Forside DH-Debat

Verdens Kommende Økonomiske Krise

I Zimbabwe har herskeren præsident Mugabe forsøgt sig med en en massiv monetær ekspansion for at bringe sit fattige land på fode. Det førte til, at inflations raten var 600 pct. sidste år. I år er den 1.600 pct. I samme øjeblik som en Zimbabwe borger modtager sin løn, må han styrte ud på gaden for at købe et eller andet for den, inden prisen igen er blevet fordoblet.

Gideon Gono, leder af Zimbabwes central bank, siger, at de "nye farmere" er årsagen til problemet. Ulig de "gamle farmere" dyrker de ikke noget på jorden. Mugabe har i sin visdom forjaget de hvide farmere og overdraget jorden til "veteraner". Der er for mange penge på markedet og for lidt mad.

Zimbabwes problemer kan vi betragte som underholdning fra de varme lande. Det vil aldrig kunne komme til at berøre os.

Men hvad så med dollaren? Der findes umådelige mængder af dollars i verden. Den internationale valuta exchange er 50 gange handelen, og det i hovedsagen fra dollar til noget andet eller omvendt. Det indikerer en enorm pengemængde. Den kinesiske central bank har netop i år passeret den japanske central bank med hensyn til dollar reserver med en beholdning på en trillion dollars. Den japanske centralbank må nøjes med en silo med kun 880 billioner dollar. Dertil kommer, hvad de arabiske oliestater er i besiddelse af.

Den samlede offentlige amerikanske gæld netop nu er 8.8 trillioner dollars, hvilket svarer til omkring 29.000 dollar for hver amerikaner, babyer, skolelever og pensionister inkluderet. Det forekommer urealistisk, at de nogensinde vil blive i stand til at betale den tilbage.

Kineserne og japanerne er så smarte, at de låner deres dollar tilbage til amerikanerne, som belåner deres huse, så de kan købe nogle flere let industri produkter fra Kina og biler og maskiner fra Japan. De fleste amerikanske huse er belånt som de danske huse, noget i retning af 70 til 80 pct.. Det vil sige, at den private gæld har også nået astronomiske dimensioner.

Andre nationers besiddelse af dollars er dybest set også en slags gæld. En dollar er jo en slags gavekort til stormagasinet USA. Med dollars i hånden kan de studere hylderne og pege på, hvad de gerne vil have, og så er butikspersonalet i princippet tvunget til at udlevere det. Kineserne har for eksempel en beholdning på 1 trillion dollars.

En trillion er en million millioner. Det er temmelig meget.

Det er blevet beregnet, at for deres trillion dollars kunne kineserne købe al amerikansk landbrugsjord i staterne Kansas, Nebraska, Iowa, South Dakota, North Dakota, Missouri, Arkansas, Louisiana, Colorado, New Mexico, Montana, Wyoming, Oklahoma of Texas og alligevel have penge til overs. Lad os nu se, om de får lov.

Markedsmekanismen virkede for Zimbabwe, kan vi se. Forkerte beslutninger blev straffet. Vi tror, at det er uundgåeligt, at også vil virke for USA før eller senere. Og når den dag kommer, vil det kunne mærkes i hele Verden, økonomisk og politisk, også i Danmark.

Den Historiske Udvikling af Penge

Mongolerne var blandt de første til at bruge papirpenge. Da de havde erobret Song Dynasty Kina i 1272, forlangte de under trussel af dødsstraf alt guld og sølv udleveret; i stedet fordelte de papirpenge. Under trussel af halshugning var det forbudt at nægte at modtage de nye papirpenge som betaling.

Sådan er situationen sådan set stadig, sådan i princippet. Også i Danmark har vi en lov, der siger, at ingen kan nægte at lade sin fordring indløse i danske kroner. Borgere der nægter at modtage betaling i danske kroner kan i sidste ende få problemer med anklagemyndighederne. Dog nok ikke så alvorlige som Yuan Dynasty"s kineseres.

I Europa udviklede ideen om central banker og papirpenge sig gradvist. Rige borgere fandt det ubekvemt og farligt at ligge inde med store mængder guld og sølv. De deponerede ædelmetallerne i en bank, det vil sige hos en købmand eller anden organisation, der havde faciliteter for sikker opbevaring. Som kvittering kunne de få en "Bank Note" for eksempel lydende på værdien "Et pund Sterling sølv". Derfor hedder den engelske valuta "Pound Sterling".

I Frankrig drev allerede Tempelherrerne i 1200 tallet bankvirksomhed fra deres borg i Paris, Les Temples.

Den engelske centralbank var førende indenfor udviklingen bankvæsen og papirpenge. Bank of England blev stiftet i 1694, og allerede 3 år efter fik de monopol på at udstede "bank notes".

Det blev efterhånden mere og mere almindeligt, at indehaverne af det deponerede sølv og guld ikke afhentede deres værdier, selv når de skulle foretage en betaling; for eksempel til en anden købmand i forbindelse med et køb. I stedet brugte de "bank notes" direkte til betalingen. De var jo så lige så meget værd. Hvis sælgeren absolut ville have guld eller sølv, kunne han jo blot tage sin "bank note" og gå hen i banken og forlange det udleveret.

Bankerne fandt efterhånden ud af, at det var relativt sjældent, at nogen præsenterede deres bank notes og forlangte guldet udleveret. De kunne så godt som risikofrit sende flere "bank notes" i circulation, end de havde guld dækning for, og alligevel være rimelig sikker på at leve op til deres løfte om at udlevere guld eller sølv på anfordring.

Under krigene mod det revolutionære Frankrig og Napoleon fra 1790 til 1815 benyttede den engelske regering sig af dette. Det var meget dyrt med alle de krigskibe, kanoner og soldater, som de behøvede. Det kunnede de ikke betale med imperiets skatteindtægter alene. Derfor beordrede Parlamentet Bank of England til at betale krigsudgifterne med nyudstedte "bank notes". Dette medførte imidlertid sådan et dræn på bankens beholdning af guld og sølv, at "bank notes" indehavere"s ret til at få dem indløst med ædelmetaller måtte suspenderes i 1897. Efter krigen blev situationen dog efterhånden normaliseret.

Med den suspenderede indløselighed blev "bank notes" så at sige forvandlet til en slags dækningløse check. Imidlertid vedblev de at fungere i imperiet økonomiske liv. De blev accepteret som betalingsmidler i håb om, at situationen ville blive forbedret efter krigen.

Det var et af Verdens første eksempler på "krigsøkonomi". Takket være englændernes overlegne evne til at finansiere deres krigsbestræbelser, kunne de sætte flere krigsskibe i vandet og sende flere soldater og kanoner i felten, end deres modstandere kunne.

Guld Standarden

I 1815 fejede vinden krudtrøgen væk fra slagpladsen ved Waterloo. En æra var slut. De udmattede europæiske magter mødtes i Wien for at skabe fundamentet for en ny tid. De aftaler, og de diplomatiske regler, som blev truffet i Wien, skabte grundlag for 100 års relativ fred. Først med skuddet i Sarajevo i 1914 brød Wienerkongressens system sammen.

Gennem hele Wienerkongressens tid blev internationale valutaforhold i praksis reguleret af Guld Standarden, selvom det ikke er kendt, at den rent faktisk blev diskuteret under kongressen. Nationerne forventedes at vedligeholde en national guldbeholdning. Naturligvis udstedte de flere "bank notes", altså penge, end der var direkte guld dækning for, men sådan havde banker jo altid gjort. Den nationale pengemængde var alligevel begrænset til et vist multiplum af guldbeholdningen. Nationernes pengeforsyning var således begrænset af deres guldreserver.

Den faste forankring i guld prisen skabte faste veksel kurser mellem nationerne, fordi pengemængderne stod i et relativt fast forhold til nationernes guldbeholdninger.

Hvis en nation ikke havde guld nok til at understøtte den pengemængde, de gerne ville have, så forventedes den at købe noget mere på det internationale marked. Og hvis de ikke havde råd til at købe mere guld, måtte de låne eller sætte tæring efter næring.

En monetær enhed, skal vi sige en tysk mark eller en fransk franc var en slags gavekort til stormagasinerne Tyskland eller Frankrig. Med disse pengesedler i hånden kunne man gå ind i de nævnte stormagasiner, studere varerne på hylderne og pege på, hvad man gerne ville have.

En nation kunne finde, at den havde for store beholdninger af andre nationers valutaer, for eksempel tyske mark eller franske franc. Imidlertid kunne nationens købmænd ikke finde noget på hylderne, som de kunne tænke sig. Så havde overskudsnationen ret til at hendvende sig til den tyske eller den franske nationalbank og forlange deres sedler indløst i guld.

Bretton Woods

Bretton Woods konferencen Aftalerne i Yalta og Teheran i forbindelse med Tysklands efterfølgende kapitulation skabte den nye verdensorden, som erstattede Wienerkongressens aftalesystem. Den nye orden byggede på en balance mellem kun 2 magter.

Men allerede i 1944 følte de allierede, at de havde sejren i sigte. Repræsentanter for 244 nationer mødtes i Bretton Woods for at fastlægge den økonomiske orden for Verden efter sejren. Der blev aftalt hjælpeprogrammer, Verdensbanken og IMF blev stiftet.

I Bretton Woods aftalte man også, at guld standarden stadigt skulle være gældende. Alle nationer forventedes at etablere en guldbeholdning som garanti for deres valutaer. Dollar skulle være den internationale reservevaluta; til gengæld forpligtigede USA sig til at hver dollar deres national bank trykte skulle kunne indløses med guld i en standardsats på 35$ per ounce. Dette blev indført for at sikre, at de ikke ville trykke dollar på en hensynsløs måde.

Men den nye guld standard havde imidlertid et afgørende problem. Verdens nationer havde nemlig i almindelighed ikke noget guld. 70 pct. af Verdens guld lå i kælderen i Fort Knox i USA. I løbet af mange års krige havde nationerne brugt deres guld til at købe mad og våben, specielt i USA.

Vi får aldrig at vide, hvor mange ton guld, som var hobet op i kælderen under Fort Knox i årene efter krigen; og hvor det blev af. Det synes at være et af amerikas store mysterier i lighed med mordet på Kennedy og UFO crash"et ved Rosswell. Det kan have været sådan noget som fra 20.000 ton til 60.000 ton. Guldbeholdningen under Fort Knox var den største skat, Verden endnu havde set. Den var større end kong Krøsus skat, større end Jerusalems tempelskat og større end Tempelherrernes legedariske skat.

Det blev hurtigt almindeligt blandt Verdens nationer at etablere deres sikkerhedsbeholdninger i dollars i stedet for i guld. Dollaren var jo så solidt bakket op af guld, at det kunne være lige så godt. På den måde blev dollaren de facto etableret som Verdens reservevaluta. Den nye økonomiske verdensorden blev derfor i praksis en dollar standard og ikke en guld standard.

Nixon går fra Guldet

Det ville have været historisk normalt, hvis krigens sejrherrer havde søgt kompensation for deres krigsomkostninger og for deres ofre ved at plyndre de overvundne, røve deres guld, sølv og kunstgenstande og voldtage deres kvinder. Men sådan gjorde amerikanerne ikke. De var "nice guys", og ønskede at genopbyggede de sønderbombede nationer som allierede i et kommende opgør med Sovjet Unionen.

Den nye amerikanske supermagt havde mange store projekter. Marshall hjælp til Europa, militærbaser i 120 lande over hele Verden, atomubåde og missiler, den kolde krig, krig i Korea og krig i Viet Nam, krigen mod fattigdommen, krigen mod analfabetismen, Lyndon Johnsons "Great Society", "Medicare" og "Mediaid", Apolloprojekt og månerejser.

Dollaren, Verdens reservevaluta Det kostede altsammen en forfærdelig masse penge.

Man kunne jo ikke så godt opkræve så mange penge i skat, det ville være politisk belastende og gøre vælgerne sure. Efterhånden kunne de se bunden af guldbeholdningen i Fort Knox.

Desuden var især franskmændene meget aggressive med at forlange deres dollars indløst i guld. De Gaule mente, at amerikanerne havde en unfair fordel i den økonomiske konkurrence ved, at de selv var i stand til at trykke Verdens reservevaluta efter behov.

Derfor besluttede president Nixon i 1971 at stoppe andre nationers ret til at indløse deres dollars for guld, således som de havde lovet i Bretton Woods. Verdens andre nationer fulgte hurtigt trop, og dermed var Bretton Woods guldstandard virkelig en saga blot.

I århundreder havde alkymister ansat af renæssance fyrsterne arbejdet på at fremstille guld. De kunne tænke sig at bruge det producerede guld til at financere deres krige og i det hele taget deres fyrstelige liv. Det lykkedes dog aldrig alkymisterne at fremstile det gule metal. Stadig i dag må vi nøjes med det, som naturen selv har skabt. Det er og bliver en begrænset resource.

Men amerikanerne havde nu bragt sig selv i en situation, hvor de selv kunne fremstille deres "guld". Det var ikke engang særlig svært. Verden var jo effektivt på dollar standard, så hvad det gjaldt om var at trykke nogle dollars, eller blot kalde dem til eksistens i en computer. De ville blive accepteret verden over, ganske som guld.

Andre nationer, som også gik fra guldet, kunne naturligvis ogsaa trykke nogle flere penge i deres egen valuta. Men behovet for de mindre nationers valutaer kan ikke sammenlignes med det internationale transaktions behov for dollars.

Den Globale Pengemængdes Vækst

Den engelske økonom John Maynard Keynes deltog også i konferencen i Bretton Woods. Han var talsmand for en egentlig international reservevaluta styret af en Verdensbank, men han kom ikke igennem med sit synspunkt.

En anden af Keynes ideer kom til at spille en stor rolle i Verden. Han mente, at regeringerne i dårlige tider skulle bruge flere penge end de opkrævede i skat. Derved ville de give økonomien en "monetær ekspansion", det vil sige øge pengemængden og derved kickstarte samfundsøkonomien. De nye penge, som folk pludselig fandt sig besiddelse af, ville skabe øget behov og øget beskæftigelse. I gode tider burde regeringerne derimod opkræve flere penge i skat, end de skulle bruge, og derved reducere den for store pengemængde.

Den første del af Keynes teori har været brugt overalt i Verden med stor success. En monetær ekspansion har været et meget vigtigt værktøj for fattige lande, som ønskede at blive rige.

National Socialisterne brugte det i mellemkrigstidens Tyskland. De producerede kanoner, tanks, ubåde, flyvemaskiner og autobahnen for de nyskabte penge og skabte derved en mængde nye arbejdspladser. De nyligt ansatte brugte deres lønninger til at købe mad, tøj og andre goder. Producenterne af disse goder tjente gode penge og efterspurgte igen sådanne goder, som de nu kunne tænke sig. På den måde bredte den nye velstand sig som ringe i vandet.

Vest Europa brugte monetære ekspansioner i forbindelse med genrejsningen efter krigen. Japan og Syd Korea brugte det i deres økonomiske udvikling.

I Kina opkræver man meget lidt i skat, bønder betaler ikke skat, de virkelig rige har midler til at undgå skat, kun de få usalige funktionærer i byerne betaler skat. Langt det meste af alle de nye sports stadioner, jernbaner, lufthavne, jagerfly, rumprojekter, dæmninger etc. finansieres efter al sandsynlighed med nyskabte penge. Men selvfølgelig godt bakket op af en silo fyldt med millioner, billioner af US dollars, som de har tjent ved exportoverskud, specielt i forhold til USA.

Den anden del af Keynes teori har aldrig været nogen virkelig success. Kun meget få regeringer bryder sig om at opkræve penge i skat i gode tider for derefter at lade dem forsvinde i et hul i jorden. Det synes at være en sikker opskrift på manglende genvalg.

Lad os tage Kina som eksempel på en monetær ekspansions virkemåde.

Ideen er, at alle forudsætninger for vækst er tilstede. Arbejdskraften er der, kvalifikationernes er der, materialerne er der, og først og fremmest behovet er der. I Kina er der et stærkt behov for næsten alle fundamentale goder, boliger, mad, tøj, fjernsyn etc.

Den økonomiske og politiske udfordring er, at få tingene til at ske.

Det gør man ved at trykke nogle penge og på en eller måde få dem sat i omløb. For eksempel kan de blive udbetalt som entrepenør betalinger i forbindelse med store projekter som "Three Gorges Dam", jernbanen til Lhasha, militære projekter og lignende.

Kineserne har det problem, at de kan ikke fordele en monetær ekspansion som lønninger. Det ville øge det kinesiske lønniveau, og ødelægge den konkurrencemæssige fordel, den billige arbejdskraft. Den må fordeles direkte til entrepenørerne. Derfor bliver de rige i Kina stadig rigere, og de fattige er stadigt meget fattige.

En monetær ekspansion er først og fremmest et velegnet værktøj for fattige nationer, som har stærke behov for varer, der kan fremstilles med en allerede kendt teknologi.

I nutidens vestlige nationer er næsten alle stærke og grundlæggende behov allerede opfyldt. Desuden er de via globaliseringen forbundet med resten af verden. Man kan ikke længere forvente den samme effekt af en monetær ekspansion, som man kunne før i tiden, da økonomien var mere national.

En monetær ekspansion i for eksempel i dagens Danmark kan meget vel tænkes at fise ud som en våd kineser. De fleste danskere har allerede boliger, mad, fjernsyn og tøj og alle andre grundlæggende goder. De resterende behov er ikke så stærke, at de virkelig kan drive en acceleration af nationenes økonomiske vækst. En yderligere indsprøjtning af penge vil måske kunne spores på økonomien, men altså i Kina, hvor alle varerne kommer fra.

Lederen af USA's Centralbank Ben Bernake har udtalt at han vil kaste pengene ned med helikopter om nødvendigt I USA tror man stadig på virkningen af en monetær ekspansion. Lederen af Federal Reserve, den amerikanske centralbank, Ben Bernake, har erklæret, at han vil ikke tøve med at tage ekspansiv aktion i tilfælde af national økonomisk recession, om nødvendigt vil han kaste dollarsedler ned fra helikoptere.

Men alle de penge, der kommet ind i Verden ved "monetære ekspansioner" de findes stadig. De er end da blevet mangfoldiggjort af bankernes og de store vekseler firmaers kreditmultiplikatorer.

Den Amerikanske Gæld

Magaret Thatcher i England og Ronald Reagan i USA og var overbeviste tilhængere af Milton Friedman og hans ide om, at der er en langsigtet sammenhæng mellem pengemængde og inflation, jo flere penge, der er i omløb, jo højere bliver priserne, mente de. Den teori må jo også siges, at være understøttet af logikken. Monetaristerne støtter typisk en svag inflation skabt af en konstant mindre forøgelse af pengemængden.

I England var man vant til strømmen af de nemme nyskabte penge fra regeringen, og Magaret Thatchers nye stramme pengepolitik gav anledning til en del modstand og uro.

I USA havde Reagan ikke mod til at skuffe de forventningsfulde vælgere. Han gav dem skattelettelser og finansierede disse og mere til med lån. I Reagans periode gik USA fra at være en kreditor nation til en debitor nation.

Senere amerikanske regeringer har også haft meget store udgifter. Krigen mod Terror, krig i Afganistan, krig i Irak, missilskjold og rumprojekter. Det hele kostede en forfærdelig masse penge. Derfor har de genoptaget pengeskabelsen som et middel til at finansiere statens udgifter, og har samtidig optaget stadigt nye lån.

I dag er den totale amerikanske offentlige gæld 8.4 trillioner dollars. Det vil sige, at hver amerikaner, hver pensionist, hver skoleelev, skylder 129.000 Dollars væk i offentlig gæld.

Dertil kommer den private gæld, som i hovedsagen også er finansieret fra udlandet.

Den massive private amerikanske gæld kan den amerikanske centralbank kun takke sig selv for. I årevis har den holdt udlånsrenten lavere end inflationen, og derved motiveret alle til at få lavet nogle flere lån.

Fortsat Amerikansk Pengeskabelse

Efter Reagans tid fortsatte skiftende amerikanske regeringer med at skabe penge.

Nationaløkonomer, bankdirektører og finansministre bruger udtryk som, at de skaber "likviditet" eller "kredit", det lyder mere videnskabeligt, og virker ikke så stødende på almindelige borgere.

Tal fra Federal Reserve ("Empire of Debt" side 184) fortæller, at i peroden 1971 til 2005 er blevet skabt ca. 10 billioner dollars (M3) direkte af Centralbanken.

Enhver forøgelse i pengemængden vil før eller siden optræde som en øget beholdning i en bank. Der vil den blive udsat for bankernes kreditmultiplikator. Det vil sige, at bankerne låner flere penge ud, end de har i beholdning. Sådan som banker altid har gjort. De forventes at følge nationale regler, eller de har en firma politik.

Det vil sige, at de oprindelige skabte 10 billioner dollars er blevet multipliceret af bankerne og de store vekseler firmaer til et ukendt stort beløb.

Valutavekslingen på de internationale valutamarkeder er i dag 50 - 60 gange så stor som handelen. Det er i hovedsagen dollars, som bliver vekslet til noget andet eller omvendt. Det er enorme pengemængder, der strømmer gennem Verden. Det meste har finansielle, spekulative formål og har ingen direkte forbindelse med almindelig produktion og handel. Det antyder, at den internationale pengemængde er simpelthen enorm.

Bretton Woods II

Det er blevet foreslået at kalde den nuværende ordning for Bretton Woods II.

I den oprindelige Bretton Woods aftale var nationerne enige om at støtte hinandens valutaer. Under den nye Bretton Woods II er alle enige om at støtte dollaren.

Japans centralbank skaber billioner af japanske yen til at opkøbe dollars af landets eksportvirksomheder. Deres beholdning på mere end 800 billioner dollars opbevarer de på et sikkert sted, godt skærmet af mod markedskræfterne.

Hvis nemlig bare nogle af disse billioner af dollars løber ud af siloen og får kontakt med valutamarkedet, vil det få dollaren til at falde og navnlig få den japanske Yen til at stige, alt relativt. Det vil medføre svigtende eksport og dermed arbejdsløshed for den japanske økonomi. Så hellere hobe dollars op i en sikker silo, og dermed sikre en stabil vekselkurs.

Japanerne ved inderst inde, at de er verdens bedste, førende indenfor al teknologi, og sådan skal det bleve ved med at være. De er så sikre på det, at de høfligt undlader nævner det i tide og utide. Og sådan en elite nation kan jo ikke trækkes med arbejdsløshed og økonomiske kriser.

Kina har større planer end at blive rigt her og nu. Kineserne mener inderst inde, at de er Riget i Midten, Verdens vigtigste magt. De har haft nogle små problemer de sidste par hundrede år, men det er kun midlertidigt, når man regner sin historie i tusinder af år.

Kina har stadig behov for at udvikle deres industri og handel ved at indsamle viden og erfaring om produktion og markedsføring. Indenfor de næste 10 til 15 år vil de gå på verdensmarkedet med deres egne mærkevarer indenfor alle forretningområder, de vil tilbyde det samme som deres konkurrenter, blot billigere, stadigt understøttet af deres billige arbejdskraft. På den måde vil de erobre deres retmæssige plads som Verdens førende magt, industrielt, politisk og militært.

Den slags langsigtede planer kan man nemlig lægge i et land, hvor man ikke behøves at behage vælgerne hvert fjerde år.

De har også behov for en stabil dollarkurs. De er heller ikke på nogen måde interesseret i at dollaren falder og RMB stiger, alt relativt. Det ville ødelægge deres konkurrencemæssige fordel, den billige arbejdskraft, som de satser så meget på. De har ingen planer om, at give deres arbejdere og ingeniører væsentligt mere i løn de næste mange år. Sådan kan man nemlig beslutte på højeste plan i Kina, når der ikke er nogen virkelige fagforeninger.

Derfor gør de som japanerne, skaber billioner af RMB og bruger dem til at opkøbe dollars hos deres eksportvirksomheder. Disse dollars bliver så anbragt i en sikker silo, godt beskyttet mod valutamarkedet. Lige nu er der 1.07 trillioner dollars i den kinesiske silo, tjent ved et stort og mangeårigt handelsoverskud, specielt i forhold til USA.

I sidste ende kan det føre til, at kineserne brænder inde med nogle få trillioner ret værdiløse dollars. Men det har mindre betydning sammenlignet med deres store langsigtede planer.

USA sejrede i to verdenskrige på grund af deres produktive kraft. De var i stand til at søsætte skibe, bygge tanks og kanoner hurtigere, end fjenden kunne ødelægge dem. Denne produktive kraft er de ved at sætte over styr, hvis det ikke allerede er sket.

Den Kommende Dollarkorrektion

Før eller senere må der komme nogle Zimbawe lignende forhold i dollarområdet. Sådanne absurde forhold kan ikke fortsætte evigt. De asiatiske centralbanker vil prøve at holde dollaren oppe så længe, som de kan. Men nationale amerikanske forhold kan få tingene til at ske.

Misteltenen er det amerikanske boligmarked.

I flere år har der været højkonjuktur på de amerikanske boligmarked. De fleste nye job har været i forbindelse med bygning og salg af huse. Boligpriserne er stadigt gået op og op og derved tilladt flere lån i husene. Lån, som blev brugt til forbrug, og derved holdt den amerikanske økonomi (og import) i gang.

I denne globaliseringens tidsalder skal de fleste amerikanske arbejdere og funktionærer konkurrere med asiatiske ingeniører og arbejdere, der leverer det samme, blot meget, meget billigere. Derfor stiger almindelige amerikanere ikke i løn. Og derfor har de ikke råd til at bo i stadigt dyrere huse.

Når huspriserne så stagnerer og sikkert senere falder, kan husene ikke belånes mere. Derved vil det betydelige forbrug, som kommer af den stadig stigende låntagning, falde væk, og den amerikanske økonomi kan gå i recession.

Den kinesiske finansminister har netop rapporteret til Peoples National Congress, at de vil oprette et agentur, som skal prøve at investere nogle af Kinas for store forex reserver. "1,07 trillion dollars er meget", udtalte han.

Vi forestiller os, at de nok vil foretage støtte opkøb på de amerikanske aktiebørser og lignende for at holde det hele gående så længe som muligt.

Vi tror, at den kommende korrektion vil indbære, at dollarkursen falder betydeligt. Den amerikanske import vil falde markant. Aktier kan forventes at falde. Fordi dollaren er den internationale reservevaluta, vil korrektion skabe kaos.

Kina og Japan vil få problemer med arbejdsløshed.

Vi er ikke vidende om, at danske regeringer har lavet excessiv pengeskabelse. Men en international krise vil kunne mærkes overalt, også her i landet. I almindelighed vil aktiviteten gå ned. Renten tør vi ikke spå om.

USA vil formentlig ikke længere være i stand til at finansiere deres rolle som "Verdens Politimand". Hvad vi end mener om denne rolle, kan vi kun se med uro på den nye situation, hvor der ikke længere er noget politi på gaden. Måske mange nationer vil prøve at afgøre deres udestående, Iran med Israel, Indien og Pakistan med Kasmir, Kina med Taiwan, Sudan med Darfur og så videre. Det kan føre til uro i Verden og dermed forringede forretningmuligheder.

Vi tror, at det vil ske i 2008-2009 efter olympiaden i Beijing og i forbindelse med et regeringsskifte i USA.

Se: Den amerikanske gæld

Se også om globalisering: GLOBALISERING - en lille teorioversigt af Gregers Friisberg

Litteratur:

"Empire of Debt" af Bill Bonner og Addison Wiggin - Forlaget Agora 2006

Forskellige artikler fra "Daily Reckoning": "http://www.dailyreckoning.com/"

Top: Verdens Kommende Økonomiske Krise

20130212 - tekniske ændringer
Passed W3C Validation