Det er temmelig sikkert at hesten blev tæmmet og spændt for vogne af de indoeuropæiske stammer på den eurasiske steppe for mere end fem tusinde år siden, hvorved de opnåede en stor militær fordel. Modsat de kinesiske floddale, var steppen - bevokset med græs - naturligt velegnet til hesteopdræt og kørsel med vogne. For knap fire tusinde år siden dukkede et folk op i Danmark - sandsynligvis indoeuropæerne - med en højt udviklet bronzeteknologi, til trods for at der ikke fandtes tin og kobber i Skandinavien. For knap fire tusinde år siden strømmede beredne indoeuropæiske stammer med stridsvogne ind over nutidens Indien, Iran og Europa og efterlod deres kultur, gener, sprog og teknologi vedrørende heste og bronze-støbning.
Det er fristende at tænke at de antikke kinesiske dynastier, Xia, Shang og Zhou på samme måde blev grundlagte af beredne indoeuropæiske erobrere fra steppen, da der ikke var nogen geografiske hindringer mellem græssteppen i Indre Mongoliet og rismarkerne langs Den Gule Flod - også da Kina flere gange siden er blevet erobret af rytterfolk fra steppen.
Men i Indien, Iran og Europa efterlod indoeuropæiske erobrere deres sprog og dermed et sikkert bevis på at de havde været der. Det gjorde de måske også i Kina, men her skjuler fortidens sprog sig bag de ikke-fonetiske skrifttegn, de karakteristiske toner og selve dette at det kinesiske sprog udvikler sig med rivende hast, og det har det sikkert også gjort i fortiden.
Ihærdige sprogforskere forsøger at genskabe fortidens kinesiske sprog - og derved blive i stand til at påvise eventuelt slægtskab til andre sprog, herunder indoeuropæiske - ved hjælp af gamle rim-tabeller, som præciserer skrifttegnenes udtale.
1. Asiamændene fra Asien
Dani, Switheudi, Thuringi, Jyder og Aser var efter al sandsynlighed fåtallige grupper af beslægtede folk, som oprindeligt kom fra Asien fra en hjemstavn nær Kina. Dani fortrængte Herulerne som Jordanes fortæller. Switheudi, som Jordanes nævner, var Sveaerne. Thuringi var Thüringerne, som senere blev besejret af Frankerne. Jute var Jyderne, som i følge den ærværdige Bede boede i landet nord for Anglerne og syd for Goterne. Aserne eller Asiamændene, som Snorre kaldte dem, bosatte sig i Gudme området på Sydøst Fyn, som på den tid stadig var bevokset af urskoven og kun lidt opdyrket. Eget arbejde.
Snorre fortæller ret klart at Odin og Aserne kom fra Asien og de spredte deres sprog til de nordlige lande: "Alle disse slægter blev saa talrige, at rundt omkring i Saksland og over alle de nordlige lande spredtes de, saa at deres, Asiamændenes, tunge blev disse landes egenlige tungemaal. Deraf, at deres forfædres navne er optegnede, mener man at kunne skånne, at disse navne har fulgt med denne tunge, samt at Aserne har bragt den med sig til de nordlige lande, til Norge og Sverrig, til Danmark og Saksland."
"Asien" er jo en temmelig bred betegnelse - især for datiden - og betegnede måske blot Asernes hjemstavn et sted østpå. Men p grund af de her nævnte sproglige ligheder med kinesisk, ligheder mellem skandinavisk og Han dynasty byggestil, heraldik og mytologi, må man komme frem til at Asernes oprindelige hjem må have været i nærheden af Kina.
2. Enkelte ord
Ligheder mellem dansk og kinesisk.
Det hedder "mama" og "papa" både i Kina og Europa. Ganske vist siger man "bapa" i Kina, men det bemærker man kun, når man hører godt efter. Det er en kinesisk familie-kæleform at sige det to gange, så oprindeligt har det nok været "ma" og "pa".
Den danske kæleform for "fader" er "far", og det er meget tæt på det kinesisk ord for samme, idet dette reelt udtales "bar", idet den faldende tone kan beskrives med en afsluttende lukkelyd, her "r".
Se, det er jo en lighed mellem dansk og kinesisk i meget grundlæggende ord.
På gammeldansk betyder ordet "mar" hest. Deraf kommer udtrykket "mareridt". Landsbyen Martofte på Fyn har navn efter en indhegning, hvor der gik heste. På kinesisk hedder "hest" også: "ma".
Kinesere vil fremhæve at ordet "ma" for hest er noget helt andet og enestående, fordi det skal udtales med den tredje tone, som er faldende-stigende. Men de kinesiske toner beskriver oprindeligt, hvad der ville være endelser i alfabetisk beskrevne sprog, som vi så ovenfor med "ba" med faldende tone, som lyder som "bar".
Byskilt for landsbyen Martofte på Fyn
"Jo", et typisk dansk bekræftende ord, har også sin match i kinesisk, som udtales noget i retning af "jo-oh". Som det ses er det også i tredje tone. Det er bekræftende, og betyder "ja - der er", ganske som på dansk.
På kinesisk hedder en node (i musik) "lu", som udtales "ly", og det svarer meget tæt til det danske "lyd".
At frembringe en lyd hedder på kinesisk "shen ying", som udtales noget i retning af "shyng jing", og det minder om det danske "synge", og meningen er også meget tæt.
Anden person ental på svensk hedder "ni" ganske som på kinesisk.
"Lang" hedder "trang" på kinesisk. Når noget er langt, er det jo ifølge sagens natur også relativ trangt.
Vand hedder "swe-e" (tredje tone) på kinesisk. Det lyder fuldstændigt som at sige "svede", på dansk, og det har jo også noget med vand at gøre. Svede er at frembringe vand.
Kineserne kalder deres land for "Zhongguo" i følge Pinyin alfabetisering, "Zhong" betyder midten og "guo" betyder område. Det udtales som noget i retning af "Djung Gjår", og det betyder jo rent faktisk "Mid-gård". På dansk betegner "gård" et område, som er ret nøje afgrænset af mure eller hegn, og det gør det også på kinesisk.
Yderligere, disse konsonanter fulgt af et "j" eller et "i" kender vi ganske godt fra gammeldansk i form af "Kjærgården", "kjærlighed" eller hos Anders Sørensen Vedel (1542) "Kierling", som betyder kælling.
3. Grammatiske ligheder
Der er også grammatiske ligheder mellem dansk - et gammelt indoeuropæisk sprog - og kinesisk.
På dansk har vi en meget bekvem grammatisk negation. Vi behøver blot at sætte "u-" foran et ord, så bliver ordets mening den modsatte. Tænk blot på u-hyggelig, u-afbrudt, u-afgjort og u-artig, blot for at nævne nogle få eksempler. Den findes også på andre Indoeuropæiske sprog såsom Engelsk og Tysk, hvor man sætter un- foran
Ligheder mellem dansk og kinesisk.
På kinesisk har man en ganske lignende negation. Man sætter "bu-" foran et ord og derved bliver meningen den modsatte.
For eksempel "god" hedder "hao", og dårlig hedder "bu-hao"; smuk hedder piao-liang og grim hedder bu-piao-liang; "ja" hedder "shi-de", medens "nej" hedder "bu-shi", altså ikke-ja, eller blot "bu", som også bruges på dansk som skræmmende udtryk. Spøgelser skulle efter sigende sige "buh".
På dansk kan man gøre udsagnsord tillægsagtige ved tilføje "-ende" eller blot "-de". For eksempel kan at "løbe" blive til det tillægsagtige "løben-de", og at "tale" kan blive til "talen-de".
Talordene kan også blive til de tillægs-agtige ordenstal ved at tilføje "-de" eller lignende, for eksempel "fjer-de", "syven-de", "nien-de" og så videre.
På kinesisk gør man også ord tillægsagtige med endelsen "-de". Kina hedder "Zhong Guo", taler man om en kinesisk kvinde (nu-ren) vil det hedde en "Zhong-Guo-de nu-ren. "Blå" hedder lan-zi; det blå hus (fang-zi) vil så hedde "lan-zi-de fang-zi" idet blå bliver tillægsagtig.
Kinesisk skrifttegn for søn. Det bruges på utallige måder i kinesisk for at tilkendegive at denne person, begreb eller ting er afledt af noget andet, som sønnen er afledt af faderen. Den klassiske danske og norske -sen endelse i familienavne, såsom Hansen, Jensen, Johansen, Nielsen, Andersen, Pedersen, Rasmussen og så videre betyder oprindeligt sønnen af Hans, Jens, Johan, Niels, Anders, Peder og Rasmus.
Dansk har flere forskellige måder at gøre udsagnsord navneagtige på. Heriblandt en, hvor man tilføjer "-se".
Ligheder mellem dansk og kinesisk.
"At føle" (to feel) is a verb. By adding the ending "-se" it can be made into the noun-like notion, "følel-se" (feeling - i.g. he has the feling). "At overraske" (to surprise) is a verb. By adding the ending "-se" it can be made into a noun and thus become "overraskelse" (a surprise).
The noun-like ending "-se" can be found in Chinese also in so many places, where it serves to highlight the noun-like characteristic; for example in "child", "hai-zi", in "cup", "bei-zi", in "wheat", "mai-zi", in "prince","wang-zi". The Chinese characters for "zi" is the fundamental character of "son", which expresses that the word or term is derived from something else like the son is derived from the father.
