DH-debat Forside |
1. Da Yuezhi | 2. Xiao Yuezhi |
3. Tre Kongeriger | 4. Rejsen mod Vest |
5. De Vestlige Bjerge | 6. Litteratur |
Den Eurasiske steppe strækker sig fra den Ungarske Pusta til det østlige Mongoliet og sletten langs Yalu River mellem Kina og Korea. Heste og ridning var en helt nødvendig betingelse for at leve på steppen.
Den Eurasiske steppe strækker sig fra den Ungarske Pusta til Yalu flodens mellem Kina og Korea. Oploaded af Mdf derivative work: Shattered Gnome (talk) Wikipedia.
I mange tusind år efter istidens slutning lå den hen, formentlig i praksis mennesketom. Imidlertid, for omkring 6.000 år siden, lykkedes det nogle Indo-Europæiske stammer som de første at tæmme hesten, og derefter lå steppen åben for dem. Indo-Europæerne beherskede den derefter i tusinder af år og blev først fortrængt af Arabere og Mongoler omkring år 600-1200 e.Kr. Mongolerne var dog meget fåtallige, og netto-resultatet af deres erobringer blev et Tyrkisk og muslimsk Central-Asien, som vi kender det idag.
Byen Dun-Huang ligger i den nordlige del af Gansu provinsen.
I området, hvor den moderne by, Dun-Huang, nu ligger i den nordlige del af den moderne kinesiske provins Gansu, boede for godt to tusind år siden Yuezhi folket.
Den berømte Han Dynasty historiker Sima Qian - som skrev knap hundrede år efter Qin Dynastys endeligt - berettede i "Shi Ji" at Yuezhi var bevæbnede med spyd, sværd og buer, de brugte ringbrynjer. De klippede deres hår af ved skulderne, undtagen kongen, som bar langt hår, bundet op med et bånd. De udøvede agerbrug og kvægavl og avlede heste. De brændte deres døde. De spiste gerne stegte påfugle, og de var forfaldne til overdreven nydelse af øl. Hvad der forbløffede kineserne mest var, at Yuezhi havde så meget hår på kroppen og i ansigtet.
Kaukasiske typer fra Tarim Bækken.
Fra venstre mod højre: Cherchen manden fra omkring 1000 f.Kr, En kvindelig mumie også fra Cherchen og en buddistisk munk fra Bezeklik hulerne nær Turfan.
I det nærliggende Tarim Bækken er fundet mange mumier af tydelig kaukasisk oprindelse, blandt andet karakteriseret ved hårfarve og skægvækst, også mange hulemalerier i området viser tydeligt Kaukasiske typer. Samtidig er der i dette område fundet en mængde oldgamle dokumenter, som er skrevet på det nu uddøde Indo-Europæiske sprog, Tocharian. Da de gamle Kinesiske kilder fortæller at Yuezhi havde hvid hud, kan man tillade sig at slutte at de var også et Indo-Europæisk folk, som formentlig talte et sprog nært beslægtet med Tocharian. Det bliver ydeligere sandsynliggjort af de mønter, som Yuezhi udsendte, da de senere emigrerede til Baktrien længere mod vest, som bærer portrætter af deres konger med tydelige kaukasiske træk.
I det femte århundrede e.Kr oversatte munken Kumarajiva nogle tekster til kinesisk, og derved oversatte han navnet Tochar med skrifttegnene for Yuezhi.
Dette er de kinesiske tegn for Yuezhi. Det første tegn betyder "måne". Det andet tegn betyder "zhi", som betyder noget i retning af "medlem af" eller "tilhænger af". I gamle dage fik døtrene i en kinesisk familie ofte ikke noget navn, de var jo kun piger, de nøjedes med et nummer. Når så en pige blev gift ind i en anden familie, som f. eks. hed "Wang", så blev dette tegn brugt, og pigen kom til at hedde "Wang Zhi". Hvis man skal tage skrifttegnene efter deres pålydende dyrkede Yuezhi folket altså månen. Det er dog også muligt at tegnene blev brugt som en slags alfabet, sådan at forstå at ordene for disse tegn lød som Yuezhi's navn, som de kaldte sig selv. Kinesiske skriftegn bliver alfabetiseret på forskellige måde. "Yuezhi" er alfabetiseret med det moderne pinyin system, medens det i det lidt ældre "Wade-Giles" system skrives Yüeh-Chih. I professor Daniel C. Waugh's "Selections from the Han Narrative Histories" kaldes de "Yue-te", og da vi ved at et foranstillet "Y" på mange sprog, herunder Dansk, svarer til "J", kan det også skrives "Jue-te".
En senere kinesisk rejsende ved navn Wan Zhen, besøgte Yuezhis efterkommere nogle hundrede år senere, da de levede i Baktrien. Han skriver at deres hudfarve var rødlig hvid, hvilket gør det sandsynligt at de var Indo-Europæere i slægt med Tocharians i det nærliggende Tarim Basin, som også har hvid hud på hulemalerierne. Wan Zhen skrev om Yuezhi i Baktrien: "Der er så mange rideheste i landet, at antallet ofte når flere hundrede tusinde. Byplaner og paladser ligner temmelig meget dem fra Daqin (det romerske imperium). Folkets hud er rødlig hvid. De er dygtige til bueskydning fra hesteryg."
Dun-Huang er ikke et standard Kinesisk bynavn, som f. eks. noget med -zhou eller -jing. Det er et navn, hvor elementerne ikke kan genkendes fra andre byer. Flere af de tidlige opdagelsesrejsende har givet bud på, hvad de mener at navnet betyder. Sir Aurel Stein mente at vide, at navnet Dun-Huang betyder noget i retning af "blazing beacons", altså brændende bavner (fjenden kommer). Men det lyder ikke sandsynligt, da en by må have et godt navn. Hvilken købmand ville vælge at slå sig ned i en by med et sådant navn med udsigt til at Barbarerne ville komme hvert andet år og stjæle hans guld, brænde hans varelager af og udsætte ham for det, som var værre.
I lighed med Goter, Hunner og flere andre folkevandringsfolk brugte Yuezhi hovedskaldeformation af udvlgte drengebørn.
Til venstre: En Chinook indianer fra den amerikanske vestkyst med et spædbarn i en træ klemme.
I midten: Portrættet på mønten forestiller Kushan kongen Vhishka med deformeret kranium - bemærk at hans hår er "bundet op med et bånd" som en kongelig hestehale frisure.
Til højre: Portrættet på mønten viser kongen af Heptalites, "De Hvide Hunner". De brugte også kranie deformation. Nu om dage mener mange, at Heptalites var et folk nært beslægtet med Yuezhi. De boede oprindeligt på Dzungaria Sletten nord for Tien Shan bjergene
Stednavne er meget sejlivede. Dun-Huang er sandsynligvis et ældgammelt navn, givet byen af dem, der boede der, før Hunnerne og Kineserne kom, sådan som det ofte er med stednavne.
Danu er et oldgammelt Indo-Europæisk ord for flod. Vi finder det i flodnavnene Donau, Dnieper, (som oprindeligt hed Danapris, Danastro eller Danaper), Dniester, (Danastius, Danaprum eller Danaster), Don (Tanais), Rhone (Rodanus), Po (Eridanos) og ikke mindst i navnet på kongeriget Danmark.
Derfor, et folk eller et område, som kalder sig noget med Dan, må sandsynligvis have en Indo-Europæisk oprindelse i en nær eller fjern fortid, idet navnet betegner et folk, som levede ved en flod.
Det er blevet påvist at næsten al jade i Kina kom fra Tarim Basin. Alle jade stykker, som blev udgravet fra kong Fuhao af Shang dynasty's (1600 - 1046 f.Kr) grav, var fra Khotan i Tarim Bækken. Det var mere end 750 stykker.
Figurerne viser jade fra det kinesiske Shang Dynasty (Bronzealder) - omkring 1000 f.Kr.
Fra venstre mod højre: knælende mand eller kvinde med bred næse og store øjne, en mand også med store øjne og bred næse, en slange med en slags fiskehale, en lille fed slange, en anden slange med en rigtig slangehale.
Det ser ud som om at Shang Dynasty kineserne havde store øjne og brede næser; og de havde en stor interesse i slanger.
Første led i bynavnet Dun-Huang, altså Dun-, repræsenterer meget sandsynligt det Indo-Europæiske Danu, altså flod. Hvis vi skal beskrive udtalen af andet led -huang, med bogstaver vil det blive noget i retning af "hwuang". Ordet vang findes i middelalder-dansk i betydning græsgang. Dansk er et oldgammelt Indo-Europæisk sprog, og vi kan tro at vang kan genfindes i andre Indo-Europæisk sprog med en lignende betydning. Dun-Huang vil således komme til at betyde Flod-Græsgang, eller Græsgangene ved Floden, hvilket navn et heste-elskende folk meget sandsynligt kunne give deres land.
Han-dynasty dokumentet, "Hou Han Shu" fortæller, at da Yuezhi ankom til deres nye hjem i Vesten, delte de sig i fem grupper. Navnet på en af grupperne var "Guise Huang." Denne gruppe vandt senere magten over de andre fire grupper, siges det, og i Vesten blev de kendt som "Kushans"
Det siges, at navnet "Kushans" er afledt af "Guise-Huang." Vi kan da konkludere, at efterleddet "-huang" må have haft en vis tradition for Yuezhi-folket. Hvilket gør det endnu mere sandsynligt, at navnet "Dun-Huang" stammer fra Yuezhi.
Yuezhi var de første til at drive handel langs de områder, som skulle blive kendte som Silkevejen. De solgte heste til Kineserne og købte silke i stedet, som de solgte i Khotan i Tarim Bækken, hvor de i stedet købte rå jade-sten, som de bragte til Kina. I modsætning til deres nordlige naboer, Xiong-nu, indlod Yuezhi sig aldrig på at føre krig mod det Kinesiske kejserrige. De foretrak at øge deres velstand ved handel fremfor ved plyndring.
Den store rejsende Zhang Qian berettede senere om deres efterkommere i Vesten: "De er dygtige til handel og vil prutte over en brøkdel af en skilling. Kvinder holdes i stor respekt, og mændene træffer beslutninger efter råd fra deres kvinder."
Navne på folk og geografiske steder i forbindelse med Yuezhis migration til Vesten.
Alanerne var Indo-Europæiske stammer, som havde levet på den Eurasiske steppe i årtusinder.
Xiong-Nu havde levet på den nord-østlige steppe "altid", der er ikke meget, som tyder på at de var Indo-Europæere, måske var de Tyrkernes forfædre.
Wusun var et kortskallet Kaukasisk folk, som levede på Ili sletten nord for Tien Shan Bjergene ved søen, der nu har det Tyrkiske navn Issyk Kul.
Heptalites kaldtes også "De Hvide Hunner". De gjorde sig senere bemærket i Indien; de siges at have været nært beslægtet med Yuezhi. Heptalites brugte en slags runer til at ridse budskaber i træ.
Baktria blev grundlagt af Alexander den Store under hans store erobringstogt mod Perserriget. Kineserne kalder det Da-Xia (Store Xia?)
Fergana dalen var også blandt Alexanders erobringer.
Imellem floderne Jaxartes og Oxus (som nu hedder Syr Darja og Amu Darja) var Transoxanien hvor Da Yuezhi bosatte sig og grundlagde de Sogdiske byer Sarmakand, Bukhara med flere i området, som vi kalder Sogdiana.
Tarim Bækken er afgrænset mod nord af Tienshan bjergene - høje som Alperne, mod syd af Kunlun Bjergene, som fører op til det Tibetanske Højland, mod Vest af de tårnhøje Pamir bjerge. Ved adgangsvejen til Tarim Bækken fra øst lå den nu udtørrede saltsø Lop Nor. Midt i bækkenet lå også dengang den frygtede ørken Taklamakan.
I Tarim Bækken lå et utal af selvstændige byer og små stater. Han dynasty Kineserne angiver antallet til 40-50. Kongdømmet Loulan lå ved bredden af Lop Nor. Nær det berømte Khotan kan man stadig finde rå jadesten.
Den klassiske Kinesiske tekst "Shan Hai Jing", som er mindst 2.200 år gammel, indeholder eventyrlige beretninger vedrørende mytology, geografi og kultur i og omkring Kina fra tiden før Qin dynasty. Under afsnitet om Bai folket i "Shan Hai Jing" findes en beskrivelse af "hvide folk med langt hår" hinsides den nordvestlige grænse.
Til venstre: Jadefigur fra Shang dynasty (1600-1046 f.Kr.) - en knælende mand - han synes at have store øjne og en bred næse og en slags fiske eller slangehale.
Til højre: To jadefigurer fra Shang Dynasty fundet sammen i Henan - en mand og en kvinde - de har fremtrædende øjenlåg og brede næser som moderne asiater.
Repræsentanter for Yuezhi folket ankom til Shang dynasty hoffet i kong Tang's æra (ca. 1000 f.Kr), og de optræder også på en liste over hyldest bærere fra Beidi (de nordlige indfødte) i Yi Zhoushu (Lost Book of Zhou fra 400 til 300 f.Kr) under Zhou dynastiet. En Guan Zi bemærkede i det tredje århundrede f.Kr, at en politiker ved navn Guan Zhong fremsatte et forslag om, at "(vi) bør acceptere jade af Yuezhi fra nord." Øjensynligt stod Yuezhi købmænd for handel med de rå jadesten fra Tarim Basin til Kina. Alt jade, som er fundet i Kina fra Shang og Zhou dynastierne, kan spores til Tarim Basin.
Til venstre: Fra Stavropol Museum i det sydlige Rusland - en typisk deformeret kranium, sandsynligvis fra en Goth, Hun eller Alan.
"Book of Han" fra 111 e.Kr. fortæller: "Da Yuezhi (Store Yuezhi) var et nomadisk folk. De flyttede omkring efter deres kvæg og havde de samme skikke som Xiong-Nu. Da deres soldater var mere end hundrede tusinde, var de stærke og foragtede Xiong-Nu. Tidligere boede de i området mellem Dunhuang og Qilian".
Yuezhi brugte hovedskals deformation af udvalgte drengebørn. Det var en meget udbredt skik i Central Asien på denne tid og havde sandsynligvis været det i årtusinder. Den udførtes ved at hovedet på nyfødte drengebørn blev lagt i klemme mellem to stykker træ eller bundet stramt op. Hovedskallen på nyfødte er nemlig meget blød og kan ret nemt deformeres. Hunner, Sava, Alaner og Goter brugte det også.
Tocha-
rian A |
Dansk
|
Engelsk
|
sas
|
et
|
one
|
wu
|
to
|
two
|
tre
|
tre
|
three
|
stwar
|
fire
|
four
|
pæn
|
fem
|
five
|
sæk
|
seks
|
six
|
spæt
|
syv
|
seven
|
okæt
|
otte
|
eight
|
nu
|
ni
|
nine
|
sæk
|
ti
|
ten
|
kænt
|
hun-
drede |
hun-
dred |
pacer
|
fader
|
father
|
macer
|
moder
|
mother
|
pracar
|
broder
|
brother
|
ser
|
søster
|
sister
|
yuk
|
hest
|
horse
|
ko
|
ko
|
cow
|
vak
|
stemme
|
voice
|
nom
|
navn
|
name
|
malk
|
(at) malke
|
(to) milk
|
sam
|
samme
|
same (as)
|
tæm
|
dem
|
them
|
nu
|
nu
|
now
|
se
|
søn
|
son
|
Det menes, at Yuezhi talte et sprog nært beslægtet med det uddøde indoeuropæiske sprog Tocharin, som er fundet i dokumenterne fra Dun Huang, som opdagelsesrejserne bragte tilbage i det tidlige tyvende århundrede. Dokumenterne var for det meste buddhistiske sutraer, som også er kendt fra andre sprog, hvorfor Tocharin var ret let at udforske.
Sproget Tocharin A har nogle ord til fælles med dansk, som for eksempel "ko", "malke", "nu" og "samme". "Søn" hedder "se" på Tocharian A, det minder om det sidste led "-sen" i traditionelle danske efternavne, Han-sen, Niel-sen, Mad-sen og så videre. Det afsluttende "n" kan være en bøjningsendelse, dem er der jo mange af i Indo-Europæiske sprog (På dansk tilføjer vi -n eller -en for at gøre et navneord bestemt, så måske betyder "-sen" oprindeligt "sønnen"). Ordet "se" minder også om den meget brugte kinesiske endelse "-zi, som udtales noget i retning af "-ze-e", som også er det grundlæggende kinesiske ord for "søn".
Yuezhi sluttede en våbenhvile med deres naboer mod øst, som de foragtede, nemlig Xiongnu, som leverede et gidsel, en Xiongnu prins ved navn Modun. Xiong-Nu kongen brød våbenhvilen og angreb Yuezhi. De ønskede at dræbe deres gidsel, men Modun stjal en god hest og flygtede mod øst.
Modun dræbte sin far og blev konge af Xiong-Nu, og det var starten på deres storhedstid. Han førte krig mod Yuezhi, dræbte deres konge, gjorde et drikkebæger af hans hovedskal, og drev dem væk fra deres gamle land i det nordlige Gansu i 170 f.Kr.
En mønt, der viser Kushan kongen Vima Kadphises - han havde deformeret kranium - og kongelig hestehale. Kushans betragtede sig selv som efterkommere af Yuezhi.
De fleste Yuezhi rejste mod Vest og prøvede først at bosætte sig på sletten ved Ili Floden, men blev imidlertid fortrængt af Wusun. Dernæst bosatte de sig i Fergana Dalen, nogle år efter i Sogdiana, hvor de grundlagde Samarkand og Bukhara. De fortsatte til Baktrien, og efter nogle hundrede år skabte de Kushan Riget i det nuværende Afganistan, Pakistan og nordlige Indien.
De, som rejste mod vest, blev af kineserne kaldt "Da Yuezhi", som betyder "Store Yuezhi". De tilbageblevne trak sig højere op i Qilian og Kunlun bjergene. De blev af Kineserne kaldt "Xiao Yuezhi", som betyder "Lille Yuezhi".
Han Dynasty skriftet, "Hou Han shu", fortæller, at da Yuezhi ankom til deres nye hjem i Vesten, splittede de sig op i fem grupper. Navnet på en af grupperne var "Guis Huang". Denne gruppe tilkæmpede sig senere magten over de andre andre fire grupper, siges det, og de blev da i Vesten kendt under navnet "Kushans".
Navnet "Kushans" skal således være afledt af "Guis-Huang". Derved kan vi se, at efterleddet "-huang" må have haft en vis tradition hos Yuezhi. Hvilket gør det endnu mere sandsynligt, at også navnet "Dun-Huang" stammer fra Yuezhi.
Yuezhi's vandring fra Gansu over Ili Sletten, Fergana Dalen, Baktrien til det nuværende Afganistan, Pakistan og nordlige Indien.
Den store rejsende Zhang Qian, opsøgte på kejser Wudi's vegne Yuezhi i deres nye hjem i Fergana og søgte at overtale dem til støtte Han Dynasty i kampen mod Xiong Nu. Men de var ikke interesserede, de havde fundet "en dal, rig og frodig, og sjældent forstyrret af invasioner." Efter flere års rejse kom Zhang Qian tilbage til kejseren med budskabet om at hans mission ikke var lykkedes. Men blandt de ting som udsendingene bragte tilbage var nogle meget specielle heste, "De Himmelske Heste", som kunne løbe længere og hurtigere end end de dårlige heste, som det Kinesiske kavaleri måtte nøjes med. Kejseren og hans rådgivere besluttede at det var nødvendigt skaffe en forsyning af disse heste for at besejre Xiong-Nu, som var en plage langs rigets grænser.
Kejseren sendte mange delegationer og to hære mod Yuezhi i Feragana for at overtale eller tvinge dem til at sælge heste til Kina, og det lykkedes virkelig at motivere Yuezhi til at sælge nogle tusinde af disse fantastiske heste til den Kinesiske hær, som derefter - efter nogle år - besejrede Xiong-Nu.
A coin with a portrait of a Sogdish king with crown.
Også Sogderne betragtede sig selv som efterkommere efter Yuezhi. I henhold til den klassiske kilde "Xin Tang Shu", var der fra begyndelsen ni grupper af Sogdere. De var Kang (Samarkand), An (Bukhara), Cao, Shi2 (Tashkent), Mi, He, Huoxun, Wudi og Shi4 (Kesh). Shi2 og Shi4 dækker over forskellig udtale af det samme skrifttegn. Kongen af Kang (Samarkand) hævdede, at han nedstammede fra Yuezhi, og at hans forfædre havde boet i byen Zhaowu i Gansu nord for Qilian Bjergene. De øvrige otte grupper var skabt af prinser fra Kang.
Navnet "Kang" kan stadigt genkendes i det sidste led i navnet på byen Samarkand.
Statue af Kushan kongen Kanisha 100-146 e.Kr med sværd og stridskølle; det er en statue fra Indien. Bemærk hans solide støvler, det må have været varmt i det Indiske klima. Måske var Yuezhi et konservativt folk, som holdt godt fast i deres oprindelige skikke fra hjemlandet. Kushans betragtede sig selv som efterkommere af Yuezhi.
Sogderne boede i det nuværende Uzbekistan omkring Sarmakand. Sogdiana blev aldrig en samlet nation, det forblev en løs sammenslutning af rivaliserende byer. De blev overvundet af nyomvendte muslimer fra Mellemøsten i 705 AD.
Med støtte fra den Sogdiske hersker i Balkh, som havde ladet sig omvende til Islam indledte ny-omvendte arabere erobringen af Sogdiana. Fleksible som altid lod mange ledende Sogdere sig omvende - sikkert i håb om at få fred til at fortsætte deres handel. Men efter erobringen udsendte araberne en ny lov, som sagde at bevis for omskæring og evne til at læse Koranen på arabisk var nødvendigt for nye konvertitter, og derfor var de ikke længere fritaget for skatten på ikke-muslimer, jizyaen.
Kort over Sogdiske byer. Sogdiana omfattede dele af af de moderne stater Uzbekistan, Tajikistan, Kazakstan og Kyrgyzstan. Hovedbyerne var Samarkand og Bukhara. Det var en form for sammenslutning af rivaliserende bystater. Kort fra "Who were the Sogdians".
Først da gjorde de Sogdiske adelsmænd oprør mod erobrerne, men for sent, hele den Sogdiske adel blev udryddet.
I 1220 AC blev yderligere størstedelen af befolkningen slået ihjel af Djengis Khans mongolsk-tyrkiske hære.
Alligevel lykkedes det den Japansk Kinesiske Silkroad Ekspedition i begyndelsen af 1980'erne at finde en gammel mand i Tadjikistan, som stadig talte Sogdisk.
Østvæggen på sogderen Wirkaks sarkofag i Xian.
I Xian er fundet ialt tre sogdiske grave, nogle siger fire.
Desuden, i 1999 fandt man den rigt dekorerede Yu Hong's Grav i en sydlig forstad til Taiyuan i Shanxi. Den mest kendte grav er i Xian og tilhører Wirkak og hans hustru Wiyusi. Hans kinesiske navn var Shi Jun. Graven er et sarkofag udformet som et hus, rigt dekoreret med relieffer på alle side. Østvæggen indeholder den mest interessante motiv, som minder om Hermods passage over Gjallar Broen på hans vej til underverdenen for at hente Balder fra de døde.
Wirkak og hans hustru døde i en høj alder, efter et langt liv fyldt med fredelige gerninger, handelsrejser og vigtige forhandlinger. På hans sarkofag er ingen antydning af kamp og strid. Og derfor kom de i Paradiset, kan man formode.
Tegning af østvæggen på sogderens Wirkak Sarkofag i Xian. Wirkak og hans hustru er på vej over Cinvat Broen til det Sogdiske Paradis. Øverst til højre ser man Wirkak og hans hustru feste i Paradiset, over dem ses den Sogdiske Gud Wesparkar, som hilser de afdøde.
Øverst til venstre svæver solguden Mithra over Verden sammen nogle "apsaras", som er en slags engle, og vingede heste. En synder syntes at være i frit fald ned mod vandet. Under broen lurer monstre på de syndere, som vil blive afvist af broens vogtere. På broen antages de afdøde at møde en ung lys kvinde, som vil være personificeringen af deres livs gerninger.
Den skandinaviske mythologi indeholder et helt lignende motiv, men så at sige med modsat fortegn.
Efter Balders død påtog Hermod sig at ride til de dødes rige, "Hel", for at udvirke, at han kunne komme tilbage til den levende Verden. Hermod kom til Gjallar Broen, som de afdøde skal passere for at komme til de dødes rige. Her bliver han råbt an af møen Modgun, som vogter broen. Hermod får udvirket, at hvis alle i hele Verden vil græde over Balders død, vil han blive løsladt fra underverdenen.
Den firearmede Sogdiske gudinde Nana med solen i den ene hånd og månen i en anden - siddende på en løve. Tegning fra udgravning i Uzbekistan.
For Sogderne var Nana en meget vigtig gudinde. I den Skandinaviske gudeverden har hun en mere tilbagetrukken rolle som Balders hustru.
I den Skandinaviske mythologi er de dødes Verden på den anden side broen en mørk og skummel skyggeverden. Kun mænd, som dør i deres seng af sot og sygdom, kommer derned. Derimod, mænd, som dør for våben, vil komme til Valhalla, et muntert og herligt sted, hvor de hver dag vil sidde bænket ved Odins bord sammen med andre helte.
Det syntes som om, at Aserne engang i fortiden har dyrket den samme Ariske religion som Sogderne. Men at de har forkastet den som noget blødsødent overtro. De har degraderet det Sogdiske Paradis til en mørk og skummel underverden. Måske har de skiftet tro, tvungen af tidens barske nødvendighed.
Til venstre: En Indisk figur fra 1700 taller, som forestiller guden Shivas kosmiske dans. Bemærk den stakkel mand, som guden Shiva tramper rundt på. Det er et lignende motiv som på Wirkak's grav.
I midten: En sogdisk gud udfører den kosmiske dans på kisten i Wirkaks grav i Xian. Den dansende guds fire arme udstråler fra hovedet, og synes at danne en hagekors-lignende figur, som vi kender den fra historien. Den lille mand forneden synes at holde guden oppe.
Til højre: En traditionel kinesisk monkey king maske, som ligner den Sogdiske guds ansigt. Det er grimt og med tandpløkkerne stående lige ud af munden. Den kinesiske myte om "Abe Kongen" fortæller, at han var en gud, som levede i Himlen. Men fordi han var så grim, så smed de andre guder ham ud af himlen. Han kom til Jorden, og der lærte han menneskene at bruge ild, fremstille potter m.m.
Det er interessant, at de Sogdiske fund fra Kina er rigere end fund fra selve Sogdiana. Man får næsten indtrykket af, at tyngdepunktet for den Sogdiske kultur lå i Kina, og Sogdiana var blot et satelit område.
Midt i 700-tallet blev Tang Dynasty Kina rystet af An Lushan Revolutionen, som kostede millioner af liv og store ødelæggelser. Flertallet af Sogdiske købmænd i Kina var så uheldige at støtte general An Lushan og hans proklamerede Yan Dynasty, som imidlertid efter syv års krig endte som den tabende part. Vi må tro at det kostede dem deres liv og formue. Der var Sogdere tilbage i Kina efter krigen, men de ønskede ikke at profilere sig og er formentlig blevet intergreret i den Kinesiske befolkning.
Den Romerske historiker Plinius havde kendskab til, at et folk kaldet "Tagorae" havde krydset floden Tanais fra øst mod vest sammen med "andre scyther" (Pliny VI, 22) Yuezhi blev af af nogle historikere kaldt Tochari, så det kan have været dem.
En figur fundet i Indien, som menes at foretille Yuezhi. De er godt klædt på efter indiske forhold. Måske har det været et konservativt folk - som holdt fast i deres gamle skikke.
I oldtiden var to floder kaldet Tanais, nemlig Don og Jaxartes. Men det må have været Jaxartes. Det må være sket omkring 100 AC med en god margin.
I Justin's prologue til Pompejus Trogus' bog XLII står:"Reges Tocharorum Asiani interitusque Saraucarum", "Asiani blev konger af Tochari og udslettede derefter kongen af Saka" (Baktrien). Hvilket må dække over at Yuezhi tog Asiani som konger og derefter erobrede Baktrien fra Grækerne. Der tilegnede de sig græsk kultur, og med basis i Baktrien skabte de deres Kushan-rige i nuværende Afganistan, Pakistan og Indien.
Det er første gang vi hører om Aserne.
Da Yuezhi blev besejret af Xioungnu-kongen Modun, rejste hovedparten af Yuezhi imod vest. Dem kaldte Kineserne Da Yuezhi - det betyder Store Yuezhi. Men en mindre gruppe valgte at forblive tæt på deres gamle land og trak sig op i i Nanshan bjergene - der også kaldes Qilian - ved saltsøen Koko Nor. Dem kaldte Kineserne Xiao Yuezhi - det betyder Lille Yuezhi.
Den moderne kinesiske provins Qinghai med søen med det oldgamle navn Koko Nor. I dag har den Kinesiske regering valgt at kalde den Qinghai Søen. Provinserne Qinghai, Tibet og dele af Sichuan og Xinjiang udgør det Tibetanske højland. Nanshan Bjergene ligger nord og vest for søen ved byen Xining.
Den græske geograf Ptolemæus, som levede i Ægypten, kendte et land kaldet "Tha-gouroi", som var beliggende i Nanshan bjergene ved Koko Nor. Ptolemæus levede 90 - 168 e.Kr. og Xianbei stammen Tuyuhun etablerede først deres kongedømme ved Koko Nor i 329 e.Kr. Derfor kan vi tro at dette Tha-gouroi var et Xiao Yuezhi's område.
Den Australske sinolog John E. Hill mener at det græske "Tha-gouroi" beskriver et kinesiske ord, "Ta'guo", altså et "Tan-gaard", som er blevet "helleniseret".
Det er godt set, at ordet indeholder et -"guo" eller "-gaard". Imidlertid, det er ikke nødvendigt at at tage omvejen over kinesisk, fordi det er et Indo-Europæisk navn, som det var helt naturligt for Lille Yuezhi at kalde deres hjemstavn. Kinesisk er ikke et Indo-Europæisk sprog, selvom man i sproget kan identificere nogle ord, som skyldes Indo-Europæisk påvirkning langt tilbage i historien.
Tan-gaard skrevet med græske bogstaver.
Sinologen Rafe de Crespigny skriver at "I slutningen af Han-dynasty perioden kunne de tilsyneladende mønstre omkring ni tusinde bevæbnede mænd i området, deres vigtigste centre var Xi-Ning-dalen og Lianju Området" og videre "og i Wuwei, med et par grupper i det nordlige Zhanggye". Lianju, Wuwei og Zhanggye er områder i det nordlige Gansu.
En anden sinolog, Beckwith, bekræfter at Lille Yuezhi holdt til ved Koko Nor. Han nævner at Han Dynasty sendte en ekspedition mod området omkring Koko Nor i 217 e. Kr. for at nedkæmpe den Lille Yuezhi stamme, som holdt til der: "Hsia-hou's løjtnant, Chang Ho, krydsede Huang-ho (en flod i Gansu) og nåede Lille Huang-chung's område øst for Koko-Nor, hjemstavn for den Yüeh-chih-stamme, der havde været ledende i oprøret."
Satelit foto af den Tibetanske Højslette med Koko Nor, Qaidam Basin, Tarim Basin og bjergkæderne Himalaya, Pamir, Tienshan, Kunlun og Nanshan, hvilken sidste er bjergene øst og nord for Koko Nor omkring byen Xining, som også ligger ved Koko Nor. Nanshan bjergene kaldes også Qilian Mountains eller er en del af denne. Foto Pinterest.
Imidlertid er det også kendt at i 329 e.Kr. oprettede Tuyuhun Xianbei folket et rige med centrum omkring salt søen Koko Nor og i Qaidam lavningen i den nordøstlige del af den moderne kinesiske provins Qinghai.
Hvad der blev af Lille Yuezhi folket, og hvordan landet blev overtaget af Tuyuhun, ved jeg ikke.
Måske havde de allerede forladt højsletten og søgt nyt land mod vest, som så mange andre folk i folkevandringstiden gjorde. Måske blev Lille Yuezhi fortrængt af de indtrængende fjender, eller de fandt en form for sameksistens med Tuyuhun. Måske blev de integreret i Tuyuhun; ingen ved det.
Den Tibetanske Højland i Qinghai. Koldt og uden træer, det kan minde om Island.
Af udseende var Tuyuhun og Yuezhi sikkert ikke så forskellige. Xianbei stammernes udseende blev kommenteret af den lærde Yan Shigu, som virkede ved hoffet hos den første Tang hersker, Li Shimi. Han skrev i en kommentar i Sima Qins historiske værk Shi Ji: "Nu om dage, har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art." Da Xianbei på Yan Shigu's tid var de dominerende steppe-barbarer, må det have været dem, han talte om.
Vi kan sige meget lidt om Tuyuhuns sprog, men desværre intet om Lille Yuezhis, udover at vi tror at det var en slags Tocharian.
Gamle gravhøje i Qaidam lavningen i Qinghai.
En gren af Silkevejen gik igennem Qaidam Basin, og det synes at have gjort Tuyuhun folket ret velhavende. Man har fundet Persiske og Østromerske mønter og hundredevis af rester af silke.
Omkring Koko Nor og i Qaidam lavningen i den nordøstlige del af Qinghai er fundet i hundredevis af spor af gamle gravhøje, som formodes at stamme fra Tuyuhun.
Sinologen John E. Hill mener at Tuyuhun var identisk med stammen Zilu - som er nævnt i dokumentet, Weilu. Han skriver: "De voksede gradvist til en magtfuld stat centreret omkring Koko Nor. De blev senere kendt af Kineserne som Tuyuhun, og af Tibetanerne som 'A-zha. Efter mange års krig blev de endeligt besejret af Tibetanerne i 663 og genvandt aldrig deres uafhængighed. Nogle af dem flygtede til Kineserne, andre forblev og blev gradvist absorberet blandt Tibetanerne."
Det bliver delvist bekræftet af Alex Mcay i hans bog "The History of Tibet" (side 46) hvor han skriver at det var kongeslægten, som kaldte sig "A-cha'i", (fundet i Tibetansk Litteratur som "A-sha") medens folket blev kaldt "T'u-Yu-Hun", Tibetansk "Thogon" eller "Tho-Yu-Gon".
Stenløve nær Dulan i Qinghai, sikkert sat af Tuyuhun folket.
I nogle af de gamle dokumenter, som Stein og Pelliot bragte tilbage fra Dun Huang, fortælles om et "Aza" folk, som stadig havde fodfæste rundt omkring Koko Nor omkring 800 til 900 e.Kr. De foretog røvertogter ind på den kinesiske Dun-Huang område, hvor den bortførte børn og unge som slaver. På moderne tibetansk hedder slave "tralpas", hvilket minder lidt om det Skandinaviske "træl".
Det kinesiske landsdækkende CCTV 1 i samarbejde med Japansk TV bragte for nogle år siden en udsendelsesrække om Silkevejen. Heriblandt var en udsendelse om Qinghai, altså den nordlige del af den Tibetanske højslette, der hvor lille Yuezhi, Tuyuhun og Aza engang boede.
Udsendelsen viste Qinghai som en højslette på et niveau omkring 3000 m. I dag minder landskabet en del om Island, saa vidt jeg kunne se. Fuldstændig træløst, ret koldt, selv om sommeren kan der komme sne.
På sletten er en mængde gravhøje, alle røvet en gang i fortiden. Engang i fortiden er de gravet op, og alting er fjernet. Til konstruktione af disse høje var blevet brugt store mængder træ. De er bygget op lagvist af tømmerstokke og jord.
Tømmerstokke af cypres brugt i Tuyuhun gravhøje.
Så, store dele af denne del af Qinghai har tilsyneladende tidligere været dækket af cypres skove. Det kan påvises, at til de ældre grave var blevet brugt kraftigere tømmerstokke end til de yngre grave. Det antyder, at større træer blev stadig vanskeligere at finde. Det passer med at cypresser vokser ekstremt langsomt. I dag er området fulstændig træløst.
Nogle Tuyuhun grave fra Tang Dynasty tid minder meget om gravene på Kinas nordlige slette.
Grav fra Tang Dynasty tid i Qaidam lavningen på den tibetanske højslette.
På trods af at gravene er blevet røvet, er der dog fundet nogle ting i Qinghai.
Det mest interessante er nogle silketæpper fremstillet med samme teknik, som blev brugt i Vesten og i Mellemøsten. De rekonstruerede silketæppemotiver viste et tilsyneladende mørkhåret folk med europæisk udseende, store næser, øjne mv. Motiverne på tæpperne viser personer, som lever et aktivt og muntert liv, de går på jagt, drikker og spiser nogle gode middage. Et sted er vist en, som kaster op, som om han har fået for meget at spise og drikke. Mange andre fund indikerer, at de havde gode forbindelser til Vesten og Grækerne i Baktrien.
Første bind af den klassiske roman - Three Kingdoms.
I den klassiske kinesiske roman "Tre Kongedømmer" berettes også om folkene i de vestlige bjerge og højsletter.
De klassiske kinesiske romaner har formentligt samme sandhed-værdi som de islandske sagaer. Personlige beskrivelser og oplysninger om enkelt personers bedrifter er bestemt fiction, mens beskrivelserne af det underliggende miljø og samfund er sandsynligvis hentet fra virkeligheden. De detaljerede oplysninger fra det underliggende miljø er det "uendeligt små", som skal suggere os til at tro, at selve handlingen og hovedpersonerne også er sande.
Man skal vide, at historiske kinesiske forfattere var ikke meget analytiske med hensyn til andre folk, som levede nær Kina. Under Han-dynastiet blev alle vestlige stammer og folk for det meste kaldt Xiong Nu. I "De tre kongeriger" perioden blev folkene i den vestlige område for det meste betegnet som Qiang. I Jin dynasty perioden, var det almindeligt at kalde folk på sletten for Xianbei.
De "Tre Kongedømmers" periode efterfulgte Han Dynastis sammenbrud omkring 220-280 AC
Den klassiske roman giver en meget detaljeret beskrivelse af strategi og taktik i de politiske intriger og krigsførelsen i Kina i den historiske periode af samme navn, ca. 220 til 300 e.Kr. Romanen blev skrevet i 1320 e.Kr. i slutningen af Yuan-dynastiet, altså under Mongolernes herredømme, mange år efter de begivenhederne, som den beskriver. Men på basis af den historiske skildring givet i "Annals of the Three Kingdoms" skrevet omkring 300 AC under Jin dynastiet, der fulgte umiddelbart efter "Tre Kongeriger" perioden.
Qiang forsvarstårne i Danba i Sichuan.
"Tre kongeriger" var Mao-Zhe-Dongs foretrukne læsning. Her fik han en mængde inspiration til, hvordan han kunne overvinde sine fjender med snedige planer. Det var sædvanligvis noget med: "Lad den ene fjendes hånd slå den anden fjende"
King Cheliji af Vest Qiang og hans minister, Ya Dan, var blevet overtalt af kongen af Wei til at deltage i krigen i Kina. Kongen sendte tusindvis af Qiang krigere under ledelse af General Yu Eji mod Kongeriget Shu. De var bevæbnet med bue og pil, armbrøster, spyd og sværd, jern sceptere med pigge og flyvende hamre.
"Flyvende hamre" var beregnet til at kaste i ansigtet på en uforberedte fjende på tæt hold.
De havde vogne beklædt med jern plader, trukket af kameler eller muldyr. Når de slog lejr for natten, kørtes de pansrede vogne sammen i en ring og blev lænket sammen.
I første omgang blev Shu tropperne besejret: "Pludselig åbnede Qiang rækkerne sig, og deres jernvogne kom brusende som et tidevand, og deres armbrøstskytter fyldte luften med bolte." Deres anfører trådte frem bevæbnet med en stålhammer i hånden og råbte: "Jeg er marskal Yu Eji, ryk ikke længere frem lille general". (Tre Kongedømmer III side 1669).
Til venstre: Irske forsvarstårne fra Meelick.
Til højre: Forsvarstårne i Nord Ossetien i Kaukasus Bjergene.
"Qiang bygger på rå styrke og mod alene. Hvad bryder de sig om intelligent taktik?", sagde en af Shu generalerne.
I sidste ende besejrede de civiliserede kinesere de indfødte med en snedig plan. ("Three Kingdoms" III side 1672)
Flyvende hamre, som "Mjølner", Thors hammer, havde en vis tradition i Kina. I "Creation of the Gods", en anden klassisk roman om overgangen fra Shang til Zhou dynasty (bronzealder), fortælles, at en berømt kinesisk kriger fra Shang dynasty havde en lille, men dødbringende, "stringed" hammer, som han brugte som kastevåben. Snoren gjorde ham i stand til at genvinde den efter kastet.
En Qiang konge, Ma Teng, var søn af en Qiang far og en kinesisk mor. Han var "8 span høj med en heroisk fysik og slående træk." (En "span" er lidt mindre end ti tommer, hvilket er omkring 0,24 m, og dermed var kongen tæt på 1,9 m. høj) "Three Kingdoms" II side 998 og I side 545).
Ma Teng blev lokket i baghold og dræbt af kongen af Wei.
Xu Chu kæmper imod Ma Chao. Maleri i den lange korridor i Sommerpaladset ved Beijing.
Hans søn Ma Chao angreb kongeriget Wei for at hævne sin fader. Kongen af Wei beskrev Ma Chao således: "Han var lys og hvid, som var han dækket af pudder, læber så røde, som var de dækket af vermillion, bredskuldret, smal om midjen med en kraftig stemme og adræt fysik, klædt i hvid brynje og hjelm." (Three Kingdoms II side 1001). Ma Chao bar et løve emblem i sin hjelm. (Three Kingdoms III side 1173)
I noterne til "Three Kingdoms" kan man læse, at Qiang havde et religiøst forhold til hvide heste, som de ofrede til deres gud. ("Three Kingdoms" i noter side 547,551)
Det tyder på, at deres gud kan have været "Den store hvide konge" - Guden i Vesten.
Brother Monkey i kamp mod en af Vestens rødhårede djævle. Et tema fra den klassiske roman Rejsen mod Vest.
En anden klassisk roman er "Journey to the West". Den er inspireret af Xuanzang's rejse til Indien for at hente hellige buddistiske skrifter. Xuanzang har gennem flere generationer levet et dydigt liv, han er ovenud god og fuldkommen verdensfjern og kommer derfor ustandseligt i vanskeligheder. Det ene monster efter det andet ønsker at få fat på ham og spise ham, fordi at hvis de indtager hans ædle kød, vil de få et evigt liv.
Imidlertid er Xuanzang ledsaget af sine mere jordnære og handlekraftige diciple, som hver gang frelser ham fra at blive spist. De forskellige episoder på vejen mod vest er fuldstændig eventyrlige og har ingen direkte historisk relevans. Diciplene er Brother Monkey, Brother Pig og Brother Sand. Romanen er udviklet af professionelle historie fortællere op gennem Ming og Qing dynasty. Det må dog antages, at beskrivelsen af Vesten og dens indbyggere afspejler tidens opfattelse af hvilke slags mennesker, man kan forvente at møde der.
Under Xuanzang og hans diciples rejse langs med Qilian eller Nanshan Bjergene, bliver de standset af røvere. Et digt beskriver, hvordan røverne ser ud:
"Den enes blålige ansigt og fremtrædende hjørnetænder
var værre end en ond gud's
De andres udstående øjne var som dødens stjerner
Det røde hår ved deres tindinger synes i flammer
Deres brunlige (krops-) hår var skarpe som nåle
etc"
("Journey to the West" side 1277 )
Dette må være de de professionelle historiefortælleres dramatiserede version af datidens opfattelse af hvilken slags røvere, man kunne forvente at møde i de Vestlige bjerge.
Ingen ved, hvad der blev af Yuezhi og Xianbei folkene, som boede i de vestlige bjerge. Vi kan kun gætte.
Jeg tror, at de mistede deres sprog og deres etniske og nationale idenditet og blev blandet op med alle andre kinesere - i det omfang de ikke en gang i fortiden blev udryddet som djævle. De fleste af djævlebeskrivelserne i den klassiske roman "Rejsen mod Vest" omfatter rødt hår, store øjne og stor næse, som er typiske kaukasiske træk.
Kampen mod djævlene er et gammelt og gennemgående tema i kinesisk kultur, og det kan ikke være grebet helt ud af luften.
En gammel taoistisk billed tavle blev vist i et fly magasin fra Southern China, "Blue Sky Aviation" i forbindelse med et turist fremstød for Sichuans naturskønne bjerge. Den blev bragt uden særlige kommentarer.
Til venstre: En taoistisk billedtavle fra Aba området i Sichuan, som forestiller en typisk djævel omgivet af smådjævle.
Til højre: Den moderne provins Sichuan.
Bemærk hovedet med gult hår lige over den djævelske hovedfigur. Bemærk ligeledes de små dæmoner forneden til højre, som har brunt hår.
Den er fra Aba County nær Sichuans grænse til Qinghai og Gansu, som idag er Qiang område.
I dag er det ikke muligt at finde personer i dette område med lyst eller brunt hår. De er alle sorthårede. Personer med anlæg for lysere hårfarver synes at have haft en ret stor dødelighed i historiens løb. Kun Den Japansk Kinesiske Silk road Ekspedition i firserne kunne vise en lille lyshåret pige hos et nomadefolk højt oppe i Qilian bjergene.
I moderne tid er de kinesiske provinser Qinghai og Gansu i hovedsagen beboet af den tyrkisk muslimske Hui nationalitet.
Who were the SogdiansThe Freer Gallery of Art and Arthur M. Sackler Gallery, Smithsonian Institution. Tocharian Online - Todd B. Krause and Jonathan Slocum Linguistics Research Center Glossary Tocharian Mithraism - David Fingrut on Bill Thayer's Web Site Mithra's Contributions - Iinnvista Absolute Astronomy - Yuezhi. Notes on the Yuezhi - Kushan Relationship and Kushan Chronology (pdf) om Yuezhi's vandringer. Selections from the Han Narrative Histories Daniel C. Waugh Sogdia Wikipedia Weilu The Peoples of the West John E. Hill Heavenly horses, the four-footed legends of the Silk Road China Watch "Journey to the West" by Wu Cheng'en Foreign Language Press "Three Kingdoms" Foreign Language Press En tak til hjemmesiden "China History Forum" - som desværre ikke er iblandt os mere - for information og inspiration. |