Forside DH-Debat
8. Bondestenalderen
10. Keltisk Jernalder

9. Danmarks Historie - Bronzealderen

Indledning - Geografi og Klima - Samfund - Gravhøjene - Religion - Våben og redskaber - Fiskeri og Sejlads - Hvordan så Bronzealderfolket ud? - Indo-Europæerne - Links og litteratur

Indledning

Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid
Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid

Som de gamle jægere og stenalderbønderne foretrak bronzealderfolket at bo med udsigt til vand. De majestætiske bronzealderhøje er ofte placeret på højdedrag langs kysten eller langs de store åer med udsigt over glitrende vand.

Stenalderens bønder havde allerede gennem to tusinde år ryddet urskov og bestandigt øget landbrugsarealet. Bronzealderbønderne fortsatte arbejdet, og de kunne mange steder skue ud over udbredte åbne arealer, hvor spredte gårde var omgivet af vidstrakte græsgange.
Kongshøj syd for Kerteminde Udbredelsen af den Nordiske bronzealder-kultur
Til venstre: Kongshøj syd for Kerteminde med storslået udsigt ud over Kertinge Nor.
Til højre: Udbredelsen af den Nordiske bronzealder-kultur.

Men der var stadig udbredte urskove i det centrale Sjælland, på Sydfyn og i dele af Øst- og Nordjylland, for ikke at tale om Skåne. Først mange år senere - i Middelalderen - blev de sidste urskove i Danmark ryddet.

Bronze er en legering, der består af 90% kobber og 10% tin. Disse metaller fandtes ikke naturligt forekommende i Syd Skandinavien. Hvert gram metal måtte importeres; men dog blev der ingen steder i Europa fremstillet våben og brugsgenstande i bronze af højere kvalitet end netop i Skandinavien, og ingen andre steder har man fundet flere bronzerting per kvadrat-kilometer end netop her.

Bronzealderen var en aristokratisk tid med stor forskel på høj og lav. Konger og fyrster havde deres hovedsæder i store, formentligt prægtige haller. De var omgivet af krigere med skarpe bronzevåben, kunstfærdigt dekorerede, og de blev begravet i store gravhøje, som stadig findes i det Danske landskab. Hvor almindelige krigere og bønder blev begravet, melder historien ikke noget om.

Geografi og Klima

Temperatur for slutningen af 
Pleistocene og Holocene
Temperatur på overfladen af den grønlandske indlandsis ved slutningen af Pleistocæn og i Holocæn indtil nutid - ifølge iskerne analyser.
Tiden er angivet i år før nutid, hvilket vil sige, at år nul er omkring år 2.000 e.Kr. I bronzealderen var klimaet varmere end i nutiden, men dog ikke helt så varmt som i jægerstenalderen. Den Minoiske varmeperiode indtraf omkring midt i bronzealderen og varede nogle hundrede år. Under kurven er angivet fem forskellige stadier i Østersøens udvikling. I bronzealderen var Østersøen allerede skabt som det brakvandshav, som vi kender idag.

Almindelig hirse
I bronzealderen dyrkedes hirse i Danmark.

Bronzealderens kystlinie strakte sig nogenlunde som idag. Dog må man tro at Sønderjyllands vestkyst lå længere mod vest end i nutiden, idet landet syd for vippe-linien Nissum Bredning - Falster har sænket sig lige siden sidste istid. Måske lå landet ved den sydlige vestkyst 4-5 meter højere i bronzealderen end idag. Turister har fundet jernalder-keramik skyllet i land på Rømø's sydlige østkyst ud for Rømø Sommerland, hvilket også understøtter en tidlig mere vestlig kystlinie.

Derimod var Rømø og andre Nord Frisiske øer mindre i fortiden, idet de i stort omfang er dannet af sand, som i tidens løb er ført til med strømmen. Store områder i Vestjylland og Thy, som idag er dækket af sandflugt, var dengang frodige græsgange i ret tæt bebyggede områder.

Det var varmere i Bronzealderen, end det er idag.

Tætheden af bronzealderhøje i Danmark
Tætheden af bronzealderhøje, som er over to meter. Hver kvadrat er 100 km2. Det ses at højene ligger tæt i Nordjylland og Thy, medens der er meget få høje på Midtfyn og Midtsjælland. Man kan ikke umiddelbart konkludere at et lille antal høje betyder at området var tyndt befolket, da intensivt landbrug har ført til at mange høje er blevet overpløjet. I Danmark er der registreret næsten 40.000 gravhøje fra bronzealderen - Historisk Atlas Danmark af J.K. Hellesen & O. Tuxen.

Midt i bronzealderen indtraf den Minoiske varmeperiode, som varede nogle hundrede år. Man ved ikke meget om denne varmeperiode udover, hvad der kan måles i borekerner fra indlandsisen. Den har sit navn, fordi den indtraf samtidig med den Minoiske kultur på Kreta.

At klimaet virkelig var varmere dengang kan afledes af at der i bronzealderen blev dyrket hirse i det sydlige Skandinavien. Hirse dyrkes idag i tropiske og subtropiske områder; den er en vigtig afgrøde i Asien, Afrika samt i det sydlige USA. Den årlige gennemsnits-temperatur i Missisippi og Alabama er omkring 10 grader, hvilket skal sammenholdes med nutidens årlige gennemsnits-temperatur i Danmark, som er 8 grader. Så måske var klimaet midt i bronzealderen omkring 2 grader varmere end i nutiden.

Man har ikke fundet noget tegn på at dele bygninger blev brugt til at have kreaturerne i stald om vinteren, således som det tydeligt er tilfældet i den senere jernalder. Efter alt at dømme gik kvæget ude hele året.

Urskoven, som stadig dækkede store dele af landet, var domineret af småbladet lind iblandet hassel og eg. På fugtig jordbund og i vådområder fandtes også andre træarter, som elm, ask og el. I Vestjylland var skovene blandet med birk. I bronzealderen indvandrede bøgen til Danmark, men den var ikke særlig almindelig i begyndelsen.

Skovene dækkede især bakkede og vanskelige opdyrkelige jorder, som det centrale Nord Sjælland, Himmerland, Midtfyn og Midtsjælland. Landskaber med jævnt terræn og leret og frugtbar jord, som for eksempel Thy, den Nordfynske Slette, Vest Sjælland samt området mellem Køge og Roskilde blev derimod tidligt udnyttet til agerbrug og kvægavl.

Allerede bondestenalderens enkeltgravsfolk udnyttede Vest Jyllands flade slette til græsning for kvæg, måske får og geder; de vedligeholdt lyngheden ved afbrændning, en praksis, som fortsattes i bronzealderen.

Samfund

I bondestenalderen begravede man de døde i fællesgrave, som kaldes jættestuer; det antages at alle kom i samme grav, hvilket indikerer et samfund, hvor man var ret lige. Bronzealderen var derimod et aristokratisk samfund, hvor betydningsfulde personer, sikkert konger og fyrster, blev begravet i store gravhøje. De blev gerne anlagt på særligt iøjnefaldende steder, for eksempel på bakker ved kysten eller langs vigtige veje. De fleste høje blev opført i første halvdel af Bronzealderen, men der opførtes gravhøje helt frem til omkring år 1.000 f.Kr. og mange af dem findes stadig.
Plan over stolpehuller fra et bronzealderhus ved Højgård i Sønderjylland
Plan over stolpehuller fra et bronzealderhus ved Højgård i Sønderjylland. Der findes ingen rester af huse fra bronzealderen, men man har fundet mange stolpehuller, som giver indikationer af størrelse og konstruktion. De hvide huller er forbundet med ydervæggen, og de sorte indikerer tagbærende indvendige stolper. Der er også tilfældige huller, som ikke er forbundet med husets konstruktion.

Allerede i slutningen af bondestenalderen havde man meget store huse, som kan fortolkes som lokale kongers eller fyrsters haller, som for eksempel ved Limensgård på det sydlige Bornholm. I bronzealderen blev den slags fyrstelige haller mere almindelige. Ved Egehøj på Djursland, ved Trappendal nær Gram i Sønderjylland, ved Hyllerup nær Slagelse og mange andre steder har man fundet stolpehuller af huse med flere hundrede m2 under tag. Det største havde en længde på 44 m. og en bredde på 8 m. hvilket giver en grundplan på omkring 352 m2.
Rekonstruktion af tværsnit i bronzealderhus Urne fra bronzealder fundet ved Stora Hammar i skåne Plankevej fra sen bronzealder i Skalsådalen
Til venstre: Rekonstruktion af tværsnit i bronzealderhus med to rækker indvendige tagbærende stolper. Man kan forestille sig at området mellem ydervæg og nærmeste stolperække var sovepladser.
I midten: Urne fra bronzealder fundet ved Stora Hammar nær Skanør i Skåne. Den er bemalet som en slags hus. Lignende urner er fundet over hele landet og i store dele af Europa. Især tidligere antog mange at de var et udtryk for hvorledes husene i bronzealderen virkelig så ud.
Til højre: Plankevej fra sen bronzealder omkring 800 f.Kr. gennem sumpet område i Skalsådalen nord for Viborg. Den er anlagt at kløvede egestammer, som er lagt på den bløde overflade, så de udgjorde en 2,5 meter bred vej. Vejen gik 215 meter gennem sumpet område ned til selve Skals åen, hvor man må have haft en overfarts-mulighed eller måske en bro.

Som hovedregel var husene opført med to rækker indvendige tagbærende stolper på langs af huset foruden stolperne i ydervægge. Det er et design, som skulle komme til at vare i mange tusind år, og stadig kan genfindes i gamle bondegårde. Det vidner om dygtigt tømrerarbejde i bronzealderen.

Nogle har beregnet at der var en afstand på omkring 12 km mellem sådanne fyrstelige haller.

De formentlig prægtige haller og de mange fund af guld fra bronzealderen vidner om et rigt samfund. Fra begyndelsen af perioden er fundet ringe af dobbelt guldtråd og fra yngre bronzealder er især fundet de såkaldte edsringe, som er massive armringe med skål- eller knop-formede ender.
Indgangen til stengraven ved Kivik Den døende galler
Til venstre: Indgangen til stengraven ved Kivik i Skåne nord for Simrishamn.
Til højre: Den døende galler - Kong Attalos af Pergamon besejrede en gallisk stamme og satte et sejrstrofæ i sin hovedstad ca. 230 f.Kr. Originalen var af bronze; dette er en kopi fra romersk tid fra et Capitol-museum i USA. Galleren bærer en halsring af to snoede guldtråde med knop som dem, der fundet mange af fra Skandinavisk bronzealder. De kaldes for edsringe, fordi man tidligere troede at de spillede en rolle ved edsaflæggelse.

De Skandinaviske stormænd omgav sig med en rigdom af fint forarbejdede bronze og guldgenstande. Ingen andre steder i Europa fremstillede man våben og andre genstande i bronze af højere kvalitet end netop her. De danske fund fra bronzealderen er talrige og enestående.

Edsringe af guld
Guldringe med knop af typen, som kaldes edsringe, fundet ved Boeslunde. Lægger man vægten af alle de omkring 10 guldringe, der er fundet i området, sammen, så vejer de 3,5 kg. Foto Vestsjælland Museum.

Vi kender den gamle talemåde: "Fra Arilds tid". I Harreslev (Harislee) vest for Flensborg kaldes en stor bronzealdergravhøj for kong Arrilds Høj, hvilket nogle mener kan henføre til at en magtfuld bronzealder-konge ved navn Arrild ligger begravet her. Det siges at der også i Skåne findes en kong Arilds Høj. Faktisk er der påfaldende mange gravhøje fra bronzealderen, som fra gammel tid er blevet kaldt noget med konge, som for eksempel Kong Svends høj i Egedal, Kong Rans Høj ved Randbøl, Kong Dags høj i Skåne, Kongshøj ved Kerteminde og så videre, et sagn fortæller at kong Ho ligger begravet i Hohøj. Det er meget sandsynligt at højene er de sidste hvilesteder for aristokratiske fyrster og lokale konger.

Ved Kivik i det sydøstlige Skåne ligger Nordens største bronzealdergrav. Den er opført af sten, og nogle har beregnet at der er medgået 200.000 vognlæs sten til den opførelse. Den viser, at der fandtes en stærk centralmagt i bronzealderens Skåne allerede for 3.300 år siden. Gravkammeret er dekoreret med billeder af hjul med eger, økser, skibe med mennesker ombord, lurblæsere og meget andet.

Plankevej fra bronzealder gennem Speghøje Mose
Plankevej fra bronzealderen gennem Speghøje Mose. Til venstre som den så ud ved udgravning, og til højre en rekonstruktion. Den oprindeligt 300 m lange vej førte i ældre bronzealder over Pårup moseområdets smalleste sted.

Alt kobber og tin, måtte importeres, efter al sandsynlighed fra miner i Donau-dalen, hovedsageligt i det nuværende Ungarn.

Det er uvist, hvad man eksporterede til gengæld for metallerne, men mange gætter på rav - hvem ved, det kan også have været slaver.

Den internationale samhandel har benyttet sig af et net af veje, som man idag kan finde rester af, hvor de har passeret fugtige områder. Der er fundet oldtidsveje fra bronzealderen i Jylland ved Speghøje Mose og i Skalsådalen.

Gravhøjene

Bronzealderens gravhøje blev alle bygget af græstørv, som blev skrællet af de nærliggende marker. Tørvene var oftest 40 og 60 cm lange og omkring 10 cm tykke. De blev lagt med græsset nedad. Det har været en dyr fornøjelsen for bronzealderfolket; afskrælningen af græstørvene må have gjort store arealer ubrugelige som græsgange i årtier frem i tiden.

Egtvedpigen
Egtvedpigen i sin egekiste som hun er udstillet på Nationalmuseet. Hun blev fundet i ved Egtved nord for Vejle.

Fra velbevarede egekistegrave fra ældre bronzealder ved man, at den afdøde blev begravet påklædt, dækket af et uldent tæppe, og indhyllet i en kohud. Afhængig af om den afdøde var en mand eller en kvinde fik den døde medgivet våben, smykker, toiletsager, ekstra klædningsstykker, et ler- eller trækar med en drik og i enkelte tilfælde en klapstol. I nogle tilfælde har man sammen med det ubrændte lig fundet små stykker brændte menneske-knogler, der formentlig skal tolkes som en menneskeofring i forbindelse med begravelses-ceremonien.

De afdøde blev oftest lagt til hvile i en kiste af et udhulet egetræ, som blev dækket med et lag af sten, der blev tætnet med ler. Udenpå dette byggede man selve højen.

Nær Mariager ligger Hohøj, som er Danmarks største gravhøj. Den er 12 meter høj og har en diameter på omkring 71 m. Højens volumen er beregnet til mere end 16.000 m3. Den er opbygget af græstørv, som er skrællet af græsgangene i dens nærmeste omegn. Nogle har beregnet at mere end 200.000 m2 græsareal er blevet gjort ubrugeligt til kreaturgræsning ved højens opførelse. Det svarer til arealet af 31 fodboldbaner.

Hohøj ved Mariager
Hohøj ved Mariager set fra sydvest.

Ved Tobøl ved Kongeåen mellem Esbjerg og Kolding ligger den store gravhøj Skelhøj, som blev opført omkring 1350 f.Kr. På Kongeåens modsatte bred er fundet flere bopladser fra samme tid.

Dele af højen blev udgravet og nøje undersøgt i 2002-2004. Det var tydeligt at den var opført af mange lag græstørv lagt med græssiden nedad. Ved bygningen har højen været opdelt i fire sektioner eller skaller udenpå hinanden, som var ca. 1,5 m. tykke; Disse har igen været opdelt i sektorer, der definerede forskellige arbejdsholds områder. Det kunne ses, at forskellige sektorer af skallerne bestod af forskellige slags græstørv, som var hentet fra forskellige områder. Hvert arbejdshold havde deres egne veje og ramper ind til høj-byggeriet, og de hentede græstørvene i hver deres del af landskabet.

Mange høje har været omgivet af en kreds af store kantsten, en stenlægning, en dyb grøft, eller der kan være spor efter et hegn af træstolper.

Øst for Skelhøj fandt man en plads, hvorpå der havde været en samtidig bygning på omkring 8 gange 13 meter med vægstolper og to rækker indvendige tagbærende stolper. Huset har sandsynligvis lignet de samtidige fyrstelige haller, men det har været meget kort, derfor antages det at det har haft et specielt formål, måske som skueplads for ceremonier til ære for forfædrene.

Rekonstrueret stenlægning omkring bronzealderhøj nær Borum Eshøj
Rekonstrueret stenlægning omkring bronzealderhøj nær Borum Eshøj nordvest for Århus. Det er blevet påvist at mange bronzealderhøje oprindeligt har været omgivet af stensætninger, stenlægninger som her, plankehegn eller dybe grøfter.

Nogle bronzealderhøje er flade på toppen og har efter al sandsynlighed altid været det. Lokale kalder dem dansehøje. Man kan forestille sig at bronzealderfolket har afholdt ceremonier til ære for den afdøde på toppen af sådanne høje.

I yngre bronzealder efter 1.000 f.Kr. indførtes en ny og meget enklere gravskik. De døde blev brændt, deres knogler blev samlet sammen fra asken og lagt i en lerurne sammen med nogle ganske få gravgaver. Urnerne blev gravet ind i syd- eller østsiden af de gamle høje. Dette står i skarp kontrast til ældre bronzealders mægtige højbegravelser og rige gravgaver.

Overgangen til ligbrænding skete næsten samtidigt i hele Nordeuropa, og må hænge sammen med udbredelsen af nye religiøse forestillinger - men måske også med en mindsket rigdom og en forandret samfundsorden. Måske har man troet at kun når legemet blev brændt, kunne sjælen frigøres og rejse til en anden verden.

Men man har stadig følt en tilknytning til de gamle gravhøje og måske haft en forestilling om at når de afdødes urner blev sat ind i den berømte gamle konges gravhøj, ville deres sjæle slutte sig til ham hinsides.

Religion

Helleristninger på jættestue fra bondestenalderen ved Gladsax i Skåne Helleristninger fra bronzealderen på jættestue fra bondestenalder ved Gladsax i Skåne.

Ved kristendommens indførelse i Norden omkring år 1.000 e.kr. blev hele det tidligere galleri af guder og helte skiftet ud med den kristne Gud, Jesus, Jomfru Maria og Helligånden. Sådan er det ikke sikkert at tidligere religions-skifter har fundet sted. Man kan have ment at tidligere guder stadig eksisterede, men de var blot ikke så magtfulde som de nye guder. Man kan have tillagt nye guder nogle af de gamle guders egenskaber eller dyrket de nye guder på oldgamle hellige steder.

Ved Gladsax i Skåne og på Syd Bornholm findes adskillige helleristninger på dæksten i jættestuer fra bondestenalderen, som vidner om at bronzealderfolket stadig anså dysserne for hellige steder. Inde i kammeret i jættestuen Jættedal i Aaker på Bornholm findes en lille figur i skålgruber, som former stjernebilledet Karlsvognen på en af bærestenene. På dæksten og randsten i Rynkebjerg langdysse ved Vordingborg, Busemarke langdysse ved Stege, Jordehøj jættestue på Møn, Sprovedyssen ved Vordingborg, Dystrup Sø dysserne på Djursland og Sømarke-dyssen også på Stevns er blevet fundet spor af op til 458 indhuggede skålgruber fra bronzealderen.

Stjernebilledet Orion fremstillet med skålgruber Syvstjernen fremstillet med skålgruber
Til venstre: Stjernebilledet Orion fremstillet med skålgruber på Madsebakke ved Allinge, Bornholm.
Til højre: Syvstjernen fremstillet med skålgruber ved Baimiaozi Bjergene nær byen Chifeng i Indre Mongoliet.

Skålgruber er den absolut mest hyppige helleristning; de skal formentlig tælles i titusinder. Betydningen og meningen med dem kendes ikke. Vi kan forestille os alt muligt, dog ved vi ingenting. Men lad os nu forestille os at de havde en funktion ved den årlige højtidelighed for forfædrene. Hvert år huggede man en ny skålgrube på et oldgammelt helligt sted og placerede måske mad eller lignende der for de afdøde. Nogle kreative præster huggede gruberne år efter år, således at de til sidst dannede stjernebilleder.

I bondestenalderen udlagde man ofre til guderne i moser og søer, og det fortsatte man med i bronzealderen - og i jernalderen - solvognen, lurerne og talrige andre bronzegenstande er alle blevet fundet i moser eller tidligere moser og søer, hvor de er blevet udlagte eller nedsænkede som ofre til de mægtige guder, som holdt til ved dette vand, og som man havde for vane at tilbede. Det er nemt at forestille sig at det er oprindelsen til den slægt af guder fra vikingetiden, som kaldes Vanerne.

Ved sydbredden af Tranemose ved Raklev nær Kalunborg blev der en gang før 1903 fundet en celt i forbindelse med tørvegravning. På samme sted blev der også fundet ægenden af en sleben flintøkse og en økse fra yngre stenalder. Det tyder på at der blev ofret på sammen sted gennem årtusinder, men det kan naturligvis også betyde at man stadig brugte stenøkser i bronzealderen til almindeligt forefaldende arbejde.
Frugtbarheds-figurer gennem forhistorien
Guder og helte kom og gik, men der var også kontinuitet i religionen, gennem seks årtusinder repræsenterede mænd eller guder med store oprejste fallos livskraft og frugtbarhed.
Fra venstre mod højre:
- Dansemanden fra Bodal - Ertebølle jæger stenalder.
- Mand med stor fallos og store fisk på billedsten fundet ved Horsens fjord nær Ertebølle boplads.
- Indridsning af en mand med oprejst penis og en kvinde på et urnelåg fra Maltegårds Mark ved Gentofte - Bronzealder.
- Broddenbjergmanden, som blev fundet i en tørvemose ved Broddenbjerg nær Viborg. Han er Kulstof 14-dateret til slutningen af bronzealderen. Foto: Lennart Larsen.
- Guden Freyr med en stor fallos fra Rällinge, Södermanland - vikingetid.

De havde intet skriftsprog, og der er ikke bevaret sagn, som med sikkerhed stammer fra bronzealderen; men de har efterladt sig en rigdom af billeder i form af titusinder af helleristninger, bronzegenstande samt indridsede billeder på disse, og ud fra disse kan vi ane omridset af en religion, hvor Solen var i centrum. Alle de ritualer, der er afbildet på helleristninger og bronzegenstande, kan have haft til formål at sørge for, at den genopstod hver morgen, og at den hvert forår genvandt sin kraft og fik markens afgrøde, træernes blade, blomster og insekter til at opstå påny.
Helleristning på en sten fra Truehøjgård i Himmerland Solvognen Helleristning fra Backa i Brastad sogn Bohuslen, som kan forestille et solsymbol anbragt på en vogn med fire hjul
Til venstre: Helleristning på en sten fra Truehøjgård i Himmerland, som forestiller en mand med en oprejst penis.
I midten: I 1902 fandt Frederik Willumsen det enestående Danske bronzealder-klenodie, som kaldes solvognen, i Trundholm Mose i Odsherred på Sjælland. Den måler 59 cm. i længden; den er måske en model af en virkelig vogn.
Til højre: Helleristning fra Backa i Brastad sogn Bohuslen, som kan forestille et solsymbol anbragt på en vogn med fire hjul. Solen er et såkaldt hjulkors, det forreste hjul har fire eger, som hjulkorset, men det bagerste har seks eller syv eger. Som sagt, vi ved ingenting, men man kan også forestille sig at den illustrerer noget mere filosofisk, nemlig den store cyklus (Verdensåret), som er delt i fire underperioder, som er årets cyklus, som er delt i fire årstider, og en mindre cyklus styret af månens faser på måske 6-7 dage, alle kausalt forbundne, som illustreret med streger.

Det forekommer også muligt at Asatroens guder, som for eksempel Odin, Freyr og Thor, havde deres nært beslægtede forfædre i den Skandinaviske bronzealder, omend deres navne og mytologier kan have ændret sig gennem årtusinder. Det andet alternativ - at alle bronzealderens guddomme og fortællinger forsvandt sporløst, og helt nye guder tog deres plads - synes mindre plausibelt.

Solvognen består af en hulstøbt bronze-hest, der trækker en solskive belagt med guld og dekoreret med cirkelformede motiver. Hesten og skiven står på seks hjul hver med fire eger. Solskiven er guldbelagt på højre side i kørselsretning og mat på den anden side. Spiralornamentikken på skiven fortæller at Solvognen er fremstillet i Skandinavien omkring 1350 f.Kr. Den var ødelagt før den blev nedlagt i mosen som et offer til guderne.

Den danske arkæolog Flemming Kaul har foreslået at en bevægelse fra venstre mod højre symboliserer dagen, på samme måde som vi ser solen bevæge sig fra øst mod vest på den sydlige himmel. Den modsatte bevægelse fra højre mod venstre symboliserer natten, hvilket forklarer de to forskellige sider af solskiven på Solvognen, fordi den højre side er gylden, og den venstre er mat.
Solens rejse efter Flemming Kaul Solens bane på himlen
Til venstre: Flemming Kauls rekonstruktion af bronzealderens mytologi baseret på motiver på rageknive:
1. Fisk hjælper Solen fra nat- til morgen-skib - Ukendt findested. Moesgård Museum.
2. Fisk sejler med morgenskib - privateje.
3. Fisk ædes af fugl, før hest henter sol - Torupgård Mark. Moesgård Museum.
4. Solhestepar ved at hente sol fra skib. Skive-egnen Langelands Museum.
5. Solhest har overtaget sol fra skib - Neder Hvalris. Nationalmuseet.
6. Hest afleverer sol til skib - Vandling Sønderjylland. Nationalmuseet.
7. Slange har overtaget sol fra skib med hest. - Lolland. Museet i Maribo.
8. Slange hjælper sol ned, gemt i halekrøllerne.
9. Natskibe uden synlige sole. Jelling. Nationalmuseet.
10. Natskib og fisk, klar til at hjælpe solen frem. - Møn Nationalmuseet.
Til højre: Solens bane på himlen. Når vi ser mod syd, vil solen bevæge sig fra venstre mod højre. Når hesten trækker solen hen over himlen fra venstre mod højre, vil vi se solskivens højre side, som er guldbelagt på solvognen.
Fra "Bronzealderens Religion" af Flemming Kaul udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab.

Flemming Kaul har sammenholdt alle kendte billeder fra bronzealderen lige fra indridsninger på rageknive til helleristninger og påvist klare indikationer af, hvor forskellige dyr og genstande er placeret i forhold til solens daglige cyklus. Han kom frem til at bronzealderens mennesker forestillede sig, at solen blev trukket over himlen om dagen af forskellige hjælpere. I Øst om morgenen førte en fisk solen til et skib, som bar solen indtil middag. Hesten førte solen videre ved middagstid, når den står højest på himlen og afleverede den til et eftermiddags-skib. Om aftenen førte en slange solen ned i vest til underverdenen, der lå under den flade jord. Hernede var solen mørk, mens den på natskibe blev bragt tilbage til morgenens østlige udgangspunkt, hvor fisken atter tog over. I løbet af natten ville solen således bevæge sig gennem underverdenen fra Vest til øst og derved fremvise den venstre side af solskiven, som er mørk. Således gentog dagens cyklus sig i al evighed, opretholdtes af solens hjælpere - fisken, hesten, slangen og skibene.

Bronzeragekniv fra Neder Hvolris
Bronzeragekniv fra Neder Hvolris nord for Viborg. Solhesten trækker Solen i en line - uden hjul. Tegning af Bjørn Skårup.

Men vi har ingen sikker viden. Den senere vikingetids myter fortæller at solen blev trukket af hesten hele vejen.

Det er nærliggende at tro at solvognens hest var en forfader til hestene Alsin og Arvak, som i vikingetidens mytologi trak solen hen over himlen. Også en anden oldnordisk myte beretter om himmel-hestene Skinfaxe og Hrymfaxe, der trak henholdsvis solen og månen.

Vi kan også tænke at slangen er en forløber for vikingetidens Midgaardsorm. Ifølge Eddaen ligger ormen i Verdenshavet, og den er så stor at den kan omslutte hele Jorden og gribe sin egen hale. Dengang troede man at Jorden var en flad skive, som en pandekage, som omsluttedes af Verdenshavet; det vil så medføre at ormen omslutter hele den flade Jord, og solen skal forbi den både ved solopgang og solnedgang. Imidlertid, ifølge Flemming Kauls analyse, har solen kun kontakt med slangen ved solnedgang. Måske var Midgaardsormen ikke så stor i bronzealderen.
Helleristninger med hjulkors ved Lille Strandbygård i Nylars på Bornholm Bronzehjul fra en grav ved Tobøl ved Kongeåen
Til venstre: De fleste helleristninger med hjulkors findes ved Lille Strandbygård i Nylars på Bornholm.
Til højre: Bronzehjul fundet i en grav fra ældre bronzealders ved Tobøl lige nord for Kongeåen. Det har netop fire eger, som hjulkorsene.

Hjulkorset er en anden meget almindelig helleristning. Mange mener at det er soltegn, fordi enkelte helleristninger fra Bohuslen viser en hest, som trækker et hjulkors. Der findes også helleristninger med hjulkors, der kan fortolkes som solen, der bliver transporteret på et skib.

Men det kan ikke bortforklares at figuren ligner et hjul med fire eger, og det mest nærliggende er at antage at det faktisk forestiller et hjul med eger, en af bronzealderens tekniske nyskabelser.

Det kan have repræsenteret tidens hjul, som er den tro at alt i Verden vil gentage sig i forskellige kortere eller længere cykler. Når man sætter et mærke i et hjul og lader det rotere, vil vi se at mærket kommer igen efter hver omdrejning. Når hjuler drejer rundt, ser vi de samme mærker og farvenuancer komme igen og igen med hver cyklus.
Trelleborg lay-out Hjulkors motiv på træskammel fundet ved Høstad på Bynæsset nær Trondheim
Til venstre: Den senere vikingetids trelleborges lay-out var netop som et hjulkors. Det er i virkeligheden ikke særlig hensigtsmæssigt ud fra et militært synspunkt, fordi man fra et givet punkt på den ydre vold ikke har overblik over andre partier af volden. En firkantet befæstning med hjørnetårne ville have været meget mere hensigtsmæssigt. Måske blev lay-outet valgt, fordi det repræsenterer den oldgamle tro.
Til højre: Hjulkors motiv på træskammel fundet i en mose ved Høstad på Bynæsset nær Trondheim i 1899. Dateret til omkring 470 f.Kr.

Døgnets hjul er styret af solen. Ved hver omdrejning sker næsten det samme, fuglene vågner, solen står op, den når middagshøjde, går ned igen, mørket sænker sig og månen og stjernerne går deres ture.

Når årets hjul går sin gang, sker der igen samme ved hver omdrejning. Dagens længde øges, solen varme tager til, sneen smelter, insekterne genopstår, trækfuglene vender tilbage. Sådan er det ved hver eneste omdrejning af solen og stjernerne horisonten rundt. Ved midvinter ser vi mærket på årets hjul komme frem, og vi registrer at nu er det igen blevet jul.

Helleristninger på Aspebjerget
Helleristninger ved Aspebjerget nær Tanumhede i Bohuslen - De forestiller højre og venstresejlende skibe, hjorte og kvæg, en bueskytte, en slange, en mand som pløjer med to okser, et billede af Solen og nogle menneskelige figurer, som kan identificeres som mænd på grund af deres oprejste penis.

Den antikke græske filosof Heraklit fra Efesos, som levede ved overgang fra bronze- til jern-alder (født 540 f.Kr.) i det nuværende Lilleasien, sagde at tiden var indelt i "Verdensår", som var tiden mellem to "Verdensbrande". I løbet af hvert Verdensår ville stjernerne og planeterne gennemføre nøjagtig de samme baner, som i de forudgående verdensår. Hans teori blev taget op af de senere stoikere, som skrev, at for hvert verdensår ville alting gentage sig; "den samme Platon ville undervise i det samme Akademi i det samme Athen".

Ideen om tiden, som udspiller sig i store og små cykler, hvor alting gentager sig, kan genfindes i overleverede buddistiske tekster, som har Indo-Europæisk rod, sikkert helt tilbage til bronze-alderen. I virkeligheden er denne ide nok ikke så forskelligt fra at dyrke solen, da det er denne, som styrer den evige tilbagevenden.

I Alvismal fra Ældre Edda fortælles således at Elverne kaldte solen for Fager-hjul:

Thor kvad:

"Sig mig, Alvis!
alt i livet
venter jeg, dværg! du ved
hvad den sol er kaldt,
som slægter ser -
i hver en verden vid?"


Alvis kvad:

"Sol hos mænd,
sunna hos guder,
kalder dverger den Dvalins gjæk,
jevnglo jotner,
alver fagerhjul,
alklar æsers æt."


Vi kan sende vore tanker til folkevisen Elverhøj og myten om at Elverfolket bor i højene:

"Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj,
mine Øjne de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
de vilde gerne med mig tale."


Der findes tusinder af hjulkors, som vi kan kalde fager-hjul, der alle er indridset af bronzealderfolket, som også opførte gravhøjene. Så måske er det sandt at det er Elverfolket, som bor i Danmarks tusinder af gravhøje.

Videre i Ældre Edda taler "Sigurdrifa's Kvad" om en skinnende gud, som ruller på hjul:

"Kvad dem skrevne paa skjold,
som staar for skinnende gud,
på Aarvak's øre
og paa Alsvinns hov,
på hjul, som ruller.
med Hrogne's vogn,
på Sleipners lænder
og slædens nagler."


Og i ligeledes i eddaens Vavthrudnesord kaldes solen for "alvglands", altså elver-glans, desuden noterer vi at solen er hunkøn, således som den var i mange gamle danske dialekter, og stadig er på tysk:

"Encst datter
Alvglands føder,
før hende Fenre faar;
mon hun fare,
naar magter dør,
den mø, sin moders vei."


Vi mener stadig i vore hjerter, at alting gentager sig. Hvert år fejrer vi vores fødseldag. Det, der hændte for mange år siden, et bestemt barn blev født, gentager sig år efter år i nye forklædninger. Hvert år markerer vi årsdagen for vores bryllup og andre private og nationale mærkedage.
Venstre-sejlende skib på Vitlycke helleristnings-feltet nær Tanum i Bohuslen Højre-sejlende skibe på  Solbakke Strand lidt nord for Jørpeland
Til venstre: Venstre-sejlende skibe på Vitlycke helleristnings-feltet nær Tanum i Bohuslen. Ved Vitlycke findes flere felter, som er opført på UNESCO's liste over Verdensarv. Skibe er det hyppigste helleristingsmotiv-motiv. disse skibe sejler mod venstre og er alle uden sol-symboler.
Til højre: Højre-sejlende skib med sol-symboler ved Solbakk strand lidt nord for Jørpeland nær Stavanger i Norge.

Skibe var et meget hyppigt motiv i den Syd Skandinaviske bronzealder. Der findes tusinder af helleristninger, som forestiller skibe, og de er et almindeligt motiv på bronze-rageknive, som der også er fundet mange af. For eksempel forestiller halvdelen af de bornholmske helleristninger skibe.

Flemming Kaul har analyseret skibsbilleder på danske bronzegenstande og fundet at 97 skibe sejler mod højre medens kun 26 af skibene sejler mod venstre. Ved at sammenligne med solvognen og solens gang over himlen set mod syd, kan vi konkludere at de 97 skibe sejler mod vest og de 26 mod øst. Motiverne, som er knyttet til henholdsvis højre- og venstre-sejlende skibe, er forskellige, hvilket viser at sejlretningen ikke er tilfældig. I tilknytning til hele 41 af de højre-sejlende skibe optræder cirkler, som kan fortolkes som solbilleder, medens ikke et eneste skib, som sejler mod venstre, er udstyret med solsymboler.

Højre-sejlende skibe fra helleristningsfeltet ved Bardal i Steinkjer, nogle hundrede kilometer nord for Trondheim
Højre-sejlende skibe fra helleristningsfeltet ved Bardal i Steinkjer, nogle hundrede kilometer nord for Trondheim. Det øverste er ledsaget af solsymboler og har en besætning på omkring 100 mand og det nederste har omkring 40 mand ombord. Stregerne, som repræsenterer besætningen, er ikke særlig regelmæssige, nogle er større end andre, og der er også passagerer under dæk samt endog på en slags redningsbåde. Man kan få den tanke at hver gang en mand i bygden døde, fik de indridset en plads på et skib med størrelse efter rang og stand.

Det kan forstås således at skibene, som sejler mod vest, hjalp solen på dens vej over himlen, således som det var tilfældet i den Ægyptiske religion; alternativt kan solsymbolerne vise at skibene på deres vej mod vest sejler på et hav, hvor solen skinner - modsat underverdenen.

Gamle keltiske og græske sagn beretter om de lyksaliges øer i det vestlige ocean. Homer sang om Elysium, som lå ved Jordens vestlige kant ved floden Orkanos. Hesiod sang om skatteøerne, som lå i det vestlige ocean ved Verdens ende. Det var i alle tilfælde noget med at de afdøde forlod denne Verden og sejlede mod vest, sådan som Tolkien bekriver Elvernes afrejse mod vest i slutningen af "Kongen vender tilbage".

Derfor kan man tillade sig at tro at skibene, som stævnede mod vest, medbragte de afdødes sjæle.

Men hvad så med de venstre-sejlende skibe, som vi tror sejler mod øst?

Fisken og slangen på guldhornene
Fisken og slangen optræder på bronzealderen billederne - måske som solens hjælpere eller vogterne af den østlige og vestlige horisont. De optræder også på guldhornene mange hundrede år senere i jernalderen - Fra verasir.dk

Bronzealderfolket kan - som morlille i Erasmus Montanus - have troet at Jorden var flad som en pandekage. Hver morgen steg solen op over verdens østlige kant, og hver aften sænkede den sig ned under den vestlig kant. Når solen om dagen rejste mod højre skinnede den, som solskivens højre side på solvognen, og når solen om natten rejste til venstre gennem underverdenen tilbage til verdens østlige kant, var dens lys slukket, som solskivens venstre side.

Ingen af de 26 venstre-sejlende skibe har tilknyttet nogen solsymboler, hvilket må betyde at de sejlede i mørke gennem underverdenen, idet de fulgte en rute tilbage til verdens østlige kant, hvor solen ville genopstå, som den gør det hver morgen.

Hvis man tror, at hele verden styres af cykler, som vender tilbage i sig selv, og at alting vil gentage sig og komme igen i en ny skikkelse, er der kun et lille skridt til at tro, at også et menneskeliv er noget, som vil gentage sig.

Vi kan også hente inspiration til forståelse af tidens skibsbilleder i Homers epos Odysseus, som fortæller om Faikernes magiske skibe. Digtet beretter om helten Odysseus' hjemrejse fra Troja netop i bronzealderen; den antages at finde sted omkring 1.200 f.Kr. Hjemturen varede i ti år og bød på store strabadser og vanskeligheder.
Nymfen Calypso og Odysseus Odysseus på hans skib
Til venstre: Nymfen Calypso tilbyder Odysseus udødelighed - maleri af Jan Styka.
Til højre: Odysseus på hans skib vist på græsk vase fra det femte århundrede før kristus. Her ses styreårer.

Efter at have mistet alle sine skibe og alle sine mænd blev han skyllet op på stranden på øen Ogygia, havets navle, hvor han blev holdt tilbage af nymfen Calypso, som var datter af titanen Atlas, som har givet navn til Atlanterhavet (Herodot: Atlantis Thalassa). Blandt andet derfor tror mange at øen lå i Atlanterhavet, altså det vestlige ocean. Ved troldom fastholdt Calypso ham som sin elsker igennem syv lange år, men tilsidst lykkedes det ham at flygte på en tømmerflåde til naboøen Scheria, som vi må antage også lå i det vestlige ocean. På Scheria levede Faikerne.

Den Faikiske kongedatter Nausikaa beskriver beliggenheden af deres ø: "Langt væk lever vi i bølgens brus, og ingen andre dødelige kender til os."

Græsk Vase fra 660 f.Kr medskibsmotiv
Motiv på græsk Vase fra 660 f.Kr, som viser en kamp mellem et Græsk og et Etruskisk skib. Afbildningen af skibene minder om helleristnings-skibene, men det er tydeligt vist at skibene har styreårer, og at de bliver roet og ikke padlet frem.

Nogle har udledt af Homers digt at der var tidevand ved øen Scheria's kyster. Dette vil udelukke Middelhavet, hvor der ikke er noget videre tidevand.

Kong Alkinoös af Faikerne sagde til Odysseus: "Jeg udnævner i morgen som dagen. Mens du sover, vil de ro dig over det blanke hav, indtil du kommer til dit eget hus og land, eller hvor du ellers ønsker det, selv om det ligger uden for Euboea. De af vores folk, der bragte den gul-hårede Rhadamanthus til at besøge Tityus, søn af Jorden, så stedet og kalder det verdens ende. De sejlede dertil, uden anstrengelse, afsluttede deres opgave, og vendte hjem den selvsamme dag. Så du kan selv indse, at mine skibe er de bedste, og mine unge mænd de ypperste til at drive årer gennem de salte vande."

Helleristninger med skibe ved Blåholt Huse på Bornholm
Helleristninger med skibe ved Blåholt Huse på Bornholm - På ingen af de Nordiske helleristninger, som forestiller skibe, er vist noget, som overbevisnede kan ligne ror eller styreåre.

"Fortæl mig også om dit land, nation, og by, for at vore skibe kan forme deres formål i overensstemmelse hermed og bringe dig der. For Faikernes har ingen styrmænd; deres fartøjer har ingen ror, som andre nationers har, men skibene selv forstår, hvad det er, vi tænker på og ønsker, de kender alle byer og lande i hele verden, og kan krydse havet, selv når det er dækket med tåge og dis, så der er ingen fare for at omkomme eller kommer til skade."

"Som et forspand af hingste, et firespand i hånden, der sammen springer fremad over sletten ved et slag med pisken med hovedederne højt hævede på deres vej, således sprang skibets stævn i vandet, og den glitrende bølge af det pløjede hav skummede voldsomt i hendes kølvand. Sikkert og pålidelig ilede hun på sin vej, og ikke engang den hurtige falk, det hurtigste vingede væsen, kunne have indhentet hende. Således skar hun hurtigt gennem bølgerne, idet hun bar en mand, klog som guderne, som havde lidt mange dybtfølte sorger i krig og på de rullende bølger, men nu sov han i fred, hans sind var tømt for alle hans problemer." Faikernes skib efterlod Odysseus sovende på kysten af hans hjemland Ithaka.

Således kunne bronzealderfolket have opfattet helleristnings-skibene - som magiske skibe der med tankens og troens kraft kunne bringe de afdøde sovende til Verdens vestlige kant, videre gennem underverdenen til den østlige kant og genopstandelse - som Solen og Månen og nogle af stjernerne genopstår i den østlige horisont.

Tacitus nævner mange hundrede år senere i sin Germania at: "nogle er af den opfattelse at også Ulysseus under hans lange og legendariske vandringer rejste i disse dele af Oceanet og besøgte Germaniens lande, og at Asciburgium, som ligger ved Rhinens bred, og som stadig idag er beboet, blev grundlagt og navngivet af ham. Ikke alene dette, men de siger også at et alter, som blev indviet af Ulysseus, idet han tilføjede navnet på sin fader Laertes, engang blev fundet det samme sted, og at bestemte monumenter og gravhøje indskrevet med græske bogstaver stadig findes i grænselandet mellem Germania og Raetia."

Tvillinge-guderne fra Grevensvænge
Bronzealderfundet fra Grevensvænge ved Næstved, gengivet af Marcus Schnabel. I Grevensvænge på sjælland fandt man i 1700 tallet en lille bronzefigur, som forestillede et tvillingepar med hornede hjelme og økser i hænderne. Imidlertid parret blev adskilt, og den ene øksebærende figur gik tabt, efter al sandsynlighed under Københavns bombardement i 1807. Men imidlertid, den norske præst Marcus Schnabel havde lavet en tegning af fundet.

Vi har ingen sikker viden om religionen i bronzealderen, alt dette er ren spekulation. I skandinavisk historie og kultur findes ingen direkte henvisninger til genfødelse. Men det forekommer mig, at den old-gamle skik med opkalde børn efter afdøde slægtninge repræsenter en tro på, at forfædrene kan blive genfødt i nye generationer indefor familien.

Det nærmeste, man kan komme et konkret udsagn om en genfødelses-ide i bronzealderens Europa, er en bemærkning hos Cæsar om druidernes lærdom: "Først og fremmest lærer de at sjælen ikke dør, men vandrer fra den ene til den anden efter døden, og de regner det for et stort incitament til tapperhed, at dødsfrygten således er fjernet" (14.6). Nogle mener at Cæsar har hentet denne oplysning i et tabt værk om Kelterne af den stoiske filosof Poseidonius. Men da Cæsar i årevis selv opholdt sig hos Kelterne i Gallien, er det nærliggende at tro at han havde oplysningen fra dem selv.

Flere har prøvet at forbinde bronzealderens figurer med de senere vikinge-guder baseret på deres foretrukne våben. Thor er således karakteriseret ved sin hammer eller økse, Odin foretrækker sit spyd Gungner, og Freyr er kendt for sit gode sværd, som han gav bort for at få jættepigen Gerd til ægte.
Helleristning  som viser  to mytiske figurer med hornede hjelme og store økser To hornede bronzehjelme fundet i Veksø Mose To store øksehoveder af bronze fundet ved Egebak Spyd-gudens helleristning Bronzelurer på nationalmuseet Helleristning med tre lurblæsere
Fra øverste venstre billede mod højre og nedad:
- Helleristning fra Sotetorp nær Tanumshede i Bohuslen, som viser et højre-sejlende skib bemandet med 13 mand og og to mytiske figurer med hornede hjelme og store økser, begge med tydelig fallos. En person slår saltomortaler på langs af skibet. Skibet har drage- eller heste-hoved i stævnen.
- To hornede bronzehjelme blev fundet i 1942 ved tørvegravning i Veksø Mose mellem Roskilde og Frederikssund. De er tydeligvis uegnede til militært brug og må have været brugt i religiøse ceremonier.
- To meget store øksehoveder af bronze fra omkring 1.400 f.Kr. fundet ved Egebak nær Thisted i Vendsyssel. De er hver 50 cm. lange og vejer hver syv kg. De er kunstfærdigt udsmykkede med spiralmønstre. De er helt tydeligt alt for klodsede til militært brug og må have været beregnet til brug i religiøse ceremonier.
- Helleristning ved Litslebyhällen nær Tanumhede i Bohuslen. En stor spydbevæbnet mand med oprejst fallos kaldes "Spyd-gudens helleristning". Mange mener at det forestiller en tidlig Odin med spyddet Gungner.
- Bronzelurer udstillet på nationalmuseet. Lurerne vidner om bronzealderens mesterlige støbeteknik. Foto: Kees Kaldenbach.
- Helleristning ved Kalleby i Bohuslen, som viser tre potente lurblæsere.

På helleristningerne findes et mytisk tvillingepar, som bærer hornede hjelme og store økser. Man kender dem skikkelse fra flere afbildninger på helleristninger, og man har også fundet virkelige hornede hjelme og store økser. De virkelige økser er udført i tyndt, skrøbeligt bronze, som har ikke kunnet bruges i krig, og de hornede hjelme må også have været ganske upraktiske i et slag.

Men en sammenligning med den senere gud Thor er ikke ganske overbevisende; fordi, hvor blev hans tvilling af? Desuden, Thor er ikke kendt for at have båret en hornet hjelm. Derimod er de øksebærende mænd med hornede hjelme ofte vist med oprejst penis, hvilket leder tankerne hen på Freyr.

Våben og redskaber

Blandt de hyppigst forekommende fund fra bronzealderen er de relativt små arbejds- og våben-økser, som kaldes celte. Fra Danmark kendes mere end 1.000 fund af celte og og fra Sverige over 1.600.
Celt og pålstav Ard og strids-økser fra bronzealderen
Øverst til venstre: Grafisk rekonstruktion af skæftet celt. Træskaftet er ført ind i det hule celt-hoved, således at celten fastgør sig selv, når den bruges. For en sikkerheds skyld er celt-hovedet dog fastgjort med en snor. Man kan også forestille sig at celt-hovedet bliver fastgjort på tværs som en tværøkse. Rester af træ i nogle fundne celt har vist at skaftet var af eg.
Nederst til venstre: Rekonstruktion af skæftet pålstav. Træskaftet er surret fast i en fals på pålstav-hovedet. Det synes ikke at være en så solid forbindelse som hos celten, men ikke desto mindre synes pålstav at have haft en højere status end celt. Pålstaven er skæftet af Jess.
Øverst til højre: Ard fra den tidlige bronzealder fundet ved Donneruplund ved Vejle.
Nederst til højre: Venstre - stridsøkse af sten fra bronzealderen fundet på Lolland - forfra og fra siden. Højre: - Stridsøkse af sten fra bronzealderen fundet på Abbetved bopladsen ved Roskilde. Bemærk at støbekanten hos et bronzevåben er efterlignet. Faktisk er der fundet mange traditionelle flintredskaber fra bronzealderen, i form af flint-pilespidser, flint skrabere, prene og så videre. Ikke alle havde råd til den dyre bronze.

Celt Celt af bronze. Den er hul for skæftning og har et øje, hvor den kan sikres med en snor.

Celte ses meget sjældent i egekiste-begravelserne, medens de hyppigt findes enkeltvis i vådområder, hvor de må have været nedlagt som offer til guderne. Det kunne tyde på at de først og fremmest var redskaber og våben for almindelige bønder, som ikke fik sådanne pragtfulde begravelser som medlemmer af fyrsteslægterne. Måske indikerer det også at mere almindelige bønder havde veneration til deres vanlige guder, som holdt til i mosen.

Som krigsvåben må de have haft samme funktion som bondestenalderens stridsøkser eller stridshamre, nemlig at søge at knuse en modstanders hovedskal.

Meget tyder dog på, at den vigtigste funktion var arbejdsøkse, idet man kan konstatere at æggen ofte er hærdet og skærpet ved overhamring. Nogle konkluderer at det ville ikke have været nødvendigt, hvis den primært var et våben, idet den ikke behøver at være specielt skarp for at slå hovedskallen ind på en modstander.

Celte fra Buskbanke
Celte fra Buskbanke ved Voldtofte nær Assens. De er indridset med skibsmotiver, men de kan ikke ses på fotografiet. Foto Asger Kjærgaard.

De er ofte omkring 4 cm i bredden og 6 cm. i længden, men der kendes også meget små celte.

En pålstav er en åben celt, hvor skaftet blev fastgjort i en fals istedet for i et hul. De må have haft nogenlunde de samme funktioner som celte, de synes dog at have haft en mere fornem status, idet de i flere tilfælde er fundet i rige grave sammen med sværd.

Sværdet blev opfundet i bronzealderen, og det blev brugt af mænd af høj status. De er ofte kunstfærdigt udsmykket. I ældre bronzealder før 1.300 f.Kr. var sværdene dekoreret med spiraler og cirkler, og efter dette tidspunkt blev de kun dekorerede med cirkler. De skeder man kender er lavet af træ, nogle smukt dekorerede og andre ganske simple. Man kan undre sig over at grebene er så smalle; Vi tænker: havde bronzealder-mænd virkelig så små hænder?

Svaret er sandsynligvis at sværdet først og fremmest var et stikvåben, og da et menneskelegeme har en konsistens omtrent som en flæskesteg, vil det kræve nogen kraft at stikke det ind i fjenden; derfor holdt krigeren sværdet med håndfladen bag den øverste knop for bedre at kunne at skubbe det ind.
Bronzealdersværd og bronzepilespids Guldbelagte bronzealdersværd
Øverst til venstre: Praktiske bronzealder sværd udstillet på nationalmuseet.
Nederst til venstre: Pilespids af bronze.
Til højre: Guldbelagte pragtsværd fra bronzealderen.

Bronzesværd var det dominerende våben hele bronzealderen igennem. Det må være indlysende de hovedsageligt må have været stikvåben, idet bronze er et ret hårdt og skørt metal. De ældste sværd er tydeligvis importerede fra det sydlige Europa, men meget hurtigt udviklede Nordens smede et sandt mesterskab i bronzestøbning.

Bronzesværd med smukke kunstfærdige greb og guldbelægninger fremtræder meget ofte uden en skramme. De synes udelukkende at have været en slags klenodier eller værdighedstegn.

Mange fundne sværd af mere simpelt og praktisk design bærer imidlertid ofte spor af at have været brugt i kamp; æggen kan have tydelige hugspor eller være skærpet for at udbedre sådanne skader.

Spydspidser fra bronzealderen
Øverst: Smukt dekoreret spydspids af bronze fundet ved Valsømagle nær Ringsted.
Nederst: Almindelig praktisk spydspids fra bronzealderen.

Det forekommer sandsynligt at dette afspejler samfundets organisation. De pragtfulde sværd tilhørte de rige og mægtige slægter og gik i arv fra den ene generation til den anden, indtil de endte i højen. Fyrsterne og småkongerne var omgivet af en kreds af unge sværd-bevæbnede mænd, som udførte de egentlige kamphandlinger, når situationen krævede det. Rundt i landsbyerne boede de almindelige bønder, som passede deres jord og var bevæbnede med celt, stenøkse og bue og pil og lignende.

Man har fundet bronze-pilespidser, men der mange eksempler på at flint-pilespidser, ja endog ben-pilespidser stadig var i brug i bronzealderen.

I det hele taget fylder forskellige våben meget blandt fund fra bronzealderen, og mange af dem har skrammer, som viser at man ikke havde våben for sjov. Vi må forestille os at de politiske forhold var præget af mange lokale småkonger og fyrster, som intrigerede og bekrigede hinanden ved hjælp af skiftende alliancer eller åben krig.

Fiskeri og Sejlads

Fiskekrog af bronze fra Sølagerhuse Hårnet fra den ældre kvindes grav i Borum Eshøj Mængder af fiskeben fundet ved Sølagerhuse
Til venstre: Fiskekrog af bronze fundet ved Sølagerhuse nær Hundested.
I midten: Hårnet fra den ældre kvindes grav i Borum Eshøj - Bronzealderfolket havde behovet, materialerne og mestrere teknikken til at fremstille fiskenet, så må vi tro at de også har gjort det, selvom man ikke har fundet sådanne net.
Til højre: Mængder af fiskeben fundet ved Folkemuseets udgravning ved Sølagerhuse.

Takket være bronzen fik fiskekroge et noget mere elegant, og sikkert mere effektivt design end stenalderens kroge, som var skåret af kronhjorte-ribben.

I flere kvindegrave fra bronzealderen har man fundet hårnet; ved fremstilling af fiskenet bruges nogenlunde samme teknik, hvilket gør det meget sandsynligt at man har fanget fisk med net.

En rekonstruktion af Hjortspringbåden på prøvetur
Hjortspringbådens Laug er en gruppe historie-interesserede på Als, som har bygget en målfast rekonstruktion af Hjortspringbåden. Her ses den på prøvetur i farvandet nord for Als, Maj 2001. Den ligner skibene på helleristningerne, især dem fra slutningen af bronzealderen.

I forbindelse med Folkemuseets udgravning af flere mindre bopladser fra bronzealderen i udkanten af Hundested i 2006, fandt man meget store mængder af fiskeknogler i affaldslag. Det tyder på at store dele af bronzealderens mennesker levede på noget nær samme måde, som de havde gjort i både jægerstenalderen og bondestenalderen, nemlig hovedsageligt af alt godt fra havet.

I Sydskandinavien findes tusinder af helleristninger, som forestiller skibe, men man har aldrig fundet rester af sådanne skibe fra selve bronzealderen. Men i Hjortspring Mose på Als fandt man i 1921 en 19 meter lang båd, som ligner skibene på helleristningerne. Den stammer imidlertid fra den tidlige jernalder. Den var en slags let krigskano, som kun vejede 530 kg. Båden var beregnet på at blive padlet frem af 24 mand. Mange af padleårerne og en stor styreåre er bevaret. Vi må tro at Hjortspringbåden et et eksempel på en skibstype fra den tidlige jernalder med dybe rødder i bronzealderen.

Krumsværdet fra Rørby
På et bronzesværd fundet ved Rørby nær Kalunborg er indridset en tegning af et skib. Det er det tidligste skibsbillede, som er fundet indtil nu. Sværdet er dateret til omkring 1.600 f.Kr.
Skibet har en fuldstændig ret køl, som er forlænget mod for og agter. Rælingsrammen for og agter er forlænget til opsvungne stævne. Besætningen er tegnet som streger med hovederne som små prikker. Det har måske 35-40 mand ombord. Mændene sidder parvis, som om de padler til henholdsvis styrbord og bagbord.
Ved at tælle pixels og mænd på billederne af henholdsvis den rekonstruerede Hjortspringbåd og Rørby skibet og lave noget forholdstalregning, kommer man frem til at Rørby skibet har haft en total længde på omkring 26 meter. På grund af at Rørby skibet er længere, må det også have været bredere for at give tilstrækkelig langskibs styrke, måske 2,5 til 3 meter bredt. Det vil sige at et givet tværsnit af båden, skal vi sige 1,1 meter langt, som giver plads til to roere ved rælingen henholdsvis styrbord og bagbord, har været tungere end end et tilsvarende tværsnit af Hjortespringbåden.
Det betyder at jo større båden er, jo flere kilo skal hvert besætningsmedlem padle frem.
Jeg husker en bemærkning hos Saxo om at Ormen Lange blev lagt op, fordi den var så tung at ro.
Måske er de mange meget store skibe på helleristningerne et religiøst motiv, og bronzealderfolket har i virkeligheden ikke haft så store skibe.

Krumsværdet fra Rørby kan dateres til tiden omkring 1.600 f.Kr. og det er dermed et af de ældst kendte billeder af skibe. Det slanke skib har højt svungne stævne og kølforlængelser både for og agter. Ligesom på bronzealderens helleristninger er mandskabet ombord på skibet, omkring 35-40 mand, tegnet som skrå streger med hovedet markeret som små prikker.

Arkæologen Flemming Kaul har analyseret de mange billeder af skibe og konkluderet at der har været en udvikling af skibs-design op gennem bronzealderen.

De ældste helleristninger viser skibe med køl, som er forlænget mod agter som en slags retnings-stabilisator. Forude er en kølforlængelse buet stærkt opad, som det også var tilfældet med de senere vikingeskibe. Helleristninger fra omkring 1.300 f.Kr. viser et dyrehoved, måske en hest, og senere en fugl på den opad- og tilbage-bøjede forlængelse af rælingsrammen, der er stadig køl-forlængelse agterud. Der er ikke vist nogen styreårer.
Forskellige skibstyper på Helleristninger
Forskellige skibstyper, som de viser sig på bronzealderens helleristninger. Mange af skibene er dekoreret med dyrehoveder på stævnforlængelsen, nogle ligner hestehoveder, andre fuglehoveder. De mange korte linjer, der stikker ud fra skroget repræsenterer formentlig besætningsmedlemmer eller løftede padleårer. Nogle mener at figurerne 6 og syv kan være skindbåde i lighed med Grønlandske konebåde og den irske Curragh, der er bygget af tjærede oksehuder trukket over et tyndt træskelet. Et billede fra 1600-tallet af en irsk curragh viser dyrehoved i stævnen. Figur 1, 8, 9 og 3 ligner træbåde af samme type som Hjortespringbåden. Figur 10 er det sjældne tre linjers skib. Figur 4 og 11 kunne være stammebåde - Fra Axels Fartygs Historia.

Det er foreslået at type 7 (se figur), som er fundet ved Lensberg nær Tønsberg, stammer fra 1.100 f.Kr. Den har opadsvunget forlængelse af rælingsrammen, kølforlængelse for og en slags lige kølforlængelse mod agter men tilsyneladende intet dyrehoved eller anden dekoration. Type 6 kan stamme fra 900 f.Kr., den er fundet ved Blåholt og Madsebakke. En type 3 kan kan være fra bronzealderens slutning, nemlig 500 f.Kr. idet den minder om Hjortspringbåden.
Bronzealder stammebåd ved Varpelev Bronzealder stammebåd fra Vestersø
Til venstre: Stammebåd fra bronzealderen under udgravning ved Varpelev på Stevns i 1973; den er kulstof 14-dateret til omkring 1.000 f.Kr.
Til højre: Stammebåd fra bronzealderen under udgravning ved Vestersø ved Lemvig i 1952 - Bemærk de udhuggede spanter, som søger at efterligne en plankebygget båd - Den kan idag beses på Lemvig Museum.

Fartøjer af udhulede træstammer har været brugt i Danmark lige fra jægerstenalderen til vikingetiden. På grund af deres ringe stabilitet må man antage at de i almindelighed har været beregnet til sejlads på åer, søer og indre farvande.

I Danmark har man fundet to stammebåde, fra bronzealderen, nemlig bådene fra Vestersø ved Lemvig og fra Varpelev på Stevns. De har begge den typiske flade bund, de karakteristiske udhuggede spanter og den udhuggede agterstavn, som er almindelig på centraleuropæiske stammebåde fra bronzealderen.

Viksbåten
Viksbåten er en plankebygget træbåd, som er fundet i en gravhøj i Sverige og udstillet på et Museum i Söderbykarl hembygds och Fornminnesförening. Vid Erikskulle.- efter mine oplysninger er båden fra bronzealderen. I England er ligeledes fundet plankebyggede træskibe fra bronzealderen, nemlig i Ferriby ved Humber floden og ved Dover. Men ingen af dem er så lette og elegante som hjortspringbåden.

Den flade bund gav bronzealderens stammebåde en lidt forbedret stabilitet i forhold til stenalderens stammebåde, som var helt runde i bunden.

Stammebåden fra Varpelev er bygget af en helt enestående lang og lige egestamme. Den har udhuggede spanter og agterstavn, som er typisk for tidens stammebåde. Som mange europæiskes stammebåde fra Bronzealderen er den meget lang, omkring 14 meter. Det skal relateres til stenalderens stammebåde, som var knap 10 meter lange eller kortere.

Man må erkende at en 14 meter stammebåd fundet på Stevns, nødvendigvis må have sejlet på Øresund, da der ikke er floder eller søer i dette område, som kan retfærdiggøre så stor en båd.

Stammebåden fra Vestersø er ligeledes lavet af eg, men usædvanligt for bronzealderen er den temmelig kort, nemlig kun 6,2 meter. Den har 4 udhuggede spanter, hver 4 cm høje. Godstykkelsen i siderne er 3,5 cm og i bunden 8-10 cm.

Hvordan så Bronzealderfolket ud?

Scene fra bronzealderen Scene fra bronzealderen malet af Rasmus Christiansen i 1925. Man kan argumentere imod bronzeskjoldet, som en af krigerne bærer på ryggen. Mange mener at disse runde bronzeskjolde var upraktiske i krig og kun blev brugt i religiøse ceremonier. Desuden tyder udgravninger på at datidens huse var karakteriseret ved ret lave sidevægge, et dominerende stråtag, indgang i gavlen og indvendige bærende stolper. Hustypen på billedet er rekonstrueret efter bemalede urner fundet ved Stora Hammar nær Skanør i Skåne og mange andre steder ikke alene i Skandinavien, men også langt ned i Europa.

I Sønderjylland har arkæologiske udgravninger vist at huse fra bondestenalderens sidste del kun er fundet på pladser, hvor der også er fundet hustomter eller gravanlæg fra ældre bronzealder, hvilket indikerer kontinuitet mellem bondestenalderen og bronzealderen. En stor del af bronzealderens mennesker har med stor sandsynlighed været efterkommere efter stenalderbønderne.

På grund af enestående bevaringsforhold har man fundet adskillige meget velbevarede begravelser fra ældre bronzealder. Ialt har man siden forrige århundrede fundet et halvt hundrede begravelser i egekister, men imidlertid blev mange udgravet af ukyndige, hvilket medførte at genstande og oplysninger gik tabt. Men henved en halv snes egekister overlevede med deres indhold.

Meget tyder på at bronzealderfolket var nogle slanke lyshårede typer, som lignede mange af nutidens mennesker i statur. De var lidt højere end de gamle jægere og stenalder-bønderne, men spinklere bygget. Nogle har beregnet ud fra det fundne skeletmateriale at gennemsnitshøjden for mænd var 173 cm. og for kvinder 164 cm.

De klædte sig i dragter af vævet uld af forskelligt design. Mændene barberede sig og gik med rundpulede floss-huer.

Mandsklædning fra egekisten i Tvillinghøj ved Mulbjerg
Mandsklædning fra egekiste i Tvillinghøj ved Mulbjerg. Den indvendige kofte har formentligt været fastholdt af et læderbælte og måske to små læderstropper over skuldrene. Kappen har efter alt at dømme været båret symmestrisk som vist og fastholdt af to bronzebøjlenåle.

Man kan undre sig over, hvor de gamle jægere og bønder var blevet af; men det var nok sådan at det kun var bronzealderens overklasse, som fik del i de pragtfulde begravelser, og den tilhørte jægernes og stenalder-bøndernes efterkommere måske ikke. I hele bronzealderen er kun fundet et individ, som muligvis kan betragtes som en af de de gamle jægeres efterkommere. Det er den ældre kvinde fra Borum Eshøj, som var en langskallede cro magnon type. Desuden mener nogle at Skrydstrup pigen var langskallet og således kunne have haft noget af jægernes blod i sine årer.

I Tvillinghøj ved Muldbjerg nær Ringkøbing udgravede man i 1883 en egekiste. Manden i kisten havde været 180 cm. høj. Han var iført en knælang kofte af uld holdt sammen af et læderbælte, og desuden bar han en ulden kappe. På hovedet havde han en rundpulet floss-hue. Som alle andre mænd fra bronzealderen var han glatbarberet. Han havde halvlangt hår med midterskilning. Ved hans højre side lå et bronzesværd i en dekoreret træskede. Han havde sin hornkam og sin ragekniv med i graven. Kisten er dateret til 1.365 f.Kr.

I Trindhøj ved Vester Vamdrup vest for Kolding lå en mand, svøbt i en kohud, med sin uldkappe over sig. På hovedet bar han en flosshue. Han havde sit sværd hos sig i en udskåret træskede samt en hornkam og hans bronze-ragekniv. Af skelettet var der intet tilbage, men hans blonde hår var bevaret.

I Borum Eshøj ved Århus fandt man omkring 1870 hele tre enestående egekiste-begravelser fra bronzealderen fra omkring 1.350 f.Kr., der indeholdt ligene af to mænd og en kvinde, som var iklædt nogle af de bedst bevarede oldtidsdragter, som man har fundet indtil nu. Der var også mange gravgaver i kisterne.
Den gamle mand fra Borum Eshøj Den unge mand fra Borum Eshøj
Til venstre: Den gamle mand fra Borum Eshøj.
Til højre: Den unge mand fra Borum Eshøj.

Borum Eshøjs centralgrav indeholdt liget af en spinkelt bygget 50-60 årig mand, ca. 170 cm høj, med blondt hår og velplejede negle. Han lå udstrakt på en kohud. Manden var iklædt en kilt af uld fastgjort med et bånd om livet og en rundpuldet hue, og liget var dækket af en rundskåret ulden kappe.

Den anden af egekisterne fra Borum Eshøj indeholdt liget af en ung mand, som var omkring tyve år, da han døde. Hans krop var meget velbevaret ved udgravningen; muskler og andre bløddele forbandt stadig knoglerne med hinanden. Han har været omkring 166 cm. høj, spinkelt bygget og kortskallet. Han var iført en slags kilt af vævet uld fastgjort med et læderbælte og en kappe. Resterne af hans pubeshår sad stadig på indersiden af kilten, hvilket tyder på at han ikke havde været iklædt noget under kilten. På hovedet bar han en rundpulet hue og ved hans side lå en sværdskede af træ, som imidlertid blot indeholdt en kort bronzedolk. Over hans højre skulder lå en bred læderrem, som havde båret skeden. Det er muligt, at han også havde et par lædersko på. Som de fleste andre højbeboere har han fået en kam med i kisten. Et velplejet udseende har været meget vigtig i bronzealderen. Over ham var lagt en en stor kappe af uld.
Kvindeklædning fra Borum Eshøj Den gamle mands klædning fra Borum Eshøj
Til venstre: Kvindeklædningen fra Borum Eshøj er noget mere tækkelig end Egtvedpigens. Den består af bluse, skørt, bånd og hårnet.
Til højre: Den gamle mand i Borum Eshøj var iklædt en slags kilt og en kappe af vævet uld.

Den tredie begravelse i Borum Eshøj var en kvinde, som havde været mellem 50 og 60 år, da hun døde. Hendes hår var langt, flettet og lysblondt. Hun var kraftig bygget og ikke særlig høj, omkring 156 cm. Spor på hendes knogler afslørede stærke muskler. Hun var langskallet med dybe øjenhuler. Hun kan have været en efterkommer efter de gamle jægere, må vi tro. Hendes dragt er meget velbevaret og består af et aflangt stykke stof syet sammen af flere dele, bluse, hårnet, hue og to bælter, alt lavet af uld. Desuden fandt man en bronze- bælteplade, en halsring, armringe, spiralfingerringe, en dragtnål et lerkar, en trææske, en bronzedolk og en hornkam.

Den bedst kendte bronzealder-begravelse er Egtvedpigens grav ved Egtved nær Vejle, som blev udgravet i 1921.
Rekonstruktion af Egtvedpigen Kvindefigur i bronze fundet ved Grevensvænge. Kvindefigur af bronze fundet ved Fårdal Helleristning med akrobat over skib
Fra venstre mod højre:
- Kort efter udgravningen tegnede konservator Gustav Rosenberg denne rekonstruktion af Egtvedpigen. Den er baseret på iagttagelser gjort under udgravningen og kommer sikkert de virkelige forhold omkring hendes dragt ret nær.
- Kvindefigur i bronze fundet ved Grevensvænge ved Næstved. Hun går i bro eller slår saltomortaler. Hun er blot iført en halsring og samme slags snoreskørt som Egtvedpigen, dog lidt kortere.
- Kvindefigur af bronze fundet ved Fårdal ved Viborg. Hun tilbyder sit ene bryst og bærer den samme type snoreskørt som Egtved pigen og ellers ingenting.
- Helleristning af højre-sejlende skib ved Sotetorp i Tanum, Bohuslen. En akrobat slår saltomortaler hen over hovederne på besætningen.

Hun var mellem 16 og 18 år gammel, da hun døde en sommerdag omkring 1.400 f.Kr. At det netop var en sommerdag, kan man slutte af at ved hendes venstre knæ lå en sommerblomst, en røllike. Ved udgravningen var al pigens hud velbevaret, medens knoglerne og de indre organer var fuldstændig væk. Hun blev formentlig begravet i sin almindelige sommer-klædning, som var en bluse med halvlange ærmer og et knælangt snoreskørt.

Egtvedpigens frisure
Egtvedpigens frisure tegnet af Claus Deluran.

Pigen fra Egtved var 160 cm. høj og temmelig slank med en livvidde på 60 cm. Hendes hår var blondt, kortklippet og løsthængende.

I bronzealderen var det ganske varmt om sommeren, og det er ikke usandsynligt at en kort bluse og et snoreskørt har været en almindelig sommer-klædning for unge piger af god familie.

Nogle har indvendt at det er ikke sandsynligt at almindelige unge kvinder har været så udfordrende klædt, og at det luftige snoreskørt og den korte bluse var karakteristisk for særlige unge kvinder med akrobatiske pligter i forbindelse med religiøse ceremonier. En bronzefigur, som blev fundet ved Grevensvænge i 1700 tallet, fremstiller netop en pige i snoreskørt og intet andet, som går i bro eller slår saltomortaler. Flere helleristninger viser figurer, som slår saltomortaler over hovederne på mandskabet på et skib. I så fald kan Egtvd pigens dødsårsag have været et uheldigt nedspring.

Skrydstrup pigen
Skrydstrup pigen med guldørenringe og kunstfærdigt opsat hår.

Ved Skrydstrup nær Vojens fandt man i 1935 en anden begravelse fra bronzealderen. Skelettet var kun delvist bevaret Der var også denne gang tale om en ung kvinde; hun var omkring 18 år, da hun døde. Hun var blevet lagt til hvile på et lag af skovkørvel, hvoraf man kan slutte at også hun blev begravet om sommeren. Hun har været omkring 170 cm. høj og spinkelt bygget. Hendes hår var rødblondt og opsat i en kunstfærdig frisure. Hun havde et smalt ansigt og lange øjenvipper. Det vurderes at hun var langskallet. Hun var mere anstændig klædt end Egtvedpigen, idet hun var iført et stort skørt, som dækkede hele underkroppen og en bluse med halvlange ærmer af lignende snit som Egtvedpigens. Hun var iført en slags mokkasiner af læder og dækket af to uldtæpper.

I Guldhøj ved Vester Vamdrup sydvest for Kolding fandt man liget af mand, som var begravet med sin pålstav, bronzedolk og klapstol med odderskinds-sæde. Der var intet bevaret af skelettet, men en del af hans blonde hår lå tilbage.

I Lille Dragshøj ved Højrup nær Haderslev fandt man i 1859 liget af en mand svøbt i en dyrehud. Nogle få bløddele men intet af skelettet var bevaret. Hans nu mørke, men oprindeligt blonde hår fandtes stadig. Han havde fået sin sværdskede, men ikke sit sværd med i graven. Istedet var en dolk stukket i skeden som erstatning.

Toppehøj ved Bjolderup nær Åbenrå blev åbnet i 1827, og man fandt liget af en mand i en egekiste. Han havde fået alle sine våben med døden, hvilket var hans sværd og pålstav. Skelettet var ikke bevaret, men en lok af hans blonde hår var stadig der.

I en egekiste udgravet ved Nybøl nær Sønderborg lå et ret velbevaret skelet af en temmelig spinkelt bygget kortskallet mand, som har været 1,75 m. høj.

I en egekistegrav ved Viksø nær Hillerød fandtes et ufuldstændigt kranium og en lårbensknogle af en midaldrende kortskallet mand, som har været omkring 1,71 meter høj.

Kvinden fra Borremose Manden fra Borremose
Til venstre: Kvinden fra Borremose opbevares på Nationalmuseet, men er ikke udstillet. Foto tollundmanden.dk.
Til højre: Manden fra Borremose med rebet om halsen. - Foto tollundmanden.dk.

I Danmark, Syd Sverige, Nord Tyskland, Holland, England og Irland er fundet mere end 150 lig begravet i moser. Kulstof-14 analyser har vist at de fleste er fra slutningen af bronzealderen og den ældste jernalder.

Et af de ældst kendte moselig i Danmark er en bronzealderkvinde, som blev fundet i 1948 i Borremose nær Aars i Himmerland. Hun var mellem 19 og 35 år gammel, da hun døde omkring 700 f.Kr. Hun var ret fedladen. Hun blev fundet liggende på maven i mosen, nøgen men dækket af et uldskørt. Det ene ben var trukket op under hende. Den sandsynlige dødsårsag må have været et voldsomt kølleslag mod baghovedet. Ydermere havde hun fået hele ansigtet knust af endnu et kraftigt slag med en kølle. Før eller efter døden var hun blevet skalperet, idet hovedhuden og håret kun hang fast på hovedet med nogle få kødtrevler.

Ingen ved, hvorfor hun blev udsat for en så brutal og ydmygende behandling, men mange gætter at hun var en utro kvinde, idet afskæring af håret gennem hele Middelalderen, og formentlig tidligere, har været løsagtige kvinders straf.

Tacitus har i sin "Germania" nogle bemærkninger om dette, selv om han dog skriver flere hundrede år senere. Han skriver om Germanerne: "Der er befolkningens størrelse taget i betragtning overordentlig få tilfælde af ægteskabelig utroskab. Straffen herfor falder øjeblikkelig, og dens fuldbyrdelse er overladt ægtemanden. Han klipper sin kone korthåret og blotter hende i slægtninges nærværelse. Dernæst jager han hende bort fra hjemmet og driver hende med pisk gennem landsbyen." Hun blev dog ikke skalperet i jernalderen, men måske var tiderne mildnet siden bronzealderen.

I samme mose har man fundet to andre lig fra overgangstiden mellem bronze- og jernalder. Det ene var en mand, som var blevet kvalt med et reb, der endnu sad om hans hals. Også han var nøgen. Som kvinden havde han ydermere fået baghovedet knust med et voldsomt slag, der helt havde åbnet kraniet. Hans højre lårbensknogle var brækket. Et par skindslag var lagt ved hans fødder.

Manden var temmelig lille i statur, nemlig 1,55 meter høj. Den venstre hånd var særlig godt bevaret; den var meget velplejet og viste ingen spor af hårdt fysisk arbejde. Fødderne var ligeledes meget velsoignerede med omhyggeligt klippede negle. Undersøgelse af hans maveindhold viste at han umiddelbart før sin død havde spist en slags grød kogt på forskellige ukrudtfrø.

Det var ikke samfundets bærme, som endte i mosen; det var velnærede og velsoignerede personer.

Indo-Europæerne

Det er en uomtvistelig kendsgerning at vi i Skandinavien idag taler et indo-Europæisk sprog, som har mange træk tilfælles med andre indo-europæiske sprog, hvilke er næsten samtlige Europæiske og Indiske sprog.

Mulige indo-europæiske ur-hjem
Forslag til lokalisering af det Indo-Europæiske ur-hjem.

Det er overvejende sandsynligt at et sådant fælles oprindeligt sprog i en fjern fortid må have udviklet sig indenfor et begrænset område, som er det mystiske oprindelige indo-europæiske ur-hjem. Ingen ved, hvor det lå, men der er ingen mangel på teorier. Den mest udbredte teori, Cuban teorien, fortæller os at det lå i området nordvest for det Kaspiske hav, som engang var dækket af spredt skov. Andre mener at ur-hjemmet lå i det sydlige Ukraine, i Donau dalen, på Balkan halvøen, i Skandinavien eller i Anatolien i Lille Asien. Ifølge Androvno teorien lå det imidlertid i det nuværende Uzbekistan. Nogle mener endog at det Indo-Europæiske urhjem lå så langt mod øst som i den moderne kinesiske Gansu provins.

Derfor, hvis vi udelukker teorien om at det indo-Europæiske ur-hjem lå i Skandinavien, må vi se i øjnene at der har fundet en indvandring sted på et eller andet tidspunkt, vi ved blot ikke hvornår. Det kan have været ved landbrugets indførelse, i bondestenalderen, det kan have været ved enkeltgravs-folket ankomst til den jyske hede, ved bronzealderens begyndelse eller ved start af yngre bronzealder. Vi ved det ikke, men start af bronzealderen er et godt bud.

Det betyder ikke nødvendigvis at efterkommerene efter de gamle jægere og stenalderbønderne blev udslettet eller fordrevet, men i en periode hørte de formentligt ikke til samfundets top.

Fønikiske skibe leverer tømmer til Babylon
Relief fra Sargon II paladset ved Dur-Sharrukin nu Khorsabad, som viser Fønikiske skibe med hestehoved stævn-prydelser, som bringer cedertræ fra Libanon - Louvre Museum. - Mange bronzealder helleristninger viser skibe med hestehoved stævn-prydelser. Skjalde-digte fra vikingetiden omtaler skibe som havets heste, selvom heste-hovederne er blevet skiftet ud med drage-hoveder. Efter nogles mening er interessen for heste et Indo-Europæisk træk.

Vi kan ikke med sikkerhed vide om bronzealderfolket var Indo-Europæere eller ej. Vi kan ikke tale med dem, og de har ikke efterladt sig skriftlige beretninger. Heller ingen mere civiliserede nabofolk har efterladt beretninger om dem. Nogle mener dog at Faikerne i Homers epos Odysseus var det Skandinaviske bronzealderfolk.

En Indo-Europæisk indvandring, som introducerede er nyt sprog, må have haft en meget stor kulturel indflydelse også på andre områder, som for eksempel religion. Det er ikke urimeligt at søge efter fælles indo-europæiske guder og religiøse ideer i helleristningerne og de indridsede billeder på bronze-genstande.

Forskellige forskere har dog nogle ideer om hvilken kultur og religion, man kan forvente at finde hos et Indo-Europæisk folk. Der vil være en gud forbundet med solen, en tordengud, en underverden, en spådom om et altødelæggende endeligt slag, en vis dualisme, som personificeres i tvillingeguder. Heste tillægges stor betydning, eventuelt ofrer man heste til guderne. Samfundet vil ofte være tredelt, noget i lighed med Platons forslag i "Staten". Nemlig i gruppen af herskere, som er fyrster og ypperstepræster, vogterne, som er krigere og soldater, og endeligt det almindelige folk, som blot passer deres arbejde.

Og nogle af disse træk mener man at kunne genkende i fund, tegninger på bronzegenstande og på helleristninger. Desuden samtidige nabofolk længere nede i Europa er tydeligt identificeret som Indo-Europæere på grund af sproget, og derfor konkluderer man at det var det nordiske bronzealderfolk nok også.
Axels Fartygshistoria Axel's History of Ships.
Noget om celte Jens Nielsen (pdf).
Hjortspringbåden Per Nielsen.
Hjortspringbådens Laug
Bronzealder-Ingeniører Marianne Rasmussen, forskningsleder. Forfattet til Lejre Forsøgscenters årsberetning 2004.
Hjortspring Et krigsskib fra førromersk jernalder og dets kontekst Vikingeskibsmuseet.
Geoviden - Geologi og Geografi nr. 1 2007 Geocenter København (pdf).
The Odysse by Homer - Book VIII Translated by Samuel Butler.
The Odyssey by Homer - Book XIII Translated by Samuel Butler.
Odysseus' og Menelaos' lange hjemrejser fra Den Trojanske Krig Verasir af Flemming Rickfors
Skibsteknologi i bronzealder og jernalder - Nogle overvejelser om kontinuitet eller diskontinuitet Af Ole Thirup Kastholm
Indo-Europæerne Dalum Hjallese Debatklub.
Bronzealderskibets weblog Fra ide til bronzealdercenter.
Helleristningsguide - Bilder i berg i Norden Arild Hauge.
Fyns fantastiske fyrster forsvandt ud i det blå Videnskab dk.
Ældre Edda - fuld tekst Internet Archive.
Folkeviser - Elverhøj Kalliope Digtarkiv.
Gennemsnitshøjde Vikingetidenskonger.dk
"Helleristninger - billeder fra Bornholms bronzealder" - Bornholms Museum wormanium 2005.
"Bronzealderens Religion" af Flemming Kaul - Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab - København 2004, af Flemming Kaul.
"I Østen stiger solen op" (kronik i Skalk 1999 nr. 5, s. 20-30) af Flemming Kaul.
"Solsymbolet" (Skalk 2000 nr. 6, s. 28-31) af Flemming Kaul.
"Åndeligt opbrud" (kronik i Skalk 2003 nr. 6, s. 20-27) af Flemming Kaul.
"In Search of the Indo-europeans - Language, Archaeology and Myth" af J.P. Mallory - Thames and Hudson 1996.
"Danmarks Oltid" 2. Udgave bind 2 Bronzealderen - Johannes Brøndsted. Gyldendal 1960

Tilbage til start af artikel

20170315

Passed W3C Validation