Forside DH-Debat
24. Magnus den Gode

25. Danmarks Historie - Svend II Estridsen

Indledning - Svend Estridsen - Barndom og Ungdom - Personlighed - Kampe mod Magnus den Gode - Kampe mod Harald Hårderåde - Svend Estridsen som Konge af Danmark - Sønner, Døtre, Hustruer og Friller - Svend Estridsens død og begravelse - Links og Litteratur -

Indledning

Svend Estridsen Kobberstik af Svend Estridsen fra 1685 fra Det Kongelige Bibliotek.

Svend Estridsen var en af Danmarks store konger. I den kaotiske tid efter Knud den Stores og alle hans sønners død - i den tid, da kristendommen for alvor slog igennem - samlede han Danmark gennem langvarige og opslidende kampe mod Magnus den Gode og Harald Hårderåde.

Han blev født i England i 1018 og regerede Danmark i 29 år fra 1047 til sin død i 1076. Alt tyder på at han var en elsket og respekteret konge. Måske var han særlig afholdt af kvinderne, idet han fik et meget stort antal børn med flere dronninger og mange forskellige friller. Hele fem af hans sønner blev konger efter ham, den ene efter den anden, hvilket vidner om den respekt og kærlighed, som Danskerne følte for ham.

Han søgte at blive konge i England efter sin fætter, Hardeknuds død, hvilket mislykkedes - på gund af modstand fra Godwin Jarl, og fordi Hardeknud, allerede i levende live havde ophøjet Edward Bekenderen til kongelig værdighed som medkonge.
Tidslinie for Danmarks historie
Tidslinie for Danmarks historie baseret på Kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald en del af Danmark omkring år 917. Det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier, da det giver et godt overblik.
Knytlingerne har fået deres navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud I og var far til Gorm den Gamle. Magnus den Gode var søn af den Norske katolske helgen, Olav den Hellige; hans regeringstid fremstår som et interregnum til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid. Svend Estridsen var sønnesøn af Svend Tveskæg.
De rivaliserende konger, Sven, Knud og Valdemar var alle kongsemner som nedstammede fra Svend Estridsen, men perioden fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, vistnok de fleste, medregner kun Valdemar I den Store, hans søn Knud VI og Valdemar II Sejr til Valdemarerne. Men ingen har patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik IV Plovpenning, Abel og Christoffer I - indtil Christoffer II, som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar IV Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans datter Margrete I og hans barnebarn Oluf. Man kan sige at Valdemar Atterdag lagde grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborgere var også Unions konger, men kun i kortere perioder.
Den Oldenborgske linie uddøde med den barnløse Frederik VII i 1863. Tronen blev overtaget af Christian IX af Glücksborg.

Han søgte tilnærmelse til Sverige og Norge ved at gifte sig Gunhild, enke efter kong Anund af Sverige og datter af Svend Jarl af Lade jarlenes slægt, som stadig nød stor respekt i Norge. Men dette ægteskab blev opløst efter krav fra pave og bisper, som hævdede at de var for nært beslægtede.

Svend Estridsen og hans Sønner
Svend Estridsen og hans Sønner. Erik Emmune var dog søn af Erik Ejegod, og Erik Lam var søn af Ragnhild, som efter al sandsynlighed var datter af Erik Ejegod, nogle siger hun var datter af Svend Estridsen.

Adam af Bremen, som besøgte ham og talte personligt med ham, beretter at han var en venlig, intelligent og vidende mand, som ikke lod nogen mulighed gå fra sig for at høre nyt fra udlandet: "I Ærkebispens sidste levetid kom jeg til Bremen; der hørte jeg tale om denne konges visdom, og snart fattede jeg den beslutning at rejse til ham. Jeg blev, ligesom alle hans gæster, meget nådigt modtaget".

Svend organiserede den nye Danske kirke og inddelte landet i 10 bispedømmer.

Svend Estridsen

Svend Estridsen var søn af Ulf Jarl og Knud den Stores søster Estrid og således Knud den Stores nevø. I danske kilder bærer han sin kongelige moders navn, medens Islændingene kalder ham Svend Ulfsøn efter hans fader. Nogle siger at han antog sin moders navn, fordi hun var den mest fornemme, andre siger at han undgik sin faders navn, fordi Knud lod ham dræbe som forræder.

Ind imellem kalder Svend Estridsen sig også Magnus - blandt andet på nogle mønter, hvilket kan være noget forvirrende. Nogle mener at han fik dette navn ved sin kristne dåb på samme måde, som Knud den Store "- modtog i dåben navnet Lambert" som Adam fortæller. Det vil også passe meget godt med at han på mønter med kristne motiver kaldte sig ved sit kristne navn.
Ulf jarls oprindelse fra en bjørn
Saxo fortæller at Ulf jarls oldefar var en bjørn. Her er Claus Delurans fremstilling af historien.

Saxo beskriver hvorledes hans fader Ulf - og således også Svend - nedstammede fra en bjørn: "En mand i Sverige havde en fager datter, som en gang var gået ud at lege med sine terner. Så kom der en overmåde stor bjørn, som jog hendes piger på flugt, greb hende selv og bar hende ganske lemfældig i sine labber til sit hi i skoven. Ved synet af hendes dejlige skabning påkom der ham imidlertid en hel anden lyst, han blev mere opsat på at favne hende end på at æde hende, og hun, som han havde taget for at sønderrive hende, blev nu genstand for hans skammelige vellystige attrå, thi fra røver blev han straks forvandlet til elsker, glemte sin sult og favnede hende. Og for at sørge så godt, han kunne for hende med levemåde, gjorde han jævnligt strejftog i nabolaget og røvede kvæg, og hun, som hidtil kun havde været vant til lækre retter, måtte nu vænne sig til at spise blodigt kød."

"Omsider blev hjordens ejer ked af at miste alt sit kvæg; han passede på, omringede udyret med hunde, satte af al magt efter det under glam og hujen og forfulgte det til dets hi, hvor det holdt pigen forvaret, idet hun var omgivet af uvejsomme sumpe, og hvor der stadig var mørkt som følge af de indfiltrede grenes tætte løv. Her blev dyret straks omringet af jægerne, som gennemborede det med deres spyd.

Naturen magede det i sin kærlighed snildelig så, at frugten af denne hæslige og unaturlige parring ikke blev så fæl at se til, som man kunne have ventet; det utyske, bjørnen havde avlet, fødte hun på sædvanlig måde, og dyrets blod skjultes under menneskelige ansigtstræk. Drengen blev af sine frænder kaldt Bjørn efter sin fader" - "Hans søn Thorgils Sprageleg trådte i alle måder i sin faders fodspor, hvad dyd og gode sæder angår; hans søn igen var Ulf, hvis sind svarede til hans herkomst, idet hans tænkemåde stemte med det blod, han havde arvet fra sin stamfader."


Rikard 3. som del af Seks hertuger af Normandiet monumentet på torvet i Falaise
Rikard 3. som del af Seks Hertuger af Normandiet monumentet på torvet i Falaise. Da Estrid kom til Normandiet omkring 1016-17 som hertugens kommende brud, kan hun have været omkring 18 år gammel og dermed jævnaldrende med herugens søn, den kommende Rikard 3. Det må have været ham, som afviste hende. Det gik ham dårligt, idet han kun nåede at være hertug et år inden han døde under omstændigheder, som nogle finder mistænkelige. Måske var det ikke godt for helbredet at afvise Knud den Stores søster.

Ulf Jarl blev af Knud den Store udpeget som hans jarl i Danmark, men Knud blev vred på ham og lod ham dræbe, fordi Ulf lod den unge Hardeknud kåre til konge af Danmark uden hans tilsagn. I lighed med andre Danske og Engelske kilder betragter Saxo ham som en ren forræder, som førte regulær krig mod sin konge. Islændingene, derimod, beskriver ham mere positivt.

Svends moder, Estrid, havde også to navne, idet hun i nogle kilder kaldes Margrete. Vi må tro at hun fik dette sidste navn ved sin kristne dåb.

Adam anfører at Estrid først blev gift med en søn af den Russiske konge: "Knud bortgiftede sin Søster Estrid til Kongen af Ruslands Søn." Men det gik ikke så godt; måske døde han. Derefter blev hun - stadig ifølge Adam - trolovet med Rikard 2. af Normandiet. Dette forhold gik heller ikke så godt, idet Estrid blev forstødt og sendt tilbage til Knud: "Da nemlig Rikard havde skilt sig ved søsteren til Knud, blev han bange for Danskerne, gik til Jerusalem og døde der." Rikard 2. var på dette tidspunkt omkring 63 år gammel. Måske kan vi tro at Estrid var tiltænkt hans søn Rikard 3. som ved faderens død var omkring 26-27 år gammel og døde af mistænkelig årsag kun et år efter.

Svend Estridsens kranium
Svend Estridsens kranium. Svend havde et stort hoved; bemærk de imponerende hjørnetænder især den i venstre undermund. Photo fra Forensic Science International.

Olav den Helliges Saga siger at "Svein og Hårdeknut var jævnaldrende." og da vi mener at Hardeknud blev født i 1018, kan vi tro at det blev Svend også, hvilket også er, hvad mange historikere mener.

Hvis vi antager at Svend var født i 1018 som den anden søn, blev Estrid måske gift med Ulf i 1016. Erik Sejrsæl af Sverige døde i 995, og vi kan tænke at Svend Tveskæg tidligst kan have ægtet hans enke, Estrids moder, omkring 996. Så måske var Estrid født i 997 og var omkring 19 år gammel, da hun blev gift med Ulf Jarl. Vi husker at Emma var omkring 17 år gammel, da hun blev sendt til kong Æthelred i England, så det skal nok passe.

Som nævnt ovenfor gav Knud sin forstødte søster til sin hirdmand Ulf Jarl, og de fik adskillige sønner, som Adam nævner forskellige steder, nemlig Bjørn, Svend, Asbjørn, Bern og Osbern. Bjørn og Bern var med stor sikkerhed den samme, idet Bern betyder bjørn. Det er også meget sandsynligt at Asbjørn og Osbern er den samme, idet betydningen af navnene er den samme. Adam nævner at Bern eller Bjørn blev dræbt af Godwins sønner: "Bjørn, tog de straks af dage, den anden, Osbern, jog de ud af landet tillige med alle hans mænd." Det siges at Bjørn var leder Tingmændenes hær.

Genskabelse af Svend Estridsen ansigt
Genskabelse af Svend Estridsen ansigt ved hjælp af teknikken ansigts-rekontruktion. Det skal nok passe at han havde et smalt ansigt. Denne teknik kan ikke rekonstruere rynker og fedtlag. Man kan tro at han i sine sidste år har været mere pluskæbet. Foto Picture Mixture.

Bjørn har sikkert været den ældste, da han har et navn fra faderens slægt - han kan være bleven dræbt, fordi han var et rivaliserende kongsemne af Knud den Stores slægt - Svend har måske været den næst-ældste, da han har et navn fra moderens slægt. Broderen Osbern eller Asbjørn optræder senere i historien som en af Svends betroede mænd i Danmark.

Da Svend Estridsens grav i Roskilde Domkirke blev åbnet i 1911, blev de anatomiske undersøgelser udført af anatomi-professor Fr. C. C. Hansen. Han konkluderede at skelettet havde tilhørt en høj og kraftig bygget mand, som var mellem 50 og 70 år gammel, da han døde. Han havde et stort langskallet hoved. Hjørnetanden i venstre undermund er usædvanlig stor og samtidig stærkt fremspringende, nærmest som en hugtand, som den også benævnes i ældre litteratur. Højre hofte og lårben viste, at kongen var halt, måske efter et slag eller hug. Efter moderne metoder bliver hans højde vurderet til at have været 173-176 cm.

Der fandtes ingen tegn på knogle- eller ledsygdomme ud over nogle betændelsesagtige forandringer i venstre albueled - hvilke kommer af overbelastning og antyder at han brugte venstre hånd mest, og således var venstrehåndet.

Det siges at Saxo et sted beskriver kong Svend som "kraftig og svær". Så må vi tro at "kraftig" betyder at han var kraftig bygget, medens "svær" kan betyde at han var noget overvægtig - måske især i sine senere år.

Mænd, som er mere ivrige end andre efter samvær med kvinder, har en god livsappetit, og det indebærer oftest også appetit på mad. Det er også hvad Adam skriver: "Den Danske Konge, som ofte indfandt sig hos ham, når han opholdt sig ved Ejderen, og som da omhyggelig indprentede sig og troligt bevarede i hukommelsen alt, hvad ærkebispen fremdrog for ham af de hellige skrifter, med undtagelse af hvad der angik ganen og kærlighed til kvinder; disse sine landsmænds skødesynder kunne kongen ikke overtales til at slippe;" hvilket i det lange løb vil influere på vægten.

Han kan virkelig have mindet om hans forfader, den berømte bjørn - kraftig bygget, stort hoved, fremstående hjørnetænder, rund og fyldig med en lidt kluntet gang på grund af problemet med hans lår og hofte.

Barndom og Ungdom

Svend må have tilbragt sin tidlige barndom i England sammen med sine forældre, indtil Ulf Jarl fik overdraget ansvaret for Danmark måske i 1024. Den lille Svend kan have fulgt sine forældre til Danmark eller måske være bleven i England som en slags gidsel for sin fader.

Drabet på Ulf Jarl
Saxo fortæller at Ulf blev dræbt under en fest i Roskilde af festdeltagerne på Knuds ordre, og ikke i kirken den følgende dag, som sagaen fortæller. Tegning af Louis Moe

De fleste kilder fortæller at Ulf Jarl vakte Knuds vrede, fordi han fik den unge Hardeknud valgt til konge af Danmark uden at indhente Knuds tilladelse først. Ulf Jarl søgte tilflugt foran alteret i kirken i Roskilde, og her blev han dræbt af den mand, som Knud sendte. Kun Roskilde Krøniken har en anden forklaring: "Knud gav Rikard sin søster Estrid til ægte. Forskudt af ham ægtede hun Ulf jarl, uden sin broders samtykke. Da Knud hørte dette, begyndte han at blive en fjende af Ulf og sin søster, og det i den grad, at han endog jog dem ud af riget. Endelig udsonede han sig dog - på skrømt - med dem, da mange bad for dem og understøttede dem. Efter ikke ret lang tids forløb lod han Ulf dræbe i kirken i Roskilde, da han gik til morgenmessen."

Under alle omstændigheder finder vi Svend i Danmark i 1025. Olavs Saga fortæller at hans fader sendte sin 7-årige søn og den jævnaldrende Hardeknud til den vrede Knud for at formilde ham: ""Ulv jarl sendte sin søn Svein til kongen; Svein var kong Knuts søstersøn. Svein søgte om grid og forlig for sin fader og bød sig til at sætte sig som gidsel på jarlens vegne." Det var umiddelbart efter slaget ved Helgeå. Anglo Saxon Chronicle for 1025 siger: "Dette år drog kong Knud til Danmark med en flåde til holmen ved den hellige flod", hvilket giver årstallet.

Svend Estridsen i Roskilde Domkirke
Kalkmaleri i Roskilde Domkirke ved Svends Grav, som skal forestille kongen. Det vides dog at det er malet flere hundrede år efter hans død, og det har sandsynligvis ingen portrætlighed. Bemærk at han her kaldes ved sit fulde navn Svend Magnus.

Adam beretter at Svend gjorde krigstjeneste i Sverige i 12 år: "På samme tid døde Nordens berømte konger Knud og Olaf, som jo vare kødelige brødre. (Han må mene at de begge var sønner af Sigrid Storråde) Den ene, nemlig Svenske-kongen Olaf, blev i regeringen efterfulgt af sin søn, den forhen omtalte Jakob. Under ham gjorde den yngre Svend, søn af Ulf, krigstjeneste i Sverige i 12 år."

Både Ulf og Estrid havde stærk tilknytning til Sverige. Saxo beretter at Ulf's forfader, den berømte bjørn, kom fra Sverige. Estrid var datter af Sigrid Storråde, som ejede mange gårde i Sverige, antageligt i Vestre eller Østre Gøtaland, som Estrid kan have arvet efter sin moder.

Estrid anses som en af Roskilde domkirkes fornemste velgørere. Valdemars Jordebog omtaler det såkaldte "Syghridlef", som skønnes at have ligget i Østre Gøtaland, hvilket må have været det jordegods, som havde tilhørt Sigrid Storråde. Under alle omstændigheder kan vi tro at umiddelbart efter drabet på Ulf Jarl, sørgede Estrid for bringe sin søn i sikkerhed i Sverige, udenfor Knuds rækkevidde.

Næste gang Svend dukker op i historien er hos Saxo: "Imidlertid lagde Svend Estridssøn, som i England ventede på, at Knuds søn Hardeknud skulle komme derover, krigsfolk rundt om i fæstningerne, for at kunne være så meget tryggere for, at landsens folk ikke vovede at falde fra Knud, thi han stolede ikke på Englænderne og ville ikke give dem våben i hænde ved uhindret at lade dem indtage de befæstede stæder."

Vi husker at i den spændte situation i England i 1035 efter Knuds død afholdtes et møde i Oxford, hvor det - ifølge Anglo-Saxon Chronicle - blev aftalt at Harald Harefod skulle være konge af England, dog således at Emma skulle råde syd for Themsen støttet af Jarl Godwin på vegne af den fraværende Hardeknud. Det må have været i denne situation at den nu 17-18 årige Svend "ventede på, at Knuds søn Hardeknud skulde komme derover"

Kristent kors fundet ved landsbyen Hågerup på Fyn
Kristent kors fundet ved landsbyen Hågerup på Fyn. Kor-set var en del af en skat, hovedsagelig bestående af mønter, nedlagt omkring 1050. Odense Bys Museum

Imidlertid, efter drabet på Alfred, Emmas søn med Æthelred, kunne Godwin og Emma ikke længere opretholde deres stilling i Syd England, Emma flygtede til Brugge, og i 1037 blev Harald Harefod konge over hele England.

Der er ingen efterretninger om, hvad Svend Estridsen, som nu var omkring 20 år, dernæst gjorde, men han synes at have været i Hardeknuds tjeneste, måske sejlede han til Danmark og sluttede sig til Hardeknud der.

Anglo Saxon Chronicle for 1039 beretter: "I dette år kom også Hardacnute til Brugge, hvor hans mor var." Kort efter kom budskabet om at Harald Harefod var død, og Hardeknud fortsatte til England, hvor han blev kåret til konge over hele landet samme år.

Svend ankom formentlig til England sammen med Hardeknud i 1039, for Adam beretter: "Magnus angreb straks Danmark, og blev dermed herre over to riger, medens den danske Kong Hardeknud dvælede i England med sin hær. Snart rustede dog denne sig mod Magnus og satte Svend, sin frænde, over flåden. Svend blev overvundet af Magnus, drog tilbage til England og fandt Hardeknud død;" Hvilket skete i 1042.

Urnesfibula i sølv fra sen vikingetid
Urnesfibula i sølv fra sen vikingetid fundet af Robert Hemming Poulsen på Møn. Det forestiller et eller flere dyr som kæmper mod slanger. Foto Imgrun.

Imidlertid Magnus den Godes Saga mener at Svend lige siden drabet på sin fader havde været i den Svenske kong Anunds tjeneste, og han kom til Magnus efter Hardeknuds død: "Svein hed en mand, søn af Ulv jarl, som var søn af Torgils Sprakalegg; Sveins moder var Astrid, datter af kong Svein Tjugeskjeg;" - "Svein Ulvsøn havde da levet i lang tid hos sine frænder sveakongerne, lige siden at hans fader Ulv jarl var falden, således som det er skrevet i Knut den Gamles saga at han lod dræbe sin måg Ulv jarl i Roeskelda." - "Svein Ulvsøn kom til kong Magnus, da han lå i Elven, så som før er skrevet; kongen tog vel imod ham, og det var også mange der, som førte hans sag, thi Svein var den vennesæleste mand. Han talte også selv fagert og klogt sin sag for kongen, og det kom så vidt, at Svein gik kong Magnus til hånde og blev hans mand."

Dette ville give Svend de 12 års krigstjeneste i Sverige, som Adam nævner i sin omtale af kong Anund: "Under ham gjorde den yngre Svend, søn af Ulf, krigstjeneste i Sverige i 12 år".

Personlighed

Svend var en videbegærlig og åben person, som ikke forsømte nogen mulighed for at høre nyt fra rejsende. Adam beretter: "Jeg blev, ligesom alle hans gæster, meget nådigt modtaget, og jeg har af hans mund samlet en stor del af denne bogs indhold. Thi han besad en grundig videnskabelig dannelse, og var tillige yderst forekommende mod fremmede."

Kalkmaleri ved Svend Estridsens grav i Roskilde Domkirke
Udsnit af kalkmaleri ved Svend Estridsens grav i Roskilde Domkirke. Det er malet flere hundrede år efter hans død og har med ret stor sikkerhed ingen portrætlighed.

Magnus den Godes Saga siger noget lignende: "Svein Ulvsøn var den vakreste mand; han var meget stor og sterk, en stor idrætsmand og meget klog; det var alle mænds tale, som kendte ham, at han havde alle de egenskaber, som pryder en god høvding."

Også Saxo fortæller at Svend var en venlig og gavmild konge: "Medens han vandt et berømmeligt navn ved gavmildhed og godgjørenhed og ansås for fuldkommen i henseende til høvisk væsen, lagde han også ivrig vind på at bygge og udsmykke kirker og vejledede sit folk, som endnu var temmelig ukyndigt i religionen, til en grundigere gudsdyrkelse."

Svend var intelligent og vidende. Han kunne formentlig både læse og skrive. Selveste pave Gregor 7. skrev i et brev til ham: "Men da vi har forstået, at du, ædle og høje konge, udmærker dig fremfor andre riges fyrster både ved boglige kundskaber og ved din iver for kirkens forskønnelse, retter vi med så megen større tillid vort brev til dig, som vi mener at vi desto lettere vil have fremgang hos dig, jo mere du vides at have gjort fremskridt i lærdom og livsvisdom."

Svends læsefærdighed bliver bekræftet af Saxo i episoden, hvor nogle studerende for at lave sjov med Svends yndling, Svend Normand, havde fjernet nogle bogstaver fra en bønnebog således at Guds tjener blev til Guds æsel, hvilket ofret uafvidende læste op på latin: "En tjener hedder nemlig på latin famulus, og nu havde de slettet de to første bogstaver ud, så der stod mulus, hvilket betyder et æsel. De tilstedeværende brast i en så umådelig skoggerlatter over denne hans ukyndighed, at selve gudstjenesten blev til spot ved denne grove skæmt. Da messen var til ende, lod kongen bogen tage fra alteret, og da han så, at den for nylig var forfalsket af avindsyge hænder, og at det var denne forfalskning, der var skyld i, at bønnen var bleven fejlagtig læst, blev han greben af harme."

Svend Estridsen og biskop Wilhelm
Svend Estridsen og biskop Wilhelm. Saxo bringer historien om det nære venskab mellem Svend og biskop Wilhelm. Biskop Vilhelm standsede engang kong Svend ved indgangen til kirken og tvang ham til en ydmygende bod, fordi han havde ladet nogle mænd dræbe i selve kirken; men venskabet mellem dem var ikke desto mindre så inderligt, at Vilhelm ved budskabet om Svends død lod grave en grav til sig selv ved siden af graven til kongens lig, hvorpå han drog sørgetoget i møde og døde, da det nærmede sig. Formentlig er ingen af historierne sande.

Nogle forskere har foreslået at som yngre søn af den myrdede og vanærede Ulf Jarl var det oprindeligt planlagt at Svend skulle have en gejstlig karriere. Det vil forklare hans store viden og hans læse- og skrive-færdighed. Vi kan blot lykønske Svend med at det ikke blev til noget; med hans store appetit på kvinder måtte det have været ubærligt at leve et liv i cølibat.

Der er ingen tvivl om at Svend selv var overbevist kristen. Det var ikke noget, han blot lod som om for at vinde de nyomvendte Danskeres hjerter i konkurrence med den hellige Magnus, helgenkongens søn. Harald Hårderådes Saga fortæller at efter slaget ved Lofofjord fandt de sejrende Nordmænd et relikvieskrin på Svends skib: "I lyftingen på Kong Svends skib fandt de et skrin med den hellige Vicentii Diaconi helligdom i og tog det med sig." Men selvom han var overbevist kristen var dog ikke så uklog at forlange af sit folk at de skulle betale tiende, således som han hans søn, Knud den Hellige, senere gjorde det - med fatale konsekvenser for ham selv.

Selvom Svend tabte de fleste af sine slag - men vandt krigene - var han personlig modig. Harald Hårderådes Saga beretter at Svend og Harald mødtes i slaget i Lofofjord (som efter sigende også kaldtes Lagefjord) sandsynligvis et sted i det sydlige Halland: "Kong Svend ikke flyede, førend hans Skib var aldeles ryddet".

Skjalden Arnor fortæller:

Bold Svend ej uden årsag
Forlod sit skib i striden,
Vist den Gang høje hjelme
Den hårde malm har kløvet,
Thi førend kongen flyede,
Den Jydernes Beskytter
Så hel forladt at svømme
Sin Flåde, hirdmænd døde.

Hakon Jarl taler med Vanråd. Tegning af Wilhelm Wetlesen i Heimskringla Nationaludgaven.

Nordmændene vandt slaget, og kong Harald satte efter de flygtende danskere. Den Norske Hakon Jarl blev dog liggende, da han ikke kunne komme frem for ødelagte skibe: "Da roede der en mand hen til jarlens skib på en båd, og lagde til ved lyftingen; det var en høj mand med en sid og stor hat på hovedet" - "Hvor er jarlen?" sagde han. Jarlen stod i forrummet, og stillede en mands blod; han betragtede manden med hatten, og spurgte om hans navn; "Det er Vanråd, her er," sagde han." - "Jarlen bøjede sig ud over skibsbordet til ham, og da sagde manden i båden: "Jeg vil bede dig om mit liv, Jarl, hvis du vil skænke mig det." Hakon Jarl rejste sig op, og kaldte på to mænd, som han elskede meget, og bad dem bringe manden til landet; "Vanråd har bevist mig meget godt," sagde han, "følg ham til min ven Karl, og sig denne som jærtegn på, at det er mig, som sender ham did, at han skal lade Vanråd få den hest, som jeg gav Karl i forgårs, og sin sadel, og give ham sin søn til vejviser." Dette skete straks i dagbrækningen."

Harald Hårderådes Saga fortsætter: "Derpå gik de op til Karls gård; det begyndte da at blive lyst, de gik ind i stuen, hvor Karl just var og netop var bleven påklædt; Jarlens mænd berettede ham deres ærende, Karl sagde, at de skulde først spise, han lod bordet sætte frem, og gav dem håndtvæt. Da kom konen i huset ind i stuen, og sagde straks: "Det er forunderligt, at vi ikke har kunnet få søvn eller ro et øjeblik i nat for råb og bulder." Karl sagde: "Ved du ikke, at kongerne have holdt et slag i nat?" "Hvem fik da overhånd?" sagde hun. "Nordmændene have sejret," sagde Karl. Hun svarede: "Så har vor konge atter måttet fly." "Der er ingen, der ved," sagde Karl, "om han er falden eller flygtet." Hun sagde: "Nogle stakler er vi, for konge vi have, som både er halt og fej." Den nyankomne gæst sagde: "Lad os hellere troe det, som sømmeligere er, kjærling! at Kongen ej er fej, men han er ikke ret sejrsæl." Vanråd vaskede sine hænder, og da han tog håndklædet, tørrede han sig midt på samme; Konen greb håndklædet, og rev det fra ham, og sagde: "En dårlig optugtelse har du fået, er det ikke tølperagtigt, at gøre hele hånddugen våd på en gang." Vanråd svarede: "Endnu håber jeg, om Gud vil, at leve den dag, at vi kan tørre os på midten af hånddugen." De satte sig til bords, spiste og drak en stund, og gik derpå; Karls hest var da færdig, og hans søn beredt til at ledsage Vanråd, han havde en anden hest; de rede ad skoven til, men Hakon Jarls mænd drog ned til båden, og roede ud til jarlens skib."

Vanråd var Svend Estridsen. Hakon Jarl havde tidligere været kong Svends mand, og han genkendte ham straks og hjalp ham til skoven. Svend belønnede senere bonden Karl.
Harald Hårderåde og hans mænd ser Danskernes skibe ved solopgang
"Om morgenen, da solen stod op, så de danskernes skibe". Tegning af Wilhelm Wetlesen i Heimskringla National udgaven.

I Harald Hårderådes Saga beskrives nogle episoder på havet ud for Læsø, som kaster noget lys over Svends manglende krigslykke: Harald Hårderåde og hans mænd var på vej hjem til Norge med skibene tungt lastet med bytte og Danske fanger. De fik modvind og lagde sig derfor ind under Læsø for natten. Men da morgentågen lettede, så de at en overlegen Dansk flåde stævnede lige imod dem. Nordmændene smed alt overflødigt over bord og trak i årene, alt hvad de kunne, men de Norske skibe havde været længe i søen og var vandtrukne og tunge at ro, medens de Danske var nyligt søsatte: "Men da Kong Harald så, at de Danskes skibe sejlede hurtigere, befalede han sine mænd at lette deres skibe, at smide malt, hvede og flæsk overbord, og at lade mundgodt og andre drikkevarer løbe ud: det skete, og hjalp i nogen tid. Men da Kong Harald så, at de Danske kom ham bestandig nærmere, så sagde han til sine mænd: "Nu er gode råd dyre; tag nu alle stridsskærme og skub dem overbord, og fastgør derved tomme tønder og fade, og sæt så derpå de Danskes kvinder og øvrige fanger", men da alt dette drev ud i søen, befalede Kong Svend, at man skulde hjælpe menneskene." De Danske skibe lagde bi og samlede de nødstedte op, og derved fik Harald så stort et forspring at han slap væk.

Alterplade fra Tamdrup kirke
Alterplade fra Tamdrup Kirke ved Horsens udstillet på Nationalmuseet. Kristus på sin himmelske trone med den hellige bog i sin venstre hånd. Ved hans højre side står en person med krone og hovedlin og ved hans venstre side en person i verdslig dragt, begge i tilbedende stilling. Det antages at de er Svend Estridsen og hans moder. Foto Kim Bach Wikipedia.

En mere hårdkogt hærfører kunne have tænkt at hvis han virkelig kunne lægge hånd på Harald Hårderåde, så ville det i det lange løb spare flere menneskeliv end de få, der pjaskede rundt i Kattegat. Men Svend var blødhjertet og kunne ikke sejle forbi landsmænd i nød.

Harald Hårderådes Saga fortsætter med at beskrive Svends blødhjertethed: "Kong Svend vendte tilbage med sin flåde sønder under Læsø, og fandt der syv Norske skibe, hvorpå der var ledingsfolk og bønder fra Viken; de bad om fred, og tilbød løsepenge for sig. Mange bad Kong Svend at lade dem dræbe, og sagde, at alle Nordmænd burde undgælde for det, Kong Harald havde gjort. Kong Svend svarede: "Kun lidet ønskelig finder jeg det i min lod, at gå glip af sejren i slaget, og derpå at handle ilde med dem, som selv overgiver sig til min barmhjertighed; siden nu hin større sejr er sluppen os af hænde, så skænker vi disse frihed og liv;"

Kampe mod Magnus den Gode

Analyser af mønter tyder på Magnus havde god støtte i Jylland, hvor han jo også var lovformelig valgt på Viborg ting, og Svend havde sin magtbase i Skåne, som han efterhånden udvidede til øerne.

Støbeform af klæbersten med både Kristi Kors og Thors Hammer
Støbeform af klæbersten fundet ved Trendgården i Himmerland. Den kunne bruges til at stæbe både Kristi Kors og Thors Hammer. Tegning Jørgen Kraglund. Foto Pinterest.

Ælnoth, den Engelske munk i Odense, bekræfter at Magnus navnligt blev støttet af Jyderne, medens Svend især havde sine støtter i Skåne og på øerne: "Efter mange fjendtlige indfald og blodige sammenstød mellem Magnus, Nordlændingernes og Vestlændingernes fører, og Sven med tilnavnet Magnus, Østlændingernes og Sydlændingernes fører, fyrige modstandere begge, og efter afslutningen af den mindeværdige krig mellem Harald Hårfager og den samme Sven Magnus om herredømmet over Danmark, vandt Sven Magnus, da Magnus var gået alt kødets gang."

Magnus den Godes Saga fortæller at efter Hardeknuds død kom Svend til Danmark og traf Magnus ved Gøtelven, de sluttede venskab, og Magnus udnævnte ham til sin jarl i Danmark på trods af Ejnar Tambeskælvers protest: "For stor en jarl, for stor en jarl min fostersøn."

Orø korset
Orøkorset er et såkaldt relikviekors af 22 karat guld, til at bære i en kæde om halsen, lavet i to dele med et hulrum i midten, hvor der har været opbevareret et relikvie. På forsiden ses den korsfæstede Jesus, ved hans fod en drage. Over hans hoved ses Guds højre hånd mellem sol og måne - bemærk at solen er vist som et hjulkors - og til højre og venstre for Jesus' arme to små figurer, antageligt Jomfru Maria og Johannes Døberen. På korsarmen læses ordene OLAFC VNVnCE (Olav cununce = konge) - som må henføre til Olav den Hellige - og ISACO (muligvis Isak). Hengivenheden mod den hellige Olav kan meget vel have været overført til hans søn, Magnus.
Korset blev fundet i 1849 på Orø og er helt klart fra tidlig middelalder. Det befinder sig på Nationalmuseet, men en kopi kan ses på museet Ourø Minder, Bygaden 56, Orø. Foto Orø Kirke.

Denne saga fortæller videre at Svend meget snart svigtede sit troskabsløfte til Magnus og lod sig vælge til konge af Danmark, hvorefter han blev forjaget fuldstændig fra Danmark af Magnus. Adam skriver: "Svend blev slået af Magnus og faldt tilføje, idet han trådte i sejrherrens tjeneste og svor ham troskab. Tilskyndet af Danskerne optog han kampen påny, men fandt igjen sin Overmand i Magnus. Da tog han sin Tilflugt til Jakob, idet han høilig beklagede at have brudt sit troskabsløfte."

Men Svend Aggesen fortæller en anden historie: "Men da han (Knud den Store) ikke kunne tage vare på flere riger under et, beklædte han sin søstersøn Svend, dengang endnu kun et barn, med kongelig Værdighed og gav ham Danmark at regere over. Svends Fader var Ulf Spragelæg, hans moder hed Estrid og var en søster til kong Knud." Historikeren J.G.F Ræder mener at der er tale om en forveksling, og det var Knuds søn Hardeknud - der også andre steder bliver omtalt som blot Knud - som gav ansvaret for Danmark til sin fætter Svend. Det passer også med Adams bemærkning om Hardeknud: "Snart rustede dog denne sig mod Magnus og satte Svend, sin frænde, over flåden."

Svends oprindelige tilstedeværelse i Danmark bekræftes af William of Malmesbury, som beskriver hvorledes han indledningsvis var konge af Danmark, tabte to slag og dog vandt krigen: "En Sweyn, utvivlsomt af højest ophøjet karakter, blev da gjort konge af Danerne. Da hans regering havde blomstret i flere år, Magnus, konge af nordmændene, med samtykke fra nogle af danskerne - uddrev ham med magt og underlagde landet hans vilje. Sweyn, således udvist, gik til Sveriges konge og samlede med hans hjælp Svenskere, Vandaler og Goter, han vendte tilbage for at genvinde riget: Men på grund af danskernes anstrengelser, der var knyttet til Magnus' regering oplevede han en gentagelse af hans tidligere ulykke. Denne Avas(?) en stort og mindeværdigt slag mellem de barbariske folk: ved ingen anden lejlighed har danskerne oplevet vanskeligere konflikter eller lykkeligere succes." - "Og derefter flygtede også Sweyn, men kort efter ved Magnus' død, modtog han sit kongerige i sin helhed."

Vi - med historikeren J.G.F Ræder - kan tro at Svend indledningsvis varetog regeringen af Danmark. Efter at han havde erfaret Hardeknuds død tog han til England så hurtigt som muligt - for at gøre krav på kongedømmet der, da han jo var en søstersøn til Knud den Store og derved et mindst lige så relevant kongsemne som Edward.

Mønt af Byzantisk type udstedt i Lund af Svend Estridsen.
Mønt af Byzantisk type udstedt i Lund af Svend Estridsen. Foto Verasir.

Ved Svends ankomst til England i 1043 var Edward imidlertid allerede d. 3. April blevet kronet til konge over hele England. I forvejen havde Hardeknud ophøjet ham til kongelig værdighed som medkonge, og desuden var han støttet af den mægtige Godwin Jarl. Ifølge Adam måtte Svend lade sig nøje med et løfte om at han skulle komme i betragtning til Englands trone ved Edwards død, selvom denne ikke skulle efterlade sig sønner.

I Edwards helgenlevned, der blev nedskrevet mere end tyve år senere, fortælles at Danernes konge med et antal rådgivere kom til kong Edward og accepterede ham som deres overherre. Denne aftale blev bekræftet med eder og udveksling af gidsler.

Hvad de aftalte, vides ikke i detaljer, men da Svend nogle få år senere bad om hjælp mod Magnus, viste aftalen sig værdiløs. Florence af Worcester beretter for året 1047: "Sweyn konge af Danmark sendte ambassadører til Edward, Englands konge, idet han anmodede om, at han ville sende en flåde til at slutte sig til ham mod Magnus, konge af Norge. Derefter rådede jarl Godwin kongen til at sende mindst halvtreds skibe, fulde af soldater, men da jarl Leofric og alle mennesker protesterede mod hans forslag, nægtede han at sende dem."

Desuden, da Edward Bekenderen i 1066 virkelig døde - endog uden sønner, kom Svend ikke i betragtning som hans efterfølger. Jarl Godwins søn, Harald, lod sig i stor hast krone som konge af England - hvilket vakte hertug William af Normandiets vrede.

Dagmarkorset fra Sankt Bendts kirke i Ringsted
Dagmarkorset fra Sankt Bendts Kirke i Ringsted er lavet i Konstantinopel af guld og emalje. Dateringen er i intervallet 1000 - 1200. Foto Pinterest.

Imidlertid, da Svend i 1043 kom fra England tilbage til Danmark, fandt han at helgenkongens søn, Magnus, havde taget magten i hele landet fulgt af en jublende skare af nyomvendte danskere. Svend stod da i en vanskelig situation, idet han havde gjort krav på England, som også Magnus gjorde, og derved bragt sig i et modsætningsforhold til ham. Det synes som om at de nyomvendte Danskernes umiddelbare tilslutning til den hellige Olavs søn var overvældende.

Harald Thorkilsøn var netop blevet myrdet i Slesvig af Magnus' svoger på vej hjem fra Rom, fordi han var et kongsemne. Svend var også var et oplagt kongsemne, og derfor frygtede han at lide samme skæbne som Harald. Derfor så han ingen anden mulighed end at vælge sikkerheden i Sverige.

Magnus den Godes Saga bekræfter at Svend straks derefter rejste til Sverige uden at forsøge modstand mod Magnus: "Men da Svend fik efterretning om hans togt, stolede han ikke på sine stridskræfter, men drog bort fra landet op i Sverrig til sin frænde, den svenske konge Ønund."

I Sverige mødte han Harald Hårderåde, som var Olav den Helliges halvbroder og dermed Magnus den Godes onkel. Harald deltog i slaget ved Stiklestad som 15 årig, hvor han blev såret. Derefter søgte han til Konstantinopel, hvor han hurtigt blev leder af den kejserlige Væringegarde, og i denne egenskab deltog han i mange kampe mod arabere og bulgarer. Måske i 1044 vendte han hjem til Skandinavien som en erfaren hærfører medbringende en legendarisk mængde guld.

Harald Hårderådes Saga fortæller at Svend og Harald mødtes i Sigtuna og sluttede forbund: "Der traf Harald Svend Ulfsøn," - "ved deres sammenkomst favnede de hinanden venligt." - "Svend og Harald indgik edelig forbund med hinanden." - "Derpå skaffede Harald og Svend sig skibe, og der samledes snart en stor hær til dem, og da alt dette krigsfolk var færdigt, sejlede de ned til Danmark." Hvilket må være den hær af "Svenskere, Vandaler og Goter" som William of Malmesbury omtaler.
Svend Estridsen og Harald Hårderåde hærger på Sjælland
Svend Estridsen og Harald Hårderåde hærger på Sjælland. Tegning af Wilhelm Wetlesen wikipedia.

Det togt, som nu påfulgte i foråret 1046, var et fuldstændigt plynringstogt, Sjælland og Fyn blev frygteligt medtagne med ild og sværd, særlig berettes at Roskilde blev brændt af. Historikeren J.G.F. Ræder foreslår at det navnlig var Harald, som var ansvarlig for alle disse ødelægglser, idet han var vant til sådanne metoder fra sin tid som leder af Væringegarden i dens kampe mod muslimer og Bulgarer. Det er foreslået at det var ved denne lejlighed at Harald Hårderåde blev diskvalificeret som fremtidig dansk konge. Svend derimod havde sine støtter i netop disse egne og kunne ikke tillade sig en sådan brutal fremfærd. Ifølge den Norske Tjodrek Munk lykkedes det dem ved den lejlighed at underkaste sig det meste af Danmark.

Nu så det sort ud for Magnus, og sagaen fortæller at han sendte hemmelige budbringere til Harald for at få ham til at skifte side.

Der sad nogle mænd i en stue og drak
Der sad nogle mænd i en lille stue og drak. I beruselsen kom det frem at den Norske Håkon Jarl havde hjulpet Svend Estridsen med at komme væk i slaget ved Lofofjord. Tegning af Wilhelm Wetlesen i Heimskringla Nationaludgaven.

Harald Hårderådes Saga fortsætter: "En aften sad Svend og Harald ved drikkebordet: "Svend spurgte Harald, hvilke kostbarheder han havde, som han satte mest pris på. Han svarede, at det var hans banner, kaldet Landøde. Da spurgte Svend, hvad for egenskab det banner havde, siden han holdt det for en så stor kostbarhed. Harald svarede: "Man siger, at den vinder altid sejr, som dette banner bæres foran, og sådan er det bestandig gået mig, siden jeg fik det." Svend sagde: "Da vil jeg tro, at banneret har den natur, hvis du holder tre slag med din frænde, Kong Magnus, og vinder sejr i dem alle." Da svarede Harald vredt: "Jeg ved ret godt, at der er frændskab imellem mig og Magnus, uden at du behøver at erindre mig derom, og ikke derfor farer vi med hærskjold imod hinanden, at vore sammenkomster jo kunde ske på en passeligere måde." Svend skiftede da farve, og sagde: "Somme ville mene, at du har gjort det før, at du af indgåede forpligtelser kun holdt så meget, som var til din egen fordel." Harald svarede: "Mindre skal du kunne bevise, at jeg ikke har holdt de forpligtelser, jeg har indgået, end Kong Magnus vil kunne påstå, at du har holdt dine mod ham." Hver gik da sin vej."

Magnus accepterede Harald som medkonge mod at han fik halvdelen af de skatte, som Harald havde haft med fra Konstantinopel.

Vinteren 1046-47 var usædvanlig hård: "Havet mellem Danmark og Norge var tillagt, så ulvene løb mellem landene" Måske var der is på Kattegat.
Fem mønter fra Næsbyholm skatten
Fem mønter fra Næsbyholm skatten. Ved Næsbyholm syd for Sorø fandt man i 1943 en pung med 15 sølvmønter, som ejermanden må have gemt af vejen i urolige tider. Måske gik det ham ikke så godt at han kunne hente dem, da faren var drevet over. De er næsten alle slået af Svend Estridsen. I hans tid øgedes andelen af Danske mønter i møntfund ganske betydeligt.

Men da foråret kom, blev det Svends tur til at få problemer med den ny alliance mellem Magnus og Harald: "Men i Begyndelsen af foråret udbød begge kongerne, Magnus og Harald, leding af Norge." - "Kongerne Magnus og Harald havde en stor og smuk hær, med hvilken de sejlede ned til Danmark; men da Svend spurgte det, flyede han over til Skåne; Kongerne derimod blev en stor del af sommeren i Danmark, og underlagde sig hele landet." - "På dette togt tog de meget gods fra de mænd, som havde hyldet Svend Ulfsøn; mange fanger drev de foran sig til skibene, og satte dem i fjædder."

Anglo Saxon Chronicle for 1047 skriver: " - og Magnus vandt Danmark". Og for året 1048 siger samme kilde: "Og Sweyn sendte også hid og bad om hjælp mod Magnus, Kongen af Norge; At halvtreds skibe skulle sendes til hans hjælp. Men det forekom ikke tilrådeligt for alle mennesker: og det blev så forhindret af at Magnus havde en stor skibsstyrke. Og han uddrev Sweyn og vandt landet med mange drab. Og danskerne betalte ham mange penge og anerkendte ham som konge. Og samme år døde Magnus."

Det var en bitter og blodig borgerkrig. Som Ælnoth siger: "Efter mange fjendtlige indfald og blodige sammenstød mellem Magnus, Nordlændingernes og Vestlændingernes fører, og Sven med tilnavnet Magnus, Østlændingernes og Sydlændingernes fører." Der tales om adskillige slag mellem Svend og Magnus, og Svend tabte dem alle, men vandt krigen.

Magnus' sendebud møder Svend Estridsen
Magnus' sendebud møder Svend Estridsen ved grænsen til Sverige og fortæller at Magnus er død og på sit dødsleje pegede på ham som konge af Danmark. Svend udbrød da: "Nu hjælpe mig Gud så sandt, som jeg aldrig mere i mine dage skal vende Danmark ryggen." Tegning af Wilhelm Wetlesen i Heimskringla Nationaludgaven.

Knytlinge Saga siger: "Samme efterår (som slaget på Lyrskov Hede) i vinterens begyndelse holdt Kong Magnus og Kong Svend Ulfsøn et slag ved Ærø, i hvilket Kong Magnus sejrede."

Slaget ved Aarhus antages at have sted meget tidligt i krigen i Kattegat ud for byen, Magnus' saga siger: "Svein var da i Aaros og havde mange folk; men da han spurgte til kong Magnus's hær, førte han sine mænd ud af byen og rustede sig til kamp." - Magnus forsikrede sine mænd at den hellige Olav ville give dem sejr: "Siden hærklædte de sig, og hver rustede sig og sit rum; Magnus' mænd roede frem, indtil de så jarlens hær, og roede da straks imod dem. Men Sveins mænd væbnede sig og bandt deres skibe sammen." - "Det blev da den hidsigste kamp. I den strid ryddedes Sveins skib frem om stavnen og saxene(?); da gik kong Magnus selv med sit følge op på Sveins skib, og siden hans mænd, den ene efter den anden. De gik så hårdt på, at Sveins mænd veg tilbage, og kong Magnus ryddede da det skib og siden det ene efter det andet. Da flyede Svein og en stor del af hans hær; men en mængde af hans mænd faldt, og mange fik grid."

Slaget ved Re antages at have fundet sted ved Stralsund i strædet mellem Rügen og fastlandet umiddelbart efter Magnus angreb på Jomsborg. Det gamle Danske navn for Rügen var Re eller Rø. Magnus den Godes Saga siger: "De mødtes foran Vestlandet på Re, og der blev et stort slag, som endte så, at kong Magnus fik sejr, men Svein kom på flugt og mistede mange folk; han flyede nu tilbage til Skåne". Ved Vestlandet menes måske landet vest for Jomsborg.

Der tales om slaget ved Helgenæs: "Men da kong Magnus spurgte det, samlede han hær og skibe og styrede siden syd til Danmark. Han spurgte, hvor Svein lå med sin hær, og kong Magnus for da imod ham. Deres møde var der, som hedder Helganes, og det var henimod kvelden. Men da kampen tog på, havde kong Magnus færre mænd, men større og bedre rustede skibe. Så siger Arnor Jarleskald:

Vidt har jeg hørt, at det hedder
Helganes der, hvor kongen,
den vidkendte ulve-mætter,
ødede havheste mange.

Det er snart at sige om dette slag, at kong Magnus fik sejr, men Svein flyede. Hans skib var ryddet langs stavnene, og alle Sveins andre skibe var ryddede.

Men heldet tilsmilede Svend i den sidste ende. Magnus døde på sit skib, således som det er fortalt i forrige afsnit om Magnus den Gode. Trønderne opgav videre kamp og sejlede hjem med Magnus' lig. Vi må tro at også Harald straks sejlede hjem til Norge for at sikre sit herredømme efter Magnus' død. Det er også hvad Florence af Worcester skriver for året 1048: "Sweyn genvandt Danmark og Harold Harfager, søn af Siward, konge af Norge og bror til St. Olaf ved moderens side og ved fædrenes onkel til kong Magnus, vendte tilbage til Norge"

Kampe mod Harald Hårderåde

De næste 15 år førte Harald uafbrudt krig mod Danmark uden at han kom blot i nærheden af et gennembrud. Der berettes om lutter Norske sejre, men de fik aldrig fodfæste eller noget, som blot lignende territoriale gevinster. I hovedsagen var det plyndringstogter, hvilket naturligvis også var slemt nok.

Svend Estridsen mønt
En af Svend Estridsens mange byzantinske mønttyper. Forsiden viser den siddende Kristus med udstrakt arm. Teksten siger: Magnus Rex. På bagsiden er en meget speciel type kors omkranset af runer eller latinske bogstaver. Den er slået i Lund omkring 1058. Foto Skalman.nu

Thorkel Geysa var Danmarks rigeste og mægtigste mand. Harald Hårderådes Saga siger: "Der fortælles, at Thorkel Geysa gav Svend kongenavn om vinteren på Viborg ting; men alle de danske, og fornemmelig Thorkels døtre, gjorde den vinter meget nar af Kong Harald og Nordmændene; de sagde om dem, at de torde ikke fare med krigsskibe til Danmark. Geysas døtre skar ankre af ost, og sagde, at de kunde fuldt vel holde Kong Haralds krigsskibe, som han ville vinde Danmark med; og megen anden Spot drev de med Nordmændene."

Sagaen fortsætter: "Men da Kong Harald var kommen til Danmark, og gik i land fra skibene, sagde han til sine Krigere: "Her kort oppe i landet er Thorkel Geysas gård, den mand, som gav Svend kongenavn, og som er en af vore største uvenner; jeg tænker, at Thorkel og hans døtre nu vil komme til at bekende, om Nordmændene tør vove at komme til Danmark, eller om vore ankre monne være gjort af ost eller de befindes noget trofastere." Og da de kom til Thorkels gård, satte de straks ild på husene, men så snart de mænd, som var derinde, mærkede at ilden greb om sig, bad de om fred og lov til at gå ud. Da svarede Kong Harald: "Skønt det var rimeligere at Geysas døtre brændte inde her, så har jeg dog ikke noget imod, at de nu en gang prøver, om norske fjæddre kunne fæste på danske ben;" Gården blev da brændt, men Thorkels døtre førtes bundne til skibene.

Blenstrup skatten
Blenstrup skatten består af mere end 200 mønter fundet af to unavngivne detektorfolk på en mark nær Blenstrup syd for Aalborg. Den består af danske, tyske og engelske mønter. Nogle engelske mønter er slået af kongerne Ethelred den Rådvilde og Edward Bekenderen. En enkelt af de tyske mønter er præget i Køln. De danske mønter er slået af kongerne Knud den Store, Hardeknud og Sven Estridsen. Da Svend Estridsen mønterne er de yngste, kan vi tro at skatten blev gravet ned, da Harald Hårderåde hærgede landet 1047 til 1062. Skatten indeholdt blandt andet to eksemplarer af en mønt, som Hardeknud lod præge i ålborg. Møntens forside fortæller, at det var kong Hardeknud, der stod bag udmøntningen. På møntens bagside står der "Alfric on Alabu", der betyder, at møntmesteren Alfric femstillede den i Aalborg. Denne mønt udgør det ældste skriftlige vidnesbyrd om Aalborg. Foto fra Nordjyllands Historiske Museum.

Thorkel Geysa købte sine døtre fri med en meget stor sum penge.

Hvert år udbød Harald leding og drog på togt mod Danmark: "Det næste forår efter det hærtog, som vi nys fortalte om, udbød Harald en hær, og drog til Danmark, og dette gjorde han siden, den ene sommer efter den anden, som Stuf siger:

Da lagdes Falster øde,
Af skræk var folket rammet.
Sig glæded ravn, men bange
hvert år de danske vare.


Sagaen siger: "Kong Harald hærgede hele den sommer i Danmark, fik uhyre bytte, men blev dog ikke herre over noget af landet denne sommer". Der tales om et slag ved et sted kaldet Tjolenæs. Der er ingen detaljer, men det var øjensynligt i Jylland, idet Grane kvad:

"På slagen Val sig fryded,
af Jyder ulven nærte."


Videre hedder det: "Kong Svend regerede over hele Danevældet, efter at Kong Magnus var død; han sad stille hver vinter, men lå ude på skibene med alle sine krigsfolk hver sommer, og truede med, at han med de Danskes hær vilde drage op til Norge, og der øve lige så meget hærværk, som Harald gjorde i Danmark."

Hedeby
Halvkredsvolden omkring Hedeby. I baggrunden til venstre skimtes Slesvig på den anden side af Slien. Foto Martin Geisler Online.

Harald Hårderåde angreb og nedbrændte Hedeby - ret tidligt i krigen - i 1049: "Med denne hær drog Kong Harald ned til Jylland og forbi Thy, og de for da med hærskjold over landet, brændte bygderne, og dræbte de mænd, de kunde få fat på, men de fleste flyede, som kunde komme afsted." - "De drog helt ned til Hedeby, hvor de bemægtigede sig mange af Danekongens kostbarheder, og ranede alt gods, samt gjorde folket og mange mægtige mænds kvinder, som var flygtede derhen, for at søge skjul, til fanger. Derpå indtog de og brændte hele staden; da digtede Kong Haralds mænd følgende:

"I Hedeby vi lode
Den hele stad fortæres,
Brat mellem begge ender
Af brand, det puds ej glemmes."


Hedeby blev aldrig genopført, idet købmændene foretrak at flytte til Slesvig på den anden side af fjorden. Det hang måske sammen med at vanddybden i Haddeby Nor ud for Hedeby var ret lav, og den større vanddybde ved Slesvig passede bedre til nye og større skibe.

Skuldelev-spærringen over Roskilde Fjord, som blev anlagt i 1060, var meget sandsynligt et forsøg på at sikre Roskilde mod Haralds overraskelsesangreb. De havde ikke glemt at Harald nedbrændte byen 14 år før - i 1046.

Hele to gange siges det at Haralds mænd med nød og næppe undslap en flåde af store og hurtige Danske skibe. Det fortæller os at det efterhånden var lykkedes Svend at få bygget større og hurtigere skibe, som var de Norske skibe overlegne.

Svend Estridsen tilbeder Kristus på alteret i Tamdrup Kirke
Svend Estridsen tilbeder Kristus på alteret i Tamdrup Kirke. Foto Kim Bach Wikipedia.

På vejen hjem - belæsset med bytte og fanger fra Hedeby - var det nær gået galt for Nordmændene, som der er fortalt ovenfor. De fik modvind og lagde sig ind under Læsø: "Derpå sejlede Kong Harald nord forbi Vendilskage, der fik de modvind, og lagde derfor ind under Lesø, og lå der om natten. Da kom der en tyk tåge, som lagde sig over søen; men på morgenstunden, da solen stod op, så de på den ene side, ligesom flere ilde brænde på havet. Dette blev sagt til Kong Harald; han betragtede det, og sagde straks: "Lad på det hurtigste tjeldingerne på vore skibe tage ned, og mænd sætte sig til årerne; det er de Danskes hær, som kommer imod os." Det lykkedes Nordmændene at slippe væk ved at kaste alt overflødigt over bord.

Sagaen lader os forstå at Danskerne forsvarede deres land stadig mere beslutsomt: "En sommer drog Kong Harald ud med nogle lette Skibe, og havde ingen stor Hær med, han sejlede Sønder til Viken, da han fik Bør, og derfra over under Jylland, hvor han gav sig til at hærge. Landets Indbyggere samlede sig for at forsvare deres Land; Kong Harald styrede da med sin Flåde ind i Limfjorden. Denne fjord er således beskaffen, at indløbet er kun som en snæver flodmunding, men når man kommer længer ind i fjorden, udbreder den sig som et stort hav. Harald hærgede Landet der på begge Sider, men de Danske havde allevegne en samlet hær imod ham." - "Kong Harald blev da af sine spejdere underrettet om, at Kong Svend var ankommen med en stor skibsflåde ved mundingen af fjorden; men det gik kun sent for ham med at løbe ind, da kun et skib kunne sejle ind ad gangen. Kong Harald styrede da længere ind i fjorden, der hvor den er bredest, det kaldes Lusbred, men imellem den derværende inderste vig og Vesterhavet er kun en smal landstrimmel; derhen roede Kong Harald med sine Skibe om aftenen, og om natten, da det var blevet mørkt, lossede de skibene, og slæbte dem over landstrimlen: med alt dette var de blevet færdige før dag, og havde fået skibene ladede igen; de styrede da nord forbi Jyllands side." Nogle saga oversættelser fortæller at de sang hele vejen hjem.

Umiddelbart forestiller vi os at det var ved indsejlingen til fjorden ved Hals at Svends store skibe kun kunne komme ind en af gangen, men det er mere sandsynligt at det var ved de berygtede Løgstør grunde. De er nogle sandbanker ud for Løgstør, der i lange perioder har været en alvorlig hindring for sejladsen gennem Limfjorden. Rigsarkivet har opbevaret Hald Lens regnskaber, hvor vi fra 1610 kan finde afgifter for omladning af kongens skattekorn ved Løgstør. Lignende hindringer for sejladsen kan meget vel have været tilfældet omkring 1050.

Harald Hårderåde i Limfjorden
Forslag til Harald Hårderådes flugtvej fra Limfjorden til Vesterhavet:
K.Erslev og G. Strom foreslog i henholdsvis 1873 og 1877 at flugten må være foregået over Bygholm Vejle og ud til Skagerrak ved Bulbjerg
R.H.Kruse og J. Stenstrup foreslog i henholdsvis 1869 og 1876 den vestlige flugtvej igennem Nissum Bredning og over tangen til Vesterhavet.
Stenstrup mener at den tange, som Snorre omtaler, må være sandbarren ved Løgstør, og at Limfjorden må have været åben mod vest, således at Harald var reddet ved blot at komme over sandbarren.
Sven Larsen lagde i 1975 ruten over Lønnerup fjord, Kløv Å og ud til Skagerak ved Vigsø.
J.T.Møller foreslog i 1982 en flugtvej gennem Sløjkanalen og ud i Skagerak ved Kollerup Strand. Sløjkanalen er idag et vandløb, som starter Nord-Vest for Fjerritslev og løber i Syd-Vestlig retning mod Limfjorden. Foto Google Map.

Historikere har i hundrede år diskuteret intenst, hvad det var for en smal "landstrimmel", som Harald og hans mænd trak deres skibe hen over. Nogle teorier bygger på en meget bogstavelig fortolkning af sagaens udsagn. Men sagaen er skrevet for islændinge, som ikke forventedes at have et detaljeret kendskab til Limfjordens geografi. Vi kan tro at "fjorden, der hvor den er bredest" blot betyder den del af Limfjorden, som er forskellig fra den smallere del mellem Hals og Løgstør; og "den derværende inderste vig" må da være Nissum Bredning, idet der "er kun en smal landstrimmel" mellem denne og Vesterhavet.

Landtangen mellem Vesterhavet og Limfjorden har gennem historien været påvirket af to modsat virkende kræfter, nemlig havet og bølgerne, som uophørlig fjerner den ene meter af Jyllands vestkyst efter den anden, og den aflejring af sand, som samtidig finder sted langs kysten og har dannet tangerne ved Limfjorden og Ringkøbing Fjord, Fanø og Rømø.

Derfor har forbindelsen mellem Vesterhavet og Limfjorden i lange perioder været lukket og i andre perioder været åben. Knud den Hellige udbød i 1085 - 35 år efter begivenhederne - ledingflåden til at samles i Limfjorden, på hvilket tidspunkt forbindelsen til Vesterhavet må have været åben. Man kan nemt forestille sig at det var et nyt fænomen at havet var brudt igennem; så måske har landtangen allerede omkring 1050 været ret tyndslidt og smal nogle steder, hvilket gjorde det muligt for Harald Hårderåde at trække sine skibe over den på en nat.

Harald Hårderåde går i land ved Humber
Harald Hårderåde går i land ved Humber i England i 1066 ikke langt fra Stamford Bridge, hvor han mødte sit endeligt. Det er Harald med øksen. Illustration i gammelt Engelsk håndskrift.

Kalv Arnesøn var en af de mænd, som gav Olav den Hellige banesår i slaget ved Stiklestad i 1030. Sammen med Ejnar Tambeskælver hentede han Magnus til Norge og gjorde ham til konge. Men Magnus kunne ikke tilgive ham, hvad han gjorde mod hans fader, og Kalv måtte drage i landflygtighed i Orkney.

Men efter Magnus' død viste der sig mulighed for at han kunne vende tilbage: "Kalfs broder, Finn Arnesøn, sendte bud til ham, og lod ham underrette om den aftale, som var sluttet imellem ham og Kong Harald, at Kalf skulde have tilladelse at vende tilbage til Norge, og atter erholde sine besiddelser og de samme forleninger, han havde fået af Kong Magnus."

Men Harald havde en listig plan om at sætte Kalv på en uriaspost: "Den næste sommer efter forliget med Kalf havde Kong Harald leding ude, sejlede med denne hær til Danmark, og hærgede der om sommeren; men da han kom ned til Fyen, var der samlet en stor hær imod dem; Kongen lod da sine krigsfolk gå af skibene, og gøre sig rede til landgang. Han satte sine folk i orden, gav Kalf Arnesøn befalingen over en trop, og befalede dem at gå i land først, og anviste dem, hvilken vej de skulde tage, samt lovede selv senere hen at ville gå i land, og komme dem til hjælp, hvis de skulle behøve det. Kalf gik i Land med sin trop, og der kom snart en hær imod dem; Kalf gjorde sig straks rede til strid, og der begyndte en hæftig træfning, som dog ikke blev langvarig, da Kalf måtte vige for overmagten, og gav sig på flugten med sine tropper, men de Danske forfulgte dem, og nedlagde mange af Nordmændene; der faldt Kalf Arnesøn."

Afbrændingen af Scarborough i 1066
Det Norske angreb på England i 1066 og afbrændingen af Scarborough.
Nordmændene lavede nogle store bål på et bjerg over byen, og da ilden havde fået godt fat, skubbede de det hele ned af bjerget, og derved brændte hele byen. Tegning af Wilhelm Wetlesen i Heimskringla Nationaludgaven.

Hans broder, Finn Arnesøn, "lod sig forlyde med, at kongens fjendskab havde været årsag til hans broder Kalfs Død, og beskyldte kongen for at have forrådt hans liv, og at det var bedrageri mod Finn selv, at han havde fået ham til at lokke Kalf hjem fra Vesterlandene i Kong Haralds vold." Som adskillige andre Norske stormænd forlod han Norge og sluttede sig til Svend Estridsen, "og Kong Svend gav ham jarls værdighed, og Halland til forlening, hvor han længe var Jarl og landværnsmand mod Nordmændene."

Slaget i Lofofjord - som Saxo kalder Nisåen - som der også er berettet om ovenfor - var det eneste egentlig slag i den 15 år lange krig mllem Svend Estridsens og Harald Hårderåde. Finn Arnesøn kæmpede på Svends side. Lofofjord eller Nisåen lå efter al sandsynlighed i det sydlige Halland.

Aslak i kamp i slaget ved Nisåen
Aslak i kamp i slaget ved Nisåen. Tegning af Louis Moe i Saxo Gramaticus.

Harald sejlede sydpå langs Halland og "hærgede rundt omkring; han lagde ind i Lofofjord, og hærgede der oppe på landet. Kort efter kom Danekongen Svend der imod dem; han havde tre hundrede Skibe." - "Da rådede mange til at flye; Kong Svend havde en så stor Hær, sagde de, at det var ikke rådeligt at stride; men adskillige tav. Da svarede Hakon Jarl: "Så synes mig, Herre! at skønt de Danske har en stor magt, så har de dog mindre skibe, end vi, og jeg håber også, at deres krigsfolk, som før, vil findes mindre tapre end Nordmændene; med de Danske er det så beskaffent, at de er ikke udygtige i det første anfald, men de blive snart forsagte, når man ret angriber dem for alvor; I har ofte stredet mod en stor overmagt, og dog vundet sejr, og så vil det også gå denne gang."

Saxo beretter at da Danskerne indså, hvor få de var, bandt de deres skibe sammen og afventede det Norske angreb. En af Skjalm Hvides mænd ved navn Aslak, mejede fjenderne ned med sin knippel og bidrog til at kampen forblev uafgjort til langt hen på natten.

Den norske høvding Skjald Erlingson blev tvungen mod land, hvor han og hele hans mandskab blev hugget ned af Svends landbaserede styrker.

Da fik Nordmændene uventet forstærkning af den Oplandske høvding Hakon Ivarson, som angreb Danskerne bagfra eller i flanken. Dette fik Skåningerne til at miste modet: "De huggede tovene over, brød samlaget og listede sig i nattens mulm og mørke bort fra den øvrige flåde og flyede med dæmpede åreslag hemmeligt op ad åen."

Det Norske angreb på Scarborough i 1066
Det Norske angreb på England i 1066 og afbrændingen af Scarborough.
Gennem årtusinder har det været brugt af invaderende hære at brænde, dræbe og voldtage, hvor de kom frem - for at tvinge landets mænd til at stille op til kamp for deres familie og ejendom. Hvilket var, hvad Harald gjorde i Scarborough, og formentlig også i Roskilde. Det var sikkert ren rutine, da han var høvding for Væringerne i Konstantinopel.
Guerillakrig er en moderne opfindelse, som bygger på en anden moderne ide, nemlig at en invaderende hær ikke vil gøre skade på kvinder og børn. Der var ingen, som prøvede at føre guerilla krig mod for eksempel Djengis Khan, det ville have fået katastrofale konsekvenser for netop kvinder og børn.
Harald havde svært ved at løsrive sig fra gamle vaner, hvilket gjorde ham noget upopulær. Harold Godwinson kom med en stor hær sydfra, de hvilede ud i byen York om natten. Den Norske hær opholdt sig ved Stamford Bridge ikke langt fra York. Mange mennesker må have vidst at der var en stor Engelsk hær indefor Yorks bymure, men ingen fortalte det til Nordmændene, og de blev fuldstændig overrasket den følgende morgen.

Derefter fik Nordmændene overtaget og ryddede de tilovers-blevne Danske skibe et efter et. Sagaen siger: "Henimod Enden af natten begyndte hovedstyrken af den Danske flåde at flye; thi da havde Kong Harald entret op på Kong Svends Skib; Kong Harald gik da mandig frem, og huggede med begge hænder."

Svend Estridsen forklædte sig som Vanråd, og med hjælp fra den Norske Håkon Ivarson Jarl kom han i land i ly af natten, hvor bonden Karl hjalp ham videre gennem skoven.

Samme Vinter rejste budbringere imellem Norge og Danmark, og der blev berammet et fredsmøde ved Gøtaelven om foråret 1064. Her blev det ifølge sagaen aftalt at "Kong Svend skulle have Danmark, og Kong Harald Norge med samme grænseskel, som fra gammel tid af havde været imellem Norge og Danmark; ingen af dem skulde bøde den anden noget for lidt skade, al fejde skulle ophøre, hvor noget sådant var begyndt, og hver beholde den fordel, han havde vundet; denne fred skulde stå ved magt, sålænge de begge var konger."

Slaget ved Stamford Bridge af Peter Nikolai Arbo
Slaget ved Stamford Bridge 1066 af Peter Nikolai Arbo. Nordmændene blev overraskede af Tingmændenes Hær og måtte kæmpe uden brynjer. Harald Hårderåde blev ramt af en pil i struben, hvilket blev hans bane. Wikipedia.

Harald Hårderådes Saga fortæller at i vinteren 1065-66 kom Harold Godwinsons broder, Toste Jarl, til Norge for overtale Harald Hårderåde til at angribe England. I den forbindelse gjorde han det helt klart for Harald, hvorfor han ikke fik Danmark.

Harald spurgte: "Hvorfor fik Kong Magnus ikke riget England, når det dog tilkom ham?"

Jarlen svarede: "Hvorfor har I ikke Danmark, som Magnus havde før Eder?"

"Ikke skulle de Danske gøre sig til af striden med Nordmændene," sagde kongen, "mangen plet har vi brændt for dem, dine kære frænder."

Da sagde jarlen: "Når I ikke vil svare mig på mit spørgsmål, så får jeg selv give Eder oplysning derom: derfor fik Kong Magnus Danmark, fordi alle landets høvdinger stod ham bi, men du fik det ikke, fordi alle var dig imod; derfor krigede Kong Magnus ikke om Englands Rige, fordi alle undersåtterne ville have Edvard til Konge."

Svend Estridsen som Konge af Danmark

Allerede i 1049 optrådte kong Svend selvsikkert på den international scene. Florence af Worcester skriver for dette år: "Kejser Henry samlede en vældig hær mod Baldwin, greve af Flandern, hovedsagelig fordi han havde brændt og ødelagt hans prægtige palads i Nimeguen. I denne ekspedition var pave Leo og mange store og ædle mænd fra forskellige lande. Sweyn konge af Danmark, var også der med sin flåde, på kejseren forlangende svor han troskab mod kejseren for denne lejlighed. Han sendte også bud til Edward, konge af England, og bad ham om ikke at lade Baldwin undslippe, hvis han skulle søge tilflugt til havet."
Dalby Kirke i Skåne
Dalby Kirke i Skåne. Kirken blev opført af kong Svend Estridsen og antages at være den ældste bevarede bygning i Skandinavien. Vestfløjen, et par sjældne bygninger og betydelige dele af den oprindelige bispekirke er bevaret. Svends søn og efterfølger Harald Hen antages at være begravet i kirken, men man ved ikke hvor.

Florence skriver udtrykkeligt at Svend svor troskab mod kejseren for denne lejlighed, hvilket må være meget naturligt, da et militært samarbejde må have en ledelse. Når danske styrker deltager i kampagner i Irak eller andre steder sammen med andre nationers soldater vil hele kampagnen også være underlagt en overkommando.

Efter sejren ved Hastings underkastede William Erobreren sig paven som sin lensherre. Meget tyder på at det gjorde Svend Estridsen også. I et brev til Svend skriver paven: "Vi vide at du og dit kække folk yder alle Kirkers Moder den skyldige underdanighed. Derfor beder vi dig at lade os vide, om du trænger til noget, som den Romerske Kirkes myndighed kunne give dig, på det at vi kunne ære dig så meget, som billigt er, og gengælde dit herlige riges før omtalte underdanighed på den værdigste måde."

Derved blev William og Svend medlemmer af det internationale netværk af fyrster og konger, som kaldte sig Sankt Peters Vasaller. De havde aflagt en særlig ed til paven om at støtte ham og stille sig selv og deres magt til hans rådighed. Det er værd at bemærke at pave og kejser stod i stærk modsætning til hinanden. Sankt Peter vassaller hold sammen og deres familie giftede sig ind i hinanden og det var først og fremmest Sankt Peters vasaller, som fulgte pave Urban 2. opfordring til korstog for kristenheden i 1095.

Kryptkirken i Århus
Kryptkirken ligger under koret i Vor Frue Kirke. Den er den ældste bevarede stenkirke i Norden. Kryptkirken er opført i Svend Estridsens tid omkring 1060 efter at Harald Hårderåde under et angreb på byen havde brændt den gamle trækirke. Den er opført i frådsten, men blev begravet under en ombygning og blev først opdaget, udgravet og restaureret omkring 1955 og genindviet i 1957. Der holdes jævnligt gudstjenester i krypten. Foto Tripadvisor.

Meget antyder at en af Svends ambitioner som konge var at bringe Danmark på niveau med det sydlige udland med hensyn til kirkens organisation, bygninger og byernes indretning. Adam fortæller om, hvorledes Svend fortalte ham og andre tilstedeværende at under en rejse til England fik han dårligt vejr og blev drevet i land - omkring Cuxhaven mellem Bremen og Hamburg - og der taget til fange af ærkebispens folk. Men i Bremen behandlede ærkebispen ham meget ærefuldt, sluttede venskab med ham og lod ham rejse videre efter nogle få dages forløb. Svend dvælede længe ved alt, hvad han havde set i Bremen: " - og for de omkringstående beskrev han i den anledning biskoppens kongelige pragt og kirkens umådelige rigdom, foruden meget andet, som han sagde, han havde set i Bremen."

En anden af Svends store ambitioner var at skabe et Nordisk ærkesæde i Lund og derved frigøre den danske kirke fra det tyske ærkesædes overhøjhed, og derved også holde kejseren lidt på afstand. Gennem mange breve og gesanter knyttede han Danmark så direke som muligt til pavestolen. Han forhandlede i flere omgange med paven om det ny ærkesæde, uden at det dog kom til et gennembrud i hans levetid; det lykkedes først for hans søn Erik Ejegod omkring år 1100. Svend var ikke en mand, som unødigt skabte sig fjender. Med stor diplomatisk snilde begrænsede han Hamburg-Bremen ærkesædets indflydelse.

Svend Estridsen indelte Danmark i 8 stifter
Svend Estridsen indelte Danmark i 8 kirkelige stifter, som var Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Børglum (Vendsyssel), Odense, Roskilde og Lund. Det største var Lund Stift, der omfattede Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Der nævnes intet om Venden og Jomsborg, som havde været knyttet til Danmark gennem flere hundrede år. Fra Tom Thygesens blog.

Dødebogen fra Lund, Necrologium Lundense, omtaler Sven Magnus Estridsen som: "den allerkristeligste konge, som gennemførte, at Danmark deltes i otte bispedømmer. Det var ham, som først begyndte at bygge kirken i Dalby." Svend gav selv jord til bispesæderne.

Svend lagde stor vægt på religion og kirkens organisation, men han var dog for klog til at forlange at bønderne skulle betale tiende. Adam af Bremen klagede over, at præsterne i disse lande stadig lønnedes med særskilt betaling for hver enkelt kirkelig handling. I sin beskrivelse af Norge fotæller han om, hvorledes præsterne arbejdede på en slags akkord: "Da nemlig barbarerne indtil denne dag enten ikke har begreb om, eller ikke vilje til at give tiende, så lægges der af den grund beslag på det øvrige, som burde ydes uden vederlag. Thi både sygebesøg og jordspåkastelse - alt koster penge."

Under Svend Estridsen blev Dansk møntvæsen reformeret og udvidet. Der optræder flere møntmestre og mønttyper end tidligere, samtidig med at antallet af møntværksteder reduceres. I møntfund fra hans tid er forholdet mellem Danske og udenlandske mønter fuldstændig ændret i forhold til tidligere kongers tid. I møntfund fra ældre kongers tid er kun en tiendedel af mønterne Danske, medens i møntfund fra Svend Estridsens tid er over halvdelen Danske. Nogle mønter fra Svend Estridsens senere år er specielle ved at teksten er skrevet med runer.
Leif den Lykkelige opdager Amerika.
Leif den Lykkelige opdager Amerika. Malet af Christian Krohg, 1893. Wikipedia

Svend var godt orienteret, han fortalte Adam om opdagelsen af Vinland - altså Amerika: "Samme konge har desuden fortalt os om opdagelsen af nok en ø i hint ocean, som hedder Viinland, fordi druerne der gror af sig selv og afgiver den herligste vin, ligesom også kornet, uden at såes, vokser i overflødighed. Dette er ingen fabelagtig forestilling, men grunder sig på de Danskes pålidelige meddelelse. "Men bag denne ø" - sagde kongen - "findes der ej mere beboeligt land i oceanet; thi alt hvad der ligger yderligere, er opfyldt med utålelig is og uendeligt mørke." - Herom ytrer Martian sig således: "hinsides Thule, en dags sejlads længere borte, er havet fast." Dette har nylig den helbefarne norske Jarl Harald måttet erfare. Han undersøgte til skibs det nordlige oceans bredder; og da omsider for mandskabets øjne verden tabte sig i sin yderste skumle grænse, da måtte han trække sig tilbage og slap med nød og næppe frelst fra afgrundens forfærdelige malstrøm."

Svend Estridsen mønt som halskæde vedhæng
Svend Estridsen mønt som halskæde vedhæng fundet ved Mildenhall Suffolk. Fotografi fra British Library. Foto PHGCOM Wikipedia.

I 1069 - tre år efter Wilhelm Erobrerens sejr ved Hastings - sendte Svend sin broder Jarl Asbjørn, jarl Thorkild og sønnerne Harald og Knud til England for hjælpe Englænderne med at fordrive Normannerne. De: "ankom fra Danmark med to hundrede og fyrre skibe og landede ved mundingen af Humberfloden, hvor de blev mødt af Edgar Etheling, Earl Waltheof, Marlesweyn og mange andre med en flåde, som de havde samlet - Normannerne, der bemandene fortene, satte ild til de tilstødende huse, idet de frygtede, at de kunne bruges af Danerne til at fylde voldgravene, og flammernes spredning ødelagde hele byen sammen med St. Peter's Kloster. Men de blev straks straffet for dette ved den guddommelige gengældelse; for om mandagen ankom den danske flåde, før byen var helt brændt ned, og forterne blev stormet samme dag og mere end tre tusinde af Normannerne dræbte (William Malets liv og hans kone og to børn med meget få andre blev skånet) Skibene drog afsted ladet med plyndringsgods."

240 skibe - Det var en ganske anselig dansk styrke, ikke blot en mindre ekspedition. Vi husker at Thitmar af Merseburg skrev at Knud den Store og Thorkild Høje i 1015 ankom med 340 skibe.

Svend Estridsen mønt fundet i England
Svend Estridsen mønt fundet i England. Fotografi fra British Library. Foto PHGCOM Wikipedia.

Florence af Worcester fortæller videre: "Da Kong William modtog efterretning om dette, samlede han straks en hær og skyndte sig ind i Northhumbria, hvor han hengav sig til sin vrede og tilbragte hele vinteren med at lægge landet øde, slagte indbyggerne og påføre dem enhver form for ondskab uden ophør. I mellemtiden sendte han bud til den daværende jarl Asbiornand og lovede at betale ham en stor sum penge i hemmelighed og give tilladelse til, at hans hær frit kunne fouragere langs havet på betingelse af at de ville drage væk uden at kæmpe, når vinteren var forbi." - "Som følge af Normannernes hærgen indtraf først og fremmest i Northumbria det foregående år og igen i nutiden og det følgende år over hele England en hungersnød så alvorligt i størstedelen af riget, men hovedsagelig i Northhumbria og de tilstødende provinser, at mennesker blev drevet at leve af kød af heste hunde og katte og selv af mennesker."

Nogle moderne historikere mener at årsagen til, at den Danske styrke ikke konfronterede Normannerne for alvor, var at de Engelske oprørere var slået, allerede før de ankom. Vi ved intet, men man kan også forestille sig andre årsager. For eksempel kunne der have været vanskeligheder med at forhandle en politisk aftale om, hvad der skulle ske efter sejren over Normannerne, Godwin sønnerne var jo ikke meget nemme at komme overens med; man kunne jo ikke forvente at Svend skulle ofre Danske krigeres liv af rent idealistiske grunde.

Noget før d. 24 Juni sejlede den Danske flåde hjem: "Kort før festen for Johannes Døberens sejlede earl Asbiorn til Danmark med flåden, som havde overvintret i Humber; men hans bror Sweyn gjorde ham fredløs, fordi han havde accepteret penge fra kong William til Danernes store beklagelse."
Knud den Stores, Ulf Jarls og Godwins sønner
Knud den Stores, Ulf Jarls og Godwins sønner. Som det ses nedstammer Svend fra kongerne Harald Blåtand og Svend Tveskæg, som begge var konger af England såvel som Danmark, medens hans rival til den Engelske trone, Harold Godwinson, ikke har sådanne kongelige aner. Svend var således nærmere til den Engelske trone end Harold. Svend og hans brødre var fætre til Godwin-sønnerne, men han havde ingen grund til at elske dem, idet disse sidstnævnte var nogle meget stridbare typer, som ikke satte famlieskabet højt. Adam nævner at Svends broder Bjørn blev dræbt af Godwins sønner: "Bjørn, tog de straks af dage, den anden, Osbern (Asbjørn), jog de ud af landet tillige med alle hans mænd." Bjørn Ulfsøn havde en fremtrædende stilling som leder af Tingmændenes hær, Tingmannalid.

Året efter var Svend selv på færde i England. Anglo Saxon Chronicle for året 1070 fortæller at dette år beordrede William at alle Engelskes klostres rigdomme skulle bringes til hans skatkammer. Men kong Svend ledede personligt en håndfast ekspedition til England for at komme William i forkøbet og redde den Engelske kirkes skatte fra de Nomanniske erobrerere.

Både i Peterborough og Ely var Danerne hurtigere end William: "Så tændte de ild og brændte alle munkernes huse og hele byen undtagen et hus. Så kom de ind gennem ilden ved Bull-hithe-porten; hvor munkene mødte dem og bød dem fred. Men de så ikke på nogen. De gik direkte ind i kirken, klatrede op på det hellige alter, tog diademet af Vor Herres hoved, alt af rent guld, og greb det beslag, der var under hans fødder, hvilket var alt rødt guld. De klatrede op i kirketårnet og skaffede sig adgang ned til bordet, der var skjult der, som altsammen var guld og sølv, greb to gyldne skrin og ni af sølv og tog femten store kors af guld og sølv; Kort sagt greb de så meget guld og sølv, og så mange skatte, i penge, i klæder og i bøger, som ingen kunne fortælle det til en anden; og sagde, at de gjorde det på grund af deres tilknytning til kirken." - "De to konger, William og Sweyne, blev nu forsonet; og Danerne drog ud af Ely med hele den før nævnte skat og bragte den bort med dem." - "Derefter, på grund af deres uforsigtighed og beruselse, blev kirken og alt, hvad der var i den, fortæret af ild.

Kamme fundet i vikingetidens York
Kamme fundet i vikingetidens York. Der er ingen tvivl om at man dengang måtte have et pænt og velkæmmet hår. Foto: Historical Romance Review with Regan Walker.

Anglo Saxon Chronicle for 1075 fortæller om det sidste togt mod England i Svends regeringstid, som var ledet af sønnen Knud og Håkon Jarl. Da de ankom til England var det oprør, som de ønskede at støtte, allerede nedkæmpet. De nøjedes med at plyndre domkirken i York og derefter drage hjem igen: "Det var Earl Roger og Earl Ralph, der var ophavsmændene til dette plot; og som lokkede Briterne til dem og sendte bud øst til Danmark efter en flåde for at hjælpe dem. Roger drog vestpå til sit jarledømme og samlede hans folk der til kongens irritation." - "Kongen kom bagefter til England og greb Earl Roger, hans slægtning, og satte ham i fængsel. Og Earl Waltheof gik over havet og forrådte sig; men han bad om tilgivelse og gav løsladelsesgaver. Kongen lod ham dog let af, indtil han kom til England; da fik han ham grebet. Kort efter kom der øst fra Danmark to hundrede skibe; for hvilken der var to kaptajner, Cnute Swainson og Earl Hacco; men de vovede ikke at indlade sig i kamp mod Kong William. De sejlede hellere til York og brød ind i Saint Peter's Minster og tog mange skatte med sig og drog så væk." - "Og kongen var så i Westminster, midt om vinteren; hvor alle de Briter blev fordømt, som var til bryllups-øl i Norwich. Nogle blev straffet med blindhed; nogle blev drevet fra landet; og nogle blev trukket til Skandinavien. Så var forræderne mod Kong William dæmpet."

Sønner, Døtre, Hustruer og Friller

Svend Aggesen skriver om Sven Estridsen: "Almuen kaldte ham kongefaderen, fordi han havde så stort et kuld sønner, af hvilke fem i rad bar Danmarks krone." Senere kilder nævner 17 sønner af Svend Estridsen. Det er så mange at vi må tro at de statistiske lover gælder, således at der også må have været omkring 17 døtre. Derfor må vi tro at Svend havde flere end 30 børn, som nåede voksenalderen.

Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde
Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde er en af Danmarks ældste kirker. Dele af murværket kan føre tilbage til Svend Estridsens tid omkring 1080. Foto VisitRoskilde

Det er kendt at Svend avlede alle disse børn med flere forskellige dronninger og endnu flere friller, som elskerinder kaldtes i vikingetiden.

Ifølge Adam af Bremen mødtes Svend og ærkebiskop Adelbert af Hamburg-Bremen ofte ved Ejderen, måske i Hedeby eller Slesvig, hvor bispen forgæves søgte at få Svend til at opgive Danskernes medfødte laster: "Med de samme ord og til samme idræt opmuntrede han også den danske konge, som ofte indfandt sig hos ham, når han opholdt sig ved Eideren, og som da omhyggelig indprentede sig og trolig bevarede i hukommelsen alt hvad ærkebispen fremdrog for ham af de hellige skrifter med undtagelse af, hvad der angik ganen og kærlighed til kvinder; disse sine landsmænds skødesynder kunne kongen ikke overtales til at slippe, medens han i alt andet adlød og føjede ærkebispen."

Hørningplanken
Ved en restaurering af Hørning Kirke mellem Skanderborg og Aarhus i 1896 blev der fundet en ca. 1 m lang træplanke med udskåret ormeslyng på den ene side og svag bemaling på den anden side. Den er nu kendt som Hørningplanken. Det har vist sig, at planken har været en del af en trækirke, som i Svend Estridsens tid - omkring 1050 - blev opført oven på en rig vikingekvindes grav fra ca. år 950. Foto: Docplayer.dk - Den farverige Middelalder.

Adam mente ikke at dette var et sandt kristeligt levned, men Svend kunne ikke gøre for det - mente han - for et sådant usædvanligt begær efter kvinder kom af genetisk bestemte tilbøjeligheder: "Den fortræffelige danske konge led ikke af nogen anden fejl end en umådelig tilbøjelighed til kvinder. Jeg tror ikke, at fejlen lå hos ham selv, men har sin rod i hans folk."

De tidlige middelalder-kongers forhold til mange friller var en fra gammel tid anerkendt praksis, som har været brugt gennem tusind år ikke blot i Skandinavien men i hele den Germanske verden. Det er kendt at også den Engelske kong Æthelred havde sønner med adskillige kvinder foruden sine dronninger.

Den Romerske forfatter Tacitus skrev i det første århundrede om Germanerne hinsides Rhinen: "Alligevel omfattes ægteskabet med alvor, og der er ingen side af deres sæder, som fortjener større ros. For de er næsten de eneste blandt barbarfolkene, der nøjes med en kone - bortset fra nogle enkelte tilfælde, hvor manden - ikke fordi han er særlig kvindekær, men på grund af sin høje byrd - modtager særdeles mange ægteskabstilbud."

Svend Estridsens sønner og døtre
Svend Estridsens sønner og døtre. I forskellige kilder - Adam af Bremen, Saxo, Knytlinge Saga, Albert af Aachen, Svend Aggesen - nævnes ialt 17 sønner af Svend og 3 døtre. Det er sikkert unøjagtigt, men der er ingen tvivl om at der var mange. Det er så mange at de statistiske love må gælde, og derfor må der have været et tilsvarende antal døtre, hvilket vil sige en 12-14 stykker ud over de tre, som er nævnt. Disse sønner er blot dem, som voksede op og efterlod sig et aftryk i historien; i datiden må der også have været mere sagtmodige typer og mange, som døde i barndommen.

Det var af yderste vigtighed at en konge fik sønner, som kunne vokse op og blive fremtidige konger, og det kunne jo mislykkes, hvis han kun havde en kone. Desuden, der kunne være en stor dødelighed blandt unge mænd i de dage. Samtiden måtte have Knud den Store i erindring, som fik tre lovende sønner, der alle døde unge. Alt dette kunne imødegås, hvis kongen fik mange børn - helst sønner - med flere kvinder.

Ydermere - ikke alle kongelige prinser er lige velegnede som ledere. I et valgkongedømme er det helt sikkert en fordel at have flere prinser af kongeligt blod at vælge imellem.

Adam fortæller sine læsere at frille-børnene "som det var skik blandt barbarerne" fik samme arveandel som de ægtefødte. Frille-sønnerne var ligeledes kongsemner næsten på linie med de ægtefødte. Således blev Knud den Stores frille-sønner Svend og Harald konger af henholdsvis Norge og England; Svend Tveskæg var frille-søn af Harald Blåtand; Olav den Helliges frille-søn Magnus blev konge af Norge; Samtlige fem sønner af Svend Estridsens, som efterfulgte ham på tronen, var efter al sandsynlighed frille-sønner; Erik Emune var Erik Ejegods frillesøn.

Ælnod siger om Svends mange sønner: "Nogle af dem satte han til studiet af den guddommelige videnskab (kristendom), andre overgav han til ædelbårne mænd, for at de kunde opdrages hver på sit sted." Adam fortæller om en datter, som hos Saxo hedder Sigrid og hos Aggesen Syrithe, at hun blev gift med Gotskalk, fyrste af Abodritterne og en ivrig forkæmper for kristendommen. En anden datter, Ingrid, blev gift med Harald Hårderådes søn, Olav Kyrre. Adam af Bremen oplyser at en af Svens sønner, Magnus, blev sendt til Rom for der at blive indviet til konge; men imidlertid døde han på rejsen: "Og da Kong Svend havde sendt sønnen af Thora, som hed Magnus, til Rom, for der at lade ham salve til konge, da døde den arme ungersvend undervejs" I et af pave Gregor 7.'s breve til kong Svend fra 1075 meddeler paven, at han er rede til at tage en af kongens sønner i sin tjeneste og gøre ham til fyrste over et kættersk folk.

Vi må tro at når Svend rejste rundt i landet på "gæsteri", som kongerne gjorde i den tidlige middelalder, var der i hver en by arrangeret en pige for ham.
Mønter udstedt af Svend Estridsen
Mønter udstedt af Svend Estridsen fra Næsbyholm skatten som blev fundet ved Næsbyholm syd for Sorø i 1943. De er næsten alle slået af Svend Estridsen.

Mødrene til hans mange børn må have været kvinder af høj status, stormands-døtre; Det er utænkeligt at Danskerne ville have accepteret konger, hvis mødre var døtre af simple bønder eller trælle - tænk blot på kampagnen i Jomsvikinge Saga mod Svend Tveskæg om at han skulle være søn af en mandhaftig bondepige på Fyn ved navn Sy-Æsa.

De danske stormænd har næppe haft noget imod at lægge deres søstre og døtre i Svends seng. Fordelene var indlysende: Det ville give øget indflydelse, og kvinderne kunne føde sønner, som ad åre kunne blive konger, og det har fejet alle betænkeligheder af bordet.

Adams beretning om Svends blodskam og skilsmisse har været en stor udfordring for historikere. Han fortæller at Svend måtte lade sig skille fra sin dronning Gunhild, fordi paven skrev til ham at de to ægtefæller efter kirkens opfattelse var for nært beslægtede: "Således havde den unge Kong Svend fået tre riger at råde over; men da lykken føjede ham, glemte han derover snart det himmelske rige og hjemførte fra Sverrig en hustru, som var hans nærpårørende. Dette syntes hr. ærkebiskoppen såre ilde om; han lod gå bud til den afsindige konge og truede for denne brødes skyld at slå ham med banlysningens sværd, hvis han ikke kom til fornuft. Da blev Kongen rasende og truede med at ødelægge hele Hamborg Stift. Uden at lade sig skræmme af disse trusler, blev vor ærkebisp ved med at irettesætte og formane ham, indtil endelig Danernes tyran bøjede sig for en skrivelse fra paven og gav søskendebarnet skilsmissebrev. Dog var kongen endnu langt fra at låne øre til præsternes formaninger. Så snart han nemlig havde ladet sit søskendebarn fare, tog han sig en mængde andre hustruer og friller."

I Harald Hårderådes Saga finder vi at Svend ægtede Gunhild, som var en datter af den Svend Jarl, som deltog i slaget i Hjørungavåg omkring 986 og faldt i slaget ved Nesjar 1016. Denne Svend var på et tidspunkt gift med Holmfred, som var datter af den svenske kong Olof Skotkonung, som igen var søn af Sigrid Storråde og Erik Sejrsæl, den Sigrid, som med Svend Tveskæg også fik datteren Estrid. Denne Estrid var Svend Estridsens moder. Svend Estridsens hustru, Gunhild, skulle således ifølge den islandske tradition have været hans halv-kusine. Det springende punkt her er, om Gunhild virkelig var datter af Svend Jarl og Holmfred, forstået således at Svend Jarl efter tidens skik kan have haft døtre med mange andre kvinder. I alle tilfælde ville hun have været måske 3-5 år ældre end Svend Estridsen.

Rekonstruktion af Hørning Stavkirke
Rekonstruktion af Hørning Stavkirke på Moesgård Museum i Aarhus. Grundlaget for rekonstruktionen er stolpehuller fra ydervæggene og gulvlag fundet under den eksisterende Hørning kirke, samt Hørningplanken. Den viste stavkirke er inspireret af de "skrabede udgaver" af de norske stavkirker, hvilket ganske sikkert er korrekt. De hundreder af kirker, som Adam taler om må have set meget lignende ud. Foto Sten Porse Wikipedia.

Moderne Dansk lov forbyder kun ægteskab mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linie og mellem søskende. Men i middelalderen førte man sager om incest på grundlag af langt fjernere slægtskab. Der er ingen tvivl om at hvis den Islandske tradition er sand, så havde ærkebispen en stærk sag mod den Danske konge. En berømt senere incest sag var, da den Franske konge i 1215 forsøgte at slippe af med sin Danske dronning Ingeborg - Valdemar den Stores datter - på grundlag af påstand om langt fjernere slægtskab.

Adam skriver at Svends dronning Gunhild var enke efter den Svenske kong Anund - hvilket dog ikke udelukker den islandske tradition - og hun også muligvis hed Gyde: "Den fromme Dronning Gunild eller Gyde, hende, der for slægtskabs skyld var skilt fra den danske konge, og som nu opholdt sig på sine godser hinsides Danmark." Han bliver dog modsagt af en skolie (senere kommentar) i sin egen bog: "Anunds enke Gunild var en, og en anden var Gyde, som faldt for Thora."

Sammenlignet med andre samtidige sager om incest mod kongelige familier er sagen mod Svend Estridsen speciel ved den uforsonlighed, som den blev ført med fra pavens og biskoppernes side. Historikeren Niels Lund fremdrager flere samtidige sager:

Kejser Henrik 2. rejste en incest anklage mod Otto af Hammerstein, den sidste mandlige efterkommer af kong Konrad 1., og hans kone Irmgard. Parret blev bandlyst i 1018, men fortsatte deres samliv. Senere fik de pavelig godkendelse for deres samliv, og en senere kejser, Konrad 2. satte en stopper for sagen.

En anden sag blev rejst af abbed Siegfried af Gorze da kejser Henrik 3. ønskede at ægte Agnes af Poitou. Kejserens jurister anfægtede Siegfrieds slægtskabsberegninger, sagen blev afvist og ægteskabet indgået.

I 1049 truede et concilium i Reims på Leo 9.'s foranledning med at bandlyse et planlagt ægteskab mellem hertug Wilhelm af Normandiet og Matilde, datter af grev Balduin af Flandern. Parret trodsede anklagen og giftede sig, og ægteskabet blev senere legaliseret af pave Nikolaus 2. mod at de opførte et kloster i Caen.
Sejlruter i vikingetiden
Sejlruter i vikingetiden. Især Sverige havde gode forbindelser til Novgorod, Kiev og Konstantinopel. Kort: Keith Torkelsons.

Historikeren J.G.F Ræder har foreslået at Gejsteligheden virkelig var bange for at Svend skulle tilnærme sig den Russisk Ortodokse Kirke. Skandinavien og især Sverige, som Gunhild kom fra, havde meget nære forbindelser med Rusland og Konstantinopel, hvor den russisk ortodokse kristendom var dominerende. Et kongeligt ægteskab havde politiske virkninger, og når Svend ægtede den svenske dronning Gunhild, repræsenterede det en politisk tilnærmelse mellem Danmark og Sverige og dermed en mulig tilnærmelse til den Russisk Ortodokse Kirke, som var paven og Hamburg-Bremen ærkebiskoppen vederstyggelig.

Man kan forestille sig at kredse i Sverige følte sig tiltrukket af denne kristne retning, der bød på adskillige fordele fremfor den katolske tro. Den havde større respekt for de enkeltes folks sprog og skikke, og den blev ikke fjernstyret af et overhoved i udlandet, som den katolske kirke blev styret af paven i Rom.

Adam skrev at Svend "ville hellere svigte religionen end opgive den, han havde ægtet". Det dækker nok ikke over at Svend ville vende tilbage til Odin og Thor, men at han måske ville vende sig fra den katolske tro og favne den russisk ortodokse kristendom.

Svend opgav til sidst og lod sig skille, men det kan efter J.G.F Ræders mening hænge sammen med nylige politiske forandringer i Sverige, hvor kong Stenkil fik andre ideer end den afdøde Emund den Gamle havde.

Vikingetidens dragter
Vikingetidens dragter. Tegning: Museum Sønderjylland.

Et andet sted skriver samme Adam at Svend forsvarede sig mod Harald Hårderådes sønner, indtil de aftalte fred, og Olaf ægtede Svends datter, Ingerid, og Svend ægtede Olafs moder: "Navnkundigst iblandt barbarerne var dengang den danske Kong Svend. Med megen tapperhed holdt han de norske konger, Olaf og Magnus, i skrankerne." Og i en følgende skolie: "Denne ægtede den unge Olafs moder. Men den norske Konge giftede sig med den danske Konges datter, og de sluttede Fred med hinanden." I Haralds Hårderådes Saga fremgår det at Olafs moder hed Thora.

Hos Saxo, som skrev nogle hundreder år senere, er Gunhild blevet til en Svensk kongedatter ved navn Gyda: "Omsider besluttede kongen at vende sit sind fra vellyst og tøjlesløs elskov og at tæmme det ved at pålægge det ægteskabets kyskhed, og for at rive sig løs fra sine mange slegfredkvinder ved at give sig i et sømmeligt ægteskab og holde sig til en, så han ikke yderligere satte sin Kraft til ved sådan løsagtighed, ægtede han, opsat på at få ægtefødte børn, svenskekongens datter Gyda, der var hans frænke, som om det kunde kaldes et virkeligt ægteskab."

Der var ikke evig lykke og harmoni i Svends harem. Adam skriver: "Dog undgik han ikke straffen for dette onde, idet en af hans friller, ved navn Thora, ryddede hans retmæssige dronning, Gyde, af vejen ved gift. Og da Kong Svend havde sendt sønnen af Thora, som hed Magnus, til Rom, for der at lade ham salve til konge, da døde den arme ungersvend undervejs, og efter ham fødte den brødefulde moder ingen anden søn."

Vi har navnene på i hvert fald nogle af Svends dronninger, men der lader sig vanskeligt udlede nogen kronologisk orden af de forhåndenværende kilder.

En dronning Gyda kom fra Sverige, måske Svends oprindelige hustru fra hans landflygtighed i Sverige. Han ægtede den svenske kong Anunds enke Gunhild efter Anunds død omkring 1050, men måtte lade sig skille igen. Gyda blev forgivet af frillen Thora, som muligvis er identisk med Harald Hårderådes enke, Thora, som Svend ægtede nogen tid efter Haralds død i 1066.

Svend Estridsens Død og Begravelse

Kong Svend Estridsen døde af sygdom på kongsgården i Søderup vest for Åbenrå i 1076 i en alder af omkring 58 år. Ælnod skriver: "Men da han selv på det sted, som kaldes Suddatorp, det vil sige: "Dyndbyen", var vandret bort ad den vej, hvorfra ingen kan håbe at vende tilbage, gav man kongeligets jordklump en kongelig begravelse, idet man førte det til den havomflydte ø, som, netop fordi den mest ombæltes af havet, på det danske mål kaldes Søland, til den hovedby, som fra gammel tid har båret navnet Roskilde, det er "Ros kilde", og jordede det der med sømmelig, hædrende jordefærd i den hellige og udelelige Trefoldigheds og den hellige martyr Lucius's kirke, der var bygget med prægtige kvaderstensmure af Svend, den gang biskop ved dette bispesæde. Dette skete i det år efter Herrens menneskebyrd 1074, hvilket var hans kongestyrelses 28. år, den 28. April."

Svend Estridsens grav i Roskilde Domkirke
Svend Estridsens grav i Roskilde Domkirke, da den blev åbnet i 2003. Foto: Vikingeskibsmuseet -Jens Ulriksen.

Imidlertid har Danske historikere påvist at han både sendte og besvarede breve i både 1075 og 1076, hvilket normalt er forbeholdt levende personer. Derfor må Ælnod have husket nogle få år forkert og hans dødsår må være 1076.

Knytlinge Saga fortæller: "Kalf Månesøn siger således i et kvad, som han gjorde om Knud den Hellige, Kong Svends søn, at Kong Svends lig blev i tretten dage ført søndenfra Jylland nordpå til Ringsted med megen pragt og anseeligt ligfølge."

Saxo fortæller at Svend var stærkt alderssvækket, da han døde - hvad der dog ikke har kunnet eftervises på hans skelet de to gange graven har været åbnet: "Omsider blev Svend, som formedelst høj alderdom var bleven såre affældig, angreben af feber ved byen Søderup i Jylland, og det blev hans helsot. Da han mærkede, at sygdommen tog til, og at det led mod døden, samlede han sine sidste kræfter og bad dem, der var hos ham, at sørge for, at han blev begravet i Roskilde, og han lod sig ikke nøje med, at de lovede ham det, men lod dem gjøre deres ed derpå." Det bliver bekræftet af Roskilde Krøniken.

Kongen blev begravet i Treenigheds-kirken i Roskilde, og hans grav har uden tvivl været blandt de fornemste i den gamle Domkirke. Imidlertid, denne kirke findes ikke mere. Hans grav blev flyttet til den nuværende domkirke af brændte teglsten, som Absalon påbegyndte i 1175. Der blev arbejdet på kirken i flere hundrede år derefter, og hvornår flytningen af kongens jordiske rester fandt sted vides ikke.

Svend Estridsens grav i en søjle i Roskilde Domkirke
Svend Estridsens grav i en søjle i Roskilde Domkirke. Den simpelhen et groft udhugget hulrum i søjlen, hvor bagvæggen er muret op med nogle få teglsten. Foto: Danmarks Kirker - Nationalmuseet.

Svend Estridsens jordiske rester findes idag bag Roskilde Domkirkes højalter indemuret i den sydøstlige søjle omkring 10 cm over gulvet. Sammenlignet med de pragtfulde monumenter over Oldenborger kongerne, som også findes i kirken, er graven utrolig simpel. Der er blot hugget et hul i søjlen, og deri er indsat Svends knogler. Man har kun ulejliget sig med at opmure bagvæggen af hulrummet; de øvrige flader fremtræder stadig råt udhuggede. Hulrummet er lukket med en travertin-stenplade.

Links og Literatur

Roskildekrøniken Heimskringla
Adam af Bremens Kirkehistorie Heimskringla
Svend Aggesen Heimskringla
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Heimskringla og andre sagaer Nettsted olhov.net
Danske mønter som historisk kildemateriale i 1000-tallet af C. J. Becker.
Magnus den godes saga Heimskringla
Saxo Grammaticus Heimskringla
Full text of "Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner" Archive.com
Numismatiske bidrag til Danmarks historie i 1040'rne Niels Jørgen Jensens & Mogens Skjoldagers Dansk Mønt
The Danish History, Books I-IX by Grammaticus Saxo Project Gutenberg
The Chronicle of Florence of Worcester Harvard College Library
William of Malmesbury's Chronicle of the kings of England. Archive.org
Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner J. G. F. Ræder
Nettsted: www.olhov.net
Page:The Anglo-Saxon Chronicle Wikisource
Harald Hårderådes Saga (C.C.Rafn) Heimskringla
Løgstør grunde og Frederik den syvendes Kanal af N.H. Lindhard
Bremdal lokalhistorie Vikingetiden
The Anglo-Saxon Chronicle: Eleventh Century Yale Law School Library
Ælnods fremstilling af Knud den helliges historie Heimskringla
Svend Estridsens hustru Vikingetidens Konger
Stifternes Pillegrave Roskilde Domkirke - Nationalmuseet
DNA reveals warriors brought their women when raiding British Isles Mail Online
Hearg, Vé og Stavkirker Verasir
"En medfødt last hos dette folk" af Vivi Jensen - Skalk 2015 nr. 2.
"Myten om prins Svend" kronik af Kurt Villads Jensen Skalk 2001 nr. 2
Danmarks Historie 4 - Ole Fenger - Gyldendal og Politikken.
Snorres Heimskringla - Nationaludgave Oslo 1930.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Illustreret Danmarkshistorie for Folket 9. del af Claus Deluran - Ekstrabladets Forlag.
Svend Estridsen - Lasse C.A. Sonne & Sarah Croix (red) - Syddansk Universitetsforlag 2016.
Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner - J.G.F. Ræder - Boghandler H. Hagerups Forlag 1871.

Tilbage til start af artikel

20170912

Passed W3C Validation