Magnus var søn af Olav den Hellige med en af hans tjenestepiger. Ved fødslen gav Sigvat Skjald ham navnet Magnus efter den Tysk-Romerske kejser, Karl den Store, på latin Carolus Magnus.
Danerne elskede Magnus, siges det. Han var ung, tapper og gavmild og søn af en helgen. I slaget på Lyrskov Hede i 1043 viste han sin vilje til at forsvare landet, og derved vandt han folkets kærlighed, især jydernes. Saxo beretter at "han vendte sine våben imod den udenrigske fjende i stedet for imod den indenrigske, og tænkte ikke mere på sig selv, men kun på det almene vel".
1. Søn af en helgen
Magnus Olavsson var 11 år gammel, da han blev valgt som konge af Norge i 1035. Han var søn af Olav den Hellige og således af Harald Hårfagers æt. Hans fader var blevet ophøjet til helgen af den katolske kirke allerede i 1031, hvilket givetvis har styrket hans kandidatur. Alt tyder på at han også blev konge af hele Danmark senest i 1042 ved Hardeknuds død i England.
Titelfrise i Magnus den Godes Saga i Heimskringla Nationaludgaven.
I Danmark er han kendt for sin sejr over Venderne på Lyrskov Hede nær byen Slesvig i 1043. Han blev tidligt udfordret af Svend Estridsen i Danmark og af sin onkel, Harald Hårderåde, i Norge. Som så mange andre på hans tid blev han ikke gammel, allerede i 1047 døde han på sit skib ud for en kyst i Danmark i en alder af blot 23 år.
Tidslinie for Danmarks historie inddelt i Dynastier - Så godt som alle konger nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som underlagde sig i hvert fald en del af Jylland omkring året 917 e.Kr. som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet om bishop Hoger. Men det skaber overskuelighed at opdele kongerækken og dermed historien i grupper af konger eller dynastier, fordi det giver et godt overblik.
Det er nemt at identificere nogle indlyaende grupper, som de tidlige vikingekonger, som jeg kalder Knytlingerne, men som også kaldes Jelling Dynastiet. Magnus den Godes kaotiske periode adskiller Knytlingerne fra Svend Estridsen og hans sønners. Borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar danner en helt naturlig historisk skillelinje mellem Svend Estridsen og hans sønner og Valdemarerne. Den kongeløse tid afgrænser indlysende Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne. Kalmarunionens endeligt med det Stockholmske Blodbad, Christian 2's fald, Grevens Fejde og Reformation er et meget vigtigt vendepunkt i Danmarks historie.
Det oldgamle valgkongedømme blev afskaffet ved et kup i 1660 og erstattet af et kongeligt diktatur, nemlig enevælden. Oldenborg kongerne tog del i både valgkongedømme og enevælde. Desuden var det også en Oldenborg konge, nemlig Frederik 7. som afskaffede enevælden i 1848 og indførte det konstitutionelle monarki, der definerer kongemagten som arvelig i følge en grundlov. Eget arbejde.
2. Magnus den Gode
Historikeren Palle Lauring mente, at tilnavnet "den Gode" henfører til særlige religiøse bedrifter, og er afledt af den gamle betegnelse for en mand med et religiøst ansvar ved et hedensk gudehov, en gode. Magnus deler tilnavnet med Harald Blåtand, som var den første kristne Danske konge. Den Engelske konge, Edward Bekenderen, var ligeledes stærkt religiøs og han bliver i Magnus den Godes Saga kaldt "Eadvard den Gode". Ligeledes bliver den tidlige norske konge, Håkon Adelstensfostre, også kaldt Håkon den Gode, sikkert fordi han i modsætning til de fleste nordmænd på hans tid var kristen.
St. Olaf på Catolic online. Hans dag er 29. juli.
Magnus var søn af Olav den Hellige og en af hans tjenestekvinder, som hed Alfhild. I Olavs Saga fortælles om hans fødsel i 1024: "Men den vår blev det til tidende, at Alvhild var med barn, og det vidste kongens tillidsmænd, at han var fader til det barn. Så hændte det en nat, at Alvhild fik sygdom; der var få folk tilstede, nogle kvinder, en præst og Sigvat Skald med få andre. Alvhild led meget og var nær døden; hun fødte en dreng, og der var en stund, at de ikke vidste nøje, om det var liv i barnet. Men da barnet drog ånde - og dog meget svagt - bad præsten Sigvat gå at sige det til kongen. Han svarer: "Ikke for nogen pris tør jeg vække kongen, thi han forbyder hver mand at forstyrre søvnen for ham, før end han selv vågner. jeg får tage imod onde ord, men give det navn." Så gjorde de at barnet blev døbt og kaldt Magnus."
Da kong Olav vågnede blev han informeret om nattens begivenheder, og han lod omgående Sigvat Skjald kalde til sig og bebrejdede ham at han havde døbt hans søn uden hans tilladelse. "Hvorfor lod du drengen kalde Magnus? Ikke er det vort ættenavn." Sigvat svarede at han havde opkaldt drengen efter Karl den Stores tilnavn, idet han på latin kaldes Carolus Magnus.
Kobberstik af Magnus den Gode fra perioden omkring 1500-1795. I Harald Hårderådes Saga siger den lidt enfoldige men ærlige Reidar til kong Magnus: "Så vil jeg da, Herre! snarest anmærke, at eders ene øje sidder en lille kende højere oppe, end det andet." "Det har en mand før bemærket," sagde Kongen, "og det var min frænde, kong Harald". På billedet sidder Magnus venstre øje også en smule højere end det højre. Den Islandske professor Arni Magnusson testamenterede sin håndskriftssamling til Københavns Universitet ved sin død i 1730. Nogen kan have læst i Heimskringla at Magnus ene øje sad en kende højt og lavet en tegning tilsvarende - Fra Det Kongelige Bibliotek.
Da kong Olav i 1028 flygtede fra Norge - forfulgt af en stor hær ledet af de Norske stormænd - var han ledsaget af dronning Astrid, deres datter Ulvhild og sin søn Magnus, som da var fire år gammel. Den landflygtige konge og hans familie fandt asyl hos sin svoger, storfyrst Jaroslav, i Gardarige. Der voksede Magnus op de næste syv år, indtil han i 1035 blev hentet til Norge og kåret til konge i en alder af elleve år.
Harald Hårderådes Saga fortæller om Magnus at: "Han var en mand af middelvækst, med regelmæssige og lyse ansigtstræk, blondt hår, veltalende og rådsnar, højmodig og særdeles gavmild, en god kriger og særdeles våbendjærv og sejrsælig; han var den vennesæleste af alle konger, så at både venner og fjender roste ham."
Det bekræftes af Roskilde Krøniken: "Han (Olav den Hellige) efterfulgtes på tronen af sin frillesøn Magnus; denne var endnu i drengeårene, men højsindet og skøn af ydre."
Forskellen mellem Harald Hårderådes og Magnus' personlighed er et gennemgående tema i Harald Hårderådes Saga. Harald er påholdende, nøjeregnende, stridbar og uforsonlig; medens Magnus er gavmild, venlig, fleksibel og imødekommende - også mod mere almindelige mennesker. Som en sand konge knytter han sine mænd til sig med det guld, som han fik af Harald, da denne blev udnævnt til hans medkonge.
Magnus var en efterkommer efter Harald Hårfager gennem sin fader, og det har været en vigtig grund til at han blev valgt til konge som en 11-årig dreng. Men en mindst lige så vigtig grund må have været at han var søn af en katolsk helgen. I Harald Hårderådes Saga siger skjalden Thjodolf: "Fra Norden hellig Magnus sin orlogsflåde leder".
Ejnar Tambeskjælver og hans mænd lægger til ved Samsø med Magnus' lig og møder den gamle blinde mand. Illustration i Heimskringla Nationaludgaven af Wilhelm Wetlesen
Samme Saga beretter om Magnus' hellighed: "Det lod ramte en fornem kones søn, at han mistede sin hukommelse, og tyktes næsten gået fra vid og sans. Hans moder begav sig til kong Harald og bad ham give et godt råd, hvorledes man skulle behandle ham." - "Harald svarede: "Jeg skal nu også give dig et råd: jeg tror, jeg ved, hvad det er din søn fejler; han har aldrig nogen drøm, men det er ingen mand tjenligt, og det er ikke menneskets natur, aldrig at drømme; gak nu i morgen med ham derhen, hvor kong Magnus har taget bad, og lad din søn drikke af kongens vaskefad; lad ham derpå høre messe, og skønt der overfalder ham tunghed eller gaben, så lad ham dog ikke komme til at sove; gå derefter hen til det sted, hvor Kong Magnus har ligget, og lad drengen sove der, da vil rimeligvis en drøm vise sig for ham" - "Denne dreng blev siden en dygtig mand, velsindet og forstandig, og det lægeråd, Kong Harald havde givet ham, kom ham vel til gode."
Harald Hårderådes Saga beretter også om en anden episode, som bevidner Magnus' hellighed. Da Einar Tambeskælver og hans mænd sejlede Magnus' lig hjem til Norge, løb de ind til Samsø i en havn, hvor Magnus ofte havde ligget: "Der på øen var en blind fattig mand, som kongen altid havde understøttet meget med almisse for Guds skyld, når han landede der på stedet." Ejnar Tambeskælver samlede nogle levnedsmidler sammen på skibene og gav dem til ham.
Men den gamle mand var ikke helt tilfreds: "Jeg ville dog endnu bede dig, hvis der er en eller anden ringere ting, som Kong Magnus har ejet, at I vil give mig den til trøst og erindring." Ejnar fandt da i sin pung en lille guldring, som havde tilhørt Magnus, og lod den gamle mand få den. Han holdt den op til sine øjne og sagde grædende: "I viste mig megen hjælp ved eders gave, men kongen har dog vist mig endnu større miskundhed, så at jeg nu aldrig behøver andres understøttelse, for at friste mit liv; så længe som jeg end har været blind, så er jeg dog nu bleven seende med begge øjne."
Borgund stavkirke i Lærdal ved Sognefjorden nordøst for Bergen i Norge. Den blev bygget i 1180 godt hundrede år efter Magnus den Godes regeringstid. Den er den mindst ændrede af de norske stavkirker. Kirken er en såkaldt langkirke og har dragehoveder på gavlene, udskåret portal og svalegang. Kirkerne på Magnus' tid både i Norge og Danmark har sikkert lignet, måske var de lidt mindre. Foto Petr Smerkl, Wikipedia.
I Adam af Bremen beskrives Magnus som en sympatisk og elsket konge - der står i en skolie: "Han var en gudfrygtig og sædelig ungersvend. Derfor gav Gud ham sejren alle vegne"; og andetsteds: "Kong Magnus var i øvrigt for sin retfærdigheds og manddoms skyld elsket af Danerne, men frygtet af Slaverne, som efter Knuds død blev Danmarks fjender."
Olav den Helliges datter med sin lovformelige dronning, Astrid, hed Ulfhild, og hun var således Magnus' halvsøster. Adam af Bremen fortæller at hun blev gift med hertug Bernhard af Saxen's søn Ordulf i 1042. Derefter forsvinder hun ud af historien.
Harald Hårderådes Saga fortæller at Magnus havde en broder ved navn Thorer, som efter alt at dømme var mentalt handicappet.
Sagaen fortæller at under et gilde havde Harald fået Thorer til bords, og det var han meget lidt tilfreds med: "Kong Magnus' broder Thorer derimod sad på den anden bænk lige overfor Kong Harald. Thorer talte kun lidet og om ubetydelige ting; Kong Harald fandt det en skam for sig, at han sad således, at han måtte drikke ham til, og kvad flere gange følgende over til ham, når han hørte ham sige noget:
Ti du, Thorer!
Tosset er du;
Rapse-Gæst, jeg hørte,
hed din fader.
Med "Rapse-Gæst" mente Harald Olav den Hellige, som han således mente var Thorers fader. Desuden tager sagaen det som givet at Harald Hårderåde ville efterstræbe Thorer og om muligt dræbe ham, når han fik mulighed derfor, hvilket også understøtter at han var søn af Olav.
Alteret i Urnes stavkirke inderst i Sognefjorden i Norge. Tømmeret til kirken blev fældet 1129-1130 mindre end hundrede år efter Magnus' regeringstid. Foto Green Global Travel.
Da Magnus - ifølge Heimskringla - lå for døden på sit skib ud for Jylland sagde Einar Tambeskælver: "Giv også et godt råd, herre! med hensyn til din broder Thorer; lidet godt har han at vente af Harald, godt og vel, om han kan beholde sit Liv."
Magnus ordnede det således at nogle gode mænd fulgte Thorer i land, hvor de gemte sig i skoven. Da lurerne lød og meldte Magnus' død, begav de sig til Svend Estridsen, hvor de blev godt modtaget.
Harald Hårderådes Saga fortæller at Magnus havde en datter: " - det bidrog også meget til at forøge bedrøvelsen hos Magnus' mest hengivne venner, at han ikke efterlod sig noget afkom, uden en datter, som endnu var ganske ung og hed Ragnhild." Hun blev gift med Håkon Ivarsøn, som fik titel af jarl. Ifølge Morkinskinna fik de datteren Sunniva, som fik sønnen Håkon Sunnivasson, Magnus' oldebarn, og denne Håkon blev gift med Ragnhild, datter af Svend Estridsen eller Erik Ejegod. Ragnhild og Håkons søn, Erik Lam, blev konge af Danmark.
3. Magnus som Konge af Norge
Olav den Helliges Saga fortæller at allerede natten efter slaget ved Stiklestad i 1030 skete mirakler ved hans hellige lig. En blind tigger forvildede sig ind i det skur, hvor en bonde havde anbragt Olavs lig. Han gned sig i øjnene med det vand, som liget var vasket i og blev straks seende.
Sagaen fortæller at: "Denne vinter kom den tale op blandt mange mænd der i Trondhjem, at kong Olav var en sandhellig mand, og at der hændte mange jærtegn til vidnesbyrd om hans hellighed. Mange tog da på at gøre bønner til kong Olav om de ting, som tyktes dem vigtige. Mange mænd fik hjælp af disse bønner, nogle helsebod, nogle held på færder eller andre slige goder, som de tyktes at trænge til."
Ejnar Tambeskjælvers og Kalv Arnesøns rute. Gardarige omkring år 900 omfattede både Kiev og Novgorod.
Allerede i 1031 blev Olav ophøjet til katolsk helgen, og nu var der ingen ende på miraklerne, hans hår og skæg voksede på trods af at han var død: "Sommeren efter blev der meget tale om kong Olavs hellighed, og alle talte nu ganske anderledes om kongen. Af dem, som før havde gået imod ham i fuldt fjendskab og ikke havde i noget villet gå ind på sandheden om ham, var det nu mange, som sandede, at kongen nok var hellig."
Olavs saga fortæller at tidlig om foråret i 1034 drog Ejnar Tambeskjælver og Kalv Arnesøn af sted mod Gardarige for der at hente Olav den Helliges søn Magnus og gøre ham til konge af Norge. Om høsten - det vil sige hen på efteråret - kom de til Aldeigjukborg (Staraja Ladoga) ved Ladoga søen. Med kong Jarisleivs tilladelse fortsatte de til Holmgård (Novgorod), hvor de traf Magnus, som da var 10 år gammel.
Det blev aftalt at gruppen af Nordmænd blev Magnus' tro mænd: "Men da de komne til Holmgård, stadfæstedes det mellem dem, så at de Nordmænd, som var kommet did, gik Magnus til hånde og blev hans mænd, og de bandt med eder Kalv og alle de mænd, som havde været imod kong Olav på Stiklastader. Magnus gav dem løfter og fuldt forlig og fæstede det med ed, at han skulde være dem fuldt tro, om han fik rige og kongedømme i Norge; han skulle blive Kalv Arnesøns fostersøn, men Kalv skulle være skyldig til at gøre alle de handlinger, som Magnus troede at få større eller friere rige af end før."
Kong Svend - Knud den Stores søn - og hans mænd forsøgte ikke modstand, da de i 1035 erfarede at kong Olavs hellige søn var kommet til landet, og folket flokkedes om ham: "Men så snart kong Sveins mænd spurgte, at kong Olavs søn Magnus var kommet did i landet, flyede de ad vide veje og reddede sig; der blev da ikke gjort nogen modstand imod Magnus." Sammen med sin moder, Ælfgifu, flygtede Svend til Danmark, hvor han snart efter døde.
Skjalden Tjodolv kvad:
Men Svein flygtede siden,
svigtet af alle, fra landet.
Landflygtig (hørte jeg) unda
Alfivas Søn rømte.
St. Olavs-frontalen med den hellige konge i midten. Den er malet omkring 1330 på sammensatte træplanker. Maleriet kaldes en "frontal" fordi den er placeret foran alteret i Nidaros Domkirken, hvor Olav blev lagt til hvile bag alteret. De fire motiver i hvert hjørne er episoder fra hans liv, adskilt af de fire evangelister. Foto: Stein Wiik.
I middelalderen bestod Olavsskrinet af tre skrin. Det ene indeni det andet. Det inderste var den oprindelige trækiste fra Stiklestad, dækket af kostbare klæder. Det mellemste var et kostbart skrin, som ifølge Snorre Sturlasson blev skænket af Magnus den Gode, helgenkongens søn. Dette skrin var sandsynligvis af træ og beklædt med sølvplader med religiøse motiver i relief prydet med slebne bjergkrystaller, ædelstene og andre kostbarheder. Dette skrin var 2 meter langt, omkring 80 cm bredt og højt, med buet underside og på oversiden var der et låg. Låget var formet som et tag med tagryg og udskårne hoveder i gavlspidserne. Det var med hængsler bagerst og hasper forrest. I 1530-tallet beskrev Ærkebiskop Olav Engelbrektsson det yderste skrin: " - St. Olavs skrin, som var beslået med sølv. Det var ingen bund i det. Det var sat udenpå to andre skrin, og i det inderste skrin lå Hellig Olavs legeme - ".
Magister Øystein Ekroll har i nyere tid sammenfattet vor viden om Olav-skrinets skæbne: I forbindelse med borgerkrigen i Danmark-Norge omkring 1530 flyttede Ærkebiskop Olav Engelbrektsson i 1537 skrinet sammen med andre relikvier til sin borg på Steinvikholmen ved Skatval længere inde i fjorden. Selv drog han til Holland for at hente hjælp hos den afsatte konge, Christian 2. Imidlertid døde han i Holland og Christian 2's tilbagekomst blev aldrig rigtigt til noget. Besætningen på hans borg overgav sig til den nye konge Christian 3. - eller måske hans general - som var dybt religiøs og havde personlig forbindelse til Luther - og var fast besluttet på at rykke den katolske tro op med rode og afskaffe alle dens tegn og symboler. Man kan sige at han for frem med samme brutalitet som Olav selv gjorde, da han i sin tid indførte den katolske kristendom i Norge.
På en liste over borgens erobrede inventar står: "Sankt Oluffs skrin, som ligner sankt Augustini skrin, som er beklædt med sølv, et helligdoms skrin, som er af kobber og er forgyldt, et helligdoms skrin, som er af træ og er beslået med sølv." Alt blev slået i stykker og smeltet om og sendt til København.
Forunderligt nok stod den inderste oprindelige trækiste med Olafs jordiske rester tilbage i ærkebispens borg efter at erobrerne havde forladt den. Den blev flyttet flere gange, og endelig begravet i Nidaros Domkirke. Senere - i 1568 - blev "jord fyldt i graven med Sankt Olavs lig", hvad det så betyder, for at stoppe de mange pilgrimsfarter til graven. Det antages at Olav i dag ligger begravet et ukendt sted i Nidaros Domkirke eller udenfor på kirkegården. Foto Universitetets Oldsagssamling.
Magnus' Saga fortsætter: "Kong Magnus lod gøre et skrin, prydet med guld og sølv og lod sætte kostbare stener deri. Men det skrin var både i størrelse og andet udseende gjort som en ligkiste, med svalegange nedenunder og oventil et låg, dannet som et tag, og derfra op over hoveder og tagrygger; på låget er der hængsler bagtil, men hasper fortil, og det blev låst med en nøgle. Siden lod kong Magnus lægge kong Olavs helligdom i dette skrin. Mange jærtegn hændte der ved kong Olavs helligdom."
Magnus holdt ikke sit løfte om fuldt forlig og tilgivelse for dem, som havde kæmpet imod hans fader.
Magnus den Gode og hans hirdmand Asmund stod på svalen og så Hårek fra Tjotta gå i land. Asmund sagde at han ønskede at dræbe Hårek. "Tag hellere min økse", sagde Magnus. Tegning i Heimskringla af Halvdan Egedius.
Lederen af bøndernes hær ved Stiklestad, Tore Hund: " - for bort fra landet kort tid efter kong Olavs fald. Tore for ud til Jorsaler, og det er mange mænds sagn, at han ikke er kommet tilbage."
En anden af bøndernes ledere, Hårek fra Tjotta, sejlede til Trondhjem for at møde kong Magnus. Da han gik i land, blev han hugget ned af en af kongens mænd, som bar nag til ham af andre grunde: "Asmund huggede i hovedet på Hårek, så at øksen straks stod ned i hjernen; det var Håreks bane."
Kalv Arnesøn, som var en af de tre, som sårede og dræbte kong Olav ved Stiklestad: " - havde i førstningen mest magt hos kong Magnus i nogen tid. Men da mindede nogle kongen om, hvor Kalv havde været på Stiklastader; det blev da noget vanskeligere for Kalv at vinde kongens sind."
På selve slagmarken ved Stiklestad mindede kongen Kalv om at han havde stået ganske nær ved hans fader, kong Olav, da han faldt. Samme nat gik Kalv ombord på sit skib der: " - lå rede ved bryggerne, alt hans løsøre var ført deri, og hans huskarle var ombord. De styrede straks om natten ud efter fjorden, og Kalv for siden dag og nat, som der var bør til. Han sejlede så vester over havet og dvælede der længe, hærgede i Skotland og Irland og Suderøerne."
Magnus den Gode og Kalv Arneson på slagmarken ved Stiklestad. Tegning af H. Egedius I Heimskringla Nationaludgaven - Wikipedia.
En dreng på 12-13 år har nok ikke haft sådanne store planer om at beslaglægge de ledende bønders ejendom; men nogle af hans rådgivere har sikkert mindet ham om at situationen var en uforlignelig mulighed for at styrke kongemagtens økonomi - på samme måde som kejsere og konger ofte har gjort op gennem historien, før velfærdstatens ubønhørlige skatteopkrævning blev opfundet.
Sagaen beretter: "Da tog bønderne til at knurre og talte sig imellem: "Hvad mon denne konge tænker på, når han bryder imod os de love, som kong Håkon den Gode satte? Mindes han ikke det, at vi har aldrig tålt uret? Han vil få samme færd som hans fader eller andre slige høvdinger."
Det siges at Sigvat Skjald advarede kongen med et langt digt kaldet "Bersåglesviser" som indledes:
Det er røre syd blandt Sogninger.
Sigvat har advaret kongen
mod folkestrid at friste;
"Efter denne advarsel skiftede kongen sind; også mange andre førte slige ord for kongen. Det kom da så vidt, at kongen holdt samtale med de viseste mænd, og de blev da enige om deres love. Siden lod kong Magnus skrive den lovbog, som endnu er i Trondhjem, og som kaldes Grågås." Magnus' love - som i øvrigt ikke er overleverede - har navnet til fælles med en islandsk lovsamling fra fristatstiden.
4. Magnus som Konge af Danmark
Flere kilder beretter at de to meget unge konger Hardeknud af Danmark og Magnus af Norge aftalte indbyrdes at hvis en af dem døde, uden at have fået en søn, så skulle den anden arve hans rige.
Hardeknud og Magnus den Gode mødes ved Gøtaelvens munding. Illustration til Heimskringla Nationaludgaven af Halvdan Egedius.
I Magnus' Saga står: Våren efter - måske i 1036 - bød begge kongerne leding ud, og de ord sagdes om dem, at de ville lægge til strid ved Elven. Men da begge hærene søgte mod hverandre, sendte lendermændene af begge hærer bud til deres frænder og venner, og det fulgte med begges ordsending, at man skulle gjøre fred mellem kongerne. Men da begge konger var unge og barnlige, holdt de mægtige mænd, som var valgte dertil i begge lande, rigsstyrelsen for dem; det kom da så vidt, at det blev aftalt en forligsstævne mellem kongerne. Siden mødtes de selv, og det blev da talt om forlig, og det kom til den aftale, at kongerne svor sig i brødrelag og satte fred imellem sig, sålænge begges liv varede, og hvis en af dem døde uden søn, skulle den af dem, som levede længst, tage efter ham land og undersåtter. Tolv mænd, de som var de ypperste af hvert rige, svor med kongerne på det, at dette forlig skulde holdes, så længe nogen af dem levede. Derpå skiltes kongerne, og hver for hjem til sit rige, og dette forlig holdtes, så længe de levede."
Det bliver bekræftet af Roskilde Krøniken: "Harde-Knud og Norges konge Magnus traf så den aftale indbyrdes, og bekræftede den med ed på helgenlevninger, at den, som levede længst, skulde tage den først afdødes rige og ligesom med arveret besidde begge riger."
Danmark på Snorres tid fra Heimskringla nationaludgaven.
Det er meget muligt at en sådan aftale blev indgået; den slags aftaler var oppe i tiden; den Engelske konge, Edward Bekenderen lovede således sit rige bort til Gud og hver mand efter sin død. Han lovede sit rige til Wilhelm af Normandiet, hvis han døde først, hvilket han som bekendt gjorde. Desuden lovede han muligvis sit rige til sin jarl Harold Godwinson. Adam af Bremen mener også at vide at han lovede Svend Estridsen herredømmet over England efter sin død: " Da han nu frygtede for, at Svend skulde gøre krav på herredømmet over Anglerne, sluttede han forlig med denne sin medbejler, idet han udnævnte ham til sin umiddelbare eftermand på Englands trone, selv om han ved sin død skulle efterlade sig egne sønner. Dermed var Svend beroliget og vendte tilbage til Danmark." Det bliver lidt usikkert bekræftet af Ry Klosters Annaler: "Edward, Englands konge, Svens broder, nødte ham til at betale skat og erklære ham for rigets arving efter sig".
Efter alt at dømme var Magnus tilstede i Danmark allerede mellem 1040 og 1042 medens Hardeknud stadig levede og opholdt sig i England. Adam fortæller at Hardeknud fra England sendte sin fætter, Svend Estridsen, tilbage til Danmark for at værne landet mod Magnus: "Imidlertid døde Knuds anden søn, den norske kong Svend. Da kårede Nordmændene Magnus, som var en frillesøn af Hellig Olaf. Magnus angreb straks Danmark, og blev dermed herre over to riger, medens den danske Kong Hardeknud dvælede i England med sin hær. Snart rustede dog denne sig mod Magnus og satte Svend, sin frænde, over flåden. Svend blev overvundet af Magnus, drog tilbage til England og fandt Hardeknud død." Faktisk skriver Adam temmelig direkte at Magnus tog magten i Danmark allerede under Hardeknuds fravær, medens denne stadig var i live. Dette har Adam af Bremen direkte fra sine samtaler med Svend Estridsen selv, så vi må tro at det er ret pålideligt.
Magnus farer med hærskjold over Sjælland af Wilhelm Wetlesen i Magnus Saga i Heimskringla Nationaludgaven.
Det er nemt at fremmane et scenario, hvor tusinder af nyomvendte kristne Daner begejstrede flokkedes om helgenkongens søn. Som skjalden Thjodolf sagde: "Fra Norden hellig Magnus sin orlogsflåde leder". Og som Saxo skrev: "Gid religionen, som nu er blevet gammel i gårde her i landet, havde den samme magt og myndighed i vore dage, som den havde hos vore forfædre, da den endnu kun var spæd og knapt havde slået rod."
Allerede få måneder efter Hardeknuds død i juni 1042 tog Magnus yderligere skridt til at sikre sit heredømme i Danmark. Adam af Bremen fortæller at ærkebispen af Hamborg-Bremen i følge med hertug Bernhard af Saxen og bisperne Thietmar af Hildesheim og Rudolf af Slesvig drog op til Slesvig for der at mødes med kong Magnus. Pa dette møde blev kong Magnus' søster, som hed Ulfhild, forlovet med hertug Bernhards søn, Ordulf. Som følge af denne forbindelse gjorde den Saksiske hertug straks efter brylluppet Magnus den tjeneste at myrde Harald Thorkilsøn - Thorkil Højes søn - da denne i november 1042 var på vej hjem til Danmark fra Rom. Harald var af en gammel og fornem Sjællandsk slægt, søn af den berømte hærfører, og en engelsk prinsesse og således et muligt kongsemne.
Svend Ulfson rider fra Svitjod af Halvdan Egedius i Magnus Saga i Heimskringla Nationaludgaven.
Magnus' Saga Fortæller at Magnus fik kongemagt i Danmark straks efter Hardeknuds død: "Kong Magnus Olavsøn spurgte Hårdeknuts død; da sendte han straks mænd syd til Danmark og gav dem ordsendinger til de mænd, som havde bundet sig til ham med eder, dengang da forlig og aftale var gjort mellem Magnus og Hårdeknut, og mindede dem om deres ord; han lod også det ord følge med, at han selv ville komme straks om sommeren til Danmark med sin hær." Hvis vi skal tro Magnus' Saga, kom han således til Danmark i sommeren 1042 eller 1043 - men imidlertid, som nævnt ovenfor har vi grund til at tro at han allerede i Hardeknuds fravær var tilstede og havde opnået magt i Danmark.
Magnus' Saga oplister tre årsager til at han blev valgt som konge af Danmark: "Men da de landshøvdinger, som var mest agtede i Danmark, var bundne med eder til kong Magnus og ville holde deres ord og eder, hjalp de dette meget frem for folket; dertil bar også det andet, at da var kong Knut den mægtige og alt hans afkom dødt; den tredie årsag var, at da var kong Olavs hellighed og hans jærtegn kendt over alle lande."
Efter Hardeknuds død forlod Svend Estridsen England og sluttede sig i første omgang til Magnus, hvilket også tyder på at Magnus var konge i hele landet: "Svein hed en mand, søn af Ulv jarl, som var søn af Torgils Sprakalegg; Sveins moder var Astrid, datter af kong Svein Tjugeskjeg; hun var samfædre søster af Knut den Mægtige og sammødre søster af sveakongen Olav Eiriksøn; deres moder var dronning Sigrid Storråde, datter af Skågul-Toste. Svein Ulvsøn havde da levet i lang tid hos sine frænder sveakongerne, lige siden at hans fader Ulv Jarl var falden, således som det er skrevet i Knut den Gamles Saga at han lod dræbe sin måg Ulv Jarl i Roeskelda.
Svend Estridsen var tapper, intelligent, veltalende og "havde alle de egenskaber, som pryder en god høvding". De blev venner, og det siges at: "Siden talte kongen og Svein meget sammen i enrum."
"Havhingsten fra Glendalough" ved vikingeskibsmuseet i Roskilde. Den er en fuld skala rekonstruktion af vikingeskibet Skuldelev 2, som blev fundet i Roskilde Fjord, og som er udstillet i museet. Det blev bygget af træ, som blev fældet i 1042 - samme år som Magnus blev konge af Danmark - i Irland og er repareret flere gange med tømmer fældet omkring det irske Hav. Det endte sine dage som søspærring ud for Roskilde i omkring 1070. Det var sådanne skibe som Magnus anførte i togterne mod Danmark, og det var efter alt at dømme på dækket af sådan et skib at han døde i 1047. Eget foto.
Kong Magnus ønskede at gøre Svend til sin jarl i Danmark: "Kundgøre vil jeg for høvdingene og hele almuen" - "Jeg lovede dem også at give dem en høvding til landeværn og landsstyrelse; jeg ser ikke nogen mand så vel skikket dertil i alle dele som Svein Ulvsøn."
Men den gamle Einar Tambeskælver var ikke enig: "For stor jarl, for stor jarl, fostersøn!"
Magnus afviste ham vredt: "Det synes mig, som om det tykkes eder, at nogle er for store jarler, og at andre ikke duer til noget." Svend lagde derpå sine hænder på et skrin med helgen relikvier og svor troskab mod kong Magnus.
Svend blev hurtigt meget populær i Danmark: "Der blev han vel modtaget af hele almuen. Han tog sig da en hird og blev snart en stor høvding; han for om vinteren vide om landet og gjorde sig til vens med stormændene, han var også vennesæl hos almuen."
Men temmelig hurtigt brød Svend sin troskabsed og lod sig vælge til konge i Danmark: "Den samme vinter, som Svein Ulvsøn havde fået styrelsen over Danevældet og han havde gjort sig til vens med mange stormænd og fået almuens yndest, lod han give sig kongenavn, og i det råd tog mange høvdinger del."
5. Mønternes vidnesbyrd
Der er ikke fuld klarhed over de politiske forhold i Danmark i tiden før og efter Knud den Stores død, under Hardeknuds regering og specielt med hensyn til den efterfølgende magtfordeling mellem Magnus og Svend. Men meget tyder på Magnus havde god støtte i Jylland, hvor han jo også var lovformelig valgt på Viborg ting, og Svend havde sin magtbase i Skåne, som han efterhånden udvidede til øerne. Ved Magnus' død blev han konge af hele Danmark.
Ælnoth, den Engelske munk i Odense, bekræfter at Magnus navnligt blev støttet af Jyderne: "Efter mange fjendtlige indfald og blodige sammenstød mellem Magnus, Nordlændingernes og Vestlændingernes fører, og Sven med tilnavnet Magnus, Østlændingernes og Sydlændingernes fører, fyrige modstandere begge, og efter afslutningen af den mindeværdige krig mellem Harald Hårfager og den samme Sven Magnus om herredømmet over Danmark, vandt Sven Magnus, da Magnus var gået alt kødets gang."
Analyser af mange møntfund bekræfter også denne antagelse:
Mønt af særlig national type præget i Lund med Hardeknuds navn; den antages at være slået medens Hardeknud var medkonge under Knud. Møntmesteren er Aslac. Det er svært at se, hvad motivet er, måske dragen Fafner, som ruger over guldet. Foto fra Niels Jørgen Jensens & Mogens Skjoldagers Dansk Mønt.
Allerede omkring 1030 eller muligvis tidligere blev i Lund slået mønter af en særlig national type - prydet med en lindorm eller lignende - snart med Knuds og snart med Hardeknuds navn, hvilket vi kan tro afspejler beretningerne om at den unge Hardeknud blev valgt til konge, Knuds vrede og drabet på Ulf Jarl.
Tidligst i 1040 prægedes en anden type mønter af traditionel engelsk type med Hardeknuds navn - dog sammen med adskillige andre mærkværdige kongenavne som Æthelred og Harald. Hvilket må afspejle Hardeknud som konge efter Knuds død i 1035.
Mønt af traditionel Engelsk type præget i Lund med Hardeknuds navn. Foto fra Niels Jørgen Jensens & Mogens Skjoldagers Dansk Mønt.
Efter Hardeknuds død i 1042 fremkom lignende mønter slået i Lund, men nu med Magnus' navn - dog stadig iblandet mærkelige kongenavne som for eksempel Edward og Æthelred. Hvilket må afspejle at man i Skåne nu betragtede Magnus som konge.
Derefter skete pludselig en afgørende ændring på mønternes forsider, idet kongenavnene bevidst blev gjort ulæselige, medens bagsiderne som før korrekt angav både møntmester og sted. Mønternes kvalitet og vægt var uændret, og produktionen syntes at have foregået i samme omfang som før. Vi må tro at dette afspejler en periode, hvor det var usikkert, hvem der var konge i Skåne, og for ikke at komme i vanskeligheder valgte værkstedet at gøre kongenavnet ulæseligt. Vi må tro de repræsenterer tiden omkring 1043, hvor Svend Estridsen udfordrede og fordrev Magnus fra Skåne.
Mønter slået af Magnus den Gode i Odense - Tegning fra Niels Jørgen Jensens & Mogens Skjoldagers Dansk Mønt.
Møntmestrene Alfnoth og Outhinkarl forsvinder fra bagsiderne af mønterne fra Lund samtidig med at kongenavnene bliver gjort ulæselige. Samtidig eller ikke længe efter fremkommer en serie Magnus mønter fremstillet i Odense med nogle af de samme stempler, som tidligere blev brugt i Lund. Deraf kan det konkluderes, at Odenses første mønter blev slået af Magnus, delvis ved hjælp af stempler og møntmestre, som kom fra Lund. Dette kan afspejle at Magnus nu var fortrængt fra Skåne og måske også fra Sjælland.
Mønt af Byzantisk type præget i Lund af Svend Estridsen. Møntmesteren er Wulfet. Motivet er en engel, som står til højre og overrækker et banner til kongen til venstre - Foto Classical Numismatic Group.
Magnus' magt var funderet på religion, og Svend prøvede at gøre ham rangen stridig.
Derefter følger i Odense en ny række mønter med Svends navn - i et tilfælde med titlen REX. Dette må indikere at efter et stykke tid blev Magnus også fortrængt fra Fyn. Hvilket passer med Magnus' saga: "Men da Svein spurgte, at kong Magnus havde ladet en stor del af sin hær fare fra sig, og tillige at han var syd i Jylland, red Svein ned fra Svitjod og havde da en stor hær, som sveakongen gav ham med. Men da Svein kom ud til Skåne, tog Skåningene vel imod ham og holdt ham der for konge; meget folk drev da til ham. Siden for han ud til Sjælland, og der tog man vel imod ham, og han lagde der alt under sig. Derefter for han til Fyn og lagde alle øerne under sig, og folket gik under ham; Svein havde en stor hær og mange skibe."
Middelalderligt møntværksted. Det er nok møntmesteren, som sidder ved bordet bagerst i lokalet. Det har sikkert set nogenlunde lige sådan ud i Magnus' tid.
Svend Aggesen bekræfter at Magnus havde sin magtbase i det vestlige Danmark og Svend blev støttet af den østlige del: "Svend gik ham imøde, og det kom til slag tæt udenfor Helgenæs, hvor Magnus gik af med Sejren, og erobrede Jylland, Fyen og Venden."
Noget tyder på at Magnus ikke blev konge-hyldet over hele Danmark, men kun i Nørrejylland; sagaen fortsætter: "Siden lod kong Magnus stævne ting i Vebjårg; der tager Danerne sig konger både i gammel og ny tid. Men på det ting tog Danerne Magnus Olavsøn til konge over alt Danevælde. Kong Magnus dvælte længe om sommeren i Danmark, og alt folket tog godt imod ham og viste ham lydighed." Svend blev sandsynligvis hyldet på øerne idet sagaen siger: "- lod han give sig kongenavn, og i det råd tog mange høvdinger del."
Det er også hvad Magnus' Saga fortæller: "Kong Magnus vendte sig nu straks med hæren imod Svein, som han kaldte sin jarl, om end Danerne kaldte ham konge. Kong Magnus skaffede sig skibe og rustede hæren ud; begge fik sig nu mange folk. Der var da mange høvdinger i Sveins hær, Skåninger, Hallandsfarer, Fynboer, men kong Magnus havde mest Nordmænd og Jyder."
6. Slaget på Lyrskov Hede
Lyrskov Hede ligger nordvest for Slesvig. Stedet hedder i dag Lürschau. Detalje fra Gustav Rosendal: "Sønderjylland i Middelalderen" fra 1913.
Magnus blev berømt og elsket af Danerne for hans sejr i slaget på Lyrskov Hede nær Slesvig i 1043, hvor han afviste en slavisk invasion. Som Adam skriver: "Kong Magnus var i øvrigt for sin retfærdigheds og manddoms skyld elsket af Danerne, men frygtet af Slaverne, som efter Knuds død blev Danmarks fjender."
Hans vilje til at værge landet gjorde ham så afholdt at han blev i stand til at samle danske krigere omkring sig og forsætte kampen for sin sag: "Ved denne lykkelige sejr vandt Magnus i høj grad almuens gunst, og styrket ved den hjælp, den ivrig ydede ham, gav han sig atter til at forfølge sin medbejler til riget, så meget ivrigere, som det held, der havde forøget den kærlighed, landsens folk nærede til ham."
Adam nævner slaget på Lyrskov Hede først og angrebet på Jomsborg noget senere, så vi må tro at dette er også den kronologiske orden. Det passer med at Knytlinge Saga mener at Svend Estridsen deltog i slaget på Magnus' side: "Et andet slag holdt Kong Magnus om høsten dagen før mikkelsmesse (29. september) i Jylland tæt nordenfor Hedeby på Lyrskovs Hede ved Skotborg Å." - "Nogle beretter at Svend Ulfsøn har været tilstede i dette slag på Kong Magnus' side, og at deres forlig har til den tid endnu været holdt vedlige."
Magnus stenen i Skibelund Krat ved Vejen nord for Kongeåen. Den blev rejst i 1898, da grænsen gik netop ved kongeåen. Stenen er udhugget af Niels Skovgård og viser kong Magnus med øksen Hel højt hævet efterfulgt af sine krigere. I luften ses klokken Glad, som hang i Norge, men som hans krigere alligevel hørte under slaget. På bagsiden er et digt af Thor Lange:
"Magnus, tvende Rigers Pryd,
Unde Gud din Kongesjæl
at se Nordens Grænsepæl
Atter rykket frem mod syd."
Adam fortæller om begivenhederne, som førte frem til slaget: "Slavernes Hertug Ratibor var bleven dræbt af Danerne. Denne Ratibor var en Christen og en såre mægtig mand iblandt barbarerne. Otte sønner havde han nemlig, som alle var Slave-Fyrster, men alle faldt de for Danerne, da de ville hævne faderens død. For at tage hævn over Ratibors død, kom nu Vendlerne allerede dengang med en hær og rykkede frem lige til Ribe, som de ville lægge øde. Kong Magnus kom i det samme fra Norge og nærmede sig Hedeby. Snart havde han fået samling på de Danske tropper allevegne fra, og med dem tog han på Hedebys sletter imod hedningene, da disse vendte tilbage fra Danmark. Man siger, der faldt 15.000 på den valplads, og dermed havde de Christne fred og fryd, så længe Magnus levede."
Historien om de tolv sønner, som var faldet for Danernes hånd, bekræftes af Saxo: "Anføreren for den vendiske Hær var den anseligste af Vendernes stormænd, som havde mistet tolv sønner, der drev sørøverfærd i Danmark, og nu var han falden ind i Jylland for med sværd i hånd at hævne deres død. Da landsens folk nu på det indstændigste bad Magnus om at holde slag med denne fjende, lod han sin medbejler fare, vendte sine våben imod den udenrigske fjende i stedet for imod den indenrigske, og tænkte ikke mere på sig selv, men kun på det almene vel"
Portal fra nu nedreven stavkirke med motiv fra sagnet om Sigurd Fafnersbane. Foto Pinterest.
Heimskringla mener at den Vendiske hær kom sydfra, medens Adam mener at den kom fra nord på vej tilbage til Venden. Det er mest sandsynligt at Adam igen har ret, idet det må have taget en del tid for Magnus at samle en hær.
Magnus' hær bestod af Normænd og Daner forstærket med en stor skare Saksere under hertug Otta, hvis søn netop var blevet gift med "Ulvhild, datter af kong Olav den hellige, søster af kong Magnus".
Magnus har sikkert valgt sletten ved Lyrskov, fordi Venderne formodedes at komme langs hærvejen for ad den vej for at komme hjem gennem åbningen i Danevirke og derved undgå Slien og moseområderne ved Hollingsted omkring Trene-Ejder systemet. Danevirke var åbenbart ikke bemandet. Desuden skulle Venderne der krydse en å, hvilket ville give Magnus' hær en taktisk fordel.
"Kongen lod da hele hæren blæse sammen og lod alle mænd hærklæde sig; de lå ude om natten under deres skjolde, thi det var dem sagt, at Vendernes hær var kommet nær dem," siger Magnus' Saga.
Kongen kunne ikke sove "han sov lidet om natten og sang sine bønner", men hen mod morgenen døsede han hen og drømte at "han så den hellige kong Olav, sin fader, som talte til ham: "Du er nu meget syg i hug og fuld af frygt, fordi Venderne farer imod dig med en stor hær; men ikke skal du ræddes for den hedenske hær, om de end er mange tilsammen. Jeg skal følge dig i dette slag; giv I eder til kamp med Venderne, når I hører min lur."
"Men da kongen vågnede, fortalte han sin drøm. Det tog da til at lysne af dagen; da hørte alt folket oppe i luften klokkelyd, og kong Magnus's mænd, de som havde været i Nidaros, kendte, at det var, som om der blev ringet med Glad; den klokke, som kong Olav havde givet til Klemenskirken i Kaupangen." Da stod kong Magnus op og råbte, at det skulde blæses hærblæst."
Slaget på Lyrskov Hede. Fra Magnus den Godes Saga i Heimskringla. Tegning af Halvdan Egedius i Nationaludgaven.
Den hellige Olav havde den helt rigtige timing, fordi klokken lød, netop medens fjenden var ved at krydse åen: "Da for Vender-hæren søndenfra over åen imod dem; da løb hele kongens hær op og stævnede imod hedningene. Kong Magnus kastede af sig ringbrynjen, havde yderst en rød silkeskjorte og tog i sin hånd øksen Hel, som kong Olav havde haft. Kong Magnus løb foran alle andre mænd imod hæren og huggede straks med begge hænder den ene mand efter den anden."
"Denne kamp blev ikke lang; kongens mænd var meget hidsige, og hvor de kom sammen, der faldt Venderne så tykt, som når sandet kastes op af bølgerne; men de, som stod bagenfor, vendte sig på flugt, og de blev da hugget ned som fæ." siger Magnus' Saga.
7. Angrebet på Jomsborg
Magnus angreb Jomsborg, som stadig var knyttet til Danmark: "Men da våren kom" - hvilket må være tidligst 1044 - "havde kong Magnus en stor hær ude og for med den syd til Danmark." Der hørte han at "Venderne i Jomsborg var faldne fra lydigheden imod ham" - "Men da kong Magnus hørte sligt sagt, bød han ud fra Danmark en stor skibshær og styrede med hele hæren om sommeren syd til Vendland."
Til venstre: Solkompas af egetræ, som vikingerne anvendte, fundet på Usedom-Wollin og udstillet i Muzeum Szczecin. Skiven har en diameter på 81-86 mm og er 9 mm tyk. Træet er dateret til den første halvdel af det 11. årh. Foto Skandinavisk Arkeologiforum.
Til højre: Del af solkompas fundet i Uunartoq på Grønland i 1948. Nogle af ridserne er "gnom linjer", der bruges til at markere positionen af skyggen af en gnom på forskellige dage af året. Foto Viking Navigation af Søren Thirslund.
Ifølge Magnus' Saga raserede han derefter Jomsborg fuldstændigt, han "vandt straks borgen, dræbte der mange folk, brændte borgen og landet uden om vidt og bredt og gjorde det største hærværk."
Adam af Bremen er knap så sikker på Magnus' sejr i Venden: "I spidsen for en stor Dansk flåde drog Kong Magnus til den mægtige Slaver-Stad Jomne, som han belejrede. Tabet var ligeligt på begge sider. Magnus satte dog skræk i alle Slaverne."
Saxo skriver: "- thi efter at have holdt flere slag med forskelligt udfald underlagde han sig Slavenland."
De fleste navngivne Jomsvikinger kom fra Sjælland og Skåne; historisk syntes Jomsborg knyttet til det østlige Danmark; Det kan nemt tænkes at angrebet var en episode i striden mellem Magnus - med støtte i Jylland - og Svend - med støtte i Skåne og på Sjælland.
8. Magnus som engelsk tronkandidat
Edward Bekenderen på Bayeux tapetet. "Edward Rex" står der blot over ham - Fra Today In British History.
Efter Magnus var blevet konge af både Norge og Danmark rettede han blikket mod England. Magnus' Saga siger: "Men efter at han havde tilegnet sig Danmark, sendte han sendemænd vest til England. De for til kong Jatvard" - som er Edward Bekenderen - "og førte til ham kong Magnus's brev og indsegl. Men der stod i brevet med kong Magnus's hilsen: "I mon have spurgt de aftaler, som jeg og Hårdeknut gjorde mellem os, at den af os, som levede efter den anden, om han døde uden søn, skulde tage land og undersåtter, som han havde haft. Nu er det så hændt, som jeg ved at I har spurgt, at jeg har taget hele Danevældet i arv efter Hårdeknut; han havde ved sin død ikke mindre England end Danmark, og jeg påstår nu at have ret til England efter rette aftaler. Jeg vil, at du skal give op riget til mig, men i andet fald vil jeg søge til det med hærstyrke fra både Danevælde og Norge; da får den råde for landene, som vinder sejr."
Edward Bekenderen svarede: "Men hvis kong Magnus kommer hid til lands med sin hær, da vil jeg ikke samle hær imod ham, og han vil kunne tilegne sig England og forud tage mig af dage. Sig ham mine ord således." Sendemændene for da tilbage og kom til kong Magnus og sagde ham alt deres ærinde. Kongen svarede langsomt og talte da således: "Jeg tænker, det er det retteste og mest passende at lade kong Jatvard have sit rige i ro for mig, men holde fast ved det rige, som Gud har ladet mig vinde." Det er ikke særlig logisk, men man kan forestille sig at Magnus havde i tankerne at han stadig havde problemer med at opnå fuld kontrol over Danmark, og derfor måtte England vente.
Kongemoderen Emma of Normandy, som lovede at hjælpe helgenkongens søn til kongemagt i England. Fra Encomium Emmae - Wikipedia.
Magnus' krav om kongemagt i England havde i 1043 støtte i vide kredse, især fra Emma, Edwards Bekenderens egen moder og Knud den Stores enke. To af hendes sønner Hardeknud og Alfred var begge døde, og Gunhild, hendes datter med Knud, var også død. Hun var meget religiøst interesseret og havde et nært forhold til mange gejstlige. Hun kan have ment at en søn af en helgen måtte være et godt kongsemne. Nogle mener at hun også anså Edward for at være den af hendes sønner, som mindst egnede sig til at være konge.
Efter episoden med Magnus i året 1043 konfiskerede Edward sin moders store og udstrakte ejendomme, med hvilke hun skulle have lovet at hjælpe Magnus. Den Angelsaksiske Krønike fortæller, at han "tog alle sin moders landområder og mere til, fordi hun tidligere havde holdt dem fra ham for hårdt."
Vi husker at også Svend Estridsen havde søgt at blive Engelsk konge. Adam skrev om Edward Bekenderen: "Da han nu frygtede for, at Svend skulde gøre krav på herredømmet over Anglerne, sluttede han forlig med denne sin medbejler, idet han udnævnte ham til sin umiddelbare eftermand på Englands trone, selv om han ved sin død skulle efterlade sig egne sønner." - Der står i Magnus' Saga: "Siden talte kongen og Svein meget sammen i enrum" måske talte de om sådanne emner.
9. Magnus den Godes Død og Begravelse
Magnus den Godes død har været en stor udfordring for historikerne, idet beretningen om hans død bliver fortalt meget forskelligt i forskellige kilder.
Scenariet må have været at Magnus og Harald Hårderåde ankom til Danmark i foråret 1047 med deres flåde for endeligt at uddrive Svend. De nyligt omvendte kristne Daner flokkedes om helgenkongens søn, og en stor hær forfulgte Svend fra ø til ø.
Da Svend havde sine oprindelige tilhængere i Skåne og et godt forhold til den Svenske konge, må vi tro at han flygtede mod øst, hvilket også nævnes i flere kilder. Hvilket gør det sandsynligt at Magnus døde på eller ved en østlig ø eller Skåne.
Svend flygter op i Skåne. Illustration til Magnus den Godes Saga i Heimskringla Nationaludgaven af Wilhelm Wetlesen.
Adam af Bremen var en samtidig og han havde personligt talt med Svend Estridsen, som må have vidst, hvad der skete. Adam skriver blot: "Magnus rådede på den tid over begge riger, både Danernes og Nordmændenes; Jakob herskede endnu i Sverige. Med understøttelse fra ham og Tuf Jarl, fordrev Svend Magnus fra Danmark. Magnus fornyede krigen, men døde ombord på skibene." Hvilket indlysende indikerer at han døde på et skib. Adam ulejligede sig ikke med at fortælle detaljerne. Det må have været noget, som alle har vidst.
Roskilde Krøniken blev afsluttet hundrede år efter begivenhederne; den siger: "Sven, Hardeknuts Systersøn, det vil sige søn af Æstrid og den Ulf, gamle Knut lod dræbe, mødte ham, og sloges med ham, såvel til vands, som til hest, men blev omsider overvunden, og flygtede til Skåne. Da han i Lund beredede sig til at flygte til Sverig, se da kom der bud fra Sjæland, som meldte at Kong Magnus var død." Hvilket indikerer at Magnus døde på Sjælland eller på et skib ved Sjællands kyst, da budskabet kom derfra.
Den Norske munk Thjodrek skrev omkring 1160: "Historia de antiquitate regum Norwagiensium", hvor der står: "Kong Magnus sejlede til Danmark og uddrev Sven, der imidlertid fuldstændigt havde underkastet sig landet, hvilken uddrivelse af Sven han kun overlevede et år; da han følte døden nærme sig, sendte han sin Broder på mødrene Side, Thore, til Sven og overdrog ham Danmarks Rige, fordi det tilkom ham ifølge arveret". Her indikeres at Magnus muligvis døde af sygdom, men ikke hvor.
Udsnit af en enkelt side ud af 248 i det originale Islandske manuskript kaldet Hulda fra det fjortende århundrede, som indeholder de Norske kongssagaer. Det er en virkelig flot håndskrift. Foto fra håndskrift.ku.dk Nordisk Forskningsinstitut.
Den ældste kongesaga, som kaldes Agrip, bringer næsten den samme beretning, bortset fra at Magnus dør på Sjælland: "Magnus herskede siden over Danmark og halve Norge i Fred og Ro." - "og fik sot på Sjæland og døde der en vinter senere end hans farbroder Harald kom til landet; da var han henved 24 år gammel." - "Men i sin sot sendte han sin sammødre broder Thore til Sven Ulfssøn, med det hverv at han skulde meddele ham, ikke hans død, men at han havde afstået ham riget; men Sven tyktes dog at skønne at han var død, og tog med glæde mod den store gave." Det falder i øjnene at de islandske sagaer - med deres beretning om Magnus' sygdom og Thorer som sendebud - er meget lig beretningen hos Thjodrek Munk.
Svend Aggesens Danmarkshistorie blev afsluttet i 1185. Her står: "Da kong Knut var død, tiltrådte hans systersøn Sven, som morbroderen selv forhen havde ladet salve til konge, regeringen, men nød kun kortvarig ro, thi Norges konge Magnus, St. Olafs frillesøn, anfaldt Danmark med en krigsflåde. Kong Sven mødte ham ved Helgenes, og leverede ham et søslag, men Magnus sejrede, og vandt Jylland, Fyn og Slavien. Men da han efter sejren beredede sig til at forfølge Sven over til Skåne, blev i Sjæland hans hest pludselig sky, og slog ham af, så at han tørnede mod et træ og døde." Det er en lidt anden historie, end vi hidtil har uddraget af sagaerne, men fortæller at Magnus døde på Sjælland - dog ikke på et skib og ikke af sygdom.
Udsnit af Angers-fragmentet, som er en side af Saxos originale manuskript. Der findes kun ganske få originale sider i dag. Saxos værk blev bevaret, fordi Christiern Pedersen, som var Christian 2.'s mand, fandt det oprindelige latinske manuskript i Paris og fik det trykt og udgivet. Senere blev det oversat til dansk af Anders Sørensen Vedel, Grundtvig, Frederik Winkel Horns og Karsten Friis-Jensen.
Saxo skrev i sin Gesta Danorum: "Sven mistvivlede om at kunne udrette noget, og begav sig, som vi have sagt, til Skåne, for derfra atter at begive sig til Sverige, hvorfra han stammede på fædrene Side. Magnus forfulgte ham hidsigt, men da han kom forbi byen Alexstad, blev hans hest sky for en hare, så at han kom til at støde mod en træstammes fremstående grene, og fik deraf sin død. Hans lig blev bragt til Norge og begravet i Throndhjem." Her antydes også at Magnus døde ved et fald fra en hest, men i Skåne og ikke på Sjælland og ikke på et skib.
Ry Klosters Annaler, som også kaldes Kong Eriks Krønike, blev afsluttet i 1288, altså to hundrede år efter begivenhederne. Her berettes: "Kong Magnus kom - ifølge sin med Hardeknut sluttede arvepagt - mod Sven, overvandt og undertvang ham. Edward, Englands konge, Svens broder, nødte ham til at betale skat og erklære ham for rigets arving efter sig. Da kom Kong Magnus anden Gang for at bekrige Sven, med en utallig hær som havets sand, og sejlede ind i Øresund, men ved uforsigtigt at ville gå over fra et skib til et andet, faldt han i vandet og druknede." Dette er også en lidt anden historie, end vi kan uddrage fra sagaerne. Her dør han på et skib - som Adam sagde - ved Sjællands kyst.
Magnus den Gode ligger begravet i Nidaros Domen, blot er graven ikke markeret og man ikke helt sikker på, hvor den er. Eget foto.
Harald Hårderådes Saga i Heimskringla - som antages at være fra 1200 tallet - står ikke alene med budskabet om at Magnus døde ved Jyllands kyst: "Kongerne lå længe ved Jylland om høsten;" Derefter berettes at Magnus fik feber, han tog afsked med sine mænd og sendte sin broder Thorer til Svend Estridsen med budskabet: "I skulle også forkynde Kong Svend dette, at jeg giver ham hele Danevælde, og han skal have og beholde det fra nu af frit og frelst for hver mand."
Som professor P. A. Munch påpegede har den islandske tradition og Historia Norwagiensium meget store indbyrdes ligheder. Man kan tro at de alle bygger på den samme kilde, og kan således betragtes som en kilde, der er speciel ved at Magnus døde af sygdom, og han døde ud for Jylland.
Adam er ubetinget den mest pålidelige kilde, og han siger at Magnus døde på sit skib. Det må vi holde fast ved.
Historia Norwagiensium og det meste af den islandske tradition siger at han døde ud for Jylland, medens alle andre kilder fortæller at han døde ved eller på Sjælland eller i Skåne. Hvis Magnus og Harald forfulgte den flygtende Svend mod øst, er det også mest sandsynligt at han døde ved Sjælland eller Skåne.
De fleste rapporter opererer med en budbringer, der rejste til Svend med det budskab fra Magnus, at han efterlader hele Danevældet til ham. Dette må nødvendigvis være dikteret til budbringeren efter Magnus' ulykke, men før hans død. Det betyder, at man kan forestille sig, at Magnus havde en ulykke - på sin hest eller på søen - og blev alvorligt såret bragt til sit skib, hvor han instruerede budbringeren, sagde farvel til sine mænd og derefter døde.
Magister Øystein Ekroll angiver stedet, hvor han mener at Magnus den Gode hviler under Nidarosdomens gulv, efter alt at dømme den eneste bevarede Norske kongegrav fra middelalderen. Øystein Ekroll er første amanuensis ved Nidaros domkirkes restaureringsarbejder, som han har arbejdet med siden 1992. Han har gjort et stort stykke arbejde for at finde frem til de Norske middelalderkongers gravsteder. Foto Aftenposten.
Kun hvis Magnus døde ved Jylland ville det være naturligt for Ejnar Tambeskælver og hans mænds at anløbe Samsø på vej hjem til Norge med Magnus' lig. Derfor kan man tro at episoden med den blinde mand på Samsø er indlagt for at illustrere Magnus' hellighed.
Med meget stor sandsynlighed ligger Magnus den Gode begravet i Nidarosdomen, også kaldet Trondheim Domkirke, oprindeligt Kristkirken, men graven er ikke markeret.
I Harald Hårderådes Saga siges at Harald lod Ejnar Tambeskælver og denne søn Einride myrde i kongsgården, og "de blev jordet i Olavskirken ved graven til kong Magnus Olavsson". Harald byggede senere en stenkirke, Mariakirken, og det er næsten sikkert at Olavs lig blev overført dertil, og det er sandsynligt at hans søn Magnus også blev det. Haralds søn, Olaf Kyrre, byggede en endnu større stenkirke kaldet Kristkirken. Olavs og Magnus' jordiske levninger blev flyttet dertil. Alle sagatekster fortæller samstemmende at Magnus hviler i Kristkirken, men i dag ved man ikke med fuldstændig sikkerhed hvor. Flatøbogen fra 1380 anfører dog: "Liget blev begravet i Kristkirken udenfor koret, men nu er det inde i koret foran ærkebispens grav," men på grund af mange senere ombygninger og tilbygninger er sætningen i dag vanskelig at tolke.
