Tarim mumierne viser at den vestlige del af det nuværende Kina var beboet af mennesker med kaukasiske træk, før kinesernes ankomst omkring år 0 e.Kr.
Der er flere teorier, som søger at forklare, hvordan det kan være at et asiatisk område var beboet af europæiske typer.
Steppe teorien siger at de kaukasiske typer i Tarim Bækken er den østligste forpost for den indoeuropæiske ekspansion henover steppen fra Yamnaya ved det Kaspiske Hav, over Andronovo omkring Aral Søen og Afanasievo omkring Baikal Søen til Tocharian i Tarim Bækken.
Oase teorien siger at de indoeuropæiske nybyggere, som havde skabt kunstvanding landbrug ved Oxus floden, fortsatte hen over Pamir passet og brugte deres viden om kunstvanding til at opdyrke Tarim Bækken.
Den indre asiatiske bjergkorridor hypotese antager at "Bactria-Margiana Archaeological Complex" spredte sig til Tarim Bækken.
Men imidlertid intet af dette kan eftervises i mumiernes gener. Der er grund til at tro at de oprindelige indbyggere af europæisk type har været der "altid", som efterkommere efter "de gamle nord eurasere", som jagede på mammutsletten under sidste istid.
1. Mumier af europæisk type i en kinesisk ørken
I april 1991 offentliggjorte det amerikanske "Discovery Magazine" en række billeder af mystiske mumier fundet i sandet i Taklamakhan ørkenen i Tarim Bækken i den kinesiske provins Xinjiang.
Et udvalg af mumier fra Tarim Bækken. Foto Yokarniybabai Wikipedia
Mumierne har blondt, rødt eller rødbrunt hår. De har dybt liggende øjne, lange næser, tykke skæg og høje, ofte ranglede, skikkelser. Nogle er klædt i pels-mokkasiner, uldne sjaler og huer med fjer, og nogle var blevet begravet med små kurve med korn og et lille stykke ost. Kisterne var ofte prydet med okse kranier.
Tekstileksperten Elizabeth Barber bemærkede, at mumierne bærer farverigt tøj lavet af uld fra vest-eurasiske fåreracer, og deres særlige diagonale væve-teknik findes, udover i Tarim, kun hos kelterne i Hallstatt kulturen i Centraleuropa i bronzealderen.
I Taklamakhan ørkenen regner det aldrig, og derfor er mumierne her bedre bevaret end de ægyptiske.
I forbindelse med bygning af jernbaner og olieledninger er der i dag blevet udgravet hundredvis af mumier i ørkenen i Tarim Bækken, de fleste i den østlige del.
Ifølge kulstof-14 dateringer levede de ældste omkring 2.000 f.Kr. hvilket er mere end 3.000 år før Marco Polo rejste til Kublai Khans hof i Beijing. Indtil år 0 er alle mumierne af den "kaukasiske" type. Det vil sige, som europæere er flest. Men fra år 0 og fremad i tiden optræder stadig flere kinesiske, tibetanske og tyrkiske mumier.
Hvilket modsiger den globale myte om at det var de onde hvide imperialister fra Europa, der drog ud i verden og dræbte og udplyndrede de oprindelige folk. Fordi de kaukasiske typer ret klart var de oprindelige folk i Tarim Bækken. Det er også klart at de ikke længere findes i Tarim. Så enten har de på et tidspunkt begået kollektivt selvmord, eller, mere sandsynligt, blevet massakreret af tibetanere, mongoler og tyrker, hvilke sidste i dag befolker Tarim Bækken, og insisterer på at kalde det Østturkestan.
Den britisk ungarske opdagelsesrejsende Aurel Stein var den første vesterlænding, som fandt en mumie i Tarim Basin. Her er Stein og en af hans mænd sammen med hunden Dash, som fulgte ham overalt, måske omkring 1907. Foto The British Library.
I lokaliteten Xiaohe ikke langt fra fordum Loulan, som lå ved den nu forsvundne saltsø, Lob Nor, har kinesiske arkæologer udgravet 167 mumificerede lig fra omkring 2000 f.Kr.
En af de mest kendte mumier er "Cherchen Manden" fundet i Cherchen nogle hundrede kilometer vest for Dunhuang. Han var 1,8 m. høj, havde lysebrunt eller rødligt skæg og bar bukser og ulden trøje og jakke. Han døde da han var 55 år gammel i år 1.000 f.Kr.
"Cherchen Kvinden" fra samme grav død også omkring 1000 f.Kr. som en ung kvinde. Hun var 1,8 meter høj. Hun bar hjorteskinds støvler og en rød ulden kjole.
Den mest berømte mumie er "Skønheden fra Loulan", som døde 1.800 f.Kr. i en alder af omkring 45 år. Hendes tøj var lavet af pels og uld; hun bar pels-mokkasiner med hårsiden ud. På hovedet havde hun en ulden kyse isat en stor fjer. Hun blev udgravet på en begravelsesplads ikke langt fra Loulan, en by og et kongedømme, som lå ved bredden af den nu forsvundne saltsø, Lop Nor.
2. Tarim Bækken
I Snorres "Yngre Edda" under "Gylfaginning" fortælles om Jorden: "Da mælte Gangleri: Dette er store tidende, jeg nu hører. Det er et stort smede-håndværk og snedigt gjort. Hvordan var Jorden udtænkt?"
Tarim Bækken omgivet af sneklædte bjerge, set fra rummet. Foto kinesisk internet.
"Da svarer Har: Hun er ringformet udenpå, og der uden om ligger det dybe hav, og langs denne sø strand gav de land til bygder for jætteætten. Men på den indre jord gjorde de en borg omkring deres hjem mod jætternes fjendtlighed, og til deres borg havde de jætten Ymers øjenbryn og kaldte den borg Midgaard."
Tarim Bækken i Xinjiang i det vestlige Kina er en god kandidat til Midgaard. Den er omgærdet af gigantiske bjergkæder, så høje som Alperne, og ligner et kæmpemæssigt øje. Man kan rejse fra Kasgar, den vestlige øjenkrog, mod øst langs de nordlige Tienshan Bjerge, den nordlige gren af Silkevejen. Eller man kan rejse mod øst langs de sydlige Kunlun Bjerge, som er den sydlige gren af Silkevejen, og begge dele fører til Dunhuang, den østlige øjenkrog. I midten ligger den gloende ørken Taklamakhan.
Selv når man ikke har mulighed for at se landet fra rummet, kan man nemt forestille sig, at det ligner et kæmpemæssigt øje, de enorme bjergkæder er øjenbrynene, og den gloende ørken i midten er selve øjet.
Tarim Bækken i hjertet af Asien, nord for Tibet og syd for Sibirien. Foto Wikipedia Commons
Ingen monsunvinde slipper over de høje bjerge, som omgiver bækkenet, uden først at have afgivet sin fugtighed i form af sne på bjergene.
Området har et meget tørt fastlandsklima med gennemsnitlige temperaturer fra -20℃ om vinteren til 40℃ om sommeren. Det regner aldrig i Tarim og smeltevand, som strømmer ned fra bjergene, er den eneste kilde til vand. Derfor findes alle bebyggelser og alt landbrug langs foden af bjergene hele vejen rundt ved ørkenens udkant.
De omkringliggende bjerge modtager sne hvad der svarer til over 1000 mm. regn om året. Floderne får udelukkende deres vand fra smeltet sne fra bjergene, hvor afsmeltningen finder sted i juli, august og september.
Alt landbrug er baseret på kunstvanding, og det har det været så langt tilbage i historien, som nogen kender til.
Taklamakhan ørkenen er den største, varmeste og tørreste ørken i Kina. Sandklitter dækker omkring 85% af Taklamakhan og skaber ofte massive støvstorme. Isoleret fra den asiatiske monsun og arktiske storme modtager det centrale Tarim mindre end 10 millimeter nedbør om året.
En mumie fra Tarim Bækken fotograferet af Aurel Stein omkring 1910.
Navnet Taklamakhan siges at betyde "gå ind, og du kommer ikke ud".
Mange arkæologiske fund er gjort hundrede kilometer inde i ørkenen, hvilke indikerer, at den grønne bræmme langs foden af bjergene har været langt bredere i fortiden, da Jordens temperatur var højere og monsunvindene derfor stærkere.
Modsat hvad man skulle tro, er Tarim Bækken et rigt område, fuld af ressourcer.
Al bomuld til Kinas tekstilindustri bliver dyrket i Tarim området, vin og rosiner og forskellige frugter kommer fra dette område.
Under de brændende ørken ligger værdifulde mineraler såsom guld, kobber, sjældne jordarter, uran og potaske, samt, ikke at forglemme, enorme reserver af olie og gas. Ifølge kinesiske geologer repræsenterer områdets reserver næsten 18 milliarder ton råolie, hvilket er seks gange USA's kendte reserver.
3. Gravpladsen Xiaohe
Gravpladsen Xiaohe består af en kunstig høj af sand. Under sandet nær toppen af højen var der næsten 200 poppelpæle, op til fire meter høje, hvilket repræsenterer en betydelig mængde tømmer for et så afsidesliggende sted i en så knastør ørken. Mumierne lå under bådlignende kister, og var pakket ind i oksehud, hvilken begravelsesskik adskiller sig markant fra andre begravelsesskikke i Asien.
Som medlem af den Sino-Swedish Expedition 1927-1935, ledet af Sven Hedin, udgravede den svenske arkæolog Folke Bergman begravelsespladsen Xiaohe. Han undersøgte 12 begravelser med mumificerede lig. Han sikrede sig 200 genstande, som blev sendt til Sverige. Mumierne blev omhyggeligt genbegravet.
Fjerde lag af Xiaohe gravpladsen. De afdøde blev begravet i kister formet som både pakket ind i oksehud.
Gravpladsen Xiaohe ligger langt ude i ørkenen, omkring 160 kilometer vest for ruinerne af byen Loulan, som lå ved bredden af den for længst udtørrede saltsø, Lop Nor. Gravpladsen består af en kunstig høj af sand, som indeholdt fem lag af begravelser.
Foto: Chunxiang Li, Chao Ning, Erika Hagelberg, Hongjie Li, Yongbin Zhao, Wenying Li, Idelisi Abuduresule, Hong Zhu and Hui Zhou - "Analysis of ancient human mitochondrial DNA from the Xiaohe cemetery: insights into prehistoric population movements in the Tarim Basin, China" Wikipedia.
Folke Bergman skrev i sin "Archaeological Researches in Sinkiang" (1939): "Man kan ikke undgå at bemærke en generel lighed mellem dette loulanske folks klædedragt og indbyggernes på de danske øer i den tidlige bronzealder, selvom der naturligvis ikke er nogen direkte forbindelser. Disse ligheder er især tydelige i de frynsede lændeklæder, hvad angår deres generelle træk. Teknikken er helt anderledes." Han må have tænkt på Egtved pigens snoreskørt.
Både tidlige og senere arkæologer fandt det bemærkelsesværdigt, at mumierne har et "vestligt" fysisk udseende.
Først efter årtusindskiftet udførte Xinjiang Institute of Archeology den komplette udgravning af Xiaohe gravpladsen, hvor de fandt 167 grave med mumificerede lig udover de 12, som Folke Bergman allerede havde undersøgt. Arkæologerne vurderede at der havde været 350 grave, men mange af dem var blevet ødelagt eller eroderet i tidens løb.
En to tusind år gammel filthat fra Tarim Bækken. Foto kinesisk internet.
Den amerikanske professor Victor Mair har oversat de kinesiske arkæologers rapport: "Der var næsten 200 pæle, hver 4 meter høje. Mange havde flade blade, malet sorte og røde, ligesom årerne på en stor galej, der var sunket under sandbølgerne." - "Ved foden af hver pæl var der faktisk både, lagt på hovedet og dækket af kohud. Ligene inde i bådene havde stadig det tøj på, som de var blevet begravet i. De havde filthuer med fjer indsat i skyggen, der uhyggeligt lignede tyrolske bjerghatte. De bar store uldkapper med kvaster og læderstøvler." - "Inde i hver bådkiste var der gravgaver, herunder smukt vævede græskurve, dygtigt udskårne masker og bundter af efedra, en urt, der kan have været brugt i ritualer eller som medicin."
Efedra er traditionelt blevet brugt til en række medicinske formål og er en mulig kandidat til "soma" i den indo-iranske religion.
I de mange hymner, bønner og filosofier i Vedaerne nævnes en mystisk plante ved navn "soma" med stor ærbødighed. Rituel indtagelse af "soma" er også nævnt i den gamle zoroastriske tekst, Avesta.
Arkæologer beskrev at i kvindernes kister fandt de en eller flere fallos af træ i naturlig størrelse lagt på kroppen eller ved siden af den.
De bemærkede at hver begravelsesbåd var markeret af en op til fire meter høj pæl, som øverst oppe var formet som enten en fallos eller en vulva. Var den afdøde en mand, havde pælen foroven form som en vulva, og var den afdøde en kvinde havde den form som en fallos.
Prinsessen fra Xiaohe blev udgravet af arkæologerne fra Xinjiang Institute of Archaeology på Xiaohe gravpladsen 102 km vest for Loulan i 2003. Hun har rødbrunt hår og lange øjenvipper og var svøbt i en hvid uldkappe med kvaster og bar en filthat, et snoreskørt og pelsforede læderstøvler. Hun blev begravet med tre små poser med efedra, og kviste og grene af efedra var placeret ved siden af hende. Foto Martonkurucz Wikipedia.
"Hele gravpladsen var dækket af åbenlys seksuel symbolik," skrev Victor Mair. Hvilket efter hans mening afspejlede "besættelsen af forplantning" i den betydning, som samfundet tillagde den, nemlig fertilitet.
Elizabeth Barber, som er ekspert i historiske tekstiler, mener at det specielle diagonale vævningsmønster på de tidlige mumiers 4.000 år gamle uldtøj minder bemærkelsesværdigt om de gamle kelters tekstiler.
Zhang et al analyserede proteiner i plak på mumiernes tænder, hvilket afslørede at de jævnligt spiste mad fremstillet af mælk fra køer, hvede og hirse.
Antropologen Han Kangxin har konkluderet, at de tidligste bosættere i Tarim Bækken ikke var af moderne asiatisk type. Han at mener at mumiernes kranier meget tydeligt viser at de er af europæisk eller kaukasisk oprindelse.
Xiaohe kulturen ophørte omkring 1400 f.Kr. Dens forsvinden er stadig uforklarlig.
4. Cherchen mumierne
Cherchen mumierne blev opdaget i 1978 ved landsbyen Zaghunluq, nær byen Qiemo (Cherchen) i det østlige Tarim Bækken nogle hundrede kilometer vest for Dunhuang.
De kinesiske arkæologer fremdrog fem mumier fra graven ved Cherchen, nemlig en mand, tre kvinder og et spædbarn, som alle døde omkring 1000 år f.Kr.
Cherchen manden. Hans hår var rødbrunt med grå pletter. Han havde høje kindben og en lang ørnenæse, fyldige læber og rødt skæg. De gule og lilla spiral- og solmønstre på mumiens ansigt er i nogle kilder fejlagtigt blevet identificeret som tatoveringer, men de er malet på med okker. Foto Mummipedia Wiki - Fandon.
Manden, som er den mest berømte, kaldes "Cherchen Manden". Hans højde anslås til at have været 176-178 cm. høj. Han var iklædt bukser, ulden tunika, jakke og farverige leggings. Han døde da han var omkring 55 år gammel.
I et lag over selve graven fandtes resterne af en hest og en saddel, som må have tilhørt ham.
Professor Victor Mair fortæller om første gang han så "Cherchen Manden" på museet i Ürümchi.
I en glasmontre så dårligt oplyst, at de besøgende måtte bruge lommelygter for at se indholdet, fik Mair øje på et bizart syn. Det var den udstrakte krop af en mand, der var lige under 180 cm høj, klædt i en elegant skræddersyet uldtunika og matchende bukser i rødvinsfarve. Mandens ben var dækket af stribede leggings i nuancer af gul, rød og blå. Men det var ikke så meget mandens tøj, der først fangede Mairs opmærksomhed. Det hans ansigt. Det var smalt og lys elfenbensfarvet med høje kindben, fyldige læber og en lang næse. Lokker af ingefærfarvet hår og et grånende skæg indrammede den pergamentagtige hud. Han så meget kaukasisk ud. Han lignede faktisk en, Mair kendte godt. "Han lignede min bror Dave, der sov der, og det var det, som virkelig fangede mig. Jeg blev bare ved med at se på ham, se på hans lukkede øjne. Jeg kunne ikke rive mig løs, og jeg gik rundt om hans glasmontre igen og igen og igen."
Den mest velbevarede af kvinderne har fået navnet Cherchen kvinden. Hun var knap 180 cm høj og bar en rød kjole og hvide støvler af hjorteskind, hendes lysebrune hår var ordnet i to lange fletninger. Foto Baomi Wikipedia.
En anden kvinde, der delte Cherchen Mandens grav, havde lysebrunt hår, som tilsyneladende nyligt var blevet børstet og flettet. Hendes ansigt er malet med spiral mønstre, og hendes slående røde begravelseskjole er stadig skinnende, selv efter tre tusind år under sandet.
Cherchen spædbarnet med blå sten lagt på øjnene. Foto Michael Kan Flickr Wikipedia.
Den tredje kvinde i graven var i den ringeste bevaringstilstand.
Spædbarnet var pakket ind i rød uld og havde en hue på af lyseblåt filt med røde uld kanter. Ved siden af barnet lå en ammeflaske lavet af et fårs yver. Den havde to blå sten lagt på øjnene. Barnet var omkring tre måneder gammel, da det blev lagt i graven.
En kulstof 14-datering viser, at alle gravens beboere levede omkring 1.000 år f.Kr. da der var bronzealder i Europa og Kina.
5. Skønheden fra Loulan
Skønheden fra Loulan er blandt de første mumier, der blev opdaget i Tarim Bækken. Hun er blevet dateret til omkring 1800 f.Kr.
Skønheden fra Loulan. Mumien blev fundet den 1. april 1980 på Tiebanhe gravpladsen nær Loulan af den kinesiske arkæolog Mu Shunying fra det arkæologiske institut ved Xinjiang Academy of Social Sciences.
I modsætning til de Ægyptiske mumier, som blev bevaret med vilje, blev Tarim mumierne generelt bevaret utilsigtet. Loulan-skønheden blev begravet nær en saltsø i ørkenen, hvor de tørre forhold bevarede selv de finere detaljer i hendes ansigt, såsom hendes øjenvipper. Foto Wikimedia Commons.
Mumien er svøbt i et uldtæppe, oksehud og linned. Hun har lædersko på. Både hendes tøj og hendes sko er slidte og er blevet repareret adskillige gange. Hendes hår var inficeret med lus.
Hun havde en stor mængde sand, støv og trækul i lungerne, hvilket meget vel kan have været årsagen til hendes død. Hun var over fyrre år gammel, da hun døde.
Det specielle ved Skønheden fra Loulan er at hun er blevet grebet af de lokale tyrkiske uyghurer, som et bevis på deres ret til landet i forhold til Kina. De ræsonnerer at hun er ikke en kinesisk type og det er de heller ikke, hvilket beviser at de kom til landet før kineserne.
Men de demonstrerer deres ukendskab til deres egen historie. Kineserne kom til Tarim Bækken omkring år 0 e.Kr. hvorefter der begynder at optræde flere og flere kinesiske mumier.
I 700 e.Kr. tallet dannede uyghurer et rige i det østlige Mongoliet, hvorfra de imidlertid blev fordrevet af kirgisere og kinesere i forening. Først da strømmede Uyghurer ind i Tarim Bækken, hvor de formentlig massakrerede mændene og avlede deres egne børn på de unge kvinder - som det også senere i historien var sædvane hos Djengis Khans hære bestående af mongoler og tyrker.
6. Kjumbulak Kum
Nogle Franske og Kinesiske arkæologer har udgravet en bebyggelse i Taklamakhan ørkenen. Stedet kaldes i dag for "Kjumbulak Kum" og ligger ikke langt fra fordum Khotan.
Til venstre: Et ægtepar fra Kjumbulak Kum forenet i døden.
Til højre: En mand begravet med sin bue. Foto Youtube.
Til venstre: En kvinde ser ud som om, hun sover. Det har hun gjort i 3.000 år.
Til højre: En kvinde begravet med foldede arme og bøjede knæ. Foto Youtube.
Kjumbulak Kum, som det ser ud i dag. Det er langt ude i Taklamakhan ørkenen. Foto Youtube.
Mumierne som er fundet i ørkenen har hår og skæg i brune nuancer, som det også er meget almindeligt blandt moderne skandinaver og nordeuropæere.
7. Genetisk oprindelse
I rapporten "The genomic origins of the Bronze Age Tarim Basin mummies" opstiller Fan Zhang og hans kollegaer tre arbejdshypoteser vedrørende oprindelsen af fortidens beboere af Tarim Bækken:
Den første hypotese er "steppehypotesen", som udsiger, at steppenomader af indoeuropæisk Afanasievo afstamning fandt vej nord om Tien Shan bjergene og ned gennem Dzungarian Bækken til Tarim Bækken.
Den anden hypotese er "oasehypotesen", som udsiger at oasebønder fra Baktrien og Margiana i det sydlige Centralasien (Oxus kulturen) flyttede østpå til Tarim Bækken.
Den tredje foreslåede hypotese er "den indre asiatiske bjergkorridor hypotese ", som postulerer, at Xiaohe kulturen opstod fra mobile Agro pastorale samfund nord for Tianshan bjergene.
Tre alternative hypoteser vedrørende den genetiske oprindelse af folkene, som levede i Tarim Bækken i bronzealderen for omkring 4.000 år siden.
Zhang et al. undersøgte de komplette gener af 18 bronzealdermumier fra Tarim Bækken og Dzungarian Bækken for at teste tre forskellige hypoteser om afstamningen af disse populationer.
"Steppehypotesen" udsiger, at kildepopulationen bestod af malkekvægsnomader, hvis vesteurasiske forfædre krydsede den eurasiske steppe, og flyttede sydpå fra foden af Altai Bjergene gennem Dzungarian Bækken til Tarim.
"Oasehypotesen" siger at bønder fra Baktrien Margiana regionen ved floden Oxus, drog over Pamir og nyttiggjorde deres viden om overrisling i Tarim Bækken.
"Den indre asiatiske bjergkorridor hypotese" beskriver at folkene i Tarim Bækken nedstammer fra bønder fra de indre asiatiske bjerge, som vandrede over Tien Shan bjergene og slog sig ned i Tarim Bækken. Eget arbejde.
For at undersøge disse hypoteser analyserede Zhang og hans kollegaer DNA fra 13 mumier fra 2100 f.Kr. fra Xiaohe gravstedet i Tarim Bækken og 5 individer fra 3000-2800 f.Kr. fra Dzungarian Bækken.
Zhang et al hentede gamle genom sekvenser fra disse 18 individer og sammenlignede denne information med data fra eksisterende gamle og moderne DNA-databanker for at placere de undersøgte individer i kontekst af eurasisk populationsgenetik.
Men til forskernes store overraskelse var mumierne ikke synderligt genetisk beslægtede med nogen grupper beskrevet af de tre hypoteser. Derimod var de genetisk tæt beslægtede med en tidligere identificeret genetisk gruppe kaldet "de gamle nord eurasere" (ANE, som betyder "Ancient North Eurasians"), som var en engang udbredt population af istids-jægere og samlere, som strejfede om på den eurasiske mammut slette under Weichel Istidens maksimum for 10-24.000 år siden.
Derfor kan man til alles tilfredshed konkludere, at selv om bronzealderbefolkningen i Tarim Bækken fuldstændig lignede europæere, så er der slet ikke tale om at de på nogen måde kom fra Europa, nedstammer fra europæere eller har nogen fælles afstamning med europæere. De kom fra Sibirien og var således fra begyndelsen rigtige asiater.
8. De gamle nordeurasere
Mammutjægerne, som strejfede om på de frosne sletter, som ikke var dækket af indlandsis, i Sibirien og det nordlige Rusland under sidste istids maksimum, kaldes for ANE, som betyder "Ancient North Eurasians", "de gamle nord eurasere". Der findes blot få og spinkle spor efter dem.
Forskere har spekuleret på, hvad der egentlig skete med dem, men det er "helt uventet" at finde dem i Tarim Bækken i den tidlige bronzealder, siger Jeong, som er en af projektdeltagerne.
Man har også spekuleret på, hvorledes de gamle eurasere egentlig så ud. Lignede de nutidens oprindelige folk i Sibirien såsom Yukagir, Evenk og Yakuts med sort hår og somme tider hvid hud, smalle øjne og mongolske ansigtstræk, lignede de eskimoer, eller så de mere kaukasiske ud?
Men da mumierne i Tarim Bækken repræsenterer direkte efterkommere efter dem, har vi jo syn for sagen. De havde hvid hud og lyst eller rødbrunt hår med ansigtstræk, som meget lignende europæiske typer.
En repræsentant for ANE, "de gamle nord eurasere", Mal'ta boy, fundet nær Baikal søen, fra 24.000 f.Kr. og tilknyttet gravgods udstillet på Hermitage Museum Saint-Petersburg.
ANE betyder "Ancient North Eurasians". Foto eXploration Etoile Wikipedia.
"The genomic origins of the Bronze Age Tarim Basin mummies" rapportens forfattere fremhæver at "de gamle nord eurasere" var en fuldstændig isoleret gruppe omkring Baikal Søen i Sibirien. Men da der kun er fundet ganske få knogler af de jægere, som jagede på den eurasiske mammutslette 10.000 - 40.000 år f.Kr. kan man jo strengt taget ikke udtale sig om, hvorvidt det var en enestående isoleret gruppe eller ej.
Desuden, "de gamle nord eurasere" med hvid, hud, lyst og rødbrunt hår og europæiske ansigtstræk - hvilket mumierne beviser i følge rapporten "The genomic origins.." - modsiger den myte, som visse danske forskere har markedsført om at europæernes lyse hud, lyse hårfarver og kaukasiske ansigtstræk kom sydfra med den indoeuropæiske indvandring fra Yamnaya i bondestenalderen og bronzealderen, medens de gamle jægere var nogle mørke, nærmest negroide typer.
Men hvid hud, lyst hår og kaukasiske ansigtstræk stammer meget længere tilbage end Yamnaya. For eksempel har finske folkeslag meget lys hud og hår, og de nedstammer ikke fra Yamnaya, da de ikke er indoeuropæere. Men deres forfædre har udstået istiden som jægere og samlere højt mod nord.
Det er mere sandsynligt at det forholder sig således at de menneske racer, som udholdt den sidste istid på mammutsteppen gennem mange tusind år - som "de gamle nord eurasere" gjorde - har lys hud og lyse hårfarver. Medens racer, som overlevede Weichel Istiden langt mod syd ved varme kyster, har sort hår og forskellige nuancer af brun eller sort hud.
Men det er rigtigt at Yamnaya med stor sikkerhed har haft hvid hud og lyse hårfarver, såsom rød, rødbrun, mørkblond og blond - fordi de nedstammede fra "de gamle nord eurasere", som de oprindelige folk i Tarim Bækken også gjorde.
