Jætterne var Asernes arvefjender, siges det. Men det udelukkede ikke ægteskabelige forbindelser.
Jætterne var de første og de oprindelige, og de blev skabt uafhængigt at Asernes æt. Derimod nedstammer Aserne delvist fra Jætterne.
Odin og hans brødre Vile og Ve blev fødte af en ukendt jættekvinde. Thor var født af jættekvinden Hlodyn, som var datter af Jætten Annar og hans hustru Nott. Heimdal, havde ni mødre, som alle var jættekvinder, og Loke og Ægir var selv jætter og indlysende fødte af jættekvinder. Frugtbarhedsguden Frej var håbløst forelsket i jættekvinden Gerd og ofrede sit gode sværd for at få hende.
1. Jætterne
Jætter findes overalt i de Oldnordiske myter og den senere folketradition. Deres oprindelse er udførligt beskrevet i "Gylfes Forblændelse", som er en del af Snorres "Yngre Edda".
De var Asernes arvefjender, men det udelukkede ikke ægteskabelige forbindelser. Flere Jætter levede blandt Aserne, her i blandt Ægir og Loke.
Gangleri taler med kongerne Høj, Jævnhøj og Tredie. Kongerne mangler alle et øje, hvilket fortæller at de var alle Odin. Fra et 18. århundrede Islandsk manuskript som opbevares i Arni Magnusson Instituttet på Island. Wikimedia Commons.
Den Svenske kong Gylfe undrede sig over at "Asernes Folk var så kyndigt, at alt gik som de ønskede. Han overvejede, om det havde sin årsag i deres egen natur, eller om det var de gudemagters skyld, som de ofrede til." Derfor forklædte han sig som en gammel mand og foretog en rejse til Asgård. Han kaldte sig Gangleri.
Han kom til en "hal så høj, at man næppe kunne se op over den; dens tag var belagt med gyldne skjolde". Han blev budt indenfor og blev præsenteret for tre høvdinge siddende i tre højsæder, det ene højere end det andet. De hed Høj, Jævnhøj og Tredje. De indvilligede i at besvare hans spørgmål.
Gangleri spurgte: "Hvem er den ypperste eller den ældste af alle Guder?" - "Høj svarede: Han hedder Alfader på vort mål" - "Han lever til alle tider og styrer hele sit rige og råder over alt småt såvel som stort." Jævnhøj supplerede: "Han dannede himmel og jord og luft og alt hvad dertil hører." Tredje supplerede: "Det største er dog det, at han dannede mennesket og gav det den sjæl, der skal leve og aldrig forgå, selv om legemet rådner og bliver til jord eller brænder og bliver til aske. Alle de mennesker, der har den rigtige tro, skal leve og være hos ham på det sted som hedder Gimle, men slette mennesker kommer til Dødsriget og derfra ned til Nifelheim, nede i den niende Verden." Senere i fortællingen fremgår det klart at Alfader er Odin.
Odin hænger i verdenstræet Yggdrasil mærket af spyd, ofret til sig selv. Det er den del af den nordiske mytologi, som minder meget om kristendommen, nemlig hvor Jesus hænger på det symbolske træ, mærket af spyd.
Det er temmelig sikkert at Goterne i Italien havde mere eller mindre konstant forbindelse med deres skandinaviske hjemland. Prokopius fortæller at en del af Herulerne vendte hjem til Skandinavien efter folkevandringstidens dramatiske begivenheder. Men der må utvivlsom være sket meget i Europa, som Jordanes og Prokopius ikke fik kendskab til. Også nogle Goter må være vendt tilbage til Skandinavien omkring år 500 e.Kr. medbringende deres ariske kristendom. Tegning af Lorenz Fröhlich.
Dog minder de tre høvdinges beskrivelse af Alfaderen og hans bedrifter helt klart om den kristne Gud. Man kan tro den har sin oprindelse i enten rester af Ariansk kristendom, bragt til Skandinavien af hjemvendende folkevandringsfolk, eller det er et afsnit indsat af Snorre for at formilde præsterne, der ikke var glade for at han skrev om de hedenske guder, eller at den kristne tro ikke er så original, som vi gerne vil tro.
Høvdingene Jævnhøj og Tredje forklarede Gangleri at i tidernes morgen var der intet, ingen jord og ingen himmel, ingen svale bølger og intet græs - Der var kun et stort intet, som kaldtes "Ginnungegab". Den nordlige del af Ginnungegab var opfyldt af is og udstrålede kulde, medens den sydlige del var brændende varm. Men der, hvor kulden og varmen mødte hinanden "var så mildt som den stille luft", og der dannedes et menneskelignende væsen, som kaldtes Ymir, og fra ham stammer alle jætter, som også kaldtes rimturser: "fra ham stammer Rimtursernes slægter, således som det hedder i Vølvens Spådom":
"Alle Vølver
stammer fra Vittolv,
men fra Vilmeid
alle troldmænd;
Sejdmænd alle
fra Svarthøfde,
alle Jætter
er Ymirs afkom."
Urjætten Ymir dier koen Audhumbla, som slikker manden Bure frem af en salt-sten. Maleri af Nicolai Abraham Abildgård 1743-1809. Foto Wikitrans.
De fortalte at Ymir kom til at svede, medens han sov "og da voksede der frem under hans venstre arm en mand og en kvinde, og hans ene ben avlede en søn med det andet, og deraf opstod de slægter, som kaldtes Rimturserne."
Høvdingen Høj fortalte videre at Ymir ernærede sig af mælk fra koen Audhumbla: " - fra dens yver strømmede fire mælkefloder, og det gav Ymir næring."
Gangleri borede i sagen: "Men hvoraf levede koen?" Høvdingen Høj forklarede at koen slikkede salte sten og frembragte derved Asernes forfader, manden Bure: "Den slikkede de rimstene, som var salte; den første dag, den slikkede dem, kom der om aftenen et menneskes hår ud af stenen, den næste dag et menneskehoved; den tredje dag var det blevet til et helt menneske; han kaldtes Bure; han var smuk af udseende, stor og kraftig; han fik den søn som hed Borr."
Odin, Vile og Ve skaber Verden af urjætten Ymirs legeme. Tegning af Lorenz Fröhlich.
De tre høvdinge fortalte ikke, hvorledes manden Bure fik sin søn Borr, men da Jætterne var de eneste, som fandtes foruden ham selv, må Bure have fået sønnen med en jættekvinde. Borr blev fader til guden Odin og hans brødre: "Denne ægtede den kvinde, der hed Bestla, en datter af jætten Bøltorn; de fik tre sønner, hvoraf den første hed Odin, den anden Vile, den tredje Ve."
Bors tre sønner dræbte urjætten Ymir, og i strømmen af hans blod druknede alle Jætterne undtagen en: "Men da han blev slået ihjel, strømmede der så meget blod ud af hans sår, at deri druknede Rimtursernes hele slægt, med undtagelse af en, der undslap med sin husstand. Ham kalder Jætterne Bergelmir; han besteg sin "ludr" og ligeledes hans kone, og de frelstes der; fra dem stammer Rimturse-slægter."
Af Ymirs legeme skabte Odin, Vile og Ve Verden. Hans blod blev til verdenshavet, hans kød blev til det faste land, knoglerne blev til klipper, hovedskallen blev til himlen, hans hår blev til træer og hjernen til skyer. "Det fortælles i gamle digte, at fra den tid af skelnede man mellem dag og nat og talte år."
Det hedder i Vølvens Spådom:
"Af Ymirs kød
blev Jorden skabt,
havet af hans blod;
klipper af hans knogler,
træer af hans hår,
himlen af hans hovedskal."
2. Den kinesiske urjætte
Både i Yngre Edda og endnu mere udførligt i Ynglinge Saga fortæller Snorre at Aserne kom fra Asien. Desuden må vi jo lægge nogen betydning i navne sammenfaldet Aserne-Asien. Det bliver yderligere understøttet af at Kineserne har en helt tilsvarende myte om at Verden blev skabt af en urjættes legeme.
Den Kinesiske urjætte Pan Ku.
De kan fortælle, at i begyndelsen var alt kaos. Men da de to modsat rettede kræfter, ying og yang, mødte hinanden, skabtes urkæmpen Pan Ku. Af sin egen krop skabte han jorden. Hovedet blev til et bjerg, åndedrættet blev til skyer, og hans stemme blev til torden. Huden blev til sletteland, håret til træer, knoglerne til metaller og blodårerne til floder. Af de insekter, som kravlede på hans krop, blev menneskene skabt.
Derfor må vi tro at Asernes skabelsesmyte blev til i deres oprindelige hjem på den eurasiske steppe i det centrale Asien.
I dag har vi vanskeligt ved at forene os med en sådan kulturel og etnisk forbindelse mellem Skandinavien og Asien, fordi vi i nutiden forbinder Centralasien med Tyrkiske og Mongolske folkeslag.
Men sådan har det ikke altid været.
For måske fire tusinde år siden lå den eurasiske steppe tom og øde hen, i hvert fald for mennesker. Den var beboet af hurtigt galoperende dyr, som det var meget vanskeligt at komme på skudhold af. Og selv hvis det lykkedes at plante en pil i dem, ville de blot løbe væk og lægge sig til at dø et helt andet sted. Menneskene levede ved overgangen mellem slette og skov.
Det var indoeuropæere, der som de første tæmmede hesten. Det antages, at det skete i det sydlige Rusland. Derefter har de på hesteryg - med historisk set rasende fart - befolket steppen fra den ungarske Pusta til Indre Mongoliet, sikkert i løbet af nogle hundrede år.
Derfor, for nogle tusind år siden var den eurasiske steppe hovedsageligt beboet af indoeuropæiske folk. Der kan have været hundredevis af indbyrdes rivaliserende kongedømmer. I det centrale Asien har vi kendskab til Yuezhi, Saka, Tocharians, Sogdere, Massagetes, Kushans, Alaner, Saka, Sarmater og Skyther og andre.
Den antikke romerske geograf Strabo, som levede omkring år 0, skrev: "Nu, den største part af Skyterne, idet vi begynder ved det Kaspiske hav, kaldes "Dahae", men dem, som befinder sig længere mod øst, kaldes "Massa-getae" og "Saka", hvorimod alle de øvrige kan henregnes under betegnelsen Skyther, skønt hvert folk har et særskilt navn for dem selv. De er for det meste alle nomader. Men de bedst kendte er dem, som tog Baktrien fra Grækerne. Jeg mener "Asii", "Pasiani", "Tochari" og "Sacarauli", som oprindeligt kom fra landet på den anden side af Jaxartes floden." (Strabo, Geography, 11.8.1)
De mongolske erobringer i 1200-tallet. Mongolerne ødelagde Persien, de Sogdiske bystater i nuværende Uzbekistan og Afghanistan og mange Indiske nationer. De Mongolske hære fuldendte destruktionen af de indoeuropæiske nationer i det centrale Eurasien. De ødelagde alt på deres vej i hidtil uset målestok, dræbte mændene og avlede deres egne børn på kvinderne. Netto-resultatet af de Mongolske erobringer blev et muslimsk Centralasien. Foto Minneapolis Institute of Art.
Vi genkalder os prologen til Pompejus Trogus' bog XLII, hvor der står: "Reges Tocharorum Asiani interitusque Saraucarum", "Asiani blev konger af Tochari og udslettede derefter kongen af Saka". Det må betyde, at folket "Tochari" valgte som deres konger en gruppe af erfarne og hærdede krigere, "Asiani", og derefter vandt de sejr over deres fjender. Som Snorre skrev om Aserne: "Odin var en stor hærmand."
I flere tusind år var steppen beboet af indoeuropæiske folk organiseret i mange små kongedømmer, som ofte førte krige mod deres nærmeste naboer.
Men i 600-tallet var det slut med indoeuropæernes dominans på steppen. Først kom de muslimsk-arabiske erobringer, som fejede hen over Asien og Afrika fra Spanien til Persien og det moderne Afghanistan og Pakistan helt til Khotan i Tarim Bækken.
I 1200-tallet kom de omfattende mongolske erobringer af Persien, Mellemøsten, Nordafrika, Indien og Kina. Sejrherrerne fulgte oldgammel skik og dræbte de overvundne mænd og avlede deres egne børn på kvinderne, og det er deres efterkommere, som i dag befolker disse områder. På den måde blev Europa og det østlige Asien isoleret fra hinanden.
3. Jats i Indien
I Indien og Pakistan findes 20-30 millioner mennesker, som identificerer sig selv som "Jat". I Indien lever de hovedsagelig i den nordvestlige Punjab provins. At være en Jat har intet med religion eller politik at gøre. Det er et spørgsmål om race og overlevering inden for familien. Særlige familienavne karakteriserer en Jat.
Garhwal Rifles marcherer på La Bassee Road, Frankrig, August 1915.
En typisk Jat har efter indiske forhold ret lys hud, han er høj og stærk med kaukasiske ansigtstræk. I Indien bliver de opfattet som flittige og ret hurtige i opfattelsen. Briterne brugte mange indiske soldater under første og anden Verdenskrig. De blev i meget stort omfang hvervet blandt Jat i Punjab provinsen, da de blev anset for at være de bedste soldater.
En Jat kan være hindu eller muslim, han kan have den ene eller anden politiske overbevisning. De fleste Jat arbejder med landbrug, men de kan findes i alle erhverv som for eksempel som sagførere eller forretningsmænd.
I almindelighed betragter "Jats" sig som efterkommere efter det indoeuropæiske "Yuezhi" folk, som skabte Kushan riget omkring 30 e.Kr. i nutidens Afghanistan, Pakistan og det nordlige Indien. Eller fra "Massageates" folket, som kom fra området ved Jaxartes floden og i følge traditionen krydsede Indus floden omkring 400 e.Kr. "Massa" betyder "stor" eller lignende - også på flere europæiske sprog - og "geata" er en anderledes skriveform for "Jute", siger de. Det sidste er svært at se.
I henhold til Indernes egen overlevering invaderede Hephthalites, som også kaldes "De Hvide Hunner", det nordlige Indien omkring år 400 e.Kr. sammen med Massageates. Hepthalites levede oprindeligt på steppen som Yuezhi's nordlige naboer nord for Tien Shan bjergene i nutidens kinesiske Xinjiang provins.
Vi husker at Yuezhi også kaldtes "Yue-te". Bogstaverne Y og J kan i forskellige sprog repræsentere samme lyd og det samme gælder for Y og U, og derfor er det ikke urimeligt at mene at Jat eller Jætte er afledt af Jye-te, som er navnet på de første og oprindelige nemlig Yuezhi.
Indiske Jats.
Fra venstre mod højre:
Chaju Ram - en Jat.
Kiran Choudhury - en Jat.
Malika Sherawat kommer fra en konservativ Jat familie.
Jat Sijh.
Derfor, Indiske Jats mener at de hedder sådan, fordi de nedstammer fra Jats, som i fortiden kom fra det centrale Asien. Hvilket bringer tanken hen på at Aserne, der som så mange andre indoeuropæiske folk i det centrale Asien kan have ment om sig selv, at de nedstammede fra Yuezhi, hvis rigtige navn kan have været noget i retning af Jat, Jut, Juti, Jæt eller Jæti.
4. Yuezhi - de ældste og oprindelige
Kushans, Sogdere og Massageates hævdede alle at de nedstammede fra Yuezhi, som således også for dem var de første og oprindelige. Aserne kom fra Asien til Skandinavien, og de hævdede at de nedstammede fra Jætter. Derfor kan man tro at Yuezhi, som også kaldes Yüeh-Chih, Yue-te eller Jue-te, var Jætterne - de første og oprindelige.
Eddaen siger:
"Jeg husker jætter
urtidsfødte,
de som fordum
fostrede mig;
ni verdener husker jeg,
ni jættekvinder,
og det vidtkendte skæbnetræ,
skjult under jorden."
(Vølvens Spådom i Ældre Edda)
