Forside DH-Debat
21. Harald II Svensøn
23. Knud III Hardeknud

22. Danmarks Historie - Knud II den Store

Indledning - Knud II den Store - Emma af Normandiet - Æthelreds mod-offensiv og Knuds Flugt - Massakren på Jomsvikingerne - Knuds Erobring af England - Knuds betroede Mænd - Knuds Regering af England - Knuds som konge af Danmark - Knud mister Norge - Knud II den Stores død og begravelse - Links og Litteratur -

Indledning

Knytlinge kongen Knud II den Store er en af Danmarks mest berømte konger. Han var søn af Svend Tveskæg, som erobrede England. En af hans store dyder var at han havde mod og vilje til at udøve magt, hvilket er en meget vigtig egenskab for en stor leder. Nogle sagaer kalder han Knud den Mægtige. Gennem hele sit liv demonstrerede han et kompromisløst engagement i Knytlingernes sag.

Knud den Store i et middelalderligt manuskript
Knud den Store i et middelalderligt manuskript. Han bærer en stav med liljemærket, som også Knud den Hellige gør i sit banner i Odense byvåben. Betydningen af liljen kendes ikke - ihvert fald ikke af forfatteren. Fra Wikipedia.

I forbindelse med sin faders tidlige død i Februar 1014 valgte den Danske hær i England ham til konge. Imidlertid foretrak de Angliske stormænd at kalde Æthelred den Rådvilde tilbage fra hans eksil i Normandiet, og Knud måtte flygte til Danmark. Han vendte dog tilbage med en stor hær i 1015. Æthelred døde og blev efterfulgt af sin søn Edmund Jernside. Efter mange hårde kampe vandt Knud en afgørende sejr ved Assandun i oktober 1016. Edmund og Knud delte derefter landet mellem sig, således at Knud blev konge nord for Themsen og Edmund syd for. Imidlertid, Edmund døde allerede samme år, og derefter blev Knud konge af hele England. Nogle få år efter blev han også konge af Danmark. Begge riger regerede han myndigt indtil sin noget tidlige død i 1035.
Tidslinie for Danmarks historie
Tidslinie for Danmarks historie baseret på Kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald en del af Danmark omkring år 917. Det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier, da det giver et godt overblik.
Knytlingerne har fået deres navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud I og var far til Gorm den Gamle. Magnus den Gode var søn af den Norske katolske helgen, Olav den Hellige; hans regeringstid fremstår som et interregnum til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid. Svend Estridsen var sønnesøn af Svend Tveskæg.
De rivaliserende konger, Sven, Knud og Valdemar var alle kongsemner som nedstammede fra Svend Estridsen, men perioden fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, vistnok de fleste, medregner kun Valdemar I den Store, hans søn Knud VI og Valdemar II Sejr til Valdemarerne. Men ingen har patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik IV Plovpenning, Abel og Christoffer I - indtil Christoffer II, som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar IV Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans datter Margrete I og hans barnebarn Oluf. Man kan sige at Valdemar Atterdag lagde grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborgere var også Unions konger, men kun i kortere perioder.
Den Oldenborgske linie uddøde med den barnløse Frederik VII i 1863. Tronen blev overtaget af Christian IX af Glücksborg.

Knytlingerne Knytlingerne - Adam beretter om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud IV den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud IV, hvoraf følger at der må have været en Knud I eller en Hardeknud I, forud for Gorm, hvilket Adam jo også fortæller. Forfatteren mener at navnene Hardegon og Hardecnudt er for forskellige og betegner ikke den samme person.


Allerede i sin faders levetid i 1013, blev Knud gift med Ælfgifu, som var datter af en ledende adelsmand fra Nord England, der var blevet myrdet af Æthelred. Brylluppet mellem Ælgifu og Svend Tveskægs unge søn beseglede den politiske alliance mellem Svend Tveskæg og de ledende slægter i Nord-England. En alliance, som imidlertid gik i opløsning ved Svend's død og Knuds efterfølgende flugt til Danmark. Derved blev forholdet mellem Ælfgifu og Knud reduceret til noget rent personligt.

Imidlertid, i 1017 giftede Knud sig med Æthelreds enke, Emma af Normandiet - med sikkerhed af politiske grunde; hvilket dog ikke betød at han opgav sin forbindelse med Ælfgifu.

Omkring 1019-20 blev Knud valgt til konge også i Danmark efter sin broder, Harald II Svensøn's tidlige død.

Efterkommerne efter Knud den Store
Knud fik tre lovende sønner, som alle døde unge - så vidt vides uden at få børn. Datteren Gunhild blev gift med tronfølgeren i det Tysk Romerske Rige Henrik 3, der på dette tidspunkt var hertug af Schwaben. De fik hurtigt en datter, som fik navnet Beatrix. Imidlertid, allerede et år efter fødslen døde Gunhild under en rejse til Italien, muligvis af malaria. Henrik giftede sig igen og indsatte senere sin da 23 årige datter som abbedisse i nonneklosteret Quedlinburg. Hun døde uden at få børn (Wiki).

Fra 1027 anerkendte også nogle af Skotterne Knud den Store som deres overkonge.

I Norge kom Olav den Hellige til magten; han blev imidlertid forjaget i året 1028 af Nordmændene selv og efterfølgende dræbt i slaget ved Stiklestad i 1030. Norges statholder Håkon Jarl omkom på havet og Knud afviste at udnævne en ny Norsk jarl, istedet udpegede han sin unge søn Svend til Konge af Norge, dog under hans moder Ælfgifu's formynderskab. Moder og søn blev drevet ud af Norge fem år senere - efter sigende på grund af de tunge skatter, som Ælfgifu indførte efter Engelsk mønster. Derved gik Norge tabt for Knytlingerne.

Knud opholdt sig mest i England, som han regerede i 19 år til sin ret tidlige død i året 1035.

Knud II den Store

Thitmar af Merseburg mener at æblet ikke faldt langt fra stammen, og at Knud lignede sin frygtede fader, Svend Tveskæg: " - og vil kun afsætte et par ord til dette drageyngel, som er sønnerne af den nævnte Svein, forfølgeren. De blev født til ham af en datter af hertug Mieszko og søster til hans søn og efterfølger Boleslaw. Bortvist af sin mand måtte hun i lang tid bære mange strabadser sammen med andre. Hendes sønner ligner deres far i enhver henseende."

Bertel Hårder i profil ved åbning af det nyrenoverede lejre Museum
Bertel Hårder i profil ved åbning af det nyrenoverede lejre Museum. Efter Knytlinge Sagas beskrivelse har Knud haft nogen lighed med ham: "når undtages at hans næse var tynd, høj og noget krum". Foto SN.dk

Efter alt at dømme har brødrene Knud og Harald beundret deres fader og ønsket at blive som ham. I Encomium Emmae Reginae fortælles at Svend talte med sin søn om sin plan om et togt mod England: "Så lod han da sin ældste Søn Knut kalde til sig og begyndte at udspørge ham om, hvad han mente angående denne sag. Da Knut nu var bange for, at man skulle beskylde ham for underfundighed eller fejhed, hvis han talte imod det påtænkte foretagende, gav han på sin faders spørgsmål ikke blot sit bifald til togtet mod Anglernes Land, men han drev endog på med sagen og opfordrede til, at man ikke måtte lade nogen som helst forhaling holde foretagendets iværksættelse hen."

Knytlinge Saga mener at Knuds lignede sin fader også i sin fysiske fremtoning: "Knud var meget stor af vækst og stærk af kræfter, en særdeles smuk mand, når undtages at hans næse var tynd, høj og noget krum; han var lysladen, havde et fagert og langt hår, og fortrinlige øjne, som både var klare og skarpe; han var en gavmild mand, en stor kriger, våbendjærv og sejrsæl, og en lykkens mand i alt, hvad der hørte til magt og vælde."

Knud den Store på mønt slået i Lund
Knud den Store på mønt slået i Lund i hans levetid. Han har en imponerende næse og hageparti; han lever fint op til at være en ætling af Odin, som altid er afbilledet således på brakteaterne fra Germansk jernalder. Han ser ud til at have midterskildning og måske håret ordnet i en fletning ned ad nakken. Desuden bærer han et pandebånd. Foto Pinterest.com.

Imidlertid fortsætter sagaen med at fortælle at Knud ikke var særlig intelligent: "Meget vis var han ikke, ligeså lidt som Kong Svend, hvem han i alt slægtede på, eller som førhen Harald og Gorm, som ikke heller vare synderlig vise."

Knud var dog klog nok til at kende sine begrænsninger, han omgav sig med formidable og meget erfarne rådgivere som Torkel Høje, Erik Jarl, Ulf Jarl og Godwin Jarl.

Flateyarbok og Jomsvikinge Saga fortæller at Thorkil Høje var Knuds fosterfader. Kongelige prinser og prinsesser havde ofte en fosterfader. Olav Haraldsen havde en fosterfader ved navn Rane. Det nævnes i Olav Trygvessons Saga at Svend Tveskægs søster Thyra havde en fosterfader ved navn Assur Ågessøn og, som vi ved, Svend Tveskægs fosterfader var Palnatoke. Knud kan således have haft et meget personligt forhold til Thorkil Høje.

Knud den Store på penning slået i Lund
Knud den Store på en anden mønt slået i Lund i hans levetid. Han har en også her en imponerende næse medens hagepartiet er mere almindeligt. Han ser ud til at have midterskildning og pandebånd. De to løse ender i nakken kan være enderne af pandebåndet isat perler eller lignende. Foto numisbids.com.

I sin barndom må han da have opholdt sig hos Thorkil blandt Jomborgs hærdede krigere - og der tidligt lært at udøve nødvendig magt uden tøven. Sammen med hans tid som ung dreng på sin faders krigskibe kan det forklare den brutale - men sikkert ofte nødvendige - beslutsomhed, som han for eksempel udviste ved lemlæstningen af de engelske gidsler i 1014, før han sejlede til Danmark, hans nådesløse forfølgelse af Æthelreds sønner, drabene på Eadric Streona, Ulf jarl og andre.

Skjalden Ottar Svarte fortæller i Knuds Drapa i Knytlinge Saga at Knud som ung dreng også deltog i sin faders vikingetogter:

Helt! du på søen skibe
skød kun lidet gammel.
Aldrig drog en fyrste
ung som du fra hjemmet;
Konning! til kamp du rusted
hårdt brynjede skibe,
røde skjolde du hejste.
Hurtigt, Knud! foran landet.


Flere andre steder nævner Ottar Svarte den "unge konge". Hvad ville det så sige at være "ung"?

Olav Haraldsen, som senere fik tilnavnet den Hellige: " - var 12 vintre gammel, da han første gang steg på hærskibe", siges det i hans saga. Sigvat Skjald siger om dette: "Langskibet ud den unge konge-ætling førte." Vi husker at minimumskravet for at blive Jomsviking var 18 år: "Ingen skulle kunne optages i Palnatokes følge, som var ældre end halvtres eller yngre end atten år gammel," som der står der i Jomsvikinge Saga.

Aldersfordeling i vikingetidens York
Aldersfordeling for skeletter fundet i vikingetidens York. Udgangspunktet er voksne som har nået en alder af 21, børnedødelighed er således ikke medregnet. Der var flere mænd end kvinder mellem 21 og 30 år. Unge mænd havde imidlertid et hårdt liv, og der var flere kvinder end mænd mellem 31 og 40 år. I aldersgruppen 41 til 50 var der mere end dobbelt så mange kvinder som mænd. Fra The Viking Network.

Jomsvikinge Saga beretter om Knuds alder: "Kong Svend døde i England, og de Danske førte hans lig hjem til Danmark, og begrov ham i Roeskilde hos hans fader. Da var Knud ti år"; og Knytlinge Saga siger: "Kong Svend Tveskægs Søn Knud var ti år gammel, da hans fader døde; han blev tagen til Konge i Danmark over hele de Danskes Rige, thi hans broder Harald var allerede død." Det var ikke usædvanligt at se konger blive udnævnt i en meget tidligt alder, Æthelred var 10 år, da han blev kronet til konge af England.

Anglo Saxon Chronicle angiver at Knud døde i 1035, og da var han "fyrre år gammel", eller "næppe fyldt fyrre år". Hvilket indebærer at han var født i 995 eller et par år senere. Han ville således have været 17-19 år gammel i 1014.

Ingen bliver en stor leder uden i det mindste en gang at have følt fiaskoen og nederlagets bitterhed. Først da vil han til fulde forstå at han står overfor den kolde og hjerteløse virkelighed.

Knud den Store og dronning Emma i manuskriptet Encomium Emmae Reginae
Illustration i Encomium Emmae Reginae, som viser Knud og Emma, som skænker et gyldent alterkors til kirken New Minster i Winchester. Knuds højre hånd holder korset og hans venstre hånd holder sværdet. Navnene på kongen og dronningen er skrevet over deres hoveder. Han ligner ikke beskrivelsen i Knytlinge Saga - fra Wikimedia Commons - scannet fra bogen The National Portrait Gallery History of the Kings and Queens of England by David Williamson.

Knuds alder i foråret 1014 er vigtig for vurderingen af hans rolle - eller skal vi sige manglende rolle - i kampene mod Æthelred i 1014. Hvis han virkelig blot var en dreng på 10-12 år kan nederlaget vanskeligt bebrejdes ham; men, hvis han var en ung mand på knap tyve år, er det vanskeligere at forstå hans passivitet.

Da Knud senere blev konge af England, opholdt han sig mest i Syd England. Måske følte han sig ikke helt tilpas blandt sin faders tidligere allierede i Nord England, som nogle krønikeskrivere mener at han svigtede, da de stod overfor Æthelreds styrker i 1014.

Spørgmålet om Knuds alder kan virkelig reduceres til, om han var søn af Svends første hustru, Gunhild, eller af hans anden hustru, Sigrid Storråde. I første tilfælde ville han sandsynligvis have været en ung mand knap tyve år gammel, og i det sidste tilfælde kunne han højst have været 14 år gammel, da begivenhederne tog fart i år 1014.

Sagaer og krøniker er delte i spørgsmålet om, hvem var hans moder. Encomium Emmae, Thitmar af Merseburg og Olav Tryggvasons Saga mener at hans moder var Gunhild, medens Saxo nævner Sigrid Storråde som hans moder.

Knud blev gift med Ælfgifu i Gainsborough i 1013 som led i en politisk alliance mellem Knytlingerne, repræsenteret ved Svend Tveskæg, og de herskende slægter i det nordlige England. Hvis han ved denne lejlighed blot var 11-12 år gammel, må det have været noget af et barneægteskab, hvilket det dog ikke kan afvises at det var.

Den første kærlighed glemmer man aldrig, siges det. Sigvat Skjald siger om Ælfgifu og Knud:

Ælfgyfus tid
længe vil den unge mand huske,
når de hjemme spiste oksens mad,
og som gederne, spiste svær;

Året efter at han var blevet konge af England i 1017, søgte Knud at eftergøre sin faders politiske mestertræk - ved at gifte sig med Erik Sejrsæls enke Sigrid Storråde - idet han ægtede Æthelreds enke, Emma af Normandiet. Han må have erkendt at hans ægteskab med Ælfgifu var forbundet med hans faders alliance med de herskende slægter i Nord England, en alliance, der nu lå i ruiner.

Den mystiske kvinde på Bayeux tapetet
Den mystiske kvinde på Bayeux tapetet og en ukendt præst. Teksten umiddelbart over scenen siger blot: "Ubi unus clericus et Aelfgyva" - "Her en vis præst og Aelfgyva". Nogle mener at hun er Ælfgifu, Knud den Stores første hustru og mor til hans sønner Svend og Harald Harefod. Dog, Bayeux tapetet blev vævet i årene efter 1066 og da ville Ælfgifu have været godt 70 år gammel, hvis hun stadig var i live. Måske er den mystiske kvinde en ukendt datter af hende og Knud. Foto Wikimedia Commons.

Ægteskabet med Emma var klart politisk. Det hedder i Encomium Emmae: "Dette var, hvad begge parters hære allerede længe havde attrået heftigt, at nemlig denne så herlige kvinde kunne blive knyttet ved ægteskabets bånd til denne så herlige mand, den værdige frue til den værdige herre, så at dette kunne bringe de krigerske rørelser til ro. Thi kunne der vel tænkes noget større og attråværdigere, som man måtte ønske; end at krigens tab-bringende og ulystelige møjsommeligheder måtte endes ved fredens milde ro."

Encomium Emmae fortæller at de nygifte lærte at værdsatte hinandens selskab i sengen: "Thi kongen glædede sig over, at han uventet havde vundet en så ædelbåren bruds ægteleje; og hendes glæde opflammedes dels ved hendes ægtefælles så højt fremragende manddom, dels også ved det lykkeforkyndende håb om fremtidigt afkom."

Knud havde det kristne navn Lambert føjet til sit hedenske navn. Vi ved ikke, hvornår han blev døbt, det kan have været i barndommen, og det må have været før erobringen af England, da navnet Lambert indikerer at dåbscermonien blev forestået af en tysk gejstlig. Adam beretter: "Kong Svends søn Knud aflagde sit hedenske navn og modtog i dåben navnet Lambert."

Emma af Normandiet

Det fortælles at Emma var en af tre døtre af Hertug Rikard af Normandiet og hans hustru Gunnora. Hun var efter alt at dømme født i år 985 og således omkring 17 år gammel, da hun i året 1002 blev givet til Æthelred, som var omkring sytten år ældre end hende og allerede havde seks sønner og fire døtre med andre kvinder.

Normannerne på den anden side af Kanalen var efterkommere af Skandinaviske erobrere og indvandrere. Emmas fader var den hertug Rikard, som hans fader hertug Wilhelm sendte til Bayeux for at lære dansk, Dudo skrev: "Hertug Wilhelm besluttede at sende sin søn Rikard til Bayeux for at han kunne lære dansk". Emmas moder var en Normanner, sikkert med navnet Gunvor. Det er således meget sandsynligt at Emma og Knud kunne tale sammen på dansk.

Gammel Engelsk tegning af St. Brice's day massakren
Gammel Engelsk tegning af St. Brice's day massakren i året 1002. Desværre ukendt oprindelse.

Hun ankom måske til England tidsnok til at opleve St. Brice's day massakren i 1002, hvor Æthelred "gav ordre til at alle Danske mænd, der var i England, skulle dræbes".

Svend Tveskægs hævn lod ikke vente længe på sig. Florence af Worcester beretter om året 1003: "Swein, Danernes konge, brød ind i byen Exeter på grund af dumhed, skødesløshed, og overgivelse af Hugh, en Normanisk greve, som Dronning Emma havde givet kommando over Devonshire; og han plyndrede den, brød muren ned fra den østlige til den vestlige port, og efter at have fået stor bytte gik tilbage til sine skibe." Anglo Saxon Chronicle fortæller om den samme begivenhed: "I dette år blev Exeter taget med storm, på grund den franske greve Hugh, som damen (det vil sige Emma) havde udpeget som sin greve, og hæren ødelagde byen fuldstændig og tog stort bytte der."

Exeter tilhørte dronningen, og denne episode kan have grundlagt en modvilje mod Svend Tveskæg hos den da omkring 18-årige Emma.

Børn fra tidligere ægteskaber nærer sædvanligvis en inderlig modvilje mod faderens ny unge hustru. Æthelreds seks sønner og fire døtre var sikkert ingen undtagelse. Man kan let forestille sig at Emma havde en vanskelig tid ved Æthelreds hof og til fulde lærte at bruge skønhed, charme og intelligens til at håndhæve sin position og nå sine mål.

For de fleste af Æthelreds børn har det ikke været muligt at identificere moderen eller mødrene, derfor har nogle historikere konkluderet at Æthelred må have haft flere hustruer eller konkubiner udover den kendte moder til sønnerne Eadmund, Eadwig og Æthelstan - også medens han var gift med Emma.

Roger af Wendover synes at finde fejl både på hendes side, og hos hendes mand; men han erkender, at "kongen var så gnaven mod sin kone, at han næppe ville indrømme hende sin intimitet; og hun, fra hendes side, var stolt af sin fornemme afstamning, og irriteret på ham, og sværtede ham i ikke ringe grad hos sin fader."
Emma flygter for Svend Tveskæg med sine to sønner
Emma flygter for den frem rykkende Svend Tveskæg i 1014 sammen med sine to sønner med Æthelred Edward og Alfred. Hun søgte beskyttelse hos sin broder som var hertug af Normandiet. Fra Manuscript Miniatures Cambridge - The Life of King Edward the Confessor fra 1250-1260. Wikimedia Commons.

Emma fik dog to sønner og en datter med Æthelred. Sønnerne var Alfred og Edward, og datteren hed Goda eller Godgifu. Sønnerne flygtede til deres morfar i Normandiet efter Knuds sejr. Efter Knuds død i 1035 blev Alfred lokket til England, idet Godwin Jarl foregav at ville gøre ham til konge, han blev imidlertid ført til et kloster og blindet og døde kort efter af sine sår. Edward blev senere konge med tilnavnet Bekenderen.

Emma var i 1014 politisk allieret med den intelligente, men forhadte og berygtede, Eadric Streona, ealdorman af Mercia, som var Æthelreds nærmeste rådgiver.

Æthelreds arving, hans ældste søn, Æthelstan, døde i kamp mod Danerne i 1014, og Emma forsøgte at få sin egen søn, Edward, som dengang var 10 år, anerkendt som sin faders arving. Hun blev støttet af Eadric Streona, men de mødte modstand fra Æthelreds ældste overlevende søn af hans første ægteskab, Eadmund Ironside.

Efter sine høvdinges råd ægtede Knud Æthelreds enke i året 1017. Hvis det er sandt at hun var født i året 985, må hun da have været omkring 32 år gammel, medens Knud var langt yngre, sandsynligvis stadig en teen-ager.

De fleste kilder skriver blot at Knud ægtede Emma; som for eksempel Saxo: "Knud ægtede normannerhertugen Roberts datter Emma og gav hans broder Richard sin søster Estrid til ægte. Med Emma avlede han Knud og Gunhild"

Emma og hendes to sønner med Æthelred modtages af Rikard af Normandiet
Emma og hendes to sønner med Æthelred modtages af Rikard af Normandiet. Middelalderlig illustration fra omkring 1250-1260.

Jomsvikinge Saga fortæller at Thorkils mænd opsnappede et skib med dronningen ombord: " - men kong Knud indtog Lunduneborg. Thorkel for frem langs med kysten og traf på et skib dronning Emma, som han førte hjem i land med sig; han skyndte Kong Knud til at bejle til hende, og denne ægtede hende."

Knytlinge Saga siger noget lignende: "Den Engelske konge, Adelråd, døde af sygdom samme høst eller sommer, da Kong Knud kom med sin hær til England; han havde da været konge i England i otte og tredive år. Hans kone Emma beredte sig straks efter hans død til at drage bort fra landet. Hun agtede at drage vester over til Valland til sine brødre Vilhelm og Robert" - "Kong Knuds mænd fik nys om dronning Emmas forehavende, og da hun og hendes folk var i færd med at gå om bord, kom Knuds mænd dertil, bemægtigede sig skibet med alt, hvad der var på samme, og de førte dronningen til kong Knud. Høvdingerne gav da kong Knud det råd, at han skulde ægte dronning Emma, og så skete."

Anglo Saxon Chronicle fortæller os at Knud efter sin sejr ufortøvet efterstræbte og dræbte de af Æthelreds sønner, som han kunne få fat på, og lod dronningen hente: "Kong Knute forviste også Edwy ætheling, hvem han bagefter beordrede at blive slået ihjel, og Edwy, konge af bondekarlene; og før begyndelsen af august gav kongen ordre at hente ham enken efter den anden konge, Æthelred, datter af Richard, til hustru."

Emma og Knuds møde var således ikke meget romantisk, men hun fandt sig hurtigt til rette.

Hun fik en søn og en datter med Knut; de hed Hardeknud og Gunhild. Hardeknud blev konge af Danmark og senere også af England, men han døde tidligt, og dermed gik Knuds Nordsø Imperium i opløsning. Datteren Gunhild blev gift med den tysk-Romerske tronfølger og senere kejser Henrik den 3. men døde også tidligt under en rejse i Italien, muligvis af malaria.

Detalje af illustration i Encomium Emmae Reginae
Detalje af illustration i Encomium Emmae Reginae, der viser dronning Emma, som modtager manuskriptet Encomium Emmae Reginae fra en munk, sikkert forfatteren, som var en anonym munk i St Bertin's eller St Omer's kloster i Normandiet. Hendes sønner Hardeknud og Edward Bekenderen ser til i baggrunden. Det blev sandsynligvis skrevet i 1042 eller 1043.

Emma var fast besluttet på at støtte sine egne sønner. Hun kendte Knuds forhold til Ælfgifu. Det hedder i Encomium Emmae: "Men hun erklærede bestemt, at hun aldrig ville blive Knuts brud, medmindre han med ed tilsagde hende, at han aldrig ville lade nogen anden ægtefælles søn blive konge efter sig, men kun hendes, hvis Gud muligvis skænkede hende en søn med ham. Det hed sig nemlig, at kongen havde fået sønner med en anden kvinde; derfor vilde hun klogelig varetage sine egnes tarv."

Emma var ikke særlig aktiv i de første år af Knud regeringstid. Men tog mere del i politik efter 1020, da hun begyndte at blive ven med præster på det europæiske kontinent, samt at påtog sig rollen som protektor for kirken. Hun udviklede et tæt forhold til biskop Ælfsige af Peterborough, der rådede hende i mange åndelige spørgsmål. Hendes nære forhold til gejstelige og kirken styrkede Knuds krav på tronen som en kristen konge.

Historikeren Pauline Stafford skriver at indtil 1043 var Emma "den rigeste kvinde i England - og havde omfattende besiddelser i East Midlands og Wessex." Emma autoritet var ikke blot baseret på jordbesiddelser, hun udøvede også betydelig magt over de kirkelige embeder i England.

Hun udviklede med tiden et udpræget dårligt forhold til sine sønner med Æthelred, nogle kalder hende en ravnemor. Efter hendes søn Hardeknuds død blev hendes søn med Æthlred, Edward Bekenderen, konge af England. Emma siges at have støttet Magnus den Gode som konge, ikke Edward, hendes egen søn. Emma fandt hendes søns holdning til hende kold og reserveret. Edward følte harme på grund af Emmas andet ægtskab med Knud, hans faders rival, og Emmas forkærlighed for sine børn med Knud fremfor ham selv og hans bror, Alfred. Edward klagede over, at hans mor havde "gjort mindre for ham, end han ønskede før han blev konge og også bagefter". I året 1043 konfiskerede Edward sin moders ejendomme, med hvilke hun skulle have lovet at hjælpe Magnus.

Anglo-Saxon Chronicle noterer for året 1052 at i dette år døde "Ælfgifu Emma, mor til kong Edward og kong Hardeknud". Hun blev således omkring 67 år gammel.

Æthelreds Mod-offensiv og Knuds Flugt

Æthelred flygtede fra London måske i december 1013 og tilbragte julen på øen Wright, hvorefter han sejlede til Normandiet med sine skatte.
Den hellige Ælfheah's martyrium
Englænderne har stadig Jomsvikingernes drab på ærkebiskop Ælfheah i 1012 i relativ frisk erindring. Her et glasmosaik fra Canterbury Cathedral som viser den hellige Ælfheah's martyrium. Foto fra "A Clerk of Oxford".

Kort efter hans flugt overgav London sig til Svend Tveskæg, hvilket også må være sket i december 1013, idet det berettes i Anglo Saxon Chronicle under året 1013: "Og derhen kom ealdorman Æthelmær og de vestlige thegns med ham, og de underkastede sig alle Swein, og gav ham gidsler. Da han havde gjort dette, drog han nordpå til sine skibe; og hele folket betragtede ham derefter som fuld konge. Og efter at byens borgere i London underkastede sig og gav gidsler; thi de frygtede, at han ville ødelægge dem."

Svend Tveskæg havde sejret. Derefter vendte han tilbage til Gainsborough; nogle historikere mener at han ønskede at forberede sin kroning. Men allerede den 3. Februar døde han uventet om natten, kun 4-5 uger efter sejren.

Hans sejr var fuldstændig, og det er vanskeligt at forstå, hvorledes Knud og den Danske hær få måneder efter kunne blive så fuldstændig rendt over ende. Både sagaer og Angel Saxiske krøniker er temmelig tavse omkring dette.

Vikingegravsten fra York, som viser et dyr, som kæmper mod en slange
Vikingegravsten fra York, som viser det kendte motiv med et dyr, som kæmper mod en slange. Foto Pinterest.co

Encomium Emmae forklarer at Knud havde for få mænd: "Efter sin faders død gjorde Knut sig rede til at fastholde kongespiret; men til dette kunne hans kræfter ikke strække til, fordi det skortede ham på trofaste mænd." Manglen på mænd var endda så alvorlig at han måtte finde ny besætninger til skibene: "Og så søgte han da hen til sin faders flåde, fik den besat med friske rorkarle og gav sig derpå vindene og havet og de kongelige sejl i vold." Men hvor var Svends sejrrige hær da blevet af? De kan ikke være sejlet hjem, da Svend døde midt i vinteren.

Vi må tro at da krigshandlingerne ebbede ud ved juletid var en del af af den Skandinaviske hær stationeret i vinterkvarter ved Gainsborough ved floden Trent, og der var taget foranstaltninger til deres forsyninger; Svends Anglo-Danske allierede var vendt tilbage til deres gårde og landsbyer i Danelagen, og han havde sikret sig kontrol af landet ved at stationere loyale tropper i vigtige byer og borge.

En udgave af Anglo Saxon Chronicle fortæller at ikke alene den danske hær, men også andre - Englændere, må man formode - valgte Knud til konge efter Svends pludselige død: "her døde kong Svend; men kongens ledende mænd og dem, der var kommet med ham til England, valgte Knud til kongedømmet." "Kongens ledende mænd" må vel betegne et slags rigsråd. Andre udgaver af Anglo Saxon Chronicle skriver simpelthen: "Hele flåden valgte Knud til konge".

Typisk vikingeøkse fundet i Themsen
Typisk vikingeøkse fundet i Themsen. Foto pinterest.com

Efter Svends død ønskede Witan, det Engelske rigsråd, ikke at antage hans søn Knud til konge; istedet indledte de forhandlinger med den landflygtige Æthelred. Anglo Saxon Chronicle siger: " - idet de sagde at ingen regent var dem mere dyrbar end deres naturlige herre, hvis han ville regere dem bedre, end han gjorde før. Kongen sendte hid hans søn Eadweard, med sine budbringere; der havde ordre til at hilse hele hans folk og sige at han ville være deres trofaste herre - ville forbedre alle disse ting, som de ikke kunne lide - og alt skulle være tilgivet, hvad der enten det var blevet gjort eller sagt imod ham; forudsat de alle enstemmigt, uden forræderi, vendte sig til ham. Derefter var fuldt venskab etableret, i ord og i gerning og i samdrægtighed på begge sider. Og enhver dansk konge, proklamerede de fredløs for evigt fra England. Så kom kong Aethelred hjem i fasten, til sit eget folk; og han blev med glæde modtaget af dem alle."

Svend havde gjort politiske foranstaltninger for at hævde sin civile autoritet så godt som muligt. Der var for eksempel blevet udpeget en ny biskop for London til at erstatte ham, som var flygtet i eksil med Æthelreds hof. Anglo Saxon Chronicle fortæller: " - og i samme år blev Ælfwig indviet til biskop i London i York på st. Juliana dag (16. Februar)" - som var to uger efter Svends død. Hvilket viser at Knud betroede mænd fortsatte "business as usual" selv efter Svends død.

Også dette at Svend i første omgang blev begravet i York viser at de planlagde at ride stormen af. Som det er kendt, blev hans lig siden overført til en grav i Danmark.

London dyret
London dyret - Lithografi med Ringerike-stil runesten udskæring på en gravsten plade på St. Pauls Kirkegård i London - som skildrer et dyr som kæmper mod slanger. Fra "Runic Inscriptions in Great Britain". Teksten lyder: "Ginna og Toki rejste denne sten". Det antages at Ginna kan have været enke og Toki søn af den mand, hvis navn mangler på stenen.

Æthelred vendte tilbage til England i fasten, som var de 40 dage mellem fastelavn og påske. I 1014 faldt påske søndag på d. 27 Marts, hvilket betyder at fasten startede med fastelavn d. 16 Februar, to uger efter Svend Tveskægs død.

Nyheder spredtes kun langsomt i vikingetiden. Rejser gik ikke så hurtigt, vejene var mudrede og dårlige, man skulle skifte heste, og islandske heste er ikke så hurtige, vente på gunstig vind og så videre. Æthelred kom virkelig til England i rekordfart. Det virker urealistisk at nyheden om Svends død blev spredt, det Engelske Rigsråd, Witan mødtes og førte forhandlinger indbyrdes og med Æthelred og hans søn, hvilke inkluderede mindst tre ture over den Engelske Kanal - altsammen i løbet af en god månedstid. Man kan mene at hele planen om mod-offensiven mod Danerne må have været færdig-forhandlet og forberedt på forhånd, inklusive et giftmord på Svend Tveskæg.

Der var en gruppe af lejetropper, som kunne være gået i aktion allerede i april, nemlig Thorkil Højes Jomsvikinger, som hele tiden havde været stationeret i Greenwich.

Anglo Saxon Chronicle for 1013 beretter: "Så bød Sweyne fuld tribut og forsyninger til hans hær i vinteren; og Thurkill bød den samme for hæren, der lå i Greenwich: udover dette, plyndrede de så ofte, som de ville." Endvidere fik de udbetalt sold i 1014: "Ud over alle disse onder, beordrede komgen en betaling til hæren, der lå ved Greenwich, på 21.000 pund." Man må tro at Thorkil og hans Jomsvikinger har leveret noget for pengene.
Dekoreret dyreknogle fundet i York
Dyreknogle fundet i York dekoreret med klassisk germansk dyreornamentik. Fra stlcc.edu.

Olav den Helliges Saga beretter om de indledende faser af Æthelreds mod-offensiv: "Kong Olav sejlede nu vest til England. Danekongen Svein Tjugeskjeg var på denne tid i England med Danernes hær og havde da siddet der en stund og haft kong Adalråds land. Da havde Danerne gået vide over England, og det var kommet til det, at kong Adalråd havde flyet fra landet og faret syd til Valland. Denne samme høst, da kong Olav kom til England, hændte det sig der, at kong Svein Haraldsøn døde hastigt i sin seng om natten."

Olav Haraldsen og hans mænd gik straks i Æthelreds tjeneste. De kæmpede derefter for Æthelred mod Danerne formentlig gennem hele 1014 og sikkert længere tid. Olav den Helliges Saga siger: "Men da Englandskongen Adalråd spurgte dette (Svends død), vendte han straks tilbage til England. Men da han atter kom i landet, sendte han bud til alle de mænd, som ville modtage gods for at vinde landet sammen med ham. Da drev store skarer til ham. Da gik kong Olav i hans tjeneste med en stor skare Nordmænd."

Æthelreds nye hær gik direkte mod London; Sagaen fortæller om Londons befæstning: "Da lagde de først ind i Tems til London, men Danerne holdt borgen. På den anden side af åen er det en stor købstad, som hedder Sudvirke; der havde Danerne en stor udrustning, gravet store diger og sad indenfor en mur af træ og sten og tørv og havde der en stor hær. Kong Adalråd lod gøre et stærkt overfald der, men Danerne værgede det, og kong Adalråd fik ikke vundet noget. Det var en bro over åen mellem borgen og Sudvirke så bred, at to vogne kunde age forbi hinanden. På broen var gjort forsvarssteder, både kasteller og en væg af planker nedad imod strømmen, så at den nåede folk over midjen, men under broen var stokke, som stod ned i grunden i åen. Men når der blev gjort storm imod broen, stod hæren overalt på den og værgede den."

Olav nedbryder London Bro
Olav Digre nedbryder London Bro. Illustration til Olav den Helliges Saga i Heimskringla - National udgaven - af Erik Wehrenskiold.

Olav fandt en måde at nedbryde broen, nemlig ved at trække bropillerne væk under den: "Kong Olav lod gøre store flager af vidjerødder og myge træer og tage fra huse, som var gjort af flettede kviste, og lod dem føre ud på sine skibe så vidt, at de nåede ud over rælingerne; der under lod han sætte stave så tæt og så højt, at det både var nemt at bruge våben under og stærkt nok imod sten, om de kastede sligt ned på. Men da hæren var rede, roede de op efter åen imod broen, og da de kom nær broen, blev det både skudt ned på dem og kastet sten så store, at intet kunde holde sig, hverken hjelme eller skjolde, og skibene selv led stor skade; da lagde mange bort. Men kong Olav og Nordmændenes hær med ham roede helt op under broen, førte tove om de staver, som holdt broen oppe, og tog da og roede alle skibene med strømmen, som de kunne mest. Stavene dragedes nu med grunden, indtil de blev løse under broen. Men da en væbnet hær stod tykt på broen - der lå både mange sten og mange hærvåben - men da stavene var brudte bort, så brast broen, og mange folk faldt i åen, men alle andre flygtede fra broen, nogle til borgen, andre til Sudvirke. Derefter gjorde de indfald i Sudvirke og vandt det." Derefter opgav Danerne forsvaret af London. Engelske børn synger stadig om denne begivenhed: "London Bridge Is Falling Down"

Sko fra vikingetidens York
Sko fra vikingetidens York. Foto: users.stlcc.edu

Efter Londons erobring blev Olav forfremmet. Æthelreds hær vendte sig nu mod Canterbury, det hedder i sagaen: "Kong Olav var høvding for hæren, da de drog mod Kantera-borg og kæmpede der helt til de vandt byen; de dræbte mange folk og brændte borgen."

I forbindelse med Olavs fortsatte kampe mod Danerne nævnes "Tingmændene" flere gange: "Da blev landet vidt omkring atter lagt under kong Adalråd, men Tingamændene og Danerne havde mange borge og holdt sig endnu i store dele af landet." Videre: "Kong Olav havde landeværn for England og for med hærskibe langs landet og lagde op i Nyja-Moda; der mødte han Tingamændene, holdt kamp med dem og fik sejr."

Sagaens noter mener at det blot er en fejl at kalde dem tingmænd, idet Knud den Store først oprettede Tingmændenes hær, Tingliden, otte år senere. Men skjalden Tord Kolbeinsøn giver svaret i sin drapa til Erik Jarls pris, da denne slog en Engelsk hær under den tapre og berømte Ulvkel Snilling vest for London:

Kampdjærve Ulvkel fik
de frygteligste hug,
(der hvor de blå sværd
skjalv) af Tingamændene.

Her betegner "Tingamændene" helt klart Erik Jarl og hans Nordmænd. Sammenholdt med Knud den Stores senere korps af Tingmænd må vi derfor tro at Tingmænd betegner en erfaren og disciplineret militær enhed, som ikke tilhører Danernes leding-hær, og som har "tinget sig" til en aftalt betaling. Thorkil Høje og hans Jomsvikinger vil efter denne definition også have været "tingamænd".

Runestenen i Slesvig Domkirke
Runestenen i Slesvig Domkirke. Der findes omkring 30 Runestene i Skandinavien, som nævner mænd, som faldt i England. De fleste står i Sverige, nogle få i Norge og Nord Slesvig. Denne er fra Slesvig Domkirke. Teksten er ret udvisket, der står:
"-- rejste denne sten til minde om
--- død ----og Gudmundur, de ristede runerne.
--- hviler ved Skia i England. Christ -- "
Runesten rejst over mænd, som faldt i England, findes forfatteren bekendt ikke i Danmark, som dog var krigens udgangspunkt. Dette viser blot at virkelig mange runesten i Danmark er blevet hugget til skærver og lignende i historiens løb.

Udover Olav den Helliges Saga fortæller sagaer og krøniker meget lidt om, hvordan det gik til at Danerne i 1014 på forholdsvis kort tid blev næsten fuldstændigt fordrevet fra England; men den Engelske Historiker Ian Howard har søgt at rekonstruere Æthelreds mod-offensiv i hovedtræk:

Svends uventede død må have været en stor opmuntring for kong Æthelred og hans tilhængere. Det er sandsynligt, at den sydlige del af England var villig til at vende tilbage til troskab mod Æthelred, og at Anglo Saxon Chronicle refererer til reelle forhandlinger mellem nogle engelske ledere og Æthelred. En stor mængde lejesoldater var sikkert allerede i England, måske på Isle of Wight. Hvis vi accepterer den Norrøne Islandske beretning om at Olav Haraldsen kom til England i Svends levetid, synes det muligt, at disse styrker allerede var på kong Æthelreds lønningsliste. Heimkringla versionen fortæller at Æthelred skyndte sig til England efter Svends død og sendte ord til alle, der ønskede at komme i hans tjeneste for betaling om at slutte sig til ham for at genvinde besiddelsen af hans rige. Det er klart at Æthelreds generaler - med Thorkil som den mest fremtrædende - handlede hurtigt, da nyheden om Svends død blev kendt; Deres hære rykkede ind i landet.

Runestene i Skandinavien, som er rejs over mænd, som døde i England eller havde modtaget Danegæld i England
Runestene i Skandinavien, som er rejs over mænd, som døde i England eller havde modtaget Danegæld i England. Det er påfaldende at der ikke er fundet nogen indenfor grænserne af nutidens Danmark. Fra Wikipedia.

Strategisk ville man have forventet at de havde taget den befæstede by Winchester for at beskytte deres kommunikationslinjer, men kilderne er tavse. Snorri fortæller os at Olav Haraldsens mænd udmærkede sig ved afskære de Danske forsvarere af London fra deres tilknyttede defensive stilling på den anden side af floden ved Southwork ved at ødelægge London Bro. Befæstningen Southwork blev stormet og besætningen taget til fange, og derefter overgav forsvarerne af selve London sig også, fordi de ikke længere kunne kontrollere trafikken på Themsen.

Æthelreds styrker stødte hurtigt ind i East Anglia og påførte de lokale styrker - som kan have været under kommando af Ulfcytel - et nederlag, før kong Knud var i stand til at marchere mod syd med hovedparten af sin hær. Dog kan nogle Northhumbrians har været blandt de styrker, der kæmpede sammen med Ulfcytel's mænd. De Islandske kilder i Heimskringla nævner kun Olav Haraldsens og kong Æthelred som ledere af hæren i dette slag. Det beskrives som et stort slag, men Thorkil og hans styrker nævnes ikke i kilderne.

Æthelreds hær stødte derefter mod nord ind i Lindsey, hvor de kunne have forventet hård modstand fra kong Knuds styrker. Deres fremrykning var hurtig. Anglo Saxon Chronicle fortæller os, at Knud stadig var i Gainsborough med sin hær i påsken 1014 d. 25. April, selv om han havde planlagt at slå sig sammen med mændene i Lindsey: "I mellemtiden efter Sweynes død, sad Knute med sin hær i Gainsborough til påske; og det blev aftalt mellem ham og befolkningen i Lindsey, at de skulle levere ham med heste, og bagefter skulle de gå ud alle sammen og plyndre."

Lindseye
Lindseye har navn efter et gammelt Anglo Saxon kongedømme. Det antages at Lindum (Lincolm) var hovedstad i landet. Fra Wikipedia.

Kong Æthelred kom til Lindsey med sin fulde styrke "inden de var rede", og " - hærgede og brændte, og alle de mænd, de kunne få fat på, blev dræbt, og Knud sejlede ud på havet med sin flåde."

Den kendsgerning at hans faders allierede, Jarl Uhtred, Ulfcytel, Morcar og Sigeferth hurtigt synes at have genvundet deres positioner ved Æthelreds hof antyder at de tidligt undsagde Knud og skiftede side til Æthelred. Da Knud senere stod som sejrherre, tøvede han heller ikke med at få dræbt den eneste overlevende, Jarl Uhtred.

Den Danske hær må have været spredt ud over England som garnisoner i vigtige byer - mange var sikkert allerede faldne. Men deres skibe stadig lå i Gainsborough langt inde i landet, og de var nu i fare. Men Encomium fortæller at Knud "fik den besat med friske rorkarle og gav derpå vindene og havet de kongelige sejl i vold."

Med det hurtige fremstød ind i East Anglia og derefter ind i Lindsey havde Æthelreds hær taget militære risici. De havde undladt at angribe og indtage vigtige fæstninger i syd, som stadig var besat af styrker loyale mod Knud. Olav den Helliges Saga siger: "dengang blev store dele af England bragt under kong Æthelreds magt, medens tingmændens hær og Danerne stadig beherskede mange borge og udbredte land-strækninger."

Man kan mene at sådant et dristigt fremstød kun kunne lykkedes, hvis store dele af landet ved Svends død omgående havde skiftet side og nu støttede Æthelred.

I alle tilfælde gav deres dristige strategi succes. Knuds problemer var af en sådan art, at han - konfronteret med krigens hurtige udvikling - valgte at opgive England og sejle til Danmark, og dermed overlade folket i Lindsey og hans andre støtter og allierede i Danelagen til deres egen skæbne og Æthelreds forgodtbefindende.

Æthelreds ældste søn, Æthelstan, blev dræbt i kampe mod Danerne på et tidspunkt efter 25. Juni. Der må have været hårde kampe, som der ikke er overleveret beretninger om.

Runesten i Uppland i Sverige over mænd som faldt i England
Runesten i Uppland i Sverige over mænd som faldt i England. Der står: " - rejste denne kuml til minde om sin fader Bosi og sin broder - . Må Gud hjælpe - faldt i England." Foto I.Berig. Wikipedia.

Anglo Saxon Chronicle siger: "Knute, søn af Sweyne, gik ud med sin flåde (så var de ulyksalige folk vildledt af ham), og fortsatte sydpå, indtil han kom til Sandwich. Der satte han gidslerne i land, der var blevet givet til hans fader, med afhuggede hænder og ører og deres næser." Da han gjorde sig den ulejlighed at sejle et godt stykke sydpå, før han satte de invaliderede gidsler i land, må man tro at disse gidsler havde forbindelse med Syd England.

Æthelred holdt ikke sit løfte om at hans tidligere modstandere skulle være tilgivet: "at han ville være deres trofaste herre - ville forbedre alle disse ting, som de ikke kunne lide - og alt skulle være tilgivet, hvad der enten det var blevet gjort eller sagt imod ham." Men han lod sin højre hånd Eadric Streona gøre det grove arbejde. Anglo Saxon Chronicle og Florence of Worcester fortæller, hvorledes han i 1015 myrdede Svend Tveskægs tidligere allierede og Ælfgifus slægtninge: "I dette år, da et stort råd blev afholdt i Oxford, inviterede den forræderiske ealdorman Edric Streona snedigt Sigeferth og Morcar og de mest betydelige og magtfulde thegns af de Syv Borge til at komme til hans kammer, og der fik han dem hemmeligt dræbt." - Æthelred konfiskerede ofrenes godser.

Kongen fænglede derefter Aldgyth, Sigeferths enke. Imidlertid, hans ældste overlevende søn Edmund - som senere fik tilnavnet Ironside - bortførte hende fra fængslet til trods for sin fader, og giftede sig med hende. Florence of Worcester fortæller at Edmund derefter: " - drog til folkene i de Fem Borge, invaderede Sigeferths og Morcars godser og bragte dens indbyggere under eget herredømme." Og dette var grunden til at Svend Tveskægs tidligere allierede i det nordlige England endte med at kæmpe for Edmund Ironside imod Knud.

Massakren på Jomsvikingerne

I slutningen af Jomsvikinge Saga berettes:

"Kong Svend satte thingmannalid på to steder: det ene i Lunduneborg, der havde Ulfs Broder Eilif Thorgilsøn anførselen; han havde tresindstyve skibe på Themsen; det andet thingmannalid var nord oppe i Slessvik; der havde Thorkel den Høies broder Heming Jarl anførselen; der var også tresindstyve skibe.

Thingmændene fastsatte den Lov, at ingen måtte udbrede uvisse rygter, og ingen måtte være borte om natten. De søgte til Burekirke; der var en stor klokke, med hvilken der skulde ringes hver nat klokken tre; da skulle alle gå til kirke uden våben. Samme lovbestemmelse havde de i Slessvik.

I Hæren nævnes to Mænd Thord og Audun."


Skeletter udgravet i Kendrew Quadrangle, St Johns College, Oxford
Skeletter udgravet i Kendrew Quadrangle, St Johns College, Oxford. Skeletterne ligger hulter til bulter, som var de dræbte blot blevet smidt ned i et hul. Radiocarbon metoden vil give en datering, men denne proces vil tage flere uger eller måneder at fuldføre, og under alle omstændigheder vil den ikke give en præcis dato, kun en række mulige datoer. Det er fristende at spekulere, at skeletterne kan være relateret til en kendt massakre af danskere bosiddende i Oxford på St Brice dag år 1002 eller repressalier fra danskerne, da de angreb og brændte byen i 1009. Andetsteds har forfatteren læst at alle skeletterne er fra unge mænd, hvilket indikerer at de kan stamme fra massakren på Jomsvikingerne år 1014-1015. Foto Thames Valley Archaological Services.

"Thingmændene havde stor magt. Der var to gange marked om året, den ene gang om midsommer, og den anden gang ved midvinters tid. Engelskmændene syntes, at ingen tid var mere belejlig til at tilintetgøre Thingmannalid end netop nu, da Svend var død, og Knud endnu ung. Hver vinter imod jul drog folk til borgen med vogne, belæssede med det gods, som de plejede at føre til markeds; så skete det også denne vinter, og alle vognene var tjældede. Det skete efter Ulfkel Snillings og brødrene Adelråds sønners svigefulde råd og anstiftelse.

Den syvende Dag af julen gik Thord udenfor borgen til en kone, som han holdt til med, der boede i et hus der udenfor; hun bad ham blive der om natten. "Hvi beder du mig om det, hvorfor der er fastsat straf?" spurgte han. "Jeg beder dig derom," sagde hun, "fordi det tykkes mig vigtigt." "Vi ville da indgå den aftale," sagde han, "at jeg skal blive her, men du skal sige mig grunden til, at du beder mig derom." "Grunden til denne min bøn," sagde hun, "er, at jeg ved at det er bestemt at tilintetgjøre hele thingmændnes hær." "Hvorledes kan du vide det," spurgte han videre, "som vi ikke ved?" "Det er så," sagde hun, "at Folk kørte i vogne hid til borgen, og lod som de føre med gods, men der var en mængde mænd i hver vogn, men intet gods, og således have de også gjort nord oppe i Slessvik; og når den tredje del af natten er forløben, da ringes der i borgen, for at krigerne kunne berede sig om midnat, da skulle mændene berede sig på deres side i borgen, men når de to tredjedele af natten er forløbne, da bliver der ringet på Burekirke; da skulle I gå våbenløse til kirken, men da vil der blive slået en kreds om kirken." "Det er vist," sagde Thord, "at dit venskab er stort, og jeg må berette det til Eilif, skønt det tykkes at være et rygte, men denne gård skal du have til ejendom."


Skeletter udgravet i Kendrew Quadrangle, St Johns College, Oxford
Skeletter udgravet i Kendrew Quadrangle, St Johns College, Oxford, som kan stamme fra massakren på Jomsvikingerne 1014-1015. Foto Thames Valley Archaological Services.

"Thord gik ind i borgen, hvor han traf sin staldbroder Audun, og de gik og fortalte Eilif, hvad de havde hørt. Han underrettede mændene derom; nogle troede det, men andre sagde, at det var en ugrundet frygt. De hørte, at der blev ringet som sædvanlig, og mange troede at præsten ringede. Alle de, som troede Thords ord, gik med våben, men alle de andre var våbenløse."

"Da de kom i kirkegården, traf de der en mængde folk for sig; de kunde da ikke få deres våben, thi de kunne ikke komme hjem. Eilif spurgte dem om råd, men de sagde, at de intet vidste. "Ej tykkes det mig rådeligt," sagde Eilif, "at vise os frygtsomme og løbe ind i kirken, da den intet tilflugtsted kan være os; men bedst tykkes det mig, at vi springe over skuldrene på dem, som står udenfor muren, og forsøge om vi kunne undslippe til skibene."

Således gjorde de nu. Det største mandefald skete ved skibene; imidlertid slap Eilif dog bort med tre skibe, men fra Slessvik undslap ingen, og Heming faldt der. Eilif drog til Danmark."

"Efter tre års forløb drog Knud, Thorkel og Erik med otte hundrede skibe til England. Thorkel havde tredive skibe, og dræbte Ulfkel Snilling, og hævnede således sin broder Heming, og ægtede Kong Adelråds datter Ulfhild, som Ulfkel havde haft til ægte. Med Ulfkel faldt hele mandskabet af tresindstyve skibe."


Mange Daner var faldet i de hårde kampe under Æhelreds modoffensiv i 1014. Kærnen i hans hær må have været lejetropper, ledet af sådanne berømte hærførere som Thorkil Høje og Olav Digre, og sandsynligvis andre lignende korps, som ikke har fået deres navne udødeliggjort i den skrevne historie. Knud var flygtet over Nordsøen til Danmark med resterne af sin hær på nødtørftigt bemandede skibe.

I slutningen af Jomsvikinge Saga findes en beretning om et Engelsk angreb på to korps af "tingmænd", som Skandinaviske professionelle krigere blev kaldt. Disse var stationeret i London og Slesswich, hvilken sidste by ikke kan stedfæstes, men sagaen fortæller at den lå nord for London, måske i East Anglia, idet det fortælles at aktionen var planlagt af Ulfketel, som var jarl af East Anglia.

Sagaen siger at tingmændenes korps var dannet af Svend Tveskæg, men det må bero på en fejl. Svend kan ikke have haft tid til at organisere nye hærenheder, da han umiddelbart efter Londons fald begav sig tilbage til Gainsborough, hvor han døde. Det er mere sandsynligt at begivenhederne udspillede sig i julen 1014 eller januar 1015 og at Tingmændene var Thokild Højes mænd, Jomsvikingerne, som nu lå i garnison efter sejren over Danerne. Det fremgår af sagaen at lederen af den garnison, der fortælles om, hed Eileif og lederen af den anden gruppe var Heming. John af Worchester fortæller om Thorkil Højes invasion i 1009 at lederne netop hed Hemming og Eileif. Det Engelske skrift "Chronicon Abbattia Ramensiensis" nævner "Turkillus comes et Eylafus aldermannus" i en vidneliste fra omkring 1017-1020, hvilket indikerer at Eileif var Thorkils mand. Den anden leder, som nævnes, er Thorkils broder Heming, som har en selvindlysende forbindelse til Thorkil Høje og Jomsvikingerne.

Anglo Saxon Chronicle skriver om det Engelske rigsråd, som kaldtes Witan, i forbindelse med Æthelreds tilbagevenden til England: "Og enhver Dansk konge, proklamerede de fredløs for evigt fra England. Så kom kong Æthelred hjem i fasten, til sit eget folk; og han blev med glæde modtaget af dem alle."

Olav Digre og hans mænd var taget til Normandiet, hvor de kæmpede for hertug Richard af Normandiet imod dennes svoger grev Odo af Chartres. Men der var stadig Daner i England, som kunne frygtes at ville opkaste sig til konger, nemlig Thorkil Høje og hans frygtede Jomsvikinger. De havde ganske vist bidraget stærkt til Englændernes sejre over Svend Tveskægs unge søn, men da denne nu var fulstændig marginaliseret og ude af billedet, var de jo strengt taget ikke nødvendige mere, må nogle Engelske ledere have konkluderet - og desuden var de temmelig dyre at have på kost.

Thorkils Jomsvikinger havde ubarmhjertigt plyndret og brændt i det meste af England i 1009 til 1011, og det kunne mange sikkert huske. I flere hundrede år huskede Englænderne også at det netop var Thorkils Højes mænd, som i 1012 dræbte Ælfheah, ærkebiskoppen af Canterbury, en lørdag aften, da de var fulde. Thorkil må have forudset hvilke katastrofale konsekvenser dette drab ville få, for ifølge Thitmar af Merseburg tilbød han alt, hvad han ejede - undtagen sit skib - for at frikøbe biskop Ælfheah - men forgæves.

Siden den uheldige begivenhed i 1012 havde Thorkil arbejdet intenst med virksomhedskulturen. Nu var Jomsvikingerne blevet en kristen hær, som hver nat samledes våbenløse i kirken for at tilbede Gud, hvilket bringer tanken til Tempelherrer og Johanitter-ridderne, som blev dannet knap hundrede år senere. Men netop denne natlige våbenløse bøn brugte Englænderne imod dem.

Knuds Erobring af England

Knud kom tilbage til Danmark i sommeren 1014 med resterne af sin faders hær. Han tiltalte sin broder kong Harald: "Jeg er kommen hid, kære broder, dels af kærlighed til dig, men dels også for at undvige det barbariske raseri, der med uforudset dumdristighed har rejst sig imod mig; dog er det ikke, fordi jeg er bange for krig og kampe, thi dem vil jeg tværtimod atter opsøge til fremme for min berømmelse, men for at jeg, belært ved dine råd og støttet af væbnet hjælp fra dig, kan vende tilbage med vished for sejren."

Illustration i gammelt Engelsk manuskript
Illustration i gammelt Engelsk manuskript, som man må tro forestiller et vikingeskib. Kunstneren har sikkert aldrig selv set et sådant skib, men kun hørt om det.

Encomium Emmae Reginae skriver om den flåde, som Knud, Harald og Thorkil havde samlet, og som var rede til at afsejle til England: "Da bød Kong Knut sin moder og broder farvel og søgte atter hen til de steder, som stødte op til den krummede strandbred, hvor han allerede havde forsamlet to hundrede skibe, et prægtigt skue!" - "Guldet glødede på stævnene, sølvet blinkede i de forskelligt formede skibsmærker" - "Thi hvem af fjenderne ville vel kunne se på disse på stævnene anbragte billedværker, disse med guldets blink forfærdeligt funklende løver, disse metalmennesker med den truende gyldne pande, disse drager af det rene, glødende guld, disse tyre, der truende varslede død og undergang med deres af guld strålende horn, og dog ikke gribes af nogen frygt og ræddes for den konge, som havde en så vældig krigsmagt?"

Man må tro at forfatteren af Encomium vidste at skibene var Danernes kæreste eje.

Man skal nok tage Knuds ord helt bogstaveligt. I slutningen af 1014 og i begyndelsen af 1015 var Knud stadig konge, men kun en slags søkonge over resterne af sin faders slagne hær. Nogle historikere tvivler på at han havde nogen realistisk mulighed for at samle nye styrker, som kunne måle sig med Æthelreds erfarne professionelle korps.

Han rådede ikke selv over tilstrækkelige penge og mænd. Han måtte nødvendigvis have hjælp fra sin broder, som havde adgang til sådanne midler, fordi han var konge af Danmark. Nogle historikere udtrykker dog tvivl om at brødrene - selv i forening - på dette tidspunkt ville have været i stand til rejse en ny hær, som kunne måle sig med Æthelreds kampvante styrker i England.

Men da indtraf en uventet begivenhed, som skulle give Knud nye muligheder. Thorkil Høje kom til Danmark fuld af iskold beslutsomhed til at hævne sin broder og så mange af sine mænd, som var faldet på grund af Englændernes list.

Tegning af Ælfheah som fange hos Jomsvikingerne
Tegning fra 1800 tallet af Ælfheah som fange hos Jomsvikingerne. Han blev taget til Greenwich og holdt fange i syv måneder, og en løsesum blev krævet for hans løsladelse. Ærkebiskoppen nægtede at lade sig løskøbe. Efter alt at dømme havde han ret frie forhold i sit fangenskab og havde mulighed for at drive en slags kristen mission. Han blev dræbt i april 1012 ved at vikingerne smed knogler og oksekranier mod ham. En hans disciple ved navn Thrum afkortede hans lidelser med sin økse - måske var det denne missionsvirksomhed, som irriterede vikingerne.

Encomium beretter at Knud en gang gik tur langs stranden i dybe tanker, da: " - fik han pludseligt øje på nogle få sejl midt ude på havet. Det var Thorkil; ihukommende, hvad han havde gjort mod Sven, samt at han for nylig uden orlov fra sin herre kong Knut egenrådig var bleven tilbage i det Angliske Land, kom han nemlig nu med ni skibe og deres krigsmandskab for at opsøge sin herre og give ham til kende, at det ikke var for at skade hans sag, at han var bleven tilbage, da Knut drog bort. Da han kom, vovede han dog ikke uden tilladelse at lægge til ved kysten, men efter at have kastet anker sendte han folk med budskab forud og, bad om, at det måtte være ham tilladt at sejle ind i havnen. Så snart det var bleven tilstedt, gik han op i land og bad sin Herre om nåde; og efter at han, skønt det kostede meget besvær, havde vundet udsoning med ham, gav han ham troskabed på, at han for eftertiden ville tjene ham med trofasthed. Han forblev så mere end en hel måned hos ham og opfordrede ham til at vende tilbage mod Anglerne, idet han sagde, at det ville være let for ham at overvinde dette folk, hvis land jo vidt og bredt var vel bekendt for dem begge. Desuden, sagde han, havde han i Anglernes Land efterladt tredive skibe tillige med en hærstyrke af de pålideligste Folk, der, så snart de indfandt sig, ville modtage dem med ære og vejlede dem på deres tog gennem hele landets område."

Der er forskellige udsagn om, hvor stor Knuds flåde var. Ifølge Encomium Emmae var flåden på 200 skibe - hvilket er mere rimeligt end de 1000 skibe, som af Adam af Bremen angiver. Hæren, som ankom ved Sandwich, skulle således have været på omkring 20.000 mand. Thietmar af Merseburg skriver at antallet af skibe var 340, "som hver havde 80 mand ombord". Dertil kommer Erik Jarl og hans mænd, som vistnok ankom lidt senere, samt de 30 eller 40 skibe, som Thorkil Høje fortalte ventede på dem i England. Måske har hæren totalt omfattet 25-30.000 mand.

Runesten i Väsby i Uppland i Sverige
En runesten i Väsby, Uppland i Sverige. På stenen står: "Alli rejste denne sten til minde om sig selv. Han tog mod betaling fra Knud i England. Må Gud hjælpe hans sjæl." Vi kan forestille os at Thorkil Højes ry som hærfører har motiveret mange fra hele Skandinavien til at slutte sig til Knud. Foto: I, Berig Wikipedia.

Harald og Knud rekrutterede folk fra hele Skandinavien. Langt op i Sverige findes runesten, som beretter at her hviler mænd, som modtog Danegæld af Knud. Brødrene sendte bud efter Erik Jarl i Norge. Knytlinge Saga siger: " - han sendte også bud til Norge til sin svoger Erik Jarl, at han skulle samle folk, og drage til England med ham, thi Erik Jarl var meget berømt for tapperhed og manddom, da han havde sejret i de to slag, som have været de navnkundigste i de nordiske Lande. Det ene, som Kong Svend Tveskæg og den svenske konge Olaf Svenske og Erik Jarl holdt mod Olaf Tryggvesøn ved Svølder, og det andet, som jarlerne Håkon og Erik holdt mod Jomsvikingerne på Hjørungevåg." Thietmar, som var en samtidig, skriver videre at Harald ledsagede sin broder på togtet.

Da Knuds flåde kom til Sandwich, fandt de at en stor mængde fjender ventede dem på kysten. Encomium beretter: "Og så landede de da i glimrende orden for gunstig vind ved Sandwich, der er den navnkundigste af alle Anglernes havne; og efter at man havde kastet anker, begav spejdere sig i småbåde ind til kysten. Der udforskede de i største hurtighed det nærmest liggende strøg af landet, vendte derpå ilsomt tilbage til de kendte skibe og forkyndte Kongen, at tusinder af fjender stod rede der til at gøre modstand. Thi landets indbyggere, som brændte af den hedeste iver efter at krige mod Kongen og Danerne, havde her samlet så store krigerskarer, som de troede var tilstrækkelige for dem til kampen, og i tætte klynger og med endrægtig hu fløj de hid, hvor de skulde finde døden for ædlingenes hånd."

For at bevise sin troskab meldte Thorkil Høje sig frivilligt til at rydde stranden: "Jeg skal sørge for at vinde dette slag for min Herre med mine folk, og ikke vil jeg tillade, at min konge, så glødende hidsig en yngling, som han jo er, styrter sig ind i denne kamp for selv at bære våben på fjenden." - "Thorkil gik op på land fra skibene med sine mænd og førte sin ordnede hær lige frem mod Anglernes landstorm, som dengang havde samlet sig ved det sted, som kaldes Scorastan. Nu var det rigtignok på Danernes side krigsmandskabet fra fyrretyve skibe og mere til, der var gået i land; men dette antal var endda ingenlunde ligt med halvdelen af fjenderne. Imidlertid brød Danernes fører, som stolede mere på krigernes tapperhed end på mængden, over tvært med al tøven og lod krigstrompeten gjalde; og mens han selv skred frem i forreste række og i tanken stadigt bønfaldt Gud om hjælp, nedmejede han med sit sværds æg alt, hvad der kom ham i vejen." Der var uden tvivl kampe, da hæren gik i land, men Sherston ligger inde i landet nær Bristol; Encomium's forfatter synes at have forvekslet navnet.

Kong Knuds lig bæres mod fjenderne
Kong Knuds lig bæres mod fjenderne. Saxo skriver at Knud førte krig i Normandiet for at hævne sig på hertug Richard, der havde forstødt hans søster. Han blev syg og døde. Hans krigere bar hans lig i spidsen for hæren for på den måde at vinde sejr ved hans kongelykke. Ifølge Saxo blev han begravet i Rouen.
Vi tænker at her er Saxo helt galt afmarcheret. Ingen andre kilder nævner at Knud førte krig i Normandiet, og han er med sikkerhed begravet i Winchester i Wessex.
Men, i vikingetiden blev alle områder i Vest Europa, som var erobret af vikinger kaldt Normandiet. Knytlingerne selv kom utvivlsomt fra det Engelske Normandiet. Derfor, det er sikkert at Knud førte krig i Normandiet; og hovedstaden i Normandiet hedder Rouen, ikke sandt?

Med ryggen mod havet kæmpede Thorkils mænd for sejr eller bane: "Thi da de jo fortvivlede om at finde nogen tilflugt, hvis de veg, gik de løs på fjenderne med så vildt et raseri, at man ikke blot så de dødes kroppe falde til jorden, men også de levendes styrte, idet de søgte at undvige huggene. Omsider havde de da vundet den ønskede sejr."

I modsætning til sin fader gik Knud direkte mod Syd England og Æthelreds hjemland Wessex. Anglo Saxon chronicle fortæller: "Kong Knud kom til Sandwich og derefter sejlede han med det samme omkring Kent ind i Wessex, indtil han kom til mundingen af Frome og hærgede derefter i Dorset, i Wiltshire og i Somerset".

Æthelred lå syg i Cosham. Stillet over for Knuds succesfulde invasion i Wessex blev der gjort et forsøg på at forene Edmund Jernsides og Æthelreds tilhængere, som var ledet af ealdorman Eadric. Alliancen forliste dog hurtigt på grund af gensidig mistillid. Anglo Saxon Chronicle skriver: "Så samlede ealdorman Eadric en hær, det samme gjorde ætheling Edmund i nord. Da de kom sammen, ønskede ealdormanden at forråde æthelingen og på grund af dette, skildtes de derefter uden at levere slag, og banede dermed vejen for deres fjender. Og ealdormanden lokkede fyrre skibe fra kongen, som derefter sluttede sig til Knud. Og Vest Saxerne underkastede sig og gav gidsler og leverede heste til hæren, og den var der indtil midvinter."

Kort over vigtige slag under Knuds Erobring af England
Kort over vigtige slag i Knuds Erobring af England

Vi kan tro at disse "fyrre skibe" var dem, som Thorkil Høje fortalte ville slutte sig til invasionshæren, så snart den var kommet i land. Som lejetropper har de nominelt været under kongen kommando, indtil de sluttede sig til deres landsmænd. Eadric var krønikeskrivernes yndlings-skurk, og ham har de også givet skylden for dette.

Modsat tidligere vikinge hære lagde Knud sig ikke i vinterkvarter. Han og Thorkil besluttede sig til at angribe det nordlige England. Det viste sig at være et mestertræk. Da Jarl Uhtred indså at han stod overfor en militær katastrofe i sit eget hjemland, valgte han at forlade Edmund og ile tilbage til York, hvor han underkastede sig Knud. Kort tid efter blev han imidlertid dræbt af en Daner ved navn Thurbrand, sandsynligvis efter ordre fra Knud, som aldrig tillod en tidligere allieret at forråde ham en gang til. Derefter udnævnte han Erik Jarl til at lede Northhumbria.

Dernæst vendte Danerne deres opmærksomhed mod London. Edmund Jernside besluttede endnu engang at alliere sig med sin fader. Han vendte tilbage til London til kong Æthelred, hvor de forberedte sig på en belejring. Imidlertid, den 23. April i året 2016 døde kong Æthelred, før Knud ankom. Thitmar af Merseburg fortæller at London nu var under kommando af dronning Emma, som ønskede at hendes søn Edward skulle være konge.

Knud kæmper mod Edmund Ironside
Knud kæmper mod Edmund Ironside i Slaget ved Assandun, tegningen viser Edmund Ironside (til venstre) og Knud den Store (til højre). Fra manuskript fra 1300 tallet - Matthew Paris, Chronica Majora, Cambridge, Corpus Christi College. Wikimedia Commons.

Historikeren Ian Howard mener at Emma frygtede for sine sønners liv, hvis Edmund blev konge, og derfor åbnede hun forhandlinger med Knud gennem sine venner fra Engelsk politik, Thorkil Høje og Ealdorman Eadric. Thitmar fortæller at betingelserne var hårde: "at hvis dronningen aftalte at levere hendes (sted-) sønner til døden, og betale en løsesum på femten tusinde pund af sølv for sig selv og tyve tusind for biskopperne, samt alle rustninger, hvis antal var tæt på utrolige fireogtyve tusinde, og hvis hun leverede tre hundrede udvalgte gidsler for at forsikre alt dette, så ville hun være i stand til at sikre fred sammen med liv for hende og hendes fæller."

I ly af mørke undslap Æthelreds sønner, Edward og Alfred. Dronningens tredie stedsøn, Edmund Ironside, anede, hvad der kunne ske ham, og flygtede ligeledes fra London med sine mænd og overlod til dronning Emma at forhandle med Knud.

Bakketop nær Ashingdon
Bakketop nær Ashingdon, hvor man mener at det afgørende slag fandt sted. St. Andrews kirke er netop skjult bag træerne. Foto David Kemp Wikipedia.

Edmund kunne ikke tage tilbage til Northhumbria, da hans allierede jarl Uthred var død, og landet besat af Erik Jarl. Han drog derfor til Wessex, hvor han var i stand til at rejse en hær. Knud aflyste belejringen for en stund og vendte sig imod Edmund Ironside. En fægtning ved Penselwood syd for Bristol faldt ud til Edmunds fordel. Et slag ved Sherston øst for Bristol varede i to dage. Den første dag var slaget blodigt - men uafgjort, den anden dag trængte Edmunds styrker Danerne tilbage - siger Florence af Worchester - men da skar Eadric Streona "hovedet af en mand ved navn Osmear, hvis ansigt og hår var meget ligesom kong Eadmund's, og holdt det op og råbte, at det var nyttesløst for de engelske at kæmpe" hvilket fik de Engelske linier til at vakle. Kampen fortsatte til mørkets frembrud, hvorefter Danerne trak sig tilbage til London og genoptog belejringen.

Florence of Worchester beretter om flere andre slag ved London, ved Otford sydøst for London og Brentford øst for London; han fortæller om kampe i Mercia, hvilke sikkert alle er om at Edmund terroriserede Danske fouragerings grupper. Skjalden Thord Kolbeinsson fortæller om Erik Jarls sejr over en Engelsk hær under Ulvkel Snilling (Ulfcytel) vest for London, som måske var på vej for at undsætte London.
William Erobrerens ravnebanner
På Bayeux tapetet ses William Erobrerens ryttere. Anden rytter fra venstre bærer et ravnebanner. Over rytterne: "Imod kong Harold - her hertug William." Det antages at ravnen var et symbol på krigens gud, Odin, eller en påkaldelse af ham. Odin har to ravne Hugin og Munin, som hver morgen flyver ud i verden og hver aften kommer tilbage for at berette, hvad der var hændt. Det er kendt at Regnar Lodbrogs sønner og Harald Hårderåde også førte ravnebannere. Se link til Wikipedia artikel nedenfor - Foto fra Angelfire.com.

Det afgørende slag mellem Edmund og Knud fandt sted i Oktober 1016 ved Ashingdon sydøst for Chelmsford i Essex. Det siges at slaget blev afgjort til Danernes fordel, da Eadric af Mercia flygtede, og Edmunds slagorden derved gik i opløsning.

Ravenbanneret på Bayeux tapetet forstørret
Ravnebanneret på Bayeux tapetet forstørret. Fra Wikipedia.

Florence af Worchester skriver: "Der opstillede han (Edmund) hurtigt sin kamp linje, støttet af reserve-enheder tre dyb. Imens bragte Knud meget langsomt sine mænd ned til en jævn mark, mens derimod konge Eadmund flyttede sine styrker, som han havde arrangeret dem med stor hast, og gav pludselig ordre til at angribe Danerne. Hærene kæmpede hårdnakket, og mange faldt på begge sider. Men idet den forræderiske ealdorman, Edric Streona, så at den danske linje var at give efter, og at den engelske var ved at få sejren, holdt han det løfte, som han tidligere havde givet til Knud, og flygtede med Magesetas, og den del af hæren, som han bød over, og således snedigt vendte hans sin Herre konge Eadmund og den Engelske hær, og ved hans handling smed sejren i hænderne på Danerne." Ealdorman Eadric af Mercia er den helt store skurk især hos Florence af Worchester. Hos ham var det sjældent Englændernes egen skyld, når det gik dem dårligt, det skyldes næsten altid Eadric's forræderi og snedige intriger. Det er kendt at Eadric var en vendekåbe, flere gange skiftede han side, fra Æthelred til Edmund, derefter til Knud, tilbage til Edmund og så tilbage til Knud.

Thymme Sjællandsfar vender slagets gang
Thymme Sjællandsfar vender slagets gang. Saxo beretter om en episoden i et slag i England: "Da det nu kom til et overmåde hidsigt slag imellem den danske og engelske hær, var der en mand ved navn Thymme, en Sjællænder af herkomst, som, da han så, at hans landsmænds bannere var stærkt i færd med at vige for fjendernes angreb, tog en liden gren, han tilfældigvis fik fat på, og gjorde den fast på sin lanse; idet han nu brugte den som banner og istemte det kampråb, Knuds krigsfolk plejede at opmuntre hverandre med, fik han, som en forkæmper, lykken stod bi, fylkingerne, som allerede var begyndt at flygte, til at vende om."

Encomium Emmae har en mere detaljeret beskrivelse af slaget, hvori beskrives hvorledes Thorkil indgav mændene mod da en numerisk overlegen hær nærmede sig ved at henvise til Danernes berømte magiske Ravnebanner: "Men en rapport om denne undlod ikke at komme til Danernes kundskab, de lod deres skibe bag sig og gik i land, idet de forberedte sig på at modtage, hvad der måtte komme. Nu havde de et banner af vidunderlig mærkelig natur, som, selv om jeg tror, det lyder utroligt for læseren, men da det er sandt, vil jeg præsentere sagen i min sande historie. For mens det var vævet af det reneste og hvideste silke, og ingen billeder eller nogen figurer var gjort på det, blev der i krigstid altid set en ravn, som var den broderet på det, hvis det var timen for sejr for det ejer, åbnede den sit næb, baskede med vingerne og stod uroligt på sine fødder, men var meget afdæmpet og hængende med hele sin krop, når de var besejret. Thorkel, som havde kæmpet den første kamp, iagttog dette og sagde: "Lad os kæmpe mandigt kammerater, for ingen fare truer os, for dette vidner den urolige ravn på det profetiske banner." Da Danerne hørte dette, voksede deres mod, og dækkede af deres hårde jernskjorter mødte de Anglerne på dette sted, Æskenedun."

Før kampen talte Eadric til sine mænd: "Lad os flygte, kamerater, og unddrage vort liv fra den overhængende død, ellers vil vi falde snart, for jeg kender Danernes hårdnakkethed."

Slaget siges at have startet "i dagens niende time" - hvilket må være hen på eftermiddagen - og fortsat til ud på natten i klart måneskin: "Derfor blev en meget alvorlig infanteri kamp indledt, da Danerne, selv om de var den mindre talrige part, ikke overvejede tilbagetrækning og valgte døden fremfor faren ved flugt." - "På begge sider faldt væbnede mænd i stort tal, men dog flest på den side, hvor det overlegne antal var." - "I mellemtiden begyndte englænderne at blive trætte og gradvist at overveje flugt, da de så at Danerne var i ét sind om enten at sejre eller at omkomme alle til sidste mand."

Til sidst flygtede Englænderne i mørket og efterlod de udmattede Daner på slagmarken.

Edmund Ironside og Knud mødes på øen Olney
Edmund Ironside og Knud slutter fred på øen Olney - som menes at have været en ø i floden Severn i Gloucestershire - og aftaler at Knud skal herske nord for Themsen og Edmund syd for.

Det hedder i Encomium: "Da Danerne hørte dette, blev de dristigere og beklædte med brynjer, mødte de fjenden på stedet kaldt Ashingdon". Vi husker fra Olav den Helliges Saga at Olavs to hundrede brynjeklædte veteraner gjorde en stor forskel i forhold til de mere simpelt bevæbnede norske bønder, som ikke bar brynjer. Thitmar nævner at dronningen i London skulle udlevere: "alle rustninger, hvis antal var tæt på utrolige fireogtyve tusinde". Man kan tænke sig at Danerne var mere erfarne og disciplinerede end de udskrevne Engelske bønder, og at de var iført disse og andre ringbrynjer, og dette gjorde dem i stand til at overvinde en numerisk overlegen hær. Ganske som Olavs brynjeklædte veteraner gjorde i Norge.

Anglo Saxon Chronicle skrev: "Og der var hele den Engelske nations adel ødelagt." Tilbage på slagmarken som føde for ravne og ulve lå et meget stort antal Engelske ledere, især fra det nordlige England, blandt andet Ealdorman Godwine af Lindsey, Æthelweard og and Ulfcytel fra East Anglia og mange flere.

Derefter blev der sluttet fred. Krøniken skrev: "Så rådede Ealdorman Eadric og rådgivere, der blev der samlet, til at kongerne skulle slutte fred med hinanden, og de udvekslede gidsler." Det blev bestemt at Knud skulle være konge i det nordlige England og Edmund Ironside skulle herske syd for Themsen.

Middelalderlig illustration af Edmund Ironsides død
Middelalderlig illustration af Edmund Ironsides død. Fra A Clerk of Oxford.

Imidlertid, Edmund herskede ikke længe. Kun en måned efter blev han dræbt på en ydmygende måde, i hvert fald efter Henry of Huntingdon: "Da Edmund, frygtelig og mest formidabel mod sine fjender, var i hans rige i fremgang, gik han en nat på toilettet for at følge naturens kald. Der var Ealdorman Eadric's søn, som efter sin fars plan var skjult i lokums-graven, han stak kongen to gange med en skarp kniv i de intime dele, og efterlod våbenet i hans indvolde og flygtede. Så kom Eadric til Kong Knud og hilste ham og sagde: "Hil, eneste konge!" Da han afslørede hvad der var sket, svarede kongen, "Som belønning for din fremragende tjeneste, skal jeg gøre dig højere end alle de engelske adelsmænd. Derefter beordrede han ham til at blive halshugget, og hans hoved at blive sat på på en pæl på Londons højeste tårn."

Dog er Saxo ikke overbevidst om at Knud ikke havde en finger med i spillet: "Andre siger at Knud hemmeligt havde givet befaling til at dræbe Edward, og at han nu bød at morderne skulle straffes for derved at bortlede mistanken fra sig selv, idet han holdt for at han, for at få folk til at tro at han var uskyldig og ikke havde del i denne misgerning, måtte lade dem, som havde øvet udåden, undgælde på det hårdeste. Dog berøvede denne tildragelse i førstningen Knud en del af den kærlighed hans hirdmænd havde til ham."

Efter Edmund Ironsides død blev Knud konge i hele England. Han herskede i de følgende 18 år til sin død i 1035.

Knuds betroede Mænd

"Meget vis var han ikke", skrev Knytlinge Saga om Knud. Men tidligt i sit liv fik han nærkontakt med den kolde grusomme virkelighed, og derfor var han klog nok til at omgive sig med formidable rådgivere. Men det er nemt at forestille sig at han bestandig var naget af følelsen af at de så ned på ham og mistanken om at de havde deres egne planer.

I hans første år som konge var han støttet af fire fremtrædende ledere, som han i vid udstrækning skyldte sin krone.

Det hedder Anglo Saxon Chronicle for 1017: "Her i dette år besteg kong Cnut tronen for hele England, og han delte det i fire dele, selv tog han Wessex og Thorkil East Anglia og Eadric Mercia og Erik Northumbria."

Drabet på Eadric Streona
Drabet på Eadric Streona. Knud giver tegn til Erik Jarl om at dræbe Eadric med sin økse. Gammel tegning af ukendt oprindelse fundet på vikinghistorytales.blogspot.dk.

Der var den intelligente og veltalende, men snedige og jalous Eadric af Mercia, også kaldt Eadric Streona, som havde årtiers erfaring i regeringførelse og Engelsk politik på højeste plan, men som af indlysende grunde ikke nød kongens fulde tillid. Tættere på kongen stod hans svoger, Erik Jarl - gennem femten år jarl af Norge og vidtberømt som hærfører, nu hersker af Northumbria. Thorkil Høje, Knuds fosterfader, var hjernen bag Englands generobring. Han var i de første år Knuds højre hånd. Ulf Jarl var en opfindsom og veltalende Dansk høvding, muligvis fra Skåne, som havde fulgt Knud til England.

Eadric af Mercia var en vendekåbe; han havde været Æthelreds mest betroede rådgiver, skiftevis støttede han Æthelred, Knud og Edmund og var igen vendt tilbage til Knud. Anglo Saxon Chronicle skriver at hans tilbagetrækning fra slagpladsen ved Ashington gav Knud sejren. Eadric forhandlede den fred, som gjorde Knud til konge nord for Themsen, og som belønning udnævnte Knud ham til jarl af Mercia.

Men hans værdighed varede ikke længe. Knud huskede, hvad der skete med hans fader, og var fast besluttet på ikke at lade Englænderne løbe om hjørner med ham. Economium fortæller, hvorledes han fik Eadric dræbt: "Det var derfor sådan, at han elskede dem, han havde hørt at have kæmpet tidligere for Eadmund trofast og uden bedrag, og at han så hadede dem, han vidste at have været svigefulde, og at have tøvet mellem de to parter med svigagtig adfærd mod begge, således at på en bestemt dag beordrede han henrettelsen af mange høvdinge for bedrag af denne art. En af disse var Eadric, der var flygtet fra krigen, og til hvem, da han bad om en belønning for dette fra kongen, idet han foregav at have gjort det for at sikre sejren, kongen sagde bedrøvet: "Skal du, der har bedraget din Herre med svig, være i stand til at være tro mod mig? Jeg vil give dig en værdig belønning, men jeg vil gøre med det formål, at bedrag ikke efterfølgende kan være din fornøjelse." Og idet han tilkaldte Eirikr, hans høvedsmand, sagde han: "Betal denne mand, hvad vi skylder ham, det vil sige, dræb ham, at han ikke skal spille os falsk." Han løftede øksen straks og afhuggede hans hoved med en mægtig slag, så at soldaterne kan lære af dette eksempel at være trofaste, ikke svigefulde mod deres konger."

Runesten med skibsmotiver
To runesten med skibsmotiver, nemlig Sparlösa stenen i Västergötland og billedstenen fra Hammersenge i Lärbro på øen Gotland.
Til venstre: Sparlösa stenen. Vi bemærker at sejlet er formet som en vandret rektangel og ikke kvadradisk, således som vikingeskibs sejl ofte bliver vist. Foto Rolf Broberg på Wikipedia.
Til højre: Billedstenen fra Hammersenge, som også indeholder et skibsmotiv - med et sejl formet som et vandret rektangel. Foto J.C. Schou på Biopix.

Knud havde ingen grund til at elske Eadric særlig højt. Vilhelm af Malmesbury fortæller at han under massakren på Danerne St. Brices Dag i 1002 havde forestået drabet på Svend Tveskægs søster Gunhild og hendes familie. Florence of Worcester fortæller, hvorledes han i 1015 efter Æthelreds sejr lod Svends tidligere allierede og Ælfgifus slægtninge myrde, "Sigeferth og Morcar, Earngrim sønner, og de mest betydelige og magtfulde thegns af de Syv Borge."

Erik Jarl var gift med Knuds søster Gyda. Han var vidt berømt som hærfører. Sammen med sin fader, Håkon jarl, slog han Jomsvikingerne i slaget i Hjørungavaag og i slaget ved Svold erobrede han Olav Tryggvessons berømte skib, Ormen Lange. Siden Olav Tryggvessons fald omkring år 1000 havde han styret Norge som Svend Tveskægs Jarl. Olav Trygvessons Lange Saga fortæller: "Kong Svends søn Knud i Danmark kom til regeringen efter sin fader; han rustede en hær for at drage over til England den sommer, som Kong Adelråd var død sommeren forud. Kong Knud sendte da bud op til sin svoger Erik Jarl i Norge, at han skulde drage med ham over til England med en hær; thi Erik Jarl var meget navnkundig af sin krigsfærd, og deraf, at han havde vundet sejr og berømmelse i de to slag, som havde været de hårdeste i Norden; det ene nemlig, da han og hans fader Håkon stred mod Jomsvikingerne; det andet da Erik stred mod Kong Olaf Tryggvesøn."

Der er store afstande i Norge, og det var sikkert grunden til at han kom lidt sent. Knud betroede ham styret over Northumberland omkring York, hvor Norske vikinger havde store traditioner. Skjalden Thord Kolbeinsson priser Erik Jarl for hans sejr over en Engelsk hær under Ulvkel Snilling (Ulfcytel) vest for London. Måske var den på vej til at undsætte London, som var belejret af Knud og Thorkil.

Knytlinge Saga beretter at Erik holdt et andet slag på den legendariske Ringmarehede i East Anglia. Skjalden Thord Kolbeinsøn kvad:

Knud den Store som glasmosaik
Knud den Store som glasmosaik fra 1400 tallet i det store vest vindue i Canterbury Cathedral i Canterbury, Kent, England. Foto: Sonia Halliday Photo Library.

Krigerne sår over ben og
arme tilføjet den raske
høvding, som ofte ravne
svullent kød gav at æde;
Englændernes hær lod
tit den modige Erik
mindskes, rød da farved
Ringmarehede blodet.

Muligvis blev han alvorlig såret i slaget på Ringmarehede.

Flere sagaer fortæller at Erik Jarl døde, da han forblødte i forbindelse med en åreladning - måske i 1024. Olav Tryggvessons Lange Saga har en sensationel beretning om, hvorledes han forblødte i forbindelse med at en læge skar hans drøbel forud for en planlagt pilgrimsrejse til Rom.

Thorkil Høje var søn af Jarlen af Sjælland, Strut-Harald, og vi kan gætte på at de var efterkommere efter kongerne i det østlige Danmark, som købmanden Ottar i 800-tallet kaldte Denemearce. Han blev efter alt at dømme leder af Jomsvikingerne efter sin broder Sigvalde, som nogle tror faldt i England.

Det er kendt at mange prinser og prinsesser i sen vikingetid havde en fosterfader. Knuds fosterfader var Thorkil Høje, og de havde således en meget personligt forhold.

Thorkil deltog i slaget mellem Jomsvikingerne og Håkon og Erik Jarl i Hjørungavaag i Norge, måske i 987. Han er også nævnt i beretningen om slaget ved Svold, hvor dog især Erik Jarl udmærkede sig. Han blev regnet for en af Skandinaviens mest berømte militære ledere. Jomsvikinge Saga siger om ham: "Sigvaldes broder, Thorkel den Høje, blev holdt for en særdeles vis mand, som siden prøvedes ved mange lejligheder."

Han invaderede England i 1009 i spidsen for en hær sandsynligvis sammensat af mænd fra hele Skandinavien, heriblandt Olav Digre og hans Nordmænd. De plyndrede og brændte overalt i England og efterlod landet i en tilstand af afmægtig kaos. Efter at de havde fået udbetalt deres Danegæld, gik han i Æthelreds tjeneste sammen med sine nærmeste mænd, sikkert Jomsvikingerne. Som lejetropper for kong Æthelred deltog de i hans succesfulde modoffensiv mod Danerne i forbindelse med Svend Tveskægs død. Efter en natlig massakre på mange af hans uforberedte mænd i deres garnisoner i England i 1014 eller 1015 skiftede han side og sluttede sig til Knud og blev strategen bag erobringen af England.

Da Knud blev konge over hele England i 1017 belønnede han Thorkil for hans indsats ved at indsætte ham som jarl i East Anglia.

Det fremgår klart flere steder i Anglo Saxon Chronicle at Thorkil i årene efter erobringen havde en særstilling blandt hans jarler, han var Knuds højre hånd. Krøniken for 1020 skriver for eksempel: "I dette år kom kong Knud tilbage til England. Og der var i påsken et stort råd på Cirencester. Så blev ealdorman Æthelweard erklæret fredløs. Og i dette år gik kongen og Earl Thurkyl til Ashingdon og ærkebiskop Wulfstan og andre biskopper og også abbeder og mange munke, og de indviede klosterkirken i Ashingdon". Det tydeligt at Thorkil var Knuds højre hånd.

Han havde en farlig stilling i England. Hans magt hvilede på hans venskab med Knud, og dog måtte han under Knuds fravær fra landet udøve en autoritet, som om han var kongen selv. Knud måtte uundgåeligt blive mistænksom over hans magt.

Men det er ikke svært at regne at den vigtigste grund til Knuds voksende mistænksomhed og uvilje imod ham var Thorkils store interesse for Engelske prinsesser. Historikeren Lawrence Marcellus Larsom skriver at han var gift med en Engelsk kvinde ved navn Edith.

En silver penny slået af kong Knud.
En silver penny slået af kong Knud. Foto Pinterest

Jomsvikinge Saga fortæller om Knuds og Thorkils erobring af England: "Thorkel havde tredive skibe, og dræbte Ulfkel Snilling, og hævnede således sin broder Heming, og ægtede Kong Adelraads datter Ulfhild, som Ulfkel havde haft til ægte." - "Længe derefter var Kong Knud til gæstebud hos Thorkel Høie, da så kongen Ulfhild, og syntes at Thorkel havde sveget ham, idet han havde fået ham til at ægte Emma istedet for hende, og for den Sags skyld lod han Thorkel dræbe." Florence af Worcester fortæller at Æthelred havde en datter ved navn Edith, som var havde været gift med Eadric.

Anglo Saxon Chronicle for 1021 skriver: "Her i dette år på Mortens dag erklærede kong Knud Earl Thorkill fredløs." Mortens dag var d. 11. November.

Det er ikke sandsynligt at Knud blot blev motiveret af jalousi. Det var blot et udslag af hans kompromisløse rettidige omhu. Thorkil var af en fremtrædende slægt på Sjælland, sikkert efterkommere af oldtidens konger i det østlige Danmark, som Ottar havde kaldt Denemearce. Hvis han fik en søn med en datter af Æthelred, Alfred den Stores efterkommer, kunne denne søn i fremtiden gøre krav på den Engelske trone, måske med større styrke end en Knytlinge kandidat. Og ikke nok med det, et sådant nyt Engelsk dynasty kunne hurtigt få øje på Danmark, måske med udgangspunkt på Sjælland - Sådan noget skulle kvæles i fødslen.

Formentlig blev Thorkil ikke dræbt. Ifølge Anglo Saxon Chronicle for 1023 blev han og Knud igen forsonet: "I dette år vendte kong Cnut tilbage til England. Og Thurkyl og han blev forsonet. Han overgav Danmark og hans søn til Thurkyls omsorg, mens han tog Thurkyl søn med sig til England." Måske var det en Knuds sønner med Ælfgifu.

Knytlinge Saga nævner at "Thorkel den Høje havde da overbestyrelsen i Danmark" - men på det forkerte tidspunkt. Olav den Helliges Saga nævner at Thorkils søn, Harald, var jarl på Sjælland og i Jomsborg.

Ulf Jarl var Knuds svoger: "Med Kong Knud fulgte mange Høvdinger til England; den første af disse var hans svoger jarlen Ulf Sprakelægsøn," fortæller Knytlinge Saga. Og samme saga fortæller: "Kong Svends og Sigrids datter var Astrid, som var gift med Ulf Jarl, en søn af Thorgils Sprakelæg eller den hurtige, som da var gift med Kong Knuds Søster Astrid Svendsdatter." Tilnavnet "Sprakelæg" skal vist nok henføre til et svagt ben, hvilket indikerer at det ikke var i løb at Thorgils var hurtig. Vi må snarere tro at han var hurtig i opfattelsen og i replikken, således som hans søn også bliver beskrevet.
Ulf jarls oprindelse fra en bjørn
Saxo fortæller at Ulf jarls oldefar var en bjørn. Her er Claus Delurans fremstilling af historien.

Sagaen fortæller at Ulf var en modig og energisk leder: "Ulf Jarl var igen, som ofte tilforn, i spidsen af Kong Knuds mænd, og forfulgte de flygtende længst. Han kom da ind i en skov, som var så tæt bevokset, at han ikke kunne komme ud af den hele natten, førend det lysnede om morgenen." Der traf han en ung Engelsk mand ved navn Gudine, som vogtede nogle får. Ulf overtalte den unge mands fader til at give ham sønnen som vejviser tilbage til skibene mod at han derefter kom i Knuds tjeneste. Gudine blev senere kendt som Godwin, og det var hans søn Harold Godwinson, som anføre den Engelske hær i det skæbnesvangre slag ved Hastings i 1066.

Ulf Jarl var afholdt som en munter og udadvendt mand. Da han og Gudine kom tilbage til skibene hedder det: "Folkene var oppe på land, og, da de så jarlen, og kendte ham, strømmede de alle omkring ham, og tog imod ham med særdeles glæde, som om de havde fået ham tilbage fra den anden verden, thi han var så vennesæl, at alle elskede ham med inderlig kærlighed."

Ulf jarl er en vigtig person i Danmarks historie, fordi han ved sin søn Svend, som fik tilnavnet Estridsen efter sin fornemme moder, blev stamfader til så mange Danske konger.

Vikingeskat fundet ved Errested
Vikingeskat fundet ved Errested nær Haderslev af Arkæologi Sønderjylland i 2015. Indtil nu er fundet 165 mønter fra 1000 tallet. De inkluderer Engelske, Danske og Tyske mønter. Nogle mønter er slået af Knud den Store. De kan meget vel være hjembragt fra England som danegæld af en kriger fra Sønderjylland. Foto News Network Archeaeology.

På et tidspunkt fik Ulf overdraget ansvaret for Danmark, hvornår vides ikke, måske efter at Thorkil forsvandt ud af historien. Det må have været efter Knuds forsoning med Thorkil i 1023 og før slaget ved Helgeå i 1026, måske allerede i 1024. Han fik også overdraget ansvaret for opdragelse af Knuds søn med Emma, Hardeknud, som da må have været omkring 5 år gammel.

Som før fortalt angreb Olav Haraldson og den Svenske konge Anund Jacob Danmark i 1026. Olav den Helliges Saga siger at på Sjælland blev der ikke ydet modstand: "Da blev landets folk ranet, nogle dræbte, nogle blev fangne og bundne og derefter førte til skibene, men alle, som kunne komme til, flyede, og det blev ikke nogen modstand." Olav stævnede endda til ting og "opfordrede med al den veltalenhed, han kunde opbyde, almuen til at gå ham til hånde, idet han snart lokkede for dem alle på en gang, snart for de enkelte hver for sig med søde og fagre ord."

Ulf jarl trak sig tilbage til Knytlingernes kerneland Jylland og afventede hjælp fra Knud. Måske havde han svært ved at mobilisere en hær på Sjælland. Vi husker at i England samlede Eadric og Edmund en hær mod Knud, men imidlertid nægtede den at kæmpe, hvis ikke kongen kom tilstede. I årtusinder har det jo været kongen, som udbød leding og fylkede hæren. Man kan gætte på at noget lignende skete for Ulf i 1026. Desuden kan bønderne i det tidligere Denemearce stadig have haft forbehold overfor den fraværende Knytlingekonge.

Da Sigvat Skjald søgte Knud om tilladelse til at drage til Norge, bekræftede han at Jylland var Knytlingernes kerneland:

Inden Jydernes konge
jeg fik i tale, udenfor
-
Gorms ætling vort erend'
svare ville

I Olav den Helliges Saga siger Ulf: "Jeg og mange andre af dette lands mænd og høvdinger har ofte kæret for kong Knut, at det tykkes dem meget vanskeligt at sidde her i landet uden konge, medens de forrige danekonger syntes, de havde fuldt op at gøre med at have kongedømme over Danevældet alene; men i fortiden styrede mange konger over dette rige. Dog bliver det nu meget vanskeligere, end det før har været, thi vi har hidtil opnået at sidde i fred for udenlandske høvdinger; men nu spørger vi, at Norges konge tænker på at hærge imod os, og man har dertil mistanke om, at også sveakongen vil gøre sig rede til den færd. Men kong Knut er nu i England."

Ulv Jarl foranstaltede at den nu otteårige Hardeknud i hast blev hyldet som konge af Danmark, "det blev gjort på det samme ting", idet Ulf fremviste et brev fra Knud med hans segl, som godkendte dette. Imidlertid, sagaen mener at dette brev var forfalsket af Emma, som ønskede at hendes søn skulle blive konge: "Men ophavsmand til denne plan var dronning Emma; hun havde ladet gøre dette brev og sætte indsegl for, og hun havde med list fået fat på kongens indsegl; men alt dette var blevet skjult for ham."

Mønt forskerne Erslev og C. J. Becker har påvist at mønter præget i Danmark omkring 1026 til 1028 bryder med kopiering af Engelske forbilleder og fremstilles med nye motiver, forskellige for hver af de større møntsmedjer. Becker skriver: "Bag hele gruppen synes at tegne sig en fælles civil-administration, som på dette tidspunkt har et klart anti-engelsk præg. Derfor kan det ikke være kongen, som står bag ved, skønt møntprægningen må være påbegyndt i Knud den Stores tid. Der er fortsat god grund til at holde fast ved Erslevs gamle hypotese, at denne møntgruppe passer godt til en række historiske oplysninger om den danske stormands-opstand mod Knuds engelsk-dominerede styre omkring 1026/28 og de tilsvarende oplysninger om, at man ved den lejlighed lod den endnu umyndige Hardeknud hylde til dansk konge."

Da Knud kom til Danmark blev han meget vred, da han hørte at hans søn Hardeknud var blevet udråbt til konge af Danmark, men han udsatte sagen til efter kampen mod Olav og Anund.

Slaget ved Helgeå
Slaget ved Helgeå. Det berettes i Olav den helliges Saga at den opfindsomme Olav byggede en dæmning længere oppe ad åen, og da Knuds flåde kastede anker i åmundingen, nedbrød han dæmningen, således at en flodbølge skyllede ud gennem åmundingen og kæntrede nogle af Knuds skibe og bragte flåden i uorden. Det siges dog at folk, som har besøgt området, at de landskabelige forhold ikke tillader en sådan dæmning. Desuden må man tvivle på at de kunne bygge en sådan konstruktion på så kort tid, yderligere skulle den bygges meget teknisk specielt for at den skulle kunne briste ved at Olavs mænd manuelt trak noget materiale væk på det rigtige tidspunkt. Fra Illustration i Snorres Heimskringla - Olav den Helliges Saga af Halvdan Egedius.

Hærene mødtes ved Helgeå i Blekinge. Det siges i sagaen at Knud kom væk fra sin flåde, som var fortøjet i åens munding, - angiveligt på grund af en flodbølge foranstaltet af Olav - og blev omringet af fjendtlige skibe, men Ulf Jarl kom ham til undsætning. Knud havde flere og større skibe end de to andre konger tilsammen, hvilket hurtigt blev mærkbart for Olav og Anund. Imidlertid, den Danske flåde var kommet i uorden på grund af flodbølgen, hvilket gjorde det muligt for Olav og Anund at flygte mod øst uden at blive forfulgt.

Saxo har en fuldstændig anderledes beskrivelse af slagets gang, hvor Ulf bliver gjort til forræderen over alle - en slags datidens Quisling - idet han fortæller at Ulf var direkte allieret med Olav og Anund og på snedig vis lokkede mange af Knuds mænd ud på en bro, som derefter kollapsede, hvilket gjorde at de brynjeklædte mænd druknede.

Engelske kilder siger også at Ulf var direkte allieret med fjenden. Anglo Saxon Chronicle for 1025 siger: "Dette år drog kong Knud til Danmark med en flåde til holmen ved den hellige flod; Hvor imod ham kom Ulf og Eglaf med en meget stor styrke både på land og hav, fra Sverige. Mange mænd faldt på kong Knuds side, både danske og engelske, og svenskerne havde beholdt slagmarken".

Ulfs død efter Saxo
Saxo fortæller at Ulf blev dræbt under en fest i Roskilde af festdeltagerne på Knuds ordre, og ikke i kirken den følgende dag, som sagaen fortæller.

Olav den Helliges saga siger: "Kong Knut red op til Roeskelda dagen før mikelsmesse og med ham en stor skare mænd. Der havde hans måg, Ulv jarl, gjort et stort gæstebud for ham; jarlen var ivrig som vært og var meget lystig, men kongen var fåtalende og nokså uvenlig. Jarlen talte til ham og søgte efter de samtale-emner, som han ventede kongen ville synes bedst om, men kongen svarede lidet. Da spurgte jarlen, om han vilde lege skakspil. Han sagde ja til det, og de tog da skakspillet og legte. Ulv jarl var snarordet og uvorn både i tale og i alle andre ting, men en handlekraftig mand i sit rige og en stor hærmand, og om ham fortælles en lang saga."

Saxo siger om samme begivenhed: "En gang, da den højhellige fest skulde fejres til minde om, at Verdens Skaber lod sig føde til Verden for at dele sin udødelighed med os, havde Knud budt Ulf til gæstebud i Roskilde, og da denne havde drukket sin forstand bort, gav han sig, for at forherlige sig selv, ved om natten at synge viser om det nederlag, Knuds krigsfolk for ikke så længe siden havde lidt, da de druknede i Helgeå." Og videre: "Han bød derfor de tilstedeværende midt under gæstebudet at dræbe Ulf, og således fik han den straf, han ærligt havde fortjent for sin kåde tunge, og medens han drukken mindedes andres død, sang han sig sin egen død til og fyldte de bægre, han havde tømt så begærlig, med sit eget blod. Han havde virkelig også fortjent at komme til at tømme en besk skål i stedet for en, der smagte ham vel, eftersom han så kådmundet gjorde sig en ære af at have været skyld i, at kongens gæveste mænd måtte lade livet."

Kong Knud og Ulf Jarl skændes over et spil skak
Kong Knud og Ulf Jarl skændes over et spil skak. "Render du nu rædde Ulf" sagde Knud. Man kan tro at Knud var utilfreds med at Ulf ikke havde konfronteret Olav den Hellige noget tidligere medens Olav hærgede på Sjælland og i Skåne sammen kong Anund. Olav stævnede bønderne til ting og præsenterede sig selv som en mulig kongen i det østlige Danmark, og bønderne hørte tålmodigt på ham. Ulf havde muligvis vanskeligheder med at mobilisere og trak sig tilbage til Knytlingernes kerneland, Jylland, og afventede Knuds ankomst. Knud bebrejdede også Håkon Jarl at han ikke var aggressiv nok imod Olav, måske var han ret følsom i forhold til emnet Olav Digre. Tegning af M. Meredith Williams - Illustration fra The Northmen in Britain af Eleanor Means Hull fra 1913.

Olav den Helliges Saga mener at Ulf først blev dræbt den følgende morgen: "Men da de legede skakspil, kong Knut og Ulv Jarl, gjorde kongen et stort fejltræk; da slog jarlen en ridder fra ham. Kongen flyttede hans brik tilbage og sagde at han skulde spille om igen; jarlen blev vred og kastede skakbordet ned, stod op og gik bort. Da sagde kongen: "Render du nu, Ulv den rædde!" Jarlen vendte om ved døren og sagde: "Længere ville du have rendt i Helgeåen, om du havde kunnet komme til. Da kaldte du ikke Ulv "den rædde", da jeg lagde til for at hjælpe dig, da Svearne bankede eder som hunde." Derpå gik jarlen ud og for til søvn. Lidt efter gik kongen for at sove. Morgenen efter, da kongen klædte sig, sagde han til sin skosvend: "Gå du til Ulv Jarl og dræb ham." Svenden gik, var en stund borte og kom tilbage. Da sagde kongen: "Dræbte du jarlen?" Han svarede: "Ikke dræbte jeg ham, thi han var gået til Luciuskirken." En mand hed Ivar Hvite, Norsk af æt; han var da kong Knuts hirdmand og herbergesmand. Kongen sagde til Ivar: "Gå du og dræb jarlen." Ivar gik til kirken og ind i koret og stak der sværdet gennem jarlen; der fik Ulv Jarl bane. Ivar gik til kongen og havde blodigt sværd i hånden. Kongen spurgte: "Dræbte du jarlen?" Ivar svarede: "Nu dræbte jeg ham." "Vel gjorde du da," sagde kongen."

Den islandske beretning om Ulfs død er meget forskellig fra Saxo's og den Engelske fortælling. Men hvis Saxo har ret, er det dog underligt at Ulf efter kampene kan gøre gæstebud for kongen i Roskilde, det skulle man ikke forvente, hvis han kort tid før havde været allieret med fjenden. Det er også underligt at Danerne efter føje år ville vælge hans søn og derefter hans børnebørn til konger, den ene efter den anden, hvis han virkelig havde været sådan en stor forræder.

Det er mest sandsynligt at det er islændingens nøgterne beretninger, som er nærmest sandheden, og Saxo's og Englændernes udsagn i stort omfang er efter-rationaliseringer, som skulle retfærdiggøre Knuds drab på Ulf.

Historikeren Palle Lauring fortæller at gennem tusinder af år har det været en oldgammel skik at ofre kongen selv til guderne, når folket var i store vanskeligheder. Flere moselig tilhørte klart datidens overklasse og havde stadig løkken om halsen, da de blev udgravet. Odin hang på træet ofret til sig selv, og Jesus hang på korset ofret til Guden. Ulf Jarl blev dræbt foran Gudens alter, og derfor var det helt klart et offer. Hans eftermæle blev grundigt sværtet til, men hans efterkommere i mange slægtled blev hævet til kongelig værdighed - sikkert på grund af Ulf Jarls offer.

Knuds Regering af England

Der er ikke overleveret mange beretninger fra selve England fra Knuds regeringstid - hvilket vi må tro indikerer at han var en kompetent og myndig regent, som ikke lod små problemer vokse sig store. Han bekræftede Edgars love.

Thitmar fortæller at i 1018: "dræbte kong Sveins søn, nu også konge af Anglerne - priset være Gud - besætningen på tredive skibe med pirater og dermed blev han, der tidligere havde været en indtrængende fjende sammen med sin far, og en sand ødelægger af landet, nu dets eneste forsvarer."

Som en prins uden land havde han krydset havet som anfører for en hær, som bestod af mænd, som var hvervet i hans broders kongerige, og eventyrere fra hele Skandinavien. Han havde vristet store områder fra den oprindelige Engelske kongeslægt, og nu var han i besiddelse af hele riget. Hans eneste ret var sværdet og Knytlingernes oldgamle krav om at England tilhørte dem.

Knud den Store lytter til munkenes sang ved Ely klosteret
Knud den Store lytter til munkenes sang ved Ely klosteret. Ifølge klostrerets egen historie havde Knud for vane at besøge klosteret ved Kyndelmisse for at fejre dagen for Jesus præsentation i templet. Knud var på vej til Ely med båd, og da de kom nær land, hørte de lyden af munkenes sang. Han opfordrede de andre i båden til at synge sammen med ham, idet han på stedet digtede en sang:

Glædeligt sang munkene i Ely
Da Knud kongen roede forbi;
"Ro, mænd, nær land
Og lad os høre disse munke synge."

I 1800 tallet digtede dekan af Ely Charles William Stubbs disse linier om til en længere salme. - Gammel tegning af ukendt oprindelse fundet hos A Clerk of Oxford.

Det var slut med vikingeangreb og borgerkrige. Ikke siden kong Edgars tid kunne Englænderne nyde sådan fred og sikkerhed. Men den Engelske stolthed havde fået et sår, som i mange år derefter nægtede at hele. Vi må tro at mange Englænderne nærede et dybt og inderligt had til de nye Danske magthavere.

Knud byggede kapeller på de steder, hvor han havde holdt blodige slag med Englænderne. Han grundlagde et kloster til ære for St. Edmund, som i sin tid på en grusom måde var bleven dræbt af Regnar Lodbrogs sønner. I 1023 lod han de jordiske rester af Ærkebiskop Elfeg af Canterbury, som Thorkil Højes mænd havde dræbt under mange pinsler, med stor højtidelighed føre til Canterbury.

Henrik af Huntingdon er den tidligste kilde til en populær fortælling: "Da han var på toppen af sin magt beordrede han en stol sat for ham ved stranden, medens tidevandet kom ind, og således siddende råbte han til det strømmende hav, "Du er også underlagt min kommando, som den jord, hvorpå jeg sidder, er min; og ingen har nogensinde modstået mine kommandoer med straffrihed. Jeg befaler dig, således ikke at flyde over min jord, eller begynde at væde din Herres fødder og kåbe." Tidevandet fortsatte dog med at stige som sædvanlig, skvulpede over hans fødder og ben uden hensyn til hans kongelige person. Kongen sprang baglæns og sagde: "Lad alle vide, hvor tom og værdiløs kongers magt er, for der er ingen, som er værdig til navnet, undtagen han, hvem himmel, jord og hav adlyder med evige love."

Knud giver ordre til havet
Knud beordrer havet ikke at gøre hans fødder våde. Victoriansk tegning, sandsynligvis tegnet af Raphael Tuck.

I 1026 drog Knud på pilgrimsrejse til Rom ledsaget af Abbeden af det Engelske Tavistock Kloster. Han rejste over Rouen gennem Frankrig til Italien. I Rom overværede han Kejser Konrad 2.'s kroning og traf Kong Rudolph af Burgund. Hos begge disse udvirkede han friheder og lettelser for Daner og Englændere, som rejste gennem deres lande til Rom. Af Paven fik han fritagelse for store afgifter, som de engelske Ærkebisper hidtil havde måttet udrede for pallium, som er et smalt bånd i "tre fingers bredde", vævet af hvid lammeuld, som bisper bærer over skuldrene.

Det kan være sandt, at Knud gjorde England sit hjem efter et personligt valg, selv efter at andre lande var blevet føjet til hans kongedømme, men det er mere sandsynligt at han mente at hans tilstedeværelse i Wessex var nødvendig for at fastholde magten i landet.

I løbet af det første årti af hans styre i England var han, så vidt vi ved, kun ude af landet to gange og begge gange i vintermånederne, hvor risikoen for en vellykket opstand var mindst. Det første registrerede fravær var i vinteren 1019-1020; Knud vendte tilbage i tide for påske højtidelighederne. Anglo Saxon Chronichle fortæller om en anden tilbagevenden fra Danmark i 1023; da hans tilbagekomst var tidligere end flytningen af den hellige Saint Alpheges jordiske rester i juni, må hans fravær også have været om vinteren.

Engelsk mønt slået af Knud den Store
Engelsk mønt slået af Knud den Store. Han har en ret stor næse, som i beskrivelsen af ham i Knytlinge Saga. Gennem hele Knuds regeringstid var mønterne af god kvalitet og lødighed, hvilket vidner om god og ansvarlig regeringsførelse. Wikipedia - fotograferet på British Museum af PHCOM.

I 1018 eller måske sent i 1017 opløste Knud sin Skandinaviske hær. Som betaling for deres indsats indsamlede han 82.500 pund sølv, den største danegæld, som nogensinde var blevet opkrævet i England.

Dog forblev besætningerne på fyrre skibe i kongelig tjeneste, hvilket repræsenterede en styrke på mellem tre og fire tusind mand. Disse har efter alt at dømme dannet kernen i hans ny elitekorps, Tingliden eller Tingmændenes Hær.

Korpset af housecarles eller tingmænd var organiseret som et militær broderskab, i hvilken kongen var det vigtigste medlem. De indbyrdes forhold mellem medlemmerne blev styret af en lov, som Saxo kalder hirdskråen, andre kalder den Vederloven. Saxo fortæller meget detaljeret om Tinglidens hirdskrå. På mange måder minder Tingliden om Jomsvikingernes broderskab, som også blev reguleret af love. Det er nemt at forestille sig at Thorkil Høje har bistået Knud med formuleringen af loven.

Kong Knud i gammelt Engelsk håndskrift
Kong Knud i gammelt Engelsk håndskrift. Fundet på A Clerk of Oxford.

Lovenes formål var at indpode korrekt adfærd i den kongelige hird, skabe orden i korpset og fremme en ånd af fællesskab blandt dets medlemmer for at sikre sammenhold i kamp. Når krigerne blev inviteret til kongens bord, blev de placeret efter deres tapperhed, krigeriske bedrifter eller deres slægters fornemhed. At blive henvist til en lavere plads ved bordet, længere væk fra kongen, blev betragtet som en skændsel. Vi får at vide at ud over den daglige forplejning modtog krigerne løn, der blev udbetalt månedligt. Tjenesten var ikke permanent, men kunne opsiges nytårsdag. Alle stridigheder medlemmerne indbyrdes blev afgjort af en forsamling af krigere i tilstedeværelse af kongen. Medlemmer, som var skyldige i mindre forseelser, såsom ikke at passe en kollegas hest ordentligt, blev tildelt lavere pladser ved det kongelige bord. Hvis nogen tre gange var blevet dømt for sådanne forsømmelser fik han den sidste og laveste plads, hvor der ingen var at tale med under måltidet, og de andre krigere kunne kaste deres afgnavede ben mod ham, hvis de havde lyst. Den, som dræbte en kammerat, skulle miste hovedet eller gå i eksil. Forræderi blev straffet med døden og konfiskation af ejendom.

Sagaen fortæller at korpset af housecarles "var blevet udvalgt fra mange lande, men dog flest fra dem, som talte den danske tunge", hvilket er de Skandinaviske lande.

England var i løbet af de senere år af Ethelreds regering i praksis opdelt i fire store jurisdiktioner, der var Wessex, Northumbria, East Anglia og Mercia, og i den henseende bevarede Knud status quo. Som nævnt før regerede han selv det mest traditionsrige Engelske rige, som var Wessex, Alfred den Stores hjemland; Eik Jarl styrede Northumbria, Thorkil Høje East Anglia og Eadric styrede kortvarigt Mercia. Knud benyttede i høj grad Daner i sin administration af England. I de mange vidnelister er der omtrent lige mange Skandinaviske og Engelske navne, men de Skandinaviske navne står altid øverst.

Huskarlene på Bayeux tapetet
Motiv fra Bayeux tapetet - Huskarlene forsvarer sig i tæt formation mod det Normaniske kavaleri.
Huscarls (eller Tingliden eller Tingmændene) var en elite militær organisation af Engelsk-Danske krigere grundlagt af Knud den Store. De fungerede som vagter og professionelle soldater for kongen af England indtil 1066. Korpset blev antageligt bygget op om en kerne af Jomsvikinger, der tidligere var kommet til England år under Thorkil Høje.
Harald Hårderådes Saga beskriver, hvorledes Nordmændene blev angrebet af Tingmændenes kavaleri ved Stamford Bridge: "De var helt brynjeklædte, både dem selv og hestene deres." Imidlertid ved det efterfølgende slag ved Hastings mod Normannerne hører man ikke noget om Engelsk kavaleri."

I Knuds første år var hans hovedmål at sikre varighed og stabilitet i sit nye kongerige. Han synes at have haft til hensigt fuldstændigt at ødelægge huset Alfred til den sidste mandlige efterkommer; hvilket dog ikke lykkedes.

Efter Edmund Jernside død var Edwy den enste af Æthelreds sønner tilbage, han siges at have været Edmunds broder med samme moder og en lovende yngling. Åbenbart sigtede Knud i første omgang på at skåne hans liv, og beordrede ham til at gå i eksil. Men ædlingen vendte hemmeligt tilbage til England og skjulte sig for en tid i Tavistock Klosteret. Han blev tilsyneladende opdaget, og Knud beordrede hans død. Simeon af Durham beretter, at i 1017 kong Knud lyste fredløs "Ædlingen Edwy, bror til kong Eadmund, som blev kaldt kongen af de bondekarlene"

Edmund Ironside havde to sønner med Aldgyth, Edward og Edmundwere. Det siges at brødrene blev sendt til Slavernes konge, der fik til opgave at berøve dem livet. Denne særlige konge var Knuds morbror den mægtige Boleslaw hertug og senere konge af Polen. Han fik imidlertid medlidenhed med de stakkels børn og undlod at lade dem forsvinde som ønsket. I 1025 indgik hans søn Mieczislav et nært samarbejde med kong Stephen af Ungarn. Brødrene blev derefter overført til det Ungarske hof, hvor de voksede op.

De to farligste arvinger var dog på flere måder uden for hans rækkevidde, nemlig Æthelreds sønner med Emma, Alfred og Edward, idet de dels opholdt sig i Normandiet og dels var beskyttet af deres moder, Knuds dronning.

Knuds som konge af Danmark

Som tidligere fortalt var Knud ret sjældent i Danmark. De mest markante begivenheder i hans regeringstid udspillede sig i 1026 da Olav den Hellige og den svenske konge Anund Jakob i forening angreb Danmark. Krigen kulminerede med søslaget ved Helgeå, men Saxo fortæller også om kampe på land: "Af landsens folk fik han (Knud) at vide at Onund havde besat Skåne med en landhær og at Ulf lå i Helgeå med en flåde. Han drog da selv imod Onund og sendte flåden over at bekæmpe dem, som lå i åen. Da høvedsmændene på flåden fik tidende om at Onund var blevet slagen i et stort slag ved Stangbjærg, blev de opsatte på at øve lige så tapper en dåd for at det ikke kunne skulle siges at de havde ligget på den lade side, medens deres konge viste sådan kækhed."

Knud den Stores Nordsø imperium
Knud den Stores Nordsø imperium. Strengt taget var det meget kortvarigt, fordi kun et år efter han var valgt til konge i Norge i 1029, afgav han dette kongedømme til sin søn Svend. Fra pinterest.com

Efter kampene i Skåne og slaget ved Helgeå i året 1026 siges det at også dele af Sverige kom under Knud. Vi må tro at det drejede sig om Blekinge, idet Wulfstans rejseberetning fra 800-tallet omtaler Blekinge som tilhørende Svearne, medens biskoppen af Lund, Egino, omkring år 1060 henregnede landet til Danmark. Blekinge blev 600 år senere afhændet til Sverige som et resultat af Roskildefreden i 1658.

Saxo beretter også om Danske angreb mod den sydlige Østersøkyst: "For dog ikke at holde sit herredømme helt inden for Danmarks grænser besluttede han først at angribe Slavenland og Semberland som de riger, han lettest kunde få bugt med; Svend havde nemlig, fordi han var bunden af sin ed, ikke turdet underkue Slaverne, skønt de havde tilføjet ham grov overlast, og Semberland, som Hakon havde undertvunget, var faldet fra Danskerne, da han var død, og nu lå det Knud som den, Daneriget var gået i Arv til, ivrigt på sinde at hævne den overlast, hans fader havde lidt på Slaverne og at straffe Semberne for deres frafald."

Også Engelske kilder fortæller om en ekspedition mod den sydlige Østersøkyst. I Anglo Saxon Chronicle for 1022 står: "I dette års for kong Knud ud med sine skibe til Wiht" eller, som et andet manuskcript har det, til "Withland". Det var den Danske historiker Steenstrup, der først foreslog, at Wiht eller Wihtland sandsynligvis ikke betød øen Wight i denne sag, men det gamle Wihtland, som vi læser om i Alfreds skrifter. Købmanden Wulfstan fortalte at :"Vistula er en mægtig strøm og adskiller Wihtland fra Wendland og Wihtland tilhører Esterne"

Også Svend Aggesen nævner at Knud udstrakte sit rige til Venden og Sambien, dog sammen med flere fantasifulde besiddelser såsom Frankrig, Italien, Lombardiet og Tyskland.

Hakon skulle være en søn af Harald Blåtand og Gyrithe. Ifølge Saxo angreb han Semberne sammen med sine mænd og erobrede landet, men de blev så betagede af de Sembiske kvinder at de valgte aldrig at vende hjem. Sembernes land regnes for at være Samland, hvilket er Zemlandsky halvøen nær Kaliningrad.

Den kristne mission i Skandinavien havde traditionelt været i hænderne på ærkesædet Hamburg-Bremen. Anskar havde prædiket i sine kirker i Ribe og Hedeby og Poppo havde båret jernbyrd for Harald Blåtand. Uden Norden som sin missions-mark ville Hamburg- Bremen ærkesædet være et lille og betydningsløst gejsteligt område.

I 1022 udnævnte Ethelnoth, ærkebiskoppen af Canterbury, tre biskopper for Danmark: Gerbrand for Sjælland, Reginbert for Fyn og Bernhard for Skåne. Jylland havde åbenbart ikke gjort sig fortjent til en biskop, dog nævner kilderne også, at mange andre biskopper blev sendt til Danmark fra England, men ingen navne er angivet. Dette skabte dybe panderynker i Hamburg Bremen.

Da Gerbrand sejlede til Danmark, formentlig langs den Frisiske kyst, blev hans skib opsnappet af Hamburg Bremens folk. Han blev ført til Hamburg og blev tvungent til at sværge troskab mod Hamburg-Bremen Ærkesædet. Adam af Bremen fortæller: "Dette opbragte vor Ærkebisp Unwan. Han fik at vide, at Gerbrand var indviet af den Engelske Ærkebisp Elnod, og derfor tog han Gerbrand, som var undervejs fra England, til fange. Denne måtte da nødtvungent love Hamburger-sædet troskab og skyldig underkastelse, og blev fra den tid af Ærkebispens fortrolige ven. Gerbrand kom endog til at gå i spidsen for de mænd, han sendte med gaver til Kong Knud, idet han lykønskede denne til hans bedrifter i England, men lastede hans egenmægtige ansættelse af de biskopper, han havde ført med sig fra England. Kongen optog dette nådigt og blev fra den tid så igået med Ærkebispen, at han helst vilde rette sig efter denne i et og alt. Dette har Danmarks Konge fortalt os om sin morbroder, uden at fortie Gerbrands fængsling." Adam refererer til sin samtale med Svend Estridsen.

Det gode forhold til ærkebispen i Bremen viste snart sin værdi. Adam af Bremen fortæller: "Da Unwan havde været Ærkebisp i 12 År" - hvilket må være 1025 - "drog Kejser Henrik, berømt for sin retfærdighed og hellighed, han som lagde Saxer, Italiener og Burgunder under sit rige, bort til Himmeriges Rige. Hans eftermand i regeringen var den gæve Kejser Konrad" - "Med den danske eller engelske konge sluttede han fred; der var ærkebiskoppen voldgiftsmand. Kejseren begærede Knuds datter til ægte for sin søn og afstod til ham staden og markgrevskabet Slesvig hinsides Ejderen til venskabets bekræftelse; og fra den tid af har Slesvig tilhørt Danmarks konger." Man kan forestille sig at området effektivt havde tilhørt Danmark, siden sandsynligvis Svend Tveskæg generobrede Hedeby-Slesvig i 983 - før han blev konge - og kejseren simpelthen bekræftede status quo.

Knud mister Norge

Ynglinge Saga beretter om mange konger i adskillige oprindelige Norske kongeriger, som for eksenpel Vestfold, Opland, Romerike, Vingulmark og Agder.

I Sagaerne nævnes ofte at Viken, hvilket er området omkring Oslo Fjord, tilhørte de Danske konger. De Frankiske Annaler beretter i forbindelse med en fredsslutning med Danerne i år 813 at: "Westfolda, landet vest for Oslo Fjord, var den fjerneste egn mod nordvest i dannerkongernes Harald og Reginfreds rige, som skuer over mod nordspidsen af Britanien, og hvis høvding og folk nægtede dem lydighed." Vi må tro at de Danske konger i perioder, havde herredømme i Viken. I andre perioder blev området styret af Norske konger. For eksempel blev Harald Hårfager meget vred, da Ganger Rolf på vej hjem fra et vikingetogt hærgede i Viken: "For han havde strengt forbudt at rane indenlands".

Håkon Jarl sender de lærde mænd op på land
Efter Harald Blåtands og Håkon Jarls kampe mod Kejser Otto, valgte Harald Blåtand at trække tænderne ud på kejserens korstogs-ambitioner ved at erklære sig for kristen. Derved pådrog han sig Håkon Jarls vrede, idet han efter Jomsvikinge Saga havde deltaget i kampene "fordi han fandt, at nødvendigheden krævede, at folket i Danmark og andre nordiske lande ikke skulle blive tvungne til at antage kristendommen, og afstå fra deres fædres tro og skikke." Harald pånødede Håkon nogle præster og munke, som han skulle tage med til Norge, men Håkon satte de lærde mænd af ved Hals, før han krydsede over til Norge.

Lade Jarlerne refererede oprindeligt til Harald Hårfager og Håkon Adelstensfostre. Men i året 962 indebrændte Gunhild sønnerne Sigurd Jarl sammen med alle hans mænd, og det førte til varigt fjendskab mellem Lade Jarlerne og Harald Hårfagers slægt. Hans søn Håkon Jarl sluttede sig istedet til Harald Blåtand. Siden blev der uvenskab mellem Håkon Jarl og Harald Blåtand, fordi Harald antog kristendommen. I forbindelse med slaget ved Svold blev Erik Jarl og Svend Tveskæg dog forligte.

I Olav den Helliges Saga fraråder Oplandskongen Rørek at man vælger Olav Digre til konge for hele Norge: "Sandt er det, at kong Harald den Hårfagres rige er faldet meget ned, når ingen af hans ætmænd er overkonge i Norge." - "Håkon Adalsteinsfostre var konge, og alle likte det godt; men da Gunhildsønnerne rådede for landet, blev alle så kede af deres overmagt og uretfærdighed, at man hellere ville have udenlandske konger over sig og være mere selvstændige, thi de udenlandske høvdinger var dem stadig fjernere og brød sig lidet om folks sæder, når de fik slig skat af landet, som de krævede." - "Men da Harald Danekonge og Håkon jarl blev uenige, hærgede Jomsvikingene i Norge; da samlede almuen og mængden sig imod dem og drev den ufred fra sig; da æggede mændene Håkon Jarl til at holde landet imod Danekongen og værge det med od og æg. Men da han tyktes fuldt at råde for riget med støtte af landets mænd, blev han så hård og voldsom mod landsfolket, at man ikke tålte det af ham, og Trønderne dræbte ham selv og hævede da til riget Olav Tryggvessøn" - "Men da Olav blev fuld herre over riget, var ingen mand selvstændig for ham; han gik hårdt ind på os småkonger for at kræve under sig alle de indtægter, som Harald Hårfagre havde taget her, og i noget var han endnu hårdere; men så meget mindre var folk selvstændige for ham, som ingen fik råde for, på hvilken gud han skulle tro. Men efter at han var taget fra landet, har vi nu holdt venskab med Danekongen, og vi har af ham haft megen støtte i alle de ting, som vi trænger at kræve, og har haft selvstændighed og ro indenlands, men ingen undertrykkelse."

Efter alt at dømme betalte Lade jarlerne en ret ubetydelig skat til den Danske konge. Olav Trygvessons Saga siger: "Hakon Jarl rådede for Norge og svarede ingen skat; thi Danekongen overlod ham al den skat, der tilkom ham fra Norge, som vederlag for den umage og bekostning, han havde med at værge landet imod Gunhilds Sønner."

Erik Jarl tager afsked med sin søn Håkon
Erik Jarl tager afsked med sin søn Håkon ved sin afrejse til England - Illustration til Olav den Helliges Saga i Heimskringla - National udgaven - af Erik Wehrenskiold.

Men når kongen bad om støtte i krig var der ingen vaklen. Da Harald Blåtand var truet af kejser Otto hed det: "Danekongen gjorde da sit landeværn rede, lod Danevirke sætte i stand og sine hærskibe udruste. Han sendte derhos bud til Hakon Jarl i Norge, at han skulde komme til ham tidlig om våren med alt det mandskab, han kunne opdrive. Hakon Jarl bød da om våren leding ud i hele sit Rige og fik samlet såre mange mænd, og med den hær stævnede han til Danmark." Og da Knud bad om Eriks Jarls hjælp i England: "Jarlen gjorde sig straks færdig, såsnart han fik sin svoger Kong Knuds budskab, og beredte sig til at drage bort fra landet, satte sin søn Hakon Jarl til at passe landet i sin fraværelse, og gav ham sin svoger Ejnar Tamberskælver til formynder."

Erik Jarls søn, den unge Håkon Jarl, blev fordrevet af Olav - efter alt at dømme i 1018 - som derefter havde magten i Norge i de følgende 10 år. Håkon Jarl drog til England, hvor Knud gav ham jarledømme i Northumberland efter sin fader.

Einar Tambeskælver sejlede til England og blev godt modtaget af Knud. Olav den helliges Saga fortæller at Knud lovede: "at Einar skulde være den største og ypperste af ikke fyrstelige mænd i Norge, sålænge hans magt stod over landet, og det lod han følge med, at Einar tyktes ham mest passende til at bære fyrsteligt navn i Norge, hvis ikke jarlen var der, eller også hans søn Eindride for hans æts skyld. De løfter satte Einar meget høit og lovede til gengæld sin troskab."

Kong Olavs mænd drager over fjældet
Kong Olavs mænd drager over fjældet til Sverige. Illustration til Olav den helliges Saga i Heimskringla - National udgaven - af Erik Wehrenskiold.

Sagaen fortæller at også Kalv Arneson var i England og fik store løfter af Knud, medens han talte nedsættende om Håkon Jarl: "Det var i kong Knuts taler, at han bad Kalv om at forbinde sig til at gøre oprejsning imod Olav den Digre, hvis han søgte tilbage til landet; "men jeg," sagde han, "vil da give dig jarledømme og lade dig råde for Norge; men min frænde Håkon skal fare til mig, og det er han bedst skikket til, thi han er så retsindig, at jeg tror, han ikke vil kaste så meget som et skaft imod kong Olav, om de mødtes."

Nordmændene fordrev selv Olav den hellige i 1028. Forfulgt af en stor hær, ledet af Håkon Jarl, Kalv Arneson, Erlings sønner og mange andre Norske stormænd, flygtede Olav til sidst ind i Storfjorden bag Ålesund og derfra over land til Sverige.

Samme år besluttede Knud sig til at gøre noget ved det Norske problem. Medens Olav skjulte sig i en Norsk fjord sejlede en kæmpeflåde af store skibe, Danske og Engelske, op langs den Norske kyst ledet af Knud og den unge Håkon Jarl. Flåden kom ikke i kamp; over alt kaldte Knud til ting, hvor han alle steder blev hyldet som konge. Olav Trygvessons Store Saga siger: "Tidligt om sommeren kom Kong Knud med hele sin hær til Norge; han havde ikke færre end 1200 skibe. Han sejlede med hele flåden ud fra Limfjorden, og styrede nordpå op til Vigen. Han foer frem med iil, og lå ikke ved land på den østlige side af fjorden. Kong Olaf var i Tønsberg, den gang Kong Knud sejlede forbi Folden. Knud lå i Ejkundesund i nogen tid; der kom Erling Skjalgssøn til ham med en stor hær, og da befæstede Kong Knud og han på ny deres venskab; blandt andet lovede Knud da Erling, at han skulde have bestyrelsen over landet mellem Stat og Rygjarbit."

Knud udnævnte Håkon jarl til bestyrer af Norge, således som hans far og farfar havde været det: "Da lyste kong Knut det, at han ville give sin frænde Håkon jarl alt det land at styre, som han havde vundet i denne færd."

Den danske biskop Sigurd taler til bønderne
Kong Knud gav Erik Jarls søn, Håkon Jarl, en biskop: "Han gav jarlen en hirdbiskop som hed Sigurd, han var dansk af æt og havde været længe ved kong Knud. Biskoppen havde et heftigt sind og var veltalende i ord, han talte kong Knuds sag alt han kunne, men var den største uven af kong Olav". Illustration til Olav den helliges Saga i Heimskringla - National udgaven - af Christian Krogh.

Imidlertid, i sommeren 1029 ønskede Håkon Jarls at rejse til England og hente en kvinde der, som han ønskede at ægte. Han blev sent færdig og stak først til søs hen på efteråret: "Håkon Jarl for den sommer ud af landet og vester til England, men da han kom did, tog kong Knut vel imod ham. Jarlen havde en fæstemø der i England, og han rejste for at vinde det giftermål og ville gøre sit bryllup i Norge, men samlede sig i England de ting, som tyktes ham vanskelige at få i Norge. Jarlen gjorde sig om høsten rede til hjemfærd og blev meget sent færdig. Da sejlede han ud i havet. Men om hans færd er at fortælle, at skibet blev borte, og ingen mand kom fra det; men det er nogle mænds tale, at skibet havde været set nord for Katanes en aften i en stor storm." - " - men det vidste alle, at han den høst ikke kom til Norge, og at landet da var høvdingeløst."

Sagaen beskriver Erik jarls unge søn, Håkon Jarl, i forbindelse med at Olav Digre overmandede ham ved sin ankomst til Norge mere end 10 år før begivenhederne nævnt ovenfor: "Han var den vakreste mand, nogen havde set, og havde stort hår, fagert som silke; om hans hoved var et guld-bånd bundet." Det nævnes at han var 17 år gammel, da hans fader drog til England.

Mænd rivaliserer om kvinders kærlighed, og smukke mænd har ofte et vanskeligt liv og karriere, da de vækker andre mænds ubevidste jalousi. Men det var ikke rettidig omhu at bringe sin familie og besætning i fare ved at afsejle så sent at der var fare for at møde efterårsstorme; så måske Knud havde ret i sin vurdering af den unge Håkon Jarl.

Bøndernes hær drager mod Stiklestad
Bøndernes hær drager mod Stiklestad. Illustration til Olav den helliges Saga i Heimskringla - National udgaven - Måske af Gerhard Munthe.

Ejnar Tambeskælver fulgte op på de løfter, som Knud havde givet ham, om at han skulle have bestyrelsen af Norge, hvis Håkon ikke var der; men Knud holdt ikke sine løfter: "Siden bar Einar sine ærinder op for kongen og sagde, at han nu havde kommet for at få opfyldt de løfter, som kongen havde givet, at Einar skulde bære jarlsnavn over Norge, hvis Håkon jarl ikke var til. Kong Knut sagde, at den sag stod nu ganske anderledes; "jeg har nu," sagde han, "sendt mænd og mine jærtegn til Danmark til min søn Svein, og det fulgte med, at jeg har lovet ham rige i Norge. Men jeg vil holde venskab med dig, og du skal have slige navnbøder af mig, som du har byrd til, og være lendermand, men have store landindtægter." Da indså Ejnar hvorledes sagen stod, og han havde ikke travlt med at komme tilbage til Norge.

Da Norge således i 1028 blev uden leder, øjnede Olav Digre muligheden for igen at blive konge af Norge. I Juli 1029 førte han en hær fra Sverige over de Norske fjælde ved Verdal nordøst for Trondheim. Han mødte den Norske hær ved en gård, som hed Stiklestad lidt øst for byen Verdal.

Olavs hær bestod af nogle af hans oprindelige brynjeklædte veteraner, som havde tjent ham fra begyndelsen, nogle tusinde svenske krigere, som den svenske konge havde givet ham, nogle loyale Norske tilhængere - heriblandt Kalv Arnesons brødre - og tilfældige eventyrere, som han havde rekrutteret på vejen gennem Sverige.

Bondehæren var sammensat af af norske høvdinger, frie bønder, kristne og hedninge, ledet af høvdingene Hårek fra Tjøtta, Tore Hund og Kalv Arnesson. Nogle hundrede år senere skrev Snorre at bondehæren talte mere end 7.000 mand, omkring dobbelt så mange som Olavs. Det er sikkert sandt, at Olav havde færre mænd end hans modstandere, men de var bedre bevæbnede og trænede end bønderne.

Nordmændenes ny konge, Knud den Store, tog ikke del i slaget.

Olav den Helliges død i slaget ved Stiklestad
Olav den helliges død i slaget ved Stiklestad. Sagaen fortæller: "Torstein Knarresmed huggede med øksen til kong Olav og hugget kom på venstre ben ovenfor knæet. Finn Arneson dræbte straks Torstein. Men da kongen havde fået dette sår, lænede han sig op mod en sten, kastede sværdet fra sig og bad Gud hjælpe sig. Da stak Tore Hund til ham med spyddet, stikket kom nedenunder brynjen og gik op i underlivet. Så huggede Kalv til ham; dette hug kom på venstre side på halsen" - "Af disse tre sår døde kong Olav." Illustration til Olav den helliges Saga i Heimskringla - National udgaven - af Halvdan Egedius.

Bondehærens kampråb var: "Frem, frem bondemand", medens kongehæren råbte: "Frem, frem kristmænd, korsmænd, kongsmænd". Bøndernes hær var den største og var længe om at komme i orden, Olavs hær havde allerede taget opstilling på en bakke, da bondehæren ankom. Indledningsvis tog nogle bønder fejl af kampråbet, og råbte "Frem, frem kristmænd, korsmænd, kongsmænd" hvilket fik andre bønder til at angribe dem, og de kæmpede mod hverandre i nogen tid. Olav mænd stormede ned ad bakken og bondehæren var nær ved at give efter, men høvdingenes huskarle stod fast. Derefter gik bondehæren frem fra alle kanter. Det tyndede ud blandt Olavs livvagter, og til sidst stod Olav overfor de Norske høvdinge og deres mænd, som dræbte Olav med adskillige hug og stik.

Imens slaget ved Stiklastad rasede, var Knuds søn med Ælfgifu, Svend, undervejs mod Norge for der at blive hyldet til konge, som hans fader havde lovet ham. Olav den Helliges Saga fortæller: "Svein, søn af kong Knut og af Alfiva, datter af Alfrin jarl, havde været sat til at styre i Jomsborg i Vendland; men da havde en ordsending kommet til ham fra hans fader, kong Knut, at han skulde fare til Danmark, og dermed det, at han siden skulde fare til Norge og der tage ved det rige til styrelse." - "Og han blev der taget til konge på hvert lagting. Han var da kommet østenfra til Viken, da slaget stod på Stiklastader og kong Olav faldt. Svein stansede ikke sin færd, før end han kom om høsten nord i Trondhjem; der blev han taget til konge som på andre steder."

Historikeren Ian Howard mener at Ælfgifu og Knud fik Svend ret umiddelbart efter deres bryllup i sommeren 1013. Han ville da være født i 1014 og være 15 år gammel, da han blev konge af Norge.

Ælfgifu traf de fleste beslutninger. Sagaen siger: "Kong Svein Knutsøn rådede over Norge i nogle vintre. Han var barnlig både i alder og i sine råd. Hans moder Alfiva havde da mest landsstyrelsen, og landets mænd var i meget hendes uvenner, både da og stadig siden."

Olav den Helliges i Nidaros Domkirke
Olav den Hellige afbildedet i Nidaros Domkirke, hvor han måske er begravet. Efter Olavs død blev stadig flere og flere overbevist om hans hellighed. Til sidst drog Ejnar Tanbeskælver og Kalv Arneson til Novgerod for at hente hans søn Magnus og gøre ham til konge, istedet for Svend. Foto Marie Gulbransen.

Man kan tro at Knud havde instrueret Ælfgifu at hun skulle prøve at få nogle skatteindtægter fra Norge, således som han fik fra sine andre lande. Det siges at Ælfgifu's ny skatter var kopieret efter Danske love, og det er jo ret interessant: "Kong Svein førte nye love til landet om mange ting, Og de var tagne efter det, som var lov i Danmark, men nogle var meget hårdere. Ingen mand skulde fare af landet, uden kongen tillod det; men hvis han gjorde, da skulde alle hans ejendomme falde under kongen. Enhver, som dræbte en mand, skulde miste land og løsøre. Hvis en mand blev utlæg og det så blev en arv ledig til ham, skulde kongen have den arv. Ved jul skulle hver bonde give kongen en mæle malt fra hver arne og et lår af en tre vintres okse - det blev kaldt "vinar-todde" - og en spand smør, men hver husfrue skulde give ham "rygjar-to", det var uspundet lin, så meget, at man kunde spænde den største og den længste finger om det. Bønderne var skyldige til at bygge alle de huse, som kongen ville have på sine gårde. Syv mænd skulde ruste en mand ud til leding og regne med hver, som var fem vintre gammel, og efter den regning have hamler. Hver mand, som roede på hav, skulde betale kongen "landvarde", hvorfra han end roede ud; men det er fem fisk. Hvert skib, som for bort fra landet, skulde holde et rum for kongen tværs over skibet. Hver mand, som for til Island, skulde betale landøre, enten han var der fra landet eller her ude fra." Måske har Ælfgifu også ladet sig inspirere af de effektive skatte-betalinger i England, hvor hun kom fra.

Sagaen fortsætter: "Snart havde man meget at sige på kong Svein, men gav dog mest Alfiva skylden for alt det, som var dem imod, og da skjønte mange mænd sandheden om kong Olav. Einar mindedes det, at Knut havde lovet ham jarldømme i Norge, og tillige, at kongen ikke holdt sine løfter."

Norge blev angrebet af en søn af Olaf Tryggvesson ved navn Tryggve, men han blev fuldstændig besejret af Svend i et søslag ved øen Bokn nær Haugesund: "I dette slag sejrede Svend, og Tryggve faldt med største delen af sin hær; da var forløbne tre og fyrretyve år fra den tid, da hans fader Kong Olaf sloges på Ormen." Men det var ikke nok til at gøre ham og hans moder populære i Norge. "Kong Svend herskede over landet den næst følgende vinter. Våren efter drog Ejnar Tamberskjælver over til Garderige efter Olaf den Helliges søn Magnus; de kom et år efter østenfra, og Kong Svend flyede straks bort fra Norge, da Magnus kom til Landet; Magnus blev da tagen til Konge over hele Landet."

Det var i 1035, da Ælfgifu og hendes søn Svend flygtede til Danmark. Svend døde snart efter og Ælfgifu drog til England for at støtte sin anden søn med Knud, Harald Harefod. Siden da gik der 340 år indtil Danmark og Norge igen blev forenet under Oluf II i 1375.

Knud II den Stores død og Begravelse

Anglo Saxon Chronicle for året 1035 skriver: "Dette år døde kong Knute i Shaftesbury, på den anden dag før ides i November; og han er begravet i Winchester i den gamle klosterkirke. Han var konge over hele England meget tæt på tyve vintre." Ides betegner midt på måneden, så han døde måske d. 13. November 1035.

Knuds og Emmas kiste i Winchester Cathedral
Knuds og Emmas kiste i Winchester Cathedral. Knuds navn står sidst i anden linie. Da forfatteren besøgte stedet for år tilbage, forklarede guiden at under den Engelske borgerkrig tømte de revolutionære alle kisterne med de kongelige bene ud på kirkegården, og de brugte knoglerne som kasteskyts til at smadre kirkens glasmosaikker. Efter at den Engelske konge var reinstalleret, sorterede munkene de kongelige knogler, som de bedst kunne. Derfor er det ikke givet at det er Knuds og Emmas knogler, som er i netop denne kiste. Nu forlyder det at man vil søge at sortere knoglerne med genteknologi.

Knytlinge saga mener at han døde af en slags gulsot, måske leverbetændelse: "Da Kong Knud kom tilbage til England til sit rige, faldt han i en sygdom, som først var af den art, som kaldes gulsot; han lå længe om sommeren, og døde om høsten den trettende November i borgen Morster, som er en stor hovedstad, og der er han jordet." Her kan vi også se at udtrykket "høsten" dækker langt ind i efteråret.

Encomium Emmae Reginae giver ingen egentlige detaljer om hans død: "Efter at denne så herlige konge var vendt tilbage fra Rom og havde dvælet en tid lang i sit eget Rige og ordnet alle dets anliggender vel, vandrede han bort til Herren for at krones ved hans højre side af selve Herren, alle Tings Skaber. Alle, som hørte om hans død blev bevæget, og især hans egne undersåtter, hvoraf de fleste ville have ønsket at dø med ham, hvis det ikke ville have været i strid med den guddommelige plan."

Links og Literatur

Olav den helliges saga Heimskringla
Den store saga om Olaf Tryggvesøn Heimskringla
Olaf Tryggvesøns Saga Heimskringla
Roskildekrøniken Heimskringla
Adam af Bremens Kirkehistorie Heimskringla
Jomsvikinge Saga Jomsborg Vikingelaug
Svend Aggesen Heimskringla
Kong Knuts Liv og Gerninger Heimskringla - også kaldet Encomium Emmae Reginae.
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Heimskringla og andre sagaer Nettsted olhov.net
Saxos Danmarkshistorie Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C.Gads Forlag.
The Chronicle of Thietmar bishop of Merseburg - on Scandinavia and England only Translated by Rafal T. Prinke.
Alfred the Great and Æthelred II 'the Unready" Richard Abels
Return of the Danes I: Unready From Dot to Domesday - English History
Encomium Emmae Reginae Allistair Campell - Royal Historical Society.
Rigs vandring Nationalmuseet.
Olav den Hellige Store norske leksikon
Danish England from DOT to Domesday
Massegrav med vikinger fundet Berlinske
The Headless Vikings of Dorset Ancient Origin
TVAS News: Kendrew Quadrangle, St Johns College, Oxford Thames Valley Archaelogical services.
Den danske erobring af England og Normandiet Project Runeberg.
Jorvik (York) stlcc.edu
Candlemas and The Carol of King Cnut A Clerk of Oxford.
Emma of Normandy, twice Queen of England Intriguing History
Tales of Mercia and Beyond Stories and Thoughts by Jayden Woods
The Anglo-Saxon Chronicle part 3 Online Medieval and Classical Library Release
The Anglo-Saxon Chronicle part 4 Online Medieval and Classical Library Release
Emma Ælfgifu of Normandy Geni
St Alphege A Clerk of Oxford.
When Is Easter Sunday?
Danmarks krønike - Saxo Heimskringla
Raven banner Wikipedia
Canute the Great and the Rise of Danish Imperialism during the Viking Age Laurence Marcellus Larson
England runestones Wikipedia.
Full text of "The Anglo-Saxon chronicle archieve.org.
Viking Society web publications Viking Society for Northern Research.
Danske mønter som historisk kildemateriale i 1000-tallet af C. J. Becker.
Snorres Heimskringla - Nationaludgave Oslo 1930.
Adam af Bremens krønike - oversat af Allan A. Lund Wormanium.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Illustreret Danmarkshistorie for Folket 8. del af Claus Deluran - Ekstrabladets Forlag.
Swein Forkbeards Invasions and the Danish Conquest of England 991-1017 by Ian Howard
Danmarks Håb og Horn - kongelykke og kongeskæbne af Palle Lauring - Gyldendal.
Canute the Great - and the Rise of Danish Imperialism During the Viking Age by Laurence Marcellus Larson.

Tilbage til start af artikel

20170123

Passed W3C Validation