Forside DH-Debat

Keynes i Hovedpunkter

National Selvforsyning

John Maynard Keynes - 1933

Jeg er som de fleste Englændere opdraget til at respektere frihandel, ikke kun som en økonomisk doktrin, som en rationel og instrueret person ikke kunne tvivle på, men næsten som en del af den moralske lov. Jeg betragtede ordinære afvigelser fra den som både en dumhed og en skændsel. Jeg troede, at Englands urokkelige frihandels-overbevisning, der blev opretholdt i næsten hundrede år, var både forklaringen for mennesket og begrundelsen overfor Himlen for Englands økonomiske overherredømme. Så sent som 1923 skrev jeg at frihandel var baseret på grundlæggende "sandheder", som, fastslået med deres rette kvalifikationer, ingen kan bestride, der er i stand til at forstå ordenes betydning.

Idet jeg igen i dag ser på udsagnene om disse fundamentale sandheder, som jeg dengang gav, finder jeg ikke mig selv i stand til at anfægte dem. Dog er mit sinds orientering ændret; og jeg deler denne forandring af sind med mange andre. Delvist, min baggrund i økonomisk teori er virkelig ændret; Jeg burde ikke bebrejde hr. Baldwin, som jeg dengang gjorde, for at være "offer for den protektionistiske vildfarelse i sin værste form", fordi han troede, at under de nuværende betingelser kunne en told gøre noget for at mindske den britiske arbejdsløshed. Men hovedsagelig tilskriver jeg min ændring af synspunkt til noget andet - til mine forhåbninger og frygt og bekymringer, sammen med mange eller de fleste, tror jeg, i denne generation over hele verden, som er forskellig fra, hvad de var. Det vil tage lang tid at udrede førkrigs nittende århundredes verdens mentale vaner Det er forbløffende, hvilket bundt af forældede klædninger ens sind trækker rundt med, selv efter at bevidsthedens emne er blevet ændret. Men i det mindste i dag, en tredjedel af vejen igennem det tyvende århundrede, er de fleste af os undsluppet fra det nittende; og når vi når frem til midtvejs, kan det være, at vores sinds vaner og tanker, og hvad vi bryder os om, vil være ligeså forskellige fra det nittende århundrede metoder og værdier, som hvert århundrede har været fra dets forgænger.

Det kan derfor være nyttigt at forsøge en slags opgørelse af en analyse, af en diagnose, for at udforske, hvad denne forandring af sindet i det væsentlige består i, og til sidst at udforske om, i den forvirring af sind, der stadig omgiver denne nylige begejstring for forandring, vi ikke burde løbe en unødvendig risiko for at hælde barnet ud med badevandet sammen med nogle perler af karakteristisk nittende århundredes visdom.

Hvad troede det nittende århundredes frihandlere, som var blandt de mest idealistiske og uinteresserede mennesker, at de ville opnå?

De troede - og måske er det retfærdigt at sige dette først - at de var fuldstændig fornuftige, at de alene af mænd var klarhjernede, og at de politiker, der søgte at blande sig i den ideelle internationale arbejdsdeling, altid kom af uvidenhed på grund af egeninteresse.

For det andet troede de, at de løste fattigdomsproblemet og løste det for hele verden ved at bringe verdens ressourcer og evner til de bedste anvendelser som en god husholder.

De troede endvidere, at de tjente ikke blot den økonomisk bedst egnedes overlevelse, men den store friheds-sag, frihed til personlig initiativ og individets gave, årsagen til opfindsom kunst og det utæmmede sinds prægtige frugtbarhed mod privilegier og monopolisme og bagstræb.

Endeligt troede de at de var venner af og garanter for fred og internationalt samarbejde og økonomisk retfærdighed mellem nationer og fortalere for fordelene ved fremskridt.

Og hvis der undertiden kom underlige ønsker til den tids digtere om at vandre langt væk, hvor forretningsmænd aldrig kommer, og fange den vilde ged ved håret, kom der også med fuldkommen sikkerhed den nemme reaktion:

"I, to herd with narrow foreheads, vacant of our glorious gains,
Like a beast with lower pleasures, like a beast with lower pains!"

(Tennyson - uoversætteligt)

Hvilken fejl skal vi finde i dette? Tager det til dets tilsyneladende værdi - ingen. Dog er vi ikke, mange af os, tilfredse med dette som en brugbar politisk teori. Hvad er der galt? Vi skal finde kilden til vores tvivl, tror jeg, ikke ved et frontalangreb, men ved at slentre rundt - ved at vandre rundt på en anden måde for at finde stedet for vores politiske hjerter ønske.

For at at begynde med spørgsmålet om fred. Vi er pacifister i dag med en stærk overbevisning om, at hvis den økonomiske internationalist kunne indtage dette synspunkt, ville han snart genvinde vores støtte. Men nu ser det ikke ud til at være indlysende at en stor koncentreret national indsats for at styrke udenrigshandelen, at indtrængen i et lands økonomiske struktur ved hjælp af udenlandske kapitalisters ressourcer og indflydelse, og at en tæt afhængighed af vores eget økonomiske liv af udsvingende i fremmede landes økonomiske politikker er garanter og forsikring for international fred. I lyset af erfaringer og fremsyn er det lettere at argumentere for det modsatte. Beskyttelsen af et lands eksisterende udenlandske interesser, erobringen af nye markeder, den økonomisk imperialismes fremskridt - disse er en næppe undgåelig del af en ordning med ting, der sigter mod maksimal international specialisering og maksimal geografisk spredning af kapital, hvor den end har sine hovedkvarterer.

Tilrådeligt indenrigspolitik kan ofte være lettere at udføre, hvis fænomenet kendt som "kapitalflugt" kunne udelukkes. Adskillelsen af ejerskab fra det reelle ansvar for ledelsen er alvorlig inden for et land, når ejerskab som følge af joint stock-virksomhed er opdelt blandt utallige personer, der køber deres interesse i dag og sælger dem i morgen og mangler helt og holdent både viden og ansvar over for, hvad de i øjeblikket ejer. Men når det samme princip anvendes internationalt, er det i stressede perioder utåleligt - jeg er uansvarlig over for, hvad jeg ejer, og de, der opererer det, som jeg ejer, er uansvarlige over for mig. Der kan være nogle økonomiske beregninger, som viser, at det er fordelagtigt, at min opsparing skal investeres i hvilken som helst beboet del af kloden, der viser den største marginale kapital-effektivitet eller den højeste rente. Men erfaringer for at stor afstand mellem ejerskab og drift er et onde i forholdet mellem mennesker hober sig op, for at det sandsynligvis eller sikkert i det lange løb vil skabe spændinger og fjendskaber, der vil medføre at den økonomiske beregning bliver nytteløs.

Jeg sympatiserer derfor med dem, der vil minimere, snarere end med dem, der vil maksimere, økonomisk sammenfiltring mellem nationer. Idéer, viden, videnskab, gæstfrihed, rejse - det er de ting, som i deres natur skal være internationale. Men lad varerne være hjemmelavede, når det er rimeligt, bekvemt og muligt, og først og fremmest lade økonomien være primært national. Alligevel bør de, der forsøger at befri et land af dets sammenfiltring, samtidig være meget langsomme og forsigtige. Det skal ikke være en sag om at rive rødder op, men langsomt at træne en plante til at vokse i en anden retning.

Af disse stærke grunde er jeg derfor tilbøjelig til at tro, at efter overgangen er gennemført, kan en større grad af national selvforsyning og økonomisk isolation mellem lande end der var i 1914 have tendens til at tjene årsagen til fred snarere end modsat. I alle tilfælde var den økonomiske internatioliserings tidsalder ikke særlig vellykket i at undgå krig; og hvis dets tilhængere argumenterer at ufuldkommenheden af dens succes aldrig gav den en rimelig chance, er det rimeligt at påpege, at en større succes næppe er sandsynlig i de kommende år.

Lad os vende os fra disse spørgsmål om tvivlsom vurdering, hvor vi hver især vil være berettiget til at have vor egen mening, til en mere rent økonomisk sag. I det nittende århundrede kunne den økonomiske internationalist sandsynligvis med rette hævde, at hans politik var på vej til verdens store berigelse, at det var at fremme økonomiske fremskridt, og at dens afskaffelse alvorligt ville have forarmet både os selv og vore naboer. Dette rejser spørgsmålet om balance mellem økonomiske og ikke-økonomiske fordele, som aldrig bliver nogen let beslutning. Fattigdom er et stort onde; og økonomisk fordel er et virkelig gode, som ikke bør ofres til fordel for for alternative virkelige goder, medmindre det klart er af ringere betydning. Jeg er klar til at tro, at der i det nittende århundrede eksisterede to sæt betingelser, som medførte, at fordelene ved økonomisk internationalisme oversteg ulemperne af en anden art. I en tid hvor massiv udvandring befolkede nye kontinenter, var det naturligt, at udvandrerne skulle medbringe de materielle frugter af den gamle verdens teknik til de nye verdener, som legemeliggjorde opsparingen hos dem, som sendte dem. Investeringen af britisk opsparing i skinner og rullende materiel, som blev installeret af britiske ingeniører til at bære britiske emigranter til nye marker og græsgange, hvis frugter ville vende tilbage i rimeligt forhold til dem, hvis sparsommelighed havde gjort disse ting mulige, var ikke økonomisk internationalisme, som i sin essens havde den fjerneste lighed med et part ejerskab i et tysk selskab af en spekulant i Chicago eller en Engelsk gammeljomfrus af kommunale forbedringer af Rio Janeiro. Alligevel var det den type organisation, der var nødvendig for at gøre den førstnævnte mulig, som i sidste ende endte i sidstnævnte. For det andet i en tid, hvor der var enorme forskelle i grad af industrialisering og muligheder for teknisk træning i forskellige lande, var fordelene ved en høj grad af national specialisering meget betydelige.

Men jeg er ikke overbevist om, at de økonomiske fordele ved den internationale arbejdsdeling i dag overhovedet er sammenlignelige med, hvad de var. Det skal ikke forstås således at jeg fører mit argument ud over et bestemt punkt. En betydelig grad af international specialisering er nødvendig i en rationel verden i alle tilfælde, hvor den dikteres af store forskelle i klima, naturressourcer, indbyggernes kvalifikationer, kulturniveau og befolkningstæthed. Men taget i betragtning en stadig bredere vifte af industriprodukter og måske også landbrugsprodukter er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt det økonomiske tab ved national selvforsyning er stort nok til at opveje de andre fordele ved gradvist at bringe produktet og forbrugeren inden for rammerne af den samme nationale, økonomiske og finansielle organisation. Akkumulerede erfaringer viser, at de fleste moderne masseproduktion processer kan udføres i de fleste lande og klimaer med næsten lige stor effektivitet. Desuden, med større velstand udgør både råvarer og fremstillede produkter en mindre relativ del af den nationale økonomi sammenlignet med huse, personlige tjenester og lokale faciliteter, der ikke er lige tilgængelige for international udveksling; med det resultat, at en moderat stigning i de reelle omkostninger til råvarer og fremstillede produkter som følge af større national selvforsyning kan ophøre med at være af alvorlig betydning, når de opvejes mod fordele af en anden art. National selvforsyning, kort sagt, selvom det koster noget, kan blive en luksus, som vi har råd til, hvis vi skulle ønske det.

Er der tilstrækkelige gode grunde til, at vi måske kommer til at ønske det? Der er mange af mine venner, som er opdraget i den gamle skole og med rimelighed fornærmede af det spild og økonomiske tab, som ledsager fremvæksten af nutidens økonomisk nationalisme, for hvem tendensen i disse bemærkninger vil være smertelig og sorgfuld. Lad mig dog forsøge at antyde for dem på en måde, som de kan sympatisere med af de grunde, som jeg synes at jeg ser.

Den dekadente internationale men individualistiske kapitalisme, som vi fandt os selv i efter krigen, er ikke en succes. Den er ikke intelligent, den er ikke smuk, den er ikke fair, den er ikke dydig - og den leverer ikke varen. Kort sagt, vi kan ikke lide den, og vi begynder at foragte den. Men når vi spekulerer på, hvad vi skal sætte i dens sted, bliver vi ekstremt forvirrede.

Hvert år bliver det mere indlysende, at Verden er i færd med en række politisk-økonomiske eksperimenter, og at forskellige typer eksperimenter appellerer til forskellige nationale temperamenter og historiske miljøer. Det nittende århundredes økonomiske liberalismes frihandel antog, at hele verden var eller ville blive organiseret på grundlag af privat konkurrencedygtig kapitalisme og friheden til privat kontrakter ubrydelig beskyttet af lovens sanktioner - i forskellige faser, selvfølgelig, forskellig i kompleksitet og udvikling, men i overensstemmelse med en ensartet type, som det ville være det generelle mål at perfektionere og bestemt ikke at ødelægge. Det nittende århundredes protektionismen var en plet på effektiviteten og den gode mening i denne tingenes ordning, men den ændrede ikke den generelle antagelse om det økonomiske samfunds karakteristika..

Men i dag forlader det ene land efter det andet disse antagelser. Rusland er stadig alene med sine særlige eksperimenter, men ikke længere alene i hendes opgivelse af de gamle antagelser. Italien, Irland, Tyskland har kastet deres øjne, eller kaster dem, mod nye former for politisk økonomi. Mange flere lande efter dem, forudser jeg, vil en efter en søge efter nye økonomiske guder. Selv lande som Storbritannien og USA, som stadig par excellence overholder den gamle model, stræber under overfladen efter en ny økonomisk plan. Vi ved ikke, hvad resultatet bliver. Vi er - vi alle, forventer jeg - ved at lave mange fejl. Ingen kan sige, hvilke af de nye systemer, der vil vise sig bedst.

Men pointen for min nuværende diskussion er dette. Vi har hver især vores egen fancy. Idet vi ikke tror på, at vi allerede er frelst, skal vi hver især prøve at udarbejde vores egen frelse. Vi ønsker derfor ikke at være udleveret til Verdens markedskræfters barmhjertighed, der arbejder på eller forsøger at arbejde på en eller anden ensartet ligevægt ifølge laissez-faire kapitalismens ideelle principper, hvis de kan kaldes sådan. Der er stadig dem, der klamrer sig til de gamle ideer, men i intet land i verden i dag kan de regnes for en alvorlig kraft. Vi ønsker - i det mindste for tiden og så længe den nuværende overgangsperiodes eksperimentelle fase varer - at være vore egne herrer og at være så fri, som vi kan gøre os af forstyrrelser fra omverdenen.

Således, betragtet fra dette synspunkt, skal en øget national selvforsynings-politik betragtes, ikke som et ideal i sig selv, men som henvist til skabelsen af et miljø, hvor andre idealer sikkert og bekvemt kan følges.

Lad mig give et eksempel på dette som jeg kan udtænke, valgt fordi det er forbundet med ideer, som mine egne tanker i den sidste tid stort set har været optaget af. I sager om økonomiske detaljer, som adskiller sig fra den centrale kontrol, går jeg ind for at beholde så meget privat dømmekraft og initiativ og virksomhed som muligt. Men jeg er blevet overbevist om, at bevarelsen af private virksomheders struktur er uforenelig med den grad af materiel velvære, som vores tekniske udvikling giver os ret til, medmindre renten falder til et meget lavere niveau end det er sandsynligt at ville ske på grund af de naturlige kræfter, der opererer efter de gamle linjer.

Faktisk kan omdannelsen af samfundet, som jeg foretrækker at forudse, kræve en reduktion af rentesatsen mod et forsvindingspunkt inden for de næste tredive år. Men under et system, hvor rentesatsen finder et ensartet niveau, efter at der er taget højde for risiko og lignende over hele Verden, styret af de normale finansielle kræfter er det meget usandsynligt at det vil ske. Således på grund af en kompleksitet af årsager, som jeg ikke kan uddybe på dette sted, kan økonomisk internationalisme, der omfatter kapitalens frie bevægelighed og tilgængelige midler såvel som handelsvarer, fordømme mit eget lands kommende generation til en meget lavere grad af materiel velstand end der kunne opnås under et andet system..

Men dette er blot en illustration. Det er min hoved-påstand at der ikke er nogen udsigt til velstand for den næste generation med et ensartet økonomisk system overalt i verden, som det, der i vid udstrækning eksisterede i det nittende århundrede; at vi alle skal være så fri som muligt af indblanding fra økonomiske forandringer andetsteds for at gøre vores egne yndlings-eksperimenter til fremtidens ideelle sociale republik; og at en bevidst bevægelse hen imod større national selvforsyning og økonomisk isolation vil gøre vores opgave lettere, for så vidt som den kan gennemføres uden for store økonomiske omkostninger.

Der er en yderligere forklaring, tror jeg, på vores tankers reorientering. Det nittende århundrede brugte i ekstravagant udstrækning kriteriet om, hvad man i korthed kan kalde for "de økonomiske resultater" som en test af hensigtsmæssigheden af enhver beslutning, sponsoreret af private eller kollektive handlinger. Hele livsførelsen blev gjort til en slags parodi på en revisors mareridt. I stedet for at bruge deres kraftigt øgede materielle og tekniske ressourcer til at opbygge en vidunderlig by, byggede menneskene fra det nittende århundrede slumkvarterer; og de troede, at det var rigtigt og tilrådeligt at bygge slumkvarterer, fordi slumområderne, i henhold til privat virksomhedstest, "betalte sig", mens de troede at den vidunderlige by ville have været en handling af tåbelig ekstravagance, som ifølge idiotiske finansielle udtryksmåder ville have repræsenteret en "pantsætning af fremtiden" - selv om ingen kan se, hvordan opførelsen i dag af store og herlige konstruktioner kan forværre fremtiden, ingen kan se det, så længe hans sind er besat af falske analogier fra en irrelevant regnskabsføring.

Selv i dag bruger jeg min tid - halv forgæves, men også må jeg indrømme halvt succesfuldt - til at forsøge at overtale mine landsmænd om at nationen som helhed vil blive rigere, hvis arbejdsløse mænd og maskiner bliver brugt til at bygge tiltrængte huse, end hvis de understøttes i ledighed. For denne generations sind er stadig så mudret af falske beregninger, at de nærer mistillid til konklusioner, der burde være indlysende, ud fra en afhængighed af et finansielt regnskabsystem, der skaber tvivl om en sådan operation vil "betale sig". Vi skal forblive fattige, fordi det ikke "betaler sig" at blive rige. Vi skal bo i hytter, ikke fordi vi ikke kan bygge paladser, men fordi vi ikke kan have "råd" til dem.

Den samme regel om selvdestruktiv finansiel beregning regulerer hver eneste område af samfundslivet. Vi ødelægger landskabets skønhed, fordi de uudnyttede naturskønheder ikke har nogen økonomisk værdi. Vi er i stand til at slukke for solen og stjernerne, fordi de ikke betaler udbytte. London er en af de rigeste byer i civilisationens historie, men den har ikke "råd" til de højeste standarder, som dets egne borgere er i stand til, fordi det ikke "betaler sig".

Hvis jeg havde magt i dag, ville jeg med overlæg starte med at udstyre vore store byer med alle opnåelige kunstværker og anordninger af højeste standard, således at hver enkelt borger blev individuelt overbevist om, at hvad han kunne skabe, kunne han have råd til - og tro at penge, der blev således brugt, ikke alene ville være bedre end nogen understøttelse, men ville gøre enhver understøttelse unødvendig. For med, hvad vi har brugt på understøttelse i England siden krigen, kunne vi have gjort vores byer til verdens største værker skabt af mennesker.

Eller igen har vi indtil for nylig betragtet det som en moralsk pligt til at ødelægge jordbrugerne og ødelægge de oldgamle menneskelige jordbrugs-traditioner, hvis vi derved kunne få et brød en tiendedel af en penny billigere. Der var ikke noget, som det ikke var vores pligt at ofre for denne enhed af Moloch og Mammon; for vi troede trofast på, at tilbedelsen af disse monstre ville overvinde fattigdommens onde og føre den næste generation sikkert og komfortabelt, på ryggen af sammenfaldende interesser, til økonomisk fred.

I dag lider vi af desillusion, ikke fordi vi er fattigere end vi var - tværtimod nyder vi i det mindste i Storbritannien en højere levestandard end i nogen tidligere periode - men fordi andre værdier synes at være er blevet ofret, og fordi de tilsyneladende er blevet ofret unødigt, for så vidt som vores økonomiske system ikke rent faktisk gør det muligt for os fuldstændig at udnytte de muligheder for økonomisk velstand, der er gjort mulige ved vore tekniske fremskridt, men det går langt under dette, hvilket får os til at føle, at vi måske lige så godt kunne have brugt margenen på mere tilfredsstillende måder.

Men først når vi tillader os selv at være ulydige mod en bogholders fortjeneste test, er vi begyndt at ændre vores civilisation. Og det skal vi gøre meget forsigtigt og selvbevidst. For der er et bredt område af menneskelig aktivitet, hvor vi bør være kloge og bevare de sædvanlige økonomiske test. Det er staten, snarere end individet, som skal ændre sit kriterium. Det er opfatelsen af finansministeren som formand for en slags aktieselskab, der skal kasseres. Nu, hvis statens funktioner og formål skal udvides, skal beslutningen om, hvad der stort set skal produceres inden for nationen, og hvad der skal udveksles med udlandet, stå højt blandt politiske formål.

Fra disse refleksioner om statens passende formål vender jeg tilbage til nutidens politik. Efter at have forsøgt at forstå og give fuld retfærdighed til de ideer, der ligger til grund for trangen, som føles af så mange lande i dag, mod større national selvforsyning, må vi omhygeligt overveje, om vi i praksis ikke for let skiller os af med meget af værdi, som det nittende århundrede har opnået. I de lande, hvor fortalerne for national selvforsyning har opnået magt, forekommer det efter min opfattelse, at der uden undtagelse gøres mange tåbelige ting. Mussolini får måske visdomstænder. Men Rusland viser i dag det værste eksempel, som verden måske har set, af administrativ inkompetence og af ofring af næsten alt, der gør livet værd at leve til træhoveder. Tyskland er overladt til uhæmmet uansvarligheds barmhjertighed - selv om det er for tidligt at dømme hende. Den Irske Fristat, en enhed, der er alt for lille til en høj grad af national selvforsyning, undtagen med store økonomiske omkostninger, drøfter planer, som kan blive ødelæggende, hvis de blev udført.

Imens gør de lande, der fører eller er ved at vedtage simpel protektionisme af den gammeldags type renoveret med tilføjelsen af et par af de nye plan-kvoter, mange ting, som ikke kan forsvares rationelt. Således, hvis Verdens Økonomiske Konference opnår en gensidig reduktion af taksterne og forbereder vejen for regionale aftaler, vil det blive hyldet med oprigtigt bifald. For jeg antages ikke at give tilslutning til alle de ting, der gøres i den politiske verden i dag i den økonomisk nationalismes navn. Langt fra. Men jeg fremfører min kritik som en, hvis hjerte er venligt og sympatisk over for de desperate eksperimenter i nutidens verden, som ønsker dem godt og vil gerne have det til at lykkes for dem, som har deres egne eksperimenter for øje, og som i sidste instans foretrækker alt på jorden fremfor, hvad de finansielle rapporterer er vant til at kalde "den bedste mening i Wall Street." Og jeg forsøger at påpege, at den verden, som vi ængsteligt bevæger os ind i, er helt anderledes end vores fædres ideelle økonomiske internationalisme, og at nutidige politikker ikke må bedømmes på grundlag af den tidligere tro.

Jeg ser tre store farer i økonomisk nationalisme og i bevægelserne hen imod national selvforsyning, som giver risiko for dens succes.

Den første er sløvheden - doktrinens sløvhed. Det er ikke noget mærkeligt i at opdage dette i de bevægelser, der er sket lidt pludselig fra højtflyvende taler ved midnat til kamppladsen. I første omgang skelner vi ikke mellem retorikens farve, med hvilken vi har vundet et folks samtykke til den og det kedelige stof i vores budskabs sandhed. Der er intet falsk i overgangen. Ord bør være lidt vilde - for de er tankers angreb på det utænkte. Men når magtens og autoritetens sæde er nået, bør der ikke gives mere licens til poesi.

Vi må derfor beregne omkostninge ned til den sidste penny, som vores retorik har foragtet. Et eksperimentelt samfund har brug for at være langt mere effektivt end et gammelt etableret, hvis det skal overleve sikkert. Det vil have brug for hele sin økonomiske margin for sine egne regulære formål, og har ikke råd til at give noget væk til blød-hjertethed eller doktrinære upraktiske sager. Når en doktrinær skrider til handling, må han, så at sige, glemme sin doktrin. For dem, der i handlingens stund husker teksten, vil sandsynligvis miste det, som de søger.

Den anden fare - og en værre fare end sløvhed - er hastværk. Det er værd at citere Paul Valery's aforisme: "Politiske konflikter fordrejer og forstyrrer folks sans for sondring mellem vigtige sager og sager, som haster." Den økonomiske overgang i et samfund er en ting, der skal gennemføres langsomt. Det, som jeg har diskuteret, er ikke en pludselig revolution, men retningen for den sekulære tendens. Vi har et frygteteligt eksempel i Rusland i dag på ondskab, sindssyge og unødig hast. Ofrene og tabene vil være langt større, hvis tempoet er forceret. Jeg tror ikke på det gradvises uundgåelighed, men jeg tror på gradvished. Dette er frem for alt sandt for en overgang til større national selvforsyning og en planlagt indenlandsk økonomi. For det er økonomiske processers natur at blive rodfæstet i tide. En hurtig overgang vil involvere så meget ren ødelæggelse af rigdom, at den nye situation i første omgang vil være langt værre end den gamle; og det store eksperiment vil blive diskrediteret. For mennesker dømmer ubarmhjertigt ud fra resultater, og også af tidlige resultater.

Den tredje risiko, og den værste risiko af alle tre, er intolerance og fastlåsning af instrueret kritik. De nye bevægelser er som regel kommet til magten gennem en fase med vold eller kvasi-vold. De har ikke overbevist deres modstandere; de har nedlagt dem. Det er den moderne metode - men meget katastrofal, jeg er stadig gammeldags nok til at tro - at afhænge af propaganda og at gribe menings-dannelses organerne; det menes at være klogt og nyttigt at fossilisere tanken og at bruge autoritetens hele styrke til at lamme tankespillet i sindet. For dem, der har fundet det nødvendigt at anvende alle metoder, uanset hvilke, for at opnå magt, er det en seriøs fristelse at fortsætte med at bruge de samme farlige værktøjer til opbygning, som skabte den forudgående nedbrydning af huset.

Rusland giver os igen et eksempel på en knusende bommert, som en regering gør, når den har fritaget sig selv for kritik. Forklaringen på den inkompetence, som krige altid udføres med på begge sider, kan findes i den komparative fritagelse for kritik, som det militære hierarki giver overkommandoen. Jeg nærer ingen overdreven beundring for politikere, men opdraget som de er i selve kritikens ånd, hvor meget overlegne er de i forhold til soldaterne! Revolutioner lykkes kun, fordi de er ledet af politikere mod soldater. Selv om det er paradoksalt - hvem har nogensinde hørt om en vellykket revolution udført af soldater mod politikere? Men vi hader alle kritik. Intet andet end et rodfæstet princip vil gøre os villige til at udsætte os for den.

Men de nye økonomiske tilstande, som vi famler os frem til, er i det væsentlige i deres natur eksperimenter. Vi har ikke på forhånd en klar ide parat i vores sind om, hvad vi præcist ønsker. Vi skal opdage det efterhånden som vi arbejder os fremad, og vi skal forme vort materiale i overensstemmelse med vor erfaring. Nu, for denne proces er dristig, fri og ubarmhjertig kritik en sine qua for ultimativ succes. Vi hylder samarbejdet med alle tidens begavede ånder.

Stalin har elimineret enhver uafhængig, kritisk mand, selv dem, som er sympatiske mod de overordnede planer. Han har skabt et miljø, hvor tankeprocesserne er sygnet hen. De bløde folder i hjernen er blevet til træ. De mangfoldige højtaleres brægen erstatter den menneskelige stemmes bløde bøjninger. Propagandaens brægen keder selv fuglene og dyrene på marken til forbløffelse. Lad Stalin være et skræmmende eksempel for alle, der prøver at lave forsøg. Hvis ikke, vil jeg i hvert fald snart være tilbage i mine ideer fra det gamle nittende århundrede, hvor tankernes spil imod tanker skabte for os den arv, som vi i dag, beriget af, hvad vores fædre skabte for os, som vi søger at omdirigere til vores egne hensigtsmæssige formål.

Til start
20200820
Passed W3C Validation