Forside DH-Debat
20. Svend Tveskæg
22. Knud II den Store

21. Danmarks Historie - Harald II Svensøn

Indledning - Harald II Svensøn - Olav den Hellige - Germansk Dyreornamentik - Links og Litteratur

Indledning

Harald II Svensøn er den Danske konge siden Gorm den Gamle, som vi ved mindst om. Han nævnes kun forbigående i nogle Sagaer som Svend Tveskægs søn, og kun i Encomium Emmae Reginae fortælles at han var konge af Danmark.
Tidslinie for Danmarks historie
Tidslinie for Danmarks historie baseret på Kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven" , som erobrede i hvert fald en del af Danmark omkring år 917. Det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier, da det giver et godt overblik.
Knytlingerne har fået deres navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud I og var far til Gorm den Gamle. Hovedpersonen i Knytlinge Saga er Knud IV den Hellige. Desuden fortælles om hans brødre samt Erik Emune, som var søn af broderen Erik Ejegod. De er alle beskrevet i Knytlinge Saga, og det forekommer naturligt at henregne dem til Knytlingerne. Ifølge Heimskringla var Erik Lam søn af en datter af Sven Estridsens og den Norske Hakon Jarl.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar var alle kongsemner fra Knytlinge slægten, men perioden fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, vistnok de fleste, medregner kun Valdemar I den Store, hans søn Knud VI og Valdemar II Sejr til Valdemarerne. Men ingen har patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik IV Plovpenning, Abel og Christoffer I - indtil Christoffer II, som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar IV Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans datter Margrete I og hans barnebarn Oluf. Man kan til nød sige at Valdemar IV Atterdag lagde grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborgere var også Unions konger, men kun i kortere perioder.
Den Oldenborgske linie uddøde med den barnløse Frederik VII i 1863. Tronen blev overtaget af Christian IX af Glücksborg.

Knytlingerne Knytlingerne - Adam beretter om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud IV den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud IV, hvoraf følger at der må have været en Knud I eller en Hardeknud I, forud for Gorm, hvilket Adam jo også fortæller. Forfatteren mener at navnene Hardegon og Hardecnudt er for forskellige og betegner ikke den samme person.
Magnus den Gode var søn af den Norske helgen Olav den Hellige og således ikke af Knytlingeslægten.

Den vigtigste begivenhed i Haralds regeringstid var hans broder Knud's generobring af England, sikkert med fuld støtte af sin broder Harald. Brødrene havde deres fulde opmærksomhed rettet mod England og brugte sandsynligvis alle resourcer i krigen der. Dette udnyttede Olav Digre, som senere fik tilnavnet den Hellige, til at etablere sig som konge af Norge.

Harald II Svensøn

Kun Encomium Emmae Reginae fortæller at Svend Tveskægs søn blev konge af Danmark efter hans død.: "Han havde to sønner af fremragende kvaliteter; og han tog den ældste i sit hærfølge, og satte den yngste i spidsen for regeringen af hele riget, og knyttede til ham en militær styrke og et par af hans ledende mænd til at instruere drengen klogt, og være en mur for ham med deres råd og våben."

Detalje af illustrtion i Encomium Emmae Reginae
Detalje af illustration i Encomium Emmae Reginae, der viser dronning Emma, som modtager manuskriptet fra en munk, sikkert forfatteren, som var en anonym munk i St Bertin's eller St Omer's kloster i Normandiet. Hendes sønner Hardeknud og Edward Bekenderen ser til i baggrunden. Det blev sandsynligvis skrevet i 1042 eller 1043.

Senere i samme skrift i beretningen om Knuds tilbagetrækning fra England efter sin faders død, kaldes Svend Tveskægs anden søn for Harald: " - ikke fordi han af frygt ville fly fra en krigs trængsler og farer, men i den hensigt at rådføre sig med sin broder Harald, der jo var Danernes Konge, angående denne vanskelige sag."

Encomium Emmae gentager flere gange at Knud var den ældste af de to brødre, hvilket efter al sandsynlighed ikke er sandt: " - et rygte spredte sig hurtigt, som sagde at hans ældre bror Knutr havde nået hans kyster." - "Og mens nu der hver især af brødrene udspurgte den anden, om, hvad der var hændet ham, og ligeledes fortalte, hvorledes det var gået ham selv, tiltalte Knut, som var den ældste, sin broder - ".

Vi må tro at Svend Tveskæg efterlod regeringen i Danmark i hænderne på sin ældste søn, og Harald blev sikkert også valgt til konge ved efterretningen om hans faders død, fordi Svend selv havde udpeget ham som leder i sit fravær, og fordi han var den ældste. Desuden, Saxo lader Knud være søn af Svend Tveskægs anden og senere hustru, nemlig Sigrid Storråde, hvilket også indikerer at Knud var nogle år yngre end Harald, som uomtvistet var søn af hans første hustru, Gunhild. Encomium Emmae lader sandsynligvis Knud være den ældste for at øge hans værdighed.

Også Knytlinge Saga lader Knud være søn af Gunhild: "Kong Svend var gift med Gunhild — datter af venderkongen Burislav — og deres sønner var Knud og Harald. Kong Svend blev siden gift med Sigrid den Storrådende — datter af Skøgul-Toste og mor til svenskekongen Olaf."

Pitney Brochen fundet i Pitney i Somerset
Pitney Brochen fundet i Pitney i Somerset, England. Et dyr og en slange sammenflettet i kamp. Dateret til 1000 tallet - Foto Pinterest.

Det fortælles i sagaen at Svend Tveskægs arveøl for sin fader blev holdt to år efter Harald Blåtands fald omkring år 987, hvilket må være omkring 989. I den lange Saga om Olav Trygvason fortælles om Sigvald Jarls bortførelse af Svend og det efterfølgende dobbeltbryllup i Jomsborg forud for fortællingen om Svends arveøl, hvilket indikerer at Svend ægtede Gunhild ret tidligt i hans første vanskelige tid. I et normalt ægteskab mellem to sunde unge mennesker er det sandsynligt at det første barn kommer indenfor et eller to år efter brylluppet. Derfor kan vi tro at Harald kan have været født omkring 988-89, og han således ville have været omkring 25 år gammel, da Knud kom tilbage fra England.

Det er vanskeligere at gætte på Knuds alder. Historikeren Ian Howard mener at hvis han var søn af Gunhild, kunne han være født omkring år 990 - et par år efter sin storebror, og hvis han var søn af Erik Sejrsæls enke Sigrid Storråde, ville han være født omkring år 998-99. Erik Sejrsæl døde omkring 995, og man må forvente at hans enke først efter nogen tid giftede sig igen. Det vil sige at hvis han var søn af Sigrid Storråde, ville han have været omkring 14 år gammel da han giftede sig med Ælfgifu i Gainsbury i år 913. Det ville have været noget af et barne-ægteskab, og derfor er det nok mest sandsynligt at han var søn af Gunhild og var omkring 23 år gammel, da han ægtede Ælfgifu.

Vikingeskib trækkes over land
Vikingeskib trækkes over land. Foto fra Alan Robert Lancaster hubpages - desværre ukendt kunstner.

Encomium Emmae fortæller at da Knud mødte sin broder, kong Harald, gjorde han krav på halvdelen af Danmark: "Jeg er kommen hid, kære broder, dels af kærlighed til dig, men dels ogsaa for at undvige det barbariske raseri, der med uforudset dumdristighed har rejst sig imod mig; dog er det ikke, fordi jeg er bange for krig og kampe, thi dem vil jeg tværtimod atter opsøge til fremme for min berømmelse, men for at jeg, belært ved dine råd og støttet af væbnet hjælp fra dig, kan vende tilbage med vished for sejren. Det allerførste, som du nu skal gøre for mig, hvis du da ikke af avind står min berømmelse imod, er dette, at du skal dele med mig først Danernes Rige, der jo er vor arvelod, som du alene sidder inde med, og dernæst Anglernes Rige, dersom vi ved forenede bestræbelser kunne føje det til vor arvelod."

Kong Harald afviste Knuds krav, men lovede sin broder støtte til at genvinde England: "Jeg glæder mig over din ankomst, kære broder, og er dig taknemlig, fordi du har besøgt mig; men det falder mig hårdt at høre, hvad du der siger om rigets deling. Den arvelod, som vor fader med dit eget bifald har overgivet mig, styrer jeg; men det gør mig ondt, at du har mistet din arvelod, som var større end denne, og jeg er rede til at yde dig hjælp, men mit rige vil jeg ikke indlade mig på at dele."
Rigs vandring
Rig hos Oldemor og Oldefar - Wikipedia.

Digtet Rigs Vandring er en fortælling om, hvorledes guden Hejmdals vandrer i Midgård som den dødelige mand Rig.

Rig kom først til en fattig hytte, der sad et par, pjaltet klædt, Oldefar og Oldemor, udslidte begge. Mellem dem lå han midt paa lejet. Fra de nætter gik der ni måneder, en søn fik konen, som hed Træl.
Bedstefars og Bedstes bo det var. Husbonden skar holt til væven, hans skæg var klippet, rask tog kvinden rok og spandt, målte tvunden tråd og vævede. Mellem dem lå han midt på lejet, og på hver side vært og husmor. Fra de nætter gik der ni måneder. Dreng fik Bedste, han kaldtes Bonde.
Han kom til en sal, med sydvendt dør, dens port stænget, prydet med ring. Far så Mor frit i øjet, husbond bandt buestreng, skæftede pile, hans kvinde viste de smukke arme, glatted sine ærmer. Mellem dem lå han midt på lejet, og på hver side, vært og husmor. Fra de nætter gik der ni måneder, søn fik Mor, Jarl hed drengen.

Digtet beskriver hvorledes Heimdal blev stamfader til de tre lag i samfundet, nemlig trælle, bønder og jarler. I vikingetiden var befolkningen således inddelt i tre kaster, som nævnt ovenfor. De enkeltes stilling var arvelig, man giftede sig indenfor sin stand og oprindelig var der formentlig ikke mange muligheder for at arbejde sig op i samfundet.

En noget lignende samfundsorden kan man udlede af de mange Germanske lovsamlinger fra folkevandringstiden 300 til 500 år før vikingetiden og fra Procopius' værker. De Germanske folk, herunder Goterne, var grundlæggende opdelt i tre kaster: Frie mænd, frigivne og trælle. Dog får man indtryk af at gruppen af frie mænd i folkevandringstiden var langt mere talrig end gruppen af Jarler i vikingetiden, og desuden synes vikingetidens bønder at være agtet højere end folkevandrings-tidens frigivne.

Af den Engelske Doomsday Book fra 1086 har nogle udledt at 10% af befolkningen i England var trælle. I Danmark i Harald Svensøns regeringstid i 1014 har andelen af trælle formentlig været noget større.

Hele denne tredeling af samfundet kan minde noget om forholdene på landet i Danmark for mere end hundrede år siden, hvor der var tre uformelle rangklasser, nemlig bønder, husmænd og landarbejdere.

Knud accepterede denne løsning, sikkert fordi der var en god forståelse mellem brødrene, men måske også fordi han ikke havde andet valg da hans egen hær og hans ry var i en sørgelig forfatning efter nederlaget i England.

Nu husker vi at Harald Blåtand blev stillet overfor et lignende krav, da hans brodersøn Guld-Harald vendte hjem fra vikingetogter med stor berømmelse og krævede at blive medkonge. Harald Blåtand var ikke bange for at træffe nødvendige men ubehagelige beslutninger, og han sørgede for at Guld-Harald blev hængt ved Limfjorden.

Den antikke græske historiker Herodot skrev: "En stor mængde herskere er ikke en god ting". Flere konger kunne nemt have ført til borgerkrig, splittelse og tab af de resultater, som Knytlingerne havde opnået indtil da. Men hvem ved, i det antikke Sparta var der altid to konger.

Noget tyder på at Harald Svensøn var en kompetent leder af sit folk og traf de rigtige beslutninger. Hvilket bliver understøttet af at der ikke kendes til tilbageslag og katastrofer i selve Danmark i hans tid. Faktisk, der findes ingen beretninger om, hvad der skete i Danmark i Haralds Svensøns tid. Vi må tro at "intet nyt er godt nyt", som det siges.

Encomium fortæller at Harald og Knud sammen drog til Venden for at hente Gunhild, deres moder: "Endvidere gjorde de i forening et tog mod Vendernes land og hjemførte deres moder, som opholdt sig der." Men deres ærinde har sikkert også været at hverve mænd og skibe til det kommende angreb på England.

Desuden begravede brødrene sammen deres fader, Svend Tveskæg, som oprindeligt var blevet begravet i York, men bragt til Danmark af "en vis kvinde, selv om hun var en indfødt, til at opgrave det bevogtede lig og sende det på et skib mod fædrelandets bjørne-stjerner, hvilket er det nordlige land" - som Thitmar af Merseburg skrev.

Model af en knar
Model af en knar i Museum Haithabu. Det var et typisk handelsskib i vikingetiden - Wikipedia.

I det hele taget synes brødrene at have haft et godt sammenhold. Thitmar af Merseburg fortæller at også Harald deltog i angrebet på England: "Æthelred, Anglernes konge, døde i året 1016 efter Herrens legemliggørelse, og i juli samme år ankom de nævnte brødre Harald og Knud til England sammen med deres leder Thurgut og tre hundrede og fyrre skibe. De begyndte straks belejringen af byen kaldet London, hvor dronningen opholdt sig med sin garnison."

Thitmar mente at Svend var et rent uhyre, og hans sønner var en slags drageyngel: "Fordi ingen er i stand til at forstå hverken dette nordlige lands mærkværdigheder, der udfoldes i deres formidable form ved naturen selv, eller dets folks grusomme gerninger, vil jeg udelade dem og vil kun afsætte et par ord på dette krybdyr yngel, som er sønner af den nævnte Svein, forfølgeren. De blev født til ham af en datter af hertug Mieszko og søster til hans søn og efterfølger Boleslaw. Bortvist af sin mand i lang tid, hun måtte bære mange strabadser sammen med andre. Hendes sønner lignede deres far i enhver henseende."

Mange historikere skriver at Harald II Svensøn døde i 1018 - efter alt at dømme barnløs. Det vides ikke, hvordan han døde, og hans grav kendes ikke. Han blev efterfulgt på tronen af sin broder Knud II den Store.

Olav den Hellige

Det var i den allersidste tid af Harald Svensøns regeringstid at Olav Haraldsen ankom til Norge og greb efter magten der.

Olav Haraldsøn var søn af Harald Grenske, som angivelig var en sønnesøn af Harald Hårfager. Ifølge Olav Trygvassons Saga blev Harald Grenske indebrændt sammen med andre bejlere, da han friede til Sigrid Storråde - på trods af at han allerede var gift med Åsta, som da var gravid med Olav. I levende live blev han kaldt Olav Digre, sikkert fordi han var lidt korpulent. Efter sin død og ophøjelse til helgen, fik han navnet Olav den Hellige.

Olav den Helliges Saga
Olav den Helliges Saga. Tegning af G.Munthe i Heimskringla.

Olav voksede op hos sin stedfader, Sigurd Syr, som var en godhjertet, rig og meget praktisk og jordnær storbonde. Øjensynligt nød han i særlig grad godt af sin moders kærlighed og blev opdraget som noget ganske særligt - sikkert på grund af hans formodede kongelige forfader Harald Hårfager.

Olav den Helliges Saga fortæller om en episode, hvor den unge Olav lader skinne igennem at han følte sig hævet over almindelige bønder: "Der var en gang, at kong Sigurd ville ride fra gården, og der ikke var nogen hjemme paa gården; han bød da sin stedsøn Olav at sadle en hest for sig. Olav gik til gede-huset, tog der den største buk, førte den hjem og lagde kongens sadel på, gik så og sagde til ham, at han havde gjort gangeren rede for ham. Da gik kong Sigurd til og så, hvad Olav havde gjort. Han sagde: "Let er det at se, at du vil afvise mine bud; det vil vel også tykkes din moder sømmeligt, at jeg ikke har at byde dig noget, som er dig imod. Det er let at se, at vi to ikke vil være lige af sind; du er nok mere storsindet end jeg." Olav svarede lidet, men lo til og gik bort."

Olav den Hellige på et kalkmaleri
Middelalderligt kalkmaleri af den hellige Olav i Øverselø kirke i Sverige.

Man kan tro at hans mor overøste den unge Olav med kærlighed på bekostning af hendes andre børn, og han derved udviklede en slags narcissistisk personlighed, som inkluderede en forestilling om at være forudbestemt til at ændre historiens gang og være andre mennesker overlegen. Olav havde en så sønderknusende selvsikkerhed at attentatmænd rødmede og fumlede, når de stod overfor ham.

Han var sikkert en vanskelig dreng, og han drog hjemmefra allerede som 12-årig: "Olav Haraldsøn var 12 vintre gammel, da han første gang steg på hærskibe. Hans moder Aasta fik Rane, som var kaldt Kongsfostre; til at styre over hæren og være i følge med Olav, thi Rane havde ofte før været i viking."

Sagaen fortæller om Olav: "Da Olav Haraldsøn voksede op, var han ikke høj, men middels af vækst, kraftig og stærk, lyshåret, bredladen, lys og rødmosset i ansigtet, havde meget gode øjne, var fagerøjet og snarøjet, så at man måtte ræddes for at se ham i øjnene, når han var vred. Olav var en stor idrætsmand i mange dele, kunde vel færdes med bue og skød overmåde godt med håndbue, svømmede godt, var nethændt og havde skøn på alt håndværk, hvad enten han selv eller andre arbejdede."

Olav kunne lide at arbejde med sine egne hænder. Det fortælles at han lod bygge skibet Visenten, som var prydet med et bisonhoved i stævnen, som han selv havde snittet.

Han var efter alt at dømme en opfindsom og kreativ mand. Sagaen beretter at da han var spærret inde i Mäleren, fordi den Svenske kong Olav havde spærret indsejlingen med jernkæder, slap han ud ved at lade sine skibe skylle med ud over en landtange, som var oversvømmet på grund af heftig regn. Han nedbrød Londons bro ved at lade overdækkede skibe slæbe et tov mellem sig, som derefter trak pillerne væk under broen. Det berettes at han tog Håkon Jarl til fange ved trække et tov under vandet mellem sine to skibe, da Håkon Jarls skib var lige over tovet, spændte han det med ankerspil fra begge sine skibe, således at Håkons Jarls skib blev trukket ud af vandet og kæntrede. Det siges også at han opdæmmede vandet i Helegå, og da Knuds skibe ankrede op i åens munding, nedbrød han dæmningen og udløste derved en ødelæggende flodbølge.

Olav nedbryder London Bridge
Olav nedbryder London Bridge ved at trække bropillerne væk under den. Desværre ukendt kunstner - hubpages.com.

Engelske børn synger stadig: "London Bridge is falling down", så det med broen skal nok passe. Men man kan tvivle på at den tids skibe havde hele dæk, hvorpå der var placeret ankerspil. Folk, som har været i Helgåens munding, mener ikke at de landskabelige forhold tillader en dæmning som beskrevet; og desuden, kunne den virkelig bygges på så kort tid?

Olav Haraldsen deltog i Thorkel Højes invasion af England i 1009-11. Da Æthelred vendte tilbage til England i forbindelse med Svend Tveskægs død i 1014, gik Olav og hans mænd straks i hans tjeneste: Olav den Helliges Saga fortæller: "Men da Adelråd Englandskonge erfarede dette, vendte han straks tilbage til England. Men da han kom tilbage til landet, sendte han bud til alle mænd, som ville tage imod betaling for at hjælpe ham at vinde landet; der samledes da en stor mængde folk om ham." Han deltog i mod-offensiven mod Danerne og også i de efterfølgende kampe mod kong Knud og Thorkil Høje (om hvilke der vil blive fortalt i et følgende afsnit om Knud den Store).

Olav den Hellige
St. Olaf på kalkmaleri i Sigtuna Mariakyrkan, Uppland i Sverige. Malet omkring år 1340 - 1360. Foto Lennart Karlsson

Det bliver almindeligvis antaget at Olav herskede i Norge i 15 år, fordi det skrev Snorre, idet han citerede Ari den Vise og Sigvat Skjald. Imidlertid, historikeren Ian Howard har analyseret Olav den Helliges Saga i lyset af årstal givet i Anglo-Saxon Chronicle og er kommet til det resultat at Olav den Hellige var konge i Norge i mindre end 10 år.

Howard påpeger at Æthelreds sønner ifølge Anglo-Saxon Chronicle flygtede til Normandiet i året 1016. I Olav den Helliges Saga står: "Sønnerne til kong Adalråd kom fra England til Ruda i Valland til deres morbrødre den sommer, da Olav Haraldson kom østover fra viking, og de var alle den vinter i Normandi" - hvilket bringer os til 1017 - "og slog sig i lag og aftalte at kong Olav skulle have Northumberland, om de vandt England fra Danerne. Da sendte kong Olav om høsten Rane, sin fosterfader, til England, for at få sig folk der, og Adelrådsønnerne sendte han med jærtegn til deres venner og frænder; men kong Olav gav ham meget løsøre med for at lokke folk til at slutte sig til dem, og Rane var om vinteren i England," - hvilket bringer os til 1018 - "og fik løfter af mange stormænd, og folk i landet ville hellere have landsmænd til konger over sig, men ligevel havde Danerne nu så stor magt i England at folk i landet var tvungen under dem." Det vil sige at først i foråret 1018 opgav Olav at ændre de politiske forhold i England på Æthelred-sønnernes vegne.

Sagaen fortsætter, idet vi må tro at den taler om samme år, 1018: "Om våren for de vestenfra alle sammen, kong Olav og Adalrådsønnerne, de kom til England til et sted som hedder Jungufurda, og der gik de straks op på land til borgen med deres hær. Der var mange af de mænd, som havde lovet dem hjælp; de vandt borgen og dræbte mange mænd. Men da kong Knuds mænd blev det var, drog de en hær sammen og blev snart så mandsstærke at kong Adalråds sønner ikke havde styrke til at stå imod; de så da intet andet råd end at styre bort og tilbage mod vest til Ruda igen. Da skiltes kong Olav fra dem og ville ikke fare til Valland. Han sejlede mod nord langs England lige til Northumberland, han lå i en havn, som bliver kaldt Furuwald. Der havde han slag med bymændene og fik sejr og meget gods."

Olav lader flåden blæse til samling forud for slaget ved Nesjar
Olav Haraldsen lader flåden blæse til samling forud for slaget mod Svend Jarl, Einar Tambeskælver og Erling Skjalgsøn ud for nogle næs i Viken kaldet Nesjar ved Nevlunghavn nær Larvik mellem Langesundsfjordens og Tønsbergfjordens mundinger. Olav vandt, og dermed var vejen banet for hans herredømme i Norge. Slaget stod måske i år 1020.

Derefter fortsætter Sagaen umiddelbart, hvilket stadig må være 1018: "Kong Olav efterlod der langskibene, men udrustede to knarrer og havde da to hundrede tyve mand, brynjeklædte og udvalgte folk. Han sejlede nord i havet om høsten, og fik et stort uvejr på havet, så det stod dem om livet, men da de havde godt mandskab og kongens lykke med, derfor gik det godt." Derefter beskrives hvorledes Olav lander midt i Norge sent på året og i et snuptag overvinder Erik Jarls søn Håkon Jarl.

De fleste er enige om at Olav blev forjaget fra Norge i år 1028, hvilket giver en tid i Norge på 10 år.

Derefter brugte Olav endnu nogle år med at vinde kontrol med Norges udstrakte kystline, fjorde, øer og dale: "Kong Olav den Digre styrede nu østover langs med landet og holdt ting med bønderne rundt omkring" - "Derfor skyndte Olav sig nu øst til Viken og sejlede med sin hær ind der og satte sine skibe op og for ind i landet" - "Om høsten for han op i landet til kong Sigurd, sin stedfar" - Da Olav ankom til Norge efter høsten i 1018, må vi nu være i 1019.

Olav den Helliges Saga fortsætter: "Svend Jarl var da inde i Trondheimen på Steinkjer og lod forberede jule gæstebud der" - hvilket bringer os til begyndelsen af 1020. Senere fortælles: "men da det blev vår drog han en hær sammen og for ud i Viken." - hvilket må være foråret 1020, hvor der kort før påske stod et stort slag i Viken ved Nesjar mellem Olav og Erling Skjalgsson, Svend Jarl og Einar Tambarskjelve. Olav vandt sejr og jarlen og hans mænd flygtede.

Oplandskongerne går til forhandling
Opland kongerne går til møde og forhandling - I begyndelsen Opland accepterede kongerne Olav som konge af Norge, men senere fortrød de. De mødtes og besluttede at gøre modstand mod Olav grund af hans brutale handlinger: "Således mødtes de fem konger på Hedemarken der, som heder Ringsaker; Ring var der den femte konge, broder til kong Rørek. Kongerne gik først i enrum til samtale."

Noget senere antageligt samme år på Oplandenes ting hedder det: "Det endte da med da at de gav Olav kongenavn over hele landet og landet blev tildømt ham efter de oplandske love."

Derefter hedder det: " - drog han vest efter til Viken - og han blev taget til konge på tingene. Slik for han helt til Lindesnes." Det hedder videre: " -for han fik god bør og skyndte sig at fare nord til Trondheim, for der mente han at hele styrken i landet var, om han kunne få lagt det under sig medens jarlen var ude af landet. Men da kong Olav kom til Trondheim blev der blev der ikke gjort nogen rejsning mod ham, og han satte sig om høsten i Nidaros - " Hvilket stadig må være 1020.

Det varede 5 år inden Olav fik tid til at interessere sig for nordligste del af Norge, som kaldtes Haalogaland, det hedder i Sagaen: "Han havde da været konge i 5 vintre" og noget efterfølgende. "Da lyste kongen, at han sommeren efter tænkte at fare nord paa til Haaogaland og helt nord til landsenden; men Haaløigerne tænkte meget forskellig om denne færd." Hvilket må bringe os frem til omkring år 1023. Olav fik aldrig fuld kontrol med det nordlige Haalogaland.

Da Olav i begyndelsen blev valgt til konge på de Norske landsting, gjorde han ikke meget ud af kristendom, men efter at han havde vundet magten i det meste af landet, fik piben en anden lyd: "Kongen for sydover langs med landet og standsede i hvert fylke og holdt ting med bønderne, men på hvert ting lod han læse op af kristenloven", siger sagaen. Når man tæller sig frem i udtrykkene våren, høsten med videre, må det være omkring år 1021. "Men kongen lovede de mænd en hård medfart, som ikke ville rette sig efter kristenloven."

Overalt gav Olav ting-bønderne valget mellem at vælge ham som konge og lade sig kristne eller kæmpe mod ham. I de få tilfælde hvor bønderne valgte at kæmpe imod ham, blev sagen afgjort til Olavs fordel af hans brynjeklædte veteraner, som havde fulgt ham fra England.

Oplandskongen Rørek og hans frænde Svein
Kong Olav satte en mand ved navn Svein til at passe den blindede Oplandskonge. Svend var Røreks frænde: "Rørek holdt ved sin sædvanlige vis med tværhed og ligeså med sine ensomme færder. Men når han og Svein var alene sammen, var Rørek lystig og snaksom". Han overtalte Svein til at myrde Olav, men det gik galt: "Men da kongen gik ud af stuen, gik han fortere imod ham, end Svein ventede, og han så kongen i ansigtet; da blegnede han, blev hvid som et lig, og hans hænder sank."

Kong Olav besluttede at han at han ville tage til Oplandene den følgende vinter: "Han ville denne vinter fare på gæsteting i Oplandene, for de gamle konger havde for skik at fare på gæsteting gennem Oplandene hver tredie vinter. Han tog på færden om høsten fra Borg". Hvilket må have været omkring 1023, når man tæller udtryk som vår, vinter mv. - "Han ransagede om kristendomskundskab hos dem, og der han syntes, der trængtes til forbedringer, lærte han dem de rette sæder og irettesatte så strengt - om der var nogen som ikke ville give op hedendommen - at han jagede somme af landet - somme lod han lemlæste på hænder og fødder eller stikke øjnene ud på, somme lod han hænge eller halshugge, men ikke nogen lod han ustraffet, som ikke ville tjene Gud."

Oplandskongerne hørte om dette og planlagde at sætte sig op mod Olav, men han hørte om det og kom dem i forkøbet: "han lod Rørek blinde på begge øjnene og tog ham med sig, og han lod tungen skære ud af Gudrød Dalekonge. Ring og de to andre lod han sværge på at de skulle fare bort fra Norge og aldrig komme tilbage; men af de lensmænd og bønder, som var medskyldige i disse svigråd, jagede han somme af landet, somme lod han lemlæste, og af somme modtog han forlig." Hvilket stadig må have været omkring 1023.

Kongen lod den nu blinde Oplandskonge Rørek føre med sig overalt, hvor han tog hen: "Kong Olav havde hos sig kong Rørek den blinde. Da hans sår var groede, satte kong Olav to mænd til tjeneste hos ham, og lod ham sidde i højsæde hos sig og holdt ham i drik og i klæder ligeså godt, som han før havde holdt sig selv. Rørek var fåmælt og svarede tvært og kort, når man talte til ham."

Rørek og Olav Haraldsen
Sagaen fortæller: "Da kong Olav havde sat sig ned, tog kong Rørek ham med hånden på skulderen og trykkede; han sagde da: "Pell-klæder har du nu, frænde." - "Da sprang kong Rørek raskt og hårdt op og stak derefter til kong Olav med en slig kniv, som kaldes en ryting." - "Af den årsag havde Rørek taget med hånden på kong Olavs skulder, at han ville vide, om han havde brynje på." - Maleri af Peter Nicolai Arbo.

Den gamle kong Rørek gav ikke op på trods af sit handicap, han prøvede flere gange at få Olav dræbt, hvilket ikke lykkedes. Til sidst sendte Olav den gamle blinde mand til Island, hvor han døde, deprimeret og berøvet alt håb. Han er den eneste konge, som ligger begravet på Island.

Det hedder senere: "Han lod der tage alle de bedste mænd baade i Lesjar og Dovrar, og de måtte tage ved kristendommen eller tåle døden eller flygte, de som kunne komme til det. Men de, som tog ved kristendommen, gav kongen deres sønner til gidsler for deres troskab."

I virkeligheden fik Olav aldrig kontrol med hele Norge. Erling Skjalgsøn herskede i Rogaland omkring Stavanger og Haugesund, og Olav vandt aldrig fuldstændig magt i hans område. Da Olav sejlede sydpå langs kysten i året 1026 for at angribe Danmark i alliance med den Svenske kong Anund, fandt han at Erling allerede var afsejlet med sine skibe mod England for at slutte sig til kong Knud.

Erling Skjalgsøn udviklede konstant Rogalands økonomi, det hedder: "Erling havde stadig hjemme paa gården 30 trælle, og desuden andre trælle; han fastsatte dagsværk for sine trælle og gav dem siden tid og lov til, hver som ville, at arbejde i tusmørke eller om nætterne; han gav dem agerland til at så korn for sig selv og føre sig afgrøden til vinding. Han fastsatte værd og løsepenger for enhver af dem; mange løste sig efter det første år eller det andet, men alle, som det var nogen trivsel med, løste sig på tre vintre. Med disse penger købte Erling sig andre trælle; men nogle af sine frigivne viste han til sildefiskeri og nogle til anden virksomhed; nogle ryddede skov og gjorde sig gårde der, og alle satte han på en eller anden måde i god vej." Der foreligger intet om at Erling skulle have været en specielt ivrig kristen.

Tore viser kong Olav kong Knuds ring
Den unge mand Tore viser kong Olav kong Knuds ring. Siden lod Olav ham dræbe.

Efter slaget ved Helgeå mod Danerne - også i 1026, måske i September - flygtede Anund og Olav mod øst, og de blev ikke forfulgt. Danerne satte vagtskibe i Øresund, og for ikke at dele skæbne med Olav Trygvasson, valgte Olav Digre at efterlade sine skibe i Sverige og drage tilbage til Norge til fods - hvilket må have været en hård tur så sent på året.

Som konge uden skibe var han alvorligt handicappet i det geografisk udstrakte og bjergrige Norge. Desuden må det have været ret ydmygende for en stor konge - ihvertfald i egen opfattelse - at komme hjem uden skibe. Olav gjorde sig yderligere upopulær ved at dræbe nogle unge mennesker, som han mistænkte for at have sympati med kong Knud.

Der stod et slag mellem Erling Skjalgsøn og Olav Digre ved Store Bokn nær Haugesund, hvor Erling og alle hans mænd faldt. Forfulgt af en stor hær, ledet af Håkon Jarl, Kalv Arneson, Erlings sønner og mange andre stormænd, flygtede Olav til sidst ind i Storfjorden bag Ålesund og derfra over land til Sverige. Det skete i året 1028.

Germansk Dyreornamentik

Vikingetidens kunstnere kunne ikke uhæmmet overgive sig til deres egen fantasi og inspiration. De måtte udfolde sig indenfor tidens stilarters snævre rammer. Et par, der danser tango, kan ikke uhæmmet udfolde sig i fri dans efter deres egne indfald, de kan kun udfolde sig indenfor rammerne af tangoens rytme, særlige trin og egenart. På samme måde måtte vikingetidens kunstnere holde sig indenfor stil arternes snævre rammer.

I sin bog, "Die Altgermanische Thierornamentik" fra 1907 inddelte svenskeren Bernhard Salin den Germanske dyreornamentik i tre stilarter, nemlig I, II og III.

Stil I var en sammensmeltning af Nydam, Søsdala og Kragehul stilarterne, som var forløberne for den egentlig Germanske dyreornamentik, som opstod i sidste halvdel af 400-tallet sandsynligvis i Skandinavien, og hurtigt bredte sig til andre Europæiske folkeslag, som ifølge deres gamle myter engang var udvandret fra øen Skandia eller en anden ø i oceanet.
Salins hovedformer karakteristisk for stil III Salin brugte karakteristiske former af dyrenes hoveder og fødder som definitioner på hans tre stil arter. Dette er de karakteristiske hovedformer for hans stil III. Fra "Die Altgermaniche Thiereornamentik" af Bernhard Salin.
Stil I var karakteriseret ved at hele fladen var udfyldt med en vrimmel af menneske- og dyrefigurer. De var rene fantasivæsener. Der optrådte stiliserede mennesker og firefodede dyr, stående krybende, gående, fremadseende eller tilbageseende. Der kunne være dyrehoveder med næb, som rovfugle, med mund eller mule som heste eller med opspilede gab som ulve. Iblandet disse kunne der være ansigtsmasker af mænd eller kvinder. Den tyske forsker Gunther Haselhoff har yderligere analyseret Salins stil I i fire faser kaldet A, B, C og D.

Omkring år 600 opstod stil II, som indebar at de tidligere plastiske relieffer blev afløst af flade-dækkende mønstre sammensat af både dyremotiver og båndflet- eller ranke-motiver. Ornamenter i stil II var i almindelighed mere komplicerede end ornamenter i stil I. Man kan sige at dyremotivet blev nedtonet, men der dog stadig var tale om en udtalt dyre-ornamentik. Dyrene var ikke sønderdelte, men de blev forlænget og forbundet på en ofte kompliceret og dog symmetrisk måde. De enkelte dyr blev komplekse og sammenflettede. De blev meget abstrakte og kan ikke umiddelbart, ved første blik, erkendes som dyr.
Salins grafiske analyse af dyreornament fra Øland
Salins grafiske analyse af dyreornament fra Øland, måske på et bæltespænde. Det falder ikke umiddelbart i øjnene, når man ser spændet, at der er tale om mindst fire forskellige dyr, som er viklet ind i hinanden. Det har været en udfordring for Salin at adskille dyrene, men for vikingetidens kunstner var det en endnu større intellektuel og håndværksmæssig præstation at konstruere og fremstille spændet. Fra "Die Altgermaniche Thiereornamentik" af Bernhard Salin.

Salins stil III fremkom primært i Skandinavien i slutningen af 700-tallet. Den kan også kaldes Vikingetid dyre-ornamentik. Forbindelserne mellem dyrene, hvor de forekommer, bliver mindre regelmæssige og mere komplekse, og dyrene ses normalt i profil, men snoede, overdrevne og surrealistisk, med løsrevne kropsdele, som detaljeret udfylder hver en ledig plads, hvilket skaber en intens og energisk stemning. Gribedyr, som griber fat i hinanden, rammer og ranker er typiske for stil III.

Salin angav ikke selv årstal for hans stilarter, men mange senere forskere har søgt at tidsfæste stilarterne I-III, og de er ikke alle enige.

Vikingetidens stilarter
Vikingetidens kunstneriske stilarter, som også inkluderer Salins stil III. Stilarten kan yderligere opdeles i Oseberg/Broa, Berdal, Borre, Jelling, Mammen, Ringrike og Urnes stilarterne. Fra Kunststile der Wikingerzeit af Stefan Bollmann wikipedia.

Salins stil III og mange fund fra vikingetiden, som han ikke behandlede, bliver traditionelt af andre forskere opdelt i Oseberg/Broa, Berdal, Borre, Jelling, Mammen, Ringrike og Urnes stil-arterne.

Oseberg stilen, som også kaldes tidlig vikinge stil eller Broa stilen efter et fundsted på Gotland, er opkaldt efter fund fra skibs-graven ved Oseberg i Vestfold ved Oslofjorden, som er dateret til år 834. Som flere andre stil-arter er den karakteriseret ved stiliserede dyrefigurer sammen med snoede bånd, planteranker og afrundede former. Der er stor variation, men dyr fremstilles i reglen halv-naturalistisk og i profil, idet de er umiddelbart genkendelige som netop dyr. Der forekommer også mennesker, plante-ranker og geometriske figurer, herunder cirkler, trekanter og spiraler. Gribedyr griber fat i rammer og ranker.
Bronze-smykke i Borrestil fundet i Hedeby London dyret på gravsten på Skt. Pauls kirkegård i London
Til venstre: Bronze-smykke i Borrestil fundet i Hedeby. Foto Wikiwand.
Til højre: London dyret i Ringrike stil på gravsten på Skt. Pauls kirkegård i London. Et dyr - sikkert en løve - kæmper mod slanger.

Beslægtet og samtidig med med Oseberg stilen opstod Berdal stilen, som har fået navn efter det vigtigste fundsted i det vestlige Norge. Den var især almindeligt i Jylland og Norge. Dyrene præsenteres altid i deres helhed, med tydelige for- og bag-kroppe og fire poter eller kløer, som griber fat i ranker og rammer, deraf navnet gribe-dyr stilen. Hovederne er ofte gengivet i profil, med stirrende øjne og nakke-kvast.

Borre stilen er opkaldt efter en samling af seletøjbeslag fra skibsgraven ved Borre i Horten ved Oslofjorden. Fundet bestod af smykker og små genstande lavet i bronze, guld og sølv. Stilen afviger fra Oseberg stilen ved at der er to typer gribedyr, nemlig hunde-lignende dyr med hunde-hoveder med snoede, bånd-formede kroppe, og et næsten naturalistisk dyr med tilbagevendt hoved set i profil, nakke-kvast og lårspiral. En andet motiv er Borre hovedet, som er trekantet med halvrunde ører og runde øjne.
Motivet dyr som kæmper mod slange fra Kina og Lille Asien Motivet dyr som kæmper mod slange fra Kina og Jelling
Motivet dyr som kæmper mod slange fra Kina, Lille Asien og Jelling.
Øverst til venstre et motivet på sæbestensrelief fra det tredje eller fjerde århundrede før Christus fundet i Kina - British Museum.
Øverst til højre et dyr, som kæmper mod en slange på et lille relief i guld - Hermitagen St. Petersborg - fundet i Lille Asien. Fra verasir.dk.
Nederst til venstre et bæltespænde med et mangehovedet dyr, som kæmper mod slanger. Fundet i Shaanxi provinsen i Kina - fra 5-6 århundrede før Christus. Det var der at kongedømmet Qin lå, som senere erobrede hele Kina. Fengxiang Museum.
Nederst i midten et dyr, som kæmper mod en slange, fundet på et kistelåg i Qinghai provinsen i Kina fra Tang Dynasty i årene 618-907. Fundet på kinesisk internet.
Nederst til højre motivet på den store Jellingsten, som forestiller et dyr, som kæmper mod en slange omgivet af planteranker.
Dyrene skal givetvis forestille løver, selvom kunstnerne aldrig har set dette dyr. Der levede løver over hele Eurasien ved slutningen af Pleistocæn for 10.000 år siden og der findes stadig en lille truet bestand i Indien. Mange steder udøde de først i historisk tid. I Babylons ruiner findes en vellignende mosaik, som forestiller en løve.
Selvom motivet er vidt udbredt i både England og Skandinavien er det ikke lykkedes at identificere en myte eller sagn, som motivet illustrerer. Man kan mene at dets udbredelse illustrerer Asernes oprindelse i Asien.

Jelling stilen er opkaldt efter det lille sølvbæger, der blev fundet i Nord Højen i Jelling i Jylland. Denne stil er en ren dyrestil og er karakteriseret af stærkt stiliserede, båndformede dyr set i profil, som bugter sig mellem hinanden, eller fugle-lignende dyr.

Mammen øksen
Tegning af motivet på den ene side af Mammen øksen. Mammen stilen har fået sit navn efter den pragtfulde økse med sølvindlæg, som blev fundet i en grav ved Mammen øst for Viborg. Hanen Gyldenkam skal vække Odins krigere ved Ragnarok. Tegning fra: Viking Art and Cosmology.

Mammen stilen har navn efter den pragtfulde sølvindlagte økse, som blev fundet i en grav i Mammen øst for Viborg. Den indeholder plantemotiver kombineret med dyr. Dyrene er lettere genkendelige og mere realistiske end dyrene i andre stilarter. Motivet med en løve, som kæmper mod en slange, og den Kristuslignede figur på den store Jelling-sten henregnes til Mammen stilen.

Ringerike stilen har navn efter den geologiske betegnelse for et område nord for Oslo, hvor der findes en særlig type sandsten, som er blevet brugt som materiale for bautasten med ornamenterede billedmotiver. Den er karakteristisk ved at vise dyr, fugle og slanger i fuld bevægelse omgivet af plantemønstre, spiraler og bladflige. Kors er et almindeligt element.

Urnes stilen har fået sit navn efter træudskæringer på Urnes stavkirken i Luster ved Sognefjorden i Norge. Den er kendetegnet ved sine elegante firbenede dyr omgivet af tynde trådlignede bånd, som nogle gange viser sig at være slanger med hoveder.

Links og Litteratur

Olav den helliges saga Heimskringla
Den store saga om Olaf Tryggvesøn Heimskringla
Olaf Tryggvesøns Saga Heimskringla
Roskildekrøniken Heimskringla
Saxos Danmarkshistorie Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C.Gads Forlag.
Adam af Bremens Kirkehistorie Heimskringla
Jomsvikinge Saga Jomsborg Vikingelaug
Svend Aggesen Heimskringla
Kong Knuts Liv og Gerninger Heimskringla - også kaldet Encomium Emmae Reginae.
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Heimskringla: Olav Tryggvasons saga Nettsted olhov.net
Heimskringla og andre sagaer Nettsted olhov.net
Saxos Danmarkshistorie Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C.Gads Forlag.
The Chronicle of Thietmar bishop of Merseburg - on Scandinavia and England only Translated by Rafal T. Prinke.
Alfred the Great and Æthelred II 'the Unready" Richard Abels
Return of the Danes I: Unready From Dot to Domesday - English History
Encomium Emmae Reginae Allistair Campell - Royal Historical Society.
Rigs vandring Nationalmuseet.
Olav den hellige Store norske leksikon
Germanischer Tierstil Wikiwand
Dyreornamentikk Wikipedia
Nordisk dyreornamentik Wikitrans
The Anglo-Saxon Chronicle part 3 Online Medieval and Classical Library Release
Canute the Great and the Rise of Danish Imperialism during the Viking Age Laurence Marcellus Larson
Danmarks Historie 3 - Peter Sawyer - Gyldendal og Politikken.
Snorres Heimskringla - Nationaludgave Oslo 1930.
Adam af Bremens krønike - oversat af Allan A. Lund Wormanium.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Illustreret Danmarkshistorie for Folket 8. del af Claus Deluran - Ekstrabladets Forlag.
Swein Forkbeards Invasions and the Danish Conquest of England 991-1017 by Ian Howard
Die Altgermanicher Thiereornamentik - Bernhard Salin - Wahlstrøm & Widstrand Stockholm 1934.

Tilbage til start af artikel

20161028

Passed W3C Validation