Dalum Hjallese Debatklub

På sporet af Danerne - i Asien

16. En kortfattet Danmarkshistorie del 5

Svenskekrigene I - De tidlige Oldenborg konger.
Machiavelli, Locke og Montesquieu anbefalede en tredeling af magten for at sikre de bedste beslutninger og dermed et stabilt samfund.
Faktisk var de kristne kongeriger i den europæiske middelalder oprindeligt karakteriseret ved en tredeling af magten, idet den var delt mellem konge, kirke og adel. Men med den lutherske reformation fik kongemagten ram på en af de andre magter, nemlig kirken.
Gennem 500 år havde konger, dronninger og adelsmænd testamenteret jordegods og hele landsbyer til klostre og kirker for deres sjæles frelse. Kirker og klostre var udødelige, og de gav aldrig slip på noget, de engang havde fået. De blev konstant rigere og rigere. Men ved overgangen til protestantismen faldt hele denne ufattelige rigdom ned i skødet på de tidlige oldenborg konger, som derved fik en overvældende styrke i forhold til den anden tilbageværende magt, nemlig adelen.
De tidlige Oldenborg konger, nemlig Christian 3., Frederik 2. og Christian 4. var ikke enevældige, men takket være kongemagtens enorme rigdom og kongens enevældige position i hertugdømmerne, var de meget vanskelige for adelen at kontrollere. Hvilket førte til især Christian 4.'s dårlige beslutning om at indtræde i Trediveårskrigen i Tyskland, som blev katastrofal for Danmark-Norge.

25. Svenskekrigene

Unionstidens svenskfødte herskere i Sverige førte i reglen titlen rigsforstander, som for eksempel Karl Knutsson Bonde, Sten Sture, Svante Nielsson og Sten Sture den Yngre. Men i 1523 kårede svenskerne Gustav Vasa som konge, hvilket markerede Kalmarunionens endeligt.

Maleri af Frederik 2 fra 1581. Vi må tro at portrætligheden er ganske god. Foto Hans Knieper Wikipedia.

De krige, som vi kalder Svenskekrigene, udspillede sig efter Kalmarunionens demise i et tidsrum på 157 år, fra 1563 til 1720, i hvilket tidsrum Danmark-Norge og Sverige udkæmpedes syv krige - forudsat man regner "Den Store Nordiske Krig" for kun en krig og ikke medregner forskellige episoder af Napoleonskrigene.

Efter mange års ofre, tab og lidelser mistede svenskerne appetitten på krig, da deres krigerkonge, Karl 12. den 30. november 1718 fandt døden i en løbegrav foran den norske fæstning, Frederiksten, som ligger omkring 30 km sydøst for Fredriksstad, nær grænsen til Sverige.

Danmark-Norge blev tvungen med i Napoleonskrigene på fransk side på grund af det uprovokerede britiske angreb på København i 1807.

På Wiener Kongressen i 1814-15 som afsluttede Napoleonskrigene, ophørte Danmark-Norge med at eksistere, idet Norge blev givet til Sverige som kompensation for at det mistede Finland, som blev givet som belønning til Rusland, idet sidstnævnte var en af krigens sejrherrer.

Storbritannien tillod Danmark at beholde de nordatlantiske Færøerne, Island og Grønland, da de anså dem for en økonomisk byrde, en underskudsforretning, som de ikke ville bebyrde deres svenske allierede med.

Danmark blev derved reduceret til en småstat, som ikke var i stand til at tage initiativet i en krig, hvilket gjorde krige mod Sverige utænkelige.

Desuden i løbet af 1800-tallet opstod den politiske bevægelse kaldet Skandinavismen som en modvægt til den fremvoksende tyske nationalisme og pangermanisme. I følge skandinavismen er svenskere, nordmænd og danskere nordiske broderfolk med fælles historie, kultur, sprog og af lignende etnisk type. Den plæderede for en forenet nordisk region eller et direkte rigsfællesskab mellem de skandinaviske lande, hvilket ville gøre indbyrdes krige til en umulighed

26. Den Nordiske Syvårskrig

Christian 3. døde 1. januar 1559 på Koldinghus i en alder af 56 år efter flere års sygdom. Han blev efterfulgt af sin ældste søn, Frederik 2. som allerede var kronet til konge i faderens levende live.

Ikke desto mindre måtte den unge Frederik underskrive en håndfæstning, som fastslog at Danmark var et valgrige, og ved kongens død skulle rigets slotte "holdes til rigsrådets hånd". Udskrivning af skatter og krigserklæringer krævede rigsrådets samtykke.

Hertug Adolf af Gottorp, som var Frederiks farbroder, fattede den plan at Frederik og han skulle erobre Ditmarsken. Det var jo, hvad der mislykkedes for kong Hans 60 år tidligere og efterfølgende tilføjede ham en international ydmygelse, der førte til tabet af Sverige. Men denne gang havde Adolf og Frederik den erfarne holstenske hærfører, Johan Rantzau, til rådighed og erobringen i 1559 forløb planmæssigt.

Frederik 2. støttede den berømte astronom Tycho Brahe, som fik øen Hven i forlening. På denne ø lod Tycho Brahe opføre observatorierne Uranienborg og Stjerneborg med kongelig støtte.

I Sverige regerede Gustav Vasas søn Erik 14. Han var en meget intelligent og veluddannet mand, men han led af en sygelig mistænksomhed og fængslede alle medlemmer af Sture slægten. En dag løb han ind i fængslet og myrdede Niels Sture og beordrede vagterne til at dræbe yderligere et antal andre indsatte.

Det er noget uklart, hvad der virkelig udløste Den Nordiske Syvårskrig mellem Danmark-Norge og Sverige i 1563. Angivelig brød den ud på grund af en tvist om retten til at føre de tre kroner i de kongelige våbenskjolde.

Det er givet at Sverige brugte kronerne først. Magnus Smek brugte symbolet meget, antageligt symboliserede kronerne hans tre riger, nemlig Sverige, Norge og Skånelandene. Kong Albrecht af Mecklenburg brugte dem i 1364 i sit segl. Nogle mener at de symboliserer rigets tre oprindelige dele, nemlig Västra og Öster Götaland samt Svealand omkring Mälern.

Dronning Margrete og Erik af Pommern brugte de tre kroner i deres våbenskjolde, helt klart som symbol på Kalmarunionen. Unionskongerne Christoffer af Bayern, Hans og Christian 2. brugte de tre kroner, ganske vist før de vandt den rigtige svenske krone, men de var dog kårede som konger af de tre riger som børn.

Frederik 1., som aldrig blev konge af Sverige, brugte aldrig de tre kroner. I begyndelsen fulgte hans søn Christian 3., hans eksempel, men senere føjede han dog de tre kroner til sit våbenskjold. Hans søn Frederik 2. brugte de tre kroner helt fra starten, idet han påstod at de blot var et minde om unionen.

Dette irriterede kong Erik 14. af Sverige. Han mente at disse symboler i våbenskjoldene udtrykte at våbenskjoldenes ejermænd mente at have ret til at herske over de områder, som kronerne symboliserede. Derfor gjorde han gengæld ved at optage både den norske og den danske løve og alle hjerterne i sit våbenskjold, for at fortælle at han mente at have ret til at herske over Norge og Danmark.

Åbenbart var Kalmarunionen kun skindød, man var blot meget uenige om hvem, der skulle være konge.

I maj 1563 kaprede en svensk flåde tre dansk-norske skibe i farvandet ud for Bornholm.

Danmark gav sig tid til at søge forbundsfæller og opnåede en alliance med Lübeck samt støtte fra Polen og flere nordtyske stater. Først 31. juli 1563 afleverede Danmark en krigserklæring til den svenske kong Erik.

I september 1563 erobrede den dansk-norske hær fæstningen Älvsborg ved Göta älvens udmunding i Kattegat nær nutidens Göteborg, hvilket var Sveriges eneste adgang til Kattegat og Atlanterhavet.

I maj 1564 fik admiral Herluf Trolle kontakt med fjenden ud for Öland. Den svenske flåde var den dansk-norske og lübske flåde overlegen i antal af skibe, men blev ikke desto mindre besejret af danskerne.

Fæstningen Älvsborg. Gravering fra 1690-1710 fra Erik Dahlberghs Suecia antiqua et hodierna. Foto Wikipedia.

Den svenske flåde omfattede det helt nye skib "Mars", også kaldt "Makalös", som blev anset for et af tidens største skibe. Det blev også kaldt "Juthehataren".

"Mars" var netop blevet erobret af lübeckerne og der var flere hundrede lübeckere og svenskere ombord, da krudtkammeret pludselig eksploderede, og skibet sank til havets bund med mand og mus.

Skibet blev fundet på bunden af havet ud for Öland i sommeren 2011.

Men i et efterfølgende søslag ved Femern, blev admiral Herluf Trolle dødelig såret.

I Niels Hemmingsens ligprædiken citerede han Herluf Trolle for at have sagt om Danmarks adel, at vel bar de gyldne kæder og havde jordegods, men for dette havde de pligt til at sætte livet på spil for konge og fædreland. Herluf Trolle har givet navn til kostskolen Herlufsholm.

På trods af sin sindssge var den svenske kong Erik 14. en dannet og belæst mand. Han havde læst Machiavellis "Fyrsten", hvori der står, at for at en fyrste kan være sikker på at beholde erobret land, må han erstatte de oprindelige indbyggere med sine egne.

Hans franske general Claude Collat fik ordre til at bryde ind i Norge og "hærge og slå ihjel for fode, for det er bedre om det er ødeland end fjendeland". General Clas Horn skulle "brænde Halland på tværs og på langs" og han behøvede ikke at ulejlige sig med at tage fanger, men "nedlægge juterne, det bedste Gud giver nåden til". Endnu en fransk general, Charles Mornay, skulle ordne Skåne "så de skalke ikke må kunne gøre os skade her i riget".

Selv rykkede kong Erik ind i Blekinge og ledede personligt stormen på Ronneby. Hvor han var ansvarlig for en af krigens mest modbydelige episoder, som var "Blodbadet i Ronneby".

Tidligt om morgenen den 4. september 1564 gik svenskerne til angreb og efter forbitrede kampe indtog de byen.

I et brev fra kong Erik, som han skrev få dage senere, står der: "Rødt som blod farvedes vandet i åen af de døde kroppe. Fjenderne var så forskræmte, at man ikke havde megen umage med dem, men stak dem ned som en flok svin, så at i staden blev mere end to tusinde mand om halsen, foruden kvinder og børn, som finnerne slog ihjel."

Forfatteren Lars Lindeberg citerer en samtidig beretning: "Kvinderne, som løb på gaden og havde deres spæde børn på armen, og de som lå i barselsseng, tog de og kastede på ilden, til så længe, at de tyske knægte så dette ynkelige mord. Så gik de til feltøversten og talte ham hårdeligen til og sagde, at de tilforn havde været udi mange krige, men aldrig set et så ukristeligt mord. Dermed blev trommerne straks slået, at ingen skulle ihjelslå kvinder og børn."

De overlevende kvinder og børn blev efterfølgende samlet i det tøj, de gik og stod i. De fik at vide, at kong Erik på forbøn af nogle rigsråder havde skænket dem livet, men at de skulle føres til Sverige og trælle for svenskerne resten af deres dage. Næste dag blev fangerne delt op i to grupper ledet af hver sin officer, en gruppe for piger og unge kvinder og en gruppe for ældre kvinder og større børn.

Mændene er ikke nævnt nogen steder, de var formentlig allerede slået ihjel.

Så startede dødsmarchen mod nord. Undervejs red svenske ryttere op på siden af den første gruppe fanger og plukkede frit ud blandt de unge kvinder for at føre dem bort og gøre med dem, som de havde lyst til. Småbørn blev revet fra mødrene og kastet ud på marken.

Erik 14. af Sverige - den sindssyge konge. Han var en veluddannet og pragtlysten renæssancefyrste. Portræt tilskrevet den flamske kunstmaler Steven van der Meulen. Foto Steven van der Meulen - Nationalmuseum Wikipedia.

Den svenske officer, der var ansvarlig for gruppen af mere modne kvinder, var en anstændig mand, der lod mange fra sin gruppe undslippe, medens fangekolonnen bevægede skjult i skovene. Kong Erik 14. truede ham siden med dødsstraf for denne forbrydelse.

Det gamle Varberg, som svenskerne jævnede med jorden, lå lidt nordligere end nutidens Varberg.

Svenskerne stormede forgæves det gamle Varberg fem gange, før det lykkedes at indtage byen den 28 august 1565. Som straf for at indbyggerne havde gjort sådan modstand, brændte de byen ned til grunden sløjfede volden og kastede voldgraven til. I dag er der intet, som antyder at der på stedet har ligget en by. Europavej 6 hen over den flade mark, hvor den en gang lå.

Kun den svenske rimkrønike antyder indbyggernes skæbne:

Der skånedes ingen i vrede og harm.
Foruden både kvinder og barn
der lå så mange døde.

På land stod krigens eneste store slag ved Axtorna omkring 20 km nordøst for Falkenberg i Halland.

Frederik 2.'s holstenske general, Daniel Rantzau, belejrede fæstningen Varberghus, som svenskerne havde taget den 15. september 1565. På grund af mangel på artilleri havde han problemer med at tilbageerobre fæstningen. Da kanonerne endelig nåede frem, fik Rantzau rapport om, at en numerisk overlegen svensk hær under Jacob Henriksson Hästsko rykkede frem fra øst. Han fik også rapport om at den svenske hær var samlet for ganske nylig samtidig med dens fremrykning, og følgelig skønnede han, at den ikke kunne være en sammenarbejdende enhed, og derfor valgte han at hæve belejringen og føre tropperne mod fjenden og levere et slag ved Axtorna den 20. oktober 1565.

Mange svenske enheder ved Axtorna kom slet ikke i kamp, og de mistede omkring 2000 mand og hele deres artilleri, siges det. Men sejren var dyrkøbt. De danske tab var lige så store som svenskernes.

Bornholm blev energisk forsvaret af den lübske foged Ketting. Han skrev til Frederik 2. at " -jeg har nogle tyske landsknægte og bønderne i anstændig rustning, anvender flid dag og nat, ligger selv på stranden og holder bønderne under hård straf, at de skulle værge sig under livsstraf."

Natten mellem den 28 og 29 juli 1566 blev den danske flåde ramt af et sort uheld, nogle vil sige dårligt sømandsskab. En dansk adelsmand var blevet dræbt i en træfning med nogle svenske skibe, og man ønskede at begrave ham på land. Men ud for Visby på Gotland, hvor flåden lagde ind til kysten, kunne ankrene ikke få fat, da bunden var for hård. Admiral Hans Lauridsen affærdigede sine mænds advarsler: "Det stormer vel ikke hver nat".

Men denne nat stormede det, og 15 skibe blev slået til pindebrænde mod kysten og 4.000 sømænd druknede, siges det.

Kong Eriks sindssyge blev stadig værre, og i 1568 blev han afsat af sine to brødre Johan og Karl. Kong Johan 3. var mere fleksibel, end Erik 14. havde været. Han slettede straks de tre danske løver og den norske løve af sit rigsvåben, og snart stod forhandlingsbordet dækket i Roskilde. De danske erstatningskrav var imidlertid så urimelige, at svenskerne ikke kunne acceptere dem, så krigen trak ud.

Udsnit af Kobberstik i Rerum Danicarum, som er krøniken om den danske kong Frederik 2's bedrifter i Syvårskrigen, som viser adskillige søslag og den dansk-norske og lübske flåde, der sank i en storm ud for Visby i Gotland i 1566. Foto Gasparis Ens Lorchensis Wikipedia

På den tyske kejsers initiativ blev der i 1570 gennemført fredsforhandlinger i Stettin.

Danmark-Norge og Lübeck stod som sejrherrer, men det ændrede ikke meget. Der blev ikke tale om landafståelser. Sverige betalte Danmark-Norge 150.000 sølvdalere for en tilbagelevering af Älvsborg.

I årene efter Syvårskrigen lod Frederik 2. det gamle slot ved Helsingør, Krogen, ombygge til renæssanceslottet Kronborg med tårne og spir, og samtidig lod han forsvarsværkerne ombygge så de svarede til tidens krigsførelse. Han lod bygge Frederiksborg Slot.

Han var ikke ofte i Norge, men han grundlagde byen Frederiksstad.

Ved Frederik 2's død i april 1588 sagde præsten Anders Sørensen Vedel i sin ligprædiken, at kongens død måtte tilskrives et for stort alkoholforbrug: "Dersom Hans Nåde havde haft lov for fremmede fyrster og legaters og andre gode mænds daglige omgængelse til at holde sig fra den almindelige, skadelige drik, som nu over alverden iblandt fyrster, adel og menigmand alt for gængs er, da synes det for menneskelige øjne og tanker, at Hans Nåde kunne have levet mangen god dag længere".

27. Kalmarkrigen

Ved sin faders død i 1588 var hans ældste søn, Christian, kun 11 år, og der blev derfor dannet en formynderregering ledet af kansleren Niels Kås. I august 1596 blev sønnen kronet til konge i Vor Frue Kirke i København som Christian 4. af Danmark. Kroningen gav anledning til en af de mest overdådige fester i Danmarkshistorien. Der blev afholdt ridderturneringer og festfyrværkeri, og på Amagertorv var et springvand, der sprang med vin.

Christian 4. skulle komme til at regere Danmark-Norge i 60 år. Med sin hustru, dronning Anna Cathrine af Brandenburg og flere elskerinder fik han mindst 23 børn.

I anledning af sin kroning lod den unge konge opføre tårnet Blåtårn på København Slot med et spir prydet med tre forgyldte kroner, hvilket var et klart budskab til Sverige om at han godt kunne tænke sig at herske over tre riger.

Men det var ikke alene kronerne og Christians ambitioner, der var årsag til Kalmarkrigen, som brød ud i 1611 og rasede i to år til 1613. Det var også så at sige kampen om Arktis.

Efter at svenskerne havde erobret de russiske havne ved Østersøens kyster, kom de derved til at virke som et fordyrende mellemled på handelen med Rusland, og derfor blev den nye sø rute nord om Norge til den nyligt anlagte Arkangelsk stadig mere populær.

Danmark-Norge hævdede herredømmet over det nordlige hav, og ved fæstningen Vardøhus krævede man told af de søfarende.

Desuden, ved sin kroning i 1607 havde Karl 9. antaget titlen "Lappernes konge" og begyndt at opkræve skat af lapperne.

Karl 9. af Sverige. Foto Sveriges Nationalmuseum Wikipedia

Lapperne, eller samerne, som de også kaldes, fulgte deres rensdyrflokke i hele det nordlige Skandinavien mellem Narvik og Arkangelsk uanset grænserne mellem Norge og Sverige. Hvilket ville betyde at "Lappernes konge" ville få adgang til Atlanterhavet ved Narvik og Tysfjord. Dermed ville det lykkedes den svenske konge at bryde den indespærring af Sverige, som Danmark-Norge praktiserede.

Den unge kong Christian var ivrig efter krig, imidlertid var rigsrådet meget betænkelig.

Men rigsrådet repræsenterede kun Danmark, og Christian var også konge af Norge og hertug af Slesvig og Holsten, hvilket sidste var et arve rige, det vil sige at hertugen var valgt på forhånd, og ingen kunne komme med håndfæstninger og betingelser.

Christian truede med, at hvis ikke rigsrådet erklærede krig, ville han selv gå i krig som hertug af Slesvig og Holsten. Til sidst gav rigsrådet efter og sendte fejdebrev til Sverige den 4. april 1611.

Samme dag som rigsrådet accepterede krigserklæringen mobiliserede kong Christian rigets kavaleri, som var organiseret i adelsfaner, Den Sjællandske Fane ved Næstved under Peder Basse til Sørup, Aarhus Fanen under Knud Brahe til Engelsholm, Aalborg Fanen under Ulrik Sandberg til Kveldstrup, Ribe Fanen under Albert Skel til Fusinge, lensmand på riberhus, den Fynske Fane under Korfits Rud til Fuglsang og Sandbolt, lensmand på Hindsgavl, den skånske Fane under Anders Bille til Råbelev og Rosendal, lensmand på Helsingborg og den Hallandske Fane under Tage Krabbe.

Hver fane talte omkring 200 ryttere.

Alt i alt stillede det egentlige kongerige Danmark en styrke på henved 4.000 ryttere. Desuden stillede kongens fætter, Hertug Philip af Sønderborg, med en rytter fane på 200 heste, statholderen i Holsten, Gert Rantzau, stillede med en rytter fane og et fodregiment, og Godske Ahlefeld fra Slesvig stillede med et fodregiment.

Fodfolk, kaldet knægte, blev for den danske hærs vedkommende i hovedsagen hvervet i udlandet.

Til venstre svensk bondesoldat og til højre en tysk landsknægt. Tegning af landsknægten Paul Dolnstein cirka 1502. Foto Wikitrans

Men de planlagte hvervninger af knægte i udlandet gik ikke så godt.

På et lübsk skib, som i juni 1611 kom til Stockholm, var to rejsende, hvoraf den ene kunne fortælle, at Kongen af Danmark havde hvervet 7.000 mand i Tyskland. Men da de fik at vide, at kongen ville have dem ind i Sverige, søgte de i stedet til hertugen af Braunschweig., der på ny ville begynde krigen mod Stade. Den anden rejsende, en hollandsk købmand, fortalte at nogle mil fra Bremen havde ligget 7.000 mand, som Kongen af Danmark havde ladet hverve, men da de skulle gå ombord på skibene, nægtede de og tog i stedet tjeneste hos Hertugen af Braunsehweig.

Christian havde lagt den plan at angribe Sverige med en knivtangmanøvre med tre hærafdelinger i det tilstundende forår 1611.

Den østlige hærafdeling skulle samles ved Kristianopel, bryde ind i Småland langs kysten og belejre og indtage Kalmar og Kalmar Slot. Den vestlige hærafdeling skulle fra Halmstad i Halland trænge frem langs Nisåen mod Smålands hovedstad, Jönköping. Efter Kalmars erobring skulle de to hærafdelinger mødes i Jönköping og derfra trænge videre mod nord mod Stockholm. Den trejde hærgruppe skulle fra Norge falde ind i Västra Götaland og aflaste de to andre hærgrupper.

Allerede før angrebet den 1. maj 1611 klagede rigsrådsmedlem Breide Rantzau i breve til kansleren over, at der manglede både klæder og proviant til soldaterne. Desuden begyndte sygdommen, der senere skulle hærge så hårdt blandt hærens og flådens mandskaber, allerede at vise sig.

Den l. Maj skrev Karl 9. til Kong Christian 4. og Rigsrådet i Danmark, at han "vel af deres trykte patenter, der spredtes over Riget, havde erfaret, at de ville bryde freden, men det ville han ikke, og derfor tilbød han at henskyde sagen under en voldgift".

Men Christian havde andre planer. Samme dag ved daggry brød den østlige hærafdeling op fra Kristianopel og gik ind i Småland ledet af kongen selv. Efter en kort kamp veg de svenske ryttere under Pehr Michelssons tilbage med et tab på nogle få sårede.

Samme dag om aftenen nåede budskabet om angrebet Kalmar. Det svenske løsen, to kanonskud, lød fra slotstårnet, for at samle alle forsvarere indenfor voldene, medens stormklokkernes klemten og trommehvirvler advarede borgerne om den truende fare.

Man begyndte straks at bringe alt rørligt gods fra byen og ind på slottet og sende kvinder og børn bort. Den tredje dag om morgenen sås den danske hærs fortrop.

Et hollandsk kobberstik fra 1611 som viser den dansk-norske belejring af Kalmar i 1611. Christian 4.s tropper befinder sig lige udenfor byen som er omgivet af moderne fæstningsværker og forsvaret af et par tusind mand. Karl 9.s hær er tegnet ind øverst til højre. I det øverste venstre hjørne er indsat et oversigtskort, som viser Kalmars beliggenhed i forhold til Öland. Svenske og dansk-norske flådestyrker kæmper om at sikre sig kontrol med Kalmar Sund.

Den danske hær spredte sig foran byen og tog straks fat på jordarbejderne, og grave og brystværn voksede hurtigt frem.

Kalmar var en stærk fæstning, som i vinteren 1598-99 i et internt svensk opgør havde udholdt en tre måneders belejring, og siden var bleven betydelig forstærket. Takket være en svensk flåde, som lå ud for slottet og Pehr Michelssons ryttere havde Kalmar en meget stor besætning, velforsynet med mad, krudt og kugler. Indbyggerne og besætningen følte sig sikre på at deres konge ville komme til deres undsætning.

Angribernes situation var i virkeligheden mere vanskelig. Det var i realiteten et dristigt vovestykke at gå over grænsen med en så ringe styrke som 5.000 til 6.000 mand lige foran næsen af de betydelige stridskræfter, som Sverige rådede over.

Men forklaringen ligger i det håb, som Christian satte til at utilfredshed blandt befolkningen i selve Sverige ville være til hans fordel.

Kalmar By blev nemlig i 1599 så hårdt hjemsøgt af Karl 9. under hans oprør mod sin nevø kong Sigismund, at det endnu måtte være i frisk erindring, skulle man tro. Byen var den sidste støtte for kong Sigismund. Efter byens erobring lod hertug Karl 22 adelsmænd og andre ledere i Kalmar henrette, fordi de havde ydet modstand.

Men modtagelsen af Christians hær i Kalmar den 3. maj tilintetgjorde alle forhåbninger om støtte og sympati hos byens indbyggere, og bedre gik det ikke med almuen på landet til trods for den danske konges bestræbelser på at vinde dens støtte.

Breide Rantzau fortalte noget lignende i breve, som han sendte til kansleren: "Bønderne holde mere på Kong Karls side, end man havde troet", skrev han, "de have deres høvedsmænd, som samle dem i hobe på 3 til 400 mand, så at Hans Majestæt må sende både ryttere og knægte ud for at holde dem i ave".

Den danske hær var for fåtallig til at den kunne holde Kalmar fuldstændig indesluttet, men byen var alt for stærk til at blive forbigået. Kongen måtte håbe på, at den vestlige hærafdelings fremrykning fra Halmstad mod Jönköping snart ville binde den svenske hovedhær.

Rigsrådsmedlem Breide Rantzau måtte ofte minde kansleren om at tropperne manglede både øl og brød, ja selv lunter og krudt. Igen og igen måtte han rykke for disse vigtige ting, hvis udeblivelse altid medførte desertering blandt de hvervede knægte.

I det hele taget havde Breide Rantzau et meget pessimistisk syn på den danske hærs stilling. "Hvad udsigt, vi have til at erobre byen", skrev han den 9. maj til kansleren, "kan jeg ikke skrive dig til og er at befrygte, at såfremt de andre ikke rykke op fra Halmstad, den svenske magt bliver her opsendt, og vi bliver belejrede bag til, havnen med proviant taget fra os, så vi må lade både stykker og gods stå og slå os igjennem, som vi bedst kunne"

Kalmar Slot 2011. Foto Bengt A Lundberg/Riksantikvarie ämbetet Wikipedia.

Den danske hær måtte nødvendigvis erobre i hvert fald byen Kalmar, inden den blev angreben udefra af kong Karl.

Gennem mange dage havde artilleriet skudt en breche i muren, og ved midnatstid den 26. maj 1611 trådte hæren under våben. Christian førte selv knægtene frem til brechen og råbte nogle opmuntrende ord.

Efter en hård kamp veg danskerne tilbage over voldgraven, til forsvarernes jubel. Friske kræfter blev ført frem, og snart rasede kampen på ny i breschen med samme voldsomhed som før, men også med samme held for forsvarerne. Endnu en gang så kongen sine soldater vige og hørte fjendens triumferende råb.

Men tredje gang er lykkens gang. Endelig, tidligt om morgenen, så han sin gardes mærke vaje fra voldens top, plantet af hans fændrik, den unge Palle Rosenkrans. Uden yderligere modstand søgte forsvarerne redning i slottet.

Derefter var hele Kalmar by i kong Christians hænder, men selve slottet var stadig behersket af svenskerne.

Kort efter erobringen af byen ankom to ingeniører, som Gert Rantzau på sin broders forlangende havde sendt til Kalmar fra den vestlige hær afdling i Halmstad. De fortalte at hæren i Halland endnu stod omkring Halmstad og ikke havde taget et eneste skridt i retning af Jönköping.

Faktisk, den hærafdeling, som fra Halland skulle trænge ind i Sverige mod Jönköping i begyndelsen af maj og derved aflaste hæren omkring Kalmar, var overhovedet ikke fuldtallig på dette tidspunkt. Tropperne til den vestlige del af hæren indfandt sig meget langsomt. Først den 7. maj 1611 ankom Aarhus Fanen under Knud Brahe, den l0. maj ankom Aalborg Fanen under Ulrik Sandberg til Kvelstrup og den l3. maj ankom Ribe Fanen under Albert Skel til Varberg.

En svensk læderkanon var en kanon med et tyndt løb betrukket med læder. Læderbeklædningen skulle gøre det muligt for kanonløbet at modstå trykket i kammeret forbundet med affyring på trods af en lille godstykkelse - og dermed lav vægt. Det var en svensk opfindelse ud af flere fra trediveårskrigen, som gjorde kanoner lettere og mere mobile end før. I det hele taget udviklede Gustaf Adolf artilleriet, så kanoner blev meget lettere og bedre kunne bruges i samarbejde med infanteri og kavaleri. Wikimedia.

Det var ikke blot den langsomhed, hvormed tropperne samledes, der hæmmede den vestlige hærafdeling, det gik også meget langsomt med at modtage forsyninger af enhver art.

Rigsmarsken, Sten Maltesen Sehested, som skulle lede den vestlige hærafdeling, kunne ikke, som kongen ved Kalmar, forvente at modtage forsyninger fra hjemlandet ad søvejen, efter han havde krydset den svenske grænse. Han måtte selv føre alt med sig, som han skulle bruge.

For at få klarhed over, hvor den svenske hær befandt sig, red Breide Rantzau ud fra Kalmar med en deling ryttere og fandt kong Karls hær ved Ryssby, kun omkring 2 mil (danske mil a' 7,5 km) nord for Kalmar.

Derfor besluttede kong Christian at forlade lejren i Kalmar for at indskærpe den vestlige hærafdeling nødvendigheden af at hele vesthæren kom ham til undsætning. Den 10. juni 1611 rejste han rejste ad søvejen til Kristianopel og fortsatte til Sølvesborg i den vestlige ende af Blekinge. Derfra sendte han bud gennem Skåne og Halland til den vestlige hærafdeling i Halmstad.

I 1599 havde Christian 4. ladet bygge byen Kristianopel i det østlige Blekinge nær Karlskrona ikke langt fra den svenske grænse. Det var en stærkt befæstet by, designet som en uindtagelig renæssancefæstning med voldgrave og bastioner. Byen skulle sikre dansk suverænitet og fungere som et handelscentrum.

Lensmanden i Kristianopel, Jens Sparre, var selv draget med hæren til Kalmar og havde overgivet kommandoen til den hallandske adelsmand, Jens Bjørnsen. Da denne fik underretning om, at svenskerne samlede sig nær grænsen, sendte han bud til Jens Sparre for at bede ham skaffe fæstningen en stærkere besætning. Men brevet faldt i svenskernes hænder, og Kong Karl besluttede straks, at forsøge at overrumple byen, inden den ønskede forstærkning nåede frem.

Nutidens Kristianopel. Byen blev bygget på en lang, smal ø eller tange i Kalmarsund, hvor den skulle være nem at forsvare. Den var oprindelig omgivet af en 4 til 6 meter høj stenmur med bastioner og volde. Foto Jan Norrman/Riksantikvarieämbetet Wikimedia.

I den hensigt sendte han sin 16-årige søn, Gustaf Adolf, med to rytter faner, som ud på aftenen nåede nær Kristianopel, hvor han foreløbig holdt sine folk skjult i en nærliggende skov.

Mellem et og to om natten mellem den 25. og 26. juni 1611 nærmede de sig byen, hvor alle på nær vagterne lå i den dybeste søvn, og ingen anede uråd, Portvagten troede at de fremrykkende ryttere var den ventede forstærkning og undlod derfor at trække vindebroen op, medens der gik bud til kommandanten.

De fire svenske ryttere, der udgjorde fortroppen, fik derved lejlighed til at nærme sig porten, fæstne en sprængladning på den og sprænge den åben, netop som Jens Bjørnsen kom til stede, hidkaldt ved vagtens melding. Som tapper soldat stillede han sig straks i portåbningen for at standse den indtrængende fjende. De første svenskere faldt for hans sværdhug, men snart segnede han til jorden, og over kommandantens lig trængte fjenden ind i byen.

Prins Gustaf Adolf galoperede gennem byens hovedgade hen på torvet og standsede der, medens han folk spredte sig i byen for at myrde, røve og plyndre. En samtidig beretning lyder: "Da var det ynkelig at se, hvorledes somme bleve ihjelslagne på sengene, somme der vare nylig opståede og havde endda ingen klæder på, mange sprang over muren nøgne og undkom, somme kvinder kastede først deres børn ned fra volden, hvoraf mange børn døde, så sprang kvinderne selv efter, og en part sloge arme og lår sønder, somme gave sig ud ad vandporten på både, så at deriblandt vare tre både forlæssede med mænd, kvinder og børn, som sank til bunden."

Plyndringen og myrderierne varede til hen på morgenen, så drog svenskerne igen bort efter at have sat ild til byen.

For Christian 4. var Kristianopels brand et hårdt slag. Her havde han samlet udstyr både til den hær, som han havde under våben, og til de hvervede tropper, som han ventede fra Tyskland. Dem førte fjenden bort med sig, og mængder af beklædnings- og udrustningsgenstande blev fortæret af ilden.

Kristianopel lå øde og ubevogtet hen i nogen tid. Den 5. juli kom fjenden igen til byen og antændte, hvad den tidligere brand havde skånet. Svenskerne var herre i det østlige Blekinge, og kong Karl udsendte et åbent brev til almuen med tilbud om, at hvis befolkningen ville give sig under Sveriges krone, hvad de tidligere havde været, og betale 20.000 daler i brandskat, skulle intet ondt overgå dem. Men ville de ikke det, truede han med at hjemsøge dem med mord og brand og lade ilden fortære deres hus og hjem.

I begyndelsen af juli 1611 nærmede Gert Rantzaus regiment fra den vestlige hærafdeling sig Kristianopel og tvang svenskerne tilbage over grænsen. De havde undgået svensk teritorium og var gået gennem Gønge Herred i Skåne.

Typisk skib fra 1600-tallet. En kopi af det hollandske skib Batavia på Markermeer under en filmoptagelse. Det originale skib, Batavia, forliste i 1629 ud for Houtman Abrolhos-øerne omkring 50 km fra Vestaustraliens kyst på sin jomfrurejse til Hollandsk Ostindien. Foto ADZee Wikipedia.

Christian 4. ordnede forholdene i Kristianopel, indskibede sig sammen med Gert Rantzau og 6 kompagnier af dennes regiment og nåede tilbage til Kalmar den 7. juli 1611 ad søvejen. Resten af Rantzaus tropper kom dagen efter.

Den dansk-norske hær ved Kalmar bestod derefter af 4 rytterfaner og 25 kompagnier fodfolk, tilsammen mellem 7. og 8.000 mand.

På lignende måde arbejdede den svenske konge med at øge sin styrke. Kong Karls hær nåede derved en styrke af hen imod 20.000 mand, blandt hvilke dog var en stor del opbudte bønder med slet bevæbning og ringe våbenfærdighed.

Den 17. juli 1611 mellem 5 og 6 om morgenen drønede to skud fra Kalmar Slot som signal til et af de blodigste slag i Nordens historie. De svenske hære angreb byen Kalmars forsvarsværker fra både nord og syd. Flere gange lykkedes det fjenden at plante deres flag på muren, men efter vilde nærkampe blev de igen svigtet af lykken, nedhuggede eller dreven tilbage.

Forsvaret blev ledet af Gert Rantzau og kong Christian personligt. Rantzau disponerede omhyggeligt reserverne, således at hver gang fjenderne troede, at de var trængt igennem, mødte de ny modstand, og kong Christian opmuntrede soldaterne til at holde ud ved at udvise stort personligt mod.

Samtidig med angrebet mod byens mure - da de to kanonskud lød - gik slottets vindebro ned og en skare engelske og irske knægte kastede sig over de danske batterier og løbegrave langs stranden. Det lykkedes dem at erobre en stor del af disse og derefter trænge ind i byen, De ville have sejret, hvis de havde modstået fristelsen til at plyndre. Men derved fik Godske Ahlefeld tid til at ordne sine folk og derefter drive fjenden tilbage i hårde kaotiske nærkampe.

Men på de engelske og irske knægtes tilbagetog til slottet satte de ild på byens huse, til stor skade for de nye danske forsyninger, som var opbevarede der.

Mellem de brændende huse fandt Godske Ahlefeld heltedøden, og flere andre ledende officerer blev hårdt sårede.

Kort over Skånelandene med relevante stednavne. Eget arbejde

Dermed fastholdt danskerne deres herredømme over Kalmar by, som ganske vist nu var nedbrændt. Men svenskerne beherskede stadig slottet.

Kong Karl frygtede at være så nær ved fjenden, når han ikke havde herredømmet på havet, og derfor brød han den følgende nat, den 23. juli 1611, i al stilhed op fra sin lejr og drog mod nord. Teltsnorene blev skåren over, teltene væltede, og lejren stukken i brand.

Så snart de danske vagter så dette, blev hæren blæst sammen, og i fuld slagorden rykkede Christian frem, men fandt i den tomme, brændende, svenske lejr kun en såret engelsk adelsmand, som med møje blev reddet ud af flammerne.

Den svenske hær trak sig tilbage til sin tidligere stilling ved Ryssby, hvor de havde deres flanker godt sikret af ufremkommelige områder.

Kalmar Slot havde endnu intet lidt ved belejringen. Det havde en tilstrækkelig besætning, mange kanoner, en god beholdning af fødevarer og mure og volde var intakte. Men det manglede i høj grad en væsentlig ting, nemlig krudt.

Slotskommandanten Christer Some kunne fra slotstårnet se den svenske hær drage bort, og han kunne se den dansk-norske flåde operere frit i havet ud for slottet. Der var ingen udsigt til at han ville få noget krudt i nogen overskuelig fremtid. Under de følgende forhandlinger tilbød Christian ham et gods i Holsten mod at overgive slottet, hvilket han foretrak frem for en heltemodig død på muren uden krudt.

Derefter var danskerne herrer i hele Kalmar.

Den sygdomssvækkede Karl 9. udfordrede Christian til at afgøre striden mellem rigerne på god gammel vis ved en duel mellem kongerne. Kong Karl skrev:

"Vi Karl 9. af Guds nåde lader dig Christian 4. konge udi Danmark vide, at du har gjort som ingen ærlig christen konge ville handle. Uden nogen given årsag har du brudt og tilintetgjort den venlige fredspagt, som blev oprettet i Stettin for fyrreogtyve år siden."

"Men Gud vil straffe dig", fortsatte kong Karl, "For at undgå yderligere blodsudgydelser for din skyld, må du give dig, efter de gamle gothers lovlige brug og sædvane".

Karl opfordrede simpelthen Christian og to af hans adelsmænd til at møde ham i en duel, som Uffe mødte saxerkongens søn og to af hans mænd på en ø i Ejderen. Karl ville stille op alene.

Men Christian ville ikke give afkald på sin krig. Han afviste hånligt Karls udfordring i et langt og omstændeligt brev.

Vinteren nærmede sig, og den 11. september 1611 tidlig om morgenen red Christian 4. fra Kalmar med 6 rytterfaner og ankom den 25. september til København.

Da Karl 9. erfarede, at de danske gik i vinterkvarter, og at kongen med så godt som alt kavaleriet var draget til Danmark, sendte han også en del af sine knægte hjem.

Men den sygdom, som Breide Rantzau havde skrevet om allerede før maj måned 1611, vedblev langt hen på efteråret at hærge i de danske rækker. Af de 10 fænniker knægte, som Christian efterlod i Kalmar, var der sidst i september kun 1.000 mand, som var i stand til at føre våben. Værre var det at flådens mandskab blev så hårdt hjemsøgt, at det ikke var muligt at holde skibene i søen. De måtte lægge sig ind under slottet, da besætningerne var for svage til at sejle skibene.

Under hele krigen dræbte denne sygdom, kalmarsoten, som den kaldtes, flere af kong Christians soldater og matroser end fjendens kugler.

I dag kan vi ikke være i tvivl om at der var tale om skørbug. Proviant, som skulle tilføres langvejs fra, måtte nødvendigvis være saltet flæsk, gule ærter, beskøjter og lignende langtidsholdbare ting, som alle er karakteriseret ved fravær af vitamin C. Men det vidste de ikke den gang.

Slaget ved Kalmar 1611. Gobelin fra 1619 af Karel van Mander II, her gengivet af F.C. Lund (1825-1901) i Illustreret Tidende 1859.

Det var meget vanskeligt at skaffe friske fødevarer i egnen omkring Kalmar. Breide Rantzau berettede at ryttere, der fra lejren ved Kalmar blev sendt på fouragering, "fandt gårde og byer tomme, men derimod baghold i alle skove."

Der er forfatteren bekendt ingen beretninger om at den svenske hær havde lignende problemer med denne sygdom. Sandsynligvis fordi de opererede i deres eget land, og havde nemmere ved at skaffe sig friske fødevarer.

Bønderne på Öland kunne ikke undgå at bemærke den dansk-norske afmagt. Frygten for de danske fortabte sig, da hoved massen af deres hær drog bort. Derimod var de pinlig klare over at kong Karls hær stod ved Ryssby som en stadig trussel, og da sygdommen havde fortrængt de danske skibe fra havet, begyndte de svenske krigsskibe at vise sig.

Under disse forhold begyndte Ölænderne at angre, at de havde givet deres ø ind under Danmark-Norges konge.

Prins Gustaf Adolf samlede i al stilhed en transportflåde af købmandsskibe fra de nærmeste byer, og den 26. september 1611 om aftenen satte han over til Öland med en hær. Efter aftale angreb ölænderne samtidig strandvagterne i ryggen og forsynede derefter de landsatte tropper med vogne for hurtig transport.

De danske soldater var spredte ud over øen og blev hurtigt nedsablede. Ved hjælp af de heste og vogne, som bønderne stillede til rådighed, rykkede svenskerne hurtigt frem mod slottet Borgholm.

Gert Rantzau med tre kompagnier knægte og to rytterfaner blev indesluttet i slottet, medens hele det åbne land igen kom i svenskernes hænder.

Borgholm var ikke forsynet med levnedsmidler til en belejring. Selv om svenskerne ikke havde ført kanoner med sig, kunne der ikke være tvivl om slottets skæbne.

Rantzau indså det håbløse i forsvaret, og derfor kastede han sig en aften med 50 knægte mod de svenske vagtposter og slog sig igennem ned til stranden, hvor han havde tre små skibe liggende. Han prøvede at sejle omkring Öland til Kalmar, men en storm fra sydvest tvang ham til at gå til Gotland og der vente på skibslejlighed til Kristianopel.

Den 7. oktober 1611 aftalte Borgholms kommandant, Kristen Hansen, med prins Gustaf Adolf, at han overgav sig på betingelse af fri afmarch med fuld militær honnør, brændende lunter, vajende faner og sikkerhed for liv og ejendom for alle.

Men en meget stor del af hans tyske knægte benyttede straks lejligheden til at gå i svensk krigstjeneste.

Der var også kampe på den vestlige krigsskueplads i Halland. Den svenske kommandør på slottet Älvsborg, Nils Bengtsson, trængte ind i det norske landskab Hisingen og plyndrede og brændte på sædvanlig vis. Derefter angreb han byen Kongsbak i Halland. Den lille garnison overgav sig straks, men blev alligevel hugget ned, og byen blev plyndret og brændt.

Den 21. september 1611 var Nils Bengtsson igen på krigsstien, men da slap hans held op. Samme dag var nemlig Knud Brahe og Ulrik Sandberg redet ud fra Varberg med deres mænd. Ved middagstid holdt de rast en lille mil syd for Kongsbak. Her meldte en flygtende bonde dem, at de svenske var på egnen. Tykke røgskyer, der steg op vest for Kongsbak, viste, at han ikke førte løs tale.

Kong Gustaf Adolf af Sverige på maleri, som tilskrives Jacob Hoefnagel. Ved at omforme musketten og omdanne store dele af infanteriet til musketerer var Gustaf Adolf særlig medvirkende til, at skydevåben blev dominerende på de europæiske slagmarker. Han gjorde kanoner lette og mobile. Han var konge af Sverige 1611 til 1632, hvilket år han faldt i slaget ved Lützen i Tyskland. Foto Wikipedia.

Ritmesterne blæste straks deres folk sammen, og de red med løse tøjler mod nord.

Mellem klipperne, hvor de drog frem, lå fuldt af flygtede bønder med koner, børn og piger, der ved synet af deres jyske landsmænd faldt på knæ for at bede om sejr for dem.

Først hen imod aften stødte de på svenskerne, som var på vej hjemad og drev nogle hundrede stykker røvet kvæg foran sig.

Så snart de blev opmærksomme på de danske, forlod de deres bytte og ordnede sig til kamp, idet de svingede med fanerne og råbte deres sædvanlige krigsråb: "Kom an juthe".

Da Nils Bengtsson så, at de danske ryttere ikke straks angreb, troede han, at de frygtede hans overlegne antal - hans fire afdelinger talte tilsammen omtrent 600 Mand, og de to danske godt 200 - og beredte sig på igen at fortsætte marchen hjemad. Men jyderne forenede sig i en sluttet linje og kastede sig over den nærmeste svenske afdeling og splittede den fuldstændig.

Nils Bengtsson søgte at føre sine fodfolk til hjælp, men de kom i uorden mellem kvæget og de kæmpende ryttere, og dermed var den svenske modstand brudt. Nils Bengtsson selv blev såret og taget til fange og tre faner blev erobrede.

Nedsablingen varede indtil midnat. De svenske knægte søgte ind mellem klipperne, men der blev de dræbt af bønderne, så kun få undslap. Af de danske faldt kun en rytter.

Årsagen til, at svenskerne - trods deres tredobbelte antal - så hurtig trak det korteste strå, var dels at deres folk - både ryttere og knægte - var opbudte bønder, der hverken i våbenfærdighed eller udrustning kunne måle sig med de jyske adelsmænd og deres svende, dels at Nils Bengtsson i tillid til, at danskerne ikke ville angribe hans numerisk overlegne styrke, uforsigtigt ordnede den i marchsorden og derved blottede sin flanke.

På Nyköping Slot den 30. oktober 1611 lukkede Karl 9. sine øjne for bestandigt. Efter nogen forhandling enedes man om at erklære den 17-årige kronprins, Gustaf Adolf, for myndig og den 26. december 1611 blev han erklæret for Sveriges konge.

Hverken Gustaf Adolf eller det svenske rigsråd ønskede at fortsætte krigen mod Danmark-Norge, og den unge konge gav straks et bevis på sit fredelige sindelag ved i sin kongetitel at udelade "Konge over de Lapper i Norrland".

Nytårsdag 1612 skrev det svenske rigsråd til det danske og mindede om de mange forsøg, der var gjort fra svensk side på at hindre krigen, og erklærede sig rede til forhandling, forudsat at de danske ville tilbagegive Kalmar, og hvad der ellers utvivlsomt tilhørte den svenske krone. Dette brev blev med en trompeter sendt over den danske grænse, men buddet blev fastholdt i Halmstad, til Christian 4. i løbet af januar selv kom dertil. Han kvitterede for modtagelsen af brevet, men foretog sig ellers intet i sagen.

Christian 4. 1612, malet af Pieter Isåcsz Foto Wikipedia.

Med en styrke på omkring 2.500 ryttere og knægte brød Christian op fra Varberg den 25. januar 1612 mod slottet Guldborg, som lå på en høj klippe ved Göta älvens østre bred, hvor Mölndal älven flyder ud i Göta älven, faktisk i det moderne Gøteborg, omkring 50-60 km nord for Varberg. Vejret slog samme dag om til tø med regn, tåge, slud og sjap, hvilket gjorde marchen meget besværlig.

Slottet var forsvaret af den berømte Morten Krakau og hans ikke mindre berømte hustru, "karlwulna fru", Emerentia Pauli.

Christian og hans mænd nåede Guldborg den 27. januar meget tidligt om morgenen. I den mørke vinternat lykkedes det dem at fæstne en såkaldt "Petarde", som var en sprængladning, på porten og sprænge den åben. Men de fandt porthvælvingen bag den fyldt med sten og jord.

Tidligt i kampen brækkede Morten Krakau sit ene ben ved et fald fra muren og måtte overlade forsvaret til sin krigeriske frue.

Det lykkedes 25-30 knægte at kravle over jordbunken i portåbningen og komme ind i den indre porthvælving. Men fru Emerentia samlede slottets hustruer til forsvar. De hældte kogende lud ned over angriberne og kastede tønder og kar ned i hvælvingen, så den næsten blev ufremkommelig, og slæbte derefter to små kanoner op på taget af et hus nær porten for derfra at skyde på knægtene, som forsøgte at rydde hindringerne bort.

Efter fem forgæves angreb blev stormen på slottet Guldborg opgivet.

Også længere mod øst, i Småland, var danskerne aktive i det nye år.

Den 21. januar 1612 brød Breide Rantzau over grænsen ved Loshult og drog hærgende gennem Småland, medens han plyndrede og brændte i retning af byen Växjö.

Slotsherren på Kronoberg slot i Växjö, Hans Hofman, kaldte alle mand af huse til forsvar mod fjenden. Men de i hast samlede bønder formåede kun dårligt at modstå den velrustede danske hær. Hele byen Växjö med sin smukke Domkirke og mange bogskatte gik op i luer sammen med det gamle Kronoberg Slot.

Växjös skæbne kom snart den unge konge, Gustaf Adolf, for øre. Den 5. februar ved nattetid brød svenskerne ved Loshult ind i Skåne, som snart blev oplyst af brændende landsbyer, medens vejene fyldtes med flygtende bønder med kvinder og børn.

Den 8. og 9. februar drog svenskerne, som stadig intet skånende, "Juthen grazerett, skøflet, brendt og ihielslagit aldeles efter vår eigen Willie," som Gustaf Adolf senere skrev til Hertug Johan, ad vejen mod Markaryd. Landsbyerne Vinsløv, Sørby, Gumløse, Enbring, Stoby, Hornie, Rygh, Ågerup og Vittsjö gik op i luer.

Den 10. februar slog Svenskerne Lejr ved Vittsjö kun en mil fra grænsen. De fleste af kanonerne blev herfra sendt tilbage til Sverige, ledsaget af en del af de svenske knægte. Resten af hæren gjorde sig det bekvemt for at hvile ud efter anstrengelserne. Hestene blev opstaldet i kirken, og med kirkestolene tændte de et stort bål på kirkegårdem.

Men allerede den 8 februar brød Breide Rantzau op fra Ystad sammen med Hof Fanen og den Sjællandske Adelsfane. På Vejen mod nord forenede de sig med Joachim Bülows og Markvard Pentz' faner, der var veget tilbage for den overlegne fjendes angreb. De red nu dristigt frem mod de langt mere talrige svenskere.

De havde ikke nødig at søge længe, rygende ruiner markerede deres vej, og hævnlystne flygtninge var der nok af til at fortælle, hvor fjenden var.

Mindesten over slaget ved Vittsjö 1612. Foto Bengt Oberger Wikipedia.

Ved Vittsjö den 11. Februar 1612 i aftenskumringen angreb fem danske rytter faner de sorgløst hvilende fjender og splittede dem, før de kunne ordne sig til kamp. De fleste af de svenske ledere blev enten dræbt eller taget til fange.

I mørket kastede kong Gustaf Adolf sig på en hest for at redde sig selv ad vejen til Markaryd og Sverige. Men på åen Sågen, der forbinder de to små søer, Oretorp Sø og Vid Sø, brast isen under ham, og her havde han nær endt sit heltemodige liv, før det rigtigt var begyndt.

Stadig i dag fremvises en sten i åen, "Kongestenen", hvor den synkende konge i følge sagnet fandt fodfæste. Heldigvis så bonden Per Baner og en rytter under Upplandsfanen, Thomas Larsson, deres herres nød og ilede ham til hjælp.

Efter et mislykket svensk forsøg på at trænge ind i Norge trak hertug Johan og Jesper Mattsson sig tilbage ind i deres eget land med en hær på omkring 4.000 mand. Ved passet ved søen Weselången brød de ind i Halland og drog med rov og brand ned gennem landet til Varberg, som de nåede den 20. februar 1612 om aftenen. Byen havde en lille besætning af tyske knægte, og modstanden varede kun kort. Byen blev stormet, plyndret og brændt. Den næste dag drog svenskerne bort igen, hærgende og plyndrende og slog henad aften lejr i Skællinge Sogn.

Ret længe fik Svenskerne dog ikke lov til at hvile sig. Snart meldte deres spejdere, at fjenden nærmede sig, og i hast blev tropperne samlede og ordnede til kamp.

Det var Kong Christian med syv rytterfaner, der nu efter et ridt på mindst syv mil ad de slette vinterveje i Halland endelig fandt den fjende, som han søgte, og uden at agte på hestenes træthed eller modstanderens overmagt galopperede han dristigt frem til angreb. Kongen var formentlig ivrig efter at opnå lignende hæder, som var bleven Knud Brahe og Ulrik Sandberg til del ved Kongsbak og Breide Rantzau ved Vittsjö.

Men svenskerne lod sig ikke overraske som ved Vittsjö. Hertug Johan og Jesper Matsson stod rede til at møde deres fjende. På Kølleryd Hede i Skællinge Sogn den 21. februar 1612 mødtes de danske og svenske hære.

Denne Hede begrænses i nord af søen Måsen, mod øst og vest af klipper, mod syd af en lille sø. Jordbunden var opfyldt af småbuske og dækket af sne. Mellem Klipperne fandt de svenske musketerer god dækning og sendte derfra deres kugler mod de danske ryttere.

"Vær forsigtig! husk du er den sidste af din slægt", råbte en ven til den unge Sten Olafsen Rosensparre. "Du har ret, det er en skøn tanke: et godt navn går frem for alt," svarede den ridderlige yngling og kastede sig ind i den tætteste kamptummel og fandt heltedøden. Med ham faldt Frants Rantzau til Brobygård, Breides og Gerts broder, og mange andre adelsmænd.

Da den svenske overmagt havde brudt de udmattede danske rytteres rækker, måtte kong Christian selv tage flugten for ikke at falde i fjendens hænder og ad en bivej søge mod vest.

Snart dækkede den mørke februar nat de danskes flugt og tvang svenskerne til at opgive forfølgelsen. "Havde kun dagen varet længere, skrev Hertug Johan senere til Gustaf Adolf, "da havde mit øje set sig mæt på fædrelandets fjenders nederlag."

Christian 4. indtog byen Nyløse uden at møde modstand omkring 29. januar 1612, og byen fik efterfølgende en på papiret meget stærk garnison.

Byen ligger omkring 10-15 kilometer nord for Göta älvens udmunding, hvilket på denne tid var en del af Norge. I dag er den formentlig en del af det moderne Gøteborg.

Efter kongens bortrejse bestod Nyløses garnison af 4 kompagnier tyske knægte og 300 norske skytter, vel omtrent 1.000 Mand. Kompagnifører Mathias Kockheim var bortrejst og havde afgivet sit kompagni til sin løjtnant, og Markvard Rantzau var taget til Bohus i tjenstligt ærinde.

Skotske styrker går i land ved Isfjorden

Skotske lejesoldater under George Sinclair går i land ved Isfjorden i Norge i august 1612. To skibe med 200-300 skotske knægte beregnet til svensk krigstjeneste sejlede ind i Isfjorden inderst i Romsdalsfjorden i den hensigt at komme til Sverige over land. De gik i land på Åndalsnes. Der tvang de to nordmænd til at være vejvisere, den ene var Per Klungnes. Han anviste skotterne vej langs nordsiden af fjorden ved Klungnes, hvor vejen gik langs med fjorden på den ene side og en stejl fjeldside på den anden. På fjeldet ved Kringen havde de norske bønder forberedt en "vælte", som var en stor mængde tømmer og sten, som blev væltet ned over skotterne på et givet signal. De fleste skotter blev derved dræbt øjeblikkeligt og resten blev efterfølgende massakreret. Foto Udsnit af maleri af Adolph Tidemand Wikipedia.

Efter sejren ved Skællinge drog Jesper Matsson mod Nyløse. Den 26. februar 1612 om aftenen ankom han foran byen og begyndte straks at anlægge batterier. Den følgende morgen åbnede han ild mod byen og sendte samtidig en trompeter med opfordring til overgivelse.

De to tilbageværende kaptajner, Adam von Køten og Anthonius Freudemann, gav sig straks til at forhandle med svenskerne, uanset den ret store styrke, som de rådede over, og den hjælp, som de kunne forvente fra Bohus. Uden at yde modstand overgav de byen med kanoner, proviant, ammunition, faner og personlige våben.

Ja, de var endog lumpne nok til ikke at indbefatte de 300 norske skytter i den aftale om sikkerhed for liv, som de gjorde for deres egne folk.

De tyske knægte tog straks tjeneste hos svenskerne.

Jesper Matsson befalede dernæst de norske skytter at nedlægge deres våben og gå ind i kirken. Da de var kommet der ind, lod han de tyske overløbere bevise deres loyalitet mod deres nye herrer ved at nedskyde alle nordmændene.

I marts måned 1612 døde Christian 4's dronning, Anna Catharina, men det afholdt ham ikke fra at lægge planer for krigsførelsen i den kommende sommer. Belært af dyrekøbte erfaringer besluttede han at drage bedre omsorg for sine egne landes sikkerhed, inden han angreb over grænsen, ved at øge grænsebevogtningen.

Planen for krigsførelsen den kommende sommer 1612 var meget lig planen for 1611. Man skulle generobre Öland, fastholde Kalmar, erobre Älvsborg og Guldborg og fra både øst og vest støde frem mod Jönköping og derfra videre op i Sverige.

Christian instruerede sin flåde at de skulle "søge den svenske flåde, angribe og beskyde den og med allerstørste flid forsøge, hvad lykke Gud aIlernådigst vilde give dem mod rigernes fjender." - "Og efterdi de svenske haver hidindtil ingen kvarter villet bevilge at måtte gøres, uanset vi dem dette haver ladet tilbyde, da skal fornævnte vore admiraler ihjelslå dem af fjendens folk, de kunne blive mægtige og ikke beflitte dem at salvere dem som fanger, hvad hidindtil sket er".

Gert Rantzau fik kommandoen over den østlige hærafdeling ved Kalmar, medens Christian selv tog kommandoen over den vestlige hærafdeling.

Den 2. maj 1612, gik kongen selv i Helsingør om bord på "Victor" og sejlede, ledsaget af en transportflåde, som medbragte 4 kompagnier knægte og formentlig svære belejringskanoner og andet belejringsmateriel, mod Göta älvens munding og Älvsborg.

Tropperne blev landsat den 5. maj om natten uden at møde modstand. Samtidig ankom de fire kompagnier, der siden februar havde ligget på Bohus. Kongen rykkede straks frem mod fæstningen og indesluttede den.

Samtidig med beskydningen fra de anlagte batterier blev der arbejdet ivrigt i minegangene, hvor tømmermanden Sibrand Janssen, og hans 5 svende arbejdede dag og nat og allerede den l7. maj 1612 "Vare de femten Fod inde under Muren og Volden".

Vigtige skuepladser på den vestlige krigsskueplads under Kalmarkrigen

Vigtige slagmarker på den vestlige krigsskueplads under Kalmarkrigen. Eget arbejde.

Den 22. maj 1612 tidligt om morgenen begyndte breche beskydningen mod et rundt tårn i slotsvolden. Hen på formiddagen styrtede en stor del af tårnet sammen med de kanoner, som var i det. Kongen lod straks sine knægte løbe storm mod brechen. De trængte ind i tårnet, men da forsvarerne antændte en del krudt og andre brændbare sager, måtte de trække sig ud igen med et tab på henved 200 mand.

Den næste dag mødte en svensker og den øverste vagtmester for slottet, tyskeren Hans Otto, op i kongens lejr, og til gengæld sendte kongen Jens Juul og Otto Skel som gidsler ind på Älvsborg.

Efter nogen forhandling, hvor Albert Skel tre gange måtte ind på slottet for at tale med den sårede slotsherre, blev det aftalt, at besætningen den næste dag skulle afmarchere med vajende faner, bøsser og sidevåben, hustruer, børn og bagage, og overlade slottet med kanoner, ammunition, proviant og hvad der ellers fandtes til de danske. Hans Otto blev i den danske lejr og fik senere en gave på 800 daler, da han i juni måned rejste hjem.

Den 28. maj 1612 brød den danske Jørgen Lunge op fra Mölndals älv med en hærafdeling og drog til slottet Guldborg ved Mölndal älvens udmunding i Göta älven. Han indtog ved nattetid nogle løbegrave, som besætningen havde anlagt foran slottet. Dagen efter kom kong Christian fra Älvsborg med resten af hæren.

Slotsherrerne, Thomas Est og Poul Wulff, udviste ikke samme heltemod som deres forgængere, Morten Krakou og hans krigeriske hustru, Emerentia Pauli. Men de havde jo lige set, hvorledes det var gået den større fæstning, Älvsborg.

På den første opfordring til overgivelse svarede de, at hvis der blev ført større magt imod dem, var de ikke uvillige dertil. Kong Kristian forstod en halvkvædet vise. En løbegrav blev anlagt, nogle kanoner blev opstillet og enkelte skud blev løsnet mod slottet. Besætningen på Guldborg overgav sig den 1. juni 1612 mod løfte om fri afmarch, og de danske tog slottet i besiddelse.

Den 6. juni brød den succesfulde - men nu temmelig store - hær op fra Guldborg og drog mod nord langs Göta älven. På denne korte strækning viste vanskelighederne ved at forpleje tropperne sig allerede. Den frygtede Kalmarsot begyndte igen at hærge i hærens rækker, som den havde gjort året før.

Albert Skel skrev til sin hustru at manglen i hæren var så stor, at selv lederne drak mere vand end øl.

Blandt de engelske knægte var der først i juni 800 syge eller døde og disciplinen udviklede sig meget dårligt. Proviantmesteren, Otto Skel, skrev til Manderup Parsberg: "Gud hjælpe, at vi kunne få underholdning til dem, når vi komme længere op i landet, ellers vil det ikke gå vel til; thi vores exercitus er samlet af adskillige underlige folk"

Kongen havde fået at vide, at der i Lidköping skulle ligge 5 kompagnier engelske og irske knægte, som havde nægtet at tjene Gustaf Adolf på grund af manglende betaling. For om muligt at overraske disse tropper brød Kristian op mod Lidkøbing. Men da han kom frem, var reden tom. Tropperne havde valgt alligevel at følge Gustaf Adolf på tilbagetog.

Christian 4. var således, måske uforvarende, kommet temmelig dybt ind i fjendens land og hæren var allerede omsværmet af friskarer, der nedhuggede alle efternølere og gjorde forbindelsen med hjemlandet vanskelig.

Da proviantmester Otto Skel, dækket af 18 ryttere, red fra Såtenås nær Lidköping til Älvsborg for at skaffe forsyninger, talte han på vejen ligene af 30 soldater, som var bleven dræbt af omstrejfende bønder.

På denne ekspedition dybt ind i Sverige med en meget stor hær erobrede Christian intet territorium, og han ødelagde ingen af fjendens fæstninger, ej heller tilintetgjorde han fjendens hær i et afgørende slag. Men han forbrugte mange af sine egne ressourcer, herunder soldaterliv.

På den østlige krigsskueplads var der også god fremgang for de danske, i hvert fald i begyndelsen.

Ryssby Skansen faldt i de danskes hænder den 1. maj 1612. De nærmere omstændigheder kendes ikke af nærværende skribent.

Den 21. Maj 1612 ankom den danske flåde til Kalmar, hvilket var signalet til at erobre Öland tilbage.

Pinsedag den 3l. Maj 1612 ved daggry stævnede den danske flåde mod kysten af Öland. Orlogskibenes ild tvang forsvarerne bort fra kysten, og landgangen fandt sted uden tab. Ryttere forfulgte de vigende Svenskere.

Gobelin, som viser Kalmarkrigen, formentlig landgangen på Öland 1612. Foto ukendt Wikipedia.

Öland var i en sørgelig forfatning efter denne tredje erobring, fordi de året forud, efter frivillig at have givet sig under Danmark, dog gjorde fælles sag med deres gamle landsmænd. Fra nord til syd strejfede tøjlesløse knægte rundt og slog ihjel, brændte og plyndrede. Alt kvæg og heste var enten slagtet eller lå rundt omkring med benene i vejret.

Også blandt flådens besætninger rasede tidligt den frygtede kalmarsot.

Den 30. og 3I. juli kom flådens 21 orlogsskibe til København. Der var da næppe levende og raske sømænd nok til at sejle skibene. Så snart flåden var kommen ind, blev Københavns porte og bomme lukkede, og der blev udskrevet nyt mandskab til skibene, for at de snarest muligt kunne komme i søen igen.

Den 10. juli 1612 brød Christian op fra Älvsborg for at tiltræde den længe planlagte march mod Jönköping. Marchen gik langsomt, væsentligst på grund af mangel på levnedsmidler.

Albert Skel skrev til sin Hustru: "Om vi nå Jønkøping eller ikke, må Gud vide thi Fetaljen for fodfolket går flux med."

Hæren mødte ingen videre modstand og nåede virkelig frem til Jönköping, men medbragte intet belejringskyts og kunne derfor ikke erobre Jönköping Slot. Forsvarerne stak byen i brand og trak sig tilbage til slottet, hvor de ikke blev videre forulempede.

I følge planen skulle Christian have mødt den østlige hærafdeling under Gert Rantzau ved Jönköping. Men der kom ingen Gert Rantzau.

For at skaffe sig underretning om, hvad der foregik øst på, besluttede han derfor at sende en rekognosceringskommando, og til at udføre dette farlige foretagende udnævnte han Albert Skel med 100 udvalgte ryttere.

Søndag den 26. juli brød Albert Skel op og nåede uden komplikationer fire mil øst for Jönköping, hvor han stødte på nogle ryttere fra Gustaf Adolfs hær, fangede dem og erfarede af dem, at Gert Rantzau var på tilbagetog forfulgt af den svenske hær. Rantzau havde tiltrådt marchen mod Jönköping som aftalt, men ved Vimmerby måtte han vende om på grund af mangel på levnedsmidler, sygdom og mytteri.

Gustaf Adolf fulgte tæt efter sin fjende og nedhuggede de syge, som blev efterladt på vejen, men holdt sig dog i så stor afstand, at han undgik enhver større kamp.

Den svenske konge skrev til sin moder at "Gud havde alligevel besøgt dem med en vældig hånd og slaget dem med rædsel, hunger og sygdom, så at mange hundrede bleve på vejen og ihjelsloges af de efterfølgende svenskere foruden de hobe, som bønderne sloge ned. Og de, der nåede Kalmar, vare så udmattede, at de i de næste fire uger intet kunne udrette hverken til lands eller til vands."

Med den vigtige efterretning om Gert Rantzaus tilbagetog til Kalmar vendte Albert Skel og hans 100 ryttere om. Men tilbagevejen var ikke så let som vejen ud. Svenskerne havde fået tid til at samle sig, og overalt lurede baghold. De havde besat tre pas, som de danske ryttere nødvendigvis måtte igennem. Albert Skel skrev til sin hustru at han fik hesten skudt væk under sig flere gange og mange af hans trofaste mænd faldt.

Derefter måtte Christians store hær trække sig tilbage fra Jönköping med uforrettet sag.

Kongen måtte sande sine erfarne rigsråders ord på rådsmødet i Odense 1604: "Sverige er et meget fast land med bjerge og store søer, så at der med ringe folk på hulvejene og andre steder kan forhindres, at deres fjender ikke kunne fremkomme - desligeste er også så Sveriges Riges lejlighed, at komme deres fjender stærke udi landet, få de ingen underholdning, komme de svage, så slages de af deres fjender."

Den engelske konge, James 1. fortjener stor ros for sine udholdende forsøg på at skabe fred i Skandinavien.

Mindesten over Knærød-fredsaftalen i 1613

Mindesten over Knærød Freden i 1613 rejst i 1925 af Hallands museum ved Sjöared. Foto Cerrito Wikipedia.

Hen på efteråret 1611 forsøgte det engelske sendebud, Robert Stuart, en mægling og skrev til sin konge og til kong Christian, hvilken sidste afviste forslaget med en smart bemærkning: "Det går hårdt til når slige fine mænd skal traktere fred mellem potentater, havde han vel hans betaling, måtte han være tilfreds hvorledes det går mellem Danmark og Sverige".

I sommeren 1612 forsøgte den engelske konge igen en fredsmægling. Han sendte Robert Amstreuter til kong Kristian i lejren ved Älvsborg, hvor han ankom den 2. juli. Samtidig sendte han Jacob Spens til Stockholm i samme ærinde.

Amstreuter fandt på dette tidspunkt ikke noget synderlig villigt øre hos kong Christian. Han var netop i færd med at drage mod Jönköping, hvor han skulle møde Gert Rantzau.

I Sverige havde Spens mere held med sig. I rigsrådets brev til den unge konge, hvor det engelske sendebuds ankomst blev meldt, skrev rådet at forslaget burde tiltrædes. Kongen var straks villig til forhandlinger.

Først da kong Christian midt i september kom tilbage til København, blev forhandlingerne igen taget op. Han havde da indset, at han ikke kunne udrette mere mod Sverige, og ethvert håb om at vinde den tredje af de nordiske kroner var bristet.

Krigen sluttede med Freden i Knærød 1613, der pålagde Sverige at betale et monster beløb for at få Älvsborg tilbage, hvilket faktisk lykkedes for svenskerne i 1619.

Knærød Freden fastslog at slottet Sonnenburg på Øsel for stedse skulle overføres til Danmark. Begge riger skulle have lov til at føre de tre Kroner i deres våbenskjolde, uden at det dog skulle betyde at Danmark havde nogen ret til herredømme over Sverige. Sverige overgav til Norge alt herredømme over samerne langs kysten fra Tysfjorden til den russiske grænse, og dersom Sveriges konger skulle genoptage titlen "Konge over Lapperne i Norrland", skulle derved kun forstås samerne i Lapmarken, som udelukkende lød under Sveriges konge.

Sverige skulle ikke betale øresundstold, og svenske undersåtter skulle have lov at handle toldfrit i Danmark og danske i Sverige. Handelen på Riga og Kurland skulle være fri for danske og andre nationers skibe, der sejlede gennem Øresund. Kalmar, Ryssby Skanse, Borgholm og Öland skulle gives tilbage til Sverige. Herjedalen og Jæmtland skulle tilbagegives til Norge. Alle endnu ikke udvekslede fanger skulle løslades uden løsepenge eller erstatning for underhold.

Den Stettinske Fred skulle stadig gælde for alle punkter, der ikke var blevet forandrede ved nye bestemmelser.

28. Christian 4.

Når han ikke ruinerede sine lande med unødvendige krige, var Christian en meget engageret og aktiv konge for alle sine lande.

Modsat sine kongelige forfædre siden Christoffer af Bayern, som alle talte tysk, skrev og formentlig talte Christian på dansk.

Som nævnt ovenfor støttede Frederik 2. ubetinget Tycho Brahe og hans arbejde med astronomi, men efter hans død begyndte den nye konge, Christian 4., at kritisere ham for ikke at overholde sine forpligtelser som lensherre, og han blev anklaget for at mishandle sine bønder. Flere og flere privilegier taget fra ham, og i 1597 tog han konsekvensen og forlod Danmark og drog til kejseren i Prag.

Det Islandske Handelskompagni med monopol på handel på Island blev stiftet i 1602.

Kongen satte i 1605 skotten John Cunningham i spidsen for en ekspedition med tre skibe til Grønland. Skibene hed "Trost", "Løven" og "Katten". Han medbragte den berømte lods, James Hall, som var kendt med grønlandske forhold. Den senere admiral under Kalmarkrigen Godske Lindenov var skibsfører for "Løven". Ekspeditionen nåede Grønlands vestkyst og tog landet i besiddelse for Danmark. De gik i land flere steder langs vestkysten og hjembragte nogle inuitter til København.

I 1614 lod han bygge fæstningsbyen Kristianstad i Skåne.

Ostindisk Kompagni blev etableret ved kongelig bemyndigelse af 17 marts 1616.

I 1616 grundlagde han byen Glückstadt i hertugdømmet Holsten på Elbens nordlige bred nord for Hamborg. Hans hensigt var at etablere en konkurrent til Hamborg. Den skulle være en uindtagelig fæstnings- og havneby.

I 1618 grundlagde han Christianshavn som en befæstet handelsby på Amager, designet af hollandske ingeniører med kanaler og bastioner.

Langt de fleste af de i alt omkring 1.000 henrettede hekse i 1600-tallets Danmark blev brændt under Christian 4. Efter hans "trolddomsforordning" i 1617 blev der i de følgende 8 år brændt mindst 600 kvinder, som var dømte som hekse, heraf 25 på Island.

I 1619 sendte kong Christian nordmanden Jens Munk af sted med fregatten "Enehjørningen" og jagten "Lamprenen" for at finde Nordvestpassagen.

De sejlede ind i den store bugt, "et vældigt hav uden grænser", som få år forinden var blevet opdaget af Hudson. Overvintringen ved Churchill flodens udløb blev en katastrofe. Da foråret kom, var kun Jens Munk selv og to andre i live, resten af den 64 mand store besætning var døde af skørbug. Det lykkedes de overlevende at sejle tilbage til Norge med det mindste skib, Lamprenen, hvilket var en enestående sømandsbedrift.

Udsnit Gammelt kort over Christiania, som blev anlagt af Christian 4.i 1624 Bemærk de snorlige gader. På næsset syd for byen er fæstningen Akershus. Foto Stockflets kart over Christiania, 1784. Nasjonalbiblioteket Wikimedia Commens.

Kolonien Trankebar i Indien blev oprettet i 1620.

Modsat sin fader, som kun var i Norge en gang, men dog grundlagde Frederikstad, var Christian 25 gange i Norge. I 1623 oprettede han Sølvværket på Kongsberg, hvilket førte til byen Kongsberg. I 1624 tog han initiativ til minedrift i Røros efter fund af kobbermalm, hvilket blev en vigtig faktor i den norske industriudvikling. Efter en brand i byen Oslo i 1624 flyttede og genopbyggede han byen, og gav den navnet Christiania. Gaderne blev anlagt vinkelret på hinanden, og de skulle være 15 m. brede. Bykernen var omgivet af høje forsvarsvolde, hvortil der var adgang gennem byens tre porte. Han opgraderede fæstningen Vardøhus i Nordnorge.

Christian lod anlægge byerne Kristianstad og Kristianopel i Skåne, og i 1641 Kristiansand som en vigtig havneby i det sydlige Norge.

Christian mente, at laugenes monopol på håndværk i byerne var årsag til dårlig kvalitet og for høje priser, og det var for svært for nye håndværkere at etablere sig. Derfor ophævede han laugenes skråer i 1613. Det gav dog en del uro og han måtte tillade dem igen.

Han var en ivrig bygherre og opførte en mængde bygningsværker, der stadig står. Her i blandt Rundetårn, Regensen, Nyboder og Børsen, men især prestigeslottet Frederiksborg Slot i Hillerød stod hans hjerte nær.

Kongen oprettede silkevæverier, kanonstøberier, smelteovne for myremalm, en kobbermølle ved Kupfermühle ved Flensborg, sølv- og kobberminer i Kongsberg med mere.

29. Christian 4. i Trediveårskrigen

Christian 4.'s deltagelse i den tyske Trediveårskrig blev indledningen til Danmarks historiske nedtur, som nåede sit lavpunkt i 1864.

I 1618 kastede nogle protestantiske adelige to kejserlige - og katolske - gesandter ud af vinduet i borgen i Prag. De overlevede, hvilket senere er blevet tilskrevet en mødding. De bøhmiske stænder påberåbte sig derefter deres ret til selv at vælge deres konge og afsatte kejser Ferdinand og valgte i stedet lederen af den protestantiske union Friedrich 5. af Pfalz.

Kejseren sendte en hær ledet af Johan Tilly, "munken i rustning". De katolske tropper besejrede den bøhmiske hær og Friedrich af Pfalz måtte flygte fra Prag og gå i eksil. De fleste af de oprørske bøhmiske adelige blev henrettet.

Den protestantiske union fortsatte dog kampen, men led det ene nederlag efter det andet.

En gammel profeti sagde, at der skulle komme en løve fra nord, der ville besejre ørnen, som var den tysk-romerske kejser. Mange i Nordtyskland anså den dynamiske dansk-norske konge, Christian 4., for at være løven, som ville opfylde profetien.

Christian ønskede at være denne løve, men rigsrådet afviste bestemt at Danmark skulle gå i krig mod kejseren.

Men rigsrådet bestemte kun over kongeriget Danmark. Til rådets store ærgrelse og bekymring, lod den egenrådige Christian 4. sig lokke ind i Trediveårskrigen som hertug af Holsten.

Johann Tserclaes Tilly - Munken i rustning, leder af den katolske ligas hær. Foto Pieter De Jode/Efter Antoon van Dyck - Jean T'Serclaes, Count of Tilly. Wikimedia Commens.

Rigsrådet sendte da kongen et brev, hvori de gjorde det helt klart, at Christian alene ville blive ansvarlig for de ulykker, som han dermed trak ned over sit ulykkelige folk.

Christian lod sig i 1625 vælge til kredsoberst af den Nedersaksiske Kreds i den protestantiske union i Tyskland. Han fik ikke meget af den støtte, som England, Frankrig og Nederlandene havde lovet ham, men han klarede sig alligevel fint i starten.

Men den 14. august 1626 drog Christian 4. med den protestantiske hær mod syd til Lutter am Barenberg, som ligger i Harzens nord-vestlige udkant. Hæren fortsatte marchen mod syd, og den 16. august 1626 fik den overraskende kontakt med Tillys katolske hær.

Tilly trak sig tilbage, fordi han ønskede at blive forenet med en anden katolsk hær under Wallenstein, som var ganske nær. Christian prøvede at forhindre de to hæres forening. Imidlertid Wallenstein valgte en overraskende rute, og de to hære blev alligevel forenet.

Tilly gik nu i offensiven med sin forstærkede hær, og under stadige mindre sammenstød veg den protestantiske hær mod nord.

Hovedslaget stod på sletten ved Lutter am Barenberge. Efter en besværlig natlig march fra Seesen lod kongen den 27. august 1626 hæren tage opstilling i slagorden nord for et sumpet dalstrøg, der var gennemstrømmet af en lille bæk i øst-vestlig retning. Tilly opstillede sin hær i slagorden syd for dette dalstrøg.

Hele formiddagen gik med en artilleriduel, hvor de protestantiske kanoner dog ikke synes at have deltaget i større udstrækning. Da kongen stadig ikke gjorde mine til at angribe, sendte Tilly over middag nogle få infanterienheder over bækken ledsaget af kavaleri for at provokere fjenden til et modangreb.

Kongen lod sig rive med til et modangreb, "avec une grande resolution", som Tilly senere skrev. De protestantiske styrker stødte frem med kavaleri for at kaste Tillys enheder tilbage over bækken, og takket være momentum fortsatte de og nåede helt frem til Tillys artilleristillinger.

Men Tilly var en erfaren og forsigtig hærfører. Han havde ladet fælde træer, som var placeret som beskyttelse af kanonerne. Derfor kunne det danske kavaleri ikke udrette noget mod dem, og måtte falde tilbage. Under tilbagetrækningen synes protestanternes organisation at være gået i opløsning, og de katolske tropper havde let spil med de desorganiserede regimenter, som blev angrebet fra begge sider og muligvis også bagfra, og blev derved fuldstændig ødelagte.

Der findes forskellige forklaringer på det protestantiske nederlag. Den almindelige forklaring siger at kong Christian blev offer for en Cannae taktik. Ved hjaelp af en tilbagetrækning af det katolske center blev den protestantiske hovedstyrke lokket så langt frem, at den blev åben for angreb også fra siderne.

En anden forklaring går ud på at modangrebet var organiseret i tre bølger. De danske ryttere udgjorde første bølge, medens anden bølge udgjordes af nogle tyske ryttere. De tyske ryttere kom imidlertid ikke hurtigt nok fremad, således at Tillys soldater kunne udnytte mellemrummet mellem de to bølger til også at angribe danskerne bag fra. Men den er jo egentlig blot en variation af Cannae taktikken.

Markwart von Pentz. Gemälde im Rathaus von Glückstadt. Markwart von Pentz var leder af det protestantiske kavaleri i slaget ved Lutter am Barenberge. Han blev hårdt såret i slaget og døde året efter. Markwart efterlod sig en søn, den senere greve Christian von Pentz, opkaldt efter den danske konge Christian 4. ved hvis hof Markwart tjente som page i sin ungdom, og som han var ven med. Hans søn Christian var gift med Sophie Elisabeth, født prinsesse af Slesvig, datter af kong Christian 4. fra hans ægteskab til venstre hånd med Kirsten Munk. Christian von Pentz var således en af de svigersønner, som Frederik 3. bekæmpede så intenst, og han blev også degraderet af samme konge. Foto Gremmelin Wikimedia Commens.

Tilly havde studeret sin modstander. Han skrev: "Jeg har aldrig set en feltherre, der bedre forstod at ordne sin hær og med større mod føre den i fægtningen, og som viste mere åndsnærværelse til at bøde på forvirring og opmuntre de vigende, end denne kong Kristian af Danmark."

Der er ingen tvivl om at Christian var i besiddelse af stort personligt mod og en inspirerende personlighed. Men Tilly havde sikkert også studeret sin modstander, for eksempel i beretningerne fra Kalmar krigen, 15 år tidligere. Hvor Christian og hans ryttere, med trætte heste efter et langt ridt, hovedløst angreb en vel forberedt og overlegen fjende på Kølleryd Hede i Skællinge Sogn den 21. februar 1612. Han kan have konkluderet at Christian var tilbøjelig til at angribe, hvis han følte sig presset, og lagt sin taktik derefter.

Den danske del af den protestantiske hær har efter al sandsynlighed været i spidsen for modangrebet over bækken i slaget ved Lutter am Barenberge, sikkert anført af Christian selv i dødsforagtende stil. Det adelige kavaleri fra Holsten og Danmark, som fejrede så store triumfer i Kalmarkrigen, må være blevet fuldstændig ødelagt.

Resterne af den protestantiske hær strømmede op i Jylland, hvor de nådesløst røvede og plyndrede, skarpt forfulgt af den katolske hær ledet af Tilly og Wallenstein, som heller ikke holdt sig tilbage.

Tilly og Wallenstein erobrede hertugdømmerne og hele Jylland. Det var et spørgsmål, om Danmark som nation overhovedet havde en fremtid. Men på mirakuløs vis slap vi temmelig billigt i Freden i Lübeck i maj 1629.

Ferdinand 2. og Den Katolske Liga gik med til at aflevere Jylland tilbage til Danmark og hertugdømmerne tilbage til kongen på betingelse af, at den danske konge lovede for fremtiden ikke at blande sig i den tyske krig.

Den svenske kong Gustaf Adolf faldt i slaget ved Lützen mod Wallenstein den 16. november 1632. Han blev efterfulgt på den svenske trone af datteren Kristina. Imidlertid dronning Kristina var blot 6 år gammel, da hendes fader døde og derfor blev Sverige ledet af en formynderregering under rigskansleren Axel Oxenstierna indtil 1644, hvilket år dronning Kristina fyldte 18 år.

Gustaf Afolfs død på slagmarken ved Lützen blev ikke enden på det svenske militære engagement i Tyskland. Oxenstierna fastholdt at Sverige skulle forblive i krigen for at sikre kompensation for de ofre, som det havde gjort.

30. Torstensson krigen

Krigen i Tyskland havde kostet mange penge, og dem havde Christian betalt af egen lomme så at sige, da rigsrådet ikke ville udskrive skatter til dette formål.

Men alle indtægter fra Øresundstolden tilfaldt kongen, som suverænt kontrollerede denne indtægtskilde. Christian søgte at vinde det tabte tilbage ved at øge hvert skibs betaling. Under Christian 4. nåede taksten en hidtil uset størrelse. Det årlige udbytte voksede fra 233.000 rigsdaler i 1635 til hele 499.000 rigsdaler i 1641.

Freden i Knærød 1613 fastslog at svenske skibe skulle være fritaget for Øresundstold. Men af årsager, som ikke er overleveret til historien, havde Christian 4. efter få år egenmægtigt afskaffet denne paragraf til svenskernes fortrydelse.

Nederlandene var en stor søfartsnation, som lagde mange penge i øresundstold. De blev irriteret over Christians grådighed og fandt sammen med Sverige.

Torstenssonkrigen var i vid udstrækning Oxenstiernas ide. Han så Danmark-Norges elendighed efter nederlaget i slaget ved Lutter am Barenberge. Hans formål var at vinde territorier fra Danmark og blive frigjort fra Øresundstolden. Han kan have ment at Sveriges adgang til Kattegat og Verdenshavet gennem Gøteborg var alt for sårbar, to gange havde Danmark erobret Älvsborg. Desuden var Danmark temmelig internationalt isoleret - sikkert netop på grund af Øresundstolden - og således et nemt bytte.

Han mente også, som alle svenske konger gennem historien, at Skånelandene tilhørte Sverige, fordi de havde både købt og betalt for landsdelene, da de indløste de holstenske grevers pant under Magnus Smek i 1332. Da Valdemar Atterdag tog landene tilbage i 1359, betalte han ikke noget.

Skibe venter på at betale Øresundstold ud for slottet Kronborg ved Helsingør

Skibe venter på at betale told ud for slottet Kronborg ved Helsingør. Sundtolden forblev i kraft gennem mere end 400 år indtil 1857. I al den tid var den en betydelig indtægtskilde for de danske konger. I Christians tid beløb den sig til to tredjedele af kronens indkomster. Fredensborg, Rosenborg og alle andre slotte og andre smukke bygninger opført af Christian 4. blev typisk finansieret af Øresundstolden.
Gebyrets størrelse varierede over tid, men en typisk betaling var 1-2% af lastens værdi. Foto Gammel tegning af ukendt oprindelse.

Uden nogen forudgående krigserklæring rykkede den svenske general Lennart Torstensson den 13. december 1643 sydfra ind i hertugdømmerne og videre op i Jylland. I løbet af foråret 1644 blev Torstensson fuldstændig herre over hele den jyske halvø.

I foråret 1644 trængte en svensk hær under Gustav Horn ind i Skåne, og støttet af nederlandske krigsskibe erobrede den byerne Helsingborg og Landskrona.

Den danske krigsmagt blev taget fuldstændigt på sengen, på trods af at Christian faktisk havde information om det forestående angreb.

Den danske gesandt i Stockholm, Peder Vibe, havde opsnappet oplysninger om de svenske angrebsplaner og informeret Christian, men kongen vendte det døve øre til. Den 12. december 1643 - dagen før angrebet - skrev han således til sin svigersøn, rigshofmester Corfitz Ulfeldt, at Peder Vibe "reder fremmeligen til barsel med krig", som blot en ironisk sidebemærkning i et brev, der handlede om meget andet end forholdet til Sverige.

Både Sjælland og Fyn var nu truede. Det lykkedes at ødelægge en nederlandsk flåde med hjælp til svenskerne i Listerdyb, hvor dette farvand end er lokaliseret.

Men ikke så snart denne trussel var afværget, før en svensk flåde stod ud fra Stockholm for at forberede en landsætning af svenske tropper på Sjælland. På skibet Trefoldigheden ilede Christian 4. personligt svenskerne i møde i spidsen for af en flåde på 40 skibe, og den 1. juli 1644 stod søslaget på Kolberger Heide, som betyder Kolberge Rhed, mellem Femern og Kielerfjorden. Det var i dette slag at kongen mistede sit ene øje.

Medens den 66-årige kong Christian stod på broen i røg og damp, blev han ramt af sprængstykker eller træsplinter og faldt blødende om på dækket. Han kom dog hurtigt på benene og gav befaling til, at kampen skulle fortsætte.

Kongen havde fået 10-12 sår i hovedet. Skibslægen fjernede adskillige træsplinter og sprængstykker fra hans ansigt, men det højre øje var så beskadiget, at han mistede synet på det.

Resultatet af slaget ved Kolberger Heide blev uafgjort, men den svenske flåde måtte søge ly i Kieler Fjorden ud for fæstningen Christianspris for at reparere skaderne. I knap en måned lykkedes det den danske flåde at forhindre de svenske skibe i at forlade fjorden, men den 1. august slap de alligevel forbi danskerne.

Den danske admiral Peder Galt fik skylden, og Christian dømte ham til døden. Rigsrådet indstillede ham til benådning, men kongen ville ikke lade ham slippe, og den gamle admiral blev henrettet på pladsen foran Københavns Slot.

Den 9-10. august 1644 sejlede en ny nederlandsk flåde uantastet ned gennem Øresund og sluttede sig derefter til den svenske flåde. I oktober 1644, i farvandet mellem Femern og Lolland, tilføjede den nu forenede svensk-nederlandske flåde den danske krigsmarine under admiral Pros Nielsen Mund et knusende nederlag. Kun 3 af de 17 danske skibe, der deltog i slaget, lykkedes det at komme tilbage til København. Pros Mund faldt selv i kampen.

Frankrig og Nederlandene ønskede ikke at den svenske konge skulle herske på begge sider af Øresund, og derfor pressede de Sverige til forhandling. For Danmark var der ingen vej uden om.

Fredsstenen ved Brømsebro, rejst i 1915 midt på holmen i Landabäcken (Brömsebäcken). På stenen står der "Minne af Freden i Brömsebro – Axel Oxenstierna – Corfitz Ulfeldt". Henrik Sendelbach Wikipedia.

Efter mange måneders vanskelig forhandling blev fredsaftalen underskreven i Brömsebro på grænsen mellem Sverige og Blekinge den 13. august 1645. Danmark måtte afstå Gotland og Øsel, og de store norske områder Jämtland og Härjedalen blev indlemmet i Sverige. Endelig fik Sverige Halland i pant på 30 år.

Da dagen kom. på hvilken traktaterne vedrørende fredsaftalen, som afsluttede Torstensson krigen, skulle ratificeres, og alle rigsråder var tilstede, nægtede Christian 4. først at sætte sin underskrift, og foran hele rådet ydmygede han sin hovedforhandler, Corfitz Ulfeld: "Underskriv du dem, du har giort dem efter dit eget hoved". Ulfeld forsvarede sig og henviste til sine ordrer og til sine bestræbelser for at gøre freden så god som mulig. Kongen for op og vedblev at nægte at underskrive. Ulfeld truede da med kongen af Frankrigs vrede og talte om problemerne ved at fortsætte krigen. Da tog kongen traktaterne ud af hånden på Ulfeld, skrev sit navn under og kastede dem hen til ham med disse ord: "Der har du dem, sådan som du har gjort dem."

De sidste år af Christians liv var præget af uenigheder med hans svigersønner, især Corfitz Ulfeldt.

I 1647 døde kongens ældste ægtefødte søn og udpegede efterfølger, prins Christian, "Den udvalgte Prins". Prinsen havde ført et udsvævende liv. Han blev hurtigt slap og overvægtig, og døde formentlig af overdreven indtagelse af alkohol.

Den 21. februar 1648 døde Christian 4. i en alder af 71 år i hans elskede Rosenborg Slot i København. Han havde da været konge af Danmark og Norge og hertug af Slesvig og Holsten i lige knap 60 år. Han ligger begravet i Roskilde Domkirke.

31. Første Karl Gustav krig

Med den udvalgte prins' død i 1647 blev Frederik, Christian 4.'s næstældste overlevende søn, aktuel som tronfølger.

Hans fader havde fået ham etableret som fyrstebiskop i Bremen-Verden i hvilken egenskab han herskede knap 20 år. Men under Torstensson Krigen 1643-45 mistede han alle besiddelser i Nordtyskland.

Han blev øverstkommanderende og præsident for krigsrådet i Glückstadt, men formåede ikke at udrette noget nævneværdigt mod Torstensson i 1643, andet end at gøre sig til uvenner med rigsmarsken Anders Bille til Rønnowsholm.

Den 23 november 1648 blev Frederik 3. kronet som konge af Danmark i Vor Frue Kirke i København.

Den danske adel havde den ustyrlige Christian 4. i frisk erindring såvel som alle de ulykker, han havde været årsag til. De havde ringe tillid til hans søn Frederik, som måtte underskrive en meget streng håndfæstning, danmarkshistoriens sidste.

Udskrivning af skatter tilkom alene rigsrådet. Rådet kunne nedlægge veto mod, at kongen erklærede krig mod andre magter. Han måtte ikke pålægge told. Han måtte kun udnævne nye råder blandt de kandidater, som rigsrådet havde udpeget. Han måtte ikke give udlændinge danske adelsprivilegier uden rigsrådets tilslutning. Han måtte anerkende at også Norge var et valgrige på lignende betingelser som Danmark.

Frederik 3. var uforsonlig fjendtlig over for rigsrådet og faktisk hele den gamle danske adel, sandsynligvis både før og efter håndfæstningen.

Han vendte sig straks mod Christian 4.'s svigersønner, hvoraf mange havde betydelige internationale militære og politiske erfaringer og sprogkundskaber, og han fik ram på alle dem, hvis hustruer var fødte af Kirsten Munk.

Corfitz Ulfeldt var en af Christian 4.' svigersønner. Han var rigshovmester, den højeste stilling i landet efter kongen, under både Christian 4. og Frederik 3. Han var højt begavet og talte både spansk, fransk og tysk. Han førte forhandlinger med den franske dronning på spansk og sendte breve til Frederik 3. på fransk. Holberg anfører, at den franske gesandt, Comte d'Avaux, foruden at være forbavset over hans store sprogkundskaber betragtede ham som "en enestående skarpsindig mand"
Frederik 3. og eftertiden har udnævnt ham til landsforræderen over alle, fordi han sluttede sig til den svenske konge.
Men vi bør betænke at i unionstiden ønskede mange svenske adelsmænd og biskopper at Sverige skulle høre under den danske konge, eller mere præcist en unionskonge af dansk afstamning. I 400 år tjente norske adelsmænd helt naturligt de danske konger. Er det så rimeligt at udnævne Corfitz Ulfeldt til historiens største landsforræder, fordi han mente at Danmark ville være bedre tjent med den svenske kong Karl 10. Gustaf - især set i lyset af de katastrofer, som Christian 4. og Frederik 3. nedkaldte over landet. Desuden havde Fredrik 3. med meget stor sandsynlighed tiltænkt ham en meget sørgelig skæbne, som han kun undgik ved at flygte fra Danmark. Foto Ukendt - Own photo reproduction of an expired work of art. Wikipedia.

Som det første offer lykkedes det Frederik i 1648 at få afskediget Christian 4.'s svigersøn Christian von Pentz som kommandant i Glückstadt og statholder i Holsten. Han var søn af Markwart von Pentz af Segeberg, som faldt i slaget ved Lutter am Barenberge. Christian von Pentz var gift med Christian 4.'s datter Sophie Elisabeth.

Medens Corfitz Ulfeldt forhandlede en alliance med Nederlandene på plads indledte kongen i 1650 en undersøgelse af hans slægtning Ebbe Ulfeldts embedsførelse på Bornholm for uorden i regnskaberne og bondeplageri. Ebbe Ulfeldt var gift med Christian 4.'s datter Hedevig. Han drog til Sverige og blev senere medlem af det svenske rigsråd.

Hannibal Sehested var gift med Christian 4.'s datter Christiane. I 1651 anklagede kong Frederik ham for underslæb. Det endte med at alle Hannibal Sehesteds aktiver i Norge, som omfattede jord, savværker og bjergværker, blev konfiskeret af kongen. Sehested selv måtte rejse til udlandet.

Rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt blev beskyldt for at have haft planer om at myrde kongen, Frederik 3. Da det lykkedes Ulfeldt at få hovedvidnet, Dina Vinhofvers, dømt for at lyve, svarede kongen straks igen med i 1651 at forlange en undersøgelse af hans embedsførelse med hensyn til Øresundstolden. Derefter valgte Corfitz Ulfeldt at flygte ud af landet.

Corfitz Ulfeldt var gift med Christian 4.'s datter Leonora Christina, som Frederik 3. indespærrede i Blåtårn og holdt fangen i 22 år.

Holberg anfører at en fransk gesandt, Comte d'Avaux, foruden at være forbavset over Ulfeldts store sprogkundskaber betragtede ham som "en enestående skarpsindig mand."

Formentlig var det sådan at moderne tiders nøjeregnende regnskaber ikke var almindelige i Danmark på denne tid.

Frederik 3.'s metoder kan sammenlignes med kejserens af Kinas og også praksis i det moderne Kina. Ingen embedsmænd får løn af betydning, de har jo magten, og så kan de jo bare selv skaffe sig nogle penge. Alle er korrupte i moderne forstand, men kejseren og præsident Xi slår kun ned på dem, som de gerne vil af med.

På Frederik 3.'s tid var det formentlig kun købmænd og håndværkere, der førte noget, som lignede retvisende regnskaber. Helt op i 1800-tallet var det acceptabelt at tage af kassen, når blot man huskede at lægge pengene tilbage. Derfor var det borgerstanden, som havde forståelse for anklagerne mod Ebbe og Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested for uregelmæssigheder i regnskaberne. Det var dem, som denne propaganda var rettet imod.

I Sverige abdicerede dronning Kristina i 1654 og overdrog magten til sin fætter Karl 10. Gustaf. Kort efter døde Axel Oxenstierna. Den nye konge havde sine militære erfaringer fra trediveårskrigen, hvor han havde været elev af den svenske ekspert i lynkrig, general Torstensson.

Fæstningsbyen Krempe, som ligger omkring 5 km nordøst for Glückstadt. Byens grundplan i 1652 ifølge Danckwert. Foto: Mejer - Ausschnitt aus Karte von Schleswig-Holstein aus: Danckwerth/Mejer, Neue Landesbeschreibung der zwei Herzogtümer Schleswig und Holstein, Husum 1652. Wikipedia.

I 1657 havde den Svenske kong Karl 10. Gustaf travlt med at føre krig i Polen, og han havde allerede erobret Warszawa og Krakow.

Nu var chancen der, troede Frederik 3., medens den svenske konge var optaget andetsteds, og den 1. juni 1657 erklærede han den krig mod Sverige, som skulle blive kendt som Den Første Karl Gustaf Krig. Først den 20. juni modtog svenskekongen krigserklæringen i byen Torun i Polen, omkring to hundrede kilometer nordvest for Warzawa ved floden Wisla.

Allerede i juni - før eller samtidig med at Karl Gustaf modtog krigserklæringen -generobrede danske tropper Frederik 3.'s elskede bispedømme Bremen-Verden i Nordtyskland.

Ved modtagelsen af den danske krigserklæring kølnedes Karl 10. Gustafs interesse i Polen, og han vendte sig omgående mod Danmark. Den 7. juli modtog den danske marsk, Anders Bille, information om at Karl 10. Gustaf var brudt op fra sin lejr i Polen med omkring 6.000 mand og var på march mod Jylland.

Den 20 juli 1657 overskred den svenske konge Holstens grænse. Itzehoe faldt den 8. august og marsken Anders Bille trak sig tilbage til fæstningerne Glückstadt og Krempe. Men svenskerne ignorerede disse fæstninger og fortsatte mod nord. Det kunne de gøre, fordi det meste af det danske kavaleri var trukket mod nord, og den svenske konge vurderede at fæstningerne ikke havde ryttere, der kunne give slagkraft i et udfald. Det minder om den tyske blitzkrieg taktik under 2. Verdenskrig.

Også Rendsborg marcherede den svenske hær forbi, og den 23 august 1657 opslog den svenske konge sit hovedkvarter i Kolding.

Men ved nutidens Fredericia ventede den nyopførte fæstningsby Fredriksodde som spærrede overgangen til Fyn. I september ankom 1.000 mand under Anders Bille ad søvejen nord om Skagen til forstærkning af fæstningen.

Den danske hærs store svaghed var mangel på kvalificerede ledende officerer. Der var ikke længere nogen Johan Rantzau, Daniel Rantzau eller Sten Sehested, som kunne lægge de store linjer for krigens gang. Vi må tro at det havde noget at gøre med Frederik 3.'s fjendskab mod hele den gamle danske og holstenske adel, som typisk satte en ære at have sådanne kvalifikationer.

Fæstningen Frederiksodde på gammel svensk tegning. Wikimedia Commens.

Den 4. september 1657 forlod den svenske konge den jyske krigsskueplads og tog til Wismar for at undersøge mulighederne for at overføre svenske tropper til de danske øer med skibe. Han overlod ledelsen af belejringen af Frederiksodde til Karl Gustav Wrangel.

Et søslag i farvandet mellem Møn og Falsterbo den 12-13 september bragte ikke nogen afgørelse og begge flåder søgte havn for at reparere. Men den dansk-norske flåde under admiral Henrik Bielke blev hurtigt klar igen og blokerede fra den 4. oktober Wismar, hvor den svenske flåde var søgt ind, og derved blev Karl Gustavs planer om at overføre tropper til øerne med skibe forpurret.

Medens Karl 10. Gustav opholdt sig i Wismar blev han opsøgt af Corfitz Ulfeldt, som tilbød sit samarbejde mod Frederik 3.

Svenskerne vandt også andre forbundsfæller.

Hertugen af det Gottorpske Slesvig-Holsten deltog loyalt i Christian 4.'s Kalmar Krig, men blev efterfølgende træt af at være knyttet til et Danmark i rivende tilbagegang og blive udsat for den ødelæggelse, som fulgte med Christians ambitiøse deltagelse i Trediveårskrigen, Torstensson Krigen og nu Frederik 3.'s letsindige brud på freden i 1657, som udløste endeløse plyndringer og hærgninger af hans land.

I januar 1657 skrev han til sin svigersøn, Karl 10. Gustaf, og bad ham om, at hvis det kom til krig, da at få Slesvig og Holsten tilstået en vis neutralitet, fordi han derved ville opnå "at få hertugdømmerne separeret fra de danske".

Den 10. september 1657 sluttedes i Kiel den svensk-gottorpske alliance. Alliancen var rettet mod Danmark, og hertugen forpligtede sig til at stille 5.500 mand, hvoraf de 1.500 altid skulle holdes i beredskab til at tjene Sverige. Til gengæld ville Sverige ved en efterfølgende fred sikre at fællesregeringen i hertugdømmerne ville blive ophævet, hertugen ville blive løst fra vasalforholdet til den danske konge, og hvis Karl 10. Gustaf erobrede hele Danmark, så skulle hertugen have både den kongelige og den hertugelige del af Slesvig-Holsten.

Se, det var jo landsforræderi, der ville noget. Derfor blev alliancen holdt strengt hemmelig, og først kendt længe efter.

Allerede i tidligt i september rykkede generalmajor Bötticher med en afdeling af den svenske hær op gennem Nørrejylland og nedkæmpede al dansk modstand undervejs. Kun ved overgangen over Limfjorden mødte de alvorlig modstand fra grupper af bevæbnede bønder.

Den 24. oktober 1557, tidligt om morgenen, stormede svenskerne fæstningen Frederiksodde. De trængte igennem volden på et punkt, som endnu ikke var færdigbygget. De uerfarne danske bondesoldater flygtede i panik. Kun de jyske ryttere, der kæmpede i den nordlige bydel, ville ikke give sig og kæmpede til sidste mand. Rigsmarsk Anders Bille blev dødelig såret under kampen, og han blev taget til fange sammen med sin svoger, rigsråd Mogens Høgh.

Karl 10. Gustaf 1622 - 1660. Miniatureportræt i emalje af Pierre Signac, samtidig fransk miniaturemaler i Stockholm. Foto: Digitaltmuseum, Nationalmuseum, Pierre Signac, identifikationsnummer NMB 2173. Wikimedia Commons

Dermed var svenskerne herrer i hele Jylland. Efter gammel sædvane blev byen Frederiksodde givet fri til plyndring, voldtægter og drab.

Den folkelige harme og skuffelse over den nye fæstnings fald blev rettet mod Anders Bille og hans adelige standsfæller.

Det lykkedes at overtale nogle erfarne internationale officerer til at gå i dansk tjeneste og derved styrke forsvaret af de danske øer. Her i blandt Hamburgs kommandant Hans Schack og tyskeren Ernst Albrecht von Eberstein, som havde kæmpet for Sverige og flere tyske fyrster under trediveårskrigen.

I Norge lykkedes det i november 1657 for Jørgen Bielk at generobre Jämtland.

Men de vejrforhold, som eftertiden har døbt "Den lille istid" var begyndt. I slutningen af december 1657 faldt temperaturen dramatisk og frosten satte tidligt ind. Det endte med at blive en af de koldeste vintre i mands minde og Lille Bælt blev fuldstændigt dækket af is.

I løbet af januar samlede svenskerne en styrke på 6.000 ryttere og 2.500 mand fodfolk i landsbyen Hejls ved kysten af Lille Bælt mellem Kolding og Haderslev.

Midt om natten den 30 januar 1657 indledte den svenske hær marchen over Lille Bælts is. Via Brandsø fortsatte de til Fyn, hvor de gik i land ved Tybrind Vig mellem Middelfart og Assens.

Danskerne havde i sidste øjeblik samlet en ret fåtallig styrke af ryttere og fodfolk ved Tybrind Vig, for at angribe svenskerne når de gik i land, men de gik i land flere steder med kilometers afstand, og de var i stand til at komme bag på danskerne. Et par dage senere var de herrer over hele Fyn. Allerede den 31. januar tog de Nyborg.

Den 5. februar tidligt om morgenen gik Karl 10. Gustaf med sin hær ud på Store Bælts is mellem Langeland og Lolland og ved middagstid gik de i land på Lolland uden at møde modstand. Fæstningen Nakskov gik de forbi uden at angribe. Nakskov borgerne jagede selv de danske soldater ned fra voldene.

Den 10. februar havde han hele sin hær på 7.000 mand samlet på Falster, og dagen efter gik de over Store Strømmen til Sjælland. En af de mest eventyrlige operationer i krigshistorien var dermed afsluttet med stor succes, og danskerne var fuldstændig paralyserede.

Karl 10. Gustav og den svenske hær går over isen på Lille Bælt ved Tybrind Vig - maleri af Johan Filip Lemke.

Der var fredsforhandlinger i Vordingborg, samtidig med at krigshandlingerne fortsatte, idet Karl Gustaf nægtede at indgå våbenhvile. Corfitz Ulfeldt var en af de svenske forhandlere. Danskerne protesterede mod at forhandle med Ulfeldt, men protesten blev afvist.

Svenskernes krav var at krigstilstanden skulle afløses af et fortroligt venskab og forbund mellem de to riger. Det skulle opnås ved at Danmark-Norge skulle afstå fra alliancer, som direkte eller indirekte kunne skade Sverige, undlade enhver form for støtte til Sveriges fjender, ikke tillade orlogsskibe at sejle gennem de danske stræder til Østersøen og i øvrigt skulle Brömsebro Freden fortsat være gældende inklusive toldfrihed i Øresund for svenske skibe.

Danmark-Norge skulle for evig tid overlade Blekinge, Halland, Skåne med Hven, Saltholm og Bornholm, Møn, Anholt og Læsø samt Bohuslen til Sverige. Desuden skulle Trondheim Len, Island, Færøerne og grevskabet Pinneberg ved Elben overlades til Sverige.

Danmark-Norge skulle betale en million rigsdaler i krigsskadeserstatning og levere 12 fuldt udrustede orlogsskibe. Endvidere skulle Corfitz Ulfeldt, hans hustru og børn have al deres konfiskerede ejendom tilbage og Ebbe Ulfeldt skulle have oprejsning.

Den endelige fredsslutning fandt sted i Roskilde 26. februar 1658. Danmark-Norge mistede Skånelandene, Bornholm, Bohuslen og Trondheim Len.

Svenskerne garanterede til gengæld at indbyggerne i de afståede danske og norske landsdele, at de måtte beholde deres gamle rettigheder og love, privilegier og friheder, herunder beholde Skånske lov og dansk kirkesprog.

Ikke desto mindre blev der i løbet af de følgende år iværksat en forsvenskning af de erobrede landsdele uden at den danske regering protesterede.

32. Anden Karl Gustav krig

Men imidlertid fortrød Karl 10. Gustaf at han ikke havde gjort arbejdet færdigt. Allerede i august 1658 samlede han i Kiel en hær på 6.000 mand og sejlede dem til Korsør. Herfra marcherede de mod København, slog lejr ved Brønshøj og indledte en belejring af København.

Københavns forsvar var ledet af den tidligere kommandant for Hamburg, Hans Schack, som det var lykkedes at at overtale til at gå i dansk tjeneste.

Frederik 3. erklærede at han ville "dø i sin rede" som der står i Jobs bog vers 18, hvilket vakte almindelig jubel blandt det københavnske borgerskab. Borgmester Hans Nansen forsikrede kongen om borgerskabets troskab "at de ville stå og gå, vove liv og gods for Hans Majestæt"

I august 1658 gav Frederik 3. kaptajn Svend Poulsen - kendt som Gøngehøvdingen - til opgave at organisere en folkerejsning på Sjælland, men sjællænderne viste ikke større lyst til at støtte ham. Kun en lille skare, som vist i hovedsagen bestod af folk, som havde personlige udestående med svenskerne, sluttede sig til ham.

Danmark blev reddet som nation hovedsagelig på grund af intervention fra udlandet.

Studenternes deltagelse i Københavns forsvar natten mellem 10. og 11. februar 1659. Foto Vilhelm Rosenstand Wikipedia.

Takket være den forsvarsalliance med Holland, som Corfitz Ulfeldt havde indgået for Danmark i 1649, ankom en hollandsk undsætningsflåde den 30. oktober 1658 til København efter et søslag i Øresund. Den bragte både forsyninger og soldater til byen.

I Norge blev svenskerne drevet ud af Trondheim Len af norske tropper ledet af Jørgen Bielke.

Bornholmerne under Anker og Kofoed befriede selv deres ø i 1658 og overgav den til kong Frederik.

Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 efter omkring et halvt års belejring vovede Karl 10. Gustaf en storm på det belejrede København. Men angrebet brød sammen med store svenske tab til følge. Forsvarerne mistede blot en snes mand.

Svenskerne anklagede derefter Corfitz Ulfeldt for at have røbet angrebsplanerne til sine landsmænd.

Polske, brandenburgske og østrigske styrker erobrede den jyske halvø. Polakkerne indtog Kolding fulgt af et frygteligt blodbad. Den 19. maj 1659 opgav svenskerne deres sidste stilling i Jylland ved Frederiksodde og indtog stillinger på Fyn.

På Fyn var Nyborg den eneste befæstning af betydning, selv om den var i dårlig stand. Men svenskerne arbejdede på at forbedre den. En allieret hær under Eberstein var på march over Fyn. Den forenede sig med en anden allieret hær, som blev landsat ved Kerteminde under Hans Schack. Sammen angreb de svenske stillinger 3-4 kilometer nord for Nyborg den 14. november 1659. Svenskerne trak sig tilbage til Nyborg, og dagen efter overgav de sig.

Karl 10. Gustav overværede slaget fra Korsør. Da han erkendte tabet, tog han tilbage til Sverige.

Den 13. februar 1660 døde Karl 10. Gustaf efter kort tids sygdom i en alder af 37 år, hvorefter alle parter var modne til en ny fredsslutning.

England, Frankrig og Nederlandene dikterede suverænt Freden i København den 27. maj 1660.

Den blev en skuffelse for Danmark-Norge. England og Frankrig ønskede et stærkt Sverige som modvægt mod Habsburgerne, og Nederlandene ønskede at Danmark-Norge blev berøvet Øresunds østbred. Sverige fik lov til at beholde alle Roskilde-fredens territoriale gevinster undtagen Trondheim Len og Bornholm.

Kalmarkrigen - Et Bidrag til de nordiske Rigers Krigshistorie Axel Larsen - Marinehistorisk Selskab/Orlogsmuseets Venner.

20260418