Svenskekrigene II - Enevælde og krige mod Sverige.
Den engelske filosof Thomas Hobbes udgav sit værk "Leviathan" i 1651, som var ni år før Frederik 3. indførte Enevælden i Danmark i 1660. Hobbes mente, at menneskets natur er egoistisk og domineret af: "begæret efter magt, rigdom, viden og efter ære", og derfor vil de enkeltes liv i en naturtilstand uden samfundsdannelse være karakteriseret ved "vedvarende frygt og fare for en voldelig død; og menneskets liv er ensomt, fattigt, grimt, brutalt og kort." For at opnå fred og orden skal borgerne indgå en samfundspagt med hinanden og i fællesskab indsætte en legitim hersker, som skal have en magt så stor, at alle må frygte den, og derved tvinge folket til at holde fred indbyrdes.
Der er intet, som viser at Frederik 3. kendte "Leviathan", men Peter Schumacher, adlet som Griffenfeld, var på studierejse i Nederlandene, England, Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland i årene 1654-1662, hvor han må have stødt på "Leviathan". Enevælde var den store mode i datidens politiske Europa.
Senere skrev Schumacher egenhændigt "Kongeloven", som var det juridiske grundlag for Enevælden.
33. Enevælden
Frederik 3.'s dronning, Sophie Amalie, introducerede et ekstravagant hof efter fransk mode, med hofballer og maskeradefester. På trods af de dårlige tider efter Anden Karl Gustav krig lod hun i 1667 opføre lystslottet, Sophie Amalienborg, som lå, hvor Amalienborg ligger i dag.
På denne tid voksede København frem som rigets absolut største by, befolket af købmænd og håndværkere, som havde gode fortjenester ved at forsyne enevældens hof med alt, hvad det behøvede.
Under Karl Gustaf krigene havde borgerne, især i hovedstaden, med ringe grund givet adelen skylden for alle de ulykker, der ramte landet. Kongens personlige stilling var blevet styrket, og dermed havde krigene banet vejen for enevælden.
Frederik 3. indførte enevælden den 10. oktober 1660 ved er militært kup. Derved blev den gamle danske adel repræsenteret ved rigsrådet frataget al magt.
Adel og rigsråd var vokset frem fra vikingetidens hird. Kongens mænd - eller korps af huskarle - var organiseret som et militært broderskab kaldet hirden, i hvilken kongen var det vigtigste medlem. De indbyrdes forhold mellem medlemmerne blev styret af en lov, som Saxo kaldte Hirdskråen, andre kaldte den Vederloven.
I tidlig middelalder begyndte kongen at bruge sine betroede hirdmænd til at løse opgaver andre steder i landet. De blev kaldt herremænd, hvilket betød en herres mænd, idet de var bundet i troskab til en herre - altså kongen - ved en ed. De blev adelsmænd, som til gengæld for skattefrihed havde pligt til at møde frem med væbnede mænd, når kongen kaldte.
Men fordi de oprindelig var organiseret i et fællesskab, hirden, hvor kongen blot var et meget vigtigt medlem, havde de en forventning om at kongen skulle regere landet sammen med dem. Hvilket manifesterede sig i årlige rigsmøder i Nyborg, Kalundborg og andre steder, hvor kongen rådførte sig med sine svorne mænd. Det var Valdemar Atterdag, som begyndte at kalde møderne for "Danehof".
De tre figurer øverst på Odense Rådhus symboliserer magtens tredeling. Øverst i midten er den dømmende magt i skikkelse af retfærdighedens gudinde, Justia, med bind for øjnene. Til venstre for hende er den udøvende magt repræsenteret ved en middelalderlig bysvend iført jernhat og bevæbnet med et sværd. Til højre står en lærd mand med en lovbog, som repræsenterer den lovgivende magt. De tre figurer er udført af billedhuggeren Aksel Hansen i 1882. Foto Claus Thøgersen Stadsarkivet.
Men med tiden viste det sig ubekvemt, at så mange hvert eneste år skulle rejse langt for at samles. Derfor blev Danehof efterhånden afløst af nogle stående repræsentanter for herremændene, nemlig rigsrådet.
Men, som vi ser, lige fra hans første dag som konge arbejdede Frederik 3. på at underminere rigsrådets og dermed adelens autoritet på mange måder. Beskyldninger for bondeplageri og uorden i regnskaberne var altid til rådighed. Han forfulgte Christian 4.'s ret kvalificerede svigersønner med alle midler.
Men Machiavelli fra Firenze skrev i begyndelsen af 1500-tallet at det ikke er klogt at en mand alene har magten: "selvom en mand alene burde organisere en regering, så vil den alligevel ikke vare længe, hvis administrationen af den forbliver på skuldrene af et enkelt individ; det er da godt at betro dette ansvar til mange, for således vil den blive opretholdt af de mange."
Andetsteds anbefalede Machiavelli direkte en tredeling af magten som middel til at skabe et stabilt samfund: "Således kender kloge lovgivere ulemperne ved hvert af disse regeringssystemer, og har selv valgt et, der indeholder (fordelene ved) dem alle, idet de vurderer at det er det mest stabile og solide. Faktisk, når den samme forfatning kombinerer en fyrste, en adel og folkets magt, så vil disse tre magter våge over hinanden og gensidigt holde hinanden i skak."
Den europæiske middelalder var karakteristisk ved at magten i de kristne kongeriger rent faktisk var tredelt, idet den var delt mellem kongen, kirken og adelen.
Men med den protestantiske reformation i 1536 overvandt den dansk-norske kong Christian 3. den kirkelige magt og tilegnede sig dens fantastiske rigdom. Dette gav kongemagten en sådan overvældende økonomisk styrke, at den efterfølgende kunne dominere og underminere adelens position. Christian 4.'s skæbnesvangre egenrådige deltagelse i Trediveårskrigen skete for egen regning og på trods af rigsrådet.
I 1660 ignorerede Frederik 3. rigsrådet fuldstændigt og sammenkaldte en helt ny forsamling, kaldet stænderforsamling. Stænderne var adel, gejstlighed og borgere. Bønderne var ikke repræsenterede.
Forsamlingen vedtog at Danmark i fremtiden skulle være et arverige, hvilket vil sige at kongernes ældste sønner automatisk skulle arve kongeværdigheden ved faderens død. Det udelukkede håndfæstninger og lignende forhåndsbetingelser og gjorde kongen enevældig.
Ikke alene Frederik 3, men alle følgende enevældige konger til Frederik 6. nærede stor mistillid til den gamle danske adel - fordi de frygtede at den stadig havde ambitioner om at deltage i landets styrelse sammen med kongen.
Peder Schumacher, senere adlet som Griffenfeld, udarbejdede og egenhændigt skrev "Kongeloven", som definerede enevælden:
Kun kongen kan give, ændre og ophæve love.
Kongen står over loven. Han kan fritage, hvem han vil for lovens bestemmelser.
Kongen er rigets øverste dommer.
Kun kongen kan erklære krig og slutte forbund og aftaler med andre magter.
Kongen er øverstkommanderende for hæren.
Kongen har ret til at udskrive skatter og pålægge told uden stændernes samtykke.
Efter enevældens indførelse blev Frederik 3. hyldet som Danmarks arvekonge på pladsen foran Københavns Slot den 18. oktober 1660. Foto Wolfgang Heimbach - Rosenborg Castle Wikipedia.
Hertugen af Gottorp fik ved Freden i København i 1660 fuld selvstændighed i forhold til den danske konge, hvad den hertugelige del af Slesvig angik. Hermed var Gottorp blevet en konstant trussel mod Danmark på grund af hertugens nære forbindelse med Sverige.
Fra sit dødsleje i Paris i 1669 sendte Hannibal Sehested tre breve til Frederik 3. som blev kendte som "Hannibal Sehesteds Testamente".
For at betrygge fremtiden foreslog Sehested, at Danmark skulle ordne sit mellemværende med Hertugen af Gottorp og søge at komme i en nær forbindelse med Sverige. For at nå dette mål skulle kongen ofre sine personlige følelser overfor hertugen ved at søge at rive ham ud af Sveriges favntag. Som første skridt på denne forsoningens vej skulle han give hertugen sin datter, Frederikke Amalie, til ægte.
Hvad Sverige angik, skulle kongen acceptere tabet af Skånelandene og de tabte norske landskaber. Det kunne Danmark så meget lettere gøre, da det ikke ville være muligt at vinde de tabte landsdele tilbage, uden at der indtraf en overordentlig og uforudseelig omvæltning i Europa. Et forbund mellem Danmark-Norge og Sverige ville tillige give de nordiske riger deres gamle magt og anseelse tilbage, skrev han.
Den 19. februar 1670 døde Kong Frederik 3. Efter Kongelovens bestemmelse blev han efterfulgt af sin søn, Christian, uden nogen form for håndfæstning, betingelser eller begrænsninger. Christian 5. var 24 år gammel ved sin tronbestigelse. Han var Danmarks anden enevældige konge.
Den nye konge var godmodig, men efter sigende ikke godt begavet. Men han kendte i reglen sin begrænsning og lyttede til sine rådgivere. Sikkert på grund af dette forhold var hans uddannelse bleven forsømt, undtagen i retning af legemlige idrætter. Han var en lidenskabelig jæger og rytter.
34. Den Skånske Krig
Den Skånske Krig 1675-1679 var en udløber af den fransk-hollandske krig, også kendt som Den Nederlandske Hævnkrig 1672-1678. Under solkongen Ludvig 14. invaderede Frankrig de hollandske øer og territorier. England så muligheden for at udnytte situationen til at svække Nederlandenes handel i Den Tredje Anglo-Nederlandske krig 1672–1674 og angreb Holland i alliance med Frankrig. Derimod trådte Spanien og det Tyske kejserrige inklusive Brandenburg ind i krigen på Nederlandenes side.
Den danske rigskansler, Griffenfeld, ønskede at undgå at komme i krig mod Frankrig. Han vidste at Frankrig var Europas altdominerende magt, og at gå ind en krig mod et Sverige, som var allieret med Frankrig, var udsigtsløst og kunne blive katastrofalt. "Uden Frankrig får vi ikke Skåne tilbage!" sagde han.
Ulrika Eleonora 1656-1693, datter af Frederik 3. og Sophie Amalie, dronning af Sverige. I 1675, samme år som den Skånske krig brød ud, accepterede hun et ægteskabstilbud fra den svenske kong Karl 11. Da Sverige og Danmark efterfølgende kom i krig med hinanden, krævede danskerne, at ægteskabet ikke skulle finde sted, idet Ulrika Eleonora havde adskillige andre bejlere. Men hun afviste dem alle og holdt fast i sin oprindelige forlovelse og insisterede på at blive pant for freden, og brylluppet fandt sted i 1680. Som dronning af Sverige blev hun kendt for sin mildhed, generøse filantropi og for at være en omsorgsfuld moder for sine børn, herunder den senere Karl 12. og Ulrikke Eleonora den yngre.
I tråd med "Hannibal Sehesteds Testamente" anbefalede Griffenfeld at Danmark -Norge i stedet allierede sig med Sverige - som var allieret med Frankrig, hvilket var muligt, idet Sverige faktisk var interesseret i en sådan alliance. Men de stillede to betingelser, nemlig at kongen af Danmark kom til forståelse med Sveriges allierede, den gottorpske hertug, og at Danmark flyttede de tre kroner i sit våbenskjold til en mere yderlig placering på skjoldet. Hvilke begge betingelser Christian 5. lodret afviste.
Der var dog en tilnærmelse til Sverige, som blev til noget. Fra svensk side blev i 1675 fremsat ønske om at Christian 5.'s søster Ulrikke Eleonora skulle være svensk dronning. Skønt kongen havde adskilligt at indvende mod dette parti, blev det dog sat igennem af enkedronningen og Griffenfeld, og der blev aftalt ægteskab mellem den unge Karl 11. og den danske prinsesse.
Men Griffenfeld formåede ikke at føre sin frankrigspolitik igennem. Der var for stor modstand, specielt fra kongen.
Som Frankrigs allierede invaderede Sverige Brandenburg, men den frygtede svenske hær under den erfarne general Wrangel led et uventet nederlag i slaget ved Fehrbellin 1675 omkring 40 km nordvest for Berlin. Hvilket opmuntrede Christian 5. til at at træde ind i krigen på Nederlandenes, Spaniens og Brandenburgs side mod Frankrig, Sverige og England i håb om at vinde Skånelandene tilbage.
Danmark slog først til mod den indre fjende i Slesvig. Hertug Christian Albrekt af Gottorp, der opholdt sig i Rendsborg, blev taget til fange og tvungen til at udlevere sine tropper og fæstninger til Danmark.
Danmarks allierede, Brandenburg, den tyske kejser og Nederlandene, ønskede at Danmark først skulle angribe de svenske besiddelser i Nordtyskland. Her kunne der sættes ind to steder, nemlig mod Bremen-Verden og mod Pommern.
Brandenburg krævede dansk indsats i Pommern, medens Griffenfeld ønskede et angreb mod Bremen-Verden, fordi her kunne Danmark beholde en del af en mulig erobring, medens Pommern ville blive Brandenburgs sikre bytte. Men igen led Griffenfeld politisk nederlag til sine rivaler og kongen føjede "generalerne".
Forpommern blev erobret i efteråret 1675 med dansk hjælp.
Derefter kunne den danske hær vende sig mod den svenske fæstning, Wismar. Men nu var det blevet december 1675 og et koldt og fugtigt vejr var sat ind.
En officersrapport tegner et dystert billede af situationen: "Folkene er blevet så matte, at det er dem næsten umuligt at forrette deres tjeneste. Jordsmonnet er, da så mange bestandigt haster frem og tilbage deri, blevet et så fuldstændig ælte, at man har ondt ved at få fødderne med sig. Driver man på soldaterne, begynder de at græde som børn og beder en om, man vil skyde dem, for at de kan få en ende på den elendighed, som de lider under."
Generalerne var ved at fortvivle. De frygtede at hele hæren var ved at gå til grunde og tænkte på at opgive belejringen. Men Griffenfeld ville ikke give op, hedder det. Han forstod at et nederlag ville gøre et meget dårligt indtryk på forbundsfællerne såvel som på Frankrig.
Den 13. december 1675 stormede danskerne fæstningen Wismar. Angrebet skete i en forrygende snestorm, men det lykkedes, kommandanten overgav sig, og danskerne kunne besætte byen.
Men i løbet af 1676 skred grunden under Griffenfeld. Foruden hans talrige rivaler var hans største fjende den spanske gesandt, Balthasar de Fuenmayor, for hvem det var lykkedes at få fat på et brev fra den danske gesandt i Paris, Henning Meyercrone til den franske gesandt i København. Brevet afslørede klart Griffenfelds forsøg på at bevare et godt forhold til Frankrig. Dermed var den danske alliancepolitik alvorligt kompromitteret i forbundsfællernes øjne.
Portræt af Peder Schumacher, adlet som Griffenfeld. Født 1635 - død 1699. Dansk rigskansler 1674-1676. Griffenfeld var søn af en københavnsk vinhandler. Han viste tidligt store evner, og efter universitetsstudier i Danmark var han i årene 1654-1662 på studierejse i Nederlandene, England, Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland. Foto Abraham Wuchters Wikipedia.
Situationen kunne kun reddes ved at lade Griffenfeld falde, men hvor dybt skulle han falde for at det var overbevisende?
Den 11. marts 1676 gik Griffenfeld til kongen og blev der arresteret og sat i en celle i kastellet. Hans fængsling vakte opsigt i hele Europa.
Han blev sat for en domstol anklaget for forræderi, og dommen lød på fortabelse af ære, liv og gods.
Henrettelsen skulle foregå i Kastellet den 6. juni 1676 om morgenen. Det gik langsomt og omstændeligt til. Omsider kom bødlen. Han greb Griffenfelds adelsvåben og knuste det under sin hæl. Peter Schumacher, som han nu igen hed, knælede og bad en bøn og gav derefter tegn til bødlen, at nu var han beredt. Men bødlen tøvede. Omsider bad en af præsterne ham om at gøre sin pligt, og han løftede sværdet, men i det samme råbte general Schack, som havde kommandoen: "Holdt, der er pardon".
Schumacher blev ført tilbage til fængslet. Der sad han i fire år, og derefter blev han flyttet til øen Munkholm i Trondheim Fjord, hvor han var i endnu 18 år til sin død i 1699.
I 1675 påviste Ole Rømer fra sit observatoriun på Rundetårn - som den første - at lyset ikke, som det hidtil var formodet, udbreder sig øjeblikkeligt, men med en endelig hastighed. Ved at måle forskydninger i omløbshastigheden for jupitermånen Io kunne han ud fra jordbanens diameter beregne lysets hastighed til ca. 230.000 km/s. Den i dag målte værdi er 300.000 km/s.
Men uden for Peter Schumachers fængsel og Rundetårn gik krigen videre. Nu gjaldt det Skånelandenes genforening med Danmark.
En Hær på 14.000 mand, både hvervede og nationale regimenter, samledes i Dyrehaven nord for København. Hæren var ledet af Adolf von Plön, der var en yngre mand, som havde erhvervet sig ry for at være en dygtig soldat. De fleste af officererne var tyskere. Den eneste af gammel dansk adel var Niels Rosenkrantz.
På den anden side af Sundet samlede Karl 11. også sine tropper, som han ønskede at sætte over til Sjælland. Han ventede blot på at den store nybyggede svenske flåde skulle rydde Sundet for danske orlogsskibe.
Den danske flåde var langtfra så stor som den svenske, men den kom tidligere i søen og admiral Niels Juel benyttede forspringet til at erobre Gotland.
Efter nogen tid kom det til et søslag syd for Ystad, som endte uafgjort. Karl 11. som overværede kampen fra land "blev noget forundret, fordi hans store flåde ikke anderledes tumlede de få og små danske skibe."
Derefter ankom Cornelius Trump med en hollandsk hjælpeflåde og styrkeforholdet blev mere lige.
Den 1. juni 1676 mødtes flåderne ved Öland. Den svenske flåde havde et vældig stort flagskib, som hed "Stora Cronan", med 130 kanoner. Næppe var kampen begyndt, før det foretog en hasarderet manøvre, som fik det til at krænge stærkt. Kanonerne, som ikke var surrede, rullede mod læsiden, og skibet kæntrede. Samtidig var der udbrudt brand i skibet, ilden nåede krudtkammeret før vandet, og skibet sprang i luften med et enormt brag. Kun 40 af den 800 mand store besætning overlevede. Admiral Creutz selv omkom. Også viceadmiralens skib brød i brand og sprang i luften. Nogle svenske skibe blev entrede og andre gik på grund.
Den svenske flåde blev så ilde tilredt, at den ikke blev kampklar igen denne sommer.
Nu var havet frit for Christian 5.'s invasion og tilbageerobring af Skånelandene.
Den 27 juni 1676 ankrede den dansk-hollandske flåde op ved Ystad og landsatte tropper, som derefter erobrede byen. Karl 11. sendte straks sit kavaleri mod denne by.
Men landsætningen af den egentlige danske hær begyndte ved Råå syd for Helsingborg den 29. juni 1676 uden at møde modstand.
Det siges at Christian 5. var overstadig af glæde, da han kunne sætte foden på skånsk jord. Han hoppede omkring som en skoledreng. Et hurraråb fik ham til at stivne. Han troede svenskerne kom, men det var hans egne soldater som gav udtryk for deres begejstring. En gammel kone kunne fortælle at svenskerne var i fuld fart på vej mod Ystad.
Sænkningen af datidens største orlogsskib, det svenske "Stora Kronan" i Slaget ved Öland den 1. juni 1676 mellem den dansk-nederlandske flåde og den svenske. Udsnit af maleri af Claus Møinichen, 1686. Foto Claus Møinichen - Kalmar Museum Wikipedia.
I begyndelsen gik det strygende. Helsingborg Slot overgav sig den 3. juli. Landskrona faldt den 11. juli 1676. Senere faldt også Kristianstad. Hele Blekinge og de befæstede byer Carlshamn og Christianopel blev erobret af danskerne.
Den franske gesant, som fulgte de svenske tropper, skrev: "Jeg har aldrig set en sådan forvirring og uorden som ved dette tilbagetog, der fuldstændig lignende en flugt".
Fra Norge rykkede statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve ned i Bohuslen og afbrændte Vänersborg i Vestergötland.
En dansk styrke under general Duncan blev sendt op gennem Halland for at møde nordmændene. Men ved Fylle Å, øst for Halmstad, den 17. august 1676 blev de overrasket af svenskerne under Karl 11. Kun en styrke på 5-600 ryttere slog sig igennem og nåede tilbage til Skåne. Denne sejr var en stor opmuntring for svenskerne.
Midt i felttoget nedlagde hærens øverstkommanderende, Hans Adolf af Plön, sin kommando. Det skyldtes Christian 5.'s indblanding i hærens ledelse. Hans Adolf ville rykke mod nord og erobre også Halmstad, hvilket kongen modsatte sig.
Hans Adolf, der var en bestemt herre, havde mange rivaler og modstandere blandt de andre generaler, og desuden nærede Christian en afsky for selvbevidste mænd, hvilket han også viste i forhold til Griffenfeld. Men nu ville kongen være sin egen overgeneral for det felttog, som gik så strålende.
Kongen erklærede årets felttog for endt, og lod hæren gå i vinterkvarter i området mellem Helsingborg og Ängelholm. Selv rejste han til København, hvor han blev modtaget som en triumfator. Kanonerne drønede fra krigsskibene og voldene. Skibe og huse var illuminerede med hundreder af lygter.
I årtier havde svenskerne udskrevet unge mænd til militærtjeneste i deres mange krige, både fra Skånelandene og det egentlige Sverige. At blive taget som soldat blev betragtet som en dødsdom, kun få vendte nogensinde tilbage til deres landsbyer. Derfor flygtede mange af karlene til skovs og blev "snaphaner", hvilket udtryk oprindeligt betegnede en slags landevejsrøvere. Fra skovene førte de "Den Lille Krig", som var en guerillakrig mod svenskerne.
Snaphanerne opererede over alt i Skånelandene, men de holdt først og fremmest til i de gamle Gønge herreder. Gøngerne havde tradition for fremragende bøssemageri. Deres lange bøsser var efterspurgte både i Danmark og Sverige. Gøngerne støbte deres egne kugler og producerede selv deres krudt.
Snaphaneskulptur i Hässleholm skabt af kunstneren Axel Ebbe i 1934, som forestiller snaphanen Lille Mads. Statuen er placeret i Hembygdsparken. Foto David Castor Wikipedia.
Snaphanernes største kup var. da de røvede en transport med hele den svenske krigskasse.
Om morgenen den 25.juli 1676 rygtedes det at en svensk transport med hele den svenske krigskasse havde gjort holdt ved kirken i Loshult ved grænsen til Småland. Transporten bestod af et vogntog med plademønter af kobber med en samlet vægt på 100.000 kg. siges det Den var kun bevogtet af 15 ryttere under kaptajn Gustav Lilienstrøm.
Seks bønder fra Loshult egnen red til den danske lejr og fik en korporal, en trompeter og ti ryttere med tilbage. Anført af rytterne angreb en talrig skare af mænd og kvinder bevæbnet med høtyve og køller de uforberedte svenskere, der slappede af på kirkegården. Ni af dem blev dræbt, medens resten reddede sig nordpå med nogle af vognene, som dog senere blev røvet af smålandske bønder.
Snaphanerne havde flere gange haft bud efter kong Karl.
En legende fortæller, at da han red gennem Morrum Kirkeby stod en snaphane på lur med sin lange bøsse. Han havde kongen på kornet og skulle til at trykke af, da et blad kom dalende og ødelagde hans sigte, så skuddet blev en forbier.
En anden gang, siges det, da kongen alene besøgte præsten i Åhus, omringede snaphanerne præstegården og gennemsøgte den, men fandt ikke den kongelige gæst. Han havde nemlig efter præstens råd gemt sig i skorstenen, hvor han måtte tilbringe en times tid, medens præsten beværtede snaphanerne med øl og brændevin.
Den Lille Krig blev ført med den allerstørste grusomhed. Et glødende spyd eller en træpæl presset op gennem endetarmen og ud bag nakken og plantet ved vejkanten. Sådan spiddede svenskerne efter sigende hundredvis af fangne snaphaner til skræk og advarsel for forbipasserende. Fangne svenske officerer kunne blive ristet over sagte ild.
Da alle Karl 11.'s forsøg på at slå snaphane-oprøret ned havde vist sig forgæves, besluttede Karl 11. at statuere et eksempel.
I dybeste hemmelighed planlagde han i april 1678 at ødelægge to af snaphanernes højborge, Ökened og Gemsö sogne ved at dræbe alle våbenføre mænd. Oberstløjtnant Johan Hedefeldt fik ordre til at marchere til Gønge Herred med 200 mand. Den kongelige ordre lød:
"Når han kommer til Ökened, hvor snaphanerne ikke alene skal have tagen sin største retirade, men også det meste rov være forvaret, lader han i hele sognet nedhugge alt mandskab, som kan bære gevær og skåner alene kvindekøn og børn, men opbrænder gårdene, efter at alt kvæg og viktualier er udbårne givende alt øvrigt, hvad han finder til plyndring. Derfra marcherer han til Gemsö, fortfarende mod de troløse og snaphanerne, som de finder, på den hårdeste måde, så de andre af deres eksempel må vide at tage sig i vare".
Men efter Ökened afblæste kong Karl aktionen og istedet udlovede han en pengepræmie for hver uskadeliggjort snaphane. Ti rigsdaler for en levende og det halve for en død, som blev afleveret til de svenske myndigheder.
Medens Christian stadig hvilede på sine laurbær i København, fik Karl 11. - inspireret af sejren ved Fylle Å ved Halmstad - rejst en ny hær angivelig på 16-17.000 mand. Den 25. oktober 1676 gik den over grænsen ved Markaryd. Hæren for hårdt frem og plyndrede nådesløst landsbyerne på dens vej. Sårede danske soldater, som var indkvarterede på gårdene blev simpelthen slået ihjel. Kong Karl havde håbet at overraske den danske hær, men han blev sinket af at bønderne fældede træer henover vejen, og snaphaner beskød hæren fra skovene med deres lange bøsser.
Svenskerne erobrede Helsingborg, men kunne ikke stille noget op mod slottet. Den danske hær undgik slag og dækkede sig bag åerne. Svenskerne manglede proviant, alt måtte tages fra bønderne, og jo flere plyndringer jo flere snaphaner, som uden skånsel gjorde det af med omstrejfende svenskere.
Den svenske hær var hærget af sult og sygdom og soldaterne døde i hundredvis: "På kirkegårdene lå store bunker af døde kroppe sammenkastede oven på jorden som store bunker brænde".
Sidst i november 1676 stod den svenske hær overfor en fuldkommen katastrofe, et par uger endnu og hæren ville ikke længere eksistere. Men så slog vejret om til frost og i løbet af nogle dage frøs Lödde Å til og kunne passeres.
Natten til den 4. december 1676 førte Karl 11. sin hær over åen i buldrende mørke. Den danske patruljering var sjusket, og først hen på morgenen blev de klar over at svenskerne var på march.
Slaget ved Lund i Skåne i 1676. Karl 1. vender tilbage efter hans forfølgelse af de flygtende danske ryttere og skaber panik i danske rækker. I alt blev der dræbt 9.000 soldater, hvoraf de 6.000 var danske. Svenskerne sejrede takket være overlegen ledelse.
Slagets optakt var et kapløb mellem den danske venstre og den svenske højre fløj om at komme først til den taktisk vigtige Sankt Liberts Høj nord for Lund.
Svenskerne kom først. Henad formiddagen lykkedes det dem at omgå den danske venstre fløj og angribe fra siden og bag fra, hvorved enevældens nye nationale kavaleri gik i panik og flygtede mod Landskrona.
Karl 11. kunne ikke modstå fristelsen til at forfølge den slagne fjende og derved kom han over den næsten tomme danske lejr, som var fuld af alle former for forsyninger. Store forråd faldt i svenskernes hænder.
Hen på eftermiddagen havde hærenes centrum fået kontakt med hverandre. Efter en kort artilleriduel kom det til heftige nærkampe og svenskerne veg tilbage. Den franske ambassadør, som fulgte de flygtende svenske soldater, skrev allerede på en mistrøstig rapport til sin konge om Karls store nederlag.
Men på et tidspunkt besindede kong Karl sig, afbrød forfølgelsen og vendte tilbage til slagmarken, hvor de tilbageværende danske tropper var ved at få overhånd.
Men netop som de danske tropper var ved at forberede det afgørende angreb, dukkede Karl og hans ryttere op i ryggen på danskerne eller fra en anden uventet kant. synet af den svenske konge i spidsen for kavaleriet indgød nyt mod i svenskerne, som på ny gik til angreb. På et øjeblik vendte situationen sig. De nylig sejrsikre danske tropper blev omringet, al orden forsvandt på ingen tid og blev til forvirring og flugt.
Det var kun sørgelige rester af den danske hær, der ud på aftenen nåede i sikkerhed bag Landskronas volde.
Slaget ved Lund var en katastrofe for danskerne. Af en styrke på omkring 11.000 mand mistede omkring 6.000 livet, formentlig et par tusinde mand blev såret - og 1.500 mand blev taget som krigsfanger af den svenske hær.
I tidligere krige bestod det danske infanteri hovedsageligt af hvervede udenlandske knægte, men tilsyneladende udgjorde danskere en meget stor del af fodfolkene i enevældens hær i slaget ved Lund. De adelige rytterfaner, som udmærkede sig i Kalmarkrigen, var erstattet af enevældens nationale rytteri, som for venstre fløjs vedkommende, flygtede ved kontakt med fjenden.
Der er beretninger om at officererne i den danske hær, som hovedsagelig var tyskere, ikke sparede sig selv og mange faldt. Det er svært at pege på at svigtende ledelse på dette niveau, skulle være årsag til at der så let opstod forvirring og panik i de danske rækker.
Den svenske hær havde i årtier kæmpet i talrige krige i Europa. Det er nemt at forestille sig at alle svenske enheder omfattede veteraner, som var gruppernes naturlige ledere, der gav psykisk støtte til de mere uerfarne soldater.
Men mange af enevældens danske enheder, havde aldrig før været i kamp, og derfor gik disse oftere i opløsning på grund af forvirring og panik.
Christian 5. nægtede at se kendsgerningerne i øjnene, og et par dage efter holdt han et strålende indtog i København med erobrede faner og andre trofæer, og han beordrede alle landets kirker til at holde takkegudstjeneste for sejren i Slaget ved Lund.
Efter slaget belejrede Karl 11. alle byer, som var besatte af danskerne. Helsingborg faldt som den første. I kapitulationsaftalen hed det sig at besætningen skulle have fri afmarch til dansk område, og danskerne regnede med at det betød den korte vej over Sundet til Helsingør.
Men det stod der ikke noget om i kapitulationsbetingelserne. Danskerne blev i det hårde vintervejr tvungne til at marchere helt op til Jämtland og først der, fik de lov til gå over grænsen til Norge. Kun 160 ud af de 700, som startede dødsmarchen, overlevede. Det samme grimme trick blev de danske besætninger i Kristianopel og Carlshamn udsat for, da de overgav sig i foråret 1677. De danske protester blev hånligt afvist med en henvisning til at danskerne selv året før havde sendt besætningen i Landskrona hjem over Livland.
Slaget i Køge bugt den 30. juni 1677. Foto: En episode af søslaget i Køge Bugt 1677 af Anton Melbye (1818 - 1875). Statens Museum for Kunst. Wikipedia.
I Skåne havde danskerne nu kun to støttepunkter tilbage, og svenskerne belejrede dem begge, nemlig Landskrona og Kristianstad.
Efterhånden var der samlet 10.000 danske soldater i Landskrona, medens den svenske belejringsstyrke kun omfattede 3.000 mand. Men inden danskerne kunne beslutte sig til at gøre udfald, havde svenskerne trukket sig tilbage.
Derefter undsatte Christian 5.'s hær det belejrede Kristianstad.
Nu manglede der blot Malmø, som svenskerne havde holdt lige fra krigens begyndelse. Efter for kort tids belejring stormede danskerne byen natten til den 26. juni 1677. Det lykkedes at trænge ind bag voldene, men svenskerne skød stormbroerne over voldgraven i stykker, så reserverne ikke kunne følge efter. Den mislykkede storm kostede 3.000 danske soldater livet.
I sommeren 1677 havde svenskerne fået genopbygget deres flåde efter katastrofen i slaget ved Öland det forudgående år. Deres strategi var at vinde herredømmet i Øresund og derved afskære resterne af den danske hær i Skåne fra moderlandet.
Omkring den 31. maj 1677 forsøgte en mindre svensk flådeenhed under admiral Erik Sjöblad at sejle fra Göteborg gennem Øresund for at slutte sig til den svenske hovedflåde i Østersøen. Den blev afskåret ud for Møn af en overlegen dansk styrke under Niels Juel og fuldstændig nedkæmpet i løbet af to døgn.
Efter dette slag sejlede Niels Juel til Køge Bugt for at reparere og få nye forsyninger.
Om aftenen den 30. juni 1677 fik han den svenske hovedflåde under admiral Horn i sigte.
Slaget den følgende dag kaldes Slaget i Køge Bugt 1677, men som faktisk fandt sted mellem Stevns og Falsterbo, endte med en overvældende dansk sejr. Det store svenske orlogsskib, "Draken", gik på grund ved Stevns Klint, og danskerne erobrede otte svenske orlogsskibe og et antal mindre skibe. Syv af skibene kunne indlemmes i den danske flåde. Svenskerne havde omkring 3.000 døde, sårede og tilfangetagne, medens det danske tab begrænsede sig til omkring 100 døde og 275 sårede.
Den svenske admiral, Henrik Horn, var oprindelig feltmarskal, før han blev sat i spidsen for den svenske flåde, medens Niels Juel i sin ungdom havde været i hollandsk tjeneste som søkadet og deltaget i flere større søslag mod den engelske flåde i "Den Første Engelsk-hollandske Krig". I 1654-56 deltog han under admiral Michiel de Ruyter i to togter til Middelhavet mod nordafrikanske pirater. Han havde erfaringer i moderne søkrig om, hvorledes man udnytter vind og strøm og de tykke skyer af krudtrøg, som altid fremkom i søslag.
Resultatet af Slaget i Køge Bugt 1677, som det kaldes, ødelagde de svenske planer om at opnå søherredømmet i de danske farvande og betød, at der fortsat var forbindelse mellem moderlandet og resterne af den danske hær i Skåne.
Den Nederlandske Hævnkrig fandt sin afslutning ved Freden i Nijmegen i 1678 og og Freden i Saint-Germain i 1679, i hvilke Frankrig opnåede anseelige territoriale gevindster. Med freden blev Frankrig frigjort på alle andre fronter end Skandinavien og kunne vende hele dets opmærksomhed og potentielle stridskræfter til støtte for sin allierede, Sverige, i krigen mod Danmark.
Den Skånske krig sluttede i 1679. På sin allierede Sveriges vegne dikterede Frankrig fredsbetingelserne i Freden i Fontainebleau den 24. august 1679.
På trods af at danskerne havde erobret Gotland, Forpommern og Wismar, og stadig var i besiddelse af det meste af Skåne, og nordmændene havde afvist de svenske angreb og erobret Bohuslen, fik Danmark-Norge ikke lov til at beholde blot en fodsbred af Skåne.
Slaget ved Lund. Karl 11., Rutger von Ascheberg og Erik Dahlbergh udnytter et hul i de danske rækker, som er opstået på grund af forvirring blandt danskerne. Oliemaleri fra 1696 af Johann Philip Lemke. Wikipedia.
For at bevare Sveriges prestige blev freden med Danmark gentaget i Lund den 27. september 1679 med de betingelser, som Frankrig allerede havde dikteret Danmark i Fontainebleau.
Danmark-Norge mistede permanent Skåne Halland, Blekinge, Bohuslen, Jämtland og Herjedalen til Sverige. Freden lod Sveriges grænser være stort set intakte, og de tyske provinser, som danskerne havde erobret fra Sverige i begyndelsen af krigen, blev i det væsentlige bevaret for Sverige.
Dette var, hvad den intelligente rigskansler, Griffenfeld, så vedholdende havde advaret imod i 1674, hvilket prellede fuldstændig af på Christian 5. "Uden Frankrig får vi ikke Skåne tilbage!", sagde Griffenfeld.
33. Store Nordiske Krig
Allerede i 1697 sendte Christian 5. en gesandt ved navn Paul Heinz til Moskva med den opgave at søge at opnå en alliance med Rusland vendt mod Sverige.
Det var kendt at den svenske konge, Karl 11., var alvorlig syg og hans søn og tronfølger, som også hed Karl, var da 15 år gammel, hvilket ville sige at Sverige inden længe ville blive ledet af en ung og uerfaren konge. Desuden var også den internationale situation gunstig for en diplomatisk eller militær aktion med det formål at trænge Sverige tilbage, idet England, Nederlandene og den tyske kejser var engageret i den Pfalziske Arvefølgekrig mod Frankrig, og kunne forventes at være mindre interesserede i, hvad der foregik i Norden.
I slutningen af 1699 havde man i al hemmelighed opbygget en alliance mellem Christian 5. af Danmark, Peter den Store af Rusland og August 2. af Sachsen-Polen.
Christian 5. ønskede at stoppe den holstensk-gottorpske hertugs uafhængighed og fjendskab mod Danmark, idet hertugen var støttet af Sverige. På længere sigt ønskede han at genvinde Skånelandene.
Peter den Store ønskede at føre sit rige ud til Østersøen.
August af Sachsen-Polen ønskede at generobre "Livland", som meget groft bestod af moderne Letland.
Christian 5. døde den 25. august 1699 og blev efter Kongelovens regler uproblematisk efterfulgt af sin søn som Frederik 4., ser helt tilsluttede sig planen. Han var Danmarks tredjde enevældige konge.
Danmark-Norge deltog i den Store Nordiske Krig i to perioder med 10 års mellemrum. Første periode var året 1700, hvor Danmark blev tvungen til at slutte separatfred i Traventhal allerede i august måned samme år, og anden periode var efter Karl 12.'s katastrofale nederlag til Peter den Store ved Poltava i moderne Ukraine i 1709 indtil Freden i Frederiksborg den 3. juli 1720.
De tre allierede staters aktion var planlagt til at starte i begyndelsen af året 1700. Danmark skulle falde ind i hertugen af Gottorps område i Slesvig og Holsten og samtidig skulle August 2. af Sachsen-Polen angribe Livland.
Tønning nord for Ejderens udløb i Vadehavet. Wikipedia.
Der var det lille problem med Peter den Store, at Rusland var i krig mod tyrkerne. Men alle regnede med at det ville ordne sig i løbet af kort tid.
Men "ingen plan overlever kontakt med fjenden", som den preussiske generalfeltmarskal Helmuth von Moltke sagde. Det var så sandt, som det var sagt, især når fjenden var Karl 12. og den svenske krigsmaskine.
I foråret 1700 angreb Frederik 4. hertugen af Gottorp med en hær på 19.000 mand, og inden længe var hertugen indesluttet i fæstningen Tønning, som ligger på den nordlige side af Ejderen tæt dens udmundingen i Nordsøen. Så vidt så godt. Men derefter begyndte det at gå galt.
Øresund var datidens Hormuz Stræde. Alle de store sejlskibe brugte kilometervis af tovværk, som var lavet af hør, hamp og lindebast. Sejlene var lavet af hør. Hvilke råvarer alle var helt uundværlige.
Disse råvarerne kom i stort omfang fra det baltiske område, og de skulle igennem Øresund for at komme frem til Vesteuropa.
Nederlandene og Storbritannien var store søfartsnationer, og de ønskede ikke at der skulle blive krig i Østersøområdet med alt, hvad det ville medføre af pirater og kapere. De ønskede heller ikke, at den samme magt skulle herske på begge sider af Øresund.
Frederik 4. modtog en engelsk note, som i høflige vendinger informerede ham om at en engelsk-nederlandsk eskadre ville blive afsendt til Østersøen, hvis han ikke straks trak sine tropper tilbage fra hertugen af Gottorps land og betalte skadeserstatning.
Fra syd nærmede sig en forenet svensk-engelsk-hannoveransk-hollandsk hær til undsætning for den belejrede hertug i Tønning. Alle syntes at elske hertugen af Gottorp.
Den svenske flåde forlod Karlskrona den 26. juni. Kong Karl 12. var selv med ombord på linjeskibet "Konung Carl", som førte 108 kanoner, 750 sømænd og 150 soldater. Den forenede sig med den engelsk-nederlandske eskadre ud for København.
Den danske flåde havde i mellemtiden søgt ly for overmagten i Københavns havn.
De allieredes vigtigste våben i juni og juli 1700 mod København og den danske flåde var de nye bombarderskibe, som kunne beskyde fæstninger og byer fra søsiden med en slags morterer. De skød i en høj bue, hvilket gjorde dem i stand til at ramme mål bag volde og mure.
Men de tidlige bombarder skibe var ikke bygget tilstrækkeligt solidt under dæk til at optage kraften fra rekylen, derfor det blev ikke til så meget med bombardementet i 1700.
En almindelig kanon i 1700 tallet optog rekylens bevægelsesenergi ved at bevæge sig baglæns - modsat skudretningen, men morterer, som skød opad, kunne i sagens natur ikke bevæge sig modsat skudretningen og sendte i stedet en trykbølge ned i dækket, hvad det i længden ikke kunne holde til.
Danskerne forsvarede sig med stykpramme, som skulle blive en dansk specialitet lige indtil slaget på Rheden i 1801. En pram med et lille fribord blev bestykket med svære kanoner og slæbt på plads langs et fjendtligt orlogsskib. Fjendens kanoner havde svært ved at ramme den, da den lå så lavt i vandet, medens stykprammen kunne affyre en bredside, der ikke kunne undgå at ramme lige ind i siden på det fjendtlige skib.
Da den danske flåde var indesluttet i København og således sat ud af spillet, så Karl 12. muligheden for at overføre tropper til Sjælland. Den 3. august 1700 landsatte han de første 2.500 mand ved Humlebæk efter en kort skududveksling med nogle danske ryttere og bønder. To uger senere havde han en styrke på 10.000 mand til sin rådighed omfattende både infanteri og kavaleri, og han var ved at gøre klar til at angribe København.
Den svenske sejr ved Narva i 1700. De slagne russere nedlægger deres faner foran Karl 12. Malet af Gustaf Cederström i 1910. Gustaf Cederström - Bodil Karlsson/ Nationalmuseum Wikipedia.
Men så kom den - for ham meget uvelkomne - meddelelse om at der var sluttet fred mellem Frederik 4. og hertugen af Gottorp i Traventhal.
Lederne af den engelsk-nederlandske flåde eskadre konkluderede da, at de havde udført deres opgave og meddelte Karl 12., at de ville sejle hjem. England og Nederlandene var ikke interesserede i at den samme magt skulle herske på begge sider af Øresund. Som et vink med en vognstang tilbød de at hjælpe kong Karl med at få hans tropper tilbage til Skåne.
Fordi, at når den engelsk-nederlandske flåde havde forladt Øresund, kunne den dansk-norske flåde løbe ud fra havnen i København, jage de svenske orlogsskibe væk og afskære forbindelsen mellem Skåne og den svenske hær nord for København.
Karl 12. måtte bide i det sure æble og anmode den engelsk-nederlandske flåde om at beskytte ham mod danskerne, medens han bragte sin hær tilbage til Skåne.
Den dansk-norske krigsmarine var en stærk flåde, som omfattede 50 orlogsskibe heraf 21 linjeskibe, som var tidens største krigsskibe med 50 til 100 kanoner og besætninger på flere hundrede mand. Det største skib var linjeskibet "Christianus Quintus" med en besætning på 662 mand.
Ved Freden den 18. august 1700 i
Traventhal i det sydøstlige Holsten måtte Danmark slutte separatfred og dermed lade sine forbundsfæller i stikken. Frederik 4. måtte acceptere hertugens suverænitet i Slesvig-Holsten-Gottorp, betale 260.000 rigsdaler i krigsomkostninger og love ikke at støtte Sveriges fjender.
Men ved sin hjemkomst til hovedstaden den 1. september 1700 lod Frederik sig hylde af Københavns begejstrede borgere. Med et stort følge lod han sig ro rundt i havnen til besætningernes hurraråb. I digte og flyveblade blev det fremhævet, at København havde modstået tre staters flåder.
Den Store Nordiske Krig gik videre uden Danmark-Norges medvirken.
Først vendte den 18-årige Karl 12. sig mod Peter den Store, som belejrede den svenske fæstning, Narva, med 30.000 mand. I et forrygende snevejr gik svenskerne til modangreb den 30. november 1700 med 8.000 mand ledet af Karl personligt, og de dårligt øvede russiske soldater lod sig nedsable næsten uden modstand.
Året efter vendte Karl sig mod kong August af Sachsen-Polen, jog hans hær ud af Livland, besatte Kurland og drog derefter ind i Polen. Den 19. juli 1702 vandt han en stor sejr over den sachsisk-polske hær ved Klissow 75 km nordøst for Krakow og indtog derefter Krakow. Han sejrede på ny ved Pultusk og fik polakkerne til at afsætte kong August og vælge Stanislaus Leszinski til konge i stedet.
De baltiske områder i svensk storhedstid. Thomas Blomberg Wikipedia.
I Freden i Altranstädt i september 1706 tvang Karl 12. også kong August til at slutte separatfred og derved opgive forbundet med Rusland under Peter den Store.
Nu manglede han blot Rusland.
Men Zar Peter havde i mellemtiden lært sin lektie. Han havde tilegnet sig svenskernes kampmetoder. Russerne indtog de svenske fæstninger, Nöteborg ved Nevas udspring i Ladoga og Nyenskanse ved Nevas udløb i den Finske Bugt. Derefter begyndte han straks at anlægge sin nye hovedstad, Sankt Petersborg ved Neva floden.
Men i stedet for at prøve at generobre fæstningerne ved Neva floden valgte Karl 12. at gå mod Moskva. I flere mindre træfninger sejrede svenskerne, men kong Karl fik aldrig det store afgørende slag, som han ønskede. Alle byer var tømt for mennesker, og markerne var brændt af, hvor de end kom frem.
I september 1708, da svenskerne stod 40 mil fra Moskva med en udmattet og hastigt svindende hær, tilstod kong Karl overfor kvartermester Axel Gyldenkrok at han ingen plan havde. Den 25. september valgte kongen at bryde op og drage mod syd i håb om at finde mere frugtbare områder, hvor de kunne få mad og hvile.
En svensk styrke på 12.000 mand under general Lewenhaupt var på vej fra Østersøprovinserne med mad og ammunition. Men da de mødtes var undsætningshæren skrumpet til 7.000 udmattede soldater uden forsyninger efter mødet med overlegne russiske enheder.
Den svenske hær led enorme tab på deres lange march på grund af kulde og sult, idet russerne brugte den brændte jords taktik. Selv den russiske lokalbefolkning havde aldrig set noget lignende. Tusinder af soldater mistede hænder, fødder, næser og endog kønsdele i den russiske vinter.
Kong Karl blev opsøgt af en ukrainsk hetman (hovedmand, en slags konge for kosakker) ved navn Ivan Mazepa, som lovede at tusinder af kosakker ville slutte sig til svenskerne, når de kom til Ukraine.
Men da den svenske hær endelig nåede frem til Ukraine, stod den overfor en stor russisk hær, og der dukkede kun nogle få hundrede kosakker op, siges det.
Slaget ved Poltava den 28. juni 1709 i moderne Ukraine var et vendepunkt i Den Store Nordiske Krig.
Sin vane tro søgte kong Karl at tage initiativet imod de numerisk overlegne russere. Han udførte et natligt angreb på deres befæstede lejr, men i mørket blev en stor del af det svenske infanteri afskåren fra hovedhæren og nedkæmpet. Slaget blev et fuldstændig nederlag for den svenske hær. General Lewenhaupt måtte overgive sig med 15.000 mand, hvoraf de fleste aldrig så Sverige igen.
Men det lykkedes kong Karl og hetman Ivan Mazepa at undslippe til Moldavien, som på denne tid var behersket af tyrkerne. Her levede han fem år til november 1714, hvor han besluttede at vende tilbage til Sverige.
Æresøjlen i den ukrainske by Poltava som mindes den russiske sejr i slaget ved Poltava 1709. Foto Vlad Butsky from San Jose, CA, USA. Uploaded by Szczebrzeszynski Wikipedia.
Hollænderen Justus van Effen, som rejste i Sverige i 1710 skrev: "Vore køresvende var altid gamle skæggede gubber. I hele Sverige så jeg ingen unge mænd mellem 20 og 40 år, undtagen som soldater. Længere oppe i landet fik vi ofte drenge på 11-12 år som kuske, ja mere end tyve gange blev vi kørt af piger."
Da efterretningerne om Karl 12.'s fuldstændige nederlag ved Poltava nåede København, forekom det indlysende at nu var der en mulighed for at vinde Skånelandene tilbage. Den 28 juni 1709 sluttede August den Stærke af Saksen - men ikke længere af Polen - og Frederik 4. af Danmark-Norge igen forbund mod Sverige i forbindelse med en række overdådige fester i Dresden. Danmark skulle rykke ind i Sverige fra Sjælland og Norge, medens Saksen angribe Polen.
Krigserklæringen kom den 28. oktober 1709.
Ledet af Christian Ditlev Reventlow gik danskerne den 12. november 1709 i land ved Råå, som de havde gjort i den Skånske Krig i 1675. På bagagevognene var påskreven "Aut nunc aut numquan", hvilket er latin og betyder "nu eller aldrig".
Fra et højdedrag i nærheden betragtede den svenske general Stenbock landgangen. Han havde kun tre rytterregimenter med sig og turde ikke gå til modangreb. "Jeg har aldrig lært, hvorledes ryttere skal slås mod orlogsskibe" skal han have sagt. I stedet trak han sig tilbage til Småland for at forberede sin modoffensiv.
Ganske som i den tidligere krig lykkedes det hurtigt at erobre det meste af Skåne. Nogle mindre træfninger faldt ud til danskernes fordel. Den svenske flåde lå indefrossen i Carlskrona som et fristende bytte, men så langt nåede danskerne ikke, idet et rygte om at svenskerne rykkede frem gennem Småland fik dem til at trække sig tilbage.
På helt utrolig kort tid var det lykkedes Stenbock at skrabe en hær sammen omkring Växjö. Hans soldater kaldtes "Bockens Getapojkar". De var klædt i ureglementerede uniformer og marcherede ofte i træsko, siges det. Men deres våben og udrustning fejlede ikke noget. Stenbock sagde: "De slag, som slås i vadmelstrøjer, er lige så gode som dem, der udkæmpempes i de prægtigste uniformer."
Den danske øverstkommanderende Christian Ditlev Reventlow blev syg og blev erstattet af Jørgen Rantzau, som ikke havde sine Rantzau-forfædres militære talenter.
I Slaget ved Helsingborg den 10. marts 1710 stod danskerne i en god forsvarsstilling, men Rantzau beordrede rytteriet til modangreb og red selv i spidsen med dragen sabel. Han engagerede sig selv i heftige nærkampe og mistede derved overblikket, hvilket blev udnyttet af den erfarne Stenbock.
Det menes at danskerne havde omkring 5.000 faldne og sårede og 2-3.000, som blev taget til fange. Svenskernes samlede tab var kun omkring 3.000.
Det lykkedes den danske flåde at evakuere hæren, men hele artilleriet og omkring 4.000 heste kunne ikke medtages på skibene, og man undte ikke svenskerne at få dem. Derfor blev tusinder af heste slagtet i et ubeskriveligt blodbad. De danske ryttere nøjedes ikke med at slå dem ihjel. De skar også bugen op på dyrene så indvoldene væltede ud for at gøre det så besværligt som muligt for svenskerne at rydde op bagefter.
Hærens store proviantforråd kunne man heller ikke tage med over Sundet. Det blev spredt i Helsingborgs gader, så byen til sidst lignede - og lugtede som - en gigantisk losseplads. Oprydningen efter den danske hær blev pålagt byens fattige og tog flere uger.
I september 1710 forsøgte man at overføre et russisk ekspeditionskorps på 6.000 mand fra Danzig til Skåne eskorteret af den danske flåde. Det mislykkedes på grund af dårligt vejr og problemer med kommunikationen med de russiske skibe.
Det brændende Dannebroge i slaget i Køge Bugt 1710.
Der er udkæmpet to søslag, som begge kaldes "Slaget i Køge Bugt", nemlig "Slaget i Køge Bugt 1677", som var Niels Juels blændende sejr, og "Slaget i Køge Bugt 1710", hvor Iver Huitfeld og hans tapre besætning vedvarende kæmpede indtil deres skib, Dannebroge, sprang i luften.
Efterfølgende ankrede hele den danske flåde, inklusive 26 linjeskibe, fregatter og mindre fartøjer, op i Køge Bugt for at tage forsyninger ombord og reparere master og rigning, som var beskadigede på grund af det dårlige vejr.
Den 4.oktober 1710 holdt admiral Gyldenløve møde med sine skibschefer, da udkigsmanden meldte at han så en mængde sejl i horisonten. Efter nogen tvivlrådighed viste det sig at være den svenske flåde, som med vinden fra agter styrede direkte mod de uforberedte danske skibe.
Nu blev det en kamp for livet. Ankre blev kappet, og overalt på skibene myldrede matroser og soldater i desperat aktivitet for at gøre klar til kamp. Dækkene var fyldt op med alt muligt, og i kampen for at rydde dem blev beklædning, kufferter, hønsehuse, gæs, ænder og hylende svin smidt overbord.
Det lykkedes at bringe skibene ud på dybere vand og ordne dem i tre kampgrupper, der krydsede op mod vinden og svenskerne, klar til kamp.
Den forreste gruppe under kommando af Iver Huitfeldt på linjeskibet Dannebrog brød i brand efter en kort skudveksling. For ikke at drive ind i de øvrige danske skibe lod Huitfeldt ankeret gå. Medens han fortsatte med at skyde mod de svenske skibe, åd ilden sig stadig nærmere krudtmagasinet. Noget senere sprang Dannebrog i luften med et kæmpebrag og sank til havets bund med Iver Huitfeld og hans 600 mand store besætning.
To svenske linjeskibe gik på grund ved Dragør. Svenskerne prøvede at få dem fri. Da det ikke lykkedes, stak de dem i brand. Den følgende dag sejlede den svenske flåde tilbage til Carlskrona.
Fra sit eksil i Moldavien gav Karl 12. den sejrrige general Stenbock ordre til at komme de truede svenske provinser i Nordtyskland til hjælp. Endnu engang formåede Stenbock at stampe en hær på over 10.000 mand op af jorden.
Det lykkedes ham at undgå den danske blokade og føre den nye hær fra Karlshamn over til Rügen, hvor den blev landsat nær Dornbuch. Men hærens forråd forblev på transportskibene, og de 70-80 skibe blev angrebet, brændt eller sænket af den danske flåde under Gyldenløve den 29 september 1712 med den unge søløjtnant Peter Wessel som en ivrig deltager.
Det varede fire uger inden Stenbocks hær blev sat over til fastlandet.
Derefter drog den svenske hær mod vest ind i Mecklenburg, formentlig i søgen efter mad til soldaterne og foder til hestene, medens den afventede Karl 12.'s genkomst.
Her mødte svenskerne den danske hær den 20. december 1712 ved Gadebuch omkring 30 km sydøst for Lübeck. Den danske hær siges at have udgjort 6.300 ryttere og 9.350 fodfolk støttet af 3.500 saksiske ryttere. Den svenske hær bestod af 6.000 ryttere og 7.800 fodfolk. Den svenske hær var således klart numerisk underlegen, men overlegen med hensyn til artilleri og ledelse.
Resultatet blev en total svensk sejr, hvor de danske og saksiske styrker blev splittet og i alt 6.000 mand dræbt, såret og taget til fange mod omkring 1.600 svenskere. Slaget endte ved nattetid med klageråb fra den iskolde sumpede slagmark, hvor sårede tiggede om hjælp.
Efter slaget skulle der i landsbyerne rundt omkring have ligget omkring 1.500 sårede danske soldater uden pleje. Den danske stabskirurg Heinrich Hoffmann, der nåede frem i begyndelsen af januar i det nye år, fandt stadig sårede, som ingen tog sig af. Svenskerne havde plejet deres egne, men fjendens sårede soldater lod de blot ligge.
Feltmarskal Magnus Stenbock. 1664-1717. Maleri af Johann Heinrich Wedekind. Wikipedia.
Frederik 4. skulle efter sigende selv have været til stede under slaget og optrådt med betydeligt personligt mod.
Men svenskerne var udmattede og fulgte kun langsomt efter de vigende danskere. Undervejs brændte de Altona af, selv om byen tilbød at betale 50.000 rigsdaler for at blive skånet.
Magnus Stenbock havde sandsynligvis planlagt at gøre Karl 10. Gustav kunsten efter ved at gå over isen og angribe København.
Men hårdt presset af allierede hære søgte de 13.000 udmattede svenske soldater i februar 1713 ly og sikkerhed i den gottorpske fæstning, Tønning, som ligger i Holsten nord for Ejderens udløb i Nordsøen. Hele halvøen Ejderstedt blev belejret af danske og saksiske styrker.
De syge og udhungrede svenske soldater truede med at gøre mytteri, og Magnus Stenbock måtte overgive sig den 15. Maj 1713 med hele sin hær. Dog først efter at de havde dræbt alle deres heste. Feltmarskal Stenbock blev ført som fange til København, hvor han døde fire år senere.
Men svenskerne var stadig ikke slået. Karl 12. besluttede sig for at vende tilbage fra sit eksil i Moldavien. Forklædt forlod han Moldavien og red de 2.150 km på utrolige 16 dage og nåede natten mellem den 22. og 23. novemberStralsund, som blev belejret af hans fjender, som blev stadig flere, idet kong Frederik Vilhelm af Preussen og Georg 1. konge af England og kurfyrste af Hannover, havde sluttet sig til alliancen mod Sverige.
Da Karl 12. forblev i Stralsund, ventede man, at en svensk hær skulde overføres til Pommern, for at han derfra kunne angribe sine fjender. Danske rekognosceringsskibe observerede med mellemrum den svenske flåde i Carlskrona, og udrustningen af den danske hovedflåde blev fremskyndet.
I begyndelsen af april 1715 afsejlede Schoutbynacht Wachtmeister fra Karlskrona med 4 Linjeskibe og 2 Fregatter. Eskadren drev de danske skibe bort, og fregatten Hvita Ørn erobrede endog under Rügen den danske fregat Ørnen efter to timers kamp.
Allerede den 17. april forlod en dansk eskadre, under Gabel, på 8 linjeskibe og to fregatter, inkluderet Løvendals Galej, under Peter Wessel, sin ankerplads i Øresund for at jage Wachtmeister.
Eskadrerne mødtes i et søslag sent på dagen den 24. april 1715 ud for Femern. Tidligt på aftenen ville svenskerne prøve at bryde gennem et hul i den danske linje, men de danske Skibe sluttede rettidigt op og nåede at give det førende svenske linjeskib "Sødermanland" en så heftig beskydning, at det mistede bovspyddet, og skibschefen faldt. I ly af mørket søgte Wachtmeister at undvige gennem Store Bælt, men vind og strøm var imod ham, og han var nødt til at søge mod den snævre vestlige del af Østersøen, som kaldes Kolberger Heide, hvor Christian 4. mistede sit ene øje i 1644.
Blandt de svenske skibe var den legendariske fregat "Hvita Ørnen", som blev anset for at være det hurtigste skib i Skandinavien. Under dets kaptajn Printz havde den taget en del danske priser og nedkæmpet to danske fregatter.
Peter Wessel, adlet som Tordenskjold (1690 - 1720), malet i efteråret 1719 af Balthasar Denner. Søhelten forærede maleriet til sin bror Caspar Wessel.
På auktionen i 1923 over Emil Glückstadts kunstsamling fik norske og danske bud maleriet op i den rekordhøje pris af 79.000 kr., siden har det hængt på Frederiksborgmuseet. H.E. Gosch & Co., der ydede økonomisk støtte til købet, har siden 1882 anvendt portrættet på sine tændstikæsker.
Balthasar Denner Wikipedia.
Under forfølgelsen var Peter Wessel den første, der nåede den svenske eskadre, som selv var løbet på grund ved Bülck Hoved ved indløbet til Kielerfjorden, og nu var i fuld gang med at ødelægge skibene. Wessel truede imidlertid den svenske eskadrechef Wachtmeister i Gabels navn med, at hans besætninger ikke ville finde skånsel, hvis han ikke straks ophørte med ødelæggelsen. Wachtmeister strøg da flaget for Wessel, kastede sin kårde over bord og overgav sig, hvorefter Wessel med den svenske admiral om bord sejlede Gabel i møde.
Det svenske flagskib "Hedvig Sofie" var for ødelagt til at kunne bjerges, men de
andre tre linjeskibe og to fregatter blev i de følgende dage bragt flot og indlemmedes senere i den danske krigsmarine.
Som belønning for sin indsats fik Peter Wessel overdraget kommandoen over "Hvita Ørnen", som blev omdøbt til "Hvide Ørn".
I efteråret 1715 tog han med sine 30 kanoner på Hvide Ørn kampen op med to svenske skibe, nemlig linjeskibet Ösel på 54 kanoner og fregatten Gotland på 30, og jog dem på flugt efter fem timers kamp. Sammen med hans tidligere bedrifter indbragte denne sejr ham den 24. februar 1716 adelstitlen Tordenskjold.
Den svenske fæstning Stralsund kapitulerede juledag 1715, men nogle få dage forinden var det lykkedes Karl 12. at forlade byen i en lille båd. Efter 15 års fravær satte han igen foden på svensk jord nær Ystad.
Sverige havde tabt hele sit imperium bortset fra det Finland, som vi i hovedsagen kender det i dag. Werden-Bremen, Wismar, Stralsund, Livland, Estland og Ingemanland var alt sammen gået tabt.
De andre alliancemagter, Sachen, Preussen, England-Hannover og Rusland havde stort set fået, hvad de ville have, og havde ikke længere megen appetit på krig. Den Store Nordiske Krigs sidste fase var i hovedsagen et opgør mellem Sverige og Danmark -Norge.
Det lykkedes den svenske konge at stable en ny hær på benene. Han ønskede at angribe Danmark ved at gå over isen på Øresund, som hans berømte forfader Karl 10. Gustaf gik over Lille Bælt og Store Bælt. Men Øresunds is brød op efter en hård storm og planen måtte opgives.
Derefter besluttede han sig for at erobre Norge.
Norske stednavne i slutfasen af Store Nordiske Krig. Fæstningen Fredriksten ligger i byen Fredrikshald, som i dag hedder Halden. Eget arbejde.
Karl 12. valgte derefter at invadere Norge fra Halland og Bohuslen, idet han førte sine forsyninger frem med skibe langs Kattegat kysten. Han gik forbi fæstningen Fredriksten i byen Fredrikshald, og erobrede Christiania uden store problemer, men uden belejringsartilleri kunne han ikke stille noget op mod fæstningen Akerhus.
En dansk undsætningsstyrke afskar den svenske forsyningslinje ved Moss, hvilket fik Karl 12. til at trække sig tilbage fra Christiania langs elven Glomma for i stedet at indlede en belejring af fæstningen Fredriksten, som var dygtigt forsvaret af brødrene Colbjørnsen.
Indbyggerne i byen Fredrikshald satte ild til deres egne huse, således at de svenske soldater ikke havde dækning mod beskydning fra fæstningen.
Et stormangreb den 4. juli 1716 mislykkedes med store svenske tab. Fire dage senere kunne Karl 12. modtage meddelelse om at Tordenskjold havde ødelagt hele hans forsyningsflåde i fjorden Dynekilen.
Aktionen i Dynekilenden 8. juli 1716 var Tordenskjolds største bedrift. Han overraskede og tilintetgjorde en stor svensk transportflåde, hvilket forhindrede en svensk invasion af Norge.
Dynekilden betragtedes af svenskerne som umulig at angribe fra søsiden, idet den er en snæver fjord, som umuliggør manøvrering, og kun et frontalangreb er muligt. Svenskerne havde desuden placeret et kanonbatteri på en lille holm i indløbet til fjorden. Yderligere var forsyningsflåden bevogtet af omkring 400 soldater. Men Tordenskjold havde en afgørende fordel, nemlig den overlegne artilleristyrke på hans stykpramme.
Tordenskjold rådede over to fregatter, "Hvide Ørn" og "Vindhunden", to stykpramme, "Hielperen" og "Arca Noa", og tre galejer, "Louise", "Prins Christian", og "Charlotte Amalie".
Angrebet startede klokken seks eller syv om morgenen. Det var ikke uden dramatik, idet trossen til stykprammen "Hielperen" sprang under bugsering. Både prammen og den galej, som trak den, gik på grund ganske nær det svenske batteri på den lille holm. Men efter rasende kampe lykkedes det danskerne at erobre kanonbatteriet, ødelægge kanonerne og påny få prammen under bugsering.
Omkring klokken tretten var den danske eskadre nået ind i bunden af Dynekilen, hvor transportskibe lå. De svenske galejer, som skulle forsvare dem, blev sat på grund af besætningerne selv, hvorefter de flygtede af angst for Tordenskjolds overvældende artillerikapacitet på stykprammene, det samme gjorde besætningerne på forsyningsflåden. Men de havde ikke spildt tiden, men brugt den til at placere brændende lunter forbundet med krudttønder og tjærefade over alt i den hensigt at ødelægge skibene, så de ikke faldt i danskernes hænder, idet der var rigeligt med krudttønder på forsyningsskibene.
Det var en kamp mod tiden at få slukket lunterne, inden det hele eksploderede.
Dynekilen i Google Maps. Der er 6-7 km fra indløb til bunden af fjorden.
Aktionen i Dynekilen var en overvældende dansk sejr, som blot kostede 19 faldne og 57 sårede på dansk side. Det lykkes at erobre stykprammen Stenbocken og muligvis 9 transportskibe lastet med forsyninger, 5 galejer og andre flådefartøjer. Resten af skibene blev sat i brand og således ødelagt, måske fra 6 til 20 fartøjer.
Carl kunne ikke fortsætte krigen i Norge uden forsyninger, og derfor opgav han belejringen af Fredriksten, trak sig hurtigt tilbage over Svinesund og brændte broerne bag sig. Den 12. juli 1716 var der ikke en eneste svensk soldat tilbage i Norge.
På grund af denne hændelse udnævnte Frederik 4. Tordenskjold til kommandør.
Men Karl 12. havde ikke glemt Norge. I efteråret 1718 invaderede han landet med en endnu større hær end sidste gang, nemlig omkring 36.000 mand fordelt på flere hære. Han havde kun efterladt omkring 14.000 mand til forsvaret af det sydlige Sverige.
Kongen ledede selv den største hær mod det sydlige Norge, medens general Carl Gustaf Armfeldt ledede den mindre hær, som gik ind i Trøndelag. Svenskerne forsøgte at belejre Trondheim, men havde store vanskeligheder med at skaffe sig mad.
Karl 12. selv gik direkte mod fæstningen Fredriksten. Ved at gå systematisk frem og først erobre grænseområderne håbede han at undgå en lignende fiasko som i 1716.
Frederikstens garnison, som var på mellem 1.400 og 1.800 mand, kæmpede forbitret for at holde stand mod den store svenske styrke, som under deres konges personlige kommando, men de led et alvorligt tilbageslag, da den forreste bastion, Gyldenløves Bastion faldt den 8. december 1718. Opmuntret af den hårdt tilkæmpede succes intensiverede den svenske hær deres angreb mod hovedfæstningen.
Udsnit af maleriet "Karl 12.'s ligfærd", som blev malet af Gustaf Cederström (1845-1933). Det hænger på Göteborgs Kunstmuseum. Motivet er de svenske styrkers tilbagetrækning efter den mislykkede belejring af Fredriksten i 1718, hvor den svenske konge blev skudt og dræbt. Foto Wikimedia Commons.
Men om aftenen den 30. november 1718 inspicerede Karl 12. skyttegravene foran Fredriksten. Mellem kl. 8 og kl. 9 blev han ramt i tindingen af en kugle og blev dræbt på stedet.
Derefter opgav de svenske tropper ved Fredriksten al videre kamp og førte liget af deres faldne konge hjem til Sverige.
Da den udhungrede svenske hær i Trøndelagen fik at vide at deres konge var død opgav også de al videre krigsførelse og påbegyndte et tilbagetog. Men på vej over Tydalsfjeldet blev hæren overrasket af en heftig snestorm, som kostede 3.000 svenske soldater livet.
Med Karl 12.'s død afsluttede historien Sveriges stormagtstid, og det var ventet at den ny konge, Frederik 1., som var Karls svoger, ville søge fred. Svenskerne var trætte af de mange krige, som havde varet længe nok. Sverige var udpint og fattigt og på randen af et sammenbrud. Russerne brændte og plyndrede langs den svenske østersøkyst.
Ikke desto mindre afviste den nye svenske konge alle fredsforslag fra Danmark.
Modstræbende samlede den danske kong Frederik 4. en hær og rykkede fra Norge ind i Bohuslen. I den forbindelse blev viceadmiral Tordenskjold pålagt at angribe og erobre den svenske flådebase, inklusive skibene, på øen Marstrand omkring 20 km nord for Gøteborg, hvor den var beskyttet af den stærke fæstning Karlsten ledet af kommandør Heinrich Dankwart.
Det svenske militær i en elendig forfatning. Fæstningens soldater var hovedsagelig polske og saksiske krigsfanger, som var blevet motiveret til at gå i svensk krigstjeneste, og kommandør Dankwart havde ikke tillid til dem.
Skibene kunne ikke stævne ud, for der var ikke matroser til at bemande dem. Soldater, håndværkere og officerer var utilfredse, fordi de meget længe ikke havde fået udbetalt deres løn.
Meget tyder på at Marstrands kommandør befandt sig i en tilstand af dyb depression. Han kunne ikke længere se, hvordan han kunne leve op til sine pligter med de midler, som han havde til rådighed. Det forekom ham sikkert at hans situation i det hele taget var unfair, og krigen var meningsløs.
Ifølge et bevaret brev tilbød Tordenskjold kommandanten på fæstningen Carlsten "at efterse den anstalt, som til attakken er gjort" og han tog imod tilbuddet.
I følge legenden førte Tordenskjold derefter sine soldater fra gade til gade, således at de beskænkede svenske officerer fik vist de samme soldater flere gange og derved kom til at tro, at Tordenskjold rådede over langt flere end de 2-300 soldater, som han rent faktisk havde. Deraf kommer udtrykket "Tordenskjolds soldater" for eksempel om en forening, hvor det kun er samme personer, som dukker op til alle arrangementer igen og igen.
Om Tordenskjold virkelig skulle have råbt "Hvad dælen nøler I efter?" da han personligt mødte op på fæstningen for at få den tøvende kommandant til at tage imod tilbuddet om kapitulation mod fri afmarch, ved man ikke, men at han vovede sig ind under fæstningens mure er en kendsgerning.
I den senere krigsret sag efter den forsmædelige kapitulation, blev de svenske officerer dømt til døden, fordi de ikke havde benyttet denne oplagte mulighed til at uskadeliggøre den frygtede fjende.
Den utålmodige Tordenskjold tiltaler en ydmyg Danckwardt i Marstrand: "Hvad dælen nøler I efter?" Maleri af Otto Bache "Mandsmod og kongegunst". Originalen er i Fyns Kunstmuseum, Odense. Foto Wikimedia Commons.
Men, som man kunne vente, nåede den danske hær ikke langt ned i Bohuslen, før den engelske konge kom på banen og truede med at han ville erklære Danmark-Norge krig, hvis det ikke kom til forhandlingsbordet. Det var blevet et mantra blandt de europæiske magter, at den samme magt ikke måtte herske på begge sider af det vigtige stræde, Øresund. Desuden var englænderne bange for russernes fremtrængen i Østersøen.
Ved Freden i Frederiksborgden 14 juli 1720 med medvirken af Storbritannien og Frankrig fik Danmark ingen territoriale gevinster bortset fra den gottorpske del af Slesvig-Holsten, selvom Danmark ved krigens slutning var i besiddelse af Bohuslen, Marstrand, Stralsund, Wismar, Rügen, Stralsund og dele af Vorpommern.
Men Danmark fik en kontant erstatning for de erobrede svenske områder og øgede indtægter fra Øresundstolden, da svenske skibe fra nu af også skulle betale told.
Den 4. juli 1721 lod Frederik 4. sig hylde som arveherre af en stænderforsamling i hertugdømmet Slesvig og overtog derved de hertugelige dele af det gamle danske len.
For at fejre freden lod Frederik 4. bygge et slot ved Esrum sø i Nordsjælland, som han gav navnet Fredensborg.
