Forside DH-Debat
6. Kongemose Kulturen
8. Bondestenalderen

7. Danmarks Historie - Ertebølle Kulturen

Indledning - Geografi og Klima - Jagt, Våben og Redskaber - Sejlads i Ertebølle Tiden - Hvordan så Ertebølle Jægerne ud? - Ertebølle Jægernes Kultur - Links og litteratur

Indledning

Ertebølle perioden er opkaldt efter den berømte køkkenmødning ved landsbyen Ertebølle ved Limfjorden syd for Løgstør. Køkkenmødninger kan være flere meter tykke og strække sig over flere hundrede meter langs datidens kystlinie.
Ertebølle køkkenmødningen under udgravning i 1895 Typisk tværpilespids fra  Ertebølle perioden
Til venstre: Køkken-mødningen ved Ertebølle under udgravningen i 1895. Til højre bagest ses arkæologen Georg Sarauw.
Til højre: Intakt pil med den karakteristisk tværpilespids fra Ertebølle tiden fundet i Tværmose nær Ringkøbing

Køkkenmødningerne vidner om, at i Ertebølle tiden fra ca. 5.400 f.Kr til ca. 3.900 f.Kr (7.400 til 5.900 år før nutid) lå de gamle jægernes bopladser fortrinsvis ved kysten, gerne ved små rolige fjorde. Mødningerne består hovedsageligt af skaller fra muslinger, især østers. Imellem skallerne ligger andet affald fra Ertebølle tidens husholdning, såsom dyreknogler, rester af redskaber og bålrester. Det anslås, at køkkenmødninger er blevet bygget op af lag på lag af affald gennem 500 til 600 år.

Ertebølle jægerne brugte karakteristiske tværpilespidser, med en tvær-æg istedet for en spids. Meningen har sikkert været at frembringe et stort sår, som hurtigt ville slå dyret ud og få det til at forbløde.
Tidslinie for slutning af pleistocæn og holocæn
Temperatur på overfladen af den grønlandske indlandsis gennem slutningen af Pleistocæn og Holocæn indtil nu - ifølge iskerne analyser.
Tiden er angivet i år før nutid, hvilket vil sige, at år nul er år 2000 e.Kr. eller skal vi sige 2012. I løbet af Ertebølle perioden fortsatte "Holocæne optimum", hvor temperaturen i Danmark var omkring tre grader højere end i dag. Under kurven er angivet fem forskellige stadier i Østersøens udvkikling.

Ertebølle folket var efter alt at dømme efterkommere af tidligere stenalder jægere. Maglemose tiden, Kongemose tiden og Ertebølle tiden er blot historiske navne på forskellige redskabs-traditioner, som afløste hinanden i løbet af jæger-stenalderen. Der er intet, som antyder indvandring eller invasion.

Geografi og Klima

I Ertebølle tiden herskede et mildt og regnfuldt Atlantisk klima. Gennemsnits-temperaturen var tæt på tre grader højere end i nutidens Danmark; Perioden henregnes til det Holocæne optimum, det vil sige perioden med den højeste temperatur i denne mellem-istid, som kaldes Holocæn.
Danmark i Ertebølle perioden Tempereret oprindelig skov
Til venstre: I Ertebølle tiden var temperaturen op til tre grader højere end i dag og vandstanden i havet var tilsvarende højere, det vil sige omkring 3 m. højere end i dag.
Til højre: Oprindelig skov i et tempereret regnfuldt klima.

Landets indre var groet sammen til en ufremkommelig urskov og var tilsyneladende mindre beboet. De gamle jægere jagede og indsamlede dyr, fugle, fisk og skaldyr knyttet til stranden og kysten.

Siden ældre stenalder har landet nord-øst for den såkaldte vippe-linie fra Falster til Nissum Bredning hævet sig omkring 12 m., og landet syd-vest for vippelinien har sænket sig omkring 13 m. Vandstanden i havene er samtidig faldet omkring 3 m. siden stenalderen, da mere vand er blevet bundet som is ved polerne på grund af den lavere temperatur. Netto effekten er, at for eksempel i Vendsyssel ligger Ertebølle-havets kystlinie idag op til 15 m. over den nuværende kystlinie, og ved den sønderjyske Vesterhavskyst ligger Ertebølle kystlinien op til 10 m. under nutidens kystlinie.

Jagt, Våben og Redskaber

Østers-skaller i køkkenmødning Østers-skaller i køkkenmødning.

Ertebølle jægernes mest synlige efterladenskaber er de enorme skaldynger, der kaldes køkkenmøddinger, som først og fremmest består af skaller fra østers, hentet på datidens kollosale østersbanker i de mange lavvandede fjorde og sunde. De findes mest i landets nordlige del, på Jyllands østkyst, ved Limfjorden, ved Stavns Fjord på Samsø, på Fyns nordkyst, ved Isefjorden, Roskilde Fjord og Øresund. Nogle af dem er meget store; køkkenmødningen ved Ertebølle er således omkring 140 m. lang, 20 m. bred og 1,9 m. tyk, medens en køkkenmødning ved Bjørnsholm syd for Løgstør er omkring 325 m. lang, 10-15 m. bred og 1,2 m. tyk. Der er fundet mere end to hundrede af disse skaldynger alene i Danmark.

Mange mener, at der også er køkkenmødninger i landets syd-vestlige del, men de ligger i dag under mange meter vand, og er derfor ikke blevet fundet.

Vi kan nemt forestille os, at Ertebølle jægerne har haft et let og ukompliceret liv. Ligge ved stranden i det dejlige varme sommervejr og få sig en lur i skyggen af et træ; Når man blev sulten, vadede man blot ud på en af de enorme østersbanker og samlede en kurvfuld østers, som er sund og nærende mad.

Men noget tyder på, at livet ikke har været så nemt. Det har været en jægers daglige kamp at finde mad til sin familie; Ertebølle jægerne skød på alt, hvad der bevægede sig. De spiste alt, hvad der havde fire ben, to vinger, finner eller skaller.
Alexander Ravenna med Ertebølle bue og pil Bjørnekæbe fundet mellem østersskaller
Til venstre: Alexander Ravenna med en rekonstruktion af Ertebølle bue og pil - bemærk den typiske Ertebølle tvær-pilespids.
Til højre: Bjørnekæbe mellem østersskaller i køkkenmødning fra Ertebølle tiden. Foto: K. Kristiansen.


I køkkenmødningerne har man fundet rester af kronhjort, urokse, rådyr, vildsvin, vildkat, los, ræv, odder, ulv, skovmår, ilder, bæver, bjørn, svane, gråand, skallesluger, havørn, marsvin og sæl. De fiskede ål, hornfisk, torsk, gedde, skalle og aborre.

Et forskningsprojekt om Ertebølle tidens biotop udnyttelse under Statens Humanistiske Forskningsråd ledet af Inge Bødker Enghoff har givet anledning til mange interessante fund.

På bopladsen Yderhede ved Skagen er fundet mange velbevarede fiskeben. De fleste er fra fladfisk, men mere specielt er der også fundet ben fra hajer: sildehaj, gråhaj og glat rødhaj, som alle lever på dybt vand.
Dalmatisk Pelikan Ansjoser Spækhuggere
Til venstre: I Ertebølle perioden levede Pelikaner i Danmark.
I midten: Ansjosen er en lille strømlinet fisk, som minder om sild. Idag findes de kun i større forekomst langs kysten af syd Europa og Afrika.
Til højre: Spækhuggere, som svømmer på dybt vand. På bopladsen ved Lystrup Enge fandtes spækhugger tænder fra mindst tre individer. Man undrer sig over hvordan Ertebølle jægerne kunne fange dem med kun stammebåde med ringe stabilitet.

På bopladsen Østenkær, også ved Skagen har man fundet en stor mængde knogler fra gråsæl, ringsæl og grønlandssæl. Der er også fundet rester af Dalmatisk Pelikan, som idag lever syd-øst Europa og det sydlige Rusland. Dens tilstedeværelse i Vendsyssel i Ertebølle perioden indikerer et varmere klima end idag.

Tre pigget hundestejle
På bopladsen ved Krabbesholm fandtes en mængde ben fra tre pigget hundestejle - Det antages at den blev taget på grund af sit olie indhold; det er kendt at hundestejle blev fisket af samme grund mellem det sekstende og nittende århundrede.

På en boplads ved Krabbesholm nær Skive fandt man knogler fra mere end fyrre forskellige arter af pattedyr, fugle og fisk. Knogler fra pelsdyr udgjorde en meget betydelig del, heriblandt fra egern og ilder. Der blev fundet en knogle af en vandflagermus. Foruden knogler fra ål fandt man også store mængder af knogler fra tre pigget hundestejle, som åbenbart har været en meget vigtig fangst, og der var knogler fra ansjos, som ikke længere lever i de kolde Skandinaviske farvande i større mængder.

På Egsminde bopladsen ved Løgstør fandt man en knogle fra en vildhest, som man ellers mente forlængst var uddød i Ertebølle tidens Danmark på grund af den udbredte skovbevoksning.

Ertebølle jægernes hovedvåben var bue og pil.
Ertebølle buer
Øverst: Buen fra Vedbæk boldbaner.
I midten: Buen fra Ringkloster.
Nederst: Buen fra Tybrind Vig.
Fra "ULL - Ribe Vikinge Langbue Laug"

Den typiske Ertebølle tvær-pilespids må have været beregnet på at frembringe et stort sår på byttedyret og dermed et stort blodtab, således at jægerne undgår den situation, at at de rammer dyret, men alligevel løber det væk med pilene i sig og lægger sig til at dø et andet sted.

Det forekommer indlysende, at en sådan pilespidsernes dum-dum kugle krævede en meget kraftig bue; eller at jægereren skulle komme meget tæt på byttedyret for at affyre pilen.

De havde også en anden type pil, med en stump "spids", måske beregnet til fugle og mindre pelsdyr, for ikke at ødelægge pelsen.
Afprøvning af rekonstruktion af bue fra jæger-stenalderen Ertebølle pilespids typer
Til venstre: En historie interesseret afprøver en rekonstruktion af en bue fra jæger-stenalderen.
Til højre: Ertebølle pilespids typer.

Ved Vedbæk boldbaner er fundet en elmetræ bue fra Ertebølle tiden, som skønnes oprindeligt at have været 194 cm. lang; altså længere end mandshøjde.

Kranie fra skovmår fanget i fælde
Kranie fra skovmår fanget i fælde fra Ringkloster.

Ved Ringkloster nær Skanderborg er fundet en næsten komplet bue, som måler omkring 154 cm. Buen har ingen indhak til fastgørelse af strengen, og der er ingen synlige tegn på dette. Buen viser ingen markante ændringer i tværsnit imod spidserne. Håndtaget er meget tyndt, og eksperter mener, at noget af materialet i tidens løb er forsvundet.(fra Danske stenalder buer og pile og deres rekonstruktion)

Undervands arkæologer har i Tybrind Vig ved Lille Bælt mellem Assens og Middelfart fremdraget en bue fra Ertebølle tiden med en speciel form. Hele buen er skåret af et ungt elmetræ, cirka 3 cm. i diameter uden bark på midten. Buen måler 167 cm. og er altså efter datidens forhold mandshøj. Kontruktionen er genial i sin enkelthed. Buebyggeren har ladet 5 cm. stå urørt på midten og har derfra skåret et stort set fladt snit ud til hvor buens ben begynder. Derfra er tværsnittet - stadig med et fladt snit - gradvis reduceret ud til spidserne. De to spidser er forskelligt udformet. Formålet kan vi kun gætte på, men den forskellige afslutning kunne tyde på, at strengen var permanent fastgjort i den ene ende og aftagelig i den anden.

Det er blevet foreslået at de gamle jægere kunne have brugt pilegift udvundet af mistelten, som var almindelig i datidens skove. På en undersøisk Ertebølle boplads i Gamborg Fjord ved Rosnæs Skov nær Assens har man fundet potteskår med tydelige bladrester i flere lag af mistelten. Snylteplanten indeholder viscotoxin, som er giftig ved indførsel under huden, men ufarlig ved indtagelse gennem munden, skriver eksperterne. Afkog af planten indtaget gennem munden siges at sænke blodtrykket og styrke hjertet. Idag er mistelten næsten uddød i Danmark.

Ertebølle flinte flækker
Ertebølle flint flækker.

Ved Ringkloster nær Skanderborg har man fundet et kranie af en skovmår. Knusemærker på begge sider af baghovedet antyder, at den er blevet fanget i en fælde. Snitmærker foran på pandebenet viser det indledende snit ved pelsningen.

Skovmåren er sikkert blevet pelset med en en flint flække kniv. Sådanne flint flækker er meget skarpe, og de er sikkert blevet brugt til talrige formål; for eksempel at skrabe skind, prikke hul i skind i forbindelse med syning, forarbejde ben og hjortetakker til forskelligt værktøj, snitte i træ for fremstilling af buer og pile og andre ting i lignende materialer.

Det ser ud som om Ertebølle periodens intense jagt gik hårdt ud over vildtbestanden. Byttedyr som urokse, elg, brun bjørn, ilder, grævling og los uddøde i hvert fald på Sjælland i løbet af den sene jæger stenalder. Stammerne blev stadig mere afhængig af den føde, de kunne finde ved og i havet.

Analyser af knogler fra jæger stenaldererens mennesker og hunde har vist at de fleste af datidens mennesker, fra Maglemose til Ertebølle jægerne, spiste mad, som i betydeligt omfang stammede fra havet. Ertebølle kulturen var en egentlig kyst-kultur, som havde udviklet stenalderens fiskeri og strandjagt til noget nær fuldkommenhed.
Ertebølle ruse af flettede pilekviste fundet ved Slivsø syd for Haderslev Ruse af flettede kornel kviste fra Bergschenhoek Holland Ertebølle ruse af flettede pilekviste
Til venstre: Ertebølle fiskegærde af flettede pilekviste fundet ved Slivsø syd for Haderslev - udgraves af Haderslev museum.
I midten: En af tre ruser lavet af flettet rød kornel kviste fundet ved Bergschenhoek i Holland.
Til højre: Ertebølle ruse af flettede pilekviste fundet ved udgravning ved Hovedbanegården i København.

Mange steder i landet har man fundet rester af fiskegærder, hvilket vil sige gærder af hasselstager med iflettede pilekviste, som havde til formål at få fiskene til at svømme i den ønskede retning eller forhindre dem i at undslippe til havet.

Nogle fiskegærder kan have virket ved, at det ved højvande var muligt for fiskene at svømme over dem og ind på lavere vand nær kysten. Ved lavvande imidlertid stak gærdet op over vandoverfladen og forhindrede fiskene i at svømme tilbage til dybt vand. Ved ebbe kunne man så vade ud og samle de fangne fisk op i en kurv.

Andre fiskegærder kunne have fungeret som nutidens bundgarn, som leder fiskene til at følge bundgarnet indtil de havner i en ruse.
Fiskegærde ved Fossil Bluff på Tasmanien Fiske fælde af sten fra Labrador
Til venstre: Fiskegærde af sten ved Fossil Bluff på Tasmanien ved lavvande - Ved højvande er gærdet overskyllet af havet, og fiskene kan frit svømme ind på lavere vand. Imidlertid ved lavvande kan de ikke vende tilbage til havet, da fiskegærdet nu stikker op over havoverfladen. Foto Lisbeth Pedersen
Til højre: Fiske fælde af sten sat op af Mi'kmaq-indianere i Labrador. Den er beregnet til at fange ål og laks. Princippet er ret ligetil. Ertebølle jægerne havde mange måder at fange vildt og fisk på, måske også denne, selvom ingen fund viser det.

Ved sydenden af Nekselø nord for Kalundborg strækker et rekord-langt fiskegærde fra Ertebølle tiden sig 200 m. fra stranden og ud i Storebælt til omkring 2,5 m. moderne vanddybde.
Rester af fiskegærde på havbunden Hans Dal med pæl fra fiskegærdet
Til venstre: Dykker og fritidsarkæolog Svend Amlund inspicerer rester af en væltet måtte, flettet af lange, lige hasselstager - Foto A. Fischer.
Til højre: Hans Dal, lederen af Marinearkæologisk Gruppe, med pæl fra fiskegærdet - Foto A. Fischer.

Desuden kan gærdet spores på land videre op til Ertebølle tidens kystline. De længste pæle er mellem 4 og 5 meter. De har stået så tæt, at en ål ikke kunne sno sig gennem mellemrummene. De tyndeste pæle er mellem 3 og 4 cm. i diameter, og de tykkeste er 14 cm. i diameter. Nogle steder finder man idag pæleværket som et uoverskueligt rod af pæle og stager, hvoraf de fleste ligger næsten vandret. Andre steder kan man se lange rækker af lodrette pæle stikke op af havbunden.

Lyster fundet på havbunden ved Skjoldnæs på Ærø
Rekonstruktion af lyster fundet på havbunden ved Skjoldnæs på Ærø. Skaftet er af hassel og sidegrenene er af tjørn. Det antages at den mest blev brugt til at stange ål med. Det er ikke klart om dette fund er fra Kongemose eller Ertebølle perioden. Sandsynligvis har denne type lyster været brugt gennem hele jægerstenalderen.

Man har undret sig over hvordan de gamle jægere kunne skaffe så mange næsten lige hassel-stager; nogle mener, at de må have haft en slags hassel-plantage. Det tager 10 - 11 år at fremavle de fire meter lange, retvoksede hassel-kæppe, som man brugte i tusindvis af ved bygning af fiskegærdet.

Det er også svært at forestille sig, at stenalderens mennesker har banket pæle af sådan længde og tykkelse ned i havbunden udelukkende ved brug af både af udhulede træstammer, som er den eneste fartøjstype, som indtil nu kendes fra den tid. Stammebåde har en stabilitet, som kan sammenlignes med en kajaks, og det forekommer umuligt, at man kan stå op i sådan en båd og arbejde med at rejse hundredevis af fem meter lange pæle og slå dem ned i havbunden.

Fiskekrog af ben Labrador indianernes lyster
Til venstre: Fiskekrog af ben fra bopladsen i Tybrind Vig ved Assens.
Til højre: Labrador indianerne brugte en ganske tilsvarende lyster som Ertebølle jægerne. Det synes at være en ret indlysende løsning.

Fiskegærdet ved Nekselø var en organisatorisk og ingeniørmæssig bedrift, som viser, at der i jæger-stenalderen må have været en samfundsmæssig magt, som kunne planlægge langt ud i fremtiden og disponere over hundreder af menneskers arbejdskraft.

På den tidligere fjordbund Lystrup Enge ved Moesgaard nær Aarhus er fundet rester af et fiskegærde, som var lavet af rækker af spidsede hasselstager, svedet i ilden og slået ned i fjordbunden, med omkring en halv meters mellemrum. Grene med kviste og blade var flettet ind mellem stavene for effektivt at forhindre fiskene i at undslippe. For enden af gærdet kan have stået en ruse, flettet af pilekviste, som fiskene blev ledt ind i. Omkring fiskegærdet lå adskillige andre hasselstager, som sandsynligvis er rester fra andre lignende fiskegærder.

Ved Mulbjerg bopladsen i Åmosen på vest Sjælland er ligeledes fundet rester af fiskegærder.

Ved Bregninge Ås udmundingsdelta inderst i Saltbæk Vig ved Kalundborg er fundet fiskegærder, der regnes for de bedst bevarede af deres art i Danmark.
Vægte til at holde fiskenet ned Tekstiler fra Ertebølle tiden
Til venstre: Vægte som disse kan have været brugt til at holde et fiskenet mod bunden.
Til højre: Tekstiler fra Ertebølle tiden fundet i Tybrind Vig ved Assens - lavet af lindebast.

Ved Kalø Vig ved Aarhus er fundet rester af fiskegærder. I gammel fjordbund ved Slivsø syd for Haderslev har man fundet resterne af et 50 m. langt fiskegærde af pileflet.

I forbindelse med den undersøiske udgravning af bopladsen i Tybrind Vig blev der fundet en del bløde materialer, som var blevet ekstraordinært godt bevaret under vandet, nemlig stumper af vævede tekstiler af lindebast. Skønt der ikke blev fundet noget fiskenet indikerer dette fund at fremstilling af net har været teknologisk muligt for Ertebølle jægerne.
Ertebølle keramik Vod fiskeri i en lille flod
Til venstre: Spidsbundet keramik kar fra Ertebølle tiden.
Til højre: Vod fiskeri i en lille flod - Nettet holdes ned mod bunden med vægte og holdes ved overfladen med flydere.

Der blev fundet en træ-flyder med en linie af huller, som ligner en samtidig flyder fundet ved Antrea/Kamennogorsk nær Ladoga søen, der blev fremdraget sammen med stenvægte og rester af plantefiber-net, hvilket indikerer at Tybrind Vig flyderen tjente samme formål.

Da Aserne opdagede Lokes forræderi i forbindelse med Balders død, forfulgte de ham. Men han flygtede til Franangerfossen og forvandlede sig til en laks. Den kloge As, Kvaser, fandt imidlertid ud af, at laksen i virkeligheden var Loke. Ledet af Thor trak Aserne vod gennem fossen, men laksen sprang over; Thor greb fat i den, men den var glat, så han fik først fat ved halefinnen. "Det er derfor, laksen er så smal bagtil," forklarer Snorre.

Mindst 10 fiskekroge blev fremdraget fra Tybrind Vig, de var lavet ribben fra kronvildt.
Rekonstruktion af boplads ved Skateholm
Kunstnerisk rekonstruktion af boplads ved Skateholm. Kunstneren har forestillet sig, at hovedbygningen var tækket med strå, hvad der nok ikke er helt ved siden af. I baggrunden viser han også en hytte bedækket med skind.

Fra Ertebølle tiden kendes de første Danske eksempler på keramik. Fra bopladsen i Tybring Vig blev således fremdraget et spidsbundet lerkar. De var ret uregelmæssige lerkar med tykke sider, som var bygget op af pølser af ler lagt oven på hinanden. På skår fra nogle kar fra Tybrind Vig fandtes rester af mad, som var brændt på eller kogt over. I skorpen fandtes skæl og ben efter små torsk, og aftryk af græs. Måske er torsken blevet pakket ind i græs og lagt ned i det vandfyldte kar, eventuelt sammen med urter og bæri ud fra skoven. Ertebølle kvinderne kilede sandsynligvis lerkarrets spidse bund fast mellem sten i kanten af ildstedet og udnyttede derved bålets strålevarme.

Lejre forsøgscenters rekonstruktion af Lollikhuse hytten
Lejre forsøgscenters rekonstruktion af hytten fra Lollikhuse - dækket af hjorteskind.

Nogle indianerstammer i syd Amerika fremstiller deres keramik på den måde, at de først tager en håndfuld ler, af hvilken de former en lille skål. Derefter triller de lerpølser, som de lægger på kanten af skålen for en start og dernæst bygger karvæggen op som en endeløs spiral af lerpølser. Karrets udvendige sider glattes med en våd pind. Det tørres og brændes tilsidst i et bål. Sådan har Ertebøllejægerne sikkert også gjort. På denne måde bliver karrene ret tykvæggede.

Forsøg med et rekonstruerede lerkar har vist, at eftersom det er porøst, opsuger det megen væske, og man må med jævne mellemrum tilsætte vand under kogningen.

Man har ingen sikker viden om, hvordan de gamle jægeres hytter var konstrueret. Nogle foreslår, at de havde lerklinede vægge af pileflet og stråtag, andre forestiller sig, at hytterne bestod af et træskelet, som var dækket af bark, atter andre mener, at træskelettet må have været dækket af hjorteskind.

Rekonstruktion af hytte fra Skateholm
Rekonstruktion af hytte fra Skateholm, hvor man har brugt strå.

I Nivaa er udgravet resterne af en Ertebølle hytte. Grundarealet dækkede et areal på 2,4 gange 3,2 m. Her var der spor efter ildsted, et madlavningsområde, sovepladser og et flinthuggested. Genstandene lå helt systematisk inde i hytten, så det var nemt at afgrænse områdernes forskellige funktioner ud fra koncentrationer af flint, ophobninger af dyreknogler, fiskeben og store mængder trækul.

Hytte-konstruktionen bestod af en 40-50 cm. dyb nedgravning omkranset af nedbankede pæle og stager. Fund af lerklumper i og omkring hytten pegede i retning af lerklinede vægge.

Ved Skateholm bopladsen er fundet spor, som er tolket som rishytter, hvoraf de største er 11 gange 6 m.

Ved Lollikhuse i Nordsjælland er der ligeledes fundet spor efter en hytte fra Ertebølletid. Ved udgravningen kunne man se, hvor stolperne havde stået, og hvor ildstedet havde været. I Lejre Forsøgscenter har arkæologer bygget en hytte, hvor stolperne står på præcis samme måde. Forsøgscenteret har beklædt et træskelet med bark fra poppel- og elmetræ og skind fra rådyr og kronhjorte.
Ertebølle Stenaldercenter Rekonstruktion af Ertebølle hytte
Til venstre: Rekonstrueret boplads ved Ertebølle Stenaldercenter ved Limfjorden. - Her er brugt pileflet, dog ikke lerklinet, og stråtag.
Til højre: Rekonstruktion af Ertebølle hytte - her er brugt en kombination af strå og skind.

Men Ertebølle jægerne havde udviklet pileflet til et meget højt niveau, som man kan se det i de omfattende fiske anlæg. Det ville have været nemt for dem at lave vægge af pileflet og kline dem med ler.

Hjorte- og bøffelskind er sikkert udmærkede som telt og tagbeklædning i et forholdsvis tørt klima, for eksempel på den nord Amerikanske prærie; Men i Ertebølle tidens Danmark herskede et regnfuldt Atlantisk klima. Skind som hyttebeklædning ville ikke holde længe. Desuden ville en skind eller bark beklædning være meget tynd og ikke udgøre nogen isolering om vinteren. Selv om det var varmere i Ertebølletiden end i nutiden, var det alligevel ikke et tropisk klima, og der må have været behov for hytter, hvor man nogenlunde kunne holde varmen om natten og om vinteren.

Ertebølle tranlamper fra Tybrind Vig
Ertebølle tranlamper fra Tybrind Vig.

I Ertebølletiden var Danmark meget mere vandrigt end det er idag. Der var mange flere små søer, moser og vandløb end i nutidens landskab. Men så må det også have været nemt at finde rør til tækning af husene. Denne løsning lå lige for. Et stråtag ville have været holdbart i det regnfulde klima og samtidig isolerende mod både kulde og varme.

På bopladserne har man fundet mange skåle af ler som disse fra bopladsen i Tybrind Vig ved Assens. Det er tranlamper. De har ofte brandspor i den ene ende, hvor vægen har brændt.

Heraf kan man se at de også havde indendørs aktiviteter.

Sejlads i Ertebølle Tiden

Der er fundet rester af omkring 300 stammebåde i Danmark, hvoraf de 50 er fra stenalderen. Fra Ertebølle-kulturen alene kendes over 20 stammebåde, de fleste fremstillede af udhulede lindetræer, som er en træsort, der er nem at bearbejde, og som ikke revner så let.
Stammebåd fra Verup i Store Åmose
Stævnen af stammebåd fra Verup i Store Åmose.

Træet måtte have en ret stamme på cirka 10 m. med en diameter på 70-100 cm. Bådens sider blev hugget ned til en tykkelse på blot 1-2 cm, mens bunden var 3-5 cm tyk. Stævnen blev placeret i træstammens øverste del, hvor den er smallest, mens stammens rodende udgjorde agterenden. Stævnen var tilspidset, mens agterenden var lige afskåret og lukket med et skot, fastgjort med nogle typiske tapper og huller. På den måde fik man et let og smidigt fartøj med en vægt på 250-350 kg, som kunne bære op til 6-8 personer ad gangen, ihvertfald teoretisk. Hvis træet senere flækkede eller revnede, tætnede man båden med harpiks eller ler.

Flintøkser var et ret effektivt værktøj i de rigtige hænder. Eksperimenter har vist, at der fra fældning af træet til en sejlklar stammebåd kan søsættes medgår omkring 200 mande-timer, om end en rutineret stenaldermand muligvis har brugt lidt færre.
Stammebåd fra Årby Stammebåd fra Årby
Til venstre: På stammebåden fra Årby blev fundet brandspor i både for- og agterende. Det agterste brandspor var et ca. 77 cm langt og 24 cm bredt tydeligt varmepåvirket område. Oven på dette lå et tyndt lag blåler efterfulgt af et mørkt, sandet lag med trækul og småsten. Det forreste brandspor var 50 cm langt og omkring 30 cm bredt.
Til højre: Agterenden af stammebåden fra Årby - bemærk hullerne for fastgøring af skottet.


I de fleste stammebåde er fundet et ildsted, hvilket vil sige et område af bunden, som er skadet af ild. Træet kan have været søgt beskyttet af ler eller grus. Kun i stammebåden fra Årby ved Kalunborg var der ildsted i både for og agter.

Det er almindeligt at konkludere, at brandsporene nok kommer fra, at de gamle jægere brugte båden til at blusse efter ål.

Men med en oprindelig stamme-diameter på 70 til 100 cm ville en stammebåd have haft en indvendig sidehøjde på højst 40 til 55 cm, og en indvendig bredde på 65 til 96 cm ved rælingen. Det vil sige, at hvis ålene skulle have haft en chance for se ilden fra et bål anlagt i bunden af båden, så skulle flammerne slikke måske mere end en meter op over bunden. Et så stort bål ville i løbet af meget kort tid have beskadiget bådens bund og sider totalt, og derfor er det ikke sandsynligt, at båden har været brugt til at blusse efter ål.
Sejlads i rekonstrueret stammebåd Maleri af Nordamerikanske indianere som blusser efter ål og laks
Til venstre: Sejlads i rekonstrueret stammebåd må have foregået på meget samme måde som i en kajak. Man sidder ned og holder hele tiden balancen. Denne stammebåd synes at have meget tyk stabiliserende bund.
Til højre: Natligt spydfiskeri ved fakkelskær. Olie maleri af Paul Kane, som forestiller Menominee indianere, som blusser efter laks og ål på Fox River. Royal Ontario Museum. - Ilden må op i en vis højde for at fiskene kan se den. Kanoer er bredere og har en bedre form under vandet, og de er dermed mere stabile end stammebåde. Derfor kan de tillade sig det høje stativ og samtidig stå op i båden.

Det er mere sandsynligt at båden har været brugt til at transportere våben og udstyr i forbindelse med jagt udflugter. De har sikkert også medbragt gløder til et bål, hvilket har frembragt brandsporene i næsten alle Ertebølle tidens stammebåde.

Stammebåde har uden tvivl været meget velegnede til sejlads på åer, søer og i indre farvande. Men for sejlads på det åbne hav har de været alt for ustabile. De ville have haft en udpræget tilbøjelighed til at rulle rundt, når de blev ramt af bølger.

Stabilitet på grund af skibets form under vandet
Stabilitet på grund af skibets form under vandet - Moderne handelsskibe har deres stabilitet på grund af bredden og skrogets form. - Modsat for eksempel sejlskibe, som har deres stabilitet på grund af en køl fyldt med bly eller lignende og dermed et lavt tyngdepunkt.

En almindeligt moderne handelsskib, eller for den sags skyld en stor kano eller en jolle, har sin stabilitet på grund af bredden og skrogets form under vandet. Skibets og lastens tyngdepunkt ligger næsten altid over opdrifts-centeret for den fortrængte vædskevolumen. Når skibet bliver påført en krængning for eksempel af en bølge eller bevægelser ombord, så vil tyngdepunktet bevæge sig mod den krængende side, men den fortrængte vædskemængdes opdrifts-center vil bevæge sig endnu længere mod den krængende side. Tyngde-kraften og opdrifts-kraften vil være lige store, men angribe i forskellig afstand fra skibets midterlinie og derved skabe et oprettende, stabiliserende moment. Stabiliteten øges med skibets bredde i tredie potens.

En stammebåd er altid rund under vandet
En stammebåds form under vandet er altid den samme, nemlig rund; og derfor kan den ikke have nogen stabilitet på grund af skrogets form under vandet. Ejheller har den nogen særlig stabilitet på grund af en tung køl.

En stammebåd vil i følge sagens natur være fuldstændig rund under vandet, og hvis den bliver udsat for en krængning vil skibets form under vandet være den samme som før, nemlig fuldstændig rund, som en træstamme nu engang er. Den vil ikke opleve noget oprettende moment på grund af skrogets form under vandet. En stammebåds stabilitet kan kun komme fra et lavt liggende tyngdepunkt, det vil sige, hvis den har en god tyk bund, som trækker det samlede tyngdepunkt nedad, lasten er stuvet så lavt som muligt, og passagererne sidder ned på bunden.

I almindelighed må man regne med, at en stammebåd har haft en helt forsvindende stabilitet og hele tiden har haft behov for korrigerende bevægelser hos personerne ombord. At sejle med en stammebåd har ikke været uligt at køre på cykel eller sejle i kajak; man skulle nok hele tiden holde balancen.

I Ertebølle tidens køkkenmødninger har man fundet rester af mange arter af fisk og hvaler, som kun kan fanges på det åbne hav. Man har fundet mængder af ben fra sild og makrel, for ikke at tale om pighaj, marsvin og spækhugger. Det forekommer usandsynligt, at de gamle jægere hver dag gennem tusinder af år har sat livet på spil ved at sejle ud på dybt vand med en stammebåd for at fange disse arter. De må have haft mere sikre og stabile fartøjer.

En rekonstrueret irsk curragh
Historie interesserede fra Bedford sejler i en rekonstrueret irsk skind båd - en curragh.

Øen Gotland i Østersøen var beboet allerede i Ertebølle tiden. Der var mere end 90 km. over åbent hav fra Sverige til Gotland. Det vidner om, at stenalder jægerne allerede dengang må have haft både, som var i stand til at sejle på åbent hav nogenlunde sikkert.

Det er nemt at skrive, at en stammebåd på 10 meter kunne medbringe op til 8 personer, blot fordi der synes at være plads til dem. Men jo flere personer ombord, jo højere ville tyngdepunkt ligge, og jo mere uforudsigelige ville de ombord-værende personers bevægelser blive. At sejle fra Sverrige til Gotland i en stammebåd med flere personer kan efter al sandsynlighed ikke lade sig gøre.

Ertebølle padleåre fra Ølby Lyng
Ertebølle padleåre fra Ølby Lyng. Den er ret kort. Den kunne man godt forestille ville være bekvem at bruge i en stammebåd.

Derimod kunne det have ladet sig gøre, hvis de havde brugt skindsbåde af lignende slags som de irske curragh. De bestod af et træskelet med sider af flettede pilekviste, overtrukken med tjæret skind.

Der er ikke fundet rester af noget sådant, men Ertebølle jægerne havde alle de teknologiske forudsætninger, der skulle til for at lave dem. De brugte flettede pilekviste til mange formål, såsom ruser og fiskegærder. Der er også fundet tegn på at hyttevægge var opført af lerklinede, flettede pilekviste. Som jægere brugte de også skind til mange formål. Det lå fuldstændigt lige for at lave en skindbåd, og det ville forklare, hvordan de kunne fange fisk og hvaler på dybt vand, og hvordan de kunne befolke Gotland.

Dekoreret Ertebølle padleåre fra Tybrind Vig
Dekoreret Ertebølle padleåre fra Tybrind Vig.

De første mennesker på Færøerne var irske munke, som levede der fra måske år 625 e. Kr. De blev senere fordrevet af vikinger. Den gamle irske geograf Dicuil skrev værket "De Mensura Orbis Terrae", som blev kendt ved det Karolingiske hof i år 825 e. Kr. Han beskrev øer i oceanet, der tidligere var beboet af eneboere, som imidlertid nu var fordrevet af vikinger. Han overleverer en beskrivelse fra munke, som havde levet i "Thule" indtil år 765. Der havde de oplevet det frosne hav mod nord. De fortalte om Thule, at "der ikke var mørke til at hindre en i at gøre, hvad man selv ville". Deres beskrivelse af solens gang såvel som af temperaturen passer fuldstændig på Island.

Det interessante for os er, at Irerne ikke havde opfundet vikingeskibet, de havde blot irske skindbåde, curraghs, til deres rådighed. Derfor kan vi konkludere, at det kunne lade sig gøre at sejle på det åbne hav med skindbåde.

Der er fundet flere årer fra jægerstenalderen. Undtagen en padleåre fra Ølby Lyng synes de alle at være meget lange - for lange til stammebåde. Jeg kender desværre ikke deres nøjagtige længder.

Der var også andre muligheder for at bygge mere stabile fartøjer med datidens teknologi. Korsør manden blev allerede i Kongemose tiden gravlagt i en slags kiste af bark. Man havde tilsyneladende afbarket en hel træstamme til formålet.

Åre fra Hjarnø Sund
Arkæologer fra Museum og Moesgård Museum har fremdraget en åre fra en boplads i Hjarnø Sund ved Horsens Fjord.

Det er også kendt, at de gamle jægere hyppigt brugte barkflager som gulv og underlag i midlertidige hytter. Sammen med deres færdighed i pileflet ville det have ligget lige for at bygge en bark-kano i lighed med de nord Amerikanske indianernes fartøjer. Der er ikke fundet nogen rester af sådanne fartøjer.

Hvordan så Ertebølle Jægerne ud?

Meget tyder på at alle de gamle jægerne nedstammede fra de første renjægerne, som indvandrede ved istidens afslutning; som igen kan føres tilbage til Madeleine kulturen i syd Frankrigs og Spanien under sidste istid, også kaldet Cro Magnon kulturen. I utalte generationer, i måske mere end otte tusind år år, levede de i Danmark og det øvrige syd Skandinavien.

Ertebølle pigen fra Tybrind Vig
Ertebølle pigen fra Tybrind Vig - bemærk hendes skrånende pande og stærke kæber.

I løbet af sidste halvdel af det tyvende århundrede er gjort en række epokegørende fund af gravpladser fra jæger stenalderen, hvilket har skabt grundlag for en vurdering af, hvordan de så ud. I Vedbæk lå 22 personer begravet, børn såvel som voksne. Ved Strøby Egede var der 8 skeletter i en fællesgrav, som kan have været en hel familie. På bopladsen Skateholm i det sydlige Skåne, har man undersøgt mere end 90 grave. Der er desuden gjort vigtige fund ved Dyrholmen nær Randers, Tybrind Vig ved Assens, Melby og Nivaa i nord Sjælland og Dragsholm ved Kalundborg og flere andre steder.

På flertallet af skeletterne fra Ertebølle bopladserne Skateholm i Skåne og Bøgebakken i Vedbæk findes en karakteristisk fordybning over bækkenets hofteled, som tyder på en udpræget genetisk ensartethed, som følge af fælles afstamning.

Bopladsfund fra jæger stenalder i Danmark.
Bopladsfund fra jæger stenalder i Danmark.

De var ikke særlig høje, ofte, men ikke altid, kraftigt bygget med stærke knogler. Opmålinger har vist at gennemsnitshøjden for mænd var 166 cm, og for kvinder 154 cm.

De lignede efter al sandsynlighed mange af nutidens danskere, dog med større frekvens af hvad arkæologerne Brøste and Fischer-Møller for et halvt århundrede siden kaldte "Madeleine periodens Cro-Magnon race, som har sat sit præg på Danmarks gamle befolkning", da de undersøgte Koelbjerg kvinden. Det vil sige langskallet med skrånende pande, noget fremtrædende øjenbrynsbuer og næseryg, let fremstående kæbeparti med kraftige kæber og kæbemuskler.

De ældste blandt de begravede i Vedbæk blev knap 50 år gamle. På bopladsen Skateholm fandtes 8 personer, som var blevet over 60 år gamle. Gennemsnits-levealderen var ret lav, godt 35 år.

Ved kønsbestemmelsen af de fundne skeletter på bopladserne opstod det problem, at mange skeletter blev fejlbestemt. På grundlag af robusthed, knoglestørrelser, tandstørrelser og lignende blev mange skeletter og skelet dele bestemt til at være fra mænd. Men imidlertid viste de sig senere at være fra kvinder. Jæger stenalderens kvinder må have været nogle ret robuste og mandhaftige typer.

Skelet rester fortæller intet om, hvorvidt de var lyse eller mørke i huden, eller om de havde blå eller brune øjne. Man kan mene at et folk, som har overlevet i tusinder af generationer gennem istid og mørke vintre, må have været ret lyse i huden, ellers kunne de have haft svært ved at optage tilstrækkelig D-vitamin. Nogle forskere mener at have fundet DNA-spor hos jægernes formentlige Cro Magnon forfædre, som indikerer at de var lyse og havde blå øjne. Men DNA-forskning kan bruges til meget og er vanskelig at verificere; desuden: alle moderne arktiske folk har brune øjne og mørkt hår, så de må have fået deres vitamin D alligevel.
Kim Larsen Mick Jagger Strauss-Kahn Bernard-Lovell Linda Hamliton Leif Davidsen
Fra venstre mod højre: Et sjældent billede af Kim Larsen uden kasket - Han kunne have været en Ertebølle jæger med let skrånende pande, øjenbrynsbuer og store stærke kæber.
Hans jagtkammerat kunne have været Mick Jagger, som også har også stærke kæber, skrånende pande og øjenbrynsbuer.
Strauss-Kahn, tidligere IMF manager, har udpræget skrånende pande, men mangler sangernes stærke kæber.
Bernard-Lovell er en berømt Hollandsk astrofysiker, som også har en udpræget skrånende pande.
Linda Hamliton som Sarah Connor i Terminator - Hun er heller ikke særlig høj, 168 cm.
Journalist og forfatter Leif Davidsen - En meget intelligent og venlig mand.

Nogle vil måske indvende at ovenstående beskrivelse, nemlig korte og kraftige typer med stærke kæber og øjenbrynsbuer, i højere grad minder om Neantderthal, end det minder om Cro Magnon. Man kan få den association at Neanderthaler og Cro Magnons brugte Weichel istidens maksimum og afslutning (en periode på 10-20 tusind år) til at blive fuldstændig blandet sammen, og ved istidens slutning fremstod Madeleine kulturen med Cro Magnon kulturtræk og et fysisk udseende, som minder om både Cro Magnon og Neanderthal.

Rekonstruktion af neanderthal mand Rekonstruktion af neanderthal mand
To forskellige rekonstruktioner af Neanderthal mænd.

Det er ikke helt usandsynligt; Formicola and Giannecchini undersøgte Cro Magnons legemeshøjde; de skelnede skarpt mellem tidlige og senere Cro Magnon individer, og kom frem til at tidlige Cro Magnon mænd var 176,2 cm og kvinderne 162,9 cm høje, medens sene Cro Magnon mænd og kvinder kun gennemsnitlig var henholdsvis 165,6 cm og 153,5 cm. høje. En sådan fremadskridene mindre legemeshøjde kan være en indikation af en fremadskridende blanding med Neanderthaler, som var knap så høje som de oprindelige Cro Magnons.

I denne sag bliver vi belært af genforskerne, som fortæller os at Neanderthalerne er fuldstændig uddøde, og der er intet i moderne menneskers gener, som kan forbindes med dem. Og sådan må vi lade sagen stå indtil videre.

Ertebølle Jægernes Kultur

Hvordan kan det være, at vi føler en sådan fred i sjælen, når vi sidder i skyggen ved stranden med en øl i hånden og lytter til bølgerne, som skyller mod land?

Alle berømte feriesteder er placeret ved en strand. Mange feriegæster svømmer ikke særlig meget i havet, men de sætter pris på at gå lange ture langs stranden. Vi betaler gerne en betragtelig merpris for at indtage morgenmaden eller middagen på en veranda med udsigt over et blinkende hav. Blot dette at stå op om morgenen og se havet fra vinduet giver os en dyb tilfreds-stillelse.
Maglemose bopladser på øer nær Gøteborg Typisk placering af Maglemoseboplads på ø nær Gøteborg
Til ventre: På nogle små øer nær Gøteborg er fundet rester af Maglemose bopladser. De ligger alle i læ på syd siden af øerne, nær en lille bugt eller lignende med lavt vand og god landingsplads for småbåde.
Til højre: Typisk placering af Maglemoseboplads på ø nær Gøteborg - En solrig plads i læ på sydsiden af øen ved en lille bugt med lavt vand.
Fra "Særtryk af Carin Bunte (ed) 2005 Arkeologi och Naturvetenskap" - se link nedenfor.

Boliger med udsigt til vand, det kan være havet, en sø eller et vandløb, har altid været særlig attraktive og dermed dyrere end andre.

Ertebølle jægernes bopladser var altid placeret ved kysten, ved en å eller en sø, og der er tegn på, at hytternes indgang altid vendte mod vandet, således at det første de så, når de gik ud af hytten om morgenen, var det blinkende vand, og hvad som rørte sig der.
Baby svømmer under vand Tybrind Vig bopladsen med oprindelig kystlinie
Til venstre: Baby svømning under vandet.
Til højre: Den oprindelige kystlinie omkring Ertebølle bopladsen ved Tybrind Vig - Bopladsen er helt traditionelt placeret ved en sydvendt kyst ud imod en lavvandet vig.

Nogle har foreslået, at mennesket har udviklet sig som en nøgen abe, som levede ved stranden. Fordi det er en fordel for et dyr, som hele tiden vader ud i vandet for at hente østers og andet godt, ikke at have pels; dog naturligvis kun i et passende varmt klima.

Mennesker er skabt til at spise en vis mængde mad fra havet, hvis vi ikke får fiskeolie, omega 3 og lignende i tilstrækkelige mængder, kan vi få mangelsygdomme.

Vi drages af vand, som kun få andre primater gør. Vi elsker at gå på stranden, pjaske, bade og svømme. Det gør for eksempel gorillaer ikke - de er rædselsslagne for vand.
Fiskeben fra udgravning af Ertebølle boplads ved Dragsholm Spækhugger-tænder fundet på en boplads ved Lystrup Enge
Til venstre: Fiskeben fra udgravning af Ertebølle boplads ved Dragsholm.
Til højre: Spækhugger-tænder fundet på en boplads ved Lystrup Enge.

Analyser af knogler fra jæger-stenaldererens mennesker og hunde har vist, at de fleste af datidens mennesker, lige fra Maglemose til Ertebølle jægerne, spiste mad, som i betydeligt omfang stammede fra havet. Det anslås, at de fik tre fjerdedele af deres føde fra havet. Ertebølle kulturen var en egentlig kyst-kultur, eller vi skal måske kalde den en strand-kultur. De levede så at sige med fødderne i vand, så man skulle tro, at de var lykkelige.

Men der var en slange i paradiset, en stadig intens kamp om de begrænsede strande og jagtmarker synes at have været årsag til udbredte voldshandlinger; mange skeletter viser tegn på, at personen har fået en unaturlig død. Flere er dræbt af pileskud.

En kvinde fra bopladsen på Gøngehusvej i Vedbæk har fået et kølleslag i baghovedet, men har i flere år overlevet skaden, idet kranieknoglen er helet. På bopladsen Skateholm i det sydlige Skåne har man også fundet skelettet af en kvinde, som har fået et slag i baghovedet.
En kvinde med skade i baghovedet Rekonstrueret Ertebølle boplads, sydvendt med udsigt ud over lavvandet fjord
Til ventre: En skade i baghovedet viser, at en kvinde fra bopladsen på Gøngehusvej i Vedbæk blev ramt med en kølle. Hun må have overlevet slaget og levet nogle år derefter, da såret er helet. Dog kan en sådan skade have givet anledning til hjerneskade og måske ført til nedsat hørelse eller syn. Bemærk det røde okker omkring hende. - Nationalmuseet-
Til højre: Rekonstrueret Ertebølle boplads, sydvendt med udsigt ud over lavvandet fjord.

Ved Ertebølle bopladsen i Vedbæk blev en af de begravede mænd fundet med en ben-pilespids i halsen. To andre voksne havde haft brud på rygsøjlen, men de havde overlevet skaden og levet flere år efter. I et kranium fra Tybrind Vig ses flere svære læsioner, der delvis har gennemtrængt hoveskallen. På den samtidige boplads Skateholm i Skåne lå ligeledes en dræbt jæger; Et pileskud havde ramt ham i underlivet og sandsynligvis gennemboret blære og tarme. Det har været en smertefuld død.

Barne-kranier med ridsespor efter skalpering
På bopladsen Dyrholmen på Djursland har man fundet barnekranier med ridsespor efter flinteknive, som viser, at børnene er blevet skalperet.

En mand begravet i grav 13 på Skateholm I havde en skade på det ene lårben, måske fra et møde med et vildsvin. Men han blev dræbt af den tværpil, som stadig sad i knoglen over højre hofte.

I Bäckaskog og Stora Biers i Skåne er begravede mænd fra Ertebølle perioden også blevet fundet med ben-pilespidser siddende i brystet.

Livet var farligt i Ertebølle tiden. På Dyrholmen bopladsen syd for Randers har man blandt andet fundet adskillige marvspaltede menneske-knogler - hvilket indikerer kannibalisme. Desuden har man fundet et barne-kranier, som har snitspor efter skalpering. En halshvirvel fra et menneske var afskåret på en måde, som viste, at han eller hun har fået skåret hovedet af.

Også på en boplads fundet i Møllegabet på Ærø er fundet indikationer på kanibalisme. Menneskelige knogler var blevet spaltet for at få adgang til marven.
Stenalder tandlæge teknik Drenge grav fra Nederst
Til venstre: Man kan undre sig over, hvordan de fik lavet hullerne i tandperler, tand er jo et meget hårdt materiale. Måske gjorde de sådan.
Til højre: Drenge grav fra Nederst. - Bemærk okker, som er strøet ud over liget.

Ved Djursland Museums udgravning af bopladsen og køkkenmødningen nær Nederst ved det nu udtørrede Kolindsund på Djursland fandt man otte grave fra Ertebølle tiden, nemlig seks grave med mennesker og to med hunde.

En grav, som indeholdt en dreng omkring fem år gammel, var særlig godt bevaret. Han havde fået en flot, 17 cm. lang flintekniv med sig, og på hans bryst lå et tandperlesmykke med 6 gennemborede fortænder fra vildsvin og en enkelt uroksetand. Mellem hans ben lå yderligere et tandperlesmykke.

I hovedsagen fik kun mænd flintredskaber med i graven. De fleste tandperler er fundet i kvindegrave, men nogle mænd blev også begravet med tandperler. Dog således at kvindernes tandperler oftest er lavet af hjorte-tænder medens mændenes er mest af vildsvine-tænder.
Grav no. 14 på Skateholm I Fællesgrav no. 19 på Bøgebakken i Vedbæk
Til venstre: Grav no. 14 på Skateholm I. En ung kvinde og en ældre mand ligger tæt ved hverandre. Kvinden er dræbt med et slag i på venstre side af hovedet. Foto Lars Larsson.
Til højre: Fællesgrav no. 19 på Bøgebakken i Vedbæk - En mand 30 - 35 år, en kvinde 35 - 40 år og imellem dem et lille barn. Manden er dræbt med en pil i halsen og kvinden har en flintekniv ved halsen - Nationalmuseet.

Det eneste tilfælde, hvor en kvinde har fået et flintredskab med i graven, er fællesgrav nummer 19 på Bøgebakken i Vedbæk. Denne grav indeholdt skeletterne af tre personer, nemlig en mand, en kvinde og et barn.

Grav 22 på Skateholm II
I grav XXII på Skateholm II er en 30-40 år gammel kvinde begravet i stor pragt siddende på kronhjorte-gevir. Hun har også et hoftesmykke af tandperler og en halssmykke af skiferplate. Kronhjorte-gevirer kan have været det ultimative symbol på status, lykke og frugtbarhed. Foto Lars Larsson.

Manden var helt klart blevet dræbt ved et pileskud i halsen. Ben-pilespidsen sad stadig fastklemt i halshvirvlerne, da han blev lagt til hvile. Han var mellem 25 og 30 år gammel, da han døde. Ved begravelsen var han blevet overdrysset med store mængder okker.

Kvinden var mellem 35 og 40 år, da hun døde. Hun blev gravlagt med flere end halvtreds tandperler på brystet, hvoraf 47 var uden huller, medens 6 var gennemborede. De fleste var tænder fra kronhjort, men der var også nogle få tænder fra vildsvin, urokse og menneske. På brystet lå også en fod af en skovmår, og ved hendes hals lå en flintekniv.

Brinch Petersen foreslog i 1979 følgende scenario: Den ældre kvinde mistede sin første mand, og hans yngre bror eller et andet familiemedlem var nødt til at tage hans plads. Men da også han blev dræbt, var der nu ingen i familien, der kunne overtage kvinden og barnet. Derfor blev kvinden dræbt med den flintekniv, der lå på hendes hals, for at hun og barnet kunne følge manden i døden.

Grav 14 på Skateholm I illustrerer forholdet endnu tydeligere. Her er en ældre mand begravet sammen med en ung kvinde, som er placeres delvist oven på ham. Placeringen af kvinden synes at signalere hengivenhed for manden. Han ligger udstrakt på ryggen med hovedet vendt væk fra kvinden, som ligger på siden med ansigtet mod ham. Kvinden har fået et dødeligt slag bag venstre øre. Det er helt klart, at hun har fulgt sin mand i døden.

Grav 6 på Skateholm I - gravid kvinde med mange tandperler
Grav 6 på Skateholm I. En gravid kvinde begravet i siddende stilling med mange tandperler og en stor mængde okker ved hofterne. Foto Lars Larsson.

Når man kan følge nogen i døden, må det indebære nogle religiøse forestillinger om, at de afdøde vil få en form for tilværelse i en anden verden.

På Skateholm II var der på selve gravpladsen rester af et hus (konstruktion 24), som synes at have været brugt til rituelle formål. Det var 3,9 gange 3,8 m. i grundplan. Konstruktionen fremstod som en rektangulær mørk- farvning af jorden, afgrænset af et stærkt okkerfarvet bælte, som var 30 cm. bredt og 10 cm. dybt i tværsnit. Huset antages at have bestået af en let træramme overtrukket med skind, som var ført helt ned til jorden (som et telt). Skindene blev regemæssigt farvet med okker, som derefter blev skyllet ned af regnen og derved opstod de okkerfarvede bælter rundt om huset. Huset har således fremstået som med et gyldent tag - som Valhal, der var tækket med gyldne skjolde.

Alle var ikke lige på en Ertebølle boplads. Nogle blev begravet med pomp og pragt, andre blev blot kulet ned.

På Skateholm II i grav XXII blev en kvinde på 35-40 år begravet i stor pragt siddende på et kronhjorte-gevir og med et hoftesmykke med mange tandperler af kronhjortetænder. Hun bar også et halssmykke af skiferplate. Kronhjorte-gevirer må have været det ultimative symbol på status, lykke og frugtbarhed, således som horn og gevirer stadig var det i historisk tid.

I grav 8 på Skateholm II blev en siddende kvinde begravet med et hoftesmykke, som indeholdt flere end hundrede tandperler fra mindst 30 forskellige kronhjorte. Hun må have været en meget betydningsfuld person i stammen.
Billedsten fundet ved Horsens fjord som forestiller en mand med en stor fallos og fisk i hænderne Dansemanden fra Bodal Freyr hin Frejdige
Lille 3 cm høj figur fra Rällinge, Lunda socken, Södermanland, 1000 tallet e.Kr.
Til venstre: Billedsten fundet ved Horsens fjord, som forestiller en mand med en stor fallos og fisk i hænderne. - Den antages at være fra Ertebølle tiden. Det er rimeligt at antage at det er en slags frugtbarhedsgud. - bemærk iøvrigt at figuren er skraveret på samme måde som de billeder vi kender fra Maglemosetiden, for eksempel er figuren her også skraveret i ansigtet. Det er meget sandsynligt, at billedet på den nyfundne sten er samtidig, da der på fundstedet findes undersøiske bopladser netop fra Ertebølle perioden.
I midten: Dansemanden fra Bodal er den menneskefigur, som mest ligner personen på den nyfundne billedsten. Den er indridset i en hjortetak-økse fra Ertebølle-kulturen, som er fundet i Bodal mose i Vestsjælland.
Til højre: Freyr hin Frejdige med en stor fallos - 3 cm høj figur fra Rällinge, Lunda socken, Södermanland, 1000 tallet e.Kr. - Freyr tilhørte gruppen af nordiske guder kaldt Vanerne.

I Grav 6 på Skateholm I blev en 35 -40 årig kvinde begravet i siddende stilling med resterne af et barn i maveregionen. Hun havde et hoftesmykke med tandperler fra omkring 30 kronhjorte, desuden var der 30 tandperler fra vildsvin og en fra elg. Hendes hofter var dækket af okker. Heraf kan man se at kvinderne fik børn også i en ret sen alder.

Kvinden fra Bøgebakken, som overlevede et slag i baghovedet, fik et næb fra en lappedykker med i graven. Kvinden som lå med en flintekniv på brystet, havde en fod fra en skovmår hos sig. En ung mand blev begravet sammmen med nogle ryghvirvler fra en delfin og hovedet af en mår. Andre gravlagte har fået dele af kronhjort, rådyr, sæl, vildsvin og odder med sig i graven. Et lille barn blev stedt til hvile på en svanevinge. Vi tænker nogle tusind år tilbage. I Maglemose graven ved Hammerlev i Sønderjyland var også rester af ben fra en vildkat.
En gammel kvinde begravet i fosterstilling Skelet af kvinde med barn fra Bøgebakken
Til venstre: En gammel kvinde begravet i fosterstilling - Man kan forestille sig at hun er død i denne stilling, alene med ansigtet vendt mod hyttens væg, derefter er hun uden videre ceremonier båret ud i graven og begravet i samme stilling. Foto Lars Larsson.
Til højre: Skeletter af kvinde med et barn fra bopladsen på Bøgebakken i Vedbæk. Kvinden var omkring 18 år, da hun døde. Barnet var lagt til hvile på en udspredt svanevinge. En flintekniv ved hoften markerer, at det var en dreng. Den røde jord omkring moderens hoved og hofter samt omkring det døde barn skyldes muligvis okker-farvede klædningsstykker. Fastsyet på disse havde siddet mange tandperler, der ses som en uordentlig klump til venstre for kvindens hoved. Andre tandperler skimtes i jorden omkring hendes hofter - Gammel Holtegård Museum nord for København. Foto Gyros.

De nord Amerikanske indianere havde totemdyr. De forestillede sig, at hvert menneske var knyttet til en bestemt dyreart, som de var beslægtet med i ånden, og som samtidig ydede beskyttelse. Samtidig tillagde de forskellige dyrearter bestemte egenskaber. Ertebølle folket var også jægere. Det må være nærliggende for et jægerfolk at spejle sig i naturens andre levende skabninger. Det er nemt at forestille sig, at alle disse dele af forskellige dyr, fundet i gravene, repræsenterede de afdøde personers totem- eller lykkedyr.
Toppet lappedykker Jens Grands segl med kronhjortegevir og ottetakket stjerne
Til venstre: Toppet lappedykker svømmer med sine unger på ryggen.
Til højre: Jens Grands segl med kronhjortegevir og otte takket stjerne. Ifølge Palle Lauring har alle de danske adelsslægters heraldiske dyr og symboler en magisk betydning, hvis oprindelse fortaber sig tilbage i en fjern oltid.

Lappedykkere svømmer tit med sine unger på ryggen for at beskytte dem mod vandrotter, måske kvinden, som fik lappedykker-næbbet med i graven, var en meget omsorgsfuld moder eller ihvertfald søgte at leve op til sin lappedykker natur. Kvinden med foden af en skovmår i graven var måske hurtig og adræt som en mår. Manden, som blev begravet med ryghvirvler fra en delfin, kunne have været en dygtig svømmer, og Maglemose manden fra Hammerlev kunne have været - nå ja, en vildkat.

Det er et gennemgående træk ved alle de sydskandinaviske bopladser fra Ertebølle tiden, at gravene er placeret meget nær ved selve bopladsen. Gravpladsen var så at sige en del af selve bopladsen. De gamle jægere havde et meget nært forhold til deres afdøde forfædre. I nogle af gravene mangler skeletterne hovedet eller vigtige knogler, som for for eksempel lårben eller underarms-knoglen. Man kan finde spredte menneskelige knogler på selve bopladsen. Man kan forestille sig at de afdødes kranier og andre knogler blev brugt af de efterladte i ceremonier, som skulle bevare de afdødes jagtlykke eller andre gode egenskaber for deres efterkommerne.
En såkaldt manipuleret grav på Skateholm bopladsen
Grav nummer 28 på Skatehom I er en såkaldt manipuleret grav, idet flere vigtige knogler mangler. De kan være taget op af de efterladte for ceremonielle formål. Her mangler venstre underarm, venstre hofte og venstre lårben. Nogle mener de kan være gravet op af dyr.

Både på Bøgebakken og på Skateholm er meget få tilfælde, hvor en grav er blevet forstyrret af en efterfølgende grav. Det viser, at man gennem lange perioder havde fuldstændig styr på hvem, der var begravet hvor.

Et karakteristisk træk ved gravene i Skateholm og Bøgebakken er, at de fleste grave indeholder mængder af okker. Tilstedeværelsen af okker over og under de døde er blevet fortolket som et resultat af, at de døde var iført særlige dragter, som var farvet med okker. Den dødes krop kan have været farvet med okker, eller det kan have været ceremonielt drysset ud over liget. Ofte er områder omkring hoved, hofter og ben farvet røde. Små børn er ofte helt dækket med okker, hvilket kan forklares ved, at de blev pakket ind i okker-farvede skind. Kvinder har særlig meget okker omkring hofterne. Hos mændene er fordelingen mere generelt, men der er en tendens til at området ved hovedet ofte er farvet.
Hundebegravelse på bopladsen Nederst Dekoreret hammer af kronhjorte-tak, der lå som gravgave hos hunden i Skateholm
Til venstre: Hundebegravelse på bopladsen ved Nederst.
Til højre: Dekoreret hammer af kronhjorte tak, som var givet som gravgave til den meget specielle hund på bopladsen Skateholm.

Okker i forbindelse med gravlagte personer har en lang tradition i Europæisk historie. I mange Cro Magnon begravelser fandtes okker; også i en Neanderthal grav ved Shanidar i Irak fandt man okker.

Hunden, jægerens ven, fik en højtidelig begravelse. På Skateholm fandt man 10 begravede hunde. De 8 lå på en særlig område for hunde, medens de 2 af hundene var begravet blandt mennesker.

En af hundene var begravet med stor pragt. Den var bestrøet med okker fra snude til halespids, og den havde fået et kronhjortegevir, tre flinteknive og en dekoreret kronhjortetak-hammer med sig i graven. Det må have været en helt speciel hund. Den er den eneste hund på Skateholm, som tydeligt er gravlagt med samme typer gravgods som mennesker.

Hunderacen synes at have lignet nutidens grønlandshunde.

Ertebølle jægere har uden tvivl haft et nært forhold til deres hunde, som har fulgt dem i tykt og tyndt på jagten, ganske som vi idag i Vesten har et nært og varmt forhold til vore hunde og heste.
Dekorerede hjortetakker fra Holmegaard mose Laks og kronhjorte på rensdyrtak fra Lortet-grotten i syd Frankrig,
Til venstre: Dekorerede hjorte-takker fra en Ertebølle boplads i Holmegaard Mose på Sjælland - bemærk de typiske zig-zag mønstre.
Til højre: Laks og kronhjorte afbilledet på rensdyrtak fra Lortet-grotten i Sydfrankrig, lavet af Cro Magnon under den senere del af Weichel istiden.

Gennem mere end seks tusind år, ja måske otte tusind år har de fisket og jaget i skovene og langs kysterne i Danmark.

De gamle jægere synes at have været et konservativt folk, som holdt fast i deres gamle skikke. Gennem tusinder af år prydede de deres afdøde med okker, en skik, som kan spores tilbage til Cro Magnon og Neanderthal stammerne, som levede under Weichel Istiden. Deres menneskelignende figurer, som de indridsede i dyreknogler, bevarede samme skraverede stil gennem tusinder af år. Fra Maglemose til Ertebølle kulturen bevarede de deres forkærlighed for zig-zag mønstre.

Kunstnerisk set synes det dog at være gået tilbage for dem, siden de forlod hulerne i syd Europa. Man må erkende, at deres kunstneriske stil var noget forskellig fra Cro Magnons fantastiske malerier i de syd Franske huler.

EN FORHISTORISK VERDEN UNDER VANDET Museet Færgegården
Danske stenalder buer og pile og deres rekonstruktion
ULL - Ribe Vikinge Langbue Laug om klubben og hvordan man laver buer, pile og andet udstyr
Primitiv Alexander Ravenna
Regionalitet og biotopudnyttelse i dansk Ertebølle og tilgrænsende perioder udføres af Inge Bødker Enghoff - et arkæozoologisk projekt finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd
De Virksomme Døde - pdf Anja Roth Niemi - Tromsø Universitet
ARKEOLOGI OCH NATURVETENSKAP - pdf CARIN BUNTE (ED.) 2005 GYLLENSTIERNSKA KRAPPERUPSTIFTELSEN
Udgravningsberetning for KAM 2009-010 - pdf STATOIL område A, "Stammebådspladsen" Årby sogn, Ars herred, Holbæk/Vestsjællands amt.
Stenalderjægere begravede de døde ved døren Kristeligt Dagblad

Tilbage til start af artikel

20130212

Passed W3C Validation