Forside DH-Debat
1. Fællles Værdier som Samfundets Grundlag
3. Middelalderens Kristne Kongeriger

2. Oldtidens Tro på Fælles Afstamning og Kongens Hellighed

I tidernes morgen, for meget længe siden, var de Indoeuropæiske folk i Europa og Asien organiseret som hundredvis af små overskuelige kongeriger.

Vi ved ikke meget om dem, men de antikke forfattere har overleveret os deres navne.

De galliske stammer på Cæsars tid Keltere eller Gallere
Til venstre: De galliske stammer på Cæsars tid.
Til højre: Keltere eller Gallere - muligvis et billede fra en film.

I "Gallerkrigen" fortæller Cæsar om, hvordan Gallien var indelt i mange indbyrdes stridende folk, Helvetii, Belgae, Boii, Parisii, Nervii, Arvenians og Allobroges blot for at nævne nogle få.

Tacitus beretter om det område, som romerne kaldte Germanien, at det var beboet af Suevi, Batavians, Frisians, Langobards, Angles, Semnoes og mange andre. Yderst mod nord boede Cimbrerne og Gotonerne styret af enemægtige konger, fortalte han.

Nogle hundrede år senere fortalte Jordanes om forholdene i Skandinavien. Suehans, Granier, Auganzer, Ostrogother, Raumariker og mange flere boede i Verdens nordlige del.

Stammerne i Germania efter Tacitus Slaget i Teutoburgerwald mellem de Germanske stammer og romerne
Til venstre: Stammerne i Germania efter Tacitus.
Til højre: Slaget i Teutoburgerwald mellem de Germanske stammer og romerske legioner under Varus.

Det er velkendt at de antikke grækere var organiseret i bystater, som hadede hinanden inderligt og førte indbyrdes krige, idet de dannede skiftende koalitioner. Der var omkring 150 - 200 græske bystater, ingen kender det nøjagtige antal. Deres navne var Athens, Sparta, Corinth, Argos, Thessalia, Megara, Acadia, Messenia blot for at nævne de mest kendte. Fra tidernes morgen var de alle kongedømmer, men en mindre del af dem skiftede til Demokrati.

De indoeuropæiske folk, som boede på steppen fra Ungarn til Gansu i der nuværende Kina, det vil sige Skyther, Alaner og Sarmater med videre, må også have været organiseret i mange små kongeriger.

Alle disse folk har haft deres sange og fortællinger om fortidens bedrifter, om deres guder, konger og helte. Men de fleste er forsvundne og glemt nu. Kun nogle af folkenes navne er bevaret for eftertiden af Strabo, Ptolemæus, Herodot, Tacitus, Jordanes og Cæsar.

De hellige værdier, som fik indbyggerne i hvert af disse små kongedømmer til at føle, at de tilhørte et folk, har været to ting.

Bevidstheden om folkets fælles afstamning og troskaben mod deres hellige kongefamilie.

Folkene i Skandinavien efter Jordanes Kongen og den kongelige slægt var samlingspunkt i oltidens indoeuropæiske kongedømmer
Til venstre: Folkene i Skandinavien efter Jordanes.
Til højre: Kongen og den kongelige slægt var samlingspunkt i oltidens Indo-europæiske kongedømmer.

De følte sig som et folk, fordi de anså sig selv som fælles efterkommere af en fjern mytisk forfader. Visigoterne nedstammede fra Gaut, Aserne nedstammede fra Odin, Romerne nedstammede fra Romulus og Remus, og nogle folk i Germanien nedstammede fra Mannus. Man kan sige, at et folk følte, at de hørte sammen, fordi de dybest set var en stor familie, selvom slægtskabet kunne være lidt fjernt.

Man blandede ikke gener med hvem som helst. I almindelighed var det ikke tilladt at gifte sig uden for sit folk. Dengang, da Ostro-goterne havde lidt nederlag mod den Byzantiske hær i slaget ved de Galliske gravmæler, vandrede de overlevende mod nord, op gennem Italien. De søgte tilflugt hos Visi-goterne i Syd Frankrig. Visi-goternes konge gav de to folk lov til at gifte sig indbyrdes. Det var en undtagelse fra reglen, som fandt vej til historiebøgerne.

På Athenernes vegne udtrykte Platon sig således: "... for vi er ægte hellenere og ikke opblandede med barbarer. For sammen med os bor ingen Pelops eller Kadmos eller Aygyptos eller Danaos eller nogen anden, som af natur er barbar og kun efter loven hellener, men derimod ægte hellenere og ikke bastarder." (Menex 245 d)

De græske stater i tiden for den Peleponesiske krig Platon
Til venstre: De græske stater i tiden for den Peleponesiske krig.
Til højre: Platon.

Romerne kunne dybest set ikke bryste sig med noget lignende, da de jo på et tidligt tidspunkt røvede kvinderne fra Sabine og derved fordærvede hele projektet på forhånd.

Men det forhindrede dem jo som bekendt ikke i at føle sig som noget særligt, hævet over barbarerne.

De romerske skribenter var meget interesserede i, hvordan de forskellige folk så ud. Anglerne var høje og lyse. Danerne var de mest højvoksne i de nordlige lande. Cimbrerne var lyshårede og stærke. Goterne var lyshårede med helt hvid hud, og deres hoveder var helt runde. Makrofager var langskallede og så videre.

Det er åbenlyst, at i oldtiden var det overalt anerkendt, at et bestemt folk havde et karakteristisk udseende, fordi de havde fælles afstamning. Man kan sige, at man mente, at hvert folk tilhørte deres egen helt særlige race.

Et folks kongefamilie kunne oftest føre sin stamtavle mere direkte tilbage til den fjerne mytiske forfader, altså tilbage til guderne.

Visigoternes hellige kongefamilie hed Amalerne, Frankerne var ledet af Merovingerne, Herulerne var antageligt ledet af Skjoldungerne, Sveaernes konger var af Ynglingeætten, og Burgundernes kongefamilie hed Gjukungerne.

Kongen var øverste krigsherre, og mænd forventedes at dø med våben i hånd i kamp mod folkets fjender.

Hos mange folk så man ned på gamle mænd, som havde overlevet et livs kampe mod nabofolkene.

Som der står skrevet i Havamal:

"En kujon tror, at han vil leve for altid, når han gemmer sig i slag.
Men han vil ikke få fred på sine gamle dage." (oversat af Flemming Rickfors)

Tænk på Eigil Skallagrimsons digt "Sønnetabet". Som en gammel mand sad han ved ilden: "Det falder mig træls at røre tungen..", kvad han. Han beklagede, at han var sådan en hjælpeløs gammel mand, der sad og rodede i asken.

Solon besøger kong Krøsus af Lydien - maleri af Honhorst 1600 tallet
Solon besøger kong Krøsus af Lydien - maleri af Honhorst fra 1600 tallet.

Herodot beretter, at Solon, den berømte lovgiver fra Athen, besøgte Krøsus, kongen af Lydien.

Lyderne var et af de indoeuropæiske folk, som boede i Lille Asien i oldtiden. Kong Krøsus var kendt for sin enorme rigdom.

Krøsus spurgte Solon : "Nå, min athenske ven, jeg har hørt en hel del om din visdom, og om hvor vidt du har rejst i din søgen efter visdom. Jeg kan ikke modstå mit begær efter at stille dig et spørgsmål: Hvem er den lykkeligste mand, du nogensinde har set?"

Krøsus forventede, at svaret ville blive, at han var den lykkeligste mand, fordi han ejede så meget guld.

Men Solon afviste at smigre kongen. Han svarede: "En athener ved navn Tellus"

Krøsus spurgte skarpt: "Og hvad er din grund for dette valg?"

"Der er gode grunde," svarede Solon; "Først, hans by var velstående, og han havde gode sønner, og han levede længe nok til at se børnebørn blive født til hver af sine sønner, for det andet, han havde rigdom nok efter vor standard, og han havde en strålende død. I et slag mod nabostaten Eleusis kæmpede han for sit folk og fordrev fjenden og døde som en tapper mand; og athenerne tildelte ham den store ære af en offentlig begravelse på selve den plet, hvor han faldt." (Herodotus the Histories s. 14)

Den danske kongefamilie nedstammer fra Odin og Aserne.

Odin var oprindeligt ikke et navn, det var en titel. Det betyder den første eller den øverste, nummer et. På et andet indoeuropæiske sprog, russisk, hedder tallet et' stadigt "odin".

Et af Odins tilnavne var Alfaderen. Det betyder, at han var den første, den oprindelige, stamfaderen til sit folk. Et folk, som kaldte sig noget med Dan eller As. For årtusinder siden, før den kendte historie udspillede sig, boede de et sted i Asien, adskilt fra andre fåtallige folk af udstrakte bjerge, sumpe og skove.

Guden Odin på sin ottebenede hest Sleipner afbilledet på gotlandsk en billedsten
Guden Odin på sin ottebenede hest Sleipner afbilledet på gotlandsk billedsten.

Mange af os kender den fornemmelse, at elskede afdøde, måske vores fader, moder, hustru eller bedsteforældre godt nok er døde, men vi føler, at de stadig er omkring os og holder øje med os, selvom vi ikke kan se dem.

På samme måde er Odin, den oprindelige stamfader, naturligvis død, og ikke længere fysisk tilstede i denne Verden. Men måske er han stadig væk nærværende og holder et øje med sine efterkommere og giver dem en hånd nu og da, som det nu står i hans magt.

Det er denne fornemmelse hos mennesker, som har gjort Odin til en gud.

Og Guden må jo, logisk set, have bedst kontakt med sine egne mest direkte efterkommere, nemlig kongefamilien.

De to hellige værdier, som skabte grundlag for de oprindelige kongedømmers sammenhold, kongen og følelsen af fælles oprindelse, var ikke et resultat af nogen filosofs tanker. Det blev anset som en selvfølge, lige så selvfølgeligt som at familie bør holde sammen.

Se en liste over de indoeuropæiske folk i Gallien på Cæsars tid: List of Peoples in Gaul - Celtopedia

Se også en beskrivelse og en liste over folkene i Germanien: The Germanic Peoples.

Og en præsentation ad de klassiske kilder for navnene på de Skandinaviske stammer: Wikipedia - Hilleviones

Tacitus Germanania - Duerinck's Page , på denne side er en mængde links.
Tilbage til start af artikel
20130212
Passed W3C Validation