Spiren til et kinesisk kejserdømme opstod ved Den Gule Flods mellemste løb for mere end fire tusind år siden, da et indoeuropæisk nomadefolk fra steppen - kaldet Zhou - slog sig ned ved Den Gule Flods mellemste løb, hvor de lærte sig agerbrug af de stenalderfolk, som allerede var der. Det var "Den Gule Kejser" og hans nation, som alle kinesere formodes at nedstamme fra. Gennem mere tusind år voksede kejserens område.
Men da der ikke var noget ydre pres fra tilsvarende statsdannelser til at holde det sammen, opløstes dette kejserrige i flere stridende stater, hvilken tilstand kulminerede i "De Stridende Staters Tid", som imidlertid blev brat afsluttet af staten Qin, der erobrede dem alle og skabte et forenet og aggressivt Kina, som derefter kunne udnytte alle de resourcer, som blev skabt af millioner af flittige kinesere.
Det fik nabofolkene straks at mærke. De nærmeste var rytternomaderne Xiongnu, som levede blandt andet "syd for den Gule Flods sving", som Sima Qian udtrykker det. Den Første Qin kejser sendte sin general, Meng Ti'en, for at rydde området for nomader, fordi han skulle bruge det til nye overrislingsanlæg og ny bosætning for kinesiske bønder.
Men imidlertid feudalherrerne over hele Kina rejste sig mod Qin i mindst otte års borgerkrig.
Xiongnus ledende slægter udnyttede pausen på genial vis ved at række ud efter alle de andre folk på steppen og overbevise dem om, at turen også ville komme til dem. De fremførte at de var de naturlige ledere, fordi de nedstammede fra halvguderne i det antikke Xia Dynasti. Desuden boede Xiongnu nærmest det nye forenede og aggressive kejserdømme, og derfor havde de den største interesse i at organisere modstanden.
Gennem næsten tre hundrede år holdt de det ny Han Dynasti stangen, inden de lod sig indlemme i kejserdømmet, eller de gav op.
1. Kinesisk ekspansion
Xiongnu var en et folk fra det indre Asien, der skabte et "imperium", en slags statsenhed, der også omfattede nomadefolk på steppen af andre etniciteter. Alle var hovedsageligt kvægavlere.
Nutidens viden om Xiongnu og deres historie stammer hovedsageligt fra Sima Qians historie, "Shiji", fra omkring 100 - 0 år f.Kr., "Hanshu" forfattet af general Ban Gu beskriver Han dynastiets kampe mod Xiongnu. Den senere "Hou Hanshu" af Fan Ye giver værdifulde informationer om Xiongnu folkets senere skæbne.
Moderne kunstnerisk fremstilling af Xiongnu på vandring hen over steppen. Bemærk at der synes at være to hovedgrupper, højre og venstre fløj. Xiongnu havde en udpræget sans for symmetri. Foto Southern Mongolian comment on current affairs.
Når man læser Sima Qian omhyggeligt må man komme frem til at i hvert fald nogle Xiongnu oprindeligt levede "syd for den Gule Flod" i de moderne provinser Ningxia og Gansu, og her blev de angrebet og fordrevet af Qin generalen Meng Ti'en og senere af Han Dynasti hære. Man kan således ikke sige at krigene mellem Xiongnu og Han Dynastiets Kina alene blev fremprovokeret af Xiongnus plyndringstogter.
De kinesiske skrifttegn for "Xiongnu". Alfabetiseret med pinyin systemet skrives det som sagt Xiongnu, og alfabetiseret med engelske konsonanter og italienske vokaler vil det blive noget i retning af Sjung-nuh. Efter de anvendte tegn betyder det sådan noget som "Grusomme Slaver". Det er sandsynligvis nogle tegn, som bruges som alfabet. Det vil sige at de ord, som de repræsenterer, udtales som Xiongnu's navn.
Xiongnu formåede at markedsføre myten om at deres ledende slægter nedstammede fra halvguderne i Xia Dynastiet tusinder af år før Han Dynastiets tid. Det fik mange folk på steppen i både øst og vest til at anerkendte Xiongnus lederskab i kraft af deres guddommelige afstamning, antageligt fordi de også frygtede kinesisk ekspansion.
Det er klart at Jie, Xianbei, Qiang og Di folkene havde været der hele tiden, men det var Xiongnu, som boede nærmest et forenet og aggressivt kinesisk kejserdømme, og derfor var det naturligt at et initiativ til forenet modstand kom fra dem.
Han dynasti kinesere og formentlig slet ikke Xiongnu havde ikke begreb skabt om tal og mængder.
Alle gamle kilder beretter om mange tusinder beredne krigere, som drager omkring på den tørre steppe. Den første Han kejser skulle have anført en hær på 320.000 infanteri på steppen i det nordlige Shanxi. Men hans modstander, Modun, angreb ham angiveligt med 400.000 kavalerister. I 166 f.Kr. anførte Shan-yü Laoshang en hær på 140.000 ryttere i en invasion af Anding i Gansu eller Ningxia. General Li Kuang-li skulle have draget ud på steppen med 60.000 kavaleri og 100.000 infanteri i et angreb på Xiongnu.
Xiongnu på vandring hen over steppen. Foto Author Today.
Alle disse tal er fuldstændig urealistiske. Af forsyningsmæssige årsager kunne det slet ikke lade sig gøre at føre så store hære - med heste, igennem sådanne temmelig tørre steppelandskaber.
Det antages af europæiske militære eksperter at før jernbanens fremkomst kunne en hær i marken ikke overstige 50.000 mand af logistiske grunde. Napoleons Grande Arme mod Moskva i 1812 var på 450.000 til 600.000 mand, men det gik heller ikke så godt. De svenske hære i trediveårskrigen, som typisk "levede af landet" i ret frugtbare landbrugsområder, var på omkring 20-30.000 mand.
Xiongnu og kinesiske hære, som strejfede omkring på den temmelig tørre steppe kunne ikke "leve af landet" i nogen synderlig udstrækning. Det forekommer meget urealistisk at man på denne tid skulle have været i stand til at forsyne hære - med heste - i hundrede tusinde størrelsesordenen.
I virkeligheden kunne datidens kinesere og Xiongnu formentlig slet ikke tælle til ret meget mere end højest nogle få hundreder.
2. Xiongnu's Xia afstamning
Myten om at Xiongnu nedstammede fra halvguderne i det mytiske Xia dynasti, som herskede i Kina næsten to tusinde år før Han dynastiet, var meget vigtig for dem, og den er også det første, som Sima Qian nævner i sit kapitel om Xiongnu.
Halvguderne fra Xia Dynastiet. Foto Xia dynasty.
Han skriver: "Hsiung-nus forfader var en efterkommer af en af herskerne i Xia-dynastiet ved navn Chunwei. Allerede på kejserne Yao og Shuns tid (næsten 2.000 år før Sima Qians egen tid) og før hører vi om disse folk, kendt som bjergbarbarer, Xianyun eller Hunzhu.
Andet steds skriver han: "Over tusind år er gået siden Chunwei, Hsiung-nus forfader, til Mo-tuns tid, en lang periode, hvor stammerne splittedes og spredte sig i forskellige grupper, nogle gange udvidede de sig, nogle gange mindskedes de i størrelse. Det er derfor umuligt at give en ordnet redegørelse for Hsiung-nu herskernes slægtslinje."
Vi husker at sprogforskeren Zhou Jixu mener at omkring 2.100 f.Kr var Zhou folket et af mange indoeuropæiske nomadefolk på steppen.
Men de invaderede området ved den Gule Flods mellemste løb fra nord, lærte sig agerbrug af de indbyggere, som allerede boede der, og blev derved så rige og talrige, at de kunne give fødsel til den kinesiske nation i Den Gule Flods og senere Yangtzes floddale. De mytiske Xia og Shang dynastier, som efter traditionen gik forud for Zhou dynastiet, var blot de tidlige faser af Zhou dynastiet.
Xiongnu glemte aldrig at de nedstammede fra Xia herskerne. Selv fire hundrede år efter Sima Qians tid kunne Helian Bobo oprette staten Xia i Ordos under henvisning til at han som xiongnu nedstammede fra halvguderne i det antikke Xia Dynasti.
Afbildning af en formodet Xiongnu-rytter med de typiske store øjne og fuldskæg på en bronzeplade fundet nær den russiske by Troiskosavsk i Transbaikalia ganske nær grænsen mellem Rusland og Mongoliet. Foto Wikiwand.
I borgerkrigsperioden mellem den Første Qin Kejsers død og oprettelsen af Han dynastiet, 210 - 202 f.Kr., havde myten om Xiongnus Xia afstamning en sådan styrke og livskraft, at den gjorde det muligt for Xiongnus ledende slægter at samle de spredte og formentlig indbyrdes rivaliserende nomadefolk på steppen under Xiongnus banner til fælles modstand mod kinesisk ekspansion.
Vi må tænke at folkene på steppen anerkendte Xiongnus fornemme afstamning og dermed deres ledelse i Xongnu "imperiet".
3. De Fem Hu
De fem Hu eller "Wu Hu", som det siges på kinesisk, er en historiske betegnelse for fem gamle etniske "Hu"-folk, som levede på steppen i det område, som nu omfatter det nordlige Kina og Mongoliet i den periode i Kinas historie, som kaldes "De seksten Kongeriger", som var karakteriseret ved en række kortlivede stater.
De kinesiske skrifttegn for "De Fem Hu". Alfabetiseret med pinyin systemet skrives det Wu Hu, og det udtales også således alfabetiseret med engelske konsonanter og italienske vokaler.
Skrifttegnet, som alfabetiseres med "Hu" betegner oprindeligt den hud lap, som hænger ned fra en okses hals. Man kan forestille sig at tegnet blev brugt som en slags alfabet i den forstand, at tegnet repræsenterer lyden af det ord, som var en fælles betegnelse for disse fem folk.
Lige fra de mytologiske Xia og Shang dynastier 2.000 år f.Kr. over det længe varende Zhou dynasti indtil afslutningen af Tang Dynastiet omkring år 900 e.Kr. havde kejserriget Kina udviklet sig i interaktion med etniske folk på steppen, som i tidlige tider oftest var af indoeuropæisk oprindelse. Kinesisk, og måske især gammel kinesisk, sprog, indeholder mange ord af indoeuropæisk oprindelse.
"Hu" giver associationer til det engelske "hunger" og "hungry", dansk "hungre" og det tyske "hungrig". Det kan have været et ord, som beskriver at disse folk er tilbøjelige til at røve og plyndre, fordi de er sultne.
Den mest almindelige definition af de "Fem Hu" er:
- Xiongnu
- Jie
- Xianbei
- Qiang
- Di
På internettet raser en verbal kamp mellem forskellige nationaliteter, der identificerer sig med de historiske etniske grupper på steppen. Tyrker fra Lille Asien og Central Asien mener at i hvert fald Xiongnu, Xianbei og muligvis Jie var deres tidlige prototyrkiske forfædre, koreanere anser Xianbei for deres tidlige tungusiske forfædre, kinesere mener at de alle var helt almindelige kinesere, der opererede inden for rammerne af den kinesiske verden, og europæere er tilbøjelige til at mene at de fleste folk på steppen i den tidlige historie var af indoeuropæisk oprindelse.
I "Book of Jin" af Fang Xuanling, som også beskriver Jin dynastiets historie, var enkekejserinde Chu Suanzi den første, som brugte udtrykket "Fem Hu", da hun afsluttede sin regeringsperiode i 357 e.Kr. til fordel for søn, kejser Mu af Jin. Andre steder i bogen omtales folkene på steppen i denne periode som "De Fire Barbarer" eller "De Seks Barbarer".
Sogderne optrådte senere i Kina end de Fem Hu, men de er også helt klart et Hu folk på grund af deres store næser, skægvækst og i det hele taget kaukasiske udseende. Sogdisk huteng-danser, Xiuding tempelpagode, Anyang, Henan, Kina, Tang-dynasti, 7. århundrede. Foto ALFGRN - Flickr Wikipedia.
De "Fem Hu" barbariske folk blev først kategoriseret i 1100-tallet under Song-dynastiet, da embedsmanden Hong Mai skrev et essay med titlen "Wuhu Luanhua", som betyder "De fem barbarers omvæltning". Alligevel definerede han ikke udtrykket korrekt, da de syv herskeres regeringstid, som han skrev om, kun omtalte fire ikke-Han grupper, nemlig Xiongnu, Jie, Xianbei og Di. Men en senere krønike af Hu Sanxings opregner Hong Mais "Fem Hu" som Xiongnu, Jie, Xianbei, Di og Qiang, hvorefter udtrykket blev almindelig accepteret.
Hvem er de så disse fem etniske grupper i og omkring Kina. Hvad var deres karakteristika, som gjorde dem til noget særligt i historien?
Xiongnu folket er meget indgående beskrevet af Sima Qian Det må anses for temmelig sikkert at Xiongnu var kaukasiske typer, med en stærk fysik, kraftig skægvækst og store øjne. Hvilket sprog, de talte, står hen i det uvisse, men det var ikke kinesisk.
Jie folket boede oprindeligt i det område, som dækkes af den moderne kinesiske provins Shanxi. De var karakteriseret ved krafigt skægvækst og høj næseryg. Da den kinesiske general Ran Min i 349 e.Kr. beordrede, at alle Jie i folkevandringsstaten Later Zhao skulle dræbes, gav han sine soldater ordre til at dræbe alle med kraftig skæg og store næser. Jie folket kom sig aldrig over dette anslag. Der findes en beskrivelse af fire ord på Jie sproget, som imidlertid er meget svært at tyde, da det naturligvis er skrevet med datidens kinesiske skrifttegn, som ikke siger noget om udtalen.
Xianbei folket boede hovedsagligt i flere undergrupper i det område, som i dag udgøres af provinserne Liaodong, Indre Mongoliet, og dele af Shaanxi, Ningxia og Sichuan. I "Han Shu" har den lærde Yan Shigu omkring 640 e.Kr. tilføjet en kommentar om Wusun folkets udseende, som også må gælde for hans tids Xianbei: "Wusun i de Vestlige Områder er de samme som "Rong" folkene. Nu om dage har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art." Hvilket indikerer at Xianbei var et folk af kaukasisk udseende formentlig af indoeuropæisk oprindelse, og det skal jo nok passe.
De "Seksten Kongeriger" i Kinas folkevandringstid varede fra 304 til 439 e.Kr. De fleste af disse riger blev skabt af etniske grupper som Xiongnu, Xianbei, Di, Jie og Qiang. De var uafhængige af Jin dynastier, som blev fortrængt til det sydlige kina. Men de viste deres respekt for Kinas historie ved at navngive deres kongeriger efter gamle kinesiske dynastier.
- Northern Liang i det nordlige Gansu var oprettet af Xiongnu,
- Later Liang var oprettet Di generalen Lü Guang
- South Liang var stiftet Tufa Xianbei folket
- Tuyuhun var et Xianbei folk som oprettede et rige på den tibetanske højslette omkring søen Koko Nor.
- Later Qin var oprettet af Yao Qiang folket.
- Northern Wei blev oprettet af Tuoba Xianbei
- Later Yan blev oprettet af Murong Xianbei
- Southern Yan blev oprettet af en anden gren af Murong Xianbei
- Det kinesiske Jin Dynasti blev fortrængt til Sydkina.
Dette er blot et tværsnit i tiden, der var mange flere folkevandringsriger, herunder Helian Bobos Xia kongedømme, som lå i Ordos, hvor Later Qin lå.
Perioden sluttede i 439 e.Kr. da Northern Wei, som var grundlagt af Tuoba Xianbei, forenede norden. Foto Wikimedia Commons.
Qiang folket levede i de vestlige bjerge, hovedsageligt i det område, som i dag defineres af den moderne provins Sichuan, og der kan man stadig finde dem, selvom de dog ikke erindrer, at de skulle have haft deres eget sprog. Den russiske opdagelsesrejsende Nikolay Przhevalsky traf dem i Sichuan i 1884. Han skrev at de i udseendet mindede om sigøjnere.
Di folket levede i de vestlige bjerge i området, som nu er optaget af de moderne provinser Gansu, Qinghai og Sichuan. Deres sprog og fysiske fremtoning kendes ikke. Måske var de en slags tibetanere.
4. Sima Qian om Xiongnu
Historikeren Sima Qian bruger et helt kapitel på Xiongnu i sin "Historiske Optegnelser", "Shi Ji": "Allerede på kejserne Yao og Shuns tid og før (Yao og Shun var herskere i det mytologiske Shang dynasti mere end 2.000 år før Sima Qians egen tid) hører vi om disse folk" - "der boede i de nordlige barbarers region og vandrede fra sted til sted for at græsse deres dyr. De dyr, som de opdrætter, består hovedsageligt af heste, køer og får, men inkluderer også sjældne dyr som kameler, æsler, muldyr og de vilde heste kendte som taotu og tuoji."
"De flytter rundt i søgen efter vand og græsning og har ingen muromkransede byer eller faste boliger, og de driver heller ikke nogen form for agerbrug. Deres land er dog opdelt i regioner under kontrol af forskellige ledere. De har ingen skrifttegn, og selv løfter og aftaler er kun mundtlige."
Mange vil gøre Xiongnu til en slags mongoler. Men en bronze figur fundet i Ordos området, som var Xiongnu område, ser ikke mongolsk ud. Han har store øjne, stor næse og kraftigt skæg.
Foto Wikimedia Commons.
Sima Qian fortsætter: "De små drenge starter med at lære at ride på får og skyde fugle og rotter med bue og pil, og når de bliver lidt ældre, skyder de ræve og harer, som bruges til føde. Således er alle de unge mænd i stand til at bruge en bue og fungere som væbnet kavaleri i krigstid".
"Det er deres skik at vogte deres flokke i fredstid og finde livets ophold ved jagt, men i krisetider griber de til våben og drager afsted på plyndrings- og røvertogter. Dette synes at være deres medfødte natur."
"Som langtrækkende våben bruger de buer og pile, og sværd og spyd på tæt hold. Hvis kampen går godt for dem, vil de rykke frem, men hvis ikke, vil de trække sig tilbage, for de anser det ikke for en skændsel at flygte."
"Deres eneste bekymring er egen fordel, og de kender intet til anstændighed eller retfærdighed. Fra stammens høvdinge og nedefter spiser alle kødet af deres husdyr og bærer tøj af skind, filt eller pels. De unge mænd spiser den rigeste og bedste mad, mens de gamle får det, som er tilbage, da stammen ærer dem, der er unge og stærke, og foragter de svage og gamle." Hvilket jo var helt forskellig fra kinesisk kultur, som overleveret fra Konfutse, som ærer de gamle.
"Ved sin faders død vil en søn gifte sig med sin stedmor, og når brødre dør, vil de resterende brødre tage enkerne til hustruer. De har ingen høflige navne, kun personnavne, og de overholder ingen tabuer i brugen af personnavne."
Sima Qian fortæller videre: "Ifølge Hsiung-nu-loven dømmes enhver, der i fredstid trækker sit sværd en fod fra skeden, til døden. Enhver, der dømmes for tyveri, får sin ejendom konfiskeret. Mindre forseelser straffes med pisk og større forseelser med døden. Ingen holdes fængslet i afventning af dom i mere end ti dage, og antallet af fængslede mænd for hele nationen overstiger ikke en håndfuld." Hvilket, vi kan tro, indeholder en skjult kritik af Han Dynastiet fra Sima Qians side.
Qilian Bjergene - Xiongnu havde et religiøst forhold til Qilian Bjergene, dog har vi ikke kendskab til nogen detaljer vedrørende denne del af deres tro. En Tang dynasti skribent ved navn Yan Shigu skrev at "Qilian" var et Xiongnu ord, som betød "himmel". Hvis ikke guderne boede i Himlen, så boede de i hvert fald oppe på nogle høje bjerge, således som de græske guder for eksempel boede på Olympen.
Kongen eller overkongen af Xiongnu bar titlen "Shan-yü", "Himmelens Søn, den storslåede, født af Himmelen og Jorden og skabt af Solen og Månen."
"Ved daggry forlader Shan-yü sin lejr og bøjer sig for solen, når den står op, og om aftenen gør han en lignende bøjning for månen."
Næsten alle datidens folkeslag tilbad på en eller anden måde Himlen, Solen og Månen. Den Kinesiske kejser gik til særlige Templer for Himlen eller Månen og bad om godt år for sit folk, Yuezhi tilbad måske månen, og Sogderne tilbad solguden, Mithra. Det var kongers og kejseres fornemste opgave at stå sig godt med de himmelske magter.
"Angående siddepladser betragtes venstre side eller sædet, der vender mod nord, som ærespladsen."
Både Xiongnu og Han kineserne havde en tidagesuge. Sima Qian skrev: "Dagene wu og chi i ti-dages ugen betragtes som de mest lykkebringende."
"Ved begravelser bruger Hsiung-nu en indre og en ydre kiste med tilbehør af guld, sølv, tøj og pels, men de bygger ikke gravhøje eller planter træer på graven, og de bruger heller ikke sørgetøj."
Xiongnu Bælteplakette i bronze med motivet to mænd engageret i en brydekamp, medens deres heste ser interesseret til. Fundet i Ordos. Bemærk højre-venstre symmetrien i motivet. Fra 2. århundrede f.Kr. Ifølge professor Frankfort er bryderne Xiongnu, og deres heste har Xiongnu-lignende hesteudstyr. Etnologisk Museum, Berlin. Foto Daderot Wikipedia.
"Når en hersker dør, tæller de ministre og konkubiner, der var begunstigede af ham, og som er forpligtet til at følge ham i døden, ofte i hundredvis eller endda tusindvis." Det er også blevet eftervist af russiske arkæologer at en hersker blev fulgt i døden af mange af hans undergivne. Vi må dog tage det med "hundredvis" og "tusindvis" med et gran salt. Som vi ved, havde både Han kineserne og Xiongnu et meget dårligt forhold til tal og mængder.
"Når Hsiung-nu begynder et foretagende, observerer de stjernerne og månen. De angriber, når månen er fuld, og trækker deres tropper tilbage, når den aftager. Efter et slag får de, der har hugget fjendernes hoveder af eller taget fanger, et bæger vin og får lov til at beholde det bytte, som de har taget."
"Alle fanger, der bliver taget, bliver gjort til slaver." Det synes som om at her modsiger Sima Qian i noget omfang sig selv, idet han flere andre steder fortæller at fangne kinesere får Xiongnu hustruer og en position i samfundet. Den store rejsende, Zhang Qian, fik for eksempel en Xiongnu hustru under sit langvarige fangenskab hos de Nordlige Xiongnu, selv om han dog blev forhindret i at flygte."
I historisk Museum i Xian udstilles nogle figurer fra Tang Dynasti grave. De forestiller i følge skiltet Xiongnu. I Tang Dynasti perioden var der åbenbart stadig Xiongnu på steppen. Der kan vi se, hvordan de så ud. Tang dynasti var fra 626 e.Kr. til 907 e.Kr.
Til venstre: Xiongnu figur 1 i Xian Historiske Museum. Eget foto.
I midten: Xiongnu figur 2 i Xian Historiske Museum. Eget foto.
Til højre: Skulptur, som forestiller en rytternomade fra Anpu and hans hustrus grav i Longmen Luoyang - fundet 1981 - Tang dynasti. Foto Xian Historiske Museum.
Disse Xiongnu har store runde hoveder. De udstråler fysisk styrke. De har et kraftigt skipperskæg fra øre til øre. Rytteren har blondt hår og skæg. De er oftest iklædt en slags nissehue.
De er "Hu" typer, hvilket vil sige kaukasiske typer med stor næse, øjenbrynsbuer og som sagt kraftigt skæg. De står i noget udfordrende positurer, som meget selvbevidste personer. Den slags figurer blev tidligere betegnet som vestlige købmænd eller lignende, husker jeg; men de er altså Xiongnu i følge skiltet bag glasruden. Museet kan tage fejl, måske er der ingen, som ved det. De er blot figurer fundet i en grav.
Desværre er figurerne ikke i naturlig størrelse, så de giver ingen direkte ide om deres absolutte størrelse.
Men, i nærheden af Xian findes general Huo Qu-bings grav. Han var en Han Dynasti kinesisk general, som besejrede Xiongnu ved hjælp af det nye kavaleri på de fantastiske heste, som kineserne fik fra Fergana, "Hestene, der sveder blod".
I general Hou Qui-bings grav ved Xian ses en af "hestene, der sveder blod", som er ved at søndertrampe en Xiongnu. Man ser tydeligt det karakteristiske skipperskæg fra øre til øre. Bemærk hvor stor Xiongnu manden er i forhold til hesten. Selvom det er en kunstnerisk overdrivelse, må datidens kinesere alligevel have ment, at Xiongnu var meget store. Ved første blik kan han synes at have ret smalle mongolske øjne, men de er de øverste øjenlåg, og øjnene er faktisk meget store. Han har kraftigt skæg, hvilket ikke er normalt for moderne asiatiske typer. Billedhuggeren har givet ham store øjne og kraftigt skæg, så alle kan se at det er netop en Xiongnu, som general Hou Qui-bing har besejret. Foto Wikiwand.
Kort efter Moduns død blev hans søn Chi-chu Shan-yü. Kejseren ønskede at sende ham en kinesisk prinsesse. Sima Qian skriver: "Da Chi-chu blev Shan-yü, sendte kejser Wen en prinsesse fra den kejserlige familie som hans gemalinde og sendte en eunuk fra Yen ved navn Chung-hsing Shuo for at ledsage hende som hendes lærer. Chung-hsing Shuo ønskede ikke at påtage sig missionen, men Han-embedsmændene tvang ham til det. "Min afrejse vil kun bringe problemer for Han!" advarede han dem".
Straks ved sin ankomst til Xiongnus lejr skiftede eunukken side og blev en højt skattet rådgiver for Shan-yü.
Chung-hsing Shuo advarede sine nye venner: "Alle Hsiung-nu-nationens indbyggere er ikke så mange som en provins i Han-imperiet. Hsiung-nus styrke ligger i selve det faktum, at deres mad og tøj er forskelligt fra kinesernes, og de er derfor ikke afhængige af Han for noget. Nu har Shan-yü denne forkærlighed for kinesiske ting og forsøger at ændre Hsiung-nus skikke. Selvom Han Dynasti ikke sender mere end en femtedel af sine varer hertil, vil det i sidste ende lykkes dem at vinde hele Hsiung-nu-nationen. Fra nu af, når I får Han-silken, så tag den på og prøv at ride rundt på jeres heste gennem krattet og brombærskovene! På ingen tid vil jeres kåber og leggings blive revet i stykker, og alle vil kunne se, at silke ikke kan matche nytten og fortræffeligheden af filt- eller lædertøj. Ligeledes, når du får noget af Han-fødevarerne, smid dem væk, så at folk kan se, at de ikke er så praktiske eller så velsmagende som mælk og kumiss!"
Han lærte også Shan-yüs hjælpere, hvordan man tæller antallet af personer og husdyr i landet. Det bekræfter nærværende skribents mistanke om at både Han Dynasty og Xiongnu havde et meget dårligt forhold til tal og mængder.
På trods af de mange nuller i beskrivelsen af datidens hære var Xiongnu ikke talrige nok til en egentlig erobring af Kina eller blot dele af kejserdømmet. Deres foretrukne taktik var hurtige plyndringstogter ind i kinesisk område. De røvede husdyr og bortførte kvinder, børn og unge mennesker som slaver. De trak sig tilbage til steppen, før en egentlig militær styrke kunne blive samlet mod dem.
Selvom det dog er, hvad der faktisk er sket flere gange senere i Kinas historie, at relativt fåtallige steppenomader har erobret Kina med alle dets ressourcer og flittige indbyggere. For eksempel etablerede Mongolerne Yan dynastiet, og Manchuerne etablerede Qing Dynastiet.
5. Xiongnus organisation
Som nævnt kaldte Xiongnu deres konger ved titlen Shan-yü.
Sima Qian fortæller at de høje regeringsembeder er arvelige og udfyldes fra generation til generation af "medlemmerne af Hu-yen- og Lan-familierne, og i nyere tid af Hsü-pu-familien." Disse tre familier udgjorde Xiongnus aristokrati.
Xiongnu bæltespænde ornament tegnet op - personen ligner ikke en mongolid type, og han har ikke opstoppernæse. Bemærk motivets symmetri. Xiongnu synes at have haft en forkærlighed for orden og symmetri. Også deres organisation var delt mellem højre og venstre fløj på alle niveauer.
Personen, som er vist, synes at have en ret stor næse og og ret store øjne, det været vigtigt for kunstneren at vise det, for at fremhæve at personen på motivet virkelig var en Xiongnu.
Han beskriver meget detaljeret, hvorledes Xiongnu var organiseret.
Alle funktioner var dubleret: "Under Shan-yü er de vise konger af venstre og højre fløj, de venstre og højre Lu-li-konger, venstre og højre generaler, venstre og højre kommandanter, venstre og højre husadministratorer og venstre og højre Ku-tu-markiser. Hsiung-nu ordet for "vis" er "t'u-ch'i", så Shan-yüs arving kaldes sædvanligvis "T'u-ch'i Konge af Venstre Fløj". Blandt de andre ledere, fra de vise konger og ned til husadministratorerne, har de vigtigste ti tusinde ryttere og de mindre flere tusinde, i alt fireogtyve ledere, selvom alle er kendte under titlen "Ti tusinde ryttere". - "Kongerne og andre ledere på af venstre fløj bor i den østlige sektor, regionen fra Shang-ku i øst til Hui-mo- og Ch ao-hsien-folkenes land. Kongerne og lederne af højrefløj bor i vest, området fra Shang-provinsen i vest til Yüeh-chi- og Chiang-folkenes territorier. Shan-yü har sit hof i regionen Tai og Yün-chung.
Longcheng byen blev fundet i 2017 på steppen i Ulziit district of Arkhangai provinsen i Mongoliet. Ruinerne bærer indskriften: "Søn af Himlen Chanyu". Som man kan se er bygningen lagt ud i en perfekt firkant, som man kan forvente af et folk, som sætter pris på orden og symmetri. Foto News MN.
Hver gruppe har sit eget område, inden for hvilket den bevæger sig fra sted til sted i søgen efter vand og græsning. De Vise Konger af Venstre- og Højre og Lu-li-kongerne er de mest magtfulde, mens Ku-tu-markiserne assisterer Shan-yü i nationens administration. Hver af de fireogtyve ledere udpeger på skift sine egne "høvdinge over tusind", "høvdinge over hundrede" og "høvdinge over ti", såvel som sine underordnede konger, premierministre, øverste kommandanter, husholdningsadministratorer, chü-chü-embedsmænd og så videre."
Longcheng, som betyder "Dragebyen", var det årlige mødested for Xiongnu konfederationens konger og vigtige adelsmænd. Ruinerne af Longcheng blev fundet i Arkhangai provinsen i det moderne Mongoliet i 2017.
6. Krig mellem Han dynasti og Xiongnu.
Historikere er ikke i tvivl om at Xiongnu "imperiet" blev født af en krise.
Sima Qian fortæller at allerede under Qin dynastiet fortrængte Den Første Kejsers general, Meng T'ien, Xiongnu fra et område syd for den Gule Flod: "Endelig omstyrtede Ch'in de andre seks stater, og den første kejser af Ch'in sendte Meng T'ien for at lede en styrke på hundrede tusind mand nordpå for at angribe barbarerne. Han fik kontrol over alle landene syd for Den Gule Flod og etablerede grænseforsvar langs floden, byggede fireogfyrre muromkransede distriktsbyer med udsigt over floden og bemandede dem med straffefanger, der blev transporteret til grænsen for garnisonstjeneste".
Udsnit af maleri af Ilya Repin malet omkring 1860. I 1676 svarede Zaporozhe Kosakkerne, anført af Ivan Sirko, på en opfordring til alliance fra den tyrkiske sultan på karakteristisk vis. De skrev et brev fyldt med fornærmelser og ukvemsord.
Næsten alle kunstneriske fremstillinger af Xiongnu viser dem som noget moderne mørke asiatiske typer med smalle øjne, hvilket er i modsætning til figuren på general Hou Qui-bings grav ved Xian og andre fund, som klart viser en kaukasisk type med kraftigt skæg og store øjne.
Det er velkendt at kosakker har en meget blandet oprindelse, men mange mener at spiren til de forskellige grupper af kosakker var Djengis Khans fjende, Cuman folket, som kom til Europa på flugt for de Mongolske hære. Mange samtidige omtalte Cuman som "de blonde", "de blege" og lignende. De tidlige kosakker har formentlig lignet Xiongnu mere end de moderne malerier af Xiongnu. Ikke at nærværende forfatter vil påstå at kosakkerne nedstammer fra Xiongnu. Det er blot ment som en illustration af Xiongnus sandsynlige udseende. Foto Russian Museum Saint Petersburg, Russia. Wikimedia Commons.
Vi bemærker, at det synes at Xiongnu blev trængt ud af områder "syd for Den Gule Flods sving", hvilket er ganske langt inde i det, som vi forstår ved Kina.
I forbindelse med borgerkrigen efter Qin Shi Huangs død fortæller Sima Qian: "Hsiung-nu, efterhånden som presset mod dem aftog, begyndte igen at infiltrere syd for Den Gule Flods sving, indtil de havde etableret sig langs Kinas gamle grænse." Som tilsyneladende strakte sig syd for "Den Gule Flods sving".
Det bliver altid fremstillet som om at Xiongnu angreb og plyndrede ind over Kinas grænser, og dette var årsagen til krigen mellem Xiongnu og Han Dynastiet. Men hvis "Kinas gamle grænser" lå syd for den Gule Flod og Xiongnu blev fortrængt herfra af Qin generalen Meng T'ien og senere igen af Han Dynastiet, så var det jo Qin og Han dynastierne, som angreb Xiongnu og trængte dem mod nord væk fra deres oprindelige område ved "Kinas gamle grænser".
Bæltespænde plakette af guld, som viser en rytter med kun et øje, som dræber et vildsvin med et spyd (som mangler). Det er fundet i Saksanokhur, i det sydlige Tajikistan. Ifølge professor Francfort kan dette dekorative bæltespænde være lavet til en mæcen relateret til Xiongnu og kan dateres til det 2.-1. århundrede f.Kr. Rytteren bærer steppekjolen, hans hår er bundet i en hårknude, der er typisk for de orientalske stepper, og hans hest har karakteristisk Xiongnu-seletøj. Man kan indvende at Tajikistan ikke er typisk Xiongnu område.
Det ene øje og spyddet giver associationer til Odin med spyddet Gungner eller måske "Den Store hvide hersker i Vest", som nogle tidlige Qin herskere tilbad. Foto Marie-Lan Nguyen - Wikimedia Commons
Xiongnus Shan-yü under kampene mod Qin hed T'ou-man, der, som vi ved, var fader til Modun.
"Ude af stand til at holde stand mod Qin styrkerne, havde T'ou-man, trukket sig tilbage til det fjerne nord, hvor han boede med sine undersåtter i over ti år."
"Efter at Meng T'ien døde, og de feudale herrer gjorde oprør mod Qin, hvilket kastede Kina ud i en periode med strid og uro, vendte de straffefanger, som Qin havde sendt til den nordlige grænse for at garnisonere området, alle tilbage til deres hjem."
Medens den kinesiske borgerkrig mellem Qin generalerne og oprørshærene rasede gennem 10 år, udførte Xiongnus adelige slægter den fantastiske politiske bedrift at forene nomadefolkene omkring Kina med dem selv som ledere under henvisning til deres fornemme afstamning fra halvguderne i det mytiske Xia dynasti.
Sima Qian skriver: "Hsiung-nu, efterhånden som presset mod dem aftog, begyndte igen at infiltrere syd for Den Gule Flods sving, indtil de havde etableret sig langs Kinas gamle grænse." Som tilsyneladende strakte sig syd for "Den Gule Flods sving".
"Således generobrede Modun besiddelse af alle de lande, som Ch'in-generalen Meng T'ien havde taget fra Hsiung-nu;. Grænsen mellem Xiongnu territorium og Han-imperiet fulgte nu den gamle forsvarslinje syd for Den Gule Flod, og derfra marcherede han ind i Ch'ao-na- og Fu-shih-distrikterne og invaderede derefter Yen og Tai. På dette tidspunkt var Han-styrkerne fastlåst i kamp med Hsiang Yüs hære, og Kina var udmattet af krigsførelse."
Xiongnu på vandring. Moderne kunstnerisk fremstilling. Personerne er fremstillet som noget mørke moderne asiatiske typer med smalle øjne. Ukendt kunstner. Foto Gary Todd Flickr Wikipedia.
Sima Qian var meget vel klar over at myten om Xiongnus Xia afstamning legimenterede deres magt og styrke: "Over tusind år var gået fra Ch'un-wei, Hsiung-nus forfader, til Mo-tuns tid, en enorm periode, hvor folkene splittede sig og spredte sig i forskellige grupper, nogle gange udvidende, nogle gange svindende. Det er derfor umuligt at give en ordnet redegørelse for Hsiung-nus herskeres slægt. Da Motun kom til magten, nåede Hsiung-nu imidlertid deres højdepunkt i styrke og størrelse, idet de undertvang alle de andre barbarstammer i nord og vendte sig mod syd for at konfrontere Kina som en fjendtlig nation."
Da den ny kinesiske hersker efter sejren i borgerkrigen vendte tilbage til syd for Den Gule Flod for at tage tråden op efter Qin, ventede der kejseren selv en ubehagelig overraskelse. Sima Qian skriver: "Kejser Kao-tsu (Liu Bang), Han Dynastiets grundlægger, anførte personligt en hær for at angribe dem, men det var vinter og han mødte en sådan kulde og dyb sne at to eller tre ud af hver ti af hans mænd mistede deres fingre på grund af frost."
"Modun lod som om at han trak sig tilbage for at lokke Han Dynasti soldaterne til at angribe. Da de forfulgte ham, skjulte han sine bedste tropper og lod Han spejderne observere kun de svageste og mest ynkelige mænd. Med Kao-tsu i spidsen forfulgte hele Han-styrken ham mod nord suppleret af 320.000 infanteri indtil byen P'ing-ch'eng".
Det eneste sted man meningsfuldt kan tale om "syd for den Gule flod" som Xiongnus tidligere hjemland er området syd for den Gule Flod i de moderne provinser Gansu og Ningxia. Det må have været her at kampene stod. Det var jo også her at Helian Bobo nogle hundreder år senere oprettede sit Xia kongedømme i erindringen om Xiongnus afstamning fra halvguderne i det oldgamle Xia Dynasti.
Før infanteriet havde mulighed for at komme, angreb Modun med 400.000 af sine bedste kavalerister, omringede Kao-tsu på det Hvide Bjerg og fastholdt ham der i syv dage.
Til sidst åbnede Modun et hul i belejringen og tillod Liu Bangs mænd at undslippe. Derefter blev der sluttet fred mellem Xiongnu og Han Dynastiet.
7. Appeasement politikken
Appeasement- eller samarbejdspolitikken blev kaldt heqin-politikken.
På denne tid var Han dynastiet nyligt etableret og Xiongnu var ikke imponeret. Et antal generaler havde skiftet side og var gået over til Xiongnu, og der var ind imellem spontane lokale oprør over hele landet. Situationen var meget vanskelig for Han Dynastiet.
Kejser Liu Bang sendte en kinesisk prinsesse af den kejserlige familie til Xiognu. Han Dynasti hoffet lovede hvert år at sende en vis mængde silke og silkeklæder, korn og andre fødevarer, og de to nationer lovede at leve i fred og broderskab. Efter dette plyndrede Xiongnu mindre end før.
Men i 177 f.Kr. efter Liu Bangs død invaderede Xiongnus Vise Konge af Højre Fløj "Shang provinsen" "syd for den gule Flod", hvor det end var. Men da der var tale om "højre fløj" må det have været i den vestlige del af riget, måske i nuværende Gansu, Ningxia eller Shaanxi.
En typisk højre-venstre symmetrisk Xiongnu bæltespænde plakette fundet i Kina. Xiongnu var et folk, der satte pris på orden og symmetri. Foto The Commercial Press og Shanghai Dictionary Publishing House, oktober 1994.
Som tidligere fortalt sendte Shan-yü Modun et længere brev til kejseren, hvor i han forklarede situationen. Den Vise konge af den Højre Fløj havde udslettet Yuezhi omkring 170 f.Kr. og på grund af nogle misforståelser med nogle kinesiske grænseembedsmænd var han kommet til at plyndre nogle kinesiske områder. "Således ønsker jeg at nedlægge mine våben, lade mine soldater hvile og slippe mine heste på græs, at glemme den nylige affære og genindføre den gamle pagt."
Shan-yü Modun tilføjede at både han og enkekejserinden var bleven gamle og ensomme og foreslog et ægteskab. Hun blev rasende og ønskede at sende en hær imod ham, men hendes generaler mindede hende om at "selv kejser Kao-tsu (Liu Bang) med al hans visdom og tapperhed mødte store problemer ved P'ing-ch'eng".
Enkekejserinden havde gode grunde til at være bange. Modun havde fulgt sin succes mod Han Dynastiet op med endnu en afgørende sejr, denne gang over Yuezhi, og havde desuden annekteret byerne i Tarim-bækken. Han brystede sig med at i alt "26 nationer" vest for Kina, inklusive Wusun nord for Tien Shan Bjergene, var bleven underlagt Xiongnu.
Alle hendes hofmænd sagde enstemmigt "Da Shan-yü netop har erobret Yueh-chih og rider på en bølge af sejre, kan han ikke angribes. Desuden, selv hvis vi skulle erobre Hsiung-nu landene, er de alle sumpe og salte ødemarker, uegnet til beboelse. Det vil være langt bedre at slutte fred."
Til sidst blev enkekejserinden overtalt til at vedblive med at have fredelige forbindelser til Xiongnu. Hun sendte et brev til Shan-yü Modun, hvori der stod: "Kejseren ønsker respektfuldt at forhøre sig om Shan-yüs helbred. Vi bifalder hjerteligt Deres ønske om fred" - "Dette er sandelig sådan, oldtidens vise herskere ville have talt. Han har indgået en broderskabspagt med Hsiung-nu, og af denne grund har vi sendt generøse gaver til jer."
I følge Sima Qian demonstrerede Shan-yü Laoshang i 166 f.Kr. at han ikke tog fredsaftalen alvorligt. Han anførte personligt 140.000 ryttere i en invasion af Anding (hvilket er i det østlige Gansu eller sydlige Ningxia). Han skriver: "I det fjortende år af kejser Wens regeringstid førte Shan-yü en styrke på 140.000 ryttere gennem Ch'ao-na- og Hsiao-passene, dræbte Sun Ang, den øverste kommandant for Pei-ti-provinsen, og bortførte et stort antal mennesker og dyr. Til sidst red han så langt som til P'eng-yang, sendte en overraskelsesstyrke for at bryde ind i og brænde Hui-chung-paladset og sendte spejdere så langt som Paladset med de Søde Kilder i Yung."
Man skal ikke tage antallet 140.000 alvorligt, som sagt havde både Xiongnu og Han problemer med at tælle. Det betyder blot at der var mange.
På trods af gentagne forsikringer fra begge sider angreb Xiongnu flere gange under de følgende kejsere og bortførte indbyggere og husdyr. Men i almindelighed var der fred langs grænsen.
I følge Hansu øgede kejser Han Wendi (regerede 180-157 f.Kr.) den tribut, der blev betalt til Xiongnu, til 1.000 guldstykker om året for at formilde sin nordlige rival .
Indtil 135 f.Kr. blev venskabstraktaten fornyet ni gange, hver gang med en forøgelse af "gaverne" til Xiongnu.
8. Ny krig Han Dynasti mod Xiongnu
Appeasment politikken blev afsluttet af den militante kejser Wu i 129 f.Kr. Sima Qian fortæller i detaljer historien om hvorledes krigen mellem Han dynastiet og Xiongnu brød ud.
Den afgørende ændring i Han Dynastiets forhold til Xiongnu kom imidlertid allerede i 133 f.Kr.
Xiongnu hovedprydelse. Foto kinesisk internet.
Nogle kinesiske generaler lagde en fælde for Shan-yü Junchen, idet nogle agenter lovede at åbne den kinesiske by Mayi, som lå i det nordlige Shanxi, for Xiongnu. Imidlertid lå store kinesiske styrker i skjul for at angribe dem, når de nærmede sig byen. Men imidlertid fattede Junchen mistanke. Han pressede sandheden ud af to kinesiske fanger og trak sig derefter tilbage til steppen i god orden.
Men, tilliden var brudt, og "Efter dette afbrød Hsiung-nu de venskabelige forbindelser med Han-folket og begyndte at angribe grænseforsvaret, uanset hvor de befandt sig. Igen og igen krydsede de grænsen og udførte utallige plyndringstogter. Samtidig fortsatte de med at være grådige som altid, idet de nød godt af grænsemarkederne og længtes efter Han-varer, og Han-folket fortsatte med at tillade dem at handle på markederne for at udtømme deres ressourcer."
Men i 129 f.Kr. søgte kineserne at gribe initiativet: "Han-regeringen sendte fire generaler, hver med en styrke på 10.000 kavaleri, ud for at foretage overraskelsesangreb på barbarerne ved grænsemarkederne. General Wei Ch'ing red ud af Shang-ku til Lung-ch'eng og dræbte eller tilfangetog 700 af fjenderne (efter sigende i Ordos). Kungsun Ho drog videre fra Yün-men, men tog ingen fanger. Kung-sun Ao red nordpå fra Tai-provinsen, men blev besejret af barbarerne og mistede over 7.000 af sine mænd. Li Kuang rykkede frem fra Yenmen, men blev besejret og taget til fange, selvom det senere lykkedes ham at flygte og vende tilbage til Han. Ved deres tilbagekomst blev Kung-sun Ao og Li Kuang kastet i fængsel af Han-embedsmændene, men fik lov til at købe benådning for deres forseelser og blev reduceret til status som almindelige borgere."
Xiongnu banner dekoration - også en ørn. Man kan tro at at Xiongnus foretrukne heraldiske dyr var ørnen. Foto kinesisk internet.
I de følgende år udførte Xiongnu plyndringstogter mod kinesisk territorium og tog tusinder af fanger og kinesiske generaler udførte togter dybt ind i fjendeland med vekslende held.
I 111 f.Kr. havde Han styrkerne svært ved at finde Xiongnu. Sima Qian skriver: "Tre år efter at Wu-wei blev Shan-yü, sendte Han, efter at have udslettet det sydlige Yüch-kongeriget, den tidligere vognmester Kung-sun Ho i spidsen for en styrke på femten tusinde kavalerister; de red mere end to tusind li nordpå fra Chiu-yüan, og nåede frem til Fu-chü-ching, før de vendte tilbage, men de fik ikke øje på en eneste Hsiung-nu. Han sendte også Chao P'o-nu, den tidligere Ts'ung-p'iao-markis, med over ti tusinde
kavalerister ud af Ling-ch; Chao P'o-nu fortsatte adskillige tusinde li og nåede Hsiung-ho-floden (Den Gule Flod), før han vendte tilbage, men han så heller ikke en eneste Hsiung-nu."
"Da Drenge-Shan-yü kom til magten, sendte Han to udsendinge, den ene til den nye Shan-yü for at kondolere over hans faders død, og den anden for at kondolere til Den Vise Konge af Højre Fløj i håb om på denne måde at skabe splid mellem de to ledere. Imidlertid, da udsendingene kom ind i Hsiung-nus territorium, førte Hsiung-nu's guider dem begge til Shan-yü, som opdagede, hvad de havde gang i, blev rasende og tilbageholdt dem begge."
Sima Qian fortæller: "I vinteren 104 f.Kr. blev Hsiung-nu plaget af kraftigt snefald, og mange af deres dyr døde af sult og kulde. Shan-yü, stadig en ung dreng, havde en stor forkærlighed for krigsførelse og nedslagtning, og mange af hans undersåtter var rastløse under hans ledelse. Hsiung-nus øverste kommandant på Venstre Fløjen ønskede at myrde Shan-yü og sendte i hemmelighed en budbringer for at rapportere til Han: "Jeg ønsker at myrde Shan-yü og overgive mig til Han, men Han er for langt væk. Hvis Han vil sende en gruppe tropper for at møde mig, vil jeg straks udføre planen."
Bronze plakette fundet i Nordkina, som formentlig formentlig forestiller en Xiongnu bereden bueskytte. De store øjne og den lange næse er klart kaukasiske træk, som karakteriserer ham som Xiongnu. Foto kronk.spb.ru.
"I foråret det følgende år sendte Han Dynastiet Chao P'o-nu, markisen af Cho-yeh, for at lede en styrke på over tyve tusind kavaleri, omkring to tusind li nordvest fra So-fang, og for at komme i kontakt med venstre fløjs øverste kommandant ved Ch'an-chi-bjerget, før han vendte tilbage."
"Chao P'o-nu ankom til mødestedet, men før den øverste kommandant af venstre fløj kunne udføre mordet, blev hans komplot afsløret. Shan-yü lod ham henrette og sendte styrkerne fra sin venstre fløj afsted for at angribe Chao P'o-nu. Chao P'o-nu var på dette tidspunkt begyndt at trække sig tilbage, tog fanger og dræbte flere tusinde Hsiung-nu-soldater på vejen. Da han stadig var fire hundrede li fra byen, for 80.000 Hsiung-nu-kavaleri dog over ham og omringede ham. Chao P'o-nu sneg sig alene ud af omringningen i løbet af natten for at lede efter vand, men blev taget levende til fange af Hsiung-nu-spejdere. Størstedelen af Hsiung-nus hær fortsatte derefter deres angreb på Chao P'o-nus hær. Kuo Tsung og Wei Wang, to af de højtstående officerer i Han-hæren, lagde en plan og sagde: "Vi alle, helt ned til kompagnicheferne, er bange for, at vi, efter at have mistet vores kommanderende general, vil blive henrettet i henhold til den militære lov. Derfor er ingen ivrige efter at vende hjem." Til sidst overgav hele hæren sig til Hsiung-nu. Drenge Shan-yü var henrykt over sin fangst."
"Året efter sendte Han Dynasti general Li Kuang-li med tredive tusind kavaleri nordpå fra Chiu-ch'üan for at angribe den Vise Konge af Højre Fløj i de Himmelske Bjerge. Han dræbte eller fangede over ti tusind af fjenderne, før han vendte om. Hsiung-nu omringede ham dog med en stor styrke, og han var knap nok i stand til at undslippe; seks eller syv ud af hver ti af hans mænd blev dræbt."
Xiongnu broche fundet ved Ivolga. Foto kinesisk internet.
"Han Dynasti sendte også general Kung-sun Ao nordpå fra Hsi-ho; ved Cho-t'u-bjerget slog han sig sammen med Lu Po-te, men det lykkedes for ingen af dem at dræbe eller fange nogen af fjenderne. Han Dynasti sendte også kavalerikomandanten Li Ling med en styrke på fem tusind infanterister og kavaleri for at marchere nordpå fra Chü-yen. Efter at de var kommet over tusind li, kæmpede de mod Shan-yü. Li Ling dræbte eller sårede over ti tusind af fjenderne, men hans forsyninger slap snart op, og hans mænd begyndte at sprede sig og flygte hjem. Hsiung-nu omringede derefter Li Ling, som overgav sig til dem. De fleste af hans mænd blev udslettet, kun fire hundrede af dem formåede at vende tilbage i sikkerhed. Shan-yü behandlede Li Ling med stor ære og gav ham sin egen datter til hustru."
"To år senere sendte Han Dynasti igen general Li Kuang-li afsted med 60.000 kavaleri og 100.000 infanteri for at marchere nordpå fra So-fang. General Lu Po-te førte omkring 10.000 mand for at slutte sig til dem, medens general Han Yüeh rykkede frem med 30.000 infanteri og kavaleri fra Wu-yüan. Drog general Kung-sun Ao ud fra Yen-men med 10.000 kavaleri og 30.000 infanteri. Da Shan-yü modtog nyheder om deres fremrykning, flyttede han hele sin familie og rigdom langt nordpå hinsides Yü-wu-floden. Han selv, med 10.000 kavaleri, ventede syd for floden og udfordrede Li Kuang-li til kamp. Li Kuanglis linjer brød sammen, og han begyndte at trække sig tilbage og ud kæmpede et løbende slag med Shan-yü i over ti dage. Men da han fik nys om, at hele hans familie var blevet udslettet som følge af heksekonflikten, overgav han og alle hans mænd sig til Hsiung-nu. Kun en eller to ud af hver 1000 mand, der drog ud med ham, formåede at vende tilbage til Kina."
"Det lykkedes ikke general Han Y'ch at dræbe eller fange nogen af fjenderne, mens Kung-sun Ao, selvom han kæmpede med den vise konge af venstre fløj, var ikke i stand til at opnå nogen fordel og trak sig ligeledes tilbage."
Bronze plakette fundet i Nordkina, sandsynligvis af Xiongnu oprindelse. Den viser et dyr som kæmper mod flere bukke. Men motivet dyret som kæmper mod en eller flere slanger synes at være helt fraværende hos Xiongnu, på trods af at det findes hele vejen fra den østlige steppe over det tibetanske højland og Lilleasien til Skandinavien. Foto kinesisk internet.
Sima qian konkluderer: "Ud af alle de grupper, der drog ud for at angribe Hsiung-nu i dette år, var der blandt dem, der vendte tilbage, ingen til at vidne om, hvor stor succes de forskellige generaler havde opnået, og derfor blev der ikke tildelt nogen hædersbevisninger. Et kejserligt dekret var blevet udstedt, der beordrede arrestationen af storlægen Sui Tan. Han udbredte til gengæld nyheden om, at general Li Kuang-lis familie var blevet udryddet, og dermed fik han Li Kuang-li til at overgive sig til Hsiung-nu."
Her, omkring 99 f.Kr. slutter Sima Qian sit kapitel om Xiongnu. De er nævnt og omtalt i flere andre af hans kapitler, men det må vi tage op en anden gang.
I år 9 e.Kr. greb tronraneren Wang Mang magten i Kina, tilsidesatte Han Dynastiet og oprettede sit eget dynasti kaldet "Shijianguo" eller "Xin" dynastiet.
Men i 11 e.Kr. skiftede Den Gule Flod sit løb mod havet og oversvømmede hele provinser.
Indtil da havde floden haft sit udløb i Bo Hai nord for halvøen Shantung, men på dramatisk vis skiftede den til at have udløb i Det Gule Hav syd for halvøen. Der udbrød oprør og i 23 e.Kr. dræbte rasende bønder tronraneren Wang Mang, som ikke havde forstået at holde sig på god fod med Himlens magter, som det var en kejsers fornemste pligt.
I 25 e.Kr. blev Han dynastiet genetableret som det østlige Han Dynasti.
I de følgende år hindrede en heftig intern strid om magten Xiongnu i at genoplive deres magt.
I år 46 e.Kr. blev Punu kåret til Shan-yü af Xiongnu i nord, men i syd udråbte otte utilfredse folk og deres adelsmænd en anden kandidat ved navn Bi, som deres Shan-yü.
Hou Hanshu fortæller at i år 50 e.Kr. sendte Shan-yü Bi sin søn til Luoyang og tilbød at underkaste sig det nye østlige Han Dynasti til gengæld for hjælp mod Punu. Hans sydlige Xiongnu brød derefter permanent med Xiongnu i nord og gik ind i Ordos og oprettede et rivaliserende hof, kun for de sydlige Xiongnu.
Derefter deserterede 58 Xiongnu stammer til Han Dynastiet, siges det.
En Xiongnu konges segl. Til venstre er selve seglet, som er spejlvendt af den tilsigtede tekst. I midten den tilsigtede tekst i Han dynasti kinesiske tegn, som er ret forskellige fra moderne kinesiske tegn. Til højre teksten i moderne kinesiske tegn. Der står "Konge af Han Xiongnu, som er vendt tilbage til retfærdighed og har anerkendt Han". Foto Babelstone Wikipedia.
Efter at de Sydlige Xiongnu var blevet underlagt Han-dynastiet flyttede de ind bag Han-dynastiets grænser, formentlig i områder af de moderne provinser Shanxi, Shaanxi, Ningxia og Gansu, hvor de havde boet i før i tiden. Samtidig skete der en stor indvandring i disse områder af etniske kinesere.
De Sydlige Xiongnu synes at have fået en lignende position i forhold til kejseren, som kosakkerne havde i forhold til den russiske zar. De bevarede et vist selvstyre mod at deltage i kejserens krige.
I "Book of Wei" 554 e.Kr. afsnit 65 står:
"Dokumenternes Bog beretter, at "barbarerne var snedige og udspekulerede", og Sangenes Bog beskriver Xiongnu som "ekstremt magtfulde". Dette indikerer, at de længe havde været en trussel mod Kina. Siden Qin- og Han-dynastierne havde Xiongnu længe været en trussel mod Kinas grænser." - "Xiongnu var dog de mest presserende. Hu-kavaleriets invasioner mod syd udsatte Kina for angreb på tre fronter. Derfor blev generaler fra Wei og Huo gentagne gange sendt afsted for at iværksætte ekspeditioner dybt imod nord, forfølge Chanyü-dynastierne og beslaglægge deres frugtbare territorium. Senere forsvarede de grænsen og blev vasalstater, der med tiden gik i tilbagegang. I Jian'an-perioden, 196 - 220 e.Kr., kom Chanyü Huchuquan for de Sydlige Xiongnu til hoffet, og kejseren beholdt eunukkerne og sendte den retfærdige konge til at regere sit kongerige. Som følge heraf blev Xiongnu mere underdanige, end de havde været i Han-perioden."
Efter Han-dynastiets kollaps i begyndelsen af 200-tallet, faldt Kina hen i kaos. Xiongnu grupperne fastholdt deres egne sociale strukturer. I perioden de seksten kongerigers tid blev mindst tre af kongerigerne dannet af Xiongnu grupper, nemlig Former Zhao, som blev dannet af Chuge Xiongnu, Northern Liang, som blev skabt af Lushuihu Xiongnu, og den mest berømte, som var Hu Xia eller Helian Xia, der blev grundlagt af gruppen Helian Xiongnu.
I løbet af historien smeltede Xiongnu gradvist sammen med andre folkegrupper, og man hører ikke længere så meget om dem som en etnisk gruppe.
Det siges at de kinesiske famlienavne Dugu og Helian repræsenterer Xiongnu.
9. De Nordlige Xiongnu i Tarim Bækken
Men De Nordlige Xiongnu havde ikke givet op.
Hou Hansu fortæller at: "Den nye kejser Zhang ønskede ikke at udmatte og ødelægge Riget for Yi og Di folkenes skyld og trak i år 77 e.Kr. rigets kommandører tilbage og nedlagde igen statens produktion af fødevarer i Hami. Imidlertid forblev divisionskommandør Ban Chao i Khotan og skabte fred ved at forsone alle kongerigerne."
Men uanset kejserens ønsker fortsatte kampene i Tarim Bækken.
"Ural-kosakker på march". Maleri af en ukendt kunstner, som muligvis var en østrigsk officer ved navn Andras Petrich 1765-1842. Vi skal ikke lade os narre af de trætte heste og sørgmodigt udseende mænd. Det var kosakker, som i 1580 erobrede khanatet Sibir hinsides Ural og derved indledte Ruslands erobring af Sibirien.
Moderne kunstneriske fremstillinger af Xiongnu viser næsten altid nogle desperate mørke typer med smalle moderne asiatiske øjne. Ikke fordi kunstneren ved noget om det, men det foregår trods alt i Asien, og mørke desperate asiatiske typer giver et bedre kunstnerisk "touch" end sørgmodige kaukasiske typer med lange skæg.
Nærværende skribent har absolut ingen viden om, at kosakker skulle nedstamme fra Xiongnu, men jeg mener bare at det er sandsynligt at Xiongnu lignede kosakkerne på de gamle malerier. Nemlig kaukasiske typer med langt skæg, store næser og store øjne. Foto Ural Cossacks, 1799, Wikipedia.
"Hou Hansu" meddeler: "I det første yongyuan år, som er 89 e.Kr., i kejser Hes regeringstid, vandt øverstkommanderende Dou Xian en stor sejr over Xiongnu. I det andet år 90 e.Kr. sendte general Dou Xian vicekommandant Yan Pan i spidsen for mere end 2.000 kavalerister på et overraskelsesangreb mod Hami, som han erobrede."
I 91 e.Kr drog den nordlige Shan-yü med sine tilhængere mod nordvest og er ikke set siden.
Men Xiongnu kunne klare sig uden deres Shan-yü.
"Hou Hansu" fortæller om år 105 e.Kr: "Efter kejser Xiaohes død gjorde de vestlige regioner oprør. I det første yongchu-år," som er 107 e.Kr., "af kejser Ans regeringstid blev generalprotektorerne Ren Shang og Duan Xi og andre omringet og angrebet flere gange. Den kejserlige regering proklamerede, at posten som generalprotektor skulle afskaffes, fordi disse regioner var afsidesliggende, vanskelige og farlige at nå. Fra dette tidspunkt blev de vestlige regioner derfor opgivet. Den nordlige Xiongnu tog straks kontrol og forenede alle kongerigerne igen."
I forening med folket "De Fjernere Jushi" angreb og dræbte "De Nordlige Xiongnu" den kejserlige udsending Suo Ban og andre. Derefter angreb de kongen af "De Nærmere Jushi" og tvang ham til at flygte.
Til venstre: Skytisk dyreornamentik, som er nervøs, intens, livfuld og grusom. Foto State Hermitage Museum, St. Petersburg, Russia.
I midten: Xiongnu bæltespænde dekoration. Motivet er symmetrisk og ordentlig. Bemærk højre-venstre symmetrien. Kampen mellem dyret og slangen er helt fraværende hos Xiongnu. Foto Hing Chao Collection. City University of Hong Kong.
Til højre: Londondyret. Den skandinaviske dyreornamentik er abstrakt og intellektuel og fokuserer meget på kampen mellem dyret og slangen.
"Senere slog De Nordlige Vilde", som var "De Nordlige Xiongnu", "sig sammen med "Jushi" i Turfan for at invadere Hexi korridoren vest for Den Gule Flod. Den kejserlige regering var ikke i stand til at forhindre det. Efter diskussioner blev det besluttet at lukke Yumen- og Yang-grænsepassene for at forhindre katastrofer".
"Hou Hansu" fortæller at "De Nordlige Xiongnu" holdt stand i Tarim Bækken i lang tid. "De allierede sig med Nærmere Jushi folket og erobrede Turfan i 119 e.Kr. I 126 e.Kr. blev de underlagt Han dynasti generalen Ban Yong, medens en gren ledet af en "Huyan konge" fortsatte med at gøre modstand." Huyan kongen blev sidst nævnt i 151e.Kr., da han iværksatte et angreb på Hami, som blev afvist af Han-styrker. Ifølge Wei-bogen fra det femte århundrede bosatte resterne af den nordlige Shan-yüs folk sig som Yueban nær Kucha og underlagde sig Wusun; medens resten flygtede over Pamir-bjergene mod Kangju i Transoxanien. Det siges, at denne gruppe senere blev til Hephthalites.
"I foråret i det fjerde år," omkring år 135 e.Kr., "ledte kongen af det Nordlige Xiongnu folk, Huyan, tropper til at invadere de fjernere Jushis teritorium. Da Jushis Seks Kongeriger grænsede op til "De Nordlige Vilde", som var "De Nordlige Xiongnu" og beskyttede de vestlige regioner, beordrede kejseren guvernøren i Dunhuang til at sende tropper ud fra alle kongerigerne."
Det er en interessant oplysning at også Jushi bestod af mange undergrupper.
Det sidste, som "Hou Hansu" nævner om "De Nordlige Xiongnu", måske omkring 155 e.Kr., er at en vis Aluoduo, konge af "De Fjernere Jushi" vendte tilbage fra "De Nordlige Xiongnu", som er "De Nordlige Vilde", hvor han havde opholdt sig i landflygtighed.
10. Xiongnu og Hunnerne
I "The Silk Road", redigeret af Susan Whitfield, forklarer Etienne de la Vaissiere at Xiongnu's rigtige navn er "Hun".
Der er fundet et sogdisk brev fra det fjerde århundrede, som omtaler Xiongnu's plyndringer i forbindelse med Jin Dynasty's sammenbrud. Her omtales Xiongnu med udtrykket "Xwn", som er den sogdiske skrivemåde for ordet "Hun".
Forfatteren til brevet beviser på anden måde et førstehånds kendskab til begivenhederne. Derfor må han betragtes som en meget pålidelig kilde.
I 280 e.Kr. oversatte Kushan munken, Zhu Fahu fra Dunhuang "Tahagataguhya-sutra" fra sanskrit til kinesisk. Her oversatte han sanskrit ordet, "Huna", til "Xiongnu". Han gjorde det igen i 308 e.Kr. ved oversættelsen af "Lalivavistara".
I en ikke særlig fjern fortid havde disse "Huna" forjaget Yuezhi fra deres oprindelige land med deres forfædres grave. Zhu Fahu var en Kushan, og han nedstammede direkte fra Yuezhi. Han kan ikke have været i tvivl om, hvem disse "Xiongnu" var, og hvad deres rigtige navn var.
Også indiske kilder betegnede Xiongnu som "Huna".
Men måske er "Hun" ikke desto mindre en generisk betegnelse, fordi den giver associationer til det engelske "hunger" og "hungry", dansk "hungre" og det tyske "hungrig". Det kan have været en mere generel betegnelse, som beskriver folk, som er tilbøjelige til at røve og plyndre, fordi de er sultne.
Men det kan være således, at Xiongnu blev kendt i Europa under deres virkelige navn, som de kaldte sig selv, "Hun".
"Wei Shu" er historien om Wei Dynastiet. Den blev skrevet i tiden 437 e.Kr. - 457 e.Kr. Her står: "Tidligere, dræbte Xiongnu kongen af Sogdiana og tog landet. "Kong Huni" er den tredje hersker i rækken."
Vi husker Saxo Grammaticus's fortælling om kong Frode og krigen mellem Danerne og Hunnerne. Her skrev han: "To år havde Kong Hun afsat til sine forberedelser til felttoget mod landene omkring Østersøen."
Når man læser dette, er det svært at lade være med at tænke, at det kan ikke passe, at Hunnernes konge simpelthen hed "Kong Hun", det er for simpelt. Det må være noget, de gamle historiefortællere har fundet på, tænker man umiddelbart.
Men, som man kan se, var Saxo Grammaticus særdeles velorienteret. Nogle af Hunnernes konger hed faktisk "Huni" eller måske "Hun". Derfor eksisterer den mulighed at Hunnerne simpelthen fik deres navn fra deres konge.
Vi husker Jordanes' referat af Priscus' besøg hos Attila, Hunnernes konge, bevaret til vor tid af i hans "Goternes Historie": "Han var kort af statur med et bredt bryst, et stort hoved, tyndt skæg med grå stænk, opstopper-næse, og han fremviste sine forfædres træk (originis suae signa restiuens). Hans personlighed var således, at han altid førte sig frem med stor selvtillid." Det lyder jo som en mongolsk type.
Imidlertid i Priscus' egen beretning findes denne detaljerede beskrivelse ikke.
På statuen på general Hou Qui-bings grav og Xiongnu bæltespænde ornamenter synes de afbillede personer også at have ret store næser og øjne. De ligner ikke mongolide typer.
11. Wusun Folket
På sletten ved Ili floden og ved saltsøen, som bærer det tyrkiske navn, Issyl Kul, boede et folk af kaukasisk type. Vi kender intet til deres sprog. Kineserne kaldte dem for "Wusun".
Bredden af salt søen Issyl Kul.
Sima Qian fortæller at "Wusun bor to tusind li nordøst for Ta-yüan, (Fergana) idet de flytter fra sted til sted i området med deres flokke af dyr. Deres skikke er meget som Hsiung-nus."
"Wusun anerkender Xiongnu's overherredømme, men de havde deres egen konge, som bar titlen "kiun-mo". Han benævnte sig selv som Himlens Søn."
Den store rejsende, Zhang Qian, fortæller at da han i 10 år var fange hos Xiongn på sin første rejse omkring 130 f.Kr., hørte han følgende historie om Wusun:
"Da jeg levede hos Hsiung-nu hørte jeg om kongen af Wusun folket, som hedder K'un-mo. K'un-mo's fader var hersker i en lille stat ved Hsiung-nu territoriets vestlige grænse. Hsiung-nu angreb og dræbte hans fader, og K'un-mo, som blot var et spædbarn, blev smidt ud i vildnisset for at dø. Men fuglene kom og fløj over stedet, hvor han var, med kød i deres næb, og ulvene ammede ham, så han var i stand til at overleve. Da Shan-yü hørte om dette troede han at K'un-mo var en gud."
"Shan-yü betragtede dette som et vidunder, og efter at han havde taget sig af drengen, indtil han blev voksen, gjorde han ham til en militær leder, i hvilken egenskab han udmærkede sig ved adskillige lejligheder. Shan-yü genrejste hans faders folk og gjorde ham til guvernør af den vestlige befæstede lejr.
"Da han modtog skat af sit folk, kunne Kun-mo angribe de små nabostater med ti tusinder af bueskytter, han samlede erfaringer i krigsførelse, og efter den gamle Shan-yü's død, trak han sig tilbage til et fjernt sted og afviste at vise sig ved Xiongnu hoffet."
"Xiongnu sendte udvalgte tropper for at angribe ham, men da de var ude af stand til at overvinde ham, betragtede de ham som en ånd, som de gjorde klogest i at holde en vis afstand til og ikke angribe for alvor."
Stenmand som ståtr på sletten ved Ili floden. Foto kinesisk internet.
"Xiongnu's Shan-yü fortsatte med at påberåbe sig nominelt overherredømme over Kun-mo og hans Wusun folk".
I 115 f.Kr. rejste Zhang Qian mod Vest efter ordre fra sin kejser for at opsøge Wusun og skabe en alliance mod Xiongnu, hvilket mislykkedes.
Han skrev i sin rapport at: "Der er 120.000 familier i landet, og deres hær tæller 188.000 beredne mænd. Landet er koldt og regnfuldt, men med udstrakte græsgange. Bjergene er bevokset med fyrreskov. Wusun opdrætter heste. De rige kan eje op til fem tusind heste."
"De har tyve eller tredive tusind dygtige bueskytter og de er meget modige i kamp. De var oprindelig Hsiung-nus undersåtter, men senere, da de var blevet stærkere, nægtede de at møde frem til samlingerne ved Hsiung-nu hoffet, selv om de dog stadig anser sig selv som en del af Hsiung-nu nationen."
"Folket har "svine hoveder", de er snedige som ulve og yderst upålidelige. De er meget tilbøjelige til plyndringstogter, og de er som nation typisk voldelige."
Der blev aftalt et kongeligt giftemål mellem Kun'mo af Wusun og en kinesisk prinsesse af Han Dynasti.
"Wusun sendte tusind heste til Han Dynastiet som forlovelsesgave for den Han prinsesse, som de var bleven lovet. Han dynastiet sendte da en prinsesse af den kejserlige famlie til at blive Wusun lederens hustru. K'unmo, kongen af Wusun, gjorde hende til hustru til højre side."
"Hsiung-nu sendte også en af deres kvinder for at gifte sig med K'unmo, og han gjorde hende til hustru af venstre side . Senere, idet han sagde at han var for gammel, gav han Han prinsessen til sin sønnesøn for at hun skulle blive hans hustru".
Prinsessen skrev et digt:
Min familie har giftet mig bort
Hjælpeløs er jeg, kan intet gøre
I et fjernt fremmedartet kongedømme
Gift med kongen af Wusun
Min bolig er simpel
Væggene dækket med filt og ej med silke
Min daglige føde er svinekød
Mælk drikker jeg dertil
Jeg er tynget af mørke tanker
Mit hjerte er tungt af sorg
Hvis blot jeg var en gul stork
Så ville jeg flyve tilbage til min rede.
Den nye dronning bar titlen "kiun-di". For hendes skyld blev der bygget et kinesisk palads i Wusun kongens lejr. Denne kongelige residens blev af kineserne kaldt "Paladset i Den Røde Dal". Det lå i nogen afstand fra saltsøen.
6-700 år senere tilføjede den lærde Yan Shigu omkring 600 e.Kr. i "Han Shu" en kommentar om Wusun folkets udseende: "Wusun i de Vestlige områder er de samme som "Rong" folkene. (Rong er en gammel betegnelse for folkene på steppen omkring Kina) Nu om dage, har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art."
Faktisk kun 30 år efter at Yan Shigu gjorde sit notat i "Han Shu", i 630 e.Kr., mødte pilgrimmen Xuanzang den store Khan af de vestlige tyrker netop på Ili sletten ved bredden af søen Issyk Kul.
Salt søen med det tyrkiske navn Issyl Kul. Foto kinesisk internet.
Xuanzang skrev at: "han var iklædt en kåbe af grønt satin, og han hår var løshængende kun bundet op med et silkebånd, ti fod i længden, som var viklet omkring hans hoved og faldt ned bagtil. Han var omgivet af omkring 200 officierer, som alle var klædt i brokade stof, med deres hår flettet. På hans højre og venstre side var han ledsaget af uafhængige tropper alle klædt i pels og fint spundne klædninger. De var bevæbnet med lanser og buer, førte bannere og sad på kameler og heste. Øjet kunne ikke estimere deres antal."
Kinesiske arkæologer har oplyst, at Wusun var et kortskallet kaukasisk folk. Ifølge sagens natur kan de ikke sige noget om farven på deres øjne og hår.
Russiske arkæologer har påvist, at fund fra Wusun området omkring Ili Floden meget ligner, hvad de betegner som Xiongnu fund fra Tuva. Der er også fundet karakteristiske Wusun begravelser ved Zaisan Søen i Altai bjergene, som ligner dem fra området ved Ili Floden. Derfor kan vi tro at Wusun var et folk nært beslægtet med dem, som arkæologerne kalder Xiongnu, i på den nordlige steppe i Tuva og Mongoliet.
Stenmand fra sletten ved Ili floden. foto kinesisk internet.
Den kinesiske prinsesse's sønnesøn hed noget i retning af Ud-zyty. Allerede i hans regeringstid blev landet opdelt i store og små områder, og lejren omkring Paladset i Den Røde dal blev forladt for altid, siges det.
På sletten ved saltsøen står stenmændene. De står mange steder i Central Asien. Stenmændene på Ili sletten kan være rejst af Saka, som oprindeligt boede der, Yuezhi, som boede der kortvarigt, Wusun eller Vest-tyrkerne.
Det var skik hos nogle indoeuropæiske folk at rejse sten over tapre mænd og at fremstille guder og forfædre i sten - en skik, som de antikke grækere perfektionerede.
