Det er påfaldende at kinesernes eget navn for Kina, "Zhongguo", indeholder elementet "-guo", som ikke alene lyder som det gamle skandinaviske "-gård", men også har samme betydning. Det kan heller ikke være et tilfælde, at lavvandede indsøer med brakvand kaldes "Nor" i både Centralasien og Skandinavien.
Efterleddet "-gård" er det tydeligste stednavne vidnesbyrd om en fælles indoeuropæisk oprindelse for Skandinavien og Kina.
I Skandinavien findes det i mytologien som efterled i gudernes hjem, "Asgaard", jætternes hjem, "Udgaard", og menneskenes verden, "Midgaard". Vikingerne kaldte Konstantinopel for "Miklagaard", og Rusland for "Holmgaard". Adam af Bremen fra omkring år 1070 e.Kr. skrev: "Rusland kaldes af de barbariske Danske for Østergaard, fordi det ligger i øst, og har som en vandrig have overflod paa alt godt. Det hedder ogsaa Hunnegaard, fordi Hunnerne der havde deres første sæde."
-gård genkendes let i kinesernes eget navn for Kina, "Zhongguo", som betyder "Riget i Midten" eller "Midgaard". Efter Pinyin systemet alfabetiseres det som sagt til "Zhongguo". Hvis det bliver alfabetiseret på en mere uformel måde med konsonanterne som på engelsk og vokalerne som i italiensk, vil det blive noget i retning af "Djung Gjaar", hvilket sidste led klart repræsenterer det indoeuropæiske "-gaard".
Ordet "gaard" kan genfindes i næsten alle indoeuropæiske sprog. I moderne dansk betyder det et en landbrugsejendom med tilhørende dyrkningsareal eller et afgrænset og aflukket område, for eksempel afgrænset af mure eller bygninger.
Moderne kinesiske navne for andre nationer alfabetiseret med Pinyin systemet, bruger også endelsen "-guo" for eksempel i "Faguo" (Frankrig), "Deguo" (Tyskland), "Meiguo" (USA) og så videre.
Faktisk, hvis "Guo" alfabetiseres på en uformel måde, som også indbefatter danske vokaler, fremkommer en endnu mere præcis beskrivelse af ordets moderne kinesiske udtale, i hvert fald for skandinaver. Det vil det blive henholdsvis "Djung gjår", "Fa gjår", "Dø gjår" og "Mei gjår".
Mange saltsøer i central Asien hedder noget med "Nor", som for eksempel "Koko Nor", "Orku Nor", "Ebi Nor", "Ubsa Nor", "Ayar Nor", "Ulungur Nor", "Durga Nor", "Kara Nor" og den nu udtørrede og forsvundne "Lop Nor".
Ganske tilsvarende kaldes lavandede indsøer med brakvand i Skandinavien for "Kertinge Nor", "Korsør Nor", "Stege Nor", "Hedeby Nor" og "Vindeby Nor" og så videre. Flemming Rickfors har identificeret mere end tredive "Nor" i Danmark og Norge.
Kertinge Nor ved Kerteminde.
Det må betyde at de oprindelige indoeuropæiske folk på steppen kaldte lavvandede saltsøer for "Nor". Aserne, som Snorre berettede, kom til Skandinavien fra Asien, og de fandt det derfor naturligt at kalde lavvandede indsøer med brakvand for "Nor", da de kom til deres nye hjem i Skandinavien
Hvordan er det gået til at der så stor lighed mellem stednavne i Asiens midte og Skandinavien?
Vor nuværende mellemistid er, som alle astronomiske varmeperioder, karakteriseret ved at varmen kom hurtigt og derefter klinger langsomt af.
Da der var jægerstenalder i Skandinavien omkring 7.500 år f.Kr. var det varmt på hele Jorden og varmen skabte monsunvinde, der bragte regn ind over kontinenternes indre. Den eurasiske steppe, som strækker sig fra den ungarske Pusta til steppen ved Yalu floden mellem Kina og Korea, var meget mere grøn og frodig end den er i dag. Men steppen var alt for åben, ingen kunne finde føde der, menneskene levede i udkanten af steppen på overgangen mellem skov og steppe, som også de nordamerikanske indianere gjorde, før de fik heste.
Denne graf er fremstillet ved manipulation af Wikipedia filen "Holocene temperature". Den viser otte forskellige rekonstruktioner af Holocæns temperatur. Den tykke sorte linje er et gennemsnit af disse. Tiden skrider frem fra venstre mod højre.
På denne kurve er jægerstenalderen kun vist omkring en grad varmere end nutiden, men de fleste kilder nævner at skandinavisk jægerstenalder var mindst 2-3℃ varmere end nutiden. Det behøver ikke at være gensidigt udelukkende, fordi kurven rekonstruerer hele Jordens temperatur, og på de højere breddegrader har temperaturvariationerne været større end omkring ækvator.
Der er forskellige meninger om, hvornår det Holocæne Optimum var, men der var helt klart en ret varm periode, som varede 4-6 tusinde år.
Da temperaturen faldt omkring 2.500 f.Kr. mindskedes regnmængden gradvist på den eurasiske steppe, græsset gulnedes og ørkenerne bredte sig. Et efter et udvandrede mange af de indoeuropæiske folk på steppen fra Eurasiens midte til dens udkanter, såsom Indien, Kina Persien, Europa, de græske øer og kyster, Skandinavien og så videre.
På den Pontiske Steppe nord for Det Kaspiske Hav tæmmede det indoeuropæiske Yamnaya folk hesten mellem 4.000 og 3.500 f.Kr. Derefter befolkede de i historisk set rasende fart den eurasiske steppe fra den ungarske Pusta til Indre Mongoliet. Omkring år 2.000 til 1.500 år f.Kr. opfandt de støbning af kobber og bronze.
Samtidig skete et fald i Jordens temperatur, hvilket bevirkede at monsunvindene, som bringer regn til kontinenternes indre, mindskedes og ørkenerne bredte sig. Det førte til en indoeuropæisk udvandring fra steppen til Europa, Persien, Indien og Kina, hvilke områder de nemt underlagde sig i stridsvogne, på hesteryg, med skarpe bronzevåben.
I folkevandringstiden, omkring år 400 - 500 f.Kr., indtraf endnu et fald i Verdens temperatur, hvilket var årsag til at steppen blev yderligere gulnet og tør, søerne tørrede ind og Eurasiens ørkener bredte sig. Mange folk brød op fra Eurasiens midte og drog mod verdens udkanter nærmere havet, hvor nedbøren generelt er mere rigelig.
Sveaer, Daner, Jyder og Aser brød op fra Eurasiens midte og søgte mod Skandinavien, som stadig var ret tyndt befolket efter den gotiske udvandring mod Sortehavskysten og Romerriget.
Her om beretter Snorre Sturlason i fortalen til "Den gamle nordiske gudelære":
"Fra Nord og over hele den østre Del og helt op imod Syd kaldes Asia; i den Verdensdel er al Herlighed og Pryd og Overflod af Frugter, Guld og ædelstene. Og der er Jordens Midte. Og saaledes som Jorden der er skønnere og i alle Henseender rigere og bedre end andre Steder, saaledes blev Befolkningen der ogsaa mest udmærket ved alle Goder, Visdom og Styrke, Skønhed og alle slags Færdigheder."
"Odin, og ligeledes hans Hustru, besad Spaadomsevne; ved Hjælp deraf fandt han, at hans Navn vilde blive bevaret og hædret i den nordlige Verdensdel fremfor alle Kongers. Derfor fik han Lyst til at drage bort fra Tyrkland, og han ledsagedes af en stor Skare, baade unge og gamle,"
"Aserne tog sig Hustruer der i Landet; nogle giftede deres Sønner med indenlandske Kvinder. Alle disse Slægter blev saa talrige, at rundt omkring i Saksland og over alle de nordlige Lande spredtes de, saa at deres, Asiamændenes, Tunge blev disse Landes egenlige Tungemaal. Deraf, at deres Forfædres Navne er optegnede, mener man at kunne skønne, at disse Navne har fulgt med denne Tunge, samt at Aserne har bragt den med sig til de nordlige Lande, til Norge og Sverrig, til Danmark og Saksland. Men i England er der gamle Lands- og Stedsnavne, som, efter hvad man kan forstaa, hidrører fra et andet Sprog end denne Tunge."
"Asiamændenes tunge blev disse Landes egentlige Tungemaal" skrev Snorre. Det må virkelig have været en stor kulturel omvæltning. Det var ved den lejlighed at stednavne betegnelser fra Asiens midte blev introduceret i Skandinavien.
Et påfaldende træk ved stednavne i Qinghai på den tibetanske højslette og de nærliggende områder er, at mange byer og steder kaldes noget med "ning", for eksempel Xining eller Ning Xia; ganske som utallige landsbyer i Danmark, som for eksempel Revninge, Kertinge, Refsvindinge og Mesinge.
Det kan sandsynliggøres at gammeldansk "-ning" betyder "person". Udtrykkes findes i "hedning", "Færing", "Islænding" "flygtning" og "slægtning" og mange andre forbindelser, hvor det klart betyder "person". Landsbyen Kertinge nær Kerteminde, "Kert-ninge", vil således betyde "Kert-personerne", altså de mennesker som har tilknytning til vandområdet "Kert".
Til venstre: Salt søen Koko Nor set fra rummet. Det kommunistiske Kina har kasseret søens oldgamle navn og døbt den det mere prosaiske Qinghai Lake.
Til højre: Udsigt over saltsøen Koko Nor i Qinghai.
På samme måde kan man forestille sig, at for eksempel navnene Mesinge og Revninge blevet til. Der fandtes allerede nogle naturformationer, som kaldtes "Mes" og "Rev", søer eller vandløb eller lignende. De folk, som boede der før, havde givet dem disse navne.
Da Aserne, Danerne og Jyderne kom til disse steder, blev det til Mes-ninge" og "Rev-ninge", som betyder de personer, som holder til ved "Mes" og "Rev". Eller gamle lokale konger hed noget i retning af "Mes" og "Rev", og navnene Mesinge og Revninge fortæller at beboerne anså sig som efterkommere efter disse.
Udsigt over brakvand-indsøen Kertinge Nor ved Kerteminde. Foto VisitKerteminde
Det kan indvendes at "ning" ikke betyder person, men er en afledning eller bøjningsform noget i lighed med den engelske "ing" form.
Men hvis man tænker nøjere over det, er den engelske betydning i virkeligheden lidt af det samme som betydningen "person". F. eks. "James is running" fortæller at James er identisk med en løbende person.
På kinesisk tiltaler man i almindelighed hinanden med "ni", som på svensk, men i Nord Kina specielt i Beijing området tiltaler man foresatte og ældre mennesker med det mere respektfulde "ning". Det understøtter at "-ning" oprindeligt betød person eller personer, og da det findes i både Europa og Asien, er det nærliggende at tro at stednavne elementet er et indoeuropæisk element, som også var kendt i Asien, der er introduceret i Skandinavien i folkevandringstiden af de indvandrede Aser, Daner og Jyder.
Silk Road Links - Kenyon College. Asiatisk historie og Silkevejen
Den gamle nordiske gudelære - Snorres fortale Heimskringla
En tak til hjemmesiden "China History Forum" - som desværre ikke er iblandt os mere - for information og inspiration.
