Siden oldtiden har det været en konges helligste pligt at stå på god fod med de Himmelske magter og derved skaffe landet en god høst. Det lykkedes aldrig for den tidligere konge, Oluf, selv om han havde de bedste intentioner, og derfor fik han tilnavnet Hunger. Men da Erik besteg tronen, blev det helt andre tider. Ælnoth fortæller at "snart efter at han var ophøjet til herredømmet, var det, som om tiderne helt var forandrede. Afgrødens rigdom smilede bonden i møde, gods og velstand voksede til overflod". Derfor fik Erik tilnavnet Ejegod, Egode eller blot den Gode.
1. Erik 3. - den fjerde søn
Kobberstik af Erik Ejegod fremstillet i perioden 1500-1795. Det har formentlig ingen portrætlighed. Fra Det Kongelige Bibliotek.
Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, der opnåede at blive valgt som konge af Danmark. Eftertiden har givet ham tilnavnet Ejegod, Egode eller blot den Gode, sikkert fordi alle hans regeringsår var velsignet med en god høst, velstand og gode tider. Saxo fortæller at han fik sit tilnavn "ikke blot for sine dyders, men også for de gode tiders skyld". Tilnavnet kan også skyldes at alle kilder - bortset fra Roskilde Krøniken - er enige om at han var en god konge.
Da hans ældre broder Oluf Hunger døde i 1095, var der gået 19 år siden faderen, Svend Estridsen, gik bort i 1076 efter 27 års regeringstid, og kun få af hans mange sønner var stadig i live. "Erik antog da ifølge lovenes bestemmelse regeringen i Danmark efter sin broder Oluf, thi han var den ældste af Kong Svends Sønner, som da vare i live," fortæller Knytlinge Saga.
Som de af brødrene, der havde været konger forud for ham, regerede han ikke særlig længe, nemlig otte år fra 1095 til 1103.
Tidslinje for Danmarks historie - Næsten alle kongerne nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som invaderede Jylland i år 917 e.Kr. som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger. Men det er pædagogisk meget hensigtsmæssigt at opdele kongerækken og dermed historien i dynastier eller grupper, da det gør historien mere overskuelig.
Det er nemt at få øje på nogle indlysende grupper, som de tidlige vikingekonger, som jeg kalder Knytlingene, som også kaldes Jelling Dynastiet. De adskilles fra Svend Estridsen og hans sønner af de urolige år under Magnus den Gode. Borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar udgør en naturlig skillelinje mellem Svend Estridsen og hans sønners tid og Valdemarerne. Den kongeløse tid afgrænser helt klart Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne. Kalmarunionens endeligt med det Stockholmske Blodbad, Christian 2.'s fald, Grevens Fejde og den Lutheranske reformation er en meget afgørende begivenhed i Danmarks historie.
Det oldgamle valgkongedømme blev afskaffet med et kup i 1660 og erstattet af enevælden, som var et kongeligt diktatur. Oldenborg kongerne tog del i både valgkongedømme og enevælde. Derudover var det også en Oldenborg konge, nemlig Frederik 7. som afskaffede enevælden i 1848 og tillod det konstitutionelle monarki, der er kendetegnet ved at kongemagten er defineret i grundloven som arvelig. Eget arbejde.
Kong Eriks to største bedrifter var at han opnåede at få sin dræbte broder, Knud den Hellige, kåret som katolsk helgen, og det lykkedes ham at få pavens tilladelse til at oprette et Nordisk ærkebispesæde i Lund og derved løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen. Asser, som Oluf havde udnævnt til biskop i Lund, blev Nordens første ærkebiskop.
Svend Estridsen blev efterfulgt som konge af fem af hans mange sønner, den ene efter den anden. Efter dem fulgte Erik Emune, som var søn af Erik Ejegod, og Erik Lam, som var søn af Ragnhild, der var en datter af Erik Ejegod. Det var således Erik Ejegod, som førte Svend Estridsens slægt videre som konger i kommende generationer.
Gennem sin søn Knud, som fik tilnavnet Lavard, blev han stamfader til alle senere danske konger, hvilket utvivlsomt har medvirket til hans berømmelse.
I 1798 undrede historikeren og bogsamleren Peter Frederik Suhm sig over at Erik Ejegod kaldte sig Erik 3. Vi sender tankerne til "Vita Anskarii", som fortæller: "Medens Ansgar opholdt sig i Sverige svandt udsigterne til et vellykket missionærarbejde i Danmark. Erik, Jyllands Konge, der tidligere havde støttet Anskar, var blevet upopulær hos sine hedenske undersåtter, og i en kamp
som varede i tre dage blev han og næsten alle hans ledende mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Erik 2. sad tilbage som regent over blot en lille del af Jylland." Mange andre informationer indikerer at den danske kongeslægt virkelig nedstammer fra Jyders konger, som herskede over en mindre del af denne halvø i tidlig vikingetid. Erik Ejegod må have regnet disse konger som sine forfædre.
2. Erik Ejegod
Erik Ejegod var født i Slangerup i Nordsjælland mellem Frederikssund og Hillerød. Saxo fortæller, at han under sit besøg i Konstantinopel, af kejseren fik foræret en splint af Kristi Kors og nogle dele af den hellige Nikolaus' knogler, som han sendte hjem til sin fødeby: "Denne hellige gave tog han med stor glæde imod og sendte den under Kejserens segl hjem til Lund og Roskilde, og for at hans fødested også kunne have en Helligdom at vise, sendte han et stykke af Kristi Kors samt Hellig Niels' Ben til Slangerup, thi kirken der skal han have bygget, og der, hvor nu alteret står, skal han have set dagens lys.
På stedet hvor Svend Estridsens kongsgård lå i Slangerup lod Erik Ejegod opføre en meget stor frådstenskirke med to tårne, som senere blev klosterkirke for det Cistercienser-nonnekloster, som Valdemar den Store lod anlægge der. Under husene, haverne og asfalten i Svaldergade og Klosterstræde i Slangerup ligger mange meget store ruiner fra både kirken og klosteret, som er veldokumenterede af både arkæologer og historikere. Der var tale om en meget stor treskibet frådstenskirke med et stort tvillingetårn mod vest. Foto Ejegod Tidende.
Første gang at Erik Svendsøn, som skulle få tilnavnet Ejegod eller Egothe, optræder i den skrevne historie er, da han i 1085 i Slesvig bistod sin store broder, Knud den Hellige, med at binde deres broder, Oluf Hunger. Saxo fortæller: "Kongen bød sine krigere binde ham som den, der var overbevist og ude af stand til at anføre noget til sit forsvar. De vægrede sig imidlertid ved at tilføje en mand af kongelig byrd en så utilbørlig forsmædelse, thi de nærede så stor ærbødighed for kongestammen, at de hellere ville dræbe en, der var runden af den, end binde ham, idet de holdt for, at han lettere måtte kunne bære den lod, der er fælles for alle mennesker, end lide en træls straf. danske rne har nemlig altid anset det for den største skam og skændsel at blive bundet og holdt for at fribårne mænd blev hårdere straffede ved at blive berøvet æren end ved at miste livet." - "Knud og Olufs broder Erik udførte da den befaling".
Næste gang, vi hører om Erik, er året efter i Odense, hvor Knud den Hellige finder sit endeligt. Ælnoth fortæller: "Fulgt af sine vederlagsmænd drager han (Knud) til hovedstedet for sin kamp såvel som for sin sejr og hvile, nemlig Odins Vi, ligemed med sin broder Erik, senere berømmelig konge, endvidere den navnkundige Sven og Benedikt, hans fælle i trængsel og strid."
Historikeren Palle Lauring er sikker på at den konge, som knæler for Kristi fødder med et kors i hånden i gavl-relieffet i trekantfeltet på Kathoveddøren i Ribe Domkirke er Erik Ejegod. Det usædvanlige overskæg tyder på at der er tilstræbt en vis portrætlighed. Foto: Indskrifter på Ribe Domkirke.
Knytlinge Saga lader Erik og nogle få andre undslippe i kampens tummel i Sankt Alban Martyrs Kirke. Men det forekommer usandsynligt at nogen kunne undslippe blodbadet, således som Ælnoth beskriver det: "Men da fjendernes mængde voksede i hobetal, blev de ikke blot slåede til jorden, men endogså trampede til døde og kvalte af deres modstandere, der væltede ind over dem, hob efter hob. Det hellige hus bestænktes med blod, og kirkens gulv vædedes af røde strømme." Vi må tro at Erik og den navnkundige Sven forlod byen før Knuds sidste kamp, eller i det mindste, som Saxo beretter om Erik, at han banede sig vej gennem bondehæren inden angrebet på kirken. Ælnoth ville temmelig sikkert ikke have undladt at omtale deres deltagelse i kampen, hvis de virkelig havde stået ved Knuds side til det sidste.
Efter drabet på Knud erfarede Erik at Danerne foretrak Oluf som ny konge, og han valgte derfor at flygte til Sverige. Saxo skriver: "Men da Erik hørte det, betænkte han, at det var ham, som efter deres broders befaling havde tilføjet ham den tort (at binde ham på Knuds befaling), og af frygt for hans hævn flyede han til Sverige med sin hustru Bodil." Vi kan tro at de søgte tilflugt på det såkaldte "Syghridlef", som omtales i Valdemars Jordebog. Det skønnes at have ligget i Østre Gøtaland og at det var det jordegods, som kom ind i kongeslægten med Svend Tveskægs hustru, Sigrid Storråde.
Erik Ejegod taler for Folket. Tegnet af ukendt kunstner 1850-1949. Billedsamlingen. Historisk Kronologisk Samling, Danmark.
Knuds og Edels døtre synes begge at have fulgt deres farbror Erik til Sverige; i alt fald blev begge gift med svenske stormænd: Cæcilia med jarlen Erik, Ingegerd med Folke - fra hvem Folkungerne nedstammer.
Det fortæller at Erik allerede i 1086 var en gift mand, altså formentlig ikke en ren teenager. Måske har han været i begyndelsen af tyverne; hvilket indikerer at han kan have været godt og vel 30 år gammel, da han blev konge i 1095.
Erik var stor og stærk, et hoved højere end andre mænd. Saxo skriver: "Han var nemlig ikke blot i besiddelse af herlige sindets gaver, men naturen havde også givet ham en så sjælden og beundringsværdig vækst, at han var et hoved højere end alle andre, og hans førlighed svarede til hans højde, så man skulde tro, at naturen havde skabt og udviklet hele hans legeme med den største omhu og nøjagtighed; kræfter havde den også givet ham i forhold til hans herlige legemsvækst, så at ligesom ingen var hans jævning i vækst, kunne heller ingen måle sig med ham i styrke, thi i begge henseender var han udmærket frem for alle andre. Han var, når han sad ned, mand for at kaste længere med spyd eller sten end folk, som stod op."
Det bliver bekræftet af Ryd Kloster Krønike: "Han hed for det andet Ejegod, fordi han var så høj, at man kunne se ham over alle folk fra skuldrene og op. Han var også så stærk som de fire stærkeste mænd i riget."
Saxo beretter om Erik Ejegods fysiske styrke: "Og ikke mindre dygtig var han til at trække tov, thi medens han selv holdt i enden af af et tov med hver hånd, lod han fire udmærkede stærke mænd trække i den anden ende af de to tove, og de anstrengte sig ikke blot forgæves for at trække ham op fra hans sæde, men han trak snart i det han holdt i højre og snart i det han holdt i venstre hånd og bevirkede ved sin stor styrke at modstanderne måtte slippe deres tag". Tegning Louis Moe.
Alle steder bliver han berømmet for sin gavmildhed. Knytlinge Saga skriver: "Han var gavmild på penge både imod høvdingerne og imod sine venner, og uddelte store
summer til alle dem, som kom til ham, og mest til dem, som fjernest fra besøgte ham; han gav også meget til fattige."
Alt tyder på at Erik Ejegod var en viljestærk og myndig konge med et langt mere vindende væsen end den konfrontatoriske og aggressive Knud den Hellige. Desuden var han en fremragende taler, Saxo fortæller: "Han havde også den herligste røst og talte på tinge ikke blot med stor veltalenhed, men også så højt og tydeligt, at han grant kunne høres, ikke blot af dem, der stod tæt ved, men også af dem, der stod langt borte. Derhos havde han, for at vinde almuens gunst, for skik at slutte sine taler på tinge med at pålægge mændene, når de kom hjem, at hilse deres koner og børn så vel som deres tyende fra ham med løfte om, at han nok skulde sørge for, at der skete enhver hans ret, thi i henseende til at gøre ret og skel, sagde han, havde han samme skyldighed over for alle."
Knytlinge Saga fremhæver at Erik havde en god hukommelsen og forstod mange sprog: "Kong Erik var en vis Mand, og besad ualmindelig lærdom; han forstod mange tungemål, havde en ypperlig hukommelse og var meget veltalende."
Skjalden Markus kvad:
Den i kamp berømte fyrste
Ejed guld og modigt hjerte,
stor hukommelse og andre
gode evner uden laster;
Ædlingen i alt udmærket,
i sin ungdom lærte mange
tungemål, den djærve Erik
overgik i magt de fleste.
I forbindelse med et Nordisk fredsmøde på Kongshelle ved Gøte-elvens udløb i Kattegat beskriver Magnus Barfods Saga Erik Ejegod som en smuk mand: "Folk sagde, at man aldrig havde seet tre anseeligere Høvdinger, end disse vare. Kong Inge var den ældste, største og føreste af dem, og han holdtes af alle for den, som indgød størst Ærefrygt, men Kong Magnus for den myndigste og raskeste, og Kong Erik var den fagreste af dem, men alle vare de veltalende, anseelige og gæve."
3. Erik som Konge af Danmark
Ælnoth angiver at Erik Ejegod blev valgt af hæren, et valg som sikkert fandt sted på samme måde, som valget af hans brødre, Harald Hen, Oluf Hunger og sandsynligvis Knud den Hellige: "Ved hele hærens valg, under folkets bifald." Hvilket må betyde at hæren eller leding flåden samledes og blev enige om hvilken tronkandidat, som de foretrak, og derefter blev den udvalgte formelt hyldet af folket på landstingene med det vigtige Jyske Ting i Viborg som det første.
Mønt med et portræt af Erik Ejegod på forsiden. Han har langt hår og midterskilning, men mangler det karakteristiske overskæg, som vi ser på Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Han er tilsyneladende glatbarberet. Han bærer en stav med en lilje, som også Knud den Hellige gør det i Odense byvåben. Den må repræsentere treenigheden og den rette katolske tro. Med sin højre hånd hilser han sit folk. På møntens bagside er afbilledet en ørn. Foto Pinterest.
Brugen denne procedure for kongevalg bliver bekræftet af Saxos senere beskrivelse af en af de sidste overlevende sønner af Svend Estridsen, som anstrengte sig for at blive valgt til konge efter det var blevet kendt at Erik var død på Cypern: "Svend, som i alder kom næst efter Erik, var i tillid til sin alder så opsat på at blive konge, at han ikke anså det for nødvendigt at oppebie det almindelige valg, men stævnede til ting i Viborg og ikke betænkte sig på at foregribe det almindelige valgs afgørelse ved at lade sig kåre af en enkelt landsdel." Imidlertid døde han på vej til Viborg.
Så snart Erik havde besteget tronen holdt hungersnøden op og de gode tider kom tilbage. Ælnoth fortsætter: "Ved Guds hjælp og under elementernes gunst steg nu den udmærkede Erik straks op til herredømme over riget, og efter alles enstemmige ønske fik han høvdingedømme og eneherredømme over hele Danmark. Og snart efter at han var ophøjet til herredømmet, var det, som om tiderne helt var forandrede. Afgrødens rigdom smilede bonden i møde, gods og velstand voksede til overflod, alle kunne glæde sig ved en tryghed og fred som fordum i Salomons dage; thi konger trindt omkring og magthavere tyktes han vis, dygtig og rådsnild."
På toppen af Borgvold i Viborg blev i 1915 rejst en sten til minde om Erik Ejegod. På stenen står: "Vidfare rejste liden sten, efter Erik Konning sin, Ejegod, der sydpå døde." Foto Calvin Wikipedia.
Roskilde Krøniken maner dog til en mere besindig vurdering: "Men, om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olufs skyld, det må han afgøre, som ved alt, inden det sker, og som ordner alt, når og sådan som han selv vil; thi ingen af dem fortjente den lod, de fik."
Ryd Kloster Krønike fortæller at høsten blev så rigelig at kornpriserne faldt dramatisk: "Da han blev konge, blev jorden straks så frugtbar, at en lille skæppe korn ikke var mere værd end 2 penning i gangbar mønt."
Erik sørgede for lov og orden, som det er en konges pligt. Han lagde ikke fingrene imellem overfor vikinger, tyve og røvere. Knytlinge Saga siger: "Kong Erik blev nu en mægtig og berømt høvding; han var den vennesæleste Konge, man kendte. Han straffede meget folks usæder, ødelagde vikinger og ildgerningsmænd, han lod tyve og røvere dræbe, lemlæste på hænder eller fødder, eller også underkastes andre store straffe, så at ingen slette mennesker kunne trives i Danmark for ham. Han var retfærdig i sine domme, og holdt strengt Guds Lov."
Kong Erik udnyttede behændigt de politiske modsætninger mellem Paven og Kejseren til at virkeliggøre sin faders ambition om at oprette et nordisk ærkesæde i Lund og derved frigøre den danske kirke fra Hamburg-Bremen ærkesædets overhøjhed og på den måde holde kejseren lidt på afstand.
Middelalderkonge indsætter en biskop i sit embede Foto Myers, Philip Van Ness Wikipedia.
I flere hundrede år havde de Skandinaviske kirker været underlagt Hamburg-Bremen ærkebispesædet.
Imidlertid, Ærkebisp Liemar af Hamburg-Bremen støttede Kejser Henrik 4. i investiturstriden med paven og rådgav ham i mange andre politiske forhold, og det åbnede en mulighed for direkte kontakt mellem den danske kirke og Vatikanet.
Investiturstriden omkring år 1100 var om retten til at udnævne bisper og andre kirkelige embeder. Kejseren ville selv udnævne sine bisper, medens paven insisterede på at Vatikanet skulle bestemme, hvem der skulle besætte kirkelige embeder i alle katolske lande.
Liemar kom også i konflikt med sit eget folk, sakserne, som var indædte modstandere af Kejseren. Det kom så vidt at Liemar måtte flygte fra sit stift, Hamburg-Bremen, som var en del af Saxen. Desuden lyste paven ham i band for hans støtte til kejseren, uden at det dog fik særlig stor effekt i Tyskland. I mange år havde Hamburg-Bremen Ærkestolen således ikke kontakt med de skandinaviske menigheder, og de nordiske konger havde længe kommunikeret direkte med pavestolen. Derved kom et selvstændigt nordisk ærkebispesæde til at fremstå som en indlysende mulighed for paven til at svække kejserens indflydelse i Skandinavien, hvilket kong Erik ikke tøvede med at udnytte.
Saxo skriver indledningsvis at Erik drog til Rom hele to gange i dette ærinde, men senere fortæller han at Erik sendte ambassadører til Rom, hvilket nok er nærmere sandheden. Ælnoth var en samtidig placeret i begivenhedernes centrum, hvis Erik virkelig personligt var taget til Rom, ville han have nævnt det, især fordi den sag, som det drejede sig om, fik så afgørende betydning for hans eget liv og gerning. Men på dette punkt er han tavs, han nøjes med at omtale kong Eriks sendefærd til pave Paschalis 11.
Den Tyske kejser Henrik 4. lader en brynjeklædt kriger jage Pave Clemens 3. ud i mørket. Tegning fra tysk håndskrift fra omkring 1170. En kejserlig hær belejrede Rom i 3 år og endelig måtte byen overgive sig, men Pave Gregor holdt ud i fæstningen Engelsborg og fik endelig undsætning af en Normannisk fyrste fra Syd Italien, som var en Sankt Peters Vasal. Men Normannerne plyndrede Rom så grundigt at Paven blev upopulær og måtte flygte fra byen.
Saxo skriver om Eriks kommunikation med paven: "For at danske rne ikke i gejstlige sager skulde stå under en fremmed Ærkebiskop, skikkede han nemlig sendemænd til Paven for at ansøge om, at landet nu måtte få sit eget ærkesæde. Paven undlod da heller ikke at holde, hvad han havde lovet." Efter at kongen havde forladt landet for at drage til det Hellige Land, kom en repræsentant for paven til Danmark for at ordne de praktiske forhold omkring det ny ærkebispesæde: "Der kom en pavelig Legat herop for at indsætte en ærkebiskop her i Landet, og efter at have taget skøn over de vigtigste byer her i riget og nøje undersøgt alt og gjort sig bekendt ikke blot med de forskellige steder, men også med de forskellige personer, der kunne være tale om, bestemte han, at ærkesædet skulde være i Lund, dels på grund af Asgers udmærkede fromhed, og dels fordi det er så let at komme til den by fra de omliggende egne, både til lands og til vands."
Siden Harald Blåtands dage havde Julin ved floden Oderens udmunding i Østersøen udviklet sig til et tilholdssted for fredløse og sørøvere: "To skåninger, Ale og Herre, der var bleven landsforviste for deres misgerninger" fortæller Saxo, "var også i deres landflygtighed tyede til Julin, det sted, hvor fordrevne danske re sikrest fandt tilhold, og de drev med stor iver det samme håndværk som de andre julinere og hærgede og ødelagde på det grummeste Danmark med deres sørøveri."
Adam af Bremen beskrev beliggenheden af Jumne, som de fleste tror er den samme som Jomme eller Julin, som den by som i dag hedder Wolin på øen Usedom-Wolin i Oders udløb i Østersøen: "På den anden side af Leuticierne, som også kaldes Wilzerne, møder os floden Oddara, som er Slavaniens vandrigeste flod. Ved mundingen af denne flod, der hvor den møder de Skythiske Sumpe, ligger den berømte stad Jumne" - Han henlægger helt klart byen til en ø, idet han fortsætter: "Der kan man se Neptun i tre skikkelser, for øen beskylles af tre havarme." Jomsborg kan have været en fæstning strategisk placeret nær Julin, eller blot et andet navn for Julin eller Jomme. Eget arbejde.
På samme måde som George W. Bush angreb terroristernes hjemland, Afganistan, således greb Erik Ejegod til våben mod sørøvernes tilholdssted, Julin. Ifølge Saxo angreb Erik Ejegod Venden flere gange: "Erik overvandt det mægtige Venderfolk og svækkede dets kraft, men både anden og tredje gang kuede han dets vildskab så eftertrykkeligt, at det aldrig siden hjemsøgte ham med sine sørøvertog."
Saxo fortæller at Venderne angreb "en højbåren mand ved navn Auden, da han var ved at sætte over fra Sjælland til Falster, og da han foretrak død for fangenskab, slog de ham ihjel." Derefter blev det besluttet på tinge at foretage et krigstogt mod Venden: "Skjalm Hvide, som var Audens broder, kærede da på tinge så stærkt herover, at menigmand på hans tilskyndelse besluttede, at alle i fællesskab skulle hævne denne ene mands drab."
"Danmarks ungdom angreb da Julin og belejrede den, så Julinerne til sidst måtte udlevere alle de sørøvere, der fandtes inden for byens mure, og derhos udrede en sum penge." Danerne lod sørøverne lide en grusom død: "De bandt dem først med bagbundne hænder fast til pæle, sprættede så maven op på dem og trak den nederste del af de blottede tarme ud, viklede dem om pælene og holdt ikke op med disse pinsler, førend indvoldene var vundne helt ud af maven på dem, og de grumme røversjæle drog deres sidste suk."
Knytlinge Saga beskriver at Venden oprindeligt tilhørte den danske konge, men var blevet erobret af Kejseren, som havde sat sin svigersøn, Bjørn, til at styre landet. Kong Erik angreb landet og vandt sejr: "Derpå sendte han opbud til krig over hele sit Rige, og trak en stor hær sammen, skaffede sig siden skibe, og seilede med hele hæren til Vindland" - "Kong Erik lod bygderne vidt omkring i landet brænde, og beboerne vare så bange, at de undflyede vidt og bredt."
Danerne henrettede de sørøvere, som Julins borgere havde udleveret til dem, ved at skære deres maver op og trække deres tarme ud. Tegning af Louis Moe.
Men også de danske havde haft store tab: "På dette Tog mistede også, som Markus beretter, mange livet både for ild og våben." I forbindelsen med et afsnit om Svend Estridsens børn beretter Knytlinge Saga lakonisk at "Kong Svends søn Sigurd faldt i Vindland." Måske var det ved denne lejlighed.
"Nogle af Venderne droge da til Kong Erik. Kongen pålagde dem store Bøder, og erklærede det Rige, som de danske Konger havde besiddet i Vindland, siden Kong Svend Tveskæg havde underlagt sig det, for sit arvtagne land." Det kan meget vel være sandt at Erik Ejegod anførte et togt mod et Venden, som var støttet af Kejseren. Danmark havde jo netop knyttet sig politisk til pavedømmet i striden imod kejseren.
Magnus Barfods Saga fortæller at den Norske Kong Magnus indledte sin konge-gerning med at plyndre i Halland. Der meldes ikke noget om hvad Erik gjorde ved det: "Kong Magnus drog om vinteren øster til Vigen, men ved vårens nærmelse sejlede han med sin flåde ned til Halland, og hærgede; han brændte det sted, som hedder Viskedal og endnu flere landstrækninger; han gjorde der meget bytte, og vendte så tilbage til sit Rige."
Efter at kong Magnus havde plyndret Gøte-landene i nogen tid blev der ifølge sagaen indkaldt til et Nordisk freds-møde på Kongshelle ved Gøte-elvens munding: "Næste sommer efter det slag, som Kong Magnus og den svenske Konge Inge holdt, blev der bestemt et kongestævne i Elven ved Kongehelle. Dertil kom Kong Magnus fra Norge, de Svenskes Konge, Inge og Danekongen Erik Svendsøn." - "Der sluttedes da fred imellem dem: hver af dem skulde beholde det Rige, deres fædre havde haft, men hver af disse Høvdinger skulde selv godtgøre sine undersåtter den lidte skade på mænd og gods."
Erik kan have fået sit tilnavn Ejegod, fordi alle - eller næsten alle - var enige om at han var en god konge. Kun Roskilde Krøniken hælder malurt i bægeret: "Erik herskede i 8 år og fandt på mange ubillige og uretfærdige love - Han havde 3 frillesønner: Harald, Benedict og Erik, samt med sin ægtehustru den højbyrdige Knud."
4. Knud helgenkåres
Det var Erik Ejegods fortjeneste at det lykkedes at få hans broder Knud, som blev dræbt i Sankt Alban Martyrs Kirke i Odense, ophøjet til katolsk helgen.
Udsnit af Ælnoths bog om Knud den Hellige og hans samtid. Ælnoth var en Engelsk munk fra Canterbury, som kom til Odense omkring år 1100 i Erik Ejegods regeringstid, efter al sandsynlighed på grund af problemer med Wilhelm Erobreren og hans mænd. Han skrev Danmarks første historiebog om Knud den Hellige, Vita et Passio S. Canuti, omkring 1125; den er tilegnet kong Niels. Som en ægte historiker baserede han sin beretning på udsagn fra samtidige mænd og kvinder, som personligt havde overværet begivenhederne. Ælnoth må være langt den mest pålidelige kilde til begivenhederne omkring drabet på Knud. Foto Odense Museum.
I Eriks regeringstid, fortæller den Engelske munk, Ælnoth, skete der undere ved Knuds grav: "Ved den dyrebare martyrs levninger" - "blinde får atter deres syn, døve genvinder deres hørelse, stummes tungebånd løses, visne hænder får atter deres førlighed, lamme får atter deres gang, spedalskes hud renses, og alle, der søger hjælp i Jesu navn, får både legemlig helsen og himlens nåde."
Ælnoth var øjenvidne til Knuds skrinlæggelse i året 1101; men han skriver ikke noget om optagelsen af hans knogler i 1095. Derfor må vi antage at han kom til Danmark i Erik Ejegods regeringstid, på et tidspunkt imellem disse to årstal. Han var munk i Sankt Knuds Kloster i Odense, som havde ansvaret for dyrkelsen af den ny helgen. Han må have været særdeles velorienteret om alle forhold vedrørende Knud den Hellige.
Ælnoth skriver ikke noget om at Kong Erik personligt drog til paven i Rom for at udvirke Knuds helgenkåring eller hans tilladelse til at etablere et Nordisk Ærkebiskop-sæde, således som Saxo og Knytlinge Saga fremstiller det.
Umiddelbart efter sin voldelige død blev Knud den Hellige begravet i Sankt Alban Martyrs Kirke, hvor han og hans mænd havde fundet deres endeligt, og der lå han i mere end ni år gennem hele Olufs regeringstid. Efter nogen tid begyndte der at ske mirakler ved graven, men først under Erik Ejegod blev hans knogler gravet op og lagt i en stenkiste under alteret i den ny frådstenskirke, som var under bygning. Da Erik havde opnået pavens tilladelse, blev han erklæret for katolsk helgen og 19 april 1101 blev hans knogler under stor højtidelighed taget op fra stenkisten og lagt i et pragtfuldt dekoreret helgenskrin. Ælnoth var personligt til stede og beskrev begivenheden. Han skriver at det var et skønt forarbejdet skrin smedet af det reneste guld, smykket af røde og himmelblå stene, perler og skønne juveler og udstyret med safrangul silke og fint silketøj.
Under reformationen hjemsøgte kongens mænd alle kirker og klostre i Danmark og Norge for at indsamle deres rigdomme og ødelægge alle spor af den katolske overtro. Imidlertid var det lykkedes for præster og munke i Odense at skjule helgenskrinet ved at mure det ind i kirkens murværk. Det kom frem igen i 1582 ved en ombygning, og ved den lejlighed tales der om "et skrin af forgyldt kobber smykket med bjergkrystaller" Katolske helgener var stadig ikke sagen i 1582, men Knud var trods alt konge og derfor blev skrinet igen muret inde.
Men ved en ny ombygning i 1696 kom skrinet frem igen, men nu var der pludselig to skrin. Det var forudset af Knytlinge Saga: "I et andet skrin hviler kongens broder Benedikt". Til venstre: Da skrinene var ude i 1696 blev de tegnet af rektor i Odense Thomas Bircherod. De var lavet af egetræ beklædt med forgyldt kobber. Perler og krystaller var borte, men der var spor efter indfatningerne, hvor de havde siddet. Kisterne indeholdt knogler, rester af silke og dunfyldte puder. Skrinene blev igen indemurede og blev først fundet frem igen i 1833 og placeret i krypten under alteret, hvor de stadig står. Der er i dag kun lidt tilbage af kobberpladerne. Til højre: Ornamenter på kistelågets metalbeslag. Det øverste har stadig en indfatning til et krystal, som nu er borte. På det andet bånd foroven kan man tydeligt se slægtskabet med vikingetidens gribedyrmønstre, motivet på det nederste bånd er nok lidt yngre.
Langsiden af et af helgenskrinene i krypten af Odense Domkirke. Den ene langside på hvert skrin har været dekorerede. En af langsiderne har været dekoreret i tretten felter med udskårne personer, som man stadig kan ane det som misfarvninger i felterne. Man kan forestille at tynd kobberplade er blevet presset eller hamret ned over de udskårne egetræs-figurer, og kobberet er derefter blevet forgyldt. En lignende teknik er formentligt blevet anvendt ved fremstillingen af de samtidige gyldne altre i Tamdrup Kirke ved Horsens og i Sahl Kirke mellem Skive og Struer.
Til venstre: Ælnoth taler om et skrin af guld. Et udsnit af det samtidige "Gyldne Alter" fra Tamdrup giver en ide om hvorledes udsmykningen i felterne i hvert fald på langsiderne oprindeligt kan have set ud. De har set ud som "smedet af det reneste guld", som Ælnoth skriver.
Til højre: Ælnoth taler om safrangul silke. Magnus Petersen har optegnet motivet med to fugle på den oprindelig safrangule - nu falmede - pude, som Knuds hoved hviler på.
Hvilket alt sammen viser at Ælnoth havde en god iagttagelsesevne, og han er en forfatter, som man kan stole på.
Knytlinge Saga og Saxo fortæller i detaljer om Eriks rejse til Rom, blandt andet at han først tog til Bari og besøgte Knuds enke, Edel, og derefter besøgte Paven på tilbagevejen. Saxo lader endog Erik rejse til Rom to gange. Men som før nævnt: Saxo skrev først et halvt århundrede senere, og Knytlinge Saga blev først nedskrevet på Island flere hundrede år efter begivenhederne.
Ælnoth, derimod, var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og han kender ikke noget til at kong Erik i egen person rejste til Rom ved nogen lejlighed. Han skriver: "Imidlertid sendte den vise kong Erik, der var betænkt på statens tarv, afsendinge til paven i Rom, underrettede ham om hvad der var sket, og bad ham om med sin pavelige myndighed at tage sig af de troendes fromme ønske" - "Og efter fælles beslutning og med enstemmigt bifald fra alle vedtog de dernæst, at den fordum berømmelige konge skulle optages i de allerede salige martyrers skare i himlen, og med martyrglansen skulde hans navn også udvides til forøget herlighed". (Hans helgen navn blev Canutus).
Til venstre: I Åby Kirke nær Århus hang Danmarks formentlig ældste krucifiks, nu i nationalmuseet. Dette er et fotografi af en kopi, som hænger i kryptkirken under Vor Frue Kirke i Århus. Det er formentlig fra omkring 1100. Det er ikke den lidende Kristus, som vi er vant til at se ham, som han hænger afmægtig på korset, fuldstændig ude af kontrol og tilsyneladende ude af stand til at sanse.
Til højre: Kristus fra Åby er en mere bister og beslutsom type, ganske lig Kristusfiguren på Jellingstenen, som er vist her. Det viser at 1100-tallet kulturelt ikke var langt fra Vikingetiden. Vore forfædre må have haft svært ved at acceptere Jesus på korset, konge over Himlen og Jorden, i form af den lidende Kristus, som vi kender ham fra den senere middelalder og stadig i moderne tid, pint, plaget og ydmyget og frataget al værdighed. Foto Wikipedia og Arslonga.
Ælnoth skriver: "I det 6. år af den herlige konge Eriks styrelse, da alle Danmarks bisper var samlede tilligemed en mængde klerke og en talløs skare af landets folk, så vi arme syndere med vore egne øjne den salige martyrs dyrebare jordiske levninger blive optagne af stenkisten og bårne op fra lønkirken, hvor de hidtil var blevne opbevarede, og vi så, hvorledes de under højtidelig lovsang og store glædesytringer fra alle dem, der var forsamlede, af den før nævnte biskop Humbald blev nedlagte, hvide som sne og svøbte i fint silketøj i det omtalte skrin. Det var den 19. april." Han kan endda fortælle, hvordan vejret var på denne dag.
Ørnetæppet er vævet i purpurfarvet byzantisk silke. Tæppet blev fundet i Knud den Helliges kiste og har efter al sandsynlighed været svøbt om hans jordiske rester, da han blev nedlagt i et helgenskrin d. 19 april 1101. Tæppet er formodentlig skænket af hans enke, dronning Edel, der i 1092 efter hans død blev gift med Normanneren Roger Bursa, hertug af Apulien. Tæppet er dekoreret med en stiliseret ørn med udbredte vinger og halefjer. I næbbet holder ørnen en ring med et vedhæng, mens kløerne hviler på et bånd med nogle tegn, der ligner skrift. Hidtil har ingen dog kunnet tyde indskriften. Ørnetæppet er i dag udstillet i Sankt Knuds Kirkes krypt ved Knuds kiste. Foto Historiens Hus Odense.
Efter al sandsynlighed er der heller ikke tale om at Erik selv hjembragte det berømte ørne-tæppe - som Knuds knogler sandsynligvis var svøbt i ved skrinlæggelsen og som blev fundet i helgenskrinet - fra enkedronning Edel i Bari. Ælnoth skriver udtrykkeligt at dronning Edel "sendte rige gaver": "Også den vise og kloge dronning Edel, der før, som vi har sagt, havde været hans ædle hustru, men nu var bleven gift i Italiens yderste egne med Roger, Apuliens berømmelige hertug, spurgte det store og længselsfuldt ventede ry, som gik af hendes forrige højt elskede husbond. Da bragte hun efter en vis beslutning Faderen i himlen, fra hvem alt godt kommer, skyldig tak og sendte rige gaver herop til pryd for hendes elskede mands dyrebare jordiske levninger."
Det fremgår af et brev fra bisp Ricolf af Odense til abbeden i det Engelske Evesham Kloster at Sct. Knuds Klosteret i Odense var et datterkloster af Evesham, som oprindeligt sendte 12 munke til Odense for at tage vare på dyrkelsen af den ny helgen. "At det er sket under Wilhelm den Yngre, Englændernes konge, og Erik den Allerviseste, de danske s konge." skrev Peter Frederik Suhm i 1792.
5. Prins Svend på korstog
De mellemøstlige kirkesamfund i Palæstina, Ægypten, Libanon, Syrien, Tyrkiet var de første kristne menigheder i Verden efter at Jesus havde lidt døden på korset. De Irakiske Kaldæiske Katolikker, de Ægyptiske Koptere, de Libanesiske Maroniter, den Armenske Apostoliske Kirke fandtes som kristne menigheder flere hundrede år før Europæerne blev kristne. "Den Hellige Apostolske Katolske Assyriske Kirke i Øst" regner sin grundlæggelse tilbage til år 37, da apostlene Peter og Paulus kom til Antiokia.
Foroven: I år 622 e.Kr. - umiddelbart før det muslimske angreb - var kristendommen udbredt over hele det område, som førhen havde udgjort det Romerske Rige, som stadig eksisterede i Øst som det Byzantiske eller det Øst-Romerske kejserdømme. Desuden havde den vundet fodfæste i Irland, Skotland, Mesopotamien, Saxen, Æthiopien og dele af Indien. Der var mange forskellige kristne trosretninger.
Fra 622 til omkring 750 fejede de muslimske krigere hen over det Øst-Romerske Rige og efterlod den Byzantiske kejser med blot Grækenland og nogle mindre områder på begge sider af Bosperus strædet. Syrien blev erobret omkring 636, Egypten 641, Mesopotamien og Det Persiske Rige, 650. Ved begyndelsen af 700-tallet blev hele Nordafrika og Spanien mod vest og landene i Centralasien og Indien mod øst også undertvungen af islamiske krigeres magt.
Hele Afrika, Spanien, Lille Asien og Mellemøsten gik tabt for kristenheden. Historikere estimerer at de hellige krigere under erobringen dræbte mange gange flere kristne, end de kristne dræbte muslimer i deres mere begrænsede generobring af Det Hellige Land. Sandsynligvis - som så mange historiske erobrere før dem - dræbte Allahs hellige krigere i stort omfang mændene og avlede deres egne børn på kvinderne. Kort fra Youtube "The Spread of Christianity" af Ollie Bye.
Forspillet til korstogene fandt sted i de tidligere kristne områder i det østlige Middelhavsområde. Gennem flere hundrede år havde muhamedanerne trængt det Byzantiske Rige tilbage gennem Syrien og Lille Asien. Den kristne kejser i Konstantinopel bad gang på gang om hjælp hos sine trosfæller i Vesten.
Omsider besluttede paven, Urban 2., at komme de betrængte kristne i Østen til hjælp. I 1095 - samme år som Erik Ejegod blev konge af Danmark - talte han til en forsamling af baroner og gejstlige i den franske by Clermont og kaldte kristenheden til korstog: "Mine mest elskede brødre, drevet af tidens barske nødvendighed er jeg Urban, som med Guds tilladelse bærer den pavelige tiara, som åndelig hersker over hele verden, er kommet hid til jer, Guds tjenere, som en budbringer for at afsløre den Guddommelige Formaning" - "Det er tvingende nødvendigt, at I i hast bringer jeres brødre i Østen den hjælp, som så ofte er blevet dem lovet. For Tyrkerne, et Persisk folk, har angrebet dem, som mange af jer ved, og er kommet frem i Romersk område så langt som den del af Middelhavet, der kaldes St. George's Arm; og besætter mere og mere af de kristnes lande, de har allerede syv gange erobret dem i kamp, de har dræbt og fanget mange, de har ødelagt kirkerne og ødelagt Guds Rige. Hvis I tillader dem at forblive der i en tid uden modstand, vil de udvide deres herredømme yderligere over mange trofaste Herrens Tjenere." - "Åh, hvilken skam, hvis en race, så foragtet, degenereret og slaver af dæmoner, således skulle erobre et folk befæstet med troen på den Almægtige Gud og som fører Kristi Navn!" - "Lad dem, der tidligere har været vant til at stride ugudeligt i privat krigsførelse mod de troende, kæmpe mod den vantro og bringe til en sejrrig afslutning den krig, der længe skulle være begyndt. Lad dem, som hidtil har været vant til uretmæssigt at kæmpe i private fejder mod de troende, nu bekæmpe de vantro og bringe den krig, som for længst burde være påbegyndt, til en sejrrig afslutning. Lad dem, der tidligere har kæmpet imod deres brødre og slægtninge, nu kæmpe, som de burde mod barbarerne."
Pave Urban 2 kalder til korstog i Clermont i Frankrig. Foto The Middle Age Portefolio.
"Gud vil det!" råbte forsamlingen. Derefter skiltes de og drog hjem for hver for sig for at forberede korstogene.
Allerede to år efter, i 1097, var en betydelig hær bragt frem til den del af Lilleasien, som Tyrkerne havde frataget Det Øst Romerske Rige. De trængte hurtigt frem til Palæstina. I 1099 indtog korsfarerne Jerusalem, hvor de dræbte en stor mængde muslimske forsvarere.
Albert af Aachen skrev "Jerusalems Historie" få år efter Jerusalems erobring. Han var selv med i det første korstog som huspræst for en af togets ledere, så vi må tro at det ikke er det rene opspind. Han beretter om Prins Svend af Danmark, som sommeren 1097 drog over den solsvedne Anatolske højslette i spidsen for en hær på 15.000 riddere på vej mod Jerusalem. Ikke langt fra Aksehir midt i Anatolien faldt de i et Tyrkisk baghold. De kæmpede tappert mod en overtallig fjende og fældede mange, men til sidst måtte de bukke under i den ulige kamp og de "faldt i en regn af pile og blev halshugget"
Den smukke Burgundiske prinsesse Florinda fulgte med den danske hær. Hun var for nylig blevet enke og ønskede inderligt at blive gift med Svend. I kampens forvirring lykkedes det hende at undslippe på et muldyr på trods af at hun havde seks pile i kroppen, men efter et stykke tid gled hun udmattet af blodtabet ned fra sadlen, blev indhentet af Tyrkerne, dømt til døden og halshugget.
Udsnit af Karel van Manders maleri "Prins Svends lig findes". Christian 4. var meget interesseret i beretningen om Svend og Florinda. Han lod Ole Worms undersøge historien om Svends død i Anatolien og gav derefter Carel van Manders til opgave at male et billede, billedet hænger på Fredriksborg. Foto Fredriksborg Museum.
Beretningen om Svend og Florinda blev en stor inspiration for digtere. I sit digt "Det befriede Jerusalem" lod renæscance digteren Torquato Tasso den eneste overlevende ridder i Svends hær, Rinaldo, vriste det blodige sværd ud af den døde Svends hånd, og med dette sværd i hånd blev Rinaldo den første korsfarer på Jerusalems bymur i 1099. I 1807 efter at englænderne havde taget den danske flåde gendigtede Jens Baggesens en del af Tassos digt på Dansk, som han kaldte "De danske s Pris". Her var Svend en helt, som fjenderne frygtede til det sidste:
Ej faldt han overvunden, fjenden bæved
end for den sejnendes usvækkelige mod
Hans sejerstolte sjæl sig først til Himlen hæved,
da ned på jorden randt hans sidste dråbe blod.
Vi kan tro at prins Svend var "den navnkundige Sven", som Ælnoth fortæller var tilstede i Odense sammen med den senere kong Erik før Knud den Helliges sidste kamp.
I 1997 udsendte Cambridge professoren J. Riley Smith en ny bog om det Første Korstog, "The First Crusaders" hvori han undersøgte hvem der egentlig deltog i toget og erobringen af Jerusalem. Han tastede hundredvis af navne ind i en computer og de dertil knyttede oplysninger blev sammenkørt. Resultatet viste at deltagerne i det Første Korstog stod i tæt forbindelse med hinanden allerede før korstoget. De var nemlig medlemmer af det internationale netværk, som kaldtes Sankt Peters Vasaller, som var fyrster og konger, som havde aflagt en særlig ed til paven om at støtte ham og stille sig selv og deres magt til hans rådighed. Det var de fyrster, der stod bag det nye reformpavedømme, som det blev udformet under især Gregor 7. (død 1085). Sankt Peters vasaller holdt sammen, deres familier giftede sig ind i hinanden, og det var først og fremmest dem, som fulgte pave Urban 2's opfordring i 1095 til at drage mod øst og befri Jerusalem.
Pave Gregor 7 som illustration i håndskrift fra 1000 tallet.
Det giver et helt nyt syn på Det Første Korstog. Det var ikke et særlig fransk foretagende, som man ellers generelt har ment, for mange franske fyrster deltog slet ikke. Nogle Sankt Peter Vasaller boede naturligvis i Frankrig, men typisk boede de i periferien omkring Frankrig og Tyskland, på Sicilien, i Syd Italien, i Flandern, i Polen og også i Danmark. Svend Estridsen var højt værdsat af pave Gregor og blev en Sankt Peter Vasal. Hans søn Knud den hellige blev gift med Edel, en datter af Sankt Peter Vasallen Robert af Flandern, som kom til at spille en vigtig rolle i erobringen af Jerusalem. Efter Knuds død i Odense blev Edel gift med en anden Sankt Peter Vasal, Roger af Apulien, som også tog del i korstoget. Svend Estridsens søn, den Navnkundige Svend, faldt i kamp mod tyrkerne i Anatolien, som ovenfor beskrevet, og en anden søn af Svend Estridsen, Erik Ejegod, døde på Cypern på vej til Jerusalem. Professoren J. Riley Smith foreslår at den skønne Florinda var datter af Sankt Peter Vasallen Eudes 1. af Burgund.
J. G. F. Ræder fortæller at findes en kort bemærkning hos en tysk årbogsforfatter ved navn Annalista Saxo fra 1100-tallet, som bekræfter prins Svends korstog: "En Broder til danske rkongen med to Bisper i 1097 drog til Jerusalem."
6. Erik Ejegods hustru og børn
Alle Eriks ældre brødre var blevet fyrsteligt gift. Harald Hen blev gift med sin kusine, Margrete, datter af Svend Estridsens broder, Asbjørn jarl. Knud den Hellige blev gift med Edel, datter af grev Robert af Flandern. Oluf Hunger blev gift med Ingerid, en datter af den Norske konge Harald Hårderåde. Erik blev gift længe før han blev konge. Sikkert fordi han lå så langt ned på listen over mulige kongsemner, måtte han tage til takke med Bodil, som historikeren J. G. F. Ræder mener at vide var datter af Svend Estridsens hirdjarl, Thrund Fagerskind. Hendes brødre var Svend og Astrad, som faldt sammen med Knud den Hellige i opgøret i Sankt Alban Martyrs Kirke i Odense.
Erik Ejegods hustru og børn.
- Knud, som fik tilnavnet Lavard, blev dræbt i Haraldsted Skov på Sjælland, dog ikke før han havde fået en søn ved navn Valdemar, som blev konge af Danmark under navnet Valdemar den Store. Knud Lavard blev ophøjet til katolsk helgen.
- Harald, som fik tilnavnet Kesja. Erik Ejegod satte ham til at bestyre landet da han drog til Jerusalem.
- Erik, som fik tilnavnet Emune, blev konge efter at han havde vundet slaget ved Fodevig og dræbt sin broder Harald og 11 af hans sønner.
- Benedict gjorde sig ikke bemærket i historien.
- Ragnhild giftede sig med Hakon den Norske og fik sønnen Erik, som fik tilnavnet Lam. Han blev konge af Danmark efter Erik Emunes død.
Saxo beretter meget lakonisk: "Erik havde tre Sønner, Harald, Knud og Erik, af hvilke han skal have avlet den første med en Frille, den anden i sit Ægteskab og den tredje med en anden Mands Kone." Roskilde Krøniken nævner en fjerde søn ved navn Benedikt, som ikke har gjort sig bemærket i den skrevne historie. Desuden nævner den en datter ved navn Ragnhild, som blev gift med en mand ved navn Hakon den Norske, som gennem sin moder Sunniva var oldebarn af Magnus den Gode. Ragnhild og Hakon fik en søn ved navn Erik Lam, som opnåede at blive konge af Danmark - derom senere.
Middelalderlig figur, som af nogle antages at forestille dronning Bodil på pilgrimsfærd. Måske en skakbrik. Ukendt oprindelse. Wikitrans.
Gennem tusinde år havde det været skik i Skandinavien og hele den Germanske verden at en konge kunne have friller, det vil sige elskerinder. Allerede Tacitus berettede i sin bog, Germania, at Germanske mænd i almindelighed nøjedes med en kone, kun kongen kunne have flere koner og elskerinder. Der er adskillige eksempler på at Germanske konger i den tidlige middelalder havde børn med højbårne kvinder over hele deres rige. Erik Ejegods fader, Svend Estridsen, fik således mindst 17 sønner med forskellige fornemme kvinder, hvoraf ingen af dem var dronningen. Erik havde også adskillige friller, men han blev konge forholdsvist sent i sit liv, og derfor kunne han ikke helt stå mål med sin fader.
Det kan - ifølge gammel tradition - have været sådan at for kongen var alle kvinder i hele hans rige opnåelige. Men man mærker en sarkastisk afstandtagen til denne gammeldags skik i Saxos udtryk "og den tredje med en anden Mands Kone."
Svend Aggesen bruger udtrykket "forskellige hustruer", således at forstå at ingen af mødrene var mere lovformelige hustruer end andre.
Saxo skriver at Erik tog til Sverige i følge med sin hustru Bodil i 1086 efter Knuds død i Odense: "Men da Erik hørte det, betænkte han, at det var ham, som efter deres broders befaling havde tilføjet ham den tort (at binde ham på Knuds befaling), og af frygt for hans hævn flyede han til Sverige med sin hustru Bodil." De var altså gift allerede ni år før han blev konge. Bodil må have fulgt ham gennem alle årene i både modgang og triumf.
De fleste kilder har ingen forbehold overfor Eriks mange elskerinder, de opregner blot at Erik havde sønner med de og de kvinder. Kun Saxo mener at det var moralsk forkasteligt: "Han nøjedes nemlig ikke med at pleje omgang med sin ægtehustru, men holdt friller, skønt skæbnen havde været ham så god at tildele ham en hustru, der udmærkede sig både ved fagerhed og dyd.
Dronning Bodils kilde nær Børlum Kloster i Vendsyssel. Det menes at kilden er opkaldt efter dronning Bodil, som netop havde sin slægt i denne egn af Danmark, siges det. Kildevandet løber ned i en døbefont, sikkert fra klosteret. Foto Wikitrans.
Bodil havde tilsyneladende ingen problemer med at dele sin ægtemand med andre kvinder, hvilket han videre beskriver: "Heller ikke skortede det Dronning Bodil på overbærenhed over for sin husbonds utilbørlige adfærd, thi hun viste de piger, hun mærkede, han havde fattet elskov til, moderlig kærlighed, og for at vise sin husbond så meget større føjelighed optog hun dem blandt sine terner, så længe hun levede, ja, for at deres fagerhed kunne komme så meget bedre til sin ret, satte hun endogså tit deres hår med sine egne hænder, og skønt det havde været mere end nok, at hun ikke blev vred, viste hun dem oven i købet kærlighed. Da hun ikke kunne være sin husbond til behag ved sin egen fagerhed, ville hun nemlig være det ved andres og foretrak at frede om mandens kærlighed til dem frem for at hævne den tort, der tilføjedes hende."
Da Erik besluttede sig for at drage på korstog, ønskede Bodil at følge ham. Saxo fortæller: "Dronning Bodil var ikke sen til at beslutte sig til at følge med sin husbond; hun aflagde det samme løfte som han, men hun ville ikke dele seng med ham."
7. Dronning Bodil i Knytlinge Saga
Knytlinge Sagas fortælling om Dronning Bodil er special ved at den er meget forskellig fra Saxos og andres fortællinger om dronningen. Sagaen gør rede for Bodils slægt i mange detaljer, hvilket tyder på at beretningen ikke er greben fuldstændig ud af luften. Den lader os vide at Bodil var kejserens halvsøster. Andre kilder fortæller os at ved forældrenes afrejse mod Jerusalem blev hendes lille søn, Knud, sat i pleje hos den Sjællandske stormand Skjalm Hvide i Fjenneslev, men efter nogle år - måske ved at efterretningen om forældrenes død på Cypern nåede Danmark - blev han overført til Hertug Lothars hof i Saksen (Lothar blev senere kejser 1125-37).
Granit døbefont i Ejstrup Kirke vest for Kolding. Foto Lennart Larsen i Palle Laurings Danmarkshistorie.
Ifølge fragmenterne af Robert af Elys helgenskrift fra omkring 1135 er Knud Lavard født i Roskilde Skt. Gregors dag i faderens første kongetid. Derfor, hvis Knytlinge Saga taler sandt, kan han være født i 1097, idet Erik først førte krig i Venden, hvor han fandt dronning Bodil og dernæst skulle hun udstå de obligatoriske ni måneder. Efterretning om forældrenes død kan måske have nået Danmark i 1105, og Knud ville da have været 8 år gammel.
Det, som nager, er at man sender ikke en dreng på 8-10 år bort til et sted, hvor der ikke er slægtninge, som kan tage ansvaret for ham. Der må have været nogen i Saksen, som var i familie med drengen og følte et særligt ansvar for ham. Hvilket fører til at Knytlinge Saga kan ret i at Bodil var halvsøster til kejseren. Og dermed at hele historien om at hun var datter Svend Estridsens hirdjarl, Thrund Fagerskind fra Vendsyssel ikke er sand - hvor den end kommer fra.
Knytlinge Saga fortæller at kejseren satte sig i besiddelse af Venden, som var den danske konges arveland. Han satte en mand ved navn Bjørn til at styre landet på hans vegne. Bjørn bad om at få kejserens søster, fru Bothild, som hustru, hvilket kejseren tilstod ham. Sagaen siger: "Om hendes slægt berettes det, at hun var Kejserens halvsøster paa mødrene Side, men hendes fader hed Thorgaut, og var dansk af herkomst; han var Kong Svend Ulfsøns hofsinde, og var den skønneste mand man kunne se, hvorfor også Kong Harald Sigurdsøn (?) gav ham tilnavnet Fagerskind. Hans fader hed Ulf; han var jarl i Danmark, og var en stor kriger; han drog paa togter til de vestlige lande, hærgede meget paa Gallisseland (sikkert Galicien i Spanien), og indtog og ødelagde landet, og han blev derfor kaldt Galisse-Ulv. Han ægtede Jarlen Hakon Eriksøns Datter Bothild, og hun var moder til Thorgaut Fagerskind.
Leding flåden. Foto Danmarks Historie i Billeder.
Erik samlede en hær, angreb Venden og erobrede det tilbage efter hårde kampe: "Der var sket så stort et mandefald, at ingen kunne tælle de faldne. Ogsaa Kejserens
svoger Bjørn var mellem dem, og ligeså næsten hele den hær, som havde fulgt ham."
Senere i sagaen fortælles om Erik og Bothild: "Kong Erik havde taget til fange Kejser Henriks søster, Fru Bothild, der, som før blev berettet, havde været gift med Bjørn. Med hende avlede Kong Erik en Søn. Denne dreng blev opkaldt efter Kongens broder Knud den Hellige; han var tidlig håbefuld og smuk af udseende. Da han endnu var ung, sagde Kong Erik til fru Bothild således: "Du har nu opholdt dig her i nogen tid, men nu må det høre op; jeg vil lade dig følge hjem til dine frænder." Hertil svarede hun: "Jeg tror at vi just ikke af elskov er kommet sammen, og I har
omgået mig mere af vellyst end kærlighed; I må da tilstå mig, Herre! at vor Søn Knud
drager med mig til lindring i min kummer." Kongen svarede hende igen: "Ej har jeg så
meget godt at lønne dine frænder for, at jeg skulle forunde dem det, at denne dreng vokser der op, thi det er min anelse, at han vil blive en hæder for sine frænder og for mange andre." Hun blev siden fulgt hjem til sine frænder, og Kongen gav hende et hæderligt følge med. Men Knud voksede op ved sin faders hof."
Der er også ligheder i de to beretninger om Bodils slægt. I begge tilfælde er hun datter af en tidligere jarl for Svend Estridsen, som hed Thrund eller Thorgaut og havde smuk hud. Både i Knytlinge Saga og hos Saxo har Erik og Bodil nogle problemer med deres seksuelle samvær.
8. Kong Erik drager på korstog
I 1103 proklamerede Erik Ejegod på landstingene at han agtede at drage til "Det Hellige Land, hvor frelseren havde færdedes".
Kong Erik proklamerer på tinget i Viborg at han vil drage på korstog. Historiemaleren Anker Lund.
Ifølge Saxo skulle anledningen være, at en musikers magiske sange gjorde ham så sindssyg, at han dræbte fire af sine egne mænd: "Til sidst fik hirdmændene ham overvældet ved at lade drabanterne fra alle kanter kaste dyner over ham, og således fik de med stor fare for dem alle omsider hold på ham. Da han atter var kommen til sig selv, betalte han først den bøde, han var ifalden, fordi han havde forbrudt sig imod hirdskråen, men for at gøre endnu strengere bod og sone sin synd satte han sig endvidere for at gøre en pilgrimsfærd og drage til det Hellige Land, hvor Frelseren havde færdedes."
Spillemanden spiller for Kong Erik. Tegning af Louis Moe
Da han kundgjorde sin rejse på Viborg Ting vakte det stor opstandelse. Saxo beskriver Jydernes bestyrtelse: "Da han nu også gjorde det vitterligt på Viborg Ting, blev almuen der helt bestyrtet, jamrede sig, som om det var en fader, den skulle miste, og råbte, at ved at drage bort ville han bringe landet i fare, hvorfor alle som en med grædende tårer besvor ham om at blive hjemme. Til sidst omfavnede de, badede i tårer, hans knæ og bønfaldt ham på det indstændigste om ikke at tage mere hensyn til det løfte, han havde aflagt, end til det almene vel; han kunne være vis på, sagde de, at det huede Gud bedre, at han blev hjemme og tog sig retskaffen af Rigets sager, end at han gik i landflygtighed."
Saxo fortsætter: "Så bestemte Kongen, at hans Søn Harald, som havde nået en til et sådant hverv passende alder og modenhed, skulde stå for styret i hans fraværelse, og Skjalm Hvide, som var såre anset både for sin høje byrd og sin store retskaffenhed" - "overdrog ham at opfostre Knud (Lavard)."
Siden Svend Estridsens død i 1076 havde kongemagten passeret fra de ældre af hans mange sønner til yngre. Wilhelm af Malmesbury bekræfter delvist at sønnerne havde svoret indbyrdes at til enhver tid skulle den ældste af dem være konge: "Sweyn, da han var nær sit livs ende, bandt alle indbyggerne med den ed at eftersom han havde fjorten sønner, skulle de give kongeriget til hver af dem i rækkefølge, så længe problemet bestod.". Wilhelm uddyber ikke hvilken rækkefølge, men for eftertiden er det nemt at se at det var efter alder.
Vikingernes sejlruter i Rusland. Det er muligt at Erik valgte ruten ad Den Finske Bugt til floden Neva, Ladoga-søen, Volkhov-floden, Ilmen-søen, floden Lovat, den Vestlige Dvina og derefter trække et stykke vej over land til Dnieper-floden, som munder ud i Sorte havet. Men Saxo skriver udtrykkeligt at han sejlede til Rusland, hvilket kan være Novgorod, og han derefter rejste over land til Byzans. Desuden, i Konstantinopel gav Kejseren ham skibe, hvilket tyder på at han ikke var ankommet dertil i skibe.
Ved at udnævne sin søn Harald Kesja til regent i sit fravær søgte han at bringe ham i position som hans efterfølger som konge til trods for at der stadig var sønner af Svend Estridsen i live, som var yngre end ham selv, nemlig Svend, Ubbe og Niels. Dette må helt sikkert have skabt en uvilje mod Harald Kesja fra starten, som kan have medvirket til hans fald og tidlige død.
Saxo definerer ikke Eriks rejserute meget nøje, han skriver blot: "Imidlertid drog Erik til Skibs til Rusland, hvorfra han over Land drog gjennem dette Rige og en stor Del af Østerleden, til han nåede Byzanz." Måske drog han med skib ad Dvina floden til Novgorod og forsatte derefter med hestetrukne slæder over isen på floderne, således som det var meget brugt.
Kejseren af Konstantinopel havde en livgarde bestående af skandinaver, som kaldtes Væringegarden. Skandinaver var kendte for at holde deres ord, og når de havde svoret troskab til en fyrste, ville de kæmpe til sidste mand. Kejser Alexios datter Anna Kommena beretter om vanskelige situationer i Konstantinopel, hvor de "Øksebevæbnede Krigere", som hun kalder dem, var kejserens eneste støtte. Det var en fast regel at skandinaver af kongeligt blod ikke kunne optages i garden og måske slet ikke havde adgang til Konstantinopel, fordi man frygtede at deres loyalitet mod deres konger skulle tilsidesætte deres troskab mod kejseren. Harald Hårderåde var i Væringegarden i mange år, men han skjulte omhyggeligt sin kongelige afstamning.
Erik Ejegod i samtale med kejseren i Konstantinopel. Tegning Louis Moe.
Sikkert af denne grund blev Erik Ejegod afvist ved byporten. Men danske rne i Væringegarden fik lov til at gå ud og hilse på deres konge i mindre grupper. Saxo skriver: "Imidlertid gik de danske re, der var trådt i græsk Tjeneste, til kejseren og bad, om de måtte gå ud og hilse på deres Konge; det gav han dem Lov til, men han bød dem gjøre det hver for sig, for at kongen ikke ved sin Tale skulde bedåre og forlokke dem alle på en Gang." Erik talte til dem og formanede dem til tapperhed og at "føre et ædrueligt levned og ikke hengive sig til drukkenskab."
Takket være efterretningerne om Eriks formaninger til sine landsmænd blev han efter nogle dage alligevel modtaget af kejseren. Kejseren lod male et maleri af Væringernes konge i fuld størrelse. Som gave fik Erik et stykke af Kristi kors og et stykke af den Hellige Nicolaus' knogler, som han straks fik sendt hjem til sin fødeby, Slangerup.
Efter nogen tid i Konstantinopel gav kejseren Erik og hans følge nogle skibe, Saxo siger: "Omsider skænkede Kejseren ham nogle Krigsskibe og forsynede ham med levnedsmidler, og så sejlede han til Cypern."
"Her blev Kongen angreben af Feber, og da han mærkede, at hans sidste Time var nær, bad han om, at hans lig måtte blive jordet ved hovedstaden der på øen" siger Saxo.
Mindetavle for Erik Ejegod i byen Pafos på den Græske del af Cypern. Foto Lcw27 Wikipedia.
Knytlinge Saga siger: "Han døde i den by, som hedder Basta"
Derfor, vi ved at han er begravet på Cypern, sandsynligvis i øens hovedstad på denne tid, men vi kender ikke det helt præcise sted.
Det fremgår af Anders Sørensen Vedels læsning omkring 1600 af en nu forsvunden version af Robert af Elys beretning om helgenen Knud Lavard at Knuds moder, dronning Bodil, efter sin mands død fortsatte til det Hellige Land, hvor hun døde på Oliebjerget og blev begravet i Josafats Dal. Det vides ikke præcist, hvor hun ligger begravet men det kan være på den attraktive begravelsesplads mellem Oliebjerget og Tempelbjerget, muligvis i nærheden af Den Hellige Jomfrus Gravkirke.
Imidlertid, ved læsning af både Ældre Sjællandske Krønike og Saxo kan man få den opfattelse at hun døde på Cypern sammen med sin mand. Saxo skriver: "Hans Hustru bukkede ogsaa under for denne pilgrimsfærds besværligheder og døde." Hvilket kan få os til at tænke at dødsårsagen var en form for infektions, idet de døde næsten samtidig.
