Forside DH-Debat
25. Svend II Estridsen

26. Danmarks Historie - Harald III Hen

Indledning - Svend Estridsens Sønner - Haralds love - Harald Hen - Danmark i tidlig Middelalder - Harald Hens død og begravelse - Links og Litteratur -

Indledning

Isefjorden Isefjorden hvor ledingflåden samledes til kongevalg ved Isøre i 1074 - sandsynligvis ud for Rørvig. Harald blev valgt i konkurrence med sin lillebroder Knud, som senere fik tilnavnet "den Hellige". Fra Google Map.

Harald Hen blev valgt som konge af Danmark i 1074 og regerede indtil 1080. Kongehusets hjemmeside mener at han blev valgt som medkonge allerede to år før sin faders, Svend Estridsens, død, hvad der ikke lyder usandsynligt. Det er formentligt også sandt at han hele sin regeringstid måtte forsvare sin position mod sine mange talentfulde og ambitiøse brødre. Som sin samtidige, den Norske konge Olaf Kyrre, hvor tilnavnet betyder den fredsommelige, var han en fredselskende konge, som, så vidt vi ved, ikke førte store krige mod andre folk.

Svend Aggesen forklarer Haralds tilnavn, Hen, som hans "villige sindelags blødhed". Det antages at Hen betyder en blød sten, en slibesten. Knytlinge Saga beretter at hans broder Knud efter sit kongevalg på Viborg Ting sagde: "I Danske lønnede min broder Harald for den eftergivenhed og mildhed, som han viste imod eder, med at I kaldte ham Harald Hein, og gav ham det navn, for at spotte ham; men nu skal jeg lønne eder for det, at I så ilde gengældte ham hans godhed, thi jeg skal nu være eder en kampesten, som er hård tilfulde."

Det ser ud som om at Harald fortsatte den politiske linie, som hans fader havde fulgt. Som sin fader arbejdede han på at skabe et selvstændigt Skandinavisk ærkesæde, men stadig uden held. Han bevarede den Danske konges gode og direkte forbindelser til pavestolen. Han fortsatte med held arbejdet med at forbedre det Danske møntvæsen. Møntfund fra hans tid indeholder næsten kun Danske mønter, ingen eller få udenlandske og meget lidt sølv, som ikke er slået til mønter.
Tidslinie for Danmarks historie
Tidslinie for Danmarks historie baseret på Kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald en del af Danmark omkring år 917. Det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier, da det giver et godt overblik.
Knytlingerne har fået deres navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud I og var far til Gorm den Gamle. Magnus den Gode var søn af den Norske katolske helgen, Olav den Hellige; hans regeringstid fremstår som et interregnum til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid. Svend Estridsen var sønnesøn af Svend Tveskæg.
De rivaliserende konger, Sven, Knud og Valdemar var alle kongsemner som nedstammede fra Svend Estridsen, men perioden fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, vistnok de fleste, medregner kun Valdemar I den Store, hans søn Knud VI og Valdemar II Sejr til Valdemarerne. Men ingen har patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik IV Plovpenning, Abel og Christoffer I - indtil Christoffer II, som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar IV Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans datter Margrete I og hans barnebarn Oluf. Man kan sige at Valdemar Atterdag lagde grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborgere var også Unions konger, men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde var et markant vendepunkt i landets historie. Som en følge af den lutherske reformation overtog kongerne den trediedel af Danmarks jord, som havde tilhørt kirken. Denne rigdom gjorde det muligt at skubbe den gamle adel til side og etablere enevælden, som var en hovedårsag til Danmarks historiske nedgang. En demokratisk Grundlov blev indført i 1848 uden blodsudgydelser.
Den Oldenborgske linie uddøde med den barnløse Frederik VII i 1863. Tronen blev overtaget af Christian IX af Glücksborg.

Han er bedst kendt for den måde, han blev valgt på. I konkurrence med sin få år yngre broder, Knud, blev han udpeget som konge af den Danske ledingflåde, forsamlet ved Isøre i Isefjorden, idet han lovede at overholde visse betingelser, som bestod i at han ville respektere "Haralds love".

Svend Estridsen og hans Sønner
Svend Estridsen dynastiet. Svend og hans fem sønner, som alle blev konger efter ham. Efter dem kom Erik Emmune, som var søn af Erik Ejegod, og Erik Lam, som var var søn af Håkon Jarl og Ragnhild, som sandsynligvis var datter af Erik Ejegod.

Svend Estridsens Sønner

Svend Estridsen må ganske givet have været klar over den fare, som hans mange ambitiøse og godt begavede sønner kunne blive for rigets fred efter hans død. Ælnod skriver at han havde planer med hver især af sine sønner: "Nogle af dem satte han til studiet af den guddommelige videnskab, andre overgav han til ædelbårne mænd, for at de kunde opdrages hver på sit sted." Han satte Harald og Knud i spidsen for flåder, som han sendte mod England. En søn ved navn Magnus, sendte han til Rom for at han der kunne blive salvet som konge; men, som Adam fortæller, døde han på vejen.

Døbefonten i Mørke kirke
Døbefonten i Mørke kirke mellem århus og Randers er en af landets ældste stenfonte. Fonten er fint hugget med et lidt sært dyr. Foto Mørke Kirke.

Eftertiden ved at hans frygt var velbegrundet. Efter hans død kom det virkelig til alvorlige gnidninger mellem sønnerne. Man kan ane at de var delt i to partier. Harald Hen, Oluf Hunger og til dels Niels var konservative typer, som ønskede at følge landets gamle love, tage behørig hensyn til bønderne og bevare freden; Knud den Hellige og i mindre grad Erik Ejegod var mere ambitiøse, selvretfærdige og kompromisløse i deres bestræbelser på at inddrive skatter, modernisere lovene, generobre England og føre krig mod folk langs Østersøkysten.

Knytlinge Saga fortæller at Svend bad Danskerne om tilladelse til at udnævne sin efterfølge for at undgå ufred og borgerkrig mellem sønnerne: "Da Kong Svend havde hersket over Danmark i ni og tyve år efter kong Magnus den Godes død, var han øster ovre i Jylland; han lod da lyse til tinge, og der kom en stor forsamling; og da tinget var sat, talte Kong Svend således: "Gud lønne og takke eder Danske for den kærlighed og hørighed, som I så længe have vist mig; jeg venter at jeg end kan gøre regning på samme i en sag, som jeg holder for at være af megen vigtighed. Jeg har holdt de gamle love mod eder Danske; men nu er der en ting, hvori I ville holde for, at jeg går udenfor lovene, og det er også virkelig tilfældet. Det er nemlig min bøn til eder, at I ville tillade mig at udnævne min eftermand i regeringen. Grunden til at jeg beder derom, er, at jeg har mange og vel begavede sønner, og jeg vil heller skifte riget og kongedømmet imellem dem, end at de skulle siden holde ufred indbyrdes, og der for den sags skyld skal blive krig og urolighed i landet." Kongen talte ikke meget, men da han havde talt, gav folket sit lydelige bifald til kende, og formedelst den vennesælhed og yndest, hvori han stod hos hele folket, tilstod alle ham hans bøn, og det blev da ved lov vedtaget og ved våbentag stadfæstet, at Kong Svend skulde kåre den af sine sønner, som han selv ville, til konge efter sig i Danmark."

Kongestenen ved Isøre
Kongestenen ved Isøre: "Isøre Ting kåredes Harald Hen år 1076 til Danmarks konge og Niels år 1104". Foto VisitOdsherred.

Det bliver delvist bekræftet af Wilhelm af Malmsbury, som skriver: "Sweyn, da han var nær sit livs ende, bandt alle indbyggerne med den ed at eftersom han havde fjorten sønner, skulle de give kongeriget til hver af dem i rækkefølge, så længe problemet bestod. Ved hans død efterfulgte hans søn Harold ham i tre år". Wilhelm uddyber ikke hvilken rækkefølge, men Ræder mener at det var efter alder.

Robert af Elgin skærper betingelserne yderligere. Han tilføjede nemlig, at, hvem der handlede mod den vedtagne lov, "skulde straffes med den evige forbandelse, og sønnerne måtte bekræfte loven med en hellig ed."

Vi kan tro at det berømte kongevalg ved Isøre - som Saxo og Svend Aggesen beretter om - fandt sted, medens Svend stadig var i live og havde til formål at udpege en medkonge blandt hans sønner, som senere ville blive enekonge efter Svends forventede død, således som Svend i sin ungdom havde set det ske i England mellem Hardeknud og Edward Bekenderen. Den udvalgte blev sandsynligvis derefter lovformeligt hyldet på alle landstingene. Den usædvanlige fremgangsmåde skulle sikre landets enhed ved at det blev den samme konge, som blev valgt i hele landet.

Knytlinge Saga fortæller at Knud var Svend Estridsens favorit: "Derpå tog Kong Svend igen til orde, og sagde så: "Harald er, som I vide, den ældste af mine sønner i antal af år, men Knud er den raskeste af sind og den fuldkomneste i legemsfærdigheder af alle mine sønner; han er nu også prøvet i en hærs anførsel, han tykkes mig dueligst til konge af mine sønner, og ham vil jeg kåre til konge efter mig." Det lyder sandsynligt, da Svend mindst to gange havde sat Knud i spidsen for ledingflåder, blandt andet mod England.

Gunhildskorset
Gundhildskorset udstillet på Nationalmuseet. Processionskors af hvalrostand - sikkert fra Grønland - med indskrift fra omkring 1050. Kun navnet Gunhild er skrevet med runer, og den lange indskrift er skrevet med latinske bogstaver. Ifølge indskriften er korset lavet af håndværkeren Liutger for Helena, også kendt som Gunhild, Kong Sven Magnus' datter. Nogle mener at der også kan være tale om Svend Grathes datter. På korsets forside har der oprindelig været en Kristusfigur og korsenderne er udformet som medaljoner med kvindefigurer, der symboliserer henholdsvis Livet (øverst) og Døden (nederst), den sejrende Kirke (til venstre) og den slagne Synagoge (til højre). Foto Christer Hamp.

Ifølge Ælnod fandt der en slags valgkamp sted mellem Harald og Knud: "Men da de to kongsemner Harald og Knud, han, som snart skulde få navnet Kanutus, tvistedes om ret til herredømmet, blev Harald, både fordi han var ældst af år og fordi han tyktes mere sagtmodig i sin optræden, ved hele folkets valg indsat til konge og udråbt til Danmarks fyrste med ønsket om langt og lykkeligt liv".

Saxo er meget utilfreds med valgresultatet: "Således vandt han ved sine søde ord folkets gunst, så det lagde mere vægt på hans falske løfter end på Knuds aldrig overvundne tapperhed, og striden imellem brødrene, der øgedes ved, at nogle holdt med den ene og andre med den anden, blev således afgjort uden voldgiftsmænd og dommere blot ved deres tilhængeres stemmer. Støttende sig til den ukyndige og vildledte mængde lod Harald straks ved sendemænd sin broder vide, at han ikke burde tragte efter kongemagten, der var blevet tilkendt ham som den ældste."

Claus Deluran foreslår at man kalder Knuds parti for Vikingepartiet og Haralds parti for Fredspartiet. Vikingerne ville fortsætte forsøgene på at holde sammen på Danmark, Norge og England - og det ville koste mange penge, medens Fredspartiet hellere ville tage det med ro og nyde freden.

Haralds Love

Danmarks høvdinge valgte Harald frem for Knud, fordi de ikke brød sig om ovenud selvsikre og aktivistiske konger, som de frygtede ville indføre en mængde nye og bekostelige love, regler og store projekter - hvilket også var, hvad Knud gjorde, da han senere blev konge.

Detalje af Gunhildskorset
Detalje af Gunhildskorset, som er udstillet i Nationalmuseet. Den nederste medaljon symboliserer døden. Navnet Gunhild er skrevet med runer. Korset er skåret af Grønlandsk hvalrostand. Foto Christer Hamp, som har en stor hjemmeside om runer.

Harald vandt landets høvdinge for sig, fordi han lovede at overholde "Haralds Love". Vi bemærker at Ælnod ikke skriver direkte at denne Harald gav lovene, men blot at han stadfæstede dem: "Efter at Harald var kommen i besiddelse af den fædrene magt, lod han det sig være magtpåliggende i høj grad at imødekomme folkets ønsker og ikke blot at udvælge for det de love og retsregler, som det kunne ønske sig, men også med sin kongelige myndighed at fastslå dem, han havde udvalgt, til overholdelse for efterkommerne. Derfor har de danske indtil den dag i dag, hver gang de har valgt eller villet vælge sig en konge, til denne stillet det krav, at han skulle overholde de love, Harald havde stadfæstet, og de roser og priser ham stadig som fredens og den offenlige friheds fader på grund af de love, han har indrømmet dem."

Den engelske krønikeskriver, Radulfus Niger, som er ganske godt oplyst om Danske forhold, rapporterer således: "Efter Sven blev Harald konge i Danmark; han stadfæstede lov og ret, som en anden Harald havde fastsat."

Vi må tro at den anden Harald, som Radulfus hentyder til, må have været Harald Blåtand eller Svend Tveskægs ældste søn, Harald Svendssøn.
Danmarks landsting i middelalderen
Danmarks landsting i middelalderen. Vi kan tro at oprindelig havde hvert "land" sin egen lovsamling, som blev husket af en lovsigemand, som vi kender ham fra Island. I Harald Hens tid var Danmark stadig inddelt i "lande" med hver sin lovsamling, Jyske Lov, Sjællandske Lov og så videre, som de kunne ændre, som deres tingforsamlinger fandt passende. En ny Dansk konge skulle hyldes på alle landsting for at blive konge af Danmark, og det var ingen tom formalitet. Ganske få år efter Harald Hens tid blev landet som en fuldstændig selvfølgelighed delt mellem Svend, Knud og Valdemar, idet forskellige landsting foretrak forskellige kandidater.
Det ses let at se Nørrejylland er det største "land". Derfor, hvis en kandidat blev valgt der først, havde han et stærkt argument på de andre ting. Mange skjaldevers indikerer desuden at Knytlinge kongerne var Jyders konger, dvs. Jylland var deres oprindelige rige, som "Hardegon søn af en vis Svend" først erobrede.
I løbet af middelalderen blev landstingenes rolle reduceret, og de endte som rene domstole, der blot skulle dømme efter de love, som kongen af Danmark havde givet. Tegnet af Vesconte2 på wikipedia.

Derimod skriver Svend Aggesen udtrykkeligt og Saxo delvist at Harald gav egentlige love fælles for hele Danmark på selve tinget ved Isøre, hvilket ville være meget usædvanligt, fordi de Danske landskaber, Jylland, Sjælland og Skåne, havde deres egne lovsamlinger i form af Jyske Lov, Sjællandske Lov og så videre. Aggesen skriver: " - forresten var han den første konge, der foreskrev Dansken love ved sin udnævnelse på nysnævnte sted." Saxo skriver: "Derhos lovede han, at han, hvis de satte ham på tronen, ville afskaffe de strenge love og efter deres eget tykke sætte milde og lempelige love i deres sted. Da han gav så store løfter om ting, de i så høj grad ønskede, lod de sig dåre af hans giftige smigertale og udråbte ham til konge".

Tingsted
Tegning af et middelalderligt tingsted af Olaus Magnus fra 1531. Tingets medlemmer, de såkaldte stokkemænd sidder på en stok, som er en bjælke, og lytter til de fremmødtes forklaringer. Det er så vidt vides den eneste samtidige afbilding af et nordisk ting. Olaus Magnus var en katolsk ærkebiskop i Östergötland i Sverige, som samtidig var etnolog og kartograf. Efter reformationen flygtede han først til Danzig og senere til Venedig og Rom. Under sin landflygtighed skrev han det meget fantsifulde værk "Historia de Gentibus Septentrionalibus" om de nordiske folks historie.

Ælnod af Canterbury, som skrev meget positivt om Harald, var øjenvidne til Knuds skrinlæggelse i Odense i 1101, men han synes derimod ikke at have overværet optagelsen af hans ben i 1095. Derfor må hans ankomst til Odense have været mellem disse to årstal; hvilket vil sige godt 25 år efter kongevalget ved Isøre. Radulfus, Aggesen og Saxo derimod, skrev først i Valdemarstiden knap hundrede år efter Haralds regeringtid.

Vi må tro at når Harald Hen lovede at overholde "Haralds love" betød det simpelthen at han lovede at respektere landets traditionelle gamle love, idet dette udtryk blot betegnede almindelig velkendt lov og ret. Lignende udtryk kan man finde senere i middelalderen med lignende betydning. Med "Valdemars love" mente man de gamle overleverede love. I Norge kunne man tale om "St. Olafs lov", som betegnelse for den almindelige velkendte retsorden i landet.

Kejserens Canossa-gang
Kong Henrik 4. med sin husru og søn ventede i 3 dage uden for borgen Canossa nær Parma i Italien.
Pave Gregor 7. som var pave i Rom fra 1073 til 1085, som inkluderer Harald Hens regeringstid, arbejdede for at kun kirken og ikke konger og kejsere skulle kunne udnævne biskopper og præster. Henrik 4. prøvede at afsætte ham, men paven svarede igen med banlysning. Kejseren måtte begive sig til borgen Canossa, hvor paven opholdt sig, og bede om tilgivelse for sine overgreb mod den katolske kirke. I tre dage, fortælles det - muligvis lidt overdrevet - knælede kejseren barfodet i den værste vinterkulde kun iført en uldkappe foran porten til borgen og bad grædende om tilgivelse; først den fjerde dag blev han tilgivet. Denne begivenhed har givet anledning til udtrykket Canossa-gang. Striden mellem pave og kejser udviklede sig senere til at der en overgang var to kejsere og to paver.
Harald Hen fortsatte efter alt at dømme sin faders politik med at knytte Danmark så direkte som muligt til pavestolen og bestræbe sig på at undgå Hamburg Bremen og dermed kejseren. I sin strid med kejseren havde Gregor en betydelig interesse i et stærkt kongdømme nord for kejserens rige, og han sendte flere breve til både Svend Estridsen og Harald og den Norske konge Olaf Kyrre. Træsnit af John Foxe 1563 fra Wikipedia.

Det er nemt at forstille sig at Saxo, Aggesen og Roskilde Krønikens forfatter har ladet deres beretninger farve af politiske modsætninger i deres egen tid. Historikeren Jørgen Olrik mener: "Modsætningen mellem Harald og Knud er tillige modsætningen mellem de to åndsretninger, som fra denne tid til langt ind i 12. årh. brødes i Danmark: den konservative retning, der ikke ønskede ændringer i den gamle retstilstand og således også ved kongevalget holdt på den nedarvede skik at tage ældste kongesøn til konge; og den reformivrige, mere kirkevenlige retning, der ønskede at fremme en stærk kongemagt og i det hele udvikle rigsenheden. Dommen over Harald Hen og hans kongegerning falder derfor såre forskelligt efter historieskrivernes partistandpunkt. Kun Ælnod er ret upartisk, medens den konservative retnings heftige talsmand, Roskildekrønikens forfatter, priser ham (Harald) i høje toner som en herlig mand og retfærdig styrer, og Sakse lige modsat dadler ham for hans slaphed og karakteriserer ham som et hængehoved."
Skånske lov fra omkring 1300 skrevet med runer
Sider af Skånske lov fra omkring 1300 skrevet med runer. Foto: Tekster fra Danmarks middelalder og renæssance 1100-1550 - på dansk og latin.

Vi ved meget lidt om hvilke dele af de Danske love, som i særlig grad var omstridte. Hverken Aggesen eller Saxo kommer mere præcist ind på, hvad det var for nogle love, som Harald ville lempe. Den eneste indikation, som vi kan finde på, må være at han stod i modsætning til sin broder Knud, og man kan tænke sig at hvad Knud senere indførte, da han kom til magten, må groft taget være, hvad hans rival Harald lovede at lempe eller ikke at indføre, da han blev konge.

Knud forøgede de kongelige indtægter på mange måder, da han blev konge. Han opkrævede "nefgjald", som synes at have været en slags personskat, der skulle betales af alle; han indsatte sine hirdmænd som mere effektive forvaltere på de kongelige godser; han øgede satserne på forskellige bøder, såsom fredkøbsbøden og ledingsbøden, som skulle betales af henholdsvis drabsmænd og folk, der havde forsømt deres ledingspligt; han søgte at opkræve betaling for brug af skovene, han søgte at indføre tiendeafgifter til kirken; han virkede generelt for moderne kirkelig inspireret lovgivning - mellem alt dette må Haralds løfter og lempelser findes.

Roskilde Krøniken skriver om indholdet af Haralds love: "Harald Svendsøn, en ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene." Hvilket må betyde at efter de gamle love havde alle ret til at bruge skovene. Imidlertid, nogle mægtige mænd - hvem det så var - havde uretmæssigt tilegnet sig denne ret for dem selv alene. Men Harald førte brugsretten tilbage til det almindelige folk, som de gamle love foreskrev.

Vi bemærker at Svend Aggesen mener at danskernes fælles ret til skovene blev indført under Svend Tveskæg som tak, fordi folket løskøbte ham fra Vendisk fangenskab med indsamlet sølv og guld: "Ved denne lejlighed fik de Danske for første gang skove og lunde i fælledsskab." Men vi kan tænke at fællesskabet om skovene i virkeligheden er endnu ældre.

Urnehoved Ting
Urnehoved Mindepark er anlagt øst for Bolderslev. Den nøjagtige placering af Urnehoved Ting kendes ikke i dag, men det menes at det lå i Bjolderup Sogn sydvest for Åbenrå. Urnehoved Ting var tingsted for Sønderjylland. Foto Grænseforeningen.

Saxo derimod mener at det særlige ved Haralds love var at det indførtes at anklagede fik ret til at rense sig ved ed: "Harald blev nu mindet om at holde, hvad han havde lovet, og efter at have holdt rådslagning i otte dage brugte han sin kongelige myndighed til at hæve almuens magt, idet han først og fremmest gav en lov, i henhold til hvilken den anklagede fik ret til at tage til genmæle og forsvare sig, inden klageren fik fremført, hvad han havde til støtte for sin klage. Medens det nemlig tidligere ikke havde været tilladt at rejse indsigelse imod vidnefast søgsmål, fik den anklagede nu ret til at gendrive sagsøgerens klagemål med ed."

Vi husker at i 1041 i England anklagede kong Hardeknud Godwin Jarl for at have myrdet Hardeknuds halvbroder, Alfred, men Godwin rensede sig for anklagen ved ed, hvilket vil sige at nogle tylvter - altså nogle dusin - uberygtede, ærlige mænd svor på at Godwin Jarl var en ærlig mand, som aldrig kunne finde på at gøre sådan noget.

Datidens mænd vogtede meget nøje over deres ære, og selvom nogle eventuelt vidste bedre i en sag, som var afvist ved ed, skulle de være endog usædvanlige modige for at sige at så mange ærekære, velbevæbnede og beslutsomme mænd var fulde af løgn.

Fortalen til Jyske Lov
Den berømte fortale til Jyske Lov:
"Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.
Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde."
Foto og tekst fra Wikipedia

Mange historikere mener at Saxo bytter om på tidens traditionelle lov og ret og kirkens reform-bestræbelser i hans egen tid.

Det var ikke sådan at Harald introducerede forsvar med ed, som en ny procedure, der fortrængte de traditionelle vidnebeviser. Forsvar ved ed havde man brugt i både England og Skandinavien i århundreder, og Harald lovede blot at respektere de gamle loves bestemmelser.

Vidner var derimod et nyt element. Netop på Saxos tid - hundrede år senere - arbejdede kirken for at introducere vidneførsel i retssager, således som det er nævnt i Bibelen, blandt andet i Matthæus 18-16: "Men hører han dig ikke, da tag endnu een eller to med dig, for at "hver sag må stå fast efter to eller tre vidners mund."

Harald Hen

Flere historikere anfører at Harald var omkring 36 år gammel, da han blev konge og således var født omkring 1038, når vi antager at han blev konge i 1074. Forfatteren kan ikke finde den oplysning direkte nævnt i kilderne, den må bygge på en antagelse om at Svend fik sin første søn, da han var omkring 20 år gammel, hvilket lyder meget rimeligt. På dette tidspunkt opholdt Svend Estridsen sig i Danmark hos Hardeknud eller hos kong Anund i Sverige.

Harald Hen på gammelt kobberstik
"Kobberstik af Harald Hen fra perioden omkring 1500-1795. Fra Det Kongelige Bibliotek. Det har formentlig ingen portrætlighed.

Svend havde flere hustruer og mange elskerinder. Moderen til Harald er ikke kendt.

Der er en lidt underlig bemærkning i Knytlinge Saga. Stormanden Eivind Bifra opsøgte Knud efter Haralds valg til konge for at få Knud til at acceptere valget og bevare freden: "Knud svarede ikke straks, men tog dog omsider til orde, og sagde således: "Jeg vil vælge det, som vil synes eder mindre mandigt, at jeg vil modtage det vilkår, at opgive kongenavnet, hellere end at slås med min broder Harald om riget, og lad så Gud skifte os imellem!" Det lyder, som om Knud havde en forventning om at Harald kunne dø i løbet af nogle få år; enten fordi han havde dårligt helbred, eller fordi han var signifikant ældre end Knud. Måske var der en grund til at hele folket ønskede Harald et langt og lykkeligt liv: "Harald, både fordi han var ældst af år og fordi han tyktes mere sagtmodig i sin optræden, ved hele folkets valg blev indsat til konge og udråbt til Danmarks fyrste med ønsket om langt og lykkeligt liv." som Ælnod skriver.

Både William of Malmesbury og Florence af Worcester skriver ret udtrykkeligt at den Osbern eller Asbiorn, som ledede en Dansk flåde mod England, var Svends broder.

Knytlinge Saga fortæller at Harald var gift med en datter af Asbjørn Jarl, jarl af øerne. Harald skulle således muligvis have været gift med sin kusine, som nogle mener at vide hed Margrete. Det er ikke kendt at de har fået børn.

Haltdalen stavkirke
"Haltdalen stavkirke fra omkring 1100. Oprindelig stod den i Haltdalen omkring 65 km sydøst for Trondheim, men nu står den i Sverresborg Museum i Trondheim. Der står en kopi i Haltdalen. De allerfleste kirker på Harald Hens tid var trækirker og mange har lignet kirken fra Haltdalen. Trækirkerne er bevaret langt bedre i Norge end i Danmark. Foto J. Morten Dreier Wikipedia

Det er dog underligt at vi ikke hører om protester fra præster og biskopper på grund af ægteskabet mellem to så nært beslægtede. De gejstelige var jo meget oprørte, da hans fader nogle få år før ægtede en kvinde, som han var langt fjernere beslægtet med. Derfor, Harald var nok ikke gift med sin kusine. Det bliver understøttet af at Knytlinge Saga andetsteds anfører at Svends broder og Haralds svigerfader ikke var den samme: "I denne nat havde høvdingerne møde og råd; der var Harald Svendsøn, og hans svigerfader Asbjørn Jarl, kongens broder Bjørn, Eyvind Bifra og mange andre af deres venner, som ville tage Harald til konge."

Harald Hen er bedømt meget forskelligt af krønikeskriverne alt efter hvilken "åndsretning" - for at bruge Olriks ord - eller parti, de tilhørte. Når man læser Knytlinge Sagas, Saxos og Aggesens angreb på Harald, kommer man nemt til at tænke på den moderne kampagne mod den Amerikanske præsident Donald Trump.

Ulvdal Stavkirke indvendig
Alteret i Ulvdal Stavkirke nær Hardangervidda. Alle flader er udsmykket, hvilket sikkert var almindeligt i jernalderen og vikingetiden. I de lidt senere danske landsbykirker af sten var væggene også rigt udsmykket med kalkmalerier. Det var først med reformationen vi fik de asketiske hvidkalkede vægge i kirkerne. Foto Ulvdal Stavkirke

Knytlinge Saga omtaler Harald som en ængstelig og dybt indadvendt person: "Kong Harald var en stille og tilbageholden Mand, sagtfærdig og uanseelig; han var taus og talte ikke offentlig, hvorfor andre for det meste måtte føre ordet for ham på tingene; han var ikke meget skikket til at afgøre noget af vigtighed; han var ikke nogen kriger, men fredelig og sagtmodig imod folket og viste kun liden myndighed, så at enhver gjorde i landet næsten, hvad han ville."

Den gamle kriger, Saxo, mener også at Harald var en svag og konfliktsky konge: "Harald gik for øvrigt i den grad op i andagtsøvelser, at han for dem forsømte at våge over, at de love, han gav, blev strengt overholdte; som følge af den slaphed, hvormed de håndhævedes, gjorde alle ustraffet, hvad fortræd de ville, og alt værn for ret og retfærdighed blev kuldkastet. Han betænkte ikke, at Gud finder mere Behag i, at en konge forvalter sit rige rettelig end giver sig tom overtro i vold, i at han strengt våger over retfærdigheden end søger at tækkes ham ved en overflod at bønner, ja, at Gud Herren lettere forsones ved at man fremmer ret og retfærdighed, end ved at man ofrer ham røgelse, at han synes bedre om, at man slår synden ned, end at man slår sig for brystet, at han hellere ser en Konge tvinge lasterne i knæ end ham selv knæle, og at håndhævelsen af fattigmands ret er ham kærere end noget som helst offer. Thi skønt en konge rettelig bør lægge vind på religionen, sømmer det sig dog stundom bedre for ham at sidde i dommersædet end at knæle for alteret."

Vikingehær fra 1000 tallet fra gammelt fransk håndskrift
Vikingehær fra 1000 tallet afbilledet i det franske håndskrift Miracula Sancti Albini fra samme tid. Ledingflåden ved Isøre var sikkert klædt og bevæbnet på samme måde. Foto Wikimedia Commons.

Aggesen lægger heller ikke fingrene imellem: "Af sin tosse-godhed fik han tilnavnet slibesten."

Men Roskilde Krønikens forfatter har en helt anden mening. Han er helt klart på samme side som Harald Hen: "Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på tronen, og herskede i 7 år; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormsøn, og den fjerde denne Harald Svendsøn, en ypperlig mand og såre retfærdig hersker."

Odense munken Ælnod af Canterbury, som skrev omkring 25 år efter Haralds regeringstid, var efter alt at dømme ret objektiv i forhold til partistriden, og han giver også Harald et godt eftermæle: "Men da de to kongsemner Harald og Knud, han, som snart skulde få navnet Kanutus, tvistedes om ret til herredømmet, blev Harald, både fordi han var ældst af år og fordi han tyktes mere sagtmodig i sin optræden, ved hele folkets valg indsat til konge og udråbt til Danmarks fyrste med ønsket om langt og lykkeligt liv." - "Efter at Harald var kommen i besiddelse af den fædrene magt, lod han det sig være magtpåliggende i høj grad at imødekomme folkets ønsker og ikke blot at udvælge for det de love og retsregler, som det kunne ønske sig, men også med sin kongelige myndighed at fastslå dem, han havde udvalgt, til overholdelse for efterkommerne. Derfor har de danske indtil den dag i dag, hver gang de har valgt eller villet vælge sig en konge, til denne stillet det krav, at han skulle overholde de love, Harald havde stadfæstet, og de roser og priser ham stadig som fredens og den offenlige friheds fader på grund af de love, han har indrømmet dem."

Mønt udsendt af Harald Hen
Mønt slået i Roskilde af Harald Hen. Kongen lod sig afbilde med et draget sværd. Han er den første danske konge, der bruger dette motiv til at understrege sin magt. Det tyder jo ikke på at han var sådan en veg og ubeslutsom konge, som hans fjender påstår. Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling. Foto Wikimedia Commons.

Adskillige møntfund fra Haralds tid viser at han fuldførte sin faders monetære politik og etablerede et kongeligt møntmonopol; som bestod i en værdifast og ensartet penning efter bedste Europæiske mønster. Møntfund fra hans tid består næsten udelukkende af Danske mønter.

Harald Hen fortsatte med succes sin faders direkte forbindelse til paven. Det er påfaldende hvilken faderlig tone, der præger brevene fra Gregor 7. til Harald. Kongen kaldes i almindelighed "hans elskede søn", medens for eksempel et samtidigt brev til Olaf Kyrre i Norge er koldt og forretningsmæssigt. Olaf kaldes "vestra excellentia", "vestra eminentia" og lignende.

I breve fra 1077-80 opfordrer Pave Gregor Harald til fromhed og til at fortsætte Sven Estridsens politik ved at værne og hædre kirken og at beskytte de fattige, de faderløse og enkerne. Paven udtrykker ønsket om hyppigt at se sendebud fra kongen, som kan fortælle om forholdene i Norden og få instrukser med tilbage. En enkelt gang udtrykte han sin bekymring for kristendommens stilling i Danmark. Præsternes forvaltning af deres embeder havde han intet at udsætte på, men der var mere grund til bekymring for folket, skrev han. Paven havde erfaret at Danskerne gav præsterne og kvinderne skylden for dårligt vejr og sygdomme, og han bad Harald ændre disse tilstande.

Pave Gregor 7. i et gammelt håndskrift
Pave Gregor 7. i et gammelt håndskrift. Pave Gregor er mest kendt for sin strid med den tyske Kong Henrik 4. Striden drejede sig om hvem, der havde ret til at besætte kirkelige embeder.
I 1076 ekskommunikerede Gregor Henrik og løste hans undersåtter fra deres troskabsed til ham, hvilket reelt var en afsættelse af kongen. Henrik gik til slottet Canossa. I tre kolde januardage i 1077 stod han bodfærdig uden for porten til det Nord Italienske slot, hvor Gregor opholdt sig, og bad om syndsforladelse.
Nogen tid efter støttede Gregor en modkonge i Tyskland, hvilket fik Henrik til at erklære krig mod paven; i 1084 drog han sejrrig ind i Rom og lod sig krone til tysk-romersk kejser af ærkebispen af Ravenna, som han havde fået valgt til modpave. Henrik 4. belejrede Engelsborg hvor Gregor holdt stand. I sidste øjeblik blev han undsat af en af Sankt Peters Vasaller, den Normaniske hertug Robert Guiscard af Apulien, Calabrien og Sicilien, som var efterkommer af vikinger, som oprindeligt bosatte sig Normandiet. Imidlertid hærgede hans tropper Rom så frygteligt, at Gregor måtte flygte, og nogen tid efter døde han i eksil i Salerno. Foto Wikimedia Commons.

I et paveligt brev til den norske kong Olaf Kyrre i 1078, oplyses det, at den Danske konges brødre har søgt tilflugt hos kong Olaf. Paven har erfaret, at de har bedt Olaf om hjælp til at tvinge Harald til at dele riget med dem. Han advarer på det kraftigste Olaf Kyrre mod at hjælpe dem, der vil splitte det Danske rige: "I hvor høj grad dette tjener til rigets skade, til den kristne menigheds opløsning, til ødelæggelse af kirkerne, mod hvilke hedningerne i naboskabet uophørligt har grumme planer, og til hele jordens forødelse, derom belærer Eder selve sandheden, som er Kristus, i evangeliet, når han siger: hvert rige, som er kommet i splid med sig selv, lægges øde, og hus falder over hus." Paven pålægger Olaf Kyrre at sørge for at Harald Hen ikke blot modtager sine brødre i riget, men også tildeler dem ledige godser og hæderfulde stillinger "på en sådan måde, at de hverken bliver trykket af en uværdig trang, eller at riget eller dets værdighed bliver rystet - "

Den Islandske skjald Kalfr Manason kvad om Knud den Hellige. I Knytlinge Saga er overleveret et vers, som beskriver at Harald forsvarede sit rige mod 11 brødre:

Vil en vise vi digte.
Vokser i Danmark ufred,
ikke Svends sønner enes
efter faderens afgang;
Harald skal med megen
møje riget forsvare
imod elleve brødre.
Vel må han da kæmpe.


I et andet brev fra paven fra 1080 omtales Haralds "sejr og glorie". Hvem de besejrede var, fortælles ikke i brevet; men når vi sammenholder pavens breve og Kalfr Manason kvad indser vi, at det må have været kong Haralds brødre. Og da vi kender hans broder Knuds militære erfaring og kompromisløse personlighed, må vi tro at han var iblandt.

Videre i det samme brev hedder det at paven har fået fortalt at danskerne: "giver præsterne skylden for stærke udsving i årstidernes temperatur, stormvejrs forstyrrelser og alle mulige legemelige sygdomme" og at de handler "ugudeligt med hensyn til kvinder, der af samme grund ved en lignende ubillighed er kendt skyldige i kraft af en umenneskelig og barbarisk skik."

Harald Hens Død og Begravelse

Harald Hen døde i 1080, i det samme år som pave Gregor lykønskede ham med sejr. Kun Knytlinge Saga angiver en dødsårsag: "Da han havde været konge i fire år, døde han af sygdom." Andre kilder skriver blot at han døde.

Grundplan af Dalby Kirke gennem tiden
Grundplan af Dalby Kirke gennem tiden. Vi bemærker at placeringen af det oprindelige kor og alter nu er udenfor kirken. Foto arslonga.dk.

Ælnod er som før den mest tillidsvækkende: "Men da også han i det sjette år af sin kongetid var vandret heden ad sine fædres vej, fik det berømte sted, som på dansk hedder Dalby, det er "dalens by", hans legeme at gemme indtil den kommende opstandelse og betroede det ved hellig jordefærd til jordens moderskød." Dødebogen fra Lund, Necrologium Lundense, omtaler at Svend Estridsen begyndte at bygge kirken i Dalby i Skåne, derfor kan vi tro at Harald havde en speciel tilknytning til den nye stenkirke, og han blev begravet her.

Men, som det er tilfældet med så mange Danske og Norske middelalderkonger, man ved ikke, hvor i kirken eller på kirkegården han ligger begravet.

En stor sten med et indhugget kors på kirkegården er blevet udpeget som hans grav i forbindelse med den Svenske kong Karl 11's (1655-1697) besøg i Dalby. Men det har vist sig at der er ingen grav under stenen. I værket Danske Kongegrave er det foreslået at han ligger i gulvet foran alteret i den oprindelige middelalderkirke, således som mange samtidige Europæiske monarker er blevet stedt til hvile i andre kirker.

Links og Literatur

Roskildekrøniken Heimskringla
Adam af Bremens Kirkehistorie Heimskringla
Svend Aggesen Heimskringla
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Heimskringla og andre sagaer Nettsted olhov.net
Danske mønter som historisk kildemateriale i 1000-tallet af C. J. Becker.
Saxo Grammaticus Heimskringla
Full text of "Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner" Archive.com
Numismatiske bidrag til Danmarks historie i 1040'rne Niels Jørgen Jensens & Mogens Skjoldagers Dansk Mønt
The Danish History, Books I-IX by Grammaticus Saxo Project Gutenberg
The Chronicle of Florence of Worcester Harvard College Library
William of Malmesbury's Chronicle of the kings of England. Archive.org
Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner J. G. F. Ræder
Nettsted: www.olhov.net
Page:The Anglo-Saxon Chronicle Wikisource
Harald Hårderådes Saga (C.C.Rafn) Heimskringla
The Anglo-Saxon Chronicle: Eleventh Century Yale Law School Library
Ælnods fremstilling af Knud den helliges historie Heimskringla
Kongerækken Kongehuset
Harald Héns love Historisk Tidsskrift - Jørgen Olrik inc. Radulfus Niger på dansk.
Runor Christer Hamp
Danmarks Historie 4 - Ole Fenger - Gyldendal og Politikken.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Illustreret Danmarkshistorie for Folket 9. del af Claus Deluran - Ekstrabladets Forlag.
Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner - J.G.F. Ræder - Boghandler H. Hagerups Forlag 1871.

Tilbage til start af artikel

20171116

Passed W3C Validation