Forside DH-Debat

2. Oprindelige Kongedømmer

4. Den Franske Revolution

Hellige Værdier som Samfundets Grundlag

3. Middelalderens Kristne Kongeriger

1. De Nordiske Riger 2. Religionsskiftet
3. Militær Teknologi 4. Landsbykirker
5. Reconquista 6. Sicilien
7. Korstog 8. Litteratur

1. De Nordiske Kongeriger Skabes

I slutningen af Germansk jernalder og i perioder af tidlig vikingetid var Skandinavien opdelt i talrige små kongeriger, som vi dog kun har fragmentarisk kendskab til. Det ville ikke have været nemt at se at i dette mylder af små riger lå netop de de tre moderne nationer Norge, Sverige og Danmark i svøb.

Danmarks landsting i middelalderen

Danmark var opdelt i landsting, som blandt andet havde den funktion at hylde kongerne. Derfor må de afspejle de oprindelige små kongedømmer, der fandtes i Skandinavien før rigerne Danmark, Norge og Sverige trådte frem fra historien. Foto Vesconte2 Wikipedia.

Fremkomsten af et forenet Dansk kongedømme, først under Godfredsønnerne, omkring 825, og senere under Harald Blåtand omkring 960, var helt givet inspireret af truslen fra syd.

Den Frankiske kejser, Karl den Store, som herskede over hele det nuværende Frankrig, Schweiz, Østrig, det meste af Tyskland og dele af Italien, undertvang efter mange og forbitrede kampe Saxerne endeligt i 802, efter at han i 782 havde ladet 4.500 mænd halshugge ved byen Verden sydøst for Bremen. Han deporterede 10.000 Saxere til andre dele af hans store rige og gav deres land til de Vendiske Abodritter. Han nedbrød deres helligdom, søjlen Irminsul, og pålagde de overvundne dødsstraf for manglende overholdelse af fasten, brug af hedenske ligbrændings-skikke og forsøg på at undgå dåben. Mange Saxere flygtede til Danmark, og Danskerne kunne derved følge med i krigen på første parket.

Saxerne

Saxerne boede i Nord Tyskland, nord for det mægtige Franker Rige. Det var før Karl den Store undertvang Langobarderne. Foto Wikipedia

Dette motiverede de lokale små Danske kongedømmer til at slutte op om Godfredsønnerne som et samlet Dansk Rige, der sandsynligvis omfattede både Skåne og Viken-området omkring det moderne Oslo. Danskerne angreb kejserens nye Vendiske undersåtter og forstærkede Danevirke. Men da faren drev over, gik den ny enhed efter al sandsynlighed mere eller mindre i opløsning igen.

Men i 973 var den gal igen. Det blev kendt at kejser Otto 1. havde planer om at angribe og kristne Danerne, hvilke planer imidlertid måtte opgives ved hans død. Sikkert motiveret af den ny trussel blev den Jyske knytlinge konge, Harald Blåtand, valgt til konge også over det østlige Danmark. En ny kejser, Otto 2. angreb rent faktisk Danmark, brød igennem Danevirke og hærgede Jylland helt op til Limfjorden. Harald Blåtand reddede situationen ved at lade sig kristne og derved trække tænderne ud på ideen om korstog. Han forstærkede Danevirke og lod opføre trelleborge overalt i landet.

I Norge blev mange af de små kongedømmer samlet af Harald Hårfager omkring 872. Man må tro at hans samling af de små Norske kongedømmer var en reaktion på den ny politiske enhed i Danmark - en kædereaktion: Frankerne ekspanderede ved at besejre eller underlægge sig de andre oprindelige folkevandringsfolk, Goter, Langobarder, Burgunder, Thuringer og Saxere og lagde derved pres på deres naboer mod øst, Ungarn, Bøhmen, Polen og Danmark og tvang disse folkeslag til hver især at forene sig under en konge. Og et samlet forenet Danmark gav igen næring til ideen om et forenet Norge.

Nogle oprindelige små kongedømmer på den Skandinaviske halvø

Nogle oprindelige små kongedømmer på den Skandinaviske halvø. Snorre Sturlason fortæller i Heimskringla at Harald Hårfagre underlagde sig de små kongedømmer: Namdal, Nordmøre, Romsdal, Sunnmøre, Fjordane, Hordaland, Rogaland, Agder, Vingulmark og Alvheim. Olav den Hellige underlagde sig yderligere Hedmark og Oppland og han tænkte på at underlægge sig Haalogaland. Snorre fortæller mange gange om det berømmelige oprindelige Svenske rige omkring Mälern, Svitjod, hvor Odin herskede. Saxo fortæller om Vestre og Østre Gøtaland eller blot Gautland.

Snorre skriver at Harald havde herredømme i Vest Norge såvel som i Viken og Telemarken, men den mest udbredte opfattelse er at Haralds kongedømme var begrænset til det vestlige og nordlige Norge, medens Viken området var den Danske konges interesse-sfære. Snorre skrev jo flere hundrede år efter begivenhederne og han kan jo have taget fejl.

Norge er et stort og øde land fyldt med uvejsomme bjerge og dybe fjorde, men den vestlige og nordlige del af landet nyder fordelen af en fortræffelig søfarts-kommunikation fra nord til syd langs en lang beskyttet kystlinie, hvor havet sjældent fryser til. Desuden, ingen del af landet langs denne kyst var nemmere at forsvare end andre dele, og derfor når det først var forenet, ville det forblive således uden de store anstrengelser. Derfor er det sandsynligt at det var denne del af landet som Harald Hårfager forenede.

Men, da et sådant forenet Norsk kongedømme først var etableret, blev det i stand til at konkurrere med de Danske konger om kontrollen med Oslo Fjord området. Resultatet var usikkert i lang tid. Danskerne prøvede stadig at få kontrol med området under Valdemar den Store.

Der er næppe nogle geopolitiske eller geografiske uundgåeligheder, som peger på at Oslo Fjord området naturligt skulle tilhøre Norge eller Danmark. Men det endelige tilhørsforhold til Norge kan forklares med at kongen af Norge var tilbøjelig til at give højere prioritet til problemet end kongen af Danmark, som havde andre områder, hvor Danskerne ønskede at ekspandere.

Gyda svarer Harald Hårfager

Snorres saga om de Norske konger fortæller at Harald Hårfager sendte mænd for at hente en kvinde ved navn Gyda Eriksdatter, som han ville have til frille. Hun svarede mændene at hun ikke ville ofre sin mødom på sådan en småkonge: "Men det tykkes mig underligt at ikke den konge findes, som vil tilegne sig Norge således, at han har enevælde derover, som Kong Gorm har det i Danmark eller Erik i Uppsala", og hun sender mændene ud af døren med beskeden om at aldrig ville hun ægte Harald, før han har underlagt sig hele Norge og rådede for det rige lige så frit "som Kong Erik for Sveavældet eller Kong Gorm for Danmark" - "thi først da tykkes han mig at kunne kaldes tjodkonge". Foto Haralds Hårfagers Saga i Heimskringla tegning af Halvdan Egidius.

I Magnus Erlingsøns Saga fortælles om Valdemar den Stores leding mod Norge. Da Erling Skakke og hans tilhængere flygtede til en dal i nogle fjerne bjerge, sagde Valdemar: "Let er det at skønne på folket her i landet at alle står imod os. Nu har vi to ting at vælge imellem; enten kan vi fare med hærskjold over landet og ikke skåne nogen, hverken folk eller fæ, eller vi kan fare sørover igen uden at vi har fået noget resultat af togtet. Og jeg har større lyst til at fare til de hedenske lande i Østerled, som der er nok af, end at dræbe kristne folk her, selvom de godt nok har fortjent det."

For Danerne var krigen mod Venderne en "nødvendig krig", som Churchill ville have kaldt den. Vendernes overfald og plyndringer var en dødelig trussel mod Danmark og det var nødvendigt at føre krig mod dem, indtil de ikke længere var i stand til at angribe landet.

I forhold til både Danmark og Norge lå Svea-riget afsides - beskyttet af lange afstande over øde bjerge og store skove. Af naturlige geografiske årsager var Sverige derfor destineret til at blive et rige for sig selv.

Titeldekoration i Snorres Ynglinge Saga

Titeldekoration i Snorres Ynglinge Saga i Heimskringla Nationaludgaven af Gerhard Munthe.

Sveaerne har efter al sandsynlighed også været opdelt i flere oprindelige folk - som Jordanes iøvrigt beskriver. Men Svenskerne havde ingen Snorre eller Saxo til at fortælle hvorledes de fandt sammen i et rige, og derfor er detaljerne i Sveriges tidlige historie temmelig ukendte.

Dog fortæller Snorre om kongeætten, Ynglingerne, som nedstammede fra Odin, der slog sig ned ved Mälern søen og blev stamfader til de Svenske konger.

Man kan have forestille sig at et lignende forhold - som beskrevet ovenfor med Norge - kan have gjort sig gældende i forhold til grænsen mellem Sverige og Danmark - sådan at forstå at årsagen til at grænsen kom til at gå netop langs overgangen fra det opdyrkede land i Halland, Skåne og Blekinge til de store skove - og ikke for eksempel midt gennem de store skove - var at de Svenske konger prioriterede de øde områder højere end Danskerne.

Udgravning af gravhøj i Gamla Upsala

Udgravning af gravhøj i Gamla Upsala. Foto Pinterest.

Fra gammel tid havde grænsen mellem Danmark og Sverige altid været de store skove nord for Skånelandene uden at nogen dog havde bekymret sig om, hvor grænsen helt præcist gik.

Men i et gammelt svensk dokument, som hedder "Äldre Västgötalagen" beskrives et topmøde mellem Danmark og Sverige, hvor grænsen blev fastlagt. Mødet blev afholdt på Danaholm, en ø ud for Göteborg. Her mødtes - ifølge dokumentet - Emund Slemme fra Sverige og kong Svend fra Danmark med hver seks opmænd og desuden var en Norsk repræsentant til stede. De stadfæstede at grænsen skulle gå stort set langs Halland, Skåne og Blekinge, sådan som vi kender den i historien. Den blev markeret med seks grænsesten, hvoraf en stadig findes, nemlig den ved Brømsebro.

Sverige fik adgang til Kattegat ved Gøtaelvens munding. Den Danske besiddelse af Blekinge blev stadfæstet og tilsyneladende har Danskerne godkendt at Småland og Gøtalandene, hvor Magnus den Stærke havde været konge, skulle tilhøre Sverige, idet grænsen blev trukket langs Skånelandene, hvor det dyrkede land grænsede til de store skove.

Claus Deluran om grænsedragningen mellem Danmark og Sverige

Claus Deluran kommentar til grænsedragningen mellem Danmark og Sverige. Deluran troede at den kong Svend, som er nævnt i det gamle dokument var Svend Estridsen.

Det er usikkert, hvornår mødet fandt sted og hvem den Danske kong Svend var. Det kan have været Svend Tveskæg, Svend Estridsen eller Svend Grathe.

Saxo beskriver Svend Grathes mislykkede vinter-felttog mod Sverige. For ham var Gøtalandene blot nogle øde og fattige områder, som man nødvendigvis skulle igennem for at angribe selve Sverige omkring Mälern. Han havde valgt et vinter-felttog, da han mente at det ville blive nemmere at passere moser, sumpe og elve, når de var dækket af is. Men kulden viste sig at være et langt større problem, end han havde forestillet sig, og felttoget gik i stå alene på grund af kulden, og han måtte vende om. Her syntes det klart at Svend Grathe, hvis det var ham, som forhandlede grænsedragningen, ikke prioriterede Småland og Gøtalandene særlig højt.

2. Religionsskiftet

Kristendommen, som kom til Norden omkring år 1000, var meget forskellig fra den gamle tro.

Den kristne kirke var en centraliseret organisation ledet af et hiraki af præster, abbeder, biskopper og ærkebiskopper, som ultimativt referede til paven i Rom, medens den gamle tro var decentral og lokal, således at forstå at det var de lokale kongers vigtigste opgave at vedligeholde et godt forhold til guderne for godt år og god høst.

Olav Tryggvason ankommer til Norge

Olav Tryggvassons ankomst til Norge sammen med Engelske præster og munke. Historikeren Niels Lund er overbevist om at han var støttet af den Engelsk kong Æthelreth med det formål at svække hans værste fjender, nemlig Danerne. Tegning af Peter Nicolai Arbo - wikipedia.

De missionerende konger, især Olav Trygvesson og Olav den Hellige, har ganske givet udnyttet dette forhold i deres iver efter at underordne sig de små riger. For når de lokale kongers undersåtter bekendte sig til kristendommen, havde lokalsamfundet ikke længere brug for hans religiøse funktion, og tæppet blev derved trukket væk under ham.

De kristne konger forstod også at udnytte symmetrien mellem den kirkelige organisation, som havde en ærkebiskop for hele landet, og den verdslige organisation også med en konge for hele landet. Det hedder i kongsspejlet fra omkring 1250: "Forklaringen er den, at gud indrettede sig to huse på jorden, som han valgte til sit embedes forrettelse; det ene er kirken, og begge kan iøvrigt kaldes således, hvis man vil, thi navnet "kirke" betyder det samme som et tinghus på grund af det der forsamlede folks møde. Men disse to huse er Guds haller, og han har sat to mænd til at styre disse huse; i den ene hal har han anbragt sit bord, og det hedder "fødehus«", thi der samles Guds folk i den hensigt at tage åndelig føde der. Men i den anden hal har Gud anbragt sin hellige domstol, og der samles folket for at høre forklaringen af Guds hellige domme. I disse to huse har Han sat to vogtere, den ene er kongen, den anden biskoppen. Kongen er sat til at vogte det hellige hus, i hvilket det hellige sæde er anbragt, og hvor Guds hellige domme skal overvåges; han skal tilligemed alle dem, der siden overvåger de domme, som der bliver rettelig fældede, dømme således timeligt mellem folk, at han derfor modtager den evige lykke."

Håkon Jarl ofrer sin søn Erling for at få sejr

Den gamle tro kunne være forskellig fra egn til egn. I Jomsvikinge Saga og Olav Tryggvasons Saga ofrede Håkon Jarl sin syv-årige søn, Erling, midt under slaget i Hjørungavaag til sin særlige beskytter, Thorgerd Hölgabrud, for at få sejr. Hun svigtede ham ikke men sendte en haglstorm, som stod Jomsvikingerne lige i ansigterne. Tegning Lorenz Frølich

Ritualer og selve opfattelsen af de gamle guder var efter al sandsynlighed forskellig fra sted til sted, og myterne om guderne findes i forskellige versioner, hvori de samme guder kan have forskellige roller. Den ny tro derimod, var karakteriseret ved systematiske doktriner og ritualer, som blev udført på næsten samme måde over hele den kristne verden.

For eksempel fortæller den lange Olav Tryggvasons Saga at Håkon Jarl ofrede sin syv-årige søn Erling til sin særlige gudinde og beskytter, Thorgerd Hölgabrud, for sejr i slaget i Hjørungevaag mod Jomsvikingerne. Og hun svigtede ham ikke, men sendte den haglstorm, som vendte slagets gang.

Den Kristne Gud skabte de første mennesker, nemlig Adam og Eva. Men de gamle guder skabte ikke de første mennesker, Ask og Embla. De fandt dem liggende på stranden uden sjæl, liv og tanker, hvilke blev Gudernes gave til mennesket.

Den kristne Gud skabte Verden på syv dage ved at udtale ord. I Skabelsesberetningen sagde han på den første dag "Bliv lys" sagde han, og så blev der lys. Den anden dag skabte han himlen ved at sige: "Bliv en hvælving i vandene; den skal skille vandene". Den tredie dag skabte Han jorden og planterne og således fortsatte Han til den sjette dag hvor han skabte landdyr og mennesker. Verdenshavet syntes at have været der i forvejen.

Gud skaber dyrene på landjorden på den sjette dag

Kalkmaleri i Vittskövle Kirke i Skåne, som forestiller Gud som skaber dyrene på landjorden på den sjette dag. Foto Gunnar Bach Pedersen Wikipedia.

Men de gamle guder skabte ikke Verden - i hvert fald ikke i første omgang. Den skabte sig selv ved at Muspelheims varme luft mødtes med Nifelheims kulde midt i det oprindelige tomrum, der hed Ginnungagap. I dette lune klima opstod urjætten Ymer og urkoen Audhumbla. Jætten fik næring fra koens yver. Ymer var tvekønnet, og af hans sovende krop opstod jætternes slægt.

Audhumbla slikkede de rimfrosne saltsten for at få føde, og derved dukkede manden Buri op fra en saltsten, og han blev stamfader til Asernes æt. Han fik en søn Borr, som igen med jættekvinden Bestla fik tre sønner, som var Odin, Vile og Ve, der sammen dræbte Ymer og skabte Verden af hans krop. Hans kød blev til jord, knoglerne blev bjergene, hans blod blev til havet, hovedskallen gjorde de til himlen og hjernen til skyerne. Af ormene i Ymers kød skabte de dværgene.

Den kristne Gud er almægtig og god og hævet over døden. Men de gamle guder var ikke udødelige idet de alle var forudbestemt til at falde i slaget Ragnarok, og kun deres børn skulle overleve dem og skabe en ny Verden.

Skønt de gamle guder repræsenterede et højere niveau end mennesker, især med hensyn til intellektuel kapacitet, var de hverken moralsk perfekte eller almægtige. For eksempel måtte Frej give sit gode sværd til budbringeren Skirner for at han kunne blive gift med jættepigen Gerd, som han elskede. Det kom til at koste ham dyrt i Ragnarok slaget.

De tre brødre Odin Vile og Ve dræber Ymer

De tre brødre Odin, Vile og Ve dræber Ymer. Tegning Lorenz Frølich.

Odin var mægtigere end de andre guder, men på ingen måde almægtig. Også han måtte udstå afsavn og lidelse for at nå sine mål. Han ofrede sit ene øje for at kunne drikke af Mimers brønd for derved at opnå umådelig visdom. Han hang i træet i ni dage og nætter, mærket af spyd, uden hverken mad eller drikke. Egentlig meget lig Jesus, som hang i det symbolske træ.

Bibelen skelner temmelig nøje mellem ondskab og godhed. I Bibelen er Djævelen altid ond, og Jesus er altid god. Men de gamle Skandinaviske guder kan ikke katergoriseres så nemt. Selv Loke havde sine gode sider og hjalp mange gange guderne ud af vanskelige situationer med sin opfindsomhed. Kun Balder var helt igennem god, men det gik ham ikke så godt, idet han blev dræbt af en pil lavet af mistelten afskudt af hans blinde broder Høder.

I kristendommen vil Jesus dømme hvert enkelt menneske - for de flestes vedkommende efter døden. Mattæusevangeliet kap. 25 siger: "Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt."

I den gamle kultur blev hver mand mand også dømt efter døden, ikke af de himmelske magter, men af andre mænd. I digtet Havamal står:

Et vers fra Havamal

Et vers fra Havamal. Tegning Groenfell Meabery - Pinterest.

Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø,
Eftermælet aldrig dør
om, hvad vel er endt.

Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø;
eet jeg ved, som aldrig dør,
Dom om hver mands død.

Oversat og gendigtet af Thøger Larsen.

Den ny kristne religion fik omfattende etiske konsekvenser. De troende skulle leve i overensstemmelse med Guds vilje og derved blev det jordiske liv fyldt med synd. Sexualitet var således grundlæggende syndigt og kunne kun accepteres hvis formålet var at avle børn. Stolthed blev en synd og ydmyghed en dyd. Vold kunne kun tolereres i forsvar af egne interesser og som forsvar for Kristenheden.

Skjaldene hyldede de gamle konger for deres magt og berømmelse, deres gavmildhed mod deres mænd og deres evne til at føde ravne og ulve med ligene af faldne fjender. Men den kristne religion bragte det etiske niveau til nye uselviske højder. Nu vandt kongerne brømmelse ved gavmildhed mod de fattige, klostre og kirker og ved at forsvare Kristenheden mod dens fjender.

De gamle hedenske højtider tre gange om året, nemlig forår, efterår og midvinter, blev lavet om til kristne højtider, herunder påske og jul, og de blev fejret på samme måde, nemlig ved at spise og drikke og udbringe skåler - nu til den kristne Gud og helgene.

Jesus dømmer levende og døde på den yderste dag

Jesus dømmer levende og døde på den yderste dag. Maleri af Hieronymus Bosch Wikipedia.

De gamle små kongeriger var valg-kongedømmer - en ny konge skulle vælges og hyldes på tinge. En tronkandidat skulle være af kongelig afstamning - kun disse kunne have den nødvendige konge-lykke.

Man valgte som regel den afdøde konges ældste søn, hvis en sådan fandtes. Kun tre gange i Danmarks historie er de ældste sønner blevet forbigået. Det drejer sig om Erik Emunes ældste søn, Svend Grathe, som Jyderne i første omgang afviste, og Abels ældste søn, Valdemar, som hele landet afviste - i begge tilfælde sikkert fordi man ikke ønskede sønner af brodermordere som konger. Valdemar Atterdags ældre broder Otto blev forbigået, måske fordi man mente at kun Valdemar havde de personlige egenskaber, der skulle til for at samle Danmark.

Der kan ikke være tvivl om at Valdemar den Store ønskede at afskaffe det oldgamle valgkongedømme - efter tidens Europæiske trend - måske mente han at det var dette system, som var skyld i 25 års ulykkelig borgerkrig. Han lod sin lille søn salve og sætte på tronen af Guds repræsentant på Jorden, nemlig Ærkebispen af Lund. Det er ganske klart at Valdemars ambition var at kongerne skulle ikke være konger ved folkets vilje - men ved Guds nåde.

Man kan mene at den gamle religion var mest for mænd. Kun mænd kunne komme til Odin i Valhal efter at de ærefuldt var faldet i kamp. Såvidt det er kendt i nutiden var der ikke rigtig noget for kvinder - andet end at de kunne vinde berømmelse gennem deres sønner. Nogle mener at det derfor var kvinderne, som var mest positivt stemt mod kristendommens budskab om det evige liv i Paradis, godhed og tolerance.

Thjodhildes kirke ved Brattahlid, det nuværende Qassiarsuk

Den rekonstruerede Thjodhildes kirke ved Brattahlid, det nuværende Qassiarsuk i Grønland. Foto Hamish Laird Wikipedia.

Erik den Røde var overbevist hedning, men hans hustru, Thjodhild, lod sig kristne og byggede den første kirke i Grønland opført af tørv og træ på Brattahlíd omkring år 1000. Hendes søn Leif den Lykkelige blev kristen.

Der er dog mindst et eksempel på kvinder, som hårdnakket afviste kristendommen, hvilket er Svend Tveskægs hustru og de Danske kongers stam-moder, Sigrid Storråde.

3. Militær Teknologi

Det middelalderlige aristokrati var primært et militært aristokrati og alle adelsmænd var øvede i våbenbrug. De var fritagede for skat til kongen mod at de skulle møde med deres mænd fuldt rustede i tilfælde af krig.

Kongsspejlet anbefaler den unge mand at øve sig i våbenbrug mindst en gang dagligt - gerne to gange, hvis det er muligt: "Hvis du befinder dig på steder, hvor man kan ride, og du selv har en hest, så bestig din hest med tunge våben og indøv dig i at sidde til hest således, at du sidder på den så smukt og fast som muligt." - "Øv din hest til at være let at dreje til siden i udstrakt løb og sørg for, at den er i god stand og ren; beslå den godt og stærkt og giv den i det hele stærkt og smukt hesteudstyr." - "Men lad ingen dag gå tilende uden at du øver dig i denne leg engang, medmindre det er helligdag; thi denne kunst er det passende for enhver kongsmand at kunne, og desuden nødvendig, hvis man får brug for den." Det anbefales at en adelsmand øver sig i at kæmpe både til hest, til fods, i svinefylkningen og på et skib med mange forskellige våben herunder spyd, bue, slynge og "våbensten". Han skal også have forstand på belejringskunst og på hvordan man forsvarer en fæstning.

Scene fra filmen Braveheart

Scene fra filmen Braveheart, som viser Skotske krigere, som forsvarer sig mod Engelske pansrede riddere med tilspidsede pæle. Faktisk, i slaget ved Crecy beskyttede de Engelske bueskytter sig effektivt mod de det Franske tunge kavaleri med nedgravede tilspidsede pæle. Foto Cinema.

De kristne kongedømmers våbenarter var tungt kavaleri, bue- og armbrøstskytter, borge og belejringsmaskiner. Nogle nationer, herunder Danmark og Norge brugte stadigt traditionelt infanteri bragt frem af skibe - som i vikingetiden.

Gennem flere hundrede år var de Europæiske slagmarker domineret af tungt kavaleri. Det tunge kavaleris angreb blev meget ofte afgørende for slagets udfald. Intet kunne modstå et angreb af panserede riddere. Bartlett citerer en muslimsk kilde fra Damaskus i 1148: "Det vantro kavaleri ventede på at udføre det angreb for hvilket det er berømt." Korsfarer-poeten Ambroise beskriver en muslimsk emir, der fortæller om de Europæiske riddere under det Tredie Korstog: "Intet kan modstå dem, fordi de har en rustning så stærk, solid og sikker."

Der findes beretninger om pansrede riddere, som blev besejret af infanteri og bueskytter, men det er undtagelser og ikke reglen.

Slaget ved Crecy

De Engelske langbueskytter blev den afgørende faktor i slaget ved Crecy nord for Abbeville i Frankrig. Foto Alchetron

To slag i de Skotske krige mod England er undtagelser. Ledet af Robert Bruce besejrede Skotterne en Engelsk hær med pansrede riddere i slaget ved Bannockburn i 1286, og det samme skete i slaget ved Stirling Bridge i 1297, hvor Skotterne var ledet af William Wallace. Man må tro at disse sejre gav inspiration til filmen Braveheart, der viser Skotske krigere, som besejrer pansrede Engelske riddere med tilspidsede pæle.

En anden undtagelse er slaget ved Crecy i 1346 hvor Edward 3. af England besejrede en numerisk overlegen Fransk ridderhær ledet af Philip 6. Den Engelske hær inkluderede et stort kontigent langbueskytter, medens den Franske hær talte Genovesiske armbrøstskytter. Englænderne kom først til slagmarken og etablerede sig på en bakketop. De var udhvilede og havde god forplejning. Franskmændene var derimod trætte efter at havde marcheret i dagene op til slaget for at få kontakt med fjenden. Edward var en erfaren hærfører og kendte fordelen ved at blødgøre fjenden før det egentlige slag. Han lod sine langbueskytter overdænge fjenden med en regn af pile.

Under slaget blev det heftigt regnvejr. De Engelske langbueskytter kunne tage deres buestrenge af og beskytte dem, men det var ikke muligt for Genoveserne at tage strengene af deres armbrøste, som derfor blev våde og ubrugelige. Philip lod sine panserede riddere angribe, men det var op ad bakke i et terræn, som var blevet stærkt mudret af den heftige regn.

En ridders rustning kunne veje op mod 40 kg og dertil kom vægten af ridderen selv og hans våben samt mulig rustnings-beskyttelse af hesten selv. Det blev for meget for hestene, som hang fast i mudderet og brød sammen under en pileregn, som var særlig rettet mod hestene, idet de var mindre beskyttede end ridderne selv. Det franske kavaleri gjorde gentagne forsøg på at angribe op ad bakken, men for hvert angreb blev deres tab blot større, da skråningen efterhånden blev stadig mere mudret og fyldt med døde og døende heste og riddere. Den Engelske sejr var fuldstændig, og de erobrede det berømte Franske banner, Oriflamme.

Slaget ved Svendstrup

I slaget ved Svendstrup syd for Aalborg sad riddernes heste fast i mudder, hvorved de blev lette ofre for Skipper Klements bondehær. Foto Libcom.org

I slaget ved Svenstrup i 1534 mellem Skipper Clements cirka 6000 mand og de adelige ryttere, tog Skipper Clement opstilling på højderne nord for Svenstrup. Adelsmændene gik til angreb, men deres heste var tynget af de tunge rustninger og sad fast i mudderet i de omgivende moser. Her led den adelige hær et fuldstændigt nederlag, hvorunder hærførerne Holger Holgersen Rosenkrantz, Niels Lavesen Brock og yderlige 12 adelige ledere samt et ukendt antal fodfolk blev dræbt.

De middelalderlige hære havde tre typer buer, nemlig den korte bue, langbuen og armbrøsten. Den korte bue var knap 1 m. lang. Den var meget almindelig i Europæisk krigsførelse og blev brugt af mange folkeslag, herunder Skandinaver. Normannerne brugte korte buer i slaget ved Hastings med stor success. Men i rækkevidde og gennemslagskraft kunne den ikke måle sig med langbuen.

Forskellige måder at spænde en armbrøst

Forskellige måder at spænde en armbrøst. Fra venstre mod højre:
-Skytten sætter foden i bøjlen forrest på armbrøsten, han går ned i knæ og fæstner en krog, som han har fastgjort til et bælte til strengen. Derefter retter han sig op og spænder derved armbrøsten.
-Armbrøsten har et slags spil med udveksling og håndsving.
-En slags vægtstangs-princip.
Foto BenjaminRose.com, Myarmoury.com og BenjaminRose.com.

Langbuen er omkring 1,8 m lang med meget større trækkraft end den korte bue. Oprindeligt blev den kun brugt meget lokalt i den sydlige del af Wales, men i krigene mod Waliserne opdagede de Engelske konger dens kvaliteter. De opfordrede de Engelske bønder til at øve sig i at skyde med langbue og forbød alle andre idrætsgrene, hvilket førte til mange godt kvalificerede Engelske langbueskytter. I slaget ved Agincourt i 1415 synes langbueskytter at have været det Engelske hovedvåben. Det er estimeret at den Engelske hær bestod af 5.000 langbue-skytter og 900 pansrede fodfolk.

Hovedskal af bondekriger fra Gotland

I slaget ved Visby på Gotland i 1361 blev en bondehær massakreret af Valdemar Atterdags professionelle armbrøstskytter. Her sidder bolten stadig i ofrets hovedskal. Foto Ancient Origin.

I løbet af middelalderen blev armbrøsten dominerende på slagmarkerne på det Europæiske kontinent. Den blev foretrukket frem for langbuen, fordi den kræver mindre fysisk styrke at betjene, og boltene - som armbrøstens pile kaldes - har større gennemslagskraft, hvilket gjorde den mere dødelig på kort afstand. Desuden var det nemmere at sigte med armbrøsten. Langbueskytter skulle oplæres fra ungdommen og deres færdighed skulle holdes ved lige hele livet, medens armbrøstskytter var nemme at oplære og de behøvede ikke den samme mængde træning som bueskytterne. Armbrøsten har dog den ulempe at være langsommere at lade og skyde med. Moderne forsøg har dog vist at en armbrøstskytte kan afskyde 4-6 bolte på 30 sekunder, medens en langbuskytte kan afskyde 9-10 pile på den samme tid.

I forbindelse med korstogene lærte Europæerne komposit-teknologi, som gjorde det muligt at gøre armbrøsten mindre og mere håndterlig, samtidig med at den blev i stand til at skyde endnu hårdere.

I slaget ved Visby i 1361 blev en Gotlandsk bondehær nedslagtet af Valdemar Atterdags professionelle armbrøst-skytter. De tyske Hanse-købmænd så til fra bymuren og overgav sig derefter og betalte en monsterbøde for at blive skånet for plyndring af byen.

Burg Eltz

Burg Eltz er et middelalderligt slot fra 1100-tallet, der ligger i bakkerne over floden Mosel mellem Koblenz og Trier i det vestlige Tyskland. Det er stadig ejet af den same gren af Eltz-familien, som boede der for 33 generationer siden.

Der har været opført borge og fæstninger i Europa i mange hundrede år før fremkomsten af de middelalderens kristne kongeriger. Men de nye borge var anderledes, de er meget mindre - men højere.

De er bygget af tilhuggede sten, hvilket var langt dyrere og mere tidskrævende end bygning af de gamle tilflugtsborge, som var opført af jord og tømmer.

Forskellen i bebygget areal mellem de ny og de gamle fæstninger er slående. For eksempel Aggersborg ved Løgstør måler 240 m i indvendig diameter, de Slaviske ringborge i Nord Tyskland måske godt 100 m, og Istmantorp Borg på Gotland 125 m. Men Burg Eltz og de andre samtidige middelalder borges bebyggede areal er meget mindre især i forhold til deres højde. Det har desværre ikke været muligt for forfatteren at finde det bebyggede areal for Burg Eltz. Men visuelt ses det let at hvad de ikke har i grundareal har de i højde - Burg Eltz har efter sigende 10 etager.

Vikingeborgen Trelleborg blev bygget for at huse en hel hær, og mange af de andre ringborge var tilflugtsborge beregnet til at beskytte alle egnens beboere og deres kvæg i nødsituationer.

De nye middelalderborge var ikke tilflugtsborge. De var permanent beboelse for en adelsmand, hans familie og håndgangne mænd. De skulle beskytte ham mod at blive overrasket af en fjende en mørk nat. De var beregnet til at blive forsvaret af kun få forsvarere, derfor er de så høje. Mange af borgene er bygget på en bjergknold eller lignende, som gav ekstra højde og gjorde dem endnu vanskeligere at indtage.

Trebuchets

Trebuchets, også kaldet blider eller valslynger. Foto Wikipedia.

Men udviklingen i fæstningsbyggeri måtte udløsen en tilsvarende udvikling i belejrings-maskiner og metoder.

Forfatteren af Kongsspejlet indskærper sine læsere at det er meget vigtigt at kende noget til belejrings-teknik: "Desuden er der mange andre våben. Den, som vil angribe en befæstning med de nys opregnede våben, behøver tilvisse "valslynger", nogle af dem stærke, for at slynge store sten mod stenvæggen og prøve, om man kan bringe stenvæggen til at falde ved svære skud. Men svage valslynger behøves for at slynge (projektilet) hen over stenvæggen og nedbryde de huse, der er i fæstningen. Men kan man ikke med de stærke valslynger nedbryde eller nedvælte stenmuren, kan man forsøge at anvende følgende maskine: en vædder med jernbeslået pande, thi mod dens stød kan kun få stenmure holde stand. Men hvis stenvæggen ikke styrter om eller brydes ned ved hjælp af denne maskine, kan man tillige hertil benytte et "gravsvin". Et "kastel", sat på hjul, er udmærket til at overvinde en anden fæstning med, og dette er således bygget, at det er noget højere end den fæstning, som det bekæmper, selv om forskellen kun er 7 alen; men det er altid des bedre til at besejre en anden fæstning med, jo højere det selv er. Stiger, som føres på hjul, og som kan trækkes både frem og tilbage og forneden er forsynede med bræddegulv og stærke håndreb på begge sider, er også gode til denne krigslist."

Principtegning af Trebuchet

Principtegning af trebuchet. Foto Wikipedia.

En trebuchet er grundlæggende en stor vægtstang med en lang og en kort ende, som er monteret i et omdrejningspunkt øverst på et solidt tømmerfundament. I den lange ende sidder et net eller lignende, hvori skal placeres den store sten, som skal slynges. Forskellige mekanismer udløser nettet i kaste-øjeblikket - som ved en slynge. I den korte ende hænger en meget tung kontravægt. Man "lader" trebuchet ved at trække den lange ende ned med taljer og derved hæve kontravægten. Hævningen af kontravægten skaber potentiel gravitions-energi. Man placerer stenen i nettet og indstiller udløsnings-mekanismen i spidsen af den lange ende af vægtstangen, således at stenen vil forlade nettet med den helt rigtige bane. Dermed er trebucheten klar til kast. Ved kastet udløses gravitations-energien.

4. De Midelalderlige Landsbykirker

Stubberup Kirke på Hindsholm

Stubberup Kirke på Hindsholm ligger synlig i landskabet på en bakketop, som så mange andre landsbykirker.

I det danske landskab er der næsten 2000 landsby-kirker, der er bygget i middelalderen.

Det må have været en meget stor omkostning på denne tid. De vidner om at danske bønder var dybt troende og gav store ofre for deres kristne overbevisning. Kirkerne og deres præster var det yderste led i en international kirkeorganisation, med paven i Rom som overhoved. Kirken fulgte menneskets liv fra vugge til grav. Den hellige historie blev levendegjort med ritualer, kalkmalerier og små bibelske skuespil som for eksempel krybbespil.

Langt hovedparten af landsbykirkerne er bygget i romansk stil, som var udbredt i Europa fra omkring 1000 til 1150. Romansk stil kaldes også rundbuestil, i modsætning til den gotiske stil der kaldes spidsbuestil. De romanske kirker er enkle og bastante med tykke mure og små vinduer.

Grundplan af Romansk kirke

Grundplan af Romansk kirke. A: Skibet B: Koret C: Apsis. Den første del, det firkantede, rektangulære langhus, kaldes for skibet, fordi kirken ligesom Noahs ark frelser mennesker fra fortabelse. Den anden del, der er smallere og lavere, kaldes for koret. Det var her, hvor munkene stod og sang vekselsang. Endelig er der apsis - en endnu smallere og lavere tilbygning. Basilika kaldes den form, hvor skibet har lavere sideskibe. Til den almindelige form kunne man også føje et tværskib, så grundformen kom til at ligne et kors. Foto Wikipedia.

Mange af de ældste stenkirker er bygget af frådsten (kildekalk). Den er blødt og nemt at bearbejde, men kun tilgængelig i begrænsede mængder. I Øst Sjælland er en del kirker lavet af kridtsten, som også er nemt at bearbejde. Men langt de fleste landsbykirker er opført i kampesten, hvilket vil sige sten samlet på markerne - mest granit. Nogle senere landsbykirker er bygget af teglsten.

5. Reconquista

Reconquista betegner den kristne generobring af den Iberiske halvø fra Muslimerne.

Efter en mislykket invasion af det muslimske Spanien i 778 erobrede Karl den Store i 801 Barcelona og etablerede Frankisk kontrol over den Spanske Mark, som er regionen mellem Pyrenæerne og Ebro-floden.
Politisk kort over den Iberiske halvø omkring 720

Politisk kort over den Iberiske halvø omkring år 720. I tre hundrede år havde de Vestlige Goter hersket på den Iberiske halvø. Men i året 711 ankom de muslimske krigere til denne del af verden, som de erobrede på kun tre år. Blot et mindre område i den Nord-vestlige del af halvøen lykkedes det de kristne at forsvare. Den præcise udbredelse af den kristne del af landet - vist på kortet med rødt - skal dog tages med det største forbehold. Men de kristne glemte aldrig at nedstammede fra de Gotiske konger og hele den Iberiske halvø havde været deres. I løbet af de følgende 750 år generobrede de landet stykke for stykke. På kortet er angivet befrielses-året for de vigtigste byer.

De Asturiske konger, der betragtede sig som efterkommere af de Gotiske herskere, der havde regeret Spanien før den muslimske erobring, udvidede deres område i slutningen af 800 tallet.

Sancho den Store udvidede Navarres område og skabte kongeriget Aragon i 1035.

Den mest dramatiske sejr i denne periode var Alfonso 6. af Castillien og Leon's erobring af Toledo i 1085, idet denne by havde været hovedstaden i det Gotiske rige. Alfonso omdannede straks byens moske til en kirke og udnævnte en ærkebiskop, idet han erklærede "ved Guds skjulte dom": "Denne by var i 376 år i hænderne på maurerne, blasfemere af Kristi navn - efter mange slag og utallige nedslagtninger af fjenden, erobrede jeg folkerige byer og stærke fæstninger fra dem ved takket være Guds nåde. Således inspireret af Guds nåde, førte jeg en hær ind i denne by, hvor mine forfædre engang regerede i magt og rigdom, idet jeg betragtede det som acceptabelt i Herrens øjne, hvis det, som denne perfide race under deres vantro leder Muhammad tog fra de kristne, jeg, kejser Alfonso, med Kristus som min leder, skulle genrejse til troens tilhængere." (Bartlett)

Alfonso 6.

Alfonso 6. af Leon (1047-1109) i middelalderligt vægmaleri. Den er en del af Tumbo A i katedralen i Santiago de Compostela. Foto MaiDireLollo Wikipedia.

Alfonso 1. af Aragon erobrede den tidligere mauriske hovedstad Zaragoza i 1118.

Lissabon blev indtaget i 1147 med hjælp fra Nord-Europæiske korsfarere.

I 1179 indgik Alfonso 2. af Aragon og Alfonso 8. af Castilien Cazorla-pagten, som tilsagde at Aragon havde ret til at generobre det mauriske kongerige Valencia og til gengæld frasagde han sig alle andre krav på territorium på halvøen.

Efter et alvorligt nederlag i slaget ved Alarcos i 1195 appellerede Alfonso 8. og andre kristne ledere til pave Innocent 3, som i 1212 kaldte til korstog mod muslimerne på den Iberiske halvø.

En forenet hær fra Aragon, Navarre, Portugal og Castille vandt en afgørende sejr ved Las Navas de Tolosa i 1212, hvilket åbnede vejen til Andalusia.

Rytterstatue af kong Ferdinand i Sevilla

Rytterstatue af kong Ferdinand i Sevilla. Foto tripadvisor

Castilien og Leon blev forenet i 1230, og den ny konge angreb uden tøven Andalusien. Cordoba faldt i 1236 og i 1248 - efter en seksten måneders belejring - marcherede Castillianerne ind i Sevilla og forvandlede omgående hoved-moskeen til en katedral i det nyoprettede bispedømme: "Da den ædle konge Don Ferdinand indtog byen, og hans hjerte var fuld af glæde over den store belønning, han havde fået for sine anstrengelser, begyndte han derefter til ære og pris af Gud og Sankt Maria, hans mor, at genoplive det ærkebiskopsæde, der for tidligt var blevet forladt, forsømt og gjort forældreløst af sin retmæssige præst, og et værdig fundament blev oprettet til ære for den hellige Maria, hvis navn denne ædle og hellige kirke bar." (Bartlett)

Kong Ferdinand indledte en masseudvisning af muslimer. Senere tillod han dog muslimerne at oprette kongeriget Granada under Castiliansk overherredømme, således at Granada riget skulle betale et meget betydeligt årligt beløb til Castilien.

I 1233 blev Algeciras og Gibraltar invadereret af sultan Abu al-Hasan af Marokko med det formål at fordrive de kristne fra den Iberiske halvø. Men han led et knusende nederlag til styrker fra Portugal og Castilien ved Rio Salado i 1340.

James 1. af Aragon gennemførte sin del af Reconquesta, idet han erobrede Valencia i 1238.

Muslimerne i Granada overgiver sig til de Katolske Monarker, Ferdinand og Isabelle i 1459. Det var den sidst Muslimske stat på den Iberiske halvø

Muslimerne i Granada overgiver sig til de Katolske Monarker, Ferdinand og Isabelle, i 1459. Det var den sidst Muslimske stat på den Iberiske halvø. Kun syv år efter i 1499 blev de alle stillet overfor valget mellem at lade sig døbe i den kristne tro eller blive landsforvist. Foto Sutori.

Ægteskabet mellem Ferdinand 2. af Aragon og Isabella I af Castilien i 1469 forenede den Iberiske halvø under den spanske krone. De katolske monarker afsluttede endeligt muslimernes herredømme på halvøen med erobringen af Granada i 1492.

6. Generobringen af Sicilien

Muslimske Arabere kom første gang til Sicilien og Malta i 807 og de fuldendte erobringen af Sicilien i 902. I Syd Italien var havnebyen Bari på muslimske hænder i en kort periode i 847. Deres plyndringstogter nåede til Napoli, Rom og endog helt til den nordlige provins Piemonte ved grænsen til Schweiz.

De Normanniske adelmænd i Normandiet fik mange sønner, og de kunne ikke alle arve deres fædres gods. Mange yngre sønner drog ud i verden for at søge deres lykke på anden vis. Alle Normanner interesserede sig levende for alt, hvad der havde med våben og krig at gøre, og det var helt naturligt for dem at blive lejesoldater for fyrster, som kunne betale.

Normannisk infanteri på søjlehoved i Benediktiner-klosteret Monreale i Palermo

Normannisk infanteri på søjlehoved i Benediktiner-klosteret Monreale i Palermo Foto Best of Sicily Magazine.

Mange søgte til det sydlige Italien som nominelt var under den Østromerske kejser, men plaget af de Langobardiske adelsmænds bestandige oprør og muslimske piraters angreb. Endog paven i Rom førte krig i dette område.

Sicilien var allerede gået tabt til muslimerne, og Kejseren syntes ikke at have været i stand til beskytte resten af landet mod deres plyndringstogter.

Amatus of Monte Cassino fortæller at i år 999 var en gruppe på omkring 40 Normanniske pilgrimme på vej tilbage fra Jerusalem og var nået til Salerno, da byen blev angrebet af Muslimer. Pilgrimmene var forbløffede over den ringe modstand den lokale befolkning ydede. De opnåede at få våben og heste hos fyrst Gaimar 4. af Salerno, og derefter lykkedes det dem at fordrive angriberne. Fyrst Gaimar opfordrede dem til at forblive i hans tjeneste, men de afviste tilbuddet og vendte tilbage til Normandiet; dog sammen med en italiensk udsending, der ganske vellykket rekrutterede frivillige "for at komme til dette land, der flyder med mælk og honning og så mange smukke ting."

Normannisk kavaleri ved Hastings

Normannisk kavaleri ved Hasting på Bayeux Tapetet. De Normanniske riddere i Syd Italien må have været udrustet på en meget lignende måde. Foto Antikvariat Horsnæs.

De mange yngre sønner af Normanniske adelsmænd tjente som lejesoldater på begge sider i kampene i det sydlige Italien. Men de glemte ikke deres Normanniske oprindelse. Blev nogle taget til fange på tabernes side, blev de løskøbt af deres landsmænd på vindernes side med byttet fra sejren. Deres egentlige mål var at vinde deres eget land.

Allerede i 1030 opstod det første Normanniske grevskab, idet fyrst Sergius af Napoli belønnede Normanneren Ranulf med grevskabet Aversa.

En stor gruppe Normanner gik i tjeneste hos den Lombardiske oprører Argyrus, og de slog den kejserlige hær flere gange. Men så skiftede den kejserlige side strategi. De bestak oprørslederen Argyrus til at skifte side, hvilket fik det oprindelige oprør til at bryde sammen. Normannerne mødtes i byen Matera i efteråret 1042 og blev enige om at sætte alt på et bræt og forsætte oprøret på egen hånd, som et rent Normannisk oprør. Deres tid som lejesoldater var forbi, nu ville de selv erobre landet.

Det kom til at gå hårdt ud over fyrstedømmet Benevento, som stod under pave Leo 9. og han blev så rasende at han dannede en alliance med både den Øst Romerske kejser og de Lombardiske fyrster med det formål at gøre det af med Normannerne en gang for alle.

Normanniske infanterister i en rekonstruktion af slaget ved Hastings

Normanniske infanterister i en rekonstruktion af slaget ved Hastings. Foto Pinterest.

Paven rykkede frem fra nord med nogle meget professionelle Schwabiske lejetropper og havde desuden samlet nogle Lombardiske fyrster. Samtidig havde kejseren landsat en stor hær i syd, som var på march mod den Normanniske hær. De fjentlige hære var hver især flere gange mere talrige end Normannerne.

Normannerne besluttede at slå til mod den formodet stærkeste fjende først - nemlig den pavelige hær - og derefter vende sig mod den svagere fjende - nemlig den kejserlige hær, som stadig var på march.

Måske dette slag inspirerede grev Schlieffen til sin berømte plan, som blev iværksat af Tyskland i 1914.

Hærene mødtes ved Civitate nordvest for byen Foggia i 1053 og slagets gang minder meget om Schlieffen Planen. Normannernes højre flanke smadrede fuldstændig de pavelige tropper, som de stod overfor, trængte dem tilbage og efter at de havde frigjort sig fra resterne af disse, kunne de angribe de andre pavelige tropper bagfra og dermed afgøre slaget. Da de kejserlige tropper hørte om dette vendte de om.

De Normanniske erobringer i Italien

De Normanniske landvindinger i Italien:
- Aversa og Foggia blev Normanniske besiddelaer i perioden 1030-1042.
- Capua og Calabria blev Normannisk i perioden 1057-1063.
- Amalfi, Benevento, Salerno, Bari og Brindisi blev underlagt i perioden 1071-1080.
- Neapel blev opnået i perioden 1090-1137.
- Sicilien blev erobret i perioden 1060-1091.
Foto Norman Culture and Empire: 1050-1200 CE.

Efter nogle år anerkendte Vatikanet Normannernes i Syd Italien som vassaller og deres leder, Robert Guiscard, blev udnævn til hertug af Apulien og Calabrien og Sicilien.

Imidlertid, øerne Sicilien og Malta, som paven havde stillet Robert Guiscard i udsigt, var besat af muslimer, hvilket de havde været i 150 år. Efter nogle års kampe mod de omliggende Lombardiske fyrstedømmer begyndte Normannerne at overveje, hvorledes de kunne komme i besiddelse disse øer.

I nattens mulm og mørke gennemførte de et ambitiøst amfibie angreb på det muslimske Sicilien. Roger d'Hautville anførte en flåde på 13 skibe, som landede 270 riddere på stranden nær Messina samtidig med at andre Normanniske skibe demonstrativt sejlede omkring for at få de muslimske forsvarere til at tro at de stadig var på vandet og ikke kunne finde landingssteder. De landsatte riddere tog let Messina i et overraskelses angreb. Meget hurtigt fik de forstærkning af andre 170 riddere ledet af Robert Guiscard, som blev landsat i Messinas havn.

Det tog 30 år for Normannerne at underlægge sig hele Sicilien

Det tog 30 år for Normannerne at underlægge sig hele Sicilien. På kortet er vist befrielsesåret for de forskellige byer.

Den Normanniske erobring af England blev gennemført på få år, men de Italienske Normanner var fattige riddere, som ikke havde ubegrænsede midler til at føre kostbare felttog. Derfor tog erobringen Sicilien og Malta 30 år.

I 1071 lykkedes det at ødelægge en arabisk undsætningsflåde, og senere trængte Normannerne ind i Palermos havn havn og ødelagde de arabiske handelsskibe der, så der ikke mere kunne blive tale om at få forsyninger fra søsiden. I 1086 belejrede de Siracusa og angreb den arabiske flåde lige uden for Siracuse. Kampen var hård men Normannernes nye våben, armbrøsten, forårsagede store tab om bord på de arabiske skibe.

Øen Malta var en sørøver-rede til alvorlig gene for søfarten i Middelhavet. I 1091 ankom Roger i spidsen for en flåde til øen, og besejrede muslimerne der. Ved den lejlighed befriede han flere hundrede kristne sømænd, som var fanger der.

Roger opmuntrede katolske italienere fra fastlandet til at komme til Sicilien. Han ændrede det græsk-katolske bispedømme i Palermo til et romersk-katolsk ærkebispesæde, og oprettede desuden flere nye bispedømmer.

Roger 2's Afrika kongedømme

Roger 2's Afrika kongedømme. Foto Nuovopitagorico Wikipedia.

Robert Guiscards søn Roger 2. samlede de Normanniske besiddelser i kongeriget Sicilien, der omfattede både deres erobringer på den Italienske halvø og på Sicilien. Mellem 1135 og 1155 oprettede han også det Normanniske kongerige Afrika, som i hovedsagen bestod af det moderne Tunis. Han havde til hensigt at forene dette afrikanske rige med kongeriget Sicilien, men hans død i 1154 satte en stopper for disse planer. Afrikanerne løsrev sig senere fra Sicilien i et koordineret oprør.

7. Korstog mod det Hellige Land

De kristne menigheder i Palestina, Ægypten, Libanon, Syrien og Lille Asien var de første kristne i Verden efter at Jesus havde lidt døden på korset. De Ægyptiske Koptere, de Irakiske Kaldæiske Katolikker, de Libanesiske Maroniter, den Armenske Apostoliske Kirke - alle disse fandtes som kristne menigheder flere hundrede år før Europæerne blev kristne. "Den Hellige Apostolske Katolske Assyriske Kirke i Øst" regner sin grundlæggelse tilbage til år 37, da apostlene Peter og Paulus kom til Antiokia.

Det Øst Romerske Rige - med hovedstad i Konstantinopel - omfattede hele det østlige Middelhavsområde. Det havde været et kristent rige lige siden Konstantin den Store erklærede kristendommen for stats-religion i hele Romerriget i året 333.

Udbredelse af kristendommen år 622 og 1096

Foroven: I år 622 e.Kr. - umiddelbart før det muslimske angreb - var kristendommen udbredt over hele det område, som førhen havde udgjort det Romerske Rige, som stadig eksisterede som det kristne Byzantiske eller det Øst-Romerske kejserdømme. Desuden havde kristendommen vundet fodfæste i Irland, Skotland, Mesopotamien, Saxen, Æthiopien og dele af Indien. Der var mange forskellige kristne trosretninger.

Forneden: Hele Nord-Afrika, Spanien, Lille Asien og Mellemøsten gik tabt for kristenheden ved det muslimske angreb. Historikere estimerer at de hellige krigere under erobringen dræbte mange gange flere kristne, end de kristne dræbte muslimer i deres mere begrænsede forsøg på gen-erobring af Det Hellige Land. Efter alt at dømme - som så mange historiske erobrere før dem - dræbte Allahs hellige krigere som hovedregel mændene og avlede deres egne børn på kvinderne, og dette er sandsynligvis årsagen til at folkene i disse lande har opgivet deres egne sprog og gået over til arabisk.Som Koranen 8:58 fortæller: "Arberry: Hvor mange byer har vi ødelagt, der blomstrede i uforskammet lethed! Det var deres leve-steder, ubeboet af dem, med undtagelse af få; Vi er arvingerne." Kort fra Youtube "The Spread of Christianity" af Ollie Bye.

Men fra 622 til omkring 750 fejede de muslimske krigere hen over det Øst-Romerske Rige og efterlod kejseren som overhoved over blot Grækenland og nogle mindre områder på begge sider af Bosperus strædet. Syrien gik tabt omkring 636, Egypten 641, Mesopotamien og Det Persiske Rige faldt i 650.

Den indledende muslimske erobring havde et format og omfang, som langt overgik de senere korstog mod det Hellige Land.

Pave Urban 2 kalder til korstog i Clermont

Pave Urban 2 kalder til korstog i Clermont i Frankrig. Foto The Middle Age Portefolio.

Den kristne kejser i Konstantinopel bad gang på gang om hjælp hos sine trosfæller i Vesten og omsider besluttede paven, Urban 2., at komme de betrængte kristne i Østen til hjælp.

I 1095 kaldte han kristenheden til korstog i en tale til en forsamling af baroner og gejstlige i den franske by Clermont: "Oh, Frankernes race, race hinsides bjergene, racer valgt og elsket af Gud hvilket skinner frem i mange af jeres gerninger, racer der er adskilt fra alle andre nationer på grund af jeres lands situation såvel som ved jeres katolske tro og ære for den hellige kirke! Til jer er vor sag rettet, og for jer er vor formaning beregnet. Vi ønsker at I skal vide, hvilken dybt alvorlig sag har ført os til jeres land, hvilken fare der truer jer og alle de troende.

"Fra Jerusalems grænser og fra byen Konstantinopel er der kommet en forfærdelig fortælling, som meget ofte er bragt til vores ører, nemlig at en race fra persernes rige, en forbandet race, en race fuldstændig fremmedgjort fra Gud, en generation, der virkelig ikke har rettet sit hjerte og ikke har betroet sin ånd til Gud, har invaderet de kristnes lande og har affolket dem med sværd, plyndring og ild; den har ført en del af fangerne væk til deres eget land og en del af dem har de ødelagt med grusom tortur; den har enten helt ødelagt Guds kirker eller tilegnet dem til ritualerne i deres egen religion. De ødelægger alterene efter at have fourenet dem med deres urenhed. De omskærer de kristne, og omskærelsens blod spreder de enten på alterene eller hælder i vaserne ved døbefonten." - "Hvad skal jeg sige om den voldelige voldtægt af kvinderne?" - "Lad jeres forfædres gerninger bevæge jer og tilskynde jeres sind til mandige bedrifter; herligheden og storheden af kong Karl den Store og hans søn Louis og dine andre konger, der har ødelagt hedningernes kongeriger og har udvidet den hellige kirkes område i disse lande. Lad den hellige grav for Herren, vor Frelser, som er besat af urene nationer, især opmuntre jer, og de hellige steder, som nu behandles med svig og uærbødigt forurenes med deres snavs. Åh, mest modige soldater og efterkommere af uovervindelige forfædre, vær ikke degenererede, men husk jeres forfædres tapperhed."


"Gud vil det!" råbte forsamlingen. Derefter skiltes de og drog hjem for hver for sig at forberede korstogene.

Korsfarerstater fra omkring 1099 til Edessas fald i 1135

Korsfarerstater fra omkring 1099 til Edessas fald i 1135. Foto mapmaster Wikipedia.

Allerede to år efter, i 1097, var en betydelig hær bragt frem til den del af Lilleasien, som tyrkerne havde frataget Det Øst Romerske Rige.

Den første korsfarer stat blev oprettet i 1098 af Balduin af Boulogne og navngivet Edessa. Den omfattede mest dele af moderne Tyrkiet, men også en del af moderne Syrien med sydgrænse lige nord for Aleppo. Hertugdømmet Edessa havde ikke forbindelse til havet. Den var den nordligste, den svageste og mindst befolkede af korsfarer-staterne, og derfor var den udsat for hyppige angreb fra de omgivende muslimske stater.

I 1144 indgik grev Joscelin af Edessa en alliance med en lokal emir ved navn Kara Arslan. For at støtte sin allierede mod en fælles fjende marcherede Joscelin ud af Edessa med næsten hele sin hær til et sted ved Tigrisfloden kaldet Diyarbakir. Zengi af Mosul hørte om hans fravær og skyndte sig nordpå med en hær for at indtage byen før grev Joscelin kom tilbage. Byen var kun forsvaret af de lokale Armenske kristne, der ikke havde nogen militær erfaring. Efter en måneds belejring kollapsede en del af bymuren og Zengis tropper strømmede ind og massakrede Armenierne. En undsætnings-styrke fra kongeriget Jerusalem kom blot nogle få dage for sent.

Nyheden om at grevskabet Edessa var erobret af muslimer sendte en chockbølge gennem Europa og blev den udløsende årsag til det andet korstog. Både Ludvig 7. af Frankrig og Kejser Conrad 3. af Tyskland tog Korset i i 1146 for at generobre Edessa.

Den anden korsfarerstat var fyrstedømmet Antiokia. Medens Baldwin af Boulogne drog mod øst for at oprette grevskabet Edessa, fortsatte det første korstogs hovedhær sydpå og indledte en belejring af byen Antioch. Normanneren Bohemund af Taranto ledede belejringen, som begyndte i oktober 1097.

Med over fire hundrede tårne var byens forsvar formidabelt. Belejringen varede hele vinteren og var årsag til megen udmattelse i korsfarer-hæren, hvor ridderne blev nødt til at spise deres egne heste.

Ridderen Adhemar de Monteil bærer den Hellige Lanse forrest i slaget

Ridderen Adhemar de Monteil bærer den Hellige Lanse forrest i slaget. Foto middelalderlig håndskrift illustration.

Bohemond overtalte en vagt i et af tårnene, en armener og tidligere kristen ved navn Firouz, til at give korsfarerne adgang byen. Kun fire dage senere ankom en muslimsk hær fra Mosul for at undsætte byen. Nu blev korsfarere selv de belejrede.

Korsfarerne modstod belejringen med hjælp fra en mystiker ved navn Peter Bartholomew, som hævdede, at han havde haft besøg af apostlen Andreas, som fortalte ham, at den hellige lanse, der gennemborede Kristi side, da han hang på korset, fandtes i Antiokia. Skt. Peters Katedralen blev udgravet, og lansen blev fundet af Peter selv. Med dette hellige relikvie i spidsen for hæren rykkede de ud for at møde den belejrende muslimske styrke, som mirakuløst blev besejret - ifølge korsfarerne viste en hær af helgener sig over slagmarken for at give dem sejr.

Korsfarernes hovedhær drog videre mod deres mål, Jerusalem. Men Bohemund af Taranto blev tilbage og proklamerede fyrstedømmet Antiokia i 1099. Han installerede en katolsk ærkebiskop med pavens velsignelse og sendte den græsk-ortodokse ærkebiskop i eksil i Konstantinopel.

Antiokia omfattede den sydligste del af moderne Tyrkiet langs Middelhavet og en del af moderne Syrien vest for Aleppo - inklusive Idlib. Ledet af Bohemunds efterkommere fik Fyrstedømmet en relativ lang historie i hårde kampe mod muslimer og øst Romerske hære. Men i opgøret mellem Mongolerne og de Ægyptiske Mameluker i 1260 valgte Antiokia at kæmpe på Mongolernes side og det kom til at koste dem dyrt. Efter at Mongolerne havde trukket sig tilbage til Asien blev byen og fyrstedømmet i 1268 plyndret og brændt af sultan Baybar af Mamelukerne.

Korsfarerborgen Crac des Chevaliers i det nuværende Syrien

Korsfarerborgen Crac des Chevaliers i det nuværende Syrien lige nord for det moderne Libanon.

Syd for Antiokia oprettede korsfarerne Grevskabet Tripoli ledet af Raymond af Toulouse, som blev støttet af lokale kristne og drusere. Grevskabet omfattede den nordlige del af moderne Libanon indtil Beirut og den moderne Syriske kyststrækning mod Middelhavet. Korsfarer fæstningen Krak des Chevaliers var en af grevskabets vigtigste militære støttepunkter.

Grevskabet Tripoli delte senere skæbne med Fyrstedømmet Antiokia i 1268 efter at Mongolerne havde trukket sig tilbage til Asien.

Den 7. Juni 1099 stod korsfarerhæren foran Jerusalems mure. De angreb omgående, men angrebet slog fejl. Men så ankom nogle Genovesiske skibe til Jaffa med håndværkere og materialer til konstruktion af belejringsmaskiner. De byggede to store belejringsmaskiner - nogle siger angrebstårne. Den ene, som var under kommando af Godfrey af Bouillon, skabte en breche i bymuren.

Korsfarerne strømmede ind i byen og i to dage massakrerede de alle de muslimer og jøder, som de kunne finde. Tancred hejste sit lilla banner over Aqsa-moskeen.

Indtagelsen af Jerusalem - maleri af Emile Signol

Indtagelsen af Jerusalem i 1099 - olie-maleri på canvas af Emile Signol 1847. Foto Wikipedia.

William of Tyre's beskrivelse af blodbadet, skrevet i 1100 tallet, blev en standardbeskrivelse af nedslagtningen (Selvom han først blev født 30 år efter begivenheden): "Det var umuligt at se på det store antal dræbte uden rædsel; overalt lå fragmenter af menneskekroppe, og selve jorden var dækket af de dræbte. Endnu mere forfærdeligt var det at se på sejrherrerne selv, som dryppede af blod fra hoved til fod."

Inden for en måned ankom en stor Ægyptisk hær på omkring 20.000 mand for at tage byen tilbage. Ægypterne havde sendt spejdere i forvejen, men disse blev fanget af korsfarerne og motiveret til af fortælle at fjenden havde slået lejr ved Ascalon. Der blev den fjentlige hær blev fuldstændig overrasket af korsfarernes angreb i slaget ved Ascalon, og de fleste fjender omkom på forskellig måde - nogle druknede i havet, siges det.

Vægmaleri i St. John Co Cathedral i Valetta på Malta

Vægmaleri i St. John Co Cathedral i Valetta på Malta, kirken blev opført af Johanniterordenen mellem 1572 og 1577. Foto Venice Tours.

Godfrey of Bouillon blev den første fyrste af Jerusalem, men imidlertid, han døde allerede året efter erobringen af byen. Derefter kårede man hans broder, Baldwin, til konge af Jerusalem.

I Jerusalem blev stiftet to ridderordener, som skulle få stor betydning i kampen mod muslimerne.

Johanniter-ordenen har deres navn efter Johannes Døberen. De fandtes allerede før korstogene som en ridderorden med det dobbelte formål at beskytte pilgrimme i Det Hellige Land mod røvere og drive hospitaler for at pleje de syge. Det var en slags munkeorden, hvor munkene også tjente Kristus med våben.

Efter erobringen af Jerusalem blev de en egentlig militær elite-styrke, fuldt rustede med alle tidens våben. Efter Jerusalems fald og de kristnes fordrivelse fra Palæstina opererede de først fra Rhodos og derefter fra Malta, hvilken sidste ø gav dem navnet Malteser-ridderne.

Tempelridder ordenen blev grundlagt i 1119. De havde deres hovedkvarter på Tempelbjerget i Jerusalem, hvilket gav dem deres navn. Som Johanitter-ridderne var de en slags munkeorden, som også tjente Kristus med våben. De var klædt i hvide kapper med et rødt kors. De var blandt de dygtigste og mest frygtede kampenheder i Det Hellige Land.

En bereden Tempelriddel i kamp i detalje af en vægmaleri i Templar-kapellet i Cressac, Frankrig

En bereden Tempelridder i kamp på detalje af en vægmaleri i Templar-kapellet i Cressac, Frankrig. Foto Pinterest.

De udviklede en omfattende international organisation for økonomisk støtte til deres militære operationer, som omfattede hundrevis af forter og kontorer over hele Europa. De drev en slags tidlig bankvirksomhed. Dette internationale økonomiske netværk vakte senere Philip 4. af Frankrigs vrede i 1307 og han lod ordenen opløse og lederne arrestere.

Omkring 1175 lykkedes det kurderen Saladin at forene næsten alle de muslimske stater omkring kongeriget Jerusalem, herunder Damaskus, Aleppo og Ægypten -da så det sort ud for korsfarerne.

Kong Guy af Jerusalem reagerede i 1187 med at rejse den største hær, som Jerusalem nogensinde havde ført i marken. Saladin lokkede styrken ud i vanskeligt terræn uden vandforsyning, omringede korsfarerne med en numerisk overlegen styrke og besejrede dem i slaget ved Hattin.

Efter nederlaget gik byen Jerusalem tabt, men kongeriget Jerusalem overlevede og flyttede hovedstaden til Acre. Korsfarer-rigerne blev aldrig de samme igen.

Jerusalems fald udløste det tredje korstog, ledet af blandt andet Richard Løvehjerte af England, Philip d. 2 af Frankrig og den Tysk Romerske kejser Frederik d. 1. Men på trods af de magtfulde ledere var det uden afgørende success.

Historikere taler om syv korstog, men ingen af de efterfølgende fik samme success som det første korstog.

Efter byen Jerusalms fald var Korsfarer-rigerne i hovedsagen reduceret til en forholdsvis smal stribe land langs kysten af Middelhavet, som kunne forsynes fra søsiden.

En Mameluk træner med lanse

En Mameluk træner med lanse i et dokument fra omkring år 1500. Foto Pinterest.

I datidens arabiske lande brugte man slave-soldater, som kaldtes mamelukker. Man bortførte eller opkøbte drengebørn, hovedsageligt fra tyrkiske, kristne, Armenske, Koptiske eller Georgiske familier. Drengene blev fra barndommen oplært som krigere og soldater - sikkert meget som Islamisk Stat gjorde med yazidi-kurdiske drenge. Mamelukkerne blev frygtede militære enheder.

Men omkring 1250 gjorde mamelukkerne i Ægypten oprør og tog selv magten.

Samtidig ankom Mongolerne under Genghis Khan's sønnesøn Hülegü til det Mellemste Østen, erobrede i hastig rækkefølge Bagdad, Aleppo og Damaskus og massakrerede indbyggerne. Nogle korsfarerstater fandt det klogest at slutte forbund med Mongolerne mod den formodede fælles fjende, hvilket dog ikke forhindrede Mongolerne i at plyndre og ødelægge Sidon - og formentlig massakrere indbyggerne, som det var deres sædvane - hvilken by var en af kongeriget Jerusalems få tilbageværende.

Imidlertid, Hülegü fik meddelelse om at den store Khan, Möngke, var død i Mongoliet. Han trak sin hovedstyrke tilbage til Persien nær Aserbajsjan og efterlod blot 20.000 mand i Syrien, hvilket han anså for tilstrækkeligt. Hülegü rejste derefter personligt til Mongoliet for at tage del i magtkampen forårsaget af Möngkes død.

Denne nyhed fik de Ægyptiske mamelukker til at rykke ud og besejre de tilbageblevne Mongoler i slaget ved Ayn Jalut i 1260 i det nuværende Israel. Derefter så det endnu mere sort ud for korsfarerne.

Byen Acre var derefter den vigtigste kristne havn i korsfarer-rigerne og det eneste tilbageværende kristne område i 1291. Belejringen og indtagelsen af denne by repræsenterer afslutningen af korstogs-perioden

Efter Jerusalems fald var Acre blevet hjemsted for Johanitter-riddernes hovedkvarter. Desuden havde byen en stor styrke af de to andre ridder-ordener, de Teutoniske Riddere og Tempelriddere.

Johanitter riddere forsvarer bymuren i Acre

Johanitter ridderen Mathieu de Clermont forsvarer bymuren i Acre i 1291. Maleri af Dominique Papety fra omkring 1840. Foto Wikipedia.

Mamelukkernes sultan, Khalil, var fast besluttet på at fordrive de kristne fuldstændigt - en gang for alle. Han marcherede mod Acre med en stor styrke og mange belejringsmaskiner - måske omkring 100 katapulter. En af disse, som blev hentet fra Krak des Chevaliers - som faldt allerede i 1271 - bar navnet "Victorious". Den var så stor, at den måtte demonteres, men selv da tog det en måned og 100 vogne at trække den til Acre og det siges at turen kostede utallige oksers liv, som døde af ren udmattelse undervejs.

Det siges at mamelukkerne indledte belejringen 4. April 1291. De beskød Acre og dets bymur med alarmerende regelmæssighed - både med sten og keramikbeholdere indeholdende et brændbart eller eksplosivt stof.

I begyndelsen af Maj var forsvarerne allerede i så reducerede omstændigheder - der var knap nok mænd til at bemandes hele murens længde - at alle udfald blev stoppet. Kong Henry af Jerusalem og Cypern tilbød at forhandle med Khalil, men sultanen gik efter betingelsesløs overgivelse. I den anden uge af maj havde angriberne undermineret dele af murene, hvilket havde medført at flere tårne delvis kollapsede.

Da Acre endelig faldt den 18. Maj 1291 kunne de overlevende flygte til Cypern ad søvejen, som stadig var åben, for aldrig mere at vende tilbage til det Hellige Land.

Ludvig den Hellige taget korset

Den franske konge Ludvig den Hellige tager korset. Han blev leder af det femte korstog.

Dermed endte korstogene. Da havde de kristne været tilstede i det nuværende Israel, Jordan, Syrien og Libanon i næsten to hundrede år. Det er tre gange så lang tid som den moderne stat Israel har eksisteret indtil nu.

Korsfarernes efterkommere beholdt dog herredømmet over Cypern indtil 1570, hvor øen blev erobret af tyrkerne.

I 192 år havde utallige Europæere rejst til det hellige land - men også rejst hjem igen. Og dette sidste var netop problemet. Europæerne i det Hellige Land blev aldrig talrige nok til på en varig måde tage landet i besiddelse og sætte deres præg på det.

Middelalderen i Europa var en fremgangstid. Der er ingen tvivl om, at den var præget af en meget stærk befolknings-tilvækst. På basis af den lidt bedre kendte udvikling i England kan man gætte på, at der var tale om noget i retning af en tredobling af Danmarks befolkningstallet indtil omkring 1300.

Danske landsbynavne med efterled -rup, -drup, -trup og -strup har sprogligt udviklet sig fra Torp, som er betegnelsen for en udflytter-bebyggelse. I forleddet indgår ofte personnavne, for eksempel Torkilstrup, Ebberup og Torup, hvor vi genkender personnavnene Torkil, Ebbe og Thor. Denne stednavnetype stammer fra sen vikingetid og højmiddelalder til omkring 1250. Der findes omkring 2000 af disse stednavne, og de vidner om befolkningsvækst og opdyrkning af nyt land.

Middelalderens Europæere foretrak at opdyrke nyt land i deres eget land eller så nær deres eget land som muligt. Tyskere, Hollændere og Flamlændere udvandrede til moderne Mecklenburg, Pommern, Preussen og Øst-Preussen, hvor de opdyrkede nyt land for at føde deres familier. Svenskere drog til Finland

Meget få har følt sig fristet til at slå sig ned i det Hellige Land, som allerede var tæt befolket og fuld af fjender, som ønskede at slå kristne Europæere ihjel. Der var så mange andre muligheder.

8. Litteratur

Fem overleverede versioner af Urban 2.'s tale i Clermont Fordham - Medieval Sourcebook
Slaget ved Crécy Wikipedia
Kongespejlet Heimskringla
Havamal Fornsidr
Trebuchet Wikipedia
Det Byzantinske Rige Wikipedia
Normanniske erobring af SyditalienWikipedia
Siege of Edessa (1144) Wikipedia
The Capture of Jerusalem Ancient History
The Siege of Acre Ancient History
CrossbowWikipedia
"The Making of Europe" by Robert Bartlett - Allen Lane the Penguin Press.
"From Viking Stronghold to Christian Kingdom" by Sverre Bagge - Museum Tusculanum Press.

Til start

20210129
Passed W3C Validation