Globalisering - Pro et Contra

Når tåregassen svider i øjnene, og den sorte røg fra de brændende dæk forhindrer ethvert udsyn, kan man få den umiddelbare opfattelse, at globalisering er noget, som er godt for økonomien, men altså blot synd for U-landende.

De hætteklædte ballademagere bortleder opmærksomheden fra globaliseringens virkelige indhold.

Globaliseringen repræsenterer en stor og måske overdreven tillid til de globale markedskræfter. Den repræsenter en teknologi-overførsel fra Vest til Øst. Den vil flytte hovedparten af fremstillings-virksomhed fra den Vestlige Verden til de lave omkostninger i det Fjerne Østen.

Følgende udsagn bliver ofte anført som støtte for globaliseringsprocessen. Vi vil diskutere for og imod.

Indhold: Globalisering

1. Et stort Globalt Marked vil Skabe Stærkere Markedskræfter og dermed Lavere Priser

PRO

Hovedargumentet for globalisering og den derved frembragte frihandel bygger på, at i det større globale marked vil markedskræfterne være langt stærkere end i de gamle nationale og regionale markeder.

Fri handel vil skabe et meget stort globalt marked. De stærkere markedskræfter i dette enorme marked vil tvinge firmaerne til at være endnu mere effektive. Den øgede effektivitet vil skabe vækst og øget rigdom.

Adam Smith skrev om markedskræfterne i the "Wealth of Nations" : "Ethvert individ arbejder nødvendigvis på at gøre samfundets årlige overskud så stort, som han kan. I almindelighed har han ikke til hensigt at arbejde for den offentlige interesse, han ved heller ikke, hvor meget han bidrager dertil. Han har kun til hensigt at øge sin egen gevinst, og han er i dette, som i mange andre tilfælde styret af en "usynlig hånd" til at bidrage til et formål, han ikke har til hensigt at støtte. Ved at forfølge sin egen interesse bidrager han ofte til samfundets formål mere effektivt, end hvis han virkelig havde til hensigt at bidrage til det. Jeg har aldrig kendt meget godt, gjort af dem, som følte, de skulle drive handel for samfundets bedste."

"Den usynlige hånd" repræsenterer markedkræfterne, som har været så vigtige for den frie Verdens nationer. Det siger sig selv, at når markedskræfterne har været en meget gavnlig faktor i de nationale markeder, så må de endnu stærkere markedskræfter i det endnu større globale marked være en endnu mere gavnlig faktor. På grund af den øgede konkurrence på det store globale marked vil forbrugerne derfor komme til at nyde godt af stadig lavere priser, større udvalg og bedre service end før.

CONTRA

"Den usynlige hånd" virker gennem markedkræfterne. Disse forklares af den smukke økonomiske model, som vi kender så godt. Den stigende udbudskurve, som en funktion af prisen, og den faldende efterspørgselskurve, også som er en funktion af prisen. Hvor de to kurver skærer hinanden, defineres markedsprisen, som repræsenteres ved en vandret stiplet linie hen på den lodrette akse.

Hvis man ikke lige har studeret økonomi på universitetet, er det lige præcis sådan, vi opfatter det "Frie Marked", som er så vigtigt for vores politiske holdninger.

Denne model gælder imidlertid kun for "fuldkommen" konkurence. Hvilken i hovedsagen vil sige, at der så mange udbydere, at de enkeltvis ikke kan påvirke prisen.

De markeder, som nutidens store internationale firmaer opererer på, kan bedre betegnes som oligopoler. Det vil sige, at der er så få aktører, at de hver især er i stand til at påvirke markedet. Oligopoler er præget af, at aktørerne våger over hinanden, "Follow the leader" strategier, indbyrdes aftaler og ind i mellem priskrige, hvis en ny aktør søger at trænge ind og få del i profitten. ( Se "Oligopol - Nutidens Markedsform" på denne hjemmeside )

Der er ingen tvivl om, at de nye oligopolister er mere omkostningseffektive end den store mængde små familiefirmaer, som befolkede markedet for årtier tilbage. Det er en kæmpe fordel at være stor. Det vil sikkert også være sådan, at de enorme markeder, som globaliseringen skaber, vil frembringe endnu større oligopolister, som vil være endnu mere omkostningseffektive.

Men problemet er, at det er ikke sikkert, at denne effektivitetsforbedring vil komme forbrugerne til gode. Oligopolister kan nemlig ofte selv bestemme prisen i et uofficielt samarbejde med de andre oligopolister, som de deler det aktuelle marked med. De vil være tilbøjelige til at samarbejde om priser, som optimerer deres totale fortjeneste af det aktuelle markeds potentiale.

2. International Handel på Grundlag af Absolutte Fordele

PRO

Når hver nations erhvervsliv koncentrerer sig om sådanne forretningsområder, hvor de har absolutte fordele, vil det gøre alle rigere.

Adam Smith skrev i "Wealth of Nations": "Hvis en fremmed nation kan forsyne os med en vare billigere, end vi selv kan fremstille den, så er det bedre at købe den med en del af vor egen produktion, i hvilken vi har nogen fordel." ( Book IV, Section ii, 12 )

For eksempel er det ikke smart at dyrke vin i Danmark, da vores klima ikke er fordelagtigt for denne produktion. Derimod er vores klima velegnet til pelsdyr avl. Det kølige vejr medvirker til en god tæt kvalitet pels, og desuden har vi nem adgang til fisk for foder. Svineavl er også bedst i et køligt klima. I disse brancher har vi nogen fordel, som Adam Smith ville udtrykke sig.

Derfor betaler det sig at udnytte vores absolutte geografiske fordele og producere pels og svinekød, sælge produkterne til kunder i de varme lande og eventuelt købe vin for pengene.

David Ricardos berømte eksempel beskriver samhandelen mellem Portugal og England.

Portugal eksporterer portvin til England, og England sælger klæde til Portugal. Denne internationale handel er til gensidig fordel. Begge nationer bliver derved rigere, end de ville have været, hvis portugiserne havde drukket al portvinen selv, og hvis englænderne havde beholdt deres klæde.

På denne måde er den globale frie handel en fordel for alle, og vil gøre alle nationer rigere, end de ville have været uden globalisering.

Saudi og Kuwait eksporterer olie til Vesten. Kazakstan og Australien eksporterer uran. Disse lande har en absolut fordel i disse råvarer. Til gengæld eksporterer Vesten avancerede industriprodukter, italiensk kunsthåndværk og dansk pels og svinekød til dem.

De asiatiske lande og Østeuropa har en absolut fordel i en overflod af billig arbejdskraft. Vi har en absolut fordel i vores overlegne teknologiske niveau. Derfor kan det betale sig for Vesten at købe arbejdsintensive industriprodukter fra Asien og til gengæld eksportere avanceret teknisk udstyr. På denne måde gør globaliseringen begge parter rigere i overensstemmelse med Adam Smith's og Ricardos berømte teori.

CONTRA

Det overordnede mål for de klassiske økonomer, Adam Smith og David Ricardo, var at anvise retningslinjer for sådanne beslutninger, som maximerede Englands rigdom. Netop derfor anbefalede de nationens købmænd at sælge klæde til Portugal og importere portugisisk portvin.

Men hvad nu, hvis det var kommet for dagen, at portugiserne sprættede de engelske jakker op i sømmene og kopierede snittet. Hvad nu hvis portugiserne havde brugt den engelske valuta, som de havde tjent på deres portvin, til at købe engelske spindemaskiner og dampmaskiner til at drive dem med. Hvad nu hvis portugiserne købte en komplet engelsk tekstilfabrik, skilte den ad og sejlede stumperne til Portugal. Hvad nu hvis det var blevet mere og mere klart, at portugiserne havde til hensigt at udnytte deres billige arbejdskraft til at fremstille og markedsføre de samme tekstilprodukter som englænderne, blot billigere.

Ville Adam Smith og Ricardo mon så også have været så sikre på, at handel med Portugal var godt for den engelske nations rigdom?

Globaliseringen drejer sig ikke blot om handel med varer. Hele fabrikker og industrier bliver nedlagt i Europa og USA og produktionen flyttet til Asien.

Ruhr dalen var hjertet i Tysklands produktive kraft. Gennem mere end 200 år producerede de rygende skorstene i Ruhr det jern og stål, som var rygraden i nationens industri. Generationer af arbejdere og ingeniører opbyggede en enestående sum af viden om stålfremstilling. Sønner afløste fædre ved smelteovnene. Når nationen kaldte, udsendte fabrikkerne en endeløs strøm af pansrede tanks, feltkanoner og granater.

Op gennem firserne og halvfemserne blev den koreanske stålindustri imidlertid verdens mest effektive. Ogsaa kineserne gjorde deres entre på stålmarkedet. Medens Ruhr arbejdernes fagforeninger kæmpede for en 35 timers uge, arbejdede de kinesiske arbejdere 10 til 12 timer om dagen for omkring en tyvendedel af den løn, tyskerne fik.

Ved årtusindskiftet var det slut. Stålværkerne og fabrikkerne i Ruhr begyndte at lukke, en efter en. I sin bog "China Shakes the World" beskriver forfatteren James Kynge, hvad der skete.

3. International Handel på Grundlag af Relative Fordele

PRO

Når hver nations erhvervsliv koncentrerer sig om sådanne forretningsområder, hvori de har relative fordele, kan det gøre alle nationer rigere.

David Ricardo er mest berømt for sin teori om "relative ( comparative ) økonomiske fordele ved handel". Teorien viser, at selvom en nation ikke har nogen absolutte fordele, så kan det alligevel betale sig for denne nation at drive handel med andre nationer.

Ricardo beskrev teorien ved at antage, at to nationer, England og Portugal, producerede kun to varer, nemlig klæde og portvin.

Lad os antage at Portugal var mere produktiv end England i fremstillingen af både klæde og portvin. I klæde produktionen var Portugal dobbelt så produktive som England, og i portvins produktionen var de tre gange så produktive som England.

Portugal har en relativ fordel i produktion af portvin, fordi her er dens produktionsfordel størst. Englands relative fordel ligger derimod i klæde produktionen, fordi her er deres relative handicap mindst.

Dette indicerer at Portugal kan optimere deres indtægter ved specialisere sig i portvins produktionen, hvor de har den største relative fordel. Det vil i så fald sige, at de skal sende deres får på slagteriet og plante vinstokke på de tidligere græsningsarealer. Englænderne derimod kan minimere deres handicap ved at specialisere sig i klædeproduktion. Det vil sige, at de skal hugge deres vinstokke om og i stedet udlægge arealet til græsning for får.

Globaliseringen fjerner barrierne for handel mellem nationerne. Derfor kan nationerne udvide deres indbyrdes handel og derved udnytte deres relative fordele, og alle vil derved blive rigere end før.

CONTRA

Ricardo har sikkert ret. Der er store fordele at opnå ved indbyrdes handel. Men som sagt ovenfor indebærer globaliseringsprocessen mere end blot indbyrdes vareudveksling.

Det er helt sikkert billigt at købe stål og skibe i Asien, og måske bliver det ved med at være billigt de næste 6-8 år. Men når kineserne og koreanerne har nået deres mål, og al europæisk og amerikansk sværindustri er blevet nedlagt, vil priserne helt sikkert blive anderledes. Asiaterne er jo mindst lige så kloge som os, og de er meget dygtige købmænd.

Til den tid vil de europæiske maskiner vil være smeltet om, og fabrikshallerne vil være lavet om til spillehaller eller anden forlystelse. Alle nøglepersoner vil være gået på pension eller fundet andet arbejde. Al den erfaring, som er blevet ophobet gennem generationer vil til den tid være tabt. Det vil blive en meget langvarig process at starte en sværindustri op igen.

De fattige lande her i Verden, som er blevet rigere, er ikke blevet det ved ubetinget at følge Ricardos anbefaling om at åbne for handel. De har udviklet deres nye industrier i en beskyttet national økonomi, og først da de var blevet "modne", åbnede de gradvis for grænserne. Sådan gjorde Vest-Europa efter krigene, sådan gjorde Japan og Korea, og det samme gør Kina idag.

4. Globaliseringen er Uundgåelig

PRO

Globaliseringen er en naturlig følge af nutidens teknologi. Containertransport og internet er nu engang opfundet og kan ikke forlade Verden igen. Det er ikke muligt at folde ideerne sammen og stoppe dem ind i hjernen på opfinderne igen. Det er sådan her i verden, at alt, hvad der kan lade sig gøre, vil blive gjort, hvis nogen har fordel ved det. Globaliseringen vil komme, hvad enten vi elsker den eller ikke. Hvorfor gøre modstand mod den uundgåelige udvikling og fremskridtet?

Hvis bare et af de store internationale firmaer i et givet marked opretter en fabrik i en "low cost" nation, skal vi sige Kina, Brasilien eller Vietnam, så har de opnået en omkostningsmæssig fordel, og deres konkurrenter er tvunget til at følge trop, hvis de ikke vil miste markedsandel. VW var de første til at starte en produktion i Kina, og siden er de mange andre bilfabrikanter fulgt efter. Det er så godt som uundgåeligt at mindst en af agenterne i et givet marked vil vælge at mindske deres omkostninger på denne måde og derved udløse domino effekt.

CONTRA

Globaliseringen er ikke en process, som spontant gror frem af sig selv, som ukrudt. Den er et resultat af bevidste politiske beslutninger.

Den moderne globalisering har en fødselsdag og et fødested. Den blev startet på grundlag af bevidste politiske beslutninger, som blev truffet i Bretton Woods i den amerikanske stat New Hampshire i July 1944.

Her mødtes Verdens ledende økonomer og politikere for at skabe fundamentet for en ny økonomisk verdensorden, som skulle danne grundlag for den økonomiske genrejsning efter anden verdenskrigs ødelæggelser. "Verdensbanken" og den "Internationale Monetære Fond" ( IMF ) blev stiftet dengang i Bretton Woods. På grundlag af mødets beslutninger dannedes "General Agreement on Tariffs and Trade" (GATT) og "World Trade Organization" ( WTO ).

Det er de bevidste beslutninger i disse organisationer, som fastsætter indholdet og tempoet i globaliseringen.

Lad os et øjeblik forestille os, at Verden var omvendt. At det var Asien, som havde det teknologiske forspring, og Europa og Amerika var "low cost", under udviklede, områder.

Ville koreanerne og kineserne i så fald have overført produktion og dermed deres teknologisk viden til det underudviklede Europa og derved risikere at skabe fremtidige konkurrenter?

Korea er Verdens mest nationalistiske nation. Lederne af de store koreanske koncerner ville mødes til en uformel middag på en dyr restaurant i Seoul og drikke et par skåler for Korea i traditionel koreansk risbrændevin. Så ville de blive enige om, at det var vist bedre kun at udsource julepynt, Buddafigurer, køkkenredskaber og legetøj og den slags. Man skal jo ikke sælge hønen, som lægger guldæg.

Mange kinesiske mænd er meget nationale. De elsker at betragte kort, der viser Kinas store udbredelse under Qing dynasty og mindes deres forfædres storhed. De kan udpege store områder af Sirbirien og Mongoliet som i virkeligheden kinesiske og tale om ulige traktater. Man skal ikke forestille sig, at de store kinesiske koncerner ligger med tænderne i struben af hinanden i indædt kompromisløs konkurrence. Selvfølgelig konkurrerer de, men de er jo alle sammen kinesere, og det endelige mål er jo Kinas storhed. Der ville komme en diskret meddelse fra højeste regeringsplan om, at kun produktion af meget simple produkter skal udsources. Dengang de havde monopol på silkeproduktion vågede de jo også over hemmeligheden i mange hundrede år.

Men lederne af Vestens store koncerner føler, at nationerne hører fortiden til. De drømmer om at blive fremtidens magtfulde og dominerende globale organisationer, som frit kan manipulere med Asiater, Europæere og Afrikanere.

5. Den Fordelagtige Internationale Arbejdsdeling

PRO

Det siges ofte at det er økonomisk fordelagtigt at overlade den forurenende sværindustri til asiaterne og i stedet koncentrere sig om forretningsområder med en større profitmargin indefor for eksempel service- og finanssektorerne.

Vesten har en højt uddannet og kvalificeret arbejdsstyrke. Det er spild af ressourcer at bruge disse værdifulde medarbejdere til simpelt og monotomt arbejde i stålværker, skibsværfter og samlebåndsfabrikker og anden fremstillingsvirksomhed. Det er langt mere fordelagtigt at lade asiaterne gøre det hårde ensformige arbejde med lille værditilvækst, og samtidigt bruge vestens veluddannede arbejdsstyrke til mere avanceret produktion med en højere værditilvækst.

Business er business, og indenfor sådanne sektorer som service, underholdning og finans er der større profitmargins at hente end i den forurenende fremstillingsvirksomhed. Kun ved konsekvent at vælge sådanne investeringsobjekter, som giver det højeste afkast, kan vi optimere vor velstand og lede den økonomiske udvikling i den rigtige retning.

CONTRA

Stålværker, skibsværfter og lignende sværindusti er rygraden i en nations produktive kraft. Japan, Syd Korea og Kina valgte at starte tidligt med sådanne industrier, ikke blot fordi de medfører en del relativt simpelt arbejde for deres mange ufaglærte, men navnlig fordi sværindustri er grundlaget for al industrialisering. Når Vesten opgiver sine stålværker og skibsværfter og overlader det snavsede arbejde til asiaterne, vil det være begyndelsen til enden for vores status som industrialiserede nationer.

Alle forretningsområder er ikke lige vigtige for nationen. Der er nogle forretningsområder, som fremstiller sådanne produkter, som tilfredsstiller dybe grundlæggende behov, som for eksempel landbrug, fiskeri og sværindustri. Der er andre forretningsområder, som producer sådan service, som det er rart at have, men som tilfredsstiller mere marginale behov, som modetøj, restauranter, TV og underholdning. Selv om profitmargins i disse sidstnævnte områder på kort sigt kan være ganske store, er det alligevel sekundære forretningsområder, som ikke i det lange løb kan understøtte nationens velstand.

Det er urealistisk, at forvente at asiaterne vil begrænse sig til simple produkter. Japanerne startede med samlebåndsfabrikker for motorcykler, stålværker og skibsværfter, og de er i dag en af Jordens mest avancerede industrinationer. Koreanerne følger dem tæt i hælene. Kineserne er stadig meget ivrige efter at tiltrække produktioner, som de kan lære noget af. De mener selv, at de stadig mangler en 10 til 15 år i deres læretid som industrination. Men så vil de også være klar til at gå på verdensmarkedet i alle forretningsområder med deres egne mærkevarer. De vil tilbyde det samme som Vestens firmaer, blot billigere.

6. Teknologi Overførslen til Asien Betyder ikke Noget

PRO

En dag vil Kineserne og Inderne få en lignende købekraft, som Japanerne og vesterlændingene har i dag. Det er derfor uhyre vigtigt for Vestens firmaer at være til stede på disse enorme markeder med millioner af potentielle kunder. Det gør man ved at oprette salgs-afdelinger og produktions-enheder i Kina og Indien. Man skal positionere sig i god tid for derved at blive en integreret del af markedet.

Vi behøver ikke at bekymre os om, at man derved overfører teknologisk viden til fremtidige konkurrenter.

Vi skal blot sørge for hele tiden at bevare et teknologisk forspring. Takket være vores høje uddannelsesniveau og vores naturlige overlegenhed, vil vi hele tiden være i stand til at skabe nye produkter og teknologier, som vil give muligheder for nye forretningsområder.

De menneskelige behov er jo som bekendt uendelige og umættelige; der vil altid åbne sig nye forretningsmuligheder.

CONTRA

Den industrielle revolution begyndte i England. Abraham Darby fra Coalbrookedale ved Severn floden fandt i 1709 ud af, hvordan man kunne fremstille stål ud fra jernmalm ved hjælp af koks. Siden gik det slag i slag med opfindelserne af dampmaskinen, spindemaskinen, jernbaner, dampskibe og meget mere.

Det skal tjene til den engelske nations evige hæder, at de fandt på det helt af sig selv. De var de første, og de havde ingen at kopiere det fra.

Resten af Europa og USA kom hurtigt med. Tyskerne opfandt automobilen, amerikanerne opfandt flyvemaskinen, og en italiener opfandt den trådløse telegraf.

Det har taget Vesten omkring 300 år at komme fra højovnene i Coalbrookdale til vort moderne teknologiske stade. Alt dette har asiaterne tilegnet på ca. 80 år eller mindre.

Det er langt hurtigere at tilegne sig allerede kendt teknologi, end det er at finde på noget nyt.

Vi ved ikke, hvorfor den Industrielle Revolution startede i Europa og ikke i Asien. Vi har ingen grund til at tro, at det var på grund af nogen biologisk overlegenhed. Det vil være en stor fejltagelse at bygge en strategi for fremtiden på en sådan tvivlsom antagelse.

Imidlertid, selvom vi virkelig kunne holde en eller anden form for teknologisk forspring i forhold til asiaterne, ville de alligevel være i stand til at følge os lige i hælene. De ville meget hurtigt kunne markedsføre de samme produkter, eller næsten de samme produkter, som nyskabelserne i Vesten, blot billigere.

Der er intet, der tyder på, at for eksempel kineserne har til hensigt at hæve deres ansattes lønninger i de næste mange år. De vil give deres arbejdere lidt mere hele tiden, så befokningen vil have en fornemmelse af, at det går fremad. Men det vil aldrig blive noget med en faktor ti eller tyve, som der skal til, for at de kan kommer på niveau med Vesten. De skal nemlig bruge de lave omkostninger til at trænge ind på alle Verdens markeder med deres egne mærker, når de om få år er klar.

Jeg traf forleden en medarbejder fra et dansk firma, som producerer måleudstyr. De havde netop startet en afdeling i Kina. Han var dybt imponeret af sin nye kinesiske medarbejder. "Han havde læst alle manualer, og han kan dem nærmest udenad", fortalte danskeren. Jeg kunne ikke få over mit hjerte at fortælle ham, at deres nye kinesiske medarbejder sikkert vil blive en nøgleperson i det nye kinesiske firma, som vil blive oprettet om et par år med henblik på produktion af netop den slags måleudstyr. Det er sådan, at teknologi overførslen finder sted i praksis.

De store internationale firmaer er ansvarlige for teknologi overførslen til fremtidens konkurrenter. Toplederne i disse firmaer mener vist selv, at det er bare blændende købmandsskab. Men i virkeligheden er vi ved at sælge vor førstefødselsret for en ret linser.

Det er ikke sandt, at de menneskelige behov er uendelige og umættelige. De første grundlæggende goder, som mad og bolig, vil vi desperat søge at skaffe os. De sidste marginale goder som udekøkken eller jordomrejser vil vi købe nærmest for sjov, hvis vi ikke kan finde andet at bruge pengene på. ( Se "De menneskelige behov er ikke uendelige og umættelige" på denne hjemmeside.)

7. Globalisering er godt for U-landenes Udvikling

PRO

CONTRA

Qianlong, Mao Zhe Dong og den Moderne Globalisering I 1793 sendte England en stor handels delegation til Peking. Delegationen var ledet af Lord Macartney. Tre skibe var fyldt med alle de ypperste produkter, som engelsk industri og håndværk kunne fremstille. Der var kikkerter, kanoner, urværker, behageligt affjedrede kareter og klæde af alle slags. Delegationens formål var at overbevise kejser Qianlong og hans rådgivere om fordelene ved at åbne Kinas grænser for handel med England. Ekspeditionen mislykkedes. Kejseren erklærede, at Kina ikke havde brug for de engelske varer. Op gennem halvtresserne og tresserne holdt Mao Zhe Dong Kinas grænser hermetisk lukket for handel med Vesten. Vi elsker at forestille os Qianlong og Mao Zhe Dong som politisk økonomiske ignoranter, som nægtede at indse de indlysende fordele ved international handel. Men sagen var, at de vidste, at Kina ikke kunne konkurrere, og derfor ville de, logisk nok, ikke åbne grænserne. I dag er situationen omvendt. Det bliver mere og mere tydeligt, at Vesten ikke kan konkurrere med de lave omkostninger i Østen. Situationen kræver faktisk en begrænsning af den frie globale handel, hvis vi skal frelse vor industrielle kraft. Imidlertid står vi magtesløse, da vi har vore hoveder fyldt med halvt religiøse ideer om det frie marked, globalisering og laissez-faire, som forhindrer os i at tænke klart.