Forside DH-Debat
6. Kænozoikum III - Overgang fra Pleistocæn til Holocæn

Jordens Klima Historie 7. - Kænozoikum IV - Holocæn

Indledning - 8.200 kulde-perioden - Det Holocæne Klimatiske Optimum - Et grønt Sahara - Mellem det Holocæne optimum og den Romerske varmeperiode - Den Romerske Varme-periode - Folkevandringernes Kuldeperiode - Middelalder varmeperioden - Den Lille Istid - Den moderne Varmeperiode - Solpletter - Links og litteratur

Indledning

Hvis man vil vide, hvordan klimaet var i Holocæn, skal man blot tage noget overtøj på og gå ud i naturen og se sig omkring. Holocæn betegner nemlig nutiden siden Weichel istidens ophør.

Mellem-istiden Holocæn har understøttet udvikling og vækst af de menneskelige civilisationer; den har været civilisationernes vugge, for ikke at sige deres livmoder. Den startede omkring 11.700 år før nutid med en pludselig opvarmning fra den kolde periode kaldet Yngre Dryas. På kun ti år steg temperaturen på Grønland med hele 8 grader, hvilket svarer til at Nord Europas klima blev skiftet ud med et middelhavs-klima. Det vides ikke, hvad denne hurtige temperaturstigning skyldtes.
Kænozoikum, Tertiær og Kvartær
Kænozoikum er pattedyrenes periode, som efterfulgte Mesozoikum, der var dinosaurernes periode. Tertiær er den del af Kænozoikum, hvor der ikke fandtes mennesker, og Kvartær betegner den del af af Kænozoikum, hvor der fandtes mennesker. Kvartær består af Pleistocæn og Holocæn. Pleistocæn er den periode, som vi i daglig tale kalder istiden. Holocæn betegner nutiden, som dybest set er en Pleistocæn mellem-istid. Holocæn repræsenteres af den tynde røde linie yderst til venstre. Klimaet i Holocæn er emnet for denne artikel.

I løbet af de følgende tusind år steg temperaturen, således at klimaet blev adskillige grader varmere end nutidens. Omkring 8.000 år før nutid, i jæger-stenalderen, indtraf den varmeste tid i hele Holocæn. Dette indledte den varme-periode, som kaldes det Holocæne Optimum, og som varede stort set indtil omkring 4.500 år før nutid, hvorefter temperaturen vedblev at falde ned igennem bronze-, jern-alder og historisk tid, indtil den nåede et lavpunkt i "Den Lille Istid" i 1600-1700 tallet. Indenfor de sidste par hundrede år er temperaturen igen steget, men dog ikke til sådanne højder som i jæger-stenalderen.

Temperaturen i Holocæn
Denne graf er hentet fra wikipedia. Den viser otte forskellige rekonstruktioner af Holocæns temperatur. Den tykke sorte linie er et gennemsnit af disse. Tiden skrider frem fra venstre mod højre.
På denne kurve er stenalderen kun vist omkring en grad varmere end nutiden, men de fleste kilder nævner at Skandinavisk stenalder var omkring 2-3 grader varmere end nutiden; det behøver ikke at være gensidigt udelukkende udsagn, fordi kurven rekonstruerer hele Jordens temperatur, og på de højere breddegrader har temperaturvariationerne været større end omkring ækvator.
Nogle rekonstruktioner viser en lodret dramatisk stigning i temperatur omkring år 2.000, men det forekommer ikke forfatteren rimeligt, da denne slags kurver umuligt kan vise temperaturen i specifikke år, den må nødvendigvis være udjævnet med en slags rullende gennemsnit måske over hundrede år, og så vil en høj temperatur i et enkelt år, for eksempel 2004, blive meget mindre synlig.
Tendensen synes at være, at Holocæns højeste temperatur blev opnået i Jæger-stenalderen omkring 8.000 år før nutid, derefter har temperaturen generelt været jævnt faldende, dog overlejret af mange kulde- og varmeperioder, blandt andet den moderne varmeperiode.
Overordnet set repræsenterer Holocæn dog et forbløffende stabilt klima, og afkølingen ned gennem perioden har begrænset sig til nogle få grader.

Den generelle faldende temperatur siden 8.000 år før nutid har været overlejret af adskillige kulde- og varmeperioder. Således taler man om fem til syv kuldeperioder i Holocæn, herunder den lille istid og adskillige varmeperioder, blandt andet den Minoiske, den Romerske, Middelalder- og den Moderne Varmeperiode.

Temperatur-variationer i Holocæn og den forudgående Weichel istid
Temperatur-variationer i Holocæn sammenlignet med forudgående Weichel istid baseret på analyse af Grønlandske iskerner. Den lodrette skala til venstre er temperaturen på isens overflade, og den vandrette skala er år før nutid. Tiden skrider frem fra venstre mod højre. Det ses at klimaet i Holocæn virkelig har været meget stabilt og temperaturen har kun varieret nogle få grader - Den mest dramatiske begivenhed indtil nu har været 8.200 kuldeperioden og det efterfølgende Holocæne maksimum i stenalderen. Derimod var klimaet i den forudgående istid ikke nær så stabilt. Temperaturen varierede ofte mere end 20 grader i løbet af nogle få hundrede år eller måske mindre.

Holocæns kulde og varmeperioder repræsenterer imidlertid kun små temperatur-udsving sammenlignet med både selve istiderne og de øvrige mellem-istider.

Denne unikke klimatiske stabilitet gjorde udviklingen af agerbrug mulig, den skabte grundlag for udvikling af civilisationer og muliggjorde i sidste ende den industrielle revolution og dermed hele den moderne Verden med dens teknik og mylder af mennesker. Havde vi ikke haft et vindue på godt 10.000 års stabilt klima med kun små temperatur-udsving, ville civilisationen ikke have været nær så udviklet, om overhovedet eksisterende, og Jordens befolkning ville kun have været en brøkdel af den nuværende.

Temperatur-variationer i Holocæn sammenlignet med de forudgående mellem-istider
Temperatur-variationer i Holocæn sammenlignet med de forudgående mellem-istider - Den lodrette skala er temperaturen på isens overflade, og den vandrette skala er tusinde år før nutid. Det ses at Holocæns temperaturkurve har en anden form end de forudgående mellem-istider. Holocæn har en næsten flad top, som repræsenter et ret stabilt klima gennem ti tusind år, medens de forudgående mellem-istider generelt er spidse, det vil sige at temperaturen er steget til et maksimum for derefter at falde igen, måske efter kun nogle få hundrede år. Kun Holocæn kunne tilbyde et stabilt klima gennem lang tid, hvor agerbrug og civilisation kunne udvikle sig.
Bemærk iøvrigt næsten alle varmeperioders karakteristiske form. Varmen kommer pludseligt, måske i løbet af få årtier, og derefter klinger den langsomt af. Dette er også tilfældet hos Holocæn, dog således at temperaturen er faldet meget langsommere end hos de øvrige mellemistider og varmeperioder.

Mange mener, at den faldende Milankovitch insolation (modtaget energi fra Solen på 65 graders bredde) er årsag til den generelle afkølings-tendens i løbet af Holocæn. Milankovitch insolationen er den teoretiske solindstråling på 65 graderes nordlige bredde i Juni. Dens variation i Holocæn skyldes hovedsagelig ændringer i aksehældningen, således at den nordlige halvkugle i begyndelsen modtog en stor juni insolation, idet den vendte mere direkte mod solen om sommeren, medens aksen i nutiden er mere lodret, og derfor modtager den nordlige halvkugle ikke så meget solindstråling om sommeren.
Temperatur og insolation i Holocæn
Temperatur og Milankovitch insolation i løbet af Holocæn.
Den øverste rødlige kurve repræsenter temperaturen i grader celsius på isen overflade på Grønland. Kurven er generelt faldende igennem Holocæn men overlejres af mange kulde- og varme-perioder. Mange opererer med seks kuldeperioder hvoraf de to mest kendte er 8.200 kuldeperioden og den Lille Istid. De mest kendte varmeperioder er den Minoiske, den Romerske og Middelalder varmeperioderne.
Nordmanden Axel Blytt og svenskeren Rutger Sernander udviklede i 1800-tallet Blytt-Sernander periode opdelingen af det Holocæne klima baseret på studier af danske tørvemoser. Den omfatter perioderne præboreal, boreal, atlantisk, subboreal og subatlantisk, som er vist nederst på figuren. Præboreal benævnes også Birke-fyrretid. Der er mange forskellige meninger om, hvornår de enkelte Blytt-Sernander perioder starter og slutter.
I dag mener nogle at denne inddeling er forældet og foretrækker andre inddelinger, som omfatter det Holocæne Klimatiske Optimum, Postglacial og Neoglacial, som her vist foroven med farver.
Den gul-grønne graf vist under temperaturkurven er den teoretiske Milankovitch insolation i Holocæn i Watt per m2. - Milankovitch insolationen er solindstrålingen på 65 graderes nordlig bredde i Juni måned. Det ses, at insolations-maksimum indtraf omkring 10.000 år før nutid med omkring 470 w/m2, og siden har insolationen været jævnt faldende ned til nutidens knap 430 W/m2.

I den første begyndelse af Holocæn blev Nordeuropa bevokset med en åben og lys birkeskov blandet med asp, pil, røn og fyr. Det stadigt mildere klima fik den gennemsnitlige sommertemperatur til at stige til 18-20 grader, mens vinter temperaturen var lige under frysepunktet. Sammensætningen af skovens træer ændrededes; fyr trængte birk tilbage og hassel, elm, eg, ask, el, gran og lind indvandrede.

8.200 kulde-perioden

For omkring 8.200 år siden indtraf en kraftig afkøling på den Nordlige halvkugle. Den er blevet forklaret med en stor tilførsel af koldt smeltevand fra gletchere i Hudson Bay området. Data fra Diskobugten viser, at også her skete en stor produktion af smeltevand. Prøver udtaget fra havbunden ved Spitsbergen indikerer, at her trængte de arktiske vandmasser længere sydpå allerede for 8.800 år siden.

Rekonstrueret lufttemperatur fra analyse af sedimenter fra bunden af en svensk sø
Fra HOCLAT - A web-based Holocene Climate Atlas (se link nedenfor). Rekonstrueret luft-temperatur fra pollen-analyse ud af sedimenter fra bunden af en svensk sø på 58,55 graders nordlig bredde og 13,67 graders østlig længde, som er en lille svensk sø mellem Vänern og Vättern. Det fremgår ikke om det er Juli temperatur eller årligt gennemsnit eller noget andet.
De originale data er den meget tynde linie på figuren øverst. De er blevet udjævnet med en form for matematisk rullende gennemsnit over 500 år; det er den blå linie. Endvidere er de oprindelige data også blevet matematisk udjævnet over 3.000 år; det er den røde linie. Figuren nederst viser, hvor meget den blå linie afviger fra den røde linie, hvilket er et udtryk for klima-ændring. De blå arealer viser således hvor meget temperaturen i en kuldeperiode afviger fra den mere gennemsnitlige temperatur i denne tidsalder, og de røde arealer viser hvor meget temperaturen i en varmeperiode overstiger den mere gennemsnitlige temperatur i denne tidsalder.
Det ses at i tidlig Holocæn nåede det at blive ret varmt, varmere end i nutiden, før den alvorlige 8.200 kuldeperiode satte ind. Det har været en brat overgang for stenalder-jægerne. Iøvrigt ser kulde-perioderne ud, som om de kommer med regelmæssige mellemrum. Kuldeperioden 6.100 år før nutid fandt sted ved overgangen fra jæger-stenalder til bonde-stenalder. Kuldeperioden 3,500 var i begyndelsen af bronzealderen. Den mindre kuldeperiode omkring 1.800 indtraf et par hundrede år efter kristi fødsel, måske på det tidspunkt, da Goterne forlod øen Skanza (Skandinavien). Den lille istid synes at komme noget tidligt.

Mange forklarer 8.200 kuldeperioden som et resultat af en stor udledning af koldt smeltevand i Atlanterhavet fra Lake Agassiz ved randen af Laurentide indlandsisen i Nord Amerika.

Det kan forekomme paradoksalt at et varmere vejr i Arktis, som var årsag til afsmeltning af indlandsis og smeltning af havis og dermed en produktion af koldt ferskvand, er årsag til et koldere klima i Nord Europa og formentlig også i Nord Amerika. Dette forklares ved at de store mængder af koldt ferskvand, som er lettere end saltvand, forstyrrede havstrømmene, specielt Golfstrømmen, hvilket var årsag til koldere vejr langs Nord Atlantens kyster. Mange mener at en sådan smeltevands-mekanisme også var årsag til Yngre Dryas kulde-perioden.

Analyse af ilt-isotoper i drypsten fra Costa Rica
Analyse af ilt-isotoper i drypsten fra Costa Rica viser en tør periode omkring 8.200 før nutid. Fra "Tropical response to the 8200 yr B.P. cold event? --" af Matthew S. Lachniet med flere.

Endnu mere uforståeligt er det, at et hold amerikanske geologer fra University of Buffalo og andre universiteter har fundet, at under kuldeperioden voksede gletcherne på Baffin Island. Man kan kun konkludere, at hvis der samtidig blev produceret smeltevand må nedbøren have været endog meget stor i disse egne.

Analyser af iltisotoper i drypsten fra huler i Costa Rica har vist, at der her var en tør periode i omkring 8.200 år før nutid forårsaget af svagere monsun og reduceret nedbør i Mellem-Amerika. Det sætter spørgsmålstegn ved smeltevands-golfstrøm teorien, for klimaet i Costa Rica er jo ikke afhængig af en varm Golfstrøm, da landet ligger i det område nær ækvator, som leverer varmen til Golfstrømmen.

Kuldeperioden kan derimod ikke påvises på den sydlige halvkugle, hverken i boreprøver fra indlandsisen på Antarktis, gletchere i Bolivia eller prøver taget i havbunden ud for mundingen af floden Murray i Australien. Dette indikerer at kuldeperioden virkelig kan have været et Nord Atlantisk fænomen, måske skabt af variationer i havstrømmene.

Men efter en tid fandt havstrømmene i Nord Atlanten tilbage til deres gamle leje, hvis de var årsagen, og omkring 8.000 år før nutid indledtes den varmeste periode i Holocæn nogensinde.

I sedimenter på bunden af søerne Huelmo og Mascardi i Andesbjergene i henholdsvis Chile og Argentina har man fundet tegn på en kuldeperiode på den sydlige halvkugle, som varede 800 år og indtraf mellem 11.400 og 10.200 år før nutid.

Det Holocæne Klimatiske Optimum

Snylteplanten mistelten på et piletræ Snylteplanten mistelten på et piletræ - Under det Holocæne Optimum var snylteplanten mistelten udbredt i Syd Skandinavien. I dag vokser den kun længere mod syd, i Sydengland, Mellem- og Sydeuropa.

Det varmeste tidspunkt i hele Holocæn indtraf i stenalderen omkring 8.000 år før nutid, det kaldes for det Holocæne Maksimum. Dette varme klima holdt sig stort set gennem 3.500 år indtil 4.500 før nutid, da det var i bondestenalder i Nord Europa.

Det antages at gennemsnits-temperaturen var 2-3 grader højere end nutidens. Dette understøttes af, at planter som mistelten og den subtropiske vandplante hornnød blev udbredte i Danmark. Lind, elm, gran og eg blev blev de almindeligste træer i Nord Europas tætte skove, som lukkede landenes indre sammen til en stor sammenvokset urskov.

I Danmark har man undersøgt stenalderbopladser fra det Holocæne Klimatiske Optimum's periode og fundet knogler af forskellige landdyr og havdyr, heriblandt sværdfisk, stør, sardin og tun, krøltoppet pelikan og sumpskildpadde, hvilke alle er arter, som i vore dage lever under varmere himmelstrøg.

Fyrre-stub fra Cairngorm Mountains, som er 4.000 - 4.500 år gammel
Fyrre-stub i Cairngorm Mountains i Skotland, som er 4.000 - 4.500 år gammel.

I Cairngorm Mountains i det centrale Skotland kan man finde stubbe af 4.000-4.500 gamle fyrretræer, som voksede 650 m. over havets overflade. Denne højde er lidt over grænsen for dværg-træer og forkrøblede træer idag.

Et andet vidnesbyrd om fortidens varmere klima kan man finde i Dartmoor i Syd England, dog lidt senere end Holocæn Optimum. Her har bronzealder-bønder dyrket jorden i 450 meters højde over havets overflade, hvilket skal sammenlignes med den absolutte grænse for agerbrug idag, som er 300 m.

Et hold videnskabsmænd fra Københavns Universitet har analyseret drivtømmer og strandvolde langs kysten af det nord-østlige Grønland og derved afdækket havisens udbredelse under det Holocæne Optimum.

Drivtømmer, der havner på kysten i det nordøstlige Grønland, kommer fra Nordamerika og Sibirien. Det er flere år undervejs og vil derfor kun nå frem, hvis det er indkapslet i havis, eftersom frit drivtømmer vil synke til bunds under en så langvarig rejse.

Drivtømmer på Spitsbergen
Drivtømmer på stranden på Spitsbergen.

Ved at indsamle og datere drivtømmer med kulstof 14-metoden kunne forskerne beregne mængden af havis i forskellige tidsperioder.

Svend Funder og hans kollegaer undersøgte også strandvolde langs kysten. I vore dage dannes der ikke strandvolde langs kysterne i Nord-Grønland, da havisen skærmer kysten året rundt. Voldenes alder er fastslået ved kulstof 14-metoden til at stamme fra det Holocæne Optimum, i hvilken periode havet må have været isfrit, i hvert fald om sommeren.

Konklussionen var at havisen nåede et minimum for mellem 8.500 og 6.000 år siden, idet grænsen for helårlig havis lå 1.000 km længere mod nord end i dag, og om sommeren dækkede havisen kun et område, som var halvt så stort som det isdækkede areal i sommeren 2007, hvor havisen i nyere tid havde sit minimum.

Nogle studier indikerer, at overflade-temperaturen i Verdenshavet var op til 5 grader højere end nutidens overflade-temperatur (Darby, 2001).

Atlantisk skov
Maleri af Ivan Shishkin og Konstantin Savitsky - Gennem det meste af Holocæn var størstedelen af Europa, Asien og Nord Amerika dækket af skov. En stor del af biosfærens kulstof var bundet i træernes ved. Agerbruget indførtes og efterhånden som træerne rådnede væk eller blev brændt steg atmosfærens indhold af carbon i form af CO2.

Indlandsisen i Peary Land i det nordligste Grønland blev boret i 1977. Iskernen indeholdt distinkte genfrosne smeltevands-lag hele vejen ned til grundfjeldet, hvilket tyder på, at den ikke indeholdt is fra Weichel istiden. Det vil sige at Verdens nordligste indlandsis smeltede fuldstændig væk under Holocæn Optimum og blev først gendannet, da klimaet blev koldere for omkring 4.500 år siden.

Da der var bundet mindre vand på polerne som indlandsis end i vore dage, stod Verdenshavets niveau dengang 3 m. over nutidens vandstand.

Ved slutningen af Maglemose-jægernes periode, omkring 8.500 før nutid, havde klimaet i Nord Europa udviklet sig til det såkaldte atlantiske klima. Det var et mildt og fugtigt kystklima med sommer-temperaturer 2-3 grader højere end i dag.

Efterhånden som vandstanden i Verdenshavet steg, resulterede det i at det salte havvand trængte ind i Ancylussøen (Østersøen), og vandet i Østersø-bækkenet blev igen salt. Det nye hav kaldes Littorinahavet efter saltvands-sneglen Littorina littorea. Det tog flere hundrede år inden saltindholdet nåede sit maksimum.
Østersøens udvikling
Da det kilometer-tykke Skandinaviske Isskjold begyndte at smelte dannedes ferskvands søen, Den Baltiske Issø. Det var et koldt hav med drivende isbjerge. Søens overflade lå højere end Verdenshavet. Nogle mener at is-søen tømtes ved en omfattende oversvømmelses-katastrofe omkring år 9.600 f. kr. men de fleste tror, at det skete gradvist.

Landskabet i Nord Europa var domineret af iskolde stepper og regulær tundra gennemstrejfet af fåtallige renjægere.

Efter at søen var kommet i forbindelse med Verdenshavet blev den til et brakvands-hav, som det er også i dag, kaldet Yoldia havet. Dette hav har sit navn efter muslingen Yoldia arctica. Yoldia havet havde forbindelse med Verdenshavet gennem et sund, der lå, hvor de svenske søer og Gøta elven ligger i dag.

I begyndelsen af jæger-stenalderen blev tundraen bevokset af en åben og lys birkeskov iblandet asp, pil, røn og fyr.

Da Skandinavien blev befriet for vægten af de enorme ismasser, hævede landet sig, landhævningen afskar den kommende Østersø's forbindelse med Verdenshavet, og det blev igen en ferskvands-sø, som kaldes Ancylussøen efter ferskvands-sneglen, Ancylus fluviatilis. Ancylussøen havde måske afløb gennem mellem Sverrige ved de store søer.

I takt med det stadigt mildere klima, hvor sommergennemsnits-temperaturen steg til 18-20 grader, og vinter-temperaturen kun lige nåede under frysepunktet, forandredes også sammensætningen af skovens træer; fyr trængte birk tilbage, og hassel, elm, eg, ask, el, gran og lind blev almindelige.

Omkring 7.000 føt nutid var klimaet i Nord Europa et såkaldt atlantisk klima. Det var et mildt og fugtigt kystklima med sommer-temperaturer 2-3 grader højere end i dag. Vandstanden i Verdenshavet steg, hvilket resulterede i at det salte havvand efter nogen tid trængte ind i Ancylussøen, og vandet i Østersø-bækkenet blev igen salt. Det nye hav kaldes Littorinahavet efter saltvands-sneglen Littorina littorea. Det tog flere hundrede år inden saltindholdet nåede sit maksimum.

På grund af landhævningen er Østersøens forbindelser til Verdenshavet i løbet af de seneste 2.000 år blevet stadig smallere og mere lavvandede, hvilket igen har gjort havet til det brakvandshav, som vi idag kender som Østersøen.

I Australien har man analyseret sedimenter i havbunden ud for mundingen af floden Murray og fundet at fra 17.000 til 13.500 år før nutid var det Australske klima vådere end det er i nutiden. Der er med sikkerhed ikke fundet nogen indikationer af tørre perioder hverken i Yngre Dryas eller i 8.200 år før nutid. Hvilket indikerer at disse kuldeperioder var fænomener begrænset til den nordlige halvkugle.

Det delvist udtørrede Sortehav omkring 5.500 før nutid
Det delvist udtørrede Sortehav omkring 5.500 år før nutid.

Prøver fra bund-sedimenter i de Australske søer Lake Frome og Lake Woods viser at klimaet i tidlig Holocæn for mellem 9.500 og 8.000 år siden, og igen fra 7.000 til 4.200 år siden, var betydeligt vådere end i nutiden. Begyndelsen af moderne klimatiske forhold i Australien med periodisk regntid fandt sted for omkring 4.000 år siden.

Analyser af sedimenter fra Cariaco Basin i Venezuela indikerer at mængden af vand, som blev udledt i bassinet under det Holocæne Optimum var langt større end idag, hvilket indikerer at nedbøren i området må have været meget større i den første halvdel af Holocæn, end den er idag.(Uriarte, Haug).

En af de geografiske begivenheder i Europa, som mest bringer vore tanker hen på den Bibelske beretning om syndfloden, er måske den pludselige oversvømmelse af det delvist udtørrede Sorte Hav, som skete 5.500 år før nutid.

Af årsager, som vi kun kan gætte på, havde indhavet mistet forbindelsen til Verdenshavet og var delvist tørret ud. Dets overflade lå 150 m. under Verdenshavets. Sortehavet får tilført vand fra mange store og vandrige floder, tænk blot på Donau, Dnester, Dneieper og Don. Det er svært at forstå, at det kan have mistet mere vand ved fordampning, end det modtog fra floderne. Det må være et vidnesbyrd om at det virkelig har været meget varmt under det Holocæne Optimum. Det antages at temperaturen i denne periode var 2-3 grader højere end i nutiden.

Syndfloden af Michelangelo
Udsnit af motivet Syndfloden af Michelangelo fra Det Sixtinske Kapel.

En marginal stigning i Verdenshavets overflade niveau 5.500 år før nutid skabte en lille revne i barrieren ved Bosporus, en ubetydelig piblen af havvand ned i Sortehavs-kedlen udviklede sig hurtigt til et enormt vandfald af saltvand, 200 gange større end Niagara. Det antages at havvandet fossede ind i det halvt udtørrede Sorte Hav og fik niveauet til at stige med 15 cm. om dagen, og hævede derved vandstanden de 150 m. op til Verdenshavets niveau i løbet af omkring tre år.

Da denne flodbølge fandt sted, var der bondestenalder i Nord Europa, og det havde der sikkert været længe i området omkring det Sorte hav. Oceanografen Robert Ballard har undersøgt Sortehavets bund ved hjælp af en undervands-robot og der fundet tegn på menneskelig bebyggelse.

Mange folkeslag har beretningen om en oprindelig flodbølge blandt deres gamle myter. I Bibelens Genesis skilte Gud vandene og skabte Himmel og Jord. I den Ægyptiske skabelsesmyte var alt i begyndelsen også et kaos af vand, og Guden Ra skilte vandene og skabte Verden. Bibelen har også historien om syndfloden, og hvordan Noah og hans familie overlevede. I den Skandinaviske mytologi dræbte guderne Odin, Vile og Ve urjætten Ymer; i den flodbølge, som skabtes af Hrymers blod, druknede alle hans børn, rimturserne, undtagen Bergelmer og hans kone, og fra dem nedstammede Jætterne. Selv de Australske Aboriginals har en oprindelig flodbølge blandt deres gamle myter.

Et grønt Sahara

Klippemaleri med giraffer fra Tassili i det sydlige Algeriet Klippemaleri med elefant fra Tadrart Acacus i Libyen
Til venstre: Klippemaleri med giraffer fra Tassili i det sydlige Algeriet.
Til højre: Klippemaleri med en elefant fra Tadrart Acacus i det sydlige Libyen.

I en længere periode, som ret groft svarer til det Holocæne Optimum, oplevede det nordlige Afrika en tid med et betydeligt mere vådt og regnfuldt klima end det, som nu hersker i regionen. Mange angiver perioden til at være fra 8.500 til 3.500 f. Kr. (10.500 til 5.500 år før nutid), men der synes at herske usikkerhed om dateringen.

Hvor der nu er gold afsveden ørken, var dengang savanne med udbredte græsarealer og enkelte træer. Der levede løver elefanter, giraffer og andre dyr, som nu er karakteristiske for det sydlige Afrika.

Tidligere professor i Afrikansk historie ved London Universitet Roland Oliver beskrev landskabet således: De store bjergkæder Tibesti og Hoggar, som idag er nøgen klippe, var dengang dækket af skove af eg og valnød, lind, el og elm. De lavere skråninger, sammen med de mindre bjerge - Tassili og Acacus mod nord, Ennedi og Air mod syd - var bevokset med oliven, enebær og aleppofyr. Gennem dalenes græssletter strømmende floder fyldte med fisk.

Klippemaleri med mænd i både fra  Algeriet
Klippemaleri, som forestiller mænd i både fra Tassili-n-Ajjer i det sydlige Algeriet.

Klippemalerier over hele Sahara vidner om en tid, da landet var grønnere og hjemsted for løver, elefanter, giraffer, antiloper, flodheste og krokodiller. Et billede fra Tassili, som idag er en afsveden ørken, viser mænd, som står op i både, der sejler på vandet. Det vidner om, at der var søer og floder på steder, hvor der idag ikke findes et græsstrå.

De fleste af klippemalerierne i Sahara er fundet i Algeriet, Libyen, Marokko og Niger samt i mindre grad Egypten, Sudan, Tunesien og nogle Sahel lande. Air bjergene i Niger, Tassili-n-Ajjer plateauet i det sydøstlige Algeriet og Fezzan region i det sydvestlige Libyen er særligt rige på gamle klippemalerier.

Lake Chad nåede en maksimal udstrækning på omkring 400.000 kvadratkilometer, hvilket er større end den moderne Kaspiske Hav, med et overflade niveau omkring 30 m. højere end i moderne tid.
Det østlige Sahara fra før 8.500 til 7.000 f. Kr Det østlige Sahara fra 7.000 til 3.500 f. Kr
Klima-betingede bosættelser i det østlige Sahara gennem de vigtigste faser af Holocæn. Røde prikker indikerer hoved-bosættelses-områder, hvide prikker indikerer mere isolerede bosættelser i forbindelse med klimatiske tilflugts-steder og periodiske skift af græsgange. Nedbørs-zoner er vist med grønne nuancer efter bedste skøn på grundlag af geologiske, arkæologiske og arkæo-botaniske data.
(A) Under den sidste istids Maximum og slutningen af Pleistocæn, det vil sige fra 20.000 til 8.500 f. Kr. (22.000 til 10.500 år før nutid) var Sahara ørkenen blottet for enhver bosættelse udenfor Nildalen og ørkenen strakte sig 400 km. længere mod Syd, end den gør i dag.
(B) Med den pludselige fremkomst af monsunregnen omkring 8.500 f. Kr. blev den hyper-tørre ørken erstattet af savanne-lignende landskaber, som hurtigt blev beboet af forhistoriske mennesker. I det tidlige Holocæne Optimum var det sydlige Sahara og Nildalen tilsyneladende for fugtigt og farligt for væsenlig menneskelig bosættelse.
(C) Omkring 7.000 f. Kr. var menneskelig bosættelse blevet veletableret i hele den østlige Sahara, hvilket skabte en kvæg-nomade kultur.
(D) Aftagende monsun-regn var årsag til en begyndende udtørring af den Ægyptiske del af Sahara omkring 5.300 f. Kr. De forhistoriske folk blev tvunget til at søge ind i Nildalen, at bosætte sig i oaser eller at udvandre til det Sudanske Sahara, hvor nedbør og overfladevand stadig var tilstrækkeligt. Saharas tilbagevenden til egentlige ørken-betingelser omkring 3.500 f. Kr. faldt sammen med de indledende stadier af Ægyptiske civilisation i Nildalen. - Fra Kuper og Kröpelin (2006).

Omkring 3.500 f. Kr bredte ørkenen sig igen over Nord Afrika, og de spredte kvæg-nomader flyttede til Nildalen, hvor de begyndte at dyrke Jorden, og hvor de oprettede det første Dynasty og grundlagde dermed den berømte Ægyptiske kultur.
Sfinx fra Luxor Løver, som repræsenterer guden Aker
Til venstre: Sfinx fra Luxor - En sfinx er en løve med et menneskehoved.
Til højre: Løver, som repræsenterer guden Aker.

På faraoernes tid var der stadig løver i Ægypten. De levede på grænsen til ørkenen, hvor de var kendte som vogterne af den østlige og vestlige horisont eller vogtere af den østlige og vestlige nedgang til underverdenen. Sfinx'erne forestiller muligvis farao i løve-skikkelse med menneskehoved.

Der levede elefanter i Nord Afrika længe efter at ørkenen var vendt tilbage i det centrale Sahara.

Nord Afrikanske skov-elefanter var noget mindre end både den Indiske elefant og den Afrikanske steppe-elefant. Dens latinske navn lyder Loxodonta africana pharaoensis, og den blev udryddet i det andet århundrede; efter sigende skulle den være gået til i de Romerske arenaer.

Det undrede Cicero at da tyve elefanter, en hidtil uset antal, blev angrebet af mænd med spyd i arenaen i et show givet af den store Pompejus, blev alle tilskuerne i teateret så dybt berørte at de begyndte at græde.

Uddrivelsen fra Paradisets Have
Uddrivelsen fra Paradisets Have malet af Natoire i år 1740.

Også den Arabiske ørken i Mellemøsten og Rajastan ørkenen mellem Indien og Pakistan oplevede en våd periode i den første del af Holocæn. I ørkenernes udtørrede søer har man fundet sporer fra planter, som er karakteristiske for en savanne vegetation.

Andre undersøgelser viser, at Centralasien i begyndelsen af Holocæn oplevede et vådere klima end i dag, karakteriseret ved sommertemperaturer, som var 2-3,5 grader højere. I Kina kunne risen plantes næsten en hel måned tidligere end det normalt er tilfældet idag. Bambus-lunde kunne findes tre breddegrader længere mod nord, end de findes i moderne tid. (Uriarte, Chu Ko-chen)

Mange folkeslag har gamle myter om et oprindeligt hjemland, som de forlod i en fjern fortid. De antikke Doriske Grækere indvandrede fra nord; de Skandinaviske folk mindes Asgaard og Midgaard; ifølge deres gamle myter kom Romerne oprindelig fra Troja, og den vel nok bedst kendte myte af denne art er den Bibelske fortælling om uddrivelsen fra Paradisets Have. Det er ganske sandsynligt, at de faktorer, som tvang folkene til udvandring, har været forbundet med sådanne klima-ændringer, som fandt sted i forbindelse med afslutningen af det Holocæne Optimum.

Mellem det Holocæne optimum og den Romerske varmeperiode

Omkring 5.500 til 5.000 før nutid indtraf Piora kulde-perioden, der er opkaldt efter Val Piora dalen i Schweiz, som var det første sted, hvor den blev konstateret ved hjælp af pollen analyse. De mere varmekrævende træer som elm og lind blev sjældnere og genvandt aldrig senere deres dominerende position i skoven. Der er fundet indikationer af denne kuldeperiode både i Alaska, i Andesbjergene i Colombia og i bjergene i Kenya (Lamb).
Nedbør i Rajastan ørkenen Harappa og Mohenjodaro
Til venstre: Nedbør i Rajastan ørkenen. Det ses at i tiden før Holocæn var det en ret tør ørken, nedbøren kulminerede omkring 6.000 år før nutid og mens Harappan kulturen eksisterede var nedbøren 600 til 800 mm om året. Det kan sammenlignes med den gennemsnitlige årlige nedbør i Danmark, som er 745 mm. (Fra H. H. Lamb: Climate, History and the Modern World).
Til højre: Byerne Harappa og Mohenjodaro fandtes i Indus dalen for 4.000 år siden.

I Indus dalen, hvor idag Rajastans tørre Thar ørken breder sig, blomstrede byerne Harappa og Mohenjodaro mellem 4.600 og 3.900 år før nutid. Da deres civilisation var på sit højeste, omfattede den et areal, som var større end Nil dalen og Mesopotamien tilsammen. Indbyggerne dyrkede hvede, byg, meloner, dadler og måske bomuld. På savannen og langs nu udtørrede floder levede elefanter, næsehorn og vandbøfler. Den årlige nedbør er estimeret til at have været mellem 400 og 800 mm.

I den Arabiske ørken har man også fundet tegn på menneskelig beboelse fra omkring 5.000 år før nutid.

Almindelig hirse I den Minoiske varmeperiode dyrkedes hirse i Syd-Skandinavien.

Der vides ikke meget om den Minoiske varmeperiode udover, hvad der kan aflæses af kerner fra boringer i indlandsisen. At klimaet virkelig var varmere dengang kan dog afledes af at der i den Minoiske varmeperiode, som indtraf i bronzealderen, blev dyrket hirse i det sydlige Skandinavien. Hirse dyrkes idag i tropiske og subtropiske områder; den er en vigtig afgrøde i Asien, Afrika samt i det sydlige USA. Den årlige gennemsnits-temperatur i Missisippi og Alabama er omkring 10 grader, hvilket skal sammenholdes med nutidens årlige gennemsnits-temperatur i Danmark, som er 8 grader. Så måske var klimaet midt i bronzealderen omkring 2 grader varmere end i nutiden i Skandinavien.

Rom blev som bekendt grundlagt af Romulus og Remus i 753 f. Kr. Den romerske historiker Livy fortæller at i byens tidlige historie var nogle få alvorlige vintre, hvor der var is på Tiberen og sneen blev liggende i mange dage. Det siges at før den Romerske varmeperiode voksede bøgetræer i bjergene omkring Rom.

Klimaændringer har altid fundet sted, det er dokumenteret i Bibelen. I Jeremias 18.14 i det gamle Testamente står der: "Forlader Libanons Sne den Almægtiges klippe, eller udtørres Bjergenes kølige, rislende Vande, siden mit Folk har glemt mig og ofrer til Løgn?". Det indikerer, at det virkelig har været forholdsvis køligt omkring Middelhavet da Jeremias levede omkring 600 f. Kr. I vore dage er der ingen evig sne på Libanons bjerge.
Havisens udbredelse Pytheas rejser
Til venstre: Havisens udbredelse i Polarhavet - Det hvide område repræsenterer isens udbredelse den 31. august 2007. Den røde linie markerer den gennemsnitlige udbredelse af havisen i august måned fra år 1979 til 2000. Det ses at der i moderne tid er temmelig langt fra Island til isen ved den Grønlandske østkyst nord for Scoresbysund. Uanset om Pytheas gik i land på Færøerne, Island eller Vest Norge vil kun en dags sejlads til det størknede hav betyde at havisen om sommeren havde ganske betydelig større udbredelse end i nutiden.
Til højre: Pytheas rejser - Fra Histoire des Marées: Pythéas le massaliote

Omkring 310-300 f. Kr. berejste den græske opdagelses-rejsende Pytheas fra Massalia (Marseille) Vest Europas kyster. Han kom til Skotland og Hebriderne, hvor han så bølger, som var "80 cubit høje" (cubit er en antik længde-enhed på 45,72 cm). Han sejlede til øen Thule, som lå 6 dage og 6 nætters sejlads nord for Berrice, som antages at være Shetlandsøerne. Der er usikkerhed om hvorvidt Pytheas' Thule er Færøerne, Island eller Vest Norge.

Afstanden mellem Shetland og Færøerne er 150 sømil, og afstanden mellem Shetland og Island er omkring 380 sømil. På turen til Færøerne skulle han således have holdt en fart på 1 knob, hvilket lyder ret overkommeligt, også for den tid. Hvis Thule var Island, skulle han have holdt en fart på 2,6 knob, hvilket vel heller ikke var umuligt med en god vind.

Han beskriver Thule som en ø, der ligger seks dages sejlads nord for Shetland, nær den frosne hav. Der er ikke nogen nat ved midsommer, fortæller han, hvilket indikerer at der tale om polarcirklen, og at han besøgte øen om sommeren. Det frosne hav er en dags sejlads nord for øen, fortæller han, hvilket også tyder på, at der er tale om Island frem for Færøerne.
En statue af Pytheas foran børsen i Marseille Pytheas skib
Til venstre: En statue af Pytheas foran børsen i Marseille.
Til højre: En rekonstruktion af Pytheas skib. En skib af denne type kan ikke have besejlet Nord Atlanten om vinteren. Det understreger at han besøgte Thule om sommeren.

Imidlertid i moderne tid findes havisen nærmest Island om sommeren nord for Scorebysund på Grønlands østkyst. Fra Island til nord for Scoresbysund er godt 350 sømil. Pytheas sejlede måske 2,6 knob, så det ville have taget ham knap 6 dage og nætter at komme til det frosne hav - med havisens moderne udbredelse.

Men da han skrev, at havisen kun lå en dags sejlads mod nord fra Thule, kan vi konkludere, at havisen i Polarhavet om sommeren var langt mere udbredt på hans tid, 300 f. Kr, end den er i vore dage.

Pytheas nævner at øen var beboet. Folk levede af hirse og andre urter, og af frugt og rødder, og hvor der var korn og honning, fik de deres drik heraf. Landet var regnfuldt og manglede solskin, skrev han. Det får mange til at mene, at han i virkeligheden gik i land i Norge. Men hvis havisen kun var en dags sejlads derfra, indikerer det blot en endnu større udbredelse.

Den Romerske Varme-periode

Fresco fra Pompeji Fresco i Pompeji, som forestiller et Romersk orgie - Casa dei Casti Amanti. Som det ses på deres lette påklædning må det have været ganske varmt.

Den Romerske varmeperiode startede ret pludseligt omkring 250 f. Kr. og sluttede omkring 400 e. Kr. De antikke Grækere og Romere levede i et ret behageligt klima, hvilket man også kan se på de luftige gevanter, som de antikke statuer ofte er iklædt.

Nogle studier i en mose i Penido Vello i Spanien har vist, at det i den romerske periode var omkring 2-2,5 grader varmere end i moderne tid.

Den romerske varmeperiode er rigeligt dokumenteret af utallige analyser af sedimenter, træringe, pollen og iskerner - især fra den nordlige halvkugle. Studier fra Kina, Nord Amerika, Venezuela, Syd Afrika, Island, Grønland og Sargasso Havet har alle eftervist den Romerske Varmeperiode. Desuden er den dokumenteret af antikke forfattere og historiske begivenheder.

Romeren Columella skrev i det første århundrede efter Kristus i "De Re Rustica" (bog 1), idet han citerede den "pålidelige forfatter Saserna": "Områder (i Italien), som tidligere på grund af vejrets regelmæssige strenghed, ikke kunne yde nogen beskyttelse for vinstokke eller oliventræer plantet der, nu, da den tidligere kulde har fortaget sig, producerer oliven og vin i den største overflod."

Mønter fra Kartago med elefant motiver Mønter fra Kartago med elefant motiver
Mønter fra Kartago med elefant motiver. Bemærk den første mønt fra venstre, her er manden ret stor i forhold til elefanten, hvilket indikerer at det virkelig var forholdsvis små elefanter.

Hannibal bragte en hel hær, udstyret med 37 krigselefanter over Alperne i 218 f. Kr.- om vinteren

Den antikke forfatter Pausanias skrev i det andet århundrede om brug af krigs-elefanter: "For skønt brugen af elfenben i kunst og kunsthåndværk åbenbart har været kendt fra gammel tid af alle mænd, så havde ingen set de faktiske dyr, før Makedonerne invaderede ind i Asien, undtagen Inderne selv, Libyerne, og deres naboer." Det lyder, som han mener at elefanter retteligt hører hjemme i både i Indien og Libyen.
Romerske broer i Syrien og Jordan
Romerske broer i Syrien, Jordan og Irak. De floder, som de førte over, er for længst udtørrede.
Øverst til venstre: Ruinerne af en Romersk bro mellem landsbyerne Ayyash og Ain Abu Jima i den nordvestlige del af Jebel Bishri ved floden Eufrat.- Foto: Minna Lönnqvist.
Øverst til højre: Romersk bro i Uthma i Syrien - foto: arminhermann
I midten til venstre: Romersk bro i Maharda i Syrien.
I midten til højre: Den romerske bro Djemarin i Syrien.
Nederst til venstre: Den romersk bro Ain Diwar ved Malikiyeh i Syrian nær den tyrkiske grænse.
Nederst til højre: Romersk bro, som spænder over Sabun Suyu, som var en biflod til Afrin i Syrien.

Det forekommer usandsynligt at Hannibal skulle have importeret sine 37 krigselefanter hele vejen fra Indien til hans hjemland Spanien. Derfor antager de fleste, at der var tale om Afrikanske elefanter.

Den almindelige Afrikanske steppe-elefant lader sig vanskeligt tæmme, og derfor har der sandsynligvis været tale om en nu uddød elefant-art kaldet Nordafrikansk skovelefant, som var lidt mindre end både den Indiske elefant og den almindelige Afrikanske steppe-elefant.

Under den Romerske Varmeperiodes kulmination voksede oliventræer i Rhindalen i Tyskland. Lokalisering af vinmarker er også en god indikator for temperaturen. Citrustræer og vindruer blev dyrket i England så langt nord som ved Hadrians mur nær Newcastle. Man har fundet oliven presser i Sagalassos på det Anatolske højland i det nuværende Tyrkiet, som er et område, hvor det i dag er for koldt til at dyrke oliven.

Strabo skrev at omkring 120 - 114 f. Kr. indtraf en serie af storme i Nordsøen, som forårsagde den såkaldte Cymbriske flodbølge, der oversvømmede store arealer langs kysten af Danmark og Nord Tyskland og derved var årsag til Cimbrerne og Teutonernes folkevandring.

Den romerske by Petra i den Jordanske ørken
Ruinbyen Petra i den Jordanske ørken. Den blev forsynet med vand fra en anlagt kanal. Vi må antage at det har været således, at engang i fortiden, da byen blev anlagt, var der forsyning af vand på stedet. Da klimaet blev mere tørt, anlagde man en kanal for vandforsyning, men tilsidst gav indbyggerne op. Det vides at i korstogenes tid i 1100-tallet var Petra stadig beboet. Kong Balduin 1. af Jerusalem opholdt sig en tid i byen.

Nord Afrika var Roms kornkammer, hvilket kan være svært at forestille sig idag. Men det var betydelig mere grønt og frugtbart end i nutiden. Byen Petra i Jordan trivedes mellem 300 f. Kr og 100 e. Kr, idag er den forladt og ligger langt ude i den Jordanske ørken.

I den Romerske varmeperiode herskede et mere fugtigt klima i Nord Afrika og Mellemøsten end idag. I Alexandria førte Claudius Ptolemaeus i 120 e. Kr. dagbog over vejret. Den viser en bemærkelsesværdig forskel i forhold til nutidens klima på dette sted. Det regnede hver måned undtagen August, der var torden i alle sommer-månederne samt i nogle andre måneder, og meget varme dage var mest almindelige i Juli og August.

Ptolemaeus fra Alexandria skrev også om fire floder i Arabien og om handelsruter, som tidligere havde været i brug, men allerede i hans tid var ufremkommelige. I mellemøsten findes stadig ruiner af mange romerske broer bygget over floder, som nu er tørret ud.

Omkring år 400 e.Kr. beklagede romeren Symmachus sig i sine breve over den told, som han måtte betale for nogle bjørne, som han havde importeret fra Nordafrika til at bruge i den cirkus forestilling, som hans søn var forpligtet til at give i forbindelse med hans udnævnelse som senator. De krokodiller, som det var lykkedes ham at finde, nægtede at spise, og han var bekymret for at de stakkels dyr skulle dø af sult, før de kunne spille deres rolle i hans søns cirkus forestilling.

Den fortsatte spredning af vindyrkning mod nord fremgår af et dekret fra kejser Domitian, som forbyder dyrkning af vin i imperiets vestlige og nordlige provinser hinsides Alperne. Dekretet blev tilbagekaldt af Probus i 280 e. Kr. hvilket tillod romerne at introducere vindyrkning i Tyskland og England.

Den Romerske Varmeperiode sluttede omkring 350-400 e. Kr.

Folkevandringernes Kuldeperiode

Vandaler, Sveber og Alaner går over den tilfrosne Rhin i 406 e. Kr. Densitet af år-ringe i lærketræer ved Zermat i Alperne - fra Climate History and the Modern World af H.H. Lamb
Til venstre: Vandaler, Sveber og Alaner krydser den tilfrosne Rhin i 406 e. Kr.- maleri af ukendt kunstner.
Til højre: Densitet af år-ringe i lærketræer ved Zermat i Alperne. Tiden skrider frem fra venstre mod højre. Den lodrette røde streg markerer år 400 e. Kr. - fra "Climate History and the Modern World" af H. H. Lamb.

Vandalerne gik over den frosne Rhin nytårsaften 406 e. Kr og indledte dermed Folkevandringstiden og varslede det Vestlige Romerriges undergang. Den kendsgerning, at Rhinen var frossen, vidner om et helt andet klima end det, som herskede, da der voksede oliventræer i Rhindalen. Jeg mindes ikke at Rhinen har været frossen i moderne tid.

Mange mener at udbredt tørke i det centrale Eurasien udløste folkevandringerne mod både Kina og Romerriget fra omkring 300 e. Kr. til 500 e. Kr.
Sagnet om Fimbul vinteren Ændringer i øvre trægrænse i to områder i White Mountains i Californien og i alperne i Schweiz og Østrig.
Til venstre: Det skandinaviske sagn om Fimbul vinteren.
Til højre: Ændringer i øvre trægrænse i to områder i White Mountains i Californien og Alperne i Schweiz og Østrig. Det viser at i store træk har temperaturen trægrænsen, og dermed temperaturen, været faldende gennem mindst 3.000 år - Den lodrette røde linie markerer 400 e. Kr. - fra "Climate History and the Modern World" af H.H. Lamb.

H. H. Lamb skriver i sin "Climate History and the Modern World": "Gennem århundreder, i romersk tid fra omkring 150 f. Kr. til 300 e. Kr. eller nogle få årtier senere, brugte kamelkaravaner den store Silkevej gennem Asien til handel med luksusvarer fra Kina. Men fra det fjerde århundrede e. Kr. som vi ved fra ændringer i vandstanden i det Kaspiske Hav og studier af uregelmæssigheder i floder, søer og forladte byer i Sinkiang og Central Asien, udviklede tørke sig i sådant omfang, at det stoppede trafikken på denne rute. Andre alvorlige stadier af denne tørke opstod mellem 300 e. Kr. og 800 e. Kr., og særligt omkring disse datoer, som det kan konstateres fra indhavets gamle kystlinier og gamle havne konstruktioner, som indikerer en meget lav vandstand i det Kaspiske hav omkring disse tider." (side 159).

Typer  fra Mogave hulerne ved Dun Huang fra Northern Wei perioden
Kinesisk hulemaleri fra Mogave Caves ved Dun Huang fra Northern Wei perioden (386 - 535 e. Kr.) - Nogle barske mænd, var de konger?

Tørken i Eurasien syntes således at have haft to maxima, nemlig omkring 300 e. Kr. og omkring 800 e. Kr.

Allerede godt 300 e. Kr. fik Kina problemer med flygtninge fra steppen. "De fem Hu" folk fra nord, Xiong Nu, Xianbei, Di, Qiang og Jie søgte tilflugt i kejserriget bag den store mur. Da mandarinerne beordrede dem til at rejse tilbage til deres hjemstavn, svarede de igen med våbenmagt og oprettede deres egne folkevandrings stater. Dette indledte perioden i kinesisk historie kaldet "De Seksten Kongedømmer".

Tørken på den østlige steppe drev også mange folkeslag mod Romerriget. Fra omkring år 400 e. Kr. indvaderede Vestgoter, Østgotere, Vandaler, Alaner, Sveber, Hunner, Gepider, Anglere, Saxere, Frankere, Jyder, Alemanner, Burgunder og Langobarder. Senere angreb Avarer, Magyarer, Arabere, Vikinger og Vendere. Den politiske opdeling af det moderne Europa er i hovedsagen et resultat af alle disse folkeslags indbyrdes opgør.

Ragnarok
Ragnarok - Hos de Skandinaviske folk fortælles om Fimbulvinteren, som vil indvarsle Ragnarok-slaget, der er Verdens endeligt.
I første del af Snorres Edda, Gylfaginning står: Da mælte Gangleri: "Hvilke tidender er der at berette om Ragnarok? Dette haver jeg ikke før hørt omtalt".
Hár siger: "Store tidender er der at sige og mange. For det første er den vinter kommet, der kaldes Fimbulvetr. Da driver sneen fra alle retninger. Frosten er da hård og vindene stærkt blæsende. Ikke nytter solen. Der farer tre vintre sammen og ikke sommer imellem; men før ganger således andre tre vintre, hvor der er over hele verden er store kampe. Da dræbes brødre for havesyges skyld, og ingen skåner fader eller sønner i manddrabene eller slægtskabsbrud...".

Byzantineren Procopius skrev i sit værk Vandalkrigen, at "dette år (536 e. Kr.) skete der et særdeles mærkeligt under. Hele dette år lyste Solen nemlig som Månen, uden stråleglans, som i en næsten evig eklipse, med mat lys og ikke som ellers. Fra det øjeblik, fænomenet indtraf, var menneskene hele tiden udsat for krig, sult og andre dødelige ting." Hans landsmand Lydus skrev: "Solen blev svag - i næsten et helt år - så at frugterne døde uden for høsttid."

Patriarken af Antioch, Michael fra Syrien (1126-1199 e. Kr.) skrev om året 536 e. Kr.: "Solen blev mørk og formørkelsen varede i 18 måneder". De gæliske irske Annaler registrerede: "Et mangel på brød i år 536 e.Kr." (Annals of Ulster) og "En mangel på brød i årene 536-539 e.Kr." (Annals of Inisfallen). I Kina blev det rapporteret, at sneen i disse år faldt i August.

Gregory af Tours skrev i "Frankernes Historie" (Bog 3:37) fra år 539-594 e. Kr.: "I dette år var vinteren frygtelig og mere streng end ellers, så at floderne blev holdt i frostens jerngreb og gjorde en vej for folket, som var det tør landjord. Fugle, ligeledes, blev påvirket af kulde og sult, og blev indfanget med hånden uden brug af snare, når sneen var dyb".

udbredelsen af havis i Polarhavet om vinteren
Udbredelsen af havis i Polarhavet om vinteren - Den gule linie viser den gennemsnitlige udbredelse af isen i Januar fra 1979 til 2000. Det hvide område repræsenterer udbredelsen i 2011.

Denne strenge vinter i Loire dalen dateres af Gregory som det år, da Theodobert døde. Dette skete 37 år efter Clovis død. Clovis var konge af Frankerne år 465-511 e. Kr. Året for vinteren er derfor år 548 e. Kr. Dette antyder at de strenge vintre i Europa fra år 536 e. Kr. kan have strakt sig mindst til år 548 e. Kr. (Alt om år 536 e. Kr. er fra Flemming Rickfors - se link nedenfor)

I Jæren i Norge omkring år 500 blev det store arealer opgivet som landbrugsjord, hvilket vidner om et koldere og barskere klima. Undersøgelser af tørvemoser i Jylland viser spor af flyvesand fra omkring samme tid (Lamb).

Den irske munk og geograf Dicuil skrev værket "De Mensura Orbis Terrae", som blev kendt ved det Karolingiske hof i år 825 e. Kr. Han beskrev øer i oceanet, der tidligere var beboet af eneboere, som imidlertid nu var fordrevet af vikinger. Han overleverer en beskrivelse fra munke, som havde levet i "Thule" indtil år 765e. Kr. Der havde de oplevet det frosne hav, som lå en dags sejlads mod nord. De fortalte om Thule, at "der ikke var mørke til at hindre en i at gøre, hvad man selv ville". Deres beskrivelse af solens gang såvel som af temperaturen passer fuldstændig på Island.

Rekonstruktion af irsk curragh
Rekonstruktion af irsk curragh fra Tim Severin's bog "The Brendan Voyage" - For at bevise at Sct. Brendan virkelig kunne sejle fra Irland via Færøerne, Island og Grønland til Labrador, byggede Tim Severin selv en curragh og gennemførte rejsen. - Det er indlysende at et sådant fartøj vil ikke kunne klare en vinter i Nord Atlanten. Sagnet om Sct. Brendan's rejse indeholder iøvrigt ingen oplysninger om klima.

Vi må tænke at han mener "en dags sejlads" om sommeren. Det må have været ganske udelukket for de irske munke at besejle Nord Atlanten om vintereren i deres små fartøjer, som kan have lignet de traditionelle skind-klædte irske curragh. Det indikerer at havis udbredelsen har været betydelig større omkring 700-800 e. Kr. end den er idag.

Kloster-årbøger fortæller om tiltagende strenge vintre. Således blev vinteren 763-64 e. Kr mange steder i Europa beskrevet som en vinter med et enormt snefald og store tab af oliven og figentræer i Syd Europa.

Også vinteren 858-60 e. Kr. var helt usædvanlig streng. Der var is på Dardaneller-strædet, og isen på Adriaterhavet nær Venedig var tyk nok til at bære fuldt lastede vogne.

Også omkring 860 e. Kr. besejlede nordmanden Floki Vilgerdason Island, som den første skandinav. Da han besøgte den nordlige Arnarfjord, fandt han den pakket med is. Hvilket indikerer at klimaet var betydelig koldere dengang end i vore dage også i de nordlige lande.

Middelalder varmeperioden

Varme- og kulde-perioder gennem 2000 år
Varme- og kulde-perioder gennem 2000 år opstillet på grundlag af densiteten af ved i vækst-ringe hos fyrretræer i det nordlige Skandinavien fra perioden 138 f. Kr. til 2006 e. Kr. - Den blå kurve er de faktiske målinger. Den røde kurve resultatet af en matematisk udjævning med et 100 års rullende gennemsnit. Den stiplede linie over og under den røde temperaturkurve repræsenterer usikkerheden. Den røde stiplede linie foroven viser den generelle trend, nemlig at Middelalderen var varmere end nutidens varmeperiode, og Romertiden var varmere end Middelalderen. De lodrette grå felter repræsenterer udvalgte 30-årige perioder. Temperaturskalaen til venstre viser afvigelse fra middel-temperaturen i perioden 1951-1980. JJA betyder: Juni, Juli, August. Efter data fra Jan Esper, Ulf Büntgen, Mauri Timonen og David C. Frank "Variability and extremes of northern Scandinavian summer temperatures over the past two millennia." fra 2012.

Avancerede og nøjagtige målinger af massefylde i årringe i Nord-skandinaviske fyrretræer har dannet grundlag for en meget præcis moderne rekonstruktion af temperaturen gennem de sidste 2.000 år. Den viser at nutidens varmeperiode er koldere end middelalder-varmen, som igen var koldere end den romerske tidsalder. I nyere tid har der været nogle særligt varme år, for eksempel 2004, men de vil blive langt mindre synlige efter en matematisk udjævning. Der har formentligt altid været enkelte år med exceptionel varme eller kulde. Det fremgår også af de historiske beretninger ovenfor om særlig strenge vintre.

Rekonstruktion af irsk curragh
Havoverflade temperatur (Sea-Surface-Temperature) i det Øst Kinesiske Hav (mellem Japan, Taiwan og Kina). Det ses at temperaturen var ikke ens over hele Jorden. Den romerske Varmeperiode fandt også sted i Kina, Folkevandringernes kuldeperiode var markant, men ikke særlig langvarig, istedet blev den afløst af Sui-Tang varmeperioden. Den Middelalderlige varmeperiode var ikke særlig markant i Øst Asien og heller ikke den Lille Istid. Men den jævnt faldende temperatur-trend har været den samme i Kina som omkring Atlanterhavet.

Jan Esper og hans medforfattere til "Variability and extremes of northern Scandinavian - -" konkluderer at deres resultater "giver evidens for betydelig varme under den Romerske og den Middelalderlige varme-periode i større omfang og af længere varighed end det tyvende århundredes varme-periode." Mere specifikt identificerer de den Middelalderlige varmeperiode til at finde sted omkring 700 til 1300 e. Kr. og de identificerer det varmeste 30-års interval i denne periode, som forekommer 918 - 947 e. Kr. i hvilket tidsrum Juni-Juli-August temperaturerne var omtrent 0,3 grader varmere end det varmeste 30-årige interval i den nuværende varmeperiode. Deres resultater afviger fra andre forskeres, som angiver at Middelalder Varmeperioden først begyndte omkring 950 e. Kr.

Nordbo bebyggelser i Grønland
Nordbo bebyggelser i Grønland. Ø står for Østerbygden, M står for Mellembygden og V står for Vesterbygden. Da Nordbo bebyggelsen var på sit højeste anslås det ud fra størrelse og antal af gårde, at der har været mellem 3000 og 5000 skandinaver i Grønland, hvilket omtrent svarer til indbyggerantallet i København på samme tid.

I Nord Amerika synes der at have været en relativ varm og fugtig periode mellem 700 e. Kr. og 1200 e. Kr. hvor majsdyrkning spredte sig op langs Missisippi helt op til Minnesota. I fortidens affaldsdynger i Iowa har arkæologer fundet rester fra knogler af elg og hjort, som er skovdyr; men efter 1200 blev de ret pludseligt erstattet knogler af bison, som er et steppedyr, hvilket indikerer et skifte til et mere tørt klima.

Pollen analyser fra Lake Chad i Afrika udført af J. Maley fra Languedoc Universitet i Frankrig viser et maksimum af pollen fra vandkrævende planter i perioden 700 til 1200 e. Kr. og at vandkrævende planter gradvist forsvandt gennem perioden 1300 til 1500 e. kr. (Lamb). Middelalder-varmen indtraf ikke samtidig over hele Jorden. I Øst Asien blev den delvist erstattet af Sui-Tang varmeperioden, som indtraf mellem omkring 500 og 800 år e. Kr. Middelalder-varmen var mest mærkbar omkring Nord Atlanten, men selv på Antarktis kan den spores.

Beretningen om de Skandinaviske bosættelser på Grønland er en god illustration af Middelalder varme-perioden.

I år 986 sejlede Erik den Røde til Grønland med 35 skibe. Kun 14 skibe nåede frem, nogle sank og andre vendte tilbage til Island. De fleste af de 14 skibe sejlede ind i fjordene mod syd omkring Julianehåb og grundlagde Østerbygden, andre sejlede lidt længere nordpå og grundlagde den lille Mellembygd omkring det nuværende Ivigtut, og atter andre sejlede helt op til Godthåbsfjorden og grundlagde Vesterbygden.

Grønlænderne byggede gårde, huse og kirker. Der var både et munkekloster og et nonnekloster.

I Nordbo-gårdenes mødninger har arkæologer fundet mængder af fiskeben fra torsk. Det viser at det generelt har været varmere end i nutiden, fordi i hele 1900-tallet har det ikke været muligt at fiske torsk i Grønlandske farvande; det har været for koldt.

Grønlænderen Thorkel Farserk var en fætter til Erik den Røde. En gang, da han ventede Erik på besøg, ville han hente et får, som gik på græs på øen Hvalsey i Hvalseyjarfjord. Da han ikke lige havde en båd til rådighed, svømmede han ud til øen, fik fat i fåret og svømmede tilbage igen, så han kunne beværte sin fætter.
Hvalsey kirke
Hvalsey kirke.

Afstanden ud til øen er godt 3,2 km. Dr. Pugh fra Medical Research Laboratories har givet sin vurdering af denne bedrift til H. H. Lamb. Fra studier af Kanal-svømmeres udholdenhed ved man, at 10 grader vil være den absolut laveste vand-temperatur, som tillod en rutineret svømmer at tilbagelægge denne distance. I moderne tid er vand-temperaturen i Hvalseyjarfjord sædvanligvis i intervallet mellem 3-6 grader om sommeren. Derfor må vandet dengang have været mindst 4 grader varmere end idag.

I det Norske middelalder dokument Kongespejlet fra omkring 1250 e. Kr. fortælles om sejlruten til Grønland: "Så snart som det store ocean er blevet krydset, er der sådan en overflødighed af is at intet som dette kendes fra noget andet sted i hele Verden, og det ligger så langt fra land, at der er intet mindre end fire eller flere dages rejse dertil over isen, men denne is ligger mere mod Nord-Øst og Nord ud for land end mod Syd-Vest og Vest."

Det må betyde, at når man sejlede for eksempel stik vest fra Island om sommeren, ville man møde havis langs kysten af Grønland. I vore dage er der ikke havis så langt mod syd om sommeren. Men måske har de sejlet meget tidligt på året.

Vikingernes sejlruter
Vikingernes sejlruter til Island, Grønland og Amerika. - Fra McGovern and Perdikaris, 2000.

Videre fortælles i Kongespejlet om Grønland: "Men, da du spurgte, om landet var frit for is eller ikke, eller det var bedækket med is ligesom havet, da skal du vide det for vist, at det er en ringe del af landet, hvor der er bart for is, men alt det øvrige er bedækket med den, og folk vide ikke, om landet er stort eller lidet, fordi alle fjeldstrækninger og ligeledes alle dale ere skjulte af isen, saa at man ingensteds finder åbning derpaa." - "Fåtalligt er folket i dette land, fordi der kun få steder er så isfrit, at det er beboeligt"; - "Men da du spørger om, hvoraf folk lever i det land, eftersom de ikke sår korn, må du vide, at der gives endnu flere andre lande, hvor der ikke sås, og folk lever dog i dem; thi man lever ikke af brød alene. Om Grønland er frasagnet, at der er gode græsgange og både gode og store gårdbrug, thi man har der meget hornkvæg og mange får, og der laves meget smør og ost. Deraf lever indbyggerne da for det meste, ligeledes af kød og alskens jagtbytte, både rensdyrs-, hvale-, hvidbjørne- og sælhundekød; af disse ting nærer Grønlænderne sig." - "Men da du spurgte om solen skinner i Grønland, eller om det nogensinde kunne hænde sig,at det blev smukt vejr der som i andre lande, da skal du vide for sikkert, at der kan være smukt solskin, og at landet mestensdels ved højsommers tid kan kaldes vejrgodt.
Rekonstrueret vikingehus på L'Anse aux Meadows på New Foundland
Rekonstrueret vikingehus på L'Anse aux Meadows på New Foundland. - Efter udgravning af 2.400 nordbo genstande er der ingen tvivl om at vikingerne opdagede Amerika længe før Columbus.

Men der er stor forskel på solgangen; thi såsnart det er vinter er det næsten altid nat, men såsnart det er sommer, er det næsten hele tiden dag. Og når solen går højest, har den tilstrækkelig kraft til skin og lysning, men kun lidt til varme og hede; dog har den så stor kraft, at den, hvor jorden er isfri, varmer den så meget at den kan give godt og duftende græs; derfor kan folk ret vel bo i landet, hvor det er optøet, men det er rigtignok kun meget lidt." - "Når det er uvejr sker det med større strenghed der end de fleste andre steder både i henseende til stormens hvashed og frosten og sneens voldsomhed."

Men noget tyder på at Kongespejlet ikke var helt velorienteret. I grønlandske vikinge-mødninger har danske forskere fra Nationalmuseet fundet små stykker forkullede kornaks. Fundet beviser, at de første nordboere rent faktisk dyrkede byg. De var i stand til at producere den vigtigste ingrediens, der skulle til, for at brygge øl.

"Hvis kornet var blevet importeret, ville det have været tærsket, så når vi finder aksdele, er det en meget stærk indikation af, at de første nordboere dyrkede deres eget korn," sagde projektleder Peter Steen Henriksen. "Man må antage at hvis kornet var ankommet til Grønland med et skib, var det blevet tærsket først, da det ellers ville fylde alt for meget."

Synlige spor af dyrkede marker fra middelalderen 300-320 meter over havet ved Redesdale i Northhumberland
Synlige grøfter og furer fra middelalderlige marker ved Redesdale i Northhumberland i England i 300-320 meters højde over havet - Fra H. H. Lamb "Climate, History and the Modern World"

En anden god indikator for klimaet er udbredelsen af vindyrkning. Da Wilhelm Erobreren udarbejdede Doomsday Book 1086 e. Kr. blev der registreret vingårde 46 steder i det sydlige England, fra øst Anglia til det moderne Somerset. Idag er der 400 engelske vinproducenter, men det skal ses på baggrund af, at der i moderne tid er udviklet vinsorter, som er mere kulde-tolerante end de historiske sorter. H. H. Lamb konkluderer at middelalderens gennemsnitlige sommer-temperatur sandsynligvis var 0,7 til 1,0 grad højere end nutidens, og der må have været mindre tilbøjelighed til frost i Maj.

Ved den forladte landsby Houndtor i 400 meters højde over havet i højlandet Dartmoor i grevskabet Devon i England og ved Redesdale i Northhumberland nær grænsen til Skotland i 300-320 meter over havet findes stadig synlige spor af dyrkede marker fra middelalderen (H. H. Lamb). I denne højde kan man ikke dyrke korn i moderne tid.

I det middelalderlige York har arkæologer fundet tilstedeværelsen af en art af billen "heterogaster urtica", som idag kun lever på nælder på solvarme steder i Syd England, hvilket også indikerer at Middelalderen var varmere end nutiden (Lamb).

To af Siciliens floder, Erminio og San Leonardo, var i middelalderen beskrevet som sejlbare, hvilket idag er ganske umuligt selv med små fartøjer. Dette viser at nedbøren var større i middelalderens varme klima.

Den Lille Istid

Rhone gletcheren på et postkort fra 1870 sammelignet med virkeligheden i 2006 Rhone gletcheren i det nordøstlige Schweiz på et postkort fra 1870 sammenlignet med virkeligheden i 2006.
Udviklingen af denne gletcher har været meget synlig, da den kan ses fra den nærliggende lille by. Gennem de sidste 120 år har gletcheren trukket sig omkring 1.300 m. tilbage og efterladt sig et spor af nøgne sten.

Der er ikke enighed om hvornår den Lille Istid startede og sluttede, men lad os holde os til at Middelaldervarmen sluttede, og den Lille Istid begyndte omkring år 1300, som foreslået af Jan Esper og hans medforfattere ovenfor. Under Den Lille Istid var der ligesom i dag skiftevis milde og meget kolde vintre, men generelt var det koldere - og det blev rigtig koldt omkring 1690, som må betegnes som den lille istids kulmination. Der var også ekstraordinære kolde vintre omkring 1660 og 1770. Vinteren 1850 var ligeledes meget kold, men derefter steg temperaturen, og man kan sige at den Lille Istid sluttede, og den moderne varmeperiode begyndte.

Det blev tidligere koldt på de høje breddegrader end i det sydlige Europa. I Grønland og i de nordlige og nordøstlige dele af Island opgav man at dyrke byg allerede i 1300-tallet; medens vindyrkning i det sydlige England og det nordlige Frankrig samt dyrkning af appelsiner i Provence i Syd Frankrig først blev opgivet i 1500-tallet.

Gletcher-fremtrængen og tilbagetrækning gennem Holocæn
Otte tids-serier af Gletcher fremtrængen og tilbagetrækning gennem Holocæn i løbet af de sidste 6.000 år. De fleste er ikke kontinuerte, fordi de er baseret på morfologiske beviser, som er moræner, U-formede gletcherdale etc. De Skandinaviske kurver er dog kontinuerte. For at gøre det nemmere at sammenligne er de alle præsenteret som kurver. Kurven for Alperne er bedst understøttet af vækstringe i træer og anden dokumentation gennem de sidste 3.500 år. Bortset fra Skandinavien og Alperne kendes de nøjagtige tidspunkter for gletchernes tilbagetrækning ikke og er vist noget vilkårligt. De brune felter angiver områder, hvor der konkluderet ud fra indirekte beviser såsom rester af træer over den moderne trægrænse, begravet muldjord etc.
Når grafen er over den tilsvarende vandrette linie indikerer det varme og mindre gletchere end idag, og når grafen er under linien indikerer det kulde og gletcher-fremtrængen. Bemærk at navnet på de pågældende bjerge er anført ved start af selve grafen og ikke ved den sammenhørende vandrette linie. Alle grafer slutter på den tilhørende vandrette linie, som netop repræsenterer nutiden.
Kilder til information:
Franz Josef Land (En øgruppe i Polarhavet): Lubinsky et al., 1999,
Spitsbergen (En ø i Polarhavet, kaldes også Svalbard): Svendsen and Mangerud (1997) og Humlum et al. (2005).
Northern Scandinavia: Nesje et al. (2005), Bakke et al. (2005), IPCC (2007).
Southern Scandinavia: Matthews et al. (2000,2005), Lie et al. (2004), IPCC (2007).
Alps: Holzhauser et al. (2005),Jo'rin et al. (2006).
Brooks Range (I det nordlige Alaska): Ellis and Calkin (1984).
Western Cordillera-North America: Koch and Clague (2006).
Western Cordillera-South America: Koch and Clague (2006).
Gletchere på den Nordlige halvkugle har typisk været mindre i fortiden, og derefter er de vokset ned gennem Holocæn til et maksimum under den Lille istid, hvorefter de har trukket sig lidt tilbage.
Fra: "Mid- to Late Holocene climate change: an overview" af Heinz Wanner, Jurg Beer, Jonathan Butikofer med flere.

Den Lille istid synes at have været mest mærkbar i Europa og Nord Amerika; men den kunne også føles i Kina, Alaska, Kaukasus, Himalaya; alle steder voksede gletcherne. Kun Syd Amerika synes at have været ret upåvirket.

Dyrkning af varmekrævende frugttræer, som for eksempel mandariner og appelsiner måtte opgives i Kinas sydlige Jiangxi provins, hvor disse sorter før havde været dyrket i hundreder af år. I den første halvdel af 1600-tallet blev Kina hjemsøgt af tørke og oversvømmelser. Ude af stand til at betale deres skatter til Ming kejserne gjorde bønderne oprør og banede derved vejen for Manchuernes erobring af Kina og det efterfølgende Qing dynasty.

Vesterbygden i Godthåbsfjorden på Grønland blev forladt allerede omkring år 1350 i begyndelsen af kuldeperioden.

Islandske sagaer fortæller at omkring 1350 fik bispesædet i Østerbygden melding om, at den nordlige Vesterbygd havde behov for bistand til at bortdrive indtrængende Inuitter, som af Nordboerne blev kaldt Skrællinger. De sendte en kirkelig udsending, Ivar Bårdsøn, af sted for at hjælpe. Men da han ankom til Vesterbygden, fandt han landet øde bortset fra nogle få løsgående husdyr. Tager man de Islandske sagaer bogstaveligt, var det i højere grad Skrællingerne, end det var det forværrede klima, som var årsag til Vesterbygdens endeligt. Tilsyneladende har mødet mellem Inuitter og Nordboer ikke altid forløbet lige fredeligt.

Vesterbygden i Godthåbsfjorden
Vesterbygden dækkede stort set hvad, der idag er Nuuk (Godthåb) kommune. De røde prikker angiver gårde.

I 1723 besøgte Hans Egede Godthåb distriktet, og han spurgte Inuitterne i Ujaragssuit ved ruinen af Vesterbygdens kirke, om de havde ødelagt den. De svarede nej og fortalte, at Qavdlunak (Nordboerne) gjorde det selv, før de drog bort.

Ivar Bårdssøn boede i Grønland fra 1341 til 1364. Han skrev om sejladsen fra Island til Grønland: "Fra Snefelsness i Island til Grønland ad den korteste vej: to dage, og tre nætter. Der sejles stik vest. - I havet er der et stenrev kaldes Gunbjørnsskær. Det var den gamle rute, men nu kommer isen fra nord, så tæt på revene, at ingen kan sejle den gamle rute uden at risikere sit liv."

Den sidste sikre efterretning vi har om Østerbygden er fra nogle rejsende Islændinges beretning om et bryllup i Hvalsey kirke: "Tusinde og firehundrede otte år efter Vor Herre Jesu Kristi fødsel vare vi nærværende, så og påhørte på Hvalsøy på Grønland, at Sigrid Bjørnsdatter giftedes med Thorstein Olafsøn". Således står det lakonisk skrevet i de Islandske kilder, der beretter om Nordboernes liv i Grønland. Brylluppet fandt sted - første søndag efter Korsmesse - den 14. September 1408.
Udgravning af Nordbo grav i Vatnahverfi i Julianehåb distriktet
Udgravning af Nordbo grav i Vatnahverfi i Julianehåb distriktet, som var det det tidligere Østerbygden.

I 1492 udtrykte pave Alexander VI dog sin ængstelse for situationen i kristenhedens nordlige udpost: "Kirken i Garda ligger ved Verdens ende i Grønland, og folket, som dvæler der, er vant til at leve af tørret fisk og mælk på grund af mangel på brød, vin og olie - skibsfart til dette land er meget uregelmæssig på grund af udbredt is på vandet - intet skib har lagt til ved deres kyster i 80 år, tror man - eller hvis rejser finder sted, tror man, kun i august måned - og det siges også at ingen biskop eller præst har haft embede der i firs år eller der omkring." - "Befolkningen i Grønland har været forladt af kirken så længe, at de er vendt tilbage til den "hedenske praksis", skrev paven idet han tilbød Benediktiner munken Matthias Knutson stillingen som biskop i Gardar, hvis han ville være villig til at rejse derhen og lede folket tilbage til kristendommen.

Kulstof-14 analyser af knogler, optaget fra Nordboernes kirkegårde i Grønland, tyder på at Østerbygden eksisterede indtil omkring år 1500.
Børn leger på en frossen Hollandsk kanal under den Lille Istid
Under den "lille istid" i Europa blomstrede livet på frosne kanaler i Holland. Folk løb på skøjter og handlede i boder, som blev etableret på isen. Det er et yndet motiv hos flere malere - Maleri af Francis G. Mayer.

Der findes mange eskimoiske sagn om kampe mellem Nordboer og Inuitter, som handler om Nordboer, som dræber mange Inuitter, og Inuitter, som dræber nordboer. Hans Egede foretog mange rejser langs kysten for at søge efter de forsvundne Nordboer, da han i 1723 kom til Julianehåb distriktet, forekom det ham at Inuitterne her var "temmelig smukke og hvide" i modsætning til dem, som han før havde mødt. Hans søn Niels Egede var den første, som lærte sig Inuittisk. Til ham fortalte Inuitterne at Nordboerne blev angrebet af sørøvere, og deres kvinder og børn flygtede sammen Inuitterne. Da de vendte tilbage var alle Nordboernes huse brændt ned, og mændene dræbt. Inuitterne drog derefter dybere ind i fjorden og giftede sig med Nordbo kvinderne.

Et skib ført af John "Grønlænder" var i 1540 på rejse fra Hamburg til Island, men blev slået ud af kurs af en storm, og mandskabet gik i land i Grønland ved Østerbygden. De fandt en bebyggelse, som lignede dem på Island, men bygningerne var tomme bortset fra liget af en gammel mand klædt i læder med en hætte af klæde liggende på gulvet i et hus med en slidt kniv i hånden.

Temperatur og fugtighed i nærheden af Bern og Zurich i Schweiz som gennemsnit for hvert årti fra omkring 1520 til 1820 e. Kr.
Temperatur og fugtighed i nærheden af Bern og Zurich i Schweiz som gennemsnit for hvert årti fra omkring 1520 til 1820 e. Kr. - Temperaturen er den ubrudte linie og fugtigheden er den stiplede linie - Det ses at den lille istid kulminerede omkring 1690. Desuden ses det at der har været udbredt frostvejr i forårsmånederne Marts, April, Maj. Selv i sommer månederne har det været frostvejr - Udarbejdet af Dr. Christian Pfister fra det Geografiske Institut på Berns Universitet - Fra "Climate, History and the Modern World" af H. H. Lamb.

Da Hans Egede i 1741 efter sit ophold i Grønland boede i København, skrev han om en munk af Grønlandsk blod: "Hos en Tydsk Autorem ved Navn Dithmarum Blefkenium finder jeg ellers en Beretning om en Munk, som skulle være fød i Grønland, og med Biscoppen der sammesteds Anno 1645 (antagelig skal der stå 1545) skal være reyst til Norge, og levet siden udi Island l546, hvor hand, efter hans beretning, personlig skal have talt med ham. Denne samme Munk skal have fortalt forunderlige og mærkværdige Ting om et Dominikaner Kloster udi Grønland, som kaldes Stæ.Thomas Kloster, udi hvilket hand udi sin Barndom af sine Forældre var blevet hensatt for at vorde Munk".

Også en anden kilde, som Hans Egede nævner, fortæller om denne munk. Det drejer sig om en dansk søkaptajn ved navn Jacob Hal, der også har mødt den grønlandske munk og beskriver ham således: "Han havde et breedt Ansigt og var bruun af Farbe".

Omkring 1623-25 rapporterede Bjorn Jonsson fra Skardsa på Island, at han havde fundet vragrester på stranden, som var typiske for skibe bygget i Grønland.

I 1529 måtte en meget stor tyrkiske hær under sultan Süleyman trække sig tilbage fra belejringen af Wien på grund af ringe militære resultater, kold regn og megen sne allerede i Oktober.

Den tyrkiske belejring af Wien i 1529.
Den tyrkiske belejring af Wien i 1529 - På grund af kold regn og megen sne allerede i oktober måtte tyrkerne trække sig tilbage fra belejringen af Wien midt i måneden. De mistede mange soldater og meget udstyr under tilbagetoget til Konstantinopel gennem sne og mudder.

Ifølge en vejr-dagbog fra Zurich fra perioden 1546 til 1576 e. Kr. steg frekvensen af snevejr fra 44% i den første del af perioden indtil 1563, og steg yderligere med 63% i den sidste del til år 1576 (Lamb).

Tycho Brahes observationer i Danmark fra 1582 til 1597 viser en vinter temperatur, der var 1,5 grader under gennemsnittet for perioden 1880- 1930 e.Kr. Ifølge Tycho Brahes observationer var vind fra øst dominerende. I hans optegnelser var sydøst den hyppigste vindretning (Lamb).

En præst i det østlige Island ved navn Olafur Einarsson skrev i årene efter 1600 e.Kr. et digt, der illustrerer islændingene problemer:

Tidligere producerede jorden alle slags
frugt, planter og rødder.
Men nu næsten intet vokser ....

Da bragte elvene, søerne og de blå bølger
en overflod af fisk.
Men nu ser man næppe en.
Elendigheden vokser.
Det samme gælder for andre gode ting ....

Frost og kulde pine mennesker
De gode år er sjældne.
Hvis alt bør sættes på vers
Kun få tager sig af de elendige ..

Svenskerne går over isen i vinteren 1658 d. 30. januar
Slaget ved Tybrind Vig d. 30. januar 1658. Karl 10. Gustav gik over isen på Lille Bælt med 10.000 mand om natten og overrumplede derved fuldstændig Danskerne. Maleri af Johan Philip Lemke.

I vinteren 1657-1658 udbrød der krig mellem Danmark og Sverige. Den Svenske konge førte på dette tidspunkt krig i Polen. Vinteren viste sig at blive helt usædvanlig kold, og alle de danske farvande blev fuldstændigt dækket af is. Ved meddelelsen om den danske krigserklæring mistede den svenske kong Carl Gustav enhver interesse i Polen og vendte sig omgående mod Danmark. Han førte sine titusind mand med heste og nogle få kanoner over isen fra ø til ø, og snart dukkede de op foran Københavns mure. Samtidig var Danskerne ude af stand til at bruge sin flåde på grund af isen. Danmark-Norge var helt uforberedte på denne udvikling, og kong Frederik 3. bad om forhandlinger. Ved Roskildefreden måtte Danmark-Norge afgive Skåne, Blekinge, Bornholm og de norske provinser Bohuslen og Trondheim Len.

I 1580'erne var Danmarks-strædet mellem Grønland og Island i adskillige somre fuldstændig blokeret af pak-is. I vinteren 1695 var Island fuldstændig omgivet af havis.

Allerede omkring 1615 e. Kr. begyndte det Færøske torskefiskeri at fejle, og gennem de tredive år under den lille istids klimaks fra 1675 til 1704 e. Kr. var der overhovedet ingen torsk i Færøske farvande. En nylig dansk undersøgelse har vist at torsk kan trives i mange forskellige temperaturer, men de synes at foretrække temperaturer mellem 1 og 8 grader, når de yngler. Måske har vand-temperaturerne i Nord Atlanten været for lave. Gennem det meste af nyere tid har det ikke været muligt at fiske torsk i havet omkring Grønland, sikkert af samme grund.

Middelalder-varmen og den Lille Istid
Middelalder Varme Perioden og den Lille Istid. - Fra BBC dokumentarfilmen: "The Great Global Warming Swindle".

I Norge blev dannet nye små gletchere på Hardanger vidden under den Lille istids Maksimum. Mellem 1690 og 1710 e. Kr. var der i Norge talrige tilfælde af gårde, som blev ødelagt af fremtrængende gletchere. Således avancerede Nigardsbræen 3 km mellem 1710 og 1743 e. kr. og ødelagde derved en gård ved navn Nigard. Ejeren sendte et brev til kong Frederik 5. hvori han bad om erstatning for ødelæggelsen.

Også i Nord Amerika var vintrene meget kolde og lange. Indbyggerne i den lille engelske koloni Jamestown, som blev grundlagt i 1607 på kysten af Virginia i det nuværende USA, klagede over usædvanlige lange og kolde vintre. Quebecs grundlægger Samuel Champlain konstaterede i Juni måned i året 1608 at der var is, som kunne bære ved bredden af Lake Superior.

Den moderne Varmeperiode

Der er ingen konsensus om, hvornår det Lille Istid ophørte, og den Moderne Varmeperiode begyndte, men jeg vil holde mig til omkring 1850, som foreslået af Jan Esper, Ulf Büntgen med flere ovenfor.

Temperaturen i den moderne varme periode
Den globale temperatur i den moderne varme periode - Den røde punkterede linie er resultater fra GISS, som er Goddard Institute for Space Studies hos NASA. Den punkterede grønne linie er resultater fra UK Met Office Hadley Centre beregnet af Climatic Research Unit fra University of East Anglia. Den fuldt optrukne røde linie er resultaterne fra Goddard Institute for Space Studies hos NASA's resultater matematisk udjævnet med et 10-årigt rullende gennemsnit. Den fuldt optrukne grønne linie er resultaterne fra UK Met Office Hadley Centre matematisk udjævnet med et 10 årigt rullende gennemsnit. Den vandrette 0.0 linien repræsenterer et gennemsnit af 1850-1899 (UK Met Office Hadley Centre) and 1880 - 1899 (NASA's GISS). - Fra European Environment Agency. Den opadgående tendens hos de fuldt optrukne linier siden 1998 må vist skyldes nogle matematiske finesser, da temperaturen ikke er steget siden 1998, hvilket også er vist med de punkterede linier.

Siden 1850 er Jordens globale gennemsnits-temperatur gået op med omkring 0,8 grad i forhold til gennemsnittet i perioden 1850 - 1899. Europa er opvarmet mere end det globale gennemsnit nemlig 1,2 grad.

Det startede koldt. I januar og Februar 1864, da de danske soldater ventede bag Danevirke på de Preusiske og Østrigske hære, var både de udbredte moser i det vestlige Slesvig, som skulle beskytte deres højre flanke, og fjorden Slien, som skulle beskytte deres venstre flank, fuldstændig frosne, og netop derfor foretog de et organiseret tilbagetog til Dybbøl Skansen for at undgå omringning. Det ser også ud til at det har været koldt i skyttegravene i Flandern under 1. Verdenskrig.
Tilbagetoget fra Danevirke i 1864 To kvinder fra Malmø foran det tilfrosne Øresund i 1924
Til venstre: Maleri af Nils Simonsen "Episode af tilbagetoget fra Dannevirke den 5. - 6. februar 1864" malet i 1864.
Til højre: To unge kvinder fra Malmø foran det tilfrosne Øresund i 1924.

Der var lejlighedsvis is på Themsen. I 1924 var de indre danske farvande fuldstændig frossen til, og man kunne gå fra Skåne til København.

Nogle af den ældre generation af danskere kan sikkert huske, at deres familie på landet havde en kane stående i støvet hjørne af laden. I 1900-tallets begyndelse var det nemlig en selvfølge, at der var sne om vinteren, og skulle man nogen steder, spændte man blot hestene for kanen. Måske blev de sidste gang brugt under isvintrene i 1940'erne.

Støvstorm nær Boise city i Oklahoma USA
Boise city i Oklahoma USA blev d. 15. april 1935 ramt af en gigantisk støvstorm, som blæste det øverste muldjordslag af markerne. Denne omfattede katastrofe, som ramte det Amerikanske midtvesten, kaldes "the Dust Bowl".

I Nord Amerika var den Vestlige Prærie det sidste land, som blev bebygget i slutningen af 1800 tallet. Nybyggerne havde nogle få gode år, og derefter begyndte problemerne med græshopper og tørke at indfinde sig. "The Dust Bowl" i 1930'erne var skabt af udpint agerjord og år uden regn, hele marker lettede i store, sorte støvstorme, der kunne blæse i dagevis. "Der var støv allevegne. Det kom ind i husene, i maden, mellem tænderne," fortalte en nybygger. Hundredtusinder af mennesker læssede de få ejendele, de havde, og flygtede til Californien - som i Steinbecks "Vredens druer".

Også i Kina blev meget store nyopdyrkede arealer i provinserne Shaanxi og Indre Mongoliet reduceret til ørken i første halvdel af 1900-tallet.

Fra omkring 1915 og op gennem mellemkrigs-tiden steg temperaturen, og ved 2. Verdenskrigs slutning var den gennemsnitlige temperatur steget omkring en halv grad siden 1850. Denne opvarmnings-periode startede før biler, flyvemaskiner og andre CO2 udledende transportmidler i det hele taget var opfundet, og den menneskeskabte CO2 udlednig var ganske ubetydelig.
Isvinter i 1956 i Dalum nær Odense Udledning af CO2 fra fossile kilder
Til venstre: Isvinter i 1956 i Dalum nær Odense.
Til højre: Udledning af CO2 fra fossile kilder fra år 1800 til 2000. - fra Wikipedia.

Under det under industrielle opsving fra 1950 til 1980 blomstrede industrien som aldrig før, den leverede biler, køleskabe, flyvemaskiner og alskens forbrugsvarer. Hovedparten af menneskeskabt CO2 blev udledt netop i denne periode. Tilhængere af teorien om menneskeskabt global opvarmning mener at udledning af CO2 får den globale temperatur til at gå op. Men ikke desto mindre under det industrielle boom faldt temperaturen gennem fire årtier, og Nord Europa og Nord Amerika oplevede igen isvintre med megen sne.

Isbryder på Storebælt vinteren 1981-82
Isbryder i Storebælt vinteren 1981-82 - Foto Ove Hesstrup Hansen.

Is-vinteren 1981-82 var den koldeste, som nogensinde er blevet målt i Danmark. Vinteren startede allerede d. 7. december og d. 17. december blev der målt 25,6 graders frost i Jylland om dagen.

Først under den økonomiske krise i slutningen af firserne begyndte temperaturen igen at stige.

En tredjedel af al menneskelig udslip af CO2 er sket siden 1998. Men de globale temperaturer er ikke steget i samme periode.

Teorien om de menneskeskabte drivhusgassers som årsag til global opvarmning antager, at den langbølgede varmestråling fra den opvarmede Jord bliver blokeret af CO2, som virker som glasset i et drivhus og derved forhindrer varme i at udstråle tilbage til verdensrummet. Den langbølgede udgående varmestråling i drivhuset bliver standset af glasset, og derved bliver energien i strålingen omsat til varme i glasset.
Et lokomotiv graves fri af sneen på roskildebanen i vinteren 1942 Vinter i Charlottenlund i 1987
Til venstre: Et lokomotiv graves fri af sneen på Roskildebanen i vinteren 1942.
Til højre: Isskruninger på Øresund ved Charlottenlund i vinteren 1987.

Derfor antager videnskabsmænd at hvis teorien om den menneskeskabte globale opvarmning gennem drivhuseffekten er sand, så skulle man være i stand til at måle en opvarmning i atmosfæren. På samme måde som den udgående langbølgede varmestråling afsætter sin energi som varme i glasset i drivhuset, således burde den udgående langbølgede varmestråling fra jordoverfladen og skyerne, afsætte sin energi som varme i atmosfæren, idet det er her, den bliver standset af CO2, siges det. Videnskabsmænd har regnet ud, at det meste varme burde blive afsat i en højde af omkring 10 km. Men uanset om man måler med vejrballoner eller satelitter, kan der ikke konstateres nogen opvarmning i denne højde, tværtimod. Det står fast at opvarmningen finder sted ved jordoverfladen og ikke i atmosfæren - hvilket tyder på at ideen om den menneskeskabte globale opvarmning på grund af CO2 udledning ikke er sand.

Det er sandt at både atmosfærens CO2 indhold og den globale temperatur er gået op i den moderne varme-periode; Men opvarmningen passer ikke med teorien, den er sket det forkerte sted og på de forkerte tidspunkter.

Solpletter

Solen d. 8. Juni 2013 Solen som den så ud d. 8. Juni 2013 - fra spaceweather.com - I meget lang tid har der ikke vist sig nogen solpletter og eksperter var begyndt at frygte for en ny Lille Istid. Men nu har der endelig vist sig nogle små pletter.

På Solen kan man se nogle mørke pletter, som kaldet solpletter. De er typisk på størrelse med Jorden, hvilket vil sige mellem 4.000 og 50.000 km i diameter. Selve pletterne er omkring 1.000 grader koldere end resten af solens overflade, som er ca. 5.750 grader. I modsætning til, hvad man skulle tro, udstråler solen mest energi, når der er mange solpletter, fordi der samtidig med pletterne opstår varmere områder omkring dem, som mere end kompenserer for pletternes lavere temperatur.

Solpletter blev beskrevet første gang af den græske filosof Teofrastos fra Lesbos 300 f. Kr. Han så nogle mærkelige sorte pletter på solens overflade. Der findes også tidligere beretninger fra Kina, som fortæller at solpletter er blevet set med det blotte øje; det er undertiden muligt - med forsigtighed, når Solen står lavt på himlen og er sløret af dis. Galileo rettede sin kikkert mod solen i 1613, observerede og beskrev solpletter systematisk og udsendte et "Brev om Solpletter".

Nogle solpletter vokser sig meget store og varer flere måneder, andre bliver kun nogle få hundrede kvadratkilometer store og forsvinder i løbet af nogle få dage. Siden midten 1800-tallet har vi vidst, at antallet af solpletter varierer med en periode på 11 år, således at der hvert 11. år er mange solpletter.
Dagligt antal af solpletter siden år 1900
Dagligt antal af solpletter siden år 1900 fra Solar Influences Data Analysis Center (SIDC). Bemærk den 11-årige cyklus. Vi er netop i 2013 omkring maksimum for solplet-periode 24 fra omkring 2009 til omkring 2020. Maksimum solplet aktivitet skulle opstå omkring 2014-15, men antallet af daglige solpletter er alligevel stadigt ganske lavt.

Systematiske optællinger af solpletter har været rutine lige siden Galilei opfandt teleskopet. Under den Lille Istid berettede Astronomen Cassini fra Paris i 1671, at han havde fundet en solplet, og det var den første, som han havde set i mange år. Englænderen Edward Maunder studerede gamle optegnelser om solpletter, og kom frem til, at under den Lille Istid var der så godt som ingen solpletter. Perioden fik navnet Maunder minimum.

Det er således, at når der er mange solpletter, vil Solens magnetfelt være stærkt og afbøje megen af den kosmiske stråling rettet mod Jorden. Når der er ingen eller få solpletter vil Solens magnetfelt være svagt og tillade mere kosmisk stråling at ramme Jorden.
Kulstof-14 og Berylium-10 dannes når kosmisk stråling træder ind i atmosfæren Solens aktivitet gennem 1.000 år som resultat af Kulstof-14 analyse
Til venstre: Kulstof-14 og Berylium-10 dannes når kosmisk stråling træder ind i atmosfæren.
Til højre: Solens aktivitet gennem 1.000 år som afdækket af Kulstof-14 analyse. Oort minimum henfører til en mindre kuldeperiode i selve Middelalder Varme-perioden, bemærk også at Wolf og Sporer minimum indfandt sig i den Lille Istid. Kurven slutter omkring alle tiders maksimum omkring 1950. Siden er aktiviteten faldet betydeligt.

Når kosmisk stråling rammer Jordens atmosfære dannes nye isotoper især kulstof-14 og Beryllium-10. Når den kosmiske stråling er stærk, vil der således dannes meget af disse isotoper, og når den kosmiske stråling er svag, dannes ikke så meget. Både kulstof-14 og Beryllium-10 er ustabile isotoper, som henfalder over meget lang tid.

Ved at analysere historiske optegnelser, kulstof-14 indholdet i træers vækstringe og Berylium-10 indholdet i is-kerner fra indlandsisen, har man været i stand at rekonstruere fortidens niveau af kosmisk stråling, og identificere andre perioder, hvor Solens aktivitet og dens magnetfelt har været svagt, såsom Oort Minimum, Wolf Minimum, Sporer Minimum og naturligvis Maunders Minimum.

Solen stråler med en styrke på 1.370 W/m2 på en tænkt flade vinkelret på linien mellem Solen og Jorden placeret over atmosfæren ved ækvator.
Solen stråler med en styrke på omkring 1.370 W/m2 på en tænkt flade vinkelret på linien mellem Solen og Jorden placeret over atmosfæren omkring ækvator.

Der er en sammenhæng mellem antallet af solpletter og intensiteten af den solstråling, som rammer Jorden. Når der er mange solpletter vil solen stråle kraftigere. For tiden stråler solen med en styrke på 1.370 W/m2 på en tænkt flade vinkelret på linien mellem Solen og Jorden placeret over atmosfæren omkring ækvator. Sol-indstrålingen på denne flade svinger med en amplitude på 1,2 W/m2 mellem maksimum og minimum antal af solpletter. Det er kun 0,09% af den totale stråling - Det vil overhovedet ikke kunne mærkes!

Men, imidlertid, der er meget kraftige forstærknings-mekanismer.

Solen har et magnetfelt, som er flere tusind gange stærkere end Jordens. For tiden er Solens felt omkring 2.000 gauss, som skal sammenlignes med Jordens felt, som er 1 gauss. Det strækker sig langt ud i rummet, helt ud forbi Plutos bane. Siden 1990 er Solens magnetfelt faldet fra 2.700 gauss til de nuværende cirka 2.000 gauss. Solpletter er områder på Solen med intens magnetisk aktivitet. Mange solpletter er et tegn på at Solens magnetfelt er stærkt, og få solpletter betyder at feltet er mindre stærkt.

Sammenhæng mellem Solens magnetiske aktivitet og Jordens temperatur.
Eigil Friis-Christensen og Henrik Svensmark fandt en meget tæt sammenhæng mellem Solens magnetiske aktivitet og Jordens temperatur - Fra dokumentarfilmen "The Cloud Mystery".

Solen er en stjerne i galaksen Mælkevejen, som indeholder mindst 100 milliarder andre stjerner. Nogle stjerner eksplodere som super novaer og udsender derved partikler, der kan være elektroner, protoner, neutroner eller ioniserede atomkerner, som træder ind i Jordens atmosfære - til tider med tæt på lyshastighed. Jorden og Solsystemet bliver således konstant udsat for kosmisk stråling.

Men kun noget af den kosmiske stråling rammer Jorden; det meste bliver afbøjet af Solens stærke magnetfelt. Når der er mange solpletter, og Solens magnetfelt er stærkt, vil det afbøje megen stråling, og den kosmiske stråling, som træder ind i atmosfæren, vil være svag. En doven sol med få eller ingen solpletter vil betyde at Solens magnetfelt være svagere og afbøje en mindre del af den kosmiske stråling. Den stråling, som træder ind i atmosfæren, vil derfor være mere intens.

Solens har et meget stærkt magnetfelt
Solens har et meget stærkt magnetfelt, som strækker sig helt ud til Plutos bane. Det bør anføres at nordlys skabes af partikler udsendt fra Solen, som møder Jordens magnetfelt. Det skabes ikke direkte af solens magnetfelt.

De danske forskere Eigil Friis-Christensen og Henrik Svensmark har påvist at skyer skabes af den kosmiske stråling. Det vil sige, at når den kosmiske stråling, som træder ind i atmosfæren, er svag vil Jordens skydække være mindre omfattende, og når den kosmiske stråling er stærk, vil Jordens skydække være mere omfattende.

Vi forestiller os almindeligvis at skyer består af vanddamp. Det er ikke tilfældet, da vandamp er en tranperant gas. Skyer består af aerosoler, som er klumper af molekyler af forskellig slags, hovedsagelig vand-molekyler. Aerosoler dannes omkring en partikel eller en ion.

Når en kosmisk partikel træder ind i Jordens atmosfære med enorm hastighed, slår den elektroner løs fra alle de molekyler, som den rammer på sin vej, og skaber derved et spor af ioner, som hurtigt bliver til aerosoler i en atmosfære med indhold af vanddamp, og derved skabes skyer.

Kosmisk stråling danner ioner og dermed aerosoler
Når kosmisk strålings-partikler træder ind i Jordens atmosfære med stor energi danner ioner og dermed aerosoler, som samler sig til skyer.

Gennem de sidste 100 år indtil omkring årtusind-skiftet er Solens magnetiske felt fordoblet. Netop af denne grund er den kosmiske stråling, som rammer jorden, faldet med omkring 15%. Det har betydet, at der nu er færre lave skyer over Jorden. Lave skyer har en afkølende virkning, og da der er blevet færre af dem, har vi her antagelig forklaringen på den Moderne Varmeperiode. I dag er Jordens gennemsnitlige skydække omkring 60% - 70%. Små ændringer i skydække giver store ændringer i klima.

Vi har ofte selv mærket på vores krop at skydække en markant kølende. Vi ligger på sandet ved stranden efter en svømmetur, badet i solskin. Så glider en sky for solen, og vi mærker straks varmen forsvinde.

Under den Lille Istid var der i 1700-tallet en periode med ingen solpletter overhovedet. Vi kan derfor antage at Solens magnetfelt var svagt og derfor tillod megen kosmisk stråling at træde ind i Jordens atmosfære, hvilket dannede skyer i ret stort omfang. Dette omfattende skydække reflekterede solens stråler fra deres hvide overside og forhindrede dem derved i at opvarme Jorden, og derfor blev den Lille Istid sådan en kold periode.

Frekvensen af solpletter siden 1600
Middel årlige antal solpletter siden 1600 efter "Climate, History and the Modern World" af H. H. Lamb

Eigil Friis-Christensen og Henrik Svensmarks teori om, at variationer i Solens magnetfelt er årsag til klima-ændringer, udfordrer den herskende teori om at menneskabt CO2 er årsag til global opvarmning.

Christensen og Svensmarks teori bygger på enkle antagelser og simple eksperimenter, som bekræftes af erfaringer fra vort daglige liv; som for eksempel, at når der går en sky for solen, bliver det koldere. Et tågekammer er en simpel indretning, som har været kendt siden C.T.R. Wilson i 1927 fik Nobelprisen for opfindelsen.

Teorien om menneskeskabt CO2 som årsag til global opvarmning er langt mere spekulativ og underfundig og kræver i højere grad at almindelige mennesker tror blindt på eksperter.
Jordens temperatur siden 1880 Spor af elementatpartiklers bane i et Wilson tågekammer
Til venstre: Jordens temperatur siden 1880. Det ses at under den industrielle vækst i efterkrigstiden, hvor det meste CO2 blev udledt, faldt temperaturen ned imod 1980'ernes isvintre. Først med krisen i firserne begyndte den igen at stige - Fra dokumentarfilmen "The Great Global Warming Swindle".
Til højre: Tågespor af elementarpartikelers baner i et Wilson tågekammer.

Indholdet af CO2 i atmosfæren er idag 385 ppm (parts per million), som er 0,0385%, altså knap fire titusinde-dele. Det er virkelig ikke umiddelbart indlysende at en marginal ændring i et så lille volumen kan ændre klimaet markant.

Den enorme folkelige støtte til teorien om menneskeskabt CO2 udledning som årsag til klimaændringer, skyldes efter alt at dømme at teorien er i samklang med vor Jødisk-kristne kulturs ide om, at vi alle er syndere. Desuden passer anklagen mod industri-virksomhederne, som de hovedansvarlige for udledningen, godt med feministernes angreb mod de hvide mænd.
Drivtømmer og strandvolde afslører 10.000 års variationer i havisen Jens Ramskov i Ingeniøren.
Historic variations in Sea Levels Part 1- from the Holocene to Romans (pdf).
Late Pleistocene and Holocene climate of SE Australia reconstructed from dust and river loads deposited offshore the River Murray Mouth Franz Gingele, Patrick De Deckker og Marc Norman (pdf).
HOCLAT - A web-based Holocene Climate Atlas Heinz Wanner og Stefan Ritz - University of Bern, Bern, Switzerland (pdf).
Mid- to Late Holocene climate change: an overview Heinz Wanner, Jurg Beer, Jonathan Butikofer med flere (pdf).
Drivtømmer fundet på Nordgrønland - Youtube Interview med Svend Funder lektor ved Grundforskningscenteret for Geogenetik.
Roman Warming (was it global?) JoNova Tackling tribal groupthink.
Klimaskifte - Fimbulvetr - den store vinter år 536 e. Kr. Verasir - Som altid behandler Flemming Rickfors emnet meget grundigt.
Variability and extremes of northern Scandinavian summer temperatures over the past two millennia. af Jan Esper, Ulf Büntgen, Mauri Timonen og David C. Frank (pdf).
Not So Hot in East China. World Climate Report .
Om Grønland, dets natur og klimatiske forhold - et uddrag fra kongespejlet. Oversat fra Islandsk og med forord af Chr. Dorph (pdf).
Nordboernes livsgrundlag i Sydvest Grønland. af Naja Mikkelsen og Antoon Kuijpers - Specialartikel fra GEUS' Årsberetning for 2000.
Vikingerne dyrkede korn på Grønland. af Sybille Hildebrandt - Videnskab.dk.
Evidence of a medieval warm period in Antarctica. SPPI & CO2SCIENCE ORIGINAL PAPER.
History of Medieval Greenland and associated places, like Iceland and Vinland. Marc Carlson har opstillet en meget nyttig liste over alle kendte efterretninger fra Nordboernes Grønland inc. en fortegnelse over kilder og links.
What Water Temperatures Can Cod Handle? The Fish Site.
Global and European temperature (CSI 012/CLIM 001) - Assessment published May 2011 by European Environment Agency.
Svensmark: The Cloud Mystery youtube Dokumentar af Lars Oxfeldt Mortensen. - 52 minutter.
Solpletterne forsvinder om få år, spår amerikanske forskere Jens Ramskov - Ingeniøren.
Solarmonitor.org Her kan man følge med i udviklingen af solpletter.
Holocene climatic and environmental changes in the arid and semi-arid areas of China: a review Z. D. Feng, C. B. An og H. B. Wang.
To The Horror Of Global Warming Alarmists, Global Cooling Is Here af Peter Ferrara i Forbes.
The Great Global Warming Swindle - youtube BBC dokumentar.
Jeg bliver aldrig træt af at anbefale Flemming Rickfors' afsnit om Vinland og Grønland Fra Grønland til Nyaland - Asernes Æt.
Earth's Climate History (Kindle Edition) by Anton Uriarte.
Climate, History and the Modern World (Kindle Edition) by H. H. Lamb.

Mellemistider, som resultat af varmeimpulser
Syun-Ichi Akasofu's model af mellem-istidernes varmeimpulser.

Alt er relativt, synes Syun-Ichi Akasofu fra International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks at tænke. De fleste mener, at den nuværende gennemsnitlige globale temperatur på +14-15 grader er det normale, og istider er unormale. Syun-Ichi mener at den almindelige normale gennemsnits-temperatur her på kloden er en istidstemperatur på omkring +5 grader, og de +15 grader indtræffer kun under kortvarige periodiske opvarmninger, som sker hvert ca. 100.000 år. Varmen kommer altid hurtigt og klinger derefter langsomt af ned til de normale +5 grader. Syun-Ichi nævner det ikke, men med en sådan opfattelse kan man næsten kun mene, at de periodiske varme-impulser kommer fra Solen.

The Big Ice Age or The Big Steamy Age? Syun-Ichi Akasofu International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks.

Muller og MacDonald foreslår at de tilbagevendende istider og mellem-istider skyldes at Jorden med regelmæssige mellemrum bevæger sig gennem områder i rummet med kosmisk støv, som antages at mindske den solstråling, som Jorden modtager.

Man kan visualisere den alterative astronomiske cyklus, som Muller og MacDonald har fundet, som passer til det klimatiske målinger. Forestil dig en flad skive med solen i midten og de ni planeter, der kredser omkring den tæt på skiven. Faktisk kredser alle planeterne tæt på en sådan tænkt flad skive. Det antages, at rummet i denne skive indeholder mere kosmisk støv end i resten af verdensrummet. Men imidlertid vipper Jordens bane langsomt ud af dette tænkte disk-plan med regelmæssige mellemrum, og vender derefter tilbage igen. Da Muller første gang beregnede denne cyklus af Jordbanens afvigelse fra Solsystemets plan i 1993, fandt han at den gentages hvert 100.000 år.

Astronomical Theory Offers New Explanation For Ice Age Berkeley Lab - Research News by Jeffery Kahn. July 11, 1997 - forklaring på Muller og MacDonald's teori.

Tilbage til start af artikel

20141221

Passed W3C Validation