DH-debat Forside

Den Østrigske Økonomiske Skole - Pro et Contra

Business Cyklen og Sagen om Frie Banker

Ludwig von Mises og Karl Hayek

Den Østrigske Økonomiske Skoles repræsentanter er kapitalismens sidste riddere. De har en vidunderlig logik, som man kun kan beundre. De har en religiøs tro på markedskræfterne, og de er kompromisløse tilhængere af privat bankvæsen.

Østrigerne Ludwig von Mises og Friedrich Hayek er de mest kendte repræsentanter for den Østrigske Økonomiske Skole.

Ludwig von Mises 1881 - 1973 Ludwig von Mises blev født i Lemberg, som nu er en del af Ukraine, af jødiske forældre i 1881. Hans far var jernbaneingeniør. En af Mises familiens forfædre blev adlet af Kejser Frans Josef af Østrig-Ungarn i 1881; deraf kommer udtrykket "von" i hans navn. Ludwig voksede op i Wien.

Mises var økonomisk rådgiver for den østrigske Dolfuss regering 1932-34.

Dolfuss blev myrdet af østrigske nazister, og von Mises flygtede til Schweiz og derfra til USA, hvor han levede resten af sit liv.

Hans hovedværk er "Teorien om Penge og Kredit", som udkom første gang i 1912. Den blev en lærebog i bankvæsen.

I denne bog argumenterede han for, at de tilbagevendende samfundsøkonomiske kriser, "Business Cyklen", var forårsaget af en ukontrolleret udvidelse af bankkredit.

I 1922 udgav han bogen "Socialisme". Det var fem år efter, at Sovjetunionen var grundlagt.

Socialismen ville uundgåeligt fejle, skrev han.

Da der ikke er nogen markedskræfter, som kan definere en markedspris, vil det ikke være muligt at udføre økonomiske kalkulationer. Det vil derfor ikke være muligt at beregne om det ene eller det andet økonomiske alternativ vil være det mest fordelagtige at gennemføre. Derfor kan en socialistisk samfundsøkonomi ikke optimeres, og derfor ville socialismen fejle.

Ludwig von Mises fik aldrig rigtig fodfæste i den akademiske verden i USA. Hans ideer var for kontroversielle for de økonomiske professorer, som i efterkrigstiden mere var inspireret af englænderen John Maynard Keynes ideer.

Han døde i New York i 1973 som en forholdsvis ubemidlet mand.

I dag er den østrigske økonomiske skole meget populær, især i USA. Utallige økonomiske hjemmesider bekender sig til Mises og Hayeks teorier.

karl Hayek 1899 - 1992 - Nobelpristager i Økonomi 1974 Karl Hayek blev født i Wien i en aristokratisk østrigsk familie i 1899. Han var fjernt beslægtet med filosoffen Ludwig Wittgenstein. Hayek var en elev af Mises. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, løj han om sin alder og blev optaget i hæren. Han overlevede krigen og blev dekoreret for tapperhed.

Han levede en stor del af sit liv i England.

Hayek modtog nobelprisen i økonomi i 1974 for hans arbejde med "Business Cyklen". Han mente, at samfundets økonomiske konjunkturer med regelmæssigt tilbagevendende kriser og arbejdsløshed kunne forklares ud fra regeringernes og centralbankernes monetære politik. Det vil sige, at deres forsøg på at stimulere økonomien med pengeskabelse og lave renter i virkeligheden lagde grunden til stadig nye kriser.

Hans hovedværk er "Vejen til Trældom" fra 1944. Han advarede sine engelske landsmænd om, at den centrale planlægning, som blev praktiseret under den Anden Verdenskrig, burde ophøre, så snart krigen sluttede. I modsat fald ville det føre til socialisme. Under socialisme, skrev han, ville den økonomiske planlægning uundgåeligt falde tilbage på en lille gruppe af centralt placerede mænd. De ville være ude af stand til at behandle den overvældende mængde af information, og det efterfølgende kaos ville bane vejen for et diktatur.


Business Cyclen

Sagen om de Frie Banker - Kreditmultiplikatoren

Business Cyklen

Arbejdsløse i mellemkrigstiden Pengeseddel fra den tyske inflation 1922-1923 Den liberale kapitalistiske samfundsøkonomi synes at være organisk forbundet med cyklisk tilbagevendende kriser karakteriseret ved virksomhedslukninger, arbejdsløshed og fattigdom.

Disse gentagne, tilsyneladende uafvendelige, kriser spillede en stor rolle i marxisternes argumentation mod kapitalismen.

Mellemkrigstidens inflation og arbejdsløshed syntes at bekræfte denne svaghed ved det liberale økonomiske system.

Da udgav Mises anden udgave af "Teori om Penge og Kredit", som indeholdt hans teori om "Business Cyklen" i den form, vi kender i dag. Den kapitalistiske samfundsøkonomi kunne forbedres ved en hensigtsmæssig økonomisk politik, skrev han, således at de tilbagevendende kriser kunne undgås.

PRO Den Østrigske Økonomiske Skole

De gentagne samfundsøkonomiske kriser er simpelthen et resultat af en misforstået pengepolitik. Hvis blot regeringerne og centralbankerne ville overlade pengemarkedet til markedskræfterne, ville de ikke forekomme.

Mises forklarede, at der er to slags kredit, som tilbydes på det finansielle marked. Vi kan kalde dem "transfer kredit" og "skabt kredit". Låntagerne kan ikke se nogen forskel. For dem er det bare kredit. Forskellen ligger i den måde, de er skabt på.

Lokal bank fra omkring 1930 Banker modtager indskud fra mange sparere. En stor del af den kapital, som derved skabes, låner de ud til kreditværdige kunder, projektmagerne, som investerer dem i råvarer, produktionsudstyr, arbejdskraft og deslige.

Hvis der ikke var nogen forøgelse af pengemængden, altså den samlede disponible kredit, så ville hver øget sparet krone repræsentere et afkald på forbrug her og nu til fordel for et forbrug i fremtiden.

En mindsket efterspørgsel efter dagligvarer ville således blive afbalanceret af en tilsvarende øget efterspørgsel efter investerings goder. Det antal arbejdspladser, som gik tabt i produktionen af dagligvarer på grund af spareiveren, ville i det store og hele blive genskabt ved øget produktionen af investerings goder, maskiner og deslige. Økonomien ville være i noget nær perfekt balance.

Denne grundlæggende form for kredit kalder vi for "transfer kredit" fordi den repræsenterer en virkelig transfer af efterspørgsel fra dagligvaremarkedet til markedet for investeringsgoder.

Seddelpressen i arbejde på Centralbankens trykkeri Men imidlertid har politikerne og centralbankerne ret til og midler til at øge pengemængden ved at stille yderlige kredit til rådighed for bankerne, som igen tilbyder den til projektmagerne.

En "Monetær Ekspansion" er et anerkendt nationaløkonomisk middel til at sætte gang i hjulene. Det har været brugt igen og igen over hele Verden.

En sådan yderligere kredit kan vi kalde "skabt kredit", da den ikke repræsenterer et afkald på forbrug her og nu. Lige meget hvor meget "skabt kredit", som bliver tilbudt projektmagerne, vil forbrugerne umiddelbart efterspørge nogenlunde det samme antal dagligvarer.

Da den yderligere "skabte kredit" øger den samlede mængde kredit, vil det naturligvis medføre, at prisen på kredit, nemlig renten, vil blive lavere.

Den lave rente gør marginale projekter fordelagtige. Entreprenører og projektmagere lade sig friste af de billige penge og iværksætter nye projekter. De ønsker at udvikle nye produkter. De planlægger nye produktionslinier og projekterer nye bygninger.

Det tager lang tid at forberede nye produkter og ny produktionsfaciliteter Alt dette tager tid, flere år. Der skal antages de rigtige teknikere og specialister. De skal have tid til den tekniske udvikling af projekterne. Entreprenørerne skal finde de rigtige lokaliteter. Bygninger skal opføres, råvarer skal indkøbes, markedsføring skal planlægges og meget andet.

Men den enkelte projektmager er ikke alene på banen. På grund af den nye "skabte kredit" er der mange, som efterspørger ingeniører, specialister og faglærte arbejdere. Deres lønninger går derfor op. Den øgede efterspørgsel efter råvarer og produktionsmaskiner får også disse priser til at stige. Det højere lønniveau vil efter nogen tid få også priserne på dagligvarer til at stige.

Der bliver kort sagt inflation.

Den nye situation vil igen bringe politikerne og centralbankerne på banen. De vil blive grebet af bekymring for, at økonomien skal "overophedes". Centralbankerne vil gå til kamp mod inflationen og hæve renten, og politikerne vil svinge sparekniven.

Arbejdsløse i kø efter arbejde Den nu øgede rente og de øgede omkostninger vil igen gøre mange af de nye marginale projekter urentable. På grund af inflationen har potentielle kunder ikke længere den samme købekraft som før. En stor del af de nye virksomheder vil gå fallit, og deres medarbejdere vil blive sendt ud i arbejdsløshed.

Samfundet er igen i krise. "Business Cyklen" har slået til igen.

Efter yderligere nogle år vil politikerne og centralbankerne planlægge en ny monetær ekspansion for at sætte gang i hjulene og trække deres kriseramte samfund op af sumpen.

Østrigernes pointe er, at de periodiske kriser er skabt af politikerne og centralbankerne selv. De har selv bragt samfundsøkonomien ud af balance ved umådeholden pengeskabelse med deres "skabte kredit".

Hvis blot regeringerne og deres nationalbanker ville lade markedet passe sig selv, vil det finde en perfekt balance, og økonomien ville ikke komme til at lide under de stadigt tilbagevendende kriser.

CONTRA Den Østrigske Økonomiske Skole

Det er en fejltagelse at mene, at alle økonomiske kriser har samme natur og samme årsager, og at det dybest set er det samme mønster, som gentager sig igen og igen. Så enkel er virkeligheden ikke.

Arbejdsløse fra krisen i trediverne Tredivernes amerikanske krise skyldtes ganske utvivlsomt en ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Der var blevet skabt nogle penge, som østrigerne ganske rigtigt påpeger. Men pengene var kun gået til dem, som havde nok i forvejen, altså forretningsmændene og entreprenørerne. Derfor var det et boom i aktier og andre finansielle produkter forud for krisen.

Tredivernes amerikanske industri var Verdens mest effektive. Den producerede alle slags produkter. Men de potentielle kunder, almindelige mennesker, havde ingen penge at købe for.

Oliekrisen i 1973 udsprang af, at de arabiske olieleverandører lukkede for olien som protest mod de vestlige landes støtte til Israels krigsførelse.

Den økonomiske krise i Sydøstasien i 1997-98 skyldtes internationale valutaspekulanters manipulationer.

Moderne amerikanske arbejdsløse Verdens kommende økonomiske krise vil grundlæggende forårsages af globaliseringen. Vi har uforsigtigt indladt os i åben konkurrence med lande som Kina og Indien, hvor lønomkostningerne er cirka en tyvendedel af niveauet i Europa og USA. Det bliver mere og mere klart, at Vesten ikke kan klare sig i konkurrencen.

Men man give østrigerne medhold i, at den løbende krise i Zambia og rigtig mange kriser i Syd Amerika skyldtes overdreven pengeskabelse.

Nutidsværdimodellen diskonterer alle betalinger tilbage til nutid Investerings teorien har forskellige matematiske modeller, som kan afgøre, om et projekt er fordelagtigt eller ikke. For eksempel nutidsværdi modellen og den interne rente model. Resultat kan beregnes med flere decimalers nøjagtighed.

Østrigerne synes at mene, at entreprenører reagerer temmelig automatisk på de økonomiske modellers indikationer, som for eksempel på en positiv nutidsværdi.

Men virkelighedens projektmagere er ikke sådanne bevidstløse lemminger, at de straks skrider til handling, blot fordi et projekts nutidsværdi viser sig at være positiv ved den sidst foretagne beregning.

Robert Storm Petersens selvportræt "Det er svært at spå, især om fremtiden", skrev Storm P.

Erfarne projektmagere ved, at estimater vedrørende forventede indtægter og omkostninger flere år ud i fremtiden er forbundet med meget stor usikkerhed. Plus minus 50% lyder ikke urealistisk. For slet ikke at tale om usikkerheden ved selve finansieringsrenten. Virkelighedens entreprenører ved, at renten også i fremtiden vil gå op og ned, som den altid har gjort. De vil disponere i overensstemmelse med denne viden.

I virkelighedens Verden er entreprenører og projektmagere ikke så lette at lokke, som østrigernes "Business Cykle" teori forudsætter.

Typisk detailhandel fra omkring 1930 De østrigske økonomer har en overdreven tro på markedskræfterne. "Markedet har altid ret", er et typisk "østrigsk" udsagn. Når blot regeringerne og centralbankerne vil lade markedet passe sig selv, vil det indstille sig i perfekt stabil ligevægt.

De mener, at Adam Smiths "Usynlige Hånd" vil lede alt til samfundets bedste.

Fuldkommen konkurrence er karakteriseret ved mange udbydere Men Mises og Hayeks diciple lever i fortiden.

"Den Usynlige Hånd" fungerer kun effektivt under noget nær fuldkommen konkurrence. Hvilket vil sige, at der er så mange udbydere på markedet, at de hver for sig ikke kan påvirke prisen.

Nutidens markeder er imidlertid næsten alle domineret af nogle ganske få store internationale firmaer, som deler markedet imellem sig i venskabelig konkurrence. Ølmarkedet domineres for eksempel af Carlsberg, Heineken, Budweiser og nogle få andre.

Denne moderne markedsform kaldes oligopol. Markederne er behersket af nogle få udbydere, som kender hinanden, og hver for sig er de i stand til at påvirke prisen.

Moderne detailhandel Da Mises første gang beskrev sin "Business Cykle" teori i årene før og efter første verdenskrig, havde han ganske utvivlsomt ret. Markedets "usynlige hånd" var dengang en meget effektiv mekanisme. I Østrig som i Danmark var alle forretningsområder præget at mange udbydere. Der var små landbrug og lokale møbelfabrikker, utallige familiebutikker, grosserer, håndværkermestre og handelsrejsende.

Men en efter en har alle familiebutikkerne og de små håndværkermestre givet op. I dag er der kun ganske få, som har deres eget.

I dag kan man ikke længere uden videre antage, at markedet automatisk vil lede alt til det bedste.


Sagen om de Frie Banker

Ludwig von Mises Mises og de moderne "østrigske" økonomer mener, at et fuldkommen frit bankmarked kombineret med en tilbagevenden til guldfoden vil være den endelige løsning på "Business Cykle" problemet. En sådan ordning vil være i stand til at skabe de forudsætninger, som skal til for forhindre de tilbagevendende, ødelæggende kriser.

Alle lovmæssige begrænsninger på bankvirksomhed bør afskaffes. Centralbankernes monopol på valutaudstedelse skal ophæves, og det skal være frit for enhver bank at introducere deres egen valuta.

Det vil ikke længere være nødvendigt at opretholde lovmæssige begrænsninger på de private bankers pengeskabelse, som minimums reservekrav og lignende. Takket være kravet om valutaers indløselighed med guld, vil markedskræfterne holde de enkelte valutaudstedende banker i skak, således at de ikke overdriver deres pengeudstedelse.

PRO Den Østrigske Økonomiske Skole i Sagen om Frie Banker

Ludwig von Mises introducerede ideen om fri bankvirksomhed i sin artikel "Monetær Stabilisering og Cyklisk politik" i 1928. Han argumenterede, at de inflationer og depressioner, som de industrialiserede lande havde oplevet sent i 1800 tallet og tidligt i 1900 tallet, kunne have været undgået "hvis der ikke havde været nogen afvigelse fra princippet om fuldstændig fri bankvirksomhed, og hvis sagen om "fiduciary media" ikke på nogen måde havde været undtaget fra lovene om erhvervsvirksomhed. "Fiduciary media" var bank noter, som der ikke var dækning for i tilsvarende bankbeholdning, altså bankernes pengeskabelse.

Han sigtede til centralbankernes monopol på valuta udsendelse og visse regler, som begrænsede private bankers pengeskabelse.

Kun i forbindelse med et fuldstændig frit bankmarked kan "Business Cyklens" booms og kriser endeligt reduceres eller elimineres, mente Mises.

Citi Group - Verdens næststørste Bank Ludwig von Mises moderne amerikanske disciple har taget sagen om "Frie Banker" helt til deres hjerter.

Centralbanker med deres monopol på valutaudstedelse skylder deres position til politikerne. Af den grund er de i konstant risiko for at blive kompromitteret af den udøvende magt. Nationalbanker er ofte regeringernes forlængede arm.

Centralbanker vil altid være udsat for politiske overgreb. I valg år vil politikerne motivere centralbankerne til at stimulere økonomien med øget pengemængde og lav rente for at forbedre deres chancer for genvalg. Politisk pres for øget beskæftigelse kan få ministrene til at motivere centralbankerne til en løs pengepolitik

Hverken politikerne eller centralbank direktører har nogen perfekt viden om samfundet. Derfor er de ikke i stand til at manipulere samfundsøkonomien med den videnskabelige præcision, som de gerne vil give indtryk af.

Deres politiske indgreb i markedet vil blot bringe det ud af balance og skabe grundlag for fremtidige kriser.

Kun en fuldstændig fri banksektor, kun reguleret af markedskræfterne, vil kunne regulere det monetære system med succes. Et sådant markedsbaseret monetært system vil være fri for politiske overgreb og agendaer og derved være i stand til at sikre en stabil samfundsøkonomi.

Markedskræfterne ville være en langt bedre garant for en sund pengepolitik end politisk udnævnte centralbank direktører kan være det.

UBS- en af Verdens største banker Frie banker bør introduceres samtidig med en tilbagevenden til guldstandarden. Derved vil markedskræfterne blive i stand til at regulere og begrænse de private bankers pengeskabelse på samme måde, som guldstandarden for verdenskrigene skabte grundlag for stabile internationale valutakurser.

Under den internationale guldstandard før verdenskrigene var nationernes centralbanker forpligtiget til at indløse deres valuta med guld overfor andre nationer. En nation, som løste deres økonomiske problemer ved at lade seddelpressen køre, ville således blive straffet med tilsvarende øgede fordringer på deres guldreserver. Årene før verdenskrigene var af den grund karakteriseret ved meget stabile internationale valutakurser.

Lad os forestille os en privat valutaudstedende bank, som lader sig friste til at lade seddelpressen køre. Den store mængde sedler, som de derved udsender, vil før eller senere ende op i andre bankers beholdninger. Disse andre banker vil gå til den udstedende bank og kræve at få pengesedlerne indløst med guld.

Banken, som har overudstedt valuta, vil se sine guldreserver svinde og derved blive motiveret til at give sin seddelpresse en pause.

Det vil virke noget på samme måde, som da de Gaule i årene op til 1972 ofte stillede krav til den amerikanske centralbank om at få den franske beholdning af dollars indløst med guld.

Ved hjælp af en sådan fri bank sektor kan det monetære system vriste sig fri af politikernes overgreb og danne grundlag for en liberal kapitalistisk samfundsøkonomi fri for de cyklisk tilbagevendende kriser.

Måske vil de nye valutaer få navne som "Citi Group Credits" eller "UBS Notes".

CONTRA Den Østrigske Økonomiske Skole - Sagen om Frie Banker

Østrigerne raser mod regeringerne og centralbankerne. De placerer hele ansvaret for pengeskabelsen på disse organisationer.

De ønsker at lægge hele det monetære system i hænderne på "markedet", altså de private banker.

Men det er dog de private banker, som står for langt størstedelen af pengeskabelsen. I flere hundrede år har det været kendt, at bankerne skaber penge.

Store banker er i stand til at skabe penge, uafhængigt af centralbankerne.

At overlade alt til dem, synes at være at sætte ræven til at vogte gæs.

Finansmanden C. F. Tietgen I december 1857 gik Danmarks statslige lånekasse til den nystiftede Privatbanks niogtyve årige direktør, C. F. Tietgen, og bad om et lån på adskillige millioner rigsdaler. De skulle bruge pengene til at udlåne til forskellige sparekasser, fabrikanter og andre virksomheder, som havde problemer på grund af de vanskelige tider. Som sikkerhed stillede de en stor mængde sterlingveksler, som regeringen havde fået i forbindelse med afskaffelse af Øresundstolden.

Den nye Privatbank havde ikke nær penge nok til at klare så stor en udbetaling.

Men den 21. december gav Tietgen følgende tilsagn : "I morgen 1 millioner daler, i overmorgen 0,5 millioner og resten efter helligdagene."

Tietgen vidste nemlig, at udlån skaber indlån. Modtagerne af pengene ville ikke bryde sig om selv at opbevare så store kontantbeløb, især ikke gennem juledagene.

De ville hurtigst muligt sætte pengene i banken. Og da den nystiftede Privatbank var byens eneste private bank, ville en meget stor del af pengene hurtigt vende tilbage, og kunne derefter udbetales en gang til.

Selvom der nu om dage er mange banker behøver de ikke at være bange for at udlånte penge ikke kommer tilbage igen som indlån.

Alle borgernes penge står nemlig i bankerne hele tiden.

Alle vore penge står i banken hele tiden Når vi foretager en betaling med vores dankort, flytter vi blot pengene fra en bankkonto til en anden, eventuelt fra en bank til en anden. Når vi køber ind i Brugsen, betaler vi med dankort, og når vi trækker kortet gennem slidsen flyttes pengene fra vores konto i banken til Brugsens konto i banken.

Kun i de ganske få millisekunder, det tager for nogle elektroner at vandre fra den ene konto til den anden, kan man sige, at pengene ikke står i en bank.

På C.F. Tietgens tid var der kun en privat bank. Nu er der flere. Men til gengæld har de et godt samarbejde.

Når alle bankerne tilbyder kredit på nogenlunde de samme vilkår, vil de bevare nogenlunde de samme markedsandele. Så, selvom en given bank ikke får nøjagtig de samme kroner tilbage, som deres kunder har givet ud, så vil de få nogenlunde det samme beløb tilbage i form af indlån, som de har bevilliget som udlån. Bankens pengemængde vil være ret stabil.

Betalingskort til parkeringsafgifter og benzinkøb En forbigående ubalance i pengestrømmen bankerne imellem kan nemt udlignes med kortfristede interbank lån.

Kun små uafhængige banker synes at have problemer med at få pengene tilbage. Måske er der for få af deres traditionelle kunder tilbage, små håndværkermestre, små detailbutikker og lignende.

Lad os betragte den traditionelle formel for kreditmultiplikation:

En pludselig spareiver har givet en bank et indestående beløb "A".

Banker fastsætter sin reservekofficient til "r" og udlåner resten:

A×(1-r)

Meget hurtigt kommer de udlånte penge tillbage som indestående på kundernes konti. Endnu engang anvender banken sin reservekofficient og udlåner resten:

A×(1-r)×(1-r) som er: A×(1-r)2

Meget hurtigt kommer de udlånte penge tillbage som indestående på kundernes konti. Igen anvender banken sin reservekofficient og udlåner resten:

A×(1-r)2×(1-r) som er: A×(1-r)3

De udlånte penge kommer hurtigt tilbage som indestående. Banken kan således i teorien genudlåne pengene et uendeligt antal gange.

Dette betyder at det oprindelige indestående "A", bankens oprindelige pengemængde nu er blevet "geared", multipliceret, til:

Summa = A + A×(1-r)+A×(1-r)2+A×(1-r) 3+ - - A×(1-r)uendeligt

Det ses let, at det er en kvotient række. Formlen for summen af en kvotientrække fra 0 til uendeligt er:

Summa = A/(1-a).

Hvor "a" er kvotienten, her (1-r)

Formlen for kreditmultiplikator vil således blive:

Summa = A/(1-(1-r)) som er

Summa = A/r

Hvor "A" er den oprindelige monetære base, og "r" er den anvendte reserve kofficient. Vi ser, at med en reservekoffificient på 0.05 vil den oprindelige pengemængede blive øget med en faktor 20. Nogle siger, at nutidens store banker kan geare deres pengebase med en faktor 40, hvilket vil svare til en reservekofficient på 0.025. De har været for grådige og lånt penge ud til en mængde marginale kunder, som ikke kan betale tilbage.

På Ludwig von Mises tid og også bankdirektør Varnæs' tid kaldtes reservekofficienten for "kontant brøken". Til alle tider har banker stræbt efter at udnytte deres aktiver bedst muligt. Takket være opfindelsen af betalings- og kredit kort har udnyttelsen af en given pengebase taget et stort skridt fremad, pengeskabelsen er blevet langt mere effektiv.

I dag er det kun ældre mennesker, kriminelle og skatteundragere, som bruger papirpenge. Langt den overvejende del af bankens kunder bruger betalingskort, og de betalinger, som de foretager, finder tilbage til en bank i en brøkdel af et sekund.

Det ses også, at når reservekoficienten går mod nul, går den skabte pengemængde mod uendeligt.

Vi oplever umiddelbart, at vores lønkonto bliver fyldt op til den første, og i løbet af måneden bliver beløbet mindre og mindre, efterhånden som vi bruger pengene.

Men set fra bankens synspunkt forsvinder pengene ikke. De handlende, som vi betaler pengene til, har nemlig også konto i banken. Butikkerne lader ikke pengene stå ledige på kontoen, de bruger dem til at betale deres leverandører og ansatte med - som også har deres penge på en konto i banken. Så lige meget, hvordan vi vender og drejer det, så står alle borgernes penge i bankerne hele tiden.

Bankdirektøren vil se sig om i sin butik og finde ud af, at han har en masse penge stående, og at det totalt set er næsten det samme beløb hele tiden, selvom pengene flimrer rundt fra konto til konto.

Hvorfor ikke låne dem ud eller investere dem i et eller andet og tjene nogle renter på dem, vil han tænke.

Han sætter måske reservekoefficienten til 0,03 og låner resten ud mod en passende rente.

De udlånte penge kommer hurtigt tilbage igen, for ingen ligger jo inde med kontanter nu om dage.

Deutche Banks hovedkvarter i Frankfurt Endnu engang ser bankdirektøren sig om i sin butik og ser igen en mængde ledige penge. Ledige penge er forspildte muligheder. Han sætter igen 3% til side som reserve og låner resten ud. Og så videre.

Store banker er pengefabrikker. De kan i praksis skabe de penge, som de har brug for. Deres reelle begrænsning er det at finde kunder, som vil låne pengene for en passende rente.

Nogle vil indvende, at sådan foregår det slet ikke nu om dage. Sparere sætter ikke bare penge i banken. Moderne sparerne køber andele i for eksempel en obligationspulje, administreret af banken.

Men når man køber en obligation, vil købesummen blive overført til kreditforeningen, som igen vil overføre provenuet til låntageren, som igen vil overføre beløbet til en sælger eller nogle håndværkermestre, som igen vil overføre pengene til leverandørers og ansattes lønkonti - som alle sammen har deres penge på konti i banken. Så lige meget hvad man gør, vil pengene ende i banken.

Banken kan for den sags købe deres obligationer selv, hvis de ikke umiddelbart er stand til at finde flere kunder, som vil låne penge - hos dem.

Banken overfører til kreditforeningen, kreditforeningen udbetaler provenu til låntager, som udbetaler til sælgere eller håndværkere, som alle har deres penge - i banken.

Amerikansk bank run i April 1933 For store moderne banker er risikoen for et "bank run" helt minimal. Alle mennesker har deres penge i banken. Hvor skulle de ellers være?

Desuden har moderne banker jo arrangeret det således, at sparerne selv bærer hele kursrisikoen. Man sætter jo ikke blot penge i banken, man køber en andel i en investeringspulje, administreret af banken. På den måde kan hele risikoen overføres direkte til kunderne. I en dårligt år kan man blot meddele kunderne, at "desværre har tabet været sådan og sådan, Deres andel vil blive trukket på Deres konto".

Mange banker føler sig også sikre på at i en virkelig krisesituation vil regeringen og nationalbanken desuden træde til og holde sparerne skadesløse.

Derfor er store banker ikke særlig interesserede i reserve beholdninger. For dem repræsenterer ledige penge blot ledig kapacitet og forspildte muligheder.

Lederne i banker føler det sikkert på samme måde, som en leder af en maskinfabrik, som bliver bedt om at holde et aktiv, en dyr specialiseret maskine, "i reserve", selvom der er kunder for produkterne.

Med mellemrum gennemfører mange banker "sweep operations" for at minimere mængden af ledige penge, altså reserver. Alle indestående over en vis størrelse bliver gennemgået og risikoen for uventede udbetalinger vurderes for hver enkelt konto. Reserverne justeres derefter.

I kreditmultiplikator eksemplet ovenfor er "reservekofficienten" udtryk for en bestemt forsigtighed eller mangel på samme. De penge, som på den måde bliver sat til side i hver runde, bliver blot ikke genanvendt så mange gange som resten.

Ved hjælp af kreditmultiplikator princippet kan banker generere en stor mængde rentegivende udlånskapital ud fra en forholdsvis beskeden egenkapital.

Imidlertid, når og hvis nogle af deres mange debitorer ikke kan tilbagebetale deres lån, vil det repræsentere et tab. Nettotab skal modregnes egenkapitalen. Og hvis banken ikke har tilstrækkelig egenkapital for dette, har den et problem.

I USA kræves det af bankerne, at de holder 3 til 10 pct. af udlån som reserver (2007). Alle kreditinstitutter i euro området skal deponere 2 pct. af udvalgte passiver på institutternes balancer i den Europæiske Central Bank. I Danmark anvendes lovpligtige reservekrav ikke i pengepolitikken .

Ved reserver forstås aktiver, som er mere likvide og derfor mere sikre end bankens almindelige udlån. Det kan være guld, statsobligationer, papirpenge eller blot elektroniske penge, som ikke er disponeret. Myndigheder, som stiller krav om reserver, må definere, hvorledes det skal forstås.

Familie butik trediverne - Mises og Hayeks tid Den Østrigske Økonomiske Skole forestiller sig, at markedskræfterne vil holde de valutaudstedende banker i skak, således at de ikke misbruger deres magt og lader seddelpressen køre til deres egen fordel. Markedets "Usynlig Hånd" vil holde hånden over os og sikre alt til samfundets bedste.

De "østrigske" økonomer lever i fortiden.

"Den Usynlige Hånd" fungerer kun effektivt under noget nær fuldkommen konkurrence. Hvilket vil sige, at der er så mange udbydere på markedet, at de hver for sig ikke kan påvirke prisen.

På vore forældres og vore bedsteforældres tid, som også var Mises og Hayeks tid, var næsten alle forretningsområder præget af mange udbydere. Næsten halvdelen af befolkningen var snævert forbundet med det at have sit eget. Der var små landbrug og gartnerier, utallige fiskekuttere og bundgarnsfiskere, tusindvis af detailbutikker, lokale møbelfabrikker og håndværkermestre overalt. Alle disse udbydere var små, de kendte ikke hinanden, og de kunne hver for sig ikke påvirke priserne. Markederne kunne betegnes som noget nær fuldkommen konkurrence, og prisen blev sat af Adam Smiths "Usynlige Hånd".

Nutidens markeder er imidlertid næsten alle domineret af nogle ganske få store internationale firmaer, som deler markedet imellem sig i venskabelig konkurrence. Ølmarkedet domineres for eksempel af Carlsberg, Heineken, Budweiser og nogle få andre. Denne moderne markedsform kaldes oligopol. Markederne er behersket af nogle få udbydere, som kender hinanden, og hver for sig er de i stand til at påvirke prisen.

Lokal Bank fra trediverne Således er det også med bank markedet. På Mises tid var bankmarkedet for en stor del præget af mindre uafhængige banker, således som vi kender det fra "Korsbæk Bank" og "Omegnsbanken" i Matador. Men alle disse små banker, ejet af lokale familier, har for længst drejet nøglen om. Bank markedet i dag er præget af en håndfuld store landsdækkende banker, som kender hinanden, såsom Danske Bank, Jyske Bank og så videre.

De er imidlertid blot små ubetydelige lokalbutikker sammenlignet med de virkelig store, som Citi Group, UBS, Barclay, Morgan med videre. Og et helt frit bankmarked, som østrigerne bekender sig til, må jo også indebære at internationale banker vil få lov til at operere fuldt ud, også i Danmark.

Et helt frit bankmarked vil bevirke, at de store bliver endnu større.

De vil sende "Den Usynlige Hånd" på pension og mødes diskret på et dyrt kursted i Schweiz. Der vil de blive enige om, hvordan de kan få størst muligt revenue ud af det givne marked.



Richard M. Ebeling har skrevet en god fremstilling af de østrigske synspunkter :

Monetary Central Planning and the State

Den indeholder mange henvisninger til den økonomiske teoris historie. Han præsenterer også østrigernes teoretiske modstandere på en ganske fair måde.

Tilbage til start af artikel

20130218
Passed W3C Validation