Forside DH-Debat
27. Knud 4. den Hellige

28. Danmarks Historie - Oluf 1. Hunger

Indledning - Oluf Hunger - Fangenskab i Flandern - Konge af Danmark - En Helgen bliver til - Olufs Død og Begravelse - Danmarks Geografi - Samfundet - Links og Litteratur -

Indledning

Oluf var den tredje af Svend Estridsens fem sønner, der opnåede at blive valgt som konge af Danmark.

Olav Hunger
Kobberstik af Oluf Hunger lavet i perioden 1500-1795. Det har formentlig ingen portrætlighed. Fra Det Kongelige Bibliotek.

Valget af en ny konge i 1086 faldt ganske naturligt på lederen af oppositionen mod Knud, nemlig på hans yngre broder, Oluf. Brødrene Erik - der senere fik tilnavnet Ejegod - og Niels, som begge havde støttet Knud, blev derimod vraget. Eriks hastige flugt til Sverige og dronning Edel og hendes lille søn Karl's afrejse til Flandern demonstrerer tydeligt, at oprørerne havde vundet en klar sejr og nød almindelig støtte.

Saxo mener at særligt Jyderne støttede Oluf: "Da Knud var bleven dræbt, gav Jyderne, der som følge af deres ugudelige sammenrottelse, som de stadig holdt fast ved, var særlig gunstig stemte for Olaf, denne deres stemmer og forlangte ivrig at få ham til konge, thi de håbede, at han vilde gøre gengæld imod dem, eftersom de havde udsat sig for så stor fare for at skaffe ham riget, hvorimod de ikke holdt det for rådeligt at overdrage denne værdighed til nogen af hans brødre, som de troede ilde på grund af den store kærlighed, de havde næret til Knud."

Oluf blev valgt til konge af Danmark, selv om han slet ikke var tilstede på landstingene, han var nemlig stadig fange i Flandern hos Knud den Helliges svoger, hertug Baldwin. Men oprørerne må have ment at dette problem kunne løses.
Kongeslægter eller dynastier gennem Danmarks historie
Kongeslægter eller dynastier gennem Danmarks historie - Alle konger undtagen Magnus den Gode nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor del af Jylland i 917. Det er en stor fordel at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i overskuelige grupper, fordi det giver et godt overblik.
Knytlingerne har fået deres navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud 1. og var Gorm den Gamles fader. Magnus den Gode var søn af den Norske Olav den Hellige; hans regeringstid danner som en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners regeringstid. Svend Estridsen var Svend Tveskægs barnebarn.
De indbyrdes rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar var alle kongelige prinser, som nedstammede fra Svend Estridsen, men deres periode fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes æra.
Mange historikere, med stor sandsynlighed de fleste, medregner kun Valdemar 1. den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar 2. Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at medtage deres direkte mandlige efterkommere - herunder Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2., som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar 4. Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans barnebarn Oluf, og Valdemars datter Margrete 1. blev regerende dronning af den Skandinaviske Union Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genrejste Danmark og dermed lagde grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De tidlige Oldenborger konger var også Unions konger, men kun i korte perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde var et vigtigt vendepunkt i landets historie. Som en følge af Den Lutherske reformation overtog kongerne den trediedel af Danmarks jord, som havde tilhørt kirken. Denne rigdom gjorde det muligt at skubbe den gamle adel til side og etablere enevælden, som var en vigtig årsag til Danmarks historiske nedgang. I 1848 blev en demokratisk grundlov indført uden uroligheder.
I 1863 uddøde den Oldenborgske linie med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter besat af Christian 9. af Glücksborg.

Den nye konge lovede at overholde "kong Haralds Love". Det må have været den almindelige forventning at han ville bringe de gode og fredelige tider under Harald Hen tilbage.

Men højere magter ville det anderledes; så snart Oluf havde sat sig til rette i tronstolen, udbrød misvækst og hungersnød i store dele af Nord Europa og ikke mindst i Danmark, og deraf fik Oluf sit tilnavn: "Hunger".

Svend Estridsen blev efterfulgt fem af sine sønner og derefter en sønnesøn og en søn af Erik Ejegods datter
Svend Estridsen blev efterfulgt af fem af hans sønner, den ene efter den anden. Derefter fulgte Erik Emmune, som var søn af Erik Ejegod, og Erik Lam, som var søn af Ragnhild, der var en datter af Erik Ejegod.

Midt i elendigheden blev det fortalt at der skete mirakler ved den dræbte konges grav i Odense. Det forlød at biskop Sven Normand i Roskilde havde forudsagt hungersnøden og påmindet folket om ved oprigtig anger at afværge ulykken. En spirende erkendelse af Knuds hellighed voksede frem, og mange kom til at mene at hungersnøden var Guds straf for mordet på den hellige konge.

Oluf Hunger

Knytlinge Saga er den eneste kilde, som fortæller noget om, hvorledes Oluf så ud, sandt eller usandt: "Olaf Svendsøn var af lige alder med Kong Knud; han var en lille mand og meget styg af udseende, veltalende, og en stor kriger."

Sagaens udsagn om at Oluf var næsten jævnaldrende med sin storebroder Knud, sammenholdt med hans faders, Svend Estridsen, alder og retsmedicinernes udsagn i forbindelsen med undersøgelsen af Knuds knogler i 2008, gør det sandsynligt at han var født måske mellem 1042 og 1050 og således omkring 40 år gammel, da han blev konge.

Granitkarm i Odder Kirke, Skodborg Herred
Granitkarm i Odder Kirke, Skodborg Herred. Løve med bladhale og dekorativ tunge stående over et træ. Et træskæremotiv, der er blevet overført til granit. Foto fra Valdemarerne af Palle Lauring.

Ælnoth bekræfter at Oluf var veltalende. Leding-opbudet i Vestervig i 1085 valgte ham til deres talsmand, og han drog til Slesvig og forelagde hærens klager for kong Knud: "Han kom til kongen med sit følge, forebragte hærens ærinde og fremstillede i et veltalende foredrag grundene til klagerne."

Saxo fortæller at Oluf var grænsejarl i Slesvig: "Olaf, der var statholder i Slesvig", hvilket gør det sandsynligt at han havde militære kvalifikationer, at han virkelig var "en stor kriger", som Knytlinge Saga siger.

Knytlinge Saga fortsætter med at berette at: "Olaf Svendsøn var en myndig, streng og uvennesæl mand; han var begærlig og penge-gerrig." Man kan undre sig over sagaens kritik på dette punkt, for "myndig og streng" var jo netop, hvad den berømmede Knud den Hellige for - og samme Knud var også særdeles aktiv med at opkræve pengebøder og skatter.

Selv Saxo, som er meget kritisk over for Oluf, må nødtvunget indrømme at Oluf var en engageret og ansvarlig mand, idet han fortæller at Oluf under den store hungersnød bad Gud om at modtage hans liv som et offer med bøn om at mildne forholdene for sit folk: "Man kan derfor ikke nægte, at from må han alligevel have været, eftersom han ofrede sin egen velfærd for sine undersåtters."

Knytlinge Saga siger at Oluf var gift med en datter af Harald Hårderåde: "Olaf Svendsøn var gift med Ingerid, en datter af den norske konge Harald Sigurdsøn og en søster til Kong Olaf Kyrre." Der er ingen efterretninger om at de havde børn.

Mønt slået af Oluf Hunger
Mønt slået af Oluf Hunger. Det ser ud som om at han har overskæg og håret sat i korte fletninger. Foto Revolvy. .

Oluf var leder af opppsitionen mod Knud i 1085. Saxo har en lang beretning om hvorledes Oluf i begyndelsen bifaldt og opmuntrede Knuds plan om et angreb på England, men i virkeligheden nærede lumske planer: "Han indviede først Olaf i sine lønlige planer, og da denne tilskyndede ham til at sætte dem i værk, åbenbarede han dem for landsens folk, som alle sammen ivrig bifaldt dem. Men han, om hvem kongen havde troet, at han gengældte hans broderlige kærlighed, var hemmelig hans medbejler" - "ikke fordi han håbede, at hans broder ville kunne generobre det mægtige England, men for at han kunne vække had imod ham, der udbød denne leding, når det viste sig, hvor vanskelig en sag det var." - Oluf "lønnede hans fromme kærlighed ved svigefuldt at pønse på at få ham taget af dage. Han vidste nemlig godt, at han var bleven forhadt, fordi han ved nye love havde bragt den før uænsede strenghed og retfærdighed på fode igen." - "thi stormændene, hvis voldsgerninger kongen havde lagt en dæmper på ved sine forordninger, slog sig sammen med Olaf om hans brodermorderiske foretagende."

Invasions planerne må have været lagt allerede i 1084, det fjerde år af Knuds regeringstid, og man kan tro at allerede da var der i vide kredse stor modstand mod Knud.

Derefter kører Saxo noget af sporet ved at skrive at det var Knud, som kom i rette tid til Vestervig til ledingsamlingen, og hele flåden derefter blev forsinket, fordi Oluf ikke kom. Derfor forlod Knud ledingsamlingen for at tage til Slesvig og der at tage Oluf til fange og sende ham til Flandern. Det er noget i modstrid med Ælnoths beretning, ifølge hvilken Knud hele tiden opholdt sig i Slesvig og ikke på noget tidspunkt viste sig personligt i Vestervig.

Kalkmaleri i Jelling Kirke
Udsnit af kalkmaleri i Jelling Kirke fra begyndelsen af 1100-tallet. Jesus og Johannes Døberen prædiker for folket. Magnus Petersen afdækkede malerierne i 1874. På grund af den meget dårlige bevaringstilstand valgte han at kopiere dem og derefter fjerne dem helt fra væggen for at male dem påny efter kopierne.

Som før må vi udnævne Ælnoth til kronvidne, da han skrev få år efter begivenhederne ud fra "fortælling af troværdige mennesker af begge køn og begge klasser", som havde oplevet begivnhederne personligt i deres levetid.

Da Saxo bruger udtryk som "at få ham taget af dage" og "brodermorderiske foretagende", kan vi tro at sammensværgelsens mål var at dræbe den forhadte kong Knud, hvilket også var den traditionelle måde at komme af med en uønsket konge på. En leding-samling, hvor han var omgivet af hele rigets bevæbnede mænd, kunne være det ideelle sted, hvor hele riget ville få del i og ansvar for drabet. Kendskab til en sådan sammensværgelse kan forklare Knuds mærkelige afvisning af at vise sig personligt i Vestervig til den leding, som han selv havde udbudt.

Den Engelske krønikeskriver Radulfus Niger har en lidt anden historie, som dog også har Oluf som leder af modstanden mod Knud: "Efter ham fulgte hans broder Knud. Da denne havde udrustet en orlogsfærd mod England, gav hans broder Olaf, der jagede efter folkegunst, hæren hjemlov. Forbitret herover sendte hans broder ham som fange til grev Robert af Flandern. Til slut, da kongens fogeder for hårdt frem mod folket, rejste de sig imod ham, indtil han bukkede under for dem, en martyr i døden."

Fangenskab i Flandern

Ælnoth fortæller at Knud tog sin broder Oluf i forvaring og "sendte efter at have trukket forhandlingerne ud gennem længere tid sin før nævnte broder i forvaring til Flandern til den højædle hertug over Vestlandsegnen, Robert, der var hans pårørende gennem hans datter, nemlig dronning Edel." Men han fortæller intet om, hvorledes Oluf kom fri af fangenskabet, så han kunne tage vare på sine kongelige pligter.

Derimod fortæller Saxo om hvorledes Knuds og Olufs lillebroder, Niels, indvilligede i at stille sig selv som gidsel i stedet for Oluf: "For at få ham tilbage, så han kunne overtage riget, måtte de gå ind på at udrede en sum penge og stille Niels, der var både hans og Knuds broder, som gidsel for hans løsladelse. Det var jo ikke noget ringe vidnesbyrd om broderkærlighed." Pengene blev hurtigt skaffet til veje: "Imidlertid kappedes Danskerne om at skaffe de penge til veje, der skulde udredes for, at gidslet kunde komme tilbage, og at betale den fastsatte sum."

Kalkmaleri i Jelling Kirke
Kalkmaleri i Vellev Kirke ved Langå. Kong Herodes giver ordre til barnemordet i Betlehem. Vi må tro at det kan forestille en dansk konge fra 11-1200 tallet og en af hans hirdmænd. Han sidder på en klapstol dekoreret med dyrehoveder. Måske medbragte kongerne sådan en stol, når de rejste rundt i landet og dømte på de mange landsting. Pinterest.

Knytlinge Saga har en anderledes historie, idet det her er brødrene, Thorgunnas sønner, Svend og Astråd, som går i fængsel i Oluf's sted og ikke Niels: "Man tog da den beslutning, at anmode Thorgunnas sønner om at drage vester over til Flæmingeland til Hertug Baldevin, for at forsøge på at få Olaf på en eller anden måde udløst. Da disse Mænd havde været Kong Knuds kæreste Venner, holdt man for, at de snarest ville kunne få ham udfriet." - De blev godt modtaget af hertugen og hans datter, Edel, som nu var enke efter sin mands, kong Knuds død i Odense - "Dronningen glædede sig meget ved deres komme, og udspurgte dem nøjagtigt om de begivenheder, som nylig var foregået i Danmark."

Men - fortæller sagaen - hertugen var ikke tilbøjelig til at løslade Oluf uden videre: " - så vil jeg derfor sætte Eder et vilkår; Olaf skal udløse sig med tredive mark guld, men dog under den betingelse, at I skal sidde her i jern imens, indtil Olaf har udbetalt de nu bestemte penge." - "hvis Olaf ikke vil betale de nu bestemte penge, da kommer I aldrig ud af denne bevogtning og dette fængsel." - "Olaf gav sit edelige Løfte om, at han vilde udløse disse mænd det aller snareste det var ham muligt; han svor også for Hertugen at han ville betale pengene." - "Olaf blev da på dette vilkår udtagen af fængslet, og Svend og Astråd blev igen indsatte i samme, og der blev lagt jern på deres hænder og fødder."

Men da Oluf var blevet konge i Danmark, havde han ikke travlt med at indløse brødrene. Sagaen fortæller at Svend og Astråds venner mindene ham om dem: "Kongen svarede dem med vrede, bød dem, ikke at tale sådan til ham, og tilføjede: "Disse brødre har gode dage hos hertug Baldevin, som de vel fortjener, thi de har længe tjent svogrene, og nu får de derfor løn som forskyldt."
Det Gyldne Alter, Lisbjerg Kirke
Udsnit af forsiden af Det Gyldne Alter fra begyndelsen af 1100-tallet, oprindeligt i Lisbjerg Kirke, nu i Nationalmuseet. Det består af forgyldte kobberplader monteret på egetræ. Jomfru Maria, Himlens dronning, sidder værdigt på sin tronstol med den kronede Himmelkonge på skødet. På buen over hende står "Civitus Hierusalem", byen Jerusalem. Foto Erik Horskjær.

Hertugen havde ingen politiske eller religiøse motiver til at kræve løsesum; blot havde han ved et lykketræf fået en konge i sin magt, og det ville han have mest muligt ud af.

Hvad enten det var Niels eller Thorgunnas sønner, som sad tilbage som gidsler, var Oluf sikkert blevet træt af at hælde penge i det bundløse hul, som hed hertug Baldwin af Flandern, idet han har tænkt at hertugen ikke ville mishandle mænd, som havde stået hans datter nær, da hun opholdt sig i det barbariske fremmede land mod nord; før eller siden ville han løslade dem - hvilket også skete.

Knytlinge Saga er verdenslitteratur, som uden al tvivl er baseret på de virkelige begivenheder, så vidt som dens Islandske forfatter kendte dem. Men den Engelsk munk Radulfus Niger, som sædvanligvis var meget godt orienteret om Danske forhold, bekræfter Saxo i at det var Niels, som gik fængsel i Flandern i Olufs sted: "Olaf, hvem tronfølgen tilfaldt, var nu som fange i Flandern; og Nils, der efter ham var den første, opsatte at tage styret, eftersom: de havde sluttet den edelige pagt indbyrdes, at den ældste stadig skulde være konge efter formanden. Nils udfriede da nu sin broder af fangenskab, idet der lovedes løsepenge, og han selv blev tilbage som gidsel for ham. Da nu hans broder efter at have fået sin frihed igen nægtede at udløse ham, hjemsøgtes han hele sin livstid med hungers og sots plage."

Vi bemærker også at Radulfus bekræfter andre Engelske kilder i at Svend Estridsens sønner havde aflagt ed på at de ville efterfølge hianden efter alder; og ydermere at dette var Niels' motiv til at hjælpe sin broder fri.

Konge af Danmark

Roskildekrøniken fortæller at efter drabet på Knud blev Oluf udpeget til konge på et møde bestående af stormænd fra hele landet: "Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge og tog ham til hersker over hele Danmarks rige." Vi kan forestille os at det var et møde af samme karakter som ledingsamlingen ved Isøre, nemlig et forberedende møde for stormænd fra hele Danmark, hvor de blev enige om en fælles kandidat for at sikre at den samme konge blev valgt på alle Danmarks landsting; derefter blev Oluf sikkert hyldet af Jyderne på Viborg Ting først, idet Nørre Jylland var det største "land".

Granitkarm i Odder Kirke, Skodborg Herred
Mønt som er slået af Oluf. Foto GT Wikitrans.

Den altdominerende begivenhed i Olufs regeringstid var en meget alvorlig og langvarig hungersnød, som gav ham hans tilnavn "Hunger". Svend Aggesen skriver: "Ved hans (Knuds) død kom hans broder Ole til at regere i Danmark. Under ham var det at den voldsomste hungersnød udbrød i landet så at han deraf fik tilnavnet: Hunger."

Der er ingen tvivl om at der var alvorlig misvækst og hungersnød i Danmark, det fremgår af næsten alle kilder. Men de er forskel på, hvorledes de beskriver den. Saxo beskriver et Danmark på undergangens rand, hvor størstedelen af folket døde af sult, medens andre beskrivelser er mere afdæmpede.

Saxo beskrev den meget dramatisk: "I foråret og om sommeren afsved nemlig den stærke hede al grøde på markerne, og om efteråret regnede det så stærkt, at det, der var vokset op på lavtliggende eller slige steder, gik i leje som følge af den stadige oversvømmelse, regnskyllene medførte;" - "og markerne, der var fuldstændig oversvømmede, så vidt og bredt ud som hele søer." - "Ja, bønderne måtte endog sejle om i både på de oversvømmede marker og sanke de enkelte aks sammen, der drev om på vandet, og derefter tørrede de de rådne smuler, der var igen af dem, i ovne, malede dem og lavede grød af dem, thi brød duede de ikke til. Følgen heraf blev, at der opstod en sådan hungersnød, at største delen af landets folk omkom af mangel på føde." - "De rige blev således fattige, og de fattige døde." - " thi de rige skaffede sig, da deres levnedsmidler slap op for dem, for guld og sølv, hvad de behøvede til at bjærge livet med, men de fattige, som hverken havde penge eller mad, sultede rundt omkring ynkeligt ihjel."

Mønt slået af Oluf Hunger
Mønt slået under Oluf Hunger. Foto Bruun Rasmussen.

Roskilde Krøniken udtrykker sig langt mindre dramatisk; her får man indtrykket af bønderne brugte de dårlige tider som undskyldning for at gøre, som de altid havde gjort, nemlig slagtet og spist de udtjente heste, hviket præsterne havde forbudt: "På hans tid herskede i 9 år stor hungersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; thi eftersom under tvingende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogså deres hunde. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed."

Saxo mener desuden at det kun var i Danmark at det var dårligt vejr: "Men i nabolandene var der fuldt op af korn, så det var åbenbart, at det var det enkelte folk, der skulde straffes, og ikke en almindelig landeplage." Men det er blevet eftervist at der var klimaproblemer i adskillige lande i Nord Europa. Hele tre Engelske krøniker fortæller om landbrugskrise i England i Olufs regeringstid.

Anglo-Saxon Chronicle for 1086 rapporterer: "Og det samme var et meget tungt år, og meget katastrofalt og sorgfuldt; thi der var en pest blandt kvæget, og korn og frugter blev misfarvede; og vejret var værre end nogen kunne forestille sig: så voldsom var torden og lyn, at mange personer blev dræbt, og det blev stadig værre og værre med folket. Må den almægtige Gud bedre dem deres kår, når det er hans vilje!" Florence of Worcester skriver om det samme år: "Der var megen smitsom svagelighed blandt kvæget, og atmosfæren var meget sygelig."

Stifteren på karmsten i Ørsted Kirke
Stifteren og hans hustru på karmsten i Ørsted Kirke, Rougsø Herred vest for Randers. En stormand har ladet kirken bygge eller givet rige gaver til den.

Og for året 1087 forlød det i Anglo Saxon Chronicle: " - at næsten hver anden mand blev ramt af de værste af onder, det vil sige en feber; og dette så alvorligt, at mange døde af det. Og bagefter, fra det dårlige vejr, som vi tidligere har nævnt, var der så stor en hungersnød i hele England, at mange hundrede døde af sult. Åh, hvor katastrofalt, hvor bedrøvelige var disse tider! da de elendige mennesker blev bragt til døden af feberen, så startede den grusomme hungersnød og gjorde det af med dem."

William af Malmesbury skriver for perioden 1092-1100: "I hans sjette år var der et sådan skybrud af regn og sådanne uophørlige byger, som ingen nogensinde kunne huske."

Forfatteren Per Ullidtz anfører at der var hungersnød i Lothringen og England 1087, i 1089 igen i Lothringen og i 1091 i England. I 1092 måtte de Saxiske stormænd flygte ud af landet, og en sammenkomst af fyrster forhindredes af den herskende elendighed. I 1094 var der stor dødelighed i Tyskland, Frankrig, Bourgogne og Italien.

Derfor, munkenes og præsternes uophørlige propaganda om, at hungersnøden kun ramte Danmark og var Guds straf for at Danskerne havde dræbt den hellige konge, var fuldstændig usand; men de Danske bønder kunne jo ikke vide noget om forholdene i andre lande.

Som ovenfor fortalt flygtede Olufs broder Erik, som senere fik tilnavnet Ejegod, til Sverige efter han var undsluppet opgøret i Odense. Måske opholdt han sig på de godser, der omtales i Valdemars Jordebog og kaldes "Syghridlef" og formodes at have ligget i Västergötland. Man kan tro at det var de godser, som kom ind i kongeslægten, da Svend Tveskæg giftede sig med Sigrid Storråde. Svend Estridsen søgte flere gange tilflugt i Sverige under sine kampe mod Magnus den Gode, og han har sikkert også opholdt sig der.

Ikke alle Danskere var overbeviste om at hungersnøden var Guds straf for drabet på Knud. Roskildekrøniken, der er venligt stemt mod Oluf, nævner blot at under hans efterfølger kom pludselig de gode år: "Efter hans død fulgte hans broder Erik den Gode ham på tronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf veg bort fra folket. Men, om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olafs skyld, det må Han afgøre, som ved alt, inden det sker, og som ordner alt, når og sådan som han selv vil; thi ingen af dem fortjente den lod, de fik."
Skånske kalkmalerier med kong Knud den Hellige
Skånske kalkmalerier med Knud den Hellige. De fleste kalkmalerier med "Knud konge" findes i kirker i Skåne. På Fyn er slet ingen, og i Jylland er vistnok kun ganske få og ubetydelige.
Fra venstre mod højre: Emmisløv Kirke, Østra Vemmerløv Kirke, Østra Herrestad Kirke, Brunnby kirke, Østra Vemmerløv Kirke - alle Lund Stift. Foto Kalkmalerier.dk

Det siges at ifølge en af de Svenske rimkrøniker, skulle den svenske Kong Inge den Ældre, Stenkils søn i Olufs regeringstid have vundet fem slag i Skåne og hersket der i tre år, indtil han endelig blev dræbt der, hvem ved - måske af Oluf. Historikeren J.G.F. Ræder har foreslået at den landflygtige Erik sammen med kong Inge i nogle år skulle have øvet stor indflydelse i Skåne, således at befolkningen selv frivilligt har sluttet sig til Erik.

En Helgen bliver til

Umiddelbart efter drabet på Knud den Hellige var der ingen anger at spore hos Danskerne. Men ikke så snart Oluf havde sat sig til rette i tronstolen indledtes en række meget vanskelige år for de Danske bønder, idet høsten slog fejl flere år i træk. Lidt efter lidt fandt munkes og præsters uophørlige propagande grobund for deres budskab om at hungersnøden var Guds straf for Danskernes drab på den hellige konge.

Helgenskrin bliver båret i procession
Helgenskrin bliver båret i procession. På bestemte mærkedage blev skrin med helgenrelikvier båret gennem gaderne i højtidelig procession. Således må den hellige Albans og Knuds helgenskrin være blevet båret gennem Odenses gader. En munk stænker vievand foran processionens rute, en anden bærer korsets tegn. En konge følger processionen og vinker til mængden. Under skrinet ses syge og krøblinge, som søger mirakuløs helbredelse. Tegnet af krønikeskriveren Matthew Paris i 1200-59.

Det er en oldgammel ide at kongen er ansvarlig for det gode forhold til guderne, og det er hans fornemste pligt at stå sig på god fod med de himmelske magter, som råder for sol og regn og god høst. Kinesiske kilder fortæller om Xiongnu, Hunnernes forfædre på den Eurasiske steppe, at deres konges vigtigste pligt var at tilbede himlens magter: "Tidligt hver morgen gik kongen, Shan-ju kaldte de ham, uden for lejren for at tilbede solen ved solopgang. Om aftenen tilbad han månen." Alle Kinesiske kejsere gik på en bestemt dag på året til Himlens Tempel for at ofre til Himlen for godt år.

Ynglinge Saga beretter at Sveaerne var vant til at give kongerne skylden for klima-ændringer: " - og det blev stort uår og sult der; det gav de kongen skylden for, slig som Sveaerne er vant til at at give kongen skylden for både gode år og uår. Olav var ikke nogen blotmand, og det brød Sveaerne sig ikke om, og de troede at uåret kom af det. Sveaerne samlede da en hær, drog imod kong Olav, omringede huset og brændte ham inde, og gav ham til Odin, og blotede ham for at få godt år."

Minitaure fra Dalby Bogen
Minitaure fra Dalby Bogen, som er et evangeliehåndskift, der har tilhørt klostret i Dalby i Skåne. Tegningen viser Evengelisten Markus. Det kongelige Bibliotek.

Det må antages at kongerne ledede vigtige religiøse cermonier i forbindelse med dyrkelsen af Thor, Odin og Frøy.

Med kristendommen blev kongerne noget aflastede, da ærkebisper og præster overtog en stor del af ansvaret for forholdet til Himlens magter. Men efter den Lutherske reformation hvilede ansvaret igen tungt på kongernes skuldre, og de nye nationale kirker blev helt naturligt ledet af kongerne.

Ideen om at fyrsten var ansvarlig for det gode forhold til den Himmelske Magt - og dermed for klimaets luner - holdt sig i århundreder. Historikeren Palle Lauring fortæller at: "Godt fire hundrede år senere oplevede Gustav Vasa at svenske bønder kom i rasende stemning til Stokholm og anklagede ham, fordi kornet ikke ville gro, så der er intet mærkeligt i at finde troen levende i Danmarks middelalder."

Godt hjulpet på vej af præster og munkes konstante propaganda bredte sig efterhånden den opfattelse at Knud var hellig, Danskerne havde gjort den Himmelske magt uret ved at dræbe ham, og hungersnøden var Guds straf for deres brøde.

Oluf havde ikke nogen direkte andel i drabet, idet han var fange i Flandern, da det skete. Men som konge viste han sig dog åbenlyst ude af stand til at mildne Himlens vrede, således som konger burde.

I Roskildekrøniken fortælles at Biskop Svend Normand forudså hungersnøden og rådede Danskerne til at gøre bod for drabet på Knud: "Denne ulykkes komme havde den ærværdige bisp Sven forudsagt lige efter Knuds drab, og gav derfor med sine faderlige påmindelser mange det råd: ved anger at holde den borte. Men eftersom Gud forhærder, hvem han vil, og ynkes over, hvem han vil, så forhærdede han alles hjærter og slog dem, som det var forudsagt, med ulykker."

Minitaure fra Dalby Bogen
Minitaure fra Dalby Bogen, som er et evangeliehåndskift som har tilhørt klostret i Dalby i Skåne. Tegningen viser Evangelisten Lukas. Det kongelige Bibliotek.

Knuds helgenbeskrivelse, Pasio, siger noget lignende: "Derfor lod Gud sin straf straks følge efter som en tugtelse: næsten hele Danmark voldte han trængsel ved regnskyl, helsot, hungersnød og dyrtid så længe, indtil det gennem mange syner og åbenbaringer var blevet flere mennesker klart, at kongens stakkels legeme, der var ynkelig nedkastet i jorden og hidtil havde ligget upåagtet hen, burde tages op deraf og i højeste mål hædres og æres blandt de hellige."

Og sandelig, i samme øjeblik som Knuds bene blev taget op af hans kolde grav i jorden i April 1095 og placeret i et rigtigt helgenskrin, da brød solen igennem, et uvejr blev fortrængt af klart solskin, og hungersnøden blev fortid. Skiftet fra uvejr til solskin var et af tre argumenter for at Knud skulle ophøjes til helgen.

Engang da Oluf var på Fyn - siger Knytlinge Saga - kom en præst fra Albani Kirke i Odense til ham for at bede om hans tilladelse til at kundgøre Knuds hellighed. Kongen svarede: "Drist du dig kun ikke til at sige sådan løgn, thi jeg ved mange ting i Kong Knuds vandel, som tilfulde godtgør, at han langtfra kan være helgen. Det skal du også vide for vist, at, hvis nogen taler herom mere i mit påhør, da skal han være døden vis."
Svend Estridsens sønners stamtræ
Svend Estridsens sønners stamtræ. Fem af Svend Estridsens sønner efterfulgte ham som konge, den ene efter den anden. Flere kilder fortæller at for at undgå borgerkrig havde alle sønnerne aflagt ed på at de ville lade den ældste blive konge først og derefter efterfølge ham i henhold til alder, og det ser meget ud til at de holdt deres løfte. Niels den Gamle havde kun en eneste søn med sin ægtehustru, nemlig Magnus den Stærke, og han faldt i slaget ved Fodevig; men dog ikke før end han havde fået sønnen Knud. De senere konger var alle sønner af Erik Ejegod, dog var Erik Lam en dattersøn. Erik Lam blev efterfulgt af de stridende konger Svend, Knud og Valdemar, og udfaldet af deres strid blev at Valdemar blev enekonge.
Oluf var uden tvivl en dygtig og engageret konge, som ville have fået et langt bedre eftermæle, hvis ikke han havde haft klimaet imod sig.
Saxo var Valdemar den Stores mand, og han roste Erik Ejegod, hans egen konges forfader, over al måde og gjorde sit bedste for at nedgøre hans rivaler, de andre sønner af Svend Estridsen, herunder Oluf - men han måtte alligevel nødtvungent indrømme at Oluf var en from og ansvarlig konge, som ofrede sit eget liv for sine undersåtters ve og vel.

Knud støttede i overordentlig grad kirker og klostre og gav mange og store gaver til gejsteligheden, hvilket sikkert har bidraget til at han af samme stand blev erklæret for hellig. Men som helgen havde han svært ved at klare sig konkurrencen med den Norske Olav den Hellige. Danskerne kunne ikke glemme at de selv havde slået ham ihjel på grund af hans krav om betaling af tiende og store og aggressive opkrævning af skatter, afgifter og bøder. Først mere end hundrede år efter blev han taget til nåde som skytshelgen for købmandsgilder.

Olufs Død og Begravelse

Olufs død er hyllet i mystik. Det er svært at ignorere at Saxo mere end antyder at hans død var en offerdød: "Da han villigt gav sig selv hen for at løse landet af ulykken og bad om, at alles vånde måtte komme over hans hoved alene. Så ofrede han da sit liv for sine landsmænd." Således at forstå at han frivilligt lod sig ofre til de højere magter - formentligt den kristne Gud - for at frelse sit folk. Som Jesus lod sig ofre på korset for at frelse menneskene, og Odin hang i asken Yggdrasil, viet til sig selv.

Kongeofferet har dybe rødder i vor hedenske fortid. Tollund manden var ikke en træl, som blev ofret til guderne som et stykke kvæg. Han havde velplejede negle og hænder, som ikke bar spor af hårdt arbejde. Han kan have været en lokal konge, som lod sig ofre til guderne sig for redde sit folk i en vanskelig situation. Han havde stadig strikken om halsen, da han blev fundet.

Domalde på blotbænken
Domalde på blotbænken. Illustration af Erik Werenskiold i Heimskringla Nationaludgaven.

Svenske forskere mener at kongeoffer kan have været en fast institution i Uppsala. Ynglinge Saga fortæller at kong Domalde blev ofret for godt år: "Domalde tog arv efter sin fader Visbur og rådede for landene. I hans dage blev der sult og nød i Svitjod. Da holdt Svearne store blot ved Upsaler. Den første høst blotede de okser, men åringen bedredes ikke derved; næste høst blotede de mennesker, men åringen blev den samme eller endnu værre. Men den tredje høst kom Svearne mandstærke til Upsaler den tid, da blotene skulde være. Høvdingene holdt da råd og blev enige om, at Domalde, deres konge, måtte være årsag til uåret, og tillige, at de skulde blote ham for at få godt år, bære våben på ham og dræbe ham og farve stallerne med hans blod. Og så gjorde de." Og det hjalp.

Den Romerske skribent Amminius skrev at den berømte Gotiske konge Ermanaric tog sit eget liv, da Hunnerne angreb. Det fortælles ikke hvordan han døde. Amminius skrev: "Han dulmede sin frygt ved at tage sit eget liv". Det lyder ikke sandsynligt at sådan en barsk gammel kriger konge, som var frygtet viden om, skulle være blevet overvældet af frygt. Vi må tro at han hængte sig selv som et offer til guderne for at frelse sit folk.

Saxo fortæller om Olufs død: "Derpå opløftede han sine øjne til Himlen og bad ydmygt Gud den almægtige om, hvis han var fortørnet på hans folk, da at lade ham undgælde derfor i dets sted, thi han syntes, at de svære tider, der overgik landet, var den usaligste skæbne, der kunne blive det til del" . "Himlen bønhørte ham; han fik hurtig ende på sin elendighed; thi ved sin fromme bøn" - "skaffede han sig selv døden og frelste sit land" - "Man kan derfor ikke nægte, at from må han alligevel have været, eftersom han ofrede sin egen velfærd for sine undersåtters."

Granitfont i Nørre lyndelse på Fyn
Granitfont i Nørre Lyndelse på Fyn. En hersker med et barsk og beslutsomt udtryk i ansigtet sidder på en stol med sin højre hånd på sværdet, og i den venstre hånd holder han en lilje, som vi tror repræsenterer tre-enigheden, den rette katolske tro. Foto Lennart Larsen.

Ælnoth skriver noget lignende, men dog noget kryptisk: "Men efter at Knud var tagen op af jorden, og det ved klare tegn var godtgjort, at han var en Guds helgen, skete det, at kong Olav, som vi forhen har sagt blev hans efterfølger i kongedømmet, og under hvis styrelse sult og pest, sot og frygt for fjender havde opfyldt Danmarks lande, blev nedbrudt af sorg, og ret som om han ikke var udvalgt til at skue Guds kraftige gerninger, forlod han både livet og kongestolen."

I henhold til Ælnoth lå Knuds lig i jorden otte år og ni måneder. Skrinlæggelsen må da have fundet sted i slutningen af Marts eller begyndelsen af April 1095. Knuds helgebeskrivelse fortæller: " - og nu skete det ved Guds styrelse, at medens den salige martyr Knuds ophøjelse og skrinlæggelse blev foretaget, indtraf denne Olavs nedlæggelse af den jordiske værdighed."

Imidlertid, ifølge Nekrologium fra Lund Domkirke døde Olav først 18. August 1095. Knuds skrinlæggelse og Olufs død var således ikke fuldstændig samtidig, men for munkene har det været nok at det skete i det samme år.

Det vides ikke hvor Oluf ligger begravet, men den omstændighed, at han er indskrevet i Nekrologium i Lund, tyder på at nogen har haft en forpligtigelse overfor kongens sjæl og måske også hans grav.

Danmarks Geografi

Den fjerde bog af Adam af Bremens værk om Hamborg-Bremens ærkebispsædes historie, "Beskrivelse af Øerne i Norden", er en beskrivelse af sædets missionsmark, som var Skandinavien og de Vendiske områder i Nord Tyskland. Vi må tro at den blev skrevet efter hans besøg hos Svend Estridsen i Danmark omkring 1075. Mange oplysninger fik han efter eget udsagn fra kong Svends egen mund.

Adam fortæller om landets udstrækning og handelsruter, begge målt i dagsrejser, de vigtigste byer, hvorledes landskabet så ud, befolkningens skikke og mange andre ting.

Indledningsvis slår Adam helt fast at Danmark går til Ejderen: "Fra vore Nordalbinger er dette Danmark adskilt ved Eider-Floden, som udspringer dybt inde i hedning-skoven Isarnho."
Danske byer, landsdele, øer og sejlruter, som er nævnt i Adam af Bremens Om Landene og Øerne i Norden
Danske byer, landsdele, øer og sejlruter, som er nævnt i Adam af Bremens "Om Landene og Øerne i Norden". Adam og hans afskrivere, som muligvis forfattede skolierne, har tydeligvis talt meget med købmænd og sømænd, de anfører at der jævnligt afgår skibe til specifikke destinationer fra Ribe, Slesvig, Aarhus, Aalborg og Skåne; og ikke alene dette, men også tit hvor mange dage og nætters sejlads, det vil tage at komme frem. Om Bornholm, som ikke er med på dette kort, skriver han: "Bornholm, denne Skåne og Gothland nærmest liggende ø, som er Danmarks berømteste havn og et sikkert tilhold for de seilere, der jævnlig afgår til Barbarerne eller til Grækenland." Slesvig og Ribe er tydeligvis Danmarks mest travle havne.
København fandtes øjensynligt ikke i Svend Estridsen og hans sønners tid.

Der er tre dagsrejser mellem Slesvig og overfarten til Fyn og yderligere to til fire dagsrejser, hvis man vil helt til Aalborg: "Jyllands bredde er fra Ejderen opad noget rigeligere, men trækker sig dernæst sammen til det tungedannede hjørne, som kaldes Vendsyssel, og der ender Jylland. Overfarten derfra til Norge er meget kort."

Adam oplevede Jylland som gold og ubeboet, nærmest som en ørken: "Der er jordbunden gold; når man undtager de strækninger, der ligger i nærheden af en å, ser næsten det hele ud som en ørken; det er en saltholdig og nøgen hede." - "Næppe nok finder man den opdyrket hist og her, næppe skikket til en bolig for mennesker."

Dog, langs kysterne var der endog store byer: "Men hvor havet tager det i sin favn, der har det endda store stæder."

Kalkmaleri med skib i Siljan Kirke i Norge
Kalkmaleri med et skib i Siljan Kirke vest for Tønsberg i Norge. Det stribede råsejl forstærket med tove kender vi fra vikingeskibet, men dette skib virker lidt mere buttet. Vi genkender tårnet i agterenden, som allerede blev beskrevet hos den flåde, som Svend Tveskæg førte mod England. Styreåren synes erstattet af et sædvanligt ror. Foto Riksantikvaren Oslo.

Den vigtigste var: "Slesvig, som også kaldes Hedeby, og som beskylles af en arm af det barbariske hav, der hos indbyggerne hedder Slien, hvoraf byen har sit navn. Fra denne havn afgår der jævnlig skibe til Slavenland, til Sverrig, til Semland, ja lige til Grækenland."

En anden meget vigtig havneby var Ribe: "En By, der ligeledes er omgivet af sin å, som strømmer ind fra Oceanet, og hvorfra der er Sejlads til Frisland, eller vel endog til England, eller til vort Saxland." En skolie (senere tilføjelse) uddyber Ribes handelsforbindelser til Einkfal i Flanderne, Prawle i England, St. Mahé i Bretagne, Ferrol ved St. Jago i Galizien, Lissabon, Cibraltar, Barcelona, Messina på Sicilien og endelig Acre i det Hellige Land - Alt sammen forsynet med sejltider i dage og nætter: "Fra Ribe kan man sejle til Einkfal i Flandern på to Dage og ligeså mange nætter; fra Einkfal til Prawle i England på to dage og en nat. Dette er Englands yderste pynt mod syd, og sejladsen derhen fra Ribe krummer sig i sydvestlig retning. Fra Prawle til St. Mahé i Bretagne på en dag; derfra til Ferrol ved St. Jago på tre dage og tre nætter." - og så videre helt til Acre.

Sommernat under den Grønlandske Kyst cirka år 1000
"Sommernat under den Grønlandske Kyst cirka år 1000" malet af Jens Erik Carl Rasmussen. Carl Rasmussen, født i Ærøskøbing i 1841, var en dansk kunstmaler, der særlig var kendt for sine Grønlands- og marinemalerier. Han faldt i 1893 over bord i Nordatlanten mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne fra den Grønlandske handelsbrig Peru og druknede. Foto Bruun Rasmussen 2011.

Olufs efterfølger som konge, Erik Ejegod, døde på Cypern på vej til det Hellige Land. Han rejste meget sandsynligt ad denne rute.

En tredje vigtig Dansk by var Aerhus: "Denne stad er skilt fra Fyen ved et meget smalt stræde, som har sit indløb fra Østersøen, trænger sig i lange krumninger frem mod Nord mellem Fyen og Jylland, lige indtil nysnævnte by Aarhuus, hvorfra der går sejlads til Fyen og Sælland, vel også til Skåne eller helt op til Norge." Også i andre gamle kilder hersker der nogen forvirring om fra hvilken by, der var overfart til Fyn. Således skriver Knytlinge Saga at oprørerne "var i Randers, og forskaffede sig der skibe til overfarten over sundet". Der er en stærk strøm i Lillebælt og kun lidt plads til at krydse i tilfælde af modvind; det kan have været mere praktisk at sejle for eksempel fra Aarhus til Fyn end direkte over sundet.

Adam nævner også Viborg: "Omtrent midtvejs mellem Aarhuus og Vendsyssel ligger Viborg ved - " Viborg nævnes også af Ælnoth og i flere sagaer.

Ved omtalen af Fyn får Adam lidt uorden i geografien og verdenshjørnerne: "En ikke uanseelig ø er Fyen, som hæver sig bagved den ø, der kaldes Vendsyssel, i indgangen til den barbariske havbugt." Det kan forstås således, at hvis man sejler ind i Kattegat fra nord, kommer man først til Vendsyssel og derefter til Fyn. "Her er den store stad Odense."

Balancevægt fra omkring år 1000
Balancevægt brugt af vikingetidens købmænd fra omkring år 1000 fundet i vikingetidens Dublin. Viking Ireland National Museum of Ireland. Foto Pinterest.

En skolie fortæller: "Mellem Sælland og Fyen ligger en lille ø, som kaldes Sprog; ret en røverkule og en skræk for alle forbisejlende". Adam bekræfter hermed at mange danske øer oprindeligt har haft meget korte navne som for eksempel Sprog og Sams. Nogle tror at sådanne navne på naturformationer stammer helt tilbage fra jægerstenalderen. Først senere fik de tilføjet -ø og kom til at hedde Sprogø og Samsø.

I forbindelse med beskrivelsen af Fyn sige han: "Trindt omkring den ligger små-øer, som alle er rige på korn." Hvilket viser at selvom der var røvere på Sprogø, var det på Svend Estridsens tid stadig muligt at leve og dyrke korn på de små øer. Senere skulle Venderne angribe og dræbe og bortføre tusinder på småøerne og langs med kysterne. Vi kan tro at helt små øer, som for eksempel Lyø, på det nærmeste blev affolket, og dette gjorde det muligt for Valdemar Sejr at arrangere den fatale jagt på øen i 1223.

Adam fortsætter sin beskrivelse af Sjælland: "Denne ø er berømt såvel for sine mænds tapperhed som for sin frodige kornvækst, og tillige betydelig stor, idet den har en længde af to dagsrejser og omtrent samme bredde. Dens hovedstad er Roeskilde, de Danskes kongesæde." - "I øst vender den mod det forbjerg i Skåne, hvor staden Lund ligger." Og andetsteds: "Fra Sælland er der overfart til mangfoldige steder i Skåne; den korteste fører til Helsingborg, som også kan ses derfra."

Vinland kortet
Vinland kortet er blevet dateret til omkring år 1434, som er 60 år før Columbus opdagede Amerika. Kortet viser Europa, Nordafrika, Asien og Fjernøsten, hvilke lande var kendt af rejsende fra det 1400-tallet. I det nordvestlige Atlanterhavet i kortets øverste venstre hjørne ses også "Vinlandsøerne". Teksten på kortet lyder "Ved Guds vilje efter en lang rejse fra øen Grønland mod syd mod de fjerneste resterende dele af Vest Søhavet, ved at sejle mod syd midt i isen, Bjarni og Leif Eiriksson opdagede et nyt land, ekstremt frugtbart og endda med vinstokke, - hvilken ø de kaldte Vinland." Kortet blev først fundet i 1950'erne sammen med et manuskript, som hed "Tartar Relations", og blev hurtigt stemplet som et falskneri, idet blækket indeholdt nogle titanium-forbindelser, som også findes i moderne blæk. Videnskabsmænd fra University of Arizona, the U.S. Department of Energy's Brookhaven National Laboratory, og The Smithsonian Institution har imidlertid carbon dateret dokumentet til omkring 1434. De mener at titanium er meget almindeligt grundstof i jordskorpen, og det kan have været også i gammelt blæk. Foto Maine State Museum.

Adam slutter sin beskrivelse af Danmark med at nævne Skåne som: "er blandt alle danske provinser den yndigste af udseende; derfor har den også ord for at være væbnet med mænd, riig på afgrøde, udstyret med handelsvarer, og - nu for tiden - fyldt med kirker. Skåne er to gange så stort som Sælland; det rummer nemlig 300 kirker, medens Sælland kun skal have halv så mange og Fyen en tredjedel." En skolie kommer med det kryptiske budskab: "Dens hovedstad er Lund, som Englands overvinder, Knud, ville gøre til Londons medbejlerske."

Maine Penny eller Goddard mønten
Den såkaldte Maine Penny er det mest tungtvejende bevis på at Skandinaver nåede Nord Amerika. Mønten blev fundet i 1957 af en amatørarkæolog ved navn Guy Mellgren i en gammel indiansk køkkenmødning ved Naskeag Point, Brooklin, Maine. Den blev arkiveret sammen med tusinder af andre fund, og der forblev den i næsten 20 år. Først i 1974 blev Maine Penny opdaget i Maine State Museum's arkiver. Den er resten af Norsk mønt udstedt af Olav Kyrre, som var konge af Norge 1067 - 1093. Alle beviser på Nordboers tilstedeværelse i Nord Amerika er udsat for påstande om at de er forfalskninger. Men man kan tro at hvis nogen ville forfalske dette fund, så ville de have valgt en mere overbevisnede hel mønt. Foto Maine State Museum.

Svend Estridsen fortalte Adam om opdagelsen af Vinland: "Han fortalte også, at mange i denne del af oceanet har opdaget en ø, som kaldes Vinland, fordi der på den findes vildtvoksende vinstokke, som bærer den bedste vin. At der også på øen findes en overflod af korn, som er selvsået, er noget, jeg har fra pålidelige Daners beretninger og ikke fra fantastiske fortællinger. Bag denne ø. siger han, findes der ikke andre beboelige øer i Oceanet, men alt, hvad der ligger længere ude, er dækket af uhyre ismasser og en uendelig tåge."
Skandinavien ifølge Adam af Bremen
Adam selv tegnede ikke noget kort, men Axel Anton Bjørnbo tegnede i 1909 et kort ud fra Adams ret omhyggelige afstands-angivelser i dagsrejser.

Adams beskrivelser af Danmark og det sydlige Skandinavien virker ganske jordnære og pålidelige, men jo længere han kommer væk fra Hamburg-Bremen jo mere fantastiske bliver fortællingerne. Han skriver at Amazonerne levede i Kvinde Landet helt mod nordøst, og de havde dræbt hele den Svenske prins Anunds hær; Her boede Hundehovederne, Meneskeæderne, de enøjede Kykloper, de etbenede Himantopoder og andre mystiske folk: "Mig har den danske Konge, hæderlig og gentagen ihukommelse, fortalt om et folk, som har for skik at stige fra fjeldegnene ned på sletterne; de er ikke ret høje af vækst, men i styrke og behændighed har selv en Svensker ondt ved at hamle op med dem. Hvor de kommer fra, er uvist; engang om året eller hvert tredje år indfinder de sig. Og når man ikke af alle livsens kræfter ståer dem imod, så ødelægger de hele egnen, og derpå trækker de sig igen tilbage. Mange andre fortællinger er i omløb, som jeg for kortheds skyld må overlade til øjenvidner at lade gå videre." Man kommer til at tænke på, om mon de har været de ihærdigt eftersøgte efterkommere efter de gamle jægere fra Jægerstenalder.

Samfundet

Adam beskriver Sverige næsten som idealet af et Germansk valgkongedømme. Det må være noget, som han har fra Svend Estridsen: "Deres kongehus er ældgammelt; men kongens magt beroer på folkets stemme. Hvad almenheden bifalder, må kongen bekræfte, med mindre hans beslutning, som de undertiden, skønt ugerne, efterkommer, huer dem bedre." - "Hjemme hos dem selv fornøjer det dem altså at være hverandres ligemænd. Men i krigen adlyder de deres konge, eller hvem han anser for den dygtigste iblandt dem, i et og alt."

Garmo Stavkirke på Maihaugen
Alteret i Garmo Stavkirke på Maihaugen, Lillehammer. På Oluf Hungers tid var de fleste kirker stadig af træ og har efter al sandsynlighed lignet de Norske stavkirker. Denne stavkirke blev opført i 1200-tallet. Foto Camilla Damgård Maihaugen "Tradisjon og Levemåte"

Danske mænd var nogle hårde halse; de gik til deres henrettelse med en lystig bemærkning og et smil på læben: "Andre straffe end bøddeløkse og trældom bruges ikke; og hvem der har fået sin dom, sætter en ære i at være lystig. Gråd og klagemål og andre i vore egne gode tegn på sønderknuselse er for Danskerne en sådan vederstyggelighed, at selv over sine synder eller for sine kære afdøde har ingen lov til at fælde tårer." Og i en skolie: "Øksen hænger på torvet for alles øjne og truer forbrydere med dødsdom; og hvem en sådan dom er overgået, ham ser man hovere over dødens komme og gå til retterstedet som til et gæstebud."

Også Ælnoth taler om: "- det utæmmede folks vildhed og medfødte hårdhed."

Utro kvinder mødte ingen forståelse eller tilgivelse, fortsætter Adam: " - at når en kvinde er blevet vanæret, bliver hun straks solgt."

I de Germanske kongedømmer i folkevandringstiden 4-5 hundrede år før de dramatiske begivenheder i Odense var folket opdelt i tre kaster, som var: frie mænd, frigivne og trælle. Denne opdeling kan man stadig genkende i Svend Estridsens Danmark.

Når Ælnoth taler om "almuen" mener han nok de almindelige frie mænd, idet Ælnoths "almue" er initiativrig og selvbevidst. Flere gange nævner han de "ædelige" eller "ædelbårne", som helt klart er mere end "almue" idet de har adgang til kongen og kan overbevise ham om nytten af forskellige forslag.

For eksempel, da der bliver udbudt leding mod England går "almuen" meget aktivt ind i sagen: "Dag for dag rustede man imidlertid flåden, og både de ædelbårne og almuen hastede med al mulig iver mod et land, der stod så højt i ry både for sin frugtbarhed og sin rigdom på gods." Og da kong Knud endelig tillod leding opbudet at vende hjem til deres gårde, var det efter samråd med de "ædelbårne": "Da kongen nu ved de ædelbårnes og stormændenes mellemkomst tillod dette, letter de med glæde ankrene op af sandet."

Vi må tro at de "ædelbårne" var særlig fornemme frie mænd, en klasse af adelsmænd, som havde større ejendomme end andre frie mænd. Ælnoth nævner også "stormænd", hvilket udtryk også kendes fra sagaerne. Det kan være en anden betegnelse for de "ædelbårne" eller udtrykket kan også inkludere lidt mindre vigtige adelsmænd.

Dommens dag
Illustration fra 1200 tallet, som forestiller Dommens Dag. Øverst Jesus med sine sår, som lader basunerne lyde, som er signalet til at de døde genopstår fra deres grave. De deles i to grupper, som er de frelste og de fordømte. De fordømte føres væk af en engel med draget sværd til et kedeligt endeligt i den sorte gryde, som dog ikke er sort. De frelste føres til et bedre sted, som ligner en slags sauna eller badstue. De fordømte synes at sende os et smil, medens de frelste ser mere bistre ud.
Wilhelm Erobrerens liste over sine nye Engelske besiddelser hed oprindeligt Liber de Winlonia, men blev i folkemunde hurtigt kaldt Dommedagsbogen, som nu er dens officielle titel. Den fik sit folkelige navn allerede i 1100-tallet, fordi dens afgørelser, i lighed med Guds afgørelser på Dommens dag, ikke kunne appelleres. Fra National Archives British Library.

Ælnoth fortæller os at han har sine oplysninger fra: " - fortælling af troværdige mennesker af begge køn og begge klasser." Vi kan tro at de to klasser var gejstelige og lægfolk.

Frigivne var tidligere trælle og formentlig efterkommere af disse. Det var dybt foragteligt at være af trælleæt. Knud den Helliges søn, Karl, blev dræbt foran alteret i Sankt Donatians kirken i Brugge, fordi nogle adelsmænd var blevet beskyldt for at være af trælleæt, og Karl tog dem ikke i forsvar. Frie mænd i Danmark har sikkert været endnu mere standsbevidste.

Sagaer og krøniker fortæller virkelig meget lidt om samfundet lidt lavere lag. Men vi kan skæve til England, hvor Wilhelm Erobreren opgjorde sine nye besiddelser i 1085-86 i Domesday Book.

Fyrre procent af personer, som er nævnt i Domesday Book, er anført som "villani". Idet vi husker at den hyppigste landsbynavn-endelse i Normandiet er "-ville", må vi tro at de er bønderne, de frie mænd, kernen i hæren og nationens grundlag. Nogle af dem havde gårde på op til 30 hektar, men var stadig pligtige til at udføre to eller tre dages arbejde på deres herres land. Vi bør ikke ligge for meget negativt i deres pligt til at arbejde for andre. I en ikke særlig udviklet pengeøkonomi må man have måder at overføre værdi, som ikke indebærer monetære betalinger.

Under "villani" i det sociale hierarki kom "bordars"(?), der havde havde mindre jord og var pligtig til flere ydelser.

Under dem igen kom "cottars" - hvilket ord minder om cottage - som havde endnu mindre land, måske nogle få hektar og en køkkenhave. De kan have været håndværkere, hyrder eller lignende. De må have været de frigivne.

I bunden af den sociale rangorden kom trællene, som udgjorde omkring 10% af den samlede befolkning. De kunne købes og sælges og havde ikke ret til at eje noget. Man kan forestille sig at andelen af trælle var lidt større i Danmark end i England. De fleste synes at have arbejdet som plovmænd, tjenere og malkepiger.
Skandinavisk købmand sælger en kvindelig træl
En Skandinavisk købmand sælger en kvindelig træl - efter sceneriet at dømme et sted ved en Russisk flod. Maleri af Tom Lovell (1909-1997). Han var en Amerikansk kunstmaler og illustrator, som malede historiske motiver fra det Amerikanske Vesten og illustrationer til National Geographic Magazine og meget andet. Fra "Through the Shattered Lens".

Man kan tro at antallet af trælle i Skandinavien formindskedes lidt efter lidt ved at stormænd opkøbte trælle, gav dem mulighed for frikøbe sig selv og derefter satte dem igang med fiskeri, landbrug eller håndværk, således som det fortælles i Olav den Helliges Saga at Erling Skjalgsøn konstant udviklede Rogalands økonomi. Det hedder: "Erling havde stadig hjemme paa gården 30 trælle, og desuden andre trælle; han fastsatte dagsværk for sine trælle og gav dem siden tid og lov til, hver som ville, at arbejde i tusmørke eller om nætterne; han gav dem agerland til at så korn for sig selv og føre sig afgrøden til vinding. Han fastsatte værd og løsepenger for enhver af dem; mange løste sig efter det første år eller det andet, men alle, som det var nogen trivsel med, løste sig på tre vintre. Med disse penger købte Erling sig andre trælle; men nogle af sine frigivne viste han til sildefiskeri og nogle til anden virksomhed; nogle ryddede skov og gjorde sig gårde der, og alle satte han på en eller anden måde i god vej."

Der er ingen afgørende dato, hvor man kan sige at da afskaffede den og den konge slaveriet ved et afgørende dekret. Det er mest sandsynligt at det er forsvundet lidt efter lidt. Så sent som i Jyske Lov fra 1241 findes der bestemmelser for trælle.

Links og Literatur

Roskildekrøniken Heimskringla
Svend Aggesen Heimskringla
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Saxo Grammaticus Heimskringla
Full text of "Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner" J. G. F. Ræder - Archive.com
The Danish History, Books I-IX by Grammaticus Saxo Project Gutenberg
William of Malmesbury's Chronicle of the kings of England. Archive.org
Page:The Anglo-Saxon Chronicle Wikisource
The Anglo-Saxon Chronicle: Eleventh Century Yale Law School Library
Ælnoths fremstilling af Knud den helliges historie Heimskringla
Kongerækken Kongehuset
Harald Héns love Historisk Tidsskrift - Jørgen Olrik inc. Radulfus Niger på dansk.
Studier over Ælnoths skrift om Knud den hellige Hans Olrik i Historisk Tidsskrift.
Studier over Ælnoths skrift om Knud den Hellige Hans Olrik i Historisk Tidsskrift - som PDF.
Knud den Helliges gavebrev 1085 Danmarkshistorien.dk
Knud den Hellige (1080-86) Den Store Danske
Kong Knuds lidelseshistorie Også kaldet: "Passio sancti kanuti regis et martiris" - Heimskringla.
Full text of "The chronicle of Florence of Worcester" Archive.org
Middelalderens kongelige hird Krigsvidenskab.dk
Kulturkontakter og den Danske Historiebevidshed i 1100-tallet Roland Scheel
Slægtsstrategier hos den danske kongeslæsgt i det 12. århundrede Historie
Danmarks monarkers historie Del 1 år 700 - 1700 Tom Thygesen's Weblog
Adam af Bremen: Om Landene og Øerne i Norden Heimskringla
Om Landene og Øerne i Norden P.W. Christensen
Scientists Determine Age of New World Map Brookhaven National Laboratory
Danmarks Historie 4 - Ole Fenger - Gyldendal og Politikken.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.

Tilbage til start af artikel

20180209

Passed W3C Validation