Forside DH-Debat

Keynes i Hovedpunkter

Auri Sacra Fames

John Maynard Keynes - 1930

Valget af guld som standard for værdi er hovedsagelig baseret på tradition. I tiden før udviklingen af repræsentative penge var det naturligt, af grunde, som er blevet fortalt mange gange, at vælge et eller flere af metallerne som den bedst egnede vare til at opbevare værdi eller fordring af købekraft.

For omkring fire eller fem tusinde år siden begyndte den civiliserede verden at bruge guld, sølv og kobber som pund, shillings og pence, men med sølv som det vigtigste og kobber som det næst-vigtigste. Mykenerne satte guld på førstepladsen. Derefter kom der under Keltisk eller Dorisk indflydelse en kort invasion af jern i stedet for kobber i Europa og langs Middelhavets nordlige kyster. Med det Achæmenidiske Persiske Rige, som fastholdt en bimetallisk standard af guld og sølv i et fast forhold (indtil Alexander væltede dem), vendte Verden sig igen mod guld, sølv og kobber, endnu engang med sølv i en dominerende rolle; og derefter fulgte sølvets lange hegemoni (bortset fra en vis genoplivning af guldets indflydelse i Romersk Konstantinopel), kontrolleret af ufuldstændige vellykkede forsøg på guld- og sølv bimetallisme, især i det attende århundrede og den første halvdel af det nittende og afsluttet af guldets endelige sejr i de halvtreds år før krigen.

Dr. Freud fortæller, at der dybt i vores underbevidsthed er særlige årsager til at især guld tilfredsstiller stærke instinkter og tjener som et symbol. De magiske egenskaber, som oldtidens Ægyptiske præsteskab indgav det gule metal, er aldrig helt gået tabt. Alligevel, medens guld som opbevarings-medium for værdi altid har haft sine hengivne tilhængere, er det som den eneste standard for købekraft næsten en parvenu. I 1914 havde guld holdt denne stilling i Storbritannien de jure gennem mindre end hundrede år (dog de facto i mere end to hundrede) og i de fleste andre lande i mindre end tres. For undtagen i ganske korte intervaller har guld været for knap en vare til at dække verdens vigtigste valutaers behov. Guld er og har altid været en usædvanlig knap vare. En moderne liner kunne på en enkelt rejse bringe alt det guld, der er blevet udvundet gennem syv tusinde år, over Atlanten. Med mellemrum på fem hundrede eller tusind år er der blevet fundet en ny forsyningskilde, den sidste halvdel af det nittende århundrede var en af disse epoker og en midlertidig overflod opstod. Men som regel har der generelt ikke været nok.

I de senere år har auri sacra fames søgt at svøbe sig i klæder, der er så respektable, som de aldrig før har været, selv indenfor sex' eller religionens områder. Hvorvidt det først iklædte sig disse som en nødvendig rustning for at vinde den hårde kamp mod bimetallisme eller stadig bæres, som guld-forkæmperne hævder, fordi guld er det eneste middel mod fiat-pengenes pest, eller om det er en hemmelighedsfuld Freudian kappe, behøver vi ikke være nysgerrige for at spørge om. Men vi kan minde læseren om det, som han godt kender, nemlig at guldet er blevet en del af konservatismens apparat og er et af de anliggender, som vi ikke kan forvente at se administreret uden fordomme.

Alligevel, en stor ændring, sandsynligvis i sidste ende en dødelig forandring, er blevet foretaget af vores generation. Under krigen kastede individerne deres små lagre ind i de nationale smelteovne. Krige har til tider tjent til at sprede guld, som da Alexander spredte Persiens eller Pizarro Inkaernes tempelskatte. Men ved denne lejlighed koncentrerede krigen guld i centralbankernes kældre; og disse banker har ikke frigivet det. Således er guld næsten blevet trukket tilbage fra omsætning i næsten hele verden. Det går ikke længere fra hånd til hånd, og metallets berøring er taget væk fra menneskenes grådige håndflader. De små husguder, der boede i punge og strømper og tin-bokse, er blevet opslugt af et enkelt gyldent billede i hvert land, som lever under jorden og ikke ses. Guld er ude af syne, det er vendt tilbage i jorden. Men når guderne ikke længere ses i en strålende gul procession, der går på jorden, begynder vi at rationalisere dem; og det vil ikke vare længe før der ikke er nogen tilbage.

Således er vare-pengenes lange tidsalder til sidst gået endelig bort, og de har givet plads til de repræsentative penges tidsalder. Guld er ophørt med at være en mønt, en værdi-beholdning, en håndgribelig fordring på rigdom, fra hvilken værdien ikke kan forsvinde, så længe individuelle hænder knuger de materielle ting. Det er blevet en meget mere abstrakt ting, blot en standard for værdi; og det beholder kun denne nominelle status ved fra tid til anden at blive overført i ganske små mængder blandt en gruppe af centralbanker i de tilfælde, hvor en af dem har inflateret eller deflateret sine administrerede repræsentative penge i en grad, som er forskellig fra, hvad der er passende i forhold til deres naboers opførsel. Endog er selve overførelserne blevet lidt gammeldags, idet de giver anledning til unødvendige transportudgifter, og den mest moderne måde, der kaldes "øremærkning", er at ændre ejerskabet uden at ændre lokalisering. Det er ikke langt fra dette til start af arrangementer mellem centralbanker, hvorved de - som moderne alkymister - uden nogensinde formelt at afstå fra reglen om guld, kan komme til at værdisætte den mængde metal, der faktisk er begravet i deres kældre, til den værdi de selv vælger.

Således blev guld, oprindeligt bosat i himmelen med sin gemalinde sølv, som Sol og Måne, først frataget sine hellige attributter og kom derefter ned til jorden som en enevældig hersker. Det kan derefter blive reduceret til den fornuftige konge med et kabinet af banker; og det vil sikkert aldrig blive nødvendigt at proklamere en republik. Men dette er endnu ikke sket, evolutionen kan blive helt anderledes. Guldets venner bør være yderst kloge og moderate, hvis de skal undgå en revolution.

To top
20200816
Passed W3C Validation