21. Danmarkshistorien - Harald Svensøn

Indledning

Harald Svensøn

Kun Encomium Emmae Reginae fortæller at Svend Tveskægs søn blev konge af Danmark efter hans død.: "Han havde to sønner af fremragende kvaliteter; og han tog den ældste i sit hærfølge, og satte den yngste i spidsen for regeringen af hele riget, og knyttede til ham en militær styrke og et par af hans ledende mænd til at instruere drengen klogt, og være en mur for ham med deres råd og våben."

Senere i samme skrift i beretningen om Knuds tilbagetrækning fra England efter sin faders død, kaldes Svend Tveskægs anden søn for Harald: " - ikke fordi han af frygt ville fly fra en krigs trængsler og farer, men i den hensigt at rådføre sig med sin broder Harald, der jo var Danernes Konge, angående denne vanskelige sag."

Encomium Emmae gentager flere gange at Knud var den ældste af de to brødre, hvilket efter al sandsynlighed ikke er sandt: " - et rygte spredte sig hurtigt, som sagde at hans ældre bror Knutr havde nået hans kyster." - "Og mens nu der hver især af brødrene udspurgte den anden, om, hvad der var hændet ham, og ligeledes fortalte, hvorledes det var gået ham selv, tiltalte Knut, som var den ældste, sin broder - ".

Vi må tro at Svend Tveskæg efterlod regeringen i Danmark i hænderne på sin ældste søn, og Harald blev sikkert også valgt til konge ved efterretningen om hans faders død, fordi Svend selv havde udpeget ham som leder i sit fravær, og fordi han var den ældste. Desuden, Saxo lader Knud være søn af Svend Tveskægs anden og senere hustru, nemlig Sigrid Storråde, hvilket også indikerer at Knud var nogle år yngre end Harald, som uomtvistet var søn af hans første hustru, Gunhild. Encomium Emmae lader sandsynligvis Knud være den ældste for at øge hans værdighed.

Også Knytlinge Saga lader Knud være søn af Gunhild: "Kong Svend var gift med Gunhild - datter af venderkongen Burislav - og deres sønner var Knud og Harald. Kong Svend blev siden gift med Sigrid den Storrådende - datter af Skøgul-Toste og mor til svenskekongen Olaf."

Knud accepterede denne løsning, sikkert fordi der var en god forståelse mellem brødrene, men måske også fordi han ikke havde andet valg da hans egen hær og hans ry var i en sørgelig forfatning efter nederlaget i England.

Nu husker vi at Harald Blåtand blev stillet overfor et lignende krav, da hans brodersøn Guld-Harald vendte hjem fra vikingetogter med stor berømmelse og krævede at blive medkonge. Harald Blåtand var ikke bange for at træffe nødvendige men ubehagelige beslutninger, og han sørgede for at Guld-Harald blev hængt ved Limfjorden.

Den antikke græske historiker Herodot skrev: "En stor mængde herskere er ikke en god ting". Flere konger kunne nemt have ført til borgerkrig, splittelse og tab af de resultater, som Knytlingerne havde opnået indtil da. Men hvem ved, i det antikke Sparta var der altid to konger.

Noget tyder på at Harald Svensøn var en kompetent leder af sit folk og traf de rigtige beslutninger. I hvert tilfælde kemdes der ikke til tilbageslag og katastrofer i selve Danmark i hans tid. Faktisk, der findes ingen beretninger om, hvad der skete i Danmark i Haralds Svensøns tid. Vi må tro at "intet nyt er godt nyt", som det siges.

Encomium fortæller at Harald og Knud sammen drog til Venden for at hente Gunhild, deres moder: "Endvidere gjorde de i forening et tog mod Vendernes land og hjemførte deres moder, som opholdt sig der." Men deres ærinde har sikkert også været at hverve mænd og skibe til det kommende angreb på England.

Desuden begravede brødrene sammen deres fader, Svend Tveskæg, som oprindeligt var blevet begravet i York, men bragt til Danmark af "en vis kvinde, selv om hun var en indfødt, til at opgrave det bevogtede lig og sende det på et skib mod fædrelandets bjørne-stjerner, hvilket er det nordlige land" - som Thitmar af Merseburg skrev.

Olav den Hellige

Man kan tro at hans mor overøste den unge Olav med kærlighed på bekostning af hendes andre børn, og han derved udviklede en slags narcissistisk personlighed, som inkluderede en forestilling om at være forudbestemt til at ændre historiens gang og være andre mennesker overlegen. Olav havde en så sønderknusende selvsikkerhed at attentatmænd rødmede og fumlede, når de stod overfor ham.

Han var sikkert en vanskelig dreng, og han drog hjemmefra allerede som 12-årig: "Olav Haraldsøn var 12 vintre gammel, da han første gang steg på hærskibe. Hans moder Aasta fik Rane, som var kaldt Kongsfostre; til at styre over hæren og være i følge med Olav, thi Rane havde ofte før været i viking."

Sagaen fortæller om Olav: "Da Olav Haraldsøn voksede op, var han ikke høj, men middels af vækst, kraftig og stærk, lyshåret, bredladen, lys og rødmosset i ansigtet, havde meget gode øjne, var fagerøjet og snarøjet, så at man måtte ræddes for at se ham i øjnene, når han var vred. Olav var en stor idrætsmand i mange dele, kunde vel færdes med bue og skød overmåde godt med håndbue, svømmede godt, var nethændt og havde skøn på alt håndværk, hvad enten han selv eller andre arbejdede."

Olav kunne lide at arbejde med sine egne hænder. Det fortælles at han lod bygge skibet Visenten, som var prydet med et bisonhoved i stævnen, som han selv havde snittet.

Han var efter alt at dømme en opfindsom og kreativ mand. Sagaen beretter at da han var spærret inde i Mäleren, fordi den Svenske kong Olav havde spærret indsejlingen med jernkæder, slap han ud ved at lade sine skibe skylle med ud over en landtange, som var oversvømmet på grund af heftig regn. Han nedbrød Londons bro ved at lade overdækkede skibe slæbe et tov mellem sig, som derefter trak pillerne væk under broen. Det berettes at han tog Håkon Jarl til fange ved trække et tov under vandet mellem sine to skibe, da Håkon Jarls skib var lige over tovet, spændte han det med ankerspil fra begge sine skibe, således at Håkons Jarls skib blev trukket ud af vandet og kæntrede. Det siges også at han opdæmmede vandet i Helegå, og da Knuds skibe ankrede op i åens munding, nedbrød han dæmningen og udløste derved en ødelæggende flodbølge.

Engelske børn synger stadig: "London Bridge is falling down", så det med broen skal nok passe. Men man kan tvivle på at den tids skibe havde hele dæk, hvorpå der var placeret ankerspil. Folk, som har været i Helgåens munding, mener ikke at de landskabelige forhold tillader en dæmning som beskrevet; og desuden, kunne den virkelig bygges på så kort tid?

Olav Haraldsen deltog i Thorkel Højes invasion af England i 1009-11. Da Æthelred vendte tilbage til England i forbindelse med Svend Tveskægs død i 1014, gik Olav og hans mænd straks i hans tjeneste: Olav den Helliges Saga fortæller: "Men da Adelråd Englandskonge erfarede dette, vendte han straks tilbage til England. Men da han kom tilbage til landet, sendte han bud til alle mænd, som ville tage imod betaling for at hjælpe ham at vinde landet; der samledes da en stor mængde folk om ham." Han deltog i mod-offensiven mod Danerne og også i de efterfølgende kampe mod kong Knud og Thorkil Høje (om hvilke der vil blive fortalt i et følgende afsnit om Knud den Store).

Det bliver almindeligvis antaget at Olav herskede i Norge i 15 år, fordi det skrev Snorre, idet han citerede Ari den Vise og Sigvat Skjald. Imidlertid, historikeren Ian Howard har analyseret Olav den Helliges Saga i lyset af årstal givet i Anglo-Saxon Chronicle og er kommet til det resultat at Olav den Hellige var konge i hele Norge i mindre end 10 år.

Howard påpeger at Æthelreds sønner ifølge Anglo-Saxon Chronicle flygtede til Normandiet i året 1016. I Olav den Helliges Saga står: "Sønnerne til kong Adalråd kom fra England til Ruda i Valland til deres morbrødre den sommer, da Olav Haraldson kom østover fra viking, og de var alle den vinter i Normandi" - "og slog sig i lag og aftalte at kong Olav skulle have Northumberland, om de vandt England fra Danerne. Da sendte kong Olav om høsten Rane, sin fosterfader, til England, for at få sig folk der, og Adelrådsønnerne sendte han med jærtegn til deres venner og frænder; men kong Olav gav ham meget løsøre med for at lokke folk til at slutte sig til dem, og Rane var om vinteren i England," - hvilket bringer os til 1017 - "og fik løfter af mange stormænd, og folk i landet ville hellere have landsmænd til konger over sig, men ligevel havde Danerne nu så stor magt i England at folk i landet var tvungen under dem." Det vil sige at først i foråret 1017 opgav Olav at ændre de politiske forhold i England på Æthelred-sønnernes vegne.

Sagaen fortsætter, idet vi må tro at den taler om samme år, 1017: "Om våren for de vestenfra alle sammen, kong Olav og Adalrådsønnerne, de kom til England til et sted som hedder Jungufurda, og der gik de straks op på land til borgen med deres hær. Der var mange af de mænd, som havde lovet dem hjælp; de vandt borgen og dræbte mange mænd. Men da kong Knuds mænd blev det var, drog de en hær sammen og blev snart så mandsstærke at kong Adalråds sønner ikke havde styrke til at stå imod; de så da intet andet råd end at styre bort og tilbage mod vest til Ruda igen. Da skiltes kong Olav fra dem og ville ikke fare til Valland. Han sejlede mod nord langs England lige til Northumberland, han lå i en havn, som bliver kaldt Furuwald. Der havde han slag med bymændene og fik sejr og meget gods."

Derefter fortsætter Sagaen umiddelbart, hvilket stadig må være 1017: "Kong Olav efterlod der langskibene, men udrustede to knarrer og havde da to hundrede tyve mand, brynjeklædte og udvalgte folk. Han sejlede nord i havet om høsten, og fik et stort uvejr på havet, så det stod dem om livet, men da de havde godt mandskab og kongens lykke med, derfor gik det godt." Derefter beskrives hvorledes Olav lander midt i Norge sent på året og i et snuptag overvinder Erik Jarls søn Håkon Jarl.

De fleste er enige om at Olav blev forjaget fra Norge i år 1028, hvilket giver en tid i Norge på 11 år.

Derefter brugte Olav endnu nogle år med at vinde kontrol med Norges udstrakte kystline, fjorde, øer og dale: "Kong Olav den Digre styrede nu østover langs med landet og holdt ting med bønderne rundt omkring" - "Derfor skyndte Olav sig nu øst til Viken og sejlede med sin hær ind der og satte sine skibe op og for ind i landet" - "Om høsten for han op i landet til kong Sigurd, sin stedfar" - Da Olav ankom til Norge efter høsten i 1017, må vi nu være i 1018.

Olav den Helliges Saga fortsætter: "Svend Jarl var da inde i Trondheimen på Steinkjer og lod forberede jule gæstebud der" - hvilket bringer os til begyndelsen af 1019. Senere fortælles: "men da det blev vår drog han en hær sammen og for ud i Viken." - hvilket må være foråret 1019, hvor der kort før påske stod et stort slag i Viken ved Nesjar mellem Olav og Erling Skjalgsson, Svend Jarl og Einar Tambarskjelve. Olav vandt sejr og jarlen og hans mænd flygtede.

Noget senere antageligt samme år på Oplandenes ting hedder det: "Det endte da med da at de gav Olav kongenavn over hele landet og landet blev tildømt ham efter de oplandske love."

Derefter hedder det: " - drog han vest efter til Viken - og han blev taget til konge på tingene. Slik for han helt til Lindesnes." Det hedder videre: " -for han fik god bør og skyndte sig at fare nord til Trondheim, for der mente han at hele styrken i landet var, om han kunne få lagt det under sig medens jarlen var ude af landet. Men da kong Olav kom til Trondheim blev der blev der ikke gjort nogen rejsning mod ham, og han satte sig om høsten i Nidaros - " Hvilket stadig må være 1019.

Det varede 5 år inden Olav fik tid til at interessere sig for nordligste del af Norge, som kaldtes Haalogaland, det hedder i Sagaen: "Han havde da været konge i 5 vintre" og noget efterfølgende. "Da lyste kongen, at han sommeren efter tænkte at fare nordpå til Haaogaland og helt nord til landsenden; men Haaløigerne tænkte meget forskellig om denne færd." Hvilket må bringe os frem til omkring år 1020. Olav fik aldrig fuld kontrol med det nordlige Haalogaland.

Da Olav i begyndelsen blev valgt til konge på de Norske landsting, gjorde han ikke meget ud af kristendom, men efter at han havde vundet magten i det meste af landet, fik piben en anden lyd: "Kongen for sydover langs med landet og standsede i hvert fylke og holdt ting med bønderne, men på hvert ting lod han læse op af kristenloven", siger sagaen. Når man tæller sig frem i udtrykkene våren, høsten med videre, må det være omkring år 1020. "Men kongen lovede de mænd en hård medfart, som ikke ville rette sig efter kristenloven."

Overalt gav Olav ting-bønderne valget mellem at vælge ham som konge og lade sig kristne eller kæmpe mod ham. I de få tilfælde hvor bønderne valgte at kæmpe imod ham, blev sagen afgjort til Olavs fordel af hans brynjeklædte veteraner, som havde fulgt ham fra England.

Kong Olav besluttede at han at han ville tage til Oplandene den følgende vinter: "Han ville denne vinter fare på gæsteting i Oplandene, for de gamle konger havde for skik at fare på gæsteting gennem Oplandene hver tredie vinter. Han tog på færden om høsten fra Borg". Hvilket må have været omkring 1022-23, når man tæller udtryk som vår, vinter mv. - "Han ransagede om kristendomskundskab hos dem, og der han syntes, der trængtes til forbedringer, lærte han dem de rette sæder og irettesatte så strengt - om der var nogen som ikke ville give op hedendommen - at han jagede somme af landet - somme lod han lemlæste på hænder og fødder eller stikke øjnene ud på, somme lod han hænge eller halshugge, men ikke nogen lod han ustraffet, som ikke ville tjene Gud."

Oplandskongerne hørte om dette og planlagde at sætte sig op mod Olav, men han hørte om det og kom dem i forkøbet: "han lod Rørek blinde på begge øjnene og tog ham med sig, og han lod tungen skære ud af Gudrød Dalekonge. Ring og de to andre lod han sværge på at de skulle fare bort fra Norge og aldrig komme tilbage; men af de lensmænd og bønder, som var medskyldige i disse svigråd, jagede han somme af landet, somme lod han lemlæste, og af somme modtog han forlig." Hvilket stadig må have været omkring 1022-23.

Kongen lod den nu blinde Oplandskonge Rørek føre med sig overalt, hvor han tog hen: "Kong Olav havde hos sig kong Rørek den blinde. Da hans sår var groede, satte kong Olav to mænd til tjeneste hos ham, og lod ham sidde i højsæde hos sig og holdt ham i drik og i klæder ligeså godt, som han før havde holdt sig selv. Rørek var fåmælt og svarede tvært og kort, når man talte til ham."

Den gamle kong Rørek gav ikke op på trods af sit handicap, han prøvede flere gange at få Olav dræbt, hvilket ikke lykkedes. Til sidst sendte Olav den gamle blinde mand til Island, hvor han døde, deprimeret og berøvet alt håb. Han er den eneste konge, som ligger begravet på Island.

Det hedder senere: "Han lod der tage alle de bedste mænd både i Lesjar og Dovrar, og de måtte tage ved kristendommen eller tåle døden eller flygte, de som kunne komme til det. Men de, som tog ved kristendommen, gav kongen deres sønner til gidsler for deres troskab."

I virkeligheden fik Olav aldrig kontrol med hele Norge. Erling Skjalgsøn herskede i Rogaland omkring Stavanger og Haugesund, og Olav vandt aldrig fuldstændig magt i hans område. Da Olav sejlede sydpå langs kysten i året 1026 for at angribe Danmark i alliance med den Svenske kong Anund, fandt han at Erling allerede var afsejlet med sine skibe mod England for at slutte sig til kong Knud.

Erling Skjalgsøn udviklede konstant Rogalands økonomi, det hedder: "Erling havde stadig hjemme på gården 30 trælle, og desuden andre trælle; han fastsatte dagsværk for sine trælle og gav dem siden tid og lov til, hver som ville, at arbejde i tusmørke eller om nætterne; han gav dem agerland til at så korn for sig selv og føre sig afgrøden til vinding. Han fastsatte værd og løsepenger for enhver af dem; mange løste sig efter det første år eller det andet, men alle, som det var nogen trivsel med, løste sig på tre vintre. Med disse penger købte Erling sig andre trælle; men nogle af sine frigivne viste han til sildefiskeri og nogle til anden virksomhed; nogle ryddede skov og gjorde sig gårde der, og alle satte han på en eller anden måde i god vej." Der foreligger intet om at Erling skulle have været en specielt ivrig kristen.

Germansk Dyreornamentik

Salin brugte karakteristiske former af dyrenes hoveder og fødder som definitioner på hans tre stil arter. Dette er de karakteristiske hovedformer for hans stil III. Fra "Die Altgermaniche Thiereornamentik" af Bernhard Salin.

Jelling stilen er opkaldt efter det lille sølvbæger, der blev fundet i Nord Højen i Jelling i Jylland. Denne stil er en ren dyrestil og er karakteriseret af stærkt stiliserede, båndformede dyr set i profil, som bugter sig mellem hinanden, eller fugle-lignende dyr.

Links og Litteratur