Fra Valdemarerne til Valdemar Atterdag
Valdemar den Store glemte aldrig borgerkrigen, som hærgede Danmark gennem et kvart århundrede. I hele sin kongetid bekæmpede han konsekvent andre mulige kongsemner ved første tegn på opposition.
Han mente klart, at det helt åbne valgkongedømme muliggjorde, at rivalisering mellem kongsemner kunne blive årsag til borgerkrig. Derfor indførte han Valdemarernes sædvane med at kongen i levende live lod sin ældste søn kåre til medkonge og tronfølger.
1. Valdemarerne
Knud Magnussen fandt døden i Blodgildet i Roskilde i 1157. Svend faldt i slaget på Grathe Hede også i 1157. Derefter var Valdemar enekonge af Danmark. Eftertiden kalder ham for Valdemar den Store, idet han fik tilnavnet "den Store" fordi han afsluttede borgerkrigen, erobrede Rügen og angreb Vendernes land og dermed stoppede deres plyndringer og genetablerede således fred og velstand i landet.
Den engelske Krønikeskriver Radulfus Niger siger om situationen i Danmark efter slaget på Grathe Hede: "Derefter herskede Valdemar alene, grusom og tapper, men god til at udbrede den kristne tro. Han tvang Rygboernes Rige og konge til at lade sig kristne og lagde dem under sig."
Knud 6. og Valdemar Sejr efterfulgte deres fader, Valdemar den Store. Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var alle sønner af Valdemar Sejr og efterfulgte hinanden som konger. Christoffers søn, Erik, med tilnavnet Klipping, blev konge kun 10 år gammel, støttet af sin moder Margrete Sambiria. Efter hans død for morderhånd i Finnerup lade ved Viborg blev han efterfulgt af sin søn, Erik Menved, som skabte en stor gæld. Han blev efterfulgt af sin broder Christoffer 2. som måtte overtage den store gæld, samtidig med at mulighederne for at forøge kronens indtægter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny dansk konge, og landet var for en periode uden konge. Eget arbejde.
Valdemar forenede de splittede og modløse danskere og motivererede dem til modstand mod de vendiske pirater. Hvert eneste år i hans regeringstid udbød han leding mod Venden og andre sørøverreder i Østersøen. Han lod bygge forter og vagttårne og organiserede vagtskibe, som patruljerede i de danske farvande.
Svend Aggesen, som levede samtidig med kong Valdemar, har mange gode ting at sige om kongen: "Han var en mand, hvis livsførelse på alle måder fortjente ros. Han var velskabt og smuk, vittig, taktfuld, klog, overmåde skarpsynet i forhandling, kraftfuld i handling, glimrende som kriger, fin i sit væsen, sejrrig, afholdt af alle, altid til overflod fulgt af lykke. Kun var han over for sine egne (sine kongelige slægtninge) noget mere grusom end rimeligt var".
Men alt tyder på at Valdemar i daglig omgang var en venlig og omgængelig mand, som ikke førte sig unødigt brysk frem, således som det for eksempel siges om Henrik Löwe. Han spiste sammen med sine hirdmænd - som alle danske konger før ham havde gjort siden Rolf Krakes tid, ja sikkert før. I forbindelse med episoden om Magnus Erikssøns sammensværgelse, fortæller Saxo: "Da Valdemar få dage efter, at han var kommen til Fyn, sad i en åben gård og spiste med sine hirdmænd."
Kong Valdemar den Store således som Louis Moe forestillede sig ham.
Danmarks geografi muliggjorde et tag-selv-bord for Venderne. Helmold forklarer: "Thi Danmark er for størstedelen delt op i øer, der omskylles af havet. Og det er ikke let for Danerne at tage sig i agt for sørøvernes bagholdsangreb, for der er fremspringende næs, som giver Venderne gode skjulesteder, og hvor de kan trænge frem og fra deres baghold nedslå de intetanende ofre."
Venderne havde specialiseret sig i at plyndre i Danmark, som var rigt og frugtbart og lå, så at sige, lige uden for deres dør. Langt de fleste af vendernes trælle syntes at være hentet i Danmark.
Da Valdemar blev ene-konge i 1157 efter mange års borgerkrig, overtog han et hærget land og et kuet og demoraliseret folk. Saxo siger: "at det (Danmark) i så mange år var blevet hærget af sørøvere, så at næsten en tredjedel lå øde og udyrket hen". og andetsteds at almuen "var langt mere bange for Venderne end for at være ulydig imod Kongens bud."
Det var også en fattig konge, som kom til magten. Valdemar havde end ikke sit eget skib, før kong Inge af Norge forærede ham et.
Valdemar ville have danskerne til at gå til modstand for at "hævne al den overlast, der var blevet tilføjet Riget". En af hans første regeringshandlinger var derfor at forlange leding mod Venden. Knytlinge Saga siger: "Kong Valdemar sendte bud over hele sit rige vinteren efter slaget på Grade Hede, at der skulle leding ud om våren, og han agtede at drage til Vindland."
Men ængstelige og forsagte lokale ledere havde mange indvendinger. De manglede levnedsmidler og egnede skibe, fjenden vidste at de ville komme og så videre. Derfor måtte Valdemar opgive ledingtogtet for sommeren 1158.
Så udskrev han leding for 1159, og igen var ærkebiskop Eskil og skåningerne modvillige, men kongen erklærede at han "var så opsat på at få sit forehavende sat i værk, at han hellere ville drage af sted med et eneste skib end opgive togtet."
Men endelig kom de af sted i storm, hård sø og modvind. Skibene arbejdede så hårdt i søen at bordeplankerne begyndte at løsnes på ældre skibe. Adskillige måtte vende om af den grund, her i blandt Eskil. Endnu flere benyttede blot lejligheden til at vende om og sejle hjem med god medvind.
Men mange skibe nåede frem til landskabet Barke, som er skilt fra Rügen med smalt sund. Venderne var fuldstændig uforberedte, de forestillede sig ikke at nogen fjende ville komme over dem i sådan et dårligt vejr. Mændene kom ud af deres huse, fordi de troede at det var en af deres egne, som kom, men i stedet fik de et spyd i kroppen eller hovedet hugget af.
Kort over Vendernes land, som viser de forskellige vendiske stammer. Eget arbejde.
Efter nogle skærmydsler i rum sø med vendiske skibe, kom flåden hjem til Danmark fra det første vendertogt med mange fanger og stort bytte.
Allerede om efteråret samme år angreb Valdemar egnen omkring Arkona med en hær af mange sjællændere og skåninger og få jyder og gjorde stort bytte. De mødte for første gang venderne i et egentligt slag. Her var moralen allerede blevet betydelig bedre: "Danskerne, som var overmåde hidsige og opsatte på at holde slag, opløste imod sædvane deres slagorden og begyndte at gå løs på fjenderne, så snart de så dem. De fik da også sejr straks ved første angreb, thi venderne tog flugten, førend kampen ret var begyndt."
I samarbejde med Valdemar erobrede Henrik Löwe af Sachen hele det vestlige Venden lige til Peene. De nye kristne magthaver åbnede op for en massiv indvandring fra Holland og Flandern. Henrik fordelte resten af vendernes land mellem sine krigere og tilhængere.
Dernæst angreb danskerne området længere mod øst omkring det nuværende Warnemünde og Rostock: "Derpå sejlede de til Gudagerfloden, hvis indløb var så grundt, at store skibe ikke kunne gå derind" - "Det snævre indløb til denne havde venderne spærret med en talrig flåde for at hindre fjenden adgangen. danskerne søgte at splitte den ad, men da de ikke kendte farvandet eller vidste, hvor dybt eller lavt der var, løb de på grund." Besætningerne gik ud i vandet og trak skibene af grunden under vendisk beskydning. Til sidst fik de så mange skibe igennem at de kunne nedkæmpe venderne.
Den danske moral var høj. Krigerne havde erfaret, at når de blot gik hårdt og beslutsomt frem, ville venderne flygte.
Nogle historikere har påpeget at den danske krigsførelse i Venden havde karakter af isolerede gengældelse ekspeditioner og ikke blev ledsaget af kolonisering og opførelse af militære støttepunkter, således som den saksiske ekspansion var det.
Men det ville ganske givet have været farligt for Danmark at prøve at sætte sig i besiddelse af land, som kejseren anså for sit område - i hvert fald så længe kejserriget var så stærkt, som det var under Frederik Barbarossa. Men med Rügen forholdt det sig anderledes, idet det fra gammel tid havde været underlagt de danske konger.
I 1169 indledte kong Valdemar en belejring af Rügens befæstede by, Arkona.
Rekonstruktion af slavisk ringborg ved Gross Raden. Palisaderne på toppen af jordvolden på vestsiden af Arkona kan have være konstrueret på lignende måde, og det var dem, som nedbrændte, fordi venderne havde meget lidt vand til deres rådighed: "Da vandet omsider slap op for Arkona-boerne, gød de mælk i ilden," som Saxo skriver. Foto Morgenwacht.
Vendernes forsvar af byporten, som var fyldt med græstørv, var slapt og halvhjertet, port tårnet var end ikke besat, og de bemærkede overhovedet ikke at nogle danske drenge stablede halm ind i et hulrum mellem græstørvene og den øverste del af porten. De stak derefter ild til og derved brændte porten og de nærliggende palisader, hvilket førte til at danskerne kunne indtage byen.
Arkona-boerne bad meget hurtigt om forhandling, og de accepterede Valdemars betingelser, Saxo siger: "Kongen sluttede fred med Arkona-boerne på de vilkår, at afgudsbilledet skulle udleveres tillige med alle de til templet hørende skatte, at de skulle sætte alle de kristne fanger i frihed uden løsepenge og indføre kristen gudstjeneste, som den øvedes i Danmark. Alt det jordegods, der var henlagt til afguderne, skulle anvendes til bedste for den kristne kirke. Når som helst omstændighederne krævede det, skulle de følge danskerne i leding og måtte ingen sinde undlade at møde ved hæren, når Kongen opbød dem. Derhos skulle de årligt udrede en skat på fyrretyve sølvpenge af hvert par øksne og stille lige så mange gidsler som sikkerhed for, at de ville overholde disse vilkår."
Saxo fortæller at de danske krigere blev rasende: "De begyndte højt og lydeligt at klage over, at man røvede dem sejrens løn, nu, da de var lige ved at vinde den, så de ikke fik andet end sår og vunder ud af deres store anstrengelser, og over at de ikke fik lov til, som de selv fandt for godt, at hævne al den fortræd, der var tilføjet dem af en fjende, de nu næsten havde fået bugt med" - de ønskede at "tage den herligste hævn over for alle deres røvertogter og alle de ulykker, de havde udrettet hjemme i Danmark. De truede med, at de ville forlade Kongen, fordi han ikke tillod dem at indtage byen og foretrak en ussel sum penge for en stor sejr"
Valdemar glemte aldrig borgerkrigen. I hele sin konge tid bekæmpede han konsekvent andre mulige kongsemner ved første tegn på opposition. Disse var Buris Henrikssøn, som var en søn af Henrik Skadelår, Erik Lams uægte søn, Magnus Erikssøn, og brødrene Karl og Knud, som var sønner af Ærkebiskop Eskils datter og regnede sig som efterkommere af Knud den Hellige. Karl blev dræbt af bønder i Halland, de fleste andre endte deres liv i Søborgs fangekælder.
Et dobbelt gravsted på Vestervig Kirkegård som ifølge traditionen indeholder Liden Kirsten og Prins Buris. I folkevisen er Liden Kirsten Valdemars søster. Engang da Valdemar var på togt, gjorde Prins Buris Kirsten gravid. Da kongen erfarede, hvad der var sket i hans fravær, blev han så rasende, at han dansede sin søster ihjel og lod øjnene stikke ud på prins Buris, som han kastede i fængsel. Efterhånden mildnedes hans vrede, og han lod prinsen indsætte i et tårn ved Vestervig med en jernlænke om livet; lige lang nok til, at han kunne nå hen til liden Kirstens grav, "den han dagligt besøgte" hedder det i visen. Efter sin død tolv år senere blev Buris gravsat sammen med Liden Kirsten under en fælles sten. Foto Vestervig Kirke.
Nominelt eksisterede det oldgamle valgkongedømme stadigt, men han indførte Valdemarernes skik, at regerende konger fik deres ældste sønner valgt til medkonger og efterfølgere, medens de stadig var i live. Ganske sikkert for at undgå uroligheder og borgerkrig ved en konges død. Der kan næppe være tvivl om at Valdemar mente at det åbne princip i det gamle valgkongedømmet var skyld i de 26 års borgerkrig.
Som ganske ung fik Valdemar en søn med en kvinde ved navn Tove. Sønnen hed Kristoffer.
På Svend Estridsens og Erik Ejegods tid ville det ikke have betydet noget at en prins var født udenfor ægteskabet, han ville som kongens ældste søn være et kongsemne uanset. Men tiderne var skiftet. Den udvalgte prins skulle være ægtefødt som søn af både kongen og dronningen. Det indskrænkede antallet af kandidater i det traditionelle valgkongedømme en hel del.
Valdemar besluttede - med stormændenes accept - at forbigå Kristoffer og lade sin lille søn, Knud, hylde som medkonge. Han var da 7 år gammel.
Siden ærkebispesædet i Lund blev oprettet i Erik Ejegods tid, havde Danmark haft store problemer med fanatiske og oprørske ærkebisper. Asser pustede liv i Erik Emunes hendøende oprør ved at finasiere en tysk rytterhær, som sejrede ved Fodevig og derved udløste mange års borgerkrig. Hans efterfølger, Eskil, gjorde oprør mod to konger, og desuden konspirerede han mod Valdemar og gjorde også åbent oprør. Saxo skriver et sted: "Kongen (Valdemar) belejrede nu den by, Ærkebispen havde bygget på en holm i Leire Mose, og som var vanskelig at indtage, da den både var stærkt befæstet af naturen og rigelig forsynet med levnedsmidler."
Eskil valgte at trække sig tilbage fra ærkebispesædet i 1177 - sikkert diskret tvungen af kongen og omstændighederne - og det blev derpå overdraget til Absalon. Eskil rejste derpå til cistercienserklosteret i Clairvaux, hvor han blev munk. Han døde i 1181 og blev begravet tæt ved alteret i klosterkirken samme sted.
Diktatorer rundt omkring i Verden foretrækker ofte korrupte og grådige personer som generaler og guvernører i deres provinser fremfor personer, som er interesserede i nationens økonomi, frihed og lighed med videre, fordi de mener, at den første slags ved de, hvor de har - når blot de får indtægter nok, vil de være loyale - medens den anden slags er mere uberegnelige. Valdemar foretrak sikkert Absalon som ærkebiskop, fordi han havde kendt ham hele sit liv, og han vidste at når blot han fik tilstrækkelige indtægter, ville han ikke skabe teologiske eller politiske problemer i forhold til kongen.
Saxo beskriver selv at Absalon ikke var meget interesseret i teologiske spidsfindigheder: "Da Absalon således var bleven biskop, optrådte han straks som søkriger ikke mindre end som bisp, thi han holdt for, at det kun havde lidet at sige, at han vogtede over religionen indenlands, når den stadig truedes af fare ude fra; det hører nemlig ikke mindre ind under det hellige embede at bekæmpe troens fjender end at tage vare på kirketjenesten."
Det er i hovedsagen Absalons skriver, Saxo, som har givet ham det udødelige ry som leder og hærfører, men Knytlinge Saga holder sig heller ikke tilbage med at prise ham som militær leder. Absalon nævnes derimod ikke i nogen kilder uden for Norden, undtagen at Helmold en enkelt gang omtaler ham forbigående.
Vi må tro at det er sandt at ærkebiskop Absalon ydede et stort bidrag til sejren over venderne, og han skal regnes blandt andre historiske danske søhelte som for eksempel Tordenskjold og Niels Juel. Men han var ikke nogen intellektuel teologisk personlighed.
Valdemar den Store døde i 1182. Knytlinge Saga skriver: "Kong Valdemar døde af denne sygdom den femte Maj. Han blev ført til Ringsted, og der jordet, og blev almindelig begrædt over hele Danmark. Da havde han været enevoldskonge over hele Danmark i seks og tyve år, og han havde holdt otte og tyve slag i hedenske lande, og bestandig kriget på hedningerne, så længe han levede, for at bestyrke Guds kristenhed."
I hans søns Knud den Sjettes regeringstid herskede fred og velstand i Danmark. Arnold af Lübeck vier et helt afsnit "Om Danernes agtværdighed" til at beskrive landets frugtbarhed og rigdom.
Knud den Sjettes segl fra omkring 1190 indeholder den tidligst kendte gengivelse af Danmarks rigsvåben med de tre løver og et antal hjerter. Den eneste kendte kopi af dette segl blev fundet i 1879 i det storhertugelige arkiv i Mecklenburg-Schwerin i Tyskland. Bemærk kongens lukkede krone, der afviger fra kronerne på hans efterfølgeres segl. Hvis vi skal tro på nogen portrætlighed var kongen en langskallet type med et smalt ansigt. Foto Wikipedia.
Saxo gør Knud den Sjette til en svag og umoden leder ved at give sin foresatte, ærkebiskop Absalon, en stor del af æren for landets ledelse. Men Arnold af Lübeck siger at "han selv i egen person ene styrede riget, som hans fader imidlertid havde behøvet stor anstrengelse og kløgt for at komme i besiddelse af."
Arnold beskriver i det hele taget Knud som en meget seriøs mand: "Således brugte han ikke, som ungdommen ellers har for skik, at løbe efter lege eller skuespil, var heller ikke opsat på at foretage udfarter eller omstrejfninger, ikke hengiven til udskejelser, men kyskest selv med sin kyske viv sine dage henleved".
Knud var kun 14 år gammel, da han 1177 blev gift med Henrik Löwes datter Gertrud, der var betydelig ældre end han og enke efter kejser Konrad 3's søn Frederik af Rotenburg. Modsat mange andre danske konger havde Knud ikke friller, han holdt sig til sin hustru. Dronning Gertrud døde i 1196, seks år før Knud, og deres ægteskab var barnløst.
Adam af Bremen skriver om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om "Hardecnudt Wurm". Det er sandsynligt at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået "Hardecnudt filius Wurm", hvilket ville betyde Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud 4. hvoraf følger at der må have været en Knud 1. eller en Hardeknud 1. forud for Gorm.
Den første Knud var således Hardecnudth, søn af Hardegon, hvilken sidste sandsynligvis kom fra vikingeområde i England og erobrede en del af Jylland omkring 917. Den anden Knud var Knud den Store, som herskede over både Danmark og England. Hans søn Hardeknud var den tredje Knud. Knud den Hellige var den fjerde, og Magnus den Stærkes søn, Knud, som kæmpede mod Svend og Valdemar, var den femte. Derfor kunne Valdemar den Stores søn, Knud, kalde sig "Knud den Sjette".
Straks, da Knud blev ene-konge ved sin faders død i 1182, udbrød oprør i Skåne ledet af en vis Harald, som muligvis var en søn af Olaf, den eneste overlevende af Harald Kesja's mange sønner, som i kort tid var konge af Skåne. Oprøret blev hurtigt kvalt af lokale stormænd.
Men da freden havde sænket sig over Skåne, meldte der sig et nyt problem i form af gentagne udsendinge fra kejseren, som bad den ny konge at indfinde sig ved kejserlige hof for at søge hans venskab, "som hans fader havde gjort". Knud svarede henholdende, hvilket udløste et nyt brev fuld af trusler. Efter omhyggelige overvejelser med sine rådgivere svarede Knud at "at Danekongen ikke agter at vise hans Kejserlige Majestæt den ringeste hørighed og lydighed", og derved vandt han sine slaviske undersåtters hengivenhed.
Side af Saxos' originale manuskript. Christiern Pedersen begyndte omkring år 1500 at sende breve til sine forbindelser over hele landet for at opspore den forsvundne Gesta Danorum af Saxo, som han vidste måtte eksistere. Han gennemsøgte biblioteker og klostre, men alt forgæves. Til sidst kom der et brev fra Ærkebiskop Birger Gunnersen af Lund, som fortalte at han kendte til et eksemplar, som Christiern Pedersen kunne låne. I 1514 fik han det trykt i Paris. I 1877 blev sensationelt fundet nogle få sider at selve Saxos originale manuskript på pergament i Angers i Frankrig. Det ses at Saxo havde en meget ordentlig og nydelig håndskrift. Han brugte meget stor linjeafstand så der blev plads til rettelser og tilføjelser. Foto Danmarks Riges Historie udgivet 1896-1907.
Kejseren pålagde dernæst sin vasal Bugislav i Venden at angribe den danske besiddelse, Rügen. I 1184 samlede denne en stor flåde fra det østlige Venden i farvandet ud for Rügen og afventede en tilsvarende flåde fra det Vestlige Venden. Jarimar, Kong Knuds statholder på Rügen sendte ilbud til kongen om den fare, som truede. Kongen var i Jylland men i rasende fart samlede Absalon en flåde fra Fyn, Sjælland og Skåne bestående af de skibe, som i hast kunne skrabes sammen. Danskerne angreb i tæt tåge under sang og med vajende bannere, og venderne så dem ikke, før de var ganske nær. Det blev en overvældende dansk sejr.
Året efter angreb en stor dansk flåde Bugislavs rige.
Venderne holdt stand i deres befæstede byer, men danskerne vendte tilbage år efter år og afbrændte kornet på markerne og røvede kvæget. Arnold af Lübeck beskriver den danske strategi: "Men danernes konge, Kanut, øvede uophørligt hærværk på slavernes land. Disse sidste rustede sig imidlertid for at sætte hårdt imod hårdt, besatte et grundt sted, som danerne måtte over, anlagde på begge sider fæstningsværker, hvorfra de kunne overdænge Danevikingerne med kastevåben, og forsøgte ligeledes med jernkæder at spærre disse vejen. Men trods deres svære dåd, til kort de dog monne komme, omsider indfandt danerne sig med en høj hånd, brød deres fæstninger ned, oversvømmede lig græshopper deres enemærker og opfyldte alt landet, så at slaverne, som ikke kunne holde stand imod deres angreb, måtte trække sig tilbage til deres borge. Men danerne udpinte deres landskaber og opåd landets marv, hvorpå de atter vendte tilbage til deres eget; og således vedblev de flere år igennem både ved sæde- og ved høsttid at gøre landgang, hærgede deres land og tvang dem alene ved den ulidelige hunger uden sværdslag til overgivelse."
Saxo beskriver den berømte scene, hvor Bugislav i 1185 svor troskab mod kong Knud og modtager sit land som len af den danske konge: "Dagen efter kom han igen med de fornemste vendiske adelsmænd, kastede sig tillige med sin hustru og sine børn for Kongens fødder og bad ydmygt om forladelse for det langvarige oprør, han havde anstiftet, og efter at han dels havde stillet og dels lovet at ville stille gidsler, undså han sig ikke ved at tage det land, hans forfædre havde ejet, som len."
Saxo slutter sin lange beretning med at beskrive hvorledes Bugislav aflagde lensed på det danske kongeskib. Han siger: "Således opnåede Knud med ringe ulejlighed at underlægge sig Venden, hvilket ikke var lykkedes Valdemar til trods for hans stadige anstrengelser, så at lykken var hans våben endnu gunstigere, end den havde været hans faders. I samme stund tørnede vældige skymasser sammen på himlen, og der lød så vældige tordenskrald, at både danskerne og venderne forfærdedes derover."
Kalkmaleri fra 1275 i Keldby Kirke på Møn. De Hellige Tre Konger tilbeder Jesusbarnet. Foto kalkmalerier.dk.
Arnold af Lübeck siger: "Således sank slavernes vælde; som skatskyldige til danerne måtte de trælle for disse og derhos overlade borgen Wolgost tillige med en tylvt gidsler i hænderne på deres drot. Dette gik imidlertid ikke således hen uden at vække vrede hos kejseren. Denne lod sig nemlig forlyde med, at kong Kanut havde tilføjet ham en dobbelt krænkelse, både ved at afslå at lade sig krone af ham, og nu ved at lægge slaverne, der stod under riget, ind under sit herredømme og gøre dem til sine skattepligtige og håndgangne mænd."
I løbet af de følgende år erobrede danskerne resten af Pommern og Knud kunne derefter kalde sig "de Venders" konge. "De Goters" kom først til efter Valdemar Atterdags erobring af Gotland i 1361.
Imidlertid landsforviste kejseren hertug Henrik Löwe i 1176 og udnævnte en ny hertug af Sachen ved navn Bernhard, som hurtigt gjorde sig til fjende af en række andre tyske fyrster, her i blandt greverne Adolf af Holsten og Guncelin af Schwerin, som angreb de slaviske fyrster, som de vidste var venner med den nye hertug.
Fyrst Nyklot søgte tilflugt hos de ovennævnte grevers fjende, hertug Bernhard. Arnold fortsætter: "Derfra foretog han talrige udfald og øvede uafladelig hærværk imod slavernes land, understøttet deri af Rugianernes fyrste Germar (Jaromar, kong Knuds mand på Rügen)," - "medens Pomeranerfyrsten Buggezlav støttede Burvin (en anden slavisk fyrste); sålunde lå disse kødelige frænder i broderfejde med hinanden."
Burvin gjorde på vikingevis strandhugst på Rügen, men blev taget til fange af Jaromar og sendt i lænker til kong Knud.
Hans frænde angreb Pommern, men blev taget til fange af Bugislav: "På den anden side blev Niklot, også Nikolaus kaldet, gjort til fange og kastet i lænker af Buggezlav, i hvis land han var i færd med at inddrive bytte." Der står ikke direkte at han blev sendt til Kong Knud, han kan også have været holdt fængslet i Pommern af Bugislav, efter at denne havde svoret troskab mod kong Knud. Men af de følgende begivenheder fremgår det at de begge var holdt i forvaring under Knuds autoritet.
Derefter blev de to fætre, Burvin og Niklot, sluppet ud af deres fængsel på betingelse af at de tog deres land, hvilket formentlig var det meste af Mecklenburg, som len af kong Knud. Arnold siger: "Begge, Burvin og Niklot, holdtes længe i forvaring, men slap dog omsider løs på det vilkår, at de tog deres land til len af Danekongen og gav ham de gidsler, som han forlangte. Disse beløb sig til 24 og Burvin stillede deriblandt sin egen søn og rømte borgen Rostok, som han aftrådte til sin fætter, hvorimod han selv efter kongens bestemmelse, thi denne havde alt da i sinde at underligge sig slavernes land og indlemme det i sit rige, fik Ylowe og Mikelenburg i eje."
Knud erobrede Pommern, Mecklenburg og dele af Holsten - i denne rækkefølge. Det lille område i det vestlige Holsten repræsenterer Ditmarsken som allerede hørte under den danske konge. Eget arbejde.
På denne måde kom kong Knud i besiddelse af Mecklenburg. Holsten blev delvist erobret, og den danske konges rige strakte sig derefter til Elben mod vest og østpå langs Østersøkysten til nær Wislas munding.
Men Arnold af Lübeck fastslår at i Knuds eget Rige: "herskede den dybeste fred." Knud fortsatte sin fader politik med at udskrive leding mod Venden hvert eneste år, nogle år endog flere gange. Han "skønnede imidlertid, at slaverne i hans fædres dage havde voldt hans land mange tab; og da han desuden så, at de havde mistet den bistand, der førhen ydedes dem af hertug Henrik, som havde tøjlet deres kæber med sin herskertømme, greb han lejligheden til at påføre dem krig." Bortset fra enkelte tilbageslag sejrede han overalt, hvor han kom.
Arnold havde stor respekt for danerne. Han vier et helt afsnit til at beskrive Danmark under Knud den Sjette, "Om danernes agtværdighed".
Danskerne havde lært at klæde sig efter den nyeste Europæiske mode, sikkert til Saxos ærgrelse: "Danerne har nemlig ved i så lang tid at bo side om side med Teutonerne efterhånds lært at tilegne sig disses skik og lemper sig både i deres klædedragt og våben efter de øvrige folkeslag; medens de således i forrige tider gik i sømandsdragt, da de som kystboere idelig tumlede med deres skuder, går de nu om stunder ikke alene i skarlagen, broget og gråt skind og pelsværk, men endog i purpur og linned."
Danmark er et rigt land, skriver han, på grund af sildefiskeriet i Øresund og landets frodige græsgange. "Thi rigdomme, af enhver art har de overflødighed på som følge af det fiskeri, de årlig driver i Skania, ved hvilken lejlighed der fra alle de omboende folkeslag skyndsomst indfinder sig handelsmænd for hos de indfødte at opkøbe sild, som ved Guds rundhåndethed omsonst tilflyder disse, medens købmændene giver deres bedste ejendom, ja, endog stundom ved skibbrud livet selv for en ringe vare".
Danmark har frodige enge og milde vintre, men dog et klima, som er køligt nok til at holde mange sygdomme fra døren. Gennem det meste af den kendte historie har danskerne avlet og eksporteret heste. "Som følge af sine fede græsgange har danernes land ligeledes fuldt op med ypperlige heste, hvorfor de indfødte nytter deres forråd på disse dyr til at øve alskens ridderleg og lige så fuldt sætter en ære i dysten til hest, som i kampen ombord på en skude."
Slesvig Sct. Knuds gildes segl fra omkring 1220. Indskriften lyder: Sambrødrene af Slesvig ved hertug Sankt Knud. Ridderen bærer tøndehjelm som var den foretrukne type omkring 1200. Foto Danske Gilders Segl fra Middelalderen, 1948.
Arnold er imponeret over at de danske stormænd sender deres sønner til Paris for at få den bedste uddannelse. Vi ved, for eksempel, at både Absalon og Valdemar Knudssøn fik deres uddannelse i Paris: "Også i videnskabelig dannelse har de gjort ikke ringe fremgang, idet de fornemme der i landet sender deres sønner til Parisii, ikke alene for derved at hæve klerkestanden, men og for at få dem oplærte i al slags verdslig viden. Der tilegner de sig så kendskab til landets bogverden og til dets tungemål og har således drevet det vidt ikke alene i de frie kunster, men tillige i gudsvidenskaben."
Magnus den Stærkes søn, Knud, som fandt døden i blodgildet i Roskilde, havde en søn udenfor ægteskabet ved navn Valdemar. Valdemar den Store havde med stor omsorg taget sig af sin myrdede medkongens barn og ladet ham uddanne i Paris. Det blev bestemt at han skulle have en gejstlig karriere. I en ung alder blev han ærkebiskop af Bremen.
Imidlertid, i 1191 forlod Valdemar Knudssøn pludselig Bremen og rejste til Sverige og derefter til Norge og forhandlede med Danmarks fjender der. Året efter, i 1192 landede han i Jylland i spidsen for en flåde på 35 skibe og lod sig udråbe til konge.
Samtidig trængte Adolf af Holsten over Ejderen med en betydelig hær. Arnold siger: "Da Waldemar derfor førte en hær i marken imod Kanut, gik grev Adolf samtidig med en mægtig hob folk over floden Egdora og hærgede kongens land helt op til Sleswik." Han mødte for stor modstand og vendte tilbage til Holsten: "derfor vendte han om til sit eget med stort bytte."
Valdemar Knudssøn indlod sig på forhandling med kongen, hvorunder han blev taget til fange, lagt i lænker og sat i Søborgs fangekælder, hvor han skulle komme til at tilbringe de næste 14 år.
Men nu havde danskerne fængslet en ærkebiskop og det var en meget alvorlig sag i middelalderen.
Kong Valdemars bryllup med Dagmar af Bøhmen i 1205, tre år efter at han blev konge. Udsnit af maleri af Agnes Slott-Møller fra 1932. Foto Tutt art pitturas cultura poesia musica.
I forlængelse af episoden med Valdemar Knudssøn - måske i 1193 - rustede grev Adolf af Holsten sig til at tage imod den danske hær. Han havde tilkaldt sin forbundsfælle markgrev Otte, da han frygtede at han ikke kunne klare hele den danske hær alene. Sammen afventede de fjenden ved Ejderen. Men danskerne lod vente på sig, og derfor blev markgrev Otte utålmodig og drog hjem igen med sin hær. Men så kom danskerne. Men grev Adolf slap med at betale en stor sum penge.
Kongens yngre broder, Valdemar, som senere skulle få tilnavnet Sejr, var da hertug af Jylland, som i dag kaldes Slesvig. Støttet af mange, som greven havde fordreven fra Holsten, angreb han i 1201 grevskabet og tog grev Adolf til fange og førte ham derefter gennem hele Danmark i lænker til spot og spe og indsatte ham i Søborg.
Kongen selv besøgte Lübeck og fik en strålende modtagelse: "I løbet af den nærmest følgende sommer kom kong Kanut til Lubeke og modtoges med glans og hæder af klerkene og hele befolkningen. Ved hans indtog overgaves borgen Travenemünde til ham, hvad der voldte ham ikke ringe glæde. Også landbefolkningen strømmede ham i møde og hyldede ham såre villig."
Knud den Sjette døde i 1202 og blev begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Han var Danmarks konge i tyve år. Han var ikke så farverig som hans fader, Valdemar den Store, og hans efterfølger, broderen Valdemar Sejr, idet der ikke findes myter og folkeviser om ham, som der gør om de to andre. Han var en klog og effektiv konge - god til at vælge de rigtige rådgivere - internationalt respekteret, omend ikke altid elsket, specielt ikke af kejseren. Hans regeringstid var en storhedstid for Danmark både politisk, kulturelt og økonomisk. Knud blev omkring 47 år gammel.
Berengaria af Portugal, som Valdemar ægtede i 1214 i "The Portuguese Generalogy". Foto Antonio de Holanda Wikipedia.
Dronning Gertrud og kong Knud fik ingen børn og derfor blev han efterfulgt af sin yngre broder Valdemar som senere i historien skulle få tilnavnet Sejr.
Den ny konge synes at have været meget populær, idet han blev valgt i fuldkommen enighed. Arnold siger: "Med stor enighed valgtes han dernæst til konge, modtog ved juletid indsigningen i Lund af den derværende ærkebiskop Andreas og ophøjedes med glans på kongetronen."
Valdemar den Store, Valdemars Sejrs fader, erobrede Rügen. Knud den Sjette, hans store broder, modtog Pommern som len af fyrst Bugislav, og i det magttomrum, som opstod ved Henrik Löwes landsforvisning, opnåede han også herredømmet i Mecklenburg. Valdemar Sejr satte kronen på værket ved at erobre Estland og Nordalbingien, hvilket sidste vil sige grevskaberne Holsten, Ratzeburg, Lauenburg og byerne Lübeck og Hamburg. Man kan således ikke sige at Valdemar Sejr alene vandt hele Nordtyskland. Han stod på skuldrene af sine forgængere.
Man kan derimod sige at han var alene ansvarlig for at miste alle de nordtyske besiddelser så at sige på en gang.
I beruset tilstand blev han og hans søn og medkonge, Valdemar den Unge, bortført i 1223 under en jagt på Lyø af grev Henrik af Schwerin, som holdt dem fængslet i Schwerin i næsten tre år, indtil Valdemar indvilligede i at afstå alle danske besiddelser i hele Nordtyskland og betale den absurde sum af 40.210 lübske mark for sin frihed.
Valdemar Sejr var en langt mere farverig og udadvendt type end hans storebroder, Knud den Sjette, faktisk hans direkte modsætning. Svend Aggesen var stærkt betaget af den karismatiske unge hertug, han skriver: "Kongens broder Valdemar, en yngling med de herligste anlæg."
Han var personlig modig og deltog selv i kampene. Således mistede han et øje i slaget ved Bornhøved.
Valdemar Sejr var en høj mand som ragede et hoved op over mange af sine samtidige. Ved åbningen af kongegravene i Ringsted Kirke i 1858 blev hans knogler opmålt, og man kunne konkludere at han havde været 184 cm høj.
Dannebrog falder fra Himlen under slaget ved Lyndanisse i 1219 i Estland nær det nuværende Tallinn. Roskildebispen Peder Jacobsen informerer Valdemar Sejr. Udsnit af maleri af Christian August Lorentzen 1809 - Wikipedia.
Valdemar havde ingen hast med at indgå ægteskab og slet ikke et politisk et af slagsen. Først da han var bleven 35 år gammel, efter at have nydt friheden i mange år, udvalgte han sig en ung prinsesse, som var berømt over hele Europa for sin skønhed, men datter af en fattig fraskilt moder, nemlig Dagmar af Bøhmen. Efter Dagmars sørgelige død valgte han Berengaria, en eksotisk prinsesse fra det fjerne Portugal, som heller ikke bidrog synderligt med hverken økonomiske eller politiske fordele for Danmark.
Han havde flere uægteskabelige børn, her i blandt en søn med Esbern Snares enke, Helena som blev født knap to år efter Esberns død, samme år, som Valdemar Sejr giftede sig med Dagmar i 1206. Esbern Snare var den mægtige Hvide slægts "grand old man", og Valdemar tillod sig således at avle en søn med hans enke og derefter undlade at ophøje hende til hustru og dronning. Hvilket må have vakt Hvide slægtens uvilje, hvis ikke fjendskab.
I 1219 gik en stor dansk hær i land i Estland ved det nuværende Tallinn. Landets nordlige provinser, Reval og Harrien, underkastede sig uden sværdslag og alt forløb tilsyneladende godt. Imidlertid, esterne havde i hemmelighed samlet en stor hær og den 15. juni faldt de over de intetanende danskere ved Lyndanisse og indledte hermed det sagnomspundne Valdemarslag. Fyrst Vitslav og Rügen-boerne standsede esterne som de første. Derved fik danskerne tid til at få orden i rækkerne og efter en lang og blodig kamp trak esterne det korteste strå.
Til dette slag knytter sig legenden om at den gamle ærkebiskop Anders Sunesen bad for dansk sejr med oprakte arme, men når han blev træt og hans arme sank gik esterne frem, men når han igen løftede armene mod himlen fik den danske hær igen fremgang.
Det fortælles også at midt under slaget faldt en fane ned fra himlen - en rød dug med et hvidt kors - og der hørtes en stemme, som sagde at når denne fane løftedes ville danskerne sejre.
Valdemar lod bygge en borg på stedet og efterlod en besætning i den. Nye Estlandstogter i de følgende år konsoliderede det danske herredømme.
Hans store broder, Knud den Sjette, støttede konsekvent oppositionen mod kejseren og "Teutonerne", og vandt derved de slaviske fyrsters hengivenhed, og de adlød hans mindste vink.
Men Valdemars forhold til kejserdømmet var mere uklart.
Valdemat den Unges død i 1231. Han blev dræbt af en vådeskud fra en armbrøst under en jagt på Røsnæs. Han var Valdemar Sejrs søn med dronning Dagmar. Udsnit af maleri af Christian Emil Andersen i 1843. Bjoertved wikipedia.
Til at begynde med støttede han Henrik Løves søn, Otto 4., mod Philip af Schwaben, men drabet på Philip i 1208 forandrede situationen. Med et slag blev Otto 4. den eneste kandidat som Tysk kejser, og han blev kronet som kejser af paven i Rom i 1209.
Imidlertid, pave Innocens fyldtes snart med forbitrelse mod den ny kejser, som ikke holdt de løfter, som han havde givet forud for kejser-kroningen. Allerede i 1212 udråbte paven Frederik 2. af Sicilien som ny kejser. Nu var der igen to rivaliserende kejsere i det Tysk-romerske Rige.
For Valdemar skulle det vise sig heldigt, at han i tide skiftede til Pavens og Frederik 2's Parti. Allerede i marts 1214 i Metz udstedte Kejser Frederik 2. et dokument, som gav Valdemar retten til alle områder, som "hører til det Tysk-romerske Kejserrige hinsides Elde og Elbe". I Kejser Frederik 2's diplom siges det blandt andet: "Vi har sluttet evigt og ubrydeligt venskab med Vor kære hr. Valdemar, de Danskes meget kristne konge" - "tillagt ham og hans rige alt det land hinsides Elde og Elbe, som hører til det Tysk Romerske Kejserrige, og som Knud 6. krænket af den megen uret, der var overgået ham, sammen med sin broder, den allerede nævnte Valdemar, erhvervede med våbenmagt og havde i sin besiddelse. Hertil kommer alt, hvad kong Knud ved sin faders og sin egen indsats har erhvervet og besiddet i Venden. Ovenstående stadfæster vi hermed ved dette privilegiebrev og dens vedføjede fyrstelige segl." Valdemar fik omgående brevet bekræftet af paven.
Men en ting er at have papirerne i orden, noget andet er virkelig magt. Da Valdemar og hans søn senere sad som fanger i Schwerin i 1223-26, rørte hans slaviske undersåtter ikke en finger for at få deres konge fri.
I året 1223 blev både Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge bortført. Kidnapperen var grev Henrik af Schwerin, som forlangte en formidabel løsesum på 40.210 Mark. De blev holdt i fangenskab i næsten tre år indtil de endelig blev løskøbt.
En tysk årbog fortæller at Grev Henrik af Schwerin var kongens mand og havde aflagt troskabsed til ham. Han var kongens gæst ved en jagt på Lyø. Om aftenen havde de spist og drukket sammen, men morgenen efter brød Henrik ind i teltet, hvor kong Valdemar lå og sov sammen med sin 14-årige søn, Valdemar den Unge. Greven tog dem begge til fange og førte dem bort på sine skibe efter at have gjort de kongelige skibe ubrugelige. Schwerin var stadig på Danske hænder, derfor førte han dem i første omgang til borgen Lenzen nær Hamburg, senere til Dannenberg stadig på Elbens sydside, for til sidst at bringe dem til Schwerin.
I 1225 forhandlede grev Otto af Lüneburg på Danmarks vegne en overenskomst. Den lød: "For deres løsladelse skal der gives grev Henrik af Schwerin 44.000 mark rent sølv, og hver mark skal veje en lod mindre end Kølnsk vægt. Desuden skal gives alt det guld, som hørte til dronningens Berengarias skrud, undtagen kronen og hvad hun før sin død har givet til klostre og kirker for sin sjælebod. Desuden skal der gives dragter til 100 hærmænd. nemlig enhver 10 alen flamsk skarlagen og halvtredie tomme broget skind." Som sikkerhed skulle kongen stille sine to yngste sønner og flere stormænd.
Valdemar Sejr giver Jyske Lov i Vordingborg i 1241. Jyske Lov var den anden og sidste af de Landskabslove Valdemar Sejr udstedte i sin regeringstid. Den blev givet i hans dødsår 1241 ved hans borg i Vordingborg. Lovens berømte fortale lyder således: "Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden." Knud den Sjette havde allerede givet Skånske Lov og Valdemar Sejr havde givet Valdemars Sjællandske Lov i begyndelsen af sin regeringstid. Udsnit af maleri af Rasmus Christiansen 1906. Wikipedia.
Videre sagde aftalen om de politiske forhold: "Hr. kongen skal overlade det Tyske Kejserrige alt land mellem floderne Ejderen og Elben og alle Vendernes lande, undtagen Rügen. Borgen Regnoldsburg skal overleveres grev Adolf af Holsten 10 dage efter kongens løsladelse."
Men nu var Valdemar på fri fod og han ønskede at vinde det tabte tilbage.
I efteråret 1226 åbnede danskerne fjendtlighederne ved at trænge ind i Holsten og erobre fæstningen Rendsborg. De foretog et felttog til Ditmarsken og lagde det igen ind under Danmark. Ryd Kloster Årbog skriver: "Mange Frisere faldt i Ditmarsken, som blev underlagt Danmark."
Det afgørende slag fandt sted ved Bornhøved d. 22. juli 1227 omtrent midt imellem Hamburg og byen Slesvig. Ærkebispen af Bremens tropper åbnede slaget, som blev hårdt og langvarigt. Tabene var meget store, fordi rytteriet på begge sider blev sat ind mod fodfolk. Ditmarskerne kæmpede på kongens side, men midt under slaget gik de over til greverne og det afgjorde udfaldet, siges det. Grev Otto af Lüneborg og tre danske bisper blev taget til fange. Valdemar slap bort men mistede det ene øje.
Dette var enden på Valdemars østersøvælde. Da var der hengået tretten år siden at kejseren havde "sluttet evigt og ubrydeligt venskab med vor kære hr. Valdemar" og givet ham alt land, som "hører til det Tysk-romerske kejserrige hinsides Elde og Elbe".
Valdemar Sejr døde skærtorsdag den 28 marts 1241 i Vordingborg. Kongens sønner, landets bisper og mange stormænd var alle tilstede.
Dødsårsagen kendes ikke, men bisper og stormænd fra hele landet havde haft tid til at samle sig og derfor kan vi udelukke pludselige dødsårsager, såsom arvelige hjertesygdomme, hjerteinfarkt, blodprop i hjertet og lignende. Det må have været en sygdom, som han havde lidt af temmelig længe, og som stadigt forværredes.
Han blev 71 år gammel og regerede landet i 39 år.
Valdemar Sejr blev efterfulgt af sin ældste søn Erik Plovpenning, som var konge af Danmark fra 1241 til sin død ved morderhånd i 1250 i en båd på Slien.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. var sønner af Valdemar Sejr og Berengaria, og de blev alle konger, den ene efter den anden. Eget arbejde.
Straks efter sin tronbestigelse kom han i kamp mod sin broder Abel. Denne sidste fik støtte fra den magtfulde Hvide-slægt.
Sagen var at i løbet af Valdemar Sejrs regeringstid var de kongelige indtægter mindsket betydeligt, dels ved at han havde udskilt dele af landet som len til sine sønner, som således fik ret til skatter og afgifter i deres særlige områder, og dels ved at den katolske kirkes ejendom og medfølgende privilegier voksede uophørligt. Begge dele på bekostning af de kongelige skatter og indtægter.
De reducerede indtægter gjorde landet ustabilt, idet kongen ikke på samme måde som de tidligere Valdemarer havde styrke til at slå hurtigt og effektivt ned på enhver tendens til oprør.
Valdemar Sejr var gået forrest i denne uheldige udvikling. Da hans ældste søn Erik efter Valdemarernes skik blev kronet som sin faderes medkonge 1232, blev den fjortenårige Abel samtidig udnævnt til "hertug af Jylland", hvilket hertugdømme senere skulle senere skulle få navnet Slesvig. Den yngste søn Christoffer, tretten år gammel, blev ved samme lejlighed udnævnt til "hertug af Lolland og Falster". Valdemars nevø, Albert af Orlamünde, fik Als.
Hans søn med Esbern Snares enke, Knud Valdemarsen, blev udnævnt til "hertug af Estland" i 1219, yderligere siges det at Valdemar gav ham flere godser i Sverige, som tilhørte den danske kongeslægt. Hans anden søn udenfor ægteskab, Niels Valdemarsen, gjorde han til greve af Halland.
Kalkmaleri i St. Bendts Kirke i Ringsted fra 1275 af Erik Plovpenning på sin trone. Han er iført den toga lignende kongelige robe, som var så populær i middelalderen, i det mindste på billeder af kongelige personer. I sin venstre hånd bærer han en stav med den franske lilje - fleur-de-lis - som symboliserer treenigheden og den rette katolske tro. Han har en helgenglorie, da man prøvede at få ham kåret som helgen på grund af hans voldelige død. Foto kalkmalerier.dk.
I flere hundreder år havde konger og stormænd testamenteret godser og bondegårde til klostrene og kirkerne for deres sjæls frelse, områder, som derefter blev omfattet af kirkens privilegier, herunder frihed for skat til kronen. Det var en udvikling, som kun gik en vej. Kirker og klostre var udødelige, og de gav aldrig slip på noget, som de en gang havde fået.
I tidligere kongers tid havde bisperne loyalt fulgt kongen i krig - vi husker at i slaget ved Fodevig faldt fem bisper på kong Niels' side - men den tid var slut. Inspireret af de kirkelige strømninger i Europa var kirken i mere eller mindre konstant selvretfærdig opposition til kongen.
I kong Eriks tid havde den danske kirke opnået en hidtil uhørt magt og rigdom. Den gejstlige Odense erklæring fra 1245 var i realiteten en krigserklæring mod kongedømmet. "Med magt fra Gud Fader, den hellige jomfru Maria og dette kirkemøde lyser vi band over alle dem - som med vold og ondskab røver og angriber kirkelig ejendom." Faktisk kan vi genkende fraserne allerede i fortalen til Jyske lov.
Den mægtige Hvide slægt vendte sig imod Erik i uforsonligt fjendskab, og hans yngre broder, Abel, angreb Danmark med tyske hære. Dog lykkedes det Erik at besejre alle Danmarks fjender. Men under et venskabeligt og familiært besøg i Slesvig hos sin broder, Abel, lod denne sidste ham gribe og halshugge og nedsænke i Slien.
Erik tog sin kongegerning med den største alvor. Den samtidige Tyske poet Reinmar v. Zweter siger om ham: "Han var velvillig mod sine egne , men frygtelig mod sine modstandere" og samme kilde fortsætter: "i ynglingeårene var han optaget af tant og udsvævelser og som en vellystning var han stærkt hengiven til verden" men han undergik en brat forvandling da han efterfulgte sin fader idet "hans sind vendte sig mere end hos fyrster sædvanligt fra kærlighed til det verdslige."
Sjællandske Årbog fortæller om kong Erik at han : "var en meget smuk mand og en meget mild ridder, overmåde vennesæl var han mod alle, og han udrettede mangen smuk dåd." En gammel kongerække, der fortæller udførlig om Erik Plovpennings død, taler ligeledes om kongens smukke og indtagende ydre.
Kun et år efter Eriks tronbestigelse udbrød kampe mellem ham og Abel.
"Striden indledtes mellem de to brødre kong Erik og hertug Abel." fortæller Ryd Kloster Krønike for året 1242."Desuden brændte Ringsted Kloster. Frueklosteret i Roskilde brændte ligeledes."
Sjællandske Årbog beskriver årsagen til striden: "Mellem ham og hans broder Hertug Abel var der stor uenighed, som varede længe. Thi Abel var gift med en søster til greverne af Holsten, og disse ville kongen på enhver måde bringe under dansk herredømme, men for at forsvare dem satte Abel sig imod sin broder og kæmpede mange gange imod ham, hjulpet af en tysk hær."
I 1243 kom det så vidt, at de to brødre stod over for hinanden med hver deres hær. Ryd Kloster Årbog skriver om året 1244: "Kong Erik førte en hær mod sin broder - Abel - ved Kolding."
Kirkefyrsternes generelle uvilje mod at stå til rådighed for kongen kan ikke betvivles. I året 1245 gav Innocentius gennem sin legat "kongen påmindelse og formaning om at høre op at tvinge bisperne til ud over kirkens evne at tilvejebringe en stor ledinghær til søs eller til lands."
Kalkmaleri fra 1250 af Erik Plovpenning i Tømmerup Kirke nær Kalundborg. Foto kalkmalerier.dk
I 1246 blussede striden mellem hertug Abel og kong Erik op igen og værre end før. Kongens anden broder, Hertug Kristoffer af Lolland-Falster, og hans halvbroder, Knud af Blekinge, stillede sig åbenlyst på Abels side sammen med de Holstenske grever og byen Lübeck. Lübske flådeafdelinger angreb de danske kyster som Venderne i sin tid, og kong Eriks soldater plyndrede Femern og Svendborg, som tilhørte Abel.
Den Saksiske Verdenskrønike fortæller derimod at Abel fik støtte af grev Johan af Holsten, bispen af Bremen og staden Lübeck til at erobre Ribe. Men kongen erobrede byen tilbage i juni samme år.
Der blev indgået forlig mellem Erik og Abel i 1246. Ryd Kloster Krønike siger: "Kong Erik førte en hær mod sin broder Abel og denne mødte ham med en stor hær, som var samlet i Tyskland, men der blev for en stund indgået forlig imellem dem." Imidlertid, freden varede kun kort tid.
Stade Årbogen fortæller at Eriks tyske forbundsfæller faldt ind i Holsten og erobrede den vigtige by, Olderlo.
Ryd Kloster Årbog skriver for året 1247: "Både Sorø og Colbaz Kloster brændte ned. Tyskerne brændte desuden Odense. Endvidere nedbrændte kongen Svendborg. Og hvad kan man mere sige? Jammerligt fordrede de begge magten og bragte riget i stort vanry i alle lande, og den ene ønskede den anden død."
Adskillige årbøger fortæller at det var i dette år at Lübeckerne nedbrændte og plyndrede København, som havde været i kongens eje siden Niels Stigsen, biskoppen af Roskilde, var flygtet fra landet. Der blev gjort modstand og adskillige gejstlige blev dræbt, men resultatet var at byen blev indtaget og Absalons borg nedbrudt. Ryd Kloster Krønike siger: "Tyskerne brændte København. Desuden døde biskop Niels af Roskilde i Clairvaux."
Men i 1249 lykkedes det endnu engang at etablere en våbenstilstand, som Erik benyttede til personligt at tage til Skåne landsting for at udvide den skat, som kaldtes "plovpenning" til også at blive opkrævet i denne landsdel.
Men tingbønderne reagerede meget voldsomt, og Erik måtte flygte over hals og hoved med en ophidset skare efter sig. Kort tid efter vendte han dog tilbage med en hær og gennemtvang plovpenningen også i Skåne. Men de Skånske bønder hævnede sig ved at give ham tilnavnet "Plovpenning".
I året 1250 brød krigen ud igen og kongen havde stor fremgang. Det lykkedes ham slutteligt at erobre staden Slesvig med et overraskelsesangreb og derved tvinge Abel til fuldstændig underkastelse. Sjællandske Årbog siger: "Tvunget gav hertugen sit liv og gods i kongens hænder og således blev de venner, som det syntes; 20 adelsmænd og riddere besvor på hertugens vegne sonen og lovede at hvis hertugen nogensinde modsatte sig kongen, at forlade ham og sværge kongen troskabsed."
Det må være ved den lejlighed at Erik kom i besiddelse af fæstningen Rendsborg.
Det lader dog til, at Erik kom Abel i møde, idet Abel i foråret 1250 flere gange i breve optrådte under kongenavn – Hvilket muligvis kan betyde Erik har fulgt valdemarernes gamle praksis og gjort sin yngre broder til medkonge, idet han ikke selv havde sønner - kun fire døtre.
Dette, at han har givet sin broder så stor en hæder og indrømmelse, kan have gjort ham så tryg at han tillod sig selv at besøge ham i Slesvig i august 1250 uden tilstrækkelige livvagter, da han var på vej mod syd til den belejrede fæstning Rendsborg med en undsætningshær.
Ryd kloster krønike beretter om Eriks død: "Ved forræderi tog hertug Abel sin broder til fange i Slesvig Sankt Laurentius' nat, (10. August) og en af hertug Abels riddere, der hed Laue Gudmundsøn, førte ham bort på et skib. Siden dræbte han ham og sænkede ham i Slien."
Historikeren Erik Kjersgaard citerer en "samtidig krønike", som er Næstved Årbogen, som anfører at den har sine oplysninger fra "en mand som ved besked":
"Da kongen var blevet grebet sagde hertugen til ham: "Husk at sidste år, da du hærgede denne by, måtte min datter flygte barfodet og søge skjul blandt fattige kvinder!" Kongen svarede "Kære broder, vær ved godt mod; thi endnu har jeg ved Guds vilje så godt råd, at jeg fuldt ud kan erstatte din datter hendes sko." Hertugen svarede: "Det skal du aldrig komme til at gøre!" - Da der ikke fandtes nogen som kunne tænkes at befri kongen, overlod hertugen ham i en af sine ridderes varetægt, hvis navn var Tyge Bost. Ridderen spurgte hertugen "Hvorhen skal jeg føre din broder kongen?" Han svarede: "Før ham hvorhen du vil, og gør med ham hvad dig lyster."
Kalkmaleri i Ringsteds Sct. Bendts Kirke, som viser Abels mænd, der sænker Erik Plovpennings halshuggede lig i Slien. Foto kalkmalerier.dk.
"Han og hans svende trak hurtigt kongen bort mellem sig, bragte ham ombord i en båd, der lå nede ved broen, og roede bort med ham. Inden de var kommet ret langt bort fra byen hørte de stærke åretag bag sig og stemmer at rorkarle, som opmuntrede hinanden til at fremskynde farten. Kongen sagde da til sine ledsagere: "Hvem tror I, det kan være, som kommer efter os?" De svarede: "Vi kan høre på stemmen at det er Lave Gudmundsen." Kongen sagde da: "Så beder jeg jer, mine kæreste herrer, alle som er ombord i dette skib, at I skaffer mig en præst, jeg kan skrifte for, inden jeg dør; thi jeg er vis på at jeg aldrig slipper levende af hr. Laves hænder." Man søgte så en præst, fandt ham ved Guds nåde med det samme, og bragte ham ud på skibet til kongen. Da skriftemålet var fuldbyrdet, greb disse satans tjenere kongen, førte ham over på den vestlige side af Slien, halshuggede ham og sænkede den halshuggede i dybet, efter at have bundet hjelme og stormhuer til liget."
"Men efter nogle ugers forløb blev det fundet af fiskere, bragt til staden og jordet i nonnernes lille kirke."
Denne beretning bliver i store træk bekræftet af en samtidig tysk krønike: "medens han (Erik) trygt sad ved terningespil i i et hus nede ved vandet, kom hertug Abel, hans broder, uventet over ham tog ham til fange og med fjendehånd kastede ham ned i et skib, der med vilje var bragt til dette sted. Han førtes midt ud i dette vand, der hedder Sli og Lave, en af Danernes stormænd, hvem hertugen satte pris på, kom hastigt til på et andet skib, lod ham halshugge og hans lig sænke i vandets dyb nedtynget af en mængde jern, der anbragtes derpå."
Hamburgische Kirchen-Geschichte for 1251 fortæller at en Hermanni Kerkwerder havde spillet skak med kong Erik af Danmark og havde overfaldet ham og slæbt ham væk og derefter dræbt ham.
Erik Plovpennings lig blev først begravet i det dominikanske kloster i Slesvig og derefter flyttet tre gange, indtil det endte i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. "Ved undersøgelsen 1855 viste der sig kun at være højst ubetydelige rester tilbage", fortæller historikeren Olrik.
Ryd Kloster Krønike skriver om "Det Herrens år 1250": "Desuden blev hertug Abel kåret og kronet til konge det samme år."
Det er påfaldende at de danske stormænd afviste at vælge Abels søn, Valdemar, til konge i 1252 efter Abels død i Husum - sikkert fordi de ikke ønskede en søn af en brodermorder på tronen - men brodermorderen selv, Abel, blev valgt to år før, i 1250, uden de helt store problemer.
Huitfeld forklarer i sin Danmarks Riges Krønike at det tog nogen tid inden kong Eriks endeligt blev kendt: "Thi da Erik Plovpenning var bleven myrdet, skulde forbrydelsen være en hemmelighed; man udspredte det rygte, at kongen var forulykket på Slien, og først da det mishandlede legeme kom for dagen, blev det vitterligt, hvilket endeligt der var bleven kongen beredt." Hvilken mangel på information sikkert var en forudsætning for at Abel kunne lade sig kåre til konge kort efter drabet.
Det lykkedes Abel at blive frikendt for mordet ved hjælp af den såkaldte "dobbelte tylvter-ed", som bestod i at 24 riddere ved Landstinget i Viborg svor på at Abel var en ærlig mand og uskyldig. Derefter blev han kåret til konge den 1. november 1250, 81 dage efter forbrydelsen.
Området fra Kongeåen til Ejderen hed i middelalderen hertugdømmet Jylland, og vi må tro at det groft taget udgjorde jydernes oprindelige hjemland i folkevandringstiden, hvor kongerne Erik 1. og Erik 2. regerede i Anskars tid omkring 850 e.Kr. Området nord for Kongeåen kom til at hedde Nørrejylland, logisk fordi det ligger nord for Jylland. I middelalderen tilhørte Fyn, Als og Nørrejylland det egentlige kongerige, medens området syd for kongeåen udgjorde hertugdømmet Jylland.
Efter den kongeløse tid lykkedes det Valdemar Atterdag at vinde det meste af hertugdømmet Jylland tilbage til det danske rige, men efter alt at dømme med ret hårdkogte metoder. Men hans datter Margrete gav området tilbage til de holstenske grever som arveligt len. Detmars Lübske Krønike for 1386 siger: "straks derefter tog hun over til jyderne og udsonede sig med sine fjender, Holstenerne, som hun forlenede arveligt med hertugdømmet Slesvig, alt sammen udført med stor klogskab." Det var greverne, som derefter omdøbte hertugdømmet til Slesvig.
Nordalbingien betyder området nord for Elben, det omfattede hertugdømmerne Holsten og Ratzeburg, Ditmarsken og byerne Lübeck og Hamburg.
Der findes tre breve underskrevet af Abel - alle dateret år 1250 adskillige måneder før Eriks Plovpennings død, i hvilke Abel benævner sig selv som konge af Danmark. Hvilket understøtter teorien om at Erik gjorde ham til medkonge i forbindelse med fredsslutningen tidligt i 1250. Hvilket også forklarer, hvorfor han kunne blive valgt til konge uden store problemer umiddelbart efter mordet.
Man kan sige noget om Abels personlighed.
Han var egenrådig. I 1237 giftede han sig med Mechtilde af Holsten imod sin faders vilje. Valdemar Sejr var meget imod dette ægteskab. Ryd Kloster Krønike for 1237 siger: "Hertug Abel blev gift med grev Adolphs datter - Mechtilde - men det var meget imod hans faders - kong Valdemars - vilje, idet denne såre frygtede, at der skulle opstå trætte mellem brødrene. Og således blev det, og fra da af var der ingen mangel på indbyrdes strid mellem landsmænd i Danmark og mellem konger og hertuger i Danmark, og det hele hidrørte fra disse grever, som altid vil Danmark det værste."
Gejstlige kredse kaldte ham ikke "Abel" men "Babel" på grund af hans håndfaste bispe-indsættelser, der siges at have fremkaldt "forvirring". Hvilket dog antyder beslutsomhed - han gennemtrumfede sin løsning uanset munkenes og biskoppernes protester.
En krønike omtaler ham som "Abel efter navnet men Kain efter gerningen".
Men det må dog med sikkerhed kunne siges at han var helt usædvanlig ambitiøs, idet han gik så vidt som at lade sin broder dræbe for at han selv kunne blive konge og gennemføre sine planer.
I Erik Plovpenning og Abels tid var hele Sønderjyllands vestkyst beboet af Frisere, som levede langs hele kysten af Vadehavet over Ditmarsken nord for Elbmundingen og videre helt til Holland.
De byggede diger, som beskyttede deres marker mod havet. Deres gårde lå spredt ud over landskabet på kunstige bakker kaldet "warfer", som skulle beskytter dem mod stormfloder. De var kvægavlere, da hele deres land er en stor frugtbar eng gennemskåret på kryds og tværs af afvandingsgrøfter og kanaler. I middelalderen kom de omkring ved hjælp af lange springstokke, hvormed de kunne forcere selv de bredeste kanaler. Som bierhverv udvandt de salt af havvand. Mange var lejesoldater.
I 1252 faldt kong Abel i kamp mod Friserne. Ryd Kloster Krønike for 1252 siger kortfattet: "Kong Abel drog frem til Ejdersted for at kæmpe, men der faldt han. Hans broder - Christoffer - blev konge."
Schiffbrücke i Husum, hvor Husum Bro engang lå, hvor kong Abel fandt sit endeligt i 1252. Foto Mapio.net.
Arild Huitfeldt giver flere detaljer i sin "Danmarks Riges Krønike" om at Abel blev dræbt af en vis Henner Hjulmager: "I 1250 dræbte Abel sin broder Eric og blev konge. I 1252 fik Abel at vide, at Friserne, der boede langs Nordsøkysten, nægtede at betale skat. Da han rejste en hær, marcherede kong Abel til havet, hvor han mødte en modstridende styrke af frisere organiseret af Sicko Sjaerdema, der gav troskab til Vilhelm af Holland. Kong Abels hær blev besejret ved broen til Husem (Husembro), og det rapporteres, at han blev dræbt af en hjulmager ved navn Henner".
Abel blev bisat i Slesvig Domkirke. Men i 1600-tallet fremkom klager over at det spøgte i domkirken, og derfor tog man hans lig op og sænkede det i et mosehul i skoven ved Gottorp Slot. For en sikkerheds skyld rammede man en pæl gennem hans brystkasse, således at han ikke kunne spøge mere.
Få uger efter kong Abels død i 1252 blev hans yngre broder, Christoffer 1. valgt som hans efterfølger.
Abels ældste søn, Valdemar Abelsen, var blevet kidnappet af ærkebiskoppen af Køln på sin hjemrejse fra et studieophold i Paris og sad i fangenskab i Køln, og derfor kunne han ikke stille op til kongevalg som sin faders efterfølger.
Nogle moderne historikere beskriver Christoffers valg som et slags statskup, en unfair afvigelse fra den gamle sædvane om at en afdød konge bør efterfølges af hans ældste søn. De fremfører at valgkongedømmet var en tom formalitet. Det var også sådan at Abel slægten opfattede det.
Men kun godt hundrede år tidligere havde Svend Estridsens sønner efterfulgt hinanden som brødre på trods af at flere af dem havde sønner.
Efter Erik Lams død i 1147 afviste jyderne i første omgang at vælge Erik Emunes søn, Svend Grathe, sikkert fordi de ikke ønskede en søn af en brodermorder som konge, idet Erik Emune havde myrdet sin broder, Harald Kesja, og elleve af hans tolv sønner - heraf flere mindreårige.
Desuden havde Erik Lam selv en søn ved navn Magnus, som slet ikke kom på tale i 1147.
Danehof blev holdt på Nyborg Slot fra Christoffer 1.'s tid omkring 1255. Her blev tronarvinger valgt, håndfæstninger vedtaget, kongemordere og forrædere dømt. Selve den sal, hvori møderne blev afholdt, kan stadig fremvises. Men i en af Jacob Erlandsens klager over Christoffer, beklager han sig over at denne konge havde ændret møderne ved at flytte dem fra sit "kammer" ud under åben himmel. Hvilket indikerer at allerede i Christoffers tid var møderne en tilbagevendende begivenhed. Det sidste Danehof blev afholdt i 1413, da kong Erik af Pommern ønskede at legitimere sit krav på hertugdømmet Jylland, som i dag kaldes Slesvig. Foto Htawmonzel Wikipedia.
Derfor, det er temmelig sikkert at valgkongedømmet var reelt og at danskerne foretrak Christoffer fremfor Valdemar Abelsen, fordi de ikke ønskede en søn af en brodermorder som konge. Desuden var Valdemar Abelsen som ovenfor nævnt ikke til rådighed, da han sad som fange i Köln
Ledet af ærkebiskop Jacob Erlandsen kæmpede store dele af kirken indædt for uafhængighed af kongemagten, således som det på den tid var almindeligt i resten af Europa. Ja, rent faktisk arbejdede de for at kirken skulle have myndighed over kongemagten.
Ærkebiskop Erlandsen var af den rige og mægtige Hvide slægt, der havde vendt sig i uforsonligt fjendskab mod Erik Plovpenning og den danske kongemagt. De havde deltaget aktivt i drabet på kong Erik, og de støttede fortsat Abel slægten i det sydlige Jylland.
Selvom Christoffer havde været Abels og Hvide-slægtens allierede i oprøret mod kong Erik, overførte Hviderne alligevel deres fjendskab mod kongemagten også til ham og vedblev at være den danske konges forbitrede fjender.
Udover Abel slægtens, Hvide-slægtens og store dele af kirkens kompromisløse fjendskab havde Christoffer også arvet Sveriges og Norges fjendskab mod Danmark, som oprindeligt var skabt af Abels indblanding i en svensk borgerkrig.
Kongens magt var blevet svækket i løbet af Valdemarernes tid på grund af middelalderens to samfundsopløsende processer. Nemlig kirkens stadig øgede magt på grund af den bestandige strøm af gaver til kirker og klostre i form af jord og privilegier fra konger og adelsmænd for deres sjæls frelse, og de regelmæssig tilbagevendende forleninger til kongelige prinser, som ikke havde udsigt til at arve tronen. Desuden var der tilbagevendende krav fra eksisterende lensfyrster om at deres len skulle være arvelige og endnu mere uafhængige af kongemagten.
Fæstningen Hammershus på Bornholm tilhørte ærkebispen. Foto Lilly M real name Malgorzata Milaszewska Wikipedia.
I Christoffers tid begyndte man at afholde Danehof.
Fra gammel tid havde det været skik at kongen en gang om året indkaldte sine svorne mænd, oprindeligt hirden, til et møde, en slags hærskue, hvor de skulle vise at de var klar til krig, når kongen kaldte - som modydelse for deres skattefritagelse.
Takket være kongemagtens svækkelse i generationen efter Valdemar Sejr kunne adelen, rigets bedste mænd, gennemtvinge at dette møde udviklede sig til et "hof", som blev et organ for adel og gejstligheds medvirken i landets styre. I senere tider skulle denne forsamling blive kaldt Danehof.
De gamle love - Jyske Lov, Sjællandske Lov, Skånske Lov og Frisernes Lov - gav ikke regler for hele en konges virkefelt. Der var et stort spillerum for kongens prerogative, hvilket vil sige muligheden for kongelige beslutninger, som ikke var reguleret af love.
Nu forlangte stormændene imidlertid at dette spillerum skulle reduceres ved at kongen skulle være pligtig til at følge bestemte regler nedfældet i en kontrakt mellem kongen og de fremmødte stormænd på "hof" - i form af en "håndfæstning" - som i nogen grad kan sammenlignes med en grundlov.
I løbet af tiden siden Valdemar den Store havde kongerne knæsat begrebet "majestætsforbrydelse". Definitionen på denne forbrydelse var ikke kun angreb mod kongens person, men også trods og ulydighed mod hans direkte befalinger. For eksempel, hvis kongen havde taget et kloster i sit værn, ville det være en majestætsforbrydelse at krænke dets rettigheder.
Lokale adelsmænd, som for eksempel krænkede sådan et kongens værn, kunne blive hjemfaldne til kongens "nåde og unåde". Det vil sige at de kunne blive udsat for kongens vilkårlige straf - for eksempel konfiskation af deres ejendom eller lignende.
Men nu forlangte forsamlingen af adelsmænd og biskopper at der skulle etableres en fast procedure for rettergangen for majestætsforbrydelser. Når der forelå en anklage skulle kongen i tre på hinanden følgende breve indstævne den anklagede. Kom han ikke, havde han dømt sig selv. Der skulle nedsættes et nævn, som to ansete mænd fra den anklagedes hjemegn skulle udpege.
Forsamlingen forlangte at kongen kun måtte dømme i sager, som allerede havde været behandlet af en anden ret. Kongen måtte kun idømme standardiserede bøder og straffe.
Eksempler på Hvidernes våbenskjolde. Tre vandrette bjælker var karakteristiske for en Hvide-ridders våbenskjold.
Fra venstre mod højre: Sune Ebbesens - som var en Hvide - våbenskjold med de karakteristiske vandrette bjælker, et karakteristisk Hvide våbenskjold med bjælker og en due og et med bjælker og gevir. Foto zoizit Wikipedia.
Når Christoffer gik med til at lade sin magt begrænse af sådanne regler, gjaldt det samme naturligvis også for hans fogeder. De skulle med hånden på Bibelen aflægge ed på at de i alle sager ville være retfærdige, de skulle afholde sig fra at finde på nye afgifter og afholde sig fra at modtage bestikkelser.
I marts 1256 holdt Christoffer Danehof i Nyborg. Der var stort fremmøde, men landets biskopper lod vente på sig. Dem havde Jacob Erlandsen nemlig sammenkaldt til møde i Vejle på præcis samme dag for at drøfte gejstlighedens sikkerhed, idet Erlandsens stort anlagte reformplan havde udløst fysiske trusler mod nogle biskopper.
I Vejle formulerede den forsamlede gejstlighed en krigserklæring mod kongemagten, "Cum Ecclesia Daciana" som lød: "Da den Danske kirke er under så hård en forfølgelse af voldsmænd at man ikke viger tilbage for i kongens egen nærværelse at undsige bisper, der står som en fast mur om Guds hus, har den hellige forsamlings myndighed forordnet, at om nogen bisp indenfor det Danske Riges grænser fanges, lemlæstes eller lider anden voldelig overlast på kongens bud eller med hans bifald, eller på nogen adeliges bud, således at der er grund til at tro, at det er sket med kongens vilje, så skal al gudstjeneste i riget ophøre."
Efter mange dages forsinkelse indfandt Jakob Erlandsen og biskopperne sig endeligt i Nyborg. Christoffer hilste dem med et citat af Virgil: "Tardi venere bubulci" som betyder "Sent kommer studedriverne" idet kongens ord ironiserer over gejstlighedens opfattelse af sig selv som hyrder for deres menigheder - idet pastor betyder hyrde. "Studedriverne" henfører til - for eksempel - de mænd som drev flokke af okser langs den Jyske hærvej for at de skulle sælges og slagtes i de store byer mod syd.
Den straf, som Jakob Erlandsen havde tiltænkt kongen og hans folk, hvis de ikke rettede ind, var det, som kaldes "interdikt", hvilket betyder at al kirkelig service ophørte, og derfor kumme ingen få deres synders forladelse, og vejen til Himmerige var derfor spærret for menighederne.
Kongen og ærkebiskoppen var uenige om en mængde ting. Kongen ønskede at have ret til at udtage biskoppernes mænd til krigstjeneste, hvilket Erlandsen modsatte sig. Ærkebiskoppen gjorde krav på vrag og danefæ, som hidtil havde tilhørt kongen. Bispen lod en mængde folk i Skåne sværge troskab til sig med det resultat at kongen fik stadig færre folk i Skåne, som han kunne stole på. Det kom så vidt at Jacob Erlandsen lod fjerne kongen og dronningens stole i domkirken i Lund.
Ærkebiskoppen gik så vidt i sine anklager mod kongen som at beskylde ham for kætteri. I den liste over anklagepunkter mod Jacob Erlandsen, som danske udsendinge havde med til Vatikanet i 1260 står: "21. Han har lagt kongen for had ved Romerhoffet ved at give sit ord på, at han var ikke rettroende, men kætter. Herom findes der brev af ham. Men særskilt skal hans troskabsbrud og svig behandles."
I 1257, fjerde påskedag, var Christoffer rede til at slå til. Han indfandt sig på Skåne landsting og indtog dommersædet sammen med bisp Niels af Viborg. Her opfordrede han alle, som havde klager over ærkebiskoppen, til at træde frem. Der var mange, som havde klager. Som kongen havde forudset erklærede Jacob Erlandsen at han kunne ikke dømmes af en verdslig domstol men kun af paven i Rom.
Derefter erklærede kongen, at når Jacob Erlandsen ikke selv ville overholde de gamle love for kirken, så behøvede bønderne heller ikke at gøre det, og derfor behøvede de ikke længere at betale tiende til ærkebiskoppen. Derved vandt han utvivlsomt mange tilhængere.
Efter at Erlandsen således var blevet politisk isoleret fra skåningerne, blev kongen i stand til at gå et skridt videre. En uge senere udsendte han en erklæring om at alle ærkesædets privilegier var ophævet og han krævede at alle hans herremænd i stedet skulle træde i hans egen tjeneste. Gjorde de ikke dette, ville de herefter blive betragtet som almindelige skattepligtige bønder.
Fangehullet i Hagenskov Slotsbanke 5 km sydøst for Assens er det eneste bevarede af den oprindelige middelalder-borg, der brændte i år 1741. Borgen er i 1251 nævnt som krongods. I 1396 tilbagekøbte dronning Margrethe 1. Hagenskov fra de holstenske grever, og Hagenskov var herefter kongeligt len i næsten 300 år. Det oprindelige Hagenskov var en fire-fløjet middelalderborg i 2 stokværk, og den regnedes for en af de stærkeste borge i landet. Foto ukw45 463 bidrag Tripadvisor.
Det er meget sandsynligt at Jacob Erlandsen reagerede med at sende breve og budbringere til alle konger og fyrster i naborigerne med alarmerende budskaber om at Guds fjender havde taget magten i Danmark ledet af den ugudelige konge, som ikke respekterede Guds repræsentanter på Jorden, med opfordring til dem om omgående at tage korset og komme den betrængte kristenhed i Danmark til undsætning.
Kong Håkon af Norge stod ned gennem sundet med en flåde på over 300 skibe. Ryd Kloster Krønike skriver for året 1257: "Kong Håkon af Norge var i Danmark."
Imidlertid, formentlig til ærkebiskoppens store ærgrelse, nøjedes han med at stille et ultimatum til kong Christoffer: ville han have krig eller fred?
Christoffer greb uden tøven den udstrakte hånd og forsonede sig på alle måder med kongen af Norge, og de blev nære venner. Christoffer kaldte Håkon for sin "fader" og han gav sin "søn" et prægtigt langskib ved navn "Mariasuden" med gyldne dragehoveder og billeder på sejlet.
Kong Christoffer ønskede at hans unge søn Erik - som skulle få tilnavnet Klipping - skulle krones som hans medkonge ved en højtidelig ceremoni, således som Valdemarerne havde haft som skik siden Valdemar den Store.
Da kongen rettede en direkte anmodning til ærkebiskop Jacob Erlandsen om at gøre dette, afslog denne ikke blot at udføre handlingen, men han forbød også alle andre at gøre det. Det fremgår af den liste på 21 klagepunkter over Jacob Erlandsen, som danske udsendinge havde med til Vatikanet i 1260: "3. Skønt han havde hyldet den herre kong Erik, søn af afdøde kong Kristoffer, og svoret at tjene ham tro, har han sat sig op mod ham og ikke villet krone ham, da han blev æsket dertil, skønt han havde ud-peget en dag dertil; ja han er trådt i vejen for hans kroning og har bandlyst dem, der kronede ham, selv efter at appel var indgiven".
Jacob Erlandsen havde spændt buen for højt. Dette blev Christoffer for meget. Han opfattede ærkebiskoppens værgring som en støtte til abelslægtens tronkrav, og han slog hårdt til.
Jaromars og Erik Abelsens korsfarerhær brød igennem Københavns befæstning på det sted, der i dag hedder Jarmers Plads. Foto Ramblersen Wikipedia.
En kold vinternat den 5. februar 1259 blev ærkebiskoppen overrasket af mecklenburgske krigsfolk - ledet af hans egen broder, Niels Erlandsen - på sin gård Gisleberg nord for Lund. De iførte ham en verdslig dragt, lænkede hans ben sammen, gav ham en hue med rævehaler på hovedet og førte ham omvendt på hesten til forvaring på slottet Hagenskov syd for Assens på Fyn.
Kun godt to måneder senere, den 19. April 1259, gik Jaromar af Rügen, Erik Abelsen af Holsten og biskop af Sjælland, Peder Skjalmsen Bang, i land på Sjælland ganske nær København med en hær hovedsageligt bestående af lejesoldater fra Rügen, styrker fra de Brandenburgske Markgrever og formentlig også fra Holsten idet Erik Abelsen var Jaromars svigersøn.
København tilhørte egentlig Roskilde Bispestol, efter at Erik Plovpenning kortvarigt havde haft den i sin besiddelse - men åbenbart var bispen Peder Skjalmsen Bang ikke meget populær, for borgerne smækkede porten i og nægtede hæren adgang til byen.
Men Jaromar angreb omgående og brød igennem Københavns forsvar på det sted, som i dag er kendt som Jarmers Plads, hvor Jarmers Tårn senere opførtes.
Derefter vendte Jaromar, Erik Abelsen og bisp Peder Skjalmsen Bang sig mod resten af Sjælland.
I mellemtiden havde kongen - nogle historikere siger hans formidable dronning - samlet en hær bestående af sjællandske bønder og stormænd. Bondehæren var Jaromars hær numerisk overlegen, men de fleste af bønderne var uden militær uddannelse og kamperfaring.
Hærene mødtes ved Næstvedi maj-juni 1259 og det blev en sønderknusende sejr for de erfarne lejesoldater. Ryd Kloster Krønike for 1259 skriver: "og Jarmer af Rygen ødelagde meget på Sjælland." Ældre Sjællandske Krønike skriver: "Der stod et slag ved Næstved mellem bønderne og Jarmer."
Forskellige forfattere angiver, at mellem 1.800-10.000 mænd faldt i bøndernes hær. De døde på dansk side blev på Roskildebispen Peder Bangs ordre begravet i massegrave uden kristne ceremonier - fordi de var jo kættere, som havde kæmpet mod kirken.
Samtidig med slaget ved Næstved eller ret få dage senere døde Kong Kristoffer 1. pludseligt i Ribe, 40 år gammel. Der er ingen efterretninger om forudgående sygdom, tværtimod. kongen var efter alt at dømme sund og rask, idet han var i stand til at rejse rundt i sit rige.
Hans nærmeste, som var tilstede i Ribe, da dødsfaldet skete, var ikke i tvivl om at han blev forgiftet og at Jacob Erlandsen stod bag.
Dronningen og hendes rådgivere kom frem til den overbevisning at gerningsmanden var en abbed Arnfast fra Ryd Kloster, som netop på dette tidspunkt var tilstede i Ribe. Han havde kommet gift i altervinen, da han bød kongen den hellige nadver.
Kun fem år efter Christoffers død bekræftede selveste pave Pave Urban 4. i et brev til Jacob Erlandsen at Arnfast var Christoffers fjende og den almindelige mening var, at han dræbte Christoffer med gift: " - til den anden, den i Aarhus, indviede du faktisk, hvad der sandelig var en forbandelse, Arnfast, kong Eriks åbenbare fjende, da det jo siges, at han skal have ryddet denne konges fader af vejen ved gift, og dette gjorde du, inden spørgsmålet om vor ærværdige broder Tyges valg til biskop i Århus var afgjort ved dette sæde."
Danske middelalder-konger, som led en unaturlig død, og deres gravsteder. Der fandtes den skik i Danmark at konger, som faldt i kamp eller på anden måde led en unaturlig død, i hovedsagen blev begravet, hvor de faldt. Knud den Hellige blev begravet i Odense, hvor han faldt. Niels blev begravet i Slesvig, hvor han faldt. Erik Emune blev begravet i Ribe ikke langt fra Urnehoved ting, hvor han blev dræbt. Svend Grathe blev begravet på selve slagmarken. Erik Plovpenning blev oprindeligt stedt til hvile i Slesvig, hvor han blev dræbt. Abel blev begravet i sin hjemby, Slesvig, der ikke ligger langt fra Husum. Erik Klipping blev dræbt af mange knivstik i Finderup Lade nær Viborg - og begravet i Viborg. Christoffer 1. døde i Ribe og blev begravet i Ribe, og derfor må man antage at hans samtidige virkelig var overbeviste om at han der døde en unaturlig død - ved gift i altervinen givet af abbed Arnfast fra Ryd kloster - og de samtidige var og er jo de nærmeste vidner - og de eneste - og de må vide bedst.
En passage i Øm Kloster Krønike - skrevet kun 10 år efter Christoffers død - giver os oplysning om at Jacob Erlandsen udnævnte abbed Arnfast til biskop af Aarhus efter Christoffers død, man kan tro som belønning for hans indsats, men Arnfast vovede ikke at tage imod udnævnelsen af frygt for dronningen. Den nævnte abbed viste sig aldrig i Aarhus.
Et andet vidnesbyrd om at kong Christoffer døde for morderhånd er den kendsgerning at han blev begravet i byen, hvor han døde, og ikke i Valdemarernes gravkirke i Ringsted.
Jaromar døde i Skåne det følgende år. Det fortælles at han besøgte en kvinde, som han havde fattet kærlighed til eller blot begærede, men imidlertid blev hans følelser ikke gengældt, og denne kvinde havde gemt en lille, men meget skarp kniv, i sengen, hvormed hun skilte Jaromar fra hans liv.
Christoffer var gift med den navnkundige Margrethe Sambiria, datter af hertug Sambor 2. af Pomerellen, som var et beskedent hertugdømme i det østlige Pommern.
Efter Christoffers pludselige død i Ribe overtog hun regeringen af Danmark med stor energi og beslutsomhed som formynder for sin 11-årige søn, Erik - som skulle få tilnavnet Klipping. Margrethe Sambiria fik af eftertiden også tilnavnet Sprænghest, angiveligt fordi hun skulle have redet en hest til døde under slaget på Lohede, men også i erkendelse af hendes ukvindelige, konsekvente og beslutsomme lederstil. Folkeviserne kaldte hende Sorte Grethe på grund af hendes sorte hår.
Fra Christoffers død og til Erik blev erklæret myndig i 1266 kæmpede hun som en løvinde for sin lille søn mod Danmarks talrige fjender - som navnlig var ærkebiskop Jakob Erlandsen, Abel slægten og Holstenerne.
Dansk Biografisk Leksikon mener at vide at hendes ægteskab med Christoffer var særdeles lykkeligt, og hun fødte ham sønnen Erik og datteren Mechtilde, som var opkaldt efter Margrethes moder. Mechtilde blev gift med markgrev Albrecht af Brandenburg.
Erik Klipping, som led døden i Finderup Lade, var søn af Christoffer 1. og den berømte Margrete Sambiria. Hans sønner med Agnes af Brandenburg var Erik Menved og Christoffer 2, der begge blev konger. Efter Christoffer 2 fulgte den kongeløse tid, hvoe Danmark var nær ved at ophøre med at eksistere.
Ved Christofferes død måtte Margrete Sambiria se den barske virkelighed i øjnene, som var at bøndernes hær havde lidt et knusende nederlag mod Jaromars korsfarere i slaget ved Næstved, holstenerne og Abelslægten var i fremmarch i det sydlige Jylland og den fængslede ærkebiskop Erlandsens tilhængere blandt bisperne havde lyst interdikt over hele landet.
Hun lod Jacob Erlandsen løslade fra hans fangenskab på Hagenskov ved Assens og derved tilfredsstillede hun Fyrst Jaromar og hans tyske allierede - i hvert fald fortæller de historiske kilder ikke videre om hans hær på Sjælland. Desuden var ærkebispens frihed sandsynligvis en forudsætning for forhandlinger med paven.
Hun tilfredsstillede holstenerne ved at love at indsætte Erik Abelsen som hertug af Jylland, hvilket hertugdømme ellers var blevet inddraget af kong Christoffer efter den tidligere hertugs død.
Juledag 1259 fik enkedronningen endelig sin søn, Erik, kronet til konge i Viborg Domkirke af bisp Niels.
Opholdet i fangehullet på Hagenskov havde ikke gjort ærkebiskop Jacob Erlandsen blød i knæene. Han betragtede sin nylige løsladelse som en stor sejr og fulgte den op ved omgående - uden undtagelser - at bandlyse alle bisper og andre gejstlige, som havde medvirket til kroningsceremonien.
Men dronningen og den danske regering valgte derfor i 1260-1261 at sende en klage til paven over Jacob Erlandsen som ærkebiskop. De danske udsendinge til Pavehoffet medbragte en liste på 21 klagepunkter, som omfattede:
"1. Skønt han har svoret kongen troskab, har han i Lundekirken og andensteds sammensvoret sig med kongens avindsmænd, Jærmer og greverne af Holsten, og hjulpet dem mod kongen."
"2. Jærmer og ærkebispens broder Anders tilligemed samme ærkebiskops mænd har på øen Bornholm dræbt henved 200 af kongens mænd, lagt de øvrige hårdt i skat og sløjfet kongens virke der på øen; og han har tilstået, at disse ting var skete på hans bud."
"3. Skønt han havde hyldet den herre kong Erik, søn af afdøde kong Kristoffer, og svoret at tjene ham tro, har han sat sig op mod ham og ikke villet krone ham, da han blev æsket dertil, skønt han havde udpeget en dag dertil; ja han er trådt i vejen for hans kroning og har bandlyst dem, der kronede ham, selv efter at appel var indgiven."
"9. Da han var stævnet til Slesvig til rigets værn, mødte han ikke med væbnet mandskab, som det var hans pligt, og drog bort igen uden orlov."
"10. Da han var stævnet til Stegeborg til rigets værn, mødte han ikke."
"14. Han hæger om kongens fjender og forfølger hans venner."
"15. Han har på landemode i Roskilde erklæret, at de, der sammen med bispen af Roskilde havde slået mændene af Sælland ihjel (i slaget ved Næstved), havde gjort ret, og for dem skulde der bedes, men på ingen måde for dem af Sælland - skønt disse dog er faldne for deres land og lovlige ret - og at de som domfældte ej måtte få kirkelig jordefærd."
"21. Han har lagt kongen for had ved Romerhoffet ved at give sit ord på, at han var ikke rettroende, men kætter. Herom findes der brev af ham. Men særskilt skal hans troskabsbrud og svig behandles."
Af årsager, som ikke længere er kendte, besluttede Margrete og hendes rådgivere i 1261 at løse problemet med hertugdømmet Jylland en gang for alle.
Munkene i Øm Kloster ved Skanderborg støttede Jacob Erlandsen i striden mellem ærkebispen og kongen. De var under mistanke for at have skjult abbed Arnfast, da han var på flugt fra Ribe efter mordet på kongen.
Albrecht af Braunschweig, som var Margrete Sambirias fætter. Han var en erfaren og effektiv hærfører, som ikke gik af vejen for noget. Han havde tjent under Christoffer 1. der havde belønnet ham med øerne Endelave og Samsø som len. Albrechts fader var hertug Otto das Kind af Braunschweig-Lüneburg, som var Valdemar Sejrs søstersøn og trofaste allierede til det allersidste. Otto deltog i slaget ved Bornhøved i 1227 på Valdemar Sejrs side. Foto Wikipedia.
En grundig ransagning af klosteret frembragte dog ikke Arnfast, som formentlig var flygtet ud af kongedømmet. Men selv om han ikke blev fundet, havde munkene i Øm mistet dronningens tillid for altid.
Klosterets Krønike begræder at dronningens hær spiste dem ud af huset på dens vej mod det sydlige Jylland i 1261, men fryder sig over at det efterfølgende gik hende dårligt i felten: "Da hun på vor bekostning i to nætter dvælede hos os med 1600 ryttere foruden de tilhørende løbere og fodfolk formentlig på vej i felten mod holstenerne, som endte ikke så godt efter slaget ved Lohede med hendes og sønnens tilfangetagelser, selvom Erik Abelsen var blevet indsat som hertug af Slesvig."
Den kongelige hær trængte ned i hertugdømmet og forfulgte hertugen sydpå over Dannevirke. Men her fik han forstærkning fra Holsten og vendte om og leverede et slag den 28. juni 1261 på Lohede mellem Dannevirke og Ejderen vest for Rendsborg. Andre kilder siger at forhandlingerne med hertugen allerede var påbegyndt, da danskerne uventet blev angrebet af holstenerne.
Danskerne led et katastrofalt nederlag. Drost Peter Finsen ledede hæren som helhed, og Ivar Tagesen havde kommandoen over kavaleriet - De blev begge senere hængt for at have konspireret med fjenden - sikkert i forbindelse med deres ledelse af hæren. De danske tab var forfærdende og den unge konge og hans moder faldt i hænderne på holstenerne. Det siges at Margrete under slaget red en hest til døde og derved erhvervede sit tilnavn "Sprænghest".
Det så faktisk rigtig sort ud for Danmark i efteråret 1261. Alt havde sammensvoret sig mod den lille kong Erik og hans moder. Holstenerne og hertug Erik Abelsen var suveræne på slagmarken, Jacob Erlandsen var på fri fod og spandt sine rænker i Danmark, enkedronningen og den unge konge sad som fanger i Hamborg - uden udsigt til at de ville komme fri i nogen overskuelig fremtid.
Men Margrete havde ikke mistet initiativet. Fra sit fangenskab i Hamburg lykkedes det hende at sende bud med bøn om hjælp til sin fætter, hertug Albrecht af Braunschweig.
Albrecht tøvede ikke med at komme sin kusine til hjælp. Sent på året 1261 faldt han ind i Holsten med en hær og plyndrede vidt og bredt og inden længe var de holstenske grever klar til at forhandle.
Tegning af Margrete Sambiria i håndskrift fra Tallinn fra 1282 - det vil sige tegnet i hendes levetid. Efter at Erik var erklæret myndig blev hun udnævnt til "Frue af Estland". Hun var - så vidt vides - aldrig personligt i Estland. Men kunstneren må have hørt om hende og om hvorledes hun så ud. Her har hun også en vis lighed med skulpturen på hendes grav i Bad Doberan hvilket sandsynliggør portrætlighed.
Tilnavnet Sambiria kommer af at hun var datter af den østpommerske Fyrst Sambor. Sit andet tilnavn "Sprænghest" kom angiveligt af at hun red en hest til døde under slaget på Lohede. I Folkeviserne kaldes hun Sorte Grete på grund af hendes mørke hår.
Foto Krolowa Malgorzata Sambiria afT Miniatura z 1282 r. Oryginal znajduje sie w Tallinie - Wikipedia.
Resultatet blev at geverne løslod både Margrete og den tolvårige konge mod at Erik Abelsen endnu engang fik bekræftet sin position som hertug af Jylland, desuden fik han Als og krongodset i hertugdømmet. Kong Erik skulle opholde sig hos markgreve Johan af Brandenburg indtil videre som pant for freden.
Enkedronning Margrete udnævnte hertug Albrecht til Rigsforstander og sammen drog de straks til Danmark, hvor de - formentlig i 1262 tog fat på en tiltrængt og ret hårdhændet oprydning.
De militære ledere under slaget på Lohede, Ivar Tagesen og drost Peder Finssøn, blev arresteret - angiveligt for konspirationer. Margrete tilføjede anklager for forræderi under slaget. Peter Finssøn tilbød hertugen 10.000 mark for sit liv, men blev afvist. Han og Ivar Tagesen blev sammen med seks andre hængt ved Nyborg. Ryd Kloster Krønike for 1263 skriver: "Bemeldte kong Eriks moder lod Per Finssøn hænge".
Kronen tog Kalundborg tilbage fra Esbern Snares datter, Ingeborg, fordi hendes søn støttede hertug Erik. Hun døde senere i Slesvig. Ryd Kloster Krønike skriver for 1262"Desuden blev fru Ingeborg af Kalundborg fordrevet." og senere under 1267 "Desuden døde fru Ingeborg af Kalundborg i Hedeby."
Jacob Erlandsens nevø, biskoppen af Roskilde, Peder Bang Skjalmsen, blev anklaget for at have stået i ledtog med Jarimar i slaget ved Næstved i 1259 og måtte flygte ud af landet sammen med ærkebiskoppen selv.
Lundeårbogen for årene 1262-63 beskriver dramatisk, hvorledes hertug Albrecht sammen med den pavelige nuntius, magister Gerhard, og den Skånske adelsmand Jon Litle skal have berøvet kannikkerne i Sjælland og Lund stifter deres gods og desuden fængslet og plyndret de lavere gejstlige: "- præster blev skændigt fængslet, deres gods stjålet, og alt det onde, som Gud tillod hertugen og hans fæller at gøre, er for langt at melde i enkeltheder." Indtil Albrecht "med stor vanære" forlod Danmark og "ved Guds retfærdige dom faldt i markgreven af Meissens fangenskab," tilføjede de med skadefryd.
I 1263 udbrød der oprør i Skåne mod den ny rigsforstanders kontante metoder. Oprørerne erobrede Helsingborg og ødelagde Åhus slot. Margrete måtte tage Albrechts udnævnelse tilbage. Efter nogen tid forlod han Danmark - sikkert for at tage sig af presserende problemer i sit eget Braunschweig.
Kong Erik kom tilbage til Danmark omkring år 1263 - 15-16 år gammel. Ryd Kloster Krønike for 1264 skriver: "Kong Erik blev løsladt fra fængslet."
En betingelse for den unge konges frihed var at han lovede at ægte markgrev Johans datter, Agnes af Brandenburg, uden medgift. Hans moder, enkedronning Margrete var stadig hans formynder.
Jacob Erlandsen vendte tilbage fra Rom, men vovede ikke at rejse ind i Danmark men tog ophold i Lübeck sammen med andre landflygtige prælater.
En ny pave afsendte en højtstående gesandt til Danmark, kardinal Guido, med opdrag om at sørge for at ærkebiskop Erlandsen og hans tilhængere kunne vende tilbage til Danmark for at blive genindsatte i deres tidligere embeder. Derefter skulle der forhandles om skadeserstatninger og lignende. Men det lykkedes aldrig at etablere et møde. hvor både kongen og Jacob Erlandsen var til stede.
I 1265 blev borgen Hammershus på Bornholm erobret af kongelige styrker under Erik Klipping.
Sidst på året 1267 tilbagekaldte paven kardinal Guido: "- fra disse vilde folk, der til deres egen skade sad så fast i deres vildfarelser at de hverken brød sig om irettesættelser eller om deres sjæls salighed."
Til venstre: Jacob Erlandsens kranium. Der er klare tegn på at han blev likvideret med et skud fra en armbrøst.
Under udgravning til en fjernvarme-ledning i Klostergade i Lund i 1972 fandt man på Franciskanernes Klosterkirkes område, som blev nedrevet i 1500, flere middelalder-grave, hvoraf en af dem var større og meget mere speciel end de andre. Den indeholdt et skrin tæt pakket med knoglerne af en mand, 60-70 år gammel og 170 cm høj. Det havde været nødvendigt at slå hul på kraniet i panden for at få plads til en lårknogle. Men to andre huller på henholdsvis højre og venstre tinding var mere interessante. En kriminalteknisk specialist fastslog at det store hul i venstre tinding var sprængt med stor kraft indefra. Det kan forklares med at det mindre rhombeformede hul i højre tinding er et karakteristisk indgangshul for en armbrøstbolt. Da bolten således er gået ret igennem, må man tro at skuddet blev affyret på ganske nært hold.
Hvis en meget fornem person i middelalderen døde langt fra sit hjem, kunne man simpelthen partere og koge liget med henblik på at skille bløddelene fra knoglerne. Derefter nøjedes man med at sende knoglerne hjem pakket i et lille praktisk skrin. Og det er hvad der er sket med denne person. Jacob Erlandsen døde på Rügen, og derfra blev hans knogler sendt til hans ærkebispesæde i Lund.
Jacob Erlandsen blev begravet i Franciskanernes Klosterkirke i Lund efter eget ønske, og da skelettet er fundet på en meget central plads er det sandsynligt at det virkelig er ham. Foto Lund Turistinformation.
Til højre: Mindeplade for Jacob Erlandsen. Foto Lund Turistinformation.
Men det er indlysende at bestræbelserne for at få Erik Plovpenning erklæret for helgen - og dermed fordømme Abelslægten og på den måde vinde hertugdømmet Jylland tilbage som en naturlig del af det danske Rige - var kørt fuldstændig af sporet på grund af interdikter og bandlysninger og i det hele taget et problematisk forhold til pavestolen - alt sammen forårsaget af Jacob Erlandsens udskejelser.
I 1266 fyldte den unge Erik atten år og blev derfor erklæret myndig. Enkedronningen overdrog ham den formelle magt i landet og trak sig tilbage til Christoffer-slægtens slot i Nykøbing Falster. Kong Erik udnævnte hende til "Frue til Estland" hvilken opgave hun varetog aktivt og handlekraftigt. Der er dog ingen tvivl om at hun som en grå eminence stadig vågede over også dansk politik.
Mange enkedronninger i tilsvarende situationer giftede sig igen. Det gjorde Mechtilde af Holsten, og det skulle hendes egen svigerdatter, Agnes, også gøre. Men det gjorde Margrete Sambiria ikke - måske følte hun at Erik stadig havde behov for en hjælpende hånd i kritiske situationer.
Kong Erik opførte Koldinghus. Ryd Kloster Krønike for 1268 skriver: "Kong Erik Christoffersøn byggede Koldinghus."
I 1272 døde hertugen af Jylland, (hvormed der menes Sønderjylland eller Slesvig) Erik Abelsen - blot 30 år gammel. Han efterlod sig to mindreårige sønner, Valdemar og Erik. Kongen satte sig straks i besiddelse af hele Hertugdømmet. Han accepterede dog at love at forlene den ældste søn, Valdemar Eriksen, med hans faders hertugdømme, dog således at kongen fik Als og krongodset tilbage, som hertugen havde erhvervet som en betingelse for enkedronningens og kongens frigivelse fra deres fangenskab i Hamburg i 1262 efter slaget på Lohede. Desuden skulle kongen være de mindreårige hertugsønners formynder.
Måske i 1273 lykkedes det den ny pave at skabe et forlig mellem den danske regering og Jacob Erlandsen. Man enedes om at detaljerne i forliget skulle afgøres af danske gejstlige. De bandlysninger og interdikter, som var udstedt, blev foreløbig suspenderet, indtil de var blevet behandlet af en gruppe kardinaler i Rom.
Nu kunne Jacob Erlandsen endelig begive sig på vej mod Danmark til ærefuld oprejsning efter syv års landflygtighed. Men han nåede ikke længere end til Rügen, for der blev han 18. februar 1274 likvideret med et skud fra en armbrøst på klods hold i højre tinding.
Den unge Erik Menveds kamp mod de fredløse og Norge. Erik Menved og hans moder, enkedronning Agnes, hilser på hæren. Erik lillebroder, den senere kong Christoffer 2. klynger sig til sin moders skørter. Foto Lorenz Frølich, 1853. Statens Museum for Kunst.
Vi erindrer den sidste sætning i den liste af klager, som de danske udsendinge medbragte, da de rejste til paven i 1261 for at klage over ærkebiskoppen: "Men særskilt skal hans troskabsbrud og svig behandles."
Det kan have været kong Erik, som stod bag dette drab, men hans moder, Margrete Sambiria, var stadig aktiv fra slottet i Nykøbing Falster, og hun havde nok ikke glemt at det var Jakob Erlandsen, som stod bag mordet på hendes mand 15 år tidligere.
Stig Andersen var leder af den hær, som kongen i 1275 sendte til Sverige for at hjælpe Birger Jarls sønner, Magnus og Erik, i kampen mod broderen Valdemar Birgersson. Han sejrede i slaget ved Hova. Samme år belønnede kongen ham med positionen som marsk - leder af riget stridskræfter.
Men allerede året efter, i 1276, viste Stig Andersen trods mod kong Erik, idet han på danehoffet i Nyborg værgede sig ved at aflægge ed til hans unge søn, Erik, som de øvrige stormænd gjorde. Lunde Årbogen for 1276 siger: "Kongens søn, Erik, fik kongenavn og stormændene undtagen Stig, hans marsk, aflagde en højtidelig troskabsed til ham."
På danehoffet i sommeren 1282 møder vi for første gang udtrykket "håndfæstning". Kongen accepterede at der hvert år skulle holdes danehof - Herredag, som det kaldtes dengang. Dette udløste et væld af detaljerede bestemmelser: Hvis nogen vil anklage kongen for på uretfærdig vis at have frataget ham noget gods, er det på Danehoffet kongen skal stå i rette derfor og underkaste sig sine tro mænds dom. Den kongelige domstol måtte kun dømme i sager, som allerede havde været behandlet på et herreds eller landsting. Man nedskar den mængde fjerkræ, som skulle leveres til kongens bord. Leding-skatten blev ændret således at små lodsejere gik helt fri. Bøndernes pligt til at køre for kongen blev begrænset til deres eget herred. Stormændene ville ikke længere gøre garnisonstjeneste på kongens borge og så videre.
I december 1282 døde enkedronning Margrete Sambiria i Bad Doberan. Ryd Kloster Krønike skriver for dette år: "Desuden døde dronning Margrete".
Efter sin moders død udskiftede kong Erik lidt efter lidt sine loyale kongetro ministre med folk, som repræsenterede efterkommere af Valdemar Sejr, som gjorde krav på dele af riget. Man kan mene at hans politiske kovending i disse år var et udslag af realpolitik, for at afværge en aggression fra andre magter, men man kan også mene at han efter sin moders død simpelthen fandt et påskud til at kaste håndklædet i ringen.
I kardinalernes afsluttende rapport vedrørende den sag, som ærkebiskop Jens Grand anlagde mod Erik Menved i 1296, står om Erik Klipping: "Denne ærkebiskops (Jens Grands) slægtninge - nemlig grev Jacob, marsk Stig, Peder Jacobsen, Rane Jonsen og flere andre af deres familie og slægtninge, de var ædle af slægt, men uheldsvangre og ulykkesbringende i gerning. Kongen gjorde dem rige fremfor alle rigets kongetro - og han indsatte dem som herrer over alle landets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet."
Mordet i Finderup Lade. Danmarks Historie i Billeder - 1898.
Sct. Cecilie nat 1286, d. 22. november, blev kong Erik Klipping myrdet på sit leje i en lade nær Finderup sydvest for Viborg.
Den samtidige gavebog i Lund siger: "I det herrens år 1286 faldt kong Erik, søn af Christoffer, salig ihukommelse, for de ugudeliges dolke Sct. Cecilienat, myrdet på det grusomste af sine mænd i sin egen seng. Hans sjæl hvile i evig fred."
Ryd Kloster Krønike for 1286 beretter: "Kong Erik Christoffersøn blev i Finderup ved Viborg i Nørrejylland myrdet af dem, han anså for sine mest betroede venner." og "Endvidere blev hertug Valdemar løsladt fra fængslet." Af andre kilder fremgår det klart at hertug Valdemar af Slesvig blev løsladt omkring et halvt år før kong Erik blev myrdet.
I det danske forsvar i den sag, som ærkebiskop Jens Grand anlagde mod kong Erik Menved for pavens domstol i Rom 1296-1297 står: "Da deres forblindede trop af sammensvorne var blevet samlet, rejste mørkets sønner sig midt om natten med vildskab mod kong Erik, Herrens salvede, og på det allergrusomste ombragte de ham med utallige og gruopvækkende sår, som han fik, mens han lå i sin seng." Det lyder, som var det et meget lidenskabeligt drab.
Adskillige kilder, herunder Jyske Krønike fortæller at Erik fik "56 dødelige sår af hvilke ingen uden et var under brystet."
De mange samstemmende detaljer såsom, den åbne dør, mænd i munkekutter, dette at de slukkede lyset med videre, antyder at der var vidner.
Morderne kunne have gjort rent bord og fjernet alle løse ender, som det hedder i moderne actionfilm. Men det gjorde de ikke. De lod kongens ledsagere leve, og for deres skyld - sikkert for ikke at blive genkendte - var de i munkekutter og også derfor slukkede de lyset.
Hvem morderne var er aldrig kommet for dagen. Marsk Stig og de fredløse blev dømt, men der er stor tvivl om hvorvidt de virkelig var de skyldige.
Ryd Kloster Krønike for 1287 siger: "Desuden blev grev Jacob af Halland og marsk Stig forvist sammen med flere velbyrdige mænd, og deres gods blev tilbageholdt af kongen." og "Endvidere blev kongen viet og ophøjet til konge i Lund af ærkebiskop Johannes på juledag." Hvilken konge må have været den Erik, som senere fik tilnavnet Menved.
Dronning Agnes udnyttede dygtigt de seks måneder mellem mordet og det kommende Danehof det følgende år. Hun bragte meget hurtigt den berømte troubadour, Rumelant von Sachen, til landet, som spredte sange og digte, hvori det blandt andet hedder: "Se jeres konge var jeres tjener, som gav jer magt og ret. Ham har I myrdet", og "Trofaste Danske, hævn jeres konge - angiv morderne og tal dem til på livet."
Rumelant sang om at morderne havde gjort med "egen hånd", hvad andre havde "rådet herfor"
En af Rumelants vigtige pointer - som dronningen sikkert havde givet ham i opdrag at fremføre - var at morderne ikke skulle tillades at følge deres danske lov, som tillod at de kunne sværge sig fri sammen med tre gange tolv mededsmænd. "Nej, det skal anderledes gå!" Det var jo på den måde at Abel i sin tid undgik at blive dømt, og det måtte ikke ske igen!
Det skete heller ikke. Eriks mordere blev formentlig dømt efter de nye love for majestætsforbrydelser, som danehoffet havde vedtaget.
I en anden udgave af Ryd Kloster Krønike for 1287 hedder det: "På et rigsmøde i pinsen samme år blev grev Jacob, marsk Stig, Peder Jacobsøn og flere andre af rigets mægtige efter alles fælles dom dømt til døden for mordet på kongen og kendt fredløse."
Meister Rumelant i Codex Manesse. Rumelant var den første til at nævne de 12 "toner" som var standardmelodier af Meistersinger. Han er kendt for sangen "Daz Gedeones wollenvluis" om Guds mystiske kærlighed (minne) til Jomfru Maria. Han er nævnt i Codex Manesse og Jenaer Liederbuch. Foto Master of the Codex Manesse Wikipedia.
Der blev afsagt dommen skyldig i sagen på Danehoffet i Nyborg i maj 1287 af et "Worthældnævn" - et ordholdenheds-nævn - bestående af tre gange tolv mænd - næsten enstemmigt – hvilket er ret overbevisende. Yderligere blev dommen stadfæstet af ærkebispen og samtlige bisper og senere af den tyske kejser Rudolf af Habsburg.
De blev alle erklæret skyldige og dømt til døden, dog således at de efter gammel skik fik en frist til at forlade landet som fredløse. De drog næsten alle til Norge, hvor kongen, Erik Præstehader, tog imod dem med åbne arme. Dog ville kongen ikke modtage Arvid Bentsen.
I kardinal-auditørernes afsluttende rapport vedrørende den sag, som ærkebiskop Jens Grand anlagde mod Erik Menved ved pavehoffet i 1296, nævnes det at grev Jacob blev betragtet som de fredløses leder og at mange af de fredløse var af Hvide slægten: "Denne ærkebiskops slægtninge - nemlig grev Jacob, marsk Stig, Peder Jacobsen, Rane Jonsen og flere andre af deres familie og slægtninge, de var ædle af slægt, men uheldsvangre og ulykkesbringende i gerning."
Som nævnt ovenfor var grev Jacob de fredløses leder, sikkert fordi han var af kongelig afstamning. Men for eftertiden og i folkeviserne fremstår Marsk Stig som lederen, sandsynligvis på grund af hans militære kvalifikationer, den gode historie med kongens forførelse af hans hustru, hans dramatiske sørøvertogter ned gennem de danske farvande og hans iøjnefaldende besiddelse af øen Hjelm ved Helgenæs ud for Djursland.
Historikeren Troels Brandt gør opmærksom på at selvom de fredløse var overbeviste om deres uskyld, så havde de ikke den fjerneste ide om, hvem der så var ansvarlig for mordet på kongen.
De havde ikke forestillet sig at dette kunne ske. De var blevet taget fuldstændig med bukserne nede. I årevis havde de formentlig ført sig frem med små dumme demonstrationer som at lade sig slå til ridder af den norske eller svenske konge i stedet for deres egen konge og lignende. Ved festlige lejligheder havde de sikkert ikke sparet på morsomme nedgørende bemærkninger om kong Erik.
Derfor, da kongen blev myrdet, fremstod de for hele landet som kongens mest arge modstandere og de mest sandsynlige gerningsmænd og med Arvid Bentsen og hans landevejsrøvere som deres redskab.
Kong Erik Præstehader af Norge udbød leding mod Danmark i hele landet og i juli 1289 - næsten samtidig med valget af Jens Grand som ærkebiskop - stævnede den norske leding flåde ned gennem Øresund.
Et af skibene kolliderede med et andet skib og sank, hvorved 160 mand druknede. Deres lig, der drev i Land på den skånske Kyst, blev der halshuggede, hvilket viste hvor forbitrede kystbefolkningen må have været på nordmændene.
Resten af styrken gik den 13. juli i land i Helsingør og brændte byen ned. Flåden sejlede herefter mod København, hvor han lagde sig for anker i Refshaledybet og derfra belejrede byen. Men københavnerne modstod angrebet, og nordmændene måtte nøjes med at afbrænde Amager og Hven. Ryd Kloster Krønike beretter for 1289: "Kong Erik af Norge belejrede København med skibe, og mange blev dræbt af nordbaggerne, men til sidst drog han væk uden sejr."
Derefter angreb flåden Skanør en måned før markedet åbnede. Det lykkedes ikke angriberne at ødelægge byen, og den norske høvding Thord Krytter faldt sammen med 70 af sine mænd.
Ledet af Marsk Stig gik en anden del af den norske flåde ned gennem Kattegat og Storebælt, hvor de angreb og ødelagde slottet Brattingsborg på Samsø, nedbrændte Skælskør og Tårnborg ved Korsør. Ifølge de Esromske Annaler nedbrændtes også Middelfart og Hindsholm - temmelig sikkert også i 1289.
Marsk Stig sluttede sig derefter til den norske hovedstyrke, medens den lå ved Amager. Den samlede flåde drog dernæst syd om Møn til Grønsund, hvor de angreb Christoffer-slægtens arverige, øerne Lolland og Falster.
Nordmændenes kom igen år efter år, deres angreb blev overalt mødt med forbitret modstand, der påførte angriberne store tab, men der var aldrig tale om at danskerne gjorde gengæld ved at angribe Norge. Sandsynligvis turde dronning Agnes og den danske regering ikke vende ryggen til hertug Valdemar og den nye ærkebiskop, Jens Grand, og deres mange tilhængere.
Væbner Arvid Bentsen var den eneste som blev dømt for rent fysisk at udføre selve mordet. Det var nok derfor den Norske konge nægtede at modtage ham. Han og ti af hans mænd blev henrettet for landevejsrøveri i Halland i 1288.
Krucifiks ved vejen til Fyens Hoved med Stubberup Kirke i baggrunden. Så længe nogen kan huske, har der stået et krucifiks ved siden af landevejen mod Fyens Hoved ved Stubberup Kirke. Det siges, at det markerer, hvor Marsk Stig blev båret over vejen til sin begravelse i kirken. Foto Martofte BnB.
Marsk Stig døde en naturlig død i 1293 i sin borg på Hjelm. Sammen med mange andre kystnære landsbykirker gør Stubberup Kirke på Hindsholm krav på at han er begravet der.
Rane Jonsen var tilstede i Finderup Lade og havde ifølge Jens Grands vidnesbyrd forsøgt at forsvare kongen, men overlevede, hvilket i sig selv var dybt mistænkeligt og sikkert vanærende. Han blev taget til fange under et plyndringstogt mod Sjælland, henrettet og lagt på stejle i Roskilde i 1294.
I det begivenhedsrige år 1289, da nordmændene og de fredløse sejlede ned gennem de danske stræder og plyndrede og afbrændte byer og øer, skete den tilsyneladende mere fredsommelige begivenhed at den gamle ærkebiskop, Jens Dros, døde og til hans efterfølger valgte domkapitlet den 35-årige domprovst i Roskilde, Jens Grand.
Den ny ærkebiskop var af Hvide slægten, idet han var dattersøn af Jacob Erlandsens broder, og biskop Peder Skjalmsen Bang var hans onkel. Som barn må han have oplevet Jacob Erlandsens og Peder Skjalmsen Bangs kamp mod kongemagten.
Han var en intelligent og veluddannet ung mand, som havde studeret i udlandet, og han var særdeles velbevandret i teologi og kirkeret.
Allerede som domprovst havde Jens Grand vist sin vilje til at udfordre magthaverne. Han havde hævdet overfor Erik Klipping at "hverken kongen eller nogen anden lægmand skulle have ret til at modtage nogen andel af kirkens indtægter, eller til at blande sig i udnævnelser til kirkelige embeder." Senere skulle han på et offentligt ting på Sjælland have udtalt at "ingen kunne undre sig over, at denne konge havde fundet et lige så voldsomt endeligt som hans nærmeste forgængere på tronen".
I det hele taget var han meget udfordrende og åbenmundet. Ifølge historikeren Palle Lauring skulle han også have sagt at "det var trist at Christoffer ikke i sin tid fik gift så tidligt at han ikke nåede at sætte tronfølgere i Verden".
Det var meget sandsynligt at det var sådanne kække udmeldinger, som fik kannikkerne i Lund Domkirke til at vælge netop ham som deres ærkebiskop, for at de sammen kunne "fordrive denne verdens vanvittige tyran", som der står over Petersportalen i Slesvig Domkirke.
Marsk Stigs borg på øen Hjelm og grev Jacobs borg på halvøen Hunehals. Begge områder blev erklæret for at være den norske konges område. Efter sigende skulle de fredløse også have haft tilhold på Sprogø.
Den norske historiker, P. A. Munch, ser tydelige tegn på at der i 1293 blev etableret en egentlig koalition mod den nyligt tiltrådte kong Erik af Danmark. Meningen var at knuse den uerfarne konge med et eneste mægtigt slag.
Koalitionen blev forhandlet på plads af ærkebiskop Jend Grand, og den omfattede de norske kongelige brødre, hertug Valdemar af Jylland, de fredløse og andre utilfredse og misfornøjede over hele riget så vel som ham selv.
Hertug Valdemar og hans broder, Erik Langben, rejste oprørsfanen ved at gøre krav på en del godser på Fyn og Langeland, der havde tilhørt deres farbroder, Abel Abelssøn. Men den unge kong Erik Menved lod sig ikke sådan stille til vægs, han krævede Als, Ærø og Femern tilbage til kongeriget.
Men hele kampagnen mundene ud i et forhandlingsmøde på slottet Hindsgaul ved Middelfart den 8. september 1295. Her blev der vedtaget våbenhvile til alle sider i tre år. Den danske konge gav omfattende indrømmelser. Erik Præstehader fik anerkendt sin arveret til danske godser efter sin moder Ingeborg, Erik Plovpennings datter, og han beholdt borgene på Hjelm og Hunehals. Erik Menved skulle respektere kongsfrændernes fyrstelen i Sønderjylland og Halland. De fredløse skulle have ret til vende hjem og genindtræde i deres rettigheder til deres ejendomme - kong Erik stillede dog de betingelser at fremstillingen af falske mønter på Hjelm og Hunehals skulle ophøre og de dømte ikke måtte vise sig for hans øjne. Våbenstilstanden blev i 1298 forlænget med to år og i 1300 med yderligere tre år.
Danehoffet blev indkaldt allerede til den 28. marts 1294, sikkert for at træffe beslutninger vedrørende en øget krigsindsats, men ærkebiskop Jens Grand skabte et sådant kaos i forsamlingen med sine forbud og bandlysninger at hele Danehoffet skiltes uden at træffe nogen beslutninger. På selve hoffet lyste Jens Grand den fungerende drost, Åge Johnsen, i band. Formodentlig fordi han opfordrede folket til at støtte kongen i hans krigsforberedelser, og dette, sagde kongens egne mænd udtrykkeligt, "skabte en sådan forvirring" at hele forsamlingen skiltes uden at træffe nogen vigtige beslutninger.
Kongen opfordrede ærkebiskoppen at møde frem til krigstjeneste med sine vasaller som det var hans lenspligt, men han ignorerede dette påbud. Ja, han forbød endog sine bønder at adlyde den kongelige ordre og dermed opfylde deres leding pligt.
Jens Grand bliver ført til Søborg på et gammelt øg klædt i pjalter. Forsidebillede på Ingemanns historiske roman "Erik Menveds barndom" 1828. Foto DBA.
Da kongen ikke desto mindre fik folket til at acceptere en ekstraordinær krigsskat, forbød ærkebiskoppen på det strengeste sine egne og Lund kirkens folk at betale, og da kongen i egen person kom over til Skåne for at inspicere befæstningernes tilstand og gøre forberedelser til deres forsvar, forbød ærkebiskoppen sine undergivne under trussel af bandlysning at sælge ham og hans mænd de nødvendige levnedsmidler.
Den 5. april 1294 havde Erik Menved fået nok. Hans broder, Christoffer, arresterede ærkebiskop Jens Grand - koalitionens formodede leder og koordinator - på en dramatisk og ydmygende måde og smed ham i en smudsig fangekælder i Søborg Slot.
Hele historien om ærkebiskop Jens Grands fangenskab er fortalt med mange detaljer i "Fængselskrøniken", som er skrevet af en ukendt samtidig provst sandsynligvis fra Lund eller Roskilde. Den er overleveret af Arild Huitfelt i sin helhed.
Således indledes "Fængselskrøniken": "År 1294, fredagen før palmesøndag, om morgenen, da klokken var mellem fem og seks, og da bispen selv havde holdt messe, sendte kong Erik, som da var i Lund, sin broder, hertug Christoffer, til bispen for at udspejde ham." Kong Erik må da have været 19-20 år gammel og hans broder Christoffer måske 18 år. Christoffer var leder af aktionen.
Han lokkede Jens Grand ud af hans bolig under påskud af at han ønskede at forsone ham med kong Erik. Men da de kom ned i gården var der ingen Erik. Krøniken fortæller at bispen da sagde til Christoffer: "Hvor er min Herre Kongen?" Han svarede: "Overgiv dig, du er fanget!" Bispen svarede: "Hvem har fanget mig?" Christoffer sagde: "Min broder Kong Erik, og jeg på hans vegne".
Christoffer satte nogle mænd til at vogte bispen, medens han selv gik ind i kirken og pågreb domprovst Jacob, som netop holdt messe foran alteret.
Dernæst blev fangerne klædt i nogle pjaltede klæder og sat på nogle elendige øg med fødderne bundet meget hårdt under hestenes bug, og så gik det over stok og sten. Christoffer "førte ham og den anden barhovedede i sne og regn så langt på en halv dag, som man plejede at færdes halvanden dag med lempe. De rendte mere på vejen end de travede, for at komme hastigt frem."
Videre fortæller krøniken: "Da de kom til Helsingborg, kastede de dem nederst i færgen, bagved hestene, der stod og møgede på dem. - Straks de kom til Helsingør, bandt de dem på deres heste igen og førte dem så videre til Søborg Slot endnu samme aften. Der kastede de ærkebispen fangen ned i tårnets dybeste kælder og lagde tunge bolte og jern på ham."
I 36 uger lå fangerne i de gamle laser, i hvilke de var ankomne - i deres egen urin og skidt: "Der fulgte utallige fluer og myg med i hans mad og drikke, og han kunne ikke se at fjerne dem. Han havde også utallige lopper på sig, fordi han aldrig fik andet linned eller uldent tøj end det, han havde på sig, da han kom ned i tårnkælderen. Han fik ikke skiftet fra den Palmesøndag, han kom derind, og til anden dagen efter Lucie Dag året efter, da han slap ud af tårnet igen," - "Der blev ofte spildt mad og øl på ham, når det skulle hejses ned til ham, men alt vådt, der kom på ham, måtte tørre af sig selv på hans krop, for han fik aldrig hverken ild eller varme hos sig, så længe han var fangen. Hvad han selv gav fra sig, både sit eget vand og andet på naturens vegne, det blev liggende under ham, for han kunne ikke vende eller rejse sig op for de svære jern, som han lå lænket i."
Men det lykkedes provst Jacob at undslippe fra sit fængsel i Kalundborg: "Da Provst Jacob havde siddet i Kalundborg Tårn i syvogtyve uger, slap han ud en nat, ved Guds særlige hjælp, og kom siden i hemmelighed til Ribe. Der blev han i nogen tid, thi han ville rejse til Rom, når han havde fået det bedre. Da kongen fik det at vide, sendte han straks bud derhen og ville have grebet ham på ny, men han kom ud af riget og fandt Paven i Frankrig."
Men medens legaterne var på vej mod Danmark lykkedes det også Jens Grand "med Guds særlige tilladelse" at undslippe fra sit fængsel.
"Der var en kok på Søborg," fortæller Fængselskrøniken, "han bad slotsherren om sin frihed, for han havde tjent ham længe, og fik en lille ting for sin tjeneste. Da han bad om orlov, bad tårngemmeren ham om at blive en dag eller to, til han fik spurgt sig for om en anden tjeneste."
Et udvalg af historiske file. File var fuldstændig essentielle for låsesmede, og det var faktisk netop i 1200 og 1300-tallet at det lykkedes at fremstille file af et nødvendigt hårdt materiale. File skal jo være hårdere end det materiale, som de bearbejder. Forfatteren at Fængselskrøniken har virkelig fulgt med i den tekniske udvikling idet han vidste at disse file støjede. Det har ikke været et billigt værktøj, som Jens Grand brugte så flittigt om natten, derimod det sidste skrig i teknologisk udvikling. Foto wonkee donkee tools..
Medens fangevogterne var fulde eller ude i naturlige ærinder, tilbød kokken den elendige fange at bringe bud til hans mand i København.
Det lykkedes fangen at få fat på en fil - sikkert også gennem kokken - som han flittigt brugte på sine lænker om natten: "Det var et stort under, at ingen hørte det, det hørtes jo ellers nok, når smeden filede uden for slottet."
Desuden, ved et fuldstændigt tilfælde - men med Guds hjælp - fra den dag han fik fat i filen, blev vagterne sløsede med at kontrollere og efterse hans lænker: "Jesper Mogenssøn, kongens høvedsmand på slottet, plejede selv tidligere hver dag at bese bolten han lå i, eller hans underfoged gjorde det, og vægterne ligeså. Men siden han begyndte at file på den, hjalp Gud ham således, at ingen så efter."
Og ikke nok med det. Skibet fra Hammershus lå allerede ud for kysten og besætningen lod som om de fiskede, hvilket de havde gjort i flere dage og folk på egnen var allerede begyndt tale om det. "Men Gud nedslog den snak, så at ingen talte eller tænkte mere derpå," og ydermere besluttede kong Erik at bringe det meste af slottets besætning med på jagt i Tikøb: "og skød så kongen i hjertet at han skulle ride fra slottet med sine folk. Derfor red han bort til Tikøb på jagt, og tog med sig alle sine folk. Han bad også dem komme med, som før tog vare på bispen, på nær en, der var ret tårngemmer. Så lod han sine to søstersønner blive på slottet med nogle få karle. De drak bravt og gjorde sig glade, efter at Kongen var redet bort. Kokken drak også dygtigt med tårngemmeren og drak ham fuld, så han gik bort for at sove."
Med en rebstige hjalp kokken den svage biskop ned ad tårnet og senere ned ad fæstningsmuren og over den frosne voldgrav. Det lykkedes endda kokken at stjæle et par heste uden at nogen hørte det, og en af dem var en lille skikkelig ganger, velegnet til en afkræftet biskop: "og han tog en lille ganger som stod der, og en anden hest til sig selv, som Bispen bad ham om, og det hørte hverken hundene eller de, som lå i staldene".
De red ud til kysten og bispen kom ombord på det ventende skib, som bragte ham i god behold til fæstningen Hammershus på Bornholm.
Det var virkeligt ganske heldigt for Erik Menved at bispen var undsluppet fængslet inden pavens udsending ankom. Det ville ikke have set godt ud, hvis han havde fundet ærkebispen liggende afmægtig i smuds, ekskrementer og urin. Desuden, da bispen selv var undsluppet og ikke var bleven løsladt, havde kongen ikke givet indrømmelser.
Efter at have brugt nogle måneder på at genvinde sin sundhed indledte Jens Grand rejsen mod Rom. Han lagde vejen omkring Brügge, og det blev kendt i hele Europa at han der udtalte at "det var ham ligegyldigt, hvem der regerede i Danmark, om det var hertug Valdemar eller en jøde, en saracener eller en hedning, ja om det var fanden selv, når blot det ikke var kong Erik eller hans broder."
Sagen ved pavehoffet i Rom kom i gang i 1296. Erik Menved sendte sin lærde kansler Morten Mogensen.
Lillejuleaften 1297 bestemte pave Bonifacius 8. at Jens Grand skulle genindsættes og tilkendes en stor erstatning. Kongen skulle bandlyses og landet erklæret i interdikt indtil der var opnået forlig mellem Jens Grand og kongen og bøden var betalt.
Johannes Døberen smides i fængslet og sidder nedslået bag tremmerne, miniature fra Alsace, fra sidste del af det 12. århundrede. London, British Library.
Kongen var ikke personligt til stede ved de følgende forligsforhandlinger i sommeren 1299 i København med den pavelige legat, Isarnus, som endelig voldgift-dommer.
Ærkebispens krav var hårrejsende. Han krævede hele ærkestiftet - altså Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm - undtagen fra al kongelig myndighed, herunder leding pligt og skat til kongen. Alle herremænd i stiftet skulle lyde ærkebispen og ikke kongen. Der skulle overalt dømmes efter kanonisk ret og ikke efter nogen dansk lov, og ærkebispen skulle selv være øverste dommer.
Desuden stillede han krav vedrørende regeringen af resten af Danmark: Kongen måtte ikke kræve noget af kirketienden, kongen måtte ikke gæste klostre mod deres vilje - hvilket i praksis ville betyde aldrig - kirkernes klerke skulle være fri for told og andre markedsafgifter, som almindelige købmænd skulle betale. Det skulle ikke længere være muligt at bøde drab med penge, men de skulle bødes med legemsstraffe - altså hængning og lignende. Kirken skulle have lov til at opkøbe al det gods, den havde råd til, og det indkøbte skulle derefter automatisk blive fri for skatter til kronen.
Isarnus afsagde en dom - stadig i 1299 - som det var hans pligt, men insisterede på at holde den hemmelig for sin personlige sikkerheds skyld. Først da han befandt sig langt til havs på et skib på vej til Holland, blev hans dom offentliggjort: Kongen blev bandlyst og dommen tilkendte ærkebispen alt det gods, som Kronen ejede i Lund Stift med undtagelse af Halland.
Men da ærkebiskoppen selv befandt sig på samme skib som Isarnus på vej mod Holland, blev der ikke meget ud af implementeringen af denne dom. I stedet mødte kongens drost op i Skåne for at konfiskere ærkebispens gods.
Derefter trak sagen ud i yderligere to år. Jens Grand forlod pavehoffet igen og i den følgende tid opholdt han sig mest udenfor Eriks rækkevidde i Lübeck og på sin fæstning Hammershus på Bornholm.
Så sendte kong Erik det berømte underkastelsesbrev til paven, hvori han beder om pavens barmhjertighed og slutter med anmodningen om at Skt. Peters sværd må blive stukket i skeden og at Kristi stedfortræder vil læge sin tjeners øre, så han igen kan få kirkens sakramenter og høre Guds ord, "hvad kan jeg sige mere? Tal, Herre, og lad din tjener høre".
Dette geniale brev var utvivlsomt anledningen til at der i foråret 1302 kom en ny dom fra paven i striden mellem Erik Menved og Jens Grand. Værdien af kirkens tabte gods, der skulle erstattes nedsattes til 10.000 mark sølv, hvilket var et helt ubetydeligt beløb i forhold til det oprindelige. Desuden bestemte paven at Jens Grand skulle forflyttes til Riga og udnævnte i stedet Isarnus til ærkebiskop af Lund.
Jens Grand kom aldrig mere til Danmark. Han afviste sit ny embede i Riga og rejste først til Norge og siden til Paris. I 1310 udnævnte pave Clemens 5. ham til ærkebiskop af Hamburg-Bremen. I 1316 erklærede gejstligheden i Bremen Stift, at "han ikke var sin fornuft mægtig", og valgte en medhjælper til at administrere i hans sted.
Han døde i 1327 i Avignon i Frankrig.
En kopi af Kampen koggen bygget mellem mellem 1994 og 1998. en kogge var ikke så sødygtig og hurtigtsejlende som et vikingeskib, men den kunne medbringe meget større last, som for eksempel belejringsmaskiner, kavaleriheste og soldater. Foto Arch på nds-nl.wikipedia.
I 1301 fremdrog kong Erik Menved sin oldefaders Valdemar Sejrs brev fra den Tysk-Romerske kejser, hvori denne bekræftede at alt land i Nordtyskland nord for Elben tilhørte Danmark: "Vi har sluttet evigt og ubrydeligt venskab med Vor kære hr. Valdemar, de danskes meget kristne konge" - "tillagt ham og hans rige alt det land hinsides Elde og Elbe, som hører til det Tysk Romerske Kejserrige, og som Knud 6. krænket af den megen uret, der var overgået ham, sammen med sin broder, den allerede nævnte Valdemar, erhvervede med våbenmagt og havde i sin besiddelse. Hertil kommer alt, hvad kong Knud ved sin faders og sin egen indsats har erhvervet og besiddet i Venden. Ovenstående stadfæster vi hermed ved dette privilegiebrev og dens vedføjede fyrstelige segl."
Erik Menved fik den regerende Tyske konge, Albrecht 1. til at bekræfte det gamle brev.
Derpå lod han handling følge på tanke, og stadig i 1301 - mindre end en måned efter fremlæggelsen af brevet - kunne han lægge den første brik i hans nordtyske imperium på plads ved at erklære sig som herre i det lille fyrstedømme Rostock.
Det eneste fyrstedømme, som i størrelse og magt kunne måle sig med Danmark, var Brandenburg. Alle de små byer og fyrstedømmer langs kysten frygtede Brandenburg, og derfor var det forholdsvis nemt for Erik at skabe forbund og alliancer med dem.
Ved Travemünde ved indsejlingen til Lübeck lå også en holstensk fæstning, som beherskede indsejlingen til staden. Lübeckerne opførte skanser overfor fæstningen og begyndte at skyde den i grus med kastemaskiner. Konflikten greb om sig og Holstenerne allierede sig med grev Henrik af Mecklenburg. Men Erik Menved fremviste kejserens gamle brev og tilbød sig som mægler, og i 1307 gav Lübeck sig "ind under hans værn". Kong Erik skulle beskytte byen mod dens fjender og til gengæld modtage 750 Lübske mark årligt.
Efterfølgende blev Erik også hyldet som lensherre i Pommern og Mecklenburg.
I sommeren 1311 var kong Erik vært for en storslået sammenkomst i "hans by", Rostock. Gæsterne var blandt andre Wartislav af Rügen, hertug Otto af Lüneburg, fyrst Heinrich af Mecklenburg, de holstenske grever og ikke mindst markgrev Valdemar af Brandenburg samt en mængde andre fyrster og frie riddere.
Den Lübske Krønike fortæller: "Ved midsommertid kom kongen af Danmark med sine bedste riddere. De lå og ventede uden for staden Rostock indtil hans fætter markgrev Valdemar af Brandenburg kom med overmåde mange folk samlet langvejs fra. Uden for staden samledes desuden så mange andre fyrster, grever, frie riddere og gode folk at man aldrig har set mage der til lands. På den åbne mark var rejst to smukke telte, bedækkede og helt beklædte med skønne tøjer, mest røde".
Krøniken fortsætter: "Da alle havde hørt messe om morgenen drog kongen frem med sine folk efter ham i hans skare red den gavmilde og tapre hertug Valdemar af Sønderjylland. Han medbragte 300 mand på store stridsheste og han havde hos sig 6 andre herrer, der fulgte på hertugens bekostning."
Trobauduren Heinrich von Meissen også kaldet Meister Frauenlob i Codex Manesse. Foto Master of the Codex Manesse Wikimedia.
"Imidlertid kom markgreven med sine folk i stort optog. Kongen slog ham til ridder med 19 andre fyrster og herrer og uddelte ridderslaget til 80 andre mænd. Hver af dem havde han dagen i forvejen sendt en skarlagenskappe, en overkjortel og en pelsforet kjortel samt en pasgænger. Herrerne uddelte straks ridderslag, og alle de andre herrer gjorde så mange til riddere at en sådan skare riddere aldrig før var set i et stort kongerige. Derpå gik man til bords, i begyndelsen rettedes der an af fornemme fyrster og herrer, som var iført dragter, der var syet til lejligheden, og sad på store skaberak-klædte heste."
Historikeren Palle Lauring fortæller at kong Erik ved denne lejlighed også slog sin broder, hertug Christoffer, til ridder.
Krøniken afslutter beskrivelsen af denne enestående begivenhed i byen Rostock: "Hvad fest, der var i de to fyrsters telte, hvor mange lanser, der blev brudt i turnering i de to dage, og hvad andet mærkeligt der skete, det havde man aldrig hørt om før i landene, og det vakte almindelig begejstring."
Lauring beretter at den berømte Minnesanger Heinrich von Meissen - også kaldet Frauenlob - var tilstede, og Erik kaldte ham for "den minderige hvis ord er en smilende blomsterkrans, og hvis ros svæver over de ædle fyrster som en ørn".
Det siges også at der var havre nok til at alle frit kunne hente til deres tusinde af heste.
Men Sjællandske krønike, den danske oversættelse af Ryd Annalerne og Ribe Annalerne er enige om at der var tørke, misvækst og dyrtid i Danmark netop i 1311.
Men ikke længe efter at gæsterne var rejst og teltene taget ned - stadig i 1311 - meldte hverdagen sig. Byen Rostock gjorde et energisk forsøg på at afryste det danske formynderskab og allierede sig med Wismar, Stralsund og Greifswald. Lübeck derimod, holdt sig tilbage.
Stillet overfor byernes oprør viste Fyrsterne sig forbløffende solidariske. Kong Erik sendte Henrik af Mecklenburg en flåde til hjælp mod Wismar, der hørte under Mecklenburg. Ligeledes fik Henrik kommandoen over Eriks hær, der belejrede Rostock. Henrik lod indsejlingen til byen spærre ved at bygge en bro over indsejlingen til Rostock ved Warnemünde. Men byens indbyggere gjorde et desperat udfald og ødelagde den.
Men om sommeren dette år satte fyrsterne alt ind på at erobre Rostock. Ved Warnemünde havde byens borgere opført et stort stentårn, som faldt efter at angriberne havde belejret det i elleve uger. Fyrsterne udvidede fæstningen med yderligere tre tårne og kaldte den "Danskeborgen". De tre krigsherrer, Erik Menved, Henrik af Mecklenburg og markgrev Valdemar af Brandenburg besatte hvert sit tårn. I december 1312 kapitulerede Rostock.
I Sverige havde Eriks svoger kong Birger problemer med sine to ambitiøse brødre.
I 1306 kom hertug Erik og hans broder Valdemar til gården Håtuna i Uppland, hvor kong Birger forberedte en familiefest. De brød ind og tog kongen, dronning Margrete og deres små sønner til fange. Herefter førte de selv regeringen i Sverige.
Men efter dansk pres - og ifølge historikeren Palle Lauring militær intervention - så brødrene sig dog efter nogen tid nødsaget til at sætte den kongelige familie fri og tilbagegive Birger noget af den magt, som de havde frarøvet ham.
Dog, efter kort tid så kong Birger sig nødsaget til at kalde sin svoger, Erik Menved, til hjælp, og i efteråret 1309 rykkede en mægtig hær op gennem Sverige. Den talte 2500 tungt kavaleri foruden fodfolk og tros. Den omfattede danske herremænd og tyske riddere. Alene Henrik af Mecklenburg anførte 400 riddere.
Kong Birger Magnusson af Sverige. Han og hans dronning levede deres sidste år i Danmark. Kalkmaleri fra omkring 1320 i Ringsted kirke. Foto ukendt Wikipedia..
Hæren tromlede al modstand ned foran sig. De svenske hertuger måtte lade sig indeslutte på deres borge. Men netop dette blev et stort problem for angriberne, fordi ridderne skulle have deres sold under alle omstændigheder, uanset om der blev kæmpet eller ej og de langvarige belejringer blev derved meget dyre.
Hæren erobrede Jönköbing og lagde sig foran Nyköbing.
Men nogle af hærens danske herremænd gjorde mytteri mod kong Erik, som måtte søge beskyttelse blandt sine tyske lejetropper. Iblandt mytteristerne var Niels Uffesøn, Niels Brok og Timme Lauridsøn, som alle forlod hæren og rejste hjem.
Den således svækkede hær måtte trække sig tilbage til Helsingborg, uden at det var kommet til noget afgørende slag.
I de følgende forhandlinger blev det bestemt at hertugerne skulle respektere Birger Magnusson som konge og at han stadig skulle dele sin magt med dem. I realiteten blev Sverige delt mellem kongen og hertugerne, på meget samme måde som Danmark var delt op i kongeriget og hertugdømmerne.
I 1311 udbrød et bondeoprør på Sjælland. Det blev hurtigt slået ned og mange bønder blev hængt. Men det var kun et forspil til det oprør, der brød ud i Jylland det følgende år, 1312. Nye store skatter havde bragt stemningen på kogepunktet over alt i landet og nogle herremænd sammenkaldte bønderne til protestmøder. Budstikken gik fra landsby til landsby og kaldte til samling ved Viborg.
Først da Erik Menved selv førte sine tyske lejetropper i marken ved Horsens, lykkedes det at kue oprørerne. Ribeårbogen for år 1313 skriver: "Mod de nørrejydske bønder førte kong Erik Menved en styrke til Horsens; han byggede en borg og underkuede dem således, at de gav ham kirkernes tiende, 3 mark af hver plov og 1 hest af hvert sogn og dertil skal de for stedse give en skæppe rug af hver mark guld jord." En anden middelalderlig årbog fortæller, at borgene blev opført i 1313, efter kongen havde nedkæmpet et blodigt oprør.
Andre Årbøger fortæller om frygtelige straffe. Kong Erik beordrede at "oprørerne skal tvinges til at indrømme, at de var blevet vildledt af onde mennesker, som fik dem til at sætte sig op mod kongen." De blev alle dømt for majstætsforbrydelse, og fradømt liv og gods, men de bad om kongens nåde. Erik påbød dem at angive deres hovedmænd, som alle blev hængt. Adskillige herremænd blev fradømt liv og gods og halshugget. De slagne oprørere pålagde han en høj skat i form af penge, korn og heste. Det blev under dødsstraf forbudt at samle landstinget uden kongens vidende og vilje.
Sjællandske krønike skriver: "Han byggede nye borge og forstærkede de gamle, og på den måde betvang han de jyske bønders stivsind".
De såkaldte tvangsborge i Jylland, som Erik Menved tvang bønderne til at bygge. Efter at han havde slået oprøret ned, tvang han bønderne til selv at bygge de fire "tvangsborge", som er omtalt i samtidige krøniker, nemlig Kalø nær Århus, Bygholm ved Horsens, Borgholm ved Nørresø ved Viborg og sandsynligvis Voldstrup ved Struer - i krønikerne kaldt Ulstrup. Eget arbejde.
I 1315 fik Erik Menved nys om at hans broder, hertug Christoffer, havde planer om at afsætte ham for selv at blive konge, og Christoffer måtte derfor flygte fra landet. Han gik i forbund med andre fredløse stormænd og de svenske hertuger.
Sent på året 1316 invaderede hertug Christoffer Fyn, plyndrede Svendborg og kæmpede mod Fyns præfekt, Jakob Flep. Samtidig faldt Christoffers mand i Halland, adelsmanden Eskil Krage, ind i Skåne og afbrændte slottet Örkelljunga.
En kongelig hær under drosten, Niels Olufsen Bildt, angreb oprørerne ved Kolding men led et forsmædeligt nederlag, og drosten selv måtte flygte.
I 1317 inviterede Eriks svoger, kong Birger Magnusson af Sverige, sine to brødre til julegilde på Nyköbing Slot. Men han ødelagde julestemningen ved om natten at lade sine brødre rive ud af deres senge og kaste i slottets fangetårn, hvor han - skulle det vise sig - lod dem sulte ihjel.
Men kong Birger havde ikke svenskerne med sig. Der samlede sig en rasende hær foran Nyköbing Slot, som forlangte hertugerne udleveret. Det fik de, men da var de allerede døde. Episoden kaldes i Sverige for Nyköbing Gästbud. Oprørshæren fik efterfølgende fat i kong Birgers teen-age søn, som allerede var kåret til konge, men som de alligevel halshuggede.
En ny dansk undsætningsstyrke kunne intet udrette udover at bringe resterne af den kongelige familie til Danmark, hvor de levede resten af deres dage. Og dette blev enden på Erik Menveds svenske projekt, som havde kostet uhyrlige summer.
Kong Erik førte mange og dyre krige i Sverige, Tyskland og endog i Danmark. Han brugte gerne veludstyrede og erfarne lejetropper, som var absolut loyale - så længe de fik deres betaling.
Lejesoldater skal have deres sold i penge, likvide midler, som de kan tage med sig, når de har afsluttet deres mission og ønsker at rejse hjem. Køb af proviant, våben, heste og andet krigsudstyr krævede også betaling i likvide midler, altså guld, sølv eller penge.
Danmark var også dengang et rigt land med store værdier i landbrugsjord, fede enge og flittige indbyggere - men alt sådan noget er ikke likvider, og kan ikke bruges til betalinger.
Pantelen og lignende ved Eriks Menveds død i 1319 vist skraveret. Rügen og Femern hørte til Danmark. Eget arbejde.
Derfor indførte Erik Menved pantelen i meget større målestok, end det havde været brugt før.
Pantelen betyder at en långiver, som har likvide midler, penge, låner dem til kongen, som til gengæld giver ham ret til at opkræve de kongelige indtægter i et givet landområde i fremtiden indtil lånet er betalt tilbage.
Processen var selvforstærkende, fordi hvert pantelen reducerede de kongelige indtægter med skatter og afgifter fra de områder, som var blevet givet til kreditorerne i pant. Derved blev mulighederne for at indløse panterne tilsvarende reduceret, samtidig med at de forringede kongelige indtægter skabte behov for nye lån og nye pantelen.
Ved Erik Menveds død i 1319 var Danmark i en sørgelig finansiel tilstand:
Estland var givet som hertugdømme til kongens broder, Christoffer, i 1303.
Nørre Halland var effektivt tabt for riget da kong Erik i 1304 accepterede at Jacob af Halland gav området til den norske konge, som atter gav det til sin vordende svigersøn, den svenske hertug Erik.
Samsø og Sønder Halland blev overdraget til junker Christoffer i 1307.
Hertug Valdemar af Jylland (Sønderjylland) døde i 1312 og hans søn, Erik, fik hertugdømmet som en praktisk talt selvstændig stat.
Møn var i 1314 i fyrst Witzlaw af Rügens besiddelse som pantelen.
Ærø blev pantsat til Markgreven af Brandenburg i 1315.
Store krongodser spredt ud over Jylland, Lolland og Blekinge blev pantsat til Nicolaus af Werle eller hans enke i 1316.
Fyn blev pantsat til de holstenske grever i 1317 som garanti for betaling for leje af 200 ryttere til krigen i Sverige. De var kun en mindre del af hæren, men beløbet giver en forestilling om, hvor meget hele hæren må have kostet.
Lolland og Falster blev givet til dronningen i 1317 i pant for et lån på 12.000 mark sølv.
Skåne blev givet til marsken, Ludvig Albrechtsen, 1318 i pant for 6.186 mark skånsk og 39 mark Lübsk.
Rostock blev i 1318 givet som arvelen til Henrik af Mecklenburg som kompensation for hvad angrebet på Stralsund kostede ham.
Warnemünde og "et par danske borge" blev pantsat til Niels Olufsøn.
Erik Menved og hans dronning Ingeborg elskede efter alt at dømme hinanden, de fik i hvert fald 14 børn sammen - nogle kilder siger dog 12 eller 8. Men deres tragedie var at ingen af børnene overlevede barndommen. De elleve var enten dødfødte eller aborter og de sidst tre døde i de allerførste barneår.
Det nævnes i adskillige kilder at i 1318 var dronning Ingeborg på rejse fra Abrahamstrup - som er Jægerspris - til Holbæk med sin lille søn i en vogn. Da folk stimlede sammen for at se prinsen, ville hun holde barnet frem for dem, men tabte det, så det derved blev kørt over og dræbt. Andre kilder beretter, at det skete ved at vognen væltede.
Kong Erik og dronning Ingeborg døde begge i året 1319. Dronningen døde i august og kong Erik døde i Roskilde i november 45 år gammel.
Christoffer 2. af Danmark, detalje fra vægtapet på Kronborg. Vægtapeterne på Kronborg blev lavet i Helsingør i 1584, næsten 300 år efter Christoffers levetid. De har ikke kendt ham, men det er tydeligt at væverne har arbejdet med hans gravmonument i Sorø som forlæg. Det ligner ham sikkert rimeligt godt. Foto: Orf3us Wikipedia.
Da Erik Menved således ikke havde nogen overlevende sønner, blev hans yngre broder Christoffer valgt som konge. Han er kendt som Christoffer 2.
I 700 år har Christoffer 2. været historikernes foretrukne prügelknabe. Han var det brådne kar, som var årsag til at Danmark var tæt på at gå i opløsning og forsvinde i 1330'ernes mylder af tyske fyrstedømmer i den kongeløse tid.
For i det hele taget at blive valgt som konge måtte Christoffer underskrive en meget hård håndfæstning, som gjorde rigets store gæld til hans personlige gæld og samtidig blokerede hans muligheder for at indløse den, da den forbød ham at udskrive nye skatter, ja ligefrem reducerede de kongelige indtægter i de områder, som på dette tidspunkt endnu ikke var pantsatte.
Men Christoffer blev aldrig populær. Danskerne kan have haft positive forventninger til ham i forbindelse med hans tronbestigelse i 1320. Den samtidige håndfæstning - uanset den var meget urealistisk - røber en stemning af ny begyndelse efter Erik Menveds undertrykkelse, tyngende skatter og udenlandske eventyr. Man kan have forestillet sig at nu havde man valgt en helt ny konge, nu blev alting bedre, og de landflygtige kunne vende tilbage til deres fædrene hjem.
Men han havde påtaget sig en umulig opgave. Den enorme gæld som Erik Menved havde skabt, lod sig ikke fjerne ved flertalsbeslutninger. Den var nu blevet lagt på skuldrene af Christoffer, og han måtte foretage sig noget - der ikke harmonerede med den urealistiske håndfæstning - for at skabe tilstrækkelige indtægter til kronen.
Som Peter Ingemann sagde om Christoffer 2. i sin TV serie om kongerækken: "Han havde ikke en chance."
Ved Erik Menveds død i 1319 var store områder af Danmark, omkring 35-45%, allerede udlagt som pantelen eller på anden måde afskåret fra at bidrage til de kongelige indtægter. Hele Fyn var pantsat til de holstenske grever, Skåne var pantsat til marsken Ludvig Albrechtsen, Ærø var pantsat til Markgreven af Brandenburg og så videre.
Da hertug Erik af Jylland døde i 1325 efterlod han sig sin 10-årige søn, Valdemar. I tilsvarende situationer havde både Christoffer 1. og Erik Klipping som danske konger helt naturligt gjort sig til værger for den mindreårige arving, da hertugdømmet Jylland var et len af Danmark. Men Christoffer forholdt sig passiv og tillod grev Gerhard af Holsten at sætte sig i besiddelse af hertugdømmet som værge med katastrofale følger for Danmarks efterfølgende historie.
Når historien om kong Eriks udskejelser ved den store fest i Rostock i 1311 i den grad var vokset i løbet af 300 år, fra den Lübske Krønike til Arild Huitfelt, må det være fordi danskerne i meget høj grad havde taget den til sig som en del af fortællingen om Erik Menved. At tænke sig, at i et år med misvækst og dyrtid i landet smed deres konge om sig med penge på den mest uhørte måde for at blive populær i den internationale verden.
Christoffer 2's segl. Foto: Illustration by Professor Julius Magnus Petersen (1827 – 1917) i "Et dansk Flag fra Unionstiden i Maria Kirken i Lübeck" Wikipedia.
Men Christoffer adskilte sig ikke fra sin broder på dette punkt. Han demonstrerede samme stræben efter international berømmelse, hvilket må have udfordret folkestemningen. Så snart han var blevet konge, skabte han en koalition med de nordtyske fyrster. Han lovede markgreven af Brandenburg, kejserens søn, en astronomisk sum penge som medgift for sin datter, Margrete, og han omgav sig med tyske riddere og lejetropper.
En pavelig legat kom til Danmark i 1324 og forhandlede et forlig mellem Christoffer og den landflygtige ærkebiskop Esger Juul og kong Christoffer og denne gang lykkedes det virkelig at forhandle et forlig på plads. Kongen skulle give ærkebispen borgen Hammershus - hvilken fæstning dog endnu ikke var i kongens besiddelse - og alle hans godser tilbage, som Erik Menved havde konfiskeret. Men bispen skulle ikke have yderligere erstatninger og skulle yderligere betale Ludvig Albrecktsen, hvad det i sin tid havde kostet ham at erobre borgen.
Den 15. august 1324 var alle problemer mellem kongen og ærkebiskoppen indbyrdes løst, og ærkebiskoppen kunne krone Christoffer som konge af Danmark i Vordingborg med hans ældste søn, Erik, som medkonge - således som Valdemarerne havde for skik.
Men da Christoffer havde brudt sin håndfæstning, allierede nogle danske stormænd sig i 1325 med de holstenske grever og startede et oprør mod deres konge, der hurtigt bredte sig til hele landet.
Kong Christoffer tilkaldte sine tyske vasaller, som havde lovet at hjælpe ham i krig. De mødtes i Nykøbing Falster, hvor Henrik af Mecklenburg og fyrsterne af Werle lovede at stille en hær på 800 pansrede ryttere mod en betaling på 12.000 mark sølv kontant og 15.000 at betale senere. Fyrsterne betingede sig at få Lolland, Falster og Møn i pant for restgælden.
Christoffers unge søn og medkonge, Erik, førte en hær af danske bønder og tyske lejetropper mod Korsør. Men den danske del af hæren vendte sig pludselig mod den unge Erik, og han blev indesluttet i fæstningen Tårnborg ved Korsør med sine loyale tyske soldater. Han havde ikke forudset en sådan udvikling og var slet ikke forberedt på en langvarig belejring, og efter to uger måtte han give op og overgive sig, og derefter blev han ført til Haderslev i lænker.
Lübeck Krønike beskriver Erik: "hvis sind var heftigt og tale tåbelig".
Allerede den følgende nat flygtede Christoffer i ly af mørket til Nordtyskland sammen med dronning Eufemia og deres yngste søn, Valdemar, som senere skulle blive kendt som Valdemar Atterdag.
Men kun godt en måned efter vendte Christoffer og Henrik af Mecklenburg tilbage med den lovede hjælpehær på knap tusind pansrede ryttere, siges det.
Det lykkedes Henrik af Mecklenburg at slippe ud af byen og opsøge grev Gerhard i hans hovedkvarter på Bogø. Her tilbød Gerhard ham erstatning for hans tilgodehavende hos kong Christoffer - som han jo ikke ville få, hvis han svigtede ham - og lidt mere til. Det afgjorde sagen, og Henrik vendte tilbage til Vordingborg og meddelte Christoffer at fra nu af måtte han klare sig uden ham.
De fleste tyske fyrstedømmer var i løbet af Middelalderen blevet stadig mindre, idet de med tiden var blevet opdelt i flere mindre fyrstedømmer, fordi flere sønner skulle have hver deres del. På Christoffer 2's tid var Holsten opdelt i grev Gerhards Holsten-Rendsborg og Johan den Mildes Holsten-Plön eller Holsten Kiel.
Holsten var uden tvivl meget frugtbart, men ikke mere frugtbart end Danmark. Som det ses, var det et ret lille område sammenlignet med Danmark. Man må undre sig over at sådanne små områder kunne generere rigdom nok til at greverne der kunne have pant i praktisk taget hele Danmark. Hvor var de hemmelige guld- og diamantminer? Den eneste forklaring, som man kan finde, er at de holstenske grever var dygtige og erfarne lejetropsførere, som havde tjent mange penge ved at kæmpe for andre fyrster, for eksempel Erik Menved af Danmark. Wikiwand.
Kong Christoffer forlod modvilligt Vordingborg og søgte en tid at sætte sig fast på Falster, men måtte endeligt - stadig i 1326 - vende tilbage til Nordtyskland.
Grev Gerhard af Holsten-Rendsborg - kaldet den "Den kullede Greve" - havde både Jylland og Fyn i sin magt. Holstenerne og de oprørske stormænd udpegede da den kun 11-årige hertug Valdemar af Jylland til konge af Danmark. På grund af hans unge alder blev hans morbroder, grev Gerhard samtidig udnævnt til hans formynder og rigsforstander.
Han måtte underskrive en håndfæstning, som meget lignede den, som Christoffer underskrev, blot begrænsede den endnu mere hans kongelige magt.
På det førstkommende Danehof i Nyborg, antageligt i 1327, udtalte den unge konge sin hjertelige tak til sin "onkel Gerhard" for hans uselviske hjælp. Han udnævnte derefter grev Gerhard til hertug af sit eget forhenværende hertugdømme, Jylland. Grev Gerhard blev således Danmarks mægtigste mand med hele tre titler, greve af Holsten-Rendsborg, hertug af Jylland og Rigsforstander i Danmark.
Desuden fik greven Danehof-forsamlingen til at vedtage det bindende løfte at "Hertugdømmet Jylland aldrig nogen sinde skulle kunne genforenes med Danmark".
I 1329 fordelte fordringshaverne Danmarks landsdele imellem sig, hvilket udløste et nyt oprør med udgangspunkt i Jylland.
Støttet af en anden af Danmarks store kreditorer, Johann den Milde af Holsten-Plön, kaldte oprørerne Christoffer hjem og anerkendte ham igen som konge - men imidlertid stadig med yderst begrænsede muligheder til at udøve kongelig myndighed.
Efter alt at dømme var Christoffer noget forfængelig og opfarende og derfor nem at drille. Ved sin tilbagekomst i 1329 fik han bud om at København ville åbne sine porte for ham. Men hans halvbroder, Johan, fik nys om dette og sendte en deling i forvejen, som udgav sig for at være kongens mænd. De hejste det holstenske banner med "Nældebladet" over slottet. Dette gjorde Christoffer meget vred. Det hele har sikkert været en spøg og Johan tog de roligt, men nogen tid derefter omtalte han Christoffer kun som "den forhenværende konge", hvilket yderligere må have irriteret ham.
Måske i 1330 kom det til krig mellem Danmarks to største kreditorer nemlig grev Gerhard og Johan den Milde. Christoffer tog Johans parti, men i slaget på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke i 1331 sejrede Gerhard. Christoffers søn, Erik, styrtede fra sin hest og blev livsfarligt kvæstet og døde efterfølgende af sine sår.
Resten af sin regeringstid - og sit liv - tilbragte Christoffer i knappe økonomiske omstændigheder i et almindeligt hus i Sakskøbing på Lolland, som grev Johan havde stillet til rådighed for sin halvbroder.
To danske adelsmænd, Hennike Breide og Johan Ellemose, søgte at brænde ham inde i huset, men han overlevede ved at springe ud af vinduet, hvor han dog blev grebet og derefter sat i fængsel på Aalholm Slot ved Nysted.
Kalkmaleri i Kelby Kirke på Møn fra 1325, som viser et kongeligt bryllup. Kongen bærer liljestaven, som repræsenterer den rette katolske tro, i venstre hånd og holder en falk i højre. Desuden er der endnu en liljestav hvorpå der sidder en falk. Foto kalkmalerier.dk.
Imidlertid, grev Johan belønnede ikke de potentielle mordbrændere for denne udåd og sørgede for at Christoffer blev sat fri og fortsat havde lov til at bo i huset i Sakskøbing,
I August 1332 døde Christoffer 2. ensom og alene. Han blev 56 år, hvilket er mere end de fleste mænd på hans tid. Hans dronning, Eufemia, var død to år forinden. Hans ældste søn, Erik, var død af sine sår, og hans næstældste søn, Otto, var i holstensk fangenskab. Hans yngste søn, Valdemar, som på dette tidspunkt kun var 12 år gammel, havde han formentlig ikke set de sidste tre år, idet han opholdt sig hos sin storesøster, Margrete, ved det kejserlige hof i Brandenburg.
Efter Christoffers død blev der ikke valgt nogen ny dansk konge, og det synes som om Danmark var bestemt til at gå i opløsning og forsvinde i mylderet af små tyske fyrstedømmer.
2. Den kongeløse tid
I August 1332 døde kong Christoffer 2. i et almindeligt hus i Sakskøbing på Lolland. I næsten ti år efter hans død fandtes der ingen dansk konge og heller intet rigsråd og intet hof. Den danske regering var ophørt med at eksistere, og det politiske tomrum var udfyldt af et holstensk militærdiktatur.
Grev Gerhard holdt Danmark vest for Store Bælt i et jerngreb. Men udover skatteopkrævninger, magt og kontrol, interesserede samfundet ham ikke meget. Han gjorde sig ikke en gang ulejlighed med at anlægge en formel regeringstitel. Han regerede i det hele taget meget lidt, og kun når omstændighederne tvang ham til det, for eksempel i tilfælde af oprør.
Samfundet blev holdt i gang ved indbyggernes selvskabte organer, såsom menigheder, landsby ting, købmandsgilder, håndværkerlaug, kloster-fællesskaber, byråd og sikkert adelsmænds, præsters og biskoppers autoritet. Der blev holdt Danehof hvert år, men hvad forsamlingen talte om, foreligger der ikke noget om.
Danmark i 1332 i den kongeløse tid. Rødbrunt -Jylland, Sjælland, Skåne - står for pantelen, lysebrunt - Als, Falster, Ærø - står for "almindelige" len, almindelig brunt står for en mellemting mellem pantelen og almindelige len. Estland er ikke vist. Det blev på et tidspunkt efter 1332 okkuperet af den Tyske Orden, som havde det i sin besiddelse, da Valdemar Atterdag solgte landet til ordenen i 1346. Foto Vesconte2 Wikipedia.
På forligs mødet i Kiel den 10. januar 1332 mellem Christoffer 2. og de holstenske grever vurderede grev Gerhard og grev Johan at Danmark var 200.000 mark sølv værd, alt iberegnet, og de ejede halvdelen hver.
Kun en konge kunne give dele af sit rige som pant for et lån. Pantelen kunne indløses, men kun af skyldneren - hvis han altså havde pengene. Imidlertid, der var ikke længere nogen konge, og kongeriget kunne man også sætte spørgsmålstegn ved. Dette må have været årsag til nogen nervøsitet hos greverne. Historikeren Erik Kjersgaard citerer således en krønike for at skrive om grev Gerhard: "Han indså klart at Danskerne var meget ustadige i deres handlinger."
Som andre fordringer kunne pantelen både købes og sælges, og de oprindelige långivere kunne derved få deres penge uden at lånet blev indløst. Derfor opdelte greverne Gerhard og Johan deres store pantelen i mindre panter, som de solgte til lejetropsførere, pengestærke købmænd og andre tyske adelsmænd.
Eggert Brockdorff fik Helsingborg for 600 mark sølv. Claus Limbeck betalte 10.000 mark sølv for Kalø. Markvard Stove fik København, og en af hans slægtninge fik Vordingborg. På den måde fik snesevis af andre tyske riddere underpanter i det forhenværende Danske Rige mod betaling. De fik derved ret til alle de skatter og afgifter, som den tidligere danske konge havde haft ret til i deres område, og de opkrævede dem nidkært for at få deres investering betalt tilbage og gerne lidt mere til.
Jyske Krønike siger at holstenerne effektivt vandt magten i Danmark i 1329, men måske er 1326, start af Valdemar 3's interregnum, et bedre bud. I sin anden periode genvandt Christoffer nemlig aldrig sin tidligere magt, og de beherskede landet både i disse to perioder og den følgende kongeløse tid: "Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark," skriver Jyske Krønike, "og de satte sig i besiddelse ikke bare af landet men også af rigets borge, og landets stormænd, der håbede at de skulle styre efter Christoffers fordrivelse, blev nu underkuet af de Tyskere, de havde indkaldt. De blev fængslet og trælbundne."
De lokale tyske riddere tvang også de skattefri stænder til at betale dem de såkaldte beder, som af navn var en frivillig ydelse, men i virkeligheden var den tvungen. Lund Ærkebispers Krønike fortæller at "Greverne og deres tjenere borttog alle genstande af værdi, alle kostbarheder, og alt hvad der i riget var skønt at se, og førte det bort til fremmede lande". Den samtidige Jyske Krønike siger: "Det ville tage for lang tid at berette om al den uret, som overgik landets børn."
De holstenske panthavere nøjedes ikke med at udplyndre danskerne. De gjorde kystbyerne til sørøverreder, hvorfra de udplyndrede de Hanseatiske købmænds skibe.
Kong Magnus Eriksson med tilnavnet "Smek" af Sverige, Norge og Skånelandene.på titelblade i Svenske lovbog, "Magnus Erikssons landslag". Den er tegnet 56 år efter hans død og måske ikke helt vellignende. I kraft af sin afstamning forenede han Sverige og Norge. Han var søn af den meget populære Svenske hertug Erik, hvilket gjorde ham til konge af Sverige. Den Norske kong Håkon 5. havde ingen sønner, men datteren Ingeborg, som var hans moder, hvilket gjorde ham til konge af Norge.
Tilnavnet "Smek" fik han af den hellige Birgitta, som beskyldte ham for at være homoseksuel. Idet Smek betyder kærtegn, jævnfør "smægtende" som betyder "indsmigrende eller lokkende". Man kan forestille sig at han var en venlig og imødekommende person. Han var far til en oprørsk søn, Erik Magnusson, og Håkon 6. af Norge. Han blev konge 1319 som 3-årig og blev fordrevet fra Sverige i 1364. Han prøvede at komme tilbage, men endte i i fængsel i 6 år og døde ved et skibbrud i havet ud for Norge, 59 år gammel.
Årsagen til hans fordrivelse som konge i 1364 har ganske givet været den Hellige Birgittas beskyldninger mod ham for homoseksualitet. Det ses også at han her, et halvt århundrede efter sin død, er fremstillet som en temmelig feminin type. Foto Magnus Erikssons landslag, Codex B 68, 1430 Wikipedia.
Skåningerne var de første som mistede tålmodigheden. I foråret 1332 slagtede de nådesløst 300 holstenere, som havde søgt ly i selve Lund Domkirke, så blodet sprøjtede på alteret og inventaret splintredes.
"Omkring ved den tid" (Christoffers død 1332), siger Jyske Krønike, "dræbte Skåningerne mange Tyske i Lund og omkring Helsingborg og de sendte bud til Sveriges konge Magnus, der var søn af hertug Erik af Sverige og tilbød ham deres land. Det sagde han ja til og lovede Tyskerne for dette land og for borgen Helsingborg 70.000 mark purt sølv og der blev givet Danske og Svenske gidsler til den nævnte sum var betalt."
Frygten for er forestående holstensk hævntogt fik ærkebiskop Karl den Røde til at haste til Kalmar med en delegation af skånske stormænd for at klage i deres nød til kong Magnus Eriksson af Sverige og Norge. "Siden de Tyske fremmede, gudløse og grumme har overtaget Skåne og begyndt en umenneskelig undertrykkelse af landets indbyggere og et sandt tyranni, kan vi hverken nyde frihed eller fred, og alle vore love er sat ud af kraft."
Kong Magnus tog Skåningerne under sin beskyttelse og lod sig i juni 1332 hylde som deres konge, og de lovede at være ham tro og betale ham sædvanlige skatter. Derefter indvilligede han i at købe det Skånske pantebrev af grev Johan den Milde for 34.000 mark sølv.
Det var ikke let for kong Magnus at skaffe så mange penge. Han udskrev hårde skatter, lagde beslag på kirkernes tiende og pantsatte retten til at slå mønt i Sverige og de Svenske adelsmænd hjalp til. Overtagelse og betaling fandt sted november 1332.
Skånelandene blev ikke derved en del af Sverige, men kom til at udgøre et selvstændigt kongerige, og Magnus blev nu konge over tre riger, nemlig Norge, Sverige og Skånelandene.
I i forbindelse med de senere krige mellem Danmark og Sverige anførte svenskerne denne episode som argument for at Skånelandene tilhører Sverige. De har nemlig både købt dem og betalt dyrt for dem.
Da grev Gerhard brugte hertug Valdemar som sin dukkekonge i 1326-1329 var han kun et barn. I mellemtiden var han blevet en ung mand på 24 år, som ikke brød sig om sin onkels førergreb.
På mageskiftemødet i Lübeck kyndelmissedag i februar 1340, ganske kort tid før grev Gerhard indledte den kampagne op i Jylland, der skulle ende med hans død, sluttede han og hertug Valdemar af Jylland en aftale om mageskifte, således at hertugen skulle overtage grevens pant i Nørrejylland og til gengæld sætte sit eget hertugdømme i pant og overdrage dette pant til grev Gerhard. Der står: "Vi skal give at løse og overlade vor frænde hertug Valdemar af Slesvig landet Nørrejylland og de deri liggende slotte så frit som de står os til pant af kong Christoffer".
Niels Ebbesen og hans mænd flygter efter drabet på grev Gerhard, i baggrunden den sønderbrudte bro. Foto Danmarks Historie i Billeder 1898.
Men hertug Valdemar byttede sit sønderjyske hertugdømme, som hans forfædre siden Abel havde besiddet, med Nørrejylland, i den uselviske hensigt at give dette sidste område til Valdemar Atterdag som en start på et genskabt dansk kongerige.
Tidligt i foråret 1340 rykkede grev Gerhard op i Nørrejylland med en enorm hær af lejesoldater for at løse problemerne der en gang for alle. Hæren talte omkring 11.000 mand, siges det. Ved Kolding delte han den, idet han sendte en afdeling til Varde og en mod Viborg. Selv drog han til Randers med 4.000 mand og opslog sit hovedkvarter der.
Men i Randers natten efter lørdag den 1. april 1340 blev greven dræbt af "en vis Jysk væbner ved navn Niels Ebbesen". Derefter gik hans store hær i opløsning, sikkert fordi soldaterne frygtede at de nu ikke ville få deres sold.
Den samtidige Jyske Krønike siger: "I året 1340 drog grev Gerhard af Holsten op i Jylland med en stor hær og havde med sig mere end 11 tusinde mand krigsfolk, idet han ville udrydde alle Jyllands stormænd og overdrage dette land til sine Tyskere. En del af hæren havde han imidlertid med sig og en del sendte han med sine sønner til andre egne af Jylland. Mens han selv opholdt sig i Randers, kom en vis Jysk væbner ved navn Niels Ebbesen, der i alt havde 47 følgesvende den første dag i april ved nattetid til byen Randers over broen. På vejen til grevens logi lod de trommerne røre og satte ild på byen, så trængte han ind med vold og selv gik han ind til greven sammen med andre og dræbte han dristigt samtidig med at der var 4000 mand tropper af grevens hær i byen. Da det var gjort, og han ville flygte ad broen, blev han forfulgt af flere bannere af grevens tropper. Dem holdt han i den grad stangen at han dræbte to af deres meget fornemme riddere ligesom flere andre, således undslap han sammen med sine, da de havde kastet broens planker af bag sig, og han mistede ingen uden en. Men da den nævnte greve var død, vendte hele den store hær med skam hjem til deres eget og efterlod de skatter, der var lovet eller som de havde fået, og desuden blev mange af dem dræbt i baghold af Danskerne."
Da den lille gruppe danske red over broen over Gudenåen var det lige efter nymåne og natten var bælgmørk. Uniformer var ikke brugt dengang og gruppen var ikke til at skelne fra grevens tropper, som var en broget flok, som kom alle vegne fra. Danskerne blev sikkert forvekslet med en af hærens egne vagtpatruljer.
Grev Gerhard var dybt religiøs og Den Lübske Krønike fortæller, at han og plejede at læse sine tider, der hørte til dagen, ligesom en gejstlig mand, og således gjorde han også om natten i Randers: "Greven havde læst sine tider og igen lagt sig, da kom de Danske op og sloge den syge mand ihjel på hans seng."
At han læste tider vil sige at han på bestemte tidspunkter fremsagde specielle bønner eller sang særlige salmer.
Både danske og tyske kilder skriver udtrykkeligt at drabet fandt sted om natten. Man kan med sikkerhed læse ud af Den Lübske Krønike at Grev Gerhard blev dræbt efter at han havde have fremsagt sin midnatsbøn, altså omkring klokken et om natten.
Ifølge en samtidig folkevise red Niels Ebbesen direkte til grev Gerhards kvarter og bankede på hans dør, idet han foregav at være et sendebud fra grevens søn, Henrik. Greven havde dog ikke lyst til at lade sin dør åbne midt om natten, og han svarede:
"Est du hertug Henriks bud,
du lad dig ikke forlange,
du mød mig i morgen i Brødrekirke,
mellem messe og ottesange."
Niels Ebbesen prøvede at overtale ham med gode nyheder:
"Jeg bær eders Naade bud og brev,
dem haver eders søn eder sendt,
Ribe haver han bestaaldet,
og Kolding haver han brændt."
Han gav endda greven den nyhed at hans fjende Niels Ebbesen var død. Men intet hjalp og til sidst måtte danskerne bryde døren op med vold - og antagelig nogen uønsket støj.
"De stødte paa dør med skjold og spjud,
de nagler ginge alle i stykke"
De trængte derefter hurtigt ind i rummet, hvor de straks dræbte grev Gerhard ved at fastholde ham på sengen og halshugge ham over sengestokken. Desuden dræbte de hans kapelan samt tre vagter, som ilede til.
"Toge de greve Herre Gert
udi hans gule lok:
saa hugge de hannem hoved fra
alt over den sengestok."
På Mindet i Skanderborg blev der i 1878 opstillet et kors til minde om Niels Ebbesen og de 2000 andre danske, der faldt i 1340 i slaget mod holstenerne på Nonnebjerget ved Skanderborg. Foto Tripadvisor.
I følge folkevisen blev en mand tilbage ved broen, da gruppen red ind i byen. Det var Niels Ebbesens søstersøn, Svend Trøst. Han brugte tiden til at løsne broplankerne, og da gruppen efter drabet flygtede over broen med holstenerne i hælene, sprang han efterfølgende frem og smed broplankerne i vandet, hvorved danskerne fik et forspring og undslap deres forfølgere.
Jyske Krønike beretter om hans videre færd i 1340: "Samme år d. 2. maj dræbte samme Niels Ebbesen mange tyske ved Skern Å, hvor de var ved at bygge en borg til Danskernes fordærv."
Men under belejringen af Skanderborg Slot gik det galt: "Men det samme år da samme Niels Ebbesen belejrede borgen Skanderborg blev han angrebet af en stor Tysk hær, som kom over ham Alle Sjæles Dag (2. november). Han gav dem hård kamp, men selv bukkede han under der og ligeledes andre Danske væbnere."
Grev Gerhards sønner fandt hans lig på slagmarken og sønderdelte det og satte det på hjul og stejle. Men om natten tog hans venner det og førte det bort og gav ham en kristen begravelse.
3. Valdemar Atterdag
Valdemar Atterdag voksede op i eksil ved det kejserlige hof i Brandenburg som en fattig yngre prins, der levede på sine slægtninges bekostning, søn af en forhadt konge af et rige, der ikke længere eksisterede.
Samtidig var hans jævnaldrende navnebror, hertug Valdemar af Jylland, blevet led og ked af sin onkel, den holstenske grev Gerhard, som havde kuppet sig til magten i hans hertugdømme. Denne Valdemar byttede uselvisk sit sønderjyske hertugdømme, som hans forfædre siden Abel havde besiddet, med Nørrejylland, og gav dette sidste område til Valdemar Atterdag som en start på et genskabt dansk kongerige.
For at besegle venskabet og samarbejdet mellem de to navnebrødre ægtede Valdemar Atterdag den sønderjyske Valdemars søster, som hed Helvig. Planen var at Valdemar Atterdag skulle afbetale indtægterne fra Nørrejylland til den sønderjyske hertug Valdemar, som ville bruge dem til efterhånden at indløse sit eget hertugdømme hos de holstenske grever.
Valdemar regerede Danmark i 35 år. Men ikke hele Danmark hele tiden. Det var en lang og opslidende kamp at vinde kontrol med landet. Han oplevede mange tilbageslag og indgik utallige forlig og kompromisser, men tabte aldrig sit mål af syne, som var hele Danmarks genrejsning.
Han begyndte i 1340 med det beskedne kongedømme i Nørrejylland. På Sjælland erobrede han gennem de følgende seks år borg efter borg med militær magt. Så kom turen til Lolland og Falster. Det lykkedes ham at udnytte interne svenske stridigheder til at genvinde Skånelandene. Ind imellem måtte han bekæmpe gentagne jyske oprør koordineret med angreb fra greverne af Holsten. De forenede Hansestæder angreb Danmark flere gange, sidste gang i 1368 i en mægtig koalition med alle Danmarks fjender, inklusive kongen af Sverige, hertugen af Jylland, greverne af Holsten, hertugen af Mecklenburg og de jyske oprørere.
Det var under Valdemar Atterdag at pesten ramte Danmark og efter al sandsynlighed tog livet af hver tredje dansker. Epidemien affolkede hele landsbyer og sparede heller ikke Valdemars familie.
Valdemar Atterdag på detalje af maleri af Kornerup udført efter kalkmaleri Sct. Peders Kirke i Næstved. I sammenhæng med hans overbid havde han efter al sandsynlighed en lidt vigende hage, hvilket han kompenserede for med forskellige former for fuldskæg, som andre konger også har gjort. Han havde kruset hår og skæg som sin fader, Christoffer, på gravmonumenter i Sorø. Han var formentlig lyshåret, da vi ikke kan tro at en mørkhåret mands skæg var blevet helt hvidt allerede som 55-årig. Foto Wikipedia.
Det siger sig selv at under sådanne omstændigheder kunne han ikke være gode venner med alle. Alle danske landsdele, som han generobrede blev pålagt ekstraordinære skatter til finansiering af indløsninger af andre dele af det pantsatte rige, og det var ikke altid populært.
Fra en alder af formentlig 6-7 år voksede Valdemar op i Berlin hos sin storesøster Margrete, som var gift med markgreven af Brandenburg, kejserens søn. Huitfeldt fortæller at det lykkedes for Christoffer 2. under et besøg hos kejseren "formedelst Margreff Loduig skyld" at få Ludvig af Bayern til at tage junker Valdemar "vdi sin Gaard/ hvor hand bleff opdragen udi Krigsbrug/ oc erlangede en stor Forfarenhed/ hannem siden tjenlig til den bestilling hand ikom".
For en intelligent og videbegærlig dreng må det kejserlige hof have været et meget lærerigt sted at vokse op. Her var han fra første parket vidne til hvorledes politiske intriger, beslutninger og forhandlinger udspillede sig. Han må tidligt have været fortrolig med den sidste ny udvikling indenfor krigskunsten, som spiller en så stor en rolle i politik.
På grund af sin barndom i Brandenburg var hans foretrukne sprog sikkert plattysk.
Som alle de gamle konger var Valdemar en høj og velvoksen mand, der ragede et hoved op over andre mænd. Opmålinger af hans knogler indikerer en højde på 185 cm.
Valdemar havde været i krig på hesteryg det meste af sit voksne liv, og det var begyndt at tære på ham i 1375. Undersøgelser af hans skelet afslører tegn på at han havde haft et hårdt liv. Skader på hans ryg og fodled viser at han har haft mindre læsioner disse steder. Desuden har han lidt af slidgigt. Som så mange andre i middelalderen havde han gode tænder - hvilket indikerer at han spiste meget salt, som alle andre på hans tid. Som sagt havde han et markant overbid.
Han kunne være ret impulsiv. I 1347 rejste han sammen med sin livslange ven, Erik af Sachsen-Lauenburg, til Jerusalem uden først at have opnået pavens tilladelse, som man ellers skulle. Han overlod til drosten Claus Lembek at fuldende erobringen af Lolland.
Meget tyder på, at han havde taget nogle alt for dramatiske aktioner mod de hanseatiske købmænd - ikke nævnt i historien - som han bagefter fortrød dybt.
Valdemar var ikke en mand, som bar nag. for eksempel deltog hans drost, Claus Lembek, i 1351 i det første jyske oprør, men blev tilgivet i 1353 og vendte tilbage til sin stilling. Ikke desto mindre deltog han igen i tredje jyske oprør omkring 1368, men døde før fredsslutningen. Men efter alt at dømme slap Lembeks sønner med at betale pengebøder, som Valdemar generelt foretrak frem for hævn og dramatiske straffe.
Statue af Valdemar Atterdag udført af Theodor Storm i 1882. Den står i Frederiksborg. I baggrunden hans forlæg, som var kalkmaleriet i Næstved. Foto Erik Meistrup Kunstavisen.
Valdemar havde en udpræget økonomisk sans. Han havde prøvet at være en fattig prins af et ikke eksisterende kongedømme, og vi må tro at han var fast besluttet på at det skulle ikke gentage sig. Gennem hele sin kongetid udnyttede han enhver lejlighed til at skrabe penge, sølv, skibe og proviant til sig. Ved enhver forhandling - selv de for ham mindre fordelagtige - søgte han at opnå små eller store betalinger eller andre fordele til kronen. Han vidste at en konge uden solide økonomiske reserver ville være en ren paradefigur - som hans fader var det.
Han vidste at succes i politiske forhandlinger ikke kun afhænger af rationelle og moralske argumenter, men i sidste ende af hvilke militære midler, som man kunne bringe i marken, hvis forhandlingerne ikke lykkedes.
Han indsamlede uophørligt penge, ydelser og rettigheder. Som Sjællandske Krønike skriver for 1358: "snart gik kongen under sejl ind i Slien og tvang angelboerne til at udrede meget store forråd, penge og skibe".
Alle pengene blev brugt i kampen for at indløse nye landsdele, hyre lejetropper, bygge fæstninger og lignende, alt sammen for at genrejse Danmark. Det var ikke således at han brugte sine sammenskrabede midler til at finansiere et ekstravagant liv for sine slægtninge og sig selv.
Svenskerne kalder ham "Valdemar den Onde" på grund af hans erobring af Gotland, som omfattede en nedslagtning af en primitiv bondehær foran Visbys bymur og efterfølgende plyndring af hansestaden Visby, og på grund af hans erobring af Skånelandene, som de havde købt så dyrt.
Han sparede ikke sig selv, men sandelig heller ikke andre. Sjællandske krønike fortæller at på et møde i Vrangstrup syd for Ringsted i 1355 bestemte kongen at "alle fæstebønder, hvem de end hørte til, skulle yde kongen 14 dages arbejde om vinteren og om sommeren på egen bekostning men af kongens egne fæstere ligesom af kirkernes og munkenes krævedes der arbejde uden grænse, og næppe fik de trætte lov til at hvile sig."
Krøniken siger for 1357: "og siden drog han over til Jylland, hvor han bliver en stund og tynger store og små med forskellige pålæg."
Valdemar var opmærksom på landes teknologiske udvikling, Sjællandske krønike for 1357 fortæller: "Ligeledes hører kongen ikke op med at opføre møller og andre bygninger, men derved tynger han klostre, stæder og almuen over al måde"
Den beretter for 1360: "Kong Valdemar, som ikke ville sove tiden hen til ingen nytte, men snarere holdt af at kaste sig over sagesløse folk, samlede en stor flåde med mandskab og søgte til hr. kongen af Sveriges land".
Ved at tage ophold på Sjælland i 1341 sendte Valdemar et tydeligt signal om hvad hans intentioner var. Han var ikke tilfreds med et mindre jysk kongedømme. Han ville genrejse hele Danmark.
Kong Valdemars tre første år på Sjælland var fyldt med mislykkede forsøg på at skabe fremgang ved at vinde slotte og landområder. Han kæmpede og forhandlede, men i reglen uden synderlig succes. Med stor energi prøvede han igen og igen. Hvis et angreb på en borg eller by mislykkedes, prøvede han utrættelig et andet sted.
Med sin ankomst til Sjælland udfordrede han grev Johan af Holsten-Plön, også kaldt Johan den Milde, som sammen med markgreven af Brandenburg kraftigt havde talt hans sag i Spandau og Lübeck. Grev Johan havde Lolland og det meste af Sjælland i pant, men havde udstykket det som under panter til tyske riddere.
På lignende måde var hertuginde Ingeborgs besiddelser i Nordsjælland udstykket til tyske riddere. Hendes søn, kong Magnus af Sverige, fulgte mistænksomt Valdemars bevægelser.
Ved hans kongevalg i Viborg kom en håndfæstning ikke på tale. Heller ikke på Sjælland talte nogen om håndfæstning. Men i Roskilde januar 1341 udstedte kong Valdemar på eget initiativ et forsikringsbrev, hvori han lover tilgivelse og forglemmelse af alt, hvad der var sket med hans fader og broder, og lover at alle velerhvervede rettigheder skal blive beskyttede.
Sjællænderne ydede store ofre. De gik med til at betale en særlig skat til landets indløsning, som svarede til sølverbeden, som jyderne betalte. Hver kirke skænkede en af de hellige kalke, og biskop Johan af Roskilde overlod kongen indtægterne af Møn og Rügen. Men det var ikke nok, kongen måtte pantsætte, hvad han lige havde fået, nemlig København by og slot, til Holsteneren Markvard Stove.
Valdemar søgte at indløse Vordingborg Slot, men kunne ikke betale andet afdrag og derved mistede han hvad han allerede havde betalt. Han belejrede forgæved Kalundborg. I 1342 erobrede han holsteneren Markvard Stroves Stentårn i København. I december 1343 lykkedes det Valdemar at samle en hær af danske bønder, som han førte mod Taarnborg ved Korsør, men hæren vendte om på grund af et "falsk rygte".
Valdemar udstede i 1343 tre breve, der forsikrede kong Magnus af Sverige hans besiddelse af Skånelandene.
Men i januar 1344 smilede lykken til Valdemar. Efter tre års trængsler på Sjælland fik han endelig både Kalundborg og Søborg i sin besiddelse. Sjællandske krønike er ikke ganske klar i mælet om hvorledes det gik til, men Den lübske Krønike fortæller: "Ved den tid fik kongen af Danmark Kalundborg Slot, idet en af Holstenerne forrådte de andre forsvarere. Således blev kongens magt på Sjælland stadig større lidt efter lidt."
Valdemar havde fået en heldig hånd i krigsførelsen. Han indtog den nybyggede borg ved Næstved. Kongens marsk, Erik Nielsen, tog borgen Gunderslevholm ved Susåen med storm og nedhuggede besætningen og kongen tog borgen Padeborg ved Præstø.
Kongen drog i 1346 mod Taarnborg ved Korsør og opfordrede den holstenske besætning til at overgive sig, hvilket de gjorde, og derved fik Valdemar kontrol med dette vigtige overfartssted til Fyn.
Valdemar Atterdag måtte træffe mange svære beslutninger. En af dem var at sælge Estland til Den tyske Orden.
Stormændene i Estland var for det meste af tysk oprindelse, men de var mere loyale mod den danske konge end mange danske adelsmænd.
Tallinn bys store våbenskjold med de tre løver. De tre løver er et af de ældste estiske symboler. Det har været brugt siden 1200-tallet og stammer fra Valdemar Sejr. Andre spor efter danskerne er kun få. Byens tyske navn var Reval men Esterne kalder den for Tanalin eller Tallinn, hvilket betyder Danskebyen. I den findes stadig Sct. Olavs-kirken. Endnu indtil 1920 fandtes et Sct. Olavs Gilde og et Sct. Knuds Gilde. I 1930'erne hejste byens storgilde stadig Dannebrog ved festlige lejligheder. Foto Wikipedia fra "Tallinnna vapp Tallinnna raekoja".
Men i August 1346 opnåede man enighed. Kong Valdemar overdrog Estland med alle den danske krones rettigheder til Den tyske Orden, der til gengæld skulle betale kongen 19.000 mark sølv. Desuden betalte stormesteren 6.000 mark sølv til markgreve Ludvig af Brandenburg imod at markgreven gav afkald på sin ret til landet.
Valdemar fik ved den lejlighed endelig problemet med medgiften for sin storesøster ud af verden, idet stormesteren i virkeligheden betalte for denne med de 6.000 mark sølv. Desuden fik han løst problemet med sin ældre broder, Otto, der ved den lejlighed trådte ind i ordenen.
Sjællandske Krønike skriver for året 1348: "Pesten hærger hele landet". Og for året 1349: "Dødeligheden var stor i Danmark".
Den Sjællandske Krønike for året 1348 fortæller: "Da kong Valdemar var kommet tilbage til Danmark," (fra Det Hellige Land) "fik han de sidste borge på Sjælland og nogle i Jylland og halvdelen af Fyn, Nykøbing på Falster og Stege på Møn." Da Lolland ikke nævnes, må man tro at han allerede havde fået denne ø i sin magt. Krøniken nævner heller ikke om disse øer blev taget med militære midler eller ved at deres pantegæld blev indløst.
Kongens voksende magt og deres egen svaghed motiverede de holstenske grever, Henrik og Claus, til at søge fred. På Nebbegaard ved Vejle Fjord i juli 1348 blev det aftalt at slutte fred på betingelse af at greverne udleverede Nyborg Slot og halvdelen af Fyn mod betaling af 10.000 mark. Den sidste halvdel af Fyn kom derved til stå for 21.000 i pantesum og desuden indrømmede greverne kongen ret til at betale denne pantesum i mindre rater.
I januar 1349 sammenkaldte kong Valdemar til et rigsmøde i Ringsted, hvor han redegjorde for stormændene, hvad deres skatter var blevet brugt til. Sjælland og de nærliggende øer, halvdelen af Fyn og tre fjerdedele af Nørrejylland var nu befriet for de fremmedes åg.
I 1348 ankom den såkaldte falske Valdemar til Brandenburg. Han påstod at han i virkeligheden var markgreve Valdemar af Brandenburg, som man ellers troede var død. Han sagde at begravelsen 29 år tidligere havde været bluff og at han i alle disse år havde befundet sig som pilgrim i Det Hellige Land. Han blev hurtigt forrygende populær, og i 1349 hyldede 36 Brandenburgske byer den falske Valdemar på citadellet i Spandau.
Kejser Karl 4. i Prag reagerede ved at fratage Ludvig markgrevskabet Brandenburg og give det "tilbage" til den falske Valdemar "med samme rettigheder som da han i sin tid forlod det".
Dannebrog i Valdemar Atterdags våbenskjold. Den ældste gengivelse af Dannebrog findes som en del af Valdemar Atterdags kongelige våbenskjold. De tre løver blev indført allerede af Knud den Sjette. Det var Valdemar som navngav de årlige rigsmøder i Nyborg som Danehof, og det var ham, som først brugte Dannebrog som kongefane. Foto Om Dannebrog Vort gamle flag og dets historie.
Danmark havde reale interesser i Nordtyskland selvom kong Valdemars ekspedition til Nordtyskland formentlig ikke kunne undgå at skabe mindelser om Erik Menveds og Christoffers storslåede internationale projekter.
Rügen havde været et len af den danske konge siden Valdemar den Store, måske endog siden vikingetiden. Men Kejser Karl 4. havde åbent demonstreret at han ikke anerkendte dansk overhøjhedskrav ved at han den 12. juni 1348 bekræftede de pommerske hertugers successionsret over denne ø.
I slutningen af juni 1349 gik kong Valdemar i land - sandsynligvis i Stralsund - med en stor hær til støtte for Ludvig af Brandenburg, der ikke havde opgivet kampen for sit grevskab. Sjællandske Krønike skriver: "Der gik leding til Tyskland".
Den danske hær drog plyndrende igennem Mecklenburg og ind i Brandenburg, hvor den erobrede en by ved navn Strassburg. Men her blev hæren indesluttet af hertug Albrecht af Mecklenburg.
Imidlertid, markgrevens yngre broder, Ludvig der Römer, og hertugerne af Stettin satte deres hære i bevægelse for at komme Valdemar til undsætning. Ved disse efterretninger afbrød hertug Albrecht belejringen og drog brandenburgerne i møde. Slaget stod ved Oderberg ved Oder floden mellem Berlin og Stettin, hvor brandenburgerne led et stort nederlag.
Sammen med andre hærstyrker drog Valdemars hær nu mod Berlin, der var behersket af den falske Valdemar og hans tilhængere. Kongen opslog sine telte udenfor byens mure og uddelte mange ridderslag, meget lig Erik Menved udenfor Rostock.
Imidlertid, der blev sluttet våbenhvile. Pfalzgrev Ruprecht blev udpeget til voldgiftsdommer. Valdemar, Ludvig der Römer og hertug Rudolf af Sachsen aflagde besøg hos kejser Karl. Frimodigt kritiserede kong Valdemar kejseren for hans støtte til den falske Valdemar, der bevisligt måtte være en bedrager eftersom flere mænd, der stadig var i live, havde overværet hans død og begravelse i 1319.
Pfalzgrev Ruprecht afsagde voldgiftsdommen den 14. februar 1350: Den falske Valdemar var en bedrager, markgreve Ludvig skulle hylde kejser Karl og tage sit grevskab, Brandenburg, som len af ham.
Set fra Jylland må Valdemars tyske felttog have mindet mistænkeligt om Erik Menveds og Christoffer 2's nordtyske eventyr.
I 1351 rejste der sig en storm mod kong Valdemar. Kampene mod greverne blussede op igen. Kongens svoger, hertug Valdemar af Sønderjylland, sluttede sig til greverne sammen med mange jyske adelsmænd heriblandt kongens tidligere drost, Claus Lembek, Niels Bugge på Hald, Erland Kalv, Ejler Splid, Iver Lykke, biskop Peder Thuressøn af Ribe og den tidligere marsk, Erik Nielsen Gyldenstjerne.
Efterhånden som kongen indløste Nørrejylland havde hertug Valdemar kun været i stand til at generhverve nogle mindre stykker af sit eget hertugdømme. Til sidst mistede han tålmodigheden, og da Valdemar sendte ham en hær til hjælp, afviste han den og sluttede sig i stedet til greverne.
Der er ingen overleverede beretninger om hvorledes kampene i 1351 i Jylland forløb, kun fortæller Sjællandske Krønike om slotte, som blev befæstede og kongelige ladegårde, som blev bygget.
Erik Gyldenstjernes våbenskjold. Niels Bugge og den tidligere marsk, Erik Nielsen Gyldenstjerne, var de jyske oprøreres ledere i 1351. Foto Geni.
Omkring år 1354 udspillede der sig begivenheder i Sverige, som rystede kong Magnus' magtstilling og bragte Skånelandene indenfor Valdemars rækkevidde.
Dronning Blanche havde to sønner, Erik og Håkon.
Allerede omkring 1352 havde kong Magnus udnævnt sin yndling, den unge Benedikt Algotsson, til hertug af Finland og Halland og derved vakt sin ældste søns, junker Eriks, vrede og skinsyge.
Efter indtrængende anmodning fra det norske rigsråd udnævnte kong Magnus den yngste, junker Håkon, til konge af Norge. Samme år forpligtede det svenske rigsråd sig til at vælge den ældste, junker Erik, som kong Magnus' efterfølger som konge af Sverige, når den tid kom.
Kong Magnus skulle være formynder for Håkon, indtil denne blev myndig og selv kunne overtage regeringen. I Sverige skulle Magnus derimod beholde kongemagten for livstid, som det er sædvanligt for konger, og først ved hans død skulle Erik bestige tronen. Ved denne ordning blev den yngste søn konge før den ældste, og denne sidste følte sig derved yderligere uretfærdigt behandlet.
I August 1355 overtog junker Håkon regeringen i Norge. Junker Erik besøgte kong Valdemar i september 1356 for at bede om dansk støtte til et oprør mod sin fader. Han fik en god modtagelse men opnåede ikke den ønskede hjælp. I stedet fik han støtte af hertug Adolf af Holsten og hertug Albrecht af Mecklenburg, der således skiftede side endnu engang.
Den 17. oktober 1356 rejste junker Erik oprørsfanen i Sverige, og allerede den 14. januar 1357 måtte Magnus indgå våbenstilstand. Det blev bestemt at sagen skulle afgøres ved voldgift af hertug Adolf af Holsten og hertug Albrecht af Mecklenburg. Voldgiftsdommen blev afsagt i Jønkøbing 28. april med meget ydmygende vilkår for kong Magnus: Han skulle afbryde enhver forbindelse med sin yndling, Benedikt Algotsson. Desuden skulle han "efter modent overlæg og med rådets samtykke" overlade sin søn, Erik, landskaberne Skåne med øen Hven, Blekinge, Lister, Sønder Halland, Øster Gøtaland, Småland og Finland. Yderligere skulle kong Magnus betale voldgiftsdommerne for deres gode arbejde. Hertug Albrecht fik et gældsbrev på 12.000 mark med sikkerhed i kobberbjerget i Dalarne.
Kong Magnus så ingen anden udvej til at bevare sit kongedømme end at søge alliance med Valdemar. Han og dronning Blanche sammen med deres søn Håkon, nu konge af Norge, drog til København, "og her trolovede Håkon sig højtideligt med Valdemars yngste datter, Margrete, som da gik i sit syvende år, som det sig hør og bør med skænk og kostelig gave."
Sjællandske krønike for 1359 fortæller "Og eftersom Magnus havde gjort sin søn Erik til konge af Sverige og herre over Skåne, viste riddere og svende ikke mere Magnus nogen ære, men fulgte ivrigt sønnen, som nu var mægtig og synes alle en vennesæl herre. Da Magnus derfor så at han blev ringeagtet og spottet af sin søn, søgte han hjælp hos kong Valdemar og lovede at han ville overgive Helsingborg."
En byld på inderlåret af en person, som er smittet med byldepest. Efter en inkubationsperiode på 2-6 dage opstår symptomer på pest, som er alvorlig utilpashed, hovedpine, rystende kuldegysninger, feber, smerte og hævelse i de berørte lymfeknuder, også kendt som bylder. Foto Centers for Disease Control and Prevention's Public Health Image Library Wikipedia. Foto Geni.
Krøniken fortæller videre tydeligt: "Valdemar gik så med en stor hær over til Skåne og Lister. Han vandt Sølvitsborg (i Blekinge) og flere andre borge og drev befalingsmændene ud og satte andre i stedet og lagde en stor del af landet under kong Magnus."
Men Erik blev syg og døde tilligemed sin hustru og barn. På dødslejet forligtes han med sin fader. Krøniken skriver: "Erik sluttede forlig med sin fader og gjorde hele Valdemars værk til intet. Han hovmodede sig og stod op imod Herren og hans kirke." - "Men Herren lod ikke hans forbrydelse være ustraffet, thi ikke længe efter døde han selv, hans hustru og barn en brat og ynkelig død ved Guds retfærdige dom." Da tre nært forbundne døde næsten samtidig, var der uden tvivl tale om en infektionssygdom, sikkert pest.
Efter Eriks død havde Magnus ikke længere brug for Valdemar. Tværtimod forbandt han sig med hertug Albrecht af Mecklenburg imod Valdemar, som om trolovelsen mellem hans søn Håkon og prinsesse Margrete ikke havde fundet sted.
Kong Valdemar havde ikke glemt at Magnus havde brudt sit løfte om at overgive ham Helsingborg efter at han havde erobret det meste af Skåne for hans sag - til ingen nytte.
Sjællands Krønike skriver at i juni 1360 erobrede Valdemar Skånelandene: "Ved samme tid samlede kong Valdemar en stor hær og tog sin søn hertug Christoffer med og for med krig til Skåne, hvor han kraftigt drev på med belejring af Helsingborg. Endelig kom Sveriges konge Magnus, og da han så at han ikke mægtede at gøre modstand, overgav han af sig selv ovennævnte borg på mange betingelser, og da Valdemar havde fået Helsingborg tog han med magt adelens borge i samme land. Stormændene bad kongen om nåde og blev af god vilje hans mænd. Slottet Lindholm erhvervede og vandt han næsten ufortøvet dels ved trusler og dels ved mange penge i året 1361."
En skånsk årbog fortæller lakonisk: "Kong Valdemar af Danmark fik Skåne ved våbenmagt og Helsingborg Slot ved overgivelse af kong Magnus af Sverige."
Lunde ærkebispers Krøniker siger: "Ligeledes var det i denne ærkebiskops tid at førnævnte Valdemar IV satte over til Skåne med en skare folk og begyndte belejringen af Helsingborg Slot dagen før Knud konges dag, og hele Skåne, Halland og Blekinge fik han og drev kong Magnus ud af det land. Og på samme tid var der stor dødelighed i Danmark."
I 1354 drog kongen til Vordingborg, hvor han tilgav Henneke Breide og Johan Ellemose og deres børn for, hvad de havde gjort imod hans fader på betingelse af at de så længe de levede højtideligt skulle lade ham mindes i Sorø. Henneke Breide og Johan Ellemose var de to adelsmænd, som prøvede at indebrænde Christoffer 2. da han i sit sidste leveår boede i et almindeligt hus i Sakskøbing.
I Bocksten Mose i Halland fandt man i 1936 liget af en mand med fuldt bevaret klædning fra første halvdel af 1300-tallet. Over en knælang kofte med bælte om livet har han båret en kappe, og på hovedet en "strudhætte". Foto Albert Sandklef, Varberg Museum.
I begyndelsen af 1357 frygtede Valdemar et oprør i Jylland. Sjællandske Krønike skriver: "og det hed sig at jyderne samlede sig og knurrede mod kongen". Han øgede slottenes besætninger og forsynede dem med fødevarer fra sine ladegårde.
Nogen tid efter drog kongen til Jylland hvor han opholdt sig et stykke tid "og tyngede store og små med forskellige pålæg" som Sjællandske Krønike udtrykker sig.
Efter at han var rejst tilbage til Sjælland brød stormen løs. De holstenske grever, hertugen af Jylland og de utilfredse Jyske stormænd angreb kongen i enighed.
De begyndte med at belejre og indtage slottet i Tønder, som i særlig grad havde vakt deres mishag. De indtog også den nyopførte borg i Randers - opført af sten fra 11 nedlagte kirker - og befalingsmanden, Peder Lauridssen, måtte flygte til Sjælland og søge tilflugt hos kongen, som imidlertid straks lagde ham i lænker sammen med nogle andre, som han heller ikke stolede på.
Oprørernes næste mål var Fyn. De fordrev kongens folk fra Odense og opkrævede skat af byen. Endelig indledte de med en stor styrke belejringen af borgen Brobjerg, hvis beliggenhed på Fyn ikke kendes med sikkerhed.
Mortensdag 1357 satte Valdemar over til Fyn med en hær for at bringe det belejrede Brobjerg undsætning.
Da han kom nær Brobjerg, slog han i fjendens påsyn nogle af sine mænd til riddere. Derefter kastede han sig over fjenden med både ryttere og fodfolk og splittede hele deres hær, både oprørere og holstenere. Deres nederlag var fuldstændigt. Mange faldt eller blev taget til fange. Grev Claus af Holsten mistede det ene øje i kampen.
Kongen ønskede ikke selv at forhandle fred med jyderne. Han sendte sin søn Christoffer og nogle af sine mænd til Nyborg. Imidlertid skulle kongen endeligt godkende forhandlingsresultatet. Under frit lejde rejste da nogle af jyderne til Slagelse for der at vente på kongen, som først kom lillejuleaften. Kongen stillede dem da nogle yderligere betingelser, som vakte deres forbitrelse. Under deres hjemrejse fra Slagelse blev Niels Bugge, Ove Stigsen og Peder Andersen imidlertid dræbt i Middelfart. Krøniken skriver: "De som dengang ville tale ilde kastede skylden for deres død på kongen".
Den Sjællandske Krønike fortæller videre at "kongen rensede sig højtideligt sammen med sin søn og flere riddere" for ethvert ansvar for drabene i Middelfart.
Pinsedag 1360, "på selve pinseåndens højtid" på Danehof i Kalundborg, fremlagde kong Valdemar et dokument, som han selv kaldte en håndfæstning, men som i virkeligheden var en samfundskontrakt, som ikke alene gav regler og begrænsninger for kongens embedsførelse, men også gav påbud om hvad der var folkets pligter "på det at vort rige, Danmark, kan få styrke og bedre kår med den Hellige Ånds hjælp." Kontrakten har fået navnet "Landefreden".
Folket var "Riddere og væbnere, fruer og jomfruer, købmænd, gæster, bønder og bokarle" og andetsteds "Vi hertuger, bisper, væbnere og al Danmarks almue".
Kontrakten garanterer at alle lande i Danmark "skal frit nyde deres love og rettigheder, som de indeholdes i rette gamle lovbøger således som de friest og bedst nød dem siden kong Valdemars tid og vore andre forfædres tid. Gud nåde deres sjæle."
Borgen Glambeck på Femern. Som så mange andre øer i oceanet stod øen oprindeligt under den danske konge. Valdemar Sejr lod Glambeck Slot bygge i 1210. Christoffer 1. og Margrete Samberia fejrede deres bryllup på slottet i 1248. Også under Erik Klipping og Erik Menved tilhørte Femern Danmark, indtil denne sidste gav det i pant til de holstenske grever. Christoffer 2. udstedte i 1320 "Femern Landlov". Hans foged, Reventlow, havde bopæl på Glambeck Slot. I 1326 fik grev Johan 3. øen som pantelen og i 1340 blev det til arvelen. Imidlertid i 1358 fordrev Valdemar Atterdag de holstenske grever fra øen, men allerede i 1359 tog greverne og hertugen af Mecklenburg øen tilbage. Imidlertid, i 1364 fik greverne igen øen som len af den danske konge. I 1420 ankom Erik af Pommern med en stor styrke og tog øen tilbage. Men i forbindelse med samme kong Eriks fald erobrede grev Adolf af Holsten øen igen - siges det. Fra 1474 blev de dansk-norske konger hertuger af Holsten og dermed også af Femern, hvilket ophørte i 1864. Foto Blankmaps
Han garanterede hertug Valdemar og hans søns rettigheder - formentlig som en del af Danmarks Rige: "Hertugerne af Jylland hr. Valdemar og hans søn hr. Henrik skal frit og uindskrænket nyde alle deres rettigheder."
Imidlertid, krigen mod Magnus af Sverige var ikke bragt til ende med erobringen af Skånelandene. Valdemar måtte nødvendigvis presse på og kæmpe videre, indtil Magnus var rede til at anerkende den ny tingenes tilstand.
I stedet for at trænge op i Sverige gennem Gøtalandenes øde og barske landskaber, som både Svend Grathe, Erik Klipping og Erik Menved havde prøvet med ringe held, valgte han at vende sig mod Öland og Gotland, som var langt mere tilgængelige.
Den lübske Krønike skriver: "I det Herrens år 1360 samlede kong Valdemar af Danmark en stor hær og sagde at han ville bringe krigerne derhen, hvor der var nok af guld og sølv, hvor svinene åd af sølvtrug, og han førte dem til Gotland og slog mange til riddere der, eftersom bønderne var ubevæbnede og uvante med kamp."
Kongen gik først i land på Öland. Sjællandske Krønike siger: "Han angreb Öland og lagde sig for Borgholm der på øen, indtog slottet og lagde sine egne befalingsmænd der, befæstede slottet og undertvang hele øen."
Den 22. juli 1361 gik Valdemars hær i land på Gotlands vestkyst ved Fröjel 34 kilometer syd for Visby. Hæren bestod af 2.500 mand heraf 200 ryttere og mange armbrøstskytter, som alle var erfarne og veltrænede efter 20 års kampe på Fyn, i Jylland, Nordtyskland og Skåne.
Fem dage efter landgangen, den 27 juli 1361, en usædvanlig varm sommerdag, viste Valdemars hær sig ved Visbys massive bymur.
Den Lübske Krønike beretter at en hastigt sammenskrabet leding hær havde taget opstilling udenfor murerne mellem Visbys bymur ved Söderport og det nærliggende Solberga Nonnekloster. De var klædt i gamle slidte rustninger og bevæbnet med, hvad der var for hånden, da de blev kaldt til våben.
Valdemar Atterdags hær udkæmpede tre slag på Gotland. Hæren gik i land omkring Fröjel 34 kilometer syd for Visby, og vi kan gætte på at her stod det første slag. Det andet slag stod ved broen Ejmundsbro nær Mästerby. Det tredje slag stod ved Visbys bymur nær Solbergas nonnekloster. Foto Wikipedia.
De gutiske bønder blev massakreret af Valdemars erfarne og veludrustede soldater. Præsten Strelow fortæller at 1.800 gutiske bønder faldt. Den Sjællandske Krønike siger at "uendelig mange af øens mænd måtte lade livet," Den Lübske Krønike fortæller at "Valdemar dræbte overmåde mange folk".
Moderne udgravninger har indtil nu fremdraget omkring 1.185 skeletter i tre ud af fem massegrave. De faldne var stadig iført deres ringbrynjer, hjælme og rustninger, da de efter alt at dømme blev begravet hulter til bulter i al hast på grund af det varme sommervejr.
Det har vist sig at mindst en tredjedel af den gotlandske hær ved Visby bestod af mindreårige, ældre og krøblinge. Hver femte mand næppe fyldt tyve år, nogle var rene børn, og en ud af hver syv var over 55 år. Mindst fire var pukkelryggede og adskillige var stivbenede, halte eller på anden måde invalide. Deres hoveder var gennemborede af op til flere armbrøstbolte per kranie og knuste af stridskøller. Der var op til syv læsioner per kranie. Deres ben var huggede over af økser og sværd. Det synes at have været en almindelig kampteknik at gå efter benene, og når offeret faldt, knuse hans kranie.
Man undrer sig over at den gutiske hær tog opstilling foran bymuren, og ikke gik ind i byen og forskansede sig bag de solide mure.
Lübske Krønike fortæller at efter bøndernes nederlag overgav byens borgere sig uden kamp og udleverede deres kostbarheder: "Han drog frem for staden Visby, men de gik ham i møde udenfor byen og overgav sig til kongens nåde, da de godt så at modstand var umulig. Således fik han øen i sin magt og tog en svær skat i guld og sølv af byens borgere og for så derfra."
Men Valdemars plyndring af hansestaden Visby skulle føre til et alvorligt tilbageslag.
Midt under et møde i Greifswald i august 1361 mellem de vendiske og preussiske stæder indløb nyheden om kong Valdemars erobring og brandskatning af Visby. Forsamlingen fyldtes med forfærdelse og forbitrelse mod Danmarks konge. Forsamlingen besluttede straks at al handel med Danmark skulle forbydes. Der blev straks indledt forberedelser til at samle alle hansestæder til krig mod Danmark.
Det var første gang at de ellers fredselskende stæder greb til militære midler, og det var første gang de handlede i enighed, og det kom som en overraskelse for Valdemar. I øvrigt var det kun Danmark og Norge, som det gik ud over. De angreb hverken før eller siden andre fyrste- eller kongedømmer i forening.
Hansestæderne forenede sig med de svenske adelsmænd, som handlede på kong Magnus' vegne. Svenskerne skulle være klar til at begynde felttoget førstkommende Mortensdag, som var den 11. november 1361.
Hovedskal af en af de faldne guter ved Visby. Han er ramt af ikke mindre end tre armbrøstbolte, og desuden har han fået kraniet knust i venstre side. Foto Military Wiki.
Men det svenske kaos var årsag til at felttoget blev udsat flere gange og først i juni 1362 kunne en flåde sejle op gennem Øresund under anførsel af Lübecks borgmester, Johan Wittenborg. Den bestod af 27 kogger og 25 mindre skibe med 2.730 væbnede mænd ombord foruden sømænd og troskarle.
Den oprindelige plan var at angribe København, men efter anmodning fra de svenske konger fortsatte flåden til Helsingborg. Meningen var at svenskerne skulle angribe slottet fra land samtidig med at Hansa flåden angreb fra søsiden.
Hansestædernes flåde lagde sig ud for Helsingborg som aftalt, men den svenske hær kom ikke. De svenske adelsmænd, som havde været så ivrige for at få koalitionen i stand viste sig at være meget lunkne, når det drejede sig om deres egen fysiske krigsindsats.
Efter nogen tid blev Johan Wittenborg træt af at vente og sendte sine krigere og krigsmaskiner i land og påbegyndte selv belejringen.
Imidlertid, Helsingborg Slot var en meget stærk fæstning og selv om krigsmaskinerne uophørligt beskød slottets mure uge efter uge, viste der sig ingen tegn på overgivelse.
Men kort efter Sct. Kilians dag 1362, som er 8. juli, viste kong Valdemar sig på havet ud for Helsingborg med en stærk flåde - sikkert en tidlig morgen. Han gik direkte løs på de sparsomt bemandende hanseatiske skibe, der blev fuldstændig overrumplede. Johan Wittenborg og hans mænd kunne blot afmægtigt se på, medens kongen tog alle deres skibe og alt deres forråd og krigsforsyninger.
Da Valdemar derefter gik i land med sin hær indså Johan Wittenborg at uden forsyninger og uden kontakt med hjemlandet, ville hans hær blive ødelagt og derfor bad han om våbenstilstand, hvilket han fik tilstået.
Hansestæderne udregnede selv at det ville koste dem den uhyrlige sum af 202.000 mark sølv at løskøbe alle de krigsfanger, som Valdemar havde taget. Det uheldige krigstogt blev skæbnesvangert for Johan Wittenborg. Sjællandske Krønike skriver: "Men deres fører, Johan Wittenborg, borgmester i Lübeck blev offentlig halshugget på torvet i Lübeck foran rådhuset eftersom han hverken havde kunnet ødelægge Helsingborg eller lægge Danmark under stæderne."
Da kongerne, Magnus og Håkon, endeligt rykkede ind i Sønderhalland med en hær senere på året 1362, fandt de at der var sluttet våbenstilstand. Stæderne gav de svenske konger skylden for nederlaget, fordi de ikke var kommen som aftalt.
Våbenstilstanden blev forlænget i Rostock november 1362, men selve freden lod vente på sig.
Helsingborg Slot og Kärnan omkring 1580. Slottet lå højt i terrænet og var svær at angribe. Foto: From printed, older book Wikipedia.
Magnus og hans søn Håkon, kongerne af Sverige og Norge, var blevet trætte af at deres adelsmænd behandlede dem som rene formaliteter. Sveriges mægtigske mænd var hemmeligt deres fjender. De trodsede deres myndighed, pålagde dem forpligtigelser, som de ikke selv gjorde det mindste for at hjælpe dem med at overholde, indviklede dem i krige, som de ikke hjalp dem med at føre, og når det så gik dårligt, gav de kongerne skylden.
Derfor besluttede kongerne at det ville være mere fordelagtigt for dem at være på god fod med Valdemar end at være hans fjende.
I december 1362 var grevinde Elisabeth af Holsten - den samme Elisabeth, som tyve år tidligere var tiltænkt Valdemar - på rejse fra sit hjemland til Sverige for møde sin tilkommende, som var kong Håkon af Norge. Men en storm tvang skibet til at søge tilflugt i en havn på kysten af Skåne. Ærkebiskop Niels af Lund lod hende tilbageholde.
Valdemar betænkte sig ikke med at søge kontakt med kongerne Magnus og Håkon. De kom til en forståelse, og brylluppet mellem kong Håkon af Norge og prinsesse Margrete af Danmark fandt sted i København i 1363 søndag efter påske, som var 9. april, i overværelse af kong Magnus og dronning Blanche af Sverige.
Umiddelbart efter brylluppet blev dronning Blanche syg og døde få dage efter.
Også Valdemars eneste søn, Christoffer, tyve år gammel, blev syg og døde. Sjællandske Krønike skriver: "Samtidigt døde også Valdemar Dankonges søn, Christoffer, hertug af Lolland og Halland - Han var syg i nogle uger, og sygdommen forlod ham ikke - og med højtidelig begængelse blev han stedet til hvile i Roskilde Domkirke."
Margrete var på dette tidspunkt 11 år gammel og blev derfor overladt til den Hellige Birgittas datter, Merete,
Hen på sommeren blev Elisabeth sendt tilbage til Holsten. Hun tog ydmygelsen meget nær og gik kort tid efter i kloster.
En egentlig fredsaftale lod vente på sig. På et stort forligsmøde i Nykøbing Falster i maj 1363 afviste stæderne kong Valdemars fredsforslag. Da Erik af Sachsen Lauenburg fremførte kongens forslag på ny i Lübeck i juni, blev det igen afvist.
Skadet hoved fra Trondheim Domkirke, som ifølge prof. Jan Svanberg sandsynligvis forestiller dronning Blanche af Sverige Foto: Fürstebilder från folkungatid af J. Svanberg Wikipedia.
I 1363 henvendte en delegation af svenske adelsmænd sig til hertug Albrecht af Mecklenburg og bad ham udpege en af sine sønner som svensk konge, idet disse jo, via moderen, var af svensk kongeblod. Albrechts hustru Eufemia var nemlig datter af den berømte hertug Erik Magnusson af Södermanland og Ingeborg af Norge.
Den svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, var således ikke en tilfældig tysk eventyrer, som havde svungen sig op til konge af Sverige. Hans morfar var søn af Magnus Ladelås, hans mormor var datter af kong Håkon af Norge og efterkommer af Erik Plovpenning.
Albrecht af Mecklenburgs udvalgte søn, som også hed Albrecht, drog derefter med svenskerne og en hær til Sverige i slutningen af 1363, og i starten af 1364 lykkedes det at få ham valgt til svensk konge.
I Slaget ved Enköping mellem Västerås og Stockholm i marts 1365 besejrede han Håkon og Magnus, hvilken sidste blev sat i et fangenskab, som varede indtil 1371, da han opgav sine krav på Sverige.
Det lykkedes Håkon at undslippe og derefter rejse til Danmark for at bede om hjælp hos sin svigerfader, Valdemar.
Men kongen drog ikke i felten i Sverige med det samme, idet han ønskede sikre sin ryg først.
I juli 1365 i Kolding sluttedes fred mellem kongen og greverne af Holsten, hvor det blev bestemt at Ærø, Tåsinge og den sydlige del af Fyn, nu var på kongens hånd. Hvorledes det var gået til, fortælles ikke.
I september 1365 kom det til fred mellem kong Valdemar, de Danskes, de Venders og Goters hersker, og de tolv stæder, Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund, Bremen, Hamburg, Kiel, Greifswald, Anklam, Stettin, Stargard og Colberg, som indeholdt detaljerede bestemmelser for en række afgifter og rettigheder vedrørende deres handel i danske købstæder.
Først i maj 1366 rykkede en dansk hær ind i Sverige under ledelse af hertug Erik af Sachsen-Lauenburg samtidig med at kong Håkon angreb fra nord med en norsk hær. Om dette felttog vides kun at hertug Erik hurtigt tog Vährend og Finnveden i det vestlige Småland og desuden Varberg i Nørre Halland og Elfsborg ved Gøtalvens munding. Allerede i juni - siges det - nåede kong Håkon frem til Østersøen og tog Öland med Borgholm.
Sproggrænsen mellem dansk og tysk i Sønderjylland i middelalderen. Fra Henning Unverhau: "Untersuchungen zur historischen Entwicklung des Landes zwischen Schlei und Eider im Mittelalter", Offa Band 69, Neumünster 1990 og - Lars N. Henningsen: "Dansk i Sydslesvig", Flensborg 2009, side 13. Foto Malte89 Wikimedia Commons.
Men mørke skyer trak op over Danmark.
Efter forslag fra de Preussiske stæder blev der indkaldt til et stort Hanse-møde i 1367 i Køln Mortensdag, som er den 11. november.
Alle Danmarks fjender vejrede morgenluft. Grev Henrik af Holsten-Rendsburg ægtede hertug Albrechts datter og genoplivede det traditionelle forbund mod Valdemar bestående af hertugen af Mecklenburg, de holstenske grever, hertug Henrik af Jylland og en række Jyske adelsmænd.
De svenske adelsmænd nærede et uforsonligt had til kong Magnus, fordi han havde indskrænket deres skattefrihed, men i 1368 accepterede de exceptionelt at betale halvdelen af deres indtægter til kong Albrecht, hvilket offer kun kan forklares med deres frygt for at komme under den strenge og hensynsløse kong Valdemar.
I alt 43 hansestæder var repræsenterede på det store møde i Køln. De kom fra Livland, Preussen, Nordtyskland og Nederlandene. Mødet resulterede i at de ellers fredselskende købmænd den 17. november 1367 vedtog en krigserklæring mod Danmark og Norge: "Formeddels den mangfoldige uret og skade, som Danmarks og Norges konger havde gjort mod købmændene, ville de være deres fjender og hjælpe hinanden troligen med at udruste skibe og krigsfolk." Derefter fulgte en liste over hvor mange skibe og krigsfolk de enkelte stæder skulle bekoste.
På et møde i Wismar den 25. januar 1368 aftalte fyrsterne og de oprørske jyske adelsmænd hvorledes Danmark skulle deles imellem dem efter sejren.
Skåne, Halland, Blekinge og Gotland skulle tilfalde kong Albrecht. Hertug Albrecht skulle have Sjælland, Møn, Falster og Lolland og greverne af Holsten skulle have Jylland og Fyn. De oprørske jyske stormænd lovede at stå hertug Henrik af Jylland bi og ikke slutte fred med kongen, før de havde skaffet ham Langeland.
På et følgende møde i Lübeck den 2. februar fik Stæderne dog tilladelse til - efter den forventede sejr - at holde en del af Skåne, indtil deres omkostninger var dækket.
Den 5. februar 1368 sendte Lübecks byråd 27 enslydende breve til Europas fyrster og biskopper, som i stærke farver beskrev Valdemars forbrydelser. "Danekongen havde hjemsøgt alle Hansaens købmænd med anholdelser, bånd og fængsel, med udpresninger, blodsudgydelse, manddrab og beslaglæggelse af varer og andre ejendele."Den 12. marts sendte rådet lignende breve til paven og kejseren.
Stædernes fejdebreve blev deponeret i Lübeck og de 43 breve blev afleveret samtidigt til kong Valdemar. På omtrent samme tid må han have modtaget fejdebreve fra de forenede fyrster, hertug Henrik af Jylland og de oprørske jyder. En stor del af den danske hær var allerede bundet i kampe mod kong Albrecht i Sverige.
Kongen udnævnte Henning Podebusk af Rügen til Danmarks Riges Høvedsmand, som sammen med kongens og Rigets råd skulle styre landet på bedste måde, medens han selv sammen med Erik af Sachsen-Lauenburg i hemmelighed, den 6. april 1368, afsejlede fra Vordingborg mod Tyskland med en betydelig sum penge for der at finde støtte i kampen mod Danmarks fjender.
I april 1368 brød stormen løs.
Fjenderne fulgte det fordelingsskema, som de havde aftalt i Wismar i januar. Stæderne koncentrerede sig om Øresundsområdet. Kong Albrecht rykkede ind i Skånelandene og hertug Albrecht tog sig af resten af Sjælland og øerne medens de holstenske grever angreb Jylland og Fyn.
Danskerne strategi var udpræget defensiv og krævede ikke overlegen taktisk ledelse. Der var ingen store afgørende slag til vands eller lands. De trak sig overalt tilbage til mange velbefæstede og godt forsynede borge og lod fjenderne forbruge deres proviant, militære forsyninger og ikke mindst penge - til de dyre soldaters sold - foran slottene. Således som de svenske adelsmænd havde ruineret Erik Menved i 1309.
Flere historikere har bebrejdet Valdemar at han undveg til Nordtyskland.
Men lad os forestille os at kongen i stedet havde forskanset sig en af borgene. Så ville koalitionen af præcis denne grund have sat alt ind på erobre netop denne borg, og de ville have vundet den, for ingen borg kan modstå belejring for evigt, således som selv den stærke borg i Helsingborg faldt i december 1369 efter lang tids belejring. Så ville kongen være kommet i koalitionens hænder, og de ville have stillet en mængde uhyrlige krav for hans løsladelse, således som greven af Schwerin gjorde med Valdemar Sejr og grev Gerhard gjorde med Christoffer 2. Men alt dette undgik danskerne ved at kongen i stedet tog til Nordtyskland og der arbejdede for at rejse fyrsterne mod de oprørske købmænd.
Kong Håkon Magnussens trolovelse med Valdemar Atterdags datter Margrete i København i 1359. Margrete var da 6-7 år gammel og Håkon var 19 år gammel. Til stede var kong Magnus og dronning Blanche og kong Valdemar. Tegning Lorenz Frölich.
De holstenske grever forenede sig med de jyske oprørere og tog Riberhus, Skodborg og Koldinghus. I maj tog de Viborg. I september belejrede grev Claus Aalborghus, som til sidst måtte overgive sig. De indtog borgen i Randers. Derimod modstod Fikke Moltke på Nebbegaard, Chresten Vendelbo på Skanderborg, Jens Andersen på Bygholm og Niels Muus på Kalø med held de holstenske angreb.
Greverne optrådte straks som herrer i landet. De kaldte sig "herrer af Jylland", de udstedte breve, hvor de brugte udtrykker "vort Rige". De inddrog krongods og deres modstanderes godser og gav det til deres egne tilhængere.
De Nederlandske Hansestæders flåde ankom til Norges kyst i april 1368 og anrettede store ødelæggelser over alt, hvor de kom frem. De lagde ind til Agder øst for Lindenæs og ødelagde 15 kirkesogne. De afbrændte byerne Marstrand, Kongshelle og Lødøse med alt, hvad der var i dem inklusive borge, kirker og klostre og desuden i hundredvis af omliggende bøndergårde.
I mellemtiden virkede Valdemar i Nordtyskland, somme tider med succes, andre gang ikke. Hans plan var utvivlsomt at angribe fjenderne i ryggen - eller formå andre til at gøre de det - og derved tvinge dem til at trække deres styrker tilbage fra Danmark.
Imidlertid i november 1368 led Valdemars tilhænger, hertug Vartislaw af Pommern, et stort nederlag til Mecklenburgerne i et slag ved Damgarten vest for Stralsund. Derefter kølnedes de pommerske hertugers følelser for Valdemar, da de syntes at han ikke havde ydet dem nogen hjælp i krigen.
I slutningen af 1368 døde kongens ven og forbundsfælle, hertug Erik af Sachsen-Lauenborg på Kalundborg Slot. "Han var en vennesæl mand" skrev Sjællandske Krønike. Han var i Danmark, sikkert fordi rigsrådet ønskede at han mæglede i krigen. I Sachsen Lauenburg blev han efterfulgt af sin 14-årige søn, som også hed Erik. Magnus af Braunschweig blev hans formynder.
Efter flere og omfattende ødelæggelser langs Norges kyster sluttede kong Håkon af Norge separat våbenstilstand med stæderne i august 1369. Våbenstilstand skulle gælde i to år.
Stæderne satte i maj 1369 alle kræfter ind på at tage det vigtige Helsingborg Slot, som blev belejret af styrker fra Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Greifsfelt, Stettin, Colberg og Riga. Endog Mecklenburgske styrker deltog i belejringen. Den 8. september 1369 måtte slotskommandørerne Vicke Moltke og Hartvig Kale overgive sig.
Købmændenes naturlige interesseområde var Øresundsområdet med dets vigtige årlige sildemarked. Erobringen af Helsingborg Slot var krigens vendepunkt, idet stæderne dermed havde opnået deres krigsmål og derfor ikke længere havde den samme interesse i at fortsætte krigen.
Der var afgørende fredsforhandlinger i Stralsund den 30. november 1369, hvor der sluttedes en foreløbig fred mellem stæderne og Danmark, som dog først skule have fuld gyldighed når den var accepteret af de øvrige krigsførende fyrster og stæder eller senest 1370.
Den danske delegation var på 25 mand ledet af Danmarks Riges Høvedsmand, Henning von Podebusk, formelt på kong Valdemars vegne. En stor del af delegationsmedlemmerne var høvedsmænd på de mange danske borge, som stadig modstod koalitionens angreb, og derved blev modparten mindet om at Danmark langt fra var knækket.
Hald borgruin i på en halvø i Hald Sø syd for Viborg. De synlige ruiner stammer fra den borg, som Viborgs sidste katolske biskop, Jørgen Friis lod opføre på stedet i 1520’erne. Tidligere stod den jyske oprører Niels Bugges borg på halvøen, hvilken borg sandsynligvis blev indtaget af Valdemar atterdag efter hans hejmkomst fra Tyskland.
Foto Facebook.
Det blev bestemt at for en periode på 16 år skulle 2/3 af alle indkomster fra Skanør, Falsterbo, Malmø og Helsingborg med dertil hørende herreder tilfalde stæderne som erstatning for de tab, som de havde lidt før krigen. Den sidste 1/3 skulle tilfalde den danske konge. For at sikre stæderne disse indtægter skulle de fire skånske slotte overdrages til stæderne. Desuden skulle kongens høvedsmand på Varberg stille sit slot som sikkerhed for at man fra dansk side ville overholde de indgåede aftaler. Imidlertid, de skånske slotte skulle administreres af Henning Podebusk.
Desuden, hvis Valdemar ønskede at forblive konge skulle han godkende denne aftale med sit store segl. Hvis kong Valdemar afstod sit rige til fordel for en anden, så skulle rigsrådet ikke acceptere ham, før han var godkendt af stæderne. Hvis kong Valdemar døde, så skulle rigsrådet på lignende måde indhente stædernes godkendelse af en tronkandidat.
Mange historikere mener at Hansestædernes krav var ganske moderate. De havde ingen intentioner om territoriale erobringer. Stædernes krav i sommeren 1369 gik i de fleste henseender ikke udover hvad de tidligere mente var nødvendigt at kræve for indgå et forbund med kongerne Magnus og Håkon mod kong Valdemar. Man kan tro at de ønskede fred for deres handels skyld. Desuden kunne de med rette frygte en voksende modsætning til de tyske fyrster, hvoraf flere - inspireret af Valdemar - var forargede over at gemene købmænd i fællesskab angreb fyrster.
Under et besøg i Preussen i februar 1370 erklærede Valdemar sig enig i rigsrådets dispositioner. Men meget tyder på at der var meget dårlige relationer mellem kongen og stæderne, og disse sidste ønskede ikke at forhandle direkte med kongen.
Kong Valdemar tøvede længe med at vende tilbage til sit rige. I juni 1370 var han i Kallisch i Polen for at besøge kong Casimir. Måneden efter besøgte han kejser Karl 4. i Prag.
Også i maj 1370 klagede stæderne over at mecklenburgerne drev sørøveri fra Stegeborg på Møn. Øget lovløshed var som altid et problem for stædernes handel, og det motiverede dem sandsynligvis til at søge forståelse med kong Valdemar, idet han i maj 1371 deltog i en hansedag i Stralsund ledsaget af en delegation fra Danmark.
Presset fra alle sider besluttede hertug Albrecht at opgive sine planer om at komme i besiddelse af de danske øer og i august 1371 sluttede han ligeledes separatfred med Valdemar. Hertugen gav afkald på alle sine besiddelser i Danmark på betingelse af at hans sønnesøn, Albrecht, hvis moder var Valdemars ældste datter Ingeborg, skulle arve tronen i Danmark, hvis Valdemar døde uden efterlevende sønner - hvilket var sandsynligt.
Efter at Danmark havde sluttet fred med Stæderne og Mecklenburg vendte Valdemar sin opmærksomhed mod resten af koalitionen, nemlig de oprørske jyske stormænd, deres holstenske allierede og hertugen af Jylland. Den svenske kong Albrecht syntes at have forladt Skåne og forholdt sig tilsyneladende passiv.
De oprørske jyske stormænd var - foruden hertug Henrik af Jylland - drost Claus Lembek og ridderne Stig Andersen, Ivar Nielsen Rosenkranz, Niels Eriksen Gyldenstjerne, Benedikt Ahlefeldt, Anders Offesen, Jens Nielsen, Niels Egesen, Poul Jensen samt væbnerne Paul Glob, Gotskalk Skarpenberg, Tage Offesen, Hartvig Pogwich og Niels Stob.
I løbet af 1372 blev greverne jaget ud af Nørrejylland. Et dansk angreb på Tørning blev afslået, men naboslottet i Gram faldt i kongens besiddelse. Kongen belejrede forgæves det fynske Hagenskov.
Det menes at Valdemar i kølvandet på det tredje jyske oprør overtog den dræbte oprører Niels Bugges borg, Hald, ved Viborg og flere andre oprøreres borge i overensstemmelse med landefredens bestemmelse om at den der "fører udenlandske herrer og mænd ind som på nogen vis kan være Danmarks Rige til skade eller fordærv, skal miste sin fred sit gods og sit liv."
Nu havde også Holstenerne og de oprørske jyder fået nok. Ved mægling af hertug Albrecht af Mecklenburg sluttedes fred i Flensborg i januar 1373.
Claus Lembek og Stig Andersen var døde under krigen, men resten af de oprørske stormænd blev ramt hårdt, men dog mest økonomisk. Når man betænker at mange af dem for anden eller trejde gang havde gjort oprør mod kong Valdemar, må det siges at være billigt sluppet.
Under Valdemars efterfølger Oluf 2. vedtog et Danehof i 1377 at "alle skødninger, som er fremtvungen ved lænker eller fangenskab, skal ikke have nogen kraft" og hvis nogen hævdede at han havde måttet skøde sine godser på grund af frygt eller trusler og ikke har fået halvdelen af disse godsers pris, så skulle sagen behandles af en særlig kommission.
Det skaber unægteligt mistanke om at Valdemar havde brugt særdeles håndfaste metoder for at styrke kongemagten. Men han stod overfor de jyske stormænd, som for tredje gang havde gjort fælles sag med rigets fjender i oprør mod deres konge. Han må have følt sig skuffet. Som vi husker tøvede han længe med at vende tilbage til Danmark efter Anden Hanseatiske krig og i freden med Mecklenburg bliver nævnt muligheden af at han ville abdicere, der står: "at hvis Vi fratræder eller dør".
På Danehoffet i Nyborg 1374 udstedte hertug Henrik af Jylland et brev, som bevidnende at han overdrog til kongen sin ret til at indløse Gottorp Slot med alt tilliggende hos de holstenske grever og yderligere stadfæstede kongens besiddelse af Langeland. Valdemar tilbød nu greverne de 12.000 mark sølv, som Gottorp var pantsat for, men de afslog simpelthen at tage imod pengene.
I sommeren 1375 døde hertug Henrik som den sidste af Abels slægt. Hans enke, Kuningunde, søgte straks forbindelse med Valdemar, som gav hende et mindre lån.
De holstenske grever var nu trængt op i en krog. De kunne ikke længere regne med støtte fra stæderne og Mecklenburg og heller ikke fra deres sydlige naboer Erik af Sachsen Lauenburg og Magnus af Braunschweig-Lüneburg. Det var blot et tidsspørgsmål hvornår kong Valdemar ville overskride Ejderen med en hær. Men desværre, Valdemar døde i 1375 som nedenfor fortalt og den sydligste del af hertugdømmet Jylland kom ikke tilbage til Danmark ved denne lejlighed.
I dokumenter fra Erik af Pommerns tid fremgår det at kongen i 1375 var i besiddelse af slottene Åbenrå, Haderslev og Lille-Tønder. Flensborg nævnes ikke, men det må formodes at kongen stadig havde denne by.
Valdemar Atterdags sarkofag som det fremtræder i dag, juni 2019, i Sorø Klosterkirke. Foto Hakkasberra Wikimedia Commons.
Greverne af Holsten-Rendsborg havde stadig byen Slesvig med Gottorp Slot og desuden den del af Jylland, som ligger mellem Slien-Dannevirke og Ejderen.
Onsdag 24. oktober 1375 døde kong Valdemar. Lægerne havde givet ham et feberstillende middel, hvorved kongen kom i stærk sved. Døren blev derefter lukket for at han kunne få nogen ro, men da man åbnede den igen, var han død.
Han blev kun omkring 55 år gammel. Blot et af hans seks børn overlevede ham, nemlig den yngste datter, Margrete.
Han blev begravet i Vordingborg, som han selv havde bestemt. Han havde ombygget og udvidet dette slot i en sådan grad, at det var blevet til Danmarks største kongeborg.
Men, som vi ved, opnåede hans datter Margrete pavens tilladelse til at flytte både hans grav og dronning Helvigs grav til Sorø Klosterkirke for at de der kunne blive forenede i døden og han kunne blive forenet med sin broder og sine forældre. Dronning Helvigs grav blev imidlertid aldrig flyttet.
