De Slesvigske krige
Danmarks gode fe i forbindelse med 1. Slesvigske Krig 1848-50 var Rusland, som gentagne gange greb ind til fordel for Danmark.
Rusland havde selv mange nationale mindretal og ønskede ikke at ideer om national selvbestemmelse skulle brede sig. De ønskede heller ikke at Preussen skulle vokse sig større, og de var fuldstændig imod ideen om et forenet Tyskland. Derfor støttede de Danmark.
Men tilsyneladende var den danske regering ikke opmærksom på at Ruslands magt var blevet svækket i Krim Krigen 1853-1856 mod England og Frankrig. Samme krig havde i sagens natur bragt det i modsætning til disse to magter og derfor logisk set nærmere Preussen. I 1864 var Sverige-Norge Danmarks eneste virkelige ven.
Både "London Protokollen" og "Freden mellem Danmark og Preussen" af 1850 foreskrev meget tydeligt, at Danmark ikke måtte knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten. At give preusserne en casus belli ved i 1863 at vedtage November Forfatningen, der åbent var i strid med disse internationale aftaler, var en bevidst provokation, som i dumhed og uklogskab helt kan måle sig med Christian 4.'s deltagelse i 30-årskrigen i 1625 og kronprins Frederik's beslutning i 1807 om at lade københavnerne være alene hjemme med en flåde, som ikke var gjort sejlklar.
48. Frederik 7.
Frederik var et skilsmissebarn. Han var søn af daværende kronprins Christian Frederik - den senere Christian 8. - og dennes første hustru, den to år ældre Charlotte Frederikke af Mecklenburg.
Frederik 7. Maleri af J.V. Gertner. Kongernes samling. Wikipedia
Hans moder var meget smuk i sin ungdom, men en provokatør og oprører mod tidens gode tone. Allerede som barn i Mecklenburg var hun et livligt barn, der gjorde, hvad der passede hende, fandt venner blandt tjenestefolkene og klædte sig i spraglet tøj.
I en tid, hvor verden endnu ikke havde hørt om eksistentialismen, sværmede hun for tanken om det enkelte menneskes frihed.
Tonen ved det danske enevældige hof var stiv og formel, og det passede hende ikke. En vinteraften under et selskab, som kedede hende, lod hun tjenerne bringe sne op i salen og gav sig til at kaste med snebolde.
I 1808 flyttede parret ind i Levetzaus Palæ på Amalienborg. Her fødte Charlotte Frederikke den 6. oktober 1808 parrets eneste overlevende barn, sønnen Frederik - den senere Frederik 7. - som hun livet igennem kaldte "Frits".
Hun var ødsel og i konstant pengemangel. Så måtte Christian Frederik give hende nogle flere, og hvis han protesterede, overfusede hun ham i tjenernes nærvær.
Flere gange måtte Christian Frederik undskylde for sin hustrus opførsel overfor kronprinsregenten - den senere Frederik 6. I et brev skrev han, at han havde haft en alvorlig samtale med hende, og at hun havde "indset sine fejl og lovet bedring og det af et oprigtigt hjerte, det er jeg overbevist om."
I 1809 fandt Christian Frederik ud af at hans hustru havde et intimt forhold til sin sanglærer, komponisten Edouard du Puy. Han lod sig separere og derefter skille i 1810. Sanglæreren fik to timer til at forlade sig lejlighed, og flygte til Sverige, hvor han i øvrigt fik stor succes. Charlotte Frederikke blev forvist til Horsens med forbud mod nogensinde at se sin søn.
Frederik voksede op og blev en farverig person med hang til fester, hor og druk. Han kunne, hvis det lige passede ham, optræde med værdighed og charme. Til andre tider behandlede han sine nærmeste med den største kulde og ligegyldighed.
Den 1. november 1828 blev den tyveårige prins Frederik gift med kong Frederik 6.'s stilfærdige, ligeledes tyveårige, datter, Vilhelmine Marie. Ved det storslåede bryllup opførtes for første gang det nationale skuespil Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg.
Men de store forventninger, der var knyttet til denne forbindelse blev hurtigt skuffet. Han behandlede sin hustru ret hensynsløst med åbenlys utroskab, ligegyldighed og druk. I 1834 beklagede hun sig til sin fader, kongen, og det fik til følge at parret blev separeret og Frederik fik husarrest i Jægerspris. Kongen besluttede at sende ham en tur til Island med et orlogsskib for at køle ham af.
H.C. Andersens veninde, Signe Læssøe, skrev til digteren: "Vi have i denne Tid havt to Ting, der har vakt saa almindelig Opsigt, at det har naaet til mig, det eene er en skandaløs Historie med Prins Fredrik, Deres Favorit, hvad han egentlig har gjort, veed man ikke, har han trukket blank mod Kongen, forgaaet sig mod Faderen eller alt for slemt pryglet Gemalinden, det veed man ikke, men han blev med eet sat i en Vogn med et Par Officerer og kjørt til Jægerspris, hvor han kun skal have tre Værelser, som han ikke maa komme ud af, der skal han blive til Fregatten gaaer, da skal han til Island, og efter en Forsamling i Statsraadet er der besluttet, at han skal blive der et Aar eller to, det skal komme an paa hans Opførsel, de fremmede Ministre have faaet Ordre at skulle melde deres Hoffer at han er forviist for en Ubesindigheds Skyld. Er det ikke en afskyelig Historie?"
Grevinde Danner og Frederik 7. med en Broholmer hund. Louise Rasmussen, som fik titlen grevinde Danner, var en erfaren kvinde, og hun syntes at have haft en moderlig og beroligende indflydelse på Frederik 7. Han var den først konge, som blev fotograferet. Wikipedia
Ved sin tilbagekomst fra Island blev han forvist til Fredericia, hvor han stod under stadig opsigt af fæstningens kommandant.
Men da Frederik 6. døde i 1838, og prin Frederiks fader blev konge som Christian 8. i 1839, overtog Frederik faderens position som guvernør for Fyn og Langeland.
Faderen fandt et passende parti for ham, nemlig Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz, en smuk og intelligent ung kvinde. Efter brylluppet i 1841 flyttede de ind på Slottet i Odense.
Men hans andet ægteskab gik som det første. Frederik interesserede sig mere for balletdanserinder, især en vis Louise Rasmussen, som han indkvarterede på en gård nær Odense, så de kunne ses uden hans nye hustrus indblanding.
I foråret 1844 besøgte Mariane sine forældre i Tyskland, og nægtede siden at vende tilbage til Danmark.
Den 20. januar 1848 blev Frederik konge efter sin fader under navnet Frederik 7. Han var Danmarks niende og sidste enevældige konge.
49. Optakt til Første Slesvigske Krig
Allerede før Christian 8.'s død havde hans ministre arbejdet på en forfatning, som omfattede både hertugdømmerne og kongeriget. Den har af eftertiden fået navnet "forfatningsreskriptet af 28. januar". Den gik ud på, at kongeriget og hertugdømmerne ved siden af de bestående stænderforsamlinger skulle have en fælles rigsstænderforsamling med besluttende myndighed og med lige mange medlemmer fra kongeriget og hertugdømmerne, hvortil kom nogle kongevalgte. Ligevægten mellem kongeriget og hertugdømmerne skulle også opretholdes ved, at forsamlingen skulle mødes hvert andet år i København og hvert andet år i Gottorp.
På sit dødsleje anbefalede Christian 8. sin søn at fortsætte ad dette spor. Hvilket Frederik i første omgang gjorde.
"Under den dybeste tavshed", fortalte P.G. Bang, som var til stede, "så at pennestrøget tydeligt kunne høres, tog kongen pennen og underskrev med fast hånd reskriptet og dermed enevoldsmagtens afskaffelse". Frederik 7. var således den sidste enevældige konge, men altså kun enevældig i otte dage.
Som navnet antyder blev den nye forfatning proklameret den 28. januar 1848.
Men den franske Februar-revolution i Paris den 22. februar 1848 spredte sig som en steppebrand i hele Europa, specielt i Tyskland. Man lærte at en konge, som ignorerede de folkelige bevægelser, flygtede, så snart der blev affyret nogle få skud i gaderne.
Allerede den 27 februar ved et møde i Mannheim lød "folkets krav": fællestysk parlament, bevæbning af folket og pressefrihed. Overalt i Tyskland vaklede regeringerne, ministre blev udskiftet, og der blev tilstået pressefrihed.
Blandt de tysktalende beboere i Slesvig og specielt i Holsten bredte sig den ide, at et forenet Slesvig-Holsten skulle løsrives fuldstændigt fra det historiske fællesskab med Danmark, og på længere sigt tilsluttes et nyt stort forenet Tyskland. Det blev i romantiske kredse i de tyske stater betragtet som noget af en selvfølge.
Den tyske sprogforsker Jacob Grimm, som netop var en af de drivende kræfter i den romantiske bevægelse, skrev i sin "Geschichte der Deutschen Sprache", som udkom netop i 1848: "Når det store forbund er dannet, hvorfor skulle den genstridige halvø (Jylland) ikke lægges til det faste land - Så snart Tyskland reorganiserer sig, kan Danmark umuligt bestå som før."
Nyheden om den nye franske Februar-revolution nåede til Kiel den 28. februar. Det fik de nationale følelser hos de tyske folkefæller i Slesvig og navnlig Holsten til at svulme, som aldrig før. Der blev straks dannet skytteforeninger og folkevæbningskorps.
Hertugdømmernes stænder deputerede blev indkaldt til et møde i Rendsborg den 18. marts 1848. Hovedtaleren var direktøren for monarkiets første jernbane fra Altona til Kiel, Theodor Olshausen, som var glødende tilhænger af Slesvig-Holstens løsrivelse fra den danske konge. Han krævede hurtig handling. Man skulle kræve af "landsherren" at han indkaldte til en grundlovgivende forsamling for den selvstændige stat Slesvig-Holsten. Her skulle et stænder udvalg overtage styret midlertidigt. Slesvig skulle optages i Det Tyske Forbund.
Han blev spurgt, hvad mon danskerne ville sige til det? Han svarede at "Danmark behøver vi ikke at frygte. Danskerne er et dovent dorsk og usammenhængende folk. De har tabt al agtelse i Europas øjne."
Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg helt mod syd. Eget arbejde.
Provst Friederich Reventlow fra Preetz syd for Kiel søgte at dæmpe gemytterne og erklærede sympati med "forfatningsreskriptet af den 28. januar", men han måtte resignere overfor den ophidsede stemning.
Efter elleve timers møde besluttede man at sende fem mand til København med fem krav, som var: En fælles Slesvig Holstensk forfatning, Slesvigs optagelse i det tyske forbund, almindelig folkevæbning, ytringsfrihed, øjeblikkelig afskedigelse af minister for Slesvig og Holsten, L.N. Scheel.
Kravene blev tiljublet på et folkemøde, der umiddelbart efter blev holdt i Kiels teatersal. Her kunne man høre underofficerer i den danske hær forsikre mængden om soldaternes tyske sindelag.
En ung nordslesvigsk møller fra Bevtoft ved Vojens ved navn Hans Krüger indvendte, at flertallet i Slesvig var danske og ønskede ikke at komme i Det Tyske Forbund, men han kunne ikke trænge igennem den almindelige tummel og begejstring.
Den 21 marts 1848 afsejlede den slesvig-holstenske deputation mod København med dampskib.
I København herskede tilsvarende politisk ophidselse.
Den unge kunstmaler Johan Thomas Lundbye skrev til sin moder: "Da jeg var ude i middags, hørte jeg som rygte, at holstenerne har sendt en deputation til kongen med betingelser på hvis opfyldelse freden vil bero. Man taler om trusler om at de vil skille dem fra os, oprette en provisorisk regering, beholde Rendsborg osv. osv. Hvad der er sandt ved jeg endnu ikke, men fandt her en billet, som professor Schou har været så god at sende mig, til et i hast sammenkaldt møde i aften i Casino."
Mødet i teatersalen på Casino i Amaliegade den 20. marts 1848 bød på flammende taler om demokrati og Danmark til Ejderen og mundede ud i en adresse, som ikke var mindre dramatisk, forfattet af Orla Lehmann, som man ville overrække kongen den følgende dag. Forslag om at afvente delegationen fra Slesvig-Holsten blev fejet til side. Ind imellem talerne sang man fædrelandssange.
Den følgende dag, den 21. marts 1848 omkring klokken 12.00, åbnedes døren i Københavns rådhus og ud trådte borgerrepræsentanterne, som derefter anførte en stor menneskemængde gennem Vimmelskaftet til Christiansborg, hvor de politiske ledere blev lukket ind.
Adressen, som det de afleverede til kongen, lød: "Afgørelsen nærmer sig med kæmpeskridt. Staten vil opløses, dersom deres majestæt ikke uopholdeligt omgiver deres trone med mænd, som er opgavens storhed voksen og kan tilføre regeringen en energisk vilje og nationens bistand - mænd, som kan redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed." Og derefter fulgte en utilslrøret trussel om revolution: "Vi anråber deres majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp!".
Efter en lang ventetid åbnedes slotsporten igen og folketogets repræsentanter kom ud og erklærede overfor den jublende mængde: "Ministeriet er opløst".
Faktisk var den siddende regering - under indtryk af Casino mødet aftenen før - opløst, inden folketoget ankom til Christiansborg med deres revolutionære adresse.
Allerede klokken 11.00 den 21 marts 1848 mødtes de gamle ministre til statsråd hos kongen. Kongen begyndte med at sige at de uroligheder, der fandt sted i landet, skyldtes mistillid til det hidtil fulgte regeringssystem. Og så lod han sin ven fra sin tid i Odense, Bardenfelth, føre ordet.
Bardenfelth forlangte at helstatsforfatningen "forfatningsreskriptet af 28. januar", skulle opgives, og Slesvig skulle knyttes til kongeriget.
Bardenfleth spurgte ministrene: "Vil d'herrer støtte en sådan politik med samme iver og energi, som den de har vist den politik, som nu må opgives?"
Ministrene gav udtryk for, at de ikke havde drømt om at "forfatningsreskriptet af 28. januar", som majestæten havde underskrevet kun tre uger før og proklameret i alle hans lande, kunne kuldkastes på grund af et aktivistisk folkemøde i hovedstaden. De ønskede at gå af.
Folketoget fra Københavns Rådhus mod Christiansborg den 21. marts 1848. N.F.S. Grundtvig ses i det øverste hjørnevindue til højre i billedet. Saddhiyama - Scan fra bogen "Vor Forfatnings Historie gennem Tiderne" (1921) by S. Wiskinge. Wikipedia
Da ministrene havde talt, rejste kongen sig og erklærede regeringen for opløst. Få timer senere kunne han, som tidligere nævnt, modtage folketogets repræsentanter og fortælle dem, at deres krav allerede var opfyldte.
Men kongen havde afskediget regeringen uden at have noget at sætte i stedet. Efter en hel nats forgæves forhandlinger sagde kammerherre Oxholm: "Deres majestæt. Det er nødvendigt at De sender bud efter Casino mændene."
Dagen efter, den 22. marts 1848, dannedes det såkaldte marts ministerium under ledelse af A.W. Moltke. Denne regering talte blandt andre "Casino mændene" Orla Lehmann og D.G. Monrad, samt bondevennen A.F. Tscherning. Det var et ministerium, som var rede til at gennemføre Ejderpolitikken. En af dens vigtigste opgaver var at organisere valget til en grundlovgivende forsamling.
Samtlige embedsmænd i Det Slesvig-Holstenske Kancelli i København forlod med dags varsel deres hjem i København og tog dampskibet til Kiel. En af embedsmændene skrev til sin hustru: "Vi må, dyrebare Cornelia, indstille os på, at vi har mistet alt undtagen livet. Enten kan vores lejlighed allerede være ødelagt af pøbelen eller alt, hvad der findes i den, være beslaglagt af regeringen - bær det med mod og fatning."
1848 var som nævnt det store revolutionsår i Europa. Der var gadekampe i både Berlin, Wien og Paris, og råb om frihed og lighed gjaldede i gaderne. I modsætning til andre europæiske monarker gav Frederik 7. temmelig pludselig og betingelsesløst efter for de københavnske aktivisters krav.
I Kiel fortolkede man begivenhederne i København derhen, at revolutionære demonstranter havde taget kongen som gidsel, og at det danske monarki i praksis var holdt med at eksistere.
Begivenhederne udviklede sig med rivende hast. Ud på natten mellem den 23. og 24. marts 1848 mødtes Ohlhausens yderligtgående tilhængere med konservative tilhængere af prinsen af Nør på Kiels Rådhus og vedtog en proklamation, som indledtes: "Medborgere, Vor hertug (altså Frederik 7.) er ved en folkebevægelse i København bleven tvungen til at afskedige sine hidtidige rådgivere og til at indtage en fjendtlig holdning overfor hertugdømmerne. Landsherrens vilje er ikke mere fri, og landet er uden regering."
50. Den Første Slesvigske Krig
Første Slesvigske Krig eller Treårskrigen kan opdeles i fire faser:
Fase 1 - Slesvig-holstenerne alene mod Danmark fra den 24 marts 1848 til 18. april 1848.
Fase 2 - Slesvig-holstenerne sammen med Det Tyske forbund mod Danmark fra den 18. april 1848 indtil våbenhvilen i Malmø den 26. august 1848.
Fase 3 - Slesvig-holstenerne sammen med Det Tyske Forbund mod Danmark fra våbenhvilens udløb den 27. marts 1849, indtil våbenhvilen i Berlin den 10. juli 1849.
Fase 4 - Slesvig-holstenerne igen alene mod Danmark fra genoptagelsen af kampene efter fredsaftalen mellem Preussen og Danmark den 2. juli 1850, indtil krigens afslutning den 11. januar 1851.
-------------------------------------------------
Fase 1 - Slesvig-holstenerne alene mod Danmark fra den 24 marts 1848 til 18. april 1848.
Den 24 marts 1848 var det tidlige morgentog fra Kiel til Rendsborg noget længere end sædvanligt. I Rendsborg Fæstning standsede toget. Ud fra vognene myldrede en broget skare af studenter, borgervæbningsfolk, delinger af jægerkorpset og bønder bevæbnet med knipler. I spidsen for dette mærkelige optog på omkring 300 mand gik prinsen af Nør i dansk generalsuniform.
Prinsen opsøgte kommandanten, general Gotthard Lützow, som endnu ikke var stået op, og erklærede, at nu var det ham, som bestemte.
Han blev beordret til at lade tropperne opstille på paradepladsen uden skarpladte våben. Med korslagte arme holdt prinsen en tale, hvori han sagde, at en folkehob i København havde tvungen kongen til at tage sig ministre, som modarbejdede hertugdømmernes rettigheder. Derfor havde fædrelandssindede mænd dannet en regering, som ville styre hertugdømmerne i den ufri konges navn. Det menige mandskab modtog prinsens tale med højlydt jubel.
Prinsen fortsatte: "Jeg spørger derfor Eder, om I med mig vil erklære eder for disse rettigheder, eller om I vil drage mod nord. Hvo, der vil det sidste, træd frem."
Ingen af soldaterne rørte sig. "Hr. general", sagde prinsen til Lützow "De ser at mandskabet er enige med mig".
Dermed havde de slesvig-holstenske aktivister erobret kongens stærkeste fæstning i hertugdømmerne med mandskab, våben, ammunition og krigskasse. Det var åbent oprør, og dermed var krigen begyndt.
Soldater af reserven på vej til fronten i 1848, maleri af Nicolai Frederik Habbe (1827 1889) Tusindvis af bønder stillede spontant og frivilligt heste og vogne til rådighed for mobiliseringen - Krigsminister Tscherning førte en hær til Slesvig på ganske få uger, blandt andet med bøndernes hjælp. Egen fotografisk reproduktion af et udløbet kunstværk. Wikipedia
Efterfølgende den 28. marts 1848 blev Flensborg taget af oprørerne under general Krohn. Den 30 marts indtog oprørerne Åbenrå, men det lykkedes danskerne at sætte sig i besiddelse af dampskibet "Christian der Achte", som lå i havnen.
I København var den afskedigede kaptajn af artilleriet og tidligere lærer ved "Den kongelige militære Højskole", A. F. Tscherning, blevet valgt til krigsminister. Det lykkedes ham på rekordtid at føre en ny hær i marken allerede tidligt i april 1848.
Oprørshæren havde politiske interesser i at rykke mod nord og vinde befolkningens tilslutning i det nordlige Slesvig. Den befandt sig nord for Flensborg ved landsbyen Bov og langs Krusåen, der løber ud i Flensborg Fjord ved Kobbermølle og Wassersleben.
Den danske hovedstyrke på 7.200 mand rykkede frem fra nord ledet af General Hedemann, medens en mindre styrke på 3.800 mand under oberst Schleppegrell gik fra Als over Sundeved for at mødes med hovedstyrken netop ved Bov. Planen var hovedstyrken skulle engagere fjenden, medens den mindre styrke skulle gå vest om Bov og oprørernes venstre flanke og trænge frem til Flensborg og der spærre oprørshærens tilbagetog og derved ødelægge oprørernes hær, før den kunne få hjælp fra Preussen.
Hærene mødtes i krigens første slag ved Bov den 9. april 1848. Oprørerne trak sig tilbage til Nyhus og senere til Harreslev og den nordlige del af Flensborg. Omringningen lykkedes ikke, og det meste af oprørshæren flygtede i opløst tilstand mod syd. Imidlertid et slesvig-holstensk jægerkorps forstærket med et kompagni soldater og Kieler-studenter blev omringet i skovene ved Kupfermühle og blev der dræbt, såret eller taget til fange.
Fase 2 - Slesvig-holstenerne sammen med Det Tyske forbund mod Danmark fra den 18. april 1848 indtil våbenhvilen i Malmø den 26. august 1848.
Den 18. april 1848 erklærede Det Tyske Forbund krig mod Danmark samtidigt med at det tyske 10. armekorps, under general Wrangel, rykkede op gennem Holsten. Dette armekorps bestod hovedsageligt af Preussere og Hannoveranerne.
Oprørernes flugt fra Flensborg og mod syd standsede ikke før Rendsborg, hvor tyske styrker under general Wrangel stod klar til at hjælpe dem. Desuden ankom 50 preussiske officerer for at forstærke selve oprørshæren.
Beskyttet af de tyske divisioner blev den slesvig-holstenske hær reorganiseret.
Den danske hær talte ca. 12.000 mand og de forenede tyske styrker ca. 30.000 mand.
Nu blev det danskernes tur til at trække sig kæmpende tilbage for overmagten. Men den 23. april 1848 vendte danskerne om og leverede Slaget ved Slesvig.
De fremrykkende preussiske tropper mødte de danske forposter ved Bustrup nær det gamle Hedeby, og der udviklede sig heftige kampe, hvor begge parter sendte forstærkninger frem. Efterhånden som hovedparten af de fjendtlige soldater blev sat ind, trak danskerne sig langsomt tilbage, idet de udnyttede forberedte stillinger nord for Flensborg.
Ritmester Würtzens Eskadron af 6. danske dragonregiment tilbageerobrede to danske Kanoner i Slaget ved Slesvig. En tysk hærafdeling blev ved Husby angrebet af Sjette Danske Dragonregiment, som erobrede deres kanoner. En preussisk officer gav denne beskrivelse af kampen:
"I Slesvig er alle marker og veje indfattede med beplantede jordvolde, som her kaldes "knicke". Disse levende mure er ofte så høje, at man ikke kan se en vogn bag dem, og fra en således indhegnet sidevej, der var umiddelbart foran vore skytter, for pludselig en eskadron af det Sjette Danske Dragonregiment frem, bøjede ind på hovedvejen og jog lige løs på vore to bataljoner."
En episode nær Husby i slaget ved Flensborg. Eskadronen Würtzen af 6. Dragonregiment tilbageerobrer to danske kanoner som var falden i fjendens hænder. Tegning fra 1850.
"Forrest var ritmesteren, han hed Würtzens, så kom fire officerer i en linje, derpå Dannebrogsfanen og efter den hele eskadronen, svingende sablerne højt op i stærkeste firspring. Det støvede, susede, raslede som en hvirvelvind forbi os på vejen, og skytterne, som på generalens vink havde reddet sig bag hækkene, tænkte slet ikke på at fyre, men var virkelig noget forbløffede, som man kalder det. Da de havde besindet sig og indså, at der efter reglementet og den sunde fornuft dog egentlig skulle have været skudt, var den vilde jagt stormet forbi og gik nu lige løs på løjtnant Petzels haubitsere, som netop havde prodset på til fremrykning. Disse måtte naturligvis atter afprodse, men de danske var allerede over dem, før det kunne ske."
Imidlertid kom vore skytter til besindelse og begyndte at beskyde de danske i ryg og side. Standarten sank, en ung dansk officer, hr. von Vedell, blev taget til fange. Hvad der kom ud af hurlumhejen, jog tilbage i det mindste lige så rask, som de var komne, men denne gang ikke uden ubehagelige sidebemærkninger fra blænkerne bag hegnene. Hvor man så hen, var fangne, døde og sårede, og når man betænkte, med hvilket mod og uforfærdethed rytterne jog frem til angreb, gjorde det en ordentlig ondt, at de kom så slet derfra, thi angrebet var virkelig det skønneste, man kunne se, især fordi officererne red foran og selv gav det bedste eksempel. Men kanonerne, ja dem havde de danske reddet, mens vi skælvede for dragonerne."
Efter slaget ved Slesvig trak Danskerne sig kæmpende tilbage til øen Als, hvorfra de senere foretog flere succesrige modangreb ledet af oberst Schleppegrell.
Som svar på at Det Tyske Forbund var gået ind i krigen indledte den danske flåde den 29. april 1848 en blokade af samtlige tyske østersøhavne.
Situationen var den, at den danske flåde var suveræn på havet. Hverken Preussen eller Slesvig Holsten rådede over flådestyrker af betydning. Den danske blokade af de nordtyske havne var særdeles effektiv. Den fik hurtigt virkning på den tyske handel og vakte megen vrede i Det Tyske Forbund. Der blev gjort flere tyske forsøg på at bryde blokaden, alle forgæves.
Den danske flåde var sammensat af skibe af forskellige type med forskellige formål til brug i de indre danske farvande. Den bestod af traditionelle sejlskibe, hjuldampere, kanonbåde og troppetransportskibe.
På trods af Prinsen af Nørs protester besluttede general Wrangel den 2. maj 1848 at trænge ind i Nørrejylland med både de preussiske og slesvig-holstenske styrker. Han besatte det sydlige Nørrejylland, hvor han udskrev en krigsskat på 4 millioner rigsdaler.
Hans begrundelsen for dette var, at skatten skulle opveje de tab, som den danske flådes blokade af nordtyske havne påførte tysk handel.
General Wrangel nåede dog ikke at indkassere pengene, for den russiske regering reagerede omgående på den tyske indmarch i kongeriget, og allerede den 25. maj 1848 måtte generalen trække sig tilbage over Kongeåen efter ordre fra Berlin.
Allerede i maj 1848 havde et stort antal svenske og norskefrivillige meldt sig for at kæmpe for Danmark. Fra Norge deltog: 28 hærofficerer, 4 søofficerer og 12 læger. Fra Sverige deltog 65 hærofficerer, 10 søofficerer, 2 søkadetter og 6 læger. Her er ikke medregnet skandinaviske officerer, som allerede var i de danske væbnede styrker ved krigsudbruddet, herunder nordmændene Olaf Rye, F. A. Schleppegrell og Hans Helgesen.
Om formiddagen den 28. maj 1848 gik 14.000 danske soldater over Alssund til det brohoved, som danskerne havde fastholdt på Sundeved. Snart blev Dybbøl, Stenderup og Ragebøl erobret, og de 7.000 tyske forsvarere tvungen tilbage over Adsbøl. Den 5. juni 1848 gik tyskerne til modangreb med overlegne styrker og trængte helt frem til Dybbøl Banke, men blev igen drevet tilbage af de danske reserver.
I begyndelsen af juni 1848 overførtes en afdeling af den svenske hær på 3.500 mand, under kommando af general Lövenhjälm, fra Gøteborg og Malmø til Fyn for at assistere de danske tropper.
Det blev besluttet at udvide flådeblokaden til også at omfatte de tyske havne ved Nordsøen, og ikke mindst de tyske floders udløb i Nordsøen.
Med den svenske kong Oskar som mægler, og med England som garant, samledes repræsentanter for Preussen og Danmark i Malmø for at forhandle om en våbenstilstand.
Den 26. august 1848 lykkedes det at få etableret en 7 måneders våbenstilstand mellem Preussen og Danmark.
Våbenstilstanden i Malmø gav Preussen ret til at beholde 2.000 mand i Slesvig, ligesom Danmark måtte beholde et tilsvarende antal på Als, samtidigt skulle alle krigsfanger frigives og beslaglagte skibe og deres laster tilbageleveres.
Fase 3 - Slesvig-holstenerne sammen med Det Tyske Forbund mod Danmark fra våbenhvilens udløb den 27. marts 1849, indtil våbenhvilen i Berlin den 10. juli 1849.
Scene af Slaget på Eckernförde Fjord. Billede hænger på Frederiksborgmuseet og er malet af Thomas Vilhelm Pedersen, der tjente som sekondløjtnant på fregatten Gefion. Foto Wikimedia Commons.
Genoptagelsen af fjendtlighederne blev markeret med et stort tab for Danmark, nemlig katastrofen i Eckernförde Fjord.
Skærtorsdag den 5. april 1849 løb fregatten "Gefion" og linjeskibet "Christian 8." samt nogle transportfartøjer og hjuldamperne "Hekla" og "Geiser" ind i fjorden med den opgave at angribe og ødelægge nogle kanon batterier omkring indsejlingen til fjorden med deres overvældende ildkraft. Operationen blev ledet af kommandørkaptajn Paludan, som var chef for "Christian 8."
Ideen bag aktionen var at få preusserne til tro at en landgang ved Eckernförde skulle finde sted og derved sinke deres fremstød i Nørrejylland.
Men på grund af stærk østlig vind og skader på rigningen kunne skibene ikke manøvrere ordentligt i den snævre fjord. "Gefion" svajede og kunne ikke længere rette alle kanonerne mod det fjendtlige batteri, men blev selv mål for kystbatteriernes beskydning. Hjuldamperen "Geiser" prøvede at slæbe "Gefion" ud af fjorden, men trossen sprang og "Gejser" fik selv skader på dampmaskinen.
Kommandørkaptajn Paludan tilkaldte hjuldamperen "Hekla" til at slæbe linjeskibet "Christian 8." ud. Men de fjentlige kanoner beskadigede damperens rorstamme.
Resultatet af kampen blev, at "Gefion" måtte overgive sig og "Christian 8." blev skudt i brand og måtte ligeledes overgive sig. Det lykkedes at få de fleste af mandskabet bragt i land, inden linjeskibet eksploderede med et gigantisk brag sammen med de sårede og det resterende mandskab, der var blevet ombord for at hjælpe dem. Flere tilskuere på land blev dræbt af sprængstykker.
På denne for Danmark så sørgelige dag mistede flåden to af sine bedste og nyeste skibe. Danskerne havde 134 døde, 38 sårede og 936 mand måtte vandre i fangenskab. Fjendens tab var 4 dræbte og 18 sårede.
Fregatten "Gefion" blev tilføjet den preussiske flåde. Det siges, at Christian 8.'s galionsfigur stadig kan ses i Eckernförde Rådhus.
Den 20. april 1849 overskred den preussiske hær grænsen mellem hertugdømmerne og kongeriget ved Kolding.
Den danske hær under generalløjtnant Frederik Bülow satte alt ind på at kaste preusserne og slesvig-holstenerne tilbage over grænsen og indledte et modangreb den 23. april 1849 om morgenen hvilket kaldes Slaget ved Kolding. Danskerne angreb de preussiske stillinger over en bred front med tre brigader og mødte hård modstand.
Slaget ved Kolding var et stort og afgørende slag, som implicerede næsten hele den danske hær på 40.000 mand og mere end 50.000 preussere og slesvig-holstenere. Den danske strategi var et frontalt territorialforsvar, der simpelthen gik ud på at forhindre fjenden i at trænge ind i landet. Egentlig på samme måde som da Harald Blåtand i 900-tallet bemandede Dannevirke for at forhindre kejser Otto i at erobre landet, og da Magnus den Stærke omkring 1130 gjorde det samme for at forhindre kejser Lothar i at komme igennem.
"På forpost". En dansk soldat under Første Slesvigske Krig. Maleri af Niels Simonsen, som selv deltog i krigen. Foto Wikimedia Commons.
Bülows brigade kæmpede sig helt frem til Slotssøen ved Koldinghus, hvor den mødte stærk modstand. Olaf Ryes og C.F. Moltkes brigader erobrede broen ved Ejstrup 5-6 kilometer vest for Kolding.
Den preussiske brigadegeneral Bonin følte sig presset og trak sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere. Danskerne troede at slaget var vundet, men preusserne vendte tilbage med 12 punds kanoner og friske tropper og kæmpede hårdt om Koldings centrum. Da der opstod fare for at dele af den danske hær ville blive afskåret, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia, og slaget blev således tabt, idet danskerne ikke forhindrede preusserne i at trænge op i Jylland.
De danske tab i Slaget ved Kolding var 151 faldne og 505 tilfangetagne.
Dernæst kunne den preussiske og slesvig-holstenske hær under general Wrangel besætte Jylland indtil Aarhus.
I stedet for det frontale territorialforsvar valgte de danske generaler nu at udnytte Danmarks totale dominans til søs ved at antage en strategi baseret på flankestillinger langs den jyske østkyst. Med flådens hjælp kunne man koncentrere overlegne styrker i en af disse stillinger, som man selv kunne vælge.
Der var tre sådanne flankestillinger. General Olaf Rye trak sin brigade på 7.000 soldater ud på Helgenæs, hvor den forskansede sig. De Mezas brigade befandt sig fortsat på Als, og i Fredericia var en styrke på under 10.000 mand under oberst Lunding belejret af 14.000 preussere og slesvig-holstenere.
I juni 1849 begyndte den danske flåde i hemmelighed natlige troppeoverførsler til Fredericia.
Olaf Ryes korps blev overført fra Helgenæs til Fyn, og derfra til Fredericia i små både som fjenden ikke kunne ramme. Store dele af de Mezas brigade blev overført fra Als til Fredericia på samme måde. Således blev besætningen i fæstningen Fredericia bragt op på 19.000 mand, nogle siger 24.000 mand.
Alle civile i Fredericia var allerede bragt over til Fyn.
Den 5. juli 1849 var en dejlig sommeraften. Månen stod blodrød, men lavt på himlen. Man havde lagt et tykt lag halm ud over byens brolægning ved portene, for at fjenden ikke skulle høre, at der var usædvanlig aktivitet. Den følgende nat var mørk, man kunne dårligt se mere end 15-20 meter foran sig.
Maleri af den dansk-norske general Olaf Rye, som faldt i slaget ved Fredericia. Olaf Rye faldt omkring klokken 3.00 om natten. Foto August Jerndorff - Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L. F. La Cour og Knud Fabricius Wikipedia.
Midt om natten, den 6. juli 1849 fra kl. 1.00, rykkede de danske tropper ud af alle byens tre porte, personligt ledede af generalerne Olaf Rye, de Meza, Schleppegrell og Molkte.
Preusserne og slesvig-holstenerne havde belejret Fredericia længe, hvilken tid de havde brugt til at bygge avancerede skanser og løbegrave hele vejen rundt om byen, netop for at forsvare sig mod mulige udfald. Men danskerne havde fordel af overraskelsesmomentet og deres større mængde.
Der blev en kaotisk og uoverskuelig kamp, mand mod mand, i mørket.
General Olaf Rye fik skudt to heste bort under sig. Klokken 3.00 blev han selv dræbt af to skud, et i skulderen, som bragte ham til fald, og et i underlivet i liggende tilstand, under kampen om Trelde Skanse.
Udfaldet af slaget blev en overvældende dansk sejr, men det havde krævet store ofre. De danske tab var 512 dræbte og 1.344 sårede.
3 af de faldne officerer var fra Sverige og 4 var fra Norge. Der har uden al tvivl også været skandinaviske frivillige blandt underofficerer og det menige mandskab, men deres antal kendes ikke.
Preusserne og slesvig-holstenerne havde kun 203 faldne og 1.134 sårede i alt, hvilket var at vente, da angribere næsten altid har de største tab.
Men byttet var stort. Da soldaterne vendte tilbage til fæstningen, så de straks det vældige bytte, der var taget fra fjenden, vogne, kanoner og ammunition var samlet i stor mængde sammen med knap 1.700 fangne fjender.
Kommandanten i Fredericia, Oberst Lunding skrev til sin kone: "Det billede af tre lag lig i den katolske kirke vil jeg aldrig glemme. Men jeg vil heller aldrig glemme glæden da jeg så de første 100 fanger, som blev bragt ind, og derpå den jubel, da det var os, der var herrer i de fjendtlige batterier."
Men den preussiske regering var blevet træt af krigen i Danmark og Slesvig. De var under stærkt pres fra Rusland, som betragtede de slesvig-holstenske oprørere med afsky, og truede med militær indgriben, hvis Preussen rykkede længere ind i selve det danske kongerige. Preusserne var trætte af den effektive danske blokade af deres havne.
Den 2. juli 1849 blev der sluttet en "simpel fred" i Berlin uden afgørelse af stridsspørgsmålene. Den blev fulgt af en egentlig våbenstilstandsaftaleden 10. juni 1849, som skulle vare seks måneder.
På den preussiske konges befaling trak general Bonin og hans preussiske hær sig ud af kampene og med ham de preussiske officerer, som havde tjent i den slesvig-holstenske hær.
Året efter, den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark en fredsaftale i Berlin. Den 10. juli 1850 undertegnede også det Tyske Forbund og Danmark en fredsaftale.
Fredsbetingelserne med Preussen specificerede klart at hertugdømmet Slesvig skulle have sin egen forfatning uden at være forenet med hverken Holsten eller kongeriget Danmark, men med den danske konge som hertug. Holsten og Lauenborg skulle vedblive at være tilknyttet Det Tyske Forbund, med den danske konge som deres hertug.
Våbenstilstanden skulde vare 6 måneder og yderligere seks uger efter opsigelse. Den nordlige del af Slesvig skulle besættes af 2.000 mand neutrale svenske tropper, som kongen af Danmark skulle underholde. Den sydlige del af Slesvig skulle besættes af 6.000 mand preussiske tropper.
Preussere vinker farvel til den tapre danske landsoldat ved våbenstilstanden. Maleri af Niels Simonsen, som selv deltog i krigen. Gennem hele krigen var der en næsten sportslig respekt parterne imellem, og der var meget sjældent tale om grusomheder. Foto Reddit.
Alt i alt udsagde fredsbetingelserne en tilbagevenden til det gamle, nemlig helstaten.
Oprørernes drøm om en egentlig Slesvig-Holstensk stat baseret på en forening af de to hertugdømmer blev klart afvist.
Den 4. juli 1850 besluttede repræsentanter for England, Rusland, Frankrig og Sverige-Norge på en konference i London at det danske monarkis udelelighed og arvefølge skulle sikres af hensyn til Europas ligevægt og fredens bevarelse.
Aftalen er kendt som London Protokollen. Tre uger senere blev den tiltrådt af Østrig.
Ganske som den dansk-preussiske fred indebar protokollen helstatens genoprettelse.
Det var ført og fremmest Rusland, som sikrede denne sejr for Danmark.
Den danske flåde ophørte med blokaden af de tyske havne og dermed endte fjendtlighederne mellem Det Tyske Forbund, Preussen og Danmark.
Fase 4 - Slesvig-holstenerne igen alene mod Danmark fra genoptagelsen af kampene efter fredsaftalen mellem Preussen og Danmark den 2. juli 1850, indtil krigens afslutning den 11. januar 1851.
Den 24. juli 1849 begyndte de tyske tropper at rømme Jylland. De svenske tropper ankom til Slesvig den 30. August 1849, og general Malmborg opslog sit hovedkvarter i Flensborg.
På grund af internationale forhandlinger og stormagtsdiplomati kom våbenstilstanden til at vare næsten et helt år.
Under våbenhvilen strømmede tusinder af begejstrede frivillige fra hele det tyske område til for at støtte de tyske slesvig-holstenerne i den kamp mod de danske undertrykkere, som måtte komme efter våbenhvilens ophør.
De svenske og preussiske fredsbevarende styrker skulle forlade hertugdømmet Slesvig senest den 17. Juli 1850, hvilket de gjorde.
Men danskerne havde pålidelige efterretninger om at slesvig-holstenerne allerede den 13. Juli 1850 var gået over Ejderen, og derfor rykkede den danske hær ind i Slesvig allerede den 16. juli 1850.
Om Morgenen Kl. 5.00 rykkede general Schleppegrell fra Als gennem Sundeved med sin hovedstyrke, og samme dag blev en brigade under Ræder overført fra Assens til Aabenraa, hvor den ankom om formiddagen Kl. 11. Skønt der i byen fandtes mange slesvig-holstenere, holdt disse sig tilbage og lod den dansksindede befolkning vise deres glæde over atter at se danske soldater.
Men uden preusserne var den slesvig-holstenske hær kun på omkring 34.000 mand imod den danske hær på over 40.000 mand. Desuden havde den som ovenfor nævnt mangel på kvalificerede officerer.
Så snart de svenske og preussiske våbenstilstandstropper havde forladt hertugdømmet Slesvig, indtog den slesvig-holstenske hær en stærk stillingved Isted. Her er landevejen mellem Flensborg og byen Slesvig omgivet af moser og søer, som indsnævrer passagen og letter forsvaret.
Den danske hær rykkede mod syd ledet af general Christoph von Krogh, idet general Bülow var blevet syg.
Slaget på Isted Hede den 25. juli 1850 er det største og blodigste slag i den nyere Danmarkshistorie. 40.000 danske soldater angreb en hær af slesvig-holstenere og ivrige frivillige fra hele Tyskland på i alt 27.000.
Allerede det indledende angreb, som omkring klokken to om natten blev ført af oberst Philip Ræder i Bøgemosen tæt på landevejen kostede umådelige ofre, fordi fjenden havde let spil med angribere, der vovede sig for langt ud i den gyngende mose, hvor dækning ikke var at finde. Endnu hårdere blev kampen længere mod øst hvor slesvig-holstenerne ad en løbebro over Langesøen kom bag på danskerne.
F. A. Schleppegrell i kamp ved Isted, hvor han faldt. Foto: Vort Folk i det nittende aarhundrede. Tegning af Wilhelm Østeraard. Wikimedia Commons.
"Schleppegrell, Læssøe, Trepka, oberstløjtnant Bülow og kaptajn Kranold, alle armeens håb er tabte", skrev den unge officer Johan Grundtvig dagen efter til sin moder.
Broderen Svend Grundtvig skrev: "Af 17 officerer, som vi gik frem med i går morges, vendte kun 5 uskadte tilbage - hvad der kostede os mest var stormen på Isted By, hvor fjenden holdt sig hårdnakket og skød ud af alle vinduer, medens vi måtte frem over åben mark og gade - den fjendtlige stilling var meget stærk og vort overtal sikkert ikke betydeligt. Og det skal jeg aldrig nægte, at der blev kæmpet imod os med dygtighed og forbitrelse."
Hen på morgenen indså Slesvig-holstenerne at de var truet i flanken og trak sig derfor tilbage, og dermed var slaget ved Isted slut med dansk sejr.
Som den angribende part havde danskerne de største tab, som var 845 faldne og omkring 2.770 sårede eller tilfangetagne. De slesvig-holstenske tab var 534 faldne og omkring 2.274 sårede eller tilfangetagne.
Danskerne besatte derefter Dannevirke. Den sjællandske soldat Lars Jensen skrev hjem i august 1850: "Vi må nu dagligt gøre forposttjeneste og gå på arbejde på Dannevirkes vold,"
Men slesvig-holstenerne havde endnu ikke givet op. Den 12. september 1850 prøvede de at omgå Dannevirke med et angreb ved Mysunde, hvor fjorden Slien kun er omkring 35 m. bred. Men de blev slået tilbage.
Efter slaget ved Isted sendtes en dansk brigade mod Frederikstad, som ligger ved Ejderens udløb i Vadehavet. Den danske hærafdeling var ledet af nordmanden Hans Helgesen, som havde boet i byen og kendte egnen. Danskerne tog byen med storm i august 1850 og besatte den med 1.600 mand.
Det sidste slag i Den Første Slesvigske Krig fandt sted den 29. september til den 4. oktober 1850, idet slesvig-holstenerne prøvede at tilbagerobre Frederikstad.
Klokken 08.30 om morgene indledte de et større bombardement, der ødelagde både rådhuset og Remonstrantkirken og satte det meste af byen i brand. Den 4. oktober 1850, gik de til angreb med en styrke på 5.000 mand. Kampen varede hele natten, men om morgenen måtte de give op. Den danske hær mistede i alt 335 mand og den slesvig-holstenske hær mistede 720 mand.
Ved en overenskomst i Olmütz nord for Bremen i november 1850 tvang zar Nicolaj Preussen til at opgive alle planer om tysk enhed og til at medvirke til hele den slesvig-holstenske bevægelses underkuelse.
Den 1. januar 1851 standsede krigen, da den politiske holdning i Tyskland gjorde, at oprørerne måtte nedlægge våbnene og den slesvig-holstenske hær blev opløst.
Det treårige felttog var omsider til ende, freden genoprettet og Slesvig genvundet for Danmark.
En helt afgørende faktor i den danske sejr var det danske fodfolk, den danske landsoldat, der havde en enestående moral behersket af kærlighed til fædrelandet, og som var bedre trænet end deres modstandere, og kvalificerede danske officerer, der ikke var bange for at gå forrest.
Men trods den danske sejr ved Isted var det Rusland, som var den afgørende faktor for den danske sejr i krigen. Efter begivenhederne må det have stået klart - for dem som ville se - at sikring af hertugdømmet Slesvigs tilknytning til Danmark i fremtiden klart måtte afhænge meget af stormagterne.
Christoffer af Bayern var efterkommer efter Valdemar Atterdag og oldtidens konger og han døde barnløs i 1448. Han blev efterfulgt af grev Christian af Oldenborg, under navnet Christian 1., der blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt, som regerede Danmark i 415 år frem til 1863, hvilket år Frederik 7. døde barnløs.
Men allerede før Frederik 7. faktisk døde, stod det klart at han ikke ville få efterkommere. Derfor begyndte man tidligt at søge efter en tronfølger.
Glücksborg Slot ligger i en sø ved sydsiden af Flensborg Fjord, som ses foroven i billedet, omkring 5 km nordøst for Flensborg. I søen lå førhen det middelalderlige Ryd Kloster. Foto Matthias Süssen Wikipedia. Commons.
Der fandtes kandidater i hertugdømmerne, nemlig Prinsen af Nør og hans broder Frederik August af Augustenborg, som var sønner af den danske prinsesse Louise Augusta, som var datter af Christian 7. - men i virkeligheden temmelig sikkert af Struense. Men de havde i alle tilfælde diskvalificeret sig selv ved at tage del i oprøret i 1848.
I følge Kongelovens regler var den første i arvefølgen Frederik af Hessen-Kassel, som var nevø af Christian 8. Han var en lovende ung officer i den danske hær, som havde besøgt adskillige europæiske hoffer og været i Konstantinopel.
Han var imidlertid upopulær i politiske kredse i København på grund af sit ægteskab med Aleksandra Nikolajevna af Rusland af slægten Romanov. Aktivisterne mente at zaren var despotisk. Sørgeligt nok døde Frederiks unge hustru allerede i 1844, men det gjorde ingen forskel for dem.
Der var også den komplikation, at en konge af den danske helstat skulle også være hertug af både Slesvig, Holsten og Lauenborg, og ledende politikere i hertugdømmerne gav udtryk for, at de ikke mente, at de var bundet af Kongeloven. Det ville være en katastrofe hvis hertugdømmerne valgte andre end den danske konge som deres statsoverhoveder.
En hertug af Gottorp havde været en oplagt kandidat, men siden 1762 havde de gottorpske hertuger siddet på den russiske trone som zarer, og de opholdt sig ikke længere i hertugdømmerne.
I 1851 pegede Zar Nicolai på Christian af Glücksborg som kommende dansk konge og erklærede sig rede til at give afkald på sin position som hertug af Gottorp til fordel for Christian.
Det styrkede Christians kandidatur at han var gift med Christian 8.'s søster, Louise af Hessen, og hans og hendes efterkommere derfor også ville være efterkommere efter Oldenborgerne, mente man.
Derfor faldt valget på Christian af Glücksborg, der i lige linje nedstammede fra kongeslægten og på mødrene side var oldebarn af Frederik 5.
Christian 9. af Danmark på fotografi fra 1887. Foto Hans Christian Jensen Wikipedia.
London-protokollen blev underskrevet af Storbritannien, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig den 8. maj 1852 i London, og tiltrådt af Danmark og Sverige. Den fastslog, at det danske monarki bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og at Christian af Glücksborg skulle arve den danske trone.
Dette forudsatte en ændring af Tronfølgeloven.
Hvilken ændring blev vedtaget af Rigsdagen den 31. juli 1853. Loven fastsatte en ren mandlig arvefølge, hvilket udelukkede kvinder fra tronen. Den udnævnte Christian af Glücksborg til "prins": "Vor høitelskede kjære Frænde, Hans Høihed Prinds Christian af Slesvig-Holsteen-Sønderborg-Glücksborg, hvem Vi fra nu af ville have tillagt navn af Prinds til Danmark".
Ved Frederik 7.'s død i 1863 blev prins Christian dermed dansk konge som Christian 9., den første af den glücksborgske kongeslægt.
52. Grundloven
Som fortalt ovenfor - under indtryk af Casino urolighederne den 21. marts 1848 fejede Frederik 7. sin faders "forfatningsreskriptet af 28. januar" af bordet og afskedigede sine ministre, uden at have andre at sætte i stedet. Efter mange forgæves forhandlinger måtte kongen hen på natten tilkalde "Casino mændene", anført af juristen og aktivisten Orla Lehmann, teologen D.G. Monrad og militærmanden A. F. Tscherning, som erklærede sig villige til at danne en regering, det såkaldte "marts ministerium", der ville gennemføre Ejder-politikken og forberede en fri forfatning for Danmark.
Ditlev Gothard Monrad var en dansk teolog, som studerede semitiske og persiske sprog. Han skrev udkastet til Grundloven af 5. juni 1849, også kendt som Junigrundloven. Foto D G Monrad Wikipedia.
D.G. Monrad fik til opgave at skrive et udkast til en såkaldt fri forfatning for Danmark. Han hentede inspiration fra den belgiske forfatning og den norske Eidsvollforfatning fra 1814 samt Montesquieus ideer om magtens tredeling i den udøvende, lovgivende og dømmende magt og tokammer systemer.
Belgien fik først sin egen forfatning i 1831 efter landets løsrivelsen fra Nederlandene, og derfor var den belgiske forfatning forholdsvis ny. Den byggede meget på magtens tredeling.
Under en våbenhvile i Den Første Slesvigske krig, den 5. oktober 1848, afholdtes valg til den grundlovgivende forsamling, kaldet Rigsforsamlingen, på 152 medlemmer. De 114 blev valgt ved enkeltmandsvalg i valgdistrikter, mens de resterende 38 blev udpeget af kongen, hvilket vil sige hans ministre.
Den Grundlovgivende Forsamling mødtes første gang den 23. oktober 1848 på Christiansborg, hvor de foretog flere ændringer i Monrads oplæg.
Monrad ønskede oprindeligt, at både Folketinget og Landstinget skulle vælges ved direkte, almindelige valg af hele folket. Landstinget skulle blot repræsentere de ældre og mere erfarne, hvorfor han foreslog en valgbarhedsalder på 40 år til Landstinget.
I overensstemmelse med Montesquieus ideer ændrede forsamlingen Monrads oplæg derhen at landstinget blev gjort privilligeret således at for at blive valgt ind i Landstinget skulle man have en høj personlig indkomst eller skattebetaling.
Montesquieu anbefalede faktisk et tokammer system: "I en stat er der altid personer, der udmærker sig ved deres fødsel, rigdom eller hæder. Men skulle de stilles lige med det almindelige folk og kun have vægten af en enkelt stemme som resten, ville den fælles frihed være deres slaveri, og de ville ikke have nogen interesse i at støtte det, da de fleste af de folkelige beslutninger ville være imod dem. Den andel, de har i lovgivningen, bør derfor stå i forhold til de øvrige fordele, de har i staten; hvilket kun sker, når de danner et organ, der har ret til at sætte en stopper for folkets planer, lige som folket har ret til at modsætte sig ethvert indgreb fra deres side."
Monrads oprindelige tekst var tænkt som en fælles forfatning for både Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig. Fornuftigvis ændrede forsamlingen det derhen at lovens gyldighed for Slesvig blev udskudt, indtil der var indgået en endelig fredsaftale, og derfor kom forfatningen i praksis kun til at gælde for selve kongeriget.
Den således udarbejdede grundlov blev underskreven af Frederik 7. den 5. juni 1849, hvilket har givet den navnet "Juni Grundloven".
Så kan man undre sig over, hvorfor den kaldes en "fri" forfatning og ikke bare en forfatning?
Frederik 5. i salvingsdragt. Enevældens konger var konger af Guds nåde og ikke valgt af nogen dødelige, og derfor kunne intet menneske sætte kronen på deres hoveder. Ved kroningsceremonierne satte de selv kronen på hovedet, eller de gik ind i kirken med kronen på hovedet allerede. Derimod blev de salvede af en biskop som det gamle testamentes konger. Hvilket bestod i at ærkebiskoppen gned en særlig aromatisk olie på kongens pande, bryst og håndled.
Ideen i enevælden var, at der skulle være et direkte forhold mellem folket og kongen, således at mellemliggende lag, for eksempel adel eller politikere, blev sprunget over. Dette var inspirationen til alle enevældens pragtfulde ceremonier, som henvendte sig direkte til det brede folk. Foto Frederik 5. i salvingsdragt Wikipedia.
I følge enevældens Kongelov havde kongen eneret til at give, ændre og ophæve love samt fritage, hvem han ville, for lovens almindelige gyldighed. Kongen kunne benåde, hvem han ville for de straffe, som de var idømte ved de almindelige domstole.
Man har ment, at de enevældige konger kunne skalte og valte med folket, som om de ejede det, og derfor måtte folket under enevælden have været "ufri".
Imidlertid er der ingen efterretninger om at Frederik 6., Christian 8. eller Frederik 7. udnyttede dette forhold i noget synderligt omfang. Alle de enevældige konger har generelt haft et ret faderligt og overbærende forhold til deres folk.
Det menes at Grundloven kan kaldes en "fri" forfatning fordi:
- Den giver folket mulighed for vælge deres egne ledere ved almindelige valg.
- Den foreskriver en tredeling af magten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, således at de tre magter holder hinanden i skak, og derved kan ingen magt tiltage sig tyrannisk myndighed.
- Den garanterer foreningsfrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og boligens ukrænkelighed.
- Den giver den enkelte beskyttelse mod vilkårlig frihedsberøvelse, idet "Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer".
53. Mellemkrigstid
I 1814 var Rusland den afgørende magt i sejren over Napoleon og blev dermed den dominerende magt i europæisk politik i tiden, der fulgte - meget som USA blev det efter sejren over Hitlers Tyskland i 1945.
Dette politisk stærke Rusland havde støttet Danmark i alle internationale forhandlinger i forbindelse med Den Første Slesvigske krig - fordi de ikke ønskede et stærkt Preussen, og fordi de var modstander af nationale frigørelser.
Men zar Nicolai's død i 1855, og Krimkrigen fra 1853 til 1856 mod England og Frankrig svækkede Rusland og ændrede de politiske forhold i Europa, idet Rusland nu favoriserede Preussen i forhold til deres fjender, England og Frankrig.
I 1857 sagde den russiske diplomat Philip Brunnow, der var Danmark venligtsindet, til den danske legationssekretær i Berlin: "Stillingen fra 1848-50 er helt forandret. Rusland er nu gunstig stemt for Preussen, ugunstigt for Danmark. De ved jo at vi betragter forholdet som rent tysk. England vil støtte Dem med noter og ikke videre. Frankrig vil intet risikere for Deres skyld. De vil komme til at stå helt isoleret. Følg vort eksempel! Skønt stormagt har vi dog givet efter og gjort indrømmelser, der kunne være krænkende nok for vor selvfølelse, for at få fred og undgå yderligere ulykker."
I forbindelse med fredsslutningen i 1850 bestemte London Protokollen at der skulle oprettes en fællesforfatning for den danske helstat, som skulle sikre at statens fælles anliggender fortsat kunne fungere, til trods forskellige styremåder. Hvilken forfatning blev indført den 2. oktober 1855.
Fællesforfatningen havde 50 medlemmer. De 18 skulle udpeges af den danske Rigsdag, 12 af Slesvigs og Holstens stænderforsamlinger og 20 af kongen. Forsamlingen havde kun besluttende myndighed i fælles skatte- og statslån-sager og møderne skulle være lukkede.
I april 1857 stillede de tyske stormagter Danmark et ultimatum: Inden tre uger skulle Fællesforfatningen forelægges Holstens Stænder forsamling. I modsat fald ville sagen blive bragt for Forbundsdagen.
Men allerede i 1858 brød Det Tyske Forbund protokollens bestemmelse om fællesforfatning, idet det erklærede den aktuelle fællesforfatning ugyldig for Holstens og Lauenborgs vedkommende, med henvisning til at disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske forbund. Hvilket Danmark ikke havde militær og politisk styrke til at modsætte sig.
Den 20. Maj 1858 stillede den tyske forbundsdag på ny Danmark et ultimatum. Inden seks uger skulle Forbundsdagen have besked om, hvordan Danmark ville ordne Holstens og Lauenborgs stilling i riget, ellers kunne der blive tale om "forbundseksekution", altså besættelse af disse hertugdømmer med forbundstropper. Statsminister Hall ønskede at undgå sådanne konfrontationer og satte derfor fællesforfatningen for Holsten og Lauenborg ud af kraft på et statsrådsmøde den 7. juli 1858.
Den 6. november 1858 gik Hall et skridt videre og ophævede Fællesforfatningen for Lauenborg og Holsten. Det stillede de tyske magter tilfredse, men kun for en stund.
I januar 1861 blev Wilhelm 1. konge af Preussen og et af hans første offentlige budskaber var at han anså det for en national pligt for Preussen at få det dansk-tyske spørgsmål løst. Som om det ikke var løst med bestemmelserne i fredsslutningen i 1850 og London Protokollen 1850, som Preussen havde skrevet under på. Det burde have skabt eftertanke i Danmark.
Den 7. februar 1861 truede den Tyske Forbundsdag i Frankfurt med at skride til besættelse af Holsten inden seks uger, hvis ikke forfatningsforholdene i dette hertugdømme blev ordnet efter forsamlingens ønske. Den engelske udenrigsminister lord Russel vendte gang på gang tilbage til at der burde indføres et mere liberalt styre i Holsten.
Konseilpræsident Carl Christian Hall. I dag ville vi kalde ham statsminister. J.V. Gertner Wikipedia.
Men den danske statsminister Hall satte i stedet hælene i og gav efter for folkestemningen, som krævede Danmark til Ejderen - vi havde jo vundet krigen!. På valgdagen den 14. juni 1861 udtalte han, at først nu viste de historiske erfaringer at Ejderpolitikken var den eneste mulige.
I sommeren 1862 krævede den preussiske krigsminister, Albreckt von Roon, tre års værnepligt, men det ville Landdagen ikke gå med til. Han ønskede en aktion udadtil "for at lindre feberen indadtil". Han fortsatte: "Danmark er det sted, som egner sig bedst for vor aktion."
På årsdagen for Slaget på Isted Hede blev i 1862 H. W. Bissens Istedløve afsløret på Flensborg Kirkegård. Den stirrede bistert mod syd. Den frygtede ikke tyskerne.
I september 1862 blev Otto von Bismarck ministerpræsident i Preussen. I et privat brev skrev han: "Hele det danske spørgsmål kan kun løse på en for os gunstig måde gennem krig. Anledning til denne krig, lader sig finde i et hvilket som helst øjeblik, der anses for gunstigt - " Men det sagde han naturligvis ikke offentligt.
Det gav anledning til stor vrede og skuffelse, at netop som den danske prinsesse Alexandra var blevet forlovet med Prinsen af Wales, sendte udenrigsminister lord Russell den berygtede Gotha Depeche, hvori han tilsluttede sig de tyske krav.
Måske på grund af en slags psykologisk træthed besluttede de danske politikere i denne giftige og højspændte atmosfære at følge folkestemningen og erklære "Danmark til Ejderen".
De nationalliberale politikere lavede et forslag til en ny forfatning, som fik navnet "November Forfatningen". Den var meget lig den eksisterende forfatning men med gyldighedsområde også for Slesvig, medens Holsten og Lauenborg blev overladt til deres egen skæbne, hvilket nok ville betyde Preussen.
Den nye November Forfatning blev vedtaget af Rigsrådet den 13. november 1863 .
To dage efter, Den 15. november 1863, døde kong Frederik 7. på Glücksborg Slot på grund af en lungebetændelse, som han havde pådraget sig under udgravningen af Nydam båden.
Dagen efter, den 16. november 1863, udråbte statsminister Hall fra Christiansborgs balkon den 45-årige prins Christian som kong Christian 9.
Den 16-årige Edvard Brandes var til stede på slotspladsen og fortalte, at der gruppevis var nogle få hundrede mennesker til stede på pladsen. En dame berettede, at hun ved et tilfælde kom over slotspladsen uden at ane, hvad der skulle finde sted, og pludselig så hun den ordensprydede statsminister Hall komme frem på balkonen og udbringe et leve, spagfærdigt besvaret af nogle snese mennesker på pladsen.
Den ny konge stammede og talte dansk med tydelig tysk accent. Han var ikke populær blandt de revolutionære københavnerne. De mente, at han og hans familie var tyskere. Der havde været demonstrationer mod familien.
Allerede efter Rigsdagens sidste behandling af November Forfatningen, den 13. november 1863, indløb Bickmarcks protest og erklæring om, at den bestående tilstand ikke måtte ændres. Men situationens alvor blev ikke erkendt af den danske regering.
Straks efter sin tronbestigelse - måske samme dag - fik kong Christian forelagt den ny November Forfatning til underskrivelse. I første omgang bad han om betænkningstid, men to dage senere, den 18 november 1863, skrev han under.
I følge statsrådsprotokollen gentog han: "at ansvaret hvilede på ministeriet, og han nødigt underskriver, fordi han frygter for at det vil føre landet til ulykker, men da han anser det som en arv, hans højsalige forgænger har efterladt ham, og da han er gennemtrængt af den overbevisning, at denne ville have underskreven loven, gør han det som en pligt."
Nogle mener, at han frygtede at han og hans familie ville blive jaget ud af byen af den københavnske pøbel, hvis han ikke underskrev.
Med den ny grundlov havde Danmark ganske klart brudt både London Protokollen og Freden mellem Danmark og Preussen af 1850, som begge foreskrev at Danmark ikke måtte knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten.
Ruslands rigskansler, fyrst Gortjakov, foreslog at de magter, som havde underskreven London Protokollen, skulle sende repræsentanter til Frederik 7.'s bisættelse og ved denne lejlighed opfordre regering Hall til at trække November Forfatningen tilbage.
Ruslands og Englands udsendinge lagde vejen om Berlin forud for begravelsen for at høre om Bismarck ville undlade at bruge magt, hvis de opnåede deres mål. Han svarede at betingelsen var at aftalerne fra 1850 blev overholdt og November Forfatningen trukket tilbage inden 1. januar 1864. I øvrigt ville han ikke love noget.
Den 20. december 1863 mødtes begravelsesgæsterne med statsminister Hall og forelagde ham deres ærinde. De opfordrede ham indtrængende til at trække November Forfatningen tilbage. Han spurgte om han derved fik sikkerhed for at tyske tropper ikke ville overskride Elben. De måtte svare nej til dette spørgsmål. Men de tilføjede at hvis deres råd ikke blev fulgt, var Rusland og England ude af stand til at hjælpe Danmark.
På lignende måde forholdt det sig med Sverige. Ved efterretningerne om at den danske regering havde til hensigt at foretage en sådan bevidstudfordrende handling, som November Forfatningen, der klart krænkede både Freden af 1850 med Preussen og London Protokollen, besluttede man at optræde sammen med de andre underskrivere af London Protokollen.
54. Den Anden Slesvigske Krig
Anden Slesvigske Krig kan opdeles i fire faser, to krigsfaser og to forhandlingsfaser:
Fase 1 - Danmark mod Preussen og Østrig fra den 31. januar 1864 indtil nederlaget ved Dybbøl og start af våbenhvilen den 12. maj 1864.
Fase 2 - Forhandlinger - i London fra den 12. maj 1864. indtil våbenhvilens ophør den 28. juni 1864.
Fase 3 - Danmark mod Østrig og Preussen på Als og i Jylland fra den 29. juni 1864 til våbenstilstand den 20. juli 1864.
Fase 4 - Forhandlinger - i Wien fra våbenstilstand den 20. juli 1864. indtil fredsslutningen i Wien den 30. oktober 1864.
-------------------------------------------------
Fase 1 - Danmark mod Preussen og Østrig fra den 31. januar 1864 indtil nederlaget ved Dybbøl og start af våbenhvilen den 12. maj 1864.
Juleaftensdag 1863 rykkede saksiske og hannoveranske styrker ind i Holsten. De slesvig-holstenske farver kom frem over alt. Alle kongelige skilte blev revet ned, og Frederik August af Augustenborg førte sig frem som "Friedrich der Achte". De danske tropper trak sig uden kamp tilbage til Slesvig.
Den tyske forbundsdag meddelte at de ville støtte den augustenborgske hertug og hans arveret. Derefter meddelte Preussen og Østrig at de ville tage sagen i deres egen hånd, og Forbundsdagen kunne intet gøre.
Den 16. januar 1864 afleverede den østrigske gesandt på de to stormagters vegne et ultimatum til den danske udenrigsminister, kammerherre Quaade. Heri blev det krævet at November Forfatningen skulle trækkes tilbage inden 48 timer.
Christian Julius de Meza var en dansk general, som især er kendt, fordi han beordrede tilbagetoget fra Dannevirke i 1864 uden først at spørge i København.
Han var soldat hele sit liv. I en alder af 12 år blev han elev på Det Kongelige Artillerikadetinstitut. Han deltog som artillerist i krigen mod England i 1807 i en alder af 15 år. Han underviste nogle år på den kongelige militære højskole.
Han var ikke en personlighed, som førte sig selv frem med stor pondus, og han oplevede gang på gang, at blive forbigået i sin karriere af yngre officerer. Men i 1821 blev han udnævnt til kaptajn og gjorde praktisk tjeneste i nogle år ved artilleriet. I 1842 blev han forfremmet til major, men blev også ved denne lejlighed forbigået af yngre officerer, hvilket fik de Meza til at ansøge Christian 8. om sin pension. Denne ansøgning blev afslået - og siden fik han aldrig et godt forhold til denne konge.
De Meza udmærkede sig i kampene ved Bov, Nybøl og Dybbøl og anførte personligt sine tropper i udfaldet fra Fredericia i 1850.
I 1855 blev han formand for en kommission, som skulle udrede de danske befæstninger. I 1857 fremkom kommissionen med en konklusion, som sagde at et forsvar for Holsten ikke var muligt, og derfor skulle den sydlige forsvarslinje ligge i Slesvig. Planen inkluderede en stærk befæstning af Fredericia og Dybbøl. Rigsdagen ville imidlertid ikke bevillige de nødvendige midler til at gennemføre planen, og ved udbruddet af Anden Slesvigske Krig var de jyske anlæg noget forsømte og ufærdige.
De Meza blev i december 1863 i en alder af 72 år overgeneral for den mobiliserede hær. Foto: A. Fabricius: Illustreret danmarkshistorie for folket, 1915. Skjoldbro Wikipedia.
Dette krav kunne Danmark umuligt opfylde, men under pres fra den engelske gesandt Sir Augustus Paget tilbød statsminister Monrad den 21 januar 1864 at udskrive valg til Rigsdagen og foreslå det nyvalgte rigsråd at November Forfatningen blev ophævet.
Paget så nu en chance for at undgå krigen. Men han blev skuffet. Nogle dage senere følte Monrad sig presset af folkestemningen og erklærede i Rigsdagen, at ikke blot en personalunion med det samlede Slesvig-Holsten, ikke blot et selvstændigt Slesvig, men også Slesvigs deling var løsninger, som hans regering aldrig ville forhandle om.
Tidligt om morgenen den 31. januar 1864 indfandt to preussiske officerer sig i det danske hovedkvarter ved Dannevirke og bad om at få den øverstkommanderende i tale. De blev modtaget af general de Meza, som de overrakte et brev fra feltmarskal Wrangel, hvori han opfordrede den danske hær til straks at forlade hertugdømmet Slesvig. De Meza afviste deres krav i henhold til sine ordrer.
Natten til den 1. februar 1864 gik de preussiske og østrigske hære over Ejderen og dermed var krigen en kendsgerning.
Den preussiske hær omfattede i alt 38.400 mand. Den østrigske hær bestod af 23.000 mand, altså i alt 61.400 mand imod den danske hærs 38.000 mand. Senere under krigen blev preusserne yderligere forstærket med 20.000 soldater.
Preusserne var udstyret med moderne bagladergeværer, medens danskerne stadig brugte forladere. Forladegeværer havde den ulempe at soldaterne skulle lade dem stående, medens bagladerne kunne lades i liggende tilstand.
Tysk plan for angreb på Dannevirke-stillingen i februar 1864. Moserne mod vest var tilfrosne og Slien kunne passeres på anden måde. Planen var at østrigerne skulle fiksere de danske forsvarere frontalt, medens preusserne skulle omgå Dannevirkestillingen ved at gå over Slien og ved at gå over de frosne moser ved Hollingsted. Tegning af ukendt oprindelse.
Allerede den 2. februar 1864 angreb preusserne ved Mysunde, men angrebet blev afvist.
Den 3. februar 1864 tog østrigerne uden problemer hele forterrænet syd for Dannevirke i besiddelse.
Den 4. februar 1864 besigtigede de Meza hele Dannevirke stillingen sammen med sine adjudanter og højere officerer. Under hele ridtet sagde han ikke et ord til nogen af cheferne.
Men om eftermiddagen blev de indkaldt til krigsråd. Her spugte de Meza generalerne, om de mente at stillingen skulle holdes eller opgives.
Efter flere timers diskussion blev man enige om at:
- Dannevirke linjens holdbarhed afhænger af den hindring, som Ejderen, Slien og oversvømmelserne i moserne mod vest udgør.
- Slien har nu kun en smal rende åbent vand. Det er nødvendigt bestandigt at bryde isen for at holde den åben, hvilket ikke er muligt i fjendens umiddelbare nærhed.
- Det er umuligt at bivuakere ved volden på denne tid af året. (der var ingen barakker ved Dannevirke)
- For at forsvare linjen er det nødvendig med en hærstyrke på 40.000-50.000 mand. Den nuværende styrke er på 35.000 mand.
- at hærens sammensætning og træning er utilstrækkelig.
- at fjenden har samlet mindst 50.000 mand og besat det terræn, der skulle sikres af vores forposter, og som næppe kan generobres. Fjenden har allerede etableret langtrækkende artilleri.
- at et ordnet tilbagetog efter et fjendtligt gennembrud er umulig.
- Krigsministeriets instruks af den 22. januar 1864 til de Meza bestemte, at kampene ikke måtte fortsættes i en sådan udstrækning, at selve hærens eksistens som en ordnet hær ville blive kompromitteret.
Tilbagetoget fra Dannevirke. Foto Erik Henningsen Wikipedia.
De kunne have tilføjet at der ikke var en egentlig vej langs volden, hvilket var en stor ulempe for et forsvar. Den jernbane, som nogle havde forestillet sig, var der naturligvis heller ikke.
Ud fra alt dette konkluderede krigsrådet, at hæren skulle trække sig tilbage uden kamp tidligt om morgenen den 6. februar 1864, og alt tungt udstyr skulle efterlades. De Meza erklærede, at han tog det fulde ansvar for beslutningen, og det stod han siden ved.
Beslutningen var næsten enstemmig. Kun generalløjtnant Lüttichau gjorde indsigelse. Som artilleri-officer ønskede han ikke at opgive sine svære kanoner.
Allerede om aftenen den 5. februar 1864 begyndte tilbagetoget i dyb stilhed. Det varede seks timer, før fjenden opdagede, at den danske hær var væk.
Samme aften telegraferede de Meza til krigsministeriet og oplyste, at hæren havde forberedt sig på at trække sig tilbage til stillingen ved Dybbøl. Efterfølgende tog han telegraflinjen ned for at forhindre, at hans ordre blev underkendt.
En ung lærer og reserveløjtnant skrev: "Det var en streng tur, det var som fulgte vi lig. I stedet for kække ensformige soldaterskridt lød kun slæbende fodtrin, og vi sneg os næsten mere frem end vi gik. Vejen var glat, så glat at man næppe kunne gå. En mand af min deling faldt og brækkede sit ben, jeg selv faldt flere gange og slog mig, da jeg måtte løbe ideligt frem og tilbage. Retræten til Sønderborg er det strengeste, jeg har oplevet, og dog må vi sige Gud ske lov, at vi slap således fra det, som vi gjorde. Jeg havde næppe troet at folk kunne blive så udmattede, som her var tilfældet. Flere blev gale, andre faldt livløse om, andre blev helt borte, og resten gik og sov."
Først omkring klokken 4.00 om morgenen den 6. februar 1864 opdagede den preussiske og østrigske hærledelse at skansen var tom. Ved daggry sendte de en østrigsk rytterafdeling efter den danske hær, som indhentede bagtroppen nær Sandelmark, som ligger 6-7 kilometer syd for Flensborg i Oversø kommune ganske nær motorvejen.
Her vendte oberst Max Müller om med sin 7. brigade og gjorde front mod fjenden. Danskerne forskansede sig i det smalle pas ved Sandelmark, hvor hærvejen løber gennem et højdedrag.
Både østrigere og danskere led store tab. En officer i 1. Regiment skrev hjem at "Københavnerne gik på med tændt cigar i flaben og med opsangen: "på'en igen, på'en igen lille Ferd'nand Ludvigsen".
Dybbølstillingen i 1864. Dybbøl stillingen var langt stærkere end Dannevirke stillingen. Den havde forbindelse bagud til Sønderborg og Als over en pontonbro. Kort: Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler: Kort over Sønderjylland Forfatter Gustav Rosendal - Wikipedia.
I Sandelmark Skov kom det til nærkampe med bajonetter. Menig Jørgen Rasmussen skrev: "Nu blev vi kommanderet frem mod fjenden, og det blev en kamp, så det forslog noget. Vi stødte og stak og slog, det bedste vi kunne. Det gik nærmest til, som når en flok skoledrenge er røget i totterne på hinanden. Det varede vel fem minutter, men der faldt mange. Min sidemand havde syv bajonetstik i kappen."
Modangrebet standsede østrigerne, og kampen sluttede, da mørket faldt på.
Den 7. februar 1864 nåede det meste af den danske hær frem til skanserne ved Dybbøl.
Samme dag reagerede en rasende krigsminister med at afsætte de Meza fra hans kommando, selvom hæren var midt i den ret kritiske proces at organisere forsvaret ved Dybbøl. Han blev erstattet af general Georg Daniel Gerlach.
Allerede i slutningen af februar 1864 tilbød englænderne sig som mæglere, og preusserne og østrigerne erklærede sig straks villige til at forhandle. Medens den danske regering erklærede: "Før Slesvigs besættelse ville vi have kunnet slutte fred med Tyskland. Efter denne begivenhed har den kongelige regering intet andet valg end at fortsætte krigen indtil den tidligere tilstand er genoprettet i Slesvig og dette hertugdømme igen er bragt under kongens myndighed."
Statsminister Monrad og udenrigsminister George Quaade udtalte til den britiske ambassadør i København, sir August Paget, at det danske folk ikke var parat til fred. Paget svarede syrligt at det var særdeles uheldigt at en regering lod sig styre af en ophidset befolkning, når det drejede sig om beslutninger, der var af en så afgørende betydning for nationen.
Indledningsvis var major Ernst Frederik Schau fra Odense ganske tilfreds med hærens nye stilling ved Dybbøl. Han skrev den 21. februar 1864 i et brev hjem: "Jeg vover snart den dristige tanke at selv den største overmagt ikke vil kunne få bugt med os her."
Den 10 marts 1864 var han blevet lidt mere betænkelig: "for øjeblikket ville det være gal mands gerning at probere på større foretagender da fjenden ikke alene over alt er os overlegne, men vore folk er slet udrustede og slet forsynede med førere og endelig slet uddannede."
Den 3. april 1864 skrev han: "Vi er bleven drevne ud af Sønderborg af en utallig mængde granater, hvormed fjenden i en afstand af 7.000 alen bombarderede den ulykkelige by. To af dem sprang inde i vort hus, dog uden at såre nogen. Vi fik så ordre til at forlade byen. Det er alvorlige tider."
Den 17. april 1864 skrev han hjem: "Som jeg skrev i går, bliver situationen stedse mere og mere uhyggelig. I aftes ved afløsningen tog fjenden således 60 mand, der lå i skyttegravene, fangen. De slyngler skreg øjeblikkelig pardon, da fjenden styrtede frem, og affyrede ikke et skud. Men skønt man således har beviser nok på, at det vil være en umulighed at holde stillingen i tilfælde af en storm, så vil dog det høje ministerium ikke tillade os at gå tilbage, men foretrækker at udsætte armeen for vanære og fuldstændig ruin."
Officererne var fortvivlede. De fik general du Plat fulgt af andre officerer til at gå til hovedkvarteret, hvor de opfordrede den syge øverstkommanderende, Gerlach, til at overgive kommandoen til du Plat, der ville tage ansvaret for at rømme Dybbøl stillingen. Men Gerlach svarede nej. Det var regeringens ordre, at stillingen skulle holdes. Han var soldat og adlød ordrer.
8. brigades modangreb ved Dybbøl 18. april 1864, maleri af Vilhelm Jacob Rosenstand. Foto Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot - Wikipedia.
Den navnkundige dag, den 18. april 1864, kom stormen, som man havde ventet på. Efter seks timers vedvarende bombardement stormede preusserne.
Angribernes overmagt var knusende. De danske skanser blev erobret i løbet af få minutter. Men takket være 8. Brigades næsten selvmorderiske modangreb trak slaget ud i flere timer, og det lykkedes for en stor del af hæren at komme over pontonbroen til Als.
Under tilbagetoget faldt general du Plat og major Schau blev, dødeligt såret, taget til fange.
De danske tab den 18 april 1864 var 5.000 mand heraf 800 faldne. Preusserne havde blot 257 faldne, hvilket viser at Dybbøl stillingen virkelig blev holdt over evne.
Til søs gik det Danmark noget bedre. Den danske flåde beherskede suverænt de indre danske farvande, ganske som i den tidligere krig. Den havde genoptaget blokaden af de preussiske havne med stor succes til fjendens store ærgrelse.
Preussen havde ingen flåde af betydning, medens Østrig havde en flåde i Middelhavet.
Østrigerne sendte en eskadre hele vejen rundt om Gibraltar i den hensigt at hjælpe Preussen med at forjage de danske skibe, som blokerede deres havne. Eskadren bestod af to fregatter, som blev bistået af tre preussiske kanonbåde.
Den 9. maj 1864 - tre dage før våbenhvilen - ved øen Helgoland, som dengang var i engelsk besiddelse, blev de angrebet af en dansk eskadre bestående af fregatterne "Niels Juel" og "Jylland" samt korvetten "Heimdal".
Danskerne skød det østrigske flagskib i brand, så eskadren måtte søge ly i engelsk territorialfarvand ved Helgoland. I nattens mørke lykkedes det den at undslippe til Cuxhaven i Elbens munding.
Både "Jylland" og "Niels Juel" var bygget på det nye danske skibsværft "Burmeister og Wain". De var traditionelle træskibe, som havde fået indbygget en dampmaskine, så de kunne manøvrere under kamp uafhængigt af vinden. For fremdrift var de forsynet med en skrue i stedet for de traditionelle skovlhjul, hvilket var meget mere effektivt og ikke så sårbart som skovlhjulene.
Det danske panserskib Rolf Krake på prøvesejlads på Clyde-floden i 1863. Tegnet af C. F. Sørensen, 29. juni 1863. Det var det første panserskib med kanontårne, der blev taget i brug i Europa. Tegning C.F. Sørensen - Drawing from 1863 Wikipedia.
I 1862, under den amerikanske borgerkrig, mødtes de to panserskibe, Monitor og Merrimack, og overdængede hverandre med kanonskud på tæt hold i flere timer uden at nogen af dem tog synderlig skade. Det gjorde det klart for alle, at krigsskibe bygget af stål var fremtiden.
I den Anden Slesvigske Krig havde Danmark allerede panserskibet "Rolf Krake", som var frygtet af preusserne. Den var dreven af en dampmaskine med en skrue og havde to drejelige kanontårne.
Forhandlingsfase - i London fra den 12. maj 1864 indtil våbenhvilens ophør den 28. juni 1864.
Allerede tidligt i krigen foreslog Storbritannien at de europæiske magter skulle give Danmark seks ugers frist til at trække November Forfatningen tilbage, til gengæld skulle de ikke-krigsførende stormagter sende tropper til støtte for Danmark, hvis de tyske magter overskred Ejderen.
Men hverken Rusland eller Frankrig var indstillet på at komme i alvorlig modsætning til de tyske magter, og Napoleon 3. af Frankrig udtrykte direkte forståelse for de tyske magters krav på Slesvig og Holsten. Rusland var betænkelig ved demokratiske og nationale revolutioner, og desuden skyldte det Bismarck gengæld for, at han hjalp dem med at nedkæmpe et polsk oprør i 1863.
Bismarck var positiv i forhold til en konference i London, men han trak tiden ud indtil sejren i Dybbøl var i hus. Det var formentlig almindelig kendt at Bismarck ønskede hertugdømmerne, fordi han ville udnytte disse landsdeles maritime tradition og skibsfart til at udvikle en preussisk krigsmarine med sæde i Kiel. Han var dog ikke afvisende overfor at lade Danmark beholde en del af det nordlige Slesvig. Han krævede at den danske blokade af de preussiske havne skulle ophøre, inden hans gesandter ville indfinde sig i London.
Den eneste konferencedeltager, som var ubetinget positiv overfor Danmark, var Sverige-Norge.
De danske repræsentanter var udenrigsminister Quaade og A. F. Krieger samt gesandten Torben Bille.
Den erfarne engelske diplomat lord George Clarendon gav ikke danskerne noget godt skudsmål i et brev til den engelske gesandt i Paris i begyndelsen af maj 1864:
"Danskerne var stædige og er de vanskeligste folk at have med at gøre eller gøre noget for, jeg nogensinde har mødt. De bære sig ad som lommeprokuratorer, der pludseligt er bleven ministre og er ude af stand til at opgive deres forretningsmæssige fedteri. De er bange for hinanden og for københavner-pøbelen, og deres mangel på dygtighed til at ordne deres egne sager er forfærdelig og varsler dårligt for en varig overenskomst."
Området ned til Dannevirke og Ejderen var oldgammelt dansk land, som det var meget svært for danskerne at sige farvel til - måske for evigt.
Den 28 maj 1864 foreslog Lord Russell en deling af Slesvig, hvilken tanke fik almindelig tilslutning blandt magterne - men dog ikke hos Danmark.
Fra dansk side var man indstillet på at afskrive den allersydligste del af Slesvig, men så heller ikke mere.
De tyske magter foreslog en linje Åbenrå-Tønder, men var dog ikke afvisende med hensyn til en folkeafstemning, hvilket danskerne ikke ville gå med til.
Russel støttede et russisk forslag om voldgift ved en neutral magt. Til den danske udenrigsminister Quaade sagde han, at hvis danskerne ville acceptere en linje mellem Slien og Tønder, ville England overveje materiel støtte til Danmark, selv om tyskerne sagde nej til denne linje.
Den preussiske repræsentant, Albreckt Bernstorff, foreslog et uafhængigt Slesvig-Holsten ledet af oprøreren fra 1848, Augustenborgeren "Friderich der Achte", hvilket jo var, hvad den Første Slesvigske Krig drejede sig om, og dermed uantageligt.
Lord Russells sidste løsningsforslag. "En neutral magt skal drage en grænse, der ikke må lægges sydligere end ved Eckernförde-Frederikstad linjen og ikke nordligere end Åbenrå-Tønder linjen". Eget arbejde.
Den 11. juni 1864 fremsatte Russell det sidste mulige løsningsforslag for den danske delegation. Den var baseret på det russiske forslag, ligesom den imødekom de franske synspunkter: "En neutral magt skulle drage en grænse, der ikke måtte lægges sydligere end ved Eckernförde-Frederikstad linjen og ikke nordligere end Åbenrå-Tønder linjen". Han tilføjede, at Storbritannien ville yde Danmark "materiel assistance", hvis danskerne accepterede og tyskerne afslog.
Da den danske regering ikke kunne blive enige indbyrdes, overlod de beslutningen om det danske svar på Russells sidste kompromisforslag til kong Christian 9. Dennes beslutning blev læst op af udenrigsminister Quaade på London konferencen den 22. juni 1864: "Grænsen mellem Danmark og Tyskland skal drages syd for Dannevirke".
Dermed var London konferencen sprængt og krigen stod til at blive genoptaget ved våbenhvilens udløb den 28. juni 1864.
Fase 2 - Fortsatte kampe på Als og i Jylland fra den 29. juni 1864 til våbenstilstand den 20. juli 1864. Efterfølgende konference i Wien.
Ved sejrsparaden ved Dybbøl den 21. april 1864 inspicerede kong Wilhelm 1. en hær på næsten 40.000 mand. Det antages at omkring 10.000 mand derefter blev sendt mod nord for at fordrive en dansk rytter division i Nørrejylland under Cai Hegermann-Lindencrone. Ved våbenstilstandens udløb kan der således have været omkring 30.000 preussiske soldater ved Sundeved. Overfor dem stod omkring 12.000 danske soldater på Als.
Den danske øverstkommanderende general Steinmann mente ikke at det var nok til at forsvare Als og bad gentagne gange om forstærkninger, hvilket blev afvist af krigsministeriet. Man mente, at det var ikke et stort problem at forsvare Als, den var jo trods alt en ø.
Før Dybbøl stillingen fald havde Preusserne haft en plan om at gå over Als Sund i små robåde fra Storskoven til Arnkilsøre og derved blive i stand til at falde det danske forsvar af Sønderborg i ryggen. Til dette formål havde de indsamlet nogle hundrede små robåde fra hele Slesvig-Holsten, som de havde skjult i et teglværk. Men planen blev opgivet af frygt for panserskibet Rolf Krake.
Efter Dybbøls fald og London Konferencens sammenbrud tog de planen frem igen og skjulte robådene i Storskoven.
Det var meget vigtigt for planens gennemførelse at overgangen skulle finde sted netop den 29. juni 1864, fordi en af våbenhvilens betingelser var at de danske skibe ikke måtte opholde sig i umiddelbar nærhed af de preussiske stillinger under våbenhvilen, hvilket blandt andet ville sige Als Sund. Ved våbenhvilens ophør ved midnat mellem den 28. og 29 juni ville de danske skibe herunder "Rolf Krake" have nogle timers sejltid, inden de kunne nå frem til potentielle overgangssteder, og disse timer ville preusserne udnytte til at føre en hær over de 400 m. åbent vand mellem Storskoven og kysten af Als ved Arnkilsøre.
Preusserne gik over Als Sund om natten mellem den mellem den 28. og 29 juni 1864 ved Arnkilsøre. Foto Google Maps.
De havde skjult robådene i skoven og i mørket klokken 02.00 i den kritiske nat satte de i stilhed bådene i vandet og begyndte at ro mod kysten af Als.
Klokken 02.07 fik en dansk soldat øje på noget mørkt, som bevægede sig på vandet, og affyrede et skud mod det uklare omrids. Snart kunne alle se, at det var både, som bevægede sig imod dem og geværilden knitrede over alt.
Adskillige både blev knust af kanonild og mange preussiske soldater druknede, men angrebsstyrken talte 2.500 mand, hvilket var fem gange så mange som de danske forsvarere på stranden.
Det numerisk underlegne danske 4. regiment på stranden ved Arnkilsøre var ledet af den 50-årige oberst Faaborg, som siges at have været "soldat med liv og sjæl". Regimentet forsvarede sig overalt, ofte heltemodigt, men blev ret hurtigt reduceret til spredte grupper, der flakkede om i skove og på marker.
Oberst Faaborg samlede de flygtende soldater til en styrke på omkring 100 mand og beordrede dem til modangreb med det forudsigelige resultat, at de igen blev slået på flugt. Han fik selv et skud i benet, men lod sig ikke mærke med det og red mod syd til to kompagnier af hans 4. regiment, som stod i reserve, og beordrede dem fremad mod Arnkilsøre Skov med påsatte bajonetter. Det lykkedes virkelig at få fjenden til at vige - for en stund.
Preusserne fik snart landsat 5.000 mand på Als, og var i færd med at overføre endnu 2.500, da panserskibet Rolf Krake endelig nåede frem omkring klokken 3.00 om natten. "Vandet var sort af både" fortæller løjtnant Norman på Rolf Krake, og skibets kanontårne skød uophørligt til højre og venstre med kardæsk og granater, hvorved mange robåde splintredes og soldaterne druknede. Efter nogen tid tyndede det ud blandt bådene på vandet, og Rolf Krake forlod området igen.
Det 18. regiment var et af den danske hærs mest kampvante regimenter. Det var stationeret ved landsbyen Kær umiddelbart nord for Sønderborg, ledet af oberst Heinrich Kaufmann.
Alarmeret af skydningen mod nord og flygtninge fik dette regiments 1. bataljon ordre til at rykke mod nord for at støtte oberst Faaborgs 4. kompagni, som de troede stadig eksisterede. Underkorporal H. P. Henriksen fortæller: "jævnligt mødte vi flygtninge fra 4. regiment, nogle uden huer, andre fortæller at preusserne er kommet over og har slået og splittet regimentet". De mødte en noget fortumlet Oberst Faaborg, som stadig sad på sin hest, med blodet løbende fra hans ene ben.
I forbitrede og blodige kampe i kornmarker og rapsmarker fra hegn til hegn blev også 18. regiment revet op og reduceret til isolerede desperate grupper, som prøvede at frelse sig selv.
Oberst Faaborg blev yderligere dødelig såret senere i kampen og døde efter to dage i et preussisk lazaret.
Alle danske enheder på Als, både fra hær og flåde blev beordret til halvøen Kegnæs ved den sydlige tip af Als, som kun er forbundet med selve øen Als med en smal dæmning, som kaldes Drejet.
Det lykkedes det 6. regiment, som lå omkring Nordborg, at komme ned til Kegnæs uden at møde fjenden.
Dæmningen var bevogtet af en skanse armeret med otte kanoner. En soldat skrev: "Et overordentlig storartet syn er det fra en skrænt ved Kegnæs Fyrtårn at se havet bedækket med utallige små og store sejlere og dampskibe og det mægtige linjeskib "Frederik 6." og nedenunder er alle kløfter og strandbredden opfyldt med soldater."
Kort over Kegnæs i Flensborg Fjord. Man aner den smalle dæmning til højre, som forbinder Kegnæs med selve øen Als. Foto Google Maps.
Ud over den danske krigsmarines skibe var talrige små og store dampskibe såvel som sejlskibe ankommet til Kegnæs fra Nyborg, Svendborg, Assens og Faaborg. Det lyder som en slags datidens Dunkerque.
Evakueringen tog to døgn. Den 1. juli forlod general Steinmann og hans stab øen og nogle få soldater gjorde så kanonerne ubrugelige og gik derefter ombord på det sidste skib.
Hele kampen om Als varede tre døgn.
Den preussiske hærs tab i kampen om Als beløb sig til 372 dræbte og savnede. Den danske hær mistede 3.148 af de 12.000 soldater på Als. Heraf var 216 dræbte, resten var sårede, tilfangetagne eller forsvundne.
De danske og preussiske soldater, som faldt i kampen om Als, blev begravet af lokalbefolkningen, efterhånden som de blev fundet på marker, i hegn og skove.
(meget fra "1864 Dommedag Als" af Tom Buk-Swienty)
Fase 4 - Forhandlinger - fra våbenstilstanden den 20. juli 1864. indtil fredsslutningen i Wien den 30. oktober 1864.
Tabet af Als og besættelsen af Jylland virkede lammende i København. Her havde man hidtil følt sig tryg og restauranterne i Tivoli havde haft rekordbesøg. Kurserne på Børsen raslede ned, tjenestepiger og håndværkersvende bestormede de nye sparekasser for at hæve deres opsparing.
Den 8. juli 1864 meddelte kongen den nationalliberale statsminister Monrad at han ønskede en anden regering. Den ny regering blev ledet af den erfarne konservative, Christian Albrecht Bluhme.
Denne regerings første opgave var at skaffe våbenstilstand og fred. Den 20 juli 1864 blev der sluttet våbenstilstand.
Udenrigsminister Quaade og oberst Kaufmann rejste til Wien som den danske regerings forhandlere. Ved ankomsten fik de straks at vide at betingelsen for fred var fuldstændig opgivelse af de tre hertugdømmer.
Quaade og Kaufmann rapporterede hjem: "Den forhandling, som for øjeblikket er os overdraget er ikke nogen forhandling i dette ords almindelige betydning. vi har intet at give, men alt at modtage."
Den endelige fredsslutning blev først underskreven i Wien den 30 oktober 1864. Den gik ud på at kongen af Danmark gav afkald på alle rettigheder til de tre hertugdømmer til fordel for Preussen og Østrig Man havde dog opnået at få erstatning for de kongelige enklaver i Slesvig på den måde at selve grænsen blev lagt således at otte sogne syd for Kolding og øen Ærø kom til Danmark.
Endvidere kunne de slesvigere, der ønskede det, optere for Danmark, det vil sige vælge dansk statsborgerskab, hvilket mange gjorde. Men så var de nødt til at udvandre til Danmark, hvilket formentlig netop var meningen fra preussisk side.
Med freden i Wien mistede den danske konge to femtedele af sit land og en tredjededel af sit folk. Der faldt mange bitre ord om fredstraktaten, såsom "Danmarks tredje deling", således at forstå at tabet af Skånelandene var den første deling, skilsmissen fra Norge var den anden deling og tabet af hertugdømmerne den tredje deling.
