DH-debat Forside

Danmarkshistorien

33. Svend, Knud og Valdemar

1. Indledning 2. Svend
3. Knud 4. Valdemar
5. Knud Angriber Sjælland 6. Korstog mod Venden
7. Fortsat Borgerkrig 8. Eskils Udlandsrejse
9. Første Slag ved Viborg 10. Knud i Udlandet
11. Andet Slag ved Viborg 12. Vethemans Fribytterlaug
13. Krigen i Ditmarsken 14. Kejserens Mægling
15. Svend som Enekonge 16. Krig mod Sverige
17. Valdemar Skifter Side 18. Valdemar og Knud
19. Svend Vender Tilbage 20. Blodgildet i Roskilde
21. Konspiratoren? 22. Slaget på Grathe Hede
23. Links og Litteratur

1. Indledning

Drabet på Knud Lavard i 1131 i Haraldsted Skov nord for Ringsted startede en borgerkrig, som reelt kom til at vare i 26 år. Ved Erik Lams død i 1146 blussede det ulmende fjendskab op, og kampene kom stort set til at vare i 11 år indtil slaget på Grathe Hede i 1157, hvor Erik Emunes søn, Svend, faldt, og Valdemar blev enekonge i Danmark. Efter sin død fik Svend tilnavnet Grathe efter det sted, hvor han faldt.

Problemet ved kong Eriks død i 1146 var at der var hele tre talentfulde kongelige prinser, som var kandidater som konge. De var Svend, søn af Erik Emune, Knud, søn af Magnus den Stærke og Valdemar, søn af Knud Lavard, hvilken sidste dog var ganske ung på dette tidspunkt.

Slaget ved Fodevig og Erik Emunes ugerninger var ikke glemt. Jylland og Fyn havde støttet kong Niels og hans søn Magnus den Stærke og de foretrak Magnus' søn Knud. Den østlige del af Danmark, som i nogen grad havde støttet Erik Emune, foretrak hans søn, Svend, som eftertiden har givet tilnavnet Grathe.

Danmarks landsting i middelalderen

Danmarks landsting i middelalderen. Det ses at det Nørrejydske ting i Viborg repræsenterer langt det største område. Foto Vesconte2 på wikipedia.

Siden Harald Hen blev udpeget som konge i 1074 efter sin fader Svend Estridsen, var det lykkedes rigets stormænd ved hvert kongevalg at blive enige om kun en kandidat, og derved undgå splid og borgerkrig. Det foregik efter al sandsynlighed på den måde at de samledes ved Iseøre eller at andet centralt sted og blev enige om hvilken kongelig prins, som de mente var bedst for landet. Derefter blev den udvalgte formelt hyldet på landstingene, det ene efter det andet. Meget tyder på at han først blev hyldet på det Jyske ting i Viborg, som repræsenterede Nørrejylland. Efter at han var valgt i dette store og vigtige område, havde han et godt argument på de følgende ting. Desuden var Jylland kongeslægtens oprindelige område, som blev erobret af "Hardegon, søn af en vis Sven", der etablerede sig i en del af Jylland omkring år 917. Mange skjaldevers hylder de Danske konger som Jyders konger.

Helmold fortæller at da Erik Lam følte at døden var nær, anbefalede han Erik Emunes søn, Svend, som konge, den Svend, som senere skulle få tilnavnet Grathe: "Da Herik følte sin sidste time nærme sig, lod han de tre unge prinser kalde og bestemte efter stormændenes råd Svejn til konge, men bød Waldemar og Kanut lade sig nøje med deres fædrearv; og da han således havde bragt dette i rigtighed, afgik han ved døden."

Men Knud accepterede ikke den døende konges anbefaling: "Men lige straks gjorde Kanut Magnusson brud på sin formynders sidste vilje, prøvede på at tilrive sig kongemagten og bekæmpede Sveno af al magt. Waldemar sluttede sig til den sidste, og hele Danien kom i oprør. Store tegn viste sig pa den nordlige del af himlen, fremtoninger, der grangivelig lignede ildfakler og menneskers røde blod. Og varslerne talte sandt thi alle ved, hvor stort et mandefald netop denne skrækkelige krig førte med sig."

Tidslinie for Danmarks historie

Tidslinje - baseret på kongeslægter - som illustrerer Danmarks historie. Alle Danske konger med undtagelse af en nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede en del af Jylland omkring år 917, som fortalt af Adam af Bremen under afsnittet om biskop Hoger. Men det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier, fordi det giver et godt overblik.
Knytlingerne har deres navn fra Hardecnudth, sandsynligvis søn af Hardegon. Han kaldes Knud 1. og var far til Gorm den Gamle som fortalt af Adam under Unni. Magnus den Gode var søn af den Norske Olav den Hellige; hans regeringstid danner en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid. Svend Estridsen var søn af Svend Tveskægs datter, Estrid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar var alle prinser, som nedstammede fra Svend Estridsen, men deres tid tid udgør alligevel en overgangsperiode til Valdemarernes tidsalder.
De fleste historikere medregner kun Valdemar 1. den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar 2. Sejr til Valdemarerne. Men ingen kan have patent på den slags definitioner, og jeg foreslår også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. - i gruppen af Valdemarerne, for derved at at tillade at inddele kongerækken i overskuelige dynastier.
Valdemar 4. Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans barnebarn Oluf 2. Hans datter Margrete 1. blev regerende dronning i unionen af Skandinaviske riger. Med nogen god vilje kan man sige at Valdemar Atterdag genrejste Danmark og lagde derved grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborg konger var også Unions konger, men dog kun i kortere perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde fandt sted samtidig med den Lutherske Reformation, og den var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en følge af reformation blev det muligt for kongerne at sætte sig i besiddelse af den trediedel af Danmarks jord, som havde tilhørt kirken. Denne enorme rigdom gjorde det muligt at skubbe den gamle adel til side og etablere enevælden, som var en vigtig årsag til Danmarks historiske nedgang. En demokratisk Grundlov blev indført i 1848 uden blodsudgydelser.
Den Oldenborgske linie uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter overtaget af Christian 9. af Glücksborg.

Hverken Saxo eller Knytlinge Saga kender noget til Erik Lams anbefaling. Efter hans død i 1146, brød stormændenes enighed om proceduren for kongevalg sammen, og landet faldt hen i kaos og borgerkrig.

Knytlinge Saga beretter blot at Svend blev valgt i Skåne og Knud i Jylland: "Kong Erik Emuns søn Svend blev i Skåne udvalgt til Konge efter Kong Erik den Spage; men Jyderne tog Knud, en Søn af Magnus den Stærke Nikolaussøn, til konge." Valdemar var den Gang sytten år gammel og for ung til at være konge.

Helmold har kun hån tilovers for det Danske kaos: "I disse tre havde Danerne friske kongsemner, på det de bestandig kunne holdes i øvelse, så de ikke skulle komme ud af vanen med at slås og derved, omsider vanslægte. Thi det er kun borgerkrige, de viser styrke i."

Vendiske stammer

Kort over Venden, som viser de forskellige Vendiske stammer og folk.

Præsten fra Lubeck mener at fejlen bestod i at alle disse unge mænd fra barndommen var blevet indpodet at de var kongelige prinser og forudbestemte til at blive konger: "og disse tronarvinger blev opdragne med kongelige æresbevisninger, en omstændighed, der skulle blive kilden til fremtids krige og mange Daners undergang."

Saxo fortæller at Svend blev valgt på Sjælland og i Skåne, men ikke uden protester. En mand ved navn Olaf Stam indvendte at det var forkert at vælge en særskilt konge kun for Sjælland, han mente at man skulle følge den tidligere procedure, som var at stormænd fra hele riget samledes et centralt sted og udpegede en fælles kandidat: "Da Erik var død, kunne folk ikke blive enige om, hvem de skulle vælge til konge, thi Knud Magnussøn søgte ivrig valg i Jylland og Svend Erikssøn på Sjælland, og hin var yndet for sin bedstefaders, denne for sin faders fortjenester. Medens Svend nu bejlede til Sjællændernes stemmer og de fleste af dem også var villige til at stemme på ham, var der en mand ved Navn Olaf med tilnavnet Stam, som ivrig holdt på, hvad der fra gammel tid af var skik, og lyste forbandelse over hver den, der gav Svend kongenavn, og over ham selv med, i fald han tog imod det, thi han kunne ikke gå ind på, sagde han, at man i den sag foregreb hele rigets myndighed, eller at man tildelte en mand kongelig værdighed, uden at hele Rigets almue højtidelig havde givet sit minde dertil."

Under hele den 11 år lange slutfase i borgerkrigen hærgede og plyndrede Venderne langs de Danske kyster og på de små øer, mange tusinde indbyggerne blev dræbt eller ført bort som trælle. Der var ingen kongemagt, som var stærk nok til effektivt at dæmme op for dem, selvom Svend gjorde et helhjertet forsøg, blandt andet på Fyn.

2. Svend

Helmolds Venderkrønike fortæller at Svend var søn af Erik Emune og en kvinde ved navn Thunna: "Herik blev konge i Danien og avlede med sin slegfred Thunna en søn, der hed Svejn." Nogle foreslår at han var født i 1125, hvilket lyder meget rimeligt.

Man kan tro at han var den søn, som Erik Emune i første omgang glemte at få med sig, da han flygtede fra sit Norske fangenskab i 1133.
Svend Grathe på mønt

Svend Grathes portæt på en mønt. Han kalder sig Sveno, som han også kaldes et sted hos Helmold. Portrættet er ikke så vellykket, men han ser ud til at være glatraget. Foto Facebook.

I sin ungdom tjente Svend i kejserens livgarde. Saxo fortæller: "Svend havde nemlig i sine unge dage gjort tjeneste i Kejser Konrads hird for at lære krigsvæsenet, og der havde han længe tjent sammen med Frederik, som den gang ikke var højere på strå end han, og som var lige gammel med ham og også ellers hans jævning." Frederik blev senere kejser med tilnavnet Barbarossa, og Svend mødte ham igen i 1152 i forbindelse med kejserens mægling i den Danske borgerkrig.

I det sidste år af Erik Lams kongetid, 1146, vendte han tilbage til Danmark, hvor han og hans fætter Valdemar på trods af ærkebiskop Eskils indsigelse skrinlagde Knud Lavards knogler, på trods af at han formelt endnu ikke var erklæret helgen.

Bortset fra det mislykkede fælles korstog mod Venden i 1147 er Svend den eneste af de tre konger, som er nævnt i de skriftlige overleveringer for at gøre en indsats for at beskytte Danmark imod Venderne. Saxo nedgør hans bestræbelser, men hans egen helt, Valdemar, tog først initiativ mod Venderne efter borgerkrigen: "For at kue dem fejdede Svend gentagne gange på hele Venden, men uden synderligt held, thi han var ilter og hidsig nok til at angribe, men havde ikke udholdenhed nok i kampen." Og andetsteds: "Da Svend nu mente, at han var tryg for fare fra Knuds side, tog han sig over at værge Riget mod fjender udadtil. På adskillige steder ved kysten, der af naturen var vel befæstede, opførte han skanser til beskyttelse for bønderne. Ved Storebælt byggede han to fæstninger, den ene på Fyn og den anden på Sjælland, men Venderne skal have ødelagt dem begge to."

Svend vandt Fynboernes respekt og taknemlighed for hans kompromisløse kamp mod den Vendiske invasion: "Han holdt slag med dem på Fyn, hvor Danskerne kæmpede med stor tapperhed og fældede så mange af dem, at de fleste af hans krigsfolk fik huden slidt af hænderne, så fingrene sad i det blodige kød, sådan havde sværdfæsterne gnavet dem."

Han søgte at få hertug Henrik til at bekæmpe Venderne: "Da kongen nu skønnede, at det gik ned ad bakke med riget, og at det allerede næsten var ødelagt, men at han ikke med egne kræfter mægtede at forsvare det imod sørøverne, mente han, at det klogeste, han kunne gøre, var for penge at købe sig hjælp imod Venderne af Hertug Henrik, som på den tid var overmåde mægtig. Han lovede ham tre tusind mark sølv som løn for hans hjælp og skaffede pengene til veje ved en offentlig indsamling. Da Henrik, hvis venskab ikke var så nyttigt som let til fals, havde fået pengene, viste han sig imidlertid kun lidet ordholdende med hensyn til, hvad han havde lovet, hvad enten det nu var, fordi han ikke ville, eller fordi han ikke kunne."

Også Knytlinge Saga beretter om Svends kampe mod Venderne: "Kong Knud og Valdemar droge den samme dag bort til Jylland, men Kong Svend drog tilbage til Roeskilde. Om morgenen derefter holdt Kong Svend slag med Venderne ved Kalvlunde, og sejrede og dræbte mange Folk."

Statue af Svend Grathe i Nordborg på Als

Statue af Svend Grathe i Nordborg på Als. Foto Wikimedia Commons.

Svend var kongsemne, fordi han var søn af Erik Emune. Men den samme faders dårlige rygte gjorde det også vanskeligt for ham. Danskerne identificerede ham i høj grad med hans fader. De havde ikke glemt slaget ved Fodevig og Eriks mord på Harald Kesja og elleve af hans tolv sønner.

Men Svend havde ikke faderens fanatisme og grusomhed. I mange tilfælde viste han mildhed og tilgivelse mod sine fjender. Da han erobrede Viborg i 1151 tog han en mængde af Knuds folk til fange, men tillod de fleste at løskøbe sig. Saxo fortæller: "Da Kong Svend kom ind til dem, sagde Biskop Elias af Ribe efter at have taget dem alle i øjesyn, at Kongen burde bære sig ad som en gartner, der rykker de skadelige planter op, for at de nyttige kan trives. Det lyder jo nok grumt, men når man tænker nøjere efter, må man indrømme, at det var overmåde vel overvejede ord, som kort, men fyndigt udtrykte, hvad det kom an på. Havde Svend fulgt hans råd, ville sandelig alt håb have været ude for hans medbejler, men skønt han havde kunnet straffe fangerne for, hvad de havde forbrudt imod ham, lod han sig af sin medfødte mildhed bevæge til at gå lemfældig til værks imod dem. De fleste af dem tillod han at løskøbe sig, nogle lod han sværge sig troskab, og andre lod han stille borgen for, at de ville være ham tro. Kun to af dem straffede han på livet.

Da han i 1152 erobrede hovedbyen i Ditmarsken var hans faders drabsmand, Plov, blandt fangerne, men Svend lod ham gå. Saxo siger: "Byfolkene, der var helt medtagne af de mange sår og af træthed, eftersom de aldrig kunne få stunder til at hvile sig og pleje deres sår, og som ingen undsætning fik, opgav nu håbet og overgav sig til kongen. Han viste sig langt mere ordholdende og mild imod dem, end de havde troet, han ville være, ja selv Plov, der havde dræbt hans fader, Erik, viste han sær nåde, thi han straffede ikke sin faders banemand, men holdt for, at han mere burde tage hensyn til, at han havde overgivet sig på tro og love, end til sin hævnlyst. Heller ingen af de andre straffede han, hverken med døden eller med fangenskab, men løslod dem uden løsepenge; det var ham lige meget, sagde han, om de var med eller imod ham, thi folk, der så tit havde været troløse og brudt deres ed, kunne der ingen lykke være ved."

Dog beretter Knytlinge Saga to steder at Svends mand, Yngve Kvaisa, senere dræbte Sorte Plov.

Mønt med portræt af Svend Grathe

Mønt med portræt af Svend Grathe fundet ved Øster Uttrup. Han har muligvis et skipper-skæg. Vi ser teksten "Sveno Rex". Foto Pinterest.

Helmold fortæller at da Svend vendte tilbage med kejserens hjælp i 1156 afviste han at brænde og hærge landet for at tvinge landets mænd til at stille op til slag, som det ellers var skik. Helmold - som generelt er ret negativ mod Svend - skriver: "Vel havde nemlig Svejn idelig for hertugen gjort sig til af, at Danerne ville modtage ham med åbne arme, så snart han blot viste sig i spidsen for en hær. Men denne hans formodning slog aldeles ikke til. Thi der var i hele Danernes land ingen, der hverken bød ham velkommen eller gik ham i møde. Da han derfor mærkede, at lykken havde vendt ham ryggen, og at alle skyede ham, sagde han til hertugen: "Vor møje er spildt; det er bedst, vi vender om igen! Thi hvad fordel har vi af at hærge landet og udplyndre skikkelige folk? Hvor gerne vi end ville mødes med vore modstandere til slag, kan vi dog aldrig komme så vidt, eftersom disse flygter for os og smutter over til de mere afsides liggende dele af havet".

Svend mente ikke om sig selv at han var ufejlbarlig, han var klog nok til at diskutere sine planer med rådgivere og støtte sig på andres råd, når han fandt dem gode. Saxo siger: "Men da han drog igennem Fyn (måske i 1149), fik han tidende om, at Ebbe Skjalmssøn var død. Herover blev han så nedslået, at han førte sin hær tilbage til Sjælland igen og opgav det påtænkte angreb, thi han foretrak at sørge over den kriger, han havde mistet, frem for at give sig i kamp med sin medbejler. Der havde nemlig været så stort venskab imellem ham og Ebbe, at han ikke foretog sig noget på tinge eller i felten uden at rådføre sig med ham, og både når det drejede sig om hans egne og om Rigets anliggender, rettede han sig ganske efter hans mening."

Orø Korset

Orø Korset er også kaldt Margrete Korset efter finderen. Det er fremstillet i Skandinavien i 1100 årene. Det er et såkaldt relikviekors lavet i to dele med et hulrum i midten. På forsiden ses den korsfæstede Jesus, der træder hedenskabets drage under fode. Over hans hoved er Guds højre hånd mellem sol og måne. Til højre og til venstre for Jesu arme er to små figurer, antagelig Maria og Johannes Døberen. Langs med hans arme er ordene OLAFC VNVnCE som betyder Olaf Konge og ISACO. Korset blev fundet i 1849 på Orø. Korset og den tilhørende kæde er fremstillet af 22 karat guld. Det er 8,3 cm højt. Foto Orø Kirke Fritze Lindahl.

Knytlinge Saga mener at det ikke var nogen god ting at denne rådgiver døde, idet han blev erstattet med andre, som havde et mere hårdkogt syn på hvorledes Svend skulle vinde hele riget: "Kong Svend drog derpå efter Kong Knud til Fyen, og tilbød ham forlig; men da han kom til Odense, døde der hans rådgiver, som var farbroder til Absalon, der siden blev Erkebiskop. Kong Svend drog derfor igen tilbage, og holdt sig den vinter rolig i Sjælland. Derefter kom Ribe-Ulf til Kong Svend som rådgiver, og Ditleif Edlarsøn og Yngvar Kveisa, og derved tiltog meget hans uvennesælhed."

Kong Svend havde respekt for virkeligheden og var ikke desperat over-optimistisk, som man kan mistænke hans fader for at have været. Gang på gang bruger Saxo vendinger om ham som: "Da Svend nu mistvivlede om at kunne afhjælpe ulykken, opgav han at afværge de farer, der truede fra sørøverne, og gav sig i steden derfor til at lægge vind på at sikre sig imod landets egne børn", "Da Svend fik nys om, at han var kommen, mistvivlede han om, at han var stærk nok til at kunne holde ham stangen, og begav sig til Viborg, som han nylig havde ladet befæste, og besluttede at udholde en belejring der.", "Svend havde aldrig før næret større mistillid til sin lykke, men da han så, at hans fjender af egen drift skilte sig ved det, de skulle have nytte af i slaget, forvandledes hans modløshed til det frejdigste håb." og "Svend, som ikke ret stolede på krigslykken og var bange for at udsætte sine heste for fare, trættede fjenderne ved at angribe dem fra siderne"

Det siges at i 1152 giftede Svend sig med Adele af Meissen, som var næstyngste datter af Conrad, markgreve af Meissen og Lausitz, og hans hustru Luccardis. Saxo siger: "Han blev imidlertid forhindret i dette sit forsæt ved sit forestående giftermål, thi han var nylig bleven trolovet med en datter af Hertug Konrad af Sachsen og skulle nu holde bryllup med hende." Det siges at med hende fik Svend en søn, som imidlertid døde som spæd, og en datter, som fik navnet Luccardis.

Grathe Hede Korset

Museumskopi af hængekors fundet på Grathe Hede, hvor Valdemar d. 23. oktober 1157 besejrede Svend Grathe. Korset er af sølv og har oprindeligt været forgyldt. Det er 3 cm højt. Man må tro at det har tilhørt en af de faldne. Foto Blicheregnens Museum.

Svend faldt i borgerkrigens afsluttende slag på Grathe Hede ved Thorning nordvest for Silkeborg og syd for Viborg i 1157. Saxo fortæller at han var totalt udmattet: "Skønt han støttede sig på sine folks skuldre, blev han til sidst så overvældet af træthed, at han bød sine ledsagere fly og satte sig på på roden af et enligt træ, der stod, thi kræfterne svigtede ham i den grad, at han ikke engang kunne slæbe sig af sted, når han støttede sig på andre." Det passer med at han - stadig ifølge Saxo - under sin samtale med Valdemar i Sct. Albani Kirke i Odense betroede ham at han var alvorlig syg: "Selv var han nemlig så syg, sagde han, at han næppe kunne have et år igen at leve i, og han havde ingen sønner, som han burde søge at skaffe Riget."

3. Knud

Knud var søn af Richiza af Polen og Magnus den Stærke, som var søn af kong Niels og spillede en betydelig rolle i borgerkrigens første fase - fra drabet på Knud Lavard i Haraldsted Skov i 1131 indtil slaget ved Fodevig i 1134. Magnus blev valgt til konge i Västgötaland omkring 1120, men han er dog mest kendt for drabet på Knud Lavard. Mordet som udløste den langvarige borgerkrig i Danmark.

Magnus var en elsket og respekteret lederskikkelse i kampen mod Erik Emune, han var særlig afholdt i Jylland. Roskilde Krøniken bryder ud i gråd over hans død i slaget ved Fodevig: "Ve hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den skønneste blandt de unge, kæk, og kraftig, en glad giver, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger og fem bisper."

Mange krigere ønskede at tjene Magnus' søn.

Mønt med portræt af Knud Magnussøn

Mønt med portræt af Knud Magnussøn, Der står Cnudt Rex. Måske har han - som sin fader - været en fysisk stor mand. Foto Wikipedia Commons.

Efter slaget ved Viborg - måske i 1151 - lod Svend de fleste af fangerne gå, mod at de svor ikke at kæmpe imod ham, men mange søgte alligevel senere tilbage til Knud, da denne senere kom op gennem Jylland med en Tysk hær, Saxo siger: "Tryg ved dette løfte drog han ind i Jylland med en hær af fremmede krigsfolk, og hverken den godhed, Svend viste sine folk, eller hensynet til gidslerne eller frygten for at blive mensvorne afholdt hans gamle krigere fra at stille sig under hans banner."

Efter Svends sejr i Ditmarsken også omkring 1151 lod han de overvundne gå fri mod at de svor ikke at kæmpe imod ham. Men mange brød deres løfte og søgte tilbage til Knud: "Da de var sluppet fri, søgte de til Knud i hans landflygtighed, thi han var så afholdt af sine mænd, at ingen nogen sinde blev ked af at tjene ham, hvordan det så end gik ham."

Men Knud havde ikke arvet sin faders leder-egenskaber. Jyderne valgte ham som konge i 1146, sandsynligvis på grund af hans faders fortjenester, men han havde en ængstelig personlighed, som gjorde at han i længden ikke slog til i rollen som konge. Man må tro at det var derfor de efter nogle år valgte at supplere ham med Valdemar.

Saxo beskriver mange steder Knuds overdrevne forsigtighed.

Ganske kort efter Erik Lams død havde Knud aftalt med ærkebiskop Eskil i Lund at gå i land i Skåne samtidig med at Eskil gjorde oprør mod Svend, men af frygt for forræderi turde han ikke gå i land da det kom til stykket. Saxo skriver: "Knud, som ikke stolede på hans løfte, havde imidlertid ikke villet lade sine folk gå i land, men var, før end han kom, stukken i søen igen for at vende tilbage til Sjælland."

Blodgildet i Roskilde

Blodgildet i Roskilde. Valdemar og Knud sidder til venstre og spiller skak med Svend Grathe til højre. Knud læner sig ængsteligt op ad den mere mandige Valdemar. Billede fra Niels Baches "Nordens Historie" fra 1886.

I slaget ved Tåstrup kort tid efter det mislykkede fælles korstog mod Venden i 1147 gav de Jyske høvdinge ikke Knud lov til at deltage: "Knud fik ikke lov af sine folk til at tage del i slaget, hvad enten det nu var, fordi han endnu var så ung, eller fordi de ikke ville udsætte ham for slagets fare, så i steden for at føre an måtte han nøjes med at se til."

Omkring 1155 vendte Svend tilbage fra Tyskland til Fyn og blev begejstret modtaget af Fynboerne - som han tidligere havde forsvaret tappert og kompromisløst imod Venderne. "Mænd og kvinder i skarevis strømmede til ham alle vegne fra for at kæmpe for ham." skriver Saxo. Knud og Valdemar udbød leding i Jylland og det østlige Danmark imod Svend og Fynboerne, men veg tilbage for at angribe, da det ikke ville se godt ud at angribe Fyn, som allerede havde lidt meget under Vendernes plyndringer. Istedet indledte de forhandlinger, men Knud ønskede ikke at deltage af frygt for svig: "Da han dagen efter drog til Odense for at bade sig, hvilket Knud ikke turde være med til af frygt for svig, blev han af Svend, som gerne ville vinde hans venskab, modtagen med et højtideligt optog af klerke, der kom ham i møde med helgenskrinene."

I kraft af sin faders popularitet og mere direkte kongelige afstamning var Knud et mere indlysende kongsemne end Valdemar. Man kan mene at Saxo var Absalons og Valdemars mand, og de havde interesse i at tale Knud ned for at gøre Valdemar til det naturlige valg. Men meget tyder på at det var de Jyske høvdinge, som ønskede at Knud skulle give en trediedel af sin formue og sin søster til ægte til Valdemar for at få ham til at skifte side. Det må være fordi de ikke var tilfredse med Knud og savnede en forstandig og myndig leder af kongelig afstamning til støtte for ham. Desuden, Valdemar må have været interesseret i at skifte side, fordi han formentlig ikke kunne opnå at gøre Svend rangen stridig, da denne var afholdt og respekteret af sine mænd og tilhængere. Der var meget større muligheder i den Jyske lejr, netop fordi Knud var en ængstelig og frygtsom personlighed.

Høje Tåstrup Kirke

Høje Tåstrup Kirke bag træerne. I 1149 mødtes kongerne Knud 5. og Svend Grathe i et slag neden for den bakke, som Høje Tåstrup Kirke ligger på. Foto Tanja Mikkelsen Google Maps.

4. Valdemar

Valdemar var søn af Ingeborg af Novgorod og Knud Lavard. Sammen fik de tre døtre og omsider en søn, som imidlertid først blev født syv dage efter faderens død, hvilket giver mulighed for at fastslå hans fødselstidspunkt meget nøjagtigt, nemlig 14. januar 1131. Navnet Valdemar fik han efter Ingeborgs farfar, Vladimir, storfyrste af Kiev. Han voksede op hos den Sjællandske stormand Asser Rig og blev således fosterbroder til dennes sønner Absalon og Esbern Snare.

Knytlinge Saga siger: "Han var tidlig baade smuk og stor og udmærket i de fleste ting"

Valdemar den Store på mønt

Valdemar den Store på mønt. Da Valdemar senere blev enekonge udsendte han blandt andet denne mønt. Portrættet skal vist forestille ham selv.

Borgerkrigen startede i 1131 på grund af Magnus den Stærkes drab på Knud Lavard i Haraldsted Skov. Det må have vakt nogen opsigt, da Valdemar i 1153 overraskende skiftede side fra Svends parti til Knuds - sønnen af hans faders drabsmand. Nogle må have overvejet hvad meningen egentlig var med borgerkrigens kaos.

Hans politiske skifte var efter alt at dømme efter kølig beregning; fordi mulighederne for en dag at blive konge var større i Jylland hos Knud, end de var hos Svend i Skåne og på Sjælland, da det var efterhånden var åbentlyst - også for Knuds støtter og tilhængere - at Knud havde svært ved at leve op til rollen som konge. Valdemar forfaldt ikke til overdreven mistænksomhed mod Svend - fordi han kendte ham. Som Saxo skriver i forbindelse med at Valdemar og Svend talte sammen på tomandshånd på vej til Lolland i 1156: "Da Valdemar plejede at omgås Svend på en fortroligere måde."

Valdemar redder sin ven Bjarke

Valdemar redder sin ven Bjarke ud af en vanskelig situation i det første slag ved Viborg. Tegning Louis Moe.

Valdemar var efter alt at dømme personlig modig uden dog at være dumdristig.

Saxo fortæller at i slaget ved Viborg, hvor han stadig var på Svends side, måske i 1151, reddede han sin ven Bjarke ud af en vanskelig situation, idet denne var omgivet af fjender og kunne ikke se på grund af sved. der løb ned i øjnene. Saxo siger: "Bjarke troede, at det var en fjende, der kom farende, og gik løs på ham med øksen, men Valdemar greb fat i ham og kom hugget i forkøbet, han fik kun et voldsomt slag i skuldreren af skaftet, øksen selv ramte ham ikke, men det var med nød og næppe, at han fik reddet ham ud."

I en episode i et senere slag ved Viborg var Svends og Valdemars folk adskilt fra Knuds Tyske krigere af en lille å med meget sumpet bund. Valdemar fandt et vadested. Saxo fortæller: "Til gengæld satte fire mand med deres lanser så stærkt ind på ham midt ude i vandet, at hans hest satte sig på bagen, men han var så dygtig en rytter, at han ikke faldt af. En femte mand jog sin lanse ind imellem hjelmen og panden på ham, hvor den blev siddende, men han slog den over med sit sværdfæste og trak den ud." Dernæst sikrede Valdemar og hans mænd et brohoved på den anden side af åen.

Han var intelligent og beregnende, således at forstå at han ikke tog unødvendige chancer - han havde ikke noget imod at vente til på rigtige tidspunkt, før han gik i aktion. Han indlod sig først i slag med fjenden, når han mente at han kunne vinde, og når fjenden var svækket mest muligt.

Blodgildet i Roskilde i gammelt håndskrift

Blodgildet i Roskilde i håndskriftet Sächische Weltchronik fra 1200-tallet

Efter blodgildet i Roskilde i 1157 lykkedes det Valdemar at undslippe og komme tilbage til Jylland. Det blev hurtigt kendt at Svend havde udbudt leding i hans del af Danmark i den hensigt at angribe Valdemar i Jylland. Alligevel tog Valdemar sig tid til at gifte sig med sin trolovede, Sofie, Knuds søster, for demonstrere sin troskab mod Knuds sag og vinde tilhængere, selvom Knud dog nu var død. Saxo siger: "Imidlertid begav Valdemar, som skønnede, at det var usikkert, hvilket udfald kampen ville få, sig tilbage til Viborg, hvor han fejrede sit bryllup, dels for lettere at få dem, der havde kæmpet for Knud, til at gå over til sig, dels for at fjenderne ikke skulle kunne berøve hans fagre fæstemø hendes kyskhed."

Knytlinge Saga beretter at han i perioden før han blev enekonge blev fader til en søn: "Valdemar havde en søn udenom, ved navn Christopher; hans moder hed Tofa." Det var måske den berømte Tove fra folkevisen.

Som nævnt giftede Valdemar sig med Knuds halvsøster Sofia af Minsk. Sofia var datter af Magnus den Stærkes enke, Richiza, og fyrst Volodar af Minsk, hvilken sidste var efterkommer af Vladimir af Kiev, ligesom Valdemar var det. Efter borgerkrigen blev Valdemar enekonge af Danmark, og sammen fik de otte børn.

Da Svend i 1157 var gået i land i Djurså i Jylland, lykkedes det Valdemars folk at overtale Sjællænderne til at sejle hjem og således svække Svend forud for slaget. Men han følte sig stadig ikke sikker på sejren. Saxo fortæller: "Da Valdemar fik at vide af ham, at fjenden var ved at rykke frem, og han ikke mente, at han endnu havde stridskræfter nok til at turde indlade sig på at holde slag, bød han, at broen, der førte over til byen skulle brydes af." Det bliver bekræftet af Knytlinge Saga: "Kong Valdemar drog da over Randersbro, og ville endnu ikke indlade sig i slag, efterdi han ventede endnu en del Folk til sig. Men da Kong Svend kom til Randers, havde Kong Valdemar ladet broen afkaste, og han kunne da ikke komme over åen." Senere fortæller Saxo: "Omsider fik Valdemar, hvis hær voksede for hver dag, der gik, mod til at indlade sig i slag og besluttede at gå over åen på et andet sted og angribe fjenden."

5. Knud Angriber Sjælland

Erik Lam udnævnte i sin tid Eskil, Assers brodersøn, til ærkebiskop i Lund, hvilket var den eneste af hans handlinger, hvori der kan spores en modsætning til hans krigskammerat Erik Emunes beslutninger. Eskil pådrog sig nemlig Erik Emunes udtalte modvilje ved i 1137 at anstifte et oprør på Sjælland. Erik slog oprøret ned og idømte bisp Eskil en monsterbøde på tyve mark guld.

Formentlig har Eskil, nu ærkebiskop, altid anset Erik Emune som en tronraner og voldshersker, og deraf følger at så kunne hans søn, Svend, ikke have et særlig stærkt krav på tronen.

Romansk terningekapitæl i Sjørring Kirke

Romansk terningekapitæl i Sjørring Kirke. Dyret skal sikkert være en løve. Foto Henrik Bolt-Jørgensen.

Derfor var det helt naturligt at Eskil i 1146 aftalte hemmeligt med Knud, som han må have anset som den sande konge, at de skulle korrigere denne beklagelige fejl. De blev enige om at Knud skulle komme til Skåne med en hær, og så ville Eskil slutte sig til ham og de ville sammen kvæle Svends kongeværdighed i fødslen. Saxo skriver: "I tillid til Jyderne begav Knud sig nu over til Sjælland for at bemægtige sig det, og ved hemmelige løfter lokkede han for Ærkebiskop Eskild for at få ham til at falde fra Svend, på hvis side han hidtil havde stået. Ærkebispen lod sig da også overtale og lod ham ved hans sendemænd vide, at han skulle komme til Skåne med sin flåde, så ville han slutte sig til ham.

Eskils spejdere fortalte ham at nu var Knud kommet, og "med vajende bannere sprængte han med sine ryttere af sted ned til kysten". Men Eskil havde ikke taget højde for Knuds ængstelige og mistænksomme sind. Saxo fortsætter: "Knud, som ikke stolede på hans løfte, havde imidlertid ikke villet lade sine folk gå i land, men var, før end han kom, stukken i søen igen for at vende tilbage til Sjælland." Nu stod Eskil alene overfor Svend, afsløret. Saxo fortsætter: "Da Ærkebispen over hals og hoved forlod byen, satte Svend efter ham, og da han vendte om, holdt han slag med ham og overvandt ham."

Eskil i kirketårnet

Eskil som fange i St. Laurentiuskirkens tårn. Tegning Louis Moe.

I første omgang satte Svend ærkebispen under arrest: "Da der intet fangehul fandtes i byen, blev han hejset op i St. Laurentiuskirkens tårn, så kirken blev hans fængsel." Men Svend besindede sig snart, han kunne ikke tillade sig at have en ærkebisp som fjende: "Da Svend imidlertid blev bange for, at han skulle blive sat i band for den sags skyld, hvilket er den værste straf, en bisp kan give nogen, løslod han ham ikke blot af hans fængsel, men skænkede ham oven i købet en landsby og en stor del af Bornholm for at gøre ham til sin oprigtige ven."

Derefter drog Svend til Sjælland, hvor Knud opholdt sig. De mødtes i et slag ved Slangerup, hvor Svend sejrede. Saxo siger: "Derpå holdt han uden ham et blodigt slag med sin medbejler ved landsbyen Slangerup, overvandt ham og drev ham bort fra Sjælland." Knytlinge Saga siger slaget stod ved Thorsteinstorp. Knud flygtede tilbage til Jylland.

6. Fælles Korstog mod Venden

I året 1146 var hele Europa i oprør over at en korstogenes landvindinger, Grevskabet Edessa, pludselig var blevet erobret af muhamedanere. Både Ludvig d. 7. af Frankrig og Kejser Conrad d. 3. af Tyskland tog Korset i dette år for at generobre Edessa.

Nogle mente at man havde vantro nok i nærheden, som endnu ikke var omvendt, og derfor behøvede man ikke at opsøge sådanne i fjerne lande. På en rigsdag, som kejseren holdt i Frankfurt Marts 1147 agiterede Bernhard af Clairvaux for at man først skulle løse det Vendiske problem. Venderne skulle for enhver pris omvendes eller i bund og grund tilintetgøres. Han fik Paven, Eugenius 3, til at udsende en bulle, som lovede dem, der tog det Vendiske kors, den samme syndsforladelse og velsignelse, som blev dem til del, der drog til Jerusalem.

Leding flåden

Leding flåden. Foto Hastati Danorum.

Knud og Svend blev nu enige om at holde fred indbyrdes og sammen drage mod Venden. Saxo siger: "For nu ikke over deres hjemlige stridigheder at forsømme deres kristenpligt tog Danskerne korset og adlød Pavens bud. Knud og Svend gav hinanden gidsler, indstillede deres indbyrdes fjendtligheder, sluttede for en tid fred for at tage sig noget bedre for og besluttede at bruge de sværd, som de hidtil havde stræbt hinanden efter livet med, til kamp mod Kristendommens fjender." Eskil var en stor beundrer af Bernhard af Clairvaux og udvekslede breve med ham; man aner hans hånd bag fredsslutningen.

Den samlede Danske leding, fra både øst og vest, stævnede nu i 1147 mod Venden, "- medens Tyskerne efter aftale gjorde indfald fra en anden kant" Saxo fortsætter: "Jyderne og Slesvigerne lagde ind i den fjendtlige havn, hine under Knuds, disse under Svends anførsel. Sjællænderne og Skåningerne kom sidst og lagde sig, hvor de bedst kunne få plads, rundt omkring den del af flåden, der var kommen først."

"Nu blev byen Dubin, der var såre berygtet for sit sørøveri, belejret af begge de forenede hære, idet alle Danskerne gik fra borde med undtagelse af nogle ganske få, der blev tilbage for at passe på skibene." Øjensynligt lå byen Dubin på fastlandet, det vides ikke hvor, man kan gætte på Bad Doberan, som tidligere hed Dobran.

Men Venderne fra Rugen udnyttede denne lejlighed til at angribe og ødelægge flåden. Saxo fortæller: "Da Rygboerne fik at vide, hvor få de var, besluttede de til at begynde med at yde de belejrede bistand ved at gøre det af med den fjendtlige flåde. De angreb Skåningerne, der lå yderst, og nedhuggede næsten dem alle sammen. Jyderne, som passede skibene og heller ikke var særlig mange, så passivt til: "Jyderne glædede sig over det mandslæt, der var blevet anrettet iblandt dem, thi de regnede dem ikke for stalbrødre, fordi de ikke havde samme konge som de; de havde nemlig endnu ikke glemt slaget ved Fodevig, og det had, der nys havde været imellem dem, gærede endnu i dem."

Rekonstruktion af Svantevit-dyrkelsen på Arkona.

Rekonstruktion af Svantevit-dyrkelsen på Arkona. Foto Tårnborg Grundejerforening.

Efter nogen tid fik de Danskere, som belejrede byen, besked om hvad der var sket. De vendte tilbage og fordrev Venderne. Saxo giver en grum beskrivelse: "Imidlertid fik Danskerne, som belejrede byen, nys om at sørøverne havde overvundet deres flåde, de drog da tilbage, tog de skibe, de fandt i behold, drev Rygboerne, som ikke turde gøre modstand, ud af havnen og hævnede således det nederlag, deres stalbrødre havde lidt, ved at jage fjenden på flugt, skønt det næsten ikke var muligt at bane sig vej over havet for lig."

Efter denne episode gik belejringen af Dubin i opløsning.

Også mellem Saxerne var der uenighed, da de i stigende grad indså, at det var deres egne skatteydere, de kæmpede mod. Hvis de ødelagde Venderne, kunne disse ikke længere betale de sædvanlige skatter til de tyske fyrster. Helmold siger: "Men i vor Hertugs følge, og i markgrev Albrechts følge, sagde man til hinanden: "Det land, som vi plyndrer, er det ikke vort eget land, og de folk som vi udplyndrer, er de ikke vore egne? Hvorfor skulle vi så være vore egne fjender og ødelægge vore egne rigdomme? Og vil disse tab ikke falde tilbage på vore herrer?" - Og fra den dag begyndte de at trække tiden ud og slække på belejringen, og der var tit våbenhvile. Thi hver gang venderne blev slået i en træfning, blev hæren holdt tilbage, for at den ikke skulle følge efter og bemægtige sig deres lejr"

Helmold fortsætter: "Til sidst blev vore folk trætte, og man blev enige om, at Venderne skulle tage imod Kristendommen og løslade de Daner, de havde taget som fanger. Men mange af dem lod sig kun døbe på skrømt. Så lod de alle de gamle og unyttige gå, men beholdt resten, dem, der havde alder og styrke til at tjene dem."

Venderne røvede og plyndrede, javist - men mest hos Danerne. Helmold konkluderer: "Således endte denne mægtige hærfærd med et ringe udbytte. Og snart blev det endnu værre, for Venderne var ligeglade med, at de var blevet døbt og holdt ikke de plyndrende skarer tilbage fra at hærge blandt Danerne." Saxo siger at ingen bekymrede sig om at kontrollere at Venderne overholdt fredsbetingelserne.

Svends skib var blevet taget og en stor del af hans mandskab var dræbt af Venderne. Knud tilbød at Svend kunne sejle hjem på hans skib, men Svend afslog og rejste hjem over Slesvig.

7. Borgerkrigen Fortsætter

Straks efter hjemkomsten fra Venden begyndte kongerne at forberede sig på nye krigshandlinger. Svend forbedrede forsvaret af Roskilde: "for at have et sikkert tilholdssted omgav han Roskilde, som ikke var befæstet, med vold og grav" og satte sin betroede rådgiver Ebbe Skjalmsøn som leder i byen.

Sune tages til fange

Sune tages til fange. Tegning Louis Moe.

Knud mente at Svend var blevet stærkt svækket i kampene i Venden og det ønskede han at udnytte: "Knud, som holdt det nederlag, Skåningerne havde lidt, for en lykkens gunst imod ham og mente, at hans kræfter derved var tagne lige så meget til, som hans medbejlers var tagne af, ville nu imidlertid ikke unde Svend ro til at forvinde det tab, han havde lidt, og drog derfor, navnlig stolende på Jyderne, over til Sjælland." Han sendte en veltalende agitator ved navn Sune til Roskilde for at overtale borgerne til at åbne portene for ham. Men Sune blev grebet og lagt i lænker og fik øjenene stukket ud. Derefter opgav Knud at få byen og sejlede hjem til Jylland.

Men ganske kort tid efter "lagde han (Knud) uventet ind i Isefjord, overrumplede og indtog Roskilde og brændte Ebbes hus, efter at denne var flygtet til Svend."

Nogle højtstående Jyder med stor militær erfaring på to skibe gik over til Svend i Skåne og sammen med dem og Eskilds styrker gik han i land på Sjælland og besejrede Knud i slaget ved Tåstrup (idag Høje Tåstrup) måske i 1149. Han blev først slået på flugt, men efter sine hærførerers indtrængende henstilling reorganiserede han og med samlede styrker foretog de et dristigt modangreb, og Svend så da til sin overraskelse at han var sejrherre. Knud deltog ikke personligt i slaget. Saxo fortæller: "Knud fik ikke lov af sine folk til at tage del i slaget, hvad enten det nu var, fordi han endnu var så ung, eller fordi de ikke ville udsætte ham for slagets fare."

Indretning af typisk Romansk stenkirke

Indretning af typisk Romansk stenkirke.
Langt hovedparten af Danmarks landsbykirker stammer efter alt at dømme fra 1100-tallet. De er en en uvurderlig kulturskat. Det kan formentlig kædes sammen med tiendens indførelse i århundredets første halvdel, men viser alligevel at det var en velstands-periode - bønderne havde råd til at betale tiende. Dette uanset borgerkrigens rasen og Vendernes plyndringer. Det var sikkert også derfor Venderne kom - fordi der var noget at hente. Indenfor grænserne af datidens Danmark, blev i 1100-tallet opført godt 1.750 kendte kirker i den Romanske stilart.
De Romanske kirker er karakteriseret ved at være lave og kompakte - i det mindste i forhold til den senere himmelstræbende Gotiske stil. De har runde buer modsat de Gotiske som er spidse. Deres grundplan er med få undtagelser karakteriseret ved et næsten kvadratisk kor (evt. med apsis) og et rektangulært skib. Som hovedregel vender koret mod øst. Døbefonten er placeret midt i skibet.
Erland Porsmose har påvist at en påfaldende stor andel af de fynske sognekirker lå i grupper med en indbyrdes aftand mellem 3 og 4 km. Tegning Johny Grandjean Gøsig Jacobsen

Ved denne tid sluttede den unge Valdemar sig til Svend, hvilket var ret naturligt, da det var Knuds fader, Magnus den Stærke, som dræbte Valdemars fader, Knud Lavard, i Haraldsted Skov. Saxo siger: "Nogen tid efter sluttede Hellig Knuds Søn Valdemar, som først nu havde nået våbenfør alder, sig til Svend for at lære krigskunsten under ham; han skøttede nemlig ikke om at have med Knud at gøre, fordi hans fader havde handlet så ilde imod Knud Hertug."

Svend tøvede ikke med gøre ham til Hertug af Slesvig, som hans fader havde været. Ganske vist var der allerede en hertug i Slesvig, som Knud havde udnævnt. Det var Knud Henriksøn, en søn af Henrik Skadelår. Som man kan regne ud opstod der en strid mellem de to hertuger, i hvilken Valdemar efterhånden fik overtaget, sikkert takket være Slesvigernes kærlighed til hans fader. Saxo siger: "Han (Svend) skænkede ham statholderværdigheden i Slesvig, som hans fader havde haft, men Valdemar måtte holde mange slag med en mand ved navn Knud Henrikssøn, som ivrigt havde stræbt efter at blive forlenet med denne landsdel under Knud Magnussøn. Omsider fik han dog bugt med ham, men der var lige så stor strid imellem dem om denne ringe landsdel som imellem kongerne om hele Riget. Derved fik Svend fodfæste i det sydlige Jylland.

Sanderum Kirke

Sanderum Kirke nær Odense er en typisk Romansk stenkirke fra 1100-tallet med et skib og et kor, som senere har fået tilføjet et tårn og nogle andre tilbygninger.

Imidlertid, Knud allierede sig med Grev Adolf af Holsten og bragte derved Svends og Valdemars nye besiddelse af Slesvig i fare. Da kong Svend opholdt sig på Fyn, på vej mod Jylland "- kom der imidlertid en fredløs mand ved navn Edler til ham og opfordrede ham til at påføre Holstenerne krig" fortæller Saxo, "hvorhos han lovede at stille fuldt op af småskibe til at føre krigsfolkene over med, thi Holstenerne havde brudt broen over Ejderen af for at gøre adgangen til deres land så meget vanskeligere. Kongen gik ind derpå."

Helmold siger: "De to konger kæmpede hver for sig for at knytte vor greve til sig og sendte udsendinge med gaver. Greven syntes bedst om Knud og kaldte ham til en samtale og blev hans vasal. Da det var sket, blev Svend vred, og med en væbnet skare drog han ind i Wagriernes land og stak Oldenborg i brand."

Imidlertid, Saxo fortæller at Svend knap nok kom over Ejderen: "Men da de kom til Ejderen, havde Edler holdt sit løfte så dårlig, at han kun mødte med to småskibe." Svend ville personligt sejle over floden først og undersøge forholdene på den anden side, men hans folk fik ham fra den ide, idet de mente at fjenden nok lå på lur et eller andet sted på den anden side: "rede til at overfalde dem, når der var kommet så mange over, som de mente, de kunne magte." Det er en oldgammel taktik at angribe, når omkring det halve af fjenderne er kommet gennem et pas, over en bro, et vadested eller lignende, og det var lige hvad Holstenerne gjorde. Saxo fortsætter: "Det viste sig også at være rigtigt, thi Holstenerne holdt sig skjult i de tilstødende skove og lod ganske rolig Danskerne komme over, til der var så mange, at de mente at kunne fange dem, så styrtede de frem og dels nedhuggede, dels fangede dem, skønt Danskerne forsvarede sig tappert."

Romansk døbefont i Stenild Kirke

Romansk døbefont med modstillede løver omkring et mandshoved i Stenild Kirke nordvest for Hobro. Foto: Søren Kaspersen Minolta.

Svend trak sig derpå tilbage til Skåne med de få krigsfolk, som han havde tilbage. Efter nogen tid havde han skaffet penge nok til at løskøbe sine mænd, som Holstenerne havde fanget.

I spidsen for sin nu intakte hær drog han nu igen imod Jylland, måske i 1150. Imidlertid, på Fyn fik han efterretning om at hans rådgiver Ebbe Skjalmssøn var død, og det gjorde ham så nedslået og deprimeret at han mistede enhver lyst til krig, og derfor førte han hæren tilbage til Sjælland. Ebbe havde været hans fortrolige ven og rådgiver. Saxo siger: "Der havde nemlig været så stort venskab imellem ham og Ebbe, at han ikke foretog sig noget på tinge eller i felten uden at rådføre sig med ham, og både når det drejede sig om hans egne og om Rigets anliggender, rettede han sig ganske efter hans mening."

8. Ærkebiskop Eskils Udlandsrejse

Efter slaget ved Fodevig i 1134, hvor Magnus den Stærke faldt sammen med fem bisper, udnævnte Erik Emune Eskil til bisp af Roskilde.

Imidlertid - sammen med stormanden Peter Bodilsen - indledte Eskil meget snart et oprør på Sjælland mod Erik Emune, idet oprørerne krævede "frihed". Oprøret blev slået ned og - forunderligt - Eskil fik lov til at leve videre og beholde sin position som Roskilde bisp og slap med en monsterbøde - sikkert på grund af sin onkel, ærkebiskop Asser, som finacierede Eriks sejr ved Fodevig. Erik Emune fik dog aldrig megen tillid til Eskil.

Ærkebiskop Eskil i spidsen for den Skånske leding hær

Ærkebiskop Eskil i spidsen for den Skånske leding hær. Tegning Louis Moe.

Gennem hele sin regeringstid respekterede Erik Lam loyalt alle Erik Emunes beslutninger, men med Eskil gjorde han en undtagelse og udnævnte ham til Ærkebiskop af Lund.

Eskil korresponderede med Pave Alexander 3. og Bernhard af Clairvaux. Det var Bernhard, som opfordrede de Europæiske konger til at omvende de hedenske Vendere i vore dages Nord-Tyskland, og det er meget nærliggende at tro at det var hans ven Eskil, som formidlede forsoning mellem Svend og Knud og fik dem til at drage på korstog mod Venden.

I 1152 oprettede en pavelig udsending det Norske Ærkebiskopsæde i Nidaros, og dermed begrænsedes ærkebiskoppen af Lunds indflydelse til Sverige og Danmark. Eskil frygtede nu at der på tilsvarende vis ville blive oprettet et Svensk ærkebiskopsæde og besluttede at rejse til paven i Rom for at tale sin sag.

Efter mange måneders rejse på hesteryg mødtes Eskil med Paven, hvem han kendte personligt fra tiden før han blev pave. De blev enige om at Sverige kunne få sit eget ærkebiskopsæde, men det skulle være underordnet ærkebiskoppen i Lund.

På vejen hjem blev han overfaldet, udplyndret og taget til fange i Burgund. Det var meget almindeligt i Europa i disse tider, men det interessante er at paven straks tog sig af sagen. Både han og Eskil var overbevist om at det var Kejseren som stod bag. Eskils fængling blev årsag til en langvarig strid mellem kejseren og paven. Det er ikke helt klart, hvornår han slap fri. Nogle siger at først kom tilbage til Danmark i 1158 efter slaget på Grathe Hede, medens Saxo nævner at Svend tilkaldte Eskil og den Skånske leding i 1155.

Eskil trak sig tilbage som ærkebiskop i 1177. Han rejste derefter til det navnkundige cistercienserkloster i Clairvaux, hvor han blev munk. Han døde i 1181 og blev begravet tæt ved alteret i klosterkirken i Clairvaux.

9. Det Første Slag ved Viborg

Viborg var Jyllands og dermed Knuds hovedby, her var de danske konger gennem århundreder blevet hyldet. I 1151 rykkede Svend op gennem Jylland, og forunderligt nok lykkedes det ham at få Viborgs borgere over på sin side. Saxo siger: "han fik de Viborg borgere til at gribe til våben for sig ved at love dem frihed for alle kongelige skatter."

Knud rykkede frem mod Viborg med en stor hær, som han havde samlet i det øvrige Jylland, og de mødtes et sted ret nær Viborg. Da Knuds folk senere flygtede ind i byen, må vi tro at det er ganske nær Viborg, sikkert indenfor den moderne bys område.

Stenløve i muren på Viborg Domkirke

Stenløve-relief i muren på Viborg Domkirke. Foto Viborg Folkeblad.

Den gamle kriger, Saxo, er meget optaget af den militære taktik. Han mener at Knud havde den største hær, og ville have vundet, hvis han havde udnyttet kavaleriet på den rigtige måde: "Han ville uden tvivl være gået af med sejren, hvis han ikke havde fulgt sine venners råd og ladet sine ryttere stå af hestene for at kæmpe til fods. Hans stormænd mente nemlig i betragtning af, at det i de tidligere slag altid var gået dem uheldigt med rytteriet, at man burde berøve de fejge lejligheden til at flygte og ved at tage hestene fra dem tvinge dem til at slås."

Svend havde ikke lavet meget andet i sit voksne liv end at føre krig, og han kunne straks se at nu havde han mulighed for at sejre: "Svend havde aldrig før næret større mistillid til sin lykke, men da han så, at hans fjender af egen drift skilte sig ved det, de skulle have nytte af i slaget, forvandledes hans modløshed til det frejdigste håb. Han vidste nemlig godt, at når de intet rytteri havde, ville de kun komme langsomt af sted."

Denne gang fik Knud lov til at være med i slaget: "Knud fik med nogle få ryttere sin plads midt iblandt fodfolkene, for at han kunne se, hvor godt hans krigsfolk gjorde deres sager."

Øksehoved fundet på slagmarken på Grathe Hede

Øksehoved fundet på slagmarken på Grathe Hede. Foto Museerne.dk.

Viborg borgerne var indrulleret i Svends hær, nogle kastede med sten: "Han bød de Viborg borgere, som ikke forstod sig på at bruge heste, at kæmpe til fods, og fordelte nogle af dem blandt bueskytterne og slyngekasterne; disse havde små blider og kastesten til våben. Næst dem opstillede han på begge sider rytterne, som skulle falde fjenden i ryggen"

"Knud, som af forberedelserne skønnede, hvad fjendens hensigt var med denne dobbelte opstilling, søgte at hindre ham i at udføre sit forsæt; for at han ikke skulle få lejlighed til at falde ham i ryggen, førte han hele styrken ind imod hans fodfolk, hvor de stod tættest, og nedhuggede næsten dem alle sammen, thi der blev kun gjort nogen modstand hist og her."

Saxo fortsætter: "Men dette tapre angreb afværgede ikke den fare, der truede ham, thi Svend delte sit rytteri og omringede fjenden med det fra begge sider" - "Da Knud så det, forandrede han sine krigsfolks stilling og lod dem gøre omkring og vende sig imod rytterne i steden for som før imod fodfolkene, thi han anså det for nødvendigt, at de tog kampen op med dem, der faldt dem i ryggen" - "I steden for at holde rigtigt slag med dem og give dem lejlighed til ret at slå fra sig, han holdt på med at falde over dem snart hist og snart her at få dem til at bukke under for mødighed og hede, og angreb hårdest dem, der dristig vovede sig for langt ud fra slagordenen og derved udsatte sig for fare." - "Tirrede af alle disse anfald fra forskellige hold og medtagne af jævnlig at måtte forsvare sig imod alle disse flankeangreb, blev de omsider så matte og mødige, at de imod al krigsskik satte sig ned for at hvile sig midt i kampens hede."

Mand og Kvinde som omfavner hiananden i muren i Ulsnæs kirke

Mand og kvinde som omfavner hiananden i muren i Ulsnæs kirke nord for Slesvig. De er måske kirkens stiftere. Foto Grænseforeningen.dk.

"Og da de ikke længer havde kræfter til at slås, fandt de det rådeligst, da de ivrig så sig om efter frelse, lidt efter lidt i sluttet fylking at rykke hen imod den by, hvis borgere de nys havde slået på flugt, for at søge tilflugt i deres fjenders huse." - "Nogle af Knuds folk flyede straks, en del skjulte sig i byen, og andre løb igennem gaderne og ud af den til den anden side. Knud selv flyede til hest gjennem de snævreste gyder. De, der havde søgt tilflugt i byen, blev grebne og som fanger sat ind i en af kirkerne."

Det var ved den lejlighed at Svend lod alle fanger undtagen to løskøbe sig eller blot slap dem fri mod at de svor at ville være ham tro.

Svend omgav Viborg med en vold, Saxo siger: "For at have et sikkert tilholdssted i Viborg, som den gang ikke var befæstet, omgav han den med volde og aflagde byen rigelig med penge".

10. Knud Rejser til Udlandet

Efter nederlagt rejste Knud rejste til Sverige, hvor hans moder havde giftet sig igen. Saxo siger: "Knud begav sig fra Aalborg til Lødøse og opholdt sig en tidlang i landflygtighed hos sin stiffader Sverker, som efter Magnus' død havde ægtet Knuds moder." Men inden længe blev kong Sverker træt af gæsterne, og Knud måtte sælge ud af sine ejendomme i Sverige for at forsyne sine folk. Kong Sverkers søn, Hans, digtede smædevers om Knuds nederlag og flugt: "Sverkers Søn Hans, som var en overmåde tapper, men ikke synderlig høvisk mand, lavede da også nogle smædevers om de slag, Knud havde holdt, og om hans flugt og tirrede ham, skamfuld, som han var, ved at synge denne nidvise".

Viborgs befæstning i tidlig middelalder

Omtrentligt forløb af Viborgs befæstning i tidlig middelalder inspireret af Sven Kåe og Hans Krongård Kristensen. Foto Google Maps.

"Den tort tog Knud sig så nær, at han købte skib og levnedsmidler og flygtede til Polen i tillid til, at hans morbrødre der ville hjælpe ham," fortsætter Saxo. Imidlertid, hans morbrødre havde for nyligt fordrevet deres ældste broder for at eliminere hans krav på riget. De troede at Knud kom for også at gøre krav på en andel af Riget, og derfor så de skævt til ham og forbød ham adgang til byerne.

Derefter begav Knud sig til Saxen: "Han begav sig da til Hertug Henrik af Sachsen." Men også her fandt han ingen støtte.

Men ærkebiskop Hartvig af Hamborg-Bremen så mere forstående på flygtningen. Han havde længe været ærgelig over, at Danskerne var bleven unddraget hans hans ærkebiskop-dømmes overhøjhed. Saxo siger: "Han tog venlig imod ham og ydede ham også bistand, og han sendte nu hemmelig sendemænd til Danmark for at forfare, om hans gamle krigsfolk endnu var ham tro, og de kom tilbage med den besked, at de alle straks ville gå over til ham og svigte den ed, de havde svoret Svend, for at holde den, de havde svoret ham."

Sct. Mikael og dragen i Starup Kirke

Sct. Mikael og dragen i Starup Kirke ved Kolding. Foto Lennart Larsen.

Derefter drog Knud op i Jylland i spidsen for en Tysk hær: "Tryg ved dette løfte drog han ind i Jylland med en hær af fremmede krigsfolk, og hverken den godhed, Svend viste sine folk, eller hensynet til gidslerne eller frygten for at blive mensvorne afholdt hans gamle krigere fra at stille sig under hans banner."

Medens Knud rejste rundt i udlandet for at skaffe støtte til at fortsætte borgerkrigen, kæmpede Svend mod Venderne. Saxo søger at tale ham ned: "Det stod nu i alle måder ilde til i Danmark, thi inden for Rigets grænser rasede borgerkrigen, og uden for dem gjorde sørøverne al mulig fortræd. For at kue dem fejdede Svend gentagne gange på hele Venden, men uden synderligt held."

11. Det andet Slag ved Viborg

Da Svend fik efterretning om at Knud var vendt tilbage, besluttede han at forskanse sig i Viborg. Saxo fortæller: "Og han begav sig til Viborg, som han nylig havde ladet befæste, og besluttede at udholde en belejring der. For at bestride omkostningerne hærgede han der deres ejendomme, der var gået over til Knud, og anvendte det bytte, han gjorde, til underhold for sine krigsfolk."

Sølvkrucifikset fra Bornholm

Sølvkrucifikset fra Bornholm blev fundet som en del af en sølvskat, som har ligget i en æske, og skatten indeholdt blandt andet et sammenkrøllet sølvkors og mønter lavet under dels den Tyskromerske kejser Barbarossa dels Svend Grathe.

Imidlertid, belært af sine dårlige erfaringer fra sidst han var der, slog Knud lejr med sin hær i nogen afstand fra Viborg uden direkte at belejre byen. Tilsyneladende var det en slags økonomisk krigsførelse - som Reagan senere skulle anvende mod Sovjetunionen - idet Knud spekulerede i at Svend i længden ikke havde penge nok til i betale for den hær, som var nødvendig for forsvaret af byen: "Han slog derfor lejr langt fra den for at afvente, at hans medbejler, når det trak i langdrag, skulle blive udsultet og så enten skammelig tage flugten eller ubetænksomt indlade sig i slag." Tilsyneladende havde Knud adgang til mere rigelige økonomiske midler end Svend.

Inden længe kunne Svend ganske rigtigt se bunden i sin pengekiste, og han indså at han måtte tage initiativet: "Da Svend nu havde opbrugt alle sine midler, eftersom der gik meget med til at underholde krigsfolkene i byen, og ikke så nogen udvej til at trække krigen længere ud, mente han, at han måtte vove noget, selv om der var fare derved, og begav sig om natten hemmelig den lange vej til fjendens lejr og kom over den om morgenen, da folk, som ingenting anede, var til messe."

Valdemar kæmper mod de Saxiske ryttere om et vadested over åen

Valdemar kæmper mod de Saxiske ryttere om et vadested over åen. Tegning Louis Moe.

Valdemar kæmpede da på Svends side. Han udmærkede sig som ovenfor beskrevet ved finde et vadested over en lille å fuld af hestehuller, kæmpe sig vej over åen og bane vejen for sejren ved at etablere et brohoved på den anden side. Saxo skriver: "og for at de, der fulgte efter, ikke skulle have for kneben plads, red han et godt stykke bort fra åen, og der tog han stilling og kæmpede med sin lille skare således, at han holdt hele fjendens hær oppe, til alle hans stalbrødre var komne over åen, og det var virkelig således ham, der skaffede Svend sejren. Han fortsætter med at beskrive den sidste fase af slaget: "Da han kom ham til undsætning, tog Knuds folk flugten. De var nemlig angste og bange som følge af de tidligere nederlag, de havde lidt; dem kunne de ikke glemme, og de var stadig forsagte og modløse. I den grad havde den modgang, de havde lidt, betaget dem modet, at næsten al deres tapperhed var som blæst bort, så de ikke kunne holde stand imod fjenden, men, sløvede, som de var, af den overvættes ængstelse, de var betagne af, stadig var lette at jage på flugt."

"Tyskerne derimod, som var mere vante til at føre Krig og forstod at tumle deres heste, tirrede jævnlig sejrherrerne ved at gøre omkring og sætte ind på dem og trak sig så sindigt tilbage, at deres flugt foregik i god orden. Den tapreste af dem, Folrad, faldt i det slag." De fleste Tyskere og mange af Knuds mænd blev imidlertid dræbt: "De andre, som var flygtede ved dagens lys, kom ilde derfra, thi de holdt sig natten over i en by, hvor de blev grebne af deres forfølgere og dræbte i husene. Sejrherrerne havde nemlig truffet aftale om, at de ikke ville skåne nogen af de overvundne, dels fordi de hadede tyskerne, og dels fordi de, som de i det sidste slag havde taget til fange og givet lov til at løskøbe sig, atter havde øvet fjendtligheder imod dem."

Knud flygtede til Saxen.

12. Vethemans Fribytterlaug

I disse dage tog en mand i Roskilde ved navn Vetheman initiativ til at oprette en flåde af kaperskibe for at bekæmpe sørøverne. Saxo siger: "I de samme dage blev der som følge af de stadige anfald, sørøverne gjorde, på Vethemans anstiftelse i Roskilde oprettet et fribytterlav, der havde følgende love og vedtægter:"

Model af Kollerup koggen

Model af Kollerup koggen fra 1150, som blev fundet ved Kollerup på Vestkysten i 1978. Foto Europäisches Hansemuseum.

De havde lov til at beslaglægge købmænds og andre privat-personers skibe: "Skibe, de fandt skikkede til orlog, havde de lov til at tage, selv om deres ejere ikke gav deres minde dertil, imod som fragt at give en ottendedel af det bytte, de gjorde med dem."

"Inden de gav sig ud på noget togt, skriftede de deres synder for præsterne, og efter at være bleven tugtede med Guds ord nød de den hellige nadver, som om de straks skulle dø."

"De førte kun liden rejsekost med, undgik alt, hvad der kunne være til byrde og hinder, nøjedes med simple hærklæder og tarvelig kost og førte ikke noget med sig, der kunne sinke deres sejlads."

"Når de lagde ind under en eller anden ø, søgte de altid til den side, hvor vinden bar på, men sendte spejdere over til den side, hvor vinden bar fra, fordi fremmede skibe plejer at søge til havne, hvor vandet er stille." "Byttet delte de ligelig imellem sig, styrmanden fik ikke mere end den simple rorkarl."

"Når de fandt kristne mennesker som fanger om bord på et skib, de havde taget, gav de dem klæder og sendte dem til deres hjemsted, så stor menneskekærlighed viste de deres medmennesker." "De tog til forskellige tider og på forskellige steder to og firsindstyve sørøverskibe, men deres flåde talte aldrig mere end to og tyve skibe."

"Når det skortede dem på penge, lod de borgerne udrede dem, og disse fik så til gengæld hælvten af byttet. Dette fribytterlav begyndte som sagt i Roskilde, men bredte sig fra byen ud blandt bønderne og blev støttet af næsten hele Sjælland, thi fra en lille og ringe begyndelse voksede det sig snart stort, og dets iver svækkedes ikke i nogen måde, førend det atter havde skaffet landet fred."

Svend var heller ikke passiv i kampen mod Venderne: "På adskillige steder ved kysten, der af naturen var vel befæstede, opførte han skanser til beskyttelse for bønderne." Han byggede fæstninger på begge sider af Storebælt, sikkert ved Nyborg og Korsør.

Guldborg og Borrebjerg

Langelands Museum har foretaget udgravninger på borgbanken Guldborg og i tilflugtsborgen Borrebjerg. På Guldborg fandt man vidnesbyrd om en dramatisk nedslagtning af mindst 25 mænd, kvinder og børn. Det kunne påvises, at de fleste dræbte var efterladt, hvor de faldt, i meget lang tid, måske mere end et år. Ved en senere oprydning var knoglerne uhøjtideligt blevet skovlet sammen. Sammen med resterne af de faldnes ejendele og andet affald var de spredte knogler blevet brugt som fyld i en let nedsænket adgangsvej gennem den nedbrændte port og ved de nedbrændte palisader. På Borrebjerg gjorde man lignende fund. Den yngste mønt, som er funden, er slået under Erik Emune. Massakren på Guldborg kan derfor tidligst have fundet sted sidst i 1130'erne, men skal nok snarere sættes til 1140 - 1150.
Fundene bliver i almindelighed fortolket således: Langelands kristne danske beboere har søgt sammen i tilflugtsborgen på Guldborg angrebet af en stor skare vendiske sørøvere. Sørøverne nedslagter forsvarerne. Da Langeland er fuldstændig folketom får ligene lov til at ligge i mange måneder måske et år, før der igen kommer mennesker på stedet, som bruger de spredte knogler som til opfyldning i nogle huller sammen med andet affald.
Det er helt klart en meget utilfredsstillende forklaring. Middelalderens danskere var dybt kristne, og det var utænkeligt, at de ikke ville begrave deres dræbte landsmænd i indviet jord. Man kan opstille en anden forklaring, som passer bedre med fundene: Efter flere års sørøverangreb lå Langeland mere eller mindre folketom hen. Nogle vendiske familier søgte et nyt hjem på den næsten folketomme ø. Nogle kristne danske mænd besluttede, at det er for meget; først kommer Venderne som sørøvere og dræber og fordriver de kristne danske beboere, og derefter kommer de som hedenske vendiske nybyggere og tager landet i besiddelse. De besluttede sig til at foranstalte en endlösung og omringede Gulborg borgen og Borrebjerg og slog alle Vendere ned for fode. De bekymrede sig ikke om plyndring. Ligene fik lov til at ligge, hvor de faldt.

Fyn har altid været en frugtbar og rig ø, og det har utvivlsomt tiltrukket de Vendiske pirater som en magnet. Svend og hans mænd gjorde en stor indsats for at forsvare Fyn. Saxo siger: "Han holdt slag med dem på Fyn, hvor Danskerne kæmpede med stor tapperhed og fældede så mange af dem, at de fleste af hans krigsfolk fik huden slidt af hænderne, så fingrene sad i det blodige kød, sådan havde sværdfæsterne gnavet dem." Vi skal senere se at Svend fik Fynboernes støtte og loyalitet for sin indsats.

På Lolland og Falster er der mange landsbynavne af Vendisk oprindelse, som vidner om at den oprindelige Danske befolkning blev fortrængt, udslettet og erstattet af Vendiske nybyggere. Men på Fyn er ikke et eneste landsbynavn af Vendisk oprindelse, selvom Saxo skriver "På Fyn var der også kun få indbyggere tilbage", hvilket viser at det ikke lykkedes Venderne at skabe varige bebyggelser på denne ø og nærliggende øer. Det kan Fynboerne sikkert takke Svend for.

13. Krigen i Ditmarsken

Men Knud havde ikke givet op. Saxo siger: "Imidlertid var Knud med de få folk, der havde fulgt ham i landflygtighed, draget til Lille-Frisland, der også hører under Danmark.

Ganske som Svend havde lovet Viborgs borgere skattefrihed, hvis de gik over til ham, således lovede Knud Ditmarskerne skattelettelser, hvis de ville støtte ham. Saxo siger: "Da Knud nu bad folkene dér om hjælp, var de alle meget villige til at yde ham den, thi han lovede dem lettelse i henseende til den skat og skyld, de hidtil havde måttet udrede, og opsatte på at opnå det lod Friserne sig af en ringe fordel lokke til at tage en stor byrde på sig." - "Først byggede de en fæstning ved Mildefloden, for at han kunne have sit tilhold der."

Forskellen mellem klinkbygget klædning og kravelbygget

Forskellen mellem klinkbygget klædning og kravelbygget klædning. Ved klinkbygning, som på vikingeskibene, overlapper klædningplankerne hverandre. Ved kravelbygning sættes klædningsplankerne kant mod kant. Fordelen ved klinkbygning er at plankerne kan være tynde og dermed bliver skibets egenvægt lille. Kravelbygning tillader mere økonomisk udnyttelse af træet og desuden kan skibet konstueres bredere midtskibs og dermed få større lasteevne. Tegning Willhig på Engelsk Wikipedia.

Da efterretningen om at Knud var vendt tilbage nåede Svend, samlede han det Jyske rytteri og det østlige Danmarks flåde. Efter oldgammel sædvane lod Svend nogle skibe slæbe over land fra Slesvig til Ejderen. "Derfra drog han med sin hær imod den nylig anlagte by," som lå godt beskyttet af moser og en flod, som kaldtes Mildne.

På grund af landskabets karakter kunne kong Svend ikke omringe byen, derfor slog han lejr et bekvemt sted i nærheden. Han beordrede sine mænd til at samle ris i krat og skove, som kunne bruges til at lægge i sumpede områder og derved skabe overgange. Imidlertid, "nogle af de unge Frisere, som, hvad enten de nu var kede af at vente eller opsatte på at lægge deres tapperhed for dagen, med deres tilvante behændighed sprang over floden, der skilte lejrene fra hinanden, og begyndte på afstand at angribe fjenderne, der strejfede om hist og her," fortæller Saxo. Flere og flere på begge sider gik ind i kampene for at støtte deres angrebne kammerater, og det var ved at udvikle sig til et egentligt afgørende slag.

Svends rådgiver Peder Thorstensøn anbefalede ham at trække alle krigere tilbage til lejren og lade dem forberede sig til at modstå et angreb, men indtil videre holde sig tilbage og intet foretage sig.

Saxo fortæller: "Friserne, som ikke vidste dette, satte i al hast over floden med hele deres stridsmagt i den tro, at kongen inde i lejren ikke var forberedt på at tage imod dem, og hele deres hær angreb så med større dristighed end klogskab fjenden opsat på at overrumple ham." Men Friserne mødte uventet modstand og modangreb. Nogle flygtede ud i sumpene forfulgt af ryttere, som udnyttede de overgange, som Svends mænd havde forberedt med de indsamlede ris, og mange flygtende blev dræbt.

Kalkmaleri af leding-skib i Skamstrup Kirke

Kalkmaleri af leding-skib i Skamstrup Kirke. Ved første øjekast minder det om et vikingeskib - med samme sejlføring - men det ses at det er kravelbygget, idet klædningsplankerne ligger kant mod kant. Desuden strækker klædningsplankerne sig ikke fra for til agter, som ved vikingeskibene, der er brugt meget kortere stykker. Skiber har ingen styreåre, tilsyneladende bruger de et egentligt ror. Foto Skamstrup Kirke.

"Da Friserne var drevne på flugt, flyede Knud til hest med nogle få følgesvende."

Andre søgte tilflugt i nybyggede by ved Milnefloden. Saxo fortæller: "De andre, som ikke kunne slippe bort, søgte tilflugt i byen. Svend, som troede, at Knud også var der, angreb nu de belejrede af al magt i håb om, at hele krigen ville være forbi, når han fik Knud i sin magt. Han afløste de sårede med våbenføre mænd, dem, der var matte og mødige, med Folk, der havde udhvilet sig; og han nøjedes ikke med at lade dem kæmpe om dagen, men tog natten med til hjælp og sørgede ved stadig at trænge på for, at de belejrede ikke fik ro til at hvile deres mødige lemmer." En af grundene til at Svend pressede sådan på var at han frygtede at andre Frisere ville komme de belejrede til hjælp.

Valdemar kæmpede sammen med Svend. Ved en fejltagelse angreb han i mørket nogle af Svends folk, idet han troede at de var andre Frisere som kom til undsætning: "Valdemar, som troede, det var Friserne, der kom, ilede med bannerne did, hvor larmen kom fra, og fik efter kraftig modstand bugt med en del af Svends folk, som han vildledt af mørket antog for fjender, og således kom den tapre hertug, narret af natten, til at anrette mandslæt og nederlag blandt dem, det var hans hensigt at hjælpe."

Til sidst overgav folkene i byen sig og blev Svends fanger, men han løslod dem alle heriblandt hans faders drabsmand, Sorte Plov. Saxo skriver: "Byfolkene, der var helt medtagne af de mange sår og af træthed, eftersom de aldrig kunne få stunder til at hvile sig og pleje deres sår, og som ingen undsætning fik, opgav nu håbet og overgav sig til kongen. Han viste sig langt mere ordholdende og mild imod dem, end de havde troet, han ville være, ja selv Plov, der havde dræbt hans fader Erik, viste han sær nåde, thi han straffede ikke sin faders banemand."

Imidlertid, Knud var allerede flygtet tilbage til Tyskland og kejseren.

14. Kejserens Mægling

"Imidlertid drog Knud til Tyskland og bad Frederik, som nylig var bleven romersk Kejser, om hjælp, idet han lovede, at han ville tage Danmark som len under ham," fortæller Saxo, "Kejseren, som både af naturen var en overmåde snedig mand og derhos i højeste grad begærlig efter at udvide sit herredømme, blev opsat på at underlægge sig et så stort fremmed rige og indbød under skin af venskab Svend til en samtale."

Frederick Barbarossa

Frederick Barbarossa. Han blev kaldt Barbarossa af de norditalienske byer, som han forsøgte at regere. Barbarossa betyder "rødt skæg" på italiensk. I Tyskland blev han kendt som Kaiser Rotbart, som har samme betydning.
Han var kejser fra Januar 1155 til sin død i 1190 i Lille Asien, medens han ledede sin hær i det tredje korstog. Foto Wikiwand.

I sin ungdom havde Svend tjent kejser Konrads livgarde sammen med Frederik, som senere blev kejser med tilnavnet Barbarossa. Saxo fortæller: Under skin af venskab indbød han Svend til en samtale, idet han mindede ham om, at de var gamle venner og våbenfæller." Svend blev indbudt til forhandlinger i byen Merseburg.

Svend accepterede indbydelsen. Han var blevet internationalt berømt på grund af sine mange sejre i borgerkrigen. Det hedder sig at han: "tiltrak sig hele Tysklands opmærksomhed på grund af den beundring, man nærede for hans tapperhed" - "Han blev først modtagen af Kejseren med stor ære, men det varede ikke længe, før der blev rejst forskellige beskyldninger imod ham, så Frederik holdt kun ilde, hvad han havde lovet."

Kejserens plan var at bruge borgerkrigen til at underlægge sig Danmark. Saxo siger: "Til sidst blev der stillet ham det vilkår, at han skulle give sig ind under Kejseren som hans lensmand, og Knud skulle så igen have Sjælland til len under ham imod at give afkald på sit krav på kongelig magt og myndighed. Ville Svend ikke gå ind på det, ville Kejseren støtte Knud og sende en fuldt rustet hær ind i Danmark sammen med ham."

Saxo fortsætter: "Svend, som indså, at han under så vanskelige omstændigheder enten måtte udsætte sig for fare eller give efter, lod, som han gik ind derpå, men gjorde for ikke helt at afskære sig fra lejlighed til at bryde overenskomsten, når han kom hjem, et forbehold med hensyn til de mange godser, han havde arvet efter sin fader på Sjælland."

Udgravning af Svend Grathes kapel

Silkeborg Museums udgravning af Svend Grathes kapel. På stedet hvor kong Svend Grathe faldt på Grathe Hede blev umiddelbart efter slaget opført et kapel, som var i brug i hele den katolske tid. Det blev imidlertid nedrevet i forbindelse med reformationen. Det lykkedes for Silkeborg Museum at finde stedet og udgrave resterne af kapellet. Foto Silkeborg Museum.

Imidlertid, Knud stolede af gode grunde ikke på Svends løfte og forlangte at Valdemar skulle garantere for forliget. Valdemar værgede sig, idet han vidste at hele aftalen var på skrømt, og den ikke ville blive overholdt. Saxo siger: "Da Kongen imidlertid trængte ind på ham, påtog han sig omsider, skønt meget nødigt, denne borgen, idet han erklærede, at hvis Svend brød overenskomsten, ville han gå over til Knud."

Saxo fortsætter: "Da Svend, som havde Knud med i sit følge, var kommen hjem til Danmark, sendte han straks Kejseren et brev, hvori han rent ud beskyldte ham for at have sveget ham, nægtede ham al lydighed og erklærede, at han ikke agtede at holde den overenskomst, han havde sluttet med ham, eftersom han med svig var bleven tvungen til at tage imod vilkår, som ingen dansk konge endnu var gået ind på."

Svend og Valdemar blev nu enige om at tilbyde Knud ikke Sjælland som len, men istedet et tilsvarende stort område "fordelt i tre landsdele, noget i Jylland, noget på Sjælland og noget i Skåne, idet han gik ud fra, at det ville svække hans magt, at hans len således blev splittet." Valdemar garanterede forliget og Knud accepterede.

15. Svend som Enekonge

Endelig blev Svend da anerkendt som den eneste konge af Danmark og kunne nyde sin værdighed i fred, i det mindste i fred for rivaler; Venderne hærgede nemlig stadig de Danske øer og kyster.

Granit-døbefont fra Vær Kirke

Granit-døbefont fra Vær Kirke. Dyret skal efter al sandsynlighed forestille en løve med manke, så må den stående mand, som er beskyttet af Gud, være Daniel. Foto Hideko Bondesen Wikipedia.

Men Saxo har meget at udsætte på ham: han "kastede vrag på, hvad der var Dansk, og efterlignede, hvad der var Tysk. Han klædte sig på Tysk, og for at ingen skulle misunde ham det, fik han sine hirdmænd til at gøre ligeså, så kongens gård nu var fuld af pyntelige junkere i steden for som før af folk, der førte sig på bondevis" - "Ja endogså for måltidernes vedkommende forjog han den gamle simpelhed, indførte udenlandske lækkerier og finere bordskik, så det var ikke blot i henseende til klædedragten, men også til mad og drikke, han indførte fine moder."

Svend vidste formentlig at på trods af alle hans talenter og sejre anerkendte de fleste stormænd kun en søn af Erik Emune som konge i mangel af bedre. Han søgte at mindske stormændenes magt ved sine egne udnævnelser: "Han tog æresposterne fra de ædelbårne og gav dem til gøglere, fjernede udmærkede og berømmelige mænd fra sig og omgav sig i deres sted med en flok kvindagtige uslinge." - "at de, der kom til velstand, skulle have kongens nåde og ikke deres byrd at takke derfor."

Bønder pløjer deres mark

Bønder, som pløjer deres mark. Forsidebillede på "Middelalderens landbrug og bebyggelse" - "En statistisk-geografisk undersøgelse af landbrugs- og bebyggelsesforholdene i NV-Sjælland gennem vikingetid, middelalder og tidlig moderne tid" af Johny Grandjean Gøsig Jacobsen.

Han ændrede proceduren på tinge således at flere sager blev afgjort ved tvekamp istedet for som tidligere ved ed. "Retstrætter, som hidtil var bleven afgjorte ved ed, bestemte han derhos nu skulle afgjøres ved tvekamp og kraftprøver, så at den dom, der burde have været overladt til fornuftig granskning af sagen, nu udelukkende kom til at bero på, om man havde øvet sine legemskræfter mer eller mindre", siger Saxo.

Retsafgørelse ved ed indebar at en anklaget kunne frifindes, hvis et antal ærlige mænd, måske tolv, ville sværge på at han var uskyldig. Vi moderne mennesker vil umiddelbart tænke: Nå ja - det er jo blot at tilkalde vennerne. Men Saxo mener helt klart at en ærlig mand vil undersøge en sag nøje, hvis han skal strække halsen frem og sværge på noget. Det var i virkeligheden en slags nævningedomstol.

Retsafgørelse ved tvekamp

Retsafgørelse ved tvekamp. Egil Skallagrimsson møder den svensk-fødte besærk Ljot på øen Vors, hvor Egil forsvarer en jomfru og kæmper i hendes broders Fridgeirs sted. Egil afgør kampen ved at bide modpartens strube over. Maleri af Johannes Flintoe (1787-1870). Han var en Dansk født maler, som virkede i Norge.

En grundlæggende ide i et kongedømme er at kongen og en hvilken som helst mand af folket ikke er lige, kongen er mere end enhver mand af folket. Men på tinge forventedes kongen at møde tingbønderne i øjenhøjde. Saxo bebrejder Svend at han brugte en slags talerstol, når han dømte på tinge: "Han holdt han det for uværdigt for en mand i hans ophøjede stilling at holde ting på den vante vis, han lod hånt om at stå på lige fod med folket, når han talte til det, men plejede at stige op på et højere stade og tale til folket nedenfor, når han skulle skifte lov og ret."

Svend holdt mange hirdmænd, og de havde mange gange vist deres værd i kamp mod de Vendiske pirater. Men de kostede mange penge, siger Saxo: "Ja, den store bekostning, hans mange forslugne hirdmænd medførte, nødte ham endogså til at lægge større tynge på bønderne både i henseende til hoveri og skatter, så medens han sørgede for, at hans hirdmænd kunne leve i overdådighed, mistede han almuens kærlighed."

16. Krig mod Sverige

Svends mislykkede angreb på Sverige var efter al sandsynlighed medvirkende til at ødelægge hans renome blandt de Danske stormænd.

Årsagen, eller påskuddet, var at den Svenske prins Hans bortførte statholderens i Halland, Karls, hustru og søster. Det var den samme prins Hans, som havde fremført smædevers for Knud om hans mange nederlag, da han opholdt sig i Sverige under sin landflygtighed. Saxo siger: "Da i de samme dage Karl, statholderen i Halland, var rejst ud af landet, blev Kong Sverkers søn, Hans, optændt af elskov til Karls hustru og til hans søster, der var enke. Betagen af deres dejlighed røvede han dem og bortførte dem til Sverige for at tilfredsstille sin lyst. Han skal have handlet så skammeligt imod dem, at han tvang dem til at have samleje med ham skiftevis hver anden nat, og krænkede således disse kyske kvinder ved at øve den hæsligste uterlighed imod dem uden hensyn til, at den ene af dem var en gift kone og den anden en ærbar enke."

Niels falder i vinter-felttoget mod Sverige

En af Svends mænd ved navn Niels var netop blevet gift før vinter-felttoget mod Sverige. Under felttoget blev Svend frustreret, fordi de ikke kunne få Svenskerne til at stille op til slag. En dag havde nogle bønder spærret dem vejen med en barikade af træstammer, Svend sprang op og ville angribe straks, men Niels manede til besindighed. Svend udbrød "at gifte Folk altid er mest bange af sig". De kom til kløften dårligt forberedte. "Niels, der var opsat på ved ypperlige manddoms-gerninger at aftvætte den forsmædelse, kongen havde tilføjet ham, for at det ikke skulle hedde sig, at det, at han var bleven gift, havde gjort det af med hans tapperhed, stormede nu uden at ænse faren løs på forhugningen for at komme over den, men bønderne, der stod oppe på den som på en mur og forsvarede den, gennemborede hans hoved med et spyd." Knytlinge Saga siger: "På dette togt faldt Nikolaus Dotta Tegning Louis Moe.

"Svend besluttede at hævne denne skændselsgerning på hele det Svenske folk, som en forsmædelse, der var tilføjet alle danske, idet han holdt for, at en offentlig tort måtte man aftvætte i fællesskab," fortsætter Saxo.

Imidlertid havde han ikke tid til at føre krig lige med det samme, idet han først skulle holde bryllup med en datter af Hertug Konrad af Saxsen ved navn Adele.

På denne tid fik Svend besøg af pavens udsending kardinal Nikolaus, som prøvede at få Svend fra sit fortsæt om at føre krig mod Sverige. Han argumenterede: "Landet var vanskeligt at føre krig i og folket fattigt, så der ingen fordel var ved at sejre over det. Det ville blive ham et overmåde bekosteligt krigstog, der kun ville give ringe udbytte; inden han kunne komme til at kæmpe med fjenden, havde han de vældige, vilde fjælde at kriges med, og når han så endelig gik af med sejren, var der kun et ringe og uanseligt bytte at vinde."

Misæderen, prins Hans, blev kort efter dræbt på tinge af de Svenske ting-bønder og den Svenske konge tiggede om fred. Saxo siger: "Imidlertid sendte Sverker i sin angst for krig gang efter gang sendemænd til Svend for at bede om fred, men det hjalp ikke, hvilke vilkår han end tilbød ham."

Svends store kvalifikation som konge var hans militære dygtighed; han sejrede næsten alle steder, hvor end han kom. Måske har han ønsket at forbedre sin position i forhold til de Danske stormænd med endnu en strålende sejr, eller måske ønskede han at øge sine indtægter.

Han udsatte felttoget endnu engang, da han ønskede at føre krig om vinteren for at undgå: "besværlige bugtede omveje" og "skyde genvej over de islagte sumpe".

Da vinterkulden satte ind: "drog han ad den nærmeste vej ind i Finveden, hvor han hærgede og brændte alle vegne. Landsens folk kom løbende og bad om nåde og overgav sig selv og landet til ham, og de lod sig ikke engang nøje med således at have underkastet sig, men forsynede ham endogså med levnedsmidler og viste ham al villighed og gæstfrihed." - "Derpå drog han ind i Värend, hvor han overalt for frem med ild og sværd, thi landsens folk hverken satte sig til modværge eller overgav sig, men både mænd og kvinder søgte til alle sider ud i utilgængelige udørkener." Kulden var meget streng. Saxo siger: "Næsten overalt på markerne lå der høje snedriver, og kulden var så hård, at diende børn lå og frøs ihjel ved brystet, medens mødrene var nær ved at friste samme skæbne og trykkede selv halvdøde de døde børn i deres favn."

Den Svenske almue flygter for Svends hær

Den Svenske almue flygter for Svends hær. Tegning Louis Moe.

Danskerne kunne ikke udholde kulden, de: "led også ved dette barske vejrlig, kunne ikke ligge i lejr om natten og ikke holde vagt; nogle af dem tændte bål, andre søgte under tag, mere bange for den kolde luft end for sværd og spyd, og tænkte mere på at værge sig imod kulden end imod fjenderne."

Danskerne mødte kun spredt og halvhjertet modstand, men mændene led under kulden, og mange heste døde også på grund af kulden, de vanskelige veje og mangel på foder. Mange af hans mænd listede sig væk og begav sig hjemad: "De, som havde mistet deres heste og måtte gå til fods, lagde nu det, de havde at bære, på deres stalbrødres heste, drev dem foran sig og gav sig uden kongens vidende på hjemvejen."

Til sidst besluttede Svend at opgive felttoget: "Da det til sidst gik op for ham, at hæren listede sig bort, kom han dens hemmelige tilbagetog i forkøbet ved at give krigsfolkene lov til at drage hjem og begav sig selv straks ad en genvej til Skåne."

Den følgende sommer havde Svend alvorlige politiske problemer i Skåne, det vides ikke hvorfor, men man kan forestille sig på grund af ekstraordinære skatter og afgifter til at betale det mislykkede felttog. Saxo forklarer: "Nogen tid efter rejste almuen i Skåne sig imod høvedsmændene og stævnede væbnet til ting i Arnedal. Hver gang folkene i denne landsdel nemlig fandt de byrder, der lagdes på dem, for tunge, satte de sig altid med magt til modværge imod den uret, de mente tilføjedes dem; når almuen der synes, at dens åg bliver den for tungt, plejer den således altid at gribe til våben for at værne om sin frihed."

Udfoldet motiv på døbefonten i Vester Tørslev Kirke

Udfoldet motiv på døbefonten i Vester Tørslev Kirke. Dobbelt kroppede løver, en kvinde og en fallisk mand rundt om og under døbefonten. Motiv fra "Romanske Stenarbejder" fra forlaget Hikuin.

Svend mødte våbenløs op på tinget og havde kun nogle få væbnede ryttere med sig for sin personlige sikkerhed. Bønderne tillod ham at komme ind på tinget, men da "overvældede de ham med en mangfoldighed af svære kæremål og råbte og skreg således, at han ikke kunne få ørenlyd og komme til at forsvare sig. Da han slog ud med hånden for at påbyde hoben stilhed, blev der kastet en mængde sten på ham, i den grad var oprørernes raseri flammet op til hån og foragt for hans kongelige værdighed. Det lykkedes en mand ved navn Toke Signessøn at tale mængden til ro.

Svend lod hovedmændene bag urolighederne henrette. Saxo siger: "Da bønderne igen var dragne hver til sit, lod Kongen i sin harme over den skammelige tort, der var bleven tilføjet ham, adskillige landsbyer afbrænde og hærgede næsten hele Skåne til straf, fordi det havde gjort sig skyldigt i majestætsforbrydelse." Han straffede også Toke Signessøn, idet han sagde at denne havde selv medvirket til at fremkalde urolighederne.

17. Valdemar skifter side

På grund af Svends politiske svækkelse spirede nyt håb i Knuds lejr. Saxo siger: "Knuds rådgivere mente også, at han burde se at få Valdemar til at skille sig fra Svend, førend han yppede krig med denne, og at han burde søge at vinde Valdemars venskab ved at give sig i svogerskab med ham. For at opnå det holdt de, hver gang de talte med Valdemar, med vilje lovtaler over Knuds halvsøster Sofia for hendes overvættes store dejlighed."

Sofie og Valdemar fik senere otte børn sammen, så vi må tro at der var tale om en slags kærlighed. Men i førte omgang underspillede Valdemar sin interesse. Saxo fortæller: "Valdemar sagde, at jomfruens fattigdom var en hindring for, at han kunne ægte hende, thi hendes fader var en russer, så der var slet ingen godser, hun skulle arve i Danmark."

Døbefont i Sall Kirke

Døbefont i Sall Kirke. Motivet er mandshoveder omgivet af rovdyr, som formentlig skal forestille løver. Det skal sandsynligvis illustrere Daniel i løvekulen. Han er omgivet af sultne rovdyr, men Gud beskytter ham. Foto Pinterest.

Men da Knud lovede at give hende en trediedel af sin fædrenearv i medgift, lod Valdemar sig overtale og han forlovede sig med hende og "overdrog en gift kvinde ved navn Bodil at tage sig af hendes opdragelse, indtil hun blev mandvoksen."

Det må have været en fantastisk nyhed i Danmark. Den fatale krig blev oprindeligt udløst ved at Knuds fader, Magnus den Stærke, dræbte Valdemars fader, Knud Lavard. Med forskellig intensitet havde krigen raset i omkring 25 år og kostet tusindvis af liv. En romantiske forbindelse mellem de to parter i borgerkrigen burde virkelig give håb om forsoning og fred.

Saxo gør meget ud af at beskrive Svends mistænksomhed og had på grund af forsoningen mellem de to slægter. Som Saxo skriver: "Fordi han indså, at største delen af hans magt var gået bort fra ham med Valdemar, på hvis lykke han ikke havde taget i betænkning at støtte sin egen". Det er ikke helt sandt, idet det var Svends fader Erik Emune, der svang sig op til konge ved at påtage sig den dræbte Knud Lavards og den da ufødte Valdemars sag, en sag, som hans søn Svend så at sige havde arvet. Svend måtte føle at tæppet blev trukket væk under ham.

Svends mistænksomhed var ikke ubegrundet. Som vi nedenfor skal se, var det Valdemar og Knud, som genoplivede borgerkrigen ved at lade sig kåre som konger på Viborg Ting, hvilket var en klar krigserklæring mod den etablerede konge, nemlig Svend.

Knud og Valdemar optrappede situationen. Valdemar "sejlede sammen med Knud over til Sjælland med hele den jydske flåde, ikke fordi det var hans agt at påføre kongen krig, men for ved nye bestemmelser bedre at sikre sig imod troløshed fra ham for fremtiden. Svend mødte dem med et følge af væbnede mænd ved Sundby, en landsby, der ligger ved havet, og her forhandlede de hele dagen. Omsider kom de til enighed, og ved sengetid vendte Kongen tilbage til Roskilde." Hvad de forhandlede om vides ikke.

Radulf i kamp mod de Vendiske ryttere

Radulf i kamp mod de Vendiske ryttere.

Men det var stadig Svend, som forsvarede Danmark. Han var kongen, som fjenderne frygtede. Netop på denne dag blev Sjælland angrebet af en usædvanlig stor Vendisk flåde. Saxo siger: "Da de allerede tidligere havde hærget alle markerne, gik de alle de steder forbi, hvor der intet bytte var at få, og agtede at overrumple Roskilde." - "Nu havde de oven i købet af deres spejdere hørt, at alt var stille i byen, og at Kongen var langt borte."

"Den første af Danskerne, der kom i kast med fjenden, fordi han havde en overmåde rask hest, var en meget dygtig rytter, der hed Radulf." Han red gennem kornmarkerne for at advare Roskilde forfulgt af Vendiske ryttere. Han fik snart selskab af Svends hirdmænd: "Imidlertid kom de kongelige ryttere alt efter som de var rappe og modige til, ud til Radulf og sluttede sig sammen i en samlet trop." - "Så snart Radulf af støvskyen, der rejste sig, skønnede, at Kongen var nær, angreb han dem i tillid til den undsætning, der var undervejs. Vendernes fodfolk blev hugget ned og flygtede, men deres ryttere, som havde sluttet sig sammen i en samlet skare, gav sig først på skrømt på flugt, men da Kongen truede dem i ryggen, og de så, hvor få ryttere han havde, gjorde de omkring og jog ham på flugt. Radulf holdt nu inde med blodbadet på fodfolkene, angreb de vendiske ryttere med sine folk og nødte dem til for alvor at fly over hals og hoved." - han "sluttede sig til Kongens rytterskare og gav sig igen til at hugge løs på fodfolkene."

Det blev en fuldkommen massakre på Venderne: "Nogle få af dem nåede ned til strandbredden og svømmede ud til deres skibe, nogle, som alt for hidsige søgte frelse i flugten, rendte blinde af rædsel ud i vandet og druknede i massevis" - "Venderne, som over hals og hoved gav sig på flugt og var så ivrige efter at komme i sikkerhed for fjendernes sværd, at de i kvindagtig angst med deres heste satte ud over en klint og omkom, så de med lemlæstede legemer måtte lade livet imellem stenene."

Mindesten for Svend Grathe i Karlslunde

Mindesten for Svend Grathe i Karlslunde mellem København og Køge. Teksten lyder: "Svend Grathe og Radulf slog Venderne ved Karlslunde 1155". Foto Morten Dahlin i Facebook.

Knytlinge Saga bekræfter at Svend besejrede Venderne i et stort slag: "Om morgenen derefter holdt Kong Svend slag med Venderne ved Kalvlunde, og sejrede og dræbte mange folk."

Saxo lægger ellers ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af Vendernes hærgen: "Alle landsbyer i den østlige del af Jylland er forladte, fra Vendsyssel helt ned til Ejderen, og markerne lå udyrkede hen. Den østlige og sydlige del af Sjælland lå også gold og øde hen, thi bønder var der ingen af, og sørøverne holdt til der, som om de var hjemme. På Fyn var der også kun få indbyggere tilbage. Falstringerne, hvis tapperhed er større end deres land, bødede ved kækhed på landets lidenhed, thi de ville ikke vide af at betale fjenden skat, men holdt ham borte med det gode eller med magt. Lolland, som dog er større end Falster, skaffede sig derimod fred ved at betale for den. Resten af øerne lå øde hen. Det er blevet sagt at han beskrev situation så slem for at gøre hans helts, Valdemars, bedrift desto større, da han senere som konge løste det Vendiske problem endeligt.

Svend rejste til Tyskland for at besøge sin svigerfader Konrad, "under påskud af, at han ville kræve sin hustrus medgift." - "og blandt dem, han valgte til at ledsage sig, var også Valdemar, dels fordi han ikke fandt det sikkert at lade ham blive hjemme, og dels fordi han ville, at Konrad skulle holde ham i fængsel." Saxo beskriver at Valdemar fra adskillige venner havde modtaget breve, som advarede ham mod netop dette. Han bebrejdede Svend hans troløshed, men Svend nægtede at have sådanne planer. Så viste Valdemar ham brevene, dog således at underskrifterne var skåret væk. Efter forskellige forviklinger rejste selskabet hjem igen til Danmark, og der skete ikke videre i sagen.

Det kan ikke udelukkes at Valdemar selv havde ladet disse breve fremstille for at have et påskud for at svigte Svend til fordel for Knud, hvilket han snart efter gjorde.

Noget efter drog Svend over til Fyn med en hær, hvilket Saxo mener betød at han var hemmeligt på vej til Viborg for at overrumple Knud og Valdemar. Derefter: "- fik de imidlertid Jyderne til at kåre dem til konger". Hvilket var en udfordring mod en etablerede konge, nemlig Svend, og en klar erklæring om at de havde til hensigt at genoptage borgerkrigen.

Odense Slotsbanke

Odense Slot lå på en halvø, som strakte sig ud i den Store Næsbyhoved Sø, som idag er udtørret bortset fra den del af den, som er uddybet til Odense Havn og Kanal. Slottet blev fuldstændig ødelagt af borgerne i Odense under Grevens fejde og stenene blev genbrugt, sikkert til bygninger i Odense By. Voldstedet har stadig 10 meter dybe voldgrave. Idag er der adgang til borgbanken bag Restaurant Næsbyhoved Skov. Her ses borgbanken gennem træerne en vinterdag. Foto Odense Bys Museer.

Saxo skriver: "Kongen samlede nu sine krigsfolk på slottet i Odense, hvor han just på den tid opholdt sig, og gav sig til nøje at spørge dem ud, snart enkeltvis, snart alle på en gang, om hvad troskab han kunne vente sig af dem i den krig, der nu var for hånden. Skønt de ivrig svarede, at han kunne stole på dem, ville han ikke lade sig nøje med et slet og ret løfte, men forlangte, at de skulle bekræfte det med ed."

18. Valdemar og Knud Genoptager Borgerkrigen

Det var også Knud og Valdemar, som indledte fjendtlighederne. Saxo skriver: "Da Svend, efter at hans folk havde svoret ham troskab, var vendt tilbage til Sjælland, blev han snart angrebet af sine medbejlere med den Jydske flåde."

Svend udbød også Eskil og den Skånske leding hær til at slutte sig til ham i Roskilde og besluttede at afvente fjendens angreb i denne by.

Imidlertid, på lignende måde som han i det andet slag ved Viborg, havde han problemer med at forsyne den store hær, som han havde samlet i Roskilde. Saxo siger: "Da der blev knap tid på levnedsmidler, solgte han adskillige af de kongelige godser for at skaffe føde til sine folk."

Roskilde befæstning under Svend Grathe

Rekonstruktion af Roskildes befæstning under Svend Grathe så godt som det er muligt efter Roskilde Museums beskrivelse: "Volden gik hele vejen uden om den nuværende bymidte. Fra Røde Port, som lå, hvor Hestetorvet går over i Algade ud mod det, vi i dag kalder Røde Port, gik den mod syd op mod stationen (Sankt Peder Sogn) langs Hestetorvets østside. Lige øst for stationsbygningen drejede den mod vest og fulgte den nuværende Jernbanegade (tidligere Smedegade). På denne strækning dannede volden sydgrænse for Vor Frue og Skt. Nicolai Sogne, og ved Hersegades udløb har der ligget en sydport (senere mod Køge). Hvor Jernbanegade mod nordvest løber ud i Ringstedgade (her lå også en port), slog volden en bue mod nord og fulgte de to veje, som er opkaldt efter den: Borgediget (vestgrænse for Skt. Budolfi Sogn) og (efter Budolfi Port ved Stødens udløb) Byvolden (vestgrænse for Skt. Mortens Sogn). Hvor Skt. Claravej begynder i dag, drejede volden mod øst og dannede nordgrænse for Skt. Hans Sogn. Volden har løbet langs nuværende Birke Allé og Bellevuesti på grænsen mellem Provstevænget og Byparken, hvor den stadig kan ses i terrænet. Et sted på denne strækning, sikkert ved Tuttesti, har der været en mindre port mod nord, så man havde adgang til havnen. Den store port mod nord lå, hvor Skt. Olsgade går over i Frederiksborgvej. Herfra gik volden stik øst som nordgrænse for Skt. Olai Sogn tværs igennem den nuværende Folkepark (hvor der også er spor af den i terrænet), hvor den svingede mod syd op mod Røde Port ved Hestetorvet gennem nutidens Sortebrødrestræde." Dog blev forfatteren nødt til at ignorere oplysningen om: "Den store port mod nord lå, hvor Skt. Olsgade går over i Frederiksborgvej" idet det vil give volden et ulogisk forløb i forhold til de andre oplysninger. Foto Google Maps.

Ærkebiskop Eskil modtog penge af fjenden for at svigte Svend: "Da det omsider, efter at han havde brugt pengene for mange godser, så ud til, at han ville blive nødt til at lade sin hær gå fra hinanden, fordi den kostede ham alt for meget, fandt Eskild, som forudså et almindeligt frafald, på en list, hvorved han vendte den truende fare til sin fordel. Han betingede sig nemlig først i al hemmelighed hos fjenderne en stor sum penge som løn for, at han faldt fra Svend, og straks efter gik han med skåningerne til Kongen og klagede over, at det var så knapt med levnedsmidler, bad ham sende dem bort, som han ikke kunne underholde." - "Efter at have sagt dette forlod han, som om han derved havde givet en skellig grund for sit frafald, kongeborgen med de Skånske krigsfolk."

Det var formentlig sådan at Svend ikke kunne tage offensiven, som han gjorde i Viborg, fordi fjenden var ham numerisk overlegen, derfor forskansede han sig i Roskilde. Desuden, Knud og Valdemar måtte yderligere have haft helt overlegne økonomiske resourcer, siden de kunne tillade sig at afvente med sådan en stor hær og derved udmatte Svend økonomisk.

I lighed med det andet slag ved Viborg havde fjenden ikke omringet Roskilde. De ventede blot i nærheden på at Svend skulle løbe tør for penge. Knytlinge Saga siger: "Da de lå i Lyngby i Valby Herred".

Derfor må man tro at Svend - på trods af hans gode vilje, alle hans talenter og mange sejre - ikke var støttet af flertallet af de Danske stormænd. Ikke noget personligt - men de ville bare ikke have en søn af Erik Emune som konge.

Grafisk rekonstruktion af Roskilde befæstning

Grafisk rekonstruktion af Roskilde befæstning. Roskilde Historie giver flere detaljer: "Volden virker ikke voldsom med en bredde ved foden på ca. 10 m, men til gengæld er dens udstrækning meget stor. Der kan ligge en by på en kilometer på hver led inden for volden (ca. 73 ha), og så stor var ingen anden dansk by i middelalderen bortset fra Lund. Graven foran volden har været lidt bredere end 10m, og den har været delvis vandfyldt. Det gælder vestsiden langs Borgediget og især Byvolden, hvor kildevandet har flydt i voldgraven. Det samme gælder mod øst og i Folkeparken. Bag volden har man nogle steder fundet spor af smallere grave eller grøfter. De har nok været der for at lede overfladevand bort fra området bag volden, så forsvarerne ikke fik våde fødder, men også for at lede vandet inde fra byarealet ud gennem volden på passende steder - f.eks. ved portene." Foto Roskilde Historie.

Saxo skriver: "Da allerede største delen af hæren nu var rømt, pønsede Kongen på flugt og begav sig i stor hast på vejen ad Falster til med resten af krigsfolkene, uden at selv hans rådgivere havde nogen anelse om, hvad hans mening var med at fjerne sig så langt fra byen." Da hans mænd fandt ud af at der var tale om flugt prøvede de at overtale ham til at kæmpe: "Det ville også være den største skam og skændsel at give sig på flugt, før end de havde kæmpet, og frivillig overlade sejren til en fjende, de kunne overvinde." Men Svend ville ikke mere, de kunne ikke få ham til at opgive sit fortsæt.

Svends krigere besluttede at tage kampen op mod fjenden uden ham. De ventede længe, men der kom ingen fjender. Saxo siger: "Jyderne troede, at Svends tilbagetog var en krigslist, og holdt det derfor af frygt for baghold for rådeligst at rykke langsomt frem."

Tilsidst foreslog Peder Thorstensøn at de skulle opløse hæren og gå hvert til sit: "Omsider opfordrede Peder dem til at opløse hæren og se at frelse sig hjem hver til sit, thi det var overmåde tåbeligt, sagde han, at holde slag, når man ingen høvding havde."

19. Svend Vender Tilbage

Saxo mener at Svend opholdt sig tre år hos sin svigerfader, markgreve Conrad af Meissen, og derpå besluttede han at vende tilbage til Danmark: "Efter at Svend havde tilbragt tre år i landflygtighed hos sin svigerfader, døde denne, og han stillede da Sachsernes Hertug Henrik gidsler og lovede ham en stor sum penge, hvis han kunne hjælpe ham til Riget igen." Knytlinge Saga siger derimod at Svend kun opholdt sig tre måneder i Tyskland hos sin "besvogrede Markgreve Konrad, hos hvem han opholdt sig i tre måneder". Hvilket dog ikke giver ham megen tid til den omflakken i udlandet, som der senere tales om.

"Hertugen gik ind derpå for den tilbudte betaling, rykkede op til Danevirke med en stor hær, slap igennem ved at bestikke portvogteren og belejrede derpå Slesvig, som han brandskattede," fortsætter Saxo. "Der plyndrede Svend en udenlandsk flåde og tog en mængde russiske varer, som han gav krigsfolkene som sold, hvorved han ikke blot for fremtiden holdt de mange udlændinge borte, men også bevirkede, at den prægtige købing sank ned til en lille, uanselig landsby."

Vendiske knivskeder

I området Vindeboder i Roskilde er fundet nogle meget karakteristiske Vendiske knivskeder og rester af keramik, som har sin oprindelse i Vendisk område. Mange historikere mener at Vindeboder betyder Vendernes boder og fundet af disse effekter betyder at Vindeboder har været en Vendisk bebyggelse.
Men Saxo beskriver at netop i Roskilde opstod Vethemans Fribytterlaug, der sejrede hver gang, erobrede mange Vendiske Skibe og tog stort bytte. Det ville være helt nærliggende, hvis et sådant maritimt fribytterlaug holdt til ved havnen - for eksempel i Vindeboder - og knivskederne og det vendiske kramik er rester af byttet, som blev fordelt.
Desuden forleddet Vinde- betyder ikke altid Vender. For eksempel i Odense findes Vindegade og der er ingen indikationer af at der har boet specielt mange Vendere der. Navnet beskriver meget sandsynligt at gaden bugter sig gennem byen, den "vinder". Og Vindeboder i Roskilde kan meget vel have betydet en klondyke-lignende bebyggelse, hvor gaderne bugter sig ud og ind mellem mange små boder på en uforudsigelig måde.

Saxerne plyndrede hæmningsløst op gennem Jylland og "og de, som tidligere havde lovet Svend hjælp, ville ingen bistand yde ham, da han kom med fremmede krigsfolk, for at de ikke skulle få ord for at have hjulpet en udenlandsk krigsmagt imod deres fædreland."

Imidlertid, Saxerne fik efterretning om at en meget stor hær var samlet imod dem og derfor besluttede de at de meget hurtigt skulle tilbage til Tyskland. Saxo skriver: "Den vej, de havde været et halvt år om, da de kom, tilbagelagde de nu i tre dage."

Svend sejlede over til Fyn, som lige havde været udsat for et meget stort Vendisk angreb. Fynboerne havde ikke glemt hans tidligere indsats mod Venderne på Fyn. Han blev modtaget som en sand konge, som vender tilbage. Saxo skriver: "Fynboerne viste en så brændende iver efter at skærme og tjene ham, at mænd og kvinder i skarevis strømmede til ham alle vegne fra for at kæmpe for ham, idet de anså det for en fortjenstlig gerning at hjælpe Kongens forfaldne sager på fode igen imod dem, der havde bemægtiget sig Riget."

Knud og Valdemar samlede "hele det øvrige Riges stridsmagt til lands og til vands imod Fynboerne". Men for at det ikke skulle "få udseende af mere at have skadet Land og Rige end Fjenden" foretrak de forhandling. Det blev herefter besluttet at "Svend med sin hird skulle begive sig til Låland og holde sig i stilhed der, til der var blevet sluttet en fuldkommen fred imellem ham og Knud og Valdemar".

Dagen efter red Valdemar til Odense "for at bade sig". Knud turde ikke tage med "af frygt for svig." Valdemar blev modtaget af Svend "med et højtideligt optog af klerker, der kom ham i møde med helgenskrinene."

Saxo skriver: "Svend førte ham derpå selv ind i St. Albani Kirke, og ingen andre af deres rådgivere end Absalon fik lov til at følge ind med." Absalon var Saxos foresatte, og derfor må vi tro at det i hovedsagen er sandt, hvad han beretter om samtalen i Odense.

Valdemar og Svend taler sammen i Albani Kirke i Odense

Valdemar og Svend taler sammen i Albani Kirke i Odense. Tegning Louis Moe.

Svend indledte samtalen: "En ond skæbne har hidtil misundt mig dit venskab, Valdemar," Han talte om at hans fader Erik Emune, faderens ven Erik Lam og tilsidst ham selv havde beskyttet Valdemar under hans opvækst. "Havde han (Knud) ikke frygtet mig som tredjemand, ville han ikke have tålt dig som den anden i samlaget. Så længe jeg lever, skal jeg beskytte dit liv imod hans rænker; når min sidste time kommer, slår også din."

Herefter lagde Svend fuldstændig sin skæbne i Valdemars hånd: "I tillid til dit kærlige hjerte gør jeg dig nu til fredsmægler på mine vegne. Jeg vil være tilfreds med den lod, du vil tildele mig, thi jeg har gået så megen ulykke igennem i fremmede lande, at jeg hellere vil leve som en ringe og fattig mand i mit fædreland end på ny fordømmes til landflygtighed. Jeg tror også, at når du retsindig overvejer alt, vil du holde det for en skændsel at holde med sønnen af din faders banemand frem for med sønnen af hans hævner."

Valdemar benægtede - naturligvis - at der skulle være problemer mellem ham og Knud og fremførte igen sine beskyldninger om at Svend ville have ham fængslet i Tyskland. Men han ville alligevel påtage sig hvervet som fredsmægler: "Men for at man ikke skal lægge mig til last, at jeg vender en frænde ryggen, vil jeg nu alligevel forsøge at hjælpe dine sager på fode igen, skønt jeg udsætter mit liv for fare derved, men jeg gør det ikke, fordi jeg stoler på dit løfte, men af medynk med din vanskæbne."

Svend Grathes død i slaget på Grathe Hede

Svend Grathes død i slaget på Grathe Hede. Saxo beskriver at han var så udmattet at han "satte sig på roden af et enligt træ, der stod, thi kræfterne svigtede ham i den grad, at han ikke engang kunne slæbe sig af sted, når han støttede sig på andre." Foto Docplayer.

Svend forsikrede at han ikke pønsede på svig "som han ikke havde nødig at sørge hverken for sit eget eller sine børns tarv. Selv var han nemlig så syg, sagde han, at han næppe kunne have et år igen at leve i, og han havde ingen sønner, som han burde søge at skaffe Riget."

Derefter begav Svend sig til Lolland som aftalt. Ved nyheden om hans genkomst strømmede mange af hans gamle krigere til ham.

Saxo fortæller: "På den fastsatte tid drog Knud og Valdemar til Låland med hele den Danske adel. Da Valdemar plejede at omgås Svend på en fortroligere måde, begav han sig til ham med nogle få ledsagere, medens Knud stadig nærede mistillid til hans ærlighed." Svend indbød Valdemar til en ny fortrolig samtale på tomandshånd, hvilket Valdemar indvilligede i: "- og de talte da sammen og sammenkaldte Herredagen til næste dag."

Saxo fortæller: På Herredagen "gjorde Svend med Knuds samtykke Valdemar til voldgiftsmand og erklærede, at hvad han bestemte, ville han gå ind på. Valdemar bestemte da, at de alle tre skulle bære kongenavn, og delte hele Riget i tre dele, af hvilke den ene var Jylland, som både var stort og havde en til sin størrelse svarende folkemængde, Sjælland og Fyn den anden og Skåne med tilhørende landsdele den tredje. Som den, der havde foretaget delingen, havde han ret til at vælge først, og han valgte da Jylland og gav derefter Svend Lov til at vælge. For ikke at blive klemt inde imellem sine to medbejlere valgte Svend Skåne, og øerne, som de andre havde forbigået ved deres valg, tilfaldt altså Knud."

20. Blodgildet i Roskilde

Da de havde sluttet denne overenskomst drog Knud og Valdemar til Roskilde. Sjælland var tilfaldet Knud og han ville forberede et gæstebud i Roskilde for Svend, som lovede at komme snart.

Svend var forsigtig. Provsten i Ringsted, som fulgtes med den tyske Ridder Radulf, fortalte Knud at Svend havde efterretninger om at Knud ville komme ham imøde med et talrigt følge af væbnede mænd, og derfor omgav han sig også med væbnede mænd. Saxo, som helt givet er Valdemars mand siger at det var fordi Svend havde ondt i sinde - men det kunne jo lige så godt have været Knud - eller dem begge.

Saxo siger: "Han tilbragte natten der med svir og lystighed, og ved daggry begav han sig med et lidet følge ud til Thorberns gård ikke langt fra byen, som om han var opsat på at se til sin lille datter, der blev opfostret der." Henand aften sendte Knud nogle folk ud for at hente ham.

Kongerne sad i det samme rum. Bordene blev taget bort og man sad og drak og talte sammen om dette og hint. Svend roste sig af, at han var en mester i skakspil, det havde været hans hovedfornøjelse under hans landflygtighed i udlandet. Men der kunne ikke findes et bord til spillet. En Tysk sanger underholdt med en sang om Svends flugt og omflakken i udlandet, man tyssede på ham, men Svend sagde at han ikke havde noget imod at han sang om hans lidelser, da de jo nu var forbi.

Blodgildet i Roskilde

Blodgildet i Roskilde. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder.

Saxo skriver: "Da tusmørket faldt på, og der som sædvanlig blev bragt kærter ind." omtrent samtidig kom Ditlev, en af Knuds mænd, ind i rummet efter kortvarigt at have været ude. Med et umærkeligt nik lod han Svend forstå at han ville tale med ham. Svend rejste sig og talte med ham. Svends mænd stak hovederne sammen.

Knud greb Valdemar i armen og gav ham et kys. Her giver vi ordet til Knytlinge Saga: "Kong Valdemar så ikke bort fra brættet, men spurgte: "Hvi er du nu så blid, svoger?" Kong Knud svarede: "Det vil du snart få at vide."

Kort efter forlod Svend hallen fulgt af en kertesvend og trak sig tilbage til sit kammer. Men hans krigsfolk blev tilbage. Saxo siger: "De, som han havde beskikket dertil, gik straks med dragne sværd løs på Knud og Valdemar. Valdemar sprang imidlertid hurtig op fra sit sæde, viklede sin kappe om hånden og afbødede ikke blot med den de hug, der rettedes mod hans hoved, men gav også Ditlev, der styrtede voldsomt ind på ham, et sådant stød for brystet, at han styrtede til jorden."

Absalon med den døende kong Knud

Absalon med den døende kong Knud. Knytlinge Saga forklarer at Absalon først kom til åstedet efter at begivenhederne havde udspillet sig. Det var mørkt og han troede i første omgang at den hårdt sårede mand på gulvet var Valdemar. Først efter nogen tid kunne han se at det var Knud. Kong Knud udåndede derefter med hovedet i Absalons skød. Tegning Louis Moe.

"Valdemar faldt også selv og blev hårdt såret i låret, men han kom straks på benene igen, og uden at ænse sit sår brød han igennem de skarer, der stillede sig i vejen for ham, og løb ud af døren; en, der på et mørkt sted kom imod ham og greb fat i kvasterne i hans bælte for at holde ham tilbage, sled han sig løs fra."

"Imidlertid slog nogle vinduerne op, for at mørket ikke skulle hindre dem i at fuldbyrde deres niddingsværk. Ditlev sprang op fra gulvet og kløvede hovedet på Knud, der ikke havde andet end hånden til at bøde for sig med."

Det lykkedes Valdemar og to af hans mænd at flygte ud i skovene.

Saxo siger: "Ved daggry sammenkaldte Svend byens borgere og kærede for dem over, at hans medbejlere om natten forræderisk havde overfaldet ham, fremviste sin kappe, som han selv med flid havde stukket huller i, og sagde, at Knud og Valdemar havde krænket gæstevenskabets ret, kaldte dem menedere, røvere og mordere, takkede Gud, fordi han ved den enes død havde forebygget den niddingsdåd, de begge pønsede på." Han beordrede at alle Skibe på hele øen skulle gøres lække, og alle øde steder skulle omhyggeligt ransages.

Men ved Esbern Snares hjælp fik Valdemar alligevel fat i et skib, og i en brandstorm lykkedes det ham at sætte over til Jylland.

21. Hvem var konspiratoren?

I otte hundrede år har Svend haft rollen som skurken og konspiratoren, men var det virkelig ham? Alle beviser hviler hovedsageligt på Saxos historie, og vi må tro at han var partisk, idet han var i Absalons og dermed Valdemars brød. Saxos beretning indeholder mange indikationer, som han reelt ikke kunne vide noget om, f. eks. "en hob af kongens krigsfolk opstillede fuldt rustede og med pålæg om at dræbe Knud og Valdemar", "det gik op for Knud, at der var svig på færde" og så videre.

Saxos beretning indeholder også usandsynlige elementer, f. eks. "Valdemar sprang imidlertid hurtig op fra sit sæde og viklede sin kappe om hånden". Man kan ikke nå at vikle en kappe om hånden i et splitsekund, når en angriber styrter mod en. Desuden, deltagerne i gildet havde drukket hele dagen og også dagen før, var der virkelig nogen, som lagde mærke til de meget små detaljer, som Saxo beskriver, som for eksempel at Ditlev gik ud og ind og nikkede umærkeligt til Svend? Det kan meget vel være litterære konstruktioner fra Saxos side.

Økser fra slaget på Grathe Hede

Økser fra slaget på Grathe Hede. Vikingetidens Danske økse var stadig populær i 1100-tallet. Foto Myarmory.

Meget afhænger af om det var sandt, som Svend sagde, at han var syg. Som han selv siger, forklarer det hans villighed til kompromis, det kan forklare, hvorfor han tog ud til Thorberns Gård - for at hvile sig. Det kan muligvis forklare hvorfor han gik tidligere i seng end de andre. Det bliver sandsynliggjort af at han var så fuldstændig udmattet i slaget på Grathe Hede.

Desuden, kunne Svend med rimelighed forvente at blive ene-konge, hvis han dræbte de to andre? Hans store problem var jo at han var søn af Erik Emune, og hvis han dræbte de to andre, ville han blot bevise at han havde arvet sin faders grusomhed.

Men hvad med Knud? Han bliver jo i almindelighed anset for at være uskyldig - fordi han ikke overlevede. Saxo bliver aldrig træt af at beskrive at Knud var en ængstelig person, som så forræderi alle vegne. Men tyv tror hver mand stjæler. Han kan have arrangeret et attentat, som imidlertid blev røbet til Svend og mislykkedes.

Knud havde oplevet et fald fra tinderne. Han var den, som havde mest at vinde. Før havde han været ene konge i Jylland og på Fyn, men her var han nu blevet fuldstændig fortrængt af Valdemar. Han var blevet udnævnt til konge af Sjælland, Fyn og øerne, som var landsdele som lystrede Svends mindste vink, hviket skulle vise sig umiddelbart efter blodgildet.

Knud havde erfaret at Svend og Valdemar flere gange havde haft fortrolige samtaler på tomandshånd, første gang i St. Albani Kirke i Odense og anden gang på Lolland. En frygtsom og ængstelig person, som Knud, kunne tænke at noget var i gære og det var bedre at komme dem i forkøbet.

Judaskysset i Ingeborgs Psalter

Judas udpeger Jesus for de Romerske soldater med et kys. Ingeborgs Psalter, omkring 1195-1205 e.Kr.

Knud "krystede Valdemar i sine arme og kyssede ham", men ifølge Saxo ville han ikke sige hvorfor. Men Knytlinge Saga, som er uafhængig af Absalon og Valdemar, fortæller at Valdemar spurgte: "Hvi er du nu så blid, Svoger?" Kong Knud svarede: "Det vil du snart få at vide." Det kan meget vel have været et Judas-kys, et signal til Knuds mænd om at gribe de andre konger og dræbe dem, således som Judas identificerede Jesus for de Romerske soldater med et kys. Når Knud svarer: "Det vil du snart få at vide" indikerer det at han vidste hvad der skulle ske, fordi det var hans egen plan. Denne teori afhænger af at det er usandt, hvad Saxo skriver at Svend trak sig tilbage kort før begivenheden. Man kan også forestille sig at Svends mænd havde fået efterretning om hvad der ville ske og omgående trak deres konge i sikkerhed, eller at Knud ikke havde bemærket at Svend nogle minutter før havde trukket sig tilbage.

Valdemar var en mand som virkelig havde haft politisk fremgang. Fra at være Svends næstkommanderende - ja måske ikke engang det - havde han opnået at blive konge af den største del af Riget, nemlig Jylland. Den ene af hans rivaler var formentlig syg og havde ikke længe igen, og den anden var en ængstelig type, som før eller senere ville lave noget uklogt. Skulle vi forestille os at Valdemar ville sætte alt dette på spil ved arrangere et attentat på sine medkonger? Desuden, Valdemar var en intelligent og beregnende mand, ja måske ligefrem snedig. I mange andre situationer ses det at han skred meget nødigt til handling, hvis han ikke var sikker på at vinde - og den sikkerhed kunne et alt eller intet attentat ikke tilbyde. Det er meget usandsynligt at Valdemar var konspiratoren, selvom Svend måske troede han var en af dem. Valdemar udnyttede blot behændigt begivenhederne, som de udspillede sig, til sin egen fordel.

Det tyndede meget hurtigt ud blandt vidnerne til episoden i Roskilde. Kong Svend og Yngvar Kveisa faldt i slaget på Grathe Hede. Valdemar lod Ribe-Ulf henrette efter slaget og Ditlev radbrække. Tilsidst var der formentlig kun Absalon og Valdemar, som måske vidste, hvad der virkelig skete, og Absalon sagde at han først kom ind i rummet efter begivenhederne.

22. Slaget på Grathe Hede

Ved sin landgang i Jylland begav Valdemar sig straks til Viborg Ting, hvor han fremlagde Svends ugerning. Saxo siger: "Han begav sig til Viborg, hvor han på tinge kærede over Svends svig og vakte sorg i alles sind ved den bedrøvelige fortælling om, hvad han havde oplevet. Synet af hans sår vakte lige så stor deltagelse for ham som tillid til hans ord, så det er ikke let at sige, om det sår mest var ham til gavn eller til fortræd."

Svend udbød leding i Skåne og på Sjælland og samlede skibe på Fyn og Sjælland. Valdemar ønskede at være sikker på sine støtter i Jylland. Saxo siger: "Valdemar, som skønnede, at det var usikkert, hvilket udfald kampen ville få, sig tilbage til Viborg, hvor han fejrede sit bryllup, dels for lettere at få dem, der havde kæmpet for Knud, til at gå over til sig, dels for at fjenderne ikke skulle kunne berøve hans fagre fæstemø hendes kyskhed."

Svend gik i land ved Djurså, som vi må tro ligger i nærheden af Djursland. Herfra sendte han ryttere mod Viborg, hvis borgere tidligere havde støttet ham. Valdemar sendte derpå to mænd ved navn Saxe og Buris mod den fjendtlige flåde ved Djurså. Det lykkedes dem at overtale Sjællænderne til at svigte Svend og sejle hjem. Fynboerne derimod ønskede ikke at svigte ham. Saxo siger: "Fynboerne derimod, hos hvem hensynet til kongen havde mere at sige end hensynet til, hvad nogle enkeltmænd sagde, ænsede ikke deres formaninger."

Slaget på Grathe Hede

Slaget på Grathe Hede. Saxo siger: "Den mand, der førte Svends hovedbanner, sprang ganske vist af hesten og gik løs på fjenden, idet han opmuntrede de flygtende til at tage kampen op igen, men da han så, at der ikke fra nogen kant kom undsætning, plantede han banneret i jorden, holdt på det med venstre hånd og fældede med højre hånd dem, der kom ham nær. Til sidst blev han, efter at have kæmpet berømmelig, fældet af den mængde fjender, der stimlede sammen om ham." Lorenz Frølich Wikipedia.

Således svækket begav Svends hær sig øjensynligt mod Viborg. Men Valdemar følte sig stadig ikke sikker på at sejre. Han lod broerne over en å, som skilte de to hære, bryde af, således at Svend ikke kunne komme over. Efter ret lang tid vurderede Valdemar endeligt at han kunne vinde. Saxo siger: "Omsider fik Valdemar, hvis hær voksede for hver dag, der gik, mod til at indlade sig i slag og besluttede at gå over åen på et andet sted og angribe fjenden."

Hærene mødtes på Grathe Hede nord-vest for Hauge Sø mellem Silkeborg og Viborg. Saxo gør en del ud af at forklare hvorledes Valdemar ikke tillod sine folk at fodre hestene natten før slaget for at deres fyldte maver ikke skulle hindre dem i at løbe. Svend derimod tillod sine folk at fodre hestene med de rigelige mængder af korn, som netop da stod på markerne.

Valdemar havde overvældende overmagt. Saxo fortæller: "Da Valdemar rykkede frem efter at have fylket sin hær, så han en skare komme frem fra den ene side med skinnende våben og prægtige bannere. Han troede først, det var fjender, men fik så af sine spejdere at vide, at de, han var bange for, var våbenfæller. Han indlemmede dem i sin slagorden og gik nu så meget frejdigere imod fjenden, thi hans hær var nu bleven så stor, at ikke tiendedelen af hans folk kunne se, hvor bannerne stod."

Grathe-Stenen

Grathe-stenen på Grathe Hede. Ifølge lokale overleveringer blev Svend Grathe begravet hvor han faldt, og siden blev der opført et kapel på stedet, som imidlertid blev nedrevet i forbindelse med reformationen. Her har man tidligere fundet skelettet af en høj mand med flækket kranium. Digteren Thor Lange lod i 1892 opsætte et stenkors – Grathe-stenen – på stedet, hvor kapellet lå. Korset er designet af arkitekten Valdemar Koch. Wikipedia ved Kim Konnerup.

Der var aldrig tvivl om Valdemars sejr. Saxo fortæller: "Midt i hæren red en sanger, som kvad den velbekendte vise om Svends troløse mord for ved således at opmuntre til hævn at opflamme krigsfolkenes mod i slaget. Da de skulle til at tørne sammen, var et gærde, som omgav markerne, i vejen for dem; da rytterne på begge sider ikke turde sætte over det på grund af de spidse staver, der ragede op i det, gav Valdemars fodfolk sig i færd med at rive det ned og begyndte kampen. Svends Folk blev med lethed overvundne og havde nød med at fly, thi hestene, som endnu var tunge af det nattefoder, de havde fået, kunne ikke løbe, thi overmætte, som de var, blev de hurtig trætte."

Svend blev taget til fange, fuldstændig udmattet: "Svend kom med nogle få af sine mænd ud i en sump; da hesten blev siddende fast i hængesækken, måtte han se at komme videre til fods, og da dyndet endda ikke kunne bære ham, måtte han kaste sine våben. Skjønt han støttede sig på sine folks skuldre, blev han til sidst så overvældet af træthed, at han bød sine ledsagere fly og satte sig på roden af et enligt træ, der stod, thi kræfterne svigtede ham i den grad, at han ikke engang kunne slæbe sig af sted, når han støttede sig på andre." Nogle bønder, som var ude efter bytte, tog Svend til fange.

Da bønderne spurgte hvem han var, sagde han at han var kongens skriver. Saxo fortæller: "Til sidst kendte de ham imidlertid, og af ærbødighed for hans kongeværdighed satte de ham op på en hest, hvorpå han bad dem om at føre ham til Valdemar" - "men i det samme sprang en af bønderne pludselig ind på ham og huggede hovedet af ham med sin økse. Hans lig blev uden nogen som helst højtidelig jordefærd begravet af bønderne." Dog skriver Roskildekrøniken: "Hans lig blev jordet i landsbyens kirke."

23. Links og Litteratur

Full text of "Slavekrønike Internet Archieve.
Knytlinga Saga (C.C.Rafn) Heimskringla.
Svend Aggesen Heimskringla
Saxo Grammaticus Heimskringla
Svend Grathe Wikipedia.
"Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner" J.G.F. Ræder Internet Archieve.
Ærkebiskop Eskil Wikipedia.
Venderne i Hvidovre Forstadsmuseet.
Viborgs forsvarsanlæg Docplayer.
Sct Bendts Kirke Ringsted Grundejerforeningen Tårnborg.
Middelalderens Landbrug og Bebyggelse Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen.
Blodgildet i Roskilde 1157 Den Store Danske.
Venderne og Danmark - Et tværfagligt seminar redigeret af Carsten Selch Jensen Kurt Villads Jensen & John Lind. Mindre Skrifter udgivet af Center for Middelalderstudier Syddansk Universitet, Odense Universitet (findes på internettet).
Danmarks Historie Bind 3 - John Danstrup og Hal Koch - Politikkens Forlag.
20200809

Passed W3C Validation