Alle europæiske sprog med undtagelse af finsk, ungarsk, estisk, samisk og baskisk tilhører gruppen af indo-europæiske sprog. De hedder "indo" fordi den største del af Indiens talrige sprog, herunder hindi og urdu, også tilhører den indoeuropæiske sproggruppe.
Indoeuropæiske sprog er krakteristiske ved mange bøjninger i kasus, køn og tider, som gør det muligt at udtrykke følelser og sagsforhold meget præcist. Ligheder i de enkelte ord mellem mange indoeuropæiske sprog røber den fælles oprindelse.
Et oprindeligt fælles sprog må nødvendigvis have udviklet sig for mange tusinde år siden i et oprindeligt område, "det indoeuropæiske urhjem", og derfra spredt sig ud over den eurasiske steppe og videre mod syd og nord. Men det har endnu ikke været muligt at stedfæste dette område.
Dog er det påfaldende at mange indoeuropæiske sprog har lignende ord for sne, vinter, forår, birk, hund, hest, ko og bjørn, men ikke for palme, kamel, løve, elefant eller tiger, hvilket antyder at det indoeuropæiske urhjem lå i den tempererede del af verden.
1. De indoeuropæiske sprog
Begrebet "indo-europæisk" har oprindelse i sprogforskningen. Udtrykket blev først brugt af englænderen Thomas Young.
Sprogforskeren Rasmus Rask fra Brændekilde på Fyn inførte den sammenlignende sprogvidenskab. Han påviste i begyndelsen af det nittende århundrede, at mange sprog havde en forbløffende lighed med hinanden både med hensyn til grammatik og de enkelte ord.
Englænderen Thomas Young 1773 - 1829 og danskeren Rasmus Rask 1787 - 1835, fra Brændekilde på Fyn.
Det har ført til, at verdens sprog er blevet grupperet i familier, såsom finsk-ugriske sprog, tyrkiske sprog, arabiske sprog og så videre. Men altså også familien af indo-europæiske sprog, som omfatter så godt som alle europæiske sprog med undtagelse af finsk, ungarsk, baskisk, estisk og nogle få andre.
For eksempel "bjørn" på russisk hedder "medved", som kommer af "med" og "ed". "Med" betyder honning. Det gamle danske ord for en drik, fremstillet af honning, mjød, kommer fra det samme oprindelige fælles indoeuropæiske ord for honning. På græsk hed en berusende honningdrik "methu", og på det oldindiske sanskrit hed det "madhu".
"Ed" betyder "spise" på russisk, det kender vi også på dansk og engelsk og mange andre sprog som "æde" eller "eat". En bjørn på russisk er altså en "honning-spiser".
Russisk
Latin
Græsk
Italiensk
Spansk
Tysk
Fransk
Gl. Engelsk
Engelsk
Dansk
videt
video
idea
vedere
ver
wissen
voir
witan
wise
vide
På russisk betyder "videt" at "vide" eller "se", som er meget tæt på latin, hvor det hedder "video", græsk "idea", italiensk "vedere", spansk "ver", tysk "wissen", fransk "voir", oldengelsk "witan" og moderne engelsk "wise", og selvfølgelig på dansk "at vide".
Engelsk
Tysk
Fransk
Latin
Græsk
Sanskrit
Persisk
Dansk
is
ist
est
est
esti
asti
ast
er
Et andet slående eksempel er det grundlæggende udsagnsord "er" (at være).
Eller tag et udtryk som "gård", som også betyder et afgrænset og aflukket område.
Gl. Engelsk
Gl Saxisk"
Gl. Islandsk
Gotisk
Gl. Slavisk
Græsk
Engelsk
Dansk
Walisisk
geard
gard
gardhr
gards
gradu
khortos
garden
gård
garth
Alle disse ord og mange andre er meget grundlæggende ord, som vore forfædre må have ytret lige fra den allerførste gang, de lærte at tale, for tusinder og atter tusinder af år siden. De kan ikke være låneord, som er blevet importeret fra nabostammen sammen med en ny teknologi eller lignende. De må være ord, talt af europæernes fælles forfædre.
Indo-europæiske sprog er bøjningssprog med mange køn og kasus, der gør det muligt at udveksle meget nuancerede budskaber om følelser og sagsforhold.
De Indo-Europæiske sprog.
I moderne tid kan man ikke uden videre gå ud fra, at folk, som taler sprog, som ligner hinanden, også har samme oprindelse. For eksempel mange mennesker i Amerika med afrikansk oprindelse taler engelsk eller spansk og har ingen erindring om deres oprindelige afrikanske sprog.
De fleste folk i Mellemøsten har forkastet deres oprindelige sprog og er gået over til arabisk, som var det sprog, som deres gud, Allah, brugte, da han åbenbarede sig for deres profet Muhamed. Ingen husker længere det oprindelige ægyptiske koptiske sprog, det oprindelige syriske aramæiske sprog, som Jesus talte, eller græsk, som blev talt viden om i det østlige middelhavsområde.
Nogle etniske minoriteter i Kina har glemt deres eget sprog og taler kun mandarin-kinesisk. For eksempel er der kun ganske få tilbage af Qiang folket, som har nogen erindring om, at de tilhører et bestemt folk, og deres sprog har de forlængst glemt.
Men historisk set må man have lov til at gå ud fra, at folk, som taler deres eget gamle oprindelige sprog, og som taler et sprog, som de ikke har fået påtvunget udefra af specielle politiske eller religiøse grunde; deres oprindelse må have forbindelse med deres sprog. Derfor må de, mere eller mindre, have fælles oprindelse med folk, som taler lignende gamle oprindelige sprog.
Mange ord er meget lig hinanden på de forskellige indo-europæiske sprog, som for eksempel "moder" og "birk".
Dansk
moder
Engelsk
mother
Tysk
mutter
Sanskrit
mater
Polsk
matka
Spansk
madre
Russisk
mama
Alle jordens verdensdele er således indrettet, at langs med kysterne er landet i almindelighed grønt og frodigt, mens det indre af kontinenterne er mere tørt og kan være mere eller mindre ørken.
I Afrikas indre veksler Sahara og Kalhari ørkenerne med tør savanne, og i Nordamerika strækker prærien sig fra Canada til ørkenen i Nevada, Arizona og Utah. I det indre af det eurasiske kontigent strækker steppen sig, ind imellem afbrudt af egentlige ørkener og bjerge, fra den ungarske Pusta i vest til det østlige Mongoliet.
Steppen var grundlæggende en slags halvørken, hvor der levede hurtigt galloperende dyr, som konstant holdt et vågent øje med omgivelserne. Det var meget vanskeligt for jægere til fods med bue og pil at komme tæt på dyrene i dette åbne landskab, og selv om det skulle lykkedes at plante en enkel pil i et af de store dyr, ville det blot løbe et par kilometer væk og lægge sig til at dø et andet sted.
De proto-indoeuropæiske stenalderjægere på det eurasiske kontinent overlevede langs floderne og kysterne og ved overgangen mellem skov og steppe, hvor de kunne dyrke jorden, fiske og jage.
Men da det lykkedes at tæmme hesten forandredes situationen dramatisk. På hesteryg blev det muligt at jage den overflod af vilde heste, antiloper og bøfler, som levede på steppen. Det blev muligt at holde store flokke af kvæg, heste og får.
Med oksetrukne vogne med hjul og på hesteryg kunne de frit drage mod øst eller vest på den uendelige mennesketomme steppe. I løbet af historisk set ganske kort tid befolkede beredne indo-europæiske stammer steppen fra den ungarske Pusta til Indre Mongoliet. De skulle kun dele den med de østlige Xiong Nu stammer, for hvem det var lykkedes at tæmme den hårdføre Przewalski hest.
Dansk
birk
Engelsk
birch
Tysk
birke
Tjekkisk
briza
Polsk
brzoza
Islandsk
bjørk
I tusinder af år dominerede indo-europæiske rytterfolk den eurasiske steppe. De havde næsten ingen fjender, naturligvis bortset fra deres egne indo-europæiske nabofolk, som de formentlig lå i konstant strid med. Først mange tusind år senere dukkede mongoler og tyrker op på steppen, idet de efterlignede deres rytterkultur.
Lige fra begyndelsen må indoeuropæere på steppen have været opdelt i utallige rivaliserende stammer og små kongedømmer, som det stadigt er så karakteristisk for dem. Det kunne de tillade sig, fordi de oprindeligt havde steppen for sig selv. I mange tusind år var de ikke truet af store fjendtlige imperier.
Det vides med sikkerhed at i en længere periode, som ret groft svarer til Det Holocæne Optimum, oplevede det nordlige Afrika en tid med et betydeligt mere vådt og regnfuldt klima end det, som nu hersker i regionen. Hvad, der i dag er en afsveden ørken, var den gang en savanne, hvor der levede løver, giraffer og antiloper. Mange angiver perioden til at være fra 8.500 til 3.500 f.Kr. Det var muligt fordi at under det Holocæne Optimum var Jordens temperatur høj nok til at sende tilstrækkelig monsunregn ind over det nordlige Afrika.
Men Det Holocæne Optimum må have givet mulighed for øget monsunregn - i forhold til i dag - også på det eurasiske kontinent. Hvad, der i dag er temmelig tør steppe eller ørken, må dengang have været meget grønnere. Hvilket må have repræsenteret ret gunstige levemuligheder på den eurasiske steppe.
Men da Det Holocæne Optimum ebbede ud omkring 3.500 f.Kr. bredte ørkenerne sig, og steppen blev mere tør og støvet, hvilket var årsag til den proto-indo-europæiske migration fra kontinentets midte imod mere de mere grønne og frugtbare områder nærmere kontinentets kyster, hvilket omfatter de doriske og ioniske stammer i Grækenland, Hittitterne i Anatolien, Perserne i Iran, den Vediske civilisation på det indiske subkontinent og muligvis agerdyrkere, enkeltgravsfolket og senere bronzealderfolket i Skandinavien.
Først mange år senere forlod også Aserne kontinentets midte.
Det hele startede i det oprindelige indo-europæiske urhjem. Ingen ved med sikkerhed, hvor det lå, men der er ingen mangel på teorier.
Den mest udbredte teori, Cuban teorien, udsiger, at det lå i området nord for det Kaspiske hav, som engang var bevokset af spredt skov. Andre mener, at ur-hjemmet lå i det sydlige Ukraine eller i Donau dalen. Yderligere alternativer er Balkan halvøen, Skandinavien eller Anatolien i Lille Asien. Ifølge Androvno teorien lå det imidlertid i det nuværende Uzbekistan. Nogle mener endog at det Indo-Europæiske urhjem lå så langt mod øst som i den moderne kinesiske Gansu provins.
Udbredelsen af de indo-europæiske sprog i vor tid.
Mange Indo-Europæiske sprog har fælles ord for sne, vinter, forår; for hund, hest, ko, får og bjørn; men ikke for kamel, løve, elefant eller tiger. De har ofte lignende ord for bøg, eg, fyr og pil, men ikke for palme eller bayan træ. Hvilket altsammen indikerer, at det indo-euroæiske hjemland lå i Verdens tempererede del.
Det ser også ud som om, at Hunnerne, af kineserne kaldet Xiong-Nu (også skrevet: Hsiung-Nu), på tilsvarende måde har tæmmet den asiatiske vildhest, prezwalskijs hest, og har spredt sig over den østlige steppe i dele af det nuværende Mongoliet. Russiske arkæologer har udgravet Xiong-Nu bopladser helt mod nord ved Ulan Ude ved Bajkal Søen i Sirbien. Ligesom deres indo-europæiske rivaler må Xiong-Nu have været delt op mange forskellige, indbyrdes rivaliserende, stammer og folk. På lignende måde som prærie indianerne var det i Nord Amerika.
Et indo-europæisk folk, Yuezhi (Yuch Chi), således døbt af kineserne, stødte sammen med Xiong-Nu et sted i Gansu provinsen. Kampene drejede sig om Qilian Bjergenes grønne frugtbare skråninger. Qilian Bjergene danner grænsen mellem det tibetanske højland og Gobi ørkenen. Langs foden af bjergene løber Silkevejen.
Forskellige teorier om det indo europæiske hjemland.
Eksistensen af Yuezhi, som levede mellem Dunhuang og Qilian Bjergene, blev først nævnt i et klassisk kinesisk dokument kaldet "Shi Ji" af den berømte historiker Sima Qian.
Yuezhi var bevæbnede med spyd, sværd og buer, de brugte ringbrynjer. De klippede deres hår af ved skulderne, undtagen kongen, som bar langt hår, bundet op med et bånd. I Europa på samme tid bar frankernes kongeslægt, Merovingerne, også langt hår, tænk på Bengtssons roman "De Langhårede Merovinger". De udøvede agerbrug, kvægavl og avlede heste. De brændte deres døde. De spiste gerne stegte påfugle, og de var forfaldne til overdreven øldrikning, altså i følge kineserne.
Hvad der forbløffede kineserne mest var, at Yuezhi havde så meget hår på kroppen og i ansigtet. (Fra "The Mummies of Urumchi" og "In Search of The Indo-Europeans")
Enkelte forskere mener, at Gansu er det oprindelige Indo-Europæiske hjemland, og at indo-europæerne har boet der "altid". Andre kritiserer dem og siger, at aldrig har så lille en hale logret så stor en hund.
Fra venstre mod højre: Kushan Kongen Vima Kadphises, Kushan kongen Kanishka I og Kushan kongen Vhishka. Bemærk deres kongelige hestehaler.
Yuezhi blev også betegnet som "Hu". En moderne kinesisk forsker har forklaret, at Han Dynasty kinesere betegnede alle folk, som havde dybe øjenhuler, stor næse og kraftigt skæg, som "Hu"( The Mummies of -). Andre kinesiske kilder anfører, at Yuezhi havde "hvid" eller "rødhvid" hud.
I dag er de i vide kredse blevet accepteret som indo-europæere; På baggrund af det tochariske sprog, som de antages at have talt. Deres skæggede ansigter med lange næser, som man kan se på de mønter, som deres efterkommere, Kushans, udsendte, Navnene, som de gav til de bjergkæder, som afgrænser det tibetanske højland i det nuværende Qinghai mod øst og nord, Qilian og Kunlun.
Til venstre en figur klædt i Yuezhi stil - omkring 200 AC - Indien eller Pakistan.
Til højre En Yuezhi fra Gandhara.
Det indo-europæiske sprog, Tocharin, er i hovedsagen fundet blandt de dokumenter, som de opdagelsesrejsende i begyndelsen af det tyvende århundrede bragte tilbage fra Dun-Huang. Det har mest været brugt til buddistiske sutraer, som man også har på andre sprog. Derfor har har sproget været forholdsvis nemt at fortolke. Det findes i to varianter, Tocharin A og Tocharin B. Tocharin B er knyttet til egnen omkring byen Kucha.
Generelt er Tocharin A et helt andet Indo-Europæisk sprog end dansk. Der er dog en del ord, som slående minder om nogle tilsvarende danske ord.
For eksempel i Tocharin, "amok" betyder kunst eller færdighed. Det minder om det danske udtryk, "gå amok", at kaste sine hæmninger og udfolde heftig aktivitet, og det har lignende betydning. -
At gå hedder "kælk", og det minder om at "kælke", som man gør på sneen om vinteren. -
"Altså" eller "altid" hedder "skam", og det bruges også på dansk i den samme betydning. For eksempel "Hun var skam dygtig i skolen". -
"Ting" eller "stof" hedder "wram", og det minder om det danske "kram", som for eksempel i udtrykket "Nurnberg kram". -
"Søn" hedder "se" på Tocharin A og det bringer tanken hen på de traditionelle danske efternavne som Niel-sen og Han-sen, hvor "sen" står for "søn". Måske det afsluttende "n" oprindeligt har været en slags bøjningsendelse, dem er der jo mange af i indo-europæiske sprog. En "en" endelse gør ordet bestemt.
Kushan Riget (60 - 375 AC), som lå i det område, som senere blev Afganistan og Pakistan, var regeret af Yuezhis efterkommere. De udsendte mønter, som viser deres typiske indo-europæiske ansigter. De var tilsyneladende nogle skæggede typer med lange næser og store øjne.
Nogle af kongernes navne har også den for indo-europæere typiske -as endelse, for eksempel Herai-os og Kadphis-es.
Sammenstødet med Xiong Nu dengang i Gansu blev imidlertid fatalt for Yuezhi. Xiong-Nu dræbte Yuezhi's konge, og de lavede en drikkeskål af hans hovedskal. Hunnerne bosatte sig på Qilian bjergenes skråninger, og største delen af Yuezhi trak sig tilbage mod vest, hvor de senere skulle skabe Kushan Riget og de sogdiske bystater.
Kushan Riget.
I året 176 BC sendte Xiong-Nu's shen-ju (konge) en meddelelse om sine sejre til den kinesiske kejser: "Den store shen-ju, ved Guds vilje hersker over Xiong-Nu nationen, hilser respektfuldt kejseren af Kina. Tidligere har det behaget deres majestæt at udtrykke Deres godkendelse af slutningen af en traktat om fred og venskab. I den samme ånd har den udvalgte hellige prins båret de onde krænkelser fra de kinesiske embedsmænd ved grænsen, til de nåede sådanne dimensioner at --- osv. Den udvalgte hellige prins blev drevet vestpå til Yue-te (udtales "Jye-te", som var Yuezhi), landet. Der imidlertid, himlen støttede vores sag: Vore officerer og tropper var loyale og trofaste, vore heste var stærke og ædle, og ved nedslagtning, halshugning, underkuelse og pacificering, gennemførte vor hær den komplette reduktion af Yue-te. Medens Lou-lan, Wu-sun, Hoo-kee og de tilgrænsende riger, indtil antallet 26 i alt, uden undtagelse underkastede sig Xiong-Nu, og således er alle bueskytte nationerne forenet som en familie...."(fra "Selections from the Han Narrative Histories", baseret på "The History of Chinese Relations with the Hsiung Nu", oversat af Daniel C. Waugh, se link nedenfor)
Den største del af Yuezhi, som rejste vestpå for at være i fred for Hunnerne, kaldtes af kineserne for "Da Yuezhi", som betyder "Store Yuezhi". Den resterende mindre del af Yuezhi, som trak sig længere op i Qilian og Kunlun bjergene, kaldte de for "Xiao Yuezhi", som betyder "Lille Yuezhi"."Da Yuezhi" bosatte sig først vestpå i Fergana dalen, senere slog de sig ned nord for floden Oxus, omkring hvor den moderne by Samarkand nu ligger. Området syd for Oxus kaldtes af grækerne for Baktria. Senere skabte Yuezhi Kushan Riget og Gandhara kulturen.
Nogle mener, at kineserne blev inspireret til betegnelsen "Da Yuezhi", fordi ordet "Da" lød som Yuezhi's navn for dem selv i kinesernes ører. Måske var det "Dan", der betyder en stamme af indoeuropæisk oprindelse, der boede langs en flod.
I tusind år beherskede Xiong-Nu, som muligvis var Hunnerne, og de indo-europæiske Skyther og Sarmater, Yuezhi, Massagetes og flere andre, hver sin del af den eurasiske steppe. Da indo-europæerne var de første i deres del af kontigentet, har de givet navne til store naturlegemer som for eksempel floder og bjerge, ligesom indianerne var første, til at give navne til store naturlegemer i Nord Amerika.
Til venstre: Folkene i det område, som romerne kaldte Germania ifølge Tacitus.
Til højre: Folkene i Gallien på Cæsars tid.
De russiske floders navne, Donau, Don, Dnepr og Dnester, er alle udviklet fra noget med dan, som betyder flod. For eksempel blev Donau tidligere kaldt Danube, Dnjester blev kaldt Danpastir, Don hed Danakvissel. Floden, som løber gennem Klaipeda i Lithauen, hedder simpelthen Dana.
Folkene i Skandinavien i folkevandringstiden ifølge Jordanes.
Vi har adskillig viden om, hvordan de tidlige indo-europæere var organiseret i Europa. I "Gallerkrigen" fortæller Cæsar om, hvordan Gallien var indelt i mange indbyrdes stridende folk, såsom Belgere, Helveter, Arvener, Sequaner, Hæduer, Picturer, Bojer og mange andre.
Tacitus beretter om det område, som romerne kaldte Germanien, at det var beboet af Sveber, Bataver, Marser, Vandilier, Vangioner, Triboker, Nemeter, Chatter, Tencterer, Angrivarier, Dulgubiner, Chasuarierne Friser, Chauker, Cherusker, Foserne, Semnoer, Langobarder, Angler, Reudigder og mange flere. Helt mod nord boede Cimbrerne og Gotonerne styret af enemægtige konger, fortalte han.
Nogle hundrede år senere fortalte Jordanes om folkene i Skandinavien. Det var beboet af Suehans, Granier, Auganzer, Ostrogother, Raumariker og mange andre, dog nævner han ikke Daner og Jyder, måske var de ikke ankommen til Skandinavien på hans tid..
De antikke græske stater opdelt efter dialekt. Der var omkring 1500 antikke græske bystater (polis), hvoraf omkring 700 lå i selve Grækenland, og resten var græske kolonier, primært langs Middelhavet og Sortehavet. Staterne var opdelt i flere stammer, herunder doriske, joniske, æoliske og arkaiske, samt de oprindelige indbyggere, pelasgerne. Foto Epos Travel Tours.
De gamle grækere var som bekendt organiseret i bystater, som hadede hinanden inderligt og førte bestandige indbyrdes krige. Det var Athen, Sparta, Korinth, Lesbos, Itaka med mange flere.
De indo-europæere, som boede på steppen fra Ungarn til Gansu, Skyter, Alaner og Sarmater, må også have været organiseret i mange små kongeriger. De har alle haft deres sange og fortællinger om fortidens bedrifter, om deres guder, konger og helte. Men disse folk er alle forsvundne og glemt nu. Kun få af deres navne er bevarede af Strabo, Ptolemy og Tacitus.
Tatoveringer på huden af skythisk kriger i en permafrossen grav fra 400 BC.
De langskæggede Skyther afbildede sig selv på deres guldkar.
En langskægget skyther spænder sin bue - fra et skythisk guldkar.
Grækerne beskrev Skytherne. De havde imponerende fuldskæg. De var tatoveret over hele kroppen. De samlede på skalpe af deres overvundne fjender, sikkert fra de andre nærboende skytiske folk. De højlagde deres døde, og de havde umådelige mængder af guld. En af de ganske få ting, der vides om et enkelt skythisk folk, er, at deres konge hed Conan. Det er der blevet lavet en tegneserie og en film om, "Conan Barbareren", med Arnold Schwarznegger i hovedrollen.
En sarmater og hans hest, fra grav ved Pazyryk 400 BC.
Da romerne senere sendte ekspeditioner ud på steppen kæmpede de mod folk, som blandt andet hed Ari og As. Også Alexander mødte Ari i den østlige del af det nuværende Iran.
Også Sogderne, som levede i groft sagt det nuværende Uzbekistan, Yuezhi's mere eller mindre direkte efterkommere, var opdelt i mange forskellige uafhængeige byer og lande. Man må antage, at det har været en væsenlig årsag til, at de ikke kunne holde stand mod de nyomvendte muslimers angreb i 705 e.Kr.
Skyther som frembærer tribut til perserkongen - Fra Persepolis 200 AC.
Indo-europæere har siden tidernes morgen organiseret sig i nogle små overskuelige kongedømmer, adskilt fra hinanden af floder skove, sumpe, og bjerge. Således må der have været i hundredevis af kongedømmer, fra Gallien i vest, over Germanien, Skytien, Sarmatien og hele vejen over steppen helt til Gansu.
Et andet kongedømme lå langt mod øst, hvor der også boede dværge. En prinsesse, med en hud så hvid som sne, blev fordrevet af sin onde stedmor. Hun søgte tilflugt i bjergene hos syv dværge, som ernærede sig som bjergmænd.
Livet i sådan et overskueligt kongedømme må have været noget i retning af at bo på Island. Overalt kan man møde kendte ansigter, som man havde set før i en eller anden forbindelse. Kommer man et nyt sted hen, er der altid nogen, som kender nogen, som man er i familie med, har studeret med, arbejdet sammen med eller lignende.
Skythisk kriger bevaret af permafrosten nær Altai bjergene i Sibirien.
Bevidstheden om fælles afstamning og troskaben mod deres hellige kongefamilie, har været de følelser, som fik hvert enkelt folk til at holde sammen. Det var en mands største hæder at falde i kamp, og man så ned på ældre mænd, som ikke var døde våbendøden
Således står der i det oldnordiske skrift Havamal:
"En kujon tror, at han vil leve for altid, når han gemmer sig i slag.
Men han vil ikke få fred på sine gamle dage."
Herodot beretter, at Solon, den berømte lovgiver fra Athen, besøgte Krøsus, kongen af Lydien.
Solon besøger kong Krøsus af Lydien - maleri af Honhorst 1600 tallet.
Lyderne var et af de indo-europæiske folk, som boede i Lille Asien i oldtiden før tyrkerne kom. Kong Krøsus var kendt for sin enorme rigdom.
Krøsus spurgte Solon : "Nå, min athenske ven, jeg har hørt en hel del om din visdom, og om hvor vidt du har rejst i din søgen efter visdom. Jeg kan ikke modstå mit begær efter at stille dig et spørgsmål: Hvem er den lykkeligste mand, du nogensinde har mødt?"
Krøsus forventede, at svaret ville blive, at han var den lykkeligste mand, fordi han ejede så meget guld.
Men Solon afviste at smigre kongen. Han svarede: "En athener ved navn Tellus"
Krøsus spurgte skarpt: "Og hvad er din grund for dette valg?"
En stenmand ved Ili floden og saltsøen Issyk Kul.
"Der er gode grunde," svarede Solon; "Først, hans by var velstående, og han havde gode sønner, og han levede længe nok til at se børnebørn blive født til hver af sine sønner, for det andet, han havde rigdom nok efter vor standard, og han fik en strålende død.
I et slag mod nabostaten Eleusis kæmpede han for sit folk og fordrev fjenden og døde som en tapper mand; og athenerne tildelte ham den store ære af en offentlig begravelse på selve den plet, hvor han faldt."
Alle disse indo-europæiske folk afskyede i almindelighed deres nærmeste naboer og førte krige imod dem sikkert på samme måde som danskere og svenskere, franskmænd og tyskere har hadet og bekriget hinanden op gennem historien.
Tacitus beskrev, hvordan folkene kun kunnne vinde hæder i kamp. For eksempel da nabostammerne på det nærmeste udryddede Bructerne : "Over 60.000 mand faldt, ikke for det romerske krigsvåben, men hvad der er endnu herligere, for øjnene af os til vor underholding. (33,2) Gid derfor, så lyder min bøn, barbarerenes om ikke af kærlighed til os, så dog had til hverandre, fortsat må bestå, eftersom lykken ikke mere kan bringe os noget, som er større end vore fjenders indbyrdes uenighed, når Imperiet skæbne driver os fremad."
Stenmænd i moderne Mongoliet.
I det klassiske skrift "Weilu" fortæller kineserne om deres vestlige naboer: "På denne tid var der 36 kongedømmer. Senere splittede de sig op i mere end 50. Fra Jianwu perioden (25 til 55 e.Kr.) til vor tid har de revet hinanden til småstykker og ødelagt hinanden, og nu er der 20 kongedømmer." Således skrev den lærde kineser i det tredie århundrede.
På sletten ved Ili floden og ved saltsøen Issyk Kul og i Mongoliet findes stenmændene. En russisk opdagelsesrejsende, som besøgte dem sidst i attenhundrede tallet, kommenterede, at de fandtes på hele sletten lige fra Schlesien i det sydlige Polen til Mongoliet. De er meget gamle, og mange mener, at nogle af dem er af tidlig indo-europæisk oprindelse. Desværre har jeg ikke noget billede af stenmændene fra Polen.
Til venstre: Stenmænd fra sletten ved saltsøen Issyk Kul.
Til højre: Sten relief fra Sletten ved saltsøen Issyk Kul, bemærk de typiske skythiske huer.
