Enevælde i fred og velstand
I sit testamente, som han skrev i 1723, advarede Frederik 4. sin søn mod at vælge rådgivere blandt den gamle danske adel.
En af enevældens grundlæggende ideer var at monarken skulle være konge for hele folket, og der skulle ikke være noget mellemlag i form af adelsmænd. Men kun Frederik 4. prøvede at leve op til dette ved at være synlig for folket og tilbyde audiens for alle på særlige ugedage. Den pietistiske Christian 6. holdt sig utilnærmelig på sit slot. Frederik 5. var i praksis ude af stand til at regere på grund alkoholisme, Christian 7. var sindssyg og Frederik 7. var ligeledes indisponeret.
Da kongerne således havde udelukket sig selv fra at rekruttere generaler og embedsmænd blandt den danske adel, som stort set var den uddannede del af befolkningen, måtte de vende sig mod udlandet. Schulin, Moltke, Bernstorff og Schimmelmann var alle tyskere og Saint Germain var franskmand, men ikke desto mindre tjente de loyalt Danmarks interesser med engagement og dygtighed.
36. Christian 6.
De enevældige konger ønskede at erstatte de adelige rytterfaner med et nationalt rytteri. Derfor blev en del af det omfattende krongods, som kongerne havde sat sig i besiddelse af i forbindelse med reformationen, udskilt som rytterdistrikter. Definerede grupper af bønder i disse distrikter fik pligt til hver at stille med en fuldt udrustet rytter i tilfælde af krig.
I 1720 var der 12 rytterdistrikter, som repræsenterede 12 rytterregimenter.
I forbindelse med rytterdistrikterne blev der fra 1721 til 1727 oprettet i alt 240 mere eller mindre ens rytterskoler. Mange adelige godsejere fulgte trop og oprettede skoler for bøndernes børn.
Rytterskolerne var et afgørende vendepunkt i Danmarkshistorien. For første gang lærte ret almindelige mennesker at læse og skrive. Børnene blev undervist gratis i kristendom og læsning, medens skrivning og regning krævede forældrebetaling. Rytterskolerne anses for at være forløbere for et offentligt skolevæsen.
Rytterskolen ved Brønshøj Torv. Der blev bygget 149 næsten identiske skolebygninger.
En tavle af sandsten over indgangsdøren bærer en dansk-latinsk indskrift, der med Frederik 4.s monogram øverst, indledes således: "Denne skole tillige med 240 lignende har jeg i året 1721 grundlagt i de distrikter, som er oprettet af mig til altid at underholde 12 ryttereskadroner". Foto Thomas Hindsgaul Wikipedia.
Udover ryttereskadronerne indførte Frederik et slags hjemmeværn bestående af 7 regimenter, der skulle fungere som reserve for den egentlige hær. De blev dog afskaffet under Christian 6. fordi godsejerne manglede arbejdskraft.
Da Frederik 4. døde i 1730, forviste hans søn, Christian 6. omgående sin stedmoder, dronning Anna Sophie Reventlow, fra hoffet og fratog hende alle godser og ejendomme, fordi hun kun var af adelig herkomst, og en enevældig monarks dronning burde være af fyrstelig herkomst, mente han. Desuden var han forarget over sin faders mange elskerinder. Anna Sophie blev sendt til sit fødehjem, herregården Clausholm i nærheden af Randers, med påbud om ikke at forlade dette gods.
I sit testamente, som han skrev allerede i 1723, advarede Frederik 4. sin søn mod at vælge rådgivere blandt den gamle adel.
Christian 6. var Danmarks fjerde enevældige konge. Han var den første danske konge i adskillige hundrede år i hvis regeringstid, der ikke var krig.
Kong Christian er beskrevet som "sky og kejtet, ængstelig ved ansvar og afgørelser, og inderligt utilpas ved udførelsen af sine repræsentative og ceremonielle forpligtelser". Ligeledes huskes kongeparret for "deres fuldstændige mangel på folkelig optræden, deres stærke pietistiske engagement og deres udprægede tyskhed".
Christian 6. søgte al sin åndelige næring i Tyskland og sørgede for, at dronningens talrige slægtninge fik embeder i Danmark.
Kongen og dronningen viste sig meget sjældent eller aldrig for folket. Slottet var lukket og utilnærmeligt. Når en karet kørte ud, var gardinerne trukket for.
Kongens ministre var i stort omfang tyskere. Således var den forsigtige udenrigsminister, Schulin, præstesøn fra Bayern. Men uanset hans tyskhed lykkedes det ham at styre Danmark-Norge uden om alle krige. Han fortsatte i Griffenfelds spor og søgte at knytte rigerne til Europas førende magt, Frankrig.
Christian 6. forbød enhver forlystelse om søndagen. I 1735 udstedte han en helligdagsforordning om tvungen kirkegang, hvor pligtforsømmelser medførte bøder eller ophold i gabestokken.
Men det ændrer ikke, at han tog mange initiativer, som bidrog til hans rigers fremgang i lykke og velstand.
Den 30. december 1730 ophævede han Københavns privilegier med hensyn til handel med vin, brændevin, salt og tobak. Som begrundelse angav han, at han havde erfaret, at den tidligere ordning ikke havde bibragt hovedstaden den fordel, som var tilsigtet, endvidere at den havde været til skade for andre købstæder i riget.
Desuden ønskede han, at handelen med varer for alle undersåtter skulle være " - fri og u-behindret".
Kong Christian udtalte: "Mit sentiment er dette, at jeg kun søger mine undersåtters lyksalighed, thi går det dem vel, så går det også mig vel, og det kan ikke gå dem vel, uden når commercie og manufaktur blomstre."
For at løse godsejernes problemer med mangel på arbejdskraft og dermed sikre fødevareforsyningen blev stavnsbåndet indført i 1733. Det blev forbudt mænd mellem 14 og 36 år at forlade det gods, som de var født på.
Christian 6. (1699-1746), konge af Danmark og Norge, hertug af Slesvig, hertug af Holsten og greve af Oldenburg.
Han var en seriøs og ansvarlig konge, men lille og spinkel af statur og med en pibende fistelstemme, og måske derfor viste han sig meget sjældent for offentligheden. Foto Wikimedia Commons.
Den Herrnhutiske Brødremenighed var et protestantisk kirkesamfund, der kom til Danmark i 1727. De stammede fra Bøhmen, hvorfra de var blevet fordrevet af den katolske kirke. I 1722 slog de sig ned i byen Herrnhut i Sachsen som en pietistisk brødremenighed ledet af den tyske teolog og pietistiske præst, Zinzendorf. Herrnhutiske missionærer ankom til Grønland i 1733.
Pietismen, promoveret af den kongelige famlie tog afstand fra teater, som blev betragtet som forlystelsessyge. Lille Grønnegade Teater, som opførte stykker på dansk, herunder Holbergs komedier, måtte lukke. Vist nok ikke på grund af et egentlig forbud, men mere fordi det blot ikke var i tidens ånd, og publikum svigtede.
Inspireret af pietismen gjorde Christian 6. i 1736 konfirmationen lovpligtig i Danmark. For at blive konfirmeret skulle man bestå en kundskabsprøve i kristendom, som blev dokumenteret af en konfirmationsattest. Uden konfirmationsattest var man dårligt stillet i samfundet, da den var en forudsætning for at stå fadder, vidne og blive gift.
Også i 1736 indførte han juridisk embedseksamen ved Københavns Universitet.
Ligeledes i 1736 lod han oprette den seddeludstedende Kurantbank for at fremme vareomsætningen. Den skulle blive forløberen for Nationalbanken.
I 1739 lod Christian 6. opføre Tugt- og Børnehuset på Christianshavns Torv i København med plads til 500 indsatte, hvoraf dog kun et mindre antal var børn. Det fleste var "ryggesløse mennesker og liderlige kvindfolk", der i stedet for en tilværelse som arbejdsløse, kriminelle, tiggere eller prostituerede blev sat til at karte og spinde uld.
I Holbergs komedie, Maskerade fra 1724, lader han den sparsommelige Jeronimus hævde det humane synspunkt, at det er fornuftigere at give penge til de fattige end at gå til maskerade, men den økonomisk forstandige Henrik svarer: "Herre, der er to slags fattige udi et land, nogle er lade stoddere og andre er arbejdsomme stoddere. De lade stoddere er de, som går omkring og tigger og ikke vil arbejde - De arbejdsomme stoddere er skræddere, skomagere, sælgerkællinger, makron- og sukker-brødskællinger og lejekuske. Dem rækker vi hånden."
I 1742 lod kong Christian oprette Grosserersocietetet, som havde til formål at skabe en klasse af købmænd og redere.
Under kong Christian opretholdtes et betydeligt militært beredskab. Som vi så, var der 12 rytterregimenter. I 1739 kunne kongen indvie en tørdok, i dag kaldet Gammel Dok, til brug for flådens skibe.
Christian 6. døde den 6. august 1746, 46 år gammel, på Hirschholm Slot i Hørsholm. Han blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik.
37. Frederik 5.
Frederik 5. var den femte enevældige konge. Hans regeringsperiode huskes som en lykkelig fredsperiode uden krige.
Udsnit af maleri af Pilo af Frederik V af Danmark. Foto by Szilas in the national museum, Stockholm Wikimedia Commons.
Ved det danske hof i det tidlige 1700-tal taltes hovedsageligt tysk. Frederik beherskede det danske sprog dårligt, og hele livet talte han bedre tysk end dansk. Dette forhindrede ham dog ikke i at lære lidt dansk, som han senere brugte i private notater, dog meget ubehjælpsomt. Hans moder kaldte ham "Der Dänische Prinz", fordi han ind imellem talte dansk.
Han var en meget venlig, munter og imødekommende person, som gerne omgik personer fra alle samfundslag. Han elskede jagt, vin og kvinder, og sammen med sine svirebrødre turede han rundt i Københavns værtshuse og bordeller.
Selvom han var vokset op ved et strengt pietistisk hof, blev han aldrig selv grebet af pietismen.
Den unge Frederiks seksuelle appetit og alkoholforbrug voksede til et sådant omfang, at hans fader på et tidspunkt overvejede at umyndiggøre ham. Men hans rådgivere overbevist ham om, at det ville ikke var klogt. For det første ville det være et brud på Kongeloven, og for det andet ville det være et problem for det enevældige kongedømme at indrømme, at tronfølgeren ikke var i stand til at regere.
Frederik manglede interesse for regeringsførelsen, og som konge var han svag og uselvstændig. Magten lå hos overhofmarskal Moltke og udenrigsminister Bernstorff, der med sikker hånd varetog statens tarv i de daglige regeringsforretninger.
Som kronprins blev han i 1743 gift med prinsesse Louise af England.
På baggrund af Frederiks kongelige forældres lukkethed og pietisme blev kronprinseparret hurtigt meget populært. Især prinsesse Louises naturlige og umiddelbare væsen og interesse for almindelige menneskers liv vakte folkets kærlighed.
Det unge kongelige par fik fire børn, her i blandt den senere Christian 7.
Frederik 5.s regeringstid - fra 1746 til 1766 anses - for at være en lykkelig og fremgangsrig tid, hvor borgerskabet oplevede en afslappet og livsglad atmosfære efter den pietistiske periode under Christian 6.
På det kongelige slot afholdtes - i modsætning til tidligere - baller og selskaber, til hvilke også borgerlige standspersoner blev indbudte, blandt andre Ludvig Holberg, der fortæller om, hvor godt tilpas han følte sig ved Frederiks hof.
Kongen støttede Hans Egedes mission i Grønland.
I hans tid opførtes Ludvig Holbergs komedier på dansk på Komediehuset i Lille Grønnegade i København.
Men den unge Frederik kunne ikke holde sig borte fra de orgier, som han havde vænnet sig til. Udover sine fire børn med dronning Louise nåede han i samme periode at få fem børn med sin yndlingselskerinde, Else Hansen, kaldet Madam Hansen, nemlig fire døtre og en søn.
Da Frederik blev konge i august 1746 havde hans alkoholforbrug udviklet sig således, at han ikke var i stand til at lede en regering alene, og han var fuldstændigt afhængig af at støtte sig til sine rådgivere. Den reelle magt kom således til at ligge i hænderne på hans rådgivere, som var overhofmarskal Adam Gottlob Moltke, diplomat og udenrigsminister Johann Hartwig Ernst Bernstorff og finansmanden Heinrich Carl Schimmelmann.
Til københavnernes sorg døde dronning Louise i forbindelse med en graviditet i 1751.
Udsnit af maleri af overhofmarskal Adam Gottlob Moltke 1760 malet af Gustaf Pilo. Wikipedia.
Moltke var født i Mecklenburg. Han havde dog nogen tilknytning til Danmark, idet hans fader, oberstløjtnant Joachim von Moltke, havde været dansk officer. En af hans onkler var staldmester hos Frederik 4.'s broder, Prins Carl, en anden var amtmand på Møn, hvilken sidste fik sin nevø ansat som page hos daværende kronprins Christian. Senere blev han udnævnt til kammerpage hos den 7-årige prins Frederik, den senere Frederik 5.
Ved tronskiftet i 1746 formulerede Moltke et sæt regeringsregler for sin konge: "Da det ikke er muligt, at en regent kan befatte sig med alle detaljer i sin regering, og da der derfor - er oprettet et konseil og særlige kollegier, ville det være ønskeligt at kongen optog folk, som ved deres klogskab, dygtighed, redelighed og erfaring ville være hans tillid værdig. Til gengæld bør kongen yde ministrene sin fulde tillid, ikke låne øre til sladder eller sætte den enkelte under opsyn: Thi en mand, der ikke føler at han nyder tillid, vil i alle sine handlinger være ængstelig og vil oftest forfalde til at tænke - mere på sin egen stilling end på statens vel og aldrig vove at sige sin oprigtige mening. Kongen bør nok afskedige dem, der svigter tilliden, men dog bære over med dem, der fejler af menneskelig svaghed."
Moltke advarede mod at lytte til dem, der foreslår dramatiske ændringer i det bestående styre. Det er bedre at reformere langsomt end på en gang at "vælte alt over ende" - "Der er overhovedet intet, der er skadeligere for en stat end stadige forandringer".
Moltke gjorde intet for at styre hverken Frederiks seksuelle appetit eller hans alkoholforbrug, men til gengæld bevarede han kongens tillid, hvilket blev af afgørende betydning efter Frederiks tronbestigelse. Statsledelsens fundament fra 1746 til 1766 var Frederik 5.s ubetingede tillid til Moltke.
Bernstorff var født i Hannover i en godsejerfamilie med tradition for at fostre diplomater og embedsmænd. Efter sin universitetsuddannelse var han fra 1729 til 1731 på dannelsesrejse i Europa, hvor han studerede nationernes juridiske, kulturelle, politiske, økonomiske og militære forhold. Han talte flydende fransk, men lærte aldrig at tale godt dansk.
Takket være familieforbindelser kom han i den dansk-norske konges tjeneste under udenrigsminister Schulin og udførte en række diplomatiske opgaver. Ved Schulins død i 1750 blev han udenrigsminister, idet Schulin allerede havde peget på ham før sin død.
Historikeren P. Vedel mente at vide at Bernstorff havde veldefinerede mål med udenrigspolitikken. Hvilke var at føre en afgjort fredelig politik og bestandigt stræbe efter "at bevare Danmark-Norges neutralitet" i tilfælde af "en almindelig europæisk krig", at "opretholde et effektivt krigsberedskab", "at samle landet indenfor dets naturlige grænser" og "udslette de sidste spor af de fordærvelige delinger, som tidligere konger havde foretaget af hertugdømmerne".
Johan Hartvig Ernst Bernstorff. Foto Louis Tocque - Own photo reproduction of an expired work of art. Wikipedia
Forretningsmand og skatmester Heinrich Carl Schimmelmann var født byen Demmin i Pommern i 1724 som søn af en købmand. Han fik sandsynligvis ikke anden uddannelse end hvad en dreng kunne få i en lille tysk by. Det lykkedes ham at blive leverandør til den preussiske hær under Den Preussiske Syvårskrig og tjene godt derved, men han mistede pengene igen, da han blev røvet af saksiske ryttere. Snart efter oprettede han en materialhandel i Dresden og opnåede at blive leverandør til den Preussiske hær. Han købte porcelænsfabrikken i Meissen og solgte den igen med god fortjeneste.
Men på grund af de urolige forhold i Preussen flyttede han i 1759 alle sine forretninger til Hamburg. Her købte han godset Ahrensburg i Holsten på den anden side af Elben og blev derved den dansk-norske konges undersåt. Det fik Bernstoff øje på, og inden længe blev Schimmelmann knyttet til Danmark-Norges regering som skatmester, en slags finansminister.
Schimmelmann på sin side var formentlig tiltrukket af Danmark-Norges neutralitetspolitik, som tilbød muligheder for uhindret global handel.
I Danmark bidrog Schimmelmann som skatmester afgørende til at løse den finansielle krise, som skulle opstå på grund af udgifterne til at holde den store hær under våben i de følgende år, 1761 og 1762. Han opnåede udenlandske lån på favorable vilkår og fik udskreven en upopulær ekstraskat per person i alle kongens lande.
I 1768 effektiviserede Schimmelmann sammen med Bernstoff dansk landbrug efter holstensk mønster. I 1776 var han involveret i et ambitiøst men fejlslagent forsøg på at udvide hvalfangsten i Nordatlanten. I 1778 var han en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Vestindisk Handelsselskab, som var et handelskompagni, der skulle udnytte de muligheder, der viste sig under den amerikanske uafhængighedsskrig. Han ejede Hellebæk geværfabrik nord for Helsingør, en sukkerraffineringsfabrik i København og fire sukker plantager på de dansk-vestindiske øer.
Efter Peter den Stores død i 1725 blev hans datter, Elizabeth Petrovna - efter et intermezzo med den mindreårige Ivan 6. - zarina af Rusland. Elizabeths søster var Anna, gift med den detroniserede hertug Carl Frederik af Holsten-Gottorp. Elizabeth var barnløs, og derfor adopterede hun sin søsters søn, Karl Peter Ulrik, som den fremtidige zar af Rusland, meget som Margrete 1. i sin tid adopterede den lille Bugislav og gjorde ham til Erik af Pommern.
Rusland var i krig mod Preussen i "Syvårskrigen" 1756 til 1763. Men ikke desto mindre hadede den unge Peter Danmark og beundrede Preussen, og han lagde ikke skjul på, at han ville rette et russisk angreb mod Danmark-Norge i samarbejde med Preussen, når han blev zar, for at give hertugen af Gottorp hans rettigheder tilbage. Hvilket tvang den danske regering til at mobilisere en hær på 25-30.000 mand.
Bernstoff var helt klar over den meget farlige situation. I erkendelse af at enevælden ikke rådede over hjemlige militære eksperter på dette niveau, overtalte han i 1761 den franske general Claude Louis de Saint Germain til at gå i dansk tjeneste og forestå den danske hær. Allerede ved sin første overfladiske inspektion leverede generalen en sønderlemmende en kritik af troppernes tilstand.
Desuden gav de Saint Germain gav følgende beskrivelse af situationen i Danmark: "Adelsvældet er kun tilsyneladende udryddet. Adelen hersker endnu og af frygt for at kongen skulle gøre sig almægtig i det indre, hvis han vandt anseelse udadtil, er den imod at han får en hær. Den nuværende hær er kun et blændværk. Adelens overmagt i staten hviler på det herredømme, den har beholdt på sine godser. Adelsmændene er små despoter og snarere at regne som skatskyldige vasaller end undersåtter. Hvorved er dette herredømme kommet i stand? Ved anordningerne om landmilitsen. Med denne landmillits, som er ubrugelig til rigets forsvar, er på en gang et middel til at undertrykke menigmand og en hindring for en god sammensætning af hæren. Dette er den egentlig grund, hvorfor fodfolket med store bekostninger rekrutteres blandt udlændinge, bærmen fra Tyskland."
Zarina Katarina 2. af Rusland. Foto Imdvor.ru
Den 5. januar 1762 døde zarina Elizabeth Petrovna, og gottorperen Karl Peter Ulrik blev Zar af Rusland som Peter 3..
Den 16. august 1862 skrev den preussiske kong Frederik den Store i sin dagbog, at de russiske styrker under marskal Saltykov havde krydset Oderen og var ved at forberede angrebet på den preussiske hovedstad, Berlin. Frederik havde samlet 33.000 mand for en sidste desperat kamp mod overmagten, som han anslog til at være i alt 90.000 mand.
Men pludselig så preusserne, at russerne trak sig tilbage. I stedet foreslog de en separatfred, hvor de gav afkald på alle deres erobringer og tilbød en alliance mod Danmark. Frederik kaldte begivenheden "Huset Brandenburgs mirakel". Den store russiske hær marcherede derefter - i henhold til den ny zars ordre - i stedet mod Danmark.
Allerede i dagene mellem den 9. og 12 juli 1762 havde Saint Germain krydset floden Trave med den danske hær og rykket ind i Mecklenburg.
Bernstoff konstaterede at hverken Frankrig eller Østrig, "der ved de højtideligste traktater" var forpligtiget til at hjælpe, havde en soldat at undvære. Han gjorde stillingen op: "Det bedste er at have venner, det næstbedste er i tide at vide, at man ingen har". I Berlin udtalte Frederik den Store, at de danske ministre var så bange "at de er parate til at drukne sig af angst for at blive skudt".
General Saint Germain havde ikke megen tro på sejr. Han opfordrede Frederik 5. til at slutte fred uanset betingelserne: "Freden er bedre end en krig, der vil knuse os". Men Molkte og Bernstoff var besluttede på at tage kampen op. Bernstoff skrev "Jeg håber, at vi vil værge os godt, eller i det mindste længe."
Den danske hærs spejdere havde allerede haft kontakt med den fremrykkende fjende i nogle dage, da de pludselig kunne iagttage, at russerne nu trak sig tilbage. Kort efter kom nyhederne om, at zar Peter 3. var blevet arresteret af sin dronning, Katarina, allerede den 9. juli 1762, og kort efter dræbt i fængslet. Katarina havde sammen med livgarden og brødrene Orlof selv overtaget magten, og hun beordrede straks de russiske tropper hjem.
"Kongens lykkelige stjerne har gjort et mirakel", skrev Saint Germain til Moltke. Der på sin side skrev i sine notater "Men da faren var størst, var også den trofaste Gud, der aldrig har forladt Danmark, nærmest."
Sagen var at Peter 3. længe havde irriteret russerne. Han opførte sig ofte uforudsigeligt og barnligt. Han lærte aldrig at tale russisk ordentligt og omgav sig med en lille gruppe holstenske lejesoldater. Han beundrede Preussen grænseløst. Selv som voksen låste han sig nogle gange inde i sit eget værelse og genopførte berømte slag med legetøjssoldater og forestillede sig, at han var Frederik den Stores højre hånd.
Som nævnt ovenfor, efter at Peter havde besteget den russiske trone, var noget af det første, som han gjorde, at slutte fred med Preussen i "Syvårskrigen" og opgive alle russiske erobringer, til russernes store ærgrelse.
Udsnit af maleri af den internationale finansmand Heinrich Carl Schimmelmann. Malet af Stefano Torelli - The original uploader was "Der Bischof mit der E-Gitarre" at tysk Wikipedia. Wikipedia.
Under Frederik 5. fortsatte den økonomisk opgangstid, som også havde karakteriseret hans faders tid på trods af pietismen. Det Kongelige Videnskabernes Selskab blev oprettet i 1742, Det Kongelige Teater åbnede i 1748 med blandt andet Ludvig Holbergs komedier på plakaten. Amalienborg Slot blev opført i 1748, Berlingske Tidende blev udgivet første gang i 1749 og Kunstakademiet blev etableret i 1754.
Som det ses, til stor gavn for Danmark-Norges internationale handel lykkedes det med nød og næppe at holde rigerne ude af det første globale stormagtsopgør, nemlig Syvårskrigen, som omfattede kolonikrigen mellem England og Frankrig fra 1755 til 1763.
Frederik 5. døde den 14. januar 1766 som 43-årig efter et hårdt liv fyldt med udskejelser. På trods af hans personlige svagheder var han populær blandt befolkningen, og hans regeringstid huskes som en periode med kulturel og økonomisk fremgang, idet han var støttet af loyale og dygtige embedsmænd som Schulin, Moltke, Bernstoff og Schimmelmann - som alle var tyskere.
38. Christian 7.
Christian 7. huskes som "den sindssyge konge" eller den "gale konge", og meget tyder på at han led af skizofreni.
Den unge Christians intelligens og hurtige opfattelse bevirkede, at man havde store forventninger til ham. Han kunne med lethed gengive, hvad han havde lært, og hans hurtige spotske replikker viste, at han havde øje for svaghederne hos personerne omkring ham. Hans evne til at efterligne hofpræsterne og "parykkerne", som han kaldte ministrene, blev opfattet som skuespillertalent.
Han lærte både dansk, tysk og fransk flydende. Dansk, som det siges, "bedre end nogen dansk konge i lang tid". Han var en god danser og kunne i det hele taget føre sig frem med stor værdighed.
Men i eftertiden er det blevet erkendt, at han led af skizofreni, som tidligere blev kaldt ungdomssløvsind, hvilken lidelse giver sig udslag i uro, ufrivillige bevægelser og grimasser, angst og raserianfald afvekslende med lange sløvhedsperioder foruden psykoser, hvilket vil sige at man oplever fænomener, som ikke er virkelige, for eksempel man hører stemmer eller oplever indbildte forfølgere, og i det hele taget en forstyrret virkelighedsopfattelse.
Skizofreni bryder ofte frem i puberteten.
Men hos den unge Christian var sygdommen i dens første stadier vanskelig at erkende, fordi symptomerne kunne opfattes som en forkælet drengs vanskeligheder ved at administrere sin magt.
Ifølge hans lærer, E.S.F. Reverdil, kunne han sidde i lang tid og betragte sin hånd, medens han prikkede sig i maven med den og kom med mystiske udtalelser om at "gøre sig hård" og træne sig op til fuldkommen følelsesløshed for sin egen og andres smerte. I sin egen "virkelighed" var han en af seks personer, der var født moralsk blinde, og han måtte gøre sig værdig til dette selskab.
Christian 7. i 1768, malet af Nathaniel Dance-Holland. Wikipedia
I de følgende år søgte han at opnå denne evne ved at omgive sig med en rå og brutal omgangskreds.
Ustandselig kredsede hans syge fantasi om "fuldkommenhedstilstanden", snart i ekstrem selvovervurdering, snart i panisk angst. Det første gav sig udslag i følelseskulde overfor andre, og det sidste i slavisk underkastelse over for dem, som havde magt over ham i kraft af brutal optræden.
Snart mente han at han var et forbyttet barn og nærede rædsel for den opgave, som ventede ham som konge. Snart ønskede han at løbe bort og begynde "fra bunden af" for ved egne evner nå samfundets top.
En russisk diplomat bemærkede senere at "Kongen har intet hjerte, der lader ham få lyst til at elske sine medmennesker".
Hans fader, Frederik 5. døde den 14. januar 1766, blot 42 år gammel. I hans sidste år var han sjældent ædru. To gange brækkede han benet i beruselse med efterfølgende lange sygelejer. Ved sin død havde han store væskeansamlinger i benene, hvilket indikerer problemer med nyrer eller lever.
Samme dag blev den 17-årige Christian 7. udråbt som fra Christiansborg Slots balkon af Bernstorff, hvorefter han selv trådte ud på balkonen og vinkede med sin hat til den fremmødte menneskemængde. Han var på dette tidspunkt endnu ikke fyldt 17 år.
Christian 7. var den sjette enevældige konge i Danmark og Norge.
Også i år 1766 år stod brylluppet mellem Christian og hans kusine, den 15-årige Caroline Mathilde af Storbritannien, som var søster til den engelske konge, Georg 3.
Christian havde det svært med kærlighedslivet. Han opsøgte kun modvilligt dronningen i hendes gemakker, og hans lærer, Reverdil, måtte træde til og skrive kærlighedsbreve i kongens navn.
Men i januar 1768 fødte dronning Caroline Mathilde parrets formentlig eneste barn, nemlig den senere Frederik 6.
Stadig som en gift mand plejede kongen omgang med sine svirebrødre. Sammen med den prostituerede, Anna Cathrine Benthagen, med øgenavnet "Støvlet-Cathrine", turede den unge konge og hans soldekammerater rundt på byens værtshuse og bordeller, hvor han satte sin kongelige værdighed på spil ved at smadre inventar. Især spejle blev ofte genstand for hans ødelæggelseslyst.
Under disse natlige soldeture kunne det ske at han blev genkendt og mødt med hånlige tilråb fra "pøbelen".
Kongen og hans slæng af ballademagere var altid parat til rask lille slagsmål, selv med ordensmagten. Han kunne om morgenen stolt fremvise en erobret morgenstjerne.
Til sidst klagede vægterne i deres nød til hoffet. Regeringen greb ind og fik gennemført at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Holsten, hvor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.
Suhm skildrer "Støvlet-Cathrine" som "ej køn, men raffineret, dristig og uinteresseret", hvilket skal forstås således at hun lige som kongen ikke tilstræbte en egentlig erotisk forbindelse, men at også hun har haft psykisk afvigende personlighedstræk. Karl af Hessen omtaler hende som "den mest berygtede person i København".
Den unge konge skabte kaos i regeringen. Når reformtilhængere smigrede ham med at han var den fødte oplyste monark - han havde jo læst Voltaire - der burde indrette sit styre efter sit store forbillede, fik de let hans bifald.
Kun en uge efter tronskiftet afskedigede kongen Saint Germain. Han bemærkede muntert ondskabsfuldt til Reverdil: "Han har gjort springet". Allerede i juli 1766 fik Molkte pludselig afsked fra alle sine vigtigste embeder, og det uden pension, medens han var væk på en kort tur til sit gods på Sjælland.
Den 6. maj 1768 drog kongen ud på den traditionelle store udlandsrejse med et følge på 55 personer. Både Bernstorff og Schimmelmann var med, fulde af bange anelser. Men rejsen forløb ret uproblemfrit, bortset fra at kongen fik flere raserianfald og ødelagde inventar på hotellerne. Men udadtil viste Christian sig fra sin gode side og gjorde et godt indtryk.
Kun den engelske skribent Horace Walpole lagde mærke til kongens rastløshed: "Han farer om fra den ene kant af England til den anden uden at tage noget nøje i syne, udmatter sig selv og ødelægger sine vogne."
d'Alambert var en af de franske encyklopædister fra 1751-72. Han var matematiker og fysiker. La Tours pastel af Jean le Rond d'Alembert Didier Descouens og one more author Wikipedia
Selskabet rejste via Tyskland og Nederlandene til England, hvor kongen modtog ærestitler ved universiteterne i Oxford og Cambridge. Herfra drog det til Paris, hvor det opholdt sig længere tid og kongen mødte oplysningsfilosofferne d'Alambert og Diderot.
Bernsdorff var glædelig overrasket over kongens upåklagelige offentlige fremtræden. Men han vender gang på gang tilbage til den forbløffende mangel på interesse, som kongen udviste - ikke blot for statssager - men også for det enorme opbud af underholdning, der alle vegne blev arrangeret for den kongelige gæst, Kun "de mest indholdsløse fornøjelser faldt i hans smag. Spadsereture, skuespil og damer er for ham en byrde" - alene "hans forkærlighed for det bizarre og oplagthed til hånende kritik kan vække ham til live."
Kongens tyske læge under rejsen, Johan Friderich Struense, fik lov til at rejse med til København. I august 1768 vendte rejseselskabet tilbage til København.
Struense vandt den 17-årige dronning Caroline Mathildes tillid ved at kurere hendes søn. Kongen interesserede sig ikke for hende, og hun levede et ret isoleret liv i det uforudsigelige og uhyggelige danske hof, og hun var glad for at finde en fortrolig ven. Det var formentlig i maj 1769 at Struensee indledte et intimt forhold til dronningen. Kongens ubetingede tillid vandt han sandsynligvis ved at diskutere Voltaire og oplysningsfilosofi med ham.
Struense blev udnævnt til kongelig livlæge, og blev i maj 1769 udnævnt til etatsråd. I begyndelsen af 1770 blev han udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og til forelæser for kongen. Det må have været på dette tidspunkt at han fik ideer om en mere magtfuld position.
Også i 1770 lykkedes det Struense af få fjernet kongens gamle drukkammerat, grev Holck, fra kongens nærhed. Han blev erstattet af Struenses sammensvorne, Enevold Brandt.
Den 15. september 1770 fandt han endelig en anledning til at få fjernet Bernstorff. Den var, at Bernstoff i maj 1770 havde sendt fire linjeskibe, to fregatter og to bombarderskibe mod de algierske pirater i Middelhavet, fordi de havde angrebet mange dansk-norske skibe. Men angrebet mislykkedes på grund af pålandsvind, tekniske problemer med bombarskibene og sygdom blandt mandskabet.
Den 10. december 1770 opløste han "gehejmekonseillet", som var regeringen, og udnævnte sig selv til "maitre des requetes", som betyder "chef for ansøgninger".
Som "maitre des requetes" var det Struensees hverv at overlevere ansøgninger til kongen. Struensee behøvede blot at beordre kongen til at underskrive papirerne, så adlød han. Struense indførte et kabinetsstyre med sig selv som kongens eneste minister. Kongens tilstand forværredes mod øget sløvhed, og Struense blev nu reelt en oplysningsfilosofisk diktator.
Reformerne kom som en haglbyge. Offentlige ansættelser skulle ske efter kvalifikationer, der skulle være ubetinget ytringsfrihed, godsejernes indflydelse skulle mindskes, udenomsægteskabelige børn blev ligestillet med børn født i ægteskaber, der oprettedes et offentligt tallotteri, han fjernede monopoler og importforbud, alle huse skulle forsynes med påmalede gadenumre, med "den store Helligdagsreform" i 1770, afskaffede han en lang række helligdage og slog dem sammen til Store Bededag.
Vestindisk Pakhus set fra Holmen opført i 1780-1781. Foto Nico-dk (talk) 16:33, 15 September 2009 (UTC)/Nils Jepsen Wikipedia.
Men vi husker Moltkes formaning til Frederik 5. i 1746: "Det er bedre at reformere langsomt end på en gang at vælte alt over ende" - "Der er overhovedet intet, der er skadeligere for en stat end stadige forandringer".
Og det var, hvad der skete. Folket tog ikke imod alle disse moderne ideer med åbne arme.
Endnu mere ugleset var Struenses forhold til dronningen. Hans intime forhold til Caroline Mathilde var almindelig kendt, og det gav næring til den almindelige opfattelse af, at Struensee holdt kongen som gidsel. Der gik rygter om, at Struensee ville gennemføre et kup. Han ville få kongen til at abdicere og i stedet indsætte sig selv som konge med Caroline Mathilde som sin dronning.
Den 17. januar 1772 klokken fire om morgenen tilkaldte enkedronning Juliane Marie, som var Frederik 5.s anden hustru, og teologiprofessor Ove Høegh-Guldbergoberst Köller af det vagthavende 2. grenaderkompagni af det falsterske regiment og gav ham ordre til at arrestere Struense og Brandt, hvilken ordre obersten udførte. Ordren var ikke underskreven af kongen, og derfor var aktionen dybest set et kup, men obersten og hans foresatte var informeret på forhånd og var indforståede.
Den følgende nat fulgte Københavnerne op på kuppet mod usædeligheden i hoffet med "den store udfejelses fest", hvor de stormede "de berygtede huse" i hovedstaden.
Den detroniserede Bernstoff skrev: "Så er denne revolution da sket, den første af den slags, som har fundet sted i Danmark; jeg beklager at den var nødvendig; men jeg kan ikke skjule for mig selv at den har frelst kongen og staten."
Allerede den 25. april 1772 blev Struense dømt for majestætsfornærmelse og magtmisbrug på grund af sit forhold til dronning Caroline Mathilde. Dommen lød på tab af ære, liv og gods. Han blev dømt til at miste sin højre hånd, derefter at blive halshugget, hvorefter liget skulle parteres og lægges på hjul og stejle.
I anklagen mod Enevold Brandt blev der lagt vægt på at han i 1771 havde slået kongen under et skænderi. Dette blev af dommerne kategoriseret som majestætsfornærmelse. Enevold Brandt blev idømt en lignende straf som Struense.
Dommen blev fuldbyrdet den 28. april 1772 på Øster Fælled i København. Enevold Brandt blev henrettet først.
En tilskuer berettede at "næsten alle byens indvånere var strømmet sammen derud, til vogns, til hest og til fods af begge køn og af alle aldre", og alle byens gader lå tomme, så man skulle tro "at der havde været pest i staden."
"Et ungt mennske fra Holmen" sagde ifølge en samtidig skildring, da Struenses hoved faldt: "Nu er det nok, det andet (han mente parteringen) kunne de gerne lade være."
Struensee og Brandts henrettelse på Østre Fælled i april 1772, samtidigt stik. En kjøbenhavnsk Embedsmand, Memoirer og Breve bind XXVII. Julius Clausen & P. Fr. Rist(ed.) Wikipedia
Perioden fra udbruddet af Syvårskrigen 1756-1763, Den Amerikanske Frihedskrig 1775-1783, Den Franske Revolution i 1789-1792 og de efterfølgende Napoleonskrige 1792-1815, til det britiske angreb på Danmark i 1807 kaldes den florisante tid, idet danske og norske redere og købmænd udnyttede rigernes neutralitet og handlede over hele Verden. Den var en højkonjuktur for dansk og norsk skibsfart og handel.
Men som vi skal se, for Danmark og Norges vedkommende fik højkonjekturen en brat afslutning med det britiske angreb i 1807.
Efter kuppet i januar 1772 forblev forholdene i det danske hof stort set som de havde været under Struense perioden, men med andre agenter og en politik, som var mindre oplysningsfilosofisk.
Simpelthen fordi Kongeloven ikke gav nogen anvisninger på hvad, der skulle gøres i tilfælde af, at kongen var ude af stand til at regere af personlige eller psykiske årsager.
Enkedronning Juliane Marie og hendes søn, arveprins Frederik, fik sæde i den ny regering. Ove Høegh-Guldberg blev regeringsleder. Den gamle Bernstoffs nevø, Andreas Peter Bernstorff, blev igen udenrigsminister. Næsten alle Struenses reformer blev rullet tilbage.
Kongen oplevede ikke nogen større ændring i sine forhold. Han blev stadig holdt i isolation, kun hans opsynsmand var blevet udskiftet. Han deltog i talrige officielle middage og næsten dagligt tog han del i statsrådets møder og underskrev dokumenter, hvis indhold han ikke kendte og heller ikke forstod. Hvis han nægtede at underskrive, ventede ministrene blot til han skiftede mening.
Men Høegh-Guldberg regeringen blev selv offer for en paladsrevolution. De havde bevidst udskudt at lade kronprins Frederik, den senere Frederik 6., konfirmere og derved bekræfte hans voksenstatus, men i 1784 var han efterhånden blevet 16 år gammel, og nu kunne det ikke udskydes længere.
Han blev konfirmeret den 4. april, og den 14. april 1784 mødte han op i gehejmestatsrådet som fuldgyldigt medlem. Som det første punkt på dagsordenen oplæste kronprinsen en resolution, der ophævede kabinetstyret, som han straks forelagde for kongen, som skrev under, som han plejede.
Der opstod et regulært fysisk slagsmål mellem arveprinsen og kronprins Frederik om kongens person.
De to prinser var begge spinkle og ikke særlig stærke, og arveprinsen var desuden svagelig og medfødt skæv i ryggen. Derfor løb kronprinsen af med sejren trods sin lidenhed og beholdt grebet i sin kongelige fader.
Ove Høegh-Guldberg var født i 1731 i beskedne kår. Hans fader var købmand og bedemand i Horsens. En onkel, præsten Dines Guldberg, støttede ham i hans studier, og desuden virkede han som huslærer i studietiden. Han har udgivet flere bøger om teologi og desuden en verdenshistorie i tre bind, som udkom 1768-1772, som dog kun nåede til den peloponnesiske krigs afslutning, men ikke desto mindre vidnede om forfatterens store viden. Han var i tre år professor i veltalenhed i Sorø Akademi. Ove Høegh-Guldberg blev et samlingspunkt for dem, som mente, at der var for mange udlændinge i statens administration. Malet af Jens Juel omkring 1780. Wikipedia.
Efter kuppet blev den egentlige magt overført til statsrådet under kronprins Frederik, som derefter antog titlen kronprinsregent. Den gamle Bernstorffs nevø Andreas Peter Bernstorff fortsatte som udenrigsminister til sin død 1797, hvor han blev efterfulgt på posten af sin 28-årige søn Christian Günther Bernstorff, som beklædte posten indtil
Men formelt var Christian 7. stadig enevældig hersker. Det var således ham, der den 8. juni 1787 underskrev loven om ophævelse af stavnsbåndet. Ligeledes skrev han den 16. marts 1792 under på Forordning om negerhandelen, dog først med virkning i 1803.
Christian 7. døde i Rendsborg den 13. marts 1808 af et slagtilfælde, 59 år gammel. Det siges at han døde af skræk ved synet af de spanske hjælpetropper, som han troede var fjender.
Han blev efterfulgt af sin søn Frederik 6., som imidlertid længe havde haft den egentlige magt. Han var den syvende enevældige konge.
