Forside DH-Debat

15. Hvem var Jætterne?

17. Qi Dan Folket

På Sporet af Danerne - i Asien

16. Kortfattet Danmarkshistorie

1. Sagntiden 2. Omrids af Danmark
3. Danmark Samles 4. Vikingetiden
5. Middelalderen 6. Svenskekrigene
7. Englands Krigene 8. Slesvigske Krige
9. Øresundstolden 10. Nutiden
11. Venderne 12. Litteratur

1. Sagntiden

Odin var hersker over Asia mændene, som slog sig ned på Fyn. Odin var en stor hærmand, skrev Snorre.

Således opregner han Odins forfædre. "Hans berømte forfader var Thror, som vi kalder Thor, hans søn var Loridi, hans søn var Ejnridi, hans søn Vingethor, hans søn Vingener, hans søn Moda, hans søn Magni, hans søn Seskef, hans søn Bedvig, hans søn Atra, hans søn Itrmann, hans søn Heremod, hans søn Skjaldun, som kaldes Skjold, hans søn Bjaf, hans søn Jat, hans søn Gudolf, hans søn Finn, hans søn Frallaf og han havde sønnen Vodin, som var Odin."

Den kongelige familie på Amalienborgs balkon

Den kongelige familie på Amalienborgs balkon - De danske konger og dronning Margrete nedstammer direkte fra Aserne.

Her får vi rent faktisk at vide, at Odin nedstammer fra Thor. Det er jo den omvendte verden, i resten af den skandinaviske mythologi er Thor jo søn af Odin!

Det er fordi at "Odin" oprindeligt var en titel, og ikke et navn.

På et andet Indo-Europæisk sprog, Russisk, betyder odin tallet "et". Noget lignende kan det også have betydet på Asernes oprindelige øst indo-europæiske sprog. Odin betød den øverste, lederen, den første. Det kan være Odin, den navnløse, den største blandt guder; Det kan betyde Odin, Alfaderen, den første og oprindelige forfader. Men det kan også betyde Odin, den øverste blandt Aserne, som var den konge og hærfører, som slog sig ned på Fyn og gav navn til Odense. Odin var en titel, en slags konge. Det kan være en grund til, at meget få personnavne indeholdt ordet "Odin".

Odin på Sleipner

Odin, den øverste blandt Guderne, på hans otte benede hest Sleipner - Islandsk tegning fra det attende århundrede.

Denne sidste Vodin var "Odin", altså konge og den øverste blandt Danerne. Hans stamtavle beviser, at han var den retmæssige "Odin", da han jo beviselig nedstammede fra guderne. Sådan som de danske konger stadig gør det endnu i dag. Dronning Margrete og kronprins Frederik nedstammer direkte fra Asernes konger fra "Verdens Midte", og det giver dem ret og pligt til tronen.

Denne Odin, Asernes konge og øverste hærfører, må ikke forveksles med Odin, den øverste blandt Guder, eller med Odin, den første og oprindelige stamfader.

Saxo fortæller, hvorledes den danske kong Frode kom i modsætning til Hunnerne. Frodes norske spejder og nære rådgiver, Erik, afslørede, at Frodes Hunniske dronning var sin mand utro. Hun var tilsyneladende ret vanskelig at kontrollere. Frode forstødte hende og pådrog sig derved den mægtige hunner konge, Huns, vrede. Man erfarede i alle de Gotiske og Vendiske riger i Skandinavien og omkring Østersøen, at Hunnerne ville benytte dette påskud til også at underlægge sig denne del af Verden. To år havde kong Hun afsat til sine forberedelser til felttoget, vidste man.

Saxo Grammaticus skrev Gesta Danorum

Saxo Grammaticus skrev Gesta Danorum, som betyder Danernes Bedrifter.

I deres nød henvendte de Gotiske og Vendiske riger sig til Danerne og bad dem stå i spidsen for dem alle i den skæbnesvangre krig, som ville komme. Det var kendt, at Aserne var store hærmænd og Danernes konger nedstammede direkte fra Aserne.

Først slog Danerne og deres allierede den fjendtlige flåde. Saxo fortæller, at fjenden, "Ruthenerne (Russerne, siges det), mere havde deres styrke i usædvanlig talrighed end i tapperhed, og den lille skare håndfaste Daner sejrede over dem. Da kong Frodes skibe skulle sejle hjem, stødte de på en uhørt hindring. Havet var fyldt med lig og stumper af skjolde og spyd. Imod hunnernes landhær brugte kong Frode den brændte jords taktik, fortæller Saxo. Først da Hunnerne var blevet svækket og splittet, tog kong Frode kampen op mod arvefjenden. Da slaget havde varet i syv dage, faldt kong Hun, og resten af hunnerne overgav sig. Så langt, som man i tre dage kunne ride, var jorden oversået med lig."

Beowulf modtages hos danernes dronning

Beowulf modtages af Danernes dronning.

Helmold af Bosau bruger i sin Vender Krønike i almindelighed udtrykket Danerne ( Danorum, Dani og lignende bøjningsformer) som betegnelse for de folk, som bor i Danmark.

Men i hans indledende afsnit om forskellene mellem Venderne skriver han: "Det ungarske folk var en gang overmåde tappert, energiske krigere, frygtindgydende selv for Romerriget. Thi efter at Hunnerne og Danerne havde raset, brød Ungarerne hærgende ind og knuste og sønderslog alle tilgrænsende riger." ("Ungarica gens validissima quondam et in armis strennua, ipsi etiam Romano imperio formidolosa. Nam post Hunorum atque Danorum strages tercia Ungarorum desevit irruptio, omnia finitima regna vastans atque collidens.").

Helmond synes i denne forbindelse at forstå Daner som en samlebetegnelse for alle folkevandringsfolk, som ikke var Hunner.

2. Omridset af et Danmark Dukker frem

Omridset af et land, som kaldtes Danmark, dukker frem af historien takket være Ottars og Wulfstans rejseskildringer fra måske omkring 850 til senest 899. Ottar rejste fra Skiringssal i Norge til Hedeby i Slesvig, og Wulfstan rejste fra Hedeby til handelsbyen Truso i Wislas delta.

Ottars rejseskildring lyder således:

"Ottar sagde: Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet.

Og han fortalte, at han fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem Venderne, Sachserne og Anglerne og hører til Danerne.

Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han til bagbord Danmark, til styrbord det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet. Og i disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark."

Ottars og Wulfstans rejser ifølge kong Alfreds Osorius

Ottars og Wulfstans rejser fra omkring 850 til 900 ifølge kong Alfreds Osorius.

Det er åbenbart at Ottar sejlede mod syd fra Norge i tre dage først med Halland og siden Sjælland til bagbord og Skagerak og Kattegat til styrbord. Efter at have rundet Røsnæs, sejlede han ud over havet mod vest og fik hurtigt landkending med den karakteristiske klint på Fyens Hoved, som var en del af, hvad han kaldte Gotland.

Derefter sejlede han mod syd med Fyn til styrbord og med "de øer som hører til Danmark" til bagbord. Farvandet mellem Langeland og Ærø er ret lavvandet og det må have været endnu mere grundet for tusind år siden, derfor tror jeg, at han gik nord om Ærø, og "de øer som tilhører Danmark" vil derefter være Langeland og Ærø, bemærk at de er i flertal. "Han havde til styrbord Gotland og Sillende og mange øer", det vil sige det fynske øhav og bagved dette, hvad han kaldte Gotland.

Efter at have passeret Ærøs vestlige pynt vil han have landkending med Als, som han kalder Sillende, idet man skulle være lokalkendt for at vide, at Als er en ø.

Lille Bælt ved Fredericia, Strib og Middelfart

Lille Bælt ved Fredericia, Strib og Middelfart - Det ligner mest en flodmunding.

Han sejler nu mod syd med Als og Slesvig til styrbord, passerer Flensborg Fjord og fandt indsejlingen til Slien og ad denne til Hedeby. Her vil han have landskabet Angel til styrbord, som han siger.

Nu vil mange nok indvende, at ved Gotland skal forstås Jylland, og han derfor gik ned gennem Lille Bælt.

Til dette vil jeg indvende, at det er ikke sikkert, at ved navnet Gotland kun skal forstås Jylland. Desuden, den snævre del af Lille Bælt ved Strib og Middelfart minder mest af alt om en flodmunding. Hvilken skipper ville tage sit skib med en kostbar ladning denne vej hvis det ikke var nødvendigt? Ydermere er det slet ikke en genvej. Til sidst, hvis han gik ned gennem Lille Bælt, ville han ikke have "mange øer" til styrbord.

Wulfstans rejseskildring lyder således:

Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, og at han var i Truso på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl.

Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne. Disse lande hører alle til Danmark.

Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge.

Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord, og disse lande tilhører Sveerne.

Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding. Wisla er en meget stor flod, som adskiller Witland fra Vendland. Witland hører til Esterne."

En knar, en skibstype fra vikingetiden

En knar - en skibstype fra vikingetiden, som var velegnet til varetransport.

Ottars og Wulfstans fortællinger har forskellig karakter. Ottars beretning er en sejlbeskrivelse, en slags algoritme, som foreskriver at sejle med den og den kyst til bagbord eller styrbord. Wulfstan er mere den erfarne sømand, som står ved rælingen, peger mod horisonten og siger, at derude ligger Blekinge, Møre, Øland og Gotland selvom han slet ikke kan se ihvertfald disse lande fra hans rute langs med kysten af Vendland.

Men Wulfstan bekræfter, at Langeland, Lolland, Falster og Skåne alle hører til Danmark, men ikke Blekinge og Bornholm.

3. Danmark Samles

Den lille runesten i Jelling blev rejst af kong Gorm den Gamle. Der står: "Gorm Konge gjorde kumler disse efter Thyra sin kone Danmarks bod". Thyra må have været en prinsesse fra Danmark, da hun er omtalt som Danmarks pryd, og Jelling kongedømmet var oprindeligt ikke Danmark.

Den store Jelling sten

Den store Jelling sten

Omkring år 965 AC rejste Gorms søn, kong Harald Blåtand, den store runesten i Jelling. Indskriften lød: "Harald konge lod gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne."

Stenen fortæller at kong Harald af det jysk-fynske rige også vandt herredømme i Danmark, som dengang bestod af Halland, Skåne, Sjælland og en del af de øvrige øer samt Hedeby. Harald nævner også sin moder Thyra.

Danmark med hovedstad i Lejre på Sjælland var et gammelt og hæderkronet rige, som nød stor anseelse. Det lykkedes imidlertid den jyske opkomling Harald Blåtand at blive konge af Danmark ved at henvise til sin moder, som var af kongeligt dansk blod. Måske skulle der også lidt militær overtalelse til, det melder historien ikke noget om.

Under Harald Blåtand udspillede sig en fantastisk aktivitet i det nu forende rige. Forsvarsvolden Danevirke i Slesvig blev forstærket, over hele landet byggedes ringborgene, Trelleborg og Borgring på Sjælland, Aggersborg og Fyrkat i Jylland, Nonnebakken på Fyn og et andet Trelleborg samt Borgeby i Skåne. Desuden opførtes Jomsborg i Vendernes land, som var kaserne for Jomsvikingerne, en militær elitestyrke. Under Harald Blåtand opførtes en 800 m. lang og 5 m. bred pælebro over Vejle Ådal ved Ravning Enge.

Trelleborg på Sjælland Et segment af Ravning enge broen

Til venstre: Trelleborg på Sjælland - en af fire vikinge ringborge bygget under Harald Blåtand og Svend Tveskæg.
Til højre: Et segment af Ravning Enge broen. - med sine 760 m. blev broen ikke overgået før bygning af den gamle Lille Bælts bro i 1935. Broen var opbygget af segmenter og havde en ensartet opbygning i hele dens længde. Brofagene er placeret mellem bærestolper med en indbyrdes afstand på 2,4 meter. Hvert sæt bærestolper består af 4 store lodrette pæle. Kørebanen havde en bredde på knap 5 meter

Adam af Bremen skrev om Harald Blåtands død: "I Haralds sidste dage rejste Danskerne sig til oprør mod den gamle konge, under ledelse af hans søn Svend." Harald søgte tilflugt i Jomsborg, som Adam af Bremen beskrev som Vendernes vigtigste handelsby, anlagt af Harald Blåtand selv. Her døde han af sine sår. "Hans lig blev ført til Danmark og bisat i den Hellig Trefoldighedskirke, han også selv havde grundlagt, i Roskilde."

Bemærk, at han ikke blev stedt til hvile i Jelling som sine forældre. Nu var det nemlig en dansk konge, som var død, og han blev begravet i det egentlige oprindelige Danmark.

Fyn

Fyn.

Det kan sandsynlig gøres på mange måder at Jylland-Fyn og Sjælland-Skåne oprindeligt har været organiseret forskelligt. Det drejer sig om den Jyske syssel-inddeling, de tidlige bispedømmer og fordelingen af kongelev og patrimonium.

De middelalderlige danske konger havde to slags besiddelser, nemlig de ejendomme, som hørte til konge-embedet (kongelev) og kongeslægtens arvejord (patrimonium). På grundlag af Valdemars Jordebog har man indtegnet beliggenheden af de to slags besiddelser. Kongeslægtens patrimonium lå tættest på Fyn, men også med mange i Slesvig og Øst-Jylland, medens kongelev er spredt over hele landet, men ligger tættest øst for Store Bælt.

Deraf kan man slutte, at først og fremmest Fyn, Slesvig og Østjylland var kongeslægtens oprindelige område, medens de overtog de Øst-danske områder som et intakt kongedømme med tilhørende kongelev.

Heimskringla af Snorre Sturlason

Heimskringla af Snorre Sturlason.

De historiske kilder til vikingetiden og tiden før findes hos Snorre, Saxo, Aggesen, klosterkrøniker og mange spredte notitser fra hele Europa, og de modsiger meget ofte hinanden. Vi må se i øjnene, at det er meget vanskeligt at opnå helt sikker viden, før nogen opfinder en tidsmaskine.

Snorre Sturlason fortalte, at Aserne kom fra Asien. Asia-mændene kaldte han dem. Deres leder var Odin. Det er nærliggende at antage, at de slog sig ned på Fyn og der gav navn til byen Odense.

De Danske konger efter Gorm den Gamle nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som Adam af Bremen udtrykker sig. Han erobrede en stor del af Jylland omkring år 917. Han kom sandsynligvis fra Vikinge-område i England.

Det lykkedes kong Gorm at blive gift med en dansk prinsesse fra Skjoldunge-slægten i Lejre. Det var hans håb, at hans sønner dermed kunne vinde adkomst til den fornemme danske trone. Derfor kaldte han sin førstefødte søn Knud Dana-ast. Det er let at se, at det betyder Knud dana - as - æt. Dana fra sin moder og As fra sin faders æt.

Da Thyra nød en så fremtrædende rolle, forekommer det logisk, at den førstefødte søn fik et navn fra faderens æt, nemlig Knud eller Cnut, som englænderne skriver det; den anden søn fik et navn fra moderens slægt, nemlig Harald; jævnfør Harald Hildetand, Klak Harald med videre. Men, det gik således, at den ældste søn blev dræbt under et vikingetog til Irland eller England, og den anden søn blev konge.

Man kan høre etniske englændere beklage sig over, at skotter, waliser og irlændere bliver tillagt en mængde gode egenskaber, medens en etnisk englænder er blot et ubeskrevet ark. Waliserne tilhører de oprindelige ufordærvede indfødte på de britiske øer, irlænderne er muntre og musikalske, skotterne er solide og sparsommelige men de etniske englændere er blot nogle "english bastards". Det er fordi, at det var englænderne, som vandt. Det var fra dem magten udsprang, og for at vinde de overvundnes loyalitet var det derfor nødvendigt at forsikre dem om, at de også havde en mængde gode egenskaber.

Således var det også i Danmark. Saxo flyder over med lovprisninger af Sjællændernes tapperhed, og vi skal ustandselig høre om, at Jyden han er stærk og sej; men om fynboer hersker der en ejendommelig tavshed. Det er sandsynligvis fordi, at fra den første begyndelse udsprang magten fra Fyn.

4. Vikingetiden

De hære, som Svend Tveskæg og Knud den Store førte mod England i 1013, var hvervet fra hele Danevældet. Daner, Goter og Vender fra hele Østersøområdet og Skandinavien deltog. Langt op i Sverige er rejst runestene over mænd, som modtog Danegæld i England med Knud, Svends søn og efterfølger.

Knud den Store i middelalderligt engelsk skrift Knud den stores riger og lande

Til venstre: Knud den Store i middelalderligt engelsk håndskrift.
Til højre: Knud den Stores riger og lande.

Dog blev England tabt lige så hurtigt, som det var vundet. Allerede i 1042 valgtes en Engelsk konge, Edward Bekenderen.

Også i 1042 valgte de nyomvendte danskere Magnus, søn af den nye katolske helgen Olav, til konge. Han var da allerede konge af Norge. Dette udløste fem års borgerkrig, idet han blev udfordret af Svend, som var søn af Knud den Stores søster, Estrid; og dermed medlem af den gamle danske kongeslægt.

Oseberg vikingeskibet fra Norge Mønt med et portræt af Knud den Store

Til venstre: Oseberg vikingeskibet fra Norge.
Til højre: Mønt med et portræt af Knud den Store- slået i Lund i hans regeringstid.

I 1043 vandt Magnus Jydernes kærlighed ved at standse en Vendisk hær som plyndrede i Jylland. Den nye konge, Magnus slog Venderne i slaget på Lyrskov Hede med en dansk-norsk hær. Det siges at det var på grund af denne sejr, han fik sit tilnavn "den Gode".

Slaget på Lyrskov Hede er ikke nævnt i Helmold af Bosau's Venderkrønike, selvom det skulle have fundet sted ikke langt fra hans hjemby Lubeck, kun hundrede år før hans tid. Der burde have været gamle mænd, som kunne fortælle anekdoter om det berømte slag.

Helmold af Bosau var præst i Lubeck og historiker, født ca. 1120 og død ca. 1180.

5. Middelalderen

Magnus den Godes regeringstid varslede sådanne langvarige perioder med kaos og borgerkrig, som skulle komme gennem lange perioder af Middelalderen.

Drabet på Knud den hellige i Odense Domkirke - maleri af Christian Albrecht von Benzon.

Drabet på Knud den hellige i Odense Domkirke - maleri af Christian Albrecht von Benzon.

Urolighederne startede i 1042 efter valget af Magnus som konge og fortsatte gennem Svend Estridsen sønners regeringstider, indtil Valdemar den Store kom på tronen i 1157. Svend Estridsens sønner syntes politisk set at være delt i to partier, men det nøjagtige indhold af deres uenighed kendes ikke.

Da kong Niels' søn Magnus dræbte Knud Lavard i Haraldsted Skov udløste det åben borgerkrig, som stort set fortsatte, indtil Valdemar havde besejret sine medbejlere, Svend og Knud.

Med små pauser ind imellem fortsatte perioderne med uro og borgerkrige i halvtreds år, indtil alle danskere til sidst støttede kong Valdemar den Store i 1157. Han og hans efterfølgere udvidede de danske kongers område langs med bredden af Østersøen.

Ruinerne af fæstningen Hammershus på nordspidsen af Bornholm Stubberup Village church on Hindsholm of the island of Funen

Til venstre: Ruinerne af den imponerende fæstning Hammershus på nordspidsen af Bornholm - Hammershus blev bygget af Ærkebispen og finansieret af de danske bønders bidrag til kirken omkring år 1200. Også kongen havde et fort på Bornholm, dog noget mindre, beliggende på midten af øen kaldt Lilleborg, men det blev stormet og ødelagt af Ærkebispens bevæbnede mænd med store blodsudgydelser i 1259.

Til højre: Stubberup kirke på Hindsholm på Fyn. - Gennem hele middelalderen, også i perioder, som var var præget af kaos og borgerkrig, blev bygget et stort antal stenkirker.

Valdemar Sejr førte ofte krig i Vendland. Han var i spidsen for en hær af pansrede ryttere i slaget ved Bornhøved (1227), men til skade for danskerne led han nederlag.

Men allerede under Valdemar Sejrs søn Erik Plovpenning forværredes situationen igen. Erik prøvede at forbedre rigets finanser, men fik blot det hånlige tilnavn, "Plovpenning"; og senere blev han dræbt af sin bror Abel, som blev konge, men hurtigt faldt i et togt mod Friserne. I hans lillebror Cristoffers regeringstid udbrød åbne stridigheder mellem konge og kirke, kongen fængslede ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259. Christoffer blev efter sigende dræbt af gift i altervinen samme år, da han modtog brød og vin som repræsenterede Jesus kød og blod af abbed Arnfast fra Ry Kloster.

De danske lande i Valdemar tiden

De danske riger og lande under Valdemar den Store og hans efterfølgere fra 1157.

Kong Erik Menved (1274 - 1319) genvandt midlertidigt indflydelsen i de Vendiske område ved diplomatiske midler og ved at finansiere nogle populære ridder turneringer.

Han arresterede i 1294 ærkebiskop Jens Grand for forræderi og kastede ham i et skummelt fangehul under Søborg Slot. Erik Menved skabte et kort interregnum i kaos, som derefter fortsatte, indtil Valdemar Atterdags kom til i 1340 efter den kongeløse tid.

Vi kan kun gætte på den eller de grundlæggende årsager til de langvarige stridigheder og borgerkrigene. Det kunne være, at mange nyligt konverterede danskere var meget ivrige i deres støtte af den kristne tro. De nye kristne kan have ment, at de virkeligt tilhørte det internationale samfund af kristne og Guds stat langt mere, end de tilhørte en hedensk og gammeldags ide om et Dansk folk.

Men der har altid været en kerne i det danske folk, der forblev loyale over for deres egen kultur, deres fædreland, konge og historie, også i gamle dage. De stod fast overfor de extreme tilhængerne af de nye internationale værdier, og denne modsætning var årsag til kaos og borgerkrig - kan vi forestille os.

Helten Niels Ebbesen og hans mænd undslipper efter drabet på den kullede greve

Helten Niels Ebbesen og hans mænd undslipper efter drabet på den kullede greve.

Under det danske styre begyndte Venderne langs den sydlige kyst af Østersøen at udvikle deres handel og deres byer, som skulle blive til Hansestæderne.

Men de danske konger fattedes penge. Deres undersåtter var ikke særlig ivrige efter at betale skat. Kongerne måtte pantsætte deres lande og øer en efter en til de rige Holstenske grever, og i 1332 var Danmark fuldstændig opløst, og der var ikke engang nogen konge mere. Det synes som om, mange danskere ikke ønskede at betale skat til kongen og staten, men tilsyneladende betalte de altid deres tiende til kirken. I det mindste blev der opført mange landsbykirker samt andre kirker i sten gennem hele middelalderen.

I den kongeløse tid udløste helten Niels Ebbesen et oprør ved at dræbe den kullede Greve i 1340. En sej konge af den gamle slægt ved navn Valdemar Atterdag genrejste Danmark fra glemslen, stykke for stykke.

Den skandinaviske Kalmar Union - regeret af Margrete 1. og senere Erik af Pommern

Den skandinaviske Kalmar Union - regeret af Margrete 1. og senere Erik af Pommern.

Fra 1388 til 1439 var de tre Skandinaviske riger, Danmark, Norge og Sverige, forenet i Kalmar Unionen ledet af Valdemar Atterdags datter dronning Margrete 1 og hendes efterfølger Erik af Pommern. Hun regerede en enorm imperium, som strakte sig fra Nordkap i Norge til Holsten og fra den russiske grænse i Finland til Grønland.

Hendes efterfølger, Erik af Pommern, blev valgt som konge af Unionen, men imidlertid efter nogle år afvist af alle tre kongeriger en efter en, og dermed faldt Unionen effektivt fra hinanden.

Erik var barnebarn af Margrete 1.'s søster. Han var søn af hertug Vartislav af Pommern, hans oprindelige navn var Bugislav.

Den senere pave Pius 2. beskrev Erik af Pommern således: "Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals. - Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne sprang han til hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs længsel."

I sin officielle korrespondance bar han titlen "Erik, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, hertug af Pommern".

Hertugen af Slesvig og greven af Holsten havde ført åben krig mod Danmark, og Erik ønskede at indlemme disse provinser mere effektivt i kongeriget. Imidlertid var de støttet af Hansestæderne og delvist af den tyske kejser, og Erik havde ringe held i den krig, han indledte mod dem. Stormændene i Sverige og Norge ønskede øjensynligt ikke at betale de skatter, som var nødvendige for at føre krigen, hvilket førte til deres afvisning af Erik som konge. Grundlæggende ønskede de en konge af unionen, som blot var konge af navn.

6. Svenskekrigene

De næste mere end 300 års historie dannede scenen for talrige, bitre og blodige krige udkæmpet mellem Sverige og Danmark.

Et svensk bonde oprør mod den danske unionskonge indledte Unions krigene 1434-1523 . Efter syv års åben krig blev den danske Kristian 1. i 1455 anerkendt som konge af den nordiske union.

Igen i 1463 brød et svensk oprør ud, og en dansk hær blev fuldstændig slået i slaget ved Brunkebjerg nord for Stockholm i 1471 af de svenske oprørere anført af Sten Sture. Imidlertid vendte den danske kong Hans tilbage med en hær af tyske lejesoldater 1497 og vandt sejr i slaget ved Rotebro nær Stockholm. Derefter blev han anerkendt som konge af Sverige.

I 1501 brød et nyt svensk oprør ud, og oprørshæren erobrede byen Stockholm. Hansestaden Lübeck sluttede sig til kampen mod danskerne i 1510. Men allerede i 1512 havde de fået nok og sluttede fred.

Det stockholmske blodbad.

Det stockholmske blodbad. Det må være Christian 2. som sidder og støtter sit hoved med hånden - tegning af ukendt oprindelse

Igen i 1517 blussede et oprør op i Sverige, flere danske hære var ikke i stand til at dæmpe uroen. Men i 1520 lykkedes det kong Kristian 2. at genetablere den nordiske union med militære midler. Med en hær af skotske og tyske lejesoldater indtog han den svenske hovedstad Stockholm. Indledningsvis syntes de almindelige svenske bønder og borgere at være ganske tilfredse med ændringen. Men derefter brød han sit løfte om frit lejde og anklagede 82 svenske adelsmænd for hekseri for derefter at halshugge dem. Endnu mere fatal blev hans beslutning om at opkræve tunge skatter fra de almindelige svenskere for at lade dem betale for hans dyre felttog. En svensk opstand drev derefter Kristian 2. ud af Sverige i 1523.

Syv Års Krigen 1563-1570 mellem Danmark og Sverige brød ud på grund af en tvist om retten til at føre de tre kroner (som symboliserer unionen) i de kongelige våbenskjold. Indledningsvis indtog en dansk hær fæstningen Älvsborg nær Gøteborg.

Moderne versioner af de centrale skjolde i det Danske og det Svenske kongelige våbenskjolde.

Moderne versioner af de centrale skjolde i det Danske og det Svenske kongelige våbenskjolde. Begge viser de tre kroner, der symboliserer den nordiske union. I den danske skjold ses de i det nederste venstre hjørne sammen med symbolerne for Grønland og Færøerne. I det svenske skjold er de vist to gange og optager næsten halvdelen af skjoldet. I moderne tid er det blevet fremført at de tre Svenske kroner symboliserer de tre oprindelige svenske kongedømmer, nemlig Svealand, Östra and Västra Götaland.

En dansk flåde flåde under admiral Herluf Trolle vandt sejr i et søslag mellem Øland og Gotland. Den erfarne danske general Rantzau slog en talmæssigt overlegen svensk hær ved Axtorna nær Falkenberg i Halland. En fredsaftale blev indgået, som tilsagde at Sverige skulle betale en erstatning på 150.000 Daler til Danmark.

Kalmarkrigen 1611-1613 brød ud på grund af en tvist om rettighederne til handel med Rusland. Danskerne sejrede i et slag nær Kalmar. En fred blev indgået, og Danmarks ret til Monopol i handelen på Rusland blev bekræftet.

Som hertug af Holsten indtrådte Christian 4. i Trediveårskrigen 1618-1648 mellem katolikker og protestanter i Tyskland. Imidlertid blev hans protestantiske hær næsten udslettet i slaget ved Lutter am Barenberg i 1626. Den svenske kong Gustav Adolf overtog derefter rollen som protestanternes leder; Svenskerne havde større success, da de blev effektivt støttet af et Frankrig under kardinal Richelieu.

Christian 4.'s deltagelse i den tyske krig blev indledningen til Danmarks historiske nedtur, som nåede et lavpunkt i 1864.

Allerede i Thorsteinson Krigen 1643-1645 blev det meget mere alvorligt. Holsten, Slesvig og hele Jylland blev taget af Svenske tropper under general Thosteinson og nådesløst plyndret. En anden svensk hær angreb Skåne, men blev besejret ved Malmø. Holland sendte en flåde til at støtte for sin svenske allierede, men den blev ødelagt af danskerne ved Lister Dyb. Men den danske flåde kunne ikke matche en forenet svensk-hollandsk flåde ved Fehmern, kun to danske skibe kom ud af slaget. I sidste ende blev forhandlet en fred i Brømsebro, hvor Danmark blev tvunget til at afgive Gotland, Øsel, Halland og de norske landskaber Jämtland og Härjedalen.
Carl Gustav og den svenske hær går over isen

Carl Gustav og den svenske hær går over isen - maleri af Johan Filip Lemke.

I Første Carl Gustav Krig 1657-1658 ønskede Danmark at vinde tilbage, hvad der var tabt. Den Svenske konge havde travlt med at føre krig i Polen, og chancen burde være der, troede vi. Men "Den lille istid" var begyndt. Vinteren viste sig at blive helt usædvanlig kold, og alle de danske farvande blev fuldstændigt dækket af is. Ved meddelelsen om den danske krigserklæring mistede den svenske kong Carl Gustav enhver interesse i Polen og vendte sig omgående mod Danmark. Han og hans veteraner marcherede over isen fra ø til ø, og snart dukkede de op foran Københavns mure. De danske tropper var helt uforberedte på denne udvikling, og kong Frederik 3. bad om fredsforhandlinger. Ved Roskildefreden blev Danmark tvunget til at afgive Skåne, Blekinge, Bornholm og de norske provinser Bohuslen og Trondheim Len. Denne krig var en fuldstændig katastrofe; de tabte dele af riget tilhørte alle de oprindelige hjemlande for Daner og Nordmænd.

Carl Gustav fortrød imidlertid hurtigt, at han ikke havde udslettet Danmark-Norge fuldstændigt, da han havde chancen. Allerede et halvt år efter dukkede en svensk hær igen op foran Københavns volde og startede en belejring af København og dermed indledtes Anden Carl Gustav krig 1658-1660 . Situationen var desperat for danskerne, bymurene blev bemandet med studerende og familiefædre, som var bevæbnede til lejligheden. Kongen, Frederik 3., erklærede, at han ønskede at "dø i sin rede". Men Holland havde vendt deres støtte fra Sverige til Danmark og sendte en stærkt tiltrængt forsynings flåde til København. En kold vinterdag i Februar 1659 indledte de svenske tropper det afgørende angreb på Københavns volde. Angrebet mislykkedes totalt. Flere tusinde svenske soldater faldt, mens de danske tab var ubetydelige. En ny fred blev indgået, og Norge fik Trondheim Len tilbage, og Danmark fik øen Bornholm tilbage.

Slaget ved Lund i Skåne i 1676

Slaget ved Lund i Skåne i 1676 - Ialt var der 9.000 dræbte soldater, hvoraf de 6.000 var danske. Svenskerne sejrede takket være overlegen ledelse af deres kavaleri.

Men Danmark havde mistet nogle af vore gamle lande og var besluttet på at tage det tilbage. Danske soldater åbnede Skånske Krig 1675-1679 ved at indtage de svenske byer i Nordtyskland og øen Gotland. Slaget ved byen Lund i Skåne var den mest blodige nogensinde udkæmpet mellem Svenskere og Danskere. I alt 9.000 mænd mistede livet, hvoraf de 6.000 var danskere. Svenskerne sejrede takket være deres overlegne ledelse især af deres kavaleri. I en søslag i Køge Bugt syd for København blev den svenske flåde imidlertid fuldstændig slået af en dansk styrke ledet af admiral Niels Juul. Svenskerne mistede 20 skibe med 3.000 mænd ombord; den danske flådes tab var nogle få hundrede. Men Frankrig blandede sig og truede med at gå ind i krigen for at støtte sin svenske allierede. Danmark blev derefter tvunget til at opgive alle sine erobringer.

Tordenskjold i Marstrand

Tordenskjold i Marstrand.

Den Store Nordiske Krig 1700-1720 varede 20 år, dog med en 9 års våbenhvile ind imellem. Den blev udkæmpet over alt, i den svenske del af Nordtyskland blev byerne Stralsund og Wismar indtaget af danskerne og deres prøjsiske og russiske allierede. En svensk hær besatte Kristiania (Oslo) i Norge, men blev hurtigt nødt til at trække sig tilbage, da den norske søhelt Tordenskjold havde ødelagt deres forsyningsflåde ved Dynekilden. Svenske hære ledet af kriger kongen Karl 12. angreb Norge i både nord og syd. Men Karl 12. blev skudt under belejringen af fæstningen Frederiksten, hvorefter hans soldater mistede deres smag for krig og trak sig tilbage til Sverige. Den dristige søhelt Tordenskjold og hans flåde enheder indtog det svenske fort Karlsten ved Marstrand med list. Han lod sin lille styrke marchere foran den svenske stilling, således at de samme soldater kom igen mange gange, hvilket - ifølge legenden - fik den svenske kommandant til at tro, at den danske styrke var langt større end den i virkeligheden var. Deraf kommer udtrykket "Tordenskjolds soldater" for eksempel om en forening, hvor det kun er samme personer, som dukker op til alle arrangementer igen og igen.

7. Englandskrigene

Slaget på Rheden 1801 - 1 Slaget på Rheden 1801 - 2

Til venstre: Slaget på Rheden 1801 - Et dansk blokskib i kamp mod et engelsk krigskib - oliemaleri.
Til højre: Slaget på Rheden - Blokskib no. 1 under kommando af løjtnant Willemoes gjorde stor skade på de engelske skibe. - oliemaleri af Mølsted.

Under Napoleonskrigene gjorde Danmark-Norge sit yderste for at holde sig uden for krigshandlingerne. Ikke desto mindre blev vi angrebet af England i Slaget på Rheden - 1801. Sammen med Rusland, Sverige og Preussen dannede Danmark-Norge et såkaldt væbnet neutralitetsforbund. Hensigten var at støtte hverandre i retten til at drive handel med hvem man ville, uanset hvilke krige England førte. Dette opfattede Englænderne som en trussel, og derfor sendte de i 1801 en stor flåde mod København under admiral Parker med admiral Nelson som næstkommanderende. Deres formål var at ødelægge eller erobre den danske flåde. Da det var så tidligt på året, var den danske flåde ikke rigget til. Det danske forsvar blev derfor baseret på nogle blokskibe lagt på en linie udenfor København. Kampen blev hård og englænderne måtte til sidst opgive at trænge igennem og slutte fred. De danske tab var omkring 1.700 faldne, medens englænderne kun havde nogle få hundrede faldne. En svensk undsætningstyrke fra Karlskrona nåede ikke frem i tide til at deltage i kampen.

Københavns bombardement - maleri af Lorenz Rugendas

Københavns bombadement i 1807 - Den britiske flåde udgjordes af 24 linieskibe, 22 mindre krigskibe samt transport skibe med i alt 30.000 mand, for det meste englændere og tyskere. Maleri af Lorenz Rugendas.

Igen indtil 1807 fortsatte Danmark-Norge sine bestræbelser på at holde sig uden for kampene. Hæren lå i stilling i Holsten for at tage kampen op mod Napoleon, hvis det skulle vise nødvendigt. Imidlertid blev København igen angrebet af englænderne, der ønskede at tage den magtfulde danske flåde i deres besiddelse - just in case. Efter et intenst og ubarmhjertigt engelsk Bombardement af København - 1807 besluttede kronprinsen, den senere Frederik 6., at overgive sig. Det var første gang i moderne tid at bevidst og målrettet terror mod civilbefolkningen blev anvendt i krigsførelsen. Det var en sorgens dag, da Englændere sejlede væk med flåden. Dette umotiverede engelske angreb pressede Danmark-Norge til at vælge tabernes side i resten af Napoleons-krigene.

Efter tabet af flåden blev der overalt i havnebyerne i Danmark og Norge bygget kanonbåde; det vil sige store robåde, som var bestykket med en eller to kanoner. De var hurtige og uafhængige af vindretningen. De angreb og opbragte mange engelske skibe, hvorefter skib og ladning blev solgt for højeste bud.
Dansk-Norske kanonbåde angriber en engelsk brig - maleri af Mølsted

Dansk-Norske kanonbåde angriber en engelsk brig - maleri af Mølsted

I 1812 angreb Napoleon Rusland, som derefter allierede sig med Sverige og England. Rusland lovede svenskerne, at de efter krigen skulle få Norge som erstatning for Finland. De inviterede også Danmark med i deres anti-franske alliance, men gjorde det imidlertid til en betingelse, at vi frivilligt afstod Norge til Sverige. Dette blev naturligvis afvist og Danmark-Norge udkæmpede resten af krigen på Fransk side.

Ved freden i Kiel i 1814 måtte den Danske konge afstå Norge til den svenske konge, dog fik Danmark lov til at beholde Grønland, Island og Færøerne.

Nordmændene gjorde imidlertid oprør og valgte den danske kronprins, Christian, til norsk konge. Men den norske modstand blev hurtigt nedkæmpet af svenske tropper.

8. Slesvigske Krige

I 1849 ændrede Danmark styreform til demokrati. De nye politikere kom til noget før, allerede i 1848, og de repræsenterede en kompromisløs nationalistisk politik.
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten havde været regeret af de danske konger i mange hundrede år, de var en naturlig del af det danske rige. Men mange af beboere i Slesvig havde i historiens løb lagt sig til at tale tysk, måske fordi de syntes, det var mere dannet eller mere internationalt. Holsten havde altid haft tradition for at tale Tysk.

Netop i disse år fik den tyske romantiske bevægelse stor tilslutning i det nuværende Tyskland. Den gik netop ud på at samle alle tysktalende folk i en stor fælles nation. "Deutchland uber Alles" (Tyskland fremfor alt) var deres motto.

Blandt de tysktalende beboere i Slesvig og specielt i Holsten bredte sig den ide, at de skulle løsrives fuldstændigt fra det historiske fællesskab med Danmark og opnå selvstændighed og på længere sigt tilsluttes et nyt stort tysktalende Tyskland. Det blev i romantiske kredse i de tyske stater betragtet som noget af en selvfølge.

Den tyske sprogforsker Jacob Grimm, som netop var en af de drivende kræfter i den romantiske bevægelse, skrev i sin "Geschichte der Deutschen Sprache": "Når det store forbund er dannet, hvorfor skulle den genstridige halvø (Jylland) så ikke lægges til det faste land - Så snart Tyskland reorganiserer sig, kan Danmark umuligt bestå som før."

Det var sådanne moderne drømme, som rørte sig i en stor del af den overvejende tysktalende befolkning i Holsten og i mindre omfang i Slesvig.

Det var partiet de National-Liberale som gennemførte den Danske revolution i 1848. Deres vigtigste program punkt var Ejder-politikken, hvilket vil sige at de ønskede hele Hertugdømmet Slesvig indlemmet i Danmark, medens Holsten og Launborg skulle overlades til en fremtid i det Tyske forbund. Denne politik kom til udtryk i sloganet "Danmark til Ejderen". De National-Liberale dominerede også den foreløblige regering. Dette var årsag til bekymring blandt de Tysksindede National-Liberale i Kiel.

Livgarden i kamp i slaget ved Isted 1850

Livgarden i kamp i slaget ved Isted 1850.

1848 var det store revolutionsår i Europa. Der var gadekampe i både Berlin, Wien og Paris, og råb om frhed, lighed og broderskab gjaldede i gaderne. I modsætning til andre monarker gav Frederik 7. temmelig pludselig og betingelsesløst efter for de Københavnske demonstranter krav. I Kiel mente man at de revolutionære demonstranter havde taget kongen som gidsel, og at det Danske Monarki i praksis var holdt med at eksistere. Derfor så de muligheden for at danne en provisorisk regering, som havde til mål at løsrive Slesvig Holsten fra Danmark og istedet søge en fremtid i det Tyske Forbund. Man havde - sikkert begrundet - håb om støtte fra regeringen i Berlin.

Ledet af prinsen af Nør erobrede de Tysk-sindede National-Liberale den 24. marts 1848 med et kup fæstningen i Rendsborg med alle dens våben og militære forsyninger. Deres krav var en demokratisk forfatning for hertugdømmerne, Slesvigs forening med Holsten og hertugdømmernes optagelse i Det tyske Forbund. Dermed var Første Slesvigske Krig 1848 - 1851 erklæret, og frivillige fra hele Tyskland kom strømmende til for at støtte den Tyske sag.

Preussen kom straks til deres hjælp og sendte en hær på 32.000 mand under ledelse af general Wrangel, som mødte en numerisk underlegen dansk styrke på 10.000 mand ved Slesvig ledet af oberst Læssøe. Danskerne foretog et organiseret kæmpende tilbagetog til øen Als, hvorfra de senere foretog flere succesrige modangreb ledet af oberst Schleppegrell.

I forbindelse med slaget ved Slesvig blev en tysk hærafdeling ved Husby angrebet af Sjette Danske Dragonregiment, som erobrede deres kanoner. En preussisk officer gav denne beskrivelse af kampen:

Oberst Schleppegrell i slaget ved Isted. Eskadron fra 6. Dragonregiment i kamp ved Husby 1848

Til venstre: Oberst Schleppegrell i slaget ved Isted, hvor han faldt.
Til højre: En eskadron fra Sjette Danske Dragonregiment i kamp ved Husby - maleri.

"I Slesvig er alle marker og veje indfattede med beplantede jordvolde, som her kaldes "knicke". Disse levende mure er ofte så høje, at man ikke kan se en vogn bag dem, og fra en således indhegnet sidevej, der var umiddelbart foran vore skytter, for pludselig en eskadron af det Sjette Danske Dragonregiment frem, bøjede ind på hovedvejen og jog lige løs på vore to bataljoner."

"Forrest var ritmesteren, han hed Würtzens, så kom fire officerer i en linje, derpå Dannebrogsfanen og efter den hele eskadronen, svingende sablerne højt op i stærkeste firspring. Det støvede, susede, raslede som en hvirvelvind forbi os på vejen, og skytterne, som på generalens vink havde reddet sig bag hækkene, tænkte slet ikke på at fyre, men var virkelig noget forbløffede, som man kalder det. Da de havde besindet sig og indså, at der efter reglementet og den sunde fornuft dog egentlig skulle have været skudt, var den vilde jagt stormet forbi og gik nu lige løs på løjtnant Petzels haubitsere, som netop havde prodset på til fremrykning. Disse måtte naturligvis atter afprodse, men de danske var allerede over dem, før det kunne ske."

Udfaldet fra Fredericia - 1849

Udfaldet fra Fredericia - 1849.

Imidlertid kom vore skytter til besindelse og begyndte at beskyde de danske i ryg og side. Standarten sank, en ung dansk officer, hr. von Vedell, blev taget til fange. Hvad der kom ud af hurlumhejen, jog tilbage i det mindste lige så rask, som de var komne, men denne gang ikke uden ubehagelige sidebemærkninger fra blænkerne bag hegnene. Hvor man så hen, var fangne, døde og sårede, og når man betænkte, med hvilket mod og uforfærdethed rytterne jog frem til angreb, gjorde det én ordentlig ondt, at de kom så slet derfra, thi angrebet var virkelig det skønneste, man kunne se, især fordi officererne red foran og selv gav det bedste eksempel. Men kanonerne, ja dem havde de danske reddet, mens vi skælvede for dragonerne."

Byen Fredericia var belejret af Tyskere og Holstenere. Takket være den danske overlegenhed til søs lykkedes det at koncentrere styrkerne i den belejrede by, foretage et udfald og besejre fjenderne i slaget ved Fredericia. I dette slag faldt den norskfødte general Olaf Rye.

Troppernes hjemkomst til København i 1851

Troppernes hjemkomst til København i 1851.

I slaget ved Isted 1850 blev den Holstensk-tyske hær endeligt besejret. I dette slag faldt 3.800 danske soldater og 2.800 Holstenere og tyske frivillige. Blandt de faldne var oberst Schleppegrell og oberst Læssøe.

Stormagterne England, Rusland, Frankrig, Østrig og Preussen underskrev London-protokollen i 1852, som fastslog status quo. Hertugdømmerne skulle fortsat ledes af den danske konge, men de måtte ikke sluttes sammen eller tilsluttes Danmark.

I November 1863 vedtog det danske parlament den såkaldte Novemberforfatning, som var en fælles forfatning for Danmark og hertugdømmet Slesvig, men imidlertid ikke for Holsten. Dermed havde Danmark brudt London protokollen og lagt vejen åben for tysk revanche i Den Anden Slesvigske Krig - 1864

Tysk plan for omgåelse af Danevirkestillingen Danevirke i dag - 2010

Til venstre: Tysk plan for omgåelse af Danevirke-stillingen. Moserne mod vest var tilfrosne og Slien kunne passeres på anden måde.
Til højre: Danevirke i dag - 2010 - De første dele af volden blev opført omkring år 600 e.Kr.

De danske politikeres beslutninger var præget af romantiske drømme og ønsketænkning. Man troede, at man ville få militær bistand fra Sverige-Norge, hvis det skulle komme til en krig med de tyske stater. Man forestillede sig, at andre stormagter ville gribe ind til fordel for Danmark. Man havde en helt overdreven tillid til de danske soldaters formåen.

De demokratiske politikerne havde ikke gjort nævneværdige militære forberedelser eller sikret sig støtte hos andre stormagter.

Hæren, under general de Meza, havde taget opstilling ved Danevirke, en historisk dansk forsvarsvold mod fjender fra syd. Den blev af politikerne og den almindelige befolkning anset for et sikkert værn mod Tyskerne.

Sandheden var, at de 40.000 danske soldater var for få til at forsvare så lang en stilling (ca. 25 km ex. moser og Slien). Desuden var fjorde og moser på højre og venstre flanke frossen til, så stillingen kunne omgås. De danske soldater var bevæbnet med gammeldags forladere, medens Preusserne og Østrigerne havde moderne baglader rifler. De danske kanoner var for få og små og havde for kort rækkevidde.

Tyskerne gik over Ejderen d. 1. Februar 1864. Den tyske forbundshær bestod af 6.000 Saxere, 6.000 Hannoveranere, 35.000 Prøjsere og 35.000 Østrigere.

Der var sikkert en grund til at tyskerne valgte at angribe på det formodet koldeste tidspunkt af året.

Efter nogle få indledende kampe blev det hurtigt klart, at Danevirke stillingen var uholdbar. Hæren ville blive omringet og tilintetgjort. Natten før tyskernes planlagte knivtangs offensiv skulle udføres, indledte danskerne i stilhed det vellykkede tilbagetog fra Danevirke.

Hovedstyrken af hæren gik derefter i stilling i et halvfærdigt system af skanser ved Dybbøl.

Dybbøl mølle efter stormen 18. April 1864 - Prøjsisk fotografi

Den sønderskudte Dybbøl Mølle efter stormen 18. April 1864 - Prøjsisk fotografi.

Politikerne i København var rasende over, at de Meza havde trukket hæren tilbage fra det efter deres mening uindtagelige Danevirke. De Meza blev afskediget og erstattet af general Gerlach.

Prøjserne brugte krigen mod Danmark til at afprøve nye former for krigsførelse. De danske forsvarere blev fixeret med et konstant artilleri bombardement, medens deres ingeniørtropper førte skyttegrave stadigt nærmere de danske stillinger.

Det blev mere og mere klart at Dybbøl stillingen heller ikke kunne holdes. Generalerne bønfaldt politikerne om at få lov til at trække sig tilbage inden det afgørende angreb og derved holde hæren nogenlunde intakt. Det blev hver gang afslået af politiske årsager.

Den 18. April kom det endelige angreb. Et seks timers artilleri bombardement skød forsvarsværkerne i stykker, samtidig med at forsvarerne led store tab. Derefter rykkede Prøjserne artilleri beskydningen længere ind i det danske bagland, og en styrke på 12.000 angribere løb frem mod de sydlige skanser, samtidig med at Prøjsiske militærorkestre spillede fra skyttegravene. Kampen blev hård men kort, og inden længe var de danske enheder på flugt.

Dybbøl efter stormen 18. April 1864 - Prøjsisk fotografi

Dybbøl efter stormen 18. April 1864 - Prøjsisk fotografi.

Kun et modigt modangreb fra 8. Brigade gjorde det muligt at redde det meste af hæren ned til et brohoved yderst på Sundeved halvøen. Derfra blev resterne af den danske hær overført til Als.

Imidlertid, om natten den 29. Juni invaderede Prøjserne Als og overvandt hurtigt de demoraliserede danske forsvarere, som trak sig tilbage til Fyn.

Ved freden i Wien d. 30. Oktober måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig. Dermed mistede vi næsten 40% af vor befolkning og areal. Danmark var blevet en lilleputstat på kun 1,7 mill. indbyggere.

Efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig, besluttede Versailles konferencen at give en to tredjedele af Slesvig tilbage til Danmark i 1920 efter en folkeafstemning.

9. Øresundstolden

Erik af Pommern, konge af de tre nordiske lande i Kalmarunionen, indførte i 1429 Øresundstolden, som alle skibe, der passerede de snævre danske bælter på vej til Østersøen eller tilbage, skulle betale. Vi kender ikke hans motiver, måske ville han finansiere kampen mod pirater i Østersøen, som han betragtede som et dansk indhav. Eller det var blot almindeligt på denne tid at fyrster opkrævede afgifter ved egnede check-punkter.

Sundtolden forblev i kraft gennem mere end 400 år indtil 1857. I al den tid var den en betydelig indtægtskilde for de danske konger. I nogle perioder kunne den beløbe sig op til to tredjedele af kronens indkomster. Fredensborg, Rosenborg og alle andre slotte og andre smukke bygninger opført af Christian 4. blev finansieret af Øresundstolden.

Gebyrets størrelse varierede over tid, men en typisk betaling var 1-2% af lastens værdi.

Skibe venter på at betale øresundstold ud for slottet Kronborg ved Helsingør

Skibe venter på at betale øresundstold ud for slottet Kronborg ved Helsingør.

Når vi ønsker at tage et skib gennem Panama eller Suez kanalen, skal vi betale et gebyr, hvilket er ganske rimeligt, da det har kostet en masse penge til at grave gennem sådanne masser af jord og klippe. Men Øresund havde så at sige gravet sig selv, kongen af Danmark havde ikke nogen omkostninger. Alle de indsamlede betalinger var tæt på ren profit.

Nogle historikere mener, at Øresundstolden har været årsag til at Danmark gik glip af vigtig international støtte og good-will på kritiske tidspunkter i historien, og dette var en vigtig årsag til landets tilbagegang i historiens løb.

Den danske historiker Palle Lauring skrev i sin bog "Danmark i Skåne": "Øresund, dejlige Øresund, strømmen fuld af sild, skibe, penge og blod. I fem hundrede år persede vi penge ud af alverdens skippere her. I bytte gav vi Skåne, Halland, Blekinge, Gotland og Øsel. Plus hvad vi gavmildt udleverede af norsk land. Hvor meget man så vil beregne de fem hundrede års toldindtægter til, var det en dårlig handel."

Til dette kan vi tilføje en smule alternativ historie. Hvis Christian 4. havde købte nogle kanoner og trænet nogle soldater for pengene i stedet for at bygge slotte, kunne historien have været blevet anderledes.

10. Nutiden

Lige indtil midten af sidste århundrede regerede den Danske konge stadig mange lande og riger, Danmark, Slesvig, Holsten, Lauenburg, Norge, Island, Færøerne og Grønland.

Under Anden Verdenskrig var Danmark besat af tyskerne i fem år. I den tid var det ikke muligt at have kontakt med de Nordatlantiske dele af riget, som var besat af Britiske og Amerikanske tropper. Under disse omstændigheder besluttede Island i 1944 at opnå deres uafhængighed af kongeriget Danmark.

Først Margrete d. 2. har endelig opgivet de nominelle ambitioner om igen at få overhøjhed over Norden og Østersø området. Hun har givet afkald på den ældgamle titel, "De Venders og Goters". Hun er nu monark for Rigsfællesskabet, som består af Danmark, Færøerne og Grønland.

Det moderne Danmark er, hvad der er tilbage af Danevældet, efter at Sverige, Norge, Finland og Island har skilt sig ud, og de Vendiske områder, Rugen, Femern, Øsel, Gotland, Skåne, Halland, Blekinge, Estland, Holsten, Syd-Slesvig og Launborg er blevet erobret af nabostater.

Hendes undersåtter er de nuværende Danskere, som nedstammer fra Gotiske og andre folk, som har boet i landet "altid", og Aserne som kom fra Asien i oldtiden.

Den 8. Brigades modangreb ved Dybbøl

Den 8. Brigades modangreb ved Dybbøl d. 18. April 1864. Maleri af Vilhelm Rosenstand fra 1894. Frederiksborg Museum.

11. Venderne og Danmark

Kalkmaleri af Knud Lavard i Sct. Bendts Kirke i Ringsted

Kalkmaleri af Knud Lavard i Sct. Bendts Kirke i Ringsted

Ynglingen Godskalk henvendte sig til Knud den Store og bad om hjælp, da Saxerne havde dræbt hans vendiske fader, knes (som betyder fyrste eller konge) Pribinev af Abodritterne.

Med dansk hjælp vendte han tilbage og dræbte sin fjende Ratibor, som vi må tro, var støttet af Saxerne. Godskalk giftede sig senere med en datter af Svend Estridsen. Han blev dræbt i 1066 af knes Kruto af Wagrerne, en anden vendisk stamme, som en reaktion på hans forsøg på at kristne Venderne.

Kort over Venden

Kort over Vendland, som viser de forskellige vendiske stammer og folk.

Ifølge Saxo eskalerede Vendernes sørøveri mod de danske kyster under kong Niels. I forbindelse med Knud Lavards valg til grænse jarl i Slesvig fortælles det, at Vendernes hærgede de danske kyster og i særdeleshed området ved Ejderen og Slesvig værre end tidligere. Ingen dristede sig til at sætte sig op mod Venderkongen Henrik Godskalksøn. Dette gjorde at positionen som grænsejarl i Slesvig stod ubesat.

Knud Lavard tilbød personligt kong Niels at overtage dette farefulde hverv. Knud Lavard talte til kong Niels: "Du ved bedst selv, om jeg har skabt resultater som kriger. Danskere! Dyrk I bare jorden helt ud til kysten, hvis I vil! Læg jeres huse så tæt ved vandet, I har lyst til! Og hold jer fra bølgerne selv! - For jeg skal nok beskytte jer mod sørøvere."

Imidlertid blev Knud Lavard dræbt i Haraldsted skov nogle år senere.

Kaotiske Tilstande i Danmark

Helmolds Venderkrønike fortæller at situationen forværredes yderligere under Erik Lam: "Thi da Erik med tilnavet Emune var dræbt, var der tre kongsemner tilbage, nemlig Svend søn af samme Erik, og Valdemar Knudsøn og Knud Magnussøn. Men da de endnu kun var børn, blev det på Danernes ting besluttet, at en vis Erik med tilnavnet Spag skulle være deres formynder. Han var en fredsommelig mand og ville have styret det land, som var ham betroet i rolighed, hvis han havde kunnet modstå Vendernes rasende angreb; Vendernes røverbander var nemlig på den tid mere på færde end ellers. Men da Erik mærkede, at hans dødsdag nærmede sig, kaldte han på de tre kongelige ynglinge og han sammenkaldte et råd af stormænd og udnævnte Svend til konge og sagde, at Valdemar og Knud måtte være tilfredse med deres fædrenen arv. Og da han havde ordnet det, døde han."

Blodgildet i Roskilde

Blodgildet i Roskilde - Knud inviterede sine medkonger Svend og Valdemar til en fest i Roskilde. Mens de lyttede til en tysk sanger, brød ukendte mænd ind og dræbte Knud, medens Valdemar undslap i mørket og forvirringen.

I tiden der fulgte syntes Vendernes plyndringer at blive stadigt værre for at nå et højdepunkt under borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar: "På dette tidspunkt var Danmark et land i opløsning; hjemme rasede borgerkrigen, og udefra nåede sørøverplagen nye højder." Ifølge Saxo er landet på randen af et sammenbrud: "På den tid havde sørøverne frie tøjler, og hele vejen fra Vendsyssel til Ejderen lå alle landsbyer i Østjylland forladte hen, og alle marker udyrkede. Såvel mod øst som syd var Sjælland et øde og goldt landskab. Bønder var der ingen af, og i deres sted havde røverne slået sig ned, som om de var hjemme. På Fyn havde sørøverne ikke efterladt andet end en lille flok indbyggere."

Helmolds Venderkrønike forklarer hvorfor: "Danerne er nemlig altid plaget af hjemlige krige, men de har ikke kraft til at føre krige udenlands. Thi Svend, Danernes konge, styrkede vel sin stilling i riget ved sine heldige sejre og kejserens myndighed, men han plagede sit folk på det grusomste, og derfor hævnede Gud sig på ham ved at give hans liv en ulykkelig ende. Thi da Knud, hans rival, mærkede hvordan folket knurrede mod Svend, sendte han bud efter og kaldt på Valdemar, som var Svends fætter og hjælper, og forbandt sig med ham, idet han gav ham sin søster i ægteskab. Og da han fik sikkerhed for at denne ville hjælpe ham, fornyede han sine onde anslag mod Svend."
Absalon ødelægger Svantevit

Svantevit var en af Vendernes vigtige guder. - Absalon ødelægger Svantevit efter erobringen af Arkona - maleri af Lauritz Tuxen

Andetsteds bemærkede Helmond: "Erik herskede i Danmark og avlede en søn ved navn Svend med en frille Thunna. Men Knud havde også en søn, den ædelbårne Valdemar. Og Magnus havde sønnen Knud. Disse skud på den kongelige stamme levede da imellem danernes folk og bekæmpede hinanden, for at de ikke en dag skulle komme ud af vanen og blive overmodige. De er nemlig kun noget værd i indre krige."

"Men det gik således at Valdemar blev ene konge i Danmark. Han overvandt Venderne på Rugen og senere alle steder i Vendland i samarbejde med Hertug Henrik Løve af Saxen. Hans søn Knud 6. forsatte togterne mod Vendland. Derefter blev Venderne overalt omvendt til kristendommen og deres togter mod de danske kyster ophørte."

Vendernes Hærgen

Det kan ikke bortforklares, at Venderne virkelig drev omfattende sørøveri mod de danske kyster. Saxo fortæller det til overflod, men de indrømmer det også selv.

Radegast en af Vendernes guder

Radegast var en anden af Vendernes vigtigste guder. Statue i Moravian Pustevny Mountains, skabt af billedhugger Albin Polasek USA Academy of Art in Chicago. Foto Wikimedia Commons.

I knes Pribislaws tale til en Saxisk biskop i 1157 lægger han ansvaret for sørøveriet over på de invaderende Saxerne, der har tvunget det Vendiske folk til "at vende landjorden ryggen, gå til søs og bo og bygge på bølgerne. Kan vi gøre for, at vi, når man fordriver os fra vort fædreland, nødes til at forstyrre freden på havet og tage vor rejsekost hos danerne eller de købmænd, som sejler på havet?"(Helmold).

Præsten Helmold skrev også i samme krønike omkring 1170: "Danmark består jo for størsteparten af spredte øer omgivet af hav. De lader sig vanskeligt beskytte mod sørøveroverfald, fordi der er mange odder, som egner sig fortræffeligt som skjul for slaverne."

Saxo er ikke blind for, at de nok har lært pirat-håndværket af vikingerne, han fortæller om tiden omkring Harald Blåtands og Sven Tveskægs regering: "På den tid var sørøveriet udbredt her i landet, mens det var sjældent blandt Venderne. Men det begyndte at brede sig til dem også, fordi sørøverne i Julin dyrkede deres hjemlands virksomhed over for hjemlandet selv og forulempede danskerne allermest med de midler, de selv havde lært dem."

Rekonstruktion af vendisk skib

Rekonstruktion af vendisk skib.

Nu vil nogle sikkert indvende, at alt det med Vendernes hærgen er blot politisk propagande fra Saxo's side til fordel for Valdemar den Store og Absalon og til retfærdiggørelse af deres imperialistiske politik. Men piraternes hærgen kan også understøttes af andre argumenter.

På Falster er gjort usædvanligt mange skattefund fra netop denne periode. Ejermændene har gravet dem ned i ufredstider, men de har imidlertid ikke været i stand til at afhente deres skatte efter ufreden. Lymoseskatten indeholdt sølv og 393 mønter fra Tyskland og England. Sølvskatten fra Vålse indeholdt 6,5 kilo sølv, i form af mønter, smykker og brudsølv. Skatten fra Gundslevmagle indeholdt blandt andet et enestående byzantinsk sølvkors.

Øm kloster krønike bemærker, at biskop Svend af Århus gav en mængde jord på Djursland til klosteret, men at det var værdiløst, da det lå for nær ved havet og var udsat for hedningernes overfald. Den engelske biskop Thomas af Becketts helgenvita beretter, at Vendere havde opsnappet en gave til Valdemar fra hans svigerfar.

Lyø har ganske glimrende landbrugsjord og havde været beboet siden stenalderen; Men Valdemar Sejr kunne afholde sin skæbnesvangre jagt her, fordi øen stadig var ubeboet.

Venderne i Danmark

Der har boet Vender i Danmark, ihvertfald på Lolland, Falster og Møn, og deres efterkommere lever her sikkert stadig. Endnu i moderne tid har vi personnavne af vendisk oprindelse for eksempel Tove og Preben. Tove var navnet på Svend Tveskægs vendiske dronning, og Preben kommer af det vendiske Pritbior.

En runesten på kirkegården i Tillitse

En runesten på kirkegården i Tillitse - oprindeligt indmuret i kirkemuren. Der står: "Eskil Sulkesøn lod denne sten rejse efter sig selv. Altid vil stande, mens stenen lever, denne indskrift, som Eskil gjorde. Krist og Sankt Mikkel hjælpe hans sjæl" desuden står "Toke ristede runerne efter sin stedmoder Thora, en velbyrdig kvinde". På stenen er også et kors.
Den indeholder fire nordiske personnavne og et klart kristent symbol. Den må være sat af dem, der boede der før Venderne kom og gav landsbyen deres eget vendiske navn.
Vi elsker at forestille os alle mulige former for harmonisk og fredelig sameksistens, men hvis der havde været tale om fredelig sameksistens, ville de nyankomne have respekteret bebyggelsens oprindelige nordiske navn.

På Lolland findes mange stednavne af vendisk oprindelse, såsom Binnitse, Billitse, Krambes, Tillitse, Kuditse, Ulitse, Revitse, Vaagese, Glukse, Mullese, Kramnitse, Kobelitse.

På Falster er kun et egentligt vendisk bebyggelsesnavn bevaret nemlig Korselitse. De øvrige stednavne af mulig vendisk oprindelse er alle navne på gravhøje, kilder og lignende.

Ved Fribrødre Å lidt syd for Stubbekøbing er fundet resterne af et mindre skibsværft, som med stor sandsynlighed er vendisk. De slaviske skibe var mere fladbundede end de danske, mastesvinet havde en særlig udformning, de brugte mos til kalfatring og bordeplankerne var fastgjort med trænagler. En dendrokronologisk test af en skibsplanke viste, at træet var fældet mellem 1050 og 1055. I markbøger fra 1682 kaldes stedet "Pri Brødres Agre". Et kendt vendisk marknavn er "Prybrode", hvor "pry" står for "ved", og "brod" for "vadested".

På Møn findes stednavnene Tøvelde, som i 1257 hed Tubald, Pølsegave, som i 1370 hed Polzeghaart, Rejse, som i 1550 hed Regidse, og Golse, som alle er af vendisk oprindelse.

I sydhavsøernes dialekter er kun fundet et ord, som kan henføres til vendisk nemlig at "kampe", som betyder at bade, altså vaske sig, registreret på Sydfalster.

Jeg tror at sådanne danske ord som "gast" og "knægt" kunne også have deres oprindelse i vendisk.

En runesten er fundet som genanvendt byggesten i kirken i Sønder Kirkeby på Falster. På den står: " - ser satte denne sten efter sin broder As - og fandt døden på Gotland. Thor vie disse runer." Det sandsynliggør, at Danerne kom først til Falster, idet de havde boet der "altid" og Venderne ankom senere. Venderne kan være blevet accepteret som kristne, det var sikkert det eneste, som betød noget i middelalderen. Den kendsgerning at de genanvendte en runesten til kirkebygning viser, hvor lidt de nyomvendte kristne regnede historien og forfædrene.

Saxisk Emigration til Vendland

Helmold Venderkrønike fortæller: "Men mest rasede Venderne over Sachsernes besættelse. De sprængte deres lænker og hærgede på grænsen til Holsten, og landsbyen Faldera blev lagt øde på grund af de næsten daglige udplyndringer af mennesker og byer."

Heinrich Løwe og hans hustru Mathilde fra England

Heinrich Løwe og hans engelske hustru Mathilde.

Og andetsteds i krøniken: "Men Henrik, som var hertug, var altid i bevægelse, rask med våben i hånd, og i det skjulte samlede han en hær af Holstener og Stormarner ved vintertide og trænge ind i Venden og gik til angreb på dem, der var for hånden, og som var en torn i øjet på Saxerne, og slog dem ned med hård hånd i alle landene omkring Plön, Lütjenburg, Oldenborg og hele det område, der begynder ved floden Saale, og som slutter ved det Baltiske hav og floden Trave. De hærgede hele landet i ét stræk, jog af sted og tog bytte og satte ild til, undtagen i de byer, som var befæstede med volde og grave, og som krævede en større indsats."

"Men fordi jorden lå øde hen, sendte han (Hertug Adolf) bud ud til alle lande, til Flandern og Holland og Utrecht og Westfalen og Frisland, og indbød alle, der kun ejede lidt jord, til at komme med deres familier og få den allerbedste jord, vidtstrakte marker, rige på afgrøder, med overflod af fisk og kød og velegnede til græsning. Og han sagde til Holsterne og Stormarnerne: "Har I ikke underkastet Jer Vendernes land, har I ikke købt det med jeres brødres og fædres død? Hvorfor kommer I så som de sidste for at tage det i besiddelse? Nej, kom som de første, og flyt hen til denne jord, som alle må ønske sig, og dyrk den og tag del i dens glæder, for I fortjener det allerbedste deraf, I, som har taget det ud af fjendernes hænder!".

Tilflugtsborgene Guldborg og Borrebjerg på Langeland

Tilflugtsborgene Guldborg og Borrebjerg på Langeland

Tilflugtsborgene Guldborg og Borrebjerg på Langeland.

Langelands museum har foretaget udgravninger på borgbanken Guldborg og i tilflugtsborgen Borrebjerg.

På Guldborg fandt man vidnesbyrd om en dramatisk nedslagtning af mindst 25 mænd, kvinder og børn.

En mand på omkring 25 år og en pige på omkring 13 år lå hastigt begravet under et tyndt jordlag, en hestehud med kranie og benknogler var blevet hængt henover de døde. Borgens port og dele af palisadeværket bar spor af at have været brændt ned under kampen. Der var mange rester af kistebeslag, rav- og glasperler, andre smykker og enkelte mønter. Det kunne påvises, at de øvrige dræbte var efterladt, hvor de faldt, i meget lang tid, måske mere end et år. Ved en senere oprydning var knoglerne uhøjtideligt blevet skovlet sammen.

Sammen med resterne af de faldnes ejendele og andet affald var de spredte knogler blevet brugt som fyld i en let nedsænket adgangsvej gennem den nedbrændte port og ved de nedbrændte palisader.

Den yngste mønt er slået under Erik Emune. Massakren på Guldborg kan derfor tidligst have fundet sted sidst i 1130'erne, men skal nok snarere sættes til 1140 - 1150.

Fundene bliver i almindelighed fortolket således: Langelands kristne danske beboere har søgt sammen i tilflugtsborgen på Guldborg angrebet af en stor skare vendiske sørøvere. Sørøverne nedslagter forsvarerne. De ofrer to tilfangetagne danskere til deres hedenske guder og forlader derefter stedet i stor hast uden at plyndre ligene. Da Langeland er fuldstændig folketom får ligene lov til at ligge i mange måneder måske et år, før der igen kommer mennesker på stedet, som bruger de spredte knogler som til opfyldning i nogle huller sammen med andet affald.

Det er helt klart en meget utilfredsstillende forklaring. Middelalderens danskere var dybt kristne, og det var utænkeligt, at de ikke ville begrave deres dræbte landsmænd i indviet jord.

Hesteskind med kranium og fodrodsknogler ophængt på en pæl

Hesteskind med kranium og fodrodsknogler ophængt på en pæl.

Vi kan opstille en anden forklaring, som passer bedre med fundene: Efter flere års sørøverangreb ligger Langeland mere eller mindre folketom hen. Presset af Saxerne søger nogle vendiske familier et nyt hjem på den næsten folketomme ø. Nogle kristne danske mænd beslutter, at det er for meget; først kommer Venderne som sørøvere og fordriver de kristne danske beboere, og derefter kommer de hedenske vendiske nybyggere og tager landet i besiddelse. De beslutter sig til at foranstalte en endlösung og omringer Gulborg borgen, hvor de vendiske nybyggere har søgt tilflugt. I deres livs nød ofrer de belejrede to af deres egne og en hest til deres hedenske guder og begraver dem hastigt. Men det nytter intet, angriberne bryder igennem og slår nybyggerne ned for fode. De bekymrer sig ikke om plyndring. Ligene får lov til at ligge, hvor de faldt. I lang tid undgår de lokale at komme på borgen af frygt for spøgelser. Efter mere end et år bliver de skeleterede ligdele skovlet sammen og brugt til opfyldning sammen resterne af deres ejendele; de var jo blot hedninge.

Udgravningen af tilflugtsborgen Borrebjerg viser et lignende forløb. To gange er borgens forsvarere blevet rendt over ende og nedslagtet. Deres lig fik begge gange lov til at ligge, indtil det meste af kødet var rådnet væk, og derefter blev resterne skovlet sammen. Knogleresterne af de første forsvarere blev brugt som opfyldning i en senere forstærkning af volden.

Vi husker Saxos bemærkning om Svend Grathe på Fyn: "Da kong Svend Grathe ryddede Fyn for Vendere, kæmpede han og hans folk så længe og så hårdt, at de sled huden af håndfladerne og til sidst svang sværdene med det blodige kød i deres hænder."

Stednavne som Begynder med Vind- eller Vend-

Det er blevet foreslået, at i sådanne stednavne, som indeholder Vind-, Vinde- eller Vend- som første stavelse, betyder dette Vender; således vil Vinde-by betyde Vender-by, og Vinde-rød betyde Vender-rød. Det drejer sig om sådanne stednavne som Vindeby, Vindemark, og Vindbyholt, Vindeballe, Vinde Helsinge, Vindelev, Vindeltorp, Vinderød og naturligvis også udgravningsstedet Vindeboder ved Roskilde for ikke at nævne Vendsyssel.

Den forklaring er ikke helt tilfredsstillende. I Odense findes Vindegade, og den hedder sådan, fordi den "vinder" - snor sig - gennem byen. Der er ikke noget, som tyder på at der boede specielt mange Vendere der, eller at der specielt der blæste en vind gennem gaden.

Vendernes skibe var temmelig små og ikke meget egnede til sejlads på åbent hav, det er urealistisk at tro at de kunne være nået til Vendsyssel.

De har formentligt kaldt sig selv for "Serb" eller "Sorb", som andre slaviske folk gjorde.

Fredelige Forbindelser mellem Danmark og Slaviske Folk

Runestenen i Sønder Vissing kirke

Runestenen i Sønder Vissing kirke. - Der står: "Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre runer efter sin moder."

I vikingetiden og den tidlige middelalder var fyrstehusene forbundet med slægtskabsbånd tværs over Østersøen.

På runestenen i Sønder Vissing kirke i Jylland står, at Harald Blåtand var gift med Tove, datter af obodriterfyrsten Mistivoi.

Svend Tveskæg, Haralds søn, ægtede en polsk prinsesse. Knud Lavard og Erik Emune giftede sig med søstrene Ingeborg og Malmfrid, døtre af storfyrst Mistislav af Novgorod. Valdemar den Store ægtede Sophia af Rusland.

Mange danske konger hed Valdemar. Navnet kommer fra det russiske Vladimir eller Woldomir, der betyder "verdens hersker" eller "verdens fred". Valdemar den Store blev opkaldt efter sin oldefar på mødrene side, storfyrst Woldomir af Kiev.

12. Litteratur

Reidgotaland - Gutisk-Andja Burgunder og Vandaler - Asernes Æt - Verasir Flemming Rickfors
Goter, Vandaler og Langobarder - Maritim historisk information Maritim Historisk information.
Helmond af Bosau's Vender KrønikeCrassus.
Vender Leksikon - Venner og fjender
Vendere og Danmark - Åbent Seminar - pdf Syddansk Universitet.
Tidslinie - Dansk Militær Historie
Kong Gorms Saga - Middelalderstudier Kristian Andersen Nyrup.
Historisk leksikon og kildesamling - Institut for Historie og Områdestudier - Aarhus Universitet
Kongerækken - Kongehuset

Til start

20200626
Passed W3C Validation