DH-debat Forside

Tidens Jul og Menneskets Sjæl

Julens Oprindelse i det Indo-Europæiske Urhjem

På dansk er udtrykket for noget, som roterer, et "hjul", det samme som udtrykket for midvinterfesten, "jul". Den korrekte stavemåde afviger lidt, men ordet er det samme.

Når man sætter et mærke i et hjul og lader det rotere, vil vi se, at mærket kommer igen efter hver omdrejning, hver cyklus. Når hjuler drejer rundt, ser vi de samme mærker og farvenuancer komme igen og igen efter hver omdrejning.

Med Stonehenge kunne de fastlægge årets korteste og længste dag I Baimiaozi Bjergene nær byen Chifeng i Indre Mongoli findes en sten fra neolitisk tid, som afbilleder Store Bjørn og andre stjernebilleder
Til venstre: Med Stonehenge kunne de fastlægge årets korteste og længste dag.
Til højre: I Baimiaozi Bjergene nær byen Chifeng i Indre Mongoli findes en sten fra neolitisk tid, som afbilleder Store Bjørn og andre stjernebilleder.

Når årets hjul går sin gang, sker det samme ved hver omdrejning. Dagens længde øges, solen varme tager til, sneen smelter, insekterne genopstår, trækfuglene vender tilbage. Sådan er det ved hver eneste omdrejning af solen og stjernerne horisonten rundt.

For to til seks tusind år siden levede nogle af vore forfædre i det Indo-Europæiske urhjem i Verdens Midte, i hjertet af Eurasien. I denne del af Verden er der et decideret fastlandsklima. Forskellen mellem sommer og vinter er simpelthen markant. Vintertemperaturen kan falde til under 30 minusgrader, og sommeren kan være simpelthen ulidelig varm med temperaturer, der nærmer sig de 40 plusgrader. De tidlige indoeuropæerere må helt naturligt have fået den opfattelse, at tiden går i ring, og alting gentager sig. Hvert år sker det samme, solen taber sin kraft, bladene falder af træerne, sneen kommer, smelter igen, træerne grønnes. Alt gentager sig med usvigelig sikkerhed. Der er intet nyt under solen. Det hele kan indordnes i forskellige cykler, som gentager sig med hver omdrejning.

Et døgn er en af de korte cykler eller hjul, som de må have kaldt det. Med usvigelig sikkerhed står solen op om morgenen, fuglene vågner og varmen tager til. Med samme sikkerhed går solen ned om aftenen, og mørket falder på. Dette hjul gentager sig i en uendelighed med fuldstændig forudsigelighed.

Rodgars stenkreds på Orkney Øerne, som har fungeret som et måneobservatorium
Rodgars stenkreds på Orkney Øerne, som har fungeret som et måneobservatorium.

Døgnets hjul bliver overlejret af en længere cyklus nemlig månens, som indeles i 4 faser. De har fået navnet uger. Dette overlejres igen af en endnu længere cyklus, nemlig året. Dagens længde bliver kortere og kortere, solen står stadig lavere i horisonten for hver dag, og en skønne dag er det endelig "hjul". Solen når sin sydligste opgang om morgenen og sin laveste position ved middag. Mærket i det drejende hjul er kommet til syne igen, og nu kan det kun gå fremad mod sommer og varme.

Vi har stadig dybe rødder i den oprindelige Indo-Europæiske kultur. Vi mener i vore hjerter, at alting gentager sig. Hvert år fejrer vi vores fødseldag. Det, der hændte for mange år siden, et bestemt barn blev født, gentager sig år efter år i nye forklædninger. Hvert år markerer vi årsdagen for vores bryllup og andre private og officielle mærkedage.

Indoeuropæisk Visdom Bevaret i en Klassisk Kinesisk Roman

Buddismen er en religion med Indo-Europæisk oprindelse. Grundlaget for den buddistiske visdom blev skabt, da Indo-Europæerne stadig boede i Verdens Midte. Den klassiske kinesiske roman "Rejsen mod Vest" afspejler det buddistiske univers og livsopfattelse. Den blev skrevet, eller skal vi sige skabt, i Tang dynasty omkring år 800-900 AC og bevaret og udviklet af professionelle historiefortællere. Det siges, at mange fortællere var tidligere buddistiske munke.

Indledningen til romanen lyder således:

"I Universets aritmetik udgør 129.600 år en cyklus. Hver cyklus kan deles i 12 faser: I, II, III, IV, V, VI, VIII, IX, X, XI, XII, og de 12 grene (Hvert år repræsenteret et af de tolv dyr: mus, okse, tiger, hare, drage, slange, hest, ged, abe, hund og svin). Hver fase varer 10.800 år.

Nu indenfor en enkelt dag begynder det positive ved tiden I, ved tiden II galer hanen, ved tiden III er det endnu ikke helt lyst, ved tiden IV står solen op, tiden V er efter morgenmad, ved tiden VI passer man sine gøremål, ved tiden VII når solen middagshøjde, ved tiden VIII er solen på vej mod vest, ved tiden IX er det sent eftermiddag, ved tiden X går solen ned, ved tiden XII går mennesker til ro for natten.

Hvis man sammenligner med de store tal, så ved enden af fase XI var himlen og jorden stadig et, og ingen levende væsener fandtes. 5400 år senere kom begyndelsen af fase XII, alt var mørke, og der var stadig ingen mennesker eller andre skabninger; derfor blev det kaldt Kaos. Endnu 5.400 år senere fase XII var ved at slutte. Da fase I i den nye Æra nærmede sig, blev det langsomt lyst. Som Shao Young sagde:

"Når vinteren når midtpunktet af fase I
Bevæger himlens hjerte sig ikke
Hvor det positive først opstår
Intet er er endnu kommet til live."

Ved denne tid havde himlen først et fundament 5.400 år senere midt i fase I, lyset og det rene steg opad, og solen, månen, stjernerne og stjernebillederne blev skabt. Disse blev kaldt de Fire Billeder. Derfor siges det, at Himlen blev skabt i fase I.

Endnu 5.400 år senere, da fase I nærmede sig sin ende, og fase II kunne skimtes, begyndte faste ting begyndte at udskille sig. Som der står i "Book of Changes": "Stort er det positive, storslået er det negative. Alle ting er skænket og født i overensstemmelse med Himlen." Da var det, at jorden begyndte at størkne. Efter 5.400 år mere kom højden af fase II, hvor det tunge og urene udskilte sig, og vand, ild, bjerge, sten og jord blev skabt. Disse 5 blev kaldt "De Fem Bevægere". Derfor siges det, at Jorden blev skabt i fase II.

Efter yderligere 5.400 år ved slutningen af fase II og ved begyndelsen af fase III, blev levende væsener skabt. Som skrevet i "Book of Calender": "Essensen af Himlen gik ned og essensen af Jorden gik op. Himlen og Jorden blandede sig, og alle skabninger blev født. Så var himlen klar og jorden var frisk, og det positive blandede sig med det negative."

5.400 år senere da fase III var på sit højeste, blev mennesker, fugle og dyr skabt. Således kom de tre magter Himlen, Jorden og Menneskene, til deres plads. Derfor siges det at menneskene blev skabt i fase III.

Den kinesiske urjætte Pan Gu
Den kinesiske urjætte Pan Gu.

Bevæget af Pan Gu's skabelse (Pan Gu var urjætten, analog til Hrymer), satte de tre kejsere verden i orden og de fem lovgivere fastlagde de moralske normer. Verden blev da inddelt i 4 store kontinenter :"The Eastern Continent of Superior Body", "The Western Continent of Cattle-gift", "The southern Continent of Jambu" and "the Northern Continent of Kuru.""

Derefter går romanen over til at beskrive hvordan helten, "Brother Monkey", bliver skabt på en bjergtop ud af sten og klippe.

Selve handling er inspireret af den buddistiske munk Xuanzang's rejse til Indien for at hente hellige buddistiske skrifter, en rejse, som var umådelig populær i Kina i Tang dynasty.

Xuanzang er uendelig dydig og god, og derfor kommer han ustandselig i vanskeligheder. Det ene monster efter det andet prøver at fange ham og spise ham. Men det bliver forhindret af hans mere jordnære og handlekraftige diciple. Hans diciple er Brother Monkey, Brother Pig og Brother Sand. Monsterne vil gerne sætte tænderne i Xuanzang, fordi han har kultiveret sig selv gennem flere reinkarnationer med gode gerninger, og hvis man spiser hans ædle kød, kan man få et umådeligt langt liv.

Munke i et kristent vestligt kloster har til opgave at udøve gode gerninger, det vil sige fremsige bønner, synge salmer, hjælpe de fattige og lignende. Denne sum af gode gerninger kan så komme hele menneskeheden til gode på den yderste dag, når basunen lyder. Altså hvis beholdningen ikke bliver solgt inden da; en aktivitet som Luther var meget utilfreds med. Man kan sige, at klostrene har en almennyttig samfundsmæssig opgave i lighed med hæren.

Munke i et buddistisk kloster har til opgave at skabe visdom. Også en almennyttig virksomhed, men måske mere hen i retning af et universitet. Jeg er sikker på, at den visdom om Verdens cyklus, som indleder "Rejsen mod Vest" stammer fra et buddistisk kloster. Jeg tror også, at den karakteristiske buddistiske visdom er funderet på den Indo-Europæiske kultur, som allerede fandtes, da den historiske Budda levede. Altså at dele af den oprindelige indoeuropæiske kultur fra Verdens Midte, som den var dengang, er blevet konserveret og bevaret til vore dage gennem buddismen.

Heraklit

Antikkens grækerne var også af Indo-Europæisk oprindelse. De Ioniske grækere kom til Grækenland og den vestlige del af det nuværende Tyrkiet omkring år 2000 BC.

Nogle af de tidlige græske filosoffer mente også, at tiden forløb cyklisk, alting ville gentage sig.

Heraklit fra Efesos (født 540 BC) i det nuværende Lilleasien sagde, at tiden var indelt i "Verdensår", som var tiden mellem to "Verdensbrande". I løbet af hvert Verdensår ville stjernerne og planeterne gennemføre nøjagtig de samme baner, som i de forudgående verdensår. Hans teori blev taget op af de senere stoikere, som skrev, at for hvert Verdensår ville alting gentage sig; "den samme Platon ville undervise i det samme Akademi i det samme Athen".

Desværre kan jeg ikke lige nu finde, hvor langt Heraklits verdensår var. Det forekommer mig, at det var i nærheden af de 129.600 år for den store cyklus, som anført i indledningen til "Rejsen mod Vest". Men ihvertfald, den grundlæggende teori er den samme, tiden går i ring, og alting vil gentage sig.

Heraklit levede i Lilleasien før tyrkerne kom til denne del af Verden. På hans tid var Lilleasien befolket af forskellige indoeuropæiske folk, Meder, Frygier og altså også de Ioniske Grækere. Bland disse har ideen om tidens store hjul sikkert været udbredt.

Det var en grundlæggende folkelig opfattelse i gennem hele antikken, at alting ville gentage sig, der var intet nyt under solen. De havde ikke vores ide om konstant udvikling fra et lavere til et højere stadium.

Stonehenge og Helleristninger fra Shantung

Stonehenge Stonehenge.

Stonehenge og andre europæiske megalit konstruktioner havde til formål at udforske verdens natur og solens, månens og stjernernes gang. Man kan sige, at de må have været datidens CERN. En kæmpemæssig samfundsmæssig anstrengelse for at finde frem til sandheden om Verdens natur.

Forleden nat kunne jeg ikke sove. Jeg stod op og så CCTV 9, den engelsksprogede kinesiske kanal. Der var en udsendelse om nogle helleristninger fra Shantung provinsen. De viste, hvordan små og store skålformede huller var stjerner, og hang sammen som stjernebilleder. En lige linie på klippefladen var meridianen og afveg kun nogle få grader fra den virkelige meridian. Syvstjernen var afbilledet som 9 stjerner. Helleristningerne var meget gamle, omkring 5-6000 år, fra Shang dynasty.

6.400 år gammel begravelse nær byen Puyang
6.400 år gammel begravelse nær byen Puyang.

En tidligere udsendelse på kinesisk TV viste en store begravelsesplads fra Shang dynasty nær byen Puyang i Henan provinsen, 6.400 år gammel. Jeg er sikker på, at jeg så et hovedskalsdeformeret kranie i et ganske kort glimt i fjernsynet. Denne udgravning har afsløret stjernebilleder afbilledet med hvide muslingeskaller, en drage og en tiger. I forbindelse med begravelsespladsen fandtes en stenkreds med et typisk astronomisk formål, lidt i stil med Stonehenge, men altså noget mindre. Desuden havde begravelserne mange andre træk, som kan henføres til studiet af stjernerne, solen og månen.

Mange folk på steppen dyrkede Solen, Månen eller blot Himlen. Xiong Nu's (Hunnernes) Shen Ju (konge) gik hver morgen ud fra sit telt for at tilbede den opgående sol. Yuezhi dyrkede månen. Folket i byen Kucha i Tarim Bækken, som antages at have været en del af Yuezhi, dyrkede månegudinden Nana (fra Flemming Rickfors). Den kinesiske kejser var hersker af Himlens vilje. Hvert år på bestemte tidspunkter gik han til "Temple of Heaven" for at bede Himlen om godt år og god høst. Så sent som under Ming Dynasty gik kejseren også på bestemte tider til et særligt tempel for at tilbede månen. Måske ofrede nogle specielle kager med den perfekte runde form.

I både Kina og Europa er alle vore traditionelle religiøse helligdage fastlagt ud fra astronomiske begivenheder. Jul og Nytår er grundlæggende fastlagt ud fra årets korteste dag, altså på grundlag af solens stilling, selvom tidspunktet er skredet lidt gennem årene. Påske og pinse er beregnet ud fra fuldmånen. Påskedag skal falde på første søndag efter første fuldmåne efter eller på forårsjævndøgn.

I Kina er alle de gamle traditionelle "festival dage" beregnet ud fra månens faser. Det er det kinesiske nytår, mooncake festival og lampe festival og så videre.

I den muhamedanske religion er helligdagene i hovedsagen fastlagt ud fra episoder i Muhameds og hans efterkommeres liv og levned.

Det var altså sådan, at i hver ende af det Eurasiske fastland, både i Grækenland og i Kina, og for den sags skyld også i Indien, havde man teorien om, at tiden forløb i cyklus; det vil sige verdensår, almindelige år, måneder, uger og døgn. Der var intet nyt under solen, alting ville komme igen.

Fra Shantung halvøen i øst og til Britanien i Vest var folkeslagene dybt facineret af solen, månen og stjernernes gang.

Så må det også have været sådan at midt imellem, i Verdens Midte, som Snorre Sturlason kaldte det, må man også have haft denne kultur. Vi må antage, at det har været derfra, det hele startede engang i neolitisk tid.

Det er faktisk tankevækkende, at de fleste af verdens guder har bopæl i Himlen. Nogle farer gennem Himlen i deres vogne. Andre jager gennem den mørke nattehimmel fulgt af jægere og glammende hunde. I mange tilfælde holder de til på høje bjegtoppe, der er nær himlen, Olympen og lignende steder. Der er altså et eller andet med den himmel.

Grundelementer i Kristendommen Kom fra Ægypten

Under en alvorlig hungersnød drog en jødisk nomadestamme under ledelse af Abraham til Ægypten. Der boede de omkring fire hundrede år. Det er lang tid, som fra Christian den fjerdes tid til nutiden.

Det er os alle bekendt, at kristendommen er afledt af den Jødiske tro; Jesus og hans diciple var alle jøder.

Derfor forekommer det at være fuldkommen sandsynligt, at grundlæggende elementer i den kristne tro kan spores tilbage til den gamle Ægyptiske religion.

Guden Ra i sin sol-båd, som sejler hen over himlen
Guden Ra i sin sol-båd, som sejler hen over himlen.

Under deres ophold i Ægypten skete det i det fjortende århundrede BC, at farao Akhenaton søgte at erstatte de mange Ægyptiske guder med dyrkelsen af den ene monotheistiske gud "Aton". Hans nye religion varede ikke særligt længe. Senere udvandrede jøderne fra Ægypten til Palæstina anført af Moses ledet af en ildsøjle skabt af deres monotheistiske gud, hvis navn det ikke var tilladt at nævne.

Under deres ophold i Ægypten optog de mange ideer fra den Ægyptiske religion. Se for eksempel Genesis fra 1. Mosebog:

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: "Lad blive lys!" Og der blev lys." - "Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket." - "Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat." - "Gud sagde: "Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!" - "Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen" - "Gud kaldte hvælvingen himmel" - "Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag."

I både de ægyptiske og jødiske myter skete skabelsen ved, at Gud udtalte ord. I en hymne til Hapi, Nilens gud, fra det syttende og nittende dynastier, siges det: "Gud har skabt Universet, og han har skabt alt, hvad der er deri - Han er Verdens skaber - han er Verdens formgiver, og det var ham, som skabte det med hans hænder, før der var nogen begyndelse. Hvad hans hjerte undfangede, kom til at ske. Og da han havde talt sit ord, kom det til at ske, og det skal vare for altid." Også i den Ægyptiske skabelsesmyte var alt i begyndelse et kaos af vand, ligesom det er i Jødernes skabelsesmyte. Guden Ra skilte vandene og skabte Verden.

Der er også påpeget mange lighedspunkter mellem den ægyptiske gud Horus og Jesus.

Gudindn Isis med Horus barnet Jomfru Maria med Jesusbarnet. Romanovernes skytshelgen, oprindeligt malet af Lucas i Syrien, malet på træ
Til venstre: Gudinden Isis med Horus barnet.
Til højre: Jomfru Maria med Jesusbarnet. Romanovernes skytshelgen, oprindeligt malet af Lucas i Syrien, malet på træ.

Jesus blev født af en jomfru Maria avlet af Helligånden, Horus blev født af Isis, som avlede ham med sin myrdede broder, Osiris. Horus blev født i en hule, medens Jesus blev født i en stald eller en hule. Horus fødsel blev markeret af morgenstjernen Sirius, medens Jesus fødsel blev markeret af en stjerne i Øst. Guden That fortalte Horus moder: "Kom du gudinde Isis, gem dig med barnet"; En engel fortalte Jesus fader: "Stå op og tag det lille barn og og dets moder og flygt til Ægypten". Horus og Jesus døde på lignende, men lidt forskellige måder. Horus blev bundet til et træ og døde af af sult og tørst, medens Jesus blev naglet til et symbolsk træ og mærket af spyd.

Kirkefaderen Augustine af Hippo var stærkt påvirket af den græsk-ægyptiske filosof Plotinus og dermed af de gamle Ægyptiske ideer. Han erklærede, at historien og udviklingen udspiller sig i en lige linie fra Skabelsen til Dommedag. Kristus døde på korset for vore synder kun 'en gang, og det vil aldrig gentage sig.

I den ægyptiske religion var der tale om, at livet på Jorden så at sige blev forlænget med et efter-liv. Det var ikke således, at de troede, at sjælen vendte tilbage til de levendes verden i et nyt legeme for at gennemleve en ny cyklus, eller at udviklingen på anden måde gik i ring, og alting gentog sig.

I Ægypten er der nogenlunde den samme temperatur hele året. Bladene falder aldrig af træerne. Der blev de ikke på samme måde ledt til at tro, at verden består af korte og lange cykler.

Uden at vide det, tror jeg ikke, at man fejrede Faraos fødselsdag i Ægypten.

Ideen om den Udødelige Sjæl

Forestillingen om en udødelig sjæl synes have sin oprindelse både i Ægypten og i Eurasiens Midte.

Der står intet steds i Bibelen, hverken i det nye eller det gamle testamente, at mennesket kan deles i sjæl og legeme. Der står blot, at på den yderste dag, når basunen lyder, skal vi genopstå. Kun i Paulus breve til korintherne står, at det er vores "åndelige legeme", som skal genopstå. Hvordan så det skal forstås. Så den rent bibelske mening i følge hovedteksten må være, som vi ser det på de middelalderlige malerier, at de døde rent bogstaveligt bryder op fra mulden på kirkegårdene. Det hedder jo også i slutningen af vor trosbekendelse, at vi tror på "kødets opstandelse".

Ægypterne kendte til fem forskellige sjæle, som kunne eksistere efter døden, men som dog var meget afhængige af den afdødes fysiske legeme. Ægypterne balsamerede deres døde, netop fordi det fysiske legeme var så vigtigt for efter-livet.

I den ægyptiske religion var der tale om, at livet på Jorden så at sige blev forlænget med et efter-liv. Det var ikke således, at de troede, at sjælen vendte tilbage til de levendes verden i et nyt legeme for at gennemleve en ny cyklus, eller at udviklingen på anden måde gik i ring, og alting gentog sig.

Sjælens styrke og livskraft i den næste Verden var afhængig af, at den hver dag kunne vende tilbage til sit afdøde legeme og der hente næring og ny energi. Den var afhængig af, at de efterladte huskede den afdøde og ofrede mad og drikke til ham.

Sjælen, eller skal vi sige sjælene, kunne have et liv efter døden, som på mange måde lignede det, vi dødelige kender. Den kunne endog besøge de levende og give sine efterkommere en hjælpende hånd i nødens stund.

En Ba-sjæl fra Tut Ank Ammon's grav
En Ba-sjæl fra Tut Ank Ammon's grav.

De troede, at en person havde fem sjæle. Det var hjertet (ib), skyggen (sheut), personens navn (ren), de guddommelige kræfter, som udgør personligheden, (ba) og livskraften (ka).

I dag tror vi som en selvfølge, at mennesket har 'en udødelige sjæl, som vil overleve legemet ødelæggelse. Det er i hovedsagen en græsk ide, som meget tidligt etablerede sig i kristendommen. Og nu er den så veletableret, at folk gladeligt lader sig brænde efter døden. De tror på, at sjælen vil genopstår, og det "afsjælede" legeme blot er noget ligegyldigt støv.

Men grækerne var jo også Indo-Europæere og kom oprindeligt fra det Indo-Europæiske urhjem i "Verdens Midte". De kan kan have bragt ideen om adskillelsen af sjæl og legeme med derfra.

Kinesiske kilder fortæller om det Indo-Europæiske "Yuezhi" folk, som boede i den nuværende Gansu provins, "at de brændte deres døde". ("Se På sporet af Danerne - i Asien" på denne hjemmeside)

I Snorres Ynglinge Saga står der: "Odin gav love i landet, de samme som før gjaldt hos Aserne, han gjorde det blandt andet til lov, at alle døde skulle blive brændt, og det, som de ejede, båret på bålet med dem. Han sagde, at hver mand skulle komme til Valhal med den rigdom, han havde med sig på bålet; det, som han selv havde gravet ned i jorden, skulle han også komme til at eje. Asken skulle bæres ud på havet eller graves ned i jorden. Til minde om stormænd skulle folk opføre en høj, og efter alle tapre mænd skulle de rejse bautastene; Denne skik holdt sig i lange tider."

Også "Rus", som araberne mødte ved Volga, brændte deres døde.

Det forekommer sandsynligt, at et folk, som brændte deres døde, troede på ideen om en udødelig sjæl, som overlever legemets ødelæggelse.

Der er også logiske grunde til at antage, at ideen om genfødelse eller reinkarnation oprindelig er kommet fra Verdens Midte.

I centrum af det eurasiske kontigent er der en markant forskel mellem sommer og vinter. Der vil man se, at hvert år visner planterne og insekterne falder til jorden. Men med fuldstændig sikkerhed vil de komme til syne igen det følgende forår, måske i let forandret skikkelse. Hvordan kan det ske? De var døde og kom dog til live igen?

Så er det en nærliggende at antage, at det kun var deres legemer, som døde. Deres udødelige sjæle levede videre og skabte sig en ny krop det følgende forår.

Når man tror, at alting vil gentage sig og komme igen i en ny skikkelse, og hele verden udgøres af cykler, som vender tilbage i sig selv, er der kun et lille skridt til at tro, at også et menneskeliv er noget, som vil gentage sig.

Man kan ikke tro på genfødelse uden at forudsætte en sjæl, som vil overleve døden. Hvad skulle ellers blive genfødt? At tro at mennesket kan deles i sjæl og legeme må have været en oprindelig indo europæisk ide, som må have været udbredt overalt i "Verden", tæt forbundet med studiet af himmellegemerne.

Det bør nævnes, at også i den gamle Skandinaviske religion var de døde for altid henvist til andre verdener, som Hel's trøsteløse Dødsrige eller Gimle, Odins muntre sal. Mig bekendt findes der ingen direkte henvisninger til nogen form for genfødelse. Men det forekommer mig, at den old-gamle skik med opkalde børn efter ældre slægtninge repræsenter en tro på, at forfædrene kan blive genfødt i de nye generationer indefor familien.

Men på den anden side; fordi man tror på en udødelig sjæl, behøver man ikke at tro, at den bliver genfødt. Den kan jo tage et andet sted hen, Paradis, Valhal, Himlen eller dens nedre regioner.

Takket være grækernes litterære evner førtes den dualistiske ide om sjæl og legme videre til kristendommen og vore dage.

Indoeuropæiske Begreber Indarbejdet i Kristendommen

Østsiden af Viking Cross på kirkegården ved Gosforth kirke i Cumbria Gotlandsk billedsten fra Hammars i Lærbro - nu i Bungemuseet i Farøsund Til venstre: Østsiden af Viking Cross på kirkegården ved Gosforth kirke i Cumbria i England.
Gotlandsk billedsten fra Hammars i Lærbro -nu i Bungemuseet i Farøsund.

Jellingestenen afbilleder en Gud eller en stor konge ophængt i et helligt træ.

Da Hunnerne anfaldt Ostrogoterne i 400 tallet flygtede Goterne mod vest, og deres konge, Ermanrik, hængte sig. Således berettet af romeren Ammianus Marallinus.

Således gjorde en stor konge i den yderste nød. Han ofrede sig selv til guderne for at frelse sit folk.

For nogle konger skulle der dog lidt overtalelse til. I Ynglingesaga berettes, at Sveaernes høst fejlede tre år i træk. Da greb de deres konge, Domalde, og gav ham til guderne, og det hjalp.

Både Odin og Jesus lod sig hænge op i et helligt træ. De ofrede sig selv til sig selv.

En scene fra østsiden af "The Viking Cross" på ved kirken i Gosforth i Cumbria, England, viser den ophængte Odin eller Jesus. Under ham står to personer, den ene synes at være en kvinde, og den andet opsamler hans blod, som løber fra et sår i hans højre side, i en skål. Kvinden har et spyd i hånden. Under personerne ses Midgaardsormen.

På en gotlandsk billedsten ses en fuldt udrustet kriger bundet ved halsen til et nedbøjet træ - klar til at blive ofret ved hængning.

I Havamal står:

(138)
Jeg ved, at jeg hang
I vind på træet
Hele ni nætter
Såret af spyd
Skænket til Odin
Selv til mig selv
Oppe i træet
Hvorom ingen ved
Af hvad rod det sig rejser.

(139)
Ej brød de mig rakte
Ej horn de mig bød
Nedad jeg spejded
Og Runer jeg nemmed
Råbende jeg nemmed
Og så faldt jeg ned.

Som Odin hang på det det hellige træ, således hang også Jesus på det symbolske træ.

En Gud hænger i et helligt træ - Jellingestenen
En Gud hænger i et helligt træ - Jellingestenen.

Som Odin skænkede sig selv til sig selv. Således skænkede også Jesus sig til sig selv, altså til en anden part af Treenigheden, Faderen, Sønnen og Helligånden.

Odin blev ikke tilbudt brød eller drikke. Jesus havde det lidt værre, han blev tilbudt en svamp med eddike.

I den indoeuropæiske Verden skulle en rigtig mand dø våbendøden. Man så ned på ældre mænd, som havde overlevet et livs kampe mod nabofolkene. Odin blev såret af spyd, således at han ville dø for våben.

Jesus blev også mærket af spyd, sådan at han symbolsk ville dø for våben. Det var noget, man i de dage kunne forstå, både i Europa og Asien.

I Ynglinge Saga berettes, at da Odin var sottedøden nær, lod han sig mærke med spyd og sagde, at nu ville han fare til Gudehjem og der tage imod alle våbendøde mænd.

Han blev efterfulgt af Njord fra Noatun. I hans dage var der gode år i Svitjod. Da han var sottedøden nær, lod han sig også mærke med spyd.

Romerne kunne tillade en dømt forbryder at dø med våben i hånd i arenaen. At dø for våben var meget vigtigt for alle indoeuropæiske folk. Ikke kun for dem i Nordeuropa.

Odin var kendt for at være troldkyndig, det nævnes mange steder.

Også Jesus kunne helbrede spedalske, gå på vandet og opvække døde.

Vi fejrer Jesus fødselsdag på samme måde, som en konges fødselsdag altid har været fejret. Det må også have gjort indtryk, at han havde fødeslsdag samme dag, som solen blev genfødt.

Jesus var fulgt af sin hird, som konger også har for vane, tolv edssvorne mænd. Tolv, som antallet af månecykler i et år, et godt tal.

Der er mange ting her i Verden, vi aldrig vil forstå. Er Universet uendeligt? Og hvis det er endeligt, hvad er der så udenfor? Hvad er de mindste elemtarpartikler, og hvad består de så af? Vi vil aldrig komme til bunds i det!

Og hvis guderne ønsker at ofre sig til sig selv, kan vi bare tage til efterretning, at sådan er det. Gudernes veje er uransagelige.

Flemming Rickfors har analyseret teksten i "Rejsen mod Vest": Det oprindelige år nul og betydning - Asernes Æt Verasir

En virkelig god hjemmeside om den gamle ægyptiske religion: Body and soul - Pharaonic Egypt

Ynglinge Saga findes på engelsk: Ynglinge Saga - The Online Mediaval and Classical Library

Og på svensk: Ynglinge Saga - TACITUS.NU

Se også EGYPTIAN RELIGION and Its Correlation to Judaism and Christianity

Professor Eremitus Karl W. Luckert fra US har skrevet en bog om religionens historie i 5 afsnit, blandt andet søger han at anskueliggøre flugten fra Ægypten og nomade kongerne Saul, David og Salomon, også med mange citater fra pyramideindskrifter:

2. Ancient Egyptian Religion - Mother of Neoplatonism and Christian Orthodoxy - by Karl W. Luckert

3. Israelite Religion - from Levites to Prophets and Messianic Kings - by Karl W. Luckert

Forholdet mellem kristendommen og den ægyptiske religion synes at være et ret populært emne. Denne hjemmeside gennemfører en afstemning om, hvorvidt kristendommen bygger på ægyptisk religion eller ikke. Ancient Egyptian Religion Der er også udkommet flere bøger om emnet.

Mithra religionen havde også en forbløffende lighed med kristendommen: Mithraism - David Fingrut on Bill Thayer's Web Site

Se også en sammenligning mellem Mithra dyrkelsen og kristendommen: Mithra's Contributions - Iinnvista

Samt en velskreven og fængslende genfortælling af de nordiske gudemyter med parraller til også den germanske og den keltiske mytologi (217 sider): Vaidilute - Asgaard på Gabriellas hjemmeside

De fleste af Verdens hellige skrifter kan findes på: Vaidilute - The Internet Sacred Text Archive

Nogle mener, at begrebet "Tre-enigheden" stammer fra Ægypten og kom ind i kristendommen gennem Plotinus og Augustin. Men andre mener, at tre-enigheden kommer fra den græske og romerske hedenske kultur: Tre-enighedens Oprindelse

Wayne Macleod redegør for de antikke hedenske religioner, som han mener var grundlaget for kristendommen: CHRISTIANITY EXAMINED (pdf)

Chinese Classic "Journey to the West" af Wu Cheng'en oversat af W.J.F. Jenner fra Foreign Language Press, Beijing 1993

Tilbage til start af artikel

20130212
Passed W3C Validation