Det historiske område, der i dag udgør den kinesiske provins Xinjiang, bestod i oldtiden af mange uafhængige kongedømmer. De var i en fjern fortid grundlagt af indoeuropæiske steppenomader. Kinesiske historikere fortæller, at de omkring år 0 e.Kr. vandt hæder ved at angribe hinanden eller løsrive sig. Hou Hansu dokumentet fortæller for eksempel at "I kejser Ais regeringstid," som kun varede 7 år, "fragmenteredes kongerigerne i området yderligere således at de 36 kongeriger splittedes til 55 riger". Det var ganske normalt for indoeuropæiske kongedømmer i oldtiden. De mange græske bystater og de germanske og keltiske stammer i det nordlige Europa førte lignende krige mod hinanden.
Man kan frygte at Tarim Basin kongedømmernes historie var en generalprøve på Europas skæbne.
Rigerne sendte tusinder af deres våbenføre mænd i buddhistiske klostre og omfavnede buddhismens ideer om grænseløs godhed. Kongeriget Shule blev langsomt og gradvist infiltreret af tyrkiske muslimer. Da Shule blev erobret af nabokongedømmet Khotan, bragte det Khotan ind i en langvarig og opslidende krig mod det muslimske Kara-Khanid Khanat, som tiltrak nyomvendte muslimer fra hele Centralasien. Efter mange års krig måtte Khotan strække våben og muslimerne jævnede de buddhistiske templer med jorden og formentlig dræbte mændene og avlede deres egne børn på de lyse unge kvinder.
1. Jadeporten
Halvandet tusinde år efter at Xiaohe folket havde opgivet deres gravplads og tusind år efter at Cherchen manden og hans kvinder var lagt til hvile i deres grav - dukkede kejseren af Kinas mænd op ved tærsklen til Tarim Bækken.
Langt ude i Gobi ørkenen står resterne af en kinesisk mur, der strækker sig fra Dunhuang og 136 km. mod nordvest. Den er bygget omkring år 0 e.Kr. under Han dynasti kejserne af siv og kviste af rosenpil, lagt lagvis med sand ind imellem. Her ses et af murens vagttårne
I dag er det svært at se et landskab i rimelig nærhed, der ville have været i stand til at levere sådan en mængde siv og pilekviste. Foto Jiang Dong - China Daily.
Han Dynasti kejserne lod opføre en forsvarsmur af sand, siv og pilekviste, der strækker sig fra Dunhuang og 136 km. mod nordvest.
Der var adgang til kejserriget gennem en port i muren kaldet "Jadeportens grænsepost", opført under kejseren, Wudi, 121 f.Kr. Porten var fik sit navn efter de mange store karavaner fra Khotan, som ankom til Kina ad ruten syd om Taklamakhan ørkenen, med de eftertragtede stene.
"Jadeportens grænsepost" er opført af sammenpresset jord. Den kan stadig ses i ørkenen omkring 80 kilometer nordvest for Dunhuang. De stampede ler mure er 10 m. høje og gennembrudt af flere portåbninger, her ses en af dem. Det firkantede fort, hvor soldaterne holdt til, dækker mere end 600 M2 midt ude i ødemarken. Foto Dunhuang Yumen Pass Xiaofangcheng-ruinerne Zhang Qi Wikipedia
Vi må tro at formålet med muren først og fremmest var forsvar, især mod angreb fra Xiongnu steppenomaderne. Men man kan forestille sig at meningen også var at lede købmændenes karavaner den rigtige vej, nemlig imod Jadeporten og der opkræve bompenge.
Rejsende ad Silkevejens sydlige gren til og fra "De Vestlige Regioner", skulle passere gennem Jadeporten. Den var det sidste, som de så af kinesisk territorium, når de drog ud på lange karavanerejser med blandt andet silke til Indien, Parthien og måske de østlige provinser af Romerriget.
Alternative forgreninger af Silkevejen. Det har altid været kendt at man kunne rejse både syd og nord om Taklamakhan ørkenen. I nyere tid er det desuden blevet påvist at en gren af Silkevejen drejede af ved Miran og gik gennem Qaidam Bækken, videre forbi søen Koko Nor og ned fra det Tibetanske Højland langs Den Gule Flods øvre løb. Det var også muligt at rejse den lange vej nord om Tien Shan Bjergene. Desuden, som vi skal se, pilgrimmen Xuanzang drog over Tien Shan Bjergene. Wikimedia Commens.
Men købmændenes kreativitet med hensyn til at undgå Jadeporten var stor. Karavanerne begyndte at foretrække den nordlige rute via Hami - og derfor blev Jadeporten opgivet. I nyere tid er det desuden blevet påvist at en gren af Silkevejen gik gennem Qaidam Bækken, videre forbi Koko Nor og ned fra det Tibetanske højland langs Den Gule Flods øvre løb mod byen Tianshui i Gansu.
I 1907 fandt den ungarsk-britiske opdagelsesrejsende Sir Aurel Stein på selve stedet bambusstykker med en tekst, der navngav stedet som "Yumenguan" - hvilket betyder "Jadeporten grænsepost" - og i 1944 opdagede kinesiske arkæologer andre indskrifter, der bekræftede dette.
Omkring 500 e.Kr. blev "Jadeportens grænsepost" opgivet.
2. Det tokhariske sprog
Wang Yuanlu, vogter af Dunhuangs Mogao klippetempler, uden for hans kvarter overfor Hule 16. Dunhuang Mogao, 11. juni 1907. Foto Aurel Stein.
I året 1907 ankom Stein til Dunhuang for at proviantere med hensyn til at undersøge den mur, som starter ved Dunhuang og løber mod vest gennem ørkenen.
Men så hørte han i Dunhuang fra en anden rejsende en utrolig historie om at en kinesisk taoistisk præst ved navn Wang Yuan-lu ved et tilfælde havde fundet en enorm mængde meget gamle dokumenter, som havde været muret inde i en hule i næsten tusind år. Det blev beskrevet for Stein at det drejede sig om "adskillige vognladninger" dokumenter.
Pastor Wang var ikke hvem som helst. Han havde uselvisk og egenhændigt udnævnt sig selv til beskytter af de fantastiske billedgallerier og statuer i Mogao hulerne nær Dunhuang.
Stedet var i stærkt forfald, men der var stadig mindst en fastboende tibetansk munk. Billedhulerne var også centrum for en årlig religiøs festival. Mange af hulerne var dog delvist fyldt med sand, der var blæst ind fra ørkenen. Det var angiveligt under fjernelse af sand fra korridoren i en grotte, som nu har fået navnet Hule 16, at Wang opdagede den skjulte såkaldte Bibliotekshule.
Det lykkedes Stein at få lov til at undersøge et udvalg af dokumenterne. De viste sig at være skreven på en mangfoldighed af sprog, heriblandt gammel kinesisk, tibetansk, sanskrit, tyrkiske runer, sogdisk og uyghurisk, men - skulle det vise sig - også på et hidtil ukendt sprog, som fik navnet tokharisk. Dette sprog er ikke bleven fundet uden for Tarim Bækken.
Pastor Wang havde stærkt brug for penge til bevare og restaurere hulernes malerier og statuer. Til sidst lykkedes det Stein at få 7.000 komplette manuskripter og 6.000 fragmenter, som han betalte 130 engelske pund for. Selvom manuskripterne inkluderede mange duplikater af Diamant- og Lotus-sutraerne. Dokumenterne fyldte 24 kasser, og Stein har udtalt, at han ikke var i stand til at slappe af, så længe kasserne var indenfor Kinas grænser. Men de ankom alle til British Museum i London i god stand efter fem måneders søtransport.
Paul Pelliot undersøger manuskripter i Dunhuang i 1908. Stein var ikke den eneste som besøgte biblioteksgrotten. Året efter fik Magao grotternes vogter, Wang Yuanlu, besøg af franskmanden Pelliot, som opnåede at få en lignende mængde dokumenter med hjem til Paris. Desuden fik japaneren Otani Kozui og russeren Sergey Oldenburg hver en stor mængde dokumenter for en passende betaling. På denne måde blev Dunhuang dokumenterne spredt ud over hele verden, og det må siges at være en god ting, ellers havde verden nok ikke hørt meget til det indoeuropæiske tokhariske sprog. Foto Charles Nouette (1869-1910) - Musee Guimet, archives photographiques, AP8186 Wikipedia.
Ved nøjere undersøgelser af de tusinder af gamle dokumenter viste det sig at tokharisk findes i to varianter, nemlig tokharisk A og tokharisk B. Det var et indoeuropæisk sprog med mange fællestræk og lignende ord med europæiske sprog.
Tokharisk A var et arkaisk sprog, som blev brugt som et buddhistisk liturgisk sprog. Medens tokharisk B synes at være blevet mere aktivt talt i hele området fra Turpan i øst til Shule i vest, især i Kucha.
De ældste bevarede manuskripter på tokharisk B er dateret til det femte eller endda slutningen af det fjerde århundrede e.Kr.
Vi husker, at den buddhistiske munk Faxian, der rejste ad den sydlige rute over Miran, Cherchen, Khotan, Yarkand og Shule til Indien, fortalte at "hver by talte sit eget barbariske sprog".
Dokumenterne, sammen med mange hulemalerier, som viser personer med hvid hud og lyse hårfarver, samt de gamle mumiers hvide hud og kaukasiske ansigtstræk, har ført til den antagelse at de oprindelige folk i Tarim Bækken talte forskellige varianter af tokhariske eller lignende indoeuropæiske sprog.
Arkæologerne J.P. Mallory og Victor H. Mair argumenterer for, at Tarim Bækken blev befolket af proto-tokhariske-talende folk fra en østlig del af den indoeuropæiske Afanasievo-kultur, som migrerede mod syd og bosatte sig i de nordlige og østlige dele af bækkenet.
2. Hou Hanshu om de vestlige regioner
Den klassiske kinesiske historie beretning "Hou Hanshu" dækker Han Dynastiets historie i de første to århundreder efter år 0 e.Kr. Den er forfattet af Fan Ye nogle hundrede år efter at begivenhederne udspillede sig, idet han brugte tidligere dokumenter som kilder.
Første side af Hou Hanshu. Foto Fan Ye, 398-445 Southern Song Shaoxing 1131-1162 edition Wikipedia.
Fan Ye fortæller selv at afsnittet om de Vestlige Regioner er baseret på en rapport udarbejdet af general Ban Yong og præsenteret for kejser An af Han omkring år 125 e.Kr.
Ban Yong var søn af general Ban Chao, som i tredive år var leder af Han hæren i krigen mod Xiongnu steppenomaderne.
Under kejser Wu, 140-87 f.Kr. kom de vestlige regioners 36 kongeriger under kinesisk autoritet med en kejserlig udsendt kommandant, som senere blev erstattet af en generalprotektor.
"I kejser Ais regeringstid, 6 f.Kr.-1 e.Kr. fragmenteredes kongerigerne i området yderligere således at de 36 kongeriger splittedes til 55 riger. Efter at Wang Mang havde tilranet sig tronen i 9 e.Kr. degraderede han deres konger til markiser. Derfor blev kongerne de vestlige regioner vrede og gjorde oprør. De afbrød alle forbindelser med Riget i Midten og underkastede sig igen Xiongnu."
Men "Xiongnu folket opkrævede uhyrligt høje skatter. Kongerigerne var ikke i stand til at imødekomme deres krav."
På grund af Xiongnus høje skatter sendte kongerigerne hver især repræsentanter til kejserens hof for at bede om beskyttelse. Hou Hanshu meddeler os: "Midt i jianwu-perioden - 25 - 55 e.Kr. sendte de hver især udsendinge for at spørge, om de kunne underkaste sig Riget i Midten, og for at udtrykke deres ønske om en general til deres beskyttelse." Hvilket blev afvist.
"I år 73 e.Kr. beordrede kejser Ming sine generaler til at angribe Xiongnu. De indtog Hami, efter 65 års fravær og etablerede en produktion af fødevarer der. Khotan og de andre kongeriger sendte alle deres sønner for at de skulle tjene kejseren."
"Imidlertid, da kejser Ming døde i året 75 e.Kr. angreb og dræbte rigerne Karashahr og Kucha den kinesiske general Chen Mu og alle, som var med ham."
"Den nye kejser Zhang ønskede ikke at udmatte og ødelægge Riget for Yi og Di folkenes skyld og trak i år 77 e.Kr. rigets kommandører tilbage og nedlagde igen statens produktion af fødevarer i Hami. Imidlertid forblev divisionskommandør Ban Chao i Khotan og skabte fred ved at forsone alle kongerigerne."
De vigtigste byer og riger i Tarim Bækken i de første tre århundreder. De har næsten alle forskellige navne på forskellige sprog og med forskellige stavemåder. Jeg har brugt de navne, som forekommer mig mest almindelige. Foto eget arbejde.
I tidens løb blev Xiongnu svagere, hvilket udløste kampe mellem rigerne. "Kongen af Suoche, ved navn Xian, udslettede adskillige kongeriger. Efter Xians død begyndte de at angribe og bekæmpe hinanden. Xiao Yuan, Niya og Ronglu" syd for Niya, "og Cherchen blev annekteret af riget Shanshan" omkring Lop Nor. "Khotan erobrede fuldstændig Keriya og Pishan". Langs ruten nord for Tianshan Bjergene blev "Yuli, Danhuan, Guhu og Wutanzili udslettet af Jushi" i Turpan. Senere blev disse kongeriger genetableret, siges det.
"I 89 e.Kr. i kejser He's regeringstid, vandt øverste general, Dou Xian, en stor sejr over Xiongnu. I spidsen for mere end 2.000 kavalerister udførte vicekommandant Yan Pan" i år 90 e.Kr." et overraskelsesangreb mod Hami, som han erobrede."
Udskåren bjælke fra Loulan 200-300 e.Kr. "Udskæringen er afledt af blad- og blomstermønstre, der blev brugt i det hellenistiske Middelhav, Syrien, Iran og Gandhara" (British Museum-meddelelse, 2005) Foto Wikipedia.
I 91 e.Kr. lykkedes det endelig general Ban Chao at pacificere De Vestlige Regioner. Han oprettede sit hovedkvarter i Kucha og stationerede yderligere 500 soldater inden for murene i byen Gaochang nær hos Nærmere Jushi i Turpan.
I 94 e.Kr. angreb Ban Chao igen og besejrede Karashahr. "Efter denne sejr leverede mere end halvtreds kongeriger gidsler og underkastede sig imperiet. Kongeriger så langt borte som ved havets kyster mere end 40,000 li væk, tilbød alle tribut ved hjælp af adskillige successive tolke til at kommunikere."
"Men efter kejser Xiaohes død i år 105 e.Kr. gjorde de vestlige regioner igen oprør. I 107 e.Kr. blev generalprotektorerne Ren Shang og Duan Xi og andre omringet og angrebet flere gange. Den kejserlige regering proklamerede, at posten som generalprotektor skulle afskaffes, fordi disse regioner var afsidesliggende, vanskelige og farlige at nå. Fra dette tidspunkt blev de vestlige regioner derfor opgivet."
Turpans ruiner. Byen Turpan kaldes også Jiaohe. Foto Colegota Wikipedia.
De Nordlige Xiongnu tog straks magten og forenede alle kongerigerne igen. Gennem mere end ti år plyndrede de sammen kinesiske grænseområder.
Så, "i 119 e.Kr. sendte kejseren den fungerende assistent, Suo Ban, med mere end tusind mand for at oprette en garnison i Hami og pacificere dette rige. Efter dette kom kongen af Turpan og kongen af Cherchen for at underkaste sig".
"Men få måneder senere vandt de Nordlige Xiongnu igen kontrollen over kongen af Jushi. Sammen angreb og dræbte de Suo Ban og andre. Kongen af Charkhlik sendte en indtrængende anmodning til Cao Zong om hjælp. Cao Zong anmodede derfor om tropper til at angribe Xiongnu og hævne forræderiet mod Suo Ban. Han ønskede at fortsætte fremrykningen i de vestlige regioner. Men enkekejserinde Deng gav ikke sit samtykke. Hun beordrede blot oprettelsen af en oberstløjtnant komando i Dunhuang for at beskytte de vestlige regioner. En lejr på tre hundrede soldater blev genetableret for at holde dem under kontrol, og det stoppede derefter deres hærgen".
"Men de Nordlige Xiongnu sluttede sig til Jushi" i Turpan "for sammen at invadere Hexi Korridoren vest for den Gule flod. Den kejserlige regering var ikke i stand til at forhindre det. Efter diskussioner blev det besluttet at lukke Jade Porten for at forhindre en katastrofe."
I 123 e.Kr. præsenterede den kejserlige sekretær, Chen Zhong, en plan for kejseren: "Deres undersåt har hørt, at af al den hærgen, der er begået af de otte grupper af sydlige barbarer, er intet så slemt som de nordlige vilde Xiongnu."
Chen Zhong gennemgik den politiske og militære udvikling gennem de sidste tre hundrede år: "Da Han Dynastiet kom til magten" i 206 f.Kr. " blev Gaozi omringet ved Pingcheng og bragt i stor fare, og Taizong blev ydmyget ved at underkaste sig og betale tribut. Kejser Xiaowu var dengang indigneret over dette. Han tænkte dybt over at udarbejde langsigtede strategier. Han sendte modige soldater for at navigere på Den Gule Flod og krydse ørkenerne for at ødelægge de vilde Xiongnu's hof. Under denne ekspedition faldt de sorthårede" (kineserne) "nord for Langwang, og der blev ødelagt for formuer i kløfterne på Lu Bjerget. Skatkammeret blev udtømt. Skytlerne og rørene på vævene blev tomme. Der blev taget foranstaltninger til at beskatte pramme og vogne, og endda de seks typer husdyr", som er heste, kvæg, får, høns, hunde og svin.
Chen Zhong fortsatte sin politiske og militære historiske gennemgang: "Gennem disse langsigtede strategier lykkedes det dog kejseren at åbne de fire militære distrikter vest for Den Gule Flod, som afskar de sydlige Qiang, og samledes de 36 kongeriger i de vestlige regioner, hvorved Xiongnu-folkets højre arm blev afskåret. Kongen af Xiongnu måtte løbe langt væk, alene, som en skræmt rotte."
Så", fortsatte den kejserlige sekretær, "i kejserne Xuans og Yuans regeringstid", 73-33 f.Kr., "blev Riget med succes beskyttet mod Xiongnu. Grænseposterne var ikke lukkede, og presserende krigsindkaldelser fandt ikke sted længere."
"Undersøgelse af disse historiske kendsgerninger viser, at Rong og Di folkene vest og nord for Kina kan undertrykkes med magt, men det er vanskeligt at civilisere dem."
"De vestlige regioner vil med tiden komme for at underkaste sig." forudsagde sekretær Chen Zhong. "Ydmygt ser de mod øst og banker på vore grænseporte, indtil de ryster. De kan ikke lide Xiongnu, og de beundrer og efterligner Han."
"Nu har de nordlige vilde Xiongnu allerede besejret Jushi i Turpan. De vil uundgåeligt drage mod syd for at angribe Charkhlik. Hvis vi opgiver sidstnævnte uden at hjælpe dem, vil alle kongerigerne følge dem. Hvis det sker, vil de vildes Xiongnus rigdom øges, deres dristighed og styrke vil blive mangedoblet, deres frygtindgydende ry vil få de sydlige Qiang til at slutte sig til dem."
Chen Zhong forudsagde: "Så vil de fire militære distrikter vest for Den Gule Flod definitivt blive truet. I så fald, hvis området vest for Den Gule Flod bliver truet, vil det være meget vanskeligt at hjælpe dem. Omkostningerne til ekspeditionerne vil derfor stige hundrede gange, og der vil ikke være nok midler til at betale for dem."
"I diskussionerne er kun De Vestlige Regioners ekstreme afsides beliggenhed og de mange involverede udgifter blevet taget i betragtning. Der har ikke været nogen, som har taget i betragtning tidligere generationers ideer om at følge deres hjerter og arbejde hårdt."
"Desuden er grænseregionerne i øjeblikket ikke særlig godt forberedte på at beskytte og forsvare sig selv. I de indre militære distrikter er der ikke truffet militære forberedelser. Dunhuang er isoleret og i fare. Der er en lang vej at sende bud efter hjælp og vende tilbage. Hvis vi ikke hjælper dem, vil der ikke være nogen til at støtte embedsmændene og folket i det indre af vort rige."
"I de ydre regioner vil vi være ude af stand til at vise vores magt over for de mange barbariske stammer. De klassiske skrifter forbyder os klart at gå ind for at reducere imperiet."
Sekretær Chen Zhong afsluttede: "Jeg, Deres ydmyge tjener, er af den opfattelse, at vi bør indsætte en kommandant i Dunhuang, som de gjorde i tidligere tider, for at forstærke militærkolonierne i de fire militære distrikter vest for Den Gule Flod og på denne måde kontrollere alle kongerigerne mod vest i den hensigt at knuse fjendens offensiv over 10.000 li og terrorisere Xiongnu."
Kejseren accepterede Sekretær Chen Zhongs råd. "Derefter gav han i 123 e.Kr. titlen som beskytter af De Vestlige Regioner til Ban Yong, så for at han kunne føre fem hundrede frigivne straffefanger vestpå til garnisonen Liuzhong. Ban Yong erobrede og pacificerede derefter Jushi i Turpan."
Ruinerne af et Yangguan vagttårn fra Han Dynastiet i ørkenen vest for Dunhuang.
"I året 127 e.Kr. angreb Ban Yong endnu engang Karashahr og underkuede den, og derefter kom Kucha, Kashgar, Khotan, Yarkand og andre kongeriger, sytten i alt og underkastede sig. Efter dette ophørte Wusun og Congling i Pamir deres afbrydelser af kommunikationen mod vest."
"Fordi Hami i umindelige tider havde leveret frugtbar jord, der grænsede op til De Vestlige Regioner, som Xiongnu var i stand til at plyndre for forsyninger, beordrede kejseren i året 131 e.Kr. genetableringen af en statslig fødevareproduktion der" ligesom den fra perioden 89-105 e.Kr. "og der blev indsat en kommandør af Hami."
Men efter perioden 132-136 e.Kr. "faldt det kejserlige hofs omdømme gradvist. Kongerigerne i de vestlige regioner blev arrogante og uagtsomme. De undertrykte og angreb igen hinanden."
I året 152 e.Kr. "blev adjudant Wang Jing henrettet i Khotan. I 153 e.Kr. indledte kongen af nomadestammen Jushi igen et angreb mod garnisonen i militærkolonien i Hami."
Efter "The Western Regions according to the Hou Hanshu" af John E. Hill
4. Kongerigerne i Tarim Bækken
Allerede 138 f.Kr. kom den store rejsende Zhang Qian igennem byerne i Tarim Bækken, men han fortæller ikke meget om dem. En af de få ting, som er kendte, er at han på udrejsen passerede saltsøen Lop Nor, hvilket indikerer at han fulgte ruten nord om Taklamahkan ørkenen.
Kong Mihirakula af Hephthalites på en mønt. Man ser tydeligt hovedskalsdeformationen. Foto Classical Numismatic Group, Inc Wikipedia.
Zhang Qians beretning kendes primært fra Sima Qians historie "Shiji", som er en tekst, der blev færdiggjort højst fyrre år efter Zhang Qians tilbagekomst.
General Ban Chao berettede detaljeret om de lokale forhold i hvert kongerige, som berettet og suppleret af hans søn Ban Young i skriftet Hou Hanshu i afsnittet om De Vestlige Regioner, som primært omhandler de første to århundreder e.Kr.
Den buddhistiske munk Faxian rejste igennem kongerigerne på den sydlige rute på sin udrejse til Indien omkring år 400 e.Kr. Han skrev nogle ret fyldige rapporter om sine iagttagelser.
De buddhistiske munke Song Yun og Huisheng ankom i 518 e.Kr til Khotan, som de kaldte Karghalik. Her mødte de kong Mihirakula af Hephthalites, De Hvide Hunner, som herskede over området på denne tid. På deres hjemrejse benyttede de ruten over Qaidam Bækken, forbi saltsøen Koko Nor, byen Xining og den Gule Flods øvre løb. Desværre er deres rejseberetninger gået tabt.
Omkring 630 e.Kr. rejste den berømte buddhistiske munk Xuanzang ad den nordlige rute på sin udrejse til Indien. Dog var hans rute special ved, at han drog over Tien Shan Bjergene efter Kucha til saltsøen Issyk Kul, hvor han mødte Vesttyrkernes Khan ved søens bred. Derefter fortsatte han mod vest ad ruten nord om Tien Shan.
Xuanzang og hans rejsefæller ifølge den klassiske roman "Rejsen mod Vest" på maleri i den lange korridor i Sommerpaladset. Kinesiske historiefortællere har gennem hundreder af år frembragt en fantastisk fortælling om den overjordisk gode Xuanzang, som bliver ledsaget og beskyttet af hans tre mere jordnære rejsefæller, nemlig Monkey King, Brother Pig, Sandy og den hvide hest, som gang på gang frelser deres virkelighedsfjerne herre fra at blive spist eller det som er værre. Romanen er fuldstændig eventyrlig fiktion og har intet at gøre med hans faktiske rejse. Foto shizhao Wikimedia Commons.
På sin hjemrejse fra Indien rejste Xuanzang ad ruten syd om Taklamakhan ørkenen og passerede blandt andet Shule, Khotan og Dunhuang. Han skrev en ret fyldige beretning om, hvad han så i Khotan.
Marco Polo besøgte byen mellem 1271 og 1275 e.Kr. Han fortalte "at indbyggerne alle dyrkede Mothamet."
5. Kongeriget Khotan
I Hou Hanshu fra omkring 200-300 e.Kr. kaldes Khotan for Yutien. Det hedder: "Hovedcentret for Kongeriget Yutian er byen Xicheng". - "Det kontrollerer 32.000 husstande, 83.000 individer og mere end 30.000 mænd, som er i stand til at bære våben."
Men da Aurel Stein og andre opdagelsesrejsende besøgte byen i begyndelsen af 1900-tallet, observerede de, at regionen var underbefolket i forhold til dens landbrugsmæssige potentiale, idet befolkningen på dette tidspunkt blev anslået til omtrent ca. 200.000, som dog er næsten tre gange større end hvad der er angivet i Hou Hanshu.
Ruinerne af Rawak Stupa i ørkenen uden for Khotan, et buddhistisk sted dateret fra slutningen af det 3. til det 5. århundrede e.Kr. Foto Daggel Wikipedia.
Især taget i betragtning at siden Han Dynastis dage har Taklamakhan ørkenen opslugt store landbrugsarealer - mange af ruinerne fra fordum Khotan ligger langt ude i ørkenen - må det siges at kaste ganske alvorlig tvivl om Hou Hanshus kvantitative oplysninger.
Befolkningen må have været langt større end de 83.000 individer, som de gamle kinesere oplyser. Denne fejlvurdering må kunne overføres til tallene for alle de andre kongeriger, som Hou Hanshu nævner, således at alle Hanshus angivelser vedrørende antallet af våbenføre mænd og lignende formentligt er meget for lave.
Jorden i Khotan er meget frugtbar løssjord. Men da det aldrig regner, er al agerbrug fuldstændig afhængig af kunstvanding, idet bønderne søger at udnytte de smeltevandsfloder, som strømmer ned fra bjergene, inden de udtømmer deres vand i ørkenens sand.
Meget af Khotans rigdom kom fra eksport af jade til Kina. Det er blevet påvist at alle jade stykker, som blev udgravet fra kong Fuhao af Shang dynastiet's (1600 - 1046 f.Kr) grav, var fra Khotan. Det var mere end 750 stykker.
Desuden er det kendt at Khotan var et center for silkeproduktion i Tarim-bækkenet.
Reliefskulpturer på den ydre sydøstlige væg af Rawak stupa gård i ørkenen uden for Khotan, et buddhistisk sted dateret fra slutningen af det 3. til det 5. århundrede e.Kr. Foto Aurel Stein omkring 1910.
Stein foreslog, at det kunne have været de gamle geografers Serindia (snarere end Kina), hvorfra Vesten lærte om selve produktet, silke.
Legenden fortæller at på det tidspunkt, hvor kineserne forbød eksport af silkeorme, morbærtræer og kendskab til fremstilling af silke, bad en snedig konge af Khotan om en kinesisk prinsesses hånd.
Før hun rejste til sit nye land, gjorde hendes kommende mand hende det klart, at hvis hun forventede at blive holdt klædt i silke, måtte hun hellere skaffe det nødvendige til dets produktion. Hun gemte silkeorme æg og frø fra morbærtræet i sin hovedbeklædning og førte dem til Khotan.
Sproget i kongedømmet Khotan var khotanesisk, som var et øst-iransk indoeuropæisk sprog, der tilhører gruppen af sprog hos de indoeuropæiske rytternomader af Andronovo oprindelse, som kaldes Saka. Ved det kongelige hof talte man gandhari prakrit, som er et indo-arisk sprog, der er beslægtet med sanskrit Gandhari-sproget.
Kinesiske annaler fra 660 til 700-tallet giver et glimt af en tabt gren af historien. De fortæller at folket i Khotan havde deres egne myter og krøniker. Deres skrift, love og litteratur var modelleret efter Indiens.
Ashokas besøg ved Ramagrama Stupa. Sanchi Stupa 1 Southern gateway. Foto Dharma from Sadao, Thailand Wikipedia.
Tarim Bækken kan have været et refugium under sidste istids maksimum, som hulerne i Sydfrankrig var det i Europa. Kinesiske videnskabsmænd mener således at have sporet Xiaohe folkets gener, som bevaret i de berømte mumier fundet nær Loulan, til "De gamle nordeurasere", som jagede på mammutsletten under sidste istid.
Men Tarim Bækken blev meget tidligt befolket af forskellige indoeuropæiske steppenomader, måske allerede i forbindelse med udvandringen fra steppen ved Jordens temperaturfald 1.500-2.000 år f.Kr.
Den kinesiske pilgrim Xuanzang fortæller at kongens store forfader var den ældste søn af Asoka-raja, som boede i Taxila. Bagefter, efter at være blevet forvist fra kongeriget, drog han nord for de Sneklædte Bjerge. Medens han ledte efter græs og vand til sine hjorde, kom han til dette sted og byggede sin hovedresidens her.
Folkets egen myte fortalte, at de stammede fra den indiske by Taxila. De var efterkommere af de mænd, som blindede kong Asokas søn Kunula, og derfor var de blevet fordrevet.
Figur fra Khotan med udprægede kaukasiske træk - Tang Dynasty - Hong Kong Heritage Museum.
Den buddhistiske munk Faxian bemærkede at "kongen var en vesterlænding."
"Hou Han Shu" fortæller, at kong Xian af Suoche erobrede Khotan omkring 25-56 e.Kr. Men kun omkring tyve år senere rejste en khotanesisk general ved navn Xiu Mo oprørsfanen mod Souche og udråbte sig selv til konge af Khotan. Ved Xiu Mos død overtog en søn af hans ældre broder, Guang De, magten og han besejrede derefter Souche. Hans kongerige blev meget velstående efter dette. Fra Niya mod øst helt til Shule mod vest, underkastede tretten kongeriger sig kongen af Khotan.
Faxian besøgte landet mellem 319 og 413 e.Kr. Han fortalte, at indbyggerne samledes for at dyrke musik. De klædte sig i broderede klæder. Nogle gik dog stadig i pelse. Han bemærkede, at der var en stor mængde buddhistiske klostre i landet.
Han skrev: "Dette land er velstående og lykkeligt, dets folk er velhavende. De har alle modtaget troen og finder deres underholdning i religiøs musik. Munkene tæller flere tusinde." Han beskriver et kloster, der gjorde dybt indtryk på ham med sin pragt, kaldet Kongens Nye Kloster, som det havde taget firs år og tre kongers levetid at bygge. "Det er omkring to hundrede og halvtreds fod højt, ornamenteret udskåret og overtrukket med guld og sølv, passende færdiggjort med alle de syv ædelstene. Bag pagoden er der en Buddha-hal, som er yderst overdådigt dekoreret. Dens bjælker, søjler, foldedøre og vinduer er alle forgyldte. Derudover er der præsteværelser, også snævert dekoreret." De syv ædelstene, som han refererer til, er guld, sølv, lapis lazuli, krystal, rubin, smaragd og koral.
Faxian, der opholdt sig i Khotan i tre måneder, beretter videre, at der var fjorten store klostre i kongeriget, uden at medregne de små. Han fandt at indbyggerne var generøse og gæstfrie. De forbereder plads til rejsende munke og stiller dem til rådighed for munkene, som er deres gæster, sammen med alt andet, de måtte have brug for.
Keramikfigur fra Tang dynasti, som forestiller musikanter på en kamel. Musikere og dansere i Tang dynasti kom meget ofte fra kongedømmerne i Tarim Bækken. Faktisk gennem hele Tang Dynasti underholdt et orkester fra Kucha ved de kejselige fester. Vi kender endda titlerne på de stykker, som de spillede. Det var sådanne som "Jadekvinden lader bægeret gå rundt", "Mødet den syvende aften""Spillet om at gemme sig". Eget foto fra The National Museum of Chinese History.
Han beskriver en buddhistisk festival i Khotan, som det kongelige hof deltog i: "Fra den første dag i den fjerde måned fejes og vandes hovedgaderne i byen, og sidegaderne pyntes. Over byporten spændes en stor markise med alskens udsmykninger, hvorunder kongen og dronningen samt hofdamerne tager deres pladser. En procession blev fandt sted, anført af præsterne fra klosteret, hvor kongen havde indlogeret Faxian. En kilometer eller deromkring uden for byen var der blevet forberedt en vogn, der var over ni meter høj, og som lignede en flytbar Buddha-hal. og prydet med de syv ædelstene, med flagrende vimpler og broderede baldakiner". En Buddha figur blev placeret på denne firhjulede billedvogn med to ledsagende bodhisattvaer og devaer bagved.
Ceremonien fortsatte, og da vognene havde nærmet sig hundrede skridt fra byporten, tog kongen sin krone af og iførte sig nyt tøj. "Han gik barfodet og holdt blomster og røgelse i hænderne, med ledsagere på begge sider, og gik ud af porten," skriver Faxian. "Da han mødte billedvognen, bøjede han hovedet mod jorden, spredte blomsterne og brændte røgelsen. Hele ceremonien strakte sig over fjorten dage, da hvert af de store klostre havde sin egen dag for processionen samt egne buddha-bærende vogne. Ved afslutningen vendte kongen og dronningen tilbage til deres palads.
På sin hjemrejse fra Indien besøgte en anden buddhistisk munk ved navn Xuanzang, Khotan omkring 645 e.Kr.
Maleri på træpanel opdaget af Aurel Stein i Dandan Oilik nær Khotan, der skildrer legenden om prinsessen, der gemte silkeormæg i sin hovedbeklædning for at smugle dem ud af Kina til Kongeriget Khotan. Foto Wikipedia.
Xuanzang beretter: "Efter at have bevæget os østpå cirka 800 li, kommer vi til landet Kustana (Khotan). Dette distrikt er et stor fladt område dækket af sand og sten. Jorden er dog egnet til dyrkning af korn og er meget produktiv. De fremstiller tæpper af uld, fint hårklæde og silketaft; jorden producerer meget hvid jade og mørk jade. Klimaet er tempereret, og den almindelige befolkning forstår høflighed og de rette principper; de værdsætter lærdom og er glade for musik. De er retskafne i deres opførsel og sandfærdige, og i disse henseender adskiller de sig fra andre tartariske stammer. Deres skrifttegn ligner Indiens med nogle små forskelle. De værdsætter Buddhas lov højt."
"Der er 100 klostre her og omkring 5000 munke. De studerer for det meste "Det Store Fartøj" - Mahayana. "Kongen er en poleret og lærd mand, modig og bevandret i krigens kunst. Han er velmodig over for dydige mennesker."
Hoved af Buddha fundet i Khotan 200-300 e.Kr. Collection of Tokyo National Museum. Puchku Wikipedia.
Også Xuanzang fortæller om den overdådige fejring af Buddas fødselsdag: "De laver en firhjulet vogn og opfører på den en bygning i fire etager ved hjælp af bambus, der er bundet sammen." - "De laver figurer af devaer med guld, sølv og lapis lazuli blandet i stor stil og med silkeagtige serpentiner og baldakiner hængt ud over dem. På de fire sider er der nicher med en Buddha siddende i hver og en Bodhisattva, der står og tjener ham. Der kan være tyve vogne, alle store og imponerende, men hver især forskellig fra de andre." - "De har sangere og dygtige musikere; de viser deres hengivenhed med blomster og røgelse."
"Hele natten holder de lamperne tændt, de har dygtig musik og frembærer ofringer. Dette er også praksis i alle de andre kongeriger. Overhovederne for Vaisya-familierne i dem opretter huse i byerne til uddeling af velgørenhed og medicin. Alle de fattige og trængende i landet, forældreløse, enkemænd og barnløse mænd, lemlæstede og krøblinge og alle, der er syge, går til disse huse og får enhver form for hjælp, og læger undersøger deres sygdomme. De får den mad og medicin, som deres tilfælde kræver, og får lov til at føle sig godt tilpas; og når de har det bedre, går de af sig selv."
Xuanzang fortæller om Khotans kongeslægts oprindelse: "Kongens store forfader var den ældste søn af Asoka-raja, som boede i Takshasila. Bagefter, efter at være blevet forvist fra kongeriget, drog han nord for de Sneklædte Bjerge. Mens han ledte efter græs og vand til sine hjorde, kom han til dette sted og byggede sin hovedresidens her."
"Efter et stykke tid, fordi han ikke havde nogen søn, gik han hen for at bede i Vaisravana Devas Tempel. I gudens pande, der sprængte sig foran ham, kom et drengebarn frem "(som den græske Athene, der kom ud fra Zeus pande), "og jorden foran templet frembragte samtidig en vidunderligt sødt duftende væske" (stof som mælk fra et kvindebryst); "ved at tage dette som næring for barnet voksede det op til modenhed."
Menneskeligt hoved med udprægede kaukasiske træk på keramik med en ko forneden. Khotan Cultural Museum. Foto Zossolino Wikipedia.
"Ved kongens død besteg han tronen og etablerede sit herredømme i retfærdighed og bragte mange lande under sin magt. Den nuværende konge er hans efterkommer. Da hans forfader var blevet næret af et jordbryst, fik denne slægt navnet Kustana, hvilket betyder en efterkommer af Jorden."
Kongeriget Khotan var det sidste rige i den vestlige del af Tarim Bækken, som blev erobret af de nyomvendte tyrker. Khotans buddhistiske regering blev ødelagt af Boghra Khan omkring 980-1000 år e.Kr.
Muslimerne havde gennem længere tid gradvist øget deres mængde i stadig større dele af nabo kongeriget Suoche. Khotan erobrede Suoche i 970 e.Kr. hvilket udløste en langvarig krig mellem Khotan og Kara-khanid kalifatet.
Efter erobringen af Suoche sendte Khotan en dansende elefant til Song Dynasti Kina for at vinde deres støtte i kampen mod muslimerne. Men det var forgæves. De tyrkiske muslimer indtog Khotan omkring år 1000 e.Kr.
Marco Polo kom igennem Khotan mellem 1271 og 1275 e.Kr. Han skrev: "Cotan er en provins, der ligger mellem nordøst og øst og er otte dagsrejser lang. Folket er underlagt den store Khan og er alle tilbedere af Mahommet. Der er adskillige byer og landsbyer i landet, men Cotan, hovedstaden, er den mest fornemme af dem alle, og den har givet navn til kongeriget. Alt kan fås der i overflod, inklusive en overflod af bomuld, hør, hamp, hvede, vin og lignende. Folket har vinmarker, haver og godser."
"De lever af handel og fremstilling, og de er ikke soldater".
6. Kongeriget Kucha
Kucha blive ofte kaldt Qiuzi i kinesiske kilder. Byen var et vigtigt stop på Silkevejens nordlige rute.
Det indoeuropæiske sprog Tokharisk fandtes i to forskellige varianter, nemlig Tokharisk A og Tokharisk B, og Tokharisk B er udelukkende knyttet til Kucha.
Et autentisk portræt af kongen og dronningen af Kucha fra Kizil-hulerne viser et elegant klædt kongepar og en konge med rødt hår og lys hud ligesom de fleste af hans undersåtter, tydeligvis en person af indoeuropæisk oprindelse. Foto Wikimedia Commons.
Da indbyggerne således med ret stor sikkerhed talte et indoeuropæisk sprog, må man antage at Kucha folket og deres kongeslægt stammede fra indoeuropæiske rytternomader af Andronovo eller Afanasievo oprindelse, som udvandrede fra steppen i forbindelse med et fald i Jordens temperatur og dermed nedbør over kontinentets indre omkring 1700 - 1000 f.Kr.
Det udelukker ikke at Tarim Bækken har været refugium for en endnu mere oprindelig befolkning, som havde modstået den sidste istids maksimum lokalt, som Cro-Magnon folket gjorde i hulerne i Sydfrankrig. For eksempel kan Xiaohe folket, som levede nær Loulan, ikke umiddelbart kategoriseres som efterkommere efter indoeuropæiske rytternomader.
Ifølge Hou Hanshu var Kucha det største af de "seksogtredive kongeriger i de vestlige regioner" med en befolkning på 81.317, herunder 21.076 mænd som var i stand til at føre våben. Som ovenfor nævnt skal disse tal ikke tages alt for bogstaveligt. Som i tilfældet Khotan er de uden tvivl alt for lave. Men Kucha var med stor sikkerhed et meget stort kongdømme.
Kongefamilien i Kucha, som er kongen, dronningen og de unge prinser, alle med hvid hud og lyst hår. Kongerne i Kucha var af huset Po, som betyder "hvide". Hule 17, Kizil-hulerne. Omkring år 500 e.Kr. Foto Eremitagemuseet Wikipedia.
Blandt munken Xuanzangs mest opsigtsvækkende observationer i Kucha var den udbredte praksis med kraniedeformation: "Deres skik involverer at presse spædbørns hoveder med træbrædder for at gøre dem flade." Arkæologiske fund fra Kuchas gravsteder bekræfter, at denne praksis ikke blot var en rejsendes overdrivelse. Denne skik fandtes over hele Centralasien og ikke blot i Kucha, hvor deformerede kranier optræder på Kushan-møntportrætter.
Den kongelige familie, som Xuanzang mødte - Kong Suvarnapushpa og hans efterfølger Suvarnadeva - havde sandsynligvis disse modificerede kranier, selvom pilgrimmen mærkeligt nok udelod den regerende monark fra sine optegnelser.
Det kinesiske dokument Jinshu nævner, at Kucha i Jin-perioden, som er 265 - 419 e.Kr., bestod af både en indre by og en ydre by, og at selve det indre citadel var omgivet af tre mure. Inden for dette område var der tusind stupaer og buddhistiske klostre. Byens omkreds blev sammenlignet med den kinesiske hovedstad Chang'an. Det Nordlige Dynastis Historie, beskriver byens areal som et kvadrat, 5 gange 6 li. Det kongelige palads var pragtfuldt og indeholdt angiveligt en vinkælder.
Den himmelske danser Chandraprabha er en figur fra buddhistisk kunst. Maleriet er dateret til 500-tallet. Det findes i hule 83 i Kizil. Foto Museum für Indiche Kunst Berlin. Wikipedia.
Jinshu fortæller at Kuchas befolkning levede af landbrug, og opregner kongerigets landbrugsprodukter: "Rød hirse, hvede, ris, bælgfrugter, hamp, vinstokke og granatæbler. Husdyr omfattede heste, kvæg, får og kameler.
Kongeriget Kucha var rigt på resourcer. I Bo Shan, "Det Hvide Bjerg", i Tien Shan bjergkæden nord for Kucha var miner for kobber, jern, bly, guld, tin, kul, ammoniak, kobberoxid, orpiment, svovl og andre råvarer.
Orpiment er arseniksulfid, som tidligere blev brugt som farvestof. Stadig i dag har det mange industrielle anvendelser.
Omkring 83 km nord for Kucha lå et bjerg, der efter sigende udstrålede ild om natten og røg om dagen. Dette bjerg, identificeret som det nuværende Hamama eller Eshek-bashi Ola, leverede tilstrækkeligt jern til at forsyne hele Tarim Bækken med pilespidser, sværd, lanser og rustninger og andre våben. Hvilket også var vigtigt også for Xiongnu nomaderne. Det forklarer, hvorfor de forsøgte at fastholde kontrollen over området.
Et Song dynasti dokument (960 - 1279 e.Kr.) bemærker, at ammoniak kun kunne udvindes af personer med træsåler på deres sko, da lædersåler ville brænde. Ammoniak blev brugt i læderbearbejdning og til at lave lassoer til de ryttere, som kineserne frygtede så meget.
Kucha producerede også fint filt og fine tæpper, medens silke blev indkøbt fra Khotan eller Kina. Vareudvekslingen blev muliggjort af mønter af kobber og, kan vi tro, sølv og guld.
Den rejsende buddhistiske munk Xuanzang beskriver at han så "små bronzemønter" på markeder i Kucha.
En Kuchan ambassadør ved Sydlige Liang hof 516-520 e.Kr. Foto Wikimedia Commons.
Dokumentet Chou shu, som er Northern Shou's historie (557-581 e.Kr.) fortæller: "I følge straffelovene i Kucha bliver en morder henrettet, og en røver får den ene arm og det ene ben hugget af. For militær- og civiladministrationsskatter opmåler de jorden for at fastsætte afgifterne. De, der ikke ejer marker, betaler i sølvmønter. Regler for ægteskab, begravelser, told og produkter er omtrent de samme som i Karashar. Det producerer også delikat filt, hjorteskindstæpper, bækkener, salammoniak, kosmetik, gode heste, vilde okser og lignende." Okserne og hjorteskindstæpperne indikerer en større nedbør og dermed tigere dyreliv, end der er i dag.
"I Kucha kom de herskende prinser fra huset Po, som betyder "hvide", først nævnt i år 91 e.Kr. og omtalt igen i 787 e.Kr. i de kinesiske kilder.
Ifølge Chin Shu, Tang Dynasti omkring 600-700, som betyder Chins historie, kapitel 97: "Folket i Kucha har en befæstede by og forstæder. Murene er trefoldige. Indenfor er der tusindvis af buddhistiske templer og stupaer. Folket er beskæftiget med landbrug og kvæghold."
En lyshåret Kuchan prins skærer sig i panden med en kniv i sorg over Buddhas død, en slags rituel selvskade, som også er kendt blandt skytherne. Foto Albert Le Coq. Tegning Albert Grunwedel 1935. Wikipedia.
Kucha blev meget tidligt et blomstrende buddhistisk center. Nationen var kendt for sine mange buddhistiske templer, stupaer og huler med religiøse malerier, her i blandt de berømte Kizil Huler.
Byen Kucha var fødested for den berømte buddhistiske lærde Kumarajiva, som havde oversat 35 sutraer, formentlig fra indiske sprog til kinesisk. Kumarajiva opnåede stor berømmelse for sit buddhistiske akademi i Chang'an, hvor der var daglige diskussioner og foredrag overværet af hundredevis af tilhørere.
Det siges at kejser Fu Jian af Former Qin-dynastiet i Nordkina (351 - 394 e. Kr.) sendte sin general Lü Guang for at erobre Kucha og bringe Kumarajiva med tilbage til Chang'an. Kejser Fu Jian sagde til sin general: "Send mig Kumarajiva, så snart du har erobret Kucha." Men Lü Guangs hær blev besejret foran hovedstaden, generalen erklærede derefter i 386 e.Kr sin egen stat, formentlig på Kuchas territorium, og blev krigsherre.
Den kinesiske pilgrim Xuanzang måtte omkring 630 e.Kr. på sin vej til Indien opholde sig to måneder i Kucha, da bjergpassene var blokeret af sne. Han skrev om dette kongerige: "Jorden er egnet til ris og korn - den producerer druer, granatæbler og talrige arter af blommer, pærer, ferskner og mandler - Jorden er rig på mineraler, som er guld, kobber, jern, bly og tin. Luften er blød, og folks manerer er ærlige. Skrivestilen er indisk, med nogle forskelle. De overgår andre lande i deres færdigheder i at spille på lut og fløjte. De ifører sig ornamenterede klæder af silke og broderi. Der er omkring hundrede klostre i dette land med fem tusinde og flere disciple. Disse tilhører det lille fartøj i Sarvastivadas skole. Deres doktrin og disciplinregler er som Indiens, og de, der læser dem, bruger de samme originaler. Omkring 40 li nord for denne ørkenby ligger der to klostre tæt sammen på en bjergskråning." At det var muligt at dyrke en så vandkrævende afgrøde som ris, indikerer igen, at nedbøren var større dengang.
Buste af en lyshåret bodissatva fra Kucha 500-600 e.Kr. Guimet Museum. Foto Vassil Wikipedia.
Kuchas religiøse landskab fascinerede Xuanzang:
Han fortæller; "Uden for den vestlige port var en storslået forsamlingsplads flankeret af 27 meter høje Buddha-statuer. Her var kongen hvert femte år vært for pan-buddhistiske sammenkomster. Disse "ubegrænsede forsamlinger" bød alle velkomne uanset tro, og blev udelukkende finansieret af kongen.
Hvert år ved efterårsjævndøgn afholdt Kucha processioner, hvor hengivne troende bar tempelikoner gennem gaderne - en praksis, der er parallel med Kinas Buddha-fødselsdagsfester.
Xuanzang fortæller: "Der er omkring hundrede klostre i dette land med fem tusinde og flere disciple. Disse tilhører Det Lille Fartøj, Hinayana, fra Sarvastivadas' skole. Deres doktrin og disciplinregler er som Indiens, og de, der læser dem, bruger de samme originaler - Omkring 40 li nord for denne ørkenby ligger to klostre tæt sammen på en bjergskråning - Uden for den vestlige port til hovedbyen, på højre og venstre side af vejen, er der oprejste Buddha-figurer, omkring 27 meter høje.
Ganske kort tid efter Xuanzangs besøg i Kucha besluttede kongen at støtte landet Karashahr i dette kongedømmes afvisning af Tang Dynastis overherredømme.
I 644 e.Kr. indgik kongen af Karashahr en ægteskabsalliance med de vestlige tyrker og afsluttede samtidig sit klientforhold til Tang-kejseren. Kong Suvarnadeva af Kucha afsluttede ligeledes Tang-overherredømmet og allierede sig med Karashahr og de Vestlige Tyrker.
Kærlighedsdigt påkharisk fundet blandt Dunhuang dokumenerne.
Der står ifølge Adams:
"Hidtil var der intet menneske, der var mig kærere end dig.
Fremdeles vil der herefter ikke være nogen, der er mig kærere end dig.
Kærlighed til dig, hengivenhed til dig - åndedrag af alt, hvad der er liv - og de skal ikke forsvinde, så længe livet varer." Foto Wikipedia.
Kejser Taizong svarede igen ved at sende en hær mod Karashahr og Kucha under general Guo Xiaoke.
Tang-styrkerne angreb kongeriget Karasahr, belejrede og indtog byen, afsatte kongen og indsatte et pro-Tang-medlem af den kongelige slægt som hersker.
Men den nye konge blev afsat kort tid efter af de vestlige tyrker, og tyrkerne vandt dermed magten i Karasahr.
Kong Suvarnadeva af Kucha døde mellem 646 og 648, og hans bror Haripushpa arvede tronen. Kong Haripushpa sendte to hyldestambassader til Tang-hoffet, men det lykkedes ikke at blive forsonet med kejser Taizong, han havde allerede besluttet at straffe Kuchas pro-tyrkiske holdning ved at iværksætte en ekspedition mod dette rige. Måske var han blot blevet opmærksom på Kuchas store ressourcer.
7. Kongeriget Turpan
Kongeslægten i Turpan tilhørte en stamme af indoeuropæiske steppenomader, som kineserne kaldte "Nærmere Jushi". De var i slægt med "Fjernere Jushi", som holdt til på steppen nogle hundrede kilometer længere mod nordvest.
Kinesiske skrifttegn siger ikke noget om udtalen. Desuden er Han Dynasti skrifttegn forskellige fra mere moderne skrifttegn, og derfor er der konstant uenighed om, hvorledes et tegn skal udtales, ja endda om hvilket ord det repræsenterer. De indoeuropæiske steppenomader, som oprindeligt leverede kongeslægten i Turpan bliver for eksempel kaldt både, Jushi, Cheshi og Gush.
Turpan Bækken er omgivet af høje bjerge på alle sider, og samtidig ligger søen med det tyrkiske navn Aydingkol i den sydlige del af bækkenet 155 m. under Verdenshavets overfladeniveau, hvilket gør denne lavning til det næst dybeste sted på landjorden, kun overgået af lavningen omkring Det Døde Hav mellem Israel og Jordan.
Det siger sig selv, at en sådan lavning nødvendigvis skyldes et meget tørt klima, hvor fordampningen overgår nedbøren, da den ellers ville blive omdannet til en sø. Det nærliggende Tarim Bækken ligger derimod 600-900 meter over havets overflade.
Ruinerne af Jiaohe, som var hovedstaden i kongeriget Turpan regeret af "Nærmere Jushi". Foto Colegota Wikipedia.
Om sommeren er Turpan den varmeste by i hele Kina, og det siger ikke så lidt.
Som i Tarim Bækken er nedbøren helt ubetydelig. Temperaturen stiger til over 40℃ fra slutningen af april til begyndelsen af september. Den absolutte rekord er 49℃, som blev registreret i juli 2017. Turpan er beskyttet af høje bjerge, og derfor er der ingen vind af betydning. Vinteren er tør og solrig med januar temperatur ned til -10℃. Det sner meget sjældent.
Det lyder jo nærmest som Death Valley, og man må undre sig over, at lavningen har været beboet siden stenalderen.
At agerbrug i det hele taget er muligt skyldes det enestående og magiske Karez kunstvandingssystem. Ganske som i de andre kongedømmer i Tarim Bækken opsamler man smeltevand fra de nærliggende høje bjerge og leder det til markerne, men i Turpan er systemet mere avanceret, idet vandet bliver ledet gennem underjordiske kanaler for at undgå tab ved fordampning.
"Karez" er tyrkisk og betyder "brønd". Ifølge de fleste kilder blev Karaz-teknologien udviklet af de indoeuropæiske folk i det nuværende Iran meget tidligt i det første årtusinde f.Kr. og spredte sig derfra langsomt mod vest og øst. Det siges at Karez vandingssystemer bruges i 38 lande over hele Verden.
Et tværsnit af en typisk Karez vandledning. Systemet er muligt ved foden af bjerge med stor nedbør. Det ses at den første og dybeste brønd er gravet ned til grundvandet oppe bjergene. Denne "boring" leverer vandet til en vandret, men dog svagt faldende kanal, som fører vandet til de egentlige åbne overrislingskanaler i agerlandet. Foto Wikimedia Commons.
Udgravninger ved Gonur Depe i Turkmenistan, som er det største arkæologiske fundsted af Bactria-Margiana kulturen - også kendt som Oxus kulturen - fra bronzealderen, 2300 - 1600 f.Kr. viser en meget avanceret kontrol af vandforsyning.
"Oase teorien" er en teori om, hvorledes Tarim Bækken blev befolket. Den antager at bønder fra Oxus kulturen indvandrede til Tarim Bækken, herunder Turpan Bækken medbringende deres kendskab til overrisling. Logikken er, at det aldrig regner i Tarim, og mennesker kan ikke overleve uden forhåndskendskab til kunstvanding.
Udgravning og bygning af Karez vandingskanaler tager århundreder. Allerede da Han dynastiets mænd ankom til Dunhuang omkring 200 f.Kr. var der Karez kanaler i Turpan. Denne lavning er dybest set en gloende ørken, og det er svært at forestille sig, at den kan have været hjem for nogen beboelse af betydning uden avanceret kunstvanding.
To mænd, som bringer pengegaver til et buddhistisk kloster. Maleri fra grotte i Bezelik ved Turpan fra ca. 800 e.Kr. Bemærk manden til højre med blå øjne og rødt skæg. Motivet er et udsnit af et større maleri, som viser Pranidhi-scene nr. 6, som Albert le Coq bragte til Berlin fra Bezeklik ved Turpan. Det store maleri viser Buddha omgivet af troende. Desværre er dette større maleri et af dem, som blev ødelagt af britiske bombardementer under Anden Verdenskrig.
Digital Silk Road Project Digital Archive of Toyo Bunko Rare Books.
Foto Wikipedia.
Professor Xie Yao Hua, Xinjiang Cultural Relics Bureau, fortæller at Turpan Bækken var beboet allerede i stenalderen, hvordan det så er gået til.
Xie Yao Hua skriver at "arkæologiske fund tyder på, at mennesker beboede området så tidligt som i den neolitiske tidsalder. Mange bearbejdede stenredskaber er blevet udgravet på plateauet nord og vest for området Yarnaiz. Disse omfatter skrabere, mikrolitter og pilespidser. Derudover er der blevet opdaget keramikgenstande - typisk rødmalet lertøj, samt knogle- og bronzegenstande."
Xie Yao Hua fortæller også om et gravfund fra omkring år 0 e.Kr. "Jushi aristokraternes gamle grave blev opdaget nord for Yanaiz-området i august 1994. Efter mere end tre måneders arkæologisk udgravning blev der fundet 27 satellitgrave med ofrede heste og kameler forbundet med grav nr. 2, og 26 satellitgrave forbundet med grav nr. 3. Efter omhyggelige undersøgelser og diskussioner nåede specialisterne til den konklusion, at den optimale måde at beskytte gravene på var ved at overdække dem."
Detalje fra Pranidhi scene nr. 5. Buddhistisk munke af indoeuropæisk type til venstre og en nærmest mongolske type til højre.
Dette og mange andre malerier hentede Albert von Le Coq i Bezeklik-hulerne og bragte til Berlin. De blev ødelagt under de britiske bombninger af Berlin under Anden Verdenskrig. Foto
Digital Silk Road Project Digital Archive of Toyo Bunko Rare Books - Wikipedia.
Der synes at betyde at de gamle konger af Turpan lod mange heste og kameler følge dem til den anden verden. Hvilket må betyde at kongerne var efterkommere efter beredne steppe nomader, som det var tilfældet hos mange andre riger i Tarim Bækken. Mange indoeuropæiske typer på vægmalerier i Bezeklik Hulerne og deres indoeuropæiske sprog tyder på at Turpans oprindelige kongeslægt, kongerne af Jushi, var af indoeuropæisk oprindelse.
Hou Hanshu fortæller om kongen af Turpan: "Kongen af Nærmere Jushi i Turpan bor i byen Jiaohe. To floder løber sammen til en og omgiver byen, hvilket er grunden til, at den kaldes Jiaohe - "Flodsammenløb". - "Kongen kontrollerer mere end 1.500 husstande, mere end 4.000 individer og 2.000 mænd, der kan bære våben." Vi kan antage at indbyggertallet er underestimeret, som det er det vedrørende Khotan ovenfor.
Jushi var et krigerisk og selvbevidst folk. I Han dynastiets tid skabte stammerne Nærmere Jushi i Turpan og Fjernere Jushi på steppen, sammen med specielt de nordlige Xiongnu, de største problemer for de kejserlige tropper.
Vi husker at det især varJushi og Xiongnu, der gav kineserne problemer. som Hou Hansu fortæller at "efter kejser Wu's regeringsperiode" 140 - 87 f.Kr. "blev rigerne Yuli, Danhuan, Guhu, og Wutanzili" - alle langs ruten nord om Tien Shan Bjergen "udslettet af Jushi. Senere blev disse riger genetableret."
Vægmaleri, som viser en brahmin, Bezeklik, Hule 9, sandsynligvis 8.-9. århundrede e.Kr. Foto Etnologisk Museum, Berlin Tyskland. Fotografering var tilladt på museet uden begrænsninger. Daderot Wikipedia.
Imidlertid blev Jushi efterhånden presset "I foråret i det første jianchu-år" - 76 e.Kr. - "vandt guvernør Duan Peng af Jiuquan en overvældende sejr over Jushi nær byen Jiaohe".
Omkring år 442 e.Kr. flygtede Juqu Wuhui og Juqu Anzhou fra Det Nordlige Liang til Gaochang i Turpan efter deres nederlag til Det Nordlige Wei. De afsatte den lokale guvernør, Kan Shuang, som flygtede til Rouran Khaganatet, og derefter etablerede de staten "Store Liang" i Turpan. De ødelagde Jushi i år 450 e.Kr. og besatte byen Jiaohe.
I 460 e.Kr. invaderede de mongolske Rouran området, dræbte Juqu Anzhou og oprettede det første kinesiske Turpan rige under Kan Bozhou, som i 477 e.Kr. blev efterfulgt af sin søn Yicheng.
Jushi folket forsvandt fra den historiske arena - i hvert fald i Centralasien.
I 488 e.Kr. overtog kongen af den tyrkiske Gaoju Afuzhiluo stamme tronen i Turpan.
Buddha omgivet af bodisatvas i hule 45 i Mogao hulerne ved Dunhuang. De har alle hvid hud og lyst hår. Foto: Kinesisk internet.
I 630 e.Kr. modtog kongen af Turpan den buddhistiske munk Xuanzang på det hjerteligste. Han var selv en overbevist buddhist og diskuterede religiøse sager med Xuanzang den ganske nat.
Xuanzang var ankommet til Turpan alene, kun ledsaget af sin gamle hest, der havde frelst ham i ørkenen. Men ved hans afsked udstyrede kongen af Turpan ham med introduktionsbreve til fyrsterne af alle de riger, som han skulle igennem på hans rejse til Indien, heste, 20 tjenere og guld til at betale hans udgifter.
Nogen tid efter Xuanzangs besøg oprettede kongen forbindelse med tyrkerne og blokerede karavanerne, der rejste mellem Kina og Vesten ad den nordlige gren af Silkevejen. Det siges at han døde af frygt, medens han afventede kejserens hær.
I 843 e.Kr. oprettede Uighurerne deres eget rige i Turpan Bækken med hovedstaden Qocho.
8. Kongeriget Cherchen
Shanshan var et kongerige som lå ved den nordøstlige del af Taklamakhan-ørkenen nær den store, men nu udtørrede saltsø Lop Nor.
Arkæologen J. P. Mallory har foreslået, at navnet Shanshan kan stamme fra byen Cherchen, som i dag har det kinesiske navn Qiemo.
Kongeriget Shanshan hed Kroraina på de oprindelige indoeuropæiske indbyggeres eget sprog, som var en variant af det indoeuropæiske oldindiske sprog Gandhari Prakrit, men kineserne kaldte landet for Loulan.
Gennem nogle hundrede år omfattede dette rige sandsynligvis byerne Niya, Cherchen, Xiao Yuan, Charkhlik, Miran og Loulan.
Et forslag til en politisk inddeling af kongerigerne i Tarim Bækken i tiden før Han Dynastiet ankom til området. Den sydlige rute af Silkevejen gik således igennem tre riger nemlig Shanshan, Khotan og Shule. Men det er sandsynligvis kun et øjebliksbillede. Kineserne har nok ret i at der dybest set var omkring 35 kongedømmer, som førte krige mod hinanden og indgik i skiftende alliancer. Det er et billede, som er typisk for indoeuropæiske civilisationer. Vi så det i det antikke Grækenland, som var opdelt i hundredvis af bystater, som hver især hadede deres nærmeste naboer og ikke tøvede med at ødelægge dem. Vi har set det i oldtidens mange germanske stammer i Nordeuropa, som gerne udryddede deres nærmeste naboer, hvis de kunne. Danmark og Sverige har ført mange krige mod hinanden gennem hundreder af år.
Hou Hanshu meddeler at omkring år 0 e.Kr. havde Cherchen 2.500 husstande, mere end 10.000 mennesker og 3.000 mænd, der kunne bære våben. Regionen producerede stoffet "baicao", som er giftigt. "Indbyggerne udvinder et stof fra det, der bruges på pilespidser og dræber det øjeblikkeligt". De kvantitative angivelser er højst sandsynligt underestimerede, som det er tilfældet med Khotan.
Den buddhistiske munk Faxian kom igennem Cherchen på sin vej til Indien omkring år 400 e.Kr. Han skrev:
Batik tekstil fra Niya. Marylin M. Rhie, Early Buddhist Art of China and Central Asia. Bind 1 (Handbuch der Orientalistik IV, 12) Leiden, Boston, Köln 1999. Wikipedia.
"Dette land er barsk og goldt. Folket klæder sig som kineserne, bortset fra at de bærer tøj lavet af filt og uldstof. Kongen af dette land er underlagt Buddhas lov. I hans rige er der omkring fire tusind munke, som alle tilhører det mindre fartøj (Hinayana). Almindelige mennesker og præsterne i dette og de omkringliggende kongeriger følger alle Indiens religiøse skikke, blot nogle mere nidkært end andre. Alle kongerigerne fra dette land og mod vest har som regel de samme karakteristika, bortset fra at deres sprog er forskellige - hvert sprog bruger sin egen dialekt af det barbariske sprog. Alle følgere af Buddha øver sig dog i at læse indiske bøger og tale sammen på dette sprog."
Faxian blev i Cherchen i en måned, før han fortsatte mod vest, hvorefter han kom til landet Ou-i, som ikke kan identificeres i dag. Men som også havde fire tusinde buddhistiske munke i adskillige klostre.
Buddha til venstre med seks disciple, Miran 200 - 400 e.Kr. Nomu420 - Wikipedia.
En anden buddhistisk munk, Xuanzang rejste også igennem Cherchen på sin hjemrejse fra Indien i 645 e.Kr. men giver ikke mange oplysninger om steder på den sydlige rute mellem Khotan og Dunhuang. Han skriver dog, at når rejsende forlader Niya, ser de "stabler af dyreknogler som fyrtårne" for at vejlede rejsende. Hvilke er knogler fra omkomne lastdyr fra forudgående karavaner. Han fortsætter: "Når disse vinde tager til, bliver både mennesker og dyr forvirrede og glemsomme. Til tider høres triste og klagende toner og ynkelige råb, så mellem synet og lydene i denne ørken bliver mennesker forvirrede og ved ikke, hvor de går hen. Derfor er der mange, som omkommer på rejsen."
Da Marco Polo rejste igennem Cherchen omkring år 1272 blev det stadig betragtet som et kongerige. Han skrev:
Fresco fra Stupa skrin M III Miran. Vægmaleriet blev udgravet af Stein i 1914. Wikipedia.
"Charchan er en provins i Stor-Tyrkiet, der ligger mellem nordøst og øst. Folket tilbeder Mahommet. Der er talrige byer og landsbyer, og kongerigets hovedby bærer dens navn, Charchan. Provinsen indeholder floder, der fører Jaspis (en slags krystal) og Kalcedon (en anden slags krystal) ned, og disse transporteres til salg i Cathay, hvor de indbringer gode priser. Hele provinsen er sandet, og det samme er hele vejen lige fra Pein (formentlig provinsen Kunar i Afganistan), og meget af det vand, man finder, er bittert og dårligt. Nogle steder finder man dog frisk og sødt vand. Når en hær passerer gennem landet, flygter folket med deres koner, børn og kvæg til en afstand på to eller tre dagsmarcher ind i den sandede ødemark; og da de kender de steder, hvor vand kan findes, er de i stand til at bo der og holde deres kvæg i live, mens det er umuligt at finde dem; for vinden blæser straks sandet hen over deres vej. Når man forlader Charchan og rider fem dage gennem sandet, hvor man kun finder dårligt og bittert vand, så kommer man til et sted, hvor vandet er sødt. Nu vil jeg fortælle dig om en provins kaldet Lop, hvor der ligger en by, også kaldet Lop, som du kommer til efter fem dage. Den ligger ved indgangen til den store ørken, og det er her, rejsende hviler, før de drager ind i ørkenen." (Marco Polo må forveksle navnet på saltsøen Lop Nor med byen Dunhuang, som ligger ved en anden mindre saltsø).
Rejseselskabet ventede et år i 1273 i Dunhuang på Den Store Khans tilladelse til at rejse ind i selve Kina.
9. De indoeuropæiske kongerigers undergang
Det, som i dag er den kinesiske provins Xinjiang, bestod for mere end tusind år siden af adskillige selvstændige kongedømmer hovedsageligt befolket af indoeuropæere af Andronovo eller Afanasievo oprindelse, som alle var hengivne til Buddha.
Fragment af et vægmaleri, som forestiller indoeuropæiske unge kvinder, fundet i oasen Miran 200-300 e.Kr. Foto Bagabondo Wikipedia.
I forbindelse med Han dynastiets krig mod Xiongnu omkring år 0 e.Kr. kom kongedømmerne under kinesisk styre, men da Xiongnu svækkedes, genvandt de en form for selvstændighed.
Det samme mønster gentog sig i forbindelse Tang Dynastiets kampe mod tyrkerne, hvor bystaterne endnu engang blev reduceret til kinesiske protektorater.
Disse indoeuropæiske folk havde været organiseret som kongedømmer "altid", i hvert fald i mere end tusind år, og det kunne ikke være anderledes. De kinesiske generaler nøjedes med at afsætte oprørske konger og finde en anden kandidat fra den hellige kongeslægt, som var mere efter deres smag og mere samarbejdsvillig.
Der var en stor kinesisk indvandring, som man ser på gravpladsen Astana i Turpan. Men tilsyneladende var der stadig nogle Jushi tilbage selv efter Uyghurernes invasion. De kan genkendes som indoeuropæiske typer på vægmalerierne i Bezeklik grotterne og særlige navne på dokumenter fundet i Astana gravpladsen.
Men i forbindelse med den kinesiske borgerkrig, som kaldes An-Lushan-revolutionen, 755-763 e.Kr. måtte kejseren trække sine garnisoner tilbage fra sine Vestlige Regioner, og derved mistede Kina kontrollen over kongerigerne i Tarim Bækken.
En procession af prinser eller donorer i Bezeklik Tempel 9. Hvem er de? De ligner ikke moderne uyghurer og heller ikke de oprindelige indoeuropæiske indbyggere i Tarim Bækken. De minder mest om de kendte billeder af Djengis Khan. Disse tre er blot et eksempel, der findes virkelig mange af disse typer på Bezekliks vægmalerier. James A. Millward mener, at de repræsenterer de oprindelige uyghurer, som kom til Tarim Bækken omkring år 840 e.Kr. fra det vestlige Mongoliet. De var faktisk etniske mongoler, skriver han, med de karakteristiske brede ansigter og smalle, skæve øjne. Foto Millitary Wiki.
Professor James A. Millward fra Georgetown University i USA beskrev de oprindelige uighurer som etnisk set mongoler. Han gav billederne i Bezeklik ved tempel 9 af de uighuriske mæcener som typiske eksempler på hvorledes uyghurernes så ud, før de begyndte at avle børn med Tarim Bækkens mere kokette og yndefulde indoeuropæiske kvinder.
Under borgerkrigen var kejseren afhængig af militær hjælp fra Uyghur Khaganatet, som lå i det vestlige Mongoliet, til at knuse An Lushan styrkerne.
Men efter sejren vendte kejseren sig mod sine tidligere allierede. Under påskud af at uyghurerne havde solgt heste af dårlig kvalitet til den kinesiske hær, og de havde givet ly til uyghurer, der var dømte for mord, angreb han dem i deres hjem i det vestlige Mongoliet sammen med sine nye allierede, som var Jenisej-kirghiserne.
Dette udløste Uyghur Khaganatets sammenbrud og fik dem til at migrere ind i Tarim Bækken. Det skete omkring 843 e.Kr.
Uyghur prinsesser på vægmaleri fra Bezeklik hulerne, hule 9. Som det ses var de tidlige uyghurers egne kvinder af en ret mandhaftig type. Fra udstilling i det etnologiske museum i Berlin. Fotografering var tilladt i museet uden begrænsninger. Foto Daderot Wikipedia.
Uyghurerne, som jo var mongoler, som James A. Millward har påvist, sluttede sig til buddismen i Turpan. De oprettede et rige i det østlige Tarim Bækken med hovedstad i Turpan, som de kaldte Qocho.
Tarim Bækken blev invaderet fra både øst og vest. Men indledningsvis kun islamiseret fra vest, idet de tidlige uyghurer ikke var muslimer. Men fra vest blev området invaderet af det tyrkiske Karluk Kara-Khanid Khanate, og de var nyomvendte og meget muslimske.
Den engelske opdagelsesrejsende, Robert Barkley Shaw, har oversat uddrag af det meget gamle tyrkiske dokument, "Tazkiratu'l-Bughra", som beretter om den muslimske hellige krig mod det "vantro" Khotan og den muslimske martyr Ali Aslams død.
Barkley Shaw skriver: "Måske er den mest populære helligdom Ali Arslans, et par kilometer nord for byen. Vejen, der fører dertil, er omkranset af haver på begge sider, der tilhører mazzaren og et stort feriested. Den høje murstensportal er spærret for heste og køretøjer af en træstamme, som vi klatrede over for at finde os selv i en stor indhegning med en stor vandtank beplantet med statelige popler, et sædvanligt og behageligt kendetegn ved hellige steder i kinesisk Turkestan."
"Bag den lå helligdommen, en ubetydelig bygning, som man kom ind i via en gammel udskåret og udfræset døråbning, et af de bedste eksemplarer af denne form for indfødt kunst, som vi stødte på i landet. En gammel akhun - hans embede er at læse Koranen ved gravene til gavn for de afdøde - knælede og reciterede bønner foran den, og indeni var det lille rum fyldt af en stor grav dækket af blå og hvide fliser, trofæer af flag og horn fra vilde får.
Pige fra Xin Jiang med blå øjne. Hun har sandsynligvis sine smukke blå øjne fra sin indoeuropæiske ur-stammoder for mere end tusind år siden, og sit brede ansigt fra sin mongolske ur-stamfader blandt de tidlige uygurer. Foto China History Forum.
"Sultan Arslan Boghra, helte-martyren, givet tilnavnet Tigeren for sin tapperhed, som hædres her, kæmpede med stor tapperhed mod de buddhistiske indbyggere i Khotan, som ikke ønskede at ændre deres religion til fordel for islams principper. Han var en af de tidligste muhamedanske erobrere af Kashgar, og det er berettet af Bellew, at den hedenske hersker af Khotan, som førte sin styrke mod muslimerne, tilbød en stor belønning til den mand, der kunne fremskynde sultanens død. På dette tidspunkt havde den nestorianske kirke sine tilhængere i hele Asien, og historien fortæller, at en af dens præster rådede buddhisterne til at angribe deres modstandere ved daggry, da de så ville være optaget af deres andagt og dermed blive taget på sengen. Rådet blev fulgt, og i et stort slag på ørkensletten Ordam-Padshah, omkring 80 kilometer sydøst for Kashgar, blev profetens tilhængere fuldstændig slået på flugt, og deres tapre leder blev dræbt."
"Ali Arslans hoved blev båret i triumf rundt om Kashgars mure, hvor muslimerne havde trukket sig tilbage for en tid, og det formodes at være begravet i helligdommen, som vi besøgte. Hans lig hviler dog ved Ordam-Padshah, og Sir Aurel Stein skriver, at en høj dækket af popler, hvorfra klude blafrer, er alt, hvad der markerer helgenens grav, selvom det er et særligt helligt sted og årligt besøges af hundredvis af pilgrimme."
Et hulemaleri fra omegnen af Kucha, som viser en kriger med kaukasisk udseende herunder store øjne. Udgravet ved Sampula cemetery, Lop, Xinjiang Uygur Autonomous Region, 1983-84 Xinjiang Uygur Autonomous Region Museum.
Ali Arslans mindesteder blev lukket af de kinesiske myndigheder i 1997 af sikkerhedsgrunde.
Fra 970 e.Kr. fortsatte karakhaniderne med at kæmpe mod Khotan, indtil det endelig lykkedes at ødelægge det.
I 1006 erobrede den muslimske Kara-Khanid-hersker Yusuf Kadir Khan af Kashgar endelig Khotan og afsluttede dermed dette lands tusindårige eksistens som et uafhængig kongedømme.
Den karakhanidiske tyrkiske skribent Mahmud al-Kashgari nedskrev et kort hyldestdigt om erobringen, som oversat til engelsk og herefter dansk lyder:
"Vi kom ned over dem som en flodbølge,
Vi drog ud blandt deres byer,
Vi rev idoltemplerne ned,
Vi sked på Buddhas hoved!"
Det var ikke blot kongeriget Khotan, som var genstand for muslimernes had. De rettede også deres jihad mod det buddhistiske Uygur Qocho rige, hvor buddhistiske templer blev jævnet med jorden, og islam blev spredt af den karakhanidiske hersker Sultan Satuq Bughra Khan.
Mahmud al-Kashgari betragtede uyghurerne som "vantro". I hans "Kompendium af de tyrkiske dialekter" fra 1072 e.Kr. inkluderer han uighurerne blandt de vantro. Der står skrevet "ligesom tornen skal skæres ved roden, således skal uighurerne slås på øjet". Kashgari anså dem for upålidelige og bemærkede, at de muslimske tyrker brugte det nedsættende navn "Tat" om de buddhistiske uighurer.
Maleri af Uyghur mænd fundet i Qochos ruiner. Manden til venstre har en krone på hovedet. De må betegnes som mongolide typer. Fra Museum Für Indiche Kunst Berlin Dahlem. Foto Gryffindor Wikipedia.
Men i 1124 e.Kr. skete der noget.
En Liao hær ankom til Centralasien fra det det østlige Kina, og kong Yelu Dashi proklamerede med den største selvfølgelighed Det Vestlige Liao, også kaldet Kara Khitan, med hovedstad i Kasgar, som er det tidligere Shule.
På den anden side af Tien Shan Bjergene oprettede de også en hovedstad, i Balashagun i det nuværende Kirgisien.
Liao kaldte sig også for "Gur Khan", som er tyrkisk og betyder "Verdens Herrer". Liao folket var buddhister og i noget omfang nestoriansk kristne, så man må tro at de nye herskere lagde en dæmper på islams udbredelse i Tarim Bækken.
Det Vestlige Liao riget strakte sig snart fra Mongoliet til Oxus floden. De muslimske imaner skar tænder i afmægtigt raseri. Det var en af de få gange i historien, hvor Islam blev rullet tilbage fra et område, som den engang havde erobret.
Der er nogle efterretninger om at Qi Dan fængslede nogle imaner i Kasgar og andre steder, hvilket førte til uroligheder.
Liao herskerne gav sig selv kristne navne. Kong Yelu Dashi førte også navnet David. Hans barnebarn kaldte sig også Elias. Efterretningerne om Qi Dans sejre over muslimerne nåede korsfarerne i kongeriget Jerusalem og gav næring til myten om den kristne konge, Prester John, der ville komme fra øst og besejre muslimerne for altid.
I 1211 e.Kr. flygtede en mongolsk høvding ved navn Kuculug, til det Vestlige Liao. Han var på flugt fra sin dødsfjende, Djengis Khan. Kuculug tilhørte den mongolske Naiman stamme, som var nestoriansk kristne. Det lykkedes ham på en eller anden måde at bringe sig på tronen i hans nye land.
Østasien i tiden umiddelbart før de mongolske erobringer. Kara Khitan er et andet navn for Det Vestlige Liao. Foto kinesisk internet.
I 1218 e.Kr. invaderede Djengis Khan og hans tyrkisk-mongolske hære Det Vestlige Liao. De mødte ringe modstand og blev formentlig hilst velkomne som befriere af muslimerne. Kuculug flygtede mod vest, men Mongolerne indhentede ham og slog ham ihjel.
Da havde det Vestlige Liao eksisteret i 90 år.
I 1390'erne indledte Chagatai herskeren Khizr Khwaja en hellig krig mod kongeriget Qocho i Turpan. Han hævdede at have konverteret de østlige riger til islam.
Men i virkeligheden skete konverteringen mere gradvist. Rejsende, der passerede gennem området i 1420, bemærkede at de rige buddhistiske templer stadig fandtes. Først efter 1450 blev der rapporteret om et betydeligt antal moskeer.
Arkæologen Victor Mair skriver om den sene omvendelse til Islam i Turfan: "I Ming-annalerne lærer vi, at en buddhist fra Turfan kom til den kinesiske hovedstad i 1408 sammen med sine disciple".
"Optegnelserne fra Shah Rukhs ambassade i 1420 angiver, at de fleste af Turfans befolkning var polyteister (det vil sige buddhister) og opbevarede "høje idoler i store afgudshuse".
Den sene omvendelse af denne oase til islam er for Stein en vigtig årsag til, at de gamle malerier har overlevet så godt. "Dette tillod relikvier fra den præmuhammedanske civilisation, herunder kultgenstande, litteratur og kunst, at eksistere i dette territorium, forholdsvis velholdte, inden for fire eller fem århundreder forud for vores egen tid og på jord, der har været kontinuerligt beboet. Den samme kendsgerning forklarer, hvorfor en stor del af disse malerier tilhører senere perioder." Denne opfattelse fra Stein synes at være den sandsynlige forklaring på, hvorfor en sådan mængde relikvier stadig eksisterede.
Beretningen om tigeren Jataka og prins Mahasattva i Hule 428 i Mogao grotterne i Dunhuang.
Dette vægmaleri, som er sammensat af tre lange striber, fortæller historien om hvorledes prins Mahasattva ofrede sit legeme for at tigeren Jataka kunne få kød til at føde sit store kuld af killinger.
Den øverste stribe skal læses fra højre mod venstre. Historien begynder med at de tre prinser tager afsked med deres forældre og derefter rider ud i verden. Den midterste stribe er historiens klimaks. Den skal læses fra venstre mod højre. Prinsen ser en tiger, som er ved at dø af sult. I stor sympati med tigeren tilbyder prinsen sit eget legeme som mad for tigeren, som derefter får et solidt måltid for sine killinger, medens prinsens sjæl undslipper. Den nederste stripe fortæller noget rodet i forhold til moderne tegneserie standarder at de to overlevende brødre rider hjem og fortæller kongen og dronningen, hvad der er sket. Kongen beordrer derefter opført en stupa for prins Mahasattvas afgnavede knogler.
Det er ikke den eneste buddistiske beretning om grænseløs uansvarlig selvopofrelse. Den mest berømte er fortællingen om prins Visvantara. Der var engang en gavmild prins, som ejede en mirakuløs elefant, som havde den magiske egenskab, at den kunne fremkalde regn. Da nabokongedømmet oplevede alvorlig tørke, gav prinsen elefanten til dem.
På bjerget Dantaloka er en stupa, som er bygget af kong Asoka. Det var her at fyrst Sudana Visvantara dvælede i ensomhed. Det var her at fyrsten gav sin søn og datter til en brahman, som tævede dem indtil blodet flød ud på jorden. Derfor har alle træer og buske her en dybrød farve. Prinsen blev overtalt til også at give selv sin hustru væk til nogen, som meget gerne ville have hende. Men det endte lykkelig. Prinsens fader, kongen, greb ind og fik alle bragt tilbage til kongedømmet, hvor de blev hilst velkomne af alle og levede lykkeligt til deres dages ende. Foto Google Arts and Culture.
"The Silk Road Journey with Xuanzang" by Sally Hovey Wriggings - West View Press."
"Foreign Devils on the Silk Road" by Peter Hopkirk - Oxford University Press.
