Forside DH-Debat
2. Oldtidens Tro på Fælles Afstamning og Kongens Hellighed
4. Den Franske Revolutions Hellige Værdier

3. Middelalderens Kristne Kongeriger

Middelalderens nyomvendte danske bønder var dybt troende og gav store ofre for deres kristne overbevisning. I løbet af nogle få hundrede år byggede de hundredevis af kampestenskirker. Det må have været en meget stor omkostning på denne tid. De danske landsbykirker er et storslået monument over deres inderlige kristne tro.

Stubberup Kirke på Hindsholm
Stubberup Kirke på Hindsholm.

Kongerne viste deres hengivenhed mod de hellige værdier på utallige måder. De gik til messe, byggede kirker og katedraler, gav gods og privilegier til munkeordener og støttede korstogene til det hellige land.

Mange konger tog selv på korstog. Således døde den danske konge Erik Ejegod på Cypern i året 1103 på vej til det Hellige Land.

Middelalderens konger var konger af Guds nåde. De blev salvet og kronet af kirkens mænd.

Dog behagede det den kristne Gud at vælge de fleste af kongerne fra de gamle hedenske kongeslægter. Vorherre og Odin syntes at have haft en vis forståelse.

Der er mange misforståelser om korstogene. De bliver i almindelighed beskrevet som en serie af hellige krige ført imod Islam, ledet af magtbegærlige paver og udkæmpet af religiøse fanatikere. En sort plet på den Vestlige civilisation, som bør glemmes hurtigst muligt. En slags proto imperialistik Vestligt angreb på en fredfyldt og oplyst islamisk kultur, som efterlod den i ruiner.

Sandheden er at korstogene på enhver måde var defensiv krigsførelse. De var en direkte reaktion på den Muslimske aggression. De var et forsøg på at føre de muslimske erobringer tilbage til de oprindelige forhold og forsvare sig mod de muslimske erobringer af kristne lande.

Forspillet til korstogene fandt sted i de tidligere koptisk kristne områder i det østlige Middelhavsområde. Gennem flere hundrede år havde muhamedanerne trængt det Byzantiske Rige tilbage gennem Syrien og Lille Asien. Den kristne kejser i Konstantinopel bad gang på gang om hjælp hos sine trosfæller i Vesten.

Urban 2. kalder kristenheden til korstog
Pave Urban 2. kalder kristenheden til korstog.

Omsider besluttede paven, Urban 2., at komme de betrængte kristne i Østen til hjælp. I 1095 talte han til en forsamling af baroner og gejstlige i den franske by Clermont.

I den franske by Clermont kaldte han kristenheden til korstog: "Drevet af tidens barske nødvendighed er jeg Urban, som af Guds nåde bærer pavekronen, ypperstepræst for hele Verden, kommet til jer, Guds tjenere, som en budbringer for at åbenbare jer for Guds befaling... Det er tvingende nødvendigt, at I i hast bringer jeres brødre i Østen den hjælp, som så ofte er blevet dem lovet, og som de så bittert trænger til. Tyrkerne og araberne har angrebet dem. ... Lad dem, som hidtil har været vant til uretmæssigt at kæmpe i private fejder mod de troende, nu bekæmpe de vantro og bringe den krig, som burde være påbegyndt for lang tid siden, til en sejrrig afslutning. Lad dem, som fordum var lejetropper, der kæmpede for smudsigt sold, nu kæmpe for Kristus."

"Gud vil det!" råbte forsamlingen. Derefter skiltes de og drog hjem for hver for sig at forberede korstogene.

Allerede to år efter, i 1097, var en betydelig hær bragt frem til den del af Lilleasien, som tyrkerne havde frataget Det Øst Romerske Rige. De trængte hurtigt frem til Palæstina. I 1099 indtog korsfarerne Jerusalem, hvor de dræbte en stor mængde muhamedanske forsvarere.

Korsfarerborgen Crac des Chevaliers i det nuværende Syrien
Korsfarerborgen Crac des Chevaliers i det nuværende Syrien.

En Abu Shama skrev i et brev til sin kalif : "Lad os håbe, at Allah i sin godhed vil lade den fare, hvori vi alle svæver, vække muhamedanernes nidkærhed, så de vil bestræbe sig på at udrydde vore fjenders brændende iver og rive den bygning ned, som Frankerne har opført. Så længe vore fjender strømmer til, til lands og til vands, er vort land stillet overfor de største trusler, og man undrer sig over at se, hvordan de vantro kappes, samtidig med at de sande troende er ganske ligeglade. Er der en eneste muhamedaner, som er efterkommet opfordringen og er kommet, når man kalder? Se så i modsætning hertil de kristne! Se hvorledes de kommer i store skarer, hvorledes de kappes om at trænge sig på, hvorledes de støtter hinanden, hvorledes de ofrer deres rigdomme, hvorledes de samles for at yde deres bidrag, hvorledes de bærer de største afsavn for sagens skyld! Hos dem er der ikke en konge, ikke en herre, ikke en ø eller en by, ikke et menneske, hvor ringe han end måtte være, som ikke har sendt sine bønder og undersåtter af sted til denne krig, som ikke lader dem træde frem på denne tapperhedens skueplads. Der er ikke en eneste mægtig mand, som ikke deltager i denne krig. Alle ønsker at gavne genstanden for deres hengivenhed, hvor uren den end måtte være. De gør det med den tanke, at de derved tjener deres religion, og derfor ofrer de deres liv og deres rigdomme på denne krig. I alt dette er deres eneste formål at tjene den, som de tilbeder, at ære den, som de tror på."

Korsfarerstaterne i det nuværende Israel, Libanon og Syrien Ludvig den Hellige taget korset
Til venstre: Korsfarerstaterne i det nuværende Israel, Libanon og Syrien.
Til højre: Den franske konge Ludvig den Hellige taget korset.

De kristne oprettede fire korsfarerstater i det erobrede område. De var Kongeriget Jerusalem, Grevskabet Tripoli, Prinsedømmet Antioch og Grevskabet Edessa.

Grevskabet Edesa blev allerede i 1144 erobret af tyrkerne. Dette udløste det andet korstog, ledet af den tysk romerske kejser Conrad den 3.

Til sidst blev muhamedanerne forenet under den berømte Saladin, og så begyndte det at se sort ud for korsfarerne. Jerusalem faldt i 1187, hvilket udløste det tredje korstog, ledet af blandt andet Richard Løvehjerte af England, Philip d. 2 af Frankrig og den Tysk Romerske kejser Frederik d. 1.

Et femte korstog i 1248 blev ledet af den franske kong Ludvig den Hellige.

I 1289 AC faldt byen Acre, som lå i den nordlige del af den moderne stat Israel. Acre var den sidste kristne fæstning i det Hellige Land. Alle forsvarerne blev dræbt. Dermed endte korstogene. Da havde de kristne været tilstede i det nuværende Palæstina, Israel og Libanon i næsten to hundrede år. Det er tre gange så lang tid som den moderne stat Israel har eksisteret indtil nu.

Korsfarernes efterkommere beholdt dog herredømmet over Cypern indtil 1570, hvor øen blev erobret af tyrkerne.

De kristnes iver og engagement i kampen for deres hellige værdier gjorde et stort indtryk på muslimerne, som de den dag i dag ikke har glemt. De har stadig helligdage, som fejrer sejre over korsfarerne.


Se Urban 2.'s tale i Clermont hos: Fordham - Medieval Sourcebook

Læs en god artikel om Korstogene, fri for politisk korrekthed: The Real History of the Crusades - Catolic Education Resource Center by Thomas F. Madden

Literatur: Se relevante bind af Politikkens og især Grimbergs Verdenshistorie.

Tilbage til start af artikel

20130212
Passed W3C Validation