DH-debat Forside

4. Hossbach Notatet

6. Spillet om Danzig

Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - efter A. J. P. Taylor

5. Moral contra Realpolitik

1. Indledning 2. Moralsk Udenrigspolitik
3. Realpolitisk Udenrigspolitik 4. Sovjet-Unionen
5. Litteratur

1. Indledning

Ved udenrigspolitik på grundlag af moralske værdier vil nationen bekæmpe de onde og støtte de gode. Ved en realpolitisk udenrigspolitik sætter man sit eget land højest og støtter om nødvendigt sin fjendes fjende.

Gennem Europas historie er de dominerende magter altid blevet holdt i skak af koalitioner af mindre magter.

Tyrkerne blev slået i søslaget ved Lepanto af en koalition af Spanien, italienske bystater, Vatikanstaten, Hertugdømmet Savoyen og Johaniterridderne i 1571. Habsburgerne dominans i Europa blev stoppet i trediveårskrigen, 1618-48, af de protestantiske monarker i Danmark og Sverige og et Frankrig ledet af kardinal Richelieu. I 1683 blev tyrkerne igen besejret af en alliance af polske, østrigske og tyske styrker i slaget om Wien. Napoleon led sit Waterloo i 1815 mod en koalition af engelske, russiske og preussiske styrker.

Wellington på slagpladsen ved Waterloo - maleri af Hilligford

Wellington på slagpladsen ved Waterloo - maleri af Hilligford.

Netop derfor er Europa, i modsætning til kejserdømmet Kina, stadig sammensat af en mængde uafhængige nationer.

Winston Churchill og Lloyds George var fortalere for at etablere en sådan koalition af mindre magter, som kunne sætte Hitlers Tyskland skakmat og derved forhindre en krig. En krig, som de vestlige magter ville have meget svært ved at vinde alene.

Dette kunne kun opnås ved at skabe en alliance med Sovjet Unionen.

"Kravene kom ikke kun fra Frankrig. Behovet for en alliance med Sovjet Unionen var indlysende for enhver kompetent britisk iagttager, umiddelbart efter at garantien til Polen var givet." Den 3. april gjorde Churchill dette klart i "House of Commons":

"At standse her med en garanti til Polen ville være at stoppe i ingenmandsland under beskydning fra skyttegravene på begge sider, og uden at finde dækning på nogen af siderne. - Vi er begyndt at skabe en stor alliance mod aggression, og vi kan ikke tillade os at fejle. Vi vil være i dødelig fare, hvis vi fejler. - Den største dumhed, som ingen foreslår, vi skal begå, ville være at nedkøle og fordrive enhver naturligt samarbejde, som Sovjet Unionen i deres egne dybe interesse føler det nødvendigt at tilstræbe.

Lloyd George talte endnu stærkere:

"Hvis vi går ind uden Ruslands hjælp går vi i en fælde. Det er det eneste land, hvis våben kan komme dertil - Hvis Rusland ikke er blevet bragt ind i denne sag på grund af bestemte følelser, polakkerne har, at de ikke ønsker russerne der, det er op til os at sætte betingelserne, og medmindre polakkerne er indstillet på at acceptere de eneste betingelser med hvilke, vi kan hjælpe dem med succes, er ansvaret deres." (Taylor p 276)

ramme

2. Udenrigspolitik på Grundlag af Moralske Værdier

En sådan udenrigspolitik er karakteriseret ved, at nationen bekæmper de onde og støtter de gode.

I en tale i 1961 udtrykte den amerikanske præsident John F. Kennedy essensen af "Udenrigspolitik på grundlag af moralske værdier".

Han sagde, at Amerikas Forenede Stater ville: "betale enhver pris, bære enhver byrde, udholde enhver vanskelighed, støtte enhver ven, konfrontere enhver fjende for at sikre Frihedens succes og overlevelse."

Borgere engageret i udenrigspolitik

Idealistiske unge engageret i udenrigspolitik på grundlag af moralske værdier.

Almindelige vælgere har ikke kendskab til forudsætningerne for udenrigspolitikken. De har travlt med deres daglige liv og arbejde og kender intet til efterretnings rapporter, ambassadørernes indberetninger eller militære styrkeforhold. De er ikke uddannet til analysere en økonomisk eller militær situation, og de har som regel ringe kendskab til historien. De kender i hovedsagen blot deres egne moralske holdninger, nemlig hvad de selv umiddelbart føler er rigtigt eller forkert, og på grundlag af disse vil de træffe deres beslutninger.

Derfor har udenrigspolitik i demokratier en tendens til at blive styret af moralske værdier.

De moderne socialisters store interesse for udenrigspolitik udspringer af moralske holdninger, såsom solidaritet med U-landene, universel respekt for menneskerettigheder, støtte til de Forenede nationers verdensmål, demokrati og tolerance overfor andre racer og religioner. Spørgsmålet om deres eget lands velstand og sikkerhed synes at have mindre betydning for deres udenrigspolitiske synspunkter.

A. J. P. Taylor mener, at specielt den britiske politik overfor Tyskland i mellemkrigstiden var mere dikteret af moralske synspunkter, end den var præget af realpolitik.

ramme

3. Realpolitisk Udenrigspolitik

I realpolitik søger man alliancer med sine fjenders fjende. Intet er helligt bortset fra sin egen nations frihed og overlevelse.

Det realpolitiske synspunkt udtrykkes ofte ved Jesuitternes valgsprog : "Hensigten helliger midlet".

Bogen "Fyrsten" af Nicolo Machiavelli bliver ofte opfattet som en håndbog for realpolitikere.

Thukydides skrev "Den Peloponnesiske Krig" om krigen mellem Sparta og Athen. Han antages at have ment, at Athen tabte krigen, fordi det var et demokrati. Vælgerne lod sig for let ophidse til ukloge handlinger. Mange mener, at Thukydides bog er anskuelsesundervisning i realpolitik.

Winston Churchill

Winston Churchill var fortaler for realpolitik.

Winston Churchill og Lloyd Georges kunne deres historie, og de vidste, at det var nu eller aldrig. Tyskland blev større og stærkere dag for dag. Før eller senere ville det blive Verdens stærkeste magt, mente de. For dem var det ikke et spørgsmål om moralske folkeretslige principper. For dem drejede det sig om Englands frihed og dominerende rolle i Verden.

I en tale den 27.maj erklærede Churchill: "Hvis hans majestæts regering, efter at have forsømt vores forsvar, efter at have kastet Tjekkoslovakiet bort med alt, hvad Tjekkoslovakiet betyder i henseende til militær magt, efter at have forpligtet os til at forsvare Polen og Rumænien, nu afviser og kaster Ruslands uundværlige hjælp bort og således på den værste måde fører os ud i den værste krig, vil den dårligt fortjene den ædelmodighed, som den er blevet behandlet med af sine landsmænd".

Real-politiske tiltag kan give bagslag. Som da USA støttede sine fjenders fjende, Obama Bin Laden, og hans jihad fighters i Afganistan.

ramme

4. Forhandlinger med Sovjet-Unionen

Presset af opposition førte den britiske regering halvhjertede forhandlinger med Sovjet Unionen, måske ønskede de at lægge pres på Tyskland på denne måde, således at det kunne ende med en fordelagtig engelsk-tysk aftale. De var ikke i stand til, eller ikke villige til, at løse problemet med, at Polen og Rumænien ikke ville tillade russiske tropper på deres territorium. Dette førte forhandlingerne i dødvande.

Halifax og Chamberlain på besøg hos Mussolini og hans udenrigsminister og svigersøn Ciano

Halifax og Chamberlain på besøg hos Mussolini og hans udenrigsminister og svigersøn Ciano.

Den 29. juli sluttede David Lloyd Georg op bag Churchills appel med disse ord: "Mr Chamberlain forhandlede direkte med Hitler. Han tog til Tyskland for at tale med ham. Han og lord Halifax aflagde besøg i Rom. De tog til Rom, drak Mussolini`s skål og fortalte ham, hvilken fin fyr han var. Men hvem har de sendt til Rusland ? De har ikke engang sendt en almindelig minister. Nej, de sendte en kontorist i denrigsministeriet.- Det er en fornærmelse.- De har ikke nogen proportionssans eller nogen forståelse for situationens alvor, når Verden står på randen af en afgrund."

"Briterne blev advaret igen og igen om, at Sovjet Rusland og Tyskland kunne indgå en form for aftale, eller, i det mindste at Sovjet Rusland ville sidde tilbagelænet, medens resten af Europa løb ind i problemer. De blev advaret af Seeds, deres ambassadør i Moskva; de blev advaret af Daladier; de blev endog indirekte advaret af Gøring, som ikke brød sig om den eventuelle pro- sovjetiske linie i tyske politik. Chamberlain, Halifax og udenrigsministeriet forblev uforbederlige. Advarslerne blev igen og igen afvist som "fuldstændig usandsynlige". Kunne briterne ikke indse, at med den Engelsk-polske alliance var de allerede forpligtigede til at forsvare Sovjet Ruslands grænser? Hvordan kunne de antage, at sovjetisk hjælp blot var en slags uofficiel bistand? skrev Taylor.

David Lloyd George og Adolf Hitler Molotov underskriver Nazi-Sovjet pagten - til højre for ham Stalin og dernæst Ribbentrop

Til venstre: David Lloyd George og Adolf Hitler.
Til højre: Molotov underskriver Nazi-Sovjet pagten - til højre for ham Stalin og dernæst Ribbentrop.

"Det er umuligt at finde et rationelt svar på disse spørgsmål. Hvis britisk diplomati seriøst stræbte efter en alliance med Sovjet Unionen i 1939 , så var forhandlingerne med dette formål for øje de mest inkompetente transaktioner siden lord North mistede de amerikanske kolonier. Måske er inkompetence den simple forklaring. Briterne var overvældet af vanskelighederne ved deres position. - at udtænke politik for en verdensmagt, som ønskede at vende ryggen til Europa, og dog måtte vise lederskab i europæiske affærer. De fordelte garantier i Øst Europa og stræbte efter at opbygge militære alliancer. Dog, hvad de ønskede i Europa var fred og fredelige revisioner på bekostning af de stater, de havde garanteret. De havde mistillid til både Hitler og Stalin; dog stræbte de efter fred med den ene og alliance med den anden. Det er ikke overraskende, at de fejlede med hensyn til begge mål." (Taylor s. 280)

Lloyd George sagde den 19 maj "Gennem måneder har vi stirret denne stærke gavehest i munden - hvorfor beslutter vi os ikke og indhenter det forsømte uden at spilde tiden, således at vi kommer til samme aftale med Rusland, som vi har med Frankrig". Sådanne argumenter, skønt overbevisende, havde lille vægt overfor Chamberlain og den konservative kerne i parlamentet. (Taylor s. 289)

"I august tænkte russerne ikke på krig. De antog, som Hitler, at Vestmagterne ikke ville kæmpe uden en sovjetisk alliance. Polen ville blive tvunget til at give efter, og med den polske forhindring af vejen, kunne en defensiv alliance med Vesten opnås på mere lige vilkår." (Taylor s. 318)

5. Litteratur

Literatur: "The Origins of The Second World War" af A. J. P. Taylor - Penguin Books.
Til start
20200728
Passed W3C Validation