entre dem. Foto Michael Borgen erantis.dk.
I den tidlige vikingetid lod kong Alfred af Wessex bygge nogle store skibe efter sine egne specificationer, som skulle bekæmpe vikinger. Imidlertid vikingeskibene undgik dem ved at sejle ind på lavt vand, hvor Alfreds skibe løb på grund.

I moderne tid grundlægges tillid mellem Europæiske mænd under indtagelse af alkohol. I de Amerikanske film drikker de whisky, som var det vand, Russere antages at drikke vodka på lignende måde og Skandinaver drikker øl og snaps. Sådan har det været i Europa i umindelige tider. Tacitus beskriver i sin Germania, hvorledes de Germanske mænd hengav sig til at drikke dag og nat, fordi de mente at på intet andet tidspunkt er sindet mere åbent og beredt på ædle formål og store planer, og det er et godt tidspunkt at grundlægge venskab og alliancer, fordi i beruset tilstand kan mænd ikke skjule deres inderste tanker og følelser.

Sådan var det også i vikingetiden. Sagaerne fortæller, hvorledes kongerne rejste rundt på gæsteri hos rigets ledende mænd. Svend må ofte have rejst fra det ene overdådige gilde til det andet, som varede i flere dage, og alle steder måtte han drikke sig tilpas beruset sammen med de lokale ledere for at skabe enhed, venskab, gensidig sympati og forståelse - for Danmarks skyld. Svend havde ikke sparet sig selv, "alle elskede Svend", som der står i Encomium Emmae, men det var sikkert ikke kommet af sig selv. Desuden havde han i mange år levet på feltfod. Han havde i årevis rejst rundt med sin flåde, deltaget i talrige kampe, levet af skibskost og sovet på det åbne dæk under en udspændt presenning. Måske har alt dette tæret på hans helbred.

Old Hall i Gainsborough
Old Hall i Gainsborough. Det siges at Svend Tveskæg styrede sin erobring fra en befæstning, som lå, hvor Old Hall nu ligger. Foto Chris Coleman Wikipedia.

Måske har han haft nogle symptomer på hjerteproblemer eller lignende, og derfor valgte han at drage tilbage til Gainsborough umiddelbart efter at London havde overgivet sig, for at tale med sin søn og efterfølger.

Simeon af Durham bemærker, at Svend blev begravet i York. Thitmar af Merseburg fortæller: "Da Æthelred, Anglernes konge, som var landsforvist af ham mange år tidligere, hørte om dette, takkede han Gud og vendte med jubel tilbage til sit fædreland. Idet han derefter samledede alle sine krigere, besluttede han at ødelægge fjendens lig. For at forhindre dette, overtalte den afdødes pårørende en vis kvinde, selv om hun var en indfødt, til at opgrave det bevogtede lig og sende det på et skib mod fædrelandets bjørne-stjerner, hvilket er det nordlige land."

Encomium Emmae tager tråden op og fortæller at Svend blev begravet i et Treenigheds kloster i Danmark: "Imidlertid var der en blandt de Angliske fruer, som lod sig udruste et skib, og efter af have taget kong Svends legeme op af graven (han var nemlig bleven begravet der i hendes land) og nedlagt det i vellugtende urter samt indsvøbt det i ligklæder, stak hun i søen med det og landede efter en heldig overfart ved Danernes havne og nåede sit mål. Hun sendte da et bud til begge brødrene og lod dem melde, at deres faders lig var der; de skulde skyndsomst komme og modtage det og stede det til hvile i den grav, han havde ladet indrette til sig. Glade ilede de hid, modtog liget med hæder og gravlagde det med endnu større æresbevisninger i det kloster, som samme konge havde ladet opføre til den hellige trefoldigheds ære, i det gravsted, han havde indrettet til sig selv."

Jomsvikinge Saga siger: "Kong Svend døde i England, og de Danske førte hans lig hjem til Danmark, og begrov ham i Roeskilde hos hans Fader." Roskilde domkirkes Guide anfører at Svend Tveskæg ligger begravet i kirken, men man ved blot ikke hvor. Kongehusets hjemmeside er knap så sikker, de anfører blot at "hans lig blev siden ført tilbage til Danmark". Heller ikke trebindsværket "Danske kongegrave" har noget sikkert bud på, hvor graven er og fortæller blot: "Begravelsessted ukendt".

Slesvig ligger nær Ejder-Trene systemet
Slesvig ligger i nærheden af Ejder-Trenesystemet. I begyndelsen af Vikingetiden trak købmænd og vikinger deres skibe over land fra Fjorden Slien til Eider-Trene systemet, når de ønskede at rejse til England og dermed undgik de en lang rejse gennem Limfjorden. Ejder mundingen var for hundrede år den naturlige destination for skibe på vej til Skandinavien og Baltikum. Den må også have været en naturlig destination for en Anglisk frue, der ønskede at rejse til Danmark.

Jørgen D. Simonsen fra Norse Research Committee foreslår derimod at Svend er bisat i Slesvig, idet man har kendskab til en tidlig trefoldighedskirke i denne by. Og på øen Holm i Slien sydøst for Slesvig lige over for Hedeby ligger rester af Nordens ældste kloster. Desuden flere runesten omkring Slesvig nævner Svend; måske har han følt en særlig tilknytning til denne by. Den Angliske frue er så fald landet ved Ejderens munding og har muligvis sejlet så langt op i Ejder-Trene systemet som muligt og derfra sendt bud til Harald og Knud.

Skibe og Sejlads

I den Store Saga om Olav Tryggvason beskrives starten af slaget i Hjørungavaag: "I førstningen kastede man stene og skød med pile." Man få den tanke at de sten, som man har fundet i bunden af nogle vikingeskibe, ikke blot var for ballast og stabilitet, men var også en slags ammunitions-depot. Dækket på et vikingeskib var ret tæt besat med mænd; det giver god mening at man smed store sten efter fjenden.

Vikingeskibe lægger fra land
Vikingeskibe lægger fra land. De ser temmelig tætpakkede ud, og det var de sikkert også. Havhingsten har for eksempel plads til 30 årer i hver side, hvilket giver 60 mand ved årene ialt, dertil kommer styrmanden og andre ledere.
Skibet er 29,4 meter langt og 3,8 meter bredt, hvilket groft beregnet giver et dækareal på omkring 100 M2.
Der vil således have været 1,6 M2 brutto dæk-areal til hvert besætningsmedlem.
Hvis de skulle have afløst hverandre ved årene, skulle mandskabet have være fordoblet, og der ville kun have været 0,8 M2 dæk til hver - brutto; det ville næppe have været nok til at de kunne ligge udstrakte og sove.
Dette er brutto areal; desuden skulle der være plads til vandtønder, proviant, våben, soveposer, tovværk, sejlet - når det ikke blev brugt - og desuden last af forskellig art.
Vi må nok tro at der kun har været en besætning så stor at årene kunne bemandes - der har ikke været plads til dobbelt besætning, således at de kunne afløse hinanden ved årene.
Desuden er det svært at forestille sig at vikingerne har bragt en stor mængde trælle med hjem fra de lande, som de plyndrede. Det var der simpelthen ikke dæks-plads til. Tegning fra whenintime.com - desværre ukendt kunstner.

Tretten år efter slaget ved Svold havde skibsbyggerne lært af af kampen mod Ormen Lange. Encomium Emmae beskriver de Danske skibe da Svend Tveskægs flåde holdt hærskue forud for afsejlingen mod England: "Efter at de endelig var blevne forsamlede, gik de om bord paa de tårnbesatte skibe, på hvis malmbeslagne forstavne tilskuerne kunne skelne de enkelte hærførere fra hverandre. Thi her kunne man paa stævnene se løver støbte i guld, og hist oppe paa masternes top fugle, der ved deres drejninger angav de kommende vindes retning, eller brogede drager, som truende spyede ild ud af næseborene; der så man mennesker af massivt guld eller sølv, funklende i rødlig glans, i visse måder ikke ulige levende mennesker, og på et andet sted tyre med oprakte halse og fremstrakte ben, så at det tog sig ud, som var de levende og brølede og løb. Man kunde ogsaa der se delfiner støbte i bronze, og kentaurer af samme metal, som fik en til at mindes de gamles fabelagtige fortællinger. Ja, jeg kunne desuden nævne dig mange andre skibsmærker af samme slags arbejde, hvis ikke navnene paa de støbte uhyrer, der var på dem, var mig ubekendte. Og nu snækkernes sider - hvorfor skulde jeg omtale dem for dig? Ikke blot vare de malede med pyntelige farver, men de var også helt ru af de billedværker i guld og sølv, som var slåede paa dem. Endelig overgik kongeskibet de andre skibe i skønhed i samme forhold, som kongen selv i værdighed og rang stod over sine krigere; men det er bedre, at jeg slet ikke taler om det, end at jeg skulde sige for lidt derom, saa storartet som det var."
Havhingsten ved kaj i vikingeskibsmuseet
Dækket på Havhingsten fra Glendalough ved kaj i vikingeskibsmuseet i Roskilde. Når alle årer er fuldt besatte, vil der være omkring en mand for hver robænk styrbord og bagbord. Som det ses, er der ikke særlig megen plads.
Før slaget ved Nesjar beordrede Olav den Hellige sine mænd: " - nu skal man væbne sig, og hver skal gøre sig og sit rum rede, således som før er fastsat, så at alle er færdige, naar jeg lader blæse til at lægge ud." Det giver den ide at hvert besætningmedlem var ansvarlig for dækket foran sin egen robænk og ved sit eget årehul.

Skibene var blevet "tårnbesatte", hvilket må betyde at de var blevet forsynet med en slags kasteller, sikkert i agterenden for ikke at påvirke sejlføringen for meget. På den måde kunne selv mindre skibe lægge til Ormen Lange, hvis det skulle være, og fra tårnet kaste sten og spyd ned på de ubeskyttede fjender på det store skibs dæk. Men det indebar et andet problem nemlig en ringere stabilitet, derfor må vi tro at disse tårne har været af en meget let konstruktion.

Desuden havde skibene fået "malmbeslagne forstavne", hvilket kan have været kun for dekoration, men kan også betyde at de var forstærkede med støbte bronze-elementer i stævnen, som har haft til formål at gøre det i stand til at vædre og beskadige et andet skibet uden selv at blive skadet. På den tid blev almindeligvis kun kirkeklokker blev støbt i bronze, men altså også "malmbeslagne forstavne".

Det bringer tanken hen på at Den Store Saga om Olav Tryggvason fortæller at Erik Jarl "havde en overordentlig stor barde, som han plejede at bruge i vikingsfærd; der var skæg oventil på begge sider af den, og ned fra skægget gik en tyk jernplade, som var lige saa bred som kanten, og nåede lige ned i søen, derfor blev dette skib kaldt Jærnbarden, og det var meget stærkt."

Vikingeskib i et håndskrift fra Northhumbria
Vikingeskib i et håndskrift fra Northhumbria fra 900 tallet. Kunstneren har sikkert ikke selv set skibene, men han har fået fortalt om disse fantastiske nye skibe med tårne og guldbelagte vejrhaner og gallionsfigurer. Det ser ud som om, den har en slags "barde" i agterenden. Fra Odinia International and Odinist Journal Foxfire.

Tilsyneladende drejer det sig om et let buet - som hvalbarder - tykt stykke jern, som kunne spændes på skibets forstavn, således at det rakte fra vandlinien og et stykke op, "skægget" kan have været tyndere overlap-plader, som tillod at barden kunne blive naglet på klædningen. Formålet må have været at gøre skibet i stand til at vædre andre skibe uden selv at blive skadet, idet det var "meget stærkt". Det repræsenterede en helt ny type maritim krigsførelse, hvor man tilstræbte at sænke fjendens skibe, istedet for blot at borde dem og dræbe besætningen i nærkamp.

På den tid blev alle jerngenstande hamret ud af myremalm, og esse-svejsning var den eneste sammenføjningsmetode. Det har været en kompliceret og vanskelig opgave at lave sådan en "barde" af jern.

Forgyldt vejrhane fra et vikingeskib
Forgyldt vejrhane fra et vikingeskib. Foto Odinsvolk.ca.

"Thi her kunde man paa stævnene se løver støbte i guld" fortæller Encomium Emmae. Vi må tro at her tager forfatteren, munken fra St. Omer Klosteret, munden fuld, han har sikkert ikke selv set skibene. Men det fortæller alligevel at man i vid omfang var gået væk fra de stilrene udskårne dragehoveder i stævnen. Måske repræsenterede dragehovederne den gamle tro, som nu var blevet forladt af mange. Galionsfigurer forestillende løver, kentaurer og andre menneskelignende figurer blev senere meget populære på sejlskibene.

Skibene var forsynede med kunstfærdige vejrhaner i mastetoppene: " - på masternes top fugle, der ved deres drejninger angav vindenes retninger, eller brogede drager, som truende spyede ild ud af næseborene."

Links og Litteratur

Den store saga om Olaf Tryggvesøn Heimskringla
Olaf Tryggvesøns Saga Heimskringla
Roskildekrøniken Heimskringla
Saxos Danmarkshistorie Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C.Gads Forlag.
Adam af Bremens Kirkehistorie Heimskringla
Jomsvikinge Saga Jomsborg Vikingelaug
Svend Aggesen Heimskringla
Kong Knuts Liv og Gerninger Heimskringla - også kaldet Encomium Emmae Reginae.
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Heimskringla: Olav Tryggvasons saga Nettsted olhov.net
Heimskringla og andre sagaer Nettsted olhov.net
Saxos Danmarkshistorie Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C.Gads Forlag.
The Chronicle of Thietmar bishop of Merseburg - on Scandinavia and England only Translated by Rafal T. Prinke.
Svend Tveskægs sidste hvilested er stadig en gåde Kristeligt Dagblad.
Da Svend erobrede England Berlinske Tidende
Svend Tveskægs hustruer Danske vikingekonger.
Clothing in the Viking Age Hurstwic
Svend Estridsens moder Peter Lawætz
Discovery Could Rewrite History of Vikings in New World National Geographic
Die Jomswikinger - eine Kriegergemeinschaft? Lutz Mohr (Diplomhistoriker)
Two hours in Gainsborough. Sweyn Forkbeard Blog
Vikingøksa fra Langeid gjenfødes UiO Kulturhistorisk museum
Islandshestens størrelse over mankekammen HorseConsult
Alfred the Great and Æthelred II 'the Unready" Richard Abels
Maldon Battle and Campign UK Battlefields Resource Centre
Sangen om Maldon Translation: R.M. Liuzza
Return of the Danes I: Unready From Dot to Domesday - English History
St Brice's Day A Clerk of Oxford
Viking mass grave linked to elite killers of the medieval world University of Cambridge
Vicious Viking Massacre Bones don't Lie.
Hoard of 5,000 Anglo Saxon coins unearthed MailOnline
From the Viking Invasion to the Norman Conquest St Edmundsbury.
England runestones Wikipedia
Part 4: The Death of Svein Forkbeard A Clerk of Oxford
Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre Videnskab.dk
Encomium Emmae Reginae Allistair Campell - Royal Historical Society.
Oxford Viking massacre revealed by skeleton find BBC.
Arkiv for nordisk filologi - Andet Bind. 1885 Runeberg
When Is Easter Sunday?
Viking Society web publications Viking Society for Northern Research.
Danmarks Historie 3 - Peter Sawyer - Gyldendal og Politikken.
Snorres Heimskringla - Nationaludgave Oslo 1930.
Adam af Bremens krønike - oversat af Allan A. Lund Wormanium.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Illustreret Danmarkshistorie for Folket 8. del af Claus Deluran - Ekstrabladets Forlag.
Swein Forkbeards Invasions and the Danish Conquest of England 991-1017 by Ian Howard

Tilbage til start af artikel

20170218

Passed W3C Validation