Forside DH-Debat
30. Niels den Gamle
32. Erik Lam

31. Danmarkshistorien - Erik Emune

Indledning - Erik Emune - Mordet på Harald Kesja og hans Sønner - Erik som Konge af Danmark - Eriks Hustru og Børn - Kong Eriks Død og Begravelse - Links og Litteratur -

Indledning

Erik emune Maleri af Kong Erik Emune fra omkring 1575 i Ribe Domkirke. Hele Middelalderen igennem blev dagligt læst sjælemesse i Ribe Domkirke for hans fred. Sandsynligvis er der ingen portrætlighed. Der er ikke overleveret beskrivelser af hvorledes han så ud. Foto Orf3us Wikipedia.

Erik Emune blev konge af Danmark kort efter slaget ved Fodevig og Slesvig borgernes drab på kong Niels i 1134. De nærmere omstændigheder ved hans kongevalg kendes ikke, måske greb han blot magten. Han regerede blot i tre år, idet han blev dræbt på Urnehoved Ting i Sønderjylland allerede i 1137.

Efter Magnus den Stærkes drab på Knud Lavard i Haraldsted Skov Janaur 1131, rejste Knuds brødre - Harald Kesja og Erik Emune - Hvide-slægten, Bodilsønnerne og andre Danske stormands-slægter et oprør mod Kong Niels og hans søn Magnus Stærke. De udnævnte Erik Emune som deres konge og leder af oprøret. Svend Aggesen skriver: "Erik, som blev ansporet af Guddommens finger, brændte af begærlighed efter at stride imod sin farbroder, Kong Niels, og tage bod for sin myrdede broder"

Erik trak i første omgang det korte strå i borgerkrigen, men han udviste en utrolig kampvilje, opfindsomhed og kompromisløshed. Efter tre års hårde kampe overalt i landet måtte han flygte til Norge med sin familie, hvor han blev holdt fangen af den Norske kong Magnus. Det syntes da, som var hans sag fuldstændig tabt. Men han drak fangevogterne fulde, brød hul i ydervæggen i sin celle, borede huller i bunden på de Norske skibe på stranden og undslap til Danmark med sin familie.
Kongeslægter eller dynastier gennem Danmarks historie
Dynastier eller kongeslægter gennem Danmarks historie. Dog nedstammer alle konger - undtagen Magnus den Gode - fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede størstedelen af Jylland i 917. Det giver et godt overblik at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten fik sit navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var måske Gorm den Gamles fader. Magnus den Gode i 1047 var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans tid danner en overgangsperiode til Svend Estridsen, hans sønner og sønnesønners regeringstid.
De stridende konger, Svend, Knud og Valdemar omkring 1157, var alle sønnesønner af Svend Estridsen; deres tid danner som et interregnum til Valdemarernes æra.
Mange historikere, sikkert de fleste, medregner kun Valdemar den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at medtage deres direkte mandlige efterkommere - inkluderet Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før den kongeløse tid omkring 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men det blev hans barnebarn Oluf, og hans datter Margrete 1. blev dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genrejste Danmark og skabte således grundlaget for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De tidlige Oldenborger konger var også Unions-konger, men blot kun i korte perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde i 1536 udgør et vigtigt vendepunkt i Danmarks historie. Som følge af Den Lutherske Reformation satte kongerne sig i besiddelse af den tredipart af Danmarks landbrugsjord, som tilhørte kirken. Denne enorme rigdom gjorde det muligt at overvinde den gamle adel og oprette enevælden, som var en vigtig årsag til Danmarks historiske nedgang. I 1848 blev en demokratisk grundlov indført uden interne kampe.
Den Oldenborgske linie uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter givet til Christian 9. af Glucksborg.

På mirakuløs vis fik Erik vendt stemningen i Skåne - formentlig i samarbejde med Ærkebisp Asser - til fordel for hans næsten tabte sag, og de lejede eller på anden måde fik hjælp af en hær af pansrede ryttere - sikkert fra Tyskland - som fuldstændig tromlede Kong Niels' og Magnus' gammeldags ledingopbud ned i slaget ved Fodevig i 1134.

Svend Estridsen blev efterfulgt fem af sine sønner og derefter en sønnesøn og en søn af Erik Ejegods datter
Svend Estridsen blev fulgt som konge af fem af sine sønner, den ene efter den anden. Efter dem kom Erik Emune, som var søn af Erik Ejegod, og derefter Erik Lam, som var søn af Ragnhild, der var en datter af Erik Ejegod. Det var således Erik Ejegod, som førte Gorm den Gamles og Svend Estridsens slægt videre som konger til kommende generationer.

Magnus den Stærke, kong Niels' eneste søn, faldt i slaget. Før Niels drog til Slesvig, udnævnte han derfor Erik Emunes storebroder, Harald Kesja, til medkonge, idet denne havde skiftet side til fordel for Kong Niels. Erik svarede kompromisløst og grusomt igen ved at dræbe broderen og alle hans tolv sønner undtagen en, som undslap i forvirringen.

Erik Emune

Saxo beretter meget lakonisk om Erik Ejegod: "Erik havde tre Sønner, Harald, Knud og Erik, af hvilke han skal have avlet den første med en frille, den anden i sit ægteskab og den tredje med en anden mands kone." Da Harald Kesja var den første og Knud Lavard var født indenfor ægteskab, må det være Erik Emune, som han fik med en anden mands kone.

Erik Ejegods sønner
Erik Ejegods tre sønner. Harald Kesja var den ældste. Knud Lavard var født indenfor ægteskab, hvad der fik stadig øget betydning op gennem middelalderen. Erik Emune fik han med en mindre fornem elskerinde. Stormændene skubbede alle tre til side til fordel for Erik Ejegods broder, Niels, og princippet om at Svend Estridsens sønner skulle arve tronen efter alder.

Mange antager at han blev født omkring 1100, og således var omkring 34 år gammel da han blev konge.

Ved Erik Ejegods og Bodils afrejse mod det Hellige Land kommer det frem at faderen ikke havde en meget stor interesse i den lille Erik. Saxo fortæller: "Så bestemte Kongen, at hans søn Harald, som havde nået en til et sådant hverv passende alder og modenhed, skulde stå for styret i hans fraværelse, og Skjalm Hvide, som var såre anset både for sin høje byrd og sin store retskaffenhed, og som han havde gjort til høvedsmand ikke blot over hele Sjælland, men også over Rügen, som han selv havde gjort skatskyldigt, overdrog han at opfostre Knud. Erik derimod, som var af ringere herkomst på mødrene side, og som han ikke bar så megen omsorg for, gav han mindre anselige formyndere."

Knytlinge Saga mener at Erik havde et dårligt forhold til kong Niels: "Kong Eriks anden søn Erik var ikke så meget afholdt af Kong Nikolaus."

Han fik tilnavnet Emune. Det betyder den uforglemmelige, den evigt-mindede. Knytlinge Saga siger at "fordi mange troede, at de sent ville forvinde den grusomhed, de havde udstået af ham, blev han derfor kaldt Erik Emun eller den stedse mindede".

Andre kaldte ham ved tilnavnet Harefod. Helmolds Vender Krønike beskriver at han førte en slags guerillakrig mod Magnus: "Derpå antog han navn af konge og begyndte at falde over Magnus og yppe blodig kamp med ham den ene gang efter den anden; men han tabte og måtte flygte. Derfor fik Herik også øgenavnet Hasenvoth d. e. Harefod, fordi han bestandig var på flugten."

Blide på Middelaldercenteret
Blide på Middelaldercenteret, som ligger i den nordlige udkant af Sundby på Lollandssiden af Guldborgsund lige over for Nykøbing Falster.

Erik var handlekraftig og opfindsom og bestemt ikke bange for træffe også upopulære beslutninger. Han fik fremstillet blider for første gang i Danmark, og erobrede ved hjælp af disse Harald Kesjas borg, Haraldsborg, på Sjælland. I Slesvig modstod han angreb fra hele Danmarks leding-opbud, indtil den strenge vinter fik angriberne til at opgive. Med stor opfindsomhed drak han sine fangevogtere fulde og undslap derved sit fangenskab i Norge. Han skaffede pansrede ryttere og brugte dem med stort held mod Niels' og Magnus' gammeldags ledingopbud ved Fodevig. Han indførte at leding flåden skulle medbringe kavaleri, nemlig fire heste i hvert skib, siges det. Han erobrede borgen Arkona på Rugen ved at dræne borgens brønd og derved tvinge forsvarerne til at overgive sig.

Men hans brutale mord på broderen og hans sønner vidner om at han også var grusom og fuldstændig hensynsløs.

Saxo fortæller at da Erik blev konge blev han en skræk for de store, men elsket af de små: "Han straffede de uretfærdigheder, stormændene begik imod småfolk, skånede hverken venner eller frænder, men revsede de fornemmes utilbørlige havesyge med sværd og strikke. Ved sin iver i så henseende pådrog han sig stormændenes had, men vandt til gengæld menigmands hengivenhed."

Granit døbefont i Almind Kirke
Granit døbefont i Almind Kirke nord for Kolding.

Roskilde Krøniken ser den samme sag fra en nogen anden side: "Erik bar sig i alle ting ad, som om han var kejser; han ryddede alle hindringer af vejen og tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd, for han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunne tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker."

Erik var veltalende, mener Roskildekrøniken, men fuld af løgn: "Erik var nemlig yngre end Harald og langt mere veltalende end denne; en skændig mand, fuld af raseri og løgn."

Det bliver bekræftet af Saxo, som mener at han ikke altid holdt sig til sandheden: "For resten havde han for skik at rose sig så stærkt af sine tapre bedrifter, at han undertiden overskred sandhedens grænser."

Mordet på Harald Kesja og hans Sønner

"Erik Emun var hård og streng imod hele folket i Danmark, såsnart han troede sig fast i regeringen." fortæller Knytlinge Saga, "Han lod sin Broder Harald Kesia og dennes to Sønner dræbe og desuden mange andre af Kong Nikolaus's Venner."

Efter tabet af sin eneste søn, Magnus den Stærke, i slaget ved Fodevig, udnævnte Niels Harald Kesja til medkonge: "Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af Riget, idet han hædrede ham med kongenavn," siger Roskilde Krøniken, hvilket bekræftes af Saxo. Dette var en vigtig årsag til Eriks vrede mod Harald og hans sønner, for han ville selv at være konge og ønskede ingen rivaler.

Romansk alter i Rødding Kirke i Salling
Romansk alter i granit i Rødding Kirke i Salling. Det er udformet som et bord med fire svære ben. Det ene ben er tildannet som en knælende kirkegænger i bøn. Dengang bad man ikke som nu med foldede hænder men med løftede hænder og åbne håndflader. Foto Lennart Larsen.

Imidlertid, Harald Kesja havde tolv sønner og ikke blot to, som Knytlinge Sage skriver, og Erik dræbte dem alle undtagen en.

En af Harald Kesjas sønner faldt i slaget ved Fodevig i 1134. Roskildekrøniken skriver: "Den tolvte søn Magnus var falden i slaget i Skåne."

Imidlertid, to andre sønner - nemlig den tapre Bjørn Jernside, som havde frelst Erik Emune i slaget ved Onsild Bro og hans broder Erik Diakon - valgte at støtte Erik Emune, hvilket skulle vise sig ikke at være klogt. Saxo fortæller: "Under den forvirring, der opstod som følge af dette kongemord (drabet på Niels), forlod Haralds to ældste Sønner, Erik og Bjørn, deres fader og sluttede sig til Erik (Emune)." - "Der kom nemlig ved nattetid hemmelig sendemænd til dem fra deres fader, og de tav stille med, hvad sendemændene havde sagt dem." - "Da de blev spurgte om, hvad det var, sendemændene havde sagt dem fra deres fader, sagde de, at han havde spurgt dem til råds om, hvad han nu skulde gribe til, og at de havde rådet ham til at fly til Norge; de havde ikke villet sige, hvad de havde rådet ham til, før end de fik vished om, at han havde fulgt deres råd." - "Opsat på at få at vide, om de havde talt sandt, bød Erik, at de skulde holdes i den strengeste forvaring på slottet i Slesvig," - Da Erik ved en senere lejlighed besøget kastellet ved Slesvig "trådte de to unge mennesker frem for ham belæssede med lænker, kastede sig ydmygt bedende for hans fødder, forsikrede ham om deres uskyldighed og anråbte ham om at løslade dem af deres fængsel." - "og da Erik var mægtig beskænket, gav han sig til at græde over deres usle tilstand og lovede at sætte dem på fri fod, fordi de havde talt sandhed."

Men, fortsætter Saxo, da Erik blev ædru næste dag valgte han at svigte sit løfte: "Da Kristjern (Lederen af det Jyske oprør mod Niels, som Erik efter sejren havde befriet fra fængslet) havde fået dette at vide af hofsinderne, trådte han Erik i møde, da han i den årle morgen gik til kapellet, og spottede ham, fordi han dagen i forvejen tilskyndet af drukkenskab havde været alt for rundhåndet og skænket sine fjender Danmarks Rige" - "Haralds sønner ville tænke mere på, at han havde holdt dem i fængsel, end på, at han havde løsladt dem, og at han vilde få skam til tak af dem, fordi han havde sluppet dem fri," - "nu, da han var bleven ædru, betænkte han sig ikke på at bryde staven over den mildhed, han havde vist, da han var drukken, skammede sig ikke ved at opgive sin barmhjertighed, da han blev tilskyndet til grumhed, og lod dem drukne, som han havde givet håb om, at de skulde beholde livet".

Mordet på Bjørn Jernside og hans broder ved drukning bliver bekræftet af både Svend Aggesen og Roskilde Krøniken, hvilken sidste skriver: "Bjørn og Erik Diakon havde Erik år før faderens død ladet drukne ved den borg, der ligger ved indløbet til Slesvig"

Men det skulle blive endnu værre.

Erik Emune lader skibene trække over isen
Erik Emune lader skibene trække over isen. Tegning Louis Moe.

"Imidlertid var Harald (Kesja) Erikssøn atter vendt tilbage til Jylland og var bleven kåret til Konge på Urne Ting," fortæller Saxo. "Da Erik spurgte det, lod han sine skibe trække over isen - vandet var nemlig tilfrosset - ud i rum sø og sejlede hemmeligt til Jylland. Ved nattetid overrumplede han i Skibetorp Harald og dem af hans sønner, der endnu var i live, og lod ham ved daggry slæbe ud af hans sovekammer og dræbe uden hensyn til, at det var hans broder."

Roskilde Krøniken, som blev skrevet omkring 1140, altså ganske få år efter begivenhederne, rapporterer flere detaljer om Eriks uhyrlige mord på sin broder og resten af dennes sønner: "Efter at have tilendebragt alt dette, drog Erik til Skåne og tilbragte julen der. Harald opholdt sig imidlertid i Jylland og støttedes af såre mange Jyder. Da Erik hørte dette, kom han pludselig over til Sælland, og under stærk frost satte han i stor hast herfra over til Jylland på et skib; den følgende nat fangede han sin intet anende broder tillige med hans børn og hustru i en by ved navn Skiping; Erik lod ham dræbe af bødlerne, og hans hoved begravedes af sognemændene der fra byen i den yderste afkrog af kirkegården. Erik gjorde sig meget til af sin broders død; hans sønner lod han bringe til Skåne og holdt dem der i lænker lige til August måned.

Relikviegemme
Relikviegemme udstillet på Nationalmuseet. Den indeholder en armknogle. Relikviegemmer var ofte udformet som de legemesdele, som svarede til indholdet. Foto Lennart Larson.

Da lagde han onde råd op med Skåningerne og sendte dem til en ø, som kaldes Suer, hvor han lod dem alle dræbe, og ligene kaste i en og samme grav. Deres navne er disse: Sivard, Erik, Sven, Nils, Harald, Benedict, Mistivint og Knud. Men Olaf havde, da hans fader og brødre fangedes, blandet sig mellem tiggerne og pilegrimmene, og således lykkedes det ham, iført nogle af deres klæder, at slippe bort og nå over til Sveriges konge Sverker, hvem han bønfaldt om hjælp. Da denne havde fået hele begivenhedernes følge at høre: hvordan hans fader og brødre var blevne dræbte, så antog han sig Olaf, i det håb, at der kunne komme noget godt ud af ham, og gav ham med stor velvilje i alle Eriks dage en del af sit rige til underhold."

Svend Aggesen, som også skrev ganske få år efter begivenhederne, skrev medfølende om ofrene: " - og ikke nok hermed, men også hans elleve brødre, hvoraf nogle vare voksne, Nogle endnu kun små, dem lod han allesammen myrde. Så dårligt slægtede han sin Fader på!"

Grunden til at Erik ikke slog børnene ihjel på stedet var vel at selv på den tid må en sådan massakre have været hård kost for Danskerne. Han ønskede at lade dem forsvinde i ubemærkethed. Derfor skulle det foregå på øen Suer uden vidner, hvem ved - sikkert om natten.

Men hvor lå øen Suer? I dag findens ingen øer, som hedder Suer.

Selveste Frederik 2. giver os et værdifuldt vink. Han skrev i sin dagbog i 1584: "I dag drog vi til Sur", og fem dage senere: "I dag drog min Soffye til Roskilde med mine to ældste døtre og min søn Christian blev i Sur at skulle studere i Jesu navn". På årets sidste dag skrev han: "I dag drog jeg til Suer til min søn Christian". Til orientering så er Soffye dronning Sofie og Christian er den senere Christian 4.

Kort over Sorø tegnet af kartografen Johannes Mejer omkring 1650
Kort over Sorø tegnet af kartografen Johannes Mejer omkring 1650. Det viser en ø i en sø. På sydspidsen af øen er byen så småt ved at vokse frem omkring kirken og det forhenværende kloster. Den buede linie er den forsvarsvold som Frederik 3. lod anlægge omkring byen i 1654 "fra søen til den filosofiske gang". Den lige linie øst-vest, fra bro til bro, er den gamle kongevej tværs over Sjælland. Man kan synes at Sorø er landfast mod nord, men her var den også adskilt fra fastlandet ved en ganske smal stribe vand.

De ældste stednavne i Danmark er korte navne på naturformationer, såsom søer, fjorde og øer. Måske stammer disse navne helt fra stenalderen. For eksempel skrev Adam af Bremen om Sprogø: "Mellem Sælland og Fyen ligger en lille ø, som kaldes Sprog; ret en røverkule og en skræk for alle forbisejlende." Først senere blev tilføjet -ø så navnet blev til Sprogø.

Historikeren Harald Andersen mener at byen Sorø på Sjælland engang lå på en ø i en sø, hvad der også kan ses på gamle kort. Øen har oprindeligt heddet Suer, men i løbet af historien er på lignende måde blevet tilføjet et -ø, således at navnet blev til Sorø. Omkring 1140 har øen formentlig ligget hen dækket af skov og måske knap nok beboet. Fællesgraven, hvor de otte børn og unge mennesker blev kulet ned, ligger formentligt et sted under villahaver og forretningsgader i den moderne by, Sorø.

Erik som Konge af Danmark

Ved nyheden om Niels' død i Slesvig i 1134, rejste Erik straks dertil: "Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og gav borgerne rige gaver for den skændige udåd", siger Roskilde Krøniken.

Derefter - medens han stadig var i Slesvig - indsatte han nye bisper istedet for de mange, som faldt ved Fodevig. Man kan tro at Asser, som nu var omkring 75-76 år gammel, opholdt sig i Lund, og således ikke havde direkte indflydelse på valget af bisper. Men, som tak for hans støtte til Erik ved Fodevig, blev hans brodersøn Eskild udnævnt til biskop af Roskilde. Det ser således ud til at Erik - ganske som Niels - suverænt ledede den Danske kirke.

Relief i Sønder Kirkeby Kirke på Lolland.
Relief i Sønder Kirkeby Kirke på Lolland. Manden til venstre er en lokal stormand ved navn Toste, måske kirkens bygherre. Foran går kirkens præst som hed Konrad; han bærer messehagel og alterkalk. Foto Lennart Larsen.

Der er meget få oplysninger om hvorledes Erik blev valgt som konge. Det siges at han blev hyldet i Skåne på Lerbækshøjen nær Lund. Det er ikke omtalt nogen leding-samling ved Isøre eller formel hyldning på andre landsting. Man kan forestille sig at Roskilde Krønikens latinske udtryk "rex tyrannus" dækker over at han blot tog magten, understøttet af sine krigere.

Erik dræbte Harald Kesja og hans sønner tidligt på året i 1135. Det samme år eller tidligt året efter kom den Norske tronkræver Harald Gille til Danmark og søgte hjælp mod sin rival, Magnus; den Magnus, som senere skulle få tilnavnet "den Blinde". Erik havde travlt med at konsolidere sig i sit ny kongerige, men gav ham dog nogen støtte. Konge Sagaen, Magnus den Blindes og Harald Gilles Saga, fortæller: "Kong Harald flygtede østpå til sine skibe i Viken og for siden til Danmark og opsøgte kong Erik Emune for at få hans støtte; de mødtes sydpå på Sjælland. Kong Erik tog godt imod ham, mest fordi de havde svoret hinanden broderskab; han gav Harald Halland til underhold og indkomst og gav ham syv udrustede langskibe."

Det kan have været disse Danske langskibe, som nedbrændte en Norsk by ved navn Oslo: "Efter at Erik havde fået Orden i tingene i Danmark, og der atter var kommen ro i landet, tænkte han igen på at tage sig af sin vens sager, som han havde måttet lade ligge på grund af de vanskeligheder, han selv var stedt i, og for at hjælpe ham plyndrede og afbrændte han byen Oslo, der var Magnus hengiven."

I det samme begivenhedsrige år nedbrændte og ødelagde en stor Vendisk hær den blomstrende købstad Kongshelle, som var grundlagt af Sigurd Jorsalfar. Hæren havde allerede plyndret og raseret i Danmark. Sagaen siger: "Erik Danekonge og Øssur Ærkebiskop sendte begge bud til Kongshelle og bad dem tage vare på byen; de sagde, at Venderne havde en stor hær ude, der hærgede vidt omkring blandt kristne mænd og til stadighed vandt sejr." Men borgerne i Kongshelle havde svært ved at tro at Venderne skulle komme så langt mod Nord: "Bymændene lagde alt for lidt vægt på sagen, og jo mere de forsømte og glemte den, des længere tid der gik fra den rædsel, der var kommet over dem. Larsmessedag (10. August), da der blev prædiket højmesse, kom Ratibor Venderkonge til Kongshelle i følge med fem et halvt hundrede Vendiske snekker, og på hver snekke var der 44 mand og to heste." Venderne havde allerede lært at føre heste med sig på skibene.

Kampen mellem købmændene og Venderne i Kongshelle
Den første kamp i Kongshelle mellem købmændene og Venderne. Bymændene skyder fra kajen. Illustration til Snorre Sturlasons Kongesagaer - Nationaludgaven.

"Ni østerfarerskibe, som tilhørte købmænd, flød i åen foran kajen." fortsætter Sagaen, "Venderne lagde først til der og kæmpede mod købmændene. Købmændene greb til våben og forsvarede sig længe godt og mandigt; det blev en hård kamp, før købmændene bukkede under." - "Da kampen var på sit højeste, stod bymændene på bryggen og skød på hedningerne, men da striden stilnede af, flygtede først bymændene op i byen og derefter alle til kastellet." - "Venderne angreb kastellet, men kongen og lederne holdt sig uden for kampen." - "Så opfattede en tolk, der forstod Vendisk, hvad der blev sagt af den høvding, der hed Unibur; han sagde: "Dette folk er ondt og umedgørligt, og selv om vi fik fat i alle de skatte, der er i denne by, da ville vi have givet lige så meget for, at vi ikke var kommet her - så mange folk og høvdinge har vi mistet. Tidligere i dag, da vi begyndte at kæmpe ved kastellet, havde de pile og spyd til forsvar, derpå kastede de sten efter os, og nu slår de os som hunde med stokke. Derfor tror jeg, at deres forsyning af våben svinder ind." - Det var sandt "I den første strid havde de brugt alt for mange skudvåben og sten." - "Under et af hvilene lod kongen dem igen tilbyde fred, således at de skulle beholde deres våben og tøj" - "Dette var det dårligste råd, for hedningerne holdt ikke deres ord, og greb alle - mænd, kvinder og børn - og dræbte mange; alle de sårede og unge og dem, de fandt besværlige at føre med sig." - "Købstaden i Kongshelle har aldrig siden rejst sig til det, den var før."

Der findes ikke tilsvarende beskrivelser af Vendernes plyndringer i Danmark, men man kan tænke sig at de har udspillet sig på en meget lignende måde.

Det lykkedes Harald Gille at overvinde sin rival kong Magnus og lemlæste ham på en sådan måde at han ikke senere ville være i stand at være konge.

Kong Magnus blindes, kastreres og lemlæstes
Den Norske Harald Gille lod sine trælle blinde, kastrere og lemlæste sin rival, kong Magnus. Kongesagaen siger: "Han blev derefter givet i hænderne på kongens trælle, og de mishandlede ham, stak hans øjne ud og huggede den ene fod af ham. Til sidst blev han kastreret." Deraf kommer hans navn Magnus den Blinde. Saxo har ikke meget tilovers for Harald Gille: "Harald havde for resten, når undtages, at han var gavmild, ingen åndens gaver at gøre sig til af, men i legemlig henseende havde han mange ypperlige egenskaber." Illustration til Snorre Sturlasons Kongesagaer - Nationaludgaven.

I det følgende år, 1136, drog Erik med leding-hæren mod Venden. Men hans angreb på Arkona kunne slet ikke måle sig med Vendernes angreb på Danmark i styrke og grusomhed. Knytlinge Saga skriver: "Det var et år efter Kong Nikolaus's fald, at Harald Kesia blev dræbt, men året derefter drog Kong Erik med sin hær til Vindland, og hærgede der vidt og bredt, og anrettede store ødelæggelser. Han erobrede staden Arkun, som var beboet af hedninger. Kong Erik forlod ikke staden, førend alle de af hedninger, som ikke vare dræbte, havde antaget Kristendommen, og kongen lod hele folket i staden kristne." - "Men såsnart kongen var borte derfra, afkastede de igen Kristendommen, og vedligeholdt siden ofringer og hedenske skikke."

Saxo giver flere detaljer om Erik Emunes togt mod Venden i 1136: "Flåden bestod af elleve hundrede skibe. Danskerne lagde til land ved Rygen, hvor de fandt Byen Arkona stærkt befæstet. For at afskære den fra undsætning fra naboerne afgravede de den jordstrimmel, der ligger imellem Arkonas enemærker og det øvrige Rygen, og opførte en temmelig høj vold tværs over den." - "Da Arkona-boerne nu ikke var stærke nok til at holde fjenden stangen og ingen udvej så til at få undsætning, bøjede de sig for nødvendigheden og overgav sig til Danskerne på den betingelse, at de skulde beholde livet imod at antage Kristendommen, men det gudebillede, de tilbad, skulle de have lov til at beholde."

Den Vendiske hovedgud Svantevit
En moderne genskabeselse af den Slaviske hovedgud Svantevit med de fire hoveder i Teterower See i Rostock, Mecklenburg-Vorpommern. I Polen har man fundet en næsten tre meter høj Svantevit-lignende figur med fire ansigter. Den menes at være fra omkring år 1000. Arkona på Rugen var et hovedsæde for dyrkelsen af Svantevit. Foto Ralph Wedhorn Wikipedia.

"Der blev også indsat en præst i Arkona," fortsætter Saxo, "som skulle vejlede dem til et nyt og bedre levned og undervise dem i den ny tros begyndelsesgrunde, men så snart Erik var draget bort, jog de præsten på porten og Kristendommen med."

Mange historikere mener at Harald Gille regerede Norge blot til 1136, da han blev dræbt i armene på sin elskerinde, Tora, og ikke i armene på sin ægte-hustru, som var den Ingerid, som havde været gift med Henrik Skadelår i Danmark, indtil han faldt ved Fodevig.

Kongsagaen beskriver mordet: "Sigurd Slumpedegn kom sammen med nogle mænd til det hus, hvor kongen sov; de brød døren op og gik ind med dragne våben. Ivar Kolbeinson huggede først til kong Harald. Kongen var gået fuld i seng og sov hårdt, men han vågnede ved, at mændene gik løs på ham, og sagde sanseløst: "Nu er du ond ved mig - Tora!"

Efter dette mord faldt Norge igen hen i kaos, og dette må have fristet Erik til udbyde leding endnu engang i 1137, denne gang mod Norge.

Knytlinge Saga fortæller: "Og eftersom Kong Erik var begærlig efter endnu større hæder og værdighed, end han tilforn havde, huede dette ham særdeles vel, og han drog da siden efter Magnus Blindes (?) tilskyndelse med den danske hær til Norge, og havde meget betydeligt mandskab." - "Kongen brændte byen Oslo og ligeså Halvards Kirke; men Thjostolf samlede folk, og beredte sig til slag imod dem, thi han var den gang den øverste af alle lehnsmændene i Norge, og kongerne vare så unge, at Thjostolf bar Kong Inge i sit kappeskjød i slaget. De Danske flyede straks til skibene, og lagde bort, og droge siden tilbage til Danmark, og det er et almindeligt ord, at ikke har der været gjort noget slettere tog med så stor en hær til en anden konges rige."

Erik Emune mønt
Mønt slået af Erik Emune. På forsiden holder han en stav prydet med den franske lilje, som repræsenterer treenigheden, den sande katolske tro. Med den venstre hilser han sit folk, som Erik Ejegod også gjorde det på sine mønter. Bagsiden viser en pansret rytter, som jo også betød meget for Erik. Foto Bruun Rasmussen Aktioner.

I dette år, 1137, udbrød oprør på Sjælland ledet af bisp Eskild. Knytlinge Saga siger: "Da bispen havde fået Peder Bodilssøn på sin side, ophidsede han med den store anseelse, han nød blandt Sjællænderne, disse til had imod kongen, og oprøret blev så stærkt, at det satte ham i stand til at jage Erik ud af Sjælland. Derefter fik han alle landsens folk til at slutte sig til oprøret under påskud af, at han ville skaffe dem friheden".

Vi kan tro at en medvirkende årsag til uroen var de omfattende nyttesløse leding togter. Oprøret mistede momemtum, fordi Skjalm Hvides sønner ikke ville være med. Erik vendte tilbage med en Jysk flåde og fik atter kontrol over Sjælland. Peter Bodilsøn døde af naturlige årsager før kongen vendte tilbage, og ejendommeligt nok fik Eskil lov til at beholde sit liv og sit embede men blev idømt en bøde på tyve mark guld.

Eriks' Hustru og Børn

Erik Emune var gift med Malmfred, som var datter af Mstislav af Kiev.

Erik Emune mønt
Mønt slået af Erik Emune. Han er glatbarberet med en form for krone på hovedet. Foto Vad er det værd.

Malmfred var enke efter kong Sigurd Jorsalfar af Norge. Magnussønnernes Saga fastslår at: "Sigurd blev gift med Malmfrid - datter af kong Harald Valdemarson østpå i Holmgård." Men dette er et Nordisk navn for Mstislav af Kiev.

Som ganske ung drog Sigurd på en meget langvarig færd til det Hellige Land, hvor han opholdt sig i "lang tid" (selvom Sagaen siger at hele rejsen kun varede 3 år). Derfor kan vi antage at Sigurd var omkring 25 år gammel, da han ægtede Malmfred. Så ville brylluppet måske have fundet sted omkring 1114. Malmfred har da måske været 17 år gammel, hvad der var meget almindeligt. Det fører til at hun var født omkring 1097. Kong Sigurd døde i 1130, og da ville hun måske have været 33 år gammel. Hun har således været en moden og erfaren kvinde, da hun ægtede Erik Emune måske i 1131-32.

Kong Sigurd Jordsalfar var en god konge for Norge, men havde nogle psykiske problemer. Det hedder i Magnussønnernes Saga: "Men da kongen var i bad, og der var dække over karret, da forekom det ham, at der svømmede en fisk i badet hos ham, og da kom han så stærk i latter, at der fulgte vanvid dermed, og det kom siden meget ofte over ham." Antagelig af denne grund skriver Dansk Biografisk Leksikon: "I slutningen af sin levetid forskød Sigurd, der led under anfald af sindssyge, Malmfrid og tog en anden hustru." og Store Norske Leksikon nævner at Sigurd "ikke ville vide af hende". Det antyder muligheden af at Malmfrid kom til Erik Emune tidligere end 1131-32.

Relief fra Landet Kirke
Middelalderligt relief i Landet Kirke. J Kornerup Wikipedia.

Helmolds Venderkrønike fortæller at Erik fik en søn ved navn Svend: "Herik blev konge i Danien og avlede med sin slegfred Thunna en søn, der hed Svejn."

Da Erik flygtede fra sit Norske fangenskab i 1133 sammen med Malmfred og nogle få tjenestefolk, glemte han i første omgang at få sin lille søn, Svend, med. Med øget fare for at flugten skulle blive afsløret for tidligt, gik han tilbage til sit rum og hentede drengen, som formentlig lå og sov, som børn nu gør.

Allerede efter Eriks voldelige død i 1137 sendte den ny konge, Erik Lam, den unge Svend til kejserens hof. Man skulle tro at en sådan dreng skulle være mindst 14-15 år før han blev sendt væk til fremmede, og således skulle være født omkring 1123-24, altså før hans fader blev gift med Malmfred. Det bliver bekræftet af historikeren J.G.F. Ræder, som skriver: "- der den gang endnu må have været temmelig ung uden dog længere at være barn, eftersom han allerede forekommer som deltager i stiftelsen af en præbende i Lund, som Erik Emune foretog i Januar 1135."

Sønnen Svend fik senere tilnavnet Grathe og blev konge af en del af Danmark.

Kong Eriks' Død og Begravelse

Erik Emune blev dræbt af en mand kaldet Sorte Ploug, medens han dømte på et ting i Sønderjylland. Datoen er ganske godt bevidnet i gavebøgerne fra Lund - lørdag 18. September 1137 - men der hersker uenighed om stedet.

Roskilde-krøniken skriver, at stedet var et ting nær ved Ribe: "Da han engang mødte på et ting i nærheden af Ribe, så rejste sig en mand ved navn Plog, og strakte den intet anende konge til jorden ved et dødeligt sår." Saxo og Knytlinge Saga siger intet om stedet, men Sven Aggesen anfører at drabet fandt sted på Urnehoved Landsting: "thi der var en, der hed Ploug, almindelig kaldet Sorte-Ploug, som fældede Kongen med sin lanse på Urnehoved Ting, hvor han stod i sine krigsfolks skare." Svend Aggesen var knyttet til Erik Emune gennem sin fader og sin bedstefader; han er nok den bedste kilde.

Granit-ansigt i Todbjerg Kirke
Romansk middelalderligt granit hoved i Todbjerg Kirke mellem Aarhus og Randers fra omkring 1130. Sten Porse Wikipedia.

Roskilde Krøniken skriver at "Plog var en hæslig, lavstammet mand, der af egen kraft intet udrettede, men Herren var i ploven og i lansen, ligesom Herren var i slyngen og i stenen." Det er ganske klart, hvad der menes: slyngen og stenen er en hentydning til hvorledes David dræbte Goliath med sin slynge. Goliath faldt ikke på grund af Davids styrke eller dygtighed med sin slynge, han faldt fordi det var Guds vilje. På lignende måde faldt kong Erik ikke på grund af Sorte Plovs mod eller dygtighed, tyrannen faldt fordi det var Guds vilje, hvilket også klart fremgår af udtrykket: "der af egen kraft intet udrettede".

Roskilde Krøniken er på latin. Den beskriver Sorte Ploug "vir deformis, breuis stature", "en vanskabt og lavstammet mand", men denne nedgøring af Plougs udseende og legeme bygning må i stort omfang være konstrueret for at fremhæve at det i virkeligheden var Gud, der førte hans hånd. Desuden, flere kilder anfører at Ploug var Eriks hirdmand. Det er stærkt usandsynligt at hirden skulle tælle dværge og vanskabte. Saxo siger: "På samme tid stræbte en Jyde af høj byrd ved navn Plov hemmeligt Kongen efter livet til trods for, at han var hans hirdmand."

Sorte Ploug var sandsynligvis en ung mand, idet Knytlinge Saga fortæller os at "Denne Plovs fader lod Kong Erik dræbe uden nogen anden årsag, end at han talte imod ham på et ting". Selvom dette skulle være sket under borgerkrigen, må vi tro at Ploug var forholdsvis ung, idet han stadig havde en fader på denne tid. Desuden var det fortrinsvis unge mænd som tjente i hirden. Tilnavnet "Sorte" kan antyde at han har været mørkhåret. Måske har han ikke været helt så høj som sine jævnaldrende i hirden.

Haraldsborg Skatten
Haraldsborg Skatten blev fundet nord for Roskilde i tre omgange. I 1841 blev den første del af skatten, alterkalken og disken, fundet ved pløjning af den gamle borgbanke Haraldsborg. Hovedparten af skatten blev fundet, da man gravede en del af bankens vestside af i 1854. Ved denne lejlighed fandt man det forgyldte sølvkar sammen med et låg, 600 mønter samt dele af et skrin. Skålen og låget er dekoreret på en måde, der peger på Rusland, Balkan eller Iran som oprindelsesland. I 1896 fandt man en fingerring af guld, som havde sat sig fast på en tand på en harve. Skatten antages at være gravet ned under borgerkrigen 1131-1134. Foto Romu.

Mordet på kongen var ikke en impulsiv handling, Ploug forberedte sig grundigt. Knytlinge Saga fortæller: "Men da Kong Erik var sønder i Jylland, holdt han ting med bønderne, og da Plov fik dette at vide, gik han til en præst, og bad ham berede sig. "Hvi ønsker du det?" spurgte præsten, "jeg synes ikke, at du er syg." Da sagde Plov: "Gør som jeg siger, ellers dræber jeg dig!". "Hvorfor beder du herom?" spurgte præsten videre. Plov sagde, at han ikke vilde underrette ham derom, og at det ikke vedkom ham. Derpå gav Præsten ham den Hellige Nadver. Da tog han en fingerring af sin hånd, og gav præsten, og bad ham om tilgivelse for at han havde truet ham."

Et andet vidsnesbyrd om hans grundige forberedelser var at hans spyd-spids var beskyttet af en skede. Sagaen siger: "Derefter gik Plov hen på tinget; han havde i hånden et stort spyd, på hvis blad der sad en træskede, han vendte spidsen nedad. Han bad om tilladelse til at gå til Kongen, og sagde at han havde Ærinde til ham. Han havde ikke flere våben end spyddet, og da han kom did, trådte han skeden af spydbladet, og derpå stak han spyddet igennem Kongen, og gav ham banesår. Plov stak så hårdt til, at Kongen faldt fremad, i det stikket gik igennem ham." Hans spyd har sandsynligvis været sleben så skarpt som et barberblad, og derfor var det nødvandigt at beskytte det med en træskede.

Romansk granit relief i Eiby Kirke ved Køge
Romansk granit relief i Eiby Kirke ved Køge. Foto J Kornerup Wikipedia Commons.

Alting skete meget hurtigt, der udbrød forvirring og panik: "Der blev da en stor trængsel, og folk lagde ikke nøje mærke til, hvo der var gerningsmanden, thi det skete i en håndevending," fortsætter sagaen.

Saxo fortæller at efter drabet råbte Ploug udover forsamlingen "at han havde dræbt Kongen, og opfordrede almuen til at dræbe hans krigsfolk." Det viser at Erik var almindelig forhadt - sikkert specielt i Jylland - og det godt kunne forventes at almuen ville følge Plougs tapre eksempel.

Det er bemærkelsesværdigt at hirden ikke ville kæmpe for Erik. Det var måske fordi det var helt klart at han allerede var død, og sagen således afgjort på få sekunder. Saxo fortæller: "Medens hirdmændene nu i deres forskrækkelse spredtes til alle sider, gav Erik Hagenssøn, som på Grund af sin tålmodighed havde fået tilnavnet Lam, en herlig prøve på sin tapperhed; han værgede nemlig længe Kongens afsjælede Legeme med sit sværd og var den eneste, der uforfærdet holdt stand, medens alle hans mange stalbrødre flyede."

Udsmykning af korstole i Dalby kirke i Skåne
Udsmykning af korstole i Dalby kirke i Skåne, en af de gådefulde udsmykninger, som findes i vore middelalderkirker. Foto J. Kornerup Wikipedia Commons.

Erik Lam havde været Eriks Emune nære våbenbroder gennem borgerkrigen. Men han var en helt anden type. Saxo skriver: "Erik Hagenssøn, som på grund af sin tålmodighed havde fået tilnavnet Lam." Han blev konge efter Erik Emune.

Kilderne fortæller kun lidt om Sorte Plougs senere skæbne. Ifølge Saxo skal han have sluttet sig til Knud Magnussøns tilhængere, og under kampene i Frisland fik Eriks Emunes søn, Svend Grathe, ham i sin magt, men lod ham frit gå bort, da han i forvejen havde givet frit lejde. Knytlinge Saga beretter at Svend Grathe ved sin trofaste mand, Yngvar Kveisa, lod Sorte Ploug dræbe.

Drabet på Kong Erik må have vakt en meget stor opmærksomhed i samtiden, idet en Færøsk folkevise, der uden tvivl har sin oprindelse i denne begivenhed, er bevaret lige indtil moderne tid.

Links og Literatur

Roskildekrøniken Heimskringla
Svend Aggesen Heimskringla
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Saxo Grammaticus Heimskringla
Full text of "Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner" J. G. F. Ræder - Archive.com
Ryd Klosters Krønike Heimskringla
Helmolds Slaverkrønike som kilde til Danmarks, Vendens og Nordtysklands historie Stefan Pajung og Lone Liljefalk
Venderkrøniken archieve.com
Venderkrøniken Crassus
Asser - Dansk Biografisk Leksikon Den Store Danske
Udgravningen ved Ribe Domkirke sydvestjyske Museer
Magnus den Blindes og Harald Gilles saga Heimskringla
Full text of "Venderne og de danske før Valdemar den Stores tid" Archieve.org
Om nogle af de gaadefulde Menneske- og Dyreskikkelser, som forekomme i vor Middelalders Konst. Heimskringla.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Skalk nr. 6 December 2002 "En ø som hedder Suer" af Harald Andersen.
Snorre Sturlasson Kongesagaer - National udgaven.

Tilbage til start af artikel

20190911

Passed W3C Validation