Fra istid til vikingetid
Alle indoeuropæiske folk i oldtiden var oprindeligt ledet af konger. I Germansk Jernalder var Skandinavien opdelt i talrige små kongeriger, som vi dog kun har fragmentarisk kendskab til. Snorre fortæller, at i Norge samlede Harald Hårfager de oprindelige små kongedømmer Namdal, Nordmøre, Romsdal, Hordaland, Rogaland, Agder, Alvheim med videre til et rige. Sverige kan have gennemgået en lignende udvikling. Vi kan tro at de gamle danske tingområder, Urnehoved, Fyn, Langeland, Lolland, Sjælland med videre repræsenterer nogle af de oprindelige små kongedømmer, som i den skrevne histories morgengry samledes til de større kongedømmer. Galler og Germaner, som beskrevet af Cæsar og Tacitus, var organiseret i en mængde små kongedømmer. Rom og de græske bystater var oprindelig kongedømmer. Herodot beskriver at alle de indo-europæiske folk i Lilleasien og på den Eurasiske Steppe var ledet af konger. Gamle kinesiske dokumenter beskriver de indo-europæiske kongedømmer i Tarim Bækken.
1. De gamle jægere
I 60% af Danmarks historie - fra omkring 13.000 til 3.900 f.Kr - har hovederhvervene været jagt og fiskeri. Renjægerne specialiserede sig i at jage rensdyr på tundraen i den isnende kulde. Maglemose jægerne jagede alle skovens dyr, blandt andet urokser. Ertebølle jægerne specialiserede sig i alt godt fra havet og opførte store avancerede fiskeanlæg.
Holocæns klimatiske optimum indtraf i Kongemose- og Ertebølle perioderne, hvor temperaturen var markant over nutidens.
For omkring 15.000 år siden - 13.000 f.Kr. - begyndte indlandsisen, som dækkede næsten hele Skandinavien, langsom at smelte bort. Rensdyrene vandrede mod nord for at slippe for myggeplagen fulgt af rensdyrjægerne. Det er vedtaget at istiden i Danmark sluttede endeligt 9.700 f.Kr.
Fire forskellige jægerkulturer afløste hinanden gennem rensdyrjæger periodens 3.300 år. Hamburg-jægerne levede i Bølling-varmeperioden, Federmesser-jægerne oplevede kulden mellem Bølling- og Allerød-perioderne, Bromme-jægerne kunne nyde godt af det relativt varme klima i Allerød-perioden, medens Ahrensburg-stammerne måtte udholde den bitre kulde under Yngre Dryas.
Hamburg kulturen kaldes således fordi mange af deres bopladser er fundet i Holsten, nær Hamburg. De er fra omkring 13.300 til 12.000 år f.Kr.
I Danmark er fundet bopladser fra Hamburg rensdyrjæger kulturen blandt andet ved Jels Oversø og Slotseng i Sønderjylland og ved Sølbjerg på Lolland.
Spydspidser brugt af Hamburg kulturens rensdyrjægere. Foto Jørgen Holm.
Nogle antager at Hamburg jægerne var efterkommere af istidsfolket Cro Magnon, som skabte de fantastiske hulemalerier. Deres kultur kaldes også for Madeleine kulturen.
Over 90% af de fundne knogler fra Hamburg rensdyrjægernes bopladser er fra rensdyr.
Hamburg-jægernes foretrukne våben var kastespyd. Deres karakteristiske flint-spydspidser har en ensidigt skrå od og en smal basis.
Federmesser rensdyrjægerne, omkring 12.000 til omkring 11.200 f.Kr., var sandsynligvis efterkommere af Hamburg jægerne, blot havde de udviklet deres jagtvåben til nye typer. De brugte bue og pil. Federmesser er tysk og betyder "pennekniv", og kulturen kaldes således, fordi deres pilespidser havde form som en pennekniv.
Federmesser jægerne oplevede den intense kuldeperiode "Ældre Dryas" mellem Bølling og Allerød varme perioderne, en kuldeperiode, som varede nogle hundrede år.
Til venstre: Federmesser jægernes pilespidser fra bogen "Rentierjäger der Späteiszeit" af Gernot Tromnau.
Til højre: Rekonstruktion af rundt telt fra Federmesser kulturen. Desværre ukendt kunstner.
På Slotseng ved Kolding i Sønderjylland har et hold under ledelse af Jørgen Holm i perioden 1985 til 2001 udgravet en boplads fra Federmesser kulturen, hvorfra de har fremdraget 77 af de karakteristiske pilespidser, samt skrabere og andre flintværktøjer. På udgravningsstedet fandtes genstande fra såvel Hamburg- som Federmesser kulturerne.
Den kendsgerning, at de to kulturer brugte samme lejrplads, indikerer at de har noget med hinanden at gøre, og at forskellen mellem dem måske blot bestod i en udvikling af pilespids design indenfor den samme kulturkreds.
Konstrueret kort over det nordlige Europa inklusive det område, der skal blive til Danmark, i Bølling Allerød perioden. Foto Maps of the Web.
Bromme rensdyrjægerne siges at overlappe Federmesser perioden med 400 år. Bromme jægerne levede fra omkring 11.800 til omkring 10.500 f.Kr.
I 1944 fandt arkæologen Erik Westerby en af deres bopladser ved Bromme i nærheden af Sorø. På selve bopladsen fandtes kun flinteredskaber, men i de nærliggende rester af en sø fandtes desuden knoglerester fra deres måltider. Ved hjælp af pollenanalyse blev fundene dateret til Allerød varmeperioden.
Bromme jægerne var ikke henviste til kun at jage rensdyr. De levede i en noget varmere tid med en rigere og mere alsidigt fauna end de tidligere rensdyr jægere havde været henviste til. I forbindelse med selve Bromme bopladsen fandt Westerby knoglerester fra både elg og rensdyr og mindre dyr, såsom bæver, jærv og svane.
Men kulden kom igen.
Ahrensburg rensdyrjægerne levede i kuldeperioden Yngre Dryas for omkring 10.500 til omkring 9.000 år f.Kr., som var Weichel Istidens sidste krampetrækning. Det var meget koldt, og landskabet må i det store og hele have været regulær tundra.
Typisk skafttunge-pilespids fra Bromme kulturen fundet ved Nørre Lyngby.
Ahrensburg ligger i en dal nordøst for Hamborg i den sydlige del af Holsten. Den danske
kong Frederik 2. belønnede i 1567 sin general, Daniel Rantzau, for sejren over svenskerne med herresædet Ahrensburg. Hans broder og arving opførte Ahrensburg Slot og den tilknyttede slotskirke.
I denne dal har arkæologerne fundet mange spor af den sidste renjæger kultur. Den kaldes derfor Ahrensburg rensdyrjæger kulturen. Den har mange ligheder med Bromme kulturen. Den første på stedet var den tyske arkæolog Alfred Rust, som var pioneren i udforskningen af rensdyrjæger kulturerne i 1930'erne.
Urokseknogle med indridset zig-zag mønster som er skrabet op fra Doggerbanken med fiskernes trawl. Den er dateret som 13.000 år gammel og er således fra Ahrensburg renjæger perioden. Sådanne zig-zag mønstre er også meget karakteristiske for Danmarks senere stenalder jægere i Maglemose- Kongemose- og Ertebølle perioderne, hvilket indikerer at de senere stenalderjægere var efterkommere efter rensdyrjægerne. Den kan ses på National Museum of Antiquities, Leiden, Netherlands. Foto Letter from Doggerland.
Både på bopladserne ved Stellmoor og Meiendorf lå fundene fra Ahrensburg kulturen ovenpå fund fra Hamburg kulturen, og det giver en temmelig klar antydning af, at Ahrensburg jægerne var efterkommere af Hamburg jægerne.
Ved Stellmoor bopladsen blev udgravet rester fra 650 rensdyr. Der blev fundet en hel række af intakte rensdyrskeletter med pilespidser i brystet, formentlig ofret til de højere magter. Der blev fundet bevarede pile af fyrretræ sammen med de karakteristiske skafttunge pilespidser, som også kendes fra Bromme kulturen.
Temperaturen steg og Danmark blev snart fuldstændig dækket af en urskov, i hvilken Maglemose jægerne jagede og fiskede gennem yderligere 3.300 år.
Øverst: Disse små flintstykker, såkaldte "mikrolitter", er meget karakteristiske for Maglemosetiden. De blev bl.a. brugt som pilespidser.
Nederst ses hvordan mikrolitterne blev påsat pilen ved hjælp af birkebark-harpiks. Nær
spidsen var bearbejdet en fure for mikrolitterne. Birkebark-harpiks kan udvindes ved forsigtig opvarmning af birkebark. Tegning af ukendt oprindelse.
Maglemose perioden kendetegnes ved store klimatiske forandringer. I løbet af perioden ændredes landskabet fra subarktisk åben birkeskov til tæt, nærmest subtropisk løvskov. Perioden varede ialt 3.300 år fra Weichell Istidens officielle slutning 9.700 år f.Kr. til 6.400 f.Kr.
Maglemose kulturen har sit navn efter en række bopladser ved Maglemose i Vestsjælland. De blev fundet i år 1900 og kort tid derefter udgravet af arkæologen Georg Sarauw. Siden da er der gjort mange fund af denne type i Danmark, Nordtyskland og Sydsverige.
Uroksen fra Vig udstillet på Nationalmuseet. Den blev fundet i 1904 under tørvegravning. Den er dateret til 7.500 f.Kr. I dens skelet sidder to af Maglemose jægernes pilespidser kilet fast.
Omkring den ene pilespids er knoglen vokset, så den var ikke årsag til oksens død, den må have levet i flere år efter jægernes første angreb. Men den anden pil må have ramt den kort tid før dens død. Vi kan forestille os at jægerne dukkede frem fra deres skjul og skød adskillige pile i siden på oksen med deres kraftige buer. Den flygtede, de indhentede den og angreb den med spyd. Den flygtede igen, og måske løb den ud på isen på en lille sø - og gik igennem. Og der lå skelettet i tusinder af år, indtil det blev fundet i 1904 af husmand Jens Peter Jensen, da han gravede tørv i en lille mose, udenfor sit husmandssted. Foto Mikkel Kristiansen Wikipedia.
Maglemose folket var højt udviklede jægere, som havde utallige generationers erfaring i dyrenes adfærd og fangst- og jagtmetoder.
De bopladser, som man har fundet, synes oftest kun at være midlertidige bopladser, måske brugt under jagtudflugter om sommeren. Det antages, at deres faste bopladser lå ved den daværende kyst linje, som i dag i mange tilfælde ligger på dybt vand.
Det vides at Maglemose jægerne nedlagde urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin.
Urokseknogle med indridsede menneskelige figurer dekoreret med de typiske skraveringer fra Maglemose tiden, fundet ved Ryemarksgård på Sjælland. Der er fem figurer, tre ses i profil og to ses forfra, desuden ses en slags symbol, som består af tre parallelle zig-zag linjer. Knoglen kan ses på Nationalmuseet. Foto Nationalmuseet Wikipedia.
Det må have været således at hver vildt type havde sin sæson. Tidligt på vinteren jagede de måske storvildt, som da var nemt at spore på grund af de nøgne træer og deres spor i den mulige sne. Vinteren kan også have været sæsonen for pelsdyrjagt på los, ræv, ilder, grævling, skovmår og vildkat.
Kranie fra Maglemosetiden fundet ved Bislev nær Nibe. Han havde markante øjenbryns buer og et mærke efter et kraftigt slag i hovedet, som han dog havde overlevet. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Foråret kan have været en vanskelig tid, men så kunne man indsamle fugleæg og gå på fuglejagt.
Maglemose jægerne var i det hele taget meget alsidige i deres valg af byttedyr. De fangede traner, viber, skalleslugere, lappedykkere, blishøns og hejrer. Det er blevet påvist, at når alt andet slog fejl, gik de ikke af vejen for også at spise pindsvin.
Maglemosefolket tilhørte Homo sapiens sapiens, som vi moderne mennesker også gør, men de siges at have været knap så høje og mere kraftigt bygget med stærke knogler. De var langskallede med store øjenbrynsbuer, kraftige tyggemuskler og fremstående kæber med store tænder, præget af slid. Denne beskrivelse bygger imidlertid i høj grad på Maglemose skelet-fund udenfor det nuværende danske område, da der kun er fundet ganske få skeletter eller skeletdele fra Maglemosetiden i Danmark.
Kongemose kulturen er opkaldt efter en boplads fundet i Kongemosen, der er en del af den sjællandske Åmose. Den blev fundet i 1950'erne i forbindelse med tørvegravning. Kulturen kendes på de karakteristiske trapezformede pilespidser, som også er kendt i store dele af Vesteuropa.
Typisk trapez formet pil fra Kongemose kulturen. Ideen må have været at have en spids pil, som kan trænge dybt ind i byttet, og samtidig have en pil, som laver et stort indgangssår, så dyret vil forbløde hurtigt. Tegning af ukendt oprindelse.
Kongemose jægerne levede i perioden 6.400 - 5.400 f.Kr. De var en kombineret skov- og kystkultur, som repræsenterede en teknologisk udvikling i forhold til Maglemose kulturen. De brugte kerneøkser af sten, fiskekroge af ben, lystere af hassel og fiskeruser af pilekviste.
Intet tyder på at der er sket en indvandring, erobring eller lignende i forhold til den forudgående Maglermose kultur. Det er med stor sikkerhed den samme befolkning, der blot har tilpasset og udviklet sin levemåde til de ændrede livsbetingelser.
Til venstre: Nordsøen ved Maglemose periodens slutning. Som det ses var landarealet dobbelt så stort som i dag. England var landfast med kontinentet, og en stor del af det nuværende Vesterhav var dækket af skov.
Til højre: Nordsøen ved Kongemose periodens slutning, som det fremgår blev landarealet kraftigt formindsket. Foto Wikipedia.
Kongemose jægerne oplevede voldsomme forandringer både i geografi, klima og fauna. Havet steg og forvandlede Maglemose tidens udstrakte uendelige skove til et landskab præget af lange kystlinjer med mange større og mindre skovklædte øer adskilte af sunde og fjorde. Mange af Maglemose kulturens bopladser er i dag dækket af hav.
Efterhånden som vandstanden i havet steg, og tidligere landområder oversvømmedes, skete der en forskydning fra jagt på skovens dyr henimod fiskeri og jagt på sæler, marsvin og havfugle.
Hjortetak stav med indridsede figurer fundet i Åmosen i det nordvestlige Sjælland. Den menneskelignende skikkelse til højre kan være skovenes gud, som i sin nåde driver vildtet frem fra deres skjulesteder. Det ser det ud som om han har hår på kroppen, desuden er hovedet skraveret på samme måde som resten af kroppen - også med nogle få hår. Måske er det guden i dyreham. Skovens træer ses foroven. Bemærk de karakteristiske skraveringer. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Ved Maglemose periodens slutning og start af Kongemose perioden var klimaet i Danmark tæt på subtropisk. Gennemsnits temperaturen var adskillige grader over nutidens.
Men allerede omkring 6.400 f.Kr. indtraf "8.200 kuldeperioden".Temperaturen begyndte at falde og efter godt hundrede år nåede den sit minimum. Gennem 3-400 år må Europa have oplevet temperaturer svarende til 1700-tallets Lille Istid, hvor tocifrede frostgrader rådede, og have og floder langt ned i Europa var dækket af tyk is om vinteren.
Ruse fra yngre Kongemose, ca. 5.500 f.Kr., Hørsholm egnsmuseum. Foto Honymand Wikipedia.
Nogle historikere undrer sig over, at Kongemose jægerne ikke spiste østers på samme måde, som de efterfølgende Ertebølle kystjægere gjorde. Men forklaringen er nok, at der ikke levede østers langs de danske kyster, det var for koldt om sommeren. Selv efter at "8.200 kuldeperioden" var overstået, kan det have taget adskillige hundrede år for østers igen at brede sig langs Europas kyster til dette nordlige hav.
Forud for anlæg af Amager Strandpark gennemførtes en marine-arkæologisk undersøgelse, medens området stadig var dækket af vand. Man fandt store mængder flintaffald fra Kongemose kulturen ca. 6.000 f.Kr. Lagene indeholdt endvidere knogler af forskellige landdyr og havdyr, heriblandt sværdfisk, stør og tun, hvilke alle er arter, som i vore dage lever under varmere himmelstrøg. Det er også kendt, at der levede krøltoppet pelikan og sumpskilpadde i Danmark i Kongemose og Ertebølle perioderne.
Ertebølle Kulturen var den sidste og mest avanceret stenalderjæger kultur i Danmark. Den strakte sig fra 5.400 til 3.900 f.Kr.
Køkkenmøddingen ved Ertebølle under udgravningen i 1895. Til højre bagest ses arkæologen Georg Sarauw.
Perioden er opkaldt efter den berømte køkkenmødding ved landsbyen Ertebølle ved Limfjorden syd for Løgstør.
Ertebølletidens køkkenmøddinger kan være flere meter tykke og strække sig over flere hundrede meter langs datidens kystlinje.
Køkkenmøddingerne vidner om at i Ertebølle tiden lå de gamle jægernes bopladser fortrinsvis ved kysten, gerne ved små rolige fjorde. Møddingerne består hovedsageligt af skaller fra muslinger, især østers. Imellem skallerne ligger andet affald fra Ertebølle tidens husholdning, såsom dyreknogler, rester af redskaber og bålrester. Det anslås, at køkkenmøddingerne blev bygget op af lag på lag af affald gennem 500 til 600 år.
Intakt pil med den karakteristisk tværpilespids fra Ertebølle tiden fundet i Tværmose nær Ringkøbing. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Ertebølle folket var efter alt at dømme efterkommere af de tidligere stenalderjægere.
Maglemose tiden, Kongemose tiden og Ertebølle tiden er blot historiske navne på forskellige redskabstraditioner, som afløste hinanden i løbet af jægerstenalderen. Der er intet, som antyder indvandring eller invasion.
I Ertebølle tiden herskede et mildt og regnfuldt atlantisk klima. Gennemsnits-temperaturen var tæt på tre grader højere end i nutidens Danmark. Perioden henregnes til det Holocæne Optimum, hvilket vil sige perioden med den højeste temperatur i denne mellemistid, som kaldes Holocæn.
I Ertebølle tiden var temperaturen op til tre grader højere end i dag og vandstanden i havet var tilsvarende højere, det vil sige omkring 3 m. højere end i dag. Dette er situationen i Ertebølle tiden. Nordøst for vippelinjen Nissum Bredning-Falster lå landet lavere og Sydvest for linjen lå det højere end i dag. Efter at den kilometertykke isbræ smeltede væk, normaliserer landet sig langsomt. Området sydvest for vippelinjen synker, og området nordøst for linjen er stigende. Denne proces er stadig i gang.
Vi kan nemt forestille os, at Ertebølle jægerne har haft et let og ukompliceret liv. Ligge ved stranden i det dejlige varme sommervejr og få sig en lur i skyggen af et træ. Når man blev sulten, vadede man blot ud på en af de enorme østersbanker og samlede en kurvfuld østers, som er sund og nærende mad.
Men noget tyder på, at livet ikke har været så nemt. Det har været en jægers daglige kamp at finde mad til sin familie. Ertebølle jægerne skød på alt, hvad der bevægede sig. De spiste alt, hvad der havde fire ben, to vinger, finner eller skaller. I køkkenmøddingerne har man fundet rester af kronhjort, urokse, rådyr, vildsvin, vildkat, los, ræv, odder, ulv, skovmår, ilder, bæver, bjørn, svane, gråand, skallesluger, havørn, marsvin og sæl. De fiskede ål, hornfisk, torsk, gedde, skalle og aborre.
I søen Tesse, som ligger 500 meter over havoverfladen nær Jotunheim, har norske arkæologer fundet rester af flere fiskefælder fra Ertebølle perioden. Princippet er at fiskene svømmer langs kysten, møder fiskegærdet, forsøger at komme udenom og ender derved i de hjerteformede ruser. Foto Kulturhistorisk Museum. Tegnet af Ingvild Tinglum Bøckman.
Analyser af knogler fra jæger stenalderens mennesker og hunde har vist at de fleste af datidens mennesker, fra Maglemose til Ertebølle jægerne, spiste mad, som i betydeligt omfang stammede fra havet.
Ertebølle kulturen var en egentlig kyst-kultur, som havde udviklet stenalderens fiskeri og strandjagt til noget nær fuldkommenhed.
2. Bondestenalderen
Gennem mindst 9.000 år havde de gamle jægere jaget og fisket i Danmark. De havde trofast bevaret deres oldgamle skikke. Kvinderne smykkede sig med tandperler, de dryssede rød okker over de afdøde ved begravelser, og kunstnerisk kunne de godt lide zigzag mønstre og skraveringer.
En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs - maleri af J. Th. Lundbye fra 1839. I bondestenalderen begyndte man at begrave de døde i stort anlagte gravhøje.
Overgangen fra jæger- til bondestenalder foregik i løbet af en historisk set meget kort
tid, måske kun 100 til 200 år. Hvorfor det skete, er stadig den største gåde i forbindelse med vor viden om stenalderen.
Tandperler blev fuldstændigt fortrængt af ravperler, man begyndte at begrave de døde i stort anlagte begravelses-anlæg og alle spor af okker forsvandt efterhånden fra begravelserne.
Det mest epokegørende var dog at urskoven, som hidtil havde dækket hele landet, blev delvis ryddet, og man begyndte at holde husdyr og opdyrke jorden. Det var den største ændring i mange tusinde år.
Især tidligere forklarede mange forskere skiftet fra jæger til bonde med en regulær indvandring af et helt nyt og kulturelt overlegent folk, som fortrængte eller absorberede de oprindelige beboere. Imod denne teori taler at de tidligste gravlagte er af samme langskallede type som de gamle jægere. Først senere, i jættestuetid, blev de langskallede typer gradvist erstattet af kortskallede.
Claus Deleuran gør opmærksom på at først ret sent i bondestenalderen optræder det første kortskallede kranium i en jættestue, og jættestuerne er fra den senere bondestenalder. Hvilket taler imod teorien om at agerbruget i Danmark pludseligt blev indført af overlegne kortskallede erobrere. Tegning Claus Deleuran.
Andre forklarer overgangen med, at påvirkninger sydfra bredte sig til stammerne i det danske område. Man kan sige, at bondekultur kom på mode. Man begyndte at holde tamme husdyr i stedet for at jage de vilde dyr. Man brugte kultiverede planter i stedet for naturens tilfældige udbud af bær, rødder og frugter. Måske skete overgangen til agerbrug og husdyravl i forbindelse med en ny religion.
Amerikanske forskere er fremkommet med den ide, at kornet ikke så meget blev brugt til at lave brød og grød af, men først og fremmest var beregnet til fremstilling af øl. Da øl indeholder alkohol, som er berusende, kan man tro, at det egnede sig godt til religiøse fester i forbindelse med en ny religion. Det må have været noget helt nyt og umådelig interessant for de gamle jægere at føle sig påvirkede af alkohol. Denne nye berusende oplevelse kan forklare den pludselighed, hvormed den gamle livsstil og de gamle skikke blev forkastet.
Bondestenalderens perioder: Tragtbæger kulturen var den dominerende kultur. Den efterlod os stendysser, jættestuer, fornem keramik og polerede stenøkser. Grubekeramikerne var kystjægere. De har deres navn, fordi de dekorerede deres lerkar med karakteristiske gruber, prikket med en pind. Deres keramik og våben afveg på mange måder fra Ertebølle jægernes. Enkeltgravs kulturen fandtes navnlig i Vestjylland og havde mange træk til fælles med den mellemeuropæiske snorekeramiske kultur. De repræsenterede efter al sandsynlighed en indvandring fra den Europæiske snorekeramiske kultur, som nogle anser for at være indoeuropæerne. Dolktiden var bondestenalderens sidste epoke, hvor flinthugger håndværket nåede et mageløst klimaks.
Den ældre del af bondestenalderen, 3.800 - 2.800 f.Kr., kaldes for Tragtbægerkulturen efter de karakteristiske tragtformede og ofte smukt dekorerede lerkar, som vi kender fra perioden. Tragtbægerkulturen var den dominerende kultur i bondestenalderen. Den er kendetegnet ved den smukke keramik, de slebne flintøkser og de meget synlige gravlæggelser i langhøje, dysser og jættestuer. Tragtbægerfolket var sandsynligvis efterkommere efter de gamle jægere.
Til venstre: Typisk keramik fra Tragtbæger Kulturen - Fundet ved Volling - Foto Skive Museum.
I midten: Skår fra grubekeramisk keramik med de typiske gruber fundet ved Grammahagen i Mjällby sogn i Blekinge fotograferet den 18 oktober 2005 af Harri Blomberg.
Til højre: Typisk stridsøkse fra enkeltgravs-kulturen. Foto Viborg Museum.
Den Grubekeramiske kultur kaldes således, fordi de dekorerede deres lerkar med karakteristiske gruber, prikket med en pind eller lignende. De var fiskere og kystjægere. Der er gjort grubekeramiske fund langs kysterne i Østsverige, ved de store svenske søer, langs kysten af Sydnorge og ved de danske Kattegat kyster. De brugte skafttunge pilespidser som førhen Bromme jægerne.
Flintdolk fra dolktiden. Foto Stockholms Auktionsverk.
Enkeltgrav kulturen kaldes også for stridsøksekulturen, på grund af de meget karakteristiske kampøkser. Den trængte frem i Vestjylland. Kulturen havde mange lighedspunkter med den samtidige snorekeramiske kultur, som dominerede længere nede i Europa. Visse steder i Vestjylland synes den at have fortrængt Tragtbæger kulturen. Mange mener at Enkeltgravsfolket repræsenterede en indvandring fra den europæiske snorekeramiske kultur, som nogle anser for at være indoeuropæerne.
Runddyssen Poskær Stenhus på Djursland. Den består af et stenkammer omgivet af en cirkulær kreds af store randsten. Bemærk at den jord, som oprindeligt dækkede stenkammeret, er fuldstændig forsvundet. Man kan ikke med sikkerhed vide om stendysserne oprindeligt var overdækkede med jord eller græstørv, men det forekommer usandsynligt at stenalderbønderne har ladet dysserne stå udækkede på bar mark, således at dyr kunne trænge ind til forfædrenes bene. Foto Old Dane Wikipedia.
I tusinder af år havde de gamle jægere fremstillet deres økser, så de var gode nok og kunne bruges til formålet, som sikkert var at aflive anskudte dyr, hugge lidt kvas til køkkenilden og lignende. Men bondestenalderens flintsmede var nogle langt mere perfektionistiske typer, Økser skulle være glatte, mente de, om så de skulle slibe på dem i en hel uge.
Desuden er bondestenalderens økser meget større end jægernes. En typisk Ertebølle skiveøkse er omkring 7-8 cm. lang, medens en typisk sleben arbejdsøkse fra bondestenalderen ofte er længere end 15 cm.
Stenalderens svin mindede en del om vildsvin. De kunne gå uden pasning i skoven, hvor der var rigelig med føde det meste af året. Dyrene var kortere end nutidens tamsvin og havde et stort hoved i forhold til kroppen og sikkert også vildsvinets lange børster.
Jættestuen Mårhøj på Hindsholm nord for Kerteminde er et fornemt stykke ingeniørarbejde. Foto Jens V. B. Taastrup Tripadvisor.
Alt tamkvæg nedstammer fra uroksen. Stenalderbondens tamkvæg hører til det største, som vi
kender fra oldtiden. Men efter bondestenalderen gik det jævnt ned ad bakke med kvægets størrelse, og i jernalderen var køerne meget små.
Enkeltgravskulturen fremkom i Vestjylland omkring 2.800 f.Kr. Den kaldes også for Stridsøksekulturen eller den snorekeramiske kultur. Dens gravhøje ses særligt på de jyske hede, som Tragtbægerfolket kun havde haft begrænset interesse for. Tilsyneladende havde den sandede jord stort set ligget øde hen, indtil de nye indvandrere ankom.
Det er påfaldende at Enkeltgravskulturen var så forskellig fra den dominerende Tragtbægerkultur. Både med hensyn til begravelser, våben og redskaber er de så vidt forskellige, at en naturlig videreudvikling fra den ene til den anden ikke virker sandsynlig. Hvilket gør det sandsynligt at det var et indvandret folk.
Det kan påvises at enkeltgravskulturen er i slægt med den samtidige vidt udbredte europæiske snorekeramiske kultur.
Den snorekeramiske kultur, som også kaldes stridsøksekulturen eller enkeltgravskulturen, er en enorm arkæologisk gruppe fra bondestenalder og tidlig bronzealder, der blomstrede omkring 3.200 – 2.300 f.Kr. Den omfattede det meste af det kontinentale Nordeuropa fra Rhinen mod vest til Volga i øst, herunder det meste af det moderne Tyskland, Danmark, Polen, de baltiske stater, Hviderusland, Tjekkiet, Slovakiet, det nordlige Ukraine, og det vestlige Rusland, samt det sydlige Sverige og Finland, Den har fået navn fra tidens karakteristiske keramik. Det våde ler som blev dekoreret med snore. Foto Drachmann Wikipedia.
Formentlig var Enkeltgravsfolket oprindelig nomader, og derfor er der kun ringe spor af deres boliger. De dyrkede dog agerbrug i et beskedent omfang, hvilket såkornsaftryk i keramik og pollenanalyser viser. De har sikkert haft et betydeligt husdyrhold.
3. Bronzealderen
Bronzealderen var en aristokratisk tid med stor forskel på høj og lav. Konger og fyrster havde deres hovedsæder i store, formentligt prægtige haller. De var omgivet af krigere med skarpe bronzevåben, kunstfærdigt dekorerede, og de blev begravet i store gravhøje, som stadig findes i det danske landskab.
Bronzealderen startede omkring 1.700 f.Kr. og sluttede omkring 500 f.Kr.
Tidslinje fra bondestenalder til historisk tid.
Som de gamle jægere og stenalderbønderne foretrak bronzealderfolket at bo med udsigt til vand. De majestætiske bronzealderhøje er ofte placeret på højdedrag langs kysten eller langs de store åer med udsigt over glitrende vand.
Bronzealderhøjen Kongshøj syd for Kerteminde med storslået udsigt ud over Kertinge Nor. Eget foto.
Stenalderens bønder havde allerede gennem to tusinde år ryddet urskov og bestandigt øget landbrugsarealet. Bronzealderbønderne fortsatte arbejdet, og de kunne mange steder skue ud over udbredte åbne arealer, hvor spredte gårde var omgivet af vidstrakte græsgange.
I bondestenalderen begravede man de døde i fællesgrave, som kaldes jættestuer. Det antages at alle kom i samme grav, hvilket indikerer et samfund, hvor man var ret lige. Bronzealderen var derimod et aristokratisk samfund, hvor kun betydningsfulde personer, sikkert konger og fyrster, blev begravet i store gravhøje, som gerne blev anlagt på særligt iøjnefaldende steder.
Udbredelsen af den Nordiske bronzealder-kultur. Foto Wiglaf Wikipedia.
Faktisk er der påfaldende mange gravhøje fra bronzealderen, som fra gammel tid er blevet kaldt noget med konge, som for eksempel Kong Svends høj i Egedal, Kong Rans Høj ved Randbøl, Kong Dags høj i Skåne, Kongshøj ved Kerteminde og så videre. Et sagn fortæller at kong Ho ligger begravet i Hohøj. Det er meget sandsynligt at højene er de sidste hvilesteder for fyrster og lokale konger.
Der findes 40.000 registrerede bronzealderhøje i Danmark. De er overalt, i skove og på marker, ja selv midt i København. Dog er kun få på Midtfyn og midt på Sjælland. Her var skoven endnu ikke ryddet i bronzealderen. Det blev den først i Middelalderen.
Bronzealderhøjen på Østerbro midt i København ligger i rundkørslen på Bolandsvej. Foto Sh-
site Sune Hundebøll.
I yngre bronzealder, efter 1.000 f.Kr., indførtes en ny og meget enklere gravskik. De døde blev brændt, deres knogler blev samlet sammen fra asken og lagt i en lerurne sammen med nogle ganske få gravgaver. Urnerne blev gravet ind i syd- eller østsiden af de gamle høje. Dette står i skarp kontrast til den ældre bronzealders mægtige højbegravelser og rige gravgaver.
Det er en uomtvistelig kendsgerning at vi i Skandinavien i dag taler et indoeuropæisk sprog, som har mange træk tilfælles med andre indoeuropæiske sprog, hvilke er næsten samtlige europæiske og Indiske sprog.
Grafisk rekonstruktion af skæftet celt. Skaftet skal være med en naturlig forgrening. Det er ført ind i det hule celt-hoved, således at celten fastgør sig selv, når den bruges. For en sikkerheds skyld er celt-hovedet dog bundet med en snor i en øksne. Rester af træ i nogle fundne celt har vist at skaftet var af eg.
Celt er ikke en naturlig udvikling fra Tragtbægerkulturens slebne flintøkse eller Enkelgravsfolkets stridsøkse, den er et brud på den teknologiske udvikling. Celten stammer fra Yamnaya-kulturen på den Pontiske steppe.
Tragtbægerfolket ville nok have ment at celten var en noget akavet løsning på behovet for en lille økse til dagligt brug, men de blev ikke spurgt. Efter bronzealderen ser man heller ikke mere til celten. Foto Fejø.
Det må være således at et sådant fælles oprindeligt sprog i en fjern fortid nødvendigvis
må have udviklet sig indenfor et begrænset område, som var det mystiske oprindelige
indoeuropæiske urhjem. Ingen ved sikkerhed, hvor det lå. Nogle mener at urhjemmet lå i det sydlige Ukraine, i Donau dalen, på Balkan halvøen, i Skandinavien, i Anatolien eller i det nuværende Uzbekistan.
Til venstre: Celts fra fundet "Yamnaya Culture Hoard of Metal Objects" ved Ivanivka i Ukraine. De minder slående om de mange celts, som er fundet i Skandinavien. Disse er støbt i kobber med forskellige mindre tilsætninger såsom arsenik og tin. Foto Pinterest
Men i dag samler opmærksomheden sig om Yamnaya-kulturen, som udviklede sig på den Pontiske Steppe nord for det Kaspiske Hav. Her udviklede man først kobber- og senere bronze støbning, tæmmede hesten, opfandt hjulet, spændte hestene for stridsvogne og skabte dermed forudsætninger for den indoeuropæiske ekspansion mod øst og vest - og de etablerede sig også i Skandinavien på en så massiv og ultimativ måde at de gav landene deres indoeuropæiske sprog.
Celt af bronze fundet i Danmark. Den er hul for skæftning og har en øksne, hvor den kan sikres med en snor. Foto Qora.
Den store mængde celts, som er fundet i Skandinavien, viser at det indvandrede indoeuropæiske Yamnaya folk, som introducerede bronze i Skandinavien 1.700 f.Kr., gjorde rent bord. Også helt almindelige bønder var af Yamnaya oprindelse, som brugte celt økser, som de var vante til i deres oprindelige land. Der var ikke blot tale om en ny overklasse, det var hele folket, som blev udskiftet, sikkert på meget lignende måde som europæerne overtog Nordamerika.
Det er også det resultat, som genforskeren Eske Willerslev er kommet frem til. Han siger: "De rydder simpelthen hele bordet i løbet af en til to generationer. Det lugter af folkemord. Det er den mest oplagte forklaring".
Nogle Yamnaya konger havde hørt om et land ved det nordlige ocean, som var vidunderligt grønt og frugtbart. Regnen var netop tilstrækkelig til at skabe en god høst, og temperaturen var ikke for høj og ikke for lav. De besluttede sig til at det land ville de have.
Præstehøjene ved Vester Såby ved Roskilde. Foto Egnshistorisk Forening for Hvalsø.
Landet var beboet af nogle tåbelige stenalderbønder, som gik mest op i at bygge kunstfærdige anlæg, som faciliterede livet efter døden, og store anlæg, som muliggjorde åndelige eksperimenter med forfædrenes relikvier. De kunne være voldelige, men kun mod hinanden. Det ville være som at tage bolcher fra børn, mente Yamnaya kongerne. Og således blev det.
Bronzelurer udstillet på nationalmuseet. Lurerne vidner om bronzealderens mesterlige støbeteknik. Foto: Kees Kaldenbach Wikipedia.
Datidens situation minder mistænkeligt om den moderne situation i Europa. Folket har overladt magten til velmenende kvinder, som går mest op i at bygge vindmøller og solcelleparker for at frelse verden, medens ingen har nogen tanke for den konstante islamiske indvandring, som med sikkerhed vil føre til en muslimsk overtagelse af landene.
Desuden, bronze er en legering, der består af 90% kobber og 10% tin. Disse metaller fandtes ikke naturligt forekommende i Sydskandinavien. Men dog blev der ingen steder i Europa fremstillet våben og brugsgenstande i bronze af højere kvalitet end netop i Skandinavien, og ingen andre steder har man fundet flere bronzeting per kvadratkilometer end netop her.
Helleristning ved Kalleby i Bohuslen, som viser tre potente lurblæsere. Foto Svenska folkets underbara öden af Carl Grimberg.
Hvert gram kobber og tin, måtte importeres, efter al sandsynlighed fra miner i Donau-dalen, hovedsageligt i det nuværende Ungarn. Det er uvist, hvad man eksporterede til gengæld for metal. Nogle gætter på rav. Men de nye Yamnaya herskere kan også have eksporteret de overvundne stenalderbønder som slaver - de er faktisk det mest sandsynlige.
Bronzealderfolket havde intet skriftsprog, og der er ikke bevaret sagn, som med sikkerhed stammer fra bronzealderen. Men de har efterladt sig en rigdom af billeder i form af tusinder af helleristninger, bronzegenstande samt indridsede billeder på disse, og ud fra dem kan vi ane omridset af en religion, hvor Solen var i centrum.
Egtvedpigen blev fundet i ved Egtved nord for Vejle. Her er hun i sin egekiste, som hun er udstillet på Nationalmuseet. Foto Tommy Hansen Wikipedia.
Alle de ritualer, der er afbildet på helleristninger og bronzegenstande, kan have haft til formål at sørge for, at Solen genopstod hver morgen, og at den hvert forår genvandt sin kraft og fik markens afgrøde, træernes blade, blomster og insekter til at opstå på ny.
Skibe var et meget hyppigt motiv i den Syd Skandinaviske bronzealder. Der findes tusinder af helleristninger, som forestiller skibe, og de er et almindeligt motiv på bronze-rageknive, som der også er fundet mange af. For eksempel forestiller halvdelen af de bornholmske helleristninger skibe.
Hjulkorset er en anden meget almindelig helleristning. Mange mener at det er soltegn, fordi enkelte helleristninger fra Bohuslen viser en hest, som trækker et hjulkors. Der findes også helleristninger med hjulkors, der kan fortolkes som Solen, der bliver transporteret på et skib.
Den danske arkæolog Flemming Kaul har foreslået at en solvogn bevægelse fra venstre mod højre symboliserer dagen, på samme måde som vi ser solen bevæge sig fra øst mod vest på den sydlige himmel. Den modsatte bevægelse fra højre mod venstre symboliserer natten, hvilket forklarer de to forskellige sider af solskiven på Solvognen, fordi den højre side er gylden, og den venstre er mat.
Forskellige skibstyper, som de viser sig på bronzealderens helleristninger. Mange af skibene er dekoreret med dyrehoveder på stævnforlængelsen, nogle ligner hestehoveder, andre fuglehoveder. De mange korte linjer, der stikker ud fra skroget repræsenterer formentlig besætningsmedlemmer eller løftede padleårer. Nogle mener at figurerne 6 og 7 kan være skindbåde i lighed med Grønlandske konebåde og den irske Curragh, der er bygget af tjærede oksehuder trukket over et træskelet. Et billede fra 1600-tallet af en irsk curragh viser et dyrehoved i stævnen. Figur 1, 8, 9 og 3 ligner træbåde af samme type som Hjortespringbåden. Figur 10 er det sjældne tre linjers skib. Figur 4 og 11 kunne være stammebåde. Bemærk at ingen af dem viser nogen indikation af ror eller styreårer. - Foto "Axels Fartygs Historia".
Kong Alkinoos af Faikerne sagde til Odysseus at han ville sende ham hjem over havet på sine fantastiske skibe: "Medens du sover, vil de ro dig over det blanke hav, indtil du kommer til dit eget hus og land" - "Fortæl mig også om dit land, nation, og by, for at vore skibe kan forme deres formål i overensstemmelse hermed og bringe dig der. For Faikernes har ingen styrmænd, deres fartøjer har ingen ror, som andre nationers har, men skibene selv forstår, hvad det er, vi tænker på og ønsker, de kender alle byer og lande i hele verden, og kan krydse havet, selv når det er dækket med tåge og dis, så der er ingen fare for at omkomme eller kommer til skade."
Guldbelagte pragtsværd fra bronzealderen. Sværdet blev opfundet i bronzealderen, og det blev brugt af mænd af høj status. De er ofte kunstfærdigt udsmykket. I ældre bronzealder før 1.300 f.Kr. var sværdene dekoreret med spiraler og cirkler, og efter dette tidspunkt blev de kun dekorerede med cirkler. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Og virkelig, på ingen af de nordiske helleristninger, som forestiller skibe, er vist noget, som overbevisende kan ligne ror eller styreåre. Hvilket viser at de nordiske helleristning skibe forestiller Faikernes magiske skibe, som selv kunne lægge en kurs og selv kunne finde vej "over havet, selv når det er dækket med tåge og dis"
I ældre bronzealder før 1.300 f.Kr. var sværdene dekoreret med spiraler og cirkler, og efter dette tidspunkt blev de kun dekorerede med cirkler. De skeder man kender er lavet af træ, nogle smukt dekorerede og andre ganske simple. Man kan undre sig over at grebene er så smalle. Vi tænker: havde bronzealder-mænd virkelig så små hænder?
Hjortspringbådens Laug er en gruppe historie-interesserede på Als, som har bygget en målfast rekonstruktion af Hjortspringbåden. Her ses den på prøvetur i farvandet nord for Als, Maj 2001. Den er fra tidlig jernalder, men den ligner skibene på helleristningerne, især dem fra slutningen af bronzealderen. Foto Hjortspringbådens Laug.
Bronzealderens Danmark var et landbrugssamfund, hvor man holdt kvæg, svin og får og geder samt et agerbrug med små marker. I kystnære egne har man haft et ganske omfattende fiskeri, drevet havjagt og indsamlet skaldyr. Man har fundet knogler af kronhjort og rådyr og spor efter pelsjagt i form af fælder, hvilket viser at bronzealderfolkene drev jagt i et vist omfang.
4. Kimbrernes og Teutonernes store og berygtede togt ned i Europa
Keltisk Jernalder varede fra omkring 500 f.Kr. til år 0. - Kristi fødsel. I Danmark kaldes perioden også for Før-romersk jernalder.
Omkring år 118 f.Kr. forlod tusinder af Kimbrere deres forfædres grave, deres landsbyer og marker i det nordlige Jylland, og drog mod syd for at søge et bedre liv. Senere fik de følgeskab af Teutoner og Ambroner.
Kort over Kimbrernes, Teutonernes og Ambronernes vandringer og steder for vigtige slag mod Romerne. De har sikkert fulgt Elben mod syd, den oldgamle rute, ad hvilken rav, bronze og slaver er blevet handlet. Foto Stätten antiker Hochkulturen.
Næsten alle antikke forfattere lokaliserer Kimbrernes hjemland som det nordlige Jylland.
Det er lidt mere uklart, hvor Teutonerne kom fra, men flere antikke forfattere peger på Sjælland. Men tusind år senere bliver udtrykket "Teutoner" brugt om nybyggere i de nyligt erobrede vendiske områder, som kom fra Vadehavskysten i Nordtyskland og Holland. Det er nok mere sandsynligt at Teutonerne kom derfra.
Det er også uvist, hvor Ambronerne kom fra, men mange mener at navnet har forbindelse med øen Amrun i Vadehavet. Da antikke historikere taler om en flodbølge, som tvang Kimbrerne til udvandring, skal man måske også søge Ambronernes hjemstavn i det Frisiske og Nederlandske område, som jo er meget følsomt for flodbølger.
Desuden syntes der at have været et vist fællesskab mellem Teutoner og Ambroner, hvilket sandsynliggør at de kom fra nærliggende områder.
Ifølge græske og romerske historikere, blandt andet Clitarchus, blev Kimbrerne i deres hjemstavn på den Kimbriske Halvø udsat for den Cymbriske flodbølge og deraf følgende oversvømmelse, og dette tvang dem til at rejse ud. Strabo mente dog ikke at oversvømmelse var den virkelige årsag til udvandringen; flod og ebbe indtræffer jo dagligt i disse egne, argumenterede han. Som bekendt er der meget lidt tidevand i hans hjemlige Middelhav.
Efter alt at dømme fulgte Kimbrerne den oldgamle "rav rute" langs Elben og ned gennem Europa, ad hvilken bronze har været bragt nordpå, og rav og andre varer - hvem ved, måske slaver - blev ført mod syd. Ruten krydsede Donau ved Carnuntum nær Wien.
Gundestrup kedlen, som fandtes i en mose nær Borremose fæstningen i Jylland, stammer utvivlsomt fra Bulgarien eller Rumænien, så der må de have været.
Strabo fortæller at Kimbrerne kæmpede mod de keltiske Bojer i Bøhmen - måske omkring 115 f.Kr. - hvor Kimbrerne trak det korte strå, skriver han. Men ikke desto mindre var de i stand til at fortsætte ned langs Donau til nutidens Serbien, hvor de førte krig mod Skordiskerne.
Men i 113 f.Kr fik Kimbrerene kontakt med Romerne og trådte dermed ind i den skrevne historie.
De ankom til den romerske provins Norica, som groft taget bestod af det sydlige Østrig grænsende til Slovenien. De kontaktede den romerske guvernør, som hed Carbo, og bad om at få anvist land, hvor de kunne bosætte sig. Dette blev afvist, men Carbo tilbød at stille en fører til rådighed, således at de kunne fortsætte mod vest. Det accepterede de.
Motiv på Gundestrupkedlen, som minder meget om Strabos beskrivelse af Kimbrernes ofring af krigsfanger. Foto Wikipedia.
Medens føreren ledte dem ad en vanskelig og tidskrævende omvej, brugte konsul Carbo tiden på at rejse en hær, som lagde sig i baghold, vistnok i nærheden af Klagenfurt. Romerne må have regnet med at det ville være en let sag at overvinde Kimbrerne, sælge dem som slaver og få en god fortjeneste. Men de gjorde regning uden vært; konsul Carbo og hele hans hær blev fuldstændig slået. Livius skrev: "Kimbrerne - et omvandrende folkeslag - for plyndrende frem i Illyricum. De slog konsul Papirius Carbo og hele hans hær."
Hidtil har de klassiske kilder kun talt om Kimbrere. Men i foråret 112 f.Kr. mødtes Kimbrerne med deres fremtidige kampfæller, Teutonerne og Ambronerne ved Rhinen omkring Mainz.
I et par år turede Kimbrerne og deres nye allierede hærgende og plyndrende omkring i det sydlige Gallien, altså det sydlige Frankrig.
I 109 f.Kr ankom Kimbrerne til den Romerske provins Gallia Narbonensis, som meget groft svarer til Provence ved den Franske Middelhavskyst. De bad guvernøren, som hed Marcus Silanus, om land, hvor de kunne bosætte sig, til gengæld ville de gøre militærtjeneste for Rom. Han afviste dem fuldstændigt og det kom til et stort slag, som Romerne tabte. Livius skrev: "Konsul Marcus Junius Silanus tabte i et slag til Kimbrerne. Senatets afslog Kimbrernes anmodning om land til at bosætte sig på."
I året 105 f.Kr. mødte Kimbrerne og deres forbundsfæller hele tre romerske hære, som de alle slog i hurtig rækkefølge.
Et Kimbrisk kranie. Arkæologer i Ungarn siges at opbevare mere end 10.000 hovedskaller fra forskellige folkevandringsfolk. Foto Wikipedia.
Kimbrer, Teutoner og Ambroner trak mod syd ned gennem Rhonedalen langs flodens østlige bred. De blev mødt af en Romersk hær under Æmillius Scaurus, som blev fuldstændig slået. Livius fortæller: "Scaurus, konsulens hærfører, blev taget til fange af Kimbrerne, da hans hær var blevet overvunden. Han blev kaldt til rådslagning, og da han prøvede at fraråde Kimbrerne at gå over Alperne og ind i Italien, idet han sagde at Romerne ikke kunne overvindes, blev han dræbt af Boiorix, en grusom ung mand. Ved Arausio (nu Orange) overvandt de samme fjender konsul Mallius og prokonsul Servillius Cæpio, ødelagde deres lejre og dræbte 80.000 soldater og 40.000 trosknægte og ledsagere - ifølge Valerius Antias. Cæpio, som var skyld i ulykken, blev domfældt, og hans ejendomme blev konfiskeret."
Orosius beretter om hvorledes Kimbrerne efter slaget ofrede hele byttet til deres guder: "Efter at have erobret begge lejre og en mængde bytte syntes fjenden at være drevet af en mærkelig og usædvanlig uvilje. De ødelagde alt hvad de havde erobret. Klædestykker blev sønderrevet og strøet ud omkring, guld og sølv blev kastet i floden, soldaternes brynjer blev hugget i småstykker, hestenes seletøj blev ødelagt, og hestene druknet i strømhvirvlerne. Soldater blev med løkker om halsen hængt op i træerne. Således skånede fjenden intet bytte og heller ingen romerske soldater."
Bager og rådmand Paquius Proculus og hans hustru. Vægmaleri fra Pompeji fra omkring år 50 e.Kr. Foto Eloquence Wikipedia.
Strabo beskriver de Romerske krigsfangers skæbne ved Arausio: "Deres hustruer, som ledsagede Kimbrerne på deres togter, blev ledsaget af præstinder, som var spåkvinder. De var gråhårede og klædt i hvide hørkapper fæstnet med spænder. De bar bronzebælter og gik barfodede. Med sværd i hænderne mødte disse præstinder i lejren de fangne krigsfanger, og efter først at have kronet fangerne med kranse, førte de dem hen til en bronzekedel på omkring 20 amfora (530 liter). Og de havde rejst en platform, hvor præstinderne trådte op, Og bøjet over kedlen skar disse præstinder struben over på alle fangerne, som blev løftet op til dem. Og fra blodet, som strømmede ned i kedlen, udtog de varsler om sejr for deres eget folk. Under kampene slog de på deres skind, som var spændt ud over vidje-stænger på vognene, og på den måde frembragte de en uhyggelig spøgelsesagtig lyd."
Plutarchos skrev at Kimbrerne var høje og havde lyseblå øjne: "Den mest udbredte formodning (om deres oprindelse) var, at de var nogle af de Germanske folk, som strakte sig så langt som til det nordlige ocean, en formodninger baseret på deres store statur, deres lyseblå øjne, og det faktum, at Germanerne kalder røvere for Kimbrere."
Slaget i 102 f.Kr. ved datidens Aquae Sextiae, som lå nær byen Aix-en-Provence nord for Marseille. En Romersk hær under Gajus Marius overvandt endeligt Teutonerne og Ambronerne. Tegning af John Harris Valda i Hutchinsons History of the Nations, 1915.
Højden af en person kan beregnes ud fra længden af lårbensknoglen med en usikkerhed på 2,3 cm. Østrigske arkæologer har på denne måde beregnet at Kimbrerne var gennemsnitlig 174 cm. høje. Vi må antage at skeletterne mest har været fra mænd.
Danmarks Nationalmuseum har analyseret skeletrester fra ældre jernalder, fundet i Danmark, og konkluderet at befolkningens gennemsnitlige legemshøjde var 161,7 cm for kvinder og 174,3 cm for mænd. Det passer jo meget godt sammen.
Hvor høje var så de Romerske legionærer?
Kataloget fra en arkæologisk udstilling om Herculaneum, som blev ødelagt ved Vesuvs udbrud i 69 e.Kr. fortæller at den gennemsnitlige højde for mænd var 160 cm. og den gennemsnitlige højde for kvinder var 150 cm. Samtidig har de nok været lidt spinkelt bygget, som latinere nu er.
Plutarchos skriver om optakten til slaget i 102 f.Kr. ved Aquae Sextiae, som lå nær byen Aix-en-Provence nord for Marseille.: "Da Marius fik underretning om at fjenden var i anmarch, gik han i største hast over Alperne, opslog en befæstet lejr ved floden Rodanus (Rhone) og samlede et rigeligt forråd sammen i lejren." Og videre, "Teutonerne og Ambronerne brød straks op, drog gennem det mellemliggende land og viste sig for Romerne i en uhyre stor mængde - frygtelige at beskue og med en skrigen og en larm, som man aldrig før havde hørt magen til. De dækkede en stor del af sletten, slog lejr og udfordrede Marius til kamp."
De Ambronske kvinder forsvarer vognborgen i slaget ved Aquae Sextiae i 102 f.Kr. Desværre ukendt kunstner.
Marius og hans Romere skulle imidlertid ikke nyde noget. De blev i deres godt befæstede lejr.
Til sidst besluttede Teutonerne og Ambronerne at ignorere den Romerske hær og drage direkte mod Italien. Plutarchos fortæller: "De drog altså med hele trosset forbi Romernes lejr, og nu kunne man først rigtigt på togets længde og udstrakthed se, hvor uhyre mange de var. De skal nemlig i seks dage være draget i uafbrudt march forbi Marius' lejr. De kom også så nær op til lejren at de med latter kunne spørge Romerne, om de havde nogen beskeder til deres hustruer, thi de ville snart være hos dem."
Efter at den sidste Teutoner var forsvundet af syne, brød Marius op med sin hær og fulgte forsigtigt efter. Det første sammenstød var med Ambronerne, og kampen startede ved et tilfælde, da begge parter ønskede at hente vand ved en flod. Der opstod øjeblikkelig en voldsom kamp mellem dem; man sloges med det man havde ved hånden, våben eller redskaber. Fra begge sider strømmede soldater til, og snart var slaget i fuld gang. Ambronerne rykkede frem i slagorden, medens de taktfast råbte deres navn "Ambroner - Ambroner", men de blev angrebet af Romerne, idet de var ved at krydse en flod, mange Ambroner faldt, og de overlevende flygtede mod deres vognborg.
Romerne var dybt fascinerede af de germanske kvinders mod og engagement. Plutarchos fortæller om kampen ved Ambronernes vognborg: "Her mødte kvinderne dem med sværd og økser i deres hænder, og med hæslige skrig af raseri forsøgte de at fordrive flygtninge såvel som deres forfølgere, de flygtende som forrædere, og forfølgerne som fjender, de blandede sig med de kæmpende, med bare de hænder rev de skjoldene fra Romerne eller greb deres sværd og udholdt sår og lemlæstelser, deres heftige sind forblev uændret til det sidste. Således, som vi får at vide, blev slaget ved floden startet mere ved et tilfælde end ved den militære leders hensigt."
Kong Boeorix død i slaget ved Vercellae - Malet af Giovanni Battista Tiepolo - Metropolitan Museum of Art Wikipedia
Romerne trak sig tilbage til deres lejr hvor de afventede Teutonernes modangreb. Men i flere dage skete intet. Marius sendte sin næstkommanderende Claudius Marcellus med tre tusind mænd op ad bjerget med ordre til at ligge i baghold og falde fjenden i ryggen, når kampen var begyndt. Den følgende morgen tog han selv opstilling med resten af styrken på højt terræn på en ujævn slette og afventede Teutonernes angreb.
Da Teutonerne så dette, mente de at de havde en enestående lejlighed til at slå fjenden og angreb øjeblikkeligt i ordnede formationer. Men stormløbet op ad bakke tog deres kræfter, og samtidig snublede de i det ujævne terræn, hvilket gjorde at ikke kunne møde fjenden med den samme chock effekt, som de plejede at levere. Da kampen var i gang angreb Claudius Marcellus dem bagfra med sine tre tusind mand og skabte kaos i rækkerne.
Romerne sejrede totalt og tog efter sigende hundredetusind fanger og alle Teutonernes vogne, telte og ejendele.
Imidlertid var Kimbrerne gået over Reschen Passet i Alperne i 101 f.Kr. og var på vej ned langs floden Atiso (som i dag hedder Adige).
De erobrede et romersk fort, men lod de overlevende forsvarere gå, fordi de havde forsvaret sig med så stor tapperhed, dog skulle de først sværge ved Kimbrernes bronzetyr at de ikke ville kæmpe mod Kimbrerene igen. Den romerske general Catulus opgav at forsvare passet og trak sig tilbage ned mod Po-sletten.
Marius krydsede Po med sin hær og forenede sig med Catulus. De søgte at engagere Kimbrerne, hvilket ikke lykkedes. Kimbrerne forlangte land til dem selv og deres brødre, Teutonerne, blot undrede de sig over at Teutonerne ikke kom som aftalt.
De Kimbriske kvinders forsvarer vognborgen i slaget ved Vercelli 101 f.Kr. - Tegning af Heinrich Leutemann.
Marius sagde spottende: "I skal ikke bekymre jer om jeres brødre, for de har allerede fået jord, og de vil have den for evigt - jord, som vi har givet dem."
Ambassadørerne forstod sarkasmen, men troede ham ikke.
"Sandelig," sagde Marius, "de er her, og det vil ikke være rigtigt for dig at drage væk, før du har omfavnet dine brødre." Idet han sagde dette, beordrede han Teutonernes konger ført frem i lænker. De var nemlig blevet fanget af Sequani stammen, da de prøvede at flygte over Alperne.
Plutarchos fortæller: "Og nu red Boeorix kongen af Kimbrerne, med et lille følge op foran lejren og opfordrede Marius at sætte en dag og et sted for at komme ud og kæmpe om ejerskabet af landet."
Det lod Romerne sig ikke sige to gange: "Marius svarede, at Romerne aldrig har tilladt deres fjender at give dem råd om kampene, men han ville alligevel tilfredsstille Kimbrerne i denne sag. Derfor besluttede han, at dagen skulle være den tredje følgende, og stedet sletten ved Vercellae (den hedder nu Vercelli og ligger midtvejs mellem Torino og Milano), der var velegnet til det romerske kavaleri, og vil give Kimbrerne plads til at udfolde deres store mængde."
Keltisk bronzekedel fundet ved Braa syd for Horsens. Den er udsmykket med tyremotiver. Den er mere end en meter i diameter. Kun den øverste del af kedlen er bevaret, resten er rekonstrueret for at vise form og størrelse. Dens kapacitet er estimeret til 600 liter. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted
Marius' og Catulus forenede hære ankom til slagpladsen i god tid, tog opstilling med solen i ryggen og afventede Kimbrernes stormløb.
Plutarchos citerer Sulla, som deltog i slaget: "Romerne var begunstiget i kampen, siger Sulla, af varmen, og af solen, som skinnede Kimbrerne i ansigterne. For Barbarerne var ganske godt i stand til at udholde kulde, og var vokset op i skyggefulde og kølige områder, som jeg har fortalt. De blev derfor udmattede af varmen, de svedte voldsomt, åndede med besvær, og blev tvunget til at holde deres skjolde op foran deres ansigter. For slaget blev udkæmpet efter sommersolhverv, der efter Romersk tidsregning falder tre dage før nymåne i måneden, som nu hedder August, men dengang hed Sextilis."
Florus antyder at Marius lavede en Cannae på Kimbrerne: "Der faldt på fjendens side op til antallet af tres tusinde, på vores færre end tre hundrede. Barbarerne blev slagtet i løbet af hele dagen. Marius havde også suppleret tapperhed med kunstgreb, i efterligning af Hannibal og hans krigslist ved Cannae." Sulla mente imidlertid at Marius blot red formålsløst rundt i udkanten af slaget.
Det var meget tørt og kamphandlingerne rejste hurtigt en enorm støvsky, som gjorde slaget uoverskueligt for alle. Orosius fortæller: "Høvdingene Lugius og Boiorix faldt". Kimbrerne trak det korteste strå, og de overlevende flygtede mod deres vognborg.
Gundestrup kedlen er et typisk keltisk arbejde. Det blev fundet i 1891 i tørvemosen Rævemose ved Gundestrup øst for Aars i Vesthimmerland. Karret er lavet af 13 sølvplader, som er hamrede og forgyldte. Den knap 9 kg. På ydersiden er motiver med store guddomme ledsaget af små mennesker, dyr og mytiske væsner i par. Den indvendige side viser scener befolket med mange figurer, både mennesker og dyr. En af dem viser en parade af krigere, der bærer en carnyx, en keltisk trompet. Gundestrup kedlen er formentligt fremstillet i Bulgarien eller Rumænien. Foto Rosemania Wikipedia
Det fortælles at mange af kvinderne løb de flygtende i møde og viste dem deres blottede bryster - for at minde mændene om, hvad de kæmpede for og få dem til at fortsætte kampen.
Plutarchos giver endnu engang udtryk for Romernes fascination af de Kimbriske kvinder: "ved vognene stod kvinder i sorte Klæder og dræbte de flygtende - deres ægtemænd, brødre eller fædre, så kvalte de deres små børn og kastede dem under hjulene på vogne eller for fødderne af kvæg, og derefter skar de deres egne struber over. Det siges, at en kvinde hang dinglende fra spidsen af en vognstang, med sine to børn hængt i hver af hendes ankler." - "Ikke desto mindre, på trods af en sådan selvdestruktion, blev mere end tres tusinde taget til fange, og de, der faldt, siges at have været dobbelt så mange."
Florus skriver: "Men kampen mod fjendernes hustruer var ikke mindre alvorlig end med dem selv, for kvinderne havde besteget vogne og andre køretøjer, som var blevet organiseret som et forsvarsværk, de kæmpede fra dem, som fra tårne, med spyd og lanser. Disse barbarers død var lige så glorværdig som deres stræben efter sejr, for da de sendte en ambassade til Marius, som afslog at give dem deres frihed og hellig beskyttelse, som det ikke var lovligt at yde, dræbte de sig selv, efter at have kvalt eller hjernekvast alle deres børn, ved gensidige sår eller hængte sig selv med reb lavet af deres eget hår (fletninger) i træer og stænger på deres vogne."
En Dejbjerg vogn udstillet på Nationalmuseet. Dejbjergvognene er to trævogne med ornamenterede bronzebeslag fra jernalderen, som blev fundet i 1881 og 1883 under tørvegravning i Dejbjerg Præstegårdsmose nær Ringkøbing. Jernet til vognkasserne er af bjergmalm fra Centraleuropa og de er sandsynligvis fremstillet af keltiske håndværkere. Fælgbåndene er blevet repareret i Danmark med jern af dansk myremalm. Foto Simon Burchell Wikipedia.
De fleste historikere efterlader Kimbrerne og Teutonerne på slagmarkerne ved Vercelli og Aquae Sextiae uden at beskæftige sig med deres videre skæbne.
Plutarchos og de fleste andre klassiske forfattere beskriver at den enorme mængde Kimbrer og Teutoner enten blev hugget ned af de beslutsomme legionærer eller blev taget til fange og solgt som slaver. De nævner intet om overlevende fra slagene, som eventuelt undkom.
Kun Appian antyder at en del af Kimbrerne overlevede massakren, idet han skriver i "De Illyriske Krige", som er en del af hans "Roms Historie", om Kimbrerne: - idet de reduceret til ekstrem svaghed, og derfor udelukket fra alle lande, vendte hjem, idet de påførte andre og selv modtog mange skader på vejen."
Men mængden af enestående keltiske genstande fra denne tid, som er fundet i Danmark, viser helt klart at de kom hjem - kørende i pragtfulde keltiske vogne belæsset med kostbarheder.
Danmark ikke er kendt for at have haft keltisk kultur, men ingen steder i Europa har man gjort så mange mageløse fund af keltisk oprindelse som i Danmark.
5. Romersk Jernalderen
Tidslinje fra bondestenalder til historisk tid.
Romersk Jernalder betegner tiden mellem år 0 og 400 e.Kr. Navnet beskriver den store indflydelse, som Romerriget havde på udviklingen i Skandinavien i denne periode. Mange yngre sønner gik i Romersk krigstjeneste og kom hjem med våben, kostbarheder og nye ideer.
Danmark blev tættere befolket, end det nogensinde havde været før.
Landsbyerne lå tæt, selv de mindste morænebakker var beboede. Det antages, at afstanden mellem landsbyerne var 1-2 km.
Jernalderlandsbyen i Lejre forsøgscenter - Foto Krestenklit Wikipedia.
Nær Marslev nordøst for Odense er det lykkedes at kortlægge jernalderbebyggelsen. Landsbyerne var placeret på morænebakker, og deres jorder var afgrænset mod nabolandsbyernes på andre bakker af naturlige skel, såsom bække og moser, som strakte sig i lavninger mellem bakkerne.
Således var landsbyerne også placeret i 1700-tallet før udskiftningen. Men overraskende nok har det vist sig at i jernalderen lå landsbyerne tættere, end de kom til at gøre senere i historien. Selv de mindste morænebakker var bebyggede i jernalderen. I middelalderen og senere var kun de største bebyggede.
Alle disse tusinder af små landsbyer, som lå spredt over hele landet, har sikkert heddet noget med endelserne -løse -inge, -um, -lev og -sted, hvilke stednavne-endelser alle antages at stamme fra jernalderen eller måske endda fra tidligere tider. Stednavne er utroligt sejlivede. Så længe, som der kontinuert har levet mennesker i et bestemt område, har stedets navn levet videre.
Bronzealderen var en aristokratisk periode med stor forskel mellem høj og lav. Keltisk Jernalder synes at have været det stik modsatte.
Men som tiden gik i Romersk Jernalder blev der stadig større forskel i husenes størrelse, og det fælles hegn om landsbyerne blev opgivet. Den udgravede Galsted landsby fra sen Romersk Jernalder demonstrerer tydeligt at der nu var forskellige lag i samfundet. De ledende bønder havde endog deres egne eksklusive gravpladser adskilt fra de almindelige gravpladser.
Sporer fundet i ryttergrav ved Dollerup. De består af en hård kerne af jern, pålagt et overfladelag af bronze med sølv-indlægning. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
I nogle krigergrave er de afdøde gravlagt med deres sporer, hvilket viser at de har været krigere på hesteryg. Disse ryttergrave indeholder rige gravgaver med en grav fra Dollerup ved Kolding som den fornemste. Meget tyder på at militære ledere, altså officererne, har været beredne, hvilket har gjort det nemmere at fastholde overblikket og komme hurtigt omkring.
Man har fundet sporer i gravene hos ældre mænd, der var ude over deres våbenføre alder. De havde ikke fået våben med i graven, men de havde deres sporer med. Det viser at sporerne var blevet et værdighedstegn, et tegn på en høj position i samfundet eller et særligt embede. Var en mand en gang blevet ophøjet til ridder, så havde han denne titel til sin dødsdag.
Våben og sporer er også fundet i grave hos helt unge mænd. Det må betyde at de ikke havde tjent deres sporer ved en særlig tapper indsats i kamp, men at de havde arvet retten til at bære sporer.
Mange fund af omfattende volde og andre befæstninger og utrolige mængder af slagne hæres våben ofret til guderne vidner om at Romersk jernalder var en urolig og voldelig tid
Fra gammel tid var landet opdelt mellem rivaliserende stammer, som efter alt at dømme udkæmpede talrige indbyrdes krige om de knappe ressourcer. De besejrede hæres våben og udrustning, og somme tider fjenderne selv, blev ofret til guderne i de hellige moser. De exceptionelle mængder af spydspidser, sværd, skjolde, ringbrynjer, seletøj, redskaber og personligt udstyr, som er fundet i de danske offermoser, fortæller at Romersk Jernalder var en tid med omfattende og intense kampe om de knappe ressourcer, Efter fundene at dømme især i Jylland og på Fyn.
Der findes omkring 25 søer og moser i Danmark, som kan betegnes som "våbenoffermoser"; de største og mest kendte er Illerup Ådal, Nydam Mose, Vimose, Ejsbøl Mose og Thorsbjerg Mose. Desuden er fundet våbenofre fra jernalderen i Kragehul på Fyn, Fuglsang og Trinnemose i Vendsyssel, Vallerbæk ved Viborg, Ille Mose på Fyn, Tranebjerg ved Vejle, Vingsted Sø nær Vejle, Dollerup Sø ved Horsens, Porskær ved Aarhus, Hedelisker nord for Århus, Knarremose og Balsmyr på Bornholm, Hassle Bosarp i Skåne, Dalby og Skedemosse på Øland, Finnestorp i Vester Gøtland og mange andre steder. I Alken Enge er fundet mange døde krigere - men få våben.
Der blev bygget adskillige lange forsvarsvolde i Danmark, imidlertid kun i Jylland. Ved indløbet til Haderslev fjord opførtes to imponerende søspærringer. Desuden fandtes mindst 3 ringborge - også i Jylland - dog langt mindre end de senere vikingeborge. Eget arbejde.
De kollektive ofringer i moserne er overvældende. Hundredvis, ja tusindvis af våben erobret fra besejrede fjender blev nedlagt i godt tyve danske moser navnlig i Jylland og på Fyn. De overvældende fund af store mængder spyd, sværd og skjolde i Nydam Mose, Ejsbøl Mose, Vimose, Thorsbjerg Mose, Illerup Ådal, Vingsted Sø og mange andre steder bevidner med al ønskelig tydelighed at man stadig troede fuldt og fast guderne i mosen, sikkert Vanerne.
Ifølge den Danske Ordbog er vane "en adfærd eller handlemåde som en person, ofte ubevidst, har tillært sig ved stadig gentagelse og derfor kan have svært ved at ændre". En oldnordisk gudeslægt blev også kaldt Vaner. De omfattede frugtbarhedsguderne Njord, Frej og Freja. Vaner og Vanir minder om ordet for vand (H2O).
Det ligger lige for at disse tre betydninger af "vane" har noget med hinanden at gøre. Gudeslægten hed Vanerne, fordi det var dem, som man gennem umindelige tider havde haft for vane at tilbede, og det gjorde man sædvanligvis ved vand.
Dyrkelsen af den anden gudeslægt, Aserne, var ikke en gammel vane. Den må være kommet til de nordlige lande på et tidspunkt i løbet af Folkevandringstiden.
I Snorres Ynglingesaga ligger Asernes bolig, Asgaard, i Asien øst for Tanakvissel: "Landet østenfor Tanakvissel i Asia blev kaldt Åsaland eller Åsaheim, men hovedborgen i landet kaldte de Åsgard. I borgen var der en høvding, som hed Odin." Tanakvissel er Dons nedre løb.
Ifølge Vølvens spådom i Edda blev krigen mellem Aser og Vaner udløst af Asernes drab på vølven Gullveig:
Det første Mord,
hun i Verden mindes,
var, da de på Spydsodd
Gullveig spidded,
og i den højes
Hal hende brændte.
Tre Gange brændtes
den tre Ganges bårne,
atter og atter;
dog end hun lever.
Oversat af Mjodvitnir og tegnet af Lorenz Fröhlich.
Saxo lader dog Odin holde til i Byzans sammen med sin hustru Frigg.
Vi må tro at Asatroen kom fra øst, fra Asien, måske omkring 200 e.Kr. og det er derfor disse guder kaldtes Aserne. Eller kontinentet kaldes Asien, fordi det var derfra Aserne kom. Troen på Aserne udbredte sig til alle Germanske folk, sandsynligvis i forbindelse med en begrænset indvandring. Der var strid mellem tilhængere af Aserne og tilhængerne af Vanerne, men der blev etableret et forlig - både blandt guder og mennesker.
I Ynglingesaga antyder Odin selv at han kom et andet sted fra: "Odin gjorde det til lov i landene sine, som det før havde været lov hos Æserne; således bød han at de skulle brænde alle døde og bære deres ejendele på bålet med dem. Han sagde at så stor rigdom skulle hver komme til Valhal med, som han havde med sig på bålet, og det skulle han også have nytte af, som han selv havde gravet ned i jorden. Asken skulle de bære ud på havet eller grave ned i jorden; til minde om gæve mænd skulle de gøre en høj, og efter alle de mænd, som der havde været noget mandfolk ved, skulle de rejse bautastene, og den skik holdt sig længe efter."
I Romersk Jernalder var der forskel i begravelsesskikke og kunstnerisk stil på lertøj mellem forskellige danske landsdele. Vi må tro at denne forskel afspejler både forskellig religion og politiske forhold, nemlig at landet var delt op mellem intens rivaliserende stammer og i grunden altid havde været det. Det er, hvad de antikke forfattere fortæller, og det er også den konklusion, som man må drage, når man overvejer tidens omfattende forsvarsværker og de enorme fund af ofrede våben i moserne.
En række antikke forfattere har skrevet om den politiske opdeling i de nordlige lande.
Augustus skrev 14 e.Kr. på "Monumentum Ancyranum" om stammerne i Jylland: "Min flåde sejlede over Oceanet i østlig retning fra Rhinens munding helt til Kimbrernes landområder, hvor ingen Romer før den tid nogensinde havde været, og Kimbrerne, Charyderne og Semnonerne samt andre Germanske stammer i samme område anmodede gennem gesandter om mit og Romerfolkets venskab." Kun Kimbrerne er godt dokumenterede.
Monumentum Ancyranum, som er kejser Augustus' politiske testamente. Heri berettes om den romerske flådes besøg på den Kimbriske halvø. Pladen blev fundet i Ankara i det moderne Tyrkiet i 1555 e.Kr. Foto Wikimedia Commons.
Kun 86 år senere skrev den romerske officer Tacitus om nogle nordøstlige germanske stammer: "Ved siden af dem kommer Ruedigni, Aviones, Anglii, Varini, Eudoses, Suarines og Huitones beskyttet af floder og skove." og senere "I samme del af Germanien, ved siden af havet, bor Kimbrerne; nu en lille stat, men stor i berømmelse". "Anglii" er helt klart Anglerne, "Varini" er temmelig sikkert Saxerne. Kimbrerne kan meget sikkert placeres i Himmerland og Vendsyssel yderst mod nord. I modsætning til Augustus placerede Tacitus Semnonerne langt nede i Tyskland.
Omkring 150 e.Kr. skrev grækeren Ptolemæus fra Alexandria: "Af folket i det indre og dem, der bor inde i landet, er de vigtigste Sveberne Angili, som bor øst for Langobarderne og strækker sig mod nord og op til den centrale del af Albis-floden, og Sveberne Semnones, hvis grænser ud over Albis strækker sig fra det område, vi nævnte, mod øst op til Suevus-floden." Hvilket udsagn er meget svært at fortolke udover at han er enig med Augustus om at Semnones bor nord for Elben. Ptolemæus nævner yderligere Charudes, Siggulones, Sabbaligoi og Burition, som alle er meget vanskelige at lokalisere. Han slutter med at knytte Teutonerne til Sjælland: "I bugten Kodan er øen Kodan-ouja, som Teutonerne endnu bor på, den overgår de øvrige øer i både i frugtbarhed og størrelse"
Illerup Ådal ligger nogle få kilometer vest for den Østjyske Motorvej. Ved dræningsarbejde blev der i 1950 fundet store mængder bøjede sværd, spyd, lanser og pilespidser, som i jernalderen var blevet ofret til guderne ved at blive nedsænket i den sø, som dengang dækkede området. Der er indtil nu fundet mere end 15.000 genstande. Det drejer sig først og fremmest om våben og krigernes personligt udstyr.
Sværd fra Illerup Ådal. Der er fundet mere end 150 sværd af romersk fabrikat i Illerup Ådal. Foto myarmory.
Alle genstande var med stor grundighed blevet ødelagt, inden de blev nedsænket i søen. Sværd var bøjet, skjolde hugget itu, spydstager knækket, læderremme skåret over og så videre.
For hvert sværd fundet i Illerup, er der fundet 3-4 sæt spyd og lanser. Et spyd kunne anvendes både i nærkamp og som kastevåben. En enkelt af lanserne havde hele sin stage bevaret; den var næsten tre meter lang. Spyd- og lanse-stagerne var lavet af flækket og høvlet kerneved.
Det passer - næsten - med Tacitus' beskrivelse af Germanernes bevæbning: "kun ganske enkelte bruger sværd eller større lanser. De har nemlig spyd - på deres sprog kaldet framea - hvis blad er så smalt og kort, men så skarpt og anvendeligt, at de med dette ene våben kan kæmpe i nær- eller fjern-kamp. Også deres ryttere nøjes med skjold og framea. Fodfolket har også kastevåben - hver mand flere - som han slynger enormt langt, nøgen eller kun iført en let kappe."
Sværdklingerne var alle, i modsætning til lanserne og spyddene, importeret fra Romerriget, idet de er mærket med latinske bogstaver eller symboler, som kan henføres til Romerske producenter, måske i Gallien.
Det, som gør fundet i Nydam Mose til noget helt særligt, er at det også omfatter skibe. En sønderhugget egetræsbåd blev lagt i mosen omkring 250 e.Kr. Desuden blev ofret spyd, lanser, sværd, dupsko, rembøjler fra sværdskeder, remspænder og kamme, alt systematisk ødelagt Så fulgte ofringen af en fyrretræsbåd omkring 300-320 e.Kr. Langs med båden lå store mængder af skjolde, buer og pile, spyd og lanser, 70 sværd med træ skeder og dupsko og remspænder. Det var alt sammen blevet bevidst ødelagt, før det blev lagt ud i søen.
Båden fra Nydam Mose er en meget stor, helt sammenlignelig med de senere vikingeskibe. Den er klinkbygget med fem planker i hver side, som er sammenføjet med jernnagler. Kølplanken er imidlertid ret flad og har ikke samme styrke og stivhed, som de senere vikingeskibes køl. Den havde ingen mast, men den blev roet frem med rigtige årer i åretolde af 15 mand i hver side.
Ringbrynjen fra Vimose. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted..
I Vimose på Fyn mellem Otterup og Odense fandtes i 1850-60'erne i forbindelse med tørvegravning tusindvis af våben og andet hær-udstyr. Gennem hele oldtiden har man ofret mennesker, dyr, smykker og mad til guderne i mosen. Fra år 0 til 600 e.Kr. er der foretaget mindst otte større ofringer.
Imidlertid er hele offerstedet domineret af en meget stor nedlæggelse af tusindvis af våben og andet udstyr, som fandt sted i 200-tallet e.Kr.
Vi kan gætte på, at det sejrrige folk har været Ptolemæus' Fundusii, da Fun- minder om Fyn.
Man mener at der ved denne lejlighed blev ofret våben og udstyr tilhørende en hær på omkring 1.000 mand, heraf 40 officerer. Der er fundet 300 ens skede beslag, hvilket viser at de er blevet masseproduceret som udstyr til en professionel hær.
I Vimosen er fundet den ældste, fuldstændig bevarede ringbrynje i hele Nordeuropa. Den er samlet af flere tusind små ringe; alligevel vejer den ikke mere end omkring 10 kg. Den minder om de ringbrynjer, som blev brugt af Romerske soldater, sikkert også Germanere. Brynjerne kan genkendes på Trajan søjlen og på Romerske gravsten.
Der er fremdraget mere end 1.000 spydspidser i Vimose; de er langt mere talrige end sværd, hvilket igen viser at spyd og lanser var tidens hovedvåben. Stagerne var af ask, og nogle få kunne rekonstrueres til deres fulde længde, omkring 2,5 m.
I Romersk jernalder var det uden tvivl på mode at have et pænt og velkæmmet hår. Der blev fundet omkring 50 kamme i Vimose, heraf en med en indridset swastika.
Specielt for Vimosen er også at der blev fremdraget en del langbuer og pile. Langbuerne var mandshøje forsynet med hak i enderne til fastgørelse af buestrengen. Der er fundet en stor mængde pile. Pilespidserne er af jern eller ben undertiden med indskrifter eller motiver som for eksempel swastikaer.
Kjortlen fra Thorsbjerg mose var båret løsthængende, men har været holdt sammen i livet med et bælte. Den er et fornemt klædningsstykke, idet stoffet er fint vævet i et rudemønster, og den har brikvævede bånd syet på ved håndlinningen. Foto Bullenwächter - Photographed at Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum Schloss Gottorp, Germany Wikipedia.
Thorsbjerg Mose ligger i landskabet Angel 5 km. nord for Slien i nærheden af landsbyen Sønder Brarup nordøst for byen Slesvig. De første fund i mosen blev gjort under tørvegravning allerede midt i 1800-tallet, og mosen blev udgravet i 1858-1861 af Conrad Engelhardt.
Det var et overordentligt rigt fund. Våben og udstyr lå i mosen i tykke lag, og Engelhardt konstaterede at "skjoldbrædder, lansestager og mangfoldige andre træsager fandtes i de forskellige stillinger mellem metalsager, sandaler og klædningsstykker."
Det specielle ved mosen i Thorsbjerg, som adskiller sig fra andre offermoser, er at den er meget sur, hvilket har været årsag til at de fleste jerngenstande er tæret bort. Men i modsætning til andre mosefund er flere dele af organiske materialer bevaret, såsom beklædning, dragt-tilbehør, smykker, værktøj, vogndele, landbrugsredskaber og lerkar.
Ganske som ved de andre store mosefund er alt blevet ødelagt med stor nidkærhed. Skjoldbuler og massive metalbøjler er sønderhuggede, buer og spydstager knækkede, klædningsstykker og ringbrynjer er blevet flænget itu.
Thorsbjerg Mose synes at have været Anglernes hellige offermose. De første ofringer fandt sted allerede i Keltisk jernalder. Men fundet er domineret af en meget stor våben-nedlæggelse, som fandt sted omkring 200 e.Kr. I tiden omkring 300 e.Kr. fandt endnu en ofring sted.
Størrelsen af den hær, hvis udstyr blev ofret i mosen ved Thorsbjerg, kan kun estimeres indirekte, fordi jern-genstande som spydspidser er rustet bort. Men omkring 30 skjoldbuler af bronze var bevaret fra nedlæggelsen omkring 200 e.Kr. I Illerup Ådal var et tilsvarende antal buler af bronze bevaret, men hertil kom mere end hundrede skjoldbuler af jern. Så hvis vi antager at fordelingen mellem skjoldbuler af bronze og jern har været den samme som i Illerup, kan man estimere at den overvundne hær i Thorsbjerg har været af omkring samme størrelsesorden som dem, hvis våben blev ofret i Illerup Ådal og Vimose, altså omkring 1.000 mand.
Rekonstruerede bukser fra Thorsbjerg mose - Det er første gang at bukser viser sig i Danmark. Det er en slags snævre gamachebukser. De er syet sammen af ikke mindre end 10 forskellige enkeltdele. Snitmønster og vævning har tilsammen gjort stoffet elastisk, og man har opnået en god pasform, der var nødvendig, når bukserne skulle sidde ganske tæt til kroppen. Foto Bullenwächter - Photographed at Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum Schloss Gottorp, Germany Wikipedia.
Ejsbøl Mose i udkanten af Haderslev havde været offermose for den lokale stamme siden kort efter Kr. fødsel. Måske stammen var Ptolemæus' Sigulones eller Syegas, som er nævnt i det Angelsaksiske Widsith digt.
Offergenstandene blev opdaget i 1950 og udgravet i 1955-64 og 1997-99. Der blev optaget omkring 3.000 genstande i form af våben, remspænder og beslag. De var i vid udstrækning blevet udsat for bevidst ødelæggelse før de blev nedlagt.
Omkring 300 år e.Kr. fandt en meget stor våbenofring sted.
Hundrede år senere fandt endnu en nedlæggelse sted, som imidlertid ikke omfattede hele hærens udrustning, men kun de mest fornemme ting, som for eksempel kostbare pragtsværd med skede og tilhørende bælte, forgyldte sølvspænder og rembeslag alt af meget høj kvalitet, men altså også systematisk ødelagt.
Det er blevet anslået at den slagne hær fra den første ofring 300 e.Kr. bestod af omkring 200 infanterister ledet af 9 beredne officerer. Deres våben bestod mest af kastespyd, lanser og skjolde. Lanserne har haft 2-3 m lange træstager fremstillet af kerneved. Skjoldene havde en diameter på 60-80 cm.
Jordanes skrev om Danerne i sin historie om Goterne: "Suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også Danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet Herulerne fra deres landområder. For mere end nogen anden stamme i Scandza stræber de efter berømmelse på grund af deres legemes-størrelse." - Det antages almindeligvis at Suetiderne betyder Sveaerne.
Ikke langt fra Køge Bugt, ved Tryggevælde Å på Sjælland, ligger gravpladserne ved Himlingøje, Valløby og Varpelev. I en tid, hvor begravelser under flad mark havde været fuldstændig enerådende siden bronzealderen, fremkom gravhøjene ved Tryggevælde Å omkring 200 e.Kr. så at sige uden varsel.
I Norden havde man ikke opført gravhøje i tusind år, men i Eurasiens indre var det ikke noget nyt. Hele vejen over steppen fra Kina over Sibirien og det sydlige Rusland ligger utallige gravhøje, blot tænk på Qin Shi Huangs enorme gravhøj ved Xian. Gravhøjene ved Gammel Uppsala og Himlingøje var efter al sandsynlighed en skik, som Danerne havde medbragt fra deres oprindelige hjem i Asien.
Nydambåden udstillet på Gottorp Slot. Den er bygget af egetræ, som er fældet 310-20 e.Kr. Nydam skibet blev roet frem og ikke padlet som Hjortspringbåden. Den var samlet med jernnagler. De senere vikingeskibe var meget bredere end Nydam skibet og dermed langt mere stabile. Desuden havde vikingeskibene en stærk og stiv køl, og dermed en langt større langskibs styrke. Nydamskibet var lige så langt som de senere vikingeskibe.
Det kan have været lignende skibe, som bragte Saxerne, Anglerne og Jyderne til Britannien og Kong Berig og hans Visigoter fra Scandza til den polske nordkyst.
Foto Andree Stephan Wikipedia.
Augustus, Tacitus og Ptolemæus giver mindst ti navne på folk, som beboede "Den Kimbriske Halvø", men de skriver ikke et ord om Jyder eller Daner, eller nævner noget folkenavn, som blot minder om Jyder eller Daner, hvilket må betyde at de først kom til senere eller de på den tid var ubetydelige grupper som ikke fandt vej til historien. Kun Jordanes, formentlig omkring 200 e.Kr., og Procopius, omkring 500 e.Kr. nævner Danerne.
Første gang Jyder optræder i den skrevne historie er i Anglo Saxon Chronicle for året 449 e.Kr.: "Så kom mænd fra tre nationer i Germanien, Gammel Sakserne, Anglerne og Jyderne". Omkring 700 e.Kr. fortæller den ærværdige Bede, hvor disse Jyder kom fra: "Fra landet Anglian, der er mellem Jydernes og Saxernes riger, som kaldes Angulus, og er forblevet øde indtil denne dag, kom East Angles, - ". Dette på en tid hvor halvøen blev kaldt Gotland - ikke Jylland.
Grundlæggelsen af Gudme bygden i 200-tallet skete nogenlunde samtidig med Danernes ankomst til Stevns og området ved Tryggevælde Å på Sjælland. Gudme beboerne var meget rige på guld, og da der ikke var guldminer i Danmark, må de have haft det med andetsteds fra.
Flere af stednavnene nær Gudme peger i retning af at Gudme bopladsen var et førkristent kultcenter. Stednavnet Gudme betyder Gudernes hjem. Gudbjerg betyder Gudernes bjerg, og Galdbjerg "offerbjerget".
Snorre skrev at Odin var en stor hærmand og hersker over Asia mændene, som slog sig ned på Fyn. "Så for han mod nord til havet og slog sig ned på en ø, den hedder nu Odinsø på Fyn." Odense har sit navn efter guden Odin, så man kan nemt forestille sig at det var Aserne, som slog sig ned i Gudme-Lundeborg området omkring år 200 e.Kr.
6. Goterne
Goterne var en række Germanske folk, som i det tredje århundrede dukkede op i den skrevne historie i områderne nord for Sortehavet mellem floderne Donau og Don.
De invaderede Romerriget første gang i 268 e.Kr.
De Vestlige Goter erobrede et rige, som omfattede Spanien og Syd Frankrig. I Spanien blev de i 711 e.Kr. overvundet af muslimske erobrere. De Østlige Goter oprettede et blomstrende rige i Italien, men efter kun 67 år blev de overvundet af en hær sendt af kejseren i Konstantinopel.
Goternes oprindelse synes at være et betændt politisk spørgsmål, idet der henføres til at "de tyske nazister så med længsel tilbage på en svunden storhedstid, hvor germanske stammer underlagde sig Europa." Hvilket synes at gøre det mindre attraktivt blandt historikere at blive sat i forbindelse med Goterne.
De fleste lader Goterne opstå et ukendt sted i Østeuropa - i det sydlige Polen eller det nordlige Ukraine - på trods af at det er temmelig indlysende at de fleste folk i Skandinavien i størstedelen af det første årtusind e.Kr. opfattede sig selv som Goter.
Claus Delueran mente at Goterne i det overbefolkede Gotland, som var det gamle navn for halvøen, som nu hedder Jylland, meget tidligt udvandrede til Götalandene og derfra til øen Gotland.
Plinius skrev: "Pytheas sagde at Gutones, et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon. Deres område strækker sig over en afstand af seks tusinde stadier." Andre antikke forfattere mente også at Østersøen og de indre danske farvande udgjorde en stor flodmunding. Der er nogen usikkerhed om, hvor lang en stadie var, forslagene varierer mellem 160 og 192 m. Det vil sige kystlængden, som var beboet af Gutones i følge Pytheas, var mellem 960 og 1.152 km. lang. Det rækker groft taget fra Skagen til Wisla-mundingen ved Gdansk.
Procopius skrev om de tilbagevendende Heruler: "De bosatte sig overfor (ved siden af?) Goterne". Vi må tro at Procopius delte de antikke forfatteres opfattelse af at de danske farvande og Østersøen var en stor flodmunding, i så fald kan "overfor Goterne" forstås: på modsat side af flodmundingen. Alternativt skal det oversættes "ved siden af Goterne". Men i begge tilfælde antyder det at Herulerne ikke var goter og Goterne boede i Skandinavien. Foto eget arbejde.
Foto eget arbejde.
Tacitus skrev omkring 100 e.Kr. om Goterne i sin "Germania": "Bag Lugii er Gotones monarkiet: Hånden på tøjlerne holdes noget strammere her end blandt de andre stammer af Germaner, men endnu ikke så stram at friheden ødelægges."
Ptolemæus anbragte omkring 150 e.Kr. folket "Goutai" på øen Skandia og samtidig "Gudones" ved Wisla floden.
Omkring 550 e.Kr. skrev Procopius om de tilbagevendende Heruler: "De bosatte sig overfor (ved siden af?) Goterne". Vi må tro at Procopius delte de antikke forfatteres opfattelse, at de danske farvande og Østersøen var en stor flodmunding, i så fald kan "overfor Goterne" forstås: på modsat side af flodmundingen. Alternativt skal det oversættes ved siden af Goterne. Men i begge tilfælde antyder det, at Herulerne ikke var Goter, og Goterne boede i Skandinavien.
Jordanes, som selv var en Goth, placerede omkring 550 e.Kr. folkene "Ostro-Goths", "Ewa-Greutingeis", "Rugi" og "Gauti-Goths", på øen Scandza, altså den Skandinaviske halvø. "Gauti-Goths var en tapper race, som hurtigt greb til våben", skrev han. Vi genkender udtrykkene fra antikke forfattere, hvilket ret tydeligt indikerer at i hvert fald nogle af de goter, som optræder ved kysten af Det Sorte Hav, kom fra Den Skandinaviske Halvø.
Folkevandringsfolkenes oprindelse. "For de er alle af den Arianske tro, og har et sprog kaldet gotisk", som Procopius skrev. Så må de også have haft samme oprindelse, nemlig det oprindelige Gotiske område i Sydskandinavien og omkring Østersøen. Det har sikkert været lidt tilfældigt, om de antikke forfattere inkluderede Greutungerne, Tervingerne, Rugierne, Vandalerne eller Gepiderne i gruppen af Goter eller ikke. De fleste af de folk, som ankom til Romerriget via kysten af Det Sorte Hav, fik betegnelsen Goter, medens andre, som ikke kom i kontakt med den Romerske Verden via Sortehavet, fik ikke, selvom de i følge Procopius dog talte gotisk. Foto eget arbejde.
Det er vanskeligt at komme uden om at mange landskaber i Skandinavien hed og hedder noget med Goter, hvilket ret tydeligt viser at Skandinavien var Goternes oprindelige hjem.
Landskab navnene Västra Götaland og Östergötaland indikerer helt klart at her bor eller boede Goterne. Lige så med øen Gotland i Østersøen.
Halvøen Jylland blev tidligere kaldt "Gotland". Det hedder i Ottars rejsebeskrivelse, som er tilføjet i Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske Historie fra omkring 850 e.Kr.: "Da han sejlede dertil fra Skiringssal (ved Oslo), var Danmark til bagbord og til styrbord var det åbne hav i tre dage. Og så, to dage før han kom til Hedeby, var til styrbord Gotland (ham wæs på thæt steorbord Gotland) , og Sillende og mange øer. Anglerne boede i dette område, før de kom her til dette land." Og den blev sikkert kaldt Gotland, fordi den var beboet af folk, som identificerede sig som Goter
I Bog III om Justinians Krige skrev Procopius, måske omkring 550 e.Kr., om Goternes tidlige historie: "Nu medens Honorius holdt den kejserlige magt i Vesten, satte barbarer sig i besiddelse af hans land; og jeg skal fortælle, hvem de var, og på hvilken måde de gjorde det. I tidligere tider var der mange gotiske nationer, ligesom også på nuværende tidspunkt, men de største og vigtigste af dem alle er Goterne, Vandalerne, Visi-Goterne og Gepaedes. I oldtiden blev de kaldt Sauromatae og Melanchlaeni, og der var også nogle, som kaldte disse nationer for Getic. Medens alle disse adskiller sig fra hinanden ved deres navne, som det er blevet sagt, adskiller de sig ikke i noget andet overhovedet. For de har alle hvide kroppe og lyst hår, og er høje og smukke af udseende, og de bruger de samme love og praktisere en fælles religion. For de er alle af den arianske tro, og har et sprog kaldet gotisk; og, som det forekommer mig, kommer de alle oprindeligt fra en stamme, og blev senere kendetegnet ved navnene på dem, der ledede hver gruppe."
Mosaik med tre af de 22 kvindelige martyrer i Basilica of Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna, som blev bygget af Theoderik den Store i den gotiske periode. De har alle tre blå eller grå øjne og ligner så mange nord-europæiske kvinder. Photo Wikimedia Commons.
Sidonius Apollinaris fortæller omkring om De Vestlige
Goter i Gaul, altså moderne Frankrig: - "alle har en lys farve, frisk som hos unge mennesker". "De rødmer ofte".
Gotisk, som det taltes af såvel de Vestlige som de Østlige Goter, var et germansk sprog tæt beslægtet med skandinavisk, tysk og engelsk. Takket være den gotiske Wulfila Bibel, som sandsynligvis blev skrevet i Italien i 500-tallet, og flamlænderen Busbecq's notater om hans møde med repræsentanter for en lille gruppe af længe overlevende Goter på Krim, som han mødte i Konstantinopel i 1500-tallet, har vi et relativt godt kendskab til det gotiske sprog.
Den gotiske Wulfila Bibel er en oversættelse fra græsk til gotisk af dele af de fire evangelier i det ny testamente, samt en del af Paulus' breve. Den indeholder næsten intet af det gamle Testamente.
Jordanes beskriver, hvorledes hans eget folk, Ostro-Goterne, oprindeligt kom fra det indre af den skandinaviske halvø: "Det samme mægtige hav har også i sin arktiske region, der er i nord, en stor ø ved navn Scandza, hvorfra min fortælling (ved Guds nåde), skal tage sin begyndelse. Fordi den race, hvis oprindelse du beder om at få kendskab til, brød frem som en sværm af bier fra midten af denne ø, og kom ind i landet Europa. Men hvordan eller på hvilken måde, vi vil forklare herefter, hvis det er Herrens vilje."
Han fortæller hvorledes hans folk gik i land på bredden af Østersøen formentlig i nærheden af floden Wislas munding, og derefter kæmpede sig vej til kysten af Sortehavet mellem Don og Donau.
Højre og venstre side af lansespids med runeindskrift fundet nær Kovel i det nordvestlige hjørne af Ukraine. Runeindskriften skal læses fra højre mod venstre "Tilarids". Den er blevet identificeret som øst-germansk sandsynligvis gotisk på grund af nominativ s-endelsen. Den er fra begyndelsen af 200-tallet. Foto Henning, R. (1889). Die deutschen Runendenkmäler. Strassburg. K.J. Trübner Wikipedia.
Det er nærliggende at tænke at Jordanes' gotiske forfædre ikke var det eneste gotiske folk, som forlod de overbefolkede områder i Skandinavien og Østersøområdet for at søge nyt land.
I Romersk Jernalder var den Skandinaviske Halvø samt området langs Østersøen og Jylland og øerne meget tæt befolkede, for ikke at sige overbefolkede og plaget af krige om de knappe ressourcer. Man kan let forestille sig at også andre af mange gotiske folk søgte lykken mod syd. Blot havde de ikke en krønikeskriver, som Ostro-goterne havde i Jordanes.
Man skal forestille sig at det gotiske område nord for det Sorte Hav var en slags datidens Amerika, hvor forskellige grupper af udvandrere fra det oprindelige gotiske områder - måske tidligere arvefjender i deres oprindelige hjem - levede nær hverandre.
Fra omkring år 200 e.Kr. til Hunnernes ankomst til området i vinteren 376 e.Kr. var der skiftevis krig og fred mellem Romerriget og Goterne.
Kejser Decius og hans søn Herennius Etruscus faldt i slaget mod Goterne ved Abrittus i det nuværende Bulgarien i 251 e.Kr.
Heruler, Goter og Eudoses, hvilke sidste sikkert også var Goter, sejlede fra Krim over Sortehavet og indtog den store by Trebizond, hvorfra de bortførte et stort bytte og en stor mængde fanger.
Som andre Germanske folk boede Goterne spredt ud over agerlandet i små landsbyer med hver måske omkring 8-10 gårde og huse. Foto Wikimedia Commons.
En flåde på fem hundrede skibe - siges det - førte en stor hær af Goter og Heruler gennem Bosperus og Hellespont. De ødelagde byen Cyzicus, som lå på den lilleasiatiske kyst mellem Bosperus og Hellespont, og de nedbrændte det berømte tempel for Diana i Ephesos med dens hundrede høje marmorsøjler og mange smukke statuer - et af antikkens syv vidundere. Derefter krydsede de Det Ægæiske Hav og plyndrede Athen.
Efter tre års krig mellem Goterne og Romerne mødtes kong Athanaric med kejser Valens i 369 e.Kr. på en pram på Donau og aftalte fredsbetingelser, blandt andet imødekom kejser Valens Athanaric's krav om at få udleveret de gotiske kristne, som havde søgt tilflugt i Konstantinopel.
Allerede i vinteren 375-76 e.Kr. nåede rygter om voldsomme kampe i de gotiske områder frem til Konstantinopel. Men i begyndelsen blev de ignoreret. Imidlertid, sent på sommeren 376 e.Kr. ankom en stor mængde gotiske flygtninge, mænd, kvinder og børn, med deres vogne og trækdyr til Donaus nordlige bred og bad om tilladelse til at krydse floden og opnå beskyttelse på romersk område.
Amminius skrev om årsagen til dette kaos: "Grobunden og oprindelsen til al denne ødelæggelse og til forskellige ulykker påført af Mars' vrede, der rasede overalt med ekstraordinær vildskab, finder jeg at være dette: Hunnerne." - "Blandt de andre gotiske folkeslag spredtes efterretningerne om at en hidtil ukendt race af mennesker, som hidtil havde skjult sig i en fjern afkrog på Jorden, havde rejst sig som en snestorm fra de høje bjerge, idet de røver og plyndrer alt på deres vej".
En gruppe af gotiske flygtninge, som kaldes "De Vestlige Goter", var domineret af Tervingi Goterne under ledelse af Alavivus og Fritigern. De fik tilladelse til at krydse Donau og søge tilflugt i det Østlige Romerrige under forudsætning af, at de ville lade sig kristne og tjene i den romerske hær. Det skete i 376 e.Kr. nær fortet Durostorum. Andre goter blev derimod afvist.
En meget stor del af de mange grupper af goter blev tilbage på steppen ved Sortehavet og anerkendte efter nogen tid Hunnernes overherredømme. De kaldes "De Østlige Goter"
Herfra i historien vil jeg fortælle om "De Vestlige Goters", skæbne indtil deres katastrofale nederlag til muslimerne i Spanien i 711 e.Kr.
Dernæst vil jeg tage tråden op og fortælle om, hvorledes det gik de "De Østlige Goter" indtil deres ødelæggelse i "Den Gotiske Krig" i Italien i 555 e.Kr.
Motiv fra Arcadius søjlen i Konstantinopel. Det viser gotiske fanger, som føres bagbundne bort af romerske soldater. Mændene har skæg og halvlangt hår. De er klædt i traditionelle Germanske kjortler og bukser, som vi kender dem fra Thorsbjerg Mose. Kvinden er iklædt en kjole uden ærmer over et slags skørt. Kjolen er i uorden og viser hendes ene blottede bryst, ganske som på Marcus Aurelius søjlen i Rom. Håret er løst hængende. Måske symboliserer disse blottede bryster og løsthængende hår noget, for eksempel voldtægt, som demonstration af det Romerske Riges almagt.
Arcadius søjlen i Konstantinopel blev rejst for at fejre kejser Arcadius sejr over Goterne under kong Gainas omkring år 400 e.Kr. Foto Wikipedia.
Men først om "De Vestlige Goter".
De blev eskorteret af romerske soldater, ledet af general Lupicinus, mod deres nye hjem i Thrakien.
Nogle kilder fortæller at Romerne under rejsen byttede unge goter, som kunne sælges som slaver, for mad og dette var en kilde til voksende vrede blandt goterne.
Sent på året 376 e.Kr. havde de slået lejr uden for byen "Marcianpolis". General Lupicinus inviterede de gotiske ledere, Alavivus og Fritigern til en forsoningsmiddag. Han posterede vagter, som skulle holde de øvrige goter på afstand. Men under middagen udbrød der kampe udenfor mellem vagterne og vrede goter, hvilket resulterede i at både Alavivus' og Fritigerns livvagter og en gruppe romerske soldater blev dræbt.
Det lykkedes Alavivus og Fritigern at slippe ud til deres folk.
Indledningsvis plyndrede goterne hele omegnen af byen "Marcianpolis". Lupicinus samlede de soldater, som han havde til rådighed, og rykkede ud mod goternes lejr, som lå omkring 15 km. udenfor byen. Romerne blev fuldstændig slået, og kun Lupicinus selv og nogle få andre undslap.
I et par år vandrede Goterne plyndrende omkring på Balkan. I 378 e.Kr. rykkede kejser Valens selv ud mod Goterne med hele sin hær for at løse det gotiske problem en gang for alle.
Omkring klokken to om eftermiddagen den 9. August 378 e.Kr. angreb han den gotiske vognborg ved byen "Adrianopel" ikke langt fra Konstantinopel.
Amminius fortæller at romernes venstre fløj havde stor fremgang i begyndelsen og trængte goterne tilbage. Men, det gotiske kavaleri, som vendte tilbage fra fouragering, ledet af Alatheus og Saphrax kombineret med en gruppe Alaner, "slog ned som et lyn nær høje bjerge, og kastede alle i forvirring, som de kunne finde med deres hurtige angreb, og dræbte dem hurtigt." Romernes venstre fløj blev spredt i vild forvirring. Derefter lå det romerske center åben for et flankeangreb.
De Vestlige Goteres kongerække fra valget af Alarik til nederlaget til muslimerne i 711 e.Kr. Eget arbejde.
Kejser Valens faldt sammen med størstedelen af sin hær. Hans lig blev aldrig fundet, og ingen ved med sikkerhed, hvordan han døde. Ifølge Amminius var dette det største romerske nederlag siden slaget ved Cannae i 215 f.Kr. hvor Hannibal udslettede hele den romerske hær.
I 382 e.Kr. blev der sluttet fred og Goterne fik anvist land, som de kunne dyrke, imod at de udførte omfattende militær tjeneste for kejseren, dels som soldater i den regulære romerske hær og dels som særlige gotiske hjælpekorps. Man kan sige at de fik en lignende stilling i det Romerske Rige, som kosakkerne senere havde i Zarens Rusland.
Efter kejser Theodosius død i 395 e.Kr. ønskede de Vestlige Goter på Balkan at genforhandle fredsaftalen fra 382 e.Kr. Men for at opnå større sikkerhed. I direkte modstrid med aftalen, udpegede de deres egen konge, og valget faldt på visi-goteren Alarik.
Modsat den afdøde kejser Theodosius var eunukkerne i den ny regering i Konstantinopel meget fjendtlig indstillet mod Goterne, og de afvist enhver forhandling.
Den effektive hersker af det Vestlige Romerske Rige var vandalen, Stilicho. Han kontaktede Alarik og opfordrede Goterne på Balkan til at blive hans allierede i et angreb på Det Østromerske Rige, som skulle give ham magten i Konstantinopel. Goterne skulle drage til Epirus (det moderne Albanien) og der afvente den vestromerske hær. Angrebet var planlagt til sommeren 407 e.Kr.
Men tingene gik grueligt galt for Stilicho. Dagen før nytår, den 31. december 406 e.Kr., krydsede en enorm gruppe af Vandaler, Sveber og Alaner Rhinen ved Mainz næsten uden modstand. De spredte sig straks plyndrende ud over Gallien. Denne begivenhed regnes traditionelt som indledningen til folkevandringstiden. Alle Stilicho's planer om at erobre det Østlige Romerske Rige sammen med Alariks Vestlige Goter måtte nu selvindlysende aflyses.
Stilicho blev kaldt tilbage til Ravenna, hvor han blev henrettet sammen med sin hustru og lille søn.
Etniske romerske enheder foranstaltede omfattende pogromer i italienske byer mod familierne til de gotiske tropper, som Stilicho tidligere havde rekrutteret. Samtlige kvinder og børn blev dræbt og deres huse ødelagt. Rasende og tørstende efter hævn forlod mændene deres enheder og sluttede sig til Alarik, som nu var i Noricum, som er moderne Østrig, og derved voksede hans styrke til det dobbelte.
Alarik hidkaldte sin svoger Atawulf og hans mænd, som opholdt sig i Pannonien, som er Ungarn. I spidsen for en enorm gotisk hær drog han derefter i en lige linje mod Rom, og indledte en belejring sent på året 408 e.Kr. I lejren uden for Roms mure blev hæren yderligere forstærket af tusinder af bortløbne gotiske slaver.
Efter to års belejring, den 24. August 410 e.Kr. åbnedes den Salariske Port - af slaver siger nogle - og goterne trængte ind i byen uden problemer. For første gang i 800 år blev Rom indtaget af en fjende.
En berømt scene på Titus triumfbue i Rom er den, hvor Jerusalems Tempelskat bliver båret i triumf gennem Roms gader. I 70 e.Kr. blev Jerusalem plyndret af Romerne under kejser Titus, og de hjembragte tempelskatten til Rom. Her blev den opbevaret i 340 år, indtil De Vestlige Goter tog den i 410 e.Kr - Foto Wikimedia Commons.
Tungt belæssede med bytte drog De Vestlige Goter derefter mod syd. Blandt byttet var Jerusalems tempelskat, som havde været opbevaret i Rom siden Romerne slog et Jødisk oprør ned i det første århundrede e.Kr.
Desuden medbragte de en menneskelig skat, nemlig kejserens søster, Galla Placidia, som dengang må have været omkring 18 år gammel.
Som Spartacus, mere end fire hundrede år tidligere, ønskede de at sætte over Middelhavet til Afrika. Men en storm ødelagde de skibe, som de havde fået samlet, og planen måtte opgives.
Alarik døde, og Jordanes fortæller: " - de afledte floden Busentus (Busento) nær byen Consentia (Cosenza) - og førte en gruppe fanger ned i flodsengen for at grave hans grav. I dette dyb begravede de Alarik sammen med mange skatte, og derefter ledte de floden tilbage til dets leje, og for at ingen nogensinde skulle kende stedet, dræbte de alle graverne."
Atawulf, Alariks svoger, blev valgt til ny konge. Under hans ledelse drog Goterne igen mod nord.
Som alle folkevandringsfolk drog Goterne omkring i lange vogntog medbringende kvinder, børn og gamle. Militært set var de uovervindelige, i hvert fald set med Romerske øjne, men de havde en stor strategisk svaghed, nemlig at de ikke havde sikre forsyninger af mad. De var tvunget til hele tiden at drage til nye områder, som endnu ikke var plyndret, og selv på den måde kunne det være svært at skaffe mad til tusinder af mennesker.
Portræt af Galla Placidia på medaljon udstillet i Galla Placidias Maosoleum. I januar 2014 giftede kong Atawulf sig med sit gidsel, Galla Placidia, kejserens søster, som da må have været omkring 22 år gammel. Atawulf gav Placidia i bryllupsgave 50 unge mænd, som hver bar to fade med ædelstene og guld, der alt sammen stammede fra plyndringen af Rom. De fik snart et drengebarn, som de gav navnet Theodosius, et romersk kejsernavn, men som imidlertid døde som spæd. Alt tyder på at Placidia elskede sin Atawulf. Clio20 Wikipedia.
I 415 e.Kr. havde goterne fået nok af kong Atawulfs store ambitioner. Anført af Sergerik dræbte de ham sammen med hans bror og alle hans børn af første ægteskab. Men allerede efter syv dage blev Sergerik skubbet af tronen og erstattet af Wallia. Den ny konge efterkom kejserens krav og sendte kejserens søster, Galla Placidia, som nu var enke efter Atawulf, til Ravenna og modtog til gengæld 600.000 modii hvede.
Den nye romersk-gotiske forståelse gav snart resultater. I snart fem år havde Vandaler, Alaner og Sveber okkuperet Spanien. I 416 e.Kr. blev de angrebet at en kombineret romersk-gotisk styrke med dramatiske resultater.
Efter de vestlige goters bedrifter i Spanien kaldte kejseren dem i 419 e.Kr. tilbage til Gallien og belønnede dem med land i Garonne dalen mellem Toulouse og Bordeaux. Olympiodorus skrev at "Goterne fik land at dyrke".
I foråret 451 e.Kr. satte en mægtig hær ledet af hunneren Attila over Rhinen. Som senere tiders hære invaderede den Gallien gennem nutidens Luxenbourg eller det sydlige Belgien. Derefter drog de plyndrende op gennem Moselle dalen, erobrede Metz, plyndrede Reims og Troyes for endelig at indlede en belejring af den befæstede by, Orleans, som var forsvaret af Alaner under kong Sangibanus.
"Den sidste Romer", Aetius, således kaldt af Jordanes, mobiliserede alle kræfter i Gallien.
Goterne i Toulouse havde i flere år stået på fjendtlig fod med Aetius. Men de var den stærkeste militære magt i Gallien. De var ikke mange, men hver voksen gotisk mand var en hærdet soldat med års erfaring. For at besejre Attila måtte Aetius overtale sine hidtidige fjender til at gå i krig.
Kongedømmet Toulouse - I 419 e.Kr. fik goterne, hvad de ønskede, og hvad deres konger altid havde arbejdet for, nemlig deres eget land, hvor de selv kunne producere deres mad. De fik anvist land i Garonne dalen i Gallien med Toulouse som hovedstad. De anerkendte kejserens overhøjhed, men de fik ret til at have deres egen konge mod at de stillede soldater, når kejseren ønskede det. Det var meget som den ordning, de russiske kosakker havde under zaren bortset fra at disse sidste ikke havde ret til at vælge deres egen konge. Eget arbejde.
I følge Jordanes svarede den gamle kong Theoderik Aetius : "Romere, I skal få, hvad I ønsker, I har gjort Attila til vores fjende også - jeg kalder ingen krig en byrde, medmindre den mangler en god sag, for ham, til hvem værdighed smiler, frygter intet ondt."
Det afgørende slag stod på "De Kataluniske Marker" 451 e.kr. 70 km. øst for Verdun og 12 km. nord for Chalons-sur-Marne. Det blev et afgørende nederlag for Attila. De allierede Goter, Romere og Alaner trak det længste strå.
Kong Theoderik faldt. Jordanes fortæller: "På dette tidspunkt faldt kong Theodoridus, medens han red omkring i sin hær for at opmuntre dem, idet han blev kastet af sin hest og trampet under fode af sine egne mænd, og dermed sluttede sine dage i en høj alder." På selve slagmarken udråbte goterne hans søn, Thorismund, som hans efterfølger.
I 465 e.Kr. bemærkede den gotiske kong Eurik svaghedstegn hos det Vestlige Romerrige. Jordanes forklarer: "Idet han var opmærksom på de hyppige skifter af romerske kejsere tog Eurik, konge af Visi-goterne, initiativ til at underlægge sig de galliske provinser på egen hånd." Han besatte hurtigt de fleste af de romerske provinser i Gallien og Spanien og sendte ambassadører til Vandalerne i Afrika og Sveberne i det nordvestlige Spanien for at søge at forbedre forholdet til dem.
Men Goterne og deres konger var arianere, medens den store masse af deres undersåtter i Gallien og Spanien var katolikker, og hadet mod de ariansk troende var så stort, at det var næsten umuligt for en ariansk hersker at vinde sine undersåtters tillid og lydighed, idet de betragtede ham som kætter.
I 496 e.Kr. skete der det, at Frankernes konge, Clovis, erklærede sig kristen og blev døbt af en katolsk biskop. Tanken om at invitere en frankisk invasion vandt nu hurtigt genklang hos katolikkerne i Goternes rige. Mange præster begyndte åbent at prædike oprør, og bad offentlige bønner for de kommende befriere fra nord.
I 17 år beherskede de Vestlige Goter under kong Eurik et imponerende rige fra Paris til Gibraltar. I 473 e.Kr. samarbejdede Goterne i Spanien stadig med en romersk general ved navn Vicentius, men nogle få år efter herskede de alene også over størstedelen af Spanien. Foto Wikimedia.
Den krig, der nu fulgte, beseglede de Vestlige Goters skæbne i Gallien. De blev fuldstændig besejret 507 e.Kr. i slaget ved Vouille syd for Poitiers, hvor kong Alarik 2. faldt.
Hans mænd bragte hans femårige søn, Amalarik, over Pyrenæerne til Spanien. I løbet af de næste to år erobrede Clovis næsten alle goternes galliske besiddelser - med meget lidt modstand - og føjede dem til Frankernes Rige.
Men takket være en alliance med Theoderik den Store i Italien lykkedes det de Vestlige Goter at beholde en smal stribe land i Gallien langs den franske middelhavskyst.
Derefter fulgte 200 års gotisk herredømme i Spanien.
Men de Vestlige Goter var oprindeligt et sammenrend af mange forskellige gotiske folk. De havde notorisk svært ved at holde sammen, når de ikke lige stod overfor en fælles fjende.
Omkring 550 e.Kr. rejse Athanagild oprørsfanen i Spaniens sydlige provinser og bad Konstantinopel om hjælp. Kejseren tøvede ikke et øjeblik med at sende en stærk hær ledet af Patrician Liberius. Borgerkrigen varede i fem år og derefter blev Athanagild konge i hele riget. Men efter borgerkrigen beholdt kejserens soldater stadig mange byer i det sydlige spanien, og Goterne fandt det umuligt at jage dem ud.
Goterne havde stadig det problem at størstedelen af folket i Spanien var katolikker, og de betragtede de arianske goter som kættere.
Kong Reccared sammenkaldte i 589 e.Kr. biskopper fra begge religiøse retninger, og opfordrede dem til at føre en offentlig diskussion, hvori de argumenterede for deres respektive tro. Han var ivrig efter at kende sandheden, sagde han. Lærde på begge sider udfoldede al deres veltalenhed, og da diskussionen var afsluttet, proklamerede kongen sin overbevisning om, at den katolske tro var den rigtige, fordi den blev støttet af overvældende beviser fra det Hellige Skrift og mange mirakler.
Men i 712 e.Kr. skete katastrofen. Goterne blev overvundet af en stor muslimsk hær i slaget ved Guadalete nær Sevilla, detaljerne henligger i mørke og mystik. Det siges at slaget varede 7-8 sommerdage.
At sætte en stor hær med mange tusinde mænd og heste over Gibraltar Strædet med datidens skibe må have været en operation, som har taget uger eller snarere måneder. Det er helt usandsynligt, at det kunne være sket ubemærket. Det kunne let have været forhindret.
Det er nemt at forestille sig at en magtfuld part i det politiske spil med store ressourcer tilkaldte muslimerne for at bekæmpe deres politiske fjender - lige som en gotisk politisk fraktion tidligere havde tilkaldt soldater fra Konstantinopel.
Nu vil jeg vende tilbage til De Østlige Goter, som vi forlod ved Sortehavet i 376 e.Kr. da de var under angreb af Hunnerne.
De Østlige Goters kongerække siden sejren over Hunnerne i 454 e.Kr.
Umiddelbart giver Amminius beretning indtryk af at de løst organiserede goter flygtede panisk for en grusom og overlegen fjende. Men der kan udledes flere detaljer vedrørende modstand og intense kampe.
Hunnerne overvandt først Alanerne på den østlige steppe, og derefter vendte de sig mod Goterne, som var ledet af den berømte kong Ermanarik, som modstod Hunnernes angreb "i lang tid". Han blev efterfulgt af kong Vithimer, som ifølge Amminius "udkæmpede adskillige slag".
Men overmagten var for stor, og en meget stor del af de mange grupper af goter, som blev tilbage på steppen ved Sortehavet, fulgte devisen: "If you can't beat them, join them", og sluttede sig til sidst til Hunnerne. De kaldes "De Østlige Goter"
Som vi har berettet ovenfor led Attila, Hunnernes konge, et afgørende nederlag til en koalitation af Vestlige Goter, Romere og Alaner i slaget på de Katalauniske Marker nær Chalons-Sur Marne i 451 e.Kr.
Attila døde i 453 e.Kr. og efterfølgende faldt hele Hunnernes imperium sammen. Ved en flod kaldet Nedao stod i 454 e.Kr. et slag mellem Hunnerne og Gepiderne under kong Arderik, i hvilket Gepiderne sejrede. Attilas sidste overlevende søn, Ernak, førte dernæst sit folk mod sydøst og ud af europæisk historie.
De Østlige Goter opnåede dernæst en lignende position i det Østromerske rige, som de Vestlige Goter på den tid havde i resterne af det vestlige rige.
Kejseren af Konstantinopel gav Goternes kong Theoderik til opgave på hans vegne at erobre italien fra Odovacar, som havde taget magten der.
Den 28. august 489 e.Kr. trængte De Østlige Goter over floden Isonzo og ind i Italien, og den 30. september 489 stod det afgørende slag ved Verona. Men først efter tre års krig kunne kong Theoderik ride ind i Ravenna og tage det kongelige palads i besiddelse. Kun ti dage efter kløvede han personligt Odovacar med sit sværd. Han så dernæst med forbavselse på virkningen af sit hug og snerrede: "Den stakkel kan ikke have haft nogen knogler i kroppen."
Men Italien er et vidunderligt land, og De Østlige Goter valgte at beholde det for sig selv, hvilket vakte kejserens vrede.
Goterne var arianere og Italienerne var katolikker, og dette skabte en farlig spænding i samfundet, som Theoderik var meget bevidst om. Han vågede nøje over at domstolene behandlede medlemmer af alle trosretninger, katolikker, arianere og jøder, ens og fair. Han annoncerede: "Fordelene ved retfærdighed skal ikke nægtes selv for dem, der afviger fra troen".
I år 535 e.Kr. erklærede Justinian en krig, som han svor skulle fortsætte, indtil den gotiske magt i Italien var udslettet. Han holdt sit løfte, men kampen blev hårdere og længere end han havde drømt om. Først efter tyve års krig og ødelæggelse nåede han sit mål, og da var det førhen så rige og blomstrende Italien ødelagt, affolket og raseret.
Gotisk bæltespænde, fundet i Spanien. Foto Los Godos Encuentro Ediciones.
Kejser Justinians berømte general Belisarius, som netop havde besejret Vandalerne i Afrika, gik i land på Sicilien i 535 e.Kr. med en lille, men meget erfaren og veltrænet hær.
På trods af at Belisarius' hær var lille, gik det ikke Goterne godt i begyndelsen af krigen.
Goterne var hæmmet af dårlig ledelse, idet deres konge Theodahad, som var Theoderiks nevø, beundrede romersk kultur og formentlig skammede sig over sin gotiske oprindelse. Der er ingen tvivl om at Romernes indledende succes meget skyldtes den hjælpeløse og svage konge og deref følgende kaos i Goternes ledelse.
Theodahad sendte sin svigersøn, Ebremud, sydpå for at konfrontere Belisarius, men ved den første kontakt med Belisarius nær Rhegium, gik han over til fjenden med hele sin hær. Derudover foretog Theodahad sig absolut intet for at bekæmpe invasionen. Derimod førte han hemmelige forhandlinger med Konstantinopel, hvori han tilbød at abdicere og afstå Italien til gengæld for personlig sikkerhed og rigdom.
Men De Østlige Goter forsvarede sig forbitret. De dræbte deres forræderiske konge og valgte en anden.
Belisarius erobrede den vigtige by, Neapel. De romerske borgere i byen Rom åbnede byporten for erobrerne. Mange andre byer åbnede villigt og uden modstand deres porte for kejserens hær. Til sidst havde Goterne kun Ravenna og området nord for Po tilbage.
Men da Goterne valgte den unge Totilla som konge skiftede krigslykken fuldstændigt. Han sejrede i det ene slag efter det andet og generobrede Neapel og Rom, hvilken sidste by skiftede hænder flere gange. Goterne generobrede også Sicilien.
Men kejseren sendte en ny stor hær under eunukken Narses, og goterens elskede kong Totilla faldt for overmagten i det afgørende slag ved Gualdo Tadino i 552 e.Kr., også kaldet Slaget ved de Galliske Gravmæler.
Det sidste egentlige slag i den gotiske krig i Italien fandt sted i 552 eller 553 e.Kr. ved Mons Lactarius ikke langt fra Neapel, her faldt kong Teja. Derefter blev der ikke valgt flere gotiske konger i Italien.
De gotiske garnisoner i de Italienske byer forsvarede sig ofte til sidste mand. De sidste overgav sig til den kejserlige hær ved Salerno i 555 e.Kr. Da havde krigen raset i tyve år, og det rige blomstrende Italien, som kejseren havde rakt hånden ud efter, var fuldstændig ruineret, affolket og raseret.
7. Daner, Aser og Jyder
Et land, som kaldtes Danmark, dukker først frem i historien i Ottars og Wulfstans rejseskildringer fra omkring 850 - 899 e.Kr. i en en tilføjelse i Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske Historie. Ottar sejlede fra Skiringssal i Norge til Hedeby i Slesvig, og Wulfstan sejlede fra Hedeby til handelsbyen Truso i Wislas delta.
Ottars og Wulfstans rejser ifølge tilføjelser i Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske Historie. Både Jylland inc. Fyn og øen i Østersøen kaldes Gotland. (øen Gotland er ikke med på dette kort). Foto eget arbejde.
Ottar sagde: "Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet."
Og han fortalte, at han "fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem Venderne, Sachserne og Anglerne og hører til Danerne."
Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han "til bagbord Denemearce (Danmark), til styrbord det åbne hav i tre dage, og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet. Og i disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Denemearce."
Wulfstan giver en nærmere forklaring på "de øer, som hører til Denemearce".
"Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, og at han var i Truso på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl."
"Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne. Disse lande hører alle til Denemearcan" (Danmark).
"Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge."
"Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord, og disse lande tilhører Sveerne."
"Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding. Wisla er en meget stor flod, som adskiller Witland fra Vendland. Witland hører til Esterne."
Det er åbenbart at Danmark på Ottars og Wulfstans tid bestod af Halland, Skåne, Sjælland, Lolland og Falster, Langeland og Hedeby. Ottar nævner Gotland og Sillende, men siger ikke noget om at de hører til Danmark. Sillende er også i andre forbindelser en gammel betegnelse for Sønderjylland eller Slesvig.
"Danu" er et oldgammelt proto-indoeuropæisk ord for "flod".
Romerne brugte for det meste det græske Ister for Donau, men Tacitus skrev Danubius. Plinius skrev: "Magnum est stare in Danubii ripa", som betyder: "Det er storslået at stå ved bredden af Donau". På engelsk og fransk hedder floden stadig Danube.
I "Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek" hedder Goternes hovedstad "Arheimar" og ligger ved "Danpar elven", som er Dnieper, som også blev kaldt "Danapris" eller "Danaper" af Grækerne og Romerne.
"Dniester" hed i oldtiden "Danastius" eller "Danaster". Jordanes kalder de to floder for henholdsvis "Danastro" og "Danaprum" (a Danastro extenduntur usque ad Danaprum)
Langskallet kvindekranie fra Varpelev på Stevns. Mange skeletter i grave i Danmark fra netop omkring 200-300 e.Kr. viser at de afdøde var ret høje og langskallede. Således havde en af de gravlagte i Himlingøje været tæt på 180 cm høj. Foto "Danmarks Oldtid" af Johannes Brøndsted.
Saxo skrev: "Dudo vil vide at danskerne stammer ned fra grækerne eller, som de også kaldes, Danaerne, og har fået deres navn fra dem."
Men Grækenland minder geografisk om Danmark, idet det består af en halvø og et utal af øer, hvor imellem flyder strømme af mindre salt vand fra de mange floder, som flyder ud i Sortehavet, på samme måde som Danmark består af en halvø og en mængde øer, som omskylles af brakvand fra Østersøen. Derfor blev Grækenlands indbyggere i en fjern oldtid også kaldt Danaerne på et oprindeligt indoeuropæisk sprog.
Homer kaldte Grækerne for Danaans eller Danai. Da Grækerne havde forladt Trojas mure og efterladt deres trojanske hest, sagde præsten Laocoon: "Jeg frygter Dana'ans, selv de, der frembærer gaver."
Jordanes taler om at "Suetidi er af denne slægt og overgår de andre i størrelse. Dani, der kan spore deres oprindelse til den samme slægt, fordrev imidlertid Herulerne fra deres hjem, og gjorde krav på at være de fornemste blandt alle Scandzas nationer på grund af deres højde."
Ved Tryggevælde Å nær Himlingøje, Valløby og Varpelev i det østlige Sjælland har man udgravet en række store gravhøje og fundet mange objekter, som afviger markant fra den samtidige jernalderkultur's andre fund.
Høj-begravelser var ikke set i Skandinavien siden første halvdel af Bronzealderen. De var et markant brud på traditionen. Disse høje er dateret til omkring 200 e.Kr. og man må antage at de repræsenterer Jordanes' Dani. Man kan forestille sig at de først ankom til Sjælland og fordrev Herulerne derfra og derefter tog de Skåne. Dette kunne i så fald have fundet sted omkring 200-300 e.Kr.
Jydernes første hjem på den Kimbriske halvø. Den Ærværdige Bede, som levede 700 e.Kr. fastslog ganske klart, hvor Jyderne boede. De boede nord for Anglerne. I den samme periode og også flere hundrede år efter havde halvøen stadig navnet Gotland, hvilket antyder at Jyderne blot var et af flere folk, som beboede denne halvø på Den Ærværdige Bedes tid. Foto eget arbejde.
I Gammel Uppsala er tre store gravhøje fra yngre jernalder. De er kendte som "Kungshögarna" og var gravplads for sveakongerne fra Ynglinge dynastiet. Højene blev opført 500 e.Kr. og indeholdt rige gravgaver.
I Norden havde man ikke opført gravhøje i tusind år, men i Asien var det ikke noget nyt. Hele vejen over steppen fra Kina til Rusland ligger der utallige gravhøje, blot tænk på Qin shi Huangs monumentale gravhøj ved Xian. Gravhøjene ved Himlingøje, Gammel Uppsala og til sidst i Jelling repræsenterede sandsynligvis en skik, som de nye herskere havde medbragt fra deres tidligere hjem i Asien.
Allerede i Romersk Jernalder omkring 200 e.Kr. stod der på Fyn i bakkerne nær Gudme Sø, knap 5 km. fra Storebæltskysten, en enorm hal, som var 47 m. lang og 10 m. bred, og hvis tag blev båret af intet mindre end to rækker med hver otte kraftige tagbærende stolper, hver med en diameter på 80 cm. Med søjler af sådanne dimensioner må vi tro at bygningen har haft en førstesal.
Beboerne i Gudme bygden var meget rige på guld. I alt har jorden i omkring Gudme indtil nu afgivet omkring 10 kg. guld. Stednavnene indikerer at det var et religiøst center. Gudme betyder "Gudernes hjem", Gudbjerg betyder "Gudernes bjerg", og Galdbjerg "offerbjerget".
Snorre skrev at Odin slog sig ned på Fyn. "Så for han mod nord til havet og slog sig ned på en ø, den hedder nu Odinsø på Fyn." Hvilket må være hovedbyen på Fyn, som er Odense. Måske Odin og hans mænd først slog sig ned i Gudme området og flyttede deres hovedsæde til øens midte efter nogle hundrede år. Odense har sit navn efter guden Odin og var temmelig sikkert et center for Odin dyrkelsen.
Således opregner Snorre Odins forfædre. "Hans berømte forfader var Thror, som vi kalder Thor, hans søn var Loridi, hans søn var Ejnridi, hans søn Vingethor, hans søn Vingener, hans søn Moda, hans søn Magni, hans søn Seskef, hans søn Bedvig, hans søn Atra, hans søn Itrmann, hans søn Heremod, hans søn Skjaldun, som kaldes Skjold, hans søn Bjaf, hans søn Jat, hans søn Gudolf, hans søn Finn, hans søn Frallaf og han havde sønnen Vodin, som var Odin."
Det kan forekomme vidtløftigt at påstå at Dani, Switheudi, Thuringi, Suetidi og Odin og hans mænd kom fra Asien. Men prøv at overveje: De medbragte efter al sandsynlighed en ret høj kultur, som gjorde et enormt indtryk på samtiden, og som ikke kan genkendes fra nogen områder indenfor Romerriget. Hvor skulle de så komme fra, hvis ikke fra Asien?
To sølvbægre fra Valløby ved Tryggevælde Å på Stevns. Dette er ikke Romersk stil, bægrenes design må repræsentere en kultur, som Dani har haft med sig, da de kom - fra Asien. Foto: Verasir.dk.
Første gang Jyder optræder i den skrevne historie er i Anglo Saxon Chronicle for året 449 e.Kr.: "Så kom mænd fra tre nationer i Germanien; Gammel Sakserne, Anglerne og Jyderne. Fra Jyderne nedstammer mænd fra Kent, Wightwarianerne (det vil sige den stamme, der nu bor i Isle of Wight) og deres slægtninge i Wessex, som mænd endnu kalder Jydernes slægt."
Det gentages af Den Ærværdige Bede omkring år 700, og han fortæller desuden hvor Jyderne oprindeligt boede på den kimbriske Halvø: "Fra landet Anglian, der er mellem Jydernes og Saxernes riger, som kaldes Angulus, og er forblevet øde indtil denne dag, kom East Angles, - "
Men stadig, da købmanden Ottar måske omkring 850 - 899 e.Kr. - næsten to hundrede år efter Bede - sejlede fra Norge til Hedeby, hed halvøen ikke Jylland. Den blev kaldt Gotland: "Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende." Hvilket må betyde at Jyderne på denne tid kun beboede en del af halvøen.
Jyderne var oprindeligt et fåtalligt folk, beslægtet med Daner, Sveaer og Thüringer, som i folkevandringstiden ankom til det område, som nu kaldes Slesvig, sikkert fra Asien. De underlagde sig hele den Kimbriske halvø i vikingetiden og gav den navnet Jylland.
Alle tidligere beretninger bekræfter at flere forskellige folk oprindeligt boede på den halvø, som vi idag kalder Jylland.
Kejser Augustus, som døde år 14 e.Kr. beretter i sit politiske testamente at hans flåde sejlede til Kimbrernes land, hvor hans repræsentanter traf flere forskellige folk: "Min flåde sejlede over Oceanet i østlig retning fra Rhinens munding helt til Kimbrernes landområder, hvor ingen Romer før den tid nogensinde havde været, og Kimbrerne, Charyderne og Semnonerne samt andre Germanske stammer i samme område anmodede gennem gesandter om mit og Romerfolkets venskab." Men ikke et ord om Jyder.
Dani, Switheudi, Thuringi, Jyder og Aser var efter al sandsynlighed fåtallige grupper af beslægtede folk, som oprindeligt kom fra Asien. Eget arbejde.
Tacitus, som levede 100 år senere, nævner adskillige germanske stammer: "I det samme fjerne hjørne af Germanien der grænser op til havet bor Cimbri." - "Semnones giver sig ud for at være Suevis ældste og berømteste gren." - "Herefter kommer Anglii, Varini, Eudoses, Suardones, Nuithones, som er beskyttet af floder eller skove." - Heller ikke han nævner Jyder.
Procopius beretter at en del af Herulerne omkring år 500 e.Kr. drog op gennem den Kimbriske halvø på deres rejse tilbage til deres gamle land: " - drog disse mænd gennem alle Slavernes nationer, den ene efter den anden, og efter at have krydset et stort stykke goldt land, kom de til Varnierne (Sakserne), som de er kaldet. Efter disse passerede de Danernes nationer uden at lide overlast fra barbarerne der." - Ikke et ord om Jyder, medmindre de blev betragtet som en slags Daner.
Endelig, omkring 845 e.Kr. fortæller Rimbert, forfatteren af Vita Anskarii, om en kong Erik af Jylland, som angreb og afbrændte Hamburg i 845 e.Kr.: "I samme år blev byen Hamborg angrebet og plyndret af en hær af Normanner ledet af Eric, Jyllands Konge, der plyndrede hele landet og ødelagde næsten alle kristne kirker."
Imidlertid gik det ikke så godt for det jyske kongedømme. Rimbert beretter: " - blev Erik og næsten alle hans nærmeste mænd dræbt: "- "og i en kamp, der varede i tre dage, blev han og næsten alle hans ledende mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Eric 2., blev tilbage som regent over en lille del af Jylland." Roskilde Krøniken fortæller at det var vikinger, som dræbte kong Erik 1.
Harald Blåtand betragtede sig selv som efterkommer af Sigurd Orm-i-øje og Regnar Lodbrog. I følge Olav Tryggvessons Saga sagde han til tronkræveren Guld Harald: "at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, fader hans, at han skulle blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans fader, Horda-Knut eller af Sigurd Orm-i-øje eller af Regnar Lodbrog." Derfor må vi tro at Regnar Lodbrog kom fra det det beskedne kongedømme, Jylland, og følgeligt også hans sønner, der anførte den Store Hedenske Hær, som invaderede England omkring 865 e.Kr.
Men omkring 910 e.Kr. vendte Hardegon, søn af Sven, hjem til det beskedne kongedømme Jylland fra det normanniske England i spidsen for en kampvant vikingehær og vendte udviklingen fuldstændigt. Han huskede, at hans forfader Erik 1. Jydernes konge, engang havde hersket over hele Reidgotland, som den Kimbriske halvø dengang kaldtes. Hardegon, hans søn Hardecnuth og hans søn Gorm genskabte Jydernes storhed ved at erobre hele halvøen, som derefter fik navnet Jylland.
Det lykkedes den sejrrige kong Gorm at opnå ægteskab med den danske prinsesse Thyra, hvilket banede vejen for at deres søn, Harald, blev konge over både Jylland og Danernes rige.
Mange skjaldevers i sagaerne bekræfter at de danske konger var jyders konger:
For eksempel da Sigvat Skjald søgte Knud den Store om tilladelse til at drage til Norge, kvad han:
Inden Jydernes konge
jeg fik i tale, udenfor
Det oprindelige navn for det område som i dag kaldes Slesvig, inklusive Nordslesvig, er således "Jylland".
Den herostratisk berømte kong Abel fra år 1250 var ikke hertug af Slesvig eller Sønderjylland, han var "Hertug af Jylland". Han skrev: "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, Hertug i Jylland, til alle, der ser dette brev, Hilsen med Gud", og hans efterkommere som hertuger i denne landsdel havde alle titlen hertug af "Jylland", indtil dronning Margrete 1. udnævnte de Holstenske grever til hertuger af dette område, og de ændrede hertugdømmets navn til "Slesvig".
Den nordlige del af halvøen blev logisk nok kaldt Nørrejylland, da den lå nord for "Jylland", således i Ryd Kloster Krønikes omtale af drabet på Erik Klipping: "Kong Erik Christoffersøn blev i Finderup ved Viborg i Nørrejylland myrdet af dem, han anså for sine mest betroede venner."
Thyra Danebod leder bygningen af Dannevirke. Hun var en dansk prinsesse fra "Denemearce". Thyra og Gorm havde to sønner, den ældste fik navn efter sin faders slægt, nemlig Knud, medens den yngste fik navn efter sin moders slægt nemlig Harald. Knud faldt på et togt mod England. Dronning Thyra blev overalt rost for at være en særdeles klog kvinde, hvilket uundgåeligt smittede af på hendes søn Harald, og var dermed medvirkende til at han blev valgt som konge også i Denemearce og derved forenede Jydernes og Danernes riger. Maleri af Rasmus Christiansen fra 1863.
Hvilket alt sammen indikerer at det, som vi i dag kalder Sønderjylland eller senere Slesvig, var kongeslægtens oprindelige hjemland.
I 1798 undrede historikeren og bogsamleren Peter Frederik Suhm sig over at Erik Ejegod i 1060 kaldte sig Erik 3. da han er den første Erik i den kendte kongerække. Men "Vita Anskarii" fra år 875 e.Kr. forklarer, hvor vi kan finde de to første Erik: "Medens Ansgar opholdt sig i Sverige svandt udsigterne til et vellykket missionærarbejde i Danmark. Erik, Jyllands Konge, der tidligere havde støttet Anskar, var blevet upopulær hos sine hedenske undersåtter, og i en kamp som varede i tre dage blev han og næsten alle hans ledende mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Erik 2. sad tilbage som regent over blot en lille del af Jylland." Erik Ejegod må have regnet disse jyske konger som sine forfædre.
Sveaerne vidste godt at det var deres arvefjende, Jyderne, som gemte sig bag Danerne.
På svensk udviklede "Jute" sig til en krænkende betegnelse for en dansker. I en nidvise, som kong Gustav lod forfatte i 1523, den berømte Dalavise, forhånes danskerne groft og kaldes Juter: "Herregud nåde os Juter, vi se ej Jylland mere". Det meget store svenske krigsskib i 1564, "Magelös", blev således kaldt "Jutehaderen". I en svensk nidvise om danskerne fra Kalmarkrigens tid, 1611, hedder det om Svensken at "den Jute han vil gæste."
8. Germansk Jernalder
Germansk Jernalder efterfulgte Romersk Jernalder og kaldes således, fordi det Vestromerske Rige ophørte med at eksistere, og Centraleuropa herefter blev domineret af germanske folk, specielt Frankerne, som var en sammenslutning af oprindelige Germanske stammer. De fleste arkæologer og historikere mener at Germansk Jernalder varede fra 400 e.Kr. til 793 e.Kr. hvor vikinger angreb klosteret Lindisfarne i England.
Kong Frode lader vej bane for krigshæren - illustration af Louis Moe til Saxos Danmarks Krønike.
Netop fordi den Romerske kultur gik til grunde, var der ikke længere klassiske forfattere, som kunne berette til eftertiden, hvad der hændte i de nordlige lande. Ingen Plinius eller Tacitus nedskrev, hvad rejsende havde berettet til dem, og derfor har vi en beklagelig parentes i Danmarkshistorien for denne periode.
Mange af Saxos beretninger om danske sagnkonger stammer formentlig fra Germansk Jernalder. De er utvivlsomt sande i den forstand at de er skabte af virkelige begivenheder og overleveret mundtligt fra generation til generation indtil krønikeskriverne nedfældede dem på pergament.
En mangel på fund og pollenanalyser i det sydlige Skandinavien indikerer et fald i befolkningsmængden, som kan have været forårsaget af en betydelig gotisk udvandring.
Den Danske kongerække starter traditionelt med Gorm den Gamle i 900-tallet, men der har været mange konger før ham, som vi kalder forhistoriske konger. I Beowulf digtet, Vita Willibrordi af Alcuin, Lejrekrøniken, Roskildekrøniken, Svend Aggesens Danmarkskrønike. Saxo's Gesta Danorum, Frankiske årbøger og Islandske sagaer - herunder Snorres saga om de norske konger, samt i nogle få andre kilder er nævnt omkring 200 Danske konger før Gorm de Gamle.
Nogle går sikkert igen i flere kilder, og der har sikkert været flere konger af samme navn, blandt andet er en kong Frode nævnt 18 gange, kong Dan 3 gange, kong Erik 5 gange og så videre. Endnu flere er ganske sikkert gået i glemmebogen og slet ikke nævnt. De har formentlig blot været konger af dele af det nuværende Danmark.
Fund af guld fra ældre Germansk Jernalder i det nuværende Danmark. Germansk Jernalder er den guldrigeste periode i Danmarks historie. Faktisk, for ældre Germansk Jernalders vedkommende består fundene næsten udelukkende af guld. Bemærk at Gudme-Lundeborg området var det guldrigeste område i Danmark. Eget arbejde efter Jørgen Jensen.
Et stort debatemne vedrørende Germansk Jernalder er, om der virkelig var tale om affolkning i forhold til Romersk Jernalder, således som pollenanalyser og de meget få fund af grave og andre typer fund antyder. En affolkning vil indikere at Goter og andre folkevandringsfolk virkelig stammede fra Syd Skandinavien og Østersø området og udvandrede derfra.
Pollenanalyser fra Abkjær Mose ved Vojens og fra andre lokaliteter i Danmark viser, at i Germansk Jernalder blev græsgange igen tilvokset med skov, hvilket peger på affolkning af landet. Det samme billede tegner sig for gravenes vedkommende. Over hele landet er fund af grave og bebyggelser fra Germansk Jernalder langt færre end fra Romersk Jernalder.
Hvilket tyder på goterne udvandrede fra det danske område og drog mod syd. Men en dødelig epidemi kan naturligvis ikke udelukkes.
Et overset argument i forbindelse med spørgsmålet om Goternes og andre folkevandrings-folks oprindelige hjemland er at Germansk Jernalder er den guldrigeste periode i Danmarks historie. Faktisk, for ældre Germansk Jernalders vedkommende består fundene næsten udelukkende af guld. Der er fundet mere end 45 kg guld fra denne periode, og mængden er stadig stigende. Der fandtes ingen guldminer i Skandinavien, og det er ikke sandsynligt at jernalderens Danskere modtog guldet i bytte for eksport af landbrugsvarer.
Øverst: Karakteristisk dekorationsbånd øverst på Theoderik den Stores mausoleum i Ravenna. Foto ukendt oprindelse.
Nederst: Helt lignende mønster på dragtspænde fra folkevandringstiden, som er fundet ved Hove Mølle i Nordsjælland mellem Roskilde og Frederikssund. Foto ukendt oprindelse
Hvilket indikerer at der var en forbindelse mellem de Østlige Goter og Danmark.
Historikeren Lotte Hedager skriver om forekomsten af Romerske mønter i Danmark og Østersø-området: "Det var dog ikke alle Romerske solidi, som blev smeltet om, især på Bornholm forblev guldet oftere i møntform, akkurat som på de to andre store Østersø øer, Øland og Gotland. Vi kan se at møntstrømmen hertil satte ind omkring 454 e.Kr. altså netop på det tidspunkt da Østgoterne havde afløst Hunnerne i Pannonien (Ungarn) og som allierede af den Østromerske kejser modtog store udbetalinger. Efter et oprør i 461 e.Kr. måtte kejseren hæve vederlaget betragteligt, og netop på dette tidspunkt kulminerer strømmen af solidi til Skandinavien."
Hun fortsætter: "I slutningen af 480'erne brød Østgoterne op og drog til Italien. Samtidig ændrer de nordiske møntfund karakter til overvejende at bestå af vestromerske mønter. Da Østgoterne sidenhen, i årene 555-560, blev fordrevet fra Italien, standsede møntstrømmen til Skandinavien."
"Store dele af Nordens guld er derfor snarest kommet hertil som resultat af en nær og direkte forbindelse med Østgoterne." - "Mange af mønterne er præget med de samme stempler og må derfor være kommet til Norden ganske kort efter udmøntningen. Hvad, der lå af personlige relationer bag disse nære forbindelser, er umuligt at sige - "
Disse indikationer af nære økonomiske relationer mellem De Østlige Goter og Skandinavien understøtter teorien om at Syd Skandinavien og Østersø-området virkelig var Goternes oprindelige hjemland.
Den rekonstruerede Tissø Ring, som er fremstillet af guldsmedene Ebbe og Dorthe Hjort. Den kan ses på udstillingen i Kongsgård og Kultsted på Formidlingscenter Fugledegård. Den originale udstilles på National Museet.
Da gårdejer Lars Krogsager harvede sin mark i foråret 1977, sad en genstand fast i hjulakslen på harven. Det var en forgyldt stang, snoet og ca. 1 m lang. Han skulle lige til at smide den væk, da han bemærkede et dekoreret stykke. Han ringede derfor til Nationalmuseet, som forbløffede modtog den næsten 2 kg tunge guldhalsring - Den vejer 1,83 kg. De to strittende tråde viser, at der allerede i fortiden er blevet klippet noget af ringen, som oprindelig har vejet omkring 2,1 kg. Mange fortæller at den stammer fra vikingetiden og har siddet om halsen på en gudestatue. Men det er dog mere sandsynligt at den var samtidig med den kongsgård, som blev anlagt ved Tissø omkring 600 e.Kr. i Germansk Jernalder, som var Danmarks mest guldrige periode. Beowulf digtet fortæller for eksempel om halsringen Brisingemen, som var kongeligt værdighedssymbol for Gøternes kong Hygelac. Foto Sjællandske Nyheder.
Omkring 600 e.Kr. blev der anlagt en gård af sande kongelige dimensioner ved Bulbrogård ved bredden af Tissø syd for Kalundborg. Det indhegnede areal var på 10.000 m2, hvilket er tre gange så meget som en almindelig gård. Hovedbygningen var en 40 m. lang hal med buede langvægge, som vi kender dem fra den senere vikingetid. Ved udgravningen fandt man en mængde lerklining fra væggene, som viste at de havde været hvidkalkede. De 60 cm. tykke tagbærende stolper var gravet 3 m. ned i jorden - med sådanne kraftige søjler kan vi tro at bygningen mindst havde en førstesal.
Stemmeskrue til strengeinstrument fra jernalderen fundet ved udgravning af jernaldergård ved Tissø. I de store haller har skjalde lovprist kongerne og forfædrenes bedrifter. Foto levendemusikhistorie.dk.
Der er faktisk kun en rimelig forklaring på den store guldmængde, og den er at Goter og andre folkevandringsfolk erobrede guld i deres kampe i det sydlige Europa, tjente det som sold for militærtjeneste eller fik del i de store mængder, som kejserne udbetalte til barbarerne, for at de skulle undlade at angribe hans rige; og derefter bragte nogle af dem guldet med sig tilbage til deres oprindelige hjemland, som således må have været Skandinavien.
Det er også hvad arkæologen Johannes Brøndsted mener om dette: "Hvorfra kom nu alt dette guld til Norden, og af hvilke grunde blev det hengemt? Det første spørgsmål besvares almindeligt med en henvisning til Germanernes overtagelse af det synkende Romerriges herligheder og til de litterære efterretninger om de senromerske kejseres forsøg på ved køb at holde barbarerne borte."
Da den Østromerske kejser Theodosius 2. sluttede fred med Hunnerne i 443 e.Kr. udbetalte han to ton guld. Få år senere var prisen for fred steget til tre ton guld samt en forpligtigelse til en årlig ydelse på 2.100 pund.
Timboholm skatten fra Vester Gøtaland er en guldskat fundet i 1904 på Timboholms godser i udkanten af Skövde nær Lidkøbing af tre landarbejdere ved navn Carl Wernlund, C. H. Lantz og Per Rythén. Den består af to barrer og 26 spiral ringe af ubearbejdet guld med en totalvægt på 7 kg. Den er dateret til 400-500 e.Kr. Foto: Historiska Varlder.
Prokopius beretter i sin kritik af Justinian, at også han udbetalte guld til barbarerne nord for Donau omkring 500 e.Kr: "Hunnerne, som han støttede sig på i sin udenrigspolitik, betalte han klækkeligt, hvilket resulterede i flere plyndringstogter, som blev gjort mod Romerske områder. For når disse barbarer en gang havde smagt af Romernes rigdom, kunne de ikke længere holde sig væk fra vejen, der førte dem hertil."
9. Tidlig Vikingetid
Vikingetiden startede med angrebet på klosteret St. Cuthbert på øen Lindisfarneden 8. juni i året 793 e.Kr.
Angrebet var efter alt at dømme kommet direkte fra Nordsøen som lyn fra en klar himmel. Denne sejlads tværs over Nordsøens åbne hav og ikke langs kysterne, som man ellers plejede, "kunne forekomme" fordi vikingeskibet nu var fuldt udviklet som skibstype.
Vikinger, som er klar til at gå i land. Fra et manuskript i Bibliothèque Nationale de France i Paris fra 1400-tallet. Foto Abbey of Saint-Aubin Viking attack on Guérande Wikipedia.
Munken Alcuin fra York skrev til "den højt elskede kong Ethelred og alle hans stormænd": "Betænk, at i næsten 350 år har vi og vore forfædre boet i dette så smukke land, og aldrig tidligere har en så rædselsfuld gerning forekommet i Britannia som den, vi nu har været udsat for fra et hedensk folks side. Ej heller ville man have troet at en sejlads af den type kunne forekomme."
Dudo af sct. Quentin beskrev, hvorledes de skandinaviske folk siden folkevandringstiden har drevet deres befolkningsoverskud til udvandring ved lodtrækning. Når "de ikke kan skaffe dyrkbar jord at bo på, udtages ved lodtrækning efter gammel skik en stor gruppe af unge mennesker, som bliver stødt ud til fremmede folk og riger, for at de ved kamp kan vinde sig lande, hvor de kan leve i stadig fred. Sådan hærgede Geter og Goter næsten hele Europa, indtil de kom derhen, hvor de nu bor."
De blev kaldt "vikinger" fordi de ved gudernes beslutning gennem lodtrækning var udvalgte, eller dømte til, at "vike" fra landet.
"For et heldigt udfald af deres uddrivelse ofrede de i øvrigt til deres gud, Thor, og det ikke med et større eller mindre stykke kvæg eller vingudens eller korngudindens gaver, men de ofrede menneskeblod, idet de regnede dette for det mest værdifulde af alle ofre." - "Med offeret blod bestrøg de efter folkeskikken deres hoved, hejsede hurtigt skibs-sejlene for vinden, idet de på den måde mente at forsone guderne, og trak af al magt i årene. Hvis derimod efter anden lodtrækning de drog ud som ryttere, så løftede de krigsbanneret højt i kamplyst."
Dudo fortsætter: "De drives som landflygtige ud for i kamp at vinde bytte. De drives hjemmefra for at omgå udlændinge" - "Alle lande lider og bryder ynkeligt sammen under den talstærke fjende" - "De sejler nær ind til havkysterne for at sikre sig bytte på land. Hvad de raner fra det ene rige fører de til det andet. De søger midlertidig fred i havne for at opnå vinding ved at bytte røvede varer."
Beowulf modtages af Danernes dronning. Gammel tegning af ukendt oprindelse.
Udvandring ved lodtrækning var i virkeligheden en meget gammel tradition, som Dudo siger. Paulus Diaconus fortæller, hvorledes Langobarderne udvandrede fra deres oprindelige ø i oceanet: "Da nu de herboende folk havde formeret sig til en sådan mængde at de ikke længere kunne bo sammen, delte de, fortælles der, hele deres skare i tre dele og afgjorde ved lodkastning hvilke af disse, der skulle forlade fædrelandet og søge til nye bopæle." .
Også den Gotlandske Gutesaga fortæller at en del af folket blev udtaget til udvandring ved lodtrækning: "Efter lang tid var folket således forøget at landet ikke var i stand til at brødføde dem alle. Så udloddedes jorden, på hvilken hver tredje tjener, af disse fik hver lov at beholde og bringe bortføre alt, hvad han i sin levetid havde erhvervet."
De Angelsaxiske krønikeskrivere kendte ikke ordet "vikinger", de bruger konsekvent udtrykket "Daner" for næsten alle, som kom fra Skandinavien. De Frankiske forfattere, herunder Rimbert og Adam af Bremen, kalder oftest indbyggerne i Skandinavien for "Daner eller Normanner". Enkelte steder skriver Adam: "Danerne og de andre folkeslag, som bor hinsides Danmark, kaldes for resten af de Frankiske historieskrivere allesammen Normanner".
I løbet af vikingetiden befolkede tusindvis af skandinaver Island, Grønland, Færøerne og Shetlandsøerne. Vikinger erobrede og befolkede store dele af England, Irland og Normandiet.
Rekonstruktion af Ladby skibet i fuld skala ud for museet ved Ladby syd for Kerteminde. Foto Jiang Li.
Det var ikke blot Vesteuropa det gik ud over. Mindst tre gange angreb store vikingeflåder deres egne skandinaviske hjemlande og dræbte konger og stormænd.
Introduktion af sejl var en revolutionerende nyskabelse, et spring i udviklingen. Sejl gjorde lange sørejser overkommelige, mens årene stadig gjorde det muligt at navigere i snævre farvende uafhængigt af vinden.
Beowulf digtets ukendte forfatter tog ikke et sejl som en selvfølge, han var tydelig fascineret af den ny opfindelse: "De tog afsked på skibet, til uroligt dybt vand; han forlod Dena land; derefter var på masten et mægtigt hav-klæde, et sejl fastgjort med reb; sø-bjælken tordnede."
Men, indlysende, et sejl kræver en mast, og igen en mast kræver en køl, som er stærk og stiv nok til at optage kraften og momentet fra sejlføringen. Kølen og stævnene er grundlaget for opbygningen af et vikingeskib. Kølen er skibets største enkeltdel og blev i reglen fremstillet i eg, meget gerne i et stykke.
Vikingeskibet havde ikke et egentligt ror, men en styreåre monteret agter i styrbords side. Derfor kaldes højre side i sejlretningen stadig for styrbord, og modsat side kaldes for bagbord.
Oseberg vikingeskibet på museet i Oslo. Foto Daderot Wikipedia.
Man får det indtryk at vikingerne især angreb kristne institutioner. I de første tredive år efter angrebet på Lindisfarne hører vi kun om angreb på kirker og klostre. Nogle historikere har foreslået at de tidlige angreb var motiveret af fjendskab mellem Asetroen og Kristendommen.
Vikingerne begrænsede sig ikke til England. Allerede i år 800 e.Kr. organiserede Karl den Store forsvaret af kyststrækningen mellem Rhinen og Seinen mod sørøvere, som "hærgede i Nordsøen".
Adam af Bremen fortæller at kejseren i året 832 e.Kr. gjorde Hammaburg til bispesæde for "alle de vilde Daner- Sveoner- og Slaverstammer og andre omkringboende folkeslag". Han fortæller om årene 836 - 837: "Imidlertid hærgede Normannerne overalt med sørøvertogter og gjorde Friserne skatskyldige. På den tid sejlede de op ad Rhinen og belejrede Køln, og op ad Elben og stak ild på Hammaburg. Hele den berømmelige stad gik til grunde enten ved udplyndring eller ved brand. Ved den lejlighed ødelagdes kirken, klostret og biblioteket, der var blevet samlet med så stor flid. Den hellige Ansgar slap, som det fortælles, med nød og næppe nøgen bort med helgen-relikvierne."
Det vides at vikinger angreb Sevilla i året 844 e.Kr. .
Vikingeangreb og vikingebefæstninger i 800-tallet, som med sikkerhed har fundet sted. Vi bemærker at der synes at være færre angreb i den tyske kejsers område end i Frankrig og England. Danerne kan have været forsigtig med at angribe Tyskland af frygt for et korstog mod nord i forlængelse af krigen mod Sakserne. Eget arbejde efter Peter Sawyer med flere.
I følge Nordiske sagn var Regnar Lodbrog draget på viking i det nordlige England, hvor han uheldigvis blev taget til fange af kong Ella af Northumbria. Han kastede den fremmede sørøver i en ormegård, hvilket vil sige et hul fyldt med slanger, sikkert hugorme. Det siges at før han døde, kvad han: "Grynte ville grisene, hvis de kendte galtens lod." Hvilket var en hentydning til at han forventede at blive hævnet af sine berømte sønner.
I år 865 e.Kr. landede en uset stor vikingehær i East Anglia, ifølge traditionen ledet af Lodbrogsønnerne Halfdan Vidfavne, Ivar Benløs og Ubbe. Hæren skaffede sig hurtigt heste og i foråret 866 e.Kr. var den på vej mod nord langs den gamle Romerske vej og blev færget over Humber floden uden problemer. Dernæst indledte hæren en belejring af York.
Dette var noget nyt i vikingetidens historie. "Den Store Hedenske Hær" ville ikke blot plyndre. De ville erobre. Hæren bestod af unge mænd, som begærede det, som de ikke kunne få i Skandinavien, nemlig jord og familie.
Folket i Northumbria var splittet i to partier, som støttede to rivaliserende kongsemner. Først for sent indså de, at de skulle glemme deres fejde, holde sammen og drive den store vikingehær tilbage. De angreb danernes hær uden for York. "Først var angrebet en succes; vikingerne blev drevet tilbage mod byens mure, og forsvarerne gjorde udfald; men i forvirringen fik vikingerne overtaget og besejrede dem alle med brutal nedslagtning, drab på Northhumbernes konger og fuldstændig ødelæggelse af deres magt." Dette var enden på Northumbria. Det nordlige England genvandt aldrig igen sin selvstændighed som et anglisk rige.
I løbet af de følgende 14 år erobrede "Den Store Hedenske Hær" yderligere fire angliske kongedømmer.
I året 871 e.Kr. blev hæren forstærket med "Den store sommerhær", som ankom fra Skandinavien. Den således forstærkede hedenske hær erobrede i år 874 e.Kr. Mercia og nogle mindre kongedømmer. Deres ophold i Derbyshire bevidnes blandt andet af en massegrav med 250 personer ved Repton og af Heath Wood gravhøjene i nærheden.
Samme år bosatte en væsentlig del af hæren sig i de erobrede områder og begyndte at dyrke jorden. Høvdingen Halfdan drog mod nord for at angribe Pikterne, medens en kong Guthrum blev tilbage som anfører i syd. I år 876 e.Kr. fik han forstærkning af nye vikinger og vandt slaget ved Wareham. Men Vest-Saxernes kong Alfred den Store rejste sig igen og besejrede endeligt den store hær i slaget ved Edington omkring året 878 e.Kr.
Efter slaget ved Edington sluttede Alfred den Store og Guthrum fred, Danelagen blev etableret og vikingerne slog sig ned og begyndte at dyrke jorden.
England og Wales på tidspunktet for Chippenham-traktaten omkring 878 e.Kr. rødt repræsenterer Danelagen, Brun-grønt er angelsaksiske områder og hvidt er keltiske områder. Fra Atlas of European History, Earle W. Dowe d. 1946, G. Bell and Sons, London, 1910. foto Hel-hama - Wikipedia.
Samtidig med at "Den Store Hær" hærgede i England plyndrede andre vikinger i Frankrig, ledet af en høvding kaldet Alstignus, Hastignus eller Hastings.
Han er kendt for at have ført sin flåde af vikingeskibe gennem Gibraltar omkring 859 e.Kr. og ind i Middelhavet, hvor de angreb byen Luna i den tro at det var Rom. Dudo beretter at "han sendte en budbringer, som skulle sige følgende til byens greve og biskoppen: "Alstignus, Dacernes fører, og alle hans mænd, der ved lodkast er udjaget af Dacia, står til Eders tjeneste. Det er Eder ikke ukendt, at vi er uddreven af Dacernes land, at vi, der er omflakkende på alle havets bølger, båret gennem det stormpiskede havs undere, nu er kommet til Frankerfolkets rige." - Aner vi en bitterhed over at de ved lodkastning var blevet uddrevet af deres oprindelige fædreland, "Dacernes land"?
Derefter fulgte en tårepersende beretning om at de var udmattede efter en lang rejse, de ønskede at købe levnedsmidler, deres anfører var syg med mange smerter og ønskede at blive døbt, da han ikke havde langt igen. Derefter fik vikingerne adgang til byen. Hastings lod som om han var syg og blev døbt med olie og vievand. Senere lod vikingerne som om han var død. Hastings instruerede dem: "Meld mig i den kommende nat død for biskoppen og greven og forlang under tårer at de lader mig som nydøbt blive begravet i deres by. Sig til dem at jeg giver dem mine sværd, armringe og øvrige ejendele." Alle vikingerne bar nu den tilsyneladende livløse Hastings gennem byens gader under gråd, jammer og klager. Men da de kom til kirken sprang Hastings op fra sin båre og greb sin økse, og de huggede biskoppen, greven og præsterne ned. De plyndrede byen og førte kvinderne "sukkende og klagende til skibene".
I 876 e.Kr. fortæller Adam af Bremen om vikingernes hærgen i Tyskland: "Men efter kejserens død rasede råt barbari, sluppet løs fra tøjler og tømmer. Og eftersom Daner og Normanner hørte ind under Hamburgerkirkens hyrdeforsorg, kan jeg ikke forbigå, hvilke store ulykker Herren lod ske ved dem på den tid, og hvor vidt hedningerne udstrakte deres magt over de kristne. Dette er alt sammen skildret med jammerklager i Frankernes Historie og i andre bøger. Dengang blev Saxen hærget af Daner eller Normanner. Hertug Brun faldt tillige med 12 andre grever, og bisperne Thiadrich og Markwad blev myrdet." - "Dengang stak sørøverne ild på Køln og Trier. I Aachen gjorde de paladset til stald for deres heste."
Dudo af Saint-Quentin beretter at Normandiets grundlægger, Rollo, var søn af "en meget gammel og meget rig mand i Dacernes land, som havde en utrolig mængde krigsfolk samlet omkring ham". Richer af Reims angiver faderens navn som Catillus.
Efter faderens død blev Rollo og hans broder angrebet af Dacias konge, og Rollos broder faldt i kampene. Rollo søgte ly på øen Scanza med seks skibe og drog derefter til England og tog del i kampene der. Omkring år 900 e.Kr. dukkede han op i Seine mundingen.
"Hertug Ragnold af Francien sendte vikingen Hastings og nogle andre dansktalende mænd til dem for at finde ud af, hvem de var, og spørgsmål og svar blev udvekslet:"
Udsendingene sagde: "Kongemagtens grever befaler, at I meddeler, hvem I er, hvorfra I kommer, og hvad I ønsker."
"Vi er Daner, vi er kommet hertil fra Dacia. Vi er kommet for at betvinge Francien", lød svaret.
"Hvad hedder jeres herre?" lød det næste spørgsmål.
De svarede: "Vi har ingen herre, for vi er alle lige i magt."
Normandiets gradvise udvidelse i vikingetiden. Andre grupper af vikinger, som havde slået sig ned i langs den Franske kyst sluttede sig efterhånden til Rollos hertugdømme. Tegning Johny Granjean Gøsig Jacobsen
Hvilket sidste sikkert refererer til deres strid med den danske konge og efterfølgende flugt fra "Dacia" og hans herredømme. Det er også muligt at det refererer til en vis lighed i magt, der kan spores mange gange i vikingetiden, som man kan kalde demokrati. For eksempel ved at i mange vikingebosættelser oprettede de rutinemæssigt et ting.
Selve navnet Normandiet betegner dets skandinaviske oprindelse. Efter at Rollo og hans mænd havde slået sig ned der, blev det kendt som "Northmania", det vil sige Normannernes land.
I året 911 e.Kr. skænkede kong Karl III med tilnavnet "den Enfoldige" kystlandet ved Seine mundingen til Rollo som len, imod at han forpligtede sig til at forsvare landet mod andre vikinger. Hans lille skare fik hurtigt selskab af andre skandinaver, og i de følgende tyve år voksede hertugdømmet Normandiet imod vest til dobbelt størrelse.
Efterkommerne efter Rollo og hans mænd giftede sig med kvinder fra områdets mere oprindelige indbyggere og antog hurtigt deres lokale Gallo-Romanske sprog. De blev Normannerne - en blanding af Skandinaver og indfødte Franker og Gallere.
Det danske sprog holdt sig kun lidt længere end en generation i Normandiet. Blot 30 år efter at Rollo var blevet forlenet med Normandiet, måtte hans sønnesøn sendes til Bayeux for at lære dansk.
Dudo skrev: "Hertug Wilhelm besluttede at sende sin søn Rikard til Bayeux for at han kunne lære dansk: "Eftersom jo byen Rouen bruger romansk sprog mere end dansk, og man i Bayeux taler mere dansk end romansk, ønsker jeg, at han nu snarest muligt bringes til byen Bayeux, endvidere, Botho, at han nu bor der under dit opsyn, opfostres og opdrages med stor omhu, anvender dansk i daglig tale og lærer det grundigt, så han i fremtiden kan tale det flydende med Dacerne."
Der blev hurtigt brug for at kunne tale med Danerne. Allerede i 944 e.Kr. kom Normannerne i alvorlige vanskeligheder. Kong Ludvig tog den unge tronarving som gidsel og besatte hele Normandiet med støtte fra sine andre store vasaller.
Widukind skrev i forbindelse med denne krig, som den tyske Otto I også deltog i, at den tyske kejser drog til Rouen, "Danernes by" (Ruthun Danorum urbem adiit).
På dette kritiske tidspunkt, ankom en stor undsætningsstyrke fra Skandinavien. Dudo beretter at en umådelig mængde hedninger ankom til Normandiets kyster ledet af en kong Haigrold af Dacia, hvilket kan betyde en dansk konge ved navn Harald. Det danske undsætningskorps ændrede fuldstændig situationen til det bedre for de betrængte Normanner.
Normanniske områder i tidlig middelalder vist med sort. Foruden England erobrede Normannerne Sicilien, det sydlige Italien, Malta og dele af Nordafrika. Under det første korstog etablerede de hertugdømmet Antiokia i det moderne Syrien. Tegning af Trevor Rowley.
Mange yngre sønner i Normandiet lod sig hverve til krigstjeneste i Italien. Her oprettede de efter nogen tid deres egen normanniske stat, nemlig kongeriget Sicilien.
Den italienske benediktiner-munk Goffredo Malaterra karakteriserede Normannerne således: "De er de mest kløgtige folk, ivrige efter at hævne krænkelser, de vil hellere berige sig fra andre, end fra deres oprindelige marker. De er ivrige og faktisk grådige efter profit og magt, hykleriske og bedrageriske i næsten alt, men mellem generøsitet og griskhed tager de en mellemvej. Deres ledere er dog meget generøse, da de ønsker at opnå et godt ry. De ved, hvordan man smigrer, og er meget afhængige af udøvelse af veltalenhed, i en sådan grad, at man lytter selv til deres unge drenge, som om de var uddannede talere. Og medmindre de holdes i ave ved retfærdighedens åg, er de de mest uhæmmede mennesker. Når omstændighederne kræver det, er de parate til at udføre hårdt arbejde og udholde sult og kulde; de er meget afhængige af jagt og jagtfalke, og de glæder sig over smart tøj og udspekuleret pynt for deres heste og dekorationer på deres andre våben."
Når den russiske præsident Putin fortæller om Ruslands historie, glemmer han aldrig at fortælle at Rusland blev grundlagt af skandinaviske vikinger.
Staraya Ladoga ligger ved bredden af Ladoga søen, ikke langt fra St. Petersburg. Kort fra rusmania.com.
"Beretninger om Svundne Tider", "Povest' vremennykh let", blev nedskrevet af munken Nestor omkring år 1100.
Heri berettes hvorledes de Slaviske stammer inviterede vikinger, som de kaldte væringer, til at komme og herske over dem: "De fire stammer, der var blevet tvunget til at betale tribut til de væringerne - Chuds, Slavs, Merians og Krivichians drev væringerne tilbage over havet, nægtede at betale dem yderligere tribut, og satte sig for at regere sig selv."
"Men der var ingen lov blandt dem, og folk vendte sig mod folk. Der opstod splid mellem dem, og de begyndte at føre krig mod hinanden. De sagde til hverandre: "Lad os finde en fyrste, der kan herske over os, og dømme os efter sædvane". Således drog de over havet til væringerne, til Rus. Disse særlige væringer, som var kendte som Rus, lige som nogle kaldes Swear, og andre Normanner og Angler, og stadig andre Goter, for de var således navngivet. Chuds, Slavs, Krivichians og Ves sagde derefter til Rus, "Vores land er stort og rigt, men der er ingen orden i det. Kom og reger som fyrster, hersk over os".
"Tre brødre, med deres slægtninge, blev udvalgt. De bragte hele Rus med sig og udvandrede. Den ældste, Rurik, bosatte sig i Novgorod; den anden, Sineus i Beloozero; og den tredje, Truvor, i Izborsk. Fra disse væringer fik det Russiske land sit navn. Således nedstammer de, der slog sig ned i Novgorod, fra væringer, men tidligere var de slavs. Inden to år døde Sineus og hans bror Truvor. Rurik samledes al myndighed i sine egne hænder, og uddelte byerne til sine egne mænd, Polotsk til en, Rostov til en anden, og til en anden Beloozero. Væringerne i disse byer var nyankomne, men de første, som slog sig ned i Novgorod var Slaver; i Polotsk, Krivichians; i Beloozero, Ves; i Rostov, Merians; og i Murom, Muromians. Rurik herskede over alle disse folk."
Det antages at Ruriks ankomst til det nuværende Rusland fandt sted i årene omkring 860-862 e.Kr.
