På Sporet af Danerne - I Asien

18. De Hvide og Ophøjedes Store Land

1. Dan Xiang Folket

Et folk, som kalder sig noget med Dan, fortæller derved om en Indo-Europæisk oprindelse i en nær eller fjern fortid.

Danu er et oldgammelt Indo-Europæiske ord, som betyder flod. Det kan genfindes i de antikke navne for de Europæiske floder, som for eksempel Danubius for Donau, Danastius for Dniester, Danapris eller Danaper for Dnieper, Rodanus for Rhone og mange andre.

Xi Xia.

Dan Xiang's rige, som kaldes i historien for Xi Xia (dansk udtale: "Si Sja"), omfattede de nuværende kinesiske provinser Ning Xia og Gansu samt dele af de moderne nabo provinser, Sichuan, Qinghai og Shaanxi.

Ifølge deres egen tradition nedstammede de fra et Xianbei folk kaldet Tuoba, som oprettede folkevandringsriget Northern Wei, der omfattede hele Nord Kina. Det gik i opløsning forud for oprettelsen af det berømte Tang Dynasty år 618 e.Kr. På det Tibetanske højland i den moderne Qinghai provins levede i folkevandringstiden et andet Xianbei folk kaldet Tuyuhun. Mange fund gjort i forbindelse med Dan Xiang ligner ting fundet i Qinghai og Tibet.

I det syvende århundrede e.Kr. fik kongerne af Dan Xiang lov til at føre navnet Li, hvilket gjorde dem til slægtninge af Tang Dynasty kejserne.

Kongegrav i Xi Xia.

Tang Dynasty gik imidlertid til grunde og blev afløst af det etnisk kinesiske Song Dynasty.

I år 944 gjorde Dan Xiang kongen, Li Yiyin, oprør mod Song herskerne. Hans søn Li Deming blev anerkendt af nabostaterne, Song Kina i syd og Qi Dan i Øst, som kejser af Xia, og dermed Song kejseren's ligemand.

Han udvidede sit rige mod nord på bekostning af den tyrkiske Oghuz føderation.

Navne med "-ming" som det sidste led synes at have været ret almindelige i Xi Xia, ihvertfald ifølge kinesiske kilder. Den første konges søn hed Li De-ming. En af de første konger hed Wei-ming og generalen for reservehæren under deres sidste kamp mod Mongolerne hed Wei-ming Linggong. Men "ming" på kinesisk betyder "navn" så måske har blot haft problemer med at beskrive de barbariske navne.

Den nye Konge bød alle sine undersåtter at klippe deres hår i den traditionelle korte Dan Xiang stil i stedet for den kinesiske stil med opsat hårpude. Han forkastede sit kinesiske navn Li Deming og antog i stedet sit Dan Xiang navn, Weiming (kinesisk: "mægtigt navn"?). Det nye Xia rige skabte sine egne skrifttegn i stedet for de kinesiske tegn, som de havde brugt hidtil.

Gennem hele Xi Xia's historie var der strid mellem tilhængere af kinesisk sprog og kultur og tilhængere af Dan Xiang's eget oprindelige sprog og traditionelle kultur.

Billede med Buddafigurer fra Xi Xia. Fundet i Kara Khoto og udstillet i Erimetagen Sct. Petersborg.

I Kara Khoto er fundet et billede af Budda omkranset af mindre figurer. Bemærk den hvide figur til højre for Budda, det må være en oprindelig Dan Xiang mand - en af de hvide og ophøjede. Billedet er udstillet i Erimetagen Sct. Petersborg.

De kaldte sig selv "Store Xia" eller "De Hvide og Ophøjedes Store Land", kinesisk: "Da Bei Shang Guo", på engelsk "The Great Land of the White and Superior".

Udtrykket "Tan-gut" blev skabt af Mongolerne. På mongolsk hedder en person : "gun", flertal, altså personer, hedder: "gut". Så det mongolske udtryk Tan-gut betyder altså "Tan Folket". Moderne kineserne mener, at mongolerne kaldte dem dette, fordi de førhen havde gode forbindelser til Tang Dynasty. Men bemærk, at kineserne kaldte dem noget, som lød som "Dan", medens andre folkeslag kaldte dem noget, som lød som "Tan". Ganske som med Qi Dan folket i det østlige Kina; Kineserne kaldte dem Qi Dan, medens andre folk kaldte dem Khi Tan. Så det forekommer sandsynligt, at "Dan Xiang" hed sådan, fordi de tilhørte et folk eller en gruppe af folkeslag, som traditionelt kaldtes "Dan" eller "Tan".

Navnet Xia stammer tilbage fra folkevandringstiden, De seksten Staters periode, omkring år 400 e.Kr. Området blev oprindeligt erobret af Tiefu Xiong-Nu folket under ledelse af kong Helian Bobo. Han navngav sit nye rige "Xia" på grund af legenden om, at Xiong-Nu nedstammede fra den første Xia Dynasty hersker, tusinder af år tilbage. Siden da har området haft betegnelsen Xia.

Dan Xiang brugte også ind imellem betegnelsen "Store Xia" om deres stat, på kinesisk "Da Xia". Det er sjovt nok også det kinesiske navn for det græske Baktrien, Da-xia, som jo blev overtaget af "Da Yuezhi", tusind år før Dan Xiang skabte deres stat.

En Dan Xiang gud udfører den kosmiske dans. Fra museet i Yinchuan.

Efter nogle katastrofale militære nederlag i 1114 mod Song Dynasty Kina i syd og mod Qi Dan mod øst indså kong Li Qiashun, at det var nødvendigt at skabe et effektivt civilt embedsmandsstyre i stedet for det adelige fedualsystem. Han indførte en centraliseret civil og militær administration i lighed med det kinesiske mandarinsystem.

I en Japansk-Kinesisk udsendelsesrække på kinesisk CCTV 1 om Silkevejen var også en udsendelse om Xi Xia, som de havde mange interessante oplysninger om, delvis baseret på fund opbevaret i Sct. Petersborg, men ogsaa med genstande fra det historiske museum i Yinchuan, hovedstaden i Ning Xia.

I landet Xi Xia levede mange forskellige nationaliteter. Der var en del Qi Dan, som Dan Xiang syntes at have haft nære forbindelser med. Familier fra de to folk giftede sig indbyrdes. Der var også mange kinesere. Men den militære kerne var folket Dan Xiang, herrefolket, om man vil.

Xi Xia var en meget velorganiseret stat. De havde et meget udviklet system af vandingskanaler. Hveranden voksen mand måtte stå til rådighed for militæret. Mange blev buddistiske munke, for så slap de for at blive soldater.

Dan Xiang Kejseren havde en livgarde på 5000 elite soldater, som havde vagt i tre skift. Hæren var delt i tolv divisioner, hver ledet af en kommandør, en næstkommanderende og en tilsynsførende.

Deres byer var meget stærkt befæstede. De brugte et våben, som minder om en form for håndgranater, nogle hule piggede kugler med med et lille hul, måske til en lunte. Man kan ikke sige, at de var uforberedte på opgøret med Djengis Khan. En af mange historier om Djengis Khans død går på, at han blev dødelig såret, fordi hans hest smed ham af, da den blev skræmt af sådan en "håndgranat".

De havde en højt udviklet tradition for metalforarbejdning. Sværd fra Xi Xia var meget berømte. De forarbejdede læder og pelse, som de eksporterede til nabolandene.

2. Hu Folket i Beishan Bjergene

Til venstre: Helleristning i Beishan Bjergene. Hu kvinde med fulde bryster.
Til højre: Helleristning i Beishan Bjergene. Hu mand - en ret bred type.

I nordvest Ning Xia Hui Autonome Region, i Damadai i Beishan Bjergene, fandt man i 1988 en stor mængde helleristninger på klipperne. De findes over et 15 kvadrat kilometer stort område. Eksperterne mener, at de er skabt af "Hu" eller "Hun" nomaderne, som har levet her "altid". De forestiller mytologiske figurer, får, heste, tigre og andre dyr samt mennesker og symboler. Får og geder var meget vigtige for Hu Nomaderne. (fra artikel i China Daily 8. januar 2005 "Mystery of ancient carvings lives on")

En helleristning forestiller en kvinde. En ret bred og buttet type med et stort rundt hoved. Hun har fulde bryster og relativt korte ben. Hun er helt forskellig fra moderne asiatiske typer. Et andet forestiller en mand. Tilsyneladende også en ret bred type.

Op til 6000 år gamle helleristninger i Damadai i Beishan Bjergene.

I en artikel i "China Daily" nævnes også, at omkring ti helleristninger viser seksuelle scener. Det antyder, at Hu folket, som lavede billederne, kan have haft en frugtbarheds religion.

I det historiske museum i Xian findes en keramikfigur af en "Hu" mand på en kamel fundet i en Tang dynasty Grav. Han er også en ret bred type.

Mange af helleristningerne er fra neolitisk stenalder for 7000 år siden. De fleste er lavet for 3000 til for 2000 år siden. De seneste er lavet fra ca. 1000 til 1227 e. Kr. under Xia Kongedømmet. Efter dette tidspunkt blev der ikke skabt nye helleristninger.

Efter krigen mod Djengis Khan og hans mongolsk tyrkiske hære og Xi Xia's ødelæggelse, var der efter al sandsynlighed ingen mennesker tilbage i området, og derfor blev der af naturlige grunde ikke lavet flere helleristninger.

Til venstre: En Hu mand på kamel. Fra Xian Historiske museum.
Til højre: Helleristninger i Damadai i Beishan Bjergene.

Årsagen til at de ikke er blevet fundet før nu er, at området i dag er i den grad øde og ubeboet. Imidlertid, navnet Damadai betyder kornmarker. Engang må det have have været grønt og frugtbart og givet levemuligheder til folkene, som lavede helleristningerne.

3. Mongolernes Angreb på Xi Xia

I slutningen af kejser Li Renxiao's regeringstid omkring århundredeskiftet 1200 e.Kr. fik Xi Xia stadig større problemer med at skaffe mad nok til deres store befolkning. Måske på grund af den fremadskridende udtørring af området. I dag er landet jo i hovedsagen en ørken. Utilfredse bønder og soldater gjorde oprør, ledet af adelsmænd, som følte sig tilsidesat af det nye embedsmandssystem.

Mongol til hest.

I 1202 blev Xi Xia for første gang angrebet af bander af mongoler og tyrker, som brændte byer af og bortførte indbyggere og kvæg. I 1205-6 fortsatte angrebene med øget styrke.

Kong Li An Chuan sluttede fred med Mongolerne i 1207 og gav sin datter til Djengis Khan som brud.

Li Anchuan abdicerede og døde i 1211.

Uanset fredsslutningen fortsatte mongolske hære med at invaderede og terrorisere Xi Xia i de følgende tyve år. Der var krigshandlinger i 1209-10, 1211-13, 1214-19 og i 1224 indtil Xi Xia's endelige udslettelse i 1225-1227. I tyve år var landet mere eller mindre under angreb hele tiden, til trods for at de fra først af havde sluttet fred, og kejseren havde givet sin datter til den store khan.

I 1224 blev Xi Xia byen, Yenzhou, angrebet syd fra af tropper, ledet af den mongolske guvenør for Nord Kina, Bei Lu. Ti tusinder af forsvarere og indbyggere blev dræbt.

I 1225 forlangte Djengis Khan, at Xi Xia skulle sende tropper til mongolernes planlagte offensiv i vest mod Khvarizm Sultanatet, som omfattede de tidligere sogdiske byer omkring det moderne Uzbekistan.

Kejser Li Xian mente, at det var klogest at sende de ønskede tropper. Men hans generaler havde fået nok. De ville ikke længere lade sig terrorisere. De svarede den mongolske udsending, "at hvis de ikke havde tropper nok, var de ikke værdige til at kalde sig Verdens Herrer". I stedet aftalte Xi Xia en alliance med Jurchenfolket rettet mod Mongolerne. Jurchen blev senere kendt som Manchuerne.

Mongoler angriber.

Djengis Khan angreb først Xi Xia byen Shazhou. Belejringen varede et halvt år, siges det. Et stort antal mongoler og tyrker, som prøvede at grave tunneller under bymuren, blev brændt ihjel. Djengis Khan hævede modvilligt belejringen og trak sin hær tilbage til Mongoliet. Der blev igen sluttet fred og Xi Xia's kejser lovede at sende gidsler.

Imidlertid, i 1226 hævdede Djengis Khan, at de lovede gidsler ikke var ankommet, og han brugte dette som påskud til at genoptage krigshandlingerne.

Dokumenter fundet i Kara Khoto beretter imidlertid, at Xi Xia havde sendt gidsler, blandt andet kongens søn, en dreng yngre end ti år. Men mongolerne havde opsnappet rejseselskabet, dræbt drengen og spredt hans knogler i ørkenen.

Det indledende mongolske angreb blev anført af en Xi Xia overløber, general Li Qianbu. By efter by blev erobret, som hovedregel blev alle indbyggerne slået ihjel.

Central Asien omkring 1200 forud for de Mongolske erobringer.

En Xi Xia general, i kinesiske kilder kaldt Weiming lin-Gong, anførte en undsætnings styrke på 100.000 mand. "Gong" kan betyde bedstefar på kinesisk, så måske har der været tale om en ældre erfaren general. De mødte den mongolsk tyrkiske hær i et afgørende slag nær Helashan Bjergene ved bredden af den frosne Gule Flod. Mongolerne vandt sejr over Dan Xiang hæren. Nogle siger, at det var fordi, Dan Xiang's kavaleri faldt gennem isen. Det var en nylig hvervet reserve hær, måske var de unge mænd ikke så rutinerede som de tyrkiske og mongolske veteraner.

Da Jurchen, altså Manchuerne, i 1227 også blev angrebet af en mongolsk tyrkisk hær, sluttede de hurtigt seperatfred. Xi Xia var derefter overladt til at føre krigen videre alene.

En efter en blev de resterende byer erobret og indbyggerne slået ihjel. Landområderne blev raseret. Kinesiske kilder taler om bunker af knogler og kranier. Den sidste konge for "Store Xia", Li Xian overgav sig til mongolerne som led i en fredsslutning. Imidlertid blev han og hele hans familie dræbt under transporten til det mongolske hovedkvarter.

Xi Xia blev fuldstændig ødelagt, byerne blev brændt af og nedbrudt og overrislings systemerne blev ødelagt for altid. Det var i slutningen af året 1227. Da havde "De Hvide og Ophøjedes Store Land" eksisteret i 190 år.

4. Djengis Khans Død

Djengis Khan.

Djengis Khan var historiens mest frygtede hærfører. Han døde under felttoget mod Xi Xia. Ingen nulevende ved med sikkerhed hvordan. Men der er mange historier om hans død.

1:
I året 1226 anførte Djengis et angreb på Xi Xia's hovedstad, Zhongxing. Han blev ramt af en pil og faldt derved af hesten. Hans mænd bragte ham til Liupan bjergenes kølighed, hvor han modtog medicinsk behandling af kinesiske læger. Han døde i Juli 1227 e.Kr. På sin dødsseng instruerede han sine generaler om at holde hans død hemmelig, indtil Xi Xia's endelige nederlag.

2:
Velfornøjet med krigens gang trak Djengis sig i 1226 tilbage til Liupan bjergenes kølighed for at søge beskyttelse mod den varme sommer. Da han her var på jagt på en bjerg-ged faldt han af hesten og slog sig alvorligt. Efterfølgende blev han syg og døde. (i en anden version var han på jagt efter et vildt æsel, da han faldt af hesten )

3:
Djengis Khan trak sig tilbage til Liupan bjergenes kølighed i sommeren 1227 e.Kr, medens krigen stadig stod på. Han fik feber og døde.

4:
Under et angreb på en Xi Xia by blev Den Store Khan ramt af en af Dan Xiang's håndgranater. Han blev såret og faldt af hesten. Senere døde han i Liupan bjergene. Således fortalt på kinesisk CCTV1 i en Japansk/Kinesisk udsendelses række om Silkevejen.

5:
Djengis Khan var på jagt. Han skød en snehare. Så sagde han til til sine mænd, at han ønskede en kvinde så hvid som denne hare. Der fandtes sådan en kvinde. Hun var imidlertid allerede gift med en Xi Xia prins. Men intet er umuligt for raske mænd, og hun blev hurtigt anbragt i den store khan's seng. Men prinsessen havde gemt en lille skarp kniv i sit hemmelige sted. Med den skar hun de ædlere dele af Djengis Khan, da han faldt i søvn efter anstrengelsen. Han faldt i en dyb søvn, fra hvilken han aldrig vågnede. Prinsessen flygtede og druknede sig i en nærliggende flod, som siden blev kaldt "Jomfru Floden". Denne version er bragt af Elizabeth Barber, men den kan også findes mange andre steder. I Kina afvises den som nationalistisk tibetansk propaganda.

Den store Khan blev begravet på et hemmeligt sted i Mongoliet. Han blev fulgt i graven af fyrretyve unge piger og lige så mange udvalgte heste.

5. Mongolernes Grusomhed

Det er svært at forstå den kolde psykopatiske grusomhed, som Mongolerne udviste overfor deres overvundne fjender.

Byen Merv i det nuværende nordøstlige Iran blev således fuldstændig ødelagt og dens 700.000 indbyggere blev alle slået ihjel.

Hulegu's hær belejrer en persisk by - persisk tegning.

Ved belejringen af byen Nishapur blev Djengis Khan's svigersøn dræbt af en pil fra en af byens forsvarere. Da byen var faldet, tog mongolerne en frygtelig hævn. Alle indbyggere blev halshugget, og hovederne blev omhyggeligt stablet op i pyramider foran enken, mænd kvinder og børn hver for sig. Selv hunde og katte fra byens gader blev halshugget. Den persiske historiker Rashid al-din skrev, at mere end en million mennesker blev dræbt i forbindelse med indtagelsen af Nishapur.

Hovedreglen var, at når en by var erobret, udvalgte mongolerne alle håndværkerne og sendte dem til Mongoliet eller andre steder, hvor der var brug for dem til at bygge belejringsmaskiner og lignende. Børnene og de unge piger blev taget som slaver, og resten blev slået ihjel. Når de havde besluttet sig til at udslette en by's befolkning foregik det på den måde, at de overlevende indbyggere blev beordret til at indfinde sig på en mark uden for byen. Hver mongolsk soldat fik derefter ordre til at dræbe ti, tyve eller halvtreds personer hver. For at bevise at de havde gjort det, skulle de aflevere lige så mange afskårne ører til deres befalingsmænd.

Højdepunktet må være massakren i Xi Xia i 1227 e.Kr, hvor ikke blot nogle byer, men et helt folk og en hel nation blev slået ihjel.

Mongolske belejringsmaskine, som er forberedt på at kaste to fanger mod fjenden - persisk tegning.

Kan man forestille sig, at mongolernes psykopatiske grusomhed skyldtes, at de inderst inde følte sig som nogle simple, ildelugtende jægere fra Verdens udkant med skæve øjne og gul hud, og det tilgav de ikke så let "De Hvide og Ophøjede" og andre folk, som levede et civiliseret liv?

De syntes at have næret et særligt had til de hvide og ophøjede i Xi Xia. I Persien i gamle dage havde de også ret hvid hud, de var jo Indo-Europæere, der var erobringen også et orige i grusomhed.

Nu om dage har vi levet med Rosseau's "tilbage til naturen" ide i flere hundrede år. Vi synes, at det må da være alletiders sådan at leve det oprindelige, naturlige, frie nomade liv på den endeløse steppe. I vore umiddelbare forestillinger, synes vi, at mennesker, som lever på denne oprindelige naturlige måde, nødvendigvis må have udviklet et naturligt og harmonisk følelsesliv.

Men sådan så man måske ikke på det for otte hundrede år siden.

Ning Xia er i dag beboet af det muslimsk tyrkiske Hui folk.

6. Det Sorte Slot

Fyrst Kozlov's fotografi af Kara Khoto fra 1908. Fra Eremitagen i Sct. Petersborg.

På grænsen mellem Gansu og Mongoliet, næsten der, hvor muren fra Dun Huang slutter i mod øst, der ligger en fæstningsruin. Den hedder Kara Khoto, det er tyrkisk og betyder "Det sorte Slot".

Fyrst Kozlov besøgte stedet i 1908. Tilsyneladende var russerne de første, som betrådte slottets område i mange hundrede år. De lokale vovede ikke at komme nær slottet af frygt for spøgelser.

Den russiske ekspedition fandt mange Xi Xia dokumenter, malerier og bannere. Meget af dette er i dag udstillet på Eremitagen i Sct. Petersborg.

Den Kinesisk Japanske Silk Road Ekspedition besøgte stedet omkring 1980, som de første udefra, efter at området var blevet genåbnet efter revolutionen.

Ekspeditionen kunne stadig finde gamle personlige ejendele spredt på arealet, som på den dag, da slottet blev forladt. Det ekstremt tørre klima havde bevaret dem. Slottets beboere havde været buddhister.

Den lokale overlevering, bevaret til vore dage, fortæller, at en hær, anført af Djengis Khan, indledte en belejring af Det Sorte Slot. Forsvarerne holdt tappert ud i lang tid.

Men så fandt fjenden på at aflede den flod, som flød rundt om slottet. Slottets forsvarere gravede et dybt hul inde i borgen i deres søgen efter vand, men forgæves. De indså, at slaget var tabt. Borgherren, Batir, gemte sit guld i hullet, som de havde gravet, og kastede det til. Han dræbte egenhændigt sin kone og sine børn. Derefter rev forsvarerne porten ned og red ud til deres sidste kamp.

Kara Khoto var Xi Xia's nordlige fæstning, og den faldt i forbindelse med Djengis Khan's fornyede offensiv i 1226 eller 1227.

I dag ligger slottet langt ude i ørkenen, og der er intet spor af nogen flod. De fleste fund fra Det sorte Slot er i dag udstillet i Sct. Petersborg, de minder om fund fra Tibet og Xi Xia.

Jeg ved ikke, hvorfor det bliver kaldt Det "Sorte" Slot. Måske har "De hvide og Ophøjede" ført sorte bannere, som både Qin og Qi Dan gjorde det, eller det blot er et udtryk de lokale forbandt med spøgelser.

7. Hvordan så Dan Xiang ud?

Til venstre: Kejser Hui (1068 til 1085 e.Kr) af Store Xia præsiderer over en buddistisk sutra oversættelse. Illustration i buddistisk sutra.
Til højre: En buddistisk munk fra Xi Xia. Fundet af Kozlov i Kara Khoto. Udstillet på Eremitagen i Sct. Petersborg.

Fra illustrationen til en buddistiske Sutra og et maleri af en buddistiske munk, fundet af Kozlov i Kara Khoto, syntes det, at Dan Xiang var personer med mørkt eller brunt hår og skæg. Mændene havde tendens til tidligt skaldent. Man kan udlede af deres navn at de havde forholdsvis hvid hud.

På en portal i Ning Xia er vist et fugle meneske omgivet af to mænd. De synes at være nogle ret brede typer med store runde hoveder. De er skægløse eller glatbarberede.

Dekoration på en portal fra Ning Xia.

På museet i Ning Xia ses en fuglekvinde i bøn. Hun har stor næse og høj næseryg, men imidlertid ret smalle øjne.

Bærende søjler i bygninger har været dekoreret med nogle kæmpekvinder. De har store runde øjne, fyldige læber, ret markerede kindben og store fyldige bryster.

Til venstre: Fuglekvinde fra museet i Ning Xia.
Til højre: Bygningsfundament fra museum i Ning Xia.

Marco Polo rejste igennem den moderne Gansu Provins i 1265. Poloerne opholdt sig et helt år i Dun Huang, medens de afventede tilladelse til at rejse videre. Dengang blev provinsen sammen med Ning Xia kaldt for "Tangut", da det var det Mongolske navn for det land, som denne provins havde udgjort, efter den mongolske erobring 1226. Marco Polo opfatter meget naturligt de indbyggere, han møder, som "Tangutans", da de jo var indbyggere i provinsen "Tangut". Imidlertid var de rigtige oprindelige "Tanguts" allerede døde og borte 39 år tidligere.

Marco Polo.

Marco Polo skrev (Bog 1 - Kapitel 57): "Folket består af Nestoriansk kristne, Idolater, og dyrkere af Mahommet. - Folket, som er Idolater, er handlende og håndværkere, og de dyrker også en overflod af Majs. Provinsen har en udstrækning på 26 dagsrejser.

Folket, som er idolater, er fede personer med små næser, sort hår, og ingen skæg, med undtagelse af nogle få hår på overlæben. Kvinderne har også meget glat og hvid hud, og er i enhver henseende smukke skabninger. Mændene er meget sensuelle, og gifter sig med mange hustruer, som ikke er forbudt ifølge deres religion."

Den russiske opdagelsesrejsende, Przhevalskii, var i Gansu i 1876. Han var den første Europæer i disse egne i nyere tid. Dengang blev provinsen sammen med Ning Xia stadigt kaldt provinsen "Tangut".

Bygningsfundament fra museum i Ning Xia.

Han skrev: "Tangutanerne eller Si-fan, som kineserne kalder dem, er af den samme race som Tibetanerne. De befolker de bjergrige egne af Kan-su, Koko-nor og langs med de øvre dele af den Gule Flod så langt som til Murui-ussu og måske længere. De anser disse lande, som de kalder ved navnet "Amdo", som deres eget specielle territorium, skønt de her er blandet med kinesere og mongoler.

Udadtil præsenterer de en markant kontrast til de to sidst nævnte racer, og som vi allerede har har sagt, i nogen grad ligner zigøjnere. I højden er de over gennemsnittet, med en fyldig figur og brede skuldre, deres hår, whiskers og skæg er uden undtagelse sort, øjnene er mørke og temmelig store, aldrig snævre som mongolernes, deres næse er i almindlighed lige, skønt somme tider, ørnenæse, også sommetider vendt opad. Læberne er tykke og udstående, deres kindben er ikke så fremtrædende som mongolernes, deres ansigt er langt, aldrig fladt, deres hovedform er rund, tænderne hvide og regelmæssige, deres hud brun, kvinderne er mindre og mørkere i kompleksion end mændene.

Modsat Mongoler og Kinesere, har Tangutanerne en stærk vækst af skæg og whiskers, som de altid barberer, som de gør med hovedet, efterladende en grisehale, imidlertid lamaerne, som mongolerne, barberer hovedet fuldstændigt.

Kvinderne har langt hår, med skilning i midten delt i et antal små fletninger på hver side, smykket med forskellige smukke ting som for eksempel perler og bånd. De farver deres kinder med kinesiske farver eller med saften af vilde jordbær, som der er mange af i skovene."

Til venstre: Tegning af Tangutansk lama, brugt af Przhevalskii.
Til højre: Den rusiske opdagelsesrejsende Nikolai Mikhailovich Przhevalskii.

Przhevalskii var den første Europæer siden Marco Polo, som rejste i disse egne. Han var i Mongoliet og Gansu samtidig med Taiping Revolutionen i det Østlige Kina og det muslimske oprør i det Vestlige. De muslimske oprørere blev kaldt "Dungans".

Det er lidt vanskeligt at se, hvilket folk det var, som Przhevalskii mødte, som han kaldte "Tangutanerne". De oprindelige "Dan Xiang", eller "Dangxiang, som kineserne foretrækker at skrive, var efter al sandsynlighed døde og borte og havde været det længe, desuden ville "De hvide og ophøjede" nok ikke have været så mørke, som han beskrev "Tangutanerne". Måske traf han det oprindelige Qiang folk, som også havde levet i disse egne "altid".

Det muslimske Hui folk, som befolker Ning Xia provinsen i vore dage, stammer fra de to til tre millioner Central Asiatiske Tyrker, som Kublai Khan omkring 1270 importerede til Kina som en militær reserve.

I dag udgør den tyrkisk muslimske Hui nationalitet også en meget synlig og stadig større del af befolkningen i Gansu og Qinghai provinserne. Stadig flere indvandrer til Tibet, og det er en årsag til uro i denne provins.

8. Litteratur