Noahs Ark strandede på bjerget Ararat. Noah selv, hans sønner, som var Ham, Sem og Japheth, og deres hustruer gik fra borde for at befolke verden på ny.
Noah plantede vin, drak den og blev så påvirket, at han faldt i søvn, nøgen på sin seng. Ved en fejltagelse så hans yngste søn, Ham, derved sin faders kønsdele, hvilket var en stor synd. For dette blev Hams søn, Kanaan, og alle dennes efterkommere fordømt til at være "den laveste slave for sine brødre". Noahs andre to sønner, Sem og Japheth, blev derimod velsignet, og Japheth blev yderligere lovet en stor udvidelse af sit territorium og ret til at hvile sig i Sems telt, hvor begge brødre skulle betjenes af Kanaans efterkommere.
Sønnesønnernes navne repræsenterer helt klart datidens folkeslag, og derfor er det blevet spekuleret at Sems efterkommere er semitterne, herunder arabere, aramæere, assyrere, babyloniere, etiopiere, hebræere og fønikiere. Hams efterkommere er afrikanerne, herunder ægyptere, libyer, kanaaere og sudanesere. Japheths efterkommere er indoeuropæerne, herunder lyderne, perserne, armenierne, grækerne i det nordlige ocean og indoeuropæerne på den nordlige steppe.
1. Tæmning af hesten
Denne graf er fremstillet ved manipulation af Wikipedia filen Holocene temperature. Den viser otte forskellige rekonstruktioner af Holocæns temperatur. Den tykke sorte linje er et gennemsnit af disse. Tiden skrider frem fra venstre mod højre.
På denne kurve er jægerstenalderen kun vist omkring en grad varmere end nutiden, men de fleste kilder nævner at skandinavisk jægerstenalder var mindst 2-3℃ varmere end nutiden. Det behøver ikke at være gensidigt udelukkende, fordi kurven rekonstruerer hele Jordens temperatur, og på de højere breddegrader har temperaturvariationerne været større end omkring ækvator.
Der er forskellige meninger om, hvornår det Holocæne Optimum var, men der var helt klart en ret varm periode, som varede 4-6 tusinde år.
Da temperaturen faldt omkring 2.500 f.Kr. mindskedes regnmængden gradvist på den eurasiske steppe, græsset gulnedes og ørkenerne bredte sig. En efter en udvandrede mange af de indoeuropæiske stammer på sletten fra verdens midte til dens udkanter, såsom Indien, Persien, de græske øer og kyster, Skandinavien og så videre.
Yamnaya kulturen, Khvalynsk og Botai. Yamnaya folket i det sydlige Rusland, Kazakstan og Ukraine er de sandsynlige proto-indoeuropæere og dermed europæernes og mange andre folks stamfædre. Yamnaya er den engelske oversættelse af det russiske Jamnaja, som er en afledning af jama "gravkammer grube", som beskriver gravhøjenes kamre. Yamnaya kulturen blomstrede fra omkring 3.600 til 2.200 f.Kr. Foto Google maps.
Det er sikkert og klart eftervist, at under det Holocæne Optimum var monsunvindene i stand til at føre regn ind over Sahara, hvilken ørken den gang var en slags savanne, som vi i dag kender den fra Østafrika. Logisk set må et sådant klima have hersket over hele Jorden, og monsunvinde skulle have været stærke nok til også at føre regn ind over det eurasiske kontinent, således at steppen dengang må have været langt mere grøn og frodig og ørkenerne mindre golde, end det er tilfældet i dag.
Yamnaya gravhøj i det sydlige Ukraine kaldet en kurgan. Foto Iwona Dembicz, Ivan I. Moysiyenko, Anastasia Shaposhnikova, med flere Wikipedia.
Det var indoeuropæere, der som de første tæmmede hesten. Det antages af mange, at det skete i det nordlige Kazakstan eller det sydlige Rusland. Derefter har de - med historisk set rasende fart - befolket steppen fra den ungarske Pusta til Indre Mongoliet, sikkert i løbet af nogle hundrede år.
Yamnaya vogn rekonstrueret efter dele fundet i en kurgan fra omkring 3.000 f.Kr. De massive hjul minder om hjul fundet i Danmark fra bondestenalder i Kideris Mose ved Herning fra ca. 2.700 f.Kr. Man kan mene at det må have været hårdt arbejde for okser eller heste at trække sådan en vogn over stok og sten henover den jomfruelige steppe. Foto Natalia Shishlina med flere. Research Gate.
Yamnaya folket, som levede nord for det Kaspiske hav, er den mest sandsynlige kandidat til at være proto-indoeuropæerne.
De tidligste arkæologiske fund af Yamnaya kulturen er fra 4.500 f.Kr. og blev gjort i et område ved navn Khvalynsk. I det efterfølgende årtusind spredte de sig ud over hele området nord for det Kaspiske Hav, som omfatter det nordlige Kazakstan, det sydlige Rusland og Ukraine.
I regionen omkring Khvalynsk er der fundet heste som ofre i menneskegrave sammen med kvæg og får. Ingen vilde dyr, såsom hjorte, var inkluderet i disse begravelser, hvilket tyder på at hesten var et tamdyr, hvad der antyder ridning. Det understøttes af at nogle Yamnaya-skeletter udviser specifikke ændringer i deres knoglemorfologi, som kan være forårsaget af langvarig ridning. På hestekranier har man fundet slidmærker på kindtænder, som indikerer at de har haft et bidsel i munden i lang tid.
Yamnaya stenmand. Kernosovsky stelen, fra 3. årtusind f.Kr. Foto Dnipro Historical Museum. User: Narada Lefvfm. Wikipedia
Heste er også et almindeligt motiv i dekorative indridsninger på knogler, som er fundet i dette område.
Yamnaya brugte firehjulede vogne, sandsynligvis trukket af okser.
Over alt på den eurasiske steppe kan man finde Yamnaya folkets gravhøje, som kaldes kurganer. Selvom mange er blevet overpløjet i tidens, løb anslås det, at der er 150.000 alene i Ukraine. De største kan være op til 15 m. høje med diameter på 100 m.
Smede og andre håndværkere havde en særlig status i Yamnaya samfundet, og metalgenstande findes i store mængder i stormandsgrave.
På et sted, som kaldes Botai, i det nordlige Kazakstan øst for Uralbjergene har arkæologer fundet klare tegn på malkning af heste, indhegninger og brug af seletøj fra 3.500 f.Kr.
I Botai var der hverken knogler fra kvæg eller får. De eneste husdyr, som de havde ud over heste, var hunde. I Botai-bosættelser er fundet affaldsdynger, som indeholdt titusindvis til hundredtusindvis af afgnavede dyreknogler, hvoraf 65% til 99% er fra heste. Det virker usandsynligt, at de skulle kunne jage alle disse heste på den åbne steppe uden selv at være i stand til at ride.
2. Indoeuropæerne befolkede den eurasiske steppe.
Da Europæerne kom til Amerika, lå prærien i det store og hele øde hen. Det var grundlæggende en halvørken, og ingen kunne finde føde og overleve der i længere tid. Indianerne levede i hovedsagen i skovene og ved grænsen mellem skov og prærie.
Den indoeuropæiske ekspansion mod øst over den eurasiske steppe 3.000 til 1.000 f.Kr. Afanasievo, Andronova og Tocharian kulturerne, har alle udpræget lighed med den indoeuropæiske Yamnaya kultur nord for det Kaspiske Hav som eksisterede fra 4.000 f.Kr.
Imidlertid fik indianere fat på nogle heste, som var sluppet løs fra spanierne. De gjorde det muligt for dem at leve på prærien. Og så gik det pludselig stærkt. I løbet af hundrede år voksede der en rig prærieindianer kultur op på prærien. Mange forskellige stammer dyrkede deres egne traditionelle ritualer og skikke. Med historisk målestok var dette blevet skabt med lynets hast.
Sådan må det også være sket på den eurasiske steppe. Tæmning af hesten gjorde det muligt at indtage den stort set ubeboede steppe i løbet af ganske kort tid set med historisk målestok.
I flere tusinde år havde de talrige indoeuropæiske stammer steppen for sig selv, selv om de sikkert var fuldt optaget af at vinde hæder ved at bekrige hinanden, som indoeuropæere har for skik.
De havde ikke ydre fjender i form af mægtige koalitioner eller imperier, som gjorde krav på deres område, der var intet som kunne motivere dem til at søge sammen i større sammenslutninger. Derfor må vi tro at indoeuropæerne på steppen var organiseret i snesevis - måske hundredvis - af små kongedømmer, som hver især vågede nidkært over deres ære og territorium, meget som indianerne på den amerikanske prærie gjorde.
Afanasievo ansigter genskabte efter formen på kranier fundet i deres grave. Af Solodovnikov, Nechvaloda på X.
De første fund fra Afanasievo kulturen fandtes i Minusisk Basin i Sibirien ved Jenisej flodens øvre løb. Siden er fundet Afanasievo gravpladser i Dzungaria nord for Altai Bjergene og i det vestlige Mongoliet. Afanasievo kulturen i Central Asien blomstrede fra omkring 3.200 til 500 f.Kr.
Afanasievo folket begravede deres døde i lignende gravhøje som Yamnaya folket nord for det Kaspiske Hav. De døde blev ofte gravlagt overstrøet med okker liggende på ryggen i en hjulbenet position, som måske skulle symbolisere deres liv på hesteryg, som Yamnaya folket også gjorde det. Deres keramik var af lignende type.
Russiske antropologer har gentagne gange karakteriseret dem som europide typer.
Andronovo kulturen øst for det Kaspiske Hav omkring den nu udtørrede Aral Sø dækkede et meget stort område. Russiske arkæologer har påpeget kulturelle variationer indenfor området, som indikerer flere forskellige folk, som dog alle kan karakteriseret som beslægtede med Yamnaya og Afanasievo mod vest og øst. Deres keramik var af lignende type. De begravede deres døde under fladt terræn bestrøet med okker, som den tidlige Yamnaya kultur gjorde. De afdøde kan karakteriseres som europide typer.
Andronovo kulturerne blomstrede fra tidlig 2.000 f.Kr. til ind i bronzealderen, hvor den blev afløst af sådanne indoeuropæiske folk som Alaner, Saka, Massagetes og Sarmater.
Rekonstruktion af Andronovo tømmerbegravelse i "Lisakovsk Museum of History and Culture of the Upper Tobol River Area". Foto Woody Mcgehee.
Sproget Tocharian kendes fra Dunhuang dokumenterne. Det er et indoeuropæisk sprog, som siges mest at ligne skandinavisk og irsk.
Dunhuang dokumenterne blev opdaget og bevaret af Wang Yuanlu og udforsket af Aruel Stein og Paul Pelliot.
Repræsentanter for et indoeuropæisk folk, af kineserne kaldet Yuezhi, Yuti eller Juti, der formodes at have talt sproget Tocharian, som blev fundet i Dunhuang dokumenterne, ankom til Shang dynasty hoffet i kong Tang's æra omkring 1.000 f.Kr, og de optræder også på en liste over hyldest bærere fra Beidi, som betyder "de nordlige indfødte" i Yi Zhoushu, Lost Book of Zhou, fra .400 til .300 f.Kr under Zhou dynastiet.
3. Indoeuropæisk ekspansion.
Omkring år 2.500 f.Kr., i sidste halvdel af skandinavisk bondestenalder, indtraf et markant temperaturfald. På steppen blev klimaet mere tørt, fordi med den lavere temperatur havde monsunvindene ikke længere energi til at føre så megen regn ind over det eurasiske kontinent. Med nogle få hundrede års forsinkelse udløste det den første bølge af udvandringer fra steppen mod kontinentets udkanter, nærmere havet.
Den indoeuropæiske ekspansion. Foto Arminius66.
Anatolerne dukkede op i Lilleasien som de første, attesteret af assyriske købmænds lertavler, som 1.800 f.Kr giver navne på deres anatolske kunder, som er klart indoeuropæiske. Hittiterne 1650-1200 f.Kr. har efterladt tusinder af lertavler, som attesterer deres indoeuropæiske oprindelse. De blev efterfulgt af Luwianer, Lyder, Phrygier, Carier, som talte, eller i hvert fald skrev, lignende sprog.
Der er tradition for at give angreb fra indo-arierne skylden for Indus kulturens kollaps omkring 1.800 f.Kr.
Det menes at de græske Dorer og Ioner ankom til egnene omkring det Ægæiske hav også omkring 1.800 f.Kr.
I Skandinavien dukkede bronzealderfolket op omkring 1.700 f.Kr. med en avanceret bronzestøbeteknologi til trods for at kobber og tin ikke findes i skandinavien. De har ikke efterladt sig noget vidnesbyrd om deres sprog, men de byggede tusinder af gravhøje, som minder mistænkeligt om Yamnayas kurganer.
Et nyt temperaturfald bragte Armenierne til Lilleasien måske omkring 1.200 f.Kr.
Der kan ikke herske tvivl om at den italienske halvø blev indoeuropæisk mellem 3.000 og .800 f.Kr. og derved blev ikke-indoeuropæiske sprog som Etruskisk, Ligurisk, Rætisk og Osco-Umbrisk fortrængt.
4. Folkevandringstiden.
Omkring år .400 - .500 f.Kr. indtraf endnu et fald i Verdens temperatur, hvilket var årsag til at steppen blev yderligere gulnet og tør, søerne tørrede ind og Eurasiens ørkener bredte sig. Mange stammer og folk brød op fra verdens midte og drog mod verdens udkanter nærmere havet, hvor nedbøren generelt er mere rigelig.
Flygtninge fra steppen søgte mod kejserriget Kina i øst og Romerriget i vest.
Den britiske meteorologis "grand old man", H. H. Lamb, var en af de førte som kædede verdens klima sammen med historiske begivenheder. Han skriver i sin "Climate History and the Modern World": "Gennem århundreder, i romersk tid fra omkring 150 f.Kr. til 300 e.Kr eller nogle få årtier senere, brugte kamelkaravaner den store Silkevej gennem Asien til handel med luksusvarer fra Kina. Men fra det fjerde århundrede e.Kr, som vi ved fra ændringer i vandstanden i det Kaspiske Hav og studier af uregelmæssigheder i floder, søer og forladte byer i Sinkiang og Central Asien, tørke udviklede sig i sådant omfang, at det stoppede trafikken på denne rute. Andre alvorlige stadier af denne tørke opstod mellem 300 e.Kr. og 800 e.Kr. og særligt omkring disse datoer, som det kan konstateres fra indhavets gamle kystlinjer og gamle havne konstruktioner, som indikerer en meget lav vandstand i det Kaspiske hav omkring disse tider.".
Kong Alarik og hans Visigoter plyndrer Rom - 410 e.Kr. Gammel tegning af ukendt oprindelse.
Hunnerne, som kom fra Asiens indre, angreb først Alanerne i 375 e.Kr. og derefter de gotiske nybyggere på steppen i det sydlige Ukraine og drev en del af dem ind i Romerriget. Her blev de en hær af omvandrende lejesoldater, som erobrede og plyndrede byen Rom og efter nogen tid satte sig i besiddelse af Spanien. Dette førte til at Frankerne, en sammenslutning af germanske stammer øst for Rhinen, satte over denne flod og erobrede Gaul, som herefter kom til at hedde Frankrig. Burgunder, Langobarder, Goter, Vandaler og Sveber lod sig inspirere til at forlade deres hjem i Norden for at søge mod rigere og varmere egne i Romerriget. Angler, Saksere og Jyder erobrede det romerske Britannien, som derefter kom til at hedde England.
På den østlige steppe synes situationen at have været endnu værre. Omkring 300 e.Kr. fik Kina problemer med flygtninge fra steppen. "De fem Hu" folk, Xiong Nu, Xianbei, Di, Qiang og Jie søgte tilflugt i kejserriget bag den store mur. Da mandarinerne beordrede dem til at rejse tilbage til deres hjemstavn, svarede de igen med våbenmagt og oprettede deres egne stater på kinesisk territorium.
"Hu" beskriver folk med europæisk udseende, hvilket vil sige store næser, fremtrædende øjenbrynsbuer, skæg med videre. Det var ikke alle "Hu", som var indoeuropæere og vi har ingen helt sikker viden om hvem der var. Men vi har lov at gætte på at Xiong Nu var tyrkernes forfædre og Xianbei var temmelig sikkert indoeuropæere. Den russiske opdagelsesrejsende Przewalski mødte Qiang i Sichuan i 1872, og de var ikke indoeuropæere. Di og Jie ved vi ikke noget blot nogenlunde sikkert om.
Folkevandringsstater i Kina omkring 400 e.Kr.
Kushan munken, Zhu Fahu, fra Dun-Huang oversatte "Tahagataguhya-sutra" fra Sanskrit til kinesisk i 280 e.Kr. Her oversatte han Sanskrit ordet, "Huna", til "Xiong-Nu". Han gjorde det igen i 308 e.Kr. ved oversættelsen af "Lalivavistara". Også indiske kilder betegnede Xiong-Nu som "Huna".
Kineserne kaldte dem Xiong-Nu. Men det kan være således, at Xiong-Nu blev kendt i Europa under deres virkelige navn, som de kaldte sig selv, nemlig "Hun" eller "Huna".
Invasionen fra steppen indledte perioden i kinesisk historie kaldet "De Seksten Kongedømmer". som varede fra år 300 til 400 e.Kr.
På samme måde som folkevandringsfolkene i Europa beundrede Romerriget og Kejseren, således beundrede folkevandringsfolkene i Kina Kejserriget og den kinesiske kultur. De gav deres stater navne efter berømte historiske dynastier, Kongeriget Han, Kongeriget Qin, Kongeriget Xia og så videre. De nyankomne tilegnede sig hurtigt kinesisk kultur og sprog. Deres adel og kongelige familier giftede sig med kinesiske prinsesser.
Folkevandringsstater i Europa i 476 e.Kr.
I år ca. 317 e.Kr. udvandrede millioner af nordkinesere til Syd Kina; angivelig på grund af invasionen fra steppen. Et nyt Jin dynasti blev udråbt i Nanjing. Hele klaner af nordkinesere flygtede mod syd, sammen med 60 til 70% af adelen. Komplette daoistiske klostre flyttede syd på med alle munke og religiøse overhoveder.
Også nogle centralasiatiske indoeuropæere forlod i stort omfang steppen og søgte et nyt land mod vest. Alanerne er de bedst kendte.
Heptalites, "de Hvide Hunner" - hvem de end var - forlod steppen i Dzungaria nord for Altai Bjergene og invaderede Indien.
I det skandinaviske "Ragnarok" digt siges det: "Fortæl om Ragnarok - Derom er der store tidender at bringe. Den første er, at Fimbulvinteren kommer. Da fyger sneen fra alle sider. Der er megen frost og hvasse vinde. Solen virker ikke. Der kommer sådanne tre vintre i træk uden sommer imellem". Det lyder, som om vore forfædre havde erfaring for, at sådan noget kan ske.
5. Mongoler og tyrker indtager steppen
Der var således ikke tale om at dekadente Indoeuropæere blev fordrevet fra steppen af nye og barskere folk. Mongolerne, tyrkerne, kirgiserne og manchuerne kom først frem fra Sibiriens is kælder mere end hundrede år efter folkevandringstidens begyndelse. Da var klimaet på den Eurasiske steppe igen mildnet, og den lå tom og indbydende hen.
Illustration i "In Search of the Indo-Euopeans" af J.P. Mallory, som viser tyrkernes ekspansion henover steppen fra deres oprindelse i det vestlige Mongoliet i det sjette århundrede til erobringen af Lille Asien og det sydlige Ukraine i det trettende århundrede.
Mallory skriver: "Den historiske ekspansion af de meget mobile tyrker viser, hvor hurtigt en sproggruppe kan sprede sig."
Tyrkerne udgjorde en meget stor del af Djengis Khans hære og "arvede" så at sige steppen efter de mere fåtallige mongoler. Nettoresultatet af de mongolske erobringer blev et tyrkisk og muslimsk Centralasien.
Ellsworth Huntington var professor i geografi på det amerikanske Yale Universitet. Han deltog i adskillige ekspeditioner til Central Asien og Palæstina. Sammen med den britiske H. H. Lamb, var han en af de første, som lagde vægt på at klimaets naturlige foranderlighed var årsag til dramatiske historiske begivenheder.
Hans hovedværk er "The Pulse of Asia", hvori han skrev: "Europas forfald i Middelalderen - skyldtes tilsyneladende et dramatisk klimaskift i Asien og sandsynligvis over hele Verden, - et skift, som gjorde at umådelige områder, som var beboelige på Kristus tid, blev ubeboelige nogle få århundreder senere. De barbariske beboere var tvunget til at udvandre, og deres vandringer var den dominerende faktor i den kendte Verdens historie gennem århundreder.
Ellsworth Huntington - 1876-1947.
"De data, som jeg fandt i Central Asien", fortsætter Huntington, "bekræfter historikernes påstand. Der er stærke argumenter for at tro, at der gennem de sidste to tusind år har været en udbredt og markant tendens mod udtørring."
"I mere tørre områder er udstrækningen af land, som er egnet til landbrug og kvægavl blevet alvorligt reduceret" - "Efter en periode med hastigt svindende nedbør og stigende temperatur i de tidlige århundreder af den kristne tid, er der tegn på en svag forbedring og på øget nedbør og faldende temperaturer i Middelalderen."
"I relative tørre områder er øget udtørring en katastrofe, som er årsag til hungersnød og udvandring, som igen er årsag til fald af dynastier og kejserdømmer, skabelsen af nye nationer og væksten af nye civilisationer."
Ellsworth Huntington opmålte årringe på de store gamle træer i de amerikanske nationalparker for finde beviser for hans teori om cykliske klimaændringer som historiens afgørende drivkræfter.
