Forside DH-Debat
7. Ertebølle Kulturen
9. Bronzealderen

8. Danmarks Historie - Bondestenalderen

Indledning. - Geografi og Klima. - Våben og Økser. - Husdyravl. - Agerbrug. - Keramik. - Fiskeri og Sejlads i Bondestenalderen. - Moselig. - Sarup Anlæg. - Langhøje, Runddysser, Langdysser og Jættestuer. - Samfundet, Huse og Veje i Bondestenalderen - Den Grubekeramiske Kultur. - Enkeltgravskulturen. - Dolktiden - Hvordan så stenalderbønderne ud? - Links og Litteratur

Indledning

Bondestenalderen markerer starten af landbrug og husdyrhold i Danmark. Perioden er kendt for sine slebne stenøkser, fornemme keramik og mange af de utallige gravhøje, som ligger spredt ud over det Danske landskab.

En Gravhøj fra Oldtiden malet af J. Th. Lundbye i 1839
En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs - maleri af J. Th. Lundbye fra 1839.

Gennem mindst 6.000 år havde de gamle jægere jaget og fisket i Danmark. De havde trofast bevaret deres oldgamle skikke. Kvinderne smykkede sig med tandperler, de dryssede rød okker over de afdøde ved begravelser, og de kunne godt lide zig-zag mønstre.

Overgangen fra jæger- til bondestenalder foregik i løbet af en historisk set meget kort tid, måske kun 100 til 200 år. Hvorfor det skete, er stadig den største gåde i forbindelse med vor viden om stenalderen.

Tandperler blev fuldstændigt fortrængt af ravperler, man begyndte at begrave de døde i stort anlagte begravelses-anlæg og alle spor af okker forsvandt efterhånden fra begravelserne. Og det mest epokegørende; urskoven, som hidtil havde dækket hele landet, blev delvis ryddet, og man begyndte at holde husdyr og opdyrke Jorden. Det var den største ændring i civilisationen i mange tusind år.

Der er ingen mangel på teorier om, hvad den pludselige ændring skyldtes.

Ravperler og kobbersmykker fra Tragtbægerkulturen fra et mosefund ved Årupgård nær Horsens.
Ravperler og kobbersmykker fra et mosefund ved Årupgård nær Horsens. Ravperlerne har været i en tre dobbelt halskæde, kobberspiralerne har været fingerringe og de andre kobberting har været syet på dragten - nedgravet omkring 3.800 f.Kr. - Tragtbægerkulturen.

Nogle mener, at overgangen til livet som bonde istedet for jæger skyldtes de gode tider og følgende befolkningstilvækst i løbet af Ertebølleperioden, således at der ikke længere var byttedyr og vilde planter nok til de mange mennesker. Men i fundene fra slutningen af jægerstenalderen er der absolut intet, der tyder på, at man manglede føde. Ydermere gav det tidlige landbrug ikke ret stort udbytte og følgelig heller ikke ret meget mad.

Andre forklarer overgangen med, at påvirkninger sydfra bredte sig til stammerne i det danske område. Man kan sige, at bondekultur kom på mode. Man begyndte at holde tamme husdyr i stedet for at jage de vilde dyr. Man brugte kultiverede planter i stedet for naturens tilfældige udbud af bær, rødder og frugter. Måske skete det i forbindelse med en ny religion.

Især tidligere forklarede mange forskere skiftet fra jæger til bonde med en regulær indvandring af et helt nyt og kulturelt overlegent folk, som fortrængte eller absorberede de oprindelige stammer; Men det tror mange ikke mere på.

Amerikanske forskere er fremkommet med den ide, at kornet ikke så meget blev brugt til at lave brød og grød af, men først og fremmest var beregnet til fremstilling af øl. Da øl indeholder alkohol, som er berusende, kan man tro, at det egnede sig godt til religiøse fester i forbindelse med en ny religion. Det må have været noget helt nyt og umådelig interessant for de gamle jægere at føle sig påvirkede af alkohol. Denne nye berusende oplevelse kan forklare den pludselighed, hvormed den gamle livsstil og de gamle skikke blev forkastet.

I forhold til jægerstenalderen var bondestenalderen en begivenhedsrig tid rent kulturelt. Den startede med den dominerende tragtbæger-kultur, som afveg meget fra den forudgående Ertebølle kultur. De nye begravelses-skikke, den kunstfærdige keramik samt det aller-vigtigste, nemlig starten af landbrug og husdyrhold i Danmark, var et kulturelt tigerspring fremad.

Bondestenalderens perioder
Bondestenalderens perioder: Tragtbæger kulturen efterlod os stendysser, jættestuer, fornem keramik og polerede stenøkser. Grubekeramikerne var kystjægere, som måske var efterkommere af de gamle jægere. Enkeltgravs kulturen fandtes navnlig i Vest Jylland og havde mange træk til fælles med den mellem Europæiske snorekeramiske kultur. Dolktidens var stenalderens sidste epoke, hvor flinthugger-håndværket nåede et mageløst klimaks.

Ertebølle tidens køkkenmøddinger fortsatte dog med at vokse langt ind i bondestenalderen, hvilket indikerer at nogle af de gamle jægere fortsatte deres traditionelle liv som jægere og samlere uden hensyn til de nye tider.

Den ældre del af bondestenalderen, 3.800 - 2.800 f.Kr. kaldes for Tragtbægerkulturen efter de karakteristiske tragtformede og ofte smukt dekorede lerkar, vi kender fra perioden. Denne keramik, de slebne flintøkser og de synlige gravlæggelser i langhøje, dysser og jættestuer er kendetegn for Tragtbægerkulturen, som var den dominerende kultur i bondestenalderen. Tragtbægerfolket var med en vis sandsynlighed efterkommere efter de gamle jægere.

Enkeltgrav kulturen trængte frem i vest Jylland. Den havde mange lighedpunkter med den samtidige snorekeramiske kultur, som dominerede længere nede i Europa. Visse steder i Vest Jylland synes den at have fortrængt tragtbæger kulturen. Mange mener at Enkeltgravsfolket repræsenterede en indvandring fra den Europæiske snorekeramiske kultur, som nogle anser for at være Indo-Europæerne.
Keramik fra Tragtbæger kulturen Typisk grubekeramisk keramik Typisk stridsøkse fra enkeltgravs-kulturen
Til venstre: Typisk keramik fra Tragtbæger Kulturen - Fundet ved Volling - Skive Museum.
I midten: Skår fra grubekeramisk keramik med de typiske gruber fundet ved Grammahagen i Mjällby sogn i Blekinge.
Til højre: Typisk stridsøkse fra enkeltgravs-kulturen.

Den grubekeramiske kultur kaldes således, fordi de dekorerede deres lerkar med karakteristiske gruber, prikket med en pind eller lignende. De var fiskere og kystjægere, og nogle mener, at de kan have været efterkommere efter de gamle jægere. Men der er mange forskelle i deres våben og redskaber, så intet kan siges med sikkerhed. Der er gjort grubekeramiske funde langs kysterne i øst Sverige, ved de store svenske søer, langs kysten af Syd Norge og ved de danske Kattegat kyster.

Geografi og Klima

Littorinahavet (som senere blev til Østersøen) havde ved bondestenalderens begyndelse betydelig bredere og dybere forbindelser med verdenshavet, end den nuværende Østersø har; derfor var saltindholdet også højere. Imidlertid faldt Verdenshavets overflade niveau på grund af faldende temperatur og øget is ved polerne, medens landhævningen i Skandinavien efter Istiden fortsatte. Dette førte til at forbindelserne til verdenshavet gennem de danske stræder blev smallere og mere lavvandede, og derved kom mindre saltvand ind i Østersø-bækkenet. I løbet af perioden blev det salte Littorinahav derfor erstattet af det brakvands-hav, som vi kender i dag.
Tidslinie for slutning af pleistocæn og holocæn
Temperatur på overfladen af den grønlandske indlandsis gennem slutningen af Pleistocæn og Holocæn indtil nu - ifølge iskerne analyser.
Tiden er angivet i år før nutid, hvilket vil sige, at år nul er år 2.000 e.Kr. eller skal vi sige 2012. I løbet af bondestenalderen blev temperaturen lidt lavere end den havde været i Ertebølle tiden. I enkelte perioder på nogle hundreder år sank temperaturen ligefrem til under nutidens niveau, men som hovedregel var vejret lidt bedre, end det er i nutiden. Under kurven er angivet fem forskellige stadier i Østersøens udvikling. I løbet af bondestenalderen blev forbindelsen mellem verdenshavet og Østersøen smallere og derved blev det salte Litorinahav erstattet af brakvands-havet Østersøen, som vi kender det idag.

Ertebølle tidens nærmest subtropiske klima blev i bondestenalderen erstattet af mere moderate temperaturer, som dog stadigt var lidt højere end nutidens. I enkelte perioder på nogle få hundrede år sank temperaturen dog til lidt under nutidens niveau. Det må have været en slags "Lille Istid".
Pollenanalyse fra Abkær Mose
Pollen analyse fra Abkær Mose ved Vojens.

I fortiden var Danmark meget mere vandrigt end i dag, der var små søer og moser overalt. De blev til de talrige tørvemoser, som vi kender så godt. I tørvelagene findes pollen fra fortidens planter, som har groet omkring vandhullet i tidens løb. Pollen analyser giver et enestående detaljeret kendskab til den historiske fauna omkring sådan en lille sø.

Pollen er blomsterstøv, det vil sige frøplanters hanlige kønsceller. Hver plante har pollen med et meget karakteristisk udseende, som nemt kan genkendes i et mikroskop. Pollen er opbygget af stoffet sporopolenin, som er meget vanskeligt nedbrydeligt i naturen. De enkelte fund af pollen kan tidsfæstes ved hjælp af kulstof-14 metoden eller lignende.

Pollen fra eg Pollen fra bøg
Til venstre: Pollen fra eg set under mikroskop.
Til højre: Pollen fra bøg set under mikroskop.

Ved hjælp af pollenanalyse har man fastslået, at de første spor af dyrket korn i Danmark dukkede op omkring 4.000 f.Kr. Man kan også se at på dette tidspunkt gik elm og lind dramatisk tilbage. Måske skyldes det den frygtede elmesyge eller lignende. Det kan også skyldes, at løv fra disse to træer blev brugt til foder til husdyr, eller at de simpelthen blev fældet for at give plads til husdyrene på de højtliggende jorder. Det ses også, at ved starten af bondestenalderen dukkede pollen op fra bynke, ramsløg og lancet bladet Vejbred, som idag er almindelige på jord, som ligger brak. Omkring år 3.500 f. Kr. dukkede pollen fra græsser og hvidkløver op, hvilket viser at kreaturer gik på græs i marken omkring vandhullet. Bemærk iøvrigt også, at skoven vendte tilbage omkring år 500 e.Kr., som var tiden for de store folkevandringer. Først omkring år 1.100 e.Kr. ved starten af middelalderen blev jorden igen opdyrket.

Våben og Økser

På mange måder betegner begyndelsen af bondestenalderen et brud på mange af de gamle jægeres tusind-årige traditioner. Men overgangen fra jæger og samler samfund til kvægavler og agerbrugs-samfund skete dog ikke helt pludseligt. Starten af husdyrhold og agerbrug var en naturlig fortsættelse af den kreativitet, som blev udfoldet i Ertebølle perioden i bestræbelserne for at skaffe mad til en stadig stigende befolkning, som det blandt andet gav sig udslag i Ertebølle tidens store og avancerede fiske-anlæg.

Gravgaver i mandegrav fra bondestenalder ved Dragsholm
Grav gaver i mandsgrav fra bondestenalder ved Dragsholm nær Kalundborg. Bue og pil (kun pilespidser bevaret), et lille keramisk drikkekar (ikke vist), flintskrabere, en stridsøkse, håndledsbeskyttere på venstre håndled (imod buestreng) og ravperler, som var syet på hans klædning.

Det var jægernes tradition at strø okker over den afdøde ved begravelser. Langt ind i bondestenalderen har man fundet rester af okker i grave fra den efterfølgende Tragtbæger kultur.

Ikke alle blev begravet i de nye gravdysser. I tidlig bondestenalder blev en mand begravet ude på den lille holm ved Dragsholm nær Kalundborg. I graven lå hans bue og pile, et lille drikkekar af brændt ler, nogle flintflækker og en stridsøkse. Den døde må have været iført sin dragt ved begravelsen, men kun de ravstykker, som havde siddet på den, var bevaret. Han bar en håndledsbeskytter af ben fæstnet ved venstre håndled. Han var en jæger og kriger og måske også en bonde. Pilespidserne var de karakteristiske Erbølle tvær-pilespidser, som var almindelige langt ind i bondestenalderen. Drikkekarret kan have været hans personlige bæger, når han deltog i vigtige øldriknings-ceremonier med andre mænd.
Bådøkse med skafthul fra Nordisk Familjebok Løgumgaarde-Stridsøkser
Til venstre: Bådøkse med skafthul fra Nordisk Familjebok.
Til højre: Stridsøkser fra Enkeltgrav kulturen fundet ved Løgumgaarde i Sønder Jylland. De er fremstillet af en finkornet bjergart, som findes i Sverige.

Stridsøkser af denne type, men af ret forskelligt design, findes hovedsageligt i Vest Jylland i grave fra Enkeltgravs kulturen. Men de findes også i mindre omfang i resten af landet, som var domineret af Tragtbæger kulturen, således som man ser det i graven ved Dragsholm.

Stridsøkserne er oftest fremstillet af grønsten, som findes i Danske aflejringer fra istiden. Nogle økser er fremstillet af bjergarter, som findes langt fra Danmark. Der er fundet næsten hundrede stridsøkser, som er fremstillet af materialer fra Norge eller Sverige. Ved Løgumgaarde i Sønderjylland fandt man således to stridsøkser fremstillet af en finkornet Svensk bjergart.

På den skandinaviske halvø, i Finland, Estland, Letland, Litauen og på Bornholm lavede man en slags stridsøkser, som kaldes for bådøkser, fordi de ligner en omvendt båd. På undersiden ses - på mastens plads - meget ofte et lille rør, som støtte for skaftet.

Thor med sin stridshammer Mjølner Typisk Ertebølle skiveøkse
Til venstre: Guden Thor med sin stridshammer Mjølner - moderne oliemaleri. Asetroen var naturligvis noget senere end bondestenalderen, men den kan have opsamlet elementer fra tidligere religioner.
Til højre: Typisk Ertebølle skiveøkse. Den er kun 8-9 cm. lang.

Stridsøkserne kan ikke have været så skarpe, som økser af flint eller stål; det ville være mere beskrivende at kalde dem strids-hamre, således som guden Thor senere var bevæbnet med sin strids-hammer Mjølner. Man kan forestille sig, at de også har været en slags værdighedtegn for lokale bygdekonger, en slags sceptre, som symboliserede magt og status.

I tusinder af år havde de gamle jægere fremstillet deres økser, så de var gode nok og kunne bruges til formålet, som sikkert var at aflive anskudte dyr, hugge lidt kvas til køkkenilden og lignende. Men bondestenalderens flintsmede var nogle langt mere perfektionistiske typer; økser skulle være glatte, mente de, om så de skulle slibe på dem i en hel uge.

Desuden er bondestenalderens økser meget større end jægernes. En typisk Ertebølle skiveøkse er omkring 7-8 cm. lang, medens en typisk sleben arbejdsøkse fra bondestenalderen ofte er længere end 15 cm.

Tyndnakket flintøkse fra sen Tragtbægerkultur monteret med skaft
Tyndnakket flintøkse fra sen Tragtbægerkultur monteret med skaft, således som man tror, det har set ud.

Øksens anatomi: En økse består af et økse-hoved og et økse-skaft. Den del af hovedet, der sidder oven for (bag) skafthullet kaldes nakken, og den del der sidder foran kaldes bladet, som ender i den skarpe kant, som er æggen.

Der skelnes mellem tre hovedformer af slebne økser fra bondestenalderen: spidsnakkede, tyndnakkede og tyknakkede økser.

- Spidsnakkede økser er de ældste. Bag et fiktivt skafthul spidser de markant til i både tykkelse og bredde. De har ovale tværsnit. De var skæftet ved et hul i økseskaftet. Takket være deres koniske form både kilede de sig fast i hullet ved brug. Formen på de spidsnakkede økser var en naturlig fortsættelse af jægernes skiveøkser, blot større og skarpere.

- Tyndnakkede økser synes at have været fremherskende, da skovfældningerne skete. De var virkelige arbejdsøkser, velegnede til træfældning. Bag det fiktive skafthul spidser nakken til mest i tykkelsen, men de har også en mindre tilspidsning i bredden. De skæftes i et hul i skaftet, hvor de også kiler sig fast ved brug.

- Tyknakkede økser har en rektangulær eller kvadratisk nakke. De har et udsvajet økseblad, og hele øksehovedet bliver derved konisk. De var noget mindre end de tyndnakkede økser, og de synes mere at være designet til forskelligt forefaldende arbejde end hårdt arbejde med træfældning. De monteres i et hul i skaftet, hvor de kiler sig fast ved brug på grund af den koniske form. Formen var en forløber for de senere bronzeøkser.
Spidsnakket stenøkse fra tidlige bondestenalder Tyndnakket stenøkse fundet ved Vindeballe Tyknakket stenøkse fra sen bondestenalder
Til venstre: Spidsnakket stenøkse fra tidlig bondestenaldre. - længden er cirka 15 cm.
I midten: Tyndnakket stenøkse fra skovrydningens tid fundet ved Vindeballe. Længden er cirka 19 cm. Foto Steen Agersø
Til højre: Tyknakket stenøkse fra sen bondestenalder. Længden er cirka 9 cm.

Moderne forsøg med økser fra bondestenalderen har vist, at øksehovedet skal presse mod kanten af hullet i skaftet i længderetningen, da skaftet ellers vil flække.

Husdyravl

I en køkkenmødding ved Krabbesholm nær Skive, som blev opbygget gennem sen Ertebølle-tid til tidlig Tragtbæger-kultur, fandtes knogler fra sådanne tamdyr som svin, kvæg og får. Det er endnu ikke klarlagt, hvor gamle tamdyr-knoglerne er, men alene dette, at tamdyr knoglerne findes i en af Ertebølle jægernes skalbunker, må indikere, at det var jægernes efterkommere, som stadig boede der med deres tamdyr i den senere bondestenalder. Der er således ikke her tale om, at et udefra kommende folk har invaderet landet og introduceret deres husdyr og agerbrug.
Keramik fra bondestenalder Kindtand fra en tamokse fra Ertebølle køkkenmødding
Til venstre: Fra omkring midt i bondestenalderen dukker keramik op, som kan opfattes som mælkefade.
Til højre: En kindtand fra en tamokse, som er fundet i lag fra Ertebøllekulturen i en Bronze Age - over 1,500 years later ved Egminde ved Løgstør.

I en anden køkkenmødding fra Ertebølle tiden ved Egminde nær Løgstør er fundet en kindtand fra en tamokse, hvilket indikerer, at tamdyr var kendte allerede i den sene del af Ertebølle tiden.

Stenalderens svin mindede en del om vildsvin. De kunne gå uden pasning i skoven, hvor der var rigelig med føde det meste af året. Dyrene var kortere end nutidens nutidens tamsvin og havde et stort hoved i forhold til kroppen og sikkert også vildsvinets lange børster.

Alt tamkvæg nedstammer fra uroksen. Stenalderbondens tamkvæg hører til det største, som vi kender fra oldtiden. Efter bondestenalderen gik det jævnt ned ad bakke med kvægets størrelse, og i jernalderen var køerne meget små. Den romerske historieskriver Tacitus beskrev i sin bog "Germania" fra 98 e.Kr. germanernes kvæg som "kummerligt", men til trods for dette "glæder germanerne sig over størrelsen på deres kvæghold, og det er deres eneste og kæreste rigdom."

Får var det første dyr som blev tæmmet som husdyr. Vi ved, at man holdt får i bondestenalderen. Men da man aldrig har fundet tøjrester fra stenalderen, ved vi ikke, om man dengang brugte fårenes uld til at spinde til garn og væve til tøj. Uldtøj kendes først fra fund fra bronzealderen - over 1.500 år senere.
Vildsvin Urokse lignende tyr fra lille Vildmose Gutefår
Til venstre: Stenalderens svin lignede vildsvin, som er vist her på foto fra Lejre Forsøgscenter.
I midten: Urokse-lignende tyr fra lille Vildmose.
Til højre: Gutefår, som en meget gammel skandinavisk fårerace.

Fåreknogler, som man har fundet fra stenalderen, stammer fra unge får, hvis uld ikke kan bruges til forarbejdning. Det tyder på, at man har slagtet fårene, før deres uld kunne bruges til at spinde til tråd.

Man kan forestille sig, at de kunne have brugt ulden til at lave filt, som fremstilles af sammenfiltret og sammenpresset uld. Det er jo ret ukompliceret, men man har ikke gjort fund, som viser dette. Det tidligste stykke filt i Skandinavien er fundet i en grav i Hordaland i Norge fra år 500 e.Kr.
En Ainu Attus vævevægt fra slutningen af bondestenalder Vævevægt fra slutningen af bondestenalder
Til venstre: En traditionel Ainu skjorte, som kaldes en "attus", er lavet af bast udvundet fra det Japanske elmetræ.
Til højre: To mulige vævevægte fra slutningen af bondestenalder fremstillet af ubrændt ler.

Nogle steder har man været heldige at finde dele af tekstil fra den sene jægerstenalder og tidlige bondestenalder lavet af plantefibre, sandsynligvis brændenælde. På den undersøiske Ertebølle boplads i Tybrind Vig fandt man et stykke tekstil lavet af linde- eller pile-bast. I H. C. Andersens eventyr De vilde Svaner strikkede prinsesse Elisa netop nældeskjorter med magiske egenskaber til sine forheksede brødre; Andersen var meget inspireret af de folkelige eventyr og historier, som han hørte i sin Fynske barndom. Nældeskjorter kan have været en meget gammel tradition.

Man kan også fremstille tekstil ud fra træernes bark. Ainu folket i det nordlige Japan fremstillede traditionelt deres tekstiler af bast fra det Japanske elmetræ. Barken skrælles af det fældede træ, og det inderste lag af bark skrælles af, det kaldes også træets sivæv. Disse fibre fra den indvendige bark blødgøres i vand, tørres i solen, og de kan derefter sønderdeles i fine tråde, som snos sammen til tråd, der kan væves til et ret stift brunt tekstil.

Fra slutningen af bondestenalder har man ved Myrhøj i det vestlige Himmerland og ved Limensgård på Bornholm gjort fund af ubrændte lerklumper med huller, som kan fortolkes som vævevægte.

Agerbrug

Det antages sædvanligvis at det første agerbrug i Danmark var svedjebrug, hvor man brændte urskoven af og dyrkede det ryddede område i nogle få år, indtil jorden var udpint, hvorpå man flyttede et andet sted hen og startede forfra med at brænde skov af.
Rodfjernelse med lang stang af hærdet stål Træstubbe på areal ryddet for træer
Til venstre: Nogle foreslår at fjerne træstubbe med en lang vægt-stang af hærdet stål.
Til højre: Træstubbe på areal ryddet for træer - Fjernelse af stubbe og rødder kan være et stort problem. Nogle entrepenører tilbyder at fræse dem væk med kraftige entrepenør maskiner. Søren Ryge i DR-Derude valgte at sprænge rødderne fra en stor frugtbusk væk med dynamit. Men at forestille sig, at stenalderbønderne kunne fjerne rødder fra store træer og et sammenfiltret rodnet fra tjørn, hyld og hassel m.v. fra et større areal udelukkende udstyret med en gravestok af træ, det er urealistisk.

Nu er det således at Danmark også dengang havde et regnfuldt Atlantisk klima. Skoven var løvskov, som bestod af gamle ege- elme- og linde-træer blandet med hasselbuske. Den slags skov kan ikke brænde. Alle skovbrande, som vi hører om i TV, er i skove domineret af harpiks-holdige nåletræer eller af tørre eucalyptus træer. Mange af os har prøvet brænde frisk løvtræ i pejsen eller i et Sct. Hans bål og erfaret, at det brænder kun, hvis man tilfører tilstrækkelige mængder af brændbare vædsker.

Stenøkser er ret effektive til at fælde træer, det er blevet efterprøvet i moderne tid. Men det er ikke nok at fælde træerne for at gøre en mark klar til såning; de skal også afgrenes, stammer og grene skal fjernes, træstubbe skal graves op og fjernes, buske og krat hugges ned og deres rødder fjernes. Eventuelt kunne de slæbe grene og kviste sammmen til slags Sct. Hans bål, lade det tørre sommeren over og derefter brænde det. Store træstammer kan som bekendt ikke umiddelbart brændes, de skal kløves først. Og når de havde overstået alt dette, kunne de begynde at samle sten.

Træstubbe og disses rødder er meget vanskelige at fjerne, selv med moderne redskaber. Selv en ståløkse kan have svært ved bide i en trærod, den springer ofte tilbage, som rødderne var lavet af gummi.

Søren Ryge i DR-Derude valgte at bruge dynamit for at fjerne en gammel busk i sin have. Stenøkser kan ikke have været meget effektive til at bort-fjerne buske og krat, for slet ikke at tale om deres rødder.

I det hele taget må alt dette have udgjort et enormt arbejde med bondestenalderens redskaber. Det er i virkeligheden ikke sandsynligt, at stenalderbønderne "bare" ryddede eller afbrændte en del af skoven blot for at bruge arealet nogle få år, og derefter startede forfra et nyt sted.

Typiske Græske bjerge på øen Tilos
Typiske Græske bjerge på øen Tilos. I Grækenlands antikke fortid var bjergene dækket af skov, men Grækerne fældede skoven og lod får og geder græsse på bjergene. I tidens løb er jorden eroderet væk, og i dag står bjergene nøgne og golde. - Det viser fårs og geders effektivitet til at holde en skovbevoksning nede.

Det er mere sandsynligt at de brugte geders og fårs velkendte effektivitet til at holde skovbevoksninger nede. Får og geder afgræsser et område langt mere effektivt end køer. De spiser ikke blot græs, men også spirende buske og træer.

Da Sokrates og Platon gik rundt i Athens gader var de græske bjerge bevokset med skov. Grækerne fældede skoven, og lod geder og får græsse på de grønne skråninger. Imidlertid, i århundredernes løb vaskede regnen jorden væk fra de ubeskyttede bjergskråninger, og i dag står bjergene golde og nøgne, uden skov eller græs.
Potteskår fra bondestenalderen med aftryk af korn Segl fra bondestenalder
Til venstre: Potteskår fra bondestenalderen med aftryk af korn.
Til højre: Rekonstruktion af segl fra bondestenalderen. Skæret er lavet af mikrolitter fastgjort med tjære, måske fra birkebark.

Man kan forestille sig at stenalderbønderne i virkeligheden brugte følgende fremgangsmåde: Først fældede de store træer, samlede grene og kviste sammmen til en slags Sct. Hans bål og lod det tørre sommeren over, hvorefter de brændte det af, som de ikke skulle bruge til hegn. Derefter lod de får og geder afgræsse området i mange år og forhindrede således stubbene i at skyde igen. De fældede træstammer fik lov til at tørre på stedet og blev efterhånden brugt til forskellige formål, som for eksempel stammebåde, husbygning og lignende.

Efter at får og geder således havde holdt skoven nede i mange år, ville rødder og stubbe være rådnet, og derefter kunne de tænke på at dyrke korn på arealet.

Den jyske lærer, Frode Kristensen fra Tørring lagde i 1894 mærke til små hulheder, som korn-kerner kan efterlade i brændt lertøj. Han påviste, at det var muligt at bestemme hvilke kornsorter, der havde efterladt aftrykkene. Denne metode er blevet brugt af arkæologer med stor success til at bestemme, hvilke afgrøder ældre agerbrugs-kulturer dyrkede.

Allerede fra begyndelsen af bondestenalderen kendte man i Danmark fem kornsorter: enkorn, emmer, dværghvede, seksradet nøgen byg og avnklædt byg. Ingen af disse arter findes som vilde planter i Danmark, de må være indført sammen med agerbruget.
Enkorn Emmer Dværghvede Seksradet nøgen byg Avnklædt byg
Fra venstre mod højre:
Enkorn - en slags hvede.
Emmer - også en slags hvede.
Dværghvede og brødhvede er en slags spelt, hvilket også er en slags hvede.
Seksradet nøgen byg.
Avnklædt byg, som er normal byg.

Enkorn er en slags byg. Den har en rigtig dårlig bageevne, og når det bruges alene giver den en kit-agtig dej. Det siges dog, at hvis man bruger honning/salt-hævning, kan der blive et udmærket brød. Enkorn stammer fra området "den frugtbare halvmåne" i Mellemøsten, hvor den stadig kan findes som vild plante.

Emmer er også en slags hvede. Den egner sig ikke til fremstilling af brød på grund af et meget lille glutenindhold. Den bliver brugt i fremstilling af øl, som bliver mørkt, plumret og meget krydret. Den kunne sikkert også bruges til grød. Vild emmer findes stadig i den frugtbare halvmåne i mellemøsten.
Spor efter pløjning med ard under langdysse Ard fra Ghardaia oasen i Algier
Til venstre: Spor efter ardpløjning ved udgravning af en langdyssehøj ved Snave nær Dreslette på Sydvestfyn. Plovsporene tegnede sig svagt som mørkfarvede striber i den lysere undergrund. Foto: Gyldendals og Politikkens Danmarkshistorie 1.
Til højre: Ard fra Ghardaia oasen i Algier. - Der er ikke bevaret nogen ard fra bondestenalderen, men den kunne have lignet denne fra en oase i den Algirske ørken. Den er lavet helt af træ.

Dværg-hvede (Triticum compactum) og brød-hvede (Triticum aestivum) er en slags spelt, som også er en form for hvede. Spelt er velegnet til grød og brød og måske også til øl. Der er fundet spelt i Kaukasus, som kan dateres til 6.000 - 5.000 f.Kr. I Moldavien er fund dateret til 4000 - 3000 f.Kr.

At byggen er nøgen betyder, at den ikke har skaller (avner), som sidder fast om kernen og skal fjernes, før man kan spise den. Nøgen byg giver et godt udbytte. Byggrød har i tusinder af år været en fast bestanddel af danskernes menu. Man kaldte den Nordens ris, fordi den kan spises på samme måde som ris, blandt andet som fyld i suppen. Byg bruges også til bygmalt, som er uundværligt til brygning af øl.

Der er kun fundet sparsomme rester af avnklædt byg fra bondestenalder.
Den frugtbare halvmåne Gruttesten fra Tolstrupgårde
Til venstre: Flere af kornsorterne findes stadig som vilde planter i "Den frugtbare halvmåne" - Den var mere frugtbart for 5.000 år siden end den er i nutiden.
Til højre: Gruttesten fra Tolstrupgårde - Nationalmuseet.

Det synes, som om emmer var den dominerende afgrøde i begyndelsen af bondestenalderen tæt fulgt af seksradet nøgen byg. Enkorn og dværghvede forekom derimod kun i mindre mængder. Men med tiden synes enkorn at have vundet frem, blandt andet i Skåne.

I fastbrændte madrester på indersiden af potteskår har man fundet mange kerner fra vilde æbler, desuden finder man ofte skaller fra hasselnødder, så æbler og nødder har øjensynlig været er vigtigt supplement til kosten.

Keramik

Skarpsalling karret Eksempler på Tragtbæger-kulturens keramik
Til venstre: Skarpsalling karret fra Himmerland - Nationalmuseet.
Til højre: Eksempler på Tragtbæger-kulturens keramik.

Bondestenalderens keramik repræsenterer et tigerspring fremad i forhold til Ertebølle tidens grove kar. De er tyndere i godset, og de er meget regelmæssigt runde.

Det mest berømte stykke keramik fra bondestenalder er Skarpsalling karret, som blev fundet 1891 ved rydning af sten fra en jættestue på Oudrup Hede nær Skarp Salling i Himmerland. Det findes idag på Nationalmuseet.

I lighed med Ertebølle karrene har Skarpsalling karret ikke nogen flad bund, som den kan stå på. Den koniske bund synes designet til at blive kilet fast mellem nogle sten, eller måske skulle det hænge. Det er smukt dekoreret, og man genkender de gamle jægeres zig-zag mønstre.

Senere i bondestenalderen fik vaserne en egentlig flad bund, således at de kunne stå på et plant underlag.

Fremstilling af keramik med brug af kerne
Ingen ved, hvordan stenalder-bønderne fremstillede deres keramik. Det havde tynde vægge, og karrene var noget nær perfekt runde. Det siges ofte at karrene blev bygget op af af tynde pølser af ler. Men det forekommer ikke sandsynligt, at de byggede sådanne tynd-væggede kar op af lerpølser unden nogen form for støtte. Man kan forestille sig, at lerpølserne blev støttet en kerne af for eksempel bivoks med et fyldstof eller af et brændbart harpiksholdigt materiale. Kerne ville smelte eller brænde ved opvarmning, senest ved brændingen.
Sådanne kraveflasker er karakteristiske for den ældste del af bondestenalderen det vil sige omkring 4.000 til 3.400 f.Kr.

Især i Tragtbægerkulturen blev keramikken dekoreret med mange forskellige mønstre fremstillet med kanten af muslingeskaller, en knogle eller en en spids pind. Efterfølgende kunne mønstrene udfyldes med en kalkholdig masse som kontrast til leret. Derefter blev det tørret og slutteligt brændt ved temperaturer mellem 500 og 700 grader.

Man undrer sig over, hvordan datidens pottemagere kunne fremstille karrene så perfekt runde uden brug at pottemagerhjul, samtidig med at de var ret tyndvæggede - 5-10 mm. Man skulle tro, at det våde ler ville kollapse. Man kan forestille sig, at de har lagt lerpølserne uden på en kerne, som senere i processen kunne smeltes, brændes eller kradses ud med en pind.

Keramik fra tragtbærerkulturen
Avanceret keramik fra tragtbægerkulturen. Foto: Gyldendals og Politikkens Danmarkshistorie 1.

Vi kan gætte på at kerner var lavet af bivoks, harpiksholdige materialer eller af sand med et organisk bindemiddel.

Anvendelse af kerner ville have været et logisk forstadie til den senere avancerede bronzestøbning, hvor kerner var en meget vigtig støbeteknisk detalje.

Man mener, at det imponerende keramik, man her fundet fra første halvdel af bondestenalderen er beregnet til brug ved religiøse ceremonier, for eksempel i forbindelse med begravelser, og dette er årsagen til deres perfekte form og kunstneriske udsmykning. Senere i perioden fik keramikken et mere hverdagsagtigt udseende.

Fiskeri og Sejlads i Bondestenalderen

Fiskegærde fundet ved Olelyst ved Halskov Fiskegærde fundet ved Oleslyst i fjorden ved Halskov.

I forbindelse med bygningen af Storebæltsbroen i 1989 fandt man ved Olelyst nær Halskov Overdrev resterne af et avanceret fiskeanlæg fra bondestenalderen omkring 3.300 år f.Kr. Det var en naturlig videreudvikling af Ertebølle tidens omfattende fiskeanlæg.

Fiskegærdet fra Oleslyst var det første, som blev udgravet i sin helhed i Danmark. Gærdet bestod af lange hasselkæppe, der var flettet omkring tilspidsede tværgående grene. Fra den flettede sektion kunne en hel rad af lodrette stager følges 35 m. ud i fjorden. Der var tale om bundgarnspæle, hvorpå flettede sektioner, som den udgravede, har været bundet op. Placeret vinkelret på strømmen i fjorden i en vinkel har gærdet ledt fiskene hen mod en fangstanordning, sikkert en ruse.

Flettet ruse fra Irsk bondestenalder
Flettet ruse fra Irsk bondestenalder.

Fiskegærdet synes at have været bygget op i præfabrikerede sektioner, som kunne tages op om efteråret og monteres igen om foråret. Hver sektion var på ca. 5,5 gange 1 meter. En sektion indeholdt 12 lodrette hassel stager og ind imellem disse var flettet tynde, tæt sammenstillede hasselkæppe. Hver af de lodrette stager var tilspidset, således at de nemt kunne sættes ned i den bløde bund.

I den ene ende af en sektion var en enkelt lodret stage, således at enderne af de vandrette flettede hasselkæppe her strittede ud til begge sider af stagen og set i et vandret snit dannede en slags svalehaleform, en not. I den anden ende var den lodrette stage dobbelt, og enderne af alle de vandrette kæppe var her ført ind imellem de to stager, således at denne ende af måtten var temmelig flad, og så at sige dannede en feder.

Fiskegærde fremstillet i sektioner med feder og not
Fiskegærde fremstillet i sektioner med feder og not.

Denne forskel mellem de to ender har muliggjort at sektionerne kunne forbindes, således at den flade ende kunne føres ind i den V-formede ende efter feder-not princippet. Dette måtte have muliggjort at fiskegærdet nemt og hurtigt kunne sættes ud om foråret, sektion efter sektion.

Så mange grene fra hassel i sådanne længder og af den kvalitet må stamme fra systematisk styning af tætstående hasselbuske. Vi kan forestille os, hvordan vegetationen omkring fjorden i stenalderen har omfattet "plantager" af stynet hassel, som blev brugt til fiskegærder og husbygning. Dette viser at i Bondestenalderen har der været en samfundsmæssig magt, måske en høvding eller en lokal konge, som kunne disponere over hundreder af menneskers arbejdskraft og planlægge langt ud i fremtiden.
Sønderjyllands Museum udgraver fiskeanlæg ved Slivsø syd for Haderslev. Fiskegærde af sten på  Lasqueti Island
Til venstre: Sønderjyllands Museum udgraver fiskeanlæg ved Slivsø syd for Haderslev.
Til højre: Gammelt fiskegærde af sten på øen Lasqueti ved Vancouver Island ved nord Amerikas vestkyst. - Sådanne enkle fiskegærder har sikkert også eksisteret i den Danske bondestenalder. De virker ved at fiskegærdet er lavt nok til at tillade fiskene at svømme over det og nærmere land ved højvande, men ved lavvande stikker gærdet op over overfladen og forhindrer dem derved i at svømme tilbage til dybt vand.

Ved Slivsø syd for Haderslev har Sønderjyllands Museum udgravet et 50 m. langt fiskeanlæg fra bondestenalderen 3.000 f.Kr. I lighed med anlægget fra Halskov var det opdelt i præfabrikerede sektioner.

I Danmark er fundet rester af omkring tredive stammebåde fra bondestenalderen. De er alle af helt samme design som stammebåde fra Ertebølle tiden. Det har været en meget traditionel skibstype, som må have tjent sit formål til brugernes tilfredshed i utallige år.

Ålegærde af flettede pilekviste fra det nittende århundredes Danmark
Tegning af en traditionel type ålefælde med ruse, som ofte kunne ses langs de Danske strande i det nittende århundrede, for eksempel på Røsnæs. Det pileflettede panel er her vist i en usædvanlig kort version, måske af hensyn til tegningens format. Panelet ledte ålene mod dybere vand, og her førte et tragtformet net dem ind i en ruse. I dette tilfælde var konstruktionen forsynet med en gangbro, der gjorde det muligt at tømme fælden også i tilfælde af dårligt vejr.

De gamle jægere foretrak at fremstille stammebådene af lindetræ, men i bondestenalderen blev el og eg mere almindelige.

Længden var ofte tæt på 10 m., bredden afhang af træstammens diameter, men måske fra 0,5 til 0,8 m. Sidernes tykkelse blev bearbejdet ned til 1-2 cm's tykkelse, mens bunden var 3-5 cm tyk. Stævnen var spids, og agterspejlet var skåret lige af og lukket med et skot. Denne løse skot-plade blev fæstnet til bådens inderside ved hjælp af dyvler og tætnet med harpiks, beg eller tjære, måske fremstillet ved forsigtig opvarmning af birkebark. Egenvægten har været omkring 250-350 kg.

Stenalderens Danmark var langt mere vandrigt end nutidens. Der var små søer, moser og lavvandede fjorde overalt, og åerne var ikke rettet ud, som de er i vore dage. Det har været ganske bekvemt at sejle fra det ene fangst-område til det andet, således at man slap for at bære alt udstyr på ryggen gennem ufremkommelige skove og moser. Man medbragte også gløder til et bål, som man kan se af brandpletterne i bunden af de fundne stammebåde.

Stammebåden fra Broksø er fundet i Holmegårds Mose på syd Sjælland. Båden er fra begyndelsen af bondestenalderen, det vil sige cirka 3.500 f.Kr. Den er fremstillet af egetræ og var 3,80 m. lang og 0,55 m. bred ved agterenden. Den kan ses på Nationalmuseet. Der er fundet flere stammebåde fra bondestenalderen i Åmosen på Sjælland nær Kalundborg.
Brudstykke af stammebåd Fund af stammebåd
Til venstre: Brudstykke af stammebåd fra bondestenalder fundet ved Korsør. Det har 22 reparationshuller for sammensyning, der vidner om indehaverens omhu for at holde fartøjet i brugbar stand. - Kalundborg Museum. Det var virkelig begyndelsen af en ny teknik, idet den senere hjortspringbåd fra jernalderen også blev syet sammen.
Til højre: Fund af stammebåd.

Hvis træet revnede, syede man skaden sammen og tætnede med beg eller ler. En rest af en stammebåd fundet ved Korsør havde for eksempel 22 reparationshuller for syning. Det indikerer iøvrigt at stenalderfolkene må have haft ganske stærke snore eller reb, måske fremstillet af bast, eventuelt fra det yderste sivæv i lindetræer - idag ville man bruge ståltråd til et sådant formål.

Men imidlertid - en stammebåd har en stabilitet, som kan sammenlignes med en kajaks. Dens evne til at rette sig op efter en krængning har været forsvindende. Den kan ikke have været velegnet til sejlads på åbent hav eller til brug for tungere arbejdsopgaver med for eksempel net, lange stager eller store pile-flettede dele til fiskeanlæg.

Der er ikke fundet rester af andre bådtyper fra bondestenalderen, men mange tror, at de må have haft nogle mere stabile bådtyper til sejlads på åbent hav og til arbejde med tungt udstyr.
Tømmer fra tidlig Engelsk bondestenalder fra Somerset Levels Pileflet fra husside fra fra tidlig Engelsk bondestenalder fundet ved Somerset Levels
Til venstre: Bearbejdede trædele i form af egeplanker, bjælker og lister fra tidlig engelsk bondestenalder fra Somerset Levels. Bemærk de tilspidsede ender, de runde huller, flade overflader, feder, noter og kærve. Bondestenalderens tømrere var fuldt ud i stand til at fremstille skelettet til en skindbåd.
Til højre: Pileflet fra husside fundet ved Somerset Levels i England. - Pileflet var en af bondestenalderens specialer, som de brugte til mange formål.

Den romerske digter Avienus citerede brudstykker fra en Punisk "periplus" (sejlanvisning) fra det sjette århundrede f.Kr, som beskriver et møde med indfødte Briter i skindbåde: "Til Oestrimnides (Scilly Islands) kommer mange initiativrige mennesker, som er beskæftigede med handel og som besejler det monster-fyldte ocean vidt og bredt i små skibe. De ved ikke, hvordan man bygger et skib af træ på den sædvanlige måde. Tro det eller ej, de laver deres både ved at sy huder sammen og udfører deres rejser på det åbne hav med dem."

Rekonstruktion af Irsk curagh
Irske historie interesserede sejler i en rekonstruktion af en Irsk curagh, som er en båd bygget op pileflet på spanter overtrukket af huder.

Også den Romerske historiker Plinius den Ældre har en henvisning til skindbåde. Han genfortalte i 77 e. Kr. oplysninger fra en tidligere historiker, Timaios, hvis originale værk er gået tabt. Historikeren Timaios skrev, at "der er en ø ved navn Mictis, som ligger seks dags sejlads indad fra Britanien, hvor tin er blevet fundet, og hvortil Briter krydser havet i både af vidjer dækket med påsyede huder." (Plinius, Natural Histories, IV, 14, 104). Det er ikke helt klart, hvad han mener med "indad", men måske mener han indad mod kontinentet, altså mod øst.

Selvfølgelig er her tale om beretninger, som er betydeligt yngre end bondestenalderen, men de giver alligevel et fingerpeg om, at der kan have været en oprindelig Europæisk tradition for at bygge skindbåde.

Stenalder bønderne brugte pileflet til mange formål, som for eksempel fiskeanlæg, ruser, hussider og sikkert også hegn. Stynede piletræer må have været et ganske almindeligt syn i bondestenalderen. Det har været en helt nærliggende ide at lave en båd af pileflet og beklæde den med huder, som man kender det fra den traditionelle irske curragh. De havde de teknologiske forudsætninger, de havde materialerne, og de havde behovet. Er det så ikke nærliggende at antage, at så har de nok gjort det?

Moselig

Vold har været en almindelig dødsårsag i bondestenalderen, at dømme efter de mange læsioner, som man kan se på skelet fundene. Livet var vanskeligt, og for nogle var det også kort og brutalt.

I to tilfælde tyder drabsmetoden på, at der er tale om personer, som er blevet ofret til guderne eller ånderne i mosen; idet de er blevet stranguleret.

Hovedet af kvinden fra Sigersdal Mose
Hovedet af kvinden fra Sigersdal Mose - Det store hul i kraniet er med stor sandsynlighed fremkommet i forbindelse med tørvegravningen.

Tørve-arbejderne i Sigersdal Mose i Nordsjælland stødte i 1949 på skelettet af en ung pige, der lå med en strikke om halsen. Hun lå delvist ned, med den ene fod siddende fast i dyndet i mosens bund, medens resten af kroppen var indlejret i tørvejord. Geologen Svend Thorkild Andersen, som kom tilstede, forestiller sig, at hun var blevet ført ud til stedet med en strikke om halsen, og derefter var blevet kvalt og kastet i den daværende sø. Hun var 18-20 år gammel, da hun døde. Tæt ved blev fundet endnu et skelet af en anden ung pige, som antageligt også er blevet ofret til ånderne i mosen samtidigt eller omtrent samtidigt. Den anden pige fra Sigersdal Mose blev omkring 16 år. Hendes dødsårsag kan ikke fastslås. Måske er hun også blevet kvalt. De to pigers kranier ligner hinanden, og de kan have været søskende. Nogle mener dog, at ihvertfald den ældste ikke var en kvinde, men en ung mand.

Da ihvertfald den ene af Sigersdal personerne blev kvalt, antager man, at der er tale om et offer til guderne eller mosens ånder. Tæt ved findestedet er der en stenlægning, og ikke langt derfra blev gjort et stort fund med 13 tyndnakkede økser. Derfor kan man formode, at denne lokalitet i Sigerdals mose har været et traditionelt offersted.

Ved Boelkilde på Als er ligeledes fundet et moselig fra bondestenalderen, som er kvalt forud for nedsænkningen i mosen. På grund af drabsmetoden mener man, at der på samme måde er tale om et offer til guderne.

Porsmose manden
Porsmose manden blev ramt af en pil i næsen da han bukkede sig forover i smerte over skuddet i brystet. Derfor sidder pilespidsen, som var han blevet ramt skråt fra oven.

I Porsmose ved Næstved fandt man i forbindelse med tørvegravning skelettet af en 35-40 årig mand, som døde omkring 3.500 f.Kr. Da han blev fundet i 1946 havde han stadig to pile i kroppen. En ben-pilespids havde ramt ham i hovedet skråt ovenfra og stak stadig nedad skråt gennem hans næsehule og den højre halvdel af hans overkæbe. Det har været ekstremt smertefuldt, men han må være blevet dræbt af en anden pil som havde boret sig ind i hans brystben. Måske har han krummet sig sammen af smerte efter den første pil, som ramte ham i brystet og blev derefter ramt af den næste pil i hovedet. Manden kan være blevet blev overrasket af sine modstandere, eller måske blev han henrettet. Efter drabet blev liget kastet ud i den daværende sø. Pilespidserne er af en type, som hører hjemme i Enkelt Grav Kulturen.

Der kendes trepanationer fra bondestenalderen. En trepanation er et operativt indgreb, hvor man åbner hovedskallen og blotlægger hjernen, således at man kan lette trykket i en blodansamling, fjerne bensplinter eller svulster. Mange trepanationer blev foretaget på venstre side af hovedet, hvor en stridsøkse ville ramme i nærkamp med en højrehåndet modstander. Der er flere eksempler på, at patienter har overlevet sådanne indgreb.
Kranie fra skelet fundet i mose ved Sorø Overarsknoglerne fra det andet skelet i mosen ved Sorø. Trepaneret kranium fra jættestuen ved Næs på Falster.
Til venstre: Kranie fra det første skelet fundet i mose ved Sorø med en 15 mm. trepanering midt på hovedet lidt til venstre og en 7 mm. i baghovedet til venstre. - Et hug med en stridsøkse vil typisk ramme i venstre side, når manden har været i kamp mod en højrehåndet modstander.
I midten: Overarms-knoglerne fra det andet skelet i mosen ved Sorø. Den venstre overarm er mindre end den højre og har været betydeligt deformeret.
Til højre: Trepaneret kranium fundet i jættestuen ved Næs på Falster - Knoglerne kan ses på Nationalmuseet.

I 1942 blev to skeletter fundet i en mose nær Sorø på Sjælland. Begges kranier har huller efter trepanationer. Midt på det ene kranie er et hul med en diameter på 15 mm. I forbindelse med trepanation ses en aflang nedtrykning af hovedskallen, som kan have været forårsaget af et slag med en stridsøkse. Årsagen til trepanationen kan således have været dette brud på kraniet; ved at skære et hul ind til hjernen, kan man have lettet blodtrykket og dermed reddet mandens liv. De skrå sider i trepanation viser tegn på heling, hvilket indikerer, at manden har overlevet sin skade. En anden og mindre trepanation er synlig længere tilbage på kraniet i venstre side. Dette hul måler 7 mm. i diameter.

Den anden persons venstre overarms-knogler er deformeret og meget kortere end den højre. Han har været invalideret, måske på grund af en skade i barndommen. Begge mænd blev nedsænket i mosen omkring 3.500 f.Kr.
Kranie fundet i en stengrav ved Keldrød på Midtsjælland. Tegning af kranie fundet i Jordehøj.
Til venstre: Kranie fundet i en stengrav ved Keldrød på Midtsjælland - Han har spor efter en læsion overvenstre øje og et ikke helet brud på kraniet i venstre side - fra 3.300 f.Kr.
Til højre: Tegning af kranie fundet i jættestuen Jordehøj ved Stege. Personen, sikkert en mand, har øjenbrynsbuer, som de gamle jægere og mange nulevende mænd, men ikke specielt skrånende pande.

Tandlægeteknik i stenalderen. På et kranie fundet i jættestuen Hulbjerg ved Bagenkop på Langeland kan man se at en tand er blevet rodbehandlet; den har også skiftet farve som rodbehandlede tænder gør. Iøvrigt ses det at tænderne er meget slidte. - Langelands Museum.

I en stengrav ved Keldrød på Midtsjælland har man fundet kraniet af en mand, som var 35-40 år, da han døde omkring 3.300 f.Kr. Som mange andre af bondestenalderens mænd bærer han spor af at have deltaget i hårde kampe. Over højre øje har han et mærke efter at være blevet ramt af et stumpt våben, sikkert en stridsøkse, men såret er helet, og han må have levet videre endnu nogle år. Imidlertid fik han senere et slag i venstre tinding, som gennembrød hovedskallen. Man har forsøgt at redde hans liv ved trepanering, men bruddet er ikke helet, og han må være død kort tid efter.

I Jættestue på Langeland fandt arkæologer et kranie med tegn på verdens ældste kendte tandbehandling. Man havde med et flintebor boret ind og punkteret en rodbetændelse.

Det ses, at tragtbægerfolkets kranier er meget lig moderne etniske danskeres, umiddelbart synes frekvensen af den typiske "Cro Magnon" type at være blevet noget mindre siden Ertebølle tiden, hvad det så kan skyldes.

Studier af tidlige centraleuropæiske bondesamfund viser, at døden var en hyppig gæst på bondestenalderens bopladser. Levende-fødte kunne forvente at opnå en gennemsnitlige alder mellem 20 og 35 år. Kun 30-40% nåede voksenalderen, resten døde enten ved fødslen eller i løbet af de første tyve leveår. Der er ingen grund til at tro, at det ikke også skulle have gyldighed for Danmarks befolkning i bondestenalderen.

Nogle har beregnet at befolkningsstørrelsen i denne periode i Danmark kan have været mellem 100.000 og 200.000 mennesker.

Sarup Anlæg

Ved landsbyen Sarup mellem Faaborg og Assens blev i 1967 opdaget et meget stort anlæg fra den tidlige bondestenalder. Et sandet næs mellem to vandløb har været indhegnet af en omkring 3 meter højt og 572 meter lang palisade lavet af 1.800 spaltede egestammer hver på 30-40 centimeters tykkelse. Det indhegnede område var på 8,5 hektar, hvilket svarer til 7-8 fodboldbaner.
Sarup I
Sarup I.

Der var en afskærmet indgang til det indhegnede areal kun 1,4 m. bred. Hele vejen langs ydersiden af den lange palisade har der været opbygget 19 firkantede indhegninger, også opbygget af palisader.

På arealet udenfor har der været huse og et system af dobbelte grøfter eller aflange gruber. Desuden har der været andre paralelle rækker af palisader, som måske har markeret adgangsveje eller markeret grænser mellem arealer beregnet for forskellige formål. I bunden af de aflange gruber er gjort fund af potteskår, hele krukker, kranier af kvæg, får eller svin, plus menneskelige kranier, dele af sådanne og andre knogler.

Sarupanlægget er fra begyndelsen af bondestenalderen omkring 3.400 f.Kr. lige efter overgangen fra Ertebølle jægerne til bondesamfundet, da der stadig var store skove og dermed rigeligt tømmer.

Rekonstruktion af Sarup I
Rekonstruktion af Sarup I.

Professor Niels H. Andersen fra Moesgård Museum skriver: "Hele Saruppladsen var omkranset af et tre meter højt palisadehegn lavet af egetræsstammer. Der er ikke gjort nogen fund inden for hegnet, men masser udenfor. Jeg forestiller mig derfor, at man måske ikke har turdet gå derind. Fordi det har været reserveret for døde sjæle som et led i en begravelseskult."

På den udvendige side, men tæt på palisaden, blev fundet mængder af keramik, brændte knogler - herunder menneskeknogler, brændte sten og trækul fra ildsteder.

"Bønderne fra Sarupområdet er nogle af Danmarks første fuldtidsbønder." fortsætter Niels H. Andersen, "Sarup-pladsen har været enormt krævende at bygge og viser et stort overskud. Det har krævet mindst 170 mands arbejde i fuld tid i tre måneder, hvor mændene har skullet frigøres fra deres andre pligter."

Meget tyder på, at de afdøde blev midlertidig begravet i de aflange gruber udenfor palisaderne. Her lå de, indtil kødet var rådnet bort. Måske for at beskytte de levende mod truslen fra de dødes ånder, når de løsrev sig fra deres jordiske legeme og søgte mod dødsriget. Pladsen inden for hegnet tilhørte de dødes sjæle. Under en senere begravelsesfest hentede de pårørende knoglerne op fra gruberne og anbragte dem i slægtens nybyggede gravmonumenter, som var stendysserne nær bopladsen.

Rekonstruktion af indgangsparti til Sarup I
Rekonstruktion af indgangen til Sarup I set indefra. Efter N. H. Andersen 1988.

150 år senere, omkring 3250 f.Kr. blev et andet og mindre anlæg bygget ved Sarup (Sarup II). Det havde form af en halvmåne, som afgrænsede et areal på cirka 3,5 hektar på sydspidsen af det sandede næs. Konstruktionen omfattede også et palisade hegn, firekantede palisade-indhegninger langs ydersiden, og to parallelle rækker af grøfter udenfor indhegningen. I denne periode blev jættestuerne bygget, og der blev fremstillet keramik af meget høj kvalitet, som blev ofret foran gravene.

Siden opdagelsen af Sarup anlægget er der i hele Europa fundet 800 lignende anlæg. Alene i Danmark kender vi 30 sådanne anlæg blandt andet ved Haderslev, Jægerspris og ved Skævinge i Nordsjælland. Et cirkulært Sarup lignende anlæg ved Goseck i Midttyskland fra omkring 3.000 f. kr. var konstrueret således, at en person placeret i centrum ved vintersolhverv kunne se solen stå op gennem den ene åbning se den gå ned gennem en anden åbning.

Langhøje, Runddysser, Langdysser og Jættestuer

Tragtbæger-kulturens mange forskellige gravanlæg kan ses overalt i det Danske landskab, sammmen med den senere bronzealders gravhøje.

Langhøjen Givehøje
Langhøjen Givehøje ved Silkeborg

I den tidligste Tragtbægerkultur byggede stenalder-bønderne langhøje. På denne tid var der stadig udstrakte skove i Danmark, og der var derfor rigeligt med tømmer. Derfor byggede de langhøjene af træ og formentligt græstørv. De kunne være op til 90 m. lange og 14 m. brede. De er som regel orienterede i øst-vest retning. Her er fundet begravelser af døde fra alle aldersgrupper, lige fra spædbørn til ældre mennesker på 50 til 60 år.

Der kendes omkring hundrede af denne type gravhøje i Danmark.

De synes ofte at have været opført i flere omgange. Der kan stå pælerækker på tværs af højene sikkert for at forhindre at jorden skred sammen. Højens østende har været forsynet med en slags facade opbygget af tømmer. Her er ofte fundet mange potteskår, som indikerer, at der har været udført begravelses ceremonier.

Adskillige træk fra ved disse grave fra bondestenalderens første tid peger bagud mod jæger-stenalderen. Flere personer kan være lagt i samme grav overdrysset med okker, således som det havde været skik i jæger-stenalderen. Op til fem personer kunne blive begravet i samme grav.

Grundplan for Porskær Stenhus tegnet af A.P. Madsen
Grundplan for runddyssen Porskær Stenhus tegnet af A.P. Madsen i år 1900. Gravkammeret er placeret i østsiden. Det antages, at der oprindeligt har været flere gravkamre.

Senere, da forsyningerne af tømmer blev mindre rigelige, gik man over til at bygge grave opbygget af store sten (megalitter), som kaldes dysser.

Alle de tusindvis af dysser, som stadig kan ses i landskabet, blev bygget i løbet af en relativ kort periode, nemlig fra 3.500 til 3.200 f. Kr. Egentligt lidt på samme måde som de danske landsbykirker, der også blev bygget i løbet af nogle få hundrede år i den tidlige Middelalder under en religiøs vækkelse. Og noget på samme måde som de mange bronzealderhøje, der blev opført blot i den tidlige del af bronzealdereren, som er en periode på 5-600 år.

Det er anslået, at i denne periode blev opført mindst 25.000 dysser. Man må nok sige, at de repræsenterede et ret ødselt forbrug af arbejdskraft og god landbrugsjord; især når man tager i betragtning at fyldet på en dysse med stor sandsynlighed var græstørv, som blev skrællet af de nærliggende marker.

Idag kendes kun omkring 700 jættestuer og cirka 4.700 stendysser. Heraf ligger godt de 2.500 som synlige, fredede fortidsminder i landskabet.

Man skelner mellem runddysser, som er omgivet af en cirkulær kreds af randsten, og de lidt senere langdysser, som er omgivet af en oval kreds af randsten.

Poskær Stenhus
Runddyssen Poskær Stenhus på Djursland. Den består af et stenkammer omgivet af en cirkulær kreds af store randsten. Bemærk at den jord, som oprindeligt dækkede stenkammeret, er fuldstændig forsvundet.
Man kan ikke med sikkerhed vide om stendysserne oprindeligt var overdækkede med jord eller græstørv, men det forekommer usandsynligt at stenalderbønderne har ladet dysserne stå udækkede på bar mark, således at dyr kunne trænge ind til forfædrenes bene.

Da digteren Grundtvig besøgte stendyssen i Gunderslev Skov i 1808, blev han så betaget af synet, at han kastede sig ned og priste Asernes alter. Kort forinden havde Grundtvig nemlig afsluttet sin bog "Nordens Mythologi eller Udsigt over Eddalæren", og han var overbevist om, at han stod over for en af den nordiske mytologis synlige mindesmærker. Han skrev et digt om sin oplevelse, som hed "Gunderslev Skov", i hvilket det blandt andet lyder:

"Til det hellige fra Nord
leder kun de dunkle Spor
Hvad løfter sig hist?
O, er det ej Altrets mossede Stene."

Dengang troede man, at dysserne var hedenske offeraltre, men siden er man blevet klar over, at der i stedet er tale om gravsteder fra bondestenalderen.

Langdyssen ved Rise på Ærø
Langdyssen ved Rise på Ærø. Flere kamre er omgivet af en oval kreds af randsten. Jorden, som oprindeligt dækkede kamrene er forlængst forsvundet. - Tegning fra det tyvende århundredes begyndelse.

Siden digterens besøg har dyssen i Gunderslev Skov haft navnet Grundtvigsdyssen.

Saxo Grammaticus skrev i sin fortale til Gesta Danorum (Danernes Bedrifter): "I gamle Dage maa Danmark være blevet bebygget og opdyrket af et Slags Jetter, thi det kan man se paa de uhyre store Stene over Grav-Kjældrene og Jette-Stuerne".

Oprindelig må stenkamrene have været dækket af en høj af græstørv og jord, således at de var underjordiske kamre. Men i løbet de forløbne 5-6.000 år har regn, sol og vind gjort deres arbejde, og idag står stenkamrene nøgne, og de er det visuelt karakteristiske træk ved dysserne.

Man kan ikke vide med sikkerhed om de var dækket med jord, men det forekommer ikke sandsynligt at stenalder folket har ladet dysserne stå udækket på bar mark, således at dyr kunne trænge ind til forfædrenes hellige knogler.

Foran dysser og jættestuer ofrede stenalderbønderne mængder af mad og drikke i fornemme lerkar. Foran en jættestue nær Sarup var for eksempel ofret mindst 350 lerkar, som blev fundet i form af 26.000 potteskår.

Disse ofringer ophørte ret pludseligt i tiden omkring 3.000 f.Kr. Derefter blev det især redskaber af flint, som blev båret frem ved begravelses ceremonierne. Det kunne være flintøkser, flintmejsler og flintflækker, tilsyneladende uden nogen bestemt orden. Men tit var det redskaber, som var helt ødelagt af ild.

De første sten-dysser var ganske små, og ofte med et lukkede firkantede gravkamre; gravhøjene var næsten cirkelrunde og de kaldes derfor rund-dysser. Højene omsluttes af en cirkulær stenrække langs højfoden, som kaldes randsten.

Grundplaner for danske rund- og langdysser
Grundplaner for nogle danske rund- og langdysser samt langhøje på Mols, Slots Bjergby, Stenstrup, Alsberg, Sønderholm og Gunderslevholm.

I løbet af de følgende århundreder udviklede dysserne sig til store mangekantede gravkamre med tilstødende gange gennem den omsluttende jordhøj. En meget almindelig type er lang-dyssen, som havde en oval jordhøj. De kan udmærket kun indeholde et enkelt langt begravelses-kammer, men som regel er der flere, som måske er tilføjet løbende. Også langdysserne omsluttes af randsten langs højfoden.

Runddysserne og langdysserne blev formentligt alle oprindelig opført som grave for enkelte betydningsfulde personer. Imidlertid er gravkamrene i langdysserne og de mangekantede dysser næsten altid blevet genanvendt til nye begravelser; herved blev tidligere begravelser og gravgaver skubbet til side og ofte helt fjernet fra gravkammeret. De skeletter og gravgaver som findes i dysserne repræsenterer således ikke nødvendigvis dem, som oprindelig byggede dem.

Omkring 3.100 f.Kr. videre-udviklede stenalderbønderne dysserne til de store jættestuer bygget af meget store sten. I forhold til de tidligere dysser har jættestuen et langt større og mere rummeligt gravkammer, hvortil der er adgang gennem en gang. Langs denne yderside er der placeret mægtige randsten.

Jættestuerne er bygnings-mæssige mesterværker. Konstruktionen er så gennemtænkt, at de har kunnet stå i god stand indtil nutiden. Modsat rund- og langdysserne er jorden, som dækker gravkammeret, stadig på plads på trods af at sol, vind og regn har påvirket anlægget i 5.000 år.
Jættestuen Mårhøj på Hindsholm Det indre af Jættestuen Mårhøj
Til venstre: Jættestuen Mårhøj på Hindsholm nord for Kerteminde. Bemærk at gravkammeret stadigt er dækket af en jordhøj, som dengang den blev bygget for 5.000 år siden. Det er et fornemt stykke ingeniørarbejde.
Til højre: I det indre af jættestuen Mårhøj ses det at mellemrummene mellem sidestenene er muret op med flade skifersten.

Konstruktionens modstands-dygtighed mod tidens tand skyldes en række geniale detaljer: Mellemrummene mellem bærestenene var muret til med flade fliser af sandsten. Mellem disse var der tætnet enten med ler, med en kridtholdig masse eller med flager af birkebark. Ydersiden af kammeret var gjort vandtæt med ler og et lag af knust flint. Mellemrummene mellem kammerets dæksten var tætnet først med stenpakninger og knust flint, derpå var lagt et lag af ler, der igen var dækket af stenfliser. Selve højens ydre overflade var dækket af sten for at gøre den vand-afvisende og give den styrke. Mellemrummene mellem randstenene blev også muret op med flade stenfliser, og derved hindredes højen i at skride ud.
Byggemetode for Jættestue Mårhøj indvendig
Til venstre: Forslag til byggemetode for jættestue.
- Men måske ikke helt realistisk, fordi opfyldningen mellem sidestenene kan være for blød for en belastning med et to-cifret antal ton.
Til højre: Det indre af jættestuen Mårhøj nord for Kerteminde.

Jættestuerne er også meget omhyggeligt konstrueret med hensyn til styrken. Sidestenene hælder således svagt indad mod kammeret, for at de bedre kan modstå vægten af de store overligger-sten.

En meget stor dæksten kan måle måske 2,5*2,0*1,0 m. i længde, bredde og tykkelse, hvilket giver et volumen på 5,0 kubikmeter. Da vægtfylden af granit typisk er 2,75 ton per kubikmeter, giver dette en vægt på omkring 13,8 ton.

I modsætning til rund- og lang-dysserne var Jættestuerne fra begyndelsen bygget til at være fællesgrave. I jættestuen Rævehøj ved Slagelse fandtes for eksempel skeletdele fra mere end 100 personer. Flere steder ses rumopdelinger i kammergulvet, som sikkert var forbeholdt særlige personer. Tilsvarende har 29 af de ca. 700 danske jættestuer små tilstødende gravkamre, der blev opført samtidig med hovedkammeret. Det store jættestuekammer kan også være opdelt i to separate kamre af en tværmur og med hver sin indgang. De kaldes dobbeltjættestuer. Et eksempel på dette er Troldestuerne på Sjællands Odde.

Samfundet, Huse og Veje i Bondestenalderen

Bondestenalder bebyggelse i Østjylland Stendysse på Mols
Til venstre: Bondestenalderens bebyggelse i Østjylland - Gyldendals og Politikkens Danmarkshistorie 1.
Til højre: Stendysse på Mols med udsigt over Kalø Vig.

Dysserne var forfædrenes grave, som legitimerede en stammes ejendomsret over netop dette stykke land. Hvad kan være mere tungtvejende end den kendsgerning, at her hviler forfædrenes bene, her har vi altid boet, og derfor tilhører dette land os, som det altid har gjort!

Man har foretaget en særlig grundig undersøgelse af området mellem Horsens Fjord og Århus for bosættelser, grave og Sarup lignende anlæg.

Som de gamle jægere syntes stenalderbønderne også at have haft en forkærlighed for at leve med udsigt til havet. Som man kan se, lå gravene og bopladserne alle i nærheden af havet, åer eller store søer. Landets indre synes at have været mere eller mindre ubeboet. Stendysserne ligger næsten alle på højdedrag med udsigt over havet. I gennemsnit er afstanden fra en dysse til åbent vand omkring halvanden kilometer. Selv meget grundige undersøgelse har ikke kunnet afsløre grave eller bebyggelser i de tomme indre områder.

Fra Horsens til Århus er der fundet syv Sarup lignende anlæg, som også kaldes samlingspladser. Det synes som om, at til hvert Sarup anlæg knytter sig 2-4 helårsbopladser og et større antal midlertidige fangst-bopladser. Man kan forestille sig at bygder, som var fælles om et Sarup anlæg, havde en fælles idenditet; de var en stamme med et særligt navn, som måske regnede sig selv som efterkommere efter en berømt forfader. Stammens område var defineret af naturlige grænser, såsom åer, bække, moser, fjorde eller højdedrag.
Rekonstruktion af et af husene fra Limensgård Tværsnit af hus fra Limensgård
Til venstre: Rekonstruktion af et af husene fra Limensgård under opførelse.
Til højre: Tværsnit af hus fra Limensgård.

Ved Limensgård på det sydlige Bornholm har man udgravet hustomter fra flere forskellige dele af bondestenalderen. Bedst bevarede var resterne af 14 langhuse fra 2.350-1.700 f.Kr. Det største har en længde på 44 m. og en bredde på 8 m. hvilket giver en grundplan på mere end 350 m2. Huset var orienteret øst/vest med bolig i den vestlige ende og antagelig stald i den østlige ende.

Taget var understøttet af en række kraftige stolper langs midten af huset, desuden var der i nogle af husene en række tagbærende stolper i begge sider omkring en meter fra væggene. Væggene bestod af lerklinet pileflet. Man antager at langvæggenes sidehøjde har været ganske lav, måske mindre end en meter. Der har sikkert også været et ildsted og en dør, men det har det ikke været muligt at påvise. Det antages at taget har været beklædt med strå.

Danmarks første hjul
Danmarks første hjul fra Kideris Mose ved Herning fra ca. 2.700 f.Kr. Denne type hjul kaldes skivehjul, modsat hjul med eger. Det var fremstillet af nogle få sammenføjede planker, hvor navet var en del af skiven. Der er fundet ialt tre hjul fra bondestenalderen på Herning egnen. Diametrene er fra 73 og 78 cm. Skiverne er tykkest ved midten nemlig 6 til 9 cm. omkring navhullet, ud mod periferien er de 4-6 cm. tykke. Selve kanten eller skal vi sige slidbanen er 2-3 cm bred.

Danmarkshistoriens første hjul blev i 1933 og 1940 fundet i Kideris og Bjerregårde Moser ved Herning. De er fra ca. 2.700 f.Kr. Der er tale om såkaldte skivehjul, hvilket vil sige, at det grundlæggende er et stykke fladt træ, som er rundt. Det kan være sammenføjet af flere planker, da et så stort stykke træ ellers nemt kan flække. Først senere i historien opfandt man rigtige moderne hjul, som er bygget op af nav, eger og fælg. En forudsætning for at en vogn med hjul kan være en fordel er, at den har tilstrækkelige jævne og flade områder at operere på, fri for træer og store sten, og det opstod først i bondestenalderen.

I Slesvig-Holsten har man fundet spor af vognhjul under en udgravet gravhøj fra omkring 3.500 f.Kr. I Holland er fundet mindst 9 hjul fra bondestenalderen.

I Ellemosen ved foden af Tibirke Bakker i Nord Sjælland fandt man i 1940'erne en 150 m langt vejanlæg fra 2.800 f.Kr. Nogle pæle var slået ned i den bløde jord i to parallelle rækker. De var spinkle og lavet af hassel. De har formentlig fastholdt en vejbane af flettede rismåtter lagt ud på mosefladen.

Stendynge-grav under udgravning
Stendynge-grav under udgravning.

Nogle forskere sætter hjulets og vognens udbredelse til Nordeuropa i forbindelse med de snorekeramiske kulturers (enkeltgravs-kulturen i vest Jylland) spredning. En historiker ved navn Marstrander mener, at det er nærliggende at antage, at brugen af vognen hørte med til de kultur-elementer, som enkeltgravsfolket bragte med sig, da de indvandrede til Jylland. Selv om en større indvandring af enkeltgravsfolk er blevet betvivlet i de senere år, kan vogn og hjul have været en del af den kulturpåvirkning, som var resultatet af enkeltgravs-kulturens opdukken.

I Vest Jylland finder man de såkaldte stendyngegrave, som ligger i lange rækker, sikkert langs datidens veje. Ved Torsted syd for Holsterbro har man udgravet 91 stendyngegrave, som lå i en 1.200 m. lang række. Ved Vrou syd for Skive har man udgravet en række, som var næsten to kilometer lang. Man har dog aldrig fundet nogle menneskeknogler under stendyngerne, så man kan ikke være helt sikker på, at det virkelig er grave. I enkelte tilfælde har man fundet nogle okseknogler. Claus Deluran har foreslået, at stendyngerne er symbolske oksekærrer. Man kan forestille sig at stenalderbønderne har været facineret af det nye transportmiddel med hjul på samme måde, som vi idag er facineret af automobiler. De har måske tænkt, at når de en dag skal fare til himmels, skal det være i sådan en nymodes oksekærre.

Den Grubekeramiske Kultur

Bondestenalderens perioder
Grubekeramikerne levede samtidig med den dominerende Tragtbægerkultur.

Den grubekeramiske kultur er opkaldt efter deres specielle dekoration af deres keramik. Måske for at imødegå at lerkarrene revnede blev de prikket med en træpind eller lignende. Som de gamle jægeres lerkar havde de spids bund, så de kunne kiles fast mellem nogle sten nær bålet.
Fundsteder for den grubekeramiske kultur i Danmark Grubekeramiske pile- eller spydspidser
Til venstre: Fundsteder for den grubekeramiske kultur i Danmark - det er navnligt omkring Kattegat.
Til højre: Grubekeramiske spyd- eller pilespidser med skafttunge design. - Måske er det en slags spydspidser, de synes at være ret tunge for pilespidser.

Kulturen kendes fra den Svenske østkyst, egnen omkring de store svenske søer, syd Norges kyst og den Danske Kattegat kyst.

Grubekeramikerne levede samtidig med det dominerende tragtbæger folk i et ret kort tidsrum mellem 3.100 og 2.900 f.Kr.

De var højt specialiserede kystjægere og levede fortrinsvis af havjagt og fiskeri. I Danmark syntes indsamling af skaldyr at have spillet en betydelig rolle. En mængde skaller af blåmuslinger, hjertemuslinger, østers og forskellige snegle er fundet på deres bopladser. Analyse af knoglemateriale fra bopladser i Sverige viser, at fiskeri og sælfangst har spillet en stor rolle. De holdt nogle husdyr, særligt svin.

De brugte specielle spydspidser af flint, fiskekroge og harpuner af ben og tak med modhagere.
Potteskår med de karakteristiske gruber Grubekeramisk skafttunge-pilespids
Til venstre: Potteskår med de karakteristiske gruber.
Til højre: Grubekeramisk skafttunge-pilespids.

Ejendommeligt nok brugte de skafttunge-pilespidser, som ikke var set i Danmark siden Bromme jægerne jagede rensdyr under Allerød varmeperioden ved Weichel istidens slutning.

Som Ertebølle jægerne smykkede de sig med tandperler -fra sæler.

Nogle Svenske forskere mener at grubekeramikerne var folk, som havde påbegyndt agerbrug, men opgav det igen. Andre mener at grubekeramikerne var efterkommere af Ertebølle tidens kystjægere, som blot havde bibeholdt deres traditionelle levevis med jagt og fiskeri. Atter andre foreslår, at de var et helt nyt og hidtil ukendt folk.

Enkeltgravskulturen

Enkeltgravshøje i landskabet ved Almind syd for Viborg Enkeltgravshøje i landskabet ved Almind syd for Viborg.

Enkeltgravskulturens gravhøje ses særligt i de jyske hedeegne, hvor de kan danne lange højrækker. Kulturen fremkom i vest jylland omkring 2.800 f.Kr. Målinger på Grønlandske iskerne boringer fra indlandsisen viser, at der på dette tidspunkt indtrådte et markant fald i temperturen til under nutids-niveau. Det syntes at have været begyndelsen til en slags "Lille Istid", der strakte sig over de næste cirka 300 år.

Tidligere daterede man Enkeltgravs-folkets ankomst til vest Jylland til at have fundet sted omkring 2.000 f.Kr, hvilket mentes at have været samtidigt med Ariernes invasion af Indien. Derfor antog man Enkeltgravsfolket for at være selve Indo-Europæerne, Arierne eller Ur-Germanerne.
Keramik fra Enkeltgravskulturen med den typiske snore-dekoration Gravgaver fra fra en Enkeltgravs grav ved Lærkeholt nord for Bryndum
Til venstre: Keramik fra Enkeltgravskulturen med den typiske snore-dekoration, som også kendes nede fra det samtidige Europa. - Herning Museum.
Til højre: Gravgaver fra fra en Enkeltgravs grav ved Lærkeholt nord for Bryndum - Bemærk pilespidserne af tværpil typen, som også blev brugt af både Ertebølle og Tragtbæger kulturerne. Bemærk også "stridsøksen", som mere beskrivende kunne kaldes en stridshammer, da den på ingen måde er skarp.

Mange mener, at Enkeltgravsfolket repræsenterer en indvandring fra den samtidige Europæiske snorekeramiske kultur, fordi deres deres keramik også er dekoreret ved hjælp af snor. Den Europæiske snorekeramiske kultur blev navnlig tidligere anset for at være selve Indo-Europæerne.

Enkeltgravsfolket bosatte sig i vest Jylland, som kun havde haft begrænset interesse for Tragtbægerfolket. Tilsyneladende havde den sandede jord stort set ligget øde hen, indtil de nye indvandrere ankom.

Enkeltgravskulturen kaldes også stridsøksekulturen. I denne periode var stridsøksen, som måske retteligt burde kaldes stridshammeren, fortsat et meget vigtigt våben og statussymbol for mænd. Ganske som det havde været det for Tragtbægerkulturens mænd.

Udbredelsen af henholdsvis tragtbægerkulturen og Enkletgravskulturen
Udbredelsen af henholdsvis Tragtbægerkulturen og Enkeltgravskulturen - Tegning af Claus Deluran i "Danmarkshistorie for Folket" 2. del.

I 1880'erne fandt fritidsarkæologer ved Itzehoe i Holsten nogle små, lave gravhøje med en hidtil ukendt type grave. Den daværende leder af det arkæologiske museum i Kiel, Johanna Mestorft, holdt nogle foredrag om dem. Hun sendte et brev til Nationalmuseets direktør, Sophus Müller, og opfordrede ham til at eftersøge den nye type grave nord for Kongeåen.

Kaptajn A. P. Madsen undersøgte i de følgende år flere hundrede af denne slags gravhøje i Jylland. De nye grave var helt forskellige fra de allerede kendte stendysser og jættestuer. De kunne påvises i hele Vestjylland helt op til Lemvig. De blev døbt enkeltgrave.

En sådan gravhøj består typisk af flere enkelte grave. I bunden er der en "undergrav" gravet ned i jorden og dækket af en lille høj, på hvilken en følgende "bundgrav" blev placeret og forseglet med endnu en høj, og over denne findes ofte endnu en "overgrav".

I 1898 kunne Sophus Müller fremlægge resultaterne af undersøgelserne indtil da. Han var ikke i tvivl om tolkningen. Enkeltgravene stammede fra en fremskreden del af bondestenalderen. De var helt forskellige fra alt, hvad man tidligere har kendt af gravhøje. Jættestuerne og enkeltgravene måtte repræsentere to forskellige folkeelementer. "Enkeltgravene er Spor efter nye, sydfra kommende Stammer", mente han. Dermed var bolden givet op til et af dansk stenalderforsknings klassiske diskussionsemner, nemlig om enkeltgravskulturen i vest Danmark repræsenterede en indvandring, eller om det blot var en videreudvikling af Tragtbægerkulturen.

Kvindebevægelsens opfattelse af Enkeltgravskulturen
Kvindebevægelsens opfattelse af Enkeltgravskulturen. - Tegning af Claus Deluran i "Danmarkshistorie for Folket" 2. del.

Forfatterinden Thit Jensen, som var en søster til Johannes V. Jensen, tog bolden op og beskrev, hvorledes de kolde og hårde patriarkalske indo-europæere ankom til Danmark sydfra og ødelagde de oprindelige danske stenalderbønders naturlige og harmoniske matriarkalske samfund. Hendes visioner blev flittigt brugt af 70'ernes kvindebevægelse.

Det skal understreges at Thit Jensens roman om materiarkatet på Fur er fuldkommen fiktion. Der er intet, absolut intet, som indikerer at tragtbægerkulturens samfund blev ledet af kvinder. Det kan heller ikke på nogen måde konstateres, hvilket sprog indvandrerne talte.

I begyndelsen af det tyvende århundrede troede man, at enkeltgravsfolket ankom til Jylland omkring år 2.000 f.Kr. Man mente, at det var cirka samtidigt med Ariernes invasion af Indien. Derfor opfattede man enkeltgravsfolket som selve Arierne, Indo-Europæerne eller Urgermanerne. Først i slutningen af århundredet fik man en mere nøjagtigt kulstof 14 datering, som tidsfæstede enkeltgravskulturen til 2.800 - 2.400 f.Kr.

I enkeltgravskulturen var det skik at begrave de døde liggende på siden med knæene trukket op. Mænd blev lagt på højre side med ansigtet mod syd, mens kvinder lå på venstre side ligeledes med ansigtet mod syd. Over gravene blev opført en lille høj. I mandsgravene finder man typisk en økse af flint eller bjergart, som er nedlagt foran den dødes ansigt, samt ravsmykker af store ravklumper. I kvindegravene finder man derimod ravperler, som den døde har båret som en halskæde. En sådan kvindegrav med ikke færre end 720 ravperler blev fundet ved Klelund mellem Kolding og Esbjerg. Så selv om stenalderbønderne omkring Klelund boede langt fra havet, har de haft adgang til rav i store mængder. Ravperler var som bekendt også meget vigtige for Tragtbægerkulkturen.
Typiske gravgaver fra Enkeltgravskulturen med typiske snore-dekoration Gravfundet fra Klelund
Til venstre: Typiske gravgaver fra Enkeltgravskulturen. De er ikke meget forskellige fra Tragtbærer kulturens våben og smykker. Begge kulturer brugte ravperler, stridsøkser og slebne flintøkser. De to store ravklumper er dog karakteristiske for mandsgrave fra Enkeltgravskulturen. Bemærk også den karakteristiske snore-dekoration på lerkarret.
Til højre: Gravfundet fra Klelund var usædvanligt rigt. Billedet viser kun nogle af de 720 ravperler.

På grund af Vestjyllands kalkfattige jord er der ikke efterladt organiske spor af de afdøde, men en gang imellem lykkedes det arkæologerne ved omhyggelig pensling at finde en misfarvning, skyggen af den døde på gravens bund - ellers er alle skeletter forsvundet i det vestjyske sand. Men ud fra gravgaverne kan man konstateres, om der er tale om en mands- eller kvindegrav.

Begravelsen ved Klelund var en sjælden dobbeltgrav med både en mand og en kvinde. Foruden ravperlerne havde kvinden fået et smukt ornamenteret lerkar med sig i graven. Manden havde to økser, den ene af dem var en smukt forarbejdet stridsøkse i bjergart.

Udgravninger på Herningegnen har vist, at nogle af de tidligste enkeltgrave er anlagt oven på bopladslag fra tragtbægerkulturen. Hvilket indikerer at Enkeltgravs-folket enkelte steder direkte har fortrængt Tragtbæger-folket.

Generelt kan man konkludere at Enkeltgravskulturen tidsmæssigt følger efter Tragtbægerkulturen. De nye gravformer og gravudstyr i det midt-, vest- og sønderjyske område skyldes ikke indvandring med en nådeløs og blodig etnisk udrensning af de gamle tragtbægerfolk som en naturlig følge, men en slags ekspansion ind i områder, som hidtil havde ligget øde eller tyndt befolkede hen. Det kan påvises at enkeltgravskulturen er i slægt med den samtidige europæiske snorekeramiske kultur, som dekorerede lerkar ved hjælp af snore.

Dolktiden

Fund af flint dolke i Danmark Hindsgavl dolken Til venstre: Fund af flintdolke i Danmark.
Til højre: Hindsgavl dolken har en klinge med mindre end 1 cm. tykkelse. Den er vort fineste eksempel på flintsmedenes fremragende teknik i Dolktiden. Den blev fundet omkring 1867 på Fænø i Lillebælt. Øen hørte til godset Hindsgavl, deraf dolkens navn.

Afslutningen af bondestenalderen betegnes Dolktiden og strækker sig fra 2.300 - 1.700 f.Kr. Perioden har fået sit navn på grund af de utroligt smukke, fladehuggede flintdolke, som der er fundet så mange af, særligt i Danmark. I intet andet Europæisk land er fundet så mange og så flotte flintdolke. De danske flintsmede har været dygtige og sikkert også professionelle.

I undergrundens kridtlag ved Skovbakken nær Hasseris ved Aalborg har man fundet spor efter en omfattende flintmine-drift. Der er ingen tvivl om at sådanne flintminer også fandtes andre steder i landet. Fra disse mine-områder spredtes flinten som halvfabrikata eller næsten færdige våben og redskaber udover hele landet. For at blive fuldt færdige våben har de kun krævet en afsluttende finbearbejdning, som blev foretaget lokalt, og det er forklaringen på at våbenudstyret havde en så ensartet udformning overalt.
Flintsegl fra Dolktiden - fundet ved Kalleshave Fladhugget pilespids fra Dolktiden fundet ved Espe nær Ringe på Fyn
Til venstre: Flintsegl fra Dolktiden fundet ved Kalleshave vest for Flensborg af Laurits Thomsen Pedersen - Foto: Steen Agersø.
Til højre: Fladhugget pilespids fra Dolktiden fundet ved Espe nær Ringe på Fyn.

Men spredningen af den danske flint rakte langt videre. Den nåede mod nord til den Skandinaviske halvø, og og den kom til Polen, Nord Tyskland, Holland og Øst England. Kontakten med omverden var i disse år betydelig, og det var gennem disse kontakter at det første metal kom til landet og dermed indledte en helt ny æra i Danmarks historie.

Skillelinien mellem den øst Danske Tragtbæger-kultur og den vest Jyske Enkeltgravs-kultur bestod fortsat op gennem Dolktiden og udlignedes først i Bronze alderen.

I Øst Danmark var man holdt op med at bygge nye Jættestuer, men man fortsatte i lang tid med at lægge de døde til hvile i de gamle gravanlæg.

I løbet af Dolktiden byggede man dog i Tragtbæger området nogle gravanlæg af en ny type, som kaldes hellekister, idet de var opbygget som et aflangt rum afgrænset af og dækket med store flade sten. Hellekisterne var dækket af en jordhøj, men uden en egentlig indgang, som jættestuerne havde det. Ved nye begravelser var man således nødt til at grave sig ned i højen og løfte en dæksten. Det synes som om, at man ved disse lejligheder har reorganiseret knogler fra tidligere begravelser. Forfædrenes kranier blev dog behandlet med en særlig respekt.
Udgravet hellekiste før dækstenene er taget af Hellekiste efter at dækstenene er taget af
Til venstre: Udgravet hellekiste før dækstenene er taget af. - fra Vibjerg nær Ølsted i Nordsjælland.
Til højre: Samme hellekiste efter at dækstenene er taget af. Som det ses rummede den flere begravelser.

Mange mener, at de kollektive begravelser i øst Danmark repræsenterer et kollektivistisk system, hvor slægten i fællesskab havde nedarvet jorden fra forfædrene. Derved blev religion, moral, landbrug, jagt og handel altsammen aktiviteter, som måtte finde sted i fællesskab indenfor slægtens rammer. Altså kort fortalt, de mener, at Tragtbæger kulturen var en slags kommunistisk samfund, hvor kollektiverne, slægterne, var de bærende enheder, helt modsat vort moderne individualistiske samfund.

I enkeltgravs-området i vest Jylland blev de døde derimod begravet enkeltvis, og de samme debatører mener derved at kunne se en langt større respekt for det enkelte individ.

Forfatteren mener, at det er noget politiserende sludder. Hverken i Øst- eller Vest-Danmark havde de i bondestenalderen noget velfærds-system, hvor anonyme skatteborgere støttede anonyme sociale klienter. Det var derfor utænkeligt for den enkelte ikke at støtte sig til, og selv understøtte et kollektiv, en slægt, et landsby-kollektiv, en stamme, et folk, eller lignende. Dette er selve ideen om samfund, som har bragt menneskene så langt, og som bygger på vore medfødte sociale egenskaber som grundlæggende sociale dyr.

Hvordan så stenalderbønderne ud?

I tidligere årtier har arkæologer og historikere taget det for givet, at landbruget blev indført i Danmark af et nyt indvandret folk, og de har undret sig over, hvor mon de gamle jægere blev af.

Var de blevet nådesløst udslettet af kulturelt og teknologisk overlegne indvandrere? Var de blevet reduceret til en ubetydelig minoritet af en mæslinge epidemi eller anden smitsom sygdom, som det skete for de nord Amerikanske indianere ved mødet med Europæerne. Blev de fåtallige jægere fortrængt og henvist til at leve et fattigt og nøjsomt liv i små fisker-landsbyer ved kysten? Blev de fordrevet til uvejsomme fjeldområder på den Skandinaviske halvø? Eller var bondestenalderens nye jordbrugere virkelig i hovedsagen efterkommere af de gamle jægere?

Rekonstruktion af pige fra bondestenalderen
Rekonstruktion af pige fra bondestenalderen - Ved bondestenalderens slutning har stenalderbønderne sikkert mindet meget om moderne typer - bortset fra at de har ikke været så høje.

Men de gamle jægere var med ret stor sikkerhed ikke sådanne primitive typer, som uden videre lod sig udslette eller fordrive. De var jægere, bevæbnet til tænderne med kraftige buer, og de havde tusinder af års erfaring i at slå ihjel.

Man kan ikke sammenligne situationen med de moderne Europæernes møde med de indfødte i andre verdensdele. Mulige indvandrere har ikke været overlegent bevæbnet, som det nittede århundredes Europæere var det. De kan ikke være ankommet i sådanne mængde som Europæerne gjorde til Amerika, da der ikke fandtes store skibe eller lignende samfærdselsmidler. De må nødvendigvis være ankommet i små spredte grupper gennem Europas uvejsomme bjerge, urskove og moser, trætte og desperate.

Men måske har jægernes problem været, at de ikke var særlig mange, de boede spredt og var sikkert splittede i forskellige rivaliserende stammer. Det har ikke været muligt fuldstændigt at modstå en indvandring.

I løbet af bondestenalderen voksede gennemsnitshøjden for mænd fra 165 til 176 cm. og for kvinder fra 152 til 162 cm. I det omfattende knoglemateriale er det også tydeligt at se, at i løbet af bondestenalderen blev både mænd og kvinder spinklere bygget. De karakteristiske "Cro Magnon" træk er mindre hyppige på kranier fra bondestenalderen end på materiale fra Ertebølle tiden - jeg tænker på skrånende pande, kraftige øjenbrynsbuer, kraftige kæber med videre.

Den oprindelige gennemsnits-højde på 165 cm. for mænd og 152 cm. for kvinder svarer meget godt til Ertebølle jægernes højde og støtter dermed teorien om, at Tragtbægerfolket i hvert fald oprindeligt var efterkommere af de gamle jægere.

Nogle mener at den forøgede gennemsnitshøjde var forårsaget af en bedre ernæring efter agerbrugets indførelse. Men lav vækst hos en befolkning skyldes meget ofte mangel på proteiner, og man kan jo ikke sige, at Ertebølle jægerne ikke fik tilstrækkelig med proteiner; de spiste jo stort set ikke andet. De har uden al tvivl opnået deres maksimale højde.

Rekonstruktion af stenaldermand
Rekonstruktion af en stenaldermand, som levede ved Spiennes i Belgien. Vingerne på hans hue er formentlig fri fantasi. Barbering med en stenflækker må have været en lidt blodig affære, så vi må tro at mændene har været skæggede. Da alle deres efterkommere i denne del af Verden har haft hvid hud, må vi tro at det havde de også. Men om deres øjenfarve og om de var lys- eller mørkhårede kan vi intet sige.

Alt dette må være genetiske ændringer, som nødvendigvis må bygge på en eller form for indvandring i løbet af bondestenalderen.

Det første kortskallede kranie i Danmark blev fundet i en jættestue på Sjælland nær landsbyen Borreby. Vi husker at jætterstuer blev bygget i den senere del af bondestenalderen.

I disse så politisk korrekte tider elsker vi at forestille os et harmonisk og fredeligt samliv mellem forskellige racer og kulturer. Men hvis en sådan paradisisk tilstand nogensinde har eksisteret, har det uden al tvivl været en rent forbigående undtagelse. I den virkelige Verden har de stærke overvundet de svage, slået mændene ihjel og avlet deres egne børn på kvinderne. Hvilket ville være en naturlig og oprindelig form for raceblanding.

Det kan slet ikke udelukkes, at det har været de oprindelige jægere, som har vundet de fleste konfrontationer med indvandrere, dræbt mændene og erobret de nyankomne gruppers fødedygtige kvinder. Måske har disse nye kvinder forekommet dem mere yndefulde, lattermilde og attraktive end deres egne mere maskuline typer.

Vi husker, at der har været en del fejltagelser i forbindelse med kønsbestemmelsen af skeletter fra jægerstenalderen. Man kan afgøre et skelets køn ved at måle størrelsen af lemmeknogler, kindtænder med videre, idet det antages, at kvinder er spinklere bygget og har mindre kindtænder end tilsvarende mænd. Men nogle af jægerstenalderens kvindeskeletter blev i første omgang fejlagtigt vurderet som mænd. De gamle jægeres egne kvinder syntes at have været nogle ret grove og mandhaftige typer.

En sådan seksuel præference ville have sat sine genetiske spor i befolkningen, således at ved slutningen af bondestenalderen har menneskene meget lignet vore moderne typer, måske knap så høje.

Tragtbægerkulturen var den dominerende og bærende kultur gennem hele bondestenalderen. Der har uden tvivl været mange indvandringer og invasioner, som jægernes efterkommere har afvist. Grubekeramikerne holdt kun stand i nogle få hundrede år. Kun Enkeltgravsfolket repræsenterede en blivende indvandring på den hidtil ubeboede Jyske hede.

Lars Løkke Rasmussen sammen med præsident Obama og hans hustru
Den Danske statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med den Amerikanske præsident Obama og hans hustru. Lars Løkke er en dygtig og seriøs politiker. Ligesom de gamle jægere er han ikke særlig høj.

De oprindelige jægeres gener findes stadig iblandt os. En af de gamle jægere ville som type sikkert passe udmærket blandt moderne Danske typer, ingen ville finde ham meget mærkelig. Mange moderne etniske danskere har træk til fælles med jægerne, såsom skrånende pande, øjenbrynsbuer eller fremtrædende kæbeparti. En lidt bred og ikke særlig høj type er også ganske almindelig i Danmark. Men hyppigheden af de typiske "cro magnon" træk er afgjort mindre i den moderne befolkning, end den var i jæger-stenalderen og det meste af Bondestenalderen.

Man kan overveje, hvorfra sådanne indvandrere til bondestenalderens Danmark skulle være kommet.

Det er således med de centrale dele af verdens kontinenter, at de gradvist bliver stadig mere tørre og ørkenagtige på grund af faldende temperatur og dermed mindsket monsunregn. For nogle tusinder år siden var der søer og floder i Sahara på steder, hvor ingen kan overleve i dag. Klippemalerier viser billeder af hjorte og mennesker. Det indre af det Eurasiske kontinent var også mere grønt og vandrigt for nogle tusinde år siden, end det er i dag. Hvor der i nutidens Asien og sydøst Europa er tørre stepper eller ørken, har der ofte tidligere været spredt skov med bække og floder.

Denne gradvise udtørring af kontinenternes centrale dele må have tvunget de folk, som boede der, til at søge mod kontinentets udkanter, og derved skabtes et pres mod de oprindelige stammer, som boede i Europas urskove ved det Eurasiske kontinents kyster.

De satte et hegn op og ventede Ingeniøren
Mårhøj Jættestue The Megalithic Portal
Kranium med boring i tand 1001 Stories of Denmark
Neolitiske Skivehjul fra Kideris og Bjerregårde - pdf Hans Rostholm
Danske Fortidsminder Danmarks Kulturarvs Forening - Med link til alle danske fortidsminder med mange foto
Kulturstyrelsen Storstensgrave
Museum Sønderjylland Fiskeanlæg fra Bondestenalderen
Hjerl Hedes Frilandsmuseum Skoletjenesten - Rekonstruktion af Limensgaard - pdf
Danmarks Historie til år 200 f.Kr. af Jørgen Jensen - Gyldendal og Politikkens

To top of article

20141126

Passed W3C Validation