Mange nationers historie-interesserede "gør krav" på Xianbei. Kinesisk litteratur betegner dem rutinemæssigt som et typisk mongolidt folk, således om de anser sig selv for at være. Koreanerne er ikke i tvivl om, at det var tungusisk folk, som de mener de selv er. Tyrkiske historie interesserede betegner dem ofte som et "proto-tyrkisk" folk, uden der findes egentlige argumenter, som understøtter en sådan påstand. Alle parter titulerer rutinemæssigt Xianbeis konger som "khan", selvom det er en tyrkisk titel, som slet ikke var opfundet på de seksten kongedømmers tid.
Men der er mange indikationer af, at Xianbei var et kaukasisk folk med hvid hud og ofte med lyst eller rødt hår.
Debatten om Xianbeis etniske oprindelse er en indædt diskussion med politiske overtoner, som har stået på i årevis. Tanken om, at mulige indoeuropæiske folk skulle have haft deres rod indenfor det moderne Kina's grænser, vækker en ganske betydelig følelsesmæssig modvilje, som er i stand til at ødelægge venskaber.
1. Xianbei folkene
Xianbei var en gruppe af folk, som levede på den østasiatiske slette, groft beskrevet i det nuværende Indre Mongoliet med udløbere i øst og Vest.
Ifølge "The Perilous Frontier" af Thomas Barfield blev der i sen Han Dynasti optalt 120 små Xianbei stammer på steppen. Til sammenligning blev der på hele steppen kun rapporteret om ti til tyve grupper, som kunne henregnes under betegnelsen Xiongnu.
De kendte Xianbei folks områder. Eget arbejde.
Xianbei var tilsyneladende mere rivaliserende og ufordragelige og havde derfor sværere ved ved at finde sammen i større organisationer.
I løbet af et par hundrede år samledes dog nogle større og mere talrige Xianbei folk. Murong Xianbei dannede Yan staterne i det nordøstlige Kina, og Tuyuhun Xianbei dannede et rige på den Tibetanske Højslette. De mest berømte er Tuoba Xianbei, som i følge "Wei shu", forlod deres hjemland på sletten ved Liao floden og bosatte sig i området "Dai" sydøst for den moderne by Hohhot i det moderne Indre Mongoliet og senere skabte folkvandrings riget "Northern Wei".
Hvilket sprog de talte vides ikke, men de forskellige Xianbei folk forstod sandsynligvis hinanden med god vilje. I et Dunhuang dokument på tibetansk fortælles om Qi Dan folkets sprog: "I Sproget kunne de" (Qi Dan) "og Tuyuhun i store træk kommunikere med hinanden", og Qi Dan var efterkommere af Xianbei i deres oprindelige østlige hjem ved Liao Floden ligesom Tuyuhun var det.
Om deres sprog var indoeuropæisk, tungusisk eller mongolsk er umuligt at afgøre med sikkerhed ud fra nutidens manglende kendskab.
De senere Qi Dan anså Tuoba Xianbei for at være deres forfædre, og de havde en dyb fascination af løver. Man kan tro at "Liao" betyder løve som "lion", "løve", "löwe", "leeuw" eller "lew" gør det på kendte indoeuropæiske sprog.
Man kan også tro at et folk, som kalder sig noget med "Dan"
, røber en indoeuropæisk oprindelse i en nær eller fjern fortid, idet "Danu" er et oldgammelt indoeuropæiske ord for flod, som kan genfindes i de antikke navne på de europæiske floder, som for eksempel Danubius for Donau, Danastius for Dniester, Danapris eller Danaper for Dnieper, Rodanus for Rhone og mange andre.
2. Xianbeis tidlige historie
Xianbei har en lang og bevæget historie. "San Guo Zhi" eller, "Optegnelser fra de tre Kongeriger", siger at i "Wei Shu" berettes at Xianbei fik sit navn efter et bjerg": "De boede i et separat område ved Xianbei bjerget, deraf deres navn. - Deres land grænsede op til Liao Floden i øst og Xicheng i vest." Xicheng betyder vest-byen og er ikke nem at lokalisere.
"San Guo Zhi" fortsætter: "Efter at være blevet besejret af Maodun" (200 f.Kr.) "flygtede Xianbei helt til grænsen i Liaodong og konkurrerede ikke med andre stater. De havde ingen officiel kontakt med Han-dynastiet og grænsede i stedet op til Wuhuan." Hvilket må indikere at Wuhuan levede i området mellem Xianbeis oprindelige østlige hjem ved Liao Floden og Han Dynasti Kina. Det passer med at Wuhuan ofte bliver nævnt i forbindelse med Han dynasti militæret, men Xianbei bliver ikke nævnt så hyppigt.
Liao floden i den moderne provins Liaoning og den østlige del af Indre Mongoliet. Foto Kmusser Wikipedia.
Xianbei har en lang og bevæget historie med store konger og bitre nederlag.
"De holder ofte sammenkomster i det sene forår, nyder musik på vandet, gifter deres døtre og får deres hoveder barberet til fester. I modsætning til kineserne inkluderer deres dyr vilde heste, stenbukke og Duan-kvæg."
I kejser Jianwus tid, som var 25 - 55 e.Kr., fortsætter "San Guo Zhi" "førte Xianbei-lederen Yu Qiuben sit folk til det kejserlige hof for at betale tribut og blev frataget sin kongelige magt". Hvilket må betyde at hans folk fratog ham magten, fordi han underkastede sig kejseren.
Xianbei ring. Foto kinesisk internet
"I kejser Shangs Yanpings regeringstid invaderede Xianbei rigets østlige grænse og dræbte Zhang Xian, præfekten for Yuyang", hvor det end er lokaliseret.
"I kejser Guangwus regeringstid angreb de nordlige og sydlige Chanyus hinanden," hvilket skete 46 e.Kr. "Xiongnu led tab, og Xianbei blomstrede."
En embedsmand ved Han hoffet ved navn Zang Gong foreslog, at Kina skulle drage fordel af situationen og alliere sig med Xianbei og angribe Xiongnu, men kejser Guang Wudi afviste bestemt videre krigshandlinger.
Meget tidligt fattede Tuoba Xianbei en særlig forkærlighed for området "Dai": "Ved slutningen af kejser Ans regeringstid", som er 106 - 125 e.Kr. "blev over 20.000 infanterister og kavalerister sendt til grænsen for at stationere sig på strategiske punkter. Senere trængte otte eller ni tusinde Xianbei-kavalerister ind i området Dai og Macheng-passet og angreb de lokale embedsmænd. Han folket sendte general Deng Zun og general Ma Xu ud for at forfølge og besejre dem. Xianbei-lederne Wulun og Qizhiqian overgav sig sammen med over syv tusinde andre til Zun. Wulun blev udnævnt til konge, Qizhiqian til markis og de fik gaver af fin silke. Efter general Zuns afrejse gjorde Qizhiqian igen oprør og belejrede Wuhuan-kommandanten ved Macheng. General Geng Kui og guvernøren i Youzhou reddede ham. Qizhiqians styrker blev stærkere og kommanderede titusindvis af kavaleri", som trængte gennem passet og ind i Dai.
Skrifttegnene for Xianbei betyder ordret "friske tyveknægte". Det kan ikke være et navn, de kaldte sig selv. Samtidig lyder det noget som "Xin bai", altså "nye hvide". Alfabetiseret med engelske konsonanter og italienske vokaler vil det blive sådan noget som "sjoenbein" idet det afsluttende "n" symboliserer den første tone, altså jævn, hverken stigende eller faldende.
Tuoba Xianbei i Dai skulle senere skabe riget Northern Wei, som afsluttede de 16 kongerigers periode.
"San Guo Zhi fortæller "Tou Luhou havde tjent i Xiongnu hæren i tre år. Hans hustru havde været hjemme og havde fået en søn. Da Tou Luhou vendte hjem, blev han overrasket og ville dræbe ham. Hans kone sagde: "Jeg hørte engang torden, mens jeg gik om dagen. Jeg kiggede op på himlen og så hagl komme ind i min mund. Jeg slugte det, og jeg blev gravid. Ti måneder senere fødte jeg. Dette barn vil blive ekstraordinært og vil vokse sig stort."
Tou Luhous hustru blev således besvangret af Tordenguden, som vi kan tro hed "Tuo", som alfabetiseret med engelske konsonanter og vokaler som på dansk, vil blive noget i retning af Tjår, hvilket minder meget om den skandinaviske tordengud Thor.
"San Guo Zhi forts tter: "Tou Luhou nægtede at tro på det. Hans kone bad derefter sin familie om at adoptere ham. Han fik navnet Tan Shihuai,", som levede 136 - 181 e.Kr. "og han voksede op til at blive modig og stærk med ekstraordinær visdom. Da han var fjorten eller femten, beslaglagde en leder af en anden stamme, Bu Ben, hans moders families kvæg og får. Tan Shihuai forfulgte ham ustoppelig til hest og fandt alle de al det røvede kvæg. Som følge heraf blev stammerne fyldt med ærefrygt. Han håndhævede love og regler, afgjorde tvister, og ingen turde udfordre ham. Han blev derefter anerkendt som en leder."
Kort over Indre Mongoliet, som viser Dai, Wei og Later Zhao. Eget arbejde.
Tan Shihuai oprettede sit hovedkvarter ved bjerget Danhan i det nuværende landskab Shangyi midt mellem de moderne byer Hohhot og Beijing på grænsen mellem de moderne provinser Hebei og indre Mongoliet, hvor han byggede en fæstning ved bredden af Dai Floden, som formentlig er identisk med floden Binghe, som betyder "den kolde flod", sikkert et moderne navn.
Mange af folkene i øst og vest underkastede sig Tan Shihuai. Han angreb Han dynastiets grænser og afviste Dinglings indtrængen fra nord og Buyeos angreb fra øst. Han angreb Wusun i vest. Hans territorium var sammenligneligt med det tidligere Xiongnu område.
"San Guo Zhi" fortsætter, "Tan Shihuai døde i en alder af 45, og hans søn Helian efterfulgte ham. Helian var ikke så dygtig som sin far, men han var grådig og uanstændig, og hans domme var uretfærdige, hvilket fik halvdelen af folket til at gøre oprør." Kong Helian angreb det nordlige Kina." - "En almindelig borger, der var dygtig til armbrøstskydning i det nordlige Kina, skød Helian og dræbte ham øjeblikkeligt. Hans søn Qianman var stadig ung, så hans brors søn Kuitou efterfulgte ham. Efter at Kuitou besteg tronen, voksede Qianman op og kæmpede med Kuitou om tronen, hvilket fik folket til at splittes. Efter Kuitous død besteg hans yngre bror Budugen tronen. Siden Tan Shihuais død er positionen som konge gået i arv fra generation til generation. Efter at Budugen besteg tronen, blev folket gradvist svækket, men hans mellemste bror Fuluohan kommanderede også titusindvis af mennesker og blev stormester."
Typisk Xianbei kunst - Inner Mongolia Autonomous Region Museum.
"Hou Han Shu" citerer et memorandum overleveret til kejseren i 177 e.Kr: "Lige siden de nordlige Xiongnu flygtede" (mod Vest), "er Xianbei blevet stærke og talrige, og har overtaget alt land, som tidligere tilhørte Xiongnu og påstår at have 100.000 krigere - Rent metal og smedejern er kommet i oprørernes besiddelse. Han kinesiske desertører har også søgt tilflugt" (hos Xianbei) "og virker som deres rådgivere. Deres våben er skarpere og deres heste er hurtigere end Xiongnus."
"Hou Han Shu" citerer videre en historieskriver fra 185 e.Kr: "Xianbei folket invaderer vore grænser så ofte, at næppe et år går hen i fred, og det er kun når handelssæsonen oprinder, at de kommer frem i ydmyghed. Men når de gør det, er kun tilbøjelige til at tilegne sig værdifulde kinesiske varer, det er ikke fordi, at de respekterer den kinesiske magt eller er taknemlige for kinesisk gavmildhed. Så snart, som de har opnået alt det, de på nogen måde kan, vender de tilbage til deres vane med at plyndre og ødelægge."
Gaxian hulen i det nordøstlige Indre Mongoliet. Foto kinesisk internet.
"Wei Shu" er historien om Northern Wei, som blev grundlagt af Tuoba Xianbei folket. Her fortælles, at i 443 e.Kr. kom en gruppe ryttere fra et folk kaldet Wuluohou og bad om at få foretræde hos kejser Tuoba Dai. De fortalte ham, at de havde hørt om en hule, som lå i den nordøstlige del af den moderne provins "Indre Mongoliet", i dag kaldet "Oroqen Autonomous Banner". De lokale tilbad denne hule som Xianbei forfædres helligdom, fortalte de, hvilket overbeviste kongen om, at den legendariske klippehule, hvor alle Xianbeis fælles forfædre i tidernes morgen havde deres oprindelige hjem, var blevet fundet.
"Wei Shu" fortæller videre, at kongen sendte en af sine mænd, Li Chang, ud for at efterforske sagen. Li Chang fandt, at historien var sand og afholdt forskellige ceremonier på stedet for at ære Xianbeis oprindelige forfædre. Han lod gøre en inskription på klippen ved hulen, som beskrev ceremonierne.
Hulen og indskrifterne blev udforsket af professor M.I. Wenping i 1980. Den har været beboet siden istiden. Den er i dag kendt som Gaxian hulen.
3. Kongeriget Dai
DetailedPedias forslag til Touba Xianbeis kongerække i Dai i perioden 219 - 376 e.Kr. Touba Xianbei skabte senere det meget større kongedømme Northern Wei, men de betragtede tiden i Dai som det tabte paradis. Der er et hul i tidsfølgen mellem Tan Shihuais død i fæstningen ved Dai Floden i 181 e.Kr. og hans efterfølgere i følge DetailedPedia, som starter 219 e.Kr. Men dette kan nemt udfyldes af "San Guo Zhi", som ovenfor fortæller om Tan Shihuais søn Helian, dennes brodersøn Kuitou, Helians søn Qianman og Kuitous brødre Budugen og Fuluohan. Foto DetailedPedia.
Tuoba Xianbei folket trådte ind i historien i kongedømmet "Dai". Det lå omkring den moderne by Hohhot eller mellem Hohhot og Beijing i den kinesiske provins "Inner Mongolia".
Den vidt berømte kong Tan Shihuai, som var født af en Xianbei kvinde, der blev besvangret af tordenguden ved at sluge et hagl under et kraftigt tordenvejr, slog sig ned ved Dai floden midt mellem de moderne byer Beijing og Hohhot måske omkring 165 e.Kr. Hans efterkommere kaldtes Tuoba slægten. De var konger af Tuoba Xianbei i landet Dai, den ene efter den anden.
I 341 e.Kr. mistede kong Tuoba Shiyijian af Dai sin hustru, som var søster til Murong kongen Huang af "Former Yan".
Han bad Huang af Yan om en ny hustru. Kong Huang forlangte imidlertid en stor sum penge for en ny prinsesse. Kong Shiyijian afviste at betale og ledsagede afvisningen med ukvemsord. Huang sendte derefter sin kronprins med en hær imod Dai, og kong Shiyijian flygtede op i bjergene med hele sit folk. Året efter sendte han sin broder til Yan for endnu engang at bede om en ny kone, vi ved ikke om det lykkedes. Nogle måneder senere ankom en udsending fra Murong riget, Yan, for at anmode om en prinsesse for kongen. Kong Tuoba Shiyijian accepterede anmodningen fra Yan og valgte sin egen søster som hustru for Huang.
I 376 e.Kr. blev kongedømmet Dai angrebet af "Former Qin", som var grundlagt af "Di" folket, siges det. Tuoba folket flygtede igen op i bjergene, og under opholdet der døde kong Shiyijian. Det lykkedes angriberne at erobre hele Dai, og det ophørte dermed at eksistere som et selvstændigt Tuoba Xianbei rige.
Det er morsomt og lidt interessant at "Dai" udtales som første led i det danske ord "dejlig", som er et enestående ord. På de europæiske nabosprog vil det tilsvarende udtryk hedde sådan noget som lovely, wonderful, schön, lieblich, lief, härlig eller nydelig. "Dejlig" betyder bogstaveligt "ligesom (i) Dai"
4. Murong Xianbeis Yan Riger
Alle nationerne i Nord Kina i folkevandringstiden kaldes ofte noget med "Former", "Later", "Northern", "Eastern" og så videre. Det er alt sammen tilnavne, som eftertidens historikere har givet dem for at holde styr på de mange lande, som hed det samme.
Xianbei kunst kunne godt være lidt knyttet - lige som de senere Qi Dan's også kunne være det.
For eksempel var der seks forskellige riger, som kaldte sig "Yan". Der var det oprindelige Yan, som fandtes i Kinas oldtid, samtidig med at Sokrates og Platon gik rundt i Athen. Desuden har der været Former Yan (337-370 e.Kr.), Later Yan (384-409 e.Kr.), Northern Yan (409-436 e.Kr.), Southern Yan (398-410 e.Kr.) og Western Yan (384-394 e.Kr.)
De fleste Yan riger blev oprettet af Murong Xianbei folket. De var kortvarige og ekstremt ustabile. For eksempel "Western Yan" eksisterede kun i ti år, og i den tid havde de syv forskellige herskere, som alle led en unaturlig død.
5. Kongeriget Northern Wei
De nye herskere overlod området Dai til Xiongnu folket "Tiefu", som var ledet af konger af slægten "Liu".
Tiefu kongeslægten havde tidligere båret navnet "Dugu", men en af deres forfædre havde ægtet en kvinde, som de mente var en Han Dynasti prinsesse, og derfor skiftede de navn til Liu, som var Han kejsernes familienavn.
Di folkets i "Former Qin" var kortvarigt herrer af den nordlige slette. De blev imidlertid ofre for deres egne for store ambitioner. De søgte at erobre det kinesiske Jin Dynasti, som stadig holdt stand i det sydlige Kina. Men de led et katastrofalt nederlag mod en numerisk underlegen kinesisk hær i slaget ved Fei River i 383 e.Kr. langt mod syd i den moderne provins Anhui.
"Former Qin" gik derefter i opløsning og Tuoba Gui (386-409), som var barnebarn af kong Tuoba Shiyijian, så muligheden for at genoprette Dai riget i den nordlige del af den moderne kinesiske provins Shanxi. Han oprettede sin hovedstad i "Pincheng" som i dag hedder Datong.
Tuoba Xianbei riget "Northern Wei" blev oprettet i 386 e.Kr. og opslugte derefter alle de små folkevandringsstater i det nordlige Kina og derved afsluttedes den historiske periode kaldet De Seksten Kongedømmer. I 398 e.Kr. udråbte Tuoba Gui sig selv som kejser og ændrede rigets navn til det mere ambitiøse "Wei", som betyder meget stor, mægtig. I 494 e.Kr blev hovedstaden flyttet fra Pingcheng til Luoyang. Northern Wei eksisterede indtil 534 e.Kr. hvor det splittedes i Eastern Wei og Western Wei.
Northern Wei's hellige kongefamilie var Tuoba. Den synes, at have været kongeslægten over alle. Både kongerne af de senere Qi Dan (Khitan) og Dan Xiang (Tangut) hævdede, at de nedstammede fra Tuoba. Disse riger opstod flere hundrede år efter Northern Wei's undergang. Her kan man virkelig tale om at "Kongen vendte tilbage". Tuoba kongeslægten må have haft en simpelthen enorm prestige.
Det kongelige hof opholdt sig imidlertid kun i hovedstaden nu og da. Det meste af tiden rejste de rundt i landet og tog vare på rigets problemer. To gange om året tog de op i bjergene for at ære forfædrene.
Allerede i 386 e.Kr. samme år, som det nye rige blev skabt, generobrede Tuoba Gui det tidligere Dai område. Kong Liu Peini af Tiefu Xiongnu overgav sig. To af hans brødre, Liu Xian og Liu Kangni, fortsatte kampen mod Tuoba indtil deres død.
En anden gren af Tiefu Xiongnu, ledet af Liu Weichen, led nederlag til Tuoba Xiabei 391 e.Kr. og han blev dræbt af sine egne. Det lykkedes imidlertid en af hans sønner, Liu Bobo, at undslippe til Ordos området, hvor han i 407 e.Kr. grundlagde et nyt rige, som han kaldte Xia.
6. Ran Mins massakre på Jie folket
De to Xianbei herskere, Tuoba Gui af Wei og Murong Chui af "Later Yan", forenede sig om at angribe landet "Later Zhao" som lå i den moderne Hebei provins omkring byen Handan.
To statuetter som angivelig forestiller fremmede købmænd- Tang Dynasty - Gansu Provincial museum. Betegnelsen vestlige købmænd bliver ofte brugt, når fundene ikke har moderne asiatiske træk. Foto kinesisk internet.
Later Zhao var oprindeligt grundlagt af "Jie" folket. Imidlertid havde en kinesisk født general, Ran Min, arrangeret en slags krystalnat og massakreret alle Jie, som han kunne få fat på. Det siges at have været adskillige hundrede tusinde. De var let genkendelige på grund af deres typiske kaukasiske udseende, dybe øjenhuler, stor næse, kraftigt skæg og så videre. Nogle mener, at de nedstammede fra Yuezhi. Skrifttegnet for "Jie" betyder ordret sådan noget som "kastreret vædder" eller "dyreskind". Det kan ikke være noget, som de kaldte sig selv.
Ran Min var en adopteret søn af en Jie adelsmand.
Ran Mins styrker havde god succes i begyndelsen af krigen, men de faldt i et Xianbei baghold. Weis pansrede ryttere splittede de kinesiske linier. General Ran Min blev taget til fange i live.
Før han blev henrettet blev han spurgt, hvorfor han havde kuppet Jie herskerne i Later Zhao. Han svarede: "Hvis dyriske barbarer som jer kan blive kejsere, hvorfor så ikke jeg, en efterkommer af den Gule Kejser?" (Etniske kinesere kalder sig selv "Hua Xia", som betyder efterkommer efter Den Gule Kejser, Huang Di.)
Ran Mins "Later Zhao" ophørte med at eksistere i 387 e.Kr.
7. Helian Bobos Xia Rige
I 407 e.Kr. grundlagde en Tiefu Xiongnu ved navn Liu Bobo kongedømmet "Xia" i den moderne Ningxia provins. Han kaldte det "Xia" på grund af historien om, at Xiongnu nedstammede fra det oldgamle Xia Dynasti.
Ruinerne af Tongwan i Tongwanchang. Foto kinesisk internet.
I 413 e.Kr. besluttede han at bygge en hovedstad, som skulle være absolut uindtagelig.
Han gav sin onde general Chigan Ali til opgave at lede byggeriet. Byen fik navnet "Tongwan", som betyder de forenede ti tusind, da det var Bobos mål at herske over alle Kinas ti tusind stater.
Chigan gav ordre til, at al jord, som skulle bruges til byens volde, skulle koges (med ris) for at gøre den hård og vanskelig at ødelægge. Han testede ofte voldens kvalitet; hvis en jernkile var i stand til at trænge mere end en tomme ind i muren, ville formanden, som var ansvarlig for denne sektion af volden, blive henrettet, og liget ville blive brugt som fyld i voldens indre.
Liu Bobo overvågede selv fremstilling af våben og rustninger. Han gav ordre til, at de skulle testes ved at pile blev skudt mod rustningerne; hvis pilene kunne gennemtrænge rustningerne, skulle smedene, som havde fremstillet rustningerne, halshugges, hvis pilene ikke kunne gennemtrænge rustningerne, skulle smedene, som havde fremstillet pilespidserne, henrettes. På den måde blev både befæstninger, våben og rustninger af meget høj kvalitet.
Ruinerne af byen Tongwan i Tongwanchang. Foto kinesisk internet.
I 413 e.Kr. besluttede kong Bobo at skifte navn fra "Liu Bobo" til "Helian Bobo". Hans famille havde tidligere antaget Han kejsernes familienavn Liu. Men det mente Bobo altså ikke var passende.
En kinesisk historiker beskriver Helian Bobo således: "Han var arrogant og grusom, og han behandlede folket som ukrudt. Ofte steg han op i et tårn med bue og pil, og når som helst han fik en impulsiv mistanke, modvilje eller vrede mod en person, ville han personligt dræbe vedkommende. Hvis nogen stirrede på ham, ville han skære deres øjne ud. Enhver, som slog en løssluppen latter op, ville få deres læber skåret op med en kniv. Enhver, som dristede sig til at have en anden mening end ham, ville først få deres tunge skåret ud og derefter ville hovedet blive hugget af."
Helian Bobo besluttede i 424 e.Kr. at grunde, som ikke er overleveret til historien, at skubbe sin ældste søn, Helian Gui, til side som kronprins og i stedet udnævne en anden søn, Helian Lun, til at efterfølge ham. Helian Gui var en meget dygtig general; han førte øjeblikkelig sine soldater mod Helian Lun, besejrede ham og dræbte ham. Da en anden søn Helian Chang hørte dette, gennemførte han et overraskelsesangreb, dræbte Helian Gui, tog kommandoen over hans tropper og førte dem tilbage til hovedstaden Tongwan. Dette imponerede hans fader så meget, at han udnævnte Helian Chang til kronprins.
Den gamle havde derimod meget lidt til overs for en anden søn, Helian Ding. Det siges at Ding havde for let til latter efter Bobo's smag.
Miniature lerfigurer, som forestiller Xianbei personer.
Til venstre: En Xianbei konge eller kejser.
I midten: En Xianbei mand eller kvinde, sikkert en mand.
Til højre: En Xianbei soldat.
Helian Bobo døde sommeren 425 e.Kr. og hans søn, Helian Chang, efterfulgte ham.
Allerede i 426 e.Kr. angreb Northern Wei Helian brødrenes Xia rige. Med hurtige kavaleri enheder trængte de dybt ind i Xia område, og samme år erobrede de Chang'an (Xian). Den unge konge, Helian Chang, sendte sin bror Helian Ding af sted med en hær for at generobre byen. Imidlertid blev Xia hæren engageret i en langvarig stillingskrig omkring Chang'an og kom ingen vegne.
Da Northern Wei kejseren, Tuoba Tao, erfarede, at Xia hæren var engageret omkring Chang'an, stødte en anden Wei hær under general Daxi hurtigt frem mod Xia fæstningen Tongwan og indledte en belejring. Wei hæren plantede det falske rygte i Tongwan, at de havde mangel på mad. Dette fristede Helian Chang til at forlade sin uindtagelige fæstning og gennemføre et modangreb, som imidlertid fuldstændigt mislykkedes. Han flygtede med resterne af sin hær til byen Shanggui, i dag Tianshui i Gansu. Wei hæren indtog derefter let hans ellers uindtagelige Tongwan.
Kort over Ningxia og det sydøstlige Gansu.
Det lykkedes Helian Ding at gøre sin hær fri af konfrontationen omkring Chang'an og slutte sig til sin broder i Shanggui. I foråret 428 e.Kr. trak den nu forenede Xia hær sig yderligere tilbage til Pingliang, også i Gansu.
Wei hæren blev hærget af sygdom, hvilket fristede Helian brødrene til at tage initiativet og omringe Wei hæren. Imidlertid, under belejringen gennemførte nogle Wei enheder et udfald, kong Helian Chang anførte personligt sine mænd i bestræbelserne for at stoppe dem, men han faldt af hesten og blev taget til fange.
Hans broder Helian Ding blev nu konge af Xia og Qifu Xiongnu folket. Han samlede resterne af hæren og trak sig tilbage mod Pingliang.
Wei generalen Daxi følte sig ydmyget over, at han næsten var blevet overvundet at Xia styrkerne. På trods af, at han nu virkelig havde alvorlig mangel på proviant og også mangel på vand, forfulgte han fjenden mod Pingliang.
En underordnet Wei officer, som var anklaget for forsømmelser, deserterede og fortalte Helian Ding om Wei hærens virkelige alvorlige situation. Helian Ding troede ham, tog initiativet, omringede Wei hæren og tog deres general Daxi og hele hans hær til fange.
I byen Anding og i Chang'an var stationeret nogle fåtallige Wei styrker. Da de hørte, at general Daxi havde overgivet sig med hele sin hær, forlod de deres poster og trak sig tilbage til mod nord. Derved kunne Helian Ding tage Anding og Chang'an og hele området tilbage uden kamp.
Helian Ding beklagede, at den gamle Helian Bobo ikke havde udnævnt ham til sin efterfølger fra begyndelsen, i så fald ville Tongwan ikke være bleven tabt, mente han.
Xianbei bæltespænde af guld. Foto self-made, photographed at the Musee Guimet PHGCOM Wikipedia
Kong Helian Chang blev som fange bragt tilbage til Northern Wei. Han blev ikke henrettet, tværtimod. Kejseren behandlede ham godt. Kejseren gav ham sin søster til ægte og udnævnte ham til prins af Qin. Måske kejseren vidste, at Helian Chang og hans brødre alle var meget dygtige og erfarne generaler, som kunne gøre god fyldest i Wei hæren.
I 431 e.Kr. indledte det sydkinesiske Liu Song Dynasti en offensiv mod deres fjende og rival, Northern Wei. Helian Ding så muligheden for at alliere sig med sine fjendes fjende. Xia og Song aftalte at besejre Wei og dele deres område mellem sig.
Samtidig - i en anden del af Gansu udviklede de politiske begivenheder sig til ugunst for Helian Ding og hans Xia veteraner.
Qifu Xianbei staten, "Western Qin", var hårdt presset af sine naboer, som var Tuyuhun Xianbei og Xiongnu staten Northern Liang. Kong Qifu Mumo besluttede at overgive sig til stormagten Northern Wei, imod at han fik Pingliang og Anding områderne som hertugdømme. De var naturligvis ikke disponible lige i aftalens øjeblik, men man mente, at det et spørgsmål om tid. Kong Qifo Mumo og hans hær forlod sit rige for at slutte sig til Northern Wei i kampen mod Xia og Helian Ding.
To xianbei figurer fundet i Ningxia, de bærer typiske xianbei klædninger.
Da disse efterretninger kom Helian Ding for øre, drog han straks ud for at afskære Qifo Mumo og hans hær, som imidlertid havde gjort holdt i byen Nan'an, også i Gansu.
Imidlertid, Song Dynasti tog ikke noget seriøst initiativ i krigen, og Northern Wei besluttede at vende sig mod Xia og Helian Ding først. Kejseren selv anførte en hær mod Pingliang, som var forsvaret af Ding's lillebroder Helian Shegan. Kejseren lod den fangne konge Helian Chang prøve at overtale sin broder til at overgive sig. Helians Changs skæbne var en illustration af de fair betingelser, de kunne vente, hvis de overgav sig. Men Shegan nægtede at overgive sig.
Da Helian Ding hørte at Pinglian var under belejring, prøvede han at vende om og komme sin lillebroder til undsætning, men han blev afskåret af en betydelig Wei hær anført af general Tuxi Bi. Wei generalen narrede Ding til at tro, at hans hær kun var en lille styrke og udløste derved et angreb fra Helian Ding. I det følgende slag blev Xia hæren ilde medtaget og trak sig tilbage til Chingdu sletten nær Pingliang, hvor de blev omringet af Wei hæren. I flere dage holdt de ud - uden vand og mad. Til sidst lykkedes det Ding at kæmpe sig vej ud af omringningen, men det meste af hæren gik tabt, og han blev selv alvorligt såret. Han samlede de overlevende og flygtede til Shangui.
Omkring nytår 431 e.Kr. måtte Helian Shegan og en anden broder Helian Duluogu overgive både Pingliang og Anding.
Xianbei kavaleri fra Eastern Wei.
Helian Ding samlede en sidste hær og drog mod nord for at angribe den lille Xiongnu stat "Northern Liang" i den hensigt at overtage dets territorium og derved sikre sit folks eksistens og overlevelse. Men Tuyuhun kongen, Murong Mugui, havde forudset dette og sendt en hær for at afskære ham vejen. Netop da Xia hæren var ved at krydse en flod, blev de angrebet af Tuyuhun, som tog Helian Ding og alle hans folk til fange. Mugui udleverede Helian Ding til Northern Wei i 432 e.Kr. imod at blive udnævnt til prins af Xiqin og modtage andre belønninger.
Af grunde, som ikke er overleveret til historien, flygtede Helian Chang fra sit forgyldte fangenskab i 434 e.Kr. Han blev imidlertid fanget af Wei generaler Vest for den Gule Flod, som henrettede ham. Derefter opgav Wei kejseren at vinde Helian brødrenes loyalitet, og de blev alle henrettet.
Dette var enden på Tiefu Xiongnu folket.
8. Tuoba Weis bevægelses krig
Som forsvar mod nomaderne mod nord havde Kineserne altid sat deres tillid til den store mur, gaver og bestikkelser.
Xianbei kavaleri. Foto kinesisk internet.
Tuoba brugte derimod bevægelig krigsførelse. Kejser Tuoba Tao (408-452 e.Kr), forklarede, hvordan Rouran nomaderne mod nord skulle bekæmpes: "Kineserne er fodsoldater, og vi er soldater til hest. Hvad kan en hjord af føl og kvier gøre imod tigre og et ulvekobbel?"
"Med Rouran folket er det således, at de græsser mod nord om sommeren, når efteråret kommer, drager de sydpå, og om vinteren hærger de vore grænser. Vi behøver blot at angribe dem om sommeren på deres græsgange. På denne tid er deres heste nyttesløse, hingstene har travlt med de unge hopper, og hopperne har travlt med deres føl. Hvis vi angriber dem der og afskærer dem fra deres græsgange og deres vand, vil vi indenfor få dage enten have overvundet eller tilintetgjort dem."
I Tuoba Tao's regeringstid blev Northern Wei's areal fordoblet, i praksis forenede han hele Nord Kina under sit herredømme.
9. Kejser Tuoba Tao ifølge historikeren Sima Guang
Sima Guang beskrev Tuoba Tao i sin "Zhi Zhi Tong Jian" ("Comprehensive Mirror for Aid in Government):
"Kejseren af Wei var stærk og tapper, og rolig og beslutsom. Uanset om det drejede sig om at forsvare en by eller at kæmpe på slagmarken, var han altid i forreste række. Hans livvagter kunne lide tab, men hans udtryk var altid det samme, og derfor var de frygtsomme og imponerede af ham, og villige til at kæmpe hårdt til døden. Han var også nøjsom, og han var tilfreds med sin klædning og sin mad, når blot det var tilstrækkeligt."
Når hans embedsmænd foreslog ham at styrke forsvaret af hovedstaden og ombygge paladset, idet de argumenterede med "I Ching", "Prinser og hertuger må bygge forsvarsværker for at sikre deres hjem og ejendom," og med Xiao He, "En kejser kan være hjemme overalt i sit kejserdømme, men hvis hans hjem ikke er tilstrækkelig storslået og luksuriøst, kan han ikke demonstrere sin styrke," svarede han, "de gamle vismænd sagde også: "hvad det kommer an på er fleksibilitet, ikke sikre forsvarsværker." Helian Bobo brugte kogt jord til at bygge sin by; og jeg tilintetgjorde hans stat; det var ikke, fordi han ikke var sikker nok. Lige nu er der ikke fred i landet, og vi behøver arbejdskraft, og jeg foragter store bygningsværker. Hvad, Xiao He sagde, var ikke rigtigt."
Han følte også, at penge burde bruges på staten og militæret og skulle ikke ødes bort. Han uddelte penge som belønninger kun til de familier, hvis sønner var døde for staten, eller dem, som signifikant havde bidraget til nationens sag. Når han sendte generaler ud, gav han dem altid instrukser personligt, og de, som ikke fulgte hans råd, nåede som oftest ikke deres mål.
Han var også god til at bedømme sine mænds personlighed, og var i stand til at udvælge generaler blandt sine soldater, han udnævnte kun embedsmænd, som var kvalificerede, ikke dem, som havde gode forbindelser. Han havde en meget skarp iagttagelsesevne og kunne se, hvad der skete under overfladen, og hans undersåtter kunne ikke føre ham bag lyset. Han belønnede menige og almindelige mennesker, hvis de fortjente det, og han straffede mænd i høje embeder, hvis de fortjente det. Han beskyttede heller ikke dem, som han sædvanligvis begunstigede, og han sagde ofte: "Jeg og folket adlyder lovene, og hvorledes vover du at ignorere dem?"
Imidlertid var han grusom og uddelte ofte dødsstraf, og han fortrød ofte henrettelserne bittert.
10. Gai Wu oprøret
To soldater i typisk xianbei beklædning.
I efteråret 445 e.Kr. startede en Xiongnu ved navn Gai Wu et oprør mod Northern Wei i det tidligere "Former Qin" område i moderne Shaanxi. Meget hurtigt sluttede en stor mængde andre Xiongnu og Han kinesere sig til ham. Gai søgte og fik støtte fra Liu Song styret i Syd Kina, idet han erklærede sin loyalitet som vasal.
Det mislykkedes for de lokale myndigheder at kvæle oprøret i fødslen, og Gai oprøret blev stadigt stærkere, idet han påberåbte sig titlen "Prins af Tiantai".
Foråret 446 e.Kr. ledede kejser Tuoba Tao personligt et succesfuldt angreb på Gai Wu's allierede, Han oprøreren, Xue Yongzong. Ved efterretningerne om Yongzongs nederlag flygtede Gai Wu op i bjergene, og kejseren straffede ubarmhjertigt dem, som havde støttet oprøret. De blev alle dræbt uden nåde.
Da Wei styrkerne indtog Chang'an (Xian) fandt de en mængde våben skjult i buddhistiske klostre. Kejseren mente derfor, at munkene havde samarbejdet med Gao Wu oprørerne. Derfor blev alle buddhistiske munke i byen dræbt, templerne brudt ned og de hellige skrifter brændt. Han udsendte derefter et forbud mod Buddhismen overalt i hans kejserdømme.
11. Enke-kejserinde Feng og kejser Tuoba Hongs integrations og kinesificeringspolitik
Alle folkevandringstidens erobrer-folk, i Europa såvel som i Asien, etablerede et samfund baseret på det duale system, som det kaldes. Det var grundlæggende et slags apartheid system. Erobrerfolket var en overklasse, som tog vare på militær, administration og religiøse anliggender, medens landets oprindelige indbyggere var bønder, købmænd og håndværkere, som sørgede for den grundlæggende produktion.
Frankerne erobrede den romerske provins Gallien inklusive bønder og håndværkere. Erobrerne mente, at det var deres naturlige ret, at de og alle deres efterkommere skulle nyde godt af det land, som de på ærlig vis havde vundet ved sværdet. Først den franske revolution mere end tusind år efter afskaffede adelens medfødte privilegier.
Til højre: En lyshåret gruppe med buddha i midten. Personen til højre for buddha må være en Xianbei type. Foto kinesisk internet
Northern Wei var også en sådan folkevandringsstat. Tuoba Xianbei folket var erobrerne og herrefolket, og de udgjorde kernen i militæret. Som kejser Tuoba Tao udtrykte sig: "Kineserne er fod soldater, og vi er soldater til hest." Der var ikke tale om at kineserne var slaver, men de havde klart en ringere status, ganske som bønderne havde det i middelalderens Frankrig.
Men forskellen mellem Europa og Kina har nok været, at i Europa var det gemene folk og herrefolket grundlæggende af samme race. Hvis man ikke lige vidste det, eller kunne slutte ud fra påklædning, talemåder og manerer, kunne man ikke sige, hvem der var herrer, og hvem der var tjenere.
Der findes beretninger fra middelalderlige Europæiske bondeoprør, hvor bønderne bliver beskrevet som: "små, sorte og slet bevæbnede". Men på den franske revolutions tid er der ingen indikationer af nogen etnisk forskel mellem stænderne.
Men i folkevandringstidens Nordkina syntes der at have været en ret synlig etnisk forskel mellem herrefolket og de mere underordnede personer. Som Ran Min sagde, før han blev henrettet: "Hvis dyriske barbarer som jer kan blive kejsere, hvorfor så ikke jeg - ". Det ligger også logisk i betegnelsen "Wu Hu", "Fem Hu", da betegnelsen "Hu" går på den fysiske fremtoning.
En buddha fra Yungang hulerne ved Datong har høj næseryg og noget smalle øjne, et kompromis.
Konger og kejsere var ansvarlige for at bevare den følsomme balance mellem erobrerne og folket. De barbariske erobrerfolk var rygraden i staterne og uden dem ville de gå i opløsning, landet oprindelige beboerne var den produktive del af nationen, og de udgjorde det overvældende flertal. Enhver ændring i balancen mellem landets grupperinger kunne blive katastrofal.
Kejserinde Feng og hendes barnebarn kejser Xiaowen (467-499) af Northern Wei introducerede i 494 e.Kr. en dramatisk integrationspolitik. De troede, den ville gøre det nemmere at regere landet, men det viste sig at blive deres lands og deres folks endeligt.
Kejseren og hans familie ændrede navn fra det oprindelige xianbei "Tuoba" til det kinesiske "Yuan".
Sproget ved hoffet og alle andre administrationscentre blev ændret fra xianbei til kinesisk. Embedsmænd, som ikke talte kinesisk, fik en kort frist til at lære det.
Luoyang bymur - Ruinerne af det gamle Luoyang, Tuoba's hovedstad, ligger i nogen afstand fra den moderne by.
Alle Xianbei familier fik ordre om at ændre deres traditionelle Xianbei navne til kinesiske navne.
Alle Xianbei familier blev opfordret til ægte deres sønner og døtre med kinesere.
Det blev forbudt at bære de traditionelle Xianbei dragt, alle skulle klæde sig i kinesisk dragt. Kunstneriske frembringelser skulle være i overensstemmelse med kinesisk kultur.
Det minder lidt om Langobarderne, Frankerne og Goterne i Europa. De opgav alle deres eget oprindelige sprog og begyndte at tale latin, måske syntes de, det var finere. Men de var ikke så gode til det, og de resulterende sprog blev italiensk, fransk og spansk. Som var latin blandet op med deres oprindelige sprogs ord og vendinger.
Hovedstaden i landet Wei blev flyttet fra Pincheng til Luoyang. Oprindeligt lå det administrative center i Pincheng, som var nær fronten mod steppe nomaderne. Efter flytningen til Luoyang blev hæren og de oprindelige Xianbei stammer og klaner, som udgjorde kernen i hæren, nedgraderet.
En gravvogter eller andet monster fra Xianbei staten Eastern Wei - bemærk hans frastødende store øjne.
Bevægelig krigsførelse som militær strategi blev opgivet til fordel for en traditionel kinesisk forsvar af stationære stillinger, gaver og bestikkelse til udvalgte barbarer. Militæret blev nedgraderet og i stigende grad befolket med straffefanger og lignende.
De traditionelle Xianbei stammer og klaner var rasende. En opposition mod integrationspolitikken centreret omkring kronprinsen Yuan Xun, blev afsløret, og han blev tvunget til at begå selvmord.
I 528 e.Kr. bad Northern Wei's sidste virkelige kejser generalen Erzhu Rong om at marchere mod Luoyang og skaffe ham af med sin moders (enkekejserinde Ling) kinesiske rådgivere. Før de ankom, fik enkekejserinden imidlertid nys om planen, og det lykkedes hende at dræbe den unge kejser med gift.
General Erzhu Rong og hans Xianbei hær omringede paladset og dræbte hele hoffet sammen med al deres familie, to tusind personer, hvoraf de fleste var kinesere.
Den kosmiske dans - Longmen ved Luoyang.
Derefter placerede han sin svigersøn, Tuoba Ziyu, på tronen, medens han selv beholdt kommandoen over militæret og dermed den virkelige magt.
Medens Erzhu Rong og hæren var på ekspedition nordpå, blev Luoyang erobret af styrker fra nabostaten "Liang". De afsatte Tuoba Ziyu og indsatte deres egen kejser, Tuoba Hao (529 e.Kr).
Erzu Rong vendte tilbage, nedkæmpede Liang styrkerne og genindsatte sin svigersøn som Kejser.
Imidlertid i 530 e.Kr. dræbte den unge kejser sin svigerfar med et slag med det kongelige scepter. Han mente ikke, at det passede sig for en sand konge, at lade sig lede af en mand af lavere byrd.
Erzhu Rongs nevø, Erzhu Zhao, hævnede sin onkel i samarbejde med en anden general, Gao Huan, og sammen satte de en ny kejser, Tuoba Ye, på tronen.
Medens Erzhu Zhao var på ekspedition med hæren mod nord, tvang en slægtning imidlertid den nye kejser til at abdicere, og han indsatte sin egen kandidat, Tuoba Gong, på tronen.
I mellemtiden var general Gao Huan blevet ven med mænd, som hadede Erzhu slægten, og i 531 e.Kr. indsatte han sin egen kejser, Tuoba Lang, på tronen. Imidlertid allerede efter et år blev han utilfreds med sin kejsers opførsel og indsatte en ny, Tuoba Xiu, (531 e.Kr). Han gav den nye kejser sin ældste datter som hustru.
En Xianbei konge af Northern Zhou. Han har et meget stort hoved med store øjne, måske var han et barn. Longquan Mountain.
Imidlertid medens han var borte på hærtog mod rigets fjender, gjorde kejser Tuoba Xiu oprør mod sin general og forstødte hans datter som hustru. General Gao måtte vende om og indsætte en ny kejser, Tuoba Shao, som fik hans forstødte ældste datter som hustru. Den tidligere kejser undslap.
Imidlertid efter kort tid måtte general Gao Huan endnu engang sætte en ny kejser på tronen, nemlig Tuoba Shanjian, som fik en anden af hans døtre til ægte.
I 550 e.Kr. afsatte Gaou Huan's søn Gao Yang den sidste kejser af Tuoba slægten og proklamerede sig selv som den første kejser af Northern Qi.
Som man ser, det ligner det Romerske Riges endeligt, blot hurtigere og mere absurd.
I virkeligheden, allerede tre hundrede år før katastrofen, viste Xianbei i Northern Wei tegn på det selvhad, som fremkaldte massakren i 528 e.Kr. og det efterfølgende kaos og splittelse.
Jin Shu fortæller at Wei generalen Deng Ai, som levede 195-264 e.Kr., foreslog at bosætte ti tusinder af Xianbei på en sådan måde at blev spredt blandt etniske kinesere. Dette på grund af deres medfødte dyriskhed. Hovedpointen, som Deng Ai påpegede som forskellen mellem kineserne og de barbariske Hu og Yu, var de sidstnævntes barbariske hjerter. De værste var Xianbei. På trods af at barbarerne ikke umiddelbart udviste nogen ondskab og syntes at falde til ro, var deres hjerter for vanskelige at udbedre, og de ville ikke holde sig i ro for altid, og for at forhindre de onde barbarer i at blive destruktive og skadelige hist og her, blev de overføret til nutidens Gansu provins. I deres nye bosættelse blev disse Xianbei immigranter kaldt "Baibu", som betyder "den hvide stamme" eller "de hvide Xianbei".
12. Xianbeis etnicitet og sprog
En lærd mand med et typisk kaukasisk udseende - Dunhuang hule 202 fra tidlig Tang Dynasti 642 e.Kr. Foto kinesisk internet.
Som beskreven ovenfor lod den kinesiske general Ran Min alle etniske Jie personer i Later Zhao dræbe. De var nemme at identificere med deres typiske kaukasisk udseende, dybe øjenhuler, stor næse, kraftigt skæg med videre henrette.
Ran Min blev taget til fange i live. Før han blev henrettet blev han spurgt, hvorfor han havde kuppet Jie herskerne i Later Zhao. Han svarede: "Hvis dyriske barbarer som jer kan blive kejsere, hvorfor så ikke jeg, en efterkommer af den Gule Kejser?" Ran Min var således ikke det mindste i tvivl om at der var tale om forskellige racer.
Kun omkring 70 år efter at Northern Wei var blevet delt i to stater, tilføjede den lærde Yan Shigu (581 - 645 e.Kr.) en kommentar om Wusun folkets udseende i Han Shu: "Wusun i de Vestlige Områder er de samme som "Rong" folkene" (gammel betegnelse for folkene på steppen omkring Kina)." Nu om dage har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art."
En lyshåret Buddha fra hule no. 45 ved Dunhuang - skal vi gætte på at det er en Xianbei type på hans venstre side. Foto kinesisk internet.
Yan Shigu virkede ved hoffet hos den første Tang hersker, Li Shimi. Han skrev kommentarer i både "Han Shu" og "Shi Ji".
Han levede i en meget turbulent periode. Den dominerende Xianbei stat, "Northern Wei", var blevet splittet i Eastern Wei og Western Wei, som igen udviklede sig til Northern Qi og Northern Zhou. Northern Zhou udråbte sig selv som Sui Dynasti og gjorde krav på magten i hele Kina. Det nye dynasti gik imidlertid hurtigt under i bondeoprør og borgerkrig. Af dets ruiner oprejstes imidlertid det berømte Tang Dynasti på det politiske fundament af koalitioner med folkene på steppen, især med mange Xianbei stammer og stater.
Yan Shigus kommentar er ikke blot et udsagn om det fjerne Wusun folk, det er også et udsagn om de "Hu" folk, som omgav ham. Det var utvivlsomt de evigt rivaliserende Xianbei folk, han havde i tankerne, da han skrev om "grønne øjne", "rødt skæg" og "skæggede aber".
To typer på et hulemaleri. Manden øverst til venstre må være en af dem, som den lærde Yan Shigu tænkte på, da han skrev - "disse "Hu" folk har grønne øjne, rødt skæg og deres udseende er som skæggede aber."
Skriftet "Zhi Zhi Tong Jian" (det betyder "Comprehensive Mirror for Aid in Government) blev præsenteret for kejseren under Song Dynasti af Sima Guang (1019 - 1086). Han havde brugt atten år til at forfatte det. Her fortælles en historie om, at Kejseren af dynastiet "Eastern Jin", Jin Ming Di (Sima Shao 323 - 326 e.Kr) havde gult hår og skæg, fordi hans mor var en xianbei. Engang tog han uanmeldt ud for at inspicere sine tropper. Men på grund af hans hårfarve troede hans soldater, han var en xianbei og jagtede ham som en fjende.
Folkesange fra dengang lød: "Huang tou Xianbei", som betyder: "Xianbei har Gult hoved".
Under Song-dynastiet blev digteren og maleren Su Shi inspireret af et maleri af en xianbei ridende på en hest og skrev et digt, der beskrev en ældre xianbei med rødligt hår og blå øjne.
En poet fra Tang Dynastiet ved navn Zhang Ji skrev et digt om, hvorledes Luoyang blev indtaget af xianbei tropperne fra Wei:
De gulhovede Xianbei invaderede Luoyang.
Et Hu-barn med en hellebard besteg Mingtang-hallen.
Jin-kejseren overgav sig.
Adelsmænd og ministre flygtede som kvæg og får.
Zimo-stammen stødte sammen i mørket.
Hver husstands kyllinger og hunde flygtede op på deres tage i rædsel.
En kvinde gik ud for at følge oprørerne.
Hun turde ikke græde på grund af sin mands død.
Fyrsterne i de Ni Provinser passede hver især deres eget territorium.
Ingen førte tropper for at forsvare deres herre.
De fleste nordboere flygtede sydpå for at undgå Hu-folket.
Sydboere taler stadig Jin-dialekten.
I "Jin Shu: Kejser Mings Biografi" berettes at Wang Dun, kansleren i det østlige Jin-dynasti, omtalte kejser Ming af Jin som "den gulskæggede xianbei-slave" og tilføjede: "Kejserens udseende ligner hans mødres slægtninge med gult skæg, så Wang Dun kaldte kejseren sådan."
Typer fra Mogave Caves ved Dun Huang fra Northern Wei perioden - Nogle barske mænd, var de konger?" - Fra Wei Dynasty tid. Foto kinesisk internet.
Jin Shu beskriver at allerede Wei-generalen Deng Ai (195 - 264), foreslog at bosætte sine tusinder af xianbei, på en måde så de kunne blive spredt blandt etniske kinesere, på. Dette på grund af deres medfødte dyriskhed. General Deng Ai mente at de barbariske Hu og Yi folk var meget forskellige fra kineserne. De værste af disse var xianbei. Deres dyriske hjerter var for vanskelige at reparere og ville ikke forblive rolige for evigt, og for at forhindre de onde barbarer i at blive destruktive og skadelige hist og her, skulle de overføres til den moderne Gansu provins. I deres nye bosættelser blev disse Xianbei immigranter kaldt Baibu, "Den hvide stamme", eller "de hvide Xianbei".
I den klassiske roman "The Outlaws of the Marsh" bliver røverhøvdingen Song Jiang opsøgt af en barsk udseende mand, som giver ham en hvid hest: "Mit familienavn er Duan, mit givne navn er Jingzhu. På grund af mit røde hår og gule skæg bliver jeg kaldt "Den Gyldne Hund". Min familie er fra Zhuozho Prefecture, og jeg tjener til det daglige brød ved at bakse med heste oppe nordpå. - " (side 1267)
"The Outlaws of the Marsh" er en samling af sagn og legender fra Song og Yan Dynasty, skrevet sammen af Shi Nai'an og Luo Guanzong og udgivet nogenlunde samlet første gang i 1541
En lyshåret steppekriger fremviser sin dresserede hest - hulemaleri fra Dunhuang.
Portugiserne og Englænderne var da endnu ikke ankommet til Kinas kyster. Portugiserne landede første gang i Japan i 1542 e.Kr. og Englænderne kom langt senere. Men folk i øst Kina kunne stadig huske Duan Xianbei folket, deres heste og deres gyldne hår.
Grundlæggende bliver udsagnene om Xianbei's henholdsvis mongolske eller tungusiske oprindelse blot gentaget mange gange, som var det en indlysende sandhed - det drejer sig jo trods alt om Asien - men med ganske få og spinkle egentlige beviser. Da det synes at være politisk korrekt i både øst og vest, har det efterhånden fået et skær af sandhed.
Tilhængere af Xianbeis mongolske oprindelse mener at vide, at Xianbei's efterkommere, Qi Dan, mobiliserede deres soldater i militære enheder kaldet "ordo". Mongolsk har et ord med den samme betydning, "ordu", for eksempel i "Den Gyldne Horde" og andre af Djengis Khans hære. Ordet genfindes i dansk og engelsk som "horde", men de tror, at det kommer fra mongolsk. Derfor, da Xianbeis efterkommere brugte et ord, som de senere mongoler også brugte, må de have været af mongolsk etnisk oprindelse, konkluderer teoriens tilhængere.
Kriger figur udgravet i grav i Cixian fra Northern Dynasty perioden. Han ligner en viking på afveje, blot er han nogle hundrede år for tidligt. Foto kinesisk internet.
Men dette bevis er intet værd, og det beviser rent faktisk det modsatte.
Amerikanerne var de første til at bore efter olie "off shore", de gav navne til "derrick", "casing", "christmas tree" og "spot cans". Deres efterfølgere, briter, nordmænd og danskere overtog blot den terminologi, som allerede fandtes i branchen.
Indoeuropæerne var de første til at udvikle bereden krigsførelse på steppen, og de udviklede den dertil hørende terminologi. De opfandt begrebet "horde", måske oprindelig "orde", som betegnelsen for en militær formation. Da mongoler og tyrker langt senere tog steppen i besiddelse, overtog de blot den terminologi, som allerede fandtes.
Dansk er et meget gammelt indoeuropæisk sprog, som stadig indeholder en mængde ord, som begynder med "or-", som betegner forskellige militære aktiviteter. Prøv blot at åbne et dansk computerleksikon, skriv "or-" og se, hvad der kommer frem.
"Or-log" betegner maritim krigsførelse. "Or-lov" er ferie fra hæren. "Or-donans" er et militært sendebud. "Or-dre" er en militær kommando. "Or-den" er de forhold, som typisk bør herske i en hær. "Or-ganisation" er måden, man skaber "or-den" på. Or-den kan også være en militær hædersbevisning. "Or-ke" er det at udføre anstrengende bestræbelser, som det ofte er tilfældet i krig.
En lys skønhed fra Dunhuang hulerne - bodhisatva eller danserinde? Sikkert danserinde. - Hun har hvid hud og lyst hår men moderne asiatiske smalle øjne. Foto kinesisk internet.
Det grundlæggende ord "horde" eller "orde" kan genkendes i dansk og engelsk som "orden" eller "order" som betegnelsen for en organisation, såsom en ridder orden, Tempelherre ordenen, Johannitter ordenen med videre.
Sådanne militære betegnelser er i forholdsvis nyere tid erstattet af udtryk som "regiment", "arme" og "bataljon" og derfor er betydningen af horde degraderet til at betegne en spontan, primitiv og aggressiv gruppe.
Luoyang var hovedstaden i Northern Wei, som var en Tuoba Xianbei stat. Her findes et søjlefundament med en dværg i hvert verdenshjørne. Det bringer tanken hen på dværgelisten i Vølvens Spådom, vers 11-13 i ældre Edda, hvor dværgene Nordri og Sudri, Austr og Vestri, har navn efter verdenshjørnerne - eller måske er det verdenshjørnerne, som er opkaldt efter dværgene. Selve den ide at en dværg skulle vise et verdenshjørne er så speciel, at der må være en forbindelse.
Bygningsfundament fra Tuoba Xianbei hovedstaden Luoyang med en dværg i hvert verdenshjørne. Foto kinesisk internet.
Argumenterne for at Xianbei skulle være af tungusisk oprindelse er lige så lidt overbevisende.
Nogle mener, at have rekonstrueret en gruppe ord fra det nu uddøde Tuyuhun Xianbei sprog, som viser, at det tilhører den tungusiske sprogfamilie.
Nu er det sådan, at alt overleveret om Xianbei kommer fra kinesiske kilder, og kinesiske skrifttegn siger som bekendt intet om udtalen. Det er svært at se, hvordan en sådan rekonstruktion har fundet sted. Xiabeis tungusiske oprindelse nævnes mange steder som en selvfølge, men ingen så meget som antyder, efter hvilke principper en sådan sproglig rekonstruktion har fundet sted. Det kan ikke være noget, som er særligt indlysende eller videnskabeligt.
Det kinesiske tegn for hus - det kan udtales haus, hus, house, dom, casa eller fangzi.
Dunhuang dokumenterne, P. 1283 (på tibetansk) fortælles om Qi Dan folkets sprog: "I Sproget kunne de (Qi Dan) og Tuyuhun i store træk kommunikere med hinanden", altså at sprogene forholdt sig til hinanden som for eksempel dansk og svensk. Tuyuhun var en gren af Murong Xianbei, og Qi Dan nedstammede fra Tuoba Xianbei.
Dette indikerer, at folkevandringstidens Xianbei folk, som i grove træk levede i det nuværende Indre Mongoliet, i hovedsagen talte samme sprog. Xianbei folkene oprettede Wei Dynastiet og flere andre folkevandringsstater. Sui og Tang Dynastierne udsprang fra Xianbei folk, som havde antaget kinesisk kultur. Deres sprog, af hvilken natur det end var, må nødvendigvis have haft en markant indflydelse på udviklingen af det kinesiske sprog.
En stærk mand med store øjne, stor næse og i det hele taget kaukasiske træk - skulptur fra hulerne ved Dunhuang.
Nu er det sådan, at der er et mindre antal ord, der på dansk og kinesisk lyder som hinanden og har tilsvarende betydninger.
Hvilket indikerer, at nogle af danernes indoeuropæiske forfædre, som kom fra Asien, måske Aserne, Danerne eller Jyderne, har haft en fælles oprindelse med Xianbei folkene.
Hos Xianbei folket, og også hos deres efterkommere Qi Dan, var kvinder ret lige med mænd. De red på heste og skød med bue fuldt så godt som mænd, siger et gammelt digt. Også under det efterfølgende Tang Dynasti kunne kvinder gøre meget det samme som mænd. Dog var der strenge straffe for utroskab.
Det er kendt, at Tang Dynastiet havde et ret fyldigt kvindeideal, og at kvinder også spillede polo. Først under det etnisk kinesiske Song Dynasti udvikledes det meget slanke kvindeideal med elegante små fødder.
I Tuoba Xianbeis fordum hovedstad Luoyang findes nogle få statuer med ret høj næseryg blandt de statuer og figurer, som er bevaret til vor tid. Hovedparten af de øvrige bevarede figurer er enten med et neutralt etnisk udseende eller med moderne asiatiske træk.
Endnu en buddha med lyst hår fra Dunhuang hule no. 45. Foto kinesisk internet.
I Dunhuang hulerne har de afbillede personer i almindelighed sort hår. Der er imidlertid en vis frekvens af gult og brunt hår især på figurerne fra Wei, Sui og Tang Dynastierne, som jo var stærkt prægede af Xianbei folkene.
Der er ikke tale om, at malingen er skallet af eller blevet misfarvet eller lignende, da figurerens øvrige maling ser ud til at være i god stand.
Mange af figurerne med lyst hår har imidlertid udprægede moderne asiatiske ansigtstræk, smalle øjne, lav næseryg osv.
Jeg tror, at nogle af kunsterne i Dunhuang dengang syntes, at gult hår og hvid hud var pænt; de syntes også at smalle øjne og lille næse var pænt, og derfor skabte de sådanne rigtigt pæne figurer med både lyst hår og moderne asiatiske træk.
"Buddha of the Future" i Mogave hulerne ved Dunhuang hule no. 275 har en vestlig, næsten græsk stil. Statuen blev lavet under Northern Wei dynastiet kort tid efter invasionen fra steppen.
"Buddha of the Future" fra Mogave hulerne ved Dunhuang, hule 275 - fra Northern Wei perioden. - han har lyst hår, store øjne og hvid hud. Han ligner ikke en mongolsk eller tungusisk type. Foto Silk Road Video.
I almindelighed syntes Xianbei at have været nogle ret brede typer med runde eller firskårne ansigter. De havde store øjne og hos mænd kraftigt skæg. De har ofte temmelig store brede næser, synes det, som andre måske har set ned på. Nogle af dem syntes at have haft en vis "miss Piggy" stil, som ofte er overdrevent især hos mere barske og mindre sympatiske personer såsom soldater, gravvogtere og lignende.
Måske er figurernes udseende et udtryk for det enorme selvhad, som tidligt fandtes i Northern Wei, og som førte til splittelse og massakrer.
Bodisatva med lyst hår fra Dunhuang hule 57 - eller er hun en dronning? - Fra Tang dynasti tid. Foto kinesisk internet.
Ganske som Dan-Xiang (Tangut), Sogderne og selvfølgelig Inderne (guden Shiwa), kendte de den kosmiske dans, gudens kreative destruktion. Det er en indoeuropæisk ide.
Den kosmiske dans findes også i buddhismen, som en gud, der tramper på et ondt væsen. Den buddhistiske Northern Wei gud har ædle, lidt smalle øjne, som blev anset for smukt, medens manden som han tramper rundt på, har lidt overdrevne Xianbei træk. Således også med de mange gravvogtere, som er noget usympatiske væsener, som måske er blevet udstyret med overdrevne xianbei træk som for eksempel store øjne. En slags politisk korrekthed på samme måde, som når skurkene i "James Bond" filmene ofte er overdrevne "ariske" typer.
Det bringer tanken hen på Taiping herskeren Hong Xiuquan's åbenbaring i hans drøm: "De, som rejser op til Himlen ad den østlige vej," som Hong gjorde i sin drøm, "De ser Gud i sin Majestæt, stadig med sort dragekappe, hat med opbukket skygge og gyldent skæg," som også Hong så ham. "De ser kongen af de djævelske dæmoner, med firskårent ansigt og røde øjne, og erfarer, at han er virkelig den samme som den dæmoniske djævel i det østlige ocean og djævle kongen på Jorden, som kaldes Yan Luo. Som Gud viste det for Moses på Sinai Bjerget, idet han skrev lovens tavler "med sin egen hånd", identificerer han djævle kongen for Himlens gæst (med egen hånd)". ("Gods Chinese Son" side 108)
De vise mænd fra Northern Wei ser ret almindelige ud, ikke specielt moderne asiatiske.
Til venstre: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han har ret kaukasiske træk.
I midten: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han har et rundt ansigt og ret små øjne, skal vi sige han er en mellemting mellem en kaukasisk type og en moderne asiatisk type.
Til højre: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han er en kaukasisk type.
Det vil sige at Taiping herskeren mente, at Gud havde åbenbaret for ham, at djævlekongen i det østlige Ocean (de fremmede djævles konge) i virkeligheden var den samme som djævlekongen på Jorden (de kinesiske djævles konge), som hed Yan Luo og havde et typisk firskårent ansigt og røde øjne.
Hvid hest og hestepasser med gult hår - Glaseret keramik fra Tang Dynasty - privat eje. Foto kinesisk internet.
Det indikerer, at Hong syntes, at nogle efterkommere efter Xianbei og Yuezhi på sletten og i de vestlige bjerge, som kineserne kaldte djævle, lignede de Portugisiske og Engelske djævle, som kom fra det østlige ocean og sandsynligvis var styret af den samme konge. Det har sikkert været årsagen til, at Europæerne fik betegnelsen "fremmede" djævle, idet de lignede de lokale djævle, som de allerede havde.
Hong Xiuquan betegnede også Manchuerne som djævle, og i den forbindelse efterlod han ingen tvivl om, hvad han mente, man burde gøre ved djævle, nemlig slå dem ihjel og udslette dem fra Jordens overflade.
13. Navnet Tuoba
Tuoba skrevet med kinesiske skrifttegn.
I danske ører vil ordet Tuoba lyde meget som Thor-far. Thor er den skandinaviske tordengud, og far - ja det er ordet for vort fædrene ophav. Derfor tror jeg, at Tuoba betyder "slægten efter Thor".
Den bogstavelige betydning af de to kinesiske tegn i forenklet kinesisk, som siger Tuoba, er "udvidelse" og "efterskrift", og det giver ikke rigtigt nogen mening. Det er klart, at disse to tegn er valgt, fordi de bedst muligt beskriver udtalen af ordet uanset deres bogstavelige betydning.
Tarzan skrevet med kinesiske skrifttegn.
Hvis man på Google Translate prøver at oversætte Tarzan, altså abernes konge, fra engelsk til kinesisk får man to tegn, der egentlig betyder Thai bjerget, som udtales taishan. (Det er også et berømt bjerg i Shandong). Spørger man dernæst en kineser: "Hvad hedder abernes konge?" så vil han måske svare: "mm-ja, det står jo her, lad os nu se, jo - han hedder Taishan".
De tegn, man vælger for at beskrive lyden af et fremmed ord er hyppigt den bedst mulige tilnærmelse og gengiver ikke nødvendigvis nøjagtigt den oprindelige udtale på et andet sprog. Så må det også være sådan at skrifttegnene for ordet Tuoba repræsenterer udtalen af de kinesiske tegn man har valgt at bruge, og den oprindelige udtale kan have været lidt anderledes.
"O" er en lukkelyd i pin-yin, man skal forestille sig, at det bliver efterfuldt af et "r". "uo" udtales "å"-agtigt som det sidste led i navnet for Kina, "Zhong Guo", der udtales i retning af gjår. med danske vokaler.
Efter pin-yin systemet alfabetiseres det kinesiske ord "Tuo-ba" som netop "Tuoba". Hvis det derimod bliver alfabetiseret med konsonanter som på engelsk og vokaler som på dansk, ville det blive noget i retning af Tjår-bah, idet vi repræsenterer lukkelyden med et "r". Det afsluttende "h" repræsenterer den fjerde tone, stigende, lys og optimistisk.
Efter det ældre Wade-Giles alfabetiserings system skal det skrives "T'o-pa", men udtalen må ifølge sagens natur være den samme.
Navnet på et folk eller en slægt er ofte et ord, hvis betydning fortaber sig i fortidens tåger, eller et navn eller en betegnelse for en oprindelig stamfader fulgt af noget, som betyder efterkommere, børn, slægt eller lignende.
For eksempel etniske kinesere kalder sig Hua Xia, som betyder efterkommere efter Hua, som er den Gule Kejser. Skjold-ungerne betyder efterkommerne efter barnet, som blev fundet liggende på et skjold. Gjuk-ungerne betyder efterkommere efter Gjuk og så videre.
"Far" hedder på kinesisk "ba" (faldende tone). Det er meget tæt det danske "far", og det kan være vanskeligt at høre forskel.
Det afsluttende "-ba" i Tuoba er med stigende tone i moderne kinesisk.
Hvis man hører godt efter, kan man høre, at det danske "far" også bliver udtalt med stigende tone. Det er kun, hvis man ønsker at bebrejde sin far noget eller advare ham, man kan udtale det med faldende tone.
På dansk siger man om en so, som føder, at den "farer". Det er nemt at forestille sig at dette udtryk førhen har været gyldigt for mennesker, men efterhånden er blevet reduceret til dyreverdenen.
Indbyggernavne med -far, i betydningen indbyggere, var typiske for flere historiske folkeslag i Europa, såsom Danerne, Anglerne og Burgunderne. Hos Danerne i Sjællands-, Lollands-, Langelands-, Hallands-, Blekinge- og Gullands-far. Hos Anglerne i Lindis-far og hos Burgunderne i Burgunda-far. For eksempel blev en mand fra Sjælland kaldt en Sjællands-far. For Anglerne kom en Lindis-far fra Lindis, og en Burgunder kaldte sig en Burgunda-far. Betydningen af dette -far er tæt på efterkommere.
Så et kvalificeret gæt på betydningen af "Tuoba" vil være, at det betyder efterkommere efter en oprindelig stamfader, Tjår altså "Thor".
Den kinesiske tordengud med en hammer med et kort skaft, med hviken han frembringer tordenen. Den Skandinaviske gud, Thor, har også en hammer med et kort skaft.
Wei Shu, "Book of Wei" blev skrevet af Wei Shou fra 551 til 554 e.Kr. Her i fortæller han, at navnet "Tuoba" kommer af, at Tuoba Xianbei folket nedstammer fra "Den Gule Kejser", som antages at være alle kineseres fælles stamfader.
Wei Shou levede i Eastern Wei, som var den del af det splittede Northern Wei rige, som stadig holdt fast i den hårdkogte kinesificerings- og integrationspolitik, som blev indledt i 494 e.Kr. Han bruger det kinesiske navn "Yuan", som erstattede kejserslægtens oprindelige navn "Tuoba", også for kejsere før 494 e.Kr. og skaber dermed nogen forvirring.
Han fortæller kun om kejseren af Eastern Wei, og nævner intet om hans rivaler i det Western Wei, som havde forkastet integrationspolitikken og vendt tilbage til den traditionelle xianbei kultur.
Det har uden tvivl været politisk ukorrekt, og sikkert skadeligt for helbredet, ikke at bifalde statens race politik. Og så kunne han jo ikke så godt skrive, at xianbei folket har en stamfader, og kineserne en anden, det ville sikkert have været ganske farligt. Desuden, efter mere end et halvt århundredes intensivt integrationspres, i en tid, hvor der kun fandtes få bøger, kunne mange måske slet ikke huske deres eget folks historie.
Men han bekræfter, at i navnet Tuoba ligger en betydning af at nedstamme fra en oprindelig stamfader.
Desuden synes forfatteren af Wei Shu også at være uenig med general Ran Min, som netop mente, at Xianbei og Jie folkene var nogle dyriske barbarer, som ikke nedstammede fra den Gule kejser, som han selv gjorde som kineser.
14. Kinesiske navne
Når man læser oversættelserne af de klassiske kinesiske skrifter, såsom "Weilue" og "Hou Han Shu", er det slående, at alle navne lyder kinesiske. Hos Xiongnu, Qi Dan, Dan(g)-Xiang, Xianbei og Qiang folkene har alle konger og generaler tilsyneladende haft kinesiske klingende navne. Stednavne og selve navnene på folkene i Vesten, omtalt i skrifterne, lyder ligeledes kinesiske.
Man sidder tilbage, lidt med fornemmelsen af, at Østasiens og Kinas historie måske var en helt intern kinesisk-koreansk udvikling kun påvirket af nogle grænseepisoder med tyrker og mongoler.
Det er jo også det, som historie-interesserede i denne del af Verden hævder så engageret. De er passionerede tilhængere af den historie filosofi, som bygger på "Kina er en ø" konceptet, altså at Riget i Midten har udviklet sig fuldstændig selvstændigt uden nogen nævneværdig interaktion med resten af Eurasien.
Men efter al sandsynlighed var de kinesisk klingende navne på Vestens folk navne, som kineserne havde givet dem og fortidens barbariske konger og generaler, som havde kontakt med Kina, havde både deres eget barbariske navn og et kinesisk navn, som kineserne kunne huske og udtale. For eksempel havde Dan-Xiang kongen "Weiming" også et kinesisk navn "Li Yuanhao" - Ved nøjere overvejelse betyder "Wei Ming" "mægtigt navn" på kinesisk, så det var måske også en betegnelse, som kineserne havde givet ham.
Det kinesiske tegn for mægtig stor - wei da.
Engang da jeg var i Kina, ønskede jeg at købe et udskåret stempel som en gave til min søn. Hans barbariske navn er "Magnus", som jo kommer af latin og betyder "stor". Jeg diskuterede med kvinden i butikken, hvordan vi skulle udtrykke dette med et kinesisk tegn. Vi valgte Mao Zhe Dong's tilnavn "Wei da", som betyder "mægtig stor".
Vi forestiller os nu, at tiden er skredet nogle århundreder frem. En historiker har fundet en gammel bog, som er stemplet med Hansens søns barbariske navn. Han kontakter en ekspert, som er kyndig i de specielle forenklede kinesiske tegn fra Mao dynastiet, og spørger ham: "Sig mig, hvad var Hansen's søn's barbariske navn?" Eksperten ser på de kinesiske tegn og siger: "Det er ligetil, han hed Wei Da".
Selv hvis man prøver at finde nogle kinesiske tegn, hvor udtalen matcher det barbariske navn så godt som muligt og meningen ignoreres, kan det vanskeligt undgås, at en senere alfabetisering kommer til at klinge temmelig kinesisk.
Gener for lyst hår og blå øjne findes stadig på den Centralasiatiske steppe.
Til venstre: Lyshåret lille pige fra Tuva, som er det russiske autonome område lige nord for Mongoliet. Foto China History Forum.
Øverst til højre: Kirgisisk dreng med blå øjne. Foto China History Forum.
Nederst til højre: Lyshåret lille pige fra Mongoliet. Foto China History Forum.
