Storbritannien vandt deres fantastiske koloni imperium ved at følge en del og hersk strategi i forhold til andre europæiske magter. Beskyttet af Den Engelske Kanal og en stærk flåde vandt de deres besiddelser ved konskvent at gå ind i de europæiske krige på de svagere magters side.
I den Nederlandske Hævnkrig i 1672 var Storbritannien allieret med Frankrig og vandt Jamacia fra Spanien og New Amsterdam fra Holland (som blev omdøbt til New York). I Den Pfalziske Arvefølgekrig 1688 kæmpede Storbritannien mod Frankrig i en stor koalition af andre europæiske stater. Den Spanske Arvefølgekrig i 1701, mellem Frankrig og en stor alliance af andre Europæiske stater, herunder Østrig, Storbritannien og Holland, indbragte Newfoundland, Acadia, Gibraltar og Mallorca. I løbet af Syvårskrigen 1756 vandt Englænderne de franske besiddelser i Indien og Mugdal riget. De fik Rupert's Land i det nuværende Canada, Florida og en meget stor del af andre franske områder i Nordamerika. Napoleonskrigene 1804 indbragte de Ioniske Øer, Malta, Mauritius, Saint Lucia, Tobago, Trinidad, Helgoland, Guyana, Ceylon og ikke mindst Cape Kolonien i Sydafrika. Første Verdenskrig 1914 indbragte næsten alle de tyske kolonier.
Imidlertid er Storbritannien gennem de sidste godt hundrede år blevet overgået inden om af USA som den dominerende manipulator i en del og hersk strategi. Beskyttet af Atlanterhavet og en stærk flåde har USA taget del i de to store europæiske krige på de svagere magters side og derved vundet deres verdensherredømme.
Den politiske strategi "Del og hersk" indebærer at en stormagt lader sine fjender og antagonister bekæmpe hinanden.
Mao-Tse-Tung udtrykte det meget pædagogisk: "Lad den ene fjendes hånd slå den anden fjende".
Da nogle af hans generaler angreb de japanske okkupations styrker, blev han rasende. For det var meningen at Japanerne og Kuomintang under Chiang Kai-shek skulle bekrige og svække hinanden og derved bane vejen for kommunisterne, hvilket også skete i det lange løb.
Igennem mange hundrede år var del og hersk princippet den dybe strøm i britisk udenrigspolitik i forhold til resten af Europa. Storbritannien ville for enhver pris undgå at en enkel magt skulle blive dominerende på det europæiske fastland. Dette princip førte landet i krig mod det franske monarki, Napoleon, Rusland og senest to gange mod Tyskland. Ved at gå ind i krigene på de svagere magters side, vandt de deres fantastiske koloni imperium.
Churchill udtrykte sig ganske klart i 1938, da han blev anklaget for at være besat af anti-tyske følelser. Han forklarede sig: "Den britiske politik gennem fire hundrede år har været at modsætte sig den stærkeste magt i Europa ved at sammen-væve en kombination af andre magter, der er stærk nok til at møde tyranen. Nogle gange var det Spanien, nogle gange det franske monarki, nogle gange den franske imperium, nogle gange Tyskland. Jeg er ikke i tvivl om, hvem det er nu. Men hvis Frankrig fremfører et krav om overherredømme i Europa, bør jeg ligeledes søge at sætte mig imod dem. Det har været således at vi gennem århundrederne har bibeholdt vore friheder og opretholdt vores liv og magt."
Når vi sætter følelser og virkningerne af årtiers propaganda til side, står det klart at USA gennem de sidste godt hundrede år har overtaget Storbritanniens del-og-hersk rolle som manipulatoren i forhold til de europæiske nationer. To gange er USA gået ind europæiske krige på de svagere magters side og derved gentagne gange øget deres egen magt på bekostning af Europas svækkelse og ødelæggelse.
Amerikansk bygget havn ved Nantes i Frankrig under Første verdenskrig. Det amerikanske SOS byggede fire komplette havne med 23 kajpladser og mere end 16.000 værksteder, barakker og varehuse herunder 200 hospitaler for at understøtte krigen i Frankrig. Det transporterede 18 millioner tons forsyninger over Atlanten, inklusive 1.500 lokomotiver, 18.000 køretøjer og 1.600 km. jernbanespor Foto St. Mihiel Trip-wire.
I Første Verdenskrig lod USA de europæiske magter ødelægge hinanden gennem fire år, samtidig med at de holdt de vestlige magter inde i krigen med en enorm og konstant strøm af forsyninger. Først efter, at de europæiske magter havde ødelagt hinanden i fire års gruopvækkend skyttegravskrig, engagerede de sig i 1918 i selve kampene.
Gennem hele mellemkrigstiden forholdt USA sig passiv, idet de påberåbte sig deres erklærede neutralitetspolitik, og lod al støtte til Versailles traktaten - som præsident Woodrow Wilson selv havde været med til at forhandle på plads - smuldre uden at røre en finger.
Konvoj på vej over Atlanterhavet under Anden Verdenskrig. Det Amerikanske Lend-Lease-program autoriserede USA's regering til at bortgive våben og andre krigsfornødenheder til en værdi af 50 milliarder dollar i perioden 1941-45. Der krævedes ingen tilbagebetaling.
De amerikanske forsyninger holdt krigen i gang. Storbritannien var fuldstændig afhængig af strømmen af våben, ammunition, brændstof, uniformer og fødevarer hen over Atlanten. Det var de amerikanske forsyninger via Murmansk, som satte Sovjetunionen i stand til at overleve de første måneder efter det tyske angreb i juni 1941.
For 31 milliarder dollars gik til Storbritannien,
For 11 milliarder dollar til Sovjetunionen,
For 3 milliarder dollar til Frankrig
For 1,6 milliarder dollar til Kina. Foto Rhiw.com.
I Anden Verdenskrig lod USA de europæiske nationer ødelægge hinanden også gennem fire års krig, samtidig med at de holdt krigen i gang ved at levere enorme mængder af våben og ammunition, brændstof og andre krigsfornødenheder til den svagere part, som var Storbritanien og Frankrig. Inden amerikanerne i juli 1943 gik i land på Sicilien.
Det amerikanske engagement i krigen i det fjerne Ukraine i dag repræsenterer en klassisk del-og-hersk strategi, som har til formål at lade deres vesteuropæiske og russiske rivaler svække og om muligt ødelægge hinanden uden at skade deres egen velstand og sikkerhed.
Krigen blev skabt af amerikanske intriger i 2014. Senest har har amerikanerne under præsident Trump dog trukket sig ud af engagementet og vesteuropæerne har ivrigt taget sagen til sig - som sædvanligt kan man sige.
